Forfatterarkiv: Niels Westy

Om Niels Westy

Cand.polit. Niels Westy

The war on baby girls

I anledning af “International Women’s Day” i dag, havde The Economist i denne weekend sat fokus på at prioriteringen af drengebørn i visse dele af verden er endt i en fuldstændig absurd overvægt af mænd i forhold til antallet af kvinder, som det fremgår af nedenstående figur fra Economist.

overvægt af drengebørn i udvalgte lande

Som det fremgår er der tale om en betydelig overvægt af drenge i forhold til normalen som er 105 drenge for hver 100 piger. Men hvad betyder det så for kvinders position i sådanne kulturer? Et fingerpeg får man af en lille artikel i samme udgave, hvor man har besøgt et af de områder i Indien hvor der er størst uligevægt, og faktisk kunne noget tyde på, at præference for drenge kan have en række positive effekter. For eksempel er det ikke længere forbundet med store udgifter at få afsat sine pigebørn, nu er det mændenes familie der må punge ud. Derudover dannes der nu par på tværs af religiøse skel – og kan man måske på sigt forestille sig at det ligefrem kan medvirke til en opblødning af Indiens udgave af apartheid – kastesystemet? Har nogle af læserne, ligesom undertegnede, kun hovedrysten til overs for de hjemmelige feminister og deres hæmningsløse selvmedlidenhed og mangel på sans for proportioner, kan jeg kun anbefale Economist artikel. Uhyggelig læsning, men dog også med et glimt af håb. Artiklen findes her.

Legalize it – der er penge i skidtet

Den fremragende økonom, Jeffrey Miron, som jeg havde æren af at sidde i panel sammen med ved en stor narkotikapolitisk konference i New Mexico for nogle måneder siden, har i en årrække prøvet at beregne de økonomiske gevinster ved en legalisering af narkotika.I Danmark er hverken myndigheder eller uafhængige forskere (sidstnævnte er det selvfølgelig også svært at finde i et land hvor alle højere læreranstalter er statslige) interesseret i at beregne de økonomiske omkostninger ved forbruget af illegale rusmidler eller gevinsterne ved legalisering af samme. det er man til gengæld i bl.a. England, Australien og ikke mindst USA.

Inden jeg går videre er det måske her på sin plads at jeg giver en undskyldning for at have bragt urigtige tal til torvs. bl.a. i et indlæg på Liberator sidste år. Her anslog jeg de samlede globale omkostninger ved den førte narkotikapolitik til at være ca. 10 trillioner kroner. Det eneste jeg kan dække mig ind under er, at jeg brugte officielle tal fra FN og fra de federale amerikanske myndigheder. Desværre er myndighedernes tal ofte yderst problematiske, og man overdriver en række centrale tal, f.eks. for den samlede omsætning af illegale rusmidler. Uafhængige forskere anslår at  den globale omsætning “kun” er det halve af de 320 mia. USD., som FN angiver. Ligeledes overdriver de amerikanske myndigheder ofte omkostningerne af forbruget af rusmidler, og det får betydning, hvis man bruger disse tal til lave beregninger af de samfundsøkonomiske omkostninger (størstedelen af de omkostningsposter myndighederne henfører til rusmidlerne er reelt konsekvens af forbuddet og ikke rusmidlerne i sig selv). Derfor vil jeg i dag anslå de globale omkostninger til “kun” at være ca. 5 trillioner kroner.

Hovedformålet med denne post er dog ikke at undskylde for brug af offentlige myndigheders utroværdige tal, men at gøre opmærksom på, at Jeffrey Miron har opdateret sine beregninger over de økonomiske gevinster ved en ophævelse af det gældende narkotikaforbud. Rapporten finder man bl.a. på Mirons blog “Libertarianism from A to Z“.

Mirons hovedkonklusioner er at myndighederne vil kunne spare ca. 48 mia. USD. Omkring 25% kommer fra legalisering af canabis, mens omkring 40% er fra legalisering af heroin og kokain. Dertil skal lægges mulige skatteindtægter (hvis narkotika beskattes som alkohol og tobak bliver det i dag) på ca. 34 mia. USD. Ialt en positiv gevinst på ca. 82 mia. USD. Oversat til danske forhold, svarer det til op mod 10 mia. kroner.

Men som Miron tørt konstaterer:

legalization would not materially affect the U.S. fiscal situation.  And only about one-third of the savings comes from marijuana, the only drug with any chance of being legalized in the near future

Det gælder selvfølgelig også herhjemme, og kommer næppe som en overraskelse for de fleste af denne blogs læsere. Det har dog været fremført som et argument i USA, i lyset af den nuværende økonomiske situation. Men at tro, at den økonomiske krise skulle blive afgørende for en legalisering er ganske naivt (jeg er ofte stødt på argumentet blandt amerikanske NGO’ere), og bygger formentlig på at spiritusforbuddet blev ophævet under depressionen i 1930ernes USA.

En økonomisk krise er naturligvis heller ikke noget reelt argument for at ophæve en lovgivning der ifølge The Economist kun kan betegnes som

illiberal, murderous and pointless

Som Miron skriver:

The fact that legalization would reduce government expenditure and raise tax revenue is among the least significant arguments for legalization.  Far more important benefits are increased freedom for drugs users, reduced crime, improved public health, greater respect for civil liberties, and lower violence and corruption in source countries.

Hele rapporten kan læses her.

Jalving på automatpilot om “narkostaten” som han ikke helt har forstået

Den tidligere punditokrat og nuværende blogger m.m. på Jyllands-Posten, Mikael Jalving, har skrevet et indlæg i forbindelse med at der nu gennemføres forsøg med fri heroin til de hårdest belastede narkomaner. Jeg er oftere enig end uenig med Jalving, men denne gang er han gået helt galt i byen efter min mening. Jalving harcelerer i sin “frontalt” på JP over forsøget med “fri” heroin i “Narkostaten gir´en gratis omgang “og skriver bl.a.:

Bor du i en af landets fire største byer og er du lidt trist til mode – vinterdepression? – eller synes du bare, at dit liv godt kunne trænge til lidt mere farve, så gak hen på heroinkontoret og få dit daglige eller ugentlige skud, det manglede da bare efter al den skat, du igennem årene har betalt til velfærdsstaten. Hallo, hvornår har den sidst gjort noget godt for dig? Den tager 70-80 pct. af din indkomst i skatter og afgifter hver enenste dag, og så er det vel kun rimeligt, at du får noget igen, ikke sandt?

og slutter af med:

I dag er der ikke flere mennesker og sjæle at hjælpe – når man altså ser bort fra børn, der ingenting lærer, de syge, som ikke behandles, og de gamle, der rådner op på plejehjem, der ligner krematorier. Men i stedet for at gøre noget for børnene, de syge og de gamle, og gøre meget mindre for alle andre, kommer der nu heroin på bordet.

Er narkomaner ikke også ofre, vil nogen sikkert spørge.

Tjo, nogle er nok. Men skal vi hjælpe dem ved at give dem mere narko? Har velfærdsstaten nu taget den fulde konsekvens af sin 50-årige historie og er blevet dealer af lykke pr. kanyle?

Jalving vil så gerne gøre det til et resultat af velfærdsstaten at man nu vil dele gratis heroin ud til nogle få hundrede af landets narkomaner. Men her har han – formentlig (forhåbentlig) af uvidenhed og grundet opdragelsesmæssig automatreaktion – fat i den forkerte ende.

At man deler gratis heroin ud kan kun delvist ses som et resultat af vores velfærdsstat. Det er først og fremmest et resultat af, at heroin er et illegalt rusmiddel. Naturligvis er hele retorikken omkring hvorfor man vil give gratis heroin funderet i en velfærdsstatslig retorik, men det er ikke nødvendig for at argumentere for uddeling af heroin. Det nuværende forsøg med tildeling af gratis heroin til nogle få hundrede narkomaner må primært anses for at være aflad for konsekvenserne af en undertrykkende lovgivning, der ikke respekterer den mest fundamentale individuelle rettighed – nemlig retten til ens egen krop og hvad man gør med den.

Hvis Jalving havde skrevet indlæg hvor han harcelerer over samfundets mani med at reducere sine borgerer til objekter der skal behandles for alt, også dårlige vaner, havde jeg været helt og aldeles med ham. Hvis han havde skrevet et indlæg om det absurde i at man nu vil betale til folks dårlige vaner i stedet for at lade dem finansiere dem selv, så havde jeg fortsat været med ham. Men sagen er, at når vi ender i den absurde situation at det kan ses som økonomisk rentabelt at give folk deres narkotika gratis, så skyldes det først og fremmest, at man har forbud køb og salg af samme stof. Og Jalvings indlæg bliver til en gratis omgang friløb over temaet “hvad staten dog går og betaler til” – og her er fri heroin måske stort set det dårligste eksempel han kunne komme op med. Simpelthen fordi den eneste grund til at det foreslås er at heroin er ulovligt – hvilket ene og alene er “samfundets” ansvar.

Sagens kerne er, at det stereotype billede de fleste af os har af en forhutlet narkoman, først og fremmest er resultatet af forbud og i langt mindre grad af selve heroinen – et stof der fysisk er relativt uskadeligt (og for almindelige mennesker uendelig ligegyldigt), men stærkt vanedanende.

Hvis heroin var legalt ville det formentlig koste mindre end prisen på en pakke smøger per fix. Med andre ord ville narkomanen kunne finansiere sit forbrug ved at samle flasker eller lignende – hvis vedkommende da ikke, hvilket en mindre del rent faktisk gør, kunne bestride en normalt arbejde. 95% af den pris som narkomanerne betaler for deres stof af varierende og ofte livstruende ringe kvalitet skyldes, at der er tale om et forbudt stof. Hvad narkomanerne oftest dør af – ud over overdosis, fordi de aldrig kender koncentrationen af det aktive stof – er de sygdomme som følger af et stressende og uhumsk liv der er en konsekvens af den gældende lovgivning.

Så kunne man jo spørge hvorfor i alverden der er mennesker der overhovedet tager det. Dertil kan jeg kun svare, at det forstår jeg og 99,9% af befolkningen inkl. Mikael Jalving heller ikke, det er derfor vi aldrig kunne finde på at tage det. På den anden side er der nu heller ingen grund til at tro at der ville være (mange) flere der gjorde det, hvis det var lovligt og kostede en flad tyver for et fix. Det står jo enhver frit for at købe lightergas, lim og benzin og sniffe det, men derfor er det jo de færreste der gør det.

Ja, det er et perverst samfund der ender med at betale for folks uvaner, men det perverse består i denne omgang primært i, at det er et samfund der ikke tillader borgeren at have ejendomsret til sin egen krop, og dermed også hvad de fylder den med. Eller som Von Mises skrev i sin Liberalismus fra 1927 (her i en engelsk oversættelse) med direkte reference til alkoholforbuddet i USA og det samtidige forbud mod brug af morfin og kokain);

”Why should not what is valid for these poisons [alkohol, morfin og kokain] be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?”

Og det er heri at faren og perversiteten ved vores velfærdsstat ligger – ikke i at man uddeler heroin til en flok forhutlede eksistenser.

Og til Jalvings spørgsmål om “narkomaner ikke også ofre” vil jeg svare, at jo det er de. Ofre for en ufri og hyklerisk lovgivning, og det kan vi andre jo så skåle på i en god (singlemalt) whiskey.

TeknoChile og vejen til den 1. verden

Der er god grund til (igen) at holde et vågent øje på udviklingen i Chile. Landets nyvalgte borgerlige præsident (første gang siden 1958 at chilenerne har valgt en sådan), Sebastián Piñera præsenterede i den forgangne uge sit hold af ministre, der kan karakteriseres ved tre ting:

1. De er primært valgt ud fra deres faglige viden

2. Der er bemærkelsesværdigt få ministre der kommer fra partierne bag SSebastián Piñera’s valgsejr.

3. Et meget stort antal er uddannet på nogle af verdens bedste– det vil sige private amerikanske – universiteter.

Denne måde at vælge ministre kan næppe ligge længere væk fra vores eget system, hvor normen er at ministre ikke har noget kendskab til det område de skal arbejde med (selv i ”tunge” økonomiske ministerier) og til andre tider på trods af relevant uddannelse næppe ville kunne få beskæftigelse på ”normale” vilkår i det ministerium de skal lede (gælder bl.a. en tidligere skatteminister i en af Anker Jørgensen regeringerne). Og selv om det er set oftere i en række latinamerikanske lande, at faglige kvalifikationer har vægtet tungere end politiske forbindelser (måske lidt overraskende), har det ofte været under militærstyre (Chile under Pinochet og Brasilien – både under militærdiktaturet og under de første demokratisk valgte præsidenter, dog ikke den nuværende .

Læs resten

(endnu en gang) økonomisk og institutionel krise i Argentina

I sidste måned forsøgte den argentinske regering at få fat i en del af nationalbankens valutareserver til finansiering af det offentlige forbrug. På trods af brandbeskatning af landbruget (der sammen med tørke indebærer, at Argentina muligvis for første gang nogen sinde vil importere oksekød i 2010), nationalisering af opsparede pensionsmidler mv. bliver det sværere og sværere at skaffe midler til det fortsatte offentlige forbrug.

Forsøget på at få fingre i valutareserverne har udløst en institutionel krise, der i stigende grad gør det sandsynligt, at Argentina skal igennem endnu økonomisk nedtur (og måske en præsidentafgang i utide?). Om man så har lært lektien denne gang kan man stille sig tvivlende overfor. Indtil videre er det ikke lykkedes Argentina, der i løbet af 100 år er gået fra at være et af verdens 5 rigeste lande til den bløde mellemvare, at gennemføre varige reformer. Tværtimod har man især de seneste 50-60 år igen og igen oplevet dybe økonomiske kriser.

Den seneste udvikling har jeg skrevet lidt om på Americas.dk, hvis det skulle have interesse.

Her vil jeg blot opfordre de der måske har en forestilling om, at vi i Danmark (Europa), der har foretaget samme bevægelse (omend mindre dramatisk) siden vi “toppede” som en af verdens 5 rigeste nationer i 1970, nok skal gennemføre de nødvendige reformer på et eller andet tidspunkt, til måske at interessere sig lidt mere for Argentinas historie – det er ikke opløftende læsning.

Hvorfor har man ikke anvendt temperaturmålinger dækkende 40% af Rusland?

Der kommer hele tiden nye dimensioner til i climategate, der vel efterhånden har miskrediteret de involverede videnskabsfolk i en sådan grad at de rettelig bør udelukkes for al fremtidig forskning indenfor klima. Det seneste i den fortsatte føljeton om forsøgene på at fremme et helt bestemt billede af temperaturudviklingen er, at man kun har brugt udvalgte russiske vejrstationer, hvis resultater understøttede tesen om global opvarmning, og har fravalgt målinger fra 40% af Rusland. Læs resten

Om Chiles præsidentvalg på søndag

På søndag, den 13. december afholdes 1. runde af det chilenske præsidentvalg. I tilfælde af , at ingen kandidater får over 50% af de afgivne stemmer afholdes 2. runde mellem de to kandidater, der har fået flest stemmer til januar. Dette system er også kendt i flere andre lande i regionen, men er relativt nyt i Chile, hvor et system med 2 valgrunder kun har været praktiseret efter demokratiet blev genindført i 1990’erne. Baggrunden for denne ændring og en (meget) kort gennemgang af de væsentligste kandidater er formålet med dagens indlæg på “Americas

Er Morales klare valgsejr begyndelsen til enden på demokratiet i Bolivia?

I anledning af Evo Morales klare valgsejr i søndagens valg i Bolivia, har jeg skrevet et længere indlæg på Americas.dk. Det kan måske være af interesse for de af bloggens læsere, der interesserer sig for udviklingen i Latinamerika, og måske ikke mindst i de populistisk-socialistiske regimer i regionen. Læs mere her.

Klimadebatten og “hvad er da et par procent?”

Her på bloggen har vi gennem de seneste par uger haft en livlig debat omkring spørgsmålet om menneskeskabte klimaforandringer. Grundlæggende gælder det for alle bloggens faste skribenter at vi kan betegnes som skeptikere, hvilket indebærer, at vi ikke vil afvise at det kan forholde sig således, men at vi på den anden side heller ikke er overbevist om at det gør det. For et par af os er det næppe uvæsentligt at vi har en baggrund som økonomer, og derfor naturligvis ved at modeller ikke er det samme som virkeligheden, og gennem årene er stødt på ikke så få sindrige modeller der intuitivt løs tilforladelige, men alligevel i sidste ende havde svært ved at klare virkelighedens test. det kan man så reagerer på ved at mene, at det nok er modellen der er noget galt med, men man kan naturligvis også konkludere, som en af mine medstuderende gjorde i min studietid, at “menneskerne opførte sig forkert” – og hun mente det. Sådan kan man selvføgelig også vurdere udviklingen i klimaet i indeværende årtusinde.

En (sund) skepsis overfor at udråbe computermodeller til s-a-n-d-h-e-d-e-n, gælder dog langt fra alle steder. derimod hyldes forestillingen om den store konsensus og “settled science”. Det på trods af, at de anvendte klimamodeller langt fra har været i stand til at forklare den historiske udvikling i klimaet. Forestillingen om at de vise sten er fundet gælder også klimaøkonom Kirsten Halness. Men et er at hun er overbevist om at CO2 og menneskelig aktivitet er den primære driver i de nuværende klimaforandringer, og at fremtidige menneskeskabte stigende temperaturer er et problem. Noget andet er, at hun som økonom med en håndbevægelse kan mene at det ikke har nogen betydning om man afholder omkostninger svarende til et par procent af det globale BNP med det lønlige håb at det kan mindske den menneskelige effekt om 100 år. Man kan læse hendes blog på Jyllands-Posten her, hvis man orker. Det mest interessante er måske kommentarene til hendes indlæg.

Blot for at illustrere effekten af “et par procents” ændring i BNP:

Hvis BNP per capita vokser med 1% om året, vil den globale vestand være 168 % højere om 100 år. Vokser den 2% (det historiske gennemsnit i det 20 århundrede inkl. 2 verdenskrige, håbløse planøkonomiske eksperimenter i store dele af verden osv.), vil velstanden være 610% højere. Og hvis den kan holdes på på 3% p.a. vil velstanden per capita være hele 1766% højere.

Svaret burde være indlysende på hvad er et “par procent”? Det er temmelig meget.

Kirsten Halsnæss absurditeter og forøvrigt store mangel på respekt – og sagt ligeud dårlige opførsel (åbenbart et kendetegn hos en del “overbeviste”) overfor andre, kan ses i en “Debatten“, der blev sendt for et par uger siden.

Med tanke på at hun, og hun har papir på at hun er økonom, og burde forstå noget så simpelt som rentesregning, men tydeligt demonstrerer at hun ikke gør det, kan man spørge sig selv om hvorfor man lige skulle tro på et kvæk af hvad hun ellers siger.

BBC interview med Michael Mann om “climagate”

I en artikel på BBCs hjemmesider ” Climate e-mail hack ‘will impact on Copenhagen summit‘ ” kan man både oplever hvordan de hackede e-mails kan anvendes politisk af en sauidisk minister, der ikke overraskende mener, at de viser, at der ikke finder menneskeskabte klimaforandringer sted (hvilket naturligvis er noget vås), og (et stykke nede på siden) et BBC Interview med Michael Mann. Han formår på en og samme gang, at vaske hænder, sætte spørgsmålstegn ved sine kollegaer, afvise at der er sket nogen “wrong doing” og postulere at der er “enighed blandt verdens forskere”, hmmmm.

http://news.bbc.co.uk/2/hi/science/nature/8392611.stm

Det er ikke nemt at skelne mellem politikeren og videnskabsmanden i denne artikel – og det er vist problemet i en nødeskal.

Rex Murphy om “Climagate” på CBC

Uden yderligere kommentarer;

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=lgIEQqLokL8[/youtube]

Phil Jones træder tilbage

Ifølge AP fratræder Phil Jones midlertidigt sin stilling på grund af anklagerne, der nu leder til en undersøgelse,  begrundelse:

“that he overstated the case for man-made climate change”

Fra APs hjemmesider.

Følg pengene: Climategate

[også] i klimadebatten synes det at være populært at pege på hvor ens “modstandere” har modtaget penge fra. Her på bloggen har f.eks. en flittig kommentator aldrig forspildt en lejlighed til at diskreditere videnskabsfolk med et andet synspunkt end hans, ved at pege på at de har modtaget “oliepenge”.

Det er naturligvis ikke uvæsentligt hvor pengene stammer fra når vi taler om interessegrupper og videnskabsfolk, for kan vi stole på dem? Men herefter rejser sig selvfølgelig hurtigt spørgsmålet, hvad med de andre? i dette tilfælde de der er på den “gode” [i hvert fald ifølge dem selv] side af klimadebatten.

WSJ’s Bret Stephens havde i gårsdagens avis en fremragende klumme, hvor han med udgangspunkt i en af de centrale personer i Climagate ser på dette:

Consider the case of Phil Jones, the director of the CRU and the man at the heart of climategate. According to one of the documents hacked from his center, between 2000 and 2006 Mr. Jones was the recipient (or co-recipient) of some $19 million worth of research grants, a sixfold increase over what he’d been awarded in the 1990s.

Og fortsætter

Why did the money pour in so quickly? Because the climate alarm kept ringing so loudly: The louder the alarm, the greater the sums. And who better to ring it than people like Mr. Jones, one of its likeliest beneficiaries?

Læs hele kommentaren her.

Når man tænker over det er det naturligvis ikke anderledes end i en lang række andre debatter. Det er jo i realiteten ikke specielt interessant hvor pengene kommer fra, men nok så interessant hvilke betingelser der er knyttet til donationerne og hvad der skal til for at få fat i dem – og så er sagen pludselig ikke længere så simpel.

MSM før og efter Honduras præsidentvalg ved gårsdagens demokratiske manifestation

For en kort gennemgang af gårsdagens præsidentvalg i Honduras, henviser jeg til mit indlæg på “Americas“.

Porfirio "Pepe'' Lobo

Porfirio "Pepe'' Lobo

Hovedkonklusionen er, at valget er blevet gennemført i overensstemmelse med Honduras forfatning og som forventet indebar at den konservative kandidat; Porfirio Lobo ikke kun blev valgt med over halvdelen af de afgivne stemmer, men også med en valgdeltagelse væsentlig højere end ved det sidste præsidentvalg. Dette på trods af, at alle de “progressive” kræfter bag den afsatte præsident Zelaya, opfordrede til boykot af valget og venstrefløjens kandidat trak sig og opfordrede til boykot.

Men dermed er der ikke kun tale om en begmand til alle den “progressive” og “fredselskende” bevægelse i Honduras, til Zelayas “sugardaddy”, den “vestlige halvkugles imperialist number one”, kammerat Chavez og hans lydstater, til præsident Lula der for få dage siden gav Irans præsident en rigtig “krammer” ved dennes officielle besøg i Brasilia, men ikke vil anerkende Honduras valg i går.

Læs resten

Hugo Chavez afskaffer økonomiske kriser

Hvad gør man som præsident, når den økonomiske vækst udebliver? Man erlærer naturligvis blot, at økonomisk vækst i from af BNP-vækst er noget “gammeldags kapitalistisk” skrammel. Det er set før,  bl.a. hos Sarkozy i Frankrig, og i det fattige Bhutan, hvor man til stor glæde for alverdens varmtfølende NGO’ere opererer med “lykke” i stedet. Enkelte økonomer som tidligere nobelpristager, den berømt/berygtede antiglobalist Joseph Stiglitz mener ogsåå at man skal bruge subjektive mål istedet for BNP.

venzuela_bnp

Og Venezuela er midt i en økonomisk krise – i hvert fald hvis man bruger BNP som mål. BNP er faldet op mod 5% det seneste år og forventes at fortsætte sit fald til næste år. Som det ses af  nedenstående figur er økonomisk stagnation (mildt sagt) ikke noget nyt i Venezuela. Velstanden er på niveau med hvad den var for 30 år siden. Og set over det sidste halve århundrede er Venezuela stort set ikke blevet rigere. Ser man på velstanden i forhold til USA’s – så er man gået fra at have en velstand der svarede til 60% af amerikanernes i 1960, til i dag at have en velstand der svarer til 30% af samme.

læs mere på Americas.dk

Gary E. Johnson for president 2012 – er han Ron Pauls afløser?

Da jeg var i New Mexico for nylig holdt Gary E. Johnson (R) afslutningstalen på “International Drug Policy reform Conference”. Gary E. Johnson er tidligere guvernør i New Mexico (1995-2003), en stat der ellers er demokratisk domineret i styrkeforholdet 2:1. Johnson er libertarianer og der er gode muligheder for, at det bliver ham der skal føre den libertarianske stafet videre efter Ron Paul, der har rundet de 74 somre.

Og Johnson er ikke noget dårligt bud på en afløser, tværtimod. Han er måske ikke en stor taler på linie med Obama, men alt efter hvordan temperaturen er på amerikansk økonomi i 2012, kan det måske ligefrem være en fordel. Til gengæld har han masser af integritet  – og humor – og en umanerlig god trackrecord fra sin tid som guvernør.

Læs resten

“No fim, o pais do futuro vai ficar o pais de hoje?” – Brazil takes off

Blot en kort “reklame” for en post på americas.dk i anledning af, at The Economist i sit sidste nummer har en meget positiv specialsektion på 16 sider om Brasiliens muligheder for endelig at opfylde alle de forventninger som både landets egne borgere og udlandet har haft i årtier. – Læs videre på Americas.

4609LD1

“International Drug Policy Conference” og narkotikasituationen i Danmark

I den kommende uge afholdes der igen “International Drug Policy Reform Conference” i Albuquerque, New Mexico. Konferencen afholdes hvert andet år og har deltagere fra hele verden. I år er undertegnede inviteret til at deltage i et panel af økonomer. Under overskriften “Economic Analysis of the Global Drug Prohibition Regimes” skal vi bl.a. tale om “Why the U.S. and other countries continue to implement drug policies that do not reflect their long-term economic interests? What are the challenges of conducting economic analysis of such a politicized topic?  And what implications does the current economic crisis have for the future of global drug policy?”.

Personligt ser jeg frem til at se og høre en af de store kanoner i debatten i USA,  Jeffrey Miron fra Harvard University, der bl.a. har skrevet “The Budgetary Implications of Marijuana Prohibition“. Konferencen vil formentlig være (positivt) præget af det opbrud der har fundet sted i flere år omkring marihuana på delstatniveau. Som en sidebemærkning kan nævnes, at hvis resten af den amerikanske højesterets dommere fulgte Clarence Thomas holdning til den federale narkotikapolitik, ville den førte narkotikapolitik formentlig se meget anderledes ud i dag i USA. Clarence Thomas mener ikke, at det er i overenstemmelse med konstitutionen at man har en federal narkotikapolitik .

Jeg skal ikke skjule at det altid har undret mig,  at det har været muligt at have en federal politik på narkotikaområdet, når ophævelsen af alkoholforbuddet skete efter en ophævelse af det tillæg til konstitutionen der tillod de federale myndigheder at forbyde alkohol i hele USA, og (igen) overlod det til delstaterne. Flere af disse opretholdt i årtier efter ophævelsen af det federale alkoholforbud fortsat deres eget forbud. Måske kan en af bloggens læsere løse dette mysterium for mig?

“Forebyggelse” i 30ernes USA

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=Yg5QER6vYMY[/youtube]

Læs resten

Cubansk sangerinde vinder Cubas første “Latin Grammy” mens regimet slår til mod unge musikere.

I torsdags vandt Omara Portuando en Grammy for hendes seneste CD “Gracias” ved dette års Latin Grammy Awards i USA. Det var første gang at en cubaner vandt denne pris. Men selv om Omara Portuando, der snart fylder 80, stadig har en utrolig stemme og den sjældne evne at formidle sine følelser til lytteren på tværs af sproglige og kulturelle barrierer, er det måske sigende, at selve pladen nok er smuk, – den er meget bossa nova og jazz inspireret – men samtidig også blottet for enhver form for nyskabelse. Fundamentet er ud over cubansk musik, først og fremmest jazz og bossa nova, som det har udfoldet sig i mere end et halvt århundrede. Og det er egentlig cubansk musiks problem i en nødeskal. Siden Castros magtovertagelse har man fuldstændig mistet den betydning man havde i 1940erne og 50erne. Manglende omgang med udenlandske musikere (især amerikanske) og et totalitært regime der ud over at forbyde saxofonen, fordi det var et “imperialistisk” instrument, i alle årene har undertrykt enhver form for nyskabende musik, har sikret at Cuba i bund og grund primært er et frilandsmuseum for musik, som det lød en gang for længe siden.

I 1960erne var det Beatles, Santana, Rollings Stones, osv. der var forbudt. (at Carlos Santana ved en film præmiere for et par år siden, så kan møde op i en Che Guevara T-shirt  viser vist først og fremmest noget om Carlos Santana). Nu om dage forfølger man punk-musikere som f.eks. Gorki Aguila, som vi tidligere har skrevet om her på bloggen, se bl.a. her. Lars Hvidberg har i dag en glimrende kronik i Berlingske Tidende om “Gorki” under titlen “Sådan tager du pis på en kommunist“. for et interview “fra Reason” med samme Gorki, se forøvrigt her.

Så mens man kan glæde sig over, at at Omara Portuando hædres med en grammy, kan man samtidig ærgre sig over, at det Cuba, der i 1940erne og 1950erne var et kunstnerisk fixpunkt, i den grad er gået bag af dansen siden revolutionen. Og som det fremgår af mit indlæg på “americas.dk”  i anledning af Omara Portuandos grammy, fortsætter undertrykkelsen af musikere og kunstnere fortsat i Cuba.

Gæsteindlæg: Har du læst finansloven?

news697

Til forskel fra mange – og nok de fleste Christiansborg politikere og rapporterende journalister, har Torben Mark Pedersen, Cand polit, Ph.D. og medlem af Liberal Alliances hovedbestyrelse, læst dette års fulde finanslov. Det har ifølge Torben ikke været nogen rar oplevelse. Vi er glade for at bringe hans reaktion på læsningen som et gæsteindlæg.

Har du læst finansloven?

En gyserhistorie…

Det er lidt af en gyser, men lystlæsning er det ikke… Som at læse om folkemord. Det er for virkeligt til at være behageligt.

Det er forslag til finanslov for 2010 jeg taler om: Tre bind på i alt 2.580 sider. Alene omfanget siger noget om statens store opfindsomhed mht. at bruge dine og mine penge.

Jeg blev udfordret af Anders Samuelsen til at finde besparelser på sølle 55 mio. kr. på finansloven, så Liberal Alliance kunne komme med besparelsesforslag, der overstiger partiets udgiftskrav. Forslag som der vel at mærke skulle være en realistisk chance for kunne blive gennemført. Altså ikke noget med at foreslå kulturministeriet nedlagt eller fjerne støtten til eliteidræt. Læs resten