Kategoriarkiv: Tidligere skribenter

Pluralistiske som Stalin II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. januar 2006. 3 svar

Vi har tidligere omtalt undersøgelser, der viser, at den politiske pluralisme blandt amerikanske akademikere svarer omtrent til dén i den Øverste Sovjet anno 1950.

Men hvad med økonomerne specifikt?  Alle ved jo, at økonomer generelt er mere “egoistiske” end andre–og er de mon samtidigt ikke generelt mere “højreorienterede” (eller ihvertfald liberalistiske)?  Det første er muligvis sandt, men der er ikke nødvendigvis nogen sammenhæng med det sidste–og det sidste synes i givet fald kun at være relativt (altså sammenlignet med f.eks. antropologer og arkitekter …).

Det har det fortrinlige lille tidsskrift EconJournalWatch nu undersøgt ved at sammenholde medlemskab af American Economic Association med de i USA offentligt tilgængelige informationer om bidrag til politiske kandidater, og det har William A. McEachern skrevet en artikel om.  Efter at have undersøgt 2.000 amerikanske økonomers politiske bidrag kan han observere, at ratioen for bidrag til Demokraterne i.f.t. Republikanerne er 5,1:1.  Dette svarer meget godt til en survey-undersøgelse fra 2001 foretaget af Brookings Institution, som viste, at ca. 41 pct. af amerikanske akademiske økonomer stemmer Demokratisk, mens kun ca. 6 pct. af dem stemmer Republikansk–altså en ratio på 7:1.  Blandt redaktørerne af AEA’s flagskibs-tidsskrift American Economic Review er ratioen 9:0, mens den blandt forfattere til artikler i tidsskriftet er 19:2.  I tidsskriftets sektion for inviterede konference-papers, AER Papers & Proceedings er ratioen 32:1.  For redaktionen af AEA’s andet store tidsskrift, Journal of Economic Literature, er ratioen af Demokrater til Republikanere 5:0, mens den blandt forfattere til artikler i dét tidsskrift er 24:0.

Nu siger partisympatier jo ikke i sig selv noget om politiske holdninger–man kan f.eks. godt være en frimarkedsorienteret Demokrat eller en protektionistisk Republikaner.  Men professor Dan Kleins tidligere undersøgelser om politiske synspunkter antyder, at partisympatierne og de politisk-økonomiske holdninger følges meget godt ad.

Europas socialdemokratiske Maginot-linje

Af Jacob Mchangama, den 9. januar 2006. 5 svar

Weekly Standard har en henvisning til en artikel skrevet af Gerald Alexander i Chicago Sun-times kaldet "Europes Hidden Conservatives".

Artiklen sammenligner den politiske kultur i USA og Europa og fremhæver flere gode pointer:

Why are politics so different in Europe and the United States, considering that the two have wealthy economies and share a lot of cultural roots?

[..]In a democracy, major parties and coalitions craft their platforms and rhetoric to attract the "median voter," that is, the hypothetical voter at the exact center of the political spectrum, whose swing can determine an election. In most European countries, the median voter is, for example, both less religious and more dependent on government than the median voter in the United States.

This makes political differences appear very stark, by tugging American politics to the right and European politics to the left. For example, American liberals when running for office have little choice but to sideline provocative progressive language and instead loudly proclaim conservative-sounding themes like individual responsibility, the private sector, and toughness on crime and national security.

[…]

The opposite happens in Europe. In countries like Germany, France, Spain and Sweden, center-right politicians compete for a very different kind of median voter, leaving them little choice but to avoid talk of toughness at home or abroad, and instead to defend the welfare state, strict secularism and a kindler, gentler foreign policy. Germany's Christian Democrats, for instance, often compete with the Social Democrats to see who can raise public pensions more, not to cut or reform them. In the same way, European business leaders who understand supply-side incentives, job creation and taxes and regulation more or less like American conservatives do, are careful to censor "radically" free-market talk so an not to marginalize themselves politically. And European conservatives avoid any suggestion that they want to make their countries more like America. This positioning — in this case to the center-left — is so thorough that Americans and other outside observers might not even realize that every European country hosts a sizable minority of conservatives.

The perception that Europe is uniformly center-to-center-left is reinforced by the fact that public expression is often monopolized by a collusive journalistic, intellectual and Eurocrat elite whose "arrogance [is] almost beyond belief," in the words of American conservative commentator William Kristol. Mainstream European press discussions of free markets, America and robust conservatism are so routinely paranoid and hyperbolic as to make Howard Dean look temperate by comparison.

[..]William Kristol has suggested that, in a way, Europe is stuck politically in America's 1990s, with a cultural and political elite plagued by drift, failure and scandal — but without the breakthrough achieved in America by reform-minded conservatives like Rudy Giuliani and, yes, Newt Gingrich. If anything, though, Western Europe sometimes seems even stuck further behind than that. Many Europeans still respond to unemployment with protectionism and government jobs programs; leaders routinely speak of corporatist-style "social dialogue" between the state and major interests; a center-right prime minister argues that subsidized agriculture is central to France's economic dynamism…and governments try to stem globalization with what one scholar calls a "social democratic Maginot Line."

Artiklen konkluderer, at Europa politisk set snarere befinder sig hvor USA befandt sig i 70'erne, men hvor er den europæiske Reagan?

 Jeg ville i øvrigt gerne have ofret op til flere månedslønninger for at have opfundet den geniale sammenligning af europas forsvar mod globalisering med en "social demokratisk Maginot-linje". Sammenligningen er lige så rammende som den er hylende morsom. 

 

It's the government, stupid!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. januar 2006. 5 svar

Mens næsten alle er ved at falde over hinanden for at beskæftige sig med, hvad Jack Abramoffs fald som super-lobbyist mon kan betyde for Bush og Republikanerne, synes der at være få, der husker på, hvad det egentlig drejer sig om: At en pris, der er værd at have, er en pris, som det er værd at investere i at få.  Det er dét, som Gordon Tullock og public choice skolen kalder “rent-seeking”, men som den irske 1800-tals historiker Lord Acton egentlig beskrev mere filosofisk med ordene: “Power corrupts and absolute power corrupts absolutely”.  Jo større og mere regulerende den offentlige sektor er, og jo mere magten til at træffe beslutningerne er koncentrerede på nogle få, desto mere er det sandsynligt, at særinteressegrupper vil forsøge at påvirke beslutningerne på en måde, der gavner de få på bekostning af de mange.

Problemet er jo ikke, at Abramoff og de (mestendels) Republikanere, han har været i “business” med, er specielt meget mere korrupte eller kedelige typer end Demokraterne eller end politikere og lobbyister i det hele taget er flest.  Næ, Abramoff var bare bedre til det; hans “K-Street Strategy” var blot det seneste og det mest innovative forsøg, og man skal være meget naiv for ikke at tro, at en kraftig ekspansion af den offentlige sektor, ikke medfører stigende lobbyisme og mere innovative metoder for at sikre sig de “rents”, der kan gafles.  Ville Demokraterne have været mindre plagede af lignende sager, hvis de havde kontrolleret kongressen?  Det skal man være endog meget naiv for at tro—eller også have en meget kort hukommelse.

Det er ikke en undskyldning af Abramoff, men det er en uundværlig diagnose, som man skal være opmærksom på, hvis man ønsker at gøre noget ved problemet.  Og problemet er her, at man bliver nødt til at have en fundamental mistillid til, hvad staten og den politiske proces repræsenterer.

En af mine absolutte favoritter blandt klummeskribenter, Peggy Noonan, havde torsdag i Wall Street Journals OpinionJournal en virkelig god klumme over netop dén læst:

“The problem with government is that it is run by people, and people are flawed. They are not virtue machines. We are all of us, even the best of us, vulnerable to the call of the low: to greed, conceit, insensitivity, ruthlessness, the desire to show you’re in control, in charge, in command.

If the problem with government is that it is run by people and not, as James Madison put it, angels, the problem with big government is that it is run by a lot of people who are not angels. They can, together and in the aggregate, do much mischief. They can and inevitably will produce a great deal of injustice, corruption and heartlessness.

People in government–people in a huge, sprawling government–often get carried away. And they don’t always even mean to. But they are little tiny parts of a large and overwhelming thing. If government is a steamroller, and that is in good part how I see it, the individuals who work in it are the atoms in the steel. The force of forward motion carries them along. There is inevitably an unaccountability, and in time often an indifference about what the steamroller rolls over. All the busy little atoms are watching each other, competing with each other, winning one for their little cluster. And no one is looking out and being protective of what the steamroller is rolling over–traditions, shared beliefs, individual rights, old assumptions, whatever is being rolled over today.

This is essentially why conservatives of my generation and earlier generations don’t like big government. They don’t even like government. We know we have to have one, that it is necessary, that it can and must do good, that it has real responsibilities that must be met. Madison again, in Federalist 51: “If men were angels, no government would be necessary. If angels were to govern men, neither external nor internal controls on government would be necessary. In framing a government which is to be administered by men over men, the great difficulty lies in this: you must first enable the government to control the governed; and in the next place, oblige it to control itself.”

These are wise words.

But conservatives are not supposed to like big government. It’s not our job. We’re supposed to like freedom and the rights of the individual. (Individuals aren’t virtue machines either, but they’re less powerful than governments and so generally less damaging.) We’re supposed to be on the side of the grass the steamroller flattens.”

Mon ikke.  Og her er så videre en Reaganistas hilsen og “reminder” til Abramoff og K-Street klanen:

“Twenty-five years ago this month the conservative movement came to Washington, and much good came of its arrival. The argument against big government–its big taxing and big regulating, its bias toward a kind of enforced cultural conformity–was made again and again. The growth of government slowed, its demands to some degree beaten back.

The leadership of the Republican Party was now, in its avowed aims if not its daily practices, antigovernment. …  The steamroller slowed.

Eleven years ago this month came the Gingrich revolution and the Contract With America. That contract could be boiled down to these words: Stop the Steamroller. Take away its gas, make it smaller, term-limit it. Be on the side of the grass. This movement too did good work–it actually forced upon the federal government a balanced budget–but in the end results were mixed, as political results tend to be. The steamroller rolled on. …

And yet. All other parts of the government grew. The size and force of it grew in ways that were not at all necessary or crucial.
And learning to accept the steamroller, learning to direct the steamroller, learning in fact to love the steamroller, can get you to some bad places. It can get you to Jack Abramoff. To more size, more action, more corruption. To flawed people who are essentially unaccountable and busy winning their own victories for their own cluster. “I got mine. You got yours?”

Political corruption is always more likely when you fall in love with the steamroller. Or if not loving it accepting it, being “realistic” about it, embracing it. … [But it] isn’t good to love the steamroller. In the end it can roll right over you, and all you stand for, or stood for.”

Og netop dét advarede Wall Street Journals politiske redaktør John Fund forleden om: At hele Abramoff-affæren kan få alvorlige konsekvenser for Republikanerne ved midtvejs-valget i 2006, fordi partiet dermed ikke troværdigt vil kunne føre valgkamp på dets traditionelle mærkesager.  WSJ’s ledere har konsekvent være negative overfor lobbyisterne og “pork barrel politics”, og fredagens leder tager konsekvensen:

“This week’s plea agreement by “super-lobbyist” Jack Abramoff has Republicans either rushing to return his campaign contributions in an act of cosmetic distancing, accuse Democrats of being equally c
orrupt, or embrace some ne
w “lobbying reform” that would further insulate Members of Congress from political accountability.
Here’s a better strategy:Banish the Abramoff crowd from polite Republican society, and start remembering why you were elected in the first place. …

What’s notable so far about this scandal is the wretchedness of the excess on display, as well as the fact that it involves self-styled “conservatives,” who claimed to want to clean up Washington instead of cleaning up themselves. That some Republicans are just as corruptible as some Democrats won’t surprise students of human nature. But it is an insult to the conservative voters who elected this class of Republicans and expected better.”

Som Noonan afsluttende skriver:

“Is there a way for Republicans to go? Stop trying to fit in. Stop being another atom in the steel. It does no good trying to run a better steamroller. It won’t work. Steamrollers are not your friend.”

Borgerlig-liberal optimisme vs. kultur-konservativ pessimisme

Af Jacob Mchangama, den 5. januar 2006. 27 svar

Mark Steyns pessimistiske artikel som den ansvarshavende Punditokrat Kurrild-Klitgaard refererede synes jeg fortjener et modspil.

I en række amerikanske konservative aviser har man på det seneste kunne læse artikler, der har et langt mere positivt og ikke mindst konstruktivt syn på kampen om muslimers sjæl, som Mark Steyn og andre kultur konservative mener er tabt på forhånd.

