Af Christian Bjørnskov, den 6. september 2023. 1 svar
Meget af miljødebatten de senere år har fokuseret på CO2 og andre drivhusgasser, hvor meget hvert land udleder af dem, og hvad man fra politisk side kan gøre for det sænke udledningerne. Der er ærgerligt, da der er andre miljøproblemer med langt større, direkte skadevirkninger for almindelige mennesker. Et af dem, der ikke blot er veldokumenteret, men også er relativt godt målt på tværs af verdens lande, er partikelforurening. Og ser man på partikelforureningen, giver det et noget andet billede end mange miljøinteresserede danskere forestiller sig.
Kortet nedenfor illustrerer partikelforurening, defineret som PM 2.5, på tværs af verden de seneste år; kilden er Verdensbanken. De reneste steder (hvor folk bor) er New Zealand (5,7 ppm), Brunei (5,8 ppm), og Finland (5,9 ppm), mens de mest forurenede er Nepal (94,3), Qatar (90,4) og Egypten (79,3). Det (uvægtede) gennemsnit på tværs af 177 lande er 25, 8, mens medianen er 20,6.
Hvorfor ser vi så store forskelle i forurening på tværs af verden? Læser man medierne og lytter til journalister og politikere, skulle man ofte tro at det er de rigeste lande, der forurener mest. Man glemmer, at meget af den sundhedsrelevante forurening – og ikke mindst partikelforurening – ikke kommer fra avanceret økonomisk aktivitet, men fra almindelige mennesker der laver mad, varmer deres hjem op osv. Millioner af mennesker verden over gør begge dele ved at brænde kul, træ og tørv indenfor, og dermed voldsomt forurene deres indeklima. Det forsvinder typisk med at folk bliver rigere, men det er ikke hele historien.
Noget af historien kan ses i nedenstående figur, der plotter område 2 fra the Economic Freedom of the World indekset – kvaliteten af de juridiske institutioner – mod forurening. Det slående ved figuren er, at mens demokratier (de blå markører) typisk har mindre forurening end autokratier (de røde markører), har ingen lande med en juridisk kvalitet over cirka 6½ på en 10-skala forurening over medianen. Sagt med andre ord: Når kvaliteten af retsvæsenet og beskyttelsen af privat ejendomsret bliver god nok, får man ikke længere alvorlige forureningsproblemer på denne parameter.
Mens man bestemt ikke skal lade hele sin holdning danne af en enkelt figur – det ville være tåbeligt – peger evidensen her i en helt anden retning af, hvad mange tror. Økonomisk frihed er ofte forbundet med mindre forurening og mindre udledninger, og et generelt bedre miljø. Det samme gælder ofte for økonomisk udvikling. Og det paradoksale er, at langt de fleste ‘miljøkæmpere’ bekæmper moderne økonomisk udvikling og borgernes økonomiske frihed.
Som Otto skrev forleden – og som vi har understreget mange gange her på stedet – er økonomisk frihed forbundet med større økonomisk vækst. De sidste 25 år har forskningen dokumenteret en klar effekt fra særligt mindre offentlige sektorer, mindre offentlig intervention, og bedre retslige institutioner på den langsigtede økonomisk vækst. Men taler man med folk om det, har de ofte en indvending: Jaaah, men det er jo ligegyldigt når det ødelægger miljøet. Hvis det var rigtigt, ville det være en god indvending – men det er det ikke!
I en ny analyse for den canadiske tænketank Montreal Economic Institute skitserer den fremragened Vincent Geloso, hvordan økonomisk vækst faktisk hjælper til et bedre miljø. Analysen er en del af en serie, der sigter mod at afvise almindelige – men udokumenterede – angreb på fænomenet økonomisk vækst. Vincent peger på to meget almindelige påstande, som er forkerte: At folk der gerne vil have vækst, er ligeglade med miljøet, og at øget vækst indebærer større ressourceforbrug, som kloden ikke kan klare.
Vincent understreger allerførst, at det er veldokumenteret, at i takt med at folk bliver rigere, bliver de faktisk mere fokuserede på forhold som et godt miljø: Er man fattig, er hovedfokus at få mad på bordet idag og imorgen, men når det er sikret, skifter fokus mere mod andre ting, der er rare at have som f.eks. rent miljø. Overordnet er det sandsynligvis i højere grad et forhold, der skifter, når folk er mere økonomisk frie. Forskning peger således på, at folk bliver mindre materialistisk fokuserede, jo mere økonomisk frie de er.
Et andet forhold, som har været centralt for noget af min egen forskning – som vi har skrevet om tidligere – er hvordan kilderne til økonomisk vækst ændrer sig henover det, man kalder den miljømæssige Kuznets-kurve. I starten af kurven (når man kommer fra meget dyb fattigdom) vil væksten typisk indebære et større ressourceforbrug og en byrde på miljøet, men kun op til et vist punkt. Herefter er der endda direkte effekter at økonomisk frihed. Som Vincent skriver, er det for eksempel sagen, at “thanks to strong property rights (one component of economic freedom), innovators can more easily secure the fruits of technological innovation. This stimulates innovation that could be environmentally beneficial, while fewer regulatory barriers may facilitate the adoption of new technologies by other firms. Third, strong property rights make it easy to assign liability.”
Bundlinjen er, at økonomisk frihed faktisk bidrager positivt til et renere miljø. Det kan endda ses i partikelforurening i storbyer, som vi skrev om for nogle år siden (læs her). En af grundene til, at folk tror det modsatte, er at de ikke forstår hvordan moderne økonomisk vækst fungerer, og at de har dyb og naiv tro på, at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Virkeligheden er derimod, som Don Boudreaux har understreget, at lande har en tendens til at blive ‘cleaned by capitalism’. Eller som nogle af os er gamle nok til at huske: De mindst økonomisk frie, nogenlunde rige samfund vi har kendt – Central- og Østeuropa under kommunismen – var miljømæssige katastrofer.
Af Christian Bjørnskov, den 28. september 2021. 3 svar
Tidligere i år udkom FN-panelet IPCCs nye rapport, hvis politiske dele igen skabte bølger i medierne. Dommedagsprofetierne manglede ikke, omend de mere videnskabelige dele af rapporten ikke helt gav grund til at frygte, at himlen falder ned om ørerne på os. Rapporten og mediehypen giver dog anledning til at spørge, hvordan det går med miljøet og de åbenbart vigtige udledninger af drivhusgasser. Hvem skal man rose, og hvem skal man skose når det kommer til miljøstatus i verden? Det viser sig at være forbløffende svære spørgsmål at svare på.
Starter man med at se på, hvem der er mest energieffektive, forstået på den måde at man undersøger, hvem der udleder mest og mindst CO2 per 1000 dollars økonomisk værdi, er der allerede overraskelser, som vi illustrerer i den første figur. Det er for eksempel tydeligt, at hele Vesteuropa, Japan, New Zealand og Singapore er i den bedste femtedel af verden – farvekoden i figurerne er, at blå er bedst, efterfulgt af grøn, gul, rød, og med sort som værst – mens det samme sjovt nok også gælder for Brasilien, Colombia og Uruguay. At dele af Centralafrika også er, skyldes meget enkelt, at de er desperat fattige. I anden række følger Australien, USA og dele af Centraleuropa. I den værste ende, derimod, finder man stort set kun tidligere og nuværende kommunistiske lande, steder med en stærk kommunistisk indflydelse på den førte politik som Indien, Bolivia og Sydafrika, og olielandene i Nordafrika og Mellemøsten. Der er således både lande, der bekræfter et populært billede, og lande der som USA, der næppe passer på almindelige fordomme.
Det virkeligt svære i bedømmelsen af landes politik og status kommer dog, når man ser på udviklingen i udledningen af CO2 og andre drivhusgasser. Her er billedet i dagens anden figur nemlig et noget andet, med de største reduktioner i tidligere kommunistiske lande, ligesom også dele af Europa og USA er godt med. De store syndere her er ’emerging economies’ i Asien: Thailand, Malaysia og Indonesien. På samme måde klarer Brasilien sig skidt – de ellers lave emissioner er stort set ikke reduceret de sidste 25 år – og hele det afrikanske kontinent er stærkt blandet med enkelte positive undtagelser (heriblandt som altid Botswana).
Hvad gør man så, når man skal bedømme, hvordan det går miljømæssigt i et land – og ikke mindst hvis man er interesseret i at udskamme nogen og rose andre? Det kan blive endda meget svært at nå en afbalanceret, faktabaseret vurdering. Problemet er, at nogle af de umiddelbart værste miljøsyndere samtidig er nogen af dem, der har ryddet mest op de sidste 25 år. Man kan for eksempel sagtens mene, at Rusland forurener alt for meget, men man må samtidig anerkende hvor forbløffende meget, landet har ryddet op fra Sovjetunionens miljøsynder. Og hvad siger man til steder som Indonesien og Indien, der nok sviner, men som også løfter millioner af mennesker ud af fattigdom? Læserne har måske indvendinger og idéer, men som eksemplet viser, er det frygteligt svært at ophøje sig til moralsk dommer.
