Tag-arkiv: forskning

Pseudovidenskabelig politisk manipulation

Af Christian Bjørnskov, den 10. maj 2007. 4 svar

Det er til tider deprimerende at følge det, der burde have været videnskabeligt baserede danske debatter, men heldigvis bliver fejl og manipulation nogle gange opdaget. Således også i Jyllandspostens leder i går (læs her), hvor man gjorde opmærksom på stærkt kritisable fortolkninger i Socialforskningsinstituttets (SFI) seneste, højtprofilerede rapport om ”Børnefamiliernes balance mellem familie- og arbejdsliv”. Rapporten, der kan læses her, konkluderer at ”ca. 3 ud af 4 kvinder og mænd er meget tilfredse med balancen mellem deres familie- og arbejdsliv, mens resten er mindre tilfredse.”

Derudfra burde man kunne konkludere, at den sidste fjerdel af danskerne er utilfredse med balancen mellem familie og arbejde, men som Jyllandsposten påpeger, er det ikke tilfældet. SFI-forskerne Mette Deding, Mette Lausten og Angelo Andersen her spurgt folk om deres tilfredshed med balance på en seks-punkt skala, hvor 1 er stærkt utilfreds og 6 er stærkt tilfreds. Standard ved brug af den type skala – og de bruges i utallige surveys – er at splitte skalaen på midten, eller eventuelt inddele den i tre grupper, når man skal præsentere de overordnede resultater. Men det har SFI valgt ikke at gøre. De retfærdiggør deres valg således:

”For simplificeringens skyld opdeles tilfredsheden med balancen i to grupper, således at personer, der har svaret 1-4, placeres i kategorien ”lav tilfredshed”, mens personer, der har svaret 5-6, placeres i kategorien ”høj tilfredshed. Når skalaen ikke deles lige over, skyldes det som nævnt i kapitel 3, at kun meget få personer bruger skalaens nedre ende.” (side 99)

Med andre ord har man valgt at inddrage kategorien ’4’ – danskere som er relativt tilfredse i og med at de placerer deres svar over midten af skalaen – i gruppen af ’utilfredse’, fordi der er for få der er utilfredse! Derefter konkluderer man, at en fjerdedel af danske børnefamilier er utilfredse med deres arbejds/familie-balance. Da jeg læste det, og særligt da jeg efterfølgende checkede tallene i rapporten, følte jeg mig hensat til en helt sovjetisk verden, hvor statistik viser det vi ideologisk set skal tro på i forvejen.

Det fantastiske er, at forskerne – hvis de da fortjener betegnelsen efter dén brøler – ikke angrer deres talfusk. SFI’s svar (læs her) omtaler blot manipulationen som ”sproglig forenkling”, og afviser enhver kritik. Som Jyllandsposten skriver, burde det have haft øjeblikkelige konsekvenser for de implicerede ansatte, men SFI har altså valgt at forsvare dem i stedet for at forsvare instituttets troværdighed.

Sagen er ikke blot kritisabel for de implicerede og instituttet generelt, men har konsekvenser på flere andre niveauer. For det første bruger politikere ofte den type rapporter som lejlighed til at bringe forhold til diskussion og stille konkrete forslag, men hvordan går det lige, hvis rapporterne selv er biased i en bestemt retning og mod et bestemt resultat? For det andet går det faktisk ud over andre dele af SFI, hvor der sidder dygtige og samvittighedsfulde forskere, der nu får deres troværdighed beklikket by association.

De to konklusioner, man kan drage af SFI-rapporten er således disse to: 1) at enkelte rådne æbler kan forurene en hel kurv, selv i den videnskabelige verden; og 2) at danske børnefamilier faktisk er ret tilfredse med balancen mellem deres arbejds- og familieliv. Men det var jo ikke meningen med rapporten, var det vel?

Danmarks udvikling – se Penn World Tables 6.2

Af Christian Bjørnskov, den 9. maj 2007. 4 svar

Så er der grøde i dansk politik igen, og diskussionerne om hvordan Danmark økonomisk skal se ud i fremtiden er så småt begyndt at ulme igen. Dem vil vi gerne bidrage til her på stedet, men for at diskutere det emne, må man have lidt overblik over hvordan udvklingen har set ud – hvordan vi er kommet dertil hvor vi er. Derfor er det værd at bemærke, at siden sidste efterår har den nyeste udgave af the Penn World Tables, med nummeret 6.2, været tilgængelig for alle, kvit og frit og i en rimeligt brugervenlig version.

Men hvad er Penn World Tables (PWT) egentlig? For de uindviede kan betegnelsen PWT selvfølgelig lyde som en sygdom, men det er ’blot’ en af de vigtigste datakilder for moderne, kvantitativ samfundsforskning. PWT omfatter nationalregnskabstal fra 188 lande fra 1950 og op til 2004. For alle datas vedkommende er det særlige ikke blot, at der er så mange, men at alle tal på f.eks. nationalindkomst er såkaldt PPP-korrigerede. Man har samlet en stor ’kurv’ af sammenlignelige varer fra sæbe til boliger i hvert land, og deres priser. På den måde kan man udvikle et prisindeks for hvert land, og dermed tage højde for at priserne er væsentligt højere i Danmark end i USA, hvor de igen er meget højere end i Thailand. Tallene hos PWT tager således højde for, hvad man reelt kan få for 100 kroner i forskellige lande.

Og hvorfor gider man så skrive om datakilder her på stedet? Tja, fordi et så langt syn som 1950-2004 tillader os – med sammenlignelige data, vel at mærke – at kortlægge nogle langtidstendenser i dansk økonomi, som vi finder interessante. Den økonomiske vækst, målt som væksten i bruttonationalprodukt, har samlet set været 221 % over hele perioden på 54 år. Det bliver til en årlig tilvækst på 2,16 %. På samme tid er vores samlede handel (eksport plus import) steget med ikke mindre end 1243 %, eller 4,8 % om året. Vores BNP per fuldtidsbeskæftiget er også steget markant, med 1,96 % per år – dvs. med mindre end den samlede indkomst, hvilket primært er en følge af at arbejdsstyrken også har været stigende pga. at mange flere kvinder er kommet på arbejdsmarkedet i denne periode. Det er de gode erfaringer, man kan uddrage af data.

Grunden til at man gider skrive om disse rådata her på stedet er dog de dårlige erfaringer – dem vi helst skulle undgå i fremtiden. For mens nationalindkomsten per person er steget med 221 %, er privatforbruget per person kun steget med 138 %, eller 1,61 % om året. Årsagen er ganske simpel: I perioden 1950-2004 er det offentlige forbrug efter at overførsler osv. er regnet fra totalt set steget med 351 %. Det indebærer en gennemsnitsvækst på 2,79 % hvert år over mere end et halvt århundrede!

Nu kan man naturligvis påstå, at danskerne har villet denne offentlige stigning, men så må man også spørge sig selv, hvordan det kan være tilfældet over så lang en årrække, når ny forskning peger på at graden af offentligt forbrug faktisk er negativt forbundet med folks tilfredshed med livet? Man kan også stille spørgsmålet på en anden måde: Hvis danskerne er så glade for et markant stigende offentligt forbrug, hvorfor accepterer de også, at det til stadighed er blevet relativt dyrere? For sagen er, at prisen for én enhed offentligt forbrug i 1950 var næsten præcist den samme som prisen for en enhed privat investering – altså prisen for at en privat virksomhed gør noget lignende som det offentlige. I 2004 var prisen på offentligt forbrug i forhold til privat investering 49 % højere. Med andre ord er prisindekset for offentligt forbrug steget 0,74 % hurtigere end prisen på private investeringer hvert år. Det er ikke just en indikation på offentlig produktivitet eller effektivitet, vel?

Man kan ydermere lave det simple eksperiment i tallene, at man forestiller sig nutidens offentlige forbrug, men til den relative pris i 1950 – altså et tankeeksperiment, der går på, at det offentlige havde formået at effektivisere og omkostningsminimere på lige fod med det private. Hvis man gør det, når man til at det offentlige ville være vokset med 2 % om året i de 54 år, og altså med en mindre takt end den totale økonomi. Og så har man endda antaget, at et stort offentligt forbrug ikke bremser den økonomiske udvikling, hvilket vi ved fra talrige studier, at det faktisk gør.

En offentlig sektor, der agerede på de samme incitamenter som en privat, ville altså have indebåret at det offentlige relativt set blev en mindre del af landets økonomi og en mindre byrde på borgernes privatøkonomi. Sådan kan man trække relevant information om vores lands langsigtede udvikling ud af PWT. Det er informativt, men særligt rart er det ikke, hvis man ikke lige er overbevist socialist.

The Capitalist Peace

Af Igor, den 7. maj 2007. 6 svar

Der findes dem, der mener, at socialvidenskabernes væsentligste formål er at bekræfte fordomme og aflive myter. Denne punditokrat har derfor været ualmindelig godt underholdt af januar nummeret af American Journal of Political Science. Her har Erik Gartzke fra Columbia University en fremragende artikel, “The Capitalist Peace”, der dybest set viser, at Bastiat havde ret: Stater, der er økonomisk integrerede i verdensøkonomien, går bare ikke i krig. Man tvinges jo nærmest til at udbryde: Hvad sagde vi – eller som en video på youtube udtrykte det: The Right was Right! Men den type argumenter anvendes jo som bekendt ikke på denne blog.

