Tag-arkiv: forskning

Policy usikkerhed og den manglende recovery

Af Christian Bjørnskov, den 16. december 2015. 5 svar

Jeg sidder i skrivende stund til et offentligt seminar i Stockholm, organiseret af Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) med Steven J. Davis. Davis er professor ved the Booth School ved University of Chicago og en af hovedkræfterne bag et større forskningsprojekt om policy-usikkerhed. Projektet handler om at måle hvor usikker og uforudsigelig politik i dag og den nærmeste fremtid er, og hvilke konsekvenser usikkerheden har.

Tænker man på en specifik dansk kontekst er Davis arbejde stærkt relevant. For det første gælder usikkerheden, hvem der kommer til at tage beslutningerne – er det særligt tydeligt i den danske, politiske virkelighed? For det andet er det næppe klart, hvilke beslutninger, der kommer til at blive taget – det er svært at forudse, hvad de danske politikere nu kan finde på. Og for det tredje er det usikkert, hvilke konsekvenser beslutningerne kommer til at have, når selve politikken er usikker og muligvis upræcist formuleret.

Policy-usikkerheden kan således komme fra forskellige kilder, og ikke mindst usikkerhed omkring hvornår det næste valg kommer, og hvem kommer til at vinde valget. I en særligt dansk kontekst er det værd at bemærke, at konceptet ’hvem der kommer til at vinde valget’ er særligt tåget, da det at vinde ikke behøver at betyde, at man får regeringsmagten. Usikkerheden kan dog også komme fra overfølsomme reaktioner på medierne og – bliver man nødt til at understrege – fra rendyrket inkompetence.

Usikkerhed i skattepolitikken er et eksempel på den første mekanisme: Hvis det er uklart, hvordan boligskatterne kommer til at udvikle sig, vil mange mennesker rationelt udskyde boliginvesteringer. Usikkerhed i enten niveauet af boligskatter eller deres implementering kan derfor fryse boligmarkedet. Det samme gælder for usikkerhed i reguleringspolitik, der kan få virksomheder til enten at udskyde investeringer, eller helt opgive dem eller flytte investeringerne til et andet og mere politisk sikkert land.

Et andet problem er, at når nogle lande og mange virksomheder søger at tage et lån, kan policy-usikkerhed påvirke låneomkostningerne. Usikkerhed i regulerings-, skatte, eller udgiftspolitik vil alt andet lige gøre private investeringer mere usikre, hvilket vil betyde, at enhver bank eller anden finansiel institution vil kræve en højere risikopræmie på lånet. Det samme gælder private investorer, de køber aktier eller virksomhedsobligationer, ligesom man vil kræve væsentligt højere risikopræmier på statsobligationer fra lande, der opfattes som politisk usikre (tænk Grækenland). I det omfang at banker ikke kan kræve en høj risikopræmie – måske pga. usikkerhed omkring de politiske reaktioner på præmierne – kan det være rationelt helt at opgive nogle typer udlån.

For det tredje kan usikkerheden naturligvis også reflektere, at politikere og det underliggende politiske system reagerer for hurtigt på, hvad de opfatter som problemer. Politikken vil således ofte blive hastet igennem og være dårligt gennemtænkt. Den kan også lide under problemet, der beskrives i økonomvitsen ”Vi må gøre noget! Det her er ’noget’. Så det må vi gøre.” Med andre ord samler man tilfældige ideer op, der flyder rundt i den offentlige eller akademiske debat, og implementerer den uden videre omtanke.

Den særlige værdi i Steven Davis arbejde med Scott Baker og Nicholas Bloom er, at de for det første kvantificerer policy-usikkerheden ved at bruge medieomtale af processen. For det andet viser de, at usikkerheden faktisk har ganske tydelige, økonomiske konsekvenser – usikker og dårlig politik koster virksomheder og vælgere. Når man således ser på den danske krise og tiden derefter er det slående, hvordan de private investeringer ikke er kommet i gang igen – dvs. at der mangler en dansk ’recovery’ fra krisen. Vi havde i forvejen et langsigtet problem i forbindelse med produktivitetsudviklingen – helt specifikt i serviceerhvervene og den offentlige sektor – men efter krisen er dansk økonomis anæmiske udvikling påfaldende. Historien, som Davis fortæller, er en interessant analytisk vinkel at tage, og en vinkel, der ser ud til at være helt konsistent med både udviklingen på Christiansborg og de 99,9 % af Danmark, der ligger udenfor borgen.

UPDATE: Hele præsentationen og den efterfølgende debat kan ses her. Arrangementet er yderligere omtalt her hos IFN og her i Svenska Dagbladet.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Af Christian Bjørnskov, den 15. december 2015. 1 svar

Jeg har gennem længere tid haft et forskningsprojekt om nødforfatninger med min gode kollega Stefan Voigt ved universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er de dele af et samfunds forfatning, der beskriver hvornår man må erklære en nødtilstand, hvem der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger interessante i en politisk-økonomisk sammenhæng, fordi de afgrænser og specificerer, hvilke dele af den almindelige forfatning, som politikere må ignorere under en nødret, og hvornår man må erklære den. De er – sag på en anden måde – konstitutionelle kattelemme.

Der ligger således et større projekt i for eksempel at afdække, hvad der dækkes af nødforfatninger, hvorfor de ser ud som de ser ud, hvornår de indføres, og om de faktisk virker efter den officielle hensigt – at begrænse konsekvenserne af nødsituationer. Det første papir, der hedder ”The Determinants of Emergency Constitutions”, ligger nu i første udkast på SSRN og kan læses her. Abstractet er gengivet nedenfor.

Nine out of ten countries currently have emergency provisions written into their constitutions. The nature of these provisions remains poorly understood. This paper therefore aims at providing first answers to two questions: 1) how much additional discretionary power do emergency constitutions allow and which political actors are given the additional power; and 2) which political and economic factors cause the inclusion of particular emergency provisions into constitutions. To answer the first question we construct an Indicator of Emergency Powers (INEP) which takes six central elements of emergency provisions explicitly into account. Structuring our discussion regarding reasons for the choice of emergency provisions, we discuss three theoretical motives, namely (1) a pragmatic, (2) a power-maximizing and (3) a more elaborate commitment motive. We test our theoretical conjectures and find that emergency constitutions in countries with stronger veto institutions, higher average income, and which recently experienced a coup allow more discretionary power while countries that are prone to natural disasters and countries far from the equator allow less power. Our findings are mostly in line with theoretical options 2) and 3).

