Løfter økonomisk frihed alle både?

Af Christian Bjørnskov, den 16. marts 2019. 7 svar

Blandt politikere og mange meningsdannere er liberaliserende reformer noget, man helst ikke taler om og slet ikke støtter. Mens næsten alle – med undtagelse af den yderste venstrefløj og enkelte stemmer på den ekstremt nationalkonservative fløj – helhjertet går ind for politisk frihed i form af demokrati og menneskerettigheder, er økonomisk frihed ikke på samme måde et spørgsmål om moral. Og mens det er ganske upopulært at stille spørgsmål ved, om demokrati altid fører til positive konsekvenser, er det helt standard at fremføre klare påstande om økonomisk frihed og liberaliserende reformer.

En af de påstande, man oftest hører, er at liberalisering blot ’gør de rige rigere og de fattige fattigere.’ En anden afart af den samme påstand er, at liberalisering og økonomisk frihed er forbundet med stor økonomisk ulighed. Som de fleste læsere vil vide, kan påstande om øget ulighed – uanset hvor usandsynlige de er – lukke ned for enhver debat om ændringer i den økonomiske politik i Danmark. Problemet er blot, at den faglige debat om forholdet mellem økonomisk frihed og økonomisk ulighed er ekstremt blandet og uden nogen form for konsensus.

Det er denne debat, Andreas Bergh (Lunds Universitet og IFN, Stockholm) bidrager til i et nyt papir, som vi præsenterede i eftermiddags ved årets konference hos the Public Choice Society i Louisville, Kentucky. Innovationen i vores papir er, at vi ikke følger den eksisterende litteratur, der ser på forholdet mellem økonomisk frihed og den statiske fordeling af indkomster i samfundet. I stedet undersøger vi sammenhængen mellem økonomisk frihed og væksten i indkomster i fem grupper: De 20 % fattigste, de næste 20 %… op til de 20 % rigeste. Vi kan dermed – som de første, så vidt vi ved – se om der er en forskel i væksteffekterne af liberaliserende reformer på de rige versus de fattige. Figuren nedenfor – der er Figur 3 fra papiret – illustrerer vores basale fund, er eksemplificeret af vækstkonsekvenserne af reformer, der styrker beskyttelse af den private ejendomsret.

Som figuren viser, er væksteffekterne af liberaliserende reformer positive for alle fem indkomstgrupper – fra de fattigste 20 % til de rigeste 20 %. Vi kan ikke med nogen statistisk sikkerhed sige, at virkningen er større for nogle grupper end andre, men som figuren også illustrerer, er de klare indikationer, vi får fra resultaterne, at de gavnlige konsekvenser af økonomisk frihed muligvis er størst for de fattigste og for de rigeste, og relativt mindre for middelklassen. Ser vi specifikt på reformer, der reducerer størrelsen af den offentlige sektor, kan vi heller ikke sige at der er forskel mellem grupperne, men blot at effekterne er positive. Indikationerne er dog igen, at hvis der er forskel, er den at effekten måske er størst for de fattigste.

Resultaterne, som kommer ud af vores undersøgelse, peger dermed helt utvetydigt på, at idéen om at de rige bliver rigere og de fattige fattigere når statens rolle i økonomien reduceres, er en myte. Præcist ligesom Niclas Berggren og jeg viser i en artikel, der udgives i år i Journal of Institutional Economics, er liberaliserende reformer ikke blot økonomisk gavnlige for de fleste grupper i samfundet, men også populære blandt de fleste vælgere. Politikere kommer sikkert til at sige noget i retning af, at ’det er jo bare din mening’, peger de nye forskning således entydigt i én retning: Økonomisk frihed er økonomisk gavnligt, og for de fleste grupper i samfundet – og måske særligt for de fattigste.

Eliten der ikke er der

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2019. 2 svar

Mange mennesker, og ikke blot almindelige mennesker og politikere, men også adskillige forskere, forklarer en række fænomener med en simpel mekanisme: Det handler om, hvad ’eliten’ vil. Eliten vil være fuldgyldigt med i EU. Eliten vil have mere frihandel og immigration. Eliten vil beskytte sin egen store del af den samlede nationalindkomst. Men måske vil eliten ikke af med topskatten i Danmark? Mens argumenter, der skyder skylden på en ansigtsløs elite er politisk populære, er der noget frygteligt galt med logikken i dem.

Det væsentlige problem med eliteargumentet er, at hele den store gruppe meningsdannere, der påstår at forskellige fænomener skyldes politisk indflydelse fra eliten, antager at eliten i en politisk forstand er én enkelt og sammenhængende enhed. De ignorerer således næsten fuldstændigt to forskellige sæt indsiger fra samfundsvidenskaberne. Den ene handler om, hvor svært det faktisk er at organisere en særinteresse, mens den anden handler om, hvor forskelligartede, folks præferencer faktisk er.

Som vi også her på stedet har skrevet om (læs her og her), har man vidst siden Mancur Olsons gennembrudsarbejde om særinteresser midt i 1960erne, at det ikke er alle, der kan organisere sig. Hvis en gruppe bliver for stor eller for divers, bryder den sammen på grund af gratisproblemet (free-riding på engelsk). Særinteresser med særlig politisk indflydelse er praktisk taget altid små grupper, der har en enkelt, stærkt fælles præference for politik. Olson viste i flere bøger, hvor vigtig denne indsigt er – tænk for eksempel på, hvordan 50 % af EU-budgettet allokeres til landbruget, der beskæftiger cirka 2½ % af den europæiske befolkning – og talrige andre studier har senere støttet Olson.

Skal man forestille sig eliten som en effektiv særinteresse, får man derfor et ganske stort problem. Selv hvis man definerer en økonomisk elite som den rigeste ene procent, udgøres den i Danmark af mere end 40.00 borgere og er en langt fra stabil gruppe. Som Cepos viste for halvandet år siden, er halvdelen af gruppen skiftet ud efter tre år. Med andre ord vil mere end halvdelen af de vælgere, man forestillede sig karakteriserede Top 1% umiddelbart efter et valg være faldet ud af gruppen før næste valg. Med Olsons indsigt i tankerne, bliver det meget svært at forestille sig, at en så stor og ustabil vælgergruppe skulle have nogen særlig indflydelse.

Det andet problem med elitepåstandene er, at gruppen lider af samme problem som befolkningen som helhed. For mere end et halvt århundrede pegede Duncan Black og Kenneth Arrow på, at det er umuligt at definere ’folkets vilje’. Vi har tidligere skrevet om problemet – læs f.eks. her – og det gælder ikke i mindre grad for ’eliten’, der har stort set lige så diverse præferencer som resten af befolkning. En måde at vise det på, er illustreret i figuren nedenfor.

Figuren viser fordelingen af folks selvplacering på en venstre-højreskala, hvor 0 er ekstremt venstreorienteret og 10 er ekstremt højreorienteret. Søjlerne viser, hvor stor en andel af en elite – her defineret som de 10 % rigeste – og resten – her de andre 90 % af befolkningen – der placerer sig selv i hver af de 11 ideologikategorier. Figuren viser ikke overraskende, at der er færre socialdemokrater blandt de 10 % rigeste og lidt flere i kategorierne 7 og 8 – som typisk er Venstre og de Konservatives vælgere. Det vigtige er dog, at der også er 29 %, der placerer sig mellem 0 og 4 og dermed som klare venstrefløjsvælgere.

Hvordan en så stor og så ideologisk og præferencemæssigt forskelligartet gruppe skulle kunne agere som én sammenhængende og effektiv særinteresse, er svært at forestille sig. Men der er netop det, man implicit bliver bedt om at gøre, hvis man skal tro på de mange påstande og teorier om dette og hint, der er drevet at ’elitens’ synspunkter. Det giver ikke megen mening.

Tip: Podcast om krigsbeføjelser i USA

Af Nikolaj Stenberg, den 12. marts 2019. 2 svar

Herhjemme fik diskussionen om blandt andet grundlaget for det danske folketings samtykke til, at danske styrker blev stillet til rådighed for en multinational indsats i Irak, nyt liv som følge af krigsudredningen vedr. Kosovo, Irak og Afghanistan i februar.

I takt med at krigene er kommet på afstand, har skriverierne på også denne blog om krigsdeltagelsen nærmest ophørt. Andre ting fylder.

Derfor var det også med en slags genkendelsens glæde, at denne skribent lyttede til lørdagens episode af Lawfare-bloggens podcast. Den handler om krigsbemyndigelser i USA: ”War Powers History You Never Knew”.

I podcasten interviewer Benjamin Wittes sin medblogger Matthew Waxman, der, foruden snart at nedkomme med en bog om emnet, har skrevet en række blogindlæg om selvsamme. Hvis man interesserer sig for det, vil man sikkert synes, det er en oplysende gennemgang.

Mens der har været en vedvarende kritik af (mis)brugen af krigsbemyndigelsen fra 2001 vedrørende al-Qaeda og andre militære grupperinger, viser Waxmans gennemgang af lignende resolutioner fra tidligere, at det har været meget værre.

Et af eksemplerne er en krigsbemyndigelse fra 1957, hvor præsidenten – på det tidspunkt Eisenhower – fik en åben bemyndigelse til at føre krig i Mellemøsten, hvis det skulle komme til en kommunistisk invasion. Skete det, havde præsidenten frie hænder til at løse konflikten militært, herunder, selvfølgelig, med brug af atomvåben. Bemyndigelsen er stadig i kraft her over 60 år senere.

Podcasten kommer også omkring the Ludlow amendment fra 1930’erne, som forsøgte at gøre amerikansk krigsdeltagelse betinget af en forudgående folkeafstemning. Den skitserer også, hvordan USA først efter Anden Verdenskrig ændrede syn på, hvem der skulle bestemme mest i tilfælde af krig – om det skulle være præsidenten, kongressen, delstaterne eller befolkningen.

Lyt her: https://www.lawfareblog.com/lawfare-podcast-war-powers-history-you-never-knew-matt-waxman.

/ Nikolaj Stenberg

Public Choice Society 2019

Af Christian Bjørnskov, den 10. marts 2019. Skriv et svar

Onsdag morgen er det tid til at jeg sætter mig i et fly for at tage til årets tredje konference: Den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Konference, som jeg har været til hvert år siden 2004, har over årene varieret en del i kvalitet. De senere år har dog været glimrende, og de mange PhD-studerende og unge forskere bidrager ofte med en del af lyspunkterne. Ser man på programmet for næste uges konference, er der god grund til både at se frem til nogle af de nye forskere, og til at glæde sig.