Det nye i Gartzke artikel er selvfølgelig, at det altså ikke er regimeformen – dvs. graden af demokrati, graden af omfordeling, sammenhængskraften eller andre metafysisk funderede forhold, der er afgørende for, hvor krigeriske stater egentlig er. Men derimod er graden af handel helt afgørende for graden af krigerisk adfærd. Særligt finansiel åbenhed har betydning for, hvor sandsynligt det er, at observere krige mellem stater. Jo mere finansiel åbenhed – jo lavere sandsynlighed for krig. Med andre ord: Sørg for at folk har mulighed for at berige sig og de vil bekymre sig mere om deres pension end om at slå andre ihjel. En pensionsopsparing skal nu engang bruges i fremtiden– og pensionsopsparingen er nu engang mere værd, hvis man rent faktisk er til stede, når fremtiden indtræffer. Ingen Metafysik!

Det rejser jo – unægtelig – nogle interessante perspektiver. Hvis vi skal have fred – og hvis vi mener, at fred er noget godt – så skal vi måske sikre markedsadgang for 3. verdenslande til vores markeder? Måske skulle vi give folk i disse lande en mulighed for at blive rige uden alt for voldsom indblanding i, hvor mange cementfabrikker og hvor meget samtaledemokrati et udviklingsland skal stopfodres med?

Esping-Andersen om dansk forskning, lykke & velfærd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 4. maj 2007. 1 svar

Jeg er på det rent forskningsmæssige plan ikke nogen sådan voldsomt stor beundrer af den eksilerede danske velfærdsstatsforsker Gøsta Esping-Andersen, som er forfatter til bl.a. The Three Worlds of Welfare Capitalism (1990) og derfor er meget populær herhjemme, især blandt moderat venstreorienterede samfundsforskere. Men måske jeg til tider har gjort manden (som jeg iøvrigt desværre aldrig har mødt) lidt uret–og måske nogle af mine forskerkolleger har gjort ham mere ret, end de selv reelt kunne tænke sig. Ihvertfald har Weekendavisen i denne uge en artikel, “Mr. Velfærdsstat taler ud”, om og med manden. Han er til hverdag professor i Barcelona men har lige været på besøg ved Ålbrg Universitet, hvor de har udnævnt ham til adjungeret professor. Heri kommer der et par betragtninger om dansk forskning, som denne pundit-professor kunne have lyst til at klippe ud og klistre på min kontordør på universitetet–i stedet kommer de her, og så må vi håbe, de læser dem i Ålborg, hvor de næppe kan falde i udelt god jord:

“En ting der slår mig meget er, at både dansk politologi og dansk psykologi har været meget navlebeskuende. De har været rettet mod Danmark uden at være særlig komparative. Meget ofte skrives der på dansk, for det skal være meget traditionelt i Danmark, ikke? Det andet er, at socialvidenskaberne i Danmark – især sociologien – i gamle dage var fanget af det her overteoretiske, filosofiske af marxistisk tilsnit. Det gjorde, at de fag næsten ingen interaktion havde med socialforskere og samfundsforskere uden for Danmark. De havde isoleret sig totalt i et lille lukket miljø. En anden årsag kan have noget at gøre med, at samfundsfagene i Danmark ikke har haft nogen stærk økonomisk træning. Det gør, at den internationale samfundsvidenskabs bedømmelse ofte ser det som lidt sjusket arbejde.”

Ikke overraskende, men godt at høre. Og så iøvrigt disse andre ord om den danske velfærdsstat, der så til gengæld overraskede mig lidt, og som næppe heller helt er, hvad de ventede at høre i Ålborg:

– Danmark er atter blevet udråbt som ‘verdens lykkeligste land’ i en ny international undersøgelse. Det fremgår, at tillid, faste normer og kendskab til hinanden er meget afgørende for at lykke kan opstå. Lykke er altså ikke specielt et spørgsmål om indkomstudjævning – eller hvordan?

“Undersøgelser viser systematisk, at Danmark ligger i spidsen. Jeg tror, at hvis du havde lavet samme type studier for 50 år siden, ville de nok være kommet til samme resultat. Der er mange, der nok vil prøve at argumentere, at det skyldes en god velfærdsstat, at folk stoler på hinanden og er glade. Men om det er velfærdsstaten, der har skabt den her tiltro og glæde – eller om det er omvendt – det ved vi jo ikke. Men jeg tror, at man kan argumentere for, at Danmark historisk ligesom Sverige og Norge har været meget homogen og fået et ret solidarisk samfund sammenlignet med næsten alle andre samfund, vi kender.”

– En stor indvandring påvirker jo homogeniteten. Påvirker en sådan indvandring så også lykken?

“Det er der ingen tvivl om. Det er et stort argument, især blandt økonomer, at grunden til, at USA har sådan en meget dårlig og ugenerøs velfærdsstat, er de store skel, der er i det amerikanske samfund på grund af immigration og raceproblemer. Når ingen stoler på hinanden, kan der ikke skabes et solidaritetssamfund. Det er derfor, de ikke har skabt den type universelle velfærdsstat som i Danmark, hvor folk som regel kan stole på, at når der er indgået en aftale, så overholder alle den. Da Stauning begyndte at oprulle ideerne til en folkepension, der skulle være universel og lige for alle, der lå den solidaritet allerede i den danske kultur. Det var et homogent samfund, hvor folk levede tæt på hinanden og i småsamfund. Der var ikke så brutale klasseskel som i andre lande, og der var ikke store etniske, religiøse og kulturelle skel. Det gjorde, at et universelt velfældssamfund – ligesom i Sverige og Norge – blev ret logisk og let at tænke sig som et alternativ.”

Econ-Edutainment

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 25. april 2007. 2 svar

Jeg fik mig et ret godt grin i går, da jeg via en af vore læseres hjemmesider forvildede mig ind på en video med en kort forelæsning af økonomen Yoram Bauman, Ph.D. (University of Washington), som kalder sig selv “verdens første og eneste ‘stand-up economist'”. Videoen af hans forelæsning, “Mankiw’s Ten Principles of Economics, Translated”, der på nørdet vis tager p.. på Greg Mankiws grundbog (“Principles of Microeconomics”), er her (fra YouTube), og den er faktisk ret sjov–selvom resten af hans hjemmeside afslører, at han vistnok er en politisk aktivist med forsmag for “tree hugging” og rygeforbud, hvilket antyder en vis mangel på morskab.

PS. Min helt, P.J. O’Rourke, er åbenbart en af inspiratorerne.

Principfaste kynikere til højre, generøse racister til venstre?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 23. april 2007. 4 svar

Er amerikanske højreorienterede kyniske og nærige med offentlige midler?  Det ville nogle måske tro.  Men er ditto venstreorienterede nok mere “ekspansive” men samtidigt i virkeligheden mere racistiske?  Hmmm.  Noget kunne tyde på det.

Indenfor de senere år er “laboratorie-eksperimenter” vundet meget frem indenfor samfundsvidenskaberne–især økonomi og politologi mens metoden naturligvis har lange rødder indenfor f.eks. sociologi og psykologi.   Dette blev mest synligt markeret i 2002 med Nobelprisen i økonomi til den gode (noget-mindre-end-minimalstats-)liberalist Vernon Smith, men en anden som ofte laver sjove, eller ihvertfald tankevækkende, eksperimenter er kommunikationsforskeren Shanto Iyengar fra Political Communication Lab på Stanford University.

Iyengar lavede sidste år i samarbejde med The Washington Post/washingtonpost.com et eksperiment i kølvandet på “Hurricane Katrina”, hvor han bad 2.300 deltagende “forsøgskaniner” læse en nyhedsartikel om et menneske, der var blevet ramt af orkanen.  Nogle fik en avishistorie om en “hvid” amerikaner, mens andre fik identiske versioner af historien men hvor personens oprindelse var latin-amerikansk, asiatisk eller afrikansk.  Forsøgspersonerne blev herefter spurgt om, hvor megen hjælp de syntes den nødlidende person skulle have fra det offentlige.  Totalt set ville deltagerne give mindre til “sorte” end til “hvide”:

“[The] study found that people were less likely to give extended aid to black Hurricane Katrina victims than to white ones. The race penalty, on average, totaled about $1,000 per black victim.

As Iyengar and his colleagues subsequently dug deeper into these data, another finding emerged: Republicans consistently gave less aid, and gave over a shorter period of time, to victims regardless of race.

Democrats and independents were far more generous; on average, they gave Katrina victims on average more than $1,500 a month, compared with $1,200 for Republicans, and for 13 months instead of nine.

But for Democrats, race mattered — and in a disturbing way. Overall, Democrats were willing to give whites about $1,500 more than they chose to give to a black or other minority. (Even with this race penalty, Democrats still were willing to give more to blacks than those principled Republicans.) “Republicans are likely to be more stringent, both in terms of money and time, Iyengar said. “However, their position is ‘principled’ in the sense that it stems from a strong belief in individualism (as opposed to handouts). Thus their responses to the assistance questions are relatively invariant across the different media conditions. Independents and Democrats, on the other hand, are more likely to be affected by racial cues.”

Se, det var jo interessant, al den stund at det går ganske meget kontra den almindelige visdom.

