Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2016. Skriv et svar
Man spørger ofte, hvordan det går med den demokratiske udvikling i verden. Medierne henviser med jævne mellemrum til den årlige rapport fra den amerikanske tænketank Freedom House, der også udgiver en årlig rapport om pressefrihed. Begge dele bruges også ofte i forskningsøjemed, men hverken medier eller så fremragende forskere som Daron Acemoglu har en tendens til at overse det store problem med FH-rapporterne: Deres demokratibegreb er maksimalistisk, dvs. at i vurderingerne er mange andre forhold end demokrati taget i betragtning.
Det kan på mange måder være fint at definere demokrati i en slags kvalitetsvurdering, hvor korruption, pressefrihed, kvaliteten af embedsværket og mange andre ting er med. Det skaber for det første blot problemet, at man ikke kan bruge FH-indekset i forskningssammenhænge – det dur indlysende nok ikke at bruge et indeks, der omfatter en korruptionsvurdering, til at estimere om demokrati påvirker korruption. For det andet har de fleste en mere minimalistisk opfattelse af demokrati som et politisk system, hvor regeringer og parlamenter udskiftes ved frie, fair valg hvor alle voksne kan stemme.
Er indeks, der bygger på en minimal definition af demokrati, er derfor en stor hjælp i både forskningen, men også i en global debat om, hvor vores samfund er på vej hen. For seks år siden udkom Cheibub, Gandhi og Vreelands glimrende artikel ”Democracy and dictatorship revisited” i Public Choice, hvor forfatterne netop udviklede et minimalt indeks. I forbindelse med vores projekt omkring regimetransitioner har man ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg investeret i at opdatere Cheibub, Gandhi og Vreelands såkaldte DD-indeks, så det nu omfatter 188 samfund op til 2015. Vi matcher blandt andet demokratidataene med nye data på kup og kupforsøg, der ligeledes strækker sig tilbage til 1950, men er opdateret til sidste år.
Med disse data kan man få et ganske godt billede af, hvordan demokratiet har det globalt. Vurderingen viser, at 60 % af verdens uafhængige lande er demokratiske i dag. Af de 72 ikke-demokratiske lande, er 40 civile autokratier – også kaldet elektorale diktaturer – mens 20 er militærdiktaturer og 12 er absolutte monarkier. Den overordnede og meget positive langsigtede udvikling er illustreret i figuren nedenfor, der illustrerer andelen af demokratier i seks dele af verden.
Dataene gør det også klart, at der har været demokratiske tilbageslag de senere år. Demokratiet er således bukket under i Guinea-Bissau, Madagascar, Mali og på Maldiverne efter kup i henholdsvis 2010, 2009, 2012 og 2013. Thailand er også – i det mindste foreløbig – formelt et militærdiktatur, og i Burundi ser Pierre Nkurunziza for tiden stort på forfatningen og har svindlet sig til en tredje runde som præsident. Demokratisering i Egypten, der ikke gik som man kunne have håbet.
Omvendt er demokratiseringen af Tunesien gået ganske godt, ligesom Lesotho og Zambia begge skiftede regering ved relativt ordentlige valg i 2012. Malaysia har været gennem en demokratisk transition de sidste fem år og er i dag velfungerende, mens andre lande som f.eks. Ghana, der har været pænt demokratisk siden 1993, har beholdt sine politiske institutioner på trods af en ganske alvorlig krise. Selv i Venezuela, hvor Maduro-regimet med absolut udemokratiske midler forsøgte at bekæmpe oppositionen, tabte det alligevel parlamentsvalget i december sidste år.
Spørgsmålet er i sidste ende, om man skal være optimist eller om udviklingen overordnet er bekymrende. Pointen i dagens indlæg er, at før man overhovedet kan svare på dette spørgsmål, må man have et gennemskueligt og klart mål for, hvordan udviklingen faktisk er. Det er netop det, kvantitative data på trods af deres åbenlyse begrænsninger kan give. Når man derefter har dét billede, kan man begynde at tale om kvaliteten af demokratiet. Men det er en mere ideologisk bekymring, og en vi tager en anden dag.
Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2016. 5 svar
Stort set enhver økonom, der ikke hedder Piketty eller Krugman til efternavn, deler en væsentlig bekymring for tiden. Den er ekstremt tydelig i den amerikanske valgkamp, hvor både Donald Trump, Hilary Clinton og Bernie Sanders skaber den i stor stil, men også mere skjult i den hjemlige debat. Bekymringen er for, om vi igen er på vej ind i en periode med protektionistisk politik.
Protektionisme er en zombieide: For langt de fleste nationaløkonomer er den stendød, men politisk overlever den om end i en ubehageligt og stinkende populistisk version. I præsidentvalgkampen i USA har både Trump, Clinton og Sanders har således alle argumenteret, at USA’s handel med bl.a. Kina og Mexico ødelægger amerikanske jobs og at – i Trumps ord – landet er ved at ’tabe’ konkurrencen (se f.eks. Mark Perrys omtale her). Sammen med mange amerikanere tror de – eller gør som om de tror – på den gamle merkantilistiske traver, at eksport er godt og import er skidt. Nok vil nogle mennesker miste deres job som følge af, at mexicanske firmaer kan levere varer billigere og/eller i højere kvalitet end amerikanske, og disse taber synlige. Firmaer og politikere råber derfor op om unfair konkurrence, men fordi amerikanske forbrugere som oftest betaler mindre for varerne, udløser konkurrencen ekstra købekraft der skaber jobs i andre dele af samfundet.
Uanset at disse jobs ofte er usynlige for politikerne, indebærer handelen derfor, at samfundet bliver mere produktivt og derfor rigere når ressourcer flyttes fra mindre til mere produktive erhverv og formål. Og de mange millioner forbrugere, der får adgang til billigere, bedre og flere varer og service er langt bedre stillede end før. Som politiker er man dog for det meste fokuseret på de særinteresser, der står til at tabe, og derfor har al mulig tilskyndelse til at råbe højt om deres problemer og lobbye politikerne for beskyttelse. Amerikanske politikere på begge sider af kongressen, og mange politikere i Frankrig og Sydeuropa, er parate til at lytte til særinteresserne og spille det uinformerede, populistiske kort.
Herhjemme er der ingen seriøse politikere eller kommentatorer, der kunne finde på at tale for øgede handelsbarrierer, men protektionismen trives alligevel. Dansk protektionisme og hele debatten omkring de ’udsatte arbejdspladser’ og den ’unfair’ konkurrence føres som en kamp mod såkaldt ’social dumping’. Fagforeninger og politikeres argument er, at polske og litauiske arbejdere kommer herop og underbyder danske køkkenmontører, hvilket driver deres løn ned eller driver dem ud af markedet. Fortalerne for en kamp mod social dumping påstår, at løsningen er at kræve, at udenlandske firmaer og udenlandsk arbejdskraft skal betales dansk løn: Med andre ord, at polske arbejdere skal tvinges politisk til ikke at kunne levere billigere varer og service end danske.
Formelt har sådan en type lovgivning præcist den samme virkning som en protektionistisk politik, der forhindrer konkurrence fra billigere eller bedre varer fra udlandet. Mens alle firmaer naturligvis skal overholde dansk lovgivning, er argumenterne mod social dumping således dybt protektionistiske og på ingen måde substantielt anderledes end amerikanske eller franske krav om handelsbarrierer. De fører til skade på udenlandske producenter, der som oftest er fattigere end vi er, og skade på forbrugerne, og gavner kun en lille særinteresse. Kamp mod social dumping er således en kamp mod almindelige mennesker, præcist ligesom anden protektionisme er. Økonomisk – og i en velfærdssammenhæng – er det en zombieide som burde være død for længe siden.
Af Christian Bjørnskov, den 11. marts 2016. 1 svar
Dagens post op til weekenden er skamløs promovering af min egen forskning. Sammen med Andreas Bergh (Lund Universitet) har jeg forsket en del i sammenhængen mellem tillid og velfærdsstaten. Baggrunden er, at de mest tillidsfulde lande i verden – de nordiske monarkier – alle har store velfærdsstater. Både forskere og politikere er derfor hoppet til den konklusion, at velfærdsstaten eller nogle af dens karakteristika og politikker skaber social tillid. Med en parafrase af Milton Friedman påstår f.eks. Bo Rothstein og mange andre inklusive tænketanken Cevea (her og her), at en nordisk velfærdsstat er en ’gratis frokost’ – et dyrt arrangement der alligevel finansierer sig selv. Andreas og jeg har derimod vist, at den særlige nordiske tillid må være ældre end velfærdsstaten, men budskabet har næppe haft meget impact i den danske debat. Som den meste seriøse samfundsforskning er det publiceret i engelsk-sprogede, internationale videnskabelige tidsskrifter. Sproget og formen forhindrer dermed mange mennesker i at få adgang til forskningen.
Det særlige i dag er derfor, at det nye nummer af Tidsskrift for Professionsstudier har tillid som tema. Og jeg har en artikel – på dansk og ganske uteknisk – der opsummerer litteraturen om forholdet mellem social tillid og velfærdsstaten. Centreret omkring den simple sammenhæng illustreret i figuren nedenfor peger jeg i artiklen på de adskillige måder, man kan demonstrere at kausaliteten løber fra tillid til velfærdsstat.
Artiklen kan naturligvis læses af alle begavet interesserede, uanset hvilken uddannelse de har, og er heller ikke mere teknisk end at den kan bruges i gymnasiet. Uanset om man er enig eller ej i det normative perspektiv, lægger den op til en fundamental debat om vores samfundsform.
Som jeg skrev forleden, løber årets konference i the Public Choice Society af stablen i denne uge. Jeg tager derfor turen til Fort Lauderdale i morgen og kan se frem til nogle travle dage. Et af to papirer, jeg skal præsentere i en session på fredag, er særligt aktuelt ved at det handler om krisepolitik.
I papiret ”Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” stiller min gode ven Martin Rode (Uni Navarra) og jeg tre spørgsmål: 1) Fører økonomiske kriser generelt til mere eller mindre interventionistisk politik (mere eller mindre stat)? 2) Er der forskel på, i hvor høj grad ideologisk forskellige regeringer reagerer på økonomiske kriser med interventionistisk politik? Og 3) ruller man politikken tilbage efter krisen er ovre, eller bliver den midlertidige politik permanent? Spørgsmålene er i og for sig ganske enkle, men eksisterende forskning har kun set på 1) som et generelt fænomen og uden at komme til nogen konsensus (se f.eks. Young og Bologna her).
Det generelle billede, der dukker op ved at fokusere på to af de fem områder i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index – statens størrelse og et reguleringsindeks – er ikke overraskende, at mere venstreorienterede regeringer reagerer på kriser med signifikant mere interventionistisk politik. Resultaterne er drevet af de egentlige kriser – et-årige recessioner gør ingen reel forskel – og mens vi finder en tendens til at alle regeringer uanset partifarve øger de offentlige ’investeringer’, ligger hovedforskellen i, at venstrefløjen øger de offentlige udgifter, offentlige overførsler og markedsreguleringer langt mere end højrefløjen. Fokuserer vi på de mest liberale regeringer, finder vi faktisk ikke meget evidens for, at de øger interventionerne.
Mens Martin og jeg dermed dokumenterer, hvad mange af os nok har haft en stærk formodning om, ligger den egentlige overraskelse i det sidste spørgsmål. Vi finder ganske enkelt ingen evidens for, at krisepolitikken bliver systematisk rullet tilbage når krisen er ovre: Som Milton Friedman engang sagde, er der intet så permanent som et midlertidigt statsligt program. Mens det nok næppe heller er en overraskelse, er det særlige, at vores non-resultat gælder uanset regeringens ideologi. Så uanset at krisepolitikken ikke har virket efter hensigten, er liberale regeringer lige så utilbøjelige til at afskaffe den som socialistiske. Så i post-krisesituationer, er langt de fleste regeringer måske socialdemokrater, uanset hvad de påstår?
Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye BNP-tal. De viser, at væksten i Danmark efter krisen har været langsommere end i de ellers stagnationsplagede Eurolande og ikke mindst end USA. Denne figur er blevet fast følgesvend i Danmarks Statistiks kvartalsvise nationalregnskabsstatistik:
Den siger næsten det hele. Eller gør den? Det gode spørgsmål er, hvorfor det går så meget langsommere end i USA? Og om der er udsigt til, at vi indhenter dem? Og om der kan gøres noget for at skubbe på?
Til en begyndelse er det interessant at splitte BNP op i to komponenter: Beskæftigelse og produktivitet.
Som man kan se, halter vi bagefter amerikanerne på begge felter, men mest på produktiviteten, som stort set er uændret i forhold til før krisen i både Danmark og Euro-området. I USA ligger produktiviteten nu over 8 pct. over før-krise-niveauet. Det er ikke imponerende målt med historiske alen, men dog væsentligt bedre end i Europa. Også beskæftigelsen i USA har dog været bedre end i Europa, hvor hverken Euro-landene eller vi endnu har indhentet før-krise-niveauet. Vi stagnerer, hvor den amerikanske trend er vokset siden 2010. Men beskæftigelsesefterslæbet er mindre end produktivitetsefterslæbet.
Beskæftigelsen har det – bortset fra helt kortsigtede udsving – med i højere grad at afspejle konjunkturerne, mens produktiviteten i højere grad afspejler det langsigtede vækstpotentiale. Derfor er det større efterslæb i produktivitet end i beskæftigelse i Europa bekymrende. Et konjunkturbetinget beskæftigelsesefterslæb vil nemmere kunne lukkes, når konjunkturerne normaliseres. En lavere langsigtet produktivitetsvækst betyder derimod et voksende gab i velstand. Det er forskellen mellem at være på et sidespor, som med tiden løber ud i hovedsporet, og at køre på en helt anden jernbanelinie.
Ikke at et velstandsgab i sig selv er et problem – vi bør tværtimod glæde os på amerikanernes vegne – men det viser, at vi ikke udnytter vort økonomiske potentiale så meget, som vi kunne.
Nu bør sondringen mellem beskæftigelse og produktivitet ikke overfortolkes. De stive arbejdsmarkeder i Europa kan godt maskere en afmatning i beskæftigelsen som lavere produktivitet, hvis virksomhederne ikke afskediger ledig arbejdskraft så hurtigt. Men det hører med til billedet, at en del af beskæftigelsesvæksten i USA også er strukturel, fordi demografien er mere gunstig. Antallet af personer i den arbejdsdygtige alder vokser i USA, men falder i Danmark. Det taler for, at det i endnu højere grad er strukturelle faktorer, som er med til at drive den amerikanske vækst.
Det betyder omvendt, at det i mindre grad er tilbagevenden til normalkonjunktur, som driver den amerikanske vækst.
Den opfattelse bliver bekræftet, hvis man ser på OECDs beregning af, hvor langt landene er fra normalkonjunkturen. Det er det såkaldte BNP-gab, som viser forskellen mellem det faktiske BNP og det strukturelle niveau, som ville gælde ved en normalkonjunktur.
Ifølge denne metode er Danmark, USA og det gennemsnitslige Euro-land omtrent lige langt fra det strukturelle BNP og altså normalkonjunkturen. Lavkonjunkturen var dog dybere i USA, og derfor har konjunkturopretningen været tilsvarende stærkere. Også BNP-gabet bør tages med et gran salt, men er ikke desto mindre tankevækkende.
Det er som sagt skidt, at vores vækstefterslæb er så strukturelt, som det ser ud til. Vi kan ikke forvente, at det lukker sig af sig selv på samme måde som et konjunkturefterslæb. Til gengæld er de politiske redskaber i strukturpolitikken meget mere sikre end konjunkturpolitikken. Og konjunkturpolitikken er under alle omstændigheder underlagt flere bånd på grund af fastkurspolitikken. Til gengæld står det os frit for at gennemføre reformer af f.eks. skattesystemet, arbejdsmarkedet, reguleringen og den offentlige sektor.
Jeg havde i går en klumme i Børsen med den lidt dramatiske titel ” Det grandiose EU-projekt fremmedgør folk.” Klummen tog udgangspunkt i en ny spørgeskemaundersøgelse, som den engelske forretningsmand og filantrop Lord Ashcroft fik lavet i januar. Ashcroft havde først og fremmest spurgt næsten 29.000 europæere om deres holdning til EU – er den overordnet positiv, negativ eller neutral. Undersøgelsen gik dog også ind i spørgsmålet om, hvad folk opfatter som de væsentlige fordele og ulemper ved EU-medlemskab og deres holdning til Storbritanniens medlemskab, inklusive om briterne burde have muligheden for at opte ud af dele af det såkaldte dybe samarbejde. Som en ekstrating spurgte Ashcroft også om folks holdning til andre EU-lande – men det skriver vi om senere.
Ser man på danskerne i undersøgelsen – der er spurgt 1015 – er vi kendetegnet ved at være noget lunkne overfor medlemsskabet. 50 % ser det som positivt, 39 % som negativt mens 11 % er lunkne. Vores primære fordele opfatter vi som frihandelen (59 %), mens vi ser unødvendige reguleringer (60 %) og suverænitetstab (58 %) som de væsentlige ulemper. Vi er dermed blandt de meste EU-skeptiske i unionen.
Figuren nedenfor opsummerer positionerne. Søjlerne angiver holdningen til EU-medlemskab, omregnet til en 0-10-skala hvor 5 er helt neutral. De blå søjler angiver de lande, hvor et flertal ser unødvendige reguleringer som et væsentligt problem, mens sorte søjler viser de lande, hvor folk også støtter at briterne får lov til at opte ud af dele af samarbejdet – i det mindste som alternativt til at de forleder unionen.
Det slående er den lille gruppe stærkt kritiske lande – Tjekkiet, Sverige, Danmark og Storbritannien – i bunden. Østrig ligger der også, men er i andre undersøgelser relativt EU-venligt, så en rimelig læsning er vel, at det er ekstremt tydelige migrationsproblemer i den østrigske baghave der pt. trækker dem i den retning. Reguleringsskepsis er et mere generelt fænomen som ikke overraskende er mere udbredt i lande, der selv regulerer relativt let. Kernegruppen i det, man kunne kalde en EU-reform-gruppe, er dermed tjekkerne, danskerne, briterne og esterne, med svenskere og enkelte andre som mulige medlemmer. Figuren illustrerer på denne måde hovedpointen i min klumme i går: At de politiske traditioner, og måske særligt traditioner for lette versus direkte politiske reguleringer, muligvis er ved at splitte de europæiske befolkninger fra hinanden.
Af Christian Bjørnskov, den 28. februar 2016. 5 svar
Jeg sidder i skrivende stund i et fransk TGV-tog, der ræser fra Avignon nordpå til Charles de Gaulle-lufthavnen ved Paris. Senere i dag boarder jeg et fly til Billund, så jeg har en dag, hvor der er morgenmad på et spa i St. Remy de Provence, frokost i Paris, og aftensmad hjemme på Trøjborg i Aarhus. Og det føles som en ret almindeligt kedelig dag.
Og hvorfor er det så interessant? Grunden er, at det slog mig hvor irriterende utaknemmelig, forkælet – og måske endda småsnobbet – mit 17-årige selv ville have syntes, en midaldrende Christian var. I 2. g fløj jeg alene fra Kastrup til Paris for at mødes et par dage for sent med min gymnasieklasse. Dengang var det lidt af et eventyr, inklusive et lift fra Næstved med en venlig svømmeoverdommer, der boede i Kastrup. Det samme var min første tur til USA som PhD-studerende, på trods af at det ’bare’ var en tur til en konference i Baltimore (af alle steder). I dag er det business as usual: Jeg er blevet rejseblasert uden at opdage det før nu.
Fænomenet er et af mange eksempler på, hvordan mennesker i ofte ekstrem grad vænner sig til mange ting. Det, der engang var luksus, er hverdag i dag. Det vi engang tog for givet, kan vi omvendt glædes over, når vores liv har ændret sig. Det er det, der i lykkeforskning teknisk kaldes adaptation – at vi dynamisk justerer vores forventninger, standarderne i vores liv, og det vi opfatter som hverdag. Lykken, luksusen, og oplevelsen ligger således i overraskelsen, og i det, vi ikke er vænnet til.
Det samme fænomen ligger bag mange ting, som folk undrer sig over. En del af (men ikke hele) grunden til, at velfærdsstaten ikke påvirker folks lykke – uanset hvad Oprah Winfrey har bildt amerikanere ind- er at vi vænner os ekstremt hurtigt til materielle ændringer, som vi ikke selv har valgt. Det samme gælder, så vidt vi ved, ændringer i skattetryk. Vi bliver heller ikke permanent lykkeligere af en større bil, et større hus, eller hurtigere internet, fordi vi blot justerer vores forventninger til, hvad sådan noget skal kunne, og hvad vi opfatter som ’almindeligt.’ Det er også en mekanisme, der bidrager til de fleste menneskers mentale robusthed, at de kan justere deres forventninger til liv og hverdag nedad, når det ikke går som de havde håbet.
Pointen er, at mens selve opholdet i Provence – et tre-dages kollokvium om tillid, uvidenhed og viden – har været ekstremt stimulerende, er selve rejsen ikke længere noget særligt. Der skal følge en ny oplevelse, nye inputs, eller andre mennesker med, før den permanent rykker ved noget. Den indsigt er vigtig, når man skal svare new-age folket, økologi-besatte, og civilisationskritiske, hvorfor vi ’ikke bare kan nøjes’, hvorfor det er så vigtigt at mere vil have mere, eller man skal imødegå ideen om, at det er bedst at tvinge sig selv til at forvente mindre.
Min og mange andre danskeres rejseblaserthed, som kan se forkælet og urimelig ud fra et græsk synspunkt, i et buddhistisk lys eller blot fra forældres vurdering, er stadig udtryk for det, Adam Smith betragtede som en gavnlig ting. Den lille utilfredshed, der nager os når vi er tilvænnet til noget, er en af de ting, der driver os fremad som enkeltindivider og som samfund. Hvis vi ikke havde den, ville vi stagnere og livet ville blive frygteligt kedeligt. At være rejseblasert kan føles som en moderne synd, men det er en integreret og positiv del af en moderne tilværelse. At vi så stadig kan have gavn af at stoppe op og opdage os selv en gang imellem, er nok ikke så skidt, ligesom glæden ved at se andres første oplevelser heller ikke er det. Så god tur, hvor end I skal hen denne gang.
Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2016. 1 svar
Det glimrende, svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt udkom her til morgen i sit første nummer i år. Tidsskriftet, der for tiden redigeres fortræffeligt af Niklas Bengtsson (Uppsala) og Niclas Berggren (IFN), har i denne runde en slags implicit tema om iværksætteraktivitet. Sven-Olov Daunfeldt, Patrik Gustavsson Tingvall og Daniel Halvarsson rapporterer en omhyggeligt evaluering af to statslige programmer i Sverige, som har haft til formål at fremme innovation i små og mellemstore virksomheder. Konklusionen er ikke overraskende, at det virkede ikke. Magnus Henrekson og Mikael Stenkula skriver også om iværksætteraktivitet, men fra en mere oplysende, teoretisk vinkel. De to IFN-forskere har også en lærebog om emnet på trapperne, som i foreløbig udgave ser meget lovende ud.
Ekonomisk Debatt her denne gang en fin, men nok også politisk kontroversiel, leder om målet for svensk ulandsbistand af Pelle Ahlerup, en diskussion om pensionsalder af Per Johansson, Lisa Laun og Mårten Palme, og en artikel af Per Molander om ustabilitet og asymmetri i fordelingspolitik. Derudover er der kortere debatartikler og anmeldelser som altid. Og som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet!
Af Otto Brøns-Petersen, den 23. februar 2016. 2 svar
Med den amerikanske højesteretsdommer Antonin Scalias uventede, men ikke helt overraskende død (han var 79 år), er der udløst en politisk strid om udnævnelsen af en ny. Det er den demokratiske præsident Obama, som har retten til at udnævne, men kandidaten skal godkendes af den republikansk dominerede Kongres.
Det politiske spil er i gang. Men det handler ikke bare om politik. Det handler også grundlæggende om retlig og politisk filosofi. Konstitutionel økonomi har også en del at sige om emnet.
Scalia var den mest kendte “originalist” i USA. Det var i høj grad takket været hans indsats som højesteretsdommer i tre årtier, at originalismen kom stærkt tilbage i amerikansk retsfilosofi. I dag er højesteretsdommer Clarence Thomas dog i endnu højere grad end Scalia var talsmand for denne retning.
