Tag-arkiv: forskning

Det er bekræftet: Politikere er udemokratisk vilde med udgifter

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2007. 5 svar

Findes der noget bedre end når forskning i topklassen bekræfter ens inderste mistanker? Måske, men for mig er det højt på listen. Så i sidste måned da det nye nummer af tidsskriftet Public Choice udkom, blev jeg glad. Ikke nok med at jeg – i al ydmyghed – havde en artikel i selv, men tre svenske økonomer bekræftede en af mine stærkeste og ældste mistanker om politikere.

Hanna Ågren, Matz Dahlberg og Eva Mörk, alle fra Uppsala Universitet, har spurgt sig selv om politikeres præferencer for at bruge penge er stærkere end vælgernes. I en artikel med titlen “Do politicians’ preferences correspond to those of the voters? An investigation of political representation” undersøger de derfor, om svenske vælgere ville foretrække et andet udgiftsniveau for kommunale service/velfærdsudgifter end de politikere, de har valgt. Deres konklusioner er tankevækkende, ikke mindst fordi Sverige holdningsmæssigt og politisk er så tæt på Danmark (trods alt).

De svenske økonomer finder nemlig, at med undtagelse af børnepasning, ønsker politikerne markant højere udgifter på totale kommunal serviceydelser – dvs. det totale udgiftsniveau – skolevæsen og ‘sociale’ udgifter. Og ingen kan sige sig fri. Det gælder nemlig for både højre- og venstreorienterede politikere, at deres egne vælgere ville foretrække et lavere udgiftstryk. Den ene undtagelse – at højreorienterede politikere foretrækker mindre udgifter til børnepasning end deres vælgere – er det eneste, der stikker ud i et ualmindeligt klart billede. Hvad værre er, er venstrefløjens politikere faktisk endnu længere væk fra deres egne vælgere end højrefløjens. Dvs. at hvis en kommune får et styre, der har mulighed for at vælge udgiftsniveau, vil politikerne objektivt set bruge for mange af borgernes penge. At det i særlig grad vil gælde, hvis styret er venstreorienteret, er næppe en overraskelse.

I en tid hvor danske politikere nærmest bruger deres fulde tid på at konkurrere på, hvem der kan love at bruge flest penge, er de svenske forskeres fund tankevækkende. For det første er det stærkt tvivlsomt, om den nuværende udgiftskonkurrrence overhovedet kan købe vælgere til politikerne. For det andet er snart sagt alle økonomer enige om, at det offentlige udgiftsniveau i Danmark allerede er usundt højt, men politikerne hører bestemt ikke efter. Ikke mindst den uerklæret socialdemokratiske VK-regering (undskyld, Charlotte Dyremose) har travlt med at fortælle, hvor godt det går og hvor mange penge, vi har råd til at bruge i det offentlige. Men for det tredje bruger de sandsynligvis allerede mere, end vælgerne ville foretrække, hvis den demokratiske proces fungerede optimalt. Og hvis man endelig vil være helt deprimeret, kan man jo altid bruge Public Choices søgemaskine for at finde en artikel, som jeg (igen, undskyld enhver selvpromovering) har udarbejdet sammen med to tyske kolleger. Vi finder, at jo større en del af nationalindkomsten der bliver i den offentlige sektor, jo mindre tilfreds er befolkningen med sit liv. Måske er det tid til at tænke på, hvordan vi begrænser politikerne?

Ugens citat: Dennis Nørmark om "modkultur" og virkeligheden

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. januar 2007. 16 svar

Antropologen Dennis Nørmark, der er amanuensis ved Aarhus Universitet, har tidligere “kloget sig”–på den gode måde–med hensyn til, hvad humanister kunne lære af lidt gedigen videnskabelig metode og kritisk sans.  Nu er han sørme ude med riven igen, i en ualmindelig interessant, velskrevet og i det hele taget læseværdig kronik i dagens Jyllands-Posten. Den er så god, at den burde gengives in extenso, men af hensyn til ophavsretten kommer her kun et par længere … ahem … citater.  Læs selv resten her.

Modkultur findes ikke

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer inden i hovedet på dem selv, skriver dagens kronikør.

“Som antropolog har jeg beskæftiget mig med den politiske venstrefløj, og når folk spørger mig hvorfor, svarer jeg, at det skyldes fagets traditionelle interesse for det irrationelle. Det er lidt som med religion.

Ligesom religiøse mennesker tror også mange venstreorienterede på forestillinger, der ikke direkte kan bevises, og som de aldrig opnår konkrete praktiske resultater med. Det forbliver påstande om verden, der fungerer bedst som modvægt til verden.

Ikke som en del af den ansvarlige kedsommelige styring af systemet, men som et alternativ til denne.

På denne måde er venstrefløjen som hunden, der hver dag løber efter sporvognen.

Den dag den rent faktisk når sporvognen, ville den ikke ane, hvad den skulle stille op dem den. Nøjagtig på samme måde har venstrefløjen det med magten.

Ligesom religiøsitet bør venstreorienterethed derfor studeres som et psykosocialt fænomen: Hvad får folk til at tro på noget, der først og fremmest er forestillinger og alternativer, inden i hovedet på dem selv.

Det er måske hårde ord, men i disse dage har unge venstreradikale grupper forskanset sig i et hus på Nørrebro, som de proklamerer, de vil forsvare til sidste blodsdråbe. Derfor er det interessant at undersøge, hvorfor hulen man ikke tager imod de tilbud, man får præsenteret og hvorfor man holder fast i, at det, man laver i den saneringsmodne ruin på Jagtvej, er så vigtigt for samfundet. Min baggrund for at studere venstrefløjens forestillinger har været at studere det som kulturelt fænomen. Som forestilling, som skematik, som myte og fortælling. Min konklusion har været, at den yderste venstrefløj baserer sig på en række spekulative filosofier, der fungerer helt uafhængig af reelle erfaringer. Nøjagtig ligesom religiøse myter gør det. Hvis man skal forstå, hvordan det alternative rebelske og venstreradikale miljø tænker, må man forstå grundtanken bag forestillingen om en modkultur. I 2006 udkom på dansk en tankevækkende bog, af de canadiske filosoffer Joseph Heath og Andrew Potter ved navn Rebel Modkultur som globalt brand. En bog, der burde have fået mere opmærksomhed, for den er et hårrejsende og tankevækkende stykke analyse af en af de mest åndssvage ideer i moderne tid. Denne idé gennemsyrer samfundet, og ingen tør rigtig udfordre den. Denne idé er efter min mening også årsagen til, at ingen, der ønsker at bevare deres coolness factor offentligt tør kritisere Ungdomshuset. Idéen er forestillingen om modkultur.

Potter og Heaths pointe er både godt dokumenteret og dybt provokerende: Modkultur er en forvrøvlet illusion. Alle forsøg på at omgå det kapitalistiske system, kommercialisering, mainstream og marked er håbløse. På coveret af bogen finder vi et billede af Che Guevara. Til salg på et kaffekrus. Den socialistiske rebel er blevet sit eget brand. I 2003 lancerede det rebelske progressive venstreorienterede blad Adbusters der var imod kommercialiseringen i samfundet deres eget skomærke. Og det bliver ved. Da Nirvana udsendte deres anti-kommercielle plade In Utero i 1993 blev det, til deres store fortrydelse, en kæmpe succes. Hvad sker der? Gang på gang har modkulturen forsøgt sig med alternativer. Den har forsøgt at vende det etablerede ryggen, og hver gang er man endt med at sælge ud. Men er det sådan, det er? Er det umuligt at slå systemet? Er den kapitalistiske edderkops net så grundigt spundet ind i alt, hvad vi rører, at kommercialiseringen er et ondskabens vilkår for os alle?

Nej, siger Potter og Heath, for køber du dén version har du også købt modkulturens vigtigste myte, nemlig, at der er et system, man kan slå ind. At det overhovedet er muligt at sælge ud kræver, at der er noget, der er mere virkeligt end virkeligt. Noget, der er bedre end den phony og falske facade, vi lever under i den middelklasse, forstadshelvede og forbrugersuppedas vi sidder i. Forfatternes modige pointe er bare, at forestillingen om dette alternativ er den egentlige illusion.

Og det er ikke bare en nymodens trend. At være rebelsk, at opstille alternativer og være imod the establishment- det er ældgammelt. Forestillingen om, at den verden, vi bebor, blot er illusorisk og tom, går i hvert fald helt tilbage til romantikken. Den fik nyt liv hos den neoromantiske Karl Marx, og den påvirkede hele det 20. århundredes menneskesyn med Freud. Mennesket var buret inde i et jernbur (som hos Max Weber), hvor det blev løjet for og bedraget af markedskræfter, og derefter blev de sultende arbejdere spist af med tomt forbrug hos både Marx og senere Baudrillard. Det sidste er i det hele taget en absurd selvmodsigelse, som Heath og Potter endelig får punkteret, men som stadig lever i bedste velgående hos forbrugshadende anti-liberalister.