En del af formålet med dette års sommerserie er at minde folk om – og i nogle tilfælde oplyse dem om – hvordan forhold var tilbage i tiden. Flere af os har, ligesom en lang række gymnasielærere vi kender, oplevet hvordan unge mennesker kun sjældent har nogen som helst anelse om forholdene i Central- og Østeuropa før Berlinmurens fald. Sandheden er, at de kommunistiske økonomier i øst forurenede voldsomt og var langt mindre produktive end de kapitalistiske konkurrenter i vest.
Et af de bedre forhold for de kommunistiske økonomier var deres udledninger af drivhusgasser, der i 1990 – det første år med rimeligt god datadækning – var cirka 15 % lavere per indbygger end i de vestlige lande. Som illustreret i dagens første figur lå udledningerne dog væsentligt højere end Latinamerikas. Ét forhold må dog huskes: De vestlige økonomier var godt 2½ gange så rige som de kommunistiske i 1990. Derfor plotter vi også drivhusgasudledningerne per 1000 dollars produktion i dagens anden figur. Regnet i kiloton CO2-ækvivalent udledte de vestlige samfund i 1990 i gennemsnit 12,8 kiloton drivhusgasser per indbygger og 0,42 kiloton per 1000 dollars produceret, mens de tilsvarende tal for Østeuropa var 10,9 og 1,08 kiloton. Selvom den udbredte brug af atomkraft i Østblokken nedsatte dens udledninger af bl.a. CO2 var det langt fra nok til at kompensere for manglen på produktivitet: I de kommunistiske økonomier brugte man mere end dobbelt så meget energi på at producere samme økonomiske værdi som i Vesten og omtrent den samme mængde som de langt fattigere latinamerikanske lande.
Den gode del af historien er, at kommunismens fald har rettet op på situationen. Udledningerne per indbygger i Øst er faldet med 27 % mellem 1990 og 2018, og målt i forhold til output er de faldet 57 %. De tilsvarende fald for de vestlige økonomier er henholdsvis 13 og 46 %, mens der er sket langt mindre i Latinamerika. Med andre ord har de central- og østeuropæiske lande skåret omtrent en fjerdedel af deres udledninger på samme tid som de i gennemsnit er blevet 92 % rigere.
På mange måder er dagens eksempel endda en af de svageste udviklinger, der fulgte fra kommunismens fald. I midten af 1980erne, da man fik troværdige estimater fra bl.a. Østtyskland, viste det sig for eksempel at de østtyske udledninger af svovldioxid var det tredobbelte af det vesttyske niveau. På samme måde dokumenterede en oversigt af Josef Varousek i 1994, at ved kommunismens fald var halvdelen af alt drikkevand i Tjekkoslovakiet kategoriseret som udrikkeligt ifølge vesteuropæiske standarder. Det Sovjetunionen havde planlagt som ”Socialismens maskinfabrik” leverede muligvis maskiner, og var en af de mest udviklede økonomier i øst, men gjorde det med forældet og beskidt teknologi. I dag er den tjekkiske energieffektivitet faktisk højere end gennemsnittet for vesten, og de mange danskere, der har været i Prag eller Brno har førstehåndsviden om, hvordan byerne føles mindst lige så rene som i Tyskland. En af de vigtigste lærer af de sidste 35 års historie, som vi viser i dag og som forbløffende mange mennesker ingen anelse har om, er at kommunismens fald var en af de bedste ting, der er sket for miljøet i det sidste halve århundrede
De fleste politikere og meningsdannere, ligesom de fleste almindelige mennesker jeg møder, har en forestilling om at økonomisk vækst er skadelig for miljøet. Men for økonomer er det på ingen måde klart, at der skulle være et modsætningsforhold mellem vækst og bæredygtighed. Det har to svenske økonomer, Jonas Grafström og Christian Sandström, skrevet om fin bog om. De to forskere, der begge har tilknytning til Ratio Institutet i Stockholm, men ellers er ved henholdsvis Luleå Tekniska Universitet og Handelshögskolan i Jönköping, udgav sidst på 2020 bogen Mer för Mindre? Tillväxt och Hållbarhet i Sverige. Hele bogen kan hentes gratis her, og fortjener afgjort opmærksomhed.
Grafström og Sandströms hovedpointe er – som Julian Simon oprindeligt understregede – at mens den almindelige forestilling er, at vækst indebærer at man bruger flere ressourcer, forurener mere og udleder større mængder drivhusgasser og partikler, er langsigtet vækst primært drevet af noget andet. Titlen Mer för Mindre opsummerer faktisk pointen, som vi teoretisk har kendt og forstået siden Solow og Swans arbejde i 1950erne: Vækst er primært drevet af produktivitetsfremskridt, dvs. når vi finder nye måder at producere mere (eller bedre) med færre ressourcer!
For dem, der ikke lige har mod på at læse alle bogens 162 sider, er der en nem læsning. I sidste uge holdt de to svenskere et onlineseminar hos det engelske Institute of Economic Affairs. Deres præsentation ligger nu online tilgængeligt for alle interesserede. Både bogen og den korte præsentation er varmt anbefalede.
Tidligere i denne uge havde jeg den store fornøjelse og ære at blive interviewet af IEAs Academic and Research Director Syed Kamall i hans ‘Zeeroing In’-serie. Syed og jeg fik en halvtimelang snak om, hvordan miljøbelastninger, CO2-udledninger og økonomisk vækst hænger sammen, hvilke udfordringer der politisk ligger i at reducere miljøbelastninger, og hvad noget af den nye forskning på området indikerer. Skulle man være interesseret, er her hele udsendelsen nedenfor. Hvis ikke, kan jeg varmt anbefale at man slutter sig til IEA på torsdag den 2. juli, når tænketanken genoptager det altid velinformerede og underholdende online talkshow ‘Live With Littlewood’.
Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2020. 1 svar
The third installment in our series about cancelled
conference papers is about a paper that I was supposed to present at both the
Public Choice Society meeting in Newport Beach and the annual conference of the
Association for Private Enterprise Education in Las Vegas. The paper deals with
the important question of how best to achieve a reduction in greenhouse gas
emissions.
The background for the question is quite obvious: Most
Western countries have committed themselves to reducing the emissions of CO2 the coming years. Some, including the new leftwing
government in Denmark, are operating with an official goal of a 70 percent
reduction with a relatively short period of time. In most of those countries,
the plan is very clearly to ‘steer’ the market in the right direction with government
control and elements of a planned economy. However, no one really knows how
effective such solutions are, and our experiences with this type of approach to
solve other problems are not uplifting.
In the paper “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, which can be downloaded
under Current Research on my
homepage, I try to tackle the issue in a new way. A main point of the paper is
that different theoretical considerations will lead one in very different
directions. One doesn’t have to accept bizarre Marxist ideas or Mariana
Mazzucato’s influential, but horrendous claims about innovation to realize that
there are valid arguments for and against the effectiveness of government
control. However, one thing is clear: The more weight one places on the type of
political incentive problems so abundantly documented by the public choice
school since the early 1960s, or the more weight one places on the importance
of epistemic problems as emphasized in the Austrian tradition, the more one is
likely to reach an unambiguous conclusion. A series of arguments from these two
traditions indicate that a low emissions transition occurs faster and more
efficiently in a free market economy. On the other hand, the more one believes
in the importance of classical externality problems and issues of discounting,
the more one will lean towards the opposite conclusion.
It therefore depends on ones theoretical priors if one believes that
economic freedom will help or hinder a transition towards lower greenhouse gas
emissions. As such, which kinds of arguments are more likely in the real world
is an empirical question. Part of the paper is therefore a formal econometric
test of the effects of economic freedom in the emissions of CO2 and
other greenhouse gases. Yet, instead of exploring linear effects of economic
freedom as in most other studies, I estimate an ‘environmental Kuznets Curve’,
which allows me to say something about the likely shape and timing of the
transition.
Figure 1 illustrates the main conclusion of the paper. I plot the development between 1990 and 2015 for four groups of countries: The 25 % with the least economic freedom, the two middle groups, and the 25 % with the most economic freedom. The figure makes it very clear that the most free countries have reduced their emissions much more than any other group while the second-freest countries have increased them. However, the reason for this apparently strange result is obvious: the third group consists of relatively successful middle-income countries with particularly high growth rates.
Another way of illustrating the overall conclusions is to plot the Kuznets Curves implied by the estimates. I do so in Figure 2, which shows the estimated environmental Kuznets Curve for countries at the 10th and 90th decile of the distribution of economic freedom. Put another way: These are the Kuznets Curves for countries with very little economic freedom and countries with as much economic freedom as places such as Northern Europe, Australia and Canada. The more a country’s economic policies and institutions are consistent with an ideal of economic freedom, the earlier does the transition begin and the faster it is. The ‘best’ estimates suggest that for overall greenhouse gas emissions, the implied turning point – the level of economic development at which emissions begin to fall – occurs around a real GDP per capita of 25,000 USD.
