Noget om danske debattører og uredelighed

Af Niels Westy, den 23. juli 2016. 8 svar

I et blogindlæg på Jyllandsposten i den forgangne uge, “Plat med ikke-vestlige tal“, harcelerer Morten Uhrskov over en kronik af cand. polit. Hjarn Zernichow Borberg ( “Her er de nævnbare fakta om indvandring” ). Uhrskovs vrede skyldes, at Borgberg søger at imødegå to tidligere kronikker af Gunnar Viby Mogensen og Poul Christian Matthiesen i Berlingske Tidende ( Unævnelige fakta om indvandring I og II ).

Morten Uhrskov har i årevis flittigt skrevet om de problemer som indvandringen til Europa og Danmark har bragt med sig, set fra hans side. Jeg er sjældent enig med Morten, men har dog gennem årene jævnligt læst hans indlæg. Jeg har normalt stor respekt og sympati for Morten som person, desuagtet vores uenigheder.

Han er en af de, der tidligt påpegede problestillinger ved indvandringen, som man i alt for mange år ikke tog (ikke tager?) alvorlig i “den herskende klasse” (den liljehvide elite). Morten har også oplevet, at det ikke er uden omkostninger at deltage i den offentlige debat. I flere tilfælde har han været udsat for en helt utilbørlig og uacceptabel behandling – herunder venstreekstremistisk hærværk.

Uhrskov har også skrevet flere bøger. Senest en bog om de økonomiske konsekvenser ved indvandringen fra den 3. verden, “Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark”. Det slap han ikke heldigt fra (herom har jeg tidligere skrevet en længere indlæg om her på bloggen)

Nu har Uhrskov så set sig sur på Borberg. Hans brøde er ifølge Uhrskov at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i en kronik, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.”

Der er ingen tvivl om at Borberg har en helt anden forståelse af konsekvenserne af de seneste årtiers indvandring end Uhrskov. I sin bog “Nydansk”, der udkom maj måned i år forsøger Borberg via statistik at vise, at det står langt bedre/mindre slemt til end mange, herunder Morten Uhrskov, mener er tilfældet, eller som han selv udtaler til Politiken: “Jeg har gået og samlet alle disse data i mange år, fordi jeg både i mit arbejde i centraladministrationen og andre steder så et helt andet billede. Det billede synes jeg er væsentligt at få frem. Der er forskelle, og der er problemer, men der skal også være proportioner. Det er sidstnævnte, jeg forsøger at bidrage med”

I sin kronik påpeger Borberg, at forskellen i erhvervsfrekvensen mellem 20-29 årige irakere og pakistanere i forhold til danskere i samme aldersgruppe er ca. 10 procentpoint. Det finder Uhrskov er meget manipulerende. Han vil gerne have at man udvider gruppen til at omfatte 20-39 årige, “så vi kan se, hvordan efterkommerne bruger deres talenter også, når de er i 30’erne”, som han skriver. Det fremgår af nedenstående tabel.

Derfor vil Morten Uhrskov hellere se på hvor stor en andel som hverken er i uddannelse eller i arbejde. Eller rettere han ønsker at tale om mandlige efterkommere fra Irak som hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse. Det gælder 26 procent, mens det er 16,5 procent af danskerne. For kvinder gælder det 27,5 og 17 procent.

Uhrskovs “trumf” er at beskæftigelsesfrekvensen for efterkommere fra Irak når frekvensen for danskere sættes til 100, blot er på 78 for mænd og 69 for kvinder. Altså henholdsvis 22 og 31 procent lavere. Man kunne selvfølgelig indvende, at det havde været bedre at bruge erhvervsfrekvensen, der også indeholder selvstændigt erhvervsdrivende, men nuvel. Der er tale om en stor forskel (det dog ikke er større end de oprindelige tal, det er blot opgjort på en anden måde, med Danskere sat lig 100) . Og det kunne selvfølgelig ligne en tanke, at Borberg bruger de tal som er mest positive. Men hvorfor mon Uhrskov så vælger lige præcis Irakere? Hvorfor medtager han ikke også Pakistanere, når der også er tal for dem? – Se nedenfor.

beskæftigelsesindeks mændkvinder11

Som det fremgår er tallene for både pakistanske kvinder og mænd betydeligt bedre end for Irakere,  selv om ingen af grupperne (kun de 10 største grupper er medtaget), som påpeget af Uhrskov matcher danskernes beskæftigelsesgrad. Dertil er dog at sige, at det gør ingen grupper (hverken vestlige eller ikke-vestlige) i denne aldersklasse. Forskellen for pakistanske mænd op til de “bedste” er ubetydelig. Her skal vi nok glæde os over at efterkommerne af den største indvandrergruppe, Tyrkere, har en høj beskæftigelsesproent for udlændinge.

Med en parafrase over Uhrskovs egen karakteristik af Borberg, kunne man derfor anklage Uhrskov for at han “udelader de mange, mange tal, der er ubekvemme for ham. Den slags plat er ”tilladt” i et blogindlæg, men kønt ser det ikke ud. I forskningsverdenen ville der være tale om videnskabelig uredelighed.”

Behøver det være et problem?

Faktum er at målt på erhvervs- og beskæftigelsesfrekvens ligger de fleste grupper (både fra vestlige og ikke-vestlige lande) lavere end danskere. At det er et problem er naturligvis primært resultat af inderetningen af vores velfærdsstat.

Hvis man vil se på de økonomiske konsekvenser skal man så bruge helt andre data end både det som de to debattører eller jeg anvender i denne forbindelse.

Bedste danske nationaløkonomer 2016

Af Christian Bjørnskov, den 22. juli 2016. Skriv et svar

Som mange læsere ved, er en af traditionerne her på stedet, at vi en gang om året diskutere, hvem der er de bedste danske nationaløkonomer – og hvordan man kan måle den slags. Pointen hvert år – uanset at mange kritikere jævnligt og meget konsistent overser den – er at det på ingen måde er et simpelt spørgsmål. Vi gør det derfor forskelligt fra år til år for at understrege to pointer: 1) Ethvert mål er udtryk for både kvalitet og publikationsstrategi; og 2) top og bund er stort set altid de samme uanset målet (læs tidligere år her, her, her, her, her og her).

Udgangspunktet for ethvert mål, vi har brugt over årene, er at man må dokumentere sine kvaliteter. Det er ikke nok, at man sidder hjemme og tænker store tanker, som man udgyder i Politiken eller skriver i en bog. Man bliver nødt til at præstere forskning publiceret i internationale, fagfællebedømte (peer-reviewed) tidsskrifter. Vi har også, som tidligere år, valgt ikke at tage rene økonometrikere med, da de færdes i et noget andet felt. Årets liste omfatter således som altid kun folk, der bedriver primær forskning, der er genkendelig som nationaløkonomi. Årets ændring er dog, at vi i år stiller helt skarpt på folks nationaløkonomiske aktivitet.

Årets indeks består således af tre dele. Den første er IDEAS/REPEC ratingen af det bedste, snævert definerede economics tidsskrift, som man har publiceret i. Vi tager her logaritmen til 100 minus ratingen, da de er ratet med 1 som det potentielt bedste. For det andet inkluderer vi antallet af publicerede citationer per år siden man blev aktiv, og for det tredje citationer per artikel. Indekset i år er således konstrueret sådan, at det favoriserer økonomer, der er konstant aktive, snævert fokuserede i economics, og publicerer i højt rangerede journals.

Eksempelvis er min gode kollega Martin Paldam nummer 21 på årets liste ved at have 31 citationer per artikel og 46 per år siden han blev aktiv i 1975. Martins placering trækkes ned af, at den fineste economics journal, han har publiceret i, er European Economic Review, der har en score på 28.9. Martin ser således et eksempel på, at mere tværfaglig forskning (f.eks. hans arbejde med Peter Nannestad i British Journal of Political Science) ikke tæller med i år. Disse tre faktorer er normaliseret med deres gennemsnit og standardafvigelse, så de tæller helt ens, og vægtet sammen i et enkelt indeks. Resultatet er nedenstående liste over Top-20, som man naturligvis efterfølgende kan diskutere rimeligheden af.

Lasse Heje Pedersen (CBS) 3.99 Henrik Jensen (KU) 0.43
David Lando (CBS) 2.71 Claus Thustrup Kreiner (KU) 0.36
Keld Laursen (CBS) 1.98 Carl-Johan Dalgaard (KU) 0.26
Nicolai Foss (CBS) 1.25 Nabanita Datta Gupta (AU) 0.26
Morten Bennedsen (CBS) 1.22 Christian Schultz (KU) 0.19
Morten Lau (CBS) 1.20 Jakob Roland Munch (KU) 0.18
Steffen Andersen (CBS) 1.15 David Dreyer Lassen (KU) 0.09
Peter Norman Sørensen (KU) 0.79 Niels Westergård-Nielsen (CBS) 0.04
Christian Bjørnskov (AU) 0.64 Jesper Rangvid (CBS) -0.03
Henrik Hansen (KU) 0.57 Leif Danziger (AU) -0.05

 

Dead Wrong med Johan Norberg

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2016. Skriv et svar

Den fremragende Johan Norberg har i årevis, siden han udgav In Defense of Globalization for 13 år siden, været en af de bedste formidlere af værdien af økonomisk frihed. Han har på det sidste stået for en serie meget korte film – cirka halvandet minut hver – hvor han lægger en økonomisk misforståelse i graven (hattip: Cafe Hayek). Hele serien indtil videre kan nu ses hos Free to Choose TV. Norberg er varmt anbefalet for alle, men måske mest til interesserede, som lider under de sædvanlige myter om bagsiden ved ikke at have ’politisk kontrol’ med markeder og almindelige mennesker. Og skulle der sidde en gymnasielærer derude, som mangler inspiration, er der spandevis af den hos Norberg.

For dem, der stadig er skeptiske, er her Norberg om børnearbejde i fattige lande:

 

Grüsse aus Heidelberg 3: Spill-over velgørenhed

Af Christian Bjørnskov, den 19. juli 2016. Skriv et svar

En af de gode ting ved at bruge sin sommer i Heidelberg er, at universitetet er relativt velrenommeret og placeret næsten midt i Europa. Der sker derfor en masse rent fagligt hernede. Disse dage har det faglige input været ved en workshop om ”Geospatial Analysis of Disasters: Measuring Welfare Impacts of Emergency Relief.” Trods det noget tørre navn, er der spændende nyt.

Det mest spændende har været vores franske ven Pierre-Guillaume Méons papir om spill-over velgørenhed. Han har med Philip Verwimp studeret begivenheder efter katastrofen ved Pukkelpop-festivalen den 18. august 2011. Det særlige at studere er ikke begivenheden selv, hvor en pludselig og meget voldsom storm ramte de 60.000 deltagere slog fem mennesker ihjel og gjorde flere tusinde midlertidigt hjemløse. Det er derimod, at et konsortium af belgiske NGO’der kort forinden havde lanceret en kampagne, kendt i hele Belgien som 12-12 – nummeret på den konto, man kunne betale sine bidrag ind på. Kampagnen sigtede mod at samle ind til tørkekatastrofer i Østafrika, dvs. katastrofer meget langt fra Belgien.

Meón og Verwimp startede med spørgsmålet, om den lokale katastrofe, som tiltrak sig stor opmærksomhed pga. omfanget, men også det lokale respons – folk tog de hjemløse unge ind, bragte spontant mad, tæpper osv. og viste det bedste af flamsk samfund – presser bidragene til andre katastrofer ud. De fik fuld adgang til 12-12’s data på bidrag, inklusive hvilken dag de kom ind, hvor de kom fra, og hvor store de var. De har derfor en unik mulighed for at se, i hvor høj grad en lokal begivenhed påvirker folks respons til internationale begivenheder.

Og resultaterne er specielle: I Limburg omkring Hasselt, hvor festivalen foregår, steg bidragene til Østafrika cirka 20 procent i ugerne efter Pukkelpop-katastrofen. Reaktionen er fokuseret i de første uger efter begivenheden, og var centrerede omkring Limburg. De flamske medier skrev intensivt om Pukkelpop umiddelbart efter, men som alle nyheder forsvandt også denne relativt hurtigt.

Det elegante i Meón og Verwimps papir er, at de meget præcist kan identificere, hvor meget ekstra folk giver. Med andre ord kan de vise præcist, hvor meget en katastrofe i ens baghave påvirker ens empati med folk langt væk. De kan vise dette ved at se, hvor meget folk gav ekstra relativt til hvor meget der blev giver i ugerne før Pukkelpop, og relativt til hvor langt væk fra Hasselt, folk bor.

Det giver fem euro ekstra, i forhold til hvad folk ellers giver og i forhold til at man bor tæt på. De kan også vise, at det ikke er fordi flere mennesker giver, men fordi dem, der ville give i forvejen, giver mere. Og de kan med deres data vise, at det er almindelige mennesker, der giver mere – det typiske bidrag stiger med cirka fem euro – og ikke enkelte, der giver meget mere.

Enkelte læsere kan måske mene, at dagens post er rent statistisk nørderi. Jeg er ikke enig, af den enkelte grund at Mëon og Verwimp meget elegant og overraskende præcis ikke blot viser, at der ikke nødvendigvis er konkurrence om velgørenhedseuroerne, men også kan demonstrere, hvem der giver mere og hvor man giver mere. Er man interesseret i denne type aktivitet, lærer man meget mere af et enkelt eksempel på denne måde.

Taharrush er kommet til Europa

Af admin, den 17. juli 2016. Skriv et svar

2015 blev året, hvor der for alvor kom gang i flygtninge- og migrantstrømmen til Europa. Menneskestrømmen var så stor, at man nærmest kunne tale om en veritabel folkevandring. Det borgerkrigshærgede Syrien var ikke det eneste land, som mennesker flygtede fra, eller valgte at forlade. En lang række lande i Mellemøsten, Afrika og Asien figurerede også i Eurostats  statistikker, fx. Afghanistan, hvorfra angiveligt kom mange uledsagede mindreårige. Men også lande, hvor det er relativt sikkert at opholde sig, bidrog, bl.a. Iran, Pakistan og Bangladesh.

Det var især Tyskland og Sverige, som blev udset som mål for permanent ophold i Europa. Tyskland modtog omkring 1 million flygtninge og migranter, mens Sverige modtog 163.000 asylansøgere, hvoraf ca. 70.000 var mindreårige. Dertil kan lægges et ubestemt antal, som ikke søgte asyl, men opholdt sig illegalt i landene.  Presset var så stort, at vi midt i 2016 stadig venter på den endelige opgørelse.

europe-borders-and-fences-map_02

De tyske og svenske politiske lederes reaktion var i første omgang imødekommende  overfor de mange nye mennesker i Europa Meldingen var, at man nok skulle skaffe husly til alle dem, som ønskede at søge asyl. Den folkelige reaktion var mindre entydig, men i Tyskand var dagene i august 2015, præget af folkelige manifestationer, hvor flygtningene og migranterne blev budt velkommen med jubelråb, flag, tæpper, mad og drikke. Den tyske kansler, Angela Merkel bifaldt dette, og lod sig fotografere, mens hun omfavnede flygtninge- og migranter, og tog selfies sammen med dem. Angela Merkel blev berømt eller berygtet for hendes vi-har-plads-bemærkning. ”Wir schaffen das”.

merkel_migrantselfie

Men alt var bestemt ikke uproblematisk. Med jævne mellemrum berettede tyske medier om overgreb på kvinder og kristne i de overfyldte flygtningelejre. Ved enkelte lejligheder blev der ligefrem rapporteret om massevoldtægter. I Danmark skabte det med få undtagelser dog ikke overskrifter i medierne.  Men hvis man fulgte med på de sociale medier, kunne man bemærke en veltilrettelagt velkomstkampagne, da flygtningestrømmen nåede Danmark i september 2015. Debatten om, hvordan flygtningene og migranterne konkret skulle modtages, foregik ikke altid i lukkede fora, men i nogle tilfælde helt i det åbne, og nogle vil sige uforsigtigt, på bl.a. Facebook. Igen og igen blev det fremhævet, at budskabet til den danske befolkning kun måtte være rosenrødt. Alle negative historier skulle undgås, for ikke at sige undertrykkes. Kritikere skulle stigmatiseres som racister.

refugeeswelcome1

Men det måtte jo få en ende.

Allerede få uger efter, at Merkel havde givet grønt lys til flygtningene og migranterne, meddelte Tysklands indenrigsminister, Thomas de Maizière, at bristepunktet var ved at være nået, og at man muligvis ville indføre grænsekontrol. Imens voksede den indenlandske kritik af Merkels immigation- og asylpolitik, ligesom kanslerens approval ratings raslede ned fra ca. 75% til blot 46% i løbet af få uger.  Den politiske tolerancetærskel var endnu lavere andre steder, især i Central- og Østeuropa. Den 24. september begyndte Ungarn at forsegle grænsen til Slovenien med et grænsehegn, og i ugerne og månederne efter faldt EU’s åbne grænser—en hovedhjørnesten i  Schengensamarbejdet—som dominobrikker. Selv Sverige fik til sidst nok, og indførte grænsekontrol. Danmark, Norge og Finland fulgte kort tid efter.

Men det værste var endnu i vente. I timerne efter at nytåret til 2016 var skudt ind, eksploderede det.

I første omgang fik det ikke megen opmærksomhed i medierne. De to lokale Kølnaviser havde nogle korte notitser i deres lørdagsudgaver (2. januar), men om mandagen spredte dækningen sig til samtlige tyske medier. Mediedækningen var så massiv, at man skulle tilbage til terrorangrebet d. 11. september 2001 eller Murens fald i 1989, for at finde mage. Opmærksomheden var særlig stor omkring, hvad der var sket i Køln.  Her var kvinder i alle aldre blevet omringet og angrebet af hundredvis af unge mænd af arabisk herkomst. Selv i skrivende stund venter vi på de endelige tal, men den foreløbige rapport, som blev lækket i juli  2016, taler om, at mindst 2.000 mænd var involveret. Kvinderne blev befamlet og gramset på alle deres kønsdele,  fingre blev stukket op, og enkelte kvinder blev regulært massevoldtaget. Siden blev det rapporteret, at en lang række  europæiske byer i større eller mindre udstrækning var blevet udsat for det samme, fx Hamburg, Düsseldorf, Bielefeld, Stuttgart, Wien, Salzburg, Zürich og Kalmar. Begivenhederne var et vidnesbyrd om, at taharrush for alvor var kommet til Europa.

Hvad er taharrrush?

Taharrush er arabisk og betyder  chikane af seksuel natur Begrebet kan føres tilbage til 1950’erme, men der blev først rapporteret om det i forbindelse med folkeafstemningen om en ny egyptisk forfatning i maj 2005. Ved den lejlighed ankom flere hundrede mænd angiveligt i busser til Tahrirpladsen i  Kairo, og begyndte derefter at angribe kvinder.  Fænomenet eskalerede ved Eid-festivalen i oktober året efter, da en gruppe mænd i timevis angreb kvinder på Talaat Harb-gaden i Kairo, mens politiet igen passivt så på.

I februar 2011 fik taharrush-fænomenet for alvor international opmærksomhed, da tv-stationen CBS’ korrespondent Lara Logan blev angrebet ogkrænket seksuelt angrebet af ca. 200 mænd d. 11 februar 2011 på Tahrirpladsen i forbindelse med hendes rapportering om det arabiske forår. Lara Logan har senere fortalt om det i programmet 60 minutter.  I programmet siger Logan bl.a.:

”Our camera battery went down. And we had to stop for a moment. And suddenly Bahaa (en lokal ”formidler, ks”)  looks at me and says,”We’ve gotta get out of here.”… I was told later that they were saying “Let’s take her pants off.” And it’s like suddenly, before I even know what’s happening, I feel hands grabbing my breasts, grabbing my crotch, grabbing me from behind. I mean – and it’s not one person and then it stops – it’s like one person and another person and another person. And I know Ray is right there, and he’s grabbing at me and screaming, “Lara hold onto me, hold onto me.” As she was pulled into the frenzy, the camera recorded Lara’s shout: “Stop!” 

Mere end en dusin kvindelige rapportere blev angrebet den aften, men siden bredte taharrush-fænomenet sig som en ildstorm.  Mellem juni 2012 og juni 2014, blev der rapporteret om 500 episoder alene i Egypten.  Siden kom taharrush altså også til Europa, og nytårsnat blev ikke eneste gang, at europæiske kvinder blev seksuelt massekrænket.

Det er nærmest ironisk at erindre om, at svenske kvinder, som hyldede ”humanismen og anti-racismen” under den årlige ”We are Sthlm-somerfestival i Stockholm både i 2014 og 2015 blev omringet og seksuelt skændet af en større gruppe unge mænd af arabisk herkomst.  Episoderne fik stor opmærksom på de sociale medier, men blev fortiet af de svenske medier.

The Circle of Hell

I  Egypten tales der om 14 former for taharrrush, De mest almindelige er taharrush jamai og taharrush jinxi. Taharrush jamai har karakter af et regulært sexspil mellem mænd, hvor de mest aggressive sågar kan vinde priser for at forulempe flest mulige kvinder.  Uanset formen er det  et karakteritisk træk ved taharrush, at det finder sted ved begivenheder, hvor tusindevis af mennesker er samlet, ofte ved højtider, typisk religiøse festivaler, ved fejringer såsom nytårsaften eller karneval, eller under koncerter og musikfestivaler.

Planlagt og organiseret

I langt de fleste tilfælde er taharrush planlagt og organiseret. De unge mænd, som gerne er i alderen 15-30 år deler sig op i større eller mindre grupper.  De store grupper kan tælle flere hundrede mænd, de mindre grupper blot en snes. Ofte udpeges ofrene på forhånd. Den store gruppe mænd omringer så ofret – dette kaldes for helvedesringen – the circle of hell –mens de mindre grupper skærmer  tredjepersoners udsyn til ringen, og bevidst forhindrer dem i at komme offeret til hjælp. Mens offeret forulempes, giver nogle mænd indtryk af, at de vil hjælpe offeret, men det er kun en afledningsmanøvre for både at distrahere offeret og andre. Ofrene er  som påpeget kvinder, og erfaringerne fra Egypten viser, at de kan være i alle aldre mellem 7 og 70.

Medietavshed og ‘victim blaming’.

Man burde tro, at så voldsomme begivenheder, der fandt sted i især Køln nytårsnat også ville få meget omtale i de danske medier. Men det var ingenlunde tilfældet. De danske aviser og tv-stationer var fuldstændigt tavse som graven i de første mange dage efter nytåret. Man skulle helt frem til næsten en uge efter nytårsaften, før de danske medier omtalte, hvad der var sket. Som mangeårig kender af tysk politik var det nærmest en surrealistisk oplevelse at overvære.

Fornægtelsen og tavsheden var massiv, også i Tyskland. Fx påstod Kølns overborgmester Henriette Reker hårdnakket, at der ikke havde været nogen flygtninge og migranter blandt de hundredvis af seksuelle gerningsmænd i Køln. Forinden havde byens politichef, Wolfgang Albers taget sin afsked, efter politiets manglende indsats nytårsnat og manglede bestræbelser på at undersøge sagen nærmere.

Overborgmesteren stoppede ikke her. Hun gik videre, og gjorde sig skyldig i regulær ’victim blaming’ ved at påpege, at  kvinder burde tænke over, hvilket tøj, de tager på, og at tyske kvinder havde behov for et adfærdskodeks, som udstak retningslinjer for, hvordan man bl.a. gebærder sig i nattelivet. Den tyske offentlighed  var rystet over overborgmesterens udtalelser.

‘Victim blaming’ er specielt udbredt i Egypten, hvor taharrrush florerer, og der er en tæt statistisk korrelation mellem ‘victim  blaming ‘ og respondenternes socioøkonomiske baggrund. 

Men så kom der endelig skub i tingene. Der blev etableret efterforskningshold, som skulle lede efter gerningsmændene og i den forbindelse bl.a. gennemse timevis af videooptagelser.  Den første større rapport blev fremlagt i  star ten af april. Den var bl.a. baseret på 1178 timers videooptagelser. Med dette udgangspunkt blev 153 personer sigtet. Af de 153 var ikke færre end 149 udlændinge, altovervejende af marokkansk eller algerisk baggrund.  68 af de 153 sigtede var asylansøgere, 18 opholdt sig illegalt i Tyskland og 47 personers udlændingeretliges status var ikke klarlagt. 4 havde status som mindreårige uden ledsagere.  Overborgmester Henriette Rekers båstand, om at der ikke var flygtninge og asylansøgere blandt gerningmændene var lodret forkert, og hun lignede nu en vingeskudt fugl.

Taharrush gentager sig i Europa

I mellemtiden have Køln på ny oplevet en alvorlig taharrush-episode. Under karnevallet i starten af februar blev hundredvis af kvinder igen omringet af seksuelt krænket af unge mænd af arabisk herkomst. Denne gang greb politiet dog ind, og 180 blev anholdt.

Under den årlige Schlossgrabenfest i Darmstadt i delstaten Hessen i slutningen af maj 2016 var den gal igen. Denne gang modtog politiet 26 anmeldelser om seksuel chikane.

Så sent som i starten af juli, kunne en ny by føje sig til listen over europæiske byer, som var blevet udsat for taharrush. Denne gang var det den svenske by Karlstad. I forbindelse med gratisfestivallen ”Putte i parken” modtog det svenske politi 35 anmeldelser om seksuel chikane. I mellemtiden var Östersund i det nordlige Sverige også blevet ramt.

Taharrush i Danmark?

 Der er ikke blevet rapporteret om alvorlige tilfælde af taharrush i Danmark. Hermed ikke være sagt, at det ikke har fundet sted. Fx blev der skrevet om det i forbindelse med en musikfestival i Thy tidligere på året.

Men i og med, at fænomenet har bredt sig som en ildstom i Nordafrika og i de seneste år til Europa, bør man være opmærksom på, at taharrush også kan blive et problem i Danmark. Det vil formentlig finde sted under begivenheder, hvor mange unge mennesker er samlet og i et område, hvor mange asylansøgere opholder sig. Asylansøgerne fra Mellemøsten er først og fremmest unge mænd i alderen 20-30. I og med at flygtninge- og migrantstrømmen er løjet voldsomt af, efter der i starten af året blev indført grænsekontrol, er risikoen for taharrush i Danmark blevet markant mindre, men at det sker, kan ikke udelukkes, og også danske kvinder bør være årvågne.

 

 

Tillykke og tak, Boeing

Af Christian Bjørnskov, den 15. juli 2016. Skriv et svar

Det er sjældent man siger tillykke til en virksomhed, og endnu sjældnere at man siger tak. Men jeg har alligevel tænkt mig at gøre det, fordi Boeing fylder 100 år i dag. Grunden er, at virksomheden på mange måder repræsenterer udviklingen af den moderne verden. Der er der næppe mange, der tænker over, når de sætter sig i et af Lufthansas B737-fly til Frankfurt eller en B787 med Norwegian til New York. Så denne dag er anledning til at minde læserne om det.

SK0711

Ældre fly så meget anderledes ud, men det første fly med lave vinger, bygget af aluminium i en semimonocoque-konstruktion og landingsgear, der kunne trækkes op i en hjulbrønd, var Boeings 247-model i 1933. Det første, der havde den trykkabine vi alle tager for givet i dag, var B307 Stratocruiser. Under anden verdenskrig fløj modellen under det militære kendetegn C75, som en af de få med nok rækkevide, særligt gods og personale over Atlanten. I de kommende år producerede Boeing mere end 12.000 eksemplarer af bombeflyet B17, kendt af mange ældre danskere fra samme tid som ’Den Flyvende Fæstning’, og knap 4000 B29 ’Superfortress’-fly.

Det er dog primært tre civile fly, som Boeing har præget verden med: 707, 737 og 747. Boeings famøse 707-model var på mange måder det fly, der sammen med Douglas DC8, indvarslede ’the jet age’ – den forsvundne tid hvor man ikke længere skulle være rig for at flyve på ferie. Flyet var med en kapacitet op til 150 passagerer og en normal flyvetid fra New York til London på 6½ time et stort skridt fremad i både komfort, sikkerhed og økonomi. Det var de mere end 1000 707’er og 550 DC8, der gjorde det muligt at sælge billetter, som almindelige mennesker kunne betale.

Det, folk som oftest glemmer, er dog historien bag udviklingen af både B707 og den endnu større revolution med Jumboen, B747. Begge gange var projekterne så store og krævede så meget ny udvikling, at Boeing ganske enkelt satte virksomhedens eksistens på spil. Med B707, der kom på markedet i 1958, havde Boeing erfaringer at række på fra udviklingen af B47-bombeflyet, men sidst i 60erne havde ingen forsøgt at bygge et så stort fly, som Jumboen. Den udløsende idé kom fra Pan Ams præsident Juan Trippe, som ville have Boeing til at bygge et meget større fly end tidligere. Trippe havde indset, at det burde være muligt at få lagt bedre økonomi i et noget større fly, men tænkte i retning af et normal-størrelse fly i to etager. Joe Sutter skulle blive berømt for at lede det team i Seattle, der udviklede giganten og fik tilnavnet ’The Incredibles’, men måtte først overbevise Trippe om, at de to etager ikke var en god idé. I stedet udviklede han det, der i dag kaldes ’wide-body’ flyet – et langt bredere fly, hvor folk ikke blot sidder komfortabelt ved siden af hinanden, men som alligevel kan tømmes for passagerer i løbet af få minutter.

Pan Am bestilte 25 stk., men Boeing vidste, at der skulle sælges langt flere for at det kunne betale sig. Selskabets ledelse satsede på det tidspunkt på et supersonisk fly, der skulle konkurrere med den europæiske Concorde – alle regnede med, at overlydstransport var fremtiden – og planlagde derfor Jumboen som et fly, der i fremtiden primært skulle flyve fragt. Derfor har 747-modellen den karakteristiske pukkel af en overetage, hvor cockpittet er. Med cockpittet placeret over kabinen, kan man nemlig nemt og hurtigt laste fragt gennem næsen af flyet.

Der er i skrivende stund bygget godt 1500 B747, og flyet er blevet synonymt med massetransport. Men det var aldrig blevet bygget, hvis ikke Boeings ledelse havde været parat til at satse hele forretningen på en helt banebrydende innovation. På samme måde ledte Boeing tilfældigvis udviklingen af profitabel og billig flytransport på kortere afstande med udviklingen af B737, som de fleste læsere sikkert har fløjet i. Flyet, der ligesom Jumboen er i tredje generation, har solgt over 9000 og er stadig et af de mest driftssikre og profitable fly, der findes. I de senere år har Boeing også været en pioner i både internationalt samarbejde – mange dele på bl.a. B777 produceres andre steder i verden – og brugen af kompositmaterialer i B787.

Man kan altid argumentere for, at andre på et eller andet tidspunkt nok havde fundet på lignende ting. Jeg er dog taknemmelig for, at der har været en virksomhed, hvis ledelse og medarbejdere har været villige til at risikere så meget, og investere så hårdt, i at bringe verden videre. Nok har de gjort det for at tjene penge, men konsekvenserne har været tydelige for alle – de er en del af den moderne verden, vi tager for givet. I 2014 fløj jeg for eksempel knap 70.000 kilometer i Boeing-fly, og jeg kan ikke påstå, a jeg nød hver af dem. Men irritationen var altid over underholdning, der ikke virkede, forsinkelser pga. andre fly, og mad der enten var trist eller uspiselige. Det var aldrig flyet, der var problemet. En gang imellem kan man godt stoppe op i sin hverdag og overveje, om man har grund til at være taknemmelig. Det har jeg gjort i dag og ja, jeg er taknemmelig. Fra punditokraterne og mig personligt lyder der derfor et stort tak, og tillykke med de 100!

Medier rundt omkring i verden har noteret begivenheden. The Telegraph og Flying Magazine bringer hver deres en billedserie af Boeing-fly, BBC har sammensat en lille hyldestvideo, og Flight Global har sat en fem-siders rapport sammen om virksomheden. Også i den tysktalende del af verden fejrer man begivenheden: Der Spiegel (og her), die Zeit, Stern og die Welt har rapportager med billeder.

Man skyder da fængselsbetjente, gør man ikke?

Af Niels Westy, den 13. juli 2016. 14 svar

Tirsdag aften blev en fængselsbetjent skudt flere gange i benet ifølge bl.a. JyllandsPosten, der også kan berette, at en af landets mere betydende bandegrupperinger, Loyal to Familia, menes at stå bag overfaldet.

Den voldsomme episode kommer efter, at trusler og vold mod landets fængselsbetjente har været stigende gennem en årrække. Og godt nok udtaler landets justitsminister, Søren Pind, i anledning af det voldelige overfald, at ” Ikke under nogen omstændigheder vil jeg acceptere disse tilstande”. Men det kommer han desværre nok til alligevel.

En forventet udvikling

Svaret er hårdere straffe – hvilket egentlig er forståeligt nok, men det vil næppe grundlæggende ændre en udvikling som grundlæggende er drevet af den førte narkotikapolitik.

Logikken er ganske simpel:

Man tager et stk. illegalt marked med meget høj profit. Hvem vinder konkurrencen om dette marked?

De med de laveste priser og bedste kvalitet?

Nej, det gør naturligvis de som er mest brutale.

Der er således intet overraskende ved den udvikling som vi har oplevet gennem nogle årtier. Det eneste vi kan glæde os over er, at det trods alt ikke står lige så slemt til som I andre dele af verden. Men det er nu slemt nok. Denne gang blev der skudt mod benene. Næste gang er det måske en anden del af kroppen.

Og sådan vil det fortsætte indtil man erkender at den mest effektive bekæmpelse af organiseret kriminalitet er at fjerne bandernes profitmuligheder.

Det kan man i forbindelse med illegale rusmidler kun gøre gennem et (reguleret) legalt marked eller ekstremt hårde konsekvenser (og her menes virkeligt ekstremt hårde konsekvenser). Vi ved fra andre lande med langt hårdere straffe end Danmark, at dette ikke forhindrer hverken forbrug af illegale rusmidler (en forudsætning for salg) eller styrkelse af den organiserede kriminalitet.

Formentlig øger det reelt også brutaliteten.

Mere om (dårlig) regeringsførelse i EU

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2016. Skriv et svar

Vi skrev forleden om det særlige i folks tillid til nationale institutioner og til EU, og hvordan den relative tillid reflekterer forskellige befolkningers holdning til EU-integration. Dagens billede reflekterer det samme, men fra en lidt anden vinkel: Hvor meget korruption er der i et EU-land, og i hvor høj grad stoler de på EU-institutioner i stedet for landets egne. Spørgsmålet er særligt problematisk fordi lande, der er særligt villige til at overføre suverænitet og politiske beslutninger til Bruxelles, sandsynligvis også har større indflydelse på, hvad der faktisk gennemføres og implementeres.

Figuren nedenfor demonstrerer sammenhængen mellem bestikkelse og korruptionsproblemer, målt med Transparency Internationals CPI (hvor 100 er helt uden bestikkelse), og den relative tillid til EU-institutioner. De røde markører er eks-kommunistiske medlemmer, de sorte er kandidatlande, de blå Vesteuropa, og af dem er de stribede lande, der tilhører den traditionelle liberale gruppe. Figuren demonstrerer relativt klart, sammenhængen fra forleden også gælder korruptionsproblemer. Den viser dog også, at den liberale gruppe, der klart foretrækker mindre regulering, mindre centralisering, og markante reformer af landbrugs- og handelspolitikken, ikke ligefrem er repræsentative for EU. Mens gennemsnitskorruptionen i gruppen er 77, er gennemsnittet for resten af EU 57 – dvs. hele 20 point værre.

eu korrupt relativ tillid

Det bekymrende kan således være, at de lande, der kan risikere at kendetegne en yderligere integrationsproces som Jean-Claude Juncker tydeligt har argumenteret for som det rigtige respons til Brexit, er dem med de mindst rene institutioner og politikere, og de ringeste hjemlige politikker. De er også de lande, der (som jeg viste i en artikel for nogle år siden) har de også de effektivt højeste tekniske handelsbarrierer. Går man i retning af yderligere centralisering af beslutninger i EU, er strukturen af de indflydelsesrige lande og deres traditioner foruroligende.

Friedman om euroen – hvor præcis kan man være?

Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2016. 1 svar

For 19 år siden, i august 1997, var Milton Friedman blevet bedt om sin vurdering af euro-projektet. Den 28. blev den udgivet hos Project Syndicate (hattip: Niclas Berggren). Friedmans tekst fik titlen ”The Euro: Monetary Unity to Political Disunity?”

I den korte artikel tog Friedman delvist udgangspunkt i teorien om optimale valutaområder. Han understregede, at en fælles valutakan være en god idé, afhængig af hvordan tilpasningsmekanismerne til økonomiske stød fungerer. USA har således relativt stor geografisk mobilitet og en befolkning, der for det meste taler samme sprog og deler samme information og begrebsverden. Der er også begrænsede forskelle på den økonomiske politik i de 50 stater, og de deler velfungerende vare- og arbejdsmarkeder uden grænser, ligesom der er fiskale udligningsmekanismer, der håndteres nogenlunde fornuftigt politisk.

Friedman påpegede derefter, at EU ser meget anderledes ud, med langt større regulering, stivere markeder, og meget begrænset mobilitet. Helt særligt så han, hvordan den politiske dynamik omkring euro-zonen ville virker. Som Friedman skrev dengang:

“The drive for the Euro has been motivated by politics not economics. The aim has been to link Germany and France so closely as to make a future European war impossible, and to set the stage for a federal United States of Europe.  I believe that adoption of the Euro would have the opposite effect. It would exacerbate political tensions by converting divergent shocks that could have been readily accommodated by exchange rate changes into divisive political issues. Political unity can pave the way for monetary unity. Monetary unity imposed under unfavorable conditions will prove a barrier to the achievement of political unity.”

Euroen var sandsynligvis tænkt som en made, at hjælpe historien på vej – på samme måde, men mindre voldeligt, som russiske marxister, der gennem erobringskrig i øst prøvede at hjælpe en historisk proces, som Marx og Lenin påstod var uafvendelig.  I den lille artikel og i andre medier pegede Friedman i retning af den udvikling, man ser for tiden med Brexit og EU-elitens reaktioner. Vågner toppen i Bruxelles ikke snart op af dens historisk-didaktiske drømme, kan flere forlade EU. Og dem, der først forlader unionen, er dem der mindst passer i en fransk-keynesiansk drøm om et politisk styret område, hvor det er grandiøse planer og politisk storhed, der kontrollerer hvem der får hvad, og ikke noget så snavset og kaotisk som frie markeder og konkurrence. Friedman så, at uden velfungerende markeder og konkurrence, river et fælles-politisk område sig selv i stykker – og det er de økonomisk selvhjulpne, der forlader skuden først.

Rige hovedstæder

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2016. Skriv et svar

I Danmark har vi gennem mange år haft den debat om forskellene i indtægter og levestandard i de større byer og resten af landet. Kommer man til København, og til en vis grad også Aarhus, er mange synligt rigere end i resten af landet. Det er også her, landets koncentration af Porscher, strandvejsvillaer og Botox-behandlinger ligger. Weekendens spørgsmål er, hvor stor denne forskel faktisk er, hvor stor den er i forhold til andre hovedstadsregioner i Europa, og hvor disse forskelle kan tænkes at komme fra.

Et først skridt er, at få konkrete tal på forskellene. Tager man Eurostats regionale BNP-tal på NUTS2-niveau – det er i Danmark de fem regioner – er hovedstadsregionen cirka 24 % rigere end resten af landet. Enhver københavner eller aarhusianer vil dog med det samme påpege, at de større byer også er dyrere: For værdien af min lejlighed på 55 kvadratmeter i Aarhus kunne jeg f.eks. købe et 130-kvadrameter byhus i Haderslev. Bruger man derfor Numbeos opgørelse af leveomkostninger i byer rundt omkring i verden, viser København sig at være cirka 6 % dyrere end resten af landet. Så reelt er den danske hovedstadsregion rundt regnet 18 % rigere end resten af landet.

Næste skridt i en minianalyse af spørgsmålet er, at sammenholde dette med resten af Europa. Laver man samme beregning for 25 hovedstadsregioner, får man figuren nedenfor. De sorte søjler er de ’rene’ tal på regionens gennemsnitsindkomst relativt til hele landets, mens de røde søjler er korrigeret for forskelle i leveomkostninger. Figuren omfatter også de tre regioner, der har lignende status som hovedstæder: Barcelona i Spanien, og München og Hamborg i Tyskland.

Indkomst i hovedstadsregion relativt til hele landet

Indkomst i hovedstadsregion relativt til hele landet

Sammenligningen viser, at København ikke er specielt rigere end resten af landet. Forskellen er ligesom Rom, Wien eller Oslo på de cirka 20 %. Berlin er, som de fleste har oplevet, faktisk ikke rigere end resten af Tyskland. Det samme gælder for Dublin og Amsterdam, mens Oslo kun umiddelbart ser lige ud. Tager man højde for de enorme omkostninger i f.eks. Kristianssand og Bergen, er Oslo faktisk en del rigere. I Tyskland peger sammenligningen også på, at det ikke er Berlin, men derimod Hamborg og München, der har en økonomisk hovedstadsstatus: Korrigeret for omkostningsforskelle er München cirka 30 % rigere end resten af Tyskland, mens Hamborg er hele 60 % rigere.

Det interessante, set fra en politisk-økonomisk vinkel, er at de virkelige store forskelle alle findes i Centraleuropa og stærkt centraliserede lande i vest. Både Bratislava og Bukarest er enorme 150 % rigere end resten af Slovakiet og Rumænien, og Prag – meget synligt for de mange danske turister – er 120 % rigere. Sofia, Warszawa og Budapest ligger også over gennemsnittet, ligesom Paris og Bruxelles – de centraliserede magtcentre for henholdsvis Frankrig og EU – ligner østeuropæiske hovedstadsregioner ved at være henh. 70 og 81 % rigere end omgivelserne. London, derimod, ser kun rent umiddelbart voldsomt rig ud, men som enhver, der kender byen ved, er den også voldsomt dyr at bo i. Uden omkostningskorrektion ser London 66 % rigere end resten af Storbritannien, mens en faktisk sammenligning peger på, at den priskorrigerede forskel kun er 27 %.

Hvor fører disse sammenligninger så hen – hvad er pointen? Min personlige interesse blev vakt af diskussionerne om Udkantsdanmark, forfordeling af København og hovedstadsbias, og hvor parallelle de er til de britiske diskussioner om London. Konkrete tal viser, at hovedstæderne er rigere end resten af landet, men fortæller intet om hvorfor. Det er et spørgsmål, man slås med i økonomisk geografi, men som i det store og hele har været ignoreret i politisk økonomi og public choice. Forskellen på de to vinkler er, at mens den første kigger efter naturlige økonomiske processer, der skaber de store indkomstforskelle vi ser – agglomeration, cluster-fordele osv. – ser den anden efter politiske processer, der skævvrider fordelingen af indkomster og økonomisk aktivitet. Og et hurtigt blik på forskellen på tværs af europæiske lande er i det mindste konsistent med en politisk-økonomisk forklaring hvor interventionistiske og centralistiske traditioner skaber langt rigere hovedstadsregioner, uanset af de også gør hele landet fattigere.

Relativ tillid til EU

Af Christian Bjørnskov, den 7. juli 2016. 1 svar

Et af de store spørgsmål i EU-debatter burde være, hvorfor nogle personer og befolkninger er så begejstrede for yderligere suverænitetsafgivelse til EU, og for yderligere regulering og indgreb, end andre. En teori, jeg så præsenteret så langt tilbage som i 2003 da jeg var en grøn PhD-studerende, er at det handler om institutionernes kvalitet. Ideen er ganske simpel: Man foretrækker at have de facto magten – f.eks. indflydelsen over implementering af reguleringer osv. – placeret hos den myndighed, man har mest tiltro til. Ser man det fra den vinkel, er spørgsmålet om man helst så magten koncentreret hos EU eller det nationale parlament.

Plotter man forholdet mellem, hvor meget tillid befolkningen har til EU, relativt til dens tillid til det nationale parlament, får man billedet i figuren nedenfor (tallene er fra den seneste EuroBarometer-undersøgelse).  Det særlige er, hvilken holdning disse lande har til unionen og dens politiske retning. De røde søjler viser den relative tillid til EU i lande med en kommunistisk fortid, de sorte er resten, mens de stribede illustrerer en helt særlig gruppe i EU: Den liberale gruppe, der indtil fornylig kunne blokere forslag, der ellers kræver almindeligt flertal. Med andre ord illustrerer de stribede søjler den institutionelle tillid i det traditionelt blokerende mindretal.

relativ tillid til eu

Om end man naturligvis ikke kan tage den som endegyldig evidens, er mønsteret i figuren en klar indikation. Den stiller således flere spørgsmål. Er en del af skepsissen overfor EU-integration en simpel refleksion af, at man ikke stoler på institutioner i Sydeuropa? Skal man måske tænke en smule videre: Er de hjemlige, danske politikeres uforståenhed overfor danskernes (og briternes, tjekkernes og finnernes) manglende vilje til ’integration’, at de ikke forstår og deler danskernes mistillid til politikernes europæiske åndsfæller? Og når den politiske vægt ikke blot skifter væk fra en liberal linje med Storbritanniens exit, men også ødelægger det traditionelle, liberale mindretals mulighed for vetoer, hvad afholder da sydeuropæiske ledere fra at tage EU i en retning, der flytter langt mere suverænitet til Bruxelles?

Brexit – Between a rock and a hard place

Af Niels Westy, den 4. juli 2016. Skriv et svar

Debatten kører fortsat på højtryk om både hvorfor man stemte som man gjorde i Storbritannien forrige torsdag og hvorledes fremtiden ser ud. Ikke mindst hvilken økonomisk udvikling man kan forvente i både UK og EU fremover.

Om fremtiden kan man sige, at alt naturligvis er spekulativt. Det kommer helt an på hvilken politik der føres i UK og EU fremover. Og ikke mindst hvilken aftale et UK udenfor EU, og de tilbageværende medlemslande kan blive enige om.

Danmark kan (desværre) gå hen og blive en af de store tabere.

Både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen har skrevet flere indlæg her på bloggen, se bl.a. her, her, her og her. ligesom Karsten Skjalm har skrevet om EU som “fredsprojekt”

På det seneste har Christian Bjørnskov haft en klumme i Børsen (4.7) (kræver abonnement), hvor Christian under overskriften “Udfaldet af brexit blæser stadig i vinden” bl. a. skriver at:

Briterne har muligheden for at vokse sig væk fra EU, hvis de vælger rigtigt, men hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

Og gennemgår en række mulige udviklingsveje, alt efter hvilken aftale man ender op med mellem Storbritannien og EU, og den førte politik.

I Ræson (kræver også abonnement – beklager) har jeg selv skrevet en længere kommentar, hvor jeg under overskriften “Brexit kan blive værst for Danmark” gør opmærksom på at det langt fra er sikkert, at det er Storbritannien som bliver (de største) tabere på deres exit.

Derimod kan et muligt scenarie også være, at Briternes udtræden indebærer:

en markant svækkelse af den markedsliberale fløj i EU. Afstemningsreglerne er således indrettet, at et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, kan blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Man kan populært sige, at briternes exit flytter magten i EU sydpå. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Sammenholdt med den meget bekymrende udvikling i flere lande i Østeuropa er der således bestemt grund til bekymring. Ikke mindst fra dansk side. Ja, jeg vil endda hævde, at der er langt større grund til bekymring for os der bliver tilbage i EU, end der måske er for briterne. Det gælder ikke mindst når det kommer til den fremtidige økonomiske udvikling.

Ovenstående ikke mindst i lyset af at snakken om at “leave” ingen plan har er temmelig forhastet. Om planerne – eller visionen for et Storbritannien udenfor EU bliver til noget skal jeg ikke kunne sige, men en af de tre talspersoner for den “officielle” Leave kampagne, Daniel Hannen, har været rimeligt klar i mælet, om hvad man ønsker:

Ifølge Hannen har medlemsskabet af EU været en hæmsko for UK, både politisk og økonomisk. Den genvundne frihed skal anvendes til at fremme UK’s økonomiske samkvem med verden udenfor EU og Europa. Og det er der faktisk både økonomisk og ikke mindst historisk ræson i. For er man tilhænger af frihandel, som Hannan (og undertegnede) er, må man uvægerlig have et ambivalent forhold til EU’s toldunion.
Mens det indre marked har fremmet frihandel internt i EU, har man udadtil været en af de væsentligste protektionistiske kræfter i verden. Da en række lande ført an af USA i 2005 således fremlagde forslag i WTO om fjernelse af handelsrestriktioner og subsidier på landbrugsområdet, var det EU, der var hovedansvarlig for at forhandlingerne brød sammen, til skade for ikke mindst en række udviklingslande.

En stærkere satsning på frihandel, lavere selskabsskatter (man har nu foreslået at den nedsættes til 15 procent) kan det meget vel tænkes, at Storbritannien “vokser” fra EU. Men som Christian advarer om i Børsen:

at får de populistiske kræfter overhånd, bliver den britiske økonomi næppe mere åben overfor international handel.

Og så vil udmeldelsen af EU blot medføre et svagere og fattigere Storbritannien.

Hvad afgjorde om man stemte “remain” eller “leave” 

At afstemningen faldt ud til “leave” sidens fordel, skyldes dog ikke økonomiske overvejelser. Tværtimod. Leave stemmerne var prinært begrundet i ønsket ønsket om at “føre magt tilbage til London”, mens den anden vigtigste årsag var muligheden for at kontrollere egne grænser og styre indvandringen. Økonomiske overvejelser synes derimod at have været af underordnet betydning.

Det ved vi fra den vælgerundersøgelse, som Ifølge den vælgerundersøgelse, som “Lord Aschcroft Polls” foretog efter stemmeafgivningen, og som omfattede mere end 12.000 vælgere.

Blandt mange andre forhold bad man vælgerne om at rangordne  mellem de 4 hovedårsager, der af de officielle kampagner er blevet anført for at stemme henholdsvis leave og remain.

For de der stemte leave, blev man spurgt om at rangordne følgende udsagn:

  1. The principle that decisions about the UK should be taken in the UK 49 % (1,79)”
  2. A feeling that voting to leave the EU offered the best chance for the UK to regain control over immigration and its own borders 33 % (2,17)
  3. A vote to remain was a vote for having little or no choice about how the EU expanded its membership or its powers in the years ahead 13 % (2,90)
  4. The Belief that when it comes to trade and the economy, the UK would benefit more from being outside the EU than from being part of it. 6 % (3,13)

leave 1

De der havde stemt remain, blev bedt om at rangordne følgende udsagn;

  1. The risks of voting to leave the EU looked too great when it came to things like the economy, jobs and prices 43 % 1,96
  2. A vote to remain would still mean the UK having access to the EU single market while remaining outside of the Euro and the no-borders area of Europe, giving Britain the best of both worlds 31 % 2,17
  3. A feeling that by leaving the EU, the UK would become more isolated of Europe from its friends and neighbours 17 % 2,54
  4. A strong attachment to the EU and its shared history, culture and traditions 9 % 3,32

remain2

Som det fremgår fylder økonomi fylder meget lidt hos leave, mens det er den væsentligste årsag hos remain. Den væsentligste årsag til stemme leave er derimod ønsket om “selvbestemmelse”.

Sammenholder man ovenstående med at leave-tilhængerne målt på en lang række parametre er mindre liberale ( både økonomisk og på “værdier”), se nedenstående figur står vi med et ganske interessant paradoks.Ill-vs-Good

Skal Hannen og andre liberale fortalere for et Storbritannien udenfor EU lykkes, vil man i vid udstrækning have opbakning blandt mennesker som stemte remain.

For jo, der har hele tiden været et frimarkeds-argument for både et remain og et leave. De kommende år vil vise, i hvilken udstrækning det bliver den liberale eller den protektionistiske vision, som “går af med sejren” i Storbritannien.

I EU er løbet formentlig kørt, netop på grund af Storbritanniens beslutning om at træde ud. Som både Christian Bjørnskov og Otto Brøns-Petersen tidligere har påpeget her på bloggen (og i Børsen) er balancen tippet til fordel for sydeuropæisk protektionisme. Og det er ikke godt for Danmark.

Vi er således fanget mellem “a rock and a hard place”, som en lille åben økonomi, hvis eksport for 3/4 vedkommende går til andre EU-lande (også uden Storbritannien som medlem).

 

 

EU-kendskab og -skepsis

Af Christian Bjørnskov, den 3. juli 2016. 2 svar

VoxEurop skrev forleden om nye data fra EuroBarometer, der kan bruges til at måle folks kendskab til EU (hattip: Nonicoc). Dataene er interessante, men VoxEurop går videre. EuroBarometer-undersøgelsen viser nemlig, at briterne i gennemsnit er dem, der svarer mest forkert på spørgsmål om deres kendskab til EU. Folkene hos VoxEurop indikerer således, at det er uvidenhed, der fik briterne til at stemme for en exit. Man har kunnet se lignende holdninger hos mange andre, inklusive danske debattører fra Malene Wind til Mogens Lykketoft: Folk er skeptiske, fordi de ikke ved nok om EU.

Jeg er til enhver tid skeptisk overfor argumenter fra en selvforstået politisk elite, der går på at de har de ’rigtige’ indsigter, mens skeptikere bare er uvidende. Figuren nedenfor er derfor resultatet af at sammenholde det gennemsnitlige kendskab til EU til EU (skala fra 0-100) fra den nye EuroBarometer-undersøgelse med data fra Lord Ashcrofts survey fra januar (læs her). X-aksen er kendskabet til EU, mens y-aksen er hvor mange, der var positive i Ashcroft-surveyen minus hvor mange, der var negative overfor EU. Danmark er markeret med en sort prik.

eu kendskab plus

Man skal naturligvis altid notere sig, at det sagtens kan være sådan, at folk med mere kendskab er mere positive end dem med mindre indenfor et givet land – eller måske omvendt – men som et første indtryk fortæller figuren i det mindste en ting: At set på befolkningsniveau, er der ingen klar sammenhæng mellem kendskab og holdninger på tværs af de 28 lande. Så måske kommer skepsissen fra noget andet? Måske endda fra noget så banalt som forskellige holdninger til, hvad EU skal og ikke skal udvikle sig til?

Grüsse aus Heidelberg 2: Best for Britain

Af Christian Bjørnskov, den 29. juni 2016. 6 svar

Forleden skrev vi om, hvad man kan forestille sig, der sker efter Brexit. Enkelte kommentatorer drømmer stadig om, at briterne alligevel snor sig udenom vælgerne og forbliver i EU. Det er dog næppe sandsynligt, da det vil være den sikre vælgerdød for en række fremtrædende politikere. Enhver diskussion om konsekvenserne af Brexit må starte med, at Storbritannien rent faktisk forlader EU. Som vi skrev i weekenden, og som Thomas Barnebeck også bevægede sig hen mod at sige i Deadline mandag aften, afhænger en ganske væsentlig del af konsekvensen af, hvad briterne selv vælger at gøre. Dagens overvejelser fra det sydtyske handler derfor om, hvad det bedst britiske respons kan være.

I det spørgsmål er jeg helt på linje med Alberto Mingardi og den glimrende Emily Skarbek, hvis anbefaling er simpel: Frihandel, frihandel, frihandel. En ensidig britisk politikretning til frihandel, eller en status meget tæt på ikke at have handelsbarrierer overfor resten af verden, vil først og fremmest være stærkt gavnlig rent økonomisk. Det er en anbefaling, som noget i retning af 95 % af verdens økonomer kan skrive under på – vi er uenige om mange andre ting, men de gavnlige virkninger af handel er bestemt ikke en af dem – og det er et område, hvor briterne har stolte traditioner. Omvendt er det et af de ømmeste punkter for EU. Nok er der formelt fri handel indenfor det indre marked, men udadtil er EU en af de største protektionistiske kræfter i verden. Tolddiskussioner i EU tager altid afsæt i et fransk, merkantilistisk verdenssyn, og selv internt har flere lande svært ved at lade være med at fifle med tekniske handelshindringer.

Man må derfor spørge, hvor store chancer et frihandelsforslag har i Storbritannien? Svaret er, at det i høj grad kommer an på, hvordan det bliver håndteret, men flere elementer taler for. Først og fremmest har landet stolte traditioner – det er ikke tilfældigt, at det var Adam Smith og senere David Ricardo, der først beskrev de utvetydigt positive virkninger af frihandel. Den første globaliseringsbølge blev også skudt i gang af briternes ’Repeal of the Corn Laws’, dvs. deres ophævelse af toldbarrierer på landbrugsvarer fra 1846. For det andet vil et frihandelsforslag demonstrere ’politisk vilje’ og mod, hvilket der i den grad mangler i både britisk og fælleseuropæisk håndtering af Brexit-beskeden. Det kan således have en politisk logik, uanset hvad de normalt principløse politikere ellers mener, ved at være en vælgervindende strategi. For det tredje kan et ryk mod ensidig frihandel i den særlige situation efter Brexit være lettere end ellers. Enhver handelsliberalisering er normalt modarbejdet af stærke særinteresser, og der findes en del industri i Storbritannien, der kunne have interesse i at bibeholde høje barrierer. Men i den særlige situation i det urolige kølvand på Brexit, er alle den slags særinteresser svækkede.

På EU-siden er der grund til bekymring. Pressemødet i mandags afslørede en Francois Hollande, der sammen med Italiens Matteo Renzi er klar til at tage teten i unionen. Og der er absolut ingen grund til at tvivle på, hvad de vil: Med Storbritannien af vejen – og det kan åbenbart ikke gå hurtigt nok for dem – er noget af vejen ryddet for langt mere regulering og den hede, sydeuropæiske drøm om en fiskal union. Sidste hindring for den synes at være den tyske forfatningsdomstol.

Kan en britisk frihandelsposition da forhindre det? Måske ikke, men hvis briterne demonstrerer en vilje til at bevæge sig den vej, der også er målet for den liberale gruppe i EU – Holland, Danmark, Sverige, Finland, Estland og til dels Tyskland og Tjekkiet – vil uroen internt blive væsentligt større. Der ligger således en mulig demonstrationseffekt af en britisk frihandelsreform, og muligvis også en skammevirking i og med at det vil gøre det endnu mere klart, hvor stor en fallit EU har spillet på handels- og landbrugsområdet. Og hvis de store lande virkelig tager det alvorligt, at andre lande kunne forlade unionen, er en britisk demonstration af liberal politik en faktisk trussel.

Er alle disse ideelle overvejelser blot det, englænderne kalder a pie in the sky? Ja, det er de muligvis. Grunden til at være pessimist er ikke mindst, at der ingen grænser er for politikeres inkompetence og villighed til at føre deres lande mod afgrunden, blot de giver dem popularitet og genvalg. Men hvis ingen diskuterer mulighederne for at føre fornuftig politik, sker der aldrig noget godt på den front. Og en ensidig frihandelspolitik vil uden tvivl være Best for Britain.

En lynguide til konsekvenserne af Brexit

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2016. 3 svar

I torsdags valgt et flertal på 1,3 millioner briter at de ønsker at melde sig ud af EU. De europæiske medier har derfor været oversvømmede af påstande og holdninger til, hvad der nu vil ske i Storbritannien såvel som på kontinentet. Allerede før afstemningen var særligt de britiske medier fyldt af dommedagsscenarier fra ’Remain’-kampagnen, og populistisk-nationalistisk jingoism fra ’Leave’-siden. Debatten har været karakteriseret af masser af meninger, men uden at journalisternes og kommentatorernes basale antagelser er blevet gjort klare. Ofte virker det endda som om, de ikke har gjort det klart for dem selv, før de fløj til tasterne. Ens normative holdning til EU – enten dets ’idé’ eller dets praksis – har øjensynligt bestemt, hvad man valgte at påstå.

Uanset hvad man ellers mener om unionen, hviler enhver analyse og ethvert forecast af konsekvenserne på antagelser om, hvordan de politiske parter håndterer en udmelding. Med andre ord afhænger alt af, hvordan det politiske respons kommer til at se ud i Storbritannien og i EU. Man kan derfor sætte en slags 2*2 matrix op for konsekvenserne, alt efter hvordan de to aktører reagerer: Reagerer EU liberalt eller illiberalt, og reagerer Storbritannien liberalt eller illiberalt.

Fra EU’s side kan man forestille sig tre basale typer negative respons: 1) Hævn, 2) trusler; og 3) politisk ’lettelse’. Den første mulighed er den mest tåbelige, set fra et objektivt synspunkt, men man skal aldrig ignorere, hvor irrationelle politikere kan være, eller hvor irrationelt de kan synes at opføre sig, fordi de tror deres vælgere belønner det. Der er derfor en lille, men reel mulighed for at EU’s respons bliver et fornærmet ”hvis I ikke vil være med i vores grandiose projekt, vil vi ikke have noget at gøre med jer.” Dette respons vil føre til barrierer overfor samkvem med Storbritannien, og en nægtelse af en nogenlunde rimelig samhandels- og samarbejdsaftale med unionen.

Den anden mulighed er umiddelbart meget mere sandsynlig. Den ligner nummer 1, men har en ganske anden baggrund. EU-projektet er nemlig designet med én og kun én retning: Stadigt tættere integration. Det er derfor, at der ikke eksisterer procedurer for, hvordan et land forlader unionen, eller for den sags skyld, hvordan man forlader eurozonen. Det er ganske enkelt ikke meningen, at det skal kunne lade sig gøre. EU-eliten har således en stærk interesse i, at det ikke sker mere. Der kan derfor være en meget stærk politisk interesse i, at gøre det så dyrt som muligt for briterne at forlade EU. Rationalet er, at hvis andre lande ser, hvor dyrt det er og hvor dårligt, man bliver behandlet i det tilfælde, vil det virke afskrækkende på andre befolkninger, der måtte overveje at forlade unionen. Mulighed nummer 2 er med andre ord politisk rationel, fordi den ændrer de næste potentielle exit-landes cost-benefit-overvejelser ved at hæve omkostningerne ved et exit.

Det tredje mulige respons er direkte relateret til Ottos post forleden her på stedet. Otto understreger, ligesom jeg selv tidligere har gjort i Børsen, at en række afgørelser i Rådet kan tænkes at falde anderledes ud uden briterne. Reglen er, at et mindretal på mindst fire lande og mindst 35 pct. af unionens befolkning, kan blokere enhver beslutning, der ikke kræver enstemmighed. Danmark hører ofte til dette mindretal, der har langt mere liberale politiske præferencer end resten af EU. Uden briterne er det traditionelle ’blocking minority’ ikke længere stort nok til at blokere. Den ændrede politiske situation kan derfor føre til politisk ’lettelse’ i de mindre liberale dele af EU – man er lettede over, at briterne nu ikke længere kan blokere for langt mere regulering, protektionisme, overførsler sydpå osv. Brexit kan derfor åbne en ladeport for elendig, fælleseuropæisk politik i en fransk/sydeuropæisk tradition.

Omvendt kan et EU-flertal også vælge en pragmatiske og økonomisk gavnlig retning. Problemet med alle tre respons ovenfor er nemlig, at de på blot mellemlangt sigt vil gøre EU-landene markant fattigere. Rejser man handels- og investeringsbarrierer mod Storbritannien, kan det have meget umiddelbare og stærkt negative konsekvenser i bl.a. Frankrig og Tyskland. Cirka 6 % (4,5 %) af Frankrigs eksport (import), 8 % (5 %) af Tysklands eksport (import), og 9 % (6 %) af Hollands eksport (import) går til Storbritannien. En mere håndfast måde at eksemplificere de økonomiske bånd er at notere, at en ganske stor del af motorerne i tyske BMW-biler bliver produceret i England. Det samme gælder for Ford og Opel, ligesom briterne leverer en meget lang række andre komponenter til tysk, fransk og hollandsk industri. Handelsbarrierer overfor briterne vil have direkte konsekvenser for disse EU-virksomheder, og spørgsmålet er, om konsekvenserne er værre for kontinentet end for briterne. De helt umiddelbare reaktioner kan måske tyde på det. Mens danske og tyske medier skrev vidt om et 4-5 % fald på børsen i London, var de umiddelbare fald noget større i bl.a. Frankfurt og Paris. Det er også sigende, at mens pundet er faldet i værdi ift. dollaren, er euroen faldet sammen med pundet. Et økonomisk rationelt respons vil derfor være, hurtigt at forhandle en frihandelsaftale med briterne, der f.eks. ligner den schweiziske.

På den britiske side er det tydeligt, at aviser som den konservative The Telegraph, der har støttet et Brexit, regner med at uafhængig britisk politik vil bevæge sig i en mere liberal retning. Men det er blot en af de to muligheder. Mens Labour med valget af Jeremy Corbyn har taget et stort skridt mod den ekstreme venstrefløj, og dermed væk fra egentlig politisk indflydelse, er der stærkt populistiske kræfter på midten af britisk politik. UKIP og dets leder Nigel Farage bliver ofte beskrevet som stærkt højreorienterede, men i både økonomisk politik, handel og immigrationsforhold er partiet lige så oldsocialdemokratisk som Front National, FPÖ eller Dansk Folkeparti.

Uafhængigheden fra EU betyder derfor, at briterne står i et politisk vadested. Hvis de populistiske kræfter får overhånd, bliver britisk politik næppe mere liberal og den britiske økonomi næppe mere åbent overfor handel og investeringer med resten af verden. Og man kan med nogen rimelighed forvente, at hvis EU reagerer ved at forsøge at fryse briterne ude, bliver det langt lettere for UKIP og andre at argumentere for, at interventionistisk og protektionistisk gengældelse er det rigtige svar. Holder Boris Johnson og det konservative parti hovedet koldt, er der gode muligheder for, at briterne politisk rykker i retning af den liberale, de selv grundlagde i den skotske oplysning. Et Storbritannien, der frigjort fra franske og italienske bånd bevæger sig mod mere frihandel, lettere og mere særinteressefrie reguleringer og mindre stat, er absolut at foretrække.

Idealet for alle almindelige europæere, og i særdeleshed for de liberale stater som Danmark, Finland og Holland, er et liberalt Storbritannien, der bibeholder en tydelig frihandelsaftale og helt generelt frie økonomiske bånd til EU, og uden gengældelsesaktioner fra unionen. Second best er et liberalt Storbritannien, som rider en politisk storm af fra Frankrig, Spanien og andre. De helt grimme scenarier er til enhver tid dem, hvor briterne også på et ’ideologisk’ plan forlader Nordeuropa. Hvilken vej det kommer til at gå, blæser stadig i vinden fra Bruxelles og London.

EU efter Brexit/Bremain

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. juni 2016. 3 svar

I dag stemmer briterne. Frimarkedsliberale er stærkt delte. Nogle håber på et Storbritannien som et nyt Hongkong uden for EU med mere frihandel, mindre regulering og mere økonomisk vækst end muligt indenfor. Det kan da heller ikke teoretisk umuligt. Det er bare heller ikke sandsynligt. EU øver i dag et stærkt, men ret usynligt bolværk mod regulering og statsstøtte, som virksomheder og interessegrupper lobbyer for nationalt.  Uden det bolværk kan der sagtens komme mere regulering, også i UK. Og når man ser på, at modstanden mod fri bevægelighed er et af de Brexit-argumenter, som har gjort størst indtryk i den britiske debat, bliver den bekymring ikke mindre. Indstrømningen af bl.a. østeuropæisk arbejdskraft har været en stor fordel for briterne og deres økonomi.

EU uden UK bliver mindre markedsliberalt

Men hvor efterlader afstemningen os andre?

Hvis briterne forlader EU, vil medianvælgeren rykke i mindre markedsliberal retning. Nu træffes beslutningerne i EU jo ikke med almindeligt flertal, men effekten vil langt henad vejen være den samme. Stemmevægten i Det Europæiske Råd vil rykke i en uhensigtsmæssig retning. Det vil blive sværere at blokere for mere protektionistisk politik og lettere at blokere liberaliseringer. I dag kan et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Det er i dag den mest liberale blok. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Man kan desuden frygte, at de nationalistiske og illiberale strømninger i Østeuropa vil blive stærkere uden briterne som forbillede og ledestjerne i EU. Det gælder navnlig, hvis den frie bevægelighed bliver begrænset, og en større del af budgettet flyder sydover. Samtidig vil britisk udtræden styrke gruppen af Euro-lande mod gruppen af ikke-Eurolande, som i højere grad vil kunne komme til at tage imod diktat.

Ved en skillevej i EU?

Den britiske afstemning vil dog sandsynligvis kunne få indflydelse ikke bare på den politiske linje i EU, men den helt overordnede konstitutionelle udvikling i unionen. Vi står sandsynligvis ved en skillevej – ikke bare fremkaldt af den britiske afstemning, men af den dybe krise i EU. Og det rummer både muligheder og trusler.

De hænger til dels sammen med, at der i EU og måske navnlig herhjemme er utrolig begrænset fornemmelse af, hvad EU egentlig er for en størrelse. Her er et par pointer, som jeg ser dem, hvis man tager udgangspunkt i indsigterne fra konstitutionel økonomi.

EU’s svage centralmagt er en fordel

Problemet i EU er ikke, at ”det er for svært at træffe beslutninger”, og egentlig heller ikke et ”demokratisk underskud”. Hvis politiske beslutninger skal være til gavn for alle, kræver det, at beslutninger er svære at træffe, sådan at et flertal ikke kan udnytte et mindretal – f.eks. omfordele fra mindretallet til flertallet. Institutionerne skal være robuste over for populistiske strømninger. Og decentralisering – dvs. national selvbestemmelse på det store flertal af områder, hvor EU ikke med fordel kan blande sig – kræver også stærke begrænsninger på centralmagten. Det indså allerede de amerikanske ”framers” bag forfatningen. Men realiteten er, at EU set ud fra konstitutionelt økonomisk perspektiv på mange måder er bedre og stærkere end den amerikanske føderalmagt – navnlig som den amerikanske er kommet til at udvikle sig på trods af de beskyttelsesmekanismer, som blev sat ind i forfatningen. Staterne i EU står meget stærkere end delstaterne i USA. EU beskæftiger sig med færre politiske emner, har et markant mindre budget og betydeligt færre magtmidler til sin rådighed. EU har intet militær, ingen selvstændige skatteindtægter af betydning og har dårlig nok en fælles valuta.

Det er alt sammen en ”feature, not a bug”. På kort sigt er der næppe den store risiko for, at EU’s magtbeføjelser bliver udvidet. Der er ikke folkelig opbakning i EU-landene til ”mere magt til Bruxelles”, men dagsordenen kan også blive solgt som ”mindre demokratisk underskud” og ”det skal være lettere at træffe beslutninger”.

”En stadig tættere union” bør ikke længere være motoren i EU’s konstitutionelle proces

En grundlæggende doktrin i EU-samarbejdet er Romtraktatens princip om ”en stadig tættere union”. Det var kompromisset mellem ønsket om Europas Forenede Stater og den manglende opbakning til at opgive nationalstaternes suverænitet. Så EF blev i stedet til et meget løsere samarbejde, men doktrinen er bygget dybt ind i EU’s institutioner, så bevægelsen gik i retning af forenede stater. I Danmark er der ikke megen forståelse for, at navnlig EU-domstolen ”politiserer” så meget, men det hænger grundlæggende sammen med, at den ser det som sit mandat at medvirke til en stadig tættere union.

Udover den manglende opbakning er problemet ved doktrinen om ”en stadig tættere union”, at den har ført til en meget hasarderet politik. En del føderalister har (haft?) den filosofi, at det ikke gør noget at søsætte politiske initiativer, som ikke er komplette, men tværtimod vil give anledning til kriser, hvis det blot driver os videre i retning af endnu mere union. Altså at f.eks. en ufuldstændig fælles valuta ikke gør noget, hvis det baner vejen for en bankunion og yderligere finanspolitisk koordinering. I Euroens tilfælde har det imidlertid været lige ved at vælte hele EU-konstruktionen – og faren er ikke drevet over endnu.

Det helt centrale spørgsmål er, om tiden ikke for længst er inde til et opgør med doktrinen om ”en stadig tættere union”. Der er stadig ikke opbakning til Europas Forenede Stater, og en indbygget drift i den retning vil uvægerligt give stadige spændinger som den, der har udløst den britiske afstemning. Der kan tværtimod være grund til at konsolidere de forfatningsmæssige bindinger på EU’s centralmagt.

EU’s naturlige opgaver er de få kollektive goder med passende skala

Udover at det skal være tilpas svært at træffe beslutninger, handler det også om, hvad EU’s naturlige opgaver skal være. Jeg er enig med Bill Niskanen i, at der er relativt få kollektive goder med en skala, så de bedst løses centralt på EU-niveau. Det drejer sig først og fremmest om det indre marked og de fire friheder: Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, forbud mod statsstøtte, frihandelsaftaler med resten af verden og grænseoverskridende miljø- og klimaspørgsmål. Så længe landbruget får så store subsidier, kan det også være en fordel med fælles landbrugspolitik, men den bedste løsning vil være at indføre samme forbud mod støtte som for industrivarer.

Desværre er der en risiko for, at politikerne vil kaste sig over de opgaver, som ikke har med fælles kollektive goder at gøre, men kan anvendes til sædvanlig politisk dynamik med køb og salg af politisk støtte: Det vil sige åben eller skjult omfordeling via pengestrømme eller reguleringer.

Krisen i EU er så voldsom og har udviklet sig så hurtigt, at den konstitutionelle proces i EU bygget op om ”stadig tættere union” bør sendes til revision. Den britiske afstemning vil kun bidrage yderligere til det (uanset om det bliver ”remain” eller ”leave”).

Det kunne være godt, hvis EU-borgerne fik en bedre forståelse for, hvor styrkerne og svaghederne i deres nuværende union ligger.

 

Grüsse aus Heidelberg 1: Støtte til ideen om EU?

Af Christian Bjørnskov, den 23. juni 2016. Skriv et svar

Som enkelte af læserne måske ved, er jeg i juni og juli væk fra Danmark. Mens jeg normalt har hjemme i Aarhus, har jeg midlertidig sommerbase i år og næste år i Heidelberg, ligesom jeg opholder mig her en del tid i december i år og januar 2017. Opholdet er muligt pga. forskningsmidler fra universitetet i Heidelberg. Jeg er derfor en del af teamet omkring Axel Drehers Lehrstuhl, hvor vi dette semester har sat et kandidatkursus sammen om ’The Political Econoy of Development’.

Det særlige ved at slå sine folder midlertidigt i Sydtyskland er, at man bliver direkte udsat for mange nye input. Vi kører derfor denne sommer en lille serie indlæg med titlen ”Grüsse aus Heidelberg”, der fokuserer på netop disse input. Det første handler om folks syn på EU, og i særlig grad på synet på den grundlæggende idé om EU.

Som Foreign Policy skrev i går, har briterne altid været lunkne: ” Although the EU was not exactly popular with the majority of the British public, most of them appreciated the material advantages it offered, such as freedom to travel and the possibility of spending your retirement years in places where the sun shone and the living was easy.” Mit klare indtryk er, at danskerne deler denne holdning. Vi er tilfredse med de muligheder for handel – både for danske virksomheder og for vores egen personlige grænsehandel (fysisk eller over nettet) – og glade mobiliteten, dvs. at vi kan rejse rundt i Europa uden problemer. Men ligesom briterne, er danskerne generelt ikke begejstrede for selve idéen om en overstatslig konstruktion.

Det slog mig derfor, da jeg i går delte en kaffepause med Gerda Asmus og Angelika Müller – to PhD-studerende ved vores Lehrstuhl – at tyskernes syn på EU er ret anderledes. Gerda tog de sædvanlige forbehold, at vi som akademikere måske ikke har helt samme holdninger og forestillinger som de fleste, men var alligevel sikker i sin sag: Et klart flertal af tyskere støtter idéen om et EU som styrende, overstatsligt organ i Europa. Det samme er ret tydeligt tilfældet i Frankrig, mens der længere sydpå er støtte til den basale idé, men måske mest fordi der er så lidt tillid til disse landes egne politiske institutioner.

Det slående ved disse forskelle er, at de indebærer at vi slet ikke er enige om formålet med et europæisk samarbejde, og at de ofte forsvinder ud af debatten. Det er dog også en tanke, at et formål med EU som styrende, overstatsligt organ er det, der i sidste ende kan drive ikke blot Storbritannien, men flere lande ud af unionen. Den fundamentale idé bag øget frihandel og større mobilitet, om vi så taler om arbejdskraft, studerende eller turisme, er en idé om mindre politisk styring – at staten skal lade være med at stå i vejen for borgerne. Den grundlæggende idé bag EU-samarbejdet er på helt anderledes vis, at der skal mere politisk styring til, og at denne styring skal være fælleseuropæisk.

Har man en tradition for meget direkte styring af folks privatliv og af erhvervslivet er der intet særligt i EU-idéen. Den bliver blot et udtryk for et håb om, at bare gode folk kommer til – i dette tilfælde ikke i det nationale parlament (som sikkert har spillet fallit), men i et europæisk politisk system – kommer det til at gå bedre. Har man ikke denne tradition (læs: Storbritannien, Danmark, Finland…) er det ganske svært at argumentere kohærent for, at EU er en basalt god idé. Uden en enten socialistisk eller virkeligt gammeldags konservativ tradition bliver EU et dybt ufolkeligt projekt.

Om valg af gymnasium

Af Niels Westy, den 19. juni 2016. Skriv et svar

Vi har tidligere henvist til Jens Frederik Hansens blog – se her. Denne gang ser Jens Frederik på den ikke helt ukomplicerede proces, at vælge Gymnasium, når man er færdig med folkeskolen.

Som Jens Frederik skriver:

Det er et system, der indbyder til, at man tænker taktisk, og i den forbindelse betyder taktisk, at man søger ind på en mindre attraktiv skole, end den man helst ville på. Det er jo et virkelig godt udgangspunkt for en gymnasietid, at man må elske den skole, man får, fremfor at få den man elsker. Det er ellers en livserfaring, man helst først skulle have så sent i livet som muligt.

Læs mere på Jens Frederiks blog

De røde ledere og den brune mås

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2016. Skriv et svar

Med jævne mellemrum dukker der nyheder op fra Venezuela, og ingen af dem er positive. Som vi har skrevet om tidligere, og som interesserede har kunnet følge tæt på Americas, er landet nu i gang med en total økonomisk nedsmeltning. Selvom Hugo Chavez og hans efterfølger Nicolas Maduro begge har gjort hvad de kunne for at knægte landets frie medier, har det vist sig umuligt at styre nyhedsstrømmen ud af landet. Det samme er i stigende grad tilfældet i Cuba, hvor Obamas besøg for nogen tid siden både skabte opmærksomhed om cubanernes lidelser og gav dem en kort respit fra en grå tilværelse. Begge lande er i en miserabel tilstand, og ikke blot økonomisk. Det særlige ved de to historier er, hvordan de begge er så klare eksempler på, hvad der sker med et samfund, når man indfører faktisk socialisme.

Som Catos David Boaz mindede læserne om forleden, begyndte flere venezuelanske hoteller allerede sidste år at bede deres udenlandske gæster om at medbringe deres eget toiletpapir og sæbe. Boaz pegede på, at det er helt ækvivalent til hvad man lærte, da Sovjetunionen begyndte at åbne sig så meget op for resten af verden, at man kunne få faktuel viden om hvad der foregik. Sidst i 80erne, da Vesten først begyndte at få solid, verificerbar information, var der mangel på sæbe, vaskepulver og salt, og sukker var rationeret i Moskva. I en helt parallel udvikling i Venezuela skrev The Guardian – ikke ligefrem det mest liberale medie i den vestlige verden – i maj om, hvordan det er blevet del af den venezuelanske hverdag, at det er svært at finde mælk, kød og bønner i butikkerne (læs f.eks. her og her). I 2014 var historien mangel på mælk, majsmel og bleer, og året før var det store hit en app, der viste vej til nærmeste butik, der solgte toiletpapir. På det sidste er turen kommet til øl.

Fødevarefirmaet Polar har således måttet stoppe en væsentlig del af deres ølproduktion, fordi de ikke længere kan skaffe råvarer. Et særligt problem er, at malten købes hos et belgisk bryggeri, og Polar derfor har behov for udenlandsk valuta. Det er blevet et bureaukratisk mareridt pga. regimets byzantinske regler og kontrol med valutahandel. Polar har derfor meldt ud, at de må stoppe produktionen af øl. Præsident Maduros reaktion har været helt i tråd med, hvad man kender fra andre lignende regimer. Maduros fortælling om Venezuelas økonomiske genvordigheder hviler på konspirationsteori: Den officielle forklaring er således, at de tragiske mangelsituationer er en konsekvens af en økonomisk krig ført af oppositionen i samarbejde med USA. Maduro har derfor truet med, at firmaer der ligesom Polar stopper produktionen, deltager i den økonomiske krig mod ham og derfor risikerer at blive nationaliserede.

Problemet for Polar er, at selskabets normale fødevareproduktion overhovedet ikke er profitabel pga. et andet element af regeringens socialistiske politik: Omfattende priskontrol. Det har således i en årrække krydssubsidieret fødevarerne med indtægter fra ølsalget, for fortsat at kunne levere fødevarer til befolkningen. Polar står nu i en Kafkask situation, hvor de ikke kan få råvarer til at producere øl. Hvis de stopper med det, kan de ikke finansiere fortsat produktion af fødevarer, og så bliver de nationaliserede. Hvis de ikke stopper, går firmaet fallit, og så bliver det sandsynligvis nationaliseret. Hundredevis af andre venezuelanske firmaer er i samme situation, ligesom dusinvis af chilenske firmaer blev overtaget på lignende vis af det kommunistiske Allende-regime i starten af 70erne. Metoden har dybe, historiske rødder i den socialistiske verden. Lenin og Stalin nationaliserede og tvangskollektiviserede f.eks. størstedelen af det russiske landbrug ved at påstå, at ejerne var del af en økonomisk konspiration med udenlandske kræfter mod regimet.

Forsøgene på at styre økonomien fra centralt politisk hold er ødelæggende. Hvis man – rent teoretisk – skal styre en planøkonomi fra centralt hold, kræver det omfattende, detaljeret viden om specifikke forhold som produktivitet, efterspørgsel, umiddelbare omkostninger, sæsonfluktuationer og mange andre forhold ned på ikke blot vare-, men ressourceniveau. Som Ludwig von Mises demonstrerede allerede i 1920, skaber relative priser mellem varer og serviceydelser information om disse forhold i en fri markedsøkonomi. Informationskravene uden en fri prisdannelse er uoverstigelige, og selvom man kunne løse dem – ’moderne’ kommunister har ofte stor tiltro til computerkraft – ødelægger styringen ethvert privat incitament til innovation.

Alligevel er det påfaldende, hvor ekstremt dårligt, socialistiske regimer klarer sig på bestemte områder. Som titlen antyder, har socialistiske ledere meget specifikke problemer. Et af de særligt bemærkelsesværdige er, at mens det naturligvis kan være svært at forudsige efterspørgsel efter bestemte sæsonbetonede varer, er det forbløffende let at fremskrive behovet for toiletpapir. Selv en kommunistisk planøkonomi burde i princippet ikke have uoverstigelige problemer med at levere toiletpapir, medmindre der er usikre alternative produktionsformål, som papiret kan bruges til. Toiletpapir er heller ikke ligefrem en high-tech vare.

På trods af enkelheden er mangel på toiletpapir alligevel et gennemgående tema i de fleste socialistiske landes sociale virkelighed (se f.eks. her). Mange galgenhumoristiske vitser fra disse lande handler således om, hvorfor der trykkes som mange eksemplarer af Pravda, Granma, eller hvad det statssanktionerede medie nu engang hedder. Svaret er, at avisen da kan bruges til ét fornuftigt formål – at tørre sig bagi. Problemet med de brune måse, når butikkerne endnu engang er løbet tør for toiletpapir, demonstrerer på stinkende vis, hvor verdensfjerne, ligeglade og inkompetente, de fleste ’folkelige’ røde ledere faktisk er – og hvor elendigt, deres økonomiske system virker. For de tusinder af europæere, der er vokset op efter murens fald og med kun romantiseret misinformation om, hvad der faktisk foregik i Østeuropa, er den historie værd at gentage.

Liberalisering og recovery

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2016. 6 svar

En af de store debatter de senere år, der stadig splitter politikere og almindelige mennesker, er hvordan man bedst kommer ud af en krise. Med andre ord, hvilke slags politik er forbundet med hurtigere ’recovery’? I Danmark er det en helt særligt relevant debat, da vi ikke er ude af krisen endnu – danske økonomi står stille (læs f.eks. her). Så hvad kan dataene indikere for os?

Spørger man om sammenhængen mellem offentligt forbrug og recovery, møder man et slemt endogenitetsproblem: Fordi de automatiske stabilisatorer – dagpenge, kontanthjælp osv. – er en del af det offentliges totale forbrug, og de automatisk stiger når de går dårligt, kan man ikke på enkel vis sige noget om sammenhængen mellem de to. Det kan være, at stigende offentligt forbrug fører til langsom recovery, men vi ved også at langsom recovery helt generelt fører til større stabilisatorudgifter. Man må derfor se på noget andet.

Det gør vi i den nedenstående figur. Her er tre faktorer plukket ud af Fraser Instituttets EFW-data: Marginalskatter, graden af reguleringer af produktmarkeder (dvs. regulering af det private erhvervsliv), og omkostninger forbundet med at dokumentere, at importvarer overholder danske reguleringer. Den første fanger, om politikerne reagerer i skattepolitikken, den anden om man reagerer på krisen ved at regulere yderligere, og den sidste om en konsekvens af reguleringsændringerne fører til væsentligt tungere bureaukrati.

Søjler krise respons 7 til 14

Figuren omfatter 44 vestlige lande (minus katastrofelandet Grækenland), så hver søjle er gennemsnitsvæksten i real BNP per indbygger over perioden 2007-14 (fra Verdensbanken) på tværs af 22 lande under og over medianændringen i de tre faktorer. Den simple indikation fra figuren burde få flere politikkere til at tænke sig om en gang til, før de slipper kontrollen med deres reguleringsfetich. I lande, der overordnet har reageret på krisen ved at regulere disse områder mere – højere eller uændret marginalskat, flere og tungere reguleringer – har den totale vækst i perioden været cirka 1 %. I lande, der har reageret modsat og faktisk liberaliseret deres politik, har den gennemsnitlige vækst været 6 %. Hvilke lande er således bedst kommet ud af krisen? Svaret er, at det er dem, hvor staten er stået en smule mindre i vejen for befolkningen.