Månedsarkiv: februar 2014

Pavens tåbeligheder

Af Christian Bjørnskov, den 27. februar 2014. 3 svar

Det nye nummer af Ekonomisk Debatt – det glimrende svenske økonomtidsskrift – er nu på gaden. I første udgave i 2014 har de to redaktører Niclas Berggren og Therese Nilsson knivene ude. I en umådeligt høflig, men umisforståelig leder hudfletter de to den nye paves økonomiske analfabetisme.

Problemet er, at paven udgav et brev i efteråret, hvor han nedgør almindelige, nationaløkonomiske ideer og påstår, at frie markeder ikke hjælper verdens fattige. Brevet lyder som om, det ellers velmenende overhoved for verdens katolikker har haft besøg af Joseph Stiglitz – og troet på ham. Eller som Berggren og Nilsson diplomatisk skriver ”finns det skäl att tvivla på at påven har rådgjort med de nationalekonomer som har studerat just hur en sådan bed utveckling kommer til stånd.”

Hele lederen er tilgængelig her; pavens brev er her. Døm selv.

 

Ugens workshop – IREF i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2014. Skriv et svar

I morgen går turen for mit vedkommende til Prag. Anledningen er en workshop arrangeret af Institute for Research in Economic and Fiscal Issues (IREF) og Prags Anglo-American University (mere information her). Workshoppen har præsentationer af fire emner:

Effective regulation of moral hazard in banking

Long-term financial health of state pension systems

Effects of training in private and public sectors

Effects of perceived government legitimacy on how government retards economic growth

Udover mit papir, der er det sidste og skrevet sammen med Niclas Berggren og David Lipka, er de andre presenters Gordon Kerr, Kevin Dowd og Fabio Mendez. Det hele tegner til at blive en fornøjelig og informativ workshop, som vores læsere naturligvis kan deltage i, hvis de er i Prag på torsdag.

Hvorfor er Corydon ikke bare en god socialdemokrat?

Af Otto Brøns-Petersen, den 21. februar 2014. 1 svar

Der er noget besynderligt i, at socialdemokrater, som påtager sig at rydde op efter de indbyggede økonomiske problemer i den socialdemokratiske velfærdsstat, bliver så upopulære blandt deres egne. Og omvendt ofte bliver populære blandt borgerlige. En svensk finansminister som Kjell Olof Feldt eller danske kolleger som Heinesen og Lykketoft er eksempler. Og senest Bjarne Corydon.

Det ligger i velfærdsstatens afkobling mellem gevinster og omkostninger, at den løbende kommer i økonomiske problemer. Ikke ulig de problemer, kædebreve ender med at få. En socialdemokratisk sindet økonom som Jørn Henrik Petersen kalder det velfærdsstatens “syndefald”; vi andre vil nok snarere kalde det grundlæggende økonomisk logik.  

Derfor er det hyppigt nødvendigt med økonomisk oprydning i en velfærdsstat. Ellers bryder modellen sammen med uoverstigelige gældsproblemer som i Grækenland.

Og derfor burde det vel ret beset være et hæderligt og endda beundringsværdigt hverv at påtage sig at rydde op – set fra et centrum-venstreperspektiv. At holde den velfærdsstat, der har det højeste skattetryk, kørende er ingen lille opgave. Men af en eller anden grund kan man ikke være en god socialdemokrat, hvis man gør det. Det er, som om den slags socialdemokrater arver synden ved blot at se “syndefaldet” i øjnene. De falder under mistanke om at være “skabsblå” – modsat de partifæller, som alene er optændt af god vilje og intet vil gøre for at forhindre velfærdsstaten i at køre i afgrunden.

Den økonomisk ansvarlige socialdemokrat er dermed en slags moderne natmand. Natmændene, der om natten tømte lokumstønderne i byerne, blev set ned på og betragtet som “urene” af samtiden, selv om de jo ydede en vigtig og nødvendig tjeneste. Og det var jo endda dem, der så ned på natmændene, som var ophav til urenheden.

På samme måde er det besynderligt, at borgerlige og liberale også har en tendens til at se de socialdemokrater, der rydder op, som “skabsblå”. Grundlæggende er det socialdemokratiske projekt, de prøver at redde. I virkeligheden begår disse borgerlige samme fejltagelse som de selvgode socialdemokrater, som foragter oprydderne. Forklaringen kan være, at nogle borgerlige er begyndt at betragte oprydning som dét borgerlige økonomiske projekt. Men det er en perspektivforsnævring, der gør dem lige så blinde som dele af rød blok for, at oprydderne kan være bedre socialdemokrater end så mange andre.  

Rejeindustrien i Thailand, illegale migrantarbejdere, børnearbejde og tvangsarbejderen som forsvandt

Af Niels Westy, den 16. februar 2014. 3 svar

Politiken bringer søndag en historie om forholdene i rejeindustrien i Asien under
“Børnearbejdere piller dine billige kæmperejer“, med undertitlen “Danmark importerer kæmperejer fra bl.a. Asien, som bliver pillet af børn og tvangsarbejdere”. Der optræder dog ikke noget om tvangsarbejdere i selve teksten, så måske er de bare med i overskriften for effektens skyld?

Artiklen tager udgangspunkt i en rapport af DanWatch. Vi har tidligere omtalt Danwatch her på bloggen, og det har ikke været for det gode.

I rapporten fra DanWatch fremgår det at der er grove problemer med arbejdsmiljøet på fabrikker i Thailand, hvor der blandt de mange illegale migrantarbejdere også er en del børn helt ned til 9 års alderen.

Og her er det så at jeg vil sige noget venligt om DanWatch. Det fremgår nemlig af artiklen, at direktør i DanWatch Eva Hesse Lundström erkender, at “det er uvist, hvad det vil betyde for de illegale migrantarbejdere fra Myanmar (tidligere Burma) og deres børn, hvis rejefabrikkerne lukker, fordi vestlige forbrugere boykotter produkterne”, som det står i artiklen.

Og fortsætter med at sige, at  »Jeg har ikke løsningen, ud over at de bør ansættes på reelle vilkår. Der er love i Thailand, som burde beskytte arbejderne. Men de bliver ikke håndhævet, fordi rejeindustrien har brug for den billige arbejdskraft, som migrantarbejderne og deres børn udgør«

Hertil kunne man så tilføje, at det er ganske nemt at sige, hvad der ville ske hvis rejeindustrien skulle leve op til gældende lovgivning. Det vil nemlig (også) indebære en forringelse i forholdene for netop de illegale – og legale – migrantarbejdere, inklusiv børn, man som udgangspunkt angiver at kære sig om.

Frihed og arbejdskraftens indkomstandel

Af Christian Bjørnskov, den 14. februar 2014. 5 svar

Modstandere af kapitalisme – selv et stykke ind på den nominelle højrefløj – tror ofte at mere økonomisk frihed indebærer, at kapitalejere bliver rigere, mens andelen af den totale indkomst, som betales til arbejdskraften bliver mindre. Med andre ord regner man med, at den funktionelle fordeling af indkomst bliver mindre ligelig medmindre man regulerer økonomien og har en relativt stor offentligt sektor – det der nogle gange kaldes ’demokratisk kontrol’ med den private sektor. Men indtil fornylig har det blot været et halvvejs teoretisk, halvvejs emotionelt-normativt argument. Nu har to amerikanske forskere – Andrew Young (West Virginia) og Robert Lawson (Southern Methodist) taget et ordentligt, empirisk kig på sagerne. Her er deres abstract fra artiklen (gated version her), som ikke just passer med fordommene imod økonomisk frihed (hattip: Andreas Bergh):

We examine the empirical relationship between the institutions of economic freedom and labor shares in a panel of up to 93 countries covering 1970 through 2009. We find that a standard deviation increase in the Fraser Institute’s Economic Freedom of the World (EFW) score is associated with about a 1/3 standard deviation increase in a country’s labor share.

Hvor rige er vi egentlig (4)

Af Niels Westy, den 9. februar 2014. 4 svar

Vi har i et par indlæg kredset om hvor velstående vi egentlig er i Danmark. Primært ved at sammenligne med USA, hvilket er faldet et par af læserne for brystet.

Denne gang vil vi i stedet se lidt på vores velstand målt i BNP og privatforbrug i forhold til vores nordiske broderfolk. Også her ser det skidt ud.

Det fremgår af OECDs seneste analyse fra december 2013, lavet på baggrund af tal for 2011.

forbrug

Ovenstående tabel viser også med stor tydelighed effekten af krisen i 2008.

Det skal bemærkes, at Island siden 2011 har overhalet Danmark målt på BNP per indbygger ifølge verdensbanken. Formentlig gælder det også privatforbruget. Danmark ano 2014 er således karakteriseret ved at have Nordens laveste forbrug og næstlaveste BNP per indbygger.

Fra i 1970 at have konkurreret med Sverige om at være Nordens rigeste nation, kæmper vi således nu med Finland om at undgå at være det fattigste. En kamp som vi ser ud til endegyldigt at tabe i løbet af få år, med mindre man gennemfører økonomiske reformer herhjemme, der sikrer højere vækst i BNP og privatforbrug.

Det er der desværre ingen grund til at forvente. Dansk økonomisk politik har i årtier været karakteriseret ved at man stort set udelukkende interesserer sig for at have balance i de offentlige finansier, hvorimod borgernes privatøkonomi altid har været underlagt skiftende politikeres behov for stemmemaksimering på kort sigt.

SKATs kontrolbeføjelser i lyset af EMRK art. 8

Af Nikolaj Stenberg, den 4. februar 2014. Skriv et svar

cedhSpørgsmålet om rimeligheden i Told- og Skatteforvaltningens adgang til at foretage uanmeldt kontrol af erhvervsdrivende på privat grund, uden forudgående dommerkendelse, har været flittigt debatteret, herunder – selvfølgelig – af CEPOS.

Men ét er rimelighed, noget andet er ret; og at myndighederne har retten på sin side, konstateres ved at læse fx § 2, nr. 2 i lov nr. 590 af 18. juni 2012 (pdf) om initiativer mod sort arbejde, der i tilpasset citatform lyder:

”[Der kan] gennemføres kontrol … på en ejendom, der tjener til privatbolig eller fritidsbolig, hvis der synligt kan konstateres udendørs aktiviteter af professionel karakter. [Kontrollen] omfatter dog ikke adgang til kontrol af selve privatboligen eller fritidsboligen.”

Man kan så spørge, om kontrolbeføjelsen er på kanten af, eller direkte i strid med, Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 8, om retten til respekt for privat- og familieliv:

“Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.”

CEPOS har i sine notater været omkring bestemmelsen; men professor lic.jur. Søren Friis Hansen gør det mest klart i en netop offentliggjort en artikel, der går i kødet på de to bestemmelser. Den kan læses i Skattepolitisk Oversigt: SPO.2014.1 – “Ikke hjemme hos mig SKAT!” (bag betalingsmur).

Friis Hansen når frem til bl.a., at Folketinget, i sin behandling af lovforslaget, helt har undladt at tage stilling til EMRK-bestemmelsen. Det afføder bl.a. følgende ”allerede derfor”-bemærkning:  ”Allerede derfor kan det ikke anses for godtgjort på en overbevisende måde, at indgrebet er berettiget i relation til EMRK artikel 8.” Det må nemlig være Folketinget, der fører bevis for påtænkte kontrolindgrebs forenelighed med borgerens grundrettigheder. Nuvel, sket er sket: Er kontrolbeføjelsen så i strid med EMRK? Efter yderligere et par mellemregninger konkluderer Friis Hansen:

“På denne baggrund må adgangen for SKAT til uden forudgående retskendelse til at foretage kontrol af erhvervsdrivende på en ejendom, der benyttes til privat- eller fritidsbolig, anses for at gå videre end nødvendigt i et demokratisk samfund, hvorfor indgrebet er uberettiget i henhold til EMRK artikel 8, og artikel 7 i EUs Charter om grundlæggende rettigheder.”

Såvel retsteknisk som -politisk er det en konklusion, denne punditokrat støtter op om.

Man kan imidlertid ikke forlange af en myndighed, at den ikke bruger det værktøj, som lovgivningsmagten har givet; og da slet ikke, når værktøjet er givet med så klar støtte i den primære skatteret, som den omtalte § 2. Myndigheden må kunne arbejde ud fra den formodning, at Folketinget ikke vedtager retsstridige regler. Hvis Folketinget har det, må det være op til domstolene eller Folketinget selv at censurere kontrolbeføjelserne.

Man kunne i den forbindelse håbe, at Friis Hansen, med sin artikel, er med til at støbe kuglerne for noget af det, der er mest tiltrængt i dansk ret: En revision af den gamle skattekontrollov.