Årsarkiv: 2015

The War on drugs – set gennem en økonoms briller

Af Niels Westy, den 30. december 2015. 5 svar

Økonomer interesserer sig ikke for intentioner (med mindre det drejer sig om at forklare hvorfor folk opfører sig som de nu engang gør). Når det kommer til politiske tiltag, kan gode intentioner højst bruges som en dårlig undskyldning. Vi interesserer os primært for konsekvenser af et givet tiltag. Muligvis en af grundene til, at økonomer er så ilde set blandt især de, som lægger vægt på netop at fremstå som “med de bedste intentioner”.

Og det kan meget vel være at der har været de bedste intentioner bag den førte forbudspolitik overfor en række rusmidler. Men konsekvenserne har været forfærdelige, både målt i menneskelig lidelse og samfundsøkonomiske tab.

Det har jeg skrevet et mindre indlæg om i det seneste nummer af bladet “Stof“, som kan læses uden abb. på nettet. Mit indlæg kan også læses nedenfor.

al

Læs resten →

Liberale som gjorde en forskel i 2015

Af Redaktionen, den 30. december 2015. 1 svar

Det er efterhånden blevet en tradition her på Punditokraterne, at vi hvert år ved denne tid hædrer personer, som vi mener har gjort en særlig indsats for at fremme en borgerlig-liberal dagsorden i det forgangne år. I år skal selvfølgelig ikke være nogen overraskelse.

Denne gang har vi valgt at fremhæve 3 personer – og ja, den ene bidrager selv til løjerne her på Punditokraterne.

Otto Brøns-Petersen

otto

Otto Brøns-Petersen har siden han tiltrådte stillingen som analysechef hos Cepos, fået en fremtrædende rolle i den danske debat.

I det forgangne år var det da også Otto, som skrev vores mest læste indslag, nemlig “The Danish Model – Don’t try his at home”, som reaktion på at Danmark pludseligt blev en del af den amerikanske valgkamp. Posten er indtil nu blevet læst over 7.000 gange og cirkulerer i den amerikanske online-debat.

Alene eller sammen med Karl Iver Dahl-Madsen stod Otto også for en række væsentlige indlæg i den fortsatte energi- og klimadebat, hvor han på fornemmeste vis repræsenterede en pragmatisk og rationel tilgang til klimadagsorden. Hør f. eks. Otto i to debatter med videnschef Torben Chrintz fra Concito hos Cordua & Steno på Radio24syv den 5. marts og 17. december. Otto bidrog også i december på Cepos Vækstkonference til den politiske debat ved at vise – omhyggeligt dokumenteret – hvor store forskellene på omkostningerne ved at sænke udledningerne gennem forskellige typer afgifter og tiltag.
[youtube]https://www.youtube.com/watch?v=fYnF6nnZIzg[/youtube]

Læg hertil en lang række artikler, analyser og kronikker i årets løb.

Henriette Kinnunen

henrietteEt af de første initiativer efter regeringsskiftet var en retssikkerhedspakke på skatteområdet. Æren tilfalder ikke mindst den utrættelige indsats af CEPOS’ chefjurist Henriette Kinnunen, der i årevis – både i medierne og bag kulisserne – har sat skarpt fokus på netop dette område. Og skatteministeren har annonceret, at der kommer en pakke mere i løbet af 2016.

Henrette Kinnunen overtog for godt et år siden jobbet som chefjurist efter ex-punditokraten Jacob Mahangama, som har stiftet tænketanken Justitia. Med en så massiv statsmagt som den danske er der god brug for liberale jurister til at kæmpe retssikkerheden og grundlæggende frihedsrettigheder. Der kan f.eks. vanskeligt opkræves så mange penge i skat, uden at retssikkerheden kommer under tryk. I 2015 besluttede regeringen således at “løse” en af talrige skandaler i SKAT – denne her den kaosramte inddrivelse – ved simpelt hen at forlænge forældelsesfristen, når staten er kreditor. Samme regering besluttede sig for at gennemføre hastelovgivning alene af praktiske hensyn til politikernes finanslovsforhandlinger, og i den forbindelse blev de sædvanlige frister for Folketingsbehandlingen tilsidesat. Heldigvis fik begge dele hård, berettiget kritik med på vejen fra chefjuristen, som demonstrerede, at fingrene ikke bliver lagt imellem, når retssikkerheden kompromitteres – uanset regeringens farve.”

Lars Christensen

lars-christensen-danske-71304241Lars Christensen har i flere år været den uden sammenligning mest indflydelsesrige danske blogger. Hans blog the Market Monetarist læses over det meste af verden.

Lars er i dag fast leverandør til hjemlige aviser som Børsen og Berlingske Tidende, bruges og citeres ofte i Financial Times, The Telegraph, Bloomberg, Reuters, Dow Jones Newswire med flere og er en højt skattet international rådgiver og foredragsholder.

Lars bl.a. kan ses udfolde sig her i et arrangement i midt-oktober på Columbia University om euro-krisen. Han er heller ikke bange for at udtale sig om kontroversielle emner, inklusive hvorfor Kina ikke bliver et af verdens rigeste land; hele hans liste over arrangementer i første kvartal 2016 kan ses her.

I den hjemlige andedam har Lars markeret sig med klare analyser af det græske problem, peget på helt fundamentale problemer med den euro, som de fleste danske politikere er gejle for at komme med i, understreget problemerne med at kalde BRIKS-gruppen for vækstøkonomier, og endda rykket ved den hellige gral i dansk udviklingspolitik: Bistanden. Det hele gøres på meget solidt, men også fornemt formidlet, analytisk grund.

Lars er også på rekordfart blevet en væsentlig stemme i den hjemlige debat om reformering af den førte narkotikapolitik. Et emne som faste læsere af denne blog ved ligger os meget på sinde.

Lars indsats efter han “sprang ud” som uafhængig international rådgiver er på alle måder imponerende og det bliver spændende fortsat at følge hans virke fremover.

Punditokraternes Julehilsen

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2015. Skriv et svar

Det er blevet dagen, som alle børn og barnlige sjæle har glædet sig til så længe. I tråd med traditionen opsummerer vi også her på stedet året, før julen virkelig går i gang: Når vi sætter os til julebordet i aften, kaster os over gaverne, eller – for nogle af os – er barn i 50 minutter med Disney.

Året har været godt for Punditokraterne, men næppe et storartet år for borgerligheden. Politikere i og udenfor Danmark kaster sig over vores privatliv som de ikke har gjort siden 30’erne. Danske politikere har været sjældent grådige og har intet mod på at tage et opgør med Skat, uanset hvor horribel, deres forvaltning er. Og ude i verden kan man se frem til et amerikansk præsidentvalg mellem pest og kolera, og et fortsat og stadigt mere sovjetisk Putin-regime i Rusland.

Men hos os er der heldigvis fremgang med fornyelse blandt skribenterne, Blogprisen, og stigende besøgstal, der toppede på 7591 den 6. november. Der er også lysere tider i bl.a. Spanien og Brasilien, hvor nye partier med liberale ideer tiltrækker unge stemmer og i Venezuela, hvor arrester, vold og trusler ikke var nok til at forhindre det socialistiske regime i at lide et enormt tab ved parlamentsvalgt tidligere på måneden.

I aften er det dog ligegyldigt, hvad man stemmer, spiser eller synger. Om man er den mest højkirkelige dansker eller – som undertegnede – ateistisk julenyder, er budskabet alligevel det samme. Fra alle os på Punditokraterne ønsker vi alle vores læsere og deres familier:

Glædelig Jul og Godt Nytår

“Abildgate” – cannabis og konservative læsevanskeligheder

Af Niels Westy, den 23. december 2015. 2 svar

I går skrev jeg om de konservatives lettere ikke-konservative tilgang til den førte narkotikapolitik, hvor man argumenterede for at staten skal frelse borgerne fra dem selv.

De konservatives ordfører, Mette Abildgaard, argumenterede således med, at mennesket er ufornuftigt, hvorfor det er statens opgave at sikre borgerne ikke træffer ufornuftige valg.

Men der var andre bemærkelsesværdige ting ved folketingsdebatten den 18. november og Mette Abildgaards optræden.

Og Ikke nok med at de konservative mener at mennesker først og fremmest er ufornuftigte, de mener også at den førte politik rent faktisk virker langt hen af vejen.

Direkte adspurgt af Enhedslistens ordfører, Pernille Skipper, om hvorvidt det hjælper at kriminalisere brugerne, svarer Mette Abildgaard:

Eksempelvis kan jeg henvise til den ph.d afhandling, som er lavet af en lektor fra Ålborg Universitet som hedder Kim Møller, som peger på at en afkriminalisering vil betyde et markant øget forbrug.

