Årsarkiv: 2015

The Danish Model – don’t try this at home

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. november 2015. 34 svar

I write this blog in English since it might be of interest to an international audience. The reason I think it might appeal to a broader international audience is that I am increasingly, both in Denmark and abroad, being met by the claim that Denmark somehow is proof that a gentler socialism is preferable to free market capitalism, promising more happiness, greater wealth or both. Recently, the Democratic contenders to become the presidential candidate of their party, Bernie Sanders and Hillary Clinton, were declaring their love for the Denmark. I came across the rising attraction of the model myself at the Greek Emergency Summit i Athens, Greece, earlier this year, and I gave a talk on it at the Student for Liberty conference in Sofia last month. My advice was: Don’t try this at home; at least until you understand what the Danish Model is about.

The first thing to realize is that Denmark, as are the other Nordic countries, quite free markets, apart from their welfare state transfers and high government consumption. They tend to get rather high rankings on measures of the most free economies in the World. Denmark is thus number 22 on the Economic Freedom of the World (EFW), published by Fraser Institute et al, and number 11 on the one publish by the Heritage Foundation. It is number 3 at the World Bank “Doing Business”-list.

EFW

In the table you can see the Danish scores on the five sub-indices of the of the EFW index. The high tax revenue, marginal tax rates and government spending related to the welfare state earns Denmark a very low rank on the Index related to size of government, but on the other indices we are quite high, in some cases in the top ten. Protection of property rights and the integrity of the legal system are very high by international standards, as is the soundness of the monetary system (with the Krone being pegged to the Euro or Deutch Mark for more than 30 years). Being a small country very dependent on international division of labor and comparative advantages, Denmark has a long tradition for free trade with the outside World (nowadays the trade regime is to a high degree decided by the EU). Also when it comes to regulation, Denmark scores quite well. Credit markets are among the less regulated internationally. During the recent financial crisis, tax payers did not have to subsidize banks, and some banks were allowed to fail. The Danish labor market is very flexible: There is no legislated minimum wage, and there are few restrictions on hiring and firing. The overall labor market EFW score is, however, dragged down by the existence of conscription. Finally, Denmark is the most uncorrupt country in the World according to Transparency International.

The second thing to realize is that Denmark did not become a rich country recently. If you consult the figure, you will see that Danish per capita GDP relative to other countries reached a maximum 40-60 years ago (ignoring the ‘noise’ from the Great Depression and WW2). Denmark caught up to and overtook “old Europe” in the fifties, while it narrowed its gap to the US and other Western offsprings until the early 1970s, when the process of catching up came to a hold. The Danes are still not as rich as the Americans.

danish GDP

At the time Denmark became rich relative to the rest of the World, it was not a welfare state. In fact, Denmark has historically been a low tax country by international standards. Until the 1960s, the Danish tax revenue to GDP ratio was at the same level as the US, and lower than the British. The sharp divergence in the Danish tax level really occurred in the second half of the 1960s, when first a left wing coalition government and then a right wing one increased the tax to GDP ratio by some ten percentage points.

skattetryk

Interestingly, government spending was to a large extent driven by increases in tax revenue stemming from the introduction of VAT and withholding taxes on wage income.

The 1970s saw a strong tax revolt, as Mogens Glistrup’s newly formed Progress Party became the second largest in the 1973 “landslide” election. Nevertheless, spending kept growing as the welfare state attracted new clients and new programs were added, the economic crisis lead to increasing unemployment and attempts were made to combat the crisis by expansionary fiscal spending. By the early 1980s the economy was in very bad shape, with high unemployment, an inflationary deflation spiral, a huge and widening government deficit, and strong concerns over the wide external deficit. All governments since the right wing government, which came to power in 1982, have implemented structural reforms of the welfare state and tax system, reducing welfare state “generosity” and cutting marginal tax rates, as well as consolidating public finances.

So, Denmark first became rich, and then introduced the programs, which make up the welfare state. The huge increase in government spending has been accompanied by deep structural problems, which has made it necessary to reform the Danish economy and welfare state ever since. It can hardly be claimed that introducing the welfare state made Denmark rich; rather it was the other way around. Denmark first became rich, and then authorities began to redistribute some of the wealth.

deaton happy

But what about the apparent happiness in Denmark? Maybe material wealth doesn’t matter that much if you are satisfied with your life. If fact, life satisfaction and income are quite correlated both across country averages and across individuals within a country, as pointed out by the comprehensive study of the literature by Stevenson and Wolfers. (2015 Nobel laureate in economics, Angus Deaton, has made the same point, cf. the figure). They reject the so-called Easterlin’s Paradox, which saw only a between and not a within country correlation, and thus could be interpreted as a case for redistribution: If redistributing from the rich to the poor didn’t make the rich less happy, redistribution could increase ‘gross national happiness’. And in that case welfare state redistribution could be the reason for the Danish World record in self-reported happiness.

Alas, Denmark is no longer the happiest country in the World, having been overtaken by the low taxed Swiss in the latest survey. And more importantly, as pointed out, Easterlin’s Paradox is not supported by the literature. The most important reason for the Danish happiness level is probably the high income level. Futhermore, as pointed out by Christian Bjørnskov, a high level of trust also seems to increase life satisfaction, and, as Danes are quite trustful, that might play a role here too. Again, the high level of trust preceded the Welfare state in Denmark rather than being caused by it.

In many respects, Denmark could serve as a model for the World (just like most other countries). But if you fail to learn the right lessons, it could be dangerous to try to imitate our model. Especially the idea that you can become rich by redistributing wealth or that there is a gentler way to socialism than the one experienced by typical socialist countries in general could get you into trouble.

And it would certainly be ironic, if the Danish case were to become an excuse for politicians in e.g. Greece or the US to avoid economic reforms, and fiscal consolidation, since we have been reforming and consolidating for decades to handle the problems created by the introduction of the welfare state.

Hvornår fører ulighed til vækst?

Af Christian Bjørnskov, den 3. november 2015. Skriv et svar

For mange nationaløkonomer og politologer på universiteter rundt omkring i verden er oktober og november en særligt travl tid. Efterårssemesteret er på sit højeste og undervisningen kører på de høje nagler, men et særligt forhold gør tiden travl: Deadlines til flere af forårets store konferencer, ikke mindst de to public choice-konferencer, ligger alle omkring første december. Det er således tiden hvor nye papirer enten skal skrives færdig i første udkast, eller andre skal revideres og efterprøves.

Jeg er i den lykkelige situation at flere spændende projekter med en række medforfattere – punditokraternes læsere vil måske nikke genkendende til navne som Therese Nilsson, Andreas Bergh (begge Lunds Universitet og IFN i Stockholm), Niclas Berggren (IFN) og Martin Rode (Universidad de Navarra) – nærmer sig et første udkast. Lidt længere nede af vejen er der også nye projekter på vej med Katharina Pfaff og Stefan Voigt (begge Universität Hamburg). Det første af forårets papirer, der er klar i udkast, er dog uden medforfatter.

Papiret, der foreløbig har titlen ”Growth, Inequality and Economic Freedom: Evidence from the US States” (første udkast her), starter med en simpel, men noget overset præmis: Der er ingen grund til at tro, at sammenhængen mellem såkaldt økonomisk ulighed og vækst er den samme for alle stater. Helt særligt er ideen, at der er to relevante forhold i diskussionen. For det første giver ulighed – når den ikke skyldes rent-seeking eller direkte ulovlig aktivitet – positive incitamentseffekter. Et af de problemer, som de fleste danske økonomer anerkender, er at hvis der er lille forskel på folks indkomster, indebærer det også, at der er lille økonomisk gevinst ved en ekstra indsats, innovation eller arbejdsudbud. Stærk omfordeling skaber derfor incitamentsproblemer som bremser vækst. Dette peger på det andet forhold: Det er usandsynligt, at incitamentseffekterne af ulighed virker fuldt ud hvis den økonomiske politik arbejder imod dem gennem, f.eks., en stor offentlig sektor, omfordeling gennem skatter eller offentlige programmer, eller regulering.

Papiret tester den overordnede idé i et panel af de 50 amerikanske stater, observeret i de seks femårsperioder mellem 1981 og 2011. Fordelen er, at man således kan afvise, at forskellene skyldes store forskelle i f.eks. politiske institutioner eller traditioner, eller markante juridiske forskelle. Og resultaterne taler et tydeligt sprog: I stater med relativt lille økonomisk frihed, og i særlig grad i stater hvor et stort offentligt forbrug begrænser den økonomiske frihed, er ulighed overhovedet ikke forbundet med vækst. I den fjerdedel af observationerne, der har relativt begrænset offentligt forbrug, er der omvendt en stærkt positiv og signifikant sammenhæng.

Mens man kan undre sig over, at der ikke er flere end nogle få tidligere studier, der har undersøgt en ellers ret indlysende betingelse for, at ulighed kan have positive eller måske negative virkninger, er den mere generelle litteratur på vej i den retning. Mogens Kamp Justesens ”Better Safe than Sorry” fra sidste år undersøgte således hvordan vetoinstitutioner påvirker betydningen af juridiske institutioner, ligesom Dani Rodriks nye arbejde hviler på et lignende grundlag. Det er både en generel udvikling, der skaber en tættere forbindelse mellem teori og empiri, og en udvikling der således i højere grad stiller spørgsmålet ”under hvilke omstændigheder” end et simpelt ja-eller-nej-spørgsmål. Det akademiske forår tegner til at blive interessant.

Andreas Bergh om velfærdsstaten

Af Christian Bjørnskov, den 28. oktober 2015. Skriv et svar

Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm (som jeg også er affilieret med) har indledt en serie podcasts, som ofte er værd at høre. I dag har de lagt en podcast på nettet med min ven og kollega Andreas Bergh, som deler sin tid mellem Lunds Universitet og IFN. Podcasten, der kan høres her, handler primært om Andreas glimrende bog om den kapitaliske velfærdsstat, og berører blandt andet indvandring, valgfrihed, tillid og Sveriges enorme politiske fejltagelser i 1970erne. En ellers forkølet Andreas taler et så forståeligt skånsk, at selv jeg forstod det. Stærkt anbefalet!

I det nordlige Frankrig for 600 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 25. oktober 2015. 4 svar

I dag for 600 år siden skete det utænkelige. En mindre, engelsk hær, plaget af sygdom og træt efter måneders togt, slagtede en langt større fransk hær. Ikke nok med at englænderne vandt, formåede de også at slå en stor del af Frankrigs adel ihjel, der var kommet for at vinde ære i slaget. Det hele skete på en mark udenfor landsbyen Agincourt, cirka halvvejs mellem Amiens og Calais, den 25. oktober 1415.

Slaget ved Agincourt er en af de centrale begivenheder i europæisk historie, og udødeliggjort i Shakespeares Henry V. Shakespeare lader kongen holde en kort tale umiddelbart før slaget, hvor han omtaler sin hær som ”We Band of Brothers.” Om morgenen på en regnkold dag stod 6000 englændere mod det, de fleste historikere sætter som en mindst fire gange større fransk hær. Da dagen var omme, var omtrent 5000 franske soldater og adelsmænd døde. De engelske tab sættes typisk til 200-300 mænd og drenge. Det var ikke blot et chokerende nederlag for en af de mægtigste magter i Europa, men også en rystende advarsel til tidens militæreksperter. Som Bernard Comwell (hattip: Nonicoc) skriver i The Telegraph, var den engelske hær ”the ordinary men of England and Wales, and they had met the awesome power of France in hand-to-hand fighting and they had won”. Eller som Shakespeare lader Henry V sige, var den engelske hær ”Warriors for the working-day.”

Mens mange franskmænd, og ikke mindst deres adel, var veludstyret i high-tech rustninger og moderne våben, havde englænderne to store fordele på deres side. For det første foregik slaget i næsten knæhøjt mudder i en nypløjet mark. Tungt udstyr gjorde det ekstremt svært for franskmændene at avancere eller blot bevæge sig, og moderne tests har vist, at det var næsten umuligt at komme op, hvis man faldt. Simpelt engelsk udstyr som blytunge hamre og daggerter viste sig at være effektive våben mod de nominelt overlegne franskmænd. Det meget lettere engelske udstyr indebar også, at den lille, engelske hær var langt mere fleksibel og mobil end den franske, der bogstaveligt talt kom til at sidde fast i mudderet.

For det andet bestod det meste af den engelske hær af bueskytter. De cirka 5000 mænd med langbuer kunne således i den første byge, de sendte mod den avancerende franske hær, sende 5000 pile mod franskmændene fra det mest præcise våben, verden kendte før riflen blev opfundet. Den franske hær havde også langbuer, men færre og af en anden kvalitet. Brugen af langbuer i både krig og til sport – som englænderne havde en tradition for at mestre – var en tradition, som aldrig nåede til Frankrig. Og mens det ikke var alle pile, der ramte eller penetrerede de franske rustninger, væltede pilenes moment ganske enkelt mange franske soldater. De simple hamre og daggerter gjorde resten af arbejdet.

Det er dog ikke kun fordi Slaget ved Agincourt inspirerede Shakespeare til at skrive et af historiens store mesterværker – og hvis en læser er i tvivl, så se f.eks. Kenneth Branagh’s ildspyende Crispin’s Day Speech her – men også fordi det var en begivenhed, der stillede spørgsmål ved det mægtige Frankrigs egentlige magt. Den skabte fortællingen, der stadig trives i Storbritannien og Skandinavien, at mindre nationer kan vinde over de åbenlyse fordele. Som Comwell skriver, fortalte de tusinder englændere, walisere, irere og skotter den samme historie, da de kom hjem fra Frankrig. En historie om, at almindelige mennesker med mod og ansvar kan gøre forskellen. Og en fortælling om, at selv glitrende, sydeuropæiske konger ikke er noget uden almindelige mennesker, der tager ansvar og respekt.

Ny evidens om ulandsbistand

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2015. 18 svar

Som punditokraternes læsere ved, er der en lang litteratur om ulandsbistandens effektivitet. Det overordnede billede – som kendes fra Chris Doucouliagos og Martin Paldams arbejde i metaanalyse – er at den gennemsnitlige effekt er nul. Det er efterhånden ret ukontroversielt blandt nationaløkonomer, men som Lars Christensen oplevede forleden i Radio 24 7, bliver man ofte udsat for ekstremt ubehagelige reaktioner, hvis man vover at lufte kritik af den nuværende ulandsbistand. Lars var dog på grund, der bliver stadig sikrere.

Punditokraternes ven og kollega Axel Dreher (Uni Heidelberg) havde således sammen med Vera Eichenauer, Kai Gehring, Sarah Langlotz og Steffen Lohmann forleden en kort artikel i Vox EU. Artiklen opsummerer, hvad vi som forskningsfelt efterhånden ved om makro-virkningerne af ulandsbistand. Litteraturen er stærkt opdelt, og som Dreher et al. skriver, “Despite a large number of academic articles, this literature has not reached a consensus. Researchers seem divided into ideological camps, each fighting for their model, with one group claiming to show that aid works, and the other group pointing to a lack of robustness of these results.” Det tysk-schweiziske forskerhold peger på, at litteraturen også er delt mellem tre måder at identificere kausale effekter på: 1) Brugen af befolkningsstørrelse som instrumentvariabel (små lande får relativt mere bistand); 2) brugen af tidligere års bistand (fordi bistanden er ret persistent); og 3) brugen af internationalt politiske forhold som instrumentvariabel (fordi lande, der stemmer mere med store nationer i FN får mere bistand fra dem uanset deres vækstperformance).

Forskerholdet peger på, at der er problemer med alle tre læsninger, men skitserer en ny løsning, som bruges af Dreher og Langlotz i et nyt studie (CEPR working paper 10811). Ideen er, at man finder en kombination af faktorer, der påvirker hvor meget en enkelt donor bruger på ulandsbistand som helhed på et bestemt tidspunkt, og derefter sandsynligheden for, at et bestemt uland får bistand fra den bestemte donor. Når man derefter lægger sammen, hvad et enkelt uland får i total bistand, afhænger den forecastede bistand således udelukkende af forhold, der er specifikke for donorlandene, og ikke af ulandets egen udvikling.

Dreher og Langlotz udnytter, at lande med mere fraktionaliserede regeringer og parlamenter helt generelt har større udgifter – der er ganske enkelt flere interesser, der skal tilgodeses politisk, og det indebærer større udgifter. Det generelle udgiftstryk bliver også reflekteret i større udgifter til ulandsbistand. Ved hjælp af dette ekstremt ekskluderbare instrument finder Dreher og Langlotz det samme, som de fleste andre studier: Ulandsbistand påvirker ikke den langsigtede økonomiske vækst.

Mens den særlige fløj i forskningen, der betragter ulandsbistand som en slags religiøs aktivitet, næppe vil ændre mening, er det ikke længere et godt argument, at der nok bare er endogenitetsbias. Det er også værd at bemærke, at man ikke længere kan affærdige forskere, der er skeptiske overfor ulandsbistand, som en liberalistisk minoritet. Som vi tidligere har noteret, er årets Nobelprismodtager Angus Deaton også stærkt skeptisk. Det er ved at være op ad bakke for dem, der påstår af ulandsbistand er løsningen. Men det vil nok næppe påvirke danske politikere, der er bemærkelsesværdigt faktaresistente.

Det er belejligt for alle at overdrive, hvor kapitalistisk USA er

Af Erik Winther Paisley, den 21. oktober 2015. Skriv et svar

USA har en stor og voksende velfærdsstat, en gennemreguleret økonomi, og en historie der er præget af markedsindgreb og statssubsidier helt siden oprettelsen, som ikke tjener dem til ære. Det afspejles mildest talt ikke i den gængse fremstilling.

Både borgerlige, der gerne fremhæver USA som en liberal shining city on a hill, og socialister, der gerne vil bruge USA som skrækeksempel, overdriver USA’s liberalisme betydeligt. Vrangbilledet florerer sådan set også i den amerikanske debat. Både konservative republikanere og socialdemokratiske demokrater overdriver forskellen mellem deres respektive positioner og hvor kapitalistisk-godt og kapitalistisk-ondt USA er. Det er i alles parters interesse.

At Danmark blev brugt som eksempel under den seneste demokratiske præsidentkandidatdebat har heldigvis henledt opmærksomheden på vrangbilledet af Danmark som socialistisk paradis og USA som ditto liberalt. Det er sjældent man hører borgerlige rose den store økonomiske frihed i Danmark, men når det gælder danske erhvervsforhold er det helt fair. Som mange borgerlige har skrevet, så halter liberalismen i USA på mange punkter. For bare at tage nogle få eksempler:

  • USA har indtil for få måneder siden haft priskontroller på rosinmarkedet – helt tilbage fra den katastrofale New Deals tid, hvor Roosevelts regering forsøgte at kuppe hele økonomien
  • De har ekstreme licenskrav til erhverv; man måtte på et tidspunkt ikke flette hår uden statsligt godkendte certificeringskurser.
  • USAs velfærdsstat(er) er på niveau med typiske socialdemokratiske europæiske lande, og enkelte delstater har endnu større velfærdspakker.

Forskellen mellem den samlede placering på indekset mellem Danmark og USA er ikke enorm — Danmark er det 10. frieste, mens USA er det 12. Danmark vinder på regulering og erhvervsklima, mens USA vinder på, at staten samlet set lægger mindre beslag på økonomien. Der indkradses 25,4 pct. af BNP, vs. 46,8 i Danmark (2013, OECD).

I Danmark er det nemmere at stifte virksomhed; erhvervsreguleringen er på nogle punkter mindre byrdefuld, og den generelle lovkvalitet og administrative kvalitet er høj, ligesom korruptionen er lav. Det er alt sammen godt. Vi har også fritvalgsordninger, privatiseret ambulancekørsel og andre ordninger, der ville sætte en skræk i livet på danmarksdyrkende demokrater.

Tror da pokker – uden et liberalt erhvervsklima var vi for længst gået bankerot. Det modsatte gør sig gældende i USA. Økonomiens enorme dynamik og landets overordentligt store tiltrækningskraft på kapital, højtuddannede indvandrere og erhvervsprojekter af alle arter gør, at de kan bære en på mange måder langt værre og mere indgribende stat uden netop at gå bankerot. (Detroit og Californien undtaget). USA har en selskabsskat på 39 pct. Danmark har måttet sænke sin fra 34 pct. til 22 henover de sidste tyve år – vi kan simpelthen ikke konkurrere ellers.

Opfattelsen af USA som kapitalistisk dystopi eller liberalt paradis er uden hold i virkeligheden. Det ville hjælpe på det, hvis man så lidt mindre på Jacob Holdts billeder og lidt mere på tallene, men vrangbilleder sælger nok flere billetter.

—
Følg med her på Punditokraterne, hvis du vil læse mere om liberalismen i USA og Danmark. Næste afsnit i føljetonen bliver om den omfattende amerikanske velfærdsstat ventes 29/10.

Dansk udviklingspolitik og Deatons Nobelpris

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. oktober 2015. 2 svar

Regeringen har foreslået nogle meget begrænsede ændringer af udviklingsbistanden – inklusive en mindre beskæring af især den direkte støtte til de såkaldte programsamarbejdslande. Jeg synes, debatten i kølvandet på selv de små justeringer har været nedslående for ikke at sige direkte pinagtig. Det besluttede jeg mig for at skrive min faste klumme på Altinget om.

Men emnet fik unægtelig en ekstra dimension, da Nobelprisen i økonomi for 2015 mandag blev tildelt Angus Deaton. Hans arbejder med måling af forbrug har ført ham til at måle fattigdom, og han er derudover gået ret kontant ind i debatten om udviklingsbistand. Hans konklusion er, at den gør mere skade end gavn. Både Christian Bjørnskov og NIels Westy har nævnt pointerne her på bloggen. Det slår direkte ned i den danske debat.

Ud over klummen om udviklingsbistand har jeg skrevet denne kommentar i Børsen. Det er også blevet til interviews til Radioavisen, TV2 News, P4 og DR2. Og så har jeg skrevet min årlige Nobelprispræsentation i Weekendavisens videnskabstillæg Ideer med en chance (jeg kan desværre ikke linke, så man må have abonnement eller fat i papirudgaven).

Verdens (netto)formue 2015 ifølge Credit Suisse

Af Niels Westy, den 15. oktober 2015. 5 svar

Credit Suisse har netop udsendt deres årlige rapport om verdens (private) nettoformuer. Sidste år brugte engelske Oxfam og danske Ibis Credit Suisse datamateriale til en gennemringe og manipulerende rapport. Den udmærkede sig først og fremmest ved at vise, at de enten ikke forstod – eller ikke ønsker at forstå – hvad nettoformuer siger noget om – og måske endnu vigtigere IKKE siger noget om.

Således er det et relativt ringe mål for menneskers levevilkår, hvilket ikke hindrede Oxfam og Ibis i at turnere rundt med deres misvisende propaganda. Det skrev vi om tidligere på året, se bl.a. her.

Lige som tidligere år dominerer USA, Canada og Europa de nederste og  øverste deciler. Hver fjerde dansker er således blandt verdens “fattigste” målt på nettoformue. Det er selvfølgelig ikke udtryk for fattigdom – tværtimod. Men fordi Danmark er et I-lande med et avanceret og veludbygget finansielt system og et fremragende realkreditsystem.

Fordelingen fremgår af nedenstående figur.
creditsuisseweatlhreport  Om udviklingen i 2015 skriver Credit Suisse selv:

Global wealth reached 250 trillion US dollars in 2015, slightly less than a year earlier, due to adverse exchange rate movements. The underlying wealth trends do, however, generally remain positive, according to the Credit Suisse Research Institute’s annual “Global Wealth Report.” The rise in household wealth was particularly strong in the US and China between mid-2014 to mid-2015. “Wealth is (nevertheless) still predominantly concentrated in Europe and the United States. However, the growth of wealth in emerging markets has been most impressive, including a fivefold rise in China since the beginning of the century,”

Den langsigtede trend er at nettovelstanden stiger relativt hurtigere i Kina og Indien (hvor ca. 40 procent af jordens befolkning lever) og er mere afdæmpet i I-landene.

Og mens det sikkert vil blive gentaget igen og igen af bl.a. IBIS, at verdens 1 procent rigeste nu ejer mere end de 99 procent tilsammen, er det måske mere usikkert at der vil blive talt så meget om, at der nu er flere medlemmer af middelklassen i Kina end i USA 🙂1444636885641

Angus Deaton – når ulandsbistand skader mere end den gavner

Af Niels Westy, den 13. oktober 2015. 16 svar

Foreign aid, especially when there is a lot of it, affects how institutions function and how they change. Politics has often choked off economic growth, and even in the world before aid, there were good and bad political systems. But large inflows of foreign aid change local politics for the worse and undercut the institutions needed to foster long-run growth. Aid also undermines democracy and civic participation, a direct loss over and above the losses that come from undermining economic development. These harms of aid need to be balanced against the good that aid does, whether educating children who would not otherwise have gone to school or saving the lives of those who would otherwise have died.

I forlængelse af Christians indlæg om dette års modtager af Nobelprisen i økonomi, Angus Deaton, er her en kraftig opfordring til dels at sætte en lille time af til at se nedenstående tale, som Deaton holdt ved et Cato arrangement med afsæt i sin bog, “The Great Escape: Health, Wealth, and the Origins of Inequality”

Econtalk har også interviewet Deaton, hvilket kan høres her.

Når Ulandsbistand skader de man ønsker at hjælpe

Lige som en del andre økonomer er Angus Deaton meget skeptisk overfor hvorledes vi yder ulandsbistand og hvorvidt den rent faktisk yder et positivt bidrag til forbedring af levevilkårene for verdens fattige. Således er en stor del af “The Great Escape: Health, Wealth, and the Origins of Inequality” reserveret dette.

Vi har før skrevet om hvorledes ulandsbistand, i lighed med rigelige naturressourcer, kan lede til “Dutch disease“. Vi ved også fra internationale studier at lande med rigelige naturressourcer, alt andet lige, synes at være præget af mere korruption og ringere regeringsførelse.

En af Angus Deatons pointer er, i lighed med William Easterly, at jo mere ulandsbistanden udgør af en given økonomi/offentlige budgetter, jo mindre betyder det for regeringer at stå på god fod med befolkningen.

Deatons udgangspunkt er, at uden evnen til at opkræve skat, vil staten ikke sikre sine borgere den grundlæggende beskyttelse, som vi f. eks. tager for givet i vores del af verden.
Borgerne vil måske ikke være beskyttet af loven, fordi domstolene ikke virker eller er korrupte. Politiet chikanerer eller udnytter fattige mennesker i stedet for at beskytte dem. At starte eller drive virksomheder besværliggøres, fordi gæld ikke betales, kontrakter  ikke kan håndhæves eller embedsmænd kræver bestikkelse.

I stedet for “rule of law” og institutioner som virker, lever man måske i angst for voldelige bander, krigsherrer eller staten (som i Zimbabwe). Der mangler rent vand eller bare minimale sanitære faciliteter, adgang til elektricitet, velfungerende skoler, eller til et anstændigt sundhedsvæsen.

Ovenstående er alt sammen konsekvenser af manglen på en duelig og kapabel stat. Og bruges ofte som argument før MERE ulandsbistand, hvor det i en række tilfælde måske mere burde bruges som argument for MINDRE bistandshjælp. Paradokset er, at ønsket om at øge statens kapacitet via støtte, kan føre til det modsatte. Det gør det, når staten i høj grad finansieres af ulandsbistand (eller afkast på eksport af olie, gas, jern, kobber mv.). Med andre ord kan en stor ulandsbistand  (målt som andel af BNP eller BNI) skade befolkningens levevilkår, i stedet for at gavne den.

Pointen er, at mens Kina, Indien eller Sydafrika, hvor ODA (offentlig bistandshjælp) i de seneste år har været mindre end 0,5 procent af nationalindkomsten, og kun nogle gange mere end 1 procent af de samlede offentlige udgifter, er støtten ikke vigtig nok til at påvirke regeringen  eller udviklingen af institutioner.

Helt anderledes ser det ud i de fleste af de 36 lande i Afrika syd for Sahara, hvor bistandshjælp udgør mindst 10 procent af nationalindkomsten.  For lande som bl.a. Benin, Burkina Faso, DR Congo, Etiopien, Madagaskar, Mali, Niger, Sierra Leone, Togo, og Uganda har støtten i længere perioder overskredet 75 procent af de offentlige udgifter.

I Kenya og Zambia, udgør bistandshjælpen henholdsvis en fjerdedel og halvdelen af ​​de offentlige udgifter. Ifølge Deaton har det afgørende betydning for modtagerlandenes ageren. Både donorer og modtagere er fundamentalt påvirket af eksistensen og størrelsen af ​​disse bistandsstrømme.

Ikke mindst betyder det noget, at man ikke er afhængig af sin egen befolknings samtykke, analog med økonomier baseret på eksport af råvarer. For flere af disse lande er man begge dele.

Dette er bestemt ikke en nyere foreteelse. Et berømt eksempel er Egypten og bomuld i midten af ​​det nittende århundrede. De to vigtigste leverandører var dengang de amerikanske sydstater og Egypten. Bomuld var Egyptens uden sammenligning vigtigste eksportvare. Landets hersker, Muhammad Ali Pasha, der ofte beskrives som grundlæggeren af ​​det moderne Egypten, købte bomulden til kun en brøkdel af verdensmarkedsprisen af de lokale producenter, og solgte det videre med stor fortjeneste.

Under den amerikanske borgerkrig tredobledes verdensmarkedsprisen på kun tre år. Resultatet blev, hvad en britisk rapport beskrev, som en “fantastisk ekstravagance” under Alis efterfølger Isma’il Pasha. Enorme summer blev brugt på offentlige projekter, af tvivlsom karakter, herunder Suez-kanalen. Udgifterne var så store, at man var nødt til at låne på de internationale kapitalmarkeder, på trods af de rekordhøje bomuldspriser. Da prisen på bomuld kollapsede efter afslutningen af den amerikanske borgerkrig, udløste det store optøjer i Ægypten og endte med væbnet intervention, og i sidste ende at Storbritannien besatte landet.

foreignaidgraph21

Som Angus Deaton påpeger, skulle man have troet, at de udenlandske långivere – hvis ikke Isma’il selv – ville have forstået det problemer, der lå forude. Men dengang som nu, reduceredes långivernes risiko ved , at der var andre til at sikre tilbagebetalingen af gælden, da den Ægyptiske regering ikke længere kunne betale af på deres gæld (England). Men ok, man fik jo Suez-kanalen – trods alt. Prisen var bare meget høj.

Der er mange paralleller mellem boom i råvarepriser og ulandsbistand.  Herunder at det stimulerer offentlige udgifter af – ofte – tvivlsom karakter og på andre måder ringe regeringsførelse og institutioner. Med statsejede miner, olieforekomster, høje verdensmarkedspriser, ubegrænset forsyning af fattige arbejdere, eller en godt finansieret hær, kan magthaverne endda bevare magten uden samtykke fra befolkningen.

NGOernes misforståede skattejagt

Vi har som bekendt ved flere lejligheder skrevet om bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke og IBIS (meget problematiske) klapjagt på multinationale selskaber. Deres grundlæggende argument er at de ikke betaler deres “fair” andel af skat i de lande hvor de tjener deres penge. Ifølge disse organisationer er de multinationale selskaber ansvarlig for at der ikke er et ordentligt sundhedsvæsen, skoler mv. i fattige lande. I sig selv en opsigtsvækkende kritik, givet at mange udviklingslande får en relativt stor andel af sine skatteindtægter via netop selskabsskatter for virksomheder i formelle sektor – ikke mindst multinationale selskaber.

Men følger vi Angus Deatons (og William Easterly o. a.) kritik af ulandsbistand, er NGO’ernes fokusering på multinationale selskaber helt forfejlet. Hvis de pågældende organisationer faktisk ønskede, at de pågældende stater udvikler institutioner, som rent faktisk er til gavn for borgerne, burde de derimod arbejde for, at de pågældende stater i højere grad fik deres omkostninger via beskatning af indenlandske skatteydere og i mindre grad af multinationale selskaber.

En måske lidt overraskende pointe, der muligvis ikke skal trækkes for langt, og så alligevel. Vi har jo set hvorledes dagsorden har forandret sig i mellemindkomstlande som f. eks. Brasilien de senere år. De store demonstrationer og den stigende utilfredshed med både regering og det politiske system generelt i Brasilien, er ikke mindst drevet af at man er sig bevidst om at man faktisk betaler skat og derfor forventer at få noget til gengæld.

Sådan er det ikke, når andre finansierer statens aktiviteter.

Nobelprisen i økonomi 2015: Angus Deaton

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2015. 1 svar

Som vi skrev forleden, blev Nobelprisen i økonomi uddelt i går. Prisen i år går til Angus Deaton fra Princeton University for hans arbejde om ” forbrug, fattigdom og velfærd”. Mere præcist skriver Nobel-komiteen at ”Ved at forbinde detaljerede individuelle valg og de tilhørende udfald har han gennemført en forskning, som har bidraget til at ændre områderne mikroøkonomi, makroøkonomi og udviklingsøkonomi.”

Deaton er født i Skotland i 1945 og fik sin PhD fra Cambridge i 1974. Hans store bidrag er integrationen af teori og empiri i studiet af fattigdom rundt omkring i verden. Som Alex Tabarrok skriver på Marginal Revolution: ” When you read that world poverty has fallen below 10% for the first time ever and you want to know how we know— the answer is Deaton’s work on household surveys, data collection and welfare measurement.” Det kræver f.eks. at man tager hensyn til forskelle i priser og forbrugsmønstre på tværs af lande. En god og relativt letlæst introduktion er her. Jeg er helt enig med Tabarrok i, at Deatons helt væsentlige bidrag har været at måle og forstå fattigdom – er dermed også, hvad der ikke er fattigdom.

Hans tidlige arbejde med Almost Ideal Demand Systems har også været banebrydende for f.eks. vurderinger af effekten af økonomisk politik. Hvis man f.eks. beslutter sig for at indføre en fedt- og sukkerskat, påvirke det ikke blot prisen på produkter med fedt og sukker over en politisk bestemt grænse. Det påvirker også forbruget af andre varer – større forbrug af substitutter og gennem mindre købekraft, mindre forbrug af andre varer – og dermed også deres priser.

Mange flere omtaler kan anbefales: David Leonhardt i NYT om hans The Great Escape, Tyler Cowen, Christopher Blattman, Justin Wolfers, John Cassidy, A Fine Theorem, og Lynne Kiesling. Her og her er Deaton selv.

Et adelstegn hos Deaton er, at han ikke er bange for at være kontroversiel eller politisk ukorrekt. Han har for eksempel kritiseret brugen af randomiserede eksperimenter i udviklingsforskning (her) og er generelt meget skeptisk overfor ulandsbistand (f.eks. her). Deaton har også været ude med forslaget om, at det måske ville være smartere at give folk i ulande penge direkte, i stedet for at lade dem gå gennem regeringen eller donororganisationer. Bemærk, at det var dette forslag, som Lars Christensen luftede forleden, hvorefter Trine Pertou Mach og Michael Aastrup fik lov til at opføre sig rædselsfuldt overfor ham i 24 syv (hør her). Aastrup mente ikke, at det var noget nogen kunne tage alvorligt – men hvis det kommer fra årets Nobelprismodtager?

Hvem får Nobelprisen i økonomi?

Af Christian Bjørnskov, den 9. oktober 2015. Skriv et svar

På mandag klokken 13 annonceres det, hvem der modtager Nobelprisen i økonomi 2015. Den årlige gætteleg er derfor gået i gang, og vi traditionen tro deltager vi også her på stedet. Selvom gættene altid er skud ud i tågen, er der ofte tre holdepunkter: 1) Hvem ’trender’ i den akademiske verden for tiden; 2) hvem sidder med emner, der internationalt og politisk er særligt aktuelle disse år; og 3) hvilke felter har ikke fået en pris i særligt lang tid?

Det første forhold har Thompson-Reuters dækket de senere år. I år peger de således på Richard Blundell (UC London), John List (Chicago) og Charles Manski (Northwestern) som favoritter. Problemet med deres gæt er blot, at Blundells arbejde har været meget indflydelsesrigt i arbejdsmarkedsøkonomi, der bestemt ikke er blevet forbigået de senere år. List nævnes for sit arbejde med brugen af eksperimenter i nationaløkonomi, og er absolut værdig som kandidat, men Nobelprisen i 2002 til Vernon Smith var netop for hans arbejde med at introducere eksperimenter som metode. Sidst har Manski også været stærkt indflydelsesrig for sit arbejde om sociale interaktioner, men Heckman og McFaddens pris i 2000 blev givet for arbejde indenfor et meget lignende felt.

Sidste år var Thompson-Reuters gæt i en anden retning, da diskussioner om iværksætteri og entrepreneurship havde været oppe. Deres bud var først og fremmest Philippe Aghion (Harvard) og Peter Howitt (Brown) for deres bidrag til Schumpeteriansk vækstteori. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen var at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring. De nævnte også er af punditokraternes yndlingsbud, nemlig William Baumol og Israel Kirzner (New York University) for deres grundlæggende arbejde om iværksætteraktivitet. Emnet omkring entrepreneurship har længe været på vej ind i mainstream-økonomi, da særligt en ’østrigsk’ analyse af problemet dækker et ellers stort hul i vores forståelse af økonomien. Baumols hovedbidrag er en basal skelnen mellem produktiv og uproduktiv aktivitet, mens Kirzners konceptuelle forståelse er massivt citeret og grundlæggende for meget efterfølgende arbejde. Det, der særligt taler for Baumol er, at manden er så gammel at det skal være nu, hvis han skal nå at få en velfortjent Nobelpris.

En tredje mulighed, der kombinerer det aktuelle med det tredje forhold: William Nordhaus (Yale) for sit arbejde i miljøøkonomi og klimareaktioner. Feltet har ikke været i betragtning til en pris i meget lang tid, men er stærkt positioneret i den internationale debat, og få har som Nordhaus spillet en rolle for det. Et af de åbne spørgsmål, hvis det skal være en pris til miljøøkonomi er, om Nordhaus skal dele prisen med f.eks. Partha Dasgupta (Cambridge) eller måske Martin Weitzman (Harvard)?

Sidst kan man altid håbe på ens personlige favoritter. Lars Christensen peger i den sammenhæng på David Laidler (Western) for hans arbejde med økonomisk idehistorie. Lars har absolut ret i, at dette felt i stor stil er blevet forbigået i Nobelprises historie, men også i, at det næppe er sandsynligt, at prisen gives til det. Og ingen Nobelprispost her på stedet vil være færdig uden at have nævnt mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (New York University) for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romer var en af de centrale figurer der sidst i 80erne genstartede den teoretiske forskning i langsigtede vækstprocesser ved at fokusere på, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af grunden til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget il en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere var vigtig i public finance.

Som altid kan man kun vente på den svenske Riksbanks annoncering mandag eftermiddag. Jeg bliver næppe den eneste dansker økonom, der logger på hjemmesiden mandag for at finde ud af, hvem modtagerne skal være i år.

Update: Wall Street Journal lister en række af vores bud, men også Anthony Atkinson (Oxford) og Angus Deaton (Princeton) for deres arbejde omkring indkomstulighed, og bl.a. David Hendry (Oxford), Hashem Pesaran (USC) og Peter C.B. Phillips (Yale) for økonometri. Marginal Revolution har flere af vores bud, men nævner også David Hendry, og understreger at Baumol er 93!

Årets temakapitel: Økonomisk frihed, autonomi og lykke

Af Christian Bjørnskov, den 6. oktober 2015. Skriv et svar

Hvert år er der i Fraser Instituttets rapport om Economic Freedom of the World mindst et temakapitel. I 2012 havde Nicolai Foss og jeg fornøjelsen af at skrive et kapitel om økonomisk frihed og iværksætteraktivitet, og hvert år er der nye aspekter, der kigges på. I år er Fraser-folkene gået en anden retning og fanget en bid tidsånd ved at levere et temakapitel om forholdet mellem økonomisk frihed, autonomi og lykke.

Hans Pitlik (WIFO i Wien) har sammen med Dulce Redín og Martin Rode (Universidad de Navarra) set på hvordan økonomisk frihed påvirker folks lykke og fornemmelse for ”life control” – dvs. deres fornemmelse af autonomi og personlig frihed – og hvordan autonomien påvirker lykken. Ved at kombinere det efterhånden rige datasæt om økonomisk frihed fra Fraser Instituttet med det samlede datasæt fra World Values Survey og European Values Study, der dækker seks undersøgelsesbølger siden 1981, kan de estimere virkningerne af ændringer i den økonomiske frihed ganske præcist.

Sammenligningerne på tværs af ikke mindre end 221.000 mennesker i 63 samfund i forskellige dele af verden viser ganske tydeligt, at begge dele er stærke indflydelser på folks lykke. Pitlik, Redín og Rode noterer, at ingen andre makroøkonomiske variable kommer tæt på effekten af ændringer i økonomisk frihed. En del af dens virkning er dog sandsynligvis gennem at påvirke folks opfattelse af autonomi og personlig frihed. Og som forfatterne peger på, har to af dem i et andet papir peget på, at virkningen af økonomisk frihed på autonomi er markant stærkere for relativt fattige end for velhavende.

Pitlik, Redín og Rodes temakapitel er således et bidrag til en voksende litteratur, der dokumenterer hvordan politik og institutioner påvirker folks opfattelse af deres eget liv. Den helt generelle konklusion er, at mindre regulering, mindre offentlig kontrol og bedre beskyttelse af ejendomsret ikke blot gør folk rigere, men også på andre fronter forbedrer deres liv. Konklusionen er bare ikke særligt populær hos politikere, fordi den peger på, at de helst skal holde fingrene væk.

Chile’s vej fra socialistisk fallitbo og den danske venstrefløj

Af Niels Westy, den 2. oktober 2015. 1 svar

Jeg har i dag et læserbrev i Weekendavisen, hvor jeg forsvarer en række danske borgerlig-liberale debattørers forsvar for de reformer, som gennemførtes i Chile under General Pinochets regeringstid.

Baggrunden er en bog af Morten Lassen, Kuppet i Chile, som trods gode anslag, desværre forfalder til gentagelsen af en række venstreorienterede myter, og viser en manglende økonomisk og idehistorisk forståelse, når det kommer til de succesfulde reformer fra midten af 1970erne og frem.

 

GDP_per_capita_LA-Chile

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indlægget er det første i en række indlæg, hvor jeg vil beskrive udviklingen i Chile fra socialistisk fallitbo til Sydamerikas mest velstående og moderne økonomi, med et stabilt demokrati og lav grad af fattigdom i forhold til resten af Latinamerika.

Læs mere på min Latinamerika-blog, Americas.dk.

 

 

Liberalisme i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2015. 2 svar

Det nye nummer af Econ Journal Watch fortsætter dens serie om liberalisme i forskellige lande. Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard har her en glimrende artikel om liberalismens historie i Danmark. Der er flere ting at hæfte sig ved, ikke mindst det forhold, at Danmark var et af de første lande hvor Adam Smiths Wealth of Nations blev oversat, og at landet havde en ganske særk liberal tradition i samfundsvidenskaberne op til Første Verdenskrig.

Kurrild hovedpointe er dog ”den store tørke” fra 1945-1980, hvorefter en generation – som Kurrild i høj grad selv er medlem af – genoplivede liberal tænkning på de danske universiteter og i medierne. Det er også fra denne ret eklektiske gruppe, og fra en synlig tradition for politisk økonomi og public choice på universiteterne, at Cepos er vokset frem. Eller som han skriver: ”After a long drought, the 1980s brought a visible renaissance of liberal thinking and writing in Denmark, and the present study has surveyed and highlighted some of the more visible circles and personalities. One lesson the history here presented may offer is that a few individuals and a few ‘centers’ may actually influence quite a lot.”

Hele artiklen er interessant og stærkt anbefalet for alle, der er interesserede i emnet og dets status i Danmark.

Økonomisk Frihed 2015

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2015. Skriv et svar

Forleden udkom dette års Economic Freedom of the World rapport, der ligesom tidligere år redigeres af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall. Rapporten bekræfter som tidligere år, at Hong Kong stadig er verdens økonomisk frieste sted. Men som Fred McMahon fra Fraser Instituttet udtrykker det i pressemeddelelsen, ” “Hong Kong’s still number one but because democracy is the best safeguard of freedom, if China, which ranks low in economic freedom, encroaches on Hong Kong, we can expect Hong Kong’s ranking to fall.” Alle ville være mere trygge ved at Hong Kongs politiske institutioner udviklede sig i en mere demokratisk retning.

Danmark er i år nummer 22 af de 157 lande, der er rangeret – Venezuela er ikke overraskende bundproppen. Som tidligere år er Danmark dog også, som en amerikansk økonom formulerede det for et par år siden, et skizofrent samfund. Ser man på, hvor tung den offentlige sektor er, ligger vi nummer 154! Fokuserer man derimod på kvaliteten i retsvæsenet, er vi nummer 8 i verden, og det overordnede reguleringstryk placerer os som nummer 17.

Måske er det dog mere illustrativt at vise udviklingen over tid. I figuren nedenfor er den danske økonomiske frihed plottet i forhold til Sverige og Storbritannien. Ikke overraskende blev Danmark, ligesom nabolandene, markant mere frit i løbet af 1980erne. Udviklingen toppede i Nyrups sidste regeringsår og har derefter været ganske tydeligt negativ. Briternes tid med Tony Blair og Gordon Brown var heller ikke videre positiv, men landets fald – primært i ekstra reguleringslag – er rettet op. Sverige har også været nogenlunde stabilt over de sidste cirka 15 år. Danmark er det mest negative af de tre lande, og det mest bekymrende er, hvilken del af indekset, der udviser det største fald: Område 4. for de læsere, der som de fleste ikke er eksperter i økonomisk frihed, betyder det at Danmark effektivt er blevet markant mere lukket for handel. Mens vores toldpolitik besluttes i Bruxelles og har været stabil, er faldet udtryk for en meget markant stigning (1,8 point på en ti-skala) i de effektive handelsbarrierer, der skyldes reguleringer. Danmark har levet godt af handel i over 150 år, men vores politikeres reguleringstrang er øjensynligt så stærk, at de er klar til at sætte en del af grundlaget for vores relative rigdom over styr. Hvem fortæller dem det?

DK SW UK EF

Tre observationer om Skat

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2015. 2 svar

Skandalerne i Skat ruller for tiden – og i flertal. Skats IT-systemer er dybt forældede, men de to forsøg på at indføre nye systemer er gået helt galt. Ikke mindst har Skats ledelse fuldstændigt ignoreret gentagne advarsler om, at systemet ikke fungerede korrekt og havde behov for langt mere testning. Ledelsen besluttede alligevel at tage systemet i brug, hvorefter det ulovligt opkrævede skat og gældsbetalinger, mens Skat overså udbyttesvindel for mere end seks milliarder kroner andre stedet. Reaktionerne på problemer er dog i særlig grad værd at overveje. Her er tre forhold i skandalerne, der er fortæller mere end blot ordet ’skandale’ og den omfattende forargelse.

Først og fremmest var tidligere skatteminister Benny Engelbrecht forleden ude med et politisk krav om erstatning. I et splitsekund fik man indtrykket af, at flere politikere endelig var kommet til fornuft, indtil man hørte fortsættelsen: Engelbrecht ønskede erstatning betalt til Staten fra de IT-firmaer, der har stået for udvikling af de ubrugelige systemer. Udover at kravet var nonsens – en stor del af problemet har vist sig at være stærkt ufuldstændige kravsspecifikationer fra det offentliges side – var det også et eksempel på, hvordan de fleste politikere på borgen tænker. Hvis de var borgernes repræsentanter, ville det eneste rimelige erstatningskrav være for de tusinder af borgere, der er blevet snydt af Skat og ulovligt blevet afkrævet skat. Men det erstatningskrav er der øjensynligt ingen politikere, der har stillet.

For det andet viser skandalen, som Thomas Larsen pointerer i dagens Berlingske Tidende, at offentlige ledere stadig sidder væsentligt sikrere i sadlen end deres private modparter. Med andre ord skal der langt mere til, før en leder af en offentlig virksomhed eller myndighed bliver fyret. De kan ganske enkelt tillade sig mere. Så mens fem ledere (direktøren for IT, direktøren for inddrivelse, to underdirektører og en personaleleder,) i Skat foreløbig er ’sendt hjem’, er Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen gået fri. Nok har han ikke ansvaret for at have sat skandaleprojekterne i gang, men som Berlingske formulerer det, har han næppe udvist ”rettidig omhu.” Mens topledere i det offentlige efterhånden får lønninger, der nærmer sig det privates, er de resterende incitamenter til at gøre sit job omhyggeligt stadig meget svagere, og afhængige af ens politiske popularitet.

For det tredje er der ingen politikere, der foreløbig har erklæret sig enig i Dansk Erhvervs for mig indlysende løsning på en del af problemerne: Simplificér skattesystemet! Den danske skattelovgivning er så byzantinsk, at selv Skats embedsværk ofte har svært ved at finde rundt i det. Lovgivningen er i høj grad resultatet af en lang række hovsaløsninger – såkaldte skattehuller, der skulle lukkes med hurtige løsninger – som kombineret ikke blot gør systemet uoverskueligt, men også temmelig tilfældigt. Flere jurister, ikke mindst Henriette Kinnunen fra Cepos, har peget på retssikkerhedsproblemerne i hele systemet.

Ideelt set burde de massive problemer skabe politisk interesse for at løse problemerne på langt sigt – det mindste blandt nogle af de få politikere, der er kritiske overfor statslige interventioner. Men der er skabt såkaldt borgfred, så de ni forskellige skatteministre, der har været politisk ansvarlige for miseren de sidste fem år, går fri. Som Juvenal spurgte for 1800 år siden: Hvem vogter nu vogterne? Hvor er ansvaret når de ansvarlige skal holde sig selv ansvarlige?

“Rystende ringe forskning om ulighed”

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. september 2015. Skriv et svar

Punditokraternes redaktør fremsætter i en kronik i Børsen i dag (desværre nok gated) en meget hård kritik af de forskningsresultater om ulighed og vækst, både OECD og IMF har ført til torvs. Det er ikke noget robust resultat, at større lighed fremmer væksten. De har altså ikke rokket – siger Bjørnskov – ved den velkendte konklusion fra litteraturen, at der ikke er nogen entydig sammenhæng (som også diskuteret i et tidligere blogindlæg). I arbejdspapiret fra OECD er der en litteraturgennemgang, hvor konklusionen i øvrigt er den samme.

Jeg har generelt stor respekt for OECD og har gennem mange år deltaget i arbejdet som dansk delegat. Det analytiske har været grundstammen i OECDs tilgang – i al fald, når det gælder økonomisk politik. Organisationen har imidlertid ikke haft godt af den transformation, der er foregået med den nuværende generalsekretær, den mexicanske politiker Gurria. Han har med egne ord forvandlet den fra en “think tank” til “do tank” med mindre vægt på støvede analyser og mere på politisk aktivisme og kampagner. Det har måske nok gjort OECD mere synlig, men det har – som The Economist var bekymret for – ikke hævet troværdigheden. Og i sidste ende er det OECDs eksistensberettigelse.

Svækker korruption erhvervs- og iværksætteraktivitet?

Af Christian Bjørnskov, den 21. september 2015. Skriv et svar

Dagens spørgsmål kan umiddelbart virke lige til. Hvis man skal bestikke sig til tilladelser til forskellige ting – opstart, miljø- og arbejdsforhold, eller fødevarekvalitet – bliver det markant langsommere og dyrere at starte virksomhed og drive den. Men der er andre forhold, der potentielt kan vende forholdet på hovedet. Spørgsmålet kompliceres yderligere af, at det er ganske svært at måle korruption, da problemets natur gør, at de involverede altid søger at hemmeligholde aktiviteten. Et nyt studie af Jamie Bologna og Amanda Ross, henholdsvis PhD-studerende og adjunkt på West Virginia University, der publiceres i Public Choice, giver et væsentligt klarere og overbevisende svar på spørgsmålet.

Forfatterne bruger det særlige forhold, at den brasilianske præsident Lula i 2003 indførte en ordning, hvor cirka en procent af kommunerne i Brasilien hver måned udvælges i et lotteri. Trækkes ens kommune, bliver dens regnskaber omhyggeligt revideret af en uafhængig enhed. Der er derfor offentligt tilgængelige data fra de tilfældige revisioner på, hvor stor en andel af en kommunes reviderede udgifter, der involverer bestikkelse. Bruger man dataene fra 2003, har man et så objektivt mål for korruption i Brasilien, som man næsten kan få.

Bologna og Ross kombinerer dette korruptionsmål med mål for erhvervsaktivitet og dens udvikling, så man kan se i hvor høj grad korruption er skadelig. Deres generelle billede er, at hvis korruptionsmålet stiger med ti procentpoint, falder antallet af virksomheder på langt sigt med 15-20 ud af et gennemsnit på 50 per kommune. De kan videre vise, at problemet er større for mindre virksomheder (med mindre end ti ansatte) og for virksomheder involveret i ressourceudvinding, byggebranchen, produktion, og transport. Generelt er 12 af de 17 sektorer dækket i de brasilianske statistikker påvirket af korruption.

De to forfattere kan dog gå et skridt videre, idet de også har et officielt mål for, hvor effektivt og udbygget, det offentlige bureaukrati er i hver kommune. De kan derfor skelne mellem ’sanding the wheels’ hypotesen om at omkostningerne ved bestikkelse ødelægger aktivitet, og ’greasing the wheels’ hypotesen, der siger at det er gavnligt at kunne bestikke sig udenom særligt tunge reguleringer og interventioner. De finder evidens for begge, idet bestikkelse på kort sigt er tydeligt positivt forbundet med erhvervsaktivitet i de kommuner, der har helt særligt svage bureaukratier. For cirka halvdelen med relativt gode bureaukratier, finder de dog helt konsistent og signifikant negative virkninger.

Selvom resultaterne derfor måske ikke er overraskende, er studiet værd at lægge mærke til. Grunden er, at Bologna og Ross først af alt afhjælper et af de helt store problemer i korruptionsforskning – hvordan man måler problemet – og derefter viser omhyggeligt og meget præcist, i hvilket omfang og i hvilke dele af økonomien, problemerne er størst. Det er sjældent, at man i denne forskning ser et papir, der så tydeligt undgår de ellers svære faldgruber, når man forsøger at vurdere bestikkelseskonsekvenser. Om politiske kontakter og lobbyisme kan skabe lige så svære problemer i bestikkelsesfri samfund som Danmark, er dog stadig et åbent spørgsmål.

Før stormen

Af admin, den 19. september 2015. 3 svar

I fredags offentliggjorde Eurostat asyltallene for 2. kvartal 2015. Dataene dækker altså EU’s asyltal for perioden op til den regulære folkevandring, der blev indledt i 3. kvartal. Disse tal venter vi spændt på. Men tallene for 2. kvartal er på mange måder interessante, og burde bidrage til en mere nuanceret flygtninge- og migrantdebat.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.06.48

I alt søgte 213.000 førstegangasyl i 2. kvartal 2015; 15% flere end i 1. kvartal og hele 85% flere end i 2. kvartal sidste år. Gennem hele perioden har der været tale om en opadgående trend, som altså er blev forstærket i 3. kvartal.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 22.17.29

Den absolutte stigning har været størst blandt syrere og afghanere, men dykker man ned i tallene, har der nærmest været tale om en across-the-board-stigning fra alle Europas nærområder. I alt har 141 nationaliteter søgt asyl. I relative termer er hverken Syrien eller Afghanistan i top 3. De lande, som topper EU’s asylstatistik i relative termer er: Irak (knap en femdobling), Kosovo (knap en firdobling), Albanien (mere end en tredobling), efterfulgt af Afghanistan, Montenegro, Eritrea, Ukraine og Makedonien. Først på 9. pladsen kommer Syrien.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.07.14

Medierne bruger nærmest per refleks begrebet flygtninge om den igangværende folkevandring, men begrebet migranter er mere passende, hvis man absolut skal vælge. Alene i 2015 har flere fra Balkan søgt asyl end fra Syrien (120.600 vs. 75.315). Syrien halter også bag de afrikanske lande, som samlet har sendt mere end 84.000 førstegangsasylansøgere til Europa. Endelig ligger Afghanistan (hvor der er relativ ro), Iran, Pakistan, Indien og Bangladesh samlet på niveau med Syrien, men alle steder er der tale om en opadgående trend i asylansøgninger.

Ser man på, hvor flygtningene og migranterne lægger deres asylansøgning, er det ofte ikke dér, hvor den burde lægges (ved det første land, som er omfattet af FN’s flygtningekonvention, eller i EU ved ankomsten til det første land blandt de 28-medlemsstater). Som Frontex og en asylchef tidligere har berettet, er flygtninge og migranter pinligt bevidste om, hvor de har størst chance for at få opholdstilladelse, familiesammenføring og de højeste velfærdsydelser og andre goder. Hvis man tager udgangspunkt i den vestbalkanske rute, som de fleste migranter og flygtninge vælger, og regner afstanden til EU-landenes grænser fra Beograd (Serbiens hovedstad) er samvariationen mellem flygtninge- og migrantstrøm og afstand kun 17%. Flygtninge siges ellers at vælge den korteste afstand til sikkerhed.

Vælger man derimod at se på sammenhængen mellem flygtninge- og migrantstrøm og asylvelfærdsydelser (hvad en familie med to små børn kan forvente at modtage, mens deres asylansøgning behandles minus alt andet og korrigeret for PPP prisniveau ratios), er samvariationen hele 60%. Money matters!

Flere faktorer spiller ind, og mønsteret er alt for systematisk til, at man kan affeje det med, at flygtningene og migranterne bare søger til et område, hvor der er demokrati og sikkerhed. De vælger med omhu.

Skærmbillede 2015-09-19 kl. 23.08.16

Alle figurer og data er fra Eurostat:  http://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/6996925/3-18092015-BP-EN.pdf/b0377f79-f06d-4263-aa5b-cc9b4f6a838f og http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/Asylum_quarterly_report

Hvem og hvor søges der asyl i EU? – Status på 1. halvår 2015

Af Niels Westy, den 19. september 2015. Skriv et svar

I første halvår af 2015 søgte 398.550 mennesker om asyl i et EU land, ifølge den seneste opgørelse fra Eurostat.  Sammenligner vi 2. kvartal af 2015 med samme kvartal sidste år er der tale en fordobling i antallet af ansøgninger, og som bekendt er presset øget siden da.

ansøgereSelv om medierne primært beskæftiger sig med syriske asylsøgere, er det dog kun hver femte asylansøger som kom derfra i 2. kvartal.  Mere end  hver tiende stammer fra Afghanistan, mens den 3. største gruppe er albanere (som primært vil til Tyskland).

Ikke just det indtryk som man efterlades med, hvis man alene følger med i de daglige medier.

Af tallene fremgår også at det land som uden sammenligning modtager flest asylansøgninger, set i forhold til befolkningens størrelse er Ungarn. Således modtager man 3 gange så mange som Tyskland og dobbelt så mange som i Sverige.

Som det fremgår nedenfor er presset på Ungarn markant i forhold til andre lande. Man har således modtaget mere end 7 gange så mange asylansøgninger som gennemsnittet i EU.
asylansøgere

Det vil klæde pressen både herhjemme og i udlandet, hvis man medtager denne ikke uvæsentlige oplysning. I stedet for stort set alene at forholde sig til Victor Orban og de dramatiske billeder ved Ungarns grænse, mens man prøver at drage (dårlige) historiske paralleler til landets nære fortid under kommunismens åg.

Et pigtrådshegn for at holde mennesker ude er ikke det samme, som et hegn for at holde sin egen befolkning inde.

Danmark modtog i 1. halvår 4.000 asylansøgninger. Hvis vi havde haft samme ansøgningsrate som Ungarn, ville tallet have været 30.000!

Hvordan havde de danske politikere reageret, hvis det var tilfældet? (ikke mindst med tanke på at vi var i et valgår). Jeg gætter på at reaktionen havde været ret voldsom.

Selv om jeg bestemt ikke er noget fan af Ungarns Victor Orban, under hvem Ungarn har bevæget sig i en stadig mere autoritær og mindre liberal retning, så er det måske ikke så underligt at man har valgt at tage drastisk metoder i brug i forhold til at mindske til- og gennemstrømningen af flygtninge og immigranter (hvoraf den sidste gruppe udgør flertallet af de mennesker som bevæger sig op gennem Europa i disse dage og måneder).

Mit bedste bud er for øvrigt, at hvis strømmen af mennesker fortsætter, vil Ungarns håndtering være nomen, og ikke undtagelsen, i løbet af ganske kort tid.

At det så i sig selv ikke er en løsning på sigt er en anden sag.