Hvor er bøsser mest tilfredse?

Af Christian Bjørnskov, den 28. november 2015. 1 svar

Lykkeforskningen ser næsten udelukkende på, hvad der gør de fleste folk mere eller mindre lykkelige og tilfredse med deres liv. Mens forskningen er kommet ganske langt i at forstå det overordnede spørgsmål, har der ofte ligget en nagende tvivl hos dele af miljøet: Overser vi, at minoriteter måske er påvirket af ganske andre ting? Et nyt studie, der sammenligner 110 lande, tager fat på problemet.

Sammen med mine svenske venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet og IFN) har jeg lavet papiret ”What aspects of society affect the quality of life of a minority? Global evidence from the new Gay Happiness Index.” Tricket er, at Niclas for nogen tid siden deltog i en global undersøgelse af homoseksuelle mænds tilfredshed – the Gay Happiness Index. Han fik besked, da undersøgelsen blev offentlig, og foreslog Therese og mig at vi burde kigge på den. Det er præcist det, vi har gjort, og med den ekstra fordel, at undersøgelsen også spurgte om respondenternes opfattelse af samfundets syn på dem, og deres oplevelser med diskrimination.

Som man kan se i figuren nedenfor, der illustrerer europæiske landes situation, er der stor forskel på, hvor tilfredse bøsser er med deres liv. Svarene, som vi har skaleret mellem 0 og 10, varierer fra 2,9 i Albanien og 3,7 i Bosnien, til 9,9 i Norge og 10 i Danmark. Det er også ret klart, at de nordiske lande (de blå søjler) som sædvanlig ligger i top, mens de postkommunistiske lande (de røde søjler) er i bund – med den interessante undtagelse af Tjekkiet (pudsigt nok Niclas andet hjem). Den næste figur illustrerer den ekstremt stærke sammenhæng vi ser i hele verden mellem hvordan samfundet opfatter bøsser – deres opfattelse af om love er neutrale, om folk og offentlige institutioner er ’bøsse-venlige’, og om det er accepteret at bøsser holder hånd, kysser og kontakter hinanden offentligt – og hvor lykkelige de er.

BøsselykkeBøsselykke 2Hovedfundene er dog, at gennem offentlighedens opfattelse og diskrimination – de to store ’transmissionsmekanismer’ – er bøsser langt mere tilfredse i lande med lovgivning, der sikrer lige rettigheder (i modsætning til særrettigheder), der er rige, demokratiske, stærkt globaliserede og har relativt begrænsede offentlige sektorer, og som ikke har en kommunistisk fortid eller store muslimske eller ortodokst kristne befolkningsgrupper. Sjovt nok påvirker omfanget af trusler ikke bøssers tilfredshed i synligt omfang, men truslerne – der er voldsommere i fattige og ikke-demokratiske lande, og i lande med store muslimske, katolske eller protestantiske grupper, påvirker dog deres incitament til at flytte væk. Food for thought, som man siger på engelsk, for både dem der argumenterer, at den eneste vej frem er særrettigheder og mere stat, eller dem der mener, at religion kan ordne alt.

Hvornår fører ulighed til vækst?

Af Christian Bjørnskov, den 3. november 2015. Skriv et svar

For mange nationaløkonomer og politologer på universiteter rundt omkring i verden er oktober og november en særligt travl tid. Efterårssemesteret er på sit højeste og undervisningen kører på de høje nagler, men et særligt forhold gør tiden travl: Deadlines til flere af forårets store konferencer, ikke mindst de to public choice-konferencer, ligger alle omkring første december. Det er således tiden hvor nye papirer enten skal skrives færdig i første udkast, eller andre skal revideres og efterprøves.

Jeg er i den lykkelige situation at flere spændende projekter med en række medforfattere – punditokraternes læsere vil måske nikke genkendende til navne som Therese Nilsson, Andreas Bergh (begge Lunds Universitet og IFN i Stockholm), Niclas Berggren (IFN) og Martin Rode (Universidad de Navarra) – nærmer sig et første udkast. Lidt længere nede af vejen er der også nye projekter på vej med Katharina Pfaff og Stefan Voigt (begge Universität Hamburg). Det første af forårets papirer, der er klar i udkast, er dog uden medforfatter.

Papiret, der foreløbig har titlen ”Growth, Inequality and Economic Freedom: Evidence from the US States” (første udkast her), starter med en simpel, men noget overset præmis: Der er ingen grund til at tro, at sammenhængen mellem såkaldt økonomisk ulighed og vækst er den samme for alle stater. Helt særligt er ideen, at der er to relevante forhold i diskussionen. For det første giver ulighed – når den ikke skyldes rent-seeking eller direkte ulovlig aktivitet – positive incitamentseffekter. Et af de problemer, som de fleste danske økonomer anerkender, er at hvis der er lille forskel på folks indkomster, indebærer det også, at der er lille økonomisk gevinst ved en ekstra indsats, innovation eller arbejdsudbud. Stærk omfordeling skaber derfor incitamentsproblemer som bremser vækst. Dette peger på det andet forhold: Det er usandsynligt, at incitamentseffekterne af ulighed virker fuldt ud hvis den økonomiske politik arbejder imod dem gennem, f.eks., en stor offentlig sektor, omfordeling gennem skatter eller offentlige programmer, eller regulering.

Papiret tester den overordnede idé i et panel af de 50 amerikanske stater, observeret i de seks femårsperioder mellem 1981 og 2011. Fordelen er, at man således kan afvise, at forskellene skyldes store forskelle i f.eks. politiske institutioner eller traditioner, eller markante juridiske forskelle. Og resultaterne taler et tydeligt sprog: I stater med relativt lille økonomisk frihed, og i særlig grad i stater hvor et stort offentligt forbrug begrænser den økonomiske frihed, er ulighed overhovedet ikke forbundet med vækst. I den fjerdedel af observationerne, der har relativt begrænset offentligt forbrug, er der omvendt en stærkt positiv og signifikant sammenhæng.

