Boligpriserne stiger – og nervøsiteten breder sig. Bør der gribes ind, bør skatterne sættes op? Der er nærmest en boble i ønskerne om politiske indgreb!
Men er det en god idé? Hvordan fungerer boligbeskatningen egentlig? Hvorfor findes den, og hvad skal de kunne ses fra et økonomisk perspektiv?
Jeg har været på besøg i studiet hos Martin Ågerup i hans podcast Samfundstanker for at diskutere det. Vi havde heldigvis tid til at komme lidt ind under huden på emnet (det blev hans hidtil længste udsendelse). Se udsendelsen nedenfor eller hent den som almindelig podcast, hvor du henter dine podcasts.
Sammenligner man Danmark og Sveriges nedlukninger på Oxfords Stringency Index, ser Sverige umiddelbart ud til at have haft en hårdere nedlukning end Danmark.
Det billede svarer ikke umiddelbart til de flestes danskeres opfattelse, og taler man med danskere i Sverige eller svenskere i Danmark (som jeg har gjort her), er det da også tydeligt, at Sveriges nedlukning generelt har været meget, meget mildere end den danske. Ja, nærmest ikke-eksisterende.
Forskere fra Ludwig-Maximilians-Universität München har netop udgivet en interessant rapport, hvor de konkluderer, at:
Der har ikke været nogen direkte forbindelse [mellem R-værdien og] de foranstaltninger, der er truffet siden september – hverken med lockdown-light [delvis nedlukning] den 2. november, stramningen den 16. december 2020 [fuld nedlukning] eller med “Føderal nødbremse” [lokale nedlukninger], som blev besluttet i slutningen af april 2021.
Der er med andre ord ikke noget sammenhæng mellem kontakttallet, R, og nedlukningerne.
Min gode ven og kollega Niclas Berggren bidrager regelmæssigt med inspiration til denne blog. Det skete igen forleden, da Niclas tweetede om hvor mange 25-34-årige i Europa, der stadig bor hjemme hos deres forældre. Som bekendt er der store forskelle på familiestrukturer rundt omkring i den vestlige verden, men tallet varierer stadig voldsomt fra et minimum på 1,8 % af danskerne i aldersgruppen til hele 56,6 % af slovakkerne.
Det morsomme og rent ud sagt forbløffende er, at der er en meget tydelig sammenhæng mellem, hvor mange voksne mellem 25 og 34, der er ’hjemmeboende’, og hvor tilfredse folk er med deres liv (fra Gallups World Poll). Korrelationen er -0,79 og som figuren nedenfor tydeligvis viser, er den ikke drevet af enkeltobservationer. Så hvad i alverden foregår der? Det er det spørgsmål, Sjov med Statistik stiller i dag.
Hvis man leder efter direkte forklaringer, er en af de mest åbenlyse nok næppe, at folk ikke kan lide deres forældre og de derfor er mindre tilfredse når de bor sammen med dem. I stedet kunne man forestille sig, at folk føler at de har mindre kontrol og mindre personlig frihed i de omstændigheder, hvor de er tvunget eller presset til at bo med deres forældre langt ind i deres voksenliv. Det kan testes, og her ser landeforskellene ikke ud til at være konsistente med forklaringen. Der er nemlig stort set ingen sammenhæng mellem folks opfattelse af personlig frihed og andelen af hjemmeboende på tværs af Europa. Mens de virker teoretisk attraktive, er den type forklaring derfor langt fra stærk nok til at forklare den mærkelige sammenhæng mellem andelen af hjemmeboende og tilfredshed.
I stedet er en mindst lige så mærkværdig – og morsom – sammenhæng et hint til, hvor forklaringen skal findes. Som man kan se i den anden figur i dag, er sammenhængen mellem andelen af hjemmeboende og samfundets sociale tillid lige så stærk: Korrelationen er -0,82, er ikke drevet af de nordiske landes ekstreme tillidsniveauer, og er lige så klar på tværs af de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) som i resten af Europa. Den viser sig også at forklare, hvorfor andelen af hjemmeboende er så klart korreleret med tilfredshed. Fedter man lidt med dataene viser det sig, at den partielle korrelation når man har kontrolleret for social tillid – dvs. ’resten’ af sammenhængen – er -0,24 og udelukkende drevet af, at bulgarernes tilfredshed er så lav.
Det sjove er, at det blot skifter behovet for en forklaring til spørgsmålet, hvorfor i alverden andelen af hjemmeboende hænger så tydeligt sammen med den sociale tillid. Vi kan i sagens natur kun spekulere på hvad der ligger bag – det er ofte en af præmisserne bag Sjov med Statistik – men blandt andet forskning af Alberto Alesina og Paola Guilano kan give et par hint. De konkluderede i en artikel i 2011 på italienske data, at ”strong family ties appear to be a substitute for generalized trust, rather than a complement to it.” Hintet her er, at en høj andel af hjemmeboende på den måde kommer til at reflektere en kultur med lav social tillid og det, Edward Banfield i sin banebrydende Moral Basis of a Backward Society kaldte ”amoralsk familisme.”
Banfields beskrivelse af et lille, syditaliensk samfund er en af de klassiske fortællinger om, hvordan dual moral – dvs. at der gælder et sæt regler for ens familie og nære venner, og et andet for alle andre – kan ødelægge et samfund. Om det netop er dét, man ser i den mærkelige sammenhæng vi afsøger i dag, må være et åbent spørgsmål. Men det er netop den slags interessante overvejelser, man kan komme ud i med lidt sjov med statistik.
Der er nærmest uendeligt mange analyser af COVID-19 og nedlukninger. Og skulle man læse alle analyser meget grundigt, ville man have mindre tid til at få et overblik over den samlede litteratur. Derfor er et typisk godt råd først at læse abstract og konklusion i en analyse, før man – hvis det ellers er tilpas interessant eller hvis man skal udtale sig om analysen – dykker nærmere ned i analysens indhold.
Forleden var Allan Randrup ude med kritik af min seneste analyse, og som jeg læser hans kritik, kunne han have haft gavn af ovenstående råd – han havde ikke engang behøvet at nærlæse analysen, men kunne have fokuseret på første side og konklusion. Lad os tage et par eksempler:
Første eksempel:
– Jeg føler lidt, at der er en forudindtaget konklusion, og at man så udlægger dataene, så det passer ind i ens hypotese. Det er det, jeg føler. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er foregået på den måde, og det tør jeg principielt ikke sige.
– Men der er f.eks. det faktum, at de ignorerer, at nedlukningerne starter den 9. december. Det er ikke videnskabeligt korrekt, siger han [Allan Randrup] til Indblik.
DET STÅR DER PÅ SIDE 1:
Nedlukningen før jul kom i tre skridt. Først blev 38 kommuner lukket delvist ned onsdag d. 9. december. Siden blev yderligere 30 kommuner lukket ned fredag d. 11. december (for skoler o.l. betyder det, at nedlukningen reelt først havde effekt mandag d. 14. december) og resten af kommunerne onsdag d. 16. december. Til sidst blev landet lukket hårdt ned torsdag d. 17. december.
Da hovedparten af nedlukningen i december ligger efter at smittetallet toppede, kan den ikke have forårsaget faldet i smittetallet. Dette forklarer også, hvordan smittetallene i Sverige og Tyskland, der førte anderledes coronapolitikker, kunne toppe samtidig med Danmark.
Politikere og mange meningsdannere har i løbet af i år fremhævet, at nedlukningerne ikke har været så skadelige som man frygtede. Deres argument er, at man ikke har set så stort et økonomisk tab, som man oprindeligt frygtede. Man tager det som endnu et argument om, at Danmark har gjort det ’rigtige’ med nedlukningen. Men som min punditokratkollega Otto Brøns-Petersen har understreget, vil fald i nationalindkomsten undervurdere det reelle fald i borgernes individuelle velfærd. For at få et retvisende billede, må man bruge et bredere mål.
Det er nu muligt ved at bruge forårets runde af EuroBarometeret, der blandt andet spørger borgerne i alle EU-lande om deres generelle tilfredshed med deres liv. Det gør man på en fire-punktsskala, hvor man kan svare, at man er ’meget utilfreds’ til ’meget tilfreds’ med sit liv. I figurerne nedenfor sammenholder vi svarene fra foråret 2021, efter et års nedlukninger og tvangspolitik, med de samme svar fra sommeren 2020, da det så ud til at verden ville lukke op igen.
De største tab i EU viser sig at have været 0,3 point (10 %) i Letland, 0,33 point (8,9 %) i Danmark, og 0,26 point (8,6 %) i Litauen, mens det gennemsnitlige tab i de 27 lande var 0,14 points (4,4 %). Det samme billede har man også fået fra Trygfondens spørgeskemaundersøgelser, der forleden viste, at danskernes tilfredshed med livet på en tipunktsskala var faldet fra 6,9 til 6,4, dvs. et fald på 7,2 %. Det danske velfærdstab, målt gennem ændringer i folks egen, subjektive tilfredshed med deres liv, er således ikke blot blandt det største i Europa – det er også på andre måder enormt.
Mens en tredjedel point på en firepunktsskala eller et halv point på en tipunktsskala måske ikke lyder af så meget – og jeg har mødt adskillige mennesker, der mente at det da er så lidt, at det er ligegyldigt – er et tab af den størrelse meget stort sammenlignet med andre kendte forhold fra den såkaldte lykkeforskning. Hypotetisk set er et tab på et halvt point på en tipunktsskala omtrent det tab, man ville regne med at se, hvis nationalindkomsten permanent reduceres med et sted mellem en tredjedel og halvdelen. En anden hypotetisk situation, der vil give samme tab, er at hver fjerde dansker, der lige nu har tillid til sine medborgere (det totale i dag er lidt over 70 %) vil miste denne tillid. Alternativt er det omtrent samme tab af livskvalitet, som man ville observere hvis cirka halvdelen af danskerne enten bliver skilt eller mister et nært familiemedlem.
Den vigtige bundlinje er derfor, at de samlede velfærdstab ved nedlukningerne er gigantiske. Langt det meste af den nye empiriske litteratur finder, et nedlukningerne har været nærmest totalt nyttesløse i forsøg på at begrænse dødstallet; læs nye oversigter her og her. Når man vurderer, at der er tale om den største politiske fejltagelse i efterkrigstiden, er det således ikke hverken sensationalistisk eller overdrevet. Det er nærmest det modsatte, når man ser på tilfredshedsdataene. Vi har aldrig set lignende tab.
Fredag kom meddelelsen om, at Danmarks tidligere statsminister Poul Schlüter var død, 92 år gammel. Nekrologerne siden da har fremhævet tre forhold omkring Schlüter: Hans evne til at holde styr på de ellers ustyrlige magtkampe i det Konservative Folkeparti, hans rolle i genopretningen af en dansk økonomi på afgrundens rand, og hans venlighed og generøsitet. Jeg mødte aldrig selv Schlüter, men har hørt fra mange mennesker – fra en tidligere forsvarsminister til min egen mormor, der kendte ham i sin ungdom – at venligheden hverken var påtaget eller en myte. Manden var noget så sjældent i dag som en venlig, behagelig og hæderlig politiker.
I dag ser vi derfor i stedet for på, hvad der økonomisk skete gennem Schlüterperioden for at kunne sætte nogle tal og ord på det, man kan kalde Schlüter-effekten. For at vurdere perioden, må man allerførst forstå baggrunden for de reformer og ændringer, som hans regeringer stod for, og hvad tidligere regeringer havde gjort. Det gælder ikke mindst de regeringer, som Anker Jørgensen – som er en af den nuværende statsministers store helte – stod for, og som bragte dansk økonomi i voldsomt uføre. Som Knud Heinesen formulerede det, da han i protest forlod regeringen i efteråret 1979: ”Nogle fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den. Vi kan se den tydeligt.” Heinesen overlod posten som finansminister til Svend Auken, der ufortrødent fortsatte den tidligere kurs indtil september 1982.
Den 3. september 1982 indrømmede Anker Jørgensen, at regeringen havde fejlet og en uge senere havde Poul Schlüter dannet regering. Baggrunden, han kom til magten med var skræmmende: følge Danmarks Statistik var privatforbruget steget fra 282,9 milliarder kroner i 1960 til 443,9 milliarder i 1980 (i 2000-priser), mens det offentlige forbrug steg fra 93,3 til 240,6 milliarder. Med andre ord fik Schlüter magten efter en 20-årig periode hvor danskernes privatforbrug nok var steget med 57 %, men det offentlige forbrug steg med 158 %. Skattetrykket var også steget fra 25 til 42 % af BNP, men ikke i nærheden af nok for at finansiere den voldsomme udvidelse af den offentlige sektor. Staten havde derfor lånt midler i udlandet siden starten af 1960erne, og fra midten af 1970erne var låntagningen ikke blot accelereret, men også forværret af at statens renteudgifter på en allerede eksisterende gæld steg alvorligt. Udviklingen er illustreret i nedenstående figur, der er fra Danmarks Statistiks ”60 år i tal – Danmark siden 2. verdenskrig” fra 2008. Dansk økonomi i 1982 lignede således mest Grækenland i starten af 00’erne, med arbejdsløshed, stigende renter – den lange rente toppede i 1982 omkring 20 % – og et statsgældsproblem som ikke var taget alvorligt af regeringstoppen i mindst ti år.
Schlüter-regeringernes store fortjeneste var derfor, at rette op de offentlige finanser og fundamentalt set genindføre en grad af politisk ansvarlighed. Som den næste figur nedenfor illustrerer (hvor blå linjer er Schlütertiden, mens røde linjer er de socialdemokratiske regeringer før og efter), fik hans regeringer stoppet væksten i statsgælden til udlandet, stoppet væksten i det offentlige forbrug, og i høj grad også rettet op på nettoeksporten, og dermed med tiden også betalingsbalancens løbende poster. Det var svært, ubehageligt og helt rigtigt på den lange bane, og linjen blev videreført af Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 90erne.
Uden Schlüter-regeringernes reformer var dansk økonomi sandsynligvis fortsat ind i en langvarig deroute eller stagnation, meget som man har set i italiensk økonomi de sidste 20 år. Alligevel må man konkludere, at der er malurt i bægeret, når man vurderer reformerne som helhed. De ses i dagens sidste figur, der viser det danske bruttonationalprodukt per indbygger og per fuldtidsansat, som privatforbrugets niveau i forhold til vores økonomiske naboer; alle tal her er fra Penn World Tables. Figuren illustrerer tydeligt, hvordan det gik fremad i de første år efter magtovertagelsen, og i særlig grad i BNP per indbygger. Forskellen her kommer fra, at dansk beskæftigelse steg i de år, hvilket betyder af BNP per fuldtidsansat ikke voksede så hurtigt som BNP per indbygger.
Den store fejltagelse, som nogle af os ser i Schlütertiden – og det er en diskussion, som stadig florerer blandt økonomer – er kartoffelkuren i 1986-87. Kuren var en række reformer, der blandt andet sænkede rentefradraget, indførte afgifter på en lang række forbrugsvarer, og gjorde det væsentligt sværere at få boliglån, med det udtrykkelige formål at sænke danskernes privatforbrug, fordi man frygtede en overophedning på arbejdsmarkedet. Som det kan ses, lykkedes den øvelse over all forventning, da privatforbruget gik fra at være godt 7 % højere end nabolandenes til at ligge 4 % under. Men var der en overophedning på vej, eller var den frygt ubegrundet? Ser man på udviklingen i BNP per fuldtidsansat, ligner det bestemt ikke en overophedning, selvom der blev talt meget om det i tiden, og selvom fagbevægelsens lønudspil var aggressive. Men selv om man tror på, at der var kommet en mindre overophedning, var kartoffelkuren stadig en politisk og økonomisk fejltagelse, fordi den viste sig at være så ekstremt dyr for danskerne.
Ingen er perfekt, og det er derfor min vurdering, at Schlüter-regeringernes økonomiske politik sidst i 1980erne var en fejltagelse. Men vurderer man Poul Schlüters overordnede betydning for dansk økonomi og dansk økonomisk politik, er den tydeligt positiv. Hans regeringer lagde grundlaget og den lange linje for den politik, vi har haft indtil fornylig. Som Thomas Bernt Henriksen understregede i sin nekrolog i Berlingske, må man også huske at Schlüter var ansvarlig for den såkaldte Fælleserklæring i 1987, som gjorde begge arbejdsmarkedets parter interesserede i ansvarlig økonomisk politik. Alle regeringer siden da, indtil Mette Frederiksen, har haft samme klare fokus på ansvarlighed, finanspolitisk holdbarhed og stabilitet, og samme erkendelse af de langsigtede konsekvenser af politikken. Den har den næsten totalt økonomisk inkompetente Frederiksen-regering ikke – den ignoreres endda ofte meget eksplicit. En fortsat, offentligt diskussion af Schlüters politiske valg og den baggrund, han kom til magten på, er i pinlig grad nødvendig i dag. Manden var en ansvarlig, hæderlig politiker med stor respekt for de demokratiske og forfatningsgivne spilleregler, der også i lang tid forstod at sætte det rigtigt hold ministre og respektere deres kompetencer. Schlüter brillerede på alle de punkter, den nuværende regering fejler på.
Nogle lande har allerede set befolkningstallet toppe og i gang med at falde. Det er ikke usandsynligt, at verdens befolkningsmasse vil begynde at skrumpe i løbet af dette århundrede. Det er ikke første gang, folketallet falder. Krig, katastrofer og sygdomme har med mellemrum slået tallet ned. Men det er første, det skyldes demografien selv – at fertiliteten falder så meget, at befolkningen ikke kan reproducere sig selv.
Hvad sker der i sådan en verden? Det har Zetlands redaktør Mads Olrik skrevet en interessant “long read” om, hvortil han bl.a. har interviewet mig. Den kan læses eller høres (uden betalingsmur) her.
Den korte historie er, at vi kan regne med to modsatrettede effekter. For det første vil kapitaludrustningen per borger stige. Godt nok vil væksten i investeringerne aftage, men ikke mere end at kapitalapparatets vækst overstiger befolkningens. Det vil gøre os rigere. For det andet kan færre mennesker medføre mindre arbejdsdeling og specialisering. Det vil alt andet lige gøre os fattigere. Samlet set er der økonomisk set ikke nødvendigvis være så meget at frygte.
I virkeligheden er det nok mere afgørende, hvilke konsekvenser befolkningsudviklingen vil få politisk – fra effekten på politiske beslutninger af en ældre vælgerbefolkning til magtforskydninger mellem lande. Det er en helt anden historie.
Forleden havde jeg en kronik i Berlingske, hvor jeg beskrev min seneste analyse. Kort fortalt viser min analyse, at smittespredningen før jul toppede senest 9.-12. december – og altså før hovedparten af (og måske endda alle) nedlukningerne. På den baggrund konkluderer jeg, at (hovedparten af – og måske alle) nedlukningerne før jul ikke var proportionale, fordi de – selv hvis nedlukningerne virker – var unødvendige i forhold til at opnå det primære politiske mål: At beskytte kapaciteten i sundhedssektoren.
Disse resultater er faldet Uffe Gardel for brystet, og han skrev derfor et indlæg på Facebook, som blev til et svar på min kronik i Berlingske. Nedenfor gennemgår jeg Gardels indlæg i Berlingske, og som det (tydeligt, håber jeg) vil fremgå, har Uffe Gardel brugt masser af spalteplads på at fremføre meget lidt. Men ret skal være ret – han har én pointe. Jeg ER liberal. Det ser jeg som en styrke i den nuværende situation, men det vil jeg komme tilbage til.
Gardel drager dog mange fejlslutninger, inden han når til denne pointe. I det følgende vil jeg forklare, hvorfor
Gardel i mine øjne tager fejl, når han siger, at størstedelen af nedlukningerne skete efter smitten var toppet
Gardels opfattelse af – og konklusion på baggrund af – analysen er forkert
Gardel overser helt grundlæggende dele af adfærdsteorien
Gardel tager fejl, hvis han tror økonomer er på udebane under en pandemi
Gardel er enig i analysen, men uenig i definitionen af ”størstedelen af nedlukningerne”
Lad os først slå fast, at Gardels kritik ikke går på selve analysen. Han er umiddelbart enig i, at smittespredningen (han skriver smittetallet, men det er altså smittespredningen – forskellen er de mindst fire dage, der går fra man er nær kontakt og til Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver testet første gang) senest toppede 9.-12. december.
»Smittetallet toppede mellem 9. og 12. december,« skriver han [Jonas Herby] i Berlingske 20. maj, og det er formentlig rigtigt.
Min kollega, Kathrine E. Skjoldborg, har skrevet en glimrende kronik i Berlingske om de aflyste eksamener.
Der er mange gode pointer. Fx smider vi meget brugbar viden væk ved at droppe eksamenerne. Det skader ikke kun forskerne (som kunne undersøge effekten af online undervisning), men også de studerende selv.
Hvis vi vil have mulighed for at undersøge et muligt læringstab blandt danske unge, er det afgørende, at vi lader dem gennemføre eksamener, der gør det muligt at sammenligne med tidligere årgange. Dette vil betyde, at man kan få opgjort størrelsen af læringstabet i de enkelte fag, og det vil på den baggrund være muligt at iværksætte diverse tiltag for at rette op på læringstabet.
Hvis læringstabet eksempelvis er et særligt stort problem i matematik, hvilket et amerikansk studie indikerer, kunne det på en række videregående uddannelser være relevant at arrangere særlige sommerkurser i matematik inden studiestart. Men, hvis der ikke er et problem i matematik, vil det naturligvis være spild af tid og ressourcer.
Der er også et par velfortjente svirp til politikerne, hvis indgreb sandsynligvis ender med at skade eleverne.
Viden om læringstabet vil således være afgørende for at hjælpe de unge bedst muligt. Det ser lige nu ud til, at politikerne er i færd med at gøre de unge en bjørnetjeneste ved at aflyse og omlægge de prøver, der kunne belyse et eventuelt læringstab, da man risikerer, at problemerne først afslører sig, når de unge klarer sig dårligere på deres videre færd i uddannelsessystemet, hvor det vil være for sent at gøre noget ved problemet.
Kathrine kommer også med en forklaring på, hvorfor det kommer så vidt, at man aflyser eksamenerne, selvom det – set fra min stol – ret åbenlyst er en dårlig idé.
[Skraldespandsmodellen] illustreres konkret af tilfældet med de aflyste og omlagte prøver ved studentereksamen. Coronaepidemien udgjorde et mulighedsrum, som mennesker med holdninger til eksempelvis undervisningssystemet – herunder afholdelse af test og prøver – kunne udnytte til at fremføre deres synspunkter og få deres løsninger på dagsordenen. Problemerne, der blev identificeret, var gymnasieelevers trivsel og et muligt læringstab. Løsningen, som var tilgængelig, var en aflysning af visse eksamener i sommeren 2021. Disse koblinger blev foretaget, selv om den valgte løsning ikke løser de konkrete problemer.
Ser man bort fra de sidste 15 måneders selvpåført økonomisk ødelæggelse, har Danmarks økonomi det godt. Er vi ikke enige om det? Har mange økonomer ikke understreget gentagne gange, at det danske samfunds økonomi er ‘sund’? Mens det er mange borgeres indtryk – inklusive mange af dem, jeg møder i min hverdag – og mens adskillige af mine kolleger ofte har sagt, at økonomien er sund, er det en sandhed med alvorlige modifikationer.
Når økonomer som f.eks. min glimrende kollega Torben M. Andersen siger, at Danmarks økonomi er sund, mener de ofte, at de offentlige finanser er sunde: At der ikke er alvorlige underskud på statsbudgettet og finanserne er holdbare på et sigt omkring de næste ti år. Sund i denne sammenhæng betyder, at der ikke er behov for større reformer hvis ens mål er, at bevare velfærdsstaten og størrelsen af den offentlige sektor intakt. Har man andre mål, må man konkludere at dansk økonomi ikke har det godt. Det gælder ikke mindst, hvis målet er at generere økonomisk vækst, hvor Danmark – og store dele af Europa – faktisk har lidt af en vækstkrise.
Vi illustrerer problemet i figuren nedenfor og interesserede læsere kan også med stor fordel se episoden af Samfundstanker under figuren, hvor Cepos-direktør Martin Ågerup interviewer sin analysechef (og min medpunditokrat) Otto Brøns-Petersen om vækst og vækstkrisen. Figuren viser først, at set over de 70 år fra 1950 til 2019 voksede danskernes gennemsnitsindkomst – den købekraftskorrigerede nationalindkomst per indbygger – med 2,1 %. I perioden 1980-1999, hvor Schlüter- og Nyrup-regeringerne ryddede op i årtiers uansvarlighed med omfattende reformer, var væksten 1,9 procent per indbygger og 1,8 % per fuldtidsansat. De sidste 20 år har den årlige vækstrate derimod ligget på kun 1 % på begge mål, mens USA har oplevet 1,2 % per indbygger og 1,3 % per fuldtidsansat. Korrigerer man for, at danskerne generelt arbejder omtrent 20 % færre timer end amerikanerne, er væksten per arbejdstimer var væksten i 2000-2019 1,3 % i Danmark og 1,6 % i USA. I de foregående 20 år var tallene 2,1 % versus 1,6 %.
Man kan – som Otto også understreger i det fine interview – påstå, at en forskel på så lidt som 0,3 procentpoint ikke er noget særligt. Det er desværre det forvirrende ved relativt små procenttal: Hvis Danmark i stedet for at vokse med 1 % om året de næste 20 år ville vokse med de amerikanske 1,3 %, ville det give en merværdi på 47.000 kroner om året for hver fuldtidsansat. Små procentforskelle i økonomisk vækst giver hurtigt store tal!
Det er derfor, at man kan tale om en vækstkrise i Danmark, ligesom der er lignende problemer i store dele af Europa – men ikke i Sverige. Cepos har derfor startet det såkaldte 3%-projekt for at sætte spotlys på problemet. Se interviewet, tænk over figuren, og følg med i debatten fordi den er vigtig for vores fremtidige muligheder for at håndtere ethvert problem, der kræver ressourcer!
Betragt nedenstående figur. Den viser, at smitten i Hørsholm faldt før nedlukningen af kommunen kunne have en effekt. Eller med andre ord: Hørsholm Kommune var lukket ned i godt en uge uden nogen grund.
Hvis du aflæser figuren omhyggeligt, vil du se, at der i ugen fra 25. april til 1. maj, var i alt – testkorrigeret – 35 registrerede smittede i Hørsholm Kommune.
Derefter steg smitten markant, efter at en gruppe gymnasieelever var blevet smittet efter at have set fodbold sammen. På fem dage – fra 2. til 6. maj – blev der registreret 69 smittede, hvilket bragte den testkorrigerede incidens over 250 og iværksatte den automatiske nedlukning. Derfor blev skolerne i Hørsholm Kommune lukket ned fra lørdag d. 8. maj og det lokale erhvervsliv fra søndag d. 9. maj.
Pga. weekenden trådte nedlukningen altså reelt i kraft d. 10. maj, hvilket betyder, at effekten af nedlukningen allertidligst ville kunne ses d. 14. maj (Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der går fire dage, fra man er udsat for konkret smitte, og til man bliver testet første gang).
I ugen før man kan se en eventuel effekt af nedlukningen (altså 7. – 13. maj), var der – igen testkorrigeret – 35 registrerede smittede i Hørsholm Kommune.
Det er ikke en skrivefejl. Der var præcis lige så mange smittede i ugen efter det meget lokale udbrud, som der var i ugen før udbruddet. Myndighederne lukkede altså Hørsholm Kommune ned, selvom smitten allerede var faldet igen.
Det er en udbredt antagelse, at det var nedlukningerne i december, der fik smitten til at falde i Danmark.
Det er jeg meget skeptisk overfor, og for at jeg skal tro det, skal følgende spørgsmål som minimum besvares.
Hvorfor faldt smitten i Danmark senere end i Sverige, som ikke havde en lignende hård nedlukning? Som figuren nedenfor viser, så fladede dødstallet i Sverige ud et par uger tidligere end i Danmark.
Hvorfor fladede dødstallene i Danmark ud allerede omkring 27. december? Man siger normalt, at der går 18-20 dage fra man bliver smittet og til man dør, så det betyder, jo, at smitten toppede omkring 7.-9. december. Altså længe før man lukkede de resterende 60 kommuner delvist ned (11. og 16. december), lukkede landet helt ned (17. december) og strammede forsamlingsforbuddet (5. januar).
Jeg udkommer meget snart med en analyse af smitte- og indlæggelsestal, som viser præcis det samme. Smitten toppede før man lukkede hårdt ned. Og dermed fandtes det vigtigste argument for nedlukningerne – beskyttelse af sundhedsvæsenets kapacitet – ganske enkelt ikke.
Af Christian Bjørnskov, den 17. maj 2021. Skriv et svar
Fredag morgen fik jeg den chokerende meddelelse, at min kollega og ven David Savage fra the University of Newcastle i Australien var pludseligt død. David definerede sig selv som adfærdsøkonom, men var svær at placere, fordi hans interesser var brede, og også bredere end blot økonomi. Sidste gang jeg mødte ham var til den australasiatiske public choice konference i Brisbane i 2019, hvor han præsenterede virkeligt spændende arbejde om eutanasi. Han kommenterede også på min præsentation – mit papir med Martin Rode om kolonidemokrati – og havde som altid gode idéer og forslag. Dave havde selv arbejdet med kolonieffekter, og vi delte en frustration over, hvor svært det var at få udgivet den slags emne.
Dave kom fra almindelige kår, og en del af hans charme var at han aldrig lød højt akademisk – han talte altid med en bred (men fuldt forståelig) australsk dialekt. Men han var dygtig, og startede i 1999 på the Queensland University of Technology, hvor han med en pause udenfor universitet fik en research master i adfærdsøkonomi i 2009. Han modtog derefter en PhD fra QUT, hvor hans afhandling med titlen Decision Making Under Pressure: A Behavioural Economics Perspective blev vejledt af Benno Torgler. Efter et kort ophold som underviser på Bond University i Gold Coast rykkede han de 700 kilometer sydpå til University of Newcastle, hvor var lektor indtil i fredags.
En stor del af Daves forskning handlede om adfærd i ekstreme situationer, som hans afhandling demonstrerede og som the Conversations korte profil af ham understreger. Mens nogen en gang imellem kunne synes, at det Dave lavede ikke var rigtigt økonomi, var jeg aldrig enig: Hvordan er det ikke økonomi at spørge, om folk opfører sig rationelt i ekstreme situationer, eller om rationalitet kun er noget, der er tilstede i den grå hverdag?
Hans forskning var altid interessant og tankevækkende, og et af kapitlerne i hans afhandling nåede endda ud i de almindelige medier; vi omtalte det også for nogle år siden (læs her). Studiet, som Dave lavede sammen med Bruno Frey og Benno Torgler, viste hvordan folk opførte sig da Titanic sank i 1912, og sammenlignede det med Lusitanias forlis fem år senere. Det ekstremt interessante studie viste blandt andet, at mens kvinder og børn på Titanic havde markant bedre overlevelseschancer, gjaldt det samme amerikanere. Fem år senere, da alting skete langt hurtigere på Lusitania – der blev torpedobombet af en tysk ubåd og sank på 18 minutter – var folks sociale normer ikke nær så vigtige, og rå rationalitet spillede en større rolle.
Forleden skrev vi om, at Ronald Inglehart var død, 83 år gammel. Ingleharts død er tragisk og et stort tab for forskningen, men var måske ikke så overraskende. Med Daves død kan man ikke vide, hvad verden er gået glip af. Han var en glimrende forsker, der uheldigvis blev involveret i skandalen omkring Bruno Freys selvplagiat mens han stadig var PhD-studerende, men som arbejdede sig ud af mistankerne og var ved at skabe sig en virkeligt interessant og kreativ karriere. Han var ikke mindst et rart, morsomt og begavet menneske, som bidrog til at gøre videnskabelige begivenheder til hyggelige stunder. Vi er mange, der kommer til at savne ham.
Kristoffer Torbjørn Bæk – som jeg kan anbefale at følge på Twitter – har lagt en interessant analyse af COVID-19-indlæggelser ud på LinkedIn.
Analysen viser, at uanset om ingen får (alvorlige) symptomer af COVID-19, så vil de officielle tal vise, at 10-25 personer dagligt bliver indlagt med COVID-19. Det skyldes, at der indlægges ca. 2.500 personer hver dag pga. af alle mulige mærkelige ting, og af dem vil en vis andel have virus i kroppen. Samme problemstilling gælder for døde.
Det interessante er, at de relevante tal (hvor mange der indlægges pga. COVID-19) angiveligt rent faktisk findes. Så man kunne godt offentliggøre de relevante tal. Men det gør man af en eller anden grund ikke.
I kan se Kristoffers figur her, og nederst har jeg indsat hans beskrivelse af analysen fra LinkedIn. Se også Kristoffers hjemmeside covid19danmark.dk.
Antal nyindlagte med en positiv SARS-CoV-2 test (kaldet COVID-19 relaterede indlæggelser) har været ufatteligt stabilt i 3 mdr (https://lnkd.in/gEEHQy9).
Men kan det tal (og det lignede tal for døde) overhovedet komme ned på nul? Nej, ikke når man opgør indlæggelser og døde som man gør. Selv hvis ingen blev indlagt eller døde pga COVID-19.
Jeg har regnet lidt på hvad den nedre grænse er. Dette er estimater baseret på den statistiske risiko for at dø og blive indlagt, og hvor mange positivt testede der er i samfundet.
Nedre grænse for døde er beregnet som: Pulje af positive indenfor 30 dage * risiko for at dø
Nedre grænse for indlagte er beregnet som: (Pulje af positive indenfor 14 dage * risiko for at blive indlagt) + (total indlagte pr dag * positivprocent). Beregnet som interval for at tage hensyn til en vis usikkerhed i disse tal.
Måden at opgøre især nyindlæggelser på er meget uhensigtsmæssig hvis man vil bruge det som pejlepind for epidemiens styrke.
Prisstigningerne på fast ejendom har igen skabt debat om boligskatter. Et gennemgående postulat er, at kapitalgevinsterne er skattefri. I en vis formalistisk forstand er det rigtigt. Men det overses, at de løbende skatter på fast ejendom rent faktisk fungerer som en endda ret kraftig beskatning af kapitalgevinsterne. Lad os se på hvorfor.
Christian Heebøl-Nielsen, som jeg ikke altid er enig med, men til gengæld har stor respekt for, fordi han har været stringent og logisk gennem hele COVID-19-pandemien, har skrevet et blogindlæg, hvor hans spår, at vi snart rammer 5.000-12.000 dagligt smittede.
Mit personlige bud er, at vi vil ramme en R værdi på mellem 1,3 og 1,5, svarende til en daglig procentvis stigning på 5-8 procent. Det vil betyde, at vi om en måned, hvis tingene fortsætter, vil ramme mellem 5.000 og 12.000 daglige nye smittede. Ganske voldsomme tal.
Spørgsmålet er, om det er realistisk. Det mener jeg faktisk, det er, selvom jeg ikke giver det mere end 33% sandsynlighed (Christian kalder da også selv sin spådom lidt pessimistisk).
Lad os først lige dvæle ved, hvad 5.000 smittede egentlig betyder. Nedenstående figur viser de officielle smittetal d. 10. november 2020 og d. 5. maj 2021 samt to korrigerede smittetal (ved 100.000 tests). Det PCR-korrigerede tal er den officielle korrektion som bl.a. bruges til lokale nedlukninger, hvor man korrigerer for antallet af PCR-tests. Men som jeg har beskrevet her, fungerer antigentests som et ”fangstnet”, og derfor bør man også korrigerer for disse. Dette har jeg gjort i den tredje søjle (udviklingen siden 1. februar kan ses i figuren til sidst).
Jeg havde forleden ubetingede ære og fornøjelse at sætte mig sammen med Lord Syed for at lave udsendelsen om Gordon Tullock og James Buchanan. De to amerikanske økonomer er – som mange læsere vil vide – blandt ophavsmændene til public choice og moderne politisk økonomi. Det blev en god samtale om særligt Tullock, der er en af mine intellektuelle ‘helte’ og på flere måder et akademisk forbillede. Samtalen, som jeg håber afspejler min entusiasme og begejstring for emnet, kan ses nedenfor. Feedback modtages gerne, men vi håber at læserne kan finde inspiration og interesse i denne og de mange andre samtaler i IEAs School of Thought-serie.
Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2021. Skriv et svar
Forleden kom den triste meddelelse, at Ronald Franklin Inglehart var død, 86 år gammel. Inglehart voksede op i Glencoe, Illinois, og tog de circa 20 kilometer sydpå til Northwestern University, hvor han fik sin BA i 1956. Han flyttede derefter en smule længere sydpå til University of Chicago, hvor han fik sin Masters i 1962. Efter et ophold som Fulbright scholar ved universitetet i Leiden i Holland, tog han tilbage til Chicago og gjorde en PhD færdig i 1967. Det meste af hans karriere var som professor i statskundskab ved University of Michigan, hvor han underviste fra 1966 til 2001. Siden 2010 havde Inglehart været leder af the Laboratory for Comparative Social Research ved den prestigiøse Higher School of Economics i Moskva. Hans russiske kollegers mindeord kan læses her.
Grunden til at vi skriver specifikt om Inglehart i dag er, at han har været ekstremt vigtig for min egen forskning, men også for flere andre punditokraters virke og tænkning. Han var en af de første, der omhyggeligt gjorde brug af store internationale spørgeskemar i sin forskning, og var en af hovedkræfterne bag den ekstremt vigtige World Values Survey. WVS, der sidste år færdiggjorde syvende runde af undersøgelsen, har været helt central i de sidste 25 års forskning i social tillid, social kapital og samfundskonsekvenserne af forskellige aspekter af national og regional kultur. WVS har også været det eksempel, som adskillige andre undersøgelser som European Social Survey og Barometerundersøgelserne er bygget omkring.
Ingleharts egen forskning var ekstremt omfangsrig og dækkede adskillige områder. Hans ’claim to fame’ var gennembruddet med The Silent Revolution i 1977, som introducerede Ingleharts forståelse af generationsskift fra materielle til postmaterielle værdier. Siden hans arbejde har samfundsvidenskaberne forstået mange værdiskift som netop generationsforskelle, i stedet for at enkeltindividers værdier ændrer sig over tid. Hans arbejde har dog også demonstreret, hvordan værdier der har været stabile i lang tid, kan ændre sig relativt hurtigt hvis en tilstrækkelig mængde mennesker skifter. Ingleharts idéer har derfor været vigtige i statskundskab og nationaløkonomis forståelse af det, der nogle gange kaldes ’punkterede ligevægte’, hvor en lang periode med stabile tilstande ’punkteres’ af en kort periode med hurtige ændringer, der efterfølges af en lang periode med en ny, stabil tilstand. I de senere år skrev Inglehart også om den religiøse transition sammen med blandt andet Pippa Norris, Christian Welzels og Amy Alexander. En god oversigt over det, der skulle blive hans sidste forskningsområde, kan læses i hans egen artikel her. Hans nye bog, der udkom tidligere i år (og kan findes her) handler netop om det forbløffende hurtige fald i religiøsitet i store dele af verden de sidste cirka 15 år.
Det er altid trist, når ens helte forlader verden. Jeg nåede aldrig at møde ham, men alle historier fra dem der kendte Ron Inglehart peger på, at han var et rart og hjælpsomt menneske. Selv hvis han ikke havde været, ville der være grund til at stoppe op og overveje hans betydning. Uden Ingleharts arbejde med spørgeskemaer og hvordan man måler så upræcise forhold som kultur, religiøsitet og tillid, ville min forskningskarriere have set meget anderledes ud. Og uden det arbejde, ville der være mange ting, som vi som samfund ganske enkelt ikke ville have vidst, eller som vi havde taget meget længere tid om at finde ud af. I den samfundsforskning, der hviler på spørgeskemaer og brede internationale sammenhænge, var Inglehart en af de giganter, hvis skuldre vi andre almindelige mennesker står på.
Man siger ofte, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Romerne skrev historien om de puniske krige, de allierede skrev historien om første verdenskrig, og indtil fornylig skrev kommunisterne den officielle historie om den russiske revolution. Det samme gælder til en vis grad om politiske ’krige’, og i det aktuelle tilfælde om 2020-epidemien og de politiske tiltag mod den.
Det er ikke mindst af den grund, at mange er bekymrede for den ekstreme grad af ensretning i den journalistiske dækning af viruspolitikken og virussens udvikling, som vi har oplevet siden marts sidste år. Når det gælder lovligheden af en række af regeringens tiltag, vågnede visse medier – inklusive Berlingske, BT og Børsen, op i efteråret og begyndte at udgive skeptisk, undersøgende journalistisk. Gælder det selve approachen – at lukke samfundet ned og styre alt med hård, politisk hånd – er det foreløbig kun og udelukkende enkelte journalister på Weekendavisen, der har udvist almindelig journalistisk skepsis. En pudsig detalje er, at den ene af dem ikke engang er uddannet journalist, men er phd i neurobiologi.
Det er ikke kun Danmark, der oplever disse problemer, men størstedelen af den vestlige verden. Journalister er holdt op med at håndhæve journalistiske normer, videnskabelige diskussion og skepsis bliver stemplet som fake news, og et af resultaterne er, at almindelige mennesker holdes i et jerngreb af dybt irrationel frygt. En del af disse problemer blev forleden diskuteret i en samtale mellem Matt Kibbe og Peter Boettke, som kan ses nedenfor. De to nævner for eksempel, hvordan cirka halvdelen af alle demokrater og en ganske stor del af republikanske vælgere i en ny undersøgelse mente, at halvdelen af alle coronasmittede bliver indlagt på hospitalet. En anden undersøgelse viste, at mange briter tror, at cirka 8-10 % af befolkningen er døde af corona. Misinformationen og den totale ensretning af adfærd og civilsamfund har alvorlige konsekvenser.
En af Boettkes måske mest interessante pointer er, at vi intellektuelt har taget et skridt tilbage til 1970erne. I Danmark er det blandt andet overvældende tydeligt reflekteret i statsministerens udsagn om, at det var en ’gammeldags’ måde at se tingene på, når man går ud fra at statsgæld skal betales tilbage, og forleden da erhvervsministeren påstod, at bankernes rentepolitik er helt uafhængig af de renter, Nationalbanken sætter. Det gælder dog også i meget bredere forstand, idet mange borgere – og de fleste politikere – ganske pludseligt er begyndt at tro på statens guddommelige evner og viden. Man er effektivt tilbage til 1970ernes tro på, at en lang række forhold, som ikke kan vides er åbenbaret for statens politikere og embedsværk, selvom ingen privatindivider har den viden, og også den dybt ideologiske idé, at politik er fundamentalt god.
Stiller man spørgsmålet, hvem der får lov til at definere fortællingen om epidemien, åbner det således op for en langt bredere diskussion om, hvad det er for et samfund en flok dybt inkompetente, uhæderlige politikere – og ja, det er faktisk min ærlige mening om dem efter 15 års erfaring med dem – er ved at skabe? Er man med på at starte weekenden med tanker om det liberale samfund versus hvad der bygges for tiden, kan Kibbe og Boettke anbefales varmt.