In other words, markets without excessive government control and
interference create sufficient innovation and incentivize firms and individuals
to use resource-saving technology to such a degree that emissions begin to fall
when people are about as rich as in Malaysia. If the political establishment
typically tries to control the economy, it may never occur. If politicians and
other political actors are truly interested in reducing greenhouse gas
emissions in the future, they will do best by keeping their hands off the
economy. Whether that is in their political interest is an entirely
different question.
Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2019. 1 svar
Den
danske regering har forpligtet sig på et mål om en 70 % reduktion af Danmarks
CO2-udledninger de næste år. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan
Jørgensen har på næsten komisk vis blankt indrømmet, at regeringen ingen anelse
har om, hvordan man skal nå målet, men at den er meget fokuseret på at nå det.
Den eneste ting, man kan være sikker på med den nuværende regering, er at
planen er at lade staten styre transitionen mod en lavemissionsøkonomi.
Spørgsmålet er derfor, hvor effektiv den type løsning er?
Vi
har tidligere skrevet kort om det overordnede emne (læs her og her), men
uden et baggrundspapir. Forskellen i dag er, at jeg skal præsentere et papir
ved næste års konference i the Public Choice Society, der
løber af stablen 12. marts i Newport Beach, CA. Den foreløbige version af det nye
papir, der har titlen “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, kan downloades
ved at gå til Current Research på min
hjemmeside.
Pointen
i papiret er, at rent politisk-økonomisk teori ikke kan hjælpe os med
spørgsmålet. Man behøver ikke engang acceptere mærkværdige marxistiske idéer og
Mariana Mazzucatos gakkede påstande om innovation for at nå en situation, hvor
teori ikke hjælper. Man kan dog sige, at jo mere vægt man lægger på de
politiske incitamentproblemer, som public choice-litteraturen har dokumenteret
så overdådigt de sidste 60 år, eller jo mere man lægger vægt på de epistemiske
problemer, som den østrigske tradition fokuserer på, jo mere kommer man til at
hælde mod en klar teoretisk konklusion: En fri markedsøkonomi vil skabe en
’økologisk transition’ hurtigere og mere effektivt end et mere politisk
kontrolleret samfund. Jo mindre vægt man lægger på disse elementer, og jo mere
vægt man lægger på klassiske eksternalitetsproblemer og problemer med høj
diskontering, jo mere havner man teoretisk i den modsatte konklusion hvor
større økonomisk frihed er forbundet med værre performance.
Det
er således et empirisk spørgsmål, som ikke lader sig informere af nok så
ordentlige teoretiske argumenter. En del af papiret er derfor en formal,
empirisk undersøgelse af effekterne af økonomisk frihed. Jeg estimerer her en miljømæssig
Kuznets-kurve, men tillader at både dens form og
position afhænger af et lands økonomiske frihed. Rent teknisk er det en
fleksibel måde at undersøge, om økonomisk frihed kan påvirke punktet, hvor et
samfunds økonomiske udvikling bliver konsistent med faldende udledninger af
drivhusgasser.
Den overordnede konklusion kan aflæses i den simple Figur 1 fra papiret, hvor jeg har plottet udviklingen i CO2-udledninger per indbygger mellem 1990 og 2015 for fire landegrupper. Alle lande er sorteret i disse grupper, så den første er de 25 % lande med mindst økonomisk frihed, og den fjerde grupper er de 25 % mest frie lande. Det er meget tydeligt her, at de mest frie lande er dem, der har reduceret deres udledninger, mens den tredje gruppe med næstmest økonomisk frihed har forøget dem. Grunden er ganske simpel: Den tredje gruppe består i høj grad af relativt succesfulde mellemindkomstlande med høj vækst.
Konklusionen
er derfor ubetinget konsistent med de teoretiske argumenter, der taler for en fri markedsøkonomi og imod en
statsstyret transition. Jo mere økonomisk frit et land er, jo tidligere i dets økonomiske udvikling
begynder udledningen af drivhusgasser at falde, og jo hurtigere går det. Et
marked uden politisk indblanding skaber mere innovation, og belønner
virksomheder der hurtigt implementerer ressourcebesparende teknologi. Vil
politikere virkelig skubbe på for at få lavere emissioner i fremtiden, er det
bedst at de holder fingrene væk fra økonomien. Om det så er i deres politiske
interesse, er et andet spørgsmål – for politisk aktivisme ser jo så godt ud i
vælgernes øjne…
Af Christian Bjørnskov, den 13. november 2019. 2 svar
Klippet er gået verden over: En meget emotionel og meget fordømmende Greta Thunberg, der beskylder FN og alle voksne mennesker for at have berøvet hende en barndom. Man kan spørge, om hun ikke nærmere skulle have en alvorlig snak med sine forældre (eller en psykolog), men det andet store spørgsmål er, om hun – en eller anden faktuel forstand – har ret. Det er dét spørgsmål, den altid gode Johan Norberg tager fat på i en ny udgave af de korte vidoer med titlen “Dead Wrong.” Norberg konkluderer på solidt grundlag, at Greta fundamentalt har misforstået hvad der foregår. Som altid fremragende formidlet og tankevækkende, Dead Wrong er altid varmt anbefalet.
Miljødebatter
er ofte karakteriseret ved meget stærke – og til tider nærmest religiøse –
holdninger, relativt få fakta, og massiv konceptuel forvirring. I dag tager vi
i vores sommerserie et kig på en bid af denne forvirring. Helt specifikt
skelner vi mellem fornybare og ikke-fornybare ressourcer, da diskussioner
omkring disse to typer burde være meget forskellige.
En
ikke-fornybar ressourcer er ting som olie, kobber eller palladium, hvor der kun
er en begrænset mængde til rådighed på Jorden. Rigtigt mange miljødiskussioner
står omkring disse ressourcer, ikke mindst fordi udvindingen af dem også i
mange tilfælde er forbundet med forureningsproblemer. Modsat er fornybare
ressourcer fundamentalt anderledes, da de er ting som træ, fisk, næsehorn og
rent vand. Mens en del af diskussionen omkring disse ressourcer netop antager
en kvasi-religiøs karakter – militante veganere er således imod enhver brug af
dyr, og mange bruger vage argumenter om hvordan vi ’udnytter Moder Jord’ osv. –
er den miljøøkonomiske diskussion fokuseret på, hvordan man på bedste vis
bruger disse ressourcer.
De
klassiske illustrationer af de overvejelser, man må have, er fra fiskeri eller
skovbrug, men alle fornybare ressourcer har samme karakteristika og giver
derfor de samme overvejelser. Uden menneskelige indblanding når disse
ressourcer en vis mængde – når skoven bliver for tæt, er der ikke næring nok
til at nye træer kan gro frem, ligesom der kun kommer så mange fisk, som der er
næring til i deres naturlige del af havet. Kommer der en storm, der vælter en
del af de store træer – eller en begivenhed, der slår en mængde fisk ihjel –
vil skoven og fiskebestanden derfor vokse igen, fordi der nu er mere næring per
træ / fisk. Undtagelsen er, hvis så mange store træer dør, at de små nye ikke
er tilstrækkeligt beskyttede mod vejr, vind og dyr, og hvis fiskebestanden
bliver så lille, at den ikke kan reproducere sig selv. I det tilfælde taler man
derfor om en udrydningstruet art.
Hele pointen her er, at man tegne væksten i bestanden som et omvendt U: Hvis bestanden er meget stor, er væksten nul, hvis man udnytter lidt af den, stiger væksten efterfølgende, mens den falder igen hvis man tager store mængder. For at illustrere problemstillingen, bruger vi her en simpel figur, som vi tager fra en undervisningsnote Gerda Asmus og jeg skrev for et par år siden. Vi brugte den i vores kandidatkursus i Institutional Economics ved universitetet i Heidelberg, hvor den gav de studerende en hurtig indgang til den logiske intuition.
Figuren
viser det omvendte U, med ’quantity or effort” på x-aksen, og gevinster og
omkostninger på y-aksen. Man kan for eksempel tænke på ’effort’ som det antal
timer, man fælder træer eller fanger fisk i Nordsøen. TC, de totale
omkostninger, er lønnen som skovarbejderne / fiskerne skal have, gange med hvor
mange timer de er i gang. Man kan derefter aflæse profitten som forskellen på
et punkt på det omvendte U (gevinsten) minus TC (omkostningen). Gør man det, er
det let at se at den største profit vil være der, hvor afstanden mellem de to
er størst, altså hvor tangenten har
samme hældning (flugter med) omkostningslinjen. Fælder man flere træer end det,
tjener man måske nok mere nu, men der
vil være færre træer næste år, og man har således på uøkonomisk vis
overudnyttet sin ressource.
Udfordringen
her kommer fra, at denne slags overvejelse gælder et monopol – når der kun er
én, der har ret til ressourcen. Hvis der er fri adgang til markedet, er der
alligevel en profitmulighed til dem, der vil gå ind og fælde flere træer /
fange flere fisk. I et frit marked vil der derfor komme flere folk i skoven og
flere både på havet, indtil det punkt hvor profitten er nul og der således ikke
er noget incitament for endnu flere folk til at arbejde endnu flere timer. Det
sker ved punktet Em, hvor vores fornybare ressource meget tydeligt
overudnyttes! Der er med andre ord her sket afskovning og overfiskning, og der
er nu for få træer og fisk, fordi folk har konkurreret om at tage fisk og træer
fra hinanden.
