Nyt Ekonomisk Debatt på gaden i dag

Af Christian Bjørnskov, den 14. september 2016. Skriv et svar

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt. Nummeret indeholder bl.a. Rune Åbergs interessante analyse af, hvordan og hvorfor lønuligheden har ændret sig de senere år i Sverige. Cluet i Åbergs studie er, at jobvæksten har været tydeligst blandt de højtlønnede og de lavtlønnede, mens det er den bredere midte, der har stået stille. Men se også Jan Ekbergs beskrivelse af de succesrige flygtninge på det svenske arbejdsmarked, Hubert Fromlets analyse af Kinas nye økonomiske politik, eller Patrik Öhbergs anmeldelse af Andreas Berghs (i mine øjne fremragende) bog Den Kapitalistiska Välfärdsstaten.

Ekonomiske Debatt er som altid stærkt anbefalet.

Hermione i Panama

Af Christian Bjørnskov, den 10. september 2016. 2 svar

Torsdag aften var danske seere vidne til en mærkværdig debat på DR2 mellem bl.a. Lars Koch fra Ibis og punditokraternes Niels Westy. Baggrunden var, at skatteministeren har bestemt, at den danske stat køber oplysninger om danske enkeltpersoner og firmaer fra de såkaldte Panama-papirer. Staten betaler ti millioner kroner for at få adgang til disse oplysninger, der sidste år blev stjålet fra advokatfirmaet Mossack Fonseca, selvom ingen ved hvad de vil vise. Ministeren, ligesom mange andre kommentatorer, er overbeviste om at det må kunne betale sig for den danske stat at gøre sig til hæler. Man regner med andre ord med at kunne finde så mange individer og virksomheder, der ulovligt unddrager at betale skat – og vel at mærke få dem dømt – at både den rent monetære udgift og den tvivlsomme transaktion betaler sig politisk. Den grundlæggende antagelse er således, at det eneste incitament til at have penge håndteret af en panamansk bank er at unddrage sig skat.

Et lysende eksempel på, hvor forkert denne antagelse er, den engelske skuespiller Emma Watson. The Spectator var det første nyhedsmedie, der rapporterede at Watson, der er kendt for at spille Hermione Granger i de otte Harry Potter-film, var nævnt i Panama-papirerne. Hun havde brugt Mossack Fonseca til at etablere et offshore-selskab på de Britiske Jomfruøer, som hun bl.a. brugte til at købe en ejendom i London. Men Watson snød på ingen måde i skat, selvom hun var nævnt i papirerne!

I stedet viste kunne hendes talsmand hurtigt fortælle, at grunden til offshore-selskabet var, at engelsk lovgivning kræver, at firmaer offentliggør omfattende information om alle deres anpartshavere. Watson, der tidligere har haft alvorlige problemer med særdeles nærgående fans, benyttede en fuldstændigt lovlig selskabskonstruktion til at forblive anonym – og helt særligt holde sin adresse ude af medierne – så hun kunne beskytte sig selv. Der var således intet moralsk tvivlsomt i sagen, bortset fra de engelske mediers lynanklager mod hende.

På samme måde kan tusinder af andre individer og virksomheder stå nævnt i Panama-papirerne, uden at der er nogen grund til at mistænke dem for ulovlig adfærd. Selv nogle af de mange politiske ledere, der nævnes (se f.eks The Independents kavalkade), kunne have rent mel i posen. Og som Niels understregede i Debatten i torsdags, er det stærkt misvisende at påstå, at staten kan ’hente et antal milliarder i ekstra skatteindtægter gennem købet af oplysningerne. Langt de største mistænkelige kapitalstrømme kommer fra lande som Rusland, Kina, Sydafrika og Brasilien. Disse lande er institutionelt nærmest Danmarks modsætninger, hvor voldsomme korruptionsproblemer går helt til toppen i politik og erhvervssucces er umulig uden de rigtige politiske forbindelser.

Der er absolut ingen grund til at tro, at den samme slags illegitime strømme forlader Danmark. Der er dog præcist det, Ibis og den stadigt mere skingre og utroværdige Lars Koch, sekunderet af adskillige folketingspolitikere, bliver ved med at insinuere. I deres ideologiske togt mod ’de rige’ bliver hundreder af danskere mistænkeliggjort uden skyggen af bevis. Det er en situation, der næppe er en retsstat værdig.

Easterly om Frihed som Fattigdomsbekæmpelse

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2016. 1 svar

For læsere der har tid tilovers i weekenden, er her en video med New York Universitys William Easterly (hattip: Niclas Berggren). Easterly taler om, hvordan frihed og manglen på frihed er en kerneforklaring på, hvorfor så mange mennesker i den fattige verden er så desperat fattige. I oplægget, som han holdt ved the World Affairs Council of Northern California i San Fracisco, tager Easterly bl.a. fat på flere myter, bl.a. ”the myth of the blank slate” og ”the myth of autocrat growth miracles”. Han arbejdede selv i en lang årrække som ekspert for Verdensbanken , hvor han oplevede problemerne. Som han siger i oplægget: ”Frankly, it’s easier to just assume that the government you’re working for is good.” Se det hele – det er stærtk anbefalet.

Joe Sutter, 1921-2016

Af Christian Bjørnskov, den 5. september 2016. 5 svar

August har været en sørgelig måned for mine personlige helte. Forleden døde Anthony Jay, og onsdag kom meddelelsen om, at Joe Sutter var død, 95 år gammel. Mens Jay er kendt i relativt brede kredse som en af de to mænd bag BCC-serien Yes Minister, er Joe Sutter relativt ukendt udenfor særlige kredse. Sutter har dog påvirket mange flere mennesker: Moderne transport er utænkelig uden Boeing 747 – jumbojetten – som Sutter var ansvarlig for.

Sutters forældre var fattige indvandrere – faren var fra Slovenien og moren fra Østrig-Ungarn – men på trods af arbejderbaggrunden støttede de, at han fik en universitetsuddannelse. Han forlod derfor University of Washington med en topeksamen i 1943, hvorefter han brugte resten af krigen på destroyeren Edward H. Allen i Stillehavet. Ved en ren tilfældighed endte han hos Boeing i Seattle efter krigen, hvor hans første opgaver var alt andet end prestigiøse. Sutter arbejdede sig dog op og ledte først i 60erne det tekniske team i udviklingen af Boeing 727.

Sutters første virkelige gennembrud kom dog, da han som en af designerne bag Boeings dengang lille 737 fandt på en aerodynamisk effektiv metode til at montere motorerne direkte under vingerne. Ideen, som blev hans første patent, brød med traditionen om at små jets skulle have motorerne monteret bagest, og tillod blandt andet at 737-flyet fik en kabine, der var lige så bred som det noget større 707. Det indebar ikke blot, at flyet blev væsentligt billigere at bygge, men også at der var langt bedre plads, når det blev brugt som fragtfly. Det var således karakteristisk for Sutter, at han så hvordan konsekvenserne af motorplaceringen gjorde et fly – som Boeing ellers ikke havde de store forventninger til – langt mere økonomisk, og en af selskabets største succeser. 737 produceres pt. i tredje generation, og Boeing har solgt flere end 8000 siden Lufthansa startede service i 1968.

Sutters virkelige claim to fame kom dog, da han blev udnævnt til leder af hele udviklingsteamet bag det store passagerfly, som Pan Ams karismatiske direktør Juan Trippe bad Boeing om at lave. Boeing-organisationen var ellers fuldt gearet til udvikling af the SST, det amerikanske supersoniske projekt. Det var derfor med et skrabet budget Sutter sammensatte det ingeniørteam, som med tiden skulle blive kendt som ”The Incredibles”, der på blot 29 måneder gennemtænkte, designede og byggede et langt større fly end noget andet, der tidligere var set. Med det forfejlede SST-projekt, der i stor stil havde slugt ressourcer, bragte 747-projektet Boeing til konkursens rand. Sutter insisterede stadig, til ledelsens store frustration, på at gøre sit job ordentligt. Da han fik en ordre om at afgive 1000 medarbejdere til SST-projektet, svarede han at han havde brug for 800 flere – ikke 1000 færre.

750x500-boeing-747-400-3

Sutter havde også lært gennem egen erfaring i Stillehavet, at katastrofer ofte skyldes flere forhold, der går galt på samme tid. Hans designapproach kom derfor til at hvile på to hovedpunkter. Det første var redundans, som hele 747-designet afslører: Hvis et system fejler, skal der være to andre, der har samme funktion. Mange piloter har været lykkelige for denne beslutning, da jumboen adskillige gange har landet sikkert med funktionsfejl – ødelagte stabilisatorer, halve landingsstel osv. – der ville have ødelagt andre fly. Det andet hovedpunkt var, at ”if it looks right, it flies right.” Uanset hvor smart og rigtigt, noget kunne se ud i designfasen, insisterede Sutter også på at ingeniørmæssig ‘fornemmelse’ har værdi.

Det var denne fornemmelse og hans erfaring, der fik Sutter til at trodse Juan Trippe, der ville have et fly i to fulde etager. Sutters team præsenterede i stedet for Trippe for den idé, der i dag kaldes ’wide body’ – at man byggede et væsentligt bredere fly med to gange mellem tre rækker sæder. Selve bredden af flyet blev bl.a. besluttet, fordi det dermed kunne passe til ottefods-containers. Det gav dermed plads i passagerkabinen til ti sæder per række, og dermed de 350 passagerer, som Pan Am havde bedt om. Men valget afspejlede, at Boeing regnede med at 747 primært skulle flyve fragt, når passagermarkedet blev overtaget af supersoniske fly som SST’en.

Da Trippe først så en model med sæder i fuld størrelse, indrømmede han, at Sutters team havde taget den rigtige beslutning. Det samme gjorde de, da Sutter fik idéen til 747-flyets berømte pukkel. Grunden til dette designvalg var ganske lavpraktisk, at man kunne laste og lodse fragtudgaverne af flyet gennem næsen, hvilket er langt lettere og hurtigere end den mere traditionelle metode gennem cargodøre på siden af flyet. Det krævede så, at cockpittet blev flyttet ovenover døren, hvilket gav puklen. Det var herefter Trippe, der indså at man kunne bruge noget af puklen til en slags førsteklassesområde – de første Pan Am-jumboer havde en lounge deroppe.

