Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Den frie borger Morten og den loyale staldknægt Jens

Af Niels Westy, den 21. januar 2012. 10 svar

Efter Morten Messerchmidt i onsdags i en kort tale udtrykte sin uforbeholdne mening om EU og vores nuværende regeringsleder, Helle Thorning Schmidt, har han i den grad fået læst og påskrevet. Ikke mindst af Venstres medlem af Europaparlamentet, Jens Rohde.

Jovist er Morten Messerschmidt skarp i sin kritik af Helle Thorning og EU. Jovist er han ironisk og passioneret i sit udtryk, og den var muligvis ikke gået i folketinget, men nu var det heller ikke der sceancen foregik.

Morten Messerschmidt “velkomsttale” til Helle Thorning Smith i Europaparlamentet 17. januar:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=CB063m9aF-g[/youtube]

Talen var adskilte sig ikke fra – hverken i tone eller indhold – hvad man jævnligt oplever i det engelske underhus, hvis debatter unægtelig er en del mere underholdende og engagerende end dem i det danske folketing, og hvis medlemmer ofte udviser et retorisk, for ikke at sige kunstnerisk niveau, klasser over hvad vi (bortset fra et par undtagelser) er vant til herhjemme. Hvis det har været inspirationskilden for Morten Messerschmidt, skal han ikke høre et ondt ord fra min side.

Heldigvis har de engelske repræsentanter i Europaparlamentet  taget deres tradition med sig til Bruxelles og Strasbourg – og tak for det. Se bare den konservative Daniel Hannas velkomsttale til daværende premierminister Gordon Brown i 2009. Klippet er set af over 2½ mio. gange siden det blev lagt på Youtube og er i dag en klassiker.

Daniel Hannah om Gordon Brown i 2009:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=94lW6Y4tBXs&feature=player_embedded[/youtube]

I sin reaktion på Messerscmidts ironiske tale udtalte Jens Rohde til BT, at:

Jeg synes, at hans [Messerchmidt] opførsel var umoden og pinlig. Jeg forstår ikke, at hvis man hader EU og elsker Danmark, at man så sætter Danmarks regeringschef i den situation, som han sendte chefen i dag. Det tjente på ingen måde Danmarks interesse.

Han bakkes op af SFs Emilie Turunen, som pointerer:

at det er skadeligt for Danmarks ry og for Danmarks interesser internationalt

Her hopper kæden vist helt af for hr. Rohde og de “Eu(ro)-pjattede”. Normalt er vi jo vant til at Morten Messerchmidt og Dansk Folkeparti nærmest per automatik omtales som et nationalistisk og snæversynet parti, men her er det vist Emilie Turunen og Jens Rohde der har svært ved at frigøre sig fra deres nationale rødder og ikke forstår at de er medlemmer af et europisk parlament, hvor man fordeler sig og udtrykker sig ud fra holdninger og anskuelse og ikke ud fra nationalt tilhørsforhold.

Mens Morten Messerschmidt har forstået det og optræder som europæisk politiker med noget på hjerte, opfører Rohde og Turenen sig som – efter min mening – danskere når de er værst. Nemlig som ufri undersåtter under enevælden, hvor fuldkommen underkastelse er en dyd, og hvor man står ret og holder kæft med at det lugter ilde i bageriet – når der er udlændinge til stede.

Hvem lider egentlig af mindreværdskomplekser? 

Jens Rohde har tidligere, efter han op til europaparlamentsvalget i 2009 førte en mildt Eu-kritisk platform, efterfølgende vist sig at stå for en meget EU-positiv holdning på linje med Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann Jensen. Som han selv har udtalt om sin forvandling:

Vi leder efter at være uenige om noget i Danmark. Det er omvendt i Europa. Og det er en meget stærk personlig oplevelse for mig at komme til Bruxelles og få et international perspektiv på politik. Jeg forandrer mig af det. Da jeg var politisk ordfører, bandede jeg f.eks., når Uffe (Ellemann-Jensen, red.) advarede imod, at vi lukker os for meget om os selv. Det forstår jeg bedre i dag.

Netop Uffe Ellemann var sammen med Bo Lidegaard (så er linjen ligesom lagt) blandt hovedkilderne til en temmelig ringe og ensidig artikel i sidste uges The Economist i andledning af Danmarks overtagelse af formandskabet i EU. Her er Uffe Ellemann citeret for at :

“British scepticism comes from a superiority complex. Ours comes from a minority complex,”

Men er det ikke snarere de overstrømmende EU-positive, som lider af mindreværdskomplekser. Så længe jeg kan huske tilbage har alle folkeafstemninger herhjemme i sidste ende været baseret på det grundlæggende argument fra tilhængerne, at vi ikke kan kan klare os uden at opgive endnu mere suverænitet. Sidst så vi det ved Euroafstemningen i 2000, hvor der ikke var grænser for alle de ulykker som ville ramme os hvis vi ikke stemte ja til euroen. Om ikke andet må man tage hatten af for eurotilhængernes evne til totalt at ignorere at de tog fejl. For tiden fremturer de ufortrødent med at det er i Danmarks interesse at tiltræde europagten. Et absurd argument som man vist skal have et næsten religiøst forhold til drømmen om Europas Forenede Stater for at tro på. Men det er som bekendt svært at acceptere når ens drømme ikke klarer mødet med virkeligheden. Og tro mig, jeg har set det på nærmeste hold i det kollektiv hvor jeg boede i 1989, da Berlinmuren faldt 🙂

Men måske  er Jens Rohdes kritik blot afledt af, at han ikke formår at skelne mellem regent og regeringsleder. Førstnævnte behandler man naturligvis med respekt, hjemme såvel som ude. Sidstnævnte er først som sidst en politisk modstander – hverken mere eller mindre.

Under alle omstændigheder er det lettere komisk at Jens Rohde optræder som loyal fæstebonde, mens Morten Messerschmidt viser, at man godt kan være nationalkonservativ og alligevel lade sig inspirere af det store udland.

Ny bog om lykke fra IEA

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2012. Skriv et svar

Jeg havde i efteråret fornøjelsen af at blive inviteret til at skrive et kapitel til en bog om lykke. Bogen, der udgives af Institute for Economic Affairs i London, er nu udkommet. Den koster 12.50 pund, men kan alternativt downloades gratis her. Bogen præsenteres ved et arrangement på onsdag i London. Will Wilkinson omtaler også bogen her.

Skæv radio og narkotikapolitisk debat

Af Niels Westy, den 15. januar 2012. 1 svar

Selv om den danske narkotikadebat er langt efter den i USA, hvor der efterhånden er en betydelig skare af hvad der almindeligvis opfattes som respektable borgere, som i klar tale udtaler sig til fordel for fuld eller delvis legalisering af narkotika for slet ikke at nævne rækken af gode konservative aviser og tidskrifter (Finansiel Times, The Economist og Wall Street Journal), fylder emnet mere i medierne i dag end for bare få år tilbage. Jeg har i en tidligere blog henvist til en Agenda udsendelse på P1 i efteråret 2011.

Denne gang vil jeg gerne henvise til to udsendelser på radio 24syv. Således brugte Jarl Cordua og Torben Steno en time på emnet i november måned i deres i øvrigt anbefalelesesværdige “Cordua og Steno“, som sendes hver torsdag kl. 14-16. Udgangspunktet var at især Torben Steno er ganske begejstret ved tanken om de mange penge staten kan spare og tjene ved en legalisering. Mine beregninger er baseret på materiale fra den amerikanske Harward-økonom Jeffrey Miron, som vi har omtalt ved flere lejligheder her på bloggen, se bl.a. her og her. Oversat til danske forhold skulle en offentlig besparelse/indtægt på ca. 9 mia. kroner være realistisk.

Cordua og Steno 17. november 2011, 1. time

I udsendelsen debatterer jeg (og Torben Steno) med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Marlene Lorentzen (samt Jarl Cordua) .

Argumentet for en legalisering kan kort fortalt gøres ud fra 3. begrundelser:

1. En moralsk og etisk begrundelse, hvorefter det naturligvis er absurd at forbyde folk at foretage handlinger, som reelt først og fremmest indebærer en omkostning for brugeren selv. Eller sagt med andre ord, hvor håndhævelsen af den enkeltes frihed ikke griber ind i 3. mands frihed. Som (uforbederlig) (neo)liberalist anser jeg det naturligvis for at være et brud på vores grundlæggende negative menneskerettigheder, at man forbyder køb og salg af udvalgte rusmidler. Tilbage står vi i en situation hvor man blot kan håbe på at man foretager handlinger, som et politisk flertal mener man skal have ret til. En ikke særlig rar tanke, idet det stort set indebærer at alle former for aktiviteter (uanset om det skader andre eller ej) kan blive forbudt. Som det fremgår af udsendelsen, er det ikke et argument der bider på de to politikere, ikke underligt da de politisk har det tilfælles at de begge to er kollektivister (som flertallet af danske politikere og partier) hvor individet spiller en underordnet rolle.

2. De menneskelige omkostninger ved forbudspolitikken. Dette er reelt det eneste punkt, hvilket man også kan høre i udsendelsen, hvor man i en dansk/europæisk virkelighed har en chance for at komme igennem på nuværende tidspunkt.

3. De økonomiske omkostninger. Til stor fortrydelse – Torben Steno prøver ellers ganske ihærdigt – er det et faktum som kun har mindre gennemslagskraft i den politiske virkelighed (ikke at forveksles med den virkelighed borgerne lever i). Ca. 9 mia. kroner burde jo ellers være et tilbud man ikke siger nej til.

Den 13.1 deltog jeg så i “Michael Jeppesens top 182“, også på radio 24syv. Mens Cordua og Steno sagtens kunne gøre sig på DR P1, er vi her mere ovre i P3 stilen. Med andre i lange perioder er der mere tale om underholdning (og en hvis barnlig glæde ved at provokere) end oplysende radio. Især en af deltagerne (“Cutter”) lever i den grad op til alle de fordomme “pæne og ordentlige borgere” kan have overfor hashrygere. Hvis nogen vil vide hvorfor jeg aldrig kunne finde på at deltage i den årlige cannabisdemonstration arrangeret af Hampepartiet og Christiania er det blot at lytte til denne udsendelse.

Jeppesens top 182 – 2. time 13. januar 2012

Her er der især grund til at hæfte sig ved Jacob Demant fra Center for Rusmiddelforsknings argumentation for at brug af illegale rusmidler IKKE er en offerløs forbrydelse. Grundlæggende er argumentet at der er økonomiske og personlige konsekvenser for andre, som bl.a. inkluderer (trivielle) konsekvenser som omkostningerne for ens kollegaer når man ikke passer sit arbejde osv. osv. Her laver han en fejlslutning som også de to politikere i Cordua og Steno’s udsendelse gør sig skyld i.

Der etableres en direkte kobling mellem brug og misbrug. Hermed er man tæt på den grundlæggende tese som drev det 19. århundredes afholdsforeninger, nemlig at “djævlen boede i flasken”.

Det er absurd af flere grunde. Det kan hurtigt konstateres at de negative omkostninger for omverden ved at en person ryger sig skæv, drikker sig stiv, sniffer coke, ryger eller fixe heroin osv. i udgangspunktet er lig nul. Det er først i tilfælde af misbrug at man kan tale om omkostninger.

Hvis det argument skal have validitet i forhold til forbud og regulering indebærer det også, at der udover etablering af en direkte forbindelse mellem personer som har et problemfrit forbrug til personer som har et problematisk forbrug, at misbruget ikke finder sted i tilfælde af forbud eller regulering. På baggrund af tilgængelig data – og ikke mindst på baggrund af at vi ved at der ingen sammenhæng er mellem forskelle i lovgivning og forbrug af illegale rusmidler – er det overvejende sandsynligt at netop de som er potentielle misbrugere er de som respekterer lovgivningen på området mindst. Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at omfanget af misbrug er relativt uafhængigt af forbud eller ej.

Noget andet er at en sådan forbindelse ikke kan etableres. Man kan vel ikke pålægge de der nyder at drikke alkoholiske drikke fra tid til anden ansvaret for de som ikke kan styre sig. Men selv når vi konstaterer omkostninger ved et givent rusmidler, hvad er så konsekvensen af at vi herefter konkluderer at vi i så tilfælde må forbyde alle at nyde denne last? De er temmelig vidtgående. Det vil f.eks. indebære at man skal forbyde utroskab, sex (usikker sex koster samfundet ca. en kvart mia. kroner om året), regulere hvilke sportsgrene som skal kunne dyrkes samt for hvilke aldersgrupper osv. osv.

Det er ganske enkelt ikke et validt argument for regulering og forbud.

Men lyt og døm selv.

 

Europæisk kreditværdighed

Af Christian Bjørnskov, den 15. januar 2012. 5 svar

I fredags kom de nye ratings på kreditværdighed fra Standard’s & Poor. Det kom ikke just som et chok, men dele af EU-systemet reagerede alligevel med officiel vantro. Ni eurolande blev nedgraderet: Spanien, Frankrig, Malta, Italien, Østrig, Portugal, Cypern, Slovenien og Slovakiet. Cypern, Italien og Portugal rykkede endda to ratings ned. Den officielle vantro fokuseredes dog på, at Frankrig mistede sin triple-A-rating, så et af de bærende eurolande nu ikke længere ligger i superligaen, men sammen med USA.

Som en public service viser vi nedenfor ratings fra både Standard’s & Poor og Fitch; bemærk at nogle af forskelle skyldes, at Fitch ikke har opdateret deres ratings endnu. En anden service er ret simpel information. Eurozonens medlemslande uden en kommunistisk fortid har nu en gennemsnitsrating på A+ (A hvis man tæller Grækenland med). De ’almindelige’ EU-lande, der stadig står udenfor euroen, har alle en rating på AAA – dvs. den perfekte score. Ultimo december var gennemsnitsrenten på en tiårig statsobligation i eurozonens almindelige medlemslande på 5 % (6,2 % hvis man tæller grækerns 21,1 % med). De almindelige udenfor zonen kan derimod refinansiere deres tiårige til en gennemsnitsrente på bare 1,9 %. Hvis den slags tal ikke fortæller en historie om en fælles valuta i svære vanskeligheder, ved jeg ikke hvilke tal, der vil.

Ulighed er ikke fattigdom

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2012. 7 svar

I en P1-debat forleden diskuterede SF’s Jesper Petersen med Cepos Mads Lundby, om det er en god ide at fokusere politik på at sænke den såkaldte Gini-koefficient (se her). Ginien er et mål for økonomisk lighed, målt som den procentvise forskel på den faktiske situation og en situation hvor alle tjener præcist det samme. Diskussionen kom af at SF har argumenteret for, at man bruger Ginien som officielt mål for politik. Man argumenterer også for, at der bør indføres en officiel fattigdomsgrænse

Diskussionen afslørede en stor del af den begrebsforvirring, der hersker i debatten, og ikke mindst hvordan man til stadighed blander ulighed og fattigdom sammen. Petersen påstod flere gange i løbet af udsendelsen, at uligheden var steget kraftigt og fattigdommen var øget, og syntes at betragte de to ting som det samme. Det er på ingen måde tilfældet.

For at se det, kan man tage et meget simpelt eksempel. Forestil dig, at der er fire grupper i samfundet og at de er lige store. Den fattigste fjerdel tjener i udgangspunktet 12, nummer to gruppe tjener 19, nummer tre tjener 35 og den rigeste fjerdedel tjener 54. Ginien for dette samfund er cirka 59,2, og de rigeste tjener 2.45 gange mere end gennemsnittet for resten.

Nu øges gennemsnitsindkomsten med 20 %, sådan at den fattigste fjerdedel nu tjener 14, mens de tre andre grupper tjener henholdsvis, 21, 43 og 66. Ginien er steget til 61,8, altså med 2,6 point. Per SF’s logik er samfundet således blevet dårligere og der bør føres politik mod udviklingen. Men læg mærke til, at de fattige er blevet næsten 17 % rigere og ingen er blevet fattigere!

Der er med andre ord sket en markant reduktion i fattigdommen, men hvis man insisterer på at ulighed er fattigdom – en ekstrem position i og med at al fattigdom derfor betragtes som relativ – vil enhver udvikling der ikke uforholdsmæssigt gavner indkomsten for de fattigste ikke være comme il faut. En ændring, der holder de fattigstes indkomst helt konstant, men giver nummer to gruppe en stigning på 21 % giver logisk den helt samme Gini-koefficient. Forslag, der går på at styre politisk efter officielle ulighedsmål som Ginien, er derfor ikke blot stærkt ideologiske ved at implicit identificere ulighed med fattigdom, men kan også give helt absurde resultater.

Markedsreformer i Peru er godt igang med at afskaffe fattigdom

Af Niels Westy, den 3. januar 2012. 1 svar

Som det er en del bekendt har jeg et sideprojekt ved siden af at skrive her på punditokraterne. På Americas skriver jeg udelukkende om latinamerikanske forhold. Men selv om man ikke er specielt interesseret i latinamerikanske forhold vil en del læsere af punditokraterne måske finde mit seneste indlæg om fattigdomsreduktionen i Peru interessant. Hovedkonklusionerne i en analyse lavet af økonomer i Perus nationalbank er at den hastige reduktion af fatigdommen gennem de seneste 10 primært skyldes markedet, mens egentlige omfordelingspolitikker spiller en marginal rolle. Det viser sig tydeligt i de beregnede fremskrivninger frem til 2016.

Du kan læse mere her.

Årets politiske solopræstation 2011 – Joachim B. Olsen

Af Niels Westy, den 1. januar 2012. 4 svar

Mens Politikens læsere mener at Helle Thornings valgsejr var årets mest positive nyhed mener Ekstrabladet at hun er årets torsk. I Berlingske Tidende blev Margrethe Vestager udnævnt til årets politiker, Corydon til årets “højdespringer” mens Ôzlemn Cekic begik ifølge Berlingske Tidende årets politiske bommert. Cekic og Berlingskes begrundelse vender vi tilbage til.

Her på årets første dag lægger vi ud med et nyt tiltag her på bloggen. Vi skal naturligvis ikke stå tilbage for nogen og vil derfor i fremtiden udnævne “årets politiske solopræstation” – Vi er jo ikke liberalistisk anlagte og individorienterede for ingenting 🙂

Punditokraternes pris for årets politiske solopræstation vil i år og i fremtiden gå til en politiker som i det forgangne år har formået at sætte en dagsorden af afgørende potentiel (positiv) betydning for Danmarks fremtid. Det er hårde krav, og vi forventer ikke at prisen bliver uddelt hvert år. Der er som bekendt ofte langt mellem snapsene i dansk politik.

I 2011 gjorde især en politiker sig bemærket med en usædvanlig præstation, som i den grad lever op til kriterierne, nemlig Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Hvis nogen forestillede sig, at Joachim B. Olsen fik noget foræret, fordi han var et kendt ansigt, blev de skuffede. Allerede før valget blev han af pressen (og politikere i både blå og rød lejr) fremstillet som dansk politiks nye “enfant terrible” og en kluddermikkel. Især, men ikke kun Ekstra bladet, har gjort og gør sig store anstrengelser for at fremstille ham som en umulius – mens man lefler for de værste fordomme hos læserne. For med en fortid som kuglestøder og vinder af vild med dans, kan man selvfølgelig ikke være velforvaret. Den behandling bringer minder frem om behandlingen i af f.eks. Ronald Reagan, Arnold Schwarzenegger og Margaret Thatcher, hvor karikeringen og omtalen af sidstnævnte i dansk presse i 1980erne (og efter) til tider nærmest har mindet om en heksejagt.

BEGRUNDELSE:

Joachim B. Olsen skal have prisen for årets solopræstation fordi han stod fast, da medierne løb over i forargelse over hvad der må være den vigtigste statusopdatering på facebook i Danmark i 2011, hvor han lidet diplomatisk gav udtryk for sin reaktion på at regeringen ville dele flere milde julegaver ud til landets fattige.

Reaktionen var et klassisk eksempel på den udbredte plage i ikke kun dansk politik, men i lige så høj grad dansk journalistik, at form er alt og indhold er intet. Reaktionen på Joachim B. Olsens “Jeg brækker mig” over Özlem Cekic (formand for socialudvalget)  forslag om at afsætte ekstra penge til de “fattige” via satsmidlerne, blev mødt med fordømmelse og latterliggørelse. Den nyvalgte Liv Holm Andersen fra det radikale venstre proklamerede således den 28. oktober at “Jeg brækker sig over Joachim B. Olsen“.

I ugerne efter den famøse statusopdatering havde de politiske kommentatorer kun hovedrysten til overs, mens både skrevne og elektroniske medier flød over af forargede kommentarer. Den generelle holdning var, at her var tale om en tabersag for blå lejr, og Joachim B. Olsens fremtid som politiker lå bag ham.

En måned senere og et besøg hos “fattige” Carina rigere, er alt vendt på hovedet.

Med udholdenhed, stædighed, grundig research og konsistent faktabaseret argumentation har Joachim B. Olsen efter vores opfattelse gjort mere for Danmarks fremtid end 10 års nominel borgerlig regeringsmagt  afstedkom. Debatten om fattigdom i Danmark bliver aldrig det samme i Danmark, og heldigvis for det.