Vi kender ikke Iyengars egen politiske observans, men han kommer fra et af de mest “højreorienterede” universiteter i USA–hvor forskerne indenfor samfundsvidenskab er ca. tre Demokrater/grønne/etc. for hver Republikaner/libertarianer.  Han vil ifølge Washington Post ikke gå så langt som at kalde de venstreorienterede forsøgspersoner for racister:

“I wouldn’t put it quite so starkly,” said Stanford University professor Shanto Iyengar. He would prefer to call Democrats “less principled” rather than bigoted, based on his analysis of data collected …

Iyengar said he’s not surprised by the latest findings: “This pattern of results matches perfectly an earlier study I did on race and crime” with Franklin D. Gilliam Jr. of UCLA. “Republicans supported tough treatment of criminals no matter what they encountered in the news. Others were more elastic in their position, coming to support more harsh measures when the criminal suspect they encountered was non-white.”

Mill, Sujith Kumar og friheden til en masse ting

Af Christian Bjørnskov, den 13. april 2007. 16 svar

Nogle gange skal man tage chancen og prøve noget anderledes. Hvis man lader være med at passe på, lærer man måske endda noget nyt. Så det var det, jeg gjorde i går. Ikke nok med at jeg som nationaløkonom har sneget mig med til MPSA – verdens næststørste politologikonference – men jeg valgte i går eftermiddags at tage til et panel, der handlede om den britiske 1800-tals samfundstænker John Stuart Mill.

Det var et farvel til formler og tal og et goddag til store, gamle tanker og ny gentænkning af dem. Jeg overlevede de første tre talere og fik så lov til at opleve Sujith Kumar fra London School of Economics og hans bud på, hvorfor Mills stivstikkeri ind imellem de liberale tanker måske ikke var så dumt og uliberalt alligevel. Sujiths idé er, at Mill muligvis har haft to niveauer i tankerne, da han skrev ‘On Liberty’.

Han demonstrerede det med et sjovt eksempel, der kun blev sjovere af at blive illustreret med pile ovenpå et foto af den gamle Mill. I den klassiske liberale tradition skal folk have frihed til at drikke øl, og lige så meget som de har lyst til. Mill bruger sit ‘Harm Principle’ som udgangspunktet for diskussionen: Individer skal have lov til at gøre alt, så længe det ikke direkte skader andre individer. Men mange bryder sig ikke om dette princip, og Mill selv var måske ikke helt konsistent – efter sigende syntes han for eksempel ikke alt for godt om homoseksualitet.

Selvfølgelig kan man argumentere ud fra en slags ‘samfundsnytte’ – som mange danske politikere for eksempel gør – men det bliver hurtigt absurd. Et dansk eksempel kunne være, at man burde begrænse tidligere Århus-borgmester Flemming Knudsens frihed til at drikke store fadøl. Hans forbrug er sandsynligvis skadeligt for ham selv, og indebærer en byrde for det danske sundhedsvæsen – og måske endda et problem for Århus-borgerne. På samme vis kan man argumentere for, at min adgang til chokolade bør begrænses, fordi der er en reel risiko for at jeg i fremtiden bebyrder sundhedsvæsenet fordi jeg spiser for meget af ‘gudernes føde’.

Men for os alle vil disse drypvise indgreb blive absurde – hvor de end ender, og hvor man starter – og betyde et stort tab for alles frihed. Så hvorfor var Mill så personligt ambivalent? Sujiths forklaring er, at en genfortolkning af Mill afklarer hans mærkelige position. Mill argumenterer i hans optik for, at man på et første niveau skal have fuld frihed til at konsumere øl eller chokolade. Men samfundet – ikke defineret som staten, men som aggregatet af alle borgere – skal have en slags frihed til at kritisere opførslen og forbruget. Et andet af hans eksempler er ikke helt ved siden af, når man tænker på forskelle mellem Danmark og Sverige. Sujith forklarede nemlig, at de fleste kan være enige om, at racisme og racistiske holdninger og ytringer er forkerte. Det betyder bare ikke, at sagen ender der – man bør nemlig have frihed til at ytre visse holdninger. Denne frihed indebærer nemlig, at ‘samfundet’ får hvert individ til at reflektere over sin adfærd. Holdninger fører til adfærd – på det første niveau – men holdningerne kommer også et sted fra – det andet niveau.

Således bliver Mills fordømmelse af for eksempel homoseksualitet faktisk logisk konsistent med en liberal position. Som han skriver i On Liberty: “Human beings owe to each other to help to distinguish between the better and the worse”. En frihed til både at handle i overensstemmelse med sine egne holdninger og præferencer og diskutere, kritisere og fordømme andres adfærd fører netop til – ifølge manden fra London – at man reflekterer over, hvorfor racisme eller overdreven øldrikning er forkert. Dermed bliver folks holdninger udtryk for en ‘levende sandhed’ i stedet for ‘døde dogmer’.

Og for at komme til forskellen mellem Danmark og Sverige – og måske forskellen mellem frie vestlige borgere (både dem der er født her og andre) og indvandrere med fødderne solidt plantet i Mellemøstens mest tilbagestående støv – er Sujiths indsigter og tanker om Mills logisk konsistens og inkonsistens alt andet end fra det nittende århundrede. For hvorfor diskuterer vi danskere indvandring så frit og med en tone, som mange ikke rigtigt bryder sig om? Hvorfor gør de det ikke i Sverige? Tja, måske fordi Mills Harm Principle gælder i begge lande, men skellet mellem hvad der sker på andet niveau er markant? Sverige som samfund virker ikke i denne henseende – man tager holdninger osv. for givet og ender derfor med at lovgive om individuelt moralske forhold. Ligeledes gælder det netop, at nogle mellemøstlige muslimer nægter andre – og sig selv – adgang til at diskutere muslimsk/arabiske holdninger.

Dermed bliver megen islamisk lærdom og svenskeres holdning til for eksempel døde dogmer, mens de i Danmark enten er levende sandheder (racisme er skidt) eller døende misforståelser. På andre områder må man vel indrømme, at der er ting i Danmark, som er døde dogmer fordi vi netop ikke forstår at udnytte det, man hvis man strækker Mill (rigtigt, rigtigt) vidt kunne kalde andet-niveau-frihed. Nogle gange nytter det simpelthen at åbne for helt anderledes idéer og acceptere, at nogle af dem måske ikke er særligt nyttige endsige interessante. Nogle gange skal man lede udenfor lygtens skær efter sine bilnøgler. Man risikerer nemlig at finde mere end man ledte efter, så længe man har friheden til det. Og det ville gamle John Stuart Mill vel ikke have været uenig i, vel?

Sanders samlebåndsmodel for forskning

Af Christian Bjørnskov, den 10. april 2007. 7 svar

Regeringens forskningspolitik medfører i disse år markante ændringer i den danske universitets- og forskningsverden. Sektorforskningen med alt hvad den bringer af statslige bestillingsarbejder er lagt ind under universiteterne, så de nu både står for den frie forskning og for redegørelser, der næppe udvirkes i et politisk tomrum. Planen er også, at flere forskningsmidler skal prioriteres, hvilket i praksis vil sige at visse områder med politisk bevågenhed – for tiden bio- og nanoteknologi, og i videre omfang naturvidenskaberne – får flere midler, mens andre områder får mindre. Sammen med en række andre ændringer betyder det, at embedsværket og politikkerne får væsentligt større indflydelse på, hvad der forskes i. Det betyder formodentlig også, at udover en politisk indflydelse på, hvad der må konkluderes i bestillingsarbejderne, vil institutionerne få stærkere incitamenter til at censurere konklusionerne i den frie forskning – hvis de er politisk ubekvemme kan de jo påvirke de næste års ressourcer.

Det er derfor ikke blot et politisk spørgsmål, men – som vi har argumenteret for før her på stedet – også et fremtidigt økonomisk problem for Danmark, at politikerne ønsker en stærkere styring af forskningen. Mens ingen kan klage over et krav om større kvalitet i forskningen, er måden disse krav udmøntes på stærkt kritisabel. Det underliggende krav er, at forskningen skal være ‘brugbar’, dvs. at langt størstedelen af det der foregår på universiteterne, skal kunne bruges direkte i dansk erhvervsliv. Politikere, ikke blot forskningsminister Helge Sander, men også andre dele af Folketinget samt deres embedsmænd, afslører dermed deres syn på – deres ‘mentale model’, om man vil – hvordan forskning spiller en rolle i samfundet.

Modellen bliver populært kaldt for ‘samlebåndsmodellen’: At videnskaben opdager et fænomen, som derefter omsættes til teknologi, der bruges i erhvervslivet. Det følger ganske simpelt af modellen, at man ved at fokusere sine videnskabelige ressourcer indenfor områder, der fører til brugbar teknologi kan maksimere den samfundsmæssige nytte af ressourcerne. Der er bare ét problem: Siden Lewis Mumford’s ‘Technics and Civilization’ (læs f.eks. her) har vi vidst, at samlebåndsmodellen intet har at gøre med virkeligheden! Grundforskning finder ikke noget, der umiddelbart kan bruges kommercielt, og man kan ikke forudsige om og i givet fald hvor grundforskningens indsigter kan bruges. Dermed er det også umuligt at prioritere forskningsressourcer på enkeltområder – man kan jo ikke investere i at opfinde hjulet, før man har en klar idé om, hvad et hjul er. På den anden side er der mange eksempler på, at forskning indenfor et område kan spilde over i applikationer på helt andre områder. Det bliver for eksempel svært at tælle de applikationer, der er dryppet ud af NASAs rumforskning såvel som deres rent teknologiske anvendelser. På andre områder er det også værd at tænke over, at rynkebehandlingen Botox – der faktisk er stærkt fortyndet pølseforgiftning – blev udviklet som medicin mod noget helt andet. Og hvem havde set CAT og MR-scanninger som en direkte konsekvens af forskning i kernefysik?

Man kunne blive ved med eksemplerne. Pointen er, at grundforskningen finder forhold, som muligvis ikke kan udnyttes kommercielt, og muligvis kan. Forskerne er ofte de næstmindst kompetente til at se det kommercielle potentiale i deres fund – ellers ville de nok ikke have været forskere. De mindst kompetente er naturligvis politikere, da de samtidigt med at være lægmænd også har mærkværdige incitamenter – politisk popularitet og klare incitamenter til at ‘gøre noget’ synligt – og ofte har et inflateret syn på deres egen indsigt i alskens forhold. Grundforskningen finder et eller andet, og så er dén viden derude, så alle med en rimelig, om end nogle range rudimentær, videnskabelig indsigt kan bruge den. Det betyder derfor, at mulighedsfeltet for anvendelsen bliver bredt ekstremt ud i forhold til, hvis man insisterer på at forskerne eller deres institution skal specificere anvendelsesområdet og – som det også er oppe i tiden at gøre – patentere den.

Det rent ud sagt rædselsfulde i dansk forskningspolitik som den implementeres i disse år er derfor, at den er baseret på en forkert forståelse af, hvordan grundforskning virker og spredes i samfundet. Det er helt absurd, særligt fordi man fra videnskabs- og teknologihistorisk side har vist i mere end et halvt århundrede, at samlebåndsmodellen er en grov misrepræsentation af forskningens rolle. Disciplinen ‘videnskabs- og teknologihistorie’ i sig selv er faktisk et eksempel på et område, der ikke producerer nogen som helst umiddelbart kommercielt brugbare indsigter, men som har overordnet betydning for samfundet. Det oplagte eksempel er vel netop disciplinens indsigt i forskningens processer og rolle i samfundet. Men hele den viden er lukket land for Helge Sander og store dele af regering og Folketing. Blandt andet derfor er vi i disse år ikke blot ved at begrænse den danske forskningsfrihed og dermed de mulige indsigter fra dansk forskning, men også i høj grad de mulige anvendelser af den forskning, der alligevel slipper ud. Det er ikke just hverken begavet eller liberal politik, er det?

Kritisk sans i ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 6. april 2007. 4 svar

En af de længste diskussioner i nationaløkonomisk og politologisk forskning drejer sig om, hvorvidt demokratisering er godt for landes økonomiske udvikling, eller om det i højere grad drejer sig om markedsliberaliserende reformer. I december 2005 offentliggjorde tre topøkonomer et studie, der synes at vise støtte til den første mulighed. Ricardo Hausmann, Lant Pritchett og Dani Rodrik – førstnævnte en af de tungeste drenge i økonomisk statistik, de to andre toppen af udviklingsøkonomi – kiggede specifikt på episoder hvor landes økonomiske vækst accelererede, i stedet for at se på vækst generelt. Ved at se på disse vendepunkter i landes udvikling, hævdede de at deres resultater viste at “most instances of economic reform do not produce growth accelerations”. Politiske regimeændringer (demokratisering) førte derimod udvikling med sig.

Artiklen – der blev publiceret i det stærkt prestigiøse Journal of Economic Growth – var en stor sejr for den del af forskningen, der hidtil har ledt forgæves efter gode økonomiske effekter af demokratisering. Og når den kom fra tre så ekstremt velrenommerede forskere måtte det jo være rigtigt! Men så let er det ikke! Som vi har understreget mange gange her på stedet, er en af forskningens vigtigste opgaver at checke alt for fejl. Det er det, den kun 26-årige hollandske økonom Richard Jong-A-Pin har gjort.

Jong-A-Pin undrede sig nemlig over resultaterne i Hausmann/Pritchett/Rodrik-artiklen, og hvordan de kunne komme til så anderledes fund. Og han undrede sig over, hvordan de havde defineret en vækstacceleration. Så han skrev til Rodrik, der venligt og uden forsinkelse sendte ham alle data – som man bør gøre! Jong-A-Pin gik derefter igang.

Hvad han fandt kan ikke undgå at undre en, for hans forskning som han præsenterede i fredags i Amsterdam viser, at de tre superøkonomer har kodet data forkert. En række af deres vækstepisoder startede for eksempel med et eller to års negativ vækst. De var derfor timet helt forkert. I andre tilfælde var væksten de sidste par år op til det, superholdet definerede som vendepunktet, faktisk højere end efter vendepunktet. Så hvordan kunne det være en vækstacceleration? Svaret er selvfølgelig, at det kan det ikke.

Da Jong-A-Pin var færdig med at rydde op i data og kode dem korrekt, havde han fundet fejl i over en tredjedel af de 82 tilfælde. Det i sig selv var pinligt for Hausmann, Pritchett og Rodrik, men endnu værre var det, at deres efterfølgende resultater ikke holdt. Den unge hollænder viser nemlig i sit papir, at hvis man koder data korrekt, understøtter dataene ikke nogen demokrativirkning overhovedet. Derimod viser det sig, at økonomiske reformer – handelsåbning, ejendomsret osv. – som oftest udløser økonomiske vendepunkter og sætter lande på en hurtigere ‘vækststi’. Jong-A-Pin demonstrerer dermed med stor klarhed, at når man gør øvelsen korrekt, er markedsliberaliserende reformer en effektiv måde at få en udvikling igang på – ikke demokratisering. Det er ikke just en uvæsentligt forskel.

På at højere niveau viser eksemplet også, at en af forskeres fornemste opgaver er at gå hinanden efter i sømmene. Og for at kunne det, skal man ofte have fuld adgang til de relevante data. Dani Rodrik tøvede ikke med at give en relativt ukendt og ung hollandsk kollega komplet adgang, men i andre tilfælde holder forskere desværre deres datakilder og konkrete analyser tæt id til kroppen. Sidst har vi haft eksemplet med Steve McIntyres oplevelser som referee for FNs klimapanel oppe at vende. I den sag var hovedproblemet netop, at FN ikke tillod ham adgang til data, der var centralt relevante for hans opgave som kvalitetsbedømmer.

Ved at nægte den adgang , satte IPCC derfor et stort spørgsmålstegn ved sin egen troværdighed. I empirisk forskning fortjener man troværdighed ved at blotlægge sit arbejde for kritik fra sine kolleger. Det var det, Dani Rodrik gjorde da han lod Richard Jong-A-Pin gå hans arbejde efter. Rodrik har ikke tabt troværdighed på affæren, men blot vist at han ikke altid har ret – at han er menneskelig. Sådan bør forskning være: Åben, dynamisk og velkommen overfor kritik, ikke lukket og magtfuldkommen. Og så kan læserne jo tænke sig til, hvor jeg vil hen med den sidste kommentar.

Vinder terroristerne den moralske kamp? Et svar fra ny forskning

Af Christian Bjørnskov, den 1. april 2007. 10 svar

Kære læsere, mange hilsner fra Amsterdam. Jeg er, som nogen af jeg vil vide, hernede for at deltage i den særlige Public Choice World Congress, som består af de to traditionelle public choice konferencer som der er en europæisk og en amerikansk af. Programmet har generelt været ret spændende i år, og af høj videnskabelig kvalitet. Og en del af det vil jeg gerne dele med læserne. En af de specielt spændende sessions havde titlen The Political Economy of Terrorism. Den bestod af fire papirer, hvoraf to fortjener en bredere opmærksomhed. For det første er forfatterne udover at være nogle af mine ‘videnskabelige venner’ også nogle af de mest interessante nye navne inderfor feltet: Axel Dreher, Martin Gassebner og Lars Siemers på det ene papir, og Richard Jong-A-Pin og Jochen Mierau på det andet. For det andet er emnerne for begges vedkommende også betydning i en dansk kontekst.

Det tysk-schweiziske team først: De spørger om terrorisme truer menneskerettighederne. Svaret er ganske deprimerende: Ja, det gør de. På et overordnet plan betyder en øget terrorrisiko at regeringer bliver mere tilbøjelige til at bryde basale menneskerettigheder og gøre brug af politiske fængslinger og tortur. Der er også en tilbøjelighed til at civile og politiske rettigheder bliver eroderet af en øget terrorrisiko. Man kan spørge sig selv, om det er noget vi kender til i Danmark? Svaret er ja, da regeringens terrorpakke netop bryder med nogle grundlæggende rettigheder, som forhindrer den danske stat i at overvåge borgerne uden en særdeles god grund. På dette punkt viser den nyeste forskning altså, at terroristerne vinder. Vi går på kompromis med nogle af vores mest basale rettigheder fordi vi er bange for terrorangreb. Og dermed opnår terroristerne netop at undergrave den frihed i tanke og handling i den vestlige verden, som de så tydeligt hader. Papiret kan læses her.

Og så til det hollandske team. De stiller det lidt anderledes spørgsmål, om terrorisme forkorter regeringers politiske liv. Svaret er ja. Mellem 1968 og 2002 har hvert liv, der tabes som følge af terrorangreb, indebåret en ekstra risiko for “cabinet failure” på cirka1.3 %. En øget risiko af den størrelsesorden for hvert liv er ganske betragtelig! Hvis læserne vil tillade mig at være lidt polemisk, vinder terroristerne også her. De destabiliserer simpelthen vestlige demokratiers politiske orden, og fører til større usikkerhed for både politikere og vælgere. Selvom terroristerne bliver skudt, har de altså en virkning. Det er ikke rart at tænke på. Papiret kan læses her.

