Årsarkiv: 2015

USA’s øverste lovgivende kammer stadig mere upopulært — blandt konservative

Af Erik Winther Paisley, den 17. september 2015. Skriv et svar

I USA praktiseres magtens adskillelse meget hårdt. Den udøvende magt ligger hos præsidenten, den dømmende hos domstolene, mens den lovgivende er delt mellem Repræsentanternes Hus, Senatet og kvasi-lovgiverne hos Højesteret.

Derfor er det ingen overraskelse, at Højesteret har tabt anseelse blandt de vælgere, som ikke føler sig repræsenteret politisk. Siden SCOTUS’ kendelser i sagerne om Obamacare (King v. Bur­well), som gennem en begrænset bogstavelig fortolkning af lovteksten blev kendt forfatningsgyldig, og homoseksuelle vielser (Obergefell v. Hodges), har republikanske og ideologisk konservative vælgere mindsket tillid til domstolen.

After Momentous Term, Widening Partisan Gap in Views of the Court

Som Pew Research Center skriver i sin rapport:

“Since March, the share of Republicans viewing the court favorably has fallen 17 percentage points (from 50% to 33%), while the share with an unfavorable impression has jumped 21 percentage points (from 40% to 61%). Republicans’ views of the Supreme Court are now more negative than at any point in the past three decades.”

Det er værd at notere sig, at det langt fra kun er konservative vælgere, der opfatter Højestret som politiserende, hvad meningsmålingen også viste, og at flertallet synes, det er passende:

“Seven-in-ten Americans (70%) say that in deciding cases, the justices of the Supreme Court “are often influenced by their own political views.” Just 24% say they “generally put their political views aside” when deciding cases. The belief that justices are swayed by their own political views spans partisan and demographic groups. The survey also finds that a majority of the public (56%) says the court should consider the views of most Americans when deciding cases; 39% say they should not be influenced by public opinion.”

Sådan er det. Det er svært at forestille sig, at man skulle kunne have en ren teknisk afgørelse af sager af stor offentlig betydning – hvor højesteret skal fungere som tie-breaker mellem stridende politiske fraktioner. Stort set al kontroversiel lovgivning skal trods alt gennem en højesteretsprøvning. Det er heller ikke nødvendigvis dårligt – der er som bekendt temmelig mange forhold, der ansås for helt passende ved forfatningens vedtagelse, som næppe ville falde i manges smag i dag. Domstolen må så også vurderes på det politiske indhold i deres beslutninger, som kan gå både godt og skidt.

Hvad er den kinesiske vækstrate

Af Christian Bjørnskov, den 16. september 2015. Skriv et svar

Punditokraternes faste læsere vil vide, at vi her på stedet ikke er imponerede over kinesisk nationalregnskab. I foråret dukkede der data op, der den kinesiske import var faldet næsten 20 %, og producentprisindekset var faldet godt 4 % (læs her). Nu viser det sig, at det kinesiske ølforbrug, der ellers er vokset 6 % per år de sidste ti år, stagnerede fuldstændigt sidste år (hattip: Marginal Revolution). Det passer dårligt med de officielle udmeldinger om en real vækstrate på cirka 7 %.

Christopher Balding går et skridt videre og tager fat om den officielle, kinesiske påstand om at detailhandlen steg 10,8 % i løbet af det sidste år. Her er hans kig på de (stadig) officielle data:

To examine this closer, I downloaded data from the report covering the 50 and 100 largest retail enterprises in China with sales broken out by category.  Looking at the 50 largest retail enterprises in a year over year basis, except for jewelry, all other categories are negative. Looking at the 100 largest, jewelry is still the largest gainer at 8.7% with food registering a 4.9% gain.  Total retail sales among the largest 100 registered a total gain of 1.5% year over year. Most interestingly about the top 100 year over year retail sales, there is not one category that reaches the 10.8% claimed by the NBSC.

Det er ret nemt for enhver med lidt kendskab til nationalregnskab at regne rundt og se, hvor meget de andre kategorier – primært offentligt forbrug og investeringerne – må være steget, for at en så svag indikator for privatforbruget kan være konsistent med en total vækstrate på 7 %. Den logiske konklusion er, at de kinesiske væksttal nødvendigvis må være ren fiktion. Mit personlige gæt er, at den faktiske vækstrate sagtens kan være negativ.

Udlændingedebatten og økonomers blinde punkt

Af Niels Westy, den 14. september 2015. 5 svar

Mexican immigration, over the border, is a good thing. It’s a good thing for the illegal immigrants. It’s a good thing for the United States. It’s a good thing for the citizens of the country. But, it’s only good so long as its illegal. – Milton Friedman

I den kommende tid vil vi her på punditokraterne komme med en række indlæg der på forskellige måder tager udgangspunkt i den debat, som har raset i årevis om tilstrømningen af udlændinge. Karsten Skjalm har allerede leveret den første.

Der vil være tale om meget forskelligartede indslag, der dog vil have det til fælles, at de vil være baseret på et samfundsvidenskabeligt grundlæg.

Vi står naturligvis kun inde for egne indlæg, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der vil være endog stor uenighed mellem skribenterne. Men forhåbentlig bliver vi alle klogere. Og det har vi brug for.

Min første post handler (ikke overraskende) om økonomer og økonomi – og lidt om blinde punkter.

Det økonomiske argument for immigration

At arbejdskraftens fri bevægelighed, i lighed med varer og kapital, indebærer en stigning i globalt BNP, bør ikke i sig selv være kontroversielt. Ifølge Prichets, “Let their People come“, lavet for tænketanken “Center for Global Development” vil et konservativt skøn være en stigning på 20-50 procent, mens nogle beregninger viser op til 100 procent stigning ved fuld liberalisering af arbejdsmarkedet.

gains

Man kan også tolke ovenstående som, at hvis arbejdskraften frit kunne og faktisk søgte mod højere lønninger, ville globalt BNPstige voldsomt.

Beregningerne hviler dog ofte på en række måske ikke helt realistiske forudsætninger, ikke mindst kræver det fravær af interessegrupper, som f. eks. fagforeninger, minimumslønninger mv.

De estimerede effektivitetsgevinster er sammenlignet med effekterne fra afskaffelse af resterende begrænsninger af handels- eller kapitalstrømme, unægtelig enorme, hvis beregningerne er korrekte.

Hvor effektivitetsgevinsterne ved afskaffelse af alle resterende handelshindringer er skønnet til lige under 3% af bl.a. Verdensbanken, og fuld liberalisering af kapitalbevægelserne er estimeret  til under 2 procent af globalt BNP (begge er fortsat af et omfang som er betydeligt), er gevinsten ved fri bevægelighed for arbejdskraft meget voldsom. Gevinsterne er estimeret til at være på mellem 122% og 147 %.

Men men men. Den samlede gevinst dækker naturligvis over at ikke alle grupper opnår lige stor gevinster. Både tabere og vindere er relativt nemme at identificere.

De to grupper som står til den største gevinst er kapitalejerne og migranterne. Herefter følger den relativt veluddannede del af befolkningen. De potentielle tabere (i hvert fald relativt) er ufaglært arbejdskraft i modtagerlandene, hvilket sagtens kan være (tidligere) indvandret arbejdskraft.

Nedenstående figur (fra England) viser også ganske klart at det har stor betydning for ens holdning, hvorvidt man tilhører en gruppe som står til at vinde eller tabe på den øgede mobilitet.

impact

Økonomers blinde punkt, eller hvad rager globalt BNP mig?

Det er muligvis vanskeligt at forstå for visse økonomer, men nej, et højere globalt BNP er ikke nødvendigvis et uimodståelig argument. Sådan fungerer mennesker og samfund ikke. Heller ikke hvis vi ser bort fra kulturelle indsigelser ( i forhold til økonomiske). Det er ikke nødvendigvis en erkendelse som kommer let (slet ikke til mig).

Men det er jo lidt vanskeligt at komme ud over det faktum, at der både eksisterer fagforeninger, passiv forsørgelse og politikere der jo lever af at stemmemaksimere, jævnfør også det indledende berømte citat fra Milton Friedman

I modsætning til emigranterne har (lavtuddannet) arbejdskraft i destinations-landet jo stemmeret. 

Man kunne heroverfor med rette anføre, at med stigende indkomstforskelle øges incitamentet til at søge anden beskæftigelse, der kræver flere kvalifikationer. Det er bare lidt vanskeligt at forklare folk, mildt sagt.

Og så er der det med kulturen

Økonomiske fordele ufortalt er der ét punkt man med rette kan påtale at en del økonomer har svært ved at forholde sig til, nemlig kultur.

En måde at formulere det er, at ideen om en national distinkt kultur og veneration for denne muligvis er den væsentligste bremseklods for et frit globalt arbejdsmarked.

Alternativt formuleret: faktiske kulturelle forskelle og gensidig mistro mindsker mulig udnyttelse af de økonomiske gevinster (set ud fra en utilitaristisk forestilling om at maksimere globalt BNP og velstand).

En opinionsmåling i Storbritannien i 2012 viste, at 3 ud af 4 ønsker man bremser den fortsatte indvandring, mens ca. hver anden anfører at indvandringen underminerer Storbritanniens kultur. Ifølge Anna Mayda, “Who is against Immigration“, er der en sammenhæng mellem homogenitet og afstandstagen fra arbejdskraftsindvandring.

David Card m  fl.,  “Understanding attitudes to immigration: The migration and minority module of the first European Social Survey“, påpeger at:

In general, education, work skills, linguistic ability and, most importantly, commitment to a country’s way of life are seen as important, whereas wealth, religion and race are less so.

attitude

Et slående træk er i øvrigt forskellene i holdning til fortsat indvandring. Mens Sverige  sammen med Schweiz generelt er positiv overfor immigration, er lande som bl.a. Luxembourg, Finland, Grækenland og Ungarn negativt indstillede. Som det fremgår ligger Danmark nogenlunde “midt i feltet” sammen med bl.a. Frankrig, England og Spanien.

Afrunding

Et fællestræk ved de anvendte kilder til dette blogindlæg er, at de i udgangspunktet er fortalere for arbejdskraftens fri bevægelighed, og “besværlighederne” med kultur og kulturelle forskelle i forhold til arbejdskraftens fri bevægelighed anses for beklagelige.

Men uanset om man opfatter modstanden/frygten mod emigranter som udtryk for en reel og forstålig frygt eller “falsk bevisthed”, er det et forhold man bør tage alvorligt. Historien har før vist hvad vi er i stand til at gøre, hvis vi mener, at vi selv og vores nære er truede. I den forstand er det underordnet om modstanden er baseret på fakta eller ej.

Internetadgang og frihed

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2015. 4 svar

En af det sidste årtis oversete udviklinger er udbredelsen af moderne kommunikation til fattige lande. Estimater peger for eksempel på, at hver anden voksen afrikaner ejer en mobiltelefon i dag, hvilket ikke blot har revolutioneret deres adgang til markedsrelevant information. Deres viden om samfundsforhold er også større og meget hurtigere end tidligere. Det samme gælder internetadgangen i store dele af den tredje verden, hvilket har givet visse repressive regimer nye udfordringer. Det kinesiske kommunistparti forsøger til stadighed at styre den information, landets har adgang til over blandt andet nettet. Deres særlige hovedpine er al den information, der ’slipper ud’ af Hong Kong, hvor partiets lange arm ikke helt rækker ind. Venezuelas regering har lignende udfordringer.

Det har indtil nu været et åbent spørgsmål, om internetudviklingen og den måde, den giver almindelige borgere yderligere adgang til information – og dermed til at sammenligne deres lands eller regions status og opførsel med andre regioner – har egentlige politiske konsekvenser. Men i det sidste nummer af Contemporary Economic Policy svarer Kathleen Sheehan og Andrew Young på spørgsmålet. Ved at sammenholde information på udviklingen i internetadgang og økonomisk frihed for en meget stor gruppe lande over tid, kan de estimere konsekvenserne af den ekstra information.

Resultatet er opløftende for de af os, der enten bekymrer os om frihed eller om økonomisk og social udvikling i verdens fattigste lande. Mens internettet ikke umiddelbart ser ud til at have implikationer for den økonomiske frihed i lande, der i forvejen er relativt frie, er det omvendt i lande, der starter med relativ ufrihed. Her kan man se en markant effekt af øget internetadgang på befolkningens økonomiske frihed. De dele af indekset, der driver effekterne, er primært område 1 og 5.

Med andre ord – og for dem, der ikke kender detaljerne i indekset – betyder det, at øget internetadgang er forbundet med en mindre offentlig sektor og væsentligt mindre reguleringer af arbejds-, kredit- og produktmarkeder. Det kinesiske kommunistparti har således god grund til at være bekymret for andet end befolkningens viden om menneskerettigheder og demokratiske krænkelser. I resten af den tredje verden svækkes regeringernes direkte indflydelse på samfundet tydeligt, i takt med at befolkningen får mere information om resten af verden.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2015. Skriv et svar

I dag udkommer det nye nummer af det meget læseværdige, svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt (hattip: Nonicoc). Nummeret indeholder bl.a. en glimrende artikel af Henrik Horn om WTOs problemer – dvs. Doharunden – og fremtid. Horn understreger bl.a. problemet med at EU og USA presser på for at tvinge fattige lande til at indføre særlige reguleringer, og vurderer, at de supermagter har ”tappat intresset för WTO.”

Nummeret omfatter også artikler om lejeregulering, diskussionen om en højere pensionsalder, og produktivitetsudvikling, og en leder om forskningsfrihed. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

