Kategoriarkiv: Ikke-kategoriseret

Embedsmændene og de særlige rådgivere – et billede på en modsætning.

Af Aksel Tarras, den 29. marts 2017. 2 svar

Berlingske har rejst en debat om regeringens 22 særlige rådgivere og deres løn. (her ) Men den interessante debat er egentlig hvorfor alle ministre i dag åbenbart har behov for en særlig rådgiver. Er årsagen, at magtens tredeling i dag er væk? Om embedsværket er blevet så stærkt, at en minister ikke har en chance uden politiske embedsmænd? Den interessante debat er at stille spørgsmålet, hvorfor disse politiske embedsmænd er blevet hverdag? Siden Poul Nyrup Rasmussen i 1996, som den første statsminister ansatte en særlig rådgiver – til at det er normen, at en minister har tilknyttet en politisk embedsmand.
”Yes, Minister” skulle alle Thatchers ministre se. Fordi serien fremstillede realiteternes verden. Fiktionen fik hverdagen frem. Derfor er ”Yes, minister” så fremragende. Serien fremstiller dilemmaet mellem den folkevalgte politiker og embedsmændene. Embedsmændene der er uafhængige af det aktuelle politisk flertal og politikeren, der kastes ind i et apparat der ikke nødvendigvis har de samme interesser som det politiske flertal. Embedsmænd er mennesker, hvorfor de er loyale overfor deres egen interesser. Forventningen om det modsatte er naiv. Altruisme findes ikke. Den enkelte gør godt imod sig selv og sine egne.
Embedsmændene er de reelle magthavere. De kan fremstille en sag, så den fremstår på den måde, de ønsker det. Meget af lovgivningsarbejdet drives af embedsmændene, det initieres ikke af politikerne. Lovbekendtgørelser og udmøntninger af love sker på embedsmændenes initiativ. F.eks. er EU forordninger gældende i alle EU lande fra det øjeblik forordningen er vedtaget i parlamentet – også selv om direktivet som forordningen er en udmøntning af – ikke er implementeret i national lov.
Magtubalancen mellem embedsmænd og politikere er sikkert forstærket af, at hvor man tidligere udnævnte politikere til ministre – der i en årrække havde være ordførere for det pågældende område – så udnævnes politikere i dag til ministre også for områder, de aldrig har været ordførere for. Hvilket svækker politikernes position. De er fagligt bagud.
Det gode ved den danske embedsmandstradition er, at den skaber kontinuitet. Tilfældige politikere kan ikke vælte hele butikken, det vil de aldrig få lov til. Men dette ændrer ikke ved at magtforholdet embedsmand overfor politiker har forskubbet sig yderligere i retning af embedsmændene i de senere år. Dette ses ved hvor kompleks lovgivningen er blevet på de fleste områder.
Så den udøvende og lovgivende magt er i dag fuldstændig sammensmeltet. Det er også derfor, at lovmøllen producerer så umådelige mængder. Derfor burde diskussionen gå på, hvorfor spindoktorer er nødvendige? Ikke på deres løn, ikke at der er 22, men hvorfor de er der. Om tiden med det danske embedssystem, hvor embedsmænd er politisk ”uafhængige” og altid bliver siddende ved regeringsskifte er passe. Og om der i stedet burde etableredes et embedsværk, der er fast, med en politisk ledelse og overbygning, der udskiftes ved regeringsskifte. Det vil være den interessante og relevante debat, langt mere relevant end om X, Y og Z får 700, 800 eller 900 t.kr. i løn. Den politiske debat burde være, hvordan vi bedst indretter os i en ufuldkommen verden, med ufuldkomne embedsmænd og politikere. Så embedsmændene ikke får uforholdsmæssig stor magt og tilfældige politikere ikke kan vælte det hele om kuld.

Hayeks bidrag til økonomi og politisk filosofi

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. marts 2017. 2 svar

Nu skal jeg nok love ikke at lade det udarte til en “døde økonomers klub”, men det bør markeres, at det i år er 25 året for F.A. Hayeks død. Han var om nogen repræsentant for den gren af liberalistisk politisk filosofi, som lægger vægt på problemer med at opsamle og udnytte viden centralt. Det gennemsyrede Hayeks arbejder først som økonom og siden som en tænker, der forsøgte at integrere samfundsvidenskaberne omkring dette tema.

Hayeks tese var, at markedet giver os mulighed for at anvende langt mere information, end det er muligt at opsamle centralt. På markedet bliver koordinationsopgaven ikke løst af en central planlægger, men af prissystemet. Han anså det for en af menneskehedens største frembringelser, selv om det ikke er skabt ved nogen bevidst designhandling, men gennem aktørernes individuelle handlinger med et meget mere begrænset sigte. Markedsordenen er på denne måde en spontan orden, skabt af menneskelige handlinger, men ikke af menneskeligt design. Hayeks mest berømte artikel og hans Nobelprisforelæsning fra 1974 handlede om det emne.

Med tiden begyndte Hayek at se ikke blot markedet, men hele samfundet som en spontan orden, baseret på institutioner, der ligesom prissystemet er skabt i en evolutionær selektionsproces. Det er ting som normer, sprog og love (han sondrede i den forbindelse mellem bevidst lovgivning og love fremvokset evolutionært, navnlig i lande med common law-tradition).

Hayeks pointe var, at den spontane sociale orden er mere kompleks, end nogen vi kan skabe bevidst. Et samfund baseret på central økonomisk planlægning og omfattende politisk styring vil ikke blot være mindre frit, men også meget fattigere end det frie samfunds “udvidede orden”. Han anså desuden økonomisk interventionisme som en ustabil tilstand, som vil lede til mere og mere central planlægning, hvis man forsøger at finde en vej ud af stadige frustrationer. Hans første populære og ikke-økonomiske bog, “Vejen til trældom” fra 1944, var en skarp advarsel til briterne om, at Hitlers autoritære styre ikke blot var et udslag af nazismens særlige ondskab, men lå i logisk forlængelse af dets centrale planlægning og totalitære mål.

Hayek er fortsat central både som økonom og som politisk filosof. Han har tiltrukket sig ekstra opmærksomhed på det seneste i to ret forskellige sammenhænge.

For det første havde finanskrisen et forløb, som skabte fornyet interesse for hans konjunkturteori. Jeg er dog ikke enig med dem, som mener, at finanskrisen genrejste hans konjunkturteori. Dette forskningsområde har bevæget sig meget, siden Hayeks centrale bidrag fra 1930erne. Blot at henvise til Hayek på dette felt svarer til dem, der mener, at Keynes’ 80 år gamle teori er den bedste beskrivelse, vi har af makroteorien. Men der er stadig interessante ideer at hente også i Hayeks konjunkturteori.

For det andet nævnes Hayek ofte som en af fædrene til “neoliberalismen”. “Neoliberalismen” er et begreb skabt af dens kritikere og mest af alt et sammensurium af ideer og doktriner, de ikke bryder sig om. Kritikerne er især modstandere af New Public Management, der karakteriseres som “neoliberalt”, fordi det angiveligt er udtryk for “markedstænkning”. Intet kunne dog være fjernere fra hinanden end Hayeks decentrale markedsorden og forsøget på at planlægge den økonomiske aktivitet i det offentlige. Enkelte af kritikerne er dog blevet opmærksomme på, hvor absurd sammenblandingen er.

Hvis ikke, man vil købe Hayeks samlede værker, er der (om og af) Hayek hos bl.a. libertyfund, econlib og IEA, hvor man bl.a. kan hente en ebogsudgave af “Vejen tiltrældom” samt af den forkortede udgave fra Readers Digest, som gav Hayek stort gennemslag i USA. Jeg har selv skrevet om ham flere steder, bl.a. her.

Hvad demokratiet kan og ikke kan

Af Otto Brøns-Petersen, den 5. marts 2017. 11 svar

Her er – som lovet – et link til min kronik i Børsen om Arrow og “(u)mulighedsteoremet”. Det er et af de vigtigste resultater om demokratiske valgsystemer overhovedet. Det viser, at det grundlæggende ikke kan lade sig gøre at tolke demokratiske afstemninger som udtryk for “folkets vilje”.

Men det er også generelt vanskeligt tilgængeligt. Det skyldes, at social choice-teorien (som Arrow grundlægger med teoremet) benytter sig af matematisk set-teori, som kan virke fremmedartet på de fleste. Og selv om man forstår matematikken, kan resultaterne være svære at fortolke. Den absolut bedste ikke-tekniske fremstilling er mig bekendt stadig William Rikers “Liberalism against populism”.

Arrows teorem går som sagt ud på, at intet valgsystem kan opfylde fem krav på én gang:

1) at der ikke må være en diktator, 2) at vælgerne må mene, hvad de vil, 3) at systemet skal være konsekvent i sin prioritering, 4) at prioriteringen mellem to forslag X og Y skal være uafhængig af, hvordan man ser på Z og andre irrelevante alternativer, og 5) at hvis alle foretrækker X frem for Y, må valgsystemet ikke vælge Y.

Kravene er oplagte at stille til et rationelt individ – bortset fra krav 1) om at der ikke må være en diktator, naturligvis. Når vi vælger individuelt, er vi jo netop “diktator”. Men hvis der er flere vælgere, er kravet om fravær af en diktator oplagt. Og så følger det af teoremet, at mindst ét af de andre krav ikke kan være opfyldt. Der vil typisk ikke være “kollektiv rationalitet” på samme måde som der vil være individuel rationalitet ved individuelle valg.

I kronikken giver jeg et par eksempler på fravær af rationalitet, som vi næppe ville forvente at se hos enkeltpersoner, men sagtens kan finde ved kollektive beslutninger:

Tag f.eks. en mand på en restaurant, som mellem fisk, bøf og kylling vælger bøf. Da tjeneren meddeler, at køkkenet for resten også er løbet tør for kylling, vil manden helst have fisk (og lever dermed ikke op til krav 4). Ham ville vi ikke se som helt velforvaret.

Eller hvad med kvinden på samme restaurant, som ikke får noget at drikke, fordi hun bedre kan lide rødvin end hvidvin, og bedre rosé end rødvin, men foretrækker hvidvin frem for rosé (og krænker krav 3).

Der var ikke plads til at folde eksemplerne ud i kronikken, hvor de derfor blot er postulater. Men lad mig prøve at vise, hvordan det kan lade sig gøre.

Det første eksempel handler om uafhængighed af irrelevante alternativer. Antag f.eks. at vi har syv vælgere med disse præferencer:

4 vælgere foretrækker fisk frem for bøf og bøf frem for kylling (kan skrives: F,B,K)

3 vælgere foretrækker bøf frem for kylling og kylling frem for fisk (B,K,F).

Hvis de skal stemme om, hvad de skal have til aften, kan de f.eks. bruge det såkaldte Borda-system. Her giver man point til hvert alternativ efter, hvor meget man foretrækker dem. De første fire vælgere giver hver 3 point til fisk, 2 point til bøf og 1 til kylling. Vinder er den kandidat, som får flest point sammenlagt. I eksemplet her får bøf 17 point, fisk 15 og kylling 10. Ergo vinder bøf.

Men fjern nu kyllingen fra menukortet. Nu vil de første fire vælgere give 2 point til fisk og 1 point til bøf. De sidste tre vælgere vil omvendt give 2 point til bøf og 1 point til fisk. Nu får fisken 11 point samlet, mens bøffen får 10 point sammenlagt. Ergo vinder fisk.

Bemærk at vælgerne hver især er helt rationelle. Men kollektivt havner de i den ikke-rationelle situation, at det indbyrdes forhold mellem bøf og fisk er bestemt af et tredje alternativ, som i øvrigt ikke har nogen chance for at vinde selv.

Eksemplet med kvinden, som ikke kan frembringe en konsekvent (såkaldt transitiv) orden af alternativer kan for det kollektive tilfælde illustreres sådan: Der er kun tre vælgere med hver sin konsekvente ordning af de tre slags vin:

vælger A: Rødvin, Hvidvin, Rosévin

vælger B: Rosévin, Rødvin, Hvidvin

vælger C: Hvidvin, Rosévin, Rødvin

Hvis vi foretager parvise flertalsafstemninger mellem de tre kandidater, får vi først, at rødvin slår hvidvin (vælger A og B stemmer på rødvin). Dernæst får vi, at roséen slår rødvinen (vælger B og vælger C stemmer for rosé). Endelig får vi, at hvid slår rosé (som A og C foretrækker).

Dette eksempel har været kendt meget længe som Condorset-paradokset (efter den franske matematiker Condorset). Som det ses, er der ingen klar (Condorset) vinder for kollektivet af vælgere, uanset at hver vælger klart kan prioritere mellem alternativerne. Det vil derfor være afstemningsrækkefølgen, som kommer til at afgøre udfaldet. Hvis vi f.eks. begynder med rød og hvid først, og lader vinderen (rød) møde rosé, vinder rosé. Men et hvert af alternativerne kan ende som vinder, afhængigt af afstemningsrække.

Borda- og Condorset-eksemplerne er desuden gode til at illustrere Gibbard-Sattertwaite-teoremet, som siger, at ethvert valgsystem, som ikke diktatorisk, kan manipuleres. Det er let at se, at den, der bestemmer afstemningsrækkefølgen i Condorseteksempler, også bestemmer udfaldet. På samme måde kan den, der bestemmer antallet af kandidater i Bordaeksemplet, bestemme udfaldet. Endvidere kan man let overbevise sig om fordelene ved en anden form for manipulation: Strategisk stemmeafgivning. I Bordaeksemplet kan de fire vælgere, som foretrækker fisk, vælge at prioritere bøf under kylling, selv om de reelt foretrækker bøffen frem for kyllingen. Den vil imidlertid føre til valget af fisk, som er deres mest foretrukne alternativ.

Men det tyder så på, at hverken Cordorsetmetoden eller Borda-systemet er gode valgsystemer, og at vi må finde et helt tredje? Styrken ved både Arrows og Gibbard-Sattertwaites resultater er, at de kan fastslå, at denne søgen er omsonst. Uanset hvilket valgsystem, man kan tænke sig, kan det ikke opfylde alle fem krav samtidig eller være umanipulerbart.

Som nævnt i kronikken har der føjet sig en lang række andre, ikke mindre dystre resultater til i social choice-teorien.

Og konklusionen? Ja, den er at “folkeviljen” ikke eksisterer i nogen meningsfuld forstand.  Politik kan nok sikre, at der bliver truffet beslutninger, men at “folket har talt” kan man ikke sige. Som Riker påpegede, er den vigtigste egenskab, at det kan afsætte en uacceptabel leder til overkommelige omkostninger. Det er en mekanisme, som ikke udmønter, men kan være med til at beskytte individers frie udfoldelse – i øvrigt sammen med checks, balances, grænser for politik og frihedsrettigheder.

Kenneth Arrow

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. februar 2017. Skriv et svar

Sidste uge døde Kenneth Arrow, 95 år gammel. Han var ingen “rockstjerne”-økonom, men en af fagets absolut vigtigste tænkere i det tyvende århundrede. Jeg skriver om ham og navnlig social choice-teori i Børsens kronik på fredag.

I mellemtiden kan jeg anbefale David Warshs portræt af ham her. Det er et af flere økonomportrætter, som jeg allerede tidligere har givet en varm anbefaling. Det er økonomisk journalistik af absolut højeste klasse, tilgængeligt for alle og interessant for selv (og måske især) fagligt interesserede økonomer.

Her er Econlibs artikel og her Arrows egen Nobelprisforelæsning fra 1972.

Hvad med skatten, når robotterne overtager jobbene?

Af Otto Brøns-Petersen, den 22. februar 2017. 8 svar

Når robotterne overtager alle jobbene, bør de så ikke betale skat? Det foreslår Bill Gates i hvert fald. Gates er en dygtig og engageret erhvervsmand. Men hans kommentarer afslører også, at han næppe har brugt så mange kræfter på skatteøkonomi, inden han droppede sine universitetsstudier.

Umiddelbart lyder det tilforladeligt, at når maskiner erstatter arbejdskraft, så må skattebyrden i højere grad hvile på dem. Der er imidlertid flere problemer med ræsonnementet.

  1. The lump of labor fallacy. Det første problem er Gates’ åbenbare formodning om, at flere maskiner må betyde færre job. Den kaldes ”fejltagelsen om arbejdskraftsklumpen”, fordi den bygger på en antagelse om, at massen af job er en klump af given størrelse. Realiteten er, at arbejdsmarkedet kan opsuge så store mængder arbejdskraft, det skal være, hvis lønnen svarer til produktiviteten. Så flere maskiner fører ikke nødvendigvis til færre job. Selv om antallet af job måske falder i nogle sektorer – som det er sket i landbruget – bliver der efterspurgt arbejdskraft i andre.
  2. Flere maskiner fører normalt til højere løn. Maskiner har hidtil gjort arbejdskraften mere produktiv. Det skyldes, at den i høj grad har været komplementær til arbejdskraft. En mand med gravko producerer mere end én med en skovl, og en kvinde med en PC skriver hurtigere end én med en gåsefjer. Faktisk er det sådan under ret almindelige forudsætninger, at arbejdskraftens samlede andel af indkomsten og kapitalens samlede andel af indkomsten er konstant, uanset mængden af arbejdskraft og kapital. Altså: Når mængden af kapitaludstyr vokser, vokser indkomsterne forholdsvis lige meget for lønmodtagere og kapitalejere. Og det betyder videre, at lader vi kapitalapparatet vokse og antallet af lønmodtagere være konstant, så stiger aflønningen per lønmodtager, mens den falder per kapitalenhed. Flere maskiner medfører altså ikke, at indkomstfordelingen mellem arbejde og kapital ændres – der sker bare det, at den samlede indkomst stiger. Hvis politikerne ikke ændrer skattesystemet, vil skattetrykket og skattestrukturen heller ikke forrykkes. Gates overser altså, at flere maskiner ikke automatisk medfører fald i skatteindtægterne eller færre penge til lønmodtagerne.
  3. Maskiner betaler allerede skat – flere gange endda. Eller rettere: Maskinernes ejere betaler skat. Det indebærer faktisk, at maskinernes aflønning – som kaldes kapitalafkast – i dag beskattes to gange. Kapitalen stammer ultimativt fra lønindkomst, som beskattes netop som lønindkomst. Dernæst beskattes afkastet en gang mere. Kapitalafkast er i sidste ende bare en kompensation for at udskyde at omsætte lønindkomst til forbrug.
  4. Men hvad hvis lønnen ikke stiger? Kapitalen beskattes stadig. Kan man tænke sig til en situation, hvor maskiner bliver så effektive, at de ikke alene komplementerer arbejdskraften, men simpelt hen bliver mindst lige så gode som os til at alle former for (hidtil) menneskeligt arbejde? Ja, det kan man godt, selv om vi foreløbig ikke har set den. I så fald bliver arbejdskraft og maskiner rene substituttter. Det vil ikke gøre os fattigere, men omvendt vil stigningen i indkomsterne fra flere maskiner tilfalde ejerne, dvs. dem der sparer op. Men de bliver som sagt allerede beskattet. Ovenikøbet gælder, at selv om man tog det fornuftige skridt at afskaffe beskatningen af kapitalafkast (som skatteteorien siger, man bør), så vil staten stadig kunne skaffe sig voksende indtægter: Nemlig ved at gøre det samme, som kapitalejerne – altså at spare op. Hvis maskinernes relative indkomst kommer til at vokse, er det et udtryk for, at afkastet af opsparing kommer til at stige. Det kan staten også få del i ved at spare en del af provenuet fra lønskatterne op.
  5. Men hvad hvis maskinerne frigør sig fra ejerne? Så har Gates en pointe. Man kan forestille sig, at maskinerne udvikler sig så meget, at de får bevidsthed og andre menneskelige egenskaber i en grad, så vi ikke længere kan tillade os at eje dem. Eller de gør måske oprør og løsriver sig. I så fald bliver maskinerne en art parallel race til den menneskelige. Og i så fald vil det være nærliggende at beskatte dem som sådanne (medmindre altså at så store tekniske fremskridt også vil lede til en mere hensigtsmæssig institution end en stat finansieret med skatter).

Selv om den teknologiske udvikling kan føre til mange uforudsigelige ting, så kan abstrakt økonomisk teori faktisk bringe os et langt stykke med at forstå den abstrakte udvikling i økonomiske størrelser. Desværre er science fiction-forfattere normalt ikke så gode til at dække netop denne problemstilling. Der findes dog enkelte økonomer, som har tænkt endda meget science fiction-agtige scenarier i gennem. Den bedste er Robin Hanson.

Frihed & Nødvendighed

Af Aksel Tarras, den 12. februar 2017. 2 svar

I Søren Kierkegaards ”Sygdommen til Døden” skriver pseudonymet Anti-Climacus, at: ”Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed” – i Kierkegaards subjektive målestok for hvad et menneske er, måles et menneske i forhold til denne syntese af modsætninger.  Lad os kort se lidt på den smukke formulering, ”Frihed og Nødvendighed”. Hvad er nødvendighed i dag? Syntesens modsætninger eksisterer alene ved sin modsætning. Uden modsætning bliver begrebet tomt. Frihed uden nødvendighed. Det er ikke frihed, men ansvarsløshed og ansvarsløshed får konsekvenser, hvis der er nødvendighed. Når nødvendigheden fjernes, som den let bliver i den moderne samfundsorden, så får det uheldige konsekvenser som: morald hazard, forkerte incitamentstrukturer, til at ansvaret for egen tilværelse ikke løftes, men overlades til andre. Den enkelte har friheden til at gøre, hvad han eller hun vil, denne frihed fører til alt godt, hvis den er sat af nødvendigheden – der er tilværelsens krav – men overlades al nødvendighed til andre af den der udnytter sin frihed – så leves der ikke i sand frihed, men alene på ryggen af andre. Det er det der er socialstatens kerneproblem. Socialstaten har erkendt dette og derfor opstår ”løsninger” som New Public Management, hvor kontrol og registrerings helvede får absolut magt – og det er derfor ide debatten om lavere skatter er så vigtig. Lavere skatter er ikke kun godt, fordi det vil fremme den økonomiske vækst i samfundet, men lavere skatter er også vigtige for at få reduceret staten, reduceret omfordelingen og genetableret nødvendigheden i tilværelsen og dermed friheden for den enkelte.

Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis

Af Niels Westy, den 16. januar 2017. 8 svar

Det er januar og tid til Davos…… og til Oxfam og Ibis årlige røverhistorie om hvor skrækkeligt det står til i verden, baseret på fordelingen af verdens nettoformuer, som beregnet af Credit Suisse.

Som det også er traditionen tro, sluger verdenspressen Oxfam og Ibis vrøvlehistorier råt. Som min medskribent her på bloggen, Otto Brøns-Petersen, bemærker på sin facebook:

Det styrker ikke just troværdigheden til de traditionelle medier, at det tilsyneladende er muligt år ud og år ind at komme med det samme budskab baseret på hvad der vel bedst kan betegnes som “junk-science”.

Vi har tidligere her på bloggen indgående beskæftiget os med alle de fejlslutninger og misforståelser, som Oxfam og Ibis rapport er baseret på. Se bl.a. her. samt det bagvedliggende datamateriale fra Credit Suisse.

Med vanlig forarget tonefald får vi også i år historien om de superrige og deres store formuer sat op mod den halvdel af jordens befolkning, som med de mindste formuer.

Som Ibis skriver under overskriften “Find dig ikke i ulighed“:

8 mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det er en vanvittigt ulige verden.

Et sygt system tillader, at ganske få absurd rige har råd til at spise sig mætte hver dag på Michelin-restauranter, mens 1 ud af 9 mennesker i verden samtidig går sultne i seng.

Med andre ord må man åbenbart forstå, at hvis ikke disse 8 mænd havde så store formuer, ville det være til fordel for jordens fattigste.

Det må i så fald glæde Oxfam og Ibis, at verdens 4. rigeste mand, Carlos Slim fra Mexico, sidste år oplevede at hans formue faldt med ca. 1/3, fordi aktiekursen på hans Telecom virksomhed América Móvil faldt drastisk i lighed med at pesos svækkedes i forhold til den amerikanske dollar.

Nu mangler vi bare at Oxfam og Ibis forklarer os, hvorledes dette har gavnet verdens fattige. Men den forklaring kommer vi nol til at vente på.

Til gengæld kan vi være sikre på, at der også til næste år i januar, hvor der også er Davos møde, naturligvis igen vil komme en rapport fra Oxfam og Ibis. Og konklusionen vil med garanti også til den tid være at det hele er af pommern til.

At vi de seneste 3 årtier har oplevet en historisk reduktionen i verdens fattigdom, mens størrelsen af den globale middelklasse er eksploderet, vil der næppe blive plads til at fortælle i den årlige rapport.

Og så længe pressen ukritisk rapporterer fra den, vil man naturligvis blive ved med at lave den. Som  skriver på sin blog hos “The Spectator”:

 

Your average milkman has more wealth than the world’s poorest 100 million people. Doesn’t that show how unfair the world is? Or given that the poorest 100 million will have negative assets, doesn’t it just show how easily statistics can be manipulated for Oxfam press releases? They’re at it again today: the same story, every January. “Almost half of the world’s wealth is owned by just 1% of the world’s population” it said in 2014. It has done variants on that theme ever year, each time selling it as a new “big” story. All the time peddling the impression that inequality is getting worse, that the rich are engorging themselves at the expense of the poorest.

Velkommen til Aksel Tarras Madsen

Af Niels Westy, den 8. januar 2017. Skriv et svar

Det er med stor glæde at vi her på punditokraterne kan præsentere vores nye blogger, cand. merc. aud Aksel Tarras Madsen, som især vil skrive om det individuelle ansvar, individet overfor kollektivet, den for store stat og socialstatens ulykker.

Aksel har i mange år været sen skattet oplægsholder på Cepos Akademi, og læserne af punditokraterne kan se frem til en skribent, som både kan sin økonomi og sin Søren Kirkegaard.

Hemmelige ransagning – nu i sager om doping

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2016. Skriv et svar

Imens danske medier gik i selvsving med dårlig dækning af det amerikanske præsidentvalg fik Justitsministeriet sneget en lovændring op på bordet. Advokat Peter Trudsø kan berette om et nyt lovforslag, der er i høring:

”[Der] er lagt op til, at politiet skal have mulighed for hemmelig ransagning i sager med grove overtrædelser vedrørende dopingmidler samt grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig”

I det gode selskab ses der ned på folk, der burger glidebaneargumenter. For glidebaneargumentet flytter fokus fra her-og-nu over til en hypotetisk fremtid, som ikke kan bevises. Men denne udvidelse af anvendelsesområdet for hemmelige ransagninger er der altså folk, der har råbt op om i mange år.

Læs mere om lovforslaget og find links til Ex-pundotokrat Mchangamas rapport om selv samme hos Rule of Law.

Regeringens boligskatteudspil – en kritisk gennemgang og et alternativ

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. oktober 2016. 1 svar

Det er et stort kompleks, regeringen har fremlagt (her og her). Hvad skal man mene? Jeg har haft lejlighed til at kommentere det bl.a. her, her, her og her. Men nedenfor er et forsøg på at se på det i sammenhæng.

Vurderingen er desværre vanskeliggjort af, at forslaget mangler de helt elementære oplysninger, som ellers altid hører til et skatteforslag. Hvad er de varige provenuvirkninger? Kommer staten til at få mere provenu og skatteyderne betale mere? Hvordan fordeler skattelettelser og -forhøjelser sig på skatteyderne? Det er yderst sporadisk belyst, primært med kommuneinddelte skraveringer på Danmarkskort og udvalgte eksempler. Det kan man ikke bruge til så meget.

Meget kort fortalt om selve forslaget, så er ændringerne af ejendomsværdiskatten og grundskylden grundlæggende fornuftige. Det nye vurderingssystem er derimod ikke klogt, men vil få en masse arbitrære virkninger (man må dog beundre den politiske dødsforagt, som forslaget er udtryk for).

Selve forslaget indeholder tre elementer:

 

  1. Ejendomsværdiskatten.

Regeringen vil afskaffe skattestoppet, som siden 2001/02 har lagt et nominelt loft over vurderingerne. Skattestoppet indebærer altså, at man laver vurderingerne, som om priserne ikke var steget siden 2001/02. Men det hører op efter 2020. Det er i overensstemmelse med skattereformaftalen fra 2012, hvor skattestoppet løber foreløbig til 2020 (men flere partier har lovet en forlængelse til 2025, så man slipper ikke for løftebrudsdiskussion). Til gengæld sænkes satsen til den nuværende effektive sats – altså hvad satsen er, når man tager hensyn til, at skattestoppet spiser af beskatningsgrundlaget. Det er 0,6 pct. Formelt er satsen 1,0 pct. af 2001/02-vurderingen (eller 0,8 pct. hvis man har købt inden 1999), dog 3,0 pct.  for dyre ejendomme på den del af værdien, som overstiger 3.040.000 kr.

Det er grundlæggende en god idé at ophæve den nominelle begrænsning på vurderingerne. Ellers ville den effektive beskatning efterhånden falde væk. Så længe andre former for kapitalafkast beskattes –kombineret med fradrag for renteudgifter – vil det give forvridninger ikke at beskatte boligafkast. I begyndelsen af 1980erne var diskrepansen mellem beskatning af boligafkast og rentefradrag så stort, at skattesystemet reelt afdrog 10 pct. af en boligejers gæld hvert år. Der er vi dog langt fra nu, hvor man med dagens renteniveau faktisk – trods skattestoppet – i øjeblikket overbeskatter boliger. Ejendomsværdiskatten burde være effektivt 0,2 pct. i stedet for 0,6 pct. for at være såkaldt neutral (altså hvor rentefradrag og ejendomsværdiskat opvejer hinandens virkning). Renten vil formentlig stige noget igen, men foreløbig er der god tid til at indfase en ny ejendomsværdibeskatning. Man kan roligt lade skattestoppet løbe til 2020 og formentlig også 2025 uden samfundsøkonomiske problemer af den grund.

Derimod er det ikke nogen god idé at lade progressionen i ejendomsværdiskatten fortsætte, selv om regeringen trods alt foreslår at sænke den. Det er elementær skatteøkonomi, at selv om man ønsker at føre fordelingspolitik, så kan det ikke begrunde progression andre steder end i beskatningen af lønindkomst. Der er jo ingen én til én sammenhæng mellem indkomst og boligværdi. Det foreslås tilmed at sænke skatteværdien af store rentefradrag. Det forøger forvridningerne, at der er progressiv beskatning netop af nogle af dem, som har lavest fradragsværdi.

En yderligere påfaldende mangel ved udspillet er, at der ikke indføres ejendomsværdiskat for andelsboliger eller huslejespændet i lejeboliger. Huslejespændet er forskellen mellem markedslejen og den kunstigt lave husleje som følge af huslejeregulering og subsidier til almennyttigt byggeri. Udspillet er altså med til at cementere forvridningerne mellemboligformer.

Hvad er meningen med et ambitiøst gennemgribende boligbeskatningsforslag, hvis man helt lader dette problem ligge? Hvis ikke denne oplagte lejlighed til at tage livtag med forvridningerne på det samlede boligmarkedet bliver udnyttet, byder der sig næppe en ny meget længe. For en liberal mindretalsregering med en helhedsplan burde udgangspunktet være at spille ud med den rigtige løsning; der skal nok komme rigeligt med udvandinger i løbet af forhandlingerne.

 

  1. Grundskylden

Regeringen foreslår at afskaffe den nuværende begrænsningsregel, som betyder, at grundskylden højst kan stige med 5-7 pct. om året. Beskatningsgrundlaget bliver altså de fulde grundværdier i 2021. Det vil umiddelbart udløse store skattestigninger i kommuner, der som Frederiksberg ellers ville være omfattet af loftet i mange år endnu. Til gengæld foreslår regeringen at sætte grundskyldssatsen tilsvarende ned differentieret efter, hvor meget den enkelte kommunes grundskyldsgrundlag stiger i 2021. Frederiksberg vil f.eks. få en stor satsnedsættelse, fordi de skattepligtige grundværdier vil stige meget. I perioden frem til 2025 vil staten bevare kontrollen over grundskyldssatserne. Derefter får kommunerne kontrollen tilbage.

Det er noget af en Storm P.-maskine. Tænkningen er dog på flere punkter rigtig. Især de boligejere, som er blevet ramt af omvurderinger – hvor grundværdien er blevet sat op og bygningsværdien ned – er havnet med nogle ret arbitrære skatteregninger. Desuden har grundskylden i høj grad udhulet skattestoppet, fordi begrænsningen af ejendomsværdiskatten har sat sig i grundværdierne og dermed i grundskylden. Grundskylden kan sluge op til 80 pct. af den umiddelbare skattebesparelse ved skattestoppet. Ejendomsværdiskattestoppet har gjort det mere attraktivt at eje boliger. Det har budt priserne på grunde op, fordi der ikke på samme måde som for bygninger kommer nybyggeri ved øget efterspørgsel.

Når regeringens model er rigtig, hænger det sammen med, at grundskylden er en ret arbitrær skat. Det udfolder jeg nærmere i næste afsnit.

Men et af de store spørgsmål er, hvad der skal ske efter 2025, når grundskylden bliver kommunal igen? Hvordan sikrer man sig, at f.eks. et rødt flertal i Københavns Kommune ikke beslutter sig for at sætte grundskylden op igen? Og hvis man skal sikre sig dette, er vi så reelt på vej til at gøre grundskylden til en statsskat?

 

  1. Ejendomsvurderingerne

Det tredje ben i reformen er at indføre nye ejendomsvurderinger, herunder nye grundvurderinger. Det er den mest risikable og samtidig mest overflødige del af reformforslaget. Baggrunden er naturligvis et ønske om mere præcise vurderinger. Og er det ikke fornuftigt nok? I virkeligheden er svaret på det spørgsmål ret kompliceret og hænger sammen med grundskyldens meget specielle virkninger.

Grundskylden virker nemlig på den måde, at den eksisterende ejer kommer til at bære hele skatten, når den ændres. Grundskylden nedvæltes helt i priserne. Naturligvis er det den, der ejer grunden i et bestemt år, som indbetaler grundskylden. Men nedvæltningen indebærer, at grundskylden kapitaliseres i grundpriserne. De kommende ejere skal godt nok indbetale grundskylden, men vil blive kompenseret fuldstændig ved en lavere købspris. Man kan sammenligne med den, der køber et hus med gæld i. Den nye ejer overtager nok gælden, men vil betale tilsvarende mindre for huset. To ens huse, hvor det ene har en gæld på 1 mio.kr., og det andet er uden gæld, vil få en handelsprisforskel på 1 mio.kr. På samme måde vil to huse med høj og lav grundvurdering blive handlet til priser, som er tilsvarende forskellige..

Derfor kan man i høj grad stille spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at indføre nye, mere retvisende grundvurderinger. F.eks. betyder den eksisterende vurderingspraksis, at grundene til ejerlejligheder systematisk undervurderes. Derfor betaler ejere af lejligheder som udgangspunkt for lidt i grundskyld. Men langt de fleste har købt under forudsætning af gældende vurderingspraksis. Dermed fortaber gevinsten ved de lave vurderinger sig til tidligere ejere. De nuværende ejere må imidlertid bære tabet, når vurderingerne bliver mere retvisende. Det svarer til at rette bager for smed. Det adskiller sig reelt ikke meget fra vilkårlig ekspropriation – bortset fra at det ikke er beskyttet af grundloven.

Selv om det især er ejerlejligheder, som bliver systematisk undervurderet i dag, vil de nye vurderinger af samtlige ejendomme i Danmark kunne medføre meget store forskydninger for enkeltejendomme. Der vil være husejere over hele landet, som fornylig har klaget over deres vurderinger og fået medhold, og som nu pludselig får en høj vurdering igen.

Man ser da også regeringen ryste på hånden. Der indføres en rabatordning, som skal kompensere for arbitrære skattestigninger ved det nye vurderingssystem. Således er det udtænkt endnu en Storm P.-maskine, som indebærer, at en boligejer, der i 2021 kommer til at betale mere i boligskatter, får en tilsvarende rabat.

Er alt så ikke godt igen? Nej. Problemet er, at rabatten kun svarer til skatteforskellen i 2021. Efterfølgende skattestigninger bliver der ikke kompenseret for. Og endnu mere afgørende: Skatterabatten er personlig, sådan at den ikke kan sælges med huset til den nye ejer. Nedvæltningsmekanikken gør imidlertid, at det bliver den eksisterende ejer, som kommer til at betale for de kommende ejeres manglende rabat – ikke gennem højere skatter, men lavere salgspriser. Lægger man de regneeksempler til grund, som regeringen har offentliggjort, vil en ”typisk dyr ejerlejlighed i København” til 4,5 mio.kr. (som nu ikke er så dyrt igen i hovedstaden) få en skatterabat på godt 17.000 kr. om året. Det vil udløse et prisfald på godt 15 pct. ifølge mine beregninger, at rabatten ikke kan sælges. Ifølge skatteministeren selv vil det gennemsnitlige tab for ejerlejligheder blive på omkring 5-10 pct. (bemærk at de to tal rimer fint, fordi det sidste er et gennemsnit for alle lejligheder, hvoraf nogle er billigere end 4,5 mio. kr.).

Kunne man ikke udvide rabatordningen, så boligejerne bliver fuldt kompenseret? Jo, det kunne man godt. Men det ville være at gå over åen efter vand. I princippet skulle ordningen udformes, så den helt ophæver virkningen af de nye vurderinger. Men i så fald er det enklere ikke at gennemføre gennemgribende ændringer af vurderingssystemet.

En mere enkel reform ville være:

  • At revidere det eksisterende vurderingssystem for ejendomsværdien, altså grundlaget for ejendomsværdiskatten i stedet for regeringens forslag om at indføre et helt nyt system (hvor man bl.a. smider information væk om de utallige boligejere, som har klaget over deres vurderinger og fået medhold). En nænsom revidering af det nuværende system bør tage udgangspunkt i kun at gennemføre de ændringer, som giver sikre reelle forbedringer i træfsikkerheden. Det kan naturligvis være politisk vanskeligt efter at have hældt mere end én milliard kroner i det nye system, ICE. Men det kan være klogt ikke at kaste gode penge efter dårlige. Med den nylige IT-skandale omkring EFI in mente, bør det ikke være svært at se.
  • At bevare grundvurderingerne fra før de senere års forkætrede omvurderinger. De er givetvis ikke korrekte, men de svarer til mange års vurderingspraksis, og folk har handlet deres boliger på den. Man kan således ikke sammenligne med f.eks. en systematisk underrapportering af indkomst, som begynder forfra hvert år. Én model kunne være at tage udgangspunkt i de historiske grundvurderinger og enten fastholde dem nominelt eller lade dem vokse i en takt, som er mere afdæmpet end markedspriserne.
  • Hvis kommunerne ønsker voksende provenu, kan de hæve grundskyldssatsen. Det vil give en åben demokratisk proces, hvor kommunalpolitikerne møder vælgerne, frem for uigennemskuelige resultater fra et IT-system.

Grundvurderinger er notorisk vanskelige at foretage, fordi der ikke handles mange ubebyggede grunde. Engbergudvalget fandt, at det ikke er muligt at gøre troværdigt. Særligt når man begynder helt forfra, og med ringe troværdighed i ryggen kan det være vanskeligt nogensinde at få skabt accept af nye vurderinger.

 

Et par ting mere.

Der er et par ting mere i udspillet, som kunne trænge til at blive ændret.

For det første er der foreslået en henstandsordning, så boligskattestigninger udover lønudviklingen kan blive til en offentlig prioritet i huset i stedet. Det er et meget dårligt forslag. Det vil gøre staten til en kreditforening med voksende pant i folks huse, men uden de professionelle finansielle institutioners pligt til kreditvurdering. Det vil ovenikøbet primært være de boligejere, som har for svag økonomi til at kunne låne til skatten på det almindelige lånemarked, der får glæde af den nye ordning. Så der vil komme en voksende gældsætning fra boligejerne med svagest økonomi hos den dårligste udlåner på markedet, staten, som jo ikke må stille samme krav om kreditværdighed. Det sker tilmed efter en periode, hvor kravene til de private långivere er vokset massivt oven på finanskrisen.

For det andet er det på høje tid at få fjernet et dybt urimeligt element i det kommunale udligningssystem: Udligning efter grundværdier. I modsætning til indkomsterne – som også indgår i udligningssystemet – siger grundværdierne ikke meget om, hvor stor udligningsevne en kommune har. Tværtimod fungerer det reelt som en skat på kommuner, som ikke har en høj grundskyld. Jo lavere grundskyld, desto højere grundværdier og desto mere udligning. Der er altså indbygget en skævhed, som sætter kommunerne under pres for at hæve, ikke sænke grundskylden.

Hvis denne mekanisme fik lov at stå uhindret tilbage, ville indførelsen af ny boligbeskatning og navnlig de nye vurderinger resultere i pludselige spring i udligningen. Hovedstadskommunerne ville komme til at skulle betale endnu mere, alene fordi boligbeskatningen ændres. Regeringen foreslår derfor, at mekanismen sættes midlertidigt ud af kraft.

Men hvorfor kun midlertidigt? Den er som sagt grundlæggende urimelig. At den ikke er foreslået helt fjernet, er mildt sagt gådefuldt.

 

Årets Nobelpris

Af Otto Brøns-Petersen, den 11. oktober 2016. Skriv et svar

Årets Nobelpris i økonomi går til britisk-amerikanske Oliver Hart og finsk-amerikanske Bengt Holmström for deres arbejder i kontraktteori. Jeg har skrevet en kort præsentation i Børsen.

Redaktionen har givet artiklen den friske overskrift “Det kan politikerne lære af Nobelprisvinderne”, selv om de fleste eksempler handler om private kontrakter så som forsikringer, jobkontrakter og CEO-bonusser. Men som jeg når at komme meget kort ind på, er der også politikrelevans. Og det handler endda ikke kun om politik for politikerne, men om hvordan gode politiske institutioner ser ud. Ja, faktisk har politiske filosoffer fra Hobbes, Locke, Rousseau og Kant til moderne skikkelser som Rawls og Gauthier på forskellig måde brugt ideen om en social kontrakt til at basere en politisk filosofi på. Så kontrakter er et vigtigt fænomen.

Hvad skal de til for? Artiklen eksemplificerer det med at bage en kage. Den kan blive større, hvis vi samarbejder. Men hver af os kan umiddelbart få mere kage, hvis vi bruger nogle af kræfterne på at tilkæmpe os en større del af kagen. Resultatet af, at alle gør sådan, bliver bare mindre kage. En kontrakt som binder os til at afstå fra at bruge kræfter på at kæmpe om kagen kan derfor i sidste ende føre til mere kage til alle.

Det økonomiske marked består dybest set af parvise bytter, som stiller begge parter bedre – altså skaber mere kage. Men der er mange situationer, hvor den slags bytter kun kan lade sig gøre med en kontrakt. Der ville ikke være mange forsikringer, fastansatte medarbejdere eller byggerier uden en kontrakt. Men der opstår nogle interessante problemer, når den perfekte kontrakt ikke kan lade sig gøre. Ét problem er, at man ikke altid kan overvåge fuldstændigt, om parterne overholder aftalen. F.eks. at forsikringstagere ikke bliver skødesløse eller direktøren aldrig tilgodeser sig selv frem for ejernes interesser. Et andet problem er, at en kontrakt ikke altid kan tage højde for alle situationer på forhånd.

Det er den type problemer, Hart og Holmström arbejder med. De kan bl.a. svare på, hvordan CEO-kontrakter kan udformes, og hvordan ejerskabsstrukturen hos forretningspartnere bør se ud.

Men der er som sagt også politiske implikationer af kontraktteori. Én kunne være, at staten ikke bør tilsidesætte private kontrakter. Hvis kontrakter er et gode, bør de ikke undergraves. Pointen går endda efter min opfattelse en hel del dybere. Hvis man begrunder politiske institutioner og politisk filosofi på hypotetiske kontrakter, så forekommer det selvmodsigende at se bort fra faktiske, konkrete kontrakter. Faktisk enighed bør stå over hypotetisk. En anden kunne være, at legitim politisk virksomhed bør handle om at gøre kagen større, ikke omfordele den – og slet ikke på en måde, som gør den mindre.

 

De dårligste skatter har højest selvfinansieringsgrad

Af Otto Brøns-Petersen, den 1. august 2016. 4 svar

Hvad bør prioriteres højest: At sænke skatter, som har en høj selvfinansieringsgrad og derfor er billigst for politikerne at reducere? Eller de skatter, som har et højt forvridningstab og derfor er tungest for skatteyderne at bære?

Faktisk er det to sider af samme sag. Hvis en skat har en høj selvfinansieringsgrad, har den også et stort forvridningstab. Den nemmeste måde at se det på er ved at betragte den såkaldte ”Marginal Cost of Public Funds” (MCPF). Det måler omkostningen for skatteyderne ved at skaffe en ekstra krone i offentlige indtægter. Formlen ser sådan ud

mcpf

Hvis der ikke er noget forvridningstab, er MCPF én: Det koster skatteborgerne en krone at finansiere en krone i skat. I denne situation er selvfinansieringsgraden nul.

Når selvfinansieringsgraden nærmer sig én, går MCPF mod uendeligt. Hvis selvfinansieringsgraden kommer over én, holder MCPF op med at give så klar mening. En selvfinansieringsgrad over én vil jo sige, at der kommer færre penge i en de offentlige kasser, når skatten sættes op. I figuren er MCPF afbilledet for voksende selvfinansieringsgrader.

figur MCPF

Figuren illustrerer på udmærket vis flere centrale skattepolitiske pointer:

  1. En høj selvfinansieringsgrad er et problem, længe før den når én (eller 100 pct.). Ved en selvfinansieringsgrad på én går skatteydernes omkostning mod uendeligt.
  2. Derfor bør skatterne nedsættes længe før toppen på den såkaldte Lafferkurve. Lafferkurvens top viser, hvor det offentlige maksimerer sit provenu. Det er ved en selvfinansieringsgrad på én. Men der er forvridningstabet allerede eksploderet.
  3. Forvridningstabet vokser mere end en proportionalt med selvfinansieringsgraden. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,5 er MCPF 2,0 (det koster altså skatteyderne to kroner at skaffe en krone i offentligt provenu). Ved en selvfinansieringsgrad på 0,75 er MCPF 4,0 og ved 0,9 er den 10,0.
  4. Derfor er der et stærkt argument for at beskære de skatter først, som har højest selvfinansieringsgrad. Det er også de skatter, som har størst forvridningstab.

I en tidligere blogpost blev det vist, hvorfor topskatten har en høj selvfinansieringsgrad – sandsynligvis mere end én. Det gør topskatten til en naturlig kandidat at beskære ved en kommende skattereform. Navnlig i betragtning af, at ingen andre personlige indkomstskatter har en selvfinansieringsgrad i samme størrelsesorden (men visse afgifter har, ikke mindst registreringsafgiften). Selv ved et meget konservativt skøn for selvfinansieringsgraden på 0,5, koster topskatten en krone i forvridningstab oveni hver krone, der kommer i statskassen: MCPF er 2.

Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. juli 2016. 6 svar

Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.

Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

sfg

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

sfg2

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.

Noget om danske debattører og uredelighed

Af Niels Westy, den 23. juli 2016. 8 svar

I et blogindlæg på Jyllandsposten i den forgangne uge, “Plat med ikke-vestlige tal“, harcelerer Morten Uhrskov over en kronik af cand. polit. Hjarn Zernichow Borberg ( “Her er de nævnbare fakta om indvandring” ). Uhrskovs vrede skyldes, at Borgberg søger at imødegå to tidligere kronikker af Gunnar Viby Mogensen og Poul Christian Matthiesen i Berlingske Tidende ( Unævnelige fakta om indvandring I og II ).

Morten Uhrskov har i årevis flittigt skrevet om de problemer som indvandringen til Europa og Danmark har bragt med sig, set fra hans side. Jeg er sjældent enig med Morten, men har dog gennem årene jævnligt læst hans indlæg. Jeg har normalt stor respekt og sympati for Morten som person, desuagtet vores uenigheder.

Han er en af de, der tidligt påpegede problestillinger ved indvandringen, som man i alt for mange år ikke tog (ikke tager?) alvorlig i “den herskende klasse” (den liljehvide elite). Morten har også oplevet, at det ikke er uden omkostninger at deltage i den offentlige debat. I flere tilfælde har han været udsat for en helt utilbørlig og uacceptabel behandling – herunder venstreekstremistisk hærværk.

Uhrskov har også skrevet flere bøger. Senest en bog om de økonomiske konsekvenser ved indvandringen fra den 3. verden, “Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark”. Det slap han ikke heldigt fra (herom har jeg tidligere skrevet en længere indlæg om her på bloggen)

Nu har Uhrskov så set sig sur på Borberg. Hans brøde er ifølge Uhrskov at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i en kronik, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.”

Der er ingen tvivl om at Borberg har en helt anden forståelse af konsekvenserne af de seneste årtiers indvandring end Uhrskov. I sin bog “Nydansk”, der udkom maj måned i år forsøger Borberg via statistik at vise, at det står langt bedre/mindre slemt til end mange, herunder Morten Uhrskov, mener er tilfældet, eller som han selv udtaler til Politiken: “Jeg har gået og samlet alle disse data i mange år, fordi jeg både i mit arbejde i centraladministrationen og andre steder så et helt andet billede. Det billede synes jeg er væsentligt at få frem. Der er forskelle, og der er problemer, men der skal også være proportioner. Det er sidstnævnte, jeg forsøger at bidrage med”

I sin kronik påpeger Borberg, at forskellen i erhvervsfrekvensen mellem 20-29 årige irakere og pakistanere i forhold til danskere i samme aldersgruppe er ca. 10 procentpoint. Det finder Uhrskov er meget manipulerende. Han vil gerne have at man udvider gruppen til at omfatte 20-39 årige, “så vi kan se, hvordan efterkommerne bruger deres talenter også, når de er i 30’erne”, som han skriver. Det fremgår af nedenstående tabel.

Derfor vil Morten Uhrskov hellere se på hvor stor en andel som hverken er i uddannelse eller i arbejde. Eller rettere han ønsker at tale om mandlige efterkommere fra Irak som hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse. Det gælder 26 procent, mens det er 16,5 procent af danskerne. For kvinder gælder det 27,5 og 17 procent.

Uhrskovs “trumf” er at beskæftigelsesfrekvensen for efterkommere fra Irak når frekvensen for danskere sættes til 100, blot er på 78 for mænd og 69 for kvinder. Altså henholdsvis 22 og 31 procent lavere. Man kunne selvfølgelig indvende, at det havde været bedre at bruge erhvervsfrekvensen, der også indeholder selvstændigt erhvervsdrivende, men nuvel. Der er tale om en stor forskel (det dog ikke er større end de oprindelige tal, det er blot opgjort på en anden måde, med Danskere sat lig 100) . Og det kunne selvfølgelig ligne en tanke, at Borberg bruger de tal som er mest positive. Men hvorfor mon Uhrskov så vælger lige præcis Irakere? Hvorfor medtager han ikke også Pakistanere, når der også er tal for dem? – Se nedenfor.

beskæftigelsesindeks mændkvinder11

Som det fremgår er tallene for både pakistanske kvinder og mænd betydeligt bedre end for Irakere,  selv om ingen af grupperne (kun de 10 største grupper er medtaget), som påpeget af Uhrskov matcher danskernes beskæftigelsesgrad. Dertil er dog at sige, at det gør ingen grupper (hverken vestlige eller ikke-vestlige) i denne aldersklasse. Forskellen for pakistanske mænd op til de “bedste” er ubetydelig. Her skal vi nok glæde os over at efterkommerne af den største indvandrergruppe, Tyrkere, har en høj beskæftigelsesproent for udlændinge.

Med en parafrase over Uhrskovs egen karakteristik af Borberg, kunne man derfor anklage Uhrskov for at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i et blogindlæg, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.”

Behøver det være et problem?

Faktum er at målt på erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens ligger de fleste grupper (både fra vestlige og ikke-vestlige lande) lavere end danskere. At det er et problem er naturligvis primært resultat af inderetningen af vores velfærdsstat.

Hvis man vil se på de økonomiske konsekvenser skal man så bruge helt andre data end både det som de to debattører eller jeg anvender i denne forbindelse.

Taharrush er kommet til Europa

Af admin, den 17. juli 2016. Skriv et svar

2015 blev året, hvor der for alvor kom gang i flygtninge- og migrantstrømmen til Europa. Menneskestrømmen var så stor, at man nærmest kunne tale om en veritabel folkevandring. Det borgerkrigshærgede Syrien var ikke det eneste land, som mennesker flygtede fra, eller valgte at forlade. En lang række lande i Mellemøsten, Afrika og Asien figurerede også i Eurostats  statistikker, fx. Afghanistan, hvorfra angiveligt kom mange uledsagede mindreårige. Men også lande, hvor det er relativt sikkert at opholde sig, bidrog, bl.a. Iran, Pakistan og Bangladesh.

Det var især Tyskland og Sverige, som blev udset som mål for permanent ophold i Europa. Tyskland modtog omkring 1 million flygtninge og migranter, mens Sverige modtog 163.000 asylansøgere, hvoraf ca. 70.000 var mindreårige. Dertil kan lægges et ubestemt antal, som ikke søgte asyl, men opholdt sig illegalt i landene.  Presset var så stort, at vi midt i 2016 stadig venter på den endelige opgørelse.

europe-borders-and-fences-map_02

De tyske og svenske politiske lederes reaktion var i første omgang imødekommende  overfor de mange nye mennesker i Europa Meldingen var, at man nok skulle skaffe husly til alle dem, som ønskede at søge asyl. Den folkelige reaktion var mindre entydig, men i Tyskand var dagene i august 2015, præget af folkelige manifestationer, hvor flygtningene og migranterne blev budt velkommen med jubelråb, flag, tæpper, mad og drikke. Den tyske kansler, Angela Merkel bifaldt dette, og lod sig fotografere, mens hun omfavnede flygtninge- og migranter, og tog selfies sammen med dem. Angela Merkel blev berømt eller berygtet for hendes vi-har-plads-bemærkning. ”Wir schaffen das”.

merkel_migrantselfie

Men alt var bestemt ikke uproblematisk. Med jævne mellemrum berettede tyske medier om overgreb på kvinder og kristne i de overfyldte flygtningelejre. Ved enkelte lejligheder blev der ligefrem rapporteret om massevoldtægter. I Danmark skabte det med få undtagelser dog ikke overskrifter i medierne.  Men hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man bemærke en veltilrettelagt velkomstkampagne, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015. Debatten om, hvordan flygtningene og migranterne konkret skulle modtages, foregik ikke altid i lukkede fora, men i nogle tilfælde helt i det åbne, og nogle vil sige uforsigtigt, på bl.a. Facebook. Igen og igen blev det fremhævet, at budskabet til den danske befolkning kun måtte være rosenrødt. Alle negative historier skulle undgås, for ikke at sige undertrykkes. Kritikere skulle stigmatiseres som racister.

refugeeswelcome1

Men det måtte jo få en ende.

Allerede få uger efter, at Merkel havde givet grønt lys til flygtningene og migranterne, meddelte Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at bristepunktet var ved at være nået, og at man muligvis ville indføre grænsekontrol. Imens voksede den indenlandske kritik af Merkels immigation- og asylpolitik, ligesom kanslerens approval ratings raslede ned fra ca. 75% til blot 46% i løbet af få uger.  Den politiske tolerancetærskel var endnu lavere andre steder, især i Central- og Østeuropa. Den 24. september begyndte Ungarn at forsegle grænsen til Slovenien med et grænsehegn, og i ugerne og månederne efter faldt EU’s åbne grænser—en hovedhjørnesten i  Schengensamarbejdet—som dominobrikker. Selv Sverige fik til sidst nok, og indførte grænsekontrol. Danmark, Norge og Finland fulgte kort tid efter.

Men det værste var endnu i vente. I timerne efter at nytåret til 2016 var skudt ind, eksploderede det.

I første omgang fik det ikke megen opmærksomhed i medierne. De to lokale Kølnaviser havde nogle korte notitser i deres lørdagsudgaver (2. januar), men om mandagen spredte dækningen sig til samtlige tyske medier. Mediedækningen var så massiv, at man skulle tilbage til terrorangrebet d. 11. september 2001 eller Murens fald i 1989, for at finde mage. Opmærksomheden var særlig stor omkring, hvad der var sket i Køln.  Her var kvinder i alle aldre blevet omringet og angrebet af hundredvis af unge mænd af arabisk herkomst. Selv i skrivende stund venter vi på de endelige tal, men den foreløbige rapport, som blev lækket i juli  2016, taler om, at mindst 2.000 mænd var involveret. Kvinderne blev befamlet og gramset på alle deres kønsdele,  fingre blev stukket op, og enkelte kvinder blev regulært massevoldtaget. Siden blev det rapporteret, at en lang række  europæiske byer i større eller mindre udstrækning var blevet udsat for det samme, fx Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich og Kalmar. Begivenhederne var et vidnesbyrd om, at taharrush for alvor var kommet til Europa.

Hvad er taharrrush?

Taharrush er arabisk og betyder  chikane af seksuel natur Begrebet kan føres tilbage til 1950’erme, men der blev først rapporteret om det i forbindelse med folkeafstemningen om en ny egyptisk forfatning i maj 2005. Ved den lejlighed ankom flere hundrede mænd angiveligt i busser til Tahrirpladsen i  Kairo, og begyndte derefter at angribe kvinder.  Fænomenet eskalerede ved Eid-festivalen i oktober året efter, da en gruppe mænd i timevis angreb kvinder på Talaat Harb-gaden i Kairo, mens politiet igen passivt så på.

I februar 2011 fik taharrush-fænomenet for alvor international opmærksomhed, da tv-stationen CBS’ korrespondent Lara Logan blev angrebet ogkrænket seksuelt angrebet af ca. 200 mænd d. 11 februar 2011 på Tahrirpladsen i forbindelse med hendes rapportering om det arabiske forår. Lara Logan har senere fortalt om det i programmet 60 minutter.  I programmet siger Logan bl.a.:

”Our camera battery went down. And we had to stop for a moment. And suddenly Bahaa (en lokal ”formidler, ks”)  looks at me and says,”We’ve gotta get out of here.”… I was told later that they were saying “Let’s take her pants off.” And it’s like suddenly, before I even know what’s happening, I feel hands grabbing my breasts, grabbing my crotch, grabbing me from behind. I mean – and it’s not one person and then it stops – it’s like one person and another person and another person. And I know Ray is right there, and he’s grabbing at me and screaming, “Lara hold onto me, hold onto me.” As she was pulled into the frenzy, the camera recorded Lara’s shout: “Stop!” 

Mere end en dusin kvindelige rapportere blev angrebet den aften, men siden bredte taharrush-fænomenet sig som en ildstorm.  Mellem juni 2012 og juni 2014, blev der rapporteret om 500 episoder alene i Egypten.  Siden kom taharrush altså også til Europa, og nytårsnat blev ikke eneste gang, at europæiske kvinder blev seksuelt massekrænket.

Det er nærmest ironisk at erindre om, at svenske kvinder, som hyldede ”humanismen og anti-racismen” under den årlige ”We are Sthlm-somerfestival i Stockholm både i 2014 og 2015 blev omringet og seksuelt skændet af en større gruppe unge mænd af arabisk herkomst.  Episoderne fik stor opmærksom på de sociale medier, men blev fortiet af de svenske medier.

The Circle of Hell

I  Egypten tales der om 14 former for taharrrush, De mest almindelige er taharrush jamai og taharrush jinxi. Taharrush jamai har karakter af et regulært sexspil mellem mænd, hvor de mest aggressive sågar kan vinde priser for at forulempe flest mulige kvinder.  Uanset formen er det  et karakteritisk træk ved taharrush, at det finder sted ved begivenheder, hvor tusindevis af mennesker er samlet, ofte ved højtider, typisk religiøse festivaler, ved fejringer såsom nytårsaften eller karneval, eller under koncerter og musikfestivaler.

Planlagt og organiseret

I langt de fleste tilfælde er taharrush planlagt og organiseret. De unge mænd, som gerne er i alderen 15-30 år deler sig op i større eller mindre grupper.  De store grupper kan tælle flere hundrede mænd, de mindre grupper blot en snes. Ofte udpeges ofrene på forhånd. Den store gruppe mænd omringer så ofret – dette kaldes for helvedesringen – the circle of hell –mens de mindre grupper skærmer  tredjepersoners udsyn til ringen, og bevidst forhindrer dem i at komme offeret til hjælp. Mens offeret forulempes, giver nogle mænd indtryk af, at de vil hjælpe offeret, men det er kun en afledningsmanøvre for både at distrahere offeret og andre. Ofrene er  som påpeget kvinder, og erfaringerne fra Egypten viser, at de kan være i alle aldre mellem 7 og 70.

Medietavshed og ‘victim blaming’.

Man burde tro, at så voldsomme begivenheder, der fandt sted i især Køln nytårsnat også ville få meget omtale i de danske medier. Men det var ingenlunde tilfældet. De danske aviser og tv-stationer var fuldstændigt tavse som graven i de første mange dage efter nytåret. Man skulle helt frem til næsten en uge efter nytårsaften, før de danske medier omtalte, hvad der var sket. Som mangeårig kender af tysk politik var det nærmest en surrealistisk oplevelse at overvære.

Fornægtelsen og tavsheden var massiv, også i Tyskland. Fx påstod Kølns overborgmester Henriette Reker hårdnakket, at der ikke havde været nogen flygtninge og migranter blandt de hundredvis af seksuelle gerningsmænd i Køln. Forinden havde byens politichef, Wolfgang Albers taget sin afsked, efter politiets manglende indsats nytårsnat og manglede bestræbelser på at undersøge sagen nærmere.

Overborgmesteren stoppede ikke her. Hun gik videre, og gjorde sig skyldig i regulær ’victim blaming’ ved at påpege, at  kvinder burde tænke over, hvilket tøj, de tager på, og at tyske kvinder havde behov for et adfærdskodeks, som udstak retningslinjer for, hvordan man bl.a. gebærder sig i nattelivet. Den tyske offentlighed  var rystet over overborgmesterens udtalelser.

‘Victim blaming’ er specielt udbredt i Egypten, hvor taharrrush florerer, og der er en tæt statistisk korrelation mellem ‘victim  blaming ‘ og respondenternes socioøkonomiske baggrund. 

Men så kom der endelig skub i tingene. Der blev etableret efterforskningshold, som skulle lede efter gerningsmændene og i den forbindelse bl.a. gennemse timevis af videooptagelser.  Den første større rapport blev fremlagt i  star ten af april. Den var bl.a. baseret på 1178 timers videooptagelser. Med dette udgangspunkt blev 153 personer sigtet. Af de 153 var ikke færre end 149 udlændinge, altovervejende af marokkansk eller algerisk baggrund.  68 af de 153 sigtede var asylansøgere, 18 opholdt sig illegalt i Tyskland og 47 personers udlændingeretliges status var ikke klarlagt. 4 havde status som mindreårige uden ledsagere.  Overborgmester Henriette Rekers båstand, om at der ikke var flygtninge og asylansøgere blandt gerningmændene var lodret forkert, og hun lignede nu en vingeskudt fugl.

Taharrush gentager sig i Europa

I mellemtiden have Køln på ny oplevet en alvorlig taharrush-episode. Under karnevallet i starten af februar blev hundredvis af kvinder igen omringet af seksuelt krænket af unge mænd af arabisk herkomst. Denne gang greb politiet dog ind, og 180 blev anholdt.

Under den årlige Schlossgrabenfest i Darmstadt i delstaten Hessen i slutningen af maj 2016 var den gal igen. Denne gang modtog politiet 26 anmeldelser om seksuel chikane.

Så sent som i starten af juli, kunne en ny by føje sig til listen over europæiske byer, som var blevet udsat for taharrush. Denne gang var det den svenske by Karlstad. I forbindelse med gratisfestivallen ”Putte i parken” modtog det svenske politi 35 anmeldelser om seksuel chikane. I mellemtiden var Östersund i det nordlige Sverige også blevet ramt.

Taharrush i Danmark?

 Der er ikke blevet rapporteret om alvorlige tilfælde af taharrush i Danmark. Hermed ikke være sagt, at det ikke har fundet sted. Fx blev der skrevet om det i forbindelse med en musikfestival i Thy tidligere på året.

Men i og med, at fænomenet har bredt sig som en ildstom i Nordafrika og i de seneste år til Europa, bør man være opmærksom på, at taharrush også kan blive et problem i Danmark. Det vil formentlig finde sted under begivenheder, hvor mange unge mennesker er samlet og i et område, hvor mange asylansøgere opholder sig. Asylansøgerne fra Mellemøsten er først og fremmest unge mænd i alderen 20-30. I og med at flygtninge- og migrantstrømmen er løjet voldsomt af, efter der i starten af året blev indført grænsekontrol, er risikoen for taharrush i Danmark blevet markant mindre, men at det sker, kan ikke udelukkes, og også danske kvinder bør være årvågne.

 

 

EU efter Brexit/Bremain

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. juni 2016. 3 svar

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

Hvad er det liberale svar på krisen i EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 18. maj 2016. Skriv et svar

Krisen i EU kan meget vel være en eksistenskrise. Udover at den er dyb, er det mest bemærkelsesværdige, hvor få som har et godt bud på “hvad nu”? Det gælder lige fra “exit”-tilhængerne til superføderalisterne.

For mig er det afgørende spørgsmål: Hvordan sikrer og cementerer vi de liberale sider af projektet? Det vil bl.a. sige det åbne indre marked, den frie bevægelighed og forbuddet mod statsstøtte til erhvervslivet. Og hvordan sikrer man de østeuropæiske landes forankring i det liberale demokrati og forhindrer den populistiske  tiltrækning af “stærke mænd”. Og på den anden side: Hvordan forhindrer man EU i at udvikle sig til en superstat med en meget lidt liberal dagsorden? Det udelukker risikoen for sammenbrud nemlig ikke.

Derfor ser jeg frem til og anbefaler torsdagens debat i CEPOS. Man kan melde sig til her.

Det er mellem Dalibor Rohac og Mark Littlewood. Rohac er forfatter til en yderst velskrevet bog “A conservative case for the EU”. Det er et forsvar for det frie markeds EU trods alle dets fejl – inspireret af F.A. Hayeks vision om Europa. Littlewood har modsat Rohac en meget unionsvenlig baggrund, men anbefaler nu et brexit. Littlewood er CEO for Institute of Economic Affairs.

Hvor meget mister statskassen på grund af skattely?

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. april 2016. 5 svar

Det såkaldte ”Panamalæk” fylder en stor del af mediebilledet i disse dage. De medier, der har ”eneret” til papirerne, forsøger at sælge historien med maksimal opmærksomhed.

Men dækningen af Panamahistorien har stort set ikke besvaret nogen centrale spørgsmål. Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Hvilken vej går det med udnyttelsen af skattely? Hvad dækker kontiene i skattely egentlig over?

Det eneste, de pågældende medier har offentliggjort, er udvalgte navne på personer samt banker, der optræder i dokumenterne. Selve dokumenterne er ikke offentliggjort hverken helt eller delvist (se Martin Ågerup for en rammende kritik).

 

Det handler ikke kun om skat

Det hedder jo skattely, og de skjulte konti bliver da også fremstillet, som om dette udelukkende handler om skatteunddragelse. De offentliggjorte navne tyder dog på, at hovedproblemet snarere er ulovlige midler fra f.eks. korruption. Mange af navnene er politikere, embedsmænd og deres familier. Der er ledere fra autoritære regimer, som ser ud til at skjule midler røvet fra deres befolkninger. Der er navne som tyder på snyd af partnere og kreditorer. Der er også folk, som gemmer penge for autoritære ledere og regimer med svag beskyttelse af ejendomsretten.

 

Mistede skatteindtægter på 0,3 pct. af BNP

Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Det er i sagens natur meget svært at besvare, fordi oplysningerne netop holdes skjult. Der florerer mange fantasifulde og misvisende tal. Opgørelser over overførsler til skattelylande siger ikke rigtig noget – dels er mange transaktioner fuldt ud legale, dels er de illegale ikke altid med. Det svarer lidt til at opgøre antallet af illegale immigranter ved at tælle personer i telefonbogen! Der er også mange tal, som inkluderer helt legal skatteplanlægning. At sammenligne den faktiske skattebetaling med, hvad nogen synes, skatteyderne burde have betalt, er en frugtesløs eksercits.

Et eksempel på talblindheden er Danmarks Radios dokumentarchefs påstand: ”Hvis man ser på EU, vurderes det, at 1.000 milliarder euro hvert år rykkes i skattely. De mistede skatteindtægter kan jo være med til at finansiere vores skoler, veje og sygehuse”.

Det måske mest troværdige tal for omfanget af illegale konti i er udarbejdet af den franske venstrefløjsøkonom Gabriel Zucman. Hans metode går grundlæggende ud på at se på forskellen mellem de rapporterede aktiver og passiver i landenes nationalregnskaber. Hvis mængden af passiver overstiger aktiverne globalt set, må der være aktiver, som ingen vil kendes ved. Det kunne være nogle i skattely. Hvad viser hans tal?

Han skønner for det første, at der står 7.600 mia. dollar på konti i skattely globalt. Det er som sagt indeståendet, ikke den årlige tilstrømning. Det svarer til 8 pct. af de samlede finansielle aktiver hos husholdningerne i verden.

Han skønner for det andet, at der årligt bliver unddraget 190 mia. dollar i skat globalt. Det svarer til 1 pct. af de globale skatteindtægter.

Der er ikke tal for Danmark. Og metoden indebærer, at det er svært at opgøre på enkeltlande. For Europa samlet anslår han, at der er tabte skatteindtægter på 75 mia. dollar. Hvis man forudsætter, at de tabte skatteindtægter i Danmark svarer til økonomiens relative størrelse, bliver det 6½ mia.kr. Det svarer til 0,3 pct. af BNP.

Er der grund til at tro, at Danmark står for en større andel? Det er der næppe. Frem til 2010 var det muligt at indskyde ubegrænsede midler på en ratepensionsordning, hvor afkastet beskattes med 15 pct. Sammenholdt med de omkostninger, der må formodes at være ved at placere illegalt i skattely, var det rent skattemæssige incitament nok begrænset. Det har dog ændret sig med det loft, som blev indført i 2010.

Mere afgørende er det dog nok, at en væsentlig del af indeståenderne i ”skattely” som sagt dækker over illegale midler fra korruption og svindel. Danmark er det mindst korrupte land ifølge Transparency International. Det er da også påfaldende, at der blandt afsløringerne af navne fra Panamapapirerne ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk har været. Det er egentlig det mest opsigtsvækkende.

Faktisk viser Zucmans opgørelse, at i de lande, hvor udbredelsen af skattelykonti er allerstørst – Rusland og Golfstaterne – er der praktisk taget ikke noget mindreprovenu. Det er ikke for at snyde i skat, men for at gemme penge fra borgerne, for at have penge gemt af vejen i tilfælde af revolution eller lignende.

 

Er 0,3 pct. et stort tal?

Men lad os nu antage, at størrelsesordenen er 0,3 pct. af BNP i tabte skatteindtægter i Danmark som følge af konti i skattely. Er det et stort tal? Det er selvfølgelig en smagssag. Men det er ikke stort i den forstand, at det har nogen særlig nationaløkonomisk betydning. Det samlede skattetryk er 44,8 pct. af BNP.

Man kan også sammenligne med omfanget af sort arbejde, som ifølge DØRS på baggrund af data fra Rockwool Fondens Forskningsenhed kan anslås til 1½ pct. af BNP. SKATs opgørelse af det samlede skattegab – altså fejlangivelser på virksomheders og personers selvangivelser samt restancer – er 2,7 pct.

Det kan være fristende at sammenligne med politiktiltag, som også beløber sig til 6½ mia.kr. F.eks. kunne topskatten afskaffes for omtrent det beløb. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at vi aldrig med nok så stor en kontrolindsats ville kunne blive skatteunddragelse helt kvit. Det er altså ikke realistisk at sætte de to forslag op imod hinanden.

 

Skattely under pres

Hverken medier eller politikere har været sene til at kræve handling. Det er, som om der er afsløret noget helt nyt og hidtil upåagtet. Og det kan godt være, at det er nyt for de pågældende. Men realiteten er, at internationalt er kursen blevet strammet ganske alvorligt over for skattelylandene navnlig under præsident Obama. De er nu i vid udstrækning forpligtet til at udveksle information med resten af verden. Danskeres muligheder for at gemme penge under schweizisk bankhemmelighed hører fortiden til. En voksende gruppe på nu knap 100 lande har automatisk informationsudveksling, så danske myndigheder bliver underrettet, hvis en dansker har en konto og et afkast på en konto i landet. Panama har netop tilsluttet sig automatisk informationsudveksling.

Det er selvsagt fortsat muligt at skjule midler i skattely, men mulighederne er blevet mindre, og risikoen for at blive taget er vokset. Det svarer i princippet til at sætte en lås på døren. Den garanterer selvsagt ikke imod indbrud, men øger tyvens omkostning ved at bryde ind og gør derfor indbruddet mindre sandsynligt. På samme måde er det blevet vanskeligere at gemme penge under bankhemmelighed.

Det er ikke realistisk at opnå en verden uden indbrudstyveri og heller ikke uden muligheder for at gemme penge fra myndighederne eller andre. Men det er lidt ironisk, at der kommer så voldsomt fokus på skattely netop som landene er kommet så meget under pres. Blot fordi der tilfældigvis lige nu har været et læk af nogle dokumenter – ovenikøbet dokumenter som vi ikke har fået meget at vide om, andet end en håndfuld danske navne og nogle hundrede udenlandske.

Jeg har deltaget i et par udsendelser om Panamahistorien: DR2 Deadline og Radio 24syv Cordua & Steno

Zombieidéen om, at arbejdsudbuddet er vigtigt i sig selv

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. marts 2016. Skriv et svar

RokokoPosten har netop bragt en artikel om, hvorfor søvn er et samfundsøkonomisk problem. Den, der sover, arbejder ikke. Derfor går der produktionsværdi tabt med søvn. Talsmanden for dette synspunkt er ingen ringere end undertegnede – hvis man altså skal tro RokokoPosten.

Artiklen er selvsagt satirisk ment. Men er det egentlig forkert? Er mere arbejdsudbud ikke et gode i sig selv? Og hvis ikke, hvorfor så være så optaget af arbejdsudbudseffekten af beskatning?

Lad os først se på, om øget arbejdsudbud har værdi i sig selv.

Grundlæggende set er svaret nej: Øget arbejdsudbud er ikke en værdi i sig selv. Hvad ville der ske, hvis vi påbød en stigning i arbejdsudbuddet? Øget arbejdsudbud vil få BNP til at vokse. Men i en markedsøkonomi svarer aflønningen til arbejdskraftens grænseproduktivitet. Hvis fru Nielsen øger sit arbejdsudbud, vil BNP stige svarende til hendes løn – vi andre bliver ikke rigere af den grund. Men hvad med fru Nielsen selv da? Jo, hun bliver rigere målt i indkomst. Men hun mister noget fritid, som også har en værdi. Spørgsmålet er altså, om tabet af fritid står mål med den ekstra indkomst? Hvis hun allerede har valgt at udvide sit arbejdsudbud indtil det punkt, hvor værdien af en times fritid svarer til timelønnen, så vil ekstra beordret arbejdsudbud give et nettotab. Hendes timeløn er måske 200 kr., men hun taber 210 kr. målt i tabt fritid – ergo vil der være et samfundsøkonomisk tab på 10 kr. ved at få hende til at arbejde en time mere.

Lad os så prøve at se på værdien af ekstra arbejdsudbud i en situation med beskatning.

Ræsonnementet ovenfor forudsætter, at fru Nielsen får lov at beholde hele den marginale timeløn selv – altså at marginalskatten er nul. Hvis hun derimod betaler f.eks. 50 pct. i marginalskat, vil hun fastlægge sit arbejdsudbud på der, hvor lønnen ved en ekstra time er dobbelt så meget værd som marginal fritid. Hvis hun tjener 200 kr. før skat, er det altså på et punkt, hvor fritid er 100 kr. værd (svarende til hendes efterskat-indkomst på 50 pct. af 200 = 100 kr.). Hvis hun nu øger sit arbejdsudbud med en time, vil hun miste fritid for måske 110 kr., men værdien af den ekstra produktion vil være 200 kr. Altså en nettogevinst på 90 kr. ved en times ekstra arbejde. Den er bare ikke stor nok til at dække den ekstra skat på 100 kr. De 90 kr. er det såkaldte forvridningstab. Hvis vi derimod fjernede skatten, ville hun af sig selv øge arbejdsudbuddet, indtil det gamle forvridningstab var væk.

Problemet med det tabte arbejdsudbud er altså forvridningstabet. Det er ikke arbejdsudbuddet i sig selv.

Det er værd at bemærke, at forvridningstabet er der, uanset hvad man ellers mener om skatter. Selv set fra en skatteprovenumaksimerende stats side, er det et problem. I princippet kunne man have opkrævet 90 kr. ekstra, hvis det ikke havde været for forvridningstabet.

Men nu kommer vi til det ”tricky” spørgsmål: For kan skatter ikke godt få arbejdsudbuddet til at stige? Svaret er ja. Forvridningstabet stammer fra den såkaldte substitutionseffekt, som gør det fordelagtigt at holde mere fri, end man ville uden skatter. Men der kan samtidig være en såkaldt indkomsteffekt: Skatten reducerer indkomsten, og det kan få skatteyderen til at arbejde mere for at kompensere for indkomsttabet.

Rent teoretisk kan man ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er stærkest. Beskatningen kan altså godt føre til et større samlet arbejdsudbud.

Men her er en vigtig og ofte overset pointe: Forvridningstabets størrelse er helt uafhængigt af indkomsteffekten. Indkomsteffekten har så at sige kun betydning for, hvor vi begynder, når vi skal til at måle substitutionseffekten. Substitutionseffekten er altid negativ, og altid forvridende – uanset hvad indkomsteffekten har gjort ved arbejdsudbuddet forinden. Det kan tit være praktisk at se på, hvad skatter gør ved arbejdsudbuddet, når man skal anslå deres samfundsøkonomiske skadevirkninger. Men problemet er som sagt ikke tabet af arbejdsudbud i sig selv – ligesom det heller ikke er tabet af BNP i sig selv. Hvis man i stedet forestillede sig, at beskatningen lå på fritiden og ikke arbejdsindkomsten, ville der komme et forvridningstab udtrykt ved for stort arbejdsudbud og for stort BNP. Det samme gælder et forbud mod søvn.

Så desværre er RokokoPosten kun satire – større arbejdsudbud har ingen værdi i sig selv. Det samme burde den hyppige indvending (se f.eks. her) om, at ”vi kan jo ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er størst”, være . Selv når vi ikke ved det (men det gør vi faktisk som regel), er den ikke relevant for den samfundsøkonomiske virkning af en skat.

Det kan RokokoPosten jo sove på. Zombieidéen om, at arbejdsudbuddet spiller en rolle i sig selv, bør i al fald stedes til hvile.

Hvorfor øges det danske BNP-efterslæb til USA?

Af Otto Brøns-Petersen, den 2. marts 2016. 3 svar

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye BNP-tal. De viser, at væksten i Danmark efter krisen har været langsommere end i de ellers stagnationsplagede Eurolande og ikke mindst end USA. Denne figur er blevet fast følgesvend i Danmarks Statistiks kvartalsvise nationalregnskabsstatistik:

dst bnp

Den siger næsten det hele. Eller gør den? Det gode spørgsmål er, hvorfor det går så meget langsommere end i USA? Og om der er udsigt til, at vi indhenter dem? Og om der kan gøres noget for at skubbe på?

Til en begyndelse er det interessant at splitte BNP op i to komponenter: Beskæftigelse og produktivitet.

produktiv besk

Som man kan se, halter vi bagefter amerikanerne på begge felter, men mest på produktiviteten, som stort set er uændret i forhold til før krisen i både Danmark og Euro-området. I USA ligger produktiviteten nu over 8 pct. over før-krise-niveauet. Det er ikke imponerende målt med historiske alen, men dog væsentligt bedre end i Europa. Også beskæftigelsen i USA har dog været bedre end i Europa, hvor hverken Euro-landene eller vi endnu har indhentet før-krise-niveauet. Vi stagnerer, hvor den amerikanske trend er vokset siden 2010. Men beskæftigelsesefterslæbet er mindre end produktivitetsefterslæbet.

Beskæftigelsen har det – bortset fra helt kortsigtede udsving – med i højere grad at afspejle konjunkturerne, mens produktiviteten i højere grad afspejler det langsigtede vækstpotentiale. Derfor er det større efterslæb i produktivitet end i beskæftigelse i Europa bekymrende. Et konjunkturbetinget beskæftigelsesefterslæb vil nemmere kunne lukkes, når konjunkturerne normaliseres. En lavere langsigtet produktivitetsvækst betyder derimod et voksende gab i velstand. Det er forskellen mellem at være på et sidespor, som med tiden løber ud i hovedsporet, og at køre på en helt anden jernbanelinie.

Ikke at et velstandsgab i sig selv er et problem – vi bør tværtimod glæde os på amerikanernes vegne – men det viser, at vi ikke udnytter vort økonomiske potentiale så meget, som vi kunne.

Nu bør sondringen mellem beskæftigelse og produktivitet ikke overfortolkes. De stive arbejdsmarkeder i Europa kan godt maskere en afmatning i beskæftigelsen som lavere produktivitet, hvis virksomhederne ikke afskediger ledig arbejdskraft så hurtigt. Men det hører med til billedet, at en del af beskæftigelsesvæksten i USA også er strukturel, fordi demografien er mere gunstig. Antallet af personer i den arbejdsdygtige alder vokser i USA, men falder i Danmark. Det taler for, at det i endnu højere grad er strukturelle faktorer, som er med til at drive den amerikanske vækst.

Det betyder omvendt, at det i mindre grad er tilbagevenden til normalkonjunktur, som driver den amerikanske vækst.

Den opfattelse bliver bekræftet, hvis man ser på OECDs beregning af, hvor langt landene er fra normalkonjunkturen. Det er det såkaldte BNP-gab, som viser forskellen mellem det faktiske BNP og det strukturelle niveau, som ville gælde ved en normalkonjunktur.

bnpgab

Ifølge denne metode er Danmark, USA og det gennemsnitslige Euro-land omtrent lige langt fra det strukturelle BNP og altså normalkonjunkturen. Lavkonjunkturen var dog dybere i USA, og derfor har konjunkturopretningen været tilsvarende stærkere. Også BNP-gabet bør tages med et gran salt, men er ikke desto mindre tankevækkende.

Det er som sagt skidt, at vores vækstefterslæb er så strukturelt, som det ser ud til. Vi kan ikke forvente, at det lukker sig af sig selv på samme måde som et konjunkturefterslæb. Til gengæld er de politiske redskaber i strukturpolitikken meget mere sikre end konjunkturpolitikken. Og konjunkturpolitikken er under alle omstændigheder underlagt flere bånd på grund af fastkurspolitikken. Til gengæld står det os frit for at gennemføre reformer af f.eks. skattesystemet, arbejdsmarkedet, reguleringen og den offentlige sektor.

Alle tal (bortset fra figuren fra Danmarks Statistik) stammer fra OECDs Economic Outlook nr 98.