Globale gennemsnitstemperaturer giver ingen mening!

Af Christian Bjørnskov, den 21. marts 2007. 77 svar

Debatten om en klimaforandringer har efterhånden kørt i medierne i lang tid, og har været ganske heftig, ikke mindst her på stedet. En stor del af debatten har handlet om, 1) hvorvidt mennesker er skyldige i stigende drivhusgasser, 2) i hvor høj grad drivhusgasser leder til global opvarmning, 3) hvorvidt IPCC overdriver den fremtidige udledning af disse gasser, og 4) om vi overhovedet kan gøre noget ved det, og om det kan betale sig. Men selvom man – som nogle af vores læsere og stort set alle politikere – troede fuldt og fast på problemer i forvejen, kan man roligt begynde at tænke over det hele igen.

Grunden skal findes i en ny videnskabelig artikel af Christopher Essex, Ross McKitrick og danskeren Bjarne Andresen fra Københavns Universitet, der peger på et forhold som ellers aldrig bliver nævnt i debatten. Normalt taler vi i denne debat om udviklingen i den globale gennemsnitstemperatur – bliver kloden varmere, var det varmere i middelalderen osv. – og hvad ligger der bag variationer i denne temperatur. Men det forskerne peger på i nummer 1 i årets Journal of Non-Equilibrium Thermodynamics er, at det slet ikke giver videnskabelig mening at tale om en sådan gennemsnitstemperatur!

Grunden er, at der findes to forskellige typer mål i termodynamik: Ekstensive og intensive. De ekstensive er ganske lette at tage gennemsnit af. I økonomi svarer det til at tage et gennemsnit af alle husholdningers indkomst, eller i andre sammenhænge et gennemsnit af folks højde. Det gøres ved at bruge et simpelt, aritmetisk gennemsnit. Når man, for eksempel, beregner gennemsnitsindkomsten i Nordamerika, tager man som udgangspunkt at den i gennemsnit er 33.308 dollars i USA og 26.922 i Canada. Men man må også tage hensyn til at der bor ni gange så mange mennesker i USA som i Canada, så gennemsnittet er den totale amerikanske indkomst plus den totale canadiske indkomst delt med to (32.667 dollars). Det giver fin mening.

Hvis man derimod vil forsøge at beregne en nordamerikansk gennemsnitsvalutakurs giver det pludselig ingen mening. Valutakurser fungerer nemlig som termodynamiske intensive faktorer – de kan ikke bare lægges sammen. For at kunne tale fornuftigt om, hvilken valutakurs vis-a-vis resten af verden Nordamerika ville have hvis USA og Canada fik samme valuta, har man behov for en konkret teori om, hvad der sker når man lægger valutaerne sammen. Det samme forhold gør sig gældende i den fysiske verden, hvilket ødelægger brugen af størrelsen “en global gennemsnitstemperatur”.

Som det gøres nu, måler man temperaturen på et antal steder rundt omkring på Jorden, og tager et simpelt, aritmetisk gennemsnit af dem: Man lægger dem sammen og deler med antallet af steder. Og så har man forbrudt sig for første gang, for det giver ingen mening at lægge temperaturer sammen. Selv hvis man skal beregne et gennemsnit for det nordøstlige Sønderjylland, er det nonsens. Forestil dig, at der er varmere i Haderslev (24 grader) end i Åbenrå (22 grader). En simpel gennemsnitstemperatur som den FN-organisationen IPCC og praktisk taget alle andre regner med, er 23 grader. Men varm luft er lettere / fylder mere, så derfor er en større del af luften i Haderslev-Åbenrå området faktisk i det køligere Åbenrå! For at få et bare lidt gangbart mål, må man altså vægte Åbenrå-temperaturen højere end den i Haderslev.

Man bliver derfor nødt til at tage fysikken med. Med andre ord må man have en bagvedliggende fysisk grund til at kunne beregne hvad der sker, når et system som for eksempel vejret i det nordøstlige Sønderjylland udvikler sig. Vores vægtede gennemsnit er nemlig kun den temperatur, der ville blive resultat, hvis al luft endte med at få samme temperatur – altså hvis systemet kom i fuld ligevægt. Men selvom man regner med at det gør det, ved man også at når systemet bevæger sig i ligevægt – luften bevæger sig og noget af det blæser til Haderslev når den køler ned – gør den også noget fysisk arbejde. I den forbindelse er gennemsnittet faktisk ikke TÅbenrå + THaderslev / 2, men kvadratroden til TÅbenrå * THaderslev. Det giver et lidt andet gennemsnit.

Der slutter problemerne bare ikke, for et aritmetisk gennemsnit er kun et af en uendelig række lige gode gennemsnitsmål. For at eksemplificere det, vil jeg tage to serier af tal:

1                    1                    2                    2                    4

1                    1                    1½                 1½                 6

Det særlige ved de to serier er, at de ikke blot ikke har samme aritmetiske gennemsnit, men at forskellen varierer med hvilket gennemsnitsmål, man bruger. Den første har aritmetisk gennemsnit 2, mens det samme mål er 2,2 for den anden. Men et andet mål, der i nogle sammenhænge er mere relevant, er medianen – den midterste og derfor ‘typiske’ temperatur. Medianen i den første er 2, mens den i den anden er 1½. Så med det ene mål er den første serie mindst, mens det andet mål giver det stik modsatte resultat. Hvis man skulle bruge kvadratrodsformlen ovenfor – den, der gælder når to gasser ekvilibreres under arbejde, ville resultatet være 4 i den første serie, men kun cirka 3,7 i den anden. En fjerde mulighed kunne være at bruge root mean squares (RMS), der for eksempel er det relevante mål i forbindelse med beregninger af kinetisk energi. En RMS giver 2,3 i den første serie, men 2,9 i den anden.

Og en af Essex, McKitrick og Andresens vigtige pointer i deres artikel er netop, at fysisk/metereologisk teori ikke giver nogen som helst indikation om, hvilke af de mange, mange mål, der er mere eller mindre rigtige. Selv i deres simplest tænkelige eksempel – et glas isvand på 8 grader og en kop kafe på 33 grader, der i løbet af nogle minutter får samme temperatur i et rum på 20 grader – giver forskellige mål helt forskellige resultater. Nogle af dem viser, at gennemsnitstemperaturen i de to beholdere (glas og kop) stiger, mens andre viser at gennemsnittet falder. Forskerne konkluderer derfor, at den eneste logiske følge er, at

“in either case, the ice water is warming and the coffee is cooling, and while this is happening they are not in thermodynamic equilibrium with one another or with the room. There is no physically coherent way to reduce this dynamic to changes in a single temperature number of the system as a whole”

Med andre ord: Mens såvel tilhængere som modstandere af det herskende politiske paradigme på klimaområdet bruger en global gennemsnitstemperatur som argument, giver en sådan ingen mening. Selv for en relativt restriktiv klasse af gennemsnitsmål, som indeholder det aritmetiske gennemsnit vi alle lærer i folkeskolen, og som IPCC bruger i sin pædagogiske formidling af sin globale diskurs, viser Essex, McKitrick og Andresen at man kan få fuldstændigt modsigende resultater. Nogle år er varmest med et mål, mens andre er varmest med at andet, og det generelle billede er, at man uden problemer kan nå frem til både en global opvarmning eller en global nedkøling gennem de sidste 20 år.

Som forskerne understreger,
er gennemsnit over Jordens
temperaturfelt “devoid of a physical context that would indicate how they are to be interpreted” og de er derfor “fundamentally meaningless”. Jeg skal blankt indrømme, at det svimlede for mig da jeg læste det. Vi har alle argumenteret på dette grundlag, men det, Essex, McKitrick og Andresen viser er, at vi har talt nonsens i klimadebatten. Ingen ved i virkeligheden noget.

Den nyeste public choice forskning– gratis tilgængelig for alle

Af Christian Bjørnskov, den 20. marts 2007. 2 svar

Punditokraternes læsere har, som vi opdager næsten dagligt, en stærk interesse i samfundsforhold og den nyeste forskning i dem. Nogen følger med i medierne, andre læser også blogs, inklusive vores, mens andre nogle gange afslører i deres kommentarer, at de også læser videnskabelige publikationer. Det er selvfølgelig et privilegium at have en så informeret læserskare, men formålet med denne post er naturligvis ikke at smigre læserne. Pointen er, at tiden nærmer sig for det, der normalt er de to public choice konferencer – en i USA og en i Europa – men i år er lagt sammen til en fælles med det imponerende navn The Public Choice World Congress.

Idet flere af punditokraterne (inklusive undertegnede) tager til the World Congress, er pointen med denne post at gøre vores læsere opmærksomme på, at alle bidrag til denne konference er frit tilgængelige online her. Her er det muligt at læse om den seneste forskning i mange forskellige emner; nogle få af dem er listet her:

Ligesom sidste år vil vi også i år skrive om nogle få af de konferencepapirer, vi selv finder mest interessante. Men i mellemtiden vil vi opfordre vores læsere til at besøge konferencens hjemmeside. Nogle af papirerne skal man virkelige knibe dem, man sidder på, sammen for at læse. Andre kan læses af enhver med et rimeligt kendskab til engelsk. Under alle omstændigheder er muligheden der, og hvor tit er den absolut nyeste forskning gratis tilgængelig for alle interesserede?

