Tag-arkiv: velfærdsstat

Fraser Instituttet om Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2024. Skriv et svar

Fraser Instituttet i Vancouver er en af verdens mest indflydelsesrige tænketanke fordi den udgiver den årlige Economic Freedom of the World rapport. Men Fraser-folkene lave mange andre ting, og en af de mest interessante i lang tid har været deres Realities of Socialism projekt. Projektet har undersøgt fem landes økonomisk-politiske historie – Polen og Estland, der faktisk var socialistiske i over 40 år, Danmark og Sverige, der ofte beskyldes for at være socialistiske økonomier, og Singapore, der for længe siden valgte en helt anden vej end de fleste rige lande. Bogen om Danmark, der er medforfattet af den fremragende Lars Christensen, hedder The Free Enterprise Welfare State giver et fint overblik over historien, og indsigter i hvordan en så skizofren konstruktion som Danmarks velfærdsstat nogenlunde kan finansiere sig selv.

Fraser Instituttet har nu udgivet en mini-dokumentar om Danmark, der bestemt kan anbefales. Hvis du har otte minutter til overs, er her noget at tænke over i weekenden:

Peter Kurrild-Klitgaard om staten og Covid

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2024. 2 svar

I løbet af 2020 begyndte politikere og meningsdannere begejstret at påstå, at nedlukningerne og vaccineudvikling dokumenterede, at en stor og aktivt indgribende stat kan opnå store ting. Enkelte aktivister talte endda om at bruge statslige nedlukninger for at bekæmpe klimaproblemer. Den diskussion er stille og roligt forsvundet igen, selvom mange lande stadig har de samme politikere, der stadig påstår at deres indgreb enten hjalp eller i det mindste var velmente. Og idéen om den store og gode stat eksisterer stadig, ikke mindst fordi de nordiske lande opnåede lave rater af overdødelighed i internationale sammenligninger. Var det da på grund af vores allerede store og indgribende velfærdsstater?

Den gamle redacteur for denne blog, professor Peter Kurrild-Klitgaard fra Københavns Universitet, har netop udgivet en artikel der tester denne påstand. Artiklen “Size isn’t everything: COVID-19 and the role of government“, der er under udgivelse i det prestigiøse Public Choice, afviser meget klart påstanden. Som PKK viser, er der hverken en sammenhæng i de rå data – se for eksempel figuren nedenfor, der er nogenlunde så tæt man kommer på en perfekt sky – eller når man undersøger spørgsmålet med mere avanceret statistik.

Mens resultaterne næppe kan komme som en overraskelse for faste læsere af denne blog, er de nok hverken bekvemme eller forventede for folk, der stadig tror at en indgribende stat kan løse store kollektive handlingsproblemer. For når verdens mest udbyggede offentlige sektorer ikke bidrager til at løse et indrømmet stort, men meget specifikt problem, hvordan kan man så regne med, at komplekse problemer som industriudvikling, grøn transition, eller styring af forskning kan gøres bedre af staten? Abstractet kan ses nedenfor; hele artiklen er varmt anbefalet.

The emergence of the global COVID-19 pandemic in 2020 quickly generated claims that the crisis had demonstrated the superiority of extensive welfare states and a failure of market economies. We conduct cross-sectional statistical analyses to test this claim with regard to first response and reported COVID-19 related deaths per 31 December 2020 (N = 164–200), using government spending as a central variable. The analyses confirm some of what is known from other studies: COVID-19 deaths associate positively and robustly with ageing and more obese populations. However, we find no statistically significant associations between various measures of government size and the number of COVID-19 deaths, alone or when controlled against demographic, political and economic factors. If anything, the general effectiveness of government services and the availability of hospital beds seem more important than the simple size of government or level of health care expenditures.

Hvem arbejder vi for?

Af Christian Bjørnskov, den 3. oktober 2023. 5 svar

Statsministeren mener, at vi alle skal arbejde mere for velfærdsstatens skyld. Som hun sagde forleden til andre socialdemokrater og fagforeningsfolk: “Glem det”. I hendes optik er det vigtigste, at velfærdsstaten og de offentlige udgifter består uændret eller udvidet. Hvis velfærdsstaten ikke kan få skatteindtægter nok til at finansiere, hvad politikerne vil, eller få nok folk til at udføre arbejdet (og pseudoarbejdet), skal danskerne tvinges til at arbejde mere. Som Frederiksen ser det, er det eneste måde at man kan få nok indtægter og nok sygeplejersketimer til det, hun og hendes parti vil.

Mette Frederiksens syn på danskerne er – sagt meget direkte – at vi alle er slaver på den socialdemokratiske velfærdsplantage, og hun er plantageejer. Det er nok ikke et ualmindeligt synspunkt blandt politikere, der som jeg ser det i stigende grad føler sig hævet over borgerne. Som vi tidligere har skrevet, kan den danske politisk situation de senere år ses som en logisk konsekvens af politikernes stigende borgerlede. Frederiksen har simpelthen særligt lidt respekt for borgerne, og mangler interne grænser for hvad hun tillader sig, og melder således klart ud, at vi alle er undersåtter i hendes autokratiske stat.

Det er sjældent, at jeg er enig med Pelle Dragsted, men i denne situation rammer han hovedet på sømmet. I dagens Berlingske udtaler han sig meget kritisk mod statsministeren, og understreger, at “Vi mennesker er jo ikke til for staten. Vi skal skabe en økonomi, der hænger sammen, med det mennesker ønsker for et godt liv.” Dragsted pointerer således et af de forhold, som liberale og venstrefløjssocialister er enige om: Staten er til for borgerne, og ikke omvendt, og borgerne er suveræne i deres egne liv.

Situationen afslører også Frederiksens approach til politik. I praksis kan man anspore folk til at arbejde mere ved at sænke skatten, tilbyde mere i løn og bedre arbejdsvilkår, og tillade bedre karrieremuligheder. Men statsministerens tænkning peger i en helt anden retning: Tvang. Hendes politik, der bryder med mere end 120 års tradition på det danske arbejdsmarked, er at give bestemte, udvalgte medarbejdsgrupper i det offentlige højere løn, og efterfølgende kræve at de arbejder mere.

Nogen ser ud til at mene, at vi har en slags ‘pligt’ til at arbejde mere for at finansiere velfærdsstaten. Min egen Aarhus-kollega Nina Smith – som jeg har stor respekt for og som jeg tidligere har haft stor fornøjelse med at undervise sammen med – synes for eksempel at mene, at der eksisterer en slags social kontrakt, hvor velfærdsstaten leverer ydelser til borgerne, og borgerne leverer arbejde og (mange) skattekroner til staten.