…

Jeg husker fra mine studier blandt de autonome på Nørrebro, hvordan forestillingen om den store illusion også her var en bærende fortælling for den politiske kamp. Folk skulle vækkes af deres søvn, og slå øjnene op. Man skulle rive dynen af dem og udfordre den zombietilværelse, som forbrugsræs og kapitalisme blot udgjorde. Det var umuligt, at folk blot havde valgt denne livsstil af frivillige årsager. Nej, på den ekstreme venstrefløj troede man ikke på den slags frie valg. Her var man blevet bevidst om tingenes virkelige tilstand. Uden for boblen.

…

Der ER jo tilsyneladende intet alternativ [til systemet]. Man forsøger igen og igen at slå huller i kulturen og præsentere et sådant. Men kort tid efter vil alle have alternativet trykt, på t-shirts, på plakater og på deres kaffekrus. Ikke fordi kapitalismen og systemet er en parasit, der angriber alt, men fordi VI alle sammen er systemet, og fordi det ikke kan være anderledes.

På humanistiske uddannelser dyrker man sin egen version af myten, når de studerende ukritisk læser forsludrede teoretikere som eksempelvis filosoffen Michel Foucault, der hævder, at definitioner på mennesket er helt afhængig af magtforhold, og at mennesket i sig selv ikke ejer nogen essens. At det slet ikke findes. Hos Foucault dyrkes det unormale og gale, fordi det sindssyge kun er en tilfældig historisk konstruktion, der udtrykker den til enhver tid herskende forestilling om det normale. Og Hvem er gal, mig eller samfundet? genlyder også den enerverende stodderromantik, der gennemsyrer alt fra det sociale eksperiment Christiania og til Ungdomshuset.

…

Modkultur er noget vrøvl. Det er blot et udtryk for et håbløst forsøg på at være ny, kreativ og skabe opmærksomhed om sig selv. At sælge den slags som et oprør mod konformitet og vanetænkning er ganske enkelt et bedrageri. Men det virker. Det er smart, det er sexet, og det kan få selv den største idiot til at virke begavet og modig. Modkultur har intet at give os. Det skaber ingen politiske forandringer eller positive menneskelige resulta
ter. Ungdomshuset er blot
endnu et udtryk for netop modkulturens selvoptagede pseudo-revolution.

Verden findes, og til alle dem, der stadig får blanke øjne, når de fortæller, hvordan man kan sige nej til det etablerede og finde sandheden ved at gå bag om vores fastlåste tankegang og den skjulte magt, er der kun at sige: Shut up and get real!”

Han lyder altså næsten som en Punditokrat …

The Vote Motive

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 11. januar 2007. 3 svar

Så er det igen tid til noget, der ikke er polemik, men har lidt med forskning at gøre–og så et gran selvpromovering.  Mere specifikt, så bad Institute of Economic Affairs i London mig forrige år om at redigere en 30-års jubilæumsudgave af den lille bog af public choice økonomen, Gordon Tullock, The Vote Motive, som IEA oprindeligt udgav i 1976.  Bogen er ikke et stort, originalt bidrag til studiet af politik, men den var i sin tid en af de første, lettilgængelige introduktioner til det dengang nye fænomen public choice teori, og som sådan var den faktisk indflydelsesrig i europæiske kredse langt udover, hvad mange andre værker har været.  (Bogen inspirerede forfatterne til “Yes, Minister”, og den var iøvrigt denne Punditokrats første introduktion til emnet, da jeg i 1985 via mine venner Otto og Palle og Libertas’ postorder-boghandel købte den svenske oversættelse.)

Så udover at skrive en introduktion om bogens indflydelse, har jeg til denne jubilæumsudgave bedt tre fremtrædende public choice eksperter–den britisk-amerikanske økonom Charles Rowley, den amerikanske økonom og politolog Michael Munger og den tyske økonom Stefan Voigt–om at give deres respektive bedømmelser af bogen og Tullocks arbejder.

Jeg håber, at udgivelsen–selv her 30 år efter–kan virke lige så øjenåbnende på andre, som den gjorde på mig.  Der er omtale af udgivelsen her hos IEA, hvor man–hvis man er virkeligt nærig og ikke vil betale £12 for et flot trykt eksemplar–også kan downloade bogen som pdf-fil.  Ellers kan den købes hos IEA og Amazon.

Spørg Atilla

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 17. december 2006. 6 svar

Jeg havde forleden (13.XII.2006) et indlæg i Berlingske Tidendes “Groft Sagt”, som nok var en kende mere seriøst, end de normalt er dér.  Så her kommer noget genbrug, tilsat lidt relevante links.

***

Det er ikke just konsensus om, hvorvidt EU skal lade Tyrkiet komme ind i den angivelige varme. Nogle mener, at landet ikke er modent nok–andre at netop medlemskab vil modne det yderligere. Det skal vi såmænd ikke kloge os om her. Men man kan jo spørge den tyrkiske professor i statskundskab, dr. Atilla Yayla.

Han holdt 18. november i år en forelæsning i Izmir på invitation af det regerende parti. Konferencen omhandlede forskelle mellem EU og Tyrkiet, og i sin tale opremsede Yayla de træk, han mente kendetegner civilisationer: retssikkerhed, privat ejendomsret, frihandel, aftalefrihed, ytringsfrihed, religionsfrihed osv., hvorefter han vurderede Tyrkiet på disse parametre. Yayla kritiserede her »Kemalismen«–tyrkernes tilnærmelsesvise tilbedelse af statens grundlægger, Mustafa Kemal Atatürk–som mindede ham om den persondyrkelse, man har set af diktatorer i kommunistiske regimer. Ups.

Den etpartistat og personkult, som Atatürk havde skabt, havde kørt Tyrkiet ud på et sidespor i forhold til europæiske idealer om demokrati og frihed. Ups.

Men værst af alt refererede Yayla ikke konsekvent til Atatürk som »Vor Forfader« og »Den Ophøjede Leder«, som det praktiseres, men i en bisætning som »denne mand. Dobbelt ups.

Den nationale reaktion udeblev ikke fra den nationale reaktion: Yayla blev straks angrebet i stort set alle medier, og en regeringsvenlig avis trykte hans portræt på forsiden med teksten »Forræder!«. Derefter blev han suspenderet fra sin stilling som professor ved det statslige Gazi Universitet, mens der pågår en undersøgelse af hans holdninger og af, at han var rejst til Izmir for at holde talen uden universitetets forudgående tilladelse. »Jeg kan ikke tillade, at en person, der er modstander af republikkens grundlæggende principper, underviser studerende«, udtalte rektoren.

Sagen har fået en del international opmærksomhed, men er indtil videre ubemærket i de større danske medier. Men hvis der er nogen, der vil høre en mening om, hvorvidt Tyrkiet er klar til EU, kan de jo ringe til den suspenderede professor.

***

Den eneste danske avis, som har omtalt sagen er Information i en ultrakort notits.  Det tjener avisen til ære, men så meget desto mere mærkeligt er det, at aviser som Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende slet ikke har omtalt den–især givet dette års debatter om både Tyrkiet, om ytringsfrihed og om forskere i medierne.

Links:

Talnørdernes himmel

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 12. december 2006. 1 svar

Talnørdernes himmel? OK–det er måske så meget sagt.  Men her er ihvertfald et lidt anderledes, og for nogle af os potentielt lidt sjovt, website: Swivel.com.  Dér kan man uploade og dele data, som man synes er interessante. Der er også links til de originale datakilder, samt muligheden for at diskutere de mulige fortolkninger.

Det skal nok blive sjovt og nyttigt–og brugt og misbrugt.  Her er f.eks. den graf som Rudy Giuliani nok ikke kan lide at se: Den negative sammenhæng mellem levestandard og antallet af tilfælde af tyveri m.v. i USA over en 30-årig periode.

Hat tip: Et af de sjoveste mennesker, jeg kender, nemlig min redaktør-kollega, guvernør-kandidat, Professor Dr. Munger fra bloggen Mungowit’s End.  (Bemærk iøvrigt dennes fine “motto” øverst på bloggen: “If property rights are clearly specified and enforced, and prices are free to adjust, there is little more government should do … And if not, there is little more government cando. So why do we talk about government all the time? Just get prices right”.  Eller hans guvernørvalgkamp-slogan: “I’d like a government small enough to fit inside the Constitution”.)

Klimadebatten – forskningskvalitet, tak!

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2006. 59 svar

Jeg havde for to uger siden en artikel i Weekendavisen om klimadebatten og den bagvedliggende forskning. For at nå ud til et bredere publikum, bringer vi den her. Det kan bemærkes, at den øjensynligt taler for døve øren blandt de frelste:

Fra Weekendavisen, 24. november.

Når man hører politikere som USA’s tidligere vicepræsident Al Gore eller vores egen miljøminister Connie Hedegaard udtale sig, kan der ikke være megen tvivl om, at der er konsensus om de menneskeskabte klimaforandringer og den truende katastrofe. Det indtryk forstærkedes forleden af en rapport om klimaændringer, som den britiske regering havde bestilt. Rapporten, hvis hovedforfatter er Verdensbankens tidligere cheføkonom, Sir Nicholas Stern, nu topembedsmand i den britiske forvaltning, indledes med at “det videnskabelige bevis er nu overvældende: klimaændringer repræsenterer en meget alvorlig global risiko og kræver et hurtigt globalt svar “. Med andre ord skal der handles på internationalt topplan, og det skal være nu.

Hvis man derimod følger debatten fra et videnskabeligt hold, kan det være svært at få øje på nogen konsensus. For det første er der ikke fuld enighed om omfanget af de menneskeskabte forandringer, hvor danske forskere er blandt de førende indenfor en af de alternative solaktivitetsteorier. For det andet handler en ganske vigtig del af diskussionen – ofte til stor undren for den brede befolkning – i virkeligheden ikke om naturvidenskabelige, men grundlæggende økonomiske spørgsmål. Under den politiske enighed er der en bred, og generelt uafklaret, videnskabelig diskussion om både omfanget af problemerne og virkningen af politiske tiltag.

Grunden til, at klimadebatten i høj grad drejer sig om økonomi og ikke kun naturvidenskab, findes i de fremskrivninger, som bruges til at vurdere de fremtidige problemer. Når man accepterer at klimaforandringer i høj grad er menneskeskabte i kraft af vores udledning af drivhusgasser, er det næste spørgsmål nemlig, hvordan atmosfærens indhold af disse gasser vil udvikle sig i fremtiden. Idet drivhusgasser opstår som følge af økonomisk aktivitet – elektricitets- og varmeproduktion på kraftværker, søtransport, bilkørsel og enhver anden handling, der bruger fossile brændstoffer – er økonomiske beregninger af det fremtidige omfang af disse aktiviteter et helt nødvendigt grundlag for alle vurderinger af fremtidens klima.

Det problem, som den videnskabelige debat i høj grad handler om, er derfor, at selvom det rent naturvidenskabelige arbejde kan være fremragende, hviler alle internationale klimarapporter på kvaliteten af det nationaløkonomiske arbejde. At dette ofte er en håndgribelig og kritisabel akilleshæl, understreges af, at en række særdeles velestimerede økonomer og statistikere vedblivende kritiserer IPCCs rapporter. Og  en række prominente kritikere har den seneste tid fremhævet, at Stern-rapporten, som er en økonomisk og ikke naturvidenskabelig analyse, på ingen måde skiller sig ud på dette punkt.

For det første bruger Stern-rapporten primært de fremskrivninger af udledning af drivhusgasser de næste 100 år, som FNs klimapanel IPCC offentliggjorde i deres rapport i 2001. Disse suppleres med nyere studier, der viser endnu større klimakonsekvenser af udledningerne.

Men som Ian Castles og David Henderson, henholdsvis tidligere australske rigsstatistiker og OECDs tidligere cheføkonom, har argumenteret for flere gange, er de økonomiske fremskrivninger, som bruges til at vurdere fremtidens emissioner af drivhusgasser, ikke blot er behæftet med fejl, men ofte aldeles ubrugelige. Castles og Henderson peger på, at IPCC overser en grundregel i moderne nationaløkonomi, nemlig behovet for at korrigere for forskelle i købekraft. Som eksempel kan vi tage Thailand. Det generelle prisniveau i Thailand er således mindre end en tredjedel af det danske – et faktum som de fleste danske turister kender. Idet den gennemsnitlige dansker – korrigeret for prisforskelle – er knap fire gange så rig som den gennemsnitlige thailænder, skal Thailands økonomi firedobles for at nå op på et dansk velstandsniveau, og dermed et dansk emissionsniveau. Hvis man derimod overser prisforskellen og bruger de almindelige valutakurser, som IPCC og Stern-rapporten gør, kommer man til at regne med en 12-dobling, hvilket i de internationale klimaberegninger derfor også indebærer en mindst tre gange så stærk udvikling i emissionen af drivhusgasser.

En grundlæggende nationaløkonomisk fejl kommer derfor til at betyde en massiv overvurdering af fremtidens klimaproblemer, fordi man undervurderer, hvor relativt velstående en række ulande allerede er.

For det andet regner både FN og Stern-rapporten med, at ulandene kommer til at vokse kraftigt. Afrikas vækst er således projekteret til at være cirka 4 procent om året i gennemsnit de næste 50-100 år. Hvis man skal tage de økonomiske fremskrivninger alvorligt, tæller Libyen og Sudan derfor blandt verdens rigeste lande i 2100 og Nordkorea vil være rigere end USA. Både Castles og en række andre væksteksperter har derfor understreget det åbenlyst mærkværdige i denne antagelse, når en stor del af Afrika de seneste 50 år ikke har oplevet nogen indkomstfremgang.

Et andet problem blev for nylig pointeret af Richard Tol, professor på Amsterdams Vrije Universitet og en af verdens førende økonomiske klimaeksperter. Stern-rapporten præsenterer en række vurderinger af, hvor store økonomiske og menneskelige skader en ophedning af det globale klima og stigende vandstand vil medføre. Tol peger på Sterns antagelse om, at menneskeheden ikke kan vænne sig til og tilpasse sig for eksempel stigende vandstand og dermed forsvindende kystområder. I stedet regner rapporten med, at tabene fra f.eks. områder, der oversvømmes, når havene stiger, og tab af landbrugsproduktion, aldrig vil blive opvejet af ny teknologi eller menneskelig opfindsomhed, men “now and forever” forbliver et tab på cirka fem procent af den globale indkomst. Ligeledes mener Tol, at Stern kraftigt undervurderer, hvor effektivt ressourcer udnyttes, når lande bliver stadigt rigere.

De internationale klimarapporter kommer således til at overvurdere det fremtidige behov for fossile brændstoffer, og dermed også de fremtidige emissioner af drivhusgasser.

Når effekterne af udledningerne skal vurderes, vurderer Tol, at Stern-rapporten er endnu mere kritisabel. Mens hans egne vurderinger, der er offentliggjort i såkaldt ‘peer-reviewed’ internationale tidsskrifter, viser at de samfundsmæssige omkostninger ved CO2-udledninger ikke overstiger 14 dollars per ton CO2, opererer Stern i stedet med en omkostning på 85 dollars per ton, og anfører at den kan være væsentligt højere. En af måderne, den britiske regeringsrapport når til sine overordnede vurderinger på, er således ved at seksdoble sit skøn for disse omkostninger.

Der har også været bred kritik af den måde, hvorpå de internationale klimarapporter ‘diskonterer’ fremtiden. Selvom dette problem i sagens natur er stærkt teknisk, er dets kerne ganske enkel. Omfanget af diskontering handler om, hvor stor vægt man lægger på begivenheder langt ude i fremtiden i forhold til begivenheder, der påvirker os i år. Diskonteringsfaktoren – den faktor, hvormed begivenheder mister vigtighed jo længere ude i fremtiden, de er – er derfor en knap, man kan skrue på, afhængigt af om man ønsker at vise, at fremtidige problemer er store eller små.

Uden diskontering på 1 procent, vil et årligt tab på 1000 kroner i 50 år indebære et værditab på 50.000 kroner i alt, mens en diskonteringsfaktor på 4 procent kun giver et tab på 22.000 kroner. (Svarende til, at 22.000 kroner forrentet med fire procent efter 50 år er vokset til 50.000 kroner). Ved at vælge en lav diskonteringsfaktor, lægger man derfor implicit stor vægt på begivenheder, der kan forekomme om 50 eller 100 år, og skaber det indtryk, at problemerne er store
her og nu.

En af d
e vigtigste indvendinger mod den britiske Stern-rapport har derfor været, at rapportens valg af en diskonteringsfaktor på 0,1 procent – der er væsentligt lavere end i nogen anden international undersøgelse – automatisk betyder, at selv små klimaforandringer indebærer meget store fremtidige problemer. Mens Richard Tol understreger alvoren i fremtidens problemer, kalder han på denne baggrund rapporten for “alarmistisk og inkompetent”, og på diverse videnskabelige blogs bliver det diskuteret flittigt, om Stern-rapportens konklusioner blev skrevet før resten af indholdet, og om den derfor blot er et politisk bestillingsarbejde. Stern når frem til, at stigningen i drivhusgasser kan begrænses med en internationalt koordineret politik, der årligt vil koste cirka 1 procent af verdens indkomst. Dette tab virker umiddelbart værd at tage, når konsekvenserne af stigningen er et alternativt tab på 5 procent. Men hvis man i stedet for at bruge en diskonteringsrate på 0,1 procent bruger en diskonteringsrate på 1 procent, som stadig er en lav diskonteringsrate, opvejer gevinst og tab hinanden. Og hvis de reelle tab, som en række økonomer har påpeget, er væsentligt mindre end de 5 procent, som Stern antager, er der ikke længere et økonomisk rationale for briternes politiske planer.

Den internationale kritik af både Stern-rapporten og IPCCs tidligere rapporter stiller derfor store spørgsmålstegn ved det grundlag, som politikere diskuterer for eksempel Kyoto-protokollen på. Fremtiden bliver vægtet for højt, de økonomiske fremskrivninger er behæftet med alvorlige fejl, og selve måden man opgør fremtidens udledninger af drivhusgasser er også stærkt omdiskuteret og efter alt at dømme objektivt forkert. Mens danske og udenlandske politikere behandler klimadebatten, som om der var bred konsensus om problemerne, viser den videnskabelige diskussion derfor, at der langt fra er enighed.

Liberalisér eller forfald!

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 26. november 2006. Skriv et svar

Den kendte italienske økonom, Harvard-professoren Alberto Alesina er nu (sammen med kollegaen Francesco Giavazzi) på banen med en bog, der ser spændende ud og forhåbentlig vil blive læst, The Future of Europe: Reform or Decline.  Jeg har ikke selv læst den, men sammenfatningen ser ihvertfald lovende ud:

“This work presents a provocative argument that unless Europe takes serious action soon, its economic and political decline is unavoidable, and a clear statement of the steps Europe must take before it’s too late. Unless Europe takes action soon, its further economic and political decline is almost inevitable, economists Alberto Alesina and Francesco Giavazzi write in this provocative book. Without comprehensive reform, continental Western Europe’s overprotected, overregulated economies will continue to slow – and its political influence will become negligible. This doesn’t mean that Italy, Germany, France, and other now-prosperous countries will become poor; their standard of living will remain comfortable. But, they will become largely irrelevant on the world scene. In “The Future of Europe”, Alesina and Giavazzi (themselves Europeans) outline the steps that Europe must take to prevent its economic and political eclipse. Europe, the authors say, has much to learn from the market liberalism of America. Europeans work less and vacation more than Americans; they value job stability and security above all. Americans, Alesina and Giavazzi argue, work harder and longer and are more willing to endure the ups and downs of a market economy. Europeans prize their welfare states; Americans abhor government spending. America is a melting pot; European countries – witness the November 2005 unrest in France – have trouble absorbing their immigrant populations. If Europe is to arrest its decline, Alesina and Giavazzi warn, it needs to adopt something closer to the American free-market model for dealing with these issues. Alesina and Giavazzi’s prescriptions for how Europe should handle worker productivity, labor market regulation, globalization, support for higher education and technology research, fiscal policy, and its multiethnic societies are sure to stir controversy, as will their eye-opening view of the European Union and the euro. But their wake-up call will ring loud and clear for anyone concerned about the future of Europe and the global economy.”

Omvendt kan man jo også blot sige som dagbladet Politiken og et par hundrede danske akademikere (eller flere): Hvorfor lave om på noget, der går så godt, som det gør–vi lider jo ikke af amerikanske tilstande … 😉

Forskere: Det er ikke så skidt at tabe et valg …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 14. november 2006. 3 svar

Det er åbenbart slet ikke så slemt at tabe.  Ifølge en artikel i Washington Post har taberne ved et politisk valg det som regel meget bedre efter nederlaget, end de troede (eller ihvertfald gav udtryk for) før valget.  Undersøgelsen blev lavet af Daniel Gilbert, en psykolog ved Harvard University, som i 1994 undersøgte, hvorledes Texas-vælgerne havde dey før og efter, at de havde skullet vælge mellem guvernørkandidaterne George W. Bush og Ann Richards:

“Not surprisingly, supporters of both politicians predicted they would be devastated if their candidate lost and said they would be delighted with victory. Bush, of course, defeated Richards, setting him on a course that eventually led to the White House.

About a month after the 1994 election, Gilbert had researchers call the same voters to ask how they felt. Supporters of Bush said they were still delighted–exactly in line with their prediction.

But supporters of Richards, who had said they would be devastated, were significantly happier than they had predicted.

“When partisans imagine being devastated when their candidate loses, they focus on how they will feel when they think about it,” Gilbert said. “What they fail to realize is how seldom they think about it.”

Så måske er det (ifølge Wall Street Journals OpinionJournal.com)–en del af–forklaringen på, hvorfor mange Republikanere p.t. går rundt og smiler sig igennem efterdønningerne af sidste uges nederlag.

“According to Gilbert and Vedantam, this is a normal pattern. People almost always feel less bad than they expect after suffering a loss–even something as horrific as the death of a child. That’s because “when people are asked to predict how they will feel about something, they think about just that one thing instead of all the other things that make up everyday life.” It’s not that they don’t feel the loss but that the demands and distractions of living keep them from focusing on it single-mindedly.”

Så er spørgsmålet bare: Hvordan mon mange af denne blogs skribenter (og læsere) vil have det efter næste folketingsvalg, når den nuværende regering er faldet …?

Når forskning bliver misforstået (med vilje?)

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2006. 18 svar

Hvis man er samfundsforsker, oplever man tit at folk misforstår ens forskning, dens resultater og i særlig grad dens implikationer. Det kan man ikke sikre sig imod, udover naturligvis at præsentere tingene så pædagogisk som muligt overfor journalister og andre interesserede. Men nogle gange får man fornemmelsen af, at man bliver misforstået med vilje, for ellers er der ikke en historie at skrive.

Det er blandt andet det, der er sket for to særdeles velrenommerede økonomer i USA. Miseren drejer sig om deres nye arbejdspapir “Stature and Status: Height, Ability, and Labor Market Outcomes”, der er kommet i verdens mest prestigefyldte working paper serie, NBER (nummer 12.466). I og for sig er der ikke ret meget nyt i den historie, forfatterne Anne Case og Christina Paxson kan fortælle. Højere børn klarer sig i gennemsnit bedre i kognitive tests som f.eks. intelligenstest, højere voksne i gennemsnit tjener mere, og hvis man er høj som barn bliver man normalt også høj som voksen. Alt i alt viser deres tests, at man som voksen i USA gennemsnitligt tjener cirka én procent mere per ekstra centimeters højde.

Det nye er, at Case og Paxson peger på grunden til at høje mennesker tjener mere: Det er udelukkende fordi de har en kognitiv fordel med fra deres barndom. Det er altså ikke, som andre har foreslået, at arbejdsmarkedet på en eller anden måde diskriminerer mod lave mennesker. Men det var åbenbart ikke nok for Reuters, som postede ‘nyheden’ under titlen “Tall People are Smarter”. Den titel endte hos Washington Post med at blive bragt som et direkte citat fra papiret, og så brød helvede løs.

Angus Deaton fortæller historien i det nye nyhedsbrev fra the Royal Economic Society, men med den specielle twist, at han er gift med en af forfatterne (Anne Case). Han foreslår først, at man søger på Case+Paxson+Height+Princeton for at få en idé om omfanget af diskussionen. Google giver cirka 24.500 hits! En meget stor del af dem er rene nonsens links – cirka 160 af dem indeholder også ordet “bitch” – så kan man gætte på, hvor seriøse de er (!) – men en hel del tager Case og Paxsons papir dødsens alvorligt. “Amy” på bloggen ShortSupport skriver for eksempel, at ” The release of a report like this without disclaimers is really a grave oversight – and dare I say, ethically questionable?”

Eksemplet er selvfølgelig ekstremt, men det kaster også et vist lys over en situation vi også til en vis grad ser snige sig ind på Danmark. For eksempel kræver Amy klart, at man tager en masse forbehold – og reelt tager afstand – fra sine egne forskningsresultater. Hvorfor skulle man det, hvis man er rimeligt sikker på at man har lavet et grundigt stykke arbejde? Og hvorfor burde man overhovedet bekymre sig om, at man bliver misforstået af lægmænd, der ikke har nogen som helst basis for at forstå de forbehold, man som nationaløkonom helt automatisk tager overfor et hvilket som helst empirisk resultat?

For mit vedkommende mener jeg, at det er meget vigtige spørgsmål, min mine egne svar på dem burde være klare for enhver læser. Man tager naturligvis ikke afstand fra sit eget arbejde, og man skriver videnskabelige publikationer til ét bestemt publikum – ens kolleger. Hvis man pludselig skal til at bekymre sig om, hvorvidt ens publikum er hele befolkningen, skal man nok skifte profession! Det er desværre bare den slags problemer man kan få, hvis man skal bekymre sig om hvordan andre formidler ens egen forskning. Vi har en både moralsk og formel forpligtelse til at formidle vores forskning – og det kan man for eksempel gøre på en blog. I et bredere perspektiv er det også det samme problem, man kan løbe ind i, når man tegner satiriske tegninger af forskellige profeter i det man tro, er private omstændigheder. For kan man klandres for at gøre eller sige noget i ét bestemt forum – et videnskabeligt eller privat/hyggeligt – som man ikke ville gøre eller sige i et andet strengt offentligt forum, hvor modtagerne af ens budskab er helt andre med andre muligheder for at forstå det? Jeg håber blot, at danskerne ikke er lige så hurtige til at blive fornærmet over dette og hint som andre folkefærd åbenbart er.

Læs hele papiret her.

Nobelpristageren i økonomi 2006: Edmund Phelps

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2006. 9 svar

I går klokken lidt over et annoncerede Sveriges Riksbank hvem den årlige Nobelpris i økonomi går til i år. Modtageren bliver amerikaneren Edmund Phelps fra Columbia University i New York. Herfra skal selvfølgelig lyde et stort tillykke til Phelps, ikke mindst på baggrund af hvad det er for indsigter han får sin Nobelpris for.

Den mest banebrydende er nemlig den, der førte til et fundamentalt brud med keynesiansk økonomisk politik – i hvert fald i den akademiske verden. Indtil Phelps i slutningen af 60’erne troede de fleste på den såkaldte Phillips-kurve, der viser at der er en trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Politikere troede derfor, at økonomisk politik i høj grad blot var et spørgsmål om at finde den rette kombination af lav arbejdsløshed og ikke alt for høj inflation. Nok var Phillips-kurvens teoretiske grundlag noget usikkert (for at sige det mildt), men ideen appellerede tydeligvis til tidens tendens til at tro, at man kunne regulere sig ud af alle problemer ved gennem offentlig politik at finde det rette niveau.

Phelps viste, at det var forkert. Ved at fokusere på, hvordan en teoretisk forklaring på Phillips-kurven kunne se ud, fandt han frem til en mere korrekt sammenhæng. Hvis man fører ekspansiv pengepolitik, og dermed øger inflationen, øger man naturligvis også efterspørgslen i en økonomi – der flyder jo flere penge ud i samfundet. Men idet inflationen øges – priserne stiger hurtigere – vil lønmodtagere også kræve en løn, der som minimum modsvarer stigningen i deres udgifter. Kravene til næste års løn baseres derfor på den forventede inflation, altså på forventningen om hvordan prisniveauet ser ud. Så høj inflation indebærer højere lønkrav, der logisk nok indebærer højere arbejdsløshed – arbejdskraft er jo blevet dyrere. På bare lidt længere sigt er der således ikke længere nogen trade-off mellem inflation og arbejdsløshed. Phelps banebrydende indsigt var dermed, at en øget inflation fører blot til øgede lønkrav og dermed øget løninflation, men samme arbejdsløshed. Hvad værre er, medfører en for hurtigt løn- og prisudvikling et tab af international konkurrenceevne, da danske produkter bliver dyrere i forhold til udenlandske.

Phelps arbejde var et af de store søm i den keynesianske politiks ligkiste ved at påpege, at der ikke er en fundamental balance mellem inflation og arbejdsløshed, men at forholdet i stedet er af en intertemporal natur: Man kan bruge øget inflation (aktiv pengepolitik) til at sænke arbejdsløsheden midlertidigt, men med omkostninger der kommer senere hen. Dette intertemporale aspekt førte andre økonomer frem til teorien om dynamisk inkonsistens i pengepolitik, som der blevet givet Nobelpris for sidste år, og som ligger til grund for at for eksempel den europæiske centralbank udelukkende har en stabil prisudvikling som mål, og ikke tager hensyn til arbejdsløshed osv. Som Phelps viste, retter den sig alligevel ind relativt hurtigt.

Man kan håbe, at dette års Nobelpris får en politiker eller to til at tænke sig en ekstra gang om. Som det er nu, tænker forbløffende mange af dem økonomi som man gjorde før Phelps. Det gælder i særlig grad politikere i Sydeuropa, men også en tidligere dansk statsminister har ikke helt fået Phelps indsigter med (se her). Der er snævre grænser for, hvad man kan gøre med økonomisk politik, og en af forklaringerne til disse grænser bliver belønnet med en Nobelpris i år. Det burde da være signal nok.

Heller ikke i år …

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. oktober 2006. 2 svar

Nå, så blev det heller ikke i år, at Robert Barro fik Nobelprisen i økonomi.  Og det blev heller ikke Gordon Tullock.  Og slet ikke Israel Kirzner, hvis der ellers endnu er nogen, der tror på dén.  Det var det samme sidste år …

Nej, vinderen er Edmund S. Phelps fra denne punditokrats egen alma mater.  Det har AP en kort historie om her.  Tyler Cowen var hurtigt ude på MarginalRevolution.com (og endog også med en “prolog” og prognoser).

Jeg har faktisk dårligt hørt om manden, så jeg vil overlade det til Punditocratus Primus-inter-pares Bjørnskov eller Punditocratus Emeritus Foss at vurdere den uddeling.

Up-date:

Generelt er folk vist glade–måske med undtagelse af på Harvard …

Krav til akademikere, myter om deres løn og dansk forskning

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2006. 22 svar

En del af regeringens globaliseringsstrategi handler om, at Danmarks forskning skal bringes op på absolut internationalt topniveau. Det skal blandt andet gøres ved at der stilles større krav til forskerne, og at man i højere grad end hidtil rekrutterer udenlandske topforskere til de danske universiteter. Samtidig ønsker man naturligvis at højne uddannelsesniveauet så danske studerende og deres fremtidige arbejdspladser bliver bedre stillet i den internationale konkurrence, og man vil tiltrække flere PhD-studerende, så man også i fremtiden får en stor pulje danske forskere at trække på.

Strategier der går ud på at styrke dansk forskning er indlysende rigtige, og ikke blot fordi jeg er en af dem, der kunne gå hen at blive styrket. Forskning i ny viden – hvad den end viser sig at være – har været en af hemmelighederne ved Vestens fantastiske fremgang de sidste 400 år. Ideen med at stille krav til sine ansatte er også god – selvfølgelig skal man det. Men der er et problem.

Dette problem gælder i og for sig ikke kun universitetsforskere, men også andre grupper såsom jurister i centraladministrationen, der også oplever stigende krav til at producere resultater, og helst politisk synlige resultater. Problemet er lønnen, og i særdeleshed almindelige menneskers forestillinger om den.

I 2002, da jeg som PhD-studerende deltog i en i øvrigt fin debat hos Folkekirkens Nødhjælp, oplevede jeg for første gang dette problem. Efter at have fremlagt mit syn på emnet der blev debatteret, rejste en ældre, svært overvægtigt mand ved navn Per sig og råbte rasende, at sådan nogen svin som mig der tjente 50.000 om måneden bare ikke gad hjælpe de fattige. Per var tydeligvis udenfor pædagogiske rækkevidde, men en del andre blandt publikum var også meget overraskede da jeg fortalte, hvad jeg i virkeligheden tjente. Den samme forbavselse møder mange danske akademikere gang på gang når emnet løn kommer op.

Nu vil jeg gerne, før jeg går videre, understrege at jeg ikke skriver denne post for at skabe sympati. Min indtægt dækker udmærket de udgifter min livsstil indebærer. Min pointe – det dilemma der er gemt her – kommer derimod fra det paradoksale i at danskerne er gode til at stille rimelige krav. Vi kræver ikke at den 17-årige gymnasiepige henne hos bageren ved præcist hvor jordbærrene i ens kage søndag eftermiddag kommer fra. Hvis vi derimod køber en flaske St. Emilion til 400 kroner, accepterer vi ikke at manden bag disken ikke kan fortælle, hvad der var særligt ved netop dén årgang.

Og deri ligger problemet, for vi ved præcist hvad vi betaler for kagen og vinen, og derfor hvad vi rimeligvis kan stille af krav. Paradokset kommer af at befolkningen som helhed også har relativt klare forventninger om, hvad danske universitetsforskere eller statsansatte jurister tjener. Mens jordbærkagen ved min lokale bager koster 19 kroner – det står der på den så det ved jeg – er folks ideer om akademikeres indtægt derimod som oftest meget forkerte! Men det er de ideer, der bestemmer hvad de mener man kan stille af krav, ikke virkelighedens lønninger.

Forskellen på, hvad folk tror, og hvad akademikere i virkeligheden tjener, kan ikke overvurderes. Sidste år tjente jeg således lige knap 360.000 kroner som adjunkt med landets højest mulige uddannelse. Jeg arbejdede i gennemsnit 55 timer om ugen – og det er der ikke overtidsbetaling i, for begrebet arbejdstid eksisterer ikke i forskerverdenen – og holdt fire ugers ferie, alt inklusive. Selvom man er flink og regner med, at jeg nok har slappet lidt af i sommermånederne, ender man alligevel på en timeløn på omkring 140 kroner. Som omtalt før her på stedet, er det mindre end den mindsteløn som visse fagforeninger påtvinger polske håndværkere i København. Det er også mindre end den timeløn min søster får som uuddannet folkeskolevikar.

Det vigtige er, at det i særdeleshed er mindre end den løn, almindelige mennesker tror jeg tjener. Med den sædvanlige antagelse om, at universitetsforskere nok tjener lige omkring en halv million om året – Per regnede åbenbart med 600.000 – holder de almindelige seks ugers ferie og arbejder omkring almindelig arbejdstid, ender man på en timeløn på omkring 250 kroner. Det er dén betaling, folk danner deres rimelige krav på baggrund af – og det er de krav, politikerne stiller til danske akademikere. Der er derfor ikke et, men to sammenligningsgrundlag: Det folk tror man tjener – grundlaget for de krav der bliver stillet – og de krav, der reelt stilles til konkurrenterne. For man kan naturligvis ikke stille mindre krav til ens konkurrenter, ellers bliver man hurtigt udkonkurreret.

Så hvad tjener konkurrenterne og hvem er de? For at tage det sidste spørgsmål først, er de typisk fra amerikanske, britiske, og i mindre grad andre europæiske, japanske og koreanske institutioner. På mit eget område (samfundsvidenskab) i særdeleshed er det de østkystamerikanske og enkelte engelske universiteter, konkurrence kommer fra. Verdens topuniversiteter, som Helge Sander så brændende ønsker at vi kan konkurrere med, er steder som Oxford, Colombia, Harvard og en række andre mindre prestigiøse steder. Her tjener en almindeligt dygtig adjunkt netop omkring den halve million, som mange danskere tror, vi andre tjener (og så har vi ikke talt skat). Så et eller andet sted er kravene til at danske samfundsforskere kan konkurrere med dem jo på pervers vis helt rimelige!

Problemet – eller dilemmaet, om man vil – er derfor at danskerne stiller helt rimelige krav til forskningen, men selvfølgelig givet de ideer de har om forskernes belønning. Og politikerne kan derfor stille krav, der er på niveau med toppen af den internationale forskning uden at betale for det. At give forskerne væsentligt højere lønninger ville jo være helt urimeligt, da folk tror de i forvejen tjener ganske pænt!

Hvorfor gider jeg bruge tid og energi (i min fritid) på at skrive denne post? Jo, fordi det dilemma, jeg mere eller mindre klart har forsøgt at opridse her, er en godt skjult bombe under den danske universitetssektor. På et punkt har forskningsministeren ret, nemlig at man bør tiltrække internationale topforskere til danske universiteter. Men når jeg taler med mine udenlandske kolleger om det ønske og spørger, om de ville flytte til Danmark, slår de fleste – de dygtige af dem – for det meste en høj latter op. De flinkeste klasker måske en på skulderen og spørger, om det ikke er tid til at gå i baren. Ingen – siger og skriver ingen – tager spørgsmålet alvorligt, og en del af dem har endda spurgt hvorfor jeg gider at arbejde i Danmark.

Bundlinien er, at man stiller internationale krav i vores land, og at man stadig har internationalt anerkendte forskere som blandt andet Punditokraternes tidligere redaktør, men det er ved at ændre sig. Det eneste, der holder dygtige danske forskere i landet, er enten kærlighed til familien, kærlighed til landet, eller rene tilfældigheder. Det samme kan man i og for sig sige om dygtige akademikere i centraladministrationen og hvorfor de ikke flygter til det private. Der er ganske enkelt ingen økonomiske incitamenter til at blive, kun enkelte svage, sociale grunde, og dem kan man ikke bygge en vidensbaseret fremtid på. Enten må man betale hvad det koster at stille konkurrencedygtige krav, eller også må man sænke kravene til det man er villig til at betale for. Jeg skal ikke bestemme hvad man bør gøre – min mission her er udelukkende at gøre dilemmaet og balancen tydelig for folk – men det er på tide for politikerne at gøre det. Ellers bliver det lynhurtigt svært at blæse og have mel i munden på samme tid. Og det er det, de prøver at gøre.

Hurra for tvivlen

Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2006. 8 svar

Hanne Strager, der er udstillingsleder på Zoologisk Museum, har i dag en kronik i Politiken om et emne, der nødvendigvis må være centralt hvis man er borgerligt-liberal, og måske burde være det selvom man ikke er. Emnet er noget så umiddelbart esoterisk som tvivl, altså hvor omfattende vores viden er, og hvor sikker den er. Strager er glad for viden – baggrunden for hendes kronik er Forskningsministeriets rapport om forskningskommunikation til børn, der hedder “Vild med Viden” – men det er ikke blot viden, hun er glad for:

Personligt er jeg mere vild med tvivl. Jeg er i hvert fald enig med forfatteren og biokemikeren Isaac Asimov, der udtrykte det således: Den mest spændende sætning, man kan høre i et videnskabeligt miljø, er ikke heureka! (jeg fandt det!), men: Det var dog mærkeligt …!

Sandsynligvis uden at vide det – og måske uden at ville det – rammer Strager en af liberalismens grundpointer, nemlig at vi ikke ved alt, ikke kan vide alt, og at noget af det, vi tror vi ved, sikkert er forkert, og det derfor vil være tåbeligt at gøre som om vi ved alt, når vi ‘planlægger’ samfundet. Så for mit vedkommende kom hendes kronik på et absolut perfekt tidspunkt.

Jeg er nemlig lige kommet hjem fra Stockholm, hvor jeg deltog i en af den amerikanske Liberty Funds konferencer, her med titlen ‘Limits of Rationality’, hvor en af hovedpointerne som de 14 deltagere kunne blive enige om var, at offentlig planlægning og intervention netop lukker for, at samfundet kan håndtere uforudsete konsekvenser. Jo mere man planlægger og topstyrer, jo mindre mulighed har enkeltindivider og firmaer for at reagere på de talrige gange, hvor de netop må udbryde “Det var dog mærkeligt”.

Og hvorfor er det så vigtigt? Jo, tag et kig på den angiveligt borgerlige danske regerings faktuelle politik. Forskningspolitikken er i udtalt grad baseret på, at man kan forudse hvad der kommer ud af forskningen – at man ved på forhånd, hvad man vil finde – hvilket af indlysende grunde er aldeles idiotisk at tro (se f.eks. min kronik om emnet). Andre dele af regeringens politik antager også i stigende grad en planlagt karakter i stedet for at man lægger ansvaret ud til befolkningen. Og en del af begrundelsen er altid, at staten ved bedre. Her er det, at man kunne ønske sig lidt mere tvivl – et af de definerende træk ved magtfuldkommenhed er nemlig en mangel på tvivl. Så herfra skal der i dag slås et slag for tvivlen – visheden om, at vi ikke ved alt og at vi kan tage fejl. Den indsigt er helt central i både videnskab og praktisk politik – eller det tror jeg da nok.

Pluralistiske som Stalin III

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. juli 2006. 3 svar

Vi har her på stedet tidligere omtalt økonom/sociolog-parret Klein & Sterns studier af amerikanske akademikeres holdninger og partipolitiske observans (samt andre lignende studier).  Et af disse er nu blevet udgivet i det fortrinlige fagtidsskrift “Public Choice” (som nærværende punditokrat er med-redaktør af …), nemlig artiklen “Economists’ policy views and voting” (Vol. 126, Nos. 3-4, March 2006: 331-342).  Vi kan kun linke til en udgave, som man skal have abonnement for at kunne læse.  Men her er et sammendrag, og så kan evt. interesserede slå vejen forbi et bibliotek:

“In Spring 2003, a survey of 1000 economists was conducted using a randomly generated membership list from the American Economics Association. The survey contained questions about 18 policy issues, voting behavior, and several background variables. The response was 264 (nonblank) surveys. The responses show that most economists are supporters of safety regulations, gun control, redistribution, public schooling, and anti-discrimination laws. They are evenly mixed on personal choice issues, military action, and the minimum wage. Most economists oppose tighter immigration controls, government ownership of enterprise and tariffs. In voting, the Democratic:Republican ratio is 2.5:1. These results are compared to those of previous surveys of economists. We itemize a series of important questions raised by these results.”

Med andre ord: Myten om, at økonomer er specielt “højreorienterede” holder ikke–omend de måske er det relativt til andre fagdiscipliner.

Ugens citat: Galbraith om USSR anno 1984

Af Redaktionen, den 1. maj 2006. 20 svar

Ugens mest afdøde venstreorienterede økonom skrev i 1984 følgende om Sovjetunionens daværende økonomiske styrke:

“That the Soviet economy has made great material progress in recent years is evident both from the statistics … and from the general urban scene … One sees it in the appearance of solid well-being of the people on the streets, the close-to-murderous traffic, the incredible exfoliation of apartment houses, and the general aspect of restaurants, theaters, and shops … Partly, the Russian system succeeds, because, in contrast with the Western industrial economies, it makes full use of its manpower.”

Hat-tip: Adam Smith Institute blog.

The (very) long run

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. april 2006. 1 svar

Den canadisk-amerikanske økonom John Kenneth Galbraith oplevede i weekenden, hvad hans store idol, John Maynard Keynes, i sin tid associerede med “the long run”.  Galbraith blev 93 97 år.  En hurtig nekrolog fra Reuters er her, og New York Times‘ hyldest er her, mens jeg vil overlade det til økonomerne her på stedet at foretage en evaluering af manden og hans arbejder.

Update: Her er The Economist, Peter Boettke fra AustrianEconomists og Tyler Cowen fra MarginalRevolution.com om dødsfaldet.  Førstnævnte skriver:

“Mr Galbraith has been famously (and correctly) described as the “foremost economist for non-economists”, a man whose writings saw great popular success, but who had much less stature within the profession.

That was partly because Mr Galbraith never played by the rules. He eschewed the mathematical rigour that came to define modern economics and his self-consciously activist political agenda was disconcerting to academics who prided themselves on the scientific nature of the subject. But it was also because many of Mr Galbraith’s ideas turned out to be wrong.”

Det lyder ganske meget som Lord Skidelsky … Pete Boettke skriver blandt meget andet, som nærværende Punditokrat i den grad kan tilslutte sig (og som en del af denne blogs åndsfæller måske skulle skrive sig bag øret):

“On a personal note, I met Galbraith and shared dinner with him one night in the early 1990s.  I was prepared to hate the evening only to be completely charmed by the man and his stories of JFK and India, of battles with Milton Friedman and William F. Buckley, or a profession which has succumbed to too much formalism, disrespect for history, and an inability to address the institutional contingencies of our age.   It was an amazing evening and it was one of the important moments which taught me that you cannot divide the world neatly into those who are stupid, those who are evil, and those who agree with me. Instead the world is full of charming, brilliant, and good hearted individuals who just happen to hold opinions opposite of the ones I do.  Understanding results from delving into those reasons for differing opinions without succumbing to the cheap tricks of attributing disagreement to bad motives and to lack of intelligence among opponents.”.

Update II: George Will har en nekrolog–og med en god punch-line.

Hvad vil du gi' for en efterløn? II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 20. april 2006. 33 svar

I går kogte jeg suppe i Berlingske Tidende på mit nylige CEPOS-notat om dette emne (som jeg tidligere har omtalt og linket til her på bloggen):

Danskernes velfærdssupermarked

Berlingske Tidende 19. april 2006, 2. sektion, magasin, side 11

Måling. Befolkningens støtte til de eksisterende velfærdsydelser er ofte mindre stærk, end mange meningsmålinger antyder

Af Peter Kurrild-Klitgaard Ph.d., professor i statskundskab

Her er et dagsaktuelt tankeeksperiment: Man sender to mennesker ind i et supermarked med hver deres indkøbsvogn. Den ene får et budget, som hun skal holde sig indenfor. Den anden får at vide, at han bare kan tage, hvad han gerne vil have. Mon de kommer ud med helt de samme ting i indkøbsvognen?

Det gør de næppe. Han vil formodentlig fylde vognen til det absolutte bristepunkt med alle de dyreste og mest behagelige varer. Hun vil givetvis tænksomt holde alternativerne op mod hinanden. Han vil gå efter at få mest muligt, hun efter at få mest muligt for pengene.
Dén pointe er værd at holde in mente i en tid, hvor det næsten dagligt svirrer om ørerne på politikere og andre avislæsere med nye meningsmålinger, der viser, hvor mange der går ind for dit, og hvor mange der er imod dat. Særligt populært er det for medierne at fortælle, hvor stor en del af vælgerne, der er bag den ene eller den anden type velfærdsreform, hvad enten det er efterlønnen, folkepensionen eller Socialdemokraternes forslag om udgifter til alt fra vugge til grav.

De fleste undersøgelser bør dog tages med et kilo salt eller mere. Ikke fordi der som sådan er noget i vejen med meningsmålingerne eller med dem, der laver dem.

Problemet opstår derimod ofte på nogle helt andre planer. For det første: Ved vælgerne f.eks. overhovedet, hvad det egentlig er, der spørges om? Man kan f.eks. sagtens spørge danskerne, hvorvidt de synes, at skattetrykket er for højt, for lavt eller passende – men hvor meningsfuldt er dét, når andre undersøgelser viser, at der reelt er relativt få danskere, der f.eks. har en korrekt viden om, hvad de selv betaler i kommunalskat?

For det andet: Giver det god mening at stille vælgerne spørgsmål, hvor man kun spørger om simple ja/nej-spørgsmål til forslag om at ændre på en udgift, når man ikke samtidig fokuserer på, hvor pengene skal komme fra? Det svarer lidt til at sende supermarkedskunden rundt med indkøbsvognen, men uden en budgetrestriktion: Man får givetvis en entusiastisk opbakning til at fylde vognen, men næppe meget som man kan bruge til at fastlægge en gennemtænkt politik ud fra. Skal man det, bliver man nødt til at give vælgerne alternativer at holde op mod hinanden.

Disse pointer fremgår tydeligt af resultaterne af en meningsmåling om efterlønsreform, som Catinét Research for nylig foretog for den borgerlige tænketank CEPOS. Her havde man ikke spurgt vælgerne om et simpelt ja/nej til efterlønnen; i stedet havde man bl.a. spurgt om, hvor meget vælgerne var villige til at betale i skat for at bibeholde ordningen i dens nuværende form. Mens mange meningsmålinger har vist, at halvdelen af befolkningen eller mere ønsker at bevare den nuværende efterlønsordning, gav denne undersøgelse et ganske andet billede. Konkret viste tallene, at kun knap 44 pct. af danskerne ønsker at betale noget som helst for at bevare ordningen (fra 500 kr. og op om året). Et relativt flertal af vælgerne (46 pct.) er derimod uvillige til at betale en eneste kr. for at opretholde efterlønsordningen.

Ser man på, hvor meget et flertal af vælgerne er villige til at betale i skat for at bevare efterlønnen, så er dette ca. 500 kr. om året. Til sammenligning hermed er det skønnet, at efterlønsordningen i sin nuværende form koster gennemsnitsdanskeren ca. 2.850 kr. om året i skat. Med andre ord er et flertal af danskerne uvillige til at betale en skat, der kan finansiere efterlønnen.

Hvor mange af danskerne er så villige til at betale et beløb, der svarer til de faktiske omkostninger? Meget få. Den andel af de adspurgte, som vil betale mindre end de faktiske omkostninger, er på 80-83 pct. Mindre end 20 pct. af danskerne vil altså betale, hvad efterlønsordningen faktisk koster.

Hvad er lærdommen? At politikerne ikke bør stirre sig selv blinde på undersøgelser, der viser en markant opbakning bag eksisterende velfærdsydelser. Når vælgere kan svare »gratis« uden hensyn til omkostninger, opfører de sig som supermarkedskunder uden hæmninger. Men når de skal sammenligne fordele og omkostninger, opfører de sig mere tænksomt – og så falder støtten til f.eks. efterlønsordningen betragteligt.

Er Cheney en diskursiv "girly-man"?

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 6. april 2006. 7 svar

Vicepræsident Richard B. Cheney var 2004-valgets mest intellektuelt veltalende af de fire topkandidater.  Og så lyder han positiv, ungdommelig, og–ikke mindst–præsidentiel, ærlig og mandig!  Som Schwarzenegger ville sige: He ain’t no girly-man!

Nej, dette er ikke et uddrag fra en pressemeddelelse fra Eisenhower Executive Office Building.  Heller ikke et forsøg fra Republican National Committee på at snige Cheney ind som surprise-kandidaten til 2008-valget.

Der er såmænd blot tale om forskningsresultater fra en kommende tidsskriftsartikel af Richard B. Slatcher m.fl., “Winning words: Individual differences in linguistic style among US presidential and vice presidential candidates” i Journal of Research in Personality, hvori en gruppe amerikanske psykologer har analyseret time efter time af optagelser med de fire hovedpersoner i USA’s præsidentvalg 2004: Republikanerne Bush og Cheney og Demokraterne John Kerry og John Edwards.  Og kender man amerikanske psykologer–selv dem fra Texas–så er de næppe tyngede af forkærlighed for Republikanerne eller Cheney.  Faktisk er det vel et rimeligt godt (omend dybt usagligt) gæt, hvis man mistænker dem for at valgt netop dén vinkel og dét valg med et vist blik for, at George W. Bush som bekendt–med egne ord–er noget “misunderestimated” … Så meget desto mere interessante er resultaterne.

Konkret har forskerne brugt et computer-baseret tekstanalyse-program til at “afkode”, hvorledes kandidaterne udtrykte sig i.f.t. seks kategorier af udtryk, som andre studier har vist, at vælgerne lægger vægt på: Kognitiv kompleksitet (sofistikerede sætninger, brug af svære ord, o.s.v.); “feminimitet” (ord og sætningsstrukturer foretrukket af kvinder); depressivitet (ord, der forekommer pessimistiske og selvmordsrelaterede); alder (ord, der bruges af henholdsvis unge og ældre); “præsidentialitet” (ord og sætningsstrukturer, der forekommer i præsidenttaler siden Roosevelt); ærlighed (sammenligning med sætninger, der er sande/falske).  I stedet for kandidaternes præ-fabrikerede “stump speeches” fra valgkampsmøder, har man anvendt mere uformelle sammenhænge, f.eks. interviews, pressemøder, debatter o.l. (N = 271).  Dem har man så kodet og fodret computerprogrammet med og kørte forskellige typer af statistiske tests på.

Resultaterne er interessante–og lidt sjove.

  • Kognitiv kompleksitet: Her var Cheney suverænt i toppen, Kerry i midten (men tættere på bunden), og Bush og (særligt) Edwards i bunden.  Der var ingen systematisk forskel på kandidaterne anskuet efter partifarve.
  • Feminimitet: Edwards var den mest “feminine” i sit ordvalg, mens Cheney var den mindst.  Igen betød partifarven ikke noget.
  • Depressivitet: Kerry lød mest markant som en “deprimeret” person, mens Bush lød mindst deprimeret, og de to vicepræsidentkandidater lød mest som deres nr. 1’ere–og her slog partifarven igennem, altså således at Demokraterne var deprimerede og Republikanerne positive.  Det er måske ikke så overraskende, at Bush lød mere up-beat end Kerry, givet hvordan sidstnævntes kampagne udfoldede sig, men her aner man givetvis et mere “strukturelt” træk: At udfordrerne skal fortælle, hvor skidt alt går, mens det parti med magten skal fortælle, hvor godt det går.
  • Alder: Bush lød i sit ordvalg som en ældre herre, mens der ikke var signifikante forskelle mellem de tre øvrige, der alle lød “yngre”.  Her betød partifarven intet.
  • “Præsidentialitet”: Under valgkampen fokuserede medierne meget på, at Kerry fremstod mere “statsmandsagtig” end Bush.  Men ifølge forskerne var det rent verbalt Cheney, som suverænt lød mest som en statsmand, tæt fulgt af Bush, mens den “nuttede” Edwards lå helt i bunden.  Her var Republikanerne markant mere “præsidentielle” end Demokraterne.
  • Ærlighed: Når det gjaldt valg af ord, fremstod Cheney som den markant mest ærlige fulgt af Edwards, mens de to topkandidater, særligt Kerry, fremstod uærlige.  Her betød placeringen på stemmesedlen altså noget, mens partifarven igen ikke gjorde.

Til gengæld finder analysen stort set ikke nogen sammenhæng mellem kandidaternes ordvalg og deres relative succes i meningsmålingerne.

PS. Det er i visse kredse velkendt, at nærværende punditokrat ikke har overmåde stor faglig respekt for dét, der indenfor moderne samfundsvidenskab kaldes “diskursanalyse”, så hvorfor promovere et sådant studie?  Fordi det generelt er alt dét, som såkaldte diskursanalyser generelt ikke er.

Skatter koster

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 30. marts 2006. Skriv et svar

Jeg har lige modtaget, hvad der ser ud som en interessant rapport, skrevet af den australske public choice økonom Alex Robson fra Australian National University.  I rapporten “Taxation, Individual Incentives and Economic Growth” fra det franske forskningsinstitut Institut de Recherches Economiques et Fiscales (IREF) (som jeg endnu kun har haft tid til at skimme) undersøger Robson de mulige sammenhænge mellem skatternes omfang og økonomisk vækst.  Fra borgerligt-liberal side er det normalt argumenteret, at høje skatter leder til mindre incitamenter til at engagere sig i produktive aktiviteter og dermed til (relativt) lavere vækst.  Fra venstreorienteret side (heriblandt visse danske samfundsforskere) postulerer man omvendt, at der ikke er en sådan sammenhæng, om end man–i det omfang der gives teoretiske argumenter–er lidt uklar m.h.t. årsagerne til, at skatter ikke skulle mindske incitamenterne.  Hidtidige empiriske studier har fundet sammenhænge, der i bedste er tvetydige og i værste fald modsatrettede.  F.eks. kan den borgerligt-liberale sammenhæng (lave skatter/høj vækst og høje skatter/lav vækst) være empirisk sand, men samtidigt kan der f.eks. være tale om, at samfund, der har oplevet høj vækst, hæver skatterne–hvorefter højvækstøkonomier har høje skatter …  Robson identificerer i stedet de logisk mulige alternative kausal-sammenhænge og undersøger så i sin empiriske analyse, hvordan det i periode t2 går lande, der gennemfører skattelettelser i periode t1.  Her bliver sammenhængen, som ihvertfald nærværende punditokrat ville forudse.  Altså, større skattelettelser fører til højere økonomisk vækst.

PS. Robson er også forfatter til bl.a. rapporten “The Costs of Taxation”, som er udgivet af den klassisk-liberale tænketank Centre for Independent Studies, og som er en slags forstudie til førnævnte.  Her argumenterer Robson, at de samfundsmæssige omkostninger af et højt skattetryk er langt større end, hvad selve skattetrykket synes at være, når man ser på, hvad der flyttes fra en kasse til en anden kasse, ligesom han viser, at de økonomier, der gennemfører betydelige skattelettelser får en økonomisk vækst, der er næsten dobbelt så høj som de økonomier, der gennemfører mere beskedne skattelettelser. Begge rapporter er gode eksempler på, hvad der interesserer CEPOS–og på den type arbejde, som tænketanken måske burde kaste sig ud i.

PPS. Robson refererer iøvrigt et studie, jeg ikke kender, men nok burde læse: Cassou & Lansin, som i Economic Inquiry (2004) estimerede, at en “flat tax” leder til en permanent stigning i økonomisk vækst på 0,143 pct.point om året.

Katedraler i forfald

Af admin, den 21. marts 2006. 4 svar

Der kan være noget romantisk dragende over forfald. Den gamle klosterruin bevokset med græs og blomster. Men det er en følelse, som man bør undgå at hengive sig til, da det nemt bliver en selvbekræftende og fortærende besættelse.

Der er ikke noget romantisk over den rapport, som dekanen ved Harvard’s Kennedy School of Government, Stephen Walt, har udarbejdet sammen med John Mearsheimer. Rapporten, The Israel Lobby and U.S. Foreign Policy, fremlægger en omfattende (wall-to-wall) konspirationsteori om, hvordan jøderne har sat sig på amerikansk udenrigspolitik via et omfattende netværk af politikere, lobbyister, journalister, tænketanke, you name it. Rapporten bliver kritisk omtalt i New York Sun, ikke at forveksle med New York Times, der, så vidt det ses, ikke har beskæftiget sig med historien. Morris Amitay, der selv bliver hængt ud i rapporten, har dog denne positive vurdering af påstanden om en gigantisk jødisk sammensværgelse:

As far as I’m concerned this is a tribute to the Jewish community. We couldn’t do anything about Auschwitz, but look, we now control foreign policy for a region of the world so vital to American interests.

Rapporten modtages med begejstring af andre kræfter, der længe har forfægtet samme synspunkt, men uden støtte fra et gammel fint universitet som Harvard, f.eks. den tidligere Ku Klux Klan-leder David Duke. Rapporten er også blevet godt modtaget af det islamiske broderskab, hvor et ledende medlem Abdulmo’em Abulfotah udtaler:

I ask a question here: Is it in the interest of the American people to clash with 1.3 billion people in favor of 5 million people who represent the Zionist project? Not even the Jews, but the Zionists.

Det er som bekendt et regnestykke, som Arla har gjort op.

Et andet eksempel på forfald er Uffe Ellemann-Jensens kronik i dagens Berlingske, hvor han flere gange fremhæver New York Times som et journalistisk flagskib, et eksempel til efterlevelse. Det er samme NYT, der i dag er præget af sjusk med kilderne og tendentiøs ensidighed, så de jævnligt bliver hængt til tørre, ikke bare i bloggosfæren, men også af Det Hvide Hus, som påvist her på bloggen i Plamesagen.

Sic transit gloria mundi.