Spørg Atilla II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. marts 2007. 4 svar

Vi har tidligere beskrevet de trængsler, som den tyrkiske liberale professor Atilla Yayla har måttet gennemgå, fordi han i vinter kom til at sige politisk ukorrekte ting om “Kemalismen” og Tyrkiets evne til at tilpasse sig vestlige værdier om frihed, konstitutionalisme og markedsøkonomi.  Nu er der lidt nyt i sagen.  Her er en artikel fra den amerikanske Chronicle of Higher Education:

Friday, March 16, 2007

Turkish Professor Faces Charges for Cmments About the Nation’s Founder

By AISHA LABI

Turkish professor faces charges for comments about the nation’s founder.

A professor of politics and political theory at Gazi University, in Ankara, Turkey, was charged on Wednesday with insulting the legacy of Mustafa Kemal Atatürk, the founder of the modern Turkish republic.

The charge follows comments made by the professor, Atilla Yayla, during a public panel discussion in November in which he referred to Atatürk as “that man.”

If convicted, the professor could be sentenced to up to three years in prison.

In a telephone interview on Thursday, Mr. Yayla said he had spoken at the November gathering, in the coastal city of Izmir, about his view of civilization as a unifying and universal principle, and had questioned official descriptions of modern Turkey’s early, single-party period from 1925 to 1945 as “very progressive.”

He had commented, he said, that according to his research, “the first period is not as progressive as it is claimed to be.”

“‘In what respects?’ I was asked. I said in respect to freedom of opposition, of association, religious freedom, and other freedoms, it was not as progressive as some people have claimed.”

Mr. Yayla courted further controversy with his observation that, especially as Turkey pursues membership in the European Union, the country’s iconographic fixation on Atatürk might seem puzzling. “Europeans will ask us why everywhere there are statues of this man and in every state office we have the same man’s photos,” he told the panel.

A local newspaper billed those comments as traitorous, and the matter gathered steam as national news outlets picked up the story.

Administrators at Gazi University began an investigation of Mr. Yayla, both for the content of his comments in Izmir and for having attended the conference without first seeking permission to travel. “We are required to take permission when we leave Ankara,” Mr. Yayla said, although he explained that such leave is usually sought and granted informally. He did not miss any classes as a result of the weekend trip, he said.

While it investigated, the university temporarily suspended him and cut his salary by one-third.

Aybar Ertepinar, the vice president of the Turkish Council of Higher Education, a government-financed body that oversees the country’s universities, said that while he thought the university’s actions against Mr. Yayla might have been “overdone,” those steps were within the scope of the rector’s authority.

“The rector has the right to suspend a person about whom there is an investigation going on,” Mr. Ertepinar said.

He said he thought Mr. Yayla’s comments had been inappropriate, but added, “I also consider it as his freedom of speech to say what he did.”

As far as the council is concerned, Mr. Ertepinar said, the issue has been resolved. “The university has closed the matter, Professor Yayla is back to his office, teaching and doing research, and academically there is nothing, I believe, following the present situation.”

Mr. Yayla said he still feared that he would lose his job, especially if convicted. He said he has been told his trial is scheduled to begin on April 30.

Turkish prosecutors have pursued similar charges against other writers and academics in recent years and, although those cases have not resulted in prison sentences, they have fueled an atmosphere in which extremist nationalists enjoy disproportionate influence in public discourse.

Ozlem Caglar-Yilmaz is the general coordinator at the Association for Liberal Thinking, a think tank in Ankara that Mr. Yayla helped to found. Ms. Caglar-Yilmaz thinks that Mr. Yayla’s trial could prove an important turning point for Turkey. “There are already many academics who have been severely critical of this era and Atatürk,” she said. If the prosecution fails, she said, popular opinion could follow: “People would feel more free to question this era.”

Jo, jo, Tyrkiet er helt klar til EU …

Mere internet, færre drab og voldtægter

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 18. marts 2007. 8 svar

En af de mest interessante og altid underholdende forskere at læse mere populære klummer og kommentarer af er den fabelagtige økonom Steven Landsburg, forfatter til den moderne klassiker og bestseller “The Armchair Economist”.  Som vi tidligere har nævnt her på stedet, så skriver han fast for Slate.com, hvor han giver lænestols-økonomistiske forklaringer på dette eller hint, eller kommenterer andres forskning.  Det er altid læsværdigt, som f.eks. denne klumme, “How the Web Prevents Rape”, fra for et par måneder siden, som er en indirekte opsang til udviklings-pessimisterne, der i internettet kun ser stigende problemer:

“Does pornography breed rape? Do violent movies breed violent crime? Quite the opposite, it seems.

First, porn. What happens when more people view more of it? The rise of the Internet offers a gigantic natural experiment. Better yet, because Internet usage caught on at different times in different states, it offers 50 natural experiments.

The bottom line on these experiments is, “More Net access, less rape.” A 10 percent increase in Net access yields about a 7.3 percent decrease in reported rapes. States that adopted the Internet quickly saw the biggest declines. And, according to Clemson professor Todd Kendall, the effects remain even after you control for all of the obvious confounding variables, such as alcohol consumption, police presence, poverty and unemployment rates, population density, and so forth.

OK, so we can at least tentatively conclude that Net access reduces rape. But that’s a far cry from proving that porn access reduces rape. Maybe rape is down because the rapists are all indoors reading Slate or vandalizing Wikipedia. But professor Kendall points out that there is no similar effect of Internet access on homicide. It’s hard to see how Wikipedia can deter rape without deterring other violent crimes at the same time. On the other hand, it’s easy to imagine how porn might serve as a substitute for rape.

If not Wikipedia, then what? Maybe rape is down because former rapists have found their true loves on Match.com. But professor Kendall points out that the effects are strongest among 15-year-old to 19-year-old perpetrators—the group least likely to use such dating services.

Moreover, professor Kendall argues that those teenagers are precisely the group that (presumably) relies most heavily on the Internet for access to porn. When you’re living with your parents, it’s a lot easier to close your browser in a hurry than to hide a stash of magazines. So, the auxiliary evidence is all consistent with the hypothesis that Net access reduces rape because Net access makes it easy to find porn.

Next, violence. What happens when a particularly violent movie is released? Answer: Violent crime rates fall. Instantly. Here again, we have a lot of natural experiments: The number of violent movie releases changes a lot from week to week. One weekend, 12 million people watch Hannibal, and another weekend, 12 million watch Wallace & Gromit: The Curse of the Were-Rabbit.

University of California professors Gordon Dahl and Stefano DellaVigna compared what happens on those weekends. The bottom line: More violence on the screen means less violence in the streets. Probably that’s because violent criminals prefer violent movies, and as long as they’re at the movies, they’re not out causing mischief. They’d rather see Hannibal than rob you, but they’d rather rob you than sit through Wallace & Gromit.

I say that’s the most probable explanation, because the biggest drop in crime (about a 2 percent drop for every million people watching violent movies) occurs between 6 p.m. and midnight—the prime moviegoing hours. And what happens when the theaters close? Answer: Crime stays down, though not by quite as much. Dahl and DellaVigna speculate that this is because two hours at the movies means two hours of drinking Coke instead of beer, with sobering effects that persist right on through till morning. Speaking of morning, after 6 a.m., crime returns to its original level.

What about those experiments you learned about in freshman psych, where subjects exposed to violent images were more willing to turn up the voltage on actors who they believed were receiving painful electric shocks? Those experiments demonstrate, perhaps, that most people become more violent after viewing violent images. But that’s the wrong question here. The right question is: Do the sort of people who commit violent crimes commit more crimes when they watch violence? And the answer appears to be no, for the simple reason that they can’t commit crimes and watch movies simultaneously.

Similarly, psychologists have found that male subjects, immediately after watching pornography, are more likely to express misogynistic attitudes. But as professor Kendall points out, we need to be clear on what those experiments are testing: They are testing the effects of watching pornography in a controlled laboratory setting under the eyes of a researcher. The experience of viewing porn on the Internet, in the privacy of one’s own room, typically culminates in a slightly messier but far more satisfying experience—an experience that could plausibly tamp down some of the same aggressions that the pornus interruptus of the laboratory tends to stir up.

In other words, if you want to understand the effects of on-screen sex and violence outside the laboratory, psych experiments don’t tell you very much. Sooner or later, you’ve got to look at the data.”

Kan man lide denne slags analyser, bør man naturligvis heller ikke undlade at læse David D. Friedman.

Klimaforskere –- grund til optimisme

Af Christian Bjørnskov, den 16. marts 2007. 12 svar

Her på nippet af weekenden kan jeg ikke lade være med at puste lidt til den ild, der øjensynligt brænder i nogle af vores aktive læsere når vi kommer ind på klimaområdet. Grunden er, at Århus Universitets udmærkede avis, Campus, i det seneste nummer skriver om ny klimaforskning, der giver grund til optimisme.

Et ti år langt forskningsprojekt ved Afdeling for Arktisk Miljø på DMU har afsløret, at selv det arktiske miljø har stærke ‘buffere’. I de ti år, projektet har kørt, er en del af permafrosten i det nordøstlige Grønland smeltet, hvilket i langt de flestes optik ville betyde stigende atmosfærisk CO2 og dermed øget opvarmning. Men, og det er et ganske stort men, forskerne konkluderer også at “over de seneste 6 år er den mængde drivhusgasser, tundraens planter suger ud af atmosfæren, steget med godt 50 procent. Det opvejer til fulde det kvantum gasser, der bliver frigjort, når isen smelter. Grunden til, at de grønne vækster tager ekstra meget for sig af drivhusgasserne, er, at der er kommet flere planter.”

