Et Europa i ”to hastigheder”

Af Christian Bjørnskov, den 13. juni 2016. 1 svar

Der har længe været talt om et EU i ”to hastigheder”, og ofte som et problematisk scenario. Med en mulig Brexit er diskussionerne taget til. Adskillige kommentatorer ser det således som overvejende sandsynligt, at EU vil udvikle sig i retning af to hastigheder, hvis briterne vælger at blive i unionen. Grunden er, at der ganske enkelt er for mange af de overstatslige løsninger, ikke mindst fælles EU-reguleringer, som er uspiselige for et flertal i Storbritannien. Man må derfor lave en løsning, hvor briterne – og andre – kan slutte sig til et EU med færre beslutninger taget i Bruxelles og en større rolle for nationalstaterne, mens resten (eller næsten resten) kan fortsætte ad vejen mod ”dybere integration”.

Selve frasen ”to hastigheder” indikerer, at de lande, der deltager i den yderligere integration, vil bevæge sig hurtigere end dem, der bliver udenfor. Tricket er, at folk uden at overveje det, ser hastighed som hastighed, dvs. som samme hastighed overalt. To hastigheder kan dog ganske hurtigt komme til at betyde noget helt andet.

Den måde, begrebet bruges korrekt, er netop at det angiver, at nogle lande vil udvikle sig mere og hurtigere i retning af en føderal stat med centraliserede beslutninger i Bruxelles og kun mindre beslutninger i de enkelte medlemslande eller regioner. Den ’hurtige’ hastighed er dermed en EU-venlig proces, hvor mere beslutningsmagt afgives til overstatslige myndigheder, og hvor man får stadigt mere ens – i EU-speak, harmoniserede – reguleringer og politikker. Den langsomme hastighed er situationen hvor kun en del af harmoniseringen implementeres, mens andre reguleringer og politikker forbliver hos nationalstaterne, eller hvor visse politikområder gives tilbage fra Bruxelles til København og andre hovedstæder.

Den uudtalte ide hos den mest EU-venlige fløj i debatten er således, at den hurtige hastighed i forhold til harmonisering også fører til en hurtig hastighed i den økonomiske udvikling. Det er netop her, jeg mener at kæden hopper af i de implicitte argumenter. Hvorfor tror man, at yderligere EU-integration ad den retning, den fælles politik har udviklet sig de sidste 10-15 år, er gavnlig for den økonomiske udvikling?

En simpel og grov, men praktisk, måde at vurdere spørgsmålet på, er at se på den økonomiske udvikling siden 2007 i tre grupper i Europa: Lande i eurozonen, EU-medlemmer udenfor euroen, og europæiske lande udenfor EU. Den akkumulerede BNP-vækst per indbygger (BNI-vækst per indbygger) i eurozonen var iflg. Verdensbanken -4.2 % (-3.3 %) i perioden, og -2.8 % (-1.9 %) uden Grækenland. EU-landene udenfor euroen voksede i gennemsnit 6,0 % (6.7 %), mens landene udenfor EU voksede 10.0 % (9.9 %). De mest integrerede europæiske lande voksede dermed langsomst efter krisen.

En anden måde at vurdere, hvorfor man skulle tro at yderligere integration i EU fører til mere udvikling – udover en politisk udvikling til gavn for en meget lille politisk elite – er at se på, hvilke slags reguleringer og lovgivning, der indføres eller harmoniseres. Udover den totale centralisering af pengepolitikken gennem euroen, tales der også meget og varmt om at give EU beskatningsbeføjelser. Frankrig og andre har også foreslået, at man harmoniserer bl.a. selskabsskatter og dele af afgiftsstrukturen, og vel at mærke ikke på et irsk niveau. Argumentet har som oftest været, at man vil undgå skattekonkurrence i EU, hvilket i praksis betyder, at lande med de højeste eller mest forvridende selskabsskatter og afgifter ønsker, at resten af EU hæver deres skatter og afgifter. Frankrig excellerede endda i hykleri for nogle år siden, da landet foreslog en fælleseuropæisk minimumsskat på indkomst.

Ser man med nogenlunde klare øjne på de politikforslag, der dukker op i Bruxelles, er de endda meget svært at finde et eneste, der med nogen sandsynlighed vil fremme en økonomisk udvikling. Ser man over et gennemsnit af præferencer for politik, er det også ret tydeligt, at ’kernelandene’ i EU – dvs. dem, der sandsynligvis ville deltage i den hurtige hastighed – er de samme som har en tradition og politisk præference for meget aktive, regulerende og tunge stater. Med andre ord er det politiske traditioner, der foretrækker begrænset økonomisk frihed og væsentlig politisk styring. Alle erfaringer fra eksempler og vækststudier de senere år peger på, at de traditioner er væksthæmmende. Så et EU i to hastigheder kan meget hurtigt blive til netop et EU i to hastigheder: En kerne, der integrerer sig mere og mere, og vokser langsomt, og en EU-periferi, der økonomisk løber fra kernen. Det er næppe det, de fleste politikkere har i tankerne, når de advarer om et Europa i to hastigheder.

Hvor demokratisk er Afrika egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2016. 7 svar

I torsdags skrev vi om de særlige eksempler, man kan finde i de opdaterede data, som Martin Rode og jeg arbejder med for tiden. Men dataene, der er tilgængelige fra 1950 til 2015, kan naturligvis også bruges til at illustrere mere generelle trends. En af de mest omdiskuterede i mange år, har været hvordan det går med demokrati i Afrika.

Figuren nedenfor viser, hvor stor en andel af de nu 54 afrikanske lande er kategoriseret som ’rigtigt’ demokratiske. Svaret er 35 %, eller 19 af de 54, og selvom det ikke lyder af alverden, er det et væsentligt fremskridt i forhold til for bare 20 år siden. Ikke overraskende skete meget af udviklingen som direkte konsekvens af Sovjetunionens kollaps, da Østblokken ikke længere politisk og økonomisk kunne understøtte socialistiske diktaturer i Afrika. Figuren viser dog også, at de tidligere britiske kolonier helt generelt har været mere tilbøjelige til at blive demokratiske. Med den fredelige overdragelse af magten efter valget i september 2011 blev Zambia det ottende af de 16 lande med britisk kolonifortid, der er tydeligt demokratisk.

Afrika demokrati

Før nogen undrer sig, illustrerer figuren dog også en ganske interessant detalje. Ghana var den første koloni i Afrika, der blev uafhængig i 1957, men figuren viser hvordan omtrent 6 % – dvs. tre lande – faktisk var demokratiske før de blev uafhængige. Denne andel stiger endda en smule omkring 1960. Ghana fik faktisk frie og demokratiske valg, og en grad af selvstyre, allerede i 1951. Landet blev dermed på sin vis lige så demokratisk, som Færøerne er i dag. Denne umiddelbart mærkværdige situation er både spændende og generelt ignoreret i forskningen. Hvis læserne kender til forskning på området, hører vi meget gerne om det.

Hvor er de mest overraskende demokratier?

Af Christian Bjørnskov, den 9. juni 2016. Skriv et svar

Jeg har de seneste måneder brugt en del tid i samarbejde med min ven Martin Rode (Universidad de Navarra) på at samle en database over regimetyper og ledere. Dataene indgår både i vores fælles arbejde omkring demokratiseringer og regimeændringer (se f.eks. her) og i mit eget arbejde omkring kup og kupforsøg. Hvis man ikke lige stirrer sig blind på tallene, ser man ofte morsomme og interessante ting, mens man arbejder med dem. Dagens observation er ganske enkel den, at man faktisk ser stabilt demokratiske regimer, som er omgivet af autokratiske nabolande, ligesom man ser det modsatte. Så hvor er de mest overraskende af slagsen?

Mit bud, baseret på vores opdatering af demokratiindikatorerne i Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-database, peger på tre lande: Kenya, Mongoliet og São Tomé og Príncipe. Alle tre er kendetegnet ved at være fattige eller mellem-indkomst med PPP-justerede nationalindkomster på 3300, 12.500 og 3400 dollars (kilde: CIA World Factbook) og har været stabilt demokratiske i mindst ti år.

De deler også det, at alle deres geografiske nabolande er stabilt autokratiske, forstået på den måde at de alle er kategoriseret som udemokratiske i hele perioden 2005-2015. Deres nabolande er på andre måder bekymrende. For Kenya gælder det f.eks. Somalia og Sydsudan, for Mongoliet Rusland, og for São Tomé er det nærmeste fastland Gabon og Ækvatorialguinea. Sidst er de alle tidligere kolonier – Kenya som en del af Britisk Østafrika, São Tomé under portugiserne, og Mongoliet som en effektiv sovjetisk lydstat. Mens det kenyanske demokrati ikke altid er perfekt fredeligt, ligner politiske processer i Mongoliet og São Tomé dem vi kender fra vestlige lande. Det er med andre ord ganske imponerende, at demokratiet har slået så grundigt rod i de tre lande.

I den anden ende af skalaen viser de nye data ret klart tre lande, hvor autokratier overlever på trods af, at de er næsten helt omgivet af demokratier: Montenegro, Singapore og Cuba. Montenegro har de sidste ti år været omgivet af demokratier på alle sider, men præsident Filip Vujanović og premierminister Milo Đukanović har siddet tungt på magten siden før den officielle uafhængighed fra Serbien i 2006. Đukanović har således haft posten som enten premierminister eller præsident uafbrudt siden 1991. Historierne om statssanktioneret smugleri, manipulation med banker og indgroet rent-seeking mangler ikke i det ellers fabelagtigt smukke land, og indtil videre er det ikke lykkedes at vælte en magthaver.

I Cuba har det på meget anderledes vis været Castro-brødrenes kommunistiske jerngreb, der har holdt befolkningen udenfor en hvilken som helst indflydelse. Ingen ved præcist hvor mange politiske fanger, der sidder i landets fængsler, og selvom regimet har åbnet en smule op – Obama blev således modtaget tidligere i år og holdt ikke sin kritik tilbage – er der ingen tegn på, at den politiske elite og de cubanske militær har planer om at give magten fra sig. I mellemtiden er alle nabolandene, med undtagelse af Haiti, blevet stabilt og pænt demokratiske. Cubanerne kan, i det omfang de får information fra internet, tv eller undergrundspressen, blot følge med i, hvordan verden løber fra dem.

Sidst, men ikke mindst mærkeligt, har Singapore været ledt med stor, autokratisk dygtighed. Lee Kuan Yew definerede stilen i de tre årtier, han sad ved magten efter uafhængigheden, og efterfølgende leder har styret den lille bystat sammen med et parlament, der er nogenlunde demokratisk valgt, men uden megen formel magt. Singapore har således ikke fulgt Cubas voldsomt undertrykkende måde at bevare autokrati, og har heller ikke været udbyttende som Montenegros elite. I stedet har bystaten skabt et af verdens mest effektive embedsværk, retsvæsener og erhvervsklimaer. Resultatet har været en af verdens hurtigste vækstrater, så Singapore fra at have været en ret ubetydeligt, fattig knold med en havn i 1950erne er vokset til at være markant rigere end Danmark. Selvom der er en demokratibevægelse, som også blander sig i den offentlige debat, synes politiske rettigheder stadig at være lidt nede på listen over prioriterede emner blandt store dele af befolkningen.

Dagens post er således både en undren over, at visse lande kan bibeholde politiske institutioner, der slet ikke ligner nabolandenes, og en introduktion til, hvad man kan bruge denne type databaser til – man kan f.eks. notere sig, at alle de særligt stabile autokratier har ikke-militære ledere. Men posten er også en påmindelse til mange læsere, der måske i gymnasiet eller andre steder har lært, at tal er kolde og økonomer kun er interesseret i dem (og penge). For som eksemplerne viser, er der en historie bag hvert ’tal’, men man skal nogle gange have de hårde fakta – tallene – først før man opdager historierne.

IEC-studerende om dansk handelspotentiale

Af Christian Bjørnskov, den 7. juni 2016. Skriv et svar

En af de store fornøjelser som underviser på et universitet er at se studerende vokse med en opgave. Det får de dygtigste studerende på International Economic Consulting-linjen mulighed for hvert år når de følger kurset Applied Economic Consulting. Her simulerer underviserne en rigtig konsulentopgave med møder, sure klienter, umulige deadlines, og kolleger man ikke selv har valgt. Nogle år sker det med en rigtig konsulentopgave, hvilket var tilfældet i år. Årets case var givet af det Dansk-Tyske Handelskammer og handlede om, hvorvidt der er et uudnyttet eksportpotentiale for danske virksomheder i Sydtyskland.

Handelskammeret har været særligt tilfreds med den rapport, som Nikolaj Krog Knudsen, Thi Hong Nhung Nguyen, Gustav Ebler Johansen, Virginia Midari og Hannes Velt udarbejdede. Ifølge de studerendes beregninger ligger der et ganske stort potentiale til særligt Bayern og Baden-Württemberg. Ved at analysere, hvor meget man generelt handler med andre lande og regioner og sammenholde det med, hvor meget der faktisk eksporteres til Sydtyskland, kommer de frem til et potentiale i størrelsesordenen 1,8 mia. euro i eksport. Meget af potentialet ligger hos små og mellemstore virksomheder, der ikke ligesom de store har mulighed for, at indhente og aktivt behandle information fra nye markeder. De studerendes analyse viste således også, at Handelskammeret ikke er en primær informationskilde for disse virksomheder, noget de kalder en ”øjenåbner” og naturlig inspiration i kammerets videre arbejde.

Virginia+

Der er derfor også en dobbelt glæde forbundet med, at det Dansk-Tyske Handelskammer gav de studerende en mindre præmie for deres arbejde. Først er det den simple glæde ved at se dygtige studerende blomstre når de får muligheden, og for det andet er der glæden ved at vise, at vi ikke blot uddanner de unge til en plads i elfenbenstårnet. Når de er færdige hos os, har de faktisk lært noget brugbart. Hermed et tillykke til Nikolaj, Thi, Gustav, Virginia og Hannes.

Præsidentvalg i Peru

Af Niels Westy, den 5. juni 2016. Skriv et svar

Som det muligvis er nogle bekendt, skriver jeg ved siden af Punditokraterne også på bloggen på Americas.dk, der kun omhandler Latinamerika.

I anledning af dagens præsidentvalg i Peru, har jeg skrevet et mindre indlæg, hvor jeg ser på bl.a. udviklingen i BNP og den offentlige gæld. Det går godt i Peru, som i indeværende år forventes at vokse med ca. 4 procent målt på BNP.

Hemmeligheden bag denne succes er grundlæggende de (neoliberale) reformer man gennemførte i 1990erne, der har begrænset skiftende regeringers muligheder for at blande sig i markedet.

Læs mere på Americas.dk

Ulandshjælp og voldelige konflikter

Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2016. Skriv et svar

Jeg ankom til Heidelberg i tirsdags og har startet mit sommerophold hernede på universitetets Alfred Weber Institut med deltagelse i den årlige konference for udviklingsøkonomer i Tyskland. Programmet afsluttedes i aftes med en præsentation af Martin Gassebner (Uni Hannover), der sammen med Richard Bluhm, Paul Schaudt (begge Hannover) og Sarah Langlotz (Heidelberg) har spurgt om ulandshjælp påvirker graden af voldelige konflikter i fattige lande. Tidligere forskning har generelt ikke kunnet blive enig og vist indbyrdes modstridende resultater. Det teoretiske billede er også tvetydigt, da bistanden – hvis den virker efter hensigten – vil skabe udvikling og dermed gøre konflikter dyrere, men også giver flere midler at slås om adgangen til. Gassebner et al. skaber i deres konferencepapir ny empirisk klarhed over spørgsmålet med et nuanceret ja.

Nuancerne kommer fra at splitte konfliktniveauet i fire niveauer: 1) Hvis der ingen er; 2) hvis der er mellem 1 og 25 dødsfald i forbindelse med f.eks. demonstrationer mod regeringen; 3) hvis der er mellem 25 og 1000 dødsfald, dvs. svære konflikter; og 4) hvis der er decideret borgerkrig. De tidligere studier har ikke skelnet mellem samfund uden konflikter overhovedet, og samfund med svage konflikter (niveau 2). Gassebner et al. viser, at det gør en forskel.

I et meget avanceret empirisk set-up peger deres resultater på et billede, som Martin over en kop kaffe betegnede som ”noget som tilhængere og skeptikere begge burde kunne lide.” Ved at bruge samfund med svage konflikter som udgangspunkt, viser det sig nemlig, at 10 % mere ulandshjælp gør det cirka 2,8 % mere sandsynligt at de svage konflikter slutter, og samfundet bliver helt fredeligt. De samme 10 % ekstra hjælp øger dog også risikoen med 1,5 % for at de svage konflikter eskalerer til voldsomme konflikter, og øger risikoen for at de udarter sig borgerkrig med yderligere 1,5 %.

De tyske forskerholds studie peger derfor på, at hjælpen har en polariserende virkning på samfunds konfliktudvikling. I nogle tilfælde bruges hjælpen fornuftigt, eller giver i det mindste noget fredeligt at lave, og bidrager dermed til ro. I lige så mange andre tilfælde bidrager de ekstra midler simpelthen til at eskalere småkonflikter til virkeligt ødelæggende begivenheder. I sidste ende er læren, at det ikke betyder så meget, hvad vi gør, men mere hvordan hjælpen i sidste ende bruges i modtagerlandene. Vi har som donorer meget mindre kontrol over den, end de fleste politikere og andre går og tror.

Ekonomisk Debatt om boligmarkedet

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2016. Skriv et svar

Det nye nummer af det fremragende svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt er på gaden i denne uge. Emnet i dette års temanummer er boligmarkedet – et emne der har speciel relevans for Danmark. Begge vores lande har nemlig udviklet nærmest byzantinske reguleringer og har voldsomme priser i de største byer.

Mens der er en række artikler – Harry Flam om hvorvidt Sverige har en boligboble, Mikael Elinder og Lovisa Persson om virkningerne af Sveriges 2008-reform og en diskussion udenfor temadelen af Fredrik Andersson og Lars Jonung om hvor stor gæld er acceptabel for Sverige – var højdepunktet for mig Roland Anderssons analytiske ’bøn’ om at liberalisere huslejerne. Som sædvanlig er hele tidsskriftet eminent læseværdigt og dygtigt redigeret, og af lige så stor relevans for danske som svenske diskussioner.

