Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Andreas Bergh om debattens to typer bias

Af Christian Bjørnskov, den 6. oktober 2018. Skriv et svar

I foråret udkom min ven og kollega Andreas Berghs bog ”Två filter: Varför du har fel om nästan allt, men ändå inte vill ändra dig.” Bogen handler om de to typer bias, der efterhånden dominerer megen offentlig debat. Særligt behandler Andreas, hvordan en negativitetsbias kombineret med confirmation bias – at man tillægger information langt større vægt når den bekræfter, hvad man allerede troede – at mange mennesker bliver ved med at tro, at alt går langt dårligere end det faktisk gør. Bogen, der desværre ikke er oversat til dansk, er både veldokumenteret og tankevækkende, og heldigvis så velskrevet, at selv danskere med ligeså elendige svenskkundskaber som mig, kan læse den.

Andreas gav forleden et længere interview på Bokmässan i Göteborg, som nu kan ses i sin helhed. For de af vores læsere, der forstår svensk – og jeg finder Andreas skånske noget mere forståeligt end det meste svensk – er interviewet varmt anbefalet. Andreas afslører ikke mindst, at han både er en af de mest tankevækkende forskere for tiden og en fremragende formidler. Og skulle man finde det interessant, er bogen også værd at læse.

 

Nobelprisen i økonomi 2018 – hvem er i spil?

Af Christian Bjørnskov, den 4. oktober 2018. 1 svar

På mandag tidligst 11.45 annoncerer Sveriges Riksbank hvem der modtager dette års Nobelpris i økonomi. Traditionen her på bloggen er, at vi nogle dage før annonceringen skriver lidt om, hvem der eventuelt kunne få den. Tidligere indlæg kan f.eks. læses her, her og her, og i år er ingen undtagelse. Ethvert gæt er dog altid en blanding af, hvem der har gjort sig fortjent, hvilket område det er tid til at belønne, og til tider også, hvad der er ’oppe i tiden’ eller evt. ikke politisk korrekt.

Man kan starte med, at gentage en række bud fra de seneste år. Francesco Trebbis bedste bud er således en delt pris mellem Philippe Aghion (Harvard), Peter Howitt (Brown) og Paul Romer (NYU), som vi også tidligere har foreslået. Aghion og Howitt leverede i 90erne en række teoretiske bidrag til vækstteori, hvor hovedpointen i deres Schumpeterianske teori er, at produktivitetsfremskridt både skaber og ødelægger firmaer. Hele samfundet bliver rigere, men det giver også en sektoral ændring, som ikke nødvendigvis er politisk populær. Der er også bred enighed om Romers fortjenester, som vi skriver om længere nede.

Et andet bud, som Tyler Cowen sidste år pegede på, er en pris til forskning i corporate finance, som ikke har fået i meget lang tid. Her er budene Michael Jensen (Harvard), Stewart Myers (MIT) og Raghuram Rajan (Chicago) for deres arbejde om beslutningsprocesser på området. På samme måde nævnes Robert Hall (Stanford) og / eller Dale Jorgenson (Harvard) for deres forskning i produktivitetsudvikling. Ligesom det lignende felt i vækstteori, er der længe siden at produktivitetsstudier har fået Riksbankens anerkendelse.

Men der er andre muligheder. Nogle kommentatorer nævner stadig John Taylor (Stanford) for pengepolitik og monetære studier – Taylor-regler for pengepolitik, der i dag er meget brugt af centralbanker over hele verden, er opkaldt efter ham – og William Nordhaus (Yale), muligvis sammen med Partha Dasgupta (Cambridge), for væsentlige studier i miljøøkonomi og klimareaktioner.

Skal man gå en helt anden vej, der står stor blæst og opmærksomhed omkring, er der også gode argumenter for at det er tid til at give en pris til handelsteori. Her er de helt oplagte emner den kun 50-årige Marc Melitz (Harvard), måske med Gene Grossman (Princeton) og Elhanan Helpman (Harvard). Melitz har stået bag en stor del af arbejdet bag det felt, der i dag kaldes new new trade theory, mens Grossman og Helpmans arbejde på området har fokuseret på hvordan handelspolitik dannes.

Sidst, men ikke mindst, er ingen Nobelprispost her på stedet færdig før jeg har slået et lille slag for mine egne, personlige favoritter: Robert Barro (Harvard) og førnævnte Paul Romer for deres arbejde omkring økonomisk vækst og produktivitetsudvikling. Romers primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Barro lagde efterfølgende en stor del af fundamentet til den empiriske udforskning af vækstprocesser, ligesom ham i senere år har bidraget til en integration af sociologiske overvejelser i udviklingsprocesser og tidligere bidrog vigtigt til public finance og det, der i dag kaldes Barro-Ricardo ækvivalens.

Belært af bitter erfaring er de bedste odds dog, at det er nogle helt andre, der får prisen på mandag. Vi har aldrig ramt rigtigt, om end vi et år før Richard Thaler faktisk fik prisen, nævnte ham som en outsiderkandidat. Under alle omstændigheder er det hvert år en god anledning til at overveje, hvor de vigtige fremskridt i nationaløkonomi har været – og dermed også, hvor vores videnskabelige huller kunne ligge.

Nej tak til politiske repræsentanter

Af Christian Bjørnskov, den 2. oktober 2018. 1 svar

Socialdemokraterne luftede forleden et forslag, der vil tvinge banker til at inkludere politisk udnævnte repræsentanter i deres bestyrelser. En lignende ordning blev ellers afskaffet for 15 år siden, men der blæser nye politiske vinde i dag. Dele af Christiansborg er således klar til at bruge Danske Banks hvidvaskskandale til at bringe de danske finansielle markeder under politisk kontrol. De internationale erfaringer skræmmer dog, men er næppe nok til at få politikerne til at opgive ideen.

Socialdemokraternes forslag er bekymrende tæt på et stykke lovgivning, som den demokratiske senator Elizabeth Warren har foreslået i USA. Warren vil tvinge virksomheder til at inkludere såkaldte ’stakeholders’ i bestyrelserne, angiveligt for at få dem til at bidrage mere til samfundet. Adskillige politikere har for eksempel klaget over, at det er for svært for bestemte virksomheder at få lån, ligesom det er for svært at finansiere huskøb i dele af landet.

Formålet med at tvinge banker og andre virksomheder til at have politiske repræsentanter i bestyrelsen er at få dem til at tage anderledes beslutninger, end de ellers ville gøre. Med andre ord er ideen bag forslaget, at bankerne ikke tager beslutninger, der er tilstrækkeligt acceptable, set med politiske øjne. Som Henrik Sass Larsen formulerede det, vil det være bedre hvis ”Rasmussen, Lykketoft og Stavad sad med ved bordet derinde.”

Fordelen i at have ”offentlige repræsentanter” i alle bankers bestyrelser, som man havde før 2003, skulle være at de politiske repræsentanter ingen økonomiske interesser har i bankens drift, og dermed kan varetage det offentliges interesse. Der er dog to meget væsentlige problemer med den påstand.

For det første er såkaldt økonomisk uafhængighed ikke en fordel. Erfaring viser klart, at hvis bestyrelsesmedlemmer selv har penge på spild, vil de opføre sig langt mere ansvarligt med bankens penge, end hvis de – som det påstås – ingen økonomiske interesser har. Omvendt er der, med Milton Friedman udtryk, ingen, der er så uansvarlige, som hvis de bruger andres penge på andre. Det er derfor en mærkværdig antagelse er, at politisk udnævnte repræsentanter på næsten magisk vis ved bedre end fagfolk.

For det andet peger forskning i public choice og politisk økonomi over de sidste 50 år utvetydigt på, at politiske repræsentanter næsten aldrig repræsenterer den brede befolkning. De er praktisk taget altid repræsentanter for særinteresser, som oftest enten fordi de direkte støttes af dem. Der behøver dog ikke være tale om direkte støtte, da særinteresser kan påvirke politik på andre måder. Helt særligt er det ofte billigst og ganske effektivt at skabe en situation, hvor politikere får deres ’viden’ direkte fra særinteresser.

S-forslaget åbner således en ladeport for interesser, der er direkte skadelige for den almene befolkning. I en tid hvor Danmarks økonomi på trods af fuld beskæftigelse og sunde aktiemarkeder ikke følger med nabolandenes, er det sidste vi har brug for en politisering af de finansielle markeder.

50 år med himlens dronning

Af Christian Bjørnskov, den 30. september 2018. 2 svar

For præcist 50 år siden, den 30. september 1968, lancerede Boeing det fly, der skulle vise sig at revolutionere flyindustrien. Selskabet rullede Boeing 747 ud for verden, på trods af at JT9D-motorerne som Pratt & Whitney udviklede specielt til flyet, gav voldsomme problemer. Ceremonien forløb heller ikke helt som planlagt, da de 26 stewardesser fra de selskaber, der havde bestilt flyet, skulle døbe det med hver sin flaske champagne, men ikke formåede at koordinere. P&W fandt dog i samarbejde med Boeing en løsning på motorproblemet, og stewardessernes forvirring løsnede den lidt stive stemning og gjorde lanceringen til en morsom begivenhed.

Som vi skrev i anledning af chefdesigneren Joe Sutters død for to år siden (læs her), er det svært at overvurdere 747-flyets betydning. Flyet var ikke blot en revolution i kraft af sin størrelse – det var mere end dobbelt så stort som noget andet passagerfly – men også fordi det var langt mere økonomisk end andre fly. Siden den dag for præcist 50 år siden er der rullet flere end 1500 747er ud af Boeings enorme fabrik i Trenton.

I løbet af 70erne fik Boeings enorme sats på 747, sammen med de to andre såkaldte widebodies – Douglas DC 10 og Lockheeds L1011 Tristar – den konsekvens, at flybilletter og rejseomkostninger faldt dramatisk. I vores ord fra for to år siden, er en af konsekvenserne af Sutters og hans team – kendt som The Incredibles – indsats, at ”en uge på en strand i Thailand eller New Yorks gader er en naturlig mulighed for langt de fleste.”

Boeing 747 har i fem årtier vist for millioner af mennesker, at Joe Sutter havde ret i sin filosofi ”When it looks right, it flies right.” Men efter 50 år er en ny generation fly ganske enkelt mere økonomiske end jumboen og som passagerfly er særligt de nye og mindre Boeing 787 og Airbus A350 både mere brændstoføkonomiske. Selv med de nye motorer fra General Electric og Rolls Royce lider tredje generation af 747 under, at det kræver fire motorer mod de mindre flys to. Mange selskaber er derfor ved at erstatte deres jumboer med nye fly, der flyver længere på literen.

