Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Terror suspects considered bombing journalist behind ”Mohammed cartoons”

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 3. oktober 2007. 5 svar

As a service to our occasional, non-Danish readers we ”break” for a news story of a particular interest to those who followed the Danish ”cartoon crisis” in 2006, which we covered several times, including our comment by Samuel Rachlin (in English).

Tuesday this week it was divulged that the four suspected terrorists on trial in the Danish city of Odense in the so-called “Vollsmose terror case” may have planned to bomb Flemming Rose, the Culture Editor of the Danish newspaper Jyllands-Posten which in 2005 commissioned the cartoons of Mohammed, the founder of the religion of Islam, which a few months later was used to ignite a number of violent attacks against Danish firms and diplomatic representations, and where the costs in lost money and lost lives have not yet been fully tallied.

During the trial at the Courthouse in Odense one of the four individuals accused of planning terror attacks in Denmark divulged that he and the three others, together or separately, had discussed and/or worked on several planned bomb attacks. One of the ideas discussed included the construction of a remote-controlled bomb that should have been directed against Rose. The bomb would be planted in a car that was supposed to be driven into Rose’s private home. (It has already been uncovered that “A.K.”, the particular member of the group who suggested the idea, had considered killing one of the cartoonists. He also wrote letters in praise of Osama bin Laden and Abu Musab Zarqawi and offered himself: “Revenge, revenge! I am the first volunteer! God is great!”)

The suspected terrorist behind the disclosures Tuesday, a 32 year old Danish convert to Islam code-named “A.A.” in the trial, suggested that the idea of attacking Rose was not serious but he also admitted during the court case Tuesday that two of the group actually had detonated a bomb on a soccer field behind a school in Odense. It was also divulged that the group—which collected videos of Islamist decapitations of kidnapped victims as well as speeches by Osama bin Laden and photos of the 19 9/11 high-jackers—planned to use chemical fertilizers to construct a number of bombs.

Politically correct, Danish (and non-Danish) commentators will no doubt say that Rose should have expected something like this to happen. Disrespectfully, we disagree. Nobody ought to expect that questioning or even peacefully taking shots at a religion will result in death threats. Rose and the cartoonists to this day are under police protection, just as many other people with direct or indirect connections to the “cartoon crisis” have been, including many journalists, several academics and businessman and at least a few politicians. They and their families live or have lived in fear merely due to some other individuals’ exercise of their freedom of speech.

Altogether, this is a sad reminder of Thomas Jefferson’s words that the price of freedom is eternal vigilance.

For a recent interview with the thoughtful Flemming Rose in Reason Magazine, go here. To read his English-language blog at Pajamas Media, go here.

Mission accomplished?

Af admin, den 3. oktober 2007. 5 svar

I går kunne man se statsministeren blive interviewet på DR. Da talen faldt på Irak, som statsministeren rimeligt modigt (for ham i hvert fald) havde berørt i sin åbningstale, stillede journalisten naturligvis nogle spørgsmål herom. Og naturligt for DR, der i den seneste tid har haft det mere end almindeligt svært med sit vi-er-bare-neutral-public-service-så-fortsæt-betalingen lød opbygningen af spørgsmålet noget i retning af, at ingen vil beskrive Irak som en succes. Statsministeren stod rimeligt fast, så rimeligt som han vel tør fra sin midtsøgende position. Det var ikke helt ringe. Men forudsætningen for spørgsmålet står tilbage: ingen?

Tja, succes er et stort ord at bruge, men mindre kan vel også gøre det. Hvis demokratiet overlever i Irak i bare en nogenlunde genkendelig form, og især hvis Irak forbliver en samlet stat uden større opdeling i Bagdad end i Belfast under the Troubles, er det rimeligt tæt på en succes, navnlig hvis man sammenligner det med alternativet, som var Saddams fortsatte styre.

Journalistens udgangspunkt om “ingen” minder mig om Tom Wolfes anekdote om den rige society-dame fra medieverdens øvre lag i New York, som ikke kunne fatte, at Reagan havde vundet valget. Hun kendte ingen, der havde stemt på ham.

Havde journalisten læst denne artikel fra det britiske Spectator, ville han måske have formuleret sit spørgsmål anderledes (her). I artiklen argumenteres for, at både Irak og demokratiet overlever, og at volden og de sekteriske problemer hastigt er ved at nå et niveau, hvor irakerne selv kan klare det.

En række andre begivenheder i den seneste tid bekræfter den udvikling, som artiklen fra Spectator omhandler.

I Irak har de politiske fløje fra både sunni og shia protesteret mod en resolution fra den amerikanske demokrat-kontrollerede kongres, som anbefaler en opdeling af Irak. Det var sikkert velmenende, men det går imod alle undersøgelser, der viser en massiv opbakning bag Irak som en samlet stat. Selv blandt de mere autonomt indstillede kurdere er der opbakning, formodentlig fordi de har indset, at selvstændighed nu kun fører til krig med Tyrkiet. Så hellere vente og fortsætte det økonomiske mirakel, som er under udvikling i det irakiske Kurdistan.

Resolutionen fordømmes også af de øvrige arabiske stater. Sjovt nok synes de at være forenet med Iran, der også støtter et samlet Irak, men nok af andre grunde. De arabiske stater ønsker en samlet stat for at fastholde Irak i den arabiske lejr, og Iran ønsker en samlet stat, fordi den vil være shia-domineret. Af samme grund har de heller ikke noget imod demokratiet. Deres håndlanger al-Sadr synes også at være i gang med en omvendelse til demokratiet, formodentlig fordi han har indset, at det kan betale sig. Demokrati er jo desværre ingen forhindring for korruption, hvilket vi jo i Europa både kender i den direkte form fra Italien og i den indirekte form fra den danske velfærdsstat. Men fælles er altså udsigten til et samlet Irak og et fortsat demokrati.

Den amerikanske resolution er på den baggrund måske nok velmenende, men den viser, at demokraterne ikke fatter, hvad der foregår i Irak, og stærkt overdriver de problemer, som stadig står tilbage. Hertil kommer – desværre – at så mange demokrater (og hovedparten af danske journalister) har investeret deres troværdighed i, at Irak ender som en fiasko, at de må formodes inderligt at håbe på en sådan udvikling.

En sidste ting i denne omgang, der i lighed med Spectator-artiklen er noget, som I næppe ser i MSM, var den ellers meget store nyhed, at storayatollah al-Sistani har haft et møde med en repræsentant for sunnierne. Som det første af sin slags markerer det et vigtigst skridt i retning af den forsoning, som er i gang mellem på den ene side sunnierne, der så småt har indset, at deres tid ved magten er forbi, og at al-Qaeda er for kugleskøre til at bringe dem tilbage til magten igen, og på den anden side shiaerne, der har indset, at de aldrig får et velstående Irak, hvis de prøver at undertrykke de veluddannede og nu igen også veludrustede sunnier. Man må håbe, at al-Sistani lever endnu længere, end han allerede har gjort, for han står stadig som garant for en version af shia, der i modsætning til den persiske variant afviser den direkte involvering af præster i politik.

Nok for denne gang. De negative nyheder om Irak får I hos DR og de øvrige MSM. Her får I den anden version.

Rose & Reason

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 2. oktober 2007. 10 svar

Et af mine favoritmagasiner gennem nu 20 år, Reason Magazine, har i sit seneste nummer et interview med en af mine danske favoritjournalister (og dem er der ikke mange af), Flemming Rose.  Læs mere om Muhammed-krisen her, bl.a. dette:

“[What] really bothers me today—and this hasn’t been reported very widely—is that right after the cartoon crisis, the Organization of the Islamic Conference at the United Nations sponsored a resolution condemning the “ridiculing of religion.” It didn’t pass, but in March of this year the United Nations Human Rights Consul, which is the highest international body in the world for the protection of human rights, passed a resolution condoning state punishment of people criticizing religion. I think this is a big scandal. This was a direct result of the “cartoon crisis.” Fortunately the European Union voted against it. But countries like Russia, Mexico and China supported the resolution. And in this resolution, they call on governments to pass laws or write provisions into their constitutions forbidding criticism of religion. This would give a free hand to authoritarian regimes around the world to clamp down on dissidents.

One of the lessons I have drawn from this experience is that free speech is indivisible. I am in favor of removing all blasphemy laws and laws criminalizing Holocaust denial… I think that in a globalized world, the way forward is not raise barriers “protecting people,” or calling for “responsible speech,” but to do away with all kinds of limitations of speech.”

My favourite dead wood — og andre gode nyheder fra Irak

Af admin, den 1. oktober 2007. 7 svar

For noget tid siden kom jeg for skade at omtale Berlingske som min ynglingsavis (her). Vores tålmodige læsere (vi har formodentlig kun tålmodige læsere tilbage) finder nok dette usandsynligt, men jeg må påpege, at jeg kvalificerede dette med to forbehold: det var blandt aviser på dødt træ (dermed er 180grader undtaget) og daglig udgivelse (og dermed er WEA undtaget, mere herom straks).

Holder vi os til dødt træ som medium, er Weekendavisen en klar vinder. Standarden er høj, og der er spredning af holdninger, som man ikke finder andre steder i MSM. Spredningen indebærer bl.a., at man faktisk finder journalister, der forfægter borgerlige/liberale synspunkter; det er lidt af en sjældenhed med så høj en koncentration af dem i en og samme avis og en ren nydelse.

Weekenden er omme, og man kan se tilbage på en masse spildt tid. Skønt. En god del af den tid, som ikke blev spildt, blev brugt på ugens udgave af WEA. Her er f.eks. en reportage om FARC, som man burde tvinge venstrefløjstosserne til at læse. Så ville de æde deres T-shirts af skam.

Der var en opfølgning på Profet-krisen med en passende spredning. Tankevækkende. Måske skal man se den historie i et positivt lyst. Det overraskende er jo ikke, at store dele af venstrefløjen svigtede. Vi vidste jo godt, at de ikke har det videre godt med frihedsrettigheder, når de udøves af folk, de ikke er enige med. Det positive er vel, at der trods alt var mange venstrefløjsfolk, som støttede ytringsfriheden. Nå ja, ikke mange, men nogle. Skal den positive og varme følelse holde ugen ud, er det nok bedst ikke at tænke på, hvordan den anden fløj, vores fløj, reagerede. Ahem. Men i det store hele gjorde de fleste det godt. Og nu hurtigt videre.

Altid tankevækkende er Pernille Brammings artikler i Irak. Jeg tvivler på, at hun vil påskønne en omfavnelse af liberale lænestolskrigere som denne punditokrat, men jeg kunne nu have god lyst til det alligevel, alene fordi hun modigt tør skrive med en sympati for Irak og det irakiske folk, hvor (næsten) alle andre journalister herhjemme dyrker den konforme fordømmelse af de uciviliserede irakere, hvis de da ikke lige citerer veluddannede sunni-muslimer i eksil, som savner Saddam.

I denne uge dækkede PB oliehandlen i Irak og påviste roligt og overbevisende, hvor formørket og absurd påstanden “it’s all about oil” er. Spredningen i avisen blev dermed ufrivilligt gjort ekstra stor, fordi Ulrik Høy fortsatte sin stadig mere hysteriske tirader i anledning af Greenspan-anden, som han var hoppet på (om den and, se her). Det er trist at se mørket lukke sig om ham, mens han forbander alt og alle, nu ikke længere bare Bush, men USA i al almindelighed.

Og dog. Måske er han ikke på vej ind i mørket, men er blot blandt fortroppen af det nyeste nye: borgerlige anti-amerikanere. Det er en gruppe, som man har mange af i de gamle kulturlande i det øvrige EU, rigtig mange i Frankrig, men også en del i UK, navnlig i kvarteret omkring Whitehall. Den danske debat har jo på mange punkter været mærkelig i sammenligning med udlandet, f.eks. har venstrefløjen haft næsten monopol på at være imod EU, selvom det er den bedste chance for planøkonomi, der er givet. Og højrefløjen har så været for, ikke mindre forunderligt. Men de positioner er ved at rykke rundt, så vi bliver mere normale (jeg er ikke helt svunget rundt endnu, men jeg er også lidt sløv i optrækket).

Hvis den danske debat er ved at blive normal, så er den franske på vej mod det usædvanlige. Best som danske journalister har beskrevet Frankrig som den fornuftige, dvs. socialdemokratiske, modvægt til cowboymentaliteten i USA, og netop som man har afskrevet neokonservatismen, så vinder Sarkozy valget og vælger en udenrigsminister, der med sin venstreorienterede baggrund og støtte til Irak-krigen er en oplagt kandidat til titel som årets neo-con. Endnu en venstrefløjsmand, who got mucked by reality, og som ikke gider bruge sin tid og energi på julekalendere og koncerter med fællessang og lighterlys til fordel for de lande, der lige for tiden har opmærksomheden, men faktisk ønsker at skabe en bedre verden om nødvendigt med revolutionære magtmidler. Denne erkendelse af, at man ikke kan nå noget med tale alene, at FN ikke må blive det eneste middel til at opnå en bedre verden, og at diplomatiet er dømt til fiasko, hvis det ikke bakkes op med troværdige trusler om magt. Det er ren neo-con, bien sur

Hvad skal man dog mene i dansk MSM om det nye Frankrig. Indtil videre træder de vande og håber, at Sarkozy løber ind i problemer med fagbevægelserne, hvad han nok også gør. Journalisterne savner formodentlig Joschka Fischer. En dygtig og charmerende politiker, men oplagt en af de mest overvurderede i sin generation, dog medgivet en nem generation at blive sammenlignet med. Jeg husker endnu hans tåkrummende bemærkninger om, hvordan USA ikke havde gjort de samme smertelige erfaringer som det gamle krigsplagede Europa. Her fik han gjort det lysende klart, at han og formodentlig hovedparten af sin generation var lykkeligt uvidende om, at mens Napoleon kæmpede i Europa, fik amerikanerne deres hovedstad brændt ned af fremmede invasionsstyrker, og mens Bismarck samlede Tyskland, hvad der gik hårdt ud over os i Sønderjylland, gennemgik USA en ekstremt blodig borgerkrig. Og det var så før, de gjorde os selskab i vores tilbagevendende kontinentale selvmordsforsøg i det 20. århundrede. Ak ja.

Til slut en lille posting, som også rummer gode nyheder, der dog ikke nåede med i WEA og naturligvis heller ikke i MSM, hvor stilhed i dækningen af Irak normalt er et tegn på, at det går rimeligt godt.

Det er dels endnu en bekræftelse på, at the Surge virker. Tabstallene for både amerikanske tropper og civile irakere er lave – i det mindste i forhold til de seneste måneder. Læs her, for den kommer næppe i MSM.

Den anden er en ny blog af en law professor. Det er i sig selv interessant (synes jeg som fagfælle), men hans pointe om pålideligheden af både Petraeus og Iraqi Body Counts tal er interessant. IBC er oplagt imod krigen, men de udviser en større respekt for fakta end mange andre på den fløj. Det var f.eks. interessant at se, at FNs undersøgelser af tabstallene i Irak modsvarede tallene fra IBC i rimelig grad, hvorimod de to Lancet-undersøgelser var helt i skoven. Ikke at det forhindrede Lykketoft m.fl. i at citere Lancet, men det er så en anden sag, en anden gang.

Hvis pointen ikke er gået hjem endnu, kommer den her nok en gang:

Så køb dog Weekendavisen, eller endnu bedre, abonner.

Ugens citat: Thomas om selvretfærdige, venstreorienterede lynch-mobs

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. september 2007. 10 svar

Den Ayn Rand-beundrende, Richard Epstein-citerende, Cato Institute-støttende, amerikanske højesteretsdommer Clarence Thomas har netop udgivet sine erindringer, “My Grandfather’s Son”.  Jeg har af gode grunde ikke kunnet læse dem endnu, men vil gerne da jeg har indtryk af, at Thomas’ livshistorie er ganske interessant, og at han er væsentligt mere interessant og sympatisk, end hans modstandere normalt fremstiller ham.  Jeg har dog set en del af omtalen (bl.a. i Washington Post men også–med tilføjelse af WaPo-udeladelser–her).  Her er et prægnant citat om dengang i 1991, da Thomas blev nomineret som den kun anden afrikansk-amerikanske højesteretsdommer nogensinde og fik en ganske hård medfart i medier og senat, og som fortjener at blive gengivet:

“As a child in the Deep South, I’d grown up fearing the lynch mobs of the Ku Klux Klan; as an adult, I was starting to wonder if I’d been afraid of the wrong white people all along … My worst fears had come to pass not in Georgia, but in Washington, D.C., where I was being pursued not by bigots in white robes but by left-wing zealots draped in flowing sanctimony.”

Blogs som varedeklaration

Af admin, den 26. september 2007. 1 svar

Der er nye tider på Berlingske, bl.a. blogger man nu også. Det er jo så populært (hvis man ellers har tiden til det).

En af disse blogs er USAblogs, hvor avisens to korrespondenter supplerer deres kommentarer fra udgaven på dødt træ med nye elektroniske bidrag.

Som tålmodige læsere af denne blog vil vide, er blogs velegnede til at udstille bidragsydernes uvidenhed og naivitet. Og ja, jeg tænker ikke kun på vores kommentarspalte.

På det seneste har Poul Høi hæftet sig ved, at Alan Greenspans erindringer er blevet fremhævet i visse dele af pressen for en passage om, at Irakkrigen “was all about oil”. Her på bloggen har vi kort omtalt pålideligheden af denne medieand (her), hvor vi sammenlignede den med Wolfowitz-anden, der da også siden er dukket op i netop denne sammenhæng som endnu et bevis på Irak-løgnen.

Det interessante er, at PH (hvis jeg må bruge denne ellers ganske fornemme forkortelse) knytter Greenspans udtalelse sammen med Collin Powells udtalelser. Det giver et indtryk af, at der ikke var andre grunde end olie for at gå i krig.

Så her står vi efter så mange uafhængige rapporter, at man kunne tapetsere avisens gamle hovedsæde i Pilestræde med dem, der alle fastslår, at ingen løj, men at man blot overvurderede den gamle røver i Bagdad, og får nu igen serveret historien om Irak-løgnen.

Retfærdigvis må man give PH, at han i senere blogs drejer historien over på, at Greenspan burde have fortalt om sin kritik noget tidligere. I denne sammenhæng citerer han den altid fortræffelige Peggy Noonan. Men igen er der noget helt fundamentalt galt. For læser man Noonan, kan man se, at hendes kritik angår Greenspans støtte til den uforsvarlige finanspolitik, som den “socialt konservative” Bush har ført. I relation til Irak er hendes kritik ikke grundlaget for krigen, men afvisningen af folk, der pegede på større problemer, end man ville vedgå i regeringen. Disse folk var ikke Greenspan og kunne heller ikke være det, når Greenspan jo selv indrømmer, at hans bemærkning om olie ikke havde noget med regeringen at gøre. Når Noonan alligevel nævner Greenspan, skyldes det hans mange andre og vigtigere kritikpunkter i erindringerne om finanspolitikken. Men når PH ikke nævner Greenspans øvrige kritik, men fokuserer på den – hvis man betragter den nærmere – ret harmløse iagttagelse af, at det var olien, som var med til at gøre Saddam farlig, ja, så synes det virkelig at være en tro på, at Greenspan kunne have afsløret noget, han ikke fortalte. Det kunne han ikke – i hvert ikke på det punkt – for der var ikke noget, han kunne afsløre.

Tja, vi har jo heldigvis adgang til andre aviser, hvor prioriteringen er anderledes. Forleden (23/9 07) læste jeg en anmeldelse i Financial Times af Greenspans erindringer, The Age of Turbulence. Her skal det indskydes, at den store fordel ved FT i forhold til mange andre internationale aviser er, at den har en utrolig god forbindelse til udenrigstjenesten og bureaukratiet i EU. Ulempen ved avisen udspringer af samme forhold. Man har den britiske udenrigstjenestes traditionelle synsvinkel, hvilket bl.a. indebærer en betydelig foragt for vulgære stater som USA og Israel og en udtalt romantisk sympati for Lawrences lykkelige Arabien, hvilket under tiden giver de britiske diplomater tilnavnet The Camel Corps. Det samme gælder avisen. Men derfor er standarden nu alligevel høj, selv når man ikke er enig med dem.

Hvordan var anmeldelsen af Greenspans bog? Den var, som forventet, kritisk over for Bush-regeringen og over for Greenspans noget forsinkede mea culpa. Men ikke en eneste gang nedlod den distingverede anmelder at komme ind på den med olie og Irak. Den var man ikke så dum at bide på, men de kan jo også tillade sig at holde kvalificerede folk.

Til gengæld er det da venligt af Berlingske at indrette en blog, hvor korrespondenterne kan udstille deres personlige holdning til de ting, de dækker, og dermed bekræfte vores fordomme om, hvor deres sympatier ligger. Det er også en slags varedeklaration.

Gore '08?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. september 2007. 13 svar

Stiller fhv. vicepræsident Al Gore op som Demokraternes præsidentkandidat i 2008?  De fleste ædruelige mennesker vil givetvis sige “nej” (og de fleste frihedsorienterede sjæle vil måske føle et koldt gys ned af ryggen).  Prisen for en Gore future hos Intrade.com ligger da også p.t. på beskedne ca. 8.

Men dette er jo ret beset rimeligt højt i betragtning af, at manden ikke stiller op (og væsentligt højere end flere af dem, der rent faktisk stiller op–hvilket må være noget ydmygende for dem).  Så hvad nu hvis Gore oveni dette års Oscar også får den Nobel Fredspris, som han på forunderlig vis er blevet nomineret til?  Så mener Slate‘s Christopher Hitchens, at sandsynligheden går mod 1–og den er vi faktisk villige til at gamble på.  Det er formodentlig også den eneste måde, hvorpå man kan undgå, at Hillary Clinton får Demokraternes nominering–hvilket p.t. synes at ville medføre, at hun også vinder Det Hvide Hus.  Her taler vi virkelig pest eller kolera.  Spørgsmålet er blot, om det betyder noget som helst for Republikanerne.  Disse synes p.t. at være så sikkert på vej mod, ihvertfald på kort sigt, at udradere den styrke, de samlede i 1980erne og 1990erne.

AFR om frihedsrettigheder

Af Jacob Mchangama, den 25. september 2007. 5 svar

Metroexpress kører i øjeblikket en artikelserie om demokrati. Den første der bliver interviewet i serien er Anders Fogh Rasmussen. Det interessante ved interviewet er at det tilbagevendende tema for AFR er frihedsrettigheder. Nu kunne man så vælge at anlægge en kynisk vinkel på interviewet og påpege, at AFRs regering har vedtaget en anti-terrorlov, der på flere områder udvander frihedsrettigheder. Men der er efter min mening meget positivt at hente i AFRs udtalelser.

Her lidt citater:

Hvis jeg alligevel blev tvunget til at stemme på en verdenspræsident, så skulle det være en, som er en stærk forsvarer for de personlige frihedsrettigheder, især ytringsfriheden.

[..]I et diktatur nægter man det enkelte menneskes fundamentale frihedsrettigheder.

[…]Nej i det lange løb kan terrorisme ikke ødelægge demokratiet, simplethen fordi demokratiet hviler på så stærke ideer og principper, at det opfylder det enkelte menneskes fundamentale ønske om personlig frihed.

[..]Verden er styret af mennesker, som træffer beslutninger, og den afgørende udfordring er at sikre, at de beslutninger bliver truffet på en demokratisk måde og i fuld respekt for de personlige frihedsrettigheder og retsstatsprincipper.

Det er både bemærkelsesværdigt og væsentligt, at AFR vælger udtrykket “frihedsretttigheder” fremfor “menneskerettigheder”. Hermed signalerer AFR, at det er de klassiske borgerlige og politiske rettigheder, der sikrer den personlige frihed, han anser som fundamentale. Han lægger dermed indirekte afstand fra ikke bare de positive økonomiske og sociale rettigheder, men også den kulturrelativisme og politiske korrekthed, som menneskerettighedsbegrebet efterhånden er blevet synonymt med.

Det må siges at være lidt af et nederlag for menneskerettigheds-bevægelsens universalistiske ambitioner at selve udtrykket menneskerettigheder er blevet så værdiladet og politiseret, at det i stigende grad alene appelerer til “centrum-venstre progressive”, mens borgerlige-liberale anvender betegnelsen frihedsrettigheder. Nederlaget er dog på sin vis også et nederlag for (os) borgerlig-liberale. Menneskeretttighederne er jo trods alt børn af liberalismen og, at dette begreb sammen med “lighed” og (på amerikansk) selve begrebet liberalisme, nu har et indhold og betydning, der er i direkte modstrid med deres oprindelige betydning er et godt tegn på i hvor ringe grad borgerligt-liberale har formået at formidle disse helt centrale princippers fortsatte relevans.

Død og skatter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 24. september 2007. 3 svar

Hermed lidt genbrug: Min klumme fra lørdagens Berlingske Tidende (som iøvrigt kommer i en meget længere udgave, der også indeholder en analyse af Fogh-regeringen, i en bog, som CEPOS udgiver ultimo oktober):

Skatten stiger uanset regeringens farve

Af Peter Kurrild-Klitgaard, professor, ph.d., statskundskab, Københavns Universitet

I disse uger er det et kvart århundrede siden, at Poul Schlüter i spidsen for en frisk, ny regering afløste en nedslidt socialdemokratisk regering, som under Anker Jørgensens ledelse havde bragt landet til det, som en socialdemokratisk finansminister kaldte »afgrundens rand«.

Sølvjubilæet for det, som mange troede skulle blive en kortvarig undtagelse, er allerede blev mindet af mange som noget positivt. Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser, men sandt er det, at der blev foretaget reformer, som alt andet lige må bedømmes positivt i det lange perspektiv: En mere ansvarlig finanspolitik, en begyndende afvikling af en række unødvendige offentlige monopolvirksomheder, medlemskab af EFs indre marked og en – om end med møje og besvær – mere troværdig linie i udenrigspolitikken.

Men hvad der i denne tid ofte glemmes mellem alle skåltalerne er, at de 11 år i hvert fald på et for borgerlige så centralt punkt må opfattes som en eklatant fiasko: Da Schlüter gik af, var danskerne – når alt kommer til alt og andre succeser ufortalt – uomtvisteligt et mere beskattet og mere reguleret folkefærd, end da han kom til. Pudsigt nok synes det samme at være tilfældet også med Anders Fogh Rasmussens regeringer siden 2001.

Er man i tvivl om sandhedsværdien af dén vurdering, kan man såmænd blot iagttage én væsentlig indikator: Udviklingen i skattetrykket fra 1971 til 2005. Som helhed steg skattetrykket i den periode fra 42-43 pct. til 50 pct. Det mål kamuflerer i en vis forstand, hvor drastisk udviklingen har været, al den stund at samfundsøkonomien er vokset så meget, at den overskygger en ganske gevaldig stigning i skatterne. Men tager man målestokken for gode varer og ser på, hvordan henholdsvis borgerlige og socialdemokratiske regeringer påvirkede skattetrykket, får man et lidt broget billede. I begyndelsen af 1970erne, hvor regeringsmagten skiftede hyppigt, var skattetrykket uændret eller endog svagt faldende. Under Anker Jørgensens regeringer, som finansierede udgiftsstigninger med store lån, steg skattetrykket et par point til 43-44 pct. (mens det offentlige forbrug altså steg væsentligt mere). Under Schlüter, hvor man prøvede at standse gældsætningen, steg skattetrykket yderligere med 4-5 pct.point til 47-48 pct. Under Nyrup fossede pengene som bekendt ud af de offentlige kasser, men en generel økonomisk vækst sørgede samtidigt for, at pengene også fossede ind, så skattetrykket som helhed var uændret. I Fogh Rasmussens første regeringsperiode steg skattetrykket et par point til ca. 50 pct.

Deler man perioden op i enkeltår og ser på, hvem der har været ved regeringsmagten størstedelen af det foregående år (hvor de fleste beslutninger tages), er der nogen, men beskeden, forskel på regeringsfarven: Under borgerlige regeringer er skattetrykket steget med gennemsnitligt 0,2 pct. pr. år, mens det under venstreorienterede er steget med gennemsnitligt 0,7 pct. pr. år. Men ser man i stedet på, hvem der haft regeringsmagten i størstedelen af de pågældende år (snarere end det foregående), får man næsten det modsatte billede: En gennemsnitlig vækst i skattetrykket på 0,9 pct. pr. år med borgerlige regeringer og omvendt blot gennemsnitligt 0,1 pct. i år med venstreorienterede statsministre. Tilsammen gør dét det svært at sige noget eksakt om forskellene mellem borgerlige og venstreorienterede regeringer – andet end at skattetrykket gennemsnitligt stiger, uanset hvem der har magten.

Men holder man in mente, at Hartlings »smalle« regering 1973-75 førte en kortvarig men ganske stram krisepolitik, og udelader man dén fra regnestykket, får man i stedet, at den gennemsnitlige, årlige stigning i skattetrykket under de resterende borgerlige regeringer har været på 0,7-0,8 procentpoint – altså på niveau med eller endog over udviklingen under statsministre som Anker Jørgensen og Nyrup.

Kan man kalde det en succes? Den liberale økonom og filosof F. A. Hayek skrev engang, at det at blive kontrolleret i ens økonomiske aktiviteter er »at blive kontrolleret i alt«. Eller sagt på en anden måde i nærværende kontekst: Det kan godt være, at der er mere i dansk politik end skatter alene, men når alt kommer til alt, er borgernes mulighed for at disponere over egen indkomst efter egne ønsker dog den vigtigste af alle parametre til at skille borgerlige fra socialister.

Anskuet sådan er konklusionen klar: Set isoleret og i det store perspektiv, er der intet, der tyder på store, entydige forskelle på borgerlige og venstreorienterede regeringer. Intet tyder på, at skattetrykket falder under borgerlige regeringer; snarere stiger det i længden altid, og de borgerlige hjælper heller end gerne til.

Corporate governance – en juridisk udflugt

Af admin, den 22. september 2007. 3 svar

Denne blog promoverer sig selv ganske skamløst som en professorblog, formodentlig i den tro, at det opfattes positivt.

Den skal handle om politik, og det gør det ærlig talt svært for en juraprofessor at være med. For jurister, i hvert fald ordentlige jurister, forsøger at sondre mellem at beskrive juraen, som den nok er, og som vi personligt ønsker, at den burde være. Kun det sidste er åbenlyst politik.

Det lyder positivistisk, men er det nu ikke helt, og så alligevel. Vi foretrækker at kalde det retsrealisme, hvor realismen angår en erkendelse af, at det ikke er op til jurister at skabe retten, men at befolkningen vist også har en rolle at spilde i et demokrati som vores. Pøbel jo vist, men ikke helt ligegyldige.

Den holdning blev naturligvis uhyre upopulær i kølvandet på det store tilbagefald i 1970’erne, hvor en uhyggelig stor del af den danske ungdom i reaktion mod en stadig stigende velstand gik tilbage til den marxisme, som havde haft sin storhedstid i 1930’erne, indtil dens forbrydelser og idioti blev erkendt efter af-Staliniseringen i 1950’erne. Da området for retsfilosofi er en af de mere træge discipliner i juraen, isoleret fra det omgivne samfund som den er, er det fortsat en ikke videre populær holdning. Men pyt. Jeg har forsøgt at skrive et forsvar for retsrealismen i Ugeskrift for Retsvæsen 1998 (Autoritetstab? Retsfilosofisk atavisme ved udgangen af det 20. århundrede. Indrømmet, det er ikke en titel, der giver forventning om en snarlig filmatisering, end ikke med svensk filmstøtte).

Jeg har derfor ikke bidraget meget med jura på denne blog, da min tid hovedsageligt bruges på at halse efter retsudviklingen, der tordner af sted.

Men nu og da lykkes det at fyre lidt retspolitik af. Det handler denne posting om.

Kommissionen har fået en fiks idé for snart meget længe siden om, at stemmeretsforskelle i aktieselskaber er noget skidt. Det er en simplistisk forestilling, som ikke burde have gang på jorden, for der er fuld åbenhed omkring aktiers retsstilling, og folk kan derfor frit vælge, hvad de ønskser. Men sådan er der jo så meget, og tilliden til markedet er desværre ikke lige stor alle steder, og da slet ikke i EU.

Den nye, og i øvrigt meget lovende kommissær McCreevy, har fornuftigt nok ønsket en undersøgelse af, om det faktisk skader selskabers resultater at have den slags konstruktioner. Rapporten kom i begyndelsen af juni, men er blevet forholdsvis overset i den danske debat. Den ligger her. Rapporten kan ikke påvise en sammenhæng mellem kapitalstruktur og resultater. Formodenntlig er der andet, som er vigtigere, ledelse og produkter for eksempel.

Der var i tirsdags en særdeles god konference på vores naboinstitution CBS (læs her). Samme dag fik jeg optaget et lille indlæg i Financial Times (overskriften er som sædvanligt ikke min egen og indeholder her en lille fejl: det angår ikke kun non-voting shares, men alle aktier med forskellige eller slet ingen stemmerettigheder. Men korthed og overfladiskhed er nu en gang prisen for at nå et større publikum):

Leave non-voting shares to the real experts

From prof. Jesper Lau Hansen
Sir, sometimes it is more courageous to do nothing than to act. Charlie McCreevey, European Commissioner for the Internal Market, has inherited a grudge which the Commission has nurtured for years, against shares with different voting rights.
 Upon taking office Mr McCreevey sensibly stated: ‘Any future initiative in the area of financial services will be evidence based. Moreover, no new initiatives will be launched unless their economic value is clearly proven.’ True to this, he commissioned a study to investigate whether deviations from strict proportionality between votes and capital were harmful to the European economy. The report published on June 4th found no conclusive evidence of a causal link between such deviations and companies’ performance. But Mr McCreevey’s only response so far has been: ‘Now that these facts are on the table we will examine with an open mind the question of whether there is a need for Commission action in this field.’
 There would seem to be little for the Commissioner to ponder. Vote differentiation is perfectly transparent; investors know exactly what they are buying. In a market where financial instruments of mind-numbing complexity are peddled to the public, it is implausible to argue that vote differentiation is too difficult to understand. Nor are shares with multiple votes an obstacle to takeovers. If a company has controlling shareholders, it is their privilege to decide on a bid irrespective of the kind of shares they hold. The very argument that holders of shares with multiple votes may not be able to govern the company as well as other shareholders is deeply disturbing. Are we really going to make ownership depend on how efficiently we use our property? Are we not free to plant roses rather than cabbages in our gardens?
 Mr McCreevey should show courage and do nothing. Once the necessary transparency is in place, the decision about which shares to issue is best left to the real experts – the company and its investors. To paraphrase Milton Friedman: the business of a business is nobody else’s business.

Dr Jesper Lau Hansen
University of Copenhagen
Denmark

Nu venter vi blot på, hvad Kommissionen kan finde på. Som altid i det politiske system er det vanskeligt at forestille sig, at de virkelig bare kan holde sig i ro. Det er mere nærliggende, at de laver en henstilling (recommendation), hvilket er en ikke-forpligtende retsakt.

Hvis bare den handler om øget offentlighed, selvom der allerede er tilstrækkeligt på området, og vi i Danmark husker, at en henstilling faktisk ikke er forpligtende, men netop kun en henstilling, så er det nu heller ikke så galt.

Fortsat fremgang i Irak

Af admin, den 22. september 2007. 9 svar

Det er lidt af en mærkedag, for Berlingske – vores ynglings avis (på papir og daglig udgivelse) og dermed ynglingsoffer – har en artikel, hvor man rimeligt klart fortæller om modgangen for al-Qaeda i Irak (her).

Nu ville det ikke være Berlingske, hvis der ikke samtidig var en artikel om, at det alligevel er lidt af en fiasko, eller i hvert fald har været en fiasko (her).

Og ganske vist fortælles det ikke, at samtlige meningsmålinger foretaget i Mellemøsten har vist en tilsvarende tilbagegang for al-Qaeda, men Parkistan som et foruroligende mindre klart eksempel. For når vi hører om al-Qaedas tilbagegang bliver det normalt pakket ind i, at det da er en gammel nyhed, som intet har at gøre med the Surge. Hvilket man i øvrigt har ret i, men det minder så i sin tur om den gamle myte med, at vi ikke blev hilst velkomne som befriere i 2003. Det gjorde vi som bekendt, men vi hørte først om det nogle år senere, da journalisterne kunne fortælle om, hvordan stadig flere irakere er blevet bekymret for, at vi har tænkt os at blive. Så kunne historien nemlig serveres negativ: Før blev vi hilst som befriere, men NU ….

Men alt i alt er dækningen i dag alligevel  interessant, fordi den fraviger de meget klare forsøg på at imødegå general Petraeus’ rapport om situationen i Irak, der har domineret avisens fremstilling i den seneste tid. Her tænker jeg ikke på MoveOn’s smagfulde General Betray Us-kampagne, men påstandene om, at der alligevel ikke er blevet mere sikkert.

Dagens avis indeholder, ganske vist som en lille note, en rubrik om, at volden faktisk er faldet. Hvis man vil læse lidt mere om denne trods alt ikke uinteressante udvikling, er her et link til en Reuters artikel (jo, Reuters, men man skal godt nok omkring Captains Quarters for at finde den).

I den seneste tid havde vi også, selvom jeg havde for travlt til at gøre mig lystig over det den gang, balladen om Alan Greenspan, der pludselig blev citeret for at hævde, at Irak-krigen bare handlede om olie.

Ahem. Læs lige denne mere nuancerede baggrundsartikel først (her). Hvis man skærer spinnet fra, så kan man konstatere, at Greenspan siger følgende:

1) Jeg mener, at det var vigtigt at fjerne Saddam, fordi han truede olie-eksporten fra Gulfen.

2) Jeg troede også, at han havde WMD, og det er mit indtryk, at regeringen troede det samme.

3) Jeg har ikke belæg for at tro, at regeringen startede krigen for olie, men det ville have været mit råd, at det også var en god grund, hvis nogen havde spurgt mig, hvad de i øvrigt ikke gjorde.

Der er – som tilfældet var i sin tid med Wolfowitz-anden – ikke kød på den historie andet end den banale, men triste konstatering, at havde Saddam været en lille led diktator i det centrale Afrika, ville man næppe have brugt kræfterne på at fjerne ham. Mugabe er et eksempel på dette.

Hvorfor har så denne psedo-forklaring om olie så denne tiltrækningskraft? Det havde den jo også i relation til Afghanistan, jf. Moores satire Farenheit 9/11, som nogle naive stadig beskriver som en dokumentar.

Forklaringen er formodentlig, at mange ikke kan acceptere det idealistiske engagement, som lå bag krigen. Det engagement kan man så være enig eller uenig i; personligt mener jeg stadig at analysen bag den såkaldte Bush-doktrin er rigtig, nemlig at vi ikke får fred og rimelig sikkerhed ved at støtte lokale diktatorer, men er nødt til at give araberne frihed. Men at det var idealisme, der lå bag, inkl. af-baathificseringen og den hands-off holdning, som har præget meget af forløbet, er vanskeligt at benægte, og det er uudholdeligt for den selvgode del af venstrefløjen, som normalt har patent på idealismen. De kan simpelthen ikke bære at argumentere for, at man skulle have ladet Saddam være i fred, så han fortsat kunne plager sine undersåtter og forsøge på at skaffe WMD, så han kunne konkurrere med Iran og Syrien. Det er kun fra højrefløjen man hører det argument, og den del af krigsmodstanderne er da også væsentligt mere ærlige at drøfte sagen med end venstrefløjen.

Derfor ser vi også kronikker, som Christian Braad Thomsen i Berlingske forleden, hvor han patetisk argumenterer for en retssag mod statsministeren for Irak-krigen. Det var i øvrigt samme CBT, der i sin tid mente, at krigen i Afghanistan var ulovlig, for man kunne jo ikke vide, om det var bin Laden, der stod bag 9/11, og det var selvtægt sådan bare at gribe til våben. Ak ja, hvis bare han og de øvrige gad slå op i lærebogen på mit universitet i Moderne Folkeret, så vil de se, at (u-)lovligheden af Irak-krigen ikke er oplagt. Det er folkeret i øvrigt sjældent. Medmindre, naturligvis, man er så naiv, at man tager Kofi Annans opfattelse for gode vare. I så fald hører man formodentlig også til de, der tror på ejendomsmæglere, jordstråler og nissers evne til at finde guld.

Men populært er hysteriet omkring den “ulovlige” krig, der blev en “fiasko”, stadig. Formodentlig fordi den tilgodeser nogle venstreorienteredes behov for at hade USA, og nogle højreorienteredes behov for at tro, at arabere har det bedst med en fod i nakken.

Hvis demokratiet overlever i Irak, hvad alt tyder på – den seneste større meningsmåling viste, at næsten to ud af tre irakere ønsker en samlet stat, hvilket er højt i betragtning af, at de mere selvstændigt indstillede kurdere udgør godt 1/5 af befolkningen – så bliver disse ny og gamle krigsmodstandere ikke glade, og det er – trods alt – trist.

Det er i hvert fald trist at se en gammel stridsmand som Ulrik Høy gå hånd i hånd med Christian Braad Thomsen ind i tusmørket sammen.

Her på bloggen vil jeg fortsat forsøge at give den dækning, som MSM ikke vil. Men da det kniber med tiden, kan jeg også henvises til Instapundit, hvis redaktør jeg har en del til fælles med. Han er også en juraprofessor, der blogger, vi støtter indsatsen i Irak, og vi er begge carbonbaserede former for liv.

Hayek, Mises og Wikepedia

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. september 2007. 3 svar

Jeg troede, at denne punditokrat var velbekendt med de fleste personalhistoriske, biografiske og idéhistoriske ting, der knytter sig til liberalismen som “bevægelse”.  Men denne historie, som fortælles af Mises Blog, kendte jeg godt nok ikke:

“The man credited with founding Wikipedia, Jimmy Wales — known to Wikipedians as “Jimbo” — was a finance major at Auburn University when the Mises Institute’s Mark Thornton suggested he read “The Use of Knowledge in Society,” a now-famous essay written by Austro-libertarian economist and Nobel laureate Friedrich von Hayek.

The essay argues that prices in the market represent a spontaneous order that results from the interaction of individuals with diverse wants, allowing them to cooperate to achieve complex goals. According to a June 2007 Reason magazine interview, this insight of Hayek’s is what led Wales to found Wikipedia. The rather lofty vision that inspired Wales? “Imagine a world in which every single person on the planet is given free access to the sum of all human knowledge. That’s what we’re doing.”

Som Hayek formodentlig ville sagt (med en tyk østrigsk accent): Ideas have consequences!

Den stenede færd imod demokratiet

Af Jørgen Møller, den 20. september 2007. 5 svar

Hvordan – og i hvilket omfang – kan ‘Vesten’ være med til at udbrede demokratiet i verdens brændpunkter? Det dobbelte spørgsmål har tiltrukket sig stor opmærksomhed over de seneste årtier. I de tidlige 1990ere var svarene almindeligvis optimistiske, siden vandt pessimismen indpas. Nu har en ny, og særegen, reaktion så meldt sig. Og da de forudgående analyser har haft en tendens til at sætte markante aftryk uden for det akademiske elfenbenstårn – i den virkelige verden – er der god grund til at tage diskussionen i øjesyn.

For godt halvandet årtis siden begyndte demokratiet at sprede sig med en hidtil uset hast. Østblokkens sammenbrud i 1989-1991 repræsenterede en storslået sejr for den demokratiske styreform. Og også i Sydamerika, Østasien og Afrika vendte flere og flere lande ved denne tid ryggen til fåmandsvælde og forskellige varianter af statssocialisme. Hvor det såkaldte Freedom House indeks ved sin grundlæggelse i de tidlige 1970ere karakteriserede under 30 procent af verdens lande som ’frie’ (dvs. demokratiske), var tallet i midten af 1990erne steget til omkring 40 procent.

De demokratiske landvindinger satte sig tydelige spor inden for den akademiske verden. Den såkaldte ’transitologi’-skole gjorde op med 1950ernes og 1960ernes noget traurige ’moderniseringslitteratur’: med forestillingen om at visse økonomiske og politiske forudsætninger var nødvendige, for at demokratiet kunne slå rod. Transitologerne påpegede friskt og frejdigt, at det nu om stunder var muligt at nå i sikker demokratisk havn fra meget forskellige udgangspunkter – og ved hjælp af meget forskellige rejsevejledninger.

Men i anden halvdel af 1990erne begyndte virkeligheden at komme i vejen. I store dele af den tidligere kommunistiske verden samt i en række afrikanske lande viste demokratiseringerne sig at have en betydelig natside. De frie valg banede vejen for politisk og økonomisk ustabilitet, ja i visse tilfælde fulgte blodige borgerkrige i kølvandet på de politiske åbninger. Og ved årtiets slutning brød demokratiet ligefrem sammen i flere lande; General Pervez Musharrafs militærkup i Pakistan i 1999 er værd at nævne i denne sammenhæng.

Væk var euforien fra de tidlige 1990ere, også blandt forskerne. Den ’demokratiske optimisme’ blev nu afløst af sin logiske modsætning, af ’demokratisk pessimisme’. Frem for alt begyndte en række politologer og politiske iagttagere atter at kredse om demokratiets sociale forudsætninger. Den nye dagsorden rettede med andre ord kikkerten bagud; fokus lå nu på den vestlige verdens egen stenede færd mod demokratiet i verden af i går.

Tilbageblikket blev sammenfattet i dobbelt pointe. For det første er det moderne – eller liberale – demokrati historisk set en sammensmeltning af frie valg og liberal konstitutionalisme. For det andet, og endnu mere væsentligt, kom det liberale element, retsstaten, til verden før nogen overhovedet havde tænkt på frie valg. Det var ingen tilfældighed, lød pessimisternes konklusion. For frie valg uden en retsstat er meningsløse – det svarer til at spille skak uden spilleregler. Spørgsmålet er derfor, om det overhovedet er muligt at ændre på rækkefølgen, således at frie valg kommer til at danne grundlaget for en liberal statsmagt.

Denne positive analyse bar i sig kimen til en normativ anbefaling. Demokratiseringsfremme skulle sigte på at fremme retsstaten, gerne i samarbejde med de siddende magthavere – først når lighed for loven, magtdeling og et nogenlunde effektivt bureaukrati var en realitet, kunne frie valg komme på tale.

Sådan lød budskabet hos anerkendte forskere og kommentatorer som Jack Snyder og Fareed Zakaria. Nu er denne ’sekventielle’ demokratidagsorden så selv kommet under beskydning. I en stort opslået artikel i januarudgaven af det anerkendte tidsskrift Journal of Democray langer Thomas Carothers ud efter Snyders og Zakarias udlægning af teksten. Carothers er ikke en hr. hvem-som-helst; faktisk var han en af hovedkræfterne i bestræbelserne på at mane til besindighed, da den demokratiske optimisme stod alene på scenen.

Men selvom Carothers altså indskriver sig i den mere pessimistiske tradition, som også Snyder og Zakaria udgår af, så har han ikke meget tilovers for deres anbefalinger om at sætte retsstaten foran de frie valg. Tre kritikpunkter er værd at nævne i denne sammenhæng.

For det første afviser Carothers, at diktatorer er værd at satse på, når det kommer til at lægge fundamentet for retsstaten. Den ’liberale autokrat’ er – principielt set – en selvmodsigelse. For der består en grundlæggende modsætning mellem personlig magtudøvelse og upartisk lovhåndhævelse. Betænk den liberale konstitutionalismes ideal par excellence: at love, ikke mennesker, regerer. Ordene ’autokrati’ og ’retsstat’ skriger simpelthen af hinanden. Så vidt teorien. Det er, erkender Carothers, rigtigt at udemokratiske magthavere i lande som Sydkorea, Taiwan og Singapore har været overbevisende statsbyggere. Men den østasiatiske undtagelse er netop det: en undtagelse der bekræfter en forstemmende hovedregel. For hver Lee Kuan Yew findes et dusin Robert Mugaber (eller i hvert fald Vladimir Putiner).

For det andet, og i forlængelse heraf, har parlamentarismen visse iboende fordele, når det kommer til at bane vejen for retsstaten. Demokratiske politikere er – per definizióne – ikke hævet over loven; nok sætter de loven som medlemmer af parlamentet, men de er også bundet af den. Og bevæger vi os atter fra teori til praksis, så gør den politiske konkurrence mellem alternative blokke det lettere at hindre den magtfuldkommenhed, som altid truer med at underminere retsstaten. Som den engelske historiker og politiske tænker Lord Acton så rammende har formuleret det: ”Magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut”.

Endelig – for det tredje – overvurderer Snyder og Zakaria, hvad den vestlige verden egentlig kan udrette, når det kommer til at fremme demokratiet uden for kerneområderne i Europa, Nordamerika og Østasien. Irak kan naturligvis sagtens fremstilles som et eksempel på, at det ikke er kønt, når frie valg finder sted i fraværet af liberale skranker. Men frem for alt viser ’projekt Irak’, at udenforstående ikke bare med ét slag kan sende et underudviklet land på en færd imod demokratiet – og det gælder uanset om retsstaten eller de frie valg udgør fokuspunktet.

Hvor efterlader det os? Carothers anbefaler, at vi ser bort ’rækkefølgetankegangen’ og i stedet omfavner ’gradualisme’. Hvad dækker det begreb over? Jo, der er i bund og grund tale om den reformtilgang, den østrigske filosof Karl Popper for mere end et halvt århundrede siden døbte ’stykkevist konstruktionsarbejde’. Gradualismen adskiller sig fra rækkefølgetankegangen ved, at den ikke sætter retsstaten foran de frie valg. Begge dele er nødvendige, men det gælder om at fare varsomt frem – for hvis reformerne ikke er efterspurgt af befolkningen samt funderet i de eksisterende sociale institutioner, så har det demokratiske projekt en uheldig tendens til at gå under i sin egen ustadighed.

Carothers krasse kritik af rækkefølgetankegangen har ikke fået lov til at stå uimodsagt. I det nye nummer af Journal of Democracy indgår en diskussion, hvor blandt andet Jack Snyder tager til genmæle. Snyders kommentarer er dog ikke særligt overbevisende – han forsøger i bund og grund at vise, at også gradualismen nødvendigvis må sætte retsstaten først. Mere bid er der i den amerikanske politolog Francis Fukuyamas tilføjelse til Carothers analyse. Fukuyama erklærer sig enig i hovedbudskabet, men han påpeger, at Carothers har overset en ganske vigtig præmis.

En gradvis færd imod demokratiet er kun mulig, dersom spørgsmålet om statens territoriale omfang er løst. I Europa tog de mange hundrede år at slibe de moderne statsdannelser til – og der var tale om en blodig proces. I verden af i dag forhindrer det internationale samfu
nd, at problemet med state
ns afgrænsning løses med våbenmagt. Det er i det store og hele et gode, for krig er som bekendt menneskehedens store svøbe. Men resultatet er også, at kunstige statsdannelser som Sudan (der består af en et muslims/arabisk center og en kristen/afrikansk periferi) bliver holdt i live udefra. Sådanne stater er ude af stand til at tage selv begrænsede skridt imod demokratiet, fordi de forskellige befolkningsgrupper ikke anerkender hinandens legitimitet som borgere. Og derfor er det ikke særligt befordrende for demokratiets udbredelsesmuligheder, at territoriale afskalninger nu er en saga blot. Med Fukuyamas underspillede formulering: ”Måske er der, når alt kommer til alt, brug for en smule mere fleksibilitet på dette område”.

Denne tilføjelse er på sin plads. Men ret beset understøtter den blot Carothers gennemgående budskab: at demokratiet skal gro stærk indefra – ganske som det skete i den vestlige verden fra 1700-tallet og fremefter.

Carothers, Thomas (2007), ”The ’sequencing’ fallacy”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 1.

Fukuyama, Francis (2007), ”Liberalism versus state-building”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 3.

Mansfield, Edward D. & Jack Snyder (2007), ”The sequencing fallacy”, Journal of Democracy, Vol. 18, No 3.

Greed is good (again)

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 19. september 2007. 5 svar

Blandt firsernes wannabe-yuppies med forkærlighed for in-your-face kapitalisme–og ja, der findes nok en enkelt eller to blandt Punditokraterne og vores læsere–var Gordon Gekko fra den ikke just særligt pro-kapitalistiske Oliver Stones 1987-film Wall Street om end ikke en helt så dog en slags ikon, som man på småpubertær vis kunne genere venstreorienterede venner og lærere med at idyllisere.  Sådan en slags lavpandet John Galt.

Og til dem af os, er der (måske) godt nyt: Fortune Magazine fortæller således:

December marks the 20th anniversary of the movie Wall Street, and the fanfare has begun.

EVER SINCE Gordon Gekko ran afoul of the SEC at the end of Oliver Stone’s 1987 classic, Wall Street, diehard fans have been wondering when the LBO kingpin would resurface. Well, the wait is over. A sequel is in the works–with Douglas to star–and there have already been two different story lines developed for the film, tentatively called Money Never Sleeps. And each speaks to how finance has changed since the original’s release.

Stone, whose father’s brokerage firm inspired the original, was involved in the sequel at first but pulled out to pursue other projects. In a script Stone conceived with the film’s original screenwriter, Stanley Weiser, Gekko gets out of jail, sets up a hedge fund in China, and tries to reunite with his son. (For readers who never wore red suspenders, in the original, Gekko attempts a takeover of Bluestar Airline before being charged with insider trading.)

But in a chat with FORTUNE about the movie–which turns 20 in December and is being commemorated with a special-edition DVD–Stone says Gekko’s time may be over anyway. “Gordon Gekko couldn’t manipulate the markets like he did back then,” he says. “It’s so big, so huge, that to be a minor player, you need to be a major bank.”

The current screenplay that is in development with 20th Century Fox is being written by former New Yorker scribe Stephen Schiff and is still a work in progress. But Schiff says that he and producer Ed Pressman have met with moguls in London, sheikhs in Dubai, and hedge funders in New York to give the aging Gekko global flair.”

Så drenge (og evt. piger): Find jeres manchetknapper og røde seler frem og gentag efter mig: “Greed is good”:

The new law of evolution in corporate America seems to be survival of the unfittest. Well, in my book you either do it right or you get eliminated.

In the last seven deals that I’ve been involved with, there were 2.5 million stockholders who have made a pretax profit of 12 billion dollars. Thank you.

I am not a destroyer of companies. I am a liberator of them!

The point is, ladies and gentleman, that greed — for lack of a better word — is good.

Greed is right.

Greed works.

Greed clarifies, cuts through, and captures the essence of the evolutionary spirit.

Greed, in all of its forms — greed for life, for money, for love, knowledge — has marked the upward surge of mankind.

And greed — you mark my words — will not only save Teldar Paper, but that other malfunctioning corporation called the USA.

Rand, Greenspan og John Galt

Af Jens Ringsmose, den 17. september 2007. 1 svar

New York Times’ business-tillæg bragte i lørdags en længere artikel om Ayn Rands forfatterskab og den store indflydelse, især Atlas Shrugged har haft – og fortsætter med at have – på en række amerikanske økonomer og erhvervsfolk.

Blandt andet biografi-aktuelle Alan Greenspans interesse og beundring for Rand behandles i artiklen. I et forsvar for Atlas Shrugged fra 1957 skrev Greenspan: ”Atlas Shrugged’ is a celebration of life and happiness. Justice is unrelenting. Creative individuals and undeviating purpose and rationality achieve joy and fulfillment. Parasites who persistently avoid either purpose or reason perish as they should”. Her følger flere brudstykker fra artiklen:

One of the most influential business books ever written is a 1,200-page novel published 50 years ago, on Oct. 12, 1957. It is still drawing readers; it ranks 388th on Amazon.com’s best-seller list. (“Winning,” by John F. Welch Jr., at a breezy 384 pages, is No. 1,431.) The book is “Atlas Shrugged,” Ayn Rand’s glorification of the right of individuals to live entirely for their own interest.

For years, Rand’s message was attacked by intellectuals whom her circle labeled “do-gooders,” who argued that individuals should also work in the service of others. Her book was dismissed as an homage to greed. Gore Vidal described its philosophy as “nearly perfect in its immorality.”

But the book attracted a coterie of fans, some of them top corporate executives, who dared not speak of its impact except in private. When they read the book, often as college students, they now say, it gave form and substance to their inchoate thoughts, showing there is no conflict between private ambition and public benefit.

… One of Rand’s most famous devotees is Alan Greenspan, the former chairman of the Federal Reserve, whose memoir, “The Age of Turbulence,” will be officially released Monday. Mr. Greenspan met Rand when he was 25 and working as an economic forecaster. She was already renowned as the author of “The Fountainhead,” a novel about an architect true to his principles. Mr. Greenspan had married a member of Rand’s inner circle, known as the Collective, that met every Saturday night in her New York apartment. Rand did not pay much attention to Mr. Greenspan until he began praising drafts of “Atlas,” which she read aloud to her disciples, according to Jeff Britting, the archivist of Ayn Rand’s papers. He was attracted, Mr. Britting said, to “her moral defense of capitalism.”

… Shortly after “Atlas Shrugged” was published in 1957, Mr. Greenspan wrote a letter to The New York Times to counter a critic’s comment that “the book was written out of hate.” Mr. Greenspan wrote: “ ‘Atlas Shrugged’ is a celebration of life and happiness. Justice is unrelenting. Creative individuals and undeviating purpose and rationality achieve joy and fulfillment. Parasites who persistently avoid either purpose or reason perish as they should.”Rand’s magazine, The Objectivist, later published several essays by Mr. Greenspan, including one on the gold standard in 1966.

Rand called “Atlas” a mystery, “not about the murder of man’s body, but about the murder — and rebirth — of man’s spirit.” It begins in a time of recession. To save the economy, the hero, John Galt, calls for a strike against government interference. Factories, farms and shops shut down. Riots break out as food becomes scarce.

Rand said she “set out to show how desperately the world needs prime movers and how viciously it treats them” and to portray “what happens to a world without them.” The book was released to terrible reviews. Critics faulted its length, its philosophy and its literary ambitions. Both conservatives and liberals were unstinting in disparaging the book; the right saw promotion of godlessness, and the left saw a message of “greed is good.” Rand is said to have cried every day as the reviews came out.

Rand had a reputation for living for her own interest. She is said to have seduced her most serious reader, Nathaniel Branden, when he was 24 or 25 and she was at least 50. Each was married to someone else. In fact, Mr. Britting confirmed, they called their spouses to a meeting at which the pair announced their intention to make the mentor-protégé relationship a sexual one. “She wasn’t a nice person, ” said Darla Moore, vice president of the private investment firm Rainwater Inc. “But what a gift she’s given us.”

… Some business leaders might be unsettled by the idea that the only thing members of the leadership class have in common is their success. James M. Kilts, who led turnarounds at Gillette, Nabisco and Kraft, said he encountered “Atlas” at “a time in college life when everybody was a nihilist, anti-establishment, and a collectivist.” He found her writing reassuring because it made success seem rational. “Rand believed that there is right and wrong,” he said, “that excellence should be your goal.”

John P. Stack is one business executive who has taken Rand’s ideas to heart. He was chief executive of Springfield Remanufacturing Company, a retooler of tractor engines in Springfield, Mo., when its parent company, International Harvester, divested itself of the firm in the recession of 1982, the year Rand died. Having lost his sole customer in a struggling Rust Belt city, Mr. Stack says, he took action like a hero out of “Atlas.” He created an “open book” company in which employees were transparently working in their own interest.

Mr. Stack says that he assigned every job a bottom line value and that every salary, including his own, was posted on a company ticker daily. Workplaces, he said, are notoriously undemocratic, emotionally charged and political. Mr. Stack says his free market replaced all that with rational behavior. A machinist knew exactly what his working hour contributed to the bottom line, and therefore the cost of slacking off. This, Mr. Stack said, was a manifestation of the philosophy of objectivism in “Atlas”: people guided by reason and self-interest. “There is something in your inner self that Rand draws out,” Mr. Stack said. “You want to be a hero, you want to be right, but by the same token you have to question yourself, though you must not listen to interference thrown at you by the distracters. The lawyers told me not to open the books and share equity.” He said he defied them. “ ‘Atlas’ helped me pursue this idiot dream that became SRC.”

Mr. Stack said he was 19 and working in a factory when a manager gave him a copy of the book. “It’s the best business book I ever read,” he said. “I didn’t do well in school because I was a big dreamer. To
get something that tells
you to take your dreams seriously, that’s an eye opener.”

Mr. Stack said he gave a copy to his son, Tim Stack, 25, who was so inspired that he went to work for a railroad, just like the novel’s heroine, Dagny Taggart.

… Last year, bookstores sold 150,000 copies of the book. It continues to hold appeal, even to a younger generation. Mark Cuban, the owner of the Dallas Mavericks, who was born in 1958, and John P. Mackey, the chief executive of Whole Foods, who was 3 when the book was published, have said they consider Rand crucial to their success.

The book’s hero, John Galt, also continues to live on. The subcontractor hired to demolish the former Deutsche Bank building, which was damaged when the World Trade Center towers fell, was the John Galt Corporation. It was removed from the job last month after a fire at the building killed two firefighters.

In Chicago, there is John Galt Solutions, a producer of software for supply chain companies like Tastykake. The founder and chief executive of the company, Annemarie Omrod, said she considered the character an inspiration. “We were reading the book,” she said, when she and Kai Trepte were thinking of starting the company. “For us, the book symbolized the importance of growing yourself and bettering yourself without hindering other people. John Galt took all the great minds and started a new society. “Some of our customers don’t know the name, though after they meet us, they want to read the book,” she went on. “Our sales reps have a problem, however. New clients usually ask: ‘Hey, where is John Galt? How come I’m not important enough to rate a visit from John Galt?’ ”

Dansk Folkeparti og Taiwan

Af Jacob Mchangama, den 17. september 2007. 9 svar

Jeg har ofte kritiseret Dansk Folkeparti for deres holdninger til indvandring, integration og for hykleri når det kommer til frihedsrettigheder. Men Pia Kjærsgaards klumme om Taiwan – affødt af et indlæg fra Kinas ambassaderåd – i dagens JP er lige i øjet.

Her lidt højdepunkter:

Ambassaderådens påstande beviser blot, at Kina ikke accepterer, at det kommunistiske regime ikke skal råde over det samlede kinesiske territorium. Kina kan simpelt hen ikke tåle, at en gruppe demokratisk indstillede kinesere har valgt en anden vej, som i øvrigt har ført til stor velstand og frihed for den enkelte taiwaner samt en imponerende økonomisk udvikling med langt mindre ulighed end i folkerepublikken.

[…]Ambassaderådens indlæg i JP må samlet set betragtes som en trussel mod enhver, der nægter at danse efter folkerepublikkens pibe.