Mens man kan undre sig over, at der ikke er flere end nogle få tidligere studier, der har undersøgt en ellers ret indlysende betingelse for, at ulighed kan have positive eller måske negative virkninger, er den mere generelle litteratur på vej i den retning. Mogens Kamp Justesens ”Better Safe than Sorry” fra sidste år undersøgte således hvordan vetoinstitutioner påvirker betydningen af juridiske institutioner, ligesom Dani Rodriks nye arbejde hviler på et lignende grundlag. Det er både en generel udvikling, der skaber en tættere forbindelse mellem teori og empiri, og en udvikling der således i højere grad stiller spørgsmålet ”under hvilke omstændigheder” end et simpelt ja-eller-nej-spørgsmål. Det akademiske forår tegner til at blive interessant.

Ny evidens om ulandsbistand

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2015. 18 svar

Som punditokraternes læsere ved, er der en lang litteratur om ulandsbistandens effektivitet. Det overordnede billede – som kendes fra Chris Doucouliagos og Martin Paldams arbejde i metaanalyse – er at den gennemsnitlige effekt er nul. Det er efterhånden ret ukontroversielt blandt nationaløkonomer, men som Lars Christensen oplevede forleden i Radio 24 7, bliver man ofte udsat for ekstremt ubehagelige reaktioner, hvis man vover at lufte kritik af den nuværende ulandsbistand. Lars var dog på grund, der bliver stadig sikrere.

Punditokraternes ven og kollega Axel Dreher (Uni Heidelberg) havde således sammen med Vera Eichenauer, Kai Gehring, Sarah Langlotz og Steffen Lohmann forleden en kort artikel i Vox EU. Artiklen opsummerer, hvad vi som forskningsfelt efterhånden ved om makro-virkningerne af ulandsbistand. Litteraturen er stærkt opdelt, og som Dreher et al. skriver, “Despite a large number of academic articles, this literature has not reached a consensus. Researchers seem divided into ideological camps, each fighting for their model, with one group claiming to show that aid works, and the other group pointing to a lack of robustness of these results.” Det tysk-schweiziske forskerhold peger på, at litteraturen også er delt mellem tre måder at identificere kausale effekter på: 1) Brugen af befolkningsstørrelse som instrumentvariabel (små lande får relativt mere bistand); 2) brugen af tidligere års bistand (fordi bistanden er ret persistent); og 3) brugen af internationalt politiske forhold som instrumentvariabel (fordi lande, der stemmer mere med store nationer i FN får mere bistand fra dem uanset deres vækstperformance).

Forskerholdet peger på, at der er problemer med alle tre læsninger, men skitserer en ny løsning, som bruges af Dreher og Langlotz i et nyt studie (CEPR working paper 10811). Ideen er, at man finder en kombination af faktorer, der påvirker hvor meget en enkelt donor bruger på ulandsbistand som helhed på et bestemt tidspunkt, og derefter sandsynligheden for, at et bestemt uland får bistand fra den bestemte donor. Når man derefter lægger sammen, hvad et enkelt uland får i total bistand, afhænger den forecastede bistand således udelukkende af forhold, der er specifikke for donorlandene, og ikke af ulandets egen udvikling.

Dreher og Langlotz udnytter, at lande med mere fraktionaliserede regeringer og parlamenter helt generelt har større udgifter – der er ganske enkelt flere interesser, der skal tilgodeses politisk, og det indebærer større udgifter. Det generelle udgiftstryk bliver også reflekteret i større udgifter til ulandsbistand. Ved hjælp af dette ekstremt ekskluderbare instrument finder Dreher og Langlotz det samme, som de fleste andre studier: Ulandsbistand påvirker ikke den langsigtede økonomiske vækst.

Mens den særlige fløj i forskningen, der betragter ulandsbistand som en slags religiøs aktivitet, næppe vil ændre mening, er det ikke længere et godt argument, at der nok bare er endogenitetsbias. Det er også værd at bemærke, at man ikke længere kan affærdige forskere, der er skeptiske overfor ulandsbistand, som en liberalistisk minoritet. Som vi tidligere har noteret, er årets Nobelprismodtager Angus Deaton også stærkt skeptisk. Det er ved at være op ad bakke for dem, der påstår af ulandsbistand er løsningen. Men det vil nok næppe påvirke danske politikere, der er bemærkelsesværdigt faktaresistente.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2015. Skriv et svar

I dag udkommer det nye nummer af det meget læseværdige, svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt (hattip: Nonicoc). Nummeret indeholder bl.a. en glimrende artikel af Henrik Horn om WTOs problemer – dvs. Doharunden – og fremtid. Horn understreger bl.a. problemet med at EU og USA presser på for at tvinge fattige lande til at indføre særlige reguleringer, og vurderer, at de supermagter har ”tappat intresset för WTO.”

Nummeret omfatter også artikler om lejeregulering, diskussionen om en højere pensionsalder, og produktivitetsudvikling, og en leder om forskningsfrihed. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

Økonomisk frihed giver mindre kriser

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2015. 4 svar

Cepos har i dag udgivet et notat, hvor Mads Lundby Hansen opsummerer mit arbejde fra foråret om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Analysen omfatter 175 lande i perioden 1993-2010, og som Mads fint sammenfatter: ”Bjørnskov finder, at en stigning i økonomisk frihed vil medføre en reduktion i dybden af en økonomisk krise. Han finder også, at øget økonomisk frihed medfører, at et land hurtigere genvinder det initiale velstandstab efter en krise. Genopretningstiden er simpelthen kortere.”

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

Årets specialer 3: Har vismændene haft reel indflydelse?

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2015. 8 svar

Den tredje installation i vores serie om interessante specialer fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om hvorvidt det Økonomisk Råd har haft egentlig indflydelse på dansk økonomisk politik. Specialet, som vores klumme i Børsen forleden handlede om, er den første undersøgelse af sin art i Danmark, og en af de meget få i det hele taget.