En af de relativt unge er min gode kollega Daniel Bennett (Baylor University), som kommer med et papir med titlen ”Local Economic Freedom and Creative Destruction in America.” Daniels ærinde er at vise, hvordan økonomisk frihed gør lokalområders økonomiske udvikling mere dynamisk ved både at bidrage til nye virksomheder, men også at gamle virksomheder forsvinder.

En af de noget mere etablerede forskere, der altid er interessant, er tyskeren Friedrich Heinemann fra ZEW i Mannheim. Han har sammen med en gruppe kolleger undersøgt, om vurderinger af finanspolitiske multiplikatorer er påvirkede af forskernes ideologi og interesser. Spørgsmålet, som de svarer på i ”Are Fiscal Multiplier Estimates Politically Biased?” er vigtigt, da multiplikatoren indikerer, hvor effektiv finanspolitik er til at få gang i samfundsøkonomiens hjul på kort sigt. Og svaret er desværre ja: Når forskere på venstrefløjen bedømmer den finanspolitiske multiplikator, finder de typisk større tal.

En af de præsentationer, jeg ser særligt frem til, er også den jeg skal give officiel kritik af. Det drejer sig om den dygtige Peter Calcagno fra the College of Charleston, der sammen med sin medforfatter David Ahnen præsenterer ”Constitutions and Social Trust: An Analysis of the U.S. States.” Stefan Voigt og jeg udgav for nogle få år siden en artikel, hvor vi viste at højtillidslande helt typisk har kortere og mindre detaljerede forfatninger. Det er dette spørgsmål, Pete og hans medforfatter dykker videre ned i på tværs af de amerikanske statsforfatninger. Der er pudsigt nok langt fra det eneste papir om tillidseffekter på konferencen, der også omfatter præsentationer af George Clarke om effekten af social kapital på virksomheders produktivitet i Zambia, Claudia Williamson om tillidseffekter på regulering og kontrakthåndhævelse, og undertegnede om sammenhængen mellem tillid og hvor politisk uafhængige nogle af samfundets bærende institutioner er.

Man kan også glæde sig til at høre min glimrende kollega Martin Paldam, der sammen med Chris Doucouliagos fra Deakin University i Melbourne holder en af de tre plenaries. Martin og Chris taler under overskriften ”Skating on thin ice” om hvad metaanalyse kan fortælle os om kvaliteten af den evidens, politikere for eksempel enten baserer deres politik på eller bruger som retfærdiggørelse af politikken. De to er eksperter i metaanalyse og har med garanti interessante ting at sige om, i hvor høj grad man kan stole på den politiske anbefalinger.

Derudover er der som de senere år som sagt god grund til at se frem til en række yngre forskere, blandt andet Perry Ferrell, Rosolino Candela, Kim Leonie Kellermann, Helena Helfer og Matthew Bonick. Og som altid kan man se frem til både produktiv, sjovt og hyggeligt samvær med kolleger og venner som bl.a. Niclas Berggren, Andreas Bergh, Oz Dincer, Richard Jong-a-Pin, Peter Kurrild-Klitgaard, Wilson Law, Ed Lopez, John Meadowcroft… Professorer tjener ikke meget og arbejder langt mere end de fleste, men konferenceturene er lyspunkter, hvor nye inputs og hyggelige stunder blandes sammen.

Er ytringsfriheden absolut?

Af Niels Westy, den 8. marts 2019. 2 svar

Gæsteindlæg ved Filip Steffensen. Stud. scient. pol. ved Aarhus Universitet og skribent hos den amerikanske tænketank Fee.org.

Da Muhammedkrisen for alvor rasede i år 2006, antændtes en debat om ytringsfriheden, hvad man må sige og ikke mindst, hvad man kan tillade sig at sige. Debatten skabte en klar sondring mellem de, der mener at ytringsfriheden er absolut, og de, der mener, at ytringsfriheden kan bøjes, fx hvis en ytring skulle forekomme anstødelig. Men kan vi reelt tale om, at ytringsfriheden er absolut? Eller er der tale om en kontekstafhængig rettighed?

Vi kan tilnærme os et svar på dette spørgsmål ved at skelne mellem det juridiske og det normative aspekt. Det er næppe en overraskelse for mange, at ytringsfriheden rent juridisk ikke er absolut. Hvis ytringsfriheden var absolut, ville det indebære et komplet fravær af begrænsninger på retten til at ytre sig frit. Det er imidlertid langt fra tilfældet, da Danmark – ligesom en lang række andre lande – kun beskytter ytringsfriheden formelt, men ikke materielt. Vi er med andre ord beskyttet fra forudgående censur, men indholdet i vores ytringer (det materielle) er jf. grundlovens §77 ”dog under ansvar for domstolene”. Det betyder, at man eksempelvis ikke ustraffet kan fremsætte injurierende påstande. Med disse bemærkninger skal det dog tilføjes, at der i særlige tilfælde kan nedlægges fogedforbud, som pålægger en forudgående censur, hvis der ellers vil ske uoprettelig skade, såfremt der ikke nedlægges et midlertidigt forbud. Dette var eksempelvis tilfældet i en sag fra 1982 mellem Danmarks Radio og Frimurerordenen, hvor DR fik nedlagt fogedforbud mod at vise skjulte filmoptagelser af Frimurerordenens optagelsesritualer, som er hemmelige.

En absolutisme i normativ forstand?

De fleste kan formentlig se det hensigtsmæssige i, at vi ikke har en ubegrænset ytringsfrihed, som tillader injurier og direkte opfordringer til vold, men hvordan forholder det sig rent normativt? Måske kan man i en normativ forstand tale om, at opbakningen til ytringsfriheden er så stor, at danskerne mener, at ytringsfriheden kun kan begrænses i særlige tilfælde, eksempelvis ved injurier, eller hvis man er til fare for den offentlige orden. Danmark er ifølge Cato Institute trods alt et land, hvor vi har en yderst velbeskyttet ytrings- og informationsfrihed.

Et vigtigt element i ytringsfriheden er imidlertid, at den er universel, dvs. den gælder alle. Men er det nu også tilfældet, når vi ser på danskernes holdninger? Og er ytringsfriheden en urokkelig rettighed, eller kan den bøjes afhængigt af konteksten? Meget tyder på, at sidstnævnte er tilfældet. I en artikel af Stubager et. Al. har man sat sig for at undersøge dette spørgsmål. Artiklen undersøger, hvorvidt Muhammedkrisen har bevirket en ændring i danskernes opfattelse af ytringsfriheden. Indledningsvist viser forfatterne respondenternes politiske tolerance overfor forskellige grupper, jf. tabellen nedenfor.

Heraf fremgår det, at der for alle gruppers vedkommende gælder, at et flertal mener, de har ret til én eller flere deltagelsesformer i den offentlige debat. Det fremgår, at der er mindst opbakning til nynazister og islamiske fundamentalisters ytringsfrihed, men venstrefløjen, muslimer og nykristne nyder stor opbakning. Den absolutte prøvelse af ytringsfriheden må være at udvise tolerance over for de grupper, man er uenig med og måske endog finder usympatiske, frastødende eller lignende. Her fremgår det altså, at opbakningen er varierende og tilsyneladende afhænger af, hvilken gruppe der er tale om. Ud fra ovenstående forekommer ytringsfriheden med andre ord alt andet end absolut.

Hvilken betydning havde Muhammedkrisen?

Det er ikke usandsynligt, at den store mediebevågenhed, som Muhammedkrisen tiltrak sig, har udøvet en effekt på danskernes opfattelse af ytringsfriheden. Forfatterne viser med en avisoptælling, at antallet af artikler om ytringsfrihed er på et usædvanligt højt niveau fra januar 2006 til marts 2006, hvorefter antallet falder drastisk. Det er med andre ord her, at krisen kulminerer, og det interessante er således, hvorvidt denne udvikling har betydning for danskernes holdning.

Det undersøger forfatterne ved at spørge respondenterne ind til deres støtte til ytringsfriheden til en navngiven gruppe. Det interessante er at, forfatterne inddrager forskellige grupper, som må formodes at skabe negative og udemokratiske associationer hos respondenten. Dette sker med henblik på at tegne et billede af, hvorvidt ytringsfriheden nu er både universel og absolut, eller om vi er villige til at anskue ytringsfriheden som en ret, der kan gradbøjes. Hernæst er det interessante, at forfatterne spørger over to omgange, hvorved vi kan se, om den store mediebevågenhed har haft en effekt. Og det må den siges at have, som det fremgår nedenfor.

Som berørt ovenfor, så toppede avisernes dækning af Mohammedkrisen februar 2006, mens den aftog markant fra april 2006. Det er præcis den udvikling, vi kan se på tabellen. De adspurgte er betydeligt mere positive overfor alle gruppers ytringsfrihed i perioden, hvor dækningen topper, mens støtten til de respektive gruppers ytringsfrihed falder betydeligt i perioden fra maj til juli. Opbakningen til ytringsfriheden er altså større i den tid, hvor mediebevågenheden er størst. Det tyder igen på, at danskerne ikke opfatter ytringsfriheden som absolut, men derimod noget som kan gradbøjes efter hvilken gruppe, der er tale om.

Årsager til store forskelle?

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at differencen iøjefaldende stor hos rockere og muslimer. Det kan selvfølgelig tolkes sådan, at den ”normale” eller oprindelige – dvs. opbakningen før den vidtgående debat om ytringsfrihed – var lav. Det kan vi imidlertid ikke udtale os om, da artiklen ikke har udført interview før Mohammedkrisen indtraf. Det forekommer dog mere sandsynligt, at den omfattende debat om ytringsfrihedens vigtighed og kritikken af herboende muslimer har affødt en anerkendelse af muslimernes ligeret og medborgerskab. Som nævnt tidligere er et væsentligt element i ytringsfriheden, at den er universel. Det må nødvendigvis indebære, at vi alle fra stund til anden kan blive genstand for latterliggørelse, forhånelse og krænkelser. Og det var præcis det, der skete med Muhammedtegningerne. Flemming Rose beskriver i bogen ”Hymne til Friheden”, hvordan vi risikerer at underminere muslimernes medborgerskab, hvis de nyder en særlig privilegeret stilling, hvor muslimer kan undsige sig kritik og forhånelse. Det var lige nøjagtig dette, Mohammedtegningerne brød med, og det er ikke usandsynligt, at nedbrydningen af denne særstilling har bevirket, at flere blev positivt stemte overfor de herboende muslimer.