Det er svært at overvurdere betydningen af det fly, som Sutter og hans team stod for at bygge. Tallene er nok til at imponere de fleste: Der er bygget flere end 1500 jumboer, og de fleste har plads til cirka 400 passagerer; bygningen, som man konstruerede til produktionen, er så stor at den har sit eget ’vejr’ – der danner sig små skyer under loftet; og det virker umuligt i dag, at man kan gennemføre et så stort projekt på blot 29 måneder. Det eneste virkelige problem, som programmet led under, viste sig slet ikke at være Sutter-teamets skyld. De første prototyper havde motorer fra Pratt & Whitney, der ofte brød i brand, når de blev spoolet hurtigt op. En fælles indsats fra Boeing og P&W afslørede, at de nye JT9D-motorer – verdens første såkaldte high-bypass – var så kraftige, at hurtige accelerationer trak motorkassen skæv, så fanebladene skrabte mod siden af kassen. Med en stivere motorkasse fløj 747-flyet upåklageligt.

Joe Sutter var således ikke blot chef for teamet, men også manden bag flere af de designidéer, der revolutionerede den moderne verden. Mens hans eget selskab, USA’s regering og de fleste analytikere troede, at flytransport ville blive ved at være for de relativt velhavende, men blot skulle være hurtigere, reagerede Sutter på Trippes udfordring ved at skabe et fly, der var så økonomisk at operere, at en ferietur til USA pludselig var indenfor helt almindelige menneskers rækkevidde. Det reddede også Boeings økonomi, og gav selskabet den afgørende fordel, der gjorde det til verdens førende flyproducent. Konkurrenterne Douglas og Lockheed så hurtigt skriften på væggen, og lancerede succesen DC-10 og det smukke og højteknologiske L-1011 Tristar. Efter at wide body-flyet blev opfundet på en af Sutters servietter, var verden en anden.

Sutter trak sig delvist tilbage i 1986, men blev kort efter udnævnt som medlem af Rogers-kommissionen, som præsident Reagan nedsatte for at efterforske rumfærgen Challengers forlis. Her demonstrerede han sin stædige insisteren på at gøre sit arbejde ordentligt, da han ganske udiplomatisk – og støttet af Nobelprisvinderen Richard Feynman – offentligt kritiserede NASAs sikkerhedskultur. Hans pointe var lige så simpel som den var tydelig: Boeing, der blev holdt ansvarlig af deres kunder og deres millioner af passagerer, ville gå fallit hvis de sjuskede med sikkerheden. Hos NASA, der kun blev holdt ansvarlig af politikere uden egentlig indsigt eller tilskyndelse, kunne man ’glemme’ sikkerhedsproblemer, når det var opportunt. Skal man have samme sikkerhedskultur hos NASA som hos Boeing, kræver det en konsekvenskultur, der er lige så stærk som markedets.

Som enhver læser nok kan se, er Sutter en af mine personlige helte. Alle historier peger på, at han privat var et beskedent og rart menneske, og i arbejdssammenhænge holdt ingeniørerne – men ikke altid topledelsen eller politikere – af hans no-nonsense attitude. Han var en eminent ingeniør og en glimrende projektleder, der stædigt insisterede på at ting blev gjort rigtigt. Resultatet bliver taget for givet af de fleste i dag: At en uge på en strand i Thailand eller New Yorks gader er en naturlig mulighed for langt de fleste.

De seneste ofre for “The War on Drugs”

Af Niels Westy, den 1. september 2016. 3 svar

Så skete det også i Danmark. I går blev to betjente skudt og den enes tilstand er kritisk. En forbipasserende blev også ramt af en kugle.

(Cidade de Deus – der bygger på virkelige hændelser, hvor man følger udviklingen i en af Rio de Janeiro’s favellaer “Cidade de Deus”, der startede som et “socialt boligbyggeri”)

Gerningsmanden tilhører det bandemiljø (sandsynligvis styret af Hells Angels, der satte sig på markedet efter en blodig konflikt med den nu opløste rockergruppe Bullshit), som styrer handlen med hash på Christiania, og har gjort det i årtier. Det er naturligvis forfærdeligt og ansvaret for udåden påhviler naturligvis gerningsmanden, der tidligere på dagen blev skudt af politiet og pågrebet.

Naturligt at Christiania er centrum for hashhandlen

Christiania er det tætteste vi kommer på en brasiliansk favela. Bevares, baggrunden er en anden, men dynamikken er på mange måder den samme. Mistilliden til myndighederne og fraværet af suverænen (den “store mafia”) hvor tomrummet i stedet er fyldt ud med hårdkogte kriminelles dominans, og en parallel økonomi, hvor handel med illegale rusmidler indtager en helt afgørende rolle.

Jeg vil ikke umiddelbart anbefale nogen at besøge en favela i Rio de Janeiro uden guide/lokal. Så slemt er det heldigvis ikke på Christiania, og bliver det næppe heller. Men volden og kriminaliteten er lige som i Rio de Janeiro’s favela’er drevet af narkotikaindtægterne.

Hvis man ønsker at ændre tilstanden må man i Danmark gøre som i Rio de Janeiro, nemlig “besætte” Christiania – og blive der. Det vil naturligvis stoppe handlen med hash på Christiania. Til gengæld vil handlen bare øges andre steder i byen. Det så vi senest i 2005,

At bede Christianitterne om aktivt at gøre noget, er lige så urealistisk som hvis man bad en beboerne i en favela i Rio de Janeiro blev bedt af myndighederne om at “rense” ud i deres kvarter. Det kan de lige så lidt som beboerne på Nørrebro kan forventes at “rense” ud deres kvarter.

Ønsker man at komme den vold og kriminalitet, som er den førte forbudspolitiks faste følgesvend til livs, er der kun en løsning. Og det er at legalisere køb og salg af cannabis (reelt også andre stoffer – Vesterbro er jo heller ikke just kendt for sit lave voldsniveau).

Mange vil sikkert se det som at give efter for volden. Men sagens kerne er at volden kun eksisterer på grund af forbuddet – ikke på grund af rusmidlerne i sig selv.

(The Wire – HBO’s fremragende serie der illustrerer konsekvensen af forbudspolitikken i USA)

Som nævnt i indledningen. Ansvaret for nedskyndingen af to betjente og en civilist påhviler gerningsmanden. Men det grundlæggende ansvar for den vold og kriminalitet, som er fulgt i kølvandet med forbuddet mod handlen med hash – hvilket sikrer gerningsmanden og hans ligesindede deres indtægter – påhviler de politikere, der virker det fortsatte forbud. Ikke fordi det er intentionen, men fordi det er den uafvendelige konsekvens.

Om det er alkohol hash eller andre rusmidler, som der er efterspørgsel efter man forbyder gør ingen forskel. Og som jeg har skrevet om så mange gange før her på bloggen, er der ingen undskyldning for det fortsatte forbud. Det virkede ikke i 20ernes USA i forhold til alkohol. Det virker ikke i dag i forhold til cannabis og andre stoffer. Og det kommer aldrig til at virke. Spørgsmålet er blot hvor mange mennesker der skal tæves, skydes og slås ihjel, før man erkender ansvaret for de fortsatte ofre og opgiver “the war on drugs”.

Christiania – en dansk “favela” (betyder at tage selv)

Anthony Jay 1930-2016

Af Christian Bjørnskov, den 1. september 2016. Skriv et svar

Nogle gange flyver nyheder under radaren fordi der sker alt for meget andet. Det skete forleden for os her på Punditokraterne, ligesom det skete for adskillige andre medier (inklusive New York Times). Nyheden var, at Anthony Jay var død den 21. august. Det er næppe mange danskere, der helt umiddelbart genkender navnet, men en stor skare vil huske hans ’crowning achievement’ med et lille grin: Jay dannede sammen med Cambridge-kollegaen Jonathan Lynn holdet, der skabte den britiske TV-klassiker Yes Minister.

Jay blev født i London og tog efter endt militærtjeneste en honours’ degree i Cambridge. Hans interesse og generelle afsky for politikere startede sandsynligvis der, hvor han var på årgang og læste med adskillige fremtidige politikere, inklusive fire mænd der senere blev ministre. Han arbejde derefter nogle år for BBC, inden han besluttede sig for at blive freelancer. Mens han arbejde med David Frost for BBC, fandt Jay også tid til at skrive den fine Management and Machiavelli, der både provokerede men også fik strålende anmeldelser.

Det blev dog Yes Minister, der kørte på BBC fra 1980-84, og efterfølgeren Yes Prime Minister i årene 1986-88, der blev Jays claim to fame. Det særlige magtspil mellem ministeren Jim Hacker, hans departementschef Sir Humphrey Appleby og ministersekretæren Bernard Woolley resulterede i ofte ubetaleligt morsomme episoder, der alle illustrerede hvor absurd politik ofte er. Yes Minister var på samme tid så præcis i sin karakteristik, at adskillige politikere følte sig mindre underholdt. Jay og Lynn lod for eksempel i episoden The Economy Drive Sir Humphrey forklare Bernard, at “Politicians like to panic, they need activity. It’s their substitute for achievement.” Yes Minister var ikke blot Margaret Thatchers ynglingsserie, men vandt også adskillige BAFTAs og andre priser.

Hvad de færreste ved er dog, at både Jay og Lynn var stærkt inspirerede af public choice teori i et sådant omfang, at Jay senere indrømmede, at “public choice economics […] was at the root of almost every episode of Yes Minister.” Programmet var både morsomt, men også en måde at popularisere public choice. For mig personligt var det et af de sjoveste programmer, mens jeg var barn, men tydeligt også noget, der senere formede mit og mange andres syn på politik. Kritikeres angreb på Yes Minister som særligt ideologisk var dog både tågede og mærkværdige: Mens Jay var tydeligt liberal, var hans medforfatter og livslangt nære ven Lynn ganske venstreorienteret, og deres mål var – ligesom public choice teori generelt – i Buchanans ord at vise ”Politics without Romance.” At resultatet blev så morsomt, kunne man næppe have forudset – men se for eksempel episoden nedenfor! Yes Ministers indflydelse og popularitet viste sig også sidste uge i de mange nekrologer i f.eks. New York Times, the Independent, the Daily Mail og the Telegraph.

The record of history is absolutely crystal clear

Af Niels Westy, den 29. august 2016. Skriv et svar

“…. so the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”

Ovenstående citat stammer fra et interview med Milton Friedman i 1979 -se det fulde interview nedenfor. Og med det seneste socialistiske eksperiment, Venezuela, i totalt kaos, kan det kun undre, at der fortsat er de som tror der findes en 2. eller 3. vej. For historien er som Friedman siger “krystalklar”. Kun lande baseret på markedsøkonomi har været i stand til at sikre ordentlige levevilkår for den brede befolkning.