Vi diskuterer ofte kritiske emner og fokuserer på forhold, der går galt. Det er derfor, at jeg i dag bevæger mig udenfor mit umiddelbare fagområde (som nogen også klager over) for at kunne bringe denne gode nyhed. Selv et ved første øjekast så skrøbeligt økosystem som det arktiske indeholder altså stærke automatiske regulatorer. Jeg er klar over, at en del af vores læsere sikkert er uenige, men for mig er enhver nyhed, der giver grund til mindre bekymring, en god nyhed.

Iværksætteri og ministerielle fiflerier

Af Christian Bjørnskov, den 3. marts 2007. 19 svar

I januar offentliggjorde Nicolai Foss og jeg en analyse af iværksætteraktivitet på tværs af lande. Analysen, der er finansieret af CEPOS og blev præsenteret på en konference afholdt af CEPOS, konkluderer at Danmark ligger i den dårlige halvdel af verden, målt på iværksætteraktivitet. Kun knap 5 % af danskere i den erhvervsaktive alder er involveret i nogen form for opstart, og når man trækker dem fra, som starter eget firma af nød, er vi endda relativt dårligere placeret. Nicolai og jeg finder meget klart i den statistiske analyse, at grunden skal findes i omfanget af den danske velfærdsstat og måden den finansieres på.

På den baggrund er det derfor ikke mærkeligt at f.eks. Arbejdsbevægelsens Erhvervsråd forsøgte at kritisere vores undersøgelse. Det er heller ikke mærkeligt, at Økonomi- og Erhvervsministeriets analyseenhed FORA rykkede ud med en kritik. Det er trods alt dem, der har formuleret og implementeret en stor del af regerings politik på netop dette område. Men fraset motivanalyse, der i sagens natur altid er farligt, er ministeriets måde at kritisere undersøgelsen på faktisk ganske bemærkelsesværdig.

Grunden er, at man kritiserer vores tal, ikke vores analysemetode. FORA hævder faktisk, at der er mere iværksætteraktivitet i Danmark end i USA, hvis man opgør det på den måde, de anser for korrekt. Men netop den opgørelsesmetode, FORA bruger, afslører sig ved at indeholde to af de ældste tricks i brugsvejledningen til statistisk fifleri. Og de tricks burde en godt begavet 9. klasseelev kunne gennemskue. Det hele drejer sig nemlig om hvordan man gør forholdstal op, altså om at dividere to tal: Antallet af faktiske iværksættere delt med antallet af potentielle iværksættere.

Først og fremmest insisterer FORA på at opgøre iværksætteraktivitet som antallet af nystartede virksomheder som andel af antallet af privatansatte. De bruger derfor Trick nr. 1: Sørg for at vælge et forkert sammenligningsgrundlag, der får resultatet til at falde ud til din fordel. Antallet af privatansatte er nemlig ikke rigtigt relevant når man vil måle den totale iværksætteraktivitet. Det korrekte sammenligningsgrundlag er derimod det totale antal af danskere i den erhvervsaktive alder – dvs. alle der burde have mulighed for at starte egen virksomhed.

Hvis vi nu kalder antallet af faktiske iværksættere for E (entrepreneurs), og antallet af potentielle iværksættere – folk i den erhvervsaktive alder – for B (befolkningen), kan iværksætteraktivitet måles ret let. Man deler ganske enkelt de to tal, så aktiviteten er E / B. Hvis man derimod som FORA insisterer på at sammenligne med antallet af privatansatte, er det tal altså B minus de offentligt ansatte – dem der jo ikke er i privat ansættelse. Så hvis vi kalder offentligt ansatte OA, er FORAs tal altså ikke E / B, men faktisk E / (B – OA). Og som alle, der har gået i den danske folkeskole ved, får man et større tal hvis man deler med noget, der er mindre. Vupti! Trick nummer et har fået Danmark til at se kunstigt bedre ud, fordi vi har et endda meget stort antal offentligt ansatte. Og dem trækker FORA altså fra i regnskabet. Det har også den aldeles perverse effekt, at lande med en stor velfærdsstat – altså mange offentligt ansatte – kommer til at se ud som om de har megen iværksætteraktivitet. Egentlig ganske bekvemt for en regering, der har bekendt sig til velfærdstankegangen, ikke?

Men her stopper fiflerierne ikke. Trick nr. 2 i bogen er nemlig at vælge et tilpas stort tal i tælleren, hvis man kan finde et. Her kommer omfanget af offentlig regulering og registrering ind, for det ‘E’ vi putter ind i vores forholdstal er jo kun dem, vi på den ene eller anden måde har registreret. Så lad os introducere et sidste bogstav – a, som er den procent af faktiske iværksættere, der registreres. Det korrekte tal er, som læseren nok husker, E / B. Dét tal, som man kan uddrage af officielle statistikker, er a*E / B, dvs. de registrerede iværksættere som andel af alle, der kunne have været iværksættere. Her er fifleri nummer to altså, da FORA insisterer på at bruge officielle tal fra de respektive landes offentlige statistik. Det er en vigtig pointe fordi vi i Danmark registrerer alt! I de fleste andre lande rundt om i verden, registrerer man typisk kun større virksomheder eller mindre virksomheder, der er konsoliderede. Vores parameter a er altså tæt på 100 % i Danmark, mens den sandsynligvis er omkring 50 % i USA og endnu lavere i andre lande uden samme registreringstradition.

For at opsummere bruger FORA altså ikke det korrekte forhold E / B – antallet af faktiske iværksættere som andel af den totale erhvervsaktive befolkning. De bruger a*E / (B – OA), og deres påstand om at Danmark har rigtigt meget iværksætteraktivitet – og dermed at regeringens politik virker og velfærdsstaten ikke er noget problem – beror på deres brug af to af de ældste fiflertricks. Det er selvfølgelig en god historie for mange journalister at stille påstand mod påstand, men hvordan i alverden selvstændigt tænkende danskere falder for den, er mig en gåde. Der skal ikke bruges andet end folkeskolematematik for at se gennem de papirtynde argumenter

Forskningsfrihed -– en by i Rusland

Af Christian Bjørnskov, den 26. februar 2007. 28 svar

Politikens forsidehistorie i dag var lige til at få morgenkaffen galt i halsen af. Rektorkollegiets formand Jens Oddershede kalder to nye lovforslag fra forskningsminister Helge Sander for ” en yderst uheldig tendens i retning af statsstyring” og også Tim Knudsen, professor i Statskundskab i København, advarer også mod den nye tendens til politisk detailstyring af forskningen.

Vi har skrevet om det før (læs her) hvor vi allerede i november 2005 pointerede problemerne, og jeg er ked af at sige det, men vi har fået ret. For det første ønsker regeringen, støttet af oppositionen, at have større indflydelse på fordelingen af forskningsmidler så de områder, politikerne mener der er fremtid i, får flere midler. Der må man stille sig selv det spørgsmål, om politikere er bedst til at vurdere hvor fremtidens videnskabelige indsigter kommer? Det er de vel næppe!

For det andet er der stærkt noget bekymrende i, at Århus Universitet i den nærmeste fremtid kommer til at få 12 % af dets indtægter gennem betaling for myndighedsopgaver, er det også svært at se, hvordan man kommer til at opretholde fuld forskningsfrihed – både i form af valget af forskningsemner og hvad man ‘må’ konkludere – når institutionen også har en klar interesse i at opretholde fundingen. Når VK-regeringen og S åbenbart er enige om at forsøge sig med planøkonomi på universitetsområdet som om forskning var det samme som østtysk sæbeproduktion, er der al mulig grund til at råbe vagt i gevær. Dansk forskningsfrihed risikerer at blive en by i Sovjettidens Rusland, og vi ved vist alle hvordan både friheden og velstanden havde det der. Lad os da få en diskussion om det i medierne, selvom politikerne nok helst vil tie emnet ihjel.

Kongehuset gør os alle rigere

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2007. 21 svar

Forleden skrev medierne om en engelsk marketing-forskers vurdering af Kongehusets reklameværdi. Normalt kan mange danskere være forargede over hvor mange midler vi bruger på at opretholde en historisk institution, som cirka fem procent af befolkningen mener, bør afskaffes, men forskeren vurderede at de kongelige faktisk er en god forretning for Danmark på grund af deres ‘branding værdi’. Helt særligt estimerede Simon Anholt, at kronprinsesse Mary er 12 milliarder værd i ekstra eksportindtægter, og at andre medlemmer af Kongehuset også bidrager med adskillige milliarder til nationalregnskabet.

Det giver jo god mening at en vis royal romantik, som især amerikanerne sværmer for, også giver resultat på bundlinien, men her på stedet er nogle af os lidt skeptiske overfor den slags estimater. Når der skal sættes tal på sådan noget som marketing, reklame, og branding værdi, bliver regnestykket desværre ofte – men ikke altid – en uheldig blanding af sund fornuft, hand waving og tryllestøv. Det betyder dog ikke at monarkiet ikke har en værdi som punditokraternes læsere skal gå glip af. Så lad os i stedet for give et konkret bud på Kongehusets værdi fra en anden vinkel, som medierne ikke just været overvældende interesseret i: Den empiriske forskning i økonomisk vækst, som flere punditokrater beskæftiger sig med.

