Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Photo by Volodymyr Hryshchenko on Unsplash

Årets julegave fra os til dig.

Årets sommerserie i Punditokraterne kom til at handle om indlysende forhold og bivirkninger, når man fører politik. Altså at det ikke er nok at se på intentionen bag en bestemt politik, men også på de utilsigtede konsekvenser, som ofte ikke er forventede. Det har økonomer – kloge af skade – lært at indse, om end ikke altid nok.

Læs resten →

Hvad finder Bonardi et al. (2020)? Virker nedlukninger?

Forleden var jeg forbi Kontrast for at snakke om nedlukninger med Mikkel Andersson. Det er ingen hemmelighed, at Mikkel og jeg ser forskelligt på tingene, men der kom alligevel (eller måske netop derfor?) et meget interessant interview ud af det, som kan ses her eller høres som podcast her.

Interviewet kom i stand, efter jeg forleden udgav mit litteraturstudie, som viser, at effekten af nedlukningerne i foråret var beskeden i forhold til betydningen af borgernes frivillige og individuelle adfærdstilpasninger til COVID-19-pandemien.

I løbet af interviewet stillede Mikkel et godt spørgsmål til et konkret studie, Bonardi et al. (2020), som jeg har med i mit litteraturstudie. Spørgsmålet lød cirka:

Læs resten →

Punditokraternes julelæsning (4) -”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist”

”Så ligesom venstrefløjen altid har baseret sine forestillinger på en fremtid, der ikke er oprunden, baserer den ny progressive højrefløj sig nu på en fortid, som ikke længere eksisterer, og som i visse tilfælde aldrig har eksisteret, fordi forestillingen om den kun rummer lyse øjeblikke.“

I vores lille serie med anbefalinger til julelæsning er vi kommet til nr. 4. Denne gang er det Anna Libak’s ”Skyldig til det modsatte aldrig bliver bevist- værdikampen i det 21. århundrede”, der udkom i oktober på Kristeligt Dagblads forlag, som vi anbefaler.

Det er en fremragende bog som fortjener så stor udbredelse som muligt. Ikke mindst bør den være pligtlæsning for alle de der enten er faldet for den nyprogressive venstrefløj eller nyprogressive højrefløjs argumenter, men egentlig også for alle andre, hvis de ønsker at forstå hvordan vi er endt hvor vi er, med en debat domineret af to strømninger, som ofte synes at have mere til fælles end hvad der deler dem. Herunder en voldsom kollektivisme og et temmelig afslappet forhold til historie, basale økonomiske sammenhænge og evidens, mens man bruger masser af tid på at moralisering og selvhævdelse. 

“Den ene fløj hævder, at strukturerne understrykker forskelligheden, og den anden part, at strukturerne det fælles nationale – ensartetheden. Både majoriteten og minoriteterne bliver i den fortælling til ofre. Til ofre for hinanden.”

Bogen falder i tre dele: Først beskriver Libak hvorledes vi er endt her – i øvrigt ofte med paralleller til sin egen tidlige ungdom – hvor hun på både underfundigt og underholdende formår at tegne et fremragende tidsbillede af 1980erne, som jeg godt kan nikke genkendende til, selv om jeg er næste 10 år ældre end hende.

Dernæst tager hun det hun kalder den nyprogressive venstrefløj og nyprogressive højrefløj under behandling på fornemmeste vis, for endelig i 3. del at slutte af med sine bud på hvordan vi kommer videre. 

Mens de to første dele står knivskarpt, er sidste del, hvor hun kommer med egne bud selvfølgelig i højere grad til debat. Men det kommer jo i høj grad an på hvor man selv står i forhold til en række spørgsmål. Men Libak skal for eksempel have tak for at påpege at der sjældent eksisterer én forklaring på dette og hint. Nej, når folk ender med at blive voldfede er det ikke nødvendigvis enten alene deres egen eller ”samfundets skyld”. Menneskelivet er mere kompliceret end som så.

Helt forrygende er også hendes beskrivelse af de woke multinationale selskaber og ikke mindst hvorfor de er så woke og udtrykker sympati for hvad der i bund og grund er antikapitalistiske og stærkt venstreorienterede bevægelser som f. eks. Black Lives Matter.

Et eksempel på dette er for øvrigt Apples præsentationsvideo af deres nyeste Macbooks. Her formår de at inddrage både #metoo, BLM og stort set alt andet der er nyprogressivt og venstreorienteret (check her og se med efter 3:38). Hvis man kender Apple’s historie og dets grundlægger Steve Jobs holdning til CSR og den slags (motto’et har altid været at bruge så lidt som muligt på den slags) er det temmelig ironisk. Eller søg på julepynt og Ikea – ja hovsa, Ikea sælger masser af julepynt, lysfest eller ej – se bare her.

Selv om det er den 22. december kan du sagtens nå at købe bogen endnu – den fås nemlig som e-bog. Eller du kan låne den via ereolen (så får du jo lidt for dine skattepenge). Man kan så f. eks. læse bogen på sin Ipad, uanset om man tilhører den nyprogressive venstre eller nyprogressive højrefløj, eller som folk er flest ingen af delene.

Ligesom hippierne i 60erne, fylder de jo en del mere i medierne – nu også de sociale – end i virkeligheden. 

Kort sagt. Læs “Skyldig indtil det andet aldrig bliver bevist” før din nabo. Den er velskrevet, underholdende og du bliver klogere af den. Hvad mere kan man ønske sig?

God jul.   

Punditokraternes julelæsning (3)

Forleden startede vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning. De to første var i en vis forstand klassiske punditokratvalg, men det tredje er nok i højere grad en overraskelse for mange læsere. For hvad i alverden kan en halvgammel heavy metal-sanger have at bidrage med på en liberal, halv- eller helakademisk blog? Overraskelsen er, at svaret faktisk er en hel del – i hvert fald når det handler om Bruce Dickinsons selvbiografi med titlen What does this Button Do?

For de uindviede har Dickinson – med undtagelse af en årrække i 1990erne – været forsanger i det legendariske heavy metal-band Iron Maiden siden slutningen af 1981. Bandet var et af de centrale i den såkaldte New Wave of British Heavy Metal, der fra sidst i 1970erne genoplivede og definerede genren. Modsat de fleste andre, eksisterer Iron Maiden stadig og har spillet udsolgte koncerter indtil nedlukningerne forhindrede det. En af grundene er naturligvis, at de er fremragende musikere, ligesom Dickinsons operainspirerede evne til at fortælle en historie er unik. En del af forklaringen ligger dog også i, at de har holdt fast i deres måde at skrive musik og spille på, uanset hvad alle andre mente eller gjorde. Hvem ellers ville finde på at sætte 13 minutters musik til en gendigtning af Coleridges Rime of the Ancient Mariner og slippe godt fra det?

Dickinsons band er med andre ord intelligent og kapabelt i en grad, som de færreste forbinder med genren. Han er, ligesom flere andre medlemmer af bandet, universitetsuddannet og havde også en sportskarriere tæt på toppen af britisk fægtning i 80erne ved siden af sit job som forsanger. Senere uddannede han sig, stadig ved siden af forsangerjobbet i et af verdens mest populære heavy metalbands, til pilot og fløj en årrække for charterfirmaet Astraeus. Han har blandt andet været med til at flyve RAF-piloter hjem fra Afghanistan, og grundlagde senere Cardiff Aviation Ltd., der i dag servicerer fly for en række større selskaber.

Dickinson er, med andre ord, lidt af et renæssancemenneske og i høj grad en iværksætter. Er man ikke allerede hooked, må man spørge sig selv om man kender andre eksempler på folk, der om formiddagen flyver en Boeing 757 til en storby (og til verdensturnéen i 2016 opgradere sin licens til at flyve 757 og senere Boeings mægtige 747), får en lur og om aftenen synger for 50.000 mennesker? Eller man kan spørge sig selv, om det ikke er værd at læse om, hvordan Dickinson med band spillede i Polen i 1984 og Sarajevo i 1994. At manden også for få år siden overlevede en kræfttumor på golfboldstørrelse i halsen, er nærmest en biting.

What does this Button Do? er en både underholdende og tankevækkende bog om en kunstner og iværksætter med stærke liberale instinkter. Dickinson spørger – direkte og med sit eget liv – hvorfor må man ikke vælge sit eget liv og sin egen måde at leve det på. Han har ikke meget tilovers for ’the nanny state’ og viser med sit eget eksempel på underholdende, velovervejet og velargumenteret vis, hvor langt man kan nå med individuelt initiativ og integritet. Det er meget sjældent, at man læser bøger, man ærligt kan kalde en inspiration, men Dickinsons er en af de få.

Pyramidespil i Absurdistan

Statsministeren meddelte onsdag, at regeringen nu lukker storcentre og andre indkøbscentre, ligesom hun tidligere havde meddelt, at nedlukningerne nu også skulle gælde Syd- og Sønderjylland. Hun har også truet med, at hun vil indføre nye restriktioner i hovedstadsområdet, hvis ikke københavnerne sørger for at blive mindre smittede. Beskeden er nu, at Danmark omkring jul lukker alt ned, med undtagelse af essentielle forretninger som fødevarer. Den umiddelbare idé bag den drakoniske nedlukning er, at nedlukninger virker, bare de er hårde nok. Eller som man må konkludere fra både regeringens og visse epidemiologers udtalelser, regnede man med at de tidligere nedlukninger virkede, men det gjorde de ikke, og reaktionen er at man gør endnu mere af det samme. Man bliver derfor nødt til at spørge, om nedlukninger virker og hvorfor de fleste regeringer bliver ved med at slå endnu hårdere ned på deres befolkninger.

Mht. det først spørgsmål findes der nu flere end 20 studier, der konkluderer at nedlukninger enten har meget begrænsede eller ingen effekter på smitte- og dødstal. I et af de ’reneste’ eksempler, illustrerede professor Kasper Planeta Kepp (DTU) forleden i en Twitter-tråd hvordan nedlukningerne i udvalgte dele af Nordjylland ikke har haft nogen synlig effekt: De nordjyske kommuner, hvor indbyggerne ikke engang måtte køre over kommunegrænsen, har ikke oplevet et større smittefald end resten af Nordjylland. Kasper og jeg er for tiden ved at skrive en omhyggelig version af sammenligningen op som artikel.

Det er desværre tydeligt, at den voksende evidens enten ignoreres eller fundamentalt misforstås i toppen af dansk politik. Søren Brostrøm meddelte for eksempel forleden, at man jo kunne se at nedlukningerne i Nordjylland virkede, fordi smittetallet var faldet. Hvis det er argumentet, må man begynde at stille spørgsmålstegn ved, hvad mange epidemiologer tror, evidens overhovedet er! Og heri ligger en væsentlig del af problemet.

Regeringens måde at evaluere nedlukninger og anden viruspolitik er – ligesom de fleste andre vestlige landes – omtrent på linje med den måde, indianske shamaner evaluerer effekten af regndans. Man ønsker regn, sætter folk til at danse regndans, og når regnen endelig kommer, hævder man at det skyldes regndansen. Hvis regnen ikke kommer, tages det som udtryk for at der er behov for endnu mere regndans. Og hvis regnen holder op igen, må man jo danse endnu mere intens regndans når den nu ikke virkede i første omgang. Skift ’regn’ ud med ’nedgang i smittetal’ og skift ’regndans’ ud med ’nedlukning’ for at få den perfekte parallel.

For både politikere og almindelige danskere uden indsigt i enten statistik eller videnskabelige kausalforhold (og åbenbart tæller det desværre mange læger), er der tale om confirmation bias på steroider: Falder smittetallet, fortolker man det som evidens for at nedlukninger virker, men hvis det ikke falder, tolkes det som evidens for at man bliver nødt til at lukke endnu hårdere ned. Allan Randrups forslag forleden om at lukke Storebæltsbroen og dermed isolere Sjælland fra resten af landet var blot et særligt tåbeligt eksempel på et generelt fænomen.

Fortællingen bliver desværre godt hjulpet af medier, der ikke skriver om virusnyheder som ikke passer i regeringens fortælling. Dødeligheden hos folk, der indlægges med Covid-19, er for eksempel faldet med 70 procent, men jeg har stadig ikke set nyheden gentaget i medierne. Det samme gælder John Ioaniddis metastudier af dødeligheden, Folkhälsomyndighetens afvisning af PCR-test, eller WHOs implicitte vurdering af virussens dødelighed på 1½ ‰. Den brede befolkning holdes i generel uvidenhed og fastholdes derfor – som vi skrev forleden – i en tilstand af fundamentalt uinformeret frygt.

Politisk er den gradvise brug af hårdere nedlukning en dynamik, der i virkeligheden er en version af det infamøse pyramidespil – eller som økonomer kalder det, et ’Ponzi game’. Pyramidespil virker kun, så længe flere folk slutter sig til, så dem der allerede er medlemmer, får et overskud. Den dag der kommer færre nye til end der sluttede sig til i sidste runde, bryder pyramidespillet sammen. Regeringens approach fungerer på samme måde: Man bliver nødt til i hver omgang at skabe endnu mere frygt, forstærket af endnu større afsavn og omkostninger – med rationalet at hvorfor skulle regeringen da lave så større økonomiske og sociale ødelæggelser, hvis det ikke var nødvendigt. Hvis frygten ikke breder sig, holder folk op med at være bange og starter at med at tænke selv, søge information selv, og opføre sig informeret. Gør de det, bryder politikkens offentlige legitimitet sammen. Det kan naturligvis ikke blive ved, og for de af os der ikke køber regeringens linje, bliver politikken mere og mere forrykt for hver dag der går. Det danske samfund er i løbet af 2020 blevet Absurdistan. Men for ledende politikere er der ingen anden vej, for at indrømme at man tog basalt fejl, ødelagde værdi for milliarder og ruinerede folks liv og mentale helbred, er ikke en mulighed for folk med deres målsætning.

Corona-krisen er en V-formet udbudskrise, hvor finanspolitik ikke hjælper – eller er nødvendig.

I foråret blev det diskuteret, om coronakrisen ville føre til et langvarigt tilbageslag. Eller om de afmattede konjunkturer skyldtes, at folk holdt sig tilbage på grund af smitterisiko og nedlukning, og at konjunkturerne ville rette sig, når smitterisikoen faldt igen. I det sidste tilfælde hjælper lempelig finanspolitik ikke meget. Situationen minder om et udbudschok som en strejke, hvor afmatningen heller ikke kan afhjælpes med øget efterspørgsel, og hvor økonomien kommer i gang igen, når strejken er ovre.

Udviklingen har foreløbig bekræftet det sidste. Se blot på figuren, som viser et klart V-formet tilbageslag med et skarpt fald under nedlukning og smittespredning i 2. kvartal og en stærk stigning i 3. kvartal, da smitteomfanget aftog. For vedvarende forbrugsvarer var der end ikke et fald i 2. kvartal: Der er ikke så stor smitterisiko ved at købe et nyt køleskab.

Faktisk har BNP-faldet i 2020 været mindre, end jeg oprindelig regnede med (det skyldes, at smittespredningen er forløbet meget langsommere end forudsat i denne helt første vurdering).

Billedet er det samme i andre lande. BNP faldt skarpt i 2. kvartal og steg markant i 3. kvartal i de fleste vestlige lande.

Alligevel har politikerne ikke været sene til at gennemføre omfattende finanspolitiske lempelser. Det gælder også under den nuværende bølge af smittespredning. Men det afgørende bliver, hvor meget og hvor længe økonomierne bliver holdt tilbage af nedlukning og frivillig social distancering. Der er grund til at tro, at vi igen vil se et V-formet forløb, hvor aktiviteten vender tilbage, når smittespredning og nedlukning aftager igen.

Jeg skriver om konjunkturudviklingen og finanspolitikken i min klumme i Berlingske her.

Punditokraternes redaktør Christian skriver i øvrigt om lidt samme emne her, også i Berlingske, hvor han må tage en tidligere studerende (og nuværende socialdemokratisk finansordfører) i lære.

Den politiske værdi af frygt

Mellem ulovlige ordrer, grundlovsbrud og afgrundsdyb inkompetence, insisterer regeringen ført af Mette Frederiksen på, at alle danskere skal være bange. Det er for eksempel lykkedes at få danskere til at flokkes til at få coronatests, selvom mange læger og epidemiologer slet ikke ser værdien i at teste blindt. Men de mange tests giver selvfølgelig et stort antal danskere, der viser sig at være smittede, hvilket uden tvivl gør de mange talblinde eller matematisksvage danskere endnu mere bange.

Frygten er på fortvivlende tydelig vis orkestreret af regeringen. Spørgsmålet om, hvorfor man skaber omfattende frygt for en virus med en fatalitet på 1½-2 ‰ i første bølge, og en fatalitet for folk under 60, der er væsentligt lavere end influenza. Svaret skal ikke søges i epidemiologi eller nogen bekymring for ’folkesundhed’, men i en prioritering af magt over (alt) andet. Brugen af frygt for at blive ved magten eller til andre strategiske formål er langt fra ny.

Den politiske værdi af frygt har, med andre ord, været kendt i årtier, og måske i mest berømt grad fra anden verdenskrig. Hvor bevidst, regimet i Berlin brugte frygt som politisk redskab, blev tydeligt i den amerikanske psykolog Gustave Gilberts Nuremberg Diary, der omfattede et interview med feltmarskal Hermann Göring. I løbet af interviewet hvor Gilbert understregede, at der er checks and balances i demokratier der beskytter imod magtmisbrug, understregede Göring:

“Oh, that is all well and good, but, voice or no voice, the people can always be brought to the bidding of the leaders. That is easy. All you have to do is tell them they are being attacked and denounce the pacifists for lack of patriotism and exposing the country to danger. It works the same way in any country.”

Skulle nogen læsere være i tvivl, er Görings beskrivelse af hvordan man får folk til at makke ret, ikke bare en god beskrivelse af Idi Amins regime i Uganda, Stalins i Sovjetunionen, Mobutus i Zaire, eller Maduros nuværende rædsler i Venezuela. Det er også en meget præcis beskrivelse Mette Frederiksens approach siden marts. Den ydre fjende hedder corona, som angriber os alle sammen, og som vi derfor må gå i krig mod. Pacifisterne er de af os, der ikke mener, at krigen giver mening. Vi skal derfor udskammes ved at blive personligt desavoueret og beskyldt for at være ligeglade med, at ældre mennesker dør. Og folk hjælper villigt regeringen ved at rase mod de få af os, der er kritiske overfor nedlukninger, sundhedsfascisme og grundlovsbrud.

Læg mærke til, at der er ingen af os der kalder Frederiksen for Hitler, men der er stadig al mulig grund til at gøre opmærksom på, hvad det er for en politisk strategi, hendes regering benytter sig af. Statsministerens strategi hele vejen siden marts har været frygtens politik. Hendes store problem er derfor meget lig Aleksandr Lukashenkos: Der kommer en dag, hvor folk enten indser at det virkelige trusselsbillede ikke er det, regeringen påstår, at nedlukninger – som forskningen tydeligt viser – ikke har nogen effekt, eller blot er trætte af ikke at have noget indhold eller frihed i deres liv. Når den dag kommer, holder frygten op, og så har statsministeren et meget alvorligt politisk problem.

Punditokraternes julelæsning (2)

Forleden startede vi årets serie om punditokraternes forslag til julelæsning – og måske til gaver til læsende venner og familie. Vores første forslag var Dennis Rasmussens fremragende bog om venskabet mellem David Hume og Adam Smith. Nummer to i serien har anderledes aktualitet, og er langt billigere. Vi anbefaler nemlig, at punditokraternes læsere bruger tid på at læse Christopher Snowdons tre år gamle Killjoys: A Critique of Paternalism, som endda kan downloades gratis.

Bogen blev udgivet i 2017 af det hæderkronede Institute of Economic Affairs i London, der er en af Storbritanniens ældste og mest indflydelsesrige tænketanke.* Christopher står i spidsen for IEAs indsatser omkring ’lifestyle economics’, og har været en stærk og velargumenteret kritiker af paternalistisk politik og ’nudging’ i lang tid. Killjoys opsummerer hans kritik af politik rettet mod forbrug af sukker, alkohol, cigaretter osv.

Christopher pointerer allerførst, at disse politikker bryder med John Stuart Mills princip om, at folk bør være frie til at gøre hvad de vil og mener er bedst for dem, så længe de ikke skader andre mennesker. Det åbenbare princip bag livsstilspolitik er derimod, at almindelige mennesker er så irrationelle, at de ikke kan finde ud af at tage de beslutninger, der er bedst for dem. Idéen er derfor, at politikere må overtage styringen af folks private livsbeslutninger, fordi de – eller deres eksperter – ved bedre.

Killjoys er en tour de force igennem de ofte absurde påstande, faktuelle fejl og rendyrkede nonsens, der bruges til at retfærdiggøre livsstilsindgreb og -politik. Det gælder ikke mindst den sundhedspaternalisme, som i stigende grad er blevet populær blandt mange politikere på begge fløje. Mange af de samme argumenter gælder også for det politiske respons mod den nye coronavirus, hvor folk er blevet frataget retten til at vælge deres egen risiko, og dermed tvunget til at acceptere en politisk bestemt balance mellem at skærme sig mod risiko og at leve et rigtigt liv med indhold og fornøjelse. Christophers bog er således ikke blot et meget velargumenteret og omhyggeligt underbygget angreb på et nyt område, som politikere ønsker kontrol over, men også et input til den nuværende debat, hvor såkaldt ’folkesundhed’ åbenbart trumfer enhver anden betragtning eller prioritet.

* For fuld transparens skal det noteres, at jeg er Academic Trustee of the Board hos IEA. Jeg er derfor måske ikke perfekt upartisk, når det gælder denne bog.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Det fine, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt er, som nogle læsere ved, en unik mellemting mellem et videnskabeligt tidsskrift og mere populær formidling. Der findes ingen dansk sammenligning, og punditokraterne ser derfor frem til hvert nyt nummer. Nummer 8 i år, der lige er blevet udgivet, skuffer ikke.

Som traditionen byder starter nummeret med en artikel om dette års Nobelpris i økonomi, der gik til Paul Milgrom og Robert Wilson. Derefter er resten af nummeret et tema over Corona. Karolina Ekholm (Stockholms Universitet) skriver om Långsiktiga konsekvenser av ekonomisk politik i spåren av coronakrisen. Fredrik N.G. Andersson og Lars Jonung (Lunds Universitet) leverer en meget informativ artikel om Coronakrisens anatomi – en första obduktion, der giver et klart overblik over den svenske økonomisk udvikling i år. Lars Hultkrantz (Örebro Universitet) skriver om det vigtige spørgsmål om Värdet av ett statistiskt liv och covid-19 og særligt, hvordan forskellige metodevalg kan føre til meget forskellige konklusioner. I sidste regulære artikel i nummeret skriver Anders Forslund (IFAU og adjungeret ved Uppsala Universitet) om Coronakrisen och den svenska arbetsmarknaden.

Ekonomisk Debatt har i denne omgang også tre korte artikler og to boganmeldelser – den ene af en svensk oversættelse af Adam Smiths The Theory of Moral Sentiments fra 1759. Som altid er tidsskriftet fuldt af læseværdige artikler om interessante og ofte aktuelle emner. Og som altid anbefaler vi det varmt.

Status på den svenske nedlukning og svenskernes adfærd

I midten af november greb den svenske regering ind og indførte restriktioner, som skal begrænse udbredelsen af COVID-19 i landet. Men alt tyder på, at det er svenskernes frivillige adfærdsændringer som følge af stigende smitte i samfundet, der har begrænset smittespredningen de seneste uger. Svenskerne reagerer altså fuldstændig som forventet på smittespredningen i samfundet.

For to uger siden forudsagde jeg, at nedlukningen i Sverige ville blive udråbt som en succes, fordi udviklingen i smitten ville vende eller flade ud. Jeg har endnu ikke set nogen udråbe nedlukningen som en succes (måske fordi jeg har meldt mig ud af de Facebook-grupper, hvor troen på effekten af nedlukninger var nærmest religiøs), men her kommer alligevel en update som lovet.

I forhold til mit tidligere indlæg, skal man være opmærksom på, at salg af alkohol er blevet forbudt efter 22:00. I et land hvor statens monopol, Systembolaget, lukker kl. 19.00, og hvor restauranter og barer derefter er de eneste steder, man kan købe alkohol, kan det meget let slå igennem på søgningerne på ”restaurant”. Så dette indeks er muligvis mindre troværdigt nu end før nedlukningen.

Nedenstående figur viser indeks for udviklingen i tid brugt på ”retail & recreation” fra Googles mobility reports samt indeks for antal søgninger på ”restaurant” som emne sammenholdt med antallet at positive tests i Sverige. De stiplede linjer viser, hvornår der blev indført forbud mod salg af alkohol efter 22:00 (20. november) og et forsamlingsforbud på otte personer (23. november). Det er meget tydeligt, at svenskernes kraftige reaktion på den stigende smitte havde en effekt på udviklingen. Fra at være klart stigende, er den fladet næsten helt ud.

Figuren viser også, at svenskerne er begyndt at vende tilbage mod mere normal adfærd igen (uanset restriktionerne). Jeg genkender dette mønster fra min egen adfærd, hvor store stigninger i antal smittede har fået mig til lige at se situationen an, hvorefter jeg er vendt tilbage til mere normal adfærd. Det kan meget vel være dette, vi ser i Sverige. I Norge har man opgjort dødeligheden siden sommer til 0,12%, og i Danmark er dødeligheden blandt indlagte reduceret med 70%. Hvis tallene er tilsvarende i Sverige, er der ikke så meget at sige til, at der er grænser for, hvor meget de vil justere deres adfærd, for at undgå at blive syge. I øvrigt vil mange sikkert mene, at adfærdsjusteringen i slutningen af oktober skyldtes de svenske regioners”strenge anbefalinger”. At Googles mobility indeks nu stiger igen efter at selveste statsministeren har holdt en historisk dundertale, tyder dog på, at den forklaring i hvert fald ikke er hele sandheden.

Adfærdsjusteringen i Sverige slog også direkte igennem på indlæggelsestallene, der også er fladet ud, jf. nedenstående figur.

Det spørgsmål, der umiddelbart kan give anledning til politisk diskussion nu, er derfor om den stigende mobilitet er et problem, som politikerne bør gribe ind overfor. Hertil er der (mindst) to overordnede ting at sige:

  1. At begrænse sin mobilitet er ikke den eneste måde at reagere på smitten på. Afstand, håndsprit osv. virker også fint (og er langt billigere for den enkelte). Måske er svenskerne stadig ekstra påpasselige med disse foranstaltninger, selvom mobiliteten stiger igen.
  2. COVID-19 er ikke noget væsentligt problem i Sverige lige nu. Der er ikke nogen betydelig overdødelighed ifølge Euromomo, og slet ikke noget, vi ikke har set tidligere. Siden 2013 er der i gennemsnit døde knap 5.000 personer i uge 47 i Sverige. I år døde der 242 med COVID-19.

Så igen-igen er der grund til at konkludere, at politisk indblanding næppe kan begrundes – særligt givet de massive problemer der er med at regulere en pandemi effektivt (se her).

Inden vi danskere kommer med det ene drakoniske forslag efter det andet til, hvad regeringen bør gøre ved smittespredningen i samfundet, bør vi overveje, om der – når nu borgerne åbenlyst forstår og reagerer på smittespredningen – reelt er nogen former for restriktioner, der med større sandsynlighed kan forbedre samfundet. Det er der intet

Inden vi danskere kommer med det ene drakoniske forslag efter det andet til, hvad regeringen bør gøre ved smittespredningen i samfundet, bør vi overveje, om der – når nu borgerne åbenlyst forstår og reagerer på smittespredningen – reelt er nogen former for restriktioner, der med større sandsynlighed kan forbedre samfundet. Det er der i mine øjne intet, der tyder på.

PS: Her er de to øvrige figurer fra mit seneste indlæg opdateret med de nyeste data.

Punditokraternes julelæsning 2020 (1)

Julen nærmer sig, og dermed en tid hvor mange har lidt ekstra tid tilovers til at sætte sig ned med en bog. Måske er det ikke helt så presserende for tiden, da mange nok har taget begrebet ’arbejde’ lidt lettere, mens de har været tvunget til at ’arbejde hjemmefra’. Alligevel er dagene mellem jul og nytår særlige, og giver ekstra tid til at læse den bog, man fik juleaften eller dem, man burde have læst for længe siden. Vi har derfor tænkt os her på stedet, at give nogle få anbefalinger til hvad vores læsere kunne overveje at bruge tid på at læse.

Vores første forslag er Dennis Rasmussens fremragende The Infidel and the Professor: David Hume, Adam Smith, and the Friendship That Shaped Modern Thought, som jeg læste for knap et år siden. Rasmussens bog fra 2017 handler som titlen siger, om to David Hume og Adam Smith – to af den skotske oplysningstids største navne og to af de mest indflydelsesride samfundstænkere nogensinde. Hume var den første filosof, der klart beskrev det såkaldte er/bør-problem, som nu er centralt i al samfundstænkning: Man må altid sørge for at skelne mellem, hvordan man synes en situation bør være fra hvordan man mener, at den faktisk er. Hans A Treatise on Human Nature er stadig en bog, man kan lære af og som beskriver problemer, samfundsvidenskaberne har genopdaget de sidste 30 år. Smith betragtes af de fleste som den moderne samfundsvidenskabs fader på grund af den monumentale Wealth of Nations, men hans tidligere The Theory of Moral Sentiments er på mange måder et lige så stort værk.

Rasmussen får meget elegant redegjort for mange af de tos tanker, det intellektuelle miljø der eksisterede i 1700-tallets sydlige Skotland, og også den indflydelse som kirken have på miljøet og mange beslutninger. Selv for læsere med indsigt i disse diskussioner give bogen både ekstra kontekst og er man ny på området, fungerer den fornemt som en introduktion til mange emner. Rasmussens fineste bedrift er dog måden, han fanger Hume og Smiths venskab og hvordan det udviklede sig over årene. Det er smukt og decideret rørende mod slutningen af Humes liv. Om man mest er interesseret i det filosofiske eller mere i venskabet, er Rasmussens bog varmt anbefalet!

Hvad sker der med Belgien?

I foråret var Belgien det land i Europa, der var hårdest ramt af COVID-19 målt på antal registrerede COVID-19-dødsfald pr. indbygger. Og selvom noget tyder på, at de overregistrerer antallet af COVID-19-dødsfald (de har relativt mange COVID-19 døde i forhold til overdødeligheden i foråret), kan det langt fra være hele forklaringen. Belgien ER bare anderledes.

Forleden skrev jeg om, hvordan svenskerne frivilligt tilpassede deres adfærd til den stigende smitte, længe før den svenske regering indførte restriktioner. Tilpasningen skete prompte, efter at forekomsten af smitte i samfundet pludselig steg. Men samme adfærd ses langt fra i Belgien.

Læs resten →

I Harwich for 82 år siden

For 82 år siden, den 2. december 1938, ankom en gruppe på 196 jødiske børn til Harwich i England. De fleste af børnene kom fra et børnehjem i Berlin, der var brændt ned under Krystalnatten den 9.-10. november, men enkelte andre kom med fra Hamborg. Børnene var sat på et tog af deres forældre dagen før i Berlin, og sejlede den 2. fra Holland til Harwich sammen med Florence Nankivell, som havde organiseret aktionen. De blev sendt videre til plejefamilier rundt omkring i England, og enkelte endte på børnehjem eller kostskoler. De 196 var de første af 10.000 børn, der blev sendt væk fra farerne i Tyskland, i det eftertiden har kaldt the Kindertransport.

Baggrunden for aktionen var Nazitysklands eskalerende diskrimination og vold mod jøder og andre grupper, som nazisterne dømte som undermennesker eller trusler mod deres magt. En gruppe britiske jøder havde allerede fem år tidligere dannet the Central British Fund for German Jewry – der i dag hedder World Jewish Relief – med det eksplicitte formål at hjælpe tyske jøder. Adolf Hitler var kommet til magten tidligere på året og havde gennem das Ermächtigungsgesetz sikret sig stort set uindskrænket magt de næste fire år. Mange jøder og enkelte politikere, inklusive den politisk isolerede Winston Churchill, så skriften på væggen og begyndte at forberede sig.

The Central British Fund for German Jewry var en af en række organisationer, der ti dage efter Krystalnatten sendte en delegation til den daværende premierminister, Neville Chamberlain, for at appellere om at Storbritannien åbnede grænserne for jødiske børn. Regeringen diskuterede forslaget dagen efter og halvanden uge senere bar indenrigsministeren Samuel Hoare forslaget gennem Underhuset. Storbritannien tillod derefter børn fra Nazityskland adgang uden visum og uden anden dokumentation end navn og alder. Mens deres forældre måtte blive tilbage på kontinentet, var grænserne åbne for børn under 17 år.

En lang række kræfter i Storbritannien og ude i Europa gik i gang, og fra 2. december begyndte de første børn at ankomme fra Tyskland. Allerede halvanden uge senere ankom det første tog fra Wien, fra marts da Nazityskland havde invaderet Tjekkoslovakiet ankom der også tog og enkelte fly fra Prag, ligesom der blev organiseret enkelte transporter fra det besatte Polen. Andre børn blev sendt til Frankrig, Belgien, Sverige og Holland, hvor Truus Wijsmuller-Meijer ikke kun arbejdede fra sit hjem i Holland. Hun pressede også personligt Adolf Eichmann til at tillade transport fra Wien. Selvom Eichmann pludseligt gav hende 600 børn til øjeblikkelig afrejse, håndterede Wijsmuller-Meijer opgaven, ligesom hun senere organiserede en transport af børn fra Riga til Sverige. Den sidste transport, der forlod Holland dagen før landet blev invaderet, var fragtskibet Bodegraven, der blev beskudt af tyske jagerfly på vej over Kanalen.

Kun et fåtal af de 10.000 børn talte engelsk, da de ankom til England. På Londons Liverpool Street Station, hvor de fleste af børnene endte og blev modtaget af plejefamilier eller repræsentanter for the Central British Fund for German Jewry, kunne rejsende i 1939 derfor møde store grupper af børn med minimal bagage, der talte tysk, tjekkisk, polsk eller jiddisch. For nogen af dem var rejsen et eventyr, men for andre havde afskeden med forældrene i Brno, Hamborg eller Køln været hjerteskærende. Togrejserne var til tider hårrejsende oplevelser hvor børnene blev forulempet af tyske soldater, mens andre børn var heldigere og rejste med soldater, der var venlige mod dem.

De ældste af børnene har næppe været i tvivl om den skæbne, der kunne vente deres forældre, som blev tilbage i de nazistiske områder. Det var kun et lille mindretal, der kom til at se deres forældre igen, og for mange af dem blev deres engelske plejefamilie den eneste familie, de kendte resten af deres liv. De fleste af børnene blev en del af det britiske samfund mens enkelte endte i Canada, USA eller Israel, og mange klarede sig fornemt. Blandt de 10.000 var der ikke mindre end fire, der modtog en Nobelpris, og en række kunstnere, forskere og politikere (se f.eks. listen på Wikipedia). En af dem, Frank Meisler der var født i fristaden Danzig, skabte i 2006 den skulptur, der står foran Liverpool Street Station i dag.

Kindertransporten står i dag som et monument for den godhed, der eksisterer i selv de mørkeste tider når diktatoriske politikere forfølger deres magtdrømme uden hensyn til andre. Efter krigen skulle det samme vise sig i f.eks. Operation Little Vittles, hvor piloter under luftbroen tog slik, chokolade og frugt med til Berlins børn, og blandt de flere tusinde tyske børn fra Sydslesvig, der tilbragte somre efter krigen hos danske familier. Er man interesseret i at vide mere om Kindertransport, er BBCs Kindertransport: A Journey to Life absolut værd at se, ligesom Matej Minacs dokumentar Children Saved from the Nazis om Sir Nicholas Winton, og Mark Jonathan Hariss fremragende og Oscarbelønnede Into the Arms of Strangers der fortælles af Dame Judi Dench.

Markeder overalt: Vacciner

Et klassisk problem for planøkonomien er, at goderne ender hos de “forkerte” forbrugere, i stedet for hos dem, hvor de gør størst gavn. Hvis staten – og ikke markedet – fordeler toiletpapiret, kan kvinden med hård mave ende med toiletpapir i overflod, mens manden med diarré mangler. Et velfungerende marked sikrer derimod, at toiletpapiret ender, hvor det gør størst gavn.

Denne indsigt gælder for toiletpapir, tandbørster, biler og … vacciner. Og netop dette er emnet for min kommentar i dagens Børsen, som er skrevet på baggrund af at regeringen har fremlagt en overordnet plan for, hvordan coronavaccinerne skal fordeles.

Læs resten →

Flere fakta om Sverige og Danmark

Både medier og epidemiologer bliver ved med at skrive og tale om de mange danskere, der bliver smittet med Sars-CoV-2. Begge grupper har en udpræget tendens til at advare mod et stigende smittetal, samtidig med at de ignorerer at der de seneste uger har været fire dage, hvor man testede flere end 80.000 danskere. Gør man mediernes arbejde, viser det sig at smittetrykket – målt på hvor mange af de testede har positive PCR-tests – har ligget meget stabilt omkring 1,6 % siden midten af oktober. Der er ikke stigende smitte, kun stigende testtal, selvom medier, politikere og det stadig mindre troværdige Seruminstitut giver indtryk af. Det samme billede gør sig gældende, når de skriver om Sverige. Som den fremragende Lars Christensen viste forleden, er den svenske mortalitet heller ikke så dramatisk som medierne fortsat påstår. Vi viser derfor her de sidste fem års udvikling i daglig dødelighed for at give vores læsere mulighed for at danne deres egen, informerede mening. Figuren viser udviklingen dag for dag, normaliseret med dagsgennemsnittet over hele perioden før 2020. Denne normalisering betyder ikke blot, at man kan sammenligne Danmark og Sverige direkte, men også at man kan se den normale udvikling henover året, som de fleste medier også ignorerer for tiden.

I 2016-17-sæsonen er det klart i figuren, at den årlige spike lå tidligere i Sverige (den blå kurve) end i Danmark (den røde kurve), mens den hårde virussæson 2017-18 lå på cirka samme tidspunkt i de to lande og var en tand kraftigere i Danmark. Fra midten af 2018 er det derimod tydeligt, at det svenske dødstal, repræsenteret ved den blå kurve, det meste af tiden ligger under det danske dødstal på den røde kurve. Januar-februar 2019 var meget ens i de to lande, mens den klare spike i virussæsonen kun er tydelig for Danmark i første uge af marts, men ikke kom i Sverige. Derefter ligger det svenske dødstal markant under det danske fra juni 2018 indtil starten af marts i år, hvor det svenske dødstal stiger meget kraftigt. Det er denne periode, der giver den såkaldte ’dry tinder’ – en stor gruppe skrøbelige ældre, der under normale omstændigheder ville være døde, men overlever indtil marts-april 2020. Det er også værd at bemærke, at fra juli har det svenske tal igen ligget lavere end det danske.

Hvor slem er den svenske virusperiode i foråret egentlig? På figuren kan man se, at hvordan den udviklede sig ekstremt hurtigt, men også forsvandt relativt hurtigt igen. Graver man sig ned i dataene, viser det sig at Sveriges meget omtalte tre måneder i foråret fra marts til maj, hvor der døde 2,61 personer per 1000 borgere, ikke var så meget anderledes end Danmarks glemte virusperiode december 2017 til februar 2018, hvor dødstallet var 2,55 per 1000 indbyggere. Den danske influenzasæson i 2017-18 udviklede sig ikke helt så hurtigt og endte dermed heller ikke i den samme tydelige spike, men det samlede tremåneders dødstal var ganske sammenligneligt med det svenske forår i år.

En anden måde at se sammenligningen, er at lade være med at vurdere én sæson, men at se på tværs af flere år. Gør man det, får man meget af dry tinder-effekten med, som netop består, at der er få dødsfald et år, men af samme grund flere dødsfald det næste år. Her er det værd at lægge mærke til, at der i perioden fra 22. november 2018 til 22. november 2020 i gennemsnit døde 147,6 personer per dag i Danmark og 244, 2 personer i Sverige. I den foregående toårsperiode mellem 22. november 2016 og 2018 døde der henholdsvis 148,7 og 246,5 personer i de to lande. Ser man på de to lande over to år, er det gennemsnitlige dødstal således meget almindeligt. Som figuren nedenfor illustrerer, jævner udsvingene sig ud over tid, og en væsentlig del af den høje dødelighed i Sverige i år er en konsekvens af den meget lave dødelighed sidste år.

Som vi tidligere har understreget, blandt andet her på stedet og i pågående forskning, er forskellene til Sverige dybt misvisende, og skal man forstå Sveriges høje dødstal – ligesom bl.a. Belgiens og Storbritanniens – må man tage hensyn til en række faktorer. Bundlinjen er, at de nuværende nedlukninger, masketvang og andre brud på almindelige rettigheder er totalt unødvendige. Epidemien har en dødelighed på 1½-2‰ og ser man godt efter, ligner den i høj grad en svær virussæson, og ikke en fundamental trussel. Regeringer over hele den vestlige verden er ved at ødelægge deres økonomier og civilsamfund for ingen verdens nytte.

Økonomisk frihed løfter alle både

Der har efterhånden i mange år været konsensus om, at økonomisk frihed er forbundet med hurtigere økonomisk udvikling: Mere effektiv beskyttelse af privat ejendomsret, lettere regulering i samfundet, og en mindre og mindre indgribende offentlig sektor er alle forbundet med hurtigere udvikling. Mens spørgsmålet om afregulering, det offentliges størrelse og – må man desværre indse – graden af retsstat og institutionernes uafhængighed af politik stadig er politiske slagmarker, er den politisk-økonomiske evidens lysende klar. Som vi understregede forleden, er det også klart at økonomisk frie lande kommer lettere igennem kriser. Et spørgsmål har dog naget mange, og har været en bekvem vej ud af diskussionerne for folk med en ideologisk hang til en stor stat: Gør øget økonomisk frihed også lande mere økonomisk ulige?

Spørgsmålet har været diskuteret i over 20 år i forskningen, der fra en empirisk vinkel starter med min gode ven Niclas Berggrens ”Economic Freedom and Equality: Friends or Foes?” Artiklen, der udkom i 1999 i Public Choice (og som også kan findes her fra side 73 i hans PhD-afhandling Essays in Constitutional Economics), skitserede mange af de mulige mekanismer og har været citeret af snart sagt alle senere bidrag til diskussionen. Som Daniel Bennett og Boris Nikolaev understregede i 2017, er det svært at se noget overordnet resultat fra litteraturen og de empiriske fund, der har været rapporteret, er følsomme overfor små ændringer.

Min gode ven og glimrende kollega Andreas Bergh (Lund Universitet og IFN) og jeg besluttede os derfor for et par år siden til, at se på spørgsmålet om ulighed og økonomisk frihed med andre briller. I stedet for at undersøge sammenhængen mellem økonomisk frihed og fordelingen af indkomster, besluttede vi os at se på dynamikken i indkomsterne når den økonomiske frihed ændres. Med andre ord har vi undersøgt, hvad økonomisk frihed gør for væksten i indkomster på tværs af indkomstfordelingen. Helt konkret kom “Does Economic Freedom Boost Growth for Everyone?” til at handle om, om økonomisk frihed får den rige femtedels indkomst til at vokse hurtigere end f.eks. den fattigste femtedels.

Helt formelt udviklede vi et datasæt, på basis af the Global Consumption and Income Project, et datasæt over væksten i indkomster i de fem femtedele (såkaldte kvintiler) af indkomstfordelingen. Det betød, at vi på samme tid kunne estimere effekten af økonomisk frihed på væksten for den fattigste femtedels indkomster, den midterste femtedel osv. Jeg præsenterede papiret på the Public Choice Societys konference i 2019 i Louisville og efter en ganske lang reviewproces er det nu accepteret til publikation i det altid interessante tidsskrift Kyklos.

Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der er fra working paper versionen af artiklen. Vi finder helt konkret, at økonomisk frihed løfter alle både – at der ikke er nogen statistisk sikker forskel på væksteffekterne for forskellige dele af indkomstfordelingen. Som figuren indikerer, er der måske en smule større effekt for den rigeste og den fattigste femtedel, men disse forskelle ligger indenfor den almindelige statistiske usikkerhed. Det skal dog med, at disse effekter er på mellemlangt sigt, og at man må tage såkaldte konvergenseffekter med for at beregne de langsigtede effekter. Gør man det bliver væksteffekten for den fattigste femtedel væsentligt større end for resten, så økonomisk frihed på den lange bane er forbundet med mindre ulighed.

Andreas og jeg betragter artiklen som potentielt vigtig, og ikke kun fordi selve metoden er anderledes end tidligere studier. Grunden er, at politiske forslag der drejer sig om øget økonomisk frihed og en mindre rolle for staten i samfundet ofte skydes ned med påstanden om, at det bare vil øge uligheden. Som overordnet fænomen kan vi afvise, at den indvending har noget evidensbaseret grundlag. Ligesom andre dimensioner af ulighed – Rosie Fikes forskning om kønsdiskrimination og økonomisk frihed (opsummeret i en letlæst rapport fra Fraser Instituttet) eller Megan Teagues forskning om frihed og materialistiske værdier er fine eksempler – er væksteffekten af øget økonomisk frihed ikke bare til fordel for de rige eller privilegerede. Økonomisk frihed er godt for alle i en økonomisk sammenhæng, og skaber også på andre måder et friere samfund.

Hvad spiller størst rolle – klimaforandringer eller økonomiske institutioner?

Der er enorm fokus på de negative virkninger af global opvarmning. Men det er ikke den eneste udfordring, vi står over for. Og er det overhovedet den største?

Det har Søren Gjedsted og jeg undersøgt i artiklen ”Climate change and institutional change: what is the relative importance for economic performance?”, som offentliggøres i det miljøøkonomiske tidsskrift Enviromental Economics Policy Studies.

Læs resten →

SSI’s forudsigelser af pandemiens udbredelse rammer helt ved siden af

Jeg har set lidt nærmere på SSI’s regionale fremskrivninger. I fremskrivningerne forsøger SSI at estimere smittens udbredelse ved et konstant antal tests, så stigninger og fald ikke er drevet af antallet af tests. En ok idé (når nu man ikke kan finde ud af at få sat gang i nogle ordentlige stikprøver), men er kvaliteten god nok til at fremskrivningerne leverer et troværdigt billede?

Inden jeg gik i gang med at se nærmere på dem vidste jeg godt, at fremskrivningerne ikke sad helt i skabet. Men hvor skæve, de er, overrasker mig alligevel lidt.

Min første observation er, at der ikke er styr på de historiske data. Ser man fx på SSI’s estimerede antal smittede d. 1. oktober (altså historiske data, hvor man korrigerer for antallet af tests), så estimerer man samme antal positive (143) i uge 44, 45 og 46, selvom man ændrer antal test. I uge 47 korrigerer de derimod for antallet af tests, men kun i forhold til uge 46.

Læs resten →

Nedlukning i the Marine Corps (ingen effekt)

Forleden udkom det danske Salling Group studie af mundbinds effekt i Annals of International Medicine med konklusionen, at mundbind ikke påvirker folks risiko for at blive smittede. Bundgaard og hans kolleger finder dermed det samme, som 40 års forskning i influenza har vist: At mundbind ikke har nogen positiv effekt udenfor kliniske sammenhænge. Implikationen er – for mig at se – at kravet om at bære mundbind indenfor på offentlige steder bør afskaffes. Udgangspunktet for al politik må nødvendigvis være, at hvis der ikke er virkeligt solid evidens for at et tiltag virker, og at det er pinligt nødvendigt, bør man ikke tvinge borgerne til noget som helst!

En ny artikel i det højt ansete New England Journal of Medicine dokumenterer nu igen, hvor nyttesløs nedlukning er som middel til at begrænse smitten. Forskerne har sammen med USA’s Marine Corps foretaget et eksperiment, hvor en gruppe rekrutter først gennemgik en standard to-ugers periode med isolation hjemme – som alle nye rekrutter skal for tiden – hvorefter 1848 også var gennem to ugers yderligere isolation på et lukket college campus. Eksperimentets kontrolgruppe var godt 1500 rekrutter, der levede et almindeligt liv efter de to almindelige ugers isolation. Eksperimentgruppen gik derimod efterfølgende igennem en benhård nedlukning:

“All recruits wore double-layered cloth masks at all times indoors and outdoors, except when sleeping or eating; practiced social distancing of at least 6 feet; were not allowed to leave campus; did not have access to personal electronics and other items that might contribute to surface transmission; and routinely washed their hands. They slept in double-occupancy rooms with sinks, ate in shared dining facilities, and used shared bathrooms. All recruits cleaned their rooms daily, sanitized bathrooms after each use with bleach wipes, and ate preplated meals in a dining hall that was cleaned with bleach after each platoon had eaten. Most instruction and exercises were conducted outdoors. All movement of recruits was supervised, and unidirectional flow was implemented, with designated building entry and exit points to minimize contact among persons. All recruits, regardless of participation in the study, underwent daily temperature and symptom screening. Six instructors who were assigned to each platoon worked in 8-hour shifts and enforced the quarantine measures.”

Da eksperimentet var færdigt, kunne forskerne konkludere at 2,8 procent af de nedlukkede var blevet smittet med Sars-CoV-2, mens 1,7 procent af de ’almindelige’ var smittet. Med andre ord viste et eksperiment med mere end 3300 deltagere og håndhævet af befalingsmænd fra the US Marine Corps – nogle af militærverdenens hårdeste hunde – at nedlukning ikke virker. Eksperimentet lægger sig dermed fuldt op af flere samfundsvidenskabelige studier, der finder samme konklusion med meget anderledes, observationelle metoder. Disse studier finder, at WHOs epidemi-retningslinjer fra 2019 var korrekte: Nedlukninger gør ingen positiv forskel og bør undgås på grund af deres voldsomme bivirkninger.

Hvordan nogen kan blive ved med at påstå, at nedlukninger er vigtige midler for at undgå, at folk dør af Covid-19, er efterhånden et mysterium. Som en kollega formulerede det i sidste uge, er nedlukningerne – gentagne, og stadig hårdere nedlukninger – helt samme proces som regndans: Man sætter folk til at danse og danse, og intet sker indtil den dag, hvor der falder regn – og så påstår man, at regndansen virkede! Det er dybt uvidenskabeligt, og selvom politikere som oftest er inkompetente og uærlige, er det et stort spørgsmål hvorfor så mange epidemiologer, virologer og læger stadig spiller med på deres melodi.

Det gælder ikke mindst, fordi konkret evidens ikke bare peger på, at nedlukninger og lignende drakoniske tiltag – som politikere elsker fordi de demonstrerer magt – ikke virker, men også viser at virussen slet ikke er så farlig som først antaget. Vi har tidligere skrevet om bl.a. John Ioaniddis nye metastudier, der ender på en dødelighed omkring to promille. Nu viser det sig også, at WHO åbenbart opererer – uden at melde det helt klart ud – med en overordnet dødelighed på 1,4 promille. Det er i hvert fald den dødelighed, man får når man kombinerer WHOs tal på antal døde og antal smittede i hele verden. Hvad er rationalet for at ødelægge liv og økonomi – og slå en masse mennesker ihjel med bivirkninger at politikken – for at bekæmpe en virus med alvorlighed i den svære ende af influenza?

Man undskylder nogle gange fejl med at det ’er menneskeligt at fejle’, men det er værd at minde læserne om hele citatet: Errare humanum est, sed perseverare diabolicum – at fejle er menneskeligt, men at blive ved er djævelsk. Citatet tilskrives ofte Seneca, men er nok nærmere en parafrase over hvad Cicero noterede i sin 12. filipiske tale: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare – at kun en tåbe bliver ved.

Om man vil kalde den vedholdende politiske insisteren på en nyttesløs politik, der gør os alle fattigere og slår nogen ihjel, for tåbelig eller djævelsk, er nok op til ens temperament og generelle syn på politikere, men konsekvensen er stadig den samme. Og som Lionel Shriver sagde forleden i et glimrende interview hos Spiked, ”I do generally believe that we will reach a point where everyone looks back at 2020 and says: What on Earth Were We Thinking?”

Svenskerne ændrer adfærd – og derfor vil nedlukningen i Sverige blive udråbt som en succes

Jeg har på mandag et indlæg i Altinget.dk, hvor jeg forudser, at den svenske nedlukning (forbud mod salg af alkohol efter 22:00 fra 20. november og forsamlingsforbud på otte personer fra 24. november) vil blive udråbt som en succes. Det vil den, fordi svenskerne allerede har ændret adfærd som følge af den stigende smitte i det svenske samfund. Bemærk: Jeg siger ikke, at nedlukningen bliver en succes, men at den vil blive udråbt som en succes.

Alle figurer nedenfor er baseret på 7-dages glidende gennemsnit (så 7. oktober er gennemsnittet for 1.-7. oktober) og jeg har i flere figurer ”snydt” med Y-aksen, så indeksene ikke starter i nul, for at gøre udviklingen mere tydelig. Bemærk desuden, at Sverige har efterårsferie i uge 44.

Google leverer adskillige glimrende muligheder for at vurdere ændringer i adfærd. Herunder har jeg anvendt Googles Mobility Reports (ture til ”Retail & Recreation” og Google Trends søgninger på ”restaurant”, som jeg tidligere har anvendt her. Nedenstående figur viser udviklingen i disse to indeks sammen med smittespredningen målt som antal bekræftede smittede.

Den grønne linje viser antallet af smittede (højre akse), mens blå og grå linje viser indeksdata fra Google. Data er opdateret d. 20. november 2020 kl. 07:20.
Læs resten →