Forfatterarkiv: Niels Westy

Om Niels Westy

Cand.polit. Niels Westy

Markedsreformer i Peru er godt igang med at afskaffe fattigdom

Af Niels Westy, den 3. januar 2012. 1 svar

Som det er en del bekendt har jeg et sideprojekt ved siden af at skrive her på punditokraterne. På Americas skriver jeg udelukkende om latinamerikanske forhold. Men selv om man ikke er specielt interesseret i latinamerikanske forhold vil en del læsere af punditokraterne måske finde mit seneste indlæg om fattigdomsreduktionen i Peru interessant. Hovedkonklusionerne i en analyse lavet af økonomer i Perus nationalbank er at den hastige reduktion af fatigdommen gennem de seneste 10 primært skyldes markedet, mens egentlige omfordelingspolitikker spiller en marginal rolle. Det viser sig tydeligt i de beregnede fremskrivninger frem til 2016.

Du kan læse mere her.

Årets politiske solopræstation 2011 – Joachim B. Olsen

Af Niels Westy, den 1. januar 2012. 4 svar

Mens Politikens læsere mener at Helle Thornings valgsejr var årets mest positive nyhed mener Ekstrabladet at hun er årets torsk. I Berlingske Tidende blev Margrethe Vestager udnævnt til årets politiker, Corydon til årets “højdespringer” mens Ôzlemn Cekic begik ifølge Berlingske Tidende årets politiske bommert. Cekic og Berlingskes begrundelse vender vi tilbage til.

Her på årets første dag lægger vi ud med et nyt tiltag her på bloggen. Vi skal naturligvis ikke stå tilbage for nogen og vil derfor i fremtiden udnævne “årets politiske solopræstation” – Vi er jo ikke liberalistisk anlagte og individorienterede for ingenting 🙂

Punditokraternes pris for årets politiske solopræstation vil i år og i fremtiden gå til en politiker som i det forgangne år har formået at sætte en dagsorden af afgørende potentiel (positiv) betydning for Danmarks fremtid. Det er hårde krav, og vi forventer ikke at prisen bliver uddelt hvert år. Der er som bekendt ofte langt mellem snapsene i dansk politik.

I 2011 gjorde især en politiker sig bemærket med en usædvanlig præstation, som i den grad lever op til kriterierne, nemlig Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Hvis nogen forestillede sig, at Joachim B. Olsen fik noget foræret, fordi han var et kendt ansigt, blev de skuffede. Allerede før valget blev han af pressen (og politikere i både blå og rød lejr) fremstillet som dansk politiks nye “enfant terrible” og en kluddermikkel. Især, men ikke kun Ekstra bladet, har gjort og gør sig store anstrengelser for at fremstille ham som en umulius – mens man lefler for de værste fordomme hos læserne. For med en fortid som kuglestøder og vinder af vild med dans, kan man selvfølgelig ikke være velforvaret. Den behandling bringer minder frem om behandlingen i af f.eks. Ronald Reagan, Arnold Schwarzenegger og Margaret Thatcher, hvor karikeringen og omtalen af sidstnævnte i dansk presse i 1980erne (og efter) til tider nærmest har mindet om en heksejagt.

BEGRUNDELSE:

Joachim B. Olsen skal have prisen for årets solopræstation fordi han stod fast, da medierne løb over i forargelse over hvad der må være den vigtigste statusopdatering på facebook i Danmark i 2011, hvor han lidet diplomatisk gav udtryk for sin reaktion på at regeringen ville dele flere milde julegaver ud til landets fattige.

Reaktionen var et klassisk eksempel på den udbredte plage i ikke kun dansk politik, men i lige så høj grad dansk journalistik, at form er alt og indhold er intet. Reaktionen på Joachim B. Olsens “Jeg brækker mig” over Özlem Cekic (formand for socialudvalget)  forslag om at afsætte ekstra penge til de “fattige” via satsmidlerne, blev mødt med fordømmelse og latterliggørelse. Den nyvalgte Liv Holm Andersen fra det radikale venstre proklamerede således den 28. oktober at “Jeg brækker sig over Joachim B. Olsen“.

I ugerne efter den famøse statusopdatering havde de politiske kommentatorer kun hovedrysten til overs, mens både skrevne og elektroniske medier flød over af forargede kommentarer. Den generelle holdning var, at her var tale om en tabersag for blå lejr, og Joachim B. Olsens fremtid som politiker lå bag ham.

En måned senere og et besøg hos “fattige” Carina rigere, er alt vendt på hovedet.

Med udholdenhed, stædighed, grundig research og konsistent faktabaseret argumentation har Joachim B. Olsen efter vores opfattelse gjort mere for Danmarks fremtid end 10 års nominel borgerlig regeringsmagt  afstedkom. Debatten om fattigdom i Danmark bliver aldrig det samme i Danmark, og heldigvis for det.

HISTORIEN KORT FORTALT 

Udviklingen og forvanlingen fremgår tydeligt af nedenstående klip. Først fra en debat i Deadline den 31.10 mellem Joachim B. Olsen og Özlem Cekic, og den efterfølgende debat på P1 mellem de to den 1.11. Begge før man havde besøgt “Carina”

31.10 Deadline

P1 Debat 1.11

Efter man har mødt en “fattig”:

DR 1 Aftenshowet 28.11

Og endelig må Özlem Cekic (og dansk presse) foreløbigt kapitulere

Deadline 17:00 29.11

Forløbet har dog ikke haft praktisk betydning endnu. Kontanthjælpsloft og starthjælp er afskaffet. Vi har fortsat en meget asymetrisk debat og nyhedsdækning i medierne. Özlem Cekics eksempel på en fattig var ikke et “uheldig” eksempel som man er sluppet afsted med at fremstille det som, fordi man som udgangspunkt i pressen ønsker at fastholde historien om Danmarks fattige. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Carina en typisk modtager af bistandshjælp, og det er altså denne typiske modtager, som fra nu af vil modtage flere penge fra det offentlige.

JOACHIM B. OLSENS FORTJENESTE ELLER ÖZLEM CEKIC BOMMERT?

Det er også symptomatisk, at mens vi vælger at fremhæve Joachim B. Olsen, har den generelle tolkning af sagen været, at der er tale om en bommert fra Özlem Cekics side.

Det er typisk, at Berlingske Tidende i sin begrundelse for at Özlem Cekic skulle have prisen for årets politiske bommert, skriver at:

Det begyndte som en vindersag for SF og partiets socialordfører Özlem Cekic. Liberal Alliances Joachim B. Olsen skrev på Facebook, at han »brækker sig« over dem, der ønsker mere julehjælp til de fattige. Özlem Cekic svarede igen med at invitere Olsen på besøg i virkeligheden, så han kunne opleve den virkelige fattigdom i Danmark. I slutningen af november fandt Cekic endelig frem til »Carina« som et godt eksempel på fattigdom og behovet for sociale ydelser. Den 36-årige kontanthjælpsmodtager viste sig dog at have 15.728 kr. til sig selv og sin søn efter skat hver måned – langt mere end mange lønmodtagere. Eksemplet rejste en storm mod Cekic fra alle sider, og det blev en debat med modsat fortegn: At de sociale ydelser er for høje i Danmark, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at der ikke eksisterer egentlig fattigdom.

Men hvorfor er det Özlem Cekics bommert og ikke Joachim B. Olsens fortjeneste? Ret beset kunne Berlingske Tidendes begrundelse tyde på, at man ikke har begreb i livet om det reelle ydelsesniveau, og at man er fløjtende ligeglad. Hermed illustrerer man et enormt problem i dansk nyhedsdækning. En komplet ligegyldighed overfor ret og vrang, sandt og falsk. Hvad nu hvis – hvilket vi er tilbøjelige til at tro – Özlem Cekic og venstrefløjen rent faktisk mente (og mener?) at “Carina” er fattig, fordi i et kapitalistisk samfund må hun jo nødvendigvis være det? Så er der ikke tale om en bommert, men om en fremstilling og en tro som kun fungerer så længe dens retorik får lov til at stå uimodsagt. Med andre ord en forestilling som ikke klarer virkelighedens laksumtest. Således analyseret er Joachim B. Olsens fortjeneste, at han reelt har bedrevet faktabaseret journalistik, som vi desværre i den grad mangler herhjemme. Det skal han have en enorm tak for, og derfor er det kun rimeligt at han bliver den første modtager af Punditokraternes pris for “Årets politiske solopræstation”. En pris som vi desværre allerede nu kan forudse vil blive uddelt af for sjældent.

Venlig hilsen fra den selvudnævnte dommerkomite.

Niels Westy Munch-Holbek & Christian Bjørnskov.

Gæsteindlæg: Derfor er skatter og afgifter destruktive

Af Niels Westy, den 19. december 2011. 9 svar

Jeg har i tidligere indlæg henvist til en glimrende og pædagogisk fremstilling af årsagerne til finanskrisen i 2008, skrevet af Nicklas Augustine. Nicklas studerer BSc in International Business på Copenhagen Business School og er “frimarkedstilhænger” med stor respekt for den østrigske skole som repræsenteret ved nutidige tænkere såsom Walter Block, Hans Hermann Hoppe og Robert Murphy. Nicklas har ydermere taget en del kurser på Mises Academy hos Ludwig von Mises Institute.

Derfor er skatter og afgifter destruktive

I disse hæmningsløse skatte- og afgiftstider er det på tide at huske på, hvad skatter og afgifter egentlig har af effekter for en økonomi. Skatter kan anskues og angribes fra flere vinkler og således vil enkelte tænkere fristes til at påpege, at ud fra en retfærdighedsbetragtning er og bliver skatteopkrævning at sidestille med tyveri, som Rothbard skriver [1]:

(..) there is no difference between the nature and effects of taxation and inflation on the one hand, and of robberies and counterfeiting on the other. Both intervene coercively in the market, to benefit one set of people at the expense of another set.

På samme ligefremme måde beskriver økonomen Jean Baptiste Say skatter hundrede år forinden: [2]

Where is the benefit of social institutions to an individual, whom they rob of an object of positive enjoyment or necessity in actual possessions, and offer nothing in return, but the participation in a remote and contingent good, which any man in his senses would reject with disdain?

Ikke desto mindre vil denne kortfattede tekst udelukkende se på hvordan alle skatter og afgifter ud fra fundamentale økonomiske indsigter basalt set er, med David Karsbøls ord, ”hæslige og destruktive”. [3] Ud fra helt grundlæggende økonomiske betragtninger er det afgørende at notere sig, at enhver opkrævet skat per definition forbruges efter statens forgodtbefindende, imens den opkrævede skat istedet kunne være lånt ud eller investeret i produktion af andre forbrugsgoder. Som økonomen Kel Kelly formulerer det: [4]

Every $1 not paid in taxes becomes $1.20 if left in the hands of its owners. If that same 1$ goes to the government through taxes and is consumed, it becomes $0. (…) Wealth kept by its owners, when saved, creates new jobs and products for us. Wealth taken and given to someone else is spent and disappears forever.

Betragter vi skatterne ud fra et helt simpelt – hvad nogle ville kalde – mikroøkonomisk perspektiv, er det ganske problemfrit at vise, hvorledes enhver skat eller afgift destruerer velfærd for såvel forbrugeren som producenten af det beskattede gode. For at kunne forstå hvad der menes med at samfundet lider et velfærdstab ved indførelsen af en skat, skal vi kort stifte bekendtskab med fænomenet  forbrugeroverskud.

Forbrugeroverskuddet angiver hvor meget forbrugerne egentlig er villige til at betale for en given mængde, ud over det de faktisk betaler. Højden på efterspørgselskurven (D) viser således til en given mængde, hvad forbrugeren er villig til at betale. Dette beløb fratrukket
markedsprisen er således det overskud forbrugeren modtager, imens det totale overskud er det farvede område mellem markedsprisen og efterspørgselskurven.

Det er ganske simpelt at indse, hvordan forbruger-overskuddet fungerer. Koster en liter mælk 12 kroner i det lokale supermarked, kan du spørge dig selv, om denne pris vitterligt er den absolut højeste pris, du er villig til at betale. I vores eksempel koster en dunk  med 12 liter vand 3 kroner, men forbrugeren er faktisk villig til at betale 15 kroner for den første liter og opnår dermed et overskud på 11 kr. ved køb af den første liter.

Vi har således etableret en vigtig omend simpel indsigt i den gevinst, som forbrugerne oplever ved ethvert køb af et gode udbudt på markedet. Velfærdsgevinsten kan ligeledes påvises fra udbudssiden, og dette vil stå klart for læseren efter introduktionen af beskatningen er blevet beskrevet nedenfor. Bemærk at den følgende mikroøkonomiske gennemgang af, hvorledes skatter og afgifter destruerer velfærd, forudsætter et fuldkommen frit marked, men at samme resultat vil fremkomme ved monopol- eller oligopollignende tilstande! Bemærk desuden at vi af pædagogiske årsager i det følgende vil beskrive konsekvensen af en stykskat påført sælgeren, men at resultatet er nøjagtigt det samme ved skatter påført køberen!

Påføres sælgeren den omtalte skat på fx T = 10 enheder, vil udbudskurven løftes opad med nøjagtig T (=10) enheder, som vist i figuren til højre – fra S til S’. Ligevægtstilstanden  før skatten er således fundet i punktet (Q*,P*), men ved indførelsen af skatten falder mængden til Q*1, idet forbrugsprisen stiger til P*1. Det skal desuden bemærkes at forskellen mellem forbrugsprisen, P*1, og producentprisen, P*2, netop svarer til skatten.

Samfundet lider således et velfærdstab, idet ligevægts-mængden falder ved indførelsen af skatten, og tabet for forbrugerne er således det med orange markerede areal (vi mindes forbrugeroverskudskonceptet som tidligere beskrevet), imens et tilsvarende producentoverskud tabes (i figuren, arealet lige under forbrugsoverskuddet) – tabte overskud som snuppes af staten. Bemærk således det foruroligende velfærdstab: Trekanterne A + B forsvinder direkte som følge af skatten, og følgelig er dette det egentlige velfærdstab!

Udover at skatter, som påpeget af Rothbard [5], bevirker, at ressourceallokeringen i samfundet ikke længere vil forekomme på den mest effektive måde, og at et omfordelingsproblem pludselig opstår, bevirker enhver skat og afgift en direkte destruktion af velfærd (svarende til trekanterne A + B). Det forrykte er naturligvis, at denne destruerede velfærd ikke længere vil være tilgængelig i økonomien, og dermed taber både forbrugere og producenter på dette. For at gøre ondt værre påpegede Jean Baptiste Say desuden, at påføres skatterne et produkt, der fungerer som input i andre produktionsprocesser, vil udbuddet også her reduceres! [6]

Denne korte analyse af skatternes destruktive natur vil forhåbentlig blive læst af levebrødspolitikere, inden de vælger at lade økonomien lide unødigt af flere skatter og afgifter – for den interesserede læser kan det varmt anbefales at læse Murray Rothbards gennemgang af bestemte skattetypers virkning i  Binary Intervention: Taxation, i bogen Power and Market, som er tilgængelig på Mises Institute på mises.org/rothbard. [7]

Referencer og noter
De anvendte figurer er tilpasset og redigeret i forhold til Robert H. Franks originalfigurer i ”Microeconomics and Behavior”.

[1] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[2] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[3] http://www.180grader.dk/Oekonomi/david-b-karsboel-oekonom-alle-skatter-og-afgifter-er-haeslige-og-destruktive

[4] The case for legalizing capitalism af Kel Kelly (2010), side 57

[5] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[6] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[7] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

 

Vor tids Titanic – euroen

Af Niels Westy, den 27. november 2011. 6 svar

Da euroen fyldte 5 år lykønskede The Economist dette med en bemærkning om, at det ville blive interessant at se hvorledes euroen ville klare sig i krisetider – svaret har vi fået de sidste par år – ikke godt.

I denne uge har The Econbomist fokus på den nuværende krise, og det er ikke opmuntrende læsning for tilhængere af den fælles mønt. Pilen peger på et endeligt sammenbrud og ressesion, og det står langt værre til end man umiddelbart vil erkende. Euro-skibet har ganske enkelt vist sig at være ude af stand til at sejle i andet end smult vand, eller som Economist skriver:

The designers of the good ship euro wanted to create the greatest liner of the age. But as everybody now knows, it was fit only for fair-weather sailing, with an anarchic crew and no lifeboat. Its rules of economic seamanship were rudimentary, and were broken anyway. When it struck a reef two years ago, the water flooded one compartment after another.

I en kronik i Børsen i sidste måned understregede Christian Bjørnskov og undertegnede betydningen af en fælles underligende forståelse og konsensus om hvilken økonomisk politik man er nød til at føre i en møntunion. En fælles forståelse som aldrig har eksisteret, og som man med rette kan klantre arkitekterne bag euroen for aldrig at ville anerkende var et problem.

Med andre ord er det næppe muligt for euroen at overleve, hvis man samtidig ønsker at de enkelte medlemslande skal være demokratiske. Vi ser i dag at både Italien og Grækenland har teknokratiske regeringer. Men disse er naturligvis fortsat afhængige af at deres forslag til reformer godkendes af et folkevalgt parlament. Men selv hvis dette sker, er der ingen garanti for at reformer og økonomiske stramninger – som vil gøre ondt –  godtages af befolkningerne. Og hvad vil man egentlig gøre i Bruxelles, hvis de folkevalgte politikere vælger ikke at gennemføre nødvendige tiltag?

Men sådanne overvejelser er måske irrelevante når det kommer til stykket. For ifølge Economist er problemerne i euroen nu så store, at det kan være et spørgsmål om få uger eller måneder før samarbejdet bryder sammen, for som man skriver:

The chances of the euro zone being smashed apart have risen alarmingly, thanks to financial panic, a rapidly weakening economic outlook and pigheaded brinkmanship. The odds of a safe landing are dwindling fast.

og

Without a dramatic change of heart by the ECB and by European leaders, the single currency could break up within weeks. Any number of events, from the failure of a big bank to the collapse of a government to more dud bond auctions, could cause its demise. In the last week of January, Italy must refinance more than €30 billion ($40 billion) of bonds. If the markets balk, and the ECB refuses to blink, the world’s third-biggest sovereign borrower could be pushed into default.

I en analyse af den danske euroafstemning i 2000, kom man frem til, at den typiske nej-stemme kom fra en midaldrene kvinde med ingen eller kort uddannelse. Uden at kom ind på deres grund til at stemme nej til medlemsskab, takker jeg dem af hele mit hjerte. Selv om konsekvenserne ved et evt. endeligt sammenbrud i møntunionen vil blive store, også selv om vi ikke er medlem, er det dog mindre end hvis vi havde været medlem af euroen. Og i den tid der kommer kan man meget vel ende med at skulle være taknemmelig for selv det mindste.

Ny skribent på punditokraterne

Af Niels Westy, den 20. november 2011. 4 svar

Det er med stor glæde at vi her på punditokraterne byder velkommen til Nikolaj Hawaleschka Stenberg som ny skribent.

Nikolaj er cand.jur. (LL.M.) fra Aarhus Universitet, og har sin egen blog, Verden fra min altan. Han betegner i dag sig selv som ”liberalist i den engelsk/skotske variant. Hans syn på staten, dens magtanvendelse og økonomiske intervention er i høj grad præget af de idéer, public/social choice-skolen koncentrerer sig omkring: Statens magtanvendelse er aldrig udtryk for “det gode” eller “det dydige”, men er en konsekvens af politikere og embedsmænds handlinger udi egen interesse – indenfor Grundlovens rammer – mens ny regulering (også den fra EU) er frugten af et interessesammenfald mellem lovgiver og forskellige grupper af individer, som har kunnet opnå en fordel ved den nye lovgivning. I en juridisk forstand fører dét til, at Nikolaj ikke er enig i det naturretlige synspunkt: En regels legitimitet afhænger ikke af, om den er “moralsk” eller “umoralsk”; reglerne er i sig selv udslag af en accepteret (men ikke nødvendigvis optimal) beslutningsprocedure og ikke en stræben efter idealer om retfærdighed, demokrati eller retsstaten; de er en social konstruktion – der kan ændres. Fordi regler sjældent er optimale mener Nikolaj, at det er juristens opgave at påpege og rådgive om reglernes virkning, som de er og forefindes, og – sammen med økonomerne – påpege de ændringer, der vil gøre regelsættet mere optimalt og fornuftigt. Sagt på en anden måde, er Nikolaj positivist i spørgsmål om, hvad retten er; og (stærk regel-)konsekventialist i spørgsmål om, hvad retten – politisk set – bør være.

 

OWS og socialisme

Af Niels Westy, den 26. oktober 2011. 8 svar

Det er naturligvis svært ikke at have sympati med de mange amerikanere, som er dybt frustrerede over den økonomiske situation og udviklingen i deres land. Til gengæld må man tage sig til hovedet over hvor absurd uvidende og unskyld udtrykket, dumme, nogle af deltagerne er.

Men døm selv – Det ville vist svare til at der ved et Tea Party arrangement dukkede nynazister op med bannere som hyldede nazismen og det 3. rige.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0Ynd8kDk5Dw[/youtube]

 

 

 

P1 Agenda om legalisering af narkotika

Af Niels Westy, den 23. oktober 2011. 4 svar

Som faste læsere af bloggen ved, har jeg mere end en gang skrevet om og argumenteret for at man bør gennemføre narkotikapolitiske reformer, helst med en eller anden form for legalisering som det endelige mål. Se bl.a. her, her og her.

Et af de forhold jeg har bemærket fra tid til anden, er manglen på omtale af dette problem – ikke mindst i de elektroniske medier. Det roder P1 Agenda bod på ved en timelang udsendelse, som man kan læse mere om og høre ved at klikke her.

Jeg vil også anbefale at man lytter til hele interviewet med Jack Cole fra LEAP, som findes på udsendelsens hjemmeside. Jeg har mødt Jack Cole, som er en helt speciel person og en formidabel debattør og foredragsholder. Dog skal man liiiige være opmærksom på, at der måske til tider er lidt for meget salg i hans argumentation (men han er jo også amerikaner, eks-politimand og ikke forsker :-)).

Et ofte fremført argument mod narkotikaforbuddet er det store antal personer, som fængsles alene for besiddelse. Hvad der ikke nævnes er, at en stor del af sagerne er såkaldte “plea bargain” sager, hvor tiltalte typisk erklærer sig skyldig i en mindre alvorlig forbrydelse mod at sagen kommer hurtig gennem retssystemet.

Ligeledes er fremstillingen af den historiske udvikling og omtalen af Nixon også problematisk. Forbuds-politikken starter langt tidligere i det 20. århundrede. Desværre er fremstillingen blevet til en del af den myte som er bygget op omkring “The War on Drugs” som primært en republikansk drevet affære.

Det er ganske enkelt noget sludder.  “Kampen mod narkotika” har mange “fædre” – nogle religiøse, andre politiske, som ikke entydigt kan henføres til et bestemt parti eller “isme”.

Og skal man endelig tildele et politisk ophav, så bliver det social-liberalismen som primært må tage den tvivlsomme ære på sig.

Kapitalisme, finanskriser og nyttige idioter.

Af Niels Westy, den 16. oktober 2011. 8 svar

I denne weekend fik en række antikapitalistiske demonstrationer verden over, inspireret af den canadisk/amerikanske “Occupy Wall Street“, stor opmærksomhed i mange medier. Også herhjemme gennemførtes demonstrationer i bl.a. København, hvor et par tusinde mennesker mødtes på Rådhuspladsen under overskriften “Occupy Denmark”. De fleste steder forløb demonstrationerne (nogenlunde) fredeligt, bortset fra i Rom, hvor det kom til omfattende uroligheder. Som nedenstående tegning illustrerer, er det allerede blevet bemærket hvor anderledes MSM håndterer “Occupy Wall Street” i forhold til “Tea party” bevægelsen (både i USA og herhjemme).

Denne guide gælder dog ikke Fox, der som bekendt er den mest sete nyhedskanal i USA og selv om frustrationen er stor er opbakningen formentlig begrænset blandt almindelige amerikanere.

Det er påfaldende i hvilken udstrækning man i MSM gerne vil fremstille den seneste tids demonstrationer som noget helt særligt og ganske nyt. Men en sådan fremstilling holder kun hvis man alene fokuserer på formen. Det er ikke noget tilfælde, at den oprindelige ide blev fostret af den canadiske græsrodsbevægelse “Addbusters“, som også står bag den årlige “Buy nothing day”, som aldrig er blevet nogen succes, af den enkelte årsag, at der ligesom Occupy Wall Street er begrænset opbakning, når det kommer til stykket.

Af andre aktiviteter siden murens fald kunne man pege på de ofte voldelige demonstrationer ved en lang række topmøder, f.eks. WTO mødet i Seattle i 2000, EU topmødet i Gøteborg i 2001 og G8 topmødet senere samme år i Genova. Vi er med andre ord i en verden, hvor den faktuelle viden er begrænset, Che Guevara var en helt, man tror at Naomi Klein skriver faglitteratur og anser Michael Moore som dokumentarist. Privat foretagsomhed og de frie marked er derimod indbegrebet af alt ondt i verden. Men at man er frustreret over den økonomiske udvikling og høje arbejdsløshed er én ting, noget andet er at man retter bager for smed, Ja, selv når det kommer til at identificere de firmaer og enkeltpersoner, som har haft gavn af de store bailouts i 2008, har demonstranterne betydelige problemer. Som Wall Street Journal bemærker i artiklen “What’s Occupying Wall Street“,

Occupy Wall Street marched on J.P. Morgan Chase’s headquarters, after having protested outside CEO Jamie Dimon’s home the previous day. That’s odd, seeing that J.P. Morgan didn’t take on excessive mortgage risk and didn’t need (although it was forced to take) TARP money. The demonstrators also picketed the home of hedge fund mogul John Paulson, who made much of his recent fortune betting against the housing bubble, not helping to inflate it.

Og med hensyn til den begunstigede finansielle sektor synes den faktiske udvikling også at stride mod demstranterne forestillinger.

If anyone in the Occupy Wall Street movement wants an intellectually honest explanation for why they can’t find a job, they might start by considering what happens to an economy when the White House decides to make pinatas out of the financial-services industry (roughly 6%, or $828 billion, of U.S. GDP), the energy industry (about 7.5% of GDP, or $1 trillion), and millionaires and billionaires (who paid 20.4% of all federal income taxes in 2009). And don’t forget the Administration’s rhetorical volleys against individual companies like Anthem Blue Cross, AIG and Bank of America, or against Chrysler’s bondholders, or various other alleged malefactors of wealth.

Nu er det tvivlsomt om der er nogen af de der herhjemme bakker op bag “Occupy Denmark”, men skulle der være bare en enkelt, kan jeg varmt anbefale at læse Nicklas Augustines velskrevne og glimrende oversigtsanalyse, “Finanskrisen årsager“. Årsagerne til den nuværende økonomiske krise skal findes i det politiske system – ikke markedet. Det er man næppe utilfreds med i den politiske klasse. Demkraterne i USA træder varsomt og herhjemme var tidligere formand for det konservative folkeparti ude med en voldsom kritik af markedet i en kronik i begyndelsen af 2009, hvor han tilskriver krisen til det frie marked.  Han overså og overser fortsat, at det ikke var og er markedet, som grundlæggende er problemet, men derimod statens rolle. Ved samme lejlighed vil jeg gerne anbefale Nicklas indlæg i Berlingske Tidende i sidste uge: “Kapitalisme er massernes bedste ven“, hvori han bl.a. skriver:

Men hvem har egentlig magten i et kapitalistisk samfund? Det viser sig, at den mest magtfulde position man kan besidde på det frie marked, er som forbruger. Som forbruger afgør man hver dag hvilke virksomheder og produkter, der får lov til at overleve. Det frie marked er forbrugerens tjener. Hvis ikke virksomhederne tilfredsstiller forbrugerne er de i bogstaveligste forstand dødsdømte, og dette er årsagen til at virksomheder og direktører ofte afskyr det frie marked og den deraf følgende konkurrence om forbrugernes gunst. Tænk blot på virksomheder som Compaq, Netscape og Volvo. Alle tidligere store virksomheder, og alle har de følt konkurrencens knusende knytnæve. I det kapitalistiske system skal virksomhederne hele tiden præstere. Hver dag skal de bevise over for forbrugerne, at netop deres produkter er bedst og billigst.

De protesterende tror formentlig fejlagtigt, at de finansielle markeder er at sammenligne med et frit og ureguleret marked. Intet kunne være mere forkert. Til gengæld er der næppe heller andre markeder hvor statens og private interesser er så tæt sammenviklede, som netop den finansielle sektor. Det var og er tilfældet i USA, og det er det i høj grad i Europa. Det bliver interessant at se hvorledes “the blame game” vil udvikle sig fremover her i Europa, efterhånden som det går op for borgerne, hvilken pris som skal betales for en række staters uansvarlige långivning.

CSR part II

Af Niels Westy, den 6. oktober 2011. Skriv et svar

Denne ultrakorte post er blot for at gøre opmærksom på, at jeg har skrevet et indlæg om CSR til Lederblog.dk. Indlægget har fået overskriften “Uansvarlig ansvarlighed” og er et lidt anderledes “take” på problemstillingen i forhold til mit indlæg her på bloggen for et par dage siden.

Med tanke på at dyrkelsen af “bæredygtig” produktion og CSR for længst er blevet accepteret som et absolut gode i mainstream forretningsverden og i den “politiske klasse” uanset hvilken fløj man tilhører, er der desværre nok tale om endnu et område, hvor de der burde forsvare markedet og kapitalisme for længst har kapituleret og i den politiske korrektheds navn for længst har overgivet sig til billig retorik og varme postulater om evig godhed og frelse   i stedet for at forsvare den markedskapitalisme som er fundamentet og forudsætningen for vores velstand.

Men som man siger; verden vil bedrages, og det bliver den så.

Og blot for at give et lille indblik i hvor absurd CSR-branchen er, så er her et lille eksempel fra den artikel som Anne Louise Thon Schur har skrevet, og som er udgangspunktet for min kritik.

I artiklen holder hun sig ikke tilbage fra at rose nogle firmaer (især Coop og Maersk) mens hun skoser andre for ikke at være “gode” (Jysk). Og især et eksempel viser med al tydelighed hvor lidt proportioner betyder og hvor meget symbolske tiltag tæller.

Anne Louise Thon Schur skriver begejstret:

I august, 2010, sagde MaerskLines topchef Eivind Kolding i en pressemeddelelse, at MaerskLine fra 1. november at de tre millioner containere, som MaerskLine påregner at købe over de næste fem år, skal have fsccertificeret træ eller bambus som gulve i de nye containere. MaerskLine har lavet en politik om ikke længere at måtte bruge hårdt tropetræ som gulv.
Det er et dilemma, idet der er fare for, at man ikke kan nå at skaffe nok træ til alle disse containere, men Eivind Kolding er benhård. Bæredygtige gulve eller ingen containerkøb. Man ved hos MaerskLine Procurement at containerne bliver dyrere, men man forventer en prisudligning, så det kun er på kort sigt, idet man bliver bedre til at udvinde gulvene fra alternative materialer. Og nu kommer tallene: Ved at implementere denne politik, så sparer MaerskLine ca 200 000 træer eller sagt på en anden måde; 4 x Central Park, NYC. Se det er seriøst målbart.

Vi fornemmer klart den heroiske indsats. Tænk man har reddet hele 16 kvadratkilometer skov eller hvad der svarer til 0,0000004 procent af jordens samlede skovareal. Vi bøjer os i støvet og løber straks ud og køber en container.

(ovenstående skrevet uden at jeg vil blande mig i Maersk lines beslutninger eller opfordrer til at man kun køber tropisk træ hvor man er sikker på at der ikke genplantes – problemet er den manglende sans for proportioner)

CSR Awards 2011 – Sønderborgs største nyreligiøse arrangement i indeværende år

Af Niels Westy, den 29. september 2011. 3 svar

I dag (torsdag den 29. september) afholdes CSR Awards 2011 i Sønderborg, delvist finansieret af Sønderborgs sagesløse skatteydere. På dagen vil CSR-branchen hylde sig selv og sin egen succes, mens man hylder “bæredygtige” virksomheder ved at uddele 12 forskellige priser, herunder priser for “Danmarks mest bæredygtige studerende”, mest “bæredygtige kommunikator”, mest “bæredygtige” virksomhed osv. osv.

Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.

Læs resten →

Det radikale venstre, alkohol og hvorvidt en stram national alkoholpolitik kan forebygge alkoholisme

Af Niels Westy, den 23. september 2011. 1 svar

Dette indlæg kan både læses som en reklame for et meget interessant CEPOS-gå-hjem møde med den internationalt anerkendte, indflydelsesrige og i visse kredse meget kontroversielle psykolog Dr Stanton Peele på tirsdag den 27. september kl. 17.00, og som en opfølgning på mit seneste blogindlæg, “Refleksioner over en valgkamp og Radikale Venstres uhyggelige menneskesyn”.

Under overskriften  “Kan man vælge at blive afhængig? Kan en stram national alkoholpolitik forebygge alkoholisme?”, vil Peele argumentere for, at den konventionelle biologiske tilgang til alkoholisme og afhængighed er forkert. Ikke bare mener han, at et stigende ensidigt biologisk fokus på afhængighed er problematisk, men også at udviklingen af afhængighed eller problembrug mere afspejler kultur og livsstil fremfor f.eks. tilgængelighed af bestemte rusmidler.

Læs resten →

Refleksioner over en valgkamp og Radikale Venstres uhyggelige menneskesyn

Af Niels Westy, den 15. september 2011. 9 svar

Så er valgdagen kommet, vælgermøderne overstået og tilbage står kun at vente på resultatet. Men for mit vedkommende er det også tid til at reflektere lidt over den valgkamp – min første – som jeg har været en aktiv del af.  Egentlig har kun lidt overrasket mig. Venstrefløjens kandidater har ved alle de møder jeg har deltaget i – alle som en – udvist en ufattelig mangel på viden og forståelse for økonomiske sammenhænge. Det er som bekendt lig med en manglende forståelse for menneskelig adfærd.

Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker. Læs resten →

Den offentlige sektor, uddannelsessystemet og noget om at smide gode penge efter dårlige

Af Niels Westy, den 10. august 2011. 13 svar

På SFs hjemmeside informerer man os under overskriften “Bedre service for de samme penge er en utopi“, at det ikke er muligt at bevare den offentlige service med mindre man øger bevillingerne, hvilket der lægges op til i regeringens aftale med KL, hvorefter kommunerne alene kompenseres for pris- og omkostningsudviklingen.

Men måske burde overskriften på SFs hjemmeside have været  “Bedre service for flere penge er en utopi”, for på trods af “verdens største” offentlige sektor og “verdens højeste skattetryk” er det mere end tvivlsomt at vi også har “verdens bedste service”.

At servicen reelt meget vel kan blive ringere er så en anden sag. Men det skyldes alene de metoder hvormed man sikrer overholdelse af budgettet (hvis man altså overholder det) og det faktum, at prioriteringer også indgår i det politiske spil om de kommende års mia. af kroner. Der eksisterer i det danske regelsæt der reguelrer overførsler fra staten og udligningsordninger ikke noget incitament til en reel effektivisering og omkostningsstyring – tværtimod. Derimod er der en tendens til, at de foretrukne områder der må holde for bliver de der er synlig for borgerne, for at der kan være plads til den “nødvendige” udvidelse af den administrative kapacitet 🙂 Det sikrer den fornødne negative offentlige debat og styrker positionen i forhold til næste års forhandlinger.

Når man sammenligner det offentlige forbrug i Danmark må man ikke kun spørge sig selv, hvorfor nogen kan få den tanke at en manglende oplevet kvalitet skyldes at man bruger for få penge. Man må også spørge sig selv hvorfor man ikke for længst i langt højere grad har indraget det faktum, at andre lande har et væsentligt lavere offentlig forbrug – også lande hvis samfundsmodel minder om vores egen socialdemokratiske, uden man derfor nødvendigvis kan tale om en lavere kvalitet.

Nedenstående figur er hentet fra Dansk Erhvervs tidsskrift “Perspektiv” nr. 47 og er et forsøg på at illustrere hvor meget mindre det offentlige forbrug ville være, hvis bare det var på niveau med en række sammenlignelige lande. Og som det fremgår er der tale om ganske store summer. Hvis vi for eksempel havde et forbrug på niveau med Sverige, ville vi således spare 38 mia. kroner, eller lig med ca. 2 x efterlønsreform. Hvis vi havde et forbrug på niveau med Finland ville vi spare hele 84 mia. kroner.

Læs resten →

Præsidentvalget i Peru: Rød præsident og blå økonomi

Af Niels Westy, den 14. juni 2011. Skriv et svar

Forrige søndag vandt Ollanta Humala Perus præsidentvalg knebent over Keiko Fujimori, datter af tidligere præsident Alberto Fujimori. Børsen i Lima reagerede dagen efter prompte med så kraftige kursfald, at man valgte at suspendere den videre handel efter få timer. I løbet af ugen rettede kurserne sig dog delvist, bl.a. efter Moody og Standard & Poor meddelte , at man ikke ville sænke Perus rating .

 

Keiko Fujimori og Humala Ollanta ved en TV-debat før valget

Jeg har tidligere i en række indlæg på americas.dk skrevet om dette års præsidentvalg i Peru, se her, her og her. Dette indlæg handler primært om konsekvenserne ved den venstreorienterede nationalist Ollanta Humala’s valgsejr i Peru. Hvor stor en risiko er hans valg for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år?

Læs resten →

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Af Niels Westy, den 2. juni 2011. 2 svar

Som jeg skrev i en klumme på 180grader og et indlæg her på bloggen for et par dage siden, var der en rapport fra “The Global Commision On Drug Policy” på vej. Rapporten er nu offentliggjort og kan læses her.

Der har været en kort omtale af rapporten i en række aviser og på DR og TV2’s hjemmesider i dag. Typisk med en overskrift i retning af “Toppolitikere vil lovliggøre Marihuana“. Hvorefter det kort nævnes i selve teksten, at også andre stoffer kan komme på tale. Rent faktisk bruges marihuana/cannabis primært som et eksempel. I selve rapporten peges også på bl.a. coca-blade (hvis forhold til kokain er nogenlunde som at sammenligne det at drikke en lys øl med at skylle en flaske snaps ned) og MDMA (Ecstasy).

Review the scheduling of drugs that has resulted in obvious anomalies like the flawed categorization of cannabis, coca leaf and MDMA. Ensure that the international conventions are interpreted and/or revised to accommodate robust experimentation with harm reduction, decriminalization and legal regulatory policies

Udgangspunktet er en risikovurdering, men reelt lægges der i rapporten op til at alle former for rusmidler kan legaliseres – se også punkt 3-5 nedenfor i oversigten over kommisionens anbefalinger.

  1. Break the taboo. Pursue an open debate and promote policies that effectively reduce consumption, and that prevent and reduce harms related to drug use and drug control policies. Increase investment in research and analysis into the impact of different policies and programs.
  2. Replace the criminalization and punishment of people who use drugs with the offer of health and treatment services to those who need them.
  3. Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (with cannabis, for example) that are designed to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
  4. Establish better metrics, indicators and goals to measure progress.
  5. Challenge, rather than reinforce, common misconceptions about drug markets, drug use and drug dependence.
  6. Countries that continue to invest mostly in a law enforcement approach (despite the evidence) should focus their repressive actions on violent organized crime and drug traffickers, in order to reduce the harms associated with the illicit drug market.
  7. Promote alternative sentences for small-scale and first-time drug dealers.
  8. Invest more resources in evidence-based prevention, with a special focus on youth.
  9. Offer a wide and easily accessible range of options for treatment and care for drug dependence, including substitution and heroin-assisted treatment, with special attention to those most at risk, including those in prisons and other custodial settings.
  10. The United Nations system must provide leadership in the reform of global drug policy. This means promoting an effective approach based on evidence, supporting countries to develop drug policies that suit their context and meet their needs, and ensuring coherence among various UN agencies, policies and conventions.
  11. Act urgently: the war on drugs has failed, and policies need to change now.

Der er ingen tvivl om, at i forhold til den nuværende narkotikapolitik, vil der være tale om et stort fremskridt, hvis de 11 anbefalinger bliver fulgt.

Som det fremgår af ovenstående anbefalinger er der IKKE tale om, at man foreslår en generel legalisering, hvilket ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt elers ville være at foretrække (set med en økonomis øjne), men det kan jo komme.

Anbefalinger bygger i første omgang på, at narkotikapolitikken skal tage udgangspunkt i en reel risikovurdering af rusmidlerne, se også figur nedenfor.

Reel og potentiel “samfundsfare” og FN’s klassificering over farlighed

Det er overordentlig vigtigt, at tage ovenstående figur med et vist forbehold, hvilket også fremgår af teksten. Nedenfor er vurdering af 20 rusmidler publiceret i “The Lancet” i 2010.

Bag ovenstående står bl.a. den tidligere engelske chefrådgiver for den engelske regering, professor David Nutt, der blev sat fra bestillingen delvist på grund af hans vurdering af faren ved de forskellige rusmidler.

Når der tales om risikovurdering af rusmidler er det væsentligt at holde sig for øje, at man ikke begrænser sig til at se på skadesvirkningerne for den enkelte, men inddrager virkninger på hele samfundet. Hermed er man nød til at indrage skadevirkningerne af den førte politik. Et emne vi har skrevet en del om her på bloggen før. Det nævnes således eksplicit, at det bør være et mål i sig selv at begrænse kriminelle organisationers indflydelse (indtægtsmuligheder) – det indebærer at en regulering kan og bør tage højde for hvorledes man mest effektivt begrænser disse.

Som økonom er ligger svaret selvfølgelig snublende nær – legaliser alle rusmidler – det indebærer også maksimale muligheder for at regulere kvaliteten af stofferne og hvem der har adgang til dem.

Der er næppe tvivl om at denne rapport i sig selv er en milepæl, givet hvem der har lagt navn til rapportens anbefalinger.

Man kunne dog have ønsket, at flere nuværende politiske ledere havde lagt navn til ønsket om en ændring i den førte narkotikapolitik, i lighed med Colombias præsident Manuel Santos.

Man kunne måske også have ønsket sig, at der var blevet talt mere lige ud af posen. Men at der lægges op til, at der skal ses på legalisering som muligt middel på linje med andre tiltag, er et enormt fremskrift i forhold til i dag. Ligesom kravet om en målbar og evidensbaseret politik i sig selv indebærer en helt anden debat om narkotika, end den vi kender f.eks. herhjemme fra.

Hvem står bag rapporten?:

  • Asma Jahangir, human rights activist, former  UN Special Rapporteur on Arbitrary, Extrajudicial and Summary Executions, Pakistan
  • Carlos Fuentes, writer and public intellectual, Mexico
  • César Gaviria, former President of ColombiaErnesto Zedillo, former President of Mexico
  • Fernando Henrique Cardoso, former President of  Brazil (chair)
  • George Papandreou, Prime Minister of Greece
  • George P. Shultz, former Secretary of State, United States (honorary chair)
  • Javier Solana, former European Union High Representative for the Common Foreign and Security Policy, Spain
  • John Whitehead, banker and civil servant, chair of the World Trade Center Memorial Foundation, United States
  • Kofi Annan, former Secretary General of the United Nations, Ghana
  • Louise Arbour, former UN High Commissioner for Human Rights, President of the International Crisis Group, Canada
  • Maria Cattaui, Petroplus Holdings Board member, former Secretary-General of the International Chamber of Commerce, Switzerland
  • Mario Vargas Llosa, writer and public intellectual, Peru
  • Marion Caspers-Merk, former State Secretary at the German Federal Ministry of Health
  • Michel Kazatchkine, executive director of the Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria, France
  • Paul Volcker, former Chairman of the United States  Federal Reserve and of the Economic Recovery Board
  • Richard Branson, entrepreneur, advocate for  social causes, founder of the Virgin Group, co-founder  of The Elders, United Kingdom
  • Ruth Dreifuss, former President of Switzerland and  Minister of Home Affairs
  • Thorvald Stoltenberg, former Minister of Foreign Affairs and UN High Commissioner for Refugees, Norway

Følgende har fungeret som rådgivere for kommisonen:

  • Dr. Alex Wodak, Australian Drug Law  Reform Foundation www.adlrf.org.au
  • Ethan Nadelmann, Drug Policy Alliance www.drugpolicy.org
  • Martin Jelsma, Transnational Institute www.tni.org/drugs
  • Mike Trace, International Drug Policy Consortium www.idpc.net

 

En ny narkotikapolitik

Af Niels Westy, den 30. maj 2011. 6 svar

Jeg har i dag en klumme i 180grader på baggrund af en rapport der offentliggøres i den kommende uge af Global Commision on Drugs Policy. Bag rapporten står bl. a. en række højt profilerede politikere, inklusiv tidligere præsidenter fra Brasilien, Mexico, Colombia og Schweiz samt tidligere generalsekretør for FN, Kofi Annan.

Nu er der ingen grund til at gentage klummen her – den kan jo læses på 180grader 🙂

Derimod vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en af de rapporter, der ligger til grund for den endelige rapport, der er et opgør med den hidtidige forbudspolitik –The Drug Trade: The Politicization of Criminals and The Criminalizations of Politicians, skrevet at den tidligere chefredaktør for det ansete tidsskrift Foreign Policy magazine, Moisés Naím.

I rapporten gør Naim bl.a. opmærksom på, at der eksisterer 3 fundamentale fejlslutninger omkring det illegale marked for narkotika:

The first is that with respect to international crime there is nothing new. The assumptionis that illicit trades, smuggling, black markets and crime are part of the human experience and,therefore, “there is nothing new under the sun”. The second mistaken assumption is thatsmuggling –of drugs, weapons, people, human organs, dirty money or any other contraband–across national borders is a criminal activity that should therefore be conceptualized as suchand fought with the usual crime-fighting tools: law enforcement, the courts and punishmentthrough fines or incarceration. The third wrong assumption is that, like crime in general, illicittrade is an “underground” phenomenon that only involves a small community of deviants thatoperates at the margins of society

Naíms rapport er en uhyggelig gennemgang af hvordan mafiaorganisationer, samt økonomiske og politiske interesser i en lang række lande er filtret ind i hinanden. Og i den forbindelse er det værd at understrege at der ikke eksisterer et eneste forretningsområde med så høje profitrater som det illegale narkotikamarked. Vi taler om en samlet omsætning der af FN er sat til at være ca. 300 mia dollars, og hvor langt hovedparten af omsætningen er (skattefri) profit.

Og som Naím pointerer, har globaliseringen også indebåret en globalisering af de kriminelle netværk og forestillingen at illegal handel er et begrænset fænomen er noget sludder, som han skriver:

The reality is very different. There is plenty that is new about crime –not least its ability to seizethe opportunities spawned by the technological, economic and political revolutions thatexploded in the 1990s and continue today. Criminal networks –especially those which alreadyoperated in multiple countries– were “early adopters” of the innovations in communication andtransportation of the 1990s. And they also were the “first movers” into the new markets openedby the economic and political reforms that many countries implemented after the fall of theBerlin Wall. Criminal networks were –and continue to be –at the forefront of globalization,oftechnology and politics.It is, of course, true that criminals, smugglers and black markets have always existed. But never before have criminal organizations had the ability to operate at a global level with suchease and therefore reach a scale and scope in their activities that easily match those of theworld’s largest multinational corporations. And, if large multinational corporations are politicallypowerful, why assume that large international criminal organizations will not invest sizable partsof their immense revenues to gain political power? They will –and they do. Yes, crime andpolitics often go together. But now these associations have an immense capacity to impactbusiness, society, geopolitics, international security and national politics. In the 20th Centurythe Italian mafia was large and powerful and it then expanded its operations to the UnitedStates. But it never acquired the global reach or the political influence, economic might orinternational diversification now common among some of the largest transnational criminal organizations based in Russia, China, Eastern Europe or Latin America

Jeg vil lade det være op til læseren at vurdere hvorledes man tror at vi kan komme de multinationale kriminelle netværk til livs. Jeg skal personligt erkende at jeg kun kan komme i tanke om et effektivt redskab, nemlig at minimere deres indtægts-muligheder.   den mest effektive metode jeg kan komme i tanke om, er desværre fortsat blot en vision hos de fleste af de iagtagere der indgående har beskæftiget sig med problemet. Men muligvis/forhåbentlig hjælper det når en række internationalt højtprofilerede tidligere og enkelte nuværende regerings- og statsledere lægger deres gode navn og rygte til en opfordring om at opgive “The War on Drugs”.

Da den endelige rapport ikke er offentliggjort endnu, vides ikke med bestemthed hvor langt man vil gå i sine anbefalinger. Jeg vender tilbage med endnu et indlæg når rapporten offentliggøres i den kommende uge.

Hold nallerne fra mine penge John Wagner!!

Af Niels Westy, den 29. april 2011. 3 svar

I går havde jeg den tvivlsomme ære  at modtage en mail fra Samvirkende Købmænds formand John Wagner. Kunne det mon være en mail med ønsket om lavere skat? Færre administrative byrder? Eller måske mindre regulering, således at detailhandlen kan udvikle sig på almindelige markedsvilkår? Nej så langt fra. Hovedbudskabet i John Wagners mail er, at man ønsker at bevare regulering og status quo.

Er det værre end hvad vi finder i mange danske byer?

Baggrunden er Vækstforums anbefaling af at liberalisere planloven, således at der kan etableres såkaldte hypermarkeder, som det kendes fra bl.a. Sverige.  Det synes jeg selvfølgelig er en glimrende ide. Nok er de ofte grimme set udefra, men et  kig på bankkontoen efter et besøg er til gengæld et smukt syn. Som oftest placeres de jo forøvrigt i industrikvarterer eller ude på Lars Tyndskids mark. Det samme kan desværre ikke siges om de ofte hæslige indkøbscentre og super-/minimarkeder/købmandsbutikker der fylder landets byer.

Læs resten →

World 3.0 – hvor globaliserede er vi egentlig?

Af Niels Westy, den 23. april 2011. 1 svar

Hvor globaliserede er verden egentlig? Tjah, hvis man skal tro medierne får man ofte det indtryk, at vi er bevæget os ind i en helt ny og globaliseret era, hvor vi lever i en stor landsby, mens vi twitter og facebook’er, spiser det samme, ser det samme i TV, lytter til den samme musik. Imens bevæger kapital, mennesker (lidt for meget for en del europæeres smag) samt varer og tjenesteydelser sig rundt som aldrig før – eller? Well, egentlig ikke. Alt efter hvordan man måler det, kan man argumentere, at vi dybest set ikke er mere globaliserede end vi var før 1. verdenskrig.

Pankaj Ghemawat fra IESE Business School i Spanien har i årevis forsket i emnet, og ifølge ham er forestillingen om hvor globaliserede vi er blevet temmelig overdrevet, og taler hellere om at verden er semi-globaliserede, hvilket er emnet for hans seneste bog om emnet – “The World 3.0”

Pankaj Ghemawat fremhæver bl.a., at mange indikatorer for den globale integration er overraskende lave. Kun 2% af de studerende læser på universiteter uden for deres hjemland. Kun 3% af befolkningen bor uden for deres fødeland. 93% af verdens produktion af ris konsumeres på hjemmemarkedet og mindre end 1% af alle amerikanske virksomheder har nogen udenlandske aktiviteter.

Ifølge Pankaj udgør verdens samlede eksport fortsat “kun”  20% af det globale BNP, hvilket dog er mere end det gjorde før 1 verdenskrig. Til gengæld er det værd at bemærke, at det først var i 1973, at verdenshandlen målt som andel af BNP nåede det samme niveau som før 1. verdenskrig. Mens verdenshandlen nok er større end den var før 1. verdenskrig er – måske overraskende for mange – grænseoverskridende direkte investeringer fortsat mindre end det var i begyndelsen af det 20. århundrede, ( se også Niall Ferguson’s anbefalelsesværdige bog om det britiske imperium “Impire”).

Ifølge Ghemawat tegner udenlandske direkte investeringer (FDI) sig kun for 9% af alle faste investeringer og kun 20% af handlede aktier er ejet af udenlandske investorer.

Og så er der forestillingen om den globale landsby. Målt på hvor folk bor i frhold til hvor de blev født, var verden betydeligt mere globaliseret for 100 år siden. Totalt set lever kun 3% af jordens befolkning i et andet land end hvor de blev født. Sammenhold det med folkevandringerne for 100 år siden, der bl. a. medførte at 10% af mennesker født i Norge og 14% født i Irland levede i et andet land. Dertil kan tillægges at 25% af Argentinas befolkning i begyndelsen af det 20. århundrede ikke var indfødte. Det samme gjorde sig gældende for 15% af USA’s befolkning, mens det i dag kun er 10% af befolkningen der er født udenfor USA.

En af grundene er utvivlsomt at det i mellemtiden er blevet vanskeligere og ikke nemmere for mennesker at immigrere. Ifølge Ghemawat løber omkostningerne til behandling af rejsedokumenter i dag op i svimlende 88 mia. USD.

I forhold til den sejlivede venstrefløjs myte og konspiratoriske fortællinger om at globaliseringen drives af og fører til at verden “styres af” en håndfuld gigantiske selskaber (tyv tror som bekendt at hver mand stjæler), afviser Ghemawat, at det er tilfældet. Tværtimod er koncentrationsniveauet indenfor mange vitale industrier faldet drastisk siden 1950 og  har stort set været konstant siden 1980. For eksempel tegnede to bilproducenter sig for halvdelen af ​​verdens samlede bilproduktion for 60 år siden. I dag er det 6.

For mere information om Pankaj Ghemawat og “The World 3.0” klik her

For The Economist omtale klik her

Selv om “Globalization and Its Challenges” af Stanley Fischer efterhånden har et par år på bagen, er den stadig læseværdig og aktuel, klik her

Et forbud, der dræber

Af Niels Westy, den 18. marts 2011. 18 svar

Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses nedenfor. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.

I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Weekendavisen uge 11, 2011

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau. Læs resten →

Er Danmark på vej mod afgrunden?

Af Niels Westy, den 12. marts 2011. Skriv et svar

Er Danmark på vej mod afgrunden? Det er jo et rigtigt godt spørgsmål. Det kommer næppe som en overraskelse for læserne af denne blog, at flere af skribenterne hælder til at svare ja på dette spørgsmål, med mindre der de kommende år gennemføres betydelige reformer. At reaktionen på denne erkendelse så er væsens forskellig blandt skribenterne er en anden sag. Nogle af os er gået ind i politik, mens andre formentlig helt undlader at stemme.

Spørgsmålet er også overskriften på et arrangement som jeg og Liberal Alliances lokalafdeling i Hørsholm-Fredensborg står bag torsdag den 17. marts kl. 19.30 på Humlebæk Bibliotek. Her vil cheføkonom og vicedirektør i CEPOS, Mads Lundby Hansen, give sit svar på om Danmark vitterlig er på vej mod afgrunden og i bekræftende fald, hvorfor og hvad vi kan gøre for at undgå dette.

Alle er velkomne til at komme og høre Mads Lundby Hansen’s oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Det koster den fyrstelige sum af 20 kroner at deltage – pengene går til kaffe og te – og hvis der skulle være interesserede fra København, kan jeg oplyse, at Kystbanetoget mod Helsingør med afgang fra Nørreport st. kl. 18.53 og ankomst Humlebæk st. kl. 19.22 passer fint. Humlebæk Bibliotek ligger 2 min. gang fra stationen.

Jeg kan også garantere at man ikke pludseligt befinder sig i en “Liberal Alliance event” med alt hvad dertil hører. Der er tale om et åbent arrangement og vi har sendt invitationer ud til at alle de andre partier.  Det handler om Danmarks fremtid og ikke om dette eller hint partis eller kandidats fremtid. Derudover er aftens hovedperson jo partipolitisk uafhængig.

Endelig er der jo et liv efter valget, og det kunne naturligvis ikke falde mig ind at bruge denne blog til at promovere partipolitiske særinteresser. Det er jo i forvejen slemt nok som “pundikrat”, at stile mod et politisk embede 🙂

For mere information om arrangementet,  se her.