I tirsdags Opinion Journal havde Michael Totten en artikel, hvori han fremhæver Libanon som en oase i Mellemøsten og en rollemodel for de øvrige stater i regionen:

Lebanon, though, is an inspiration already–despite the assassinations and the car bombs that have shaken the country since February. I have an apartment in Beirut, and I recently travelled to Cairo. Arriving back here was like returning to the U.S. from Mexico. Almost everyone I met in Egypt–from taxi drivers all the way up to the elite–was profoundly envious when I said I live in Beirut. “It is a free and open city,” I told them, but they knew that already. Many Americans and Europeans still think of Beirut as a hollowed-out, mortar-shattered necropolis where visitors are well-advised to bring a flak jacket. Egyptians, though–at least the ones I talked to during my stay–know the truth.
Beirut is where the taboos in the region–against alcohol, dating, sex, scandalous clothing, homosexuality, body modification, free speech and dissident politics–break down. Its culture is liberal and tolerant, even anarchic and libertarian. The state barely exists. The city’s pleasures are physical and decadent. Beirut is where American and European tourists used to go to loosen up, gamble, drink booze and pick up women–and that was in the 1950s. Today it is where Saudis and other Gulf Arabs like to vacation because they can do, think, wear, and say whatever they want.
Last month the Economist Intelligence Unit’s Index of Political Freedom ranked Lebanon the freest Arab country, followed by Morocco. Iraq came in third. (Libya brought up the rear, below even Syria and Saudi Arabia.) Lebanon’s Cedar Revolution peacefully ousted the Syrian military, which had ruled the country as a raw imperial power since the end of the civil war in 1990. Free and orderly elections promptly followed. If Iraq becomes a success in the end, it won’t be the first Arab democracy. It will be the second.

[…]From a distance Lebanon may look like a typical Middle East country racked with the usual chaos, but it isn’t. What makes this place unique is that the Lebanese political system is nearly incapable of producing dictatorship. The three main sects in this country–Christian, Sunni, and Shiite–do not share the same political ideals and values. They do, however, share power, since every group here is a minority. By tradition, the president is always a Christian, the prime minister a Sunni, and the speaker of Parliament a Shiite. Parliament decides who fills the top three government posts, and members of Parliament are elected by the people of Lebanon. Each sect’s parliamentary bloc keeps the others in check. The result is a weak state and a de facto near-libertarianism. Syria and Iraq, which also are composed of rival ethnic-religious sects, may do well under a similar system.
Even so, Lebanon inspires Egyptians in ways that Iraq doesn’t and perhaps can’t. Iraqi freedom is being born in blood, fire and mayhem. Sometimes that’s what it takes. America’s freedom didn’t come peacefully, and neither did Western Europe’s. But because Iraqi freedom is seen as violently imposed from the outside, a huge number of Egyptians, along with plenty of other Arabs in the neighboring states in the region, dismiss it as an imperial sham.
No one thinks Lebanese freedom is a sham. This country would not be even a ramshackle sort-of democracy if the people who live here had not demanded that much for themselves. The March 14 revolt, in which almost one in three Lebanese demonstrated in Martyr’s Square for freedom and independence, reverberated powerfully throughout the Middle East. Iraq still makes most Arabs shudder. Lebanon, though, is genuinely inspiring.

[…]Oppressed Arabs need an inspiring country of their own that they can look up to. And right now, they have one. Lebanon is not just a country with an elected government. It seduces the region with its culture as well.
Beirut has more in common with raucous freewheeling precommunist Hong Kong than with drab Amman, Damascus and Cairo. The nightclubs, the shopping, the restaurants, the bookstores, the intellectual cafés–these things are all world-class in Beirut. The sight of Lebanon’s famously beautiful unveiled Arab women makes a lasting impression on men who travel here from neighboring countries.
Freedom means more than just relieving the boot from your neck. Freedom also means fun and the pursuit of happiness. That’s why so many Arabs come here on holiday, and why so many would rather live here. Never forget: demand for Levi’s and rock ‘n’ roll did as much to bring down the Soviet Union as the yearning for Western-style democracy did.
Lebanon is a special place, and the U.S. should treat it accordingly. It is already what we hope Iraq someday will be.

I sidste fredags Opinion Journal havde den tidligere indonesiske præsident Abdurrahman Wahid et indlæg, der anerkender, omfanget og alvorligheden af den internationale islamistiske terrorisme og peger på, at løsningen i høj grad ligger hos muslimer selv:

News organizations report that Osama bin Laden has obtained a religious edict from a misguided Saudi cleric, justifying the use of nuclear weapons against America and the infliction of mass casualties. It requires great emotional strength to confront the potential ramifications of this fact. Yet can anyone doubt that those who joyfully incinerate the occupants of office buildings, commuter trains, hotels and nightclubs would leap at the chance to magnify their damage a thousandfold?
Imagine the impact of a single nuclear bomb detonated in New York, London, Paris, Sydney or L.A.! What about two or three? The entire edifice of modern civilization is built on economic and technological foundations that terrorists hope to collapse with nuclear attacks like so many fishing huts in the wake of a tsunami.

[…]It is time for people of good will from every faith and nation to recognize that a terrible danger threatens humanity. We cannot afford to continue “business as usual” in the face of this existential threat. Rather, we must set aside our international and partisan bickering, and join to confront the danger that lies before us.

[..]The armed ghazis (Islamic warriors) raiding from New York to Jakarta, Istanbul, Baghdad, London and Madrid are only the tip of the iceberg, forerunners of a vast and growing population that shares their radical views and ultimate objectives.
[…]These strengths not only are assets in the struggle with religious extremism, but in their mirror form they point to the weakness at the heart of fundamentalist ideology. They are:
1) Human dignity, which demands freedom of conscience and rejects the forced imposition of religious views; 2) the ability to mobilize immense resources to bring to bear on this problem, once it is identified and a global commitment is made to solve it; 3) the ability to leverage resources by supporting individuals and organizations that truly embrace a peaceful and tolerant Islam; 4) nearly 1,400 years of Islamic traditions and spirituality, which are inimical to fundamentalist ideology; 5) appeals to local a
nd national–as well as Is
lamic–culture/traditions/pride; 6) the power of the feminine spirit, and the fact that half of humanity consists of women, who have an inherent stake in the outcome of this struggle; 7) traditional and Sufi leadership and masses, who are not yet radicalized (strong numeric advantage: 85% to 90% of the world’s 1.3 billion Muslims); 8) the ability to harness networks of Islamic schools to propagate a peaceful and tolerant Islam; 9) the natural tendency of like-minded people to work together when alerted to a common danger; 10) the ability to form a global network of like-minded individuals, organizations and opinion leaders to promote moderate and progressive ideas throughout the Muslim world; 11) the existence of a counterideology, in the form of traditional, Sufi and modern Islamic teachings, and the ability to translate such works into key languages; 12) the benefits of modernity, for all its flaws, and the widespread appeal of popular culture; 13) the ability to cross national and cultural borders in the name of religion; 14) Internet communications, to disseminate progressive views–linking and inspiring like-minded individuals and organizations throughout the world; 15) the nation-state; and 16) the universal human desire for freedom, justice and a better life for oneself and loved ones.

Indlæggene følger en række andre indlæg bragt i bl.a. National Review og Weekly Standard, der giver et noget mere perspektivrigt syn end den sort/hvide version som kultur-konservative a la Mark Steyn forfalder til. Det er endvidere kendetegnende for artiklerne, at de anser frihed som helt centralt for kampen mod fundamentalismen. Artiklerne artikulerer en tro på, at (vestlige) frihedsidealer er den fundamentalistiske islam så indlysende overlegen i både teori og praksis, at almindelige muslimer i totalitære lande vil tage disse idealer til sig, og at der derfor i det lange løb kun kan blive én vinder af denne ideologiske styrkeprøve. Den samme tro som modige og fremsynede mennesker havde på, at Japan og Tyskland kunne blive liberale demokratier på trods af disse landes blodige historie, og på at vestens frihed og markedsøkonomi ville køre kommunismens diktatur og planøkonomi i sænk.

De kultur-konservative derimod taler meget om vestlig civilization og frihed, men når de endelig besværer sig med at komme med løsningsforslag er de alle hentet i kollektivismen: repatrieringer, hermetisk lukkede grænser, overvågning, tortur. De kultur-konservative har i virkeligheden mistet troen på den frihed som de udadtil hylder og friheden kan altid ofres i nødvendighedens navn. Når de kulturkonservative er værst lyder de som den yderste venstrefløjs evindelige dommedagsprofeter, når disse i antikapitalismens navn lover klodens undergang på grund af forurening, kløften mellem udbyttede fattige og udbyttende rige, eller overbefolkning.

Truslen fra islamismen skal naturligvis tages alvorligt og hårdt skal sættes mod hårdt når påkrævet såsom f.eks. med invasionen af Afghanistan (og der skal heller ikke meget mere til før jeg ville støtte et taktisk angreb på Iran). Men den endelige sejr kan kun vindes ved at insistere på den frihed, der gør vesten unik.

Bedste "nye klassikere"? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. januar 2006. 7 svar

For nylig opfordrede jeg læserne og mine med-Punditokrater til at give deres bud på, hvad der kunne være de bedste nye “klassikere” siden 1980 af bøger skrevet fra et frihedsorienteret perspektiv.  Dette set i lyset af den ret store mængde af sådanne bøger, som kom i perioden 1960-1980.

Baggrunden var fra min side en vis stigende frustration over—eller i hvert fald bekymring for—at antallet af virkeligt “store” bøger, der enten er fra liberalististisk/frimarkeds-konservativt hold eller i hvert fald er analytisk kompatibelt hermed, har været noget faldende i de senere år.

Der var ikke mange af mine med-Punditokrater, der reagerede—det var vist alene Mikael Jalving.  Omvendt var der en del af læserne, som reagerede i kommentar-sektionen.  Så her kommer dels mine kommentarer til læsernes forslag, og dels nogle af mine egne bud.  Hvis andre—læsere og Punditokrater—efterfølgende skulle have lyst til at fortsætte debatten, så er den bestemt endnu “åben”.

OK, først til de værker, som nogle syntes, jeg burde have taget med på listen over store værker fra perioden 1960-1980:

  • Johan Espersen: Henry Hazlitt: The Foundations of Morality (1964).  God bog af en god økonom.  Men har den haft stor indflydelse?
  • Peter Nedergaard: Anthony Downs: An Economic Theory of Democracy (1957).  Mega-klassiker, —men udenfor tidsafgrænsningen (1960-1980).
  • ditto: Anthony Downs: Inside Bureaucracy (1967).  Jeg har aldrig selv læst den, men min generelle forståelse fra folk, der har, er, at den er milevidt under AETOD— og i øvrigt har relativt lidt med den førstes rational choice teori at gøre (?).
  • Mr. T: Ludwig von Mises: Human Action (1963).  Klart et storværk.  Men her er der vel at mærke tale om en revideret udgave af en ældre bog (1949), som igen er en engelsksproget version af et ældre, tysk-sproget værk (Nationalökonomie), —og 1963-udgaven var efter Mises’ egen mening en af udgiveren mishandlet version.  Havde perioden været “efter 2. verdenskrig”, skulle den klart med.
  • Repsak: F.A. Hayek: The Constitution of Liberty (1960).  Tja, ja, bum, bum.  Den indeholder sande perler—, herunder et essay, der stort set alene var med til at forandre mit ideologiske verdensbillede på en vinterdag i januar 1983 (“Why I Am Not A Conservative”).  Men diskussionen af frihed/tvang er i bedste fald uklar, og i løbet af bogen kommer Hayek til at gøre sig til talsmand for stort set ethvert element i den moderne velfærdsstat.  Det kan man naturligvis synes om, men jeg foretrækker selv klart enten Hayeks tidligere arbejder eller Law, Legislation and Liberty trilogien, som er et sandt mesterværk.

Så til nogle af læsernes bud på bøger, der kunne kvalificere som “nye klassikere”:

  • Johan Espersen/Daniel Beattie: Murray Rothbard: The Ethics of Liberty (1982)—som Johan ikke kan lide, men som Daniel kan.  Tja, hvad skal jeg sige?  Som alt af Rothbard er den velskrevet, og bogen spillede en ekstrem stor rolle i dannelsen af mine egne holdninger, og den dag i dag er jeg imponeret over dens grundlæggende meget originale forsøg på at genoplive en naturrets-baseret liberalisme.  Den er generelt strengt logisk i dens ræsonnementer, og bogens appendikser indeholder gode polemikker imod alternative liberale tilgange.  Men … som tiden er gået, er jeg grundlæggende blevet mindre udelt positiv overfor den.  At mene at man udlede alle politisk relevante normative konklusioner strengt deduktivt fra to og kun to simple aksiomer, forekommer mig i dag langt mindre overbevisende end for 20 år siden.  Det kan Rothbard da heller ikke, og i praksis kommer han—–meget mod egne preskriptioner–—til at smugle adskillige side-antagelser ind undervejs.  Frasorterer man appendikserne, og anerkender man at der ret beset er en ret ringe kobling mellem det rent naturretsfilosofiske (om “natural law”) i begyndelsen og den specifikt skitserede libertære teori, bliver bogen egentlig ret tynd.  Den har haft stor indflydelse på libertarianere/liberalister i USA og Europa ved at uddybe det grundlag, som Rothbard allerede havde udviklet, men jeg tvivler på, at den (modsat f.eks. Rothbards For A New Liberty) har nået eller overbevist mange, som ikke allerede havde købt det meste af pakken.
  • Johan Espersen: Jan Narveson: The Libertarian Idea (1988).  Jeg var meget skuffet over den, da den udkom—men nok fordi jeg havde købt den p.b.a. Laissez Faire Books‘ overstrømmende “anmeldelse”.  Da jeg sidst læste i den for et år eller to år siden, virkede den meget bedre.
  • ditto: Leland B. Yeager: Ethics as Social Science: The Moral Philosophy of Social Cooperation (2001), som Johan siger, er hans personlige favorit.  En virkelig interessant bog—en af de mere interessante jeg har læst i det forgangne år, og én som jeg i dag er (relativt) mere enig i, end jeg ville have troet for 10 år siden.  Men som helhed bærer den i nogen grad præg af at være en sammenskrivning af artikler og kortere noter snarere end en helstøbt helhed.  Og en ny klassiker?  Hardly.
  • ditto: David Boaz: Libertarianism: A Primer (1997).  Velskrevet introduktion, god fremstilling—meget lidt nyt eller originalt.
  • ditto: Charles Murray: What It Means to Be A Libertarian (1997).  Original, personlig fremstilling af en dygtig forsker, men meget overfladisk og hurtigt glemt.
  • ditto: Hans Hermann Hoppe: A Theory of Socialism and Capitalism (1989).  Se nedenfor.
  • Daniel Beattie: Hans Hermann Hoppe: Democracy: The God That Failed.  Jeg har det med Hoppes arbejder, som en rabbiner sagde om Det Nye Testamente: Der er noget godt i det, og der er noget nyt i det–—problemet er, at det gode ikke er nyt, og det nye ikke er godt.  De gode dele af Hoppes forfatterskab er elaboreringer af elementer, som findes hos de franske radikale liberale fra 1700-1800 tallet, hos “østrigerne” i almindelighed og hos Rothbard i særdeleshed.  Hans mest originale bidrag–—forsøget på at begrunde Rothbards libertarianske rettighedsteori i en slags Habermas-agtig “kommunikations etik”–—er simpelthen så forvrøvlet, at man kan stable non sequitur’er ovenpå hinanden, til man når toppen af Empire State Building.  Hoppes senere forsøg på at legitimere enhver tænkelig restriktion på migration i et argument om en slags “national ejendomsret” er enten ment som en joke, eller også er det en blankocheck til at foretage enhver form for frihedskrænkelse–eller begge dele.
  • Anders K.: Hernando de Soto: The Mystery of Capital (2000).  Fremragende og betydningsfuld bog, som klart har åbnet manges øjne om et vigtigt emne.
  • Katrine: Johan Norberg: In Defence of Global Capitalism.  Smadder instruktiv og tankeprovokerende lille populær bog—men også med streg under lille og populær.  Den er god i fremstillingen, menindeholder den noget andre ikke har sagt før (eller mere uddybende)?
  • Katrine: Bjørn Lomborg: The Skeptical Environmentalist.  Fremragende værk, som givetvis har flyttet manges holdninger.  Men er den specielt frihedsorienteret?  Næppe meget mere end forfatteren selv.  En planøkonom ville med glæde kunne tage den til sig.  Jeg tror, at den vil have betydning gennem at have påvirket en del, men jeg tvivler på, at den vil blive læst af mange om f.eks. 10 år (om end givetvis mere end noget, jeg har skrevet …!).
  • Repsak: David Frum/Richard Perle: An End to Evil.  Jeg må med skam melde, at jeg ikke har læst den.
  • Repsak: Natan Sharansky: The Case for Democracy: The Power of Freedom to Overcome Tyranny and Terror.  Ditto …!

Nogle andre, der ikke er på min liste:

  • Hayeks The Fatal Conceit (1989): Booooooring! Overvurderet.  Og vistnok i øvrigt i vidt omfang slet ikke skrevet af Hayek selv.
  • Rothbards History of Economic Thought (1995ff): Den ventede jeg godt nok meget længe på …, og jeg blev altovervejende skuffet.  Den var velskrevet og mange steder fantastisk, ikke mindst i fremstillingen af de middelalderlige, skolastiske “præ”-økonomer, men kritikken af Adam Smith var helt ude af proportioner, og Pareto var reduceret til stort set alene at være set med ideologiske (libertarianske) briller snarere end som økonom.
  • Mancur Olsons Power and Prosperity (2000): Jeg havde set så meget frem til den, at jeg blev gevaldigt skuffet.  Den var fremstillingsmæssigt velskrevet, men de mere akademiske arbejder, der lå bag den, var faktisk bedre.  Og så nåede forfatteren desværre at dø inden, den var helt færdig.
  • Robert Higgs’ Crisis & Leviathan: Critical Episodes in the Growth of American Government (1989): Fænomenal, provokerende og meget velskrevet bog, som solgte godt efter udgivelsen.  Men jeg tvivler (desværre) på, at den vil blive husket af mange om blot ti år.
  • Bruce Bensons The Enterprise of Law: Justice without the State (1990): Ditto—og ditto.

Så hvad er mine egne bud?  Det er svært.  Dels fordi der er virkeligt mange gode bøger fra de sidste 25 år (herunder mange af de ovennævnte, men også mange andre).  Dels fordi der altså er få af dem, der virkeligt er originale, indflydelsesrige og har åbenlys langtidsholdbarhed.  Men her er tre bud, som nok i et vist omfang afspejler mine egne idiosynkratiske interesser og specialiseringer:

  • Mancur Olson: The Rise and Decline of Nations: Economic Growth, Stagflation and Social Rigidities (1982). Olsons “fortsættelse” af sin egen The Logic of Collective Action (1965), hvori han argumenterer, at den asymmetriske organisering af særinteresser til fordel for snævre interesser (som han viste i Logic) over tid vil have negative konsekvenser for den økonomiske vækst i et samfund.  Bottom-line: De lande, der fra tid til anden får “rykket” deres politiske systemer “op” (f.eks. taberne i 2. verdenskrig), vil efterfølgende opleve større økonomisk vækst.  Bogens empiri har siden hen vist sig at halte lidt, men den grundlæggende tese er givetvis sand, og den påvirkede gennem sin sammenknytning af god teori (public choice) og aktuelle problemer (stagnation) mange til at få øjnene op for de negative konsekvenser af særinteressegruppers adfærd.
  • William H. Riker: Liberalism Against Populism: A Confrontation Between the Theory of Democracy and the Theory of Social Choice (1982).  Den helt store tour-de-force introduktion af social choice teoris implikationer for vores opfattelse af demokratiske metoder og procedurer.  Bottom-line: Der findes (generelt) ingen “folkevilje”; det er procedurerne og manipulation snarere end præferencerne, der afgør udfaldet af demokratiske beslutninger, og det bedste man kan sige om demokratiet som metode er, at det (når det er skruet sammen som det amerikanske) muliggør, at man kan skille sig af med slynglerne og at ingen kan sidde på det hele.  Der er—bortset fra indledningen og afslutningen—meget lidt i bogen, som ikke er blevet sagt før af Riker eller andre, men her bliver det sagt (relativt) uteknisk og med stor sammenhæng og systematik.  Den er givetvis kendt af få herhjemme, men i den amerikanske akademiske verden er den en klassiker næsten på linie med f.eks. Dahls Who Governs? (og så er den væsentligt bedre!), og gennem Rikers elever (Shepsle, Weingast m.fl.) er den blevet uhyre indflydelsesrig.  For mit eget vedkommende fandt jeg i 1988 ved første øjekast bogen nærmest gabende kedsommelig, og jeg stillede den tilbage på bibliotekshylden med det samme; få år senere, i 1993, gik det op for mig, hvor dramatisk den udfordrede de fleste demokratiforestillinger, og siden hen har den spillet en stor rolle for mine egne arbejder.
  • Robert Axelrod: The Evolution of Cooperation (1985).  Det var ikke Axelrod, der opfandt spilteori, heller ikke Fangernes Dilemma, og ikke engang (helt) “Tit-for-Tat” strategien.  Men der har næppe været et andet værk, der har udbredt disse begreber til så mange ikke-fagøkonomiske akademikere (og en del ikke-akademikere).  Bottom-line: At selv under de værst tænkelige omstændigheder, kan det faktisk være rationelt for egennytte-maksimerende aktører at opføre sig på en samarbejdsvillig måde (snarere end at modarbejde hinanden).  Og så er den så beundringsværdigt kort!
  • Runner-up(s): Et eller andet af den klassisk liberale jurist og retsfilosof Richard A. Epstein.  Han fortjener det–—problemet er blot hvilken en af hans bøger.  Takings: Private Property and Eminent Domain (1984) er givetvis den mest indflydelsesrige; den har påvirket en hel generation af yngre liberale/konservative jurister i USA, og den blev endda nævnt under senatets afhøring af Clarence Thomas.  Men jeg synes selv bedre om Simple Rules for A Complex World (1995) eller Principles for A Free Society: Reconciling Individual Liberty with the Common Good (1998), som begge er mere originale i deres forsøg på at “recaste” grundlaget for en liberalisme og m.h.t. at ophæve modsætningen mellem rettighedshensyn og konsekvenshensyn.

Men … hvad er det (åbenlyst) triste ved disse?  Bortset fra Epstein, så se på udgivelsesdatoerne: Alle de tre første bøger er fra begyndelsen af 1980erne og reelt populariseringer af arbejder helt tilbage fra 1960erne og 1970erne.  Og … de er alle amerikanske.  Ikke at der er noget galt ved det, men det siger noget om tilstanden i Europa.

Ugens citat: Steyn om relativistisk multikulturalisme

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. januar 2006. 10 svar

Den velskrivende Mark Steyn har onsdag et længere indlæg i Wall Street Journal.  Det er som helhed en anelse mere deprimerende, end jeg foretrækker, men så længe det er så velformuleret og tankevækkende som dette, går det nok:

“The progressive agenda–lavish social welfare, abortion, secularism, multiculturalism–is collectively the real suicide bomb. Take multiculturalism. The great thing about multiculturalism is that it doesn’t involve knowing anything about other cultures–the capital of Bhutan, the principal exports of Malawi, who cares? All it requires is feeling good about other cultures. It’s fundamentally a fraud, and I would argue was subliminally accepted on that basis. Most adherents to the idea that all cultures are equal don’t want to live in anything but an advanced Western society. Multiculturalism means your kid has to learn some wretched native dirge for the school holiday concert instead of getting to sing “Rudolph the Red-Nosed Reindeer” or that your holistic masseuse uses techniques developed from Native American spirituality, but not that you or anyone you care about should have to live in an African or Native American society. It’s a quintessential piece of progressive humbug.

Then September 11 happened. And bizarrely the reaction of just about every prominent Western leader was to visit a mosque: President Bush did, the prince of Wales did, the prime minister of the United Kingdom did, the prime minister of Canada did . . . The premier of Ontario didn’t, and so 20 Muslim community leaders had a big summit to denounce him for failing to visit a mosque. I don’t know why he didn’t. Maybe there was a big backlog, it was mosque drive time, prime ministers in gridlock up and down the freeway trying to get to the Sword of the Infidel-Slayer Mosque on Elm Street. But for whatever reason he couldn’t fit it into his hectic schedule. …

In most circumstances, it would be considered appallingly bad taste to deflect attention from an actual “hate crime” by scaremongering about a purely hypothetical one. Needless to say, there is no campaign of Islamophobic hate crimes. If anything, the West is awash in an epidemic of self-hate crimes. A commenter on Tim Blair’s Web site in Australia summed it up in a note-perfect parody of a Guardian headline: “Muslim Community Leaders Warn of Backlash from Tomorrow Morning’s Terrorist Attack.” Those community leaders have the measure of us.

Radical Islam is what multiculturalism has been waiting for all along. In “The Survival of Culture,” I quoted the eminent British barrister Helena Kennedy, Queen’s Counsel. Shortly after September 11, Baroness Kennedy argued on a BBC show that it was too easy to disparage “Islamic fundamentalists.” “We as Western liberals too often are fundamentalist ourselves,” she complained. “We don’t look at our own fundamentalisms.”

Well, said the interviewer, what exactly would those Western liberal fundamentalisms be? “One of the things that we are too ready to insist upon is that we are the tolerant people and that the intolerance is something that belongs to other countries like Islam. And I’m not sure that’s true.”

Hmm. Lady Kennedy was arguing that our tolerance of our own tolerance is making us intolerant of other people’s intolerance, which is intolerable. And, unlikely as it sounds, this has now become the highest, most rarefied form of multiculturalism. So you’re nice to gays and the Inuit? Big deal. Anyone can be tolerant of fellows like that, but tolerance of intolerance gives an even more intense frisson of pleasure to the multiculti masochists. In other words, just as the AIDS pandemic greatly facilitated societal surrender to the gay agenda, so 9/11 is greatly facilitating our surrender to the most extreme aspects of the multicultural agenda.“

Velkommen til Vesten!

Af Mikael Jalving, den 4. januar 2006. Skriv et svar

Man kan ikke sige andet, end at herboende muslimer for alvor er ved at blive integreret i det danske samfund, når det gælder debatten. Der går næsten ikke en dag, uden at en muslimsk organisation, talsmand eller ambassadør bliver citeret, gerne på forsiden eller i den bedste sendetid. Og så endda før sporten!

Det er imidlertid et plus, som også Klaus Wivel noterede i Weekendavisen forleden. Det er et plus, fordi det viser, at herboende indvandrere er godt på vej til at blive en del af Meningsdanmark på linje med alle mulige andre befolkningsgrupper, hvad enten man så sympatiserer med den ene eller den anden eller slet ikke. For mit eget vedkommende bliver jeg nærmest dagligt provokeret af Islamisk Trossamfund eller diverse imamer, men det er underordnet. Provokation er vejen frem for debatten, længere er den ikke, lige meget hvad den pæne tone siger. Den pæne tone er ingen tone, og tolerance er kun tolerance, hvis man tåler modpartens synspunkter, og ikke, hvis man forsøger at lægge låg på dem. Derfor må man sluge sine kameler, kristen, muslim, buddhist eller hedning. Velkommen til Vesten!

Platon i vintermørket

Af Mikael Jalving, den 3. januar 2006. 4 svar

Vintermørket sænker sig over den nordlige halvkugle og de, der egentlig skulle levere lys, bringer mere mørke. Tag nu f.eks. Erik Jørgen Hansen, professor i pædagogisk sociologi ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Han er modstander af, at folkeskolernes karaktergennemsnit offentliggøres. Det bliver de nu heller ikke.

Hvor undervisningsministeren gerne ville offentliggøre kendsgerningerne, er professoren imod, og nu lader det til, at ministeren har opgivet kampen. Der er jo også mange andre kampe at kæmpe på netop dét område.

“Det er vanvittigt”, udtalte professoren, da sagen stod på, fordi “den umiddelbare følge er, at forældrene fravælger skoler med lave karakterer”. Tja. Nu skal man som bekendt passe på med at tale på andres vegne, men det virker umiddelbart forståeligt, at forældre gerne vil give deres afkom den bedst mulige start på tilværelsen, herunder en god eller bare rimelig god skolegang. Urimeligt? Nej, det er svært at se.

Til en god start på tilværelsen plejer oplysning at være gavnligt, men ikke hvis man er professor i pædagogisk sociologi. Så er det mere dunkelt. Som en anden Platon véd Erik Jørgen Hansen, hvad der er bedst for borgerne, og det er ikke lys. Lys får de rebelske undersåtter til at tænke rationelt, og det er farligt eller undergravende for den sociale orden, når det nu er meget bedre, at andre tænker professoralt for dem. F.eks. Erik Jørgen Hansen. Kun således sikrer vi, at alle er lige uoplyste og ufrivillige, hvorefter dansken kan fortsætte sin jævne og triste gang på jord til alles ligelige utilfredshed.

Fra dette vintermørke kan det kun gå fremad.

Terrorismens pris II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 31. december 2005. Skriv et svar

Hermed til læserne min lørdags-klumme fra Berlingske Tidende, som refererer til den statistiske undersøgelse af faktorer, der associeres med grænseoverskridende terrorisme, som jeg tidligere har omtalt her.

Terrorismens pris

Frihed. Det har sin pris, hvis tryghedssøgende danskere smider friheden ud med terrorpakken

Et klogt menneske skal engang have sagt, at hvis et overvældende flertal af befolkningen går ind for noget, så er der god grund til at begynde at blive nervøs og begynde at lede efter udgangen.
Helt så kynisk behøver man måske ikke at være, men der er i hvert fald et gran af sandhed i, at folkestemningen for eller imod en sag let kan svinge ganske dramatisk, og at den sjældent svinger den vej, som er god for borgernes frihed.

Dét er værd at komme i hu, når en jule-meningsmåling fra Gallup viser, at syv af ti danskere støtter selv de mest vidtgående og frihedskrænkende dele af den terrorpakke, som regeringen forbereder. Danskerne er tilsyneladende så opsatte på at sikre trygheden, at de er mere end villige til at give køb på friheden – også selvom det omfatter at blive filmet vilkårligt på offentlige steder, få e-mails og telefonsamtaler studeret af fremmede og i det hele taget blive registreret i alskens hverdagshandlinger uden forudgående dommerkendelse.

Nuvel, meget er sket de seneste år – først og fremmest terror-angrebene 11. september, i London og Madrid, samt de næsten daglige terrorhandlinger i Israel. Men inden man farer så voldsomt i flint, er der vel grund til at spørge sig selv: Er det faktisk rigtigt, at problemet er, at det er den relativt udstrakte grad af frihed i de vestlige lande, som muliggør terror-angreb? I så fald skulle man tro, at sandsynligheden for forekomsten af terrorangreb var højere i mere frie lande end i mindre frie lande.

En undersøgelse, som jeg har lavet sammen med mine kolleger Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen, viser imidlertid, at der ikke er belæg for en sådan påstand – tværtimod. Vi har statistisk analyseret data for alle registrerede tilfælde af grænseoverskridende terrorisme i perioden 1996-2002, og vi har så set på, hvor meget af denne, der kunne forklares ved hjælp af omfanget af økonomisk frihed (kapitalisme), politisk frihed (demokrati) og borgerlige frihedsrettigheder i de lande, der oplever sådanne angreb, eller som producerer grænseoverskridende terrorister.

Samtidigt har vi statistisk set taget højde for en mængde andre alternative faktorer, såsom landenes levestandard, vækst, ulighed, religiøse og etniske sammensætning, osv.

Konklusionen er entydig: Der er kun to ting, som med sikkerhed betyder noget for sandsynligheden for, at et land producerer grænseoverskridende terrorister eller tiltrækker sådanne: Graden af borgerlige frihedsrettigheder og omfanget af handel med omverdenen, og begge dele har en negativ effekt. Dvs. flere frihedsrettigheder og mere handel giver mindre sandsynlighed for terror. Alle andre faktorer er enten uklare eller ubetydelige.
Det er med andre ord ikke tilfældet, at terrorisme finder sted, fordi de borgerlige frihedsrettigheder er for vidtgående. Tværtimod er der noget, der tyder på, at frihed og handel har en civiliserende effekt på mennesker. Det antyder, at den bedste medicin imod terror er at opretholde friheden i vor del af verden og at sprede dén og markedsøkonomi til resten af verden.

Vi skal passe på ikke at opgive vores frihed i forsøget på at beskytte den, men det bør ikke læses som et udtryk for en naiv holdning om, at ingen vil os det skidt. Tydeligvis er de radikale islamistiske kræfter, som de senere år har angrebet vesten, den mest frihedsfjendske politiske bevægelse, som verden har set siden Berlinmurens fald – og måske meget længere.

Problemet er blot, at stort set ethvert indgreb i borgernes frihed igennem tiderne er blevet retfærdiggjort med lige netop den type argument – men når faren så igen er drevet over, er ufriheden ofte blevet stående tilbage, og ganske ofte er indgrebene blev brugt til noget ganske andet, end de var tænkt til.

Det minimale, som politikerne bør gøre, hvis de ønsker at vedtage en terrorpakke, er konsekvent at tvivle til fordel for retssikkerheden og at gøre lovgivningen tidsbegrænset. Altså, sætte en »udløbsdato« på, efter hvilken man bliver nødt til at revurdere, hvorvidt lovgivningen har virket, og hvilke konsekvenser den i øvrigt har haft. Det har man gjort med den amerikanske terrorlovgivning, og dér har man endog i forvejen langt stærkere beskyttelse af den personlige frihed, end vi har.

Milton Friedman Prize for Advancing Liberty

Af Jacob Mchangama, den 28. december 2005. 21 svar

Cato Institute modtager frem til den 31. december nomineringer af kandidater til “The Milton Friedmann Price For Advancing Liberty”, der uddeles hvert andet år (med prisen følger 500.000 USD). I den forbindelse kunne det være interessant at høre hvem de øvrige Punditokrater, samt læserne naturligvis, mener har gjort sig fortjent til denne fornemme pris. Sidste vinder var Hernando De Soto som ellers ville være min kandidat. Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogen indenfor mit eget felt, som har gjort sig fortjent til prisen (det skulle da lige være Randy Barnett), og i menneskerettighedsbevægelsen skal vinderen helt sikkert ej heller findes.

Jeg har som før nævnt høje tanker om Free Muslims Against Terrorism, hvis utvetydige opslutning bag vestlige værdier såsom individets frihed i disse tider er stærkt tiltrængt fra den kant. I en mellemøstlig kontekst er Free Muslim’s ideer naturligvis et kvantespring i forhold til de herskende tilstande, men i forhold til de tanker og det arbejde der er udført af folk som Milton Friedmann og Hernando De Soto kan Free Muslim’s ideer næppe siges at være banebrydende. Jeg håber derfor, at mere vidende folk her på siden kan komme med et navn på en værdig person, som jeg kan stemme på.

Mageløse Madsens anti-manifest II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 28. december 2005. 2 svar

Som et follow-up på min post forleden med udvalgte citater af musikeren og maleren Johnny Madsen, så følger her et læserbrev, som manden skrev i 1993 i Ekstra Bladet, og som tydeligvis var foranlediget af (men ikke primært omhandlende) folkeafstemningen om dansk deltagelse i EU’s monetære union.  Hvad man nu end mener om dét specifikke emne, så er læserbrevet som helhed et godt eksempel på, at Madsen er en frihedselskende individualist–og en sjælden fugl i den danske kunstnerverden, hvor “frihed” alt for ofte synes at forstås alene som statsstøtte til egne projekter.

Tro dem ikke

Af Johnny Madsen

Ak, disse politikere har atter slået til. Med slagord som social dimension og harmonisering vil de ikke længere nøjes med at være amtsfilosoffer, nu vil de være verdensfilosoffer. Men – venner – tro dem ikke, skriver musikeren Johnny Madsen.

ATP, Moms, Oms, kloms, 6%-reglen, 20%- reglen, afgifter, regler, regler, regler.

Regler for bykørsel, regler for ikke-bykørsel, regler for kapitalpension, regler. Frem og tilbage. Regnskaber, revisorer, advokater, tilbage igen, fradrag, selvangivelse, love, anmærkninger, parenteser, ejendomsskat, harmonisering, den sociale dimension. Hvis de passerer start indkasserer de 200 kr., og betaler 80 i skat, eller er det 68%, tre felter tilbage, torskegilde, indflytningsafgift, udflytningsafgift, arveafgift, gift, ugiftafgifter og så videre, og så videre.

Ak disse politikere. Disse talende og tænkende øgler, hvis forudsætninger som regel er en lærereksamen med sløjd og håndgerning som speciale, har atter slået til.

Med usvigelig sans famler de rundt på middelmådighedens slagne vej, hvor de instinktivt forsøger at konstruere en virkelighed, som ikke eksisterer.

Med slagord som social dimension, harmonisering, fællesskab, union, nøjes de nu ikke længere med at være amtsfilosoffer, nej nu vil de være statsfilosoffer, verdensfilosoffer.

De vil fortælle os om den historiske nødvendighed. De vil sige ‘om ikke for andet, så for ungdommens skyld’. De vil ikke eje anstændighed og ydmyghed. Tværtom vil de ikke ryste på hænderne et sekund i iver for at gennemføre ‘den europæiske nødvendighed’.

‘Vores union er bedre end de andres union’. Vi er demokrater, vi er de sande profeter, råbes der, mens halvdelen af Europa ligger i ruiner på grund af tidligere sande profeters lære om den historiske nødvendig hed.

Venner, tro dem ikke. Politikerne har i dag simpelthen overskredet deres kompetence. De blander sig i alt. Der er ikke det emne, de ikke har en mening om. Der er ikke de ting, de ikke lovgiver om. De er ikke længere folkets repræsentanter, nej, de er deres åndelige førere. Er De i tvivl, så spørg Deres lokale politiker, han har svar på alt. Han er det sakrales tænker. Han er det profanes mester.

Dette er ikke sagt af forklogskab, men det er simpelthen en livsnødvendighed, at politikerne får en anden selvforståelse, ellers bliver det store svælg til folket for stort, hvilket var den dybere årsag til det kommunistiske sammen brud.

Mennesker er ikke en ensartet masse. Hvert menneske er unikt i vores vidunderlige forskellighed, og det er den dybere årsag til, at systemer aldrig virker. Lad os være venner, lad os handle sammen, lad os besøge hinanden, men lad være med at røre ved vores forskellige grund vilkår, det vil ende galt.

Selv akvariefisk pisser deres territorium af. Europa kan ikke samles.

Lad os gøre Kvong og Lissabon til venskabsbyer, men lad os ikke komme brasende med vores dødssyge nordiske velfærdsmodel, under påskud af en social dimension, uanset hvor velmenende det end måtte være.

Lad os feje for egen dør, der er rigeligt at gå i gang med. Lad os ikke fjerne Europas mystik, lad det usagte være usagt, lad forskelligheden være det grundlæggende for enhver samværsform.

Den danske befolkning er ikke glade for denne her union. Heller ikke ja-sigerne, hvor en af hovedsætningerne har været: ‘Jamen, vi kan da ikke stå udenfor, når de andre er inde’. Det kan vel ikke just kaldes de store visioners ædegilde. Eller: ‘Vi må sidde med ved bordet’. (Gud ved hvordan Beethovens musik ville have lydt, hvis den blev lavet ved en flertalsbeslutning).

I øvrigt fatter jeg ikke en pind af, hvad erhvervslivet vil i denne union. De vil blive belagt med vedtægter og bestemmelser, som siger spar to til dem, de har i forvejen. Jeg kan godt forstå Socialdemokratiets store engagement. De har naturligvis en drøm om at komme til at beherske Europa sammen med Labour, SPD, de franske socialister og de italienske (hvis de er ude af spjældet til den tid), for slet ikke at tale om de nordiske brødrepartier.

De vil hånd i hånd mod de uddøende fagforeninger, få ny næring til at stå i front, som de moralsk ansvarlige. Med den sociale dimension i hånden og harmoniseringen i lommen vil enhver rask dreng i Portugal og Hirtshals få spoleret muligheden for at tjene til en ny knallert. (Det vil naturligvis ophæve diskussionen om fælles type styrthjelm).

Til gengæld kan de vel se frem til 200 mm Rockwool på loftet, hvilket som bekendt heller ikke er så dårligt endda.

Men venner husk: En bureaukrat er og bliver en bureaukrat, uanset hvad systemet hedder.

Ha’ en god dag.

(fra Ekstra Bladet 17. maj 1993, 1. sektion, side 25)

Et svensk juleeventyr

Af admin, den 23. december 2005. 5 svar

Ah, julen er en dejlig tid!

Når det bliver allermest koldt og mørkt, så bøjer vi nordboer ikke hovedet, og lader mørket kue os. Vi kaster os tværtimod ud i et vildt forbrug af penge, lys og kalorier. Mørket må for en stund vige for lyset, kinderne blusser, og kreditkortene gløder. Slægt og venner, som man ellers undgår til dagligt, bliver besøgt og bespist i et omfang, der forhåbentligt rækker for hele det følgende år. Plejehjemmene bestormes, og i daginstitutionerne får man omsider hilst på de små smittekilder og deres forældre, ofte flere par per barn. Vi kan glæde os over, hvor godt det egentlig går både hos os selv og hos andre, hvordan demokratiet vinder frem nøk for nøk. Og stopper man op og lytter efter, kan man ude i mørket høre skeptikerne og puritanerne, der tænderskærende sidder og tæller fejl, mens de siger, at det hele må ende galt, som de altid har sagt det. Traditioner og hygge over hele linjen. Ah….

Som østdansker har jeg tilbragt mine formative år med at se svensk børne-TV. Jeg er opvokset med Trazan Apanson & Bararne, og mange, mange flere. Min barndom faldt i de usmagelige ‘70ere, så naturligvis var alt TV venstreorienteret. Men i modsætning til det fantasi- og talentløse danske TV, var propagandaen fra den anden side Sundet så meget bedre. Bedre begavet, bedre talent og knapt så livsfortrængende dogmatisk indoktrinerende. Det er vel derfor, at så mange svenskere aldrig fik taget sig sammen og gjort oprør; det hele var så hyggeligt og besnærende.

Jeg holder stadig meget af Sverige, dette stykke østeuropa så tæt på os. Hvor Norge gerne fremtræder som den sidste Sovjetrepublik, minder Sverige mere om DDR eller Polen, før muren faldt. På overfladen tung politisk korrekthed, men lige under lurer galskaben og det private oprør. Man parerer ordrer, tier og marcherer i takt, men imens tænker enhver sit.

Denne svenske påvirkning forklarer måske, hvorfor jeg hver jul må se tegnefilmen Sagan om Karl-Bertil Jonssons Julafton.

Svensk SVT-1 har siden 1976 sendt den hver juleaften ved 19-tiden, hvilket kolliderer med andre sysler, men man kan jo optage den og se den i ro og mag post festum.

Det er et dejligt juleeventyr på ca. 1/2 time, der ikke bare er velfortalt og veltegnet. Den giver et rørende naivt indblik i den socialdemokratiske sjæl hos broderfolket, der på dette punkt desværre ligner os mere, end vi bryder os om at indrømme. For svenskerne er dette ufrivillige selvportræt en kult, der ikke bare gentages hver jul, men som også kom på frimærker i 2002. Det er, med meget god grund, et nationalt symbol.

Tegnefilmen er lavet af Per Åhlin, mens historien er fra 1964 og skabt af den urimeligt tidligt afdøde Tage Danielsson, der måske er mest kendt for sit samarbejde med Hasse Alfredsson og AB Svenska Ord.

Som fortælleren lader os vide, foregår historien den gang, der var fattige til. Herved har fortælleren løst det problem med den stadigt stigende velstand på vores breddegrader, der gør livet surt for venstrefløjens historiefortællere. Bilerne har gasgeneratorer, og en purung Marguerite Viby optræder i den svenske indspilning af Frk. Nitouche. På et tidspunkt optræder der en flagranke med forskellige nationers flag, som også omfatter det tyske hagekors. Så mon ikke tiden er 1940erne.

Her præsenteres vi for hovedpersonen, teenageren Karl-Bertil Jonsson, der tjener lidt lommepenge ved ekstrajob på posthuset. Karl-Bertil hører til det bedre borgerskab, for hans far har et varehus, og familien bor i en nydelig villa.

Karl-Bertils idol er Robin Hood, som han dagdrømmer om. Det kan måske undre, at venstrefløjen vælger netop Robin Hood som drengens ideal, for han var jo kendt for at bekæmpe statsmagten og dens umættelige skatteopkrævere for at give pengene tilbage til borgerne. Men årsagen til dette valg er formodentlig, hvad der i fortællingen beskrives som den lovløse retfærdigheds princip: at tage fra de rige og give til de fattige.

I hvert fald beslutter unge Karl-Bertil, at han på posthuset vil tage de julegaver, der skal sendes til de rige, og give dem til de fattige. Bevæbnet med faderens takseringskalender, hvor årsindkomsten står oplyst, begynder han at lægge til side alle pakker, hvor modtageren har en højere årsindkomst end 50.000 kr. Selv en pakke til sin far stikker han væk.

Disse pakker gemme han i en stor sæk. Han dækker adressaten på hver pakke med en personlig hilsen: God jul ønsker en ukendt velgører, hvormed han naturligvis mener sig selv og ikke gavens ejermand. Juleaften efter middagen undskylder han sig og forlader hjemmet for at begynde sin humanitære julevandring blandt de fattige for at dele pakkerne ud.

Historien indfanger smukt den glæde, som venstrefløjen føler ved at dele ud af andre folks penge. Glæden, fællesskabet, og ikke mindst taknemmeligheden fra de arme modtagere, der med hatten i hånden bukker dybt for den glade giver.

Hjemme igen ånder alt fred, indtil faster Märta ringer og spørger til den pakke, hun har sendt. Da Karl-Bertil ikke kan få sig selv til at lyve for sin mor Juleaften, tilstår han sin dåd. Faderen eksploderer i raseri og beskylder sønnen for at være kommunist! Oh søde gys at blive sammenlignet med kommunister, for historien fortælles på den tid, hvor socialdemokraterne havde glemt deres forgængeres kamp mod de totalitære ideologier og var fulde af beundring for disse handlekraftige karle. Karl-Bertil sendes på hovedet i seng, men drømmer sødt om Robin Hood. Over hans seng hænger et billede: En svensk tiger, hvilket næppe er et zoologisk fænomen, men udtrykker fortællerens bifald.

Næste dag tager Tyko Jonsson sin søn med på bodsvandring til de bestjålne med- og bedsteborgere, der rangerer en del højere på den sociale rangstige end familien Jonsson. Men faderen har forregnet sig i sin småborgerlige forargelse over podens bedrifter, for den virkelige overklasse er naturligvis slet ikke gale over, at Karl-Bertil har givet deres gaver væk til de fattige, de har jo så meget allerede. Tværtimod er disse sande aristokrater helt på bølgelængde med den unge oprører, og deres lettelse over, at gale slægtninges rædselsfulde gaver er gået til bedre trængende, kender ingen grænser.

Historien tager her en hjertevarm og overraskende drejning, der viser, at socialdemokrater i modsætning til deres nye venner kommunisterne slet ikke vil de rige noget ondt. De vil kun lette dem for noget af deres overflod, og kun fra indskrænkede småborgere kan man forvente brok i den anledning. Så da dagen er omme, kommer Karl-Bertil hjem med en stolt fader, og moderen kan udbryde, at det alligevel blev en velsignet jul.

Ah, disse naive tanker, der stadig præger vores mentale landskab så meget. I hvert fald en gang om året kan man da bære over med den i julefredens navn.

God jul, kære læsere.

Stiglitz og Etiopien

Af Jacob Mchangama, den 23. december 2005. 14 svar

I 2002 skrev den nobelprisvindende økonom og tidligere chef for Verdensbanken Jospeh Stiglitz bogen “globalization and its discontents” der  med sin kritik af “markedsfundamentalisme” hurtigt blev en bibel for anti-globaliseringsbevægelsen og læsere af Information/Le Monde/Guardian.

I bogens åbningskapitel skriver Stiglitz om Etiopien herunder om Premierminister Meles som Stiglitz roser:

“[Meles] demonstrated a knowledge of economics – and indeed a creativity – that would have put at the head of any of my university classes. He showed a deeper understanding of economic principles – and certainly a greater knowledge of the circumstances in his country – than many of the international economic bureaucrats[..]Meles combined these intellectual attributes with personal integrity: no one doubted his honesty and there were few accusations of corruption within his government.[Meles showed that with the right policies in place, even a poor African country could experience sustained ecenomic growth.”

Stiglitz giver IMF skylden for, at Meles reformer ikke lykkedes og at Etiopien blev fastholdt i fattigdom.

Men hvad var så disse snusfornuftige og praktiske ideér som Meles imponerede Stiglitz med?

Det kan man læse lidt om i en interessant artikel på Copenhagen Institutes hjemmeside (COIN). Artikeln kaldet “derfor er Etiopien fattigt” er skrevet af Rasmus Sønderriis der bor i Etiopien, og som skriver om Etiopiens fattigdom og Meles rolle deri:

“Privatisering af adgangen til Internettet dur ikke,” siger Premierminister Meles, “for nok kan det skabe vækst for de rige, men der er brug for statens indblanding, så de fattige også kan få glæde af fremgangen.”

For ti år siden var argumentet for statens kontrol over cyberspace “national sikkerhed”. Det med “de fattige” lyder bestemt mere moderigtigt. Men det er et kynisk påskud. Pga. import-skatter koster computere i Etiopien 2-3 gange mere end i Danmark, mere end en fattig etiopier tjener hele livet. Og de fattige etiopieres behov er under alle omstændigheder en del mere basale end at kaste sig over et keyboard.

De knapt så fattige med forretningsinitiativ har dog interesse i mobiltelefoni. Men det er svært at få øje på statens interesse i bringe moderne kommunikation til folket i beslutningen om at fjerne al SMS-tjeneste fra mobiltelefonnettet. Rygterne i hovedstaden går på, at det er for at komme regeringsfjendtlige budskaber til livs i det anspændte klima, hvor oppositionen beskylder regeringen for valgsvindel, og regeringen beskylder oppositionen for at ville tage magten med en revolte. Mere sandsynligt er det imidlertid, at monopolselskabet bag mobiltelefoni har regnet ud, at der er store penge i at tvinge folk til at ringe. For det kan tage mange dyre minutter – og gentagne opkald efter afbrudte forbindelser på det elendige netværk – bare at komme igennem den række af hilsner, der er god skik i Etiopien, inden man kan komme til sagen. Resultat: Selv nabolandet Somalia – der slet ikke har nogen regering – har bedre og billigere mobiltelefoni.

Uden for de områder af kommunikation og basale tjenester, som staten har monopol på, er tålmodighed med bureaukratiet nok til at starte en forretning i Etiopien. Til gengæld kan man i stort set alle brancher forvente at skulle konkurrere med et firma ejet af regeringspartiet. Om dette formelt set helt almindelige selskab så nyder særlige fordele på markedet skal være usagt her. Men dets gode kontakter lægger i sig selv en dæmper på andres lyst til at udfordre det.

Hvis nogen har en god idé i Etiopien anser myndighederne det instinktivt for en trussel, i bedste fald som noget de selv vil kontrollere. Gratis internet-telefoni – fx via Skype – er en sådan trussel, man ikke har mulighed for at kontrollere. Så det har man slet og ret forbudt!

I mange dele af Afrika anses manglende lov og orden for kilden til underudvikling. I Etiopien er problemet snarere for meget lov og orden! Angst for udvikling gennemsyrer regeringskulturen. Her er forretning ikke udtryk for folks frihed til at skabe noget brugbart for hinanden. Det er udtryk for myndighedernes og bureaukraternes nåde. Derfor er dygtige, driftige mennesker som etiopierne stadig fattige.

På baggrund af ovenstående kan man bedre forstå den heftige kritik bogen blev mødt med og som bl.a. kan læses her og (med en vis underholdningsværdi) her.

Mageløse Madsens anti-manifest I

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 22. december 2005. 3 svar

På Libertas’ email-liste har Palle Steen Jensen reklameret for sidste søndags store interview i Berlingske Tidende med musikeren og maleren Johnny Madsen i anledning af dennes nye album, Det Gode Liv—og Palle har venligt mindet om, at det i sin tid var undertegnede, der gjorde opmærksom på, at mandens syn på samfundet ikke er, som kunstneres er flest.

Og ja, jeg har sådan set fulgt Madsen-manden i nogle år, sådan lidt skizofrent. For at sige det som det er: Det er ikke som fan eller groupie, jeg har fulgt ham, for hans musik er godt nok ikke lige min kop té. Jeg kan faktisk ikke forestille mig ret meget … Nå ja, det er ganske vist ikke ham som sådan, der er noget i vejen med; det er ganske muligt, at han for sin genre er, hvad Bach er for barokmusikken, og hvad ‘Pistols’ er for punken—jeg aner det faktisk ikke. Næ, det er genren, jeg ikke er vildt begejstret for.

Men læser man derimod teksterne og, hvad manden fra tid til anden siger, så er det klart, at han er en af de overordentligt sjældne fugle i den danske kunstnerverden. Det virker næsten som om, at det er noget andet “country” ved Madsen end blot musikken—og at der måske er kortere mellem Fanø og Arizona, end der er mellem Fanø og Esbjerg. Her er lidt uddrag (med underliniering tilføjet) fra et par interviews og artikler fra de seneste 15 år.  Det er ikke dyb filosofi det hele, men undervejs er der da moralfilosofiske ræsonnementer a la Adam Smith og et skattepolitisk forslag hentet lige ud af F.A. Hayeks The Constitution of Liberty …  Meget af det er idealistisk, men det meste er også ganske realistisk og nede på jorden.  Sjælden tale fra danske rockmusikere.

Frihed og “det gode liv”

  • “Det er sjovt, at vi netop skal til at snakke om det gode liv. Her sidder jeg i min mors totale domæne. Det her er hendes stol, som ikke engang gæster får lov at sidde i. Her kan hun sidde og se sine yndlingsudsendelser og så videre. Så vil nogen måske sige: ‘Jamen er det ikke lidt ensformigt at sidde foran fjernsynet og se diverse ting og sager?’ Nej, folk vælger helt individuelt, hvad de synes er bedst for dem her i tilværelsen. Jeg tror, det gode liv handler om selv at vælge, hvad man har lyst til, på tværs af normer og moral. Selvfølgelig skal man opføre sig anstændigt. Men netop det at der ikke er udstukket en film for dig. For livet bliver jo ikke genudsendt, i hvert fald ikke i bredformat.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)
  • “[Jeg] får alligevel ikke lov at sove længere, når jeg er hjemme ved mine forældre… Men så vil jeg også sige, at det hører med til det gode liv også at acceptere andre folks valg, sådan i Kierkegaardsk forstand. Frihed er også at vælge sin næstes frihed.” …
    “Nu var jeg for eksempel militærnægter. Og vi troede jo dengang, at lige den måde vi selv så ud på, altså med islændersweater og langt hår, at det var det eneste rigtige. Når man i dag ser billederne fra dengang, er det slående, hvor uniformerede vi også selv var. Så en mand, der vælger at gå rundt i jakkesæt, det er hans uniform, men vi har også vores egen et eller andet sted. Så det at vælge sin næstes frihed skal defineres ud fra vores egen frihed.
    Det er også derfor jeg aldrig har været tilhænger af store sammenslutninger, store bevægelser, store politiske taler og den slags ting. Jeg har altid været mistænkelig over for folk, der gerne vil gøre noget for andre, de ikke kender. Og det er som bekendt politikeres lod. Det ligger i hele min filosofiske opfattelse, at du skal forholde dig til den næste, du møder i tilværelsen. Hvis alle folk gjorde det, så nåede vi hele vejen rundt, og der fandtes ingen krig på jorden. Et eksempel. Der dør millioner af børn af sult hvert eneste år. Det ved vi alle sammen. Men vi kan ikke rumme de lidelser, så vi har et relæ, der slår fra over for dem. Men hvis jeg tager en cykel og klipper en kat, og den ligger på vejen, og jeg kigger den ind i øjnene, så føler jeg en dyb smerte, fordi katten er blevet min næste. Men alt for tit flygter vi fra vores ansvar over for næsten. For det er nemmere at støtte pandabjørne og regnskoven end at starte med naboen, som svarer igen. Det er også altid sjovt at høre embedsmænd tale om grisevelfærd. Ha, ha. Altså at en mand, der bor i Hellerup, skulle gå ind for grisevelfærd. Rend mig i røven! Selvfølgelig gør han ikke det.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Skatter

  • Er danskerne gode nok til at bruge de muligheder de har?
    “Det skal jeg ikke kunne sige. Men det er meget sjovt at høre Anders Fogh stå og sige, at nu er der blevet større frihed. Jeg mener, staten ejer jo stadig 80-90 procent af vores penge, og dermed ejer de også 80-90 procent af os. Man kan sige, at penge er ikke en grundlæggende ting for frihed, men jeg vil hellere langt selv bestemme, hvad jeg skal bruge mine penge til, end hvad staten eller amt eller kommunen synes, der er godt for mig.”
    Hvordan synes du systemet skulle være?
    “Jamen det er da at lade folk beholde 80 procent af deres egne penge og lade staten lave en velfærdsstat for de 20 procent i stedet for omvendt, for så kan jeg også lave velfærd. Nu lyder jeg måske som Glistrup i gamle dage. Men det jeg taler om, er friheden. Penge skaber en vis form for frihed, og den største svøbe ved det nuværende system, det er at folk er nødt til at arbejde gevaldig hårdt for at få tingene til at køre rundt. Dem, der har pengene, har magten. Staten har magten, når de har pengene. Så kan staten dirigere befolkningen. Så for mig er det et frihedsoprør, mere end det er et spørgsmål om at ville rage til sig. Det er det, som folk skal forstå, at staten simpelt hen har for meget magt i dag. Danmark er jo et af de mest registrerede lande i verden og et af de mest lukkede lande. Selv Albanien er mere åben i den offentlige forvaltning end vi er.”
    Ville samfundet hænge sammen, hvis vi kun betalte 20 procent i skat?
    “Selvfølgelig. Det gør det jo i resten af Europa. Og også dér er der hospitaler og alting. Men selvfølgelig, alting drejer sig om anstændighed. Selvfølgelig skal man have et system, hvor ingen sulter. Men det er heller ikke anstændigt, at en hårdt arbejdende person afleverer næsten alt, hvad han tjener, til staten. Jeg snakkede med min far om det i går, det med beskatningen af den sidst tjente krone, og hvor urimeligt det er. Det burde jo være helt omvendt. Den sidst tjente krone burde beskattes med ti procent. For de sidste penge er dem, du arbejder hårdest for, det er dér, det gør allermest ondt.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Staten og tvangen

  • Da poeten og sangeren Johnny Madsen eksempelvis sidst udgav en plade, hed titelsangen “Ses vi i Slesvig”. En politisk sang, der er et frontalt opgør med systemets sorte snak og Christiansborg-tumblerens hvide støj, som set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet via skatten og bureaukratiet. Ikke fordi man ikke skal hjælpe de fattige, de syge og de uheldige, ifølge Madsen, der udtrykker det sådan her:
    “Jeg brokker mig ikke over at betale skat. Men hvorfor skal det være s
    å besværligt? Der er jo
    ingen, der kan finde ud af det. Det er jo lige før, en avisdreng bliver nødt til at ha’ sig en revisor. Et eller andet sted er man sgu et jaget dyr. Sådan fornemmes det. Og “Ses vi i Slesvig” er en politisk sang om det. Staten har besat det danske folkerige, sådan ser jeg det. Vi bindes på hænder og fødder i regler“.
    Sangskriveren fra Fanø mener, at den danske stat er i færd med at frarøve det danske folk friheden.
    “Det sidste, de har indført, er et borgerkort. Sådan et elektronisk et med alle oplysninger om én selv. Jamen, jeg vil sgu da ikke løbe rundt med et borger-kort. Hva’ helvede skal jeg bruge et borgerkort til? Det behøver jeg da ikke, når jeg skal ud og fiske eller ud og opleve noget. Det er helt forrykt. Ikke engang russerne havde personnumre. De var jo ikke halvt så tjekkede, som vi er. Vi er derude, hvor man har indført den totale overvågning. Og så vil de sætte videokameraer op ved vejene for at kontrollere, om vi kører for stærkt. Det er jo blevet sådan, at et barn ka’ ikke smide en kat i en mikrobølgeovn, uden at vi dagen efter får en lov om, at alle mikrobølgeovne skal ha’ hængelås på. Vi ender i det dér totalitære styre.” (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • Ifølge Johnny Madsen er staten blevet det danske folks fjende nummer et – den vestjyske sangskriver kræver fred og frihed for kunstens elite. … Faktorernes orden har altid været anderledes i den poetiske verden end i den reelle. Måske er det derfor, Johnny Madsen ikke kan holde den danske stat ud længere. På mandag udkommer hans nye album “Ses vi i Slesvig”. Titelnummeret er et frontalt opgør med systemets sorte snak og medie-tumblerens hvide støj, der set fra vestkyst-poetens ruder er ved at suge alt liv ud af landet. “Jeg synes, der er behov for, at nogen tør sige, at det er gået for vidt,” siger Johnny Madsen. …
    `Ses vi i Slesvig’ – overvejer du at emigrere? “Nej, det gør jeg vel ikke. På et tidspunkt blev jeg bare træt af, at man skal bogføre sine hotdogs. Kunstnere drukner jo stort set i bilag. For nylig var der et orkester på Fanø, der skulle til at begynde at spille, og så spurgte de: `Hva’ skal vi starte med i det her rockorkester?’ Så sagde jeg: `Ja, jeg ville starte med en revisor og en advokat, så kan I senere udvide med bas og trommer’. Og det er jo ikke løgn. Jeg kender stort set ingen i den her branche, som ikke er forgældede.” …
  • “Vi ender i det dér totalitære styre. Det eneste håb er, at folk gør oprør imod det. I ethvert system er der altid en sabelsluger, én der går imod strømmen. Det ka’ være et barn, der sætter fingeren i diget, når det er ved at løbe over, eller et andet, der siger, at `ham dér har ikke noget tøj på’ og så videre. Sådan én vil jeg godt være med den sang,” siger Johnny Madsen. (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Offentlig kulturstøtte

  • I starten af dette år huggede staten Madsens trommeslager. Kulturudvalget i Nordjyllands Amt havde besluttet, at det ville have sit eget rockorkester. Fire mand blev hyret til at spille 66 koncerter, indspille en plade og lave video. Ifølge formanden for udvalget for at vise, at man ikke behøver at komme fra Århus for at slå igennem i dansk rock. Trommeslageren Michael Friis fra Madsens band blev købt til kulturprojektet ligesom de andre medlemmer. Har du skrevet titelsangen omkring det tidspunkt, hvor Nordjyllands Amt kom og tog din trommeslager? “Ja, det ka’ sgu’ godt være, at det startede dér. Det er jo fuldstændig rablende. Det eneste, der sker ved sådan noget, er, at vi får en helvedes ballade med nogle amts- og stats-støttede sambaorkestre, der larmer ad helvede til, når vi andre skal sove. Det er jo fuldstændig fejlagtigt at tro, at mennesker ikke selv har en kreativitet, der gør, at de fører sig frem. Og hvis man først er inde på statsstøttede rockorkestre, så ved vi jo godt, at det næste bliver en rockskole. Du ved, sådan noget med: `Ja, i dagens første time skal vi lære om, hvordan man smider et fjernsyn ud fra 5. sal. Og i time nummer to, hvordan man løber fra en barregning og lader trommeslageren betale.’ Jeg ved sgu snart ikke, hvor det kan ende henne.” …
  • “[Næsten] al støtte går jo til bredden. Generelt ser det ud, som om man ønsker at gøre eliten til bredde og bredden til elite. Eliten må gå rundt og suge på labben og have skattegæld og trækkes rundt i manegen af pantefogederne. Og på den anden side er det jo en misforståelse, at hvis man bare støtter noget, eksempelvis som Jytte Hilden, der vil gøre alle de unge arbejdsløse til kunstnere, så får vi en masse god kunst. Så dukker der talenter op, siger de. Jamen, det gør der måske også. Men som jeg sagde, dengang Nordjyllands Amt kom med den dér forrykte idé: Hvis staten fandt ud af, at den vil gi’ støtte til folk, der ka’ gå med en snurretop på næsen, så skal der også nok dukke talenter op. Men spørgsmålet er, om det er statens opgave. Det at være kunstner er jo et frit erhverv. Folk, der vil gå rundt med en snurretop på næsen, gør det alligevel. Det altafgørende for mig er, at vi får lov at passe os selv uden at skulle bruge halvdelen af vores energi på at føre regnskab og spekulere i skatteregler, fordi de giver vores penge til, at unge på bistand kan komme til. På den måde er der jo også kun den halve energi til at skabe kunst i.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Politikere og velfærdsstaten

  • “Ifølge Johnny Madsen er politik blot reduceret til en ideologisk Arte- ordning, der hedder Socialdemokratiet og dets velfærdssamfund, en forestilling, der kontrolleres af et syvende kontor, som ingen ved, hvor ligger. “Politikerne er ved at være den største trussel mod demokratiet med deres håndlangere. De har samlet knap 900.000 ansatte i det offentlige. Og det er klart, at så mange mennesker på samme sted automatisk vil søge at rage magt til sig. Folk de tror jo fejlagtigt, at når skatten stiger, så får vi det bedre i det her samfund. Men prøv og sænk skatten med 30 procent, og du vil få en 30 procents forøgelse i service. Man har indført funktionel socialisme på tværs af alle partier. Alle politikernes og de dér embedsmænds instrument er skatten. For hver gang skatten stiger med en procent, enten direkte eller indirekte, så kan du ansætte flere folk, og jo mere sikkert sidder de i deres magtbeføjelser. Det drejer sig om magt og ikke en skid andet. Folk kan jo godt se, at den dér solidaritetssnak er løgn. Det er hult. De vil gerne passe sig selv og sørge for deres egen familie i stedet for at være medlem af et postuleret solidarisk samfund. Vi har fået en stat i staten. Folk kan jo godt se, at den rager til sig for at sikre sine egne magtbeføjelser. Alene det faktum, at folk betaler op mod 80 procent af deres indtægter til staten, hvis du regner moms, afgifter, arbejdsmarkedsbidrag og miljøskatter med. Det er derfor, man kan spørge: Hvem beskytter den enkelte? Jamen, det er der ingen, der gør. Og derfor beskytter den enkelte sig selv. Det ender galt. Et af de farligste tegn på det er, at du har en økonomi ligesom i Polen. En undergrundsøkonomi med sorte penge. Og så har du den officielle kurs, som du veksler til. Det ender i totalt anarki,” siger Johnny Madsen. (“Egoland?”, Berlingske Tidende 11. februar 1996, mag, side 1)
  • “Lad os kaste os ud i myterne og søge længslerne i stedet for at være så helvedes optaget af Ole Stavad og hende gårdvagten fra Århus, Marianne 

    Jelved, og hele det dér syge, intellektuelle niveau, der nu er lagt over det her land. Lad os nu gøre, hvad vi har lyst til, om ikke andet så ka’ vi da gøre det i vores sange,” siger Johnny Madsen.” (“Mayday fra Madsen”, Berlingske Tidende 29. oktober 1994, 2. sektion, magasin, side 1)

Frihed og individualisme

  • Hvad er vigtigst for dig i tilværelsen?
    “Her er vi tilbage ved friheden. Det at kunne handle frit og tillade andre at gøre det samme. Der er ikke noget, jeg hader mere, end når folk vil trække mig ind i en moral. Altså hvis jeg kommer ind og skal have et par bukser, det der med at ekspedienten siger: “Jamen dem her, dem sælger vi ellers mange af.” Så løber jeg skrigende bort, for hvad rager det mig dybest set, at de sælger mange af de bukser. Jeg skal have et par bukser. Det er også derfor moden nogen gange indhenter mig. Jeg har for eksempel altid haft hul i mine bukser, for jeg går som regel i dem, indtil de ikke kan mere. Og moden går jo i ring, og nogen gange rammer den mig. Og nu er det så moderne at have hul i bukserne, og ‘nej, hvor er du moderne!’, for nu er det den store mode at have hullede bukser, og man giver rask væk 1.500 kr. for et par. Jeg har mindst 20 par af slagsen derhjemme, så måske skulle jeg åbne en hullet buksebutik.”
    “Jeg tror ikke, folk skal have så travlt med at profilere sig. Det er også det råd, jeg giver til folk i branchen, når de siger: ‘Jamen, det er meget oppe i tiden, det musik vi spiller.’ Jamen så lad være med at spille det. Så kopierer du jo bare noget, der er “oppe i tiden”. Fortæl dine egne historier. Og det kan godt være, den ikke er interessant nok, og at den ikke rækker nok, men det er den eneste indsats, du har at gøre.” …
  • “Men det skal også ses i forhold til det gode liv, det med den enkeltes ret til at bestemme over sit eget liv. Jeg vil ikke have andre til at bestemme over mit liv, jeg vil ikke være del af et større projekt, simpelt hen. Jeg vil ikke sættes ind i nogle båse og systemer. Jeg vil have lov at leve mit liv. Og guderne må vide, at for mit vedkommende er det ikke et spørgsmål om at stable op. Så snart jeg endelig har fået købt fem kasser vin et eller andet sted på tilbud, så skal de drikkes. Jeg er ikke typen, der systematisk laver en vinkælder, eller hvis jeg har tjent mine penge, så forærer jeg dem væk til folk eller til min søn eller mine venner, der mangler et eller andet.”
    Vil du betegne dig selv som et frit menneske?
    “Ja”.
    Også selvom du skal betale det meste af det, du tjener i skat?
    “Jaja, ja. Men det er hårdere. Det er vigtigt at skrive det rigtigt det her, så det ikke bliver misforstået. Jeg holder mig som regel altid væk fra store samfundsanalyser, for de har en satans tendens til at blive misforstået. Det hele er jo spændt op i et land som vores, hvor alle skal have en del af kagen. Men for mig handler det alt sammen om frihed. Frihed i musikken, frihed i kunsten. Friheden driver én rundt i manegen, giver plads til intuitionen.” (“I Madsens septiktanker”, Berlingske Tidende 18. december 2005, 2 sektion, magasin, side 6)

Moraliseren, politiseren og musik

  • “Moral? Der er da overhovedet ingen moral i mine sange. Ikke antydningen.
    Der er da ikke noget så ækelt og tåbeligt som løftede pegefingre i rockmusik. Rockmusikere, der samtidig går rundt og prøver på at være politiske filosoffer, virker fuldstændige latterlige på mig.” …
    “Nej, for lige at vende tilbage til det der med politik, så tror jeg ikke, der findes noget politisk system, der passer mennesker. Ja, systemer dur overhovedet ikke på mennesker”.
    Hvordan ved du det? Har du da nogen sinde prøvet at leve uden? “Ta’ det nu ikke så bogstaveligt. Selvfølgelig skal der være love. F.eks. om, at vi skal køre i højre side af vejen. Men sådan noget har jo ikke noget at gøre med løftede pegefingre og politiske filosoffer.”
    Du ligner jo ikke ligefrem en, der er medlem af Det Konservative Folkeparti. Har du nogen sinde fået opfordringer fra venstrefløjen om at stille op til et eller andet? “Ja, bare fordi man er lidt langhåret og ikke går i jakkesæt og slips, så tror de jo straks, man sympatiserer med dem. Jo, jeg fik en gang en opfordring til at stille op for folkebevægelsen mod EF.”
    Hvad svarede du? “Hvad tror du? Nul!” Hvad vil du stemme på til et kommende folketingsvalg? – Ikke på noget? – Har du aldrig stemt? “Det tror jeg faktisk ikke.” (“Mageløse Madsen”, Ekstra Bladet 16. oktober 1990, 1. sektion, side 22)

Posten fortsættes her.

Rohderi III

Af Dr.Mephisto, den 22. december 2005. 3 svar

Venstre har en politisk ordfører, der betragter sig selv som de "liberales håb", eller som Politiken skrev i en hjernedød hyldest den 18. december:

"Det kan hjælpe til at holde de frustrerede i ave, at den politiske ordfører indimellem vifter højlydt med de liberale faner. Præcis som Anders Fogh Rasmussen selv gjorde, da han havde rollen. Det liberale segment nyder at høre en Jens Rohde proklamere, at socialdemokrat er det værste, man kan kalde ham."

Kilden til artiklen må være Rohde selv – heraf sammenligningen med Anders Fogh Rasmussen, som trods alt engang var liberal.

Det interessante er, at det er svært at komme i tanke om Jens Rohdes liberale principper. Modstand mod at stå opført i et register over økonomiske interesser (hvis han skulle blive minister)? Skepsis overfor overvågningskameraer i gader og stræder? Jovist, lidt har også ret.

Men Jens Rohdes mest markante budskaber har været decideret anti-liberale.

Han har profileret sig på, at efterlønnen skulle bevares. Han har profileret sig på, at Venstre i det 21. århundrede ikke er som Venstre i 80'erne. Eller som han udtalte den 26. november 2005 til Ritzau:  "Der har aldrig været så meget styr på de offentlige finanser. Vi har lavet skattestop. Det er en revolution. Var der noget af det i 80'erne og 90'erne? Nej. Vi får gennemført vor politik modsat før, hvor vi råbte og skreg om at privatisere månen og verdenshavene og alt det pjat, som aldrig bliver en realitet."

For det første husker Rohde galt. Gik Venstre ind for at privatisere månen og verdenshavene i 80'erne og 90'erne? Nej. (Men man gør det måske nu – for verdenshavenes vedkommende, idet man netop har gennemført en fiskerireform med omsættelige fiskekvoter).

For det andet kaster Rohde vrag på 80'ernes og 90'ernes liberale, som gennemførte en række reformer, som krævede langt større mod end den nuværende regering. Tænk på afskaffelsen af dyrtidsreguleringen. Tænk på fastkurspolitikken. Ja tænk endda på, hvordan man brød DR's monopol.

Jens Rohde er indbegrebet af en principløs politiker, der tror, at han er principfast, bare fordi han råber højt.

Interessant nok har Politikens journalist anet sammenhængen. For som hun skriver: "Jens Rohde evner faktisk – det meste af tiden – at gøre det på en måde, så han ikke for alvor udfordrer chefens politiske projekt. Venstres nye midtsøgende vælgere behøver jo ikke at frygte ultraliberale nedskæringer og velfærdssamfundets fremtid, fordi Jens Rohde gør oprør mod, at hans (kommende) ægtefælle skal offentliggøre sine økonomiske interesser, bare fordi han blisver minister."

Nej, lige præcis. Rohdes "liberalisme" er tom. Akkurat som da han i sin tid erklærede, at "jeg er så liberal, at jeg vil frigøre mig fra mig selv." (Berlingske 24. juni 2003) 

Rohde mente var altså så "liberal", at han ikke var bundet af principper. Latterligt.

Nu har en række tidligere politikere kritiseret Anders Fogh Rasmussen og Venstre for manglende reformvilje. Ingen af de nuværende Venstre-folk tør jo gøre det (og det er vel det ultimative tegn på, at partiet er ved at blive ødelagt).

Den 22. december udtalte Jens Rohde til Ritzau, at 

"jeg kan konstatere, at der er rigtig mange af de forhenværende, som er ude og fortælle os, hvordan vi skal strikke verden sammen. Jeg tror faktisk efterhånden kun, at vi mangler Poul og Nulle fra hullet i Kæmpeskoven, der melder sig på banen også"

Og til Schlüters opfordring om at give Fogh internt modspil svarer Rohde:

"Jeg arbejder på det projekt, som Anders har sat sig i spidsen for, fordi jeg tror på det projekt, og fordi det projekt i modsætning til så meget andet, som de borgerligt-liberale har sat sig i spidsen for, kan blive til noget."

Rohdes principper er altså mere "Fogh'isme" end det er liberalisme.

Den slags fører-principper vil føre Venstre lukt ned ad samme selvdestruktive kurs, som de konservative var ude for i 90'erne, da de koncentrerede sig mere om, hvem der skulle være deres leder end om, hvad der skulle være deres politik. Når Fogh engang er væk, vil Venstre være en tom skal, med mindre de liberale kræfter holder flammen i live.

Ugens citat: Metz om egen fatteevne

Af Redaktionen, den 22. december 2005. 7 svar

Information har dd. et  stykke–traditionen tro–nærgående, kriti
sk journalistik, denne gang et interview med organets fhv. chefredaktør, nu senior surling, Georg Metz, som fylder 60 år.  Heri hedder det selverkendende:

“Hele den liberalt individualistiske tanke, som folk som tænketanken CEPOS bevæger sig i – de kunne lige så godt tale albansk baglæns. Jeg forstår det ikke.”

Well, så fik vi da dét afklaret–hvis man skulle have været i tvivl.

Julehygge

Af Mikael Jalving, den 21. december 2005. Skriv et svar

I denne tid, hvor den mentale dyne snart lægger sig over det ganske land og alt går op i mad og drikke, kan der være god grund til at ruste og alliere sig med et par opbyggelige citater. Disse kommer fra gode, gamle Jørgen Hübertz Schleimann – plukket fra et interview tilbage i 1999.

Om tilværelsens mening: “For mig drejer tilværelsen sig om at omskabe så meget virkelighed som muligt til bevidsthed”. Det vil faktisk også sige, at bevidstheden er forpligtet til at tage virkeligheden for pålydende, hvilket bestemt ikke har været en selvfølge i megen akademisk bevidsthed, hvor virkeligheden enten er blevet opfattet som falsk bevidsthed eller som en social konstruktion eller som rent og skært bedrag.

Om fremskridtet: “Hvor jeg ikke tror på, at man kan gøre verden fundamentalt bedre, så tror jeg fuldt og fast på, at den kan blive værre”. Sig det til Ib Michael.

Om lykken: “I virkeligheden mener jeg, at lykken fjerner os fra hinanden. Det menneske, der er lykkeligt, er revnende ligeglad med de andre”. Det er der sgu noget om.

Apropos de 12 berygtede tegninger og anklagerne om diskrimination: “Judasfiguren finder jeg meget mere interessant (end Jesus). Den siger da meget mere om menneskelivet. Vi lever jo alle sammen ikke bare med andre mennesker. Vi lever også imod dem”. Den kan Ellemann-Jensen øve sig på.

Om sin far: “Sagen er den, at han havde troet for godt om menneskene. Og det kunne de ikke leve op til. Og det er faktisk også en forseelse”. Altså, at tro for godt om de tobenede øksemordere med eller uden økser.

Alt sammen såre opbyggeligt. Glædelig jul & et aktivt nytår til alle, der blogger med. Det har været en fornøjelse indtil videre!