Omvendt kan vi indvende, at en række herboende muslimer advokerede kraftigt for begrænsninger af ytringsfriheden, ligesom flere aktivt opfordrede til retsforfølgelser efter hate-speech paragraffen. Jacob Mchangama har tidligere beskrevet, hvordan muslimske organisationer arbejdede for retsforfølgelser og skærpede straffe for blasfemi og hate speech (dvs. et de facto krav om undtagelse for kritik) har banet vejen for en række majoritære love målrettet muslimer. Kravet om en særstilling beskyttet for kritik var ifølge denne logik kontraproduktivt og kan således have forårsaget det drastiske fald i støtten til muslimernes ytringsfrihed. Det forklarer imidlertid ikke, hvorfor rockere og andre grupper oplevede et tilsvarende fald i støtten til deres ytringsfrihed.

Overordnet må det konkluderes, at ytringsfriheden langtfra er absolut. Tværtimod viser der sig et billede af et ytringsfrihedsbegreb, der kan bøjes og tolkes efter kontekst. Det er næppe en overraskelse for de, som følger den offentlige debat, hvor det jævnligt tydeliggøres, at mange danskere har betydelige forbehold, når det angår ytringsfriheden. ”Ytringsfrihed, men”, er en velkendt sætning, som ganske åbenlyst angiver, at ytringsfriheden ikke er absolut. e

Spist af systemet – også på ministerniveau

Af Jens Frederik Hansen, den 5. marts 2019. 2 svar

Dagens aviser byder på endnu et eksempel på, at politikere somme tider glemmer deres politiske udgangspunkt til fordel for at varetage bureaukratiets interesser.

En ting er, at partiet Venstre, Danmarks liberale Parti, i weekenden vendte rundt på en tallerken og besluttede, at for fremtiden vil det være mere ægte liberalt, hvis EU fastsætter en bundgrænse for selskabsskatterne. Det var i sig selv en besynderlig oplevelse. Partisoldaternes evne til at juble over den ændrede holdning satte nye rekorder i omstillingsparathed.

Men dette indlæg handler om et punkt, hvor partiet vist ikke har ændret synspunkt. Et opslag på partiets hjemmeside røber i hvert fald ikke, at man har fået ny sundhedspolitik. Der står stadig ting såsom “sundhedsvæsenet i Danmark skal indrettes på patientens – ikke på systemets – præmisser,” og “øget frit valg kan øge kvaliteten og effektiviteten i sundhedsydelserne gennem konkurrence mellem forskellige leverandører.” OK, der står også nogle ting, som gør teksten lidt selvmodsigende, men jeg kan ikke referere det hele.

Nu er der imidlertid en praktiserende læge i Christiansfeld, der har besluttet sig for, at han vil indføre en mulighed for, at patienter kan betale et abonnement og så få adgang til eksempelvis at få taget blodprøver på arbejdet, så man ikke skal tage fri for at gå til lægen for noget banalt. “I Danmark kan man få en masse service på den offentlige regning. Jeg synes, at det er ærgerligt, at hvis man skulle have behov for mere service, end det offentlige kan tilbyde, så har man ikke den mulighed. Den mulighed vil jeg gerne give folk,” udtalte lægen for nylig til JyskeVestkysten.

Den nyhed har avisen selvfølgelig fulgt op på og forelagt idéen for landets sundhedsminister Ellen Trane Nørby fra Venstre, Danmarks liberale Parti. “Jeg har den klare politiske holdning, at det er en tovlig brug af ressourcer.” Så kan det vist ikke siges klarere.

Ministeren kan dog ikke selv afgøre, om ordningen er lovlig eller ulovlig. Det afhænger nemlig af overenskomsten mellem Danske Regioner og de praktiserende læger. Derfor opfordrer hun overenskomstparterne til at tage sagen op i det såkaldte samarbejdsudvalg. Hvad de vil nå til af resultat, er vel egentlig ikke så svært at gætte, når de først ved, at de med ministerens velsignelse kan blokere for nyskabelsen.

Men er det virkelig ægte liberalt?

Hvem chikanerer russiske journalister?

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2019. 1 svar

Siden slutningen af 90erne er hundrede – hvis ikke endnu flere – journalister blevet chikaneret, overfaldet og i adskillige tilfælde myrdet i Rusland. Det samme gælder flere oppositionspolitikere, når de øjensynligt var ved at blive en offentlig belastning for Putins regime. Det har dog været heftigt diskuteret, om Rusland primært er farligt for journalister pga. at organiseret kriminalitet ’forsvarer sig’ mod offentlig kritik af deres aktiviteter, eller om det mere systematisk er det politiske regime selv, der udgør faren for den fjerde statsmagt.

Spørgsmålet er med andre ord, om russiske journalister helt generelt chikaneres af forskellige interesser, eller om det er Putin-regimet, der konkret og systematisk står for chikanen. Det giver Nikita Zakharov (Universität Freiburg) et omhyggeligt svar på i ny forskning, som han præsenterede lørdag ved PEDD-konferencen i Münster.

Zakharov har samlet et stort datasæt fra the Glasnost Defense Foundation – en russisk version af Reporters Without Borders – der indsamler information om al chikane af journalister i Rusland. Fordi der er tale om en organisation, der konkret er sat i verden for at forsvare journalister og ganske offentligt gør det når journalister melder eksempler på chikane, kan man være rimeligt sikker på, at informationen er tæt på at være komplet og retvisende. Zakharov kan derfor studere risikoen for at journalister chikaneres eller overfaldes fra måned til måned på tværs af de russiske regioner og kommuner.

Studiet viser, at risikoen for at russiske journalister bliver chikaneret eller overfaldet, netop stiger markant i de to måneder op til valg til borgmester- og guvernørposter og til de regionale Dumaer. Dette mønster er meget klart, og giver perfekt mening da russisk lov ikke tillader valgkampagner før to måneder før et valg afholdes. Der er således kun et præcist vindue på to måneder, hvor journalister kan være en trussel for Putin-regimets kandidater til de forskellige valg.

Et andet sigende mønster er, at Zakharov derimod ingen evidens finder for øget chikane før byrådsvalg. Netop dét kan ses som ekstra evidens for, at det overordnede mønster ikke er en tilfældighed, da byråd i Rusland ikke har nogen egentlig indflydelse. Der er således heller ikke nogen særlig interesse fra regimets side i at kontrollere, hvem der kommer til at side i byrådene, men meget stærk interesse i at holde styr på, hvem der kommer til at sidde på politiske poster med faktisk magt.

Som Zakharovs studie viser, findes der således et helt systematisk mønster i chikanen mod journalister, som passer med at det er Putin-regimet, der er den drivende kraft i truslen mod russiske medier. Mens man naturligvis ikke kan afvise, at organiseret kriminalitet også overfalder journalister – Andreas Freytag og jeg dokumenterede netop dette forhold på tværs af lande for få år siden – er det nye studie en solid bekræftelse af, at de mange historier ikke er tilfældige. Putins diktatur er ikke anderledes end andre diktaturer, men måske blot mere kompetent i dets undertrykkelsespolitik.

Spist af systemet

Af Jens Frederik Hansen, den 28. februar 2019. 1 svar

Det er altid fascinerende, når man opdager, at en politiker efter nogen tid begynder at agere på systemets præmisser. Somme tider kan de komme til at have synspunkter, som forekommer ret surrealistiske, hvis man kender deres politiske udgangspunkt. For nylig så jeg endnu et eksempel.

Baggrunden

Baggrunden var, at trafikministeren Ole Birk Olesen vil liberalisere fjernbustrafik, hvilket jo er en uventet glædelig begivenhed, navnlig da Dansk Folkeparti er med på idéen.

Som de fleste vil vide, så har vi i Danmark et antal offentlige trafikselskaber, der modtager nogle bastante tilskud til at drive bustrafik.

Ved siden af det, så findes der et fuldstændig privat netværk af fjernbusser. Deres eneste formål er at køre på de steder og tider, hvor kunderne gerne vil betale for det. De private busser er imidlertid underlagt nogle besynderlige restriktioner, som gør at de kun har mulighed for at køre over lange afstande.

Så ministeren vil ændre loven og lette betingelserne lidt. Han vil tillade, at de private fjernbusser fremover må have helt ned til 75 km mellem hvert stoppested!

Reaktionen

Og så sker der naturligvis det, at Foreningen af Trafikselskaber protesterer højlydt. ”Vores frygt er, at man må nedlægge kommunale eller regionale ruter eller giver dem større underskud,” udtalte formanden for foreningen til blandt andet DR. I sig selv er det lidt interessant, at en gruppe offentlige myndigheder har rottet sig sammen i en interesseorganisation. Og endnu mere interessant bliver det, når man så ser, at foreningens formand, der udtaler sig til pressen, er noget så udmærket som viceborgmester for Venstre i en provinskommune.

Altså en repræsentant for Danmarks Liberale Parti, som er bange for, at de offentlige trafikselskaber ikke kan klare sig i konkurrence med private virksomheder, som ikke alene skal operere uden tilskud, men desuden levere en forrentning af den indskudte kapital.

Hvor konkurrerer de?

Endnu bedre bliver det, hvis man borer i, hvor de offentlige trafikselskaber vil blive udsat for konkurrence. For der findes nemlig idag ikke én eneste busrute drevet af det offentlige, hvor der er mere end 75 km mellem stoppestederne. Der er intet, som hindrer de offentlige selskaber i at drive den slags, men de gør det ikke. Borgmesteren nævnte overfor pressen Århus-Billund som et eksempel. Men den busrute findes ikke. Der køres ikke direkte. Det borgmesteren henviser til, er en rute som hedder: Århus – Skanderborg – Horsens – (Vejle)- Billund. Og det er noget helt andet, for så skal bussen jo 2-3 gange midtvejs forlade den direkte motor- eller landevej og sno sig rundt i byerne.

Fordi trafikselskaberne i dag har monopol på strækningen Aarhus-Billund, så gør man det, at man forringer sin service overfor kunderne på 2 måder. For det første så driver man ikke en direkte og dermed hurtigst mulig busrute. Og for det andet så sælger man billetter til overpris på en attraktiv rute for at subsidiere andre ruter. For man kan jo ikke nøjes med en normal billet, hvis man skal med lufthavnsbusser. Så er der pludselig tillæg på. Fra Aarhus til Tirstrup er tillægget tilsyneladende 52 kr, mens Midttrafik ikke skilter med størrelsen Aarhus-Billund. Postulatet om, at de private vil ”skumme fløden”, er derfor forkert. Det er lige omvendt. De offentlige trafikselskaber agerer i virkelighedens verden ligesom de allerværste fordomme om privatkapitalistiske foretagender og pelser kunderne, når de kan komme af sted med det.

Hvis man har som politisk mål, at flest muligt skal bruge offentlig trafik, så skal man jo ikke skræmme kunderne over i biler ved at kræve overpriser på de populære ruter. Hvis man vil subsidiere kollektiv trafik i yderområder, så bør det finansieres over skatten, så vi alle kommer til at bære omkostningen.

