For nogle uger siden skrev jeg her på bloggen om Forbrugerrådets seneste tiltag, der groft sagt går ud på, at man opfordrer forbrugerne om at spamme deres lokale supermarked med go-cards. Det skal få disse til at føre såkaldte etiske produkter, der ifølge forbrugerrådet både skulle være særligt gode for verdens fattige og miljøet. De påstulerede produktegenskaber er dog mere end tvivlsomme og det er aldrig blevet påvist, at produkterne rent faktisk har de lovede effekter. Tværtimod tilsiger grundlæggende økonomisk viden at det forholder sig omvendt. Køb af fairtrade eller lignende produkter mindsker ikke fattigdommen i den tredie verden – i det omfang der er en effekt – øges fattigdommen snarere, og bringer os dermed også længere vægt fra varige løsninger på de miljøudfordringer man står overfor.

Efter at have været gennem Christian Bjørnskovs kyndige hænder er det mundet ud i et fælles debatindlæg i den seneste udgave af Weekendavisen. Da  der ikke er online adgang til indholdet af WA – medmindre man er abonnent – bringer vi hele debatindlægget her. Indlægget i WA er blevet beskåret, nedenfor er den fulde ordlyd. Indlægget blev bragt under overskriften “Forbrug”:

På forbrugerrådets hjemmeside fremhæves det, at man har været uafhængig siden 1947, men med dets nyeste tiltag må man konkludere, at rådet ikke blot er uafhængigt af politiske og industriinteresser. Forbrugerrådet synes også at være blevet uafhængigt af sund fornuft og noget så kedeligt som et krav om redelig og ordentlig information. Med lanceringen af kampagnen ”Pres dit supermarked til samfundsansvar” er rådet skiftet fra at advare mod skadelige produkter og usandfærdig information, til at reklamere for særlige produkter på et ganske uinformeret grundlag. Ved at postulere, at forbrugerne gennem køb af særligt mærkede produkter gør godt for verdens fattige, placerer Forbrugerrådet sig nu i samme kategori som producenter af helse-produkter der lover evig ungdom: I bedste fald er produkterne virkningsløse men uskadelige, og i værste fald direkte farlige for brugernes helbred.

Selvfølgelig skal man i et frit samfund have lov til at sælge “fair-trade” produkter. Men det er både hyklerisk og uacceptabelt, at en organisation, der modtager skattekroner og som man – måske i et øjebliks naivitet – havde troet, havde til formål at oplyse og hjælpe forbrugerne, i denne sag optræder som repræsentant for et helt bestemt forretningskoncept, der baserer sig på både vildledende og uvederhæftig markedsføring. Med tanke på problemerne med at få de offentlige budgetter til at hænge sammen, vil vi opfordre til at Forbrugerrådet bliver pillet af dette års finanslov. Når rådet begynder at bedrive politisk propaganda under dække af at være redelig oplysning, er det tid til at stoppe den offentlige finansiering.

På Forbrugerrådets hjemmesider kan man læse at;

Man bør naturligvis ikke forhindre folk i at betale mere for et produkt, end de behøver. På den anden side er det hyklerisk, at en organisation der til andre tider har travlt med om “almindelige” profitsøgende virksomheder til tider smører for tykt på eller ligefrem postulerer at deres produkter har egenskaber de ikke har, i denne sag gør præcist det samme. Når man samtidig betænker, at en fjerdel af Forbrugerrådets samlede indtægter stammer fra offentlige tilskud, er det svært ikke at kalde organisationens nye kampagne for en skandale. Det er også svært at acceptere, at man som skatteborger er med til at finansiere aktiviteter, man med sin faglige viden ved sandsynligvis direkte skader verdens fattigste.

Hver gang du køber ind, er du med til at bestemme, hvordan varerne bliver produceret. Om arbejderne skal udsættes for sundhedsskadelige stoffer, eller om miljøet tager ubodelig skade. Det starter hos dig, du kan stille krav og gøre en forskel […] Ved at købe etisk mærkede produkter kan du hjælpe de mennesker i ulandene, som er med til at producere fødevarer til de danske supermarkeder – og sørge for, at de ikke arbejder under urimelige vilkår, eller at produktionsforholdene ikke skader miljøet.

Rådets formand, Camilla Hersom, forklarer målet for kampagnen således: ”Detailhandlen skal simpelthen mærke, at produktionsforhold i udviklingslandene betyder noget for os forbrugere.” Tanken er i sig selv ganske smuk, for hvem vil dog være med til at skade miljøet eller fattige arbejdere? Hvis man tager Rådets målsætning alvorligt, må man dog stille spørgsmålet omvendt: Hvorfor er nogle mennesker parate til at arbejde under forhold der for os er utænkelige?

Svaret er både simpelt og banalt: Fattigdom. Ligesom det var tilfældet i Danmark for hundrede år siden, arbejder mange fattige mennesker i ulande under omstændigheder, danskere i dag ikke vil acceptere, fordi alternativet er arbejdsløshed og sult. I det valg hjælper hverken gode viljer eller moraliseren. Historien viser os med al tydelig klarhed, at intet land har reduceret dets fattigdomsproblemer signifikant uden at lade markedskræfterne råde. Det bedste, vi som forbrugere kan gøre, er at have et højt (og stigende) forbrug af varer fra den tredje verden. Dette indebærer også, at vi lader de internationale markedskræfter råde, og presser vores politikere til at lade disse varer flyde uhindret ind i Europa. På denne måde giver vi ulandenes fattige de bedste muligheder for at løfte sig ud af fattigdom ved hjælp af det, de er bedst til.

Hvis vi derimod accepterer tanken om at købe mindre til en højere pris – som Forbrugerrådet plæderer for – vil efterspørgslen efter ulandenes produkter – og dermed efterspørgslen efter de fattiges arbejdskraft – falde. Nok vil der være nogle få der tjener mere, men det sker på bekostning af alle de, der ender med at “stå udenfor”. I den virkelige verden, hvor intentioner ikke vejer så tungt som konsekvenser, er det ikke den asketisk selvopofrende forbruger, der er helten, men derimod den forbruger, der først og fremmest tænker på at gøre en god handel for sig selv. Og hvis nogen skulle mene, at verdens fattigste ikke har en god handel at tilbyde, fortæller caribisk rørsukker, etiopisk kaffe, oksekød fra Uruguay eller Nike T-shirts syet i Laos en noget anden historie.

Hvad forbrugerne rent faktisk får når de køber “fair” produkter er i stedet at sammenligne med et løfte om frelse og nem adgang til himmerige, baseret på en påstand om at man gavner verdens fattige ved at købe særligt mærkede produkter. Hvis frelse kun kommer gennem konsekvenserne af ens handlinger, skal man nok ikke forvente en plads i himlen gennem at købe de anbefalede produkter. For selvom der muligvis er en mindre velstandseffekt for enkelte af de fattige bønder og arbejdere, der er direkte involveret i produktionen, er denne både kortsigtet og mere end opvejet af det tab, der lides andre steder i de fattige lande. Dels fordi vores forbrug mindskes af at betale overpris for produkterne (vi efterspørger færre fysiske produkter hvorved efterspørgslen efter arbejdskraft mindskes), og dels fordi princippet indebærer, at man fastholder en ineffektiv produktion og dermed hæmmer den overordnede økonomiske udvikling. Den største gevinst går ganske enkelt til dem, der lever af at udbrede selve fairtrade-principperne.

Det koncept som Forbrugerrådet advokerer for, indebærer i sidste ende dyrere produkter. Hvad værre er, er det ikke kun for rige forbrugere i vores del af verden, at produkterne bliver dyrere. For eksempel glemmer folkene bag de senere års kampagne mod verdens mobiltelefonproducenter – en kampagne Forbrugerrådet også støtter – at størstedelen af verdens mobiltelefoner i dag sælges i tredjeverdenslande. Med andre ord indebærer krav, der øger producenternes omkostninger, også at priserne på det færdige produkt stiger, og hermed vil der være færre fattige afrikanere, der har råd til en mobiltelefon. På trods af hensigterne, skader Fairtrade-kampagnerne de fattige på flere plan.

Det er jo ikke første gang hverken Christian eller undertegnede har prøvet at gøre opmærksom på, at der er langt fra lovprisningerne af alt det gode man gør for verdens fattige hvis man bare køber de rigtigt mærkede produkter og til den virkelige verden. I denne verden er det ikke gode intentioner og bekymrede miner der rykker, men markedskræfterne og jagten på “en god forretning”. Det er markedskræfterne, der gennem de seneste 200 år har resulteret i, at hvor over 80% af jordens befolkning levede i absolut fattigdom i begyndelsen af det 19. århundrede, er det her i begyndelsen af det 21. århundrede mindre end 15% for hvem livet fortsat først og fremmest er en kamp for at overleve fra dag til dag.

En af grundene til at det er så svræt at få en reel debat er muligvis, at det der grundlæggende sælges er gode intentioner og et billede af en selv som et ordentlig og godt menneske med gode intentioner. Jeg er ikke i tvivl om at en del af de involverede er ledet af netop ønsket om at gøre godt for andre (det gælder dog ikke alle, andre kan også tilskrives mere jordnære motiver, for eksempel fagforeninger og stærkt venstreorienterede grupperinger). At der i bund og grund er tale om forestillinger der bygger på en antagelse om at markedet og kapitalisme er af det onde, har desværre ikke forhindret at budskabet om fair priser har vundet genklang hos visse borgerlige. At fremstå som et godt menneske i andres øjne, uanset at ens handlinger ikke lever op til dette ry, er åbenbart for stor en fristelse for mange.