Tag-arkiv: forskning

Årets public choice konference

Af Christian Bjørnskov, den 31. marts 2008. Skriv et svar

Et af årets faglige højdepunkter for mig er den årlige europæiske public choice konference, hvor man ikke blot møder sine venner – denne gang i Jena i Tyskland – men også overvære en række præsentationer af ny forskning af nogle af de førende forskere. De cirka 200 papirer fra hele verden kan læses her, og helt gratis, så enhver interesseret Punditokrat-læser kan hente hvad han eller hun har lyst til af inspiration.

For som tidligere år at give læserne en lille forsmag på, hvad konference bød på og hvad der rører sig på området, er her et helt og aldeles subjektivt pluk af nogle af de mest spændende nye projekter.

Pierre-Guillaume Méon (Université Libre de Bruxelles), der sammen med Johanna d’Hernoncourt – som stadig er almindelig studerende, om end en lovende en af slagsen – præsenterede forskning i sammenhængen mellem folks sociale tillid og størrelsen på landets undergrundsøkonomi. De to finder klar evidens for, at tillid er forbundet med en mindre undergrundsøkonomi, alt andet lige.

Niklas Potrafke (Humboldt Universitet i Berlin), der pegede på at mens venstreorienterede regeringer i OECD indtil 1990 øgede de sociale udgifter, har billedet ændret sig så de i dag i gennemsnit er mere tilbøjelige til at skære i overførsler og deslige, mens det er højrefløjen der øger dem. Var der nogen, der tænkte Anders Fogh?

Martin Gassebner (ETH Zürich) ser i sin artikel med Axel Dreher på hvordan korruption har påvirket iværksætteraktiviteten i 43 lande. De to tyskere finder, at mens korruption overordnet set ikke har de store konsekvenser for iværksættere, er den faktisk positivt forbundet med graden af iværksætteraktivitet når landes reguleringsniveau er tilstrækkeligt højt.

Katja Rost (Zürich Universitet), der sammen med tre kolleger har undersøgt hvad moderne firmaer kan lære af katolske klostre, for at overkomme corporate governance problemer i at få både ansatte og ledere til at vælge de optimale løsninger.

Så hvis man er interesseret i den type emner, er det bare om at besøge konferencens hjemmeside og hente papiret – eller hvis man er doven, at lobbye denne blogs redaktør for at skrive mere uddybende om et af dem.

Er organisationsaktivitet godt for økonomien?

Af Christian Bjørnskov, den 14. marts 2008. 6 svar

En af de mest indflydelsesrige ideer i samfundsvidenskaberne i de senere år har været at ’netværksaktivitet’ er godt for samfundets udvikling. Siden Robert Putnam i 1993 populariserede begrebet social kapital og definerede det som “features of social organization, such as trust, norms, and networks, that can improve the efficiency of society by facilitating coordinated actions”, har mange samfundsforskere og endnu flere politikere regent med, at hvis man bare på en eller anden måde investerer i at folk mødes i forskellige frivillige organisationer, skal det nok gå alt sammen. Ideen om at man effektivt kan udveksle viden og hjælp når man er organiseret, ligger bag både relativt nutidige ideer om fagbevægelsen, forskellige korporatistiske teorier, Robert Dahls syn på hvordan demokrati virker, og i en vis forstand også superstjernen Richard Floridas ideer om den ’kreative klasse’. Teorien har haft så stor indflydelse, at flere lande inklusive Australien har implementeret politiker direkte baseret på den, og den er heller ikke uden indflydelse i Danmark.

Men sådanne teorier kan naturligvis ikke stå uimodsagt, og enkelte husker da også både Adam Smith og den store amerikanske politolog Mancur Olson, der begge havde et noget andet syn på sagerne. Smith skrev i hovedværket ’the Wealth of Nations’ at ”people of the same trade seldom meet together, even for merriment and diversion, but the conversation ends in a conspiracy against the public, or in some contrivance to raise prices”. Olson pegede også i sin “the Rise and Decline of Nations” at organiserede særinteresser som oftest fører til ineffektive politiker der kun gavner særinteresserne på bekostning af resten af befolkningen. Med andre ord peger Olson på, at overdreven organisationsaktivitet vil føre til mindre produktivitet og lavere vækst, alt andet lige, mens Putnam peger i den anden retning.

Dermed er det et empirisk spørgsmål hvem der har ret: Er organisationsaktivitet gavnligt pga. at alle kan arbejde mere effektivt sammen på den måde, eller åbner den blot op for ekstra politisk påvirkning fra snævre særinteresser? Det har længe været et spørgsmål, der har været svært at svare på for samfundsvidenskaben pga. mangelen på informationer om organisationsaktivitet, men for nylig har amerikanerne Dennis Coates, Jac Heckelman og Bonnie Wilson gjort en speciel indsats og har fundet og renset data for 87 lande, som de har udnyttet i en serie papirer. Og de understøtter ikke den herskende politiske ortodoksi at networking og frivillige organisationer totalt set er af det gode.

Coates, Heckelman og Wilson finder, at jo tættere netværkene er i et land, jo langsommere vokser det (læs f.eks. her og her). Deres estimater peger på, at i det gennemsnitlige OECD-land vil ti ekstra organisationer – og gennemsnittet er faktisk 914 organisationer – sænke væksten med i det mindste en tredjedel procentpoint. Organisationsaktiviteten fanger med andre ord i langt højere grad en negativ Smithsk/Olsonsk indflydelse fra særinteresser end en positiv Putnamsk/Floridask effekt.

Hvis man skal stramme fortolkningen en smule betyder det at en del af Tysklands elendige økonomi de senere år til de 5000 organisationer – 61 per million indbyggere – der for i det mindste manges vedkommende påvirker tysk politik i en grad så det kun kan betegnes med Olsons term ’økonomisk sklerose’. Men Danmark er heller ikke ligefrem kendt for sin mangel på organisationer, nærmere tværtimod. Landet har nogle af de stærkeste organisationer i den vestlige verden, og man kan måske overveje hvad det betyder for muligheden for at reformere velfærdsstaten før økonomien begynder at tage alvorlig skade igen. For hvordan er det nu det går, hvis man begynder at tale reformer i Danmark? Hører man særinteresser lufte deres politiske utilfredshed i medierne? I høj grad ja, og dem vil Putnam/Florida-fløjen give større spillerum. Hvad siger man til det?

Public Choice Workshop

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2007. 3 svar

Undertegnede står dette (akademiske) år – dvs. januar 2008 – for at arrangere den årlige danske Public Choice Workshop. Så hvis nogle af læserne sidder i limboet mellem jul og nytår uden at vide, hvad de skal tage sig til, eller hvis de eventuelt tørster efter lidt fagligt input ovenpå de familiære stunder, kan de passende besøge workshoppens hjemmeside (læs her). Dagen kommer til at gå med præsentation af 11 papirer fra nogle af Danmarks (og en enkelt af Norges) fremmeste samfundsforskere om så forskellige emner som:

Hollandsk Syge – Martin Paldam giver et overblik over forskningen i den ubehagelige indsigt at ulandshjælp underminerer landets konkurrenceevne og giver et bud på den politiske dynamik, der skaber effekten.

Magtcentralisering og Rent-Seeking i EU – Gert Tinggaard Svendsen, der med Urs Steiner Brandt har forsket i de utilsigtede konsekvenser af europæisk centralisering.

Indførslen af indkomstskat i Europa – Peter Sandholdt Jensen, som sammen med Toke Aidt har undersøgt baggrunden for at europæiske stater indførte indkomstskat i perioden 1815-1941.

Stalins terrorregime – Philipp Schröder præsenterer sit arbejde med Konstantin Sonin og Paul Gregory om at forklare Stalins ekstremer i 1930’erne ud fra en rationel vinkel – dvs. rationel set fra Stalins ønske om at bevare magten.

Public Choice workshoppen afholdes på Handelshøjskolen, Århus Universitet, den 14. januar og er åben for offentligheden, selvom de små frynsegoder, der følger med, ikke er. Men selvom man ikke har mulighed for at møde op, kommer alle papirer til at ligge gratis tilgængeligt på hjemmesiden. For de interesserede er der ingen undskyldning.

Danske forskeres løn i internationalt lys

Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2007. 8 svar

En af vores faste læsere og flittige kommentatorer, JR, linkede forleden til en ret interessant undersøgelse (læs her) fra EU Kommissionen. Man har ønsket at vide, hvad forskere tjener i de forskellige EU-lande, og hvordan niveauet forholder sig til situationen i andre lande, heriblandt ikke mindst USA. Undersøgelsen med titlen ”Renumeration of Researchers in the Private and Public Sectors” burde ringe nogle alarmklokker hos danske politikere, ikke mindst minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander. For danske forskeres lønninger er ikke ligefrem noget at prale af.

Først og fremmest dokumenterer undersøgelsen, at EU ikke kan konkurrere med USA på lønnen. Som forfatterne skriver på side 20:

”Only Austria, The Netherlands, Israel, Switzerland and Luxembourg have an average remuneration similar to that of the United States, considering the cost of living in each country […] The EU25 average (40.126 EUR) is far below the US average (62.793 EUR). Only Austria (60.530 EUR), The Netherlands (56.721 EUR) and Luxembourg (56.268 EUR) have a similar remuneration level to the United States. If we consider the Associate Countries, only Israel (59.580 EUR) and Switzerland (59.902 EUR) have an average remuneration similar to that of the United States.”

Med andre ord er der kun tre EU-lande, der lønmæssigt er med i konkurrencen, sammen med to yderligere europæiske lande. Og selvom den generelle EU-situation derfor ser skidt ud, er det endnu værre i Danmark. Ud af de 38 lande, der er med i undersøgelsen, ligger den gennemsnitlige forskerløn i Danmark på en 17. plads – korrigeret for købekraftsforskelle får en dansk forsker i gennemsnit 69 procent af en amerikansk forskers løn. Set på en lidt anden måde – hvor meget mere end gennemsnittet en forsker tjener – viser tallene i undersøgelsen, at forskere i Danmark i gennemsnit tjener 23 procent mere end den almindelige dansker, mens den tilsvarende amerikanske forskel er 41 procent.

Allerede her er der grund til eftertanke. Læg for eksempel en marginalskat i Danmark på 63 procent og en højeste marginalskat i USA på 35 procent oveni indkomstforskellene (kilde: her) og overvej det faktum, at gennemsnitsindkomsten i Danmark allerede før skat er 79 procent af hvad den er i USA. Spørg så dig selv, hvorfor de dygtigste danske forskere stort set alle er affilieret med et amerikansk universitet. Svaret er ikke betryggende, vel?

Og det ser endnu værre ud, hvis vi forsøger at se på lønvæksten over en karriere. Undersøgelsens forfattere placerer Danmark i en gruppe med fire andre lande (Island, Litauen, Malta og Norge, side 53), der er karakteriseret ved at have en meget svag indkomstudvikling over en akademisk karriere. Hvis man kombinerer tallene, viser de derfor samlet set, at en forskerkarriere i Danmark bestemt ikke er lukrativ, særligt ikke når man sammenligner med hvad man kunne have fået andre steder (hvis man er dygtig nok), og at denne økonomiske ulempe bliver værre, jo længere man bliver i akademia.

Nu kunne man måske forledes til at sige, at forskere enten ikke er pengene værd, eller at der jo er andre forhold, der gør det op for den lave løn, men de indvendinger holder næppe. Husk at regeringens forsknings- og videnskabsstrategi sigter mod at gøre Danmark konkurrencedygtig i en yderligere globaliseret verden i de nærmeste år, hvilket under alle omstændigheder betyder, at man må kunne fastholde dygtige danske forskere og tiltrække dygtige udlændinge. I den forbindelse må man undres over at Sander, Fogh og stort set resten af Folketinget tror på, at det er realistisk, når danske universiteter slet ikke kan konkurrere om de bedste forskere. Lønnen er lav, både i forhold til alternative beskæftigelser i landet og i forhold til udenlandske muligheder og – let’s face it – der er praktisk taget intet, der kan kompensere for det: Forskningsfriheden er på vej til at blive begrænset på grund af regeringens rent ud sagt idiotiske fokus på ”Fra Tanke til Faktura” (læs f.eks. her) og landet kan som sådan ikke byde på bedre bevillinger, mere fleksibilitet eller noget andet, der kunne tiltrække udlændinge og fastholde danskere. Så lad os få lidt rimelighed i debatten, og erkende at vi – måske i den hellige ligheds navn – er ved at underminere vores ’videnskompetencer’ på langt sigt. Ellers er jeg også den, der er rejst – om nogen så synes det er usolidarisk eller ej.

Fra forskningsfronten: Handel gør os rigere -– hvis politikerne holder fingrene væk

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2007. 4 svar

Vi kender alle diskussionen: Er globalisering et gode eller et onde? De fleste tænkende, ædruelige mennesker har forladt den marxistiske idé om at handel blot er udbytning i nye klæder, men tankegangen trives stadig i visse nicher på humaniora og andre steder, hvor folk åbenbart betages af Naomi Kleins argumenter (for eksempel raser hun i sin seneste bog mod tænketanke, baseret på et argument om at de er onde fordi ordet jo indeholder ’tank’ – altså kampvogn!).

Men de underlige marxistiske levn fraset, er det sevet ind hos de fleste at økonomisk globalisering – øget handel, udenlandske investeringer osv. – giver nogle unikke muligheder. Men blandt politikere er der stadig en stærk tro på, at der er et eller andet ondskabsfuldt i globaliseringen, der skal reguleres væk. Med andre ord er der en tyrkertro på, at globaliseringen skal ’dirigeres’ og at den helst skal ’under demokratisk kontrol’. Jo mere kontrol, jo mere regulering, jo bedre.

Hvorvidt politikerne tager fejl eller ej er i sidste ende et videnskabelige, empirisk spørgsmål. I en ny artikel ser Verdensbankøkonomerne Caroline Freund og Bineswaree Bolaky på netop dette spørgsmål. Artiklen, der estimerer baggrunde for hvorfor nogle lande er rigere end andre, blev i november accepteret i udviklingsøkonomiens absolutte flagskib, the Journal of Development Economics, og har således fået et af de fineste kvalitetsstempler, der findes i nationaløkonomi.

Artiklen er interessant fordi Freund og Bolaky netop finder en tæt og kausal sammenhæng mellem handel og velstand. Generelt gælder det ifølge deres resultater, at jo mere et land handler, jo rigere ender det med at være. Jo mere åbent, landet er, jo mere effektivt bliver landets samlede fysiske og menneskelige ressourcerne fordelt, og i jo højere grad sorteres dårlige virksomheder fra i den proces, Schumpeter kaldte ’kreativ ødelæggelse’.

Men, og der er et meget stort men, disse smukke virkninger kommer kun i lande, der ikke overregulerer økonomien. I den gruppe af verdens lande, hvor der er stærk kontrol med opstart af virksomheder, regulering af arbejdsmarkedet, og dårlig beskyttelse af privat ejendomsret, har handel ingen gavnlige virkninger på landets velstand. Omvendt gælder det, at i lande uden sådanne reguleringsproblemer vil ti procent mere handel på langt sigt gøre landet mere end fem procent rigere! Og jo mindre man regulerer disse forhold, jo større bliver de positive effekter af handel.

Freund og Bolakys artikel gennemhuller derfor fuldstændigt europæiske politikeres idé om, at økonomisk globalisering skal reguleres for at den bliver til gavn for landet. I stedet viser resultaterne, at politikerne også på dette område skal holde fingrene væk, og lade den usynlige hånd spinde sin magi. På den måde får vi alle sammen mest velstand af globaliseringen – og størst frihed til at bruge den til det, vi helst vil.

Condorcet for børn

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. oktober 2007. 9 svar

Jeg underviser gerne så mange studerende som muligt i Condorcets Paradoks (f.eks. her). Altså det forhold, at man kan have en situation, hvor tre eller flere personer hver især har en transitiv præferenceorden over tre eller flere alternativer, men hvor disse tilsammen er således, at der ikke er et alternativ, der ikke kan slås af mindst et andet alternativ.

Altså f.eks., hvis vi har tre personer, A, B og C, som skal vælge mellem x, y og z, og deres respektive præferenceordener er:

A: x > y > z
B: y > z > x
C: z > x > y,

Så er den kollektive præference ved parvise, flertals-sammenligninger:

x > y > z > x

Det er givetvis ikke alle studerende, der forstår paradokset, eller dets implikationer. Det gjorde jeg vist heller ikke selv første gang, og i betragtning af at det er mere end et halvt århundrede siden, at Duncan Black og (den senere Nobelprismodtager) Kenneth Arrow genopdagede problemet, og der fortsat er mange, der ikke forstår det, er det måske ikke så lige til. Men for de studerende, der ser pointen, er det ganske ofte sådan, at jeg næsten kan høre nålen droppe ned på gulvet—eller også deres underkæbe. For har man først fattet, hvad paradokset egentlig indikerer, er det svært nogensinde at se på den demokratiske proces’ resultater på samme måde.

Når studerende så har grundet over det lidt, melder modargumenterne sig—som det sig også hør og bør. ”Er det ikke bare et skrivebordseksempel?” O.s.v. Ganske mange fokuserer på det implicitte krav om, at både individernes og kollektivets præferenceordener er transitive—”Er det ikke urealistisk?” spørger man. Det samme argument hører jeg ofte, i en anden form, når jeg plæderer for, at mange afstemningsformer—faktisk stort set alle—er bedre end den meget udbredte om ”en vælger, en stemme”. Metoder, hvor man kan prioritere eller fordele point mellem alternativerne, vil give mennesker muligheden for mere meningsfuldt at give deres meninger til udtryk. Fremfor alt har den type metoder en tendens til at mindske sandsynligheden for, at det valgte alternativ bliver et andet end Condorcet vinderen (hvis en sådan findes). ”Men det er jo for svært! Vælgerne har jo ikke meninger om alt!”, lyder indvendingen.

Men er det nu også sandt? Er det for svært for mennesker at have komplette præferencer over et sæt af alternativer, hvor N > 2? Forleden sad jeg så og spiste middag med min lille datter. Hun er godt nok klog, men hun er dog kun to år og tre måneder. Jeg spurgte hende henkastet, om hun bedst kunne lide pasta eller sin sut. Svaret kom prompte, “”Sut!””. Så tog fanden ved mig, og jeg gav hende nogle flere valgmuligheder, og jeg parrede dem to og to— for at se om slutresultatet faktisk blev en transitiv præferenceorden. Det blev den, og her er den:

Is > Sut > Pasta > Leverpostej > Ost

Nuvel, dette beviser jo intet generelt. Men lad os sige det på den måde: Hvis en to årig kan formulere en transitiv præferenceorden (og oven i købet en strikt én, altså uden indifference) over (mindst) fem alternativer, hvorfor skulle danske vælgere så ikke kunne formulere bare en blød præferenceorden over tre eller flere alternativer?

Og hvad er der så af grunde til ikke at gå fra den nuværende forsimplede demokratiopfattelse (”en vælger, en stemme”) til en mere nuanceret? Som jeg tit siger til mine studerende: Prøv at forestille jer, at I skulle shoppe i et supermarked på samme måde, som I skal stemme ved et valg: I må kun vælge én vare, og den koster jer alt, hvad I har på kontoen. Nej, vel?

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige II

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 9. oktober 2007. 6 svar

Bare lige så vennerne på Berlingske ikke tror, at vi særligt er ude efter dem: Her er et dagsaktuelt og næsten lige så graverende eksempel fra dagbladet Børsen (skrevet af en journalist med signaturen “-Sommer”).  Her kommer vores sagligt redigerede version af deres egen “historie”:

Ny måling sætter midten ud af spil

Venstre og De Konservative står igen til at kunne danne regering baseret på støtte udelukkende fra Dansk Folkeparti. Det viser en meningsmåling, som Rambøll Management har foretaget for Morgenavisen Jyllands-Posten. Målingen giver samlet VKO 50,1 pct. af stemmerne. Samtidig viser målingen, at De Radikale og Ny Alliance samlet set ikke er store nok til at kunnd give VK et alternativt flertal. Dermed står VKO-blokken altså til at fortsætte—mens midten i dansk politik, som har været ombejlet siden Ny Alliance blev stiftet i maj i målingen er sat ud af spillet. …

Målingen fra Rambøll bekræfter en tendens fra en Greens-undersøgelse i dagbladet Børsen for to uger siden. Her stod Ny Alliance til kraftig tilbagegang. Partiets opbakning blev i Greens halveret fra 7,1 til 3,8 pct. af stemmerne. I Jyllands-Postens måling går Khaders parti yderligere tilbage til 3,3 pct. af stemmerne—svarende til 6-7 mandater i Folketinget.

Vi skal nok spare læserne for at gøre dette til en meget længere føljeton, men vi kunne godt tænke sig at rette et spørgsmål direkte til fagbladet Journalisten, Dansk Journalistforbund og journalistuddannelserne ved DJH, SDU og RUC: Hvis nu jeres folk begyndte at skrive (andre) artikler om dansk politik, hvor hele grundlaget for historierne var “læsning” af dyrs indvolde, aura-tegning og numerologi, hvad ville I så egentlig sige til det?

Iøvrigt mener jeg, at journalisters brug af meningsmålinger er usaglige

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 5. oktober 2007. 8 svar

Ja, ja, jeg ved det godt–jeg ved det godt.  Jeg har nu sagt og skrevet det så mange gange (her, her og her), at folk må være godt trætte af at høre mig sige, at danske journalister enten

1) ikke forstår, hvad meningsmålinger er, eller

2) er fuldstændigt ligeglade med, at de systematisk skriver ting, som de ikke har belæg for.

Eller for lige at opsummere: At journalisterne fortolker (og beder politikere og valgforskere om at fortolke) udsving i meningsmålingerne, som isoleret set er indenfor den statistiske usikkerhed (typisk 2 pct.).  Er udsvingene fra måling til måling mindre end som så, ved man (pr. konvention) ikke, om udsvingene i udvalget svarer til den faktiske situation i befolkningen som helhed.

Men nu prøver jeg så igen, men på en anden måde, nemlig ved at tage en faktisk artikel og så fjerne de formuleringer, som journalisterne faktisk ikke har belæg for at skrive.  Da jeg har skrevet det flere gange i Berlingske Tidende og er blevet interviewet til selvsamme fine avis om emnet (og iøvrigt også har taget det op overfor chefredaktionen), så håber jeg, at “min” avis tilgiver mig, at jeg bruger avisens historie fra sidste uge som illustration af min pointe.  (Andre aviser kunne lige så vel have været brugt; Berlingskes journalister er desværre på dette punkt ikke meget værre eller bedre end andre mediers, inkl. vennerne på 180 Grader.)  Så, here we go … Her er Morten Henriksens og Bjarne Steensbecks artikel fra Berlingske, søndag d. 30. september (i en version hentet fra B.T.s domæne), med en overstregning af, hvad der ikke er dækning for at skrive.  Prøv så at se, om resten giver mening:

Fortsat nedtur hos de Konservative

De Konservative har for alvor tabt pusten. Selv om det er en lille måned siden, at partiet fik sin mærkesag nummer et igennem Folketinget, så er vælgertilslutningen katastrofalt lav.

29. september 2007, 19:26

I en Gallup-måling høster det lille regeringsparti ikke spor på sin skattesejr. Tværtimod står partiet stille, erfarer Berlingske Tidende. Målingen siger 8,7 procent i vælgertilslutning mod 8,9 for en måned siden.

Og et godt stykke under resultatet fra 2005-valget på 10,3 procent. Den nye Gallup-måling kommer netop som partiet holder landsråd i Herning, og her blev det meste af eftermiddagen brugt på én ting: Nemlig krav fra dele af baglandet om nye skattelettelser.

Dog har ledelsen indtil videre fået nok af skattelettelser i denne omgang. Fokus skal nu rettes på nye områder.

Politisk ordfører Pia Christmas-Møller forklarer stilstanden med, at det ikke er lykkedes at forklare skattesejren:

»Altså, en stor del af forklaringen er en negativ medieformidling af skatteaftalen, men nu er vi klar med nye ting på dagsordenen. Vi skal engagere folk og væk fra alt det spindoktori, som kortslutter alting i politik.
Det er, hvor man har truffet sin beslutning, før man begynder debatten,« siger Christmas-Møller.

Et andet parti med retning mod bunden har været Ny Alliance. De retter sig og får fremgang til 5,5 procent af vælgerne. Dermed er regeringen nødt til fremover ikke kun at spørge Pia Kjærsgaard, men også Naser Khader.

»Vi har stabilieret os omkring de 5-6-7 procent. Og det ser ud til, at vores politiske udspil er faldet i god jord,« siger Anders Samuelsen, som dog kun lige med nød og næppe får brudt VKO-flertallet.

De har 87 mandater og behøver dermed kun et ekstra mandat mere i fremgang for at beholde magten – under forudsætning af, at de får to nordatlantiske mandater.

»Jeg tror simpelthen ikke på, at VKO vil få held til at holde magten. Vi er den eneste reelle mulighed for at bryde VKO-blokken.«

Venstres Troels Lund Poulsen er tilfreds med, at Venstre fortsat er Danmarks største parti. Selv om de nu kun er et procentpoint foran Socialdemokraterne: »Og så er Ny Alliance jo et borgerligt parti, og dermed er opbakningen jo solid,« siger han.

En modig mand II

Af admin, den 4. oktober 2007. 8 svar

Forleden havde jeg – ganske uvant – en posting om den anden del af mit liv, om juraen (her).

Postingen angik Kommissionens forsøg på at forbyde brugen af aktier med forskellig stemmeret, ofte kaldt A- og B-aktier. Det har altid været en dårlig idé, fordi der er fuld åbenhed omkring disse aktier. Selskabet skal nøje redegøre i sine vedtægter om aktiernes retsstilling, herunder deres stemmerettigheder, og vedtægterne er offentligt tilgængelige. Hvis aktierne udbydes til offentligheden, skal de ledsages af et prospekt, hvor det ligeledes skæres ud i pap, hvilke rettigheder de har. Beslutningen om at udstede aktier skal træffes af de eksisterende aktionærer. Det er – så at sige – deres selskab, og det er derfor op til dem at bestemme, om de ønsker at afgive kontrol over det som led i at tiltrække finansiering og i givet fald, hvor meget kontrol de ønsker at afgive. Da der er fuld åbenhed, vil det endvidere være muligt for investorerne at beslutte, om de vil købe de udbudte aktier med de pågældende stemmerettigheder. Man ved, hvad man køber, og man får det, man har betalt for.

Kort sagt, spørgsmålet om A- og B-aktier er et typisk eksempel på noget, hvor det ikke er muligt at sige, om det er godt eller skidt, men man kan roligt gå ud fra, at når de er fuld åbenhed, så vil de fleste træffe nogle rimeligt fornuftige valg.

Nu har “leave it to the market” jo ikke ligefrem været EU’s kampråb, og det var derfor med en vis skepsis, at den nytiltrådte kommissær McCreeveys påstand om ikke at lave flere, men bedre regler, blev modtaget.

Men se nu bare her.

McCreevey hævdede, at han kun ville gribe ind over for virksomhedernes frie ret til selv at tilrettelægge deres forhold, hvis der kunne påvises saglige grunde til det. Det er der så mange politikere, der siger.

Men McCreevey bestilte en kæmpe undersøgelse af, hvordan selskaberne klarede sig i Europa for at se, om foranstaltninger om kontrol, f.eks. A- og B-aktier, påvirkede deres drift. Det er der så mange politikere, der gør.

Men da rapporten kom og viste, at der ikke var nogen sammenhæng mellem selskabernes resultater og deres finansiering, sagde McCreevey, at han nøje ville overveje rapportens resultater. Det er der så mange politikere, der siger.

Men da McCreevey havde læst rapporten, sagde han i onsdags, at da der ikke var noget sagligt grundlag for at gribe ind på området, ville han lade være med det. Det er der godt ikke mange politikere, som tør.

Det er utroligt positivt, at vi her har en politiker, som faktisk tør sige, at han ikke vil foretage sig noget. Bare vi kunne få flere af den slags både i EU og herhjemme.

Og så skal begejstringen da heller ikke overskygge, at McCreevey stadig kan finde på at foretage sig noget, blot på andre områder, hvor der ikke er tilstrækkelig åbenhed. Men det er en anden sag, og kan i øvrigt være en god idé.

Alt i alt, en sjælden god dag for tilliden til EU.

Den utilfredse venstrefløj

Af Christian Bjørnskov, den 22. september 2007. 1 svar

For en uges tid siden sendte min arbejdsplads, Handelshøjskolen ved Århus Universitet, en pressemeddelelse ud på en ny undersøgelse, jeg har lavet med mine to tyske kolleger Axel Dreher og Justina Fischer. Baggrunden for undersøgelsen var en tidligere artikel (på vej ud og allerede online hos Social Choice and Welfare) hvor vi fandt at folk, der placerer sig selv på den politiske venstrefløj, er markant minder tilfredse med deres liv end deres modstandere på den anden fløj. Da en række studier af amerikanernes lykke finder samme mønster, syntes vi at det var interessant nok til at det var værd at kigge nærmere på.

Denne konklusion og vores nye undersøgelse, som jeg præsenterede forleden ved IAREP-konferencen in Ljubljana, giver et mener vi ganske kvalificeret bud på, hvorfor venstrefløjen er mindre tilfreds med livet. For det er den – 72 procent af de venstreorienterede danskere i 1999-udgaven af the World Values Survey erklærede sig meget tilfredse med deres liv mod hele 83 procent på højrefløjen – og en tænkt marginaleffekt af at skifte politisk side når man vel at mærke har korrigeret for indkomstforskelle, civilstatus og en lang række andre forhold, svarer faktisk til lykkehoppet ved at flytte sammen med sin kæreste!

Vores studium af effekterne af traditionelt politiske betingede normer og syn på samfundet peger på, at det er venstrefløjens vurdering af, hvor retfærdigt samfundet er, der driver en stor del af forskellen. En række internationale surveys viser at folk, der stemmer til venstre for midten, er langt mere tilbøjelige til at ønske øget omfordeling og at se fattigdom og forskelle på rig og fattig som udtryk for, at noget er unfair – at de fattige på god, marxistisk vis bliver ’udbyttet’ eller på andre måder er ofre for det senkapitalistiske samfund. Når man siger det på denne måde, er fronterne naturligvis stillet ganske skarpt (og lidt karrikeret) op, men det er i bund og grund resultatet af de mange undersøgelser. Vores studie peger derfor på, at idet folk faktisk værdsætter retfærdighed og fairness så meget, at deres vurderinger af den slår ud i deres personlige, subjektive velbefindende, er venstrefløjen mindre lykkelig netop fordi dens vurdering på disse punkter er så negativ.

Det skægge i den forgangne uge har været at følge debatten. Villy Søvndal, som jeg faktisk har en del respekt for selvom jeg på ingen måde deler hans synspunkter, var tilbøjelig til at acceptere forklaringen som sandsynlig, da vi var sammen i TV2 radio mandag morgen (alt for tidligt), men andre dele af debatten har været mindre elegant. Se for eksempel denne diskussion på dk.politik. En berømt dansk sprogblomst er blevet ved at poppe op i mit baghoved mens jeg har fulgt debatten på venstrefløjen: Folketingsmedlemmet Søren Kjærs famøse ”Hvis det er fakta, så benægter a fakta!”

Ugens citat: Ron Paul om "stem cell research"

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 1. september 2007. 3 svar

Et prægnant citat fra den Republikanske præsidentkandidat Ron Paul (omhandlende andre Republikaneres modstand mod at bruge akkumuleret celle-materiale fra fostre til medicinsk forskning):

“The trouble with issues like this is, in Washington we either prohibit it or subsidize it. And the market should deal with it, and the states should deal with it.”

–og det altimens næsten alle andre præsidentkandidater i bedste fald lyder som noget fra en kedelig komedie.

Kilde: en portrætartikel i Boston Globe , der kalder Ron Paul for Paul “the Ralph Nader of the right”–hvilket enten er en stor fornærmelse eller en stor ros.

Et Øv-Bøv til velfærdsstatens apologeter

Af Christian Bjørnskov, den 15. august 2007. 3 svar

På en endagskonference i København i januar præsenterede ex-punditokraten Nicolai Foss og jeg vores analyse af sammenhængen mellem iværksætteraktivitet og økonomisk frihed. I analysen, der var bestilt og betalt af CEPOS, fandt vi at den offentlige sektors størrelse – det offentlige forbrug, overførslerne og skattesystemet – i høj grad bidrager til at Danmark har meget lidt iværksætteraktivitet i forhold til mange andre lande, vi ofte sammenligner os med. Vores analyser blev efterfølgende omtalt i medierne, hvor modtagelsen var noget blandet.

Som Nicolai tidligere har beskrevet her, kaldte økonomiminister Bendt Bendtsen vores analyser ’simplistiske’ og Arbejderbevægelsens Erhvervsråds direktør Lars Andersen kaldte ligefrem analysen ’komisk. Og det er helt rigtigt, at konklusionerne bestemt ikke passer i deres kram for tiden. Andersen, der i øvrigt helt tydeligt ikke havde læst vores notat, er betalt for at levere arbejde der understøtter en socialdemokratisk agenda, at Bendtsen har sine midtervælgere at ’tage hensyn til’. Vi imødegik naturligvis kritikken (læs her), om end vores svar blev ignoreret af de relevante spillere.

Men videnskabelige analysers kvaliteter er heldigvis som oftest ikke bestemt i et snusket, politisk spil! Så dagens kommentar herfra er i virkeligheden to ting. Først er det en understregning af, at man for det meste ikke skal tage politiske spilleres udmeldinger i medierne for gode varer. Og for det andet er det en slags ’øv bøv’ – en blog-udgave af Simpson-seriens Nelson, når han udbrøder sit ’Ha Ha’. Den angiveligt ’simplistiske’ og ’komiske’ analyse er forleden blevet accepteret fil publikation i tidsskriftet Public Choice efter at have været igennem fuldt, videnskabeligt peer review. Med andre ord er analysen, som Andersen, Bendtsen og velfærdsstatens andre apologeter ikke kunne bruge til noget, blevet bedømt som fuldgodt videnskabeligt arbejde. Så kan I lære det, politikere!

Hvad er de mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne?

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2007. 30 svar

Her er en post til de mere akademiske af vores læsere! Inspireret af vores emeritus Nicolai Foss, der forleden postede et lignende kald på Organizations and Markets, vil vi indbyde vores læsere til en lille sommerdiskussion: Giv jeres bud på, hvad der er det mest overvurderede bidrag til samfundsvidenskaberne. Det kan være som artikel, bog eller måske en mere overordnet idé. Lad mig starte med mit bidrag: John Maynard Keynes 1936-bog The General Theory of Employment, Interest and Money. Vi glæder os til at høre jeres bud – og hvorfor I mener de er overvurderede.

At sammenligne på tværs af tid og rum

Af Jørgen Møller, den 7. juli 2007. 5 svar

I Hvad er historie? fra 1963 lægger H. P. Clausen ud med at fundere en smule over historiefagets egentlige ærinde. Efter at have lagt vejen omkring den historiske metodelære tager han livgreb med historisk teori – og når frem til den følgende konklusion: ”Der findes vel andre former for historisk forklaring, men i de fleste tilfælde arbejder historikeren med en kausal sammenhæng mellem de historiske fænomener”. Få sider senere uddyber han betragtningen ved at lægge vejen omkring den britiske historiker E. H. Carr:

”Med Carr kan vi sige, at historikeren skaber en slags hierarki af årsager, etablerer deres indbyrdes relationer og afgør, hvilken slags årsager, der bør betragtes som de afgørende. Historikeren karakteriseres af de årsager, han drager frem. Derfor handler megen historisk debat om, hvilke årsager der skal have prioriteten”.

Dermed er også sagt, at historiefaget – ganske som socialvidenskaben i øvrigt – nødvendigvis må omfavne systematiske sammenligner. Hvorfor nu det? Jo, vi er ikke i stand til at manipulere fortiden efter forgodtbefindende, og kun ved at sammenligne på tværs af observationer – og dermed kontrollere for alternative årsager – er det muligt be- eller afkræfte en given historisk årsagsforklaring (dvs. en historisk teori).

Mange historikere vil imidlertid ikke vedkende sig behovet for systematiske sammenligninger. Når de skal forklare, så gør de ofte ved brug af casestudier, og det er almindeligt at opfatte denne fremgangsmåde som et alternativ til sammenligninger. Hvis man kun fokuserer på en case, lyder argumentet, så er der jo intet at sammenligne med. Men det argument holder kun, dersom én case bliver sidestillet med én observation (til ét tidspunkt). Og hvis det er tilfældet, så kan et casestudie alene bruges til at afkræfte en teori – ikke til at gøre os klogere på, hvad der er sket i den konkrete sag eller på generelle sammenhænge for den sags skyld. Det egentlige casestudie er, lyder denne artikels bud, et studie af variation over tid, dvs. det er en sammenligning af observationer på den afhængige variabel (det der skal forklares) og de uafhængige variabler (de mulige forklaringer) til tiderne t1, t2…tn.

Men det er ikke nogen enkel sag at sammenligne på tværs af tid. Hvis vi ser bort fra de mere tekniske spidsfindigheder – hvornår er t eksempelvis lig med t1: til ét bestemt tidspunkt eller i en bestemt periode? – så er to problemer værd at hæfte sig ved. For det første er det ikke sikkert, at en årsagssammenhæng, der gælder på tværs af tid, også gælder på tværs af rum. For det andet er der en fare for, at de uafhængige variable påvirker hinanden over tid – og at vi derfor ikke kan etablere, hvilke der er væsentlige, og hvilke der ikke er.

Lad mig illustrere den første pointe med et omvendt eksempel. Det er gentagne gange blevet bekræftet, at der består en global sammenhæng mellem velstandsniveau og demokrati: jo rigere et land er, jo større er sandsynligheden for, at det er demokratisk. Denne sammenhæng bygger på sammenligninger på tværs af rum – altså verdens lande imellem. Men der eksisterer meget få undersøgelser af, om der eksisterer en lignende sammenhæng mellem velstandsstigninger og demokratisering over tid, dvs. om et givent lands sandsynlighed for at blive demokratisk stiger i takt med en velstandsstigning. Og der er intet logisk belæg for at udlede den historiske sammenhæng af den nuværende globale sammenhæng – selv om det ofte bliver gjort.

Den anden pointe er endnu mere væsentlig. Lad os blive i demokrati-genren og antage, at vi ønsker at forklare, hvorfor demokratiet kom til Danmark relativt tidligt (i forhold til den generelle europæiske udvikling). I dette tilfælde vil vi opstille en række relevante variable: den moderne statsmagt opkomst i 1700-tallet, etableringen af et nationalt fællesskab i første halvdel af 1800-tallet, middelklassens stadig større økonomiske betydning ved samme tid, det geopolitiske pres på en småstat i et anarkisk internationalt system og så fremdeles.

Vi kan så sammenligne Danmarks status på disse variable til forskellige tidspunkter: før, under og efter demokratiseringen i midten af 1800-tallet. Men det er yderst tænkeligt, at de udvalgte variable påvirker hinanden – og ikke bare den afhængige variabel. Eksempelvis kan opkomsten af et nationalt fællesskab kobles sammen med presset fra fjendtlige naboer, mens det er muligt at argumentere for, at den moderne statsmagt (forstået som et weberiansk bureaukrati) skabte grobund for den velstandsstigning, middelklassen nærede sig ved. Og så fremdeles.

I denne situation er det meget svært at opstille Carrs hierarki af årsager, etablere deres indbyrdes relation og afgøre, hvilke der bør betragtes som de afgørende. Heldigvis er der hjælp at hente. For hvis vi samtidig sammenligner på tværs af rum til de forskellige tidspunkter (t1, t2…tn), så får vi langt flere strenge at spille på. Tag det danske demokrati-eksempel – vi kan enten sammenligne med et andet lignende udfald (eksempelvis det svenske) eller et forskelligt udfald (eksempelvis det tyske). Vi kan altså, for at gøre en lang historie kort, sammenligne på tværs af både tid og rum.

Lad mig bruge den pointe til at vende tilbage til Clausen. Hvad er historie? Indeholder en meget berømt passus, der er værd at citere i sin længde:

”Den engelske historiker, lord Acton (1834-1902), har sagt de hyppigt citerede ord, at den historiske metode kun er en fordobling af den sunde menneskeforstand. Det kan forklare os lidt om, hvorfor det er vanskeligt at fremlægge en tilfredsstillende historisk metodelære. Man skriver jo ikke en vejledning i brugen af den sunde fornuft”.

Nu kan man jo lægge ud med at konstatere, at det trods alt nok kræver lidt vejledning, at nå ud over den sunde menneskeforstand – og at fordoble fornuften er da lidt af en præstation, selv for en historiker. Frem for alt kræver studiet af fortiden, ganske som socialvidenskaben i øvrigt, solide logiske retningslinier. Når vi bevæger os fra den egentlige historiske metodevidenskab – kildekritikken og de tilhørende slutninger til virkeligheden – til historiske forklaringer, så er den komparative metode et uomgængeligt redskab. For hvad historikerne logisk set bør søge at forklare er afvigelserne fra en mere generel foreteelse, dvs. om et bestemt historisk fænomen indtrådte relativt tidligt eller relativt sent i forhold til den generelle tendens. Og det kræver, at vi anskuer (eller rettere konstruerer) både tid og rum som dimensioner langs hvilken de historiske objekters status kan variere.

Clausen, H. P. (1963), Hvad er historie? Den historiske videnskabs metodiske grundspørgsmål og nyere synspunkter på historieforskningens teoretiske problemer, Berlingske Leksikon Bibliotek.

Bartolini, Stefano (1993), ”On Time and Comparative Research”, Journal of Theoretical Politics, 5, No. 2.

At konstruere og miskonstruere typologier

Af Jørgen Møller, den 7. juli 2007. 1 svar

Jeg skrev i foråret en lille artikelserie om den komparative metode til Weekendavisen. Den første artikel (”At sammenligne æbler og pærer”) blev bragt den 3. maj. Men min redaktør fandt desværre de to næste afsnit lidt for ’tekniske’; hvad der måske var lidt om. Da vi på Punditokraterne har mange studerende blandt vort faste læserkorps, vil jeg i stedet bringe dem her på siden. I den forbindelse er det også værd at erindre, at klare logiske retningslinier modvirker politisering; og derfor er væsentlige i en tid, hvor både politikere, meningsdannere og – i hvert fald fra tid til anden – forskere har det med at lade proportionerne fare.

———

Typologier et af de mest anvendte redskaber inden for socialvidenskaberne. Faktisk er sondringen mellem forskellige typer af sociale foreteelser lige så gammel som socialvidenskaben selv. Hvorfor er ikke svært at forklare. Selve udgangspunktet for den videnskabelige metode er, at der findes orden i kaos, at naturen huser både ensartethed og forskellighed. En typologi gør en ofte uoverskuelig virkelighed håndterbar ved at etablere ligheder ud af tilsyneladende forskelle – hvilket forhindrer, at vi drukner i den sociale verdens mangfoldighed.

Brugen af typologier møder vi allerede hos Aristoteles, der foregreb den moderne demokratiseringslitteratur, da han skelnede mellem politiske styreformer såsom demokrati, oligarki og tyranni. Og det typologiske redskab har ikke fået lov til at ruste siden. Tag blot den tyske sociolog Max Webers berømte sondring mellem tre typer af herredømme: karismatisk, traditionel og moderne. Denne taksonomiske opstilling har vist sig langtidsholdbar, har inspireret digre værker og – om end mere sjældent – interessante forskningsresultater.

Så langt, så godt. Socialvidenskabernes brug af typologier har imidlertid ikke været nogen ren succeshistorie. For ofte har økonomerne, politologerne og historikerne undladt at observere den taksonomiske logik, der ligger bag selve typebegrebet. Frem for alt er det – hvad logikken angår – nødvendigt at sætte vandtætte skodder mellem klassificeringer og typologiseringer.

En klassificering er en opdeling af empiriske observationer, der indfanger én bestemt dimension – normalt karakteriseret ved én bestemt egenskab eller et bestemt sæt af egenskaber. Klasserne dannes på baggrund af tilstedeværelsen eller fraværet af denne egenskab, og de to eneste tilhørende krav er, at klasserne er gensidigt udelukkende (ingen observation må falde i mere end én klasse), samt at den samlede klassifikation er udtømmende (alle observationer skal kunne indplaceres i klasserne).

Disse to krav gælder også for typologiseringer, men forskellen til klassificeringer er alligevel yderst håndfast. For en typologi er en opdeling af empiriske observationer, der bygger på mindst to dimensioner. Hver af disse dimensioner er kendetegnet af en eller flere egenskaber, og den samlede opstilling af typer er derfor flerdimensionel. Eller for at sige det på en anden måde: er der flere dimensioner, så er der også flere klassifikationer – og så står vi, samlet set, med en typologi mellem hænderne.

Lad mig give et eksempel fra mit eget forskningsfelt: demokrati. Demokratiets væsentligste egenskab består af frie valg, vil de fleste nok sige. Dersom egenskaben ’frie valg’ ikke til stede, så er der tale om demokratiets polære modsætning: autokrati. Autokratiets grundlæggende egenskab er netop ufrie valg (eller ligefrem fraværet af valg). Vi kan altså, hvis vi alene hæfter os ved egenskaben frie valg, danne en klassifikation bestående af de to klasser: ’demokrati’ (+ frie valg) og ’autokrati’ (- frie valg).

Men hvad nu, hvis vi har brug for at indfange to dimensioner? For eksempel bliver det ofte påpeget, at demokrati er bedst beskrevet ved kombinationen af frie valg og en retsstat – det vi normalt kalder ‘liberalt demokrati’, fordi retsstaten er det væsentligste element inden for liberal politisk teori. I denne situation er det nødvendigt at klassificere med hensyn til hver af disse to dimensioner.

Den første klassificering indfanger den elektorale dimension, de frie valg. Den anden klassificering indfanger den liberale dimension, retsstaten. Tilsammen danner de to sæt et ’property space’ – altså en konstruktion på baggrund af de identificerede egenskaber (på engelsk ’properties’) – der udgør en typologi. Fire typer er at finde i dette rum. For det første ’liberalt demokrati’ (+ frie valg, + retsstat), for det andet ’uliberalt demokrati’ (+ frie valg, – retsstat), for det tredje ’liberalt autokrati’ (- frie valg, + retsstat) og for det fjerde ’uliberalt autokrati’ (- frie valg, – retsstat).

Således er vi klædt på til at vende tilbage til den gængse praksis inden for socialvidenskaberne. Alt for mange forskere springer let og elegant hen over de logiske øvelser, som konstruktionen af typologier forudsætter. To problemer er værd at fremhæve. For det første er de fleste typologier, der findes i litteraturen, i virkeligheden klassifikationer, idet de er konstrueret med udgangspunkt i blot én dimension. Det er i sig selv ikke noget problem – det betyder bare, at vi som læsere skal udskifte ordet ’typologi’ med ordet ’klassifikation’, hvis vi vil forstå opdelingens natur. Nej, problemet er, at det teoretiske udgangspunkt ofte er flerdimensionalt, selv om den taksonomiske konstruktion ikke er det. Jeg har tidligere på denne side beskrevet, hvordan en række forskere har advaret om en stadig større kløft mellem elektorale og liberale demokratier – uden at holde de to dimensioner adskilte i den anvendte typologi. Når det sker, så bliver objekterne fejlklassificeret, og så bliver konklusionerne fejlagtige.

For det andet er det almindeligt kun at hæfte sig ved udvalgte typer, flerdimensionaliteten til trods. Webers beskrevne herredømme-typologi udgør et godt eksempel. Weber lagde en række forskellige egenskaber – og en række forskellige dimensioner – til grund for sine tre typer. Hvis vi skulle opstille hele hans ’property space’, så ville vi stå med overordentligt mange typer mellem hænderne. Men Weber holder sig som sagt, på det generelle niveau, til tre. Det er ikke nødvendigvis noget problem. Dersom kun disse tre typer danner logisk velfunderede kombinationer af egenskaber, eller dersom kun disse tre typer forefindes i den virkelige verden, så er reduktionen helt på sin plads. Men mellemregningerne skal frem i lyset – argumenterne for udeladelsen af de øvrige typer er påkrævet, hvis læseren skal kunne forstå konstruktionen. Og her halter det næsten altid, i øvrigt også i Webers tilfælde.

Det er, for at hamre pointen hjem, værd at erindre, at logik er logik, uanset om man bedriver socialvidenskab eller naturvidenskab. Uden logiske redskaber står vi tilbage med en kaotisk virkelighed, som vi er ude af stand til at gøre mere overskuelig – for vi skal som bekendt lære at kravle, før vi kan lære at gå.

Boyer, Carl. B. (1989 [1968]), A History of Mathematics, Second Edition, Revised by Uta C. Merzbach, John Wiley & Sons, Inc, New York.

Lazarsfeld P. F. & A. H. Barton (1951), ”Qualitative Measurement in the Social Sciences: Classification, Typologes, and Indices”, in D. Lerner & H. D. Lasswell (eds.), The Policy Sciences, Standford University Press.

Rationel adfærd

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 7. juni 2007. 12 svar

Whaddayaknow! Næste gang vores læseres undervisere, medstuderende, kolleger eller familiemedlemmer siger, at mennesker ikke handler rationelt og ikke reagerer på incitamenter–herunder f.eks. at der aldrig er nogen, der er ledige frivilligt–så giv dem en kopi af denne dags artikel fra Jyllands-Posten, “Sanktioner over for ledige virker”. Den har sågar været omtalt af Danmarks Radio og fortæller om en undersøgelse af arbejdsmarkedsforskeren, lektor Michael Svarer fra Aarhus Universitet .

Han har gennemgået 220.000 ledighedsforløb i årene 2003-2005. Af disse endte ca. 5.400 med, at den ledige blev påført en “sanktion”, fordi vedkommende ikke havde overholdt rådighedsreglerne. Denne bestod i et træk i dagpengene i fra to-tre dage og op til tre uger. Undersøgelsen viser, at der for kvinder, som fik en sanktion, var næsten 100 pct. større jobeffekt end for gennemsnittet af ledige; for mændene øgedes jobeffekten med 50 pct. i forhold til gennemsnittet af ledige. Michael Svarer siger i JP:

“Undersøgelsen viser, at sanktioner har en effekt. Sandsynligheden for at finde job i en bestemt uge steg fra 3 pct. til næsten 6 pct. for kvinder og fra 4 pct. til 6 pct. for mænd for de ledige, der havde oplevet sanktioner.”

Formanden for Arbejdsløshedskassernes Samvirke, Morten Kaspersen, er ifølge JP imod stramninger, men siger dog: “Jeg vil ikke afvise, at sanktioner kan have en effekt.” Mærk lige dagen af i kalenderen.

PS. Nu vi er i gang: Michael Svarer har iøvrigt tidligere forsket i bl.a. rationalitet i forbindelse med ægteskaber.

Cowen & Copenhagen

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 16. maj 2007. 6 svar

På initiativ af vores punditokrat emeritus, professor Nicolai Foss, er den kendte amerikanske “østrigske” økonom Tyler Cowen, fra George Mason University og MarginalRevolution.com , i de kommende dage i landet for at besøge Handelshøjskolen i København (CBS). I den forbindelse finder to arrangementer sted, som nok kan have interesse for de af denne blogs læsere, som er interesserede i økonomi og frihed, og som bor i hovedstadsområdet. Her kommer lidt fra CBS’ foromtale:

“Det er en af økonomiens tunge drenge, der gæster Copenhagen Business School den 21. Maj: Tyler Cowen er verdens mest læste forum for økonomer på Nettet.

Cowen’s centrale interesse er sammenhængen mellem kunst, kultur, og økonomi, og hans berømte analyser om emnet kobler til andre af tidens store problemer så som globalisering, frihandel og offentlig politik. Cowen er inviteret til Danmark af to af CBS’ forskningscentre med interesse i kultur, økonomi og globalisering, Center for Strategi og Globalisering og imagine.. Creative Industries Research. Cowen vil holde to foredrag på CBS den 21. maj: Klokken 11 taler han om The Creative Destruction of Cultures og kl 13.30 taler han om Subsidizing the Film Industry: Pros and cons. Ved foredraget kl. 13.30 vil professor, dr. Christian Hjorth-Andersen (Økonomisk Institut, Københavns Universitet) diskutere Cowen’s synspunkter ud fra et dansk perspektiv.

Cowen’s mest kendte bøger omfatter What Price Fame?, der analyserer stjernedyrkelsen i kulturlivet, samt In Praise of Commercial Culture, der diskuterer fordele og ulemper ved kommercialisering og globalisering af kulturlivet samt behovet for offentlig kulturstøtte.

Cowen er selv en aktiv forbruger af amerikansk og global kultur, og Washington Post har udgivet hans populære guide til byens mest spændende etniske spisesteder.”

Tid: Mandag 21. maj kl 11 og 13.30
Sted: Copenhagen Business School, Kilen, Kilevej 14A, lokale Ks.48 (stuen)

Robert Putnam’s sociale kapital –- spændende og misvisende

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2007. 4 svar

En af de mest spændende udviklinger indenfor samfundsvidenskaberne i de senere år har været introduktionen af begrebet ’social kapital’. I sin akademiske bestseller fra 1993 med titlen ’Making Democracy Work’ definerede Harvards superpolitolog Robert Putnam begrebet som ”aspekter af samfunds organisation, såsom tillid, normer og netværk, der kan forbedre samfundets effektivitet gennem at facilitere koordinerede handlinger”. Bogen opnåede popularitet verden over ved at demonstrere, at disse faktorer kunne forklare en hel del af forskellene i forhold som indkomst, korruption og bureaukratisk kvalitet mellem Nord- og Syditalien.

Mens enkelte andre havde brugt social kapital før Putnam, gjorde bogen og dens budskab en verden af forskel. Siden da har hundredvis af samfundsforskere brugt social kapital som forklaring på en lang række ting: Økonomisk vækst, retslig kvalitet, lykke, sundhed, kriminalitet, og valgdeltagelse er blot nogle af de mange faktorer, litteraturen har set på. Men med de mange studier kommer også et særligt problem, nemlig at nogen bruger tillid som indikator for social kapital, andre bruger forskellige mål for tætheden af sociale netværk, og mange andre mål og indikatorer bliver brugt for at fange det underliggende koncept – social kapital.

Putnam ser det ikke som et problem, da han betragter normer, tillid og netværksdannelse som dele af det samme begreb, og derfor som meget tæt forbundne konstrukter. Men er de nu det? Hvis ja, er der ikke noget stort problem, men hvis svaret er nej, melder de grå hår sig. Så er der nemlig store problemer med den måde social kapital operationaliseres på,der får konsekvenser for, for eksempel, de politiske anbefalinger man kan uddrage fra forskningen, som vi skal komme tilbage til.

En af de simpleste måder at se på det spørgsmål på, er at regne korrelationerne ud mellem de forskellige elementer i dataene. En korrelation er, som de statistikkyndige ved, et tal mellem -1 og 1, der viser hvor stærk sammenhængen er mellem to serier tal. Hvis tallet er 1, er de to serier i al praksis ens, hvis tallet er -1 er de helt modsat – går den ene op, går den anden helt sikkert ned, og hvis tallet er omkring 0, er der ingen sammenhæng. Der er for eksempel høj korrelation mellem hvor meget ens blomst i vinduer får, og hvor godt den vokser.

Hvordan ser det så ud for Putnam og de mange andres forestillinger? Tja, hvis vi ser på de 48 lande, hvor vi har gode, troværdige data, er korrelationen mellem normer og tillid -0,16, den mellem normer og netværk er -0,15, og den mellem tillid og netværk er -0,01. Man kan selvfølgelig indvende, at der er forhold man overser, men i en artikel fra sidste år i European Journal of Political Economy demonstrerede jeg med disse data og en noget mere avanceret metode, at de tre elementer er helt separate, når vi sammenligner lande. Berkeley-sociologen Claude Fischer nåede til samme konklusion året før i sin anmeldelse af Putnam i Social Forces, hvor han brugte Putnams egne data fra USA’s 50 stater, og Eric Uslaner har vist det samme i individ-sammenligninger.

Her er der altså et alvorligt videnskabeligt problem, fordi man blander æbler og pærer i samme kurv. Man kan ikke finde virkninger af generel tillid – som man ret ofte gør – og fortolke dem som netværkseffekter, for de to ting har ganske enkelt ikke noget med hinanden at gøre. Derfor er rigtigt mange af de empiriske analyser i litteraturen sådan set udmærkede, men fortolkningen af resultaterne er helt hen i skoven. Jeg er ked af at sige det, men det gælder desværre også min med-punditokrat David Gress og den måde han bruger social kapital-begrebet i sin ellers ret udmærkede nye bog.

Helt galt går det, når de videnskabelige indsigter begynder at blive omsat til politik. I USA er en række enheder begyndt at tage hans anbefalinger – investér i lokale netværk såsom børnebaseball, kor og fuglekiggeri – for gode varer. I 2003 begyndte den australske finansminister Peter Costello også at argumentere for de samme mål, og i Storbritannien nedsatte Tony Blair en kommission til at måle social kapital i landet, så regeringen kan bruge den aktivt. Problemet her er, at en række af de resultater man ønsker – bureaukratisk kvalitet, velfungerende lokalregeringer, økonomisk vækst og dynamik, ifølge den nyere forskning kommer fra tillid, og altså ikke har noget at gøre med netværkstyngde eller normdannelse. Men de politiske ’implikationer’ – den måde man politisk læser forskningen – indebærer at man investerer i netværk og normer!

Hvorfor nu indvie læserne i dette særlige videnskabelige problem? Jo, for det første betyder det, at man i en række lande er begyndt at investere fra politisk side i det forkerte på grund af, at så få har forstået Putnams videnskabelige problem! For det andet fordi disse diskussioner også ligger og ulmer i dansk politik – her hedder det som oftest bare ikke social kapital, men sammenhængskraft selvom det er det samme, der diskuteres. Og for det tredje fordi jeg er træt af at være ude og holde foredrag eller blot at tale med folk der rykker ud med social kapital-argumenter, men hurtigt afslører, at de alle har en forståelse for Putnams version af tingene – altså den der ikke holder videnskabeligt vand. Så hermed har jeg gjort min pligt og oplyst/formidlet. Og så håber jeg i øvrigt at flere i fremtiden forstår at skille skidt fra snot i denne debat. Ellers ender det med at koste penge på bundlinien og arbejdspladser i samfundet.

Bestikkelsesstaten

Af Peter Kurrild-Klitgaard, den 10. maj 2007. 10 svar

Hermed lidt genbrug af min faste klumme fra Berlingske Tidende–i dette tilfælde fra i lørdags:

Kommentar: Bestikkelsesstaten

Af Peter Kurrild-Klitgaard

En velkendt vending er, at »vi kan jo ikke leve af at klippe hinandens hår«. Den bruges ofte som et argument for, at i sidste ende bliver borgerne i et samfund kun rigere, hvis de foretager en egentlig værdiskabelse, snarere end at man blot bytter sammenlignelige tjenesteydelser med hinanden.

Selv i en verden, hvor traditionel fremstillingsvirksomhed gradvist er blevet erstattet af vidensbaserede tjenesteydelser, er der noget intuitivt sandt i udtrykket – og så kan det alligevel synes som om, at det er noget helt andet, der præger vores moderne velfærdsstat.

Så tænk i stedet lidt over denne metafor: Lad os antage, at vi sætter ti mennesker ned i en rundkreds. En 11. person går derefter rundt og indsamler fem kroner fra hver. For hver gang han er nået turen rundt, har han så en formue på 50 kroner – af dem tager han selv de ti kroner og smider resten vilkårligt i skødet på en af de ti andre. Den heldige vinder føler sig gevaldigt heldig. De ni, der sidder i rundkredsen og intet får, synes måske, de har tabt lidt, men tænker: »Visse vasse – det var jo kun lidt håndører, og vi får måske puljen næste gang«. For hver gang spillet kører en gang mere, er der en del, der taber lidt, én enkelt, der får en del – og så én, der skummer fløden. Men i det lange løb bliver alle andre end ham, der fordeler pengene, fattigere.

Hvis det lyder som et uattraktivt spil, som ikke kan få mange tilhængere, så er det dog alligevel nok en proces, der på mange punkter ikke er så langt fra, hvad en stor del af den danske velfærdsstat anno 2007 i virkeligheden handler om fra først til sidst. En meget stor del af de ressourcer, der år efter år indkræves som skatter, bliver efterfølgende udbetalt til de selv samme betalere igen, i form af serviceydelser og overførselindkomster. Netop dét, vil mange mene, er indbegrebet af velfærdsstatens eksistensberettigelse: Alle betaler, og alle får noget. Det gør naturligvis, at stadigt større dele af befolkningen med tiden kommer til at synes godt om systemet: Har man selv betalt meget, vil man også gerne have meget igen, når chancen byder sig. Det er det, som selv en socialdemokrat som Mogens Lykketoft har anerkendt som »bestikkelses«-elementet i velfærdsstatens måde at fungere på: Hvis man som venstreorienteret gerne vil have flest mulige til at støtte en stadigt større socialisering af samfundet, gælder det bare om at give så mange som muligt en kontant, personlig interesse i at støtte denne proces i almindelighed. Man skal gøre dem alle afhængige – også dem, der reelt kunne klare sig selv.

Pointen er imidlertid – ligesom i metaforen – at mange af deltagerne i det danske velfærdslotteri i længden ikke selv får noget ud af det system, som de er med til at finansiere. De ville være lige så godt stillet, hvis de som udgangspunkt fik lov til at beholde en lidt større del af deres indkomst – og så til gengæld fik ansvaret for at finansiere de udgifter, de selv har brug for. Hvorfor skal et ægtepar, hvor f.eks. manden er professor og kvinden advokat, og som derfor næppe hører til landets trængende, alligevel både betale høje skatter og så samtidigt modtage børnecheck, subsidieret børnepasning og skolegang til deres børn og en dag også folkepension?

At der ikke er tale om et helt trivielt spørgsmål fremgår af studier foretaget af de to økonomer Vito Tanzi fra den Internationale Valutafond og Ludger Schuknecht fra den Europæiske Centralbank. Tager man tal fra midten af 1990erne for et dusin OECD-lande lå de offentlige udgifter som andel af bruttonationalproduktet på nøjagtigt 50 pct., spændende fra f.eks. 32,9 pct. (USA) til 68,3 pct. (Sverige). Men Tanzi og Schuknecht har vist, at en ekstremt stor del af de offentlige udgifter i virkeligheden bliver betalt af skatteydere, som efterfølgende får penge retur i form af overførsler m.v. For den samme gruppe lande andrager dette beløb i gennemsnit 31,8 pct. af BNP. For Danmarks vedkommende var udgiftstrykket 59,3 pct., mens den del, der indbetales og tilbagebetales, var 31,3 pct. Tanzi og Schuknecht argumenterer således, at man i Danmark reelt ville kunne halvere de offentlige udgifters omfang – sænke dem til 28 pct. af BNP – uden at det i virkeligheden betyder andet end, at folk får lov til at slippe for at betale de skatter, som de alligevel efterfølgende får tilbage i form af overførsler.

At det forholder sig sådan, burde få de fleste rationelle mennesker til at spørge sig selv, om der er noget ravruskende galt med den måde, man har indrettet samfundet på. Så er spørgsmålet bare, hvad ham, der går og samler pengene ind, og som bestemmer, hvem der skal være så heldig at få puljen smidt i skødet, synes?

Tyrkiet, EU og “velfærdsstaten”

Af Igor, den 10. maj 2007. 2 svar

The Economist beretter, at de tider nærmer sig, hvor en fælles europæisk skattepolitik kan blive en realitet. Man er tilsyneladende begyndt at diskutere den fælles europæiske skattebase. Vi kan vel alle gætte, hvad det kommer til at betyde.

Økonomisk forskning viser nu, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem kulturel heterogenitet og villigheden til at betale for – og installere – en velfærdstat med universelle ydelser, som eksempelvis den danske. Harvard økonomerne, Alberto Alesina og Edvard L. Glaeser, undersøger i bogen Fighting Poverty in the US and Europe, hvilke forhold der spiller en rolle for villigheden til at betale skat og til at sikre ’sammenhængskraften’. Ganske interessant er det, at jo mere etnisk homogen en befolkning er – jo større er skattebyrden. De to økonomer viser, at denne sammenhæng både kan findes på tværs af lande i Europa og på tværs af de amerikanske stater.Herhjemme har vi et glimrende eksempel på den tankegang i Dansk Folkeparti. De universelle velfærdsydelser skal kun gælde personer, der tilhører den rigtige etnie – altså socialisme baseret på stammetilhørsforhold.

Hvis økonomerne har ret, rummer det tankevækkende perspektiver – især i forbindelse med optagelsen af Tyrkiet i EU. Når det nu er besluttet, at arbejdskraften ikke må bevæge sig frit over grænserne – så kunne en måde at undgå, at EU bliver endnu et skatteudskrivningsorgan, være at sikre så stor kulturel heterogenitet som muligt. Det må betyde, at Tyrkiet, Hviderusland, Marokko og hvem, der ellers kunne have lyst, skal have adgang til det europæiske ”fællesskab” – hellere i morgen end i over-morgen. Og eftersom Europa alligevel – af nogle – opfattes som en ’konstruktion’, så er der vel nærmest ingen grænser for hvem, der kunne inviteres ind i ‘varmen’: alt sammen for at undgå flere og højere skatter.