Punditokraternes “gamle redaktør” Peter Kurrild-Klitgaard er inde på det samme i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende, Socialismen forarmer – altid, hvor Peter bl.a. skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Peter henviser også studier af Martin Paldam og Erich Gundlach, af hvad de kaldte »ægte tvillinger«: Lande, der oprindeligt havde hørt sammen og nogenlunde lignede hinanden i udgangspunktet, men blev skilt fra hinanden og hvor den ene endte med markedsøkonomi, mens den anden endte med planøkonomi, altså socialistisme. Man undersøgte bl.a. Vesttyskland og Østtyskland (1945-89), Sydkorea og Nordkorea samt Folkerepublikken Kina og »tigerøkonomierne« (Taiwan/Hong Kong Singapore), Østrig og Ungarn (1945-1989), Østrig og Tjekkoslovakiet (1945-1989) og Finland og Estland (1945-89). Konklusionen var i alle tilfælde entydig. Ikke overraskende klarede markedsøkonomierne sig væsentligt bedre end den planøkonomiske tvilling.

Kina og Taiwan illustrerer godt pointen. Som det fremgår af nedenstående grafer, som viser udviklingen i købekraftskorrigeret BNP for henholdsvis Kina og Taiwan i figur 1 samt Taiwan og Danmark i figur 2, er forskellen til at tage og føle på.

Figur 1.

Kilde: Penn World Tables 9.0

Figur 2

Kilde: Penn World Tables 9.0

Som bekendt ændrede Kina i betydelig grad model fra slutningen af 1970erne og frem, har de seneste årtier oplevet meget høje vækstrater – omend officielle tal formentlig overdriver den reelle vækst. Den opnåede vækst i de seneste årtier har dog ikke været nok til at opveje de første årtiers relative stagnation. Forskellen målt på BNP per indbygger er således i dag større mellem Taiwan og Kina, end den var i 1960. Mens Taiwan kun var ca. dobbelt så velstående i 1960, er man i dag ca. 3 gange så velstående målt på BNP. siden 1990erne er forskellen dog indsnævret betydelig (på et tidspunkt i 90erne var Kinas velstand kun en smule højere end 10 procent af Taiwans). Som det fremgår er Taiwan i dag på niveau med Danmark. I 1960 var vi 5 gange rigere end dem. for Kina’s vedkommende gælder, at de målt på BNP per indbygger, ca. er på niveau med Danmark i 1960.

Peter tager i sin kommentar i dagens Berlingske Tidende udgangspunkt i Venezuela og Chile. En ikke helt urimelig sammenligning. Som det fremgår af nedenstående figur 3, var Venezuela målt på BNP per indbygger væsentligt mere velstående end Chile i midten af 1970erne, hvor Chile indledte sine omfattende reformer, der i løbet af kort tid omdannede landet fra en statscentreret og lukket økonomi, til en af verdens frieste økonomier (se figur 4).

Omvendt i Venezuela, hvor man netop på det tidspunkt kastede sig ud i forsøget på en industrialisering baseret på importsubstitution. Det var samtidig starten på den deroute, som foreløbigt er med den totale økonomiske (og på alle mulige andre måder ) nedsmeltning, landet oplever i disse år, med varemangel, ekstreme inflationsrater og hastigt faldende BNP.

Figur 3

Figur 4

Det kan kun undre at fortalerne for socialisme og planøkonomi fortsat ikke har indset, at det altid ender på samme måde. Eller som punditokraternes gamle redaktør skriver:

Planøkonomiske regimer ender altid i relativ forarmelse og på et tidspunkt med valget mellem enten at tvinge borgerne ud i tyranni og decideret statsligt slaveri (Venezuela, Cambodia), eller med liberaliserende reformer.

Og jo, Venezuela er i den grad et socialistisk eksperiment, selv om venstrefløjen lige nu løber med 1000 km, i timen væk fra dette seneste fallerede eksperiment. Bla. er langt over 1000 private virksomheder er blevet nationaliseret, mens både den førte finans- og pengepolitik, landbrugsreformer mv. stort set minder om hvad vi før har oplevet under bl.a. Allende i årene 1970 til 73 i Chile. Mens Chile endte i diktatur og markedsreformer, der heldigvis også endte med at blive fulgt op af politiske reformer og tilbagevende til demokrati. Er Venezuela foreløbig endt med at militæret er den reelle magthaver. Om det så ender med et egentlig militærdiktatur, har vi fortsat til gode at se.

At udviklingen blot endnu en gang understreger Friedmans pointe om markedets afgørende rolle burde være “krystalklart”.

Eller som jeg slutter af med i min kronik, Kunsten at misforstå liberale idéer, i Børsen søndag:

liberale reformer virker. Se blot på Sydamerika. De er forskellen mellem lande som oplever fortsat fremgang og lande, som nu må sande, at trods et historisk råvareboom i nullerne, står man igen midt i en akut økonomisk krise.

Chile – de første til at gennemføre reformer – er den hurtigst voksende økonomi i regionen de seneste 25. år. I begyndelsen af 1990’erne var bnp per indbygger på niveau med Brasilien. I dag er det regionens højeste og 70 pct. højere end i Brasilien. Samtidig er andelen af befolkningen som lever i fattigdom raslet ned og absolut fattigdom næsten udryddet.

Peru, som reformerede økonomien i 1990’erne efter mange års misvækst, er de seneste 15 års hurtigst voksende økonomi i regionen. Bnp er vokset fire gange hurtigere end i Argentina og Brasilien. Den offentlige gæld er minimeret og fattigdommen reduceret drastisk. Dette står i skarp kontrast til udviklingen i Brasilien, hvor den offentlige gæld er faretruende høj, og fattigdommen atter vokser.

Konklusionen er klar. (Neo)liberale reformer – privatiseringer, deregulering af markeder mv – fremmer vækst og fremgang. Sydamerika leverer beviset.

Dragsteds mærkværdige verden

Af Christian Bjørnskov, den 27. august 2016. 4 svar

Det er næppe gået manges næse forbi, at Enhedslisten ved sidste uges landsmøde igen foreslog at indføre en millionærskat. Tirsdag aften var Pelle Dragsted gæst hos Martin Krasnik i DR2 Deadline for at forklare og forsvare det venstreekstreme partis politiske forslag. Indslaget, der på trods af Krasniks ihærdige forsøg virkelig led under at der ikke var en anden gæst som modpol til Dragsteds påstande, afslørede i høj grad hans ganske mærkværdige syn på både økonomien som hans ganske absurde påstande om status i forskningen.

Det var ikke mindst bemærkelsesværdigt, at Dragsted gentog en ganske bestemt formulering, som den franske økonom Thomas Piketty er blevet kritiseret voldsomt for at bruge i (den engelske version af) Capital in the 21st Century. Dragsted sagde, at de rigeste i de senere år har ”tilegnet” sig en større andel af nationalindkomsten. I populær brug er ”tilegne” blot en eufemisme for at stjæle, og en handling hvor man tilegner sig en større andel af en tærte eksisterer i bedste fald i en slags juridisk og moralsk limbo. Påstanden kan derfor læses på to måder.

En måde at læse Dragsteds påstand, der er konsistent med hans idelogiske skoling, er at den følger af en særlig del af marxistisk og leninistisk teori, nemlig deres såkaldte arbejdsværdilære. I marxistisk arbejdsværdilære er den andel af værdiskabelsen, man legitimt kan kræve, direkte proportional med den del af den samlede arbejdstid eller det samlede fysiske arbejde, man har bidraget med. Marx benyttede ældre værdilære, som på cirka samme tid som han skrev, blev grundigt refuteret. En af de indlysende mangler ved den er, at den tilskriver al værdiskabelse stil arbejdskraften, og dermed per definition sætter bidraget fra kapital, kvalitet i ledelse og organisation, uddannelse og iværksætterevner til nul. Det følger i en vis forstand også, at enhver produktivitetsudvikling, der driver samfundet videre, må skyldes statens kløgtige indgreb – det kan jo logisk ikke skyldes andre, hvis man tror på marxistisk arbejdsværdilære. Enhver moderne teori siden Marshall og Walras bidrag i anden del af 1800-tallet har vist, at den gamle arbejdsværdilære er nonsens.

Den anden måde at tolke Dragsteds påstand er, at den blot er et populistisk forsøg på at score stemmer blandt de mindre begavede eller særligt dårligt informerede dele af befolkningen. Sandheden kan naturligvis sagtens ligge midt mellem de to, hvis Dragsted er overbevist om venstreekstrem økonomisk teori, og samtidigt ved, at misundelsesskatter kan vække den indre svinehund i misundelige danskere og få dem til at stemme på Enhedslisten.

Et andet problem i indslaget var dog langt mere bekymrende fordi det afspejler et problem, der findes bredt på tværs af Folketinget, og ikke kun på den ekstreme venstrefløj. Det var dette problem, som Martin Krasnik ikke fik dæmmet op for i Deadline: For at afvise den forskningsmæssige opbakning til dynamiske effekter af skatteændringer, brugte Dragsted nemlig det retoriske trick, at hævde at der jo ”er andre økonomer” der påstår noget andet. Han har faktisk ret i, at der ikke er den store opbakning blandt danske eksperter til Finansministeriets vurdering af de dynamiske effekter. Dragsted glemmer blot – eller vil ikke vide – at de nyere studier peger på, at ministeriets vurdering er for negativ. Dragsted kan naturligvis henvise til den håbløse rapport fra Folketingets ’økonomiske konsulenter’, eller man kan interviewe en af Aalborg Universitets eksperter i alt, men forsøger man at henvise til nye forskningsstudier, finder man f.eks. Kreiner, Munch og Whitta-Jakobsens ”Taxation and the Long Run Allocation of Labor”,der blev publiceret i Journal of Public Economics sidste år. De tre danskere finder her – baseret på danske data – at de positive dynamiske effekter sandsynligvis er tre gange større end Finansministeriet regner med!

Krasniks interview med Dragsted led derfor under det særlige problem, at han lod en gæst med en meget speciel ideologisk agenda påkalde ’autoriteter’, uden at give seerne hverken en kritisk diskussion af, hvad der menes med det, eller overhovedet diskutere, om de pågældende, ikke-navngivne autoriteter overhovedet ved noget som helst forskningsbaseret om emnet. Man kan spekulere, om Krasniks journalistiske træning kom i vejen for at være solidt kritisk overfor Dragsted – danske journalister trænes netop i, at der altid skal være to modpoler og ingen af dem har nogen særlig vægt. Og så har vi slet ikke nævnt det åbenlyse spørgsmål, der blev efterladt på bordet i Deadline: Hvordan kan de nominelt rigeste danskere få en lidt lavere skattesats, men derefter betale en væsentligt større andel af den totale skattesum uden at der er dynamiske effekter på spil? Hele spørgsmålet om Laffer-kurven i Danmark lod man være usagt, selvom det må være et særdeles ubehageligt spørgsmål at få, når man lever i Pelle Dragsteds mærkværdige version af verden. Vi vender derimod gerne tilbage til det senere her på stedet.