It’s the democracy, stupid

Af Henrik Christoffersen, den 4. september 2015. 3 svar

Skrevet af Henrik Christoffersen

En legendarisk artikel fra 2001 skrevet af de tre økonomiprofessorer, Alberto Alesina, Edward Glaeser og Bruce Sacerdote stiller spørgsmålet: Why Doesn’t the United States Have a European Style welfare State? Svaret finder de ved at efterprøve gyldigheden af en tankevækkende forklaringsmodel. Som udgangspunkt giver forfatterne en i sig selv tankevækkende definition af, hvad de forstår ved begrebet velfærdsstat. En velfærdsstat er i denne optik slet og ret at opfatte som en omfordelingsmekanisme. Velfærdsstatens omfang viser sig dermed i form af graden af økonomisk omfordeling i samfundet. Det leder forfatterne hen til at beskrive den mekanisme, som bedriver omfordelingen. Vi har altså at gøre med økonomer, som undersøger politiske systemer og demokrati.
Nu er der fundamentale forskelle på, hvorledes politiske systemer fungerer, og sådanne forskelle findes også i rig udstrækning i lande, som vi alle vil betegne som demokratier. I artiklens model bliver så sat fokus på de momenter ved landenes demokratiske systemer, som forfatterne antager at være bestemmende for graden af omfordeling.
Herved udvikler artiklen en forklaringsmodel, som gør graden af omfordeling beroende på to fundamentale størrelser. For det første antages, at graden af omfordeling beror på graden af lighed i fordelingen af politisk magt. Her betyder det noget, om alle faktisk deltager i de demokratiske valg, og om de politiske institutioner er udformet, så hver borger formelt er ligestillet i magtfordelingen.
Den anden størrelse, som antages at være afgørende for graden af omfordeling, er graden af altruisme i befolkningen. Her betyder det noget, i hvilket omfang borgerne finder egen nytte i visheden om, at andre borgere gives forbrugsmuligheder.
Med sådan en model som udgangspunkt gør forfatterne nu den forsøgsvise antagelse, at vi har at gøre med et samfund, hvor borgerne er aldeles selviske, således at graden af altruisme kan sættes til nul. Alle stiller spørgsmålet: Hvad er der i det for mig? Ligeledes forestiller forfatterne sig, at der i dette samfund fungerer et politisk system, hvor den politiske magt er fuldstændig ligeligt fordelt, så alle borgere er fuldt ligestillede i politisk indflydelse.
Forfatternes intention er herefter at undersøge, hvilket omfordelingsudfald, som vil fremkomme i forfatternes syntetiske samfund. Her påviser artiklen, at der findes èn og kun en løsning, såfremt borgerne agerer rationelt. Vejen hertil går over medianvælgerbetragtningen, idet forfatterne først gør medianvælgerens placering i fordelingen af primære indkomster klar. Det sker ved med solidt empirisk belæg at antage, at fordelingen af primære indkomster i samfundet er venstreskæv. Altså at der er få, som har meget små indkomster men mange, som har middelindkomster og tillige få med meget høje indkomster, som til gengæld kan være ekstremt høje. Alt i alt vil så gælde, at den midterste indkomstmodtager, der her defineres som medianvælgeren, vil have en indkomst, som er lavere end gennemsnitsindkomsten i samfundet. De få borgere med ekstremt høje indkomster vil nemlig trække gennemsnitsindkomsten mærkbart op, men de vil numerisk tælle uendeligt lidt. For medianvælgeren er situationen hermed, at den økonomisk bedste løsning på omfordelingsspørgsmålet vil være at indgå en alliance med alle vælgere med lavere indkomst end egen indkomst. Herved vil der netop blive dannet et flertal kun marginalt større end 50 procent. Dette flertal vil kunne forenes i en bestemt politik, som vil være optimal for alle i denne flertalsalliance, nemlig i den politik, som dikterer fuld omfordeling. Det vil øge flertallets økonomiske råderum maksimalt at inddrage penge fra det mere velstående store mindretal og fordele pengene til flertallet indtil velstandsniveauerne mellem de to vælgergrupper er fuldstændig udjævnede.
Alesina, Glaeser og Sacerdote argumenterer ud fra deres model for, at USA nødvendigvis må være en velfærdsstat af begrænset størrelse. Altruismen er her begrænset, ikke mindst i kraft af racemodstillingerne. Og det amerikanske demokratiske system realiserer ikke en reelt lige fordeling af politisk magt mellem borgerne. Spørgsmålet er så, om vi kan forstå den ekstremt store danske velfærdsstat ud fra modellen?
Det er vanskeligt eksakt at efterprøve dette spørgsmål i en modelberegning, men der gives væsentlige indikationer i retning af, at modellen kan forklare en dansk særlig stor velfærdsstat. National Center of Competence in Research på universitetet i Zürich udviklede i 2011 et demokratibarometer baseret på en sammenvejning af 12 forskellige funktioner ved demokrati. Når de anvender dette indeks på 33 udviklede demokratier finder de, at Danmark er det land overhovedet, som ud fra disse kriterier står som det stærkeste og mest veludviklede demokrati. Danmark er også et af de lande, som overhovedet har fået opbygget det stærkeste system af interessevaretagende organisationer, og den danske model på arbejdsmarkedet er enestående. Trepartsforhandlinger er i princippet en central del af den danske model, men trepartsforhandlinger har alene vist sig mulige, når arbejdsmarkedets interessevaretagende parter gives frit slag. Overordnede hensyn er stort set ikke mulige at inddrage. Dansk politik er nok i udpræget grad at opfatte som slet og ret et interessespil.
Det virkeligt ondskabsfulde i Alesinas, Glaesers og Sacerdotes model er, at den i virkeligheden ser vælgernes insisteren på mere omfordeling frem for langsigtet velstandsudvikling som en selvforstærkende egenskab ved fuldt demokrati. Jo højere grad af omfordeling jo højere skatter betaler vælgerne, og derved bliver tabet også større, såfremt man ikke får del i velfærdsstatens omfordelingsprogrammer. Det bliver dermed rationelt at investere stadig mere i interessevaretagelse, og fokus bliver i stigende grad på forholdet mellem aktuel skattebetaling og aktuel tildeling af velfærdsgoder. Vækst i interesseorganisationer er et kendetegn ved velfærdsstaten, og den danske model har verdens måske højeste kontingenter til fagforeninger, som ikke blot fokuserer på løn men i stigende grad også på fordeling af velfærdsgoder i det hele taget.
Det principielle resultat fra Alesina, Glaeser og Sacerdote må i virkelighedens verden modificeres i kraft af den kendsgerning, at der er betydelige og givetvis stigende velfærdstab forbundet med velfærdsstatens finansieringskilder jo højere skattetryk og omfordelingsgrad, der søges realiseret. Det enkleste billede af denne problematik er den omvendt U-formede Laffer-kurve. Kurvens logik er, at skatteindtægterne ikke bliver ved at vokse, når skattesatsen øges, men der er et toppunkt.
Set i sammenhæng holder resultaterne fra Alesina, Glaeser og Sacerdotes omfordelingsmodel og fra Laffer-modellen mere eller mindre dansk økonomisk politik i en skruestik. Skattetrykket og graden af omfordeling er dømt til at være størst muligt givet den restriktion, som Laffer-modellen beskriver. Man kan som socialdemokraterne gjorde det ønske nye skatter, men når det kommer til stykket viser det sig, at velfærdstabene bliver for store, som det har været tilfældet med millionærskat, fedtafgift, brændeafgift osv. Eller man kan som Løkke-regeringen ønske lavere offentlige udgifter, mindre omfordeling og lavere skatter, men vælgerflertallet sætter sig i kraft af interessevaretagelsen imod. Det faktiske resultat bliver nogenlunde status quo.
Det overraskende er, at denne fastlåsning ikke har fjernet lysten til at tale om skattereformer. Det modsatte er tilsyneladende tilfældet. Nu er håbet jo som bekendt lysegrønt, og de, som ikke forstår sig på politisk økonomi, tror vist for nogles vedkommende på, at det fortsat er muligt at få flere penge i statskassen. Andre tror, at det er muligt politisk at beslutte en mindre stat.
Rent faktisk er der intet, som kan begrunde, at skattereformer ikke umiddelbart skulle ende som et provenumæssigt nulsumsspil. Håbet kan så dog være, at skattesystemet med reformer kommer til at indebære mindre velfærdstab og bedre dynamiske egenskaber. Spørgsmålet er bare, om det bliver ved med at være meningsfuldt at lede efter atter nye konstellationer af skatter og afgifter med endnu bedre egenskaber. Først findes det bedste design af indtægtssystemet, hvorefter der straks startes eftersøgningen efter det bedste design. Hvorefter … Hertil kommer, at det nok i sig selv har en konsekvens, såfremt skattesystemet får en mere effektiv udformning. Nobelvinderen Gary Beckers argument om, at mere efficiente skatter fører til højere skattetryk synes at have et belæg i den økonomiske historie.
Der foreligger blandt økonomer om ikke en fuldstændig koncensus så en betydelig tilslutning til nogle teser om vejen til et skattesystem med bedre egenskaber. Der foreligger også i forhold hertil en empirisk funderet understøttelse, som dog er stærkt beroende på forudsætninger, som langt fra er indiskutable.
En central tese er, at marginalskatten i indkomstbeskatningen reducerer arbejdsudbudet og bør bringes ned. Lavere marginalskat vil nok også øge incitamentet til arbejde for nogle individer, men en hovedudfordring for dansk økonomi på sigt er evnen til at tiltrække udenlandsk topkvalificeret arbejdskraft og til at fastholde kvalificerede danskere i landet. Her rejser sig spørgsmålet, om potentielle kvalificerede tilflyttere til Danmark vil interessere sig for den marginale beskatning eller for det totale skattetryk. Det ved vi ikke rigtig noget om, men måske vil den potentielle tilflytter snarere stille spørgsmålet: Hvad har jeg tilbage efter skat? I så fald udhules det marginale argument, når vi bevæger os ud over en kortsigtet betragtning.
En anden central tese siger, at det vil øge indtægtssystemets effektivitet at lægge større vægt på ejendomsbeskatning. De to teser set i en sammenhæng peger derved i retning af, at en omlægning fra marginal indkomstskat til ejendomsbeskatning vil øge systemets effektivitet. Argumentet om, at der foreligger en særlig subsidiering i kraft af ejendomsbeskatning under neutralitetspunktet i forhold til andre investeringsformer holder imidlertid ikke med det nuværende renteniveau. Her er ejendomsbeskatningen allerede for høj. Højere ejendomsbeskatning vil i øvrigt få drastiske konsekvenser for pensionister i landets centerområder. Stigende ejendomsskatter kan opfattes som en ekspropriering af en stigende andel af borgernes ejendom, hvorefter borgerne gøres til lejere af deres egen ejendom. Herved bliver denne beskatningsform til et frontalangreb på frihed og borgerlighed i sig selv.
I øvrigt vil en gennemgang af de statslige indtægtskilder afsløre, at problemerne med uacceptabelt store velfærdstab hober sig op.
Tesen om, at det skal kunne betale sig at spare op til pension, støder imod empirien.
Energibeskatningen er i væsentlige henseender udformet med ringe hensyntagen til efficiens i energiforsyningen men med hovedhensynet at skaffe statslige indtægter.
Momsen er specielt på en række områder så høj, at det gør brug af hoteller voldsomt dyr i Danmark. Generelt presser e-handel det danske momssystem trods den principielle momspligt. Punktafgifter har en betydelig grænsehandel som konsekvens.
Selskabsbeskatningen er så høj, at det hæmmer private investeringer. Sammen med anden kapitalafkastbeskatning hæmmes også den private opsparing.
Arveafgiften er så høj, at det er et problem for generationsskifter i den vigtige del af dansk erhvervsliv, som er familieejet.
En realistisk tolkning af dette samlede billede er, at grænsenytten ved yderligere skattereformer i et nulsumsspil vil være kraftigt faldende. Det er simpelthen stadig vanskeligere at udpege punkter, hvor der uden et prohibitivt velfærdstab kan hentes større provenuer, og så er det heller ikke muligt at lette andre skatter i nulsumsspillet.
Yderligere er det en nærliggende konklusion, at det samlede velfærdstab ved at holde et skattetryk markant over skattetrykket i vores nabolande er ganske højt. Omfordeling optager dansk politik så stærkt, at det nok kvæster den samlede velfærd.
Gives der så nogen vej ud af denne klemme? Det er vanskeligt at se tegn i dansk politik på, at det er tilfældet. Det, som nu driver den økonomiske politik, er presset fra konvergenskravene på europæisk plan, og det, som driver effektiviseringen af velfærdssektoren samt miljø- og energiområdet, er behovet for finansiering til forsørgelse og integration af et meget stort antal tilrejsende fra Afrika og Mellemøsten. Når nu der kun vanskeligt gives mulighed for at øge statens indtægter. Bag disse opstramninger gemmer sig så et slagsmål om, hvem det særligt er, som skal holde for, når der skal lappes huller i den offentlige økonomi. Her er de offentligt ansatte og modtagerne af overførselsindkomster hovedmodstandere.
Men måske er der alligevel et spinkelt håb. Den vej ud af klemmen, som ser ud til at ligge nærmest i den økonomisk politiske debat, baserer sig på rationalet, at danskerne skal arbejde mere og mere, jo mere velstillede de bliver. Ideen om 12 minutter og rent politiske beslutninger viste sig imidlertid ikke at kunne bære. Det var ikke muligt at overbevise befolkningen om, at det mere eller mindre er byrdefrit at skaffe flere penge i statskassen. Herefter er fokus kommet på den marginale indkomstbeskatning, hvor lettelser imidlertid dels har vist sig vanskelige at enes om politisk og at finansiere foruden at effekten på længere sigt er usikker, såfremt reduktion af den marginale skattesats ikke foregår som en reduktion af det samlede skattetryk. Og så er der kommet fokus på tilbagetrækningsalderen fra arbejdsmarkedet. Danmark går også efter at blive landet med den seneste tilbagetrækningsalder.
Dansk økonomisk politik er blevet stort set ren reaktiv politik. Ubalancer og huller skal lappes. Under mottoet: Det gælder om at bevare velfærdsstaten. I sandhed en tankevækkende konsekvens af verdens stærkeste demokrati.
Denne reaktive politik udfoldes imidlertid i en verden under forandring. Der er adskillige argumenter for, at velfærdstabene ved de høje skatter vil blive stadig større. Det gælder eksempelvis, når udenlandsk kvalificeret arbejdskraft bliver af stadig større strategisk betydning, når erhvervsmæssige investeringer bliver stadig mere mobile, når e-handel ekspanderer og når udkantområderne bliver stadig mere beroende på turisme.
Perspektivet er, at skattetrykket vil være for nedadgående og omfordelingen altså ligeså. Ikke fordi vi kommer til at indse, at det er fornuftigt eller rimeligt. Men fordi det er uomgængeligt og vi bliver presset i den retning.

Forskellen på aspirationer og politik

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2015. 1 svar

Den glimrende Randy Holcombe (Florida State University) havde forleden en kommentar om politikere på the Independent Institutes blog. Randy opsummerer sin hovedpointe i de første linjer:

Political rhetoric tends to obscure the difference between aspirations and policies. Aspirations are goals people would like to achieve, whereas policies are the means for achieving them. For example, the Obama administration has mandated automobile fuel efficiency standards that require a fleet average of 54.5 miles per gallon by 2025. This is an aspiration, not a policy.

Pointen er meget genkendelig i en dansk kontekst. Alternativet er det ene ekstrem, da deres politiske position op til valget nok bedst kunne opsummeres som ”Vi vil ligesom gerne have, at folk er flinke.” Positionen er indlysende nok kun mening som en vag aspiration, men absolut intet konkret, politisk indhold. I den anden ende af spektret ligger Liberal Alliance, der blandt andet gik til valg på et finanspolitisk forslag, der var regnet igennem af Finansministeriet.

Og hvad er der galt med det, kunne man spørge? Randys svar er, at politikere af stort selv alle farver er gode til at kommunikere deres mål – deres aspirationer. En politiker vil sige, at vi skal til B (målet), men meget sjældent hvordan vi kommer til B (politikken). Folk stemmer således efter deres vurdering af målene, især når de enten ikke kender politikken eller den er utroværdig – husk, at politiske ’markeder’ er de eneste markeder, hvor der betales for luftige løfter og ikke endelige produkter.

Den danske højrefløj har derfor det samme problem som den seriøse del af den amerikanske højrefløj. Når man endelig kommunikerer mål klart ud, som Venstre f.eks. har gjort siden Foghs tid, er det ofte utroværdigt. Man sætter nemlig mål på områder, der i den offentlige bevidsthed ’ejes’ af venstrefløjen, i et bredt set fejlslagent forsøg på at score socialdemokratiske stemmer. Skal man kommunikere troværdigt og med succes, må man således forbinde politikken med en konkret aspiration: Vi skal gøre Z for at komme til B. Desværre har de fleste politikere så lidt indsigt i faktiske samfundsforhold, at de næppe evner at gøre det. De lever i en verden, hvor der kun eksisterer motiver – hvilket B vil man til af – og hvor man fitter sit syn på, hvordan samfundet hænger sammen til det.

Den teoretiske politiker er en gud

Af Christian Bjørnskov, den 31. august 2015. 9 svar

Kommentatorer og økonomer, inklusive nogle af vores læsere her på bloggen, peger ofte på, at aktiv finans- eller pengepolitik i princippet kan afhjælpe effekter af kriser. Ideerne om finanspolitisk styring stammer fra Kalecki og Keynes arbejde i 1930erne, mens de tilsvarende pengepolitiske mekanismer først blev beskrevet af Warburton og Friedman. Den ene side mener, at man skal imødegå kriser og recessioner med ekspansiv finanspolitik – større offentligt forbrug og/eller lavere skatter og afgifter – mens den anden tror på pengepolitisk ekspansion. Mens begge sider har principielt ret, er der to fundamentale problemer forbundet med ideerne.

Fra én teoretisk side er problemet, at deres teoretiske syn på private agenter er simplistisk. Den mest berømte indvending kaldes ofte Barro-Ricardo ækvivalens, efter Robert Barros moderne behandling af David Ricardos indsigt fra 1800-tallet: Fremsynede borgere eller deres bankrådgivere vil indse, at når det offentlige øger udgifterne, betyder det at borgerne på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer til at betale højere skatter. I en vis forstand låner staten også fra borgerne selv når de udsteder obligationer, der købes indenlands. Borgerne får derfor et stærkt incitament til at spare op til den fremtidige regning, medmindre de er ekstremt kortsigtede. Det øgede offentlige forbrug kommer derfor til at modsvares af lavere privat forbrug når folk effektivt sætter deres opsparingskvote op. Nettoeffekten er således meget lille eller under nogle omstændigheder nul. Lignende problemer kan opstå med pengepolitik, når man politisk sætter renten ned, men hvor recessionen sænker inflationen lige så meget eller mere. I det tilfælde er realrenten – forskellen på den nominelle rente og inflationen – enten uændret eller muligvis endda steget. Det underminerer også den ellers forventede økonomiske effekt af politikken.

Fra en public choice / politisk økonomi-vinkel er der et ganske andet problem, der er lige så svært at løse. Problemerne opstår først og fremmest fordi politikerne ikke kan sætte noget som helst i gang før de har opdaget at der er et problem. Selv i Danmark kommer de makroøkonomiske data typisk med 3-6 måneders forsinkelse, og selv andre indikationer er ikke tilgængelige før de faktiske begivenheder er sket. Med andre betyder det, at politikere først får information om en krise, når den er begyndt at udfolde sig. Og selvom Det Økonomiske Råd i en vis forstand blev oprettet for at afhjælpe netop dette problem, er vismændene ikke profeter.

Når politikerne først har informationen, er næste skridt at finde en løsning – god eller dårlig hvis der overhovedet er en. Det introducerer en beslutningsforsinkelse da ethvert forslag skal udtænkes først, og derefter igennem almindelig parlamentarisk proces. I Danmark indebærer det, at et hvilket som helst forslag, når det er klart, skal gennem tre høringer i Folketinget. Sidst, men ikke mindst, skal forslaget implementeres, hvilket giver en implementeringsforsinkelse. I særlig grad gælder det her, at øgede offentlige udgifter kan tage lang tid om at udmønte sig i praksis, idet ethvert byggeri eller ansættelse af nye medarbejdere indlysende nok tager relativt lang tid. Og så har vi ikke engang taget hensyn til, at særinteresser får specielt let spil i en situation, hvor man leder med lys og lygte efter noget at bruge penge på, eller bestemte grupper at prioritere i skatte- og afgiftspolitik.

Det helt fundamentale problem med at bruge relativt simple teoretiske modeller – selvom de kan være endda meget avancerede rent matematisk – er at deres implicitte antagelser om politikere er tæt på rent nonsens. Skal traditionel stabiliseringspolitik faktisk virke som modellerne foreskriver, kræver det politikere med overmenneskelige evner til at forecaste økonomien og med nærmest øjeblikkelige indsigter i, hvordan politikken skal designes og gennemføres. Deres information om kriserne skal jo logisk set komme så meget før krisen, at det kan kompensere for beslutnings- og implementeringsforsinkelserne. I makroøkonomi uden politisk økonomi er den teoretiske politikere således i en meget konkret forstand en guddom. Jeg kender ingen politikere i det virkelige liv, der på nogen måde kommer tæt på gudestatus. Derfor er det også svært at tage konkrete, politiske forslag alvorligt, når de hviler på makroøkonomisk teori, der er simpel i netop denne forstand.

Økonomisk frihed giver mindre kriser

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2015. 4 svar

Cepos har i dag udgivet et notat, hvor Mads Lundby Hansen opsummerer mit arbejde fra foråret om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Analysen omfatter 175 lande i perioden 1993-2010, og som Mads fint sammenfatter: ”Bjørnskov finder, at en stigning i økonomisk frihed vil medføre en reduktion i dybden af en økonomisk krise. Han finder også, at øget økonomisk frihed medfører, at et land hurtigere genvinder det initiale velstandstab efter en krise. Genopretningstiden er simpelthen kortere.”

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

For 47 år siden i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 22. august 2015. Skriv et svar

I disse dage for 47 år siden viste Sovjetunionen, hvor langt dets ledere var villige til at gå for at bevare fuld kontrol over de dele af Europa, som de opfattede som deres ’interessesfære”. Om morgenen den 21. august rullede russiske kampvogne ind i Prag og i løbet af kort tid var kommunistpartiets førstesekretær Alexander Dubček afsat. Han blev senere erstattet af den Moskva-tro Gustáv Husák, der knægtede enhver modstand mod den rette marxistisk-leninistiske tro.

Baggrunden for invasionen var, at Dubček i løbet af foråret havde ændret kurs mod det, der blev kaldt ”socialisme med et menneskeligt ansigt.” I april havde han været en af hovedmændene bag et reformprogram der ville have ændret den tjekkoslovakiske forfatning i liberal retning. Tjekkerne og slovakkerne var i det, der blev kaldt Foråret i Prag, begyndt en proces mod større personlig frihed og en grad af demokrati. Der var derfor nervøsitet i Moskva for, at Tjekkoslovakiet måske ville ’hoppe af’ til Vesten, og at information om ytringsfrihed, personlig frihed og muligheden for reformer skulle sprede sig til andre befolkninger i østblokken. Med andre ord kunne Moskva ikke acceptere, at folk kom til at tro, at de havde et valg og en ret til indflydelse.

Invasionen, der var relativ dårligt planlagt, affødte klare reaktioner fra Vesten, der fordømte den. Visse kommunistpartier slog knuder på sig selv for at bevare deres Moskva-tro linjer, mens invasionen fik andre til endeligt at bryde med Sovjet. Russerne fik dog hurtigt rettet op på deres værste brølere. Den måske største var at de første kampvogne i Prag og Bratislava var bemandet af unge, russiske soldater, der havde fået at vide, at de skulle befri deres brødre. Mange af dem blev overvældet af tjekkernes modstand mod dem, og kom ifølge nogle kilder til at frygte, at de blev sendt til Sovjetunionens fjerneste grænser for at forhindre dem i at fortælle nogen, at invasionen var voldsomt uønsket.

21. srpen 1968, Praha

21. srpen 1968, Praha

Der skulle gå godt 20 år før Tjekkoslovakiet slap af med det kommunistiske diktatur. Udviklingen siden da har i overvældende grad været positiv, og uanset at landet i 1993 deltes i to halvdele, er både tjekker og slovakker i gang med at genindtage deres status i midten af Europa. Så hvorfor mindes om en af de værste begivenheder i Europa efter krigen?

Grunden er indlysende: Putin-regimet mere end rasler med sablen igen og har meget tydeligt genoplivet den sovjetiske (og tsaristiske) ide om en interessesfære i Centraleuropa. Putin gentager ikke fejltagelserne i Prag, men har stramt styret informationen fra invasionen af Østukraine, og har endda slået hårdt ned på Soldatermødre – en af de ellers mest respekterede, gamle organisationer i Rusland – fordi den har været for højlydt i sin protest af mørklægningen af enhver information om de mange døde og sårede russiske soldater. På mange måder er Sovjetunionen i 1960erne en retvisende indikation på, hvilken vej Putin-regimet styrer.

For ikke at ende på for sort en tone, er weekenden måske også en lejlighed til at glæde sig over, at Centraleuropa i dag er frit, demokratisk, og visse steder rigere end Sydeuropa. Tjekkerne er i dag rigere end grækerne, portugiserne, og endda italienerne syd for Rom. Og for de musikinteresserede er der en ekstra historie: Den store dirigent Rafael Kubelik hoppede af fra Tjekkoslovakiet og vendte først tilbage til sit land i foråret 1990, hvor han dirigerede den første koncert i den festival, der kaldes Prag-foråret. Kubelik og den fantastiske Tjekkiske Filharmoni spillede meget passende Smetanas Ma Vlast – Mit Fædreland. Den meget bevægende koncert kan ses og hører her. Det er en storartet måde at fejre friheden på.

Ulandsbistand, protektionisme og gak i “ulandsbranchen”

Af Niels Westy, den 20. august 2015. 1 svar

Egmont Publishing har besluttet at outsource en række layoutopgaver til Vietnam,. Fremover vil det  danskejede Minh Graphic løse opgaverne. Beslutningen indebærer at der nedllæges 13 stillinger i Danmark.

euroman

 

 

 

 

Minh Graphic fik i perioden 2005 – 2010 3,5 mio. kroner i statsstøtte via Udenrigsministeriet. Det har fået både Dansk Folkeparti (selvfølgelig), som vist mener at pengene burde betales tilbage og Dansk Journalistforbund op af stolen. Som journalistforbundets næstformand, Tine Johansen, udtaler til Journalisten.dk, at:

“Det er simpelthen statsstøttet nedlæggelse af danske arbejdspladser”

Man har næsten lyst til at svare hende med et “ja, og?”. For hvis ulandsbistand virker (og det sætter vi jo her på punditokraterne stort spørgsmålstegn ved), så er den naturlige konsekvens selvfølgelig at udviklingslandene deltager i det globle marked og dermed konkurrerer med danske producenter til gavn for forbrugerne og til gavn for levestandarden både i udviklingslandene og her.

Men det er åbenbart en udbredt tro i “ulandsbranchen”, at man kan yde udviklingsbistand uden at det vil have konsekvenser for den internationale konkurrence.

Knud Vilby, som er konsulent og journalist, og altid er på barrikaderne, når nogen kritiserer “ulandsbranchen”, mener også at det er et problem, at dansk ulandshjælp har støttet outsourcing fra Danmark.

Hvis man fastholder at ulandshjælp ikke må fremme deltagelse i den globale økonomi, så har det selvfølgelig klare implikationer for arten af hjælp – mottoet må være, at “den for gud skyld ikke må virke”.

Spørgsmålet er om journalistforbundet kan se det?

Det er nok ikke noget de tænker over. De er ude i et rent protektionistisk ærinde. Og mon ikke vi vil høre den gamle sang om at det synd for de fattige, når man i forbindelse med den kommende finanslov skærer ned på ulandsbistanden?

Men det er selvfølgelig allermest synd for journalistforbundet, må vi forstå.

Den førte narkotikapolitik er et brud på fundamentale menneskerettigheder

Af Niels Westy, den 17. august 2015. 1 svar

Det er et voldsomt ansvar som fortalerne for fortsat kriminalisering må tage på sig, både samfundsøkonomisk og ikke mindst menneskeligt.

En af dagens historier i Politiken er, at Human Rights Watch ønsker at legalisere alle rusmidler til eget forbrug, da forbuddet er i strid med menneskerettighederne. Og ud fra en grundlæggende (rettigheds)liberal tilgang er det jo også helt korrekt.

Ikke overaskende afvises en legalisering til eget forbrug straks af sundhedsminister Sophie Løhde med ordene:

stoffer kan give alvorlige skadevirkninger, ligesom en lovliggørelse vil sende et forkert signal om, at stofferne er ufarlige

Det første har hun helt ret i og kan passende bruges til at advare om at omgås dem med forsigtighed. Men at der skulle være tale om “at sende et forkert signal om at “stofferne er ufarlige”, er til gengæld en forvrøvlet symbolpolitisk tilgang.

Vi har ofte skrevet om den globale kamp mod narko, både ud fra rettighedsbetragtninger, men også ud fra en rationel økonomisk tilgang, hvor målet med enhver lovgivning vel trods alt må være ikke at gøre problemerne større.

Sådan forholder det sig ikke med den førte narkotikalovgivning. De menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger er enorme. Langt de fleste narko-relaterede dødsfald i forbindelse med illegale rusmidler er således resultatet af den førte forbudspolitik og ikke selve rusmidlet.

Hertil kommer volden og berigelses kriminaliteten som også primært er resultatet af kriminaliseringen.  Det burde ikke være nogen overraskelse, for sådan var det også under forbudstiden i 20ernes USA.

Dynamikken ved den globale kamp mod illegale rusmidler er naturligvis fuldstændig den samme som dynamikken under forbudstiden. Og svaret bør være det samme, nemlig legalisering.

Hvis du ønsker at læse mere, er her links til en række af de mange indlæg vi har skrevet gennem årene. Og ellers må vi glæde os over at opbakningen til den helt igennem tåbelige globale narkotikapolitik langsomt med sikkert ser ud til at smuldre.

Links til tidligere indlæg

Legalisering vs. afkriminalisering af narkotika

Pragmatisme, ikke idealisme, driver reformering af narkotikapolitikken

Politiet kan ikke servicere borgerne – en forudsigelig konsekvens af narkotikapolitikken

Skæv radio og narkotikapolitisk debat

P1 Agenda om legalisering af narkotika

En ny narkotikapolitik

“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

Det er på tide at stille krav om dokumentation til de, der tror at et forbud mod narkotika har en positiv effekt.

Verden dummeste politik – den globale narkotikapolitik

Indlæg i Information: Legalisering af narkotika er den mindst ringe løsning

Enten legaliserer vi (alle former for) narkotika, eller også lærer vi at leve med volden og kriminaliteten

Ryger børn og unge virkelig mere hash?” – om unges narkotikaforbrug og utroværdige journalister

Tre grunde til at narkokrig på nettet er forgæves

Jarlov og debatten om legalisering af hash

Intet nyt fra hash-fronten

The War on Drugs, Christiania, Roskildefestival & miltbrand

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Et forbud, der dræber

O’Grady i WSJ: “The War on Drugs is Doomed”

“Danske tilstande” som skrækeksempel – om bandekrig og kriminalitet

Legalize it – der er penge i skidtet

Hashdebatten – så forudsigelig og tåbelig som altid.

A profit to kill for – hashmarked, bandekrig og monopolgevinster

Når monopoler giver en slags mening – ”narkobolaget”.

Vel er Danmark ikke Mexiko, og København ikke Tijuana, men…

Hvordan man kommer bandekriminalitet til livs – og hvordan man ikke gør det

Incarcerex – “war on drugs”

 

Hvordan har Europa rettet sig op efter krisen?

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2015. Skriv et svar

Marginal Revolution linkede i går til en kort diskussion af, hvordan de europæiske lande har klaret sig ovenpå krisen fra 2008. Quartz skriver om ”The euro zone’s pathetic economic recovery” i otte små grafer. Vi følger trop her med en enkelt figur, der viser købekraften i de europæiske lande idag (dvs. ultimo 2014) i forhold til toppen umiddelbart før krisen. Et forhold, man kan vælge at notere sig, er at de lande, der gik ind i krisen som euromedlemmer (de røde søjler), i dag i gennemsnit har præcist den samme købekraft som de havde før krisen. Lande, der stod udenfor (de grå søjler) – og for de flestes vedkommende stadig gør – har i gennemsnit 9,4 % højere købekraft. Selv uden de to bundskrabere Grækenland og Cypern, og de tre højdespringere Letland, Litauen og Polen, er forskellen 2,4 % mod 5,2 %. Danmark er som næsten altid fuldstændigt middelmådigt. EU crisis recover

En interessant biting er, at investeringerne i de europæiske lande i dag er cirka 80 % lavere end før krisen; tallet er rundt regnet det samme for Danmark. Mens forskellen mellem euro- og non-eurolande er stor på købekraft, er der ingen forskel på investeringerne. Logisk set må hele forskellen være en produktivitetsdifference.

Ny Punditokrat: Henrik Christoffersen

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2015. 1 svar

Fra tid til anden er der udskiftning i teamet hos Punditokraterne. Ændringen i dag er glædelig, da en virkelig kapacitet har besluttet at slutte sig til os: Henrik Christoffersen. Henrik er uddannet cand. polit. og har været forskningschef på Cepos siden 2008. Fra 1983 til 2008 var han forskningsleder hos det daværende AKF – Anvendt Kommunal Forskning eller tidligere Amternes og Kommunernes Forskningsenhed – og er også ekstern lektor på Københavns Universitet. Der er næppe mange, der ved mere om det kommunale Danmark end Henrik, og han har arbejdet tæt sammen med en række forskere over årene. Henrik er en integreret del af det danske public choice-miljø, og særligt har hans samarbejde med professor Martin Paldam om effektivitetsgevinster ved privatisering og sammenligninger mellem offentligt og privat virke, hvor to studier er publiceret i Public Choice, fået opmærksomhed. Sidst har Henrik bidraget til sidste års bog om et sammenlignende studie af Schweiz og Danmark. Vi er meget glade for at byde Henrik velkommen på holdet.

Ulighed, skat, propaganda og dovne journalister

Af Niels Westy, den 9. august 2015. 6 svar

Vi har her på punditokraterne ved flere lejligheder beskæftiget os med den kampagne som bl. a. IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke i årevis har ført mod multinationale selskaber. En kampagne præget af manglende økonomisk indsigt, grov manipulation og en pænt sagt alternativ omgang med fakta, som jeg har skrevet om bl.a. her, her og her.

Vi har også ved flere lejligheder skrevet om sammenhængen mellem ulighed og økonomisk vækst. Bl. a. fordi økonomer tilknyttet OECD og IMF de seneste år har udsendt flere analyser, hvor de mener at finde en negativ sammenhæng mellem vækst og stigende ulighed. se bl.a. Otto Brøns kritik af Ostro, Berg & Tsangarides arbejdsnotat, Redistribution, Inequality, and Growth fra 2014, hvor Otto påpeger :

Et af kritikpunkterne er, at forfatterne ikke tager hensyn til landegruppeforskelle. Gør man det, bryder sammenhængen sammen. Den er statistisk talt spuriøs.

Forglemmelsen er bemærkelsesværdig, ikke mindst fordi det er velkendt, at sammenhængen mellem Gini-koefficienten og økonomisk vækst er svag og langt fra entydig. Det påviste Barro i et empirisk studie i 2000. Og det er blevet bekræftet i efterfølgende studier. Litteraturen viser gennemgående en tendens til, at stigende ulighed er forbundet med lavere vækst – i fattige lande. I rige lande er voksende ulighed korreleret med stigende vækst.

Der kan være gode grunde til, at billedet ser sådan ud. Det er yderst tvivlsomt, om ulighed i sig selv har nogen indflydelse på den økonomiske vækst. Derimod kan årsagerne til en høj eller lav Gini-koefficient have stor betydning.

Problemet med årsager i forhold til fokus på selve uligheden fremgår egentlig meget klart af et arbejdsnotat fra Berg og Ostro selv, “Inequality and Unsustainable Growth: Two Sides of the Same Coin?”  fra 2011.

Her anfører de, at:

income distribution is only a part of the story—there are clearly many other variables involved and much about growth spells that remains unexplained. Also, it is hard to separate cause from effect. And of course policies affect growth directly as well as through income distribution.