Jeg har læst den ph.d. afhandling af Kim Møller, som Mette Abildgaard taler om. Der er tale om en tværfaglig analyse af kontrollen med gademarkedet for småsalg af cannabis i København 2000-2009. Afhandlingen handler altså kun om et hjørne af narkotikamarkedet.  Det er så hvad det er. Værre er (for Mette Abildgaard), at der ikke er belæg for hendes udtalelser i Kim Møllers afhandling. Snarere tværtimod.

Fra side 77 tll side 93 behandler Kim Møller forskellige kontrolregimer indenfor narkotikapolitikken og balancen mellem borgernes velbefindende og selvbestemmelse.

Indtil 2000 var den førte politik i forhold til cannabis relativt mild, og brugen af advarsler var en udbredt sanktion, ligesom politiets indstilling i store perioder groft sagt kunne beskrives som “at man blot skulle lade være med at ryge lige for næsen af dem”. Dertil kan jeg tilføje, at det kunne man så alligevel i 1970erne. Mens jeg gik på gymnasiet, havde politi i civilt været til stede ved en gymnasiefest, hvor der blev røget rimeligt åbenlyst. Ja faktisk foregik der hvad der i dag vel ville blive opfattet som handel  i det ene hjørne af kantinen, hvor festen blev holdt.

Eneste reaktion var, at rektor ved den efterfølgende morgensamling fortalte om politiets besøg og observationer, og anmodede om at  det ikke foregik på skolens område. Den var nok ikke gået i dag.

Efter 2000 er håndhævelsen og sanktionerne skærpet betydeligt i flere omgange, således at der i dag uddeles betydelige bøder ved beslaglæggelse af selv små mængder, uden det dog har haft den store betydning for det samlede forbrug i Danmark.

Og i modsætning til den udlægning, som Mette Abildgaard fremførte på folketingets talerstol, skriver Kim Møller (på side 91) eksplicit, at

Problemet med det målrationelle perspektivs kompromisforslag er ,at de ofte er aldeles uspiselige for retspolitikerne. For de fleste politikere vil forslag om at mindske straffen og retshåndhævelsen med henblik på at reducere kriminaliteten måske nok lyde som en god ide. Det går hurtigt over, når det kommer frem, at prisen formentlig er en stigning i forbruget. Formentlig en lille stigning, der slet ikke gør den samme samfundsmæssige skade som kriminaliteten udgående fra det sorte marked, jovist, men en uspiselig pille ikke desto mindre.

Problemet med afkriminalisering er altså ikke primært at forbruget stiger, men at de samfundsmæssige skadevirkninger er af sekundær betydning for en del partier. Tilbage står altså alene symbolpolitik.

Det er her værd at understrege at debatten mellem de politiske partier IKKE er mellem hvorvidt brug af illegale rusmidler er noget skidt – det er partierne enige om. Debatten handler om, hvilken politik som er mest effektiv. Problemet er bare, at man dybest set også er uenighed i forhold til hvad.

Hvornår stiller de konservative forslag om alkoholforbud?

Af Niels Westy, den 22. december 2015. 6 svar

Ifølge Mette Abildgaard er vi mennesker “ufornuftige” og derfor skal man slå hårdt ned på brugen af narkotika. Så betyder det mindre at den førte narkotikapolitik tilsyneladende ikke har evnet at mindske de problemer der følger med misbrug af narkotika, men tværtimod har haft enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger.

Det kom frem under en debat i andledning af  FN’s kommende specialsession/møde om narkotika under FN’s Generalforsamling, UNGASS 2016.

I den anledning havde Folketinget den 18. december en forespørgselsdebat, Hvor sundheds- og ældreministeren blev bedt om at redegøre for regeringens holdning.

I den forbindelse stillede EL, ALT, LA og SF forslag om at:

Folketinget noterer, at regeringen under forberedelserne af FN’s Generalforsamlings særlige samling (UNGASS) om narkotika i 2016 har fokuseret på, bl.a. at narkotikapolitikker skal bygge på menneskerettigheder, at dødsstraf for narkotikaforbrydelser bør afskaffes, og at narkotikaefterspørgslen bør begrænses gennem forebyggelse, behandling og skadesreduktion. Folketinget bakker op om dette.

Folketinget konstaterer desuden, at årtiers »krig mod narkotika« med ensidig og overdreven brug af forbud og sanktioner mod brugerne har vist sig både ineffektivt og direkte skadelig for brugerne og det omgivende samfund, som også Clobal Commission On Drug Policy konkluderede i 2014. Folketinget pålægger regeringen på vegne af Danmark i forhandlingerne at fokusere på brugernes ret til sundhed, samt at bakke op om arbejdet for at give lande mulighed for at forsøge afkriminalisering af brugerne.

Folketinget bakker desuden op om WHO’s anbefaling til Danmark om at udvikle politikker og love, der afkriminaliserer dele af narkotikaområdet, og dermed reducerer brugen af indespærring.

alternativet

Carolina Magdalene Maier

Hele forespørgselsdebatten kan ses på Folketingets hjemmesider – se med fra 11:41:00. Ikke mindst skal her fremhæves Carolina Magdalene Maier fra Alternativet, som på (overraskende) fornem vis begrunder behovet for en helt anden tilgang, hvor man fravælger kriminalisering og efterlyser evidensbaseret lovgivning. Man fristes til at sige, at hvis dog bare Alternativet – samt SF og Enhedslisten – stillede samme krav til den økonomiske politik 🙂

Men lidt har naturligvis også ret. Her på Punditokraterne har vi jo i årevis argumenteret for minimum afkriminalisering – og helst legalisering – af illegale rusmidler. På linje med bl.a. The Economist, Milton Friedman, Thomas Sowell, tidligere udenrigsminister under Ronald Reagan, George M. Schultz, m. fl. En holdning som heldigvis nyder stigende opbakning i disse år, ikke mindst repræsenteret ved “The Global Commision on drug Policy” og dets arbejde.

Se Carolina Magdalena Maier’s flotte indlæg her (fra 12:17:15)

“Mennesket er grundlæggende ufornuftigt”

Ikke alle er dog interesseret i en evidensbaseret narkotikapolitik. Det interesserer f. eks. ikke det konservative folkeparti det mindste. Som ordfører på området, Mette Abildgaard (se fra 12:32:00), påpeger:

Når vi konservative ser på det her [afkriminalisering], baserer vi konservative vores politik på værdier og principper. Narkotika er ekstremt skadeligt og derfor synes vi det sender et forkert signal at snakke om at afkriminalisere det.

Hun forholder sig på intet tidspunkt til de enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger, som – ikke stofferne i sig selv – men “krigen mod narkotika har medført.

Derimod fastholder hun at forbuddet mod bestemte rusmidler skal fastholdes fordi det har store konsekvenser for mennesker at tage narkotika. og slår fast, at de konservative åbenbart anser et forbud i sig selv som afgørende i bestræbelserne på at begrænse (mis)brug af rusmidler. Det handler om “ikke at sende de forkerte signaler”, som Abildgaard udtrykker det.

Forbudspolitikken er nødvendig, fordi mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Eller som hun udtrykker det, når hun formulerer de konservatives modstand mod en evidensbaseret narkotikapolitik.

Vi ser mennesket som ufornuftigt og det betyder også at mennesket kan træffe ufornuftige valg og ufornuftige valg er eksempelvis at tage stoffer.
Og derfor mener vi det er legitimt at staten går ind og så at sige beskytter mod at træffe ufornuftige valg.

konservative

Mette Abildgaard

Hermed er Mette Abildgaard på linje med de liberale reformatorer og (protestantiske) kristne bevægelser, som stod bag afholdsbevægelsen i det 19. århundredes England og USA. Men i modstrid med bl.a. datidens konservative regering i England. Bevægelsen toppede i sin indflydelse ved indførelse af alkoholforbuddet i 20ernes USA. Det forbud endte som bekendt med at være en dundrende fiasko. De væsentligste resultater var at kriminalitet og omfanget af alkoholskader steg, mens fundamentet for den amerikanske mafia blev lagt.

Effekten af den efterfølgende globale “krig mod narko”, har været præcist den samme. Blot er de menneskelige og økonomiske omkostninger mangedoblet.

Og hvis Mette Abildgaard og det Konservative Folkeparti var bare det mindste konsekvent ville man naturligvis også foreslå et forbud mod alkohol, som er et relativt kraftigt rusmiddel, med store skadevirkninger ved misbrug, der i yderste konsekvens fører til døden.

Men det er måske bare et spørgsmål om tid?

Abildgaard kan meget vel have ret i at vi mennesker ofte opfører sig “ufornuftigt”, men når hun henviser til det som en grundegenskab, er det noget sludder.

Muligvis hentyder hun til bl.a. Hume, Burke og andres antagelse om at mennesket først og fremmest ledes af sine følelser og kun i anden række af fornuften – det rationelle. Men det er ikke det samme, som at mennesket grundlæggende er ufornuftigt. Tager man den fulde og logiske konsekvens af den udtalelse, har hun jo også logisk revet tæppet væk under den anden del af hendes argument. Nemlig at det indebærer at lovgiverne og staten ikke kun har ret, men også pligt til at forhindre folk i at gøre ufornuftige ting.

Så er vi så langt fra klassisk konservatisme som vi kan komme. Som konservativ eller liberalist i klassisk forstand, ligger intet mere fjernt end at tro at man kan ændre på menneskets natur. Den form for utopisk (og dødsensfarlig) politik skal derimod bekæmpes med næb og kløer, da det uvægerligt fører til et totalitært samfund, uanset intentionen er, at det er til den enkeltes bedste.

Som Von Mises skrev i 1927 (her i engelsk oversættelse) :

Why should not what is valid for these poisons (alkohol, morfin og kokain) be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?

Hvis vi ser bort fra frihedsaspektet i diskussionen om rusmidler – omend jeg og andre liberale finder at dette aspekt vigtigt – og alene fokuserer på konsekvenserne af den førte politik, er der heller ikke belæg for Mette Abildgaard og de konservatives påstand om et forbud har væsentlig betydning for forbruget.

De fleste mennesker er faktisk både forsigtige og fornuftige, når det kommer til rusmidler

Dels er det værd at understrege, at FNs singlekonvention og dermed det globale forbud blev vedtaget i 1961, altså før forbruget af en række rusmidler som bl.a. cannabis, heroin og kokain, for alvor eksploderede, dels er der aldrig fundet evidens for, at afkriminalisering eller i yderste konsekvens legalisering signifikant har øget forbruget af rusmidler.

Det er er erfaringen fra alkoholforbuddet i USA i 1920erne, hvor forbruget (ikke mindst af stærk spiritus) umiddelbart faldt samtidig med ophævelsen af det federale forbud mod alkohol. Og det er erfaringen fra Portugal, hvor man afkriminaliserede for 15 år siden, uden at der kan påvises et stigende forbrug af den grund.

10334253_10153895458984379_2172058587023569511_nI det hele taget findes der ikke meget opbakning til ideen om at lovgivningsmæssige forbud har signifikant betydning for forbruget af rusmidler over tid. Og da slet ikke blandt unge. En undersøgelse for nogle år siden pegede da også på, at det kun var 3 procent som angiver, at de undlod at tage illegale rusmidler fordi det var ulovligt.

Den største gruppe angiver at der er tale om en risikobetragtning. Det tyder trods alt på en vis eftertænksomhed, i modsætning til Mette Aboldgaard og de konservatives forestillinger om menneskets adfærd.

En analyse af forskere fra WHO konkluderede da også i 2008, at

“Globally, drug use is not distributed evenly and is not simply related to drug policy, since countries with stringent user-level illegal drug policies did not have lower levels of use than countries with liberal ones. Sex differences were consistently documented, but are decreasing in more recent cohorts, who also have higher levels of illegal drug use and extensions in the period of risk for initiation.

Ligeledes peger undersøgelser hos unge i EU-landene også på, at en af de væsentligste faktorer til forklaring af forskellene i forbruget af illegale rusmidler blandt ugen i EU, ikke ligger i lovgivning, men skyldes andre faktorer, ikke mindst opfattelsen af risikoen ved at indtage de forskellige rusmidler.

Som jeg tidligere har påpeget har unge i Sverige og Portugal – som repræsenterer to yderpoler i vesteuropæisk narkotikapolitik – stort set samme forbrug i forhold til indbyggertallet. Mens USA, som altid har ført en meget hård politik, har et langt højere forbrug end Holland.

Der er med andre ord grundlæggende hverken substans eller logik i de konservatives argumenter, ud over muligvis at pleje et image for lov og orden. I så tilfælde et image til skade for både mennesker og økonomi.

Nu venter vi så bare på at de konservative stiller forslag om at forbyde alkohol og tobak og indfører rationering af usund mad. Ja, hvorfor ikke gå hele vejen og lade staten dikterer hvad vi skal spise og hvornår vi skal sove og hvor meget. Vi ved jo at for lidt søvn udgør en helbredsrisiko og at mange har svært ved at administrere deres sengetid.

Men måske sov Mette Abildgaard og hendes kollegaer mens man gennemgik Hume og Burke og fundamentet for konservatisme. Noget kunne tyde på det.

Policy usikkerhed og den manglende recovery

Af Christian Bjørnskov, den 16. december 2015. 5 svar

Jeg sidder i skrivende stund til et offentligt seminar i Stockholm, organiseret af Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) med Steven J. Davis. Davis er professor ved the Booth School ved University of Chicago og en af hovedkræfterne bag et større forskningsprojekt om policy-usikkerhed. Projektet handler om at måle hvor usikker og uforudsigelig politik i dag og den nærmeste fremtid er, og hvilke konsekvenser usikkerheden har.

Tænker man på en specifik dansk kontekst er Davis arbejde stærkt relevant. For det første gælder usikkerheden, hvem der kommer til at tage beslutningerne – er det særligt tydeligt i den danske, politiske virkelighed? For det andet er det næppe klart, hvilke beslutninger, der kommer til at blive taget – det er svært at forudse, hvad de danske politikere nu kan finde på. Og for det tredje er det usikkert, hvilke konsekvenser beslutningerne kommer til at have, når selve politikken er usikker og muligvis upræcist formuleret.

Policy-usikkerheden kan således komme fra forskellige kilder, og ikke mindst usikkerhed omkring hvornår det næste valg kommer, og hvem kommer til at vinde valget. I en særligt dansk kontekst er det værd at bemærke, at konceptet ’hvem der kommer til at vinde valget’ er særligt tåget, da det at vinde ikke behøver at betyde, at man får regeringsmagten. Usikkerheden kan dog også komme fra overfølsomme reaktioner på medierne og – bliver man nødt til at understrege – fra rendyrket inkompetence.

Usikkerhed i skattepolitikken er et eksempel på den første mekanisme: Hvis det er uklart, hvordan boligskatterne kommer til at udvikle sig, vil mange mennesker rationelt udskyde boliginvesteringer. Usikkerhed i enten niveauet af boligskatter eller deres implementering kan derfor fryse boligmarkedet. Det samme gælder for usikkerhed i reguleringspolitik, der kan få virksomheder til enten at udskyde investeringer, eller helt opgive dem eller flytte investeringerne til et andet og mere politisk sikkert land.

Et andet problem er, at når nogle lande og mange virksomheder søger at tage et lån, kan policy-usikkerhed påvirke låneomkostningerne. Usikkerhed i regulerings-, skatte, eller udgiftspolitik vil alt andet lige gøre private investeringer mere usikre, hvilket vil betyde, at enhver bank eller anden finansiel institution vil kræve en højere risikopræmie på lånet. Det samme gælder private investorer, de køber aktier eller virksomhedsobligationer, ligesom man vil kræve væsentligt højere risikopræmier på statsobligationer fra lande, der opfattes som politisk usikre (tænk Grækenland). I det omfang at banker ikke kan kræve en høj risikopræmie – måske pga. usikkerhed omkring de politiske reaktioner på præmierne – kan det være rationelt helt at opgive nogle typer udlån.

For det tredje kan usikkerheden naturligvis også reflektere, at politikere og det underliggende politiske system reagerer for hurtigt på, hvad de opfatter som problemer. Politikken vil således ofte blive hastet igennem og være dårligt gennemtænkt. Den kan også lide under problemet, der beskrives i økonomvitsen ”Vi må gøre noget! Det her er ’noget’. Så det må vi gøre.” Med andre ord samler man tilfældige ideer op, der flyder rundt i den offentlige eller akademiske debat, og implementerer den uden videre omtanke.

Den særlige værdi i Steven Davis arbejde med Scott Baker og Nicholas Bloom er, at de for det første kvantificerer policy-usikkerheden ved at bruge medieomtale af processen. For det andet viser de, at usikkerheden faktisk har ganske tydelige, økonomiske konsekvenser – usikker og dårlig politik koster virksomheder og vælgere. Når man således ser på den danske krise og tiden derefter er det slående, hvordan de private investeringer ikke er kommet i gang igen – dvs. at der mangler en dansk ’recovery’ fra krisen. Vi havde i forvejen et langsigtet problem i forbindelse med produktivitetsudviklingen – helt specifikt i serviceerhvervene og den offentlige sektor – men efter krisen er dansk økonomis anæmiske udvikling påfaldende. Historien, som Davis fortæller, er en interessant analytisk vinkel at tage, og en vinkel, der ser ud til at være helt konsistent med både udviklingen på Christiansborg og de 99,9 % af Danmark, der ligger udenfor borgen.