Over
årene førte denne miljøøkonomiske indsigt til, at folk enten argumenterede for
at denne type aktivitet skulle beskattes hårdt – hvis den er for attraktiv
økonomisk i et frit marked, må man gøre den langt mindre attraktiv (og
skatteindtægterne er rare) – eller helt underlægges fuld statslig kontrol. Men
som Ronald Coase var blandt de første til at se, og folk som Terry Anderson og
Lee Alston i årevis har påpeget er en effektiv løsning, handler problemet slet
ikke om frie markeder. Problemet er derimod, at der ingen ejendomsrettigheder er
til ressourcerne.
At
skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt
kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os
alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer.
Sagen er, at når der gives ejendomsrettigheder til skoven, vil alle ejere agere som om de havde
monopol. Grunden er, at det har de – ikke til markedet som sådan, men til deres
egen del af det. Der er således ingen eksternaliteter, da de eneste de kan
stjæle træer fra i fremtiden er dem selv. Det samme gælder, hvis fiskere enten
får rettigheder til at fiske i et bestemt område af havet, eller til en bestemt
mængde fisk (dvs. en kvote).
Ejendomsrettighederne virker dog ikke, hvis de ikke følges af institutioner, der håndhæver dem effektivt. Det samme gælder faktisk en skatteløsning, som vist i Figur 3 nedenfor. Med en skat, der både er af den korrekte størrelse og faktisk opkræves effektivt af et velfungerende skattevæsen, kan man ramme den rigtige udnyttelse af ressourcen. Med effektiv håndhævelse af folks ejendomsret til, for eksempel, en skov, kan man forhindre overudnyttelse. Men med utilstrækkelig håndhævelse vil der ske overudnyttelse pga. ulovlig skovning, krybskytteri osv., der alle tæller tyveri, når der er ejendomsret.
Som
Adam Smith allerede indså i slutningen af 1700-tallet, er et frit marked derfor
mest effektivt når der er solide og effektive institutioner som for eksempel et
uafhængigt retsvæsen, der håndhæver ejendomsretten. Der er dog to, sidste, men
vigtige forskelle på de to løsninger. Vælger man skatteløsningen, skal staten
1) vide hvilket niveau der er det rigtige og vide nok til at sætte den korrekte
skat; og 2) dem der udnytter ressourcen vil have et stærkt incitament til at undvige
systemet for at slippe for skatten. Det omvendte sker med en ejendomsretslig
løsning. Her behøver staten / regeringen ikke at vide, hvad der er den optimale
udnyttelse af hver enkelt bid skov og hver type træ. Ydermere har dem, der
udnytter en naturlig ressource et stærkt incitament til at støtte, at deres
ejendomsret til den håndhæves.
Teknisk
vil man i samfundsforskningen sige, at en indførsel af ejendomsret er en incitamentkompatibel løsning, fordi
aktørerne har en egeninteresse i, at den fungerer. Det var for eksempel
tilfældet, da Norge privatiserede størstedelen af landets skove i 1860erne.
Ændringen, der effektivt gav ejendomsrettigheder til skoven og håndhævede dem
effektivt, førte til starten på et meget succesrigt skovvæsen i det ellers
underudviklede Nordnorge. Løsningen på problemer med fornybare ressourcer er således ikke altid den samme som løsningen
på andre miljøproblemer, men lærer os mindst én ting: med frie markeder,
understøttet af solide institutioner, kommer man langt i retning af at løse
miljøproblemer.
Af Christian Bjørnskov, den 11. juli 2019. Skriv et svar
Er
økonomisk vækst skadelig for miljøet? Spørger man de fleste mennesker,
inklusive mange klimaforskere (der ofte ikke er nervøse for at udtale sig
udenfor deres eget fag), er svaret et tydeligt ja. Hvis vi bliver rigere,
bruger vi jo flere ressourcer og energi, og det må være skadeligt for miljøet
og bidrage til global opvarmning. Spørger man økonomer med indsigt i
vækstprocesser, er svaret helt anderledes betinget og nuanceret. Det relevante
spørgsmål er ikke, om vækst er skadelig for miljøet, men hvilken vækst vi
overhovedet taler om. Økonomisk vækst er nemlig ikke bare økonomisk vækst. Man
drager ofte et fundamentalt skel mellem ekstensiv
og intensiv vækst. Disse kaldes
også til tider vækst drevet af faktorakkumulation
og vækst drevet af faktorproduktivitet,
og er ekstremt forskellige processer.
Ekstensiv
vækst er det, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig vækst må være: At man
bruger flere folk, der arbejder flere timer og bruger flere ressourcer. Det er
denne type vækst, der for eksempel sigtes efter, når forskellige regeringer
over årene har lavet arbejdsmarkedsreformer. Når arbejdsudbuddet stiger,
arbejder flere folk flere timer, og den økonomiske aktivitet stiger dermed.
Skal man lave flere biler med den nuværende teknologi, skal man således bruge
flere folk, mere stål, gummi osv.
Siden
Robert Solows arbejde sidst i 1950erne har man brugt et simpelt, matematisk
eksempel på forskellen på intensiv og ekstensiv vækst. Man forestiller sig en
’produktionsfunktion’, dvs. en matematisk illustration af, hvordan ressourcer
bliver til færdige produkter. Den har typisk formen y = a f (k, l), hvor y er
output eller indkomst, f er funktionen, der omformer kapital k og arbejdskraft
l til output, og a er en teknologiparameter, der illustrerer hvor effektiv, ens
produktion er. En helt typisk form, der er nemmere at have med at gøre, kaldes
Cobb-Douglas: y = a kα l1-α. Med Cobb-Douglas er tricket,
at α kan fortolkes som den andel af indkomstskabelsen, der gør til
kapitalejerne, og 1- α dermed er den andel af indkomstskabelsen, er udbetales
som løn.
Illustrationen
er så effektiv fordi den viser, hvordan væksten kan komme fra tre kilder i
modellen, fordi man matematisk kan ’dekomponere’ vækst. Tager man
Cobb-Douglas-funktionen i vækstrater, bliver den til ŷ = a + α k + (1 – α) l. Som
den lille model illustrerer, kan væksten for det første komme fra vækst i k,
som er almindelige investeringer, og vækst i l, som kan ske når arbejdsstyrken
udvides – enten da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, når den strukturelle
arbejdsløshed falder, eller når man får folk til at arbejde flere timer. Begge
disse giver ekstensiv vækst, fordi den hviler på at man propper mere ind i produktionen. For det andet kan
væksten komme fra vækst i a, dvs. fra at det man laver bliver mere produktivt. Det er den intensive vækst,
væksten i faktorproduktivitet.
Sagen
er, at ekstensiv vækst ikke kan blive ved! Der er naturlige grænser for hvor
stor en del af befolkningen, man kan få i arbejde, og hvor mange timer de vil
arbejde. På samme måde er der aftagende skalaafkast af kapital – maskine nummer
100 gør ikke lige så stor en forskel som maskine nummer 10. Som Solow og Trevor
Swan indså, må langsigtet vækst i sidste ende derfor komme fra intensiv vækst,
dvs. at vi bliver dygtigere til at få noget ud af de ressourcer, vi nu engang
har. I en miljømæssig sammenhæng er det en helt central indsigt, da ekstensiv
vækst i sagens natur øger ressourceforbruget, mens intensiv vækst rent faktisk
kan reducere ressourceforbrug, forurening og miljøbelastning. Er man
interesseret i miljøkonsekvenserne af fortsat økonomisk udvikling, må man derfor
altid spørge sig selv, hvilken type
vækst man tænker på.
Vi illustrerer forskellen i figuren over vestlige lande nedenfor. Her har vi taget vækstraten i købekraftskorrigeret nationalindkomst per indbygger de sidste 20 år fra Penn World Tables, og sammenholdt den med en beregnet vækst i den vækst, der kan komme fra ekstensive kilder (vi beregner derfor et såkaldt Solow-residual). Den ekstensive vækst er her beregnet med en kapitalandel – et α i funktionen ovenfor – på 0,6, som i det store og hele ender med at give sammenlignelige resultater med f.eks. OECDs mål for såkaldt multifaktorproduktivitet, og blot skal tages med et gran salt når det gælder ressourceøkonomier (se f.eks. Rusland). Søjlerne er de totale vækstrater, den blå del er den ekstensive vækst, mens den orange er den intensive. Bemærk at flere lande – inklusive Italien, Grækenland og Portugal i bunden – ser mærkelige ud, da de er blevet mindre produktive de sidste 20 år. Italiens vækst fra ekstensive kilder modsvares således næsten fuldstændigt af en erosion af dets produktivitet. Et andet forhold, der nok er værd at bemærke, er at dansk udvikling, beregnet på denne måde, har været næsten udelukkende ekstensiv de sidste to årtier.
Det
svære ved at skille de to typer vækst ad, og at kommunikere den vigtige
forskel, er ikke matematikken. Det er at få ikke-økonomer til at forestille sig, hvad intensiv vækst er.
Jeg har med mellemrum hørt folk påstå, at det bare altsammen er fugle på taget,
og har oplevet at de afkrævede mig svar på, hvor de næste års intensiv vækst
skal komme fra. Den slags krav er dybt frustrerende, da folk dermed implicit kræver
at økonomer er profeter (og det er ingen seriøse økonomer). Vi giver nedenfor
et (måske nørdet) eksempel på kilder til intensiv vækst fra flybranchen.
Figuren viser brændstofforbruget per 100 sædekilometer i en større gruppe rutefly. Nogle af dem har været almindelige en gang, men er ikke længere i drift, nogle af dem er almindelige i dag, og et enkelt – det russiske MC 21 – er på vej på markedet. Det særlige i figuren er, at vi har sorteret dem efter det år, de blev sat i drift.
Som figuren meget tydeligt viser, er fly blevet meget mere brændstoføkonomiske siden begyndelsen af 1960erne. Kilderne til besparelsen er dog forskellige og ofte ikke til at se for folk, der ikke er eksperter. De handler både om fremskridt i motorer, vægt og aerodynamik. Et moderne Boeing 787 er således væsentligt lettere end tidligere fly pga. brugen af kulfiber, mere aerodynamisk – blandt andet pga. ændret vingedesign – og har ligesom de fleste læseres biler langt mere økonomiske motorer. På samme måde kan man ikke se med det blotte øje, at et moderne køleskab kun bruger omtrent en fjerdedel af den strøm, køleskabe brugte i 1970erne, ligesom det heller ikke er til at se, hvorfor biler er blevet så meget billigere over årene.
Det
særlige er dog, at disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i
intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et
mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem
intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt
mellem ekstensiv vækst og miljøet. Hvis de mange kommentatorer i miljø- og
klimadebatter, der glat væk udtaler sig om økonomi på det tyndest mulige
grundlag, ikke lærer andet, er forskellen på ekstensiv og intensiv vækst den
vigtigste, de skal have med herfra.
Man
hører med mellemrum politikere og eksperter erklære, at vi skal have flere
børn! Som f.eks. Niels Ploug fra Danmarks Statistik har argumenteret (læs her), bør
danskerne få flere børn for at ’redde velfærdsstaten’. Idéen om, at der i en
eller anden forstand er en værdi af at få mange børn, deles af adskillige
religioner, inklusive kristendom, der prædiker at man skal befolke jorden og få
flere børn. På samme tid var den sociale norm i århundreder, at man burde få
mange børn., og mange mennesker synes stadig at mene, at et liv med egne børn
er det eneste moralsk forsvarlige.
Som
forsker må man derimod gå til spørgsmålet med anderledes åbne øjne, når man ser
på om lave børnetal er et problem. Idet spørgsmålet i denne sommerserie er, om
lave børnetal er et problem i forhold til langsigtet vækst eller miljøtilstand,
kan vi ser bort fra både sociale normer og religiøse værdier.
For
at forstå Plougs og andres argument og se, hvordan et lavt børnetal kan true en
helt speciel type samfundssystem, må man indså, at stort set alle moderne velfærdsstater
er bygget op som et såkaldt ’Ponzi Scheme’ – et pyramidespil. Som et hvilket
som helst andet pyramidespil hænger det kun sammen, så længe der til stadighed
kommer flere betalere til, end der er modtagere. Velfærdsstaten bliver til et
pyramidespil, når en del eller hele pensionen betales af de nuværende
skatteydere – man betaler sine forældres pension – og mindst et af flere forhold
gælder: 1) Hvis pensionsalderen ikke følger med den gennemsnitlige levealder,
så folk effektivt får flere år på pension; 2) hvis pensionisterne bliver dyrere
når de, for eksempel, lever flere år med dårligt helbred; og 3) hvis Wagner’s
Lov gælder, så pensionisternes servicekrav stiger hurtigere end
nationalproduktet.
Alle
tre forhold gælder sandsynligvis i vestlige samfund, og indebærer at de
offentlige finanser ikke hænger sammen medmindre der bliver stadigt flere i
arbejde per pensionist. Med andre ord: Hvis den arbejdende del af befolkningen
ikke bliver ved med at vokse, hænger pensions- og sundhedssystemet ikke
økonomisk sammen. Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende
befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et
fejldesignet offentligt system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt
argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige, da der er tale om
en konsekvens af alvorlige regeringsfejl. Ingen af problemerne er vigtige i det
tilfælde, at man har et system hvor hvert individ selv betaler ind til sin egen
pension.
Omvendt
er der ganske gode argumenter for, at et højt børnetal er et problem. Et af de
simple og klassiske, teoretiske problemer er at familier med flere børn vil
have relativt færre ressourcer per barn.
De vil derfor nødvendigvis blive nødt til at prioritere, hvilket eller hvilke
børn der kan få en uddannelse, da uddannelse både koster penge og tabt
arbejdsfortjeneste – børnene kan jo ikke arbejde, mens de læser. Disse bider
teori er derfor også centrale for Gary Beckers idé om, at jo rigere folk
bliver, jo mere vægter de kvalitet over kvantitet i deres valg af, hvor mange
børn de får. Mens det kan være svært at se, at det skulle være et væsentligt
problem for de fleste i vestlige lande, er det et intuitivt godt argument i
fattigere lande. Det skaber det fundamentale problem, at selvom uddannelse er
vigtig for den langsigtede vækst og et samfunds teknologiske
’innovationskraft’, vil mange fattige og mellemindkomst-lande have et
uddannelsesproblem så længe børnetallet forbliver højt. Det kan dermed være en
mekanisme, der forbinder høje børnetal med lav vækst.
Der
findes dog andre teoretiske argumenter, inklusive et fra den altid interessante
Bryan Caplan. Hans argument for flere børn er, at jo flere folk der er, jo
flere idéer får de. Det ville betyde, at en større global befolkning alt andet
lige indebærer hurtigere økonomisk vækst, og kan derfor være en del af
forklaringen på, hvorfor væksten var så relativt hurtig i det 20. århundrede.
Et af flere argumenter imod Bryan er dog, at jo flere mennesker der er, jo
sværere bliver det at spotte de store talenter. Selvom der typisk vil være
flere talenter, jo flere mennesker der er, bliver de også mere usynlige.
Derudover er det heller ikke givet, at de alle vil bruge deres talent
innovativt i stedet for at udnytte det til effektiv rent-seeking (som William
Baumol indså).
Helt
overordnet er der således gode argumenter for næsten alle positioner – positiv,
negativ og ligegyldig. De fleste vækstteoretikere og empiriske vækstforskere
hælder dog mest i retning af, at høje børnetal er skadelige for et lands
langsigtede økonomiske udvikling, ligesom de fleste miljøøkonomer ser høje
børnetal som et fremtidigt problem. Og indtil videre er der ikke meget, der
tyder på at lande med skrumpende befolkninger klarer sig økonomisk ringere end
andre befolkninger.
Vi slutter derfor denne post i vores sommerserie med det simple, empiriske billede. I figuren nedenfor sammenholder vi vækst i købekraftsjusteret nationalindkomst per indbygger i to 20-årsperioder med befolkningstilvæksten i samme perioder (begge fra Penn World Tables). Vi har plottet indkomstvæksten i fire såkaldte kvartiler – de 25 % lande der har lavest befolkningstilvækst er 1. kvartil, de 25 % næste 2. kvartil osv. Mens det ikke tæller som hård evidens, viser figuren dog et meget klart billede: Lande med høje fødselstal har næsten altid lave langsigtede vækstrater. Høje fødselstal ser ud til at være både et økonomisk og miljømæssigt problem på lang sigt.
Når der tales om forurening for tiden, henvises der næsten altid til enten vandkvalitet eller et eller andet aspekt af CO2-debatten. Mens man naturligvis bør tage disse debatter alvorligt, er der en anden og anderledes umiddelbart farlig type: Partikelforurening. Både i dag og historisk er partikelforurening alvorligt skadeligt for mennesker. Det gælder både indendørs partikler fra opvarmning og madlavning over åben ild, som det gælder de problemer med kul- og dieselos, som vores forældres og bedsteforældres generation kendte alt for godt.
En
af de bedste illustrationer af problemet kom i starten af december 1952, i form
af det, der blev kaldt The Great Smog of
London.
På grund af et fænomen kaldet ’temperaturinversion’, hvor et lag varmere luft lagde
sig oven på denne kolde luft i London, steg den giftige partikelforurening i
byen dramatisk. Dynen af varm luft en giftig tåge i at løfte sig over byen, og
da der stort set ingen vind var, lagde tågen sig tungt over London i fem dage.
Tågen i starten af december blev således hurtigt gullig pga. et særligt højt
svovlindhold fra byens mange kulfyr og de ikoniske London-busser, der næsten
lige var blevet udstyret med moderne dieselmotorer.
Luften
i London siges i de dage at have lugtet som rådne æg pga. det høje svovlindhold
i luften. Folk holdt med myndighedernes anbefaling børn hjemme fra skole,
undgik at gå ud, og mange blev endda hjemme fra arbejde. Det skulle vise sig at
være en god idé, og en endnu bedre idé at tage væk fra London – hvis man kunne
køre eller finde et tog, der gik – da flere tusinde døde af smogen.
Efterfølgende
vurderinger peger på, at 8000-12000 døde som følge af London-smogen i december
1952. Episoden var en øjenåbner i Storbritannien og fik efterfølgende borgere i
mange andre land til at indse, hvor skadelig forurening faktisk kunne være.
Mange borgere efterspurgte regulering, men opmærksomheden fik også virksomheder
til at efterspørge løsninger på udfordringer med partikelforurening fra deres
produkter, i deres produktion, og på deres fabrikker. Spørgsmålet var derefter,
hvilke lande, der gjorde noget ved problemerne – og hvornår.
Plottet nedenfor giver en indikation af svaret på spørgsmålet. Vi illustrerer her sammenhængen mellem gennemsnitsindkomst, målt ved real BNP per capita fra the Penn World Tables, og PM 2.5 som indikerer antallet af mikropartikler i luften – partikler, der er mindre end 2,5 mikrometer i diameter i 2013-2015. De blå prikker indikerer almindelige lande, mens de orange er olie- og gasproducenter. Figuren viser tydeligt, at det er vigtigt at skille de to type lande fra hinanden. Ser man derimod på de blå punkter, er det ret tydeligt at der er en klar sammenhæng. Op til et vist punkt ser der umiddelbart ud til at være stor spredning, men ser man nærmere efter, drejer det sig faktisk kun om fire lande – Bangladesh, Cameroun, Egypten, Mauretanien – mens resten følger et klart mønster.
Som
figuren viser, er der i moderne tid ingen Kuznetskurve
for partikelforurening (eller også er alle lande på den rigtige side af
toppunktet). Forskellene langs kurven er heller ikke helt små: For hver fordobling
af gennemsnitsindkomsten falder partikelforureningen med cirka 40 procent. Går
man således fra et velstandsniveau omkring 15.000 dollars per person – meget
cirka Serbiens nuværende niveau – til Danmarks status omkring tre gange så høje
gennemsnitsindkomster, vil partikelforureningen typisk mere end halveres.
Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling. Som både tværsnittet i figuren ovenfor, som den britiske udvikling siden 1970 i figuren fra Storbritanniens Department for Environment, Food & Rural Affairs nedenfor viser, er problemet ikke økonomisk vækst. Efterkrigstidens udvikling peger i høj grad på, at moderne vækst er løsningen. Det betyder dog ikke at al vækst er en løsning – den skal være ’intensiv’, som vi skriver om senere på sommeren.
Forleden
sneg vi dette års sommerserie på punditokraterne i gang. Serien handler, som
opmærksomme læsere allerede vil vide, om befolkningstilvækst, klima og
miljøøkonomi. Vores mål er ligesom med sommerserierne i 2017 og 2018 at oplyse
læserne om, hvad vi ved og hvilke diskussioner, man måske bør have. Vi afholder
os i videst muligt omfang fra at være polemiske, selvom vi er klar over, at
nogle læsere givetvist vil læse polemiske incitamenter ind i vores valg af
emner. Det kan vi ikke gøre noget som helst ved.
Nummer
to i vores sommerserie i dag handler om det, man ofte kalder ”miljømæssige
Kuznetskurver” – på engelsk the Environmental
Kuznets Curve. Disse kurver er resultatet af overvejelser af, hvordan den
teoretiske sammenhæng mellem økonomisk udvikling og omfanget af miljøproblemer
ser ud. En typisk Kuznetskurve ligner en pukkel, da man som ofte antager, at
miljøproblemerne stiger i takt med den økonomiske udvikling, men kun indtil et
vist punkt. Efter dette punkt, hvor virksomhederne og den overordnede økonomi
er blevet avanceret nok til at indføre mere ressourceeffektiv teknologi og
bedre ressourcemanagement, og hvor almindelige borgere er blevet rige nok til i
væsentlig grad at bekymre sig om forhold som miljøbelastning, falder omfanget
af miljøproblemer igen.
Hvis
et miljøproblem kan beskrives med en Kuznetskurve, er den mest effektive måde
at løse miljøproblemerne på, uden at skade menneskelig velfærd, således at
bringe landet over Kuznetspunktet – toppen af den pukkellugende kurve – og over
i det ’stadie’ af den økonomiske udvikling, hvor øget velstand indebærer færre
miljøproblemer. Om der er et toppunkt
og udviklingen dermed kan beskrives med en Kuznetskurve, og i givet fald hvor punktet ligger, er naturligvis et
åbent spørgsmål som forskere stadig skændes om.
I den nedenstående figur forsøger vi at kaste en smule lys over denne type forhold. Vi deler verdens lande op i fem såkaldte ’kvintiler’ – fem lige store grupper af lande – i forhold til deres velstandsniveau (real BNP per capita fra Penn World Tables). For hver kvintil plotter vi den gennemsnitlige ændring i landenes CO2-udledninger per indbygger mellem 1974 og 1994 (de blå søjler) og 1994 og 2014 (de orange søjler), som vi får fra Verdensbankens World Development Indicators. Vi gør det på den måde, fordi det giver det mest håndgribelige indtryk af dynamikken i udledningerne.
Det
interessante er, at der ser ud til at være to slags sammenhænge i dataene. I de
tidlige tal mellem 1974 og 1994 er de største stigninger i udledninger at finde
i mellemindkomstlande, mens der faktisk er et lille fald i verdens 20 procent
rigeste lande. Ser man på den nyere periode er der langt større stigninger
blandt særligt meget fattige lande, men også et ganske markant fald på 15
procent blandt de 20 procent rigeste. Hvad foregår der?
Tricket
til at forstå udviklingen er at notere sig, at mellem 1974 og 1994 voksede
verdens 20 procent fattigste lande i gennemsnit slet ikke. Stigningen i CO2-udledninger
på cirka 15 procent er derfor sandsynligvis import af gammel teknologi fra
i-lande, der svinede mere end traditionel teknologi. Anden kvintil havde også
en meget begrænset vækst mellem 1974 og 1994 (kun 4 procent over de tyve år),
mens tredje og fjerde kvintil voksede med henholdsvis 49 og 35 procent, og
femte kvintil med 24 procent. Det var med andre en periode, hvor verden blev
mere ulige.
Siden
starten af 1990erne har dette billede ændret sig. Indkomsten i de fattigste 20
procent af verden er siden da vokset med 48 procent, og indkomsten i de næste
20 procent med hele 58 procent. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at disse
kvintiler også nu udleder langt mere CO2 end tidligere. Til gengæld
kan man også se Kuznet-sammenhængen i de 20 procent rigeste lande, der har sænket deres udledninger ganske markant
på samme tid som deres indkomst er vokset 24 procent. Teknologiske landvindinger,
ændrede forbrugerkrav, og deregulering – der har gjort energiforbrug til en
virkelig konkurrenceparameter i adskillige industrier – har indebåret, at disse
lande i de er ’renere’.
Ser
det så godt eller skidt ud for verdens samlede udledninger? Det kommer i
virkeligheden an på, hvilket sigt man ser det på. På kortere sigt vil fortsat
økonomisk udvikling betyde højere udledninger i en række lande. På længere sigt
må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes
over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de
importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi.
Hvor optimistisk eller pessimistisk man rimeligvis kan være, afhænger således
også af, hvor tålmodig man er.
For
et stykke tid siden, var en gruppe klimaforskere ude med budskabet om, at der
er for mange mennesker på Jorden. Klimaforskerne mente, at det primært er
antallet af mennesker, der skaber de store udledninger af drivhusgasser og
dermed skaber global opvarmning. Deres forslag var at begrænse fødselstallet
ved at forbyde folk at få for mange børn. Med andre ord mente flere af dem, at
man burde indføre internationale regler for, hvor mange børn folk må få. På
samme måde hører man tit klimafolk argumentere imod øget økonomisk vækst, ofte
med en illustration der viser, at vi ’bruger’ mere end
en hel planets ressourcer.
Som
økonom har man til tider lyst til at skrige ”skomager, bliv ved din læst!” til
de mange – ofte fagligt dygtige – naturvidenskabsfolk, der gør sig kloge på
hvad økonomi er og gør. Punditokraternes sommerserie i år kommer derfor til at
handle om befolkningstilvækst, klima og miljøøkonomi. Det er tredje gang, vi
kører en sommerserie – i 2017 var emnet public choice, og i
2018 handel og
handelsteori – og som tidligere år, er vores læsere
velkomne til at foreslå emner indenfor det overordnede tema.
Det første budskab i sommerserien er ganske simpelt, men ikke almindeligt forstået: Jo rigere et land bliver, jo færre børn får dets befolkning. Vi illustrerer denne sammenhæng, der ofte kaldes ’den demografiske transition – i figuren nedenfor, hvor vi har plottet det gennemsnitlige fødselstal – hvor mange børn, hver voksen kvinde får – overfor hvor rigt landet er. Rigdom måler vi som standard med det købekraftskorrigerede bruttonationalprodukt per indbygger. I plottet tager vi logaritmen til BNP per capita, da det både giver et pænere plot og giver en langt nemmere fortolkning af sammenhængen. Vi plotter den for tre år – 1990, 2003 og 2016 – så man kan få et indtryk af, om det er en stabil sammenhæng, og ekskluderer alle olielande hvor det er kendt, at sammenhængen er væsentligt svagere.
Figuren
demonstrerer med al tydelig klarhed, hvordan fødselstallet daler i takt med, at
et land bliver rigere. Sammenhængen er også ganske stærk: Tallene indikerer, at
i 1990 var en fordobling af gennemsnitsindkomsten forbundet med 1,37 færre børn
per kvinde, mens de tilsvarende tal i 2003 og 2016 var henholdsvis 1,17 og
0,95. Sammenhængen er dermed blevet en anelse (men statistisk signifikant)
svagere. Det skal dog ses på baggrund af, at folk helt generelt får færre børn.
De uvægtede gennemsnit af fødselstal på tværs af verdens lande uden
olieproduktion var 3,93, 3,11 og 2,74 i de tre år. Med andre ord får folk i dag
langt færre børn end de gjorde blot 20 år siden, og i visse dele af verden er
reduktionen dramatisk. I 2016 var Bangladeshs fødselstal blot 2,1 barn per
kvinde, og en række indiske
stater har i dag fødselstal et godt stykke under 2.
Det
interessante ved tallet 2,1 er, at det er det fødselstal, hvor befolkningen
holder op med at vokse. Har man et fødselstal under 2,1, kan ens lands
befolkning kun vokse gennem indvandring, og man bidrager dermed ikke længere
til verdens befolkningstilvækst. Skal man permanent og uden diktatoriske midler
modvirke, at Jordens befolkning bliver endnu større, er den eneste farbare vej
dermed økonomisk vækst, og helst vækst i nogle af de mest folkerige lande.
Ser
man grundigt på figuren, indikerer den at lande med en gennemsnitsindkomst per
indbygger (ifølge Verdensbanken) over 15.000 dollars ender med et fødselstal
under 2,1. Der er således intet mærkeligt i, at Afrikas største befolkning –
den nigerianske – stadig vokser hurtigt med et fødselstal på 5,5. Landets
gennemsnitsindkomst er i solid vækst, men er stadig kun cirka 5500 dollars per
år, og man kan derfor ikke forvente, at folk pludseligt holder op med at få så
mange børn. Som i de fleste andre fattige lande, får folk mange børn fordi
nogle af dem dør for de bliver voksne, og fordi børn basalt set er deres
forældres pensionsopsparing – man får mange børn, så nogle af dem er i stand
til at passe en, når man bliver gammel. En norm om at få mange børn er således
fuldstændigt rationel i meget fattige samfund, men ændrer sig når landets
økonomi så at sige bliver ’moderne’.
Det
er netop denne modernitet, man kan se komme med den økonomiske vækst.
Kæmpelandet Indonesiens gennemsnitsindkomst er cirka 11.000 dollars, og dets
fødselstal er de sidste par årtier faldet til blot 2,4. Det noget rigere
naboland Malaysia har en gennemsnitsindkomst i dag omkring 26.000 dollars og et
fødselstal på 2, og det fattigere, men på mange måder mere moderne Brasilien –
Latinamerikas største land – er med et fødselstal på 1,7 holdt op med at vokse.
Som vi kommer til at se hen over sommeren, er økonomisk vækst derfor ikke
nødvendigvis et problem, men ofte en del af løsningen på nogle af de store
globale udfordringer. Tror man, at økonomisk vækst bare handler om at blive
flere og bruge flere ressourcer, har man et alvorligt forståelsesproblem.
Af Christian Bjørnskov, den 16. april 2019. Skriv et svar
Det
er de færreste af os, der ligefrem nyder at spilde ressourcer eller forurene
mere end nødvendigt. Der er dog også et meget langt skridt fra en bekymring
til, at man forsøge at holde op med al adfærd, der kunne forurene.
Rejseaktivitet er – som jeg kom til at tænke op i forbindelse med et
spørgeskema forleden – en type adfærd, som kan svine meget, men som de fleste
af os helst ikke vil skære ned på. Så hvis man ønsker at flyve lige så meget,
som man er vant til, bliver spørgsmålet, hvem man skal flyve med og hvilke fly,
man bør vælge. Begynder man at tænke over tingere, er det dog langt fra enkelt
at finde et rimeligt svar på denne udfordring.
Et første element er størrelsen af flyet, ikke mindst fordi mange menneskers intuition er, at små fly må svine meget når der kun sidder få mennesker i dem. Det er korrekt at større fly i princippet er mere brændstofvenlige per sædekilometer, fordi de mange passagerer sænker forbruget per kilometer. Men fordi de skal flyve så langt – Boeings 787-9 kan faktisk flyve fra London til Perth i Vestaustralien – er de også nødt til at have store mængder brændstof med. Det gør dem væsentligt tungere, og de bruger derfor mere brændstof per kilometer pga. vægten.
Der
er således et trade-off mellem vægt og passagerantal, som gør spørgsmålet
interessant. Hvis det ikke er nok, er der tre andre forhold at tage hensyn til.
For det første vil man helst have en kort tur ud til startbanen – det piloter
kalder at taxie. For det andet kommer fly på meget korte ruter automatisk til
at bruge mere brændstof per passager, fordi ethvert fly bruger relativt meget
brændstof på at stige ud af lufthavnen op til flyets marchhøjde. Og sidst, men
ikke mindst, er det naturligvis et element, hvilke motorer man flyver med.
Det
morsomme for en nørd er derfor, at der er tale om et ret klassisk, økonomisk maksimeringsproblem. Det er
ikke umiddelbart klart, hvad der er mindst belastende for miljøet, når
forskellige forhold må vejes mod hinanden. Man må se på, hvor meget de
forskellige fly faktisk bruger, for at kunne tage en beslutning. Her kan Wikipedia heldigvis
hjælpe én en del af vejen.
Et
første element, som man kan få hjælp til fra Wikipedia, er valget af flytype. Flyver
man langt viser en simpel sammenligning, at man i hvert fald ikke skal tage et
af SAS eller Lufthansas A340-fly, der med 3,49 liter per 100 sædekilometer er
det mindst brændstofeffektive
langdistancefly. Begge selskaber har dog indkøbt de nye Airbus A350, og
Lufthansa har også Boeing 787, som er de mest brændstofeffektive fly på de
lange ruter. Flyver man blot til Østkysten, er det dog slet ikke et dumt valg
at tage en af British Airways gamle Boeing 767-300, der på netop den rute
bruger en anelse mindre brændstof end de nye Boeing 787-9, og klart mindre end
de Airbus A330, som SAS og en række andre selskaber bruger. Det er pudsigt nok
ikke altid, at nyere fly er mere økonomiske, og der er gode grunde til, at
Boeings 757/767-serier, der blev introduceret helt tilbage i 1982, stadig er
populære blandt mange selskaber.
Et
andet element kan illustreres ved de kortere flyvninger, som typisk beflyves af
de såkaldte narrow-body fly fra Airbus og Boeing. Airbus nye A321neo
kan tage 192 passagerer mens den canadisk-byggede A220-300 – den lange
version af det fly, der før Trumps toldkrig mod Canada hed Bombardier C-300 –
kun kan tage 160 passagerer. Tror man, at det betyder at man bør vælge en A321
for at være så miljøvenlig som mulig, tager man fejl. Det næste element i
beslutningen er nemlig, hvor fuldt flyet er: Hvis man typisk kun har 140
passagerer på en afgang, kan det faktisk betale sig at flyve den mindre A320neo
(2.48) fremfor A220-flyet (2.55) og Boeings 737 Max 8 (2.70), hvorimod den
store A321neo bruger for meget brændstof (3.00).
På
samme måde kan det være et element i valget af fly, om der er kort fra gaten
til startbanen, eller om man kommer til at taxi langt – som det for eksempel
kan være tilfældet i Amsterdam og Stockholm – før man når startbanen. Fly, og
særligt store fly, bruger uforholdsmæssigt meget brændstof på at taxie fra
gaten til startbanen, og fra landingsbanen ind til gaten. På den måde kan det
faktisk være miljørigtigt at flyve ud af Billund i stedet for en større
lufthavn.
Nogle af vores læsere er sikkert ved at få sved på panden, for det er slet ikke let at tage det mest miljørigtige valg. Og det er hele hovedpointen i dag! Mange meningsdannere påstår, at man bare skal gøre dette eller hint, men som økonomer er vi trænede i, at langt de fleste valg indebærer trade-offs. Det gælder i helt særlig grad valg, hvor man forsøger at minimere brugen af ressourcer – som de fleste nationaløkonomiske valg er – men hvor man også gerne vil have nogen aktivitet. At flyve mere miljørigtigt er ikke let, endda når man som vi her gør, helt ignorerer de miljømæssige og økonomiske omkostninger ved at komme af med flyene, når de er udtjent. Spørgsmålet fortjener mere omtanke end de simple politiske paroler, de fleste politikere (og journalister) forfalder til.
Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2018. 6 svar
Der bliver talt meget i disse år om forurening, klima og den vestlige verdens aftryk på det globale miljø. Bevæger man sig ud på den cirkusagtige del af venstrefløjen, der i Danmark repræsenteres af Alternativet, hører man ofte påstande om, at vi bliver nødt til at gøre os selv fattigere for ikke at belast kloden for hårdt. Der er også en benhård vilje til at regulere mere, og lade det offentlige stå for både flere ’grønne indkøb’ og direkte interventioner end hidtil, som ikke blot deles af venstrefløjen. Den urokkelige tro på, at øget offentlig regulering og intervention er vejen frem i miljøspørgsmål deles langt ind på den politiske højrefløj, som illustreret af den (i hvert fald nominelt) konservative Connie Hedegaard i dagens Berlingske Tidende.
Der er dog en meget lang række eksempler på det modsatte, som Donald Boudreaux (George Mason University) har understreget i en række klummer under overskriften ”Cleaned by Capitalism.” På dette års såkaldte ’Earth Day’, understregede Boudreaxu med sin kollega Veronique de Rugy (Mercatus) i Washington Examiner at uanset hvor ”serious you believe these environmental issues to be, they are far less serious and hazardous to our health than were the multitudes of pollutants and perils that capitalism has abated.” Som Boudreaux og mange andre har understreget, går det ikke at sammenligne hvad forskellige lands mere ller mindre økonomisk frie markeder opnår med hvad man politisk kan forestille sig, den ideelle stat måske kunne. Man må sammenligne faktiske markeder med faktiske politiske interventioner.
Gør man det, ser det noget anderledes ud end Hedegaard, Elbæk og mange andre tror eller påstår. Vi illustrerer det i plottet nedenfor, der sammenholder partikelforurening i hovedstæderne i 42 vestlige lande med deres økonomiske frihed. Målet vi bruger på x-aksen, der nogle gange kaldes ’non-government size economic freedom, er et gennemsnit af tre indeks, der fanger hvor godt retsvæsenet fungerer og beskytter den private ejendomsret, hvor åbne et lands markeder er for resten af verden, og hvor relativt let den offentlige reguleringsbyrde er – dvs. hvor forholdsvist ureguleret, økonomien er. Disse tal er fra the Heritage Foundations årlige Index of Economic Freedom, som er et af de to indeks, forskere ofte bruger (det andet er fra the Fraser Institute). Tallene for partikelforurening på y-aksen er de nyeste PM-10 tal fra the World Health Organization.
Figuren illustrerer med al tydelighed, at det er de mindre regulerede og mere økonomisk frie samfund, der er mindre forurenede. Mens man således kan forestille sig begavede og effektive offentlige reguleringer, tyder det simple billede på, at Boudreuax og en række andre nationaløkonomers forklaringer passer bedre på virkeligheden: Reguleringer holder oftere renere teknologi tilbage og kan svække virksomheders incitamenter til at implementere miljøforbedringer; de kan svække den konkurrence, der også presser virksomheder til at passe på; og bedre retsvæsener understøtter både Coasianske løsninger og effektiv regulering.
Er politikere virkeligt oprigtigt opsatte på at reducere forureningsproblemer er det således mere end værd at tænke udenfor den sædvanlige politiske boks. I stedet for at diktere, hvad politikere – der sandsynligvis er fagligt helt inkompetente – tror man skal, er stærkere økonomisk frihed ofte meget mere effektivt.
Af Christian Bjørnskov, den 21. oktober 2014. 9 svar
En af de påstande, der i særlig grad kan bringe mit blod i kog, er den populære ide om, at ureguleret økonomisk udvikling er skadelig for miljøet. I en statisk verden er der helt korrekt negative eksternaliteter forbundet med forurenende adfærd (hvis der ikke findes en coasiansk løsning). Men i et dynamisk perspektiv er et simpelt, ureguleret profitmotiv et af de stærkeste argumenter for at reducere forurening og miljøbelastninger. Forurening er nemlig resultatet af dyrt ressourceforbrug. Og som Jean Tirole – årets Nobelprisvinder – har vist, kan reguleringer af monopoler og oligopoler faktisk være direkte skadelige i denne henseende, da de er ækvivalente med kvalitetsændringer.
Så ugens figur er nedenfor. Figuren illustrerer forskellige kommercielle flytypers brændstofforbrug, beregnet som liter jetfuel per fløjet kilometer (flyets maksimale radius ved maksimal vægt; data fra flyårbøger og producenter). X-aksen er det år, flytypen blev introduceret, mens y-aksen viser brændstofforbrug per 100 sæde-kilometer. De røde markører er sovjetisk/russiske fly, mens trekanter er mellemdistancefly og romber er langdistancefly. Udgangspunktet er, at i et benhårdt konkurrencemarked som flymarkedet – selvom det tydeligvis er et oligopol – er brændstofforbrug en vigtig konkurrenceparameter. Sammenligner man de første typer med de allernyeste, er brændstofforbruget faktisk næsten halveret de sidste 50 år. Konkurrence virker og ureguleret økonomisk udvikling har en tendens til at skabe miljøforbedringer.
Prof. Jonathan H. Adler skriver i The Atlantic om reguleringsmæssige miljøbeskyttelsestiltag og tragedy of the commons; og tilbyder i den forbindelse et mildt skulderklap til den eksisterende miljøregulering (“There have been significant environmental gains in many areas over the past fifty years, and traditional regulatory strategies deserve some of the credit, but modern environmental regulation is hardly a model of efficient governmental intervention“). Det, der får mig til at ville henvise til artiklen her på bloggen, er citatet nedenfor, som jeg egentlig synes indrammer debatten for og imod miljøbeskyttelsesregulering (og regulering indenfor andre retsområder) ganske glimrende:
One thing that Hardin [forfatteren til tragedy of the commons-artiklen] overlooked is that the political process often replicates the same economic dynamic that encourages the tragedy of the commons — a dynamic fostered by the ability to capture concentrated benefits while dispersing the costs. Like the herder who has an incentive to put out yet one more animal to graze, each interest group has every incentive to seek special benefits through the political process, while dispersing the costs of providing those benefits to the public at large. Just as no herder has adequate incentive to withhold from grazing one more animal, no interest group has adequate incentive to forego its turn to obtain concentrated benefits at public expense. No interest group has adequate incentive to put the interests of the whole ahead of the interests of the few. The logic of collective action discourages investments in sound public policy just as it discourages investments in sound ecological stewardship. This, in addition to the pervasiveness of special-interest rent seeking, explains many of the failings of centralized regulation. So despite the environmental gains of the past half-century, real challenges remain, and the tragedy of the commons is still with us.
Af Mikael Bonde Nielsen, den 13. juli 2005. 6 svar
I en tid, hvor det folkelige hyldes på bekostning af det elitære, forundres man ikke over at intuitioner, fornemmelser og tro feteres frem for begavelse, fornuft og indsigt. Det ligger lige for. Men hvor meget nonsens skal man finde sig i? Det spørgsmål har den britiske politiker Lord Taverne givetvis stillet sig selv mange gange, men i March of Unreason: Science, Democracy, and the New Fundamentalism forsøger han at give et svar, der nok bør interessere de fleste læsere af Punditokraterne.
Tavernes kritik af ufornuften retter sig i første omgang mod øko-fundamentalismen, der med henvisning til et nærmest sakralt forsigtighedsprincip har været i stand til at hæmme den praktiske anvendelse en række teknologiske og videnskabelige landvindinger. Et af de mest iøjnefaldende eksempler er vel udbredelsen af genmodificerede afgrøder, der trods de udokumenterede risici stadig holdes i stram snor verden over. Det er naturligvis ikke omkostningsfrit, når mennesker i den tredje verden har tydeligt besvær med at sikre sig et tilfredsstillende udbytte gennem konventionelle dyrkningsmetoder.
Forfatterens fortjeneste ligger ikke i, at han gør opmærksom på sådanne forhold. Det har andre før ham såmænd gjort bedre og med større målfasthed. Nej, Tavernes originalitet består snarere i, at han problematiserer den påfaldende ansvarsfrihed, der omgiver de internationale miljøorganisationer. Han erindrer fx læseren om, at Greenpeace ikke på nogen måde blev stillet til regnskab for de anbefalinger, organisationen i midten af 90’erne fremførte i relation til skrotningen af Shells borerig, Brent Spar. Selv om der var stærke økonomiske og miljømæssige argumenter for at dumpe Brent Spar i Atlanten, gav Shell efter for Greenpeace aggressive mediekampagne og accepterede at demontere boreriggen i en norsk fjord; en ekstrem sårbar habitat. Altså stik imod videnskaben, logikken og den sunde fornuft.
Taverne begrænser dog ikke kritikken til de internationale miljøorganisationer. Han giver også det religiøse og overnaturlige et skud for boven. Derfor kan bogen anbefales til alle, der midt i sommerheden trænger til et opgør med den varme luft.