Problemet er således i hvilken udstrækning det er selve indkomstfordelingen eller de forhold der betinger denne, som er de væsentligste.

Dovne journalister og eksperter uden indsigt

Et er den kritiske debat i økonomkredse, Noget helt andet er den i det offentlige rum. Her har organisationer som IBIS og deres “skatte- og alt muligt andet” ekspert, Lars Koch, stort set frit løb. Og Ja, vi er misundelige på den nemme adgang til kritikløs mikrofonholderi, som man f. eks. kunne opleve tirsdag den 4. august i Apropos på P1.

Under overskriften “rigdom og ulighed” handlede udsendelsen om ulighed og fattigdom. Udgangspunktet var en påstand om at

“Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere. Den ekstreme ulighed skyldes især, at virksomheder og enkeltpersoner med økonomiske interesser har stor indflydelse på de politiske beslutninger rundt omkring i verden. Noget, der i en globaliseret verden også har voksende betydning for Danmark.”

Som der står på udsedelsen hjemmeside og som man indledt den lille halve times propaganda med.

Programmet fik både Otto Brøns og undertegnede til at skrive til redaktionen.
Otto gjorde bl.a.  opmærksom på, at når man  på programhjemmesiden skriver, at

”Verden har aldrig været mere ulige, end den er i dag. Mens få bliver rigere og rigere, har fattigere sværere ved at komme ud af fattigdommen end tidligere”

er det faktuelt forkert. Den globale ulighed i indkomst er – afhængig af opgørelsen – faldende eller højst stagnerende. Den egentlige fattigdom (som defineret af FN) er entydigt og stærkt faldende. Og Otto var endda så venlig at sende et link med kildereferencer

https://punditokraterne.dk/2014/05/01/allevegne-stiger-gini-bare-ikke-i-verden/

Hverken Otto eller jeg har fået noget svar fra redaktionen på Apropos, og de faktuelt forkerte oplysninger fremgår fortsat af programmets hjemmeside.

Det burde ellers ikke have været så svært for dem at finde data om den globale ulighed formentlig er faldene, eller hvis vi skal være forsigtige stagnerende. Nedenstående er hentet fra en artikel i The Guardian.
Guardianarticleworldincomed
Programmet bruger meget tid på den rapport som Oxfam og Ibis udsendte i vinter. En rapport som er blevet eftertrykkeligt tilbagevist som det rene nonsens. (se også her).

Efterfølgende har Lars Koch ved flere lejligheder vedgået at rapporten ikke siger noget om levevilkår, i hvert fald direkte. Men han hævder så, at den viser at en lille gruppe meget rige mennesker har uforholdsmæssig stor magt på grund den ulige fordeling af de globale formuer. Det skulle fremme en “neoliberal” politik. Besynderligt nok bruger han så den finansielle sektors lobbyisme i Bruxelles som eksempel. Det giver ingen mening.

Den finansielle sektor gennemreguleret og ikke just udtryk for “neoliberale idealer”. Det er faktisk svært at komme meget længere væk fra et frit marked, som fortsat er (overvejende) privat ejet end netop den finansielle sektor.

Hans egen omtale af programmet kan ses nedenfor.
Udklip1

 

 

 

 

Lars Koch har efterhånden i mange sammenhænge vist en temmelig slående mangel på konsistens. Således påstår han, at han og IBIS IKKE anvender Richard Murphy’s påstand om skatteundragelser for 1.000 mia. Euro i EU om året, men samtidig ligger der materiale på nettet hvor man gør akkurat det, se f. eks. her.

Udklip

 

 

3-2

På samme måde afviser Lars Koch at han hænger navngivne selskaber ud. Han vedgik således efter en længere debat i januar, at teleselskabet 3 intet ulovligt har foretaget sig. Ii går (den 9.8.2015) kaldte han dem så skattefuskere på facebook. Det bøder ikke ligefrem for troværdigheden.

Apropos på P1 er bestemt ikke de eneste som gør sig i letbenet og faktuel forkert videreformidling.

Senere på ugen var en af historierne i Berlingske’s erhvervstillæg at “ulighed kan svække økonomisk vækst“. Baggrunden var et nyligt arbejdsnotat fra IMF, hvor man (igen) mener at kunne påvise en negativ sammenhæng mellem ulighed og økonomisk vækst, samt en rapport fra OECD, In It Together – Why Less Inequality Benefits All, der bygger videre på tidligere rapporter og arbejdsnotater.

Problemet er her at journalisten tilsynladende ikke er klar over, at 1. Ingen af de to rapporter har betydning for lande med relativt lige indkomstfordeling som Danmark og 2.  At i den udstrækning at man finder en en sammenhæng mellem ulighed og lavere vækst, ændrer det ikke ved at der er økonomisk konsensus om at selskabskat, topskat osv. MINDSKER den økonomiske vækst.

Journalisten indleder således artiklen med at skrive, at :

Lavere topskat, lavere selskabsskat og færre afgifter. Det vil skabe større vækst, mere dynamik, masser af nye job og flere iværksættere. Sådan er det blevet sagt i årevis – hjemme og ude.

Men nu pibler det pludselig frem med analyser fra både den vestlige verdens økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, og Den Internationale Valutafond (IMF), som slår helt andre og nye toner an.

Disse ellers så liberale internationale organisationer peger således på, at stigende lighed kan stimulere den økonomiske vækst, mens ulighed og stor afstand mellem rige og fattige er til direkte skade for velstanden.

 Må jeg foreslå at Lars Erik Skovgaard, som har skrevet artiklen, læser OECDs anbefalinger fra i år, til at skabe mere vækst i Danmark?

I den seneste rapport peger de bl. a. på at Danmark skal :

Shift the tax structure away from income. The overall tax burden is high. Lowering and shifting taxation from labour and corporate income to indirect taxes and taxes on immovable property would help boost growth.

Altså stort set det som Lars Erik Skovgaard anfører som det OECD ikke længere mener. Det gør de dog fornuftigt nok fortsat. Det er helt grundlæggende, hvis vi ønsker højere vækst herhjemme. Som det fremgår nedenfor, er det nødvendigt, hvis vi ikke skal fortsætte med at sakke bagud (her målt på privatforbrug,).

privatforbrug

Afsluttende bemærkninger

Jeg kan naturligvis ikke vide med sikkerhed hvorfor pressen – det være sig den skrevne eller elektroniske – har så svært ved at behandle ulighed på en faglig forsvarlig og korrekt måde.

At IBIS og deres mand, Lars Koch, arbejder for at fremme en neo-marxistisk dagsorden er både tydelig og ikke særlig overraskende. Men at medierne i den grad ikke kun hopper med på denne, men også meget tydeligt ikke interesserer sig for, hvorvidt IBIS o.a. har fakta og videnskab på deres side, kan undre.

En del vil formentlig mene, at det skyldes at journalister ligger et pænt stykke til venstre for midten.

Jeg tror vi har et andet  og langt væsentligere problem. Nemlig at danske journalister hverken har evnerne eller lysten til at sætte sig ind i økonomiske problemstillinger. Det være sig sammenhængen mellem vækst og ulighed eller hvad der er oppe og nede i debatten om multinationale selskabers skattebetalinger o.m.a..

Hvorom alting er, er det slående hvor ensidig og ringe fagligt funderet formidlingen er her til lands.

Mere nyt fra IEA: Om afkriminalisering af prostitution

Af Nikolaj Stenberg, den 9. august 2015. 1 svar

I forlængelse af Christians anbefaling i går af IEA’s “Classical Liberalism” er det oplagt også at anbefale London-tænketankens nyeste værk, der udkom i forgårs: “Supply and Desire: Sexyality and the Sex industry in the 21st Century” af Catherine Hakim. Hvis man går op i sådan noget, er udgivelsen nr. 61 i rækken af IEA’s Discussion Papers. Det korte af det lange:

By decriminalising the industry, and making it easier for women to work together or with third parties, society would make increase the protections available to women.

Afkriminaliseringsdebatten ligger død i Danmark for tiden, men skulle den blusse op igen, vil der helt givet være ammunition til debattørerne i denne bog. Den kan downloades gratis eller købes i paperback.

Nyt fra IEA: Classical Liberalism

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2015. 1 svar

For de interesserede har det glimrende Institute of Economics Affairs i London udgivet en ny og ganske læseværdig introduktion til klassisk liberalisme. Den lille bog, der er skrevet af Eamonn Butler og kan downloades her, introducerer på meget pædagogisk vis hvad klassisk liberalisme – i modsætning til hvad Venstre herhjemme eller de konservative i England paraderer som liberalisme – er og hvilket idegrundlag den bygger på. Den kan læses af enhver gymnasieelev med et godt engelsk, men er også anbefalet til alle andre interesserede, og måske i særlig grad dem, der er forvirrede af, det megen velfærdsliderlige nonsens, der paraderes herhjemme som liberalt tankegods. Måske skulle man forære et par eksemplarer til Venstre og Konservatives folketingsgrupper?

Hvor store er mulighederne i Afrika?

Af Christian Bjørnskov, den 5. august 2015. 2 svar

Min klumme i Børsen i dag handler om Afrika syd for Sahara, og i særlig grad i hvor høj grad der kan siges at være kommercielle muligheder. Klummen starter med at pointere, at Afrika er mange meget forskellige lande, så det er umuligt at sige noget generelt. Børsen har haft en lang række historier i løbet af de sidste uger, der peger på det samme problem. Centralt er det følgende:

Hvilke lande kunne da være interessante? Ser man på forhold som åbenhed for handel, økonomisk vækst og institutionelle forhold – hvor lang tid tager det at få papirarbejde godkendt, og hvor fri er økonomien – falder afrikanske lande meget forskellige ud. Og den kedelige nyhed for danske firmaer på jagt efter nye markeder er, at mange af de klare succeser er meget små.

Figuren nedenfor illustrerer pointen. Jeg har taget de 44 lande, vi har nogenlunde gode data på, fokuseret på fem områder – eksportåbenhed, real vækst (købekraftskorrigeret GNI per indbygger de sidste 10 år), hvor stor servicesektoren er, hvor lang tid det tager at registrere en virksomhed (fra verdensbankens Doing Business-projekt), og hvor økonomisk frit landet er (fra Heritage Foundation). Hver bid af søjlen viser, om landet er i den gode tredjedel (en score 3), midten (2), eller i den dårlige tredjedel. Ved toppen af hver søjle står et tal, som indikerer hvor stor landets samlede købekraft er relativt til Danmarks. Hver læser kan således tage et kig og spørge sig selv, om de ville investere i et givet afrikansk land.

Afrika muligheder

Årets specialer 3: Har vismændene haft reel indflydelse?

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2015. 8 svar

Den tredje installation i vores serie om interessante specialer fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om hvorvidt det Økonomisk Råd har haft egentlig indflydelse på dansk økonomisk politik. Specialet, som vores klumme i Børsen forleden handlede om, er den første undersøgelse af sin art i Danmark, og en af de meget få i det hele taget.

Udfordringen for Anne Kristensen i ”The Influence of the Economic Council on Danish Politics” er, hvordan man griber spørgsmålet empirisk an. Hun vælger at følge Bergh, Dackehag og Rodes approach (omtalt her) ved at kode anbefalinger i alle de halvårlige rapporter siden 1962 alt efter om de er almindelige eller særligt vigtige. Anne ender med at identificere seks områder, hvor Rådet med jævne mellemrum er kommet med klare anbefalinger: 1) Finanspolitik, dvs. skat og udgifter; 2) betalingsbalancen; 3) pengepolitik; 4) arbejdsmarkedspolitik, og i særdeleshed kontanthjælp og dagpengesystemet; 5) konkurrencepolitik; og 6) boligmarkedet.

Dette grundlæggende arbejde skaber derfor et unik datasæt, der kan bruges på flere måder. Anne bruger det naturligvis til at svare på hovedspørgsmålet i sit speciale: Hvis f.eks. der er en anbefaling om at rette op på betalingsbalancen – et ret permanent problem fra sidst i 60erne og frem til 80erne – betyder det så at politikerne gør noget, der alt andet lige retter op?

Svaret er, at det kommer an på hvilken type problem, Rådet retter anbefalingen mod. Der er intet, der tyder på at danske politikere lytter til Rådet, når det gælder konkurrencepolitik eller problemer i boligmarkedet. Mens vi havde en selvstændig pengepolitik (før 1982) var der heller intet, der tydede på, at Folketinget lyttede til de anbefalinger, ligesom betalingsbalanceproblemer øjensynligt var noget, som de var aldeles ligeglade med. Omvendt finder Anne solid evidens for, at anbefalinger om at stramme op på finanspolitikken – primært gennem skattepolitikken – og styrke arbejdsmarkedspolitikken faktisk har påvirket dansk politik.

Resultaterne er tankevækkende idet de to typer anbefalinger, som politikerne faktisk lytter til, begge handler om hvordan den offentlige sektors økonomi har det. Kan man undgå underskud ved at hæve skatterne eller få flere i permanent arbejde, så de skaber skatteindtægter, lytter man gerne. Omvendt er der intet, der tyder på at anbefalinger, hvis gavnlige konsekvenser ses på længere sigt, følges. Eller som vi konkluderede forleden dag i Børsen:

Når man således kan konstatere, at danske politikere faktisk har lyttet til disse anbefalinger, kan man stadig undre sig over, hvor deres gennemslagskraft har været mindst tydelig. Svaret ligger i, hvor hurtigt man kan se gevinster fra de anbefalinger, der ikke følges. Analysen viser at danske politikere i kortsigtspolitiken er opmærksomme på rådgivningen. Rækker anbefalingernes konsekvenser udover næste valg, lytter man lige så lidt til vismændene som til andre danske økonomer.

Årets specialer 2: Hvad koster det at sanktionere mod et andet land?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juli 2015. 1 svar

Vi skrev forleden om Berit Nielsens analyse af de miljømæssige konsekvenser af Kyoto-aftalen. Vores andet eksempel på et særligt interessant speciale fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om økonomiske sanktioner. Helene Primholdt og Lasse Blaabjerg Høgild tager i deres speciale fra foråret udgangspunkt i den aktuelle diskussion om sanktioner mod Rusland. Der findes en rig, om end uafklaret litteratur om hvor effektive økonomiske sanktioner er.

Der er generel konsensus om, at sanktioner næppe kan genskabe demokrati – Cuba er blot et af mange eksempler – og forskerne diskuterer også stadig, om man kan forhindre yderligere overgreb på menneskerettigheder, ligesom de diskuterer hvor hårdt man kan ramme lande økonomisk. Sylvanus Afesorgbor (AU) og Renuka Mahadevan (Queensland) har f.eks. et nyt og spændende papir om fordelingseffekter af sanktioner.

Helene og Lasse stiller dog et andet spørgsmål, som er blevet noget overset: Hvad koster det sanktionerende lande at indføre sanktioner mod andre? Spørgsmålet er således ikke, hvad sanktioner koster Rusland, men hvad det koster lande som Danmark at være med i sanktionerne? Svaret finder de ved at bruge såkaldte ’gravity equations’ modeller, et standardredskab i handelslitteraturen til at estimere hvorfor nogle lande handler mere med hinanden end andre.

Det generelle resultat er i og for sig ikke overraskende. Importsanktioner koster normalt det sanktionerende land omkring en fjerdedel af importen fra det land, der bliver sanktioneret, mens eksportsanktioner koster cirka 13 %. Mens importresultatet faktisk ikke ser specielt robust, er de 13 % eksporttab meget stabilt, og ikke blot noget som rige lande oplever. Cluet i analysen ligger dog i et særligt forhold, der har været ignoreret i tidligere studier: De estimerer også, hvad der sker hvis det sanktionerede land (tænk Rusland) iværksætter modsanktioner. Det viser sig, lidt ligesom i studier af toldkrige – at konsekvenserne er langt større i det tilfælde. Helene og Lasses resultater peger i retning af, at handelen stort set holder op mellem to lande, der gensidigt sanktionerer hinanden! Mens sanktioner således har omkostninger for de sanktionerende parter, kande være ganske voldsomme når de gengældes.

Helene og Lasse kommer således et solidt skridt videre i forståelsen af sanktioner og modsanktioner. Problemet med analysen – hvis man må kalde det et problem – er at den giver anledning til en række ekstra spørgsmål. I princippet er der rigeligt kød på spørgsmålet til en hel PhD-afhandling, og ikke blot et speciale. For eksempel kan man spørge sig selv om, hvilken adfærd der faktisk fører til sanktioner; hvorfor man vælger en type sanktioner frem for en anden; hvornår sanktioner igen bliver opgivet; og om sanktioner mod militærdiktaturer er mindre effektive end mod civile autokratier? Hvis jeg havde 36 timer i døgnet, var det bestemt et af de spørgsmål, jeg ville give mig i kast med.