Jumboen er også på en anden front ved at blive gammel pga. økonomiske ændringer i selve måden, selskaberne organiserer deres ruteplaner: Boeing byggede flyet til det såkaldte ’hub-and-spoke’ system, hvor man flyver over Atlanten i en 747, lander i en meget stor lufthavn – en ’hub’ som New York JFK eller Atlanta – og skifter til et mindre fly for at rejse til en mindre lufthavn. I dag er industrien rykket i langt højere grad mod at flyve direkte til mindre steder i mindre fly, der også kan lande på kortere landingsbaner og som man ikke behøver at fylde 400 mennesker i, før de giver økonomisk mening. I den markedslogik passer 747 ikke særligt godt, medmindre man har rigtigt mange flyvninger mellem de allerstørste lufthavne. Boeing regner da også med, at flyets fremtid primært ligger i fragt, hvor det stadig er en formidabel forretning.

Flyet er dog stadig elsket af dem, der flyver det og intet andet fly er så genkendeligt som jumboen. Puklen, hvor cockpittet sidder ovenover næsen og hvor de fleste selskaber placerer deres førsteklassekabine, er kendt selv af børn. Millioner af mennesker rejste på deres første, glamourøse ferie i en 747, og der findes næppe noget andet transportmiddel, der står samme aura omkring. Det samme gælder for selskaberne selv: Da United Airlines pensionerede sine sidste 747 sidste år, udgav de en lille hyldestvideo som farvel til det fly, der i årtier er blevet kaldt himlens dronning – the Queen of the Sky. Og hvorfor ikke: Hvilken anden teknologi, som vi bruger i dag og opfatter som moderne, er 50 år gammel?

Dead Wrong – om velfærdsstaten og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 28. september 2018. Skriv et svar

Den dygtige Johan Norberg, hvis film vi skrev om forleden, kører en serie korte videoer med titlen Dead Wrong for Free to Choose TV. I serien debunker Norberg en lang række myter, som har politisk interesse eller indflydelse, såsom Oxfams cronyism-påstande, toldbeskyttelse og amerikansk udvikling, og vacciner og autisme.

Den sidste nye i serien tager Norberg fat på myten om, at velfærdsstaten har skabt den høje grad af nordisk tillid til andre mennesker. Den påstand er særligt aktuel i Danmark, hvor Socialdemokraternes Dan Jørgensen på det sidste har været på korstog for den socialdemokratiske velfærdsstat (læs f.eks. Information her). På de halvandet minut piller Norberg på fineste vis påstandene fra hinanden, endda med fodnoter med reference til studier. Dead Wrong-serien er meget varmt anbefalet!

Betyder TV-tid noget og hvad med pengene? – Valget i Brasilien

Af Niels Westy, den 27. september 2018. Skriv et svar

Den ene kandidat er meget kontroversiel, har stort set ingen TV-tid og relativt få penge, mens den anden reelt er stand in for en tidligere præsident, som er udelukket fra at deltage i præsidentvalget, og endda sidder i fængsel. Det handler naturligvis om valget i Brasilien den 7. oktober og de to ledende kandidater, Jair Bolsonaro og Fernando Haddad.

De to med flest stemmer går herefter videre til 2. runde den 28. oktober, med mindre én kandidat opnår mere end 50 procent af stemmerne. Det vil ikke ske.

Og mens der for under 2 uger siden fortsat var spænding om hvem der skulle følge Jair Bolsonaro (se min tidligere artikel om de væsentligste kandidater) til 2. runde, synes spændingen nu stort set at være forduftet. Fernando Haddad, som er PTs kandidat efter det endeligt stod klart at Lula ikke fik lov til at stille op, stiger hastigt i meningsmålingerne. Og han stiger over alle uddannelses- og indkomstniveauer. Dog er der en klar tendens til at de bedst uddannede og højeste indkomstgrupper fortsat primært vil stemme på Bolsonaro. Hans problem i 2. valgrunde er, at der er ikke er så mange af dem, ligesom han klarer sig markant dårligere blandt kvinder end mænd.

Den kraftige stigning i opbakningen til Haddad modsvares af et markant fald i vælgere som angiver at ville stemme blankt.  For en mdr. siden var det omkring hver fjerde vælger der ville stemme blankt. Nu er det kun omkring hver tiende.

Forskellen i forhold til for 14 dage siden er ikke mindre voldsom. Ikke kun står Haddad til at gå videre til 2. runde, men nu også til at slå Bolsonaro relativt klart. Det kan selvfølgelig ændre sig, når Bolsonaro får adgang til valgreklamer efter 1. valgrunde, se også nedenfor, men alt ser i hvert fald ud til at vi får en 2. runde, hvor valget står mellem – lettere karikeret – det yderste højre og yderste venstre.

Brasiliens særlige regler for adgang til TV og radio og finansiering af valgkampagne

Brasilien har gennem årene haft et hav af forskelige regler for brug af medier og finansiering af valgkampe. Alle Brasilianske TV- og radiostationer er således pålagt at bringe et bestemt antal valgreklame blokke gennem valgperioden. Men i modsætning til herhjemme, hvor alle opstillingsberettigede partier får lige meget tid tildelt i ugerne op til et folketingsvalg, forholder det sig helt anderledes i Brasilien. Her er den tildelte tid baseret på beregning der favoriserer store partier og partier som er repræsenteret i deputerkammer og senat. Hvilket fremgår af nedenstående figur, hvor det skal tilføjes, at den enkelte præsidentkandidat ikke nødvendigvis har hele den tildelte tid til rådighed, da den er tildelt den gruppe af partier, som støtter den enkelte præsidentkandidat. Figuren dækker over fordelingen af 25 minutter, hvilket for eksempel medfører at den førende kandidat Bolsonaro og de to partier som bakker ham op har 8 sekunder til rådighed. Ligeledes får ikke alle kandidater mulighed for at deltage i de spørgeprogrammer eller valgdebatter, som TV selskaberne sender. Således deltager kandidaten for partiet Novo, Joao Amoedo ikke, selv om han i meningsmålingerne ligger foran MDBs kandidat Meirelles.


Som følge af de mange korruptionsskandaler de senere år er også indført en stram regulering af både hvem og hvor meget man må yde i bidrag, samt hvor meget man maksimalt må anvende på en enkelt kandidat i de to valgrunder. Hvor en stor del af midlerne tidligere stammede fra det private erhvervsliv, er det nu forbudt for virksomheder at donere penge til valgkampe. Kun privatpersoner kan donere, og må desuden ikke bidrage med mere end 10 procent af en årsindkomst. Samtidig har man dog øget offentlige midler med mellem 2½ og 3 mia. kr. til at føre valgkamp for. Ligesom vi kender det herhjemme, favoriseres etablerede og store partier ved tildelingen.


Det skal understreges, at beløbene er hvad de partier, som står bag de enkelte kandidater har til rådighed. Pengene skal således dels mellem kandidater til præsidentposten, senatet, deputerkammeret og guvernærposterne. Meirelles, som ikke spiller nogen rolle i dette valg, men repræsenterer MDB, må formentlig i vid udstrækning betale for sin kampagne ud af egen lomme.

Det er naturligvis er påfaldende, hvor få midler Marina og Bolsonaro og deres partier har til rådighed, sammenlignet med andre af de førende kandidater, som f. eks.  Alckmin fra PSDB og Haddad fra PT, samt de partier, som støtter deres kandidatur. Meirelles, som tidligere har været nationalbankdirektør under både præsident Fernando Henrique Cardoso og Lula, samt finansminister under den nuværende præsident Temer, er som sagt alene medtaget, fordi han og koalitionen af partier bag hans kandidatur er de bedst polstrerede. Til gengæld får han som nævnt næppe mange af midlerne til sin egen præsidentkampagne.

Penge og eksponering betyde noget, men….

Men hvor meget betyder det så? Tjah, det er jo vanskeligt at sige. Indtil videre kan vi alene konstatere, at den ledende kandidat er en af de kandidater, som har færrest penge til rådighed, samt at centrumkandidaten Alckmin, som har langt flere penge til rådighed, klarer sig ganske ringe.

Det skal også tilføjes, at når første runde af årets valg er overstået, vil de to kandidater som går videre, få tildelt 50 procent hver af den obligatoriske sendetid. Så må vi se om det ændrer noget i forhold til nu, hvor Bolsonaro står til at tabe til alle de andre førende kandidater, undtaget Marina.

Indtil videre har Bolsonaro formået at få opbakning fra mere end hver fjerde adspurgte uden at have adgang til at sende valgpropaganda. Det skal dog medtages, at det ikke er fordi han ikke har været og er eksponeret i medierne, og her handler det ikke kun om knivoverfaldet på ham for et par uger siden. Som med Trump i USA (og nye borgerlige herhjemme fristes man til at sige), har han i lang tid formået at fylde i medierne, ligesom han ubestridt fylder mest på de sociale medier.

Men det er svært ikke at tænke på, hvad der mon ville være sket, hvis IKKE man havde væltet Dilma Rousseff – som for øvrigt forventes at blive valgt til senatet – i 2016. Jovist, vælgernes hukommelse er kort, i hvert fald i Brasilien.

Verdens økonomiske frihed 2018

Af Christian Bjørnskov, den 26. september 2018. Skriv et svar

I går udkom den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra the Fraser Institute i Vancouver. Fraser Institute har siden 1996 udgivet både den årlige rapport og vedligeholdt et datasæt over de fleste af verdens lande, der rækker tilbage til 1970. Fra 2000 er der årlige data tilgængelige, der som altid er sorteret i fem komponenter: Størrelsen på den offentlige sektor, kvaliteten af retsvæsenet, kvaliteten af pengepolitikken og de pengepolitiske institutioner, åbenhed for handel og internationale investeringer, og offentlig regulering af produkt-, kredit-, og arbejdsmarkeder. Det overordnede EFW-indeks er sat på en skala fra 1 (nogenlunde nordkoreansk standard) til et ideal på 10. Indekset kommer ofte i medierne og var per 2013 brugt i mere end 400 videnskabelige artikler. Interesserede kan læse Bob Lawson og Josh Halls oversigtsartikel her (eller en tidligere ungated version her).

Det geniale ved indekset – om man er ideologisk enig eller ej med Gwartney, Lawson og Hall, der er hovedmændene bag – er at det gør forskelle på lande meget transparente. Som de senere år toppes listen af Hong Kong (8,94) og Singapore (8.84) med New Zealand på en tredjeplads (8,49). Bunden er den næsten forventelige katastrofe Venezuela (2,88), med Libyen (4,74) og Argentina (4,84) som de svageste lande, der ikke er i økonomisk frit fald.

Indekset tillader også at følge de samme lande over tid, og evt. sammenligne dem med andre lande. Danmarks indeks i 2000 var således 8,06 og dermed 8 % højere end gennemsnittet for vestlige / OECD-land, og 6 % højere end vores nabolandes. 16 år senere i 2016 er indekset faldet til 7,77 (den blå linje), og nu kun 2 % højere end det vestlige gennemsnit og cirka 1½ % under vores naboers (den stiplede blå linje).

En pudsig detalje er, at der ikke er sket noget markant med den offentlige sektors størrelse gennem de 16 år. Fokuserer man derfor i stedet på de fire komponenter af indekset (den sorte linje), der ikke har noget at gøre med det offentlige forbrug er Danmarks indeks faldet fra 8,07 til 7,63, mens vores naboers faktisk er steget fra 8,36 til 8,70. Vi plejede således ved slutningen af Nyrups regeringstid at ligge godt 3 % lavere end naboerne, og er per 2016 godt 12 % svagere stillet.

Konklusionen, der er meget klar i EFW-indekset, er at i løbet af en tid med 78 måneders socialdemokratisk regering og 124 måneders Venstre-ledet regering er Danmark relativt til vores naboer, blevet mindre økonomisk frit. På trods af at både Fogh, Løkke og Thorning blev skældt ud på venstrefløjen for at føre ’neoliberal’ politik (hvad end det betyder), er der ingen tegn på, at staten fylder mindre. Almindelige danskeres frihed er blevet begrænset.

Og hvad så, kunne man forledes til at tro. Gwartney, Hall, Lawson og det nye medlem af teamet Ryan Murphy viser på pædagogisk vis i første kapitel, at økonomisk frihed har klare konsekvenser. Den er for eksempel, som nedenstående figur fra rapporten viser, stærkt forbundet med udbredelsen af absolut fattigdom. Der eksisterer også en række studier, der peger på at økonomisk frihed er positivt forbundet med langsigtet økonomisk vækst. Det er derfor nærliggende at se den falden økonomiske frihed i Danmark som en af årsagerne til, at landet ikke følger økonomisk med naboerne.

Økonomisk frihed er et vigtigt samfundsøkonomisk koncept, og et der giver indsigter man ofte ikke havde regnet med. Hele rapporten – eller blot introduktionen eller dens summary – er derfor stærkt anbefalet, og i særlig grad til politikere.

Sweden: Lessons for America

Af Christian Bjørnskov, den 23. september 2018. 1 svar

Forleden skrev vi om at den glimrende Johan Norberg har lavet en film om Sverige. Fredag aften bragte de første kanaler filmen i USA og den er nu også tilgængelig på nettet. Dagens post handler derfor ganske simpelt om at anbefale Norbergs fine film, hvor han tegner de lange linjer i svensk historie tilbage til den liberale tænker Anders Chydenius og frem til den miderne, stærkt kapitalistiske svenske velfærdsstat. Undervejs får han hjælp af så gode folk som bl.a. Tom Palmer (Cato Institute), Nima Sanandaji (European Centre for Entrepreneurship and Policy Reform) og Andreas Bergh (Lunds Universitet). Norberg taler også med repræsentanter for både arbejdsgivere og fagforeninger, Aftonbladets redaktør, og adskillige ret almindelige mennesker. Det hele varer 56 stærkt anbefalede minutter.

Hvordan går og gik det i Sydafrika?

Af Christian Bjørnskov, den 21. september 2018. Skriv et svar

Sydafrika har i flere år stået ved det, der kan betegnes som et historisk vadested. Mange kommentatorer insisterede på at inkludere landet som en af de spændende ’emerging economies’ – det var S’et i BRICS-gruppen – men tog man et kig på de faktiske data, var udviklingen på ingen måde imponerende (som vi skrev for fire år siden). Efter den måske farverige, men også dybt korrupte Jacob Zuma blev tvunget fra præsidentembedet i februar, har hans efterfølger Cyril Ramaphosa måttet erkende behovet for reformer. Zuma var på mange måder en katastrofalt dårlig præsident (se f.eks. vores dækning før hans valg her), men man kan ikke skyde skylden for alle landets problemer på ham.

Mange problemer stikker dybere, og på trods af at Ramaphosa er erklæret socialist, har hans reformhensigter stoppet landets kreditrating fra at falde fra ’blød’ junk status – Standard and Poor’s fastholdt for eksempel i maj ratingen, der ellers har været faldende – og det virker klart, at der blandt andet skal blødes op i de voldsomme arbejdsmarkedsreguleringer. På mange måder ligner Afrikas største økonomi derfor i stadig større grad en afrikansk økonomi. Der kunne diskussionen naturligvis stoppe, men som vi ofte har understreget her på stedet, er det værd at se tilbage i historien for at vide, hvor man kom fra. Det gør vi derfor i dag for Sydafrika, og håber dermed at vores læsere bliver klædt lidt bedre på til eventuelle diskussioner om emnet.

Vi starter med en figur, der viser Sydafrikas nationalindkomst som andel af USA’s (den sorte linje) og Storbritanniens (den blå linje); vi sammenholder den med nabolandenes ligeledes relative udvikling (de to stiplede linjer). Som figuren viser, havde landet i tiden efter anden verdenskrig en (købekraftskorrigeret) nationalindkomst per indbygger på omkring 55 % af briternes. Det gik faktisk ikke så dårligt i Sydafrika, som i midten af 50erne var væsentligt rigere end Spanien og Portugal, og på mange måder en integreret del af den vestlige økonomi! Meget sigende var en af de første ruter, som BOAC (forløberen for British Airways) servicerede med jetfly, fra London Heathrow til Johannesburg. Var man hvid, kunne man leve et meget europæisk liv med et velfungerende demokrati, kulturtilbud og hvad man ellers var vant til i Nordeuropa, ligesom man kunne sende sine børn på et af landets otte universiteter. Som et kuriosum kan det f.eks. nævnes, at der i Sydafrika var 40 personbiler per 1000 indbyggere i 1952 – det samme antal som i Frankrig mens der var 47 i Storbritannien – og sydafrikanske flyselskaber fløj cirka 30 % flere passagerkilometer per million indbygger end danske (ifølge Statistisk Årbog 1952).

Var man ikke hvid, og særligt hvis man var sort afrikaner, var ens muligheder helt anderledes begrænsede fra indførslen af apartheidpolitikken i 1948. Gennemsnitsindkomsten for hvide var i 1954 ifølge Tomlinson-kommissionen 631 rands for hvide, 133 rands for indere, 86 rands for farvede, og 63 rands for sorte (læs her). Den egentlige forskel på sorte og hvides indkomst var dog ikke en faktor ti, da hvide typisk var langt bedre uddannede, og også var mere tilbøjelige til at bo i storbyerne, hvor både lønninger og priser var højere. Et bedre bud på den egentlige diskrimination er, at Tomlinson også fandt at ufaglærte hvide tjente dobbelt så meget som ufaglærte sorte.

Diskriminationen var således voldsom, men Sydafrika var stadig et attraktivt sted at arbejde for andre afrikanere. Tager man gennemsnitsindkomsten på 24 pund for sorte i Rhodesia (dokumentation fra R.B. Sutcliffe her) var den sydafrikanske gennemsnitsindkomst for sorte cirka 25 % højere i midten af 50erne. Der var således stadig sorte i Sydafrika der klarede sig ganske godt økonomisk, som det også kan ses på fotoet nedenfor, der er fra Cape Town i slutningen af 1940erne: Spot den velklædte sorte mand, der er ude at købe blomster.

Sydafrika holdt sin relative status gennem 1960erne på trods af et international klima, der blev stadig mere skeptisk overfor landets afskyelige apartheidpolitik. FNs frivillige våbenembargo fra 1963 blev for eksempel ignoreret af både Storbritannien og USA, der så Sydafrika som et bolværk mod Sovjetunionens indflydelse i Afrika, og embargoen blev først gjort bindende for FN-medlemmer i 1977. Landets økonomiske problemer startede først omkring 1970, som det ses tydeligt i figuren: Sydafrika gik fra at have en nationalindkomst omkring 50-55 % af Storbritanniens til en bund omkring 2000 på 30 %.

Starten omkring 1970 er sammenfaldende med et stykke vigtig lovgivning – the Homeland Citizens Act of 1970 – der skabte de såkaldte ’hjemlande’ for sorte sydafrikanere, som mange af dem blev tvunget til at bo i. Loven segregerede Sydafrika på en helt anden måde end apartheidregimet havde gjort indtil da. Før 1970 var der kun demokrati og politisk indflydelse for hvide, og i noget omfang for bl.a. de mange indere i landet, og sorte sydafrikanere blev diskrimineret på en række andre måde, men var stadig integrerede i den samme økonomi. Dét ændrede the Homeland Citizens Act ved at flytte store mængder af sorte sydafrikanere ud i bantustans og dermed segregere økonomien på samme måde som ægteskab, sociale forhold og offentlig service havde været det siden 1948.

Resultatet var den meget tydelige nedgang i forhold til Vesten i løbet af 1970erne og en nedgang i absolutte tal i 1980erne, hvor sydafrikanerne mellem 1981 og 1991 blev næsten 20 % fattigere. Det var ikke kun de økonomiske sanktioner, der begyndte at få bid omkring 1980, men også den selvforskyldte produktivitetskrise, som loven fra 1970 skabte. Politikerne i Pretoria insisterede på, at selv meget produktive sorte borgere ikke kunne bestride jobs, der svarede til deres kvalifikationer. De blev erstattet af mindre produktive hvide, og den manglende konkurrence og kontakt mellem sorte og hvide ser ud til at have gjort resten af arbejdet. Som det er klart i f.eks. indikatorerne for total faktorproduktivitet i the Penn World Tables (version 9.0), dykkede Sydafrikas produktivitet relativt til Storbritannien og USA fra starten af 1970erne og denne udvikling er ikke vendt.

Hele forklaringen på Sydafrikas elendige udvikling efter 1970 kan sandsynligvis ikke forklares af the Homeland Citizen Act, men på samme måde kan fortsættelsen af problemerne heller ikke forklares af, at de engang var der. Sydafrika afskaffede endelig apartheidregimet i starten af 90erne, men økonomien er blot holdt op med at falde bagud, og er ikke rettet permanent op. Det problem må det ubestridte regeringsparti ANC tage på sig i form af virkeligt tåbelig politik.

Sydafrikas arbejdsmarked er for eksempel mindst lige så stift som de dysfunktionelle markeder i Sydeuropa: Regulering og en lovgivet minimumsløn er lige så stramme som i Italien, og det er ifølge Fraser Instituttets opgørelse væsentligt sværere at fyre medarbejdere end i Grækenland, Italien og Spanien, der ellers holdes op som skrækeksemplerne på massiv overregulering. Flere af de store byer, ikke mindst Durban, er plaget af voldsom kriminalitet og korruptionsproblemerne rækker helt op til toppen af sydafrikansk politik.

Mens fagforeninger, militante grupper og en marxistisk fortid stadig præger ANC, er det svært for selv den mest velmenende leder at gennemføre egentlige reformer, eller blot klart respektere retsvæsenets uafhængighed. Og i mellemtiden er det ved at blive pinligt for regeringspartiet at se the Western Cape – den eneste af provinserne, der ikke styres af ANC – blomstre økonomisk. Men hvad Sydafrika havde været uden apartheid er et åbent spørgsmål.