[…]Så længe Kina holder systemkritikere og minoriteter fængslet i årevis uden retssag, er det åbenlyst, at Kina er ude af stand til at agere moralsk dommer med hensyn til det internationale samfunds forhold til Taiwan. Derfor er Jin Zhijians indlæg da også udtryk for det rene hykleri.

Det er et herligt, nødvendigt og modigt indlæg Pia Kjærsgaard har skrevet i en tid, hvor selv amerikanerne tøver med deres støtte til Taiwan og indlægget tjener Dansk Folkeparti til stor ære på det udenrigspolitiske plan.

Adieu til en tante

Af Altmann, den 13. september 2007. 8 svar

Danmarks formodentlig bedst spin-blogger, Jarl Cordua, har sådan set sagt dét, der skal siges. Det værste af det hele er, at det nok er ligegyldigt.

WSJ om "freedom fetishists" og værdier

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. september 2007. 5 svar

Wall Street Journal har dd. en længere kronik, “Freedom fetishists: The cultural contradictions of libertarianism” af Kay Hymowitz fra City Journal.  Fokus er, som titlen siger, den amerikanske “libertarianske” bevægelse og dennes syn på moral og kulturelle værdier–eller mangel på samme. 

Man kan være enig eller uenig med forfatteren i mangt og meget, men emnet er interessant, kronikken er velskrevet og niveauet er alen over, hvad man kan finde i danske debatter om samme emner–hvis de da overhovedet findes.  Her kommer nogle brudstykker:

“More than perhaps any other American political group, libertarians have suffered the blows of caricature. For many people, the term evokes an image of a scraggly misfit living in the woods with his gun collection, a few marijuana plants, some dogeared Ayn Rand titles, and a battered pickup truck plastered with bumper stickers reading “Taxes = Theft” and “FDR Was A Pinko.”

The stereotype is not entirely unfair. Even some of those who proudly call themselves libertarians recognize that their philosophy of personal freedom and minimal government can be a powerful magnet for the unhinged. Nor has recent political history done much to rehabilitate libertarianism’s image as an outlier.

The Libertarian Party’s paltry membership has never reached much beyond the 250,000 mark, and polling numbers for Ron Paul, the libertarian candidate the Republican presidential nomination, remain pitiable. Worse, despite Bill Clinton’s declaration that “the era of big government is over,” antistatist ideas like school vouchers and privatized Social Security accounts continue to be greeted with widespread skepticism, while massive new programs like the Medicare prescription-drug benefit continue to win the support of re-election-minded incumbents. A recent New York Times survey found increasing support for government-run health care, and both parties are showing signs of a populist resurgence, with demands for new economic and trade regulation.

And yet, judging by their output in recent years, libertarians are in a fine mood–and not because they are in denial. However distant the country may be from their laissez-faire ideal, free-market principles now drive the American economy to a degree unimaginable a generation ago. Former Federal Reserve chairman Alan Greenspan, who as a young economist sat at the knee of the libertarian guru Ayn Rand, presided in the 1990s over one of the most prosperous stretches in American history, with the support, no less, of a Democratic president. When the avowedly libertarian economist Milton Friedman died last November, he was lauded just about everywhere, and even given respectful treatment in places like the New York Review of Books.

Nor have libertarian victories been limited to the economic arena. Americans are increasingly laissez-faire in their attitudes toward sex, divorce, drugs and gay marriage. In the personal sphere as in the world of business and finance, freedom has become the guiding principle, especially for the young. As the motto of Reason magazine, the movement’s flagship publication, trumpets: “Free minds and free markets.”

… Doherty disabuses readers of the idea that libertarianism is exclusively concerned with economics. As he emphasizes, it has a political and moral dimension as well, “a vision of a radical and just future.” … Many of the figures described by Mr. Doherty believe that libertarianism is also good for the social fabric. Capitalism may not lead to the fraternité naively dreamed of by more conventional revolutionaries, but it does expand the circle of human trust beyond the traditional limits of family and tribe; social bonds thrive in an atmosphere of freedom. Indeed, several of Mr. Doherty’s subjects (particularly Hayek) argue that government meddling positively discourages the human instinct for association. If politicians and bureaucrats would get out of the way, people would more readily cooperate and support one another. As David Friedman (the anarchist son of Milton) concluded in studying the economics of tipping, people are capable of developing their own rules for distributive justice, and will pay for social goods of their own free will.

… Mr. Lindsey goes well beyond most libertarians in his claims for the moral benefits of the creed. In his view, it is not simply freedom that improves morals; it is the prosperity that follows in freedom’s wake. Wealth allows us to transcend “the cruel dilemma of lifeboat ethics,” in which scarcity prevails. Moreover, wealth expands human tolerance and imagination. Drawing upon the psychologist Abraham Maslow’s theory of the hierarchy of needs, Mr. Lindsey proposes that once people are confident of their survival and comfort, they feel free to pursue “postmaterialist values.” They have the time, energy and ease of mind to try to perfect themselves.

… Even on social and cultural questions, where libertarians have often tangled with tradition-minded conservatives, Mr. Lindsey is on to something in his talk of a “libertarian synthesis” combining self-expression and self-restraint. If the country was slouching toward Gomorrah for a while, it has at the very least straightened up a bit. Many of the indicators of social meltdown that received alarmed attention in the 1980s and early ’90s–high crime rates, “children having children,” teen drug use, rampant divorce–have improved lately.

But they have not improved nearly as much as one might wish–and it is difficult to separate the reasons for our abiding social disarray from the trends that Messrs. Doherty and Lindsey praise and for which libertarians bear a measure of responsibility. Despite Mr. Lindsey’s protestations to the contrary, libertarianism has supported, always implicitly and often with an enthusiastic hurrah, the “Aquarian” excesses that he now decries. Many of the movement’s devotees were deeply involved in the radicalism of the 1960s.

Nor should this come as a surprise. After all, the libertarian vision of personal morality–described by Mr. Doherty as “People ought to be free to do whatever the hell they want, mostly, as long as they aren’t hurting anyone else”–is not far removed from “if it feels good, do it,” the cri de coeur of the Aquarians. 

… On the one hand, libertarians make a fetish of freedom; it is their totalizing goal. On the other hand, libertarians depend on the family–an institution that, in crucial respects, is unfree–to produce the sort of people best suited to life in a free-market system (not to mention future members of their own movement). The complex, dynamic economy that libertarians have done so much to expand needs highly advanced human capital–that is, individuals of great moral, cognitive and emotional sophistication. Reams of social-science research prove that these qualities are best produced in traditional families with married parents.

Family breakdown, by contrast, limits the accumulation of such human capital. Worse, divorce and out-of-wedlock childbearing leave the door wide open for big government. Dysfunctional families create an increased demand for state-funded food, housing and medical subsidies, which libertarians reject on principle. And in courts all over the country, judges who preside over the manifold disputes occasioned by broken families are forced to be more intrusive than the worst mother-in-law: They decide who should have primary custody, who gets a child on Christmas or summer holidays, whether a child should take piano lessons, go to Hebrew school, move to California, or speak to her grandmother on the phone. It is a libertarian’s worst nightmare.”

Ugens citat: DR's Jens Blauenfeldt om 11/9

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. september 2007. 23 svar

Med hat-tip til Uriaspostens Kim Møller bringes her et dagsaktuelt citat af DR Aftenshowet’s studievært, Jens Blauenfeldt, som vel formodentlig meget godt udtrykker det, som mange tænkte i visse cirkler men som de fleste dengang endnu var for smarte eller diskrete til at sige offentligt:

“Jeg var faktisk på arbejde, og kan huske at jeg sådan blev kaldt ind – nu sker der noget derinde i fjernsynet, og der var jo så brand i World Trade Center, og jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte – heh det er amerikanerne, nu får de smæk – det har de faktisk godt af.”

Enfold og 9/11

Af admin, den 12. september 2007. Skriv et svar

Dette blot for at henlede opmærksomheden på, at jeg havde en klumme i 180grader i går (her).

Den blev skrevet for noget tid siden, så det var en tilfældighed, at den kom i på årsdagen for 9/11.

For mig er den dag fortsat en mærkedag, men jeg kan se, at datoen har mistet meget af sit tag i folk. Og egentlig er det vel næsten det bedste; at vores liv går videre lige så uforstyrret materialistisk og selvoptaget som altid. Det minder om en anekdote fra befrielsesdagene, hvor to frihedskæmpere en søndag morgen ser folk gå til bageren efter lune basser. Var det virkelig, hvad vi kæmpede for?, spørger den ene. Ja, var det ikke, svarer den anden.

Bare vi ikke helt glemmer de vigtigste pointer fra den dag. At der faktisk findes mennesker, der hader os så meget, at de vil bruge de mest ødelæggende våben, de kan få fat på, til at dræbe så mange tilfældige som muligt. Og at deres had ikke skyldes de forskellige undskyldninger, de løbende finder på, fra Irak under Saddam, til Irak efter Saddam, over Afghanistan, til Israel og Kasmir. Men at deres had skyldes vores frihed,og det liv, friheden giver os mulighed for at leve. Udfordringen for os er dermed ikke i første linje terroren selv, men at tilrettelægge vores frihed sådan, at vi både bevarer den mest muligt og samtidig forhindrer dem i at skabe den død og det kaos, de længes efter.