Tillid og lykke hos danskere og andre

Af Christian Bjørnskov, den 2. maj 2016. Skriv et svar

Som nogle af læserne allerede ved, er der en fortsat diskussion i tillidsforskning om hvorvidt social tillid er et stabilt, kulturelt fænomen eller en mere direkte erfaringsbaseret ting. Diskussionen er ikke blot principielt eller akademisk vigtig, men har også relevans for hvordan man tænker politik. Kan man fra politisk side ændre folks tillid, er mange af de gavnlige konsekvenser af tillid – lav korruption, højere vækst osv. – opnåelige hvis de politiske incitamenter er til det. Hvis man ikke kan, indebærer det omvendt, at der er udviklingsveje, der sandsynligvis er lukkede for mange nationer.

Det er ingen hemmelighed at jeg personligt hører til i den kulturelle lejr, men dygtige kolleger som Peter Thisted Dinesen, som jeg har stor respekt for, læser evidensen anderledes. Emnet for denne post er derfor, hvordan det billede som vi diskuterer, faktisk ser ud. De to figurer nedenfor illustrere det ved at vise gennemsnittene for social tillid (dvs. tillid til folk, man ikke kender) og folks lykke (dvs. hvor tilfredse de selv synes, de er med deres liv), fordelt på tre grupper: 1) Indbyggere i Danmark med danske forældre, 2) indbyggere i Danmark med en eller begge forældre fra et andet Nordeuropæisk land (Norden, Holland, Tyskland, Storbritannien), og 3) indbyggere med mindst en forælder fra et land udenfor Nordeuropa.

Det er først og fremmest nemt at se, at tillidsniveauet er helt ens på 6,9 (på en 0-10-skala) for folk med danske og nordeuropæiske forældre, så længe de bor her og formodentlig for de flestes vedkommende opvokset her. Til gengæld ligger niveauet for dem med ikke-nordlige forældre på 6,1, og dermed meget markant og statistisk signifikant lavere. Strukturen i de samme gruppers lykke er derimod lidt anderledes med ’danske’ danskeres lykke på 8,51, de nordliges på 8,37 og de ikke-nordliges på 8,00. Problemet er nu, hvordan man tolker det.

Det er her, forskerne kan være uenige. Det er evident, at dem med ikke-nordeuropæiske forældre har slæbt mistillid med fra deres forældres opvækst og erfaringer i hjemlandet, men hvordan fortolker man at de andre med ikke-danske forældre har samme tillid som danskerne? Her kan man frit vælge forestillingen om, at de ’nye’ danskere har lært at man kan have tillid til de fleste – altså at tillid kan ændre sig med erfaringen. Men man kan lige så godt vælge fortolkningen, at de nordeuropæere, der enten fandt en dansk partner eller valgte at flytte til Danmark, i forvejen havde højere tillid og dermed kunne finde sig nemmere til rette i en skandinavisk kultur. Vi kan dermed ikke sige noget præcist om, hvorvidt billedet skyldes læring eller selektion, kun at der er definerbare grupper, der ikke lærer tilliden. På den måde kan forskere blive ved med at være uenige om ganske vigtige spørgsmål.

tillid dk danskere og andre lykke dk danskere og andre

Zombieidéer: Samfundet kan jo betale

Af Christian Bjørnskov, den 29. april 2016. 8 svar

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de idéer, der både er mest indlysende forkert, og bliver brugt oftest i politiske (og personlige) diskussioner: Idéen om, at samfundet eller staten kan betale for forhold. På et overfladisk plan beror zombieidéen ofte på en forestilling om, at staten på en eller anden måde har egne midler, mens den i mange andre politiske diskussioner ganske enkelt er udtryk for en ekstrem grad af enten inkompetence eller intellektuel dovenskab og bevidst vildledning.

Argumentet er almindeligt kendt: Nogen vil gerne have adgang til en eller anden form for privat service og synes enten, der har en form for moralsk krav på den, eller gør som om. De ved godt, at den pågældende service ikke er helt gratis, men mener heller ikke at de ’bør’ betale den fulde pris for den. Påstanden bliver derefter, at det er noget samfundet / staten skal betale for dem.

Der er to måder, man kan forstå argumentet på uden at være inkompetent. Den ene er hvis man er kommunist. I det tilfælde er ens ideologiske udgangspunkt, at borgerne alligevel ikke har ejendomsret og at staten ejer alt. Det indebærer naturligvis, at staten logisk kan betale for ens service, og fra en ideologisk vinkel måske endda bør. Men en kommunistisk logik indebærer også, at alle vil have incitament til at få så meget som muligt fra ’staten’, da alle har krav og ingen har egentlige markedsøkonomiske forpligtelser. På den måde bliver det meste efterspørgsel i et kommunistisk samfund til rent-seeking uden incitament til værdiskabelse.

Den anden måde, argumentet kan føres i en konsistent logik, er hvis man faktisk godt er klar over, at staten ikke har egne midler, men er ligeglad. Det gør det til et helt almindeligt rent-seeking-argument, hvor man forsøger at få en overførsel, og helst på bekostning af en ansigtsløs, anden gruppe. Denne version hviler på, at folk faktisk har indset den centrale pointe: Staten har ingen midler selv, men kun dem, den kan vriste fra de individuelle borgere i form af skatter, afgifter og overpriser for monopolydelser. Argumenterer man således for, at man har en form for krav på en ydelse, er det således en påstand om et krav på andre menneskers midler.

Enhver påstand om, at ’samfundet’ da kan betale for X, er således en påstand om at andre mennesker – og helst nogen, man ikke lige kender – skal tvinges til at betale for X. Medmindre der er en meget tydelig eksternalitet forbundet med X, eller X er et indiskutabelt offentligt gode som forsvar og retsvæsen, er zombieidéen således en form for retfærdiggørelse af tyveri. Den vil bare ikke dø, for det er så nemt at argumentere, og at give efter for den type argument er så effektiv en måde at købe stemmer på. Og ve den, der offentligt mener, at folk da må betale for deres egne busbilletter og operationer mod flyvører.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden i dag

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2016. Skriv et svar

Som mange læsere vil vide, holder vi meget af det svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt. Det nye nummer er kommet på gaden her til morgen, og kan læses i sin helhed her. Lederen i denne måned er skrevet af Helena Svaleryd, som diskuterer rentefradrag – en diskussion, der også er aktuel i Danmark – og første artikel er Carl Hamilton, der skriver om, hvorvidt globaliseringen er på retræte, og hvorfor vi skal være bekymrede for udviklingen. Andre artikler på min læseliste er bl.a. af Lars Hultkrantz, der skriver om svenske kommuner, at deres ”ekonomiska styrning tenderar snarare att uppmuntra till kortsiktighet, stuprörstänkande och ointresse för effektutvärderingar.” Genkendeligheden er nedslående. Som altid er hele tidsskriftet stærkt anbefalet.

Den “Brasilianske models” kollaps

Af Niels Westy, den 24. april 2016. 1 svar

Den formelle årsag til et flertal i Deputeretkammeret sent søndag aften med stort flertal vedtog at præsidenten stilles for en rigsretssag er, at hun og regeringen anklages for brud på forfatningen og “Lei de Responsabilidade Fiscal”.

[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=V-u2jD7W3yU&feature=youtu.be&t=9h4m43s[/youtube]

(Video ovenfor – øjeblikket da den 342. og afgørende ja-stemme til rigsretssag afgives)

Ifølge anklagerne har man sminket de offentlige regnskaber, så de fremstod bedre end de var op til valget i 2014. Det er der næppe tvivl om at hun og regeringen faktisk har gjort. Deres forsvar er at det er sket tidligere uden konsekvenser, hvilket også er korrekt.

Den reelle årsag er den økonomiske og politiske krise som man gennemløber i disse år. Ved udgangen af dette år forventes BNP at være ca. 7,5 procent mindre end i 2014.

Når man i flere medier har set en kobling mellem kravet om rigsretssag og den verserende korruptionsskandale i det statslige olieselskab Petrobras, er det formet forkert. Dilma Rousseff er endnu ikke blevet knyttet til korruptionen omkring Petrobras på andet end rygteplan – og det selv om hun var bestyrelsesformand i en lang perode, hvor ulovlighederne foregik.

At det endte med et meget klart flertal for en rigsretssag anses af mange iagtagere for at være resultatet af en række katastrofale politiske fejltagelser. Ikke mindst forsøget på at udnævne Dilma’s forgænger, Lula, til hvad der i dansk sammenhæng svarer til statsminister.

Udnævnelsen af Lula kom mindre en uge efter han havde været tilbageholdt af det føderale politi, mistænkt for korruption. Den var for tyk for mange. Lula er da her mere end et måned efter udnævnelsen ikke blevet godkendt af højeteret.

Hvorvidt Dilma Rousseff ender med at blive stillet for en rigsretssag afgøres i første halvdel af maj, og kræver blot simpelt flertal i senatet. Det anses for meget sandsynligt. Herefter skal Dilma træde tilbage i op til 180 dage, eller til en afgørelse foreligger. Det kræver herefter 2/3 flertal i senatet for at afsætte hende. Under retssagen mod hende vil nuværende vicepræsident Michel Temer midlertidigt overtage hvervet som præsident. I tilfælde af at hun må gå af, vil han herefter udfylde rollen som præsident frem til næste vag i efteråret 2018.

Når man ikke til en afgørelse indenfor de 180 dage genindtræder Dilma som præsident.

Det kommer til at tage tid og det kommer til at gøre ondt.

Det økonomiske sammenbud er til at tage og føle på. Sidste år faldt BNP med 3,8 procent og der forventes et fald på (mindst) det samme i indeværende år. Tilsammen svarer det til et fald i BNP på 7,5 procent, og siden 2010 er BNP per indbygger faldet med næsten 20 procent. Og det kan mærkes. Arbejdsløsheden er på ca. 10 procent og fortsat stigende. Underskuddet på de offentlige finanser forventes at havne på ca. 11 procent, mens gælden passerer 75 procent af BNP i år.

En ofte gentaget fremstilling af udviklingen de seneste år har fokuseret på den nuværende, og måske snart forhenværende præsident Dilma’s ringe økonomiske politik. Det er også korrekt at den økonomiske politik i hendes første regeringsperiode var præget af en udstrakt brug af mikrostyring, men omend den nuværende økonomiske krises styrke i høj grad er hendes ansvar, ligger roden til problemerne i lige så høj grad tilbage i det skifte, som skete under hendes forgænger, Lula’s, ledelse i “boomårene” i nullerne.

Som Diogo Costa påpeger i et indlæg i “The Telegraph” om skiftet under Lula’s 2. valgperiode, 2006-2010. :

Government subsidies via public banks went from 0.4 per cent of GDP in 2007 to 9.7 per cent in 2013. Public banks overtook private banks in market share. Pumped up with subsidised Treasury funds, the National Development Bank, BNDES, increased its annual disbursements to about $50 billion (£35 billion), higher than those of the World Bank.

I en kommentar i Børsen til afstemningen sidste søndag, sammenligner jeg udviklingen i Brasilien med Peru. Et land hvis politiske system bestemt ikke lader Brasiliens noget tilbage, når det kommer til skandaler og korruption.

Men i modsætning til Brasiliens statscentrerede økonomiske model, som man aldrig reelt har gjort op med, har Peru udviklet sig i en langt mere markedsorienteret retning, mens der er væsentlige begrænsninger på skiftende regeringers muligheder for at manipulere, regulere og “hærge” i den indelandske økonomi.

Lige som Brasilien har Peru været hårdt ramt af faldende priser på sine vigtigste eksportvarer. Eksportindtægterne i begge lande er i høj grad afhængige af den globale efterspørgsel og priser på råvarer, der som bekendt er faldet drastisk de senere år. Det er et fælles træk for de fleste sydamerikanske lande. Men til forskel fra Brasilien er den økonomiske fremgang fortsat i Peru, omend på et lavere niveau.

Mens bruttonationalproduktet i Brasilien, ifølge IMF, med udgangen af dette år forventes at være faldet med mere end 7 pct. siden 2014, vil Perus bnp være 7,5 pct. højere. Siden 2007 er bnp blot steget med ca. 14 pct. i Brasilien, mens det er steget med mere end 55 pct. i Peru. Og det kan mærkes.

Målt på andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom, har begge lande oplevet et betydeligt fald siden begyndelsen af nullerne. I Brasilien levede hver syvende i absolut fattigdom i 2001, mens det i 2012 var faldet til ca. hver 20.

I samme periode faldt andelen Peru fra hver femte til mindre end hver 20. Men hvor andelen af befolkningen, som lever i absolut fattigdom, herefter har fortsat sit fald i Peru, har det siden 2012 igen været stigende i Brasilien.

Desværre er der ingen nem vej ud for Brasilien. Og man kan have sine tvivl om, hvorvidt det skulle blive meget bedre med en anden præsident. Hvordan har man tænkt sig at få bugt med det offentlige underskud? 90 procent af de offentlige udgifter er lovbestemte, ofte som del af forfatningen, hvorfor ændringer kræver et kvalificeret flertal på 50 procent. Hvor store er chancerne for at øge skatter og afgifter i et år med vigtige lokalvalg? Og er der virkeligt opbakning til at gøre op med et håbløst system med subsidierede kreditter, skattebreaks og handelsrestriktioner for udvalgte sektorer?

Selv om markedet synes optimistisk (aktierne er steget hver gang sandsynligheden for en rigsretssag øgedes) vil forbedringen formentlig være marginal. Som The Economist skriver i en artikel denne weekend:

The roots of Brazil’s political dysfunction go back to the slave-based economy of the 19th century, to dictatorship in the 20th and to a flawed electoral system that both makes campaigns ruinously expensive and also shields politicians from account.

In the short run, impeachment will not fix this. The charge that is the basis for trying Ms Rousseff—that she manipulated accounts last year to make the fiscal deficit look smaller than it was—is so minor that just a handful of congressmen bothered to mention it in their ten-second tirades. If Ms Rousseff is ousted on a technicality, Mr Temer will struggle to be seen as a legitimate president by the large minority of Brazilians who still back Ms Rousseff.

Et nyvalg ville måske “rense luften”, men jeg tvivler. Den nuværende kongres, hvoraf en stor del af medlemmerne, på tværs af partierne, er mistænkt for korruption, hvidvaskning mv., blev lige som præsidenten valgt i 2014.

Problemet er at mens Brasilianerne – med god grund – lider af akut politikerlede, er vejen lang fra dette og så til faktisk at vælge nogle andre, og hvem skulle det så være?

Det grundlæggende problem er den særlige brasilianske økonomiske model, hvor markedet er sekundært og hvor staten spiller en stor rolle. Hvis Brasilien for alvor skal leve op til sit vækstpotentiale, skal man gennem et reelt paradigmeskifte. Det kommer nok til at tage nogle år.

Mere om Brasiliens økonomi :

http://americas.dk/2012/12/15/bye-bye-brazil/

inveterata dolor in asinum

Af Niels Westy, den 23. april 2016. 5 svar

Måske er DR2 Debatten det DR program som bedst illustrerer hvad politik går ud på. Og det er bestemt ikke et kompliment.

Hver torsdag mellem 20 og 21 “svinger domptør Clement Kjærsgaard” kuglepennen mens landets folkevalgte og repræsentanter for diverse interessegrupper taler for deres syge moster. Ganske ofte sker det bevæbnet med en særlig evne til IKKE at forholde sig til hverken virkelighed eller relativt banale økonomiske sammenhænge.

Det gjorde sig ikke mindst gældende i udsendelsen torsdag, hvor emnet var skat og vækst. Det første har vi som bekendt mere end rigelig af, mens det står mere end skralt til med det sidste.

Positionerne var de velkendte og det var “zombie” argumenterne dermed også. Heller ikke overraskende viste det sig også ganske hurtigt, at det ikke just var borgernes velstand som var det væsentligste i debatten. René Christensen DF lagde frisk fra start ved at proklamere at den øgede tilstrømning af asylsøgere umuliggjorde skattelettelser. At de øgede forventede omkostninger til asylsøgere på ca. 6, 5 mia. kroner, kun udgør en mindre del af det samlede forventede råderum på 40 mia. kroner frem til 2020, havde ingen virkning på DF’s repræsentant. Helt absurd blev det da han også brokkede sig over 3-parts forhandlinger og forsøg på at få asylsøgerne i arbejde, da det ifølge ham holdt danskere på overførselsindkomster ude af arbejdsmarkedet.

Til beroligelse for DF (og frustration for os andre) er der nu ingen grund til at tro at det går anderledes med flygtningestrømmen denne gang, end det er gået tidligere. Reelt kom der ikke meget andet ud af arbejdsmarkedets parters forhandlinger end ord, og på den måde har DF naturligvis ret i, at tilstrømningen af flygtninge fra især Mellemøsten, Irak og Somalia er en betydelig omkostning for skatteborgerne. At det forholder sig således kan vi først og fremmest takke os selv for.

Der kan være – og er andre – problemer med flygtningestrømmene. Men at det er et økonomisk problem er nu primært selvskabt. (Betydeligt) lavere overførsels-indkomster og større løn-spredning er helt afgørende, hvis det skal ændres i fremtiden.

Pia Olsen Dyhr slog (naturligvis) fra start et slag for at der naturligvis ikke kunne gives skattelettelser, fordi det “vil gå ud over velfærden”. Senere slog hun så et slag for aktiv (grøn) erhvervspolitik og afslørede endnu en gang, at hun ikke har den fjerneste forståelse for hvad “alternativomkostninger” er for en størrelse. Det er alligevel imponerende, med hvilken standhaftighed – sekunderet af Pernille Skipper og Morten Østergaard – man kan fortsætte med at forsvare den energi- og klimapolitik vi har ført herhjemme i årtier, der har kostet mia. af kroner og arbejdspladser.

Eneste politiske repræsentant som stod klart for skattelettelser var Liberal Alliance’s Anders Samuelsen (Morten Østergaard og RV taler primært for en skatteomlægning), hvilket finansminister Claus Hjort formentlig er ganske tilfreds med (Konservative deltog ikke i aftens debat).

Det hele blev garneret med bl. a. en temmelig agressiv socialdemorkatisk borgmester fra Herlev (Thomas Gyldal Petersen), der naturligvis mente, at kommunerne er presset til det yderste og kasserne er tomme.

Den kommende skattereform

Centralt i debatten stod naturligvis DFs udmeldinger om at der ikke var plads til skattelettelser overfor LA’s modsatte krav om skattelettelser ved efterårets forhandlinger. Og jo, mon ikke der kommer skattelettelser? og mon ikke de – desværre, set fra et økonomisk synspunkt – primært bliver givet i bunden? og mon ikke også der kommer en række (symbolske) stramninger på udlændingepolitiken? og skal gives nogle mia. hist og her bestilt af DF?

Uden skattelettelser er der ingen grund til at LA lægger stemmer til regeringens poltik, og skattelettelsernes sammensætning skal samtidig kunne forsvares af DF, hvis de skal fastholde deres position som det national-socialdemokrati, der forsvarer velfærdsstaten.

Med andre ord vil man vedtage skattelettelser, ikke ud fra et økonomisk, men et politisk rationale, til skade for vækst og velstandsfremgang.

Og uanset hvad man gennemfører, vil reformen med garanti blive kritiseret af venstrefløjen, som vil himle op om stigende ulighed og at “man giver skattelettelser til de rige”.

Givet den lave vækst burde man måske forvente at debatten drejede sig om hvorledes man via skattelettelser/omlægninger kunne mindske væksttabet. Det er dog ikke tilfældet. Det ender altid op i en debat om fordeling og ulighed. Det var også tilfældet ved debatten i torsdags.

Af samme grund tør jeg godt allerede nu konstatere, at de skattelettelser som kommer til efteråret vil lade meget tilbage at ønske. For hvis ønsket var at øge vækst og velstand er der ingen tvivl. Nedbringelse/fjernelse af registreringsafgift, selskabskat og topskat medfører væsentlig større BNP vækst end alternative nedsættelser. Det viser beregninger fra finansministeriet meget tydeligt. Disse kan naturligvis diskuteres, men i så fald er der grund til at understrege, at Finansministeriet traditionelt er (for) forsigtige i sine beregninger – ikke at de er overoptimistiske.

En klassisk debat er hvor høj elasticiteten er. Finansministeriet regner med 0,1, men en del studier peger på at den er betragteligt højere – for en opsummering, se “Topskattens samfundsøkonomiske skadevirkninger er undervurderet” af Otto Brøns-Petersen.

For mere om selvfinansieringsgrad og topskat, se også dette indlæg fra Otto.

I et svar til et spørgsmål fra Ole Birk Olesen om effekterne af en lang række tiltag frem til 2015, kom finansministeriet i 2014 frem til følgende resultater:

Som det fremgår er der ingen tvivl om hvilke lettelser, som sikrer den største økonomiske gevinst – og det er IKKE en forøgelse af bundgrænsen for folk i arbejde. Der kan være andre årsager til man ønsker at øge bundfradraget – ligesom når man ønsker at afskaffe grundskylden. Men ud fra en rationel økonomisk betragtning må nedsættelse af topskat, selskabsskat og registreringsafgift have første prioritet. Det tør jeg godt garantere, ikke kommer til at være afgørende.

Det illustrerer nedenstående desværre udemærket. Misundelse er en grim ting, men den sælger desværre godt.

I Stratford for 400 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2016. Skriv et svar

For 400 år siden, i engelske Stratford, sov et af verdenshistoriens store genier ind. William Shakespeare var født i byen i 1564, men satte sit aftryk på den vestlige verdens litteratur, teater og selvopfattelse i sine år i London. Her opførtes fra først i 1590erne en perlerække af den vestlige kulturs største skuespil: Hamlet, Macbeth, Romeo og Julie, En Skærsommernatsdrøm, Henry V… Andre dødelige vill give en arm og sælge deres bedstemor for at have skrevet blot ét af dem, men af Shakespeares 37 kendte skuespil, er omtrent halvdelen indiskutable mesterværker.

I dag påstår mange, at uden den statslige kulturstøtte til forfattere og kunstnere – som statslige udvalg mener er særligt værdige – ville danskerne ikke bare blive kulturelt fattigere, men også dummere og dårligere mennesker. Men for 400 år siden fik William Shakespeare ingen kunstnerstøtte eller anden offentlig bistand. Nok var Dronning Elizabeth en fan, men Shakespeare skrev for et betalende publikum. Var befolkningen i London omkring 1600 da mere kulturelt nysgerrig, åbensindet og dybsindig end vi er? Det var de næppe, men de havde forfattere som Shakespeare – og Marlowe, Johnson og andre – som ikke undervurderede dem, og heller ikke skrev for at et snævert, selvdefineret åndsaristokrati kunne hylde deres eksklusivitet. I en tid, hvor det engelske monarkis magt var næsten uindskrænket, gjorde de grin med høj og lav, og skrev til alle. Måske døde manden for 400 år siden, men hans værker hjælper med at holde vi andre i live. Hvis læserne er i tvivl, kan de gøre som mig: Gå i krig med Henry, more sig med Puk, eller forelske sig igen i Julie og Viola.

Hvor dårligt går det i Brasilien? 2. ombæring

Af Christian Bjørnskov, den 19. april 2016. 1 svar

I marts skrev om, hvor dårligt det faktisk går med Brasiliens økonomi. Sidste år skrumpede økonomien med 3½ procent, og i året hvor landet skal afholde OL, er forsigtige forecasts at økonomien skrumper yderligere 4 procent. Det er dog ikke de eneste problemer, brasilianerne har. Landets dybt korrumperede politiske elite er i krise, som Niels snart vil skrive mere om her på stedet. De danske medier har endda fået øjnene op for problemernes omfang, og DR2 Dagen bragte et længere indslag i går med Mads Damgaard fra KU og undertegnede, som kan ses her.

De underliggende problemer er dog mindre omtalte, så her er to klare eksempler i figuren nedenfor. Den røde linje er Freedom Houses årlige vurdering af pressefrihed (omskaleret så 100 e perfekt og 0 er Nordkorea), mens den blå linje er the Heritage Foundations ligeledes årlige Index of Economic Freedom. De to kurver illustrerer det, mange analytikere efterhånden ser som det altoverskyggende problem i Brasilien. Staten ikke blot fylder mere rent størrelsesmæssigt – og Rousseffs problemer med at skjule et stort underskud er blot en del af det – men regulerer også i stigende grad. Det forbløffende er, at man både kan se det i den økonomiske frihed – hvor lette de offentlige reguleringer er, hvor stærkt retsvæsenet står og hvor åbent landet er for resten af verden – men også i det omfang, staten regulerer og kontrollerer medierne. Med risiko for at gentage, hvad mange andre har sagt: Brasiliens problem er ikke mangel på styring, men styringen i sig selv. Det er tid til at den brasilianske stat holder op med at stå i vejen for almindelige borgere, og at landets politikere taget erfaringerne i Chile, Panama, Peru og Uruguay alvorligt. Når de har gjort det, kunne danske politikere eventuelt tage erfaringerne lige så alvorligt.

Brasilien pres øk frihed

Hvor meget mister statskassen på grund af skattely?

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. april 2016. 5 svar

Det såkaldte ”Panamalæk” fylder en stor del af mediebilledet i disse dage. De medier, der har ”eneret” til papirerne, forsøger at sælge historien med maksimal opmærksomhed.

Men dækningen af Panamahistorien har stort set ikke besvaret nogen centrale spørgsmål. Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Hvilken vej går det med udnyttelsen af skattely? Hvad dækker kontiene i skattely egentlig over?

Det eneste, de pågældende medier har offentliggjort, er udvalgte navne på personer samt banker, der optræder i dokumenterne. Selve dokumenterne er ikke offentliggjort hverken helt eller delvist (se Martin Ågerup for en rammende kritik).

Det handler ikke kun om skat

Det hedder jo skattely, og de skjulte konti bliver da også fremstillet, som om dette udelukkende handler om skatteunddragelse. De offentliggjorte navne tyder dog på, at hovedproblemet snarere er ulovlige midler fra f.eks. korruption. Mange af navnene er politikere, embedsmænd og deres familier. Der er ledere fra autoritære regimer, som ser ud til at skjule midler røvet fra deres befolkninger. Der er navne som tyder på snyd af partnere og kreditorer. Der er også folk, som gemmer penge for autoritære ledere og regimer med svag beskyttelse af ejendomsretten.

Mistede skatteindtægter på 0,3 pct. af BNP

Hvor stort er omfanget af skatteunddragelse gennem skattely? Det er i sagens natur meget svært at besvare, fordi oplysningerne netop holdes skjult. Der florerer mange fantasifulde og misvisende tal. Opgørelser over overførsler til skattelylande siger ikke rigtig noget – dels er mange transaktioner fuldt ud legale, dels er de illegale ikke altid med. Det svarer lidt til at opgøre antallet af illegale immigranter ved at tælle personer i telefonbogen! Der er også mange tal, som inkluderer helt legal skatteplanlægning. At sammenligne den faktiske skattebetaling med, hvad nogen synes, skatteyderne burde have betalt, er en frugtesløs eksercits.

Et eksempel på talblindheden er Danmarks Radios dokumentarchefs påstand: ”Hvis man ser på EU, vurderes det, at 1.000 milliarder euro hvert år rykkes i skattely. De mistede skatteindtægter kan jo være med til at finansiere vores skoler, veje og sygehuse”.

Det måske mest troværdige tal for omfanget af illegale konti i er udarbejdet af den franske venstrefløjsøkonom Gabriel Zucman. Hans metode går grundlæggende ud på at se på forskellen mellem de rapporterede aktiver og passiver i landenes nationalregnskaber. Hvis mængden af passiver overstiger aktiverne globalt set, må der være aktiver, som ingen vil kendes ved. Det kunne være nogle i skattely. Hvad viser hans tal?

Han skønner for det første, at der står 7.600 mia. dollar på konti i skattely globalt. Det er som sagt indeståendet, ikke den årlige tilstrømning. Det svarer til 8 pct. af de samlede finansielle aktiver hos husholdningerne i verden.

Han skønner for det andet, at der årligt bliver unddraget 190 mia. dollar i skat globalt. Det svarer til 1 pct. af de globale skatteindtægter.

Der er ikke tal for Danmark. Og metoden indebærer, at det er svært at opgøre på enkeltlande. For Europa samlet anslår han, at der er tabte skatteindtægter på 75 mia. dollar. Hvis man forudsætter, at de tabte skatteindtægter i Danmark svarer til økonomiens relative størrelse, bliver det 6½ mia.kr. Det svarer til 0,3 pct. af BNP.

Er der grund til at tro, at Danmark står for en større andel? Det er der næppe. Frem til 2010 var det muligt at indskyde ubegrænsede midler på en ratepensionsordning, hvor afkastet beskattes med 15 pct. Sammenholdt med de omkostninger, der må formodes at være ved at placere illegalt i skattely, var det rent skattemæssige incitament nok begrænset. Det har dog ændret sig med det loft, som blev indført i 2010.

Mere afgørende er det dog nok, at en væsentlig del af indeståenderne i ”skattely” som sagt dækker over illegale midler fra korruption og svindel. Danmark er det mindst korrupte land ifølge Transparency International. Det er da også påfaldende, at der blandt afsløringerne af navne fra Panamapapirerne ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk har været. Det er egentlig det mest opsigtsvækkende.

Faktisk viser Zucmans opgørelse, at i de lande, hvor udbredelsen af skattelykonti er allerstørst – Rusland og Golfstaterne – er der praktisk taget ikke noget mindreprovenu. Det er ikke for at snyde i skat, men for at gemme penge fra borgerne, for at have penge gemt af vejen i tilfælde af revolution eller lignende.

Er 0,3 pct. et stort tal?

Men lad os nu antage, at størrelsesordenen er 0,3 pct. af BNP i tabte skatteindtægter i Danmark som følge af konti i skattely. Er det et stort tal? Det er selvfølgelig en smagssag. Men det er ikke stort i den forstand, at det har nogen særlig nationaløkonomisk betydning. Det samlede skattetryk er 44,8 pct. af BNP.

Man kan også sammenligne med omfanget af sort arbejde, som ifølge DØRS på baggrund af data fra Rockwool Fondens Forskningsenhed kan anslås til 1½ pct. af BNP. SKATs opgørelse af det samlede skattegab – altså fejlangivelser på virksomheders og personers selvangivelser samt restancer – er 2,7 pct.

Det kan være fristende at sammenligne med politiktiltag, som også beløber sig til 6½ mia.kr. F.eks. kunne topskatten afskaffes for omtrent det beløb. Det er imidlertid vigtigt at være opmærksom på, at vi aldrig med nok så stor en kontrolindsats ville kunne blive skatteunddragelse helt kvit. Det er altså ikke realistisk at sætte de to forslag op imod hinanden.

Skattely under pres

Hverken medier eller politikere har været sene til at kræve handling. Det er, som om der er afsløret noget helt nyt og hidtil upåagtet. Og det kan godt være, at det er nyt for de pågældende. Men realiteten er, at internationalt er kursen blevet strammet ganske alvorligt over for skattelylandene navnlig under præsident Obama. De er nu i vid udstrækning forpligtet til at udveksle information med resten af verden. Danskeres muligheder for at gemme penge under schweizisk bankhemmelighed hører fortiden til. En voksende gruppe på nu knap 100 lande har automatisk informationsudveksling, så danske myndigheder bliver underrettet, hvis en dansker har en konto og et afkast på en konto i landet. Panama har netop tilsluttet sig automatisk informationsudveksling.

Det er selvsagt fortsat muligt at skjule midler i skattely, men mulighederne er blevet mindre, og risikoen for at blive taget er vokset. Det svarer i princippet til at sætte en lås på døren. Den garanterer selvsagt ikke imod indbrud, men øger tyvens omkostning ved at bryde ind og gør derfor indbruddet mindre sandsynligt. På samme måde er det blevet vanskeligere at gemme penge under bankhemmelighed.

Det er ikke realistisk at opnå en verden uden indbrudstyveri og heller ikke uden muligheder for at gemme penge fra myndighederne eller andre. Men det er lidt ironisk, at der kommer så voldsomt fokus på skattely netop som landene er kommet så meget under pres. Blot fordi der tilfældigvis lige nu har været et læk af nogle dokumenter – ovenikøbet dokumenter som vi ikke har fået meget at vide om, andet end en håndfuld danske navne og nogle hundrede udenlandske.

Jeg har deltaget i et par udsendelser om Panamahistorien: DR2 Deadline og Radio 24syv Cordua & Steno

Hvordan tager vi Skåne tilbage?

Af Christian Bjørnskov, den 15. april 2016. 5 svar

Op til weekenden må man gerne stille spørgsmål med et glimt i øjet. Det gør vi i dag med det lidt specielle spørgsmål i titlen: Hvordan tager vi som danskere Skåne tilbage fra Sverige, som i 1658 erobrede de østdanske provinser?

Før vi begiver os ud i denne diskussion, må man dog først spørge, om det er en god idé: Er Skåne virkelig besværet værd? Et umiddelbart svar er ja. Skåne står for cirka 11 procent af Sveriges økonomi og er blandt de bedre stillede regioner. Regionalproduktet per indbygger er 85 % af det svenske gennemsnit – Stockholms niveau er 140 % – og per fuldtidsansat er tallet 91 %. Regionen er dermed aldeles gennemsnitlig for Sverige udenfor hovedstaden og således på ingen måde økonomisk tilbagestående for resten af det historiske Danmark.

Regionen ligner også den anden side af sundet mere på den måde, at der er relativt færre store foretagender i Skåne og landbrugsjorden er langt mere frugtbar end i resten af Sverige. Landbruget har heller ikke været udsat for politisk idioti på samme plan som i Vestdanmark, så med et Skåne indlemmet i kongeriget kunne man måske endda bage brød med dansk mel igen. Frugtbarheden i det, der engang var Østdanmark, er dog også baggrunden for talemåden (på engelsk) You can have the People but not the Land. Med andre ord er skåningerne selv ikke så vigtige for mange svenskere udover det, de leverer af nationalprodukt til Sverige.

Har man først etableret, at en tilbageføring af Skåne er en god idé, må valget til enhver tid stå mellem to fundamentale approaches: 1) Enten en egentlig erobringskrig mod Sverige, der nok bliver nødt til at føres som en Blitzkrieg – et stort overraskelsesangreb i stedet for en pinlig udmattelseskrig; eller 2) En mere snigende danskificering, så Skåne pludseligt en dag kan stemme demokratisk for igen at slutte sig til kongeriget på den anden side af Øresund.

Skal Skåne vristes fra Victorias manikurerede hænder tilbage til den folkelige Frederik, er en krig næppe en begavet løsning. Nok bruger begge lande omtrent 1,2 procent af BNP på militæret, men da Sveriges økonomi er rundt regnet 65 procent større end den danske, er deres militære styrker også anderledes slagkraftige. Svenskerne ’lider’ i denne sammenhæng heller ikke under, at større dele af deres personel og materiel er bundet i internationale aktioner. En russisk- eller irakisk-inspireret angrebskrig, hvor politisk populær den end kunne blive, er dermed reelt ikke en mulighed.

Måden at gøre det på, må derfor være mere snigende. Indenfor denne overordnede tilgang kan en danskificering af Skåne fundamentalt ske på to måder. Den første er, at man helt bevidst kan forsøge at flytte danskere til regionen for langsomt at ændre på befolkningens sammensætning. Det var basalt set det, Tyskland gjorde i Slesvig fra 1890erne og frem, hvilket forvandlede Flensborg fra en helt overvejende dansk by til et sted, hvor tre fjerdele stemte tysk i 1920. En bevidst danskificering er svær, da man i et demokrati næppe kan slippe afsted med at tvangsflytte danskere til det, der stadig formelt er et andet land. Det kan derimod måske lade sig gøre med subsidier, som endda kan sælges som et tiltag til ”yderligere integration af Øresundsregionen.” Et sådant subsidie kan også vise sig at være populært, da København er dyr og de fleste boliger indenfor middelklassens typiske budget alligevel ligger ganske langt fra centrum, eller fra folks arbejdsplads. Offentlige subsidier, enten fra staten eller kommunen – der alligevel er økonomisk uansvarlig – kan bidrage til en danskificering af Skåne, mens de på undergravende vis ligner noget helt andet.

Det andet ikke-militære alternativ er, at dansk indenrigspolitik og københavnsk kommunalpolitik bliver ved med at være så borgerfjendtlig og faktaresistent, at flere og flere danskere i hovedstadsregionen vælger at flytte til Skåne, hvilket kan bidrage til en utilsigtet danskificering. Fortsætter Stockholms politikere den nuværende linje, hvor mange skåninger har den ikke urigtige opfattelse, at de ikke høres og måske heller ikke betragtes som rigtige svenskere – de er mere irriterende, politisk ukorrekte og reguleringsskeptiske mennesker der insisterer på at tale elendigt svensk – kan den stockholmske indenrigspolitik bidrage til det samme fænomen. En danskificering af Skåne kan således ske som en lidt pudsig eksternalitet af inkompetent politik og permanente regeringsfejl på begge sider af sundet.

Et sidste element er, at man muligvis kan lade sig inspirere af Ruslands krav i Østeuropa. Russerne har været dygtige til at benytte sig af små, lokale grupper som en slags femte kolonne. I Skåne har man således organisationer som Snaphanerne, der flager med et lokalt flag og en gang om året graver en grøft ved regionens grænse til Sverige. Der bør således være mulighed for at bruge disse organisationer som nyttige idioter i en gradvis overtagelse. Ligeledes kan russernes insisteren på en åben rute gennem Polen / Litauen til landets isolerede Kaliningrad-enklave inspirere til et lignende, internationalt argument: Vi bliver nødt til at være garanterede en transportrute gennem Skåne fra Malmø til Ystad for at have permanent adgang til Bornholm, der ellers nægtes mange nødvendige danske ting. Når den streg er slået gennem Skåne, er yderligere russisk-inspirerede krav en naturlig følge.

Når vi går i gang med at tage Østdanmark tilbage, er der således en række måder at gøre det. En række af disse muligheder er ikke blot internationalt acceptable – flere lande inklusive Rusland, Kina og Israel har gjort lignende gentagne gange – men også sandsynligt effektive. Uanset hvilket syn man lægger på sagen kunne politisk ukorrekte, småanarkistiske svenskere, der udtaler ’r’ nede i bunden af halsen, nemt blive meget almindelige danskere med en mærkværdig dialekt. Ville et dansk Skåne da være meget anderledes end Sønderjylland? Lad os endelig komme i gang!

Havde Hayek og Friedman ret? En test på pressefrihed

Af Christian Bjørnskov, den 13. april 2016. 6 svar

Hayek-Friedman-Hypotesen (HFH) er blandt de mest omdiskuterede i politisk økonomi, om end ofte med et andet navn end HFH. Hypotesen handler basalt set om, at man ikke kan have stabilt demokrati uden at have en nogenlunde fri markedsøkonomi. Hayek dækkede den i sin ”The Road to Serfdom” fra 1944 og Friedmans version udkom som ”Capitalism and Freedom” i 1962. Siden da har hypotesen været kritiseret gentagne gange – ikke mindst fra den lille socialt liberale og dermed ikke-fascistiske venstrefløj, der sætter demokrati højt, men ikke bryder sig om økonomisk frihed.

Et af de mest vedholdende kritikpunkter mod HFH er, at hypotesen ikke er præcist formuleret. I særlig grad har kritikerne haft ret i, at særligt Hayek, men i en vis grad også Friedman, ikke helt fik beskrevet de mekanismer, hvorigennem indskrænkninger af befolkningens økonomiske frihed undergraver demokratiet. Jeg har derfor klattet et papir sammen, hvor jeg tester en måske mere præcis version af HFH.

Papiret hedder ”Hayek-Friedman in the Press: Is there an Association between Economic Freedom and Press Freedom?” Den grundlæggende idé er, at mange af Friedmands teoretiske argumenter – og en del andre – starter med at indgreb i den økonomiske frihed undergraver mediernes frihed. Ser man på udviklingen i mange lande, starter både demokratiseringer og det modsatte med ændringer i mediernes frihed. Og i paneldata over en 21-årig periode viser sammenhængen sig at være ganske stærk. Hayek og Friedman havde overordnet helt ret, men det demokratiske skred sker mere præcist, når kontrolentusiastiske politikere udbreder deres markedsstyring til en styring af den information, deres borgere må få.

Abstractet er nedenfor og den første version af papiret kan læses her:

The Hayek-Friedman Hypothesis states that economic freedom is a prerequisite for stable democracy. I test a variant of the hypothesis focusing on press freedom, which is arguably an important component of any democratic polity. Combining the Freedom House index of press freedom and the Heritage Foundation Index of Economic Freedom yields a large annual panel dataset between 1993 and 2011. Estimates show that improvements of economic freedom are associated with subsequent improvements of press freedom. The overall association is mainly driven by changes in market openness.

Zombieidéer: Eksport er godt, import er dårligt

Af Christian Bjørnskov, den 9. april 2016. 8 svar

I vores serie af zombieidéer er vi kommet til en af de mest hårdføre: Merkantilismens gamle idé om, at eksport er godt og import er dårligt. Idéen, der fra en nationaløkonomisk vinkel er aldeles idiotisk, lever derimod i bedste velgående blandt politikere og den bredere befolkning.

Problemet er, at appellen i dagens zombieidé er ret naturligt i en cigarkasse-økonomisk betragtning: Når man eksporterer, tjener man penge hjem fra udlandet, men når man importerer, giver man penge væk til udlandet. For enkeltvirksomheder er det også rigtigt, da deres mål er at tjene penge. For dem er import af råmaterialer, maskiner osv. fra andre lande omkostninger på samme måde som de er, hvis varerne købes nationalt. Eksport er indtægter fra at langt større marked end det nationale, og derfor vigtige for de knap 10 % af danske virksomheder, der rent faktisk eksporterer.

På nationalt plan gælder denne simplistiske logik dog ikke! Her er målet faktisk import, fordi vi importerer det, vi enten ikke selv har eller kan producere, eller det vi er relativt dårlige til at lave. I det lys gør eksport faktisk kun to ting: Den giver os indtægter i udenlandsk valuta som er nødvendige for at kunne betale for vores import, og den udsætter en del af vores virksomheder for international konkurrence, så de over tid tvinges til at levere billigere og bedre varer. På samme måde skaber import af mange varer et konkurrencepres på nationale virksomheder, som tvinger dem til at forbedre sig.

Dem, der ikke kan eller vil, bukker under, hvilket derefter ofte bliver portrætteret i medierne som jobskab pga. globaliseringen – det, den populistiske præsidentkandidat Ross Perot i USA kaldte ’the giant sucking sound’ fra handelen med Mexico. Det man politisk bekvemt glemmer, er de mange nye og mere produktive arbejdspladser, der skabes af de ressourcer og den købekraft, der ikke længere er bundet til dårlige / dyre danske varer.

På samme måde er der ikke rigtigt noget særligt værdifuldt i at have et overskud på handelsbalancen, eller bredere set på betalingsbalancens løbende poster. Hvis man tjener mere på eksport end man betaler for import, må den overskydende indtjening i fremmed valuta nødvendigvis placeres i udenlandske investeringer. De giver et afkast og repræsenterer også en værdi, der en gang i fremtiden kan betale for import, men ikke meget andet.

I en velfærdskontekst er eksport således ret ligegyldig, mens import er målet. Det eneste andet aspekt, man med rimelighed kan tilskrive eksport, er den effekt af konkurrenceudsættelse og teknologioverførsel, der er forbundet med den. Men mens det gælder for de 10 % der eksporterer, gælder det også for de mange flere, der er udsat for importkonkurrence. Det er i sidste instans vores import, der fremmer almindelige danskeres velfærd, mens vores eksport er nogle andres velfærdsgevinst. Der er ikke noget særligt ved eksport udover den import, vi får for den.

skattely eller skattesnyd

Af Niels Westy, den 6. april 2016. 2 svar

Det er vist gået de færreste’s næse forbi, at det helt store samtaleemne de seneste dage har været et kæmpe læk hos Mossack Fonseca i Panama.

Venstrefløjen var naturligvis straks oppe på den store nagle og har i vanlig aggressiv stil raset over alle de skattekroner, som de forskellige stater angiveligt skulle være gået glip af – Hvor mange det drejer sig om aner ingen dog.

Som vi også har set tidligere har man et ganske afslappet forhold til almindelige retstatsprincipper hos en del venstrefløjspolitikere og NGO’er. Men det er værd at understrege, at en del af de afslørede aktiviteter i Panama utvivlsomt er ganske lovlige, hvilket journalisterne bag offentliggørelsen da også understreger.

Som Jens Frederik Hansen skriver i et blogindlæg er der f. eks. ingen grund til at tro, at multinationale selskaber gør sig i “sorte penge” – i modsætning til korrupte statsledere og den kriminelle underverden f. eks.

For mere, læs Jens Frederiks glimrende indlæg på hans lige så glimrende blog.

Ugens tip: Samfundsvidenskabelige podcasts

Af Christian Bjørnskov, den 5. april 2016. Skriv et svar

En af de mest interessante udviklinger i de senere år er fænomenet podcasts. I særlig grad er det både sjovt og informativt at se, hvordan både formidlingen af samfundsvidenskabelig forskning og ordentligt informeret debat har ændret sig. Der er stadig ikke sket meget på området i Danmark, men andre steder er podcasts så småt ved at ændre medielandskabet. Så dagens tip er til tre fremragende økonomiske / samfundsvidenskabelige podcasts.

Taler man om emnet, er der ingen vej udenom den absolut fantastiske EconTalk. Russ Roberts, der er tilknyttet den prestigiøse Hoover Institution ved Stanford University og også skriver på Cafe Hayek, startede podcasten for år tilbage og har lavet over 500 af dem. Mange er med Nobelpristagere og andre fremtrædende forskere, som Roberts ofte er uenig med. Det særlige, som praktisk taget alle fremhæver, er hans evne til at være venlig og civiliseret overfor alle hans gæster, uanset hvor store deres uenigheder er. Et par glimrende relativt nye podcasts er hans interview med Bent Flyvbjerg om megaprojekter, David Skarbek om fængselsbander, og Luigi Zingales om den finansielle sektor.

En anden podcast, der er værd at høre, er Economics Rockstar, som køres af Frank Conway. Conway havde fornylig Peter Leeson inde for at fortælle om sit arbejde med piratøkonomi, og særligt om bogen The Invisible Hook. En anden interessant episode har fornylig været med Diane Coyle og hendes arbejde omkring BNP-måling og alternativerne.

Sidst skal det med, at Instituttet för Näringslivsforskning – IFN hvor jeg er affilieret, har en fin podcast for dem der forstår svensk. Min ven Andreas Bergh har tidligere været med for at diskutere velfærdsstatens dynamik, ligesom IFN også har haft besøg af Diane Coyle.

Der er således masser af mulighed for tankevækkende underholdning og information for vores læsere, ligesom der kan ligge en række muligheder for tværfaglige (engelsk og samfundsfag) projekter for gymnasierne i podcast-universet. God fornøjelse!

Om at lægge humlebien i graven

Af Christian Bjørnskov, den 3. april 2016. Skriv et svar

I den forgangne uge har jeg – som mange læsere sikkert ved – deltaget i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konferencen naturligvis også er en anledning til at hygge sig og møde (efterhånden) gamle venner, og at netværke, holde sig opdateret med hvor forskningsfrontn er på vej hen, og at diskutere nye forskningsprojekter. Men den er først og fremmest et forum, hvor man selv præsenterer sin egen nye forskning. Mit EPCS-bidrag i år var ” Burying the bumblebee once and for all: Does big government hurt growth less in high-trust countries?” som er skrevet sammen med min ven og IFN-kollega Andres Bergh.

Humlebi-hypotesen er den populære ide om, at en høj grad af tillid ’beskytter’ de skandinaviske velfærdsstater mod negative effekter af den offentlige sektors størrelse. Hypotesen, der ser ud til at have fået sit navn hos IMF – den første internationalt publicerede version kan findes i ” Sweden’s Welfare State: Can the Bumblebee Keep Flying?” fra 2003 – siger basalt set, at mens et stort offentligt forbrug fører til lavere vækst og investeringsrater, sker disse problemer ikke i Skandinavien, og brede set i lande med særligt høje tillidsniveauer. Flere af mine kolleger, blandt andet Torben M. Andersen og Gert Tinggaard Svendsen (f.eks. her) har argumenteret for forskellige versioner af humlebi-hypotesen.

Andreas og jeg tester i vores EPCS-papir den grundlæggende idé bag humlebie-hypotesen ved at estimere effekterne af at have et stort offentligt forbrug. Vi gør det i et panel af 66 lande, der enten er vestlige eller har demokratiske forfatninger og lignende politiske institutioner. Hovedpointen er, at vi tillader effekten af det offentliges størrelse at variere med, hvor højt tillidsniveauet er. Hvis hypotesen er korrekt, burde vi finde helt generelt at den negative effekt på vækst og investeringer af den offentlige sektor er større jo mindre tilliden er. Effekten skal med andre ord være systematisk heterogen i tillidsniveauet.

Problemet for hypotesens tilhængere er, at heterogeniteten i effekten på vækst viser sig at være spuriøs – når vi ser bort fra de lande, hvor vi slet ikke er sikre på, hvor højt tillidsniveauet er, finder vi at et stort offentligt forbrug er lige så slemt i højtillidslande som i lavtillidslande. Når vi derimod fokuserer på investeringsraten kan vi tydeligt og robust se, at en større offentlig sektor fører lavere private investeringer, og effekten er meget større i lande med høj tillid.

Med andre ord finder Andres og jeg, at der mere er evidens for en omvendt humlebi-effekt: Den offentlige sektors størrelse er mere destruktiv for langsigtet vækst i lande med høj tillid end i de sydligere lavtillidslande. Præcist hvad der går så galt i f.eks. de skandinaviske velfærdsstater kan vi ikke sige noget klart om. Men at noget går mere galt end i andre lande er overraskende tydeligt i vores papir. Det er tid til at droppe ideen om, at noget i nordisk tillidskultur gør, at vores velfærdsstat er en ’gratis frokost’.

For de interesserede kan abstractet findes nedenunder, mens en working paper-version er tilgængelig hos IFN.

Abstract: High levels of social trust has been linked to both public sector size and long term economic growth, thereby helping to explain how some countries are able to combine high taxes and relatively high levels of economic growth. This paper examines if social trust as a background factor also insulates countries against negative effects of public sector size on growth, as government size and growth are found to be negatively associated in several recent studies. We note that the effect is theoretically ambiguous. In panel data from 66 countries across 40 years, we find little robust evidence of insulating effects. Instead we find robust evidence that high trust aggravates the crowding out effects of public sector size on private investments.

Aiming for Denmark, drifting to Greece?

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2016. Skriv et svar

The US primaries are in full swing and as part of the discussions surrounding Bernie Sanders and Hilary Clinton is the Democratic fascination with the region of the world I call home: Scandinavia. In particular, both Sanders and Clinton as well as the influential Huffington Post occasionally argue that the US ought to develop in the direction of the Scandinavian welfare states. As a socialist, Sanders apparently believes that the success of Denmark and Sweden provide evidence that democratic socialism can work, Many other Democrats also ascribe the particular Danish happiness to the welfare state.

The image of Scandinavian welfare states that is being propagated by the US media and Democratic candidates in particular is one of societies with high and strongly progressive taxes that funds free healthcare and education, public redistribution and substantial regulation of and government involvement in the economy. The main problem is that the story told of Denmark in the US presidential campaigns and in most US media is a myth. My co-blogger and fellow economist Otto Brøns-Petersen wrote about it sometime ago in a post that eventually became a Cato Institute Economic Development Bulletin. More recently, University of Chicago economist Luigi Zingales voiced similar concerns in Washington Post.

Part of the myth derives from the fact that Denmark and Sweden are schizophrenic societies in the sense that the public sectors are very large – the total Danish tax burden in 2015 was above 50 % of GDP and the parliament still didn’t manage to balance the budget – but large parts of the other half of the economy is extremely capitalist. According to both the Heritage Foundation and the Vancouver-based Fraser Institute, the Danish private sector is significantly less regulated than in the US. As Andreas Bergh of Lund University in Sweden emphasizes in his illuminating book about The Capitalist Welfare State, the relative success of his country rests on continual reforms of the welfare state in which both leftist and right-leaning Swedish governments have liberalized business regulations and the tax system and introduced private healthcare, a voucher system in the educational sector, and reduced the bureaucratic burden on the private sector.

Deregulation, liberalization and in general more capitalist policies and economic freedom than in the US have been preconditions for being able to maintain a large welfare state in Scandinavia: Having a welfare state of a Scandinavian size requires a very productive private sector in order to be able to fund it. Building and maintaining a large welfare state with a regulatory burden and the rule of law as in Italy or Spain – which is what Sanders’s proposals seem to imply – is the recipe for disaster. Plenty of research in recent years has documented how poor judicial and regulatory institutions and policies undermine productivity such that high taxes – in themselves a problem for a dynamic economy – are unlikely to be sufficient to fund welfare policies anywhere near as generous as in Scandinavia.

However, recent research also suggests that a particular culture is necessary in order to be able to maintain and fund a welfare state. In joint research with Andreas Bergh (Lund University) and Gert Tinggaard-Svendsen (Aarhus University), I show that the Nordic trust culture is a main factor in explaining the continued existence of the particularly expansive welfare state developed in that region. Without a high degree of trust in other people, a large welfare state is most probably heading for financial ruin.

The trust literature suggests two main reasons. First, in order to have a large welfare state that doles out unemployment benefits, educational support and dog support for the homeless, it needs a large bureaucracy. Similarly, having free health care with public hospitals and closely regulated prices requires a regulatory apparatus with a bureaucracy. The problem here is that if the public bureaucracy is not very efficient, free of corruption or not subject discretionary political interference, it is going to be extremely expensive. At a global level, one must therefore ask which countries have such Weberian bureaucracies that can handle the paperwork of a welfare state without absurd costs. A US version of this question is what might happen if organizations such as the IRS or the Department of Motor Vehicles suddenly expanded in size, scope and political attention.

The second reason is that ordinary citizens will need to be willing to pay for the welfare state. It is entirely possible that some politicians are able to convince voters that the welfare benefits are going to be paid by ‘the rich’ or that magic social effects will imply that the welfare state funds itself. But when the actual expenses are to be funded, the necessary tax increase has to be paid by a large share of society, which will include the middle class. To maintain a Scandinavian welfare state therefore also requires that the middle class is somehow willing to pay the full price for large, universal transfers and public goods to strangers. And they do not only have to be willing to impose a heavy tax burden on other people, but also be willing to pay themselves. In other words, there can be very little tax evasion in a Scandinavian-style welfare state.

From a literature on social trust that stretches almost 20 years back to Stephen Knack and Philip Keefer’s seminal 1997 study, it is known that the necessary requirements for a large, universal welfare state to hold, a high-trust culture is needed. Tax evasion, being willing to extend public services and help to strangers, limiting corruption and bureaucratic inefficiency, and maintaining a reasonably dynamic private sector are all associated with higher social trust. Try to implement a Danish welfare state in a society with low trust levels, and you get Greece or Southern Italy instead. In Bernie Sanders home state of Vermont, the attempt failed with the voters. Why does anyone expect that it will succeed in a country consisting of as many Mississippis and Louisianas as Vermonts and Minnesotas?

Zombieidéen om, at arbejdsudbuddet er vigtigt i sig selv

Af Otto Brøns-Petersen, den 29. marts 2016. Skriv et svar

RokokoPosten har netop bragt en artikel om, hvorfor søvn er et samfundsøkonomisk problem. Den, der sover, arbejder ikke. Derfor går der produktionsværdi tabt med søvn. Talsmanden for dette synspunkt er ingen ringere end undertegnede – hvis man altså skal tro RokokoPosten.

Artiklen er selvsagt satirisk ment. Men er det egentlig forkert? Er mere arbejdsudbud ikke et gode i sig selv? Og hvis ikke, hvorfor så være så optaget af arbejdsudbudseffekten af beskatning?

Lad os først se på, om øget arbejdsudbud har værdi i sig selv.

Grundlæggende set er svaret nej: Øget arbejdsudbud er ikke en værdi i sig selv. Hvad ville der ske, hvis vi påbød en stigning i arbejdsudbuddet? Øget arbejdsudbud vil få BNP til at vokse. Men i en markedsøkonomi svarer aflønningen til arbejdskraftens grænseproduktivitet. Hvis fru Nielsen øger sit arbejdsudbud, vil BNP stige svarende til hendes løn – vi andre bliver ikke rigere af den grund. Men hvad med fru Nielsen selv da? Jo, hun bliver rigere målt i indkomst. Men hun mister noget fritid, som også har en værdi. Spørgsmålet er altså, om tabet af fritid står mål med den ekstra indkomst? Hvis hun allerede har valgt at udvide sit arbejdsudbud indtil det punkt, hvor værdien af en times fritid svarer til timelønnen, så vil ekstra beordret arbejdsudbud give et nettotab. Hendes timeløn er måske 200 kr., men hun taber 210 kr. målt i tabt fritid – ergo vil der være et samfundsøkonomisk tab på 10 kr. ved at få hende til at arbejde en time mere.

Lad os så prøve at se på værdien af ekstra arbejdsudbud i en situation med beskatning.

Ræsonnementet ovenfor forudsætter, at fru Nielsen får lov at beholde hele den marginale timeløn selv – altså at marginalskatten er nul. Hvis hun derimod betaler f.eks. 50 pct. i marginalskat, vil hun fastlægge sit arbejdsudbud på der, hvor lønnen ved en ekstra time er dobbelt så meget værd som marginal fritid. Hvis hun tjener 200 kr. før skat, er det altså på et punkt, hvor fritid er 100 kr. værd (svarende til hendes efterskat-indkomst på 50 pct. af 200 = 100 kr.). Hvis hun nu øger sit arbejdsudbud med en time, vil hun miste fritid for måske 110 kr., men værdien af den ekstra produktion vil være 200 kr. Altså en nettogevinst på 90 kr. ved en times ekstra arbejde. Den er bare ikke stor nok til at dække den ekstra skat på 100 kr. De 90 kr. er det såkaldte forvridningstab. Hvis vi derimod fjernede skatten, ville hun af sig selv øge arbejdsudbuddet, indtil det gamle forvridningstab var væk.

Problemet med det tabte arbejdsudbud er altså forvridningstabet. Det er ikke arbejdsudbuddet i sig selv.

Det er værd at bemærke, at forvridningstabet er der, uanset hvad man ellers mener om skatter. Selv set fra en skatteprovenumaksimerende stats side, er det et problem. I princippet kunne man have opkrævet 90 kr. ekstra, hvis det ikke havde været for forvridningstabet.

Men nu kommer vi til det ”tricky” spørgsmål: For kan skatter ikke godt få arbejdsudbuddet til at stige? Svaret er ja. Forvridningstabet stammer fra den såkaldte substitutionseffekt, som gør det fordelagtigt at holde mere fri, end man ville uden skatter. Men der kan samtidig være en såkaldt indkomsteffekt: Skatten reducerer indkomsten, og det kan få skatteyderen til at arbejde mere for at kompensere for indkomsttabet.

Rent teoretisk kan man ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er stærkest. Beskatningen kan altså godt føre til et større samlet arbejdsudbud.

Men her er en vigtig og ofte overset pointe: Forvridningstabets størrelse er helt uafhængigt af indkomsteffekten. Indkomsteffekten har så at sige kun betydning for, hvor vi begynder, når vi skal til at måle substitutionseffekten. Substitutionseffekten er altid negativ, og altid forvridende – uanset hvad indkomsteffekten har gjort ved arbejdsudbuddet forinden. Det kan tit være praktisk at se på, hvad skatter gør ved arbejdsudbuddet, når man skal anslå deres samfundsøkonomiske skadevirkninger. Men problemet er som sagt ikke tabet af arbejdsudbud i sig selv – ligesom det heller ikke er tabet af BNP i sig selv. Hvis man i stedet forestillede sig, at beskatningen lå på fritiden og ikke arbejdsindkomsten, ville der komme et forvridningstab udtrykt ved for stort arbejdsudbud og for stort BNP. Det samme gælder et forbud mod søvn.

Så desværre er RokokoPosten kun satire – større arbejdsudbud har ingen værdi i sig selv. Det samme burde den hyppige indvending (se f.eks. her) om, at ”vi kan jo ikke vide, om indkomst- eller substitutionseffekten er størst”, være . Selv når vi ikke ved det (men det gør vi faktisk som regel), er den ikke relevant for den samfundsøkonomiske virkning af en skat.

Det kan RokokoPosten jo sove på. Zombieidéen om, at arbejdsudbuddet spiller en rolle i sig selv, bør i al fald stedes til hvile.

Hvor dårligt går det i Brasilien?

Af Christian Bjørnskov, den 27. marts 2016. Skriv et svar

Senere i år er Brasilien vært for OL i Rio de Janeiro, men indtil videre kæmper landet med sine egne problemer. Efter at have været hypet i årevis som B’et i BRICS-landene – de fem lande, der efter sigende voksede bemærkelsesværdigt og var de nye økonomiske magter – er den brasilianske økonomi nu i tydelig recession. Men hvor dårligt går det faktisk i Brasilien for tiden?

Allerførst må man naturligvis se på de rent økonomiske indikatorer. Væksten i det reale BNP – dvs. udviklingen i folks faktiske købekraft – var praktisk taget nul i 2014, BNP faldt over tre procent sidste år, og et forsigtigt IMF-forecast for 2016 er, at Brasiliens økonomi kommer til at skrumpe omkring fire procent. Med et købekraftskorrigeret BNP på 15.800 USD (flg. CIA’s World Factbook, eller 14.400 i Verdensbankens mål) er landet endda meget gennemsnitligt og på ingen måde en særlig succeshistorie. Til sammenligning er Costa Rica, som ingen taler om, næsten præcist lige så rigt, mens Mexico, Panama og Uruguay er omtrent en tredjedel rigere, og folk i Chile er omkring 50 procent rigere end brasilianerne. Udviklingen i Brasilien er tydelig i figuren nedenfor. Og før nogen begynder at klage over, at det bare er de rige chilenere, der kører showet, er det værd at bemærke, at der praktisk taget ingen forskel er på indkomstuligheden i de to lande. Om noget ser det ud til, at selvom Chile omfordeler lidt mindre, har det også mindre ulighed i bruttofordelingen. Brasiliens inflation, der er på den anden side af 10 procent, hjælper heller ikke ligefrem de fattigste.

bra chl 00 til 16

Ser man nærmere på statens finansielle helbred, er Brasiliens internationale kreditrating heller ikke god. Standard and Poor’s nedgraderede i februar landet til BB, Moody’s fulgte med nedad en uge efter til Ba2- og Fitch havde allerede i december placeret brasilianske statsobligationer på BB+ – et hak bedre end junk status. Brasilien har traditionelt et af de største offentlige forbrug i Latinamerika – cirka en halv gang større end Chiles – og havde et budgetunderskud på et par procent sidste år på trods af, at ladet opkræver cirka 35 procent af BNP i skatter og afgifter. Det politiske pres på præsident Dilma Rousseff er for at hæve udgifterne som keynesiansk respons på krisen, hvilket vil udbygge underskuddet yderligere.

Det er netop en del af baggrunden for nedgraderingerne de seneste måneder, da den offentlige gæld vokser hurtigt i disse år, og med en vis sandsynlighed passerer de 75 procent af BNP i år. Den sidste del af den brasilianske historie for tiden, er den politiske krise i landet. Den 68-årige Rousseff er stærkt upopulær i Brasilien og mens hendes ratings har været lidt bedre i år, ramte hun bunden i oktober 2015 med en approval rating på kun 16 procent. Hun læner sig også op af den brasilianske ækvivalent til en rigsretssag, ikke mindst fordi korruptionsskandalen i Petrobras – der allerede har ramt den tidligere præsident Lula – nærmer sig partitoppen og præsidentembedet med stormskridt. Med andre ord er store dele af det politiske establishment, og ikke blot arbejderpartiet, efterhånden illegitimt i mange vælgeres øjne.

Sidste spørgsmål er derfor, hvor slemme problemerne i Brasilien er. Svaret må enhver komme til med egne overvejelser, men problemerne er særdeles vanskelige set i en dansk optik. Alt tyder på, at de strukturelle problemer i brasiliansk politik endnu en gang er ved at skabe en krise af sig selv. Særligt den dybtliggende korruption og sammenblanding af politiske og økonomiske interesser er helt græsk i sin evne til at ødelægge almindelig udvikling. Odds er at Brasilien er på vej ind i en længere nedgangsperiode. På den anden side må ethvert svar også hvile på den ædruelige indsigt, at det på ingen måde er første gang. Landets økonomi har i hele det sidste århundrede, og muligvis længere tilbage, været karakteriseret af booms, der skaber uovervejet optimisme, og efterfølgende alvorlige busts. Det eneste nye denne gang er måske blot, at militæret ikke overtager magten igen.

Ny serie: Zombieidéer

Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2016. 8 svar

Forleden dag skrev vi et indlæg om protektionisme som en ’zombieidé’. Vi definerer en zombieide som en idé eller forestilling som vi ved, er forkert – den er videnskabeligt død – men som nægter at dø i den offentlige debat og/eller i politikernes forestillingsverden. Zombieidéer er politisk særligt skadelige idéer, fordi vi har en ganske præcis vurdering af, ikke bare hvordan de skader, men også hvor store de samfundsmæssige skader er. Politikerne baserer alligevel deres forslag på zombieidéen, enten pga. inkompetence eller som en konsekvens af effektiv påvirkning fra særinteresser.

Vi har derfor på punditokraterne besluttet os for at skrive en decideret serie af indlæg med zombieidéer som det fælles tema. I de kommende uger eller måneder regner vi således med at bringe en række af disse politiske zombier til diskussion og redegøre for, hvorfor vi mener, idéerne er så skadelige. Vi opfordrer derfor også vores læsere til at bruge en bid af påsken på at overveje, hvilke idéer og politiske forestillinger, man kunne skrive om. Forslag modtages gerne!

Obama i Cuba – Han kom, så og talte…og det var godt

Af Niels Westy, den 24. marts 2016. 1 svar

Som den første præsident i mere end 80 år, var Obama på et 2 dages besøg i Cuba i begyndelsen af denne uge. Besøget er naturligvis del af forsøget på en normalisering i forholdet med de to lande, som er fundet sted sted de senere år.

At konflikten mellem USA og Cuba fylder langt mindre i mediebilledet end tidligere ses tydeligt af den relativt moderate dækning i amerikanske medier. Tirsdagens terrorangreb i Bruxelles har naturligvis også haft betydning.

Også i forhold til USA’s forhold til Latinamerika er der grund til ikke at overdrive betydningen af den igangværende proces. Antiamerikanisme i Latinamerika er behersket og faldende (figur nedenfor) og i en gallup foretaget af Latinobarometro i 2011 kom Obama ud som den mest populære udenlandske statsleder, mens de mest upopulære var Castro og Chavez.

Overordnet må Obamas rejse til Cuba nok primært vurderes at have symbolsk betydning, og dog……

De to dage i Cuba kan kort beskrives som “han kom, han så og han talte”……..og det er ikke så skidt endda.

Således livetransmitterede Cubansk TV Obamas tale tirsdag. Og kan man være uenig om dele af ræsonnementerne og den underliggende historiske opfattelse af forholdet mellem de to lande og Cubansk historie, indeholder den en række bemærkelsesværdige afsnit – ikke mindst fra ca. 18 minutter inde i talen, hvor Obama forsvarer ytringsfrihed og demokrati. Eller i de afsnit hor han kommer ind på de ca. 2 mio. amerikanere af cubansk oprindelse. Som han siger på et tidspunkt tidligt i talen:

In the United States, there is a clear monument to what the Cuban people can build. It’s called Miami

Det udløste ingen klapsalver i salen. Det gjorde det til gengæld, da Obama opfordrer til en ophævelse af USA’s handelsembargo, som nu har eksisteret i næsten 56 år.

“As President of the United States, I’ve called on our Congress to lift the embargo. It is an outdated burden on the Cuban people. It’s a burden on the Americans who want to work and do business or invest here in Cuba. It’s time to lift the embargo.

Efter klapsalverne fortsatte Obama dog med, at

But even if we lifted the embargo tomorrow, Cubans would not realize their potential without continued change here in Cuba. It should be easier to open a business here in Cuba. A worker should be able to get a job directly with companies who invest here in Cuba. Two currencies shouldn’t separate the type of salaries that Cubans can earn. The Internet should be available across the island, so that Cubans can connect to the wider world and to one of the greatest engines of growth in human history”.

[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=-9FqF6eOmro[/youtube]

Desværre – for Obama – kræver en ophævelse af embargoen tilslutning fra både kongressen og senatet. Selv om 2/3 af den amerikanske befolkning er tilhængere af en ophævelse, afspejler det sig ikke i holdningen hos de folkevalgte i kongressens to kamre.

En ophævelse, hvor glædelig den end ville være, har desværre lange udsigter, med mindre der sker et radikalt skift i den førte politik i Cuba.

Embargoen reguleres gennem flere love, og en ophævelse kræver:

(Gen)indførelse af demokrati og overholdelse af menneskerettighederne i Cuba
Erstatning for nationaliseret amerikansk ejet ejendom

Som et kuriosum kan nævnes at USA trods handelsembargoen er Cubas 6. største handelspartner og står for lidt mindre end 7 procent af Cubas import. Der er primært tale om fødevarer og medicin. USA’s eksport til Cuba sker mod kontant betaling på grund af udestående krav mod den cubanske stat, som følge af nationaliseringerne for 56 år siden.

Punditokraterne er helt enige med Obama i, at det er på tide at ophæve handelsembargoen overfor Cuba. Den har – set fra amerikansk synspunkt – været en total fiasko, eller Bloomberg skrev i december 2014:

”If the embargo of Cuba had been aimed at keeping the Castro brothers in power, it might be judged today as the most successful foreign policy in the history of the U.S”

Den har været et effektivt propagandaværktøj for Castro brødrene, som naturligvis bevidst har overdrevet effekten.

Vurdering af betydningen af amerikanske sanktioner

Som det fremgår af ovenstående figur som er hentet fra Ernesto Hernández-Catá’s “A Brief Comparative History of Gross Domestic Production in “Revolutionary” Cuba, er den aboslut væsentligste forklaringsvariable “politikfejl”.

Det har man også været klar over før Obama regeringen. Under Bush-regeringen forsvarede embargoen finansierede man samtidig et analyse af, hvorledes man evt. kunne finde en løsning på de amerikanske krav om erstatning for den konfiskerede ejendom. En løsning af denne konflikt er helt central for en reel normalisering i forholdet mellem de to lande. Nemt bliver det ikke.

Derfor er Obamas besøg vigtigt

Men selv om det muligvis kan have lange udsigter for en endelig normalisering af forholdet mellem USA og Cuba, skal man ikke undervurdere betydningen internt i Cuba. Den halve time Obama talte til det cubanske folk, ikke mindst den sidste halvdel, bringer minder frem om Ronald Reagans “Tear down this wall” tale. Obama insisterede også på og mødtes med kritikere af regimet (billed nedenfor).

Barack Obama sits at a table with a group of Cuban dissidents.

At den cubanske regering går med til dette – og en live transmitteret tale -viser om noget hvor presset regimet reelt er – og hvor alene Cuba efterhånden står i regionen.

I forhold til tidligere har man ingen sugar-daddy til at holde hånden under økonomien, og reformprocessen er både langsom og yderst mangelfuld. Og først og fremmest drevet af desperation, snarere end et dybtfølt ønske om at forbedre den menige cubaners levevilkår.

For regimet og dets ledelse handler det om at sikre sig en plads i fremtidens Cuba.
Mens vi venter på at Castro brødrene forlader scenen

Selv om de fleste efterhånden har erkendt at det cubanske eksperiment er endt i fiasko – Cuba var blandt Latinamerikas rigeste lande før Castro’s magtovertagelse – er det alligevel bemærkelsesværdigt at følge hvorledes man på venstrefløjen dels overdriver reformer og fremtidsudsigter ( bl.a. Ole Sohn) og hvor dybt angsten for en “amerikanisering” af Cuba sidder.

Som når Julie Wetterslev i en kronik i Raeson sidste sommer, “Kan Cuba forblive Cuba” stiller spørgsmålet om hvorvidt Cuba kan åbne sig for nordamerikanske interesser, uden helt at opgive idealismen? for derefter stort set at gentage hele den propagandasmøre af misinformation, som Castro regimet har forstået at bilde folk ind igennem årtier.

Som vi har påpeget før her på bloggen er hele fortællingen om de store sociale fremskridt i Cuba grundlæggende noget vrøvl. Ser man på udviklingen før og efter Castro’s magtovertagelse, er Cuba blandt de lande i verden, som har oplevet de mindste fremstridt målt på sundhed og uddannelse de sidste 50 år. Før Castro regimet var børnedødeligheden f. eks. lavere i Cuba end i bl.a. Japan, Spanien og Belgien. I dag er den væsentlig højere.

Uanset hvilken indikator vi bruger har Cuba klaret sig relativt ringe de seneste 56 år.

Afsluttende bemærkninger om reformprocessen.

Som allerede nævnt er formålet med reformerne primært at sikre den nuværende elite, det vil sige kommunistpartiets top og militæret – som kontrollerer ca. 60 procent af Cuba’s økonomi – det fortsatte magtmonopol. Det fremgår da også meget klart af ”Lineamientos”, som man vedtog på partikongressen i 2011, at der ikke er tale om fundamentalt at ændre den cubanske model, men ”blot ” at den skal opdateres. Der vil fortsat være tale om en central statslig styret økonomi

Selv om hverken omfang eller hastighed kan sammenlignes med reformer andre steder, er der sket ændringer. Spørgsmålet er blot hvor langt de rækker. Carmelo Mesa-Logo konkluderer således i en artikel i Americas Quarterly, “Can Cuba’s Economic Reforms Succeed?“, at

Raúl has declared that the reforms are quite complex, must be tested by experiment and should not be hurried so as to avoid costly error. His motto is “slowly but without pause.” But time and age (Raúl has promised to retire in 2018 at the age of 86) conspire against such an attitude. “Updating the model,” as the government is attempting to do, while retaining central planning and the predominance of state property over the market and non-state property, has not succeeded in Cuba. Nor has it succeeded anywhere else.

Ifølge estimater foretaget af ASCE (The Association for the Study of the Cuban Economy), indebærer de nuværende amerikanske tiltag, at BNP potentielt kan øges med mere end 0,6 procent per år i de kommende år – primært drevet af turisme og øgede pengeoverførsler fra amerikanere med cubanske rødder. Det er bestemt ikke uvæsentligt, men næppe heller tilstrækkeligt på sigt. En fuld ophævelse af alle restriktioner vil naturligvis øge betydningen yderligere, men som ASCE pointerer:

A key element for the longer term is the impact on foreign investment. This in turn will depend on prospects for implementation of policies in Cuba that improve substantially the operating environment for foreign firms. Today such changes are not evident in spite of revised legislation enacted in early 2014, and foreign direct investment is placed at around 1% of GDP. It is estimated that to reach government growth targets foreign direct investment will have to increase to at least 3.5% of GDP.

The recent measures announced by Obama are not sufficient to accomplish this. Further easing of US restrictions could generate sizable investments in sectors such as tourism and mining that can operate in relative isolation from domestic markets. However the economy remains distorted by central planning, pervasive controls on prices and wages and discretionary regulations that hit large and medium sized enterprises. Foreign investment in sectors such as tourism and mining will likely yield a growth upsurge but not sustained expansion in the absence of broad reforms to establish working product and labor markets and a balanced regulatory framework.

Med andre ord – som Obama pointere i sin tale i tirsdags. Grundlæggende ligger bolden på cubansk banehalvdel. Med andre ord: er reformerne grundlæggende drevet at en ønske om et mere velstående Cuba – ikke mindst en mere velstående befolkning – er man nød til at gennemføre reelle markedsøkonomiske reformer. Altså mere USA og mindre Cuba.

European Public Choice Society 2016

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2016. Skriv et svar

Om en uge er det blevet tid til den årlige konference i det europæiske public choice-selskab, EPCS. Konferencen, der i år afholdes fra onsdag til lørdag af Walter Eucken Instituttet ved universitetet i Freiburg, har efterhånden vokset sig til at være den vigtigste på området. Den er både en fornøjelse – jeg har som fast deltager siden 2003 fået et ganske stort netværk i forskningsmiljøet omkring EPCS – og en inspiration, da nationaløkonomer og politologer på området traditionelt kommer med deres bedste nye forskning. Som altid er hele programmet frit tilgængeligt – det kan downloades her – og de fleste papirer bliver det også. Så vores sædvanlige spørgsmål her på bloggen er derfor, hvad man kan se frem til i Freiburg. Som altid er udvalget nedenfor fuldstændigt idiosynkratisk mit.

Allerførst skal den nuværende præsident for EPCS, professor Axel Dreher fra universitetet i Heidelberg, give en presidential address. Emnet for den i år er ”The Political Economy of Foreign Aid.” Axel er en ekstremt skarp og skeptisk politisk økonom, og alt peger på et spændende oplæg fra en af de førende tyske forskere på området.

Roland Vaubel (Uni Mannheim) præsenterer et nyt papir om ”The Making of State Religion: Public Choice Theory and Historical Evidence.” Vaubel – pudsigt nok Drehers tidligere PhD-vejleder – spørger hvornår lande har statsreligioner (som folkekirken i Danmark) og præsenterer flere tusinde års evidens. Man skal regne med livlig diskussion!

Martin Rode (Universidad de Navarra) – en af punditokraternes venner – kommer med den nye version af ”Do Federal Arrangements Deter or Spur Secessionist Movements? Empirical Evidence From Europe.” Martin undersøger her, under hvilke omstændigheder uafhængighedsbevægelser i f.eks. Skotland, Flandern og Baskerlandet får flere eller færre stemmer. Spørgsmålet er ikke blot et klassisk public choice-emne, men også ekstremt aktuelt og sprængfarlig i hans adopterede hjemland.

Elie Murard (IZA, Bonn) præsenterer nyt arbejde med titlen ”Less Welfare or Fewer Foreigners? Immigrant Inflows and Public Opinion Towards Redistribution and Migration Policy.” Spørgsmålet kunne næppe være mere aktuelt i Danmark og Sverige.

Cameron Shelton (Claremont McKenna College) tager turen over Atlanten for at præsentere “Estimating the Productivity Cost of Crony Capitalism.” Crony capitalism er blevet et vigtigt begreb, ikke mindst siden Luigi Zingales introducerede det til en bredere offentlighed. Ved at være et mix af kapitalisme med reguleringer, der gavner politisk indflydelsesrige særinteresser – pro-business i stedet for pro-market policies – er det også en glimrende beskrivelse af Donald Trumps kampagneprogram og status i adskillige europæiske lande. At se et analytisk bud på omkostningerne bliver interessant.

Lørdag morgen starter for mit vedkommende med Ekaterina Borisova (Higher School of Economics, Moskva), der præsenterer ”Elections, Protest and Trust in Government: A Natural Experiment from Russia.” Alt, der kan informere om hvorfor russere stoler på deres regering, har min umiddelbare interesse.

Konferencen slutter for mit vedkommende med min medforfatter Stefan Voigt, der præsenterer vores nye arbejde omkring hvornår regeringer erklærer nødret. I samme session skal Andrea Sáenz de Viteri, der er en kommende PhD-studerende ved Universidad de Navarra præsentere sit første papir, ”Contagious Disease or Genetic Disorder? An Empirical Analysis of a Symptomatology of Violence In Mexico.” Papiret er skrevet sammen med hendes kommende vejleder Martin Rode, og har personlig interesse da jeg bliver tilknyttet som ekstern vejleder.

Årets program til EPCS har dermed præsentationer for enhver smag, og fra et hvert netværk. Og på mange måder er det sjoveste at se, hvordan de nye ansigter klarer sig. Efter konferencen skriver vi naturligvis mere om de præsentationer, der er særligt interessante.

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email: