Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Venezuelas mangelproblemer

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2012. 4 svar

Venezuela er verdens femtestørste olieeksportør og burde derfor være et relativt rigt samfund; men med dets leder Hugo Chávez og hans ideer om en ”socialisme for det 21. århundrede” er landets økonomi i langsomt, men frit fald. Weekendudgaven af the International Herald Tribune bragte lørdag en artikel, der klart dokumenterer landets problemer, og peger på den indlysende årsag.

Problemet er nationaliseringer og priskontroller, og dermed en situation med konsekvenser, der har været forudsigelige siden Mises arbejde i 1920erne. IHT fortæller således den klassiske historie om et supermarked i et af Caracas rigere områder, der både har kylling, ost og vagtelæg, men intet toiletpapir. Folk ved også, hvem der ingen problemer har:

Asked where a shopper could get milk on a day when that, too, was out of stock, a manager said with sarcasm: ”At Chávez’s house.”

Sidste års (officielle) inflation var på 27,6 %, hvilket Chávez-regimet bruger som argument for, at man bliver nødt til at implementere omfattende priskontroller. Der er næppe mange venezuelanere, der længere løber det argument. Konsekvenserne er ved at blive for åbenlyse: Venezuela har siden 2009 importeret kaffe. Landet er gået fra at være en af Latinamerikas store producenter af kaffe til en situation, hvor priserne pga. omfattende statslig kontrol er så lave, at det ikke længere kan betale sig for selv almindelige producenter. Problemerne og deres årsager er så indlysende, at man næsten skulle tro at P1s Orientering også kan se dem.

Hvad tjener professorer?

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2012. 13 svar

Svaret på spørgsmålet synes ret enkelt. En dansk professorlønning er i det store og hele overenskomstreguleret, så en professor aflønnes i lønramme 37 eller 38. Det betyder at i 2012 er årslønnen enten 527.889 eller 600.643 kroner. For mange danskere lyder det af mange penge, men når man påtænker, at jeg ikke kender nogen professorer på mit område, der arbejder under 60 timer om ugen, er det pludselig knap så attraktivt, men måske okay. I en international sammenligning er det dog langt fra okay, hvis man har nogen form for ambitioner med det danske universitetssystem.

Spørgsmålet bliver først rigtigt interessant, når man sammenligner med professorlønninger andre steder. Både de vise hoveder i Folketinget og landets universiteter mener, at vi skal være i den internationale top. Det betyder blandt andet at danske universiteter skal kunne tiltrække nogle af de bedste forskere. Her er lønnen en indlysende faktor, uanset hvad politikere finder på af spin. Og den danske professorløn er ikke ligefrem konkurrencedygtig, i særlig grad når man regner skatten med.

Marginal Revolution linkede forleden til en undersøgelse af, hvad den gennemsnitlige professor tjener ved en lang række amerikanske universiteter. Hvis man ser helt bort fra skatten, kan man på denne måde sammenligne direkte, hvilket lag danske universiteter ville være konkurrencedygtige i – givet den sædvanlige politiske påstand, at vi rent faktisk får noget for skattekronerne (hvilket jeg naturligvis ikke mener).

Data fra the Cronichle of Higher Education viser først og fremmest, at de universiteter, der betaler mest, også er det bedste. Toppen er Harvard, Columbia og Chicago med lønninger på mellem 198.400 og 197.800 dollars – dvs. 1,12 millioner kroner. En professorstilling et af de steder er bestemt ikke en dans på roser, men man bliver betalt for det!

Og hvad er så det leje, danske universiteter ligger i? En dansk professorløn er cirka 106.000 dollars, er niveau man ganske enkelt kan bladre sig frem til i undersøgelsen. Vi er her omkring University of Texas at Arlington, University of Michigan at Dearborn og University of Wyoming. Derudover skal man lægge, at på mange amerikanske universiteter bliver man betalt for 9-10 måneders arbejde årligt. Mange professorer tager derfor muligheden for at lave konsulentarbejde, holde foredrag eller på andre måder tjene ekstra penge.

Hvis man er single, betaler man cirka 22 % i skat til den føderale regering. I Massachusetts, for eksempel, ligger der en marginalskat på cirka 6 % oveni. Hvis man udover det regner en sundhedsforsikring ind, der koster 12 % (et temmelig højt gæt), ender man på rundt regnet på en samlet skatteprocent på 40 %. Når lønnen derefter skal bruges, er den højeste amerikanske moms omkring 8 %, og det generelle prisniveau ligger 10-15 % under det danske. Dén købekraftsforskel bør også tages med i regnestykket.

Med en løn der, endda med nogle meget venlige antagelser om det danske system, rækker til konkurrence med universiteter, der vel ligger i den amerikanske tredjedivision, bliver det svært at opfylde den politiske ambition om universitetsforskning og –uddannelse i verdensklasse. Men hvordan får man formidlet det budskab til danske politikere?

Veteranerne fra den 9. april 1940 – de aldrig hædrede

Af Niels Westy, den 9. april 2012. 4 svar

Da tyske tropper den 9. april 1940 kl. 04.15 overskred den dansk-tyske grænse, var Danmarks skæbne besejlet, og små 2 timer senere kapitulerede den danske regering. Men selv om kampene mellem danske og tyske tropper i et internationalt perspektiv var få og begrænsede, var der dog i dansk optik tale om de blodigste kampe, som danske soldater har været involveret i, målt på egne tabstal, frem til i dag. Inden formiddagen var omme, havde 16 soldater og andet personel mistet livet, mens 22 var blevet såret. De tyske tab kendes ikke med sikkerhed, men var sandsynligvis betydeligt større end de danske.

Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor danske tropper overhovedet blev involveret i kamp, nar landets regeringen på forhånd åbenlyst havde opgivet at forsvare landets frihed. Det fremgår af statsminister Staunings nytårstale mere end 4 måneder før den tyske invasion, hvori han bl.a. konstaterer, at “vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et egentlig forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab”.

Den logiske konsekvens havde vel herefter været at sætte et skilt op ved grænsen til Tyskland den 1. januar, hvorpå man kunne meddele, at vi ville overgive os på tysk og så at sende de danske soldater hjem. Til gengæld var Staunings konstatering af den danske hærs tilstand meget rammende. Da tyskerne indledte operation Weserübung (angrebet på Danmark og Norge), stod små 15.000 dårligt udrustede danske soldater, for halvdelens vedkommende rekrutter med kun 3 måneders træning, overfor en invasionsstyrke på 40.000 veludrustede, veltrænede og kamperfarne tyske soldater. Ikke desto mindre kæmpede de danske soldater bravt, så længe kampene varede, og de tilføjede som nævnt tyskerne betydeligt større tab, end de selv led.

Faldet i kamp

Kort tid efter nederlaget, og helt i tråd med den militære tradition siden begyndelsen af det 19. århundrede, blev de overlevende soldater stillet en erindringsmedalje i udsigt. Det fremgår af forsvarsminister Søren Brodersens brev til kong Christian d. X, dateret den 16. juli 1940, hvori det anbefales, at “der tilvejebringes en erindringsmedalje for dem, der den 9/4 1940 rykkede ud med enheder, som sattes ind i kampen for fædrelandet”, ligesom der direkte henvises til traditionen for erindringsmedaljer, idet Brodersen påpeger, at medaljen skal tildeles “ganske som erindringsmedaljen for de, der har deltaget i kampene for fædrelandet 1848-50 og 1864”.

I december 1940 modtog familierne til de 16 danske faldne da også en mindeplade stort set mage til den, der var tiltænkt enhederne som erindringsmedalje. Tildelingen af mindeplader blev omtalt i pressen, og lederen af statens censur, kontorchef Karl Eskelund, meddelte i en fortrolig skrivelse Københavns redaktørforening, at der ikke ville blive uddelt en erindringsmedalje “indtil videre”, hvilket på daværende tidspunkt var en omskrivelse af, at medaljerne først skulle uddeles, “når tyskerne er borte”, som det fremgår af et internt notat fra et møde i Forsvarsministeriet i sommeren 1940.

Tyskerne har nu “været borte” i snart 67 år. Der er kun få af veteranerne tilbage – ca. 500 i 2005 – men erindringsmedaljerne til de, der den 9. april var parate til at sætte livet på spil “i kampen for fædrelandet”, er fortsat ikke uddelt. I 1945 vedtog den daværende regering nemlig, til skade for veteranerne fra den 9. april, at kæde deres erindringsmedalje sammen med, hvorvidt frihedskæmperne også accepterede en sådan medalje for deres indsats. Man vidste formentlig godt på daværende tidspunkt, at det ønskede frihedskæmperne ikke. Det kunne nemlig opfattes som en blåstempling af den førte danske politik fra krigens start, formentlig det sidste de fleste frihedskæmpere ønskede at være med til.

Da statsminister Anders Fogh Rasmussens i sin historiske tale den 24. august 2003 – i anledning af 60 års dagen for sænkningen af den danske flåde og samarbejdspolitikkens sammenbrud – som den første regeringsleder siden befrielsen tog afstand fra samarbejdspolitikken frem til august 1943, skulle man måske ellers have ment, at der var mulighed for at opfylde løftet fra 1940 om en erindringsmedalje, dette er desværre ikke tilfældet.

Den daværende borgerlige regering afviste dog i lighed med alle tidligere regeringer siden 1945, at uddele den lovede erindringsmedalje. Det har ellers ikke skortet på forsøg på at få sagen taget op igen gennem årene.

Helt grotesk bliver det, når man betænker, at Venstres daværende forsvarspolitiske ordfører, og senere forsvarsminister Svend Aage Jensby med henvisning til en artikel i Jyllands-Posten den 9. april 2000 efterfølgende skriver bl.a. følgende til daværende forsvarsminister Hans Hækkerup: “Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater, der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje.”

Et er, at Hans Hækkerup afviste Svend Aage Jensbys opfordring. Noget andet er, at Jensby senere, da han selv var blevet forsvarsminister, også har afvist at tage sagen op igen, med stort set samme standardbegrundelse som sine forgængere. I et af sine afslag som minister skriver Jensby således: “Da den daværende regering [1945] mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved en tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen.”

En central begrundelse for afslagene gennem årene synes at være, at de sker “i respekt for den beslutning der var taget efter befrielsen i 1945”, eller som daværende statsminister Paul Nyrup Rasmussen skriver i et andet svarbrev på en forespørgsel i september 2000: “… Jeg finder tillige, at det ville være forkert om en regering, hvor hovedparten af medlemmerne ikke var født i 1945, skulle omgøre en beslutning truffet af den ansvarlige regering i 1945.”

En besynderlig begrundelse, der som historikeren Torben Jørgensen lakonisk bemærker i sin bog “de aldrig hædrede” indebærer, at “enhver dansk lovgivning, der på en eller anden måde hidrører tiden før 2. Verdenskrig, f.eks. dele af Jydske lov osv. for tid og evighed skal stå uforandret”.

Her står medaljesagen så stadig den dag i dag. Og selv om der kun er få af veteranerne tilbage, vil jeg gerne med denne klumme endnu en gang opfordre den danske regering til at hædre dem med den erindringsmedalje, der burde være uddelt for længst til de soldater, der i modsætning til deres politiske herrer var parate til at kæmpe og dø for Danmark og danskernes frihed.

Ovenstående er en lettere redigeret udgave af en klumme, som oprindeligt blev bragt i 180grader i 2008. Hvor mange veteraner som er tilbage i dag ved jeg ikke, og som sådan er det jo et problem som løser sig selv – og de få tilbageværende veteraner er muligvis ligeglade i dag. Men det bliver behandlingen af dem i alle årene siden 9. april 1940 ikke mindre skamfuld og pinlig af.

Sareen versus PKK

Af Christian Bjørnskov, den 8. april 2012. Skriv et svar

Forleden formastede den Gamle Redacteur, professor Peter Kurrild-Klitgaard, sig til at kritisere ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen. PKKs brøde var, at han pegede på Sareens troværdighedsproblem. Det gælder både hvordan ministeren har citeret præster for udtalelser, de dokumenterbart aldrig har udtalt, og hans insisteren på, at der altså skal flere kvinder i danske bestyrelser. Det sidste forhold er simpelthen dumt.

Sareen citerer sin forgænger Lykke Friis for at det drejer sig ”om, at vi får »bragt alle talenter i spil«. Vi skal da selvfølgelig sikre, at alle de talentfulde, dygtige og veluddannede kvinder, vi har i Danmark, også får adgang til bestyrelseslokalerne – med en positiv effekt for virksomhederne og hele samfundet til følge. Og så handler det om, at alle får mulighed for at være med til at påvirke det samfund, vi lever i – blandt andet igennem lige adgang til samfundets magtfulde positioner.”

Hvis man tænker påstanden igennem – og husk, at den er faktuelt forkert (se f.eks. Detektors hjemmeside) – er der to logiske måder, at Sareens ’virkelighed’ kunne se ud. Først, som det umiddelbart ser ud, er der for få kvinder i danske bestyrelser, fordi de ikke har ’adgang’. Med andre ord, at der diskrimineres mod kvinder. Som talrige forskere, inklusive den glimrende Nina Smith, har vist, er der intet belæg for den påstand. Der ’mangler’ kvinder i de mellemlederlag, hvorfra man rekrutterer bestyrelsesmedlemmer. Når man tager hensyn til det, er der bestemt ikke for få kvinder i bestyrelser.

Den anden måde, man kunne forestille sig Sareens virkelighed, er at han anerkender at kvinder helt frit vælger ikke at indtræde i bestyrelser eller, som tilfældet faktisk er, at de fravælger de jobs, der kan give adgang til bestyrelsesposter. For at det kan blive et problem, skal man derfor problematisere et frit, informeret valg som samfundsmæssigt forkert. Sareens problem her bliver blot, at der ingen dokumentation er for hans påstand, at der er en økonomisk gevinst at få ud af kønstvang af denne type. Hvis man anlægger den tolkning af hans verdenssyn, rammer han derfor også mod en logisk barriere, men med et stærkt uliberalt syn på hvad man kan tillade sig overfor befolkningen.

Det ganske fantastiske i sagen er, at Sareen, uanset hvordan man vender eller drejer sagen, holder fast i nogle påstande, som DRs Detektor har skudt endegyldigt ned – der er ingen hold i dem. PKK har intet problem, mens Sareen demonstrerer en del af den nuværende regerings store problem: Den ofte totale mangel på enten indsigt eller respekt for faktuel viden, og en mangel på respekt for almindelige borgere.

Finans- og gældskriser – i luften

Af Christian Bjørnskov, den 4. april 2012. Skriv et svar

Der har været masser af snak om hvor dybt, finanskrisen egentlig ramte forskellige lande. Trods mediernes historier og tal, er det forbløffende svært at opgøre hvor slemt det egentlig gik. Skal man se på BNP-udviklingen? Måske, men massiv finanspolitisk stimulus har den konsekvens, at den i det mindste på den korte bane blæser BNP-tallet op, uanset hvor produktiv den offentlige udgift egentlig er. Skal man i stedet sammenligne arbejdsløshedstal? Måske ikke, da finanskrisen både har gjort nogen arbejdsløse, hvilket naturligvis trækker i negativ retning, men også fået andre til helt at forlade arbejdsmarkedet, hvilket faktisk trækker rent statistisk i ’positiv’ retning – et faktum Obama-administrationen udnytter til fulde for tiden.

Så uden at påstå, at det på nogen måde er en bedre eller mere retvisende metode – måske bare sjovere – er her et alternativ. I figuren nedenfor har jeg opgjort, hvor stor passagertrafikken var i et antal af Europas største lufthavne. De røde søjler er procentudviklingen fra 2007 til 2010, dvs. i løbet af krisen, mens de blå er 2010 til 2011, altså et illustrativt mål for, hvor godt det er gået under den efterfølgende gældskrise. Tallene er sorteret efter, hvor galt det gik under krisen.

Den værst ramte lufthavn var Barcelona, efterfulgt af London-Gatwick og Palma de Mallorca (henholdsvis en af de største afsendere og modtagere at charterturister). Amsterdam-Schiphol og Madrid-Barajas blev også hårdt ramt, ligesom passagertallet faldt i de tre andre storlufthavne London-Heathrow, Frankfurt og Paris-Charles de Gaulle. Det morsomme – hvis man må kalde det det – er at Barcelona, Schiphol, Frankfurt og Heathrows passagertal vokset med mere end fem procent i 2010-2011, mens Madrid er nærmest stagneret. Hvis man ser ud over figuren, er Rom-Fiumicino og Paris-Orly også slemt ramt, mens München og Düsseldorf har haft vækst hele vejen gennem kriserne. Selv et så simpelt billede genskaber således et mønster, man let kan genkende, med stagnation eller negativ udvikling i Sydeuropa og fortsat positiv udvikling eller stærk recovery i Nordeuropa. Lidt polemisk kan man måske spørge, hvorfor EU, ECB og politikere som Dan Jørgensen og Jens Rohde så gerne vil have, at vi fører samme politik og har samme valuta?

Statslig lykke?

Af Christian Bjørnskov, den 30. marts 2012. Skriv et svar

Jeg deltog i går i et policy-seminar i Stockholm, arrangeret af IFN. Efter mit halvtimes oplæg om staten skal maksimere lykke, var der kritiske indlæg af Filip Fors, en åbenlyst dygtig PhD-studerende fra Umeå, og politikeren Rebecka Carlsson fra de Grønne. Omkring 70 deltog i seminaret, og debatten blev ganske livlig.

Det der som liberal – og måske også i en vis grad som dansker – rystede mig, var at politikeren argumenterede helt eksplicit, at hvis noget betyder noget for folk, skal staten regulere det. Hun havde ganske enkelt ingen ide om en forskel mellem stat og samfund, men havde øjensynligt en slags Louis den 14.-agtigt forestilling om, at l’Etat, c’est moi – staten, der er os. Heldigvis var mange uenige, ikke mindst Svenska Dagbladet, der skriver om seminaret nu til morgen. Maria Ludvigsen formulerer det således:

Lycka definieras bäst av oss själva och vårt samvete och kan inte nås på något annat sätt än genom våra egna handlingar. Just detta upprör statsentusiasterna: Det finns åtskilligt som politik aldrig kan åstadkomma. Men det är inget att ängslas över. Samhället är större än staten och därför kan vårt hopp om lycka ställas till andra storheter än politiken.

Weekendens spørgsmål må være, om danske politikere udenfor Enhedslisten kan slippe afsted med det synspunkt.

UPDATE: Hele arrangementet kan ses her.

Dansk og svensk ulighedshistorie

Af Christian Bjørnskov, den 25. marts 2012. 4 svar

Jeg sidder pt. og reviderer et konferencepapir, som jeg skrev i efteråret med Niklas Potrafke (snart professor på LMU i München). Som del af denne revision opdaterer vi vores data. En del af disse data er Frederic Solts fuldt sammenlignelige serie af tal for indkomstulighed før og efter nogen form for omfordeling. Solts ’Standardized World Income Inequality Database’ giver mulighed for bedre og større sammenligninger over lange tidsperioder og mange lande. Den giver også et indtryk af, hvor latterlig en del af debatten om ulighed ofte er i Skandinavien.

For at give et indtryk er her data på ulighed før og efter omfordeling i Danmark og Sverige, der normalt betragtes som de to mest lige lande i verden. En første ting at bemærke er, hvor stabil nettouligheden er over tid – dvs. ulighed efter omfordeling gennem overførsler, skat osv. Selvom begge lande udbyggede velfærdsstaten kraftigt i 60erne og 70erne, skete der meget lidt med uligheden. To andre ting, der er værd at bemærke i den danske serie kan ses bedst, hvis man plotter procentforskellen på brutto- og nettoulighed, dvs. det Andreas Bergh kalder quasi-omfordeling.

Nummer et er det store knæk i 1981, der kom efter en periode med massivt stigende arbejdsløshed og uansvarlig politik, og nummer to er knækket opad efter 1987. Særligt nummer to er Schlüters ’fortjeneste’, da det man kan se er indførslen af topskatten og det markante skred i topskattegrænsen op til midten af 90erne. Og lad mig så spørge læserne: Hvor er den sociale massegrav, som Enhedslisten og Cevea taler om? Hvor er velfærdsstatens påståede lyksaligheder? De er frygteligt svære at se for mig.

 

KOF Globaliseringsindekset 2012

Af Christian Bjørnskov, den 17. marts 2012. 2 svar

Konjunkturforskningsenheden KOF ved det tekniske universitet i Zürich publicerer hvert år det såkaldte KOF Globaliseringsindeks. Tiden er i dag kommet til, at 2012-udgaven er offentligt tilgængelig. Pressemeddelelsen og alle data mellem 1970 og 2009 kan findes her. Det betyder, at med 2012-udgaven kan man se, hvad den finansielle krise i 2008 gjorde, inklusive hvad det politiske respons til krisen har betydet. Det bør også understreges, at indekset er et fremragende undervisningsredskab, der burde bruges langt mere i f.eks. gymnasierne.

Af særlig interesse er det, at Danmark er rykket tre pladser ned ad den internationale rangliste. Den primære grund er et fem procents fald i økonomisk globalisering, som både kan ses i de faktiske handels- og investeringstal og en stigning i de effektive handelsrestriktioner. Hvorfor vi ingen debat har om det i Danmark er et mysterium for mig.

Grøn erhvervspolitik – ét er at lytte, andet er at forstå

Af Niels Westy, den 9. marts 2012. 9 svar

I sidste uge havde jeg en kritisk kronik om regeringens grønne erhvervspolitik i Børsen. Det førte forleden til et lettere bizart læserbrev i samme avis, skrevet af Martin Lidegaard. Man kan også kalde det et absolut ikke-svar på den kritik som økonomer har rejst af den førte energi- og klimapolitik.

Kort opsummeret kritiserer jeg i kronikken regeringens politik, fordi :

  1. Martin Lidegaard og resten af den grønne menighed påstår at ved at satse på grøn teknologi fremmer man vækst og jobskabelse – økonomer, herunder Det Økonomiske Råd (og en række undersøgelser i andre lande) kommer frem til at det modsatte er tilfældet. Med andre ord er der ikke opbakning til den første grønne erhvervspolitik fra sagkundskaben.
  2. Den førte politik er præget af en meget ensidig satsning på vindenergi. Det er mere end tvivlsomt at vindenergi bliver en central del af fremtidens energiforsyning. Man er fortsat ikke i stand til at producere el til konkurrencedygtige priser, og især for havbaserede vindmøller er det tvivlsomt om man nogensinde bliver det. Vindenergi er kun muligt med fortsat statslig støtte. Derfor er aktiekurserne for verdens vindmølleproducenter faldet drastisk siden 2008. Det får dog ikke ministeren til at ryste på hånden, han ved åbenbart bedre.
  3. I argumentet for en grøn energi- og klimapolitik som gavnlig for dansk økonomi overser man en hel basal økonomisk sammenhæng, nemlig hvad man ellers kunne have brugt midlerne til. I stedet argumenteres med at omfanget af eksport og arbejdspladser i sig selv er udtryk for den succesfulde erhvervspolitik. Det er nonsens.

Til denne kritik skriver Martin Lidegaard i sit læserindlæg, som flere steder nærmer sig sort snak, bl.a.:

I Børsen den 1. marts beskylder Niels Westy Much-Holbek mig for ikke at lytte til økonomer og særligt ikke til vismændenes vurdering af, at vi i Danmark satser for meget på vind og burde lade markedet råde mere.

Der er imidlertid intet nyt under solen i vismændenes udsagn. Det er efterhånden blevet fast rutine, at Det Miljøøkonomiske Råd en gang
om året kritiserer den til enhver tid siddende regerings klimapolitik med henvisning til EU’s kvotemarked. Ikke ret mange er enige med dem, og det er jeg heller ikke.

Det besynderlige er, at jeg sådan set ikke beskæftiger mig med EU’s kvotemarked, men derimod primært med de økonomiske fejlslutninger der ligger bag regeringens (og tidligere regeringers) energi- og klimapolitik. Men selvfølgelig kan man tolke hans svar som et “du har ret Niels Westy, regeringen og Radikale Venstre lytter ikke til økonomer” eller måske rettere, “Vi lytter, men forstår ikke hvad I siger”.

Dernæst bruger han tid på at gentage, hvad vi alle godt ved, nemlig at:

Regeringen og et meget bredt flertal i Folketinget ønsker at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler. Det handler både om forsyningssikkerhed, klima og grøn vækst.

Men denne målsætning har bare intet med økonomers kritik at gøre – det er en ren politisk dagsorden.

Senere gentages så det grundlæggende mantra, som bekræfter antagelsen om at man i modsætning til hvad man gerne hævder, netop ikke lytter til fagkundskaben;

Investeringer i både vind, biomasse, biogas og sol er også en forudsætning for, at Danmark frem mod 2050 kan blive uafhængig af fossile brændsler.

Men selv om det gentages i en uendelighed, bliver det ikke mere korrekt af det. Dels er udsagnet dikteret af at man fra start fravælger den eneste kommercielt konkurrencedygtige CO2 neutrale løsning, nemlig Atomkraft, jævnfør mit tidligere indlæg her på bloggen. Derudover er ovenstående argument komplet uanvendelig. At man har en målsætning om at være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050 indebære ikke automatisk at man skal investere i bestemte løsninger, som man på nuværende tidspunkt ikke kender den kommercielle bæredygtighed af. Sammenhængen mellem Kravet om uafhængighed af fossile brændstoffer og argumentationen om at den første politik er en økonomisk og velstandsmæssig fordel for Danmark er ikke eksisterende – det nærmer sig sort snak.

Det afholder ikke ministeren med afsæt i ovenstående at skrive, at:

Investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi er på kort sigt med til at skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, mens det på mellemlang sigt kan gøre dansk konkurrenceevne betydelig mere stabil, fordi vi bliver mindre afhængige af de fossile brændstoffer, der stiger i pris, ikke mindst olie.

og fortsætter med at;

Regeringens – og i øvrigt den tidligere regerings – klima- og energipolitik har lige været til eksamen hos IEA, og det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi fik flotte karakterer. Danmark bliver set som er foregangsland for IEA’s uafhængige økonomer, fordi vi tegner fremtidens energisektor: effektiv, grøn og sikker.

Hermed understreger Lidegaard i realiten den afsluttende pointe i min kronik, nemlig at mens hele argumentationen om at energi- og klimapolitikken skulle være en picking the winners erhvervspolitik, som skaber vækst og velstand i danmark er noget vås, så er drivkraften bag den førte politik en anden form for profit end den som findes på det private marked, for mens:

Sikring af morgendagens beskæftigelse, vækst og velstand, kræver at der investeres hvor det største afkast findes. Det har markedet, hvor man normalt har egne penge på højkant, historisk vist at man er langt bedre til at finde ud af end politikere som leger med andre folks penge.

Så forholder det sig helt anderledes i den verden hvor man “leger” for andre menneskers penge. Her er det ikke utænkeligt, at der kan være en

betydelig politisk profit for ministeren, når han mødes med sine kolleger og bekymret diskuterer klodens overlevelse.

Glæden ved at blive positivt bedømt af IEA, som jo i sagens natur kan være ligeglade for hvorvidt danskernes tarv ikke tilgodeses af skiftende regeringer, er åbenlys. At IEA så slet ikke beskæftiger sig med den grundlæggende anke mod den førte energi- og klimapolitik, er en anden sag.

Hvad der står tilbage er reelt et læserbrev fra Lidegaards side, som bekræfter mine bange anelser som økonom. De lytter nødigt til økonomer, og i det omfang de lytter ønsker de ikke at forstå hvad der bliver sagt. Sagt med ord har man ikke fattet hvad der forståes ved det grundlæggende begreb offeromkostninger. Man ønsker ikke og har aldrig ønsket at stille spørgsmålstegn ved hvorvidt den førte politik er udtryk for økonomisk fornuft. Med ministerens forsøg på et svar må vi indtil videre konkludere at det er den ikke, og det er man forøvrigt også fuldkommen ligeglad med i den grønne menighed.

Læs resten →

Public Choice World Congress 2012

Af Christian Bjørnskov, den 8. marts 2012. Skriv et svar

Jeg ankom til Miami, Florida, i går aftes for at deltage i dette års fælles Public Choice World Congress. Udover en meget hyggelig start på konferencen i form af morgenmad sammen med Niclas Berggren, Axel Dreher og Niklas Potrafke, lover det videnskabelige program også virkeligt godt. Her er traditionen tro et par helt idiosynkratiske pluk:

Niclas Berggren og Therese Nilsson: Does Economic Freedom Foster Tolerance? Niclas og Therese viser omhyggeligt, at i en gruppe af 65 lande er større økonomisk frihed stærkt forbundet med tolerance over homoseksualitet. Med andre ord underminerer statslig styring og intervention folks tolerance overfor anderledes livsstil. Vigtigt, ikke mindst med henblik på regeringens intention om at detailstyre vores livsstilsvalg som rygning, spisevaner, opdragelse osv.

Bonnie Wilson og Jac Heckelman: Institutions, Lobbying, and Economic Performance. Bonnie og Jac – to dygtige, amerikanske public choice-økonomer – er igang med at større project omkring lobbygrupper og særinteresser. I dette papir (som jeg diskuterer i morgen) viser de to, at effekten af økonomisk frihed er størst i lande med relativt få / svage særinteresser. Den teoretiske ide, som jeg finder fascinerende, er at stærke lobbyer kan påvirke design og implementering af politik sådan, at den i princippet samme politik får mindre effekt i praksis.

Christian Holkeboer og James Vreeland: Calling Democracies and Dictatorships: The Effect of Political Regime on International Long-Distance Rates. Holkeboer og den altid interessante Vreeland konkluderer at det alt andet lige er det væsentligt billigere at ringe til demokratier. Dermed finder de evidens for at diktaturer faktisk forsøgerat undertrykke informationsstrømme fra frie lande.

Udover det er der spændende papirer af f.eks. Niklas Potrafke og Roland Vaubel (om fritænkere i Europa mellem 1660 og 1961 flygtede som følge af politisk undertrykkelse – svaret er et rungende ja), Athanassios Pitsoulis og Thushyanthan Baskaran om forholdet mellem islamisk erobring og inflation i det byzantiske imperium, Andrew Morris og Lotta Moberg om, hvordan OECDs kampagne om ”Harmful Tax Competition” kan forstås som et kartelsamarbejde mellem politikere, og Krishna Chaitanya Vadlamannati om hvordan indiske politikere manipulerer antallet af registrerede korruptionssager op til valg, men aldrig øger den faktiske bekæmpelse. Som nævnt tidligere, er der masser af andre interessante sager som alle kan downloades fra konferences website.

Opgiver Island kronen?

Af Christian Bjørnskov, den 4. marts 2012. Skriv et svar

The Globe and Mail, en af Canadas mest velrenommerede aviser, skrev forleden dag om en noget bemærkelsesværdig ide. Man overvejer åbenbart på Island at opgive sin egen valuta, den islandske krone, og i stedet indføre den canadiske dollar. The loonie, som den kaldes, ville muligvis kunne løse et markant problem i den islandske økonomi i forbindelse med troværdigheden af den islandske valuta og islandsk pengepolitik. Tanken er øjensynligt at gentage forsøget i flere latinamerikanske lande, hvor man havde store problemer med inflation og usikkerhed.

Usikkerhed om valutakursen og islandsk politik – som jeg oplevede ved selvsyn i august, da den nye præsident overfor EPCS konferencen gav en af de mest blatant populistiske og økonomisk ignorante taler, jeg længe har hørt – giver problemer for private virksomheder i forbindelse med enhver kontakt med udlandet. Hvis man ikke er sikker på kursen og ingen anelse har om, hvad den islandske regering kan finde på, bliver incitamentet til at have noget som helst økonomisk at gøre temmelig svagt. Uanset om Island tager denne eller lignende beslutninger, er det bemærkelsesværdige, at en række europæiske lande har kvajet sig så gevaldigt, at man skal til Latinamerika for at finde paralleller og løsninger på problemerne. Hvem havde for få år siden troet, at politikere i Europa var lige så tåbelige som derovre?

Hatttip: Marginal Revolution.

Nyt nummer af Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 28. februar 2012. 1 svar

Ekonomisk Debatt, det glimrende svenske tidsskrift for økonomi og politik, er ude med et nyt nummer. Tidsskriftet redigeres i år af Niclas Berggren og Andreas Bergh, der ikke burde være ukendte for denne blogs læsere. Nummer 1, 2012, indholder bl.a. artikler om kønskvoter i svensk politi, globalisering og arbejdsmarkedsforhold og teknologisk udvikling. Hele indholdet kan hentes her; det er stærkt anbefalet for alle med interesse og rimeligt kendskab til svensk.

Er forfatninger økonomisk vigtige?

Af Christian Bjørnskov, den 17. februar 2012. 3 svar

Spørgsmålet i dagens post er sådan set direkte selv-promoverende: Det er emnet for mit bidrag til dette års Public Choice World Congress. For anden gang holder de fire public choice-selskaber – de nordamerikanske, europæiske, japanske og australasiatiske – en fælles konference, der denne gang er i Miami, Florida. Stort set alle papirerne er allerede tilgængelige her; det kan stærkt anbefales at bladre gennem de mange forskellige emner eller blot tage et kig på deltagerlisten. Jeg glæder mig allerede til en konference med gamle koryfæer som James Buchanan, Geoffrey Brennan og Richard Wagner, og de nye topnavne Axel Dreher, Peter Leeson og James Vreeland; men mere om dem senere.

Tilbage til spørgsmålet og papiret (tilgængeligt her), der i øvrigt er en del af Ratio Instituttets projekt om ”Property rights, the conditions for enterprise and economic growth”. Ethvert forsøg på at svare har været problematisk, idet mange forfatninger er gamle og retsvæsener har det med at udvikle deres egne normer, samtidig med at de er udsat for forsøg på politisk styring. ’Tricket’, om man vil, i papiret er at fokusere på de 30 lande, der efter 1989 blev af med sovjetisk kommunisme. 28 af landene indførte helt nye forfatninger efter 1990, mens Litauen og Ungarn reformerede eksisterende forfatninger så meget, at de effektivt er nye. Vi ved også præcist, hvornår de nye forfatninger trådte i kraft og hvordan den forfatningsmæssige beskyttelse af den private ejendomsret ser ud.

Når man således analyserer vækst i enten nationalindkomst eller arbejdsproduktivitet mellem 1990 og 2009 i de 30 lande, er konklusionen noget overraskende: Der er ingen langsigtskonsekvenser af forfatningsmæssig beskyttelse af ejendomsret. Hvad der er at finde, er et dyk i den økonomiske vækst, der er større jo stærkere den formelle beskyttelse er. Med andre ord koster det på den korte bane at indføre formel beskyttelse, mens det giver et stort nul på den lange bane.

Hvis nogen skulle undre sig, kan det for eksempel understreges, at forfatningen i Tjekkiet, der er et af de mest succesrige postkommunistiske samfund, slet ikke nævner privat ejendom med et eneste ord. På den anden side har Albaniens, Moldovas og Rumæniens nye forfatninger umiddelbart stærk beskyttelse af ejendomsretten. Det, der betyder noget for samfunds økonomiske udvikling og legitimitet, er de facto beskyttelsen, ikke de jure regler som politikere og domstole alligevel jævnligt ignorerer.

Søren Kirkegaard og John Stuart Mill: Det Radikale Venstre burde være forbudt

Af Niels Westy, den 15. februar 2012. 3 svar

De to verdenskendte tænkere, Søren Kirkegaard og John Stuart Mill, som det Radikale Venstres tidligere leder, Marianne Jelved, ved flere lejligheder har fremhævet som inspirationskilder, mener at det radikale venstre burde være totalt forbudt i det danske samfund. Meldingen kommer samtidig med, at de radikales forbudsordfører, Camilla Hersom, igen har demonstreret partiets modstand mod at sikre borgernes frihed og vist deres foragt overfor den enkeltes grundlæggende frihedsrettigheder.

– “Hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg synes, at det var ganske fint”, udtaler Søren Kirkegaard, som tidligere har peget på farerne ved demokratiet*, og suppleres af John Stuart Mill med ordene. “Jeg er overbevist om, at hvis partiet blev grundlagt i dag, så ville det blive erklæret forbudt, med henvisning til at dets virke og mål er i strid med grunlæggende frihedsrettigheder**”.

Mill’s og Kirkegaard’s udmelding kommer samtidig med, at den danske regering forbereder endnu flere indgreb i borgernes grundlæggende frihed, ikke mindst overfor rygerne..

Mill og Kirkegaard siger, at de ville forbyde det radikale venstre totalt, hvis det kunne lade sig gøre.

Begge peger  dog på, at med den nuværende situation, hvor tusindvis af danskere stemmer på partiet, er et totalt forbud ikke muligt, men anbefaler dog at partiets valgplakakter udstyres med en advarsel om at partiet er farligt for borgernes frihed.

– Det, vi kan gøre, det er at bruge alle de virkemidler, vi har, for at gøre opmærksom på, hvor farligt partiet er, siger John Stuart Mill.

Liberal Alliances frihedsordfører, Joachim B. Olsen, er skeptisk.

– Man tror, man kan flytte mennesker rundt som skakbrikker. Det er ikke alle, der har de samme værdier. “Jeg synes, der skal være plads til folk, der har andre holdninger, uden at vi andre nødvendigvis hele tiden skal mindes om, hvor dårlige samfundsborgere, de er”, udtaler Joachim B. Olsen til Punditokraterne.

Mill og Kirkegaard understreger, at de ikke vil forsøge at forbyde Det Radikale Venstre, men at de ville gøre det, hvis det kunne lade sig gøre.

____________________________________________________________________

* Søren Kirkegaards advarsel mod demokratiet kan læses i “Møller, Egelund (1975) ”Søren Kirkegaard om politik”, side 139 Forlaget Strand”

En tyran som enkelt menneske er da så ophøjet, én så fjern at man for ham kan få lov til at leve privat som man vil. Det kan i al evighed ikke falde en kejser ind at bryde sig om mig, hvordan jeg lever, hvad tid jeg står op, hvad jeg læser osv. – ordentligvis ved han slet ikke af, at jeg er til. Men i en folkeregering er jo »ligemanden« det herskende. Ham beskæftiger sligt, om mit skæg er som hans, om jeg tager i Dyrehaven på samme tider som han, om jeg er ganske som ham og de andre.

**John Stuart Mill  i “Om Friheden” (1859) :

efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske (eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed, nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste.

Mill sammenligner andetsteds i “Alt Om friheden” kravet om alkoholforbud (bogen er i vidt omfang skrevet som et modsvar til datidens afholdsbevægelses krav om alkoholforbud) med Koranens påbud om ikke at spise svinekød og understreger, at uanset om en majoritet mener, at man bør afholde sig fra at drikke alkohol, kan kravet kun gælde dem selv.

Som Mill skriver:

Vi må med andre ord ikke blot beskytte os mod embedsmændenes tyranni, men
også mod den herskende tanke eller følelse, mod samfundets lyst til uden at dømme
og straffe at presse sine ideer og adfærdsmønstre ned over hovedet på anderledes
tænkende.

 

Grønt selvpineri og økonomisk idioti

Af Niels Westy, den 13. februar 2012. 11 svar

Så er vores politikere klar til at skrive næste kapitel i dansk energipolitisk historie. Det sker naturligvis, som det har været tradition for gennem årtier her i landet, ved at udskrive endnu en stor regning til borgerne. Denne gang på små 4 mia. kroner – om året. Det skal lægges oven i de mange mia. kroner den førte politik allerede koster det danske samfund hver år. Man har konsekvent ført en energipolitik, der uanset om den angives at være drevet af hensynet til det globale klima eller skal ses som vækstfremmende erhvervspolitiske tiltag, er en katastrofe.

Kort fortalt. Erhvervspolitisk er den førte energi- og klimapolitik håbløs og klimapolitisk er den nytteløs.

Det skal understreges, at denne konklusion i sidste ende ikke er afhængig af hvorvidt man mener at global opvarmning er et reelt problem eller ej.

Dansk energipolitik som erhvervspolitik

Danmark har ubestridt EUs højeste forbrugerpriser på elektricitet. Således var prisen per kilowattime i 2011 over 15 procent højere end det næstdyreste land (Tyskland) og 65 procent højere end EU-gennemsnitsprisen. Det kan man naturligvis se som et valg af indtægtkilde for staten. Med andre ord som en ganske almindelig afgift i lighed med afgifter på så meget andet. Det særlige er dog at afgiftsstigninger altid begrundes med hensynet til miljø og klima,. Ligeledes er de generelt store afgifter på vores energiforbrug blevet forsvaret med at der er tale om adfærdsregulerende afgifter, som  i sidste ende skulle være en fordel for dansk økonomi. På samme måde argumenteres for at kombinationen af afgifter og subsidier til “vedvarende energikilder” (hvilket stort set er synonymt med vindenergi herhjemme) på sigt skulle gøre vindmølleindustrien konkurrencedygtig på markedsvilkår. Med andre ord argumenteres der for at dansk miljø- og energipolitik på sigt fremmer vækst og velstand.

Argumentation lider dog under en række alvorlige problemer. Det er et grundlæggende problem at man aldrig indrager betydningen af offeromkostninger. Med andre ord hvad man kunne have investeret i i stedet. Det er ubestrideligt at Rockwool har stor succes med produktion og salg af isoleringsmaterialer, og i den grad hjemmelig lovgivning og afgiftstruktur har fremmet dette, kan man selvfølgelig konkludere, at der har været tale om en god forretning for Rockwool.

Men her glemmer man behændigt at indrage de ekstra omkostninger resten af samfundet er blevet pålagt, og hermed hvad disse ressourcer alternativt kunne være anvendt til. Det er samme fejlkonklusion som ligger til grund, når man hævder at fænomener som 2. verdenskrig og rumprogrammer har positive nettoeffekter. Det er nonsens. Man glemmer altid at tage højde for hvad ressourcerne i stedet kunne være brugt til. Vi ville uden tvivl have haft en højere levestandard (og været fuldt ud lige så teknologisk avancerede, hvis ikke mere) hvis ikke man var tvunget til at bruge penge på krigsførelse og af nationalistiske grunde valgte at sende folk til månen.

Ser vi på vindenergi mener Vestas selv at man er konkurrencedygtig i forhold til konventionel elproduktion med landbaserede vindmøller senest i 2020. Til gengæld tør man slet ikke sætte en tidshorizont på, når det gælder havvindmøller.

Det skal også medtages, at der er en tendens til at vindenergi som kommercielt alternativt (dvs. uden subsidier) til konventionel elproduktion i mange år er blevet udråbt til at være konkurrencedygtig indenfor…..få år.

De forskellige energikilders priser kan ses af nedenstående figur, hentet fra OECDs rapport fra 2010, “Projected Costs of  Generating Electricity“. Det skal understreges at nedenstående figur er inkl. en beregnet CO2 afgift på 30 USD per ton.

 

Betydningen af CO2 afgifter fremgår af nedenstående figur.

Som i en række andre undersøgelser er atomkraft uden sammenligning den mest omkostningseffektive metode til CO2 fri elproduktion (hvis vi ser bort fra vandkraftværker). Og til forskel fra vindenergi (og i nogen udstrækning vandkrafværker) er man ikke er overladt til naturens luner. Det skal understreges at der i ovenstående figurer ikke tages højde for at man ved brug af vindenergi er nød til at have adgang til anden form for elproduktion netop på grund af ustabilitet i forbindelse med vindgeneret elproduktion. Denne omkostning burde rettelig medregnes.

Ligeledes opfanger OECD og IEAs beregninger kun i begrænset omfang effekten af det enorme potentiale som der findes i brug af naturgas (skifergas), hvorfor prisen formentlig er betydeligt overvurderet.

Politikkerne siger ja men markedet siger nej

Herhjemme har både klimaminister, Martin Lidegaard, og energiordfører for det radikale, Rasmus Helvig, været meget kategoriske om at “grøn teknologi” er fremtiden. Sidstnævnte gjorde sig i januar bemærket ved at udtale at Aalborg Portland ikke var en del af fremtiden for dansk industri, men at grøn teknologi var. Nu har medlemmer af det radikale venstre altid haft særlige evner, i hvert fald når de selv skal sige det. Kurserne på grønne aktier siger nemlig det stik modsatte. Siden 2007 er aktiekursen på 97 grønne selskaber, som indgår i Wilderhill New Energy Home index faldet med 2/3. Og som det fremgår af nedenstående figur, er aktiekursersen ikke kun styrtdykket for Vestas det seneste år. Det samme er kursen for aktier i Vestas konkurrenter.

Aktiekurser for vindmølleproducenter 2007-2012

Men muligvis ved Martin Lidegaard, Rasmus Helvig og andre fortalere for fortsat at hælde skattekroner i det “grønne eventyr”,  noget som vi andre ikke ved. Jeg tvivler. Til gengæld er der grund til at tro at de i stor udstrækning baserer deres holdning og politikforslag til den lange række af rapporter af et mere end tvivlsomt videnskabelig grundlag, som er udkommet i en lind strøm gennem de senere år. Rapporter hvor konklusionen vist var skrevet på forhånd, uanset om det drejer sig om den tidligere regerings klimakommision eller denne rapport fra Ålborg Universitet.

Ifølge klimakommisionen skal havvindmøller stå for hovedparten af elproduktionen herhjemme i 2050 – svarende til 60-80 procent af det nuværende forbrug. Det er økonomisk vanvid. Elektricitet fra havvindmøller koster i dag 3 gange så meget som for landbaseret vindenergi, der ifølge Vestas forventes at være konkurrencedygtig i 2020. Der er intet som tyder på at havvindmøller i en overskuelig fremtid vil bare nærme sig en konkurrencedygtigt pris.

Grøn teknologi som vækstmotor.

Fortalerne for, at en satsning på grøn teknologi er en “picking the winners” strategi peger gerne på at sektoren allerede i dag eksporterer for ca. 50 mia. kroner og at satsningen skaber arbejdspladser. Eksportindholdet siger naturligvis intet om hvorvidt produktionen er samfundsøkonomisk gavnlig. I den udstrækning eksporten er baseret på (indenlandsk) skatteyderbetalte tilskud vil mindre produktion og dermed eksport være en gevinst for dansk økonomi.

Hvad angår skabelsen af arbejdspladser tyder en række studier i udlandet på, at det formentlig forholder sig omvendt. Satsningen på grøn teknologi koster arbejdspladser. I en rapport udarbejdet af Gabriel Calzada Alvarez m. fl. kom man frem til at det kostede ca. 2,2 jobs i andre brancher hver gang man skabte et grønt job i Spanien. I et italiensk studie kom Luciano Lavecchia og Carlo Stagnaroman frem til, at for hver gang man skabte et grønt job kunne man have skabt 6,9 industrijobs.

Når der i regeringens oprindelige energi- og klimapakke lægges op til at der skabes 5500 nye arbejdspladser i 2013, bør man derfor spørge om, hvor mange jobs man så regner med at dét vil koste. Vi kan gå ud fra, at jobtab andre steder i økonomien ikke er medregnet.

Når Socialdemokraternes ordfører for energi og klima, Pernille Rosenkrantz-Theil peger på at et af fokusområder er udbygning med vindmøller, både på land og til havs, hvilket skal ske gennem at øge incitamentet for både private og statslige vindmølleejere, bl.a. Dong, gennem afregningspriser, kan vi være ret sikre på at hun ikke har og heller ikke har tænkt sig at bruge tid på at undersøge hvorvidt det er økonomisk fornuftigt.

Og netop den store satsning på vindenergi er et af de punkter som Det Økonomiske Råd kritiserede i deres rapport sidste år, som i det hele taget er meget kritisk overfor dansk energi- og miljøpolitik. Bl.a. bemærkes det, at der er en betænkelig sammenblanding af erhvervs- og klimapolitik. Ligeledes peger man på at de afledte økonomiske effekter der antages ved satsningen på grøn teknologi er mere end tvivlsomme.

Men hvad så med klimaet?

I regeringens energi- og klimaplan lægger man op til en reducering af udslippet af CO2 med 40 procent i 2030 i forhold til 1990 – og det er vel en god ting? Desværre er svaret et rungende nej. Det er en ganske ligegyldig og meningsløs målsætning. Udledningen af CO2 i Danmark har, under forudsætning af at antagelsen om at menneskeskabte klimaforandringer er korrekt, en så marginal betydning, at det ikke giver nogen mening at gøre andet end “så lidt som man nu kan slippe afsted med”. De eneste som har en gevinst ud af den førte politik er de involverede politikere og “eksperter” samt driftige forretningsfolk som har forstået at få sugerøret ned i skatteydernes lommer.

Det er muligvis ikke behageligt at tænke på, at Danmark ingen indflydelse har på den globale udvikling, men sådan er det, når man er et lille perifært land med en for verden ubetydelig økonomi. Afgørende for hvorvidt man reelt vil forfølge en klima dagsorden, hvor en reducering af det fremtidige CO2 udslip har topprioritet, er hvordan man handler i begrænset antal lande. Den fremtidige klimapolitik vil i sidste ende blive afgjort at de to kommende økonomiske stormagter, Kina og Indien, samt USA. Hvad vi andre gør er  i den forbindelse af underordnet betydning.

Man kan argumentere for at dansk energi- og klimapolitik er direkte skadelig for klimaet. Den kombinerede brug af afgifter og subsidier indebærer at dansk økonomi vokser langsommere end den ellers ville have gjort. Med andre ord er effekten på vores velstand negativ. Det indebærer indebærer også, alt andet lige, at der er færre midler til rådighed for forskning og udvikling af billige klimavenlige teknologier. Hvilket på sigt er den eneste mulighed for en effektiv mindskning af det globale CO2 udslip.

“Udviklingsbistand” der virker – Foxconn, Apple og verdens tørst efter gadgets

Af Niels Westy, den 9. februar 2012. Skriv et svar

Det har i lang tid været “in” blandt aktivister at pege fingre af Apple og deres underleverandører. Især efter det kom frem at 18 medarbejdere hos Foxconn i 2010 forsøgte selvmord – det lykkedes for 14 af dem – har kritikken været voldsom. Ifølge ComOn har der i dag torsdag været demonstreret mod Apples butikker i USA, mens Change.org hævder at have indsamlet 200.000 underskrifter mod Apple og dets underleverandører. Men er der så grund til denne forargelse?

Svaret er Nej. Foxconn er underleverandør for en række af verdens store IT-virksomheder. Selskabet beskæfter ca. 800.000 mennesker og ud over Ipad samler man bl.a. også Microsoft Xbox. Med 14 “succesfulde” selvmord indebærer det, at virksomheden medarbejdere har en selvmordsrate på 1,75 per 100.000 indbyggere. Selvmordsraten i Kina som helhed er ca. 22 per 100.000, mens den er det halve herhjemme.

Ud over selvmordene er arbejdsforholdene generelt blevet kraftigt kritiseret fra en række NGOeres side. Det er der der intet nyt i. For et par år siden var det en række mobiltelefon-producenter som får produceret deres telefoner i Asien, herunder Kina som fik med grovfilen, men….

Kritikken viser først og fremmest at de pågældende NGOere og aktivister – uanset hvor meget de hyler op – ikke har forstået det enestående geniale i det helt fundamentale princip i det kapitalistiske system, nemlig at det er egennytten som driver værket. Eller som Adam Smith skrev for mere end 200 år siden:

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own self-interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own neccessities but of their advantages.

Læs resten →

Har Danmark et problem med ungdomsarbejdsløshed?

Af Christian Bjørnskov, den 8. februar 2012. 6 svar

Det gav en vis diskussion og decideret irritation i næsten hele Folketinget, da det kom frem forleden at vi per EU-forordning skal ’gøre noget’ for ungdomsarbejdsløsheden. EU har således tænkt sig at pumpe 22 ubrugte milliarder i støtte tiltag for at sænke arbejdsløsheden for de under-24-årige. Som andre EU-tiltag er det ganske enkelt et udtryk for, at hvis lande med tilstrækkelig bevågenhed i Bruxelles har et problem, indfører men en ordning eller politik, der gælder for alle EU-lande – og det helt uanset om de deler problemet eller har andre måder at løse det på.
Så spørgsmålet er, om Danmark har et problem med ungdomsarbejdsløshed? Nedenfor er først en graf over arbejdsløshed i den relevante aldersgruppe i Spanien, Grækenland, Portugal og eurozonen som helhed. Det er ret tydeligt, at udviklingen har været bekymrende i Spanien og Grækenland, men måske heller ikke overraskende. Givet at disse lande har nogle af de mindst fleksible arbejdsmarkeder med mest beskyttelse af eksisterende jobs, bør man vel forvente, at det bliver uforholdsmæssigt svært for unge at komme ind på arbejdsmarkedet.

Men er der overhovedet behov for tiltag i Danmark? Svaret kan man få fra figuren nedenfor, der illustrerer Danmarks Statistiks arbejdsløshedstal for de 15-24-årige. Svaret er efter alt at dømme nej. Ungdomsarbejdsløsheden i Danmark (den røde linje) følger den generelle arbejdsløshed (den blå linje) med en afstand på cirka 1½  %.

 

 

Mark Pennington om public choice

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2012. Skriv et svar

Den glimrende Mark Pennington, forfatter til ’Robust Political Economy’ og nyudnævnt professor ved King’s College, London, have forleden en kommentar på Pileus om public choice. Mere præcist gik kommentaren på, hvordan og hvorfor politikere og forskere på venstrefløjen har så svært ved at acceptere konsekvenserne af public choice-analyser. Hele kommentaren kan læses her (varmt anbefalet); nedenfor er en appetitvækker.

Public choice rejects the naive pluralist view that power is evenly distributed across interest groups by offering a non-Marxist account of elite power. Instead of assuming that large ‘classes’ such as ‘capital’ and ‘labour’ are the primary power players on the political stage public choice focuses on how individual incentives affect the capacity of different groups to organise and hence to wield power over others. Yes, business interests can be powerful – but not because they are businesses or because we live in a ‘capitalist’ society. Instead, they exercise power because in some sectors where there are a relatively small number of big players business interests may find it easier to overcome collective action/free-rider problems than other groups such as taxpayers and consumers-who find it much harder to form a cohesive political force.

Årets danske Public Choice Workshop

Af Christian Bjørnskov, den 27. januar 2012. 2 svar

I dag har Syddansk Universitet været vært for den årlige danske Public Choice Workshop. Begivenheden, der hvert år bringer en lille gruppe danske økonomer og politologer sammen om en dag med forskningspræsentation og –inspiration, havde i år 17 deltagere fra universiteterne i København, Odense og Aarhus, samt fra Cepos. Mens alle papirerne fortjener omtale, er her kun plads til nogle få eksempler.

David Dreyer Lassen (KU) præsenterede forskning lavet sammen med to tidligere PhD-studerende (Asger L. Andersen og Lasse H.W. Nielsen) om effekterne af budgetforsinkelser i USA. Ideen er at undersøge, hvor sofistikerede de amerikanske vælgere er. Konklusionen peger på, at de er temmelig sofistikerede: Hvis politikere ikke får delstatsbudgettet klar til tiden, straffer vælgerne dem ved næste valg – men kun hvis man rimeligvis kan holde dem ansvarlige. I stater med divided government på tidspunktet kan man ikke klart placere ansvaret for forsinkelserne, hvorfor kongressens flertalsparti ikke bliver straffet.

Mia Amalie Holstein (Cepos) viste den første version af et papir om udlicitering på ældreområdet. Mia viste klart, at der er en nabosmitteeffekt – når en nabokommune udliciterede mere, har ens egen kommune en klar tendens til at udlicitere mere året efter. Men, og det er cluet i papiret, udlicitering smitter kun mellem kommuner med samme byrådsflertal. Røde kommuner lærer kun fra røde nabokommuner og blå kommuner kun fra blå nabokommuner. Implikationen er, at den læring der ligger bad nabosmitteeffekten, nødvendigvis må være en politisk læring. Den kan ikke ske blandt embedsmænd.

Andre papirer var et teoretisk papir om nationale respons til transnational terrorisme (Thomas Jensen, KU), effekter af offentliggørelsen af ’undervisningseffekt’ på offentlige og private skolers eksamensresultater (Karsten Bo Larsen og Henrik Christoffersen, Cepos), økonomiske virkninger af et være værtsland for fodbold-VM (Meta Brødsted, Rasmus Rødby og mig), Safe havens i Europa (Martin Paldam, AU), helbredseffekter på uddannelse i ulande (Casper Hansen, SDU), historiske effekter af introduktionen af den tunge plov (Christian Skovsgaard, Thomas Barnebeck og Peter S. Jensen, SDU), kommunesammenkægninger (Sune Hansen, SDU) og et biografisk overblik over Mancur Olsons liv og bidrag (Gert T. Svendsen, AU).

Alle papirerne er enten online eller forventes at komme online meget snart. Undtagelsen er Gerts, som kommer som en bog om Olson i DJØFs serie om Statskundskabens Klassikere.

It’s the Weather, Stupid!

Af Christian Bjørnskov, den 24. januar 2012. 2 svar

Den Gamle Redacteur her fra bloggen, Peter Kurrild-Klitgaard, lavede for nogen tid siden et stykke forskning med konklusioner, der nok har fået flere af hans med-politologer til at få nogen galt i halsen. Papiret er nu accepteret for publikation og trykkes på et tidspunkt i Public Choice (gated version her; gratis wp-version her). Og hvad er det så, man sådan kan tænke sig har provokoret et par politologer?

Jo, i artiklen ”It’s the Weather Stupid! Individual Participation in Collective May Day Demonstrations” undersøger PKK, hvad der får folk til at komme til den traditionelle 1. maj-demonstration i Fælledparken. Han har tal fra politiet på, hvor mange mennesker har deltaget i perioden mellem 1980 og 2011. Der er således tale om et klassisk eksempel på politisk mobilisering omkring en fælles (venstrefløjs)sag. Det er der masser af politologisk teori om – for eksempel regner de fleste med at der kommer flere når fagforeningerne eller venstrefløjen i øvrigt står stærkt, hvis der er en højreorienteret regering, hvis der er konflikt, eller hvis der ellers er uro i samfundet. Modsat megen mainstream politologi, har public choice-teori dog den indvending, at den enkelte stort set ikke betyder noget. Er man nummer 70.001 eller kommer der ’kun’ 70.000 det år hvis man bliver hjemme på sofaen gør ingen forskel for den enkelte. Denne indsigt, der kan synes indlysende, har været helt centralt for collective action theory siden Mancur Olsons 1965-opus The Logic of Collective Action.

Og grunden til at man som politolog måske kan blive noget skuffet er, at PKK viser at stort set ingen af de klassiske grunde forklarer noget som helst af variationen i deltagelse i Fælledparken over de sidste 32 år. Det, der i helt overvældende grad betyder noget, er vejret! For hver grad, 1. maj er varmere, kommer der cirka 12.000 flere deltagere, og for hver solskinstime kommer der 5000 flere. De eneste andre faktorer, der viser sig at spille en statistisk signifikant rolle, er hvor mange der kom året før (en positiv rolle), og Danmarks Statistiks indikator for forbrugertilliden (negativ).

Overordnet ser det altså ud til, at for langt de fleste potentielle deltagere i fagbevægelsens årlige fejring, er den udløsende faktor om vejret er godt eller ej. Ikke just den mest velkomne konklusion, hvis man er fagforeningsmand, men ret underholdende og intuitivt rigtig for resten af os. Eller som PKK konkluderer: ” in the absence of dramatic forces being at play the most important factors for the explanations of participation in political manifestations may very well be whether the weather is sufficiently pleasant for people to fight for what they believe is a better and more just society.”