UPDATE: Hele præsentationen og den efterfølgende debat kan ses her. Arrangementet er yderligere omtalt her hos IFN og her i Svenska Dagbladet.

Nødforfatninger – et forskningsprojekt

Af Christian Bjørnskov, den 15. december 2015. 1 svar

Jeg har gennem længere tid haft et forskningsprojekt om nødforfatninger med min gode kollega Stefan Voigt ved universitetet i Hamborg. Nødforfatninger er de dele af et samfunds forfatning, der beskriver hvornår man må erklære en nødtilstand, hvem der må gøre det, hvem der skal konsulteres, og hvad man fra politisk side må gøre under nødtilstanden. Med andre ord er nødforfatninger interessante i en politisk-økonomisk sammenhæng, fordi de afgrænser og specificerer, hvilke dele af den almindelige forfatning, som politikere må ignorere under en nødret, og hvornår man må erklære den. De er – sag på en anden måde – konstitutionelle kattelemme.

Der ligger således et større projekt i for eksempel at afdække, hvad der dækkes af nødforfatninger, hvorfor de ser ud som de ser ud, hvornår de indføres, og om de faktisk virker efter den officielle hensigt – at begrænse konsekvenserne af nødsituationer. Det første papir, der hedder ”The Determinants of Emergency Constitutions”, ligger nu i første udkast på SSRN og kan læses her. Abstractet er gengivet nedenfor.

Nine out of ten countries currently have emergency provisions written into their constitutions. The nature of these provisions remains poorly understood. This paper therefore aims at providing first answers to two questions: 1) how much additional discretionary power do emergency constitutions allow and which political actors are given the additional power; and 2) which political and economic factors cause the inclusion of particular emergency provisions into constitutions. To answer the first question we construct an Indicator of Emergency Powers (INEP) which takes six central elements of emergency provisions explicitly into account. Structuring our discussion regarding reasons for the choice of emergency provisions, we discuss three theoretical motives, namely (1) a pragmatic, (2) a power-maximizing and (3) a more elaborate commitment motive. We test our theoretical conjectures and find that emergency constitutions in countries with stronger veto institutions, higher average income, and which recently experienced a coup allow more discretionary power while countries that are prone to natural disasters and countries far from the equator allow less power. Our findings are mostly in line with theoretical options 2) and 3).

Deaton om fattigdom og mange flere om danske problemer

Af Christian Bjørnskov, den 12. december 2015. 2 svar

Nobelprisen er lige blevet uddelt og det betyder, at Nobelforelæsningerne er afholdt og offentligt tilgængelige (hattip: Nonicoc). Som bekendt modtog Angus Deaton økonomiprisen, og hans forelæsning – som kan ses her og har titlen ”Measuring and understanding behavior, welfare, and poverty”– skuffer ikke. De tilhørende slides kan downloades her.http://www.nobelprize.org/nobel_prizes/economic-sciences/laureates/2015/deaton-lecture-slides.pdf.

Hvis Deaton ikke er nok, kan man med fordel tage et kig på præsentationerne fra torsdagens Vækstkonference, som Cepos var vært for i Industriens Hus. Der er blandt andet fremragende og skarpe indlæg fra Generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp, ATPs administrerende direktør Carsten Stendevad, og min kollega professor Nina Smith fra Aarhus Universitet. Jeg holdt også selv et oplæg i fint selskab med bl.a. overvismanden, statsministeren og udenrigsministeren. Det hele er vel værd at tage et kig på hvis man har tid tilovers.

Korruption og tillid i Europa (igen)

Af Christian Bjørnskov, den 9. december 2015. Skriv et svar

Jeg har på det sidste måttet forholde mig igen til korruption på tværs af Europa. Den ene grund har været, at Danmark faktisk for tiden har en bestikkelsessag og flere dermed har spurgt mig, om det ikke er helt forkert at tro, at vi er et af de mindste korrupte folk i verden. Mit svar er som altid, at vi ikke er perfekte, men så ukorrupte at de fleste andre – endda i Europa – er misundelige. Og hvornår har de selv hørt om bestikkelse?

Den anden grund er, at jeg har talt med et par gymnasieelever, der skriver opgave om relaterede emner. Her har en del af samtalen handlet om, hvorfor vi er et af de mindst korrupte samfund. Svaret er værd at dvæle en smule ved, da samtidig fortæller noget om, hvad vi tager for givet som andre samfund ikke har. Det er illustreret i figuren nedenfor, der viser sammenhængen mellem korruption og social tillid for to grupper af lande: Dem med relativt dårlige og dem med relativt gode retsvæsener ifølge Fraser Instituttets vurdering.

Nogle samfundsforskere påstår, at tilliden er skabt af den lave korruption og dygtig politik, men den påstand er ikke konsistent med anden evidens. Man kan for eksempel vise med amerikanske indvandrerdata, at tilliden er ret stabil selv når folk flytter samfund, og at den særlige nordiske tillid må have været der for 80 år siden. Det er dermed tillid, der påvirker korruption, og ikke omvendt.

tillid korruption to grupperFiguren viser dog også ganske klart, at retsvæsenet spiller en rolle. Frankrig er et eksempel på det, da landet har en ganske svag tillidskultur (cirka 23 % erklærer, at de stoler på andre), men det har stadig relativt begrænsede bestikkelsesproblemer. Grunden er at Frankrig af andre årsager har formået at opbygge et ret effektivt retsvæsen.

Kombinationen af en stærk tillidskultur og et solidt retsvæsen er således en stærk forklaring, både internationalt og i en dansk kontekst, på hvorfor nogle enkelte lande har så få problemer af art. Danmark ligger globalt i Top 3 når det gælder tillid, og på alle mål i Top 10 for retsvæsenets fairness, effektivitet og integritet. Og det sidste ser også ud til at være et gammelt dansk kendetegn: Hvis man ellers skal tro på den ganske statsfjendtlige Otto Lehmans vurdering i slutningen af 1830erne, var det danske retsvæsen allerede dengang politisk uafhængigt og ganske effektivt. Konklusionen er ret basal: Uanset hvad andre måtte mene, peger evidensen på at vi ikke skylder nutidens politikere noget som helst. Der er vel næppe grund til at være taknemmelig over, at de ikke har ødelagt de danske institutioner?

For de interesserede har jeg desuden markeret Grækenland – den gule – som ikke overhovedet er mærkelig, givet landets institutioner. Den anden specielle observation – den enlige røde prik oppe blandt de sorte – er pudsigt nok Uruguay, der også på andre områder er kendt som særligt. The Economist kaldte det for eksempel for to år siden for ”the region’s best-functioning democracy.” Hvorfor Uruguay så er specielt, kan blive emnet for en post på et senere tidspunkt.

Danmark presser på for en handelsaftale med Mercosur

Af Niels Westy, den 5. december 2015. 1 svar

mercosur

Udenrigsminister Kristian Jensen har sammen med en række kollegaer, bl.a. Spaniens handelsminister Jaime García-Legaz, sendt et fælles rev til handelskommissær, Cecilia Malmström, hvori man opfordrer til at sætte skub i forhandlingerne med Mercosur om en frihandelsaftale.

Som ministre og regeringsrepræsentanter fra 7 EU-lande skriver, er tidspunktet kommet til at sætte tryk på forhandlingerne.

Efter 15 års forhandlinger uden resultat, primært på grund af Brasilien og ikke mindst Argentina, står man nu med en historisk mulighed for at gennemføre en aftale.

Internt i Mercosur har samarbejdet gennem årene knirket gevaldigt. Både Paraguay og ikke mindst Uruguay, har ved flere lejligheder luftet deres utilfredshed og truet med at forlade samarbejdet. Deres problem er at de er små økonomier og afhængige af handel med de to store naboer.

Især Argentina har i lange perioder ført en meget protektionistisk handelspolitik, hvor man har set stort på allerede indgåede aftaler Mercosur-landene imellem.

Med valget af den markedsvenlige Mauricio Macri som præsident i november, forventes en langt mere liberal handelspolitik. Også Brasilien, som er i dyb økonomisk krise, ønsker øget samhandel med omverden. Noget som er svært at opnå uden handelsaftaler med omverden.

Som Kristian Jensen og hans kollegaer skriver i deres brev:

As already shown at the EU-CELAC Summit in June 2015, and the Trade Ministerial held on that occasion, Mercosur is now ready to seriously engage with the EU in the direction of an ambitious, comprehensive and balanced Agreement. This is good news, as Mercosur constitutes one of the potentially most advantageous Agreements under negotiation, and by far the one offering the most potential from among those with emerging economies. There is a political momentum we need to grasp. Among the Mercosur countries there is a realization that trade reforms need to be part of the road ahead for regained economic growth.

Og senere:

Our assessment, based also on our contacts with Mercosur governments, is that the conditions are now met for a continuation of negotiations including an exchange of tariff offers.

De senere års ringe økonomiske udvikling koblet med en stigende frygt for, ikke mindst i Brasilien, at blive isoleret fra den internationale handel, har gjort sit.

Valget af Mauricio Macri som ny præsident i Argentina – brevet til handelskommissær Cecilia Malmström er dateret den 25. november, kun to dage efter Macri’s valgsejr – har kun understreget Latinamerikas bevægelse væk fra de seneste 10-15 års venstrepopulisme og tilbage mod en mere markedsorienteret økonomisk politik.

Her kan Macri’s valgsejr blive helt afgørende. I lighed med EU er det nemlig ikke muligt for Mercosurs medlemslande at indgå separate frihandelsaftaler (i modsætning til medlemmerne af NAFTA og Alianca del Pacifico). Resultatet er at Mercosur ingen aftaler har med andre lande og regioner af betydning. En aftale med EU vil således være den første aftale af betydning der indgås, og det giver europæisk erhvervsliv en række fordele.

Intern uenighed i både EU og Mercosur

Både EU og Mercosur har dog problemer med egne medlemmer i forhold til at få sat turbo på forhandlingerne og indgået en aftale.

Mens Danmark, Spanien, Portugal, England m . fl. står bag opfordringen om at få sat turbo på forhandlingerne, er Frankrig (man fristes til at sige naturligvis) mindre begejstrerede.

Ifølge Paraguay’s udenrigsminister og leder af Mercosurs forhandlingsdelegation, Rigoberto Gauto, har “EU bolden”. Mercosur er parat til fortsætte forhandlingerne og udveksle forslag til hvor omfattende frihandelsaftalen skal være.

Spaniens handelsminister, Jaime García-Legaz, som er medunderskriver af brevet til handelskommissæren, pointerer dog, at Frankrig ikke er interesseret i at gå videre med udveksling af forslag på nuværende tidspunkt, fordi man i Paris opfatter Mercosurs forslag som uden ambitioner og alt for konservative. Hvilket muligvis ikke er helt forkert på nuværende tidspunkt. Men det burde ikke holde EU tilbage. Som der står i brevet til handelskommissæren:

Such exchange of tariff offers would therefore take place in the understanding – and this should be the common understanding as we move ahead – that Mercosur would then move towards a more ambitious offer on tariffs and the wider deal.  We should be able to show leadership in this negotiation – as we do in many others – and, most importantly, ensure that we do not put the continuation of the negotiating process at risk. We should use the momentum and deliver, too. In line with the recent Commission’s Communication “Trade for All”, we must “continue negotiations for an ambitious, balanced and comprehensive FTA with Mercosur that takes into account the economic realities in the region”.

Mens uenigheden internt i EU-landene trods alt er relativ fredelig, forholder det sig anderledes dramatisk i Mercosur.

Venezuela blev medlem for få år siden under stor dramatik (og kun fordi Paraguay i en periode var udelukket), vælger søndag ny Nationalforsamling. Samtidig gennemlever landet sin værste krise i mange årtier, både økonomisk og politisk.

Det var først og fremmest efter ønske fra Brasilien og Argentina at Venezuela kom med. Men noget kunne tyde på at den nyvalgte præsident Macri ikke deler sin forgængers varme følelser over for styret i Caracas. Macri har ved flere lejligheder luften tanken om at udelukke Venezuela på grund af regimets manglende respekt for demokrati og overtrædelser af menneskerettighederne.

Den 21. december er der topmøde for Mercosurs statsledere og her deltager Macri for første gang. Det kan meget vel indvarsle helt nye tider i Mercosur.

Denne historiske mulighed bør EU bakke op om. Det sker bedst ved at sætte turbo på forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem Mercosur og EU.

Det er glædeligt at vores udenrigsminister sammen med en række kollegaer har forstået dette.

For yderligere information om relationerne mellem EU og Mercosur, herunder statistik for samhandel, se http://ec.europa.eu/trade/policy/countries-and-regions/regions/mercosur/

Star Wars for liberalister

Af Nikolaj Stenberg, den 5. december 2015. Skriv et svar

Tilbage i 2010 udsendte Russ Roberts den fabelagtige “Fear the Boom and Bust”-rap mellem von Hayek og Lord Keynes, hvilket selvfølgelig ikke gik ubemærket hen her på bloggen. Det som oftest glimrende magasin Reason har i samme muntre kategori netop udsendt en liberalistisk Star Wars-parodi, der indeholder alt fra en filibuster, politikontrol uden konkret mistanke til Edward Snowden. Nyd den her:

Nyt papir og nyt Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2015. Skriv et svar

I dag udkommer det nye nummer af det glimrende svenske Ekonomisk Debatt, som kan læses her. Tidsskriftet er som altid stærkt læseværdigt. Redaktøren Niclas Berggren har for eksempel en leder om ”Den nyttiga individualismen” og Leif Nordberg (Åbo Akademi) skriver om den populære påstand at økonomisk vækst ikke giver lykke. Andre artikler handler bl.a. om statens bankstøtte under finanskrisen og om årets Nobelprisvinder Angus Deaton.

En anden begivenhed i dag er, at Martin Rode (Uni Navarra) holder seminar i Tuborg-centeret i eftermiddag klokken 14-15. Seminaret omhandler hans nye arbejde med Hans Pitlik (WIFO) om ” Individualistic Values, Institutional Trust, and Interventionist Attitudes.” Rode og Pitlik har her set nærmere på, hvorfor nogle borgere er skeptiske overfor statslige interventioner mens andre aktivt ønsker dem. Seminaret afholdes i L161 på Aarhus Universitet på Fuglesangs Allé (den tidligere handelshøjskole) og er frit tilgængeligt for alle interesserede.

Hvor er bøsser mest tilfredse?

Af Christian Bjørnskov, den 28. november 2015. 1 svar

Lykkeforskningen ser næsten udelukkende på, hvad der gør de fleste folk mere eller mindre lykkelige og tilfredse med deres liv. Mens forskningen er kommet ganske langt i at forstå det overordnede spørgsmål, har der ofte ligget en nagende tvivl hos dele af miljøet: Overser vi, at minoriteter måske er påvirket af ganske andre ting? Et nyt studie, der sammenligner 110 lande, tager fat på problemet.

Sammen med mine svenske venner Niclas Berggren (IFN, Stockholm) og Therese Nilsson (Lunds Universitet og IFN) har jeg lavet papiret ”What aspects of society affect the quality of life of a minority? Global evidence from the new Gay Happiness Index.” Tricket er, at Niclas for nogen tid siden deltog i en global undersøgelse af homoseksuelle mænds tilfredshed – the Gay Happiness Index. Han fik besked, da undersøgelsen blev offentlig, og foreslog Therese og mig at vi burde kigge på den. Det er præcist det, vi har gjort, og med den ekstra fordel, at undersøgelsen også spurgte om respondenternes opfattelse af samfundets syn på dem, og deres oplevelser med diskrimination.

Som man kan se i figuren nedenfor, der illustrerer europæiske landes situation, er der stor forskel på, hvor tilfredse bøsser er med deres liv. Svarene, som vi har skaleret mellem 0 og 10, varierer fra 2,9 i Albanien og 3,7 i Bosnien, til 9,9 i Norge og 10 i Danmark. Det er også ret klart, at de nordiske lande (de blå søjler) som sædvanlig ligger i top, mens de postkommunistiske lande (de røde søjler) er i bund – med den interessante undtagelse af Tjekkiet (pudsigt nok Niclas andet hjem). Den næste figur illustrerer den ekstremt stærke sammenhæng vi ser i hele verden mellem hvordan samfundet opfatter bøsser – deres opfattelse af om love er neutrale, om folk og offentlige institutioner er ’bøsse-venlige’, og om det er accepteret at bøsser holder hånd, kysser og kontakter hinanden offentligt – og hvor lykkelige de er.

BøsselykkeBøsselykke 2Hovedfundene er dog, at gennem offentlighedens opfattelse og diskrimination – de to store ’transmissionsmekanismer’ – er bøsser langt mere tilfredse i lande med lovgivning, der sikrer lige rettigheder (i modsætning til særrettigheder), der er rige, demokratiske, stærkt globaliserede og har relativt begrænsede offentlige sektorer, og som ikke har en kommunistisk fortid eller store muslimske eller ortodokst kristne befolkningsgrupper. Sjovt nok påvirker omfanget af trusler ikke bøssers tilfredshed i synligt omfang, men truslerne – der er voldsommere i fattige og ikke-demokratiske lande, og i lande med store muslimske, katolske eller protestantiske grupper, påvirker dog deres incitament til at flytte væk. Food for thought, som man siger på engelsk, for både dem der argumenterer, at den eneste vej frem er særrettigheder og mere stat, eller dem der mener, at religion kan ordne alt.

Argentina svinger til højre og de bliver ikke de sidste.

Af Niels Westy, den 24. november 2015. Skriv et svar

For 100 år siden var Argentina et af verdens absolut rigeste lande og en magnet for migranter fra Europa. Kun USA modtog flere.  I dag er landet mest kendt for den økonomiske nedsmeltning i 2001-2002, skyhøj korruption, svage institutioner, høj inflation og populistisk venstreorienteret økonomisk politik, hvor alle kneb gælder.  Det indebærer også kronisk svindel med officielle tal for bl.a. inflation og fattigdom.

Med valget af den centrum-højre orienterede Mauricio Macri som præsident i søndagens valg, er der måske håb for reel forandring i Argentina til det bedre. Macri har således ført valgkamp på at gennemføre markedsreformer, få genetableret landets internationale kreditværdighed og få gjort op med Peronisternes greb om det Argentinske samfund.

Det bliver ikke nogen let opgave, og givet at begge de de to seneste præsidenter, der ikke kom ud af den peronistiske bevægelse, begge måtte gå af før tid, er der nok grund til at slå koldt vand i blodet.

Som OECD skrev i sin seneste rapport om Argentina i juni 2014 under overskriften “A normalization of macroeconomic policies is required to recover stability and boost growth”:

Investors’ confidence is recovering thanks to recent legal changes that have improved the investment climate for international oil companies, expanding the possibility of exploiting the large energy potential of the country. This provides an opportunity to improve the business climate and facilitate investment, thus contributing to stronger medium-term growth.

A resolution of debt legal challenges would also help Argentina return to sustainable growth. This would make it possible to regain access to international capital markets and help to reestablish normal financial conditions. After normalizing relations with creditors, Argentina could dismantle existing restrictions on capital flows, thus eliminating the gap between the official and informal foreign exchange market. Although the recent issuance of 10-year government bonds denominated in foreign currency shows an initial improvement in relations with financial markets, solving the debt legal challenges remains necessary to obtain external financing at lower rates.

To improve growth prospects and social outcomes, it will be necessary to increase productivity growth. Reducing the barriers to international trade would contribute to stronger productivity because competition with foreign supplies would encourage firms to become more efficient. The reduction of product market regulations would also go in this direction, by lowering barriers to market entry and enhancing domestic competition over time. Finally, there is a strong need to improve the quality of education to boost the skills of the labour force.

Kodeordet er nok “normalisering” og normal kan man ikke just kalde Argentina de seneste mange år. Nemt bliver det ikke, og om Macri har evnerne til at gøre op med de grundlæggende problemer i Argentina bliver spændende at følge. Vi krydser fingre.

For mere om søndagens valg, se også mit indlæg på Americas.dk.

Ps. Pilen peger mod et mere blåt Latinamerika i de kommende år. Brasilien er i sin største krise i årtier, Venezuela er ren kaos  og væksten er generelt lav i regionen, og klart ringest i de lande med den mest venstreorienterede økonomiske politik. Det vender jeg tilbage til på et senere tidspunkt, både her og på Americas.

Nedenfor ses forøvrigt udviklingen i investeringer og forventninger (tal fra OECDs rapport i sommer) – Lykkes det at få styr på de fortsatte udenståender fra statsbankerotten i 2002 og sikre indenlandske og udenlandske investorers tiltro til Argentina, kan valget faktisk indvarsle et historisk vendepunkt i Argentinsk økonomisk og politisk historie.
Argentina

 

 

 

Mindre progressiv registreringsafgift er ikke ”skævt” – selv om man elsker fordelingspolitik

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. november 2015. 12 svar

Efter finanslovsaftalen om at sænke den progressive registreringsafgift fra 180 til 150 pct. er DF blevet kritiseret for at have medvirket til ”skæv fordelingspolitik”.

Argumentet? At de dyrere biler generelt købes af folk med højere indkomster. Altså kommer lettelsen især dem til gode. Observationen er i sig selv rigtig nok. Det er bare ikke noget godt argument for en progressiv registreringsafgift – heller ikke selv om man elsker fordelingspolitik.

Vareafgifter – og sådan én er registreringsafgiften – er ikke noget godt redskab til fordelingspolitik. Fordelingspolitik handler om at beskatte efter ”skatteevne”, men det er muligt at ”maskere” sin skatteevne ved at bruge mindre af den pågældende vare. Omvendt kan der være folk med lille skatteevne, som har en stor efterspørgsel efter den pågældende vare og bliver ramt uforholdsmæssigt hårdt.

Det er ikke grebet ud af luften. Tværtimod er det let at finde eksempler. I vores husstand kører vi ikke særlig meget i bil og har en efterhånden temmelig bedaget Ford Focus stationcar. Der er andre familier med lavere indkomst, som har et større kørselsbehov og brug for plads til flere, og som derfor betaler mere i registreringsafgift, end vi gør. Trods deres lavere indkomst.

Hvis man gerne vil beskatte folk med høj skatteevne, er det bedste redskab indkomstskatten. Man kan begrunde topskatten og personfradraget (som spiller en stor rolle for skattesystemets progression) med sin kærlighed til fordelingspolitik, men ikke vareskatterne. Vareskatter kan derimod begrundes med eksterne omkostninger forbundet med forbruget af den pågældende vare.

Jamen, der er da også eksterne omkostninger ved bilkørsel? Jo, men de kan ikke begrunde den progressive registreringsafgift. Faktisk er de eksterne omkostninger allerede dækket af de øvrige bilafgifter (benzin-, diesel-, grøn ejerafgift etc.). Derfor er der ingen god grund til også at have registreringsafgiften – og slet ikke den høje progressive sats.

At afgifter bør bruges til at korrigere for eksterne omkostninger og ikke fordelingspolitik følger bl.a. af et grundlæggende resultat i skatteteorien. Det skyldes to økonomer, som rent faktisk elsker fordelingspolitik og ikke kan mistænkes for at slet skjulte ”neoliberale” motiver i ærmet: Joe Stiglitz og Anthony Atkinson.

Der er altså ingen gode grunde til den høje og progressive registreringsafgift. Hvis man elsker fordelingspolitik, kan man gå ind for at beskatte høje indkomster mere end små. Men at beskatte dyre biler hårdere end små giver ikke nogen fordelingspolitisk mening. Det er vel omfordeling mellem indkomster og ikke mellem biler, man er ude efter?

Danish happiness is not caused by the welfare state

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2015. 12 svar

In some of the most unlikely places in the world, people know that Denmark is the happiest country of all countries covered by international surveys. Politicians and ordinary people are therefore asking what makes the Danes so satisfied with their lives. The topic also occasionally pops up as an issue in political discussions in the UK and US, as well as in Denmark itself. The policy implications that politicians in most places draw from the simple observation that Denmark most years has the top spot are nevertheless wrong. Danish happiness has nothing to do with the welfare state.

People reach the erroneous conclusion by combining two well-known observations: Denmark is the happiest country in the world, and Denmark – as one of the three Scandinavian countries – has one of the largest welfare states in the world. As Swedes and Norwegians are also among the happiest populations, it is easy to surmise that the welfare state creates happiness. It is, however, demonstrably wrong and the simple picture arises because the some of the same factors that allow the Scandinavian welfare states to exist this side of bankruptcy also create happiness. In technical terms: the correlation between welfare state size and happiness is spurious.

While plenty of politicians and political commentators claim that welfare policies create happiness, it has been a strangely well-kept secret in happiness studies since Ruut Veenhoven first published a paper on the topic in 2000 that they don’t. Veenhoven set out to estimate how much happiness is created by the welfare state, clearly expecting a substantial positive effect, but found a zero. Most subsequent studies have recreated the zero while several recent studies also find that while redistribution does not generate happiness, non-redistributive policies in countries with larger government sectors are in general associated with lower levels of happiness.

In a particular Scandinavian context, it is also easy to see how the welfare state logically cannot be associated with happiness. The Social Democrat governments of Denmark headed by Poul Nyrup Rasmussen did more to reform the welfare state and roll back some of its most generous policies in the mid-1990s than any subsequent government. Yet, as is evident in the figure below, nothing happened to Danish happiness in those years. Similarly, Sweden deregulated markets, reformed parts of the government sector and substantially reduced taxes and expenditures in the mid-1990s without experiencing any changes in happiness. The only effects of these policies, which would have been vilified as ‘neoliberal’ had they been implemented anywhere else than in Scandinavia, simply seem to have been a change in the expectations that people have of what the public sector delivers to the population in return of the taxes paid by the same population.

Lykke over tid dkIf the welfare state does not create happiness, what is then the key to understanding Danish happiness? The answer can be found in the cultural fabric of the country, and particularly in two factors. The second figure illustrates the importance of the two features that do explain why Denmark, and not some other rich, democratic nation, has the happiest population in the world: having the combination of one of the highest trust levels in the world and the highest share of people stating that they are free to choose the life they want.

lykke tillid frihed dkWhen asked if you can in general trust other people, or if you have to be careful, about 70 % of Danes respond that you can trust other people. While Norwegians and Swedes share the Danish trust level, the global average is 27 %, and even in well-functioning neighbouring countries like Germany and the United Kingdom, ‘only’ about 40 % declare that they trust most of their fellow citizens. In terms of trust in other people – but no trust in government – Scandinavia is head and shoulders above the rest of the world. Similarly, when Gallup asked people about their freedom to choose the life they want to lead, Denmark turned out to be the freest country in the world. 94 % of Danes (and 93 % in Norway and Australia) stated that they were free to choose. While the welfare state makes the Danes less economically free, their perception of how socially free they are – their personal freedom – ranks among the strongest in the world.

At the end of the day, the confusion of why the Danes are so happy comes from the fact that what matters is what you don’t get used to. Denmark is a country in which a welfare state built by incredibly greedy politicians who hunger for popularity and votes can actually be funded – at least for the time being. But what makes the Danes happy are features that you don’t read about in the newspapers or hear about on NBC: the trust in fellow citizens and sense of personal freedom is something that people only come to discover if they visit the country or if Danes suddenly experience what it is likely to live in a country without that trust.

When a Danish woman a few years ago got arrested in New York for leaving her sleeping baby in a pram on the sidewalk outside the café where she was having lunch, she did what Scandinavians do every day. Until a journalist wrote about it, the American public treated her like a horrible mom because they couldn’t imagine a country where people could do that. Likewise, it can be difficult to imagine a country where you’re not only free to have whatever religion you like, but also free to be free from religion. Those things have nothing to do with the state, and everything to do with the Danish ‘menneskesyn’ – the way we see other people. I’m happy that the welfare state didn’t change that!

Bang For The Buck

Af Niels Westy, den 18. november 2015. 1 svar

Hash

I forbudstidens USA i 1920erne talte man om fænomenet “Bang for the Buck”. Forbuddet medførte en kraftig forøgelse i forbruget af skarp spiritus på bekostning af mindre alkoholiske drikke.

Samtidig gik folk til yderlighederne for at indtage alkohol på den mest “rus-effektive” måde. For eksempel at injicere alkohol på samme måde som man i dag injicerer heroin (og kokain) for at få maksimal effekt.

Så snart forbuddet ophævedes, vendte forbrugssammensætningen tilbage til en mere normal sammensætning.

Forklaringen er naturligvis at indtagelsen af alkohol under forbuddet primært blev drevet af ønsket om at blive fuld. Set fra udbyders side var det naturligvis også en fordel med stærk spiritus, da den hermed fyldte mindre.

Hash er 3 gange stærkere end for 20 år siden, eller er det?

I dagens medier, bl.a., Berlingske Tidende, er der så en historie om at hash er blevet 3 gange stærkere de seneste 20 år. Det fremgår af Sundhedsstyrelsens årlige rapport, hvor man også kan læse at forbruget af illegale rusmidler er faldende, ikke mindst blandt de helt unge.

Under overskriften “Overraskende højt indhold af THC i hash”, skriver man bl. a. at

En særlig gennemgang af hashanalyser i Danmark gennem 2014 viser, at THC-indholdet i gennemsnit er 28 %, hvilket er betydeligt højere end år tilbage. Som med andre stoftyper ses store variationer i kvaliteten af hash med et spænd i THC-indholdet fra 13 % til 48 %. Det er usikkert, hvad den stigende koncentration af THC betyder, men det må antages, at risikoen for psykiske skadevirkninger stiger.

At det skulle være udtryk for at hash er blevet væsentligt stærkere, er dog forkert. Århus Universitet, som har stået for analysen af HTC indholdet, skriver således, at

Forklaringen på den forhøjede kvalitet skal sandsynligvis findes i nye forædlede cannabisplanter dyrket under nye former. Traditionelt er cannabisplanter dyrket og høstet under åben himmel i eksempelvis Marokko og Libanon. De udendørs vækstbetingelser betyder, at kvaliteten af planterne er lav og den salgsklare hash ikke så potent. I dag er cannabisproduktionen i højere grad flyttet til de europæiske lande, heriblandt Danmark, og foregår i de såkaldte skunk-væksthuse. Her bliver forædlede cannabisplanter (også kaldt skunkplanter) produceret med kunstigt tilført lys, varme og gødning. Den accelererede vækstproces resulterer efter få måneder i ekstra store og THC-holdige planter. Udover det forhøjede THC niveau, indeholder de forædlede cannabissorter også en anden sammensætning af de psykoaktive stoffer. Denne ændring er mistænkt at forøge risikoen for skadelige virkninger ved hashrygning.

Med andre ord fortrænger stærkere cannabis produkter mindre stærke. Fuldkommen som det skete med alkohol i forbudstidens USA. Der burde have været hovedhistorien i dagens medieomtale, i stedet for den faktuelt forkerte påstand om at hash er blevet stærkere.

På et legalt marked ville man naturligvis få oplysning om hvor stærkt den hash, pot eller skunk man køber er, hvorved de psykiske skadevirkninger, som sundhedsstyrelsen forestiller sig der kan opstå, alt andet ville mindskes.

Man kan så stille spørgsmålstegn ved hvor alvorligt et problem det er, givet at det jo er en kendt sag, at skunk generelt er væsentligt stærkere end hash.

Lyver diktaturer om vækst? (Ja)

Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2015. 3 svar

I de senere år har der været relativt meget skrevet om det nominelt kommunistiske diktatur Kinas lynvækst. Kina og lignende eksempler på diktaturer med hurtig økonomisk vækst har givet baggrunden for en hel litteratur indenfor statskundskab, der drejer sig om såkaldte ”developmental states” og særligt ”developmental dictatorships.” Et problem, som det måske ikke er særligt diplomatisk at påpege, og som litteraturen stort set har ignoreret, er om man kan stole på nationalregnskaber fra diktaturer.

Når man kritiserer, at mange stoler på landenes væksttal, peger folk i litteraturen ofte på, at tallene jo kommer fra Verdensbanken. Men Verdensbanken får sine tal fra landenes egne statistikbureauer, og kun i ekstremt sjældne tilfælde melder banken ud, at den ikke stoler på dem. Så hvad gør man og hvem stoler man på?

En ny artikel, der forleden udkom i International Studies Quarterly, præsenterer en smart måde at håndtere spørgsmålet på. Christopher Magee og John Doces (begge fra Bucknell University) har fået den gode idé at sammenligne de officielle vækstmål med vækst beregnet fra NASAs mål for lysintensitet om natten. Tricket er, at det er almindeligt kendt at lysintensitet om natten er tydeligt forbundet med økonomisk udvikling. Når der således er reel udvikling i økonomien, må der også ske udvikling i nattelyset. Og lysintensitet er ikke noget, man umiddelbart kan lyve om.

I artiklen ”Reconsidering Regime Type and Growth: Lies, Dictatorships, and Statistics” sammenligner Magee og Doces derfor de to vækstmål mellem 1992 og 2008, og sammenholder dem med, hvor demokratisk landet er. Konklusionen er næppe overraskende, men meget klar: Diktaturer lyver om deres økonomiske vækst. I gennemsnit overdriver diktaturer deres årlige vækstrater med mellem ½ og 1½ procentpoint, hvilket er ganske alvorligt, givet at en ’almindelig’ real vækstrate er 2,5-3 %. For demokratier er der stort set ingen afvigelse mellem de officielle og de imputerede vækstrater.

Pudsigt nok peger Magee og Doces resultater på, at de to lande med de største afvigelser mellem de officielle tal og de imputerede vækstrater er Kina og Myanmar. Over perioden 1992-2008 voksede den kinesiske økonomi med næsten 10 % om året. Lysintensitetstallene peger på en reel vækstrate på 4-5 % i perioden. Nok var Kina en succes i perioden, men sandsynligvis slet ikke i det omfang, de har påstået. Og man må også spørge, hvad det betyder for hypoteserne om the developmental state? Hvis diktaturer lyver i det omfang, Magee og Doces finder, bliver det svært at kalde mange af disse lande for ’developmental’ på nogen meningsfuld måde.

Ekonomisk Debatt og svenske indlæg

Af Christian Bjørnskov, den 11. november 2015. Skriv et svar

Forleden kom det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende, svenske økonomitidsskrift. Nummeret har bl.a. interessante artikler af Andreas Håkansson (Högskolan Kristianstad) om hvorvidt der er en klar sammenhæng mellem hvor ernæringsrigtige fødevarer er, og hvad de koster, og af Hans C. Blomqvist ((Svenska Handelshögskolan i Helsingfors och Vasa) om Singapores industripolitik. Håkansson peger på, at det ikke er dyrere at være sund end usund. Implikationen er, at de usunde fattige ikke kan skyde skylden på deres spisevaner på deres fattigdom.

Ekonomisk Debatts redaktør Niclas Berggren tweetede også forleden om Timothy Taylors pragtfulde omtale om den engelske vindueskat. Alle politikere, der påstår af skat ikke ændrer folks adfærd, bør tvinges til at læse artiklen, der tydeligt dokumenterer, hvordan mørket på steder, de fattige boede, skyldtes den engelske skattepolitik.

Sidst, men ikke mindst, omtaler min anden svenske kollegaven Andreas Bergh denne fine artikel om, hvad folk tror om global fattigdom. For læserne af denne blog er det måske ikke så overraskende, at 2/3 af amerikanerne tror, at den globale fattigdom næsten er ”fordoblet”, mens kun 5 % rammer rigtigt: Den er omtrent halveret. Men selv i Sverige er det færre end hver fjerde, der rammer cirka rigtigt, mens 39 % tror på en fordobling. Forfatteren Tim Montgomerie peger således på, hvordan ikke blot uvidenhed men decideres fejlagtige antagelser driver folks opfattelse og dermed deres politiske præferencer. Som Mark Twain engang sagde: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.”

Boeing, Airbus og markedet uden et fly

Af Christian Bjørnskov, den 6. november 2015. 1 svar

Markedet for rutefly er ved at ændre sig. Mens man for få år siden syntes at være rimeligt sikker på, at der var to klare markedsledere og de vidste præcist, hvad de lavede, er der på det sidste kommet flere bolde i luften. Bloomberg skrev således i sommers, at der gik vedholdende rygter ved the Paris Air Show om, at adskillige store flyselskaber har bedt Boeing om et nyt fly. På samme tid er begge de store selskaber udfordret på markedet for mindre fly.

Boeing har officielt talt med cirka 30 kunder, inklusive American og United, og samtalerne har afsløret en helt konsistent efterspørgsel efter et fly, der ganske enkelt ikke findes i markedet for tiden. Flytypen, der uofficielt kaldes MOM – the Middle-of-the-Market airplane – vil være cirka 20 procent større end den gamle 757, og skal kunne flyve cirka 25 procent længere. Der er således efterspørgsel efter en flytype, der er en tand større end den nye generation 737 og den kommende 737MAX eller Airbus 321neo LR, og som kan flyve profitabelt over Atlanten uden problemer. Mere specifikt tales der om et fly med plads til 220-250 passagerer, der kan flyve cirka 8000-8500 kilometer.

I en dansk kontekst er et MOM således et fly, der kan gøre det økonomisk attraktivt at flyve færre passagerer direkte fra mindre lufthavne som Billund til den amerikanske østkyst. Denne fleksibilitet var også en del af baggrunden for udviklingen af Boeings 757 / 767-program og den gamle Airbus A300, der begge havde en særlig fordel i at kunne flyve langt fra mindre lufthavne. Men den sidste 757 blev bygget i 2004, og selskaber som f.eks. Icelandair løber en risiko ved at investere i de noget større Boeing 787 (det islandske valg) eller A350 (som SAS har valgt), eller det lidt mindre 737MAX (også Icelandair).

Siden 757 og 767-typerne kom på markedet i 1982 har hele udviklingen ellers ligget i enten mindre fly med god økonomi på korte ruter, eller widebodies som Airbus 330 / 340-serie, den nye A350 og Boeings 777 og 787-typer. Den internationale konkurrence på shorthaul-markedet spidser endda til i disse år, hvor Airbus og Boeing er kommet under beskydning. I Rusland har Sukhoi pt. 276 ordrer på deres MC-21, der gerne skulle lanceres kommercielt næste år, Bombardier i Canada færdigtester for tiden deres C-serie (med 243 ordrer), og brasilianske Embraer har store forventninger til deres E2-serie (pt. med 325 ordrer). Problemet for Boeing og Airbus er således, at selve markedsstrukturen er ved at ændres: Det rare duopol, som de to store producenter har haft på de vestlige markeder de sidste cirka 25 år, er ved at forsvinde i benhård konkurrence.

Omvendt går det heller ikke videre godt i markedet for kæmpefly. Boeings nye 747-8 version af den hæderkronede jumbo har indtil videre genereret 119 ordrer hvoraf 96 er leveret. Men de 60 ordrer har været på fragtversionen, og i 2014 fik Boeing kun to ordrer og der er ingen indtil videre i år! På samme måde er Airbus så småt begyndt at lide med deres kæmpefly, A380. Mens der i alt har været 317 ordrer og de 171 er leveret, fik Airbus kun 13 nye A380-ordrer sidste år. Det skal sammenlignes med 783 ordrer på A350 (201 siden 2013 og seks leveret) og 1095 ordrer på B787 (247 siden 2013 og 329 leveret). På samme måde er der allerede 306 ordrer på den stadig ufærdige, opgraderede Boeing 777X og 145 på den ligeledes fremtidige Airbus-opgradering A330neo. Markedet bevæger sig således mod de mere økonomiske og fleksible store flytyper, og muligvis mod flere nye shorthaul-fly. Det er denne udvikling, der får gabet midt i markedet til at blive større og mere synligt.

Rent teknologisk mener Boeing ikke, at de har et stort problem. Udviklingen af 787-flyet har givet dem et forspring i bl.a. vingedesign, som allerede nu bliver applikeret på den nye udvikling af 777-typen, og som uden større problemer vil kunne bruges i MOM. Den helt centrale udfordring er derimod at designe et fly, der giver cirka samme økonomi som de mindre B737 / A320-serier, men på længere ruter og med flere passagerer. Boeing bliver således bedt om at skabe et fly med samme økonomi som mindre fly – som de gør med 737MAX – men til flere passagerer. Og hvis det skal lykkes, skal de løse to basale problemer.

Det første er en kombination af aerodynamik og motoreffekt, hvor motorudviklingen slet ikke ligger hos Boeing. Den er en udfordring til de tre store virksomheder, der bygger flymotorer: Rolls Royce, General Electrics og Pratt and Whitney. Det andet problem er økonomien i selve driften udover brændstoføkonomien. Fordelen ved MOM er, at flyet er mere fleksibelt og derfor – i princippet – er mere økonomisk på tyndere besatte ruter, men udfordringen er, at det skal kunne tømmes hurtigt. En del af omkostningen ved moderne rutedrift er den såkaldte turnaround – hvor lang tid det tager, at tømme et fly for passagerer, rengøre, tanke og catere, og boarde de nye passagerer.

Boeing MOM

Og her ligger en af de værste udfordringer og et af de velkendte problemer ved 757: Fordi flyet er så langt og kun har én gang, tager det lang tid at deboarde og boarde nye passagerer. Det samme er til en vis grad allerede problemet med 737-900 og A321 – det tager simpelthen for lang tid at få folk ind og ud. Enkelte rygter går på, at man måske overvejer et langt fly med to gange og med tre sæderækker – to ved vinduet, to i midten og to ved det andet vindue. På den måde undgår man også de hadede midtersæder, men spørgsmålet er om der økonomi i at bygge et fly, der er omtrent 80 cm bredere, men uden flere sæder per række? Hvis man i stedet bygger et fly med en 2-3-2-opsætning som i Boeing-forslaget ovenfor, har man mere en erstatning for 767, ikke 757, og hvis man bygger et fly med en 3-3-opsætning, får man endnu værre turnaround-problemer end med 757.

Boeings John Wojick har foreløbig meldt ud – modsat hvad hans forgænger sagde – at firmaet er begyndt at afsøge mulighederne for et MOM, har ikke lovet noget som helst. Det store spørgsmål er i virkeligheden, om der har åbnet sig et tydeligt hul i markedet for mellemdistancefly med efterspørgsel fra adskillige store kunder, som hverken Boeing eller Airbus kan dække tilstrækkeligt? Hvis det er tilfældet, står man i en ganske mærkelig økonomisk situation.