Udfordringen for Anne Kristensen i ”The Influence of the Economic Council on Danish Politics” er, hvordan man griber spørgsmålet empirisk an. Hun vælger at følge Bergh, Dackehag og Rodes approach (omtalt her) ved at kode anbefalinger i alle de halvårlige rapporter siden 1962 alt efter om de er almindelige eller særligt vigtige. Anne ender med at identificere seks områder, hvor Rådet med jævne mellemrum er kommet med klare anbefalinger: 1) Finanspolitik, dvs. skat og udgifter; 2) betalingsbalancen; 3) pengepolitik; 4) arbejdsmarkedspolitik, og i særdeleshed kontanthjælp og dagpengesystemet; 5) konkurrencepolitik; og 6) boligmarkedet.

Dette grundlæggende arbejde skaber derfor et unik datasæt, der kan bruges på flere måder. Anne bruger det naturligvis til at svare på hovedspørgsmålet i sit speciale: Hvis f.eks. der er en anbefaling om at rette op på betalingsbalancen – et ret permanent problem fra sidst i 60erne og frem til 80erne – betyder det så at politikerne gør noget, der alt andet lige retter op?

Svaret er, at det kommer an på hvilken type problem, Rådet retter anbefalingen mod. Der er intet, der tyder på at danske politikere lytter til Rådet, når det gælder konkurrencepolitik eller problemer i boligmarkedet. Mens vi havde en selvstændig pengepolitik (før 1982) var der heller intet, der tydede på, at Folketinget lyttede til de anbefalinger, ligesom betalingsbalanceproblemer øjensynligt var noget, som de var aldeles ligeglade med. Omvendt finder Anne solid evidens for, at anbefalinger om at stramme op på finanspolitikken – primært gennem skattepolitikken – og styrke arbejdsmarkedspolitikken faktisk har påvirket dansk politik.

Resultaterne er tankevækkende idet de to typer anbefalinger, som politikerne faktisk lytter til, begge handler om hvordan den offentlige sektors økonomi har det. Kan man undgå underskud ved at hæve skatterne eller få flere i permanent arbejde, så de skaber skatteindtægter, lytter man gerne. Omvendt er der intet, der tyder på at anbefalinger, hvis gavnlige konsekvenser ses på længere sigt, følges. Eller som vi konkluderede forleden dag i Børsen:

Når man således kan konstatere, at danske politikere faktisk har lyttet til disse anbefalinger, kan man stadig undre sig over, hvor deres gennemslagskraft har været mindst tydelig. Svaret ligger i, hvor hurtigt man kan se gevinster fra de anbefalinger, der ikke følges. Analysen viser at danske politikere i kortsigtspolitiken er opmærksomme på rådgivningen. Rækker anbefalingernes konsekvenser udover næste valg, lytter man lige så lidt til vismændene som til andre danske økonomer.

Årets specialer 1: Har Kyoto-protokollen gjort en forskel?

Af Christian Bjørnskov, den 21. juli 2015. 4 svar

Et af privilegierne ved at være professor er, at man med jævne mellemrum får dygtige studerende, der skriver speciale om interessante ting. Her i sommermånederne vil vi som noget nyt skrive om nogle få af de nye specialer, for at dele noget af det bedste arbejde, som mine studerende har lavet.

Vores første eksempel er fra efteråret, hvor Berit Lykke Nielsen forsvarede ”An Evaluation of the Effectiveness of the Oslo and the Kyoto Protocol in Reducing Air Pollution.” I specialet tager Berit udgangspunkt i den officielle ide om Kyoto, hvis hensigt var at reducere landes udledning af CO2. På samme måde var hensigten med Oslo at reducere udledningen af SO2.

Det miljømæssige er således nemt, men identifikationen af effekterne er ikke. Problemet er, at tidspunktet på hvilket, lande ratificerede en af protokollerne, ikke er tilfældigt. Man kan derfor ikke blot sammenligne trends før og efter, et land har underskrevet, fordi trenden før ratificering kan have påvirket tidspunktet for ratificeringen. Det Berit derfor gør bedre end de publicerede studier af spørgsmålet, er at løse dette problem. Den elegante løsning er, at bruge en simpel instrumentvariabel-approach, hvor instrumentet er en variabel som påvirker ratificering, men ikke kan have påvirket udledningerne, til at forecaste ratificering. Denne instrumentvariabel er omkringliggende landes ratificering, baseret på ideen at nabolande ofte deler politik og at politiske diskussioner og debat spreder sig over landegrænser.

Resultatet er et nul i instrumentresultaterne. Berit bruger dog også en anden metode: Heckmans Control Function approach, der løser problemet på en anden måde ved først at estimere ratificeringsprocessen og derefter kontrollere for den bias, der ellers kommer i estimaterne af konsekvenserne af ratificering. Det interessante er, at CF-estimaterne faktisk peger på, at ratificering af Kyoto alt andet lige har ført til større udledninger af CO2.

Berit ender specialet med at diskutere, hvordan det kan være, at Kyoto enten ikke førte til noget eller måske endda har øget udledningerne. Det, som startede som et fint miljøøkonomisk speciale, slutter derfor med indsigter fra politisk økonomi. Hendes forklaring hviler på Jim Vreelands teori om institutionelle syndebukke,der peger på at stater nogle gange ratificerer for efterfølgende at kunne skubbe ansvar fra sig – ”Jamen, vi har jo skrevet under på en international aftale.” På den måde er specialet også en implicit advarsel mod at stole for meget på internationale aftaler eller institutioner. De er ikke bedre end de politikere, der agerer i dem.

Valgdag og exitpolls

Af Casper Hunnerup Dahl, den 18. juni 2015. Skriv et svar

I dag, torsdag den 18. juni 2015, er der valg til Folketinget. Op til valgdagen har der — som ved så mange tidligere valg og folkeafstemninger — også denne gang været debat om, hvorvidt det skal forbydes at offentliggøre resultater af exitpolls, mens valgstederne endnu er åbne. Indtil for kort tid siden så det stadig ud til, at DR og TV2 måske ville offentliggøre exitpolls kl. 19, dvs. en time før valgstederne lukker, efter at de store dagblade havde meldt ud, at de ikke ville. Nu ser det så ud til, at begge de to store tv-stationer har bøjet sig for presset.

