I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger dykker vi i dag længere ned i historien om, hvordan Danmark fik en moderne finansiel sektor. Den historie starter, som vi understregede forleden, med udviklingen og udbredelsen af sparekasser, og slutter i en vis forstand med det moderne Danmark.
Verdens første sparekasse blev grundlagt i 1778 i Hamborg med det eksplicitte formål at fungere som bank for ’kleine Leute’. 18 år senere, i 1796, bredte idéen sig til hertugdømmerne nord for storbyen Hamborg, da den danske helstat fik sin første sparekasse i Kiel. Nummer to blev grundlagt fem år senere i Altona, og derefter bredte idéen sig hurtigt nordpå med bl.a. Slesvig i 1816 og Flensborg i 1819. Borgere i den nordligste af hertugdømmernes købstæder, Haderslev, grundlagde således en sparekasse i 1820 – det samme år som Kjöbenhavn og Omegns Sparekasse blev grundlagt som kongerigets første.
I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger bliver vi nødt til at se nærmere på ”neo-liberalismen”. Vi støder for ofte på omtrent denne historie: ”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”.
Problemet er, at alle elementerne i denne historie er problematiske, hvis ikke direkte forkerte.
Helt grundlæggende er det ikke veldefineret eller -dokumenteret, hvad ”neo-liberalisme” er. Betegnelsen benyttes stort set ikke af nogen om sig selv, men kun som skældsord af dens kritikere (jeg har skrevet mere om problemstillingen her). Enkelte har dog valgt på trods at adoptere betegnelsen om sig selv. Begrebet ”neo-liberal” blev i en kort periode i efterkrigstiden anvendt af enkelte i kredsen bag the Mont Pelerin Society – en gruppe der i dag snarere anvender betegnelsen ”klassisk liberalisme”. Milton Friedman skrev i 1951 om ”udsigterne for neoliberalisme” og anvendte en definition, hvor staten spiller en lidt større rolle end under klassisk liberalisme. Men at det først for alvor dukker op for nylig, ses tydeligt i denne figur, konstrueret med Googles Ngram Viewer. Den viser, hvor hyppigt varianter af ”neo-liberal” forekommer i den engelsksprogede litteratur. Det er meget tydeligt, at begrebet først begynder at blive udbredt efter år 2000 – og i endnu højere grad efter 2010.
Der er altså en efterrationalisering at tale om, at neo-liberalismen ”kom til” efter Murens fald. Meget få ville have genkendt begrebet dengang, inklusive de økonomer som nu stemples som neo-liberale bannerførere.
Derimod er det rigtigt, at socialismen mistede opbakning som politisk og ikke mindst intellektuelt projekt, og at liberale ideer vandt frem, navnlig intellektuelt. Det er også rigtigt, at den økonomiske politik på en række punkter blev mere markedsorienteret og mindre statsinterventionistisk, og at økonomisk teori bevægede sig i samme retning. Men der var ikke tale om ét samlet system af ideer, som pludseligt blev valgt til. Og der var langt fra tale om, at den førte politik pludselig blev gennemgribende liberal.
Det ser vi nærmere på i kommende afsnit af serien.
De seneste uger, har der været et stigende fokus på Delta-varianten af COVID-19, som lige nu spreder sig hastigt i England. En af bekymringerne er, at vaccinerne ikke i samme grad beskytter mod smitte, og særligt ikke hvis man kun har fået ét stik.
Det vigtige spørgsmål er imidlertid, om smitte fører til sygdom og – i værste fald – død. Og det er dette spørgsmål, I her får hjælp til at spekulere over i løbet af weekenden.
Nedenstående figur viser udviklingen i cases og hospitalsindlæggelser i England (UK). Hospitalsindlæggelserne er forskudt med 10 dage, så de – stort set – følger smittetallene en til en.
Som det er lige nu, er – heldigvis – ikke tegn på, at smitte med deltavarianten fører til en massiv stigning i antallet af indlæggelser i en vaccineret befolkning (64% af briterne har fået 1. stik, og 57% er færdigvaccineret – 60% vaccineret med AstraZeneca. De tilsvarende tal for Danmark er 54%, 30% og “meget få” (kilde)).
Det har gennem hele pandemien undret mig, at ekspertgruppen ikke tog adfærd i betragtning, når de fremlagde deres notater. Én ting er, at de ikke kunne regne på adfærd i deres modeller. Men de burde have været opmærksomme på, at folk omkring dem – og sikkert også dem selv – ændrede adfærd markant i foråret og da smitten steg i december.
Jeg er ikke den eneste, der har undret mig. Nedenstående er fra en akademisk debat. Man kan næsten fornemme frustrationen: “Kan du ikke selv se det er skørt!?” (min fremhævning).
We argue that analyses quantifying the effectiveness of regulatory interventions need to consider voluntary behavioural reactions to the pandemic motivated by self-protection and the protection of others, and how individual behaviour interacts with interventions. After all, most interventions are behavioural (1). In an interview with a German newspaper, the corresponding author highlights her own forward-looking voluntary behaviour in reducing the spread of the pandemic (2), an aspect not captured in their study.
10. december udgav UNICEF et review baseret på 20 studier, der alle var udgivet før 23. november og altså længe inden regeringen i december 2020 endnu engang – og denne gang i månedsvis – hjemsendte danske skolebørn.
I reviewet svarer UNICEF på tre centrale spørgsmål:
Er der en sammenhæng mellem personligt fremmøde i skolen og øgede COVID-19-smittespredning i samfundet?
Er eleverne i højere risiko for at blive smittet i skolen?
Har skolepersonalet en højere risiko for at blive smittet i skolen?
Svarene på spørgsmålene er “Nej”, “Næppe” og “Nej”.
in-person schooling does not appear to be the main driver of infection spikes
Som en af de første installationer i vores sommerserie i år – historiske forhold og historiske sammenligninger – er det måske en god idé at opsummere, hvor vi kom fra. Det er netop det, vi starter på at gøre i år med et dyk ned i et enkelt år: 1860. Grunden til, at det netop bliver 1860, er at det var det sidste år man afholdt en folketælling og andre undersøgelser i Danmark, som det havde set ud siden slutningen af 1400-tallet. Landet bestod da af to separate dele: Kongeriget Danmark og dobbelthertugdømmet Slesvig-Holsten. Mellem 1815 og 1864 hørte hertugdømmet Lauenborg også under den danske konge.
Folketællingen af 1860 fandt, af hele monarkiet Danmark havde 2,6 millioner indbyggere. De fordelte sig på 897.000 i København og Øerne og 704.000 i Jylland (dermed 1,6 millioner i Kongeriget), 410.000 i Slesvig, 544.000 i Holsten, og 50.000 i det lille Lauenborg. København var allerede dengang den suverænt største by med 155.000 indbyggere med den holstenske Altona som nummer to med 46.000 indbyggere og slesvigske Flensborg som nummer tre med knap 20.000 indbyggere. København og Øerne og Holsten var betydeligt tættere befolkede med henholdsvis 68 og 65 indbyggere per kvadratkilometer, mens Slesvig havde 44 og Jylland kun 27 indbyggere per kvadratkilometer. Et lignende forhold gjaldt for urbaniseringsgraden, hvor København og Øerne og Holsten var en tand mere urbaniserede end Slesvig, der igen var mere urbaniseret end Jylland.
De måske mere interessante forskelle på delene af det danske monarki skal findes i de økonomiske forhold. Folketællingen fra 1860 tillader også, at man ser på erhvervssammensætningen, som vi har opsummeret i figuren nedenfor. Som man kan se, var Kongeriget domineret af landbrug i langt højere grad end hertugdømmerne. Mens det kan være svært at placere kategorien ’daglejere, tyende uden tilknytning etc.’ til et bestemt erhverv, er det interessant i sig selv at se, hvor mange flere der var i hertugdømmerne, og i særlig grad i Holsten. Selvom man slår de to kategorier sammen og dermed antager, at alle daglejere i virkeligheden arbejdede i landbrug, var det kun cirka halvdelen af beskæftigelsen i Holsten.
Det tysktalende hertugdømme havde også langt flere i det, man i dag ville kalde fremstillingsindustri, ligesom der var flere beskæftiget med handel. Arbejdsstyrkens sammensætning i 1860 indikerer dermed, at hertugdømmerne og i særlig grad Holsten var mere ’moderne’ end Kongeriget, samtidig med at det er færd at bemærke, at kun 4 % var ansat i det offentlige. Det samme indtryk får man, når man ser på hvor mange ’chausseer’ der var, dvs. hvor mange kilometer brolagt vej man havde. For hver 1000 kvadratkilometer var der 35 kilometer brolagt vej i Kongeriget, 28 kilometer i Slesvig, og hele 93 kilometer i Holsten. Ser man omvendt på kilometertallet i forhold til antal indbyggere indikerer det dog, at brolægningen i Holsten kan have været en konsekvens af den langt større befolkningstæthed. Man bør også huske på, at hertugdømmet bogstaveligt talt endte ved Hamborgs porte, og dermed ved en by med en kvart million indbyggere i 1860.
Man får dog samme indtryk, når man ser på finansielle forhold. En af de vigtige udviklinger i midten af 1850erne var det moderne bankvæsens fødsel med sparekasserne. De mange sparekasser, som bredte sig ud i landet, gav almindelige mennesker en helt anderledes adgang til finansiel service end de havde haft de foregående århundreder. Per 1860 var der 37 sparekasser per million indbyggere i København og på Øerne og 36 per million indbyggere i Jylland, mens hertugdømmerne var markant anderledes. I Slesvig fandtes der således 117 og i Holsten 121 sparekasser per million. Med andre ord var hertugdømmernes finansielle udvikling langt foran Kongerigets. Ser man i stedet på antallet af konti, var København og Øerne (svært domineret af hovedstaden) på niveau med Holsten, hvor cirka 10 % af indbyggerne havde en konto. I Jylland og Slesvig gjaldt det samme kun godt 5 %, og de var også mindre. I det omfang man kan se fra den tidlige statistik, var gennemsnitskontoen i Holsten på 225 rigsdaler, cirka 250 rigsdaler i København og på øerne, 164 rigsdaler i Slesvig, og 130 rigsdaler i Jylland. Man skal dog passe meget på med at drage klare konklusioner, selvom det kunne indikere store indkomstforskelle. Der henvises til anekdotisk evidens for, at en del af forskellen skal findes i jyske og slesvigske bønders utilbøjelighed til at bruge sparekasserne. Folketællingen viser faktisk også, at det i alle tre dele af monarkiet var to procent af befolkningen, der var ‘almissenydende’, dvs. så fattige at de levede af almisser. Havde der været store indkomstforskelle, burde man også have set klare forskelle i dyb fattigdom.
En sidste, men ret interessant, forskel indikerer også, at sparekasserne blev brugt forskelligt i dele af det danske monarki: Mens 19 % af kontoindehaverne i Kongeriget var børn eller ’myndlinge’, gjaldt det samme for 28 % af kontiene i Holsten og hele 31 % af kontiene i Slesvig. Det ligger besnærende nært at konkludere, at det mere moderne bankvæsen i hertugdømmerne også i højere grad kunne ses i graden af det, vi i dag ville kalde ’børneopsparing’.
Dagens post er således en erindring om, at Danmark i 1860 var et ret forskelligartet rige, og ikke kun når det gjaldt geografi og sprog. Det ekstremt homogene Danmark, som vi kender det i dag, var langt fra særligt homogent for 161 år siden. Men som vi kommer til at se i en senere post, var det alligevel på andre måder et ganske avanceret samfund sammenlignet med resten af Europa.
Af Christian Bjørnskov, den 18. juni 2021. Skriv et svar
Som trofaste læsere ved, har mindst én af os til tider fornøjelsen af at vejlede specialer på universitetet. Vi har af flere omgange skrevet om nogle af disse specialer, og ikke mindst Anne Kristensens speciale om, hvorvidt vismændene har haft indflydelse på dansk politik, blev efterfølgende bemærket. I år skal ikke være nogen undtagelse, da jeg ikke blot har mange specialer, men også har fået nogle virkeligt gode og interessante emner. I dag skriver vi om to af denne uges specialer på Aarhus Universitet, og i næste uge kommer vi til at skrive om et eller to af den uges specialer. I alle tilfælde venter vi indtil de studerende har været til forsvar, og vi har spurgt dem om tilladelse til at omtale dem.
Det første af to emner, vi omtaler, er Ann-Sofie Anker Sørensen der i ”Forretningsmiljøbegrænsninger og Virksomhedsperformance i Subsaharisk Afrika” undersøger, om praktiske og institutionelle begrænsninger faktisk holder afrikanske virksomheder tilbage. Ligesom Ida Hørslev Rasmussen, som forsvarede sit speciale i maj, er Ann-Sofies grundlæggende spørgsmål, hvorfor størstedelen af Afrika syd for Sahara stadig er så fattigt. Begge tager udgangspunkt i min tidligere PhD-studerende Yohannes Ayeles arbejde, men går et metodisk skridt videre i hver sin retning.
Ann-Sofie og Ida ser i deres specialer primært på godt 10.000 produktionsvirksomheder på tværs af 29 lande mellem 2006 og 2019. Deres mål er at undersøge, hvordan en række mulige begrænsninger – som disse virksomheders ledere er blevet spurgt om – påvirker virksomhedernes omsætningseffektivitet. Med flere andre forhold ser de specifikt på, er: Corruption, Functioning of the Courts, Crime, Theft and Disorder, Access to Finance, Practices of Competitors in the Informal Sector, Transport, Electricity, Tax Administration, Tax Rates, Business Licensing and Permits, Customs and Trade Regulations, Inadequately Educated Workforce, Access to Land og Political Instability.
Det interessante er, at den eneste virkeligt robuste begrænsning, som ledere oplever på tværs af virksomheder og som man også kan se påvirke deres omsætningseffektivitet, er adgangen til finansiering. Mens Ann-Sofie derfor finder nogle af de samme resultater som tidligere forskning, er hendes væsentlige bidrag at dele virksomhederne op i arbejdskraftintensive og kapitalintensive industrier. Her viser det sig, at adgang til finansiering og begrænsninger på transport er væsentlige bremser på arbejdskraftintensive afrikanske virksomheders performance, mens adgang til finansiering er den eneste robust negative faktor for kapitalintensive virksomheder. Pudsigt nok finder hun også, at de kapitalintensive har bedre performance når de oplever begrænsninger i toldbehandling og handel. Men som vi konkluderede til forsvaret, er det måske ikke så sært at der findes bedre omsætningseffektivitet i eksisterende virksomheder, når landet er mere protektionistisk.
Ugens andet speciale, som vi fremhæver her, er Hana Akubzanova og Oliver Bejers ”Econometric Analysis of Democratization in Africa between 1991-2000.” Det slovakisk-danske makkerpar ser her på de økonomiske konsekvenser af demokratisering i syv afrikanske samfund de sidste 30 år: Benin, Cape Verde, Ghana, Malawi, Nigeria, Senegal, og Sierra Leone. Det unikke ved deres speciale er, at de bruger en syntetisk kontrol for hvert af de syv eksempler. Det er således samme metode som Frederik Thagesen og Lasse Larsen brugte for tre år siden i deres undersøgelse af de økonomiske konsekvenser af Rawlings-kuppet i Ghana i 1981, som vi omtalte her.
Det ekstremt velgennemførte og omhyggelige studie peger på, at to – og muligvis tre – af landene er blevet rigere på grund af demokratiseringer. Som man kan se i de tre figurer fra specialet nedenfor, er det to klareste eksempler Benin og Kap Verde, hvor den faktiske udvikling (de fuldt optrukne linjer) klart overstiger den forecastede udvikling i den syntetiske kontrol (de stiplede linjer). Begge lande demokratiserede umiddelbart efter kommunismens kollaps i 1990, og Hana og Olivers estimater indikerer, at den institutionelle ændring per 2018 har gjort dem henholdsvis 78 og 86 % rigere end hvad man ellers kunne have forventet.
For Ghanas vedkommende er billedet ikke nær så klart. Specialeparret vurderer, at Ghana er blevet 33 % rigere på grund af demokratiseringen i 1993, men timingen er ikke helt klar, som figuren ovenfor synliggør. Som vi talte om til forsvaret, er en af forklaringerne muligvis, at dele af de væsentlige reformer, som har gjort Benin og Kap Verde markant rigere, allerede blev gennemført af Jerry Rawlings militærstyre i Ghana i løbet af 1980erne.
Det virkeligt interessante er, at Hana og Oliver finder at det er særdeles svært at fitte nogen model til Nigerias unikke udvikling, så det er meget usikkert, hvad man kan sige om landets demokratisering i 1999. Derudover finder de ikke positive effekter i Malawi, Senegal og Sierra Leone. Resultaterne indikerer endda, at Sierra Leone måske er blevet fattigere – selvom man skal være meget påpasselig, da landet også gennemgik en borgerkrig omkring samme tidspunkt – og at Senegal meget klart ikke har fået noget økonomisk ud af en demokratisering.
For alle tre specialers vedkommende er det særlige, at de kaster nyt lys på ét overordnet og stort emne: Afrikansk udvikling. Ida og Ann-Sofie rejser spørgsmålet, om mange af de problemer man ofte taler om, i virkeligheden er begrænsninger på afrikansk virksomhedsudvikling. Hana og Oliver spørger implicit, hvorfor demokratisering har så markant forskellige konsekvenser i forskellige afrikanske lande. Som al god forskning stiller disse fine specialer derfor mindst lige så mange spørgsmål, som de svarer på.
For et par måneder siden fik jeg tilsendt et link til et review af lockdown-litteraturen, Allen (2021). Reviewet var lavet af professor Douglas W. Allen fra Simon Fraser University i Vancouver, Canada, og jeg talte med Allen forleden, hvor han opsummerede litteraturen sådan her:
Det er velkendt, at regulering stort set altid medfører utilsigtede konsekvenser. Og således også regulering begrundet i COVID-19.
Det viser Georganas et al. (2021) i et interessant studie, hvor de udnytter, at regioner i Grækenland ikke ændrede deres udgangsforbud samtidig. Georganas et al. (2021) viser, at udgangsforbuddene får folk til at stimle mere sammen i butikkerne.
We found that the 6pm instead of 9pm curfew in Athens led to a 4.63 percentage point relative increase in time spent at home and had no effect on time spent in groceries and pharmacies. Considering that this was a result of a 18.75% reduction in hours where people were allowed to leave home, it seems that the early evening curfew led to more crowding in indoor spaces – which may facilitate the spread of disease.
Den sidste del har jeg tidligere kaldt for “erstatningseffekter”, og det betyder kort og godt, at folk erstatter ufarlige aktiviteter (udendørs) med farligere aktiviteter (indendørs) på grund af regulering (fx lukning af sportsanlæg og legepladser). Erstatningseffekter er (heller) ikke en del af eksperternes modeller i Danmark, og Georganas et al. (2021) påpeger i deres abstract, at det nok er noget, som man – herunder politikerne – bør tage alvorligt.
Interventions should be based on a thorough analysis of human behaviour, that anticipates substitution of activities.
Hvor stor effekt disse utilsigtede konsekvenser har på dødstallene, vides umiddelbart ikke. Men de kan være en medforklarende årsag til, at vi ser relativt beskedne effekter af nedlukningerne.
Update
Det er en ret almindelig bekymring blandt økonomer, når man begynder at lede lidt. Her fra Elm & Sarel (2021):
When interaction effects are not accounted for, policymakers run the risk of drawing incorrect conclusions, which focus on partial effects that do not necessarily hold as a general equilibrium. In particular, it is crucial to consider substitution effects: even policies that successfully shift behavior away from problematic activities may be ineffective if individuals simply switch to other, equally harmful, activities.
Som opmærksomme læsere ved, er vi her på stedet kommet til konklusionen, at de voldsomme nedlukninger i den vestlige verden siden marts sidste år ikke har reddet liv. Lockdowns virkede ikke, men skabte enorme økonomiske omkostninger og endnu større skader på folks velbefindende og mentale helbred. Douglas Allen har i foråret udført den foreløbig største litteratursurvey af forskningen omkring nedlukninger i 2020, hvor han ligeledes konkluderer, at nedlukningerne ikke redede liv. Som han slutter sit studie med, er beslutningen om at lukke samfundet ned ”one of the greatest peacetime policy failures in Canada’s history”. Mens computermodeller fra bl.a. Imperial College London forudsiger, at nedlukninger redder tusinder af liv, har den empiriske forskning – dvs. studier der bruger faktiske data i stedet for imaginære computerforecasts – helt generelt fundet nuller.
Undtagelsen er dog Benjamin Born, Alexander Dietrich og Gernot Müllers “The lockdown effect: A counterfactual for Sweden.” Born et al. er et studie af de svenske corona-relaterede dødsfald, og bruger en såkaldt syntetisk kontrol for at give et informeret bud på, hvordan de svenske dødsfald havde udviklet sig hvis landet havde lukket ned som andre dele af Europa. Læser man studiet, der nu er udgivet i PLOS One, er det svært at afvise, at de tre tyskere har gjort et fint stykke arbejde. Det stikker alligevel ud, da de finder at ’manglen’ på en svensk nedlukning kostede liv. Spørgsmålet er, om der er noget galt med Born et al. som de i princippet kunne have gjort noget ved. Det er spørgsmålet, vi ser omhyggeligt på i dag.
Som trofaste læsere ved, har punditokraterne efterhånden tradition for at have en sommerserie. Sommerserierne i 2017 og 2018 handlede for eksempel henholdsvis om public choice og international handel, og i år er ingen undtagelse. Sommerserien i 2021 kommer dog til at være en anelse bredere end tidligere år, da den handler om ’historiske forhold og historiske sammenligninger.’
Baggrunden for vores sommerserie er, at vi oplever, hvor historieløse mange mennesker – og i særlig grad mange studerende – er. Det er for eksempel slående, hvor lidt folk ved om Central- og Østeuropa før 1995, ligesom det ofte er forbløffende hvor lidt føling selv ellers informerede danskere har med, hvor fattige vi selv har været. Vores sommerserie sigter derfor mod at give eksempler på, hvad man kan lære af historien. Det gælder både viden om historiske forhold, sammenligninger tilbage i historien – hvordan så Danmark ud og hvordan havde danskere det i forhold til andre steder i resten af verden – og sammenligninger med historien – hvordan er vores status i dag i forhold til hvordan den var engang.
Nogle af de emner, vi kommer til at skrive om de følgende par måneder er således ’Børnedødelighed i 100 år’, ’Hvor udviklet var Danmark i 1935?’, og ’Socialistisk forurening og miljø i Østeuropa.’ Vi kommer også til at undersøge, hvor robust et lands eller områdes status er, for at svare på om et land bare bliver ved med at være et af verdens rigeste, eller et af verdens mest elendige.
I dag vil vi blot starte sommerserien med to ting. Den første kan ses i dagens figur, der viser antallet af telefoner per indbygger i 1935 på tværs af de 29 lande, som Danmarks Statistik havde information fra sidste i 1930erne. Bemærk at på denne meget ’moderne’ indikator var Danmark et af verdens absolut rigeste lande for cirka 85 år siden. Spørgsmålet, som vi kommer til at afsøge, er hvor moderne Danmark og resten af verden egentlig var dengang.
Den anden ting, vi starter sommerserien med i dag, er en simpel opfordring. Hvis vores læsere har forslag til, hvilke emner vi kunne dække i løbet af sommeren, er alle meget velkomne til at skrive til os. Det kan ske enten i kommentarfeltet nedenfor, eller evt. som mail til redaktøren (Christian Bjørnskov). Selvom vi naturligvis forbeholder os retten til at sortere i dem, er alle informerede idéer er velkomne.
Forleden beskrev jeg, hvordan tyske forskere havde vist, at kontakttallet i Tyskland faldt, før de lukkede ned i november. Spørgsmålet er, om politikerne havde nogen mulighed for at forudse dette resultat.
Og svaret er, at “Ja, det havde de.” Nedenfor er fx konklusionen fra et andet tysk studie fra juni 2020:
Official data from Germany’s RKI agency suggest strongly that the spread of the corona virus in Germany receded autonomously, before any interventions become effective.
Eller sagt på dansk: Smitten var tilbagetog i Tyskland inden man greb ind med nedlukninger. Også i foråret 2020.
Men er det ikke bare et tilfælde? Sandsynligvis ikke. Fx fandt engelske forskere i maj, at:
UK data on first wave Covid-19 deaths and the disease duration distribution suggests that fatal infections were in decline before full UK lockdown (24 March 2020), and that fatal infections in Sweden started to decline only a day or two later
De har denne interessante figur, som tydeligt viser, hvordan smitten begyndte at flade ud længe før man lukkede ned.
Studierne er relativt tidlige i forhold til pandemien, og man bør derfor være varsom med at drage alt for forhastede konklusioner på den baggrund. Men studierne viser, at forskere verden over allerede før sommeren var opmærksom på nedlukningerne kunne være unødvendige i forhold til at beskytte kapaciteten i sundhedssektoren. Og at der derfor ikke er nogen undskyldning for, at regeringen i Danmark brugte sommeren på “Arnes tur” fremfor at få belyst effekterne af nedlukninger.
Boligpriserne stiger – og nervøsiteten breder sig. Bør der gribes ind, bør skatterne sættes op? Der er nærmest en boble i ønskerne om politiske indgreb!
Men er det en god idé? Hvordan fungerer boligbeskatningen egentlig? Hvorfor findes den, og hvad skal de kunne ses fra et økonomisk perspektiv?
Jeg har været på besøg i studiet hos Martin Ågerup i hans podcast Samfundstanker for at diskutere det. Vi havde heldigvis tid til at komme lidt ind under huden på emnet (det blev hans hidtil længste udsendelse). Se udsendelsen nedenfor eller hent den som almindelig podcast, hvor du henter dine podcasts.
Sammenligner man Danmark og Sveriges nedlukninger på Oxfords Stringency Index, ser Sverige umiddelbart ud til at have haft en hårdere nedlukning end Danmark.
Det billede svarer ikke umiddelbart til de flestes danskeres opfattelse, og taler man med danskere i Sverige eller svenskere i Danmark (som jeg har gjort her), er det da også tydeligt, at Sveriges nedlukning generelt har været meget, meget mildere end den danske. Ja, nærmest ikke-eksisterende.
Forskere fra Ludwig-Maximilians-Universität München har netop udgivet en interessant rapport, hvor de konkluderer, at:
Der har ikke været nogen direkte forbindelse [mellem R-værdien og] de foranstaltninger, der er truffet siden september – hverken med lockdown-light [delvis nedlukning] den 2. november, stramningen den 16. december 2020 [fuld nedlukning] eller med “Føderal nødbremse” [lokale nedlukninger], som blev besluttet i slutningen af april 2021.
Der er med andre ord ikke noget sammenhæng mellem kontakttallet, R, og nedlukningerne.
Min gode ven og kollega Niclas Berggren bidrager regelmæssigt med inspiration til denne blog. Det skete igen forleden, da Niclas tweetede om hvor mange 25-34-årige i Europa, der stadig bor hjemme hos deres forældre. Som bekendt er der store forskelle på familiestrukturer rundt omkring i den vestlige verden, men tallet varierer stadig voldsomt fra et minimum på 1,8 % af danskerne i aldersgruppen til hele 56,6 % af slovakkerne.
Det morsomme og rent ud sagt forbløffende er, at der er en meget tydelig sammenhæng mellem, hvor mange voksne mellem 25 og 34, der er ’hjemmeboende’, og hvor tilfredse folk er med deres liv (fra Gallups World Poll). Korrelationen er -0,79 og som figuren nedenfor tydeligvis viser, er den ikke drevet af enkeltobservationer. Så hvad i alverden foregår der? Det er det spørgsmål, Sjov med Statistik stiller i dag.
Hvis man leder efter direkte forklaringer, er en af de mest åbenlyse nok næppe, at folk ikke kan lide deres forældre og de derfor er mindre tilfredse når de bor sammen med dem. I stedet kunne man forestille sig, at folk føler at de har mindre kontrol og mindre personlig frihed i de omstændigheder, hvor de er tvunget eller presset til at bo med deres forældre langt ind i deres voksenliv. Det kan testes, og her ser landeforskellene ikke ud til at være konsistente med forklaringen. Der er nemlig stort set ingen sammenhæng mellem folks opfattelse af personlig frihed og andelen af hjemmeboende på tværs af Europa. Mens de virker teoretisk attraktive, er den type forklaring derfor langt fra stærk nok til at forklare den mærkelige sammenhæng mellem andelen af hjemmeboende og tilfredshed.
I stedet er en mindst lige så mærkværdig – og morsom – sammenhæng et hint til, hvor forklaringen skal findes. Som man kan se i den anden figur i dag, er sammenhængen mellem andelen af hjemmeboende og samfundets sociale tillid lige så stærk: Korrelationen er -0,82, er ikke drevet af de nordiske landes ekstreme tillidsniveauer, og er lige så klar på tværs af de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) som i resten af Europa. Den viser sig også at forklare, hvorfor andelen af hjemmeboende er så klart korreleret med tilfredshed. Fedter man lidt med dataene viser det sig, at den partielle korrelation når man har kontrolleret for social tillid – dvs. ’resten’ af sammenhængen – er -0,24 og udelukkende drevet af, at bulgarernes tilfredshed er så lav.
Det sjove er, at det blot skifter behovet for en forklaring til spørgsmålet, hvorfor i alverden andelen af hjemmeboende hænger så tydeligt sammen med den sociale tillid. Vi kan i sagens natur kun spekulere på hvad der ligger bag – det er ofte en af præmisserne bag Sjov med Statistik – men blandt andet forskning af Alberto Alesina og Paola Guilano kan give et par hint. De konkluderede i en artikel i 2011 på italienske data, at ”strong family ties appear to be a substitute for generalized trust, rather than a complement to it.” Hintet her er, at en høj andel af hjemmeboende på den måde kommer til at reflektere en kultur med lav social tillid og det, Edward Banfield i sin banebrydende Moral Basis of a Backward Society kaldte ”amoralsk familisme.”
Banfields beskrivelse af et lille, syditaliensk samfund er en af de klassiske fortællinger om, hvordan dual moral – dvs. at der gælder et sæt regler for ens familie og nære venner, og et andet for alle andre – kan ødelægge et samfund. Om det netop er dét, man ser i den mærkelige sammenhæng vi afsøger i dag, må være et åbent spørgsmål. Men det er netop den slags interessante overvejelser, man kan komme ud i med lidt sjov med statistik.
Der er nærmest uendeligt mange analyser af COVID-19 og nedlukninger. Og skulle man læse alle analyser meget grundigt, ville man have mindre tid til at få et overblik over den samlede litteratur. Derfor er et typisk godt råd først at læse abstract og konklusion i en analyse, før man – hvis det ellers er tilpas interessant eller hvis man skal udtale sig om analysen – dykker nærmere ned i analysens indhold.
Forleden var Allan Randrup ude med kritik af min seneste analyse, og som jeg læser hans kritik, kunne han have haft gavn af ovenstående råd – han havde ikke engang behøvet at nærlæse analysen, men kunne have fokuseret på første side og konklusion. Lad os tage et par eksempler:
Første eksempel:
– Jeg føler lidt, at der er en forudindtaget konklusion, og at man så udlægger dataene, så det passer ind i ens hypotese. Det er det, jeg føler. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er foregået på den måde, og det tør jeg principielt ikke sige.
– Men der er f.eks. det faktum, at de ignorerer, at nedlukningerne starter den 9. december. Det er ikke videnskabeligt korrekt, siger han [Allan Randrup] til Indblik.
DET STÅR DER PÅ SIDE 1:
Nedlukningen før jul kom i tre skridt. Først blev 38 kommuner lukket delvist ned onsdag d. 9. december. Siden blev yderligere 30 kommuner lukket ned fredag d. 11. december (for skoler o.l. betyder det, at nedlukningen reelt først havde effekt mandag d. 14. december) og resten af kommunerne onsdag d. 16. december. Til sidst blev landet lukket hårdt ned torsdag d. 17. december.
Da hovedparten af nedlukningen i december ligger efter at smittetallet toppede, kan den ikke have forårsaget faldet i smittetallet. Dette forklarer også, hvordan smittetallene i Sverige og Tyskland, der førte anderledes coronapolitikker, kunne toppe samtidig med Danmark.
Politikere og mange meningsdannere har i løbet af i år fremhævet, at nedlukningerne ikke har været så skadelige som man frygtede. Deres argument er, at man ikke har set så stort et økonomisk tab, som man oprindeligt frygtede. Man tager det som endnu et argument om, at Danmark har gjort det ’rigtige’ med nedlukningen. Men som min punditokratkollega Otto Brøns-Petersen har understreget, vil fald i nationalindkomsten undervurdere det reelle fald i borgernes individuelle velfærd. For at få et retvisende billede, må man bruge et bredere mål.
Det er nu muligt ved at bruge forårets runde af EuroBarometeret, der blandt andet spørger borgerne i alle EU-lande om deres generelle tilfredshed med deres liv. Det gør man på en fire-punktsskala, hvor man kan svare, at man er ’meget utilfreds’ til ’meget tilfreds’ med sit liv. I figurerne nedenfor sammenholder vi svarene fra foråret 2021, efter et års nedlukninger og tvangspolitik, med de samme svar fra sommeren 2020, da det så ud til at verden ville lukke op igen.
De største tab i EU viser sig at have været 0,3 point (10 %) i Letland, 0,33 point (8,9 %) i Danmark, og 0,26 point (8,6 %) i Litauen, mens det gennemsnitlige tab i de 27 lande var 0,14 points (4,4 %). Det samme billede har man også fået fra Trygfondens spørgeskemaundersøgelser, der forleden viste, at danskernes tilfredshed med livet på en tipunktsskala var faldet fra 6,9 til 6,4, dvs. et fald på 7,2 %. Det danske velfærdstab, målt gennem ændringer i folks egen, subjektive tilfredshed med deres liv, er således ikke blot blandt det største i Europa – det er også på andre måder enormt.
Mens en tredjedel point på en firepunktsskala eller et halv point på en tipunktsskala måske ikke lyder af så meget – og jeg har mødt adskillige mennesker, der mente at det da er så lidt, at det er ligegyldigt – er et tab af den størrelse meget stort sammenlignet med andre kendte forhold fra den såkaldte lykkeforskning. Hypotetisk set er et tab på et halvt point på en tipunktsskala omtrent det tab, man ville regne med at se, hvis nationalindkomsten permanent reduceres med et sted mellem en tredjedel og halvdelen. En anden hypotetisk situation, der vil give samme tab, er at hver fjerde dansker, der lige nu har tillid til sine medborgere (det totale i dag er lidt over 70 %) vil miste denne tillid. Alternativt er det omtrent samme tab af livskvalitet, som man ville observere hvis cirka halvdelen af danskerne enten bliver skilt eller mister et nært familiemedlem.
Den vigtige bundlinje er derfor, at de samlede velfærdstab ved nedlukningerne er gigantiske. Langt det meste af den nye empiriske litteratur finder, et nedlukningerne har været nærmest totalt nyttesløse i forsøg på at begrænse dødstallet; læs nye oversigter her og her. Når man vurderer, at der er tale om den største politiske fejltagelse i efterkrigstiden, er det således ikke hverken sensationalistisk eller overdrevet. Det er nærmest det modsatte, når man ser på tilfredshedsdataene. Vi har aldrig set lignende tab.
Fredag kom meddelelsen om, at Danmarks tidligere statsminister Poul Schlüter var død, 92 år gammel. Nekrologerne siden da har fremhævet tre forhold omkring Schlüter: Hans evne til at holde styr på de ellers ustyrlige magtkampe i det Konservative Folkeparti, hans rolle i genopretningen af en dansk økonomi på afgrundens rand, og hans venlighed og generøsitet. Jeg mødte aldrig selv Schlüter, men har hørt fra mange mennesker – fra en tidligere forsvarsminister til min egen mormor, der kendte ham i sin ungdom – at venligheden hverken var påtaget eller en myte. Manden var noget så sjældent i dag som en venlig, behagelig og hæderlig politiker.
I dag ser vi derfor i stedet for på, hvad der økonomisk skete gennem Schlüterperioden for at kunne sætte nogle tal og ord på det, man kan kalde Schlüter-effekten. For at vurdere perioden, må man allerførst forstå baggrunden for de reformer og ændringer, som hans regeringer stod for, og hvad tidligere regeringer havde gjort. Det gælder ikke mindst de regeringer, som Anker Jørgensen – som er en af den nuværende statsministers store helte – stod for, og som bragte dansk økonomi i voldsomt uføre. Som Knud Heinesen formulerede det, da han i protest forlod regeringen i efteråret 1979: ”Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt.” Heinesen overlod posten som finansminister til Svend Auken, der ufortrødent fortsatte den tidligere kurs indtil september 1982.
Den 3. september 1982 indrømmede Anker Jørgensen, at regeringen havde fejlet og en uge senere havde Poul Schlüter dannet regering. Baggrunden, han kom til magten med var skræmmende: følge Danmarks Statistik var privatforbruget steget fra 282,9 milliarder kroner i 1960 til 443,9 milliarder i 1980 (i 2000-priser), mens det offentlige forbrug steg fra 93,3 til 240,6 milliarder. Med andre ord fik Schlüter magten efter en 20-årig periode hvor danskernes privatforbrug nok var steget med 57 %, men det offentlige forbrug steg med 158 %. Skattetrykket var også steget fra 25 til 42 % af BNP, men ikke i nærheden af nok for at finansiere den voldsomme udvidelse af den offentlige sektor. Staten havde derfor lånt midler i udlandet siden starten af 1960erne, og fra midten af 1970erne var låntagningen ikke blot accelereret, men også forværret af at statens renteudgifter på en allerede eksisterende gæld steg alvorligt. Udviklingen er illustreret i nedenstående figur, der er fra Danmarks Statistiks ”60 år i tal – Danmark siden 2. verdenskrig” fra 2008. Dansk økonomi i 1982 lignede således mest Grækenland i starten af 00’erne, med arbejdsløshed, stigende renter – den lange rente toppede i 1982 omkring 20 % – og et statsgældsproblem som ikke var taget alvorligt af regeringstoppen i mindst ti år.
Schlüter-regeringernes store fortjeneste var derfor, at rette op de offentlige finanser og fundamentalt set genindføre en grad af politisk ansvarlighed. Som den næste figur nedenfor illustrerer (hvor blå linjer er Schlütertiden, mens røde linjer er de socialdemokratiske regeringer før og efter), fik hans regeringer stoppet væksten i statsgælden til udlandet, stoppet væksten i det offentlige forbrug, og i høj grad også rettet op på nettoeksporten, og dermed med tiden også betalingsbalancens løbende poster. Det var svært, ubehageligt og helt rigtigt på den lange bane, og linjen blev videreført af Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 90erne.
Uden Schlüter-regeringernes reformer var dansk økonomi sandsynligvis fortsat ind i en langvarig deroute eller stagnation, meget som man har set i italiensk økonomi de sidste 20 år. Alligevel må man konkludere, at der er malurt i bægeret, når man vurderer reformerne som helhed. De ses i dagens sidste figur, der viser det danske bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat, som privatforbrugets niveau i forhold til vores økonomiske naboer; alle tal her er fra Penn World Tables. Figuren illustrerer tydeligt, hvordan det gik fremad i de første år efter magtovertagelsen, og i særlig grad i BNP per indbygger. Forskellen her kommer fra, at dansk beskæftigelse steg i de år, hvilket betyder af BNP per fuldtidsansat ikke voksede så hurtigt som BNP per indbygger.
Den store fejltagelse, som nogle af os ser i Schlütertiden – og det er en diskussion, som stadig florerer blandt økonomer – er kartoffelkuren i 1986-87. Kuren var en række reformer, der blandt andet sænkede rentefradraget, indførte afgifter på en lang række forbrugsvarer, og gjorde det væsentligt sværere at få boliglån, med det udtrykkelige formål at sænke danskernes privatforbrug, fordi man frygtede en overophedning på arbejdsmarkedet. Som det kan ses, lykkedes den øvelse over all forventning, da privatforbruget gik fra at være godt 7 % højere end nabolandenes til at ligge 4 % under. Men var der en overophedning på vej, eller var den frygt ubegrundet? Ser man på udviklingen i BNP per fuldtidsansat, ligner det bestemt ikke en overophedning, selvom der blev talt meget om det i tiden, og selvom fagbevægelsens lønudspil var aggressive. Men selv om man tror på, at der var kommet en mindre overophedning, var kartoffelkuren stadig en politisk og økonomisk fejltagelse, fordi den viste sig at være så ekstremt dyr for danskerne.
Ingen er perfekt, og det er derfor min vurdering, at Schlüter-regeringernes økonomiske politik sidst i 1980erne var en fejltagelse. Men vurderer man Poul Schlüters overordnede betydning for dansk økonomi og dansk økonomisk politik, er den tydeligt positiv. Hans regeringer lagde grundlaget og den lange linje for den politik, vi har haft indtil fornylig. Som Thomas Bernt Henriksen understregede i sin nekrolog i Berlingske, må man også huske at Schlüter var ansvarlig for den såkaldte Fælleserklæring i 1987, som gjorde begge arbejdsmarkedets parter interesserede i ansvarlig økonomisk politik. Alle regeringer siden da, indtil Mette Frederiksen, har haft samme klare fokus på ansvarlighed, finanspolitisk holdbarhed og stabilitet, og samme erkendelse af de langsigtede konsekvenser af politikken. Den har den næsten totalt økonomisk inkompetente Frederiksen-regering ikke – den ignoreres endda ofte meget eksplicit. En fortsat, offentligt diskussion af Schlüters politiske valg og den baggrund, han kom til magten på, er i pinlig grad nødvendig i dag. Manden var en ansvarlig, hæderlig politiker med stor respekt for de demokratiske og forfatningsgivne spilleregler, der også i lang tid forstod at sætte det rigtigt hold ministre og respektere deres kompetencer. Schlüter brillerede på alle de punkter, den nuværende regering fejler på.
Nogle lande har allerede set befolkningstallet toppe og i gang med at falde. Det er ikke usandsynligt, at verdens befolkningsmasse vil begynde at skrumpe i løbet af dette århundrede. Det er ikke første gang, folketallet falder. Krig, katastrofer og sygdomme har med mellemrum slået tallet ned. Men det er første, det skyldes demografien selv – at fertiliteten falder så meget, at befolkningen ikke kan reproducere sig selv.
Hvad sker der i sådan en verden? Det har Zetlands redaktør Mads Olrik skrevet en interessant “long read” om, hvortil han bl.a. har interviewet mig. Den kan læses eller høres (uden betalingsmur) her.
Den korte historie er, at vi kan regne med to modsatrettede effekter. For det første vil kapitaludrustningen per borger stige. Godt nok vil væksten i investeringerne aftage, men ikke mere end at kapitalapparatets vækst overstiger befolkningens. Det vil gøre os rigere. For det andet kan færre mennesker medføre mindre arbejdsdeling og specialisering. Det vil alt andet lige gøre os fattigere. Samlet set er der økonomisk set ikke nødvendigvis være så meget at frygte.
I virkeligheden er det nok mere afgørende, hvilke konsekvenser befolkningsudviklingen vil få politisk – fra effekten på politiske beslutninger af en ældre vælgerbefolkning til magtforskydninger mellem lande. Det er en helt anden historie.