HISTORIEN KORT FORTALT 

Udviklingen og forvanlingen fremgår tydeligt af nedenstående klip. Først fra en debat i Deadline den 31.10 mellem Joachim B. Olsen og Özlem Cekic, og den efterfølgende debat på P1 mellem de to den 1.11. Begge før man havde besøgt “Carina”

31.10 Deadline

P1 Debat 1.11

Efter man har mødt en “fattig”:

DR 1 Aftenshowet 28.11

Og endelig må Özlem Cekic (og dansk presse) foreløbigt kapitulere

Deadline 17:00 29.11

Forløbet har dog ikke haft praktisk betydning endnu. Kontanthjælpsloft og starthjælp er afskaffet. Vi har fortsat en meget asymetrisk debat og nyhedsdækning i medierne. Özlem Cekics eksempel på en fattig var ikke et “uheldig” eksempel som man er sluppet afsted med at fremstille det som, fordi man som udgangspunkt i pressen ønsker at fastholde historien om Danmarks fattige. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Carina en typisk modtager af bistandshjælp, og det er altså denne typiske modtager, som fra nu af vil modtage flere penge fra det offentlige.

JOACHIM B. OLSENS FORTJENESTE ELLER ÖZLEM CEKIC BOMMERT?

Det er også symptomatisk, at mens vi vælger at fremhæve Joachim B. Olsen, har den generelle tolkning af sagen været, at der er tale om en bommert fra Özlem Cekics side.

Det er typisk, at Berlingske Tidende i sin begrundelse for at Özlem Cekic skulle have prisen for årets politiske bommert, skriver at:

Det begyndte som en vindersag for SF og partiets socialordfører Özlem Cekic. Liberal Alliances Joachim B. Olsen skrev på Facebook, at han »brækker sig« over dem, der ønsker mere julehjælp til de fattige. Özlem Cekic svarede igen med at invitere Olsen på besøg i virkeligheden, så han kunne opleve den virkelige fattigdom i Danmark. I slutningen af november fandt Cekic endelig frem til »Carina« som et godt eksempel på fattigdom og behovet for sociale ydelser. Den 36-årige kontanthjælpsmodtager viste sig dog at have 15.728 kr. til sig selv og sin søn efter skat hver måned – langt mere end mange lønmodtagere. Eksemplet rejste en storm mod Cekic fra alle sider, og det blev en debat med modsat fortegn: At de sociale ydelser er for høje i Danmark, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at der ikke eksisterer egentlig fattigdom.

Men hvorfor er det Özlem Cekics bommert og ikke Joachim B. Olsens fortjeneste? Ret beset kunne Berlingske Tidendes begrundelse tyde på, at man ikke har begreb i livet om det reelle ydelsesniveau, og at man er fløjtende ligeglad. Hermed illustrerer man et enormt problem i dansk nyhedsdækning. En komplet ligegyldighed overfor ret og vrang, sandt og falsk. Hvad nu hvis – hvilket vi er tilbøjelige til at tro – Özlem Cekic og venstrefløjen rent faktisk mente (og mener?) at “Carina” er fattig, fordi i et kapitalistisk samfund må hun jo nødvendigvis være det? Så er der ikke tale om en bommert, men om en fremstilling og en tro som kun fungerer så længe dens retorik får lov til at stå uimodsagt. Med andre ord en forestilling som ikke klarer virkelighedens laksumtest. Således analyseret er Joachim B. Olsens fortjeneste, at han reelt har bedrevet faktabaseret journalistik, som vi desværre i den grad mangler herhjemme. Det skal han have en enorm tak for, og derfor er det kun rimeligt at han bliver den første modtager af Punditokraternes pris for “Årets politiske solopræstation”. En pris som vi desværre allerede nu kan forudse vil blive uddelt af for sjældent.

Venlig hilsen fra den selvudnævnte dommerkomite.

Niels Westy Munch-Holbek & Christian Bjørnskov.

Danske indkomster 2000-2011

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2011. 1 svar

Jesper Jørgensen spurgte i forbindelse med min post den anden dag, hvad der var sket med danske lønninger. Siden lønstatistikker ikke altid er lige lette af have med at gøre – hvad tæller man egentlig som løn – er her i stedet for et par billeder af, hvad der er sket med danske personlige indkomster. Første billede er af de gennemsnitlige indkomster, som ikke overraskende viser en 31 % stigning mellem 2000 og 2011. Finanskrisen er også ganske tydelig, men interessant nok i langt højere grad for mænd end for kvinder. Det kan der være mange grunde til, ikke mindst fordi mænd i højere grad er ansat i konjunkturudsatte erhverv, hvorimod der er flere kvinder i f.eks. den offentlige plejesektor, der er gået fri af kriserne.

Men indkomststatistikkerne viser også et par andre stærkt interessante udviklinger. Som figuren peger på, er mænds løn steget med 25  % i perioden, mens kvinders er steget med 38 %, primært pga. forskellige kriseudviklinger. Når man fokuserer på de ‘fattige’ danskere, forstået som dem med en indkomst under 175.000 kroner, er der ganske betragtelig forskel på kønnene, både i niveau og udvikling. I toppen – over 500.000 om året – er der en vis niveauforskel (mest pga. at der er langt flere mandlige millionærer), men ingen rigtig trendforskel. Der er nok at forklare for mine arbejdsmarkedsinteresserede kolleger de næste år.

Danske priser – 2000-2011

Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2011. 7 svar

Inspireret af Andreas Berghs post fra forleden om strukturen af den svenske inflation de senere år, er her det helt tilsvarende plot for Danmark. Jeg vil ikke fortolke tallene – læserne kan tage et kig og tænke selv – men kan ikke lade være med at pege på et på udviklinger. Fra januar måned 2000 til november måned 2011 steg det generelle prisniveau 28 %; en gennemsnitlig, årlig inflation på 2,3 %. Men dette gennemsnit dækker over en væsentlig heterogenitet i strukturen af priser. Prisen på kommunikation er faktisk faldet med cirka 18 %, mens boligudgifterne er steget med 40 %, fødevarer med 33 % og transport med 30 %. Og læg mærke til, at udviklingen ikke synes stoppet eller sinket af den finansielle krise eller den efterfølgende gældskrise.

Christopher Hitchens er død

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2011. 1 svar

En af de sørgeligste nyheder sidste uge kom fredag, da medierne fortalte at Christopher Hitchens var dø af kræft i spiserøret. Hitchens, der blev 62, var kommentatorernes superstjerne – kendt for at skrive flydende, smukt og skarpt om en lang række emner. Intet var Hitchens helligt, hverken Mother Theresa, hvis fattigdomsbudskab han kun havde hån tilovers for, Henry Kissinger som han kaldte en krigsforbryder, eller Bill Clinton, som blev spiddet i bogen No One Left to Lie To.

Hitchens var en stor liberal personlighed på trods af hans start som trotskist og hans livslange bekendelse til venstrefløjen. Han røg og drak og nød livet i fulde drag – og missede aldrig en deadline. Vigtigst af alt skrev han hvad han følte sig overbevist om, uanset at hans støtte til Irak-krigen stødte hans venstrefløjsvenner voldsomt, eller at hans fremragende God is Not Great fra 2007 nærmest var et slag i hovedet på hans bror Peter, en traditionelt kristent-konservativ journalist på Mail on Sunday. I de senere år angreb han således den islamiske fundamentalisme, som han mente venstrefløjen kujonagtigt ikke kunne kritisere. I sin selvbiografi Hitch-22 skrev han således om islamofascimen:

“It was, if I can phrase it like this, a matter of everything I hated versus everything I loved. In the hate column: dictatorship, religion, stupidity, demagogy, censorship, bullying, and intimidation. In the love column: literature, irony, humor, the individual, and the defense of free expression.”

Verden har mistet en stor humanist, skribent og ikke mindst en fantstisk inspirationskilde. Her er nekrologer fra New York Times, Washington Post, Los Angeles Times, Daily Telegraph, og Berlingske.

Norsk panik og norsk landbrugspolitik

Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2011. Skriv et svar

EPN meldte i går, at Norge er ramt af ’smør-panik’. Jeg må indrømme, at da jeg læste nyheden – meget passende mens jeg ventede på et fly i New Zealand – kom jeg til at grine højt. Nordmændene og deres supermarkeder er løbet tør for smør, fordi regeringen ikke i tide har ’handlet’. Det er i hvert fald de norske landmænds holdning. EPN skriver, ”at krisen kunne være undgået, hvis blot mælkekvoterne var blevet opjusteret i september eller oktober, som det er sket før”.

Men det har næppe noget at gøre med, at regeringen ikke har handlet i tide. Nordmændene er derimod blevet ramt igen af deres helt absurde landbrugspolitik. Toldsatsen på smør er således højere end 25 kroner per pakke. Regn selv procentsatsen ud, når man ved at new zealandsk Green Lea-smør sælges i mit lokale supermarked i Aarhus for 13,50 kroner (danske, altså). Når et erhverv bliver beskyttet i det omfang – læs: når forbrugerne bliver rendt i abnorm grad hvor solen aldrig skinner – er det ikke underligt, at der opstår mangelsituationer. Det har man vidst siden David Ricardo og andre englændere begyndte at tænke over handelspolitik for 200 år siden. Måske er det tid til, at nordmændene gør op med deres vildeste særinteresser og lader fødevarer blive handlet nogenlunde frit?

Årets korruptionstal

Af Christian Bjørnskov, den 3. december 2011. 13 svar

Hvert år omkring denne tid offentliggør Transparency International deres årlige vurdering af korruptionsniveau i en lang række lande. Som i alle foregående vurderinger, ligger Danmark i top som et af de mindst korrupte lande i verden. Hvert år er der danskere, der demonstrerer det danske selvhad ved at hævde, at vi i hvert fald er korrupte – se bare på den og den sag om mulige vennetjenester osv. Men TI er klare i deres definition – der er tale om bestikkelse, ikke al mulig adfærd, folk ikke kan lide – og på den konto er Danmark altså rent som få andre.

I den anden ende af indekset finder man lande som Somalia, Burma, DR Congo og Venezuela. Ingen der kender til dem kan være overraskede over det, men der er bredere forskelle, som folk ikke altid tænker over. Nogle af disse forskelle afslører noget om, hvorfor nogle lande har persistent større bestikkelsesproblemer end andre. Nogle få simple eksempler kan give et indtryk.

Ud af de 90 lande, som jeg har kunnet finde fulde data på, og som ikke har en kommunistisk fortid, er de 45 rigestes gennemsnit 6,6 versus 3,2 for de 45 fattige; de 45 lavtillidslandes gennemsnit er 3,8 mod 6,0 for højtillidslandene; og 3,5 for de 45 relativt religiøse lande mod 6,0 for de relativt ureligiøse. Et godt og politisk uafhængigt retsvæsen er naturligvis også en klar determinant, men en del af problemerne ved dårligere retsvæsener er konsekvenser af korruption. Det er således svært at drage en klar skillelinje mellem, hvor høj grad retsvæsenet påvirker korruptionsniveauet og i hvor høj grad korruptionen bidrager til dårligere retsvæsener.

For læsernes egen fornøjelse, er her de 27 EU-landes scorer (på en 1-10 skala), inklusive nogle få interessante eksempler fra udenfor unionen.

Danmark 9,4 (2) Belgien 7,5 (19) Polen 5,5 (41)
Finland 9,4 (3) Irland 7,5 (19) Litauen 4,8 (50)
Sverige 9,3 (4) Frankrig 7,0 (25) Ungarn 4,6 (54)
Norge 9,0 (6) Estland 6,4 (29) Tjekkiet 4,4 (57)
Holland 8,9 (7) Cypern 6,3 (30) Letland 4,2 (61)
Schweiz 8,8 (9) Spanien 6,2 (31) Tyrkiet 4,2 (61)
Luxembourg 8,4 (11) Botswana 6,1 (32) Slovakiet 4,0 (66)
Island 8,3 (13) Portugal 6,1 (32) Italien 3,9 (69)
Tyskland 8 (14) Slovenien 5,9 (35) Rumænien 3,6 (75)
Østrig 7,8 (16) Israel 5,8 (36) Grækenland 3,4 (80)
Storbritannien 7,8 (16) Malta 5,6 (39) Bulgarien 3,3 (86)

 

 

Vor tids Titanic – euroen

Af Niels Westy, den 27. november 2011. 6 svar

Da euroen fyldte 5 år lykønskede The Economist dette med en bemærkning om, at det ville blive interessant at se hvorledes euroen ville klare sig i krisetider – svaret har vi fået de sidste par år – ikke godt.

I denne uge har The Econbomist fokus på den nuværende krise, og det er ikke opmuntrende læsning for tilhængere af den fælles mønt. Pilen peger på et endeligt sammenbrud og ressesion, og det står langt værre til end man umiddelbart vil erkende. Euro-skibet har ganske enkelt vist sig at være ude af stand til at sejle i andet end smult vand, eller som Economist skriver:

The designers of the good ship euro wanted to create the greatest liner of the age. But as everybody now knows, it was fit only for fair-weather sailing, with an anarchic crew and no lifeboat. Its rules of economic seamanship were rudimentary, and were broken anyway. When it struck a reef two years ago, the water flooded one compartment after another.

I en kronik i Børsen i sidste måned understregede Christian Bjørnskov og undertegnede betydningen af en fælles underligende forståelse og konsensus om hvilken økonomisk politik man er nød til at føre i en møntunion. En fælles forståelse som aldrig har eksisteret, og som man med rette kan klantre arkitekterne bag euroen for aldