Forleden havde jeg en kronik i Berlingske, hvor jeg beskrev min seneste analyse. Kort fortalt viser min analyse, at smittespredningen før jul toppede senest 9.-12. december – og altså før hovedparten af (og måske endda alle) nedlukningerne. På den baggrund konkluderer jeg, at (hovedparten af – og måske alle) nedlukningerne før jul ikke var proportionale, fordi de – selv hvis nedlukningerne virker – var unødvendige i forhold til at opnå det primære politiske mål: At beskytte kapaciteten i sundhedssektoren.
Disse resultater er faldet Uffe Gardel for brystet, og han skrev derfor et indlæg på Facebook, som blev til et svar på min kronik i Berlingske. Nedenfor gennemgår jeg Gardels indlæg i Berlingske, og som det (tydeligt, håber jeg) vil fremgå, har Uffe Gardel brugt masser af spalteplads på at fremføre meget lidt. Men ret skal være ret – han har én pointe. Jeg ER liberal. Det ser jeg som en styrke i den nuværende situation, men det vil jeg komme tilbage til.
Gardel drager dog mange fejlslutninger, inden han når til denne pointe. I det følgende vil jeg forklare, hvorfor
Gardel i mine øjne tager fejl, når han siger, at størstedelen af nedlukningerne skete efter smitten var toppet
Gardels opfattelse af – og konklusion på baggrund af – analysen er forkert
Gardel overser helt grundlæggende dele af adfærdsteorien
Gardel tager fejl, hvis han tror økonomer er på udebane under en pandemi
Gardel er enig i analysen, men uenig i definitionen af ”størstedelen af nedlukningerne”
Lad os først slå fast, at Gardels kritik ikke går på selve analysen. Han er umiddelbart enig i, at smittespredningen (han skriver smittetallet, men det er altså smittespredningen – forskellen er de mindst fire dage, der går fra man er nær kontakt og til Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man bliver testet første gang) senest toppede 9.-12. december.
»Smittetallet toppede mellem 9. og 12. december,« skriver han [Jonas Herby] i Berlingske 20. maj, og det er formentlig rigtigt.
Min kollega, Kathrine E. Skjoldborg, har skrevet en glimrende kronik i Berlingske om de aflyste eksamener.
Der er mange gode pointer. Fx smider vi meget brugbar viden væk ved at droppe eksamenerne. Det skader ikke kun forskerne (som kunne undersøge effekten af online undervisning), men også de studerende selv.
Hvis vi vil have mulighed for at undersøge et muligt læringstab blandt danske unge, er det afgørende, at vi lader dem gennemføre eksamener, der gør det muligt at sammenligne med tidligere årgange. Dette vil betyde, at man kan få opgjort størrelsen af læringstabet i de enkelte fag, og det vil på den baggrund være muligt at iværksætte diverse tiltag for at rette op på læringstabet.
Hvis læringstabet eksempelvis er et særligt stort problem i matematik, hvilket et amerikansk studie indikerer, kunne det på en række videregående uddannelser være relevant at arrangere særlige sommerkurser i matematik inden studiestart. Men, hvis der ikke er et problem i matematik, vil det naturligvis være spild af tid og ressourcer.
Der er også et par velfortjente svirp til politikerne, hvis indgreb sandsynligvis ender med at skade eleverne.
Viden om læringstabet vil således være afgørende for at hjælpe de unge bedst muligt. Det ser lige nu ud til, at politikerne er i færd med at gøre de unge en bjørnetjeneste ved at aflyse og omlægge de prøver, der kunne belyse et eventuelt læringstab, da man risikerer, at problemerne først afslører sig, når de unge klarer sig dårligere på deres videre færd i uddannelsessystemet, hvor det vil være for sent at gøre noget ved problemet.
Kathrine kommer også med en forklaring på, hvorfor det kommer så vidt, at man aflyser eksamenerne, selvom det – set fra min stol – ret åbenlyst er en dårlig idé.
[Skraldespandsmodellen] illustreres konkret af tilfældet med de aflyste og omlagte prøver ved studentereksamen. Coronaepidemien udgjorde et mulighedsrum, som mennesker med holdninger til eksempelvis undervisningssystemet – herunder afholdelse af test og prøver – kunne udnytte til at fremføre deres synspunkter og få deres løsninger på dagsordenen. Problemerne, der blev identificeret, var gymnasieelevers trivsel og et muligt læringstab. Løsningen, som var tilgængelig, var en aflysning af visse eksamener i sommeren 2021. Disse koblinger blev foretaget, selv om den valgte løsning ikke løser de konkrete problemer.
Ser man bort fra de sidste 15 måneders selvpåført økonomisk ødelæggelse, har Danmarks økonomi det godt. Er vi ikke enige om det? Har mange økonomer ikke understreget gentagne gange, at det danske samfunds økonomi er ‘sund’? Mens det er mange borgeres indtryk – inklusive mange af dem, jeg møder i min hverdag – og mens adskillige af mine kolleger ofte har sagt, at økonomien er sund, er det en sandhed med alvorlige modifikationer.
Når økonomer som f.eks. min glimrende kollega Torben M. Andersen siger, at Danmarks økonomi er sund, mener de ofte, at de offentlige finanser er sunde: At der ikke er alvorlige underskud på statsbudgettet og finanserne er holdbare på et sigt omkring de næste ti år. Sund i denne sammenhæng betyder, at der ikke er behov for større reformer hvis ens mål er, at bevare velfærdsstaten og størrelsen af den offentlige sektor intakt. Har man andre mål, må man konkludere at dansk økonomi ikke har det godt. Det gælder ikke mindst, hvis målet er at generere økonomisk vækst, hvor Danmark – og store dele af Europa – faktisk har lidt af en vækstkrise.
Vi illustrerer problemet i figuren nedenfor og interesserede læsere kan også med stor fordel se episoden af Samfundstanker under figuren, hvor Cepos-direktør Martin Ågerup interviewer sin analysechef (og min medpunditokrat) Otto Brøns-Petersen om vækst og vækstkrisen. Figuren viser først, at set over de 70 år fra 1950 til 2019 voksede danskernes gennemsnitsindkomst – den købekraftskorrigerede nationalindkomst per indbygger – med 2,1 %. I perioden 1980-1999, hvor Schlüter- og Nyrup-regeringerne ryddede op i årtiers uansvarlighed med omfattende reformer, var væksten 1,9 procent per indbygger og 1,8 % per fuldtidsansat. De sidste 20 år har den årlige vækstrate derimod ligget på kun 1 % på begge mål, mens USA har oplevet 1,2 % per indbygger og 1,3 % per fuldtidsansat. Korrigerer man for, at danskerne generelt arbejder omtrent 20 % færre timer end amerikanerne, er væksten per arbejdstimer var væksten i 2000-2019 1,3 % i Danmark og 1,6 % i USA. I de foregående 20 år var tallene 2,1 % versus 1,6 %.
Man kan – som Otto også understreger i det fine interview – påstå, at en forskel på så lidt som 0,3 procentpoint ikke er noget særligt. Det er desværre det forvirrende ved relativt små procenttal: Hvis Danmark i stedet for at vokse med 1 % om året de næste 20 år ville vokse med de amerikanske 1,3 %, ville det give en merværdi på 47.000 kroner om året for hver fuldtidsansat. Små procentforskelle i økonomisk vækst giver hurtigt store tal!
Det er derfor, at man kan tale om en vækstkrise i Danmark, ligesom der er lignende problemer i store dele af Europa – men ikke i Sverige. Cepos har derfor startet det såkaldte 3%-projekt for at sætte spotlys på problemet. Se interviewet, tænk over figuren, og følg med i debatten fordi den er vigtig for vores fremtidige muligheder for at håndtere ethvert problem, der kræver ressourcer!
Betragt nedenstående figur. Den viser, at smitten i Hørsholm faldt før nedlukningen af kommunen kunne have en effekt. Eller med andre ord: Hørsholm Kommune var lukket ned i godt en uge uden nogen grund.
Hvis du aflæser figuren omhyggeligt, vil du se, at der i ugen fra 25. april til 1. maj, var i alt – testkorrigeret – 35 registrerede smittede i Hørsholm Kommune.
Derefter steg smitten markant, efter at en gruppe gymnasieelever var blevet smittet efter at have set fodbold sammen. På fem dage – fra 2. til 6. maj – blev der registreret 69 smittede, hvilket bragte den testkorrigerede incidens over 250 og iværksatte den automatiske nedlukning. Derfor blev skolerne i Hørsholm Kommune lukket ned fra lørdag d. 8. maj og det lokale erhvervsliv fra søndag d. 9. maj.
Pga. weekenden trådte nedlukningen altså reelt i kraft d. 10. maj, hvilket betyder, at effekten af nedlukningen allertidligst ville kunne ses d. 14. maj (Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der går fire dage, fra man er udsat for konkret smitte, og til man bliver testet første gang).
I ugen før man kan se en eventuel effekt af nedlukningen (altså 7. – 13. maj), var der – igen testkorrigeret – 35 registrerede smittede i Hørsholm Kommune.
Det er ikke en skrivefejl. Der var præcis lige så mange smittede i ugen efter det meget lokale udbrud, som der var i ugen før udbruddet. Myndighederne lukkede altså Hørsholm Kommune ned, selvom smitten allerede var faldet igen.
Det er en udbredt antagelse, at det var nedlukningerne i december, der fik smitten til at falde i Danmark.
Det er jeg meget skeptisk overfor, og for at jeg skal tro det, skal følgende spørgsmål som minimum besvares.
Hvorfor faldt smitten i Danmark senere end i Sverige, som ikke havde en lignende hård nedlukning? Som figuren nedenfor viser, så fladede dødstallet i Sverige ud et par uger tidligere end i Danmark.
Hvorfor fladede dødstallene i Danmark ud allerede omkring 27. december? Man siger normalt, at der går 18-20 dage fra man bliver smittet og til man dør, så det betyder, jo, at smitten toppede omkring 7.-9. december. Altså længe før man lukkede de resterende 60 kommuner delvist ned (11. og 16. december), lukkede landet helt ned (17. december) og strammede forsamlingsforbuddet (5. januar).
Jeg udkommer meget snart med en analyse af smitte- og indlæggelsestal, som viser præcis det samme. Smitten toppede før man lukkede hårdt ned. Og dermed fandtes det vigtigste argument for nedlukningerne – beskyttelse af sundhedsvæsenets kapacitet – ganske enkelt ikke.
Af Christian Bjørnskov, den 17. maj 2021. Skriv et svar
Fredag morgen fik jeg den chokerende meddelelse, at min kollega og ven David Savage fra the University of Newcastle i Australien var pludseligt død. David definerede sig selv som adfærdsøkonom, men var svær at placere, fordi hans interesser var brede, og også bredere end blot økonomi. Sidste gang jeg mødte ham var til den australasiatiske public choice konference i Brisbane i 2019, hvor han præsenterede virkeligt spændende arbejde om eutanasi. Han kommenterede også på min præsentation – mit papir med Martin Rode om kolonidemokrati – og havde som altid gode idéer og forslag. Dave havde selv arbejdet med kolonieffekter, og vi delte en frustration over, hvor svært det var at få udgivet den slags emne.
Dave kom fra almindelige kår, og en del af hans charme var at han aldrig lød højt akademisk – han talte altid med en bred (men fuldt forståelig) australsk dialekt. Men han var dygtig, og startede i 1999 på the Queensland University of Technology, hvor han med en pause udenfor universitet fik en research master i adfærdsøkonomi i 2009. Han modtog derefter en PhD fra QUT, hvor hans afhandling med titlen Decision Making Under Pressure: A Behavioural Economics Perspective blev vejledt af Benno Torgler. Efter et kort ophold som underviser på Bond University i Gold Coast rykkede han de 700 kilometer sydpå til University of Newcastle, hvor var lektor indtil i fredags.
En stor del af Daves forskning handlede om adfærd i ekstreme situationer, som hans afhandling demonstrerede og som the Conversations korte profil af ham understreger. Mens nogen en gang imellem kunne synes, at det Dave lavede ikke var rigtigt økonomi, var jeg aldrig enig: Hvordan er det ikke økonomi at spørge, om folk opfører sig rationelt i ekstreme situationer, eller om rationalitet kun er noget, der er tilstede i den grå hverdag?
Hans forskning var altid interessant og tankevækkende, og et af kapitlerne i hans afhandling nåede endda ud i de almindelige medier; vi omtalte det også for nogle år siden (læs her). Studiet, som Dave lavede sammen med Bruno Frey og Benno Torgler, viste hvordan folk opførte sig da Titanic sank i 1912, og sammenlignede det med Lusitanias forlis fem år senere. Det ekstremt interessante studie viste blandt andet, at mens kvinder og børn på Titanic havde markant bedre overlevelseschancer, gjaldt det samme amerikanere. Fem år senere, da alting skete langt hurtigere på Lusitania – der blev torpedobombet af en tysk ubåd og sank på 18 minutter – var folks sociale normer ikke nær så vigtige, og rå rationalitet spillede en større rolle.
Forleden skrev vi om, at Ronald Inglehart var død, 83 år gammel. Ingleharts død er tragisk og et stort tab for forskningen, men var måske ikke så overraskende. Med Daves død kan man ikke vide, hvad verden er gået glip af. Han var en glimrende forsker, der uheldigvis blev involveret i skandalen omkring Bruno Freys selvplagiat mens han stadig var PhD-studerende, men som arbejdede sig ud af mistankerne og var ved at skabe sig en virkeligt interessant og kreativ karriere. Han var ikke mindst et rart, morsomt og begavet menneske, som bidrog til at gøre videnskabelige begivenheder til hyggelige stunder. Vi er mange, der kommer til at savne ham.
Kristoffer Torbjørn Bæk – som jeg kan anbefale at følge på Twitter – har lagt en interessant analyse af COVID-19-indlæggelser ud på LinkedIn.
Analysen viser, at uanset om ingen får (alvorlige) symptomer af COVID-19, så vil de officielle tal vise, at 10-25 personer dagligt bliver indlagt med COVID-19. Det skyldes, at der indlægges ca. 2.500 personer hver dag pga. af alle mulige mærkelige ting, og af dem vil en vis andel have virus i kroppen. Samme problemstilling gælder for døde.
Det interessante er, at de relevante tal (hvor mange der indlægges pga. COVID-19) angiveligt rent faktisk findes. Så man kunne godt offentliggøre de relevante tal. Men det gør man af en eller anden grund ikke.
I kan se Kristoffers figur her, og nederst har jeg indsat hans beskrivelse af analysen fra LinkedIn. Se også Kristoffers hjemmeside covid19danmark.dk.
Antal nyindlagte med en positiv SARS-CoV-2 test (kaldet COVID-19 relaterede indlæggelser) har været ufatteligt stabilt i 3 mdr (https://lnkd.in/gEEHQy9).
Men kan det tal (og det lignede tal for døde) overhovedet komme ned på nul? Nej, ikke når man opgør indlæggelser og døde som man gør. Selv hvis ingen blev indlagt eller døde pga COVID-19.
Jeg har regnet lidt på hvad den nedre grænse er. Dette er estimater baseret på den statistiske risiko for at dø og blive indlagt, og hvor mange positivt testede der er i samfundet.
Nedre grænse for døde er beregnet som: Pulje af positive indenfor 30 dage * risiko for at dø
Nedre grænse for indlagte er beregnet som: (Pulje af positive indenfor 14 dage * risiko for at blive indlagt) + (total indlagte pr dag * positivprocent). Beregnet som interval for at tage hensyn til en vis usikkerhed i disse tal.
Måden at opgøre især nyindlæggelser på er meget uhensigtsmæssig hvis man vil bruge det som pejlepind for epidemiens styrke.
Prisstigningerne på fast ejendom har igen skabt debat om boligskatter. Et gennemgående postulat er, at kapitalgevinsterne er skattefri. I en vis formalistisk forstand er det rigtigt. Men det overses, at de løbende skatter på fast ejendom rent faktisk fungerer som en endda ret kraftig beskatning af kapitalgevinsterne. Lad os se på hvorfor.
Christian Heebøl-Nielsen, som jeg ikke altid er enig med, men til gengæld har stor respekt for, fordi han har været stringent og logisk gennem hele COVID-19-pandemien, har skrevet et blogindlæg, hvor hans spår, at vi snart rammer 5.000-12.000 dagligt smittede.
Mit personlige bud er, at vi vil ramme en R værdi på mellem 1,3 og 1,5, svarende til en daglig procentvis stigning på 5-8 procent. Det vil betyde, at vi om en måned, hvis tingene fortsætter, vil ramme mellem 5.000 og 12.000 daglige nye smittede. Ganske voldsomme tal.
Spørgsmålet er, om det er realistisk. Det mener jeg faktisk, det er, selvom jeg ikke giver det mere end 33% sandsynlighed (Christian kalder da også selv sin spådom lidt pessimistisk).
Lad os først lige dvæle ved, hvad 5.000 smittede egentlig betyder. Nedenstående figur viser de officielle smittetal d. 10. november 2020 og d. 5. maj 2021 samt to korrigerede smittetal (ved 100.000 tests). Det PCR-korrigerede tal er den officielle korrektion som bl.a. bruges til lokale nedlukninger, hvor man korrigerer for antallet af PCR-tests. Men som jeg har beskrevet her, fungerer antigentests som et ”fangstnet”, og derfor bør man også korrigerer for disse. Dette har jeg gjort i den tredje søjle (udviklingen siden 1. februar kan ses i figuren til sidst).
Jeg havde forleden ubetingede ære og fornøjelse at sætte mig sammen med Lord Syed for at lave udsendelsen om Gordon Tullock og James Buchanan. De to amerikanske økonomer er – som mange læsere vil vide – blandt ophavsmændene til public choice og moderne politisk økonomi. Det blev en god samtale om særligt Tullock, der er en af mine intellektuelle ‘helte’ og på flere måder et akademisk forbillede. Samtalen, som jeg håber afspejler min entusiasme og begejstring for emnet, kan ses nedenfor. Feedback modtages gerne, men vi håber at læserne kan finde inspiration og interesse i denne og de mange andre samtaler i IEAs School of Thought-serie.
Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2021. Skriv et svar
Forleden kom den triste meddelelse, at Ronald Franklin Inglehart var død, 86 år gammel. Inglehart voksede op i Glencoe, Illinois, og tog de circa 20 kilometer sydpå til Northwestern University, hvor han fik sin BA i 1956. Han flyttede derefter en smule længere sydpå til University of Chicago, hvor han fik sin Masters i 1962. Efter et ophold som Fulbright scholar ved universitetet i Leiden i Holland, tog han tilbage til Chicago og gjorde en PhD færdig i 1967. Det meste af hans karriere var som professor i statskundskab ved University of Michigan, hvor han underviste fra 1966 til 2001. Siden 2010 havde Inglehart været leder af the Laboratory for Comparative Social Research ved den prestigiøse Higher School of Economics i Moskva. Hans russiske kollegers mindeord kan læses her.
Grunden til at vi skriver specifikt om Inglehart i dag er, at han har været ekstremt vigtig for min egen forskning, men også for flere andre punditokraters virke og tænkning. Han var en af de første, der omhyggeligt gjorde brug af store internationale spørgeskemar i sin forskning, og var en af hovedkræfterne bag den ekstremt vigtige World Values Survey. WVS, der sidste år færdiggjorde syvende runde af undersøgelsen, har været helt central i de sidste 25 års forskning i social tillid, social kapital og samfundskonsekvenserne af forskellige aspekter af national og regional kultur. WVS har også været det eksempel, som adskillige andre undersøgelser som European Social Survey og Barometerundersøgelserne er bygget omkring.
Ingleharts egen forskning var ekstremt omfangsrig og dækkede adskillige områder. Hans ’claim to fame’ var gennembruddet med The Silent Revolution i 1977, som introducerede Ingleharts forståelse af generationsskift fra materielle til postmaterielle værdier. Siden hans arbejde har samfundsvidenskaberne forstået mange værdiskift som netop generationsforskelle, i stedet for at enkeltindividers værdier ændrer sig over tid. Hans arbejde har dog også demonstreret, hvordan værdier der har været stabile i lang tid, kan ændre sig relativt hurtigt hvis en tilstrækkelig mængde mennesker skifter. Ingleharts idéer har derfor været vigtige i statskundskab og nationaløkonomis forståelse af det, der nogle gange kaldes ’punkterede ligevægte’, hvor en lang periode med stabile tilstande ’punkteres’ af en kort periode med hurtige ændringer, der efterfølges af en lang periode med en ny, stabil tilstand. I de senere år skrev Inglehart også om den religiøse transition sammen med blandt andet Pippa Norris, Christian Welzels og Amy Alexander. En god oversigt over det, der skulle blive hans sidste forskningsområde, kan læses i hans egen artikel her. Hans nye bog, der udkom tidligere i år (og kan findes her) handler netop om det forbløffende hurtige fald i religiøsitet i store dele af verden de sidste cirka 15 år.
Det er altid trist, når ens helte forlader verden. Jeg nåede aldrig at møde ham, men alle historier fra dem der kendte Ron Inglehart peger på, at han var et rart og hjælpsomt menneske. Selv hvis han ikke havde været, ville der være grund til at stoppe op og overveje hans betydning. Uden Ingleharts arbejde med spørgeskemaer og hvordan man måler så upræcise forhold som kultur, religiøsitet og tillid, ville min forskningskarriere have set meget anderledes ud. Og uden det arbejde, ville der være mange ting, som vi som samfund ganske enkelt ikke ville have vidst, eller som vi havde taget meget længere tid om at finde ud af. I den samfundsforskning, der hviler på spørgeskemaer og brede internationale sammenhænge, var Inglehart en af de giganter, hvis skuldre vi andre almindelige mennesker står på.
Man siger ofte, at det er sejrherrerne, der skriver historien. Romerne skrev historien om de puniske krige, de allierede skrev historien om første verdenskrig, og indtil fornylig skrev kommunisterne den officielle historie om den russiske revolution. Det samme gælder til en vis grad om politiske ’krige’, og i det aktuelle tilfælde om 2020-epidemien og de politiske tiltag mod den.
Det er ikke mindst af den grund, at mange er bekymrede for den ekstreme grad af ensretning i den journalistiske dækning af viruspolitikken og virussens udvikling, som vi har oplevet siden marts sidste år. Når det gælder lovligheden af en række af regeringens tiltag, vågnede visse medier – inklusive Berlingske, BT og Børsen, op i efteråret og begyndte at udgive skeptisk, undersøgende journalistisk. Gælder det selve approachen – at lukke samfundet ned og styre alt med hård, politisk hånd – er det foreløbig kun og udelukkende enkelte journalister på Weekendavisen, der har udvist almindelig journalistisk skepsis. En pudsig detalje er, at den ene af dem ikke engang er uddannet journalist, men er phd i neurobiologi.
Det er ikke kun Danmark, der oplever disse problemer, men størstedelen af den vestlige verden. Journalister er holdt op med at håndhæve journalistiske normer, videnskabelige diskussion og skepsis bliver stemplet som fake news, og et af resultaterne er, at almindelige mennesker holdes i et jerngreb af dybt irrationel frygt. En del af disse problemer blev forleden diskuteret i en samtale mellem Matt Kibbe og Peter Boettke, som kan ses nedenfor. De to nævner for eksempel, hvordan cirka halvdelen af alle demokrater og en ganske stor del af republikanske vælgere i en ny undersøgelse mente, at halvdelen af alle coronasmittede bliver indlagt på hospitalet. En anden undersøgelse viste, at mange briter tror, at cirka 8-10 % af befolkningen er døde af corona. Misinformationen og den totale ensretning af adfærd og civilsamfund har alvorlige konsekvenser.
En af Boettkes måske mest interessante pointer er, at vi intellektuelt har taget et skridt tilbage til 1970erne. I Danmark er det blandt andet overvældende tydeligt reflekteret i statsministerens udsagn om, at det var en ’gammeldags’ måde at se tingene på, når man går ud fra at statsgæld skal betales tilbage, og forleden da erhvervsministeren påstod, at bankernes rentepolitik er helt uafhængig af de renter, Nationalbanken sætter. Det gælder dog også i meget bredere forstand, idet mange borgere – og de fleste politikere – ganske pludseligt er begyndt at tro på statens guddommelige evner og viden. Man er effektivt tilbage til 1970ernes tro på, at en lang række forhold, som ikke kan vides er åbenbaret for statens politikere og embedsværk, selvom ingen privatindivider har den viden, og også den dybt ideologiske idé, at politik er fundamentalt god.
Stiller man spørgsmålet, hvem der får lov til at definere fortællingen om epidemien, åbner det således op for en langt bredere diskussion om, hvad det er for et samfund en flok dybt inkompetente, uhæderlige politikere – og ja, det er faktisk min ærlige mening om dem efter 15 års erfaring med dem – er ved at skabe? Er man med på at starte weekenden med tanker om det liberale samfund versus hvad der bygges for tiden, kan Kibbe og Boettke anbefales varmt.
Af Otto Brøns-Petersen, den 5. maj 2021. Skriv et svar
”Dem, der i dag er ramt af kontanthjælpsloftet og på integrationsydelse, er for en stor dels vedkommende udlændinge, og Socialdemokratiet vil ikke åbne den flanke over for de borgerlige partier at hæve overførselsindkomsterne for indvandrere”.
Sådan skrev Berlingske i går i en historie om, at regeringen er begyndt at ryste på hånden, når det gælder valgløfterne om at hæve de såkaldte ”fattigdomsydelser”.
Det er et eksempel på, hvad man kunne kalde den endogene velfærdsstat – altså velfærdsstaten, som ikke på forhånd er givet.
Mens der er en omfattende forskning i økonomisk udvikling og hvad der skaber vækst på langt sigt, der er baseret på data fra udviklingslande og ’emerging economies’ fra de sidste 50 og 60 år, kan man også lære meget af den udviklede verdens økonomiske historie. Skal man udover historiefortælling, kræver det dog konkrete data på, hvor rige folk har været tilbage i tiden, og hvornår et lands udvikling accelererede dem ud af fattigdom. Den britiske økonom og historiker Angus Maddison var en af pionererne på feltet, og var ansvarlig for arbejdet med at samle nationalindkomstdata fra en lang række lande langt tilbage i tid. Arbejdet er siden hans død videreført ved universitetet i Groningen, og kan downloades frit af alle her. Dataene er nemme at navigere og kan varmt anbefales til alle interesserede, inklusive til gymnasielærere med ambitioner om at lave en smule kvantitativt arbejde med eleverne.
Mens man kun kan være imponeret over indsatsen, er de historiske indkomstdata alligevel noget upræcise. Indkomstdataene i sig selv kan være ganske gode for mange vestlige, og måske særligt nordeuropæiske lande, men arbejdet med at købekraftskorrigere dem er en enorm udfordring. Det er derfor vigtigt at teste dem mod alternative indikatorer for historisk udvikling, hvilket netop er formålet med dagens indlæg.
Vi bruger her en særlig del af de danske statistiske årbøger i slutningen af 1930erne, der havde omhyggelige data på en række forhold i det, man betragtede dengang som den udviklede verden. Årbøgerne har blandt data på fire forhold, der er klart forbundet med moderne, økonomisk udvikling: Andelen af befolkningen, der er beskæftiget i landbruget, antallet af personbiler per tusinde indbyggere, antal telefoner per tusinde, og antallet af radioer per tusinde. For at måle landes udvikling, omdanner vi derfor de fire talserier til indeks, som vi derefter kan tage et gennemsnit af. Indekset måler således udvikling på en anden måde end de historiske BNP-data.
Af de 42 lande, der er data på, viser indekset ikke overraskende at USA var det mest udviklede land i 1935, skarpt efterfulgt af New Zealand, Australien, Canada og Storbritannien. Danmark var nummer seks, da vi havde næstflest radioer, tredjeflest telefonsamtaler, men kun var nummer otte i antal biler og midt i feltet, når det gjaldt ansatte i landbruget. Bunden udgjordes af Tyrkiet, Bulgarien og Sovjetunionen.
En af de interessante ting ved at lave sådan et indeks er, at det tillader at man vurderer lande hvor der ikke findes historiske BNP-tal. Det gælder for eksempel Danzig, den nuværende polske by Gdansk, der var fristad mellem 1920 og 1939. Regner man fristadens indeks ud (cirka 0,85), svarer det til en nationalindkomst omkring Sveriges eller Canadas, og et stykke højere end Tysklands i midten af 1930erne. På samme måde viser indekset, at Island var lidt rigere end Holland, og Letland en smule rigere end Spanien og Sydafrika.
En anden interessant detalje er, at indekset passer ganske godt med Maddisons indkomstdata. Som vi illustrerer i figuren nedenfor, er korrelationen mellem de to 0,9 når man ignorerer de fire datapunkter (markeret i gråt i figuren), hvor indekset er baseret på kun to af de fire serier, og hele 0,93 når man også ignorerer de punkter (markeret i sort), hvor indekset er baseret på tre af de fire serier. Stoler man på indekset, kan man således overveje, hvad der kan være galt med indkomstdataene fra de fem klare outliers: Grækenland og Sovjetunionen, der begge ser ud til at have overvurderede indkomstdata hos Maddison, og Østrig, Tjekkoslovakiet og Sydafrika, der umiddelbart ser undervurderede ud.
Sidst, men ikke mindst, kan man også vælge at sammenholde et udviklingsindeks fra 1935 med de nuværende indkomstniveauer. Den sammenligning illustrerer meget klart, hvilke lande der er faldet bagud. Mens Norge og Schweiz i dag er langt bedre stillede relativt til resten af verden end de var i 1935, er underperformerne kendte: Alle de latinamerikanske lande, der havde data i 1935, er faldet bagud siden da, ligesom også Sydafrika og Ægypten i dag er meget længere fra den rige verden end i var dengang. Hvad der gik galt i de lande, er et emne for en anden dag.
Men pointen idag er, at denne diskussion kan man ikke have, uden at have mål for hvor udviklede samfund er. Og i mangel af indkomstdata tilbage i tiden, virker det alternative mål idag faktisk ganske glimrende.
For nylig skrev Astrid Krag på Facebook, at ”presset på hospitalerne [i Sverige] stiger og stiger – ikke mindst på intensivafdelingerne.”
Men er det nu også helt sandt? Jeg ved ikke, hvilke data Astrid Krag har adgang til, men kigger vi på de officielle tal, er der intet der tyder på, at presset er stigende. Snarere tværtimod. Nedenstående figur viser antallet af indlagte med COVID-19 på svenske hospitaler. Efter at have været stigende i en lang periode under Sveriges tredje bølge, er antallet af indlagte den seneste tid faktisk faldet (liveopdaterede tal kan findes her).
Og der er næppe tale om forsinkede date eller lignende (Sverige har ellers udmærket sig ved at tage lidt lettere på datarapporteringen end de fleste andre lande). For smitten i Sverige har været aftagende i et par uger. Nedenstående figur viser udviklingen i smittetallet og positiv-procenten i Sverige siden efteråret. Det er tydeligt, at smitten er faldet en del – både målt i antal (som er faldet 12% på to uger) og positiv-procent (som er faldet med 2,1%-point på to uger).
Der er altså intet, der tyder på, at Astrid Krag har ret, når hun siger, at ”presset på hospitalerne [i Sverige] stiger og stiger – ikke mindst på intensivafdelingerne.” Og så kan man jo begynde at gætte på, hvorfor hun alligevel vælger at skrive det, men det vil jeg lade læseren om at gøre.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at Sverige har haft langt flere smittede end Danmark. Både i december-bølgen og i den tredje bølge, der startede omkring starten af februar. Og det kan nemt få den uopmærksomme læser til at tro, at nedlukningen virker.
Men inden du konkluderer så forhastet, så se nedenstående figurer, som viser 1) antallet af døde med COVID-19 og 2) antallet af indlagte på intensiv i Tyskland og Sverige siden 1. oktober. Tyskland har haft en nedlukning, der i store træk minder om den danske. Og en dødelighed, der i store træk minder om den svenske. Så måske skulle Astrid Krag hellere have sendt de pæne tanker mod Tyskland, hvor antallet af indlagte på intensiv ikke er begyndt at falde (om de fortsætter med at stige er endnu uvist).
Vi slutter af med nedenstående bemærkelsesværdige figur, som viser antallet af smittede, nyindlagte på intensiv og døde Sverige i hele pandemiens forløb fra 1. marts 2020 til 31. marts 2021 (jeg har droppet april, fordi Sveriges døds-data er op imod en måned forsinket). I de to første bølger fulgte antal smittede, antal indlagte på intensiv og antal døde hinanden meget tæt. Men i tredje bølge er dødstallet forblevet relativt lavt på trods af relativ mange indlagte og smittede.
Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2021. Skriv et svar
De sidste 20 års forskning har vist, at økonomisk frihed gør lande rigere og deres befolkninger lykkeligere og mere tolerante. Alligevel er der forbløffende mange, der ikke ved hvad konceptet betyder, og ikke forstår hvorfor det er vigtigt. Det kan man heldigvis råde bod på.
Den letteste måde er at se et interview mellem to gamle venner. Tidligere i år havde Matt Kibbe sin gamle medstuderende Robert Lawson på besøg. Bob, som han kaldes blandt venner, har sammen med James Gwartney været hovedforfatter af den årlige rapport Economic Freedom of the World de sidste 20 år. Til daglig er han professor på Southern Methodist University i Dallas, og director for Bridwell Instituttet. Han har skrevet en meget lang række artikler, og skrev for to år siden den fine og voldsomt underholdende Socialism Sucks: Two Economists Drink their Way through the Unfree World sammen med Benjamin Powell (som vi omtalte her).
Ved siden af hans videnskabelige kvaliteter er Bob en hyggelig, morsom og meget hjælpsom kollega, som altid er en fornøjelse at bruge tid sammen med. Det afspejles i den tilbagelænede stemning i det fine interview, som ikke blot er informativt, men også sjovt. Kibbe med Lawson er varmt anbefalet, hvis man har en lille times tid tilovers til at blive klogere.
Af Christian Bjørnskov, den 25. april 2021. 6 svar
Der tales og skrives meget om indvandrere i Danmark. Hvor svært er det at integrere dem, er der for mange af dem – eller er der måske for få, når danskerne ikke længere gider at have servicejobs – og hvordan klarer deres børn sig? Mens flere partier raser mod stort set al indvandring, glemmer mange i debatten, at indvandring og beboere i Danmark fra andre lande langt fra er et nyt fænomen.
I dag er der ifølge Danmarks Statistik 816.000 mennesker i Danmark, der ikke oprindeligt er fra Danmark. Godt 16 % af befolkningen er således enten indvandrere eller herboende udlændinge, men tallet skal tages med et gran salt. Min fætter, der er født af danske forældre og opvokset i et dansktalende hjem i Chicago, tæller således med i de 9500 amerikanere, der bor her. Fokuserer men på de såkaldt ikke-vestlige indvandrere, udgør de kun 53 % af alle indvandrere, og dermed 8,7 % af den samlede befolkning i Danmark. Regner man Tyrkiet som vestligt – og store dele af den vestlige del af Tyrkiet er lige så vestligt som Grækenland – er andelen 7,4 %. De største grupper er en blanding af flygtninge og arbejdsindvandring: De største fem er Tyrkiet, Polen, Syrien, Rumænien og Tyskland.
Vil man have et korrektiv til den nuværende politiske fortælling, er det måske værd at se tilbage i vores egen tid – og det er forbløffende let. I de statistiske årbøger fra 1920erne har Danmarks Statistik nemlig allerede dengang omhyggeligt opgjort, hvor mange ikke-danskere der boede i Danmark, og hvor de kom fra. En af opgørelserne er fra 1921 – præcist 100 år siden.
Det år udgjorde udlændinge 3,4 % af befolkningen i Danmark – knap 109.000 mennesker, der kom fra mange forskellige steder. Mens det lyder som langt mindre end i dag, og sådan set også er det, skal det ses i lyset af to andre tal: I 1921 boede der lige godt tre millioner mennesker i Danmark, mens verdens befolkning var under to milliarder. Danmarks befolkning er således næsten fordoblet siden da, og verdens er mere end firedoblet. Der er med andre ord langt flere mennesker ude i verden i dag, der potentielt kunne komme til Danmark end for 100 år siden.
Et andet overraskende forhold er, at der i modsætning til i dag var enkelte meget store indvandrergrupper. Der boede således over 36.000 svenskere – over én procent af indbyggertallet – og cirka 27.500 tyskere i Danmark umiddelbart efter Første Verdenskrig. Rent praktisk var man også i gang med den svære proces at integrere de over 150.000 mennesker i Sønderjylland, som året før havde stemt sig hjem, og de over 11.000 slesvigere, der valgte at flytte nordpå efter genforeningen. Mens langt de fleste af dem var dansksindede, var de både fattigere end andre danskere og da omtrent 20 % af dem var tvunget i tysk krigstjeneste under krigen, vendte mange tilbage til Danmark med voldsomme ar på sjælen. Det glemmes også ofte, at polakkerne allerede dengang var en af de største udlændingegrupper i Danmark: De fleste af de knap 7600 polske statsborgere, der var i landet, arbejdede sandsynligvis i landbruget, præcist som mange polakker og baltere gør i dag. Dengang som i dag var de en værdsat og stabil arbejdskraft.
Spørgsmålet, vi stiller til læserne i dag, er således hvor anderledes indvandringen er i dag fra den var for 100 år siden. Når der i dag tales om så mange flygtninge, må man for eksempel spørge, hvor mange af de 4000 indvandrere fra Østrig i 1921, der ikke var flygtninge, hvor mange af de tyske indvandrere der reelt var flygtet fra krigen, og hvor mange af de over 3000 russere, der var forfulgte jøder? Hvor forskellig er indvandringen i dag fra dengang?
Af Christian Bjørnskov, den 22. april 2021. Skriv et svar
Pressen er den fjerde statsmagt, og den eneste instans der virkeligt kan holde politikere og embedsværk i ørerne, hvis de overstiger deres magt. Om det er situationer, hvor politikere eller embedsværk bryder eller bøjer de grundlovssikrede begrænsninger, de skal agere under, eller andre hvor lovgivning er upassende, ineffektiv, ikke håndhæves eller slet ikke eksisterer, er det pressens opgave at skrive og sige det højt. Det er også derfor, at pressens frihed til at publicere præcist hvad den vil, er så vigtig, og også derfor at det er så inderligt centralt at den holdes fri af politisk pres.
Desværre er verden meget langt fra perfekt, eller bare nogenlunde acceptabel. Det understreges endnu en gang af organisationen Reporters without Borders, der for få dage siden udgav 2021-udgaven af deres World Press Freedom Index. Indekset, der måler hvor store overgreb der begås mod pressen og i hvor høj grad, den kan skrive hvad den vil, viser igen i år, at pressefriheden er under pres i store dele af verden. Det gælder også en række stabile demokratier, hvor Tysklands pressefrihedsindeks er gået fra 12,2 i 2020 til 15,2 i år, mens bl.a. Bulgarien, Estland og Luxembourg har set lidt mindre forværringer. I den autokratiske del af verden er statens greb om pressen strammet ganske voldsomt i særligt Iran, Laos og Nicaragua. Situationen er forværret af, at der er så få politikere eller medier, der rent faktisk skriver eller taler om den (i dag med undtagelse af Flensborg Avis).
Mens der absolut er modeksempler – Burkina Fasos indeks på 23,2 er væsentligt lavere end mange demokratiers, mens Indiens og Mexicos 46,6 er meget værre end en række autokratier – er der klare mønstre i pressefrihedsdataene. Vi illustrerer dem i figuren nedenfor, der viser den gennemsnitlige pressefrihed i tre typer demokratier og tre typer autokratier: Parlamentære demokratier (f.eks. Danmark), blandede (f.eks. Tyskland) og præsidentielle demokratier (f.eks. USA), og civile (f.eks. Nicaragua), militære (f.eks. Myanmar) og royale autokratier (f.eks. Saudiarabien). En pudsig detalje er, at mens der ikke er nogen klar forskel mellem typer af autokratier, har præsidentielle demokratier ofte ringere pressefrihed end andre. Den store forskel er dog mellem demokratierne med et gennemsnit på 26,1 og autokratier, der har et gennemsnit på 46,6.
Der er dog andre særlige forhold, der kan overraske, og særligt et som vi illustrerer i den anden figur i dag: Det er umiddelbart ligegyldigt, hvor lang tid et land har været demokratisk. Som figuren (hvor de blå markører er demokratier og de røde er autokratier) viser, er der ikke noget generelt mønster der indikerer, at gamle eller etablerede demokratier har mere pressefrihed end nye.
Derimod, som de tyrkiske og ungarske eksempler (i dagens tredje figur) illustrerer, kan selv etablerede demokratier bryde sammen, og sammenbruddet og skredet mod autokratier starter som oftest med angreb på pressefriheden. Ethvert angreb på pressens fulde frihed til at skrive hvad den vil – inklusive det danske eksempel fra efteråret, hvor embedsværket i justitsministeriet ringede til adskillige aviser og fortalte dem, at de skulle lade være med at bruge ordet ’grundlovsbrud’ – er angreb på demokratiets sjæl. De bør behandles sådan af alle demokratisk-sindede borgere.
Af Otto Brøns-Petersen, den 20. april 2021. 1 svar
I weekenden holdt jeg mit traditionelle oplæg for Cepos Akademi om markedsfejl og statsfejl. Det er som regel en fornøjelse – og i år ikke mindre. Det er et godt hold, som rejste mange intelligente diskussioner.
Mit oplæg handler lidt flot sagt om ”alting” i økonomisk og politisk teori. Eller rettere: Det centrale spørgsmål, hvad skal vi med politik og med staten, og hvordan sikrer vi, at den løser opgaven? Udgangspunktet er denne artikel.
Af Christian Bjørnskov, den 16. april 2021. Skriv et svar
Da jeg forleden dag skrev en fagfællebedømmelse af et nyt papir, blev jeg mindet om en debat, der med mellemrum dukker op i den videnskabelige litteratur om økonomisk frihed: Hvor mange ’dimensioner’ har økonomisk frihed? Måske skulle dagens post have en ’wonk alarm’ – den er samfundsvidenskabeligt nørdet – men der er forhåbentlig et budskab, som mindre nørdede læsere kan tage med.
Fraser Instituttet definerer økonomisk frihed som en tilstand for borgerne hvor ”property they acquire without the use of force, fraud, or theft is protected from physical invasions by others and they are free to use, exchange, or give their property as long as their actions do not violate the identical rights of others. Individuals are free to choose, trade, and cooperate with others, and compete as they see fit.” Instituttet måler økonomisk frihed gennem fem mål – størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet og dets beskyttelse af privat ejendomsret, en stabil og forudsigelig pengepolitik (sound money), frihed til at handle og investere internationalt, og et fravær af tung regulering – som det aggrerer til ét indeks. Det konkurrerende indeks fra the Heritage Foundation opsummerer konceptet i fire underindeks i stedet for Frasers fem. Begge indeks har siden 2000 været brugt i masser af forskning; Hall og Lawsons oversigt fra 2014 opsummerede mere end 400 studier, der bruger EFW, og i de syv år siden da er der kommet en hel række nye.
Et af de basale spørgsmål i litteraturen er, om man har brug for fem komponenter: Er det i virkeligheden sådan, at lande der har én slags økonomisk frihed, ikke også har de andre? Med andre ord er spørgsmålet, om lande med gode retsvæsener også typisk er lande med let regulering, sund pengepolitik, åbne markeder og begrænsede offentlige sektorer. I teknisk jargon, er der kun én eller flere dimensioner af økonomisk frihed.
Siden de første studier af Sturm, Leertouwer og de Haan og Heckelman og Stroup for snart 20 år siden, har det været kendt og accepteret, at størrelsen på den offentlige sektor ikke følger de fire andre mål. Der er således lande med store offentlige sektorer og dårlige institutioner – Myanmar og Venezuela er eksempler – men også lande med store offentlige sektorer og gode institutioner som Danmark og Sverige. Derimod er der mere diskussion om resten, hvor mange mener at de fire andre mål alle sammen følges ad, mens andre (inklusive Andreas Bergh og undertegnede) foretrækker at skille retsvæsenets kvalitet fra de tre sidste mål for pengepolitik, åbenhed og reguleringer. De fleste er dog enige om, at de fire mål der ikke er det offentliges størrelse, har en stor fællesmængde.
Pudsigt nok har litteraturen overset en variant af dette spørgsmål: Selvom man accepterer, at en række af disse elementer af økonomisk frihed ser ud til at være fælles, gælder det samme så også for reformer af områderne? Med andre ord, er reformer af f.eks. markedsgang og regulering som oftest ’pakker’, der påvirker alt på en gang, eller er de separate reformer?
Som vi viser i de tre figurer nedenfor, er der ikke typisk tale om pakker af reformer. De tre figurer viser femårs-ændringer af tre områder af Fraser Instituttets mål for økonomisk frihed: Det offentliges størrelse (area 1), retsvæsenets kvalitet (area 2), og frihed fra regulering (area 5). Vi plotter dem mod hinanden for at undersøge, om ændringer i et område er forbundet med ændringer på et andet område af økonomisk frihed. De røde markører illustrerer ændringer i autokratier, de blå er ændringer i demokratier, mens vi har skilt ændringer mellem 1990 og 2000 i tidligere kommunistiske samfund ud i de sorte markører. Grunden til det sidste er ganske enkelt, at den postkommunistiske transition i 90erne var en markant anderledes begivenhed end mere almindelige reformpolitik.
Ser man på tværs af de tre figurer er det hurtigt klart, at der er meget lidt sammenhæng mellem de tre serier. Den eneste klare sammenhæng er mellem det offentliges størrelse og reguleringsfriheden (area 1 og 5) i de tidligere kommunistiske samfund. Det er næppe overraskende, at de lande der gennemførte en klar transition, både reducerede statens størrelse og afregulerede. Overraskelsen ligger mere i, at der er så lidt generel sammenhæng mellem reformer på de tre områder.
Det interessante ligger således i observationen, at over tid er det de samme lande, der ender med gode retsvæsener, relativt let regulering, sund pengepolitik og åbne markeder, men reformerne imod denne tilstand er på ingen måde koordinerede. Der er med andre ord tale om reformer, der sker på forskellige tidspunkter og under forskellige betingelser, men som på langt sigt trækker nogle lande i en generel retning mod større økonomisk frihed, men som ikke ser ud til at være begrundet i nogen form for ideologisk eller empirisk informeret præference for økonomisk frihed. De manglende sammenhænge er således interessante fra en statistisk vinkel – på langt sigt får man et klart mønster som overhovedet ikke kan ses på kortere sigt fordi reformer har større dimensionalitet end det langsigtede niveau – og fra en politisk vinkel. Der er noget at tænke over, både for forskerne og for de politisk interesserede.