Efter OL – Brasiliens økonomiske krise fortsætter

Af Niels Westy, den 22. august 2016. Skriv et svar

I aftes sluttede OL i Rio de Janeiro. Desværre fortsætter den økonomiske krise, omend der fra flere sider anes en begyndende optimisme om, at det snart vender. Således har IMF opjusteret den økonomiske vækst for det kommende år til 0,5 procent, mens faldet i indeværende år ændredes fra -3,8 til -3,3 procent.

Ikke alle er dog lige “optimistiske”, hvilket fremgår af OECDs seneste prognose nedenfor.

Jeg har skrevet lidt om det i et indlæg på Americas.dk. Afgørende er i hvilken udstrækning den nuværende regering kan komme igennem med nødvendige stramninger og reformer i løbet af de kommende måneder. I

Skandinaver udenfor Skandinavien

Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2016. 7 svar

I den amerikanske valgkamp har Skandinavien været et emne. Som vi har skrevet om før her på stedet – ikke mindst her – misforstår Bernie Sanders, Hilary Clinton og mange andre amerikanere helt fundamentalt vores lande. En uinformeret amerikansk venstrefløj påstår, at Skandinavien fungerer så godt på grund af velfærdsstaten, og implikationen de drager er naturligvis, at USA skal være mere som os. Men hvis det argument skal være overbevisende, må man kende de faktiske grunde til at skandinaviske lande er / var så relativt succesfulde.

Den svenske økonom Nima Sanandaji udgav fornylig en ny bog med titlen Debunking Utopia: Exposing the Myth of Nordic Socialism, hvor han afliver en række myter om Danmark, Norge, Sverige og Finland. Sanandaji har tidligere skrevet den fine Scandinavian Unexceptionalism for the Institute of Economic Affairs (som kan downloades her) og er blevet en del omtalt i de amerikanske medier (f.eks. her). Han bekræfter en række forhold i den nye bog, som også Milton Friedman kendte til. Friedman blev en gang spurgt, hvordan de kunne være, at der var så få arbejdsløse i Sverige. Hans famøse svar var, at man også blev nødt til at spørge, hvorfor der var så få arbejdsløse amerikanere med svenske forfædre.

Sanandajis bog har fået flotte anmeldelser (og jeg har bestilt den), så her er blot nogle få illustrationer af hans hovedpointer. Vi opsummerer dem i grafen nedenfor, hvor søjlerne angiver, hvor mange procent de skandinaviske efterkommere er anderledes end det amerikanske gennemsnit. Grafen har fem kategorier: Danskere, svenskere, nordmænd, finner, og en skandinavisk samlekategori, hvor folk sandsynligvis placerer sig hvis de f.eks. enten har blandet dansk-svenske forfædre eller forfædre, der kom fra Island eller Norge mens de ikke var uafhængige.

Sanandaji skan efterkom

Som figuren viser, er de skandinaviske efterkommere 12 % mere tilbøjelige til at have afsluttet en gymnasial uddannelse, 35 % mindre tilbøjelige til at være arbejdsløse, og cirka 30 % rigere end den gennemsnitlige amerikaner. Sanandajis pointe her er, at når man ser sammenlignelige fænomener hos danskere og danske efterkommere i Danmark og i f.eks. USA, dvs. i lande med meget forskellige institutioner og velfærdsregimer, kan succeserne ikke skyldes velfærdsstaten. Årsagen må ligge i faktorer, som folk bærer med sig, når de emigrerer. Basalt set handler det i Sanandajis optik om tillids- og ærlighedsnormer og arbejdsetik, der forklarer forskellene. Som man siger i USA: Food for thought.

Er en Trump-regering det mindst ringe valg?

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2016. 10 svar

USA står til november i et valg mellem pest og kolera – Donald Trump versus Hilary Clinton. De danske medier har meget tydeligt valgt side, og portrætterer Trump meget præcist og retvisende, mens Clinton stadig står i et noget romantisk skær for danske og europæiske journalister. Hun er også uden tvivl den mere kompetente politiker af de to valg – Trump virker ofte noget mindre end ideelt stabil – men Clinton har øjensynligt hverken hæmninger eller overbevisninger af nogen art, og synes at være næsten endeløst arrogant.

Hvem skal man da håbe på vinder? Bør man sætte sin lid til en tvivlsom forretningsmand, der bedst kan karakteriseres som en ’bloviating ignoramus’ med farlige holdninger, eller en i særgrad magtsyg politiker, der intet skyer for at vinde valget? På det personlighedsmæssige plan er valget måske relativt let: Clinton er det onde, vi kender, og valget mellem politisk pest eller kolera må være den sygdom, vi har mest erfaring med at håndtere. Men når det kommer til at bedømme, hvilken administration – dvs. hvilken effektiv regering – vi helst ser i USA, er valget på ingen måde indlysende.

Flere kommentatorer har hintet til de følgende overvejelser, men det libertarianske multitalent Penn Jillette beskrev situationen meget klart i et interview med Reason TV forleden. Jillettes pointe er, at både Trump og Clinton lægger op til aldeles håbløs politik. Begge har f.eks. argumenteret, at USA’s handelsaftaler (NAFTA, WTO-aftaler osv.) bør genforhandles, og begge har påstået, at handel med Kina og Mexico koster arbejdspladser i USA. Begge lægger også op til pro-business, men stærkt anti-market, reguleringer. Jillettes svar hviler på spørgsmålet, i hvor høj grad kandidatens eget parti er parat til at blokere de mest absurde dele af politikken når den skal gennem Kongressen.

Situationen opstår, fordi Clintons position så at sige er handlet af i det Demokratiske parti. Bernie Sanders har haft sin indflydelse, og har effektivt flyttet Clinton i en venstreorienteret og populistisk retning. Partiet har således fået en kandidat, hvis politiske linje dets repræsentanter og senatorer har ’committet’ sig til. Hvis Hilary Clinton bliver valgt til præsident, kan hun derfor regne med relativt lidt modstand i Kongressen, så længe den ikke domineres fuldstændigt af det andet parti. Med andre ord er det sandsynligt, at hun kommer til at være i stand til at gennemføre store dele af sin politik.

Det er i denne sammenhæng, at en potentiel præsident Trump har en fordel. Han er en afskyelig politiker og en absurd karikatur af et menneske, men han er sandsynligvis også den kandidat, der kan få klart mindst gennemført. En række relativt prominente samfundsforskere og intellektuelle har enten meldt sig ud af det Republikanske Parti eller trukket deres støtte til partiet fordi det har accepteret Trump som præsidentkandidat. Internt i partiledelsen har bl.a. Paul Ryan snoet sig for at undgå at erklære sin ubetingede støtte. Resultatet er, at det er ganske usandsynligt, at en kontroversiel og generelt afskyet kandidat som præsident vil få ubetinget – eller bare tydelig – støtte fra et flertal i sit parti.

Skal man bedømme en kandidat for konsekvenserne af hans eller hendes gennemførte politik, kan det dermed paradoksalt nok være, at Trump er den kandidat, de fleste danskere burde foretrække. Grunden er, meget kort opsummeret, at konsekvenserne er kvaliteten af den foreslåede politik gange sandsynligheden for at den gennemføres. Og måske er Trumps foreslåede politik, inklusive hans uforudsigelighed og hans fascination med autoritære regimer, en del ringere end Clintons. Men hvis chancerne er tilstrækkeligt gode for at Trumps politik bliver blokeret af repræsentanter for hans eget parti, er han kandidaten med den effektivt mindst ringe politik.

I anledning af Fidel Castros fødselsdag

Af Niels Westy, den 15. august 2016. Skriv et svar

I lørdags fyldte pensionisten Fidel Castro 90. I den anledning er der grund til at se på hvordan det går med hans lillebror og efterfølger, Raul Castro’s markedreformer, som angiveligt skulle øge vækst og velstand, samt tilpasse og opdatere Cuba til det 21. århundrede. Og det går ikke specielt godt. Derfor har jeg skrevet et mindre (og langt fra fuldstændigt) indlæg om reformerne i Cuba. Og før du klikker over på Americas.dk for at læse videre, kan jeg godt her afsløre, at der ikke er grund til at tro, at Cuba’s reformer vil gøre meget for at hjælpe på landets ringe økonomi og levestandard. Blandt andet fordi reformerne kun levner plads til en forkrøblet privat sektor i spændetrøje.

Læs videre på Americas.dk

Cuba's former President Fidel Castro, center right, attends a gala for his 90th birthday accompanied by his brother and current President Raul, center left, and Venezuela's President Nicolas Maduro, right, at the 'Karl Marx' theater in Havana, Cuba, Saturday, Aug. 13, 2016. (Ismael Francisco, Cubadebate via AP)

Cubas tidligere præsident Fidel Castro, fejrer 90 års fødselsdag sammen med Raul og Venezuelas præsident Nicolas Maduro, i Karl Marx teateret i Havana

Årsager og løsninger på høje boligpriser i de store byer

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2016. 11 svar

Den nybagte cand. merc. Mathias Falkenberg har skrevet nedenstående indlæg, hvor han giver en analyse af de store problemer i boligmarkedet i København og Aarhus.

De høje boligpriser og boligmangel i de store byer, som gør livet surt for tusindvis af unge studerende, lejere og andre tilflyttere, har stået på i så mange år, at man skulle tro, at der er tale om en uundgåelig tilstand, der ikke kan laves om på. Det ville da også være naivt at forvente en bedring i forholdene, hvis vi fortsætter med at lytte til forslag fra personer, som intet forsøg gør på enten at forstå eller forklare, hvad årsagen til problemerne er.

Fælles for stortset alle forslagene er, at staten skal spille en større rolle og sørge for at flere boliger bliver bygget – typisk med det ønske, at boligerne skal subsidieres af skatteyderne, så huslejen kan bringes ned til et niveau langt under markedsprisen. Men sjældent bliver der gjort overvejelser om retfærdigheden i, at det ofte bliver dem med de gode kontakter, der får adgang til boligerne, når andre ikke har mulighed for at konkurrere med dem på markedsvilkår ved at byde en højere pris.

Et andet eksempel er den lov, der giver kommunerne ret til at kræve, at 25 procent af nye lokalplaner skal være almene boliger. Kaldt for billig boligloven – som om, at det er givet, at det vil være resultatet. Det vil det ikke. Loven vil blot bidrage til at gøre byggeri til en endnu mere uattraktiv investering, end det er i forvejen. Så selv hvis flere almene boliger bliver bygget, så vil der blive færre af andre slags bygninger, herunder beboelse, som der også er efterspørgsel på.

Eftersom de fleste mennesker ikke har meget forstand på hvordan det frie marked fungerer, så er det forventeligt, at de hælder til statslige løsninger. For selvom de måske ikke ved meget mere om, hvordan det forholder sig, når staten træffer økonomiske beslutninger, så ved de trods alt, at staten har magt til at beskatte, subsidiere, forbyde og påbyde. I kombination med disse værktøjer, og en evne til at træffe overlegne moralske beslutninger, er de overbevist om, at de er i stand til at reallokere samfundets ressourcer til formål, som vil skabe et mere socialt optimalt udfald. Eller i hvert fald et mere socialt retfærdigt udfald – hvordan de end definerer det. Men selvfølgelig er det umuligt for dem at opnå mere viden, end aktørerne i markedet kollektivt besidder, for at træffe beslutninger, der er kompetente nok til at opnå dette udfald.

Sandheden er, at problemerne på det danske boligmarked ikke skyldes en mangel af statslige indgreb eller regulering – tværtimod. Det er allerede den sektor i økonomien med den strammeste regulering – måske lige med undtagelse af finanssektoren. Kigger man f.eks. ud over København er det tydeligt at se, at bygningsmassen ikke har været et resultat af et frit marked. Den ensartede højde på omkring seks etager skyldes ikke et tilfælde, men fordi der er restriktioner på, at det ikke være højere end dette. Der er dog kommet lempelser de senere år, men det er stadig ikke muligt at bygge høje beboelsesejendomme for at tilfredsstille efterspørgslen fra de tusindvis af mennesker, som ønsker at bo centralt.

Reguleringen af boligsektoren er et virvar af lovgivning, som kun de færreste personer i landet har det fulde kendskab til. Selvom der er gode intentioner bagved, så gør det i mange tilfælde mere skade end gavn, når byggeri bliver mere besværligt, mere restriktivt og dermed mere omkosteligt, end hvad ellers vil være tilfældet, og som i sidste ende er nødt til at blive dækket af den pris, der tilbydes til køberne og lejerne.

Men hvor det er huslejereguleringen, der er årsagen til manglen på markedet for lejeboliger, så er det restriktionen på bygningernes højde, og fredning af ”bevaringsværdige” historiske bygninger, som er den primære årsag til høje boligpriser i de store byer. Byggehøjderestriktionen forhindrer udbuddet i at følge med den kraftigt stigende efterspørgsel, når området i syv etagers højde og derover erklæres for lukket land. På steder hvor byggegrunden er meget dyr, kan det let resultere i en mangedobling af prisen per lejlighed, hvis der bygges lavt fremfor højt, når omkostningen fra grunden skal spredes ud på færre beboere.

Det er ikke et spørgsmål om fattigdom, at mange folk ikke kan få deres drøm opfyldt om at bo i København – men fordi byggehøjderestriktionen sætter en fysisk begrænsning på, hvor mange der er plads til. De høje priser, som er en reflektion af den virkelighed, er den mekanisme, som begrænser antallet af beboere i København ved at sortere de mennesker fra, der ikke kan eller er villige til at betale nok.

Det vil sandsynligvis være en øvelse i nyttesløshed at forsøge at overbevise danskerne om vigtigheden ved at respektere den private ejendomsret, da de fleste desværre har et meget afslappet forhold til den slags fundamentale frihedsrettigheder. I stedet bør man spørge det store antal af mennesker, der foretrækker, at København forbliver ubeskæmmet af højhuse og skyskrabere, hvorvidt de syntes det er værd at betale den store omkostning, der er ved at begrænse højden og bevare historiske bygninger. For det er ikke gratis at pålægge markedet den slags restriktioner – ligesom det ikke er gratis at indføre restriktioner på brugen af kul til elproduktion, eller på handel med udlandet.

Hvor mange milliarder af kroner i velstand, der går tabt ved misallokeringen af knappe ressourcer, som restriktionen skaber, er i sidste ende et empirisk spørgsmål. Hvad der kan svares på er, at denne omkostning ikke er båret ligeligt af alle – tværtimod. Det er indflytterne og lejerne, der betaler de høje priser for at kunne bo i de store byer. Boligejerne, derimod, har vundet ved, at værdien af deres ejendomme er steget eksplosivt. Denne ejendomsejende klasse af storbybeboere har altså både fornøjelsen af den tilsyneladende store lyksagelighed ved den lave bebyggelse, og de høje boligpriser. Det kan nok også tænkes, at de heller ikke begræder konsekvensen ved, at de lavere sociale klasser er blevet forvist til udkanten af de store byer, hvor priserne er lavere. Det er iøvrigt svært at se det moralske i, at en gruppe mennesker, som bliver pålægt en så stor del af omkostningen ved byggehøjderestriktionen, ikke har råd til at bo der, hvor de kan have glæde af den.

Hvad enten man mener, at byggehøjderestriktionen, og andre slags reguleringer af den art, er omkostningen værd eller ej, så er det vigtigt, at der kan opstå enighed om, at det er det dette, som er årsagen til de høje boligpriser i de store byer. For uanset hvor snedig udtænkt en regulering og statslig subsidiering, vi forsøger os med, så er lave bygninger og lave boligpriser ikke foreneligt i en storby, fordi det strider imod de økonomiske love om udbud og efterspørgsel.

Slutteligt er det også vigtigt at understrege, at deregulering på der her område bør være det sande liberale standpunkt, i stedet for, at vi fremstår usympatisk ved at hævde, at det ikke er en menneskeret at bo i København, og at de studerende skal holde op med at brokke sig.

Gæsteindlæg ved Ivan Kragh – myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Af Niels Westy, den 10. august 2016. 3 svar

Stud. polit. Ivan Kragh har skrevet nedenstående indlæg, hvor han tager fat på den ofte fremførte påstand om, at amerikanske lønninger trods stigende produktivitet, ikke er steget i årtier.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. De læsere der er på facebook opfordrer jeg derfor til at søge hans venskab. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos, som jeg i et senere indlæg her på bloggen, vil præsentere nærmere.

Myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Lønkvoten er stabil – også i USA

Der har længe været en diskussion om hvorvidt lønningerne i USA er stagneret i forhold til produktivitetsudviklingen. Herhjemme har blandt andet Kristian Weise (Direktør, CEVEA) givet udtryk for, at der er sket en ”Afkobling mellem produktivitet og løn i USA”. Kristian Weise påpeger at produktiviteten siden 1979 er steget 65 pct. mens lønningerne kun er steget 8 pct. I USA har præsidentkandidat Hillary Clinton også været på banen. I et opslag på Twitter har Clinton lagt en figur op med teksten: ”You’re working harder but your wages aren’t going up.”

I henhold til den økonomiske litteratur er det en grundlæggende forudsætning og resultat, at udviklingen i lønningerne over en årrække følger udviklingen i produktiviteten – se bl. a. Finansministeriet, Det Økonomiske Råd samt Danmarks Statistik. Denne umiddelbare nære sammenhæng mellem løn- og produktivitetsudvikling bygger på antagelsen om, at en produktion, på lang sigt skabes ved en sammensætning af kapital, arbejdskraft samt et restled kaldet Totalfaktorproduktivitet.

Arbejdskraftens andel af produktionen (lønkvoten) er givet som lønnen gange antallet af arbejdere i forhold til den samlet produktion. Lønkvoten antages på sigt at være konstant, hvormed forholdet mellem aflønningen af arbejderne og kapital er konstant over tid. I USA har lønkvoten ligget stabilt omkring 55 pct. af BNP, fra 1940 og frem til 1970 var der en stigende tendens, mens der fra 1970 til 2014 var en faldende tendens i lønkvoten. Fra finanskrisens start i ’08 og frem til ’14 faldt lønkvoten fra 55 til 52 pct. af BNP – hvilket er et krisetegn. Jf. Figur 1

Også i Danmark har lønkvoten været stabil omkring 51,6 pct. af BNP. Afvigelserne fra det historiske gennemsnit kan overordnet forklares med udviklingen i konjunkturer. Der er dog ingen tvivl om, at lønkvoten ikke har nogen trend og dermed er en flad serie. Jf. Figur 2

Misvisende lønbegreb skaber forvirring

To grundlæggende opgørelsesfejl har medført at visse økonomer og interesseorganisationer konkluderer, at stigningen i lønningerne ikke har fulgt udviklingen i produktiviteten. Den første fejl er, at fokusset udelukket har ligget på lønningerne og ikke den samlet aflønning. Når man udelukket kigger på den rene løn indregnes der f.eks. ikke frynsegoder og andre arbejdsgiverbetalte ydelser – så som pension, sygesikring og arbejdsløshedsforsikringer. Ved udelukket at kigge på lønnen fremgår det, at lønningerne ikke i samme grad har fulgt produktiviteten – ift. den samlet aflønning. Det er derfor vigtigt at sammenligne den samlet aflønning af ansatte og ikke blot lønningerne.

Den nominelle lønsum er i perioden 1930 til 2014 i gennemsnit steget med 6,5 pct., hvoraf stigningen i lønningerne har udgjort 5,5 pct. og arbejdsgiverbidrag til sociale ordninger mv. har udgjort 1,0 pct. af stigningen. Jf. Figur 3

Det at virksomhederne i stigende grad aflønner deres ansatte med andet end den rene løn, har medført at langt flere amerikanere har en sundhedsforsikring samt en pensionsopsparing. Disse arbejdsgiverbidrag steg primært i perioden 1950 til 1993, hvor de toppede første gang – fokusset herpå betød at arbejdsgiverbidrag steg fra at udgør 7 pct. i 1950 til i 1993 at udgør 20 pct. af den samlet aflønning. Jf. Figur 4

Den anden opgørelsesfejl er måden hvorpå den nominelle- produktion og aflønning af ansatte bliver opgjort i faste priser. Såfremt man bruger det samme fast-prisindeks ændres ikke det relative niveau, men i det de to serier har to forskellige prisindeks er de to serier ikke længere sammenlignelige. Typisk vil man opgøre BNP i faste priser ved at bruge prisindekset for BNP (BNP-deflatoren), men i det lønsummen ikke opgøres i faste priser, vil man være nød til at bruge et alternativt prisindeks. Den gængse måde at opgøre lønninger i faste priser, er ved at bruge forbrugerprisindekset. Forbrugerprisindekset har dog den indbygget fejl, at det ikke kun tager højde for priserne på lønningerne, men både produktionspriser og varer og tjenesteydelser – der ikke indgår i lønsummen. Såfremt man ønsker at sammenligne lønninger og produktivitet er man derfor nød til at lave sammenligningen i løbende priser.

Lønningerne følger produktivitetsudviklingen

Fra 1940 til 2014 har USA mangedoblet produktiviteten. Lønninger eller mere præcist lønsummen pr. beskæftiget lønmodtager er steget med omtrent den samme vækstrate som produktiviteten, såfremt man sammenligner løn og produktivitet i løbende priser. Jf. forrige afsnit

Mere præcist er produktiviteten i perioden 1940 til 2014 i gennemsnit steget med 5,4 pct., mens lønningerne i gennemsnit er steget med 5,2 pct. om året.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet har været en kilde til megen debat og uenighed – ikke kun på grund af dens afgørende betydning, men også på grund af spørgsmålene omkring hvordan løn og produktivitet opgøres samt hvordan man bedst muligt kan sammenligne opgørelserne.

Sammenhængen mellem løn og produktivitet er vigtig fordi den er afgørende for hvilke levevilkår den arbejdende del af befolkningen har samt fordelingen mellem aflønning af arbejdskraften og kapital. Hvis lønningerne stiger i samme takt som produktiviteten vil lønkvoten forblive uændret.

Løn- og produktivitetsudviklingen har historisk set fulgt hinanden ganske tæt, i visse perioder er lønningerne steget mere end produktiviteten, hvormed konkurrenceevnen har været forringet. I andre perioder er produktiviteten steget mere end lønningerne hvormed konkurrenceevnen er blevet forbedret. Jf. Figur 5

Begyndelsestidspunktet har stor betydning for hvordan en sammenligning af to udviklinger ser ud. Det skyldes, at konjunktursituationen sætter sig i de efterfølgende datapunkter. Laver man en sammenligning med udgangspunkt i et år, hvor lønningerne er lavere og produktiviteten højere end normalt – vil dette sætte sig i de resterende punkter. Det er derfor vigtigt at korrigere for dette forhold. Det gøres bedst ved at tage udgangspunkt i gennemsnittet for serierne, for på den måde undgår man endepunkts-problematikken samt forskydning i niveauerne mellem lønninger og produktivitet. Man har dermed bedre mulighed for at undersøge og sammenligne vækstraterne i serierne.

Ændringer i produktiviteten har været efterfulgt af omtrent samme ændring i lønningerne. Set over perioden 1940 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 97,5 pct. af stigningen i produktiviteten. Dertil skal nævnes, at specielt perioden 2009 til 2014 trækker i en negativ retning, korrigere man for perioden 2009 til 2014 er lønningerne i gennemsnit steget med 99,3 pct. af stigningen i produktiviteten. Jf. Figur 6

NPR om The Jones’ Act

Af Nikolaj Stenberg, den 7. august 2016. 5 svar

I kølvandet på redaktør Bjørnskovs indlæg om, hvor idiotisk protektionisme er, og Niels’ indlæg om vindere og tabere ved frihandel, kommer her et 17 minutters indlæg fra amerikanske NPR om “The Jones’ Act”, der regulerer carbotage i USA.

Loven kræver, at al varetransport med skib i USA skal ske med skibe, der er bygget i Amerika og sejler under amerikansk flag, har en amerikansk ejer og en amerikansk besætning. Det er et smukt eksempel på en protektionistisk regel, der gavner en endog ganske snæver gruppe af særinteresser på bekostning af handlende på især Hawaii, Puerto Rico osv.

Men står det meget bedre til her i Kongeriget? I Grænland har ét rederi monopol på al søtransport til og fra Grønland og mellem de grønlandske byer.

Politisk tillid i hovedstaden og resten af landet

Af Christian Bjørnskov, den 6. august 2016. 6 svar

Den politiske tillid – målt ved gennemsnittet af folks tillid til Folketinget, politikerne og de politiske partier på en 0-10 skala i the European Social Survey – er faldet omtrent 10 % siden 2006. Der er ikke sket noget med vores tillid til hinanden, som vedblivende er en af de højeste i verden. I en vis forstand er den faldende politiske tillid derfor et udtryk for, at vi i faldende grad opfatter politikere som ’andre mennesker’. Det specielle er, at politikerne ikke synes at forstå, at tilliden til dem er svækket i så betydelig grad. De udviser ofte en holdning, hvor de synes at sige, at ’bare folk ville forstå indsigten / storheden / indsatsen i de vi lever’. Tillidsfaldet, som medierne skriver om, er således overdrevet og misforstået for dem.

Der kan dog være en delvis forklaring på den politiske frustration, udover den indlysende at politikere har anderledes og svagere ærlighedsnormer end resten af os: De har deres hverdag og derfor langt de fleste af deres umiddelbare, personlige erfaringer i København. En forklaring på den politiske misforståelse af tillidsfaldet kunne derfor i princippet være, at tillidsfaldet primært er sket udenfor hovedstaden.

Dén forklaring viser sig faktisk at være konsistent med de data, vi har. For hele landet var den politisk tillid 5,87 i 2006, 5,92 i 2008, 5,35 i 2010, 5,54 i 2012, og 5,30 i 2014 (det sidste år vi har data for). Det giver alt i alt et fald på 10 %. Fokuserer man på den politiske tillid i hovedstaden, er den omvendt kun faldet cirka 4 % siden 2006, hvor det primære fald skete fra 2008 til 2010. Det betyder logisk, at faldet i resten af landet må have været meget større for at give et samlet gennemsnit på 10 %.

Vi illustrerer udviklingen i figuren nedenfor, der viser den politisk tillid i de fire andre regioner relativt til tilliden i hovedstaden. Man skal derfor huske, at sammenligningsgrundlaget allerede er et fald på 4 %. Som figuren viser, var den politisk tillid i 2006 lidt højere i Midt- og Nordjylland, og lidt lavere i Syddanmark end i hovedstaden. Derefter er hovedstadsområdet ganske enkelt divergeret fra resten af landet, og hele resten af landet har oplevet et yderligere fald på 8 %. Med andre ord er den politiske tillid blevet svækket tre gange mere i Danmark vest for Valby bakke end i hovedstaden.

politisk tillid kbh resten

Spørgsmålet er, i hvor høj grad den store forskel mellem hovedstadsområdet og resten af landet kan forklare, hvorfor politikerne øjensynligt slet ikke reagerer på – eller forstår – det relativt store fald i politisk tillid. Dataene er naturligvis kun indikative, men ikke klar evidens i nogen egentlig forstand. Men den bredere historie passer også umiddelbart på udviklingen i Storbritannien – London versus resten af landet – USA, hvor Washington synes at leve i sin egen boble, og Frankrig, hvor Paris ofte udgør et ekstrem af politisk arrogance. Den giver også en mulig forklaring på, hvorfor 28 % af sønderjyderne og 26 % af sjællænderne udenfor hovedstaden stemte på Dansk Folkeparti. Der ligger således et helt forskningsprojekt og venter på en eller anden med interesse og tid. For nu må man nøjes med at gøre opmærksom på, at danske politikere er mere afskyede udenfor hovedstaden end hvor de de facto bor.

De dårligste skatter har højest selvfinansieringsgrad

Af Otto Brøns-Petersen, den 1. august 2016. 4 svar

Hvad bør prioriteres højest: At sænke skatter, som har en høj selvfinansieringsgrad og derfor er billigst for politikerne at reducere? Eller de skatter, som har et højt forvridningstab og derfor er tungest for skatteyderne at bære?

Faktisk er det to sider af samme sag. Hvis en skat har en høj selvfinansieringsgrad, har den også et stort forvridningstab. Den nemmeste måde at se det på er ved at betragte den såkaldte ”Marginal Cost of Public Funds” (MCPF). Det måler omkostningen for skatteyderne ved at skaffe en ekstra krone i offentlige indtægter. Formlen ser sådan ud

Hvis der ikke er noget forvridningstab, er MCPF én: Det koster skatteborgerne en krone at finansiere en krone i skat. I denne situation er selvfinansieringsgraden nul.

Når selvfinansieringsgraden nærmer sig én, går MCPF mod uendeligt. Hvis selvfinansieringsgraden kommer over én, holder MCPF op med at give så klar mening. En selvfinansieringsgrad over én vil jo sige, at der kommer færre penge i en de offentlige kasser, når skatten sættes op. I figuren er MCPF afbilledet for voksende selvfinansieringsgrader.

Figuren illustrerer på udmærket vis flere centrale skattepolitiske pointer:

En høj selvfinansieringsgrad er et problem, længe før den når én (eller 100 pct.). Ved en selvfinansieringsgrad på én går skatteydernes omkostning mod uendeligt.
Derfor bør skatterne nedsættes længe før toppen på den såkaldte Lafferkurve. Lafferkurvens top viser, hvor det offentlige maksimerer sit provenu. Det er ved en selvfinansieringsgrad på én. Men der er forvridningstabet allerede eksploderet.
Forvridningstabet vokser mere end en proportionalt med selvfinansieringsgraden. Ved en selvfinansieringsgrad på 0,5 er MCPF 2,0 (det koster altså skatteyderne to kroner at skaffe en krone i offentligt provenu). Ved en selvfinansieringsgrad på 0,75 er MCPF 4,0 og ved 0,9 er den 10,0.
Derfor er der et stærkt argument for at beskære de skatter først, som har højest selvfinansieringsgrad. Det er også de skatter, som har størst forvridningstab.

I en tidligere blogpost blev det vist, hvorfor topskatten har en høj selvfinansieringsgrad – sandsynligvis mere end én. Det gør topskatten til en naturlig kandidat at beskære ved en kommende skattereform. Navnlig i betragtning af, at ingen andre personlige indkomstskatter har en selvfinansieringsgrad i samme størrelsesorden (men visse afgifter har, ikke mindst registreringsafgiften). Selv ved et meget konservativt skøn for selvfinansieringsgraden på 0,5, koster topskatten en krone i forvridningstab oveni hver krone, der kommer i statskassen: MCPF er 2.

Vindere og tabere ved frihandel

Af Niels Westy, den 31. juli 2016. 5 svar

Protektionismen er på fremmarch. I USA går republikanernes præsidentkandidat til valg på en klar protektionistisk dagsorden og herhjemme mere end flirter man med protektionisme i nationalkonservative kredse.

I et indlæg i sidste uge, “Protektionisme er idiotisk, punktum“, gik Christian Bjørnskov i rette med den stigende protektionisme, vi ser i disse år. I modsætning til tidligere er det Ikke kun på den yderste venstrefløj (hvis forhold til den økonomiske videnskab altid har været på niveau med kreationisters forhold til biologi og evolutionslæren) man flirter med protektionistiske tiltag. Også på dele af det, som i daglig tale opfattes som “højrefløjen” dyrker man protektionisme og kritiserer hvad der omtales som den “liberale” økonomiske dagsorden. Vi ser det i USA, hvor både den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, og Bernie Sanders, der i sidste ende tabte nomineringen til Hillary Clinton hos demokraterne, har ført en meget protektionistisk kampagne.

At højrefløjen dyrker nationalistisk økonomisk politik og protektionisme er relativt nyt i vores del af verden. Det er historisk noget vi primært forbinder med med Sydeuropa og Latinamerika, hvor sammenblandingen af nationalisme og økonomi har en lang tradition. på tværs af den traditionelle politiske skala.

Når Morten Uhskov fra Dansk Samling således anbefaler protektionisme, er der tale om et markant brud med mere end 100 års (borgerlig) dansk tradition. At det netop er blandt nationalkonservative, som jo med særlig ildhu fremhæver kultur og det danske som helt centralt, man finder nogle af bannerførerne for nyprotektionismen er i sig selv lettere paradoksalt. Idehistorisk hører disse tanker til i Sydeuropa og Latinamerika. Hvis vi skal blive i den nationalt orienterede retorik kan man sige, at det er udansk, når man foreslår tiltag der er i direkte modstrid med både økonomisk videnskab og dansk handels- og økonomisk politik gennem mere end 100 år,. En økonomisk forståelse baseret på erkendelse at vi lever i en lille åben økonomi, hvis velstand i høj grad er skabt vi tilpasning til den internationale arbejdsdeling, adgang til verdensmarkedet og begrænset protektionisme.

Picking the loosers

Christians indlæg i sidste uge var en direkte kommentar til føromtalte Morten Uhrskovs udtalelser i Radio 24syv, hvor han foreslog at rejse beskyttende toldmure omkring sektorer som bruger ufaglært arbejdskraft, der alternativt kan flytte/har flyttet produktionen til f. eks. Kina.

I interviewet fremhævede Uhrskov at 80 procent af legetøj solgt i EU fremstilles i Kina. Jeg går ud fra at det også gælder f. eks. fremstilling af tøj og beklædningsenstande (der er den største enkeltpost på dansk import fra Kina). Mere om konsekvenserne af dette senere.

Strategi Morten Uhrskov anbefaler har betegnelse indenfor den økonomiske videnskab, nemlig “picking the loosers”, som er når man opstiller handelbarrierer eller subsidierer sektorer, der ikke længere er konkurrencedygtige.

Et oplagt eksempel i Europæisk sammenhæng er naturligvis den førte landbrugspolitik i EU, der hvert år koster borgerne i Europa tusindevis af kroner, eller som Christian og undertegnede skrev i en kronik i Berlingske Tidende for nu mere end 10 år siden;

“Hvis vi afskaffede landbrugsstøtten i Europa, ville det øge vores levestandard med et beløb
svarende til, at en gennemsnits husholdning fik udbetalt en ekstra månedsløn om året. “

Det gør den formentlig fortsat, selv om man har ændret hist og pist, og flyttet nogle af posterne ind under egnsudvikling. Og så havde vi slet ikke medtaget, at den førte landbrugspolitik svækkede – og svækker – væksten i andre dele af verden. En vækst som kunne øge efterspørgslen efter netop europæisk, og dermed også dansk fremstillede produkter.

Næsten komisk bliver det, når Uhrskov understreger, at det skam kun er overfor sektorer hvor man i stor udstrækning bruger ufaglært arbejdskraft, man skal indføre told og andre restriktioner og samtidig understreger at der skam fortsat skal være fri handel indenfor mere avancerede sektorer.

Han har tilsyneladende ikke overvejet hvorledes fattige lande skal få råd til at købe vores mere avancerede produkter, når de ikke længere har mulighed for at sælge deres produkter til os.

Han har heller ikke overvejet, at hvis vi nægter at importere bestemte varer fra et andet land, er det ikke utænkeligt, at der hos dem vil være et indenlandsk pres for at de gør det samme i forhold til sektorer, hvor de ikke er konkurrencedygtige.

Den problemstilling illustreres fint af de mere end 10 års forhandlinger mellem EU og Mercosur. Mens landene i Mercosur ønsker adgang til at eksportere landbrugsvarer til Europa og EU gerne have adgang til at eksportere mere avancerede produkter til Mercosur, hr problemet været, at modparten ikke har ønsket dette. til skade for forbrugerne i både Mercosur og EU. Forbrugerne betaler mere produkterne end nødvendigt, og samtidig er det kunstigt attraktivt at investere i sektorer, som kun overlever på grund af politiske regulering og handelsbarrierer. Det skader i sidste ende både vækst og reallønsudvikling og dermed levestandarden for langt de fleste.

Eneste vindere er kapitalejerne i de beskyttede industrier og evt. de ansatte. Der er dog tale om en gevinst som alene sikres via et endnu større tab for andre – i dette tilfælde i høj grad de lavtlønnede.

Som økonom er det godt nok vanskeligt at forstå at nogen ligefrem foretrækker tiltag, der garanterer en lavere velstand end hvad man kunne have haft ved frihandel.

De fattigste forbrugere vinder mest ved frihandel

Måske er problemet at Morten Uhrskov (og andre nationalkonservative) kun tillægger økonomi ringe værdi og vi derfor taler forbi hinanden. For som Uhrskov skriver under overskriften “Er protektionisme vejen frem?”

Jeg ved godt, at mit forslag vil føre til mindre global velstand, men hvis jeg kan styrke sammenholdet blandt danskere, er jeg villig til at betale den pris. Det følger af mine forpligtelser overfor de dårligst stillede danskere, for hvem det er en ulykke ikke at være i arbejde.

Her ville det have været en fordel hvis Uhrskov i sit blogindlæg på Jyllands-Posten, havde forholdt sig til et helt centralt afsnit i Christian Bjørnskovs kritik.

For som Christian skriver, overser Uhrskov ( og alle der er enige med ham), at folk med relativt lav indkomst har et andet forbrugsmønster end han selv. Grunden er, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske.

Man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. Således har lavtlønnede et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede – ofte i andre lande – end de med højere lønninger. Sidstnævnte har til gengæld et væsentligt højere forbrug af indenlandsk producerede serviceydelser, som i sagens natur ikke er udsat for samme grad af udenlandsk konkurrence, som landbrugsprodukter og forarbejdede varer. Heraf følger også, at det er de laveste indkomstgrupper, som rammes hårdest af den fortsatte protektionisme på landbrugsområdet i EU.

Som Christian gør opmærksom på, er konklusionen af ny forskning ved Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, “Measuring the unequal gains from trade“, at

“Larger expenditures in more tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Gevinsten på udvalgte indkomstdeciler i USA er illustreret ved nedenstående figur.

Det fremgår meget tydeligt, at de laveste indkomster procentuelt har oplevet en langt højere gevinst end de højeste indkomster. En konsekvens af at lavindkomstgrupperne bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er er prisuelastisk – f.eks. fødevarer.

Derfor rammes de laveste indkomstgrupper væsentligt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Det er illustreret ved nedenstående grafer, som illustrerer de relative velfærdsgevinster ved et fald på 5 procent på handlede udenlandske varer.

Omvendt forholder det sig naturligvis ved en stigning. Derfor vil omkostningerne ved Morten Uhrskovs forslag primært blive båret af forbrugerne med de laveste indkomster.

Maskinstormere og sammenhængskraft

Grundlæggende ligner Morten Uhrskov (og andre i det nationalkonservative landskab) argumentation da også til forveksling tidligere tiders maskinstormere. Det er de samme forestillinger og den samme frygt som de havde, som er bærende for den nye bølge af protektionisme.

Men måske er en central del af problemet også at Uhrskov blander tingene sammen. Således skriver han på sin blog, at

Anslået mellem 15 og 20 procent af danskerne har mere og mere vanskeligt ved at finde noget, der bare minder om varig beskæftigelse. Kvalifikationskravene på arbejdsmarkedet stiger, men det gør kvalifikationerne hos op imod en femtedel af danskerne ikke af den grund. Jeg er med på, at en del af miseren kan løses ved at sænke mindstelønnen mod skattelettelser, men jeg tvivler stærkt på, at det kan løse hele det meget alvorlige samfundsproblem, vi står overfor her.

Men er det virkeligt en konsekvens af frihandel og globalisering? For hvorledes vil Morten Uhrskov så forklare tilstedeværelsen af de over 100.000 udlændinge fra primært Østeuropa, som arbejder i Danmark? Det hænger ikke sammen. Hvis det skulle forholde sig som Morten Uhrskov siger, ville de arbejdspladser jo ikke findes.

Men det gør de. Og nej, den udenlandske arbejdskraft “tager ikke” danske arbejdspladser eller arbejder til “30 kroner i timen”. Langt de fleste arbejder til overenskomstmæssig løn og arbejdsgiverne kan ganske enkelt ikke skaffe dansk arbejdskraft. Noget kunne tyde på at forklaringen på den store andel på overførselsindkomst skal findes andet steds. Frihandel, EUs indre marked eller globaliseringen kan ikke forklare det. Og er hverken globalisering eller frihandel grund til den store andel af befolkningen i den arbejdsdygtige alderm, der står udenfor arbejdsmarkedet, giver det absolut heller ingen mening at ville begrænse vores levestandard gennem protektionisme, for at

styrke den sociale sammenhængskraft i Danmark, (således) at taberkulturen i mange af de sociale boligbyggerier vil blive reduceret, forhåbentlig markant.

Det eneste som Morten Uhrskovs forslag vil medføre er so msagt, at vi alle bliver fattigere , og de der taber mest er forbrugerne med de laveste indkomster.

Som økonom giver forslag om øget protektionisme ganske enkelt ikke mening. Men måske giver det mening i den postfaktuelle kollektive fortælling, som dyrkes mere og mere på både venstre og højrefløjen.

Det er i det hele taget ofte vanskeligt at skelne mellem den traditionelle venstrefløjs og nationalkonservatives kritik af hvad de kalder “liberal” økonomi, men som de fleste økonomer nok blot vil kalde koncensus, baseret på mere end 200 års forskning, debat og ikke mindst empirisk data. Den peger klart på, at nogenlunde frie markedsøkonomier med udbredt fri handel, sikrer den bedste levestandard, ikke mindst for de med relativt få penge til rådighed.

Dermed ikke sagt, at der ikke kan eksistere transitoriske problemer, når arbejdspladser nedlægges (det synlige) og til nye opstår (de t usynlige). Svaret på denne udfordring er dog ikke protektionisme, men reformer som sikrer mere frie markeder og mindre regulering – ikke mere.

Derfor er topskatten så selvfinansierende at afskaffe

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. juli 2016. 5 svar

Det er næsten blevet et fast indslag i den politiske sommerferie at diskutere topskat. Denne sommer er der dog mere på spil, fordi der er lagt op til skatteforhandlinger i efteråret.

Desværre har vurderingen af den rent tekniske effekt af at ændre i topskatten det med at flyde sammen med den fordelingspolitiske diskussion. Modstanderne af at sænke topskatten er ofte også skeptikere over for, om der nu også kommer mest effekt ud af at sænke skatten i toppen. Og dertil kommer nok også en del oprigtig tvivl. Er topskatteyderne ikke i forvejen dem, der arbejder allermest? Vil de arbejde endnu mere, hvis skatten bliver sat ned?

For at forstå hvorfor topskatten har så høj en selvfinansieringsgrad kan det være nyttigt at se på en simpel formel. Godt nok har Stephen Hawkins sikkert ret i, at antallet at læsere halveres for hver formel, men denne formel er nu ganske illustrativ. Selvfinansieringsgraden kan (lidt forenklet) skrives sådan

Er selvfinansieringsgraden eksempelvis 0,5, betyder det, at det er 50 pct. selvfinansierende at nedsætte skatten. Som man kan se, afhænger selvfinansieringsgraden af fire størrelser. Marginalskatten (t), gennemsnitsindkomsten for dem der bliver ramt af skatten (Y), bundfradraget for skatten (F) og skattebasens elasticitet (e).

Ofte er fokus på skattebasens følsomhed over for adfærd, altså e. En del af adfærden er ændringer i arbejdsudbuddet – og deraf spørgsmålet, om topskatteyderne nu virkelig vil og kan arbejde så meget mere. Men elasticiteten indeholder alle adfærdsreaktioner, ikke bare den ugentlige arbejdstid. Det gælder også sådan adfærd som valg af et mere produktivt job og en mere produktiv uddannelse. Det gælder arbejdstiden over hele karriereforløbet – f.eks. om man trapper så hurtigt ned mod pensionen, om feriernes og orlovsperiodernes længde og tilskyndelsen til at blive hurtig færdig med studierne. Og så indeholder elasticiteten også effekten af skatteplanlægning (i den udstrækning den har vedvarende virkninger). Generelt er selve timeudbuddets følsomhed lavere hos højindkomst- end lavindkomster. Noget er der om, at man ikke kan blive ved at øge den ugentlige arbejdstid. Men den samlede elasticitet af skattepligtig indkomst – dvs. når man regner det hele med – ses derimod ofte at være voksende med indkomsten.

Når man ser på topskattens selvfinansieringsgrad er det dog ikke kun elasticiteten, som er vigtig. Man skal også se på de andre størrelser.

Som det ses af formlen ovenfor, vokser selvfinansieringsgraden med marginalskatten, t. Og netop for topskatteydere er marginalskatten høj – det følger af, at skattesystemet er progressivt. Alt inklusive er marginalskatten for topskatteydere 66,6 pct. Det betyder, at den første brøk i formlen ovenfor får værdien 2,0.

Men også den anden brøk er vigtig. Den viser forholdet mellem den gennemsnitslige topskatteyders samlede indkomst divideret med den del af indkomsten, som ligger over topskattegrænsen. Jo mindre andel af indkomsten, der ligger over grænsen, desto større bliver anden brøk. Topskatten er en progressiv skat og har derfor et stort bundfradrag. I år er bundgrænsen, F, for topskatten 467.300 kr. Den gennemsnitlige topskatteyders topskattegrundlag før bundfradrag – altså Y – er 695.912 kr. Det vil altså sige, at den anden brøk har værdien 3,0.

Det er frem for noget topskattens progression, som skubber selvfinansieringsgraden i vejret. Havde været topskatten været en helt flad skat, ville selvfinansieringsgraden kun have været en tredjedel så høj som nu.

Men hvor høj er topskattens selvfinansieringsgrad så? Her er formlen med værdierne for de to første brøker indsat:

I modsætning til de to brøker, kender vi ikke e med sikkerhed. I ministeriernes beregningskonventioner anvendes en værdi på knap 0,1. Det medfører en selvfinansieringsgrad på omkring ½. Det bygger dog kun på det rene timearbejdsudbud og stammer i øvrigt fra en to årtier gammel undersøgelse. Der er imidlertid kommet en efterhånden ganske omfattende nyere empirisk litteratur til, som peger på en elasticitet af skattepligtig indkomst på 0,3 (se her for min gennemgang af den). Ved en elasticitet i den størrelsesorden er selvfinansieringsgraden 1,8.

En høj selvfinansieringsgrad er under alle omstændigheder et samfundsøkonomisk problem – uanset om det ikke er fuldt selvfinansierende at lette skatten. Mere herom i en senere blog.

Protektionisme er idiotisk – punktum

Af Christian Bjørnskov, den 27. juli 2016. 15 svar

Hvis nogen skulle være i tvivl, lever vi rent politisk i en post-faktuel verden. Niveauet i den politiske og normative debat er fortvivlende lavt, og det gælder ikke kun på Facebook og andre sociale medier. Når det drejer sig om, hvad folk uden at blinke er parate til at påstå, og ikke mindst hvad andre sluger råt, er vi tilbage i 1930erne. Det er ganske enkelt ingen grænser for, hvad folk kan slippe afsted med at præsentere som ’virkelighed’, bare en tilstrækkeligt stor gruppe af andre mennesker synes, at det ’føles rigtigt’. Til de fleste nationaløkonomers store frustration betyder det, at videnskabeligt stendøde idéer som protektionisme er tilbage som politisk gangbare forslag.

Forleden foreslog den nationalkonservative Morten Uhrskov – der vel at mærke er cand. mag. i samfundsfag – at man indfører ”protektionisme for produkter forarbejdet af især ufaglærte”. I Radio 24syv foreslog Uhrskov at man skulle beskytte arbejdspladser med ”lavt vidensindhold” for at skabe arbejdspladser for ufaglærte og således få ”større social stabilitet.” Han åbnede også op for at ”se på mindstelønnen” – dvs. fra politisk side at hæve mindstelønnen.

Det næsten fabelagtigt tåbelige i de økonomisk analfabetiske argumenter er, at den gruppe danskere, der sandsynligvis vil blive hårdest ramt, netop er relativt lavtlønnede ufaglærte. Uhrskovs fejl er, at han med Bastiats ord kun fokuserer på ’det man ser’ på trods af, at han er opmærksom på yderligere effekter. Hans argument (taget fra Facebook) er, at:

”Hvis man ønsker flere i arbejdsstyrken til at betale skat og ophøre med at modtage skatteyderbetalte overførsler, er det en vældig god idé. Den noget højere pris på en række varer kompenseres af en større produktion og derved et større skatteunderlag, der efter politisk valg kan bruges til skattelettelser og/eller velfærdsforbedringer.”

Han argumenter også for, at man bliver nødt til ”at indflage industriarbejdspladser for at skabe tilstrækkeligt mange arbejdspladser” for at beskytte en slags sammenhængskraft, som han mener, er truet.

Uhrskov tager fejl på en række punkter. For det første påstår han, at hvis man beskytter bestemte produkter – og det betyder her at man fra politisk side med told eller andre midler sørger for, at prisen i Danmark er væsentligt højere end i udlandet – vil det indebære flere arbejdspladser. Problemet er blot, at der ikke skabes mere værdi hvis man beskytter disse arbejdspladser. Grunden til at de forsvinder, er, at den danske arbejdskraft ikke længere er produktiv relativt til den udenlandske (endda inklusive transportomkostninger). Beskytter man dem, holder man derfor danske ressourcer bundet i uproduktive erhverv. Det betyder, som Uhrskov også ved, at danske forbrugere tvinges til at betale højere priser for varerne, og derfor må reducere deres forbrug af andre varer. Der forsvinder derfor arbejdspladser i andre erhverv i proportional takt med, at folks forbrugsvaner ændres.

Problem nummer to er, at han ligesom mange politikere tror på, at man med aktivistisk politik kan ’skabe arbejdspladser’. Baggrunden for ideen er, at der er arbejdsløshed, og man hopper derfor til konklusionen, at det må være fordi der mangler arbejdspladser. På ekstremt kort sigt kan det måske være sandt, men på bare lidt længere sigt er det rendyrket nonsens. Arbejdsløshed skyldes, at folk er mellem jobs (de søger), folk arbejder kun dele af året (sæson), og helt særligt at folk ikke har incitament til at tage de jobs, der rent faktisk er ledige eller ville være det, hvis strukturerne så anderledes ud (strukturel ledighed). Det eneste, man kan opnå med aktivistisk politik er, at flytte arbejdspladser hen til områder eller sektorer, der er politisk favorable. Med Bastiats udtryk ’ser’ man således de nye jobs, man overser at man har slået en masse gamle jobs ihjel. Og medmindre der sker noget nær et mirakel, er de nye, politisk favoriserede jobs, mindre produktive end de gamle. Man har med andre ord gjort Danmark fattigere.

Det sidste problem, Uhrskov overser, er at folk med relativt lave lønninger har et andet forbrugsmønster end han selv. Det skyldes, med et teknisk udtryk, at folks præferencer ikke er homotetiske – man køber ikke lige meget ekstra af alle varer når man bliver rigere. I stedet har de lavtlønnede pudsigt nok et større forbrug af varer, der produceres af andre lavtlønnede, ofte i andre lande. Ny forskning af Pablo Fajgelbaum og Amit Khandelwal, der lige er udkommet i Quarterly Journal of Economics (gated her; tidligere version her), konkluder således at “Larger expenditures inmore tradeable sectors and a lower rate of substitution between imports and domestic goods lead to larger gains from trade for the poor than the rich.”

Med andre ord: Fordi de relativt fattigere / lavtlønnede bruger en større del af deres indkomst på varer, der handles over grænser, og fordi en større del af deres forbrug er noget, man ikke bare skærer ned på (f.eks. fødevarer), rammes de langt hårdere end andre af protektionistiske tiltag. Indfører man derfor protektionistiske tiltag på varer, der produceres af lavtlønnede ufaglærte – i et misforstået forsøg på at ’skabe arbejdspladser’ til dem – skaber man netto ingen arbejdspladser, man gør alle fattigere, og den gruppe, der rammes hårdest af tiltaget er – de lavtlønnede ufaglærte. Protektionisme er over alt og til alle tider tåbeligt, medmindre man er et politisk dyr, der kan score stemmer eller popularitet ved at narre andre til at tro noget andet.

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Myten om de stagnerende amerikanske lønninger

Lønkvoten er stabil – også i USA

Misvisende lønbegreb skaber forvirring

Lønningerne følger produktivitetsudviklingen

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email: