Af Otto Brøns-Petersen, den 5. maj 2021. Skriv et svar
”Dem, der i dag er ramt af kontanthjælpsloftet og på integrationsydelse, er for en stor dels vedkommende udlændinge, og Socialdemokratiet vil ikke åbne den flanke over for de borgerlige partier at hæve overførselsindkomsterne for indvandrere”.
Sådan skrev Berlingske i går i en historie om, at regeringen er begyndt at ryste på hånden, når det gælder valgløfterne om at hæve de såkaldte ”fattigdomsydelser”.
Det er et eksempel på, hvad man kunne kalde den endogene velfærdsstat – altså velfærdsstaten, som ikke på forhånd er givet.
Mens der er en omfattende forskning i økonomisk udvikling og hvad der skaber vækst på langt sigt, der er baseret på data fra udviklingslande og ’emerging economies’ fra de sidste 50 og 60 år, kan man også lære meget af den udviklede verdens økonomiske historie. Skal man udover historiefortælling, kræver det dog konkrete data på, hvor rige folk har været tilbage i tiden, og hvornår et lands udvikling accelererede dem ud af fattigdom. Den britiske økonom og historiker Angus Maddison var en af pionererne på feltet, og var ansvarlig for arbejdet med at samle nationalindkomstdata fra en lang række lande langt tilbage i tid. Arbejdet er siden hans død videreført ved universitetet i Groningen, og kan downloades frit af alle her. Dataene er nemme at navigere og kan varmt anbefales til alle interesserede, inklusive til gymnasielærere med ambitioner om at lave en smule kvantitativt arbejde med eleverne.
Mens man kun kan være imponeret over indsatsen, er de historiske indkomstdata alligevel noget upræcise. Indkomstdataene i sig selv kan være ganske gode for mange vestlige, og måske særligt nordeuropæiske lande, men arbejdet med at købekraftskorrigere dem er en enorm udfordring. Det er derfor vigtigt at teste dem mod alternative indikatorer for historisk udvikling, hvilket netop er formålet med dagens indlæg.
Vi bruger her en særlig del af de danske statistiske årbøger i slutningen af 1930erne, der havde omhyggelige data på en række forhold i det, man betragtede dengang som den udviklede verden. Årbøgerne har blandt data på fire forhold, der er klart forbundet med moderne, økonomisk udvikling: Andelen af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget, antallet af personbiler per tusinde indbyggere, antal telefoner per tusinde, og antallet af radioer per tusinde. For at måle landes udvikling, omdanner vi derfor de fire talserier til indeks, som vi derefter kan tage et gennemsnit af. Indekset måler således udvikling på en anden måde end de historiske BNP-data.
Af de 42 lande, der er data på, viser indekset ikke overraskende at USA var det mest udviklede land i 1935, skarpt efterfulgt af New Zealand, Australien, Canada og Storbritannien. Danmark var nummer seks, da vi havde næstflest radioer, tredjeflest telefonsamtaler, men kun var nummer otte i antal biler og midt i feltet, når det gjaldt ansatte i landbruget. Bunden udgjordes af Tyrkiet, Bulgarien og Sovjetunionen.
En af de interessante ting ved at lave sådan et indeks er, at det tillader at man vurderer lande hvor der ikke findes historiske BNP-tal. Det gælder for eksempel Danzig, den nuværende polske by Gdansk, der var fristad mellem 1920 og 1939. Regner man fristadens indeks ud (cirka 0,85), svarer det til en nationalindkomst omkring Sveriges eller Canadas, og et stykke højere end Tysklands i midten af 1930erne. På samme måde viser indekset, at Island var lidt rigere end Holland, og Letland en smule rigere end Spanien og Sydafrika.
En anden interessant detalje er, at indekset passer ganske godt med Maddisons indkomstdata. Som vi illustrerer i figuren nedenfor, er korrelationen mellem de to 0,9 når man ignorerer de fire datapunkter (markeret i gråt i figuren), hvor indekset er baseret på kun to af de fire serier, og hele 0,93 når man også ignorerer de punkter (markeret i sort), hvor indekset er baseret på tre af de fire serier. Stoler man på indekset, kan man således overveje, hvad der kan være galt med indkomstdataene fra de fem klare outliers: Grækenland og Sovjetunionen, der begge ser ud til at have overvurderede indkomstdata hos Maddison, og Østrig, Tjekkoslovakiet og Sydafrika, der umiddelbart ser undervurderede ud.
Sidst, men ikke mindst, kan man også vælge at sammenholde et udviklingsindeks fra 1935 med de nuværende indkomstniveauer. Den sammenligning illustrerer meget klart, hvilke lande der er faldet bagud. Mens Norge og Schweiz i dag er langt bedre stillede relativt til resten af verden end de var i 1935, er underperformerne kendte: Alle de latinamerikanske lande, der havde data i 1935, er faldet bagud siden da, ligesom også Sydafrika og Ægypten i dag er meget længere fra den rige verden end i var dengang. Hvad der gik galt i de lande, er et emne for en anden dag.
Men pointen idag er, at denne diskussion kan man ikke have, uden at have mål for hvor udviklede samfund er. Og i mangel af indkomstdata tilbage i tiden, virker det alternative mål idag faktisk ganske glimrende.
For nylig skrev Astrid Krag på Facebook, at ”presset på hospitalerne [i Sverige] stiger og stiger – ikke mindst på intensivafdelingerne.”
Men er det nu også helt sandt? Jeg ved ikke, hvilke data Astrid Krag har adgang til, men kigger vi på de officielle tal, er der intet der tyder på, at presset er stigende. Snarere tværtimod. Nedenstående figur viser antallet af indlagte med COVID-19 på svenske hospitaler. Efter at have været stigende i en lang periode under Sveriges tredje bølge, er antallet af indlagte den seneste tid faktisk faldet (liveopdaterede tal kan findes her).
Og der er næppe tale om forsinkede date eller lignende (Sverige har ellers udmærket sig ved at tage lidt lettere på datarapporteringen end de fleste andre lande). For smitten i Sverige har været aftagende i et par uger. Nedenstående figur viser udviklingen i smittetallet og positiv-procenten i Sverige siden efteråret. Det er tydeligt, at smitten er faldet en del – både målt i antal (som er faldet 12% på to uger) og positiv-procent (som er faldet med 2,1%-point på to uger).
Der er altså intet, der tyder på, at Astrid Krag har ret, når hun siger, at ”presset på hospitalerne [i Sverige] stiger og stiger – ikke mindst på intensivafdelingerne.” Og så kan man jo begynde at gætte på, hvorfor hun alligevel vælger at skrive det, men det vil jeg lade læseren om at gøre.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at Sverige har haft langt flere smittede end Danmark. Både i december-bølgen og i den tredje bølge, der startede omkring starten af februar. Og det kan nemt få den uopmærksomme læser til at tro, at nedlukningen virker.
Men inden du konkluderer så forhastet, så se nedenstående figurer, som viser 1) antallet af døde med COVID-19 og 2) antallet af indlagte på intensiv i Tyskland og Sverige siden 1. oktober. Tyskland har haft en nedlukning, der i store træk minder om den danske. Og en dødelighed, der i store træk minder om den svenske. Så måske skulle Astrid Krag hellere have sendt de pæne tanker mod Tyskland, hvor antallet af indlagte på intensiv ikke er begyndt at falde (om de fortsætter med at stige er endnu uvist).
Vi slutter af med nedenstående bemærkelsesværdige figur, som viser antallet af smittede, nyindlagte på intensiv og døde Sverige i hele pandemiens forløb fra 1. marts 2020 til 31. marts 2021 (jeg har droppet april, fordi Sveriges døds-data er op imod en måned forsinket). I de to første bølger fulgte antal smittede, antal indlagte på intensiv og antal døde hinanden meget tæt. Men i tredje bølge er dødstallet forblevet relativt lavt på trods af relativ mange indlagte og smittede.
Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2021. Skriv et svar
De sidste 20 års forskning har vist, at økonomisk frihed gør lande rigere og deres befolkninger lykkeligere og mere tolerante. Alligevel er der forbløffende mange, der ikke ved hvad konceptet betyder, og ikke forstår hvorfor det er vigtigt. Det kan man heldigvis råde bod på.
Den letteste måde er at se et interview mellem to gamle venner. Tidligere i år havde Matt Kibbe sin gamle medstuderende Robert Lawson på besøg. Bob, som han kaldes blandt venner, har sammen med James Gwartney været hovedforfatter af den årlige rapport Economic Freedom of the World de sidste 20 år. Til daglig er han professor på Southern Methodist University i Dallas, og director for Bridwell Instituttet. Han har skrevet en meget lang række artikler, og skrev for to år siden den fine og voldsomt underholdende Socialism Sucks: Two Economists Drink their Way through the Unfree World sammen med Benjamin Powell (som vi omtalte her).
Ved siden af hans videnskabelige kvaliteter er Bob en hyggelig, morsom og meget hjælpsom kollega, som altid er en fornøjelse at bruge tid sammen med. Det afspejles i den tilbagelænede stemning i det fine interview, som ikke blot er informativt, men også sjovt. Kibbe med Lawson er varmt anbefalet, hvis man har en lille times tid tilovers til at blive klogere.
Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2021. 6 svar
Der tales og skrives meget om indvandrere i Danmark. Hvor svært er det at integrere dem, er der for mange af dem – eller er der måske for få, når danskerne ikke længere gider at have servicejobs – og hvordan klarer deres børn sig? Mens flere partier raser mod stort set al indvandring, glemmer mange i debatten, at indvandring og beboere i Danmark fra andre lande langt fra er et nyt fænomen.
I dag er der ifølge Danmarks Statistik 816.000 mennesker i Danmark, der ikke oprindeligt er fra Danmark. Godt 16 % af befolkningen er således enten indvandrere eller herboende udlændinge, men tallet skal tages med et gran salt. Min fætter, der er født af danske forældre og opvokset i et dansktalende hjem i Chicago, tæller således med i de 9500 amerikanere, der bor her. Fokuserer men på de såkaldt ikke-vestlige indvandrere, udgør de kun 53 % af alle indvandrere, og dermed 8,7 % af den samlede befolkning i Danmark. Regner man Tyrkiet som vestligt – og store dele af den vestlige del af Tyrkiet er lige så vestligt som Grækenland – er andelen 7,4 %. De største grupper er en blanding af flygtninge og arbejdsindvandring: De største fem er Tyrkiet, Polen, Syrien, Rumænien og Tyskland.
Vil man have et korrektiv til den nuværende politiske fortælling, er det måske værd at se tilbage i vores egen tid – og det er forbløffende let. I de statistiske årbøger fra 1920erne har Danmarks Statistik nemlig allerede dengang omhyggeligt opgjort, hvor mange ikke-danskere der boede i Danmark, og hvor de kom fra. En af opgørelserne er fra 1921 – præcist 100 år siden.
Det år udgjorde udlændinge 3,4 % af befolkningen i Danmark – knap 109.000 mennesker, der kom fra mange forskellige steder. Mens det lyder som langt mindre end i dag, og sådan set også er det, skal det ses i lyset af to andre tal: I 1921 boede der lige godt tre millioner mennesker i Danmark, mens verdens befolkning var under to milliarder. Danmarks befolkning er således næsten fordoblet siden da, og verdens er mere end firedoblet. Der er med andre ord langt flere mennesker ude i verden i dag, der potentielt kunne komme til Danmark end for 100 år siden.
Et andet overraskende forhold er, at der i modsætning til i dag var enkelte meget store indvandrergrupper. Der boede således over 36.000 svenskere – over én procent af indbyggertallet – og cirka 27.500 tyskere i Danmark umiddelbart efter Første Verdenskrig. Rent praktisk var man også i gang med den svære proces at integrere de over 150.000 mennesker i Sønderjylland, som året før havde stemt sig hjem, og de over 11.000 slesvigere, der valgte at flytte nordpå efter genforeningen. Mens langt de fleste af dem var dansksindede, var de både fattigere end andre danskere og da omtrent 20 % af dem var tvunget i tysk krigstjeneste under krigen, vendte mange tilbage til Danmark med voldsomme ar på sjælen. Det glemmes også ofte, at polakkerne allerede dengang var en af de største udlændingegrupper i Danmark: De fleste af de knap 7600 polske statsborgere, der var i landet, arbejdede sandsynligvis i landbruget, præcist som mange polakker og baltere gør i dag. Dengang som i dag var de en værdsat og stabil arbejdskraft.
Spørgsmålet, vi stiller til læserne i dag, er således hvor anderledes indvandringen er i dag fra den var for 100 år siden. Når der i dag tales om så mange flygtninge, må man for eksempel spørge, hvor mange af de 4000 indvandrere fra Østrig i 1921, der ikke var flygtninge, hvor mange af de tyske indvandrere der reelt var flygtet fra krigen, og hvor mange af de over 3000 russere, der var forfulgte jøder? Hvor forskellig er indvandringen i dag fra dengang?
Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2021. Skriv et svar
Pressen er den fjerde statsmagt, og den eneste instans der virkeligt kan holde politikere og embedsværk i ørerne, hvis de overstiger deres magt. Om det er situationer, hvor politikere eller embedsværk bryder eller bøjer de grundlovssikrede begrænsninger, de skal agere under, eller andre hvor lovgivning er upassende, ineffektiv, ikke håndhæves eller slet ikke eksisterer, er det pressens opgave at skrive og sige det højt. Det er også derfor, at pressens frihed til at publicere præcist hvad den vil, er så vigtig, og også derfor at det er så inderligt centralt at den holdes fri af politisk pres.
Desværre er verden meget langt fra perfekt, eller bare nogenlunde acceptabel. Det understreges endnu en gang af organisationen Reporters without Borders, der for få dage siden udgav 2021-udgaven af deres World Press Freedom Index. Indekset, der måler hvor store overgreb der begås mod pressen og i hvor høj grad, den kan skrive hvad den vil, viser igen i år, at pressefriheden er under pres i store dele af verden. Det gælder også en række stabile demokratier, hvor Tysklands pressefrihedsindeks er gået fra 12,2 i 2020 til 15,2 i år, mens bl.a. Bulgarien, Estland og Luxembourg har set lidt mindre forværringer. I den autokratiske del af verden er statens greb om pressen strammet ganske voldsomt i særligt Iran, Laos og Nicaragua. Situationen er forværret af, at der er så få politikere eller medier, der rent faktisk skriver eller taler om den (i dag med undtagelse af Flensborg Avis).
Mens der absolut er modeksempler – Burkina Fasos indeks på 23,2 er væsentligt lavere end mange demokratiers, mens Indiens og Mexicos 46,6 er meget værre end en række autokratier – er der klare mønstre i pressefrihedsdataene. Vi illustrerer dem i figuren nedenfor, der viser den gennemsnitlige pressefrihed i tre typer demokratier og tre typer autokratier: Parlamentære demokratier (f.eks. Danmark), blandede (f.eks. Tyskland) og præsidentielle demokratier (f.eks. USA), og civile (f.eks. Nicaragua), militære (f.eks. Myanmar) og royale autokratier (f.eks. Saudiarabien). En pudsig detalje er, at mens der ikke er nogen klar forskel mellem typer af autokratier, har præsidentielle demokratier ofte ringere pressefrihed end andre. Den store forskel er dog mellem demokratierne med et gennemsnit på 26,1 og autokratier, der har et gennemsnit på 46,6.
Der er dog andre særlige forhold, der kan overraske, og særligt et som vi illustrerer i den anden figur i dag: Det er umiddelbart ligegyldigt, hvor lang tid et land har været demokratisk. Som figuren (hvor de blå markører er demokratier og de røde er autokratier) viser, er der ikke noget generelt mønster der indikerer, at gamle eller etablerede demokratier har mere pressefrihed end nye.
Derimod, som de tyrkiske og ungarske eksempler (i dagens tredje figur) illustrerer, kan selv etablerede demokratier bryde sammen, og sammenbruddet og skredet mod autokratier starter som oftest med angreb på pressefriheden. Ethvert angreb på pressens fulde frihed til at skrive hvad den vil – inklusive det danske eksempel fra efteråret, hvor embedsværket i justitsministeriet ringede til adskillige aviser og fortalte dem, at de skulle lade være med at bruge ordet ’grundlovsbrud’ – er angreb på demokratiets sjæl. De bør behandles sådan af alle demokratisk-sindede borgere.
Af Otto Brøns-Petersen, den 20. april 2021. 1 svar
I weekenden holdt jeg mit traditionelle oplæg for Cepos Akademi om markedsfejl og statsfejl. Det er som regel en fornøjelse – og i år ikke mindre. Det er et godt hold, som rejste mange intelligente diskussioner.
Mit oplæg handler lidt flot sagt om ”alting” i økonomisk og politisk teori. Eller rettere: Det centrale spørgsmål, hvad skal vi med politik og med staten, og hvordan sikrer vi, at den løser opgaven? Udgangspunktet er denne artikel.
Af Christian Bjørnskov, den 16. april 2021. Skriv et svar
Da jeg forleden dag skrev en fagfællebedømmelse af et nyt papir, blev jeg mindet om en debat, der med mellemrum dukker op i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed: Hvor mange ’dimensioner’ har økonomisk frihed? Måske skulle dagens post have en ’wonk alarm’ – den er samfundsvidenskabeligt nørdet – men der er forhåbentlig et budskab, som mindre nørdede læsere kan tage med.
Fraser Instituttet definerer økonomisk frihed som en tilstand for borgerne hvor ”property they acquire without the use of force, fraud, or theft is protected from physical invasions by others and they are free to use, exchange, or give their property as long as their actions do not violate the identical rights of others. Individuals are free to choose, trade, and cooperate with others, and compete as they see fit.” Instituttet måler økonomisk frihed gennem fem mål – størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet og dets beskyttelse af privat ejendomsret, en stabil og forudsigelig pengepolitik (sound money), frihed til at handle og investere internationalt, og et fravær af tung regulering – som det aggrerer til ét indeks. Det konkurrerende indeks fra the Heritage Foundation opsummerer konceptet i fire underindeks i stedet for Frasers fem. Begge indeks har siden 2000 været brugt i masser af forskning; Hall og Lawsons oversigt fra 2014 opsummerede mere end 400 studier, der bruger EFW, og i de syv år siden da er der kommet en hel række nye.
Et af de basale spørgsmål i litteraturen er, om man har brug for fem komponenter: Er det i virkeligheden sådan, at lande der har én slags økonomisk frihed, ikke også har de andre? Med andre ord er spørgsmålet, om lande med gode retsvæsener også typisk er lande med let regulering, sund pengepolitik, åbne markeder og begrænsede offentlige sektorer. I teknisk jargon, er der kun én eller flere dimensioner af økonomisk frihed.
Siden de første studier af Sturm, Leertouwer og de Haan og Heckelman og Stroup for snart 20 år siden, har det været kendt og accepteret, at størrelsen på den offentlige sektor ikke følger de fire andre mål. Der er således lande med store offentlige sektorer og dårlige institutioner – Myanmar og Venezuela er eksempler – men også lande med store offentlige sektorer og gode institutioner som Danmark og Sverige. Derimod er der mere diskussion om resten, hvor mange mener at de fire andre mål alle sammen følges ad, mens andre (inklusive Andreas Bergh og undertegnede) foretrækker at skille retsvæsenets kvalitet fra de tre sidste mål for pengepolitik, åbenhed og reguleringer. De fleste er dog enige om, at de fire mål der ikke er det offentliges størrelse, har en stor fællesmængde.
Pudsigt nok har litteraturen overset en variant af dette spørgsmål: Selvom man accepterer, at en række af disse elementer af økonomisk frihed ser ud til at være fælles, gælder det samme så også for reformer af områderne? Med andre ord, er reformer af f.eks. markedsgang og regulering som oftest ’pakker’, der påvirker alt på en gang, eller er de separate reformer?
Som vi viser i de tre figurer nedenfor, er der ikke typisk tale om pakker af reformer. De tre figurer viser femårs-ændringer af tre områder af Fraser Instituttets mål for økonomisk frihed: Det offentliges størrelse (area 1), retsvæsenets kvalitet (area 2), og frihed fra regulering (area 5). Vi plotter dem mod hinanden for at undersøge, om ændringer i et område er forbundet med ændringer på et andet område af økonomisk frihed. De røde markører illustrerer ændringer i autokratier, de blå er ændringer i demokratier, mens vi har skilt ændringer mellem 1990 og 2000 i tidligere kommunistiske samfund ud i de sorte markører. Grunden til det sidste er ganske enkelt, at den postkommunistiske transition i 90erne var en markant anderledes begivenhed end mere almindelige reformpolitik.
Ser man på tværs af de tre figurer er det hurtigt klart, at der er meget lidt sammenhæng mellem de tre serier. Den eneste klare sammenhæng er mellem det offentliges størrelse og reguleringsfriheden (area 1 og 5) i de tidligere kommunistiske samfund. Det er næppe overraskende, at de lande der gennemførte en klar transition, både reducerede statens størrelse og afregulerede. Overraskelsen ligger mere i, at der er så lidt generel sammenhæng mellem reformer på de tre områder.
Det interessante ligger således i observationen, at over tid er det de samme lande, der ender med gode retsvæsener, relativt let regulering, sund pengepolitik og åbne markeder, men reformerne imod denne tilstand er på ingen måde koordinerede. Der er med andre ord tale om reformer, der sker på forskellige tidspunkter og under forskellige betingelser, men som på langt sigt trækker nogle lande i en generel retning mod større økonomisk frihed, men som ikke ser ud til at være begrundet i nogen form for ideologisk eller empirisk informeret præference for økonomisk frihed. De manglende sammenhænge er således interessante fra en statistisk vinkel – på langt sigt får man et klart mønster som overhovedet ikke kan ses på kortere sigt fordi reformer har større dimensionalitet end det langsigtede niveau – og fra en politisk vinkel. Der er noget at tænke over, både for forskerne og for de politisk interesserede.
Mandag d. 12. april trådte en ny regel i kraft, som betyder, at kommuner automatisk lukker ned, hvis den testkorrigerede incidens kommer over 200 pr. 100.000 indbyggere. Reglen betyder også, at et sogn lukker ned, hvis incidensen kommer over 400, det samlede testkorrigerede smittetal er større end 20 og positivprocenten er større end 2% – en regel der allerede har lukket bl.a. 0.-4. klasserne og SFO’er i Kollerup-Fjerritslev sogn i Jammerbugt Kommune på grund af et smitteudbrud på mit gamle gymnasium (SIC! De lukker SFO’en, fordi en flok teenagere er blevet smittet! Referencegruppen nævner andre problemer med reglen i denne artikel i Berlingske).
Der er dog også åbenlyse fordele ved at gøre nedlukningsbeslutningen mekanisk og lokal, da det fjerner vilkårligheden og konsekvenserne af nedlukningerne er mindre end ved fulde nedlukninger.
Men hvad betyder ”testkorrigeret” egentlig? Det er emnet for dagens blogindlæg.
SSI har i et notat beskrevet, hvordan det korrigerede smittetal skal beregnes, og det er – når man lige får sat sig ind i det — ikke så svært endda. Bare følg denne formel:
Hvor udtrykket (befolkning * andel testet) er det niveau af daglige tests, man vil korrigere til. I forhold til incidensreglen, er niveauet for hele Danmark 100.000 (så befolkning * andel testet = 100.000) svarende til 1,71% af alle danskere, så i den enkelte kommune er antallet altså 1,71% * befolkningstallet.
Af Christian Bjørnskov, den 13. april 2021. Skriv et svar
Vi erfarede tidligere i dag, at den engelske økonom John Williamson er død, 83 år gammel. Mens vi ikke ofte skriver nekrologer, har Williamson haft så stor indflydelse på praktisk, økonomisk politik i dele af verden, at vi i dag gør en undtagelse.
Williamson var født i England, hvor han fik en BA på London School of Economics i 1958. Efter to år i RAF tog han til Princeton i USA, hvor hans PhD-arbejde kom til at handle om den økonomiske værdi af patenter og patentrettigheder. Med en PhD-grad i lommen fik han sit første job i 1963 på University of York, hvorefter han brugte 2 år som rådgiver for det britiske finansministerium. Williamson vendte tilbage til den akademiske verden med en stilling på University of Warwick fra 1970-77, efterfulgt af tre år på det katolske universitet i Rio de Janeiro. Fra 1981 frem til 2012 var han Senior Economist ved the Peterson Institute i Washington, der dengang hed the Institute for International Economics.
Williamsons mest kendte videnskabelige arbejde blev i valutapolitik, hvor han fokuserede særligt på mellemformer mellem fuldt flydende og fuldt faste valutakurser. Han var her med til at udvikle den såkaldte ’crawling peg’, som Brasilien bl.a. har forfulgt. Idéen er ganske enkel, men smart, og kombinerer stabiliteten der er ved en fast valutakurs (som den danske) med en fleksibilitet, der beskytter landet mod konkurrenceevneproblemer. Helt konkret var Williamsons idé at holde den reale valutakurs fast i stedet for den nominelle, ved at lade valutakursen ændre sig i præcist samme takt som landets overinflation i forhold til ankeret. Havde Brasilien for eksempel tre procent højere inflation end USA, som man peggede valutaen til, skulle den nominelle valutakurs falde med tre procent. På den måde ville værdien af brasilianske varer være uændret i USA, og dermed ville konkurrenceevnen også være uændret.
Udenfor økonomkredse blev Williamson derimod mest kendt for sit arbejde om den såkaldte Washington Konsensus, som vi også her har skrevet om (her, her og her). Selvom konsensussen i mange er er blevet lagt for had af både venstrefløjen og uinformerede nationalkonservative – for dem er den inkarnationen af elastikbegrebet ’neoliberalisme’ – er den basalt set bare økonomisk snusfornuft: Undgå handelshindringer og overregulering, beskyt de private ejendomsrettigheder, og sørg for at politikken er stabil og forudsigelig.
Williamson mente, at det politik der fulgte de ti råd i Washington Konsensussen ville få hurtigere og mere stabil udvikling. Min gode ven og faste medforfatter Niclas Berggren omtalte forleden et nyt studie af konsensussen (læs her), der viser præcist det. I studiet The Washington consensus works: Causal effects of reform, 1970-2015 viser ægteparret Robin og Kevin Grier netop, at lande efter indførslen af politik, der er konsistent med konsensussen, oplever markant hurtigere vækst end tidligere. Som også den lange litteratur om konsekvenser af økonomisk frihed viser, har forskningen i høj grad vist at Williamson havde ret.
De lande, der fulgte hans råd, har langt mere effektivt bekæmpet fattigdom på langt sigt. Williamson blev dermed, ligesom hans kollega Nobelprismodtageren Robert Mundell døde for halvanden uge siden, en af de få akademiske økonomer, der fik reel betydning for almindelige mennesker mens han levede. Pointen er klar i nekrologer af både hans kollega Steven Weisman og Bloomberg. John Williamson fortjener at blive læst og taget seriøst langt udenfor universitetsverdenen.
Af Otto Brøns-Petersen, den 11. april 2021. 4 svar
Det er på mode i ”debattør”-kredse at kritisere liberale og liberalister. Det er i vid udstrækning med stråmænd konstrueret til lejligheden. Både traditionelle venstreorienterede og selverklærede nationalkonservative har bidraget.
Men uanset at der disse angreb stort set kun er tomme kalorier, så må det medgives, at begreberne kan være vanskelige at få hold på. Klassen af tilgange, som kan betegnes som liberale, er meget bred. For at forvirre yderligere, anvendes ”liberal” som synonym med ”venstreorienteret” i USA.
Spørgsmålet er, om begreberne er blevet så slidt i brug, at de kan anvendes med mening? Her er mit forsøg på at opstille anvendelige definitioner. Det er artiklen ”Liberalister og andre liberale”, som blev offentliggjort i Økonomi og Politik i 2003:
Jeg klassificerer tilgange som liberale, hvis de tager udgangspunkt i individuelle præferencer. Liberalister er en ægte delmængde heraf, som tillige lægger vægt på individuel autonomi. Gruppen af liberale er meget heterogen, men også blandt liberalister kan begrundelsen for, at autonomi er nødvendigt, variere betydeligt.
Det er kun godt at kritisere politiske ideer. Hvis kritikken vel at mærke er konstruktiv og rent faktisk knytter an til deres substans.
Flittige læsere ved, at min ven og kollega Martin Rode og jeg har skabt og vedligeholder en database over regimetyper og regimetransitioner. Databasen er grundlag for noget af vores egen forskning, og er heldigvis også begyndt at blive brugt en del af vores kolleger. Alle data går tilbage til 1950 og dækker således transitionen til demokrati i store dele af verden, ligesom den dækker størstedelen af Afrikas transition fra kolonier til selvstændige lande.
Det er dog ikke tilfældet for Latinamerika, hvor dele af regionen ikke blot var lige så rige som europæiske lande for 100 år siden, men også havde masser af politisk udvikling og dynamik mellem de to verdenskrige. Martin og jeg har derfor forleden besluttet at lave en særudgave af databasen, der kun dækker Latinamerika og Caribien, men strækker sig tilbage til 1920. Vi får med andre ord et helt århundredes udvikling af de politiske institutioner i hele regionen. Vi er for tiden ved at løse problemer med at finde information på de mange kup og kupforsøg der skete i regionen mellem 1920 og 1950. Det indebærer bl.a. at Martin – der i modsætning til mig taler spansk – går igennem arkiver fra for eksempel den catalanske avis La Vanguardia, der har eksisteret siden 1881 og traditionelt har dækket Latinamerika omhyggeligt.
Mens vi arbejder videre, kan den foreløbige version af databasen bruges til at give et indtryk af regionens politiske udvikling i det sidste århundrede. Det gælder ikke mindst den væsentlige forskel på de to basale slags lande i regionen: De spansk-portugisisk-talende lande med spansk og portugisisk fortid, og de engelsk- og hollandsk-talende lande med en tilsvarende historie i det britiske og hollandske imperium.
En af de store forskelle er den demokratiske udvikling. I de to figurer nedenfor illustrerer vi andelen af lande, der har frie valg men med begrænsninger på stemmeretten (de grå områder), og andelen der har fuldt demokratiske valg (de sorte områder). I den første figur kan man se, at over halvdelen af de britisk-hollandske områder allerede havde frie valg i 1920, og at deres begrænsninger på stemme- og valgret hurtigt blev afskaffet fra 1942 og frem. Det lille land Saint Lucia er et glimrende eksempel på den britiske udvikling, da det som koloni fik valg til et Legislative Council i 1925. Kun seks år senere fik kvinder valg- og stemmeret, omend de skulle opfylde den samme indkomstgrænse som mænd for at kunne stemme. Den begrænsning afskaffedes 20 år senere, og valget i oktober 1951 var således ikke kun frit og fair, men omfattede også hele den voksne befolkning.
Denne udvikling kan sammenlignes med den anden figur, der viser andelen af lande med frie valg og fuldt demokrati i den spansk- og portugisisk-talende del af regionen. Situationen var ganske god i løbet af 1920erne, hvor Argentina, Chile og Uruguay havde fuldt demokrati, Cuba havde frie og fair valg hvor kun mænd kunne stemme, mens Costa Rica indtil 1948 havde demokrati for hele befolkningen undtagen folk af afrikansk afstamning. Dele af regionen var således mindst lige så demokratiske som for eksempel Spanien og Belgien, hvor kvinder først fik fuld stemmeret ved valg i henholdsvis 1933 og 1948.
Helt generelt er det dog tilfældet, at de britiske og hollandske områder har været langt mere demokratiske end de spanske og portugisiske. Selv i dag er det kun godt 70 % af de spansk/portugisiske, der er demokratier, mens der ikke er et eneste land i regionen med britisk eller hollandske fortid, der mangler demokratiske institutioner. Denne forskel afspejler sig også i andre institutioner, som reflekteret i dagens tredje figur. Vi viser her, hvordan to institutionelle karakteristika har ændret sig i Latinamerika og Caribien, nær lande henholdsvis indførte og afskaffede demokrati. For både den overordnede kvalitet af retsvæsenet (’judicial accountability’ fra V-Dem-projektet) og i hvor høj grad, landets højesteret er politisk uafhængig (fra samme kilde), gælder det at institutionerne styrkes af en demokratisering og svækkes af en autokratisering.
En række andre moderne forskelle er meget klare i data fra CIAs World Factbook: De tidligere britiske og hollandske kolonier er i gennemsnit 92 % rigere, har 24 % så mange mobilabonnenter, og mere end dobbelt så mange internetforbindelser per indbygger. Og mens de tidligere britiske og hollandske lande har haft frie og fair valg i 91 % af årene det sidste århundrede, gælder det for blot 52 % af årene for de spansk- og portugisisk-talende lande i regionen. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad de britiske og hollandske politiske institutioner fra kolonitiden forklarer hvorfor de har klaret sig så dramatisk bedre end de andre lande i regionen. Det spørgsmål må vente til en anden dag.
I et svar på min kritik af Oxfam Ibis årlige ulighedsrapport i Ræson 19/3 (“Oxfam IBIS’ ulighedsrapporter forsømmer, at ”neoliberalismens tidsalder” faktisk er karakteriseret ved en historisk stor nedbringelse af fattigdommen i verden“), beskylder Trine Pertou Mach fra Oxfam IBIS mig for ikke at forholde mig til substansen. Jeg skulle åbenbart mene, at skattelettelser til de rigeste gør de fattige rigere. Det er vist noget med en “neoliberalistisk trickle-down teori” som skulle tilsige dette. Problemet er blot at en sådan økonomisk teori af gode grunde ikke eksisterer. Det er naturligvis noget vrøvl at påstå at hvis rige mennesker betaler mindre i skat, så medfører det automatisk at fattige mennesker bliver rigere.
Den glimrende Jeffrey Tucker fra the American Institute of Economic Research skrev forleden en kort artikel med titlen, Why Is Everyone in Texas Not Dying? I artiklen tager Tucker udgangspunkt i at Texas guvernør Gregg Abbott den 1. februar afskaffede alle restriktioner og bragte staten tilbage til formel normalitet. En hel række politikere og epidemiologer kaldte beslutningen vanvid og advarede mod den bølge af Covid-smitte, der ville skylde ind over staten, og påstod at texanerne nærmest ville dø som fluer uden en statslig nedlukning. Det hele minder meget om diskussionerne i Danmark i foråret, da man begyndte at åbne samfundet en smule op.
Sagen er blot, at præcist ligesom i Danmark i foråret 2020, er smitte- og dødstallene ikke steget efter genoplukningen. Der er endda tale om en fuld genopåbning, som i Texas er blevet efterfulgt af et fald i smittetallet på cirka 30 procent. Georgia, der åbnede op allerede i slutningen af april – statens politiske ledelse gjorde præcist hvad man havde lovet, da man lukkede ned for at beskytte hospitalsvæsenet fra overbelastning og derefter opdagede, at det ikke skete – og staten har haft en ganske almindelig virussæson. Florida, der har været næsten fuldt åbent siden starten af september, har haft relativt mange dødsfald, men færre end det hårdt nedlukkede Californien. En række kommentatorer har noteret, at med Floridas befolkningssammensætning – kun Maine har flere over 65 i befolkningen og det er traditionelt et sted hvor folk flytter til når de bliver pensionister – burde staten have haft endnu flere døde end andre. At det ikke er sket efter genåbningen i september er endnu en indikation på, at nedlukninger ikke virker.
Et af de mest absurde forhold i det sidste års dystopiske tilværelse har netop været, at epidemiologer, politikere og andre meningsdannere har advaret gang på gang om, at hvis man ikke lukkede mere ned, ville alt gå galt, og hvis man åbnede samfundet op, ville dødstallet eksplodere. Men det er aldrig sket! I stedet for at lære af de erfaringer, der nu er med nedlukninger og genåbninger – erfaringer som bekræfter, at den epidemistrategi, de fleste lande havde i 2019, og som advarede mod nedlukninger, var korrekt – er medier begyndt at censurere forskere, der ikke støtter de statslige linjer. En af de mest citerede epidemiologer i verden, Harvards Martin Kulldorff, er i således blevet censureret på Twitter. Andre steder handler det ikke om censur, men mediers selvcensur når journalister er overbeviste om statens linje, og derefter gør livet svært for deres kolleger, der gerne ville være skeptiske og gøre deres journalistiske arbejde ordentligt. Erfaringerne fra Texas og Georgi burde være på forsiden, men journalister ignorerer dem fuldstændigt.
Det politiske establishment lærer ganske enkelt ikke noget af erfaringerne – eller vil måske ikke lære af dem. Einstein skal engang have sagt, at definitionen på vanvid er at gøre det samme om og om igen, og forvente et andet resultat. Det er for mig en meget præcis beskrivelse af, hvad de fleste vestlige lande har gjort gennem denne epidemi. Tragedien er måske netop, at vanvid betaler sig i politik med endnu mere uchecket magt til ledende politikere, der efterfølgende ikke har nogen som helst interesse i at begrænse hysteriet. Den politisk dynamik omkring epidemireaktionerne er dybt deprimerende og meget langt fra demokratisk legitimitet eller rimelighed.
Lad mig derfor slutte i dag med håbet om, at det politiske vanvid og mediernes hysteri snart er ovre. En af de ting, jeg glæder mig allermest til, når det politiske establishment igen begynder at respektere borgernes almindelige demokratiske rettigheder – eller gør tilstrækkeligt som om de respekterer dem – er kultur. Under normale omstændigheder ville der sandsynligvis have været et sted, man spillede påskemusik. Så mens vi ingen rettigheder har, kan vi i det mindste drømme os tilbage til en tid, hvor man kunne tage til koncert sammen med andre mennesker og høre Rimsky-Korsakovs Russiske Påskeoverture – her med the St. Andrews Chamber Orchestra. God påske!
Forestil dig følgende situation: Du tester 113.927 personer med antigentests. På baggrund af disse finder du 400 positive personer, som du efterfølgende tester igen med en PCR-test. PCR-testen viser, at 190 var falsk positive og 210 var sandt positive). Sideløbende tester du 200.222 øvrige personer med PCR-testen, og blandt disse finder du 452 positive. Altså i alt 113.927 antigentests, 200.622 PCR-tests og 622 PCR-positive.
Hvor stor en andel af de testede personer er så positive? Hvis du kun har viden om PCR-testene og ikke kender til antigentestene, kan du let komme til at konkludere, at der er 662 positive ud af 200.622 testede, hvilket giver en positivprocent på 0,33. Og det er præcis det, DR gør på sin hjemmeside (se billede nedenfor).
Men hverken DR eller vi er uvidende om antigentestene. Vi ved fra SSI’s dashboard (se billede nedenfor), at der tirsdag var resultater fra 113.927 antigentest og 200.622 med PCR-test. Altså ca. 314.500 i alt. Positivprocenten er altså snarere 0,21% – godt 2/3 af det, DR oplyser.
Men 0,21% er heller ikke helt korrekt. For det er kun ca. 78% af de positive antigentests, der senere bliver be- eller afkræftet med en PCR-test. De 22% bliver aldrig kontrolleret med en PCR-test, og derfor er det reelle antal tilfælde, der ville blive fundet med en PCR-kontrol sandsynligvis lidt højere end 662, og positivprocenten dermed højere end 0,21%. Men stadig langt fra de 0,33% DR oplyser.[1]
I ovenstående regnestykke har jeg ikke håndteret de falsk negative. Og dem er der faktisk en del af (ca. 0,1% af alle med en negativ antigentest får efterfølgende en positive PCR-test). Men det er ikke ligetil at korrigere for dette, da det næppe er tilfældige tilfælde, der først tester negativt med en antigentest og siden får foretaget en PCR-test. Der er også falsk negative ved PCR-testen, men de må formodes at være nogenlunde konstante over tid, og påvirker derfor ikke udviklingen i positivprocenten.
Hvorfor er dette vigtigt?
Men som det efterhånden er alle bekendt, så kan man få antallet af tilfælde til at stige, hvis man tester mere, fordi man vil finde flere asymptomatiske tilfælde. Derfor er positivprocenten i mange tilfælde et mere retvisende billede for den reelle udvikling i smitten (hvis man bruger SSI’s metode til at korrigere for antallet af tests, følger positivprocenten og antal tilfælde ofte hinanden ret tæt (se fx figurer her), men jo flere der tvangstestes i skoler og på job, jo mindre præcis bliver den metode desværre nok). Derfor er det relevant for beslutninger – både på personligt og politisk niveau – at kende udviklingen i positivprocenten, hvis man vil kende udviklingen i smitten. Men her er det altså ikke nok at dividere antal PCR-positive med antal PCR-tests, fordi antigentestene fungerer som en slags præ-screening for PCR-testen (helt banalt: hvis man først testede alle godt 300.000 med en antigentest og fandt 1.000 positive, og først derefter brugte PCR til at kontrollere antigentesten og fandt 500 PCR-positive, ville DR’s metode give en positivprocent på ca. 50%).
Var andelen af antigentest nogenlunde konstant, ville dette ikke være et stort problem. Men som nedenstående figurer viser, er dette ingenlunde tilfældet.
Og det bringer mig tilbage til en af mine kæpheste, som jeg har reddet i mere end et år nu: Hvorfor har man ikke lavet tilfældige stikprøver, så man kan følge den reelle udvikling i smitten uden at den bliver påvirket af teststrategier, borgernes adfærd og alt muligt andet, som ændrer sig over tid. Vi er i den suverænt dyreste krise siden 2. Verdenskrig. Hvorfor har politikere og sundhedsmyndigheder ikke fundet det relevant at have et korrekt billede af smitteudviklingen? Forstår de ikke data?
Testede man 1.000 personer i en tilfældig stikprøve hver dag, ville man have et langt bedre grundlag for at vurdere smitteudviklingen, og dermed et langt bedre grundlag for at vurdere, hvordan man skal reagere på smitten, hvad enten man er politiker eller borger. Og omkostningen havde været en brøkdel af omkostningerne ved fejlslagen politik.
[1] En mulig metode til at finde den sande positivprocent er at antage, at det er tilfældigt, hvem der bliver be- og afkræftet. Dermed svarer det reelt til, at 22% af alle antigentestene “smides væk”, og dermed er det kun 78% af de 113.927 antigentests (=88.863), der reelt har fødet ind til PCR-testene. Reelt set er der altså testet 200.622 + 88.863 = 289.485 for at finde de 662 smittede, hvilket er en positivprocent på 0,23, eller ca. 2/3 af det, DR oplyser.
Det er blevet et populært redskab for myndighederne at lukke skoler ned, når smitten rører på sig i en kommune. I februar blev skolerne i Kolding (postnr. 6000) og Ishøj lukket ned. Og senest er Vallensbæk, Brøndby, Høje-Taastrup og Gladsaxe (og endnu engang Ishøj) blevet lukket ned.
I dag skal vi derfor se på, hvor godt timet skolelukninger og -åbninger er i forhold til smittespredningen i kommunerne. Som vi vil se, forekommer lukningerne at være ret tilfældige, og det stiller naturligvis det oplagte spørgsmål, om de overhovedet har en mærkbar effekt på smitten, eller om de primært bidrager til at skade og frustrere børnene, deres forældre og forældrenes arbejdsgivere.
Frem til 7. februar var alle skoler i Danmark helt lukket. Men 8. februar åbnede de igen for de mindste klasser (0.-4. klasse). Kun én uge senere kom den første gen-nedlukning i Ishøj, og ugen efter igen lukkede skolerne i Kolding (dog kun postnummer 6000). Ishøj er en lidt særlig case, så lad os starte med den enkle: Kolding.
Kolding
Ifølge ”virologerne/eksperterne” kan man først se effekten af en genåbning efter ca. 14 dage (anbefalingen er, at man venter fire dage, inden man bliver testet, hvis man har været udsat for smitte), men det forhindrede ikke sundhedsmyndighederne i at lukke skolerne i Kolding på baggrund af de stigende smittetal umiddelbart efter genåbningen.
Men som nedenstående figur viser, så var smitten faldet længe inden skolerne lukkede, og de efterfølgende 14 dage, hvor skolen var lukket (dog inkl. vinterferien), ændrede ikke umiddelbart på smitten. Og så åbnede skolerne igen uden nærmere diskussion af, om man havde fået ud af nedlukningen.
Af Otto Brøns-Petersen, den 31. marts 2021. 2 svar
Der skal desværre ikke så meget til, før visse økonomer begynder at efterlyse højere boligskat. Det skrev jeg om i min JP Finansklumme her. Nogle af pointerne kan fortjene at blive uddybet.
Huspriserne er stigende, og Nationalbanken forventer endda, at de vil stige 9,7 pct. i år. Bør det ikke bremses?
Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2021. Skriv et svar
For hundrede år siden så verden meget anderledes ud. Udover at biler ikke var almindelige, togene var drevet af dampmaskiner, og danske kvinder kun lige havde fået stemmeret, var der andre store forskelle. Det gjaldt ikke mindst når man talte om, hvilke lande der var verdens ’rige’ og demokratiske steder. Udover de fire britiske ’offsprings’ – Australien, Canada, New Zealand og USA – bestod den rige verden af dele af Nordeuropa og visse dele af Latinamerika. Som de to figurer umiddelbart nedenfor viser, var Argentina omkring 70 % rigere end Spanien og kun cirka 10 % fattigere end Danmark sidst i 1920erne, mens Chile og Uruguay var rundt regnet 30 % rigere end Spanien og 30 % fattigere end Danmark.
Det store spørgsmål, som Latinamerikas økonomiske historie stiller, er således Hvad gik galt? De tre lande var ikke blot lige så rige som store dele af Europa i 1920erne, men også relativt demokratiske. Det skulle bare ikke vare ved, ligesom Tyskland og flere andre lande mistede deres demokratiske institutioner omkring samme tid.
Argentina var demokratisk på lige fod med dele af Europa indtil september 1930, da generalerne José Félix Uriburu og Pedro Pablo Ramirez tog magten ved et kup. Nabolandet Chile var også relativt stabilt indtil to kup – det ene i september 1924 under ledelse af Oberst Marmaduke Grove og Major Carlos Ibáñez, og det andet i januar 1925 under General Pedro Dartnell – blev startskuddene til en ustabil periode. Selvom landet forblev rimeligt demokratisk, var forskellige chilenske regeringer udsat for mindst otte kupforsøg mellem 1931 og 1940. Det samme gjaldt Uruguay indtil marts 1933, da landets præsident President Gabriel Terra Leivas begik et autogolpe – et selvkup – godt hjulpet af politichefen Alfredo Baldomir, og Partido Nacionals leder Luis Alberto de Herrera. Kuppet førte til ti års diktatur i Uruguay, der først sluttede med valget af Juan José de Amézaga i 1943.
Hele regionen blev kendetegnet ved både jævnlige militærkup, og i visse tilfælde civilt ledte kup, og absurd økonomisk politik. Efter anden verdenskrig udviklede en række økonomer, deriblandt argentineren Raúl Prebisch og brasilianeren Celso Furtado, den moderne version af såkaldt ’import-substituerende industrialisering’ og latinamerikansk strukturalisme. De fleste latinamerikanske lande opbyggede fra midten af 1930erne høje toldmure og andre restriktioner med det formål, at opbygge deres egen industri i stedet for at importere varer fra USA og Europa. Strategien var katastrofalt misforstået og gjorde regionen både fattigere og mere korrupt. Den skabte også et væsentligt problem, da importrestriktionerne skabte en række industrier, der ikke kunne overleve uden statslig beskyttelse og således blev magtfulde særinteresser.
Som figurerne nedenfor indikerer, var det først efter strukturelle reformer i Chile og Uruguay i løbet af 1970erne, og i Argentina efter militærstyrets kollaps i 1980erne, at disse tidligere så rige lande stoppede deres deroute i forhold til Europa. Denne historie er værd at fortælle igen og igen, ikke mindst fordi EU’s politik er på vej i retning af Latinamerikas fejltagelser. Som jeg skrev i Børsen i torsdags (gated her), er unionen efter bl.a. fransk pres på vej mod langt mere aktivistisk industripolitik og en protektionistisk handelspolitik. Ingen økonom, der kender Latinamerikas historie eller forstår de enorme omkostninger, protektionisme har, kan undgå at advare imod et skred i retning af den slags nonsens.
Af Christian Bjørnskov, den 24. marts 2021. 1 svar
Mange mennesker jeg møder – når regeringen da tillader det – har et syn på økonomer som folk, der ikke er videre sociale og har et meget snævert interessefelt. Jeg har, ikke overraskende, et meget anderledes syn på økonomer, da jeg ikke bare selv er økonom, men også tæller flere af mine kolleger blandt mine gode venner. Dagens korte post er derfor nogle korte eksempler på økonomer, der også kan noget meget andet end at nørde med tal og nationaløkonomi.
Der er mange eksempler på det, der på fransk til tider kaldes ’le violon d’Ingres’ efter maleren Jean Auguste Dominique Ingres, der også var professionel violinist: At visse mennesker er dygtige til noget langt udenfor deres område. Sociologen Howard Becker, kendt for sit arbejde med labelling theory, er således stadig en kapabel jazzpianist og stjerneøkonomen William Baumol var en udmærket maler (se eksempler her).
I mit umiddelbare netværk findes der også eksempler på økonomer, der kan meget anderledes ting. Det er almindeligt kendt, at professor Axel Dreher fra universitetet i Heidelberg stod med valget mellem en PhD i nationaløkonomi og en karriere som professionel latindanser. Axel valgte at fokusere på økonomien, skabte det meget brugte KOF globaliseringsindeks, og er i dag en af det tysktalende områdes mest citerede økonomer. Professor Peter Kurrild-Klitgaard fra statskundskab på Københavns Universitet er, udover sit virke i public choice-forskning og sin redaktørpost hos Public Choice, en af Danmarks førende heraldikere.
Dagens morsomme eksempel er dog professor Hans Pitlik fra WIFO i Wien, der har lavet virkeligt interessant forskning om, hvordan tillidsnormer former folks præferencer for statslige regulering og økonomisk politik. Udover sin forskerstilling er Hans trommeslager i det østrigske europunkband The Westerwaves, som lige har udgivet et nyt album – The Divine Cup – der kan høres her. Dagens post er således en påmindelse om, at ikke alle økonomer er snæversynede fagnørder, og måske også en af vores sjældne reklamer for et dybt undergrundsband. Varmt anbefalet.
Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2021. 2 svar
Læser man de fleste medier, eller lytter man til regeringen, er en ny bølge epidemi lige rundt om hjørnet. Men ser man på de faktiske tal, er virkeligheden slet ikke så speciel eller så ildevarslende som det påstås. Som vi har skrevet om tidligere, er nedlukninger heller ikke nødvendige – de gør i bedste fald ingenting, og med stor sandsynlighed øger de dødstallet på langt sigt – og de bør undgås. En situation, hvor regeringens og Folketingets politik koster en rund milliard om dagen uden at politikken på nogen måde gør det, det påstås at skulle gøre, er ikke acceptabel.
Formålet i dag er således at gentage en række fakta for vores læsere, ikke mindst fordi de er så forskellige fra det, der jævnligt påstås i medierne. Det første er den danske dødelighed, som vi illustrerer i den første figur. Den viser de daglige dødstal i 2017-2020 og de første uger af 2021 (den gule streg). Virussæsonen 2020-21 er således enden af den sorte streg, der følges af den gule. Det bemærkelsesværdige er her, at det er en almindelig virussæson, der ligger tidligere end normalt. Det er den udvikling, der bruges i medierne, men den er ikke unik: Ser man tilbage på 2009-sæsonen, ser man en næsten identisk udvikling i dødeligheden, men en top allersidst på året og et meget tidligt fald. Der er med andre ord ikke noget særligt i dette års virussæson, når man tager empirien alvorligt.
På samme tid er der kommet en række studier – som mange læsere vil vide – der dokumenterer, at nedlukninger ikke virker. Skulle nogen være i tvivl, er den anden figur i dag en klar indikation om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dødelighed og nedlukning. Figuren viser det gennemsnitlige ’policy stringency index’ udviklet af Oxford University, plottet mod overdødeligheden i 30 europæiske lande. Overdødeligheden i 2020 er beregnet som dødstallet i 2020, relativt til det gennemsnitlige dødstal i 2016-2019. Korrelationen er endda positiv (r=0,46), men tydeligvis primært drevet af Estland. Var nedlukning en effektiv strategi til at beskytte ældre mennesker mod at dø af Covid, ville man have set en klar, negativ sammenhæng.
Det særlige i dødstallene på tværs af Europa, og et væsentligt problem i kommunikationen af de absolutte dødstal, kan ses i den tredje figur. Der er ganske store forskelle i den generelle dødelighed på tværs af lande, og disse forskelle er langt større end forskellene i udsving fra år til år i lande. Overdødeligheden i 2020 kan aflæses i figuren som forskellen mellem et lands punkt og den stiplede linje. Det er her let at se, at disse forskelle er meget mindre end forskellen på tværs af lande.
Bundlinjen i dag er således, at nedlukninger ikke virker, og at dødstallene har været oversolgt i medierne. Det har været en epidemi – det er der ingen tvivl om – og mange lande har haft alvorligt virussæsoner. Men så voldsomme har de heller ikke været, og Danmark er et af de lande, der reelt ikke har været særligt hårdt ramte. Dykker man videre ned i tallene, kan men endda se den såkaldte ’dry tinder’ effekt: At nogle lande havde meget lette virussæsoner i 2019, og en del af dødstallet i 2020 var en slags catch-up. Sverige havde således 5 % underdødelighed i 2019, og Belgien og Storbritannien lå 2 % under normalen. Disse fakta mangler i den danske debat, men hører hjemme i enhver informeret diskussion om epidemipolitik, genoplukning, og en reetablering af borgernes almindelige rettigheder og deres liv.