Vi har flere gange tidligere omtalt den amerikanske nationaløkonom Robert Barro her på stedet, ikke mindst for de af hans bidrag til vækstforskningen, der har gjort ham til en af de absolutte topkandidater til en Nobelpris de næste år. Hans største bidrag, der nu simpelthen går under betegnelsen ‘Barro regressioner’, kan bruges til at udregne den langsigtede værdi af en ændring i samfundsforholdene. Med andre ord kan man regne ud, hvor meget rigere en gennemsnitsdansker bliver, når man sænker toldsatser, sænker de offentlige udgifter, eller hvad det nu skal være.

Den type analyse kan man kombinere med et af mine egne ydmyge bidrag til forskningen. Det viser sig nemlig, at monarkiers befolkninger er markant mere tillidsfulde end republikkers. Mens cirka 30 procent af en typisk befolkning erklærer, at man kan stole på de fleste mennesker, siger otte procent flere ja til spørgsmålet når de bor i et monarki, alt andet lige. Og en vigtig del af den nye forskning i fundamentale vækstprocesser viser, at netop tillid er en af de faktorer, der fører til hurtigere økonomisk vækst. Så spørgsmålet er blot hvor mange penge, de otte procent ekstra tillid vi får fra Kongehuset, bliver til i det lange løb. Svaret kommer fra Barro-regressionernes vidunderlige verden.

Hvis man forestiller sig at et land får otte procent ekstra tillid, viser empiriske estimater fra en række forskellige studier, at landet alt andet lige vil få en ekstra vækst på cirka en fjerdedel af en procent per år.  Hvis man bruger estimaterne fra den mest citerede artikel på området (Zak og Knack i The Economic Journal i 2001) i en simpel formel, viser det sig at på det meget lange sigt betyder eksistensen af et monarki derfor, at hver indbygger af et land har 2320 kroner mere at leve for om året.

Med andre ord er værdien af Kongehuset, når den evalueres af resultaterne fra de sidste ti års empiriske forskning i økonomisk vækst, en total sum på cirka 12.1 milliarder kroner hvert år. Pudsigt nok er det cirka det samme som Anholts vurdering af kronprinsessens værdi alene. Så læserne kan mene, at monarkiet er en ligegyldig og gammeldags institutions, men ny forskning giver et fingerpeg om betydningen af den i dag. Vi bruger cirka 141 millioner kroner på den kongelige familie hvert år (se her), måske plus den årlige apanage på cirka 80 millioner men får 12 milliarder kroner igen. Det er da ikke noget dårligt afkast på en 1100 år gammel investering, vel?

Ugens citat: Dave Barry om frihed

Af Redaktionen, den 18. februar 2007. 5 svar

På det amerikanske Marquette University har institutlederen for Dept. of Philosophy, James South, beordret en ph.d. studerende, Stuart Ditsler, til at fjerne et “patently offensive” citat, som den studerende havde placeret på sin kontordør på instituttet.  Citatet var af den meget vittige amerikanske humorist (og libertarianer) Dave Barry, som er forfatter til bl.a. bestsellerne Dave Barry Hits Below the Beltway: A Vicious and Unprovoked Attack on Our Most Cherished Political Institutions (2002), Dave Barry Slept Here og utallige morsomme klummer.  Citatet lød sådan:

“As Americans we must always remember that we all have a common enemy, an enemy that is dangerous, powerful, and relentless.  I refer, of course, to the federal government.”

Så meget for “academic free speech”.  Mere her fra Cato Institute.

Klima igen -– og lige så tvivlsomt

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2007. 56 svar

Hvis der er et emne, som i den grad er hævet over ‘stueren’ politisk diskussion, er det klimapolitik og de fremtidige klimaændringer. Den politiske og folkelige konsensus er de seneste år blevet, at det globale klima ændrer sig – det bliver varmere og voldsommere – og at det er vores skyld. Vi udleder nemlig for mange drivhusgasser, der varmer planeten faretruende op. Derfra konkluderes det, at vi skal skynde os at gøre noget ved problemet, det skal håndteres politisk, og helst i FN-regi.

Hvis befolkningen skulle være begyndt at blive i tvivl om de frygtindgydende scenarier, blev de manet frem igen i fredags, da FNs klimapanel IPCC fremlagde den korte, politiske sammenfatning af sin fjerde rapport, som først bliver offentliggjort til maj. Heri fremhæver man, at “det er meget sandsynligt, at drivhusgasser har forårsaget det meste af de gennemsnitlige temperaturstigninger, der er sket siden midten af det 20. århundrede”. I FNs newspeak betyder det, at man nu er 90 % sikker på sine fremskrivninger.

Er der så grund til bekymring? Ja, hvis man spørger miljøminister Connie Hedegaard skal vi skynde os at gøre noget nu, når nu amerikanerne under den frygtelige præsident Bush ikke gør det. Det har endda været antydet i løbet af ugen, at den amerikanske centraladministration har forsøgt at påvirke klimarapporter til at så mere tvivl om klimaforandringerne! Men tøv nu lige en kende før vi løber ud af døren og bruger milliarder på at kæmpe mod noget, der muligvis er vindmøller.

Vi har skrevet om det før her på stedet, og odds er for at vi kommer til at gøre det igen. For nok bør man kritisere enhver regering, der forsøger at blande sig i angiveligt uafhængige undersøgelser og politisere dem, men alle der kender lidt til FN-systemet ved, at det er et af de mest politiserede der findes. Så her kommer grund til tvivl nummer 1: Hvorfor stiller man ikke spørgsmål ved uafhængigheden af FNs klimapanel? Organisationen har fejlet i langt de fleste af sine mål – menneskerettighedskommissionen bliver kørt af nogle af de mest menneskefjendske regimer der findes, Darfur er i FN-optik ikke et folkemord, og man nævner ofte Cypern som en af FNs succeser, selvom ‘det globale samfunds’ succes i dette tilfælde har været at opretholde en tyrkisk besættelse af græsk territorium i flere årtier. Hvorfor er der ingen, der offentlige stiller spørgsmål ved en undersøgelse fra en presset organisation, når undersøgelsens konklusioner er, at organisationen får massiv fremtidig indflydelse?

Grund til tvivl nummer 2 kommer fra mere videnskabeligt hold. For at kunne forudsige fremtidens udledninger af drivhusgasser, som jo skyldes økonomisk aktivitet, bygger alle klimamodeller og alle konklusioner på en underliggende økonomisk model. Og den model har – siger og skriver – intet med virkeligheden at gøre, da den ignorerer nogle af de mest grundlæggende indsigter i vækstteori (se her). På trods af vedvarende kritik fra forskellige særdeles velestimerede økonomer og statistikere, har man beholdt de gamle økonomiske modeller fra tidligere FN-rapporter uændrede. Fem års tæt videnskabeligt kritik af grundlaget for klimamodellerne har ført til – ingenting.

Den tredje og sidste grund til tvivl, jeg vil nævne her, kommer fra et andet videnskabeligt hold, nemlig naturvidenskaben selv. IPCC benytter sig stadig af Manns såkaldte hockey-kurve, selvom den også er blevet voldsomt kritiseret. Den naturvidenskabelige kritik går på, at selvom vi ved at klimaet var varmere i middelalderen – Grønland hedder Grønland fordi der rent faktisk var grønt på sydspidsen dengang – er denne varme periode fjernet fra Manns klimadata, ligesom den kolde periode i 16-1700-tallet også er væk. De klimadata, FN bliver ved med at operere med i den fjerde rapport, undervurderer derfor kraftigt hvor meget klimaet har svinget op og ned i fortiden. På den baggrund er det vel ikke så mærkeligt, hvis de konkluderer, at de senere års klima har virket ustabilt? Og så har vi slet ikke nævnt de fysiske teorier, der konkurrerer med drivhusteorien om at forklare klimaændringer – for eksempel solpletteori osv. For i og med at de beror på forhold på Solen, indebærer de jo ikke ligefrem en konklusion, der støtter aktivistiske politikere og nye roller for FN.

Hvis den uforvarende læser er kommet hertil i mit indlæg, vil han/hun sikkert have fået et indtryk at, at forfatteren er en Bush-elskende, vulgærliberal, FN-hadende klimanægter, der sikkert også drikker. Og sådan nogen skal bestemt ikke have adgang til den offentlige debat, vel? Tænk den skade, de kunne gøre på fremtidens samfund, som vi jo kan se lige nu efter den varmeste vinter i mands minde, tydeligt bliver varmere. Men pointen er, kære læser, at hvis du sidder med det indtryk, vil jeg opfordre dig til at læse kritikken en gang til. Man behøver ikke være liberal, FN-skeptisk, eller noget som helst andet for at stille spørgsmål ved klimarapporterne. Det eneste det kræver, er et sind, der er åbent sind for argumentets magt, og kritisk overfor blind autoritet. Man behøver heller ikke være paranoid for at spørge sig selv, om rapporten havde haft samme effekt for et år siden oven på en af de koldeste europæiske vintre i mange år. Og hvorfor skal man lægge offentliggørelsen af den politiske sammenfatning nu, og ikke når den videnskabelige rapport er færdig til maj? Min læsning af de mange indikationer er, at hovedproblemet bliver ved med at være, at FNs klimapanel ikke har orden i deres argumenter, men i stedet forsøger at råbe højere end modstanden. Og de får solid hjælp af de fleste politikere for tiden.