Meget interessant artikel om noget, der interesserer mange for tiden. Det primære budskab er, at naturlig immunitet er (mindst) lige så god som vaccinens, og at det ikke giver mening at vaccinere dem, der har været ramt af COVID-19.
Men der er masser af gode ting i artiklen. Vidste du fx, at vaccine betyder “fra køer”?
In the 18th century, milkmaids were considered “fair of face, the prettiest girls in all the land.” Unlike others, they did not have the common face scars from smallpox infection. Through their close contact with cows, they were exposed to and infected by cowpox, a mild disease that generates immunity to smallpox. In 1774, a Dorset farmer named Benjamin Jesty purposely inoculated his wife and two sons with cowpox, and vaccines were born (the Latin vaccinus = “from cows”).
Men væksten i smittetallene har langt fra sat sig så kraftigt i de indlæggelses- og dødstal, som er vores egentlige bekymring. En sandsynlig forklaring på denne afkobling fra den historiske sammenhæng er vacciner. I UK er 67% af befolkningen i skrivende stund vaccineret med første stik, og 50% af befolkningen er færdigvaccineret – heraf er hovedparten vaccineret med AstraZeneca-vaccinen, som har vist sig mindre effektiv end de vacciner, der er anvendt i Danmark. I Danmark er 60% af befolkningen vaccineret med første stik, og 38% af befolkningen er færdigvaccineret, jf. nedenstående figur. Lidt færre er altså vaccineret i Danmark, men til gengæld er de anvendte vacciner umiddelbart mere effektive.
Sammenhæng mellem smittetal og indlæggelser
Nedenstående figur viser udviklingen i smittetallene i UK sammenholdt med nyindlæggelser 7 dage senere. I begge tilfælde er der anvendt 7 dages løbende gennemsnit. Figuren viser, at der har været et tæt sammenhæng mellem smittetal og nyindlæggelser i efteråret og vinteren, men at sammenhænget er brudt i sommerbølgen forårsaget af Delta-varianten.
I sommerserien beskæftiger vi også med ”neo-liberalismen” og dens påståede dominans efter Berlinmurens fald. Som jeg var inde på i mit første indlæg, er neo-liberalisme ikke et veldefineret begreb. Stort set ingen har benyttet det om sig selv i denne periode. Det benyttes næsten kun som skældsord – eller stråmand – af kritikerne. Og det er først i nyere tid, at brugen af ordet har grebet om sig. Der var intet neo-liberalt program, som blev implementeret slavisk efter Murens fald – og som nu er fejlet.
I dag skal vi se på et kerneområde, hvor liberale tænkere og økonomer har haft begrænsede succeser med at trænge igennem.
Det er helt grundlæggende i liberal tænkning, at flest mulige opgaver bør overlades til det frivillige samarbejde mellem mennesker på markedet og i civilsamfundet. En nødvendig – men ikke tilstrækkelig – betingelse for, at det offentlige bør gribe ind, er, at der foreligger en såkaldt markedsfejl. Man kan f.eks. begrunde en offentlig rolle i leveringen af kollektive goder som forsvaret. Men derudover er det også en betingelse, at statslig indgriben rent faktisk fører til et bedre resultat. Problemet er, at politiske beslutninger altid er forbundet med samme type fejl, som markedsfejl, blot i form af statsfejl (se nærmere her).
Er staten kommet til at fylde mindre i den vestlige verden efter Murens fald? Man kan godt finde eksempler. F.eks. har en række lande, hvor staten ejede produktionsvirksomheder i stor stil, privatiseret siden 1980erne. Herhjemme er vi langsomt siden slutningen af 1980erne gået i gang med at fortrænge det offentlige pensionsvæsen med et privat. Men samlet set er den offentlige sektors andel af økonomien ikke blevet mindre. Det kan man f.eks. se ved at betragte skattetrykket, jf. figuren hvor vi har angivet både Danmark og OECD-gennemsnittet.
Der er højst tale om, at væksten i skattetrykket er ophørt. I Danmark har skattetrykket svinget omkring en flad trend – godt nok med store udsving – siden slutningen af 1980erne. I OECD er gennemsnittet først begyndt at flade ud efter årtusindskiftet.
Det er værd at erindre sig, at et fladt skattetryk ikke er ensbetydende med en konstant offentlig sektor, men at den vokser i samme takt som den private.
Skattetrykket har været konstant trods skattereformer med betydelige satsnedsættelser i nogle tilfælde. Især selskabsskattesatserne er nedsat, men også marginalskatten på arbejde er faldet bl.a. i Danmark. Det er dog bemærkelsesværdigt, at OECD i gennemsnit har næsten samme højeste marginalskat på arbejde i 2021 (45,8 pct. for en skatteyder med 167 pct. af gennemsnitsindkomsten) som i år 2000 (46,4 pct.). Mere markante har skattereformerne heller ikke været.
Liberale økonomer har i høj grad haft fokus på de skadelige effekter af høje skattesatser. Men det har mange andre også. Dybest set er der mere grund til at være bekymret over forvridningerne, hvis man ønsker en stor end en lille offentlig sektor. Det hænger sammen med, at forvridningen vokser uforholdsmæssigt kraftigt (med kvadratet), når skattesatsen vokser. De nedsatte skattesatser er altså ikke blevet anvendt til at lette den samlede beskatning, men til at opkræve det samme provenu på en mindre samfundsøkonomisk skadelig måde. I lande tæt på – eller på den gale side – af Lafferkurvens toppunkt, kan man simpelt hen ikke skaffe mere provenu til en større offentlig sektor blot ved at øge satserne (her og her er to analyser, som anbringer os på den gale side for henholdsvis kapital- og arbejdsindkomst). Tilhængere af en stor velfærdsstat har derfor også været at finde blandt tilhængerne af skattereformer, fordi det har været en vej til at gøre velfærdsstaten mere robust (som vi skal se nærmere på senere hen, har det været et vigtigt motiv for økonomiske reformer i perioden).
Den største betænkelighed blandt tilhængerne af en stor velfærdsstat ved at sænke de højeste marginalskatter er formentlig den fordelingspolitiske effekt. Og som det fremgår af nedenstående figur, har uligheden (målt ved Gini-koefficienten for den disponible indkomst) været voksende i både Danmark og OECD som gennemsnit. Det kan dog næppe simpelt tilskrives en mere ”neo-liberal” vægtning af økonomisk effektivitet i forhold til fordelingspolitik i skattepolitikken. Dels er en del af nedsættelserne af marginalskatterne blevet modsvaret af at lukke ”smuthuller for de rige” i skattesystemerne, dels er uligheden drevet af andre faktorer end de strukturpolitiske. Forskydningen væk fra fordelingspolitik har desuden nok så meget været motiveret af f.eks. kommunalt pres for at opprioritere de offentlige forbrugsudgifter i stedet (det har f.eks. været Lars Løkke Rasmussens dagsorden).
Hvis vi lever i den ”neo-liberale” æra, må vi altså konkludere, at ”neo-liberalisme” ikke er specielt optaget af at begrænse statsmagtens størrelse! I så fald må vi også konstatere, at der er en klar forskel på liberale og ”neo-liberale” økonomer. Mon ikke forklaringen i stedet er, at ”neo-liberalismen” slet ikke har været så succesfuld og dominerende, som dens modstandere hævder.
To økonomer fra Nationalbanken har gennemgået en del af den forskning, der ser på effekten af nedlukninger på smittespredningen.[1] Deres tilgang er en smule anderledes end min egen litteraturgennemgang, men det overordnede resultat ser ud til at være det samme. Nedlukninger er ikke den mirakelkur mod COVID-19, som mange har gjort dem til.
Inden vi ser på resultaterne i Nationalbankens litteraturgennemgang, er der to centrale pointer, der er vigtige at få på plads.
Selv hvis nedlukningen redder mange liv, er effekten af frivillige adfærdsændringer sandsynligvis vigtigst
Mit eget litteraturstudie viste, at frivillige adfærdsændringer var langt vigtigere end effekterne af nedlukningerne. De studier, jeg gennemgik, fandt i gennemsnit, at 91% af effekten af samfundets respons kunne tillægges frivillige adfærdsændringer, mens 9% kunne tillægges nedlukningen. Lone Simonsen m.fl. fra RUC har beregnet, at op imod 35.000 mennesker ville være døde af COVID-19, hvis ingen havde ændret adfærd. Da kun 2.500 mennesker er døde, har frivillig adfærd altså – med udgangspunkt i mine resultater – forhindret ca. 29.600 dødsfald, mens nedlukningerne har forhindret ca. 2.900 dødsfald. Dette er illustreret i nedenstående figur.
Mens budskabet bliver ved med at være politisk kontroversielt, ser det ud til at der er stigende opmærksomhed om den empiriske Covid-forsknings måske vigtigste indsigt: Nedlukningerne virkede ikke. Mange epidemiologers påstand (inklusive en meget ophidset Jens Lundgren i en debat med undertegnede) var ellers, at hvis folk holder op med at have sociale kontakter, holder smitten op – basta. Deres implikation var derfor, at nedlukningerne måtte virke, og de mest effektive var dem der begrænsede folks menneskelige kontakter mest. Med andre ord var påstanden, at deciderede Shelter-In-Place (SIP) ordrer, dvs. de facto husarrest, ville være mest effektiv.
Sidste måned udgav Virat Agrawal, Jonathan H. Cantor, Neeraj Sood og Christopher M. Whaley et NBER Working Paper med titlen ”The Impact of the Covid-19 Pandemic and Policy Responses on Excess Mortality” hvor de studerer effekten af netop SIP på tværs af 43 lande og alle amerikanske stater. De fire forskere fra University of Southern California og the RAND Corporation bruger en event study approach til at estimere, hvordan SIP påvirker overdødeligheden fra uge til uge.
Agrawal et al. beregner overdødeligheden som forskellen mellem det ugentlige dødstal i 2020 og gennemsnittet for samme uge i 2015-19. Det er standardmåden at gøre det på, om end – som jeg har argumenteret andetsteds – den er potentielt misvisende, da gennemsnittet skjuler hvor meget dødeligheden typisk varierer fra år til år. Det samme problem gælder i ugentlige sammenligninger, og bør ligge i baghovedet, når man tolker deres resultater.
Resultatet af deres empiriske undersøgelse af det, mange epidemiologer og deres computermodeller ville sige, var den mest effektive politik, er at indførslen af SIP ikke gjorde nogen gavnlig forskel. På tværs af lande finder Agrawal et al. endda, at overdødeligheden steg efter regeringen indførte SIP – dvs. reelt satte folk i husarrest. Det samme billede ser man på tværs af de amerikanske stater, hvor det dog ikke er statistisk signifikant.
En særlig fordel ved studiet er, at Agrawal et al. kan håndtere det endogenitetsproblem, der ellers er så svært. En indvending fra folk, der faktisk forstår den statistiske side af sagen, er at det er en mulighed at regeringer indfører nedlukninger som SIP, som en reaktion på stigende dødstal. Det er endda en meget rimelig indvending, hvis man tror at politikere er fuldt informerede og forsøger at gøre det rigtige. Hvis det er tilfældet, skaber det problemet, at det man måler er en reaktion på stigende dødstal, og ikke en effekt af SIP.
Det kan de fire forskere dog teste direkte for, og de finder det modsatte: Agrawal et al. finder, at “countries that implemented SIP policies experienced a decline in excess mortality prior to implementation compared to countries that did not implement SIP policies.” Alt andet lige betyder det, at den fejl man laver, er til den negative side. Det betyder også, at politikere generelt ikke har reageret informeret eller benevolent.
Bundlinjen i det nye studie er dermed, at selv politik, der reelt sender uskyldige mennesker i husarrest – deres ’forbrydelse’ er at de jo kunne have været smittede – i bedste fald ikke har påvirket dødeligheden i Covid-epidemien. De empiriske indikationer fra sammenligninger på tværs af lande peger endda på, at indførslen af husarrest decideret har ført til flere dødsfald. Det er på tide for verden at holde op med den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.
Hvor store er Danmarks chancer for at gå videre til finalen? Her kunne mange forfalde til at diskutere de to hold. Hvor gode er de enkelte spillere, hvor gode er trænerne? Hvor godt er holdet som helhed? Hvordan står de spiller mod spiller fordelt på hele banen? Hjemmebane, dommer osv.
Det er alt sammen fint, og det må nødvendigvis være en del af øvelserne, der får os frem til økonomens genvej: Se, hvad markedet siger.
Nedenfor følger derfor odds og de afledte danske chancer for at gå videre til EM-finalen fra et par forskellig bettingfirmaer.
Noter:
1) Bettingfirmaernes odds for at et hold vinder, giver ikke 100% tilsammen, fordi firmaet også tager et cut. Chancen for dansk sejr, er regnet som ”midtpunktet” af ”sandsynlighed for dansk sejr” og ”1 – sandsynlighed for engelsk sejr”.
2) Oddsene er i øvrigt taget fra de danske sider. Jeg har ikke undersøgt, om de giver anderledes odds end udenlandske sider, og måske overvurderer chancen for dansk sejr (= lavere odds, hvilket vil være i firmaernes favør, fordi relativt mange danskere nok spiller på dansk sejr uanset odds).
3) Jeg har anvendt denne side til at konvertere odds til sandsynligheder: https://www.aceodds.com/bet-calculator/odds-converter.html
Regeringen udgav forleden en såkaldt hvidbog med titlen Mod et bedre samfund med tech-giganter, hvor den skitserer ni principper for, hvad den kalder ”et mere ansvarligt og retfærdigt samfund med tech-giganter.” På en eller anden måde mener regeringen, at store techfirmaer som Facebook og Google er trusler mod enten det danske demokrati eller regeringens foretrukne politik. Det kan man mene om, hvad man vil, men selvom man ignorerer en række ret fundamentale problematikker – som den gode Frederik Stjernfelt skrev om i Weekendavisen i fredags – er der et væsentligt problem. Problemet, som vi som økonomer desværre ser dukke op gang på gang i debatter om multinationale firmaer, er påstanden om at mange firmaer er økonomisk meget større end mange nationalstater. Med andre ord sammenligner man private virksomheders omsætning eller markedsværdi med nationalstaters bruttonationalprodukt (BNP).
Sammenligningen er ildevarslende, hvis man tror på to ting. For det første skal man tro på, at økonomisk størrelse er det samme som politisk magt. Med andre ord skal man regne med, at politikere og/eller embedsværk påvirkes af økonomisk størrelse, og ikke kan stå imod. At de måske ikke vil er en anden diskussion. For det andet skal man tro på, at sammenligningen er retvisende.
Mens man kan fortælle rimelige teoretiske historier om, hvorfor økonomisk størrelse måske også giver politisk indflydelse, er det store problem det andet forhold. Sagen er nemlig, at sammenligningen er rendyrket nonsens. Uanset at den er brugt af politikere på begge sider af tinget, af journalister, og af særinteresser som Oxfam, er den fundamentalt forkert.
Regeringens hvidbog konkluderer med et kapitel med titlen ”Demokratiet skal sætte rammerne for tech-giganterne – ikke omvendt”, hvor embedsmændene fra Kulturministeriet, der har forberedt rapporten, sammenligner lande og firmaer. Konkret sammenligner de en vurderet markedsværdi af Amazon, Apple, Facebook, og Microsoft med syv landes BNP. Selv hvis man skulle være enig med regeringen i hvidbogens andre (stærkt tvivlsomme) påstande, hopper kæden af her. Grunden er, at markedsværdi overhovedet ikke kan sammenlignes med BNP.
En markedsværdi kan opgøres som gensalgsværdien af alt, en virksomhed ejer. Med andre ord er det værdien i år og ud i fremtiden af alle maskiner, alle bygninger, al know-how, al brandværdi osv. af virksomheden. BNP, derimod, kan opgøres som summen af al værditilvækst i et land per år. For det første dækker BNP således kun værdien af det, der produceres, minus omkostningerne ved produktionen, og kun for et enkelt år. Det er et meget anderledes koncept end markedsværdi. Skulle man sammenligne virksomheder på en lignende målestok, skulle man bruge virksomhedens nettoindtjening, dvs. dens årlige bundlinjeresultat.
For det andet er det ekstremt svært at beregne et helt lands gensalgsværdi, hvis man skulle sammenligne med virksomheders markedsværdi. Men skulle man gøre forsøget, kunne man starte ved Penn World Tables, der har en opgørelse over værdien af landes kapitalapparat. For Danmark de senere år har den været det femdobbelte af BNP, og det er vel at mærke kun fysisk realkapital – maskiner, bygninger osv. Den tæller ikke værdien af folks arbejdskraft, deres uddannelse eller deres evner, eller nogen andre forhold. Skal man komme med et bud på det, kan man bruge den tommelfingerregel, man har i forbindelse med produktivitetsopgørelser: Omtrent en tredjedel af værdiskabelsen på nationalt plan kan henskrives til kapitalapparatet. Med andre ord kommer to tredjedele fra andre forhold, når man i øvrigt ignorerer nationale produktivitetsforskelle.
Skal man lave en bare nogenlunde retvisende sammenligning af virksomheder og landes ’markedsværdi’ kan man derfor måske – siger og skriver måske fordi det altid vil være et underkantsestimat – tage BNP, gange det med omkring 5 for at få værdien af kapitalapparatet, og derfor gange det igen med 3 for at få værdien af alle produktive faktorer. Regeringens dybt misvisende hvidbog sætter Danmarks BNP til 2100 milliarder dollars og Apples markedsværdi til 13.200 milliarder. En korrekt sammenligning med vores forsigtige tommelfingerregler her giver en markedsværdi for Danmark omkring 30.000 milliarder. Et lille, ret ubetydeligt land i Nordeuropa er således i markedsværdi langt større end verdens allerstørste ’techgigant’. Situationen er fuldstændigt anderledes end den økonomisk analfabetiske regering og dens inkompetente embedsfolk påstår.
Mange liberale (herunder jeg selv) har Thomas Jefferson – manden, der forfattede de berømte ord ”all men are created equal” – som en af vore absolutte historiske yndlinge.
Jefferson lagde bl.a. med de berømte ord fra uafhængighedserklæringen om lige naturlige rettigheder grundstenene til at slaveriet i USA blev afskaffet. Men paradoksalt nok var Jefferson selv slaveejer gennem hele livet, og det paradoks har ofte fået nutidige til at kritisere ham for at sige ét, men gøre noget andet. Har de en god pointe?
Nej. Og hvis du vil forstå hvorfor, kan jeg varmt anbefale afsnit 229 af det i øvrigt fremragende podcast, ”Words and Numbers”. I afsnittet taler værterne med historiker Rob McDonald om Jefferson.
Meget kort fortalt fortæller Rob McDonald, at det reelt set ikke var muligt for Thomas Jefferson at frigive de slaver, som han havde arvet, fordi det i Virginia var ulovligt at frigive slaver. Jefferson fremsatte faktisk lovforslag, som skulle gøre det muligt at frigive slaverne, men det blev nedstemt.
Senere i Jeffersons liv blev det muligt at frigive slaverne, men kun hvis man ikke havde gæld, hvilket Jefferson havde meget af. En stor del havde Jefferson arvet, men han havde også en livsstil, der ikke ligefrem gjorde gælden mindre. Samtidig kørte hans landsted, Monticello, relativt dårligt i de mange år, Jefferson opholdt sig i udlandet – herunder Frankrig – i USA’s tjeneste.
Var der intet, Jefferson kunne gøre? Jo, han kunne have levet mere asketisk, købt færre bøger, mindre vin og været mindre i udlandet, så han – måske – kunne have afbetalt sin gæld og befriet slaverne. Han skulle med andre ord ikke have været Thomas Jefferson.
Om det samlet set havde gjort verden til et bedre sted, må I selv vurdere.
Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2021. Skriv et svar
I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger er vi kommet til et af de særlige forhold ved de nordiske lande i dag: De meget høje tal for valgdeltagelse. De nordiske lande er kendt for at have stærke civilsamfund og sociale normer, og en refleksion af de forhold i dag er den høje valgdeltagelse. I gennemsnit har deltagelsen ved nationale valg ligget på 85,6 % i Danmark, 84,9 % i Sverige, 82,1 % i Island, 77,5 % i Norge og 69,6 % i Finland.
Disse tal er relativt høje i en international sammenhæng, med en delvis undtagelse i Finland. Nok er et af de lande i verden med højest valgdeltagelse i dag Australien, hvor 91,9 % af de stemmeberettigede stemte i 2019. Der er bare den detalje, at det er obligatorisk at stemme i Australien. Det samme gælder Belgiens høje deltagelse, da det ganske enkelt er lovligt påkrævet. Mere almindelige lande er f.eks. Storbritannien, hvor knap 66 % af de berettigede har stemt i parlamentsvalg de sidste 20 år. Et andet er USA, som ofte fremhæves som problematisk pga. den lave valgdeltagelse. Mens deltagelsen til det meget ombruste præsidentvalg i 2020 var 66,8 %, det foregående i 2016 var mere almindeligt med 55,7 %. Man må her som altid dog huske, at det ofte er bedst at tænke på USA som forskellige lande. De laveste valgprocenter i de to valg var 55 % i Oklahoma og 43 % i Hawaii, i henholdsvis 2020 og 2016, mens valgdeltagelsen begge år toppede i Minnesota med 80 og 74 %. Pudsigt nok kommer det mest skandinaviske sted i USA dermed tættest på skandinavisk valgdeltagelse.
Spørgsmålet i dag er dog, hvor gammel den nordiske tradition for valgdeltagelse egentlig er. Svaret, der tydeligvis kan ses i figuren nedenfor, er at traditionen stammer fra efterkrigstiden. Går man tilbage til 1920erne og 30erne lå dansk valgdeltagelse meget cirka omkring 75 % og derfor præcist på linje med den britiske på samme tid. De andre nordiske lande lå en tand lavere, omend både Island og Norge havde valg med særligt høj deltagelse. Går man længere tilbage kan man meget tydeligt se transitionen fra meget svingende deltagelse i Danmark mellem 20 og 40 %, lav deltagelse i de første svenske valg, og en norsk deltagelse i 40erne, da landet var underlagt Sverige.
Med andre ord stiger valgdeltagelsen fra 32,5 % af de 204.240 stemmeberettigede danskere i 1849 gradvist til et niveau omkring 70 % først i 1900-tallet og derefter til det nuværende niveau efter anden verdenskrig. En meget lignende, noget ustabil udvikling kan ses i de andre nordiske lande.
Svaret på dagens spørgsmål er derfor tydeligt: I mellemkrigsperioden lignede de nordiske landes valgdeltagelse den, man på samme tid så i andre udviklede, vestlige lande, og det særligt høje niveau (uden tvang) er et efterkrigsfænomen. Rent umiddelbart ser det endda ud til at være forsvundet i Finland de sidste 20 år. Hvorfor valgdeltagelsen steg er et helt andet spørgsmål. Det kan ikke være fordi folk ikke kunne læse eller følge med – som vi kommer til at dokumentere senere på sommeren. Det er heller ikke sandsynligt, at det er sket pga. urbanisering, da de første valg i både Danmark og Norge ofte blev administreret af sognepræsten udenfor byerne. Der var derfor ikke særligt langt hen til valgstederne. Udviklingen mod meget høj valgdeltagelse i de nordiske lande skete over en lang årrække før 1950, men hvorfor den skete er derfor et åbent spørgsmål, som vi opfordrer læserne til at tænke over.
I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger dykker vi i dag længere ned i historien om, hvordan Danmark fik en moderne finansiel sektor. Den historie starter, som vi understregede forleden, med udviklingen og udbredelsen af sparekasser, og slutter i en vis forstand med det moderne Danmark.
Verdens første sparekasse blev grundlagt i 1778 i Hamborg med det eksplicitte formål at fungere som bank for ’kleine Leute’. 18 år senere, i 1796, bredte idéen sig til hertugdømmerne nord for storbyen Hamborg, da den danske helstat fik sin første sparekasse i Kiel. Nummer to blev grundlagt fem år senere i Altona, og derefter bredte idéen sig hurtigt nordpå med bl.a. Slesvig i 1816 og Flensborg i 1819. Borgere i den nordligste af hertugdømmernes købstæder, Haderslev, grundlagde således en sparekasse i 1820 – det samme år som Kjöbenhavn og Omegns Sparekasse blev grundlagt som kongerigets første.
I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger bliver vi nødt til at se nærmere på ”neo-liberalismen”. Vi støder for ofte på omtrent denne historie: ”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”.
Problemet er, at alle elementerne i denne historie er problematiske, hvis ikke direkte forkerte.
Helt grundlæggende er det ikke veldefineret eller -dokumenteret, hvad ”neo-liberalisme” er. Betegnelsen benyttes stort set ikke af nogen om sig selv, men kun som skældsord af dens kritikere (jeg har skrevet mere om problemstillingen her). Enkelte har dog valgt på trods at adoptere betegnelsen om sig selv. Begrebet ”neo-liberal” blev i en kort periode i efterkrigstiden anvendt af enkelte i kredsen bag the Mont Pelerin Society – en gruppe der i dag snarere anvender betegnelsen ”klassisk liberalisme”. Milton Friedman skrev i 1951 om ”udsigterne for neoliberalisme” og anvendte en definition, hvor staten spiller en lidt større rolle end under klassisk liberalisme. Men at det først for alvor dukker op for nylig, ses tydeligt i denne figur, konstrueret med Googles Ngram Viewer. Den viser, hvor hyppigt varianter af ”neo-liberal” forekommer i den engelsksprogede litteratur. Det er meget tydeligt, at begrebet først begynder at blive udbredt efter år 2000 – og i endnu højere grad efter 2010.
Der er altså en efterrationalisering at tale om, at neo-liberalismen ”kom til” efter Murens fald. Meget få ville have genkendt begrebet dengang, inklusive de økonomer som nu stemples som neo-liberale bannerførere.
Derimod er det rigtigt, at socialismen mistede opbakning som politisk og ikke mindst intellektuelt projekt, og at liberale ideer vandt frem, navnlig intellektuelt. Det er også rigtigt, at den økonomiske politik på en række punkter blev mere markedsorienteret og mindre statsinterventionistisk, og at økonomisk teori bevægede sig i samme retning. Men der var ikke tale om ét samlet system af ideer, som pludseligt blev valgt til. Og der var langt fra tale om, at den førte politik pludselig blev gennemgribende liberal.
Det ser vi nærmere på i kommende afsnit af serien.
De seneste uger, har der været et stigende fokus på Delta-varianten af COVID-19, som lige nu spreder sig hastigt i England. En af bekymringerne er, at vaccinerne ikke i samme grad beskytter mod smitte, og særligt ikke hvis man kun har fået ét stik.
Det vigtige spørgsmål er imidlertid, om smitte fører til sygdom og – i værste fald – død. Og det er dette spørgsmål, I her får hjælp til at spekulere over i løbet af weekenden.
Nedenstående figur viser udviklingen i cases og hospitalsindlæggelser i England (UK). Hospitalsindlæggelserne er forskudt med 10 dage, så de – stort set – følger smittetallene en til en.
Som det er lige nu, er – heldigvis – ikke tegn på, at smitte med deltavarianten fører til en massiv stigning i antallet af indlæggelser i en vaccineret befolkning (64% af briterne har fået 1. stik, og 57% er færdigvaccineret – 60% vaccineret med AstraZeneca. De tilsvarende tal for Danmark er 54%, 30% og “meget få” (kilde)).
Det har gennem hele pandemien undret mig, at ekspertgruppen ikke tog adfærd i betragtning, når de fremlagde deres notater. Én ting er, at de ikke kunne regne på adfærd i deres modeller. Men de burde have været opmærksomme på, at folk omkring dem – og sikkert også dem selv – ændrede adfærd markant i foråret og da smitten steg i december.
Jeg er ikke den eneste, der har undret mig. Nedenstående er fra en akademisk debat. Man kan næsten fornemme frustrationen: “Kan du ikke selv se det er skørt!?” (min fremhævning).
We argue that analyses quantifying the effectiveness of regulatory interventions need to consider voluntary behavioural reactions to the pandemic motivated by self-protection and the protection of others, and how individual behaviour interacts with interventions. After all, most interventions are behavioural (1). In an interview with a German newspaper, the corresponding author highlights her own forward-looking voluntary behaviour in reducing the spread of the pandemic (2), an aspect not captured in their study.
10. december udgav UNICEF et review baseret på 20 studier, der alle var udgivet før 23. november og altså længe inden regeringen i december 2020 endnu engang – og denne gang i månedsvis – hjemsendte danske skolebørn.
I reviewet svarer UNICEF på tre centrale spørgsmål:
Er der en sammenhæng mellem personligt fremmøde i skolen og øgede COVID-19-smittespredning i samfundet?
Er eleverne i højere risiko for at blive smittet i skolen?
Har skolepersonalet en højere risiko for at blive smittet i skolen?
Svarene på spørgsmålene er “Nej”, “Næppe” og “Nej”.
in-person schooling does not appear to be the main driver of infection spikes
Som en af de første installationer i vores sommerserie i år – historiske forhold og historiske sammenligninger – er det måske en god idé at opsummere, hvor vi kom fra. Det er netop det, vi starter på at gøre i år med et dyk ned i et enkelt år: 1860. Grunden til, at det netop bliver 1860, er at det var det sidste år man afholdt en folketælling og andre undersøgelser i Danmark, som det havde set ud siden slutningen af 1400-tallet. Landet bestod da af to separate dele: Kongeriget Danmark og dobbelthertugdømmet Slesvig-Holsten. Mellem 1815 og 1864 hørte hertugdømmet Lauenborg også under den danske konge.
Folketællingen af 1860 fandt, af hele monarkiet Danmark havde 2,6 millioner indbyggere. De fordelte sig på 897.000 i København og Øerne og 704.000 i Jylland (dermed 1,6 millioner i Kongeriget), 410.000 i Slesvig, 544.000 i Holsten, og 50.000 i det lille Lauenborg. København var allerede dengang den suverænt største by med 155.000 indbyggere med den holstenske Altona som nummer to med 46.000 indbyggere og slesvigske Flensborg som nummer tre med knap 20.000 indbyggere. København og Øerne og Holsten var betydeligt tættere befolkede med henholdsvis 68 og 65 indbyggere per kvadratkilometer, mens Slesvig havde 44 og Jylland kun 27 indbyggere per kvadratkilometer. Et lignende forhold gjaldt for urbaniseringsgraden, hvor København og Øerne og Holsten var en tand mere urbaniserede end Slesvig, der igen var mere urbaniseret end Jylland.
De måske mere interessante forskelle på delene af det danske monarki skal findes i de økonomiske forhold. Folketællingen fra 1860 tillader også, at man ser på erhvervssammensætningen, som vi har opsummeret i figuren nedenfor. Som man kan se, var Kongeriget domineret af landbrug i langt højere grad end hertugdømmerne. Mens det kan være svært at placere kategorien ’daglejere, tyende uden tilknytning etc.’ til et bestemt erhverv, er det interessant i sig selv at se, hvor mange flere der var i hertugdømmerne, og i særlig grad i Holsten. Selvom man slår de to kategorier sammen og dermed antager, at alle daglejere i virkeligheden arbejdede i landbrug, var det kun cirka halvdelen af beskæftigelsen i Holsten.
Det tysktalende hertugdømme havde også langt flere i det, man i dag ville kalde fremstillingsindustri, ligesom der var flere beskæftiget med handel. Arbejdsstyrkens sammensætning i 1860 indikerer dermed, at hertugdømmerne og i særlig grad Holsten var mere ’moderne’ end Kongeriget, samtidig med at det er færd at bemærke, at kun 4 % var ansat i det offentlige. Det samme indtryk får man, når man ser på hvor mange ’chausseer’ der var, dvs. hvor mange kilometer brolagt vej man havde. For hver 1000 kvadratkilometer var der 35 kilometer brolagt vej i Kongeriget, 28 kilometer i Slesvig, og hele 93 kilometer i Holsten. Ser man omvendt på kilometertallet i forhold til antal indbyggere indikerer det dog, at brolægningen i Holsten kan have været en konsekvens af den langt større befolkningstæthed. Man bør også huske på, at hertugdømmet bogstaveligt talt endte ved Hamborgs porte, og dermed ved en by med en kvart million indbyggere i 1860.
Man får dog samme indtryk, når man ser på finansielle forhold. En af de vigtige udviklinger i midten af 1850erne var det moderne bankvæsens fødsel med sparekasserne. De mange sparekasser, som bredte sig ud i landet, gav almindelige mennesker en helt anderledes adgang til finansiel service end de havde haft de foregående århundreder. Per 1860 var der 37 sparekasser per million indbyggere i København og på Øerne og 36 per million indbyggere i Jylland, mens hertugdømmerne var markant anderledes. I Slesvig fandtes der således 117 og i Holsten 121 sparekasser per million. Med andre ord var hertugdømmernes finansielle udvikling langt foran Kongerigets. Ser man i stedet på antallet af konti, var København og Øerne (svært domineret af hovedstaden) på niveau med Holsten, hvor cirka 10 % af indbyggerne havde en konto. I Jylland og Slesvig gjaldt det samme kun godt 5 %, og de var også mindre. I det omfang man kan se fra den tidlige statistik, var gennemsnitskontoen i Holsten på 225 rigsdaler, cirka 250 rigsdaler i København og på øerne, 164 rigsdaler i Slesvig, og 130 rigsdaler i Jylland. Man skal dog passe meget på med at drage klare konklusioner, selvom det kunne indikere store indkomstforskelle. Der henvises til anekdotisk evidens for, at en del af forskellen skal findes i jyske og slesvigske bønders utilbøjelighed til at bruge sparekasserne. Folketællingen viser faktisk også, at det i alle tre dele af monarkiet var to procent af befolkningen, der var ‘almissenydende’, dvs. så fattige at de levede af almisser. Havde der været store indkomstforskelle, burde man også have set klare forskelle i dyb fattigdom.
En sidste, men ret interessant, forskel indikerer også, at sparekasserne blev brugt forskelligt i dele af det danske monarki: Mens 19 % af kontoindehaverne i Kongeriget var børn eller ’myndlinge’, gjaldt det samme for 28 % af kontiene i Holsten og hele 31 % af kontiene i Slesvig. Det ligger besnærende nært at konkludere, at det mere moderne bankvæsen i hertugdømmerne også i højere grad kunne ses i graden af det, vi i dag ville kalde ’børneopsparing’.
Dagens post er således en erindring om, at Danmark i 1860 var et ret forskelligartet rige, og ikke kun når det gjaldt geografi og sprog. Det ekstremt homogene Danmark, som vi kender det i dag, var langt fra særligt homogent for 161 år siden. Men som vi kommer til at se i en senere post, var det alligevel på andre måder et ganske avanceret samfund sammenlignet med resten af Europa.
Af Christian Bjørnskov, den 18. juni 2021. Skriv et svar
Som trofaste læsere ved, har mindst én af os til tider fornøjelsen af at vejlede specialer på universitetet. Vi har af flere omgange skrevet om nogle af disse specialer, og ikke mindst Anne Kristensens speciale om, hvorvidt vismændene har haft indflydelse på dansk politik, blev efterfølgende bemærket. I år skal ikke være nogen undtagelse, da jeg ikke blot har mange specialer, men også har fået nogle virkeligt gode og interessante emner. I dag skriver vi om to af denne uges specialer på Aarhus Universitet, og i næste uge kommer vi til at skrive om et eller to af den uges specialer. I alle tilfælde venter vi indtil de studerende har været til forsvar, og vi har spurgt dem om tilladelse til at omtale dem.
Det første af to emner, vi omtaler, er Ann-Sofie Anker Sørensen der i ”Forretningsmiljøbegrænsninger og Virksomhedsperformance i Subsaharisk Afrika” undersøger, om praktiske og institutionelle begrænsninger faktisk holder afrikanske virksomheder tilbage. Ligesom Ida Hørslev Rasmussen, som forsvarede sit speciale i maj, er Ann-Sofies grundlæggende spørgsmål, hvorfor størstedelen af Afrika syd for Sahara stadig er så fattigt. Begge tager udgangspunkt i min tidligere PhD-studerende Yohannes Ayeles arbejde, men går et metodisk skridt videre i hver sin retning.
Ann-Sofie og Ida ser i deres specialer primært på godt 10.000 produktionsvirksomheder på tværs af 29 lande mellem 2006 og 2019. Deres mål er at undersøge, hvordan en række mulige begrænsninger – som disse virksomheders ledere er blevet spurgt om – påvirker virksomhedernes omsætningseffektivitet. Med flere andre forhold ser de specifikt på, er: Corruption, Functioning of the Courts, Crime, Theft and Disorder, Access to Finance, Practices of Competitors in the Informal Sector, Transport, Electricity, Tax Administration, Tax Rates, Business Licensing and Permits, Customs and Trade Regulations, Inadequately Educated Workforce, Access to Land og Political Instability.
Det interessante er, at den eneste virkeligt robuste begrænsning, som ledere oplever på tværs af virksomheder og som man også kan se påvirke deres omsætningseffektivitet, er adgangen til finansiering. Mens Ann-Sofie derfor finder nogle af de samme resultater som tidligere forskning, er hendes væsentlige bidrag at dele virksomhederne op i arbejdskraftintensive og kapitalintensive industrier. Her viser det sig, at adgang til finansiering og begrænsninger på transport er væsentlige bremser på arbejdskraftintensive afrikanske virksomheders performance, mens adgang til finansiering er den eneste robust negative faktor for kapitalintensive virksomheder. Pudsigt nok finder hun også, at de kapitalintensive har bedre performance når de oplever begrænsninger i toldbehandling og handel. Men som vi konkluderede til forsvaret, er det måske ikke så sært at der findes bedre omsætningseffektivitet i eksisterende virksomheder, når landet er mere protektionistisk.
Ugens andet speciale, som vi fremhæver her, er Hana Akubzanova og Oliver Bejers ”Econometric Analysis of Democratization in Africa between 1991-2000.” Det slovakisk-danske makkerpar ser her på de økonomiske konsekvenser af demokratisering i syv afrikanske samfund de sidste 30 år: Benin, Cape Verde, Ghana, Malawi, Nigeria, Senegal, og Sierra Leone. Det unikke ved deres speciale er, at de bruger en syntetisk kontrol for hvert af de syv eksempler. Det er således samme metode som Frederik Thagesen og Lasse Larsen brugte for tre år siden i deres undersøgelse af de økonomiske konsekvenser af Rawlings-kuppet i Ghana i 1981, som vi omtalte her.
Det ekstremt velgennemførte og omhyggelige studie peger på, at to – og muligvis tre – af landene er blevet rigere på grund af demokratiseringer. Som man kan se i de tre figurer fra specialet nedenfor, er det to klareste eksempler Benin og Kap Verde, hvor den faktiske udvikling (de fuldt optrukne linjer) klart overstiger den forecastede udvikling i den syntetiske kontrol (de stiplede linjer). Begge lande demokratiserede umiddelbart efter kommunismens kollaps i 1990, og Hana og Olivers estimater indikerer, at den institutionelle ændring per 2018 har gjort dem henholdsvis 78 og 86 % rigere end hvad man ellers kunne have forventet.
For Ghanas vedkommende er billedet ikke nær så klart. Specialeparret vurderer, at Ghana er blevet 33 % rigere på grund af demokratiseringen i 1993, men timingen er ikke helt klar, som figuren ovenfor synliggør. Som vi talte om til forsvaret, er en af forklaringerne muligvis, at dele af de væsentlige reformer, som har gjort Benin og Kap Verde markant rigere, allerede blev gennemført af Jerry Rawlings militærstyre i Ghana i løbet af 1980erne.
Det virkeligt interessante er, at Hana og Oliver finder at det er særdeles svært at fitte nogen model til Nigerias unikke udvikling, så det er meget usikkert, hvad man kan sige om landets demokratisering i 1999. Derudover finder de ikke positive effekter i Malawi, Senegal og Sierra Leone. Resultaterne indikerer endda, at Sierra Leone måske er blevet fattigere – selvom man skal være meget påpasselig, da landet også gennemgik en borgerkrig omkring samme tidspunkt – og at Senegal meget klart ikke har fået noget økonomisk ud af en demokratisering.
For alle tre specialers vedkommende er det særlige, at de kaster nyt lys på ét overordnet og stort emne: Afrikansk udvikling. Ida og Ann-Sofie rejser spørgsmålet, om mange af de problemer man ofte taler om, i virkeligheden er begrænsninger på afrikansk virksomhedsudvikling. Hana og Oliver spørger implicit, hvorfor demokratisering har så markant forskellige konsekvenser i forskellige afrikanske lande. Som al god forskning stiller disse fine specialer derfor mindst lige så mange spørgsmål, som de svarer på.
For et par måneder siden fik jeg tilsendt et link til et review af lockdown-litteraturen, Allen (2021). Reviewet var lavet af professor Douglas W. Allen fra Simon Fraser University i Vancouver, Canada, og jeg talte med Allen forleden, hvor han opsummerede litteraturen sådan her:
Det er velkendt, at regulering stort set altid medfører utilsigtede konsekvenser. Og således også regulering begrundet i COVID-19.
Det viser Georganas et al. (2021) i et interessant studie, hvor de udnytter, at regioner i Grækenland ikke ændrede deres udgangsforbud samtidig. Georganas et al. (2021) viser, at udgangsforbuddene får folk til at stimle mere sammen i butikkerne.
We found that the 6pm instead of 9pm curfew in Athens led to a 4.63 percentage point relative increase in time spent at home and had no effect on time spent in groceries and pharmacies. Considering that this was a result of a 18.75% reduction in hours where people were allowed to leave home, it seems that the early evening curfew led to more crowding in indoor spaces – which may facilitate the spread of disease.
Den sidste del har jeg tidligere kaldt for “erstatningseffekter”, og det betyder kort og godt, at folk erstatter ufarlige aktiviteter (udendørs) med farligere aktiviteter (indendørs) på grund af regulering (fx lukning af sportsanlæg og legepladser). Erstatningseffekter er (heller) ikke en del af eksperternes modeller i Danmark, og Georganas et al. (2021) påpeger i deres abstract, at det nok er noget, som man – herunder politikerne – bør tage alvorligt.
Interventions should be based on a thorough analysis of human behaviour, that anticipates substitution of activities.
Hvor stor effekt disse utilsigtede konsekvenser har på dødstallene, vides umiddelbart ikke. Men de kan være en medforklarende årsag til, at vi ser relativt beskedne effekter af nedlukningerne.
Update
Det er en ret almindelig bekymring blandt økonomer, når man begynder at lede lidt. Her fra Elm & Sarel (2021):
When interaction effects are not accounted for, policymakers run the risk of drawing incorrect conclusions, which focus on partial effects that do not necessarily hold as a general equilibrium. In particular, it is crucial to consider substitution effects: even policies that successfully shift behavior away from problematic activities may be ineffective if individuals simply switch to other, equally harmful, activities.
Som opmærksomme læsere ved, er vi her på stedet kommet til konklusionen, at de voldsomme nedlukninger i den vestlige verden siden marts sidste år ikke har reddet liv. Lockdowns virkede ikke, men skabte enorme økonomiske omkostninger og endnu større skader på folks velbefindende og mentale helbred. Douglas Allen har i foråret udført den foreløbig største litteratursurvey af forskningen omkring nedlukninger i 2020, hvor han ligeledes konkluderer, at nedlukningerne ikke redede liv. Som han slutter sit studie med, er beslutningen om at lukke samfundet ned ”one of the greatest peacetime policy failures in Canada’s history”. Mens computermodeller fra bl.a. Imperial College London forudsiger, at nedlukninger redder tusinder af liv, har den empiriske forskning – dvs. studier der bruger faktiske data i stedet for imaginære computerforecasts – helt generelt fundet nuller.
Undtagelsen er dog Benjamin Born, Alexander Dietrich og Gernot Müllers “The lockdown effect: A counterfactual for Sweden.” Born et al. er et studie af de svenske corona-relaterede dødsfald, og bruger en såkaldt syntetisk kontrol for at give et informeret bud på, hvordan de svenske dødsfald havde udviklet sig hvis landet havde lukket ned som andre dele af Europa. Læser man studiet, der nu er udgivet i PLOS One, er det svært at afvise, at de tre tyskere har gjort et fint stykke arbejde. Det stikker alligevel ud, da de finder at ’manglen’ på en svensk nedlukning kostede liv. Spørgsmålet er, om der er noget galt med Born et al. som de i princippet kunne have gjort noget ved. Det er spørgsmålet, vi ser omhyggeligt på i dag.
Som trofaste læsere ved, har punditokraterne efterhånden tradition for at have en sommerserie. Sommerserierne i 2017 og 2018 handlede for eksempel henholdsvis om public choice og international handel, og i år er ingen undtagelse. Sommerserien i 2021 kommer dog til at være en anelse bredere end tidligere år, da den handler om ’historiske forhold og historiske sammenligninger.’
Baggrunden for vores sommerserie er, at vi oplever, hvor historieløse mange mennesker – og i særlig grad mange studerende – er. Det er for eksempel slående, hvor lidt folk ved om Central- og Østeuropa før 1995, ligesom det ofte er forbløffende hvor lidt føling selv ellers informerede danskere har med, hvor fattige vi selv har været. Vores sommerserie sigter derfor mod at give eksempler på, hvad man kan lære af historien. Det gælder både viden om historiske forhold, sammenligninger tilbage i historien – hvordan så Danmark ud og hvordan havde danskere det i forhold til andre steder i resten af verden – og sammenligninger med historien – hvordan er vores status i dag i forhold til hvordan den var engang.
Nogle af de emner, vi kommer til at skrive om de følgende par måneder er således ’Børnedødelighed i 100 år’, ’Hvor udviklet var Danmark i 1935?’, og ’Socialistisk forurening og miljø i Østeuropa.’ Vi kommer også til at undersøge, hvor robust et lands eller områdes status er, for at svare på om et land bare bliver ved med at være et af verdens rigeste, eller et af verdens mest elendige.
I dag vil vi blot starte sommerserien med to ting. Den første kan ses i dagens figur, der viser antallet af telefoner per indbygger i 1935 på tværs af de 29 lande, som Danmarks Statistik havde information fra sidste i 1930erne. Bemærk at på denne meget ’moderne’ indikator var Danmark et af verdens absolut rigeste lande for cirka 85 år siden. Spørgsmålet, som vi kommer til at afsøge, er hvor moderne Danmark og resten af verden egentlig var dengang.
Den anden ting, vi starter sommerserien med i dag, er en simpel opfordring. Hvis vores læsere har forslag til, hvilke emner vi kunne dække i løbet af sommeren, er alle meget velkomne til at skrive til os. Det kan ske enten i kommentarfeltet nedenfor, eller evt. som mail til redaktøren (Christian Bjørnskov). Selvom vi naturligvis forbeholder os retten til at sortere i dem, er alle informerede idéer er velkomne.
