Af Christian Bjørnskov, den 8. september 2021. Skriv et svar
Cepos direktør Martin Ågerup har siden november kørt en podcast med titlen Samfundstanker, hvor han taler med forskere, eksperter og politikere om en lang række mere eller mindre aktuelle emner. Martin er nu kommet til et emne, der både er ekstremt vigtigt for samfundets udvikling, og som mange mennesker ikke ved ret meget om: Økonomisk frihed.
Konceptet dækker folks frihed til at bruge deres egen tid, arbejdskraft, penge, ejendom og menneskelige ressourcer som de vil, med undtagelse af brug, der har til formål at begrænse andre menneskers økonomiske frihed. Jeg havde den store fornøjelse at være den forsker, Martin valgte til en samtale om økonomisk frihed. Det blev en noget længere – og rigere – samtale, end nogen af os havde regnet med. Vi kom langt omkring, fik dækket mange emner og fik endda en idé undervejs. Vi er meget tilfredse med resultatet, og kan varmt anbefale vores læsere at høre hele den mere end halvanden time lange samtale. Bryd den endelig op, hør den i bilen på vej hjem fra arbejde, eller hvordan og hvor i har lyst til. Eller sæt jeres gymnasieelever til at høre den og tage noter (hvilket kan give jer halvanden times respit med en kop kaffe). Men sørg for at sætte jer ind i, hvad økonomisk frihed er og hvad den betyder for samfundet.
Af Christian Bjørnskov, den 5. september 2021. 2 svar
Som mange læsere ved, er vi her på stedet stærkt kritiske overfor nedlukningerne, der har plaget verden det sidste halvandet år. Den empiriske forskning har helt siden sidste sommer vist, at de ikke gjorde nogen forskel: Jo hårdere, tidligere og jo mere diktatorisk staterne lukkede ned var ligegyldigt for, hvor stor overdødeligheden blev. Og de sidste 100 års erfaringer – som endda var nedfældet i flere landes epidemiguidelines og gentaget i et omfattende review af WHO i 2019 – viser klart, at den type politik fører til flere dødstal på længere sigt, når hjertetilfældene, de ubehandlede kræftsygdomme, desperationsdødsfaldene, og en sandsynlig million fattigdomsdødsfald i Afrika slår igennem.
Alligevel, på trods af det vi som økonomer opfatter som næsten totalt fravær af dokumentation for positive effekter af nedlukninger, har mange epidemiologer og læger blankt afvist den empiriske forskning. Jeg har haft meget svært ved at forstå en så blank afvisning af omhyggelig, omfattende dokumentation fordi den kommer fra et andet videnskabeligt felt, der netop er specialiseret i konsekvensevalueringer af offentlig politik.
Tidligere på året fik jeg et hint om, i hvor høj grad statistik spiller forskellige roller og bruges forskelligt i epidemiologi og nationaløkonomi. Hintet kom i form af en venlig e-mail fra en epidemiolog, der bad om data fra min artikel om nedlukninger. Det særlige var, at den pågældende kollega bad om data, som jeg havde brugt til at ’træne min model med’. Jeg var meget forvirret til at starte med, indtil jeg efter en del søgning på nettet, indså at min forvirring kom fra den fundamentalt anderledes måde, vi bruger data og statistik i samfundsvidenskaberne.
Når kollegaen bad om data til at træne en model, er det fordi han er vant til at bruge statistik til at finde ud af parametrene på en allerede kendt proces – eller en proces, man tror man kender. Det er for eksempel en såkaldt SIR-model (læs f.eks. her), hvor man ’blot’ skal kende reproduktionsrate osv. Omvendt bruges statistik kun sjældent til at træne modeller i samfundsvidenskaberne. Vi bruger den til at finde ud af, hvordan modellen ser ud. I samfundsvidenskaberne starter vi med andre ord væsentligt tidligere i den videnskabelige proces, og laver væsentligt færre antagelser om, hvordan verden ser ud.
Det er derfor heller ikke så overraskende – eller sjældent – at finde, at offentlig politik enten ingen effekt har, eller virker direkte modsat intentionen. Omvendt kan det være noget af en overraskelse i epidemiologi, for eksempel, hvor man allerede har specificeret modellen og dermed lagt en helt bestemt struktur ned over data. Hvad gør man da, når data ikke passer på ens teoretisk specificerede struktur? Prøver man at få data til at makke ret, påstår man at der er noget galt med dem, eller indser man at ens teoretiske forståelse er mangelfuld (eller forkert)?
Jeg vil på ingen måde påstå, at det er sådan alle epidemiologer gør – eller at der ikke er økonomer, der tvinger en struktur ned over data – men blot påpege, at de gnidninger, der har været mellem samfundsvidenskaberne og deres normale insisteren på at gå, hvor data tager en hen, og epidemiologien, faktisk giver en vis mening. Noget af den kommer fra fundamentalt forskellige videnskabelige tilgange, og ofte også en noget forskellig opfattelse af, hvornår noget tæller som evidens. Jeg foretrækker i høj grad den samfundsvidenskabelige approach, og dens tradition for omhyggelig etablering af evidens, i modsætning til den ofte skjuskede tilgang i medicin. Men netop den approach er også en del af forklaringen på, hvorfor andre discipliner og mange politikere har det så svært med os…
Af Christian Bjørnskov, den 1. september 2021. 2 svar
Forleden skrev vi om tolerance i Europa. Flere læsere bemærkede, at vi tog et gennemsnit af to spørgsmål om tolerance: Folks holdning til, om bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de foretrækker, og deres forhold til immigranter. Læserne mente, at det kunne skjule interessante forhold og forskelle, når vi på den måde brugte et lidt bredere mål for tolerance. Derfor afsøger vi i dag helt specifikt folks holdninger til bøsser og lesbiske i Europa, ikke mindst fordi der faktisk gemmer sig nogle ret interessante forhold i det.
Vi illustrerer situationen og de særlige forhold i tre figurer: En er et kort over folks holdninger på tværs af regioner i Europa, den anden er et plot over sammenhængen mellem national gennemsnitsindkomst og disse holdninger, mens den tredje bryder sammenhængen ned på regionalplan. Farvekoderne i den første figur går fra hvid – de mest positive – til lilla, der indikerer stærkt anti-homoseksuelle holdninger.
Som figuren klart viser, er de mest tolerante områder de nordiske lande (minus det meste af Finland), det meste af Frankrig (minus Picardiet og Sydøst), det meste ad Nederlandene, dele af det flamsktalende Belgien, Slesvig-Holsten, Hamborg og Berlin, og markante dele af Spanien. En interessant detalje er, at de hvide områder også dækker Dublin og midten af Irland, selvom de indtil for relativt nylig har været stærkt katolske. De næstmest tolerante dele er resten af Tyskland, Belgien, Frankrig og Spanien, hele Storbritannien, og størstedelen af Tjekkiet. Som man kunne forvente, er de mindst tolerante dele i Østeuropa, men sjovt nok ikke i Polen, ligesom Ungarn og Bulgarien igen er bemærkelsesværdigt forskelligartede.
For en samfundsvidenskabelig nørd som undertegnede, er det mest interessante hvorfor man ser så store forskelle. Tror man på Ronald Ingleharts moderniseringsteori (se f.eks. det klassiske papir med Wayne Baker), bør forskellene i tolerance følge to forhold: Religion og indkomst. Men ser man på kortet, er det først og fremmest ganske svært at se de forskelle på protestanter, katolikker, og ortodokse, som Ingleharts teori siger bør være der. Forskellen mellem protestanter og katolikker burde gå gennem Tyskland og skille Nederlandene fra Belgien, men skillelinjerne går andre steder. På samme måde er store dele af Bulgarien og det lille Montenegro mere tolerante end meget af det katolske Ungarn og hele Litauen.
Det andet misforhold – hvis man tror på moderniseringsteori – er, at indkomst ikke tydeligt hænger sammen med tolerancenormerne. Det skulle man ellers tro, når man ser på sammenhængen på tværs af de 20 lande, der er dækket af ESS-tallene og hvor man kan få BNP på regionalplan. I dagens anden figur kan man meget klart se den markante korrelation på 0,84 mellem BNP per indbygger og folks holdning til bøsser og lesbiske. Hvad er så problemet, kan man spørge.
Svaret er, at moderniseringsteori bør virke både på nationalt og regionalt plan: Den handler om, hvordan modernisering påvirker folks individuelle præferencer og holdninger. Rigere regioner af et land bør derfor, ifølge Ingleharts logik, være mere tolerante. Som dagens tredje figur illustrerer, er det bare ikke tilfældet. I figuren har vi plottet hver regions gennemsnitsindkomst som andel af det nationale gennemsnit, og holdt det op mod hver regions gennemsnitlige holdning til bøsser og lesbiske som andel af det nationale gennemsnit.
Hvis moderniseringsteori virkede, burde man se samme slags sammenhæng som man kan se i de nationale tal i den anden figur. Det man ser, er det næsten totale fravær af en sammenhæng (korrelationen er 0,11 på regionalt plan). Det betyder ikke, at vi fuldstændigt kan afvise moderniseringsteori og traditionen fra Inglehart, men at den ikke virker på den simple måde, som folk ofte undervises i. Der er meget at tænke over, og ikke mindst hvorfor der er en tydelig sammenhæng på nationalt plan, der helt bryder sammen på regionalt plan. Hvad det indebærer for politik og langsigtet udvikling, er et emne for en anden dag.
Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2021. 3 svar
Fra 1989 og nogle år frem blev en række lande i Central- og Østeuropa demokratiske. En stor del af forklaringen skal findes i, at håndbremsen blev sluppet – med kommunismens og Sovjetunionens kollaps var der pludselig ingen stor militærmagt til at forhindre, at lande som Polen og Tjekkoslovakiet blev demokratier, ligesom der ikke længere var militærmagt til at forhindre, at lande som Estland blev selvstændige igen, eller at andre dele af Sovjetunionen valgte selvstændighed. Nogle af dem blev demokratiske, mens andre ikke blev.
På samme måde var en række latinamerikanske lande blevet demokratiske i løbet af 1980erne. Flere demokratiforskere begyndte derfor (igen) at tale om, at demokrati og andre regimeændringer ’smitter’: At når et land indfører demokrati, bliver det sværere for nabolandene ikke også at indføre demokratiske reformer. Idéen er ret intuitiv, da borgerne i Tjekkoslovakiet – på trods af regimets indædte forsøg på at forhindre det – for eksempel udmærket vidste, hvordan de østrigske demokrati virkede, kunne se dets overlegenhed, og var utilbøjelige til at støtte landets socialistiske diktatur uden tvang. Noget lignende gjaldt i høj grad for eksempel for Uruguays borgere efter Argentina genindførte demokrati i 1982.
Spørgsmålet om, i hvor høj grad disse historier er unikke eller eksempler på et generelt fænomen, kræver store datamængder hvor man kan følge lande over en lang periode. Som opmærksomme læsere ved, er det netop det Martin Rode, Andrea Sáenz de Viteri og jeg har været i gang med at skaffe. Vi er for tiden ved at lægge (forhåbentlig) sidste hånd på en særudgave af min og Martins regimedatabase, der dækker landene i Latinamerika og Caribien tilbage til 1920. Arbejdstitlen for tiden er derfor ”A Century of Regime Change in Latin America and the Caribbean.” Og et af de spørgsmål, vores data kan bruges til at svare på, er netop hvad nabolandes regimeændringer betyder.
Overordnede data, som i den første figur i dag, giver et vist indtryk af den samlede udvikling. Man kan tydeligt se, hvordan demokratisering sker i to bølger: en første fra cirka 1940, der både skyldes at flere lande indfører relativt frie valg, og at en lang række af de 43 lande afskaffer begrænsninger på, hvem der må stemme, og en anden i 1980erne, de skyldes at en række militærdiktaturer gav op. Uanset det pædagogiske i den type illustrationer skjuler de dog også en del information. I 1962-1963 var der således både tre af de 43 lande, der demokratiserede (Argentina, Bahamas og Bermuda) og fire, der gjorde det modsatte (Brasilien, Ecuador, Guatemala og Honduras). Det giver samlet kun et lille blip på figuren.
I dagens anden figur giver vi derfor en bedre indikation på, at flere slags regimeændringer faktisk smitter på tværs af landegrænser. Vi plotter sandsynligheden for, at hvert af de 43 lande oplever en af tre regimeevents – kupforsøg, demokratisering og autokratisering – i de fem år efter at et naboland har oplevet en af de tre events. Disse sandsynligheder sammenligner vi med den samme sandsynlighed, når de umiddelbare nabolande ikke har haft en event.
Tallene fra de 43 lande i regionen taler deres klare sprog: Både kupforsøg og demokratiseringer smitter. Hvis et eller flere nabolande har indført demokrati, er der en 123 procent større sandsynlighed for, at ens eget land også gør det. På samme måde er der 76 procent større sandsynlighed for, at ens land vil opleve et kupforsøg de næste fem år, hvis der har været kupforsøg i et naboland. Omvendt viser dataene, at selvom autokratisering er 52 procent mere sandsynligt, hvis det også er sket i et naboland, er denne forskel ikke statistisk signifikant.
Som den simple evidens fra et århundrede i Latinamerika og Caribien indikerer, er smitten således klart asymmetrisk og langt stærkere for demokratiseringer end for det modsatte. Mens det er interessant fra et forskningssynspunkt, kan man også overveje, om det også er vigtigt og aktuelt. Man kan for eksempel spørge, om de autokratiske tendenser i lande som Ungarn – der ikke længere er et demokrati – Polen og Tjekkiet smitter. Den latinamerikanske erfaring peger på, at det nok ikke er noget virkeligt væsentligt problem så længe det ikke udarter sig til deciderede kup.
Af Christian Bjørnskov, den 21. august 2021. 12 svar
I disse dage afholdes der World Pride i København og Malmø – en slags fejring af LGBT+ miljøet. Mens man måske kan synes, at det er noget hysterisk at sætte hovedstaden på den anden ende for at fejre en livsstil og seksualitet, der ikke just er kontroversiel i Danmark eller Sverige – og som desværre alt for ofte bliver misbrugt politisk til at skaffe særbehandling i stedet for ligebehandling – er det værd at huske, at der er steder i verden det ikke er så ligetil. Uganda har ligefrem dødsstraf for homoseksualitet, og migrantarbejdere behandles ekstremt dårligt i dele af Mellemøsten og Asien. Alle steder er ikke lige tolerante.
Derfor bringer vi i dag et kort over, hvor tolerante indbyggerne er rundt omkring i Europa. Ligesom det lignende kort for nogle dage siden, er det baseret på the European Social Surveys 7. til 9. bølge, dvs. 2014, 2016 og 2018. Vores tolerancemål er et indekseret gennemsnit af to spørgsmål: I hvilken grad bøsser og lesbiske bør være frie til at leve det liv, de helst vil leve, og i hvilken grad gør immigranter et land bedre eller dårligere at bo i. Som forleden er dataene aggregeret ved NUTS-3-niveauet, hvilket i Danmark basalt set betyder de fem regioner. Farverne er valgt, så sort er den værste femtedel af skalaen, efterfulgt af rød, grøn, mørkeblå og med lyseblå som den mest tolerante femtedel af skalaen.
Som kortet viser med al tydelighed, er intolerance en østeuropæisk specialitet: Rusland er meget lidt tolerant, ligesom enkelte dele af Ungarn, det sydvestlige Litauen og det nordøstlige Bulgarien. De røde områder findes også kun i Central- og Østeuropa med store dele af Italien som undtagelsen. En interessant observation er, at det nordøstlige Estland er rødt – dvs. temmeligt intolerant – mens resten af Estland er sammenligneligt med store dele af Østrig, Italien og Tjekkiet. Det måske interessante her er, at det er den del af Estland, hvor der er klart flest russisk-talende estere.
De lyseblå områder overrasker næppe vores læsere: Det er store dele af de nordiske lande – og man må understrege, at forskellen på de lyseblå og mørkeblå områder i Norden er ganske lille. På samme måde er Hamborg og Berlin mere tolerante end resten af Tyskland, mens München og Köln ikke er. En lignende hovedstadseffekt kan ses i Finland (Helsinki), Irland (Dublin), Slovakiet (Bratislava), Spanien (Madrid) og Østrig (Wien). Omvendt er Bruxelles den mindst tolerante region i Belgien, og både Sofia (Bulgarien) og Budapest (Ungarn) er mindre tolerante end mange andre regioner. Det er svært at tale om en egentlig hovedstadseffekt.
På samme måde viser kortet, at det er svært at generalisere på nationalt plan, som medierne ellers ofte gør i forbindelse med diskussioner om Central- og Østeuropa. Bemærk for eksempel, at store dele af Letland og Polen er mørkeblå, ligesom Bulgarien er bemærkelsesværdigt forskelligt med enkelte sorte områder i nordøst, og enkelte mørkeblå områder andre steder.
Er man virkeligt bekymret om de lokale tolerancenormer, er man således meget bedre stillet i det vestlige Polen (som pudsigt nok er de områder, der var tyske før krigen) eller det nordlige Kroatien end man er i størstedelen af Italien, og særligt i syd. Der er med andre ord masser af myter om det intolerante øst, og nogle af dem er sande; men store dele af Central- og Østeuropa er bedre end deres rygte, og store dele af Sydeuropa er værre!
Af Christian Bjørnskov, den 16. august 2021. 2 svar
En af de væsentligste kilder til forskelle i folks tilfredshed med livet er deres grad af social tillid: Hvor meget stoler man på andre mennesker, man ikke kender? Som vi skrev om forleden, er social tillid ikke blot en af kilderne til forskellige vækstrater på tværs af lande, men også en forklaring på, hvorfor landes vækstmønstre adskiller sig fra hinanden. Det samme gælder tilfredshed med livet.
Men et vigtigt spørgsmål i forskningen er, i hvor høj grad man kan – og bør – tale om en national tillidskultur. Spørgsmålet har siden Putnams fortjent berømte Making Democracy Work været stillet i forbindelse med Italien, hvor man meget ydeligt kan se forskelle i tillidskulturen: Der er næsten en verden til forskel på Torino og Palermo. Vi illustrerer idag disse forskelle i et simpelt kort, hvor hver af de ‘NUTS-3 regioner’ som er listet i the European Social Survey kan ses. ESS stiller tillidsspørgsmålet på en skala fra 0 til 10, og hver region får en farve efter dens gennemsnit: Sort hvis gennemsnittet er under 2, rød hvis det er mellem 2 og 3, grøn hvis det ligger mellem 3 og 4, lyseblå mellem 4 og 5, og mørkeblå til de steder, hvor gennemsnittet er over 5.
Som kortet klart viser, er de nordiske lande og Holland de mest tillidsfulde steder i Europa (og i verden). De næste i rækken er Estland (det ‘hemmelige’ nordiske land), Schweiz, Flandern – men ikke de fransktalende dele af Belgien – og pudsigt nok også Nordøstspanien, dele af Tjekkiet, Litauen og Østrig, og Israel. Ukraine er farvet lyseblåt af den simple grund, at kortprogrammet ikke kan dele det op i regioner.
Den vigtigste indsigt fra kortet og dataene bag det (som vi naturligvis gerne deler), er at der er lande i Europa, hvor det ikke giver mening at tale om en national tillidskultur. Italien er et kendt eksempel, med Sicilien som den mindst tillidsfulde region, men en række lande i Østeuropa er også forbløffende diverse. Bulgarien og Ungarn har således regioner i fire forskellige kategorier, mens der både er regioner i Polen, der tillidsmæssigt ligner Frankrig og Spanien, og andre steder, hvor tillidsniveauet nærmere er at sammenligne med Zimbabwe eller Peru.
Som så ofte før her på bloggen, er dagens besked således at man gerne må generalisere, men man skal være omhyggelig med, hvordan man generaliserer. Tager man til USA, ved de fleste at New Orleans er en meget anderledes kultur end Seattle. Det samme gælder, hvis man tager til Polen, Ungarn eller Bulgarien. Og det gælder, når man i medierne udbreder sig om en ungarsk eller polsk ‘kultur’, der tillader diktatur eller bare ikke er særligt demokratisk. Når lande er så kulturelt splittede som mange af de østeuropæiske, bliver den slags generalisering ofte meningsløs.
Af Christian Bjørnskov, den 13. august 2021. 2 svar
Man kan næppe bruge ordet ’fejring’ om den særlige årsdag, som er i dag: For 60 år siden, den 13. august 1961, begyndte opførslen af Berlinmuren, som endegyldigt delte det demokratiske Vesttyskland fra det socialistiske Østtyskland. Muren endte med at stå der som et håndgribeligt symbol på den massive undertrykkelse i den socialistiske verden indtil en aften i november 1989, da en administrativ fejl gjorde, at de østtyske grænsebetjente måtte lade tyskere møde tyskere igen. For de af os, der oplevede det – selvom det kun var gennem mediernes dækning – var Murens fald en begivenhed, der ændrede vores verden.
Baggrunden var Tysklands deling efter anden verdenskrig, hvor hele landet blev delt i fire zoner administreret af USA, Storbritannien, Frankrig og Sovjetunionen. Det samme gjaldt hovedstaden Berlin, hvor de tre vestlige magter hurtigt, som i resten af landet, effektivt slog deres zoner sammen. Det gav voldsomme spændinger mellem de demokratiske magter og den socialistiske blok, der første gang gav sig udtryk i den sovjetiske blokade af Vestberlin i 1948-49. Som vi har skrevet om tidligere, reagerede de vestlige lande med at etablere den såkaldte Luftbro til Berlin. Østtyskland lukkede gradvist sine grænser fra 1952, da regimet oplevede massiv migration til Vesttyskland. Før 1961 mistede den socialistiske del af Tyskland cirka 3½ millioner indbyggere, der migrerede til vesten. I de senere år skete langt størstedelen af denne migration netop i Berlin, da man modsat andre steder i Østtyskland stadig kunne gå eller tage toget fra øst til vest.
Om morgenen den 13. august 1961 satte det socialistiske regime en stopper for migration ved at bygge en mur midt ned gennem Berlin. Aktionen kom som et chok for både politikere og berlinere, og mange af dem reagerede ved desperat at prøve at flygte før muren var færdigbygget. Det gav sig blandt andet udtryk i hjerteskærende scener, hvor østberlinere forsøgte at flygte gennem huse, der stod på muren med vinduer mod vest, som tyskerne sprang ud af. Den østtyske soldat Conrad Schumann tog også chancen den dag, og flygtede selvom han egentlig skulle have bevogtet muren. Billedet nedenfor af den unge tysker, der springer over pigtråden og løber ind i Vestberlin gik verden over.
Mens det socialistiske regime i øst begyndte at kalde Berlinmuren for en ”antifaschistischer Schutzwall“ – en antifascistisk beskyttelsesmur – var ingen i tvivl: Muren var der for at spærre østtyskerne inde og forhindre dem i at begå såkaldt ”Republikflucht”, som havde været ulovligt siden 1957. I vesten og store dele af Østeuropa blev den en påmindelse om, hvor brutalt og menneskefjendsk det socialistiske styre i Østtyskland var. Skulle man være i tvivl, flygtede over 200.000 østtyskere til vesten mellem 1961 og 1989, og mange var villige til at fortælle rædselshistorier om både hverdagen og hvordan det gik, hvis man faldt i hænderne på sikkerhedspolitiet Stasi.
Mange danskere under 40 har desværre ingen fornemmelse og ofte heller ingen viden om, hvad der foregik i Østtyskland før 1990; for dem er Berlinmuren et navn uden mening. Den uvidenhed bringer nogle af dem til at have et forbavsende positivt syn på socialistiske idéer og socialistisk planlægning, fordi de ingen anelse har om, hvad den medfører. Hvis man, når Tyskland igen kommer til politisk fornuft, er i Berlin, kan både Stasimuseet og museet for Muren derfor varmt anbefales. På samme måde kan en mindre forskningslitteratur, der dokumenterer de varige skader af socialisme, også anbefales. Ny forskning fra Andreas Lichter (HHU Düsseldorf), Max Löffler (Maastricht) og Sebastian Siegloch (Uni Mannheim) dokumenterer således, hvordan Stasis spionaktiviteter mod almindelige borgere førte til markant lavere tillid til andre mennesker og til myndighederne.
Disse forskelle forsvandt ikke med Murens fald, men er der stadig i dag og skiller østtyskere fra vesttyskere: De er mere mistroiske, fattigere, mindre produktive og ofte også mere fremmedfjendske. Mens Berlinmuren i dag er væk, bortset fra enkelte stykker man har ladet stå for historiens skyld, taler tyskerne stadig om die Mauer im Kopf – om Muren i hovedet. Selve symbolet for et voldsomt undertrykkende styre er væk, men for de cirka 16 millioner af tyskere, der engang boede i øst, er de mentale skader stadig tydelige.
Af Christian Bjørnskov, den 11. august 2021. Skriv et svar
Et af de store spørgsmål for tiden er, hvorfor restriktioner og forbud bliver ved mange steder i verden. Mens mange mennesker sandsynligvis lider af noget, der minder om PTSD – de langsigtede følger af at være holdt i en tilstand af skræk over en lang periode – er mange andre begyndt at undre sig over, at der bliver ved med at være restriktioner, maskekrav og brud på basale rettigheder som forsamlings- og næringsfrihed. Hvad er pointen, når både de velinformerede bør vide, at en hel empirisk litteratur siden sommeren sidste år har vist, at nedlukningerne og de mange andre såkaldt non-pharmaceutical interventions ikke virker? Hvad er pointen, når de fleste bør kunne se på erfaringerne med genoplukning osv. – som på ingen måde førte til flere smittede eller døde – at nedlukningerne ikke virker?
En mulig forklaring kan findes i det fænomen, der kendes som Gordon Tullocks ’transitional gains trap’, der basalt set viser, hvordan reformer som alle er enige om, alligevel ikke gennemføres. I forbindelse med Tullocks død forklarede Robert Higgs meget fint fælden hos the Independent Institute.
Problemet illustreres ofte med EU’s landbrugspolitik, der ikke hjælper landbruget fordi hektarstøtte og andre ordninger, der enten formelt eller i virkning følger størrelsen på gården, kommer til at blive afspejlet i jordpriserne: Jo mere jord, der følger med gården, jo mere landbrugsstøtte følger også med. Det indebærer, at når man køber jord, køber man også den støtte, der følger med. Landbrugsstøtten er således kapitaliseret i jordpriserne, så alle de næste landmænd effektivt intet får ud af støtten – de har allerede betalt for den. Det betyder dog også, at de nuværende landmænd ikke har incitament til at støtte en afskaffelse af landbrugsstøtten, selvom den faktisk ikke hjælper dem. Afskaffelsen vil nemlig indebære, at de mister et politisk privilegium som de effektivt allerede har betalt for. Selvom man er enige om, at en afskaffelse vil være gavnlig for alle på langt sigt, skal det bare ikke ske nu.
Nedlukninger og den efterfølgende afskaffelse af virusrestriktioner osv. følger en logik, der er helt ækvivalent til Tullocks transitionsfælde. Alle ved at landet skal tilbage til normalitet, at et meget stort flertal både ønsker og forventer normalitet, og at fortsatte nedlukninger både er ødelæggende for økonomien, folks mentale sundhed og statens fiskale helbred. Men for ledende politikere opleves situationen som en transitionsfælde. For det første kan politikerne holde igen hvis de tror at der kommer nye og farlige virusvarianter – og hvis de vel at mærke tror, at nedlukningerne virker – så man vil åbne op, men bare ikke nu. For det andet har politikerne et stærkt incitament til at holde befolkningen i frygt, da det indebærer – direkte efter diktatorens håndbog – at de fleste accepterer politikken uden skepsis eller omtanke. Det udskyder dermed den uundgåelige politiske regning, der skal betales i meningsmålinger og ved næste valg når folk kan se omfanget af de økonomiske og sociale ødelæggelser.
Der ligger med andre ord en transitionsfælde i, at alle politikere ved at vælgerstormen kommer på et eller andet tidspunkt, og derfor har et klart incitament til at udskyde det tidspunkt. Det betyder, at de vil udskyde normaliseringen af samfundet selvom de ikke tror på, at nedlukningerne har gjort nogen forskel – og sandsynligvis vil bruge påstande om effekter som en både uvidenskabelig og uærlig retfærdiggørelse. Dynamikken i transitionsfælden i forbindelse med nedlukninger tillader dem at få ét sidste magtfix før den kolde tyrker mange ledende politikere skal igennem når samfundet normaliseres igen. Som i mange andre situationer hjælper Tullocks indsigt os til at forstå, hvorfor politikere helt systematisk tager de værste og ofte ødelæggende valg.
Af Christian Bjørnskov, den 9. august 2021. 5 svar
Hvis det sidste halvandet års udvikling har vist noget som helst, er det at man aldrig bør have tillid til politikere. Hvis for mange borgere har for stor tillid til politikere, reagerer de som nigerianske emailsvindlere og narrer befolkningen til at opgive rettigheder og til at finansiere politiske særinteresser og nonsens. Dermed ikke sagt, at tillid er skadelig, men blot at man må skelne mellem tillid til politikere, institutioner, og mennesker. En type tillid, der i særlig grad er vigtig for mange – men ikke alle – forhold i samfundet, er social tillid: Den grad af tillid vi har til andre mennesker, vi ikke kender. Som figuren nedenfor illustrerer, er der store forskelle i graden af tillid på tværs af verdens samfund. Tallene rækker fra et stykke under 10 procent i f.eks. Brasilien, Cambodia og Peru, der mener man kan stole på andre mennesker, til omtrent 70 procent i Danmark, Norge og Finland.
En lang forskningslitteratur, der startede med Steve Knack og Phil Keefers fabelagtigt rige ”Does Social Capital Have an Economic Payoff?” fra 1997, har vist at højtillidssamfund alt andet lige har mere økonomisk vækst. Der er mange mulige forklaringer, men på trods af 25 års forskning, er det stadig usikkert, præcist hvordan tillid påvirker økonomisk vækst. I ”Social Trust and Patterns of Growth”, der nu kan downloades gratis på SSRN, undersøger jeg derfor hvad data kan fortælle os om, hvordan social tillid påvirker vækstmønstre på tværs af lande.
Udgangspunktet er, at der helt basalt set er to mekanismer der kan bidrage til landes økonomiske vækst: Større faktorinput – dvs. flere mennesker i arbejde, flere arbejdstimer, mere udstyr, flere maskiner, brug af mere energi osv. – og større faktorproduktivitet – dvs. at man lærer at få mere ud af de inputs, man bruger. Siden Robert Solow og Trevor Swans arbejde i 1950erne har det været forstået, at vækst baseret på øget faktorinput har en naturlig grænse. Der er for eksempel en naturlig grænse for, hvor mange timer man kan arbejde og hvor stor en del af befolkningen der kan være i arbejde – hvor mange børn og gamle tvinger man til at arbejde? Den samme grænse for økonomisk vækst gælder ikke udvikling i faktorproduktivitet, som da også står for langt størstedelen af den langsigtede vækst i moderne økonomier.
Undersøgelsen viser på tværs af de 64 lande, der har fulde data mellem 1977 og 2017, at social tillid helt primært påvirker langsigtet vækst ved at bidrage til produktivitetsudviklingen. Jeg finder ingen evidens for, at tillid påvirker almindelige investeringer, men klar evidens for hurtigere produktivitetsvækst. Estimaterne indikerer, at en tillidsforskel på en standardafvigelse – cirka forskellen i tillidskultur mellem Frankrig og Tyskland – er forbundet med 20 procent større produktivitet. Disse forskelle er derfor langt fra trivielle, men økonomisk meningsfulde. De er også vigtige på den måde, at de giver en del af forklaringen på, hvorfor nogle samfund kan blive ved med at være mere produktive – og dermed rigere, alt andet lige – end andre samfund. I den forstand understøtter de således også min gode ven og kollega Andreas Berghs fortælling om, hvordan de skandinaviske samfund har kunnet finansiere nogle af verdens største offentlige sektorer uden at bryde sammen. Den høje grad af tillid, der kendetegner de nordiske lande, er dermed en meget væsentlig forklaring på, hvorfor vi på trods af årtiers politisk uansvarlighed og økonomisk flottenheimer stadig er rige samfund.
Jeg havde i går en længere kronik i Raeson, “En global skattereform er historisk, men den er primært drevet af nationale interesser“, som kan tilgås uden abonnement. Der er tale om om den første af to – 2. del skulle gerne komme i næste uge – som beskæftiger sig med hvem som egentlig betaler selskabskatten (et selskab kan pr. definition ikke betale skat, det kan kun mennesker) og betydningen for den fortsatte økonomiske vækst.
De to kronikker er et forsøg på, uden at være polemisk, dels at forklare udformningen af den reform der synes på vej, dels påpege en del af problemerne med brugen af selskabskat til at generere provenu for de offentlige kasser, dels forhåbentlig også give læseren en ide om at den “normale” måde selskabskat omtales og debatteres er præget af en meget overfladisk og forsimplet tilgang.
I hvor høj grad det lykkes mig at gøre det på en forståelig måde, vil jeg overlade til læseren, Men om ikke andet er de to kronikker spækket med kildehenvisninger, så kan man altid læse videre der.
Det kan næppe komme som en overraskelse for denne blogs læsere, at jeg ikke giver meget for den “feel good-jargon” som omgiver reformarbejdet om “retfærdig” og “fair” skattebetaling osv. osv.
Selskaber er ikke sat i verden for at betale skat, men primært for at sikre dets investorer (kapitalejerne) et tilfredstilende afkast. Ligeledes er reformen naturligvis drevet af en række (store) nationalstaters umiddelbare finansieringsbehov, og så må resten følge med som det “tynde øl”, om man så må sige.
Dermed ikke sagt, at der ikke er brug for reformer. Som mange har påpeget indebærer den øgede globalisering (vi kan kalde det globalisering II – den første sluttede ved 1. verdenskrigs udbrud) og digitalisering de seneste årtier, store udfordringer til inddrivelsen af selskabskatten. Denne udvikling har således givet en række selskaber mulighed for at (legalt) enten at udskyde betalingen af selskabskat, til tider endda helt eller delvist at undgå betaling overhovedet (nu eller i fremtiden). Det ændrer dog ikke ved at selve udformningen af den internationale aftale – og hvor det fortsat er relativt sparsomt med detaljer og den endelige udformning – som nu indgås (naturligvis) vil afspejle de deltagene landes indbyrdes styrkeforhold.
Selskabskat er den ringeste skat der findes
I del 2 (som forhåbentlig bliver lagt op på Raesons hjemmeside i løbet af næste uge), beskæftiger jeg mig mere indgående med selve selskabskatten og den såkaldte skatte-incidens. I mellemtiden vil jeg jeg henvise til denne fine video med min medpunditokrat Otto Brøns-Petersen og slutte af med et lille pip om hvorfor debatten ofte (også herhjemme) er overfladisk og ikke-retvisende.
Hvad er et skattely egentlig og hvad betyder forskelle i lokal skattesatser
En ikke uvæsentlig deltalje som ofte overses herhjemme er, at et skattely ikke bare er et skattely. Reelt dækker det over to væsensforskellige, nemlig hvad man på engelsk betegner som henholdsvis “Tax Shelter” og “Tax Haven”. Et “Tax Shelter” er alene karakteriseret ved relativ lav eller ingen skat og lempelige vilkår, mens et “Tax Haven” også er kendetegnet ved ugennemsigtighed mv.. Det gør en betydelig forskel.
Man kan IKKE gemme sine penge i et “Tax Shelter”. Det kan man kun i et “Tax Haven”. Det skal medtages at man også ofte ser hvad der reelt “kun” er “Tax Shelters” omtalt som “Tax Havens” hos diverse NGO’ere, debattører osv., både internationalt og herhjeme. Om der er tale om bevidst manipulation eller “bare” uvidenhed skal jeg ikke udtale mig om her.
Tilbage står dog at man kan finde lokale “skattely” i alle lande, hvor der ikke kun opkræves en statslig selskabsskat, men efterfølgende også opkræves lokalt fastsatte selskabsskatter. Det er jo blot at udpege den delstat/amt/kommune med den laveste sats (evt. ingen) som et skattely, forstået i betydningen “Tax Shelter”.
Når den amerikanske delstat Delaware således ofte ses omtalt som et skattely, er det altså ikke en delstat, hvor man kan “gemme sine penge”, men alene en delstat med favorable skattevilkår i forhold til andre delstater. Virksomhederne slipper heller ikke for at betale den føderale selskabskat ( som forøvrigt den eneste som optræder i internationale sammenligninger af de formelle satser).
Hermed er vi fremme ved hvad måske kommer som en overraskelse for mange (selv om det måske ikke burde det). Skattesystemer er forskellige fra land til land og selskabskatter kan altså variere inden for et lands grænse. Fx. udskrives der både lokalt bestemte delstatslige og lokale selskabsskatter i både USA og Tyskland. Og den skattebesparelse man opnår ved at registrere sig i Delaware (hvor selskabskatten er altså alene i forhold til lokale skatter.
Da jeg i del 2 om selskabskatten i Raeson ikke indrager lokale selskabskatter, vil jeg her blot slutte af med at henvise til en række studier, som bl. a. beskæftiger sig med hvem som egentlig ender med at betale selskabskatten netop baseret på lokale forskelle.
Som Clemens Fuest m. fl. bemærker, er estimaterne for arbejdskraftens andel måske lavere end man kunne forvente, når der er tale om ændringer i selskabsskatter på nationalt plan, idet man forudsætter at arbejdskraftens mobilitet, alt andet lige, er større nationalt end globalt.
Jeg smider naturligvis link op når 2. del om selskabskat er tilgængelig på Raesons hjemmesider (kommer som nævnt formentlig i næste uge)
Af Christian Bjørnskov, den 4. august 2021. 1 svar
Sommeren over ser vi på historiske forhold og historiske sammenligninger, og gør det blandt andet for at blive klogere på nutidens verden. I dag er ingen undtagelse, da vi ser på et af de klareste elementer i transitionen til den moderne verden: Urbaniseringen. Alle meget fattige lande er præget af landet, og langt de fleste mennesker bor på landet og arbejder i landbrug, mens alle rige lande er karakteriseret ved at have store bybefolkninger. Den transition sker af to grunde: For det første, og vigtigst, ved at familier og individer flytter fra landet til byen for at finde arbejde og muligheder, og for det andet, ved at steder der starter som flækker og landsbyer vokser og bliver egentlige byer.
Denne proces sker stadig, da mange mennesker ikke blot flytter fra landet til byerne, men også flytter fra mindre byer til større byer. Det er også en del af den politiske debat, da regeringen – af mærkværdige og sandsynligvis magtliderlige grunde – ikke bryder sig om, at folk frivilligt vælger at flytte til de større byer. Som adskillige kommentatorer har bemærket, er det en global proces der følger moderne udvikling, og ikke noget man kan stoppe. Regeringens planer om at ’flytte’ uddannelsespladser til mindre byer vil derfor ikke flytte studerende i noget synligt omfang, men blot ødelægge en del af uddannelsessystemet og kvaliteten af de uddannelser, man kan få.
For at illustrere, hvor fundamental en del af moderne udvikling, urbanisering er, bringer vi i dag to figurer. Den første er et søjlediagram, der viser hvor mange danskere der bor i byer i en række år siden 1860. Den anden er et plot, der illustrerer sammenhængen mellem overordnet udvikling (her proxiet ved forventet levealder relativt til verdens gennemsnit for det pågældende år) og urbaniseringsgraden.
For godt 120 år siden, ved indgangen til den moderne udviklings ’take-off’ i Danmark, boede hver fjerde dansker i en by. Lidt over 160.000 mennesker boede i København, hvilket var omtrent 10 % af kongerigets befolkning; husk dog, at der boede en million mennesker i hertugdømmerne, der også hørte under den danske konge. Som vi noterer i figuren, var Danmark i 1860 således cirka lige så urbaniseret som Uganda er i dag. Den moderne vækst tog dog fat, og blot 20 år senere boede knap 32 % af befolkningen i byer, ligesom i nutidens Zimbabwe. Ved århundredeskiftet var urbaniseringsgraden steget til 43 % som i nutidens Egypten, per 1930 boede halvdelen af befolkningen i byer som i Honduras i 2020, og per 1950 var det to tredjedele. Urbaniseringsgraden passerede 80 % i 1971 og ligger i dag på cirka 88 %. Danmark er således et af verdens mest urbaniserede lande – bortset fra bystater som Singapore – og er cirka ligeså urbaniseret som Sverige og dele af det udviklede Latinamerika i Venezuela, Brasilien, Argentina.
Urbanisering er således en proces, der er global og sker i alle lande der udvikler sig til moderne samfund. Den samme konklusion kan ses i dagens anden figur, der meget tydeligt viser sammenhængen på tværs af lande siden 1960: Korrelationen er 0,67 for demokratier (blå markører), 0,69 for elektorale autokratier (sorte), og 0,7 for enkeltpartistater (røde). Selvom man fjerner enhver fælles global udvikling (som f.eks. fælles sundhedsudvikling) rykker det ikke ved styrken af sammenhængen. Moderne udvikling følges overalt af urbanisering.
Den danske histories urbanisering ligner således andre landes til forveksling, og i høj grad også resten af Nordens urbanisering. Læren er, at det ikke er en proces man kan forhindre eller styre, da den er drevet af individers reaktioner på muligheder, vækst og præferencer for hvor de helst vil bo, uddanne sig, søge job, og nyde deres fritid. Det er så absolut heller ikke en proces, man skal forsøge at styre, og ethvert forsøg på det lider af en særlig slags hybris, der ofte kaldes kontrolillusion. Det problem fortjener et selvstændigt indlæg, og i dag nøjes vi med et stykke exceptionelt tydelig historie: Urbanisering er overalt og til enhver tid et moderniseringsfænomen.
Som trofaste læsere ved, har jeg de seneste år haft et fælles forskningsprojekt med Stefan Voigt fra Universität Hamburg om et forstå nødretstilstande og de forfatningsinstitutioner, der i princippet begrænser staters muligheder i nødsituationer. Projektet var egentlig kun ment som en enkelt artikel, men sammen med Stefan – der sidder på Hamborgs Lehrstuhl für ökonomische Analyse des Rechts og er en af Europas førende indenfor law and economics – er ikke blot endt med at udvide sig, fordi der blev ved med at dukke nye spørgsmål op. Det er også pludseligt blevet nærmest skræmmende aktuelt, da store dele af verden entusiastisk kastede sig ud i nødret sidste år, da den nye coronavirus ankom. To artikler fra projektet, der udkommer i to forskellige videnskabelige tidsskrifter, dokumenterer de politiske risici, verden løber for tiden.
I ”This time is different?—on the use of emergency measures during the corona pandemic”, der udkommer i European Journal of Law and Economics, dokumenterer vi allerførst, at 99 lande rundt omkring i verden erklærede nødret på grund af den nye virus. Det er i sig selv ikke nødvendigvis et problem, men det viser sig at den stærkeste forklaring på at lande valgte at erklære nødret i foråret 2020 var, hvilke ekstra magtmidler forfatningen gav regeringen under nødret. Nødretten er derfor ikke så meget erklæret som et effektivt svar på en ny sundhedstrussel, men fordi den nye virus gav mange regeringer en mulighed for at gå meget mere magt. Vi viser også – som figuren fra artiklen nedenfor illustrerer – at mange af dem efterfølgende groft misbrugte nødretten til at forsøge at undertrykke medierne.
Desværre er situationen siden marts 2020 på ingen måde unik, som vi viser i den anden nye artikel fra projektet. ”Emergencies: on the misuse of government powers”, der nu udkommer i Public Choice, viser allerførst at nødretserklæringer efter naturkatastrofer ikke virker efter hensigten. Det modsatte gælder faktisk, da vi helt konkret kan dokumentere, at jo mere diskretionær magt forfatningen giver regeringen under nødret, jo flere mennesker dør i katastroferne. De ekstra magtbeføjelser, som ofte retfærdiggøres med at de er nødvendige for at regeringen kan handle effektivt, bliver simpelthen misbrugt. Vi kan også vise i artiklen, at jo lettere det er at erklære nødret i en sådan situation, jo mere sandsynligt bliver det at staten bryder borgernes basale menneskerettigheder og jo mere ekstra markedsregulering indfører den efter situationen.
Nødretsprojektet med Stefan Voigt er således blevet meget aktuelt, og vores studier indebærer en alvorlig advarsel, som alle borgere burde tage alvorligt: Selv regeringer i etablerede demokratier vil typisk misbruge enhver nødretstilstand hvis den overhovedet har mulighed for det. Politikere gør ikke det rigtige når det virkeligt brænder på, men misbruger som oftest situationen til at stille deres egen tørst efter magt.
Af Christian Bjørnskov, den 27. juli 2021. Skriv et svar
En af fornøjelserne ved at skrive på Punditokraterne er, at man en gang imellem har mulighed for at skrive om emner, man er i gang med. For det første giver det vores læsere mulighed for at læse lidt om, hvad der foregår i forskningen for tiden. For det andet giver det til tider os mulighed for at få idéer og feedback fra læserne, hvilket vi er meget taknemmelige for. Emnet i dag er netop ét, jeg har brugt en del tid på den sidste halvanden måned: Forholdet mellem økonomisk frihed og respekten for menneskerettigheder.
Baggrunden er, at en god ven har bedt mig om at skrive et oversigtskapitel til en ny Handbook om netop, hvordan økonomisk frihed påvirker staters respekt for borgernes menneskerettigheder. Emnet er ikke blot politisk ombrust, men også meget aktuelt da en lang række stater det sidste halvandet år har indskrænket både borgernes basale menneskerettigheder – deres ret til at mødes frit, bevæge sig frit rundt, ytre sig frit, og deres ret til et privatliv – og deres økonomiske frihed. Forbløffende mange stater har således misbrugt deres forfatningsgivne nødretsmuligheder, som noget af min nyeste forskning sammen med Stefan Voigt (Universität Hamburg) viser.
Argumenterne strækker sig fra den canadiske journalist Naomi Kleins rasende påstande om, at liberaliserende reformer er så upopulære blandt almindelige mennesker, at stater aktivt bryder folks menneskerettigheder for at gennemføre dem, til f.eks. Robert Lawsons (Southern Methodist University) argument, at økonomisk frihed også fører respekt for andre frihedsrettigheder med sig.
I Bobs præsentation, han gav i forbindelse med at han modtog Adam Smith-prisen (som kan læses i Journal of Private Enterprise her), understregede han netop at blandt de mange nye emner som folk i litteraturen undersøgte var det ” Particularly gratifying was the growing number of papers studying important topics like war, human rights, and gender equality.”
Der er derfor god grund til at skrive en oversigt over, hvad den empiriske litteratur faktisk har fundet. I dag nøjes vi dog med at se på, hvordan de overordnede data ser ud. Det gør vi i to figurer fra min oversigtsartikel, der viser sammenhængen mellem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks og to mål for menneskerettigheder: Vásquez og McMahons Personal Freedom Index og V-Dem-projektets civil liberties index. I begge figurer skelner vi mellem autokratier (de hvide markører) og demokratier (de sorte markører).
Begge figurer demonstrerer en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og de to forskellige aspekter af menneskerettigheder. Korrelationen mellem økonomisk frihed og menneskerettigheder på tværs af autokratier er henholdsvis 0,36 og 0,32 i de to figurer, mens den er 0,50 og 0,54 blandt demokratier. Det billede bekræftes af litteraturen: Jeg har fundet 38 publicerede artikler, der undersøger sammenhængen mellem en form for mål for økonomisk frihed og mål for forskellige typer menneskerettigheder, og kun to af dem finder negative effekter.
Og hvad kan man så lære af det? Hvad kan man bruge den forskning til? Et tentativt svar er, at selv hvis man personligt er ligeglad med borgernes økonomiske frihed – hvilket ser ud til at være tilfældet for den nuværende danske regering – bør man alligevel være bekymret for indskrænkninger i den. Når stater og regeringer begynder at indskrænke borgernes økonomiske frihed, følger en del af deres andre frihedsrettigheder ofte med.
Af Christian Bjørnskov, den 23. juli 2021. Skriv et svar
Jeg er ligesom mange andre mennesker til stadighed dybt frusteret over, hvor afsindig politik er blevet i de fleste dele af den vestlige verden. Vi har alle fået frarøvet en væsentlig del af den frihed, vi siden anden verdenskrig har taget for givet, og der er lange udsigter til at få det meste af den tilbage. Politikere fra alle dele af det politiske spektrum virker mere end villige til at detailstyre folks liv, og på en måde der ofte ligner situationen i diktaturer og de tidligere kommunistiske styrer i Østeuropa.
Det var derfor en stor og meget glædelig overraskelse, da Mike Graham fra britisk TalkRadio forleden dag havde et glimrende interview med to briter, der ramte hovedet på sømmet. Klart og tydeligt, glimrende formidlet og så indlysende, at jeg ikke kunne være mere enig. De to understreger for eksempel, at i ethvert demokrati er politikerne befolkningens tjenere! Men det sidste halvandet år har langt de fleste politikere opført sig som om befolkningen er eller bør være deres underdanige undersåtter, og at de har ret til at styre dens liv. Den største overraskelse var, hvem der var så tydelige, gennemtænkte og velovervejede: Interviewet var med Richard og Fred Fairbrass – bedre kendt som duoen Right Said Fred. Ja, popgruppen der havde globale hits med I’m too Sexy og Don’t Talk just Kiss i starten af 1990erne! Men måske er det ikke så underligt, når man overvejer hvor underlig resten af verdener er i dag. Under alle omstændigheder er hele interviewet varmt anbefalet, og en god måde at bruge et lille kvarter på i weekenden.
En del af formålet med dette års sommerserie er at minde folk om – og i nogle tilfælde oplyse dem om – hvordan forhold var tilbage i tiden. Flere af os har, ligesom en lang række gymnasielærere vi kender, oplevet hvordan unge mennesker kun sjældent har nogen som helst anelse om forholdene i Central- og Østeuropa før Berlinmurens fald. Sandheden er, at de kommunistiske økonomier i øst forurenede voldsomt og var langt mindre produktive end de kapitalistiske konkurrenter i vest.
Et af de bedre forhold for de kommunistiske økonomier var deres udledninger af drivhusgasser, der i 1990 – det første år med rimeligt god datadækning – var cirka 15 % lavere per indbygger end i de vestlige lande. Som illustreret i dagens første figur lå udledningerne dog væsentligt højere end Latinamerikas. Ét forhold må dog huskes: De vestlige økonomier var godt 2½ gange så rige som de kommunistiske i 1990. Derfor plotter vi også drivhusgasudledningerne per 1000 dollars produktion i dagens anden figur. Regnet i kiloton CO2-ækvivalent udledte de vestlige samfund i 1990 i gennemsnit 12,8 kiloton drivhusgasser per indbygger og 0,42 kiloton per 1000 dollars produceret, mens de tilsvarende tal for Østeuropa var 10,9 og 1,08 kiloton. Selvom den udbredte brug af atomkraft i Østblokken nedsatte dens udledninger af bl.a. CO2 var det langt fra nok til at kompensere for manglen på produktivitet: I de kommunistiske økonomier brugte man mere end dobbelt så meget energi på at producere samme økonomiske værdi som i Vesten og omtrent den samme mængde som de langt fattigere latinamerikanske lande.
Den gode del af historien er, at kommunismens fald har rettet op på situationen. Udledningerne per indbygger i Øst er faldet med 27 % mellem 1990 og 2018, og målt i forhold til output er de faldet 57 %. De tilsvarende fald for de vestlige økonomier er henholdsvis 13 og 46 %, mens der er sket langt mindre i Latinamerika. Med andre ord har de central- og østeuropæiske lande skåret omtrent en fjerdedel af deres udledninger på samme tid som de i gennemsnit er blevet 92 % rigere.
På mange måder er dagens eksempel endda en af de svageste udviklinger, der fulgte fra kommunismens fald. I midten af 1980erne, da man fik troværdige estimater fra bl.a. Østtyskland, viste det sig for eksempel at de østtyske udledninger af svovldioxid var det tredobbelte af det vesttyske niveau. På samme måde dokumenterede en oversigt af Josef Varousek i 1994, at ved kommunismens fald var halvdelen af alt drikkevand i Tjekkoslovakiet kategoriseret som udrikkeligt ifølge vesteuropæiske standarder. Det Sovjetunionen havde planlagt som ”Socialismens maskinfabrik” leverede muligvis maskiner, og var en af de mest udviklede økonomier i øst, men gjorde det med forældet og beskidt teknologi. I dag er den tjekkiske energieffektivitet faktisk højere end gennemsnittet for vesten, og de mange danskere, der har været i Prag eller Brno har førstehåndsviden om, hvordan byerne føles mindst lige så rene som i Tyskland. En af de vigtigste lærer af de sidste 35 års historie, som vi viser i dag og som forbløffende mange mennesker ingen anelse har om, er at kommunismens fald var en af de bedste ting, der er sket for miljøet i det sidste halve århundrede
Den 5. marts udgav de amerikanske Centers for Disease Control and Prevention – den relevante sundhedsmyndighed i USA – en rapport med den kluntede titel ”Association of State-Issued Mask Mandates and Allowing On-Premises Restaurant Dining with County-Level COVID-19 Case and Death Growth Rates — United States, March 1–December 31, 2020.” Rapporten konkluderede, at indførslen af mundbindskrav i amerikanske stater og counties havde ført til lavere smitteudbredelse. Rapporten har været vigtig fordi den efterfølgende er blevet brugt i debatten som evidens for at tvinge folk til at bære mundbind udenfor eget hjem.
Baggrunden for, at bruge et relativt simpelt observationalt studie som sandhedsvidne er, at de 15 randomiserede eksperimentelle studier der findes, meget klart finder at mundbind ikke virker. Det gjaldt som mange læsere vil vide også får det danske studie i 2020, der med 6000 deltagere fandt en lille forskel, der var meget, meget langt fra statistisk sikkerhed. Adskillige læger og epidemiologer (inklusive det danske studies hovedforfatter) har alligevel påstået at mundbind virker, men forstået på den måde, at selvom det ikke er mindre sandsynligt at folk med mundbind bliver smittede, smitter de andre mindre. Det er dermed en påstand om en eksternalitet forbundet med mundbindsbrug, som ikke særligt nemt kan testes med eksperimentelle studier. Derfor er observationelle studier som marts-studiet fra CDC vigtige, og derfor er det også ekstremt vigtigt, at det observationelle arbejde er solidt og op til standard.
To uafhængige læger, Josh Mitteldorf og Madhava Setty, har fornylig gentaget CDCs arbejde, og leveret en omhyggeligt og – efter min mening – sober og statistisk velgennemført kritik af det. I “Association of State-Issued Mask Mandates with COVID-19 Case and Death Counts “ starter de med at notere, at der faktisk er store statistiske problemer med CDC-studiet. For eksempel viser de, at “The only controls in this study were the two 20-day periods prior to the reference period. The study did not compare results to states where no mask mandates were imposed.” CDC-studiet har derfor et potentielt meget stort problem med ‘omitted variable bias’, ligesom der også er andre problemer, Mitteldorf og Setty viser således, at selvom man bruger CDCs metodologi, er det tydeligt at smittetallet typisk var vendt før indførslen af mundbindskrav, og at den nedadgående trend fortsatte upåvirket efter indførslen.
Det er også næsten chokerende at notere, at CDC valgte ikke at foretage en sammenligning med stater og counties, der valgte ikke at indføre et krav. De to kritikere noterer også, at “Even though the study was conducted (and data downloaded) in February, 2021, it does not include the time period November through January, when masking was still enforced but DGR was high, comparable to the reference period. Had the study included the fall and winter months, the plot in Figure 1 would have extended to a period where the curve stopped declining and rose, as in Figure 5.” Med andre ord kommer CDC-studiet, ved at skære deres data af i oktober, til at ignorere naturlig variation pga. vejret.
Mitteldorf og Setty viser også sammenligninger mellem Californien og Florida, og North og South Dakota. De to par, der også tidligere har været brugt, er gode valg fordi der i begge tilfælde er en stat der indfører alvorlige restriktioner, og en anden meget sammenlignelig stat, der ikke gør. Men som de konkluderer: ”In each pair, the state with no mask mandates was more densely populated, yet suffered essentially the same burden of disease as their masked counterpart.” Mens Mitteldorf og Settys kritik er relativt enkel og i sig selv kan kritiseres for ikke at tage alle omstændigheder i betragtning – både kritikken og CDC-studiet kan kritiseres på flere punkter – er konklusionen ganske klar. CDC’s egne data og egen metodologi viser, at mundbindskrav på tværs af de amerikanske stater ikke gjorde nogen forskel.
I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger er vi kommet til et af de måske vigtigste forhold: Børnedødelighed. Risikoen for at børn dør før de bliver ret gamle, er et forhold, der både ændrer sig kraftigt i takt med at lande bliver rigere, men som også har ændret sig i takt med at hele verden er blevet rigere og både videnskab og lægekunst har udviklet sig. Man kan med al mulig ret kalde børnedødelighed for en af de vigtigste bivirkninger af økonomisk udvikling. Så hvordan har det set ud i vores del af verden?
Der findes god statistik på børnedødeligheden i alle tre skandinaviske lande tilbage til 1901, som vi plotter i dagens figur. Vi viser også det tilsvarende tal for risikoen for, at et barn dør før dets fireårs fødselsdag for Frankrig. Det interessante i den sammenligning er, at Frankrig ifølge Madison-projektets data var knap 10 % fattigere end Danmark, mens Norge og Sverige var omtrent 30 % fattigere. Som figuren meget tydeligt viser, var der alligevel ikke de store forskelle på de skandinaviske landes børnedødelighed i starten af 1900-tallet, mens den franske lå væsentligt højere. Den historiske sammenligning understreger derfor det underlige faktum, at Norge og Sverige var hvad nogle økonomiske historikere har kaldt ”sophisticated developing” i løbet af 1800- og starten af 1900-tallet: De havde lavere børnedødelighed, mindre analfabetisme og væsentligt bedre uddannede befolkninger end andre lande på samme velstandsniveau.
Set med moderne øjne var børnedødeligheden blandt børn under fire år, som figuren illustrerer, chokerende høj i starten af 1900-tallet. I det første årti døde cirka 10 % af alle børn før de blev fire, og 3 % døde før deres første år var ovre. I Frankrig var de tilsvarende forhold omtrent 50 % værre. Det er dog også voldsomt at se, hvor hurtigt situationen forbedres over årene, med et lille bump i løbet af anden verdenskrig i Skandinavien (og et stort i Frankrig). Fra 40erne og til omkring 1980 er børnedødeligheden tydeligt lavere i Danmark end Norge og Sverige, mens den de sidste cirka 40 år har været stort set den samme i alle fire lande i figuren. Man skal alligevel ikke så langt tilbage for at finde tal, der i dag ville være chokerende. Omkring tidspunktet hvor jeg blev født døde cirka 3 ‰ af alle børn før de blev et år, og 1,4 % af alle børn døde før de blev fire. De tilsvarende tal i dag er blot 0,3 ‰ og 3 ‰.
Hvordan ser de historiske forhold i Skandinavien så ud sammenlignet med verden i dag? Spørgsmålet er relevant fordi det kan give et indtryk af, hvor langt ’bagud’ dele af verden er. Svaret er, at den danske børnedødelighed sidst i 1910erne svaret til børnedødelighed i dag i bl.a. Sierra Leone, Somalia og Nigeria. Det danske forhold sidst i 1930erne matcher nutidens børnedødelighed i Pakistan og Mozambique, mens man skal til danske forhold sidst i 1950erne for at finde et match til nutidens problemer i Sao Tomé og Principe, den Dominikanske Republik og Bolivia. Situationen omkring 1970 (da jeg blev født) er ligesom det moderne Jamaica, Mauritius og Colombia, mens Bosnien og Serbien har cirka samme børnedødelighed som Danmark midt i 1990erne.
Hvad kan man lære af det, må man måske spørge? En del af svaret er måske, at man allerførst må konstatere at forhold som et velfungerende sundhedsvæsen og måske også viden om basal hygiejne var skandinaviske styrker længe før velfærdsstaten. En anden del af svaret er, at man ikke skal mere end en enkelt generation tilbage, før Skandinavien – set med moderne standarder – lignede nutidens mellemindkomstlande. Der er således både noget at være stolt af, rigelig grund til at være ydmyg, og noget at tænke over.
Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2021. Skriv et svar
Vi har haft en række mærkelige forhold i vores tilbagevendende serie om Sjov med Statistik, men vist aldrig dyr. Det råder vi bod på i dag med en kort post om sammenhængen mellem folks subjektive tilfredshed (deres ’lykke’) og omfanget af landets svineproduktion. Sammenhængen på tværs af verden i 2018 kan ses i nedenstående figur, hvor vi som sædvanligt skiller de tidligere kommunistiske lande (de røde markører) ud fra resten (de blå markører).
Mens der reelt ingen sammenhæng er mellem svineproduktion og lykke i tidligere kommunistiske lande (korrelationen er 0,13), findes der en relativt klar og synlig positiv sammenhæng mellem svin og lykke på tværs af resten af verden (en korrelation på 0,48). Ser man på dagens første figur, indikerer den at svineproduktion – eller noget forbundet med den – er en nødvendig, men ikke tilstrækkeligt betingelse for en lykkelig befolkning. Denne slags fortolkning kommer fra det synlige faktum, at mens der er lande med utilfredse befolkninger og relativt stor svineproduktion, er der ingen eksempler på lande med meget tilfredse befolkninger uden en betragtelig svineproduktion.
Selvfølgelig er pointen i dag, af gris gør ikke glad: Der er i virkeligheden ingen sammenhæng mellem svineproduktion og lykke. Det vi i stedet har, er et meget klart eksempel på såkaldt ’omitted variable bias’ (OVB). OVB er præcist situationen, hvor man får en tilfældig sammenhæng mellem to forhold, fordi man glemmer (eller bevidst lader være med) at korrigere for en tredje faktor, som er den egentligt vigtige. Vi illustrerer dette i dagens anden figur, hvor vi helt simpelt laver det samme plot som i den første, men bryder den blå gruppe ned i fire grupper: Latinamerika og Caribien, Asien og Stillehavet, Afrika og Mellemøsten, og de vestlige lande.
Som figuren ganske klart illustrerer, forsvinder sammenhængen mellem svineproduktion og lykke, når man sammenligner lande internt i hver af de fem grupper lande. Det umiddelbare indtryk af en sammenhæng kommer fra, at de latinamerikanske og caribiske lande er en tand rigere end andre, og de vestlige lande er markant rigere end andre. Det er rigdommen, der rykker på lykken og ikke grisene. Og af rent historiske grunde er det primært i de vestlige lande, og i de lande, vestlige befolkninger udvandrede til, at man finder svineproduktionen. Den omittede variabel er derfor rigdom eller ’vestlighed’. Der er intet mærkeligt i det, men eksemplet er alligevel vigtigt at huske, fordi OVB-problemet ses så ofte i både dårlig videnskab og uærlig politik.
Mens budskabet bliver ved med at være politisk kontroversielt, ser det ud til at der er stigende opmærksomhed om den empiriske Covid-forsknings måske vigtigste indsigt: Nedlukningerne virkede ikke. Mange epidemiologers påstand (inklusive en meget ophidset Jens Lundgren i en debat med undertegnede) var ellers, at hvis folk holder op med at have sociale kontakter, holder smitten op – basta. Deres implikation var derfor, at nedlukningerne måtte virke, og de mest effektive var dem der begrænsede folks menneskelige kontakter mest. Med andre ord var påstanden, at deciderede Shelter-In-Place (SIP) ordrer, dvs. de facto husarrest, ville være mest effektiv.
Sidste måned udgav Virat Agrawal, Jonathan H. Cantor, Neeraj Sood og Christopher M. Whaley et NBER Working Paper med titlen ”The Impact of the Covid-19 Pandemic and Policy Responses on Excess Mortality” hvor de studerer effekten af netop SIP på tværs af 43 lande og alle amerikanske stater. De fire forskere fra University of Southern California og the RAND Corporation bruger en event study approach til at estimere, hvordan SIP påvirker overdødeligheden fra uge til uge.
Agrawal et al. beregner overdødeligheden som forskellen mellem det ugentlige dødstal i 2020 og gennemsnittet for samme uge i 2015-19. Det er standardmåden at gøre det på, om end – som jeg har argumenteret andetsteds – den er potentielt misvisende, da gennemsnittet skjuler hvor meget dødeligheden typisk varierer fra år til år. Det samme problem gælder i ugentlige sammenligninger, og bør ligge i baghovedet, når man tolker deres resultater.
Resultatet af deres empiriske undersøgelse af det, mange epidemiologer og deres computermodeller ville sige, var den mest effektive politik, er at indførslen af SIP ikke gjorde nogen gavnlig forskel. På tværs af lande finder Agrawal et al. endda, at overdødeligheden steg efter regeringen indførte SIP – dvs. reelt satte folk i husarrest. Det samme billede ser man på tværs af de amerikanske stater, hvor det dog ikke er statistisk signifikant.
En særlig fordel ved studiet er, at Agrawal et al. kan håndtere det endogenitetsproblem, der ellers er så svært. En indvending fra folk, der faktisk forstår den statistiske side af sagen, er at det er en mulighed at regeringer indfører nedlukninger som SIP, som en reaktion på stigende dødstal. Det er endda en meget rimelig indvending, hvis man tror at politikere er fuldt informerede og forsøger at gøre det rigtige. Hvis det er tilfældet, skaber det problemet, at det man måler er en reaktion på stigende dødstal, og ikke en effekt af SIP.
Det kan de fire forskere dog teste direkte for, og de finder det modsatte: Agrawal et al. finder, at “countries that implemented SIP policies experienced a decline in excess mortality prior to implementation compared to countries that did not implement SIP policies.” Alt andet lige betyder det, at den fejl man laver, er til den negative side. Det betyder også, at politikere generelt ikke har reageret informeret eller benevolent.
Bundlinjen i det nye studie er dermed, at selv politik, der reelt sender uskyldige mennesker i husarrest – deres ’forbrydelse’ er at de jo kunne have været smittede – i bedste fald ikke har påvirket dødeligheden i Covid-epidemien. De empiriske indikationer fra sammenligninger på tværs af lande peger endda på, at indførslen af husarrest decideret har ført til flere dødsfald. Det er på tide for verden at holde op med den største politiske fejltagelse siden anden verdenskrig.
Regeringen udgav forleden en såkaldt hvidbog med titlen Mod et bedre samfund med tech-giganter, hvor den skitserer ni principper for, hvad den kalder ”et mere ansvarligt og retfærdigt samfund med tech-giganter.” På en eller anden måde mener regeringen, at store techfirmaer som Facebook og Google er trusler mod enten det danske demokrati eller regeringens foretrukne politik. Det kan man mene om, hvad man vil, men selvom man ignorerer en række ret fundamentale problematikker – som den gode Frederik Stjernfelt skrev om i Weekendavisen i fredags – er der et væsentligt problem. Problemet, som vi som økonomer desværre ser dukke op gang på gang i debatter om multinationale firmaer, er påstanden om at mange firmaer er økonomisk meget større end mange nationalstater. Med andre ord sammenligner man private virksomheders omsætning eller markedsværdi med nationalstaters bruttonationalprodukt (BNP).
Sammenligningen er ildevarslende, hvis man tror på to ting. For det første skal man tro på, at økonomisk størrelse er det samme som politisk magt. Med andre ord skal man regne med, at politikere og/eller embedsværk påvirkes af økonomisk størrelse, og ikke kan stå imod. At de måske ikke vil er en anden diskussion. For det andet skal man tro på, at sammenligningen er retvisende.
Mens man kan fortælle rimelige teoretiske historier om, hvorfor økonomisk størrelse måske også giver politisk indflydelse, er det store problem det andet forhold. Sagen er nemlig, at sammenligningen er rendyrket nonsens. Uanset at den er brugt af politikere på begge sider af tinget, af journalister, og af særinteresser som Oxfam, er den fundamentalt forkert.
Regeringens hvidbog konkluderer med et kapitel med titlen ”Demokratiet skal sætte rammerne for tech-giganterne – ikke omvendt”, hvor embedsmændene fra Kulturministeriet, der har forberedt rapporten, sammenligner lande og firmaer. Konkret sammenligner de en vurderet markedsværdi af Amazon, Apple, Facebook, og Microsoft med syv landes BNP. Selv hvis man skulle være enig med regeringen i hvidbogens andre (stærkt tvivlsomme) påstande, hopper kæden af her. Grunden er, at markedsværdi overhovedet ikke kan sammenlignes med BNP.
En markedsværdi kan opgøres som gensalgsværdien af alt, en virksomhed ejer. Med andre ord er det værdien i år og ud i fremtiden af alle maskiner, alle bygninger, al know-how, al brandværdi osv. af virksomheden. BNP, derimod, kan opgøres som summen af al værditilvækst i et land per år. For det første dækker BNP således kun værdien af det, der produceres, minus omkostningerne ved produktionen, og kun for et enkelt år. Det er et meget anderledes koncept end markedsværdi. Skulle man sammenligne virksomheder på en lignende målestok, skulle man bruge virksomhedens nettoindtjening, dvs. dens årlige bundlinjeresultat.
For det andet er det ekstremt svært at beregne et helt lands gensalgsværdi, hvis man skulle sammenligne med virksomheders markedsværdi. Men skulle man gøre forsøget, kunne man starte ved Penn World Tables, der har en opgørelse over værdien af landes kapitalapparat. For Danmark de senere år har den været det femdobbelte af BNP, og det er vel at mærke kun fysisk realkapital – maskiner, bygninger osv. Den tæller ikke værdien af folks arbejdskraft, deres uddannelse eller deres evner, eller nogen andre forhold. Skal man komme med et bud på det, kan man bruge den tommelfingerregel, man har i forbindelse med produktivitetsopgørelser: Omtrent en tredjedel af værdiskabelsen på nationalt plan kan henskrives til kapitalapparatet. Med andre ord kommer to tredjedele fra andre forhold, når man i øvrigt ignorerer nationale produktivitetsforskelle.
Skal man lave en bare nogenlunde retvisende sammenligning af virksomheder og landes ’markedsværdi’ kan man derfor måske – siger og skriver måske fordi det altid vil være et underkantsestimat – tage BNP, gange det med omkring 5 for at få værdien af kapitalapparatet, og derfor gange det igen med 3 for at få værdien af alle produktive faktorer. Regeringens dybt misvisende hvidbog sætter Danmarks BNP til 2100 milliarder dollars og Apples markedsværdi til 13.200 milliarder. En korrekt sammenligning med vores forsigtige tommelfingerregler her giver en markedsværdi for Danmark omkring 30.000 milliarder. Et lille, ret ubetydeligt land i Nordeuropa er således i markedsværdi langt større end verdens allerstørste ’techgigant’. Situationen er fuldstændigt anderledes end den økonomisk analfabetiske regering og dens inkompetente embedsfolk påstår.