Og presset er betydeligt. Det skorter ikke på dramatiske påstande uden andet belæg end mavefornemmelser. Det fyger gennem luften med bål og brand og bombastiske udsagn om, hvordan offentliggørelse af exitpolls kan påvirke valgresultatet. Notabiliteter som lektor Johannes Andersen, AAU, forskningschef Roger Buch, Danmarks Journalisthøjskole, og folketingets formand, Mogens Lykketoft, har talt om “alvorlige konsekvenser for demokratiet” og at “man ved med sikkerhed, at det fjerner vælgernes fokus fra det politiske indhold til den politiske proces” (Andersen); at der er “ingen diskussion om, at de påvirker et valg, for det gør de” (Buch, i samme artikel som Andersen), og at det “ikke [er] rimeligt, at den slags målinger skal kunne påvirke selve valgresultatet, og vi så ved kommunalvalget, hvor galt det kan gå” (Lykketoft). Også Radikales Camilla Hersom er klar på en frisk kommentar (i samme artikel som Lykketoft): “Alle ved, at exit polls er mere præcise end meningsmålinger, og det kan jo påvirke et valgresultat, som ser ud til at blive meget meget snævert.”

Det sidste er ikke nødvendigvis fuldstændig skævt. Og det ser altså ud til, at vi ikke får nogen exitpolls at se eller høre på valgdagen i dag, før valgstederne lukker. Men hvad kan exitpolls egentlig betyde for et valgresultat? Ved vi noget som helst seriøst — I ved, i kraft af forskning, systematisk og stringent undersøgelse og den slags — om det?

Til at begynde med må man gøre sig klart, hvad det mere præcist er for et udfald, man gerne vil undersøge exitpolls’ mulige indvirkning på — hvor mange, der stemmer (valgdeltagelsen), eller hvordan vælgerne stemmer?

I en velskrevet og forbilledligt klar artikel publiceret i “Journal of Theoretical Politics” sidste år ser Asger Lau Andersen og Thomas Jensen, begge Institut for Økonomi, KU, nærmere på det første. Deres analyse viser, at selv i umiddelbart simple tilfælde, hvor vælgerne kan vælge mellem blot to alternativer, kan offentliggørelse af exitpolls teoretisk set påvirke valgdeltagelsen på flere måder. For de vælgere, der endnu ikke har stemt på det tidspunkt, hvor exitpoll’en offentliggøres, og som stadig overvejer, om de skal gå ned og stemme eller blive hjemme på sofaen, er det oplagt, at det har afgørende betydning, hvad exitpoll’en mere præcist viser: indikerer den et tæt valg, øges incitamentet til at gå ned og stemme, fordi sandsynligheden for at ens stemme får betydning for valgresultatet øges. Indikerer exitpoll’en en klar føring til det ene alternativ over det andet, falder vælgerens incitament til at gå ned og stemme.

Men som Andersen og Jensen fremhæver, så kan en exitpoll ikke kun påvirke incitamentet til at stemme efter dens offentliggørelse, men også før. En exitpolls effekt på tilbøjeligheden til at stemme før exitpoll’en offentliggøres er imidlertid langt fra entydig: Er man den passive, strategiske og/eller ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgertype, kan information om, at der senere vil blive offentliggjort en exitpoll, få een til at afvente exitpoll’ens resultat, før man beslutter sig for, om det er umagen værd at gå ned og stemme — en “vent-og-se”-effekt. Er man derimod den aktivistiske type, kan ræsonnementet vende stik modsat, idet det således netop er vigtigt at komme ned og få stemt i håb om at få exitpoll’en til at vise mere medvind til ens foretrukne alternativ, hvilket kan opmuntre andre, der stadig befinder sig i sofaen, til at “tro på det” og selv bevæge sit korpus til valgstedet.

Hvad får vi så ud af det? Som Andersen og Jensen peger på, får vi i hvert fald hamret en pæl gennem den påstand, at offentliggørelsen af en tidlig exitpoll på valgdagen for folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven den 7. juni 2009 var selve årsagen til, at ændringen endte med at blive vedtaget. Exitpoll’en indikerede, at 37,9% af alle stemmeberettigede ville stemme for en ændring — hvilket var under de påkrævede 40% — mens det endelige resultat blev, at 45,1% af alle stemmeberettigede stemte for ændringen. I den offentlige debat blev korrelation hurtig lig kausalitet, og exitpoll’en blev beskyldt for at have påvirket valgdeltagelsen og i sidste ende valgresultatet afgørende. Andersen og Jensen påpeger, at denne påstand overser den meget vigtige pointe, at vi ikke bare kan antage, at folk ville fortsætte med at opføre sig som før exitpoll’en blev offentliggjort, hvis vi antager, at den ikke var blevet det — fordi exitpolls både påvirker incitamentet til at stemme før og efter dens offentliggørelse. Eller sagt med grafik:

Andersen & Jensen - Figure 1

Med andre ord kan det ikke udelukkes, at valgdeltagelsen ved folkeafstemningen om ændring af tronfølgerloven var lavere før og højere efter exitpoll’ens offentliggørelse, fordi mange vælgere, der foretrak et “ja”, simpelthen ventede med at gå ned og stemme, indtil de fik exitpoll’ens indikation af, om der nu også så ud til at være et behov for at hjælpe et “ja” på vej. Vi kan derfor ikke vide, om disse vælgere helt var blevet hjemme, hvis der slet ikke var blevet offentliggjort nogen exitpoll, idet det ikke kan udelukkes, at de kun ventede med at gå ned og stemme af strategiske årsager. Havde exitpolls nu været forbudt på valgdagen, kunne man forestille sig, at flere af disse “ja”-sindede, men ikke-super-deltagelsesdemokratisk-engagerede vælgere ville have gået ned for at stemme alligevel ud fra det ræsonnement, at de ikke kunne vide sig sikre på, om et “ja” nu også ville blive en realitet.

Så vidt valgdeltagelsen. Hvad med betydningen af exitpolls for fordelingen af stemmer? Ifølge den ene af artiklens forfattere (Andersen), kan man groft sagt forestille sig to hovedeffekter, der trækker i hver sin retning: En “med-på-vognen”-effekt (a.k.a. “bandwagon”), hvor en føring opfordrer til flere stemmer fra vælgere, der gerne vil være på det vindende hold, og en “underdog”-effekt, hvor vælgere oplever tilskyndelse til at stemme på det alternativ, der er bagud — fodboldparallellen burde give sig selv her. I et nyt studie finder Jens Olav Dahlgaard, Jonas H. Hansen, Kasper Møller Hansen og Martin Vinæs Larsen, alle Institut for Statskundskab, KU, empirisk belæg for “med-på-vognen”-effekten i positiv retning (fremgang giver endnu flere stemmer) og i mindre grad i negativ retning (tilbagegang giver endnu færre stemmer). “Underdog”-effekten finder de ingen empirisk evidens for. Hansen understreger dog, at disse effekters substantielle størrelse er tilpas begrænsede til, at det forudsætter et meget tæt valg, før de reelt kan påvirke valgresultatet.

Og denne dags Folketingsvalg ser da også ud til at blive overordentlig tæt — i skrivende stund er vi ude i noget snavs omkring 50,5% vs. 49,5% i blåt favør. Så er det ikke bare med at få forbudt disse vederstyggelige exitpolls på valgdagen i en vis fart, så de med sikkerhed ikke får lov at påvirke tætte valg som det netop forestående? Well. Faktum er, at vi generelt ved meget lidt om, hvordan exitpolls i praksis påvirker valgdeltagelse og stemmeafgivning, og det, vi ved, er i høj grad både usikkert og tvetydigt. Som jeg har forsøgt at pege på herover, arbejder gode, danske forskere på at gøre os alle klogere.

I mellemtiden er det min personlige vurdering, at sandsynligheden for, at en exitpoll ville kunne påvirke denne dags valgresultat ikke er meget større end sandsynligheden for, at Helle Thorning-Schmidt nok skal få styr på De Radikale.

Jeg vil gerne ønske Dem, kære Punditokratlæser — hvad enten De er trofast, nytilkommen eller blot meget vedholdende — en rigtig god dag! Uanset hvordan De vælger at bruge den.

Europæisk Public Choice Society 2015

Af Christian Bjørnskov, den 5. april 2015. Skriv et svar

Tirsdag starter den årlige konference i the European Public Choice Society, som i år afholdes i Groningen. EPCS har de sidste ti år udviklet sig til den internationale topkonference på området og byder også i år på en række spændende papirer. Hele programmet kan læses her. Plenary-oplæggene holdes af James Alt (Harvard) og Marta Reynal-Querol (Pompeu Fabra), mens årets presidential address naturligvis holdes af den afgående præsident, Toke Aidt (Cambridge). Som traditionen byder, er her et lille pluk af de præsentationer, jeg ser særligt frem til:

“The effect of natural disasters on repression”, Katharina Pfaff (Hamburg)

“Terror and Democracy: Evidence from Disaggregated Data”, Krisztina Kis-Katos (Freiburg)

“Do Politicians Award Discretionary Grants to Core Supporters? Evidence from a German State”, Niklas Potrafke (CesIFO)

“Who is Left-wing and Who Just Thinks They Are?”, James Rockey (Leicester)

“Are private saving imbalances within Europe caused by a drop in interest rates or by cultural differences?”, Eelke de Jong (Nijmegen)

“Cheat or Perish? A Theory of Scientific Customs”, Benoit Le Maux (Rennes)

Som altid er der også en del både sjovt og produktivt samvær at se frem til med bl.a. Niclas Berggren, Axel Dreher, Martin Gassebner, Pierre-Guillaume Méon, Therese Nilsson og Martin Rode – navne som punditokraternes faste læsere sikkert kan genkende.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2015. Skriv et svar

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende, svenske Ekonomisk Debatt. Lederen handler om landbrugsstøtten, og er særdeles læsværdig. Se blot det lille pluk her:

I stället för att utgå från ett samhällsmål och sedan bestämma styrmedel, tvingas politikerna utgå från ett styrmedel – i detta fall en ganska betänklig kontantsubvention till en särskild bransch – och sedan sondera remissinstanserna om vilka samhällsmål det kan tänkas bidra till. Arrangemanget öppnar upp för särintressen, symbolpolitik och allmänt byråkratiskt krångel.

Derudover er der fine artikler om bl.a. nationaløkonomers rolle i debatten (af Mats Lundahl) og hvem der har gavn af omfordeling (af Gunnar Brådvik). Som altid varmt anbefalet.

Public Choice Society 2015

Af Christian Bjørnskov, den 5. marts 2015. Skriv et svar

I næste uge afholdes den årlige konference i det nordamerikanske Public Choice Society. Som trofaste læsere ved, skriver vi hvert år om konferencen med nogle få eksempler på papirer, som kunne være værd at læse. Konferencen starter officielt fredag morgen, men for mit vedkommende er den egentlige start allerede morgenmad torsdag med Niclas Berggren og Martin Rode og en arbejdsfrokost med Stefan Voigt.

Programmet byder igen i år på mange interessante papirer. Her er et helt personligt udpluk, mens hele programmet kan ses på PCS-hjemmesiden.

Niclas Berggren præsenterer fælles arbejde med Therese Nilsson i den første af tre sessions om Institutions and Well-Being: Tolerance in the United States: How free markets transform racial, religious, and sexual attitudes

Rosemarie Fike præsenterer i den anden af de tre sessions om: Economic freedom and the education of women: an empirical analysis

Bob Subrick kommer med en analyse af: Rent-seeking and income inequality

Bill Shughart stiller op med et nyt og alt for aktuelt papir on: “The economics of budget deficits”

Jerry Ellig præsenterer et papir om ” Political influences on the quality and use of regulatory analysis”, iøvrigt i en session chair’ed af den glimrende Lynne Kiesling

Derudover er der blandt andet særsessioner om Olsons ”Logic of Collective Action”, organiseret af Jac Heckelmann, Tullock og Bocherding, og plenary sessions med bl.a. Todd Sandler.

Douce Commerce – ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2015. 8 svar

En af de ældste teorier i samfundsvidenskaberne, som stadig diskuteres heftigt, er teorien om ’Douce Commerce.’ Teorien siger ganske simpelt, at ureguleret handel og anden kommerciel fører til større tolerance og accept af andre. Overfor Douce Commerce står en lang venstrefløjstradition, der strækker sig tilbage til Marx, som påstår det modsatte – at en ureguleret økonomi gør folk egoistiske og intolerante.

De sidste par år har punditokraternes venner Niclas Berggren og Therese Nilsson brugt en del af deres energi på netop spørgsmålet, om globaliseringsprocesser og økonomisk frihed er forbundet med mere eller mindre tolerance. Therese præsenterede deres nyeste papir om emnet på den danske public choice workshop i fredags, hvor de to svenskere har set på ændringer i økonomisk frihed på tværs af de amerikanske stater, og efterfølgende ændringer i borgernes tolerance overfor racisme, homoseksualitet og ateisme.

Pudsigt nok faldt Thereses præsentation sammen med, at New York Times skrev om deres forskning i går. Sagen er, at de omhyggeligt i en række artikler har vist, at øget økonomisk frihed er positivt forbundet med større tolerance. Fredag viste deres præsentation således, at lavere og mindre progressive skatter i amerikanske stater generelt har været forbundet med en hurtigere ændring mod øget tolerance overfor homoseksuelle og ateister mellem 1982 og 2008.

Som Tyler Cowen skriver i NYT (og her hos Marginal Revolution) er det ganske svært at etablere kausalitet uden der kan stilles spørgsmål ved den. Men Berggren og Nilsson-projektet ved Institut for Näringslivsforskning i Stockholm (for god ordens skyld: Jeg er også affilieret med IFN) har angrebet kausalitetsproblemet meget omhyggeligt og på flere forskellige måder. Projektet peger klart på, at ’Commerce’ så afgjort ’douce’ ser ud, mens større statslig indblanding og regulering generelt er forbundet med en højere grad af intolerance overfor anderledes livsvalg og fravalg af tro.

Dansk Public Choice Workshop 2015

Af Christian Bjørnskov, den 16. januar 2015. 3 svar

Hvert år afholdes den danske Public Choice Workshop i januar, og i år er Aarhus Universitet vært for arrangementet. Workshoppen løber af stablen fredag den 23. januar klokken 11, og afholdes på Institut for Økonomi. De senere års tradition tro er der åbent for alle kolleger fra forskellige institutioner, inklusive PhD-studerende og interesserede kandidatstuderende.

Som altid er der en bred palet af emner i løbet af dagen. Som noget nyt har vi inviteret kolleger fra Lund og Hamborg med, og får også fornøjelsen af en dansk kollega fra Groningen. Programmet ser således ud:

11-12.30

Philipp Schröder (AU): Harmonization versus Mutual Recognition

Gert Tinggaard Svendsen (AU): Waste of Resources? Countervailing Lobbying in the EU ETS

Lasse Aaskoven (KU): Public Sector Unions and Contracting Out in Danish Municipalities

13.20-14.50

Therese Nilsson (Lund): Tolerance in the United States: How free markets transform racial, religious, and sexual attitudes

Rasmus Wiese (Groningen): Expressive voting and ideology in a laboratory democracy

Sylvanus Afesorgbor (AU): Impact of Economic Sanctions on Income Inequality of Target Nations

15.20-.16.50

Irina Mirkina (Lund): Pushed by Poverty or by Institutions? An Analysis of Migration Determinants

Martin Paldam (AU): The Political Economy of Church Building in Denmark

Jerg Guttman (Hamburg): Mapping the Road to Freedom

17.00-18.30

Christina Mangaard Jørgensen (AU): Did Africa’s First Choices Matter? Growth Effects of Leaders at Independence

Thomas Barnebeck Andersen (SDU): Inflation targeting and macroeconomic performance since the Great Recession

David Dreyer Lassen (KU): Petro Rents, Political Institutions, and Hidden Wealth: Evidence from Offshore Bank Accounts

The Wild Bunch – ny forskning i populisme

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2015. Skriv et svar

En ny, interessant artikel, der er på vej ud i Economics of Governance (gated version her), tager fat på spørgsmålet om populistiske politikere egentlig er så skadelige. Forfatterne, Julio Revuelta (Universidad de Cantabria) og punditokraternes ven Martin Rode (Universidad de Navarra), svare bekræftende på spørgsmålet. Ved at sammenligne statslederes grad af populisme, målt ved et tekstbaseret indeks udviklet af Kirk Hawkins, med efterfølgende ændringer i økonomisk frihed kan Rode og Revuelta vise, at særligt retslig kvalitet og reguleringsfrihed svækkes betragteligt når et land får en populistisk leder. Så skal man være bekymret for Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og forskellige andre udpræget populistiske partier? Svaret synes at være ja. Papirets abstractet er her:

The debate on populism has recently been revitalized by the rise of new political actors, especially in Latin America and Europe. Despite the renewed interest, the concept of populism remains vague, complicating any empirical investigation on its political and economic outcomes. Still, all populist politicians strongly emphasize the defense of the commonman’s interest against those of privileged elites, suggesting that such governments will have notable implications for economic policy and institutions. Using a non-partisan indicator of populism, this paper seeks to assess the impact of populist policies on institutional change, as measured by the economic freedom of the world index. Results indicate that populist governments actively reduce economic freedom. In particular, they erode legal security, reduce freedom to trade, and tighten economic regulation. Findings expand on previous research with empirical methodology, questioning the importance of ideological orientation in some definitions of populism.

Politiske forventninger og lykke

Af Christian Bjørnskov, den 5. oktober 2014. Skriv et svar

Jeg skal ved forårets konference i the Public Choice Society præsentere på en organiseret session om lykkeforskning fra en public choice-vinkel. I helt uvanlig stil er jeg færdig i god tid og har lagt papiret på SSRN. Skulle enkelte af vores læsere være interesserede hedder papiret foreløbig ”When Does Government Ideology Matter? Evidence from Subjective Well-Being in Europe”; abstractet er her:

This paper considers how lay theory and perceptions of issue ownership affect voters’ expectations of political and economic developments. These expectations are likely to mediate the effects on subjective well-being of specific developments. Estimates employing a panel of 29 European countries observed between 1975 and 2011 suggest that problems within an issue attributed to the ideological side of the incumbent government exerts much stronger well-being effects than when similar problems arise with ideologically opposite governments. The evidence suggests a ‘Nixon goes to China’ effect in well-being.

Take-home-budskabet er ret simpelt. Regner folk med at venstreorienterede regeringer enten er bedre til at bekæmpe arbejdsløshed eller prioriterer det højere, og højreorienterede regeringer er bedre til at sikre prisstabilitet, eller prioriterer det højere, kommer dårlig udvikling af den type forhold til at slå hårdere ud på lykken med den ’rigtige’ regering ved magten. Med andre ord er lav inflation forventet fra højre-regeringer og hvis man derefter får høj inflation, slår skuffelsen ud på lykken. Lignende forhold gælder høj arbejdsløshed under venstreorienterede regeringer. Papiret er derfor et første forsøg på at undersøge, hvor informerede de forventninger der påvirker folks lykke, faktisk er.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2014. 1 svar

Femte nummer i år af det fine, svenske økonomitidsskrift Ekonomisk Debatt er nu på gaden. Som altid er der interessante artikler om forskellige emner. I dette nummer er der således en kortlægning af fremragende økonomiforskning i Sverige, en artikel om det anspændte forhold mellem økonomen Bertil Ohlin og Dag Hammarskjöld, der senere blev FN’s generalsekretær, og et perspektiv på den svenske boligpolitik. Sidstnævnte ligner på mange måder den danske og diskussionen burde derfor også være af interesse for folk her i landet. For mit vedkommende er Berger og Enflos artikel om infrastrukturpolitik og regional udvikling dog højdepunktet, men som altid er Ekonomisk Debatt, der redigeres så glimrende af Niclas Berggren og Therese Nilsson, relevant og spændende. Absolut anbefalet!

Demokratier mod alle odds

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2014. 7 svar

Når man har start et nyt projekt og begynder at samle data og anden information, dukker der ofte ideer op, man ikke havde forudset. Sådan er det også med mit nye projekt med Martin Rode om politiske regimer og regimetransitioner, hvoraf en del om monarki er sammen med den Gamle Redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard.

 

En af de små ting er – som det er almindeligt kendt – at der er en stærk spatial korrelation i demokrati. Sagt med andre ord: Jo flere af ens nabolande, der er demokratiske, jo større bliver chancerne for, at ens eget land også bliver det. Bruger man Cheibub, Gandhi og Vreelands DD-indikator, der blot angiver om et land har frie og fair valg eller ej, kan man således også se, hvilke lande der er stabilt demokratiske på trods af deres nabolande.

Overraskelsen er, hvor få der er af den type. I de senere år (00’erne) har der kun været syv lande, der er stabile demokratier og omgivet af udelukkende ikke-demokratiske lande. I alfabetisk rækkefølge er de Botswana (der er stabilt demokratisk siden 1966), Ghana (siden 1993), Jamaica (siden 1950), Kenya (siden 1998), Malawi (siden 1994), Mongoliet (siden 1990) og Sao Tomé og Principe (siden 1991).

Spørgsmålet er, hvorfor netop disse lande synes at kunne opretholde rimeligt velfungerende demokratiske institutioner, når deres naboer ikke kan. Det har vi ikke noget svar på, men opfordrer læserne til at overveje, hvad der kunne være særligt ved netop disse lande.

Hvad gør demokratiseringer ved økonomisk politik?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2014. 2 svar

Der er en lang litteratur i politisk økonomi / public choice for at spørge, om demokrati giver anderledes politik end andre politiske institutioner. For mange udenforstående er det et underligt spørgsmål: Man regner normalt med, at demokratier er ’godt’, dvs. at det producerer overlegne resultater. Det er dog ikke den generelle konklusion, og der er nogle svære problemer at løse i forskningen. I stedet for at se på sammenhængen mellem niveauet af demokrati og politik eller økonomisk-juridiske institutioner, er en lille ny litteratur gået i gang med at undersøge, hvordan ting ændrer sig omkring demokratiseringsepisoder.

Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg bidrager i et nyt papir til denne gren af forskningen. Nyskabelsen er, at vi skelner mellem fire regimertyper: Stabile og ustabile demokratier og stabile og ustabile autokratier. Vi kan derfor skelne mellem demokratiseringsepisoder, der viser sig at være stabile og dem, hvor der er midlertidige tilbagefald til mindre demokratiske institutioner. Når man gør det, viser der sig at den del af den økonomiske politik, der ændrer sig ved stabil demokratisering, primært er pengepolitikken. Yderligere granskning peger på, at de stabile demokratiske transitioner fører til langt mere uafhængige centralbanker. Interessant nok peger det altså på, at når folk får demokratiske rettigheder, sørger man generelt for, at centralbanken bliver beskyttet mod politisk indflydelse. Sjovt nok finder vi det præcist modsatte ved de ustabile demokratiseringer, hvor man svækker centralbankens uafhængighed. Det er altså ikke blot om et land bliver demokratisk, men – som vi konkluderer – hvor ’bumpy’ vejen til demokrati er.

Papiret kan findes på SSRN med titlen ”Democratic transitions and institutional change: What’s behind the association?” Abstractet er her:

Many empirical studies have shown democracies to be more supportive of sound economic institutions than authoritarian regimes and recent analysis also finds that democratic transitions are followed by overall improvements in economic freedom. This sheds some light on a possible chain of causality, but up to date it is virtually unknown through which channel democracy actually creates institutional improvements. Employing a dataset by Cheibub et al. (2010), we identify 41 political transitions to democracy since the mid-1970s, for which measures on economic institutions and policies are also available. Panel data analysis is used to examine the outcome of democratization within the framework of a fixed- and random effects model. To control for possible endogeneity, the paper further employs an instrument for democratic transitions, based on observations by Huntington (1991). Results mainly indicate that stable transitions to democracy are followed by strongly improved access to sound money, while unstable transitions seem to impede it. We further find evidence that the improved access to sound money is driven by the installation of more independent central banks in newly established electoral democracies.