Ifølge originalisterne bør forfatningen fortolkes i overensstemmelse med, hvad “framerne” tiltænkte. Modsætningen til originalismen er ideen om “den levende forfatning” – dvs at forfatningen bør fortolkes efter sin samtid.
Det er som sagt ikke bare et simpelt politisk spørgsmål, der skiller de to retninger, selv om de engang imellem bliver fremstillet som henholdsvis “konservativ” og “progressiv”. Denne simple udlægning blev forstærket af, at Scalia personlig var særdeles konservativ. Men at det ikke er hele historien illustreres af, at han stemte for afgørelser, som hans personlige konservatisme umiddelbart var antipatisk overfor. Det gælderikke mindst sagen om retten til at afbrænde det amerikanske flag, hvor Scalia opretholdt forfatningens bestemmelse om ytringsfrihed til trods for den antipatriotiske ytring, som mange konservative var stødt over.
Originalisme er altså ikke identisk med politisk konservatisme og behøver ikke føre til et mere konservativt samfund. Navnlig ikke i USA, hvor forfatningen var ganske revolutionerende i sine bånd på politiske autoriteter. Og tilsvarende kan en “levende forfatning” bruges som redskab for politisk konservatisme, hvis tiden er konservativ. En ”pragmatisk konservativ” vil have lettere spil med en ”levende forfatning”.
Men hvis originalisme ikke er et simpelt spørgsmål om konservatisme, hvad kan så begrunde den?
Man kan vanskeligt argumentere for, at den amerikanske forfatning er udtryk for den amerikanske befolknings vilje. Den sidste af de delegater, som vedtog forfatningen i 1787, døde i 1836 – altså for 180 år siden (det var i øvrigt selveste James Madison, forfatningens hovedarkitekt). I størrelse, oprindelse, teknologisk stade og talrige andre henseender var det en helt anden befolkning end i dag. Og så var det endda omdiskuteret, om Philadelphia-kongressen overhovedet havde mandat til at vedtage forfatningen, sådan som den gjorde.
Hvis forfatningen ses som en kontrakt mellem underskriverne, udgjorde de en lille minoritet allerede ved underskrivelsen, og der er ikke en eneste tilbage.
Argumentet for originalisme skal derfor hentes helt andre steder. Det kan man efter min opfattelse også godt.
Et centralt argument er, at individuelle præferencer ikke kan aggregeres. “Befolkningens vilje” er dybest set et analytisk meningsløst begreb. Social choice-teorien har med meget stor tydelighed demonstreret, at der ikke eksisterer kollektiv rationalitet med samme egenskaber som individuel rationalitet. En kollektiv beslutning vil med en sammensat befolkning være påvirket af enten tilfældigheder eller manipulation og ikke være et egentliogt udtryk for dens præference. Den grundlæggende præmis for “den levende forfatning” – at forfatningen bør afspejle den faktiske befolknings vilje på et givent tidspunkt – er altså falsk.
“Den levende forfatnings” grundlæggende problem er naturligvis ikke nok til at begrunde originalismen. Der skal mere til.
Én tilgang er, at stabile institutioner i sig selv er et gode, fordi det gør det muligt at planlægge individuelt og koordinere indbyrdes. Hvis man overhovedet vil forvente af folk, at de overholder loven, kræver det, at den er tilpas stabil over tid, til at de kan forudsige, hvad den vil være. Denne tilgang er om nogen knyttet til F.A. Hayeks politiske filosofi og sociale tænkning. Den er dog ikke uden vanskeligheder, sådan som Hayek selv var opmærksom på. Ikke alle regler – herunder forfatninger – er lige gode. Der kan derfor være et trade off mellem forudsigelige regler og hensigtsmæssige regler. “Alt er forbudt” er nok en forudsigelig regel, men alle kan være bedre stillet ved at ændre den. Desuden er stabilitet kun et argument for originalisme, så længe de originale regler er i kraft. Hvis de er ændret af tilhængere af “en levende forfatning”, tilsiger stabilitet alt andet lige, at de nye regler bør føres videre.
Et andet argument for originalisme kan være, at den vedtagne forfatning svarer til, hvad et individ uden viden om sine konkrete senere omstændigheder ville have valgt. Denne tilgang forbindes ikke mindst med James Buchanan. Han mente faktisk, at netop den amerikanske forfatning langt hen ad vejen svarer til, hvad et ville have valgt som den bedst mulige, hvis forfatningen var blevet til inden samfundslivets begyndelse. På samme måde som en faktisk kontrakt kan løse et incitamentsproblem for parterne og muliggøre gensidigt fordelagtigt samarbejde, kan en fri forfatning løse generelle sociale incitamentsproblemer.
En privat kontrakt kan løse det problem, som f.eks. en bygherre og en bygmester står med. Hvis bygmesteren får pengene først, har han ikke noget incitament til at bygge huset. Pengene er jo faldet, og byggeriet er derfra en ren omkostning. Hvis han derimod først får pengene efter opførelsen, har bygherren et incitament til ikke at betale, hvad hun skal. Huset står der jo. I begge tilfælde bliver resultatet, at huset ikke bliver bygget, selv om begge parter havde en fordel ved transaktionen. Den slags ”Fangernes Dilemma”-situationer kan imidlertid let løses ved en bindende kontrakt, som sikrer, at bygmesteren får et aftalt beløb, hvis han leverer.
Hele ideen med en kontrakt går fløjten, hvis betingelserne ikke er givne på forhånd. Det gælder også for forfatninger opfattet som politiske kontrakter. Den “levende forfatning” risikerer derfor at slippe den politiske krigsførelse løs, som forfatningens formål er at forhindre. En kontrakt mellem en bygherre og en bygmester, som bare siger, at betingelserne skal aftales undervejs, løser ikke incitamentsproblemet.
Hvilke incitamentsproblemer kan en forfatning løse? Grundlæggende de samme typer ”Fangernes Dilemmaer” som almindelige private kontrakter. Politiske institutioner har potentialet til at stille alle borgere bedre ved at beskytte deres liv, frihed og ejendom og fjerne fristelsen til at slås. Men en politisk magt, som er stærk nok til det, rummer også en risiko for at blive brugt som instrument imod borgernes liv, frihed og ejendom. Det dilemma vil kontraktarianere som Buchanan forsøge at løse med en forfatning.
Der er dog en afgørende forskel på en forfatning og en privat kontrakt, at private kontrakter er lette at indgå, fordi der er et begrænset antal parter, og fordi den kan indgås før den aktivitet, den handler om (f.eks. at bygge et hus). Det politiske samfund består derimod af alle borgere, og der er kun meget sjældent en ”kontraktuel fase” forud for, at de politiske aktiviteter går i gang.
I denne optik kan forfatningen altså ses som en slags gave givet af forfædre, som ved skæbnens gunst pludselig befandt sig under heldige omstændigheder med et åbent “konstitutionelt vindue” – og dermed vel at mærke en gave det ikke nødvendigvis ville have været muligt for efterfølgende generationer at give. At give f.eks. et parlament eller en domstol ret til at ændre på den undervejs, er ikke at tilnærme den tidens ”folkevilje”, men at svække beskyttelsen borgerne.
Derfor er tilhængere af den liberale demokratiopfattelse (som f.eks. William Riker) heller ikke ude på at gennemføre den illusoriske ”folkevilje”, men at lægge bånd på de politiske autoriteter, sikre at politiske magtkampe foregår inden for fredelige rammer og at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom. Demokratiet er et værn på linie med forfatningens øvrige beskyttelsesmekanismer, ikke en overdommer. Efter den liberale demokratiopfattelse er det f.eks. ikke demokratisk at afskaffe demokratiet ved en flertalsafstemning (som påpeget af Karl Popper).
Men det er og bliver selvfølgelig hypotetisk, om dagens amerikanere ville have valgt forfatningen, hvis de havde haft omstændighederne til det. Derfor kan den ikke have samme vægt som en faktisk indgået kontrakt, hvor tiltrædelsen rent faktisk er til fordel for begge parter, og hvor de rent faktisk indgår kontrakten inden incitamentsproblemerne i den “postkontraktuelle” fase sætter ind. En privat kontrakt bliver ikke gyldig af, at den ene part kan påvise modpartens hypotetiske interesse i at ville have indgået den.
Og hvad hvis man desuden kunne vise, at nogen individer i en kontraktuel situation ikke ville have valgt forfatningen alligevel? Det er Anthony de Jasays kritik af Buchanans konstitutionelle tilgang. Hvis ingen forfatning, selv ikke den amerikanske, kunne være født gennem en frivillig kontraktuel proces, så følger det, at den er skabt gennem tvang. Men efter de Jasays opfattelse kan forfatningen i den form, den nu har fået, alligevel være det bedst mulige alternativ, når den først er her. Og et alternativ, hvor spillereglerne er under konstant forandring afhængig af, hvem der aktuelt står stærkest i den politiske kamp, kan være betydeligt ringere. Så selv fra dette perspektiv, hvor hverken forfatning eller stat har megen selvstændig legitimitet, kan originalisme være at foretrække. Det gælder endda også, selv om man er villig til at erstatte forfatningen med en ny og bedre, hvis lejligheden byder sig.
Udnævnelsen af Scalias efterfølger kan godt blive et hundeslagsmål. Men der er mere på spil end partipolitiske interesser.
Som det er de fleste er bekendt er Venezuela i voldsomme problemer med en økonomi, som er brudt fuldstændigt sammen, mens de politiske spændinger er til at få øje på. Venezuela, som før Hugo Chavez blev præsident i 1998, havde haft ry for at være et nogenlunde stabilt demokrati i årtier (siden 1958), kan i dag kun med nød og næppe anses for at være hvad vi forstår ved et frit og demokratisk samfund.
Det viser udviklingen siden oppositionen vandt en overvældende sejr ved parlamentsvalget 6. december til fulde. Seneste eksempel var da højesteret i strid med forfatningen afviste flertallet i parlamentet, der ikke ønskede at give præsidenten ret til at regere ved hjælp af dekret. Magtens tredeling har længe været stort set ikke-eksisterende i Venezuela, lige som pressefrihed og menneskerettigheder længe har været under pres.
Og som det fremgår af nedestående indslag, hvor jeg deltager i deadline sammen med Weekendavisens glimrende journalist, Magnus Boding, er der en reel fare for at situationen ender i egentlig borgerkrig. I sidste ende bliver det formentlig militæret, som afgør hvorledes forsøget på at indføre “det 21. århundredes socialisme” slutter.
Som Christian påpegede i et indlæg for nylig, Hvor dyr var Chavez for Venezuela?, peger alle væsentlige indikatorer, uanset om vi ser på pressefrihed, korruption, økonomisk vækst osv. entydigt på, at udviklingen i Venezuela de seneste 17 år er gået den forkerte vej.
Venezuela i 2016 lever så sandelig op til jernladyen Margaret Thatchers berømte ord om, at “problemet med socialisme er, at man altid løber tør for andre folks penge”.
Trods historisk høje oliepriser i nullerne og en femdobling af værdien af oliepriserne formåede Chavez at bringe Venezuelas økonomi i knæ – også inden det nuværende spektakulære olieprisfald.
Beregninger foretaget af Kevin Grier og John Maynard kommer frem til, at det socialistiske eksperiment i Venezuela har kostet svarende til ca. en tredjedel af bnp pr. indbygger – Altså ca. fire måneders værdiskabelse pr. år. Resultaterne blev offentliggjort i “The Economic Consequences of Hugo Chavez: A Synthetic Control Analysis” sidste år,
Beregningerne er vel og mærke ikke udtryk for en sammenligning med et best case-scenarie af eksemplarisk regeringsførelse og fornuftig økonomisk politik. Den “syntetiske” kontrolcase afspejler den faktiske udvikling i en række sammenlignelige latinamerikanske og OPEC-lande, som netop ikke udmærker sig ved god regeringsførelse.
De fleste, også på venstrefløjen – men ikke alle – har da også for længst erkendt det håbløse i den førte økonomiske politik.
I indslaget taler vi på et tidspunkt om koblingen mellem Chavez og socialisme. Magnus Boding påpeger korrekt, at der er andre lande i Latinamerika, hvor socialisterne har magten og det sådan set går udemærket. Han nævner Chile (hvor den nuværende regerings reformer af skattesystemet dog giver anledning til panderynker), mens jeg selv peger på Uruguay. Man kunne også nævne Peru.
Men fælles for alle tre lande er, at den grundlæggende økonomiske model ikke er socialistisk. Skal man sammenligne Venezuela med historiske forsøg på gennemførelse af socialisme, er Chile ellers et godt bud, blot skal man tilbage til perioden 1970-1973, hvor Salvador Allendes socialistiske eksperiment sikrede, at økonomien brød sammen i løbet af blot 3 år.
Figur 1.
Venezuelas økonomiske historie korte fortalt
Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeleing af koncensioner.
Som det fremgår af figur 1 voksede BNP hastigt frem til midten af 1950erne, – hvor man målt på BNP per indbygger var blandt verdens rigeste lande (rigere end Danmark, omend med en noget anden indkomstfordeling og 2. verdenskrig naturligvis er en væsentlig årsag – se også figur 2 nedenfor).
Figur 2
I 1950erne gennemfører den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorvej, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.
Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.
Afslutningen af militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, i omfattende regulering, importtold og kvoter.
I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Dette skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.
I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde, mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderlige.
Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a. jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente (men altså ikke havde et begreb om hvorvidt man faktisk havde) i produktionen af disse varer.
Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.
Finansieringen af både private og offentlige projekter kom primært fra statsinsitutioner til subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålagdes private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.
Endelig indførtes omfattende priskontroller og reguleringer af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.
Havde man ikke haft det før, så havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.
Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op, for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok. Ifølge bl,a, Verdensbanken – se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget man skulle komme til at opleve igen under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:
The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’
The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.
“Statifiseringen” af Venezuela kan ses af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdele af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.
Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.
Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.
For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en voldsom historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.
Helt afgørende er, at der aldrig etableres en fælles forståelse for et nødvendigt paradigmeskifte.
Og spørgsmålet er hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt. Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret der havde ageret, som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig have bøjedes med at være en kort overgangsregering, som sikrede en hurtigt tilbagevenden til demokrati?
Det er meget tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart. I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser. Det eksisterede lang tid inden han kom til magten. På samme måde som nationalisering, regulering og statslig intervention også var udpræget i Chile før Allende.
I Deadlineindslaget sidste fredag nævner Magnus Boding risikoen for egentlig borgerkrig. Der findes tusindevis af bevæbnede militsfolk tilknyttet det nuværende regime i Venezuela, ligesom en intern konflikt i militæret ikke kan udelukkes.
I Chile viste de revolutionære grupper sig at være papirtigre. Men om det også er tilfældet i Venezuela er vanskeligt at sige. Hvad der måske ikke er mindre bemærkelsesværdigt er, hvorledes Venezuela’s demokrati indtil 1998 igen og igen beskrives som stabilt. Præcist samme beskrivelse er ofte anvendt til at beskrive Chile fra 1930erne og frem til Allende og Pinochet.
Og uden at strække sammenligningerne for langt – Chile’s for regionen lave korruptionsniveau kan ikke alene beskrives som resultat af reformerne fra 1975 og frem. Også før 1970 var Chile sammenlignet med andre lande i regionen et lavkorrupt samfund. Men når Verdensbanken påpegede, at
The importance of political parties in Venezuela can hardly be overestimated. They have represented the main instrument of political mobilization and representation during the past thirty-five years, as well as privileged channels for consensus building and interest aggregation. The parties, particularly AD and COPEI, which have alternated in power since the beginning of the democratic regime in 1958, can be considered the architects of the constitutional setting in Venezuela and its main source of support.
Dette dækker på mange måder også beskrivelsen af Chilensk politik fra 1930erne og frem til 1970. I modsætning til Venezuela, er det dog væsentligt at medtage, at Allende og socialisterne aldrig fik flertal. havde man i Chile haft et to-runde system, som man efterfølgende fik, ville Allende højst sandsynligt IKKE være blevet valgt som præsident i 1970. Men stagnationen og den stigende polarisering har de to lande til fælles i årtierne før henholdsvis Allende og Chavez kommer til magten.
Og desværre var det også forudsigeligt at en type som Chavez ville blive valgt i Venezuela. Det “gamle” politiske system havde mistet al legitimitet i store del af befolkningens øjne, givet at man ikke var i stand til at sikre fortsat vækst og fremgang. Eller som Verdensbanken fortsætter:
For all its stability, in time serious problems arose in the structure and functioning of the political system. Several observers and scholars had warned from the beginning of the 1980s that the pact at the root of Venezuelan democracy had became exhausted (Naim and Piniango 1984; Romero 1986; Rey 1988). Both AD and COPEI shared responsibility for the economic mismanagement that has been reported above, and in the process lost ever-growing groups of voters and became rigid and somewhat dated political organizations.6 At the same time, neither these nor any other significant political party openly advocated a significant reorientation of public policy, away from the traditional, import-substituting, inward-looking model and in favor of a more open, export-oriented economy led by the private sector. The most exciting leadership offering to the Venezuelan citizen in 1988 was a former president, Carlos Andres Perez, firmly linked in the public memory to the years of prosperity brought by the oil boom of 1974.
In the meantime, the state bureaucracy, the public institutions that are the core of the ability of any government to effectively regulate public activities and provide social services and infrastructure, became captured and extremely inefficient. In a well-known pattern of institutional capture in developing countries (Paul 1991), the education, health, transportation, social security, conmmunications, water, and even tax admninistration bureaucracies turned into ineffective organizations. They lost their ability to respond to problems and challenges, and sometimes even to deliver the services they were routinely used to produce, all at a time when they demanded significant resources and evolved into union-controlled operations at the service of their workers rather than the public. The unusual financial strength of the Venezuelan public sector made possible the development of these distortions to a degree uncommon in other countries, where the citizens enjoy less of a fiscal illusion than they do in Venezuela. The traditional financing of the public sector by taxes on the oil industry has meant that decisions to increase public expenditures have no direct relationship with tax increases, which are clearly perceived by the average citizen, thus decreasing the incentives to demand accountability from political representatives and public sector managers.
Dette fik man aldrig gjort op med, før Chavez kom til magten, Og spørgsmålet er om man får gjort op med det nu.
Hvorom alting er. Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.
Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2016. 1 svar
Som Niels Westy jævnligt har skrevet om her på stedet og på Americas, er der gang i Latinamerika. De sidste par måneder har både Argentina og Venezuela haft valg. Argentinerne valgte Mauricio Macri til ny præsident på trods af Kirchner-regimets lobbyarbejde for Daniel Scioli, og i Venezuela blev december-valget et styrtende nederlag for Hugo Chavezs arvtager Nicolas Maduro, der meget modvilligt – og muligvis med et nik fra militæret – accepterede nederlaget til den borgerlige opposition, der nu har et stort flertal i parlamentet.
Det særlige ved Latinamerika er, at store dele af kontinentet befinder sig i en slags økonomisk limbo mellem udviklingslandes status og den vestlige verden. I helt særlig grad har store dele af kontinentet en fortid, hvor landene var en del af den rige verden. Tager man f.eks. til Buenos Aires er Teatro Colón stadig et af verdens fineste operahuse, men også tydeligt et levn fra en glorværdig fortid. Andre steder i regionen kan man finde lignende indikationer om enten rigdom eller løftet om rigdom, som f.eks. Brasiliens arkitekttegnede hovedstad fra 1960erne, Brasilia.
Så spørgsmålet er først og fremmest, hvor rige de var engang? Figuren nedenfor, der primært er baseret på Madison-databasen kombineret i de seneste år med Verdensbank-tal på købekraftsjusteret indkomst, giver et svar. Argentina var relativt rigest i årene op til Første Verdenskrig, hvor landet nåede 80 % af den amerikanske gennemsnitsindkomst (den fulde, blå linje) og i nogle får år var lige så rigt som Danmark (den stiplede linje). I samme periode nåede Chile cirka 80 % af den danske indkomst, mens Venezuelas heyday tydeligvis var starten af 1950erne, hvor landet faktisk kortvarigt var rigere end Danmark. Figuren viser dog også den langvarige nedtur for Latinamerika, der kun for får landes vedkommende – Chile er et af dem, som eksemplificeret med de røde linjer – er vendt.
Hvornår var de relativt rigest i forhold til Danmark? For de fleste latinamerikanske landes vedkommende var det en gang i 1940erne, da Vesteuropa var ramt af Anden Verdenskrig. De få anderledes lande er naturligt nok Argentina (1905), Uruguay (1912, 90 % af dansk indkomst), Honduras (1921) og Nicaragua (1929), hvor begge nåede en tredjedel af den danske gennemsnitsindkomst.
Sammenligningerne taler deres eget, triste sprog, men kan muligvis også bruges til at forstå den latinamerikanske frustration og selvforståelse. De var engang blandt verdens rige lande, men faldt bagud for 80-100 år siden. De endte med enten ganske idiotiske diktatorer eller populistiske regeringer uden interesse eller indsigt i, hvad der driver en økonomi fremad. Og med få undtagelser – Chile og Panama i særlig grad – har de sidste 50 år været et pinligt statsfald. Men det værste i dagens emne er dog, i hvor høj grad den latinamerikanske udvikling ligner den danske de sidste 25 år: Et gradvist, langsomt fald i forhold til lande, vi normalt sammenligner os med, kombineret med elendige politikere og en dansk selvforståelse, der er grundlagt i hvad vi var engang. Det egentlige spørgsmål er således, om Latinamerika viser os vores sandsynlige fremtid?
Af Christian Bjørnskov, den 16. februar 2016. 1 svar
Om tre uger går turen til den årlige konference i the Public Choice Society, der denne gang afholdes 10-12. marts i Fort Lauderdale. En konferencetur er naturligvis ofte en networking-mulighed, og i særlig grad i år hvor store dele af mit netværk er tilmeldt. Det er også en mulighed for at hjælpe min lettiske PhD-studerende Viktoria Obolevich med at integrere sig i et større forskningsmiljø. Den nye forskning er dog i højsædet og årets konference ser ud til at blive travl. Her er mine som altid helt personlige bud på papirer og præsentationer fra programmet (her), der ser ekstra spændende ud.
Paola Suarez og Peter Leeson (George Mason): ”Child Brides.” Leeson har et særligt øje for specielle situationer, som man kan bruge økonomisk teori til at forstå. Han er forfatter til den fremragende The Invisible Hook om pirater, og har her slået sig sammen med en PhD-studerende med et emne om barnebrude.
Cort Rodet (Florida Southern College): ”Poor Institutions as a Comparative Advantage.” Teorien om komparative fordele er en af de ældste og bedst beskrevne i al nationaløkonomi. Rodets papir præsenterer argumentet om, at dårlige institutioner kan udgøre en komparativ fordel. Jeg er spændt på at se, hvordan han gør det – særligt fordi jeg skal diskutere papiret.
Burton Abrams og James Butkiewicz (U Delaware): “The political economy of wage and price controls: Evidence from the Nixon Tapes.” Selvom jeg ikke kan komme til præsentationen (jeg præsenterer selv på samme tid), glæder jeg mig til at se en helt konkret test af, hvorfor man indfører pris- og lønkontroller. Clue’et er, at Nixon også optog de diskussioner hemmeligt.
Kathleen Sheehan (Creighton), Travis Wiseman og Shaomeng Jia (Mississippi State): “Aiding the Underground: Foreign Aid and the Shadow Economy.” Kate er en af Andy Youngs tidligere PhD-studerende og nu adjunkt på et af USAs mange mindre universiteter. Hun har tidligere lavet meget spændende og gennemtænkt forskning om ulandsbistand, og har nu kastet sig over spørgsmålet om, hvorvidt bistanden påvirker den sorte økonomi.
Michael Munger (Duke): ”Every Flaw in Consumers is Worse in Voters.” Munger er en af de centrale skikkelser i amerikansk public choice, og samtidig en meget klar og rigorøs tænker. Her tager han fat på ideen om, at folks adfærd i markeder ikke altid er perfekt rationel, men udbreder den til resten af samfundet. Mungers papir er derfor den spændende applikation af adfærdsøkonomiens antagelser til politisk adfærd, og dermed et bidrag til det nye område, der kaldes ’robust politisk økonomi.’
Af Otto Brøns-Petersen, den 11. februar 2016. Skriv et svar
Her er et tankeeksperiment. Lad os antage, at udgivelsen af Marx og Engels “Das Kapital” havde ført til en meget stærk politisk krav om indkomstudjævning. Så stærk, at alle danskere i 1870 havde fået præcis samme indkomst. Lad os yderligere antage, at omfordelingen slet ikke ville have påvirket størrelsen af de samlede indkomster. Vi forudsætter altså, at der var en kage af en på forhånd givet størrelse. Man besluttede sig bare for at skære den anerledes ud.
Spørgsmålet er nu: Hvor meget var der blevet til hver?
Svaret er godt 20.000 kr. målt i nutidskroner. Det svarer til en femtedel af den ”fattigdomsgrænse” på knap 104.000 kr., som blev indført under den tidligere regering (og nu heldigvis er afskaffet igen).
Og hvad kan man så bruge dette yderst kontrafaktiske regnestykke til?
Det illustrerer betydningen af økonomisk vækst over tid i forhold til omfordeling. Selv med den mest radikalt tænkelige fordelingspolitik i 1870 ville man kun have opnået en indkomst svarende til en femtedel af, hvad der i dag af nogle betragtes som ”fattigt”.
Og i virkelighedens verden har fordelingspolitikken i de forgange små 150 år ikke været nær så radikal. Det er altså den økonomiske vækst, som har spillet den helt afgørende rolle for indkomstfremgangen også blandt de laveste indkomster.
Den gennemsnitlige indkomst (målt ved BVT i 2014) per indbygger er omkring 300.000 kr. Det er en femten gange gennemsnitsindkomsten i 1870.
Den mest kritiske kontrafaktiske antagelse i regnestykket er naturligvis, at fordelingen af kagen ikke ville have haft indflydelse på dens størrelse. Omfordeling har en pris – og en så radikal omfordeling som i tankeeksperimentet her ville have medført, at gennemsnitsindkomsten hverken ville have været 20.000 kr. i 1870 eller 300.000 kr. i dag, men meget mindre.
Desværre tager mange fordelingspolitiske diskussioner udgangspunkt i en implicit præmis om, at kagen har en bestemt størrelse, at den nuværende fordeling er mere eller mindre tilfældig, og at en retfærdig fordeling udelukkende er et politisk spørgsmål. Så kan man næsten ikke nå til anden konklusion, at der skal udlignes maksimalt. Men det er også komplet kontrafaktiske antagelser.
Af Christian Bjørnskov, den 9. februar 2016. Skriv et svar
Som flere af vores læsere er opmærksomme på, udgav Transparency International forleden deres årlige Corruption Perception Index for 2015. TI-indekset er det mest almindeligt brugte mål for, hvor meget eller lidt korruption, et land lider under. Mens det med jævne mellemrum kritiseres for kun at fange folks opfattelse af korruption og bestikkelsesproblemer – og dermed måske ikke den faktiske situation – peger det meste forskning på, at det faktisk er et ganske godt mål. Jeg har også i min egen forskning noteret mig, at det generelt viser det samme som andre mål, baseret på andre målemetoder (se f.eks. her og her).
Årets Top-30 er illustreret i figuren nedenfor; blå søjler er de nordiske lande, røde søjler er de to tidligere kommunistiske lande (Estland og Polen), der er i toppen, og de to grønne er formelt udviklingslande (Bhutan og Botswana). Bemærk, at bunden af figuren er sat til en score på 43, som er årets gennemsnit over alle de 167 lande, der er ratet.
I den absolutte top er der ingen overraskelser. Danmark, Finland, Sverige, New Zealand og Holland har gennem årene liget i den absolutte top – korruption er særdeles sjælden hos os, og selvom der er en sag i ny og næ som sidste år i Danmark, viser disse sager hvor hårdt og effektivt, der slås ned på problemer. Toppen er således karakteriseret ved at være lande med meget høje tillidsniveauer – Norden, New Zealand, Canada, Holland – og lande med særlige traditioner for rene bureaukratier som f.eks. Tyskland, Singapore og Schweiz.
Det er, når man kommer forbi de første 20, at lande, man kan kalde overraskelser, dukker op. Estland har samme rating som Frankrig på trods af landets lange kommunistiske fortid. Som vi tidligere har skrevet her på stedet, er landet i fuld færd med at etablere sig som det hemmelige, nordiske samfund. Det samme gælder i en vis forstand Polen, som mange danskere har en del fordomme overfor. Men polakkerne har så absolut ingen accept af korruption og har ryddet imponerende op i deres samfund de sidste 20 år. I gruppen ligger også det mærkværdige land Bhutan, Afrikas tordnende succes Botswana, og Qatar og de Forenede Arabiske Emirater. Det sidste fortjener en kommentar på vejen som noget så sjældent som et mellemøstligt olieland uden særlige bestikkelsesproblemer.
Qatar og Emiraterne har en meget tydelig ambition om at blive regionens svar på Singapore, og med embedsværk, der er lige så rene som Frankrig eller Chiles, er de på rette vej. De er således også et eksempel på, at intet samfund er dømt til at forblive korrupt. Viljen til at løse problemerne kombineret med et politisk system, der følger med – uanset om det er demokratisk, autokratisk eller et absolut monarki, er nødvendigt. Man får dermed et hint til at forstå, hvorfor Grækenland og Rumænien er så anderledes end Portugal og Polen; men måske er det mere et emne for et gymnasieprojekt end en blogpost?
Af Christian Bjørnskov, den 7. februar 2016. 4 svar
Politikere og kommentatorer er normalt begejstrede, når der er store overskud på den danske betalingsbalance – eller helt præcist på betalingsbalancens løbende poster. På kort sigt betyder det nemlig, at danske virksomheder ’tjener’ flere penge, end vi giver ud til udlandet. Politikere og kommentatorer lider således under merkantilismens fejltagelse, at man bliver rigere af at man får mere ’velstand’ – merkantilisterne tænkte primært på den som beholdninger af guld og sølv – end andre lande. Der er dog en endnu dummere fejl, som mange laver.
Den typiske fejl er, at de samme mennesker, som glæder sig over et overskud på betalingsbalancens løbende poster, også klager over, at Danmark sender langt større investeringer til udlandet end vi modtager. Oxfam har f.eks. forleden klaget over, hvad de påstår, er store illegale kapitaludførsler fra fattige lande. Sagen er bare, at klagerne løber ind i et definitorisk dilemma.
Hvad de fleste ikke-økonomer – og en del økonomer, der har glemt deres nationalregnskab – ikke forstår, er at betalingsbalancens løbende poster og balancen af investeringer ind og ud af et land – kapitalposterne – nødvendigvis må være hinandens næsten præcise spejlbillede. Måden, vi normalt forklarer vores studerende forholdet er den følgende: 1) Start med at vi har overskud på betalingsbalancens løbende poster fordi vores eksport er større end importen (som for tiden); 2) Hvis vi et øjeblik leger, at der kun er danske kroner og euro i verden, betyder det at vi får flere euro ind i landet, end vi bruger på import; 3) Hvis vores overskud af euro – overskuddet på de løbende poster – ikke skal gemmes i nationalbankens valutareserve, er der kun én ting at gøre: Investere dem et eller andet sted i udlandet. Vi har dermed fået et underskud på kapitalposterne fordi vi nu investerer mere i udlandet end udlandet investerer i os. Det er en logisk konsekvens af, at vi ikke brænder valutaen, og at det ingen mening giver at proppe den i valutareserven.
Det kan således ikke lade sig gøre at have et overskud på betalingsbalancens løbende poster og have et ’investeringsoverskud’ på samme tid. Det indebærer naturligvis for det første, at de mange kommentatorer som brokker sig over de såkaldt manglende udenlandske investeringer i Danmark, ganske enkelt ikke forstår basalt regnskab. For det andet giver det mere end et hint i retning af, hvor tåbelig, Oxfams generelle påstand er. Grunden er, at hvis der netto skal føres store mængder kapital ud af ulande – legalt eller illegalt – må der nødvendigvis være et ganske tydeligt overskud på landenes betalingsbalancers løbende poster.
Når det f.eks. i gennemsnit er et underskud på 2.5-3 % af BNP på handelsbalancen i Afrika syd for Sahara (kilde: World Development Indicators) er det nærmest en umulighed at have store outflows af kapital. Latinamerikas underskud var kun lidt mindre, så det bliver ganske svært at se logikken i Oxfams argument. På den måde kan de mest basale, nationaløkonomiske indsigter afsløre, hvor meget vrøvl der siges og skrives i medierne af politikere og særinteresser.
For nylig fandt det årlige møde mellem fremtrædende erhvervsfolk og politikere, krydret med de obligatoriske kunstnere, sted i Davos. En begivenhed man som liberalist og hvis man kan sin Public Choice, må se på med dybeste bekymring.
Samtidig udsendte Oxfam – i samarbejde med bl.a. danske IBIS – sin årlige “rapport“, hvis hovedbudskab som altid er at uligheden stiger og verden går af lave. Som tidligere år går man meget langt for at skabe billedet af en verden hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. Alt sammen til formål at skabe opbakning til Oxfam og IBIS fortælling om at hvis bare man kom skattely til livs og de rige betalte deres “fair” del af skatten, så ville alting blive meget bedre.
Som IBIS skriver på deres hjemmeside:
Rapporten dokumenterer og analyserer den globale ulighed, der i den grad er løbet løbsk – og som forhindrer, at målet om at få udryddet global fattigdom inden 2030 kan blive indfriet. Tallene i rapporten er foruroligende. I dag har verdens rigeste én procent større rigdom, end alle andre mennesker til sammen. Blot 62 absurd rige ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning – i alt 3,6 milliarder mennesker. For fem år siden skulle der 388 milliardærer til.
En historie som det også i år viste sig nem at sælge til verdens medier, ikke mindst herhjemme. Men også en historie som grundlæggende er falsk, ligesom Oxfam og IBIS rapport grundlæggende er uhæderlig. Hvilket dog kan være vanskeligt at opdage for det utrænede øje. Nemmere bliver det ikke af, at pressen videregiver rapporten, som var den udtryk for en faktuel og redelig gengivelse af virkeligheden. Det er der langt fra tale om.
Af Christian Bjørnskov, den 24. januar 2016. 7 svar
Der er næppe nogen tvivl om, at valget af Hugo Chavez og hans efterfølgende lange periode som præsident og effektiv enehersker i Venezuela har været skadelig for landets økonomi. Pressefriheden led også voldsomt – efter 2000-01 hvor Chavez i et 12 måneder langt tidsrum regerede via præsidentielt dekret steg Freedom Houses indikator for (mangel på) pressefrihed med hele 34 point (på en 0-100-skala). Men hvor dyr var Chavez?
Det spørgsmål forsøger Kevin Grier og John Maynard at svare velunderbygget på i en artikel, der er på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization (læs her og en tidligere ungated her). Grier og Maynard bruger en særlig metode, hvor de først identificerer en ’syntetisk kontrol’, en metode udviklet af Alberto Abadie, der i dette tilfælde kan informere dem om, hvordan Venezuela ville have udviklet sig uden Chavez. En serie omhyggelige tests viser, at et vægtet gennemsnit af Brasilien, Canada, Iran, Mexico og Peru tæt matcher Venezuelas økonomiske udvikling op til 1998. Den måske lidt uens gruppe, der skaber den syntetiske kontrol, reflekterer at Venezuela siden 1950erne har været en ressourceafhængig økonomi – landet har trods alt verdens femtestørste olieressourcer. På samme måde skaber Grier og Maynard en syntetisk kontrol for udviklingen i helbred, fattigdom og ulighed.
Øvelsen peger på, at indkomsten per indbygger i Venezuela i dag er cirka 4300 dollars lavere end den ville have været uden Chavez. Mangelsituationerne, som drypvis har været omtalt i vestlige medier – mangel på mælk, kylling og majsmel siden 2014 og øl og toiletpapir sidste år – er derfor ikke blot et tilfældigt fænomen, men et der afspejler en næsten absurd grad af spild og misallokering af ressourcer. På samme vis finder Grier og Maynard, at udviklingen i fattigdom og helbred ikke har været bedre end i sammenlignelige lande. Lande som Peru og Uruguay havde samme fald i fattigdom og forbedring i forventet livslængde. Det eneste sted, hvor Chavez’s intentioner synes at være blevet virkelighed, er den lavere økonomiske ulighed, og den udvikling ser endda ud til at være ganske midlertidig.
Grier og Maynards artikel er således interessant på to niveauer. For det første demonstrerer de, hvad en omhyggelig brug af Abadies syntetiske kontrol-metode kan føre til af indsigter. For det andet viser de to amerikanere, hvor ekstremt skadelig Hugo Chavez var for Venezuela. Ingen grad af undskyldning for hans økonomiske katastrofe – han havde de rigtige hensigter, det tidligere regime var slemt korrupt og lignende – er nok til at forklare, hvordan én mands vision har ødelagt så meget.
Af Nikolaj Stenberg, den 24. januar 2016. Skriv et svar
Over hos det glimrende konservative National Review skriver den juridiske lektor Josh Blackman om grænsen for USAs præsidents diskretionære kompetencer i form af executive actions i lyset af Obama-forvaltningens Deferred Action for Parents of Americans and Lawful Permanent Residents (DAPA), der skal sikre visum-løse immigranter mod deportation: Er handlingsplanen konform med lovgivningen, eller har præsidenten misligholdt sin pligt til at sikre, at lovene overholdes.
On Tuesday, the Court ordered that “the parties are directed to brief and argue the following question: ‘Whether the Guidance violates the Take Care Clause of the Constitution.’” With this decision, the justices directed the president to justify DAPA and prove that his executive action on immigration is consistent with congressional design, not an effort to rewrite the law. Based on my initial research, this is the first time the Supreme Court has ever asked the president to state this constitutional case.
Af Christian Bjørnskov, den 21. januar 2016. Skriv et svar
Programmet til næste fredags danske public choice workshop – den 17. af sin art siden 1999 – er nu sendt ud. Workshoppen roterer traditionelt mellem Aarhus, Odense og København, og afholdes i år hos Cepos, Landgreven 3, 3. sal i København K. Alle interesserede er velkomne til at deltage i hele workshoppen eller evt. blot side med på en enkelt session. Man møder simpelthen op – med den enkelte detalje, at der kun er frokost til dem, der har meldt sig til (hos enten mig eller Henrik Christoffersen).
Hele programmet, der har deltagelse af forskere fra universiterne i København, Aarhus, Lund, Hamborg og Groningen og fra Cepos, kan ses under folden. Læs resten →
Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2016. Skriv et svar
Næste fredag, den 29. januar, afholdes den 17. danske public choice workshop fra 11-cirka 17. Det er i år Cepos, der er vært for arrangementet, der således afholdes på Landgreven 3 i centrum af København. Programmet, som er sat sammen af Henrik Christoffersen og mig, er tilgængeligt fra i morgen. I dag reklamerer vi ganske enkelt for årets workshop ved at offentliggøre titler og forfattere på de papirer, der præsenteres. De er listet nedenfor, og som altid er workshoppen åben for alle interesserede.
Andreas Bergh (Lund): Adam Smith vs Jeff Sachs: Can social norms in rich countries explain why other countries remain poor?
Christian Bjørnskov (Aarhus) and Martin Rode (Navarra): Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets
Henrik Christoffersen and Karsten Bo Larsen (Cepos): When the manger is empty: The welfare coalition in Denmark with pressure on the public budgets
Jerg Gutmann, Stefan Voigt (Hamburg) and Martin Gassebner (Hannover): The Extreme Bounds of Military Coups
Anne Heeager (Aarhus): Service producing units also hope for bailout: An analysis of how characteristics of the transfer systems used within local governments influence bailout expectations
Amalie Jensen and David Dreyer Lassen (Copenhagen): Contagious political concerns: Identifying unemployment concern peer effects using the Danish population network
Irina Mirkina (Lund): FDI and sanctions: Being good guys or good investors?
Peter Nannestad (Aarhus): Not (just) the economy. Post-predicting the economic performance of the core Euro-countries during the financial crisis 2008-2009
Therese Nilsson (Lund), Niclas Berggren (IFN) and Christian Bjørnskov (Aarhus): What aspects of society affect the quality of life of a minority? Global evidence from the new Gay Happiness Index
Otto Brøns Petersen (Cepos): On the dimensions of the Danish policy space
Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus) and Urs Steiner Brandt (Southern Denmark): Lobbying and the Risk of Cheating in the EU ETS
Rasmus Wiese (Groningen): Are expenditure cuts the only effective way to achieve successful fiscal adjustment?
Lasse Aaskoven (Copenhagen): Polity Age and Political Budget Cycles: Evidence from a Danish Municipal Reform