Det er i hvert fald absurd, hvis man synes den gennemsnitlige fjernbusrejsende skal betale ekstra for at finansiere offentlig transport andre steder, for man skal ikke have kastet mange blikke ud over en fjernbus for at konstatere, at fjernbuspassagerer typisk er småkårsfolk. Rigtigt mange af dem er studerende og pensionister, mens der er langt mellem slipsetyperne.

Muligheden for at køre fjernbusruter kan få stor betydning for de provinsbyer, som ikke ligger lige på en af jernbanernes hovedstrækninger. Hvis man skal mellem 2 af dem kan det godt tage sin tid med dagens rutebiler. Tilstedeværelsen af gode fjernbusruter kan være det, der gør forskellen mellem, at borgerne bliver boende og pendler til studie og arbejde, eller at de helt flytter fra byen. Så på lidt længere sigt kan adgang til flere og mere varierede busruter blive en gevinst for de yderområder, som trafikselskaberne angiveligt er så bekymrede for. Og så længe de private vognmænd påtager sig risikoen for at opdyrke den del af markedet, så bør vi andre vel bare være taknemlige.

Hvor blev viceborgmesterens liberalisme af?

Noget i den retning skulle man tro, at en liberal politiker ville sige. Men det gjorde han lige præcis ikke. Han var blevet spist af systemet. Og så kan man jo overveje, hvordan og hvorfor den slags sker.

Demokrati og Diktatur i Münster

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2019. 1 svar

I morgen formiddag sætter jeg mig i et tog til Münster i det vestligste Tyskland. Formålet med rejsen er den årlige PEDD-konference – the Political Economy of Democracy and Dictatorship – som Thomas Apoltes Lehrstuhl arrangerer for tredje gang. Konferencen er planlagt starter torsdag med en plenary som gives af min fremragende kollega Martin Paldam over temaet ”What Do We Know about the Democratic Transition? The Links between Income and the Political System.” Fredag indledes af den ligeledes glimrende Sir Timothy Besley fra London School of Economics med en plenary om “The Rise of Identity Politics.” Hele programmet kan ses her.

Som tidligere år er der rigeligt at se frem til i Münster. Udover samtaler om fremtidige forskningsprojekter med Richard Jong-a-Pin (University of Groningen) og Niklas Potrafke (CESIfo) er der en række præsentationer, som jeg har afmærket programmet. Fredag er der blandt andet Luise Doerr, Niklas Potrafke og Felix Roesels ”Right-Wing Populists in Power”, Richard Jong-a-Pin og Shu Yus ”Rich or Alive: Political (in)Stability, Political Leader Selection and Economic Growth”, og Lena Gerlings “Public Protests, Coups and Elections: Evidence from Africa” at se frem til. Lørdag ser de spændende præsentationer ud til at blive Nouhoum Tourés ”Culture, Institutions and the Industrialization Process” og Katarzyna Metelska-Szaniawskas ”De Jure and De Facto Democracy in Post-Socialist Countries.”

Sidst – og muligvis mindst – ser jeg frem til at præsentere en meget foreløbig version af mit eget papir med Daniel Bennett (Baylor University) og Steve Gohmann (University of Louisville), der har titlen ”Coups, Regime Transitions, and Institutional Change.” Mens vi nok skal trætte læserne med dét papir, er der som altid muligheden for at bede om en uddybende kommentar på nogle af de andre papirer, hvis læserne skulle ønske det.

Den fejlede idé, der aldrig dør

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2019. 4 svar

Det fremragende Institute of Economic Affairs udgav i den forgangne uge bogen Socialism: the Failed Idea that Never Dies. I bogen diskuterer forfatteren Kristian Niemitz hvorfor socialisme igen er fashionabelt blandt mange unge, og hvorfor idéen om socialisme aldrig synes at dø. Som Kristian pointerer, er socialismens praktiske resultater helt aldeles rædselsfulde, men det rokker ikke på socialisters overbevisninger. Han deler processen op i tre dele, ligesom figuren nedenfor.

The honeymoon period. Først roser socialister indførslen af socialisme i et land – Sovjetunionen, Kina, Nordkorea, Venezuela… – og landets internationale status på venstrefløjen er høj. Det er for eksempel Hugo Chavez-regimet fra 2003 indtil omkring 2013, hvor folk som Noam Chomsky, Jeremy Corbyn og store dele af den deanske venstrefløj fremhævede landet som et ideal.
The excuses-and-whataboutery period. Efter en periode begynder de forudsigelige problemer at materialisere sig. I denne periode begynder de personer, der i starten roste regimet at undskylde det, og deflektere kritikken med det, Kristian kalder ’whataboutery’ – diskussionsteknikken hvor man fjerne fokus på det egentlige emne med argumenter som ’Jamen hvad med fattigdom i USA’ eller ’Kolonitiden var også frygtelig.’
The not-real-socialism stage. Sidst bliver det tydeligt for alle, at endnu et socialistisk eksperiment er fejlet. Her ændrer folks argumenter sig fra undskyldninger og bortforklaringer til det populære argument, at ’Venezuela var jo aldrig et socialistisk land.’ Med andre ord er slutningen på kæden, at folk nu påstår, at landet aldrig var socialistisk.

Kristian Niemitzs glimrende bog illustrerer både de mange politikere og meningsdanneres varme støtte gennem årene til socialistiske lande, og hvordan støtten pludselig forsvinder, når de socialistiske eksperimenter alt for tydeligt ender i fattigdom, undertrykkelse og åbenlyst diktatur. Men på en intellektuel venstrefløj i Vesten defineres socialisme i høj grad som højtravende aspirationer og abstraktioner, og det bliver derfor så nemt at konceptualisere ’socialisme’ som at fange en vandmand med én hånd.

Bogen er fundamentalt velskrevet, ekstremt veldokumenteret og vigtig som debatindlæg i en tid, hvor en række idéer som vi har skræmmende negative, historiske erfaringer, igen er blevet populære i store dele af Vesten. Socialism: the Failed Idea that Never Dies kan downloades gratis her, men hvis man ønsker sig en fysisk bog, kan man donere 15 pund her og få den tilsendt. Man kan også vælge at høre Kristian tale om emnet i en IEA podcast fra December. Varmt anbefalet!

Årets første Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 22. februar 2019. Skriv et svar

Som altid ser vi på punditokraterne frem til, når et nyt nummer af det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommer. Tidsskriftet er et akademisk tidsskrift, hvor samfundsforskere præsenterer ny forskning, men også et tidsskrift med lidt mere plads til debat, og et hvor forskerne generelt er mere omhyggelige med at formidle deres forskning på en klarere måde. Og det er som ofte gode forskere, der vælger at udgive deres forskning i det også meget fint redigerede Ekonomisk Debatt.

Forleden dag udkom så det første nummer i 2019. Det er som altid interessant og varmt anbefalet. Joakim Jansson og Björn Tyrefors har for eksempel en artikel i dette nummer om forventningseffekter af lovændringer, og helt specifikt kvoter for kvinder i bestyrelser. Deres vigtige pointe er, at virksomheder ofte reagerer på ændringerne før loven vedtages – de går i gang med arbejdet når de kan se, at loven bliver gennemført – og det kan gøre det sværere at evaluere effekterne af lovændringer. Mats Hammarstedt og Chizheng Miao ser på et helt andet spørgsmål: Hvad er værdien af indvandrere, der starter nye virksomheder. De er for eksempel mere tilbøjelige til at ansætte andre indvandrere, og spørgsmålet er derfor, om indvandreres entrepreneurship faktisk hjælper integrationen af nye indvandrere på vej. I et helt andet felt rapporterer Daniela Andrén, Andrew Clark, Conchita D’Ambrosio, Sune Karlsson og Nicklas Pettersson om deres arbejde med at udvikle objektive mål for subjektivt velbefindende.

Som altid har Ekonomisk Debatt også et ’Forum’ for diskussion og boganmeldelser. Som altid er det læseværdig formidling af høj kvalitet, som vi ikke ser i Danmark. Igen: Stærkt anbefalet!

Når demokrati holder ejendomsret tilbage

Af Christian Bjørnskov, den 20. februar 2019. 5 svar

West Virginia er en af USA’s fattigste stater, og den dårligst uddannede. Der foregår ikke meget i West Virginia, der mest kendes for kulminer og skovning og derfor har lidt en krank økonomisk skæbne i efterkrigstiden. Der er dog én undtagelse: West Virginia University (WVU) i Morgantown – en by på størrelse med Kolding og et metroområde som Odense – har udviklet sig til at blive lidt af et powerhouse for forskning i public choice og politisk økonomi.

WVU har tiltrukket gode folk som professorerne Roger Congleton og Joshua Hall, og yngre folk som Bryan McCannon. Det er dog ofte deres PhD-studerende, der imponerer, og ikke mindst Perry Ferrell. Perry er et af de meget lovende navne, som man støder på ved konferencer. Han er skæg og hyggelig, men også idérig og meget kapabel. Det demonstrerer han i det nye nummer af Public Choice i artiklen Titles for me but not for thee. Artiklen med undertitlen “Transitional gains trap of property rights extension in Colombia” handler om to ting, der på en interessant måde viser sig at være forbundne: Den colombianske befolknings nej i en demokratisk folkeafstemning til fredsaftalen med FARC, og en styrkelse og udvidelse af den private ejendomsret.

Kernen i problemet er, at der er land med og uden formelt ejerskab i Colombia: Nogle mennesker har papir på deres ejerskab, mens andre ikke har. Jord, der er papir på, er mere værd, da det kan sælges på et åbent marked, mens jord uden papir stadig har en værdi i kraft af hvad der kan høstes. Der er således hvad man kunne kalde en formel ejerskabspræmie på jord med papir. Udvider man det formelle ejerskab til flere mennesker og mere jord – man giver dem helt konkret officielt papir på det, de i forvejen faktisk ejer – udvider man derfor udbuddet af jord med papir. For dem, der tidligere de facto ejede jord, men nu får papir på det, indebærer ændringen, at deres jord nu er mere værd. Som enhver studerende, der har været gennem grundlæggende mikroøkonomi ved, betyder det dog også, at den overordnede pris på jord med papir vil falde. Folk, der allerede ejer jord med papir har derfor et konkret, økonomisk incitament til at stemme nej til forslag, der udvider det officielle ejerskab af jord.