Det filosofiske spørgsmål til Nina og mange andre er, om man har nogen form for pligt til at overholde en kontrakt, som man ikke har indgået frivilligt, og som man ikke ville indgå, hvis man fik muligheden for det. Er vi forpligtede til at arbejde for staten, eller arbejder vi for os selv og vores nærmeste? Mit svar som klassisk liberal er klart: Staten er til for os, vi er ikke til for staten, og hvis statens virke ikke hænger sammen, er det staten der skal ændres – ikke borgerne. Men sådan ser Frederiksen ikke på samfundet…

Johan Norberg om Sveriges udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2023. Skriv et svar

Fraser Instituttet i Vancouver, Canada, udgiver ikke blot de årlige Economic Freedom of the World rapporter, som forskere og meningsdannere ser frem til hvert år (og som kommer meget snart). Instituttet har også et projekt for tiden med titlen Realities of Socialism, med formålet at “educate people about the experiences of socialism that was imposed on tens of millions of people across the world throughout the 20th century”. Udgaven om Sverige er skrevet af den fremragende Johan Norberg, er lige udkommet og kan varmt anbefales.

Johans bog har titlen “The Mirage of Swedish Socialism: The Economic History of a Welfare State“. Bogen er struktureret omkring fire kapitler: Fortællingen om, hvordan Sverige blev rigt før det begyndte at indføre en velfærdsstat, et kapitel om tiden da landet indførte velfærdsstaten og direkte socialistisk økonomisk politik, og hvordan det afskaffede meget af politikken, og to kapitler om hvordan Sveriges politik faktisk ser ud idag.

Fraser Instituttets projekt kommer til at dække Sverige og Danmark som lande, der indførte velfærdsstater, men ikke er socialistiske, Polen og Estland og deres erfaring med faktisk socialisme, og Singapore som valgte en helt tredje, unik vej. Det hele er absolut værd at holde øje med og læse når det kommer. Varmt anbefalet!

Husk: Policyseminar om økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 9. maj 2023. Skriv et svar

Om en uge afholder Cepos et policyseminar i samarbejde med IFN i Stockholm. Policyseminaret, som vi skrev om forleden (læs her), er en del af projektet Cultures of Trust and Institutions of Freedom, der ledes af Niclas Berggren og mig og finansieres af den amerikanske John Templeton Foundation.

Hos punditokraterne håber vi, at mange af vores læsere har lyst til at troppe op til et seminar, der tegner til at blive en virkeligt spændende begivenhed. Andreas Bergh – er bl.a. er forfatter til den fremragende Den Kapitalistiska Välfärdsstaten – er en dygtig forsker og en forrygende formidler. Jeg ser også frem til at være del af panelet og den diskussion, der altid kommer efter disse seminarer!

Begreber der skal væk 5: Velfærd

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2022. Skriv et svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de begreber, der ikke blot irriterer mig mest, men også i højest grad har ændret betydning over tid: ‘Velfærd’. Den Danske Ordbog definerer velfærd som “en persons eller gruppes sundhed, lykke og trivsel, især med hensyn til materielle goder og social tryghed.” Problemet er tilføjelsen, og ikke mindst forbindelsen til begrebet ‘social tryghed’.

Ordet kommer oprindeligt fra det nordiske ‘at fare vel’, dvs. at have en god rejse. Oplever man velfærd i denne betydning, har man dermed en god rejse gennem sit liv. Det er således synonymt med velbefindende og har et stort overlap med tilfredshed med ens liv. Der er intet galt med disse begreber, som alle fanger en form for subjektiv, positiv oplevelse af livet.

Problemet med begrebet ‘velfærd’ er den nu normale brug af det som noget, en stor stat leverer. Den politiske brug af ordet velfærd implicerer således en sammenhæng mellem kerneidéen i en socialdemokratisk stat og hvor positivt folk oplever deres liv. Brugen af begrebet indbygger med andre ord en slags postuleret årsagssammenhæng i vores hverdagssprog, som er dybt politisk. I det øjeblik, man overtager denne betydning, er begreber som ‘privat velfærd’ enten nonsens eller udtryk for en særlig ordning af statslige opgaver.

Problemet forværres faktisk af, at forskningen i folks tilfredshed med livet klart viser, at størrelsen på de offentlige udgifter enten slet ikke er forbundet med tilfredshed, eller er negativt forbundet med dem: Velfærdsstaten leverer ikke velfærd, forstået med den oprindelige betydning!

Begrebet ‘velfærd’ bør derfor forsvinde fra vores sprog, fordi den moderne brug af det narrer folk til at tro, at den såkaldte velfærdsstat leverer velbefindende (et meget bedre udtryk) – hvordan kan det være anderledes, når sproget nærmest definerer det. Hvordan det er kommet så vidt, at et ord som snart sagt alle bruger, har fået en så udpræget politiseret betydning, er et andet spørgsmål. Vores råd er klart: Hold op med at sige velfærd.

Offentlig og privat beskæftigelse i 55 år

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2022. 7 svar

Forleden udkom en analyse fra Cepos, hvor Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth dokumenterede to ting: For det første var den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000 personer fra februar 2020 til marts 2022 – og endda med 1500 i marts i år – og for det andet, at den totale beskæftigelse nu er på det historisk højeste niveau nogensinde på 869.000 personer. Jeg skrev om problemet i Børsen igår, torsdag, hvor jeg bl.a. pegede på problemet i, at mens den samlede arbejdsstyrke er steget cirka 30 procent, er den offentlige beskæftigelse steget hele 220 procent.

Det betyder også, som jeg skrev i Børsen, at “Mens det offentlige forbrugs bidrag per ansat til nationalindkomsten er steget 20 procent i perioden, er det privates bidrag per ansat steget 185 procent.” Hvor absurd udviklingen er, burde være klart i dagens figur nedenfor. Den konjunkturkorrigerede private beskæftigelse er idag lige omkring den samme som midt-sidst i 1960erne. Mens der dengang var cirka otte privatansatte for hver offentlig ansat – dvs. otte personer i Danmark, der betalte skatter og afgifter til at finansiere én offentligt ansat – er det tilsvarende tal idag kun 3½.

Det er på dén baggrund, at mange økonomer efterlyser produktivitetsfremgange i den offentlige sektor. Kunne man ikke – enten gennem reformer af måden man gør ting på i det offentlige, af hvad det offentlilge gør, og af det omfang det offentlige bruger private udbydere – rette en smule op på den sære situation hvor 28 procent af arbejdsstyrken er beskæftigede i en sektor, der stort set ikke bliver mere produktiv eller dygtigere fra år til år?

Jeg er pinagtigt opmærksom på, at en væsentlig del af problemet er, at 28 procent af arbejdsstyrken er økonomisk ‘afhængig’ af politik – det er i sidste ende politikere, der er deres arbejdsgivere. Offentlige fagforeninger er også en væsentlig lobby i dansk politik, som kan forhindre reformer og som har en direkte interesse i at bibeholde en stor offentlig beskæftigelse. Men som dele af fagbevægelsen er klar over, kan det ikke blive ved: Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste på bedste pædagogiske vis i sin fremragende Den kapitalistiska välfärdsstaten, kræver finansieringen af velfærdsstaten og de 869.000 offentligt ansatte, et ekstremt produktivt erhvervsliv, og mere generelt en privat sektor, der bliver ved med at blive mere produktiv. Tider, hvor Folketinget udvider den offentlige sektor og ansætter flere, mens de regulerer den private sektor stadigt tættere og sætter barrierer op for international handel, rykker Danmark tættere på den velfærdsafgrund, der har truet siden 70erne.

Har vi været vidne til endnu en udvidelse af velfærdsstaten?

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. maj 2022. 1 svar

En af de mange falske myter om velfærdsstaten er, at den skyldes en bevidst plan. Det er langt fra tilfældet. Begyndelsen på den moderne velfærdsstat – folkepensionen – kom ganske vist efter et længere politisk slagsmål. Men mange af de tunge udgiftsområder opstod som mindre udgiftsposter, der med tiden fik vokseværk. Udgifterne til dagpenge svulmede under 70’ernes arbejdsløshed. Efterlønnen var tænkt som en mindre ordning og opstod som et kompromis under SV-regeringen, hvor Venstre gik med mod til gengæld at få indført atomkraft (en aftale der siden løb ud i sandet). Udgifterne til det offentlige sundhedsvæsen er svulmet, fordi behandlingsmulighederne og levetiden er steget, og at sygekasserne blev afskaffet. De fleste af velfærdsstatens ordninger gav anledning til adfærdsændringer, som skubbede regningen op.

Under coronaen og de aktuelle energiprisstigninger har politikerne foretaget endnu en udvidelse af de forsikringsopgaver, staten tager sig af. Under coronaen havde det form af løntilskud, hjælpepakker og kreditter til erhvervslivet. Der blev også udbetalt et engangsbeløb til overførselsindkomstmodtagere – om end det var lidt svært at begrunde, hvorfor netop de blev ramt af epidemiudbruddets konsekvenser.

Under de aktuelt høje energipriser har regeringen af flere omgange lagt ”varmechecks” på bordet, og oppositionen har primært kritiseret, at ikke flere blev omfattet.

I sig selv har disse udbetalinger begrænset effekt på de langsigtede offentlige finanser. Hvis de vel at mærke er engangsforeteelser. Men vil de være det? Staten har påtaget sig nye forsikringsopgaver, og der kan meget vel have opstået forventninger om, at staten står klar i lignende situationer. Ikke så snart brød f.eks. energistigningerne løs, før røster i erhvervslivet ønskede sig nye hjælpepakker.

De risici, der normalt er knyttet til prisudsving for forbrugerne og konjunkturudsving for erhvervene, har de tidligere selv måttet beskytte sig imod. Andre risici har velfærdsstaten som sagt allerede taget på sig. Men hvorfor ikke – kunne man spørge sig – lade staten påtage sig alle risici. Hvorfor ikke bare have en stor forsikringskasse for det hele?

Det er der en række rigtig gode grunde til:

  1. Risikoen forsvinder ikke, fordi staten overtager den. Det er en illusion. Tværtimod allokerer staten risikoen til dem, der i sidste ende ikke kan vægre sig i de politiske spil.
  2. Staten er således heller ikke et bundløst kar. Det er også en illusion. Pengene kommer i stedet i sidste ende fra de skatteydere, som taber det politiske spil sorteper.
  3. Ofte er taberne kommende generationer, som ikke har stemmeret endnu. Logikken er som i et pyramidespil. De første generationer, der f.eks. fik adgang til folkepension, fik en entydig gevinst ved at få en pension, de ikke havde sparet op til. De næste generationers gevinst blev gradvist mindre, fordi de skulle bidrage til de tidligere generationers pension. Først på det tidspunkt, hvor belastningen af de offentlige finanser bliver stor nok til, at systemet må modificeres, begynder generationerne at tabe.
  4. En meget stor del af markedet og ikke mindst de finansielle markeders funktion er at allokere risiciene til dem, der er bedst til og har præference for at bære dem. Investorer deler sig i risikovillige, som ejer egenkapital, og i mindre risikovillige, som ejer fremmedkapital. Risiko og beslutningsret knyttet sammen, og risici pooles og minimeres via aktuarbaserede forsikringer og porteføljespredning. En hensigtsmæssig allokering af risiko er af meget stor betydning for den samlede samfundsøkonomi.
  5. Når staten overtager en risiko, følger uundgåeligt to følgesvende med. Den første er moral hazard. Det er det problem, at borgerne ikke tager nok hensyn til risici, når regningen falder på andre. Til trods for ideen om, at velfærdsstatens opgave er at afbøde risici, så skaber den samtidig mere risikotagning.
  6. Den anden følgesvend er styring og kontrol. Når staten overtager risikoen ved borgernes adfærd, vil den også blive nødt til at modificere den risikable adfærd. Ellers efterlades den med et blødende sår. Derfor er velfærdsstaten også blevet gennemsyret af styring og kontrol. Ledige kontrolleres og tvangsaktiveres for at forhindre misbrug af dagpengesystemet. Offentlige ydelser som studiepladser og hospitalsbehandlinger rationeres. Borgerne beskattes af eller forbydes usund adfærd, fordi de offentlige kasser betaler for behandlingerne. Kontrolvældet er desværre ikke bare et udslag af bureaukratisk amokløb, men er velfærdsstatens nødvendige følgesvend.  

Fristelsen til at forlange, at staten skal overtage vore risici, er forståelig og enorm. Men den kommer med en pris. Bastiat definerede staten som det store bedrag, hvorigennem alle søger at leve på alle andres bekostning. Realiteten er, at vi samlet taber ved at forsøge at lade staten overtage risiciene – hvilket er lidt paradoksalt, hvis vi alle sammen forsøger at undgå risiciene og deres omkostninger.

Photo by Ali Yaqub on Unsplash

Indvandring og den endogene velfærdsstat

Af Otto Brøns-Petersen, den 5. maj 2021. Skriv et svar

”Dem, der i dag er ramt af kontanthjælpsloftet og på integrationsydelse, er for en stor dels vedkommende udlændinge, og Socialdemokratiet vil ikke åbne den flanke over for de borgerlige partier at hæve overførselsindkomsterne for indvandrere”.

Sådan skrev Berlingske i går i en historie om, at regeringen er begyndt at ryste på hånden, når det gælder valgløfterne om at hæve de såkaldte ”fattigdomsydelser”.

Det er et eksempel på, hvad man kunne kalde den endogene velfærdsstat – altså velfærdsstaten, som ikke på forhånd er givet.

Læs resten →

Ågerup om Danmark og velfærdsstaten

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2019. 1 svar

Det skrives meget vrøvl om velfærdsstaten i Skandinavien. Vi er dog i den heldige situation, at vi lever i den og dermed kan genkende en del af påstandene som nonsens når de ikke passer med data eller vores eget liv. Desværre har vrøvlet i de senere år bredt sig til andre dele af verden.

Det er derfor vigtigt, at danske, svenske og norske eksperter sætter ‘the record straigt’ for, hvad der er korrekt og hvad der er vrøvl. Det skete sidste år, da Trish Regan – en overivrig og underinformeret Fox News-vært – påstod, at Danmark var socialistisk. Her rykkede begge fløje, inklusive Kristian Jensen og Dan Jørgensen, ud for at skyde påstanden ned. Der er dog stadig mærkelige idéer om, hvad de skandinaviske velfærdsstater er for en størrelse, som også har bredt sig ind i det stadig mere absurde, britiske Labour-parti.

I sidste uges udgave af den fremragende podcast Live from Lord North Street, der drives af the Institute of Economic Affairs, interviewer institutets Director General Mark Littlewood derfor Cepos-direktøren Martin Ågerup. Martin er som altid klar, velargumenteret og balanceret, ligesom Mark er en vidende og interessant samtalepartner. Podcasten er som altid varmt anbefalet!

Når løsningen ikke er flere ressourcer

Af Christian Bjørnskov, den 30. marts 2019. 1 svar

Som mange læsere vil vide, er løsningen på langt de fleste problemer i Danmark – når man skal tro politikerne og de fleste interessegrupper – flere ressourcer. Virker sygehusvæsenet ikke så godt som vi håber på, er rygmarvsreaktionen at tro, at det nok skyldes ’nedskæringer’. Det er næsten umuligt at trænge igennem debatten med det faktuelt korrekte synspunkt, at der ikke er skåret ned, men at landet i stedet bruger flere ressourcer end nogensinde. Det samme gælder vores dybt middelmådige skolevæsen, hvor Danmarks Lærerforening efterhånden ligner en karikatur af en særinteresse, der både påstår at have fabelagtigt dygtige medlemmer, der på ingen måde kan gøre deres arbejde bedre, og gentager nedskæringspåstanden med jævne mellemrum.

Hvor forkert antagelsen om, at alt er et spørgsmål om ressourcer, kan man få en fornemmelse af ved at se på sammenhængen mellem hvor stor en andel af et lands samlede indkomst der bruges på uddannelse, og hvad man får ud af pengene. I figuren nedenfor plotter vi derfor uddannelsesudgifterne som % af BNP mod de gennemsnitlige PISA-scorer, som vi bruger som det i øjeblikket bedste mål på kvaliteten af et lands uddannelsesinstitutioner.

Skulle man tegne en regressionslinje gennem punkterne ville den have en positiv hældning, da sammenhængen på tværs af alle landene er positiv. Det ville dog være misvisende at gøre, da nogle af de værste – Libanon (LBN), den Dominikanske Republik (DOM), og de Forenede Arabiske Emirater (ARE) – er tydelige outliers i det store billede. Det samme gælder Singapore og Hong Kong, der bruger lidt over 3 % af BNP på uddannelse, men faktisk leverer de to højeste gennemsnitsscorer (551,7 og 532,7) blandt alle lande.

Ser man derfor på ’normalgruppen’ med udgifter til uddannelser på mindst 4 % af BNP, falder korrelationen mellem de to til -0,005. Udover nogle særligt fattige lande, der endda bruger en lav andel af BNP på uddannelse, og de superrige Emirater, hvor en lille andel af BNP er større end de fleste vestlige landes udgifter, er der således ingen sammenhæng mellem ressourceforbruget og den kvalitet, der leveres af landes uddannelsesinstitutioner.

For Danmarks vedkommende ligger vi i det bløde midterfelt blandt vestlige lande, der kan ses som et ’bånd’ af observationer med scorer mellem 450 og 520. Under dem ligger et lignende bånd af observationer med scorer mellem 350 og 450, som består af tidligere kommunistiske lande og det meste af Latinamerika. Danmark er således relativt gennemsnitlig på uddannelsernes kvalitet – hvad de leverer af faktisk læring – men vi er med et budget på 8,7 % af BNP suverænt det vestlige land, der bruger mest på uddannelse. Skal man, som mange Folketingspolitikere ønsker, poste endnu flere midler i uddannelse? En hurtig sammenligning med resten af verden peger på, at svaret er nej – i det mindste hvis man ønsker bedre uddannelse. Hvis man er ude at købe stemmer blandt lærere og andre interessenter, kan det derimod være en god idé. Politikerne kan jo med ro i sindet ignorere, at det er almindelige borgere, der betaler pengene til ingenting.

Dead Wrong – om velfærdsstaten og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 28. september 2018. Skriv et svar

Den dygtige Johan Norberg, hvis film vi skrev om forleden, kører en serie korte videoer med titlen Dead Wrong for Free to Choose TV. I serien debunker Norberg en lang række myter, som har politisk interesse eller indflydelse, såsom Oxfams cronyism-påstande, toldbeskyttelse og amerikansk udvikling, og vacciner og autisme.

Den sidste nye i serien tager Norberg fat på myten om, at velfærdsstaten har skabt den høje grad af nordisk tillid til andre mennesker. Den påstand er særligt aktuel i Danmark, hvor Socialdemokraternes Dan Jørgensen på det sidste har været på korstog for den socialdemokratiske velfærdsstat (læs f.eks. Information her). På de halvandet minut piller Norberg på fineste vis påstandene fra hinanden, endda med fodnoter med reference til studier. Dead Wrong-serien er meget varmt anbefalet!

Sweden: Lessons for America

Af Christian Bjørnskov, den 23. september 2018. 1 svar

Forleden skrev vi om at den glimrende Johan Norberg har lavet en film om Sverige. Fredag aften bragte de første kanaler filmen i USA og den er nu også tilgængelig på nettet. Dagens post handler derfor ganske simpelt om at anbefale Norbergs fine film, hvor han tegner de lange linjer i svensk historie tilbage til den liberale tænker Anders Chydenius og frem til den miderne, stærkt kapitalistiske svenske velfærdsstat. Undervejs får han hjælp af så gode folk som bl.a. Tom Palmer (Cato Institute), Nima Sanandaji (European Centre for Entrepreneurship and Policy Reform) og Andreas Bergh (Lunds Universitet). Norberg taler også med repræsentanter for både arbejdsgivere og fagforeninger, Aftonbladets redaktør, og adskillige ret almindelige mennesker. Det hele varer 56 stærkt anbefalede minutter.

Nyt fra Sverige

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2018. 3 svar

Vores svenske venner producerer ofte både glimrende forskning og formidling. Vi skriver jævnligt om det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt, som bringer interessante artikler, der er en tand lettere tilgængelige end det meste videnskabelige arbejde. I sidste uge udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt, hvor flere artikler er meget læsværdige. Mens Magnus Lodefalks leder om Trumps handelspolitik en anelse tandløs, særligt sammenlignet med Niclas Berggrens ofte meget fine ledere, er Arne Bigstens artikel Är globaliseringen hållbar? stærkt interessant og velskrevet. Bigsten argumenterer her for, at Vesten bør liberalisere handel- og globaliseringspolitikken yderligere for at give fattige lande reelt adgang.

På den rene formidlingsfront sker der også stærkt interessante ting, idet den fremragende Johan Norberg barsler med en ny TV-serie med titlen ”Sweden: Lessons for America?” der bliver vist i løbet af efteråret – og teaseren kan ses nedenfor. Norbergs hovedpointe, som han formidler til amerikanerne, er at deres ”opfattelsen af Sverige sidder fast i 1975.” Det er en vigtig pointe, som i virkeligheden også passer på amerikaneres, franskmænds og mange andres opfattelse af Danmark. Forleden bragte Reason derfor et længere interview med Norberg, der kan høres her.  I løbet af de 40 minutter som interviewet tager, kommer Norberg og Todd Krainin langt omkring i svensk økonomi og økonomisk udvikling. Mod slutningen af interviewet bliver Norberg decideret Andreas Berghsk i sit scope og fokus på, hvad der er særligt ved Sverige og de andre nordiske lande.

Som altid er både Norbergs film og Ekonomisk Debatt stærkt anbefalede.

Skattetryk og folks præferencer

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2018. 4 svar

Danmark har et af verdens højeste skatte- og afgiftstryk, og der er ingen tegn på, at det bliver lavere. Selvom der er rigelig evidens for, at skatten og størrelsen på den offentlige sektor er en bremse på økonomien (se f.eks. her, her og her) – et velkendt fænomen som vismændene alligevel ikke taler om, da det bliver opfattet som politisk kontroversielt – har selv Liberal Alliance givet efter for den primære opfattelse på Christiansborg. Her er man ethvert tilløb til noget, der kunne opfattes som nedskæringer, som en sikker vej til stemmetab. Man må dog spørge sig selv om, hvor dybt den øjensynlige støtte til velfærdsstaten stikker, og ikke mindst, i hvor høj grad danskerne faktisk opfatter omfordeling som et ufravigeligt princip i dansk politik.

Og det er netop det, vi gør i dag. Med basis i the European Social Surveys (ESS) tre sidste runder fra 2012, 2014 og 2016 (hvor Danmark ikke var med), ser vi i dag på, om den gennemsnitlige borgers præferencer for omfordeling og for en ’stærk stat’ kan forklare, hvorfor Danmark har så ekstremt et skattetryk og så stor en velfærdsstat. Vi ser derfor ikke på, om velfærdsstaten faktisk omfordeler ret meget, men udelukkende på størrelsen og folks præferencer.

På tværs af de europæiske lande, der er dækket af ESS, viser den første figur sammenhængen mellem folks holdning til, om staten skal omfordele / sikre mere økonomisk lighed. Spørgsmålet er stillet på en fem-punktsskala, som vi omregner til et tal mellem -2 og 2 (stærkt uenig er -2, uenig -1, enig er 1, og stærkt enig er 2). Det tal giver omfordelingspræferencen på x-aksen, som vi plotter mod skattetrykket (senest tilgængelige tal fra CIA World Factbook) på y-aksen. De røde prikker er tidligere kommunistiske lande mens den sorte er Danmark.

Det påfaldende, når man ser på de faktiske tal, er at danskerne har de suverænt svageste omfordelingspræferencer i Europa, men et af de højeste skattetryk. Det er således svært at forklare det nuværende skattetryk med befolkningens nuværende præferencer for omfordeling. Spørger man dem, vil danskerne ganske enkelt ikke have mere omfordeling!

Argumentet om, at staten skal sørge for mere økonomisk resultatlighed – som man kan høre politikere fra Enhedslisten til Venstre gentage med jævne mellemrum – er derfor svært at se bakket op af befolkningen. Et andet argument er derfor, at danskerne gerne vil have en stærk stat, dvs. en stat, der er i stand til at gøre’ meget’. Netop det argument er også ganske populært blandt politikere, ikke mindst fordi en stærk stat giver dem langt mere indflydelse end alternativet.

Dén sammenhæng plotter vi en den anden figur, hvor præferencen for en stærk stat på en seks-punktsskala er plottet mod omfordelingspræferencen. Med lidt god vilje kan man her notere sig, at på tværs af Europa går præferencer for en stærk stat og en omfordelende stat generelt hånd i hånd. Igen gælder det dog, at danskerne har de klart svageste omfordelingspræferencer, og også nogle af de svageste præferencer for en stærk stat – kun islændinge og svenskere er endnu mindre vilde med en stærk stat.

Læserne kan naturligvis spørge, hvad man skal med den viden? Vi vil lade det spørgsmål blæse i vinden, for ikke at drage normative implikationer af surveydata, der giver generelle indikationer. Én ting kan man dog konkludere: Når man spørger danskerne, er de hverken vilde med omfordeling, en stærk stat, eller at betale skat.

Hvor omfordelende er velfærdsstater egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 10. juni 2018. 2 svar

De senere år er der kommet stor fokus på ulighed i både den offentlige debat og i økonomisk forskning, og med fokussen også nye og bedre data. Frederic Solts SWIID-database har gjort det muligt at bruge sammenlignelige data på ulighed i indkomster både før og efter skatter, afgifter og omfordeling. Solts dat har afhjulpet mange sammenligningsproblemer, men er ikke den eneste. Det relativt nye Göttingen Consumption and Income Project vedligeholder nu en database, der både giver adgang til de ‘almindelige’ data på fordelingen af indkomster efter skat osv., men også data på fordelingen af forbrug. Og et af de interessante mønstre, man kan se i disse data, er at fordelingen af indkomster og forbrug ikke følger hinanden videre tæt på tværs af lande. Den manglende sammenhæng er illustreret nedenfor i den første figur, der også giver en indikation af flere interessante forhold.

Indkomstuligheden, målt med den sædvanlige gini-koefficient, er i gennemsnit 0,36 i tidligere kommunistiske lande, 0,35 i andre vestlige lande, og 0,27 i de fire nordiske velfærdsstater. Ser man derimod på uligheden i forbrug, er ginierne henholdsvis 0,32, 0,34, og 0,32. Det normale er således, at forbrugsuligheden er lavere end indkomstuligheden, så de almindelige tal, vi normalt bruger i debatten, ikke altid er helt retvisende.

Måske endnu mere interessant er det således, at forskellen mellem de to varierer så meget over lande. I Albanien, Hviderusland og Moldova er forbrugsuligheden hele 0,17 point lavere end indkomstuligheden. I New Zealand indebærer en forskel på 0,13 point også, at de officielle tal for indkomstulighed overvurderer hvor ulige, folks muligheder faktisk er. Omvendt er en mindre grupper lande karakteriseret ved væsentligt større ulighed i forbrug end indkomst: Belgien, Danmark, Finland, Holland, Island Norge, Slovakiet, Slovenien, Sverige, og Tjekkiet, hvor forbrugsuligheden typisk er 0,05 point større. Med andre ord kan man i både tallene og figuren se, hvordan de store velfærdsstater i Europa nok opnår en mere lige fordeling af indkomster, men ser meget gennemsnitlige ud, når det gælder fordelingen af forbrug.

Et yderligere spørgsmål er derfor, om strukturen af uligheden i forbrug også er den samme i lande, vi typisk opfatter som velfærdsstater. Det spørgsmål kan man komme tæt på at svare ved at se på Lorenz-kurverne, som ligger bag beregningen af gini-koefficienter. De to nederste figurer viser Lorenz-kurver for vores tre grupper lande for både indkomster og forbrug.

Det er ganske let at se i den første af de to figurer, at de nordiske velfærdsstater (den røde kurve) har mindre indkomstulighed end andre grupper. Det er også tydeligt, at meget af den større lighed i Norden kommer fra, at de rigeste ti procent tjener noget mindre end andre steder. Men ser man på den anden figur, er der ganske tydeligt ingen forskel. Der er, med andre ord, ikke meget det peger på, at de nordiske velfærdsstater de facto er bedre til at omfordele faktisk forbrug.

Man sidder derfor tilbage med spørgsmålet, hvad der egentlig foregår? Omfordeler medianvælgeren bare til sig selv og sine, som Director’s Lov siger? Gør velfærdsstatspolitikken det blot mindre attraktivt at være i arbejde, mens den pelser de dem på arbejdsmarkedet? Eller er tilfældet, at velfærdsstaten faktisk omfordeler store midler, men på samme tid har andre politiker, der forvrider priserne og gør det meget dyrt at være fattig? Man kan tale for mange muligheder, men uanset hvilken man foretrækker, er det værd at se nærmere på.

*En Lorenz-kurver fremkommer ved, at man plotter folks andel af den samlede indkomst eller det samlede forbrug. Man starter fra venstre med den allerfattigste person og plotter derefter andelen for nummer to plus nummer et, nummer tre plus nummer to og nummer et, osv. Punktet man når yderst til højre er derfor alles sammenlagte andel af indkomst / forbrug, som må være lig 1. En gini-koefficient er derefter blot Lorenz-kurvens procentvise afvigelse fra en lige linje, dvs. den linje der ville fremkomme hvis alle tjente / forbrugte præcis det samme.

Kapitalistisk velstand skabte velfærdsstaten – ikke omvendt

Af Christian Bjørnskov, den 26. juni 2017. Skriv et svar

Den gamle redacteur, Peter Kurrild-Klitgaard, har i dag en fremragende klumme i Børsen (læs her). Under overskriften ”Kapitalistisk velstand skabe velfærdsstaten” understreger PKK i klummen, at det er en myte, at velfærdsstaten har gjort Danmark rigt – og det vel at mærke er en myte, der meget nemt kan skydes ned. Som han skriver:

”Mens en stat nok kan levere goder til borgerne, forudsætter den først og sidst, at der er ressourcer, der kan tages fra nogen og bruges af andre. Hvis der ikke er en velstand (udover den borgerne skal bruge til simpel overlevelse), er der intet til at finansiere politi, retsvæsen og forsvar med, og så er der i hvert fald slet intet at finansiere offentligt sundheds-, uddannelses- og socialvæsen med. Så når mange hæfter sig ved, at rige lande ofte har store velfærdsstater, og derudfra konkluderer, at rigdommen skyldes velfærdsstaten, får de reelt vendt årsagssammenhængen på hovedet.”

Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvordan udviklingen ser ud, er den illustreret i figuren nedenfor. Den viser dansk gennemsnitsindkomst (fra Maddison databasen) i forhold til nabolandene. De sorte streger er i forhold til en ”snæver” definition af nabolande – Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien – mens de grå er i forhold til en bred definition, der inkludere Nordeuropa og Nordamerika. Tager man hensyn til specifikke kriser og krige, er toppunktet i 30erne. Fra den gradvise indførsel af den ”moderne velfærdsstat” omkring 1960 begynder det langsomt at gå tilbage. Og tager man 2016-tallene (figuren slutter i 2010) fra CIAs World Factbook får man, at danskerne i dag har en indkomst, der er 89 % af de omkringliggende landes, og 95 % af de bredere naboers. Vi er med andre ord tilbage til en relativ situation fra 1860erne. Det kan man ikke minde politikerne ofte nok om!

Præferencer for omfordeling og ligebehandling i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2016. Skriv et svar

I den amerikanske valgkamp var ’Danmark’ at af de gennemgående temaer i mange debatter. Særligt Bernie Sanders og dele af den demokratiske venstrefløj var meget opsatte på at beskrive det, de opfattede som mange gavnlige forhold i vores land. Det billede, Sanders og mange andre beskrev, svarede desværre dårligt til den danske virkelighed. Som vi har skrevet om før her på stedet, optegnede man en karikatur af Danmark som et vidunderligt velfungerende, socialistisk land. En del af karikaturen svarede dog til mange danskeres egenopfattelse: At vi har meget stærke præferencer for statslig omfordeling. Venstrefløjen roser sig selv for situationen, mens højrefløjen sukker og giver op overfor kravet om omfordeling. Problemet er, at det simpelthen ikke er sandt.

Vi har før brugt the European Social Survey til at ramme pæle gennem myter. Den store spørgeskemaundersøgelse dækker 31 lande, hvor man i alle har bedt respondenterne svare på et simpelt spørgsmål: Deres holdning på en skala fra 1 til 5 til udsagnet ”Government should reduce differences in income levels.” 3 er et neutralt svar, hvor 1 er ”stærkt enig” og 5 er ”stærkt uenig”.

Det særlige ved ESS er, at den afslører at det land i Europa, hvor befolkningen mindst støtter statslig omfordeling er: Danmark! Gennemsnitssvaret i Danmark er praktisk taget neutralt på 2,96. Nummer 2, 3, og 4 er henholdsvis Holland (2,56), Storbritannien (2,47) og Norge (2,43). I den anden ende, som det kan ses på figuren nedenfor, findes Grækenland (1,66), Bulgarien (1,69) og Tyrkiet (1,69). Og ganske som sædvanligt er Tjekkiet slet ikke som de andre tidligere kommunistiske lande, idet landet er nummer seks på listen. Skal man finde stærk støtte til omfordeling fra staten, er det ikke Danmark, men halvautokratiske fallitboer som Grækenland og Ungarn, man skal tage til. Præferencerne ser i øvrigt ikke ud til at være særligt klart korrelerede med f.eks. de faktiske indkomstforskelle.

Et måske endnu mere interessant forhold er, at man kan splitte folk op efter deres egen placering på en skala fra stærkt venstreorienteret til stærkt højreorienteret. Gør man det, så man får tre meget cirka lige store grupper, understreges pointen med det liberale, omfordelingsskeptiske Danmark. Gennemsnitssvaret hos de klart venstreorienterede danskere er 2,35, og dermed til højre for den gennemsnitlige højrefløjsvælger i 18 europæiske lande. Midten i dansk politisk svarer 3,03 og højrefløjen 3,32. Højrefløjen i et land som Frankrig har derimod et gennemsnit på 2,12 og den græske svarer 1,7 i snit.

Hvis man var kommunist – og dermed et særsyn her på stedet – kunne man spørge, om danskerne da imod at behandle medborgere ordentligt? Svaret er et tordnende nej. Spørger man folk om de er enige i at det er ” Important to help people and care for others well-being,” er det danske gennemsnit 2,08; udsagnet ”Important that people are treated equally and have equal opportunities” får et gennemsnit på 2,27; og sigter man specifikt til en minoritet med ”Gays and lesbians free to live life as they wish” er de danske holdninger stærkt positive på 1,64. Målt på den parameter er vi sammen med hollænderne det europæiske folk, der ser mest favorabelt på ligebehandling for homoseksuelle.

Sidst, men ikke mindst, sker der noget ganske pudsigt når man sammenholder omfordelingspræferencer og præferencer for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Figuren nedenfor illustrerer at det er et helt generelt fænomen på tværs af ideologiske grupper: Jo stærkere befolkningens præferencer er for omfordeling, jo svagere er de for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Der er således intet solidarisk i præferencerne for omfordeling (på det nationale niveau), men noget ganske rationelt og kynisk. Europæeres præferencer for omfordeling ser ud til at være for omfordeling for dem og deres, men absolut ikke for generel moralitet. Eller sådan ser min fortolkning i det mindste ud.

Mistillid til politikere er en god ting

Af Christian Bjørnskov, den 17. oktober 2016. 4 svar

Der har på det sidste stået en debat om den lave tillid til regering og politikere. Vi har tidligere skrevet om emnet her og her, men forleden blussede debatten op igen. Det skete da en ny undersøgelse og en bog af Jørgen Goul Andersen, professor ved Aalborg Universitet, endnu en gang pegede på, at danskernes tillid til politikerne er på et historisk meget lavt niveau. Goul gik dog et skridt videre og hævdede, at  faldet skyldes, at politikerne ikke beskytter den socialdemokratiske velfærdsstat nok. TV2 opsummerede hans påstand således: ”Reformer af efterløn, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andet har skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.”

Både Goul og Mark Ørsten fra RUC mener, interviewet i Kristeligt Dagblad, at der i særlig grad mangler kommunikation. Grunden til mistillid er således, at mangel på kommunikation betyder, at politikerne ikke altid er informeret klart om, hvad borgerne gerne vil, og borgerne ofte ikke ser rationalitet og storheden i politikernes handlinger. For en samfundsforsker med baggrund i public choice er det et i særgrad mærkværdigt synspunkt.

Debatten har to separate aspekter: 1) Hvad er den ’optimale’ grad af tillid til politikere; og 2) er Gouls påstand om årsagerne korrekt? Nummer 2) er sjældent et element i den offentlige debat – evidens er så forstyrrende for politiske postulater – og 1) har manglet helt. Spørgsmålet, der mangler i debatten er derfor, om tillid til regering og politikere er godt. Mit argument her er, at det er det ikke.

Den amerikanske magiker og libertarianske intellektuelle Penn Jillette diskuterer her en intuitivt public choice-position til spørgsmålet. Jillette opsummerer sin – og min – holdning til spørgsmålet ved at “the last thing we want is a government that can get things done.” I stedet er hans ønske, at ”we want a clunky, sloppy, slow-moving, small, insignificant, weak government.” Grunden er,at politikeres incitamenter til at gennemføre noget som helst i første omgang er, at blive valgt og genvalgt. Årsag nummer 1 til politik er popularitetshensyn. Derefter har de fleste særinteresser, de repræsenterer og som støtter politikerne eller deres parti, og naturligvis kræver de en vis modydelse. Kun derefter kan man forestille sig, at nogle politikeres incitamenter kan formes af et ærligt ønske om at gøre det rigtige – hvis det overhovedet kan defineres, og hvis politikerne i øvrigt ved hvordan samfundet fungerer og er kompetente på andre måder. At have tillid til politikere er derfor lidt ligesom at give børnehavebørn ansvar for egen læring.

Vender man sig mod empirien, udgav jeg sidste år sammen med Niclas Berggren og David Lipka en artikel i Public Choice, hvor vi undersøgte om legitimitet – i høj grad formet af folks tillid til politikere – medierer effekten af den offentlige sektor på den økonomiske vækst (gated version her; gratis tidligere version her). Vi fandt, at en stor offentlig sektor er forbundet med lavere vækst, men også at virkningen var meget mere negativ, når folk opfattede staten som mere legitim – dvs. når de havde høj tillid til politikere.

Det sidste empiriske spørgsmål er, om Goul har ret: Falder folks tillid til politikerne, hvis de reformerer velfærdsstatspolitiker? Vi tillader os i dag, at præsentere konkret evidens fra en empirisk analyse lavet direkte til bloggen. Vi har brugt data fra Eurobarometer-undersøgelserne, der siden 1995 har spurgt borgerne om deres tillid til politikere, politiske partier og regeringen. At faldet er virkeligt, kan ses i figuren nedenfor, der plotter tillid til Folketing og regering siden 1995.

Politisk tillid, 1994-2016

Politisk tillid, 1994-2016

Kombinerer man det med købekraftsjusterede data på gennemsnitsindkomst og Heritage Foundations Index of Economic Freedom, kan man direkte teste Gouls påstand. Heritage-indeksene måler nemlig meget direkte de aspekter, Goul henviser til: Statslige reguleringer i bl.a. arbejdsmarkedet, den offentlige sektors størrelse, og markedsregulerende politiker. Vi har derfor kørt en række regressionsanalyser med år- og lande-fixed effects for de 30 europæiske lande, der dækkes af datakilderne. Hele datasættet er naturligvis tilgængeligt for vores læsere, så vi opsummerer blot kort hvad der kommer ud af det.

Med lande-fixed effects er alle resultater identificeret af ændringer over tid indenfor et land: Hvordan ændrer folks tillid til politikerne sig, når de ændrer på den økonomiske frihed. Har Goul ret, bør der være et helt generelt billede på tværs af de 30 lande, hvor politisk tillid er negativt forbundet med økonomisk frihed. Men det, der kommer ud af analyserne er faktisk, at hvis den økonomiske frihed hæves, stiger folks tillid til politikerne. Bruger man delen af Heritage-indekset, der måler størrelsen af den offentlige sektor, er en 10 % ændring i indekset forbundet med en 10 % højere tillid til politikerne.

Analysen er således ikke ligefrem konsistent med et politisk populært argument om, at vælgerne ikke kan lide reformer af velfærdsstaten. På tværs af Europa, det omvendte ser ud til at gøre sig gældende. Søndagsanalysens konklusioner således (lidt firkantet), at man ikke bør have tillid til politikere, der vil meget, og at folk heller ikke har det. Kunne det måske være værdifuldt at vide for politikerne selv, eller foretrækker de at leve i deres politiske boble?

Kontrære idéer #2: Mindre velfærd betyder mere velfærd

Af Christian Bjørnskov, den 26. september 2016. 1 svar

Det må være et af de største retoriske kup i nyere tid: At ordet ’velfærd’ ikke længere betyder at et individ eller en familie trives, vurderet i overensstemmelse med deres egne mål og formål, men at det nu for de fleste danskere betyder, i hvor høj grad de har adgang til skatteyderbetalte, offentlige ydelser. I den politiske newspeak betyder øget velfærd derfor fuldstændigt det samme som øgede offentlige udgifter.

Spørgsmålet, man må stille sig selv er, hvornår større offentlige udgifter fører til større individuel velfærd – forstået på den oprindelige måde som større velbefindende. Svaret er, at der er fire forhold, der logisk må være opfyldt, for at det offentlige på marginen bidrager positivt til det enkelte individs velfærd: 1) Der må være forhold, som enkeltindivider er interesserede i, men som de ikke kan bibringe privat, eller ikke kan bibringe tilstrækkeligt effektivt; 2) Borgernes præferencer må være meget ens; 3) Politik virker på en måde, så politikere har tilstrækkeligt stærke incitamenter til at indrette politikken udelukkende efter borgernes præferencer; og 4) Politikerne må have næsten fuld information om hvad borgerne faktisk ønsker i deres private liv.

Den første betingelse giver næsten sig selv, men er forbundet med et økonomer kalder ’positive eksternaliteter’. Et solidt retsvæsen bidrager positivt til alle ikke-kriminelle elementer i samfundet, ligesom nationalt forsvar og enkelte andre kerneydelser. Det er ganske svært og meget dyrt at sørge for forsvar og retslig beskyttelse som enkeltindivid, og langt de fleste fra socialdemokrater og moderne socialister til ærkeliberalister ser derfor disse opgaver for næsten naturligt offentlige. Omvendt er det ingen eksternaliteter forbundet med f.eks. cafédrift, og dermed absolut ingen grund til at det gøres til en offentlig opgave.

Betingelse 1) er nødvendig, men langt fra tilstrækkelig. Den anden betingelse er et stort problem for enhver offentlig sektor, og i særdeleshed en såkaldt velfærdsstat. Staten leverer én ydelse i én kvalitet, hvilket ikke er et problem, hvis borgerne er så ens at de har samme præferencer og samme behov. I jo højere grad de er forskellige, har forskellige behov og forskellige ønsker til servicen, jo flere borgere kommer til at opleve service, der enten er under deres foretrukne standarder – de var villige til at betale mere for bedre service – eller for dyr for deres behov. Mens et frit, privat marked kunne have leveret differentieret service, kan det offentlige ikke gøre det.

De helt store problemer dukker op i de to sidste betingelser, som basalt siger at for at offentlige udgifter kan bidrage positivt til individers velfærd, må politikerne der beslutter omfanget og strukturen af udgifterne var både uegennyttige og alvidende. Hvornår har politikere sidst uegennyttigt gennemført noget, der ikke primært var drevet af enten deres egne ønsker om genvalg, eller deres såkaldte ’bagland’ – dvs. de særinteresser, som de er sammenflettet med og støttet af? Og – må man spørge – hvordan kan de vide ret meget om danskernes meget forskellige præferencer og behov, når mange danskere ikke engang selv har fuldstændige præferencer – de har jo ofte ikke oplevet alternative løsninger? I praksis, i modsætning til den mainstream nationaløkonomi, er desværre ofte undervises i på universiteternes første år, bar politikerne oftest hverken viden om almindelige borgeres præferencer eller incitament til at tilegne sig den eller overhovedet at tage hensyn til præferencerne.

Når der besluttes at hæve de offentlige udgifter – uanset om det så sælges om ’mere velfærd’ – er udgifterne derfor ikke på nogen systematisk måde rettet mod at opfylde nogen form for behov, som almindelige mennesker ikke kan få dækket af markeder eller gennem andre private ordninger. Det er dog altid dem, der betaler for de øgede udgifter. Ser man realistisk på det, betyder mere såkaldt ’velfærd’ således logisk, at det enkelte individ taber faktisk velfærd i form af det, hun selv kunne have købt for midlerne, eller den tid hun kunne have brugt på andre formål, hvis hun ikke skulle tjene de ekstra penge til staten.

Realistisk set er det teoretiske billede derfor klart, når man undgår at lave aldeles romantiske antagelser om politiske incitamenter, viden eller adfærd. Man kan naturligvis spørge, hvordan det empiriske billede ser ud. Jeg var selv for nogle år siden – som et af de første projekter efter at være blevet PhD – involveret i arbejde om emnet sammen med Axel Dreher og Justina Fischer. Artiklen, der blev publiceret i Public Choice, viste at der på landeniveau er en stærk, negativ sammenhæng mellem det offentlige nettoforbrug og folks selverklærede tilfredshed med livet. Flere senere studier har peget på det samme med anderledes metodiske vinkler, og ikke Bodo Knoll og Hans Pitlik viste i år i Empirica, at en større offentlig sektor sænker tilfredsheden for alle, men i særlig grad for de relativt rige – dvs. dem, der effektivt finansierer forbruget.

Bundlinjen er, at mere såkaldt velfærd som oftest betyder mindre faktisk velfærd for de fleste borgere. De eneste vindere er de politikere, der på kort sigt køber stemmer til genvalg.