Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Hemmelige ransagning – nu i sager om doping

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2016. Skriv et svar

Imens danske medier gik i selvsving med dårlig dækning af det amerikanske præsidentvalg fik Justitsministeriet sneget en lovændring op på bordet. Advokat Peter Trudsø kan berette om et nyt lovforslag, der er i høring:

”[Der] er lagt op til, at politiet skal have mulighed for hemmelig ransagning i sager med grove overtrædelser vedrørende dopingmidler samt grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig”

I det gode selskab ses der ned på folk, der burger glidebaneargumenter. For glidebaneargumentet flytter fokus fra her-og-nu over til en hypotetisk fremtid, som ikke kan bevises. Men denne udvidelse af anvendelsesområdet for hemmelige ransagninger er der altså folk, der har råbt op om i mange år.

Læs mere om lovforslaget og find links til Ex-pundotokrat Mchangamas rapport om selv samme hos Rule of Law.

Regeringens boligskatteudspil – en kritisk gennemgang og et alternativ

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. oktober 2016. 1 svar

Det er et stort kompleks, regeringen har fremlagt (her og her). Hvad skal man mene? Jeg har haft lejlighed til at kommentere det bl.a. her, her, her og her. Men nedenfor er et forsøg på at se på det i sammenhæng.

Vurderingen er desværre vanskeliggjort af, at forslaget mangler de helt elementære oplysninger, som ellers altid hører til et skatteforslag. Hvad er de varige provenuvirkninger? Kommer staten til at få mere provenu og skatteyderne betale mere? Hvordan fordeler skattelettelser og -forhøjelser sig på skatteyderne? Det er yderst sporadisk belyst, primært med kommuneinddelte skraveringer på Danmarkskort og udvalgte eksempler. Det kan man ikke bruge til så meget.

Meget kort fortalt om selve forslaget, så er ændringerne af ejendomsværdiskatten og grundskylden grundlæggende fornuftige. Det nye vurderingssystem er derimod ikke klogt, men vil få en masse arbitrære virkninger (man må dog beundre den politiske dødsforagt, som forslaget er udtryk for).

Selve forslaget indeholder tre elementer:

 

  1. Ejendomsværdiskatten.

Regeringen vil afskaffe skattestoppet, som siden 2001/02 har lagt et nominelt loft over vurderingerne. Skattestoppet indebærer altså, at man laver vurderingerne, som om priserne ikke var steget siden 2001/02. Men det hører op efter 2020. Det er i overensstemmelse med skattereformaftalen fra 2012, hvor skattestoppet løber foreløbig til 2020 (men flere partier har lovet en forlængelse til 2025, så man slipper ikke for løftebrudsdiskussion). Til gengæld sænkes satsen til den nuværende effektive sats – altså hvad satsen er, når man tager hensyn til, at skattestoppet spiser af beskatningsgrundlaget. Det er 0,6 pct. Formelt er satsen 1,0 pct. af 2001/02-vurderingen (eller 0,8 pct. hvis man har købt inden 1999), dog 3,0 pct.  for dyre ejendomme på den del af værdien, som overstiger 3.040.000 kr.

Det er grundlæggende en god idé at ophæve den nominelle begrænsning på vurderingerne. Ellers ville den effektive beskatning efterhånden falde væk. Så længe andre former for kapitalafkast beskattes –kombineret med fradrag for renteudgifter – vil det give forvridninger ikke at beskatte boligafkast. I begyndelsen af 1980erne var diskrepansen mellem beskatning af boligafkast og rentefradrag så stort, at skattesystemet reelt afdrog 10 pct. af en boligejers gæld hvert år. Der er vi dog langt fra nu, hvor man med dagens renteniveau faktisk – trods skattestoppet – i øjeblikket overbeskatter boliger. Ejendomsværdiskatten burde være effektivt 0,2 pct. i stedet for 0,6 pct. for at være såkaldt neutral (altså hvor rentefradrag og ejendomsværdiskat opvejer hinandens virkning). Renten vil formentlig stige noget igen, men foreløbig er der god tid til at indfase en ny ejendomsværdibeskatning. Man kan roligt lade skattestoppet løbe til 2020 og formentlig også 2025 uden samfundsøkonomiske problemer af den grund.

Derimod er det ikke nogen god idé at lade progressionen i ejendomsværdiskatten fortsætte, selv om regeringen trods alt foreslår at sænke den. Det er elementær skatteøkonomi, at selv om man ønsker at føre fordelingspolitik, så kan det ikke begrunde progression andre steder end i beskatningen af lønindkomst. Der er jo ingen én til én sammenhæng mellem indkomst og boligværdi. Det foreslås tilmed at sænke skatteværdien af store rentefradrag. Det forøger forvridningerne, at der er progressiv beskatning netop af nogle af dem, som har lavest fradragsværdi.

En yderligere påfaldende mangel ved udspillet er, at der ikke indføres ejendomsværdiskat for andelsboliger eller huslejespændet i lejeboliger. Huslejespændet er forskellen mellem markedslejen og den kunstigt lave husleje som følge af huslejeregulering og subsidier til almennyttigt byggeri. Udspillet er altså med til at cementere forvridningerne mellemboligformer.

Hvad er meningen med et ambitiøst gennemgribende boligbeskatningsforslag, hvis man helt lader dette problem ligge? Hvis ikke denne oplagte lejlighed til at tage livtag med forvridningerne på det samlede boligmarkedet bliver udnyttet, byder der sig næppe en ny meget længe. For en liberal mindretalsregering med en helhedsplan burde udgangspunktet være at spille ud med den rigtige løsning; der skal nok komme rigeligt med udvandinger i løbet af forhandlingerne.

 

  1. Grundskylden

Regeringen foreslår at afskaffe den nuværende begrænsningsregel, som betyder, at grundskylden højst kan stige med 5-7 pct. om året. Beskatningsgrundlaget bliver altså de fulde grundværdier i 2021. Det vil umiddelbart udløse store skattestigninger i kommuner, der som Frederiksberg ellers ville være omfattet af loftet i mange år endnu. Til gengæld foreslår regeringen at sætte grundskyldssatsen tilsvarende ned differentieret efter, hvor meget den enkelte kommunes grundskyldsgrundlag stiger i 2021. Frederiksberg vil f.eks. få en stor satsnedsættelse, fordi de skattepligtige grundværdier vil stige meget. I perioden frem til 2025 vil staten bevare kontrollen over grundskyldssatserne. Derefter får kommunerne kontrollen tilbage.

Det er noget af en Storm P.-maskine. Tænkningen er dog på flere punkter rigtig. Især de boligejere, som er blevet ramt af omvurderinger – hvor grundværdien er blevet sat op og bygningsværdien ned – er havnet med nogle ret arbitrære skatteregninger. Desuden har grundskylden i høj grad udhulet skattestoppet, fordi begrænsningen af ejendomsværdiskatten har sat sig i grundværdierne og dermed i grundskylden. Grundskylden kan sluge op til 80 pct. af den umiddelbare skattebesparelse ved skattestoppet. Ejendomsværdiskattestoppet har gjort det mere attraktivt at eje boliger. Det har budt priserne på grunde op, fordi der ikke på samme måde som for bygninger kommer nybyggeri ved øget efterspørgsel.

Når regeringens model er rigtig, hænger det sammen med, at grundskylden er en ret arbitrær skat. Det udfolder jeg nærmere i næste afsnit.

Men et af de store spørgsmål er, hvad der skal ske efter 2025, når grundskylden bliver kommunal igen? Hvordan sikrer man sig, at f.eks. et rødt flertal i Københavns Kommune ikke beslutter sig for at sætte grundskylden op igen? Og hvis man skal sikre sig dette, er vi så reelt på vej til at gøre grundskylden til en statsskat?

 

  1. Ejendomsvurderingerne

Det tredje ben i reformen er at indføre nye ejendomsvurderinger, herunder nye grundvurderinger. Det er den mest risikable og samtidig mest overflødige del af reformforslaget. Baggrunden er naturligvis et ønske om mere præcise vurderinger. Og er det ikke fornuftigt nok? I virkeligheden er svaret på det spørgsmål ret kompliceret og hænger sammen med grundskyldens meget specielle virkninger.

Grundskylden virker nemlig på den måde, at den eksisterende ejer kommer til at bære hele skatten, når den ændres. Grundskylden nedvæltes helt i priserne. Naturligvis er det den, der ejer grunden i et bestemt år, som indbetaler grundskylden. Men nedvæltningen indebærer, at grundskylden kapitaliseres i grundpriserne. De kommende ejere skal godt nok indbetale grundskylden, men vil blive kompenseret fuldstændig ved en lavere købspris. Man kan sammenligne med den, der køber et hus med gæld i. Den nye ejer overtager nok gælden, men vil betale tilsvarende mindre for huset. To ens huse, hvor det ene har en gæld på 1 mio.kr., og det andet er uden gæld, vil få en handelsprisforskel på 1 mio.kr. På samme måde vil to huse med høj og lav grundvurdering blive handlet til priser, som er tilsvarende forskellige..

Derfor kan man i høj grad stille spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at indføre nye, mere retvisende grundvurderinger. F.eks. betyder den eksisterende vurderingspraksis, at grundene til ejerlejligheder systematisk undervurderes. Derfor betaler ejere af lejligheder som udgangspunkt for lidt i grundskyld. Men langt de fleste har købt under forudsætning af gældende vurderingspraksis. Dermed fortaber gevinsten ved de lave vurderinger sig til tidligere ejere. De nuværende ejere må imidlertid bære tabet, når vurderingerne bliver mere retvisende. Det svarer til at rette bager for smed. Det adskiller sig reelt ikke meget fra vilkårlig ekspropriation – bortset fra at det ikke er beskyttet af grundloven.

Selv om det især er ejerlejligheder, som bliver systematisk undervurderet i dag, vil de nye vurderinger af samtlige ejendomme i Danmark kunne medføre meget store forskydninger for enkeltejendomme. Der vil være husejere over hele landet, som fornylig har klaget over deres vurderinger og fået medhold, og som nu pludselig får en høj vurdering igen.

Man ser da også regeringen ryste på hånden. Der indføres en rabatordning, som skal kompensere for arbitrære skattestigninger ved det nye vurderingssystem. Således er det udtænkt endnu en Storm P.-maskine, som indebærer, at en boligejer, der i 2021 kommer til at betale mere i boligskatter, får en tilsvarende rabat.

Er alt så ikke godt igen? Nej. Problemet er, at rabatten kun svarer til skatteforskellen i 2021. Efterfølgende skattestigninger bliver der ikke kompenseret for. Og endnu mere afgørende: Skatterabatten er personlig, sådan at den ikke kan sælges med huset til den nye ejer. Nedvæltningsmekanikken gør imidlertid, at det bliver den eksisterende ejer, som kommer til at betale for de kommende ejeres manglende rabat – ikke gennem højere skatter, men lavere salgspriser. Lægger man de regneeksempler til grund, som regeringen har offentliggjort, vil en ”typisk dyr ejerlejlighed i København” til 4,5 mio.kr. (som nu ikke er så dyrt igen i hovedstaden) få en skatterabat på godt 17.000 kr. om året. Det vil udløse et prisfald på godt 15 pct. ifølge mine beregninger, at rabatten ikke kan sælges. Ifølge skatteministeren selv vil det gennemsnitlige tab for ejerlejligheder blive på omkring 5-10 pct. (bemærk at de to tal rimer fint, fordi det sidste er et gennemsnit for alle lejligheder, hvoraf nogle er billigere end 4,5 mio. kr.).

Kunne man ikke udvide rabatordningen, så boligejerne bliver fuldt kompenseret? Jo, det kunne man godt. Men det ville være at gå over åen efter vand. I princippet skulle ordningen udformes, så den helt ophæver virkningen af de nye vurderinger. Men i så fald er det enklere ikke at gennemføre gennemgribende ændringer af vurderingssystemet.

En mere enkel reform ville være:

  • At revidere det eksisterende vurderingssystem for ejendomsværdien, altså grundlaget for ejendomsværdiskatten i stedet for regeringens forslag om at indføre et helt nyt system (hvor man bl.a. smider information væk om de utallige boligejere, som har klaget over deres vurderinger og fået medhold). En nænsom revidering af det nuværende system bør tage udgangspunkt i kun at gennemføre de ændringer, som giver sikre reelle forbedringer i træfsikkerheden. Det kan naturligvis være politisk vanskeligt efter at have hældt mere end én milliard kroner i det nye system, ICE. Men det kan være klogt ikke at kaste gode penge efter dårlige. Med den nylige IT-skandale omkring EFI in mente, bør det ikke være svært at se.
  • At bevare grundvurderingerne fra før de senere års forkætrede omvurderinger. De er givetvis ikke korrekte, men de svarer til mange års vurderingspraksis, og folk har handlet deres boliger på den. Man kan således ikke sammenligne med f.eks. en systematisk underrapportering af indkomst, som begynder forfra hvert år. Én model kunne være at tage udgangspunkt i de historiske grundvurderinger og enten fastholde dem nominelt eller lade dem vokse i en takt, som er mere afdæmpet end markedspriserne.
  • Hvis kommunerne ønsker voksende provenu, kan de hæve grundskyldssatsen. Det vil give en åben demokratisk proces, hvor kommunalpolitikerne møder vælgerne, frem for uigennemskuelige resultater fra et IT-system.

Grundvurderinger er notorisk vanskelige at foretage, fordi der ikke handles mange ubebyggede grunde. Engbergudvalget fandt, at det ikke er muligt at gøre troværdigt. Særligt når man begynder helt forfra, og med ringe troværdighed i ryggen kan det være vanskeligt nogensinde at få skabt accept af nye vurderinger.

 

Et par ting mere.

Der er et par ting mere i udspillet, som kunne trænge til at blive ændret.

For det første er der foreslået en henstandsordning, så boligskattestigninger udover lønudviklingen kan blive til en offentlig prioritet i huset i stedet. Det er et meget dårligt forslag. Det vil gøre staten til en kreditforening med voksende pant i folks huse, men uden de professionelle finansielle institutioners pligt til kreditvurdering. Det vil ovenikøbet primært være de boligejere, som har for svag økonomi til at kunne låne til skatten på det almindelige lånemarked, der får glæde af den nye ordning. Så der vil komme en voksende gældsætning fra boligejerne med svagest økonomi hos den dårligste udlåner på markedet, staten, som jo ikke må stille samme krav om kreditværdighed. Det sker tilmed efter en periode, hvor kravene til de private långivere er vokset massivt oven på finanskrisen.

For det andet er det på høje tid at få fjernet et dybt urimeligt element i det kommunale udligningssystem: Udligning efter grundværdier. I modsætning til indkomsterne – som også indgår i udligningssystemet – siger grundværdierne ikke meget om, hvor stor udligningsevne en kommune har. Tværtimod fungerer det reelt som en skat på kommuner, som ikke har en høj grundskyld. Jo lavere grundskyld, desto højere grundværdier og desto mere udligning. Der er altså indbygget en skævhed, som sætter kommunerne under pres for at hæve, ikke sænke grundskylden.

Hvis denne mekanisme fik lov at stå uhindret tilbage, ville indførelsen af ny boligbeskatning og navnlig de nye vurderinger resultere i pludselige spring i udligningen. Hovedstadskommunerne ville komme til at skulle betale endnu mere, alene fordi boligbeskatningen ændres. Regeringen foreslår derfor, at mekanismen sættes midlertidigt ud af kraft.

Men hvorfor kun midlertidigt? Den er som sagt grundlæggende urimelig. At den ikke er foreslået helt fjernet, er mildt sagt gådefuldt.

 

Årets Nobelpris

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. oktober 2016. Skriv et svar

Årets Nobelpris i økonomi går til britisk-amerikanske Oliver Hart og finsk-amerikanske Bengt Holmström for deres arbejder i kontraktteori. Jeg har skrevet en kort præsentation i Børsen.

Redaktionen har givet artiklen den friske overskrift “Det kan politikerne lære af Nobelprisvinderne”, selv om de fleste eksempler handler om private kontrakter så som forsikringer, jobkontrakter og CEO-bonusser. Men som jeg når at komme meget kort ind på, er der også politikrelevans. Og det handler endda ikke kun om politik for politikerne, men om hvordan gode politiske institutioner ser ud. Ja, faktisk har politiske filosoffer fra Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne skikkelser som Rawls og Gauthier på forskellig måde brugt ideen om en social kontrakt til at basere en politisk filosofi på. Så kontrakter er et vigtigt fænomen.

Hvad skal de til for? Artiklen eksemplificerer det med at bage en kage. Den kan blive større, hvis vi samarbejder. Men hver af os kan umiddelbart få mere kage, hvis vi bruger nogle af kræfterne på at tilkæmpe os en større del af kagen. Resultatet af, at alle gør sådan, bliver bare mindre kage. En kontrakt som binder os til at afstå fra at bruge kræfter på at kæmpe om kagen kan derfor i sidste ende føre til mere kage til alle.

Det økonomiske marked består dybest set af parvise bytter, som stiller begge parter bedre – altså skaber mere kage. Men der er mange situationer, hvor den slags bytter kun kan lade sig gøre med en kontrakt. Der ville ikke være mange forsikringer, fastansatte medarbejdere eller byggerier uden en kontrakt. Men der opstår nogle interessante problemer, når den perfekte kontrakt ikke kan lade sig gøre. Ét problem er, at man ikke altid kan overvåge fuldstændigt, om parterne overholder aftalen. F.eks. at forsikringstagere ikke bliver skødesløse eller direktøren aldrig tilgodeser sig selv frem for ejernes interesser. Et andet problem er, at en kontrakt ikke altid kan tage højde for alle situationer på forhånd.

Det er den type problemer, Hart og Holmström arbejder med. De kan bl.a. svare på, hvordan CEO-kontrakter kan udformes, og hvordan ejerskabsstrukturen hos forretningspartnere bør se ud.

Men der er som sagt også politiske implikationer af kontraktteori. Én kunne være, at staten ikke bør tilsidesætte private kontrakter. Hvis kontrakter er et gode, bør de ikke undergraves. Pointen går endda efter min opfattelse en hel del dybere. Hvis man begrunder politiske institutioner og politisk filosofi på hypotetiske kontrakter, så forekommer det selvmodsigende at se bort fra faktiske, konkrete kontrakter. Faktisk enighed bør stå over hypotetisk. En anden kunne være, at legitim politisk virksomhed bør handle om at gøre kagen større, ikke omfordele den – og slet ikke på en måde, som gør den mindre.

 

De dårligste skatter har højest selvfinansieringsgrad

Af Otto Brøns-Petersen, den 1. august 2016. 4 svar

Hvad bør prioriteres højest: At sænke skatter, som har en høj selvfinansieringsgrad og derfor er billigst for politikerne at reducere? Eller de skatter, som har et højt forvridningstab og derfor er tungest for skatteyderne at bære?

Faktisk er det to sider af samme sag. Hvis en skat har en høj selvfinansieringsgrad, har den også et stort forvridningstab. Den nemmeste måde at se det på er ved at betragte den såkaldte ”Marginal Cost of Public Funds” (MCPF). Det måler omkostningen for skatteyderne ved at skaffe en ekstra krone i offentlige indtægter. Formlen ser sådan ud

mcpf

Hvis der ikke er noget forvridningstab, er MCPF én: Det koster skatteborgerne en krone at finansiere en krone i skat. I denne situation er selvfinansieringsgraden nul.

Når selvfinansieringsgraden nærmer sig én, går MCPF mod uendeligt. Hvis selvfinansieringsgraden kommer over én, holder MCPF op med at give så klar mening. En selvfinansieringsgrad over én vil jo sige, at der kommer færre penge i en de offentlige kasser, når skatten sættes op. I figuren er MCPF afbilledet for voksende selvfinansieringsgrader.

figur MCPF

Figuren illustrerer på udmærket vis flere centrale skattepolitiske pointer:

  1. En høj selvfinansieringsgrad er et problem, længe før den når én (eller 100 pct.). Ved en selvfinansieringsgrad på én går skatteydernes omkostning mod uendeligt.
  2. Derfor bør skatterne nedsættes længe før toppen på den såkaldte Lafferkurve. Lafferkurvens top viser, hvor det offentlige maksimerer sit provenu. Det er ved en selvfinansieringsgrad på én. Men der er forvridningstabet allerede eksploderet.
  3. Forvridningstabet vokser mere end en proportionalt med selvfinansieringsgraden. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,5 er MCPF 2,0 (det koster altså skatteyderne to kroner at skaffe en krone i offentligt provenu). Ved en selvfinansieringsgrad på 0,75 er MCPF 4,0 og ved 0,9 er den 10,0.
  4. Derfor er der et stærkt argument for at beskære de skatter først, som har højest selvfinansieringsgrad. Det er også de skatter, som har størst forvridningstab.

I en tidligere blogpost blev det vist, hvorfor topskatten har en høj selvfinansieringsgrad – sandsynligvis mere end én. Det gør topskatten til en naturlig kandidat at beskære ved en kommende skattereform. Navnlig i betragtning af, at ingen andre personlige indkomstskatter har en selvfinansieringsgrad i samme størrelsesorden (men visse afgifter har, ikke mindst registreringsafgiften). Selv ved et meget konservativt skøn for selvfinansieringsgraden på 0,5, koster topskatten en krone i forvridningstab oveni hver krone, der kommer i statskassen: MCPF er 2.

Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. juli 2016. 5 svar

Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.

Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

sfg

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

sfg2

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.

Noget om danske debattører og uredelighed

Af Niels Westy, den 23. juli 2016. 8 svar

I et blogindlæg på Jyllandsposten i den forgangne uge, “Plat med ikke-vestlige tal“, harcelerer Morten Uhrskov over en kronik af cand. polit. Hjarn Zernichow Borberg ( “Her er de nævnbare fakta om indvandring” ). Uhrskovs vrede skyldes, at Borgberg søger at imødegå to tidligere kronikker af Gunnar Viby Mogensen og Poul Christian Matthiesen i Berlingske Tidende ( Unævnelige fakta om indvandring I og II ).

Morten Uhrskov har i årevis flittigt skrevet om de problemer som indvandringen til Europa og Danmark har bragt med sig, set fra hans side. Jeg er sjældent enig med Morten, men har dog gennem årene jævnligt læst hans indlæg. Jeg har normalt stor respekt og sympati for Morten som person, desuagtet vores uenigheder.

Han er en af de, der tidligt påpegede problestillinger ved indvandringen, som man i alt for mange år ikke tog (ikke tager?) alvorlig i “den herskende klasse” (den liljehvide elite). Morten har også oplevet, at det ikke er uden omkostninger at deltage i den offentlige debat. I flere tilfælde har han været udsat for en helt utilbørlig og uacceptabel behandling – herunder venstreekstremistisk hærværk.

Uhrskov har også skrevet flere bøger. Senest en bog om de økonomiske konsekvenser ved indvandringen fra den 3. verden, “Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark”. Det slap han ikke heldigt fra (herom har jeg tidligere skrevet en længere indlæg om her på bloggen)

Nu har Uhrskov så set sig sur på Borberg. Hans brøde er ifølge Uhrskov at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i en kronik, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.”

Der er ingen tvivl om at Borberg har en helt anden forståelse af konsekvenserne af de seneste årtiers indvandring end Uhrskov. I sin bog “Nydansk”, der udkom maj måned i år forsøger Borberg via statistik at vise, at det står langt bedre/mindre slemt til end mange, herunder Morten Uhrskov, mener er tilfældet, eller som han selv udtaler til Politiken: “Jeg har gået og samlet alle disse data i mange år, fordi jeg både i mit arbejde i centraladministrationen og andre steder så et helt andet billede. Det billede synes jeg er væsentligt at få frem. Der er forskelle, og der er problemer, men der skal også være proportioner. Det er sidstnævnte, jeg forsøger at bidrage med”

I sin kronik påpeger Borberg, at forskellen i erhvervsfrekvensen mellem 20-29 årige irakere og pakistanere i forhold til danskere i samme aldersgruppe er ca. 10 procentpoint. Det finder Uhrskov er meget manipulerende. Han vil gerne have at man udvider gruppen til at omfatte 20-39 årige, “så vi kan se, hvordan efterkommerne bruger deres talenter også, når de er i 30’erne”, som han skriver. Det fremgår af nedenstående tabel.

Derfor vil Morten Uhrskov hellere se på hvor stor en andel som hverken er i uddannelse eller i arbejde. Eller rettere han ønsker at tale om mandlige efterkommere fra Irak som hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse. Det gælder 26 procent, mens det er 16,5 procent af danskerne. For kvinder gælder det 27,5 og 17 procent.

Uhrskovs “trumf” er at beskæftigelsesfrekvensen for efterkommere fra Irak når frekvensen for danskere sættes til 100, blot er på 78 for mænd og 69 for kvinder. Altså henholdsvis 22 og 31 procent lavere. Man kunne selvfølgelig indvende, at det havde været bedre at bruge erhvervsfrekvensen, der også indeholder selvstændigt erhvervsdrivende, men nuvel. Der er tale om en stor forskel (det dog ikke er større end de oprindelige tal, det er blot opgjort på en anden måde, med Danskere sat lig 100) . Og det kunne selvfølgelig ligne en tanke, at Borberg bruger de tal som er mest positive. Men hvorfor mon Uhrskov så vælger lige præcis Irakere? Hvorfor medtager han ikke også Pakistanere, når der også er tal for dem? – Se nedenfor.

beskæftigelsesindeks mændkvinder11

Som det fremgår er tallene for både pakistanske kvinder og mænd betydeligt bedre end for Irakere,  selv om ingen af grupperne (kun de 10 største grupper er medtaget), som påpeget af Uhrskov matcher danskernes beskæftigelsesgrad. Dertil er dog at sige, at det gør ingen grupper (hverken vestlige eller ikke-vestlige) i denne aldersklasse. Forskellen for pakistanske mænd op til de “bedste” er ubetydelig. Her skal vi nok glæde os over at efterkommerne af den største indvandrergruppe, Tyrkere, har en høj beskæftigelsesproent for udlændinge.

Med en parafrase over Uhrskovs egen karakteristik af Borberg, kunne man derfor anklage Uhrskov for at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i et blogindlæg, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.”

Behøver det være et problem?

Faktum er at målt på erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens ligger de fleste grupper (både fra vestlige og ikke-vestlige lande) lavere end danskere. At det er et problem er naturligvis primært resultat af inderetningen af vores velfærdsstat.

Hvis man vil se på de økonomiske konsekvenser skal man så bruge helt andre data end både det som de to debattører eller jeg anvender i denne forbindelse.

Taharrush er kommet til Europa

Af admin, den 17. juli 2016. Skriv et svar

2015 blev året, hvor der for alvor kom gang i flygtninge- og migrantstrømmen til Europa. Menneskestrømmen var så stor, at man nærmest kunne tale om en veritabel folkevandring. Det borgerkrigshærgede Syrien var ikke det eneste land, som mennesker flygtede fra, eller valgte at forlade. En lang række lande i Mellemøsten, Afrika og Asien figurerede også i Eurostats  statistikker, fx. Afghanistan, hvorfra angiveligt kom mange uledsagede mindreårige. Men også lande, hvor det er relativt sikkert at opholde sig, bidrog, bl.a. Iran, Pakistan og Bangladesh.

Det var især Tyskland og Sverige, som blev udset som mål for permanent ophold i Europa. Tyskland modtog omkring 1 million flygtninge og migranter, mens Sverige modtog 163.000 asylansøgere, hvoraf ca. 70.000 var mindreårige. Dertil kan lægges et ubestemt antal, som ikke søgte asyl, men opholdt sig illegalt i landene.  Presset var så stort, at vi midt i 2016 stadig venter på den endelige opgørelse.

europe-borders-and-fences-map_02

De tyske og svenske politiske lederes reaktion var i første omgang imødekommende  overfor de mange nye mennesker i Europa Meldingen var, at man nok skulle skaffe husly til alle dem, som ønskede at søge asyl. Den folkelige reaktion var mindre entydig, men i Tyskand var dagene i august 2015, præget af folkelige manifestationer, hvor flygtningene og migranterne blev budt velkommen med jubelråb, flag, tæpper, mad og drikke. Den tyske kansler, Angela Merkel bifaldt dette, og lod sig fotografere, mens hun omfavnede flygtninge- og migranter, og tog selfies sammen med dem. Angela Merkel blev berømt eller berygtet for hendes vi-har-plads-bemærkning. ”Wir schaffen das”.

merkel_migrantselfie

Men alt var bestemt ikke uproblematisk. Med jævne mellemrum berettede tyske medier om overgreb på kvinder og kristne i de overfyldte flygtningelejre. Ved enkelte lejligheder blev der ligefrem rapporteret om massevoldtægter. I Danmark skabte det med få undtagelser dog ikke overskrifter i medierne.  Men hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man bemærke en veltilrettelagt velkomstkampagne, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015. Debatten om, hvordan flygtningene og migranterne konkret skulle modtages, foregik ikke altid i lukkede fora, men i nogle tilfælde helt i det åbne, og nogle vil sige uforsigtigt, på bl.a. Facebook. Igen og igen blev det fremhævet, at budskabet til den danske befolkning kun måtte være rosenrødt. Alle negative historier skulle undgås, for ikke at sige undertrykkes. Kritikere skulle stigmatiseres som racister.

refugeeswelcome1

Men det måtte jo få en ende.

Allerede få uger efter, at Merkel havde givet grønt lys til flygtningene og migranterne, meddelte Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at bristepunktet var ved at være nået, og at man muligvis ville indføre grænsekontrol. Imens voksede den indenlandske kritik af Merkels immigation- og asylpolitik, ligesom kanslerens approval ratings raslede ned fra ca. 75% til blot 46% i løbet af få uger.  Den politiske tolerancetærskel var endnu lavere andre steder, især i Central- og Østeuropa. Den 24. september begyndte Ungarn at forsegle grænsen til Slovenien med et grænsehegn, og i ugerne og månederne efter faldt EU’s åbne grænser—en hovedhjørnesten i  Schengensamarbejdet—som dominobrikker. Selv Sverige fik til sidst nok, og indførte grænsekontrol. Danmark, Norge og Finland fulgte kort tid efter.

Men det værste var endnu i vente. I timerne efter at nytåret til 2016 var skudt ind, eksploderede det.

I første omgang fik det ikke megen opmærksomhed i medierne. De to lokale Kølnaviser havde nogle korte notitser i deres lørdagsudgaver (2. januar), men om mandagen spredte dækningen sig til samtlige tyske medier. Mediedækningen var så massiv, at man skulle tilbage til terrorangrebet d. 11. september 2001 eller Murens fald i 1989, for at finde mage. Opmærksomheden var særlig stor omkring, hvad der var sket i Køln.  Her var kvinder i alle aldre blevet omringet og angrebet af hundredvis af unge mænd af arabisk herkomst. Selv i skrivende stund venter vi på de endelige tal, men den foreløbige rapport, som blev lækket i juli  2016, taler om, at mindst 2.000 mænd var involveret. Kvinderne blev befamlet og gramset på alle deres kønsdele,  fingre blev stukket op, og enkelte kvinder blev regulært massevoldtaget. Siden blev det rapporteret, at en lang række  europæiske byer i større eller mindre udstrækning var blevet udsat for det samme, fx Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich og Kalmar. Begivenhederne var et vidnesbyrd om, at taharrush for alvor var kommet til Europa.

Hvad er taharrrush?

Taharrush er arabisk og betyder  chikane af seksuel natur Begrebet kan føres tilbage til 1950’erme, men der blev først rapporteret om det i forbindelse med folkeafstemningen om en ny egyptisk forfatning i maj 2005. Ved den lejlighed ankom flere hundrede mænd angiveligt i busser til Tahrirpladsen i  Kairo, og begyndte derefter at angribe kvinder.  Fænomenet eskalerede ved Eid-festivalen i oktober året efter, da en gruppe mænd i timevis angreb kvinder på Talaat Harb-gaden i Kairo, mens politiet igen passivt så på.

I februar 2011 fik taharrush-fænomenet for alvor international opmærksomhed, da tv-stationen CBS’ korrespondent Lara Logan blev angrebet ogkrænket seksuelt angrebet af ca. 200 mænd d. 11 februar 2011 på Tahrirpladsen i forbindelse med hendes rapportering om det arabiske forår. Lara Logan har senere fortalt om det i programmet 60 minutter.  I programmet siger Logan bl.a.:

”Our camera battery went down. And we had to stop for a moment. And suddenly Bahaa (en lokal ”formidler, ks”)  looks at me and says,”We’ve gotta get out of here.”… I was told later that they were saying “Let’s take her pants off.” And it’s like suddenly, before I even know what’s happening, I feel hands grabbing my breasts, grabbing my crotch, grabbing me from behind. I mean – and it’s not one person and then it stops – it’s like one person and another person and another person. And I know Ray is right there, and he’s grabbing at me and screaming, “Lara hold onto me, hold onto me.” As she was pulled into the frenzy, the camera recorded Lara’s shout: “Stop!” 

Mere end en dusin kvindelige rapportere blev angrebet den aften, men siden bredte taharrush-fænomenet sig som en ildstorm.  Mellem juni 2012 og juni 2014, blev der rapporteret om 500 episoder alene i Egypten.  Siden kom taharrush altså også til Europa, og nytårsnat blev ikke eneste gang, at europæiske kvinder blev seksuelt massekrænket.

Det er nærmest ironisk at erindre om, at svenske kvinder, som hyldede ”humanismen og anti-racismen” under den årlige ”We are Sthlm-somerfestival i Stockholm både i 2014 og 2015 blev omringet og seksuelt skændet af en større gruppe unge mænd af arabisk herkomst.  Episoderne fik stor opmærksom på de sociale medier, men blev fortiet af de svenske medier.

The Circle of Hell

I  Egypten tales der om 14 former for taharrrush, De mest almindelige er taharrush jamai og taharrush jinxi. Taharrush jamai har karakter af et regulært sexspil mellem mænd, hvor de mest aggressive sågar kan vinde priser for at forulempe flest mulige kvinder.  Uanset formen er det  et karakteritisk træk ved taharrush, at det finder sted ved begivenheder, hvor tusindevis af mennesker er samlet, ofte ved højtider, typisk religiøse festivaler, ved fejringer såsom nytårsaften eller karneval, eller under koncerter og musikfestivaler.

Planlagt og organiseret

I langt de fleste tilfælde er taharrush planlagt og organiseret. De unge mænd, som gerne er i alderen 15-30 år deler sig op i større eller mindre grupper.  De store grupper kan tælle flere hundrede mænd, de mindre grupper blot en snes. Ofte udpeges ofrene på forhånd. Den store gruppe mænd omringer så ofret – dette kaldes for helvedesringen – the circle of hell –mens de mindre grupper skærmer  tredjepersoners udsyn til ringen, og bevidst forhindrer dem i at komme offeret til hjælp. Mens offeret forulempes, giver nogle mænd indtryk af, at de vil hjælpe offeret, men det er kun en afledningsmanøvre for både at distrahere offeret og andre. Ofrene er  som påpeget kvinder, og erfaringerne fra Egypten viser, at de kan være i alle aldre mellem 7 og 70.

Medietavshed og ‘victim blaming’.

Man burde tro, at så voldsomme begivenheder, der fandt sted i især Køln nytårsnat også ville få meget omtale i de danske medier. Men det var ingenlunde tilfældet. De danske aviser og tv-stationer var fuldstændigt tavse som graven i de første mange dage efter nytåret. Man skulle helt frem til næsten en uge efter nytårsaften, før de danske medier omtalte, hvad der var sket. Som mangeårig kender af tysk politik var det nærmest en surrealistisk oplevelse at overvære.

Fornægtelsen og tavsheden var massiv, også i Tyskland. Fx påstod Kølns overborgmester Henriette Reker hårdnakket, at der ikke havde været nogen flygtninge og migranter blandt de hundredvis af seksuelle gerningsmænd i Køln. Forinden havde byens politichef, Wolfgang Albers taget sin afsked, efter politiets manglende indsats nytårsnat og manglede bestræbelser på at undersøge sagen nærmere.

Overborgmesteren stoppede ikke her. Hun gik videre, og gjorde sig skyldig i regulær ’victim blaming’ ved at påpege, at  kvinder burde tænke over, hvilket tøj, de tager på, og at tyske kvinder havde behov for et adfærdskodeks, som udstak retningslinjer for, hvordan man bl.a. gebærder sig i nattelivet. Den tyske offentlighed  var rystet over overborgmesterens udtalelser.

‘Victim blaming’ er specielt udbredt i Egypten, hvor taharrrush florerer, og der er en tæt statistisk korrelation mellem ‘victim  blaming ‘ og respondenternes socioøkonomiske baggrund. 

Men så kom der endelig skub i tingene. Der blev etableret efterforskningshold, som skulle lede efter gerningsmændene og i den forbindelse bl.a. gennemse timevis af videooptagelser.  Den første større rapport blev fremlagt i  star ten af april. Den var bl.a. baseret på 1178 timers videooptagelser. Med dette udgangspunkt blev 153 personer sigtet. Af de 153 var ikke færre end 149 udlændinge, altovervejende af marokkansk eller algerisk baggrund.  68 af de 153 sigtede var asylansøgere, 18 opholdt sig illegalt i Tyskland og 47 personers udlændingeretliges status var ikke klarlagt. 4 havde status som mindreårige uden ledsagere.  Overborgmester Henriette Rekers båstand, om at der ikke var flygtninge og asylansøgere blandt gerningmændene var lodret forkert, og hun lignede nu en vingeskudt fugl.

Taharrush gentager sig i Europa

I mellemtiden have Køln på ny oplevet en alvorlig taharrush-episode. Under karnevallet i starten af februar blev hundredvis af kvinder igen omringet af seksuelt krænket af unge mænd af arabisk herkomst. Denne gang greb politiet dog ind, og 180 blev anholdt.

Under den årlige Schlossgrabenfest i Darmstadt i delstaten Hessen i slutningen af maj 2016 var den gal igen. Denne gang modtog politiet 26 anmeldelser om seksuel chikane.

Så sent som i starten af juli, kunne en ny by føje sig til listen over europæiske byer, som var blevet udsat for taharrush. Denne gang var det den svenske by Karlstad. I forbindelse med gratisfestivallen ”Putte i parken” modtog det svenske politi 35 anmeldelser om seksuel chikane. I mellemtiden var Östersund i det nordlige Sverige også blevet ramt.

Taharrush i Danmark?

 Der er ikke blevet rapporteret om alvorlige tilfælde af taharrush i Danmark. Hermed ikke være sagt, at det ikke har fundet sted. Fx blev der skrevet om det i forbindelse med en musikfestival i Thy tidligere på året.

Men i og med, at fænomenet har bredt sig som en ildstom i Nordafrika og i de seneste år til Europa, bør man være opmærksom på, at taharrush også kan blive et problem i Danmark. Det vil formentlig finde sted under begivenheder, hvor mange unge mennesker er samlet og i et område, hvor mange asylansøgere opholder sig. Asylansøgerne fra Mellemøsten er først og fremmest unge mænd i alderen 20-30. I og med at flygtninge- og migrantstrømmen er løjet voldsomt af, efter der i starten af året blev indført grænsekontrol, er risikoen for taharrush i Danmark blevet markant mindre, men at det sker, kan ikke udelukkes, og også danske kvinder bør være årvågne.

 

 

EU efter Brexit/Bremain

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. juni 2016. 3 svar

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

Hvad er det liberale svar på krisen i EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 18. maj 2016. Skriv et svar

Krisen i EU kan meget vel være en eksistenskrise. Udover at den er dyb, er det mest bemærkelsesværdige, hvor få som har et godt bud på “hvad nu”? Det gælder lige fra “exit”-tilhængerne til superføderalisterne.

For mig er det afgørende spørgsmål: Hvordan sikrer og cementerer vi de liberale sider af projektet? Det vil bl.a. sige det åbne indre marked, den frie bevægelighed og forbuddet mod statsstøtte til erhvervslivet. Og hvordan sikrer man de østeuropæiske landes forankring i det liberale demokrati og forhindrer den populistiske  tiltrækning af “stærke mænd”. Og på den anden side: Hvordan forhindrer man EU i at udvikle sig til en superstat med en meget lidt liberal dagsorden? Det udelukker risikoen for sammenbrud nemlig ikke.

Derfor ser jeg frem til og anbefaler torsdagens debat i CEPOS. Man kan melde sig til her.

Det er mellem Dalibor Rohac og Mark Littlewood. Rohac er forfatter til en yderst velskrevet bog “A conservative case for the EU”. Det er et forsvar for det frie markeds EU trods alle dets fejl – inspireret af F.A. Hayeks vision om Europa. Littlewood har modsat Rohac en meget unionsvenlig baggrund, men anbefaler nu et brexit. Littlewood er CEO for Institute of Economic Affairs.

Hvor meget mister statskassen på grund af skattely?

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. april 2016. 5 svar

Det såkaldte ”Panamalæk” fylder en stor del af mediebilledet i disse dage. De medier, der har ”eneret” til papirerne, forsøger at sælge historien med maksimal opmærksomhed.

Men dækningen af Panamahistorien har stort set ikke besvaret nogen centrale spørgsmål. Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Hvilken vej går det med udnyttelsen af skattely? Hvad dækker kontiene i skattely egentlig over?

Det eneste, de pågældende medier har offentliggjort, er udvalgte navne på personer samt banker, der optræder i dokumenterne. Selve dokumenterne er ikke offentliggjort hverken helt eller delvist (se Martin Ågerup for en rammende kritik).

 

Det handler ikke kun om skat

Det hedder jo skattely, og de skjulte konti bliver da også fremstillet, som om dette udelukkende handler om skatteunddragelse. De offentliggjorte navne tyder dog på, at hovedproblemet snarere er ulovlige midler fra f.eks. korruption. Mange af navnene er politikere, embedsmænd og deres familier. Der er ledere fra autoritære regimer, som ser ud til at skjule midler røvet fra deres befolkninger. Der er navne som tyder på snyd af partnere og kreditorer. Der er også folk, som gemmer penge for autoritære ledere og regimer med svag beskyttelse af ejendomsretten.

 

Mistede skatteindtægter på 0,3 pct. af BNP

Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Det er i sagens natur meget svært at besvare, fordi oplysningerne netop holdes skjult. Der florerer mange fantasifulde og misvisende tal. Opgørelser over overførsler til skattelylande siger ikke rigtig noget – dels er mange transaktioner fuldt ud legale, dels er de illegale ikke altid med. Det svarer lidt til at opgøre antallet af illegale immigranter ved at tælle personer i telefonbogen! Der er også mange tal, som inkluderer helt legal skatteplanlægning. At sammenligne den faktiske skattebetaling med, hvad nogen synes, skatteyderne burde have betalt, er en frugtesløs eksercits.

Et eksempel på talblindheden er Danmarks Radios dokumentarchefs påstand: ”Hvis man ser på EU, vurderes det, at 1.000 milliarder euro hvert år rykkes i skattely. De mistede skatteindtægter kan jo være med til at finansiere vores skoler, veje og sygehuse”.

Det måske mest troværdige tal for omfanget af illegale konti i er udarbejdet af den franske venstrefløjsøkonom Gabriel Zucman. Hans metode går grundlæggende ud på at se på forskellen mellem de rapporterede aktiver og passiver i landenes nationalregnskaber. Hvis mængden af passiver overstiger aktiverne globalt set, må der være aktiver, som ingen vil kendes ved. Det kunne være nogle i skattely. Hvad viser hans tal?

Han skønner for det første, at der står 7.600 mia. dollar på konti i skattely globalt. Det er som sagt indeståendet, ikke den årlige tilstrømning. Det svarer til 8 pct. af de samlede finansielle aktiver hos husholdningerne i verden.

Han skønner for det andet, at der årligt bliver unddraget 190 mia. dollar i skat globalt. Det svarer til 1 pct. af de globale skatteindtægter.

Der er ikke tal for Danmark. Og metoden indebærer, at det er svært at opgøre på enkeltlande. For Europa samlet anslår han, at der er tabte skatteindtægter på 75 mia. dollar. Hvis man forudsætter, at de tabte skatteindtægter i Danmark svarer til økonomiens relative størrelse, bliver det 6½ mia.kr. Det svarer til 0,3 pct. af BNP.

Er der grund til at tro, at Danmark står for en større andel? Det er der næppe. Frem til 2010 var det muligt at indskyde ubegrænsede midler på en ratepensionsordning, hvor afkastet beskattes med 15 pct. Sammenholdt med de omkostninger, der må formodes at være ved at placere illegalt i skattely, var det rent skattemæssige incitament nok begrænset. Det har dog ændret sig med det loft, som blev indført i 2010.

Mere afgørende er det dog nok, at en væsentlig del af indeståenderne i ”skattely” som sagt dækker over illegale midler fra korruption og svindel. Danmark er det mindst korrupte land ifølge Transparency International. Det er da også påfaldende, at der blandt afsløringerne af navne fra Panamapapirerne ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk har været. Det er egentlig det mest opsigtsvækkende.

Faktisk viser Zucmans opgørelse, at i de lande, hvor udbredelsen af skattelykonti er allerstørst – Rusland og Golfstaterne – er der praktisk taget ikke noget mindreprovenu. Det er ikke for at snyde i skat, men for at gemme penge fra borgerne, for at have penge gemt af vejen i tilfælde af revolution eller lignende.

 

Er 0,3 pct. et stort tal?

Men lad os nu antage, at størrelsesordenen er 0,3 pct. af BNP i tabte skatteindtægter i Danmark som følge af konti i skattely. Er det et stort tal? Det er selvfølgelig en smagssag. Men det er ikke stort i den forstand, at det har nogen særlig nationaløkonomisk betydning. Det samlede skattetryk er 44,8 pct. af BNP.

Man kan også sammenligne med omfanget af sort arbejde, som ifølge DØRS på baggrund af data fra Rockwool Fondens Forskningsenhed kan anslås til 1½ pct. af BNP. SKATs opgørelse af det samlede skattegab – altså fejlangivelser på virksomheders og personers selvangivelser samt restancer – er 2,7 pct.

Det kan være fristende at sammenligne med politiktiltag, som også beløber sig til 6½ mia.kr. F.eks. kunne topskatten afskaffes for omtrent det beløb. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at vi aldrig med nok så stor en kontrolindsats ville kunne blive skatteunddragelse helt kvit. Det er altså ikke realistisk at sætte de to forslag op imod hinanden.

 

Skattely under pres

Hverken medier eller politikere har været sene til at kræve handling. Det er, som om der er afsløret noget helt nyt og hidtil upåagtet. Og det kan godt være, at det er nyt for de pågældende. Men realiteten er, at internationalt er kursen blevet strammet ganske alvorligt over for skattelylandene navnlig under præsident Obama. De er nu i vid udstrækning forpligtet til at udveksle information med resten af verden. Danskeres muligheder for at gemme penge under schweizisk bankhemmelighed hører fortiden til. En voksende gruppe på nu knap 100 lande har automatisk informationsudveksling, så danske myndigheder bliver underrettet, hvis en dansker har en konto og et afkast på en konto i landet. Panama har netop tilsluttet sig automatisk informationsudveksling.

Det er selvsagt fortsat muligt at skjule midler i skattely, men mulighederne er blevet mindre, og risikoen for at blive taget er vokset. Det svarer i princippet til at sætte en lås på døren. Den garanterer selvsagt ikke imod indbrud, men øger tyvens omkostning ved at bryde ind og gør derfor indbruddet mindre sandsynligt. På samme måde er det blevet vanskeligere at gemme penge under bankhemmelighed.

Det er ikke realistisk at opnå en verden uden indbrudstyveri og heller ikke uden muligheder for at gemme penge fra myndighederne eller andre. Men det er lidt ironisk, at der kommer så voldsomt fokus på skattely netop som landene er kommet så meget under pres. Blot fordi der tilfældigvis lige nu har været et læk af nogle dokumenter – ovenikøbet dokumenter som vi ikke har fået meget at vide om, andet end en håndfuld danske navne og nogle hundrede udenlandske.

Jeg har deltaget i et par udsendelser om Panamahistorien: DR2 Deadline og Radio 24syv Cordua & Steno

Zombieidéen om, at arbejdsudbuddet er vigtigt i sig selv

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. marts 2016. Skriv et svar

RokokoPosten har netop bragt en artikel om, hvorfor søvn er et samfundsøkonomisk problem. Den, der sover, arbejder ikke. Derfor går der produktionsværdi tabt med søvn. Talsmanden for dette synspunkt er ingen ringere end undertegnede – hvis man altså skal tro RokokoPosten.

Artiklen er selvsagt satirisk ment. Men er det egentlig forkert? Er mere arbejdsudbud ikke et gode i sig selv? Og hvis ikke, hvorfor så være så optaget af arbejdsudbudseffekten af beskatning?

Lad os først se på, om øget arbejdsudbud har værdi i sig selv.

Grundlæggende set er svaret nej: Øget arbejdsudbud er ikke en værdi i sig selv. Hvad ville der ske, hvis vi påbød en stigning i arbejdsudbuddet? Øget arbejdsudbud vil få BNP til at vokse. Men i en markedsøkonomi svarer aflønningen til arbejdskraftens grænseproduktivitet. Hvis fru Nielsen øger sit arbejdsudbud, vil BNP stige svarende til hendes løn – vi andre bliver ikke rigere af den grund. Men hvad med fru Nielsen selv da? Jo, hun bliver rigere målt i indkomst. Men hun mister noget fritid, som også har en værdi. Spørgsmålet er altså, om tabet af fritid står mål med den ekstra indkomst? Hvis hun allerede har valgt at udvide sit arbejdsudbud indtil det punkt, hvor værdien af en times fritid svarer til timelønnen, så vil ekstra beordret arbejdsudbud give et nettotab. Hendes timeløn er måske 200 kr., men hun taber 210 kr. målt i tabt fritid – ergo vil der være et samfundsøkonomisk tab på 10 kr. ved at få hende til at arbejde en time mere.

Lad os så prøve at se på værdien af ekstra arbejdsudbud i en situation med beskatning.

Ræsonnementet ovenfor forudsætter, at fru Nielsen får lov at beholde hele den marginale timeløn selv – altså at marginalskatten er nul. Hvis hun derimod betaler f.eks. 50 pct. i marginalskat, vil hun fastlægge sit arbejdsudbud på der, hvor lønnen ved en ekstra time er dobbelt så meget værd som marginal fritid. Hvis hun tjener 200 kr. før skat, er det altså på et punkt, hvor fritid er 100 kr. værd (svarende til hendes efterskat-indkomst på 50 pct. af 200 = 100 kr.). Hvis hun nu øger sit arbejdsudbud med en time, vil hun miste fritid for måske 110 kr., men værdien af den ekstra produktion vil være 200 kr. Altså en nettogevinst på 90 kr. ved en times ekstra arbejde. Den er bare ikke stor nok til at dække den ekstra skat på 100 kr. De 90 kr. er det såkaldte forvridningstab. Hvis vi derimod fjernede skatten, ville hun af sig selv øge arbejdsudbuddet, indtil det gamle forvridningstab var væk.

Problemet med det tabte arbejdsudbud er altså forvridningstabet. Det er ikke arbejdsudbuddet i sig selv.

Det er værd at bemærke, at forvridningstabet er der, uanset hvad man ellers mener om skatter. Selv set fra en skatteprovenumaksimerende stats side, er det et problem. I princippet kunne man have opkrævet 90 kr. ekstra, hvis det ikke havde været for forvridningstabet.

Men nu kommer vi til det ”tricky” spørgsmål: For kan skatter ikke godt få arbejdsudbuddet til at stige? Svaret er ja. Forvridningstabet stammer fra den såkaldte substitutionseffekt, som gør det fordelagtigt at holde mere fri, end man ville uden skatter. Men der kan samtidig være en såkaldt indkomsteffekt: Skatten reducerer indkomsten, og det kan få skatteyderen til at arbejde mere for at kompensere for indkomsttabet.

Rent teoretisk kan man ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er stærkest. Beskatningen kan altså godt føre til et større samlet arbejdsudbud.

Men her er en vigtig og ofte overset pointe: Forvridningstabets størrelse er helt uafhængigt af indkomsteffekten. Indkomsteffekten har så at sige kun betydning for, hvor vi begynder, når vi skal til at måle substitutionseffekten. Substitutionseffekten er altid negativ, og altid forvridende – uanset hvad indkomsteffekten har gjort ved arbejdsudbuddet forinden. Det kan tit være praktisk at se på, hvad skatter gør ved arbejdsudbuddet, når man skal anslå deres samfundsøkonomiske skadevirkninger. Men problemet er som sagt ikke tabet af arbejdsudbud i sig selv – ligesom det heller ikke er tabet af BNP i sig selv. Hvis man i stedet forestillede sig, at beskatningen lå på fritiden og ikke arbejdsindkomsten, ville der komme et forvridningstab udtrykt ved for stort arbejdsudbud og for stort BNP. Det samme gælder et forbud mod søvn.

Så desværre er RokokoPosten kun satire – større arbejdsudbud har ingen værdi i sig selv. Det samme burde den hyppige indvending (se f.eks. her) om, at ”vi kan jo ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er størst”, være . Selv når vi ikke ved det (men det gør vi faktisk som regel), er den ikke relevant for den samfundsøkonomiske virkning af en skat.

Det kan RokokoPosten jo sove på. Zombieidéen om, at arbejdsudbuddet spiller en rolle i sig selv, bør i al fald stedes til hvile.

Hvorfor øges det danske BNP-efterslæb til USA?

Af Otto Brøns-Petersen, den 2. marts 2016. 3 svar

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye BNP-tal. De viser, at væksten i Danmark efter krisen har været langsommere end i de ellers stagnationsplagede Eurolande og ikke mindst end USA. Denne figur er blevet fast følgesvend i Danmarks Statistiks kvartalsvise nationalregnskabsstatistik:

dst bnp

Den siger næsten det hele. Eller gør den? Det gode spørgsmål er, hvorfor det går så meget langsommere end i USA? Og om der er udsigt til, at vi indhenter dem? Og om der kan gøres noget for at skubbe på?

Til en begyndelse er det interessant at splitte BNP op i to komponenter: Beskæftigelse og produktivitet.

produktiv besk

Som man kan se, halter vi bagefter amerikanerne på begge felter, men mest på produktiviteten, som stort set er uændret i forhold til før krisen i både Danmark og Euro-området. I USA ligger produktiviteten nu over 8 pct. over før-krise-niveauet. Det er ikke imponerende målt med historiske alen, men dog væsentligt bedre end i Europa. Også beskæftigelsen i USA har dog været bedre end i Europa, hvor hverken Euro-landene eller vi endnu har indhentet før-krise-niveauet. Vi stagnerer, hvor den amerikanske trend er vokset siden 2010. Men beskæftigelsesefterslæbet er mindre end produktivitetsefterslæbet.

Beskæftigelsen har det – bortset fra helt kortsigtede udsving – med i højere grad at afspejle konjunkturerne, mens produktiviteten i højere grad afspejler det langsigtede vækstpotentiale. Derfor er det større efterslæb i produktivitet end i beskæftigelse i Europa bekymrende. Et konjunkturbetinget beskæftigelsesefterslæb vil nemmere kunne lukkes, når konjunkturerne normaliseres. En lavere langsigtet produktivitetsvækst betyder derimod et voksende gab i velstand. Det er forskellen mellem at være på et sidespor, som med tiden løber ud i hovedsporet, og at køre på en helt anden jernbanelinie.

Ikke at et velstandsgab i sig selv er et problem – vi bør tværtimod glæde os på amerikanernes vegne – men det viser, at vi ikke udnytter vort økonomiske potentiale så meget, som vi kunne.

Nu bør sondringen mellem beskæftigelse og produktivitet ikke overfortolkes. De stive arbejdsmarkeder i Europa kan godt maskere en afmatning i beskæftigelsen som lavere produktivitet, hvis virksomhederne ikke afskediger ledig arbejdskraft så hurtigt. Men det hører med til billedet, at en del af beskæftigelsesvæksten i USA også er strukturel, fordi demografien er mere gunstig. Antallet af personer i den arbejdsdygtige alder vokser i USA, men falder i Danmark. Det taler for, at det i endnu højere grad er strukturelle faktorer, som er med til at drive den amerikanske vækst.

Det betyder omvendt, at det i mindre grad er tilbagevenden til normalkonjunktur, som driver den amerikanske vækst.

Den opfattelse bliver bekræftet, hvis man ser på OECDs beregning af, hvor langt landene er fra normalkonjunkturen. Det er det såkaldte BNP-gab, som viser forskellen mellem det faktiske BNP og det strukturelle niveau, som ville gælde ved en normalkonjunktur.

bnpgab

Ifølge denne metode er Danmark, USA og det gennemsnitslige Euro-land omtrent lige langt fra det strukturelle BNP og altså normalkonjunkturen. Lavkonjunkturen var dog dybere i USA, og derfor har konjunkturopretningen været tilsvarende stærkere. Også BNP-gabet bør tages med et gran salt, men er ikke desto mindre tankevækkende.

Det er som sagt skidt, at vores vækstefterslæb er så strukturelt, som det ser ud til. Vi kan ikke forvente, at det lukker sig af sig selv på samme måde som et konjunkturefterslæb. Til gengæld er de politiske redskaber i strukturpolitikken meget mere sikre end konjunkturpolitikken. Og konjunkturpolitikken er under alle omstændigheder underlagt flere bånd på grund af fastkurspolitikken. Til gengæld står det os frit for at gennemføre reformer af f.eks. skattesystemet, arbejdsmarkedet, reguleringen og den offentlige sektor.

Alle tal (bortset fra figuren fra Danmarks Statistik) stammer fra OECDs Economic Outlook nr 98.

Ny højesteretsdommer i USA – hvorfor er det vigtigt?

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. februar 2016. 2 svar

Med den amerikanske højesteretsdommer Antonin Scalias uventede, men ikke helt overraskende død (han var 79 år), er der udløst en politisk strid om udnævnelsen af en ny. Det er den demokratiske præsident Obama, som har retten til at udnævne, men kandidaten skal godkendes af den republikansk dominerede Kongres.

Det politiske spil er i gang. Men det handler ikke bare om politik. Det handler også grundlæggende om retlig og politisk filosofi. Konstitutionel økonomi har også en del at sige om emnet.

Scalia var den mest kendte “originalist” i USA. Det var i høj grad takket været hans indsats som højesteretsdommer i tre årtier, at originalismen kom stærkt tilbage i amerikansk retsfilosofi. I dag er højesteretsdommer Clarence Thomas dog i endnu højere grad end Scalia var talsmand for denne retning.

Ifølge originalisterne bør forfatningen fortolkes i overensstemmelse med, hvad “framerne” tiltænkte. Modsætningen til originalismen er ideen om “den levende forfatning” – dvs at forfatningen bør fortolkes efter sin samtid.

Det er som sagt ikke bare et simpelt politisk spørgsmål, der skiller de to retninger, selv om de engang imellem bliver fremstillet som henholdsvis “konservativ” og “progressiv”. Denne simple udlægning blev forstærket af, at Scalia personlig var særdeles konservativ. Men at det ikke er hele historien illustreres af, at han stemte for afgørelser, som hans personlige konservatisme umiddelbart var antipatisk overfor. Det gælderikke mindst sagen om retten til at afbrænde det amerikanske flag, hvor Scalia opretholdt forfatningens bestemmelse om ytringsfrihed til trods for den antipatriotiske ytring, som mange konservative var stødt over.

Originalisme er altså ikke identisk med politisk konservatisme og behøver ikke føre til et mere konservativt samfund. Navnlig ikke i USA, hvor forfatningen var ganske revolutionerende i sine bånd på politiske autoriteter. Og tilsvarende kan en “levende forfatning” bruges som redskab for politisk konservatisme, hvis tiden er konservativ. En ”pragmatisk konservativ” vil have lettere spil med en ”levende forfatning”.

Men hvis originalisme ikke er et simpelt spørgsmål om konservatisme, hvad kan så begrunde den?

Man kan vanskeligt argumentere for, at den amerikanske forfatning er udtryk for den amerikanske befolknings vilje. Den sidste af de delegater, som vedtog forfatningen i 1787, døde i 1836 – altså for 180 år siden (det var i øvrigt selveste James Madison, forfatningens hovedarkitekt). I størrelse, oprindelse, teknologisk stade og talrige andre henseender var det en helt anden befolkning end i dag. Og så var det endda omdiskuteret, om Philadelphia-kongressen overhovedet havde mandat til at vedtage forfatningen, sådan som den gjorde.

Hvis forfatningen ses som en kontrakt mellem underskriverne, udgjorde de en lille minoritet allerede ved underskrivelsen, og der er ikke en eneste tilbage.

Argumentet for originalisme skal derfor hentes helt andre steder. Det kan man efter min opfattelse også godt.

Et centralt argument er, at individuelle præferencer ikke kan aggregeres. “Befolkningens vilje” er dybest set et analytisk meningsløst begreb. Social choice-teorien har med meget stor tydelighed demonstreret, at der ikke eksisterer kollektiv rationalitet med samme egenskaber som individuel rationalitet. En kollektiv beslutning vil med en sammensat befolkning være påvirket af enten tilfældigheder eller manipulation og ikke være et egentliogt udtryk for dens præference. Den grundlæggende præmis for “den levende forfatning” – at forfatningen bør afspejle den faktiske befolknings vilje på et givent tidspunkt – er altså falsk.

“Den levende forfatnings” grundlæggende problem er naturligvis ikke nok til at begrunde originalismen. Der skal mere til.

Én tilgang er, at stabile institutioner i sig selv er et gode, fordi det gør det muligt at planlægge individuelt og koordinere indbyrdes. Hvis man overhovedet vil forvente af folk, at de overholder loven, kræver det, at den er tilpas stabil over tid, til at de kan forudsige, hvad den vil være. Denne tilgang er om nogen knyttet til F.A. Hayeks politiske filosofi og sociale tænkning. Den er dog ikke uden vanskeligheder, sådan som Hayek selv var opmærksom på. Ikke alle regler – herunder forfatninger – er lige gode. Der kan derfor være et trade off mellem forudsigelige regler og hensigtsmæssige regler. “Alt er forbudt” er nok en forudsigelig regel, men alle kan være bedre stillet ved at ændre den. Desuden er stabilitet kun et argument for originalisme, så længe de originale regler er i kraft. Hvis de er ændret af tilhængere af “en levende forfatning”, tilsiger stabilitet alt andet lige, at de nye regler bør føres videre.

Et andet argument for originalisme kan være, at den vedtagne forfatning svarer til, hvad et individ uden viden om sine konkrete senere omstændigheder ville have valgt. Denne tilgang forbindes ikke mindst med James Buchanan. Han mente faktisk, at netop den amerikanske forfatning langt hen ad vejen svarer til, hvad et ville have valgt som den bedst mulige, hvis forfatningen var blevet til inden samfundslivets begyndelse. På samme måde som en faktisk kontrakt kan løse et incitamentsproblem for parterne og muliggøre gensidigt fordelagtigt samarbejde, kan en fri forfatning løse generelle sociale incitamentsproblemer.

En privat kontrakt kan løse det problem, som f.eks. en bygherre og en bygmester står med. Hvis bygmesteren får pengene først, har han ikke noget incitament til at bygge huset. Pengene er jo faldet, og byggeriet er derfra en ren omkostning. Hvis han derimod først får pengene efter opførelsen, har bygherren et incitament til ikke at betale, hvad hun skal. Huset står der jo. I begge tilfælde bliver resultatet, at huset ikke bliver bygget, selv om begge parter havde en fordel ved transaktionen. Den slags ”Fangernes Dilemma”-situationer kan imidlertid let løses ved en bindende kontrakt, som sikrer, at bygmesteren får et aftalt beløb, hvis han leverer.

Hele ideen med en kontrakt går fløjten, hvis betingelserne ikke er givne på forhånd. Det gælder også for forfatninger opfattet som politiske kontrakter. Den “levende forfatning” risikerer derfor at slippe den politiske krigsførelse løs, som forfatningens formål er at forhindre. En kontrakt mellem en bygherre og en bygmester, som bare siger, at betingelserne skal aftales undervejs, løser ikke incitamentsproblemet.

Hvilke incitamentsproblemer kan en forfatning løse? Grundlæggende de samme typer ”Fangernes Dilemmaer” som almindelige private kontrakter. Politiske institutioner har potentialet til at stille alle borgere bedre ved at beskytte deres liv, frihed og ejendom og fjerne fristelsen til at slås. Men en politisk magt, som er stærk nok til det, rummer også en risiko for at blive brugt som instrument imod borgernes liv, frihed og ejendom. Det dilemma vil kontraktarianere som Buchanan forsøge at løse med en forfatning.

Der er dog en afgørende forskel på en forfatning og en privat kontrakt, at private kontrakter er lette at indgå, fordi der er et begrænset antal parter, og fordi den kan indgås før den aktivitet, den handler om (f.eks. at bygge et hus). Det politiske samfund består derimod af alle borgere, og der er kun meget sjældent en ”kontraktuel fase” forud for, at de politiske aktiviteter går i gang.

I denne optik kan forfatningen altså ses som en slags gave givet af forfædre, som ved skæbnens gunst pludselig befandt sig under heldige omstændigheder med et åbent “konstitutionelt vindue” – og dermed vel at mærke en gave det ikke nødvendigvis ville have været muligt for efterfølgende generationer at give. At give f.eks. et parlament eller en domstol ret til at ændre på den undervejs, er ikke at tilnærme den tidens ”folkevilje”, men at svække beskyttelsen borgerne.

Derfor er tilhængere af den liberale demokratiopfattelse (som f.eks. William Riker) heller ikke ude på at gennemføre den illusoriske ”folkevilje”, men at lægge bånd på de politiske autoriteter, sikre at politiske magtkampe foregår inden for fredelige rammer og at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom. Demokratiet er et værn på linie med forfatningens øvrige beskyttelsesmekanismer, ikke en overdommer. Efter den liberale demokratiopfattelse er det f.eks. ikke demokratisk at afskaffe demokratiet ved en flertalsafstemning (som påpeget af Karl Popper).

Men det er og bliver selvfølgelig hypotetisk, om dagens amerikanere ville have valgt forfatningen, hvis de havde haft omstændighederne til det. Derfor kan den ikke have samme vægt som en faktisk indgået kontrakt, hvor tiltrædelsen rent faktisk er til fordel for begge parter, og hvor de rent faktisk indgår kontrakten inden incitamentsproblemerne i den “postkontraktuelle” fase sætter ind. En privat kontrakt bliver ikke gyldig af, at den ene part kan påvise modpartens hypotetiske interesse i at ville have indgået den.

Og hvad hvis man desuden kunne vise, at nogen individer i en kontraktuel situation ikke ville have valgt forfatningen alligevel? Det er Anthony de Jasays kritik af Buchanans konstitutionelle tilgang. Hvis ingen forfatning, selv ikke den amerikanske, kunne være født gennem en frivillig kontraktuel proces, så følger det, at den er skabt gennem tvang. Men efter de Jasays opfattelse kan forfatningen i den form, den nu har fået, alligevel være det bedst mulige alternativ, når den først er her. Og et alternativ, hvor spillereglerne er under konstant forandring afhængig af, hvem der aktuelt står stærkest i den politiske kamp, kan være betydeligt ringere. Så selv fra dette perspektiv, hvor hverken forfatning eller stat har megen selvstændig legitimitet, kan originalisme være at foretrække. Det gælder endda også, selv om man er villig til at erstatte forfatningen med en ny og bedre, hvis lejligheden byder sig.

Udnævnelsen af Scalias efterfølger kan godt blive et hundeslagsmål. Men der er mere på spil end partipolitiske interesser.

Public Choice Society 2016

Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2016. 1 svar

Om tre uger går turen til den årlige konference i the Public Choice Society, der denne gang afholdes 10-12. marts i Fort Lauderdale. En konferencetur er naturligvis ofte en networking-mulighed, og i særlig grad i år hvor store dele af mit netværk er tilmeldt. Det er også en mulighed for at hjælpe min lettiske PhD-studerende Viktoria Obolevich med at integrere sig i et større forskningsmiljø. Den nye forskning er dog i højsædet og årets konference ser ud til at blive travl. Her er mine som altid helt personlige bud på papirer og præsentationer fra programmet (her), der ser ekstra spændende ud.

Paola Suarez og Peter Leeson (George Mason): ”Child Brides.” Leeson har et særligt øje for specielle situationer, som man kan bruge økonomisk teori til at forstå. Han er forfatter til den fremragende The Invisible Hook om pirater, og har her slået sig sammen med en PhD-studerende med et emne om barnebrude.

Cort Rodet (Florida Southern College): ”Poor Institutions as a Comparative Advantage.” Teorien om komparative fordele er en af de ældste og bedst beskrevne i al nationaløkonomi. Rodets papir præsenterer argumentet om, at dårlige institutioner kan udgøre en komparativ fordel. Jeg er spændt på at se, hvordan han gør det – særligt fordi jeg skal diskutere papiret.

Burton Abrams og James Butkiewicz (U Delaware): “The political economy of wage and price controls: Evidence from the Nixon Tapes.” Selvom jeg ikke kan komme til præsentationen (jeg præsenterer selv på samme tid), glæder jeg mig til at se en helt konkret test af, hvorfor man indfører pris- og lønkontroller. Clue’et er, at Nixon også optog de diskussioner hemmeligt.

Kathleen Sheehan (Creighton), Travis Wiseman og Shaomeng Jia (Mississippi State): “Aiding the Underground: Foreign Aid and the Shadow Economy.” Kate er en af Andy Youngs tidligere PhD-studerende og nu adjunkt på et af USAs mange mindre universiteter. Hun har tidligere lavet meget spændende og gennemtænkt forskning om ulandsbistand, og har nu kastet sig over spørgsmålet om, hvorvidt bistanden påvirker den sorte økonomi.

Michael Munger (Duke): ”Every Flaw in Consumers is Worse in Voters.” Munger er en af de centrale skikkelser i amerikansk public choice, og samtidig en meget klar og rigorøs tænker. Her tager han fat på ideen om, at folks adfærd i markeder ikke altid er perfekt rationel, men udbreder den til resten af samfundet. Mungers papir er derfor den spændende applikation af adfærdsøkonomiens antagelser til politisk adfærd, og dermed et bidrag til det nye område, der kaldes ’robust politisk økonomi.’

Derudover er der præsentationer af ganske mange venner og gode kolleger, ikke mindst the usual suspects som f.eks. Niclas Berggren, Therese Nilsson, Andreas Bergh, og Richard Jong-A-Pin, men også glimrende kolleger som Joshua Hall, Colin Jennings, Monika Koeppl-Turyna, Ed Lopez, og Bonnie Wilson.

Liberale som gjorde en forskel i 2015

Af Redaktionen, den 30. december 2015. 1 svar

Det er efterhånden blevet en tradition her på Punditokraterne, at vi hvert år ved denne tid hædrer personer, som vi mener har gjort en særlig indsats for at fremme en borgerlig-liberal dagsorden i det forgangne år. I år skal selvfølgelig ikke være nogen overraskelse.

Denne gang har vi valgt at fremhæve 3 personer – og ja, den ene bidrager selv til løjerne her på Punditokraterne.

Otto Brøns-Petersen

otto

Otto Brøns-Petersen har siden han tiltrådte stillingen som analysechef hos Cepos, fået en fremtrædende rolle i den danske debat.

I det forgangne år var det da også Otto, som skrev vores mest læste indslag, nemlig “The Danish Model – Don’t try his at home”, som reaktion på at Danmark pludseligt blev en del af den amerikanske valgkamp. Posten er indtil nu blevet læst over 7.000 gange og cirkulerer i den amerikanske online-debat.

Alene eller sammen med Karl Iver Dahl-Madsen stod Otto også for en række væsentlige indlæg i den fortsatte energi- og klimadebat, hvor han på fornemmeste vis repræsenterede en pragmatisk og rationel tilgang til klimadagsorden. Hør f. eks. Otto i to debatter med videnschef Torben Chrintz fra Concito hos Cordua & Steno på Radio24syv den 5. marts og 17. december. Otto bidrog også i december på Cepos Vækstkonference til den politiske debat ved at vise – omhyggeligt dokumenteret – hvor store forskellene på omkostningerne ved at sænke udledningerne gennem forskellige typer afgifter og tiltag.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=fYnF6nnZIzg[/youtube]

Læg hertil en lang række artikler, analyser og kronikker i årets løb.

Henriette Kinnunen

henrietteEt af de første initiativer efter regeringsskiftet var en retssikkerhedspakke på skatteområdet. Æren tilfalder ikke mindst den utrættelige indsats af CEPOS’ chefjurist Henriette Kinnunen, der i årevis – både i medierne og bag kulisserne – har sat skarpt fokus på netop dette område. Og skatteministeren har annonceret, at der kommer en pakke mere i løbet af 2016.

Henrette Kinnunen overtog for godt et år siden jobbet som chefjurist efter ex-punditokraten Jacob Mahangama, som har stiftet tænketanken Justitia. Med en så massiv statsmagt som den danske er der god brug for liberale jurister til at kæmpe retssikkerheden og grundlæggende frihedsrettigheder. Der kan f.eks. vanskeligt opkræves så mange penge i skat, uden at retssikkerheden kommer under tryk. I 2015 besluttede regeringen således at “løse” en af talrige skandaler i SKAT – denne her den kaosramte inddrivelse – ved simpelt hen at forlænge forældelsesfristen, når staten er kreditor. Samme regering besluttede sig for at gennemføre hastelovgivning alene af praktiske hensyn til politikernes finanslovsforhandlinger, og i den forbindelse blev de sædvanlige frister for Folketingsbehandlingen tilsidesat. Heldigvis fik begge dele hård, berettiget kritik med på vejen fra chefjuristen, som demonstrerede, at fingrene ikke bliver lagt imellem, når retssikkerheden kompromitteres – uanset regeringens farve.”

Lars Christensen

lars-christensen-danske-71304241Lars Christensen har i flere år været den uden sammenligning mest indflydelsesrige danske blogger. Hans blog the Market Monetarist læses over det meste af verden.

Lars er i dag fast leverandør til hjemlige aviser som Børsen og Berlingske Tidende, bruges og citeres ofte i Financial Times, The Telegraph, Bloomberg, Reuters, Dow Jones Newswire med flere og er en højt skattet international rådgiver og foredragsholder.

Lars bl.a. kan ses udfolde sig her i et arrangement i midt-oktober på Columbia University om euro-krisen. Han er heller ikke bange for at udtale sig om kontroversielle emner, inklusive hvorfor Kina ikke bliver et af verdens rigeste land; hele hans liste over arrangementer i første kvartal 2016 kan ses her.

I den hjemlige andedam har Lars markeret sig med klare analyser af det græske problem, peget på helt fundamentale problemer med den euro, som de fleste danske politikere er gejle for at komme med i, understreget problemerne med at kalde BRIKS-gruppen for vækstøkonomier, og endda rykket ved den hellige gral i dansk udviklingspolitik: Bistanden. Det hele gøres på meget solidt, men også fornemt formidlet, analytisk grund.

Lars er også på rekordfart blevet en væsentlig stemme i den hjemlige debat om reformering af den førte narkotikapolitik. Et emne som faste læsere af denne blog ved ligger os meget på sinde.

Lars indsats efter han “sprang ud” som uafhængig international rådgiver er på alle måder imponerende og det bliver spændende fortsat at følge hans virke fremover.

Hvornår stiller de konservative forslag om alkoholforbud?

Af Niels Westy, den 22. december 2015. 6 svar

Ifølge Mette Abildgaard er vi mennesker “ufornuftige” og derfor skal man slå hårdt ned på brugen af narkotika. Så betyder det mindre at den førte narkotikapolitik tilsyneladende ikke har evnet at mindske de problemer der følger med misbrug af narkotika, men tværtimod har haft enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.

Det kom frem under en debat i andledning af  FN’s kommende specialsession/møde om narkotika under FN’s Generalforsamling, UNGASS 2016.

I den anledning havde Folketinget den 18. december en forespørgselsdebat, Hvor sundheds- og ældreministeren blev bedt om at redegøre for regeringens holdning.

I den forbindelse stillede EL, ALT, LA og SF forslag om at:

Folketinget noterer, at regeringen under forberedelserne af FN’s Generalforsamlings særlige samling (UNGASS) om narkotika i 2016 har fokuseret på, bl.a. at narkotikapolitikker skal bygge på menneskerettigheder, at dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes, og at narkotikaefterspørgslen bør begrænses gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion. Folketinget bakker op om dette.

Folketinget konstaterer desuden, at årtiers »krig mod narkotika« med ensidig og overdreven brug af forbud og sanktioner mod brugerne har vist sig både ineffektivt og direkte skadelig for brugerne og det omgivende samfund, som også Clobal Commission On Drug Policy konkluderede i 2014. Folketinget pålægger regeringen på vegne af Danmark i forhandlingerne at fokusere på brugernes ret til sundhed, samt at bakke op om arbejdet for at give lande mulighed for at forsøge afkriminalisering af brugerne.

Folketinget bakker desuden op om WHO’s anbefaling til Danmark om at udvikle politikker og love, der afkriminaliserer dele af narkotikaområdet, og dermed reducerer brugen af indespærring.

alternativet

Carolina Magdalene Maier

Hele forespørgselsdebatten kan ses på Folketingets hjemmesider – se med fra 11:41:00. Ikke mindst skal her fremhæves Carolina Magdalene Maier fra Alternativet, som på (overraskende) fornem vis begrunder behovet for en helt anden tilgang, hvor man fravælger kriminalisering og efterlyser evidensbaseret lovgivning. Man fristes til at sige, at hvis dog bare Alternativet – samt SF og Enhedslisten – stillede samme krav til den økonomiske politik 🙂

Men lidt har naturligvis også ret. Her på Punditokraterne har vi jo i årevis argumenteret for minimum afkriminalisering – og helst legalisering – af illegale rusmidler. På linje med bl.a. The Economist, Milton Friedman, Thomas Sowell, tidligere udenrigsminister under Ronald Reagan, George M. Schultz, m. fl. En holdning som heldigvis nyder stigende opbakning i disse år, ikke mindst repræsenteret ved “The Global Commision on drug Policy” og dets arbejde.

Se Carolina Magdalena Maier’s flotte indlæg her (fra 12:17:15)

“Mennesket er grundlæggende ufornuftigt”

Ikke alle er dog interesseret i en evidensbaseret narkotikapolitik. Det interesserer f. eks. ikke det konservative folkeparti det mindste. Som ordfører på området, Mette Abildgaard (se fra 12:32:00), påpeger:

Når vi konservative ser på det her [afkriminalisering], baserer vi konservative vores politik på værdier og principper. Narkotika er ekstremt skadeligt og derfor synes vi det sender et forkert signal at snakke om at afkriminalisere det.

Hun forholder sig på intet tidspunkt til de enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger, som – ikke stofferne i sig selv – men “krigen mod narkotika har medført.

Derimod fastholder hun at forbuddet mod bestemte rusmidler skal fastholdes fordi det har store konsekvenser for mennesker at tage narkotika. og slår fast, at de konservative åbenbart anser et forbud i sig selv som afgørende i bestræbelserne på at begrænse (mis)brug af rusmidler. Det handler om “ikke at sende de forkerte signaler”, som Abildgaard udtrykker det.

Forbudspolitikken er nødvendig, fordi mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Eller som hun udtrykker det, når hun formulerer de konservatives modstand mod en evidensbaseret narkotikapolitik.

Vi ser mennesket som ufornuftigt og det betyder også at mennesket kan træffe ufornuftige valg og ufornuftige valg er eksempelvis at tage stoffer.
Og derfor mener vi det er legitimt at staten går ind og så at sige beskytter mod at træffe ufornuftige valg.

konservative

Mette Abildgaard

Hermed er Mette Abildgaard på linje med de liberale reformatorer og (protestantiske) kristne bevægelser, som stod bag afholdsbevægelsen i det 19. århundredes England og USA. Men i modstrid med bl.a. datidens konservative regering i England. Bevægelsen toppede i sin indflydelse ved indførelse af alkoholforbuddet i 20ernes USA. Det forbud endte som bekendt med at være en dundrende fiasko. De væsentligste resultater var at kriminalitet og omfanget af alkoholskader steg, mens fundamentet for den amerikanske mafia blev lagt.

Effekten af den efterfølgende globale “krig mod narko”, har været præcist den samme. Blot er de menneskelige og økonomiske omkostninger mangedoblet.

Og hvis Mette Abildgaard og det Konservative Folkeparti var bare det mindste konsekvent ville man naturligvis også foreslå et forbud mod alkohol, som er et relativt kraftigt rusmiddel, med store skadevirkninger ved misbrug, der i yderste konsekvens fører til døden.

Men det er måske bare et spørgsmål om tid?

Abildgaard kan meget vel have ret i at vi mennesker ofte opfører sig “ufornuftigt”, men når hun henviser til det som en grundegenskab, er det noget sludder.

Muligvis hentyder hun til bl.a. Hume, Burke og andres antagelse om at mennesket først og fremmest ledes af sine følelser og kun i anden række af fornuften – det rationelle. Men det er ikke det samme, som at mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Tager man den fulde og logiske konsekvens af den udtalelse, har hun jo også logisk revet tæppet væk under den anden del af hendes argument. Nemlig at det indebærer at lovgiverne og staten ikke kun har ret, men også pligt til at forhindre folk i at gøre ufornuftige ting.

Så er vi så langt fra klassisk konservatisme som vi kan komme. Som konservativ eller liberalist i klassisk forstand, ligger intet mere fjernt end at tro at man kan ændre på menneskets natur. Den form for utopisk (og dødsensfarlig) politik skal derimod bekæmpes med næb og kløer, da det uvægerligt fører til et totalitært samfund, uanset intentionen er, at det er til den enkeltes bedste.

Som Von Mises skrev i 1927 (her i engelsk oversættelse) :

Why should not what is valid for these poisons (alkohol, morfin og kokain) be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?

Hvis vi ser bort fra frihedsaspektet i diskussionen om rusmidler – omend jeg og andre liberale finder at dette aspekt vigtigt – og alene fokuserer på konsekvenserne af den førte politik, er der heller ikke belæg for Mette Abildgaard og de konservatives påstand om et forbud har væsentlig betydning for forbruget.

De fleste mennesker er faktisk både forsigtige og fornuftige, når det kommer til rusmidler

Dels er det værd at understrege, at FNs singlekonvention og dermed det globale forbud blev vedtaget i 1961, altså før forbruget af en række rusmidler som bl.a. cannabis, heroin og kokain, for alvor eksploderede, dels er der aldrig fundet evidens for, at afkriminalisering eller i yderste konsekvens legalisering signifikant har øget forbruget af rusmidler.

Det er er erfaringen fra alkoholforbuddet i USA i 1920erne, hvor forbruget (ikke mindst af stærk spiritus) umiddelbart faldt samtidig med ophævelsen af det federale forbud mod alkohol. Og det er erfaringen fra Portugal, hvor man afkriminaliserede for 15 år siden, uden at der kan påvises et stigende forbrug af den grund.

10334253_10153895458984379_2172058587023569511_nI det hele taget findes der ikke meget opbakning til ideen om at lovgivningsmæssige forbud har signifikant betydning for forbruget af rusmidler over tid. Og da slet ikke blandt unge. En undersøgelse for nogle år siden pegede da også på, at det kun var 3 procent som angiver, at de undlod at tage illegale rusmidler fordi det var ulovligt.

Den største gruppe angiver at der er tale om en risikobetragtning. Det tyder trods alt på en vis eftertænksomhed, i modsætning til Mette Aboldgaard og de konservatives forestillinger om menneskets adfærd.

En analyse af forskere fra WHO konkluderede da også i 2008, at

“Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.

Ligeledes peger undersøgelser hos unge i EU-landene også på, at en af de væsentligste faktorer til forklaring af forskellene i forbruget af illegale rusmidler blandt ugen i EU, ikke ligger i lovgivning, men skyldes andre faktorer, ikke mindst opfattelsen af risikoen ved at indtage de forskellige rusmidler.

Som jeg tidligere har påpeget har unge i Sverige og Portugal – som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik – stort set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland.

Der er med andre ord grundlæggende hverken substans eller logik i de konservatives argumenter, ud over muligvis at pleje et image for lov og orden. I så tilfælde et image til skade for både mennesker og økonomi.

Nu venter vi så bare på at de konservative stiller forslag om at forbyde alkohol og tobak og indfører rationering af usund mad. Ja, hvorfor ikke gå hele vejen og lade staten dikterer hvad vi skal spise og hvornår vi skal sove og hvor meget. Vi ved jo at for lidt søvn udgør en helbredsrisiko og at mange har svært ved at administrere deres sengetid.

Men måske sov Mette Abildgaard og hendes kollegaer mens man gennemgik Hume og Burke og fundamentet for konservatisme. Noget kunne tyde på det.

Mindre progressiv registreringsafgift er ikke ”skævt” – selv om man elsker fordelingspolitik

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. november 2015. 12 svar

Efter finanslovsaftalen om at sænke den progressive registreringsafgift fra 180 til 150 pct. er DF blevet kritiseret for at have medvirket til ”skæv fordelingspolitik”.

Argumentet? At de dyrere biler generelt købes af folk med højere indkomster. Altså kommer lettelsen især dem til gode. Observationen er i sig selv rigtig nok. Det er bare ikke noget godt argument for en progressiv registreringsafgift – heller ikke selv om man elsker fordelingspolitik.

Vareafgifter – og sådan én er registreringsafgiften – er ikke noget godt redskab til fordelingspolitik. Fordelingspolitik handler om at beskatte efter ”skatteevne”, men det er muligt at ”maskere” sin skatteevne ved at bruge mindre af den pågældende vare. Omvendt kan der være folk med lille skatteevne, som har en stor efterspørgsel efter den pågældende vare og bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt.

Det er ikke grebet ud af luften. Tværtimod er det let at finde eksempler. I vores husstand kører vi ikke særlig meget i bil og har en efterhånden temmelig bedaget Ford Focus stationcar. Der er andre familier med lavere indkomst, som har et større kørselsbehov og brug for plads til flere, og som derfor betaler mere i registreringsafgift, end vi gør. Trods deres lavere indkomst.

Hvis man gerne vil beskatte folk med høj skatteevne, er det bedste redskab indkomstskatten. Man kan begrunde topskatten og personfradraget (som spiller en stor rolle for skattesystemets progression) med sin kærlighed til fordelingspolitik, men ikke vareskatterne. Vareskatter kan derimod begrundes med eksterne omkostninger forbundet med forbruget af den pågældende vare.

Jamen, der er da også eksterne omkostninger ved bilkørsel? Jo, men de kan ikke begrunde den progressive registreringsafgift. Faktisk er de eksterne omkostninger allerede dækket af de øvrige bilafgifter (benzin-, diesel-, grøn ejerafgift etc.). Derfor er der ingen god grund til også at have registreringsafgiften – og slet ikke den høje progressive sats.

At afgifter bør bruges til at korrigere for eksterne omkostninger og ikke fordelingspolitik følger bl.a. af et grundlæggende resultat i skatteteorien. Det skyldes to økonomer, som rent faktisk elsker fordelingspolitik og ikke kan mistænkes for at slet skjulte ”neoliberale” motiver i ærmet: Joe Stiglitz og Anthony Atkinson.

Der er altså ingen gode grunde til den høje og progressive registreringsafgift. Hvis man elsker fordelingspolitik, kan man gå ind for at beskatte høje indkomster mere end små. Men at beskatte dyre biler hårdere end små giver ikke nogen fordelingspolitisk mening. Det er vel omfordeling mellem indkomster og ikke mellem biler, man er ude efter?

The Danish Model – don’t try this at home

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. november 2015. 34 svar

I write this blog in English since it might be of interest to an international audience. The reason I think it might appeal to a broader international audience is that I am increasingly, both in Denmark and abroad, being met by the claim that Denmark somehow is proof that a gentler socialism is preferable to free market capitalism, promising more happiness, greater wealth or both. Recently, the Democratic contenders to become the presidential candidate of their party, Bernie Sanders and Hillary Clinton, were declaring their love for the Denmark. I came across the rising attraction of the model myself at the Greek Emergency Summit i Athens, Greece, earlier this year, and I gave a talk on it at the Student for Liberty conference in Sofia last month. My advice was: Don’t try this at home; at least until you understand what the Danish Model is about.

The first thing to realize is that Denmark, as are the other Nordic countries, quite free markets, apart from their welfare state transfers and high government consumption. They tend to get rather high rankings on measures of the most free economies in the World. Denmark is thus number 22 on the Economic Freedom of the World (EFW), published by Fraser Institute et al, and number 11 on the one publish by the Heritage Foundation. It is number 3 at the World Bank “Doing Business”-list.

EFW

In the table you can see the Danish scores on the five sub-indices of the of the EFW index. The high tax revenue, marginal tax rates and government spending related to the welfare state earns Denmark a very low rank on the Index related to size of government, but on the other indices we are quite high, in some cases in the top ten. Protection of property rights and the integrity of the legal system are very high by international standards, as is the soundness of the monetary system (with the Krone being pegged to the Euro or Deutch Mark for more than 30 years). Being a small country very dependent on international division of labor and comparative advantages, Denmark has a long tradition for free trade with the outside World (nowadays the trade regime is to a high degree decided by the EU). Also when it comes to regulation, Denmark scores quite well. Credit markets are among the less regulated internationally. During the recent financial crisis, tax payers did not have to subsidize banks, and some banks were allowed to fail. The Danish labor market is very flexible: There is no legislated minimum wage, and there are few restrictions on hiring and firing. The overall labor market EFW score is, however, dragged down by the existence of conscription. Finally, Denmark is the most uncorrupt country in the World according to Transparency International.

The second thing to realize is that Denmark did not become a rich country recently. If you consult the figure, you will see that Danish per capita GDP relative to other countries reached a maximum 40-60 years ago (ignoring the ‘noise’ from the Great Depression and WW2). Denmark caught up to and overtook “old Europe” in the fifties, while it narrowed its gap to the US and other Western offsprings until the early 1970s, when the process of catching up came to a hold. The Danes are still not as rich as the Americans.

danish GDP

At the time Denmark became rich relative to the rest of the World, it was not a welfare state. In fact, Denmark has historically been a low tax country by international standards. Until the 1960s, the Danish tax revenue to GDP ratio was at the same level as the US, and lower than the British. The sharp divergence in the Danish tax level really occurred in the second half of the 1960s, when first a left wing coalition government and then a right wing one increased the tax to GDP ratio by some ten percentage points.

skattetryk

Interestingly, government spending was to a large extent driven by increases in tax revenue stemming from the introduction of VAT and withholding taxes on wage income.

The 1970s saw a strong tax revolt, as Mogens Glistrup’s newly formed Progress Party became the second largest in the 1973 “landslide” election. Nevertheless, spending kept growing as the welfare state attracted new clients and new programs were added, the economic crisis lead to increasing unemployment and attempts were made to combat the crisis by expansionary fiscal spending. By the early 1980s the economy was in very bad shape, with high unemployment, an inflationary deflation spiral, a huge and widening government deficit, and strong concerns over the wide external deficit. All governments since the right wing government, which came to power in 1982, have implemented structural reforms of the welfare state and tax system, reducing welfare state “generosity” and cutting marginal tax rates, as well as consolidating public finances.

So, Denmark first became rich, and then introduced the programs, which make up the welfare state. The huge increase in government spending has been accompanied by deep structural problems, which has made it necessary to reform the Danish economy and welfare state ever since. It can hardly be claimed that introducing the welfare state made Denmark rich; rather it was the other way around. Denmark first became rich, and then authorities began to redistribute some of the wealth.

deaton happy

But what about the apparent happiness in Denmark? Maybe material wealth doesn’t matter that much if you are satisfied with your life. If fact, life satisfaction and income are quite correlated both across country averages and across individuals within a country, as pointed out by the comprehensive study of the literature by Stevenson and Wolfers. (2015 Nobel laureate in economics, Angus Deaton, has made the same point, cf. the figure). They reject the so-called Easterlin’s Paradox, which saw only a between and not a within country correlation, and thus could be interpreted as a case for redistribution: If redistributing from the rich to the poor didn’t make the rich less happy, redistribution could increase ‘gross national happiness’. And in that case welfare state redistribution could be the reason for the Danish World record in self-reported happiness.

Alas, Denmark is no longer the happiest country in the World, having been overtaken by the low taxed Swiss in the latest survey. And more importantly, as pointed out, Easterlin’s Paradox is not supported by the literature. The most important reason for the Danish happiness level is probably the high income level. Futhermore, as pointed out by Christian Bjørnskov, a high level of trust also seems to increase life satisfaction, and, as Danes are quite trustful, that might play a role here too. Again, the high level of trust preceded the Welfare state in Denmark rather than being caused by it.

In many respects, Denmark could serve as a model for the World (just like most other countries). But if you fail to learn the right lessons, it could be dangerous to try to imitate our model. Especially the idea that you can become rich by redistributing wealth or that there is a gentler way to socialism than the one experienced by typical socialist countries in general could get you into trouble.

And it would certainly be ironic, if the Danish case were to become an excuse for politicians in e.g. Greece or the US to avoid economic reforms, and fiscal consolidation, since we have been reforming and consolidating for decades to handle the problems created by the introduction of the welfare state.

Før stormen

Af admin, den 19. september 2015. 3 svar

I fredags offentliggjorde Eurostat asyltallene for 2. kvartal 2015. Dataene dækker altså EU’s asyltal for perioden op til den regulære folkevandring, der blev indledt i 3. kvartal. Disse tal venter vi spændt på. Men tallene for 2. kvartal er på mange måder interessante, og burde bidrage til en mere nuanceret flygtninge- og migrantdebat.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.06.48

I alt søgte 213.000 førstegangasyl i 2. kvartal 2015; 15% flere end i 1. kvartal og hele 85% flere end i 2. kvartal sidste år. Gennem hele perioden har der været tale om en opadgående trend, som altså er blev forstærket i 3. kvartal.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 22.17.29

Den absolutte stigning har været størst blandt syrere og afghanere, men dykker man ned i tallene, har der nærmest været tale om en across-the-board-stigning fra alle Europas nærområder. I alt har 141 nationaliteter søgt asyl. I relative termer er hverken Syrien eller Afghanistan i top 3. De lande, som topper EU’s asylstatistik i relative termer er: Irak (knap en femdobling), Kosovo (knap en firdobling), Albanien (mere end en tredobling), efterfulgt af Afghanistan, Montenegro, Eritrea, Ukraine og Makedonien. Først på 9. pladsen kommer Syrien.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.07.14

Medierne bruger nærmest per refleks begrebet flygtninge om den igangværende folkevandring, men begrebet migranter er mere passende, hvis man absolut skal vælge. Alene i 2015 har flere fra Balkan søgt asyl end fra Syrien (120.600 vs. 75.315). Syrien halter også bag de afrikanske lande, som samlet har sendt mere end 84.000 førstegangsasylansøgere til Europa. Endelig ligger Afghanistan (hvor der er relativ ro), Iran, Pakistan, Indien og Bangladesh samlet på niveau med Syrien, men alle steder er der tale om en opadgående trend i asylansøgninger.

Ser man på, hvor flygtningene og migranterne lægger deres asylansøgning, er det ofte ikke dér, hvor den burde lægges (ved det første land, som er omfattet af FN’s flygtningekonvention, eller i EU ved ankomsten til det første land blandt de 28-medlemsstater). Som Frontex og en asylchef tidligere har berettet, er flygtninge og migranter pinligt bevidste om, hvor de har størst chance for at få opholdstilladelse, familiesammenføring og de højeste velfærdsydelser og andre goder. Hvis man tager udgangspunkt i den vestbalkanske rute, som de fleste migranter og flygtninge vælger, og regner afstanden til EU-landenes grænser fra Beograd (Serbiens hovedstad) er samvariationen mellem flygtninge- og migrantstrøm og afstand kun 17%. Flygtninge siges ellers at vælge den korteste afstand til sikkerhed.

Vælger man derimod at se på sammenhængen mellem flygtninge- og migrantstrøm og asylvelfærdsydelser (hvad en familie med to små børn kan forvente at modtage, mens deres asylansøgning behandles minus alt andet og korrigeret for PPP prisniveau ratios), er samvariationen hele 60%. Money matters!

Flere faktorer spiller ind, og mønsteret er alt for systematisk til, at man kan affeje det med, at flygtningene og migranterne bare søger til et område, hvor der er demokrati og sikkerhed. De vælger med omhu.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.08.16

Alle figurer og data er fra Eurostat:  http://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/6996925/3-18092015-BP-EN.pdf/b0377f79-f06d-4263-aa5b-cc9b4f6a838f og http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Asylum_quarterly_report

It’s the democracy, stupid

Af Henrik Christoffersen, den 4. september 2015. 3 svar

Skrevet af Henrik Christoffersen

En legendarisk artikel fra 2001 skrevet af de tre økonomiprofessorer, Alberto Alesina, Edward Glaeser og Bruce Sacerdote stiller spørgsmålet: Why Doesn’t the United States Have a European Style welfare State? Svaret finder de ved at efterprøve gyldigheden af en tankevækkende forklaringsmodel. Som udgangspunkt giver forfatterne en i sig selv tankevækkende definition af, hvad de forstår ved begrebet velfærdsstat. En velfærdsstat er i denne optik slet og ret at opfatte som en omfordelingsmekanisme. Velfærdsstatens omfang viser sig dermed i form af graden af økonomisk omfordeling i samfundet. Det leder forfatterne hen til at beskrive den mekanisme, som bedriver omfordelingen. Vi har altså at gøre med økonomer, som undersøger politiske systemer og demokrati.
Nu er der fundamentale forskelle på, hvorledes politiske systemer fungerer, og sådanne forskelle findes også i rig udstrækning i lande, som vi alle vil betegne som demokratier. I artiklens model bliver så sat fokus på de momenter ved landenes demokratiske systemer, som forfatterne antager at være bestemmende for graden af omfordeling.
Herved udvikler artiklen en forklaringsmodel, som gør graden af omfordeling beroende på to fundamentale størrelser. For det første antages, at graden af omfordeling beror på graden af lighed i fordelingen af politisk magt. Her betyder det noget, om alle faktisk deltager i de demokratiske valg, og om de politiske institutioner er udformet, så hver borger formelt er ligestillet i magtfordelingen.
Den anden størrelse, som antages at være afgørende for graden af omfordeling, er graden af altruisme i befolkningen. Her betyder det noget, i hvilket omfang borgerne finder egen nytte i visheden om, at andre borgere gives forbrugsmuligheder.
Med sådan en model som udgangspunkt gør forfatterne nu den forsøgsvise antagelse, at vi har at gøre med et samfund, hvor borgerne er aldeles selviske, således at graden af altruisme kan sættes til nul. Alle stiller spørgsmålet: Hvad er der i det for mig? Ligeledes forestiller forfatterne sig, at der i dette samfund fungerer et politisk system, hvor den politiske magt er fuldstændig ligeligt fordelt, så alle borgere er fuldt ligestillede i politisk indflydelse.
Forfatternes intention er herefter at undersøge, hvilket omfordelingsudfald, som vil fremkomme i forfatternes syntetiske samfund. Her påviser artiklen, at der findes èn og kun en løsning, såfremt borgerne agerer rationelt. Vejen hertil går over medianvælgerbetragtningen, idet forfatterne først gør medianvælgerens placering i fordelingen af primære indkomster klar. Det sker ved med solidt empirisk belæg at antage, at fordelingen af primære indkomster i samfundet er venstreskæv. Altså at der er få, som har meget små indkomster men mange, som har middelindkomster og tillige få med meget høje indkomster, som til gengæld kan være ekstremt høje. Alt i alt vil så gælde, at den midterste indkomstmodtager, der her defineres som medianvælgeren, vil have en indkomst, som er lavere end gennemsnitsindkomsten i samfundet. De få borgere med ekstremt høje indkomster vil nemlig trække gennemsnitsindkomsten mærkbart op, men de vil numerisk tælle uendeligt lidt. For medianvælgeren er situationen hermed, at den økonomisk bedste løsning på omfordelingsspørgsmålet vil være at indgå en alliance med alle vælgere med lavere indkomst end egen indkomst. Herved vil der netop blive dannet et flertal kun marginalt større end 50 procent. Dette flertal vil kunne forenes i en bestemt politik, som vil være optimal for alle i denne flertalsalliance, nemlig i den politik, som dikterer fuld omfordeling. Det vil øge flertallets økonomiske råderum maksimalt at inddrage penge fra det mere velstående store mindretal og fordele pengene til flertallet indtil velstandsniveauerne mellem de to vælgergrupper er fuldstændig udjævnede.
Alesina, Glaeser og Sacerdote argumenterer ud fra deres model for, at USA nødvendigvis må være en velfærdsstat af begrænset størrelse. Altruismen er her begrænset, ikke mindst i kraft af racemodstillingerne. Og det amerikanske demokratiske system realiserer ikke en reelt lige fordeling af politisk magt mellem borgerne. Spørgsmålet er så, om vi kan forstå den ekstremt store danske velfærdsstat ud fra modellen?
Det er vanskeligt eksakt at efterprøve dette spørgsmål i en modelberegning, men der gives væsentlige indikationer i retning af, at modellen kan forklare en dansk særlig stor velfærdsstat. National Center of Competence in Research på universitetet i Zürich udviklede i 2011 et demokratibarometer baseret på en sammenvejning af 12 forskellige funktioner ved demokrati. Når de anvender dette indeks på 33 udviklede demokratier finder de, at Danmark er det land overhovedet, som ud fra disse kriterier står som det stærkeste og mest veludviklede demokrati. Danmark er også et af de lande, som overhovedet har fået opbygget det stærkeste system af interessevaretagende organisationer, og den danske model på arbejdsmarkedet er enestående. Trepartsforhandlinger er i princippet en central del af den danske model, men trepartsforhandlinger har alene vist sig mulige, når arbejdsmarkedets interessevaretagende parter gives frit slag. Overordnede hensyn er stort set ikke mulige at inddrage. Dansk politik er nok i udpræget grad at opfatte som slet og ret et interessespil.
Det virkeligt ondskabsfulde i Alesinas, Glaesers og Sacerdotes model er, at den i virkeligheden ser vælgernes insisteren på mere omfordeling frem for langsigtet velstandsudvikling som en selvforstærkende egenskab ved fuldt demokrati. Jo højere grad af omfordeling jo højere skatter betaler vælgerne, og derved bliver tabet også større, såfremt man ikke får del i velfærdsstatens omfordelingsprogrammer. Det bliver dermed rationelt at investere stadig mere i interessevaretagelse, og fokus bliver i stigende grad på forholdet mellem aktuel skattebetaling og aktuel tildeling af velfærdsgoder. Vækst i interesseorganisationer er et kendetegn ved velfærdsstaten, og den danske model har verdens måske højeste kontingenter til fagforeninger, som ikke blot fokuserer på løn men i stigende grad også på fordeling af velfærdsgoder i det hele taget.
Det principielle resultat fra Alesina, Glaeser og Sacerdote må i virkelighedens verden modificeres i kraft af den kendsgerning, at der er betydelige og givetvis stigende velfærdstab forbundet med velfærdsstatens finansieringskilder jo højere skattetryk og omfordelingsgrad, der søges realiseret. Det enkleste billede af denne problematik er den omvendt U-formede Laffer-kurve. Kurvens logik er, at skatteindtægterne ikke bliver ved at vokse, når skattesatsen øges, men der er et toppunkt.
Set i sammenhæng holder resultaterne fra Alesina, Glaeser og Sacerdotes omfordelingsmodel og fra Laffer-modellen mere eller mindre dansk økonomisk politik i en skruestik. Skattetrykket og graden af omfordeling er dømt til at være størst muligt givet den restriktion, som Laffer-modellen beskriver. Man kan som socialdemokraterne gjorde det ønske nye skatter, men når det kommer til stykket viser det sig, at velfærdstabene bliver for store, som det har været tilfældet med millionærskat, fedtafgift, brændeafgift osv. Eller man kan som Løkke-regeringen ønske lavere offentlige udgifter, mindre omfordeling og lavere skatter, men vælgerflertallet sætter sig i kraft af interessevaretagelsen imod. Det faktiske resultat bliver nogenlunde status quo.
Det overraskende er, at denne fastlåsning ikke har fjernet lysten til at tale om skattereformer. Det modsatte er tilsyneladende tilfældet. Nu er håbet jo som bekendt lysegrønt, og de, som ikke forstår sig på politisk økonomi, tror vist for nogles vedkommende på, at det fortsat er muligt at få flere penge i statskassen. Andre tror, at det er muligt politisk at beslutte en mindre stat.
Rent faktisk er der intet, som kan begrunde, at skattereformer ikke umiddelbart skulle ende som et provenumæssigt nulsumsspil. Håbet kan så dog være, at skattesystemet med reformer kommer til at indebære mindre velfærdstab og bedre dynamiske egenskaber. Spørgsmålet er bare, om det bliver ved med at være meningsfuldt at lede efter atter nye konstellationer af skatter og afgifter med endnu bedre egenskaber. Først findes det bedste design af indtægtssystemet, hvorefter der straks startes eftersøgningen efter det bedste design. Hvorefter … Hertil kommer, at det nok i sig selv har en konsekvens, såfremt skattesystemet får en mere effektiv udformning. Nobelvinderen Gary Beckers argument om, at mere efficiente skatter fører til højere skattetryk synes at have et belæg i den økonomiske historie.
Der foreligger blandt økonomer om ikke en fuldstændig koncensus så en betydelig tilslutning til nogle teser om vejen til et skattesystem med bedre egenskaber. Der foreligger også i forhold hertil en empirisk funderet understøttelse, som dog er stærkt beroende på forudsætninger, som langt fra er indiskutable.
En central tese er, at marginalskatten i indkomstbeskatningen reducerer arbejdsudbudet og bør bringes ned. Lavere marginalskat vil nok også øge incitamentet til arbejde for nogle individer, men en hovedudfordring for dansk økonomi på sigt er evnen til at tiltrække udenlandsk topkvalificeret arbejdskraft og til at fastholde kvalificerede danskere i landet. Her rejser sig spørgsmålet, om potentielle kvalificerede tilflyttere til Danmark vil interessere sig for den marginale beskatning eller for det totale skattetryk. Det ved vi ikke rigtig noget om, men måske vil den potentielle tilflytter snarere stille spørgsmålet: Hvad har jeg tilbage efter skat? I så fald udhules det marginale argument, når vi bevæger os ud over en kortsigtet betragtning.
En anden central tese siger, at det vil øge indtægtssystemets effektivitet at lægge større vægt på ejendomsbeskatning. De to teser set i en sammenhæng peger derved i retning af, at en omlægning fra marginal indkomstskat til ejendomsbeskatning vil øge systemets effektivitet. Argumentet om, at der foreligger en særlig subsidiering i kraft af ejendomsbeskatning under neutralitetspunktet i forhold til andre investeringsformer holder imidlertid ikke med det nuværende renteniveau. Her er ejendomsbeskatningen allerede for høj. Højere ejendomsbeskatning vil i øvrigt få drastiske konsekvenser for pensionister i landets centerområder. Stigende ejendomsskatter kan opfattes som en ekspropriering af en stigende andel af borgernes ejendom, hvorefter borgerne gøres til lejere af deres egen ejendom. Herved bliver denne beskatningsform til et frontalangreb på frihed og borgerlighed i sig selv.
I øvrigt vil en gennemgang af de statslige indtægtskilder afsløre, at problemerne med uacceptabelt store velfærdstab hober sig op.
Tesen om, at det skal kunne betale sig at spare op til pension, støder imod empirien.
Energibeskatningen er i væsentlige henseender udformet med ringe hensyntagen til efficiens i energiforsyningen men med hovedhensynet at skaffe statslige indtægter.
Momsen er specielt på en række områder så høj, at det gør brug af hoteller voldsomt dyr i Danmark. Generelt presser e-handel det danske momssystem trods den principielle momspligt. Punktafgifter har en betydelig grænsehandel som konsekvens.
Selskabsbeskatningen er så høj, at det hæmmer private investeringer. Sammen med anden kapitalafkastbeskatning hæmmes også den private opsparing.
Arveafgiften er så høj, at det er et problem for generationsskifter i den vigtige del af dansk erhvervsliv, som er familieejet.
En realistisk tolkning af dette samlede billede er, at grænsenytten ved yderligere skattereformer i et nulsumsspil vil være kraftigt faldende. Det er simpelthen stadig vanskeligere at udpege punkter, hvor der uden et prohibitivt velfærdstab kan hentes større provenuer, og så er det heller ikke muligt at lette andre skatter i nulsumsspillet.
Yderligere er det en nærliggende konklusion, at det samlede velfærdstab ved at holde et skattetryk markant over skattetrykket i vores nabolande er ganske højt. Omfordeling optager dansk politik så stærkt, at det nok kvæster den samlede velfærd.
Gives der så nogen vej ud af denne klemme? Det er vanskeligt at se tegn i dansk politik på, at det er tilfældet. Det, som nu driver den økonomiske politik, er presset fra konvergenskravene på europæisk plan, og det, som driver effektiviseringen af velfærdssektoren samt miljø- og energiområdet, er behovet for finansiering til forsørgelse og integration af et meget stort antal tilrejsende fra Afrika og Mellemøsten. Når nu der kun vanskeligt gives mulighed for at øge statens indtægter. Bag disse opstramninger gemmer sig så et slagsmål om, hvem det særligt er, som skal holde for, når der skal lappes huller i den offentlige økonomi. Her er de offentligt ansatte og modtagerne af overførselsindkomster hovedmodstandere.
Men måske er der alligevel et spinkelt håb. Den vej ud af klemmen, som ser ud til at ligge nærmest i den økonomisk politiske debat, baserer sig på rationalet, at danskerne skal arbejde mere og mere, jo mere velstillede de bliver. Ideen om 12 minutter og rent politiske beslutninger viste sig imidlertid ikke at kunne bære. Det var ikke muligt at overbevise befolkningen om, at det mere eller mindre er byrdefrit at skaffe flere penge i statskassen. Herefter er fokus kommet på den marginale indkomstbeskatning, hvor lettelser imidlertid dels har vist sig vanskelige at enes om politisk og at finansiere foruden at effekten på længere sigt er usikker, såfremt reduktion af den marginale skattesats ikke foregår som en reduktion af det samlede skattetryk. Og så er der kommet fokus på tilbagetrækningsalderen fra arbejdsmarkedet. Danmark går også efter at blive landet med den seneste tilbagetrækningsalder.
Dansk økonomisk politik er blevet stort set ren reaktiv politik. Ubalancer og huller skal lappes. Under mottoet: Det gælder om at bevare velfærdsstaten. I sandhed en tankevækkende konsekvens af verdens stærkeste demokrati.
Denne reaktive politik udfoldes imidlertid i en verden under forandring. Der er adskillige argumenter for, at velfærdstabene ved de høje skatter vil blive stadig større. Det gælder eksempelvis, når udenlandsk kvalificeret arbejdskraft bliver af stadig større strategisk betydning, når erhvervsmæssige investeringer bliver stadig mere mobile, når e-handel ekspanderer og når udkantområderne bliver stadig mere beroende på turisme.
Perspektivet er, at skattetrykket vil være for nedadgående og omfordelingen altså ligeså. Ikke fordi vi kommer til at indse, at det er fornuftigt eller rimeligt. Men fordi det er uomgængeligt og vi bliver presset i den retning.