Som Perry ser, er der derfor tale om et fint eksempel på Gordon Tullocks ‘transitional gains trap’. Fredsaftalen med den kommunistiske terrororganisation FARC indebærer, at tusinder af colombianere kan få papir på den jord, de faktisk ejer. Med fred i områder, der tidligere blev kontrolleret af FARC, kan man også udvide det almindelige, formelle ejerskab til jord, så folk i hele Colombia kan få papir på, hvad de ejer.

Det betyder dog, at andre tusinder risikerer at se deres jord miste værdi for en tid når der kommer mere ’formel’ jord på markedet. Perry viser i en analyse på tværs af 914 colombianske kommuner, at kommuner hvor flere folk havde papir på deres jord før freden, var væsentligt mere tilbøjelige til at stemme nej til fredsaftalen. På samme måde viser det sig, at kommuner med større bedrifter – hvor folk dermed har mere at miste – også var mere tilbøjelige til at stemme nej, mens kommuner med mere jord uden formelt ejerskab stemte væsentligt mere for fredsaftalen.

Uanset at fredsaftalen er vigtig for Colombia, og udvidelsen af den formelle ejendomsret på sigt vil gøre landet rigere, er der således en politisk relevant gruppe colombianere som har en midlertidig økonomisk interesse i, at aftalen ikke bekræftes. Den faldt da også med et snævert flertal, og Colombia er derfor stadig uden en afklaring på et af de største problemer siden 1960erne. Perrys artikel er derfor ikke kun en sjov kuriositet, men et glimrende eksempel på, hvordan en demokratisk dynamik kan forhindre objektivt gode ændringer i at blive gennemført. Den er også på sin vis et eksempel på, hvordan reformtiming måske kan være vigtig: Får man etableret privat ejendomsret og stærke juridiske institutioner før demokratisering (som i Danmark), eller håber man på at en demokratisering skaber politisk støtte til bedre institutioner? En del tyder på, at lande der først indførte gode institutioner historisk har klaret sig væsentligt bedre, og at demokratiet efterfølgende også har været mere stabilt.

Om fire uger løber den årlige amerikanske public choice-konference af stablen i Louisville . Som altid er jeg med sammen med glimrende kolleger som Niclas Berggren og Andreas Bergh – og som altid kommer der til den tid et kort indlæg om konferencen – og Perry er der også med “Beat cops and beat reporters: The impact of local press on police behavior.” Jeg er nysgerrig efter at høre, hvordan den lokale presse kan påvirke politiets opførsel og vil se, om jeg ikke kan komme til hans session. Det samme gælder flere af hans PhD-kolleger fra WVU som Yang Zhou. De er værd at holde øje med.

Castro og Cubas tabte fremtid

Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2019. 2 svar

I går bragte Berlingske Tidende en kronik at Niels Westy og undertegnede om Cuba. Anledningen var 60-årsdagen for Fidel Castros indsættelse som Cubas premierminister den 16. februar 1959, og hvordan det efterfølgende er gået det kommunistiske Cuba. Det er ikke ligefrem en feelgood-historie, og i særdeleshed ikke, når man ved hvordan det cubanske samfund så ud før Castro. Niels og jeg gør en del ud af netop dét element i fortællingen, da Cuba på en lang række områder – med det militærdiktatur, der var typisk for Latinamerika på det tidspunkt, som eneste undtagelse – et af regionens absolut mest velfungerende og velstående lande.

Uanset hvordan man ser på det – gælder det velstand, sundhed, eller ytrings- og politisk frihed – har Castro-regimet og hans efterfølgere været en ubetinget katastrofe for øen. Hvor stor en økonomisk katastrofe demonstrerer Hugo Jales, Thomas H. Kang, Guilherme Stein og Felipe Garcia Ribeiro i en artikel fra The World Economy sidste år, som vi refererer til i kronikken. Jales og hans kolleger bruger her en række metoder, og blandt andet en syntetisk kontrol, for at vurdere hvor dyr kommunismen har været for Cuba. Vi har tidligere skrevet om metoden (læs her) som er specielt velegnet til at vurdere konsekvenser af unikke begivenheder.

Metoden består i at skabe en ’syntetisk kontrol’, der beskriver hvordan landet sandsynligvis havde udviklet sig, hvos den unikke begivenhed ikke var sket. Man sætter først en pulje lande sammen, som er sammenlignelige med landet, man vil undersøge. Puljen skal bestå af lande, der før begivenheden havde nogenlunde samme udvikling, samme udfordringer og på andre måder lignende karakteristika. Gennem en statistisk metode skabes derefter et vægtet gennemsnit som bedst ligner ens lands udvikling før begivenheden – vægtene beregnes så gennemsnittet er det bedste fit. Man bruger derefter det gennemsnit med samme vægte til at beregne, hvordan det ville være gået efter begivenheden. Den syntetiske kontrol er derfor en fortsættelse af det gennemsnit af andre lande, der mest ligner ens lands udvikling i årene (typisk et par årtier) op til begivenheden, og er således det bedste statistiske gæt på, hvordan det var gået uden f.eks. Castros magtovertagelse.

De to figurer nedenfor viser Jales-holdets syntetiske kontroller for det cubanske BNP per indbygger og cubansk eksport. Som bekendt taler et billede højere ned tusind ord, så vi lader de to figurer stå. De blå linjer er den faktiske udvikling, mens de andre er forskellige sammenligninger, inklusive den syntetiske kontrol. Bedste bud er, at Cuba ville have været mindst dobbelt så rigt uden Castro.

Trumps Fake Emergency

Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2019. 1 svar

I går erklærede Præsident Trump national nødret i USA. Hans formål er at kunne bruge militære ressourcer på at bygge den grænsemur til Mexico, som han allerede lovede i sin præsidentkampagne. Det er næppe overraskende, at demokraterne er voldsomt imod erklæringen. Californiens demokratisk guvernør Gavin Newson kaldte da også nødretserklæringen et ”absurd teater” og vil sammen med flere andre stater sagsøge præsidenten.

Det er dog ikke kun Trumps politiske modstandere, som er i oprør over, at han bruger nødretslovgivningen til at komme udenom Kongressens modstand mod muren. Modstanderne tæller bl.a. traditionelle republikanske Trump-modstandere som senatorerne Justin Amash (Michigan), Lisa Murkowski (Arkansas), Susan Collins (Maine), og Rand Paul (Kentucky), men også andre, der typisk støtter præsidenten. Marco Rubio (R-Florida) var således klar i mælet, da han skrev at “no crisis justifies violating the Constitution” og internt er partiet i oprør over et skridt, der let kan ende med at blive erklæret forfatningsstridigt af Højesteret.

Udenfor partiet betyder nødretten også, at splittelsen på den amerikanske højrefløj er blevet endnu tydeligere. Dette konservative (og ganske glimrende) Cato Institute understregede således, at ”There Is No National Emergency on the Border, Mr. President.” Alex Nowrasteh pegede i sit indlæg hos Cato på, at der er færre forbrydelser i de stater, der grænser op til Mexico, end der er i resten af USA. Selv når det kommer til påstanden om, at folk sydfra bærer sygdom over grænsen, viser det sig at f.eks. vaccinationsrater er de samme eller højere i Mexico end i USA. Problemet er nærmere, at mange amerikanske forældre nægter at få deres børn vaccineret, fordi de bl.a. tror på skuespilleres helt og fuldstændigt ubegrundede påstande om autisme osv.

Der er således ingen objektive tegn på en krise, og helt særligt ikke noget, der ligner en nødsituation. Trumps erklæring er også unik, da det er første gang en amerikansk præsident bruger nødretslovgivningen til at mobilisere ressourcer som Kongressen ikke har godkendt. Et af de springende spørgsmål er derfor, om lovgivningen fra Fords tid i 1976 tillader en præsident at undvige Kongressens forfatningsmæssige rolle i budgetlægningen. Netop dette forhold er blandt de elementer i Trumps erklæring, der kan vise sig at være forfatningsstridige. Hvis domstolene derimod ikke erklærer dette element ulovligt, åbner det en Pandoras Æske af muligheder for enhver siddende præsident for at få politik gennemført uden Kongressens accept.

Et andet element, der kan vise sig at blive slået ned af domstolene, er Trumps egen begrundelse for at erklære nødret: At han vil have muren bygget hurtigere end den ellers ville med den nuværende bevilling. Demokraternes Nancy Pelosi var hurtig til at påpege, at præsidentiel utålmodighed ikke kan være et argument for, at der er tale om en nødtilstand.

Sidst, men ikke mindst, giver lovgivningen præsidenten mulighed for at bruge eksisterende militære midler til at udføre militært relevant arbejde under nødret. Han må for det første finde de ekstra midler til muren i de allerede eksisterende militære bevillinger, og kan således rent politisk ende med at lægge sig ud med interesser i det amerikanske forsvar. Selv med denne mulighed er der dog stadig en ganske alvorlig risiko for, at netop denne mulighed kan føre til, at domstolene erklærer hans handlinger ulovlige – og potentielt forfatningsstridige. For at præsidenten kan bruge en nødret til at appropriere militære midler til andre formål, må disse midler nemlig stadig kun bruges til militære formål. Trump kan således kun forsvare sin nødretserklæring og de handlinger, han dækker ind under nødretten, hvis muren har et officielt erklæret forsvarsformål. Sat på spidsen indebærer det, at præsidenten – hvis ham presses af domstolene – i det mindste implicit må påstå, at der eksisterer en militært relevant trussel fra Mexico.

Jeg er ikke jurist og kan derfor heller ikke udtale mig videre skråsikkert om detaljer i amerikansk forfatningsret. Der er dog en række forhold, som jeg har lært gennem mit projekt med Stefan Voigt (Universität Hamburg) om nødforfatninger (se f.eks. her, her og her). Den amerikanske forfatnings nødretsprovisioner er på nogle områder ganske tydelige. Trump har for eksempel absolut ingen muligheder for at bremse kritikken af ham, heller ikke i en nødretssituation. Den amerikanske forfatning gør det umuligt for ham, præcist som den danske grundlov, at begrænse borgernes almindelige rettigheder. Han kan heller ikke i sidste ende vige udenom, hvis tilstrækkeligt mange republikanere stemmer imod ham, da Kongressen kan opløse en nødret udenom præsidenten. Det kræver blot en simpel erklæring med to tredjedeles flertal i begge kamre. Givet mange republikaneres ofte erklærede respekt for forfatningen, er det ikke utænkeligt, at miseren kan ende der. Hvis ikke, har Trump meldt ud, at han er klar til at tage sagen hele vejen til Højesteret. Sandsynligheden for, at han vinder sagen i sidste ende, synes minimal, og odds er, at de amerikanske institutioner efter nogen tid igen viser sig at være robuste nok til at modstå den mest populistiske og mindst kompetente præsident i mands minde.

Venezuela – en institutionel katastrofe

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2019. Skriv et svar

En af de ting, vi er stoltest af her på stedet, er vores effekt på den danske debat om Latinamerika de senere år. Som mange andre ting, har det naturligvis været et langt, sejt træk, men der er kommet langt flere fakta og langt færre myter i debatten siden punditokraterne – og i helt særlig grad Niels Westy – begyndte at gøre op med flere årtiers myter og romantiske forestillinger blandt journalister og meningsdannere i Danmark. Forleden kunne man opleve ændringen igen, da Niels deltog som Latinamerika-ekspert i et panel hos Verden ifølge Gram på DR P1. Det blev en sober og interessant debat, der var præget af fakta og Niels fine indsigt i både økonomi og de mere pudsige detaljer i latinamerikanske samfund.

En af de vigtige økonomiske indsigter i debatten var, at det ikke er tilfældigt, at Venezuelas økonomi er så følsom overfor olieprisen. Venezuela havde blandt andet en relativt stor kaffeeksport indtil for cirka ti år siden, men landet er i dag nettoimportør af kaffe. Niels pointe var derfor grundigt underbygget, da han understregede at olieafhængigheden i den venezuelanske økonomi er noget, der er skabt af elendig politik. Den udvikling startede lang tid før Hugo Chavez kom til magten, og landet var allerede i 1970erne en klientilistisk ressourceøkonomi, om end også et samfund hvor en række samfundsbærende institutioner virkede ganske godt. Alt det ændrede sig ganske voldsomt, efter Chavez kom til magten og begyndte at indføre sin såkaldte ”socialisme for det 21. århundrede.”

I stedet for at skrive videre om det, tager vi en lidt anderledes approach i dag. Vi illustrerer konsekvenserne af Chavezs politiske ændringer i fire figurer nedenfor, hvor tallene alle er fra Varieties of Democracy-projektet. I de fire cases – korruption, kvaliteten af retsvæsenet, Højesterets uafhængighed og graden af censur af medierne – er Venezuela repræsenteret ved en rød linje. De sorte linjer er gennemsnittet af andre latinamerikanske lande i databasen (Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay). Og der lader vi den stå for i dag fordi figurerne fortæller historien bedre end vores ord. Venezuela er en institutionel katastrofe skabt af Chavez / Maduro-regimet.

Netavisen Pio manipulerer

Af Otto Brøns-Petersen, den 10. februar 2019. 1 svar

UANSTÆNDIG JOURNALISTIK.
”Når Cepos fremhæver, at en LO-arbejder ikke kan stige i løn, uden at uligheden stiger, så er det et tankeeksperiment uden hold i virkeligheden”.
”’Det er en illustration af, hvad der kunne ske, men ikke noget der nærmest nogensinde er sket i virkeligheden’, siger han [Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik]”
”Morten Astrup, der er økonom i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), mener, at CEPOS-notatet fuldstændig ignorerer, hvordan lønnen dannes på det danske arbejdsmarked. Han kalder fremstillingen for ’et sindssygt postulat’”.
”Otto Brøns-Petersen anerkender dog, at effekten på uligheden ikke ville forekomme, hvis der var tale om overenskomstmæssige lønstigninger”.
Dette er udpluk fra en artikel i den kontroversielle socialdemokratiske netavis Pio. Når man læser den, må man uvilkårligt tro, at vi har overset noget helt centralt – eller endog kommet med et ’sindssygt postulat’ – hvilket jeg så siden angiveligt har måttet ’anerkende’.
Det er blot ét problem. Hele historien er groft manipulerende. For det jeg angiveligt ’fuldstændigt ignorerer’, fremgår allerede meget tydeligt af det notat, der har udløst historien. Det gentog jeg flere gange over for journalisten, som omhyggeligt undlod at citere mig for det eller gøre læserne opmærksom på det. Det havde også ødelagt historien.

Hvad drejer det sig om?
Men hvad drejer det hele sig om? Det omtalte notat – udarbejdet af økonom i CEPOS Thomas Due Bostrup og mig – besvarer ét spørgsmål: Fra hvilket indkomstniveau vil en isoleret stigning i indkomsten øge uligheden, når man måler den ved den såkaldte Gini-koefficient? Det gør den ved en disponibel indkomst på 257.400 kr. om året, beregner vi ved hjælp af Danmarks Statistiks registerdata. Det svarer f.eks. til, hvad en enlig LO-arbejder i lejebolig har i ministeriernes familietypemodel.
Notatet udgiver sig ikke for at ville andet end identificere dette punkt på indkomstskalaen. Det er af samme grund ganske kort – på under én side.
Men vi gør naturligvis opmærksom på, at ikke alle indkomststigninger vil øge uligheden:
”En generel stigning i lønniveauet vil ikke nødvendigvis øge Gini-koefficienten, hvis det medfører en stigning i satsreguleringen af overførselsindkomster”.
Ja, det er såmænd, hvad hele ståhejen drejer sig om. Forklaringen er, at hvis alle lønninger (omfattet af DA’s lønstatistik) løftes med samme procent, så løftes også overførselsindkomsterne i kraft af satsreguleringen.
Men er det hele så et ”tankeeksperiment”? Nej. For det første handler det jo om at identificere det punkt i indkomstfordelingen, hvor Gini-koefficienten begynder at stige. Det siger noget helt centralt om dette mål. Det er f.eks. ikke kun meget høje indkomster, som påvirker ulighedsmålet. For det andet er der andet end den overenskomstmæssige løn, der påvirker den disponible indkomst: Hvis man arbejder en time mere, hvis man sparer mere op, hvis ens hus stiger i værdi, hvis ens skat falder, så påvirker det den disponible indkomst. Ja, faktisk også hvis et barn flytter hjemmefra. Og for det fjerde, så vil ændringer i lønstrukturen påvirke uligheden. Så overenskomsterne kan faktisk godt påvirke Gini-målet.
Pointen er, at man skal være varsom med blot at se på et enkelt mål, når man taler ulighed.
At økonomer knyttet til fagbevægelsen deltager i spin op til en valgkamp er måske ikke overraskende. Men at Niels Ploug udtaler sig som afdelingsdirektør i Danmarks Statistik og uden at nævne sin tilknytning til AE-rådet, er ikke i orden. Jeg kan dog selvsagt ikke udelukke, at han – lige som jeg – også har gjort opmærksom på, at notatet allerede nævner præcis den pointe, han udbreder sig om i interviewet. Ellers må man undre sig såre.

Hvad tror politikere de ved?

Af Christian Bjørnskov, den 9. februar 2019. 3 svar

Jeg havde forleden et par samtaler med kolleger, hvis mening jeg har særlig respekt for. Begge satte ord på en særlig frustration, jeg deler med dem: Frustrationen over TV2 News-programmet News og Co. Udover at det ikke er et særligt godt program, er det udtryk for det jeg personligt ser, som et dybt og alvorligt problem i dansk politik.

News og Co. er et program, hvor man tager forskellige folk med på en forbindelse et eller andet sted fra, eller enkelte gange i studiet. De introducerer en diskussion – forleden var det punditokraten og Latinamerika-kenderen Niels Westy, der var med for at diskutere Venezuela – hvorefter pingerne i studiet giver deres besyv med. Det omfatter ofte næsten pinligt uinformerede påstande, som da Niels havde været med og en studievært bagefter konkluderede, at et olieprisfald var skyld i Venezuelas økonomiske deroute.

Isoleret set er dén påstand blot ufrivilligt komisk, men den er ikke enestående. Ser man News og Co. må man ofte undres over, hvor lavt informationsniveauet er, og hvad pingerne i studiet slipper afsted med at påstå og at argumentere. Tænker man lidt videre over det, er det dog ikke blot programmet, men en meget almindelig situation i alskens politiske diskussioner i Danmark. Der diskuteres og skændes på livet løs, men ganske ofte på baggrund af misforståelser og helt basalt forkerte antagelser.

Når Hans Engel og en række andre politikere og meningsdannere sidder i News og Co og pontificerer over alskens emner, er det således et udtryk for det alvorlige problem, som Friedrich Hayek beskrev som ’the pretence of knowledge’. Problemet kan måske bedst beskrives som en situation, hvor de meningsdannende pinger i studiet reelt ikke ved en hujende fis om det, der taler om – men det tror de, de gør!

Det store flertal af seerne ved heller ikke noget om de forhold, der diskuteres, og godtager derfor deltagernes påstande og vurderinger som en slags ekspertudsagn. Og deri ligger kernen i Hayeks pretence of knowledge-problem. Når både afsenderne og modtagerne er lige inkompetente, er der kun få, der opdager det – og de få er politisk ligegyldige. Man kan jo altid afvise dem ved at mene, at det jo ‘bare er deres mening’.

Venezuela – past, present and future

Af Niels Westy, den 6. februar 2019. 4 svar

Siden starten af det 20. århundrede har normen i Latinamerika været ikke-indblanding, hvis vi ser bort fra USA og Fidel Castros Cuba. Et flertal af landene i OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) beslutning om at anerkende Juan Guaidó på bekostning af Nicolas Maduro som Venezuelas retmæssige præsident, er således et markant brud på denne tradition.

Beslutningen følger efter de fleste lande i Nord- og Sydamerika ikke anerkende sidste års præsidentvalg i Venezuela, og efterfølgende stemte for at suspendere Venezuela fra OAS.

At det meget store flertal af Latinamerikanske lande anerkender Juan Guaidó skyldes ikke mindst, at Latinamerika 15 år efter det historiske råvareboom i nullerne, er domineret af “borgerlige” (læs ikke-socialistiske) regeringer i et omfang ikke set siden 1990erne.

Venezuela’s historie kort

Vi har gennem årene skrevet utallige indlæg om udviklingen i Venezuela, under først den karismatiske Hugo Chavéz og senere under Nicolas Maduro. Når/hvis Venezuela igen bliver demokratisk, er der et par væsentlige pointer, som det er værd at understrege:

Der var en grund til at Hugo Chavez vandt valget i 1998, kun 6 år efter han stod i spidsen for et mislykket kupforsøg mod den demokratisk valgte regering.
Formentlig vil Venezuelas sammenbrud primært blive koblet til Nicolas Maduros navn, mens Hugo Chavez fortsat vil være et ikon på dele af venstrefløjen og blandt fattige venezuelanere.
Hvad der sker efter regimets eventuelle fald vil i høj grad afhængig af en ny regerings økonomiske politik.

The curse of oil

Vi har tidligere skrevet om hvorledes Venezuela først oplevede høj økonomisk vækst frem til slutningen af 1970erne, for herefter at opleve årtiers økonomisk tilbagegang, med de seneste års spektakulære sammenbrud, som det foreløbige lavpunkt. Det fremgår tydeligt af nedenstående figur, som viser udviklingen i BNP per indbygger fra 1920 til 2010 i Venezuela, Spanien og Chile.

Det er først omkring 1980, at Spanien overhaler Venezuela, mens Chile – i dag Sydamerikas rigeste land målt på BNP per indbygger – først passerer Venezuela i midten af 1990erne.

I dag er BNP per indbygger i Venezuela lavere end i Peru og Colombia.

Som det også tydeligt fremgår, slutter Venezuelas egentlige højvækstperiode nogenlunde samtidig med at man får demokratisk styre.

At Juan Guaidó valgte at aflægge ed som præsident den 23. januar var bestemt ikke tilfældigt. Det er årsdagen for det coup d’etait i 1958 som afsluttede det daværende militærdiktatur og banede vejen for demokratiske valg december samme år og efterfølgende demokrati indtil først Chavéz og sidenhen Maduro gradvist afskaffede det igen.

Importsubstitution og manglende reformer

Fra midten af det 20. århundrede og indtil Chiles markedsreformer i 1975 og frem, forsøgte stort set alle lande i Sydamerika – og resten af Latinamerika – at skabe økonomisk udviklingen gennem importsubstitution.

I Venezuela gennemførte militæret i 1950erne storstilede offentlige investeringer i infrastruktur, som man håbede på ville danne grundlag for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution. Efter indførelsen af demokrati øgedes statsligt engagement og involvering kombineret med stadigt mere omfattende handelsbarrierer, som skulle facilitere denne importsubstitutionsproces.

I 1959 etablerede man det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, som skulle fremme indenlandsk industrialisering gennem en række 5-års planer. Finansieringen skete bl. a. gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1976 nationaliserede man olieindustrien og skabte det statslige olieselskab PdVSA, mens man benyttede kombinationen af høje oliepriser og nem adgang til udenlandske lånemarkeder i 1970erne til at sætte ekstra blus på importsubstitutionen – i stigende grad gennem nye offentligt ejede virksomheder. Desuden investerede man efter 1975 i en række enorme projekter indenfor bl. a. jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at gøre eksporten mindre afhængig af olie – og udnytte de komparative fordele, man mente at have (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde) i produktionen af disse varer.

Det hele endte med et brag i begyndelsen af 1980erne, og reelt er Venezuelas økonomi aldrig kommet sig siden.

Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinstitutioner til subsidierede renter langt under markedsrente. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Gennem de følgende årtier prøvede man flere gange at reformere økonomien – sidste gang få år før valget i 1998, som bragte Chavéz til magten. Efter Chavez valgsejr rulledes alle reformer tilbage, og i stedet begyndte man på den såkaldte “Bolivarianske revolution”, som skulle bane vejen for “det 21. århundredes socialisme” .

Fra (socialdemokratisk) demokrati til socialistisk diktatur

Som det fremgår af ovenstående, vil det være forkert at beskrive Venezuela som en relativ fri markedsøkonomi i årtierne, før Hugo Chavez blev præsident. Målt på økonomisk frihed (jo højere score jo mere fri), mindskes denne frem til midten af 1990erne, hvorefter den stiger kortvarigt i forbindelse med en række markedsreformer i 1996. Efter valget af Hugo Chavez er det kun gået en vej, og Venezuela er i dag en af verdens absolut mest ufri økonomier.

Udviklingen efter 1998 kan bedst karakteriseres ved hastig nedbrydning af magtens tredeling. Hugo Chavéz sikrede sig hurtigt en Højesteret pakket med loyale tilhængere, der gennemførtes nationaliseringer mens regulering af markedet nåede nye højder.

Pressefrihed Chile, Peru og Venezuela (høj score=lav frihed)

Presse- og ytringsfrihed kom hurtigt under pres og regimet sikrede sig kontrollen med TV og radio, hvorefter valgkampene udviklede sig til en temmelig ensidig forestilling i medierne.

En præcis dato for overgangen fra demokrati til diktatur er vanskelig at fastsætte , da processen var gradvis. Men vi kan dog konstatere at det sidste nogenlunde demokratiske valg i overenstemmelse med forfatningen, var til nationalforsamlingen i december 2015.

Her opnående oppositionen flertal, på trods af regimets manipulering med valgdistrikterne i et forsøg på at begrænse oppositionens muligheder. Indtil det tidspunkt var i det mindste selve stemmeafgivningen formentlig helt reel – om end mange andre forhold omkring valgene allerede tidligt var kritisable.

Mange opfatter muligvis Hugo Chavéz som “blot” en typisk Caudillo (stærk mand), som Latinamerika – og ikke mindst Venezuela før 1958 – har været så rig på. Det var han også, men han havde også et ideologisk udgangspunkt, grundlagt i hans formative år som ung kadet i 1970erne. En overbevisning som primært blev drevet af to ting – nationalisme og socialisme. Chavéz var – med rette – indigneret over den udbredte korruption han og andre unge kadetter oplevede i 70erne hos hærens øverste ledelse. Derudover blev han påvirket af hans politiske skoling, en del af hans uddannelse, som i høj grad tog udgangspunkt i den særlige latinamerikanske afhængighedsteori, som bl .a. gennemsyrer den indflydelsesrige bog ”Las venas abiertas de América Latina” på dansk ”Latinamerikas åreladning”, skrevet af den uruguayanske journalist og forfatter Eduardo Guliano.

Man kan således karakterisere Hugo Chavéz og hans meningsfæller i Movimiento Bolivariano Revolucionario-200 (MBR-200), etableret i 1982, som lige dele Simon Bolivar (Det nordlige Sydamerikas frihedshelt) og Karl Marx. Den kombination indebar en stærk modstand mod, hvad de opfattede som neoliberal politik og udenlandsk indflydelse i Venezuela, ligesom de mente, at de civile politiske aktører havde mistet al legitimitet i forhold til forfatningen.

Det var med de ideer i bagagen at Hugo Chavéz ledte et et mislykket kup i 1992, som medførte umiddelbar national berømmelse (og respekt hos mange), da han på live TV påtog sig det fulde ansvar for kupforsøget. En respekt og berømmelse, som var stærkt mdvirkende til hans valgsejr i 1998.

Allerede året efter blev en ny forfatning vedtaget ved en folkeafstemning, som bl. a. indebar, at hæren blev tildelt en helt anden og mere aktiv rolle i Venezuela. Herefter skulle den ”Bolivarianske revolution” gennemføres ved indførelse af ”det 21. århundredes socialisme”, som Chavéz selv betegnede det, baseret på et aktivt miltært-civilt partnerskab.

Som historien har vist, indebar den Bolivarianske revolution og gennemførelsen af det 21. århundredes socialisme også – måske paradoksalt, men måske ikke overraskende, at den i forvejen betydelige korruption, efter Hugo Chavéz magtovertagelse steg til nye og ekstreme højder. Magt korrumperer og fuldkommen magt korrumperer fuldkomment, som man siger.

Men var der ikke noget med at de sociale vilkår under Hugo Chavez trods alt forbedredes og økonomien voksede? Det var i hvert fald det typiske forsvar fra Venstrefløjen i mange år, bl. a. Pelle Dragsted og Enhedslisten herhjemme. Og er det efterfølgende økonomiske sammenbrud ikke primært konsekvens af faldet i olieprisen og udenlandske sanktioner?

Hvad angår betydningen af sanktioner, er der intet som tyder på at amerikanske sanktioner de senere år, primært rettet mod enkeltpersoner har haft nogen som helst betydning for det økonomiske sammenbrud.

Samenbruddet skyldes grundlæggende den førte politik, helt tilbage fra Chavéz og frem, mens faldet i oliepriserne primært har forstærket en krise, som var kommet under alle omstændigheder – se også senere.

Når man oplevede økonomisk og social fremgang i årene under Chavez, skyldes det primært det historiske boom i priserne på råvarer (inkl. olie) i nullerne. Derimod var Chavez økonomiske politik fra start af en katastrofe.

Som Kevin Grier og Norman Maynard skriver i “The economic consequences of Hugo Chavez: A synthetic control analysis”

“We also find that while health and poverty outcomes improved under Chavez, they are not particularly different than what occurred in the synthetic control. Finally, we see little evidence that Chavez lowered inequality beyond what occurs in the synthetic control. Thus, under Chavez, Venezuela experienced lower average incomes, but did not produce any greater levels of health improvement, poverty abatement, or inequality reduction, as it likely would have without his leadership and policies.”

Som det fremgår af nedenstående figur fra Grier og Maynard, er der en meget betragtelig forskel på BNP per indbygger med og uden (syntetisk) Chavez (læs her for yderlige forklaring).

Økonomien forværres da også før olieprisfaldet i 2014. Naturligvis påvirkede olieprisudviklingen Venezuelas økonomi negativt – ligesom i andre lande, hvor olie står for en stor del af eksport og BNP. Men intet andet land har oplevet samme ekstreme nedsmeltning som Venezuela. se også nedenstående hentet fra Economist. BNP per indbygger er således halveret siden 2013, mens inflationen nu er over hvad der svarer til 1, mio procent p.a.

En væsentlig årsag til nedsmeltningen er naturligvis, at den store stigning i de off. indtægter, som man oplevede i nullerne i kraft af de højere oliepriser, ikke kunne følge med det øgede offentlige forbrug. Da oliepriserne faldt i 2014, hvilket ikke burde være kommet som den helt store overraskelse, havde man intet at stå imod med.

Kombinationen af faldende oliepriser og faldende olieproduktion har naturligvis været katastrofal for Venezuela. I indeværende år forventes olieproduktionen at falde til omkring eller ligefrem under 1 mio. tønder per dag. I 1999, hvor Chavez kom til magten, var den på 3,25 mio. tønder per dag. Et fald som ikke skyldes at man er ved at løbe tør for olie – Venezuela har verdens største oliereserver – men misrøgt og inkompetence.

Og hvad så nu?

I en kommentar i Ræson, Vi bør alle stille os på oppositionens side og fordømme Maduros diktatur, slutter jeg af med at skrive

Det kaos og den stigende desperation i befolkningen har efterhåndenden stået på i mange år. BNP er halveret siden 2013, og FN oplyser, at 90 pct. af befolkning nu lever i fattigdom. Folk sulter, og hospitalerne kan ikke skaffe medicin. Mordraten er steget til Sydamerikas højeste, mens inflationen er steget til langt over en million pct. Det er med god grund, at tre millioner mennesker er flygtet (ca. 10 pct. af befolkningen).

Det, som foregår, er ikke en kamp mellem højre- og venstreorienterede. Det er en kamp mellem socialistisk diktatur og demokrati. Her burde der ikke være tvivl i nogens sind om, hvilken side man bør være på, nemlig demokratiets side. Jeg ser i hvert fald frem til den dag, jeg kan skrive en artikel i Ræson, hvor jeg kritiserer en demokratisk (socialdemokratisk) venezuelansk regerings økonomiske politik, fordi den ikke er markedsorienteret nok for min smag.

Hvor tæt vi er på den dag, vi her på bloggen skriver en kritisk post om en demokratisk valgt regerings økonomiske politik er åbent spørgsmål. I en debat med Enhedslistens Pelle Dragsted, hvor vi ikke overraskende var uenige om det meste, var vi enige om at en blodig afslutning desværre er en reel risiko. Det er risikoen for at det ender med at Maduro bliver siddende også.

Selv om optimismen er stor blandt mange i oppositionen, som for første gang står samlet bag en leder, Juan Guaidó, er det slet ikke sikkert det ender med Maduros fald.

Det kan også ende med en “fuld Cuba”. At mio. af Venezuelanere forlader landet (mere end 3. mio. indtil videre) er et langt større problem for landende omkring Venezuela, end for Maduro og resten af den nuværende elite. I modsætning til et markedskapitalitisk samfund, hvor den enkelte borger er et potentielt aktiv, er de i en ekstraktiv semiplanøkonomi som Venezuela et passiv.

Forenklet sagt, kan man jo lade kinesere, Iranere og russere stå for olieudvindingen og selv leve af indtægterne derfra.

Militæret afgør hvem der er præsident

Venezuelas militær er den afgørende magtfaktor og har været det længe. Derfor er det afgørende for oppositionen at få militæret til at skifte side, og det er ingen let opgave. At en enkelt general i luftvåbenet har erklæret sin loyalitet overfor Guaidó gør ingen sommer. Militærets top forholder sig indtil videre loyal overfor Maduro, og det er også vanskeligt at forestille sig den absolutte top i militæret skulle skifte side. De er for de flestes vedkommende syltet ind i illegal guld og uranudvinding, narkotikasmugling, korruption og hvidvask. Oprøret skal derfor komme længere nede i rækkerne og blandt de menige.

Men formår Maduro at fastholde hærens opbakning, er mulighederne for en bare nogenlunde fredelig overgang til demokrati minimale. Selv om det skulle lykkes at få størstedelen af hæren til at skifte side, er der også fortsat de såkaldte Colectivos – bevæbnede paramilitære grupper – som for længst har vist deres voldsparathed..

Billed er fra før de fleste EU-lande anerkendte Guidó som præsident mandag d. 4/2

At de fleste EU-lande inkl. Danmark nu anerkender Guidó, er blevet kritiseret for at øge risikoen for en blodig afslutning, måske ligefrem en indsættelse af udenlandske tropper i Venezuela.

Det er dog et tvivlsomt argument, som bygger på en ide om, at en forhandlet løsning mellem Maduro og hans regering på den ene side og oppositionen på den anden side faktisk er mulig. Det er mere end tvivlsomt.

USA udelukker ganske forudsigeligt ikke en egentlig militæraktion, mens en række EU-lande og det flertal i Lima-gruppen, som anerkender Juan Guaidó som midlertidig præsident, insisterer på at tale om en fredelig løsning. Med andre ord er det som det plejer at være.

Man kan argumentere for, at de Europæiske landes opbakning mindsker risikoen for en langvarig blodig konflikt, idet den støtter op bag den massive opbakning fra det meste af Latinamerika, samt USA og Canada.

Og hvad angår Rusland og Kina, som kritiserer anerkendelsen af Guaidó, er begge, og måske især sidstnævntes interesse primært knyttet til deres investeringer i Venezuela.

Hvis de – og især Kina formentlig – ser deres interesser bedst varetaget ved et regimeskifte – kan de blive afgørende. Ikke forstået som at man vil bakke op bag anerkendelsen af Guaidó – det er helt udelukket. Men måske ved at man ikke aktivt støtter (læs: finansierer) Meduro regimet.

Ifølge Reuters har oppositionen og Guaidó understreget at at man vil honorere Venezuelas forpligtigelser overfor både Kina og Rusland. Guaidó udtaler således at:

What most suits Russia and China is the country’s stability and a change of government,” he said. “Maduro does not protect Venezuela, he doesn’t protect anyone’s investments, and he is not a good deal for those countries.

I et interview med Bloomberg, siger Guaidó dog, at:

I will be very clear: all agreements that have been signed following the law will be respected,” Guaido said in a written interview. “If previous agreements were signed by adhering to the due process of approval by the National Assembly, they will be accepted and honored.

Det kunne tyde på at man kun er parat til at honorere en del af den eksterne gæld til Kina (og Rusland må man formode). Det er ikke klogt (for at sige det mildt), hvis man skal gøre sig forhåbning om en nogenlunde fredelig løsning.

Endelig kan man ikke udelukke en egentlig væbnet konflikt mellem Venezuela (og reelt også Cuba) på den ene side og primært Colombia, USA og måske Brasilien på den anden side – hvilket der næppe vil være den store begejstring for i hverken befolkning eller militær.

Vi kan kun håbe på det bedste – og frygte det værste. Til gengæld er der ingen grund til at frygte, at et regimeskifte vil ende i en situation som vi har set i Afghanistan, Irak og Libyen. Venezuela var i modsætning til de nævnte lande, et demokrati gennem mere end 40 år.

Men indebærer genindførelsen af demokrati blot en tilbagevenden til den førte politik før Chavez kom til magten, vil det på sigt indebære en betydelig fare for, at man ender i samme situation, som man befinder sig i nu.

Hvis man sammenligner udviklingen før Chavez kom til og udviklingen efter han indledte sin “Boliviarianske revolution”, finder man nemlig en række ligheder:

olieindtægternes funktion som betaling for loyalitet
tilbøjeligheden til at bruge planøkonomiske instrumenter og regulering i stedet for markedsløsninger
korruption

Chavéz og efterfølgende Maduros regeringstid kan i den sammenhæng ses som en ekstrem udgave af hvad Veneziuela oplevede fra 1960erne og frem til 1990erne. At oppositionen i højere grad end tidligere har opbakning også fra de laveste indkomstgrupper i Venezuela, skyldes næppe bekymring for de mere udemokratiske og totalitære sider af det nuværende regime, men primært at regimet i takt med en mere og mere vanskelig økonomisk situation og faldende indtægter ikke længere kan finansiere hvad der reelt er et superklientalistisk system.

I den forstand er det korrekt at pege på faldet i oliepriserne i 2014 som afgørende for den nuværende opbakning til oppositionen og Juan Guaidó, lige som høje renter og faldende oliepriser i begyndelsen af 1980erne udløste en krise, man reelt aldrig kom sig over, og endte med Chavéz valgsejr i 1998.

Med mindre et regimeskifte indebærer et grundlæggende og afgørende paradigmeskifte i Venezuelansk politik og der relativt hurtigt gennemføres omfattende reformer, som sikrer fornyet økonomisk vækst, kan pendulet hurtigt svinge tilbage igen. Om det er muligt, kan man naturligvis godt være lidt skeptisk i forhold til.

Korruption er også et kulturelt fænomen

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2019. 3 svar

For et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’ korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.

En stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide, måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan stole på andre mennesker.

Den teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption. Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.

Den indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt, retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed er dermed langt bedre de facto beskyttet (hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste måneds konference i the Public Choice Society).

Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.

Ser man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ – mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan korruption formes af tillid netop afhænger af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at tage vælgerne alvorligt.

Forklaringen på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke sociale tillid. Som vi tidligere har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til 1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.

Public choice-forskning omkring os

Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2019. Skriv et svar

Opmærksomme læsere vil sandsynligvis vide, at den årlige danske public choice-workshop blev afholdt i går på Aarhus Universitet. Det blev en meget inspirerende workshop med gode og hjælpsomme kommentarer, og masser af både spændende og morsomme diskussioner mellem de danske, svenske og tyske deltagere, og en enkelt mexikaner og amerikaner.

Andreas Bergh præsenterede som den første sine spændende idéer om Hayekianske velfærdsstater, hvor en væsentlig del er spørgsmål om, hvor meget staten skal vide før politikere kan ramme ’rigtigt’ med interventioner og politik. Spørgsmålet bliver stillet alt for sjældent, hvor man i stedet bare regner med, at staten har al den relevante information til at ramme rigtigt med økonomisk stabiliseringspolitik, differentieret pension osv. Det har den stort set aldrig!

Et andet papir, der blev diskuteret, kom fra alderspræsidenten Martin Paldam (på billedet nedenfor, taget af Niclas Berggren), som præsenterede ny forskning om de økonomiske konsekvenser af politisk ustabilitet – eller mere præcist ustabilitet i de politiske institutioner. Martins fund pegede på, at så længe politisk ustabilitet ikke direkte manifesterer sig i vold og borgerkrige, er den ret irrelevant for den økonomiske vækst. Indsigten er vigtig, da mange – inklusive så tunge stemmer som Paul Collier og Jeffrey Sachs – har argumenteret for, at det er vigtigt at der er regimestabilitet, og at man derfor måske må acceptere fraværet af demokrati i udviklingslande.

Det sidste billede er taget under diskussionen af Andrea Sáenz de Viteris præsentation af vores fælles papir ”Constitutional Power Concentration and Corruption: Evidence from Latin America and the Caribbean.” Andrea viste hvordan fordelingen af kompetencer mellem parlamentet og regeringen, som vi måler som den forfatningsbestemte koncentration af umiddelbar beslutningskompetence i henholdsvis parlamentet og regeringen, kun påvirker korruption under bestemte politiske omstændigheder. Mens forfatningens fordeling af kompetencer generelt ikke påvirker hvor meget korruption der er, er den vigtig i de tilfælde, parlamentet er ideologisk meget fraktionaliseret – dvs. når man ikke kan blive indbyrdes enige i parlamentet. Jerg Gutmann (forrest) overvejer konsekvenserne, er Andreas Bergh, Stefan Voigt og Gert Tinggaard Svendsen allerede begyndt at more sig over hvornår man helst vil være diktator i sådan et land.

Programmet, som i øvrigt kan ses på min personlige hjemmeside, omfattede hele 17 papirer om emner i hele public choice-feltet, fra forfatningsøkonomi til designet af internationale aftaler. Hele dagen var interessant, som de studerende der deltog kan bekræfte, men også fuld af god stemning og sjov. Som man kan se på billedet, er forskning en beskæftigelse hvor man ikke kun tager alvor alvorligt – ellers ville studiet af public choice ikke være til at holde ud.

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email: