Skal specialister styre mere efter COVID-19?

Af Jonas Herby, den 17. august 2021. 1 svar

Brian Lee Crowley fra Macdonald-Laurier Institute har skrevet et glimrende indlæg om, hvad vi kan lære om ”ekspertvælde” på baggrund af COVID-19-pandemien. Hvis sundhedseksperter har styret os sikkert igennem pandemien, burde man måske bruge specialister på andre områder til at løse andre af samfundets problemer som fx klimaforandringer og ulighed.  Det er Crowley imidlertid ikke helt enig i.

Much of the argument that experts should be granted a “mandate for leadership” relies on the idea that we know what we need to know in order to act intelligently. In other words, it is based on a presumption of knowledge. The baseline condition of humanity (including experts), however, is that we are ignorant, not knowledgeable. Knowledge is scarce, not abundant.

Some experts’ advice was followed in some places and it worked out well, as in Taiwan. In other places, different experts’ advice yielded less impressive results. And the Taiwan example shows that sometimes expert advice worked quite well—until it didn’t.

Crowley advarer også imod, at vi tillægger den viden, vi har (eller før eller siden opnår) på baggrund af COVID-19-pandemien, større betydning i forhold til at lade sundhedseksperter have stor indflydelse under næste pandemi

Whatever the lessons, it is certain that they will be only moderately useful next time because circumstances will be new and therefore everyone’s expertise will be of limited value. Yet we can be confident that when the next pandemic strikes, the “lessons from COVID” will be trotted out by the experts, when the state of our knowledge will again be partial and imperfect, and COVID may be more or less relevant. There is a reason why generals always fight the last war: because that’s what they’re expert on.

Til gengæld tænder han et lille liberalt lys for dem, der frygter, at Mette Frederiksen og andre regeringsledere vil bruge den (påståede) succes med at håndtere pandemien, til at indføre mere styring fra centralt hold af samfundet.

After the end of World War II. In Britain, six years of rationing, bombing, shortages and “solidarity” led the Labour Party to promise to carry that spirit and those methods into running peacetime society. Their slogan in the 1945 general election (which they won in a landslide) was, “And now win the peace.”

What they failed to realize was that war and peace are not the same thing. In the war, there was an overriding existential objective to which the vast majority of Britons voluntarily subordinated everything else: to defeat Hitler. When peace arrived, however, people quickly tired of overweening officials telling them what to do in the name of the “spirit of Dunkirk.” The public increasingly chafed under the privations of peacetime rationing.

Above all else they craved a return to normality, by which they meant a state of affairs where they made their own decisions about what mattered to them.

Many people love the idea that everyone else will drop their stubborn attachment to their selfish priorities and sacrifice their narrow vision for the common good. But what they usually have in mind is that the rest of us should give up what we want and pursue what they want instead.

What they usually have in mind is that the rest of us should give up what we want and pursue what they want instead.

Brian Lee Crowley, Macdonald-Laurier Institute

Det er en helt central observation, at specialister som fx sundhedseksperter netop er specialister i sundhed – men ikke alt andet. Man bliver ikke ekspert i effekten og konsekvensen af nedlukninger, bare fordi man er mikrobiolog eller matematisk virolog. Og selv hvis man omgiver sig med alverdens eksperter, vil man kun besidde en meget begrænset viden og fx ikke kende til den enkelte borgers ønsker og drømme for livet, hvilket – som Hayek har påpeget – er et helt centralt problem ved central styring. Og så er der hele det politiske problem ved central styring, som Crowley påpeger ganske fint:

Alt I alt et glimrende – og opløftende – indspark fra Crowley. Læs det her: https://www.discoursemagazine.com/ideas/2021/08/03/covids-retreat-doesnt-prove-experts-should-rule/

Tillid og lykke i Europas regioner

Af Christian Bjørnskov, den 16. august 2021. 2 svar

En af de væsentligste kilder til forskelle i folks tilfredshed med livet er deres grad af social tillid: Hvor meget stoler man på andre mennesker, man ikke kender? Som vi skrev om forleden, er social tillid ikke blot en af kilderne til forskellige vækstrater på tværs af lande, men også en forklaring på, hvorfor landes vækstmønstre adskiller sig fra hinanden. Det samme gælder tilfredshed med livet.

Men et vigtigt spørgsmål i forskningen er, i hvor høj grad man kan – og bør – tale om en national tillidskultur. Spørgsmålet har siden Putnams fortjent berømte Making Democracy Work været stillet i forbindelse med Italien, hvor man meget ydeligt kan se forskelle i tillidskulturen: Der er næsten en verden til forskel på Torino og Palermo. Vi illustrerer idag disse forskelle i et simpelt kort, hvor hver af de ‘NUTS-3 regioner’ som er listet i the European Social Survey kan ses. ESS stiller tillidsspørgsmålet på en skala fra 0 til 10, og hver region får en farve efter dens gennemsnit: Sort hvis gennemsnittet er under 2, rød hvis det er mellem 2 og 3, grøn hvis det ligger mellem 3 og 4, lyseblå mellem 4 og 5, og mørkeblå til de steder, hvor gennemsnittet er over 5.

Som kortet klart viser, er de nordiske lande og Holland de mest tillidsfulde steder i Europa (og i verden). De næste i rækken er Estland (det ‘hemmelige’ nordiske land), Schweiz, Flandern – men ikke de fransktalende dele af Belgien – og pudsigt nok også Nordøstspanien, dele af Tjekkiet, Litauen og Østrig, og Israel. Ukraine er farvet lyseblåt af den simple grund, at kortprogrammet ikke kan dele det op i regioner.

Den vigtigste indsigt fra kortet og dataene bag det (som vi naturligvis gerne deler), er at der er lande i Europa, hvor det ikke giver mening at tale om en national tillidskultur. Italien er et kendt eksempel, med Sicilien som den mindst tillidsfulde region, men en række lande i Østeuropa er også forbløffende diverse. Bulgarien og Ungarn har således regioner i fire forskellige kategorier, mens der både er regioner i Polen, der tillidsmæssigt ligner Frankrig og Spanien, og andre steder, hvor tillidsniveauet nærmere er at sammenligne med Zimbabwe eller Peru.

Som så ofte før her på bloggen, er dagens besked således at man gerne må generalisere, men man skal være omhyggelig med, hvordan man generaliserer. Tager man til USA, ved de fleste at New Orleans er en meget anderledes kultur end Seattle. Det samme gælder, hvis man tager til Polen, Ungarn eller Bulgarien. Og det gælder, når man i medierne udbreder sig om en ungarsk eller polsk ‘kultur’, der tillader diktatur eller bare ikke er særligt demokratisk. Når lande er så kulturelt splittede som mange af de østeuropæiske, bliver den slags generalisering ofte meningsløs.

I Berlin for 60 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 13. august 2021. 2 svar

Man kan næppe bruge ordet ’fejring’ om den særlige årsdag, som er i dag: For 60 år siden, den 13. august 1961, begyndte opførslen af Berlinmuren, som endegyldigt delte det demokratiske Vesttyskland fra det socialistiske Østtyskland. Muren endte med at stå der som et håndgribeligt symbol på den massive undertrykkelse i den socialistiske verden indtil en aften i november 1989, da en administrativ fejl gjorde, at de østtyske grænsebetjente måtte lade tyskere møde tyskere igen. For de af os, der oplevede det – selvom det kun var gennem mediernes dækning – var Murens fald en begivenhed, der ændrede vores verden.

Baggrunden var Tysklands deling efter anden verdenskrig, hvor hele landet blev delt i fire zoner administreret af USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Det samme gjaldt hovedstaden Berlin, hvor de tre vestlige magter hurtigt, som i resten af landet, effektivt slog deres zoner sammen. Det gav voldsomme spændinger mellem de demokratiske magter og den socialistiske blok, der første gang gav sig udtryk i den sovjetiske blokade af Vestberlin i 1948-49. Som vi har skrevet om tidligere, reagerede de vestlige lande med at etablere den såkaldte Luftbro til Berlin. Østtyskland lukkede gradvist sine grænser fra 1952, da regimet oplevede massiv migration til Vesttyskland. Før 1961 mistede den socialistiske del af Tyskland cirka 3½ millioner indbyggere, der migrerede til vesten. I de senere år skete langt størstedelen af denne migration netop i Berlin, da man modsat andre steder i Østtyskland stadig kunne gå eller tage toget fra øst til vest.

Om morgenen den 13. august 1961 satte det socialistiske regime en stopper for migration ved at bygge en mur midt ned gennem Berlin. Aktionen kom som et chok for både politikere og berlinere, og mange af dem reagerede ved desperat at prøve at flygte før muren var færdigbygget. Det gav sig blandt andet udtryk i hjerteskærende scener, hvor østberlinere forsøgte at flygte gennem huse, der stod på muren med vinduer mod vest, som tyskerne sprang ud af. Den østtyske soldat Conrad Schumann tog også chancen den dag, og flygtede selvom han egentlig skulle have bevogtet muren. Billedet nedenfor af den unge tysker, der springer over pigtråden og løber ind i Vestberlin gik verden over.

Kilde: Die Freie Welt

Mens det socialistiske regime i øst begyndte at kalde Berlinmuren for en ”antifaschistischer Schutzwall“ – en antifascistisk beskyttelsesmur – var ingen i tvivl: Muren var der for at spærre østtyskerne inde og forhindre dem i at begå såkaldt ”Republikflucht”, som havde været ulovligt siden 1957. I vesten og store dele af Østeuropa blev den en påmindelse om, hvor brutalt og menneskefjendsk det socialistiske styre i Østtyskland var. Skulle man være i tvivl, flygtede over 200.000 østtyskere til vesten mellem 1961 og 1989, og mange var villige til at fortælle rædselshistorier om både hverdagen og hvordan det gik, hvis man faldt i hænderne på sikkerhedspolitiet Stasi.

Mange danskere under 40 har desværre ingen fornemmelse og ofte heller ingen viden om, hvad der foregik i Østtyskland før 1990; for dem er Berlinmuren et navn uden mening. Den uvidenhed bringer nogle af dem til at have et forbavsende positivt syn på socialistiske idéer og socialistisk planlægning, fordi de ingen anelse har om, hvad den medfører. Hvis man, når Tyskland igen kommer til politisk fornuft, er i Berlin, kan både Stasimuseet og museet for Muren derfor varmt anbefales. På samme måde kan en mindre forskningslitteratur, der dokumenterer de varige skader af socialisme, også anbefales. Ny forskning fra Andreas Lichter (HHU Düsseldorf), Max Löffler (Maastricht) og Sebastian Siegloch (Uni Mannheim) dokumenterer således, hvordan Stasis spionaktiviteter mod almindelige borgere førte til markant lavere tillid til andre mennesker og til myndighederne.

Disse forskelle forsvandt ikke med Murens fald, men er der stadig i dag og skiller østtyskere fra vesttyskere: De er mere mistroiske, fattigere, mindre produktive og ofte også mere fremmedfjendske. Mens Berlinmuren i dag er væk, bortset fra enkelte stykker man har ladet stå for historiens skyld, taler tyskerne stadig om die Mauer im Kopf – om Muren i hovedet. Selve symbolet for et voldsomt undertrykkende styre er væk, men for de cirka 16 millioner af tyskere, der engang boede i øst, er de mentale skader stadig tydelige.

Nedlukning og Tullocks transitionsfælde

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2021. Skriv et svar

Et af de store spørgsmål for tiden er, hvorfor restriktioner og forbud bliver ved mange steder i verden. Mens mange mennesker sandsynligvis lider af noget, der minder om PTSD – de langsigtede følger af at være holdt i en tilstand af skræk over en lang periode – er mange andre begyndt at undre sig over, at der bliver ved med at være restriktioner, maskekrav og brud på basale rettigheder som forsamlings- og næringsfrihed. Hvad er pointen, når både de velinformerede bør vide, at en hel empirisk litteratur siden sommeren sidste år har vist, at nedlukningerne og de mange andre såkaldt non-pharmaceutical interventions ikke virker? Hvad er pointen, når de fleste bør kunne se på erfaringerne med genoplukning osv. – som på ingen måde førte til flere smittede eller døde – at nedlukningerne ikke virker?

En mulig forklaring kan findes i det fænomen, der kendes som Gordon Tullocks ’transitional gains trap’, der basalt set viser, hvordan reformer som alle er enige om, alligevel ikke gennemføres. I forbindelse med Tullocks død forklarede Robert Higgs meget fint fælden hos the Independent Institute.

Problemet illustreres ofte med EU’s landbrugspolitik, der ikke hjælper landbruget fordi hektarstøtte og andre ordninger, der enten formelt eller i virkning følger størrelsen på gården, kommer til at blive afspejlet i jordpriserne: Jo mere jord, der følger med gården, jo mere landbrugsstøtte følger også med. Det indebærer, at når man køber jord, køber man også den støtte, der følger med. Landbrugsstøtten er således kapitaliseret i jordpriserne, så alle de næste landmænd effektivt intet får ud af støtten – de har allerede betalt for den. Det betyder dog også, at de nuværende landmænd ikke har incitament til at støtte en afskaffelse af landbrugsstøtten, selvom den faktisk ikke hjælper dem. Afskaffelsen vil nemlig indebære, at de mister et politisk privilegium som de effektivt allerede har betalt for. Selvom man er enige om, at en afskaffelse vil være gavnlig for alle på langt sigt, skal det bare ikke ske nu.

Nedlukninger og den efterfølgende afskaffelse af virusrestriktioner osv. følger en logik, der er helt ækvivalent til Tullocks transitionsfælde. Alle ved at landet skal tilbage til normalitet, at et meget stort flertal både ønsker og forventer normalitet, og at fortsatte nedlukninger både er ødelæggende for økonomien, folks mentale sundhed og statens fiskale helbred. Men for ledende politikere opleves situationen som en transitionsfælde. For det første kan politikerne holde igen hvis de tror at der kommer nye og farlige virusvarianter – og hvis de vel at mærke tror, at nedlukningerne virker – så man vil åbne op, men bare ikke nu. For det andet har politikerne et stærkt incitament til at holde befolkningen i frygt, da det indebærer – direkte efter diktatorens håndbog – at de fleste accepterer politikken uden skepsis eller omtanke. Det udskyder dermed den uundgåelige politiske regning, der skal betales i meningsmålinger og ved næste valg når folk kan se omfanget af de økonomiske og sociale ødelæggelser.

Der ligger med andre ord en transitionsfælde i, at alle politikere ved at vælgerstormen kommer på et eller andet tidspunkt, og derfor har et klart incitament til at udskyde det tidspunkt. Det betyder, at de vil udskyde normaliseringen af samfundet selvom de ikke tror på, at nedlukningerne har gjort nogen forskel – og sandsynligvis vil bruge påstande om effekter som en både uvidenskabelig og uærlig retfærdiggørelse. Dynamikken i transitionsfælden i forbindelse med nedlukninger tillader dem at få ét sidste magtfix før den kolde tyrker mange ledende politikere skal igennem når samfundet normaliseres igen. Som i mange andre situationer hjælper Tullocks indsigt os til at forstå, hvorfor politikere helt systematisk tager de værste og ofte ødelæggende valg.

Tillid er stadig økonomisk vigtig

Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2021. 5 svar

Hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens. Dermed ikke sagt, at tillid er skadelig, men blot at man må skelne mellem tillid til politikere, institutioner, og mennesker. En type tillid, der i særlig grad er vigtig for mange – men ikke alle – forhold i samfundet, er social tillid: Den grad af tillid vi har til andre mennesker, vi ikke kender. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i graden af tillid på tværs af verdens samfund. Tallene rækker fra et stykke under 10 procent i f.eks. Brasilien, Cambodia og Peru, der mener man kan stole på andre mennesker, til omtrent 70 procent i Danmark, Norge og Finland.

En lang forskningslitteratur, der startede med Steve Knack og Phil Keefers fabelagtigt rige ”Does Social Capital Have an Economic Payoff?” fra 1997, har vist at højtillidssamfund alt andet lige har mere økonomisk vækst. Der er mange mulige forklaringer, men på trods af 25 års forskning, er det stadig usikkert, præcist hvordan tillid påvirker økonomisk vækst. I ”Social Trust and Patterns of Growth”, der nu kan downloades gratis på SSRN, undersøger jeg derfor hvad data kan fortælle os om, hvordan social tillid påvirker vækstmønstre på tværs af lande.

Udgangspunktet er, at der helt basalt set er to mekanismer der kan bidrage til landes økonomiske vækst: Større faktorinput – dvs. flere mennesker i arbejde, flere arbejdstimer, mere udstyr, flere maskiner, brug af mere energi osv. – og større faktorproduktivitet – dvs. at man lærer at få mere ud af de inputs, man bruger. Siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde i 1950erne har det været forstået, at vækst baseret på øget faktorinput har en naturlig grænse. Der er for eksempel en naturlig grænse for, hvor mange timer man kan arbejde og hvor stor en del af befolkningen der kan være i arbejde – hvor mange børn og gamle tvinger man til at arbejde? Den samme grænse for økonomisk vækst gælder ikke udvikling i faktorproduktivitet, som da også står for langt størstedelen af den langsigtede vækst i moderne økonomier.

Undersøgelsen viser på tværs af de 64 lande, der har fulde data mellem 1977 og 2017, at social tillid helt primært påvirker langsigtet vækst ved at bidrage til produktivitetsudviklingen. Jeg finder ingen evidens for, at tillid påvirker almindelige investeringer, men klar evidens for hurtigere produktivitetsvækst. Estimaterne indikerer, at en tillidsforskel på en standardafvigelse – cirka forskellen i tillidskultur mellem Frankrig og Tyskland – er forbundet med 20 procent større produktivitet. Disse forskelle er derfor langt fra trivielle, men økonomisk meningsfulde. De er også vigtige på den måde, at de giver en del af forklaringen på, hvorfor nogle samfund kan blive ved med at være mere produktive – og dermed rigere, alt andet lige – end andre samfund. I den forstand understøtter de således også min gode ven og kollega Andreas Berghs fortælling om, hvordan de skandinaviske samfund har kunnet finansiere nogle af verdens største offentlige sektorer uden at bryde sammen. Den høje grad af tillid, der kendetegner de nordiske lande, er dermed en meget væsentlig forklaring på, hvorfor vi på trods af årtiers politisk uansvarlighed og økonomisk flottenheimer stadig er rige samfund.

Global skattereform og kronik i Raeson

Af Niels Westy, den 6. august 2021. Skriv et svar

Jeg havde i går en længere kronik i Raeson, “En global skattereform er historisk, men den er primært drevet af nationale interesser“, som kan tilgås uden abonnement. Der er tale om om den første af to – 2. del skulle gerne komme i næste uge – som beskæftiger sig med hvem som egentlig betaler selskabskatten (et selskab kan pr. definition ikke betale skat, det kan kun mennesker) og betydningen for den fortsatte økonomiske vækst.

De to kronikker er et forsøg på, uden at være polemisk, dels at forklare udformningen af den reform der synes på vej, dels påpege en del af problemerne med brugen af selskabskat til at generere provenu for de offentlige kasser, dels forhåbentlig også give læseren en ide om at den “normale” måde selskabskat omtales og debatteres er præget af en meget overfladisk og forsimplet tilgang.

I hvor høj grad det lykkes mig at gøre det på en forståelig måde, vil jeg overlade til læseren, Men om ikke andet er de to kronikker spækket med kildehenvisninger, så kan man altid læse videre der.

Det kan næppe komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at jeg ikke giver meget for den “feel good-jargon” som omgiver reformarbejdet om “retfærdig” og “fair” skattebetaling osv. osv.

Selskaber er ikke sat i verden for at betale skat, men primært for at sikre dets investorer (kapitalejerne) et tilfredstilende afkast. Ligeledes er reformen naturligvis drevet af en række (store) nationalstaters umiddelbare finansieringsbehov, og så må resten følge med som det “tynde øl”, om man så må sige.

Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for reformer. Som mange har påpeget indebærer den øgede globalisering (vi kan kalde det globalisering II – den første sluttede ved 1. verdenskrigs udbrud) og digitalisering de seneste årtier, store udfordringer til inddrivelsen af selskabskatten. Denne udvikling har således givet en række selskaber mulighed for at (legalt) enten at udskyde betalingen af selskabskat, til tider endda helt eller delvist at undgå betaling overhovedet (nu eller i fremtiden). Det ændrer dog ikke ved at selve udformningen af den internationale aftale – og hvor det fortsat er relativt sparsomt med detaljer og den endelige udformning – som nu indgås (naturligvis) vil afspejle de deltagene landes indbyrdes styrkeforhold.

Selskabskat er den ringeste skat der findes

I del 2 (som forhåbentlig bliver lagt op på Raesons hjemmeside i løbet af næste uge), beskæftiger jeg mig mere indgående med selve selskabskatten og den såkaldte skatte-incidens. I mellemtiden vil jeg jeg henvise til denne fine video med min medpunditokrat Otto Brøns-Petersen og slutte af med et lille pip om hvorfor debatten ofte (også herhjemme) er overfladisk og ikke-retvisende.

Hvad er et skattely egentlig og hvad betyder forskelle i lokal skattesatser

En ikke uvæsentlig deltalje som ofte overses herhjemme er, at et skattely ikke bare er et skattely. Reelt dækker det over to væsensforskellige, nemlig hvad man på engelsk betegner som henholdsvis “Tax Shelter” og “Tax Haven”. Et “Tax Shelter” er alene karakteriseret ved relativ lav eller ingen skat og lempelige vilkår, mens et “Tax Haven” også er kendetegnet ved ugennemsigtighed mv.. Det gør en betydelig forskel.

Man kan IKKE gemme sine penge i et “Tax Shelter”. Det kan man kun i et “Tax Haven”. Det skal medtages at man også ofte ser hvad der reelt “kun” er “Tax Shelters” omtalt som “Tax Havens” hos diverse NGO’ere, debattører osv., både internationalt og herhjeme. Om der er tale om bevidst manipulation eller “bare” uvidenhed skal jeg ikke udtale mig om her.

Tilbage står dog at man kan finde lokale “skattely” i alle lande, hvor der ikke kun opkræves en statslig selskabsskat, men efterfølgende også opkræves lokalt fastsatte selskabsskatter. Det er jo blot at udpege den delstat/amt/kommune med den laveste sats (evt. ingen) som et skattely, forstået i betydningen “Tax Shelter”.

Når den amerikanske delstat Delaware således ofte ses omtalt som et skattely, er det altså ikke en delstat, hvor man kan “gemme sine penge”, men alene en delstat med favorable skattevilkår i forhold til andre delstater. Virksomhederne slipper heller ikke for at betale den føderale selskabskat ( som forøvrigt den eneste som optræder i internationale sammenligninger af de formelle satser).

Hermed er vi fremme ved hvad måske kommer som en overraskelse for mange (selv om det måske ikke burde det). Skattesystemer er forskellige fra land til land og selskabskatter kan altså variere inden for et lands grænse. Fx. udskrives der både lokalt bestemte delstatslige og lokale selskabsskatter i både USA og Tyskland. Og den skattebesparelse man opnår ved at registrere sig i Delaware (hvor selskabskatten er altså alene i forhold til lokale skatter.

Da jeg i del 2 om selskabskatten i Raeson ikke indrager lokale selskabskatter, vil jeg her blot slutte af med at henvise til en række studier, som bl. a. beskæftiger sig med hvem som egentlig ender med at betale selskabskatten netop baseret på lokale forskelle.

Således kommmer Clemens Fuest og Adreas Peichi fra  Munchens Universitet samt Sebastian Siegloch fra Manheims Universitet i deres ”Do Higher Coporate Taxes Reduce Wages? Micro Evidence from Germany” frem til at arbejdstager bærer lige over halvdelen af en stigning i selskabskatten. Det er på linje med hvad Juan Carlos Suárez Serrato & Owen Zidar, fra henholdsvis Duke Universitet og Princetown kommer frem til i deres analyse i ”Who Benefits from State Corporate Tax Cuts? A Local Labor Markets Approach with Heterogeneous Firms” (baseret på amerikanske forhold). Endelig skal også nævnes en analyse af Alexander Ljungqvist fra Stockholm Universitet og Michael Smolyansky fra FED, ”To cut or not to cut? On the Impact of Corporate Taxes on Employment and Income”, som med data for perioden 1970-2010 fra USA konkluderer at en forhøjelse/sænkning af selskabskatten på amts-niveau (county) med 1 procent, sænker/øger den samlede lønindkomst (sammenlignet med nabostaten) og beskæftigelsen med henholdsvis 0,3 og 0,2 procent.

Som Clemens Fuest m. fl. bemærker, er estimaterne for arbejdskraftens andel måske lavere end man kunne forvente, når der er tale om ændringer i selskabsskatter på nationalt plan, idet man forudsætter at arbejdskraftens mobilitet, alt andet lige, er større nationalt end globalt.

Jeg smider naturligvis link op når 2. del om selskabskat er tilgængelig på Raesons hjemmesider (kommer som nævnt formentlig i næste uge)

Virker coronapasset på vaccinationsomfanget?

Af Otto Brøns-Petersen, den 5. august 2021. 1 svar

Øger et corona-pas incitamentet til at blive vaccineret? Ikke nødvendigvis. I et nyt interessant spilteoretisk forskningspapir viser Joshua S. Gans, at effekten kan være enten neutral eller ligefrem få vaccinetilslutningen til at falde.

Årsagen er – som vi allerede en del gange har været inde på – at adfærdseffekter kan modvirke politiktiltag. Det er igen en variant af den kendte Pelzman-effekt, vi har fat i. Pelzman påviste for længe siden eksempler på, at obligatorisk brug af sikkerhedsseler i biler fik trafikdødeligheden til stige. Fordi det blev mere sikkert for dem indeni bilen at køre, tog førerne større risici, som gik ud over de andre i trafikken.

På samme måde kan politiktiltag, som umiddelbart reducerer smitteomfanget med corona, føre til, at folk begrænser deres sociale distancering, så effekten af tiltagene forsvinder igen. Tilsvarende er tilskyndelsen til at blive vaccineret mindre, når smitterisikoen er lavere. Det er, hvad der sker i Gans model.

Det skal understreges, at der er tale om en teoretisk model. Man kan – som forfatteren selv påpeger – godt forestille sig mekanismer, som kan give coronapasset en samlet positiv effekt. Det er imidlertid ganske givet, at adfærdseffekten mindst modificerer politiktiltag (medmindre man kunne finde tiltag, som er komplementære til adfærden – men det er ikke let). Forklaringen er som sagt, at vi kompenserer for faldende sygelighed – og omvendt distancerer os mere socialt, når risikoen stiger. Det bekræftes meget tydeligt i empirien. Transmissionsraten (R) har overalt stabiliseret sig omkring én, således som den adfærdsudvidede SIR-model tilsiger. Og som min kollega og medpunditokrat Jonas har vist i sit litteraturstudie, har de fleste typer af nedlukninger kun haft ringe effekt.

Dermed ikke være sagt, at vaccineringsomfanget ikke kan påvirkes af politikredskaber, hvad Gans også anfører. F.eks. gennem et subsidium. Men det er som sagt vigtigt at tage hensyn til adfærd, når man tilrettelægger en politik.

Historiske sammenligninger: Urbanisering i Danmark og verden

Af Christian Bjørnskov, den 4. august 2021. 1 svar

Sommeren over ser vi på historiske forhold og historiske sammenligninger, og gør det blandt andet for at blive klogere på nutidens verden. I dag er ingen undtagelse, da vi ser på et af de klareste elementer i transitionen til den moderne verden: Urbaniseringen. Alle meget fattige lande er præget af landet, og langt de fleste mennesker bor på landet og arbejder i landbrug, mens alle rige lande er karakteriseret ved at have store bybefolkninger. Den transition sker af to grunde: For det første, og vigtigst, ved at familier og individer flytter fra landet til byen for at finde arbejde og muligheder, og for det andet, ved at steder der starter som flækker og landsbyer vokser og bliver egentlige byer.

Denne proces sker stadig, da mange mennesker ikke blot flytter fra landet til byerne, men også flytter fra mindre byer til større byer. Det er også en del af den politiske debat, da regeringen – af mærkværdige og sandsynligvis magtliderlige grunde – ikke bryder sig om, at folk frivilligt vælger at flytte til de større byer. Som adskillige kommentatorer har bemærket, er det en global proces der følger moderne udvikling, og ikke noget man kan stoppe. Regeringens planer om at ’flytte’ uddannelsespladser til mindre byer vil derfor ikke flytte studerende i noget synligt omfang, men blot ødelægge en del af uddannelsessystemet og kvaliteten af de uddannelser, man kan få.

For at illustrere, hvor fundamental en del af moderne udvikling, urbanisering er, bringer vi i dag to figurer. Den første er et søjlediagram, der viser hvor mange danskere der bor i byer i en række år siden 1860. Den anden er et plot, der illustrerer sammenhængen mellem overordnet udvikling (her proxiet ved forventet levealder relativt til verdens gennemsnit for det pågældende år) og urbaniseringsgraden.

For godt 120 år siden, ved indgangen til den moderne udviklings ’take-off’ i Danmark, boede hver fjerde dansker i en by. Lidt over 160.000 mennesker boede i København, hvilket var omtrent 10 % af kongerigets befolkning; husk dog, at der boede en million mennesker i hertugdømmerne, der også hørte under den danske konge. Som vi noterer i figuren, var Danmark i 1860 således cirka lige så urbaniseret som Uganda er i dag. Den moderne vækst tog dog fat, og blot 20 år senere boede knap 32 % af befolkningen i byer, ligesom i nutidens Zimbabwe. Ved århundredeskiftet var urbaniseringsgraden steget til 43 % som i nutidens Egypten, per 1930 boede halvdelen af befolkningen i byer som i Honduras i 2020, og per 1950 var det to tredjedele. Urbaniseringsgraden passerede 80 % i 1971 og ligger i dag på cirka 88 %. Danmark er således et af verdens mest urbaniserede lande – bortset fra bystater som Singapore – og er cirka ligeså urbaniseret som Sverige og dele af det udviklede Latinamerika i Venezuela, Brasilien, Argentina.

Urbanisering er således en proces, der er global og sker i alle lande der udvikler sig til moderne samfund. Den samme konklusion kan ses i dagens anden figur, der meget tydeligt viser sammenhængen på tværs af lande siden 1960: Korrelationen er 0,67 for demokratier (blå markører), 0,69 for elektorale autokratier (sorte), og 0,7 for enkeltpartistater (røde). Selvom man fjerner enhver fælles global udvikling (som f.eks. fælles sundhedsudvikling) rykker det ikke ved styrken af sammenhængen. Moderne udvikling følges overalt af urbanisering.

Den danske histories urbanisering ligner således andre landes til forveksling, og i høj grad også resten af Nordens urbanisering. Læren er, at det ikke er en proces man kan forhindre eller styre, da den er drevet af individers reaktioner på muligheder, vækst og præferencer for hvor de helst vil bo, uddanne sig, søge job, og nyde deres fritid. Det er så absolut heller ikke en proces, man skal forsøge at styre, og ethvert forsøg på det lider af en særlig slags hybris, der ofte kaldes kontrolillusion. Det problem fortjener et selvstændigt indlæg, og i dag nøjes vi med et stykke exceptionelt tydelig historie: Urbanisering er overalt og til enhver tid et moderniseringsfænomen.

Historien om ”neoliberalisme” (III): Strukturpolitik var nøglen til lavere ledighed.

Af Otto Brøns-Petersen, den 2. august 2021. Skriv et svar

Vi beskæftiger os med ”neoliberalisme” i sommerserien om historiske fakta. Læs de tidligere afsnit her og her.

I dag skal vi se på et af de områder, hvor liberale økonomer har sat et vist fingeraftryk: Arbejdsmarkedet. Som min kollega fra det britiske finansministerium en gang sagde (i slut-90’erne): ”Det største, der er sket i min tid, er, at arbejdsmarkedet igen bliver betragtet som et marked – at arbejdskraft erkendes at være et knapt gode”.

I efterkrigstiden voksede forestillingen frem om makroøkonomien som en maskine, der kunne finstyres. Den afgørende balance var mellem inflation og arbejdsløshed. Den kunne reguleres gennem den samlede efterspørgsel. For stor efterspørgsel gav inflation, for lille efterspørgsel gav arbejdsløshed. Den såkaldte Phillips-kurve kom til at illustrere sammenhængen.

Men i 1970’erne brød den ellers så tilsyneladende stabile omvendte sammenhæng mellem inflation og arbejdsløshed sammen. Der kom stagflation – en ”umulig” sammenblanding af høj inflation og arbejdsløshed (stagnation) på samme tid. Det førte til en erkendelse af, at trade-offet mellem inflation og arbejdsløshed højst er midlertidigt.

Det banebrydende indlæg i debatten var Milton Friedmans tale som præsident for American Economic Association i 1967: ”The role of monetary policy”. Her slog han fast, at inflationen på længere sigt er et monetært fænomen. Derimod er arbejdsløsheden på længere sigt et resultat af strukturforholdene på arbejdsmarkedet, og den langsigtede arbejdsløshed vil svare til, hvad han kaldte ”den naturlige arbejdsløshed” (nu kaldes det mest ”strukturel arbejdsløshed”).

Stagflationen var et resultat af, at bl.a. arbejdsmarkedspolitikken drev den strukturelle – naturlige – ledighed i vejret: Stigende dagpenge, højere minimumslønninger, stivere regler for at afskedige medarbejdere m.m. Mange af tiltagene blev indført i et forsøg på at afdæmpe konsekvenserne af arbejdsløshed – det skulle være mindre hårdt at være arbejdsløs og sværere at blive afskediget – men konsekvensen blev, at der kom flere arbejdsløse. En højere dagpengesats eksempelvis driver de laveste lønninger i vejret, hvilket reducerer efterspørgslen efter arbejdskraft med lavere kvalifikationer. Er det svært at afskedige medarbejdere, bliver der ansat færre – især unge og uprøvede.

Stagflationen førte omsider til at se på, hvordan strukturforholdene kunne forbedres. Arbejdsmarkedet blev, som min britiske kollega sagde det, igen betragtes som et marked. Det blev indset, at det er arbejdskraften og ikke arbejdspladserne, som er knappe. Arbejdsmarkedspolitikken blev en del af strukturpolitikken. Herhjemme blev tankegangen i høj grad introduceret af Det Økonomiske Råds formandskab i slutningen af 1980’erne. Men også de socialdemokratiske regeringer i 1990’erne lagde vægt på at forbedre strukturforholdene. Inden da var der i praksis uendelig lang dagpengeperiode; man kunne til stadighed optjene fornyet ret til dagpenge. Efterlønsordningen, der var indført under SV-regeringen sidst i 70’erne, blev strammet op. Der blev indført krav til ledige om aktivering (i praksis en slags skat på ledighed). Regler for bistandshjælp (nu kontanthjælp) er gradvist blevet strammet, og der er indført særligt lave ydelser til indvandrere og unge. Desuden er skatterne sænket for at forbedre incitamentet til at deltage på arbejdsmarkedet (bl.a. via beskæftigelsesfradraget) og arbejde mere (via lavere marginalskat).

Danmark er langt fra ene om at have forbedret strukturforholdene på arbejdsmarkedet.

Hvordan er det så gået?Hvor stor succes har de ”neoliberale” reformer på arbejdsmarkedet været?

I første omgang kan man se på den samlede ledighed. Figuren viser ledighedsprocenten for hhv. Danmark og OECD-landene i alt siden 1970.

Der er ikke overraskende en del kraftige konjunkturbetingede udsving, som vi bør se bort fra, når det gælder den naturlige arbejdsløshed. F.eks. steg arbejdsløsheden kraftigt i forbindelse med finanskrisen. Billedet er imidlertid, at ledighedens langsigtede niveau i Danmark toppede i slutningen af 1980’erne og faldt frem mod finanskrisen. I OECD steg ledigheden også frem til slutningen af 1980’erne og er siden stagneret.

Den samlede ledighed giver dog ikke noget særlig præcist billede af strukturforholdene på arbejdsmarkedet. Kortvarige ledighedsperioder kan være et sundhedstegn forstået på den måde, at stor omsætning på et fleksibelt arbejdsmarked kan bidrage til den samlede dynamik og give bedre karrieremuligheder for den enkelte, men samtidig vil sætte sig spor i ledighedsstatistikken. Derimod er langvarig ledighed og stor ledighed for marginale grupper som begyndere på arbejdsmarkedet udtryk for alvorlige strukturproblemer.

Som man kan se af denne figur, har faldet i langtidsledigheden for unge været mere markant end udviklingen i den samlede ledighed i figuren ovenfor.

Strukturpolitikken har for alvor udstillet den såkaldte ”lump-of-labour-fallacy”: At mængden af arbejdspladser er mere eller mindre givet, og at øget arbejdsudbud blot øger ledigheden, mens man omvendt kan kurere ledigheden med arbejdsfordeling og tilbagetrækningsordninger som efterlønsordningen. Selv om fejltagelsen stadig eksisterer i nogle kredse, taler erfaringerne med øget arbejdsudbud sit tydelige sprog: Mere arbejdsudbud giver øget beskæftigelse, ikke ledighed (se f.eks. her)

Den ”neoliberale” arbejdsmarkedspolitik har været succesfuldt i den udstrækning, den har fået lov at virke. Økonomfagligt er der ikke meget tvivl om, at permanente ledighedsproblemer er et spørgsmål om dårlig strukturpolitik. Politisk er det endvidere ikke et simpelt spørgsmål om placering på den traditionelle højre-venstre-skala. Som nævnt har socialdemokratiske regeringer i bl.a. Danmark også bidraget til strukturforbedringer med lavere kompensationsgrad, skattenedsættelser og mere fleksibilitet. Det samme gælder i angelsaksiske lande. Omvendt har det været vanskeligt at få reformeret de meget ufleksible systemer i Sydeuropa i tilsvarende grad. En væsentlig del afspejler styrkeforholdet mellem ”insidere” og ”outsidere” på arbejdsmarkedet, som også forplanter sig til det politiske system.

Som vi begyndte denne serie om ”neoliberalisme” med at notere, er der næsten ingen, som kalder sig selv ”neoliberale”, og det er forkert at tale om et bestemt økonomisk-politisk program. Men man kan roligt konkludere, at liberale økonomer som Friedman var toneangivende med at ændre arbejdsmarkedspolitik fra et makro- til et strukturpolitisk tema. Og at strukturpolitik virker, når den får lov.

Nødret fører til magtmisbrug

Af Christian Bjørnskov, den 29. juli 2021. 5 svar

Som trofaste læsere ved, har jeg de seneste år haft et fælles forskningsprojekt med Stefan Voigt fra Universität Hamburg om et forstå nødretstilstande og de forfatningsinstitutioner, der i princippet begrænser staters muligheder i nødsituationer. Projektet var egentlig kun ment som en enkelt artikel, men sammen med Stefan – der sidder på Hamborgs Lehrstuhl für ökonomische Analyse des Rechts og er en af Europas førende indenfor law and economics – er ikke blot endt med at udvide sig, fordi der blev ved med at dukke nye spørgsmål op. Det er også pludseligt blevet nærmest skræmmende aktuelt, da store dele af verden entusiastisk kastede sig ud i nødret sidste år, da den nye coronavirus ankom. To artikler fra projektet, der udkommer i to forskellige videnskabelige tidsskrifter, dokumenterer de politiske risici, verden løber for tiden.

I ”This time is different?—on the use of emergency measures during the corona pandemic”, der udkommer i European Journal of Law and Economics, dokumenterer vi allerførst, at 99 lande rundt omkring i verden erklærede nødret på grund af den nye virus. Det er i sig selv ikke nødvendigvis et problem, men det viser sig at den stærkeste forklaring på at lande valgte at erklære nødret i foråret 2020 var, hvilke ekstra magtmidler forfatningen gav regeringen under nødret. Nødretten er derfor ikke så meget erklæret som et effektivt svar på en ny sundhedstrussel, men fordi den nye virus gav mange regeringer en mulighed for at gå meget mere magt. Vi viser også – som figuren fra artiklen nedenfor illustrerer – at mange af dem efterfølgende groft misbrugte nødretten til at forsøge at undertrykke medierne.

Desværre er situationen siden marts 2020 på ingen måde unik, som vi viser i den anden nye artikel fra projektet.  ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der nu udkommer i Public Choice, viser allerførst at nødretserklæringer efter naturkatastrofer ikke virker efter hensigten. Det modsatte gælder faktisk, da vi helt konkret kan dokumentere, at jo mere diskretionær magt forfatningen giver regeringen under nødret, jo flere mennesker dør i katastroferne. De ekstra magtbeføjelser, som ofte retfærdiggøres med at de er nødvendige for at regeringen kan handle effektivt, bliver simpelthen misbrugt. Vi kan også vise i artiklen, at jo lettere det er at erklære nødret i en sådan situation, jo mere sandsynligt bliver det at staten bryder borgernes basale menneskerettigheder og jo mere ekstra markedsregulering indfører den efter situationen.

Nødretsprojektet med Stefan Voigt er således blevet meget aktuelt, og vores studier indebærer en alvorlig advarsel, som alle borgere burde tage alvorligt: Selv regeringer i etablerede demokratier vil typisk misbruge enhver nødretstilstand hvis den overhovedet har mulighed for det. Politikere gør ikke det rigtige når det virkeligt brænder på, men misbruger som oftest situationen til at stille deres egen tørst efter magt.

Økonomisk frihed og menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 27. juli 2021. Skriv et svar

En af fornøjelserne ved at skrive på Punditokraterne er, at man en gang imellem har mulighed for at skrive om emner, man er i gang med. For det første giver det vores læsere mulighed for at læse lidt om, hvad der foregår i forskningen for tiden. For det andet giver det til tider os mulighed for at få idéer og feedback fra læserne, hvilket vi er meget taknemmelige for. Emnet i dag er netop ét, jeg har brugt en del tid på den sidste halvanden måned: Forholdet mellem økonomisk frihed og respekten for menneskerettigheder.

Baggrunden er, at en god ven har bedt mig om at skrive et oversigtskapitel til en ny Handbook om netop, hvordan økonomisk frihed påvirker staters respekt for borgernes menneskerettigheder. Emnet er ikke blot politisk ombrust, men også meget aktuelt da en lang række stater det sidste halvandet år har indskrænket både borgernes basale menneskerettigheder – deres ret til at mødes frit, bevæge sig frit rundt, ytre sig frit, og deres ret til et privatliv – og deres økonomiske frihed. Forbløffende mange stater har således misbrugt deres forfatningsgivne nødretsmuligheder, som noget af min nyeste forskning sammen med Stefan Voigt (Universität Hamburg) viser.

Argumenterne strækker sig fra den canadiske journalist Naomi Kleins rasende påstande om, at liberaliserende reformer er så upopulære blandt almindelige mennesker, at stater aktivt bryder folks menneskerettigheder for at gennemføre dem, til f.eks. Robert Lawsons (Southern Methodist University) argument, at økonomisk frihed også fører respekt for andre frihedsrettigheder med sig.

I Bobs præsentation, han gav i forbindelse med at han modtog Adam Smith-prisen (som kan læses i Journal of Private Enterprise her), understregede han netop at blandt de mange nye emner som folk i litteraturen undersøgte var det ” Particularly gratifying was the growing number of papers studying important topics like war, human rights, and gender equality.”

Der er derfor god grund til at skrive en oversigt over, hvad den empiriske litteratur faktisk har fundet. I dag nøjes vi dog med at se på, hvordan de overordnede data ser ud. Det gør vi i to figurer fra min oversigtsartikel, der viser sammenhængen mellem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks og to mål for menneskerettigheder: Vásquez og McMahons Personal Freedom Index og V-Dem-projektets civil liberties index. I begge figurer skelner vi mellem autokratier (de hvide markører) og demokratier (de sorte markører).

Begge figurer demonstrerer en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og de to forskellige aspekter af menneskerettigheder. Korrelationen mellem økonomisk frihed og menneskerettigheder på tværs af autokratier er henholdsvis 0,36 og 0,32 i de to figurer, mens den er 0,50 og 0,54 blandt demokratier. Det billede bekræftes af litteraturen: Jeg har fundet 38 publicerede artikler, der undersøger sammenhængen mellem en form for mål for økonomisk frihed og mål for forskellige typer menneskerettigheder, og kun to af dem finder negative effekter.

Og hvad kan man så lære af det? Hvad kan man bruge den forskning til? Et tentativt svar er, at selv hvis man personligt er ligeglad med borgernes økonomiske frihed – hvilket ser ud til at være tilfældet for den nuværende danske regering – bør man alligevel være bekymret for indskrænkninger i den. Når stater og regeringer begynder at indskrænke borgernes økonomiske frihed, følger en del af deres andre frihedsrettigheder ofte med.

Fornuft om nedlukninger og politik

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2021. Skriv et svar

Jeg er ligesom mange andre mennesker til stadighed dybt frusteret over, hvor afsindig politik er blevet i de fleste dele af den vestlige verden. Vi har alle fået frarøvet en væsentlig del af den frihed, vi siden anden verdenskrig har taget for givet, og der er lange udsigter til at få det meste af den tilbage. Politikere fra alle dele af det politiske spektrum virker mere end villige til at detailstyre folks liv, og på en måde der ofte ligner situationen i diktaturer og de tidligere kommunistiske styrer i Østeuropa.

Det var derfor en stor og meget glædelig overraskelse, da Mike Graham fra britisk TalkRadio forleden dag havde et glimrende interview med to briter, der ramte hovedet på sømmet. Klart og tydeligt, glimrende formidlet og så indlysende, at jeg ikke kunne være mere enig. De to understreger for eksempel, at i ethvert demokrati er politikerne befolkningens tjenere! Men det sidste halvandet år har langt de fleste politikere opført sig som om befolkningen er eller bør være deres underdanige undersåtter, og at de har ret til at styre dens liv. Den største overraskelse var, hvem der var så tydelige, gennemtænkte og velovervejede: Interviewet var med Richard og Fred Fairbrass – bedre kendt som duoen Right Said Fred. Ja, popgruppen der havde globale hits med I’m too Sexy og Don’t Talk just Kiss i starten af 1990erne! Men måske er det ikke så underligt, når man overvejer hvor underlig resten af verdener er i dag. Under alle omstændigheder er hele interviewet varmt anbefalet, og en god måde at bruge et lille kvarter på i weekenden.

Historiske forhold: Forurening i Central- og Østeuropa

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2021. 2 svar

En del af formålet med dette års sommerserie er at minde folk om – og i nogle tilfælde oplyse dem om – hvordan forhold var tilbage i tiden. Flere af os har, ligesom en lang række gymnasielærere vi kender, oplevet hvordan unge mennesker kun sjældent har nogen som helst anelse om forholdene i Central- og Østeuropa før Berlinmurens fald. Sandheden er, at de kommunistiske økonomier i øst forurenede voldsomt og var langt mindre produktive end de kapitalistiske konkurrenter i vest.

Et af de bedre forhold for de kommunistiske økonomier var deres udledninger af drivhusgasser, der i 1990 – det første år med rimeligt god datadækning – var cirka 15 % lavere per indbygger end i de vestlige lande. Som illustreret i dagens første figur lå udledningerne dog væsentligt højere end Latinamerikas. Ét forhold må dog huskes: De vestlige økonomier var godt 2½ gange så rige som de kommunistiske i 1990. Derfor plotter vi også drivhusgasudledningerne per 1000 dollars produktion i dagens anden figur. Regnet i kiloton CO2-ækvivalent udledte de vestlige samfund i 1990 i gennemsnit 12,8 kiloton drivhusgasser per indbygger og 0,42 kiloton per 1000 dollars produceret, mens de tilsvarende tal for Østeuropa var 10,9 og 1,08 kiloton. Selvom den udbredte brug af atomkraft i Østblokken nedsatte dens udledninger af bl.a. CO2 var det langt fra nok til at kompensere for manglen på produktivitet: I de kommunistiske økonomier brugte man mere end dobbelt så meget energi på at producere samme økonomiske værdi som i Vesten og omtrent den samme mængde som de langt fattigere latinamerikanske lande.

Den gode del af historien er, at kommunismens fald har rettet op på situationen. Udledningerne per indbygger i Øst er faldet med 27 % mellem 1990 og 2018, og målt i forhold til output er de faldet 57 %. De tilsvarende fald for de vestlige økonomier er henholdsvis 13 og 46 %, mens der er sket langt mindre i Latinamerika. Med andre ord har de central- og østeuropæiske lande skåret omtrent en fjerdedel af deres udledninger på samme tid som de i gennemsnit er blevet 92 % rigere.

På mange måder er dagens eksempel endda en af de svageste udviklinger, der fulgte fra kommunismens fald. I midten af 1980erne, da man fik troværdige estimater fra bl.a. Østtyskland, viste det sig for eksempel at de østtyske udledninger af svovldioxid var det tredobbelte af det vesttyske niveau. På samme måde dokumenterede en oversigt af Josef Varousek i 1994, at ved kommunismens fald var halvdelen af alt drikkevand i Tjekkoslovakiet kategoriseret som udrikkeligt ifølge vesteuropæiske standarder. Det Sovjetunionen havde planlagt som ”Socialismens maskinfabrik” leverede muligvis maskiner, og var en af de mest udviklede økonomier i øst, men gjorde det med forældet og beskidt teknologi. I dag er den tjekkiske energieffektivitet faktisk højere end gennemsnittet for vesten, og de mange danskere, der har været i Prag eller Brno har førstehåndsviden om, hvordan byerne føles mindst lige så rene som i Tyskland. En af de vigtigste lærer af de sidste 35 års historie, som vi viser i dag og som forbløffende mange mennesker ingen anelse har om, er at kommunismens fald var en af de bedste ting, der er sket for miljøet i det sidste halve århundrede

Deltavarianten i en vaccineret befolkning (Hollandsk version)

Af Jonas Herby, den 21. juli 2021. Skriv et svar

For nylig undskyldte den hollandske premierminister, Mark Rutte, for at have genåbnet samfundet for tidligt. Årsagen var kraftigt stigende smitte i Holland, og regeringens svar var at indføre nye restriktioner for barer, restauranter og natklubber. Det hele blot to uger efter, at mange restriktioner ellers var blevet fjernet.

Som jeg tidligere har beskrevet, har stigende smitte i UK ikke været et problem for sundhedssektoren, da den ikke har medført samme stigning i antallet af indlæggelser som tidligere set (se opdateret figur nederst i dette indlæg).

Nedenstående figur viser sammenhængen mellem smittetal og nyindlæggelser i Holland.[1] Figuren viser meget tydeligt, at Holland – der har vaccineret lidt færre end UK og Danmark – står i samme situation som UK (og Danmark). Den historiske sammenhæng mellem smittetal og indlæggelser er tydeligt brudt. De kraftigt stigende smittetal har ikke som tidligere ført til en kraftig stigning i antallet af nyindlæggelser.

Læs resten →

Ny evidens: Mundbind virker (stadig) ikke

Af Christian Bjørnskov, den 18. juli 2021. 2 svar

Den 5. marts udgav de amerikanske Centers for Disease Control and Prevention – den relevante sundhedsmyndighed i USA – en rapport med den kluntede titel ”Association of State-Issued Mask Mandates and Allowing On-Premises Restaurant Dining with County-Level COVID-19 Case and Death Growth Rates — United States, March 1–December 31, 2020.” Rapporten konkluderede, at indførslen af mundbindskrav i amerikanske stater og counties havde ført til lavere smitteudbredelse. Rapporten har været vigtig fordi den efterfølgende er blevet brugt i debatten som evidens for at tvinge folk til at bære mundbind udenfor eget hjem.

Baggrunden for, at bruge et relativt simpelt observationalt studie som sandhedsvidne er, at de 15 randomiserede eksperimentelle studier der findes, meget klart finder at mundbind ikke virker. Det gjaldt som mange læsere vil vide også får det danske studie i 2020, der med 6000 deltagere fandt en lille forskel, der var meget, meget langt fra statistisk sikkerhed. Adskillige læger og epidemiologer (inklusive det danske studies hovedforfatter) har alligevel påstået at mundbind virker, men forstået på den måde, at selvom det ikke er mindre sandsynligt at folk med mundbind bliver smittede, smitter de andre mindre. Det er dermed en påstand om en eksternalitet forbundet med mundbindsbrug, som ikke særligt nemt kan testes med eksperimentelle studier. Derfor er observationelle studier som marts-studiet fra CDC vigtige, og derfor er det også ekstremt vigtigt, at det observationelle arbejde er solidt og op til standard.

To uafhængige læger, Josh Mitteldorf og Madhava Setty, har fornylig gentaget CDCs arbejde, og leveret en omhyggeligt og – efter min mening – sober og statistisk velgennemført kritik af det. I “Association of State-Issued Mask Mandates with COVID-19 Case and Death Counts “ starter de med at notere, at der faktisk er store statistiske problemer med CDC-studiet. For eksempel viser de, at “The only controls in this study were the two 20-day periods prior to the reference period. The study did not compare results to states where no mask mandates were imposed.” CDC-studiet har derfor et potentielt meget stort problem med ‘omitted variable bias’, ligesom der også er andre problemer, Mitteldorf og Setty viser således, at selvom man bruger CDCs metodologi, er det tydeligt at smittetallet typisk var vendt før indførslen af mundbindskrav, og at den nedadgående trend fortsatte upåvirket efter indførslen.

Det er også næsten chokerende at notere, at CDC valgte ikke at foretage en sammenligning med stater og counties, der valgte ikke at indføre et krav. De to kritikere noterer også, at “Even though the study was conducted (and data downloaded) in February, 2021, it does not include the time period November through January, when masking was still enforced but DGR was high, comparable to the reference period. Had the study included the fall and winter months, the plot in Figure 1 would have extended to a period where the curve stopped declining and rose, as in Figure 5.” Med andre ord kommer CDC-studiet, ved at skære deres data af i oktober, til at ignorere naturlig variation pga. vejret.

Mitteldorf og Setty viser også sammenligninger mellem Californien og Florida, og North og South Dakota. De to par, der også tidligere har været brugt, er gode valg fordi der i begge tilfælde er en stat der indfører alvorlige restriktioner, og en anden meget sammenlignelig stat, der ikke gør. Men som de konkluderer: ”In each pair, the state with no mask mandates was more densely populated, yet suffered essentially the same burden of disease as their masked counterpart.” Mens Mitteldorf og Settys kritik er relativt enkel og i sig selv kan kritiseres for ikke at tage alle omstændigheder i betragtning – både kritikken og CDC-studiet kan kritiseres på flere punkter – er konklusionen ganske klar. CDC’s egne data og egen metodologi viser, at mundbindskrav på tværs af de amerikanske stater ikke gjorde nogen forskel.

Historiske forhold: Børnedødelighed i Skandinavien

Af Christian Bjørnskov, den 16. juli 2021. 9 svar

I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger er vi kommet til et af de måske vigtigste forhold: Børnedødelighed. Risikoen for at børn dør før de bliver ret gamle, er et forhold, der både ændrer sig kraftigt i takt med at lande bliver rigere, men som også har ændret sig i takt med at hele verden er blevet rigere og både videnskab og lægekunst har udviklet sig. Man kan med al mulig ret kalde børnedødelighed for en af de vigtigste bivirkninger af økonomisk udvikling. Så hvordan har det set ud i vores del af verden?

Der findes god statistik på børnedødeligheden i alle tre skandinaviske lande tilbage til 1901, som vi plotter i dagens figur. Vi viser også det tilsvarende tal for risikoen for, at et barn dør før dets fireårs fødselsdag for Frankrig. Det interessante i den sammenligning er, at Frankrig ifølge Madison-projektets data var knap 10 % fattigere end Danmark, mens Norge og Sverige var omtrent 30 % fattigere. Som figuren meget tydeligt viser, var der alligevel ikke de store forskelle på de skandinaviske landes børnedødelighed i starten af 1900-tallet, mens den franske lå væsentligt højere. Den historiske sammenligning understreger derfor det underlige faktum, at Norge og Sverige var hvad nogle økonomiske historikere har kaldt ”sophisticated developing” i løbet af 1800- og starten af 1900-tallet: De havde lavere børnedødelighed, mindre analfabetisme og væsentligt bedre uddannede befolkninger end andre lande på samme velstandsniveau.

Set med moderne øjne var børnedødeligheden blandt børn under fire år, som figuren illustrerer, chokerende høj i starten af 1900-tallet. I det første årti døde cirka 10 % af alle børn før de blev fire, og 3 % døde før deres første år var ovre. I Frankrig var de tilsvarende forhold omtrent 50 % værre. Det er dog også voldsomt at se, hvor hurtigt situationen forbedres over årene, med et lille bump i løbet af anden verdenskrig i Skandinavien (og et stort i Frankrig). Fra 40erne og til omkring 1980 er børnedødeligheden tydeligt lavere i Danmark end Norge og Sverige, mens den de sidste cirka 40 år har været stort set den samme i alle fire lande i figuren. Man skal alligevel ikke så langt tilbage for at finde tal, der i dag ville være chokerende. Omkring tidspunktet hvor jeg blev født døde cirka 3 ‰ af alle børn før de blev et år, og 1,4 % af alle børn døde før de blev fire. De tilsvarende tal i dag er blot 0,3 ‰ og 3 ‰.

Hvordan ser de historiske forhold i Skandinavien så ud sammenlignet med verden i dag? Spørgsmålet er relevant fordi det kan give et indtryk af, hvor langt ’bagud’ dele af verden er. Svaret er, at den danske børnedødelighed sidst i 1910erne svaret til børnedødelighed i dag i bl.a. Sierra Leone, Somalia og Nigeria. Det danske forhold sidst i 1930erne matcher nutidens børnedødelighed i Pakistan og Mozambique, mens man skal til danske forhold sidst i 1950erne for at finde et match til nutidens problemer i Sao Tomé og Principe, den Dominikanske Republik og Bolivia. Situationen omkring 1970 (da jeg blev født) er ligesom det moderne Jamaica, Mauritius og Colombia, mens Bosnien og Serbien har cirka samme børnedødelighed som Danmark midt i 1990erne.

Hvad kan man lære af det, må man måske spørge? En del af svaret er måske, at man allerførst må konstatere at forhold som et velfungerende sundhedsvæsen og måske også viden om basal hygiejne var skandinaviske styrker længe før velfærdsstaten. En anden del af svaret er, at man ikke skal mere end en enkelt generation tilbage, før Skandinavien – set med moderne standarder – lignede nutidens mellemindkomstlande. Der er således både noget at være stolt af, rigelig grund til at være ydmyg, og noget at tænke over.

Pandemien er slut i Danmark. Og der er intet, Deltavarianten kan gøre ved det…

Af Jonas Herby, den 15. juli 2021. 1 svar

19. juli genåbner det britiske samfund for alvor. Hvorfor man overhovedet venter, må stå hen i det uvisse, men at der intet samfundsproblem er med de stigende smittetal som følge af deltavarianten, viser nedenstående figur (som er en opdatering af figuren i dette indlæg) med al tydelighed.

Corona er ganske enkelt ikke et samfundsproblem i en vaccineret befolkning. Og Danmark bør i mine øjne hurtigst muligt følge briternes eksempel og gøre en ende på alle restriktionerne.

Pandemien er slut i Danmark. Og der er intet, Deltavarianten kan gøre ved det…

Formynderideologiens genkomst

Af Otto Brøns-Petersen, den 12. juli 2021. 4 svar

Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek er et af regeringens mest tænksomme og interessante medlemmer. I dag bringer Berlingske et interview, som er værd at bide mærke i. Ministeren forsvarer regeringens politik med aktivt at ville forme befolkningen og befolkningssammensætningen – herunder forslagene om at fordele gymnasieelever efter forældreindkomst, tvangsudlejning af private lejeboliger til folk baseret på etnicitet og udflytning af uddannelsespladser. Det gør han med et grundlæggende, ideologisk opgør med den individuelle frihed.

Ministeren mener, at tiden nu har ændret sig siden ”89-generationens grænseløse epoke”. 89-generationen var dem, der var unge ved Berlinmurens fald og blev forhippede på frigørelse af enhver art. Det var imidlertid en fejltagelse. Frihed for nogle kan medføre ufrihed for andre. ”Vi skal forsøge at imødekomme folks frie valg, men der er situationer, hvor den enkeltes frie valg betyder, at andre bliver stillet ringere. Og det er nyt i forhold til 89er-tænkning”, siger han bl.a.

Hvad er der galt med denne argumentation? En hel del.

Hele præmissen for Dybvad Beks argument er et såkaldt positivt rettighedsbegreb. Friheden defineres som mulighed til noget bestemt. Deraf følger, at ”friheden” vokser med f.eks. ens indkomst eller fysiske formåen. Og hvis verden anses for et nulsumsspil (eller ligefrem negativ-sumspil), så følger, at den enes frihed nødvendigvis er på den andens bekostning. Omfordeling af ressourcer bliver til ”fordeling af frihed”. Det er imidlertid velkendt, at positive rettigheder kun kan være ad hoc og kan blive indbyrdes modstridende. Men i den situation kan man jo blive nødt til at lade staten sætte sig for bordenden og skære igennem, hvad ministeren da heller ikke er fremmed over for.

Mange politiske filosoffer har siden Locke betonet, at frihedsrettigheder må være negative for at være meningsfyldte. Ved en negativ rettighed forstås, at der er ting, andre ikke må gøre mod én. Den personlige frihed er en ret til, at ingen tager ens liv eller krænker ens person. Ejendomsretten er retten til at disponere over ens ejendom uden intervention fra andre. Ytringsfriheden er retten til at fremsætte en ytring med de midler, man råder over – ikke at andre har en pligt til at formidle ytringen. Negative frihedsrettigheder er ikke nødvendigvis præget af indbyrdes modstrid. Der er intet i vejen for en tilstand, hvor ingen krænker hinandens rettigheder. Negative frihedsrettigheder kan være opfyldt såvel på Robin Crusoes ensomme ø som på en tætbefolket Manhattan.

Som man kan se af ministerens udtalelser, har valget af henholdsvis positive og negative rettigheder afgørende betydning for opfattelsen af statens rolle. I hans univers er frie valg noget, ”vi” – dvs. politikerne og staten – ”imødekommer”. Staten er den centrale arena for samfundets beslutninger og vurderinger. Det er her, det afgøres, ”hvor meget frihed”, vi hver især skal tildeles. Indkomstforskelle kan blive let betragtet som uretfærdige, hvis politikerne har til opgave at ”fordele friheden”. Hvis staten er den centrale arena, er det for så vidt naturligt at få den tanke, at befolkningen er en masse, som bør formes af politikerne.

I et samfund med negative frihedsrettigheder er udgangspunktet naturligt nok i stedet det enkelte individ. Det kræver i det mindste en god begrundelse at afskære nogens rettigheder. Staten har en begrænset rolle at spille – lidt som en badmintonklub løser konkrete opgaver for sine medlemmer, ikke har ansvaret for alle aspekter af deres liv. Hvordan kan man så begrunde at give staten opgaver? Hvis staten i princippet kan stille alle bedre – f.eks. ved at levere kollektive goder, som ikke ville blive leveret i tilstrækkeligt omfang ved frivillige markedstransaktioner. Forsvaret er et standardeksempel. Men det er helt centralt, at disse begrænsede opgaver ikke giver staten adkomst til at beslutte alt muligt andet. Det kan dog være et alvorligt problem at sikre, at den ikke gør det alligevel, men det er en anden sag.

Ministeren veksler i interviewet pudsigt nok mellem at mene, at vi har været domineret af 89ernes frihedstænkning, og at vi alligevel har så meget tvang, at lidt mere ikke gør den store forskel – selv om han ”i stedet [vil] kalde det normer og fælles værdier”.

Dybvad Bek synes også at forveksle frihed med ”frigørelse”. Her læner han sig op ad en misforståelse, som visse nationalkonservative debattører har ventileret. Politisk frihed giver borgerne ret at disponere over dem selv og deres retfærdigt erhvervede ejendom. Deri ligger ikke, at man skal træffe bestemte valg, eller at man nødvendigvis skal frigøre sig fra normer og konventioner. Fordi det er frivilligt, om man vil spise brød, følger ikke, at man ikke bør gøre det! Det er værd at huske på, at USA’s liberale forfatning blev indført af ikke mindst protestantiske grupper, som ville have lov til at leve i overensstemmelse med stærke religiøse normer.

Man kan naturligvis have den tro, at normer, konventioner og værdier i det hele taget udgår fra og bør reguleres af staten. Igen forestillingen om politik som samfundets centrale arena. Men realiteten er snarere, at normer udvikler sig i en spontan evolutionær proces. Staten kan måske nok påvirke den proces, men ikke nødvendigvis med de ønskede resultater.

Ministeren har ret i, at 1989 var et skelsættende år og endeligt afslørede konsekvenserne af en fejlagtig tro på politisk planlægning af samfundet. Der er intet sket i mellemtiden, som modsiger de erfaringer; hvis vi endelig skal tale normer, så kan man endnu i dag se en lavere grad af tillid i ex-kommunistiske lande. Det eneste, der er sket, er at tiden er gået og måske har hyllet nogle af erfaringerne ind i glemsel.

Dybvad Bek skal have tak for at formulere et ideologisk forsvar for regeringspartiets politik. Det er værd at bekæmpe.

Sjov med Statistik: Svin og Lykke

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2021. Skriv et svar

Vi har haft en række mærkelige forhold i vores tilbagevendende serie om Sjov med Statistik, men vist aldrig dyr. Det råder vi bod på i dag med en kort post om sammenhængen mellem folks subjektive tilfredshed (deres ’lykke’) og omfanget af landets svineproduktion. Sammenhængen på tværs af verden i 2018 kan ses i nedenstående figur, hvor vi som sædvanligt skiller de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) ud fra resten (de blå markører).

Mens der reelt ingen sammenhæng er mellem svineproduktion og lykke i tidligere kommunistiske lande (korrelationen er 0,13), findes der en relativt klar og synlig positiv sammenhæng mellem svin og lykke på tværs af resten af verden (en korrelation på 0,48). Ser man på dagens første figur, indikerer den at svineproduktion – eller noget forbundet med den – er en nødvendig, men ikke tilstrækkeligt betingelse for en lykkelig befolkning. Denne slags fortolkning kommer fra det synlige faktum, at mens der er lande med utilfredse befolkninger og relativt stor svineproduktion, er der ingen eksempler på lande med meget tilfredse befolkninger uden en betragtelig svineproduktion.

Selvfølgelig er pointen i dag, af gris gør ikke glad: Der er i virkeligheden ingen sammenhæng mellem svineproduktion og lykke. Det vi i stedet har, er et meget klart eksempel på såkaldt ’omitted variable bias’ (OVB). OVB er præcist situationen, hvor man får en tilfældig sammenhæng mellem to forhold, fordi man glemmer (eller bevidst lader være med) at korrigere for en tredje faktor, som er den egentligt vigtige. Vi illustrerer dette i dagens anden figur, hvor vi helt simpelt laver det samme plot som i den første, men bryder den blå gruppe ned i fire grupper: Latinamerika og Caribien, Asien og Stillehavet, Afrika og Mellemøsten, og de vestlige lande.

Som figuren ganske klart illustrerer, forsvinder sammenhængen mellem svineproduktion og lykke, når man sammenligner lande internt i hver af de fem grupper lande. Det umiddelbare indtryk af en sammenhæng kommer fra, at de latinamerikanske og caribiske lande er en tand rigere end andre, og de vestlige lande er markant rigere end andre. Det er rigdommen, der rykker på lykken og ikke grisene. Og af rent historiske grunde er det primært i de vestlige lande, og i de lande, vestlige befolkninger udvandrede til, at man finder svineproduktionen. Den omittede variabel er derfor rigdom eller ’vestlighed’. Der er intet mærkeligt i det, men eksemplet er alligevel vigtigt at huske, fordi OVB-problemet ses så ofte i både dårlig videnskab og uærlig politik.

Naturlig immunitet og vacciner

Af Jonas Herby, den 11. juli 2021. 2 svar

Meget interessant artikel om noget, der interesserer mange for tiden. Det primære budskab er, at naturlig immunitet er (mindst) lige så god som vaccinens, og at det ikke giver mening at vaccinere dem, der har været ramt af COVID-19.

Men der er masser af gode ting i artiklen. Vidste du fx, at vaccine betyder “fra køer”?

In the 18th century, milkmaids were considered “fair of face, the prettiest girls in all the land.” Unlike others, they did not have the common face scars from smallpox infection. Through their close contact with cows, they were exposed to and infected by cowpox, a mild disease that generates immunity to smallpox. In 1774, a Dorset farmer named Benjamin Jesty purposely inoculated his wife and two sons with cowpox, and vaccines were born (the Latin vaccinus = “from cows”).

Læs mere her: https://www.smerconish.com/exclusive-content/the-beauty-of-vaccines-and-natural-immunity