Kategoriarkiv: Christian Bjørnskov

Er venstrefløjen ignoranter og er højrefløjen onde?

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2016. 5 svar

Interviewet på News forleden i forbindelse med Castros begravelse, hvor punditokraternes Niels Westy kommenterede over formanden for Dansk-Cubansk Venskabsforening, mindede mig om et særligt fænomen. Jeg har selv oplevet det gentagne gange, og tidligere på året bemærkede den fremragende økonomiske historiker Deirdre McCloskey med bekymring det samme problem.

Fænomenet er, at folk på de to fløje i politik ofte behandler politiske modstandere systematisk forskelligt. McCloskey beskriver situationen sådan at når man er uenige, antager folk på højrefløjen normalt, at venstrefløjen tager faktuel fejl – de er ignorante. Det betyder dermed, at man kan argumentere overfor dem, og at de i princippet bør kunne bringes til at ændre mening. Man skærper således egne argumenter og tror på, at intelligente og ordentlige mennesker på den anden fløj vil forstå dem.

Folk tilstrækkeligt langt ude på venstrefløjen har derimod en stærk tendens til at se uenigheden på en fundamentalt anden måde. I deres øjne er der ikke tale om faktuelle forskelle, men at folk på højrefløjen decideret er i ond tro. At argumentere liberalt indebærer derfor, at man er ligeglad med andre og er basalt og patologisk egoistisk. For dem opstår uenighederne dermed ikke på grund af forskelle i faktuelle forestillinger, men forskelle i moralitet. De har dermed en rationel tendens til at lade være med at argumentere – højrefløjen er jo i deres optik enten ligeglad eller vidende om, at har ret, men løgnagtig af egeninteresse – men vil i stedet bruge følelsesladede påstande og angreb på folks anstændighed. Det folk på den ydre venstrefløj således opfatter som en debat, hvor de har den moralske overhånd og deres indspark handler om det basale – højrefløjens uanstændighed – vil højrefløjen se som rene ad hominem argumenter uden noget som helst faktuelt indhold eller validitet.

Min personlige oplevelse er, at indsigten i denne type forskel i debatapproach har været meget værdifuld (om end jeg ikke kan påstå, at jeg har haft ’glæde’ af den). Indsigten i den generelle forskel på yderfløjene betyder dog ikke, at man kan absolvere højrefløjen for skyld. Et af de værste problemer i debatten opstår nemlig, når folk mener at de – og vi andre – bør være loyale overfor deres egen fløj. Loyalitet indebærer her, at man bør prima facie acceptere argumenter, så længe de fremføres af folk fra ens ’egen’ fløj. Min klare oplevelse er, at det er punditokraternes totale afvisning af denne type loyalitet, der ofte frustrerer nogle læsere, og decideret hidser dem op.

Problemet er, at i det øjeblik man ikke blot føler ideologisk sammenhold – et sammenfald af værdier, holdninger og forestillinger om hvordan verden basalt hænger sammen – men også føler loyalitet overfor en politisk fløj, holder højre-venstre-distinktionen i argumentationsindhold op. Med et krav om loyalitet kommer nemlig også et krav om, at man til enhver tid enten formelt eller i det mindste stiltiende accepterer ethvert argument fra ens egen fløj, uanset hvor tåbeligt det faktuelt er. I det tilfælde er der ikke længere tale om noget, der kan argumenteres, men blot et fløjtilhør, der nærmer sig religion. Og religion i enhver form kan folk have for sig selv i deres privatliv. Jeg vil ikke have noget med den at gøre og mener ikke, at den har noget at gøre i politiske eller videnskabelige diskussioner og nægter at tvinges til at acceptere den som valid argumentationsform.

Berggren om Buchanan

Af Christian Bjørnskov, den 9. december 2016. Skriv et svar

Hvis man har tid tilovers og måske lidt interesse i andet end hækken og julegaverne er her en perfekt måde at bruge 40 minutter på – hvis man forstår svensk. Karin Svanborg-Sjövall, Timbros VD, interviewer her punditokraternes gode ven og kollega Niclas Berggren, programchef på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm og docent ved VSE i Prag. Temaet er Nobelprisvinderen James Buchanans arbejde. Niclas er, foruden at være en fremragende forsker selv, også en prominent ekspert i Buchanan.

Hvis man ikke har fået nok, er det nye nummer af Ekonomisk Debatt udkommet forleden. Her forklarer Nobelpriskomiteen blandt andet baggrunden for årets priser, Jonas Lundstedt og Simon Nissling præsenterer nyt arbejde om sammenhængen mellem tillid og indvandring, og Niclas selv har forfattet lederen, der handler om hvordan myter kan mobilisere selvom fakta viser noget andet. Hele nummeret er som altid stærkt anbefalet.

Castro og frihedsrettighederne

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2016. 3 svar

Fidel Castro døde forleden, hvilket Niels Westy naturligvis skrev om her. Fordi der findes mange – ikke blot på venstrefløjen i Danmark og andre steder, men også i JP, Berlingske og på Borgen – der finder på adskillige undskyldninger for hans politik mod Cubas egen befolkning, er det ekstra vigtigt at understrege, hvordan virkeligheden var. George Will i Washington Post (læs her) er som ofte meget præcis. Will indleder sin klumme med det velvalgte ønske:

“With the end of Fidel Castro’s nasty life Friday, we can hope, if not reasonably expect, to have seen the last of charismatic totalitarians worshiped by political pilgrims from open societies.”

Eller som Carlos Eire skriver i samme avis: ”A genius at myth-making, Castro relied on the human thirst for myths and heroes. His lies were beautiful, and so appealing.” Andre gode nekrologer kan findes hos Tim Worstall i Forbes her; og Jeffrey Tucker hos the Foundation for Economic Education her. For de interesserede, er der langt mere information at hente hos the Cuba Archive’s Truth and Memory Project, som vi stærkt anbefaler.

En mere håndfast illustration af, hvor undertrykkende det cubanske regime faktisk er, kan man få ved at se på Freedom House’s årlige vurdering af pressefrihed i verden. I figuren nedenfor har jeg plottet Cuba overfor det latinamerikanske gennemsnit og tre udvalgte lande i regionen. Cubas vurdering er en score på 91 mod f.eks. den danske på 12. Globalt er kun tre lande værre end Cuba: Eritrea (94), Hviderusland (93), Nordkorea (97) og Usbekistan (95). Fidel og hans efterfølger er virkelig i fint, diktatorisk selskab, med en undertrykkelsesvurdering der ligger ti point højere end Ruslands.

cuba-fh

Det særlige er dog udviklingen – eller manglen på udvikling. På trods af presset fra internettet og udbredelsen af sociale medier, der har gjort det langt sværere og meget dyrere at undertrykke en fri presse, er der sket ganske lidt siden FH startede undersøgelserne i 1993. Det cubanske regime fortsætter således Castros politik overfor befolkningen og pressen, og hans venezuelanske beundrere Chavez og Maduro har tydeligvis også kopieret den del af de kommunistiske institutioner, der afskyr almindelige frihedsrettigheder. Omvendt er der intet i latinamerikansk kultur, der forhindrer en fri presse. Perus gennemgribende reformer omkring 2000 ses let, både Surinam og Chile ligner fuldstændigt Sydeuropas status, og de fleste små, tidligere britiske kolonier (Jamaica, Dominica, Saint Vincent osv.) har nordeuropæisk status.

Taler man om Cuba, står undskyldningerne for Castro dog stadig i kø. Hans regime startede med henrettelsen af nogle hundrede modstandere, og invitationen til at stille sovjetiske atomvåben op på øen nævnes helst ikke. En standardfrase til bortforklaring af Castros diktatoriske regime har siden 1959 været, at man ikke kan lave omelet uden at slå nogle æg i stykker. 67 år senere er der stadig ingen cubansk omelet, kun undertrykkelse og en forarmet befolkning, der langt hellere vil bo i Florida.

De vilkårlige argumenter imod frihandel

Af Christian Bjørnskov, den 23. november 2016. 37 svar

Der findes mange argumenter mod frihandel eller argumenter for, at mere handel på en eller anden måde skal modgås eller ledsages af anden politik. Det særlige er dog ikke antallet eller den kreativitet, folk udviser når de finder på dem. Det er, hvor forbløffende let det er at afvise argumenterne, baseret på enten solid økonomisk teori eller empirisk evidens. I det følgende giver vi et par af de mest almindelige eksempler.

Et af de mest almindelige er påstanden om, at der naturligvis er vindere og tabere, når man handler mere. Argumentet er derfor, at taberne skal ’kompenseres’ ved at staten omfordeler fra ’vinderne’ til ’taberne’. Kompensationsargumentet er et af de mere mærkelige, og ganske vilkårligt, når man tænker lidt over det. Påstanden er først og fremmest, at de synlige ’tabere’ fra globalisering bør kompenseres fordi politiske ændringer har skabt en situation, hvor deres tidligere arbejde nu ikke længere er tilstrækkeligt profitabelt til at blive opretholdt. Der er flere elementer i argumentet, som ikke tåler yderligere overvejelse.

Først og fremmest indebærer argumentet, at hvis synlige arbejdspladser flytter fra København til Haderslev – man kan f.eks. forestille sig, at globalisering gør det mere attraktivt at placere arbejdspladserne tættere på Nordtyskland – er der ingen krav om at kompensere de københavnere, som skal til at finde et nyt job. Flytter de derimod den cirka halve times bilkørsel sydpå til Flensborg, gælder modstandernes krav derimod – endda uanset at medarbejderne måske bor i Padborg eller hører til det danske mindretal i Slesvig. Der er også det mærkværdige i argumentet, at man mener at folk skal kompenseres hvis man kan fortælle en historie om, at deres jobtab skyldes globalisering; men hvis jobtabet skyldes teknologisk udvikling, der gør dem overflødige, er der ingen påstand om et krav om kompensation. Det vilkårlige findes dermed i, at hvis én proces flytter jobs ved at gøre dem relativt mindre produktive, skal nogen kompenseres, mens hvis en anden helt parallel proces – den ændre på deres relative produktivitet – flytter jobs, er der intet krav om kompensation.

Der findes også et yderligere moralsk element i kompensationsargumentet. Husk først, at på den lange bane flytter al aktivitet til de områder, der er relativt mere produktive – de har en komparativ fordel. Argumenterer man for, at ’taberne’ bør kompenseres, er det således det samme som at sige, at vi bør give overførsler til grupper i samfundet, som ganske enkelt ikke er specielt dygtige længere. Man kan således diskutere om det er fair, at man omfordeler til grupper, der har hvilet på laurbærrene – ikke mindst fordi omfordeling naturligvis altid skal betales af andre grupper i samfundet, som tydeligvis enten er mere produktive eller har mindre politisk indflydelse.

Et andet problem, der er centralt for hele debatten, er det rent epistemologiske problem: Hvordan ved vi, hvad der forårsagede et jobtab eller flytning af en virksomhed? I realiteten kan man ofte blot observere, at et firma eller en gruppe firmaer afskediger medarbejdere, men uden at man har ret meget information om baggrunden for at de gjorde det. Hvis man ser samme firma skaber lignende arbejdspladser i et andet land på samme tid, taler man om outsourcing, som sker når det er for dyrt at have produktionen i et land fremfor et andet – det første lands arbejdskraft er ikke længere produktiv nok i forhold til den aflønning den kræver. Men det samme kan også ske internt i Danmark, når et firma udkonkurrerer et andet, eller på tværs af sektorer, når en sektor af en eller anden grund bliver væsentligt mere produktiv. Det er derfor ofte umuligt at vide, om nogle bestemte jobs er forsvundet pga. globalisering eller noget andet.

Sidst er der en række påstande, som ofte ytres af de samme personer: 1) Handel skal skabe arbejdspladser for at den er god; 2) Eksport er godt, import er skidt – det er altså handelsbalancen, der er vigtig; og 3) Vi må beholde arbejdspladser til ufaglærte eller i ’traditionelle’ erhverv, ellers svækkes sammenhængskraften. Alle tre er rendyrket nonsens!

Først og fremmest kan handel ikke skabe arbejdspladser andet end på den meget korte bane. Når folk som Socialdemokraternes Jeppe Kofoed således fastholder, at EU ikke bør indgå handelsaftaler medmindre de skaber arbejdspladser, er hans krav baseret på en helt fundamental misforståelse. Det handel gør, er at den tillader lande at specialisere sig, dvs. at få mest muligt ud af deres ressourcer. Det indebærer blandt andet, at de arbejdspladser, der ikke er produktive i international konkurrence vil forsvinde, og dermed tillade ressourcer som både arbejdskraft og andet at flyde til de mere produktive erhverv. Folk får derfor bedre og højere lønnede jobs som følge af globaliseringen, men ikke flere af dem. Handelen skaber også et konkurrencepres, som incentiverer de fleste virksomheder til at lede efter måde at blive mere produktive på, og som også tillader at viden flyder over grænser. Begge dele gør eksisterende jobs mere produktive.

Et relateret argument er, at eksport og godt for det tjener vi penge på, mens import er skidt fordi det slår danske arbejdspladser ihjel og er en udgift. Virkeligheden er dog den modsatte: Import er velfærdsskabende, fordi det tillader almindelige forbrugere at købe billigere varer, det giver et mere forskelligartet udbud, og det giver adgang til bedre kvalitet. For at importere varer, behøver man dog udenlandsk valuta, som indtjenes gennem eksport. Den udenlandske valuta kan jo i sagens natur ikke bruges i Danmark. Og skulle man have et handelsbalanceoverskud, indebærer det logisk, at de ekstra euro og dollars skal ’bruges’ i udlandet. De indebærer derfor, at man flytter investeringer ud af landet til udlandet.

Det gælder dermed også det sidste argument om sammenhængskraft. De lavtlønnede, ’traditionelle’ jobs producerer ikke luksusvarer, men derimod almindelige varer, som ofte er for dyre at producere i Danmark, eller hvor de danske varer er for dårlige. Skal man ’beskytte’ den arbejdskraft mod udenlandsk konkurrence, indebærer det logisk, at disse varer bliver dyrere. Og det særligt penible i det er, at det er varer, der vejer langt tungere i fattiges budget end i middelklassens eller de rigeres budget – vaskemaskiner, tøj, mad. Er der reelt nogen der tror, at det kan skabe sammenhængskraft hvis man gør livet dyrere for de fattigste grupper i samfundet? At det er solidarisk eller fair?

Det var tre eksempler på misforståelser, der gør store dele af debatten idiotisk på begge sider af Folketinget. Der findes flere…

Hvilke lande er globaliseringsskeptiske?

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2016. 31 svar

Globaliseringsskepsis er igen blevet et politisk emne i mange vestlige lande. Efter at mange have troet, at gamle – og for at være hudløst ærlig, ganske idiotiske – merkantiliske ideer var endeligt døde, har populistiske politikere på begge fløje genoplivet disse zombieideer. I USA og Frankrig har holdningsløse politikere som Donald Trump, Hilary Clinton og Marine Le Pen narret vælgere til at tro, at globalisering er skyld i deres problemer. Herhjemme har både marxisterne i Enhedslisten og de nationalkonservative hos bl.a. Dansk Folkeparti omfavnet ideen om, at økonomisk kontakt med udlandet kan være farligt. For dem og deres vælgere er indsigterne fra 250 års forskning i nationaløkonomi ligegyldigt eller direkte forkerte.

The Economist satte sig derfor forleden til at svare på, hvor stort er dette problem (hattip: Niclas Berggen). De bad YouGov om at spørge folk i 19 forskellige lande rundt omkring i verden om deres holdninger til globalisering. Figuren nedenfor illustrerer svarene. yougov-globalisering

Ikke overraskende er befolkningerne i de såkaldte ’emerging economies’ stærkt positive overfor globalisering, som man også måtte forvente. Eksportsektoren og de attraktive jobs, der skabes i den, er meget synlige, fordi de ikke var der for 10-15 år siden. Omvendt er Frankrig og USA de mindst positive – i Frankrig er der endda et flertal, der mener at globalisering er skadelig. I USA er gennemsnittet en smule mere positivt, men cirka en tredjedel af alle de adspurgte er ubesluttede. Der er således et meget stort, potentielt marked for vælgere, der kan narres.

Det positive i undersøgelsen er dog, at danskerne er den befolkning, der er mest positiv overfor globalisering. 69 % af de adspurgte danskere er positive, og meget få er direkte negative. Der er således stadig en markant erkendelse af de mange, positive virkninger af handel og globalisering. At der dog er mange, der ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, viste sig tydeligt i torsdags, da min medpunditokrat Niels Westy deltog i Debatten på DR (se udsendelsen her). Påstandene fra ikke-økonomer stod mærkværdigt uimodsagte indtil Niels satte ind, men i den post-faktuelle verden som DRs journalister befinder sig i, ændrer tingene sig næppe meget. Så hvis læserne sidder derude og har fornemmelsen af, at der jo både er plusser og minusser og at det er et emne, som folk er uenige om, bør de huske to ting: 1) Gavnligheden af international handel og globalisering er et af de relativt få emner, som der er massiv konsensus om blandt økonomer; og 2) spørge sig selv om dem, der kommer med de skeptiske påstande faktisk har nogen som helst indsigt eller ekspertise på området.

Snerydning i Stockholm og den tragiske dynamik i politiske beslutninger

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2016. 3 svar

Forleden gik det helt galt for stockholmerne. Byen fik 30 cm sne i løbet af torsdagen – mere end i mange år – hvilket afslørede, at byens snerydning var brudt fuldstændigt sammen. Grunden var ligeså morsom, som den situationen var tragisk: Stockholms bystyre havde besluttet sig for at indføre ’kønsneutral’ snerydning. Den politiske ændring, der blev presset igennem af fundamentalistiske feminister på den svenske venstrefløj, indebar at man ikke ’blot’ ville rydde sne på de større veje – der hvor ’mændene’ kører – men også på fortove hvor ’kvinder’ går. Da naturen smed en rekordstor mængde sne på Stockholm var resultatet forudsigeligt: Ingen af delen blev ryddet, og tusindvis af svenskere var effektivt sneet inde i en af verdens rigeste storbyer. Det var både tragisk – ambulancedrift var f.eks. effektivt umulig i torsdags – men også urkomisk som et eksempel på, hvad der sker når politikere totalt glemmer den primære opgave for en offentlig sektor: At producere offentlige goder.

Alt efter ens ideologiske standpunkt og ens vurdering af, hvor effektivt, det offentlige embedsværk i øvrigt er, kan man være voldsomt uenig om, hvad den offentlige sektor bør tage sig af. Der er dog en konsensus, der siden Adam Smiths arbejde har eksisteret blandt alle andre end betonkommunister og anarkokapitalister: At forsvar, retsvæsen og basale offentlige goder som basal uddannelse og beredskab er opgaver, som hører hjemme i det offentlige. Mens man sagtens kan have private firmaer til at stå for f.eks. snerydning, er det i praksis ret umuligt at tusinder af private pludseligt skal ud i markedet og købe snerydning når sneen falder. Det er med relativt stor sandsynlighed mere effektivt – i det mindste i nogenlunde velfungerende samfund – at der er et offentligt organ, der står for opgaven, enten via offentlig produktion eller en permanent kontrakt med private. Sagt på en anden måde er opgaver som snerydning en af de sidste, man ønsker at skære væk når man reducerer størrelsen på den offentlige sektor.

Det interessante element i den ganske latterlige historie om Stockholms mangel på snerydning er derfor, at man her kan se politik in action i stedet for at have en moralsk-ideologisk diskussion om, hvad der bør gøres. Snerydningen burde helt tydeligt fungere, har fungeret glimrende tidligere, og burde være fortsat i omtrent samme kvalitet. Virkeligheden er dog, at Stockholms bystyre i stedet for tog en beslutning, der på et ganske fundamentalt niveau afslørede hvordan identitetspolitik var vigtigere for politikerne end kommunens absolutte kerneopgaver. Spørgsmålet er, hvorfor det skete.

Og det simple svar burde være indlysende – og er indlysende for alle, der har stiftet blot overfladisk kendskab til public choice eller har erfaring med praktisk politik: Incitamentet til at blive valgt trumfer altid andre hensyn. Er der muligt at gøre noget, der er synligt og af interesse for potentielle vælgere, har enhver politiker en tilskyndelse til at forsøge at gøre det. I det svenske politiske klima findes en feministisk strømning så stærk, at det ville få det til at gibbe i selv østtyske betonlesbiske, og som kan bruges til at signalere ’moralsk renhed’. Omvendt er der næppe mange stemmer i et forsvar for basal snerydning, eller de andre forhold, som man kan mene en offentlig sektor bør tage sig af. Hvis det skulle gå galt, er det altid muligt at skyde den politiske skyld over på modstandere eller evt. på embedsværket.

Den politisk relevante margin eksisterer derfor på beslutninger, der på ingen måde har noget at gøre med det offentliges kerneopgaver. Stockholms snerydningskaos er et lysende klart eksempel på et meget grundlæggende problem med demokratisk politik. At det gik så galt, forstået på den måde at de skyldige var så lette at identificere og skylden derfor hurtigt kunne placeres, var den politiske fejl – ikke manglen på snerydning.

Nyt Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2016. Skriv et svar

Forleden dag kom det nye Ekonomisk Debatt på gaden. Som vores faste læsere ved, er det noget jeg altid ser frem til. Det altid interessante og læseværdige tidsskrift har ingen dansk eller norsk pendant, og lederen rammer ofte ned i emner, der diskuteres i alle skandinaviske lande.

Det er ikke mindst tilfældet denne gang, hvor Lina Aldén spørger, om kultur påvirker indvandrerkvinders beskæftigelsesgrad. Meget af vores viden er fra amerikanske studier, men Aldén skriver om en svensk PhD-afhandling fra sidste år, der peger på vigtige nuancer. Det synes at tage cirka et til halvandet årti før kvinderne har vænnet sig til svensk kultur og derfor er lige så beskæftigede som svenskere.

Udover lederen er der blandt andet artikler af koryfæet Assar Lindbeck om hvordan man bedst afvikler de tunge og ufleksible svenske ansættelsesregler, PhD-studenten Sebastian Jävervall om hvordan korruptionsproblemer udvikler sig under kriser, og Christian Sandström, Mirko Ernkvist, Christofer Laurell og Jan Jörnmark om hvordan innovative virksomheder ’slår’ politik og enten kommer uden om eller får ændret regelsættet på deres område. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet!

Hvor religiøse er de europæiske muslimer?

Af Christian Bjørnskov, den 6. november 2016. 15 svar

Weekendavisens Jeppe Matzen skrev i fredags i en artikel med titlen ”Når troen forsvinder” om, hvordan apostasti blandt muslimer er ved at blive en synlig trend i Storbritannien. 70 % af de britiske muslimer er under 30 år, og organisationen Council of Ex-Muslims of Britain, der repræsenterer de ’frafaldne’ britiske eks-muslimer vurderer, at der eksisterer en stor gruppe nominelle muslimer, der faktisk ikke tror. Problemet for dem er, at de muslimske miljøer i landet – ligesom i Danmark – behandler apostater ekstremt dårligt. Det betyder ifølge Weekendavisen, at vi ved meget lidt om, hvor store gruppen af potentielle apostater og ikke-troende muslimer er i Europa.

Da jeg læste artiklen, slog det mig at vi faktisk kan få mere at vide om, hvor religiøse mange europæiske muslimer er. I det projekt, vi skrev om forleden, har vi svar fra en ganske stor gruppe indvandrere i the European Social Survey. Mens vi ikke har deres religion, ved vi at knap 6000 af indvandrerne er fra muslimske lande. De har alle svaret på spørgsmålet om, hvor religiøse de er på en skala fra 0-10, ligesom de andre 280.000 respondenter. Det giver os dermed et ganske godt indtryk af, hvor ’stærk’ deres religion er.

I figuren nedenfor illustrerer jeg fordelingen af religiøsitet blandt indvandrere fra muslimske lande, indvandrere fra ikke-muslimske, ikke-vestlige lande, etniske danskere, og andre europæere udenfor Norden. Kategorien ’lav’ dækker andelen af respondenter, der svarer 0-3, ’lav-mellem’ er andelen der svarer 4 eller 5, ’mellem-høj’ andelen der svarer 6 eller 7, og ’høj’ andelen, der svarer 8 eller højere.

religioese-muslimske-indv

Figuren afslører først, at de muslimske indvandrere typisk er væsentligt mere religiøse end både danskerne, ikke-nordiske europæere og andre ikke-vestlige indvandrere. At de er mere religiøse end danskerne er på ingen måde overraskende, da ingen er lige så sekulære som befolkningerne i de nordiske lande (inklusive Estland). Gennemsnittet er 6 blandt de muslimske indvandrere (og 6,7 blandt dem, der erklærer at de er medlemmer af organiseret religion), 5,5 blandt andre indvandrere, 4,9 udenfor Norden og 4,2 i Danmark. Overraskelsen ligger derimod i fordelingen, hvor hele 37 % af indvandrerne fra muslimske lande er stærkt religiøse. De er formodentlig dem, der tegner de muslimske miljøer udadtil.

Det særligt interessante er dog den anden ende af fordelingen. I undersøgelsen er en fjerdedel (ja, 25 %) af alle indvandrere fra muslimske lande mindre religiøse end gennemsnitsdanskeren. Tænker man på, hvor sekulært og ureligiøst, Danmark er, betyder det logisk, at der bogstaveligt talt må findes tusinder af ikke-troende muslimer i Europa – og sandsynligvis i Danmark – som hverken kan afsløre deres ikke-tro eller reagere på den. Samtidig er de tvunget til at høre på en europæisk debat, der monopoliseres af nationalkonservative, de afskyr Islam, og fundamentalistiske muslimer, der påtvinger alle deres repræsentation i offentligheden.

Virker regional udligning? Ny evidens fra Tyskland

Af Christian Bjørnskov, den 4. november 2016. 1 svar

Som de fleste nok ved, findes der en lang og til tider voldsom debat om, hvorvidt ulandsbistand hjælper fattige lande.  Denne debat er reflekteret i en mindre voldsom akademisk debat om, hvorvidt regional udligning – overførsler til andre dele af EU eller andre dele af et land – virker efter hensigten. I Danmark er samme debat hele diskussionen af, hvad den voldsomt komplekse kommunale udligning faktisk gør.

Uformelt er argumentet ofte, at udligning tit kan forsvinde i korruption. Der er således masser af eksempler fra Sydeuropa på indlysende tåbelige projekter, der er finansieret af EU’s regionale puljer. De tomme lufthavne i Castellon og Lleida-Alguaire i Spanien er blot blandt de mest synlige eksempler. Men argumentet indebærer dermed også, at regionaludligning burde ’virke’ i de mindre korrupte og mere velfungerende lande.

Om det er tilfældet besvares i et nyt papir af Thushyanthan Baskaran (Uni Siegen), Lars P. Feld og Sarah Necker (begge Uni Freiburg) – hattip: Niclas Berggren. Lars Feld er derudover medlem af der Sachverständigenrat zur Begutachtung der gesamtwirtschaftlichen Entwicklung, der er Tysklands udgave af Det Økonomiske Råd, dvs. de tyske vismænd. I papiret med titlen ”Depressing Dependence? Transfers and Economic Growth in the German States, 1975-2005” undersøger Thushy, Lars og Sarah, om de føderale udligninger mellem de tyske Bundesländer påvirker deres økonomiske vækst. De ser på perioden 1975-2005, hvor man kan identificere de økonomiske effekter af udligningerne fordi systemet blev ændret i 1995 som reaktion på de nye Länder i øst. Deres papir er derfor et studie af regionalstøtte i et af de lande i verden, hvor man a priori burde forvente at den virker bedst.

De tre tyske økonomer finder, at den regionale i bedste fald ikke påvirker de tyske Länders vækst. Med forbehold for den statistiske præcision i undersøgelsen, er alle estimater faktisk negative og indikerer, at et flertal af Länder faktisk skades af udligningen. Så vidt ligner studiet dermed den brede konsensus i litteraturen om ulandsbistand.

Vores tyske kolleger kan dog gå et skridt videre: Pga. de omfattende tyske budgettal, kan det lade sig gøre at estimere hvad Länder-regeringerne faktisk bruger udligningsmidlerne på. Kun én budgetpost er tydeligt påvirket, nemlig den der kategoriseres på engelsk som ”expenditures on economic promotion.” Med andre ord peger den omhyggelige evidens på, at de tyske anekdoter er korrekte. Udligningerne bliver brugt på industristøtte til døende, uproduktive industrier for at holde dem flydende. Selv i det bedste tilfælde – Tyskland – hvor støtteordningerne er omhyggeligt omfattet af klar lovgivning, ender midlerne i sidste ende i rent-seeking som beskrevet af Arye Hillman for mere end 30 år siden. Kunne man måske forestille sig, at den langt mere politiserede og uigennemsigtige danske udligning har lignende konsekvenser?

Hvorfor fem procents lettelse op til en million er en farlig strategi

Af Christian Bjørnskov, den 1. november 2016. 2 svar

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ser ud til at have opgivet, at lave et forlig om 2025-planen. Han meldte i går ud, at der nu kun skal forhandles finanslov, og de yderligere forhandlinger er udskudt til efter finansloven er færdig. Børsen nu til morgen kalder det helt korrekt et nederlag, ligesom Hans Engell på News heller ikke var imponeret.

Mange borgerlige er frustrerede over statsministerens manglende evne til at bringe en nominelt blå flertalsblok sammen om et forslag, og spørgsmålet er nu, hvad fortællingen om nederlaget bliver. Mange i Venstre og DF synes allerede at have valgt fortællingen: At det er Liberal Alliances krav om en topskattelettelse på mindst fem procent for alle, der blokerer for en aftale. Dertil kan man tilføje DFs ultimative krav om, at der ikke må gives topskattelettelser eller skæres i det offentlige forbrug, og Venstres langvarige angst for vælgerne. Det særlige er dog, at mange kommentatorer, der køber fortællingen om LAs blokade, har undret sig over, hvorfor alliancen nægter at acceptere Løkkes forslag om en topskattelettelse for alle indkomster under en million.

Som public choice-økonom er jeg meget tilfreds med, at Liberal Alliance har afvist forslaget. Grunden, som mange læsere givetvis allerede har set, er at en delvis, strategisk lettelse som den, Løkke har foreslået, er en ret sikker vej til at forhindre fremtidige lettelser. Årsagen er simpel politisk dynamik omkring medianvælgeren, partiernes kernevælgere og deres indkomstforhold.

Mens den gennemsnitlige indkomst for folk med indkomster er cirka 300.000 kroner, er topskattegrænsen næste år under de nuværende regler 479.600 kroner; i år er grænsen 467.300 kroner og knap en halv million danskere betaler topskat. Den næste grænse på en million dækker en noget mindre del af befolkningen: Ifølge de seneste tilgængelige tal fra Danmarks Statistiks Indkomster 2014, havde 67.700 personer en millionindkomst i 2013. Det faktiske tal i dag er derfor i omegnen af 70.000.

Heri ligger det politiske problem: Mange vælgere, som partierne har en politisk interesse i at tage hensyn til, betaler enten topskat, er tæt på at betale topskat – og kan i princippet godt rykke over grænsen næste år – eller har en ægtefælle, partner eller søster, der betaler topskat. Mens noget fattigere vælgergrupper kan have et misundelsesincitament til at støtte en høj topskat, har disse vælgergrupper således et konkret økonomis incitament til at støtte en lettelse. Det giver derfor politisk mening for mange partier – sandsynligvis inklusive Socialdemokratiet – enten at lette topskatten for mellemindkomster, eller at flytte grænsen opad. Det burde derfor være relativt let at finde flertal for et forslag som det nuværende, hvor man i realiteten indfører en mellemskat – en ekstraskat på 10 % for indkomster over 479.600 kroner – og en topskat på ekstra 5 % på indkomster over en million.

Men flytter man den effektive topskattegrænse tilstrækkeligt langt opad, som Løkkes forslag indebærer, gør man i en politisk henseende det, at man reducerer den vælgergruppe, der rammes, til en gruppe som alligevel ikke er interessant i politik. Er man interesseret i de faktiske, økonomiske konsekvenser af topskat – lavere arbejdsudbud, mindre iværksætteraktivitet osv. – eller de moralske aspekter af skatten – staten bør stjæle så lidt som muligt fra borgerne – er det et hæsligt forslag. Grunden er meget enkelt, at når man flytter effekten af topskat ud på tilstrækkeligt få borgere, forsvinder den politiske grund til nogensinde at gøre noget ved resten af problemet.

Havde Anders Samuelsen således sagt ja tak til Løkkes forslag, kunne det meget let betyde, at topskatten aldrig afskaffes. Og hvis det går, som det gik fra 1987 og frem i dansk politik, sætter man grænsen op med inflationen, mens antallet af borgere der betaler, stiger med indkomsttilvæksten. Over tid vil flere og flere borgere således igen betale topskat, indtil gruppen bliver så stor, at de repræsenterer et politisk interessant antal. Politik er prostitution og den eneste forskel er, at mens almindelige ludere sælger deres krop for penge, sælger de fleste politikere deres inderste overbevisninger for popularitet. Samuelsens ultimative afvisning af at gøre det, kan derfor have forhindret et klassisk yoyo-problem.

Integrerer muslimske indvandrere sig mindre i en vestlig kultur?

Af Christian Bjørnskov, den 30. oktober 2016. 10 svar

Vi skrev forleden om mit nye projekt sammen med Niclas Berggren, Andreas Bergh og Shiori Tanaka, hvor vi bruger migrantdata til at vurdere, hvor meget subjektivt velbefindende, man ’arver’ fra sine forældre. Vi finder ganske tydelig evidens for, at folk arver kultur eller andet fra deres forældre, som de tager med når de flytter til et europæisk land. En af læserne skrev i kommentarsporet til posten, at vores fund betyder, at ”integrationen af personer fra ikke-vestlige lande aldrig lykkes.” Vi er kommet et skridt videre i projektet, og jeg tillader mig derfor at kommentere på læserens vurdering.

Der dukker nemlig ganske pudsige resultater op, når vi – som hele tiden planlagt – splitter vestlige og ikke-vestlige indvandrere i vores analyser. Vi finder, at ’arveligheden’ af velbefindende er omtrent dobbelt så stærk for vestlige indvandrere som for de ikke-vestlige. Ser vi på konvergensen mod det gennemsnitlige niveau i det nye land, er den hurtigere for de ikke-vestlige førstegenerationsindvandrere, mens vi ikke kan se nogen klar forskel på anden generation. Om noget tager ikke-vestlige indvandrere derfor mindre kultur med hjemmefra end de vestlige.

Et af de almindelige argumenter i debatten er ofte, at de særlige problematiske blandt de ikke-vestlige indvandrere er dem fra muslimske lande. Jeg investerede derfor et par timer i dag i, at identificere og separere de to grupper ikke-vestlige indvandrere i vores datasæt. Derefter kan man nemlig estimere arveligheden med en metode, hvor man tillader at de cirka 9000 muslimske (omtrent 4500 første og 4500 anden generation) er fundamentalt anderledes end de andre ikke-vestlige. Resultatet viser sig at være, at der absolut ingen forskel er i, hvor hurtigt de vænner sig til den vestlige standard. Derimod viste estimaterne, at de muslimske ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit intet kulturelt tager med, der påvirker deres velbefindende. Selv ikke, når man tager hensyn til at de ikke alle er religiøst aktive, ser der ud til at være noget som helst kulturelt aftryk i deres velbefindende, når de flytter til et europæisk land.

Om det ender med at blive en del af den endelige artikel eller ej, er det et eksempel på, hvad konkret forskning kan og skal gøre. Uanset hvordan vi tror, verden ser ud – eller burde se ud – er forskning der for at afdække, hvordan tingene hænger sammen. Er man seriøs forsker eller seriøst informeret borger, tager man den alvorligt hvor overrasket man så end bliver en gang imellem. Og kunne man få den tanke, at de muslimske indvandrere måske er glade for at slippe for de muslimske styrer?

Har ens fordeling af levestandard noget at gøre med fairness?

Af Christian Bjørnskov, den 26. oktober 2016. 3 svar

Er nogle af læserne interesserede, er de i Aarhus på fredag og har de tid, afholder Tuborg-centeret seminar med Martin Rode (Uni Navarra). Martin, der er en af vores faste gæster og en god ven, holder oplæg om ny forskning med titlen ”Globalization and political views on government intervention: Is the left being radicalized by free trade?” Seminaret afholdes 13-14 i L-bygningen på Fuglesangs Allé og er naturligvis åbent for alle interesserede. Jeg ser særligt frem til det, da det er spritnyt arbejde sammen med vores nye, fælles PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri.

Spørgsmålet håndteres bl.a. ved at se på folks præferencer for statslig intervention i private markeder, og folks præferencer for omfordeling. Jeg besluttede mig derfor af ren interesse at se, om man kunne finde lignende indikatorer for folks opfattelse af fairness. Det viste sig, at the European Social Survey havde spurgt om velfærdsattituder i 2008, og spørger om noget lignende i år. Spørgsmålet, der blev stillet, er om det er nødvendigt for at sikre et ’fair samfund’ at forskellene i levestandard må være små. Det blev stillet på en fem-punktskala fra ”meget enig” til ”meget uenig”. I figuren nedenfor har jeg omformet det til en skala fra -2 til 2, hvor mere negative scorer viser større uenighed med ideen om at fairness forudsætter lav ulighed.

fair-levest

Det interessante ved billedet er, at det eneste land hvor et lille flertal er uenig med ideen er Danmark. 32 % erklærede sig enige, mens 45 % var uenige; af alle, der havde en holdning, var 59 % uenige. Hollænderne (36 % uenige) og briterne (35 % uenige) er som sædvanligt ganske tæt på os, mens en gruppe lande med Norge (28 %), Tjekkiet (28 %), Frankrig (lidt pudsigt på 27 %) og Sverige (25 %) er tæt på. Sagt på en anden måde, er de mindst velfærdsmindede i Europa sjovt nok danskerne.

Hvorfor ser vi disse store forskelle? Der er en lang række mulige forklaringer, men ser man på simple korrelationer mellem de nationale gennemsnit og andre variable, dukker der en mindre gruppe faktorer op. Tester man dem op mod hinanden, som jeg gjorde i morges, viser det sig at de bedste forklaringer ser ud til at være, at tidligere kommunistiske lande er mindre omfordelingsvillige, og mere korrupte og mere religiøse lande er mere omfordelingsvillige. En kommunistisk fortid og korruption ser umiddelbart ud til at være cirka dobbelt så vigtige som religiøsitet. Hvorfor er danskerne så utilbøjelige til at forbinde lighed med fairness? Tja, en første – og absolut præliminær – forklaring, er at vi ingen autoritære, religiøse autoritetsideer har, og at processen, der skaber større forskelle i levestandarder, rent faktisk er fair – og at vi opfatter den sådan. Hvorfor lighed så er så stor en diskussion blandt danske politikere, er lidt et mysterium.

I Ungarn for 60 år siden

Af Christian Bjørnskov, den 24. oktober 2016. Skriv et svar

I går var det årsdagen for en af de vigtigste begivenheder i europæisk historie efter anden verdenskrig. Den 23. oktober 1956 startede den ungarske opstand. Som ofte var studenterdemonstrationer i Budapest, startet af den demokratiske studenterorganisation MEFESZ. Efter at den havde været forbudt i en årrække, var MEFESZ blevet gendannet ugen før. Den isnende politiske kontrol af Centraleuropa syntes at begynde at tø, og i Ungarn tog mange partilederen Mátyás Rákosis afgang i juli som et tegn på, at Sovjets jerngreb var svækket.

Studenterne havde blandt andet forsøgt at bryde ind i den nationale radio for at sende deres krav, og sikkerhedspolitiet havde åbnet ild mod de demonstranter, der klagede over at de var tilbageholdt. Om aftenen mødtes cirka 20.000 mennesker i det centrale Budapest for at protestere, hvor de blandt andet rev en statue af Stalin ned. Sikkerhedspolitiet greb igen ind og dræbte adskillige mennesker, men kunne ikke forhindre de eskalerende uroligheder. Da det ungarske militær blev sat ind for at hjælpe sikkerhedsstyrkerne, valgte de – da de lærte baggrunden for uroen – at slutte sig til demonstranterne. Partisekretæren Ernő Gerő valgte da om natten at bede Sovjetunionen om hjælp til at redde det kommunistiske regime. Den sovjetiske ’hjælp’ rullede på larvefødder ind i Budapest om morgenen den 24. oktober.

De sovjetiske styrker viste sig ikke at være tilstrækkelige til at undertrykke de borgerkrigslignende tilstande, og både Ernő Gerő og den tidligere premierminister András Hegedüs flygtede til Sovjet. Den mere moderate Imre Nagy blev premierminister og foreslog med det samme at gennemføre politiske reformer, som havde ligget i skuffen siden Stalins død i 1953. Få dage senere erklærede Nagy i ungarsk radio, at partiledelsen indførte en ensidig våbenhvile, opløste sikkerhedspolitiet og ville arbejde for at de sovjetiske tropper blev trukket tilbage. 1. november skulle Ungarn udtræde af Warszawapagten og Nagy-regering lagde planer frem for omdannelsen af landet til et socialdemokratisk, flerpartisystem med frie valg og respekt for almindelige menneskerettigheder.

Det viste sig alt sammen at være uspiseligt for den sovjetiske ledelse. 4. november rullede de russiske tanks igen ind i Budapest og undertrykte den spirende revolution. 2500 ungarere døde i opstanden, og mere end 200.000 flygtede til Vesteuropa. Nagy og flere andre regeringsmedlemmer søgte tilflugt i den jugoslaviske ambassade, men blev arresteret den 22., da de prøvede at forlade den. Flere af dem, inklusive premierminister Nagy, blev senere henrettet i 1958 efter en af østblokkens klassiske ’hemmelige retssager.’

986 ungarske flygtninge kom til Danmark med særtog, der kørte til perron i Padborg om morgenen den 30. november. Som Politiken skrev næste dage:

“Danske statsbanefolk, politimænd, toldere og andre løb frem med fremstrakte hænder mod kupévinduerne for at veksle haandtryk med flygtningene og for på dansk at byde dem et ærligt, dybfølt velkommen. Adskillige baade danske og ungarere lod taarerne faa frit løb”.

ungarske_flygtninge_ankommer_til_oestrigUngarerne mødte Danmark fra sin bedste side, og de fleste blev hurtigt integreret i det danske samfund. Af de i alt 1400 ungarere, der kom til Danmark, forlod omtrent en tredjedel landet for at rejse længere væk. Men de der blev, bevarede ungarsk kultur samtidig med at de giftede sig med danskere og blev en helt almindelig del af samfundet.

Derhjemme var det en anden historie. Det sovjetstøttede styre under János Kádár slog benhårdt ned på enhver modstand og landets følgende regeringer var kommunistiske hardliners. Begivenheden fik også internationale konsekvenser, ikke mindst ved at afsløre, hvad Sovjetunionen og dens marionetstater i Østblokken virkelig var for et regime. Maskerne faldt den morgen i november, og hvis nogen i Vesten stadig havde tvivl, blev opstanden efterfulgt af Berlinmuren i 1961, Prag-foråret i 1968, og det polske svar på skabelsen af Solidarność i 1981. I Danmark førte undertrykkelsen af Ungarn til, at Aksel Larsen forlod DKP og Dannede SF, og den kommunistiske bevægelse i Vesteuropa mistede sin sidste rest af moralsk legitimitet. Det politiske tøvejr i øst måtte dog vente til 1989, hvor en meget anderledes stat den 31. juli gav Imre Nagy en statsbegravelse. Som i 1956 var Ungarn det første land, der forlod Østblokken, men denne gang uden tanks med røde stjerne. Tre måneder senere åbnede Østtyskland Berlinmuren. Resten er, som man siger, en ganske anden historie.

Tager indvandrere deres velbefindende med hjemmefra?

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2016. 5 svar

Der findes, som de fleste læsere ved, en voksende litteratur om subjektivt velbefindende, SWB. Fænomenet kaldes i daglig tale ’ langvarig lykke’ – ikke at forveksle med affekt, dvs. den meget kortvarige oplevelse af lykke – og er blevet et solidt forskningsfelt. Jeg har bidraget med en række studier (det seneste med Niclas Berggren og Therese Nilsson her; gratis wp-version her), og har nu et nyt projekt på bedding.

Projektet, som jeg arbejder intenst på for tiden sammen med Andreas Bergh, Niclas Berggren og Shiori Tanaka, handler om i hvor høj grad man ’arver’ sit SWB fra sine forældre. Det er et ekstremt svært spørgsmål at svare på, medmindre man har data hvor man direkte kan matche forældre og børn i samme undersøgelse. Det er meget sjældent, det kan lade sig gøre, og vi tager derfor en anden, epidemiologisk approach. Fra the European Social Survey har vi svar på en meget lang række spørgsmål fra cirka 20.000 indvandrere, hvor vi ved præcist hvor de selv – eller deres forældre – kom fra. Ved at matche deres velbefindende til det nuværende SWB i deres oprindelseslande, kan vi estimere hvor meget af deres individuelle velbefindende der slæbes med hjemmefra. Vi har således også mulighed for at få en fornemmelse for, hvordan det slæbes med – er det gennem uddannelse, gener, værdier eller noget helt fjerde.

Hvad er pointen med at skrive om et løbende projekt, kunne man spørge? Svaret er, at vi allerede er ret sikre på, at der er en tydelig historie at fortælle. Den kan formidles gennem den simple figur nedenfor, hvor vi har plottet det nuværende SWB-niveau i folks oprindelseslande (Native satisfaction) med de samme gruppers SWB i de lande, der nu bor i (Migrant satisfaction). Korrelationen er cirka 0,8 og derfor meget stærk, og vidner om en form for ’nedarvet’ velbefindende, som man bærer med sig. To forhold er allerede helt klare. For det første er indvandrere ikke én gruppe, men mange forskellige grupper og individer. For det andet er intet menneske en tabula rasa – vi bærer vores opvækst og forældres kultur med os, om vi vil det eller ej. Der er noget, der kan fornærme både ideologisk nationalkonservative og konstruktivistiske socialister.

nedarvet-lykke

Presset til reformer

Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2016. Skriv et svar

Der er meget langt mellem de gode nyheder fra Venezuela, men forleden bragte Wall Street Journal en af dem. Uden nogen egentlig annoncering og uden at ændre loven, har Maduro-regimet i Caracas valgt at opgive de statslige priskontroller i indtil videre seks delstater. De militært håndhævede maksimalpriser har bidraget til at skabe voldsomme mangelsituationer, som vi tidligere har skrevet om her på stedet. Den morsomt ildelugtende side er, at en lang række hoteller i Venezuela anbefaler deres udenlandske gæster, at de selv tager sæbe og toiletpapir med. Som i alle kommunistiske lande, er Venezuela også for længst løbet tør for toiletpapir. Den mere tragiske side af priskontrollerne er, at der også for længst er skabt omfattende mangel på mælk, majsmel og mange andre basale fødevarer (læs f.eks. her og her). Som WSJ skriver, er de problemer ved at lette:

“Ending price controls has started to ease the chronic shortages that have resulted in more than half of Venezuelan families skipping meals, according to recent polls. In cities where the controls have been lifted, including Maracaibo and Puerto Ordaz, the long lines of shoppers that snaked outside every store have shortened. Looting of markets and food trucks—a daily occurrence just a few months ago—were down one-third nationwide in August from a May high, according to the Venezuelan Observatory of Social Conflict, a nonprofit group.”

Dermed er Venezuelas kvaler ikke ovre. Den delvise frigørelse af priserne, der sandsynligvis bliver udbredt til hovedstaden relativt snart, bidrager også til at hæve den allerede tårnhøje inflation, der plager landet. Uofficielle estimater peger på, at den årlige inflation nu er over 500 %, og stigende. Og intet godt kommer uden en bagside i Maduros Venezuela. Regimet er allerede i gang med at købe stemmer til næste valg med den mad, der nu kan komme ind fra Brasilien, Colombia og endda fra Trinidad og Tobago:

“As it ends price controls in the provinces, the government is also playing favorites by handing out subsidized food to ruling-party loyalists. About 15% of Venezuelan families get a plastic bag filled with products hand delivered every 45 days, say officials and pollsters.”

Maduro og hans kumpaner reagerer dermed præcist som public choice-teori siger. De har opgivet en del af deres politik for at undgå voldsomme optøjer og plyndring – det er et fint eksempel på Acemoglu og Robinsons ’replacement effect’ – men sørger stadig for at fordærve politikken direkte at købe stemmer og loyalitet.  Plus ca change…

Mistillid til politikere er en god ting

Af Christian Bjørnskov, den 17. oktober 2016. 4 svar

Der har på det sidste stået en debat om den lave tillid til regering og politikere. Vi har tidligere skrevet om emnet her og her, men forleden blussede debatten op igen. Det skete da en ny undersøgelse og en bog af Jørgen Goul Andersen, professor ved Aalborg Universitet, endnu en gang pegede på, at danskernes tillid til politikerne er på et historisk meget lavt niveau. Goul gik dog et skridt videre og hævdede, at  faldet skyldes, at politikerne ikke beskytter den socialdemokratiske velfærdsstat nok. TV2 opsummerede hans påstand således: ”Reformer af efterløn, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andet har skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.”

Både Goul og Mark Ørsten fra RUC mener, interviewet i Kristeligt Dagblad, at der i særlig grad mangler kommunikation. Grunden til mistillid er således, at mangel på kommunikation betyder, at politikerne ikke altid er informeret klart om, hvad borgerne gerne vil, og borgerne ofte ikke ser rationalitet og storheden i politikernes handlinger. For en samfundsforsker med baggrund i public choice er det et i særgrad mærkværdigt synspunkt.

Debatten har to separate aspekter: 1) Hvad er den ’optimale’ grad af tillid til politikere; og 2) er Gouls påstand om årsagerne korrekt? Nummer 2) er sjældent et element i den offentlige debat – evidens er så forstyrrende for politiske postulater – og 1) har manglet helt. Spørgsmålet, der mangler i debatten er derfor, om tillid til regering og politikere er godt. Mit argument her er, at det er det ikke.

Den amerikanske magiker og libertarianske intellektuelle Penn Jillette diskuterer her en intuitivt public choice-position til spørgsmålet. Jillette opsummerer sin – og min – holdning til spørgsmålet ved at “the last thing we want is a government that can get things done.” I stedet er hans ønske, at ”we want a clunky, sloppy, slow-moving, small, insignificant, weak government.” Grunden er,at politikeres incitamenter til at gennemføre noget som helst i første omgang er, at blive valgt og genvalgt. Årsag nummer 1 til politik er popularitetshensyn. Derefter har de fleste særinteresser, de repræsenterer og som støtter politikerne eller deres parti, og naturligvis kræver de en vis modydelse. Kun derefter kan man forestille sig, at nogle politikeres incitamenter kan formes af et ærligt ønske om at gøre det rigtige – hvis det overhovedet kan defineres, og hvis politikerne i øvrigt ved hvordan samfundet fungerer og er kompetente på andre måder. At have tillid til politikere er derfor lidt ligesom at give børnehavebørn ansvar for egen læring.

Vender man sig mod empirien, udgav jeg sidste år sammen med Niclas Berggren og David Lipka en artikel i Public Choice, hvor vi undersøgte om legitimitet – i høj grad formet af folks tillid til politikere – medierer effekten af den offentlige sektor på den økonomiske vækst (gated version her; gratis tidligere version her). Vi fandt, at en stor offentlig sektor er forbundet med lavere vækst, men også at virkningen var meget mere negativ, når folk opfattede staten som mere legitim – dvs. når de havde høj tillid til politikere.

Det sidste empiriske spørgsmål er, om Goul har ret: Falder folks tillid til politikerne, hvis de reformerer velfærdsstatspolitiker? Vi tillader os i dag, at præsentere konkret evidens fra en empirisk analyse lavet direkte til bloggen. Vi har brugt data fra Eurobarometer-undersøgelserne, der siden 1995 har spurgt borgerne om deres tillid til politikere, politiske partier og regeringen. At faldet er virkeligt, kan ses i figuren nedenfor, der plotter tillid til Folketing og regering siden 1995.

Politisk tillid, 1994-2016

Politisk tillid, 1994-2016

Kombinerer man det med købekraftsjusterede data på gennemsnitsindkomst og Heritage Foundations Index of Economic Freedom, kan man direkte teste Gouls påstand. Heritage-indeksene måler nemlig meget direkte de aspekter, Goul henviser til: Statslige reguleringer i bl.a. arbejdsmarkedet, den offentlige sektors størrelse, og markedsregulerende politiker. Vi har derfor kørt en række regressionsanalyser med år- og lande-fixed effects for de 30 europæiske lande, der dækkes af datakilderne. Hele datasættet er naturligvis tilgængeligt for vores læsere, så vi opsummerer blot kort hvad der kommer ud af det.

Med lande-fixed effects er alle resultater identificeret af ændringer over tid indenfor et land: Hvordan ændrer folks tillid til politikerne sig, når de ændrer på den økonomiske frihed. Har Goul ret, bør der være et helt generelt billede på tværs af de 30 lande, hvor politisk tillid er negativt forbundet med økonomisk frihed. Men det, der kommer ud af analyserne er faktisk, at hvis den økonomiske frihed hæves, stiger folks tillid til politikerne. Bruger man delen af Heritage-indekset, der måler størrelsen af den offentlige sektor, er en 10 % ændring i indekset forbundet med en 10 % højere tillid til politikerne.

Analysen er således ikke ligefrem konsistent med et politisk populært argument om, at vælgerne ikke kan lide reformer af velfærdsstaten. På tværs af Europa, det omvendte ser ud til at gøre sig gældende. Søndagsanalysens konklusioner således (lidt firkantet), at man ikke bør have tillid til politikere, der vil meget, og at folk heller ikke har det. Kunne det måske være værdifuldt at vide for politikerne selv, eller foretrækker de at leve i deres politiske boble?

Nyt Ekonomisk Debatt og den truede globalisering

Af Christian Bjørnskov, den 13. oktober 2016. Skriv et svar

Det nye nummer af Ekonomisk Debatt – et af vores yndlingstidsskrifter – har været på gaden siden i går.  Nummer 6 i år omfatter blandt andet artikler om de økonomiske konsekvenser af Brexit, hvordan man vurderer effekterne af indvandring på de offentlige finanser, og hvordan man bedst organiserer de svenske jernbaner i fremtiden (som burde være pligtløsning for DSB). Som altid præsenterer ED sober og velfunderet forskning, samt en fin anmeldelse af Richard Wagners nye bog, Politics as a Peculiar Business.

Hovedattraktionen er dog Niclas Berggrens leder, der i denne måned handler om ’den truede globalisering’. Niclas beklager med rette både den europæiske debat og en amerikansk valgkamp, hvor begge kandidater er erklærede protektionister. Han noterer den ganske overvældende forskningsstøtte for de positive konsekvenser af globalisering, men også – med stor beklagelse – at svenske professor ikke engagerer sig i nogen offentlig debat om emnet. Hans opråb til de svenske kolleger kunne lige så godt være et wake-up call til danske, tyske og britiske forskere:

”Min förhoppning är att västvärldens ekonomer tar sitt ansvar framöver och klargör ekonomiska och andra konsekvenser av de olika val som kommer att stå till buds, även om sådan kunskapsspridning inte garanterar något särskilt politiskt utfall.”

Som altid er ED både gratis og stærkt anbefalet!

Tillykke Peter Kurrild-Klitgaard

Af Christian Bjørnskov, den 11. oktober 2016. 1 svar

I dag fylder Peter-Kurrild-Klitgaard, populært kaldet PKK, 50 år. De fleste læsere er sandsynligvis stødt på hans navn indtil flere steder, men for de uindviede er PKK professor i statskundskab på Københavns Universitet og derudover en af grundlæggerne af Punditokraterne. PKK er uden tvivl en af Skandinaviens førende liberale intellektuelle, og også – ganske overraskende – en af landets førende heraldiker. Hvis det ikke er nok, fører PKK også en skarp og ofte satirisk pen i Berlingske Tidendes Groft Sagt, hvor han med få, men velvalgte og morsomme ord spidder politikere og meningsdannere.

PKK er uddannet på Københavns Universitet og Columbia University i New York, og har været adjunkt på Aarhus Universitet, lektor og professor på Syddansk Universitet og har siden 2006 været professor på Københavns Universitet. Året før tiltrådte han som medlem af redaktionen af det fine videnskabelige tidsskrift Public Choice. Jeg har selv haft fornøjelsen af at arbejde sammen med PKK på ”Economic growth and institutional reform in modern monarchies and republics: A historical cross-country perspective 1820-2000” hvor vi undersøgte hvorvidt monarki som politisk institution har egentlige konsekvenser. Hans mest citerede arbejde er dog “The political economy of freedom, democracy and transnational terrorism” sammen med Mogens Kamp Justesen og Robert Klemmensen fra 2006, som var en af de første større empiriske undersøgelser af international terrorisme.

Begge artikler demonstrerer en af PKKs særlige kompetencer: Evnen til at se med logiske, politisk-økonomiske øjne på problemstillinger, som andre enten har overset eller ikke penetreret analytisk. Det er samme klare analytiske blik, han demonstrerer gennem sine analyser i Berlingske, og det blik der bliver benyttet til at vise det ofte absurd morsomme i meningsdanneres uovervejede udgydelser. PKK fortjener derfor at blive fejret – og skal nok også blive det af familien. Herfra lyder foreløbig et stort tillykke med fødselsdagen.

Mandags-links

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2016. Skriv et svar

I stedet for en post med et bestemt tema har vi tidligere også postet kortere referencer til artikler, nyheder og andet, vi finder er interessante. Dagens post er sådan en med tre links.

For det første har det glimrende Institute of Economic Affairs i London (disclaimer: jeg sidder i deres Academic Advisory Council) udgav fornylig den årlige Hayek Lecture, som blev afholdt i december af New York Universitys verdenskendte udviklingsekspert William Easterly. Bogen kan bestilles, men også downloades her. Foruden Easterlys fine foredrag omfatter den også den efterfølgende Q&A session og kommentarer fra Abigail Hall-Blanco, Sylvie Aboa-Bradwell og undertegnede.

Under Aarhus Festuge afholdtes igen i år et arrangement med titlen Spørg Universitetet. Formatet er, at folk i ugen før arrangementet kan sende spørgsmål om alt muligt, som seks udvalgte forskere kan tænkes at svare på. Jeg deltog igen i år i arrangementet sammen med mine professorkolleger Tobias Wang, Søren Rud Keiding, Karl Anker Jørgensen, Thomas Skjødeberg Toftegaard og museumsinspektør Jeanette Varberg. TV2-Østjylland sendte en del af arrangementet i fredags, og programmet kan genses her. Interesserede læsere kan således få svar på både hvorfor vi får tømmermænd, om vand har hukommelse og hvad man kan bruge arkæologi til – og se Jeanette Varbergs forrygende formidlingsevner in action.

Sidst, men ikke mindst, kan interesserede læsere se min kollega og ven Andreas Bergh (Lunds Universitet) hudflette svenske politikere i Svenska Dagbladet, hvor politikere fornylig klagede over at Ericsson flytter 3000 jobs ud af Sverige. Andreas har et klassisk eksempel på politikere, der prøver at blæse og have mel i munden på samme tid. Mens de har en plan om at ’nyindustrialisere’ Sverige støtter de samtidig den såkaldt solidariske lønpolitik – læs: Høje minimumslønninger og små lønforskelle. Som altid er Andreas eksemplarisk pædagogisk og klar i mælet – og ganske morsom.

Opdatering: Her er også et link til årets Nobelpris i økonomi. Prisen går til Oliver Hart (Harvard) og Bengt Homström (MIT) for deres bidrag til kontraktteori. Prisen og det særlige bidrag forklares her.

Hvor interventionistisk er økonomisk krisepolitik?

Af Christian Bjørnskov, den 8. oktober 2016. 2 svar

Siden Keynes og Kaleckis tid i 1930erne har en del af mainstream-tænkning været, at i økonomiske kriser skal staten intervenere for at lette krisen og bringe landet hurtigt ud af den. Det er svært at argumentere imod selve den normative idé, om end det stadig er et åbent spørgsmål om keynesiansk krisepolitik overhovedet virker efter hensigten, om det er muligt at have nok viden til at implementere politikken i tide, og om politikerne måske kunne have andre incitamenter end blot benevolent politik. For at svare på den slags spørgsmål må man bl.a. se på, hvad der rent faktisk gøres i kriser. Det er præcist det, Martin Rode (Universidad de Navarra) og jeg har gjort i et nyt papir, der nu foreløbigt udkommer som working paper nr. 1135 hos Instituttet for Näringslivsforskning.

I papiret med titlen ”And Yet It Grows: Crisis, Ideology, and Interventionist Policy Ratchets” fokuserer vi på to type krisepolitik: Størrelsen af den offentlige sektor, og graden af markedsregulering. Som Bologna og Young viste tidligere i år er den videnskabelige litteratur på området noget blandet. Sagen er, at mens en del af litteraturen har ledt efter keynesianske reaktioner på kriser, har en anden fokuseret på det omvendte argument. Her er idéen, at en krise er en situation hvor de sædvanlige forhindringer for at gennemføre politik er delvist væk, og regeringer således har mulighed for at gennemføre ting. Litteraturen indtil videre har dog antaget, at alle regeringer i den situation har et incitament til at liberalisere fordi – som argumentet har været – at det er så upopulært at de ikke kan gøre det i normale tider. Tager man begge argumenter med, har man således en videnskabelig retning hvor det påstås at regeringer reagerer på kriser ved at øge det offentlige forbrug og reguleringen af markeder, samtidig med at de liberaliserer markederne. Det er indlysende inkonsistent, og Martin og jeg spørger derfor, om det ikke kunne tænkes, at regeringens politiske farve påvirker dens valg.

At bringe ideologi i spil i spørgsmålet er ret indlysende, men ignoreret indtil videre, bl.a. fordi det altid er et kontroversielt spørgsmål om forskelle i politisk ideologi har konkrete konsekvenser. Det er dog det vi finder stærkt og robust evidens for. I en større sample af vestlige demokratier og lande med nogenlunde lignende institutioner finder vi, at for hvert år, et land er i krise i en femårsperiode, øges størrelsen af den offentlige sektor med cirka en sjettedel af et point på Fraser Instituttets EFW indeks (skala fra 0 til 10). Effekten på omfanget af reguleringer er cirka det samme, men denne størrelse er kun når man har en socialdemokratisk regering. Med rent højreorienterede regeringer kan vi ikke se nogen systematisk reaktion, mens de mere venstreorienterede regeringer reagerer væsentligt stærkere på kriser. Overordnet er der således ingen overraskelser i den nye forskning: Ideologi betyder noget, og mere venstreorienterede regeringer benytter kriser til at øge det offentliges intervention i kriser. Vi ser dog ingen tegn på, at andre regeringer systematisk bruger muligheden til at liberalisere.

Overraskelserne skal findes i detaljerne. Det viser sig nemlig, at de områder hvor vi kan identificere tydelige effekter er det offentlige forbrug, men ikke overførsler eller skatter, og reguleringsaktivitet. Omvendt peger vores evidens, om end ikke særligt præcist, på at langt de fleste regeringer uanset politisk farve hæver de offentlige investeringer under kriser. Det særligste resultat er dog, at vi absolut intet evidens finder, der peger på at krisepolitikken efterfølgende bliver rullet tilbage. Man kunne have troet, at den større offentlige sektor og det højere niveau af reguleringer blev ændret, hvis en ideologisk anden regering kom til magten efter krisen. Det finder vi intet, der tyder på. Vi har derfor klare indikationer for det, Robert Higgs kaldte ’policy ratchets’ – altså permanente virkninger af midlertidig krisepolitik. Når man først har øget det offentliges størrelse som et keynesiansk respons på en økonomisk krise, er det ekstra forbrug typisk permanent. Staten bliver dermed ikke mindre, kun større i takt med hver krise. Det er en historie om politiske fejltagelser, der gentager sig selv, og måske en historie, der også passer på hvordan Danmark blev et land med en stat der kontrollerer mere end halvdelen af borgernes indkomst?