Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Fordele ved monarki

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2022. Skriv et svar

Dronning Elizabeths død har ikke blot affødt en lang række sympatierklæringer og tilbageblik på et langt liv og 70 års britisk historie. Den har også tilladt flere meningsdannere og kommentatorer at overveje visse forhold lidt dybere, end man ellers gør. Det gælder ikke mindst for den tænksomme og velformulerede Daniel Hannan, der fra sin post i Overhuset har skrevet en ret fin artikel med titlen “It’s no coincidence that the most successful democracies are constitutional monarchies.”

Hannan peger på, at “It is striking to see how many of the world’s most liberal, tranquil, contented and egalitarian countries turn out to be constitutional monarchies: Australia, Canada, Denmark, the Netherlands, New Zealand, Norway.” Og det er ikke helt galt. Nedenfor illustrerer vi de fordele, monarkier har i forhold til republikker. Vi sammenligner udelukkende vestlige lande, så vi ikke kommer til at skævvride ved at holde Europa op mod, f.eks., Latinamerika. Figuren viser gennemsnittet for Fraser Instituttets vurderinger af (frihed fra) statslig størrelse, kvaliteten af retsvæsenet, friheden fra regulering, gennemsnitsindkomst, social tillid, og tilfredshed med livet.

Den ganske simple pointe her er, at med statslig størrelse om undtagelse (og den er drevet af de skandinaviske monarkier), er alle disse forhold i gennemsnit 16 procent bedre i monarkier end i deres republikanske naboer. Forskning de sidte 15 år har peget på, at nogle af disse fordele kommer fra at monarkier skaber højere social tillid, som efterfølgende påvirker den retslige kvalitet, reguleringsfrihed, indkomst og tilfredshed. Uanset mekanismen er der således – om man ideologisk synes om monarki som institution eller blot synes om dets konsekvenser – al mulig grund til at beholde de velfungerende kongefamilier, som stadig eksisterer i Vesten og afholder politikere fra at være statsoverhoveder og lave alt for meget skade.

God Save the Queen

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2022. Skriv et svar

I går aftes kom den sørgelige besked, at HM Dronning Elizabeth II var død. Beskeden var næppe en overraskelse for mange, da den 96-årige britiske dronnings helbred havde skrantet i nogen tid. Nyheden er dog gået verden over, og har rørt millioner af mennesker, da dronningen var verdens måske mest kendte kvinde, og en af de mest afholdte.

Elizabeth Alexandra Mary Windsor blev født den 21. april 1926 som hertugen og hertuginden af Yorks første barn. Hertugen var den kommende Edward VIIIs lillebror og stod dermed ikke til at blive konge. Da Edward gjorde det utænkelige og insisterede på at gifte sig med en fraskilt amerikaner – Wallis Simpson – måtte han abdicere. Lillebroren blev derefter kronet som George VI, og den ti-årige pige, som familien kaldte Lillibet stod pludselig som nummer et i tronfølgen. Hendes far havde aldrig ønsket sig tronen, men da han døde i 1952 tog den 26-årige Elizabeth det enorme ansvar på sig.

Siden da har hun personificeret hvad monarker kan, som politikere aldrig vil eller kan opnå: Integritet, ansvarlighed, og værdighed. Som Charles Moore understreger i the Telegraph her til morgen, var Elizabeth elsket og respekteret fordi hun i 70 år har gjort, hvad hun lovede. Hun nåede at acceptere den 15. premierminister i sin tid – Liz Truss var på besøg på Balmoral for et par dage siden – og gennem sin tid på tronen gik Storbritannien gennem gigantiske ændringer. Landet var ikke mindst en væsentlig kolonimagt i 1952, og Elizabeth var statsoverhoved gennem den lange og svære periode, hvor de fleste af kolonierne blev uafhængige. Et af mange tegn på hvor kompetent hun var, er at det britiske Commonwealth stadig eksisterer, og folk så forskellige steder i verden som Australien og the Bahamas støtter monarken i London som deres statsoverhoved.

Dronning Elizabeths død minder os om, at mens monarki måske er en mærkværdig, gammeldags og umiddelbart udemokratisk institution, kan monarker noget andet og mere end politikere. Der er en værdi i, at have nogen der står udenfor og over politik, og ikke mindst når de har de kvaliteter som Elizabeth II – og Margrethe II – havde.

Det er derfor passende, at det var dronningen selv, der efter 9/11-angrebene formulerede den måske største trøst for de millioner mennesker, der idag mindes hende: Grief is the price we pay for love.

MV=PY

Af Christian Bjørnskov, den 5. september 2022. 2 svar

Der tales meget om inflation, og problemet undervurderes systematisk fra politisk hold. Jeg havde forleden den fremragende, uafhængige økonom Lars Christensen med i bilen fra Aarhus – iøvrigt til en glimrende event på Clausholm Slot – som ‘underholdt’ med sine bedste bud på, hvor høj inflationen ender med at blive i år. Lars bedste bud er 12-14 procent i 2022!

Politikere på begge sider af Folketinget forsøger at sælge en fortælling om, at den høje inflation skyldes krigen i Ukraine, og flere eksterne forhold. Men kan det være rigtigt, når 12-månedersraten i Danmark er 8,7 procent ifølge Trading Economics, mens Schweizs pendant er steget til 3,5 procent? Svaret er, at mens Ukraine-krigen naturligvis bidrager, er det store problem den pengepolitik, der er ført siden 2009, og den finanspolitik der er ført de sidste to år.

Som Lars Christensen holder af at understrege, gælder kvantitetsligningen stadig: MV = PY. P er prisniveauet og Y er nationalindkomsten, så PY er værdien af alle økonomiske transaktioner. M er pengemængden, og V er pengenes omløbshastighed – groft sagt hvor mange gange på et år, en hundredekroneseddel bruges. Det betyder, at hvis der pumpes flere penge ud i samfundet (man får en markant større M) uden at nationalindkomsten Y stiger, er der kun én ting der kan ændre sig: Priserne, P.

Med andre ord fører ekspansiv pengepolitik – når M vokser hurtigere end Y – til øget inflation. Det er derfor på ingen måde mærkeligt, at inflationen eksploderer i det meste af den vestlige verden i en grad, så man skal tilbage til de store kriseår i 70erne for at finde lige. Centralbankerne har forsøgt at holde renterne ekstremt lave siden finanskrisen, og har gjort det ved at pumpe penge ud i samfundet. Og de har forsøgt at sterilisere de enorme udgifter, de fleste stater har afholdt de sidste to år. M er simpelthen hamret derudaf, mens politikere og centralbankchefer har påstået, at det ikke gav et problem. Irving Fishers kvantitetsligning holder stadig!

Hvis læserne iøvrigt er mere interesserede i emnet, var Lars gæst hos Martin Ågerup i Samfundstanker tidligere i år. Hele det glimrende program kan ses nedenfor.

Begreber der skal væk 6: Sammenhængskraft

Af Christian Bjørnskov, den 29. august 2022. 1 svar

Mens sommeren går på hæld, nærmer tiden sig hvor vi lukker for dette års sommerserie om begreber, der skal væk. Der er dog mindst ét, der i den grad stadig fortjener at blive nævnt: ‘Sammenhængskraft’. Begrebet bruges jævnligt i den offentlige debat, og jeg har mødt mange, der hævder at vi da alle ved hvad det er. Problemet er dog, at vi ikke rigtigt er enige om, hvad det måske er.

Det skorter ellers ikke på påstande om, hvad sammenhængskraften gør, eller at den er truet. Det er bl.a. blevet påstået, at det at de fleste elever går i den almindelige folkeskole styrker ’sammenhængskraften’. Begrebet dækker således en mystisk ’kraft’, der ligesom tyngdekraften i fysik holder individerne i et samfundet sammen i en eller anden forstand. Dansk wikipedia henviser til Durkheims idé om ’social kohæsion’ som en mere videnskabelig måde at sige sammenhængskraft, og definerer den effektivt som Robert Putnams ’sociale kapital’. Det er så tæt på, man kan komme en ægte definition, er ikke er funktionel – dvs. at man ikke definerer begrebet som noget der gør godt.

Accepterer man, at sammenhængskraft er nogenlunde det samme som social kapital, får man et klarere blik for hvad det kan være, men også nogle meget klarere studier af hvor problematisk, det er. I en artikel med Kim Mannemar Sønderskov fra 2013 så jeg på netop det spørgsmål: Er ’social kapital’ overhovedet et videnskabeligt godt koncept? Vores svar på spørgsmålet var et meget klart nej. Vores udgangspunkt for papiret var John Gerrings arbejde om ’konceptvaliditet’ – dvs. under hvilke omstændigheder er et videnskabeligt koncept mere eller mindre validt og brugbart.

Gerring fremhæver for eksempel, at et godt koncept skal fange noget mere, og mere præcist, end nabokoncepter. Det dur således ikke, at det bare er et andet og mindre præcist ord for noget, vi allerede har et brugbart koncept for (det må ikke være gammel vin på nye flasker). Det dur heller ikke, at det er bredere end nabokoncepterne og dækker flere af dem, da det indebærer at det bliver langt mindre præcist. Og det går slet ikke, at man bare puljer ting man godt kan lide i et enkelt koncept. Gør man det, får man hvad samfundstænkeren Giovanni Sartori kaldte ’katte-hunde’ – når man smider forskellige features ind i samme koncept.

Og sammenhængskraft er netop en katte-hund som koncept. Det dækker over alt godt fra havet – en række forhold som folk forestiller sig gør noget godt – og er dermed mindre præcist end nabokoncepterne, og funktionelt defineret ved at være godt. Konkretiseret som social kapital postulerer det også en sammenhæng mellem en række elementer som prosociale normer, social tillid, og aktivitet i frivillige klubber og civilsamfundet, som Kim Sønderskov og jeg, og en række andre forskere, har vist ikke er der.

En allersidste redningskrans for konceptet ville være, hvis de blandede elementer alle havde samme konsekvens. Man ville således få en slags brugbart, politisk indeks som indikerede forskellige veje til samme outcome. Men tænker man på sammenhængskraft som social kapital, er der nu en lang serie studier, der viser at de forskellige elementer i Putnams begreb ikke engang har de samme eller blot sammenlignelige konsekvenser. Uanset at politikere elsker at sige sammenhængskraft, er det et begreb, der er så håbløst upræcist og misvisende, at vi bør holde op med at bruge det.

Kup og pressefrihed

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2022. 2 svar

Er et statskup en dårlig nyhed for pressefriheden? Umiddelbart vil de fleste nok sige ja, for hvad kan en regering, der er kommet til magten ved et statskup, ikke finde på. Pudsigt nok var der indtil fornylig nærmest ingen forskning i den type konsekvener af kup. Det gjorde jeg sammen med to tyske kolleger for nogle år siden, og papiret er nu – efter en lang og frustrerende process – endeligt på vej til udgivelse.

Artiklen “Coups and Dynamics of Media Freedom” er skrevet sammen med Andreas Freytag (Uni Jena) og Jerg Gutmann (Uni Hamburg), og udkommer i Economic Modelling. Vores teoretiske udgangspunkt er, at alle regeringer i princippet kan bruge to slags midler til at blive ved magten: 1) undertrykkelse; og 2) bestikkelse. Man kan vælge at undertrykke, hvilket også indebærer at undertrykke borgernes adgang til information – dvs. at undertrykke pressefriheden – og man kan vælge at bestikke vælgere, særinteresser, og interesser der kunne tage magten fra en.

Demokratier har dog nogle begrænsninger indbygget for, hvor meget man kan undertrykke, og ofte også, hvor meget man kan bestikke vælgere og interesser. Der er derfor grund til at tro, at effekter er noget mindre i demokratier, og nok større når et kup fjerner en demokratisk regering. Men – og det er det helt nye rent teoretisk – vi viser også, at der er al mulig grund til at tro, at kuppet fører til mere undertrykkelse, når det offentlige forbrug er større. Grunden er, at mens kupregeringer i lande med små offentlige sektorer har masser af kapacitet til at bestikke interesser, gælder det ikke dem i lande med stort offentlig forbrug. Her er der ikke meget tilovers til at bestikke med, og undertrykkelse bliver derfor et attraktivt alternativ.

Og det er netop det vi finder i 8400 observationer på tværs af 160 lande siden 60erne. Figuren nedenfor er fra artiklen, og viser effekten af succesfulde (de mørke markeringer) og fejlede (de grå) kup på graden af censur mod medier. Figuren til venstre illustrerer vores estimater, når kuppet sker mod et autokrati, mens den til højre viser effekter mod et demokrati. Det er her helt klart at se, at kup ikke har systematiske effekter i autokratier – nogle gange undertrykker de nye regime mere, andre gange mindre end det gamle. Omvendt er det tydeligt at se, at mens fejlede kup ikke fører til systematiske ændringer, falder indekset alvorligt når et kup med et demokrati lykkes. Med andre ord fører kup til markant mere censur, og i helt særlig grad når det offentlige forbrug er stort (til venstre på figuren).

Artiklen med Freytag og Gutmann indikerer dermed, at regeringer forsøger at beskytte deres egen magt på den måde, de praktisk kan. Det betyder dermed ikke, at diktaturer automatisk undertrykker, hvis der er en nemmere / billigere måde at blive ved magten på. Og vores arbejde følger således på sin vis i fodsporene fra Bueno de Mesquita, der understregede, at demokratier ikke er så anderledes end autokratier. Demokratiske politikere er i hvert fald ikke bedre, de lever bare med nogle andre institutioner, som de ikke altid bryder sig ret meget om.

Begreber der skal væk 5: Velfærd

Af Christian Bjørnskov, den 20. august 2022. Skriv et svar

I vores sommerserie er vi kommet til et af de begreber, der ikke blot irriterer mig mest, men også i højest grad har ændret betydning over tid: ‘Velfærd’. Den Danske Ordbog definerer velfærd som “en persons eller gruppes sundhed, lykke og trivsel, især med hensyn til materielle goder og social tryghed.” Problemet er tilføjelsen, og ikke mindst forbindelsen til begrebet ‘social tryghed’.

Ordet kommer oprindeligt fra det nordiske ‘at fare vel’, dvs. at have en god rejse. Oplever man velfærd i denne betydning, har man dermed en god rejse gennem sit liv. Det er således synonymt med velbefindende og har et stort overlap med tilfredshed med ens liv. Der er intet galt med disse begreber, som alle fanger en form for subjektiv, positiv oplevelse af livet.

Problemet med begrebet ‘velfærd’ er den nu normale brug af det som noget, en stor stat leverer. Den politiske brug af ordet velfærd implicerer således en sammenhæng mellem kerneidéen i en socialdemokratisk stat og hvor positivt folk oplever deres liv. Brugen af begrebet indbygger med andre ord en slags postuleret årsagssammenhæng i vores hverdagssprog, som er dybt politisk. I det øjeblik, man overtager denne betydning, er begreber som ‘privat velfærd’ enten nonsens eller udtryk for en særlig ordning af statslige opgaver.

Problemet forværres faktisk af, at forskningen i folks tilfredshed med livet klart viser, at størrelsen på de offentlige udgifter enten slet ikke er forbundet med tilfredshed, eller er negativt forbundet med dem: Velfærdsstaten leverer ikke velfærd, forstået med den oprindelige betydning!

Begrebet ‘velfærd’ bør derfor forsvinde fra vores sprog, fordi den moderne brug af det narrer folk til at tro, at den såkaldte velfærdsstat leverer velbefindende (et meget bedre udtryk) – hvordan kan det være anderledes, når sproget nærmest definerer det. Hvordan det er kommet så vidt, at et ord som snart sagt alle bruger, har fået en så udpræget politiseret betydning, er et andet spørgsmål. Vores råd er klart: Hold op med at sige velfærd.

S og det kommende valg

Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2022. Skriv et svar

Den siddende regering med Mette Frederiksen har mindre end et år tilbage. Valget skal afholdes senest søndag den 4. juni næste år, og skal defor udskrives allersenest 14. juni. Mange eksperter regner dog med et langt tidligere valg, og med en vis sandsynlighed et valg først eller midt på efteråret. I dansk politik hører man absolut også valgtrommerne, og alle er begyndt at forberede sig. Det gælder også regeringen, der med Berlingske Tidendes ord er begyndt at smide ‘stinkbomber’ ind i blå blok.

Ser man på de seneste meningsmålinger, eller ser man på den politiske situation med det Radikale Venstres nye plan, eller blot på de sager der bliver ved med at vælte ud af skabene i regeringen, virker det ikke videre sandsynligt at Frederiksen har lyst til at udskrive valg i efteråret. To meningsmålinger, fra henholdsvis Gallup og Voxmeter, giver begge Socialdemokraterne omkring 23 procent og 42-43 mandater. På trods af en relativt fredelig sommer peger målingerne således ikke blot på et tab af 5-6 mandater, men også et flertal for blå blok. Hvor elendig situationen ser ud for det parti, som Frederiksen og hendes kumpaner har rykket væsentligt mod venstre, illustrerer vi i figuren nedenfor. Den afslører også et andet forhold, som lige nu ser ud til at komme med det næste valg.

Figuren viser socialdemokraternes stemmetal og mandattal (i procent) fra 1884 – det første år partiet blev valgt ind i Folketinget – og til meningsmålingerne i august 2022 yderst til højre. De røde markører viser mandattal for resten af de røde partier, mens de gule markører viser Herfindahl-Hirschmann indekset. Indekset måler hvor koncentrerede mandaterne er i et eller få partier, og går fra 1 (for et etpartistyre) og ned mod 0.

Det umiddelbart mest interessante i figuren er, at den viser hvordan meningsmålingerne indikerer at Socialdemokraterne står til at få deres dårligste valg siden 1913. Selv det elendige valg i 2011, der tvang Helle Thorning til at tage de radikale med i regering, var bedre end meningsmålingerne. Og med det, men ikke kan kalde andet end lortesager – den manglende suspendering af embedsmænd, som minkkommissionen anbefalede man undersøger, Rasmus Prehns misbrug af sit ministerkort, og den generelt arrogante og autokratiske indstilling til stort set alle beslutningsprocesser – må man regne med, at Frederiksen står til endnu ringere meningsmålinger i løbet af efteråret. På den baggrund er det et mysterium, hvorfor hun skulle udskrive valg snart.

Det er dog et andet, meget interessant forhold, som man kan se i figuren. Følger man de gule markører, kan man se at det næste valg står til at levere den mindst koncentrerede mandatfordeling siden jordskredsvalget i 1973. Socialdemokraterne står til at blive største parti, men med tre partier – Venstre, det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne – omkring eller lidt over 20 mandater, og tre andre over ti mandater. Det næste Folketing bliver alt andet end let at navigere politisk i!

Ny udgave af Bjørnskov-Rode databasen

Af Christian Bjørnskov, den 7. august 2022. Skriv et svar

Min gode ven og kollega Martin Rode (Uni Navarra) og jeg satte for nogle år siden en større database sammen (se f.eks. omtale her). Databasen er bl.a. central for min forskning i statskup sammen med Martin og flere andre kolleger – her, her og her – og antallet af studier, der har brugt vores data nærmer sig 200. Al adgang til dataene er gratis, og vores fornemmelse er, at de sagtens kunne bruges i gymnasiet når der f.eks. undervises i demokratisering eller emner i Latinamerika.

Nyheden i dagens post er, at vi har en ny version 4.2 ude. Versionen omfatter to ekstra års data, en korrektion af et par fejl i den tidligere version, og et par ekstra features. Udover at følge Cheibub, Gandhi og Vreelands seks kategorier for regimer – tre typer demokratier og tre typer autokratier – har vi i version 4.2 også to koder for kolonier (selvstyrende eller ej), ligesom vi har yderligere information om hvorvidt der er afholdt valg i et bestemt år.

Hvad kan man så bruge den slags til? Lad os give et enkelt eksempel på et spørgsmål, der er både relevant og ikke helt ligetil at svare på: Hvor stabilt er et demokratisk / autokratisk regime? Det kan man få et indtryk af ved blot at afsøge vores data.

I tabellen nedenfor har vi netop gjort det. Vi viser, hvor sandsynligt det er at et land er stabilt demokratisk i de første tre, fem, og otte år efter en demokratisering. Vi viser også det samme mål for, hvor stabilt et autokrati er efter at et land har afskaffet demokrati. Et særligt forhold er, at vi rapporterer to sandsynligheder: En øvre for lande, hvor under halvdelen af naboerne er demokratiske, og en nedre for lande, hvor over halvdelen er demokratier

3 år5 år8 år
Demokrati0,810,680,57
0,940,850,81
Autokrati0,820,780,62
0,630,570,43
Kilde: Christian Bjørnskov og Martin Rode, Regime Types and Regime Change: A New Dataset on Democracy, Coups, and Political Institutions

De simple sandsynligheder fra vores data illustrerer ret præcist, at det i høj grad er vigtigt, hvordan nabolandenes politiske system fungerer. I perioden mellem 1950 og 2022 har 81 % af alle demokratiseringer vist sig at være stabile i mindst otte år, hvis nabolandene var demokratiske, mens det kun har været 57 % for dem med relativt mange autokratiske naboer. Den samme forskel viser sig for autokratiseringerne, som er markant mere stabile, når naboerne er autokratiske.

Hvordan disse og andre forhold skal fortolkes, er naturligvis et spørgsmål til yderligere forskning og diskussion. Skyldes den mindre stabilitet i nye demokratier med autokratiske naboer, at naboerne intervenerer eller på andre måder blander sig? Er det fordi det er mindre sandsynligt at autokratiske naboer indfører sanktioner? Eller skyldes det, at der er færre rollemodeller og mindre information om, hvordan demokrati fungerer hos naboerne?

Det er spørgsmål, der virkeligt bliver relevante når man kan vise den generelle forskel, som i tabellen ovenfor. Vi opfordrer derfor alle interesserede læser til at tage et kig – og til at få jeres elever og studerende til at tage et kig.

Folkeviljen: Ostrogorskis Paradoks

Af Christian Bjørnskov, den 21. juli 2022. 2 svar

Forleden dag skrev Otto om et af de begreber, vi helst ser folk holde op med at bruge: Folkeviljen. Siden Duncan Blacks oprindelige arbejde sidst i 1940erne og Kenneth Arrows opfølgende studier, har vi vidst at det ikke kan lade sig gøre at vide, hvad ’folkets vilje’ er. Vi oplever dog også ligesom de seneste dage, at folk helst så, at det ikke var sådan. Det skete også for mig, da jeg i juni underviste et ugelangt PhD-kursus ved universitetet i Hamborg.

Black og Arrows startpunkt var, at hvis der er noget man kan kalde ‘folkevilje’, må man kunne finde ud af hvad den er ved at afholde et valg. Valgets finder definerer således folkeviljen, men med en vigtig betingelse: Det må ikke være sådan, at valgformen påvirker valgresultatet! Med andre ord kan man kun tale om en klar folkevilje, hvis enhver type valg giver samme resultat. Elles kunne man jo bare manipulere den ved at ændre valgformen, og så ville det ikke give nogen mening at kalde noget for folkets vilje. Den russiske parti- og valgforsker Moissei Ostrogorski gav et nu berømt eksempel på, hvor galt det kan gå. Paradokset blev dddybet af Douglas Rae og Hans Daudt i 1976, hvor det fik sin moderne form.

Forestil dig, at der er fire grupper i samfundet, og to kandidater det begge påstår, at de repræsenterer hvad folk vil. Staten kan bruge flere penge på tre formål – forsvar, motorveje, og operahus – og man kan stemme på en af de to. Gruppe 1 foretrækker motorveje, gruppe to foretrækker opera, gruppe 3 foretrækker forsvar, mens gruppe 4 gerne vil have alle tre forslag gennemført. På samme tid vil kandidat 1 ingen af delene, og kandidat 2 vil gennemføre alle tre forslag.

Strukturen af befolkningens præference kan ses i diagrammet nedenfor. De indebærer, at Gruppe 1, 2 og 3 stemmer på kandidat 1, hvilket giver kandidaten 60 % af stemmerne. ’Folkets vilje’ er derfor, at der ikke bliver gennemført nogle af forslagene. Det er der bare ét problem med: Stemmer man derimod om hver enkelt forslag i stedet for kandidater, vil der være 60 % for forsvar og dermed kandidat 2, 60 % for opera, og dermed kandidat 2, og 60 % for motorveje, og dermed kandidat 2. i det tilfælde ender ’folkets vilje’ med at gennemføre alle tre forslag.

GruppeForsvarOperaMotorveje
1 (20 %)Nej – kandidat 1Nej – kandidat 1Ja – kandidat 2
2 (20 %)Nej – kandidat 1Ja – kandidat 2Nej – kandidat 1
3 (20 %)Ja – kandidat 2Ja – kandidat 2Nej – kandidat 1
4 (40 %)Ja – kandidat 2Nej – kandidat 1Ja – kandidat 2

Ostrogorskis paradoks her er, at man sagtens kan komme i en situation hvor et flertal af vælgerne er uenige med det vindende parti – kandidat 1 – på alle emner. Man er dermed i en situation, hvor ’folkets vilje’ enten er at ingen af forslagene bør gennemføres – når man stemmer på kandidater – og at alle forslagene bør gennemføres – når man stemmer per forslag. Det geniale, og måske også noget forstemmende, i Ostrogorskis eksempel er derfor, at det på så overskuelig en måde illustrerer det helt nyttesløse i at finde ud af, hvad folkets vilje er. Afstemningsformen bestemmer resultatet, og man kan dermed ikke finde ud af hvad folkeviljen er for en størrelse.

Begreber der skal væk: Relativ fattigdom

Af Christian Bjørnskov, den 16. juli 2022. 10 svar

Første indlæg i vores sommerserie om begreber og idéer, vi gerne så at folk holdr op med at bruge, handler om et begreb der ofte bruges i politik: Såkaldt ‘relativ fattigdom’. OECDs og EUs fattigdomsgrænser er begge defineret på basis af relativ fattigdom, ligesom Danmarks Statistik har advokeret for lignende brug. DS har endda et presseindlæg fra 2012 med titlen “Hvordan man måler fattigdom?“, der nærmest sætter lighedstegn mellem relativ fattigdom og egentlig fattigdom.

Problemet med begrebet er, at det ikke rigtigt har noget som helst med fattigdom at gøre. OECD definerer således folk som ‘fattige’, hvis de tjener mindre end 50 procent af landets medianindkomst. Metoden indebærer således, at lande som Ungarn og Grækenland har cirka lige så mange ‘relativt fattige’ som Danmark, på trods af at deres medianindkomster kun er omtrent 50-60 procent af den danske. Den indebærer også, at der er lige så mange fattige i Danmark idag, som i midten af 1970erne da medianindkomsten kun var det halve af hvad den er idag.

Med andre ord indebærer en brug af begrebet ‘relativ fattigdom’, at der ikke bliver færre fattige selvom alle indbyggere i et land bliver dobbelt så rige. Det betyder også, at man vil måle flere såkaldt fattige i Monaco end i Danmark på trods af at gennemsnitsindkomsten er over den dobbelte. Heri ligger det politiske trick ved det: Relativ fattigdom er overhovedet ikke et fattigdomsbegreb, og fører ikke mål for fattigdom med sig – målene er dårlige mål for ulighed i økonomisk resultat.

Problemet er indbygget i selve begrebet, der hviler på et tydeligt normativt fundament. Idéen bag begrebet relativ fattigdom er, at alle har en form for ret til at deltage normalt i samfundet. Deltagelse her betyder for eksempel, at ens børn kan gå til samme sport, deltage i samme aktiviteter, og i en vis forstand ‘følge med’ i status. Det betyder dermed, at en række sociologer, der bruger begrebet, mener at børn er fattige hvis de ikke får samme mærker tøj, som deres venner og klassekammerater har.

Hvis man regner med at den type standarder, som man lægger til grund for begrebet, stiger i takt med at samfundet som helhed bliver rigere, vil fattigdom per definition altid være et problem hvis man ikke omfordeler i meget massiv grad. Det ligger således indbygget i begrebet, at den eneste løsning er politik, der sikrer en stadig større grad af resultatlighed – ikke lighed i muligheder, men lighed i outcomes.

Relativ fattigdom som begreb har således meget lidt med fattigdom at gøre – at kalde danskere med en indkomst under 156.000 kroner fattige, er at gøre grin med verdens fattige – og er politisk partisk. Den købekraftsjusterede gennemsnitsindkomst i lande som Argentina, Bulgarien og Montenegro er således lavere end OECDs grænse for at være ‘relativt fattig’ i Danmark. Selve begrebet gør enhver egentlig sammenligning over tid eller på tværs af lande til rent nonsens. Relativ fattigdom er et begreb, som ikke burde bruges medmindre ens formål er politisk manipulation.

Punditokraternes sommerserie 2022

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2022. 8 svar

Som altid har Punditokraterne også i år en sommerserie af indlæg med et fælles tema. Tidligere sommerserier har for eksempel omfattet public choice (i 2017), international handel (i 2018), befolkning, klima og vækst (i 2019), indlysende forhold og bivirkninger, (i 2020), og historiske forhold (sidste år).

Emnet for sommerserien 2022 er begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge. Vi kommer, med andre ord, til at bruge lidt af sommeren på at beskrive begreber og idéer fra samfundsvidenskaberne og samfundsdebatten, som enten ikke giver mening, er selvimodsigende, er stærkt kritisable, eller ganske enkelt er (eller burde være) døde fra en faglig vinkel.

I de kommende uger kommer vi derfor til at skrive i sommerserien om så forskellige begreber som ‘neoliberalisme’, ‘social retfærdighed’, ‘folkets vilje’, og ‘sammenhængskraft’. Hvis vores læsere skulle have flere eksempler på begreber eller samfundsfaglige idéer, der er enten nyttesløse, nonsens, eller fagligt døde, er alle velkomne til at komme med forslag nedenfor!

Zombien SAS og de absurde krav

Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2022. 1 svar

Mandag gik piloterne hos SAS Scandinavia i strejke. Aktionen påvirker ifølge SAS over 200 fly og mellem 20.000 og 30.000 passagerer hver dag den bliver ved. Selskabet har i forvejen været på tiggergang hos de skandinaviske regeringer, og fået klar støtte fra den danske til at fortsætte. Støtten er dog – såvidt den slags politiske løfter overhovedet er troværdige – betinget af, at man også får nye private investorer til at skyde penge i SAS.

Det er der meget lille sandsynlighed for i disse uger. Den dygtige Thomas Bernt Henriksen på Berlingske skrev for eksempel mandag, at ”Strejken er begyndelsen på enden”. Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen er i det store og hele enig, og brugte overfor DR ordene, at ”pengene fossede allerede ud af SAS’ kasse.” En pilotstrejke hjælper ikke ligefrem på situationen, når selskabet allerede er i en desperat stilling overfor aktionærer og mulige investorer. Som jeg understregede forleden i Børsen, ville jeg da heller ikke eje aktioner i SAS, om jeg så fik dem smidt i nakken.

Hvor elendigt et selskab SAS er, blev eksemplificeret i Berlingske for et par uger siden: En investor, der i 2007 købte aktier for 100.000 kroner i selskabet, ville i dag stå tilbage med en aktieværdi på 132 kroner. Lad os lige gentage det beløb: 132 (hundrede og to og tredive) kroner. Dét afkast får næsten væddemål om hviderussisk demokrati eller angolansk rumfart til at se profitable ud.

Den eneste grund til at SAS er overlevet eller i det mindste stadig eksisterer som en zombievirksomhed – en udød organisation, der bliver ved med at sluge ressourcer og hjerner fra andre erhverv – er at den er blevet skærmet gentagne gange af den danske og svenske stat. SAS er plaget af et kompliceret net af overenskomster med forskellige fagforeninger, der har været vant til at få attraktive vilkår hos en ’flag carrier’ som i gamle dage skulle udstråle kompetence og eksklusivitet. Hver gang selskabet i snart 30 år er kommet i problemer, har løsningen været at staterne trådte til med hjælpepakker og ekstra aktieopkøb, i stedet for at man tog opgøret med fagbevægelsen og den ubehagelige proces med at bringe administrationsomkostninger og andet under kontrol.

Den norske stat rykkede ud af selskabet i 2018, den svenske har meddelt forleden, at dens intention er at komme af med dens SAS-aktier, hvilket efterlader danskerne. Regeringen, med Nicolai Wammen i spidsen, har således meldt ud at man vil eftergive SAS dets gæld og øge den danske ejerskabsandel op til 30 procent – men kun hvis private investorer også træder til.

Spørgsmålet er, hvem der er villige til at investere i et selskab med de følgende problemer: 1) SAS har oplevet seks pilotstrejker på 12 år, og i hver af dem har fagforeningerne forsøgt at få del i selskabets ledelsesret; 2) Selv blandt piloterne er der en konflikt mellem Dansk Pilotforening og Flyvebranchens Personale Union, der typisk organiserer de yngre piloter i SAS datterselskaber; 3) selskabet har de sidste 25 år ikke formået at tjene nok i gode år til at dække, hvor meget det taber i dårlige år; og 4) den kvalitet og service, som selskabet var kendt for i gamle dage, er mange år siden. For mit eget vedkommende er det heller ikke noget argument, at man kan ’tale sit eget sprog’, som nogle kommentatorer har fremhævet. Jeg har mange gange været irriteret over at blive talt til på et sprog – svensk eller norsk – som jeg har svært ved at forstå, og hvor jeg langt hellere vil tale engelsk eller tysk.

Thomas outliner tre muligheder i Berlingske: 1) At SAS bliver reddet endnu en gang; 2) at selskabet får lov til at gå ned og bliver rekonstrueret omkring et af datterselskaberne; eller 3) at SAS fusionerer med en større spiller. Mulighed 1) vil i min optik forudsætte et niveau af økonomisk inkompetence, som det kræver en politiker som Nicolai Wammen at opnå. Mulighed 3) er svær at se, da det absolut eneste der taler for at overtage SAS, er selskabets relativt nye fly og dets mange slots i skandinaviske lufthavne. Det efterlader mulighed 2), der vil være voldsomt kontroversiel hos fagbevægelsen og sandsynligvis også hele venstre side af Folketinget.

Intet virker oplagt, og måske bliver udfaldet faktisk den fjerde mulighed: En total konkurs og en forsvinden ud i historiens glemsel hos Sabena, Pan Am og Malev? Under alle omstændigheder vil den allerværste mulighed være, at den danske stat redder SAS endnu en gang, og dermed fortsætter den absurde dødedans mellem fagforeningerne og ledelsen i en zombievirksomhed.

Kup og nye forfatninger

Af Christian Bjørnskov, den 22. juni 2022. 2 svar

For få år siden, da Martin Rode (Uni Navarra) og jeg samlede dataene sammen til vores database om regimetyper og regimetransitioner (gratis tilgængelig her), spottede vi flere interessante sammenhænge. En af de mest interessante er, at når vi i perioden observerer et succesfuldt statskup, er der en 45 procent sandsynlighed for, at landet implementerer en ny forfatning i løbet af de næste tre år. Vi undrede os over, at vi ikke kunne finde tidligere forskning der så på fænomenet, eller stillede spørgsmål ved hvordan de forfatninger ser ud.

Martin og jeg har sammen med vores tidligere PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri (VSE Prag) lavet en særudgave af databasen, hvor vi kun har lande fra Latinamerika og Caribbien, men med data tilbage til 1920 og ekstra information. Dét datasæt har Stefan Voigt (Uni Hamburg) benyttet os af i et ny paper med den simple titel “Coups and Constitutional Change”. Jeg skal præsentere papiret for første gang i aften ved ugens Hamburg Lecture, og giver blot en lille forsmag her på stedet.

Allerførst illustrerer denførste figur nedenfor timingen i forfatningsimplementering i Latinamerika og Caribbien, set henover et århundrede. To særlige forhold er synlige her: 1) at forfatningsændringer typisk kommer før demokratisering (den grå kurve); og 2) at forfatningsændringer typisk kommer efter succesfulde kup (den sorte kurve). Kuppene sker mellem år -1 og år 0, og er ikke blot konsekvenser af politisk uro. Hvis de var, ville den sorte kurve følge den prikkede, sorte, der illustrerer sandsynligheden for at få en ny forfatning omkring fejlede kup. Den sandsynlighed er klart den samme for begge grupper før kuppet, men stiger markant hvis kuppet lykkes. Vi kan således meget tydeligt vise, at mange forfatninger er direkte resultater af det nye regime, som kommer til magten ved et kup.

En anden interessant detalje her er, i hvilket omfang statskup ‘beskytter’ demokratiet. Vi illustrerer her hvad der sker med sandsynligheden for, at et land er fuldt demokratisk omkring fejlede og succesfulde kup. Hvis landet i forvejen var demokratisk (de sorte linjer), forsvinder demokratiet naturligvis i det øjeblik, kuppet lykkes. Det sker kun sjældent efter fejlede kup (den stiplede sorte kurve), ligesom det er relativt sjældent, at fejlede kup (de grå kurver) fører til demokratisering. Men detaljen, som dskuteres heftigt i kupforskningen, er at efter tre år har 30 procent af kupregeringerne genindført eller indført demokrati! Der er således tydeligvis kup, der de facto beskytter eller demokratiserer.

Er kup derfor af det onde og noget, det internationale samfund bør stræbe efter at undgå? Svaret fra vores forskning er, at der ikke er et enkelt svar på spørgsmålet. Derudover ligger der detaljer og komplikationer begravet i, hvordan de nye forfatninger ser ud. Den diskussion er dog for en anden dag og en anden blogpost.

Populistiske vælgere i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 19. juni 2022. 4 svar

Der tales med jævne mellemrum om populisme som både politisk fænomen og som politisk problem. Populisme er også et stort tema i samfundsvidenskabelig forskning, for eksempel i Barry Eichengreens The Populist Temptation – en på flere måder udmærket bog som jeg anmeldte for Economic Affairs i 2019 – eller mindre glimrende bidrag som f.eks. hollænderen Cas Muddes noget ideologiske, men medieprofilerede, forskning. Og oveni bekymringerne er der også enkelte studier, der peger på at populistiske partier kan være af det gode, da de tillader flere grupper i samfundet at blive hørt og repræsenteret i debatten, og giver større politisk konkurrence.

Et spørgsmål, der sjovt nok ikke diskuteres ret meget i den offentlige debat, er hvor fænomenet er størst, og hvilken form det tager. Helt særligt diskuteres populisme ofte som et fænomen på den ydre (nationalkonservative) højrefløj i højere grad end venstrefløjen – Mudde afviser endda blankt, at socialdemokrater kan være populister! Der er dog meget lidt grund til at tro, at populistiske venstrefløjspartier generelt vil det samme som deres populistiske pendanter på højrefløjen.

Idag bruger vi derfor den svenske tænketank Timbros data over populistiske partier i Europa. Det særlige ved Timbros data er, at de går tilbage til 1980 og sorterer populistiske partier i enten venstrefløj eller højrefløj. Kortet nedenfor illustrerer, hvor mange vælgere disse partier fik i forskellige europæiske lande ved valg mellem 2010 og 2019.

Kortet skal læses sådan, at hvis venstre- eller højreorienterede populistiske partier fik færre end 10 procent af stemmerne, er landet hvidt. Jo mørkere blåt det bliver, jo flere stemmer gik til højrefløjspopulister; på samme måde gik flere stemmer til venstrefløjspopulister i mere røde lande. Et enkelt land – Grækenland – er grønt fordi højrefløjspopulister i perioden fik 12 procent af stemmerne, mens venstrefløjspopulister fik 34 procent.

Vores kort idag illustrerer dermed, at man ikke blot kan tale om populisme som det samme fænomen i Spanien som i Finland. Finske populister i f.eks. Sannfinländarna (Perussuomalaiset) er fundamentalt anderledes end f.eks. det spanske Podemos, men på mange måder sammenlignelige med deres kolleger i Dansk Folkeparti. I det omfang populistiske partier får faktisk indflydelse kan man således heller ikke regne med samme konsekvenser (se f.eks. evidens fra Latinamerika her).

Pointen i dagens post er således den enkelte, at hvis man skal tale om populisme, kan man sagtens tale om fælles disrespekt for etablerede institutioner, en fælles fortælling om en elite versus ‘folket’ (som populisterne påstår, de repræsenterer), og en mangel på respekt for faglighed. Men det giver meget lidt mening at tale om det hele som ét fænomen: Hvis man skal have noget analytisk ud af populismediskussioner, må man skille dem ad ideologisk. Ellers ser det ud som Mai Villadsen og Pernille Vermund er samme politiske person…

Masterclass med Hannes Gissurarson

Af Christian Bjørnskov, den 5. juni 2022. Skriv et svar

På næste søndag, den 12. juni fra kl. 10 til 18.30, har CEPOS Uddannelse besøg af professor Hannes Hólmsteinn Gissurarson (Islands Universitet). Hannes holder en masterclass med titlen “How cosmopolitanism and patriotism can be combined, so that nationalism and patriotism is a servant of liberty and not a threat to it.” Undervisningen foregår på engelsk.

Det særlige ved arrangementet er, at det er åbent for alle – og alle punditokraternes læsere således er inviterede til at deltage! Tilmelding er gratis og efter først til mølle-princippet. Man sender bare sit CV og en kort beskrivelse af ens interesse i arrangementet til Stefan Kirkegaard Sløk-Madsen på stefan@cepos.dk (sørge for at skrive “Masterclass” i emnefeltet).* Ved tilmelding vil man få tilsendt materiale, som man forventes at have læst forud for undervisningen.

* Hvis man er alumne fra CEPOS Uddannelse, har man direkte adgang og behøver ikke vedlægge CV eller motivation

Offentlig og privat beskæftigelse i 55 år

Af Christian Bjørnskov, den 3. juni 2022. 7 svar

Forleden udkom en analyse fra Cepos, hvor Mads Lundby Hansen og Jørgen Sloth dokumenterede to ting: For det første var den offentlige beskæftigelse vokset med 34.000 personer fra februar 2020 til marts 2022 – og endda med 1500 i marts i år – og for det andet, at den totale beskæftigelse nu er på det historisk højeste niveau nogensinde på 869.000 personer. Jeg skrev om problemet i Børsen igår, torsdag, hvor jeg bl.a. pegede på problemet i, at mens den samlede arbejdsstyrke er steget cirka 30 procent, er den offentlige beskæftigelse steget hele 220 procent.

Det betyder også, som jeg skrev i Børsen, at “Mens det offentlige forbrugs bidrag per ansat til nationalindkomsten er steget 20 procent i perioden, er det privates bidrag per ansat steget 185 procent.” Hvor absurd udviklingen er, burde være klart i dagens figur nedenfor. Den konjunkturkorrigerede private beskæftigelse er idag lige omkring den samme som midt-sidst i 1960erne. Mens der dengang var cirka otte privatansatte for hver offentlig ansat – dvs. otte personer i Danmark, der betalte skatter og afgifter til at finansiere én offentligt ansat – er det tilsvarende tal idag kun 3½.

Det er på dén baggrund, at mange økonomer efterlyser produktivitetsfremgange i den offentlige sektor. Kunne man ikke – enten gennem reformer af måden man gør ting på i det offentlige, af hvad det offentlilge gør, og af det omfang det offentlige bruger private udbydere – rette en smule op på den sære situation hvor 28 procent af arbejdsstyrken er beskæftigede i en sektor, der stort set ikke bliver mere produktiv eller dygtigere fra år til år?

Jeg er pinagtigt opmærksom på, at en væsentlig del af problemet er, at 28 procent af arbejdsstyrken er økonomisk ‘afhængig’ af politik – det er i sidste ende politikere, der er deres arbejdsgivere. Offentlige fagforeninger er også en væsentlig lobby i dansk politik, som kan forhindre reformer og som har en direkte interesse i at bibeholde en stor offentlig beskæftigelse. Men som dele af fagbevægelsen er klar over, kan det ikke blive ved: Som min ven og kollega Andreas Bergh (Lunds Universitet) viste på bedste pædagogiske vis i sin fremragende Den kapitalistiska välfärdsstaten, kræver finansieringen af velfærdsstaten og de 869.000 offentligt ansatte, et ekstremt produktivt erhvervsliv, og mere generelt en privat sektor, der bliver ved med at blive mere produktiv. Tider, hvor Folketinget udvider den offentlige sektor og ansætter flere, mens de regulerer den private sektor stadigt tættere og sætter barrierer op for international handel, rykker Danmark tættere på den velfærdsafgrund, der har truet siden 70erne.

EU’s Non-Tariff Barriers

Af Christian Bjørnskov, den 1. juni 2022. 1 svar

Det påstås ofte, at verden er blevet langt mere åben for handel de senere årtier. Som det britiske Institute for Government peger på, er de vestlige landes toldbeskyttelse faldet dramatisk siden anden verdenskrig: I 1949 var USAs gennemsnitstold på 33,9 %, mens den idag er faldet til 3,5 %. EU’s tilsvarende told er 5,3 %, ned fra omkring 9 % i midten af 1970erne. Men på samme tid er der meget, der tyder på, at såkaldte Non-Tariff Barriers er blevet vigtigere over årene. WTO peger for eksempel på, at NTB’er bidrager med omtrent den dobbelte ‘beskyttelse’ mod international handel som toldmure går idag.

De NTB’er som vestlige lande benytter sig af, defineres typisk som bestående af to komponenter: “Regulation: Any rules which dictate how a product can be manufactured, handled, or advertised” og ” Rules of Origin: Rules which require proof of which country goods were produced in.” De er dermed både regler, der effektivt pålægger udenlandske producenter større omkostninger ved at direkte påvirke måden de producerer deres produkter og reklamerer for dem, og regler der skaber bureaukratiske mure.

For tiden giver den britiske strid med EU over Nordirlandprotokollen fremragende eksempler på, hvordan union benytter sig skruppelløst af NTB’er som protektionistisk redskab. The Telegraph skrev således i morges om, hvordan man ikke kan købe småkager som Walker’s producerer særligt i forbindelse med dronning Elizabeths jubilæum – det forhindres effektivt af de NTB’er, der ligger i protokollen. Et andet eksempel, der er direkte til undervisningen, gives af Marks & Spencers topchef Archie Norman, der fortalte parlamentsmedlemmer hvordan:

“At the moment, wagons arriving [from the UK] in the Republic of Ireland have to carry 700 pages of documentation it takes eight hours to prepare. The documentation of some of the descriptors, particularly of animal products, have to be written in Latin … in a certain typeface.”

EU-tilhængere påstår ofte, at unionen er en af de mest frihandelsvenlige kræfter i verden. Det er åbenlyst ikke sandt, men erfaringerne med måden, unionen straffer britiske borgere gennem Nordirlandprotokollen afslører, i hvor høj grad policy-making i EU er blevet voldsomt protektionistisk. Det er godt for vores undervisning i handelspolitik – særligt den beskidte af slagsen – men skadeligt for borgere i både EU og Storbritannien.

Identitetspolitik og sammenbrud af demokratiske kompromiser

Af Christian Bjørnskov, den 30. maj 2022. 2 svar

Et af de store emner i dansk politik disse år er det samme som i politiske debatter i f.eks. USA, Storbritannien, Sverige og New Zealand: Identitetspolitik. Merriam-Webster definerer identitetspolitik som ”politics in which groups of people having a particular racial, religious, ethnic, social, or cultural identity tend to promote their own specific interests or concerns without regard to the interests or concerns of any larger political group.” Identitetspolitik kan for eksempel tage udtryk i, at folk med helt bestemte historiske rødder – sorte, grækere, eller russere – eller folk med særlige præferencer – transkønnede, stærkt overvægtige, eller dværge – på en eller anden måde ’fortjener’ særbehandling.

Man kan mene om identitetspolitik hvad man vil, men intuitivt er den stærkt ekskluderende og diskriminerende i sit udgangspunkt. Det viste sig for eksempel i sidste års Nørrebro Pride, der i sit materiale skrev ”Husk, dette er ikke et sted for hvide/cis/het, det er en QTIBIPOC seperatisk-event. Hvis du er hvid og/eller straight, så vil du blive nægtet adgang.” Med andre ord: Hvis man ikke delte både organisatorernes specifikke seksuelle præferencer og deres raceidéer, var man udelukket fra at bevæge sig sammen med dem i nogen synlig afstand.

På den måde er identitetspolitik decideret antitetisk til demokratisk politik og demokratisk samtale, men hvor problematisk det er, har indtil videre været et åbent spørgsmål. Det har to fremragende public choice-forskere nu rådet en vis bod på. Peter Boettke, professor på George Mason University udenfor Washington DC, har sammen med sin meget dygtige PhD-studerende Henry Thompson fået en artikel i Public Choice med titlen Identity and off-diagonals: how permanent winning coalitions destroy democratic governance. I artiklen viser de to, hvordan identitetspolitik underminerer måden, et velfungerende demokrati virker.

Boettke og Thompson starter grundlæggende deres analyse med et normativt grundlag fra Nobelprisvinderen James Buchanan: ”The purpose of a majority decision-making process is to ensure that the composition of the majority is not fixed and permanent: “one of the most important limitations placed upon the exercise of majority rule lies in the temporary or accidental nature of the majorities” (Buchanan 1954, pp. 118–119). The instability of coalitions, their propensity to break down because of side payments, broken allegiances, exogenous shocks, political entrepreneurship, or changes in preferences suggests a process by which society gropes towards some sort of continually evolving consensus (Buchanan and Congleton 1998, pp. 3, 4).” De to går derefter videre i den omhyggelige analyse ved at pointere en ganske enkel pointe: Identitetspolitik er ikke kompromissøgende, fordi den netop udelukker at man samarbejder med nogen, der ikke deler ens identitetsideologi.

Det helt basale problem, som Boettke og Thompson understreger, er at identitetspolitik afholder de identitære fra at samarbejde politisk med andre, der ikke deler deres præferencer fuldt ud. Det fundamentalistiske element i identitetspolitik forhindrer dermed det vigtige element i demokratier, som Buchanan påpegede, at der forhandles og nås enighed mellem skiftende grupperinger, og at ingen enkeltgrupperinger i samfundet således permanent sidder på fordelingen af goder. I det omfang, identitetspolitiske overvejninger sniger sig ind i politik, afkobler man således en af de vigtigste dele af demokratisk policy-making og skaber i stedet en situation, hvor kun dem, der er identitetspolitisk ’rene’ kan få gavn af omfordeling og de rents, der skabes af al politik. Hvis man ikke ser dét som et problem for moderne demokrati, ved jeg ikke hvad et problem er.

Handel og pressefrihed

Af Christian Bjørnskov, den 25. maj 2022. Skriv et svar

De seneste år har der været mere forskningsfokus på, hvordan information påvirker handelsmønstre. James Rauch startede meget af denne forskning i 1999 ved at pege på search barriers – at det faktisk koster noget at finde ud af, hvilke virksomheder man kan samarbejde med – er vigtige for international handel. Mine gode kolleger Philipp Schröder og Allan Sørensen har for eksempel sammen med Ingo Geishecker set på såkaldte ‘one-off export events‘ – begivenheder hvor en virksomhed eksporterer til et bestemt land en enkelt gang, men hverken de foregående år eller de næste år. I Danmark har omkring 17 procent af alle eksportsalg de seneste år således været one-off events, i modsætning til den eksport man normalt tænker på, hvor virksomheder eksporterer stort set det samme til de samme partnere år efter år. Mange af disse events er det, man kalder en ‘testing-the-waters strategy’ hvor virksomheden sælger små mængder for at finde ud af, om markedet i det nye land er værd at eksportere mere permanent til.

Meget af forskningen har fokuseret på virksomheders handel med resten af verden, mens de fleste har glemt at mange af virksomhedernes barrierer for information ikke er markedsdrevne, men politisk bestemte. De er derfor nationale og bør i princippet påvirke al eksport til et land. Philipp Schröder og jeg besluttede os derfor for nogle år siden for at undersøge, om pressefrihed – en af de mest alvorlige barrierer for almindelige borgere, der søger information om hvad der foregår – også påvirker handelsmønstre. Resultatet er artiklen Press freedom, market information, and international trade, som udgives i European Journal of Political Economy (og som er open access).

Philipp Schröder

Philipp og jeg har undersøgt eksportflows til 37 forskellige lande mellem 1993 og 2016, og sammenholdt dem med pressefriheden i modtagerlandene. Det interessante er, at vi faktisk ikke finder nogen generelle effekter af pressefrihed på eksport når vi ser på alle lande sammen. Det betyder dog ikke, at der ikke er noget: Når vi skelner mellem demokratier og autokratier, er der en meget stærk, positiv effekt af større pressefrihed på eksport til autokratier, og mere eller mindre et nul på eksport til demokratier.

Budskabet er således, at når man handler med verdens politisk ufrie lande, er frihed i én bestemt dimension – for pressen – forbløffende vigtig for handelen. Hvad der præcist foregår, kræver virksomhedsdata for at finde ud af. Men vi mener alligevel, at vi tager et skridt i retning af at forstå hvordan institutioner der påvirker pressefriheden, kan have konsekvenser for enkelte virksomheder. På den måde matcher vi indsigter fra international handel med input fra public choice / politisk økonomi – og den kombination er underligt sjælden.

Sjov med statistik: Højde og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 21. maj 2022. 3 svar

Som enhver ved, der har rejst i forskellige dele af verden, er der stor forskel på hvor høje folk er. De skandinaviske befolkninger er blandt de højeste, men er ikke helt de allerhøjeste. De laveste mænd på tværs af 77 vestlige og latinamerikanske lande, som vi har troværdige data fra, findes i Guatemala og er blot 164,4 cm i gennemsnit, mens de højeste er hollænderne på 183,8 cm, skarpt forfulgt af montenegrinerne på 183,3 cm.

En af forklaringerne på, at nogle landes befolkninger er højere end andre, er rigdom: Jo rigere gennemsnittet bliver, jo bedre ernærede bliver folk, og jo bedre ernærede bliver deres børn i særlig grad. Det kan også ses i danskernes udvikling, som vi skrev om i 2013. Men det kan næppe være hele forklaringen. Og det er her, dagens Sjov med Statistik kommer ind fordi det generelle billede på tværs af den vestlige verden afslører en anden ting: Der er ingen lande med en lav befolkning, der har en høj grad af social tillid! Skulle man være i tvivl, kan man blot se på nedenstående figur, hvor vi plotter social tillid mod gennemsnitshøjden for mænd for fire grupper: Vestlige lande (blå markører), tidligere kommunistiske lande (røde), Latinamerika (sorte), og de rige asiatiske lande (gule).

Er det ikke bare noget pjat – en såkaldt spuriøs sammenhæng? Det kan sagtens være, det er det, men yderligere analyse bekræfter bare den generelle sammenhæng. Regressionsanalyse på de 77 observationer i vores figur viser, at mens en fordobling af BNP i gennemsnit gør folk to centimeter højere – og at den relative fattigdom fuldt forklarer, hvorfor latinamerikanere er så klart mindre end europæere – er immigrantnationer og de asiatiske mindre, og folk i tidligere kommunistiske lande. Det ødelægger derimod ikke sammenhængen mellem tillid og højde: Formelle estimater som disse viser, at folk ti procentpoint højere social tillid er forbundet med en gennemsnitshøjde, der er én centimeter højere. Med andre ord, hvis danskerne eller nordmændene havde haft samme tillidsniveau som f.eks. briter eller vesttyskere, havde vi været tre cm mindre.

Hvad der ligger bag sammenhængen skal jeg lade være usagt – det er der næppe nogen der ved – men det kan være interessant at tænke over. Er der f.eks. en tredjevariabel, der forklarer både højde og tillid? Det kunne der være, men den mest åbenlyse – hvor kold vinteren er og dermed hvor hårdt klimaet historisk set har været – forklarer faktisk intet. Er der en plausibel mekanisme, der kan forklare at et kulturelt træk som social tillid på en eller anden måde fører til enten bedre ernæring i generationer, eller at højere mennesker får flere børn? Er der noget genetisk bag det? Vi opfordrer vores læsere til at tænke over tallene og måske undre sig lige så meget, som vi gør.