Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Liberalisme i Danmark

Af Christian Bjørnskov, den 1. oktober 2015. 2 svar

Det nye nummer af Econ Journal Watch fortsætter dens serie om liberalisme i forskellige lande. Punditokraternes gamle redaktør, Peter Kurrild-Klitgaard har her en glimrende artikel om liberalismens historie i Danmark. Der er flere ting at hæfte sig ved, ikke mindst det forhold, at Danmark var et af de første lande hvor Adam Smiths Wealth of Nations blev oversat, og at landet havde en ganske særk liberal tradition i samfundsvidenskaberne op til Første Verdenskrig.

Kurrild hovedpointe er dog ”den store tørke” fra 1945-1980, hvorefter en generation – som Kurrild i høj grad selv er medlem af – genoplivede liberal tænkning på de danske universiteter og i medierne. Det er også fra denne ret eklektiske gruppe, og fra en synlig tradition for politisk økonomi og public choice på universiteterne, at Cepos er vokset frem. Eller som han skriver: ”After a long drought, the 1980s brought a visible renaissance of liberal thinking and writing in Denmark, and the present study has surveyed and highlighted some of the more visible circles and personalities. One lesson the history here presented may offer is that a few individuals and a few ‘centers’ may actually influence quite a lot.”

Hele artiklen er interessant og stærkt anbefalet for alle, der er interesserede i emnet og dets status i Danmark.

Økonomisk Frihed 2015

Af Christian Bjørnskov, den 29. september 2015. Skriv et svar

Forleden udkom dette års Economic Freedom of the World rapport, der ligesom tidligere år redigeres af James Gwartney, Robert Lawson og Joshua Hall. Rapporten bekræfter som tidligere år, at Hong Kong stadig er verdens økonomisk frieste sted. Men som Fred McMahon fra Fraser Instituttet udtrykker det i pressemeddelelsen, ” “Hong Kong’s still number one but because democracy is the best safeguard of freedom, if China, which ranks low in economic freedom, encroaches on Hong Kong, we can expect Hong Kong’s ranking to fall.” Alle ville være mere trygge ved at Hong Kongs politiske institutioner udviklede sig i en mere demokratisk retning.

Danmark er i år nummer 22 af de 157 lande, der er rangeret – Venezuela er ikke overraskende bundproppen. Som tidligere år er Danmark dog også, som en amerikansk økonom formulerede det for et par år siden, et skizofrent samfund. Ser man på, hvor tung den offentlige sektor er, ligger vi nummer 154! Fokuserer man derimod på kvaliteten i retsvæsenet, er vi nummer 8 i verden, og det overordnede reguleringstryk placerer os som nummer 17.

Måske er det dog mere illustrativt at vise udviklingen over tid. I figuren nedenfor er den danske økonomiske frihed plottet i forhold til Sverige og Storbritannien. Ikke overraskende blev Danmark, ligesom nabolandene, markant mere frit i løbet af 1980erne. Udviklingen toppede i Nyrups sidste regeringsår og har derefter været ganske tydeligt negativ. Briternes tid med Tony Blair og Gordon Brown var heller ikke videre positiv, men landets fald – primært i ekstra reguleringslag – er rettet op. Sverige har også været nogenlunde stabilt over de sidste cirka 15 år. Danmark er det mest negative af de tre lande, og det mest bekymrende er, hvilken del af indekset, der udviser det største fald: Område 4. for de læsere, der som de fleste ikke er eksperter i økonomisk frihed, betyder det at Danmark effektivt er blevet markant mere lukket for handel. Mens vores toldpolitik besluttes i Bruxelles og har været stabil, er faldet udtryk for en meget markant stigning (1,8 point på en ti-skala) i de effektive handelsbarrierer, der skyldes reguleringer. Danmark har levet godt af handel i over 150 år, men vores politikeres reguleringstrang er øjensynligt så stærk, at de er klar til at sætte en del af grundlaget for vores relative rigdom over styr. Hvem fortæller dem det?

DK SW UK EF

Tre observationer om Skat

Af Christian Bjørnskov, den 27. september 2015. 2 svar

Skandalerne i Skat ruller for tiden – og i flertal. Skats IT-systemer er dybt forældede, men de to forsøg på at indføre nye systemer er gået helt galt. Ikke mindst har Skats ledelse fuldstændigt ignoreret gentagne advarsler om, at systemet ikke fungerede korrekt og havde behov for langt mere testning. Ledelsen besluttede alligevel at tage systemet i brug, hvorefter det ulovligt opkrævede skat og gældsbetalinger, mens Skat overså udbyttesvindel for mere end seks milliarder kroner andre stedet. Reaktionerne på problemer er dog i særlig grad værd at overveje. Her er tre forhold i skandalerne, der er fortæller mere end blot ordet ’skandale’ og den omfattende forargelse.

Først og fremmest var tidligere skatteminister Benny Engelbrecht forleden ude med et politisk krav om erstatning. I et splitsekund fik man indtrykket af, at flere politikere endelig var kommet til fornuft, indtil man hørte fortsættelsen: Engelbrecht ønskede erstatning betalt til Staten fra de IT-firmaer, der har stået for udvikling af de ubrugelige systemer. Udover at kravet var nonsens – en stor del af problemet har vist sig at være stærkt ufuldstændige kravsspecifikationer fra det offentliges side – var det også et eksempel på, hvordan de fleste politikere på borgen tænker. Hvis de var borgernes repræsentanter, ville det eneste rimelige erstatningskrav være for de tusinder af borgere, der er blevet snydt af Skat og ulovligt blevet afkrævet skat. Men det erstatningskrav er der øjensynligt ingen politikere, der har stillet.

For det andet viser skandalen, som Thomas Larsen pointerer i dagens Berlingske Tidende, at offentlige ledere stadig sidder væsentligt sikrere i sadlen end deres private modparter. Med andre ord skal der langt mere til, før en leder af en offentlig virksomhed eller myndighed bliver fyret. De kan ganske enkelt tillade sig mere. Så mens fem ledere (direktøren for IT, direktøren for inddrivelse, to underdirektører og en personaleleder,) i Skat foreløbig er ’sendt hjem’, er Skats direktør Jesper Rønnow Simonsen gået fri. Nok har han ikke ansvaret for at have sat skandaleprojekterne i gang, men som Berlingske formulerer det, har han næppe udvist ”rettidig omhu.” Mens topledere i det offentlige efterhånden får lønninger, der nærmer sig det privates, er de resterende incitamenter til at gøre sit job omhyggeligt stadig meget svagere, og afhængige af ens politiske popularitet.

For det tredje er der ingen politikere, der foreløbig har erklæret sig enig i Dansk Erhvervs for mig indlysende løsning på en del af problemerne: Simplificér skattesystemet! Den danske skattelovgivning er så byzantinsk, at selv Skats embedsværk ofte har svært ved at finde rundt i det. Lovgivningen er i høj grad resultatet af en lang række hovsaløsninger – såkaldte skattehuller, der skulle lukkes med hurtige løsninger – som kombineret ikke blot gør systemet uoverskueligt, men også temmelig tilfældigt. Flere jurister, ikke mindst Henriette Kinnunen fra Cepos, har peget på retssikkerhedsproblemerne i hele systemet.

Ideelt set burde de massive problemer skabe politisk interesse for at løse problemerne på langt sigt – det mindste blandt nogle af de få politikere, der er kritiske overfor statslige interventioner. Men der er skabt såkaldt borgfred, så de ni forskellige skatteministre, der har været politisk ansvarlige for miseren de sidste fem år, går fri. Som Juvenal spurgte for 1800 år siden: Hvem vogter nu vogterne? Hvor er ansvaret når de ansvarlige skal holde sig selv ansvarlige?

Svækker korruption erhvervs- og iværksætteraktivitet?

Af Christian Bjørnskov, den 21. september 2015. Skriv et svar

Dagens spørgsmål kan umiddelbart virke lige til. Hvis man skal bestikke sig til tilladelser til forskellige ting – opstart, miljø- og arbejdsforhold, eller fødevarekvalitet – bliver det markant langsommere og dyrere at starte virksomhed og drive den. Men der er andre forhold, der potentielt kan vende forholdet på hovedet. Spørgsmålet kompliceres yderligere af, at det er ganske svært at måle korruption, da problemets natur gør, at de involverede altid søger at hemmeligholde aktiviteten. Et nyt studie af Jamie Bologna og Amanda Ross, henholdsvis PhD-studerende og adjunkt på West Virginia University, der publiceres i Public Choice, giver et væsentligt klarere og overbevisende svar på spørgsmålet.

Forfatterne bruger det særlige forhold, at den brasilianske præsident Lula i 2003 indførte en ordning, hvor cirka en procent af kommunerne i Brasilien hver måned udvælges i et lotteri. Trækkes ens kommune, bliver dens regnskaber omhyggeligt revideret af en uafhængig enhed. Der er derfor offentligt tilgængelige data fra de tilfældige revisioner på, hvor stor en andel af en kommunes reviderede udgifter, der involverer bestikkelse. Bruger man dataene fra 2003, har man et så objektivt mål for korruption i Brasilien, som man næsten kan få.

Bologna og Ross kombinerer dette korruptionsmål med mål for erhvervsaktivitet og dens udvikling, så man kan se i hvor høj grad korruption er skadelig. Deres generelle billede er, at hvis korruptionsmålet stiger med ti procentpoint, falder antallet af virksomheder på langt sigt med 15-20 ud af et gennemsnit på 50 per kommune. De kan videre vise, at problemet er større for mindre virksomheder (med mindre end ti ansatte) og for virksomheder involveret i ressourceudvinding, byggebranchen, produktion, og transport. Generelt er 12 af de 17 sektorer dækket i de brasilianske statistikker påvirket af korruption.

De to forfattere kan dog gå et skridt videre, idet de også har et officielt mål for, hvor effektivt og udbygget, det offentlige bureaukrati er i hver kommune. De kan derfor skelne mellem ’sanding the wheels’ hypotesen om at omkostningerne ved bestikkelse ødelægger aktivitet, og ’greasing the wheels’ hypotesen, der siger at det er gavnligt at kunne bestikke sig udenom særligt tunge reguleringer og interventioner. De finder evidens for begge, idet bestikkelse på kort sigt er tydeligt positivt forbundet med erhvervsaktivitet i de kommuner, der har helt særligt svage bureaukratier. For cirka halvdelen med relativt gode bureaukratier, finder de dog helt konsistent og signifikant negative virkninger.

Selvom resultaterne derfor måske ikke er overraskende, er studiet værd at lægge mærke til. Grunden er, at Bologna og Ross først af alt afhjælper et af de helt store problemer i korruptionsforskning – hvordan man måler problemet – og derefter viser omhyggeligt og meget præcist, i hvilket omfang og i hvilke dele af økonomien, problemerne er størst. Det er sjældent, at man i denne forskning ser et papir, der så tydeligt undgår de ellers svære faldgruber, når man forsøger at vurdere bestikkelseskonsekvenser. Om politiske kontakter og lobbyisme kan skabe lige så svære problemer i bestikkelsesfri samfund som Danmark, er dog stadig et åbent spørgsmål.

Hvad er den kinesiske vækstrate

Af Christian Bjørnskov, den 16. september 2015. Skriv et svar

Punditokraternes faste læsere vil vide, at vi her på stedet ikke er imponerede over kinesisk nationalregnskab. I foråret dukkede der data op, der den kinesiske import var faldet næsten 20 %, og producentprisindekset var faldet godt 4 % (læs her). Nu viser det sig, at det kinesiske ølforbrug, der ellers er vokset 6 % per år de sidste ti år, stagnerede fuldstændigt sidste år (hattip: Marginal Revolution). Det passer dårligt med de officielle udmeldinger om en real vækstrate på cirka 7 %.

Christopher Balding går et skridt videre og tager fat om den officielle, kinesiske påstand om at detailhandlen steg 10,8 % i løbet af det sidste år. Her er hans kig på de (stadig) officielle data:

To examine this closer, I downloaded data from the report covering the 50 and 100 largest retail enterprises in China with sales broken out by category.  Looking at the 50 largest retail enterprises in a year over year basis, except for jewelry, all other categories are negative. Looking at the 100 largest, jewelry is still the largest gainer at 8.7% with food registering a 4.9% gain.  Total retail sales among the largest 100 registered a total gain of 1.5% year over year. Most interestingly about the top 100 year over year retail sales, there is not one category that reaches the 10.8% claimed by the NBSC.

Det er ret nemt for enhver med lidt kendskab til nationalregnskab at regne rundt og se, hvor meget de andre kategorier – primært offentligt forbrug og investeringerne – må være steget, for at en så svag indikator for privatforbruget kan være konsistent med en total vækstrate på 7 %. Den logiske konklusion er, at de kinesiske væksttal nødvendigvis må være ren fiktion. Mit personlige gæt er, at den faktiske vækstrate sagtens kan være negativ.

Internetadgang og frihed

Af Christian Bjørnskov, den 11. september 2015. 4 svar

En af det sidste årtis oversete udviklinger er udbredelsen af moderne kommunikation til fattige lande. Estimater peger for eksempel på, at hver anden voksen afrikaner ejer en mobiltelefon i dag, hvilket ikke blot har revolutioneret deres adgang til markedsrelevant information. Deres viden om samfundsforhold er også større og meget hurtigere end tidligere. Det samme gælder internetadgangen i store dele af den tredje verden, hvilket har givet visse repressive regimer nye udfordringer. Det kinesiske kommunistparti forsøger til stadighed at styre den information, landets har adgang til over blandt andet nettet. Deres særlige hovedpine er al den information, der ’slipper ud’ af Hong Kong, hvor partiets lange arm ikke helt rækker ind. Venezuelas regering har lignende udfordringer.

Det har indtil nu været et åbent spørgsmål, om internetudviklingen og den måde, den giver almindelige borgere yderligere adgang til information – og dermed til at sammenligne deres lands eller regions status og opførsel med andre regioner – har egentlige politiske konsekvenser. Men i det sidste nummer af Contemporary Economic Policy svarer Kathleen Sheehan og Andrew Young på spørgsmålet. Ved at sammenholde information på udviklingen i internetadgang og økonomisk frihed for en meget stor gruppe lande over tid, kan de estimere konsekvenserne af den ekstra information.

Resultatet er opløftende for de af os, der enten bekymrer os om frihed eller om økonomisk og social udvikling i verdens fattigste lande. Mens internettet ikke umiddelbart ser ud til at have implikationer for den økonomiske frihed i lande, der i forvejen er relativt frie, er det omvendt i lande, der starter med relativ ufrihed. Her kan man se en markant effekt af øget internetadgang på befolkningens økonomiske frihed. De dele af indekset, der driver effekterne, er primært område 1 og 5.

Med andre ord – og for dem, der ikke kender detaljerne i indekset – betyder det, at øget internetadgang er forbundet med en mindre offentlig sektor og væsentligt mindre reguleringer af arbejds-, kredit- og produktmarkeder. Det kinesiske kommunistparti har således god grund til at være bekymret for andet end befolkningens viden om menneskerettigheder og demokratiske krænkelser. I resten af den tredje verden svækkes regeringernes direkte indflydelse på samfundet tydeligt, i takt med at befolkningen får mere information om resten af verden.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2015. Skriv et svar

I dag udkommer det nye nummer af det meget læseværdige, svenske økonomtidsskrift Ekonomisk Debatt (hattip: Nonicoc). Nummeret indeholder bl.a. en glimrende artikel af Henrik Horn om WTOs problemer – dvs. Doharunden – og fremtid. Horn understreger bl.a. problemet med at EU og USA presser på for at tvinge fattige lande til at indføre særlige reguleringer, og vurderer, at de supermagter har ”tappat intresset för WTO.”

Nummeret omfatter også artikler om lejeregulering, diskussionen om en højere pensionsalder, og produktivitetsudvikling, og en leder om forskningsfrihed. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet.

Forskellen på aspirationer og politik

Af Christian Bjørnskov, den 2. september 2015. 1 svar

Den glimrende Randy Holcombe (Florida State University) havde forleden en kommentar om politikere på the Independent Institutes blog. Randy opsummerer sin hovedpointe i de første linjer:

Political rhetoric tends to obscure the difference between aspirations and policies. Aspirations are goals people would like to achieve, whereas policies are the means for achieving them. For example, the Obama administration has mandated automobile fuel efficiency standards that require a fleet average of 54.5 miles per gallon by 2025. This is an aspiration, not a policy.

Pointen er meget genkendelig i en dansk kontekst. Alternativet er det ene ekstrem, da deres politiske position op til valget nok bedst kunne opsummeres som ”Vi vil ligesom gerne have, at folk er flinke.” Positionen er indlysende nok kun mening som en vag aspiration, men absolut intet konkret, politisk indhold. I den anden ende af spektret ligger Liberal Alliance, der blandt andet gik til valg på et finanspolitisk forslag, der var regnet igennem af Finansministeriet.

Og hvad er der galt med det, kunne man spørge? Randys svar er, at politikere af stort selv alle farver er gode til at kommunikere deres mål – deres aspirationer. En politiker vil sige, at vi skal til B (målet), men meget sjældent hvordan vi kommer til B (politikken). Folk stemmer således efter deres vurdering af målene, især når de enten ikke kender politikken eller den er utroværdig – husk, at politiske ’markeder’ er de eneste markeder, hvor der betales for luftige løfter og ikke endelige produkter.

Den danske højrefløj har derfor det samme problem som den seriøse del af den amerikanske højrefløj. Når man endelig kommunikerer mål klart ud, som Venstre f.eks. har gjort siden Foghs tid, er det ofte utroværdigt. Man sætter nemlig mål på områder, der i den offentlige bevidsthed ’ejes’ af venstrefløjen, i et bredt set fejlslagent forsøg på at score socialdemokratiske stemmer. Skal man kommunikere troværdigt og med succes, må man således forbinde politikken med en konkret aspiration: Vi skal gøre Z for at komme til B. Desværre har de fleste politikere så lidt indsigt i faktiske samfundsforhold, at de næppe evner at gøre det. De lever i en verden, hvor der kun eksisterer motiver – hvilket B vil man til af – og hvor man fitter sit syn på, hvordan samfundet hænger sammen til det.

Den teoretiske politiker er en gud

Af Christian Bjørnskov, den 31. august 2015. 9 svar

Kommentatorer og økonomer, inklusive nogle af vores læsere her på bloggen, peger ofte på, at aktiv finans- eller pengepolitik i princippet kan afhjælpe effekter af kriser. Ideerne om finanspolitisk styring stammer fra Kalecki og Keynes arbejde i 1930erne, mens de tilsvarende pengepolitiske mekanismer først blev beskrevet af Warburton og Friedman. Den ene side mener, at man skal imødegå kriser og recessioner med ekspansiv finanspolitik – større offentligt forbrug og/eller lavere skatter og afgifter – mens den anden tror på pengepolitisk ekspansion. Mens begge sider har principielt ret, er der to fundamentale problemer forbundet med ideerne.

Fra én teoretisk side er problemet, at deres teoretiske syn på private agenter er simplistisk. Den mest berømte indvending kaldes ofte Barro-Ricardo ækvivalens, efter Robert Barros moderne behandling af David Ricardos indsigt fra 1800-tallet: Fremsynede borgere eller deres bankrådgivere vil indse, at når det offentlige øger udgifterne, betyder det at borgerne på et eller andet tidspunkt i fremtiden kommer til at betale højere skatter. I en vis forstand låner staten også fra borgerne selv når de udsteder obligationer, der købes indenlands. Borgerne får derfor et stærkt incitament til at spare op til den fremtidige regning, medmindre de er ekstremt kortsigtede. Det øgede offentlige forbrug kommer derfor til at modsvares af lavere privat forbrug når folk effektivt sætter deres opsparingskvote op. Nettoeffekten er således meget lille eller under nogle omstændigheder nul. Lignende problemer kan opstå med pengepolitik, når man politisk sætter renten ned, men hvor recessionen sænker inflationen lige så meget eller mere. I det tilfælde er realrenten – forskellen på den nominelle rente og inflationen – enten uændret eller muligvis endda steget. Det underminerer også den ellers forventede økonomiske effekt af politikken.

Fra en public choice / politisk økonomi-vinkel er der et ganske andet problem, der er lige så svært at løse. Problemerne opstår først og fremmest fordi politikerne ikke kan sætte noget som helst i gang før de har opdaget at der er et problem. Selv i Danmark kommer de makroøkonomiske data typisk med 3-6 måneders forsinkelse, og selv andre indikationer er ikke tilgængelige før de faktiske begivenheder er sket. Med andre betyder det, at politikere først får information om en krise, når den er begyndt at udfolde sig. Og selvom Det Økonomiske Råd i en vis forstand blev oprettet for at afhjælpe netop dette problem, er vismændene ikke profeter.

Når politikerne først har informationen, er næste skridt at finde en løsning – god eller dårlig hvis der overhovedet er en. Det introducerer en beslutningsforsinkelse da ethvert forslag skal udtænkes først, og derefter igennem almindelig parlamentarisk proces. I Danmark indebærer det, at et hvilket som helst forslag, når det er klart, skal gennem tre høringer i Folketinget. Sidst, men ikke mindst, skal forslaget implementeres, hvilket giver en implementeringsforsinkelse. I særlig grad gælder det her, at øgede offentlige udgifter kan tage lang tid om at udmønte sig i praksis, idet ethvert byggeri eller ansættelse af nye medarbejdere indlysende nok tager relativt lang tid. Og så har vi ikke engang taget hensyn til, at særinteresser får specielt let spil i en situation, hvor man leder med lys og lygte efter noget at bruge penge på, eller bestemte grupper at prioritere i skatte- og afgiftspolitik.

Det helt fundamentale problem med at bruge relativt simple teoretiske modeller – selvom de kan være endda meget avancerede rent matematisk – er at deres implicitte antagelser om politikere er tæt på rent nonsens. Skal traditionel stabiliseringspolitik faktisk virke som modellerne foreskriver, kræver det politikere med overmenneskelige evner til at forecaste økonomien og med nærmest øjeblikkelige indsigter i, hvordan politikken skal designes og gennemføres. Deres information om kriserne skal jo logisk set komme så meget før krisen, at det kan kompensere for beslutnings- og implementeringsforsinkelserne. I makroøkonomi uden politisk økonomi er den teoretiske politikere således i en meget konkret forstand en guddom. Jeg kender ingen politikere i det virkelige liv, der på nogen måde kommer tæt på gudestatus. Derfor er det også svært at tage konkrete, politiske forslag alvorligt, når de hviler på makroøkonomisk teori, der er simpel i netop denne forstand.

Økonomisk frihed giver mindre kriser

Af Christian Bjørnskov, den 25. august 2015. 4 svar

Cepos har i dag udgivet et notat, hvor Mads Lundby Hansen opsummerer mit arbejde fra foråret om sammenhængen mellem økonomisk frihed og økonomiske kriser. Analysen omfatter 175 lande i perioden 1993-2010, og som Mads fint sammenfatter: ”Bjørnskov finder, at en stigning i økonomisk frihed vil medføre en reduktion i dybden af en økonomisk krise. Han finder også, at øget økonomisk frihed medfører, at et land hurtigere genvinder det initiale velstandstab efter en krise. Genopretningstiden er simpelthen kortere.”

Effekterne er drevet af offentlige reguleringer af markedet, hvor den mest oplagte tolkning er, at tungere reguleringer forhindrer folk og virksomheder i at tilpasse sig nye økonomiske incitamenter og muligheder. Notatet har også en fin diskussion af det særlige ved Danmarks reaktion på krisen i 2008-2009. den er et godt eksempel på, hvordan man ved at kende det generelle billede nemmere kan se det specifikke i enkelttilfælde. Notatet kan læses her, mens working paper-versionen af papiret er her eller her.

For 47 år siden i Prag

Af Christian Bjørnskov, den 22. august 2015. Skriv et svar

I disse dage for 47 år siden viste Sovjetunionen, hvor langt dets ledere var villige til at gå for at bevare fuld kontrol over de dele af Europa, som de opfattede som deres ’interessesfære”. Om morgenen den 21. august rullede russiske kampvogne ind i Prag og i løbet af kort tid var kommunistpartiets førstesekretær Alexander Dubček afsat. Han blev senere erstattet af den Moskva-tro Gustáv Husák, der knægtede enhver modstand mod den rette marxistisk-leninistiske tro.

Baggrunden for invasionen var, at Dubček i løbet af foråret havde ændret kurs mod det, der blev kaldt ”socialisme med et menneskeligt ansigt.” I april havde han været en af hovedmændene bag et reformprogram der ville have ændret den tjekkoslovakiske forfatning i liberal retning. Tjekkerne og slovakkerne var i det, der blev kaldt Foråret i Prag, begyndt en proces mod større personlig frihed og en grad af demokrati. Der var derfor nervøsitet i Moskva for, at Tjekkoslovakiet måske ville ’hoppe af’ til Vesten, og at information om ytringsfrihed, personlig frihed og muligheden for reformer skulle sprede sig til andre befolkninger i østblokken. Med andre ord kunne Moskva ikke acceptere, at folk kom til at tro, at de havde et valg og en ret til indflydelse.

Invasionen, der var relativ dårligt planlagt, affødte klare reaktioner fra Vesten, der fordømte den. Visse kommunistpartier slog knuder på sig selv for at bevare deres Moskva-tro linjer, mens invasionen fik andre til endeligt at bryde med Sovjet. Russerne fik dog hurtigt rettet op på deres værste brølere. Den måske største var at de første kampvogne i Prag og Bratislava var bemandet af unge, russiske soldater, der havde fået at vide, at de skulle befri deres brødre. Mange af dem blev overvældet af tjekkernes modstand mod dem, og kom ifølge nogle kilder til at frygte, at de blev sendt til Sovjetunionens fjerneste grænser for at forhindre dem i at fortælle nogen, at invasionen var voldsomt uønsket.

21. srpen 1968, Praha

21. srpen 1968, Praha

Der skulle gå godt 20 år før Tjekkoslovakiet slap af med det kommunistiske diktatur. Udviklingen siden da har i overvældende grad været positiv, og uanset at landet i 1993 deltes i to halvdele, er både tjekker og slovakker i gang med at genindtage deres status i midten af Europa. Så hvorfor mindes om en af de værste begivenheder i Europa efter krigen?

Grunden er indlysende: Putin-regimet mere end rasler med sablen igen og har meget tydeligt genoplivet den sovjetiske (og tsaristiske) ide om en interessesfære i Centraleuropa. Putin gentager ikke fejltagelserne i Prag, men har stramt styret informationen fra invasionen af Østukraine, og har endda slået hårdt ned på Soldatermødre – en af de ellers mest respekterede, gamle organisationer i Rusland – fordi den har været for højlydt i sin protest af mørklægningen af enhver information om de mange døde og sårede russiske soldater. På mange måder er Sovjetunionen i 1960erne en retvisende indikation på, hvilken vej Putin-regimet styrer.

For ikke at ende på for sort en tone, er weekenden måske også en lejlighed til at glæde sig over, at Centraleuropa i dag er frit, demokratisk, og visse steder rigere end Sydeuropa. Tjekkerne er i dag rigere end grækerne, portugiserne, og endda italienerne syd for Rom. Og for de musikinteresserede er der en ekstra historie: Den store dirigent Rafael Kubelik hoppede af fra Tjekkoslovakiet og vendte først tilbage til sit land i foråret 1990, hvor han dirigerede den første koncert i den festival, der kaldes Prag-foråret. Kubelik og den fantastiske Tjekkiske Filharmoni spillede meget passende Smetanas Ma Vlast – Mit Fædreland. Den meget bevægende koncert kan ses og hører her. Det er en storartet måde at fejre friheden på.

Hvordan har Europa rettet sig op efter krisen?

Af Christian Bjørnskov, den 17. august 2015. Skriv et svar

Marginal Revolution linkede i går til en kort diskussion af, hvordan de europæiske lande har klaret sig ovenpå krisen fra 2008. Quartz skriver om ”The euro zone’s pathetic economic recovery” i otte små grafer. Vi følger trop her med en enkelt figur, der viser købekraften i de europæiske lande idag (dvs. ultimo 2014) i forhold til toppen umiddelbart før krisen. Et forhold, man kan vælge at notere sig, er at de lande, der gik ind i krisen som euromedlemmer (de røde søjler), i dag i gennemsnit har præcist den samme købekraft som de havde før krisen. Lande, der stod udenfor (de grå søjler) – og for de flestes vedkommende stadig gør – har i gennemsnit 9,4 % højere købekraft. Selv uden de to bundskrabere Grækenland og Cypern, og de tre højdespringere Letland, Litauen og Polen, er forskellen 2,4 % mod 5,2 %. Danmark er som næsten altid fuldstændigt middelmådigt. EU crisis recover

En interessant biting er, at investeringerne i de europæiske lande i dag er cirka 80 % lavere end før krisen; tallet er rundt regnet det samme for Danmark. Mens forskellen mellem euro- og non-eurolande er stor på købekraft, er der ingen forskel på investeringerne. Logisk set må hele forskellen være en produktivitetsdifference.

Ny Punditokrat: Henrik Christoffersen

Af Christian Bjørnskov, den 12. august 2015. 1 svar

Fra tid til anden er der udskiftning i teamet hos Punditokraterne. Ændringen i dag er glædelig, da en virkelig kapacitet har besluttet at slutte sig til os: Henrik Christoffersen. Henrik er uddannet cand. polit. og har været forskningschef på Cepos siden 2008. Fra 1983 til 2008 var han forskningsleder hos det daværende AKF – Anvendt Kommunal Forskning eller tidligere Amternes og Kommunernes Forskningsenhed – og er også ekstern lektor på Københavns Universitet. Der er næppe mange, der ved mere om det kommunale Danmark end Henrik, og han har arbejdet tæt sammen med en række forskere over årene. Henrik er en integreret del af det danske public choice-miljø, og særligt har hans samarbejde med professor Martin Paldam om effektivitetsgevinster ved privatisering og sammenligninger mellem offentligt og privat virke, hvor to studier er publiceret i Public Choice, fået opmærksomhed. Sidst har Henrik bidraget til sidste års bog om et sammenlignende studie af Schweiz og Danmark. Vi er meget glade for at byde Henrik velkommen på holdet.

Nyt fra IEA: Classical Liberalism

Af Christian Bjørnskov, den 8. august 2015. 1 svar

For de interesserede har det glimrende Institute of Economics Affairs i London udgivet en ny og ganske læseværdig introduktion til klassisk liberalisme. Den lille bog, der er skrevet af Eamonn Butler og kan downloades her, introducerer på meget pædagogisk vis hvad klassisk liberalisme – i modsætning til hvad Venstre herhjemme eller de konservative i England paraderer som liberalisme – er og hvilket idegrundlag den bygger på. Den kan læses af enhver gymnasieelev med et godt engelsk, men er også anbefalet til alle andre interesserede, og måske i særlig grad dem, der er forvirrede af, det megen velfærdsliderlige nonsens, der paraderes herhjemme som liberalt tankegods. Måske skulle man forære et par eksemplarer til Venstre og Konservatives folketingsgrupper?

Hvor store er mulighederne i Afrika?

Af Christian Bjørnskov, den 5. august 2015. 2 svar

Min klumme i Børsen i dag handler om Afrika syd for Sahara, og i særlig grad i hvor høj grad der kan siges at være kommercielle muligheder. Klummen starter med at pointere, at Afrika er mange meget forskellige lande, så det er umuligt at sige noget generelt. Børsen har haft en lang række historier i løbet af de sidste uger, der peger på det samme problem. Centralt er det følgende:

Hvilke lande kunne da være interessante? Ser man på forhold som åbenhed for handel, økonomisk vækst og institutionelle forhold – hvor lang tid tager det at få papirarbejde godkendt, og hvor fri er økonomien – falder afrikanske lande meget forskellige ud. Og den kedelige nyhed for danske firmaer på jagt efter nye markeder er, at mange af de klare succeser er meget små.

Figuren nedenfor illustrerer pointen. Jeg har taget de 44 lande, vi har nogenlunde gode data på, fokuseret på fem områder – eksportåbenhed, real vækst (købekraftskorrigeret GNI per indbygger de sidste 10 år), hvor stor servicesektoren er, hvor lang tid det tager at registrere en virksomhed (fra verdensbankens Doing Business-projekt), og hvor økonomisk frit landet er (fra Heritage Foundation). Hver bid af søjlen viser, om landet er i den gode tredjedel (en score 3), midten (2), eller i den dårlige tredjedel. Ved toppen af hver søjle står et tal, som indikerer hvor stor landets samlede købekraft er relativt til Danmarks. Hver læser kan således tage et kig og spørge sig selv, om de ville investere i et givet afrikansk land.

Afrika muligheder

Årets specialer 3: Har vismændene haft reel indflydelse?

Af Christian Bjørnskov, den 2. august 2015. 8 svar

Den tredje installation i vores serie om interessante specialer fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om hvorvidt det Økonomisk Råd har haft egentlig indflydelse på dansk økonomisk politik. Specialet, som vores klumme i Børsen forleden handlede om, er den første undersøgelse af sin art i Danmark, og en af de meget få i det hele taget.

Udfordringen for Anne Kristensen i ”The Influence of the Economic Council on Danish Politics” er, hvordan man griber spørgsmålet empirisk an. Hun vælger at følge Bergh, Dackehag og Rodes approach (omtalt her) ved at kode anbefalinger i alle de halvårlige rapporter siden 1962 alt efter om de er almindelige eller særligt vigtige. Anne ender med at identificere seks områder, hvor Rådet med jævne mellemrum er kommet med klare anbefalinger: 1) Finanspolitik, dvs. skat og udgifter; 2) betalingsbalancen; 3) pengepolitik; 4) arbejdsmarkedspolitik, og i særdeleshed kontanthjælp og dagpengesystemet; 5) konkurrencepolitik; og 6) boligmarkedet.

Dette grundlæggende arbejde skaber derfor et unik datasæt, der kan bruges på flere måder. Anne bruger det naturligvis til at svare på hovedspørgsmålet i sit speciale: Hvis f.eks. der er en anbefaling om at rette op på betalingsbalancen – et ret permanent problem fra sidst i 60erne og frem til 80erne – betyder det så at politikerne gør noget, der alt andet lige retter op?

Svaret er, at det kommer an på hvilken type problem, Rådet retter anbefalingen mod. Der er intet, der tyder på at danske politikere lytter til Rådet, når det gælder konkurrencepolitik eller problemer i boligmarkedet. Mens vi havde en selvstændig pengepolitik (før 1982) var der heller intet, der tydede på, at Folketinget lyttede til de anbefalinger, ligesom betalingsbalanceproblemer øjensynligt var noget, som de var aldeles ligeglade med. Omvendt finder Anne solid evidens for, at anbefalinger om at stramme op på finanspolitikken – primært gennem skattepolitikken – og styrke arbejdsmarkedspolitikken faktisk har påvirket dansk politik.

Resultaterne er tankevækkende idet de to typer anbefalinger, som politikerne faktisk lytter til, begge handler om hvordan den offentlige sektors økonomi har det. Kan man undgå underskud ved at hæve skatterne eller få flere i permanent arbejde, så de skaber skatteindtægter, lytter man gerne. Omvendt er der intet, der tyder på at anbefalinger, hvis gavnlige konsekvenser ses på længere sigt, følges. Eller som vi konkluderede forleden dag i Børsen:

Når man således kan konstatere, at danske politikere faktisk har lyttet til disse anbefalinger, kan man stadig undre sig over, hvor deres gennemslagskraft har været mindst tydelig. Svaret ligger i, hvor hurtigt man kan se gevinster fra de anbefalinger, der ikke følges. Analysen viser at danske politikere i kortsigtspolitiken er opmærksomme på rådgivningen. Rækker anbefalingernes konsekvenser udover næste valg, lytter man lige så lidt til vismændene som til andre danske økonomer.

Årets specialer 2: Hvad koster det at sanktionere mod et andet land?

Af Christian Bjørnskov, den 28. juli 2015. 1 svar

Vi skrev forleden om Berit Nielsens analyse af de miljømæssige konsekvenser af Kyoto-aftalen. Vores andet eksempel på et særligt interessant speciale fra Aarhus Universitet i det akademiske år 2014-15 handler om økonomiske sanktioner. Helene Primholdt og Lasse Blaabjerg Høgild tager i deres speciale fra foråret udgangspunkt i den aktuelle diskussion om sanktioner mod Rusland. Der findes en rig, om end uafklaret litteratur om hvor effektive økonomiske sanktioner er.

Der er generel konsensus om, at sanktioner næppe kan genskabe demokrati – Cuba er blot et af mange eksempler – og forskerne diskuterer også stadig, om man kan forhindre yderligere overgreb på menneskerettigheder, ligesom de diskuterer hvor hårdt man kan ramme lande økonomisk. Sylvanus Afesorgbor (AU) og Renuka Mahadevan (Queensland) har f.eks. et nyt og spændende papir om fordelingseffekter af sanktioner.

Helene og Lasse stiller dog et andet spørgsmål, som er blevet noget overset: Hvad koster det sanktionerende lande at indføre sanktioner mod andre? Spørgsmålet er således ikke, hvad sanktioner koster Rusland, men hvad det koster lande som Danmark at være med i sanktionerne? Svaret finder de ved at bruge såkaldte ’gravity equations’ modeller, et standardredskab i handelslitteraturen til at estimere hvorfor nogle lande handler mere med hinanden end andre.

Det generelle resultat er i og for sig ikke overraskende. Importsanktioner koster normalt det sanktionerende land omkring en fjerdedel af importen fra det land, der bliver sanktioneret, mens eksportsanktioner koster cirka 13 %. Mens importresultatet faktisk ikke ser specielt robust, er de 13 % eksporttab meget stabilt, og ikke blot noget som rige lande oplever. Cluet i analysen ligger dog i et særligt forhold, der har været ignoreret i tidligere studier: De estimerer også, hvad der sker hvis det sanktionerede land (tænk Rusland) iværksætter modsanktioner. Det viser sig, lidt ligesom i studier af toldkrige – at konsekvenserne er langt større i det tilfælde. Helene og Lasses resultater peger i retning af, at handelen stort set holder op mellem to lande, der gensidigt sanktionerer hinanden! Mens sanktioner således har omkostninger for de sanktionerende parter, kande være ganske voldsomme når de gengældes.

Helene og Lasse kommer således et solidt skridt videre i forståelsen af sanktioner og modsanktioner. Problemet med analysen – hvis man må kalde det et problem – er at den giver anledning til en række ekstra spørgsmål. I princippet er der rigeligt kød på spørgsmålet til en hel PhD-afhandling, og ikke blot et speciale. For eksempel kan man spørge sig selv om, hvilken adfærd der faktisk fører til sanktioner; hvorfor man vælger en type sanktioner frem for en anden; hvornår sanktioner igen bliver opgivet; og om sanktioner mod militærdiktaturer er mindre effektive end mod civile autokratier? Hvis jeg havde 36 timer i døgnet, var det bestemt et af de spørgsmål, jeg ville give mig i kast med.

Kommunisme er ikke hvad det plejede at være…

Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2015. Skriv et svar

Det er en af beskederne i Michael Tottens formidable beskrivelse i City Journal af hans besøg i Hanoi tidligere i år. De rå nationalregnskabstal taler i og for sig for sig selv. Ifølge FN levede 3.8 % af befolkningen i 2008 (det sidste år med data) for under 1.25 dollars om dagen, mod 24 % i starten af 90erne. Den årlige vækstrate i real BNP de sidste 20 år har været godt 5 %, og 4 % målt i arbejdskraftproduktivitet (tal fra Penn World Tables, 8.1). med et CIA-estimat for gennemsnitsindkomsten på 5.600 købekraftskorrigerede dollars er landet nu på linje med Indien eller Uzbekistan og rigere end Pakistan og Moldova. Udviklingen er illustreret i figuren nedenfor.

Tottens essay giver dog et helt anderledes dækkende indtryk af, hvad Vietnams Doi Moi-reformer, der startede i 1986, har gjort ved landet. Nogle pluk om, hvad der sker når man opgiver kommunisme:

The city is extremely business-friendly. I asked a local man who works for an American company how hard it is for foreigners to invest and go into business in Hanoi. “The Vietnamese government makes it easy,” he says. “Just present them with a business plan, tell them what you want to do, and you’re good to go.” The same goes for small businesses. All you have to do, he says, “is rent the space, pay the taxes, and that’s it.”

Not just the ideology but the state itself feels almost irrelevant to anyone who isn’t an outspoken dissident. Controlling Vietnam’s people and imposing order on its freewheeling chaos is an exercise in futility.

Stærkt anbefalet!

VTN udvikling

Årets specialer 1: Har Kyoto-protokollen gjort en forskel?

Af Christian Bjørnskov, den 21. juli 2015. 4 svar

Et af privilegierne ved at være professor er, at man med jævne mellemrum får dygtige studerende, der skriver speciale om interessante ting. Her i sommermånederne vil vi som noget nyt skrive om nogle få af de nye specialer, for at dele noget af det bedste arbejde, som mine studerende har lavet.

Vores første eksempel er fra efteråret, hvor Berit Lykke Nielsen forsvarede ”An Evaluation of the Effectiveness of the Oslo and the Kyoto Protocol in Reducing Air Pollution.” I specialet tager Berit udgangspunkt i den officielle ide om Kyoto, hvis hensigt var at reducere landes udledning af CO2. På samme måde var hensigten med Oslo at reducere udledningen af SO2.

Det miljømæssige er således nemt, men identifikationen af effekterne er ikke. Problemet er, at tidspunktet på hvilket, lande ratificerede en af protokollerne, ikke er tilfældigt. Man kan derfor ikke blot sammenligne trends før og efter, et land har underskrevet, fordi trenden før ratificering kan have påvirket tidspunktet for ratificeringen. Det Berit derfor gør bedre end de publicerede studier af spørgsmålet, er at løse dette problem. Den elegante løsning er, at bruge en simpel instrumentvariabel-approach, hvor instrumentet er en variabel som påvirker ratificering, men ikke kan have påvirket udledningerne, til at forecaste ratificering. Denne instrumentvariabel er omkringliggende landes ratificering, baseret på ideen at nabolande ofte deler politik og at politiske diskussioner og debat spreder sig over landegrænser.

Resultatet er et nul i instrumentresultaterne. Berit bruger dog også en anden metode: Heckmans Control Function approach, der løser problemet på en anden måde ved først at estimere ratificeringsprocessen og derefter kontrollere for den bias, der ellers kommer i estimaterne af konsekvenserne af ratificering. Det interessante er, at CF-estimaterne faktisk peger på, at ratificering af Kyoto alt andet lige har ført til større udledninger af CO2.

Berit ender specialet med at diskutere, hvordan det kan være, at Kyoto enten ikke førte til noget eller måske endda har øget udledningerne. Det, som startede som et fint miljøøkonomisk speciale, slutter derfor med indsigter fra politisk økonomi. Hendes forklaring hviler på Jim Vreelands teori om institutionelle syndebukke,der peger på at stater nogle gange ratificerer for efterfølgende at kunne skubbe ansvar fra sig – ”Jamen, vi har jo skrevet under på en international aftale.” På den måde er specialet også en implicit advarsel mod at stole for meget på internationale aftaler eller institutioner. De er ikke bedre end de politikere, der agerer i dem.

Er danskerne veluddannede?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juli 2015. 7 svar

En væsentlig del af danskernes selvforståelse er, at vi er blandt de mest veluddannede i verden. Mens mange også, på trods af den klare evidens, tror at vi er blandt de rigeste i verden, er denne bid ved at svækkes, mens troen på vores uddannelse varer ved. Men som Mark Twain skal have sagt engang: ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know for sure that just ain’t so.” Danskernes uddannelsesniveau er ikke imponerende.

Som man kan se på figuren nedenfor, kommer den danske selvforståelse et sted fra i historien. Figuren, der plotter andelen af befolkningen med en videregående uddannelse (tal fra Barro og Lee) relativt til vores nabolande og til USA siden 1950, viser tydeligt, at der var engang hvor vi var veluddannede. I 50erne havde cirka 5 % af danskerne en tertiær uddannelse, hvilket var langt foran f.eks. Storbritannien (godt 1 %), Sverige (cirka 3,5 %) eller (Vest)Tyskland (2 %). Kun amerikanerne var bedre uddannede: i 1955 havde 8,3 % afsluttet en tertiær uddannelse.

Dansk relativ uddannelseI dag har 353.000 danskere ifølge UNESCO en videregående uddannelse, hvilket er 10,2 % af befolkningen over 25 år, eller 11 % af dem over 30 år. Det er 3 %-point mindre end i Tyskland, 6 %-point mindre end i Holland, og 4 %-point mindre end i Storbritannien. Med andre ord er vi faldet gevaldigt bagud i forhold til de lande, vi normalet sammenligner os med. Omkring 1990 var vi faldet til at have samme niveau, mens det danske niveau for tertiære uddannelse i dag er cirka 80 % af naboernes og 64 % af USA’s. Hvorfor det er sket, kan blive et emne for en post en anden dag, men man kan med fordel slutte for i dag med en anden bonusoplysning: Danmark er det land i OECD, hvor afkastet til uddannelse er lavest. Hvis det ikke rigtigt kan betale sig, hvorfor så tage en uddannelse?