Uligheden i levealder falder – uanset hvordan det måles

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. maj 2016. 8 svar

”Uligheden i sundhed er stigende”. Det hævder Danmarks Radio i en ny realitybaseret TV-serie over fire afsnit. Men det passer ikke. Uligheden i sundhed – som traditionelt måles ved livslængder – er faldende. Det viser mine beregninger her. Ser man på, hvor gamle danskerne bliver, bliver forskellene mindre og mindre år for år.

Danmarks Radio refererede ikke dette resultat i seriens første afsnit, hvor påstanden om voksende ulighed derimod blev fremført gentagne gange. Men man inviterede mig dog i DR2 Deadline for at diskutere det sidste onsdag. Til diskussionen var også inviteret Henrik Brønnum-Hansen, som var medforfatter til en rapport fra AE-rådet til Sundhedsstyrelsen om ulighed i sundhed. Og som i en artikel forfattet sammen med FOAs formand, Dennis Kristensen, og AE-rådets Jes Vilhelmsen i Berlingske den 9.12.2015 flere gange hævder, at ”Al forskning i danskernes levealder har vist, at den sociale ulighed vokser” (se i øvrigt mit svar til artiklen her).

Debatten i DR2 Deadline blev desværre i høj grad præget af metodespørgsmål. Jeg tvivler på, at mange seere var klædt på til at følge med. De har sikkert opfattet det som noget nørdet. Studieværten brugte samtidig kræfterne på især at prøve at få DRs realityprogram af krogen.

Mine pointer i programmet var kort sagt tre:

  • At danskernes middellevealder er stigende. Vi bliver ældre og ældre.
  • At forskellene i livslængde er klart faldende.
  • At AE-rådets analyse lider under nogle metodeproblemer, som ikke gør den særlig egnet til at sige meget om årsagsforklaringerne på forskelle i dødelighed.

Henrik Brønnum-Hansens pointer var – så vidt jeg hørte dem:

  • At min analyse burde have brugt overlevelsestavler i stedet faktiske livslængder ved død.
  • At man skal passe på med at sammenligne grupper med forskellig alderssammensætning.
  • At min kritik af AE-rådets metode må skyldes, at jeg ikke har læst ham ordentligt.

Hovedargumentet imod min analyse var altså, at den bygger på faktiske levealdre og ikke på overlevelsestavler. Inden vi ser nærmere på argumentet, kan der imidlertid være grund til at slå én ting fast: Det ændrer ikke ved konklusionen. Også når man bruger overlevelsestavler, er uligheden faldende. Jeg har her beregnet GINI-koefficienten (for mænd) på grundlag af overlevelsestavler.

gini levealder overlevelsestavle

Som man kan se, er den klart faldende – ligesom for den faktiske levealder. Det understreger en anden pointe, nemlig at faldet i ulighed er ganske robust over for valg af metode og afgrænsninger. Her er i øvrigt tal for en række andre lande og langt tilbage i tid, også baseret på overlevelsestavler. Man ser samme mønster med faldende ulighed over tid, med kun Rusland som afvigende i nyere tid.

 

Hvilken metode bør man beregne GINI ud fra?

Men hvad er rigtigst at beregne GINI ud fra? Svaret er, at man kan regne på forskellige måder, og at de hver især illustrerer noget forskelligt. Der er grundlæggende tre måder:

  1. Beregn GINI for personer med samme fødselsår.
  2. Beregn GINI for personer med samme dødsår.
  3. Beregn GINI ud fra den gennemsnitlige dødelige for alle i et givent år.

Den første metode er måske enklest at fortolke. Vi begynder med en gruppe nyfødte og venter og ser, hvor gamle de bliver. Problemer er naturligvis, at det først kan gøres, når alle er døde. Vi kan altså ikke sige noget om årgange født efter begyndelsen af det tyvende århundrede. Problemet er også, at historiske dødeligheder vil komme til at veje tungt. Vi vil måle en del ulighed, som er fremkaldt f.eks. af dødfald under den spanske syge.

Den anden metode tager udgangspunkt i personer, som dør samme år. Her kan vi altså komme helt frem til nutiden. Metoden lægger vægten på sundhedstilstanden frem mod måleåret. Personer døde under den spanske syge er allerede døde og kommer ikke til at præge billedet. Vi vil dog ikke kunne fange de forhold omkring aktuel sundhedstilstand, som først sætter sig i dødeligheden ude i fremtiden. Men det vil altid være tilfældet, uanset hvordan vi bærer os ad. Metoden er – indrømmet – følsom overfor, at ikke alle fødselsårgange er lige store. Med voksende fødselstal vil unge komme til at veje lidt tungere end gamle. Men når vi ser på ændringerne i GINI over tid, er alle år præget af de unges overvægt.

Det bør måske bemærkes, at den traditionelle GINI-koefficient for indkomst og formue også er beregnet på baggrund af forskellig størrelse aldersgrupper og derfor er præget af samme fænomen. Der er ikke tale om noget nyt problem.

Den tredje metode tager udgangspunkt i, hvordan uligheden ville være, hvis alle generationer levede i slutåret*). GINI’en for året 1990 viser altså dødeligheden, som om alle nyfødte levede i 1990, alle teenagere levede i 1990, alle 40 årige leve i 1990…og så videre, indtil den ældste. En overlevelsestavle viser således, hvor mange af 100.000 nyfødte, der er tilbage efter ét år, to år og så videre, indtil alle er døde – men med udgangspunkt i samme års aldersbetingede overlevelsessandsynlighed. Der er tale om et hypotetisk regnestykke, fordi ingen lever hele livet i samme år. Det kan bestemt være interessant alligevel, ligesom det kan være interessant at se på GINI-koefficienten for hypotetiske livsindkomster. Men det kræver en del fortolkning at forstå. Det kommer til at afspejle sundhedstilstanden i opgørelsesåret, hvor faktiske menneskers levealder selvsagt er påvirket af sundhedstilstanden over livet. Og alligevel fanger den ikke ændringer i sundhedstilstanden i det enkelte år, når den ikke har nået at påvirke dødeligheden.

For de fleste lande uden adgang til de registerdata, vi har til rådighed i Danmark, er det rent praktisk ikke muligt at opgøre GINI på grundlag af andet end overlevelsestavler, altså efter den tredje metode.

Min første beregning af uligheden i levealder benytter den anden metode. Henrik Brønnum-Hansen talte for den tredje metode. De kan begge være af interesse. Og man kan ikke hævde, at den ene er rigtig, og den anden forkert. De har bare et lidt forskelligt perspektiv. Men bemærkelsesværdigt nok kommer de til samme konklusion: Nemlig at uligheden i levealder er faldende. Og det var faktisk præcis den påstand, debatten i Deadline var foranlediget af.

 

AE-rådets heterogenitetsproblemer

Men hvad med Henrik Brønnum-Hansens advarsel mod at sammenligne to grupper med uens alder. Den er jeg grundlæggende meget enig i. Desværre rammer den AE-rådets analyse som en boomerang. Rådets analyse er ikke en måling af den faktiske ulighed, men et forsøg på at forklare årsagerne til ulighed, og om de er blevet skærpet over tid.

Det er velkendt, at levealderen varierer med indkomsten. Det er der ikke diskussion om. AE-rådet hævder imidlertid, at den sociale ulighed er vokset. I rapporten til Sundhedsstyrelsen er den primære opdeling mellem faglærte og ufaglærte. Da middellevealderen vokser hurtigst for de faglærte, konkluderer den, at uligheden er vokset. Problemet er imidlertid, at man ikke får korrigeret for al anden heterogenitet end forskellen mellem uddannelse. Heller ikke selv om der bliver korrigeret for aldersforskelle via aldersbetinget dødelighed. Alene det faktum, at den samlede ulighed mellem alle individer som sagt falder, burde have fortalt forfatterne, at de manglede at gøre rede for andre forklarende variable. Det bliver ikke bedre af, at man også opdeler efter andre kriterier – f.eks. efter indkomsten opdelt i fire lige store grupper – og overalt finder mere ulighed.

Problemet med metoden er for det første, at man sammenligner grupper med forskellig sammensætning over tid. Man tager kun personer på 30 år eller mere med. Men den faldende dødelighed for de yngste – som reelt øger ligheden i sundhed – kommer dermed til at blive målt som stigende ulighed, fordi en række ”dårlige liv”, som tidligere døde, inden de fyldte 30 år, nu giver ulighed, når de f.eks. dør som 40-årige med lav uddannelse og lav indkomst. For det andet smider analysen indkomstvariation væk, når den sker inden for grupperne. Den eneste indkomstvariation, som indgår, er, om man tilhører den ene eller anden indkomstgruppe. For det tredje får man ikke sat de forklarende faktorer ind i en fælles multivariat model. Man slæber så at sige hele tiden rundt på ikke-håndteret heterogenitet. Endelig får analysen ikke afklaret kausalitetsretningen. I stedet for at f.eks. indkomstulighed driver ulighed i sundhed, forekommer det mig langt mere plausibelt, at ulighed i sundhed driver indkomstforskelle mere end før. Navnlig når man husker på pointen med, at de under 30-årige er smidt væk. I det hele taget forekommer det mig meget lidt plausibelt, at social ulighed i sig selv skulle være en væsentligt drivende kraft i ulighed i sundhed. Vi er med ganske få undtagelser – især narkomaner – ude over, at lav indkomst er årsag til underernæring eller sundhedsfarlige boligforhold. Måske dør der lidt ekstra med lave indkomster, fordi de har dårligere råd til trafiksikker transport, men i det store regnestykke må det være småting. Det tunge slid og arbejdsmiljøgifte er ved at være passé. Arbejdspladserne er mindre farlige. Og så fremdeles.

Ud over at årsagssammenhængen kan gå fra sundhed til indkomst, frem for den anden vej, er der også muligheden for en spuriøs sammenhæng: Nemlig at det er en tredje faktor, som driver både indkomst og sundhed. En god kandidat er, hvordan den enkelte vægter fremtiden i forhold til nutiden. En høj vægt på fremtiden kan tale for at vælge at uddanne sig og spare op, hvilket i gennemsnit vil resultere i højere indkomst. Det kan også tale for at vælge en sund livsstil. I begge tilfælde er der gevinster på langt sigt, men afsavn på kort sigt. Omvendt kan en høj vægt på nutiden tale for at foretage valg, som koster på det lange sigt – både med hensyn til indtægt og levealder.

 

*) Den anvendte overlevelsestavle er dog baseret på femårsperioder. Det vil sige, at dødeligheden måles, som om alle levede i et gennemsnitsår i femårsperioden.

 

HaH

IMF gør fortsat mere skade end gavn

Af Niels Westy, den 30. maj 2016. Skriv et svar

President Clinton and the International Monetary Fund have shifted into overdrive in their effort to save the economies of Indonesia, the Philippines, South Korea and Thailand–or, to be more accurate, to save the pocketbooks of international investors who could face a tide of defaults if these markets are not now shored up. But this must be the last time that the IMF acts in this capacity. If it is not, further bailouts, unprecedented in scope, will follow.

Sådan skrev George Shultz, William Simon og Walter Wriston i Wall Street Journal ( Who needs the IMF ) om fondens rolle i Asienkrisen tilbage i 1997-1998.

Som bekendt var det ikke sidste gang vi oplevede internationale finansielle kriser og lande med betalingsvanskeligheder. Blot 3 år senere opgav Argentina ved årsskiftet 2001/2002 at honorere sine internationale forpligtigelser og lod pesos flyde, efter IMF (endelig) havde opgivet at yde fortsat kredit.

Alle kriser har naturligvis deres særlige forløb, men et fællestræk synes at være, som Atish R. Ghosh, Jonathan D. Ostry og Mahvash S. Qureshi kommer frem til i “When Do Capital Inflow Surges End in Tears? ” fra maj nummeret af American Economic Review, at:

…….while changes in global conditions have an important bearing on crisis susceptibility, countries that allow the buildup of macroeconomic and financial vulnerabilities during boom times, and which receive mostly debt flows, are significantly more likely to see capital inflow surge episodes end in a financial crisis.

Ikke overraskende er risikoen for at en periode med kraftigt inflow af kapital ender i en finansiel krise i høj grad afhængig af den førte politik inden krisen.

IMF og neoliberale reformer

I en artikel af Jonathan D. Ostry, Prakash Loungani og Davide Furceri fra IMF, hvor man under overskriften “Neoliberalism: Oversold?” ser kritisk på dele af IMF’s traditionelle policy-forslag – først og fremmest deregulering af kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – har skabt en del furore de seneste dage.

På den ene side anerkender og understreger man, at den stigende internationale handel (frihandel) har “frelst” mio. af mennesker fra fatttigdom”. At direkte udenlandske investeringer ofte har indebåret overførsel af teknologi og know-how til udviklingsøkonomier, mens privatisering af statsejede virksomheder har indebåret kvalitetsforbedringer og mindsket presset på de offentlige finanser.

På den anden side mener man dog, at andre dele af den “neoliberale agenda” – frie kapitalbevægelser og konsolidering af de offentlige finanser – ikke har leveret som forventet. Som forfatterne skriver:

An assessment of these specific policies (rather than the broad neoliberal agenda) reaches three disquieting conclusions:

•The benefits in terms of increased growth seem fairly difficult to establish when looking at a broad group of countries.­

•The costs in terms of increased inequality are prominent. Such costs epitomize the trade-off between the growth and equity effects of some aspects of the neoliberal agenda.­

•Increased inequality in turn hurts the level and sustainability of growth. Even if growth is the sole or main purpose of the neoliberal agenda, advocates of that agenda still need to pay attention to the distributional effects.

I realiteten er der tale om en artikel, som i vid udstrækning opsummerer forfatternes egne konklusioner i tidligere analyser og arbejdspapirer, hvoraf vi her på bloggen har beskæftiget os med ikke mindst de som omhandler sammenhængen mellem vækst og indkomstfordeling.
Se bl.a. “IMF og ulighed (måske) III – empirisk fifleri” og “IMF om ulighed og vækst (måske)“.

Og som Christian Bjørnskov påpeger efter at have analyseret Ostry o. a. metode:

Problemet viser sig at være, at Ostry et al. ikke korrigerer for region-specifikke forskelle. Gør man det, ender man med at få mere præcise estimater på andre forhold, mens ulighed i disponible indkomster ikke bare bliver insignifikant, men faktisk skifte fortegn. Målet for omfordeling bliver ved med at være ligegyldigt. Hele resultatet er således kørt af tidsinvariante forskelle mellem regioner – Latinamerika er således kendetegnet af stor ulighed og massive politiske fejl, der holder det økonomisk tilbage.

Spørgsmålet er nok også, hvorvidt politikfejl ikke også er den væsentligste grund til de boom & bust episoder man har oplevet – og som “neoliberal” vil man også tilføje selve eksistensen af IMF.

Problemet er vist primært, som Milton Friedman på et tidspunkt påpegede, netop med tanke på IMF (efter Bretton-Woods sammenbrud):

“The IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. ” “the IMF lost its only function and should have closed shop. But few things are so permanent as government agencies, including international agencies. “

Og hvis man skal svare på Ostry o. a. spørgsmål “Neoliberalism: Oversold?” så er spørgsmålet vel mere hvorvidt IMF og dets ageren ikke i sig selv netop er det modsatte af hvad “neoliberalisme” står for, hvis vi bruger det udtryk.

For som Milton Friedmans mangeårige faste medforfatter, Anna Schwartz, skrev i “Time to Terminate the ESF and the IMF“:

Defenders of the IMF as an international lender of last resort are misinformed since the IMF does not and cannot serve that purpose……..[IMF] should be abolished, not reformed, because they are not needed to resolve currency crises and they preclude superior solutions.

PS.
Jeg skal lige understrege, at der produceres masser af godt materiale i IMF (og OECD for den sags skyld) – ikke mindst data, som indgår i den fortsatte økonomiske forskning.

 

Hvem er de virkelige succeser?

Af Christian Bjørnskov, den 30. maj 2016. Skriv et svar

I flere år talte og skrev en række meningsdannere om BRIKS-landene – hvor flot deres vækst var, hvor politisk vigtige de ville blive, og hvordan verdens økonomiske centrum flyttede sig. I løbet af det sidste år er den debat dog svækket, da det nu er blevet alt for tydeligt, hvor meget man tog fejl. BRIKS-landene var aldrig rigtige succeser, med Indien som den store undtagelse. Vi kan naturligvis more os på punditokraterne fordi vi har skrevet om det gennem årene (Se f.eks. her og her), men spørgsmålet må under alle omstændigheder være: Hvem er de virkelige succeser?

Dagens svar kommer fra at beregne den gennemsnitlige vækstrate i købekraftskorrigeret BNP per indbygger, taget fra Verdensbankens World Development Indicators over tiårsperioden 2005-2014. Sammenligningsgrundlaget er, at den globale økonomi som helhed voksede med 2,1 % om året i perioden, mens den danske gennemsnitsvækst var -0,3 %. Vi viser to lister hvor den til højre er Top-10 inklusive alle lande mens den til venstre er demokratierne. Grunden til at smide autokratierne ud har vi også skrevet om for nogen tid siden: Diktaturer lyver ofte om deres vækst (læs her og her).

Hvis læserne står med midler, der skal investeres i den nære fremtid kan de spørge sig selv, hvilke lande der er mest interessante. Stoler man f.eks. på Turkmenistans officielle vækstrate på otte procent, og Uzbekistans på 5,6? Hvis ikke, er dele af Latinamerika interessante – men ikke Brasilien. Peru, Uruguay og Panama er blandt de store succeser de sidse ti år. Som man siger i sydstaterne: Who’d a Thunk hvis man bare havde læst de lyserøde sider i JP.

Land Vækst Land Vækst
Peru 4.18 Indien 5.26
Ghana 4.20 Laos 5.42
Uruguay 4.29 Uzbekistan 5.62
Sierra Leone 4.70 Panama 5.67
Bhutan 4.92 Georgien 5.77
Sri Lanka 4.99 Mongoliet 6.34
Indien 5.26 Ethiopien 6.68
Panama 5.67 Azerbaijan 7.30
Georgien 5.77 Kina 7.97
Mongoliet 6.34 Turkmenistan 8.20

 

Hvor dårligt går det i Danmark?

Af Christian Bjørnskov, den 24. maj 2016. 7 svar

Vi har flere gange skrevet om, hvor dårligt det går i Sydafrika (ikke godt), Brasilien (virkeligt dårligt) og Venezuela (katastrofalt). Et rimeligt spørgsmål er derfor, hvor dårligt det går i vores eget land? Spørgsmålet er ikke mindst interessant fordi regeringen påstår, at det går tydeligt fremad, som det f.eks. kan ses i Konvergensprogrammet for 2016.

Dagens mål for, hvor godt eller skidt det går i Danmark, er det private forbrug, målt i faster priser og sæsonkorrigeret. Figuren viser privatforbruget i 1000 kroner per person i Danmark hvert kvartal fra 1995 til og med 2015. Spørgsmålet til enhver læser, der ikke er politiker – eller måske er en af landets tre-fire ærlige af slagsen – om man kan se tydelige tegn på, at det går bedre? Finanskrisens impact er klar for enhver, men siden 2009 har privatforbruget fluktueret omkring samme niveau som det havde i 2004-5. Ethvert tilløb til en trend synes at være forårsaget af en vis genopretning af boligforbruget, og ikke resten. Det samme kan ses i de simple tal, hvor privatforbruget inklusive boliger er faldet med 4,5 % siden krisens start, mens faldet eksklusive boliger er 6,5 %.

dårligt i DK

Så hvad er der gået galt i Danmark, som ikke gik galt i f.eks. Sverige? I vores naboland er privatforbruget faktisk steget med omkring 8 % siden krisens start. Som jeg også har skrevet tidligere i bl.a. Børsen er min favoritforklaring Policy Uncertainty. Danske politikere har ikke blot øget reguleringsbyrden, men har også øget den fundamentale risiko, der kommer fra at det private erhvervsliv (og dele af den offentlige sektor) ganske enkelt ikke længere ved, hvad Folketinget kan finde på. Sagt med andre ord har landets politikere valgt at ignorere Regel Nr. 1 for Ordentlig Politik: Statens rolle er først og fremmest at undgå at stå i vejen for borgerne.

Hvem kan lide hvem i Europa – og hvorfor?

Af Christian Bjørnskov, den 20. maj 2016. 1 svar

Jeg lagde fornylig et nyt papir ud i working paper-databasen SSRN. Papiret med titlen ”Who Likes Whom In Europe?” begyndte som lidt af en joke efter at en survey i januar af Lord Ashcroft havde inkluderet et spørgsmål om, hvor favorabelt et indtryk man har af folk i de 27 andre EU-medlemslande. Vi har tidligere skrevet om en anden del af surveyen (læs her) , men emnet var simpelthen et af den salgs, hvor folk tit tænker ”Nej hvor sjovt”. Og det var både morsomt og tankevækkende at se, hvem der kan lide hvem i Europa, og også se hvem der overordnet er mere populære end andre i landene. Som en samfundsvidenskabelig nørd kunne jeg dog ikke lade være med også at stille spørgsmål ”Hvorfor?”

Først og fremmest viser figuren nedenfor, hvilke befolkninger, der er relativt mere eller mindre populære i resten af Europa. Målet i figuren er hvor stor en andel af respondenterne i de andre EU-lande, der har et favorabelt syn på folk fra land X i forhold til hvor mange der har et favorabelt syn på de andre 26 lande. Det pudsige er, at cyprioterne i januar 2016 var den suverænt mindst afholdte befolkning, efterfulgt af slovernene og svenskerne. I den anden ende var esterne, litauerne og polakkerne de mest afholdte.

hvem kan lide hvem

Hvorfor befolkningen i land X synes om befolkningen i land Y viser sig at være en konsekvens af f.eks. hvor socialt globalisereret X er, hvor meget samhandel de to har, og hvor religiøst Y er. Det hele er enten, interessant, sjovt eller måske bare latterligt, alt efter ens temperament – men nogen skal jo lave forskningen! Hele papiret kan hentes på SSRN her; abstractet følger nedenfor:

This paper employs new survey evidence to ask why the populations in different European countries have more or less favourable views of each other. The paper applies a gravity equation framework and exploring the potential effects of 21 economic, social, political and linguistic variables, and separates the characteristics of ‘sender’ and ‘receiver’ countries. The findings suggest that a small subset is robustly significant determinants. Specifically, social globalization, bilateral trade, views on EU membership, religiosity, and geographical and linguistic distance predict how favourable populations are towards each other.

Hvad er det liberale svar på krisen i EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 18. maj 2016. Skriv et svar

Krisen i EU kan meget vel være en eksistenskrise. Udover at den er dyb, er det mest bemærkelsesværdige, hvor få som har et godt bud på “hvad nu”? Det gælder lige fra “exit”-tilhængerne til superføderalisterne.

For mig er det afgørende spørgsmål: Hvordan sikrer og cementerer vi de liberale sider af projektet? Det vil bl.a. sige det åbne indre marked, den frie bevægelighed og forbuddet mod statsstøtte til erhvervslivet. Og hvordan sikrer man de østeuropæiske landes forankring i det liberale demokrati og forhindrer den populistiske  tiltrækning af “stærke mænd”. Og på den anden side: Hvordan forhindrer man EU i at udvikle sig til en superstat med en meget lidt liberal dagsorden? Det udelukker risikoen for sammenbrud nemlig ikke.

Derfor ser jeg frem til og anbefaler torsdagens debat i CEPOS. Man kan melde sig til her.

Det er mellem Dalibor Rohac og Mark Littlewood. Rohac er forfatter til en yderst velskrevet bog “A conservative case for the EU”. Det er et forsvar for det frie markeds EU trods alle dets fejl – inspireret af F.A. Hayeks vision om Europa. Littlewood har modsat Rohac en meget unionsvenlig baggrund, men anbefaler nu et brexit. Littlewood er CEO for Institute of Economic Affairs.

Venezuela – en failed state

Af Niels Westy, den 16. maj 2016. 1 svar

Skal Venezuela tilbage på vækstsporet, er det ikke nok at gøre op med den førte politik under Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro. Det kræve et opgør med årtiers økonomisk politik.

Vi nærmer os hastigt Venezuelas endelige sammenbrud. Inflationen forventes at passere 700 procent i år, BNP er i frit fald. Der er udbredt varemangel og sundheds-systemet er brudt fuldkommen sammen. Der meldes om flere og flere plyndringer og optøjer.

I fredags erklærede præsident Maduro så landet i undtagelsestilstand i 60 dage og samtidig afviste regeringen at det kan komme på tale at udskrive en folkeafstemning om hvorvidt Maduro skal fortsætte eller ej, hvilket landets forfatning ellers giver mulighed for.

Undtagelsestilstanden begrundes med at Venezuela er under “angreb” fra både indre og ydre fjender af revolutionen. En begrundelse som er blevet brugt et par gange efterhånden.

Det lyder måske tosset i vores ører, men er helt i tråd med 1960ernes afhængighedsteori,  der udgør det ideologiske fundament for regimet.

Lørdag besøgte jeg Deadline, hvor emnet netop var krisen i Venezuela

[youtube]https://youtu.be/5rWbT5fK-jc[/youtube]

Præsident Maduro’s dage er talte og Chavez “socialisme for det 21. århundrede” er på vej i graven. Spørgsmålet er alene hvordan slutspillet kommer til at foregå. Den store frygt er naturligvis at det ender i borgerkrigslignende tilstande. Formentlig bliver det hæren, som i sidste ende afgør Venezuela’s skæbne.

Godt nok sidder en del af Chavez gamle venner centralt placeret, men man kan jo håbe på, at der er tilstrækkeligt stærke krafter i den, der vægter forfatningen højere end at holde det nuværende regime ved magten. De konfrontationer man må forudsige kun bliver værre i den kommende tid mellem protesterende borgere og militær og politi kan blive afgørende.

Et lille håb kan man måske finde i, at det sandsynligvis var efter at have fået et løft med en vognstang fra netop kredse indenfor militæret, at Maduro i december anerkendte nederlaget ved valget til kongressen og accepterede valgresultatet, der gav oppositionen (MUD) et klart flertal.

Maduro og højesteret, som er fuldkommen i regeringens lommer, har dog sidenhen ved flere lejligheder vist at man er revnende ligeglad med kongressen, der bl.a. har krævet løsladelse af hvad den opfatter som politiske fanger.  Situationen er kaotisk og vi kan blot vente og se hvad der sker med bange anelser.

Venezuela er uden sammenligning Latinamerikas største og mest absurde tragedie de seneste 100 år. Måske verdens hurtigst voksende økonomi fra starten af 1920erne og 6 årtier frem. Blandt verdens rigeste lande, målt på BNP i 1950erne og Latinamerikas rigeste land frem til 1980erne.

I dag det måske det bedste eksempel på hvorledes olierigdom på en og samme gang kan være årsag til stor velstand og og et samfunds totale ruin. Både økonomisk og moralsk. Selv om Latinamerika gennem tiden har oplevet mange usædvanligt ringe regimer, både miltære og civile, kan ingen vist slå hvad der er foregået i Venezuela de seneste 18 år.

UdklipvenzuelaKilde: CEPAL

Hvor voldsom en nedtur Venezuela’s økonomi har været igennem – og hvor længe den reelt har stået på – fremgår med smertelig tydelighed af nedenstående sammenligning af BNP per indbygger for Spanien, Chile og Venezuela.

venzuela-chileSom det fremgår var Venezuela så sent som i 1980 rigere end både Spanien og Chile. I dag er man markant fattigere.

Venezuela før Chavez

Mens Venezuela’s katastrofale udvikling under Chavez er nogenlunde velkendt, er der måske grund til lige at repetere hvad der gik forud.

Før 1920 var Venezuela et relativt fattigt landbrugsland, hvis primære eksportartikler var kaffe, kakao og læder. Men herefter gik det stærkt. Allerede i 1926 var olie den vigtigste eksportvare, og i løbet af kort tid blev man verdens største eksportør af olie, et position man bevarede frem til 1960erne, hvor Saudi Arabien overtog denne plads. Samtidig oplevede man en hastig urbanisering, Olieudvinding og produktion var i denne periode på private hænder og statens indtægter bestod af skatter og indtægter ved tildeling af koncensioner.

I 1950erne gennemførte den daværende militærregering (50-57) et storstilet offentligt investeringprogram til udvikling af den offentlige infrastruktur, så som veje, motorveje, havne og elværker. Hermed håbede man at lægge grundlaget for en egentlig industrialisering baseret på importsubstitution.

Moderniseringen af Venezuela, baseret på olieindtægterne, forandrede landet fuldstændigt. Således boede 80 procent af befolkningen i I 1926 på landet, mens det i 1970 kun var ca. 1/3. Siden er andelen faldet yderligere.

Afslutningen på militærstyret og overgangen til demokrati i 1958 markerer også hvad man kan kalde Venezuelas 1. stagnations/kriseperiode, som varede frem til olieprisstigningerne i 1973-74. Den markerede også en fortsat stigende statslig intervenering i økonomien og stigende beskyttelse af den fremvoksende hjemlige industri, gennem omfattende regulering, importtold og kvoter.

I 1959 etablerede Venezuelas første demokratiske regering det nationale Planlægningskontor, CORDIPLAN, hvis formål var at fremme industrialisering via importsubstitution. Det skulle ske via 5-års planer, som bl.a. finansieredes gennem offentlige finansielle institutioner som CVF og CORPOINDUSTRIA.

I 1970erne intensiveredes statens rolle yderlige, og i 1976 nationaliseredes olieindustrien. 6-doblingen af oliepriserne fra 1973 til 1980 betød ikke kun en voldsom forøgelse af de offentlige indtægter, men også lettere tilgang til de internationale lånemarkeder, hvilket udnyttedes til fulde,  mens nye offentligt ejede virksomheder etableredes og den offentlige finansiering af industrielle projekter, både direkte og indirekte steg yderligere.

Fra 1975 investerede man i en række enorme projekter indenfor bl. a.  jern, stål, aluminium, og kul, i et forsøg på at sprede eksporten og udnytte de komparative fordele, man mente at have  inden for disse sektorer. Fra 1970 til 1982 mere end fordobledes statslige virksomheders andel af BNP, fra 3,2 procent til 7,2 procent. Inklusiv olieindustrien var andelen i 1982 29,4 procent.

Finansieringen af både private og offentlige projekter stammede primært fra staten, som ydede lån med subsidierede renter langt under markedsniveau. Samtidig pålages private banker kvoter, som skulle lånes ud til prioriterede sektorer af “national” interesse.

Endelig indførtes omfattende priskontrol og regulering af alt fra almindelige varer og tjenesteydelser til valutakurser og rentesatser samtidig med at man yderligere regulerede arbejdsmarkedet og øgede omkostningerne ved at ansætte og fyre medarbejdere.

Havde man ikke haft det før, havde man nu etableret et typisk Latinsk statscentreret økonomiske system, der i sin ineffektivitet ikke stod tilbage for nogen i regionen.

Et paradoks ved udviklingen i Venezuela i 1980erne er, at hvad der for de fleste andre lande i Latinamerika var et negativt eksternt chok – fordoblingen af oliepriserne i 1979-80, uden at andre primær produkters priser fulgte med op – for Venezuela burde have været et positivt eksternt chok.

Ifølge bl,a, Verdensbanken –  se “Reversal of Fortune – The Ephemeral Success of Adjustment in Venezuela, 1989-93” var perioden præget af en ualmindelig ringe regeringsførelse. Noget der har gentaget sig under Hugo Chavez og hans efterfølger, Maduro. Som Verdensbanken skriver om Venuzuela i 1980erne:

The Venezuelan economy has been dominated by the oil industry since the beginning of the century. No other economic activity has been comparable in profitability, size, or importance for the financing of governmental activities. Yet one of the paradoxes of the Venezuelan case, as RodrIguez (1991) has emphasized, is that the 1980s were years of economic decline for the country, as they were for the rest of Latin America, although the oil shocks that were such an important factor in the negative performance of the Latin American economies of the time were positive shocks for Venezuela.’

The explanation of this paradox can be found in economic mismanagement. The use of extraordinarily high oil revenues to finance a large expansion of state-owned enterprises during the 1970s contributed to create a structural public sector deficit that was not sustainable once the price of oil went down.2 Of course, the oil booms could not last forever; this would have been anticipated by more competent or less short-sighted decisionmakers than those in charge at the time. Instead, the Herrera administration decided in 1982 to sustain the overvaluation of the Bolivar, while at the same time keeping interest rates well below the high rates in the United States as the preferred instrument to fight inflation. That this policy was announced and sustained in spite of early and widespread warnings about its consequences suggests that, it is plausible to interpret the behavior of economic policymakers as simple ignorance of the critical technical aspects of their decisions, at least in the short term.

“Statifiseringen” af Venezuela ses tydeligt af, at hvor offentlige investeringer i 1973 udgjorde 24% af de samlede investeringer, var de i 1982 steget til at udgøre mere end 67%. Og hvor investeringer i egentlig offentlige produktionsvirksomheder udgjorde under halvdelen af de samlede offentlige investeringer i 1970, udgjorde de mere end 80 procent i 1982. Omvendt er det gået for private investeringer. Fra 2. havdel af 1970erne og til første halvdel af 1980erne faldt de med næsten 80 procent. En udvikling der ikke er blevet vendt siden. I 2000 var private investeringer per arbejdstager på niveau med 1955.

Flere af de politiktiltag man anvendte i 1980erne, finder vi i øvrigt også i dagens Venezuela – herunder et komplekst valutakurssystem med forskellige kurser, alt efter formål.

Som det fremgik af figur 1, oplever Venezuela et fortsat fald i BNP i 1980erne og 1990erne. I perioden 1989-93 prøvede man at reformere økonomien, men trods umiddelbar succes med en række ortodokse tiltag, opgiver man yderligere reformer i 1993, hvorefter døren er åben for Hugo Chavez.

For yderlige detaljer om den korte men voldsomme reformperiode, se Verdensbankens glimrende rapport fra 1995. Det er i sig selv en interessant historie, som fortjener sin egen post på et tidspunkt.

Ingen grund til optimisme for fremtiden

Set over udviklingen de seneste årtier, at der aldrig blevet etableret en fælles forståelse for at et  paradigmeskifte er nødvendigt.
Chavez “socialisme for det 21. århundrede” har således mere tilfælles med den førte politik de foregående årtier, end hvad der adskiller den.

Man må derfor spørge sig selv hvor stor sandsynligheden er for at en sådan forståelse skulle have indfundet sig på nuværende tidspunkt.

Ville den have indfundet sig i Chile, hvis Pinochet og militæret havde opført sig som oppositionen til Allende havde håbet? Nemlig sikre hurtig tilbagevenden til demokrati?

Det er tvivlsomt. Paradigmeskiftet i Chile sker reelt først i 2. halvdel af 1980erne, altså 10 år efter reformstart.

I Venezuela er Hugo Chavez fortsat populær blandt store dele af befolkningen, mens den nuværende krise kobles til den siddende præsident Maduro. Men som man forhåbentlig får indtrykket af via denne post, går problemerne langt længere tilbage. Vurderet ud fra en økonoms målestok har Venezuela sådanset været socialistisk i årtier. 5 års planer, stort offentligt ejerskab, som godt nok faldt i en periode i 1990erne, men herefter er steget igen, betydningen af offentlig kreditgivning, priskontrol og håbløse valutakursregimer er ikke Hugo Chavez opfindelser.

Venezuela’s fremtid ser ikke lys ud, med mindre man gennemfører betydelige reformer og privatiseringer. Og at det nuværende regime falder på et tidspunkt er absolut ingen garanti for Venezuela endeligt får brudt med årtiers usædvanligt ringe makroøkonomiske formåen.

Simeon Djankov i Aarhus den 26.

Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2016. Skriv et svar

Alle, der er interesserede i europæisk vækst og andre økonomiske forhold, bør kigge forbi Aarhus Universitet den 26. maj. Grunden er, at FACCA og Aarhus universitet får besøg af Simeon Djankov, en af de mest spændende økonomer de sidste år. Arrangementet med titlen ”Europe’s Growth Challenge” omfatter også tidligere finansminister Bjarne Corydon og professorerne Bo Sandeman Rasmussen og Philip Schröder. Dette hele løber af stablen klokken 16 i S-bygningen på Fuglesangs Alle og slutter klokken 19.Simeon_Djankov

For de sikkert mange læsere, der ikke kender til Djankov, er han pt. professor i nationaløkonomi på London School of Economics. Han er tidligere cheføkonom og vicepræsident for Verdensbanken, hvor han var med til at grundlægge Doing Business-projektet, tidligere finansminister i Bulgarien, han har også haft poster som rektor på New Economic School i Moskva (Ruslands Harvard) og bestyrelsesformand i EBRD.  Djankov har også publiceret sin forskning i American Economic Review, Quarterly Journal of Economics, Review of Economics and Statistics og adskillige andre toptidsskrifter.

Djankov holder også et Distinguished Speaker Seminar om fredagen fra 13-14 med titlen ”Two decades of research on the core of the market economy” ligesom vi får glæde af ham ved en lukket workshop fredag morgen. Det hele er resultatet af studenterinitiativ, ikke mindst fra Djankovs bulgarske landsmand Boris Georgiev, der er en af vores dygtigste PhD-studerende ved Aarhus Universitet. Så for alle interesserede er der (endnu) en grund til at kigge forbi Aarhus den 26!

Panama papers – Endnu en “skattefuser”

Af Niels Westy, den 11. maj 2016. 2 svar

Mandag blev der lukket op for data fra de nu berømte Panama papers, og målt på potentielt skatteprovenu til den danske stat, må det mildt sagt siges at være noget af en fuser.

Sølle 65 personer med dansk tilknytning har kunne identificeres, og så må man jo ikke glemme, at de absolut intet illegalt behøver at have foretaget sig. Se også Otto-Brøns Petersens fremragende indlæg fra den 16. april “Hvor meget mister statskassen på grund af skattely?”

Man fristes næsten til at sige “hvad sagde jeg” – eller rettere “hvad sagde vi”. Vi har tidligere skrevet om den ofte meget fantasifulde debat der efterhånden har kørt i nogle år omkring skatteundragelse og skattely, som har stået på i nogle år efterhånden. Om hvorledes der bringes tal til torvs som er mildt sagt ude af proportioner.

Se også tidligere indlæg her.

En slet skjult politisk dagsorden

At mennesker prøver at minimere deres skattebetalinger burde ikke være noget kontroversielt standpunkt. Det gør vi alle sammen, og staten løber endda an på det, når man f. eks. tilbyder os en skatterabat, hvis vi betaler skat af vores pensionsopsparing nu i stedet for at vente til vi får den udbetalt, når vi handler ind syd for grænsen osv.

Det afskrækker dog ikke venstrefløjen for at sidestille denne form for skatteundgåelse med egentlig skatteindragelse. Og det sker med en retorik der er både svulstig, vulgær og appellerer til de laveste instinkter hos mennesker.

Man taler om at almindelige mennesker gerne betaler ind til “fælleskassen”, mens velhavere og (naturligvis) multinationale selskaber bistået af den (væmmelige) finansielle sektor undrager sig at yde deres bidrag.

At den estimerede værdi af skatteundragelse via sort arbejde så er flere gange større end den estimerede værdi af undragelse via skattely, selv når sidstnævnte sættes endog meget højt, taler man ikke om. Man skal jo ikke lægge sig ud med sine vælgere.

Fortællingen om hvordan de velhavende, multinationale (de fremmede) og den finansielle sektor (jøderne) nasser og bedrager “os”, har jo også dybe historiske og religiøse rødder. Og det var bestemt også et sællert ved 1. maj talerne.

Er der håb om en mere afbalanceret debat i fremtiden?

Hvor det i mange år har været voldsomt frustrerende at følge skattelys-debatten i pressen, er der måske et lille håb for fremtiden.

Således havde Berlingske Finans en artikel, “Skattely navne offentliggøres – er debatten hysterisk“, oven på mandagens “afsløringer” af navne i Panama papirerne, hvor både Otto Brøns-Petersen og undertegnede kom til orde med vores kritik.

Som Otto siger i artiklen om den danske debat:

Debatten har været overdrevet, og Panama-papirerne har været brugt til en generel mistænkeliggørelse af dansk erhvervsliv. Der er ingen danske politikere, embedsmænd eller seriøse erhvervsfolk – eller familiemedlemmer til dem – nævnt i det, som er kommet frem indtil videre. Det bekræfter, at Danmark ikke har noget stort problem med dette sammenlignet med andre lande.

Det afholder dog ikke Lars Koch fra IBIS i at mene, at at sagen om Mossack Fonseca viser,

“at ansvarlige danske banker og rådgivere hjælper med at omgå skattelovgivningen. Det vurderes, at den danske stat går glip af 3-5 mia. kr. i tabte skatteindtægter alene fra rentebeskatning af rigmænds formuer gemt i skattely.”

Han er dygtig ham Lars, når det kommer til det retoriske, det giver jeg ham, men det er altså mildt sagt problematisk at han udviser s ringe respekt for helt grundlæggende retsstats-principper, som han gør.

Og læg mærke til den manglende kritik af det som er kernen i problemet, der nemlig IKKE er hverken skatteundgåelse (som er legalt) eller skatteundragelse (som er snyd) – en skelnen, som Lars Koch og venstrefløjen tilsyneladende ikke forstår.

Problemet med at fokusere på de tabte skatteindtægter – der trods alt er begrænsede i forhold til staternes samlede indtægter – er ikke det centrale problem, eller som jeg er citeret for i artiklen i Berlingske Tidende:

Konsekvensen er, at man dermed ikke diskuterer det væsentlige. Nemlig at Panama Papers afslører korruption og hvidvask i lande som Rusland og Kina og tilsyneladende også i Island og Spanien.

Det handler om menneskesynet åbenbart

Men måske skyldes venstrefløjens besættelse af én form for skatteundragelse måske i virkeligheden noget helt andet, nemlig behovet for selviscenesættelse og dyrkelse af sig selv som “det gode mennesker” – Se her hvad Pelle Dragsted fra Enhedslisten skriver om Enhedlistens vælgere under en facebook status, hvor han linker til et indlæg fra hans side i Politiken, hvor han ud over nogle temmelig vilde anklager mod Liberal Alliance, ret beset søger at fremstille Joachim B. Olsen som et egoistisk og følelseskoldt menneske – så meget respekt for andres holdninger.
Udklippelle

Da jeg påpeger det lettere problematiske i at vurdere andre menneskers personlige egenskaber på hvilket parti de stemmer, er svaret at:

Udklippelle1
Selv om Pelle Dragsted tidligere har været ude og  tage afstand fra hans tidligere voldelige aktiviteter i Antifascistisk aktionsgruppe –  så er det altså hård kost at skulle se en mand der tidligere har gjort sig i hærværk og vold – opkaste sig til et bedre menneske end andre.

Pelle Dragsted er bestemt en skarp og intelligent debattør og politiker, men empati er nok ikke den egenskab man umiddelbart ville forbinde med ham. Hertil er hans fortid alligevel for belastende, uanset om han senere har fortrudt sine handlinger.v

For hvilke erhverv de nævnte i Panama Papers har, se her.

Ny Adam Smith-dokumentar

Af Christian Bjørnskov, den 11. maj 2016. Skriv et svar

Den fremragende Johan Norberg har sammen med Free to Choose TV forleden udsendt en ny TV-dokumentar om Adam Smiths liv og indflydelse (hattip: Emily Skarbek). De to dele handler henholdsvis om Smiths liv og arbejde, og hans indflydelse på moderne tænkning og forskning. Begge dele er forrygende formidlet, spændende og tankevækkende, og er stærkt anbefalet for både almindeligt interesserede og som tværfagligt emne for ikke-marxistiske lærere i gymnasiets samfundsfagsundervisning!

 

Tillid til mennesker og politikere

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2016. 6 svar

Der har de sidste par år været talt meget om danskernes lave tillid til politikere. Ser man på udviklingen i tillid til politikere i Danmark har den bestemt heller ikke være positiv for medlemmerne af Folketinget. Niveauet i 2014 var således på linje med niveauet omkring jordskredsvalget i 1973, og en enkelt undersøgelse pegede på, at danskerne har mere tillid til brugtbilssælgere end til politikere. Spørgsmålet der dog, præcist hvor lavt niveauet er, ikke mindst i forhold til andre europæiske lande.

Dét spørgsmål kan naturligvis besvares på en lang række måder, men som udgangspunkt er ’problemet’ at danskerne helt generelt har meget høj tillid til hinanden. Mit argument i dag er derfor, at tillid til politikere og andre grupper i samfundet må måles relativt til tilliden til andre mennesker mere generelt. Det kan i sig selv gøres forskelligt, men nedenfor bruger vi en bestemt approach: Hvor stor en andel af de adspurgte, har mindre tillid til politikere end til andre mennesker. Det kan lade sig gøre at måle fordi European Social Survey har stillet spørgsmål om tillid til andre mennesker generelt, men også til politikere, partier, politi og andre siden 2002. Figuren nedenfor er således baseret på svar fra godt 81.000 mennesker i 29 europæiske lande i 2012 og 2014.

Mistillid til politikere

Det bør ikke overraske nogen, at de to topscorere på mistillid til politikere er Spanien og Italien, hvor henholdsvis 83 og 80 procent har mindre tillid til medlemmer af parlamentet end til andre mennesker. Elendig økonomi, idiotisk politik og vedvarende korruptionsskandaler gør deres indlysende indhug i tilliden. Det særlige ved billedet er dog, at det viser at de næste pladser på dagens mistillidsbarometer holdes af Finland og Danmark, hvor tre ud af fire har mindre tillid til politikere end til andre.

De eneste lande, hvor målet er fifty-fifty – dvs. at tilliden er nogenlunde ens – er Schweiz og Albanien, men nok af meget forskellige grunde. Den generelle tillid er meget lav i Albanien – 3,0 på en 0-10-skala – mens Schweiz udmærker sig ved et anderledes demokratisk system. De to eksempler peger dog også på det særlige i Finland og Danmark: De er de to mest tillidsfulde lande generelt i undersøgelsen med scorer på 6,9 (Danmark) og 6,7 (Finland, ligesom i Norge), men tilliden udbredes tydeligvis ikke til politikere. I gennemsnit placerer vi således politikere to point lavere end dem, vi opfatter som andre mennesker. Med andre ord peger denne type sammenligning på, at danskerne ikke blot har lav tillid til politikere i forhold til hvad vi engang havde, men også har lav relativ tillid til politikere i forhold til næsten alle andre europæiske lande.

Mistilliden er der således tydeligvis, og bliver beklaget ofte og højlydt af politikere og en række kommentatorer. Det opfølgende spørgsmål, når man har dokumenteret status, er dog om det overhovedet er en dårlig tilstand. Med andre ord, burde vi have tillid til vores politikere, og er der overhovedet gode konsekvenser af at have høj politisk tillid? Min holdning er et nej – det er godt for demokratiet, at vi ikke har tillid til folkevalgte med så forsvindende integritet og kompetence som dem, vi pt. har siddende på Slotsholmen, og det har sandsynligvis endda gode konsekvenser, at vi ikke stoler på dem (læs videre her; ungated her).

For 71 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2016. Skriv et svar

C._A._Pedersen__1945_natmus

Nationalkonservativ økonomi – når målet helliger midlet.

Af Niels Westy, den 2. maj 2016. 21 svar

En af Jyllandspostens faste bloggere, den nationalkonservative Rune Selsing, påstår i sit seneste blogindlæg, “Når arbejdsgivere nasser på samfundet“, at indvandring af “lavproduktiv” arbejdskraft gør “Danmark fattigere”.

Således slutter Rune Selsing af med at konkludere, at

Virkningen af deres [arbejdsgivere og liberalisters]  indvandringspolitik er ikke, at Danmark bliver rigere, men at de velstående bliver bedre stillet, og at Danmark som helhed bliver fattigere. Ønsket om lavproduktiv indvandring er i virkeligheden udtryk for et helt andet klassisk økonomisk problem, nemlig ’fælledens tragedie’. Når man søger selv at opnå en lille fordel mens kollektivet betaler prisen. Hvis indvandring skal være økonomisk gavnlig, skal den være højproduktiv, og for sådanne indvandrere er Danmark heldigvis helt åbent.

I forsøget på at argumentere økonomisk for sit synspunkt om indvandringens negative økonomiske konsekvenser, henviser han til et par teorier, som man møder på 1. del af cand. polit. uddannelsen.

Således skriver Selsing, at

Siden er den såkaldte Heckscher–Ohlin-model blevet standard i handelsteori, og med udgangspunkt i denne model viste Wolfgang Stolper og Paul Samuelson i 1941, at effekterne af international handel ikke fordeler sig jævnt. Faktisk viste deres teorem, at ufaglærte arbejdere i et højproduktivt samfund som det danske, vil blive stillet dårligere af international handel med lavindkomstøkonomier. Det er da også derfor, at danske ufaglærte industriarbejdspladser er forsvundet, og de ufaglærte må søge over i fag, der ikke er konkurrenceudsat fra udlandet. Men det helle fra konkurrencen forsvinder, når den lavproduktive arbejdskraft får lov at komme hertil. Så må danske ufaglærte prøve at lære at leve med permanent forringede vilkår.

Her har den gode Selsing desværre misforstået noget. Det er korrekt, at Stolper og Samuelson kommer frem til at gevinsterne ikke er lige fordelt, hvilket kan anvendes som et argument for en midlertidig kompensation til de der oplever negative konsekvenser af en fjernelse af begrænsninger mod handel (det gælder i så fald både ejere og medarbejdere i sektorer der ikke længere er konkurrencedygtige).

Men Rune tager helt fejl, når han heraf udleder, at det at en række arbejdspladser forvinder/outsorces indebærer et permanent tab for ufaglært arbejdskraft. På samme måde tager han fejl, når han konkluderer at “når den lavproduktive arbejdskraft får lov at komme hertil. Så må danske ufaglærte prøve at lære at leve med permanent forringede vilkår.”

Der er nok en grund til at hans indlæg glimrer ved sit fravær af empiri der understøtter hans påstand, for en sådan eksisterer ikke.

Det er korrekt, at indvandring fra det vi kalder “ikke-vestlige lande” i gennemsnit har været en underskudsforretning her i landet (men ikke i alle lande).

Det skyldes Ikke, at de der kommer til landet er “lavproduktive”, men at vi har indrettet vores arbejdsmarked og velfærdsstat således, at en stor del (især flygtninge) ikke kommer i arbejde, mens de er berettigede til en række skatteyderbetalte ydelser.

Eller sagt med andre ord:

Problemet i den konkrete sammenhæng med indvandring er ikke, at indvandrerne tager, men at den vestlige landes skatteydere giver

Er Danmark en han, hun eller måske en “hen”?

Rune Selsing er voldsomt optaget af betydningen af indvandring for BNP per indbygger i en sådan grad, at han taler om at den gør “Danmark fattigere”. Her må man spørge sig selv om hvem er Danmark? Jeg kender hende (eller ham) ikke. Jeg har aldrig mødt vedkommende . Jeg kender en masse danskere. Ja, jeg er normalt omgivet af dem hver dag. Her er vist tale om en form for retorik, som vi kender alt for godt fra venstrefløjen, hvor individet ikke eksisterer, men kun er til og giver værdi i kraft af at være arbejder, kapitalist, kvinde, mand, hvid eller sort.

Det er jo dog et besynderligt kriterie at lægge til grund for sin kritik at indvandringen, at det skulle gøre Danmark fattigere, i og med – hvis markedet får lov til at fungere – at både de herboende og indvandrerne opnår en højere levestandard. Med andre ord – alle bliver mere velstående, men Danmark bliver fattigere – måske.

I USA, hvor både antal og forskel i human capital, målt på uddannelse, hos indvandrere og den indfødte befolkning er større end i Danmark, er BNP steget betydeligt hurtigere end herhjemme.  Og der er intet som tyder på at indvandringen fra især Latinamerika af ufaglært arbejdskraft har haft en negativ effekt på lønningerne i USA.

Sammenligner man således populationen – i stedet for blot indkomstdeciler –  er konklusionen ganske klar – alle vinder, omend nogle mere end andre.

Der er egentlig ikke noget nyt i det Rune Selsing skriver. En anden af JPs faste bloggere, Morten Uhrskov, skrev for et par år siden netop en bog, “Indvandringens pris – på vej mod et fattigere Danmark”, baseret på samme fejlagtige opfattelse af økonomi. Mens man kan undskylde Uhrskov med hans manglende faglige viden, når det kommer til økonomi, gælder dette ikke Rune Selsing, som er uddannet økonom. Derfor må det undre at han ikke har forstået helt fundamentale økonomiske sammenhænge. (Jeg har tidligere skrevet et ret omfattende blogindlæg om Uhrskovs bog, se her)

Nyprotektionismens grimme ansigt

Det er interessant, at hvor vi i mange årtier herhjemme var vant til at det stort set udelukkende var venstrefløjen som kritiserede markedskapitalismen, har nationalkonservative  stemmer som Rune Selsing o. a. fået mere plads de senere år. Også de er som deres røde fælder, vældig glade for staten. Det eneste problem med den er vist for denationalkomservative, at det er de forkerte som sidder på magten. Med andre ord har de det ikke godt med Public Choice.

Rune Selsings indlæg illustrerer glimrende hvor tæt på hinanden de to kollektivistiske strømninger reelt er – helt ned til en totalt statisk forståelse af økonomi som alene et spørgsmål om fordeling.

Den fælles fjende er naturligvis det frie åbne borgerligt-liberale samfund, som det altid har været.

Det kommer vi nok til at skrive lidt mere om i fremtiden.