Af Christian Bjørnskov, den 30. januar 2019. 3 svar
I går udkom den årlige korruptionsvurdering fra Transparency International (TI). Det såkaldte CPI – the Corruption Perception Index – viser igen i år, at Danmark er verdens mindst korrupte land. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i korruptionsproblemer på tværs af Europa, og endnu større i verden som helhed. Danmark topper indekset med en score på 88 af 100 mulige, hvilket på den ene side er imponerende og meget positivt, men på den anden side også indikerer, at TI ikke ser Danmark som permanent og fuldstændigt frit for korruption og korruptionslignende problemer.
Det var derfor forbløffende at se adskillige vurderinger, som DR for eksempel skrev i går, at det således ser ud til at ”sager om blandt andet svindel i Socialstyrelsen og hvidvask i Danske Bank” ikke har påvirket indekset synderligt. Natascha Linn Felix, der pt. er den danske formand i TI ved siden af sit job som anti-korruptionsrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, udtalte at korruptionsindekset ”siger derfor ikke noget om, hvor korrupt et land i virkeligheden er.” Hun fortsatte med at pointere, at ”først og fremmest afspejler indekset ikke enkeltsager. Dernæst måler det på det opfattede korruptionsniveau i den offentlige sektor” og at ”sager, der foregår i banksektoren, ikke vil være afspejlet i indekset.”
Problemet
er, at Felix åbenbart ikke forstår hvad det indeks, som hendes egen
organisation udgiver hvert år, faktisk måler. En score omkring 90 ligesom den
danske indikerer ikke, at landet er
fuldstændigt frit for korruption – det ville kræve en perfekt indeksscore på
100 – men at der vil være sjældne sager, og at de bliver håndteret effektivt af
retsvæsenet. Der er derfor ingen grund til at forvente, at en enkelt sag i ny
og næ, som håndteres korrekt af retsvæsenet, burde føre til en lavere korruptionsvurdering.
Den forventning er allerede bygget ind i indekset.
Derudover
falder sager som den omfattende svindel i Socialstyrelsen ikke ind under de
mest normale definitioner af korruption. Korruption er, i det mindste i den
etablerede forskning, altid defineret som en slags ulovlig transaktion mellem to parter. Svindelsager er således ikke
korruptionssager, når der er tale om en person, der har svindlet uden hjælp fra
for eksempel overordnede. Atea-sagen var derimod et klart eksempel, da der var
tale om direkte bestikkelse af blandt andet Region Sjællands IT-driftschef:
Nogen hos Atea tilbød bestikkelse, og driftschefen modtog.
Uanset
hvad Natascha Linn Felix og andre NGO-ansatte fortæller medierne, er der
således ikke rigtigt nogen problemer i Danmark. Det samme gælder de seks lande,
som har vurderinger fra Transparency International, der ikke er statistisk
lavere end Danmarks (vurderingerne ligger indenfor det danske 95 %
konfidensinterval: New Zealand, Finland
Singapore,
Sverige, Schweiz og Norge. Disse lande ligger år efter år i toppen, og solid
forskning peger på en række forklaringer på, hvorfor det netop er dem. Det
egentlige spørgsmål, man må stille til årets undersøgelse er, hvorfor Island
ikke er blandt dem.
Af Otto Brøns-Petersen, den 28. januar 2019. 1 svar
Last week,
Anthony de Jasay passed away. At 94, he left an impressive legacy. He was one
of the most important thinkers in political philosophy, social choice and the
liberal order. He did not achieve the fame of a Hayek, a Nozick, a Friedman or
a Buchanan, but was no less important or original.
He named
one of his books “Before resorting to politics”, which nicely sums up his
project. We should think long and hard before rushing to political solutions. He
questioned the rationale for government more thoroughly than anybody else. While
thinkers like Buchanan and Nozick tried to prove that people in a state of
nature would establish a minimal government (either by a social contract or a
spontaneous right respecting process), Jasay tried to prove them wrong. The
libertarian leap from ‘ordered anarchy’ to a minimal state would neither be possible
nor desirable. Jasay did not, however, simply advocate going back to ordered
anarchy. He was not an anarcho-capitalist in the simple sense. But he rejected
the idea that existing governments were legitimate, because we would have
established them in their absence in the state of nature. We would not. And he
even argued that public goods could be provided sufficiently by the market. (I
discuss his theories on contractarianism and public goods here,
alas you have to be able to read Danish).
Jasay was
no naïve romantic. On the contrary. He drew on a deep insight into game theory
and social choice (while avoiding math). Neither was he a believer in natural
rights. He did put forward, however, a positive theory of liberty. The
presumption of liberty in his view is closely related to the presumption of
innocence in law. It is impossible to prove your innocence, since more
suspicions could always be added. Likewise, it would amount to an impossible
requirement if people should prove their right to perform any given act.
He was also
a strong critic of the idea of “social justice”, or, as he put it, attempts to
make justice mean something else than justice (for instance the Rawlsian notion
of justice as “fairness”). Justice is following rules and promises, one has
agreed to.
Jasay’s
life was just as extraordinary as his work. He fled communism in his native
Hungary in 1948. After studying economics, he took up a position at Oxford
University 1955. Seven years later he embarked on a career as an independent
investment banker. Having made enough money, he retired from banking in 1979,
and began thinking and writing as an independent scholar, based in Normandy, France.
His first
book, “The State”, was discovered by chance by James M. Buchanan, who saw an
add for it in a newspaper. Buchanan promoted his writings, even if – or rather
because – he was such an important critic of the constitutional project,
Buchanan himself was engaged in (more on Jasay and Buchanan in my Danish book “James M. Buchanan”).
In “The
State”, Jasay asked the hypothetical question: If the state were a person, what
would it do? He found it unrealistic that the state, having been given a
monopoly of legitimate use of force, would accept to be confined to a minor
role as a night watchman.
A list of
Jasay’s writing can be found at his web page. You can find The
State here as a free e-book. He wrote a monthly piece for econlib,
commenting on a range of issues from philosophy, economics, politics and
current affairs.
Af Christian Bjørnskov, den 28. januar 2019. Skriv et svar
Jeg
indrømmer det gerne: Titlen på dagens post er ikke ligefrem den meste sexede
titel, men den er meget præcis. Og formålet med posten er at illustrere et lidt
overset, men ganske voldsomt problem ved de opgørelser af ulighed i formuer,
som Credit Suisse udgiver hvert år og som Oxfam Ibis bruger (og misbruger) i
deres årlige rapport om ulighed.
Vi
bruger såkaldt moderne forbrugsteori til at illustrere problemet. Teorien, der
blev udviklet parallelt i 1950erne af Milton Friedman og Franco Modigliani,
hviler på indsigten at folk ønsker at udjævne deres indkomst over deres liv.
Har man ingen adgang til lån og opsparing – dvs. er der ingen adgang til
finansiel service – kommer ens forbrug til at svinge sammen med ens indkomst,
og man udsættes derfor for massiv usikkerhed, som man helst ville undgå. Det
bliver også nærmest umuligt at gå på pension, fordi pension er opsparing fra
tidligere i ens liv. Hvis folk har adgang til de finansielle markeder, kan de
låne i dårlige tider og spare op i gode, og derfor beholde et meget jævnt
forbrug på trods af at indkomsten ikke er den samme hvert år.
Vi illustrerer dette i figuren nedenfor, hvor den lige linje er perfekt udjævnet forbrug, mens den buede – der starter lavt, stiger og dermed falder til et lavt niveau – repræsenterer folks indkomst over tid. Figuren gør det klart, at ser man over et helt liv, betyder folks ’forbrugsudjævning’, at de som unge og muligvis studerende vil bruge mere end de har – de opbygger gæld – fordi de ved, at de senere kommer til at tjene mere og dermed kan betale gælden tilbage. De udjævner dermed deres forbrug ved at flytte forbrug fra senere i livet til de er unge. På samme måde vil man på et tidspunkt netto begynde at spare op til sin pension, så man kan bibeholde sin levestandard selvom man har forladt arbejdsmarkedet. Noget af denne opsparing vil ofte stå i mursten – ens gældfrie bolig er også pensionsopsparing.
Vi illustrerer dette i figuren nedenfor, hvor den lige linje er perfekt udjævnet forbrug, mens den buede – der starter lavt, stiger og dermed falder til et lavt niveau – repræsenterer folks indkomst over tid. Figuren gør det klart, at ser man over et helt liv, betyder folks ’forbrugsudjævning’, at de som unge og muligvis studerende vil bruge mere end de har – de opbygger gæld – fordi de ved, at de senere kommer til at tjene mere og dermed kan betale gælden tilbage. De udjævner dermed deres forbrug ved at flytte forbrug fra senere i livet til de er unge. På samme måde vil man på et tidspunkt netto begynde at spare op til sin pension, så man kan bibeholde sin levestandard selvom man har forladt arbejdsmarkedet. Noget af denne opsparing vil ofte stå i mursten – ens gældfrie bolig er også pensionsopsparing.
Moderne forbrugsteori indebærer derfor, at der altid vil være formueulighed i et
nogenlunde velfungerende, kapitalistisk samfund. De yngre vil typisk have
negative nettoformuer – de har studielån, lån i bilen osv. – mens de relativt
ældre har positive nettoformuer i form af pensionsopsparing. De allerældste vil
typisk ikke have nær så store formuer, og meget af den vil være lagt til side
til arv. Et samfund, hvor folk forbrugsudjævner nogenlunde rationelt er derfor
et samfund med betydelig ulighed i folks nettoformuer.
Så
hvad sker der, hvis man ikke har adgang til finansielle markeder? Mens man
helst vil investere ens opsparing i afkastgivende aktiviteter, så ens formue på
sigt bliver større, er alternativet når man ikke har adgang til den slags
service, at spare op i noget, der beholder sin værdi. Det er blandt andet
derfor, at mange relativt fattige i lande som Indien og Pakistan kan have
ganske mange smykker – de er de facto opsparing. Et væsentligt problem med
Credit Suisse-opgørelsen er derfor, at den ikke ’fanger’ denne opsparing, da
den ikke re registreret på samme måde som en bankkonto eller aktiekøb. Mange
mennesker i fattigere lande har faktisk opsparing, og de udjævner dermed også
deres indkomst over tid som økonomisk teori siger de bør gøre. Opsparingen er
blot ikke registreret.
Et
af mange paradoksale og dybt misvisende forhold i Credit Suisses tal og Oxfam
Ibis-rapporten er således, at velfungerende, inklusive finansielle markeder som
man har i rige lande ’skaber’ ulighed i de nettoformuer, Credit Suisse måler.
Men denne ulighed er udtryk for, at de finansielle markeder skaber bedre
muligheder for de relativt fattigere i samfundet. Bor man i et land med dårligt
fungerende finansielle markeder og er man ikke blandt de velstående, vil man
være udelukket fra både lån og opsparing af den registrerede slags. Selvom man
kan have lån hos den lokale udlåner eller opsparing i form af smykker og ægte
tæpper, vil man ikke have nogen registreret
aktivitet, og ender derfor med at have nul nettoformue i Credit
Suisse-opgørelsen.
Problemet
er, som Ole P. Kristensen skrev meget klart i søndagsudgaven af Berlingske
Tidende, er folk med negative nettoformuer ikke de fattigste: ”De er i
virkeligheden privilegerede, for stor negativ formue forudsætter, at man kan
optage lån.” På nationalt plan vil de mange mennesker uden nettoformuer tælle
som nuller i regnskabet og dermed indebære, at den formueulighed, som Credit
Suisse måler, bliver ganske lav. Det har også den implikation, at hvis de
finansielle markeder bliver bedre – så flere mennesker kan tage lån og have
opsparing – vil den målte ulighed i verden stige! Man må derfor spørge, om
Oxfam Ibis vil ødelægge folks muligheder for forbrugsudjævning i lighedens
navn?
Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2019. 1 svar
Forleden
udkom Oxfams årlige rapport om ulighed i verden, og medierne slugte meget
forudsigeligt organisationens historie om voldsomt stigende ulighed og at det
går dårligt for verdens fattige. Vi har tidligere skrevet om rapporten og de
tal for ulighed i såkaldte nettoformuer fra Credit Suisse, som Oxfam bruger (se
f.eks. her,
her
og her),
og Niels
debunkede rapporten grundigt igen i onsdags. I år er ikke
anderledes, og tallene er heller hverken mere troværdige eller mindre nonsens
end tidligere. Tror man på metodologien bag opgørelsen af ulighed, skal man f.eks.
også tro på, at over en million danskere er blandt verdens fattigste halvdel,
og at man – hvis man har 30.000 stående på en bankkonto som eneste formue – er
blandt den tredjedel i verden med de største formuer. Man skal nok være en
særlig type for at købe de påstande, men en åbenbart betragtelig del af danske
journalister er af denne type.
Det
gælder i udbredt grad, at man helt generelt kan slippe afsted med nærmest
latterlige påstande om ulighed uden at blive stillet til ansvar. En af dem, som
man igen har hørt i den internationale debat, er at ’social ulighed’ ikke blot
skader uddannelse og sundhed, men endda også er en kilde til
overvægtsproblemer. Information har
tidligere skrevet om det, ligesom en rapport
fra Teknologirådet for nogle år siden viderebragte påstanden.
Ulighed bliver beskyldt for at være skyldig i alskens samfundsproblemer, og
patentmedicinen er statslig omfordeling. Er man i tvivl om fænomenet, kan man
tage et kig på den indflydelse, Wilkinson og Picketts aldeles rædselsfulde The
Spirit Level havde for cirka ti år siden, eller Wilkinsons ligeså
manipulerede opfølger The
Impact of Inequality. Man kan heldigvis også vælge at orientere
sig om, hvad der er op og ned i Andreas Bergh, Therese Nilsson og Daniel
Waldenströms fine Sick of Inequality?
For
at illustrere, hvor mærkværdigt misvisende store dele af ulighedsdebatten er,
bringer vi i dag et simpelt plot over den sammenhæng mellem overvægt og
ulighed, som flere debattører påstår findes. Plottet er meget simpelt mellem
ulighed, målt ved ginikoefficienten i disponibel indkomst, på x-aksen og
andelen af befolkningen, der ifølge WHO er er overvægtig. Tallene er alle fra
Europa og således fra nogenlunde sammenlignelige lande. Korrelationen mellem de
to serier er 0,13, og 0,01 når man tager Tyrkiet (den åbenlyse outlier) væk. Der
er, med andre ord, ingen sammenhæng mellem overvægtsproblemer og social
ulighed.
Spørgsmålene til jer, kære læsere, er derfor hvordan man kan få dén slags billede til at blive til en stærk og enkel sammenhæng, som man kan retfærdiggøre indgribende omfordelingspolitik med? For det er det, en åbenbart ulighedshadende, international NGO-sfære gør med jævne mellemrum.
Traditionen tro har Oxfam-Ibis også i år udsendt deres årlige “ulighedsrapport” om hvor galt det står til i verden – i år med overskriften “Public good or Private wealth”. I lighed med tidligere, er der også i år tale om en i bedste fald dubiøs, i værste fald bevidst manipulerende rapport, hvis formål er at bilde læseren ind, at verden bliver mere og mere ulige, og det selvfølgelig skyldes den “væmmelige markedskapitalisme”.
Helt grundlæggende er Oxfam-Ibis årlige rapporter baseret på at den typiske læser ikke er økonomi-kyndig, og at kun få checker de kilder, som man faktisk ganske fint lister til sidst (og tak for det) i den egentlige rapport, som man finder på Oxfams hjemmesider i UK. På Dansk udsendes kun et kort resume.
Hvad Oxfam-Ibis ikke fortæller dig
Nedenstående infografik er “typisk” Oxfam-Ibis, og hvis man alene ser den, får man jo den opfattelse at det står meget slemt til med både fattigdom og ulighed her i verden. Det kan man jo så mene at det også gør, men hvorfor forholder man læseren, at det faktisk går meget bedre end tidligere? Både hvis man måler på absolut fattigdom – og udviklingen i den globale ulighed, som Oxfam-Ibis i lighed med andre på venstrefløjen tillægger særlige negative konsekvenser.
et er sådan set rigtigt hvad de skriver hver for sig, men oveni er der alt det som de ikke skriver. Hvad er grunden til at man sammenstiller udviklingen i ekstrem fattigdom i Afrika syd for Sahara med Verdensbankens fattigdomsgrænse for det mest velstående middelindkomstlande? Er det mon fordi man gerne vil give indtrykket af at 3,4 mia. mennesker lever i ekstrem fattigdom? Verdensbankens fattigdomsgrænse for ekstrem global fattigdom er $1,90 (købekraftskorrigeret og i 2011 USD.) og ikke $5,50. Og hvorfor står der intet i rapporten om at også målt på $5,50 har man de seneste årtier oplevet et fald i andelen af fattige – uanset hvilken grænse man bruger – som er uden historisk sidestykke, se nedenstående figur.
Et fald, som er sket samtidig med at verdens befolkning voksede med ca. 30 procent, især i udviklingslandene.
I løbet af 25 år er vi gået fra at leve i en verden, hvor ca. 2 ud af 3 levede for under svarende til $5,50 om dagen, til en verden hvor flertallet har mere end svarende til $5,50 at leve for om dagen. Og nej, det er ikke meget, men det går i den rigtige retning, og forskellen mellem at leve for $1,90 og op til $5,50 er til at tage at føle på.
Heldigvis er det “kun” 1/10 af jordens befolkning, som i 2015 levede i ekstrem fattigdom (og ifølge “World Poverty Clock” er vi nu nede på ca. 8 procent primo 2019), mens det i 1990 var ca. 1/3 af jordens befolkning, som måtte leve for under svarende til $1,90.
Og når man skriver at næsten halvdelen af verdens befolkning kun lige undgår at leve i ekstrem fattigdom, hvorfor anvender man så $5,50 og ikke $3,20? Måske fordi “næsten halvdelen” giver en anden effekt end ca. 1/4? (bortset fra at man jo ret beset bør trække de ca. 10 procent fra som rent faktisk fortsat lever for mindre end $1,90 – de indgår jo i de 46 procent). Andelen under $3,20 er som det fremgår af ovenstående figur forøvrigt en halvering i forhold til 1990, hvor mere end halvdelen af jordens befolkning måtte klare sig med mindre en svarende til $3,20.
Hvad angår udsagnet om at ekstrem fattigdom er stigende Syd for Sahara, fremgår det ikke, hvorvidt der er er tale om absolut antal eller andel. Det gør dog mindre. I takt med at den ekstreme fattigdom falder globalt, bliver den resterende gruppe i stigende grad domineret af relativt få især afrikanske lande, hvoraf kun få har en tilfredstillende økonomisk udvikling. Antallet af ekstremt fattige er nu højere i Nigeria end i Indien – på trods af, at Indiens befolkning er mange gange større – mens den økonomiske vækst ikke kan følge med befolkningstilvæksten, og allerede i dag lever ca. en ud af hver fem ekstremt fattige i Nigeria og Congo. Denne andel må forventes at stige de kommende år.
Når man angiver, at mænd ejer 50 procent mere af den globale formue end kvinder ifølge Credit-Suisse estimater, så kan det også undre at det illustreres med to søjler, hvor mandens er dobbelt så høj (se infografik ovenfor).
Ingen tvivl om at kvinder desværre diskrimineres mange steder i verden, hvilket også afspejler sig i formuefordelingen, som det fremgår af nedenstående figur, men…..
Når Oxfam i deres rapport skriver:
Less understood but equally alarming is the gender wealth gap, which along with earnings includes assets, savings and investments. Credit Suisse has this year estimated women’s share of global wealth at 40%, but with very significant differences regionally and for different groups of women. For example:
• In Africa and in countries like India, Pakistan and Bangladesh, women account for somewhere between 20–30% of wealth.
• In the US, unmarried white men own 100 times more wealth than unmarried Hispanic women.
Så må man spørge sig selv, hvorfor er det relevant at sammenligne hvide mænds formue med lige præcis ugifte hispanic kvinder?
Som det fremgår af ovenstående figur fremgår , at der er stor forskel på kvinders andel i Afrika og Indien og i Nordamerika (apropos sammenligningen mellem “hvid mand” og enlig kvinde med latinamerikansk baggrund) og Europa.
Mens man estimerer at kvinder i de to først nævnte regioner har en andel på mellem 20 og 30 procent, estimeres den for de to sidstnævnte at være mellem 40 og 45 procent, opgjort på husstande.
Andel og vækst 2000-2018
Og så er der selvfølgelig den utopiske ide om, at “bare” man beskattede den ene procent rigestes formue med 0,5 procent, så ville man kunne finansiere uddannelse for den ca. 1/4 mia, børn som ikke er i uddannelse og sundhedspleje der ville redde 3,3 mio. liv om året.
Der er det måske ikke så lille aber dabei ved den ide, at ikke kun skal man øge formuebeskatningen med 0,5 procent – hvor mere end 70 procent af provenuet vil komme af beskatning i I-landende, ifølge Oxfams egne beregninger – men at den herefter ubeskåret overføres til udviklingslandene.
Formue fordelt på regioner
Men andre ord ønsker man at ulandsbistanden skal øges kraftigt. Hvorfor skriver man så ikke bare det?
Når vi nærmer os det rene fup og svindel
En ting er alt det, Oxfam-Ibis undlader at nævne. Noget andet er hvor metodevalg og begrebsanvendelse tangerer fup og svindel.
Igen i år er Oxfam-Ibis slagnummer, hvor mange superrige der ejer lige så meget som den “fattigste” halvdel af klodens befolkning.
I år kommer man frem til at verdens 23 rigeste (ifølge Forbes), ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning tilsammen. Som Mads Lundby fra Cepos har gjort opmærksom på, bl. a. i Radio24syv morgen (kan høres her), svarer denne formue til 0,4 procent af den samlede globale formue (som den opggjort af Credit Suisse, se længere nede). Og ydermere er europæere og amerikanere overrepræsenterede blandt de 10 procent fattigste.
Hvad der heller ikke nævnes fra Oxfam-Ibis side er, at de 10 procent “fattigstes” samlede formue er negativ, mens 2. decils samlede formue er nul. Ja, tager vi de 40 procent “fattigste” samlede formue et den et stort rundt nul. Det indebærer at hvis du blot ejer en krone, så er du rigere end de 40 procent “fattigste” tilsammen!
Lige som tidligere år dominerer USA, Canada og Europa de nederste og øverste deciler. Hver fjerde dansker er således blandt verdens “fattigste” målt på nettoformue. Det er selvfølgelig ikke udtryk for fattigdom – tværtimod. Men fordi Danmark er et I-land med et avanceret og veludbygget finansielt system og et fremragende realkreditsystem.
Det gælder fortsat.
Ligeledes , som vi har skrevet om flere gange tidligere (se bl. a. her), skyldes ændringerne fra år til år primært 3 ting: valutakursudsving, prisen på værdipapirer og udviklingen i boligpriserne.
Læg f. eks. mærke til udviklingen i Indien, – se figur nedenfor – hvor både værdipapirer og boligpriser er steget betydeligt, mens den samlede formuefremgang i Credit Suisse opgørelse mere beskeden, fordi den lokale valuta faldt i forhold til dollar i perioden.
Når Oxfam-Ibis i år skriver, at
”Sidste år fik verdens rigeste hver dag 16 milliarder kroner mere at putte i lommen, mens den fattigste halvdel af verdens befolkning mistede 11 procent af deres beskedne opsparing.”
Så efterlader det os med indtrykket af at de rigeste er blevet rigere og de fattigste er blevet fattige – det er selvfølgelig også hvad Oxfam-Ibis gerne vil have os til at tro. Men man kan ikke konkludere at den fattigste halvdel “mistede 11 procent af deres beskedne opsparing” – for det kræver som minimum at man opgør det i lokal valuta. Ret beset bør man også korrigere for inflation – for det eneste Credit Suisse måler er udviklingen i den nominelle formue – og så endda i dollars til gældende markedskurs.
Oxfam-Ibis påstand er grundlæggende at verden lider af “galoperende ulighed” og at det bliver værre og værre. En overskrift i dette års rapport er således ” Uligheden er ude af kontrol”. Eller som de skrev i deres 2016 rapport:
Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.
Men vendt lidt: Hvis nu vi for et øjeblik lader som om Credit Suisse årlige formueopgørelse rent faktisk kan bruges til at sige noget klogt om udviklingen i levestandard (det kan den ikke, se nedenfor)…
Hvordan har udviklingen så været de sidste små 20 år? For de der kun læser Oxfam-Ibis årlige rapport, vil det måske komme som lidt af et chock, men målt på både de 5- og 10 procent med de største formuer, er deres andel siden 2000 ikke steget, men faldet. Som det fremgår af nedenstående figur er de væsentligste forskydninger sket indenfor de 10 procent ‘rigeste”. De 90 procent fattigste har ikke oplevet et fald i deres andel siden årtusindes begyndelse.
Vi må altså konkludere, at Oxfam-Ibis påstand om stigende ulighed, baseret på formue, slet og ret et falsum. Samtidig skal naturligvis medtages at den globale indkomstulighed, som vi tidligere har pointeret, senest her, er faldende.
Et er at Oxfam-Ibis gennem årene vedvarende prøver at give indtryk af en udvikling, som der ikke er belæg for. Noget andet er, at Credit-Suisse årlige opgørelse (se seneste her) slet ikke kan bruges til at sige noget fornuftigt om udviklingen i den globale levestandard.
Forskelle i formuer kan ikke bruges som proxy for forbrugsmuligheder. Dertil bruger man købekraftskorrigerede indkomster. At man ejer en 2-værelses lejlighed i Kbh som måske har en værdi på 3 mio. kroner, i forhold til en en tilsvarende lejlighed i Rio de Janeiro, som måske kan erhverves for 300.000, indebærer jo ikke, at man dermed har 10 gange så høj levestandard målt som årligt forbrugsmulighed. Dertil er man altså nødt til at bruge købekraftskorrigeret indkomst.
Som Punditokraternes redaktør, Christian Bjørnskov, påpegede i en kronik i Børsen i 2016:
Ibis og Oxfams problem skyldes først og fremmest, at de bruger en årlig rapport fra Credit Suisse, hvor banken opgør verdens nettoformuer. Dette begreb definerer de som værdien af omsættelige finansielle aktiver samt andre aktiver som bolig og jord fratrukket gæld.
Det er derfor forskelle i formue og ikke indkomster eller forbrugsmuligheder, Oxfam påstår, er udtryk for global ulighed. Det giver blot forsvindende lidt mening.
Ifølge opgørelsen udgjorde 10 pct. af amerikanerne således 10 pct. af verdens fattigste halvdel, ligesom over en million danskere var blandt den – en i øvrigt langt større andel end i Kina.
Den million danskere, der har ingen eller negative nettoformuer, er heller ikke i virkeligheden de fattigste danskere.
Metoden, som Credit Suisse bruger, har f.eks. den konsekvens, at optager en ellers velfungerende dansk landmand et lån for at forbedre sin gård, falder hans nettoformue, og han risikerer dermed at ende blandt det, Oxfam taler om som verdens fattigste.
På samme måde er der ganske store problemer med, hvordan Credit Suisse opgør folks pensionsformue, der som oftest ikke tæller med i nettoformuetallene – pensioner er jo typisk ikke omsættelige. Så har man almindelig pensionsopsparing, tæller den ikke med, mens en investering, som skal finansiere ens pension, gør.
Konsekvensen er, at lande med velfungerende pensions- og forsikringsvæsener vejer langt tungere i de internationale tal og kommer til at se mere ulige og langt fattigere ud i den måde, Oxfam fortolker tallene på. Og jo bedre pensionsvæsener – og mere inklusive finansielle institutioner – et land får, jo mere ulige ser det ud i Oxfams årlige rapport.
Her til sidst i dette indlæg (som blev lidt længere end beregnet) vil jeg gerne slutte af med endnu et eksempel, hvordan man manipulerer med læseren.
I dette års rapport hævder man, at de fattigste 10 procent betaler en højere andel i skat end de rigeste 10 procent i Brasilien og UK.
Som det fremgår, skulle de 10 procent fattigste i UK altså betale 49 procent i skat, mens de 10 procent rigeste skulle betale 34 procent i skat (jeg har ikke checkket talene for Brasilien efter, da der ikke umiddelbart er adgang til den “rå data”). Går man ind i Oxfam-Ibis metode tillæg oplyses, at indelingen i deciler er baseret på husholdninger, og ikke på skattepligtige personer, som er måden man opgør graden af progression i skattesystemet.
Det er selvfølgelig klart, at den progression, som der normalt er i indkomstbeskatningen overdriver den reelle forskel i hvor meget man betaler i skat af ens personlige indkomst. Indirekte skatter og afgifter vejer jo typisk tungere for de lavere end de højere indkomster (moms, tobaks- og alkoholafgifter mv.).
Men har man ikke mulighed for at foretage en beregning fordelt på faktisk skattepligtige personer, skal man som minimum korrigere for de enkelte husholdningers størrelse. Mange af de umiddelbart velstående husholdninger består jo af to eller flere personer med indkomst, og kan derfor ikke sammenlignes meningsfuldt med husholdninger med kun én person. Gør vi det, ændrer billedet sig drastisk, som det fremgår af nedenstående figur, hvor jeg sammenholder tal, der ikke er justeret for husholdningernes størrelse (den metode Oxfam-Ibis har valgt) med tal, der faktisk er justeret for husholdningernes størrelse.
Som det fremgår har det meget drastisk betydning for især 1. decil, hvor skattetrykket stort set halveres.
Og hvorfor mon Oxfam-Ibis ikke anvender tabel 23. hvor man har korrigeret? Et bud er naturligvis, at så ville man ikke få det resultat man ønsker. Oxfam-Ibis rapport i år er ligesom tidligere år fuld af den slags ‘detaljer’.
I næste uge afholder World Economic Forum (WEF) sit årlige møde i Davos for verdens politiske og økonomiske ledere, garneret med en rand af journalister og NGO’ere (de har åbenbart penge nok – selv et ydmygt dobbeltværelse koster i omegnen af 50.000 kr.).
Her vil toppen af erhvervslivet og den globale politiske elite diskutere verdens udfordringer og hvordan man løser dem. Og det ved man jo hvad indebærer, hvis man altså kan sin Adam Smith og Public Choice.
En af hovedatraktionerne dette år, er Brasiliens prøsident, Jair Bolsonaro, som taler på åbningsdagen. Og hvorfor gør han nu det? Han er jo ikke just kendt for at gå op i global opvarmning, kritiseres for at ville “ødelægge” Brasiliens regnskov, af hensyn til Brasiliens magtfulde landbrugslobby. I det hele taget er hans dagsorden langt fra World Economic Forums CSR-dagsorden.
Well, han er der naturligvis af samme årsag som alle andre deltagere – for at fremme sin egeninteresse. Hvilket i denne sammenhæng primært vil sige, at gøre sine og Brasiliens hoser grønne i forhold til potentielle internationale investorer.
Derfor vil det centrale budskab i talen være, at de reformer man ønsker at gennemføre – som indebærer et reelt paradigmeskifte med Chile som forbillede – vil gøre Brasilien til en attraktiv økonomi at investere i.
Det vil derfor blive talt om pensionsreformer, privatisering, afregulering og mindre protektionisme. Kort sagt, mere marked og mindre stat.
Derudover vil Bolsonaro formentlig også bruge anledningen til (igen) at fordømme Maduro’s regime i Venezuela. Brasilien bakker op om nationalforsamlingens formand, Juan Guaido, som Venezuelas retmæssige (midlertidige) præsident, indtil der kan afholdes frie valg.
At Bolsonaro deltager for at gavne egne interesser adskiller sig selvfølgelig ikke fra de mange andre deltageres grundlæggende motiv – uanset hvor meget man gerne vil skjule det.
Af Christian Bjørnskov, den 18. januar 2019. Skriv et svar
Har
du, kære læser, nogensinde oplevet at diskutere med en politisk modstander,
hvor det virkede som om din modstander slet ikke forstod, hvad du talte om, og
du slet ikke forstod hvad modstanderen kunne mene med sine svar, der mest var
goddav-mand-økseskaft? Hvis svaret er ja, er du en blandt mange i den vestlige
verden som har oplevet fænomenet, som der er forsket i de senere år. Her er et
svar på, hvad der foregår.
I en kommentar hos the Independent
Institute diskuterer Art Carden,
der er lektor på Samford University i Alabama, hvordan folk af forskellige
politiske overbevisninger ofte taler fuldstændigt forbi hinanden. Art
argumenterer for, at problemet skyldes at man ser verden og politik som et sæt
modsætninger, men helt fundamentalt ikke er enige om, hvilke modsætninger der
er tale om. Hvis man ikke kender de forskelle, bliver det ganske svært at
forstå, hvad en modpart overhovedet taler om.
Art
læner sig op ad bl.a. Jonathan Haidts indsigter i The
Righteous Mind: Why Good People Are Divided by Politics and Religion
og Arnold Klings lille The
Three Languages of Politics: Talking Across the Political Divides
Det betyder, at han også følger Kling i en opdeling i tre politisk-ideologiske
grupper, i stedet for de traditionelle to i en endimensional politisk verden: Venstrefløjen,
den konservative højrefløj, og den liberale højrefløj. Den meget intuitive måde
at se forskellene i verdenssyn og måden at tænke på hvordan samfundet fungerer
og hvad den basale modsætning er, følger derfor i høj grad også Haidts
omhyggelige undersøgelser.
Arts
påstand er således, at individer der ideologisk tilhører en traditionel
venstrefløj som oftest taler (og tænker) i dikotomien mellem undertrykkere og
undertrykte. På den måde bliver den eneste relevante metrik magtforholdet
mellem de to grupper, og alt eksisterer i et nulsumsspil – hvis en gruppe får
mere magt, får den anden mindre. Der er også god grund til at være konstant
social indigneret, hvis man ser verden på denne måde fordi der altid er
’undertrykte’.
En
konservativ højrefløj taler derimod som oftest i en modsætning mellem
civilisation og barbari. Det er denne modsætning, der således er central i en
konservativ diskussion af truslen fra indvandring, i måden den konservative
fløj ofte lægger vægt på traditionelle sociale mønstre og normer, og i dens støtte
af en stærk, central stat, der kan definere normer og regulere visse typer
adfærd.
Sidst,
men ikke mindst, taler klassiske liberalister typisk i en dikotomi mellem
frihed og magt, med udgangspunkt i at de nødvendigvis er hinandens
modsætninger: Hvis staten med magt presser medier til at bringe bestemte
historier eller direkte straffer dem for ytringer, der er i regeringens
interesse, kan man for eksempel ikke på samme tid påstå, at der er ytrings-
eller mediefrihed.
Som
Haidt og Kling også har argumenteret, mener Art at det er denne forskel på de
modsætninger, man ser verden i, som skaber mange politiske konflikter for
tiden. På den yderste venstrefløj er man for eksempel begyndt at se en række
ytringer som udtryk for symbolsk undertrykkelse af bestemte grupper. Det er
således ikke længere muligt at synge visse sange på bestemte steder på CBS, fordi
det åbenbart repræsenterer undertrykkelse. Det er ikke svært at forstå, hvorfor
konservative og liberalister er forenede i at se denne udvikling som ikke blot
latterlig, men decideret farlig (og jeg er enig). Men det bliver også let at
se, hvordan konservative og liberalister kan blive stærkt uenige om bl.a.
retspolitik. Mens en politik hvor man giver hårdere straffe for visse
forbrydelser i såkaldte ghettoområder er fuldt acceptabel i en stærkt
konservativ optik – kampen er jo mod ghettoernes barbari – er den for
liberalister misbrug af statens magt og et dybt indgreb i princippet om
ligebehandling, som er et fundament for retsstaten.
Mens
der er mange emner, hvor det er let at se en af de andre modsætninger –
diskussioner om udvikling i Sydsudan er diskussioner
om undertrykkelse, og diskussioner om ISIS eller nazisme er diskussioner om en kamp mod barbari – kan Arts fine, lille
artikel ofte bruges som en guide til, hvorfor vi ikke blot er uenige, men
fuldstændigt taler forbi hinanden fordi vi ikke deler et grundlæggende syn på,
hvad der er på spil.
Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2019. 8 svar
Mange danskere på begge politiske fløje har en opfattelse af, at verden bliver mere ulige. Den opfattelse bliver ofte understøttet af medierne, og særinteresse som for eksempel Lars Kochs Ibis gør deres for at styrke den. Problemet er, at den er forkert, som den fremragende Johan Norberg forklarer i denne korte Dead Wrong-video. Fordelingen af indkomst i verden bliver mere lige år for år, primært fordi en række fattige lande vokser væsentligt hurtigere end den rige del af verden.
Skulle
der være læsere, der er interesseret i mere indsigt, kan vi varmt anbefale
Marginal Revolution Universitys serie
om Solow-Swan modellen og dens indsigter i konvergens og langsigtet vækst.
Af Christian Bjørnskov, den 15. januar 2019. 1 svar
Danskerne
har i mange år været blandt de bedste til at tale fremmedsprog i Europa, og i
særdeleshed ét sprog: Engelsk. En af de klassiske forklaringer på, at vi sammen
med svenskerne og hollænderne er så gode til engelsk er, at alle tre lande
viser engelsk-sproget fjernsyn og engelsk-sprogede film i biograferne med undertekster, mens mange andre lande versionerer
deres film og fjernsyn. Forklaringen har altid syntes nærliggende, men det er
først forleden, at et faktisk studie viser at den er sand.
Augusto
Rupérez Micolaa, Ainoa Aparicio Fenoll, Albert Banal-Estañol og Arturo Bris
viser i en ny artikel i Journal
of Economic Behavior & Organization (hattip: Marginal Revolution), at folk
generelt bliver bedre til engelsk, når deres fjernsyn er undertekstet i stedet
for oversat og versioneret.
De
fire forskere noterer, at flere lande, der umiddelbart kan se ret ens ud, har
meget forskellige engelskkundskaber. Holland og Østrig er af cirka samme
størrelse, ligger begge nogenlunde midt i Europa, og bruger lige meget på
skolevæsenet. Alligevel er det hele 87 % af hollænderne, men kun 53 % af
østrigerne der når de bliver spurgt, mener at de kan have en samtale på
engelsk. På samme måde er Portugal og Spanien på mange måder meget ens, men portugisere,
der tager the Test of English as a Foreign Language
(TOEFL), scorer tiendehøjest i verden, mens deres spanske naboer må tage til takke
med plads nummer 28 (ud af 135 lande). I Storbritannien er det således også
velkendt, at det er ret problemfrit at tage på ferie i Portugal, mens man ofte
skal lede længe i Spanien for at finde nogen, der taler engelsk.
Rupérez
Micolaa, Aparicio Fenoll, Banal-Estañol og Bris finder konkret evidens for, at
valget mellem undertekster og versionering er en statistisk vigtig forklaring
på forskelle i engelskkundskaber. I yderligere analyse finder de meget
intuitivt, at undertekstet fjernsyn er særligt vigtigt for sprogforståelse, og
i mindre grad vigtigt for hvor godt folk mener, de taler sproget. En pudsighed
er dog, at forfatterne noterer hvordan det kun er 12 % af europæerne mener, at
fjernsyn er et nyttigt redskab for at lære fremmedsprog. De fleste
undervurderer således hvor vigtigt fjernsyn er, og de bedre engelskkundskaber
er derfor at betragte som en positiv eksternalitet af at se fjernsyn, ens
forældre måske endda synes er underlødigt. For mit eget vedkommende kan jeg dog
sagtens se, hvor vigtig mit betragtelige TV-forbrug som barn og teenager har været
for mine sprogkundskaber. Spørgsmålet er derfor ikke, om undertekster er en god
idé, men måske mere om det ville være en idé, at man kunne fjerne dem fra dansk
fjernsyn hvis man ville?
Af Christian Bjørnskov, den 11. januar 2019. Skriv et svar
Som
vi tidligere har skrevet, er det om 2½ uge – den 1. februar – tid til den
årlige danske public choice workshop. Workshoppen er i år organiseret af Martin
Paldam og undertegnede på Aarhus Universitets campus på Fuglesangs Allé, hvor
hele programmet afholdes i L-bygningen. Der er flere grunde til at glæde sig.
Programmet (tilgængeligt her) er delt ind i seks sessions, og starter klokken 11 med titlen ”Welfare states.” Sessionen består af Andreas Bergh (Lund), der præsenterer “Hayekian Welfare States: Explaining the Co-Existence of Economic Freedom and Big Government”, Henrik Jordahl (IFN) med “Do Welfare State Regimes Affect Social Trust?”, og Peter Nannestad og Jens Wermuth (Aarhus), der kommer med “Central, but Elusive? Some Critical Reflections on the Conceptualization and Measurement of “Work Ethics”.” For de deltagere, der er meldt til hele dagen, er der derefter frokost, hvorefter man fra 13.20 har et valg mellem to sessions. Den ene handler om ”Institutions” og består af Niclas Berggren (IFN) og Jerg Gutmann (Hamborg) med ”Securing Personal Freedom through Institutions – the Role of Democracy and Judicial Independence”, Robert Fritzsch (Erfurt) med “Economic Institutions, Adaptive Efficiency and Crisis Resilience – Lessons from the Great Recession” og Martin Paldam (Aarhus), der præsenterer “Does Political Instability harm Development? A Comparative Empirical Study of the Long Run.” Alternativet er en session med titlen “Reforms and negotiations”, hvor Søren Aasborg Østervig (Aarhus) præsenterer “Trade Agreement Effects and Export Costs: Institutional Dissimilarities”, Lasse Aaskoven (Essex), der kommer med “The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform”, og trioen Karsten Bo Larsen, Henrik Christoffersen og Søren Havn Gjedsted (Cepos) der har “Four Legs Good. Two Legs Bad”: How Politicians Estimate the Potential for Efficiency Gains in the Public Sector” med.
Mellem 14.50 og 15.20 er der kaffepause –
og med garanti mere snak om dagens forskningsemner – hvorefter der igen er et
valg mellem to sessions. Den ene har
titlen ”Constraints and ideology” og er en line-up af Stefan Voigt (Hamborg) og
Christian Bjørnskov (Aarhus) med “Political Temptation With and Without
Constitutional Constraints: Do Constitutional Constraints Protect the Press
after Terrorist Attacks?”, Felix Døssing (Copenhagen) med “Suboptimal Paternalism”
og Jerg Gutmann (Hamborg) med “Endogenous Constraints on Repression.” Hvis
det ikke er interessant, kan man i stedet vælge den anden session, der hedder ”Experiments
and negotiations.” Her er de
tre præsentationer Rasmus Wiese (Groningen) med “An Experimental Test of Survey
Measured Political Ideology”, Nicola Maaser (Aarhus) og Thomas Stratmann
(George Mason) med ”Moral Decision Costs and Power: Theory and Experimental
Evidence” og Søren Havn Gjedsted og Otto Brøns-Petersen (Cepos) med ”Does
horse-trading take place in the formation of local Danish government? An
empirical investigation.”
Det hele slutter af med en
kort session med kun to papirer: Andrea Sáenz de Viteri (Navarra) og Christian
Bjørnskov (Aarhus) med “Constitutional Power Concentration and Corruption:
Evidence from Latin America and the Caribbean” og Gert Tinggard Svendsen
(Aarhus) og Urs Steiner Brandt (Southern Denmark), der slutter det hele af med
”Is the Annual UNFCCC COP the Only Game in Town? Climate Negotiations and
Unilateral Action.”
Programmet til
årets public choice workshop er således en blanding af den lange række emner,
der passer under paraplybegrebet public choice / politisk økonomi.
Præsentationerne er ikke blot af gode forskere, men også af flere forskere, der
er kendte for at være gode til at præsentere. Det tegner godt.
I dag (10. januar) starter “verdens ringeste statsleder i 2018” ifølge The Economist, Nicolas Maduro, sin anden præsidentperiode. I løbet af hans 1. præsidentperiode er BNP ca. halveret, inflationen er estimeret til være kommet op på mellem 1 og 1,8 mio. procent, mens olieproduktionen er faldet fra ca. 2½ mio. tønder til lidt over en mio. tønder i løbet af de sidste 5 år. Befolkningen sulter og flere mio. har forladt landet. På alle måder er der tale om en humanitær katastrofe, og flygtningesituationen kan sammenlignes med Syrien.
Indsættelsen af Maduro sker ved en ceremoni i højesteret, hvor meget få repræsentanter fra udenlandske regeringer deltager. Hverken EU eller USA deltage, men måske mere sigende er også meget få Latinamerikanske lande repræsenteret. Eneste væsentlige land i regionen, som deltager i ceremonien er Mexico. Hverken Brasilien, Colombia eller Argentina deltager. Det samme gælder bl. a. Peru, Chile, Paraguay, Panama og Ecuador. For alle landene (inkl. EU, Canada, USA mv.) gælder, at de med god grund ikke anerkender præsidentvalget sidste år.
Til gengæld deltager bl. a. Bolivia (repræsenteret ved præsident Evo Morales), Cuba, Nicaragua, Uruguay, El Salvador og ikke mindst Latinamerikas 2. mest folkerige land, Mexico.
Lima gruppen og “Foro de São Paulo”
Det er ikke tilfældigt hvilke lande som deltager og ikke deltager. Når Argentina, Brazil, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Guatemala, Honduras, Panama men ikke Mexico, der alle er medlem af “Lima gruppen“, etableret i august 2017 i forsøget på at finde en fredelig løsning på krisen i Venezuela, er det afgørende hvorvidt de pågældende landes præsidenter kommer fra partier, som er medlem af “Foro de São Paulo” (FSP), et regionalt forum skabt i 1990 på intiativ af Brasiliens tidligere præsident Lula fra Arbejderpartiet (PT) .
Foro de São Paulo bestyår af en lang række organisationer og partier på venstrefløjen i Latinamerika. Og hvis man ønsker en liste over hvilke lande i regionen, som er repræsenteret ved indsættelses ceremonien i dag, er det blot at se på i hvilke lande, regeringspartiet er medlem af FSP, med én undtagelse, nemlig Ecuador, som har oplevet en forbløffende – og opløftende – udvikling efter den tidligere vice- og nu præsident, Lenín Moreno, tog over efter Rafael Correa.
Havde Fernado Haddad fra PT således slået Jair Bolsonaro ved efterårets valg i Brasilien, og Andrés Manuel López Obrador ikke havde vundet valget i Mexico, ville det have været Brasilien som deltog i dagens cerimoni, mens Mexico ikke havde deltaget.
For øvrigt deltager præsidenten for Brasiliens arbejderparti, Gleisi Hoffmann , i dagens cerimoni – og ikke nok med det. Af PTs hjemmeside fremgår det at PT stiller sig solidarisk med regimet i Venezuela, og som Michael Reid fra The Economist skriver på Twitter :
“The president of the Workers’ Party (PT) will attend the illegitimate inauguration of Venezuela’s dictator Nicolás Maduro, thus offering evidence for Bolsonaro’s case that the PT represents chavismo”
Det har han ret i. Sammenligningen af PT med styret i Venezuela og fremstillingen af “Foro de São Paulo”, som en undergravende organisation, hvis formål er at afskaffe demorkratiet og indføre et socialistisk regime, var (og er) et yndet emne for Bolsonaro under præsidentvalgkampen i efteråret.
Det leder mig frem til den sidste pointe i dette indlæg. Arbejderpartiet i Brasilien bliver ofte fremstillet som et relativt moderat socialistisk parti (sådan lidt på linje med SF herhjemme). Intet kunne være mere forkert – og den fortsatte opbakning til Maduro og regimet i Venezuela, viser at partiet grundlæggende hører til på den yderste venstrefløj, ca . samme sted hvor Enhedslistens Latinamerikagruppe befinder sig, hvilket vi har skrevet om tidligere. PTs moderation i den fantisk førte politik i de år man var ved magten (2003-2016), var primært drevet af den politiske virkelighed – ikke mindst behovet for at skabe flertal i kongressens to kamre.
Af Christian Bjørnskov, den 9. januar 2019. Skriv et svar
Der er næppe mange udenfor økonomkredse, der kender navnet, men blandt nationaløkonomer er der ikke mange større: Harold Demsetz. Det var derfor en særligt sørgelig nyhed, der kom forleden dag, da Marginal Revolution skrev at Demsetz er død. Don Boudreaux hos Cafe Hayek kalder ham en uovergået ”master of microeconomic theory” og stort set alle kommentatorer har fremhævet ham som den måske fremmeste pristeoretiker i perioden efter anden verdenskrig. Uanset hans personlige fejl og mangler – han opførte sig åbenbart ikke altid videre kollegialt – er det svært at undervurdere hans betydning for både retsøkonomi (law & economics), måden vi tænker monopoler, forståelsen for beskyttelsen af privat ejendomsret, og hvad firmaer faktisk gør.
Det vigtige spørgsmål, som man skal stille sig, er ikke ”Hvad koster ting?”, men hvad varer og aktiviteter koster i forhold til andre varer og aktiviteter. Som Pete Boettke skriver i sine mindeord hos Coordination Problem understregede Demsetz i modsætning til mange økonomer i en mere Samuelsonsk tradition, at disse relative priser ændrer og tilpasser sig hele tiden, og dermed giver ”economic actors critical information that guides them in making the appropriate adaptations required to realize productive specialization and peaceful social cooperation.”
Demsetz beskæftigede sig med en række emner som monopoler, eksternaliteter og information. I sin fine nekrolog for Demsetz i Forbes minder Art Carden således om, at artiklen “Production, Information Costs, and Economic Organization“, som Demsetz skrev sammen med Armen Alchian, blev kåret som en af de 20 vigtigste artikler i de første 100 år af American Economic Review, og dermed også en af de vigtigste i professionen i det 20. århundrede. Alchian og Demsetz understregede i artiklen, hvordan informationsomkostninger er centrale for at forstå, hvad der organises internt i et firma, og hvad firmaet køber på markedet.
Denne del af Demsetzs arbejde kan ikke undervurderes, da mange nationaløkonomer, politologer og jurister stadig gør som om der ingen omkostninger er ved at skabe og samle information! Det er næppe altid populært at minde folk om, at information ikke er uden omkostninger, ligesom Demsetz heller ikke var populær blandt policy-makers når han stillede spørgsmålstegn ved behovet for at regulere nogle monopoler – hans ideer om contestable markets var ganske tæt på Baumols arbejde – eller når han advarede mod at antage, at der eksisterer masser af eksternaliteter, og at de altid er markedsfejl, i dele af økonomien. Det var også Demsetz der i 1969 formulerede begrebet ”The Nirvana Fallacy” om den antagelse, mange økonomer og politologer stadig gør, at markeder fejler men regeringer er alvidende og omnipotente.
Som the American Economic Association skrev, da den i 2013 gjorde Demsetz til Distinguished Fellow, var han “one of the most creative and deep microeconomists”. Han bidrog til en række felter i nationaløkonomi, og var eminent til at pege på problemerne i antagelser, som mange betragtede som standard og dermed ikke tænkte over. Som Art skriver, slutter Demsetz sig dermed til den liste af fremragende økonomer – helt særligt Armen Alchian. Gordon Tullock og William Baumol – som er døde de senere år før de fik den Nobelpris, de så rigeligt fortjente.
Af Christian Bjørnskov, den 7. januar 2019. 15 svar
Politikere, ikke mindst fra Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og det Konservative Folkeparti, og adskillige stærkt nationalkonservative kommentatorer, påstår ofte at Danmark er et kristent land og har en kristen identitet. Fænomenet er ikke begrænset til Danmark, men ses i en række europæiske lande. Polske politikere har for eksempel presset for at få EU til at erklære, at den er bygget på et kristent grundlag. I mange lande har adskillige partier også brugt en identifikation med kristendom som argument for, hvorfor man ikke ønsker at overveje et tyrkisk medlemskab af EU. Men hvor mange vælgere deler denne opfattelse af, at en religiøs identitet som kristendom er en vigtig del af den nationale identitet? Det giver svar fra en række spørgeskemaundersøgelser fra the Pew Research Center nu et svar på (hattip: Niclas Berggren).
Pew spurgte i 2015-2017 respondenter i 34 europæiske lande, om ”hvor vigtigt det er at være kristen for virkelig at dele den nationale identitet” (f.eks. at være dansk). Figuren nedenfor illustrerer andelen af respondenterne, der svarede at det var vigtigt eller meget vigtigt. Det viser sig, at denne andel varierer meget markant på tværs af Europa, med 82 % i Armenien som ser kristendom som en vigtig del af den nationale identitet, mod 11 % i Letland. Danskerne viser sig også at være relativt ligeglade med religion som en del af en dansk identitet, da kun 19 % ser det som vigtigt, og 80 % mener det er uvigtigt (1 % ved ikke).
Markedet for påstande, der hviler på en religiøs identitet, burde således relativt småt i lande som Danmark, Sverige og Belgien, eller Estland og Letland. Den næste figur nedenfor indikerer også, at der er en ganske god forklaring på landeforskellene: Jo færre der tror på gud, jo færre mener at kristendom har noget med den nationale identitet at gøre. Disse data kommer også fra Pews undersøgelser, og med samme variation: Andelen der tror fast på en gud rækker fra 79 % i Armenien til 10 % i Tyskland. For Danmarks vedkommende er det 15 % af respondenterne, der er sikre på, de tror på en gud, 10 % der beder dagligt, og kun 8 %, der mener at religion er meget vigtigt i deres dagligdag.
Selvom argumenter baseret på ideen om en kristen nationalidentitet bestemt ikke re usædvanlige – heller ikke i den danske debat – er det derfor en overraskelse, at de tages alvorligt. Danskerne er generelt uenige med argumentet, og er blandt de mindst religiøse i Europa. Selvom det typisk er nationalkonservative, og ikke mindst politikere og kommentatorer med forbindelse til DF, der fremfører denne type argumenter, er der ingen grund til at tro, at DFs vælgere er særligt påvirkelige. Ifølge European Social Survey er DF-vælgere endda en smule mindre religiøse end de andre store partiers vælgere.
Folk har naturligvis ret til deres egne meninger, om de baserer dem på videnskab, ideologi, eller overtro. For mit eget vedkommende har jeg svært ved at forstå, at basalt set religiøse argumenter og påstande stadig synes at have deres gang i dele af dansk politik. Er den danske nationale identitet virkelig så skrøbelig, at den har brug for religiøs overtro, som næsten ingen praktiserer længere?
Af Christian Bjørnskov, den 5. januar 2019. 2 svar
Politik – og ikke mindst dansk politik – har ofte flere forskellige officielle mål. Mange forslag præsenteres for eksempel som et middel til at opnå X (sæt et politisk mål ind), men oveni også at ’skabe arbejdspladser’ eller ’gavne miljøet’. Det kan være meget fint, at man sælger politik med løfter om ekstra effekter, men også stærkt problematisk, når de forskellige mål ofte er direkte uforenelige.
Jeg blev mindet om problemet forleden under et specialeforsvar, hvor den studerende havde undersøgt retsgrundlaget for de danske elafgifter. Vi talte i den kontekst om de to, officielle mål med de danske elafgifter: At få danskerne til at bruge mindre energi, og at skaffe provenu til statskassen.
For at opnå det første mål – at påvirke danskernes energiforbrug og få dem til at spare – må afgiften være effektiv i én bestemt forstand: Danskerne må være følsomme overfor prisændringer på strøm, og der må ikke være nogen egentlige substitutter. Med andre ord virker en elafgift i denne forstand, hvis alternativerne er lige så dyre og folks adfærdsreaktioner er store.
Når målet er at indkræve provenu til stat og kommuner, siger den såkaldte Ramsey-regel derimod, at de mest effektive skatter og afgifter er dem med de mindste adfærdsreaktioner. Med store adfærdsreaktioner – at man forbruger væsentligt mindre og skifter sit forbrug til andre varer og service med lavere afgifter – vil en forhøjelse af afgiften give en relativt lille stigning i provenuet, og kan under nogle omstændigheder i princippet føre til mindre provenu. Provenueffektive skatter og afgifter bør derfor, som Ramsey indså allerede i 1920erne, lægges på de mindst prisfølsomme varer og aktiviteter.
Elafgifterne er naturligvis blot ét eksempel på et sæt afgifter, hvor det ene formål – adfærdsændringer – er logisk uforeneligt med det andet – provenu. Hvis de virker i den ene forstand, er de ineffektive i den anden. Men eksemplet er værd at tænke over, for hvor mange forslag har samme karakteristika? Med andre ord er det værd at være opmærksom i den kommende valgkamp på, at mange politiske forslag med flere mål kan være ren pølsesnak, fordi de enkelte mål er indbyrdes uforenelige. Og så har vi ikke engang nævnt den ofte dybt latterlige påstand om, at de skaber arbejdspladser…
Af Christian Bjørnskov, den 2. januar 2019. Skriv et svar
2018 er ovre og både dronningen og statsministeren har holdt hver deres nytårstale, ligesom adskillige aviser har opsummeret året. Det samme gør vi her på stedet, omend med fokus på vores egen lille verden, og hvordan vi ser den virkning, vi måske har på den større verden udenfor.
De mest populære indlæg er således ofte dem, der bekræfter vores læseres verdensbillede. Vi er dog ekstra glade når mange læser indlæg, og deler dem på de sociale medier, som udfordrer læsernes ideer eller stiller spørgsmål, der ellers ikke stilles. Det var netop tilfældet med vores præsentation af Pew-centerets nye spørgeskemaundersøgelse, der udfordrede manges verdensbilede ved at vise, at danskerne er blandt de folk i Europa, der mindst imod muslimer. Det samme, omend på mindre provokerende vis, gjaldt indlæggene om hvor rige danskerne er, og hvilke lande der var de rigeste i 1950erne.
Udover bloggen har flere af os også optrådt i mainstream media i 2018, delvist som konsekvens af bloggen. Der er særligt to områder, hvor vi mener det kan forsvares at vi tager en bid af æren for at ændre debatten. Det første er Latinamerika, hvor mainstream medier i stigende grad bruger Niels Westy som en særligt informeret ekspert. Vi har gennem årene skrevet meget om netop Latinamerika og hvor forskellige, regionens lande er. Vi var også blandt de første medier i Danmark, der klart pegede på Venezuelas kollaps, og understregede at Brasilien faktisk ikke er den økonomiske succes, som mange ellers påstod. Ser man debatten i dag i forhold til 5-6 år siden, er danske journalister nu tvungne til at være mere nuancerede. Det andet område er, at der synes også at være en gryende forståelse for, at Danmarks økonomi udvikler sig langsomt i forhold til nabolandene, og selvom de fleste politikere helst ikke vil tale om det – arbejdsløsheden er jo lav og det statslige budget hænger sammen for tiden – er begreberne vækstkrise og produktivitetsgab ved at snige sig ind i mainstream diskussioner. Vi har over årene gentagne gange skrevet om disse problemre, og vil naturligvis fortsætte med dem.
De næste måneder er der en række emner på vores liste. Der kommer først og fremmest til at være en række valgrelaterede indlæg – både emner fra valgkampen og mere teoretiske indsigter omkring valg og valgkampe. Der er dog også flere konferencer på vej i foråret, inklusive den danske public choice workshop den første februar. Vi forstætter således blandingen af aktuelle emner, teoretiske introduktioner, og ny forskning. Man siger på engelsk Don’t fix it if it ain’t broken, men hvis der er emner, som vores læsere gerne vil have taget op i 2019, modtager vi gerne forslag.
Af Otto Brøns-Petersen, den 31. december 2018. 2 svar
Vismændene har et generelt udmærket kapitel om arbejdsudbudsvirkninger af marginalskatten i deres seneste rapport. En af deres anbefalinger er, at centraladministrationen skal lægge mere vægt på, at der er usikkerhed om effektens størrelse. Men de overser helt, at større usikkerhed øger den samfundsøkonomiske skadevirkning, man må påregne af marginalskatten. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske:
”Vismændene gør meget ud af at understrege, at der kan være usikkerhed ved skønnet af adfærdseffekten. Og det er sandt nok. Men man bør være opmærksom på, at usikkerhed forøger den forventede samfundsøkonomiske skadevirkning ved topskatten. Som sagt er det samfundsøkonomiske tab ved den adfærdseffekt, vismændene finder, 1½ gange så stort som statens provenu. Men hvis det f.eks. er usikkert, om adfærdseffekten er +/- 50 pct. af den målte, så stiger tabet til gennemsnitligt over 4½ gange statens provenu.
Forklaringen er, at det samfundsøkonomiske tab vokser eksplosivt, når adfærdseffekten stiger. Derimod falder tabet ikke så meget, hvis adfærdseffekten mindskes. Risikoen for, at tabet er større end forventet, overdøver virkningen af, at det er mindre end forventet. Mærkværdigvis har vismændene helt overset denne vigtige pointe.”
Pointen er måske ikke umiddelbart så intuitiv. Så lad os se lidt nærmere på årsagen.
Først skal man være opmærksom på en vigtig sammenhæng (som tidligere har været nævnt her på bloggen): Sammenhængen mellem en skats selvfinansieringsgrad og dens marginale forvridningstab.
Selvfinansieringsgraden vil sige, hvor stor en del af en skatteforhøjelse der forsvinder igen som følge af adfærdseffekter – f.eks. lavere arbejdsudbud, gør-det-selvarbejde mm. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,1 vil 10 øre af den sidst opkrævede krone forsvinde igen. Ved 0,5 vil 50 øre forsvinde osv. (strengt taget går ordet ”selvfinansieringsgrad” på, hvor meget der kommer hjem igen ved en skattenedsættelse, men der er symmetri, så selvfinansieringsgraden fortæller også, hvor meget der mistes igen af den marginalt opkrævede krone).
Forvridningstabet vil sige, hvor store omkostninger der er ved adfærdseffekterne. Det er altså omkostninger for skatteyderne udover, hvad de betaler i skat (forvridningstabet plus selve skattebeløbet kaldes Marginal Cost of Public Funds, som jeg skrev om her i en lignende sammenhæng). Forvridningsomkostningen kan f.eks. bestå i, at man vælger at arbejde mindre end man ellers ville. Hvis der er tale om en afgift, kan forvridningstabet også bestå i, at man bruger tid og penge på køre på grænsehandel.
Selvfinansieringsgraden er den mindst interessante af de to. Den siger noget om, hvor meget provenu der ”løber ud” igen. Men hvis det er den eneste bekymring, så kan staten jo bare opkræve noget mere. Så længe selvfinansieringsgraden bare er lavere end 1, er det altid en mulighed. Det er derimod ikke ligegyldigt, hvis borgernes tab også spiller en rolle. Og det måles som sagt ved forvridningstabet. Økonomisk set er forvridningstabet det centrale. I finansteorien (eller public finance, som det hedder i vor angloficede verden) er fokus på forvridningstabet. Kriteriet for, om det er fornuftigt at afholde en offentlig udgift er, om nytten af udgiften er mindst lige så stor som udgiften plus forvridningstabet, dvs. Marginal Cost of Public Funds. Altså – hvis man opkræver en krone i skat, skal borgerne have mindst lige så stor nytte af den udgift, staten afholder for den, som det koster dem alt i alt.
Der er dog en sammenhæng mellem forvridningstabet og selvfinansieringsgraden. På marginalen svarer forvridningstabet til det, der forsvinder i adfærdseffekt, og det kan jo måles med selvfinansieringsgraden (mere formelt følger det af forbrugerteoriens envelope theorem).
Selvfinansieringsgraden er lineært proportional med adfærdseffekten, som oftest udtrykkes ved en såkaldt elasticitet (vismændenes analyse handler primært om at estimere netop en elasticitet for, hvor meget arbejdsudbuddet reagerer). Forvridningstabet vokser derimod alt andet end lineært.
På figuren kan man se, at når elasticiteten og selvfinansieringsgraden øges, så vokser forvridningstabet meget kraftigere. Det hænger sammen med, at sammenhængen mellem forvridningstabet og selvfinansieringsgraden ser sådan ud:
Når selvfinansieringsgraden nærmer sig 1, nærmer forvridningstabet sig uendeligt. Det er denne eksplosive vækst, der er årsagen til, at det forventede forvridningstab øges med usikkerheden om selvfinansieringsgraden.
I klummen eksemplificeres det med en sikker elasticitet på 0,1 eller usikkerhed om, hvorvidt den er 0,05 eller 0,15. Her er forvridningstabet ved de tre elasticiteter:
0,05: 0,4
0,10: 1,5
0,15: 9,0
Ved 0,1 i elasticitet er forvridningstabet altså 1,5 (svarende til 1,5 gange provenuet). Men ved usikkerhed om, hvorvidt den er 0,05 eller 0,15, er den gennemsnittet af forvridningstabet for de to elasticiteter, hvilket er 4,7 (= (9+0,4)/2).
Man kan måske sammenligne det med at køre med et hjul ude i rabatten. Det er mindre farligt, hvis man ved, at det rammer rabatten, end når man er usikker på, om det enten rammer inde på vejen eller ude i grøften.
Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2018. 6 svar
Der bliver talt meget i disse år om forurening, klima og den vestlige verdens aftryk på det globale miljø. Bevæger man sig ud på den cirkusagtige del af venstrefløjen, der i Danmark repræsenteres af Alternativet, hører man ofte påstande om, at vi bliver nødt til at gøre os selv fattigere for ikke at belast kloden for hårdt. Der er også en benhård vilje til at regulere mere, og lade det offentlige stå for både flere ’grønne indkøb’ og direkte interventioner end hidtil, som ikke blot deles af venstrefløjen. Den urokkelige tro på, at øget offentlig regulering og intervention er vejen frem i miljøspørgsmål deles langt ind på den politiske højrefløj, som illustreret af den (i hvert fald nominelt) konservative Connie Hedegaard i dagens Berlingske Tidende.
Der er dog en meget lang række eksempler på det modsatte, som Donald Boudreaux (George Mason University) har understreget i en række klummer under overskriften ”Cleaned by Capitalism.” På dette års såkaldte ’Earth Day’, understregede Boudreaxu med sin kollega Veronique de Rugy (Mercatus) i Washington Examiner at uanset hvor ”serious you believe these environmental issues to be, they are far less serious and hazardous to our health than were the multitudes of pollutants and perils that capitalism has abated.” Som Boudreaux og mange andre har understreget, går det ikke at sammenligne hvad forskellige lands mere ller mindre økonomisk frie markeder opnår med hvad man politisk kan forestille sig, den ideelle stat måske kunne. Man må sammenligne faktiske markeder med faktiske politiske interventioner.
Gør man det, ser det noget anderledes ud end Hedegaard, Elbæk og mange andre tror eller påstår. Vi illustrerer det i plottet nedenfor, der sammenholder partikelforurening i hovedstæderne i 42 vestlige lande med deres økonomiske frihed. Målet vi bruger på x-aksen, der nogle gange kaldes ’non-government size economic freedom, er et gennemsnit af tre indeks, der fanger hvor godt retsvæsenet fungerer og beskytter den private ejendomsret, hvor åbne et lands markeder er for resten af verden, og hvor relativt let den offentlige reguleringsbyrde er – dvs. hvor forholdsvist ureguleret, økonomien er. Disse tal er fra the Heritage Foundations årlige Index of Economic Freedom, som er et af de to indeks, forskere ofte bruger (det andet er fra the Fraser Institute). Tallene for partikelforurening på y-aksen er de nyeste PM-10 tal fra the World Health Organization.
Figuren illustrerer med al tydelighed, at det er de mindre regulerede og mere økonomisk frie samfund, der er mindre forurenede. Mens man således kan forestille sig begavede og effektive offentlige reguleringer, tyder det simple billede på, at Boudreuax og en række andre nationaløkonomers forklaringer passer bedre på virkeligheden: Reguleringer holder oftere renere teknologi tilbage og kan svække virksomheders incitamenter til at implementere miljøforbedringer; de kan svække den konkurrence, der også presser virksomheder til at passe på; og bedre retsvæsener understøtter både Coasianske løsninger og effektiv regulering.
Er politikere virkeligt oprigtigt opsatte på at reducere forureningsproblemer er det således mere end værd at tænke udenfor den sædvanlige politiske boks. I stedet for at diktere, hvad politikere – der sandsynligvis er fagligt helt inkompetente – tror man skal, er stærkere økonomisk frihed ofte meget mere effektivt.
Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2018. 3 svar
Før julen er overstået og gemytterne er faldet til ro igen, var det i går lige før, kaffen kom i den gale hals. Grunden var, at LO-bossen Lizette Risgaard i går i Jyllandsposten introducerede ideen om at afskaffe skattestoppet og erstatte det med et ’ulighedsstop’. Risgaard foreslår, at hvis man introducerer en politik, der øger uligheden, skal man også introducere en modpolitik, der virker modsat ved at reducere uligheden. Der er svært ikke at konkludere, at LO er begyndt at føre valgkamp for socialdemokraterne, og forsøger at definere et ’vindende’ emne for valgkampen.
Problemet er ikke, at Risgaard skriver en kronik og dermed bringer et politisk emne eller forslag til torvs. Det er som sådan et element i ethvert velfungerende demokrati, at forskellige interesser blandet sig på denne måde i debatten. Man håber dog altid, at argumenterne hænger sammen og at kronikernes påstande er nogenlunde korrekte. Et af adskillige problemer ved Risgaards kronik er derfor de mange udokumenterede påstande, som hun desværre ikke er den eneste, der tror på.
Hun gentager således den latterlige påstand om antallet af fattige børn i Danmark, som Cepos imødegik her, ligesom hun også forbinder uligheden med svækket sammenhængskraft, folkeskolens faldende kvalitet og de lange ventelister på sygehusene. Risgaard skriver også, som om uligheden er steget fra en form for perfekt niveau i 1990erne til et ulideligt niveau i dag, hvor ”forskellen på rig og fattig” har nået faretruende højder.
Formålet med posten i dag er derfor, at dokumentere hvordan virkeligheden ser ud. Figuren umiddelbart nedenfor viser et snapshot blandt de vestlige lande, baseret på den nyeste version (mark 7.1) af Frederic Solts Standardized World Income Inequality Database (SWIID). Figuren tydeliggør, at Danmark stadig er blandt den lille gruppe samfund i verden, hvor folks disponible indkomster er allermest ligeligt fordelt. Gruppen fra Island til Ukraine har Gini-koefficienter lige omkring 0,25. Hvordan man kan råbe Ulven Kommer på basis af dette niveau, der i internationale sammenhænge stadig er ekstremt lavt, er svært for mig at se.
En anden populær – men problematisk – måde at se på diskussion, er at fokusere på forskellen mellem uligheden i de disponible indkomster og uligheden i markedsindkomster (hvad folk tjener før skat og overførsler). SWIID-tallene viser, at denne forskel er størst i Sverige (på 0,25), skarpt fulgt af en lille gruppe lande – Belgien, Danmark, Finland, Tyskland og Ungarn – hvor den er 0,23. Dette tages ofte blandt både politikere og forskere som et mål for, hvor stor omfordelingen er. Som den altid interessante Andreas Bergh (Lund Universitet) viste for år tilbage i European Sociological Review (gated version her), kan man dog ikke blot tage denne forskel som et mål for omfordeling. Andreas peger blandt andet på, at nogle typer omfordeling, som for eksempel højere bistandshjælp, også medvirker til at skabe større ulighed i markedsindkomster, fordi folk vælger ikke at søge job, men bliver på bistand, hvor de per definition har en markedsindkomst på nul. Når man observerer, hvordan der er en ganske stor forskel mellem uligheden i disponible indkomster og markedsindkomster, må man derfor huske, at den både er udtryk for velfærdsstatens omfordelende virkning og dens ulighedsskabende virkning.
Et andet aspekt er det dynamiske: Hvordan har uligheden udviklet sig over tid? Den næste figur viser, hvordan Ginien for disponible indkomster har udviklet sig siden 1976. Det generelle billede blandt Danmarks naboer har været stigende ulighed siden midt-80erne, stigende ulighed i de andre nordiske siden først i 90erne, og stigende ulighed i Danmark siden midt-90erne. To forhold dog også understreges: 1) At mens alle data viser stigende ulighed, er SWIID siden sidst i 90erne baseret på data fra the Luxembourg Income Study, som overvurderer ulighedsstigningen i Danmark (stigningen i LIS-tallene siden 2003 er næste tre gange så hurtig som stigningen i Danmarks Statistik tal, der dækker alle danskere); og 2) at de tal vi har for ulighed før 1976 indikerer, at uligheden faldt meget markant omkring den første oliekrise, så vi i dag er cirka tilbage på det niveau, vi lå på omkring 1970.
Kender man denne udvikling, er det sidste spørgsmål, hvor den kommer fra. Vismændene havde i 2016 et udmærket temakapitel om netop ulighed, der netop afsøgte grundene til stigningen. Vismændene fandt allerførst, at uligheden er primært steget, fordi uligheden mellem danskere med arbejdsindkomster er steget. Ændrede bistands- og dagpengeregler osv. kan derfor kun være en ganske sekundær forklaring. En stigende ulighed i kapitalindkomster er en anden del af forklaringen, som mange politikere her og i udlandet bruger som en måde at retfærdiggøre tungere beskatning af netop kapitalindkomst. En del af denne udvikling viser sig dog at være, at ældre meget naturligt har større kapitalindkomster, og den demografiske udvikling i Danmark – der er kommet væsentligt flere ældre – trækker denne ulighed op. Oveni dette bemærker vismændene også, at der er kommet flere studerende, hvilket også skaber større målt ulighed. En pudsig detalje i Risgaards kronik er, at hun understreger behovet for uddannelse for at ’bekæmpe’ ulighed, men rent umiddelbart vil en såkaldt uddannelsesindsats skabe flere studerende og dermed større ulighed.
Vismændene understregede derudover to særlige forhold i efterårsrapporten for to år siden: ”Indkomsten fortæller ikke altid hele historien om de økonomiske muligheder” og ”De fattige er ikke blevet fattigere.” Som vi har skrevet om tidligere her på stedet, har de sidste 25 års globalisering betydet, at det er blevet billigere at være fattig. Når man måler ulighed i disponible indkomster, overser man således dette element, og overvurderer dermed stigningen i ulighed i faktiske økonomiske muligheder. Man undervurderer i særlig grad de relativt fattigstes muligheder, og overser også skadevirkningerne af konkurrencebegrænsende politik, der forhindrer prisfald på almindelige varer.
Det helt overordnede problem i Risgaards kronik, og ganske store dele af den danske ulighedsdebat, er enten uvidenhed eller decideret foragt for faktiske forhold og forklaringer på udviklingen. Politisk uenighed er fuldstændigt naturlig, når den er baseret på forskellige præferencer og forskellig vægtning af samfundets udfordringer – og noget, vi decideret understøtter her på stedet. Men uenighed baseret på uvidenhed, myter og misinformation, som synes at ligge bag Risgaards forslag, bør bekæmpes.
Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2018. Skriv et svar
Ligesom i resten af Danmark er julen også ved at snige sig ind i de små Punditokrat-hjem. Gaverne er købt, køleskabet er fyldt, og portvinen er klar. En af de sidste opgaver er derfor, at opsummere året på bloggen og at ønske Punditokraternes læsere en glædelig jul.
Alt i alt var det et godt år for Punditokraterne med cirka 92.000 besøg indtil i dag og et gennemsnit på lige omkring 8000 om måneden. De meste populære poster viste sig at være de samme som sidste år: Vores fem år gamle ”Sundhed i 100 år målt på højde” blev besøgt næsten 1800 gange i 2018, mens Ottos glimrende ”The Danish Model – don’t try this at home” fra 2015 genererede næsten 1500 besøg – og det er endda udover, hvad versionen som Cato Economic Development Bulletin giver.
Vi er således stolte over, at der er diskussioner hvor vi faktiske har en vis indflydelse. Et eksempel er Latinamerika, hvor Niels over årene har etableret sig som en af de mest velinformerede eksperter herhjemme. Men det var aldrig sket uden at have interesserede og venligt skeptiske læsere, som følger Punditokraterne og til tider stiller skarpe spørgsmål, som tvinger os til at blive bedre. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi taknemmelige for dem!
For mit personlige vedkommende ankommer julen den 24. omkring 16.45, når Jesper Fårekylling slutter Disneys Juleshow af med Når du ser et stjerneskud. Med den sang, der om noget illustrerer julens optimisme og evne til at forbinde mennesker på tværs af alder og erfaring – her i Keith Jarretts version – ønsker vi alle vores læsere:
Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2018. 2 svar
I dag for 30 år siden eksploderede Pan Am 103, en Boeing 747-100 med navnet Clipper Maid of the Seas på vej fra London til New York, over den skotske by Lockerbie. Eksplosionen dræbte all 234 passagerer og 16 piloter og kabinepersonale. Flyet gik i stykker i fuld fart i luften, og da resterne ramte byen, døde 11 flere mennesker. Ødelæggelserne i Lockerbie var også tydelige, og rystende at se i TV. En enkelt motor havde fuldstændigt ødelagt et hus og redningsarbejdere fandt personlige ejendele fra passagererne i dage efter.
Spekulationerne startede næsten øjeblikkeligt. Flyet var et af de første 747, der var bygget, og nogle eksperter var bekymrede, om flyene blev tidligt udslidte. Andre talte om mulige designfejl, mens en tredje gruppe mente, at der måtte være tale om en bombe. Den efterfølgende undersøgelse, der blev udført som en fælles indsats af den britiske Air Accidents Investigation Branch, det lokale politi, og amerikanske FBI, viste uden tvivl at den tredje gruppe havde ret: Pan Am 103 var eksploderet på grund af en bombe i lasten.
Efterforskningen blev et enormt arbejde, men også så omhyggeligt og basalt spændende, at der nu findes en række glimrende dokumentarprogrammer (se f.eks. her, her og her). AAIBs efterforskere fandt, at eksplosionen var startet i en Samsonite kuffert placeret relativt langt fremme i flyets lastrum. De fandt også rester af blandt andet en printplade, som FBI kunne spore til en schweizisk bygget bombedetonator. Alle sporende begyndte derefter at pege i samme retning mod en libyer, der havde checket en kuffert ind i Frankfurt, men ikke boardet flyet. Pan Am blev efterfølgende kritiseret voldsomt (og berettiget) for ikke at have sørget for at matche baggage- og passagerlisterne, hvilket i sig selv førte til at branchen strammede kravene markant. Med blandt andet detonatoren, beviser fra tøj i kufferten som blev sporet til Malta, og klassiske politiarbejde, fandt man frem til manden, der havde checket kufferten ind: Libyeren Abdelbaset al-Megrahi, som viste sig at være officer i Libyens efterretningstjeneste. Beviserne var dermed entydige, at Muammar Gaddafis militærdiktatur i Libyen stod bag angrebet. To år tidligere havde de amerikanske efterretningstjenester forbundet et angreb på et diskotek i Vestberlin, der dræbte to amerikanske soldater og en tyrkisk kvinde, med det libyske regime. USA gennemførte et angreb på Libyen, som Gaddafi var mere end heldig at undgå.
Efter angrebet advarede den amerikanske præsident Ronald Reagan mod statsterrorisme med bokseren Joe Louis famøse ord “You can run, but you can’t hide.” Det ændrede dog ikke Gaddafi-regimets adfærd, der endte i bombningen af Pan Am 103. Efterforskningen af Lockerbie ændrede derimod verdenssamfundets adfærd, og FN indførte sanktioner mod Libyen, da det blev klart at regimet stod bag bombningen. Den herkuliske efterforskning fortsatte dog, og sluttede først endeligt, da Abdelbaset al-Megrahi i 2001 blev dømt i Skotland for 270 mord. To år senere påtog den libyske regering sig skylden for bombningen og betalte en kompensation på 8 millioner dollars til hvert offers familie. FN-sanktionerne mod Libyen blev derefter løftet, og den nordafrikanske stat genoptog sine tætte forbindelser til særligt Italien. Et håndgribeligt bevis på italienernes forbindelser kom, da Silvio Berlusconis regering ad omveje gav Libyen et IC-4 tog, som egentlig skulle have været leveret til DSB. Skylden var også til at overse, da den libyske premierminister i 2004 udtalte, at kompensationen var en pris for fred, og blankt afviste at hans land havde indrømmet nogen skyld. Gaddafi og hans regime overlevede syv år mere, indtil han blev dræbt i den libyske borgerkrig i oktober 2011. Da Gaddafi døde, havde andre aktører dog overtaget hans morderiske opgaver mod den vestlige verden.
En væsentlig del af arven fra Lockerbie er dog, at den kan ses som en del af starten på krigen mod terrorisme. Mens det for eksempel var kendt i nogle kredse, at det socialistiske regime i Østtyskland husede og støttede terrorister fra Rote Armé Fraktion – omend jeg er gammel nok til at huske, hvordan venstrefløjen blankt afviste forbindelsen indtil arkivmateriale i starten af 90erne fuldstændigt klart dokumentere den – var statsterrorisme stadig ikke noget, man talte om. Lockerbie blev, sammen med den iranske fatwa mod forfatteren Salman Rushdie mindre end to måneder senere, ændrede hele billedet. Bombningen af Pan Am 103 over Lockerbie den 21. december 1988 åbnede de vestlige landes øjne for en ny trussel, der aldrig siden er forsvundet.