Nyt fra Sverige

Af Christian Bjørnskov, den 18. september 2018. 3 svar

Vores svenske venner producerer ofte både glimrende forskning og formidling. Vi skriver jævnligt om det fine svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt, som bringer interessante artikler, der er en tand lettere tilgængelige end det meste videnskabelige arbejde. I sidste uge udkom det nye nummer af Ekonomisk Debatt, hvor flere artikler er meget læsværdige. Mens Magnus Lodefalks leder om Trumps handelspolitik en anelse tandløs, særligt sammenlignet med Niclas Berggrens ofte meget fine ledere, er Arne Bigstens artikel Är globaliseringen hållbar? stærkt interessant og velskrevet. Bigsten argumenterer her for, at Vesten bør liberalisere handel- og globaliseringspolitikken yderligere for at give fattige lande reelt adgang.

På den rene formidlingsfront sker der også stærkt interessante ting, idet den fremragende Johan Norberg barsler med en ny TV-serie med titlen ”Sweden: Lessons for America?” der bliver vist i løbet af efteråret – og teaseren kan ses nedenfor. Norbergs hovedpointe, som han formidler til amerikanerne, er at deres ”opfattelsen af Sverige sidder fast i 1975.” Det er en vigtig pointe, som i virkeligheden også passer på amerikaneres, franskmænds og mange andres opfattelse af Danmark. Forleden bragte Reason derfor et længere interview med Norberg, der kan høres her.  I løbet af de 40 minutter som interviewet tager, kommer Norberg og Todd Krainin langt omkring i svensk økonomi og økonomisk udvikling. Mod slutningen af interviewet bliver Norberg decideret Andreas Berghsk i sit scope og fokus på, hvad der er særligt ved Sverige og de andre nordiske lande.

Som altid er både Norbergs film og Ekonomisk Debatt stærkt anbefalede.

Lula’s skygge hviler tungt over valget i Brasilien

Af Niels Westy, den 16. september 2018. 1 svar

Næste måned går de brasilianske vælgere til valgurnerne. Der skal vælges ny præsident, ligesom alle medlemmer af deputerkammeret og 2/3 af senatet er på valg (derudover er delstaternes guvernører på valg) . Valget finder sted oven på den største økonomiske krise i landet i 100 år – BNP per indbygger er på ca. samme niveau som i 2008. Nok falder det samlede BNP ikke længere, men vækstraterne er så lave, at BNP per indbygger fortsat falder.

Som vi gennem årene ofte har gjort opmærksom på her på punditokraterne, er Brasilien en af de økonomier, som har klaret sig ringest i Sydamerika gennem de sidste flere årtier. Set på udviklingen siden årtusindeskiftet er det faktisk kun Venezuela der har klaret sig ringere.

Og som det også fremgår af nedenstående figur, er Brasiliens relativt ringe udvikling ikke af nyere dato. Set i forhold til det gennemsnitlige BNP per indbygger, har tendensen været negativ siden 1980erne. Selv i de “brølende” nuller, hvor Lula hyldedes internationalt og de rosende ord ingen ende ville tage, fremgår det at Brasilien klarede sig ringere end resten af Sydamerika.
Dette er naturligvis ingen overraskelse for denne blogs faste læsere. Vi påpegede tidligt at “hypen” omkring Brasilien var helt ude af proportioner, ligesom vi i flere indlæg har skrevet om behovet for markedsøkonomiske reformer, hvis man skal gøre sig håb om igen at opnå rimelige vækstrater. Desværre er der intet som tyder på at det forestående valg vil bane vej for et afgørende – og nødvendigt – paradigmeskifte. Faktisk er der en reel risiko for at en del af de reformer og tiltag, som trods alt er blevet gennemført de seneste år, under den meget upopulære præsident Temer, der overtog posten efter Dilma Rousseff, som blev afsat via en rigsretssag i 2016.

I anledning af valget vil jeg gennem de næste måneder, frem til 2. runde af præsidentvalget den 27. oktober, bringe en række indlæg. Vi taler trods alt om Latinamerikas absolut største økonomi (og verdens 8. største økonomi). En region som vi burde interessere os langt mere for her i Europa – og måske ikke mindst gøre mere for at knytte til os gennem bl. a. indgåelse af en handelsaftale. EU og Mercosur, som Brasilien indgår i, har i mere end 10 år forhandlet om en aftale. Tidligere var det især Brasilien og ikke mindst Argentina, som forhindrede i at man kom videre. Efter valget af Macri i Argentina i 2015 og Temers indsættelse som præsident i 2016, er det dog blevet mere og mere klart, at det nu reelt er EU, som blokerer for en aftale. Sørgeligt, da en sådan ville være med til at styrke de dele af både Brasilien og Argentina, som ønsker en mere moderne og markedsbaseret økonomi, til glæde for både landenes egne befolkninger, men midst lige så meget europæerne. Desværre forhindrer europæisk (og ikke mindst fransk) protektionisme på landbrugsområdet formentlig at en aftale gennemføres.  Et emne vi utvivlsomt kommer til at skrive mere om – ikke mindst hvis Argentina’s økonomiske problemer ender – som det er set så mange gange før – med et egentlig økonomisk sammenbrud. Sker det, vil EU indirekte bære en stor del af skylden. Her skal vi dog koncentrere os om valget i Brasilien.

Her i første omgang, vil jeg nøjes med en indledende gennemgang af de vigtigste kandidater og slutte af med at placere dem i forhold til økonomisk frihed og  politisk frihed (alene forhold til demokrati og ytringsfrihed). Med andre ord er der flere kandidater, men de scorer så lavt i meningsmålingerne at der ikke er grund til at bruge tid på dem.

 

Væsentligste kandidater

Geraldo Alckmin

Parti: PSDB ( socialdemokratiet i regering)/Radikale Venstre)

Uddannet læge. Har i flere omgange været guvernør i Brasiliens mest folkerige og velstående stat São Paulo, som tegner sig for en fjerdedel af Brasiliens befolkning og en tredjedel af den samlede økonomi.

PSDB’s kandidater til præsidentposten (Alckmin stillede selv og tabte til Lula i 206), har i de foregående valg været den private sektor og den mere velhavende og veluddannede del af befolkningens foretrukne. Men sådan er det ikke denne gang, hvor den langt mere “højreorienterede” kandidat, Jair Messias (ja det hedder han) Bolsanaro, se nedenfor, har overtaget rollen som den foretrukne kandidat for den bedst stillede del af befolkningen.

Skulle Alckmin vinde valget, vil det i store træk indebære en fortsættelse af den økonomiske politik, som er blevet ført under den nuværende præsident Temer de seneste 2 år.

Det vil sige fortsat åbning af økonomien, moderate privatiseringer, (forsøg) på reformer, herunder pensionsreformer.Alckmin har den bredeste gruppe af partier bag sig og får derfor flest “reklameminutter”, – ca. 40 procent, af de offentligt finansierede valgreklameblokke, som brasilianske TV-kanaler er forpligtigede til at vise frem til den 4. oktober.

Trods den umiddelbare fordel ved at være mest eksponeret via reklametid på TV, er tilslutningen, især blandt middelklassen behersket.

Jair Messias Bolsonaro

Parti: PSL : (Nationalisme/værdikonservatisme – mest oplagte parallel Donald Trump)

Tidligere kaptajn i hæren og medlem af deputeretkammeret   siden 1991, valgt for Rio de Janeiro. Frem til 2014-2016 var han ikke særligt kendt (ud over Rio de Janeiro), og, men efter Lava Jato (den store korruptionsskandale) og i forbindelse med afsættelsen af Dilma Rousseff i 2016 er hans popularitet steget voldsomt.

Bolsonaro er meget kontroversiel, og har bl. a. gjort sig bemærket med voldsomt homofobiske bemærkninger. Efter han i sidste uge blev stukket ned under et valgmøde, hvilket indebærer at han ikke selv deltager fysisk i den resterende del af valgkampen op til første valgrunde, er hans popularitet steget yderligere. Han ligger klart i front til at vinde 1. valgrunde i de seneste meningsmålinger. Bolsonaro står især stærkt i den sydlige del af landet, blandt middeklassevælgere og unge (ifølge en meningsmåling fra primo september, vil næsten hver tredje vælger mellem 16 og 25 år stemme på ham i første valgrunde).

Når det kommer til den mulige økonomiske politik er det vanskeligt at indplacere ham (hvorfor han optræder to gange i nedenstående grafik over kandidaternes placering). Lytter man til den Chicago-uddannede økonom Paulo Gerdes, som er Bolsonaros bud på en kommende finansminister, skal den stå på reformer i stil med de der gennemførtes i Chile i 1970erne. Dette står dog i skarp kontrast til Bolsonaros stemmeafgivning gennem 27 år i kongressen, hvor han konsekvent har stemt mod privatisering og for mere statslig involvering.

Som angivet ovenfor er det svært ikke at komme til at tænke på Donald Trump, når talen falder på Bolsonaro. Dog med to væsentlige forskelle: 1) I modsætning til Trump har Bolsonaro været en del af det politiske system i næsten tre årtier; 2) Trump blev valgt til præsident på holdninger, han har givet udtryk for siden 1980erne, mens Bolsonaro går til valg på stort set den modsatte økonomiske platform af, hvad han har stemt for gennem alle årene som medlem af deputeretkammeret.

Ciro Gomes

Parti: PDT (socialdemokratiet/SF)

Tidligere borgmester, (populær) guvernør i Ceara, finansminister en kort overgang i 1. halvdel af 1990erne. Ciro Gomes kommer ud af et politisk dynasti, der går 10 år tilbage i tiden. Hans styrke ligger i Nordøstbrasilien. Han er sammen med Haddad, se nedenfor, det pt. bedste bud på at gå videre til anden runde den 27. oktober, hvor han formentlig er den af kandidaterne med størst mulighed for at  slå Bolsonaro. 

Ciro Gomes har størst opbakning i Nordøstbrasilien, samt blandt vælgere med lidt eller ingen uddannelse, lave indkomster og lidt oppe i årene (den største tilslutning har han blandt vælgere på 55+ år)

Den største udfordring for at videre til 2. runde bliver Fernando Haddad fra PT. De kæmper om stort set de samme vælgere. Ciro Gomes chance ligger i at tilstrækkeligt med tidligere PT-vælgere skifter parti i vrede over den omfattende korruption (ud over Lula er flere ledende medlemmer af PT allerede dømt lange fængselsstraffe for korruption). De seneste meningsmålinger tyder dog ikke på den store succes.

Det hjælper næppe heller at Ciro Gomes og ikke mindst hans bror Cid Comes (også tidligere guvernør i Ceara og undervisningsminister i 3. mdr. i 2015) er bl. a. mistænkt for korruption i Ceara.

Ciro Gomes prøver at lancere sig som et spiseligt alternativ for mere moderate vælgere (og erhvervslivet) i forhold til PT. På den anden side har han også meddelt, at de oliekoncessioner som tidligere er solgt til en række multinationale selskaber, skal trækkes tilbage.

Marina Silva

Parti: REDE – (“grøn-rød” socialdemokrat)

Kommer fra en meget fattig familie og lærte først at læse, da hun var 16 år. Kendt internationalt for hendes kamp for miljø. Oprindeligt medlem af PT  og minister under Lula. Trak sig dog som minister, og meldte sig få år efter ud af partiet, da hun ikke mente man prioriterede miljøspørgsmål tilstrækkeligt. Har været kandidat to gange før, i 2010 og 2014, hvor hun endte på 3. pladsen begge gange.

Sandsynligheden for at at det denne gang skulle lykkes for hende at gå videre til 2. runde er dog minimal. Dels har hun stort set ingen TV-tid, og hendes kombination af social indignation, prioritering af miljø og pragmatisk økonomisk politik virker ikke rigtigt på vælgerne denne gang.

Fernando Haddad

Parti: PT (mellemting mellem SF og Enhedslisten)

Tidligere undervisningsminister under både præsident Lula og præsident Dilma Rousseff, tidligere borgmester i Sao Paulo. Han mislykkedes dog med at blive genvalgt i 2016. Planen for at få Hadda videre til 2. runde er helt åbenlyst at associere hans navn med Lula. “Haddad er Lula” kommer til at blive gentaget igen og igen på både TV og i radio de kommende uger. Modtrækket fra de andre kandidater  – ikke mindst Ciro Gomes – er allerede at “Hadda er Dilma”.

I modsætning til Lula, som fortsat nyder stor popularitet trods at han er dømt for korruption, er Dilma ingen stjerne, mildt sagt.

Hvorvidt det bliver Ciro Gomes eller Haddad, der går videre til 2. valgrunde sammen med Bolsonaro, vil formentlig i høj grad være afhængig af hvem af de to, som får mest opbakning i Nordøstbrasilien. Hvis Haddad trækker sig sejrrigt ud af den duel, peger de seneste meningsmålinger på meget tæt løb mellem Haddad og Bolsonaro (i modsætning til Ciro Gomes, som står til at vinde relativt klart).

Interessant nok får Haddad ifølge IBOPEs vælgerundersøgelse størst opbakning blandt vælgere, som tjener mere end 5 minimumslønninger. Vælgerundersøgelsen er dog lavet inden det blev officielt, at Haddad er kandidat for PT, og dette kan derfor have ændret sig siden.

Billedresultat for haddad e lulaDet er formentligt Haddads bedste (eneste?) chance at vælgerne forbinder ham med Lula. Var højesterets afgørelse i slutningen af august faldet ud til Lula’s fordel, således at han kunne have deltaget i valget, ville han stensikkert have vundet 1. valgrunde. Det kan måske nok undre, at et muligt udfald havde været, at man havde valgt en kandidat, som er dømt og sidder i fængsel. Men Lula er en “bigger than life” skikkelse i Brasilien. Og en ting er at en del vælgere slet ikke tror han er skyldig – det er også den fortælling PT og dele af venstrefløjen turnerer rundt med – men antallet af vælgere, som ville stemme på Lula er større end antallet som fortsat tror han er uskyldig dømt. Grunden er dels en kombination af vælgere som får ud fra at alle kandidaterne er korrupte i en eller anden grad (en meget forståelig opfattelse) og at korruption for en del vælgere, især blandt de fattigste, bare ikke spiller nogen særlig stor rolle. Til gengæld husker de at det gik meget bedre for brasiliansk økonomi under Lula’s regeringstid. At den førte økonomiske politik under Lula, bærer et meget stort ansvar for først stagnationen og herefter tilbagegangen efter 2010, kan man ikke forvente at den enkelte vælger forstår.

Pest eller kolera

Nedenfor har jeg prøvet at indplacere de enkelte kandidater. Dels vurderet på deres ideer om hvordan økonomien skal indrettes og dels på hvor autoritære vs. liberale de egentlig er, vurderet på respekt for demokratiet og ytringsfrihed. Som nævnt under afsnittet om Bolsonaro, hersker der noget forvirring omkring hvad han egentlig vil når det kommer til økonomiske spørgsmål. Derfor optræder han to gange. Dels vurderet på hvordan han reelt har stemt (mere stat og mindre marked) og dels vurderet på hvad han forslag til finansminister har sagt og skrevet (meget mere marked og meget mindre stat).

Der vil sikkert være en del på venstrefløjen som vil protestere over indplaceringen af PTs kandidat Haddad som værende autoritær. Men skal man tage udsagnet om at “Haddad er Lula” alvorligt, bør medtages, at Lula som præsident i flere omgange bl. a. truede navngivne publikationer, ligesom Lula og PT udfordrer retsstaten med deres angreb på retssystemet, hvor de anklager navngivne dommere for at gå målrettet efter PT i forbindelse med de mange korruptionssager. Skulle Haddad stå tilbage som den endelige vinder den 27. oktober, kan vi således forvente at Lula benådes, mens flere fremtrædende dommere formentlig vil blive forsøgt afsat.

 

Af alle de ledende kandidater er det formentlig kun Marina og Alckmin (hvoraf sidstnævnte også er under mistanke for korruption), der erkender magtens tredeling og betydningen af ytringsfrihed.

Uanset hvem der vinder valget skal der dog næppe forventes noget paradigmeskifte i Brasilien. Også den brasilianske præsidents magt er begrænset og lovgivning kræver flertal i kongressens to kamre. Det gælder ikke mindst hvis man ønsker at gennemføre væsentlige forandringer. Det har historisk vist sig at være meget svært, og bliver næppe nemmere efter valgene i oktober. Det tager vi op igen, når vi kender sammensætningen af kongressens to kamre efter den 4. oktober.

Dansk Public Choice Workshop 2019

Af Christian Bjørnskov, den 16. september 2018. 3 svar

Flere læsere har ærgret sig over, at vi et par gange har annonceret spændende events lidt sent. Vi vil derfor i dag benytte os af muligheden for at annoncere en af de events, vi selv synes er mest spændende, i rigeligt god tid. Eventen –som vi nok skal minde om senere på året – er den traditionelle, årlige danske public choice workshop – the Danish Public Choice Workshop.

Workshoppen bliver afholdt på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet fredag den 1. februar 2019 med start klokken 11. Min kollega Martin Paldam og jeg står for organisationen, workshoppen bliver medfinansieret af Tuborg-centeret, og alle interesserede kan naturligvis kontakte os med spørgsmål. Vi har sendt et såkaldt call for papers ud til en række forskere med interesse for public choice og politisk økonomi i Danmark og det, der kan kaldes Danmarks ’nærområde’. Nærområdet ligner besnærende Danmark før 1658, omend med et par særinvitationer til Heidelberg og Stockholm!

Vi håber derfor at se en række fremragende tidligere deltagere, der bl.a. tæller Peter Kurrild-Klitgaard (KU), Niclas Berggren (IFN Stockholm), Stefan Voigt (Uni Hamburg), Andreas Fuchs (Helmut Schmidt Uni) og Philipp Schröder (Aarhus). Som altid er en af de store fornøjelser ved den danske public choice workshop at møde unge forskere, som kan præsentere deres nye papirer i det traditionelt fornøjelige og hjælpsomme miljø. Hvis der sidder sådan nogle blandt vores læsere, eller hvis man kender nogen der passer på beskrivelsen, er de særligt velkomne til at komme forbi Aarhus den 1. februar.

Dansk udvikling skuffer stadig

Af Christian Bjørnskov, den 14. september 2018. 10 svar

I går bragte Børsen en klumme om dansk udvikling, skrevet af undertegnede. Pointen i klummen, som kan læses her og som vi adskillige gange har skrevet om her på stedet, er at dansk udvikling er skuffende. Vores økonomiske udvikling følger ganske enkelt ikke med vores nabolandes. Centralt i klummen er dokumentation for det faktum, som de færreste politikere vil tale om:

Bruger man Verdensbankens sammenlignelige data på udviklingen i borgernes købekraft siden 1995, er danskernes vokset 1,1 % i gennemsnit. Samme vækstrate var 1,4 % i vores nabolande Sverige, Norge, Storbritannien, Tyskland, og Holland som vi ofte sammenlignes med, og 1,5 % i EU som helhed. Forskellene kan lyde meget små og relativt ligegyldige, men som enhver kapabel økonom ved, ser selv væsentlige vækstforskelle ofte besnærende små ud.

Problemet er illustreret i figuren nedenfor, hvor det der nok umiddelbart ligner en mindre forskel, over årene mellem 1995 og 2017 bliver ret betragtelig. Den optrukne, sorte linje viser Danmarks faktiske udvikling i købekraftskorrigeret BNP per indbygger (tal fra Verdensbanken), den røde er et gennemsnit af vores nabolande, mens den stiplede sort linje indikerer, hvordan Danmarks udvikling havde været, hvis vi havde haft samme vækst som naboerne. Som jeg noterer mig i Børsen, ville det danske BNP per indbygger have været 23.500 kroner større, hvis Danmark havde haft samme vækstrate – dvs. fulgt den stiplede linje – som vores naboer. Den småstiplede linje indikerer derfor, hvor stor den danske nationalindkomst er relativt til naboernes.

Det grundlæggende problem er tydeligvis et produktivitetsproblem: Ser man på OECDs indikator for multifaktorproduktivitet, er den danske i gennemsnit vokset med 0,27 % om året siden 1995, mens vores naboers er vokset med 0,78 %. Produktivitetskommissionen skrev om problemet for få år siden, men uden at politikerne på Christiansborg gjorde noget som helst ved det eller blot gjorde som om, de var interesserede. Produktivitetsproblemer er åbenbart så langsigtede, at de er politisk irrelevante – de manifesterer sig jo ikke før efter næste valg – og så længe de fleste vælgere ikke rigtigt opdager, at vi er ved at blive de fattigste i Norden, gør det åbenbart ikke noget.

Det går den gale vej på Frederiksberg

Af Otto Brøns-Petersen, den 12. september 2018. 3 svar

Samtlige partier på Frederiksberg har indgået en budgetaftale. Det er en temmelig trist affære.

Til trods for, at staten netop fra 2019 kompenserer kommunerne for 75 pct. af mindreprovenuet ved skattenedsættelser, har det borgerlige flertal ikke villet sænke skatten. Såvel udskrivningsprocent, grundskyld som dækningsafgift fastholdes uændret. Da både indkomster og vurderingsgrundlag går i vejret, er uændrede satser lig med stigende skatteprovenu. Det ventes for første gang at passere 6 mia.kr. i 2019.

Så sent som i valgkampen begrundede man manglende skattelettelser med de penge, kommunen betaler til andre kommuner i udligning. Men her er altså tale om, at man ikke under skatteyderne en nedsættelse, selv om staten refunderer tre fjerdedele. Det er ret ekstremt, når man tænker over det. Det viser noget om, hvor lille en vægt politikerne tillægger skatteborgerne generelt i forhold til interessegrupper på udgiftssiden og forvaltningens budgetinteresser.

Det er ganske paradoksalt, at kommunalpolitikerne henviser til stigende udgifter til udligning, når de skal begrunde de manglende skattelettelser – og dermed kommer til at øge det beløb, som frederiksbergborgerne netto må aflevere til staten og andre kommuner.

Udligningen er dog ikke det eneste problem i kommunens økonomi.

Budgettet bærer præg af, at udgiftspolitikken er ved at skride. Frederiksberg har faktisk været relativt veldrevet sammenlignet med andre kommuner. Men nu går det den gale vej. Det er ikke sådan, at udgifterne eksploderer, men i stedet sådan, at man ikke er i stand til at tilpasse sig til demografiske forbedringer. Det såkaldt socio-økonomiske indeks fra Økonomi- og Indenrigsministeriet er gået fra 1,01 i 2011 til 0,86 i 2017 og -18. Man er altså gået fra at have en befolkningssammensætning med et udgiftsbehov lige over gennemsnittet til langt under. Men kommunalpolitikerne har ikke ladet udgifterne følge med de faldende udgiftsbehov. Derfor er der i de senere år sket et betydeligt fald i den relative effektivitet. I 2016 lå udgiftsniveauet på 91 pct. af landsgennemsnittet, korrigeret for demografi og andre forskelle i udgiftsbehov. I 2018 er det steget til 94 pct. af landsgennemsnittet. Dermed er der spist en tredjedel af forspringet på blot to år.

I budgetaftalen for 2019 kan man bl.a. se det ved, at man med en håndevending sænker produktiviteten i daginstitutionerne. Det ”løser” noget af det ”problem” med overkapacitet, som befolkningsudviklingen har skabt. Som det lyrisk udtrykkes: ”Partierne er enige i at investere 5 mio.kr. til at øge personalenormeringen”.

Et andet eksempel er, at skolerne nu skal til at bespise eleverne. Budgetaftalen opremser alle de fordele, der utvivlsomt er ved mætte børn. Og man må dermed forstå, at denne opgave, som forældrene har løst gennem århundreder, ikke længere kan magtes af dem. Politikerne begynder tilmed at give særlige bevillinger til skolerne – ikke efter om de har særlige udfordringer, men alene på grundlag af elevernes socio-økonomiske baggrund.

Aftalen lægger dog op til effektiviseringer. Men det er helt ukonkret: ”Dette kan bl.a. ske ved digitalisering, modernisering, optimering af arbejdsgange samt ændring af ledelsesstrukturen”. Det er det – bortset fra at bestille en konsulentundersøgelse om opgavefordelingen mellem centrale og decentrale stabe.

Aftalen indfører en målsætning om at øge konkurrenceudsættelsen til 33 pct. i 2020. Det er langt under Konkurrencestyrelsens mål for udbudsegnede opgaver, men en pæn del over det nuværende niveau (på 28,4 pct. i 2017). Der er dog ikke mange konkrete tiltag i budgetaftalen, og til en start aflyser man et ellers aftalt udbud af et plejecenter.

Regeringen har som bekendt har mere end svært ved at få sin skatte- og strukturpolitiske dagsorden igennem på landsplan. En af undtagelserne er præmieringen af kommunale skattelettelser – om end de skæve incitamenter i kommunerne sagtens kunne begrunde en bedre ordning. På den baggrund er det sigende, at landet største borgerlige – og på papiret hidtil mest veldrevne – kommune har valgt at stå helt uden for ordningen og satse alt på udgifter. Udgifter, der udover selve skatten koster skatteyderne 75 øre i manglende tilskud for hver ekstra krone.

Udenrigsministeren forstår ikke handel

Af Christian Bjørnskov, den 12. september 2018. 1 svar

Anders Samuelsen havde tirsdag et debatindlæg i Børsen, hvor han i sin funktion som udenrigsminister argumenterede for at ”Øget eksport skal sikre vækst i dansk økonomi.” Selvom kronikken næppe er skrevet af ministeren selv – det gør embedsværket typisk for ham – udtrykker og reflekterer den hans forståelse af, hvad handel er og hvad der er gavnligt for Danmarks økonomi. Den forståelse viser sig endnu en gang at være ganske overfladisk.

Samuelsens ærinde i Børsen er at tilskynde danske virksomheder til at eksportere mere, eller som han formulerer det, at ”realisere eksportpotentialet for dansk erhvervsliv.” Samuelsen noterer sig, at ”Tal viser, at kun tre fjerdedele af dansk vareeksport får den toldreduktion, som aftalerne giver mulighed for.” Uden nogen form for baggrund kan man forledes til at tro, at virksomhederne bare ikke kender til aftalernes muligheder, eller at de re elendigt ledet.

Der er dog en anden forklaring, som Gabriel Felbermayr, der pt. er ved at flytte fra CESIfo i München til den prestigefyldte post som præsident for the Kiel Institute for the World Economy, gav ved et seminar i Aarhus sidste år: Overholdelse af de nye handelsaftaler, der tilbyder lavere toldsatser, er så dyrt og besværligt rent bureaukratisk, at det bedre kan betale sig for mange danske virksomheder bare at betale den såkaldte MFN-told. Med andre ord har EU forhandlet handelsaftaler – som Samuelsen hylder – der gør det så besværligt, at mange særligt mindre virksomheder hellere vil betale fuld told end at bruge ressourcer på papirarbejde og dokumentation.

Mens den bedste handelsaftale kan formuleres i én enkelt sætning – ”Vi afskaffer begge alle handelsbarrierer” – er det tydeligvis ikke den forståelse, Samuelsen og hans ministerium har. Som han slutter indlægget, er ideen åbenbart, at ” Regeringen arbejder for at sikre jer [eksportvirksomhederne] de bedste betingelser.” Spørger man ministeren og hans folk om handel, handler det hele om eksport.

Det store problem er, at de store velfærdsgevinster af øget frihandel ikke kommer fra øget eksport, uanset hvad ministeren, hans kolleger og hans embedsværk tror. Som vi tidligere har skrevet om i vores sommerserie i år, kommer de store, umiddelbare gevinster for borgerne fra import. Mens der er positive virkninger af eksport – virksomheder lærer for eksempel af at blive udsat for international konkurrence – er den fremmeste opgave for eksport at finansiere vores import.

Eksport i sig giver ikke borgerne adgang til flere, billigere eller bedre varer og service. Det ville have været rart, hvis en nominelt liberal udenrigsminister havde forstået blot lidt af, hvad handel er og hvad det faktisk betyder. Det afslører Samuelsens debatindlæg dog endnu en gang, at han ikke gør, og min personlige erfaring er, at hans fagøkonomisk svage ministeriums embedsværk heller ikke gør. De tror, at det hele handler om at gavne danske virksomheder, og glemmer, at borgerne er de vigtige aktører. Dén indsigt skal man lede med lup efter, for at finde i Samuelsens udenrigsministerium.

Er forretningsfolk dårlige politikere?

Af Christian Bjørnskov, den 9. september 2018. 1 svar

Donald Trump er beviset på, at forretningsfolk er elendige politikere, og man meget hellere bør overlade politik til professionelle politikere –ikke? Selvom det faktisk er et argument, som man hører med jævne mellemrum, viser ny forskning, at det faktisk er forkert. På tværs af de amerikanske stater viser sammenligninger det modsatte, og dermed at Trump også på det punkt er em outlier.

I oktobernummeret af af Economic Inquiry undersøger Florian Neumeier (CESIfo München), om forretningsfolk er anderledes som politikere ved at undersøge konsekvenserne af at vælge tidligere forretningsfolk som guvernører i amerikanske stater. Baggrunden er, at en meget høj andel af de amerikanske politikere er jurister af uddannelse – meget som en forbløffende stor andel af danske politikere er statskundskabsuddannede – og dermed temmelig homogene. Er det en fordel, at lovgivere er uddannede jurister, eller dem der laver politik er uddannet i det, der på engelsk hedder ’political science’? Eller er det omvendt en fordel at have faktisk erhvervserfaring fra privat ledelse, som relativt få amerikanske og næsten ingen danske politikere her?

Konklusionerne i Neumeiers studie er ganske klare: Ser man på de økonomiske konsekvenser af at vælge nogen med en erhvervsmæssig ledelsesbaggrund som guvernør, er de tydeligt positive. Men det er ikke tilfældigt, hvornår vælgerne stemmer sådan en ind, hvilket giver et metodisk problem, der først skal løses. Som Neumeier skitserer i sit abstract, kan det lade sig gøre, og konsekvenserne er ganske positive. Det er godt nyt for amerikanere i en række stater, men hvor er de danske politikere med den type baggrund? Under alle omstændigheder, om man tager det som optimistisk eller pessimistisk forskning, er abstractet her:

This paper evaluates the economic performance of U.S. state governors with a business background (chief executive officer [CEO] governors). Applying a matching method, I find, first, that businesspeople tend to take office in times of economic and fiscal strain. Second, the tenures of CEO governors are associated with a 0.5 percentage points (pp.) higher annual income growth rate, a 0.4 pp. higher growth rate of the private capital stock, and a 0.6 pp. lower unemployment rate than are the tenures of non‐CEO governors. State‐level income inequality is not affected by CEO governors holding office, indicating that low‐income households benefit from the economic upswing.

3F-præsidenten slår til igen

Af Niels Westy, den 4. september 2018. 5 svar

Den nyligt indgåede handelsaftale mellem Mexico og USA understreger endnu en gang,  at Donald Trump ikke forstår grundlæggende handelsteori og nationaløkonomi. Aftalen vil, hvis den træder i kraft, alt andet lige, være til skade for både Mexico og USA, hæmme produktiviteten, svække amerikansk bilindustris konkurrenceevne og medføre højere priser (på biler) for den amerikanske forbruger.

I sidste uge meddelte præsident Trump at man var nået til enighed med Mexico om en ny handelsaftale til afløsning for NAFTA-aftalen mellem Canada, Mexico og USA. Canada er med andre ord indtil videre ikke med i den nye aftale, om end der pågår forhandlinger netop i disse dage. Hvor det ender og hvorvidt nye aftaler overhovedet kan komme igennem kongressens to kamre er usikkert på nuværende tidspunkt (Trump kan formentlig godt opsige NAFTA-aftalen uden godkendelse, men han kan ikke indgå en ny aftale uden flertal i de to kamre).

Ud fra hvad vi kender til aftalens indhold indtil videre, kan vi dog allerede nu konstatere, at der er tale om et tilbageskridt i forhold til den nuværende NAFTA-aftalen, vurderet på de økonomiske konsekvenser for den økonomiske udvikling i både Mexico og USA.

Aftalen indebærer bl. a., at:

  1. bilproduktion fremover skal have et lokalt indhold på  75% i stedet for de nuværende 62,5%, for at blive fritaget for told.
  2. Det kræves, at mellem 40% og 45% af biler og bildele skal produceres af arbejdstagerne, med en timeløn på mindst  16 $ ( minimumslønnen i Mexico er ca. 5 $, om DAGEN, mens den gennemsnitlige timeløn indenfor fremstillingsvirksomhed er 2,30 $ i timen). Det vil alt andet lige indebære, at det bliver mindre attraktivt for virksomhederne at opretholde og/eller investere yderligere i produktion i Mexico, som i stedet vil blive placeret i USA og Canada. 
  3. Der stilles minimuskrav til, hvor meget stål og aluminium, som skal stamme fra  Nordamerika i bilproduktionen, for at opnå toldfrihed.
  4. Der kommer også nye (og højere) krav til oprindelsesland og lokalt indhold i andre sektorer. Det gælder bl. a. indenfor tekstiler, kemikalier, stålintensive produkter og andre industrivarer, hvis man skal fritages for told.
  5. Skærpelse af beskyttelse af den Intellektuel ejendomsret, Denne del af aftalen kan ses som modellen for hvad der femover vil blive krævet fra amerikansk side (bl. a. i forhold til aftaler med Kina).
  6. Told afskaffes for handel med digitale produkter, som distribueres elektronisk. Det vil sige bl. a. e-bøger, videoer, musik, software og spil (af gode grunde var der ikke taget højde for digitale produkter i den gamle aftale.
  7. Krav til Mexico om at anerkende kollektive forhandlinger (hvad der præcist menes er dog usikkert, repræsentanter for henholdsvis den amerikanske og mexicanske regering har noget forskellig udlægning af hvad det vil betyde for mexicansk lovgivning på området).
  8. Der er tale om en 16-årig aftale med mulighed for revision efter 6 år.
  9. Til bilæggelse af stridigheder opretteredes der sammen med Nafta et system af internationale domstole til at afgøre tvister mellem virksomheder og de enkelte medlemslandes regeringer. Den nye aftale indebærer en indskrænkning i mulighederne for at få behandlet uenigheder ved en international domstol indenfor visse sektorer, mens andre (bl. a.  Olie- og gas-, energi- og infrastrukturvirksomheder) fortsat vil kunne få behandlet deres tvister ved disse.
  10. For landbrugssektoren fastholdes toldfrihed stort set, som i den oprindelige Nafta-aftale. 

Den “nye” aftale er altså mindre frihandelsorienteret end den nuværende. I tilfælde af at aftalen rent faktisk træder i kraft vil den både være til skade for velstanden i Mexico og USA. Således indebærer de nye krav til løn og arbejdsvilkår i Mexico indenfor bilindustrien (kravet om en minimumsløn på 16 USD. i timen har ingen betydning i USA), alt andet lige, at beskæftigelsen i eksportsektoren falder i Mexico. For amerikanske forbrugere indebærer den nye aftale, alt andet lige,  dyre produkter (biler). Hvor stor effekten vil blive kendes dog ikke på nuværende tidspunkt.

Når Donald Trump erklærer, som han har gjort i flere sammenhænge, at han er tilhænger af frihandel, skal det ikke forstås som nationaløkonomer forstår det. Det er ikke et tilfælde at han f eks. har erklæret, at “I’m a big free trader. But it has to be fair”. Afgørende er tilføjelsen af “fair”, for hvad vil det sige? Det er en fuldkommen subjektiv vurdering. Her er han på linje med diverse hjemmelige NGO’ere og fagforeninger. Med andre ord. Når man i Trumps valgprogram kunne læse, at der skulle sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”, så skulle det tages alvorligt.

Som der dog anføres af Bloomberg, under overskriften “Trump’s Mexico Trade Deal Looks Like a Lemon“, er de umiddelbare skadevirkninger formentlig begrænsede -heldigvis. Det ændrer dog ikke ved at der skabes en beklagelig præsidens. Og interessant nok er det stik imod hvad økonomerne Edward C. Prescott og Lee E. Ohanian i en kronik i Wall Street Journal anbefaler i et grundlæggende meget positivt indlæg, nemlig at :

Growth rates could improve with further policy changes. One example is a reduction in trade barriers. Since the General Agreement on Tariffs and Trade was signed 70 years ago, international commerce has expanded dramatically, hugely benefiting U.S. consumers by lowering prices and increasing the variety of available goods. The average household’s benefits from trade are greater than $10,000 a year, according to the Tax Foundation. Further cooperative trade agreements—rather than wide-ranging tariffs—would expand these already large benefits.

Desværre må vi konstatere, at det ikke kommer til at ske – i hvert fald ikke under den nuværende præsident.

Vi har før skrevet om Donald Trumps håbløse forståelse for nationaløkonomi og betydningen af frihandel før, og aftalen med Mexico understreger, at han er opsat på at forfølge denne.

Trump (og hans nærmeste rådgivere på området Peter Navarro og handelsminister Wilbur Ross) er af den overbevisning, at import skader USAs økonomi, selv om det forholder sig omvendt, som påpeget i flere indlæg i sommerens serie om betydningen af frihandel.

Men græmmes vi her på punditokraterne, må man formode at der jubles i NGO- og fagforeningskredse. Her trives jo forestillingerne om fair handel. For verdens fattige og forbrugerne er det dog en anden sag.

 

Tyrkiet er på vej mod krise

Af Christian Bjørnskov, den 3. september 2018. Skriv et svar

Tyrkiet er ikke længere et demokrati. Landet har været på vej mod diktatur i lang tid og ikke blot det mærkelige kupforsøg i juli 2016, men også den manipulerede forfatningsafstemning og adskillige års chikane mod skeptiske medier har længe været klare tegn. Med sidste års ændringer er langt mere magt nu koncentreret hos præsident Erdoğan og landet er formelt gået fra at være parlamentarisk til at være præsidentielt.

De mange års ændringer er nu virkeligt begyndt at slå til i den tyrkiske økonomi. Som min klumme i fredags i Børsen beskrev, er landet på vej ind i en egentlig økonomisk krise, der kan vise sig at være endda meget langvarig. Efter år med vækstrater mellem 3½ og 4 %, er dybe strukturelle problemer ved at vise sig i et foreløbigt 40 % stort fald i liraens værdi overfor dollaren. Det forstærker et andet problem, den private sektors låntagning, som er ved at blive en økonomisk hovedpine: Mere end 10 % af den over 200 milliarder dollars store gæld, som tyrkiske virksomheder har stiftet i udlandet, forfalder ved udgangen af i år, og en økonomisk krise kombineret med en massiv depreciering af valutaen gør det ganske svært for mange af virksomhederne at betale tilbage.

Som jeg skrev i Børsen:

De grundlæggende problemer kan alle tilskrives Erdoğan-regimet. Det internationale V-Dem-projekts eksperter vurderer for eksempel, at retsvæsenets pålidelighed og særligt den tyrkiske højesterets uafhængighed er svækket meget kraftigt under Erdogan. Det har bl.a. det i år ført til, at Standard & Poor’s i maj sænkede Tyrkiets kreditrating til BB-/B, og nævnte både stigende inflation, den private udlandsgæld og de generelt svækkede institutioner.

Figurerne nedenfor illustrerer de grundlæggende problemer. Den første figur illustrerer udviklingen i (det officielle!) BNI, husholdningernes forbrug og kreditgivningen til de hjemlige banker; alle er på en logaritmisk skala. Den anden figur viser hvordan graden af underslæb i det offentlige embedsværk og bestikkelsesproblemerne (de røde linjer) er forværret de sidste ti år, brugen af censur mod medierne er voldsomt forøget siden 2005 (den grå linje), og at Erdoğans lovændringer har betydet, at han nu stort set gnidningsfrit kan ignorere alle beslutninger og al kritik fra retsvæsenet (den grønne linje). Centrale elementer i de forhold, som kaldes enten ’rule of law’ eller ’good governance’, og som er ekstremt vigtige for langsigtet udvikling, er alle blevet svækket kraftigt under Erdoğan.

Et vigtigt spørgsmål er derfor, hvorfor det er sket – hvordan kunne det gå så galt. Det gav Timur Kuran og Dani Rodrik et bud på forleden. Deres bud er, at selve logikken i Tyrkiets politiske institutioner har ændret sig under Erdoğan

The logic of Turkey’s new political system harks back to the Ottoman “circle of justice” that divided the population into taxpaying masses and a small tax-exempt elite headed by a sultan who was subordinate only to the Sharia (Islamic law), though in practice he himself defined what it meant. The “circle of justice” was officially repealed in 1839, through an edict that ushered in an era of restructuring. Nearly two centuries later, Erdoğan has taken Turkey back to a past that generations of reformers tried to leave behind.

The system Erdoğan has instituted leaves no place for competent politicians or bureaucrats at the helm of the economy. They have been pushed out because their goals transcend the leader’s self-interest. Fear prevents honest debate of issues. Businessmen, academics, and journalists at the top of their fields have fallen mute in the interest of self-preservation. His circle is packed with yes-men (and some token yes-women), who strive to satisfy his sense of omniscience and magnificence. Even opposition leaders in Turkey’s now-toothless parliament become cheerleaders whenever he signals that lack of support would be treated as aiding the enemy.

Med andre ord, som også Durmus Yilmaz og Selim Sazak beskrev forleden i Foreign Policy, er hovedincitamentet for Erdoğan nu, at folk omkring ham er loyale. Han lider nu under det, Gordon Tullock kaldte ”The Dictator’s Dilemma” – at logikken bag alle beslutninger i første omgang bliver, om de bidrager til at holde ham ved magten, og kun i anden omgang kan have andre formål. Det tragiske er dermed, at Erdoğan er ved at slette Tyrkiets sekulære og demokratiske fremskridt i det 20. århundrede og alt, der skiller landet fra resten af det dysfynktionelle Mellemøsten.

Kæft, trit og retning i følsomhedsmafiaens verden

Af Christian Bjørnskov, den 26. august 2018. 2 svar

Følger man mediernes dækning af folk og gruppers klager over, at de er blevet stødte eller fornærmede over noget, er det svært at ikke at få indtrykket af, at vi er blevet langt værre og ufølsomme mod andre mennesker. Det vil sige, det er svært ikke at få det indtryk, medmindre man begynder at tænke over sagerne. Politisk korrekthed og offentlig ’følsomhed’ er et interessant emne, der dækker over langt mere – og et ganske andet problem – end man umiddelbart kunne tror.

The Guardian kunne for eksempel tidligere i år rapportere, at musicalstjernen Sierra Boggess havde aflyst sin rolle i West Side Story ved the Proms, fordi det at hun sang rollen som Maria ”would once again deny Latinas the opportunity to sing this score, as well as deny the importance of seeing themselves represented on stage. And that would be a huge mistake.” Boggess mente øjensynligt, at det var udtryk for såkaldt ’cultural approproation” at hun som hvid amerikaner sang rollen som den puertoricanske Maria. Adskillige stemmer i det ’sorte miljø’ i USA har ligeledes kritiseret Zoe Saldana for ikke at være sort nok til at spille Nina Simone i en ny film. Efterkommere af Simone har endda forsøgt at udskamme Saldana, der ellers har taget rollen som meget alvorligt.

Begge tages som udtryk for cultural appropriation, dvs. ideen om at man ikke må bruge dele af kultur, der ikke hører til ens egen hudfarve, etnicitet, seksuelle orientering, eller en anden gruppeidentitet. Forleden gik det så vidt, at et medlem af Labour og en kendt Corbyn-støtte kritiserede TV-kokken Jaime Oliver for at lave en jamaicansk risret. The Daily Mail bragte dagen efter et billede af MP-en i et traditionelt skotskternet tørklæde. Øjensynligt, som avisen ironisk viste, er det ikke cultural appropriation hvis den kultur, man ’stjæler’ er hvid, europæisk og ikke tydeligt homoseksuel.

Det samme tyranni forsøger mange interesser nu at påtvinge folks offentlige og halvoffentlige verbale ytringer. Adskillige briter kræver for eksempel Boris Johnson dømt for en ’hate crime’ for at have gjort grin med Islam. Som Toby Young lakonisk bemærkede på sin twitter account: ”Wonder if those condemning Boris’s remarks as “Islamophobic” would condemn Danish cartoons of Muhammad as Islamaphobic? And if so, was Life of Brian Christian-a-phobic? Should that be banned? At what point did making jokes about a religion become a “hate crime”?”

Som i mange andre tilfælde, er hele pointen at nogle mennesker ikke må ytre sig skeptisk om nogle emner, mens andre må. I Johnsons tilfælde påstod nogen, at han begik en hate crime fordi han var offentligt skeptisk overfor en bestemt religion. Hvis det virkeligt skulle accepteres som et validt argument, må man konstatere, at min ven Niclas Berggren og jeg er kriminelle: Vi har offentligt været skeptiske – endda på et faktuelt grundlag – overfor alle religioner. Hvis vi blot var skeptiske overfor protestantisme – hvilket vi som ateister begge er – ville det have været helt acceptabelt, men hvide protestanter må øjensynligt ikke være skeptiske overfor andre religioner.

Dobbeltstandarderne i denne brede type argumenter om fornærmelse og ’had’ blev illustreret med et nyt eksempel forleden, da det kom frem at en kvindelig litteraturprofessor fra NYU, Avital Ronelle, gentagne gange havde chikaneret en mandlig studerende. Dele af MeToo-bevægelsen har rasende støttet professoren, og argumenteret for, at man må stå sammen mod angrebene. Det er pudsigt nok det, de påstår hvide, mandlige eliter har gjort, og som Metoo oprindeligt – og i adskillige tilfælde fuldstændigt rimeligt – ville gøre op med. Mens nogle erklærede feminister var konsekvente i deres kritik af Ronelle, gentog store del af bevægelsen de dobbelte standarder, der karakteriserer de fleste eksempler på det grundlæggende fænomen.

Min personlige holdning til denne udvikling er klar: Det er mange år siden, det har været så vigtigt at sige ufølsomme ting, fornærme folk og støde deres følelser. Problemet, som jeg helt personligt ser det, er at der nærmest har dannet sig en følelsesmafia, som bruger argumentet, at nogens følelser enten er blevet stødt eller kunne stødes, til at skabe monopollignende forhold. Mens den traditionelle mafia bruger vold eller trusler om vold for at implementere de facto monopol i dele af den italienske økonomi, bruger følelsesmafiaen trusler om udskamning og censur overfor dem, de opfatter som deres konkurrenter i den offentlige debat og meningsdannelse. Formålet er det samme for begge typer mafia: Monopol på det område, hvor de tjener enten deres penge eller etablerer deres magt.

Der er med andre ord tale om ganske effektiv rent creation for nogle af de berørte grupper. Denne rent creation beror på, at følelsesmafiaen kan lukke ned for enhver demokratisk dialog eller debat om emner, der er forbundet med deres særinteresser. Der bliver, med andre ord, emner og synspunkter som man ikke kan bringe til offentlig debat, og dermed også grupper, som undslipper sig enhver skepsis.

Er man i tvivl om problemet i det, kan man med fordel tage et kig på den katolske kirkes historie, der i flere århundreder praktiserede en lignende type meningstyranni. Det betød mange steder – og betyder stadig enkelte steder – at man er udelukket fra bestemte jobs, sociale fora og adgang til offentligheden, hvis man var i bad standing med den katolske kirke. Hvis man ikke offentligt erklærede den samme mening, som den katolske kirke omfavnede, var man social persona non grata. Det er præcist den samme strategi, følsomhedsmafiaens forskellige manifestationer bruger til at skabe dens egne rents.

Hvis man virkelig skal fremme tolerance, handler det om at skabe et miljø, hvor folks hudfarve, seksuelle præferencer og etniske oprindelse er ligegyldig. Et miljø, hvor man ikke blot tvinges ind i en bås – som Anna Libak sarkastisk bemærkede forleden, er min personlige kombination af mand, hvid, heteroseksuel og topskatteyder et ”quattro-svin” for tiden (og tænk hvis man også er liberal) – og hvor man kun har rettigheder som medlem af en politisk identificerbar gruppe. De stemmer, der råber op om hate crimes, cultural appropriation og krav om ubetinget respekt, reducerer individer med alle deres forskeligheder til grå masse i grupper, man må og skal underkaste sig. Jeg har svært ved at se en mindre liberal, intolerant og autoritær måde at behandle mennesker på, og en måde der er længere fra ethvert demokratisk ideal.

De nuværende skænderier i vestlige lande har således intet med tolerance at gøre, men handler udelukkende om politisk magt. Er man politisk ukorrekt ved enten at gøre grin med grupper, der ikke lige er hvide mænd i rige lande, eller ved ikke at udvise den påkrævede ’respekt’ for bestemte, udvalgte grupper, støder man ikke kun nogle af disse menneskers følelser. De ’repræsentanter’ for forskellige grupper, som man støder, føler sig i virkeligheden ofte mere stødt på deres magtbegær end på faktiske følelser. Og når man er kommet så langt, at man ikke længere kan se forskel, har man et alvorligt samfundsproblem.

Sommerserien om international handel – et overblik

Af Christian Bjørnskov, den 23. august 2018. 3 svar

Ligesom sidste år har vi også i år kørt en sommerserie med et tema på punditokraterne. Det er nok næppe gået vores faste læseres næse forbi, at den handlede om international handel, og havde til formål at informere om, hvad der rent faktisk foregår økonomisk og politisk. Vi er kommet til vejs ende, det nye semester og de nye studerende er lige om hjørnet, og ligesom sidste år slutter vi serien med en kort sammenfatning.

Vi startede i vores Introduktion med at diskutere hvordan langt det meste international handel kan forklares ved hjælp af landes komparative fordele. Som David Ricardo viste allerede i 1817, er alle lande forholdsvist bedre til at producere nogle varer end andre. Alle får derfor noget ud af handel fordi det tillader samfundet som helhed at udnytte alle ressourcer mere effektivt. Vi skrev derfor efterfølgende om Hecksher og Ohlins model, der går et teoretisk skridt videre ved at illustrere, hvor landes komparative fordele kommer fra. Modellen er arbejdshesten i international handelsteori, men er på ingen måde intuitiv for de fleste ikke-økonomer. Den viser dog, sammen med sund fornuft, konkret hvordan samfundet som helhed bliver rigere af handel, men også at ikke alle bliver lige meget rigere.

Nogle kan endda have stærke incitamenter til at forhindre konkurrence fra udenlandske virksomheder for bl.a. at opretholde monopollignende tilstande. En af de vigtige virkninger af internatonal handel er monopoldestruktion, som vi beskrev i den tredje installation i sommerserien. Handel ødelægger monopoler og gavner derfor i meget stor stil forbrugerne gennem en ekstra mekanisme.

Det hele er dog ikke økonomi, og den 8. juli skrev vi derfor om Montesquieus teori om La Douce Commerce, og de senere års empiriske forskning, der i vidt omfang både bekræfter teorien og udvider dens område til tolerancenormer.

Otto spurgte, om der er et paradoks forbundet med de komparative fordele – og svarede nej.

Det, der kendes som Lerners symmetriteorem, der beskriver den for mange mennesker helt modintuitive indsigt, at barrierer for import faktisk er det samme som barrierer for eksport.

Otto beskrev et par dage, hvordan handel, specialisering og voksende skalafkast giver en af forklaringerne på, hvorfor lande der handler mere, også bliver rigere. Det var meget simpelt Adam Smiths indsigt, at specialisering giver bedre udnyttelse af samfundets ressourcer, men også at denne effekt bliver endnu større, hvis der er voksende skalaafkast i form af, f.eks., stordriftsfordele. Efterfølgende vendte vi også den såkaldte ’ny-ny handelsteori’ den 22. juli, hvor Marc Melitz og mange andre økonomer efter ham giver en anden, komplementær forklaring på, hvordan handel bidrager til at gøre hele samfundet mere produktivt og dermed rigere. Melitz forklarinng hviler på, at international konkurrence slår de dårlige virksomheder ihjel og dermed frigør ressourcer til brug i bedre virksomheder og bedre formål. En del af konsekvenserne ved frihandel er derfor en udgave af Schumpeters ’kreativ ødelæggelse’.

Det kan derfor synes helt absurd, at mange lande har høje toldmure og andre barrierer, og at både Donald Trump, men også Emmanuel Macron og en række andre politikere taler for mere protektionisme. Under overskriften ”Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?” beskrev vi derfor en af de næste dage den politiske økonomi bag handelsbarrierer – der er konkret virksomheder, sektorer og andre særinteresser, der køber sig til barrierer. Handelsbarrierer er dybt skadelige for samfundet, men kan være til snævre særinteressers gavn, og dermed også til politikeres gavn, når særinteresserne betaler for at få mere protektionistisk handelspolitik. Det gælder ikke mindst de virksomheder, der er mest i fare for den Schumpeterske ødelæggelse, dvs. de dårligste og mindst produktive. Den politiske logik indebærer således, at det er de værste industrier, der er mest tilbøjelige til at blive beskyttet.

I nummer 10 skrev Otto om Det stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel – de mange tekniske, regulatoriske og bureaukratiske barrierer, lande stiller i vejen for international handel i stedet for toldbarrierer. Disse såkaldte NTB’er er netop, som UNCTAD har dokumenteret, et stigende problem, der er svært at håndtere fordi de ikke på samme måde er synlige, og kan sælges med umiddelbart ’gode’ formål. Uanset at de ikke er mindre skadelige, og i særligt grad er dybt problematiske i fattigere lande, lyder paroler som kampen mod ’social dumping’, gode arbejdsvilkår og living wages i udviklingslande jo godt. Den sidste installation var om The Make Work Fallacy – at det handler om arbejdspladser og alt, der skaber mere (synligt) arbejde er godt. Tror politikere, at mere arbejde er bedre, ender de ofte som Donald Trump med at tro, at import er skadelig fordi der jo er varer, vi ikke selv producerer og derfor nogen, der må være arbejdsløse. Det er en af de mest skadelige økonomiske misforståelser der findes, og en række af de få velmenende danske politikere lider under.

Vil man vide mere og have mere avancerede modeller, må man følge et universitetskursus. I mellemtiden stiller vi sommerserien til rådighed for alle interesserede. Og hvis der skulle sidde en gymnasielærer eller to, som overvejer om noget af det kunne bruges som undervisningsmateriale, må I gerne kontakte os.