Nyt Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 28. marts 2019. Skriv et svar

For et par dage siden udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det svenske økonomitidsskrift som punditokraterne læser. Og som redaktørerne Niclas Berggren og Lina Maria Ellegård skitserer i lederen, er det med en ny feature: Oversigtsartikler.

Den allerførste oversigtsartikel er skrevet af den fremragende Ola Olsson fra Göteborgs Universitet, og handler om såkaldt ’deep determinants of growth’. Med andre ord giver Ola et overblik over den nyere forskning i, hvorfor nogle lande er blevet meget rigere end andre. Forklaringen her er ikke, at de har investeret mere, er bedre uddannede eller er mere produktive. I stedet for er denne forskningsretning fokuseret på at forklare, hvorfor nogle lande er mere produktive, investerer mere, er bedre uddannede osv. Diskussionen om deep determinants svarer til at tage et spadestik dybere i forståelsen af langsigtede vækstprocesser.

Derudover har dette nummer af Ekonomisk Debatt også artikler af bl.a. Rickard Eriksson og Björn Olsson om ”Banklagstiftningen tio år efter finanskrisen – är den finansiella stabiliteten säkrad?” og den dygtige Fredrik Segerfeldt, der pointerer at ”Kolonialismen gjorde inte Europa rikt.” Der er også som altid boganmeldelser og et diskussionsforum. Som altid varmt anbefalet!

Er kulturen så skrøbelig, som nationalkonservative tror?

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. marts 2019. 7 svar

Kulturen spiller en vigtig rolle for et samfund. Men hvilken og hvordan?

Det er et nyt studie af Thor Berger og Per Engzell med til at kaste et fascinerende nyt lys på. Det, de to forskere har gjort, er at se på indkomstulighed og -mobilitet i forskellige områder i USA, afhængig af hvilke nationaliteter de oprindelige indvandrere havde. Dernæst har de set på indkomstspredningen og -mobiliteten i de pågældende lande i dag. Det viser et bemærkelsesværdigt sammenfald.

Skandinaviske lande er f.eks. karakteriseret ved relativ lav indkomstspredning og høj -mobilitet. Det samme gælder områder i USA stærkt præget af skandinavisk indvandring. Lande som Frankrig., Italien og Storbritannien har større spredning og mindre mobilitet. Det samme gælder områder i USA, som har mange efterkommere efter franske, italienske og britiske immigranter. Selv om de store immigrationsbølger til USA ligger hundrede år tilbage, sætter de stadig mærkbare spor.

En anden interessant opdagelse i studiet er, at den dominerende kultur smitter af. Italienske efterkommere, som bor i områder domineret af skandinaviske efterkommere, udviser ”skandinavisk” indkomstspredning og mobilitet.

Studiet er ikke blot interessant, men kan være med til at føje lidt fakta til aktuelle debatter, som mest er præget af postulater.

For det første tyder det på, at kultur spiller en rolle. Det rammer yderligere en pæl igennem forestillingen om, at de skandinaviske landes særpræg er et produkt af velfærdsstaten. Velfærdsstaten i f.eks. Danmark kom langt senere end de store udvandringsbølger. Hvis vores særpræg var skabt af velfærdsstaten, burde vi ikke have meget til fælles med vore amerikanske slægtninge. Men som ikke mindst redaktør Bjørnskov har gjort opmærksom på gentagne gange, så tyder det på, at den høje grad af tillid i skandinavisk kultur går meget langt tilbage i tid.

For det andet udfordrer resultaterne nogle centrale dogmer, man kan finde hos især nationalkonservative debattører. Det er ikke just, fordi de underdriver kulturens betydning. Men til trods for den enorme betydning, den tillægges, ser de den samtidig som meget skrøbelig med behov for politisk understøttelse. Ét dogme går på, at kulturen er uhyre sårbar over for fremmed indflydelse, så den er nødt til at blive afskærmet. Ofte anses det fælles sprog (og religionen) for at være definerende for en kulturs udstrækning og levedygtighed. Andre nationalkonservative ser statslige kulturinstitutioner som teatre og mediemastodonter som nødvendige for at opretholde kulturen. Nogle af dem virker til at mene, at nødvendigheden af statens aktive understøttelse følger direkte af, at kultur har stor betydning.

Studiets resultater gør det imidlertid vanskeligt at se, at kulturens skrøbelighed er så stor som forudsat. Det tyder tværtimod på stor robusthed – hvad måske også skulle forvente, hvis kultur er vigtigt. Immigranterne i USA er ikke blevet skærmet mod andre nationaliteter. USA har ikke som Europa statslige medier mv. – og slet ikke statslige medier med et monokulturelt formål. Kort sagt mangler alle de faktorer, som tillægges altafgørende betydning i de nationalkonservative ”fortællinger”. Alligevel vedbliver immigranternes kultur at sætte deres tydelige præg.

Desværre er der i høj grad tale om netop det: fortællinger. Det er bare ikke nok. En tese om, at kulturen er vigtig, skrøbelig og har behov for politisk indgriben kræver både evidensmæssig og teoretisk underbygning. Og så må det i øvrigt også vises, at denne politik ikke er for sårbar over for politikfejl.

Fordelene ved selskabsskattekonkurrence

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. marts 2019. Skriv et svar

Er det en god idé at indføre en fælles skattebase og minimumssats for selskabsskatten, sådan som statsministeren (men bemærkelsesværdigt nok ikke regeringen) vil gøre?

Det korte svar er nej.

Børsen bringer i dag min kronik, som forklarer hvorfor. Her er en række hovedpointer – inklusive et par, der ikke blev plads til i kronikken – samt links til egne og andres tekster, der uddyber dem.

  1. I en åben, international økonomi virker selskabsskatten som en skat på lønindkomst (se her for en meget grundlæggende forklaring og her en lille video om det). Men den har større samfundsøkonomiske omkostninger end en indkomstskat direkte på lønindkomst. Derfor er der en samfundsøkonomisk gevinst ved at afskaffe selskabsskatten, selv om den finansieres med andre skatter (se her for en gennemgang af den teoretiske og empiriske litteratur om, hvordan skatter, herunder selskabsskat, påvirker væksten).
  2. En hyppig indvending mod selskabsskattekonkurrence (faktisk gentaget af statsministeren) er, at det vil føre til et ”ræs mod bunden”. Men selskabsskatten er som sagt en dårlig skat, og derfor vil det være en fordel at få konkurreret den ned. Her er et link til en omtale af en analyse, som simulerer effekterne af at afskaffe selskabsskatten globalt og erstatte den med et mix af indkomstskat på løn og moms. Den viser, at alle lande har en fordel af at afskaffe selskabsskatten – bortset fra Kina, som lukrerer på, at omverdenen har meget højere sats.
  3. Argumentet for ”ræset” mod bunden bygger alene på den effekt, at landene også konkurrerer om eksisterende overskud. Det lyder derfor noget i retning af: Det land, som sænker sin sats, tiltrækker overskud fra andre lande. Derfor kan der være en umiddelbar gevinst ved at sætte satsen ned – indtil et andet land svarer igen, og skatteprovenuet ender med at blive konkurreret væk, når satsen rammer nul. Argumentationen ser bort fra, at der som sagt er andre, dominerende grunde til at fjerne selskabsskatten. Men realiteten er også, at der kan være kortsigtede politiske hensyn, som får landene til at konkurrere for lidt. Sagen er nemlig, at en række af virksomhedernes dækningsbidrag (quasi-rents) ikke er mobile på helt kort sigt. Et etableret produktionsanlæg kan ikke skilles ad og flyttes. Produktionen flyttes først i takt med, at anlægget nedslides. Et patent kan ikke flyttes, uden at det udløser beskatning. Der vil altså være et kortsigtet mindreprovenu fra disse indeklemte overskud, når selskabsskattesatsen sænkes, selv om der er en samfundsøkonomisk gevinst på længere sigt. Det får ”ræset” til at gå for langsomt.
  4. En bund under selskabsskattesatsen i EU vil være skadelig af flere andre grunde. Verden er større end EU, og derfor vil vi komme under pres fra andre lande, herunder USA som netop har sænket sin selskabsskattesats markant. Samtidig er det et velkendt resultat fra teoridannelsen om økonomisk geografi, at store lande kan tillade sig en højere sats end små. I praksis ser man da også netop, at små lande har lavere satser end store. Det fremgår af Søren Gjedsteds og min analyse her. Den viser også, at Danmark traditionelt reagerer hurtigt på lavere selskabsskat i omverdenen, som særlig et lille land bør gøre.
  5. Det er ganske pudsigt at se EU-kommissionens forslag om en fælles selskabsskattebase omtalt som et værn mod skattekonkurrence. Modellen (forkortet til CCCTB) var i sin oprindelige form valgfrit for selskaberne og fremsat for at give dem mindre administrativt bøvl. Siden er det blevet hevet frem som en løsning på, hvad der nu måtte være af aktuelle emner på skattedagsordenen i den offentlige debat. Det gælder f.eks., da Luxembourg blev afsløret i at forhandle med selskaberne om at give dem særlige individuelle skatterabatter. Men havde modellen været indført, ville det have betydet, at Luxembourg ikke alene kunne have givet rabat i sin egen selskabsskat, men også i andre EU-landes selskabsskat, hvis et selskab har hovedsæde i Luxembourg.
  6. Det er værd at bemærke, at Kommissionen har tradition for at komme med forslag på skatteområdet, der er oppe i tiden (f.eks. en plasticafgift). Man kan godt få den mistanke, at den reelle dagsorden er at skaffe EU egne skatteindtægter, og at udfordre et af de allervigtigste barrierer for en føderal stat, nemlig princippet om enstemmighed på skatteområdet i traktaten. Derfor er der også et vigtigt konstitutionelt spørgsmål i spil. Jeg skrev her lidt om, at Socialdemokratiets ønske om øget skattesamarbejde rejser vidtrækkende spørgsmål – hvor langt er man egentlig på vej mod en føderal stat frem for det EU, vi har i dag? De samme spørgsmål må man nu stille Venstre.
  7. Her er et noget længere essay om, hvor meget grundlag EU-kommissionen har i sin kampagne mod amerikanske IT-giganter på skatte- og reguleringsområdet (her er min kronik i Politiken, som sammenfatter analysen). Pointen er, at der ikke er ret meget at komme efter. Jeg gennemgår i den forbindelse principperne for international beskatning, og det har også relevans for diskussionen om selskabsskatten i EU (ser man på de særskatter, Kommissionen foreslår netop på IT-giganterne, minder de i bekymrende grad om Trumps told). I diskussionen om selskabsskatten bliver det således ofte anført, at multinationale betaler for lidt i selskabsskat i forhold til deres omsætning i mange lande. Men selskabsskatten er ikke og bør ikke være en skat på omsætningen. Analysen ser også på den rolle, skattelylande spiller. Modsat hvad man kan høre i den offentlige debat, er der intet, som tyder på, at den danske statskasse mister selskabsskatteindtægter på grund af skattely.
  8. Et yderligere postulat, man kan møde i debatten, er, at der er frit slag for multinationale til at placere deres overskud i de EU-lande, hvor skatten er lavest. Det er tidligere blevet anvendt mod skatteministre, som alt overvejende har været Venstremænd i dette årtusinde (14 år ud af godt 18), men nu er også Venstremænd begyndt at bruge det. Realiteten er dog, at der findes et endog meget omfattende internationale regelsæt om, hvordan den skattepligtige selskabsindkomst skal opgøres. Et selskab, som er aktiv i flere lande, skal dokumentere, at alle interne handler sker til armslængdepriser (den såkaldte transfer pricing-dokumentation). Man kan altså ikke blot flage overskuddet ud, hvis det er skabt her i landet.
  9. Dertil kommer, at Danmark har indført nogle af de strammeste særregler. Det gælder f.eks. rentefradragsbeskæringsreglerne, som forhindrer udtynding af det skattepligtige overskud gennem gældsfinansiering. Reglerne for, hvornår selskaber kan lade sig sambeskatte med deres udenlandske datterselskaber er også strammere i Danmark. Derfor vil der også komme en smallere skattebase ud af at indføre ens EU-regler; det er ikke sandsynligt, at EU vil vælge at harmonisere ud fra danske regler. Derfor har Venstre og Socialdemokratiets forslag den lidt pudsige logik, at de bør begynde med at gøre basen smallere, hvis de vil forberede Danmark på ens regler. Men lad os se, om de vælger det…

Selskabsskatten er sagligt set ikke noget godt emne at føre valgkamp på. Men som Bastiat skrev, så bygger politik på ”det store bedrag, at vi kan leve på hinandens bekostning”. Her er selskabsskatten måske i særlig grad velegnet. Det ser let ud, som om nogle andre betaler.

The Road to Serfdom, 75 år

Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2019. Skriv et svar

I denne måned er det 75 år siden, Fredrich Hayeks både omdiskuterede og hyldede The Road to Serfdomudkom. Bogen, hvor Hayek advarede om at kollektivisering næsten altid vil føre til en alvorlig risiko for tab af frihed – en vej til trældom, som den danske oversættelse kaldte det – har været både meget indflydelsesrig, men også ofte karikeret af dens modstandere. Han gjorde sig heller ikke utvetydigt populær ved at dedikere den til ” socialister i alle partier.”

For fem år siden skrev Peter Kurrild-Klitgaard om bogen i Berlingske Tidende, og understregede, hvordan man kan genkende nogle af dynamikkerne i det såkaldt moderne Danmark. Staten fylder i dag mere end halvdelen af økonomien, og for at finansiere denne halvdel, accepterer vi i dag, at Skat har videre de facto beføjelser end selv efterretningstjenesterne. Skattemyndighederne tager sig f.eks. adgang til vores telefondata uden retskendelse, mens efterretningstjenesterne må vente på en domstols vurdering. Så selvom de skandinaviske velfærdsstater ikke er blevet sovjetisk autoritære, findes nogle af dynamikkerne alligevel hos os.

Vil man vide mere om Hayeks bog og diskussionerne omkring den, handler denne uges Live from Lord North Street – the Institute of Economic Affairs fremragende podcast – netop om Serfdom. Kate Andrews taler her med IEAs Philip Booth og Adam Smith Institute’s direktør Eamonn Butler om bogens relevans idag, og om vi har lært noget af den. Live from Lord North Street er som altid varmt anbefalet.

Sjov med statistik: Skilsmisser hos IKEA

Af Christian Bjørnskov, den 22. marts 2019. 1 svar

I dag indleder vi en feature, der kommer til at vende tilbage til bloggen med mellemrum: Sjov med Statistik. Formålet med den nye feature er, at vise hvordan statistik både kan underholde med f.eks. den klassiske sammenhæng mellem antallet af storke og antallet af fødsler, men også at de ofte absurde resultater – ligesom IgNobel-prisen – kan få en til at tænke en ekstra gang over ting.

En af de klassiske situationer, som mange opdager i forbindelse med parforhold, er at tage på indkøb i IKEA. Det kan ofte være en reel test at parforholdet, når den ene part vil bruge tid på at ose og kigge på de mange forskellige ting, IKEA har at tilbyde, mens den anden part oplever en nærmest dødelig kedsommelighed. Som vi talte om til frokost i går (en i øvrigt hyggelig frokost med kolleger fra Pamplona), kan man derfor fristes til at tro, at der er en sammenhæng mellem IKEA-besøg og skilsmisser.

Spørgsmålet i dag er, om den sammenhæng findes. Vi trækker derfor data på skilsmissefrekvens og antallet af IKEA-butikker fra Wikipedia, befolkningstal fra FN og indkomstdata fra CIA for at teste det statistisk. Og et hurtigt første blik på dataene afslører allerede en indikation af, at hypotesen er korrekt: Skilsmisseraten – defineret som antallet af skilsmisser i forhold til antallet af ægteskaber – er således 26,3 i lande uden IKEA-forretninger, men 30,2 i lande med mindst en forretning. Denne forskel er statistisk signifikant, endda ved 1%-niveauet i en two-tailed t-test.

Hvordan ser det større billede da ud? Det illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser skilsmissefrekvensen i lande uden IKEA – de blå prikker til venstre – og skilsmissefrekvensen i resten, plottet mod antallet af IKEAer per million indbyggere. For det meste af vores sample er der en tydelig positiv sammenhæng, med et par synlige outliers: Den meget lavt placerede orange prik er Bahrain (hvor det er ganske svært at blive skilt), mens de to orange prikker ude til højre er det lillebitte Island og Sverige, hvor IKEA startede. Man kan derfor med god grund ignorere de tre outliers.

Går man videre til egentlig regressionsanalyse, bekræfter den mere avancerede metode det overordnede billede: Estimerer man logaritmen til skilsmisseraten som en funktion af logaritmen til den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst, til befolkningens størrelse og antallet af IKEA-forretninger, får man nogle ganske klare resultater. Med en såkaldt log-log-specifikation – hvor ens variable er i logaritmer på begge sider – er gevinsten af man får en såkaldt ’elasticitet’ ud af analysen: Et mål for hvor mange procent y stiger, hvis x stiger én procent. Og i dette tilfælde finder man, at 10% flere IKEA-forretninger får skilsmisseraten til at stige 1,6% på tværs af de 109 lande, vi har data for. Hvis man i stedet fokuserer på de steder, hvor der faktisk er mindst en forretning, er elasticiteten 0,3 – 10% flere IKEAer er forbundet med 3% højere skilsmisserate!

En erfaren empirisk økonom eller statskundskaber kan nu sige, at det er slet ikke kausalt – det er ikke IKEAerne, der skaber den højere skilsmisserate. Det er et godt argument, især fordi man vil regne med, at hvis IKEA giver flere skilsmisser, vil effekten først komme over nogen tid – den slags sociale ændringer kommer ikke med det samme. En statistisk enkel måde at håndtere det problem på, er at se på hvor mange år, et land har haft IKEA. Man må nemlig regne med, at jo længere tid, IKEA har været i landet, jo større en påvirkning har den haft. Og her viser det sig sørme også, at der er en stærk sammenhæng mellem, hvor lang tid et land har haft en IKEA og skilsmisseraten! Den simple korrelation er 0,41 og mere analyse peger i samme retning. IKEA er ond, fordi kæden øger folks skilsmisserisiko.

Men husk hvad titlen er på vores serie: Den hedder Sjov med Statistisk. Selvfølgelig er det en helt absurd påstand, at IKEA skulle ødelægge ægteskaber. Det gør folk såmænd selv. Et godt bud på, hvorfor man alligevel finder denne slags sammenhæng er, at IKEA startede i Sverige – et land hvor skilsmissefrekvensen er relativt høj og hvor skilsmisse ikke er tabu – og bredte sig først til andre lande tæt på, der socialt ligner Sverige ganske meget. Antallet af IKEA-butikker og hvor tidligt, IKEA kom til landet, er derfor forbundet med hvor moderne folks normer omkring skilsmisse og mange andre forhold er. IKEA reflekterer denne slags forskelle, men skaber dem ikke. Empiriske økonomer og statskundskabere kalder den slags forhold for reflection effects, og de findes mange steder. For informerede læsere kan det måske være nyttigt at vide, at den slags findes, før næste gang de læser rapporter eller andet, der påstår at noget er skabt af noget andet…

Findes “almindelige mennesker”?

Af Jens Frederik Hansen, den 18. marts 2019. 5 svar

”Almindelige mennesker” er der rigtigt mange af i den offentlig debat. De optræder som en helt fast figur indenfor det, som er min interessesfære, nemlig boligpolitik. Det hedder sig altid, at ethvert problem rammer “almindelige mennesker, så de ikke længere ville have råd til at bo i København og andre større byer”.

Det er rigtigt ofte socialdemokrater, der taler om ”almindelige mennesker”. Og lige så snart de har sagt det, så bliver det altid fulgt af remsen, ”altså sygeplejersken, politibetjenten og skolelæreren.” Og så er det, at jeg spørger, hvem er de egentlig, disse almindelige mennesker.

Som det allerførste kan man undre sig over, at socialdemokrater vælger lige præcis de 3 grupper, for mindst 2 ud af de 3 nævnte – helt almindelige – befolkningsgrupper rummer formentlig et minimalt antal socialdemokratiske vælgere. Skolelærerne stemmer til venstre for S og politibetjentene stemmer på Venstre!

Sjovt nok røber valget af de “almindelige” også, at socialdemokrater udelukkende tænker på de offentligt ansatte. Hverken skolelærere, sygeplejersker eller politibetjente er jo privatansatte. Hvor blev håndværkeren, lastbilchaufføren og butiksekspedienten af?


Hvad skal ”almindelige mennesker” bruges til

Der er naturligvis en god grund til at bruge et passende ubestemt begreb, for “almindelige mennesker” er selvfølgelig bare ordgas, et retorisk kneb, der måske lyder venligt, men har samme formål som “røde lejesvende”, “kapitalister” og deslige.

For venligheden i begrebet er temmelig overfladisk. Det skal jo primært bruges til at skræmme med. Langt de fleste mennesker anser sig selv som almindelige og synes, at de selv lever et helt almindeligt, jævnt og muntert liv på jord. Og det gælder næsten uanset indkomst eller samfundsopfattelse. Og hvis de ikke selv er helt almindelige, så er deres koner, børn forældre, søskende og venner det i hvert fald.

Så når man påstår, at et lovforslag vil gå ud over “almindelige mennesker”, så kan langt de fleste af os føle os truede. Eller vi kan i hvert fald føle, at det truer en hel masse mennesker, som vi holder af, og som vi helst ikke vil have generet af nye love. Så basalt set bruges ordene kun som led i en klassisk skræmmekampagne.

Hvem er almindelige?

Men lad os lige se lidt nærmere på begrebet. Det er jo ikke sådan, at “almindelig” betyder det samme som gennemsnitlig, for kvinder der føder de gennemsnitlige 2,3 børn, er i hvert fald helt ualmindelige!

Det er nok givet, at kvinder der føder 7 eller 8 børn, er temmeligt ualmindelige, og 6 eller 5 børn er det måske også. Men hvor går grænsen? I nogen tilfælde går den vel helt nede ved 0. Hvis man ser på de, som lige er kommet med i gruppen af voksne kvinder, altså de 18-årige, så er selv dem med bare 1 barn ret ualmindelige.

Andre grupper

Nøjagtig den samme filosofiske øvelse kan man lave på alle mulige andre størrelser, som man kan bruge til at skelne mellem befolkningsgrupper. Ægteskabelig status, indkomst, og selvfølgelig de boligforhold, hvor jeg oftest hører vendingen.

Et lignende definitionsproblem løber man ind i med “de svageste”, for som eksempelvis Carina-debatten for nogle år siden viste, så er det ikke altid, at de svageste er lige dem, vi forventer.

Almindelige indkomster

Når det fremhæves, at sygeplejersken m.fl. ikke vil have råd til at bo i København, så tænkes der nok ofte på deres indtægt. Og så er det, at det bliver spændende. For langt de fleste af os har jo temmeligt svingende indtægter over livet.

Når man er ung og under uddannelse, så er det temmeligt almindeligt, at man kun tjener ganske lidt. For de, som tager lange uddannelser, bliver det ofte ved med at være almindeligt i mange år. Tager man en kort uddannelse er den meget lave indtægt hurtigt mere ualmindelig, men til gengæld er det ikke så almindeligt, at man senere i livet får en høj indtægt. Men det er altså ikke så ualmindeligt igen, for en ret stor del af selv de ufaglærte kommer trods alt til at betale topskat i en del af deres liv. Og sådan kan man fortsætte med at lege med ordene.

Hvor almindelige er sygeplejerskerne, lærerne og politibetjenten

Lad os så et øjeblik alligevel overveje hvor skolelæreren, sygeplejersken og politibetjentens løn er i forhold til gennemsnittet. Det er der nok mange meninger om, for skal man regne pensioner og diverse andre sidegevinster med. Samtlige grupperne ligger under alle omstændigheder i den pæne ende af indkomsterne, nogle af de overordnede hører til i de højeste 10 % og resten ligger i de bedste 25 %. Er det specielt almindeligt?

Som enhver kan se, så er det temmelig håbløst at putte mennesker i kasser, i hvert fald som hhv. almindelige og ualmindelige. Faktisk er det en af de store fordele ved at være liberal, at man har lov til at mene, at hver enkelt menneske er helt sig selv og forskelligt fra alle de andre.

Selv får jeg, hver eneste gang der henvises til “almindelige mennesker,” følelsen af, at jeg har set noget lignende et sted i verdenslitteraturen. I Orwells “Kammerat Napoleon” er alle dyrene lige, men grisene er bare “mere lige end de andre”.

Dødshjælp er mere komplekst, end debatten normalt viser

Af Jens Frederik Hansen, den 17. marts 2019. 2 svar

Aktiv dødshjælp dukker med ret regelmæssige mellemrum op i den offentlige debat. Hver gang påberåber tilhængerne sig en stigende tilslutning til idéen i befolkningen. Og det er i hvert fald temmelig klart, at aktiv dødshjælp forekommer tillokkende langt ind i libertarianernes rækker.

Som hovedregel skyldes accepten et ønske om at respektere det enkelte menneskes ret til selv at bestemme over sin tilværelse. Den ret man selv ønsker sig, er man også villig til at give andre, og det er jo et godt udgangspunkt.

De fleste tilhængere gør derfor også deres tilslutning betinget af, at den, der har dødsønsket, både skal lide af en uhelbredelig sygdom og være ved ‘sin fornufts fulde brug’. Men dermed har man jo bare flyttet det etiske problem. Man bruger ofte den sportsanalogi, at noget er sparket til hjørne, men det er der ikke engang tale om her. Bolden er sparket direkte hen for fødderne af det andet hold.

Fornuftens fulde brug

For hvornår er man ved sin fulde fornuft? Eller i hvert fald så fornuftig, at man skal have lov til at bede andre om at blive ‘hjulpet til at dø’.

I de eksempler, som dukker op i debatten, giver de syge ofte udtryk for, at livet ikke har nogen mening, at de er en belastning for omgivelserne, at der ikke er udsigt til en bedring af deres tilstand og lignende dystre synspunkter. Det er imidlertid sjovt nok lige præcis de samme ting, som traditionelle depressive patienter giver udtryk for.

Landets sindsygehospitaler indeholder jo ikke bare mennesker, der hører stemmer eller tror, at de er Napoleon. Der er et betydeligt antal patienter, som er indlagt, netop fordi de mener, at livet ingen mening har, at de belaster deres omgivelser etc.

I hvert fald for denne lægmand er det påfaldende, hvor mange af de kliniske symptomer for depression, der kan kobles med ønsket om aktiv dødshjælp. Det forekommer umiddelbart ret vanskeligt at forestille sig, at de patienter, som i givet fald skulle have aktiv dødshjælp, kan undgå at opfylde kriterierne for depression. Og depression kan trods alt ofte lindres så meget, at patienterne foretrækker at leve videre – i hvert fald indtil næste anfald.

Paradokset med de bipolare og depressive

Det giver også et lille paradoks, hvis man eksempelvis tilhører den gruppe af bipolare (i gamle dage kaldet: manio-depressive), som med noget nær sikkerhed kan forudse, at deres sygdom er uhelbredelig og vil vende tilbage med stadigt voldsommere episoder. Når de i en psykotisk rus hører manden med leen kalde, skal vi så fremover forhindre dem i at begå selvmord, eller skal vi tværtimod hjælpe dem på vej? For hvorfor skal de være den eneste gruppe, som fratages retten til eutanasi, når de ikke kan overskue fremtiden?

Mere anvendeligt er imidlertid nok eksemplet, hvor en person, der gennem nogen tid har lidt af depressioner, yderligere får en fatal somatisk sygdom. Skal vi acceptere det dødsønske, som udløses i den situation? Er depressionen så pludselig uden betydning.

Det bliver jo ikke bedre af, at selvmord blandt depressive sagtens kan forekomme, når de er på vej ud af depressionen, snarere end når den er allerdybest. For det er, når depressionen letter, at kræfterne til at dø vender tilbage, og det er også på det tidspunkt patienten indser alvoren i det rod, som sygdommen – endnu en gang – har skabt i familie, økonomi og hele livssituationen.

Råbet om hjælp

I hvert fald når det drejer sig om unge, hører man ofte det synspunkt, at et selvmordsforsøg er “et råb om hjælp”. Dødshjælpstilhængerne har aldrig forklaret, hvorfor der i mindre grad er tale om et råb om hjælp, hvis man bare er så invalideret, at man ikke kan binde en løkke på et reb og derfor må bede andre om at gøre det.

Så mon ikke begæringer om aktiv dødshjælp i sidste ende er udtryk for ubehandlede depressioner hos folk, der måske nok har et skrøbeligt sind, men som ikke tidligere er diagnosticerede med sygdommen.

Hvis man i deres lysere øjeblikke spørger depressive om, hvordan vi skal reagere i deres mørke stunder, så vil de nok temmelig entydigt sige: “Vi vil behandles, ikke slås ihjel!” Skal andre fratages den ret til behandling, blot fordi de er terminalt syge og ikke tidligere har haft depressive episoder? Personligt vil jeg helst være fri, og jeg hjælper heller ikke nogen på vej. Men det er selvsagt flertallet, der bestemmer.

Løfter økonomisk frihed alle både?

Af Christian Bjørnskov, den 16. marts 2019. 7 svar

Blandt politikere og mange meningsdannere er liberaliserende reformer noget, man helst ikke taler om og slet ikke støtter. Mens næsten alle – med undtagelse af den yderste venstrefløj og enkelte stemmer på den ekstremt nationalkonservative fløj – helhjertet går ind for politisk frihed i form af demokrati og menneskerettigheder, er økonomisk frihed ikke på samme måde et spørgsmål om moral. Og mens det er ganske upopulært at stille spørgsmål ved, om demokrati altid fører til positive konsekvenser, er det helt standard at fremføre klare påstande om økonomisk frihed og liberaliserende reformer.

En af de påstande, man oftest hører, er at liberalisering blot ’gør de rige rigere og de fattige fattigere.’ En anden afart af den samme påstand er, at liberalisering og økonomisk frihed er forbundet med stor økonomisk ulighed. Som de fleste læsere vil vide, kan påstande om øget ulighed – uanset hvor usandsynlige de er – lukke ned for enhver debat om ændringer i den økonomiske politik i Danmark. Problemet er blot, at den faglige debat om forholdet mellem økonomisk frihed og økonomisk ulighed er ekstremt blandet og uden nogen form for konsensus.

Det er denne debat, Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm) bidrager til i et nyt papir, som vi præsenterede i eftermiddags ved årets konference hos the Public Choice Society i Louisville, Kentucky. Innovationen i vores papir er, at vi ikke følger den eksisterende litteratur, der ser på forholdet mellem økonomisk frihed og den statiske fordeling af indkomster i samfundet. I stedet undersøger vi sammenhængen mellem økonomisk frihed og væksten i indkomster i fem grupper: De 20 % fattigste, de næste 20 %… op til de 20 % rigeste. Vi kan dermed – som de første, så vidt vi ved – se om der er en forskel i væksteffekterne af liberaliserende reformer på de rige versus de fattige. Figuren nedenfor – der er Figur 3 fra papiret – illustrerer vores basale fund, er eksemplificeret af vækstkonsekvenserne af reformer, der styrker beskyttelse af den private ejendomsret.

Som figuren viser, er væksteffekterne af liberaliserende reformer positive for alle fem indkomstgrupper – fra de fattigste 20 % til de rigeste 20 %. Vi kan ikke med nogen statistisk sikkerhed sige, at virkningen er større for nogle grupper end andre, men som figuren også illustrerer, er de klare indikationer, vi får fra resultaterne, at de gavnlige konsekvenser af økonomisk frihed muligvis er størst for de fattigste og for de rigeste, og relativt mindre for middelklassen. Ser vi specifikt på reformer, der reducerer størrelsen af den offentlige sektor, kan vi heller ikke sige at der er forskel mellem grupperne, men blot at effekterne er positive. Indikationerne er dog igen, at hvis der er forskel, er den at effekten måske er størst for de fattigste.

Resultaterne, som kommer ud af vores undersøgelse, peger dermed helt utvetydigt på, at idéen om at de rige bliver rigere og de fattige fattigere når statens rolle i økonomien reduceres, er en myte. Præcist ligesom Niclas Berggren og jeg viser i en artikel, der udgives i år i Journal of Institutional Economics, er liberaliserende reformer ikke blot økonomisk gavnlige for de fleste grupper i samfundet, men også populære blandt de fleste vælgere. Politikere kommer sikkert til at sige noget i retning af, at ’det er jo bare din mening’, peger de nye forskning således entydigt i én retning: Økonomisk frihed er økonomisk gavnligt, og for de fleste grupper i samfundet – og måske særligt for de fattigste.

Eliten der ikke er der

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2019. 2 svar

Mange mennesker, og ikke blot almindelige mennesker og politikere, men også adskillige forskere, forklarer en række fænomener med en simpel mekanisme: Det handler om, hvad ’eliten’ vil. Eliten vil være fuldgyldigt med i EU. Eliten vil have mere frihandel og immigration. Eliten vil beskytte sin egen store del af den samlede nationalindkomst. Men måske vil eliten ikke af med topskatten i Danmark? Mens argumenter, der skyder skylden på en ansigtsløs elite er politisk populære, er der noget frygteligt galt med logikken i dem.

Det væsentlige problem med eliteargumentet er, at hele den store gruppe meningsdannere, der påstår at forskellige fænomener skyldes politisk indflydelse fra eliten, antager at eliten i en politisk forstand er én enkelt og sammenhængende enhed. De ignorerer således næsten fuldstændigt to forskellige sæt indsiger fra samfundsvidenskaberne. Den ene handler om, hvor svært det faktisk er at organisere en særinteresse, mens den anden handler om, hvor forskelligartede, folks præferencer faktisk er.

Som vi også her på stedet har skrevet om (læs her og her), har man vidst siden Mancur Olsons gennembrudsarbejde om særinteresser midt i 1960erne, at det ikke er alle, der kan organisere sig. Hvis en gruppe bliver for stor eller for divers, bryder den sammen på grund af gratisproblemet (free-riding på engelsk). Særinteresser med særlig politisk indflydelse er praktisk taget altid små grupper, der har en enkelt, stærkt fælles præference for politik. Olson viste i flere bøger, hvor vigtig denne indsigt er – tænk for eksempel på, hvordan 50 % af EU-budgettet allokeres til landbruget, der beskæftiger cirka 2½ % af den europæiske befolkning – og talrige andre studier har senere støttet Olson.

Skal man forestille sig eliten som en effektiv særinteresse, får man derfor et ganske stort problem. Selv hvis man definerer en økonomisk elite som den rigeste ene procent, udgøres den i Danmark af mere end 40.00 borgere og er en langt fra stabil gruppe. Som Cepos viste for halvandet år siden, er halvdelen af gruppen skiftet ud efter tre år. Med andre ord vil mere end halvdelen af de vælgere, man forestillede sig karakteriserede Top 1% umiddelbart efter et valg være faldet ud af gruppen før næste valg. Med Olsons indsigt i tankerne, bliver det meget svært at forestille sig, at en så stor og ustabil vælgergruppe skulle have nogen særlig indflydelse.

Det andet problem med elitepåstandene er, at gruppen lider af samme problem som befolkningen som helhed. For mere end et halvt århundrede pegede Duncan Black og Kenneth Arrow på, at det er umuligt at definere ’folkets vilje’. Vi har tidligere skrevet om problemet – læs f.eks. her – og det gælder ikke i mindre grad for ’eliten’, der har stort set lige så diverse præferencer som resten af befolkning. En måde at vise det på, er illustreret i figuren nedenfor.

Figuren viser fordelingen af folks selvplacering på en venstre-højreskala, hvor 0 er ekstremt venstreorienteret og 10 er ekstremt højreorienteret. Søjlerne viser, hvor stor en andel af en elite – her defineret som de 10 % rigeste – og resten – her de andre 90 % af befolkningen – der placerer sig selv i hver af de 11 ideologikategorier. Figuren viser ikke overraskende, at der er færre socialdemokrater blandt de 10 % rigeste og lidt flere i kategorierne 7 og 8 – som typisk er Venstre og de Konservatives vælgere. Det vigtige er dog, at der også er 29 %, der placerer sig mellem 0 og 4 og dermed som klare venstrefløjsvælgere.

Hvordan en så stor og så ideologisk og præferencemæssigt forskelligartet gruppe skulle kunne agere som én sammenhængende og effektiv særinteresse, er svært at forestille sig. Men der er netop det, man implicit bliver bedt om at gøre, hvis man skal tro på de mange påstande og teorier om dette og hint, der er drevet at ’elitens’ synspunkter. Det giver ikke megen mening.

Tip: Podcast om krigsbeføjelser i USA

Af Nikolaj Stenberg, den 12. marts 2019. 2 svar

Herhjemme fik diskussionen om blandt andet grundlaget for det danske folketings samtykke til, at danske styrker blev stillet til rådighed for en multinational indsats i Irak, nyt liv som følge af krigsudredningen vedr. Kosovo, Irak og Afghanistan i februar.

I takt med at krigene er kommet på afstand, har skriverierne på også denne blog om krigsdeltagelsen nærmest ophørt. Andre ting fylder.

Derfor var det også med en slags genkendelsens glæde, at denne skribent lyttede til lørdagens episode af Lawfare-bloggens podcast. Den handler om krigsbemyndigelser i USA: ”War Powers History You Never Knew”.

I podcasten interviewer Benjamin Wittes sin medblogger Matthew Waxman, der, foruden snart at nedkomme med en bog om emnet, har skrevet en række blogindlæg om selvsamme. Hvis man interesserer sig for det, vil man sikkert synes, det er en oplysende gennemgang.

Mens der har været en vedvarende kritik af (mis)brugen af krigsbemyndigelsen fra 2001 vedrørende al-Qaeda og andre militære grupperinger, viser Waxmans gennemgang af lignende resolutioner fra tidligere, at det har været meget værre.

Et af eksemplerne er en krigsbemyndigelse fra 1957, hvor præsidenten – på det tidspunkt Eisenhower – fik en åben bemyndigelse til at føre krig i Mellemøsten, hvis det skulle komme til en kommunistisk invasion. Skete det, havde præsidenten frie hænder til at løse konflikten militært, herunder, selvfølgelig, med brug af atomvåben. Bemyndigelsen er stadig i kraft her over 60 år senere.

Podcasten kommer også omkring the Ludlow amendment fra 1930’erne, som forsøgte at gøre amerikansk krigsdeltagelse betinget af en forudgående folkeafstemning. Den skitserer også, hvordan USA først efter Anden Verdenskrig ændrede syn på, hvem der skulle bestemme mest i tilfælde af krig – om det skulle være præsidenten, kongressen, delstaterne eller befolkningen.

Lyt her: https://www.lawfareblog.com/lawfare-podcast-war-powers-history-you-never-knew-matt-waxman.

/ Nikolaj Stenberg

Public Choice Society 2019

Af Christian Bjørnskov, den 10. marts 2019. Skriv et svar

Onsdag morgen er det tid til at jeg sætter mig i et fly for at tage til årets tredje konference: Den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Konference, som jeg har været til hvert år siden 2004, har over årene varieret en del i kvalitet. De senere år har dog været glimrende, og de mange PhD-studerende og unge forskere bidrager ofte med en del af lyspunkterne. Ser man på programmet for næste uges konference, er der god grund til både at se frem til nogle af de nye forskere, og til at glæde sig.

En af de relativt unge er min gode kollega Daniel Bennett (Baylor University), som kommer med et papir med titlen ”Local Economic Freedom and Creative Destruction in America.” Daniels ærinde er at vise, hvordan økonomisk frihed gør lokalområders økonomiske udvikling mere dynamisk ved både at bidrage til nye virksomheder, men også at gamle virksomheder forsvinder.

En af de noget mere etablerede forskere, der altid er interessant, er tyskeren Friedrich Heinemann fra ZEW i Mannheim. Han har sammen med en gruppe kolleger undersøgt, om vurderinger af finanspolitiske multiplikatorer er påvirkede af forskernes ideologi og interesser. Spørgsmålet, som de svarer på i ”Are Fiscal Multiplier Estimates Politically Biased?” er vigtigt, da multiplikatoren indikerer, hvor effektiv finanspolitik er til at få gang i samfundsøkonomiens hjul på kort sigt. Og svaret er desværre ja: Når forskere på venstrefløjen bedømmer den finanspolitiske multiplikator, finder de typisk større tal.

En af de præsentationer, jeg ser særligt frem til, er også den jeg skal give officiel kritik af. Det drejer sig om den dygtige Peter Calcagno fra the College of Charleston, der sammen med sin medforfatter David Ahnen præsenterer ”Constitutions and Social Trust: An Analysis of the U.S. States.” Stefan Voigt og jeg udgav for nogle få år siden en artikel, hvor vi viste at højtillidslande helt typisk har kortere og mindre detaljerede forfatninger. Det er dette spørgsmål, Pete og hans medforfatter dykker videre ned i på tværs af de amerikanske statsforfatninger. Der er pudsigt nok langt fra det eneste papir om tillidseffekter på konferencen, der også omfatter præsentationer af George Clarke om effekten af social kapital på virksomheders produktivitet i Zambia, Claudia Williamson om tillidseffekter på regulering og kontrakthåndhævelse, og undertegnede om sammenhængen mellem tillid og hvor politisk uafhængige nogle af samfundets bærende institutioner er.

Man kan også glæde sig til at høre min glimrende kollega Martin Paldam, der sammen med Chris Doucouliagos fra Deakin University i Melbourne holder en af de tre plenaries. Martin og Chris taler under overskriften ”Skating on thin ice” om hvad metaanalyse kan fortælle os om kvaliteten af den evidens, politikere for eksempel enten baserer deres politik på eller bruger som retfærdiggørelse af politikken. De to er eksperter i metaanalyse og har med garanti interessante ting at sige om, i hvor høj grad man kan stole på den politiske anbefalinger.

Derudover er der som de senere år som sagt god grund til at se frem til en række yngre forskere, blandt andet Perry Ferrell, Rosolino Candela, Kim Leonie Kellermann, Helena Helfer og Matthew Bonick. Og som altid kan man se frem til både produktiv, sjovt og hyggeligt samvær med kolleger og venner som bl.a. Niclas Berggren, Andreas Bergh, Oz Dincer, Richard Jong-a-Pin, Peter Kurrild-Klitgaard, Wilson Law, Ed Lopez, John Meadowcroft… Professorer tjener ikke meget og arbejder langt mere end de fleste, men konferenceturene er lyspunkter, hvor nye inputs og hyggelige stunder blandes sammen.

Er ytringsfriheden absolut?

Af Niels Westy, den 8. marts 2019. 2 svar

Gæsteindlæg ved Filip Steffensen. Stud. scient. pol. ved Aarhus Universitet og skribent hos den amerikanske tænketank Fee.org.  

Da Muhammedkrisen for alvor rasede i år 2006, antændtes en debat om ytringsfriheden, hvad man må sige og ikke mindst, hvad man kan tillade sig at sige. Debatten skabte en klar sondring mellem de, der mener at ytringsfriheden er absolut, og de, der mener, at ytringsfriheden kan bøjes, fx hvis en ytring skulle forekomme anstødelig. Men kan vi reelt tale om, at ytringsfriheden er absolut? Eller er der tale om en kontekstafhængig rettighed?

Filip Steffensen

Vi kan tilnærme os et svar på dette spørgsmål ved at skelne mellem det juridiske og det normative aspekt. Det er næppe en overraskelse for mange, at ytringsfriheden rent juridisk ikke er absolut. Hvis ytringsfriheden var absolut, ville det indebære et komplet fravær af begrænsninger på retten til at ytre sig frit. Det er imidlertid langt fra tilfældet, da Danmark – ligesom en lang række andre lande – kun beskytter ytringsfriheden formelt, men ikke materielt. Vi er med andre ord beskyttet fra forudgående censur, men indholdet i vores ytringer (det materielle) er jf. grundlovens §77 ”dog under ansvar for domstolene”. Det betyder, at man eksempelvis ikke ustraffet kan fremsætte injurierende påstande. Med disse bemærkninger skal det dog tilføjes, at der i særlige tilfælde kan nedlægges fogedforbud, som pålægger en forudgående censur, hvis der ellers vil ske uoprettelig skade, såfremt der ikke nedlægges et midlertidigt forbud. Dette var eksempelvis tilfældet i en sag fra 1982 mellem Danmarks Radio og Frimurerordenen, hvor DR fik nedlagt fogedforbud mod at vise skjulte filmoptagelser af Frimurerordenens optagelsesritualer, som er hemmelige.

En absolutisme i normativ forstand?

De fleste kan formentlig se det hensigtsmæssige i, at vi ikke har en ubegrænset ytringsfrihed, som tillader injurier og direkte opfordringer til vold, men hvordan forholder det sig rent normativt? Måske kan man i en normativ forstand tale om, at opbakningen til ytringsfriheden er så stor, at danskerne mener, at ytringsfriheden kun kan begrænses i særlige tilfælde, eksempelvis ved injurier, eller hvis man er til fare for den offentlige orden. Danmark er ifølge Cato Institute trods alt et land, hvor vi har en yderst velbeskyttet ytrings- og informationsfrihed.

Et vigtigt element i ytringsfriheden er imidlertid, at den er universel, dvs. den gælder alle. Men er det nu også tilfældet, når vi ser på danskernes holdninger? Og er ytringsfriheden en urokkelig rettighed, eller kan den bøjes afhængigt af konteksten? Meget tyder på, at sidstnævnte er tilfældet. I en artikel af Stubager et. Al. har man sat sig for at undersøge dette spørgsmål. Artiklen undersøger, hvorvidt Muhammedkrisen har bevirket en ændring i danskernes opfattelse af ytringsfriheden. Indledningsvist viser forfatterne respondenternes politiske tolerance overfor forskellige grupper, jf. tabellen nedenfor.

Heraf fremgår det, at der for alle gruppers vedkommende gælder, at et flertal mener, de har ret til én eller flere deltagelsesformer i den offentlige debat. Det fremgår, at der er mindst opbakning til nynazister og islamiske fundamentalisters ytringsfrihed, men venstrefløjen, muslimer og nykristne nyder stor opbakning. Den absolutte prøvelse af ytringsfriheden må være at udvise tolerance over for de grupper, man er uenig med og måske endog finder usympatiske, frastødende eller lignende. Her fremgår det altså, at opbakningen er varierende og tilsyneladende afhænger af, hvilken gruppe der er tale om. Ud fra ovenstående forekommer ytringsfriheden med andre ord alt andet end absolut.

Hvilken betydning havde Muhammedkrisen?

Det er ikke usandsynligt, at den store mediebevågenhed, som Muhammedkrisen tiltrak sig, har udøvet en effekt på danskernes opfattelse af ytringsfriheden. Forfatterne viser med en avisoptælling, at antallet af artikler om ytringsfrihed er på et usædvanligt højt niveau fra januar 2006 til marts 2006, hvorefter antallet falder drastisk. Det er med andre ord her, at krisen kulminerer, og det interessante er således, hvorvidt denne udvikling har betydning for danskernes holdning.

Det undersøger forfatterne ved at spørge respondenterne ind til deres støtte til ytringsfriheden til en navngiven gruppe. Det interessante er at, forfatterne inddrager forskellige grupper, som må formodes at skabe negative og udemokratiske associationer hos respondenten. Dette sker med henblik på at tegne et billede af, hvorvidt ytringsfriheden nu er både universel og absolut, eller om vi er villige til at anskue ytringsfriheden som en ret, der kan gradbøjes. Hernæst er det interessante, at forfatterne spørger over to omgange, hvorved vi kan se, om den store mediebevågenhed har haft en effekt. Og det må den siges at have, som det fremgår nedenfor.

Som berørt ovenfor, så toppede avisernes dækning af Mohammedkrisen februar 2006, mens den aftog markant fra april 2006. Det er præcis den udvikling, vi kan se på tabellen. De adspurgte er betydeligt mere positive overfor alle gruppers ytringsfrihed i perioden, hvor dækningen topper, mens støtten til de respektive gruppers ytringsfrihed falder betydeligt i perioden fra maj til juli. Opbakningen til ytringsfriheden er altså større i den tid, hvor mediebevågenheden er størst. Det tyder igen på, at danskerne ikke opfatter ytringsfriheden som absolut, men derimod noget som kan gradbøjes efter hvilken gruppe, der er tale om.

Årsager til store forskelle?

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at differencen iøjefaldende stor hos rockere og muslimer. Det kan selvfølgelig tolkes sådan, at den ”normale” eller oprindelige – dvs. opbakningen før den vidtgående debat om ytringsfrihed – var lav. Det kan vi imidlertid ikke udtale os om, da artiklen ikke har udført interview før Mohammedkrisen indtraf. Det forekommer dog mere sandsynligt, at den omfattende debat om ytringsfrihedens vigtighed og kritikken af herboende muslimer har affødt en anerkendelse af muslimernes ligeret og medborgerskab. Som nævnt tidligere er et væsentligt element i ytringsfriheden, at den er universel. Det må nødvendigvis indebære, at vi alle fra stund til anden kan blive genstand for latterliggørelse, forhånelse og krænkelser. Og det var præcis det, der skete med Muhammedtegningerne. Flemming Rose beskriver i bogen ”Hymne til Friheden”, hvordan vi risikerer at underminere muslimernes medborgerskab, hvis de nyder en særlig privilegeret stilling, hvor muslimer kan undsige sig kritik og forhånelse. Det var lige nøjagtig dette, Mohammedtegningerne brød med, og det er ikke usandsynligt, at nedbrydningen af denne særstilling har bevirket, at flere blev positivt stemte overfor de herboende muslimer.

Omvendt kan vi indvende, at en række herboende muslimer advokerede kraftigt for begrænsninger af ytringsfriheden, ligesom flere aktivt opfordrede til retsforfølgelser efter hate-speech paragraffen. Jacob Mchangama har tidligere beskrevet, hvordan muslimske organisationer arbejdede for retsforfølgelser og skærpede straffe for blasfemi og hate speech (dvs. et de facto krav om undtagelse for kritik) har banet vejen for en række majoritære love målrettet muslimer. Kravet om en særstilling beskyttet for kritik var ifølge denne logik kontraproduktivt og kan således have forårsaget det drastiske fald i støtten til muslimernes ytringsfrihed. Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor rockere og andre grupper oplevede et tilsvarende fald i støtten til deres ytringsfrihed.

Overordnet må det konkluderes, at ytringsfriheden langtfra er absolut. Tværtimod viser der sig et billede af et ytringsfrihedsbegreb, der kan bøjes og tolkes efter kontekst. Det er næppe en overraskelse for de, som følger den offentlige debat, hvor det jævnligt tydeliggøres, at mange danskere har betydelige forbehold, når det angår ytringsfriheden. ”Ytringsfrihed, men”, er en velkendt sætning, som ganske åbenlyst angiver, at ytringsfriheden ikke er absolut. e

Spist af systemet – også på ministerniveau

Af Jens Frederik Hansen, den 5. marts 2019. 2 svar

Dagens aviser byder på endnu et eksempel på, at politikere somme tider glemmer deres politiske udgangspunkt til fordel for at varetage bureaukratiets interesser.

En ting er, at partiet Venstre, Danmarks liberale Parti, i weekenden vendte rundt på en tallerken og besluttede, at for fremtiden vil det være mere ægte liberalt, hvis EU fastsætter en bundgrænse for selskabsskatterne. Det var i sig selv en besynderlig oplevelse. Partisoldaternes evne til at juble over den ændrede holdning satte nye rekorder i omstillingsparathed.

Men dette indlæg handler om et punkt, hvor partiet vist ikke har ændret synspunkt. Et opslag på partiets hjemmeside røber i hvert fald ikke, at man har fået ny sundhedspolitik. Der står stadig ting såsom “sundhedsvæsenet i Danmark skal indrettes på patientens – ikke på systemets – præmisser,” og “øget frit valg kan øge kvaliteten og effektiviteten i sundhedsydelserne gennem konkurrence mellem forskellige leverandører.” OK, der står også nogle ting, som gør teksten lidt selvmodsigende, men jeg kan ikke referere det hele.

Nu er der imidlertid en praktiserende læge i Christiansfeld, der har besluttet sig for, at han vil indføre en mulighed for, at patienter kan betale et abonnement og så få adgang til eksempelvis at få taget blodprøver på arbejdet, så man ikke skal tage fri for at gå til lægen for noget banalt. “I Danmark kan man få en masse service på den offentlige regning. Jeg synes, at det er ærgerligt, at hvis man skulle have behov for mere service, end det offentlige kan tilbyde, så har man ikke den mulighed. Den mulighed vil jeg gerne give folk,” udtalte lægen for nylig til JyskeVestkysten.

Den nyhed har avisen selvfølgelig fulgt op på og forelagt idéen for landets sundhedsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre, Danmarks liberale Parti. “Jeg har den klare politiske holdning, at det er en tovlig brug af ressourcer.” Så kan det vist ikke siges klarere.

Ministeren kan dog ikke selv afgøre, om ordningen er lovlig eller ulovlig. Det afhænger nemlig af overenskomsten mellem Danske Regioner og de praktiserende læger. Derfor opfordrer hun overenskomstparterne til at tage sagen op i det såkaldte samarbejdsudvalg. Hvad de vil nå til af resultat, er vel egentlig ikke så svært at gætte, når de først ved, at de med ministerens velsignelse kan blokere for nyskabelsen.

Men er det virkelig ægte liberalt?

Hvem chikanerer russiske journalister?

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2019. 1 svar

Siden slutningen af 90erne er hundrede – hvis ikke endnu flere – journalister blevet chikaneret, overfaldet og i adskillige tilfælde myrdet i Rusland. Det samme gælder flere oppositionspolitikere, når de øjensynligt var ved at blive en offentlig belastning for Putins regime. Det har dog været heftigt diskuteret, om Rusland primært er farligt for journalister pga. at organiseret kriminalitet ’forsvarer sig’ mod offentlig kritik af deres aktiviteter, eller om det mere systematisk er det politiske regime selv, der udgør faren for den fjerde statsmagt.

Spørgsmålet er med andre ord, om russiske journalister helt generelt chikaneres af forskellige interesser, eller om det er Putin-regimet, der konkret og systematisk står for chikanen. Det giver Nikita Zakharov (Universität Freiburg) et omhyggeligt svar på i ny forskning, som han præsenterede lørdag ved PEDD-konferencen i Münster.

Zakharov har samlet et stort datasæt fra the Glasnost Defense Foundation – en russisk version af Reporters Without Borders – der indsamler information om al chikane af journalister i Rusland. Fordi der er tale om en organisation, der konkret er sat i verden for at forsvare journalister og ganske offentligt gør det når journalister melder eksempler på chikane, kan man være rimeligt sikker på, at informationen er tæt på at være komplet og retvisende. Zakharov kan derfor studere risikoen for at journalister chikaneres eller overfaldes fra måned til måned på tværs af de russiske regioner og kommuner.

Studiet viser, at risikoen for at russiske journalister bliver chikaneret eller overfaldet, netop stiger markant i de to måneder op til valg til borgmester- og guvernørposter og til de regionale Dumaer. Dette mønster er meget klart, og giver perfekt mening da russisk lov ikke tillader valgkampagner før to måneder før et valg afholdes. Der er således kun et præcist vindue på to måneder, hvor journalister kan være en trussel for Putin-regimets kandidater til de forskellige valg.

Et andet sigende mønster er, at Zakharov derimod ingen evidens finder for øget chikane før byrådsvalg. Netop dét kan ses som ekstra evidens for, at det overordnede mønster ikke er en tilfældighed, da byråd i Rusland ikke har nogen egentlig indflydelse. Der er således heller ikke nogen særlig interesse fra regimets side i at kontrollere, hvem der kommer til at side i byrådene, men meget stærk interesse i at holde styr på, hvem der kommer til at sidde på politiske poster med faktisk magt.

Som Zakharovs studie viser, findes der således et helt systematisk mønster i chikanen mod journalister, som passer med at det er Putin-regimet, der er den drivende kraft i truslen mod russiske medier. Mens man naturligvis ikke kan afvise, at organiseret kriminalitet også overfalder journalister – Andreas Freytag og jeg dokumenterede netop dette forhold på tværs af lande for få år siden – er det nye studie en solid bekræftelse af, at de mange historier ikke er tilfældige. Putins diktatur er ikke anderledes end andre diktaturer, men måske blot mere kompetent i dets undertrykkelsespolitik.

Spist af systemet

Af Jens Frederik Hansen, den 28. februar 2019. 1 svar

Det er altid fascinerende, når man opdager, at en politiker efter nogen tid begynder at agere på systemets præmisser. Somme tider kan de komme til at have synspunkter, som forekommer ret surrealistiske, hvis man kender deres politiske udgangspunkt. For nylig så jeg endnu et eksempel.

Baggrunden

Baggrunden var, at trafikministeren Ole Birk Olesen vil liberalisere fjernbustrafik, hvilket jo er en uventet glædelig begivenhed, navnlig da Dansk Folkeparti er med på idéen.

Som de fleste vil vide, så har vi i Danmark et antal offentlige trafikselskaber, der modtager nogle bastante tilskud til at drive bustrafik.

Ved siden af det, så findes der et fuldstændig privat netværk af fjernbusser. Deres eneste formål er at køre på de steder og tider, hvor kunderne gerne vil betale for det. De private busser er imidlertid underlagt nogle besynderlige restriktioner, som gør at de kun har mulighed for at køre over lange afstande.

Så ministeren vil ændre loven og lette betingelserne lidt. Han vil tillade, at de private fjernbusser fremover må have helt ned til 75 km mellem hvert stoppested!

Reaktionen

Og så sker der naturligvis det, at Foreningen af Trafikselskaber protesterer højlydt. ”Vores frygt er, at man må nedlægge kommunale eller regionale ruter eller giver dem større underskud,” udtalte formanden for foreningen til blandt andet DR. I sig selv er det lidt interessant, at en gruppe offentlige myndigheder har rottet sig sammen i en interesseorganisation. Og endnu mere interessant bliver det, når man så ser, at foreningens formand, der udtaler sig til pressen, er noget så udmærket som viceborgmester for Venstre i en provinskommune.

Altså en repræsentant for Danmarks Liberale Parti, som er bange for, at de offentlige trafikselskaber ikke kan klare sig i konkurrence med private virksomheder, som ikke alene skal operere uden tilskud, men desuden levere en forrentning af den indskudte kapital.

Hvor konkurrerer de?

Endnu bedre bliver det, hvis man borer i, hvor de offentlige trafikselskaber vil blive udsat for konkurrence. For der findes nemlig idag ikke én eneste busrute drevet af det offentlige, hvor der er mere end 75 km mellem stoppestederne. Der er intet, som hindrer de offentlige selskaber i at drive den slags, men de gør det ikke. Borgmesteren nævnte overfor pressen Århus-Billund som et eksempel. Men den busrute findes ikke. Der køres ikke direkte. Det borgmesteren henviser til, er en rute som hedder: Århus – Skanderborg – Horsens – (Vejle)- Billund. Og det er noget helt andet, for så skal bussen jo 2-3 gange midtvejs forlade den direkte motor- eller landevej og sno sig rundt i byerne.

Fordi trafikselskaberne i dag har monopol på strækningen Aarhus-Billund, så gør man det, at man forringer sin service overfor kunderne på 2 måder. For det første så driver man ikke en direkte og dermed hurtigst mulig busrute. Og for det andet så sælger man billetter til overpris på en attraktiv rute for at subsidiere andre ruter. For man kan jo ikke nøjes med en normal billet, hvis man skal med lufthavnsbusser. Så er der pludselig tillæg på. Fra Aarhus til Tirstrup er tillægget tilsyneladende 52 kr, mens Midttrafik ikke skilter med størrelsen Aarhus-Billund. Postulatet om, at de private vil ”skumme fløden”, er derfor forkert. Det er lige omvendt. De offentlige trafikselskaber agerer i virkelighedens verden ligesom de allerværste fordomme om privatkapitalistiske foretagender og pelser kunderne, når de kan komme af sted med det.

Hvis man har som politisk mål, at flest muligt skal bruge offentlig trafik, så skal man jo ikke skræmme kunderne over i biler ved at kræve overpriser på de populære ruter. Hvis man vil subsidiere kollektiv trafik i yderområder, så bør det finansieres over skatten, så vi alle kommer til at bære omkostningen.

Det er i hvert fald absurd, hvis man synes den gennemsnitlige fjernbusrejsende skal betale ekstra for at finansiere offentlig transport andre steder, for man skal ikke have kastet mange blikke ud over en fjernbus for at konstatere, at fjernbuspassagerer typisk er småkårsfolk. Rigtigt mange af dem er studerende og pensionister, mens der er langt mellem slipsetyperne.

Muligheden for at køre fjernbusruter kan få stor betydning for de provinsbyer, som ikke ligger lige på en af jernbanernes hovedstrækninger. Hvis man skal mellem 2 af dem kan det godt tage sin tid med dagens rutebiler. Tilstedeværelsen af gode fjernbusruter kan være det, der gør forskellen mellem, at borgerne bliver boende og pendler til studie og arbejde, eller at de helt flytter fra byen. Så på lidt længere sigt kan adgang til flere og mere varierede busruter blive en gevinst for de yderområder, som trafikselskaberne angiveligt er så bekymrede for. Og så længe de private vognmænd påtager sig risikoen for at opdyrke den del af markedet, så bør vi andre vel bare være taknemlige.

Hvor blev viceborgmesterens liberalisme af?

Noget i den retning skulle man tro, at en liberal politiker ville sige. Men det gjorde han lige præcis ikke. Han var blevet spist af systemet. Og så kan man jo overveje, hvordan og hvorfor den slags sker.

Demokrati og Diktatur i Münster

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2019. 1 svar

I morgen formiddag sætter jeg mig i et tog til Münster i det vestligste Tyskland. Formålet med rejsen er den årlige PEDD-konference – the Political Economy of Democracy and Dictatorship – som Thomas Apoltes Lehrstuhl arrangerer for tredje gang. Konferencen er planlagt starter torsdag med en plenary som gives af min fremragende kollega Martin Paldam over temaet ”What Do We Know about the Democratic Transition? The Links between Income and the Political System.” Fredag indledes af den ligeledes glimrende Sir Timothy Besley fra London School of Economics med en plenary om “The Rise of Identity Politics.” Hele programmet kan ses her.

Som tidligere år er der rigeligt at se frem til i Münster. Udover samtaler om fremtidige forskningsprojekter med Richard Jong-a-Pin (University of Groningen) og Niklas Potrafke (CESIfo) er der en række præsentationer, som jeg har afmærket programmet. Fredag er der blandt andet Luise Doerr, Niklas Potrafke og Felix Roesels ”Right-Wing Populists in Power”, Richard Jong-a-Pin og Shu Yus ”Rich or Alive: Political (in)Stability, Political Leader Selection and Economic Growth”, og Lena Gerlings “Public Protests, Coups and Elections: Evidence from Africa” at se frem til. Lørdag ser de spændende præsentationer ud til at blive Nouhoum Tourés ”Culture, Institutions and the Industrialization Process” og Katarzyna Metelska-Szaniawskas ”De Jure and De Facto Democracy in Post-Socialist Countries.”

Sidst – og muligvis mindst – ser jeg frem til at præsentere en meget foreløbig version af mit eget papir med Daniel Bennett (Baylor University) og Steve Gohmann (University of Louisville), der har titlen ”Coups, Regime Transitions, and Institutional Change.” Mens vi nok skal trætte læserne med dét papir, er der som altid muligheden for at bede om en uddybende kommentar på nogle af de andre papirer, hvis læserne skulle ønske det.

Den fejlede idé, der aldrig dør

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2019. 4 svar

Det fremragende Institute of Economic Affairs udgav i den forgangne uge bogen Socialism: the Failed Idea that Never Dies. I bogen diskuterer forfatteren Kristian Niemitz hvorfor socialisme igen er fashionabelt blandt mange unge, og hvorfor idéen om socialisme aldrig synes at dø. Som Kristian pointerer, er socialismens praktiske resultater helt aldeles rædselsfulde, men det rokker ikke på socialisters overbevisninger. Han deler processen op i tre dele, ligesom figuren nedenfor.

  1. The honeymoon period. Først roser socialister indførslen af socialisme i et land – Sovjetunionen, Kina, Nordkorea, Venezuela… – og landets internationale status på venstrefløjen er høj. Det er for eksempel Hugo Chavez-regimet fra 2003 indtil omkring 2013, hvor folk som Noam Chomsky, Jeremy Corbyn og store dele af den deanske venstrefløj fremhævede landet som et ideal.
  2. The excuses-and-whataboutery period. Efter en periode begynder de forudsigelige problemer at materialisere sig. I denne periode begynder de personer, der i starten roste regimet at undskylde det, og deflektere kritikken med det, Kristian kalder ’whataboutery’ – diskussionsteknikken hvor man fjerne fokus på det egentlige emne med argumenter som ’Jamen hvad med fattigdom i USA’ eller ’Kolonitiden var også frygtelig.’
  3. The not-real-socialism stage. Sidst bliver det tydeligt for alle, at endnu et socialistisk eksperiment er fejlet. Her ændrer folks argumenter sig fra undskyldninger og bortforklaringer til det populære argument, at ’Venezuela var jo aldrig et socialistisk land.’ Med andre ord er slutningen på kæden, at folk nu påstår, at landet aldrig var socialistisk.

Kristian Niemitzs glimrende bog illustrerer både de mange politikere og meningsdanneres varme støtte gennem årene til socialistiske lande, og hvordan støtten pludselig forsvinder, når de socialistiske eksperimenter alt for tydeligt ender i fattigdom, undertrykkelse og åbenlyst diktatur. Men på en intellektuel venstrefløj i Vesten defineres socialisme i høj grad som højtravende aspirationer og abstraktioner, og det bliver derfor så nemt at konceptualisere ’socialisme’ som at fange en vandmand med én hånd.

Bogen er fundamentalt velskrevet, ekstremt veldokumenteret og vigtig som debatindlæg i en tid, hvor en række idéer som vi har skræmmende negative, historiske erfaringer, igen er blevet populære i store dele af Vesten. Socialism: the Failed Idea that Never Dies kan downloades gratis her, men hvis man ønsker sig en fysisk bog, kan man donere 15 pund her og få den tilsendt. Man kan også vælge at høre Kristian tale om emnet i en IEA podcast fra December. Varmt anbefalet!

Årets første Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 22. februar 2019. Skriv et svar

Som altid ser vi på punditokraterne frem til, når et nyt nummer af det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommer. Tidsskriftet er et akademisk tidsskrift, hvor samfundsforskere præsenterer ny forskning, men også et tidsskrift med lidt mere plads til debat, og et hvor forskerne generelt er mere omhyggelige med at formidle deres forskning på en klarere måde. Og det er som ofte gode forskere, der vælger at udgive deres forskning i det også meget fint redigerede Ekonomisk Debatt.

Forleden dag udkom så det første nummer i 2019. Det er som altid interessant og varmt anbefalet. Joakim Jansson og Björn Tyrefors har for eksempel en artikel i dette nummer om forventningseffekter af lovændringer, og helt specifikt kvoter for kvinder i bestyrelser. Deres vigtige pointe er, at virksomheder ofte reagerer på ændringerne før loven vedtages – de går i gang med arbejdet når de kan se, at loven bliver gennemført – og det kan gøre det sværere at evaluere effekterne af lovændringer. Mats Hammarstedt og Chizheng Miao ser på et helt andet spørgsmål: Hvad er værdien af indvandrere, der starter nye virksomheder. De er for eksempel mere tilbøjelige til at ansætte andre indvandrere, og spørgsmålet er derfor, om indvandreres entrepreneurship faktisk hjælper integrationen af nye indvandrere på vej. I et helt andet felt rapporterer Daniela Andrén, Andrew Clark, Conchita D’Ambrosio, Sune Karlsson og Nicklas Pettersson om deres arbejde med at udvikle objektive mål for subjektivt velbefindende.

Som altid har Ekonomisk Debatt også et ’Forum’ for diskussion og boganmeldelser. Som altid er det læseværdig formidling af høj kvalitet, som vi ikke ser i Danmark. Igen: Stærkt anbefalet!

Når demokrati holder ejendomsret tilbage

Af Christian Bjørnskov, den 20. februar 2019. 5 svar

West Virginia er en af USA’s fattigste stater, og den dårligst uddannede. Der foregår ikke meget i West Virginia, der mest kendes for kulminer og skovning og derfor har lidt en krank økonomisk skæbne i efterkrigstiden. Der er dog én undtagelse: West Virginia University (WVU) i Morgantown – en by på størrelse med Kolding og et metroområde som Odense – har udviklet sig til at blive lidt af et powerhouse for forskning i public choice og politisk økonomi.

WVU har tiltrukket gode folk som professorerne Roger Congleton og Joshua Hall, og yngre folk som Bryan McCannon. Det er dog ofte deres PhD-studerende, der imponerer, og ikke mindst Perry Ferrell. Perry er et af de meget lovende navne, som man støder på ved konferencer. Han er skæg og hyggelig, men også idérig og meget kapabel. Det demonstrerer han i det nye nummer af Public Choice i artiklen Titles for me but not for thee. Artiklen med undertitlen “Transitional gains trap of property rights extension in Colombia” handler om to ting, der på en interessant måde viser sig at være forbundne: Den colombianske befolknings nej i en demokratisk folkeafstemning til fredsaftalen med FARC, og en styrkelse og udvidelse af den private ejendomsret.

Kernen i problemet er, at der er land med og uden formelt ejerskab i Colombia: Nogle mennesker har papir på deres ejerskab, mens andre ikke har. Jord, der er papir på, er mere værd, da det kan sælges på et åbent marked, mens jord uden papir stadig har en værdi i kraft af hvad der kan høstes. Der er således hvad man kunne kalde en formel ejerskabspræmie på jord med papir. Udvider man det formelle ejerskab til flere mennesker og mere jord – man giver dem helt konkret officielt papir på det, de i forvejen faktisk ejer – udvider man derfor udbuddet af jord med papir. For dem, der tidligere de facto ejede jord, men nu får papir på det, indebærer ændringen, at deres jord nu er mere værd. Som enhver studerende, der har været gennem grundlæggende mikroøkonomi ved, betyder det dog også, at den overordnede pris på jord med papir vil falde. Folk, der allerede ejer jord med papir har derfor et konkret, økonomisk incitament til at stemme nej til forslag, der udvider det officielle ejerskab af jord.

Som Perry ser, er der derfor tale om et fint eksempel på Gordon Tullocks ‘transitional gains trap’. Fredsaftalen med den kommunistiske terrororganisation FARC indebærer, at tusinder af colombianere kan få papir på den jord, de faktisk ejer. Med fred i områder, der tidligere blev kontrolleret af FARC, kan man også udvide det almindelige, formelle ejerskab til jord, så folk i hele Colombia kan få papir på, hvad de ejer.

Det betyder dog, at andre tusinder risikerer at se deres jord miste værdi for en tid når der kommer mere ’formel’ jord på markedet. Perry viser i en analyse på tværs af 914 colombianske kommuner, at kommuner hvor flere folk havde papir på deres jord før freden, var væsentligt mere tilbøjelige til at stemme nej til fredsaftalen. På samme måde viser det sig, at kommuner med større bedrifter – hvor folk dermed har mere at miste – også var mere tilbøjelige til at stemme nej, mens kommuner med mere jord uden formelt ejerskab stemte væsentligt mere for fredsaftalen.

Uanset at fredsaftalen er vigtig for Colombia, og udvidelsen af den formelle ejendomsret på sigt vil gøre landet rigere, er der således en politisk relevant gruppe colombianere som har en midlertidig økonomisk interesse i, at aftalen ikke bekræftes. Den faldt da også med et snævert flertal, og Colombia er derfor stadig uden en afklaring på et af de største problemer siden 1960erne. Perrys artikel er derfor ikke kun en sjov kuriositet, men et glimrende eksempel på, hvordan en demokratisk dynamik kan forhindre objektivt gode ændringer i at blive gennemført. Den er også på sin vis et eksempel på, hvordan reformtiming måske kan være vigtig: Får man etableret privat ejendomsret og stærke juridiske institutioner før demokratisering (som i Danmark), eller håber man på at en demokratisering skaber politisk støtte til bedre institutioner? En del tyder på, at lande der først indførte gode institutioner historisk har klaret sig væsentligt bedre, og at demokratiet efterfølgende også har været mere stabilt.

Om fire uger løber den årlige amerikanske public choice-konference af stablen i Louisville . Som altid er jeg med sammen med glimrende kolleger som Niclas Berggren og Andreas Bergh – og som altid kommer der til den tid et kort indlæg om konferencen – og Perry er der også med “Beat cops and beat reporters: The impact of local press on police behavior.” Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan den lokale presse kan påvirke politiets opførsel og vil se, om jeg ikke kan komme til hans session. Det samme gælder flere af hans PhD-kolleger fra WVU som Yang Zhou. De er værd at holde øje med.

Castro og Cubas tabte fremtid

Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2019. 2 svar

I går bragte Berlingske Tidende en kronik at Niels Westy og undertegnede om Cuba. Anledningen var 60-årsdagen for Fidel Castros indsættelse som Cubas premierminister den 16. februar 1959, og hvordan det efterfølgende er gået det kommunistiske Cuba. Det er ikke ligefrem en feelgood-historie, og i særdeleshed ikke, når man ved hvordan det cubanske samfund så ud før Castro. Niels og jeg gør en del ud af netop dét element i fortællingen, da Cuba på en lang række områder – med det militærdiktatur, der var typisk for Latinamerika på det tidspunkt, som eneste undtagelse – et af regionens absolut mest velfungerende og velstående lande.

Uanset hvordan man ser på det – gælder det velstand, sundhed, eller ytrings- og politisk frihed – har Castro-regimet og hans efterfølgere været en ubetinget katastrofe for øen. Hvor stor en økonomisk katastrofe demonstrerer Hugo Jales, Thomas H. Kang, Guilherme Stein og Felipe Garcia Ribeiro i en artikel fra The World Economy sidste år, som vi refererer til i kronikken. Jales og hans kolleger bruger her en række metoder, og blandt andet en syntetisk kontrol, for at vurdere hvor dyr kommunismen har været for Cuba. Vi har tidligere skrevet om metoden (læs her) som er specielt velegnet til at vurdere konsekvenser af unikke begivenheder.

Metoden består i at skabe en ’syntetisk kontrol’, der beskriver hvordan landet sandsynligvis havde udviklet sig, hvos den unikke begivenhed ikke var sket. Man sætter først en pulje lande sammen, som er sammenlignelige med landet, man vil undersøge. Puljen skal bestå af lande, der før begivenheden havde nogenlunde samme udvikling, samme udfordringer og på andre måder lignende karakteristika. Gennem en statistisk metode skabes derefter et vægtet gennemsnit som bedst ligner ens lands udvikling før begivenheden – vægtene beregnes så gennemsnittet er det bedste fit. Man bruger derefter det gennemsnit med samme vægte til at beregne, hvordan det ville være gået efter begivenheden. Den syntetiske kontrol er derfor en fortsættelse af det gennemsnit af andre lande, der mest ligner ens lands udvikling i årene (typisk et par årtier) op til begivenheden, og er således det bedste statistiske gæt på, hvordan det var gået uden f.eks. Castros magtovertagelse.

De to figurer nedenfor viser Jales-holdets syntetiske kontroller for det cubanske BNP per indbygger og cubansk eksport. Som bekendt taler et billede højere ned tusind ord, så vi lader de to figurer stå. De blå linjer er den faktiske udvikling, mens de andre er forskellige sammenligninger, inklusive den syntetiske kontrol. Bedste bud er, at Cuba ville have været mindst dobbelt så rigt uden Castro.