2008: Hillary Clinton mod George Allen III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 21. december 2005. 1 svar

Det ansete, uafhængige National Journal har nu for 2. gang i år offentliggjort et survey af 200 centralt placerede meningsdannere i Washington, DC, med henblik på, hvem der bliver de to store partiers præsidentkandidater i 2008.  Jeg har tidligere (med en vis tilfredshed) omtalt det første af disse surveys (med tilføjelser her og her), og i den seneste undersøgelse er forudsigelserne stort set uforandrede, d.v.s., det er fortsat senator George Allen (R-VA) og senator Hillary Clinton (D-NY), der anses for de mest sandsynlige kandidater.

Blandt Republikanske emner fører George Allen fortsat snævert over Senator John McCain.  Den Republikanske flertalsleder i Senatet, Bill Frist, er derimod dumpet fra en tredjeplads ned på en femteplads, mens Massachusetts-guvernøren Mitt Romney omvendt er steget tilsvarende.  New Yorks fhv. borgmester Rudy Giuliani ligger uforandret på en fjerdeplads, og længere nede, på sjettepladsen, kom tidligere RNC-partiformand, nu Mississippi-guvernør, Haley Barbour som et “long shot”.

Blandt Demokraterne er Clintons placering uovertruffen med mere end 3/4, der mener, at det bliver hende.  Nr. 2 er Virginia-guvernøren Mark Warner, sm har skubbet fhv. senator og vicepræsidentkandidat John Edwards fra denne plads.    Herefter kommer noget svagere kandidater som Senator Evan Bayh (Indiana), Iowa-guvernør Tom Vilsack, Senator Joe Biden og New Mexico-guvernør Bill Richardson. Af de 200 adspugte, var der ingen (0), der troede, at kandidaten i 2008 ville være den samme som i 2004, Senator John F. Kerry.  Tilsvarende stærk opbakning havde fhv. vicepræsident og 2000-præsidentkandidat Al Gore og general Wesley Clark.

For en ordens skyld skal det tilføjes, at mens navnene i toppen i det store billede er de samme på Intrade (hvor man kan investere i valgudfaldet), så er den indbyrdes rangorden ikke helt den samme.  Blandt Republikanerne fører McCain klart, fulgt af Allen og Giuliani side om side, med Romney som en fjern nr. 4., Frist som nr. 5, og derefter kanidater som Rice, Jeb Bush, Chuck Hagel, Barbour, Cheney m.fl.  Blandt Demokraterne er det Clinton klart i spidsen, fulgt af Warner som en klar nr. 2, og derefter fjerne bud som Edwards, Gore, Biden, Bayh m.fl.

EUMC og racismedefinitionen

Af Jørgen Møller, den 20. december 2005. 11 svar

Racisme: forestillingen om visse menneskeracers overlegenhed over for andre samt de diskriminerende handlinger, der knytter sig til sådanne forestillinger. Racisme bygger på den opfattelse, at menneskeheden kan inddeles i racer, som ikke bare har forskellige fysiske kendetegn, men også forskellige psykiske og moralske egenskaber, og at der eksisterer et hierarkisk forhold mellem disse, således at visse racer er andre overlegne.

Sådan lyder definitionen på ‘racisme’, hvis vi slår efter i Den Store Danske Encyklopædi. Den opfattelse, og den tilhørende ideologi, er givetvis den mest modbydelige, der nogensinde har haft sin gang på denne Jord. At blive anklaget for ‘racisme’ er derfor – fra både et politisk, et moralsk og et religiøst synspunkt – nogenlunde det værste, et menneske kan blive udsat for; selv hvis vi ser bort fra de praktiske associationer med 1930ernes europæiske Dysterland.

Professor, dr. Jur., Mads Bryde Andersen, der sidder i bestyrelsen for det europæiske center for overvågning af racisme og fremmedhad (EUMC), har i et brev til integrationsminister Rikke Hvilshøj gjort opmærksom på, at EUMC er ‘uvidenskabelig’, ja, at det arbejder i blinde. Hans begrundelse har, dersom jeg har forstået ham ret, to led, der følger logisk af hinanden. For det første anvender EUMC ikke en fast definition for begreberne ‘racisme’ og ‘fremmedhad’. For det andet – og i forlængelse heraf – er deres rapporter spækket med eksempler på ting, der efter en gængs definition ikke er ‘racisme’.

Emnet er i sagens natur ganske prekært, og Bryde Andersens udlægning har med det samme sat gang i den hjemlige andedam. I mandagsudgaven af Politiken afviste den radikale integrationsordfører Morten Østergaard Mads Bryde Andersen med den følgende begrundelse: “For at bruge en metafor fra sportens verden, så kan man sige, at hvis resten af Europa løber rundt inde på midtbanen, mens Danmark er helt ude på højrefløjen, så er vi måske mere optaget af, om bolden er ude over sidelinjen. Med det mener jeg, at ting som bliver accepteret i Danmark, er noget som man slet ikke overvejer som acceptabelt i resten af Europa, så i de andre lande er der måske ikke brug for en så klokkeklar definition af begreberne racisme og fremmedhad”.

Og i JP fra den samme dag kan man læse Danmarks tidligere repræsentant i bestyrelsen, forhenværende justitsminister Ole Espersen, lidt mere nuancerede afvisning: “Det er klart, at hvis man ser rent videnskabeligt på det, elsker man jo – og bør elske – klare definitioner. Men det er jo ikke kun et videnskabeligt arbejde, der skal gøres, men et arbejde, der gerne skulle resultere i, at vi prøver at bekæmpe det, der åbenlyst er racisme. Og det ved vi jo godt, når vi støder ind i det”.

EUMC selv afviser ifølge de danske aviser kritikken med, at der i international ret er mere end tilstrækkeligt med definitioner på ‘racisme’. Vi må derfor formode, at EUMC selv mener, de udøver videnskabeligt arbejde – deres afvisning er med andre ord mere vidtgående end Ole Espersens. Lad os prøve at se på, om disse afvisninger holder vand – eller om Mads Bryde Andersen har en pointe. Eller med andre ord: er det en indholdsløs akademisk øvelse at opstille klare definitioner, eller er det et nødvendigt første skridt i enhver færd mod en beskrivelse af virkelige foreteelser?

Vi står heldigvis ikke på bar bund. Der er hjælp at hente hos den italienske politolog Giovanni Sartori. I den nu klassiske artikel “Concept Misformation in Comparative Politics” fra 1970 forklarer Sartori behovet for klare definitioner med de følgende ord: “In this messy controversy about quantification and its bearing on standard logical rules we simply tend to forget that concept formation stands prior to quantification”. Eller med andre ord: vi kan aldrig beskrive verden, hvis vi ikke først fortæller, hvad vore begreber dækker.

Det vil jeg gerne lige uddybe. Hvis vi ikke har defineret et begreb, så kan vi aldrig sige, at det indfanger et bestemt udsnit af virkeligheden. Selv et så hverdagsagtigt begreb som ‘mor’ er ikke brugbart uden en forudgående definition. For mener vi en ‘plejemor’, en ‘adoptivmor’ eller en ‘genetisk mor’? Alle tre er eksempler på mødre. Vi er nødt til at gøre klart, hvad det er for en ‘mor’, vi ønsker at tale om.

Her er det så, at vi løber ind i en meget væsentlig regel. Med Sartoris ord: “The logical principle involved in this distinction is omnis determinatio est negatio, that is, any determination involves a negation”. Altså: det er nægtelsen, der er en definitions hjerteblod. Kun ved at gøre klart, hvad vi ikke taler om, kan vi give os den virkelig verden i hu. For et begreb, der dækker alt, er analytisk set meningsløst – ganske som en teori, der forklarer alt, er det.

Tilbage til EUMC og racismedefinitionen. Med Sartori i mente kan vi med det samme fastslå, at centret bestemt ikke driver videnskab, dersom Mads Bryde Andersen har ret i sin kritik. Det er logisk set ikke muligt at tale om ‘racisme’ uden først at definere begrebet. For så kan det jo i sagens natur dække alt – der er kort sagt ingen nægtelse. At der svæver en masse internationale definitioner rundt i forskellige konventioner gør bestemt ikke sagen bedre. Tværtimod: det øger blot forvirringen om, hvad det egentligt er, der sættes fokus på.

Lad mig give et lille eksempel, der står at hente i den tidligere omtalte mandagsartikel i JP. EUMC har angiveligt sendt en ‘racisme’-definition til JP, der ligger meget tæt op af den, jeg øverst på siden hentede i Den Store Danske Encyklopædi. Men ifølge Bryde Andersen har de givet ham en helt anden ‘arbejdsdefinition’, der er meget bredere. Her betyder ‘racisme’: “…den process, hvorved medlemmer af sociale grupper kategoriserer medlemmer af andre grupper som forskellige eller mindreværdige på basis af reelle eller indbildte fysiske eller kulturelle kendetegn, og som tjener det formål at legitimere mindreværdig behandling, udelukkelse eller udnyttelse”.

‘Racisme’ behøver efter denne definition ikke nødvendigvis at have noget med ‘race’ at gøre. Som Bryde Andersen påpeger, så kendetegner denne definition efter en gængs opfattelse snarere ‘diskrimination’ end ‘racisme’.

Det er ikke nødvendigvis noget problem, at centret advarer mod ‘diskrimination’ snarere end ‘racisme’. Men så skal de naturligvis slå fast, så det ikke er til at misforstå, at det er deres ærinde. Ikke nødvendigvis ved at ændre den overordnede ordlyd fra ‘racisme’ til ‘diskrimination’ men ved at definere ‘racisme’ i denne brede forstand, så der ingen tvivl er. Den pointe bringer os så frem til Morten Østergaards og Ole Espersens indvendinger.

Nu vil jeg ikke tage stilling til Morten Østergaards beskrivelse af Danmarks position “helt ude på højrefløjen”, men jeg vil gerne lige spinde en kommentar over hans argument om, at “vi måske mere [er] optaget af, om bolden er ude over sidelinjen“. For at blive i hans metafor så må vi starte med at gøre os klart, at fodboldbanens sidelinier ikke eksisterer fra naturens hånd. Det er nogle, vi mennesker kridter op. Og hvis det ikke er sket – i det konkrete tilfælde fordi vi ikke har defineret racisme – så kan vi naturligvis ikke konkludere, at bolden er ude over linien. Længere er den ikke.

Problemet er det samme for Ole Espersen. Det her handler ret beset ikke bare om videnskab, det handler om logik. Hvis logikken halter, så kan – og det er værd at erindre – ‘verden’ ikke hjælpe os. For så er det uklart, hvad vi taler om. Det er hele diskussionen, forvi
rringen om man vil, e
t glimrende eksempel på. Ole Espersen påpeger i forlængelse heraf, at det slet ikke er muligt for et organ som EUMC at komme frem til én definition. Men selvfølelig er det det. Det er jo bare at træffe en beslutning. Det er værd at erindre, at definitioner ikke har noget med ‘sandhed’ at gøre. En definition er udelukkende et redskab, der gør det mulig for os at tale samme sprog.

I en læseværdig artikel om begrebsdefinition sætter John Gerring klare ord på det væsentligste krav til en god definition: “Writers have an obligation to state explicitly why (on the basis of which criteria) certain properties and terms were chosen, or excluded”, lader han sine læsere vide. Det kan vi sige på en anden måde. Gyldigheden af en definition afhænger i bund og grund af selve øvelsen, af det at definere. Det er nødvendigt at spille med åbne kort, på en ærlig og ydmyg måde at lægge de definitionsmæssige mellemregninger på bordet.

Hvis (og det er for mig et ‘hvis’, da jeg ikke selv har undersøgt sagen) EUMC ikke har gjort det, så har de bestemt et problem. Og det handler ikke kun om ‘videnskabelighed’, det handler om ‘mening’. At EUMC beskæftiger sig med ‘racisme’ gør bestemt ikke sagen bedre. Som nævnt øverst på siden er intet ord værre at få påklistret – og derfor er det HELT nødvendigt at slå fast, hvilken form for ‘racisme’, der er tale om. For det gør naturligvis verden til forskel om en stat, en gruppe eller et enkeltindivid kritiseres for en ‘bred’ form for racisme, der først og fremmest henleder tanken på det, vi normalt kalder ‘diskrimination’; eller om de står anklaget for den modbydelige form for racisme, jeg lagde for med at beskrive. Det er tale om to helt forskellige ting.

Vi anklager jo heller ikke folk for mord uden at gøre opmærksom på, hvad ‘mord’ betyder – i gængs forstand at et andet menneske er blevet dræbt.

Berigtigelse

Af admin, den 20. december 2005. 30 svar

Når vi her på bloggen kritiserer MSM for dårlig standard, må vi også selv gøre noget for at holde en passende standard. Et absolut minimum er at berigtige, når man har gengivet faktuelle fejl.

Derfor denne beklagelige berigtigelse fra vores side.

Vi har ved flere lejligheder antydet, at dækningen af præs. Bush i Berlingske Tidende modsvarer den, man kan finde i Politiken.

Det er dybt uretfærdigt.

Politiken er bedre, f.eks. har de ikke noget imod at indrømme, at Bush har haft en kraftig fremgang på det seneste. Se Bush genvinder tabt terræn.

Vi beklager sammenligningen.