Danske og europæiske dødelighedsfakta

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2021. 2 svar

Læser man de fleste medier, eller lytter man til regeringen, er en ny bølge epidemi lige rundt om hjørnet. Men ser man på de faktiske tal, er virkeligheden slet ikke så speciel eller så ildevarslende som det påstås. Som vi har skrevet om tidligere, er nedlukninger heller ikke nødvendige – de gør i bedste fald ingenting, og med stor sandsynlighed øger de dødstallet på langt sigt – og de bør undgås. En situation, hvor regeringens og Folketingets politik koster en rund milliard om dagen uden at politikken på nogen måde gør det, det påstås at skulle gøre, er ikke acceptabel.

Formålet i dag er således at gentage en række fakta for vores læsere, ikke mindst fordi de er så forskellige fra det, der jævnligt påstås i medierne. Det første er den danske dødelighed, som vi illustrerer i den første figur. Den viser de daglige dødstal i 2017-2020 og de første uger af 2021 (den gule streg). Virussæsonen 2020-21 er således enden af den sorte streg, der følges af den gule. Det bemærkelsesværdige er her, at det er en almindelig virussæson, der ligger tidligere end normalt. Det er den udvikling, der bruges i medierne, men den er ikke unik: Ser man tilbage på 2009-sæsonen, ser man en næsten identisk udvikling i dødeligheden, men en top allersidst på året og et meget tidligt fald. Der er med andre ord ikke noget særligt i dette års virussæson, når man tager empirien alvorligt.

På samme tid er der kommet en række studier – som mange læsere vil vide – der dokumenterer, at nedlukninger ikke virker. Skulle nogen være i tvivl, er den anden figur i dag en klar indikation om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem dødelighed og nedlukning. Figuren viser det gennemsnitlige ’policy stringency index’ udviklet af Oxford University, plottet mod overdødeligheden i 30 europæiske lande. Overdødeligheden i 2020 er beregnet som dødstallet i 2020, relativt til det gennemsnitlige dødstal i 2016-2019. Korrelationen er endda positiv (r=0,46), men tydeligvis primært drevet af Estland. Var nedlukning en effektiv strategi til at beskytte ældre mennesker mod at dø af Covid, ville man have set en klar, negativ sammenhæng.

Det særlige i dødstallene på tværs af Europa, og et væsentligt problem i kommunikationen af de absolutte dødstal, kan ses i den tredje figur. Der er ganske store forskelle i den generelle dødelighed på tværs af lande, og disse forskelle er langt større end forskellene i udsving fra år til år i lande. Overdødeligheden i 2020 kan aflæses i figuren som forskellen mellem et lands punkt og den stiplede linje. Det er her let at se, at disse forskelle er meget mindre end forskellen på tværs af lande.

Bundlinjen i dag er således, at nedlukninger ikke virker, og at dødstallene har været oversolgt i medierne. Det har været en epidemi – det er der ingen tvivl om – og mange lande har haft alvorligt virussæsoner. Men så voldsomme har de heller ikke været, og Danmark er et af de lande, der reelt ikke har været særligt hårdt ramte. Dykker man videre ned i tallene, kan men endda se den såkaldte ’dry tinder’ effekt: At nogle lande havde meget lette virussæsoner i 2019, og en del af dødstallet i 2020 var en slags catch-up. Sverige havde således 5 % underdødelighed i 2019, og Belgien og Storbritannien lå 2 % under normalen. Disse fakta mangler i den danske debat, men hører hjemme i enhver informeret diskussion om epidemipolitik, genoplukning, og en reetablering af borgernes almindelige rettigheder og deres liv.

Verden er mere stabil – men er det godt?

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2021. Skriv et svar

Som nogle læsere ved, er jeg involveret i et forskningsprojekt om kup og kupforsøg – og nogle læsere er måske endda trætte af, at høre om det. Udover selve databasepapiret, hvor Martin Rode og jeg dokumenterer omfanget af kup i verden siden 1950, omfatter outputtet foreløbig en artikel om undertrykkelse efter kup med Katharina Pfaff og et andet om institutionelle ændringer sammen med Daniel Bennett og Steve Gohmann. Der ligger også et working paper sammen med Andreas Freytag og Jerg Gutmann om, hvordan kup påvirker pressefriheden og et andet med Martin Rode og Bodo Knoll om, hvordan kup ændrer på indkomstfordelingen i samfundet. Derudover ligger der delprojekter, der er mere eller mindre færdige, om hvorvidt kup udløser kriser, og om hvordan regeringer der kommer til magten ved kup ændrer på landets forfatning (halvdelen af dem skriver nye forfatninger).

Formålet med dagens post er ganske enkelt at give læserne et indtryk af, hvor mange kupforsøg der har været, og hvor de har været i verden. Det gør vi gennem de to kort nedenfor, der illustrerer de 485 kup og kupforsøg mellem 1960 og 2021, hvoraf de 155 er sket efter 1990, dvs. efter kommunismen i Østeuropa kollapsede. Databasen er frit tilgængelig og kan downloades på min hjemmeside. Sammenligner man de to kort, er det tydeligt i hvor høj grad Latinamerika og visse andre dele af verden er blevet politisk mere stabile. En del af denne udvikling i Latinamerika og Caribien har været en robust transition til demokrati – med enkelte undtagelser er regionen nu fuldt demokratisk – mens andre steder i verden er mere blandede.

Det er netop det, der er udgangspunktet for at spørge lidt kættersk, om den politiske stabilitet er en god ting. Eller sagt på en anden måde: Ville verden være et bedre sted, hvis der var flere kup en gang imellem?

Er det for eksempel et ubetinget gode, at Angola har været regeret af det samme parti siden 1975? Agostinho Neto var landets første leder efter uafhængigheden, og han efterfulgtes af José Eduardo dos Santos, der sad som præsident fra 1979 til 2017. Den nuværende præsident er reelt udnævnt af dos Santos, så angolanerne faktisk aldrig har oplevet at skifte regering. Det samme gælder lidt længere nordpå i Cameroon, hvor Paul Biya har været de facto diktator siden 1982, og i Ækvatorial Guinea, hvor Teodoro Mbasogo tog magten ved at kup i august 1979, og har regeret landet egenrådigt siden da. Længere væk, og i en verdensdel som folk ikke normalt forbinder med kup og diktaturer, har Frank Bainimarama været premierminister i Fiji siden han kuppede den tidligere regering i 2006.

Vi taler ofte om politisk stabilitet som et absolut gode, men spørgsmålet er om det er sandt. Det er sundt, både for økonomien og for folks rettigheder, at regeringen ikke sidder for fast i sædet og bliver udskiftet med jævne mellemrum. I diktaturer sker det ikke gennem fredelige valg, og det bør helst ikke ske gennem voldelige revolutioner eller borgerkrige. Et kup i ny og næ er derfor ikke en rar begivenhed, men det kan fungere som en måde at undgå de værste excesser og mest diktatoriske regeringer på. Nogle af dem ender rædselsfuldt, andre godt, men ikke alle er udtryk for et problematisk fænomen.

Var det politikernes nedlukning eller borgernes adfærd (eller noget helt tredje), der bragte smitten ned før jul?

Af Jonas Herby, den 16. marts 2021. 6 svar

Gang på gang møder man påstanden om, at det er nedlukningerne, der har reddet danskerne fra en katastrofal COVID-19-pandemi. Bl.a. fremhævede sundhedsminister Magnus Heunicke i Debatten d. 10. marts (DR2), at man jo kunne se, at kurven både i foråret og før jul vendte, da politikerne lukkede ned.

Som beskrevet mange gange her på siden, er der intet bevis for, at nedlukningerne har en stor effekt på pandemiens udbredelse.

I hvert fald ikke nedlukninger, der går længere end den relativt milde ”nedlukning”, man havde i foråret i Sverige.[1] Men nogle holder altså stædigt fast i, at det er nedlukningerne, der gør forskellen. Derfor skal vi i dette blogindlæg se på, hvad der egentlig skete før jul.

Nedenfor har jeg lavet to figurer baseret på data fra SSI’s datafiler. De viser, at:

  1. borgerne reagerede kraftigt FØR første nedlukning d. 9. december.
  2. smitten toppede FØR den fulde nedlukning d. 18. december.
Læs resten →

Kup og undertrykkelse

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2021. 1 svar

Selvom mange ser kup som et fænomen, der hører til i historieskrivningen om Latinamerikas bananrepublikker i 1960erne og 70erne, sker de stadig: I 2019 i Sudan, 2020 i Mali og i år i Myanmar. Der er derfor ny forskning, der forsøger at forstå kup som politiske begivenheder med økonomiske og sociale konsekvenser. Som nogle læsere ved, er jeg sammen med flere kolleger involveret i et projekt om netop kup. En del af dette projekt har længe været et papir om, hvordan kup påvirker graden af undertrykkelse, som et lands regering bruger mod befolkningen. Forskningen bag og selve papiret er fælles arbejde med Katharina Pfaff fra Wirtschaftsuniversität Wien (billedet).

Nogle gange kan artikler i samfundsvidenskaberne være længe undervejs, og min og Katharinas er bestemt et af eksemplerne. For fire år siden skrev vi her på stedet om 2017-konferencen i the European Public Choice Society, der var i Budapest og hvor Katharina og jeg præsenterede vores papir. Efter at være gået gennem adskillige revisioner og omskrivninger – flere af dem med et bedre resultat – er artiklen ”Differences Matter: The Effect of Coup Types on Physical Integrity Rights” nu endeligt accepteret til udgivelse i European Journal of Political Economy. På trods af at den har været undervejs i fire år, mener vi stadig at den tager nye skridt og bringer kupforskningen en smule videre. Så hvad er det nye i artiklen, og hvordan forklarer vi det?

Det nye er – ligesom flere af de helt nye artikler – at vi ikke behandler alle kup som ens. Som i andet arbejde med bl.a. Daniel Bennett og Steve Gohmann, adskiller vi kup, der ender i et civilt autokrati fra dem, der ender i et militærdiktatur, og vi adskiller også dem, der begås mod demokratisk valgte regeringer fra dem, der begås mod diktaturer.

Fra en teoretisk vinkel fokuserer vi på, at ethvert styre har to forskellige redskaber, det kan bruge til at blive ved magten: Enten kan de købe støtte og loyalitet, eller de kan bruge ressourcer på at undertrykke befolkningen og oppositionen. Det er her, forskellen på de to regimetyper bliver interessant, fordi mens det er enkelt at købe militærets loyalitet, er det langt sværere at købe civile interessers støtte. De civile interesser kan være meget forskellige, er ikke koordinerede, og kan nogle gange være decideret modsatrettede – som hvis en industri ønsker beskyttelse mod international handel, mens en anden industri lever af samme handel. En udemokratisk regering, der står med et valg mellem at købe støtte og loyalitet og simpelthen undertrykke, vil vælge undertrykkelse når alternativet – at købe støtte – bliver relativt for dyrt. Det er ganske enkelt mere sandsynligt, at den relative pris for at købe støtte er for høj for civile autokratier, der skal ud at købe støtte fra en forholdsvis divers gruppe interesser. For at få mest regimesikkerhed for pengene, vil civile autokratier derfor typisk bruge flere ressourcer på undertrykkelse.

Katharina og jeg tester vores teoretiske forventning i et stort panel af 180 lande, vi observerer hvert år mellem 1960 og 2010. Det giver os over 400 kup og kupforsøg, hvoraf cirka en fjerdedel begås af civile interesser – som f.eks. Zimbabwes kup i 2017, der nok blev støttet af militæret, men var planlagt og drevet af politiske interesser bag Emerson Mnangagwa – og som vi kan holde op mod ændringer i den overordnede undertrykkelse. Undertrykkelsesdataene får vi fra det store datasæt udviklet af Christopher Farris.

Resultaterne er interessante, da der er stor forskel på virkningerne af kup på kort og langt sigt. Umiddelbart efter kup, og særligt dem der afsætter en demokratisk regering, stiger undertrykkelsen lige meget om der er tale om et civilt eller militært kup. Men ser man tre år ud i tid, viser det sig at de militære kupregeringer reducerer undertrykkelsen markant igen, mens der ikke på samme måde sker en systematisk lettelse under de civile autokratier. Med andre ord er resultaterne af den statistiske undersøgelse konsistente med vores teoretiske overvejelser: Når militærstyret er etableret, letter det på undertrykkelsen og bruger sandsynligvis midler til at støtte militæret direkte, mens de civile bliver ved med at bruge undertrykkelse som hovedredskab.

Den nye artikel peger således i samme retning som flere nye studier i kupforskningen, der gør op med idéen om, at alle kup er ens og alle kupregeringer er basalt set de samme. Skal man endelig have et kup, er der nu flere forhold der peger på, at man skal ønske sig at det er militæret, der står for det. De civile autokratier kan have en politisk overflade det minder om demokrati, men de opfører sig ofte værre end militærstyrerne.

Borgerforslag: Luk Danmark op

Af Christian Bjørnskov, den 12. marts 2021. 4 svar

Vi har de sidste ti måneder skrevet adskillige gange om nedlukninger, og om den voksende empiriske forskning af dem. Empirien ser ud til at være forbløffende klar: Nedlukninger begrænser ikke dødstal, begrænser sandsynligvis heller ikke smitteudbredelse i nogen nævneværdig grad, og kommer sandsynligvis til at føre til væsentligt flere dødsfald af andre årsager end Covid-19: Kræft, fordi folk ikke er blevet testet eller sat i behandling, ubehandlede hjertetilfælde, og en serie selvmord. På samme tid er andre elementer af den vestlige politik også udfordret af manglen på videnskabelig evidens for den: De 15 store, eksperimentelle studier af mundbind peger således ganske tydeligt på, at mundbind ikke har nogen virkning udenfor snævre hospitalssammenhænge. Nedlukningerne er totalt ineffektive, koster i runde tal en milliard om dagen, og har også ført til en opløsning af magtens tredeling og svækkelse af det danske demokrati.

Jeg er derfor med i et nyt borgerforslag om at lukke Danmark op igen. Alle kan naturligvis danne deres egen mening – og vi håber at de bl.a. bruger Punditokraterne til det – men hvis man er interesseret i at lukke ned for efterkrigstidens største forfejlede politiske eksperiment, opfordres man til at skrive under.

Borgerforslaget er her.

Overdødeligheden i Danmark i 1995 var tæt på samme niveau som overdødeligheden i Sverige i 2020

Af Jonas Herby, den 11. marts 2021. 4 svar

Overdødeligheden i Danmark i 1995 var tæt på samme niveau som overdødeligheden i Sverige i 2020

COVID-19 er den værste pandemi, der har ramt os i 100 år. Derom hersker der ingen tvivl. Så selvfølgelig skal der passes mere på end under en normal sæsoninfluenza. Spørgsmålet er imidlertid hvem, der skal sørge for, at vi passer mere på. Er det primært staten eller primært borgerne selv?

Jeg har tidligere spurgt, om overdødeligheden i Sverige i 2020 var høj nok til at begrunde de voldsomme indgreb, vi har set i andre lande – selv hvis man antager, at de virkede godt. I dette blogindlæg forsøger jeg at bidrage med data, der kan hjælpe læseren til at besvare mit tidligere spørgsmål.

Lad os gå direkte til sagen (uddybning kan findes længere nede). Jeg har hentet data for antal døde pr. 100.000 fra DST og den svenske pendant SCB og på den baggrund estimeret den forventede dødelighed hvert år på baggrund af Hodrick Prescott filteret (det er gjort i Excel med λ = 100 – se her for en instruktion). Nedenstående figur viser overdødeligheden i procent i forhold til den forventede overdødelighed for begge lande i perioden 1960-2020.

Der er ingen tvivl om, at Sverige i 2020 oplevede en ualmindelig høj overdødelighed. Men der er heller ikke tvivl om, at overdødeligheden ikke var af hidtil uset karakter. Overdødeligheden i Sverige var i 2020 på 5,5%. Til sammenligning var den 4,0% i Danmark i 1995, hvor Poul Nyrup Rasmussen næppe så meget som overvejede at lukke frisører og skoler.

I absolutte tal betyder det, at vi i 2020 i Danmark ville forvente ca. 55.210 dødsfald. Havde vi haft en overdødelighed som i Danmark i 1995, ville vi have haft 57.411 dødsfald, mens en overdødelighed som i Sverige i 2020, ville have givet 58.272 dødsfald. Forskellen på de to sidste tal er 861 dødsfald, jf. nedenstående figur.

Det er op til læseren selv at drage sine egne konklusioner, men personligt har jeg meget svært ved at se, at man kan retfærdiggøre den omfattende nedlukning selv hvis den virkede godt (hvilket den bare lidt opmærksomme læser vil huske, ikke er tilfældet).

Bemærk i øvrigt, at den markante overdødelighed i 1995 kom umiddelbart efter 1993, hvor der også var en markant overdødelighed

Flere informationer og mere data

Nedenstående figur viser den absolutte overdødelighed i landene fra 1960 til 2020.

Der er forskellige måder at estimere overdødeligheden på, og Hodrick Prescott filteret er ikke nødvendigvis den bedste måde at gøre det på. Men fittet er meget pænt jf. nedenstående figur, og en mere forfinet metode (hvor man fx tager højde for alderssammensætningen, ”dry tinder” mv. vil næppe ændre afgørende på konklusionen. Bemærk i øvrigt, hvordan den spanske syge i 1918 ramte Sverige ekstremt hårdt, mens Danmark slap relativt uskadt.

Mit gæt er, at den høje dødelighed i 1995 (og 1993) skyldes en smitsom virus som fx influenza. Jeg har tidligere været i debat med visse personer på Facebook, som har hævdet, at den høje dødelighed i 1995 skyldes en epidemi af hjertetilfælde. Og kigger man i dødsårsagerne fra Danmarks Statistik, er der da også mange døde med iskæmiske hjertesygdomme i 1995. Men her skal man huske på, at langt fra alle testes for influenza (og selv hvis de gjorde, ville man så registrere dem som døde af/med influenza eller hjertesygdom?). Og jeg har svært ved at se, at en almindelig vinter pludseligt får så mange ekstra til at dø af hjertesygdomme. Nedenstående figur viser døde pr. 100.000 i 90’erne. Det er meget tydeligt, at december 1995 (og januar 1996 + december 1993) har stor overdødelighed, hvilket i mine øjne indikerer, at der er noget smitsomt på færde.

Hvis nogen skulle sidde og tænke, at det nok er Hodrick-Prescott filteret, der driver resultaterne, så har jeg til dem lavet nedenstående figur, som opgør overdødeligheden i Danmark 1995 og Sverige 2020 på baggrund af tre alternative metoder. Helt kort består de alternative metoder i at set på gennemsnittet af døde pr. 100.000 fra

  1. tre år før til tre år efter året (så det forventede antal døde i 2010 er gennemsnittet af døde i 2007-2013)
  2. to år før til to år efter året (så det forventede antal døde i 2011 er gennemsnittet af døde i 2007-2012), og
  3. fem år før året (så det forventede antal døde i 2010 er gennemsnittet af døde i 2005-2009)

Konklusionen bliver mindre klar, hvis man bruger alternativ metode 3 (gennemsnittet af de seneste fem år) til at beregne overdødeligheden. Men denne metode er også ret problematisk, da den konsekvent overvurderer den forventede dødelighed, når dødeligheden generelt er faldende, hvilket fremgår af nedenstående figur.

De to øvrige alternative metoder (2 og 3) giver et pænt fit (vist nedenfor).

Det er i øvrigt et ”problem” for alle filtrene, at de påvirkes relativt kraftigt af den meget, meget lave dødelighed i Sverige i 2019, som fremstår om en ret ekstrem outlier. Hvordan håndterer man det? Én mulighed er at se bort fra kalenderåret. Der er som sådan ikke noget magisk ved 1-årige perioder, og man kunne egentlig lige så vel kigge på andre tidsspænd. Man kommer meget let ud i noget talmanipulation, hvis man begynder at ændre på perioderne, for der er alle mulige gode grunde til at holde fast i de normale rammer, som trods alt giver en mulighed for at sammenligne konsekvent over tid. Men så man i stedet på fx to-årige perioder i stedet for et-årige, ville man oplagt få et helt andet billede.

Eurosklerose: Europa sakker bagud

Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2021. 7 svar

Som nogle læsere ved, skriver jeg hver anden uge den økonomiske kommentar i Børsen (gated her). Jeg forsøger at veksle mellem aktuelle emner og lidt større diskussioner, og denne uge er så afgjort om en større diskussion: At de fleste europæiske lande stille og roligt er sakket bagud de sidste 25 år. Jeg mener det er indlysende, at denne ’eurosklerose’ er et stort problem der  bør diskuteres offentligt, og det store mysterium er måske, hvorfor det stort set slet ikke bliver diskuteret.

Jeg blev opmærksom på det forleden, da Chicago-økonomen John Cochrane skrev om det på sin blog (hattip: Niclas Berggren). Cochrane undrede sig over, at det ikke blev diskuteret og beskrev kort, hvor stort det er. Som jeg beskriver i Børsen, havde Danmark for 25 år siden cirka 92 procent af USA’s nationalindkomst per indbygger og 89 procent af dets arbejdsproduktivitet. I dag er de sammenligninger faldet til henholdsvis 86 og 81 procent, mens den tyske produktivitet kun er 74 procent af den amerikanske (baseret på den nye version af Penn World Tables).

En anden måde at illustrere problemet på, er de to figurer her på stedet i dag. Den første viser det billede, som jeg beskriver i Børsen: At arbejdsproduktiviteten – målt på bruttonationalproduktet per fuldtidsansat – har været højere i USA end Europa siden 1950, og at forskellen (markeret ved de stiplede linjer) er vokset siden starten af 1990erne. Dét i sig selv er bekymrende, men den anden figur illustrerer et andet problem, der er lige så bekymrende.

Figuren viser udviklingen i nationalindkomst i forhold til hvor stort kapitalapparatet er. Med andre ord viser figuren, hvor meget værdi man får ud af sin produktion, relativt til omfanget af maskiner, udstyr, bygninger og teknologi. Ifølge standard vækstteori vil dette forhold (Y / K for økonominørderne) være ret ens for lande med samme teknologi, investeringsniveau osv. Der er således ikke noget specielt ved, at forholdet falder i de europæiske lande mellem 1950 og midt-1970erne – det er normal konvergens – men det påfaldende er, at forholdet der måler kapitalproduktivitet har været stigende i USA siden omkring 1980. Det indikerer, at amerikanerne er blevet stadig bedre til at udnytte deres maskinel, udstyr og teknologi over årene, mens europæerne ikke er. Kapitalproduktiviteten i Nordeuropa i dag er kun cirka 70 procent af den amerikanske, mens den ved indgangen til 1960erne var cirka den samme.

Hvorfor sakker Europa bagud, og i helt særlig grad hvorfor sakker vi bagud i hvor effektivt vi bruger vores produktionsapparat? Det er et stort spørgsmål, som hverken jeg eller superøkonomen Cochrane kan svare fuldt på. Men som Cochrane foreslår, er problemet at “Perhaps what should have been the world’s biggest free trade zone became the world’s biggest regulatory-stagnation, high-tax, welfare-state disincentive zone.” Under alle omstændigheder skriger problemet næsten på yderligere forskning.

En ikke uvæsentlig omkostning ved COVID-19-pandemien kan blive troen på, at staten kan løse komplekse problemer for borgerne

Af Jonas Herby, den 8. marts 2021. 3 svar

For nylig blev jeg bedt om at skrive et indlæg til debatsiden “Det Borgerlige Danmark” på Facebook. Det kom der nedenstående indlæg ud af.

Hvis du allerede har læst indlægget, så tillad mig her at fremhæve konklusionen, så du husker den:

Den største omkostning ved pandemien for det borgerlige Danmark er derfor i mine øjne, at det er lykkes socialdemokraterne (og her mener jeg socialdemokraterne i alle partier) at skabe en [falsk] fortælling om staten som vores store redningsmand.

Staten har en rolle i vores samfund. Bestemt. Men det fører til et dårligere samfund, hvis vi tror, at den er god til at løse komplekse problemer for os. En sådan tro blandt vælgerne kan nemt føre Danmark i en langt dårligere retning.  

God fornøjelse.

Læs resten →

Detektor beskyldninger er usande. Se hvad Professor Bonardi har svaret.

Af Jonas Herby, den 4. marts 2021. 3 svar

Detektor har  skrevet en artikel om min fortolkning af Bonardi m.fl. (2020), hvor de forsømmer at formidle sandheden og dermed får det til at fremstå som om, jeg misrepræsenterer resultaterne i studiet. Men Detektor har skrevet en artikel, der ikke er nogen som helst begrundelse for.

Jeg har derfor valgt at fremlægge dokumentation for de meget konkrete mail-svar, jeg har fået på mine spørgsmål fra hovedforfatteren på studiet, Professor Jean-Philippe Bonardi.

Hvor kommer Detektors citater fra?

I artiklen citerer Detektor Professor Bonardi for bl.a. at sige, at ”Cepos’ fortolkning af vores studie er faktisk forkert”. Hvorfor siger Professor Bonardi det til journalisten, når han er enig i, at min fortolkning af deres studie er korrekt?

Svaret på det spørgsmål ligger i journalistens henvendelse til Professor Bonardi. Her er journalistens spørgsmål, som jeg har fået tilsendt.

Journalisten giver altså meget tydeligt Professor Bonardi den opfattelse, at jeg har sagt, at nedlukninger ikke virker. Men som nævnt nedenfor skriver jeg meget tydeligt i dette blogindlæg, at Bonardi m.fl. (2020) finder, ”at lande – der ikke indførte nogen restriktioner overhovedet – fik flere dødsfald end lande, der indførte restriktioner.” Med den slags journalistiske metoder, kan man jo få det svar man ønsker, hvis man er ude på at kaste mudder mod nogen, man er politisk uenige med.

Hvad har jeg skrevet om Bonardi et al. (2020)?

Jeg har – kort opsummeret – skrevet følgende om Bonardi:

  1. de finder en effekt af nedlukninger. Det skriver jeg meget præcist i dette blogindlæg, hvor jeg skriver ”For det første finder de, at lande – der ikke indførte nogen restriktioner overhovedet – fik flere dødsfald end lande, der indførte restriktioner. Det er denne indsigt, de 650.000 omtalte COVID-19-dødsfald i de 108 lande kommer fra.”
  2. de ikke finder en effekt af hårdere nedlukninger. Det skriver jeg både i blogindlægget, og det er også det, der er præmissen for, at jeg i tabel 2 i mit litteraturstudie angiver effekten af nedlukninger (udover det, man har set i de lande, der nedlukker mindst – fx Sverige) til 0%.
  3. jeg fortolker den manglende effekt af hårdere nedlukninger som at ”informationssignalet ved nedlukningen – og ikke selve nedlukningen – der havde en effekt i foråret”. Dette er en fortolkning, Bonardi m.fl. (2020) selv kommer ind på, da de skriver ”one could speculate that partial lockdowns might be strong enough as signals for people not only to stay home but also to quickly adopt sanitary measures or avoid group activities that might spread the disease fast. In other words, our results point to the fact that people might adjust their behaviors quite significantly as partial measures are implemented, which might be enough to stop the spread of the virus at lower economic costs.”

Nedenfor fremgår mine spørgsmål og Professor Bonardis svar. Journalisten fra Detektor har set disse svar.

Mine spørgsmål:

Professor Bonardis svar:

Hvorfor Detektor alligevel vælger at skrive en artikel, hvor de insinuere, at jeg har fortolket studiet forkert, kan jeg kun gisne om. Men journalisten fra Detektor har næppe primært været drevet af en søgen efter sandheden.

  • Jeg har desuden i et blogindlæg brugt nedlukning af kirker som et eksempel på en delvis nedlukning (partial selective lockdown), som giver samme effekt som en mere omfattende nedlukning. Her er definitionen af delvise nedlukninger i Bonardi m.fl. (2020): Partial selective lockdown: The earliest effective date for the partial restriction on the movement of people such as through school closures or through limiting the number of people allowed to gather in a group and/or closure religious institutions. De angiver altså klart og tydeligt lukninger af kirker som en delvis nedlukning. Der står ikke ”and” – der står ”or”.

Men for en sikkerheds skyld spurgte jeg Professor Bonardi om hans mening.

Her er mit spørgsmål:

Og her er Professor Bonardis svar:

Det skal retfærdigvis siges, at det er pga. studiets design, at de ikke finder nogen forskel. Jeg brugte kirker som eksempel i blogindlægget, fordi der på det tidspunkt var en diskussion om hvorvidt man skulle lukke kirkerne i julen. Det var ikke det bedste eksempel, men det er altså ikke et forkert eksempel baseret på resultaterne i Bonardi m.fl. (2020).

Der mangler gode argumenter for ny skat på IT-giganter.

Af Otto Brøns-Petersen, den 4. marts 2021. Skriv et svar

Rejser IT-giganter som Google og Facebook nye, uforudsete problemer, som ikke kan håndteres i de gældende skattesystemer? Det hævder bl.a. EU-kommissionen, der mener, at de adskiller sig fra hidtil kendte ”murstens-og-mørtel”-virksomheder. Den har foreslået en særskat.

Men det står ikke for en nærmere prøvelse. IT-giganterne adskiller sig ikke afgørende fra virksomheder, som baserer sig på patenter og varemærker. Det er naturligt, at de betaler en væsentlig del af deres selskabsskat i hjemlandet. Det samme gælder i øvrigt de store danske selskaber, som optræder i C20-indekset. De betaler en langt større andel af deres selskabsskat i Danmark end deres andel af omsætning herhjemme.

Det har jeg en artikel om i det nye nummer af tidsskriftet Revision og Regnskabsvæsen. Du kan læse artiklen her (kræver tilmelding til nyhedsbrev fra Karnov). Du kan også læse arbejdspapirversionen af artiklen her.

Nedlukningsstudier: En update

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2021. 11 svar

Mens danske politikere diskuterer, hvordan man kan lukke samfundet op igen uden at få en smittestigning, er det værd at minde om en ting: Der har siden maj været masser af forskningsaktivitet omkring spørgsmålet, om nedlukningerne overhovedet har nogen virkning, og i så fald hvor store virkningerne er. Som vores læsere vil vide, har jeg selv bidraget til diskussionen med to studier, hvoraf det ene er en sammenligning på tværs af lande og det andet, skrevet med DTUs Kasper Kepp, er en konkret evaluering af de voldsomme nedlukninger i Nordjylland.

Mange mennesker er blevet voldsomt vrede over, at jeg og andre har tilladt os at stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt en ekstremt indgribende politik med en regning der løber op i flere hundrede milliarder kroner overhovedet virker. I dagens politiske miljø er det åbenbart næsten lige så kættersk som at spørge, om jorden drejer rundt i 1610ernes katolske Italien. Men konklusionen i den oprindelige version af mit papir var, at effekten på den overordnede dødelighed er nul af at gå videre end Sveriges politik i foråret 2020. Efterfølgende er der kommet flere studier, der bekræfter mit oprindelige fund. Et stjernehold fra Stanford University – Eran Bendavid, Christopher Oh, Jay Bhattacharya og John P. A. Ioannidis – konkluderede således i januar, at ”we find no clear, significant beneficial effect of mrNPIs on case growth in any country.”

En del af kritikken af mit studie i efteråret var, at det jo ikke var fagfællebedømt og man derfor ikke kunne vurdere kvaliteten af det. Den kritik er nu irrelevant, da en revideret version af det oprindelige studie er gået gennem en meget omhyggelig fagfællebedømmelse. Studiet er nu under udgivelse i CESIfo Economic Studies, et respekteret tidsskrift der udgives af IFO-instituttet i München. Det pudsige er, at det ekstra analysearbejde som fagfællebedømmerne har krævet, faktisk har strammet konklusionerne endnu mere op.

Studiet bruger en standardmetode til at vurdere effekter af politik, som kendes fra nationaløkonomi og kvantitativ politologi. Ved at sammenligne udvikling i overordnet dødelighed uge for uge på tværs af 24 lande, relativt til de samme landes nedlukningspolitik og de samme landes dødelighed i de samme uger i 2017, 2018 og 2019, kan man få et estimat på effekten af nedlukninger. Sammenligningsgrundlaget er som altid det mindst nedlukkede land i foråret 2020, dvs. Sveriges begrænsede nedlukninger i første halvår af 2020.

Analysen viser, at et ekstra points nedlukning er forbundet med 0,4 % højere dødelighed, målt ved Oxford Universitets ’containment and health’ indeks, og 0,6 % lavere dødelighed, målt ved det tilsvarende ’policy stringency’ indeks. Usikkerhedsintervallerne for de to estimater er henholdsvis [-2,5;3,3] og [-3,7;2,5], så effekterne er meget, meget langt fra statistisk signifikante. Men når man stiller skarpere på dødelighed i forskellige aldersgrupper – som en af fagfællebedømmerne foreslog – dukker der faktisk et enkelt resultat frem, der er statistisk sikkert.

Som man kan se i dagens figur, er estimaterne alle relativt små og omgivet af brede konfidensintervaller. Undtagelsen er estimaterne på, hvad yderligere nedlukning gør ved dødeligheden blandt de 60-79-årige 3-5 uger efter politikændringen. Her er estimatet faktisk en statistisk sikker effekt på +3,4 % – dvs. at nedlukninger er forbundet med flere efterfølgende dødsfald.

Er man blandt dem, der faktisk tager empirisk forskning alvorligt – og det gælder tydeligvis ikke en del epidemiologer, der i stedet stoler blindt på uigennemsigtige computermodeller – er der således ingen empirisk evidens for, at nedlukninger gør nogen gavnlig forskel. Hvornår – om nogensinde – de indsigter også dukker op i dansk politik, er det store spørgsmål, men den nye viden skal ikke skjules for den bredere befolkning.

Er økonomisk vækst bæredygtig?

Af Christian Bjørnskov, den 1. marts 2021. 6 svar

De fleste politikere og meningsdannere, ligesom de fleste almindelige mennesker jeg møder, har en forestilling om at økonomisk vækst er skadelig for miljøet. Men for økonomer er det på ingen måde klart, at der skulle være et modsætningsforhold mellem vækst og bæredygtighed. Det har to svenske økonomer, Jonas Grafström og Christian Sandström, skrevet om fin bog om. De to forskere, der begge har tilknytning til Ratio Institutet i Stockholm, men ellers er ved henholdsvis Luleå Tekniska Universitet og Handelshögskolan i Jönköping, udgav sidst på 2020 bogen Mer för Mindre? Tillväxt och Hållbarhet i Sverige. Hele bogen kan hentes gratis her, og fortjener afgjort opmærksomhed.

Grafström og Sandströms hovedpointe er – som Julian Simon oprindeligt understregede – at mens den almindelige forestilling er, at vækst indebærer at man bruger flere ressourcer, forurener mere og udleder større mængder drivhusgasser og partikler, er langsigtet vækst primært drevet af noget andet. Titlen Mer för Mindre opsummerer faktisk pointen, som vi teoretisk har kendt og forstået siden Solow og Swans arbejde i 1950erne: Vækst er primært drevet af produktivitetsfremskridt, dvs. når vi finder nye måder at producere mere (eller bedre) med færre ressourcer!

For dem, der ikke lige har mod på at læse alle bogens 162 sider, er der en nem læsning. I sidste uge holdt de to svenskere et onlineseminar hos det engelske Institute of Economic Affairs. Deres præsentation ligger nu online tilgængeligt for alle interesserede. Både bogen og den korte præsentation er varmt anbefalede.

Fører nedlukninger til flere selvmord?

Af Jonas Herby, den 26. februar 2021. 7 svar

På det seneste har jeg set en del nedlukningsmodstandere på sociale medier fremhæve selvmord som et væsentligt problem ved nedlukningen.

Jeg er personligt efterhånden 100% overbevist om, at nedlukningen medfører langt flere omkostninger end gevinster (det er i øvrigt et synspunkt, jeg ikke havde fra starten), men jeg er langt fra sikker på, at vi forstår til fulde, hvordan nedlukningen skader mennesker og samfundet.

Anekdoter er der masser af i denne tid, og jeg har da også set to eksempler på personer, hvor (det hævdes at) deres selvmord er forbundet med corona og/eller nedlukningen. Men som jeg har beskrevet her, skal man altid være varsom med at bruge anekdoter som bevis. Husk på, at anekdoter i høj grad er det, der har bragt os til den nuværende sørgelige tilstand (vi kender alle ”Vil du have italienske tilstande!?”- og ”Vil du have svenske tilstande”-argumenterne).

Læs resten →

Siger man tak når tyven giver dig en smule tilbage?

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2021. 6 svar

Regeringen har forleden annonceret, at dele af det danske samfund får lov til at åbne lidt op fra på mandag. Approachen – hele ’mindsettet’ bar genåbningen – er, at danskerne bør være taknemmelige for at få lov til at gå i forretninger igen – selv og uden at vise deres ansigt. Det absurde i situationen og i regeringens kommunikation burde være klart, men andre regeringer gør det samme. I den sammenhæng mindede Café Hayek forleden om mindede mig om Thomas Sowells gamle vurdering af, hvordan store velfærdsstater overbeviser folk om at støtte dem:

The welfare state is the oldest con game in the world. First you take people’s money quietly and then you give some of it back to them flamboyantly.

Sowells vurdering er for mig en perfekt beskrivelse af, hvordan politikere behandler genoplukningen af det danske samfund. Det danske regime – at kalde det en demokratisk regering er en fornærmelse mod alt demokratisk proces – har frarøvet borgerne deres forsamlingsfrihed, næringsfrihed, og selv friheden til at vise sig selv normalt i offentligheden. De afkræver nu borgerne taknemmelighed for, at man ’får lov’ til at gå i forretninger igen, og måske mødes op til 25 personer. Regeringen opfører sig ganske enkelt som en tyv, der kræver at ofrene er taknemmelige, når tyven giver en lille smule af det stjålne tilbage.

Hvorfor der ikke er flere politikere, der understreger at vi faktisk alle har grundlovssikrede rettigheder, er både ekstremt overraskende og ekstremt bekymrende. I stedet for at behandle borgerne som suveræne individer, ser man nu på os alle som undersåtter, der skal udfylde deres lille del af det samfund, regeringen har planlagt. Den tidligere konservative MEP og nuværende journalist og forfatter Daniel Hannan – nu medlem af Overhuset som Baron Hannan of Kingsclere – er heller ikke optimistisk. Hans klumme hos the John Locke Institute advarer om at ”The political and psychological impact of Covid-19 will last for decades. The world into which we emerge will be poorer, meaner, more pinched, more authoritarian.” Hannans bekymring er ligesom min, at for mange mennesker stiltiende accepterer, at de frarøves deres rettigheder, og at det vestlige, liberale demokrati vi har levet i, bliver fundamentalt undermineret.

Spørgsmålet er, hvornår der viser sig bare enkelte danske politikere, der har mod og integritet nok til at insistere på, at individet ikke blot er en ubetydelig del af samfundet, men større end det. At regeringer og politik skal være rammet ind af gennemsigtige, effektive regler der forhindrer misbrug og svindel. At individer har rettigheder som ingen kan tage fra dem – retten til at mødes med hvem man vil, sige hvad man vil, ernære sig frit, og på et fundamentalt plan vælge sit eget liv. Det måske vigtigste, og måske det de fleste har glemt (eller i politikeres tilfælde ikke vil have), er at vi ikke er politikernes tjenere. I et ordentligt demokrati er politikere befolkningens tjenere. Dét er forskellen på et liberalt demokrati og et hviderussisk diktatur. Hvor Danmark i dag er på den skala, må hver enkelt læser spørge sig selv om.

Kup og fordeling – er nogle kup mere lige end andre?

Af Christian Bjørnskov, den 23. februar 2021. 4 svar

Journalister og meningsdannere regner ofte med, at magtovertagelser i fattige lande udelukkende handler om en elite, der vil rage mere til sig. Man har kunnet se idéen reflekteret de sidste par år i mediedækningen af militærkuppene i Sudan i april 2019, Mali i august 2020 og Burma (Myanmar) for godt tre uger siden. Men er det faktisk rigtigt, at kup og lignende magtovertagelser kun handler om en elite, der rager til sig? Hvis det er, burde man kunne se det ved at indkomst- eller forbrugsuligheden stiger efter et kup når eliten får mere.

I A time to plot, a time to reap: Coups, regime changes and inequality ser Martin Rode (Universidad de Navarra), Bodo Knoll (Ruhr-Universität Bochum) og jeg derfor på spørgsmålet, om succesfulde kup faktisk gør en forskel på uligheden. Vores udgangspunkt er, at forskellige typer af autokratier har forskellige interesser og bakkes op af systematisk forskellige grupper i samfundet. Hvis der skulle være en læser, der er interesseret, udkom den formelle teoretiske version af argumentet i Public Choice sidste år, men det er relativt enkelt.

Teorien er, at der ikke er én sammenhængende elite, men flere forskellige. Militærdiktaturer støttes direkte af militæret, mens civile autokratier støttes af civile interesser. Der findes for eksempel en række eksempler på diktaturer i Latinamerika, der er støttet af fagbevægelser, ligesom Duvallier-familien i Haiti opbyggede deres egne paramilitære grupper udenom militæret. Uanset hvilken særinteresse, der støtter regimet, må det støtte den med ressourcer og særbehandling, men ethvert regime må også holde andre interesser så tilpas tilfredse, at de ikke bliver en trussel. På samme tid bruger regimet også ressourcer på undertrykkelse, som man kan betragte som et alternativ til at betale særinteresser for støtte.

Når der sker et kup kan det derfor ske, fordi en elite der allerede har indflydelse forsøger at få mere, men det kan også ske fordi en alternativ elite har særlig interesse i at komme til magten. I det første tilfælde kunne man nemt forestille sig, at uligheden stiger i samfundet, hvis den siddende elite skraber en endnu større del af kagen til sig. I det andet tilfælde er der derimod grund til at regne med, at kuppet kan føre til mindre ulighed når en siddende elite bliver smidt ud. Det kunne i særlig grad være tilfældet, hvis den siddende elite var civil – dvs. hvis det siddende regime var et civilt autokrati, som primært understøttes af en civil / industriel elite med direkte støtte, reguleringer og handelsbarrierer.

Martin, Bodo og jeg undersøger derfor, hvad der sker med ulighed i indkomster og forbrug i 145 lande fra 1960 til 2015. Konklusionen, der sandsynligvis er overraskende for mange læsere – ligesom den var overraskende den ene gang, jeg nåede at præsentere papiret før verden gik amok og lukkede ned – er, at succesfulde kup omfordeler forbrug fra en elite (den øverste kvintil af fordelingen) til særligt de tre nedre kvintiler. Vi ser pudsigt nok ikke det samme mønster i indkomstuligheden, som generelt er mindre påvirket af skatteforhold, regulering og prisstrukturen. Vi finder derudover, at effekterne på forbrugsulighed primært er drevet af militærkup – mønsteret efter civile kup er langt mere blandet – og derfor, at det basale teoretiske mønster faktisk bekræftes.

Bundlinjen i det nye papir fra vores kupprojekt er således, at militærkup kan være ’gode’, forstået på den måde at de ofte er til relativ gavn for landets fattige. Det er ikke ligefrem det budskab, medierne som oftest bibringer folk efter kup og kupforsøg, men det er det erfaringen siden 1960 viser. Det rejser spørgsmålet, hvordan vi vurderer kuppene i Sudan og Mali, der begge på andre måder ser lovende ud. Og det rejser det nødvendige spørgsmål, hvorfor man så ofte antager, at det siddende regime er legitimt og fornuftigt. Kup er mærkværdige, grimme og til tider voldelige begivenheder, men deres konsekvenser er nogle gange bedre end det reelle alternativ.

Sjov med Statistik: Laktoseintolerans og korruption

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2021. 5 svar

En af de tilbagevendende serier her på stedet er Sjov med Statistik, hvor vi ser på overraskende, mærkelige og decideret umulige sammenhænge i data. Vi har tidligere skrevet om både sammenhængen mellem social tillid og vintertemperaturer, og sammenfaldet mellem hvor mange film, Nicolas Cage laver på et år og hvor mange amerikanere der drukner i pools. Men dagens sammenhæng er virkeligt underlig.

Afsøger man mønstre på tværs af verden, viser der sig et generelt mønster som vi illustrerer i figuren nedenfor: Jo flere laktoseintolerante mennesker, der er i befolkningen, jo større er landets problemer med korruption. Dette mønster er ganske tydeligt i dataene, som figuren nedenfor illustrerer. Vil man genskabe figuren, er tallene for laktoseintolerans her, mens korruptionsvurderingen (på en skala fra 0=endemisk korruption til 10=ingen korruption) er fra Transparency International. Korrelationen der kan ses i figuren er hele -0,67, og dermed mindst lige så stærk som f.eks. sammenhængen mellem indkomst og uddannelse.

Så hvad i alverden foregår der? Hvordan kan der være en sammenhæng mellem hvor mange voksne mennesker, der ikke kan fordøje mælk, og hvor store korruptionsproblemerne er? Min umiddelbare idé var, at korruption er klart korreleret med både social tillid, generel institutionel kvalitet, og nationalindkomst: Mere tillidsfulde, velfungerende og rigere lande har mindre korruption. Og man kan fortælle rimeligt overbevisende historier om, hvordan laktoseintolerans hænger sammen med alle tre faktorer.

Men undersøger man sammenhængen mellem laktoseintolerans og social tillid er der ikke rigtigt nogen sammenhæng. Mens ingen lande med tillidsniveau over 50 % (de nordiske lande, Holland og New Zealand) har flere end 20 % laktoseintolerante i befolkningen, er der derudover ingen sammenhæng. På samme måde er sammenhængen mellem laktoseintolerans og nationalindkomst også noget svagere end sammenhængen med korruption, og der er i al praksis ingen sammenhæng mellem laktoseintolerans og hvor nordligt eller sydligt, er land ligger.

Den klare sammenhæng mellem laktoseintolerans og korruption er heller ikke drevet af nogen enkeltgruppe af lande. De blå lande er demokratier, og mens de generelt har mindre korruption, er de ikke strukturelt anderledes and autokratierne (de røde og gule markører). Ligeledes er sammenhængen ikke tydeligt drevet af lande med en kommunistisk fortid (de lyseblå og gule) relativt til dem uden (de mørkeblå og røde). Forskelle mellem demokratier og autokratier kan ofte give en indikation af, hvilken mekanisme der er på spil, men figuren viser ikke nogen som helst klare forskelle.

Sammenhængen skyldes heller ikke outliers, dvs. mærkelige observationer. Den eneste virkeligt tydelige outlier er Niger, som faktisk kan forklares. De tilgængelige data viser, at kun 13 % af befolkningen i Niger er intolerante – muligvis på grund af at nomadefolket Tuaregerne, der bor i blandt andet Niger, sjældent er laktoseintolerante. Samtidig har Niger en korruptionsrating på 31, der placerer landet i den værste fjerdedel af verden, hvilket måske ikke er overraskende givet hvor fattigt det er (1225 dollars ifølge the CIA World Factbook), og at det er omgivet af andre ekstremt fattige og korrupte lande.

Så hvad i alverden foregår der? Er vi simpelthen snublet over en sammenhæng, der er overraskende klar, men helt tilfældig? Eller er der andre forklaringer, så mønstrene i laktoseintolerans på tværs af lande følger noget andet, der er vigtigt for korruption? Vi har faktisk ikke noget svar i dag, men vil lade det være op til læserne af hygge sig henover weekenden med denne lille bid sjov med statistik.

Nødforfatninger og terror i diktaturer

Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2021. Skriv et svar

Store dele af den vestlige verden er enten i en officiel nødtilstand, har været det, eller er ligesom Danmark i en uerklæret de facto nødret. Forsamlingsfriheden, der er en fundamental rettighed i enhver retsstat, har således været afskaffet i 11 måneder, og den danske regering er ikke den eneste, der opfører sig som om dens politiske institutioner er hviderussiske. Der er derfor i særlig grad behov for viden om, hvad der generelt sker under nødret og i hvilken grad regeringer misbruger den. Som nogle læsere vil vide, er det netop fokus i et projekt, min kollega Stefan Voigt (Uni Hamburg, fotoet) og jeg har haft de seneste år.

Vi har tidligere skrevet om projektet som helhed, ligesom vi i august 2019 skrev om den første af projektets to artikler om hvor effektive nødprovisioner er mod terrorisme. Den artikel fokuserede på en stor gruppe OECD-lande og OECD-lignende lande i den vestlige verden og Latinamerika, og demonstrerede at ”en nødforfatning der giver regeringen større beføjelser under en nødret er forbundet med flere terrorangreb, men en lavere sandsynlighed for at regeringen faktisk erklærer nødret.” Ligeledes viste artiklen, at der ingen sammenhæng er mellem hvad nødforfatningen tillader og i hvilken grad regeringen indfører repressiv politik efter et terrorangreb. Med andre ord fandt vi, at nødforfatninger næppe gør hvad de officielt er sat i verden for at gøre.

Da vi implicit fokuserede på demokratier i den første artikel i Journal of Conflict Resolution, rejste den dermed spørgsmålet om diktaturer reagerer anderledes, og om de misbruger deres nødforfatninger på andre måder end demokratier. De spørgsmål giver Stefan og jeg nu et første svar på i ”Terrorism and Autocrats: How Effective are Emergency Constitutions in the Muslim World?” som vi har fået accepteret til udgivelse i Journal of Peace Research. Den overordnede konklusion er, at mens demokratier er mere tilbøjelige til formelt at erklære nødret, opfører de sig ikke markant anderledes.

På tværs af medlemsstaterne af Organisationen af Islamiske Stater (OIC), i en periode fra 1970 til 2014, finder vi at når forfatningen gør det lettere at erklære nødret, er det langt mere sandsynligt at regeringen også gør det efter terrorangreb. Med andre ord finder vi klar evidens for, at selv i en del af verden hvor næsten alle stater er autokratiske binder forfatningen til en vis grad, og på samme måde som i vestlige demokratier. Vi finder også, at nødforfatninger der giver den siddende regering større magt, fører til flere erklæringer, men også at det kun ser ud til at gælde militærregimer. Sidst, men ikke mindst, viser undersøgelsen at jo større magtbeføjelser nødforfatningen giver regimet, jo mere fører dets reaktion mod terrorisme til konkret undertrykkelse. Overraskelsen, som man kan tolke som man vil, er at selv de autokratiske regimer i den muslimske del af verden til en vis grad er bundet af deres forfatning. Når terrorangreb udfordrer regeringen, reagerer regimerne basalt set på samme måde som vestlige demokratier. Man kan med andre ord glæde sig over, at selv autokratiske regimers magt er begrænset. Men man kan også vælge at minde sig selv om, at implikationen også er at vestlige demokratier misbruger deres forfatningsdefinerede nødprovisioner på samme måde som muslimske diktaturer.

Undersøgelse fra SSI underbygger, at den store nedlukning næppe har haft betydelig effekt

Af Jonas Herby, den 16. februar 2021. 4 svar

I dag skriver jeg i JP om en ny undersøgelse fra SSI, der er baseret på data fra november – altså før regeringen først lukkede kommunerne delvist ned over tre omgange (9. 11. og 16. december) og siden lukkede landet helt ned d. 18. december.

I undersøgelsen konkluderer SSI, at de daværende restriktioner virkede (se billede nedenfor fra SSI’s hjemmeside). Man finder kun signifikant øget smittespredning i fitnesscentre, men også nogle tegn på øget smittespredning ved større begivenheder, værtshusbesøg og fællessang.

SSI’s undersøgelse giver os et praj om, hvorfor hårde nedlukninger ikke virker bedre end milde. En nedlukning har nemlig direkte og indirekte effekter. Den direkte effekt er effekten af at forhindre smitte hos fx frisøren. Den indirekte effekt består af befolkningens adfærdsændring som følge af en direkte effekt (falder smitten pga. nedlukningen af frisøren, justerer vi vores adfærd og passer mindre på, hvilket får smitten til at stige). Disse to effekter vil – hvis vi ser bort fra en evt. signaleffekt1 – normalt modvirke hinanden, men ikke nødvendigvis 100%. Derfor kan en nedlukning teoretisk set virke, selv uden en signaleffekt. Men det kræver selvfølgelig, at der ER en direkte effekt.

Og SSI’s undersøgelse finder altså igen direkte effekt af væsentlige dele af nedlykningen. Det hjælper ikke at lukke restauranter, frisører, fodboldklubber osv. samt indføre meget strikse forsamlingsforbud udendørs, fordi det ikke er der, folk bliver smittet. Hvis SSI’s undersøgelse står for troende, kan den hårde nedlukning altså ikke virke bedre end en mild.

Alt tyder altså på, at den omfattende nedlukning har været unødvendig og blot har påført danskerne yderligere trivselsproblemer og økonomiske tab i en i forvejen svær coronatid.

Fra mit indlæg i JP

Det interessant ved SSI’s undersøgelse er, at den bekræfter mange af de ting, vi har skrevet om her på siden tidligere. Intet tyder på, at nedlukningerne virker så godt som mange tror, og særligt tyder intet på, at hårde nedlukninger virker bedre end milde. Et resultat både Bjørnskov (2020) og Bonardi et al. (2020) kommer frem til.

SSI’s resultater bekræftes af de danske smittetal og en bred international videnskabelig litteratur. Smitten i Danmark toppede i midten af december, og altså FØR regeringen den 18. december lukkede ned for storcentre, detailhandel, frisører mv. Samtidig viser den videnskabelige litteratur, at lande, der har lukket hårdt ned, ikke har set en større effekt på smittespredningen, end lande, der lukkede mindre ned. Begge dele passer fint med SSI’s undersøgelse, som netop peger på, at langt mildere indgreb er tilstrækkeligt til at holde smitten nede.

Alt tyder altså på, at den omfattende nedlukning har været unødvendig og blot har påført danskerne yderligere trivselsproblemer og økonomiske tab i en i forvejen svær coronatid.

Fra mit indlæg i JP

SSI’s undersøgelse er langt fra den eneste i den kategori, jeg er stødt på. Fx viser dette studie, at lukningen af de mindste skoleklasser reducerede antallet af cases med mindre end 1%-point.

SSI’s undersøgelse er i øvrigt baseret på spørgeskemainterviews af 617 personer, hvoraf 300 havde været smittet med COVID-19. Når man tænker på de absurde omkostninger ved at lukke landet ned (Otto har lavet et underkantsskøn, der lyder på 1 mia. kr. om dagen), forekommer det lettere absurd at betragte, hvor få kræfter, der umiddelbart lægges i at forstå smittespredningen. Hvorfor laver man ikke løbende disse undersøgelser, og hvorfor kommer resultaterne først ud nu?

Noter

1 Jeg vil langt fra afvise, at der kan være en form for signaleffekt af nedlukningerne. Og måske er dette den vigtigste effekt. I så fald burde sommeren være brugt på at undersøge, hvordan man sender det billigst mulige signal til befolkningen.

Kultur efter nedlukningen

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2021. 2 svar

Fredag slog det mig, at det var årsdagen for min seneste tur til London. De sidste cirka ti år har jeg ellers været meget i London, både i embeds medfør og for fornøjelsens skyld. I 2019 – det sidste frie år, vi har oplevet – var jeg således syv gange i London til blandt andet koncerter ved the Proms, teater i the Globe, møde i IEAs Academic Advisory Council, og the Guy Barker Big Band Christmas i Royal Albert Hall. I februar 2020 var turen en kombination af et debatmøde, et bestyrelsesmøde og en teatertur – den absolut forrygende Toby Young i Checkovs Onkel Vanya – og da jeg sad i flyet på vej hjem, lagde jeg allerede planer for at se Et Dukkehus (som ville have haft Jessica Chastain som Nora).

Jeg havde ikke forestillet mig, at det skulle blive den sidste egentlige oplevelse, jeg havde i over et år. Efter at regeringen besluttede sig for at indføre et loft på forsamlinger, der pt. er fem personer, og som på trods af grundlovens sikring af forsamlingsfriheden nu har varet i 11 måneder, har kulturlivet reelt været dødt. Uden forsamlingsfrihed kan der ikke være teater, koncerter eller andet på en meningsfuld måde. Det samme gælder langt de fleste aktiviteter i civilsamfundet, der også ganske effektivt er gjort ulovlige.

Det er netop dét element af hele nedlukningsmiseren, som stort set har manglet i den begrænsede debat omkring politikken. Min kollega Ottos beregninger peger på, at nedlukningen koster det danske samfund cirka en milliard kroner om dagen, men skaderne er på ingen måde begrænset til de rent økonomiske. Nedlukningerne virker ikke efter den officielle hensigt – se f.eks. her, her, her eller her – og ser nu ud til at direkte forårsage flere dødsfald som følge af kræft, hjertetilfælde og selvmord. De har også skabt en massiv mental sundhedskrise, og en hel generation unge, der får langt dårligere uddannelse end de foregående. Disse problemer vil forfølge mange af dem resten af deres liv.

Derudover er der dog også det element, der gør det hele umenneskeligt: Hvis man ikke lige er typen, der foretrækker at bruge sin fritid ude i naturen med få andre mennesker og derudover er ligeglad med personlig frihed, betyder nedlukningen, at der ikke er noget liv. Livet er andet end den fængselseksistens, som Frederiksen og hendes kumpaner har dømt befolkningen til, hvor man skal passe sit arbejde og betale sin skat, og derudover skal blive i sin husarrest. Det er oplevelser, nye indtryk, fornøjelser og kontakt med andre mennesker. Livet er det, der eksisterer udenfor en robottilværelse, hvor man umælende passer et arbejde og ellers forsvinder. Nedlukningerne redder ingen liv, men ødelægger livet selv. Men hvor meget af det liv er stadig i live, den dag politikerne dukker på af deres psykotiske tåge? Det var dét, årsdagen for min sidste Londontur mindede mig om. En eksistens under nedlukning er ikke et liv værd.

Ny tegneserie om markeder

Af Christian Bjørnskov, den 11. februar 2021. Skriv et svar

Mange borgere er skeptiske overfor markeder, selvom de bruger dem hver dag. Meget af skepsissen bunder i, at de helt fundamentalt ikke forstår hvad markeder er, og hvordan de virker. Min fremragende kollega og ven Andreas Bergh – en af de fineste formidlere af samfundsvidenskab i Skandinavien – har derfor fået den glimrende idé at slå sig sammen med tegneren Ola Skogäng for at lave en tegneserie ’om marknader och människor’. Det er blevet til den vellykkede Hjälpas Åt.

Idéen er ikke helt ny – George Mason University’s kreative Bryan Caplan skrev for et par år siden den fine Open Borders: The Science and Ethics of Immigration sammen med Zach Weinersmith – men Bergh og Skogängs tegneserie er ligeså fin. Formidlingen er både pædagogisk og morsom, og der er små perler spredt igennem hele teksten. Bergh og Skogäng peger for eksempel tidligt på, at ”Inget system troller bort människans dåliga egenskaper. Men olika system belöner olika beteenden.” Senere i bogen siger den person, der absolut ligner Andreas, at ”Ingen vet viklen organisationsform eller ledningsfilosofi som funkar bäst i varje läge. Just därför är det smart att låta människor prova sig fram”. Mens Andreas-personen går gennem en fiktiv svensk by med navnet Gnoköping, har han en nærmest aristotelisk diskussion med to andre personer. Den ene er åben for idéer mens den anden starter med en Enhedsliste-agtig forestilling om markeder som udbyttende og egomane. Fortællingsdevisen fungerer fremragende og der er meget at lære – mens man holder øjnene åbne for pudsige detaljer i tegningen.

Hele vejen igennem understreger de to svenskere værdien af konkurrence, men også hvordan konkurrencen i en markedsøkonomi får folk til at arbejde sammen og at opdage ting. Jonas Herby skrev forleden i Børsen, er det snart på tide at danskerne får øjnene op for gevinsterne ved konkurrence. Måske skulle de tage at læse Hjälpas Åt – ikke mindst hvis den bliver oversat til dansk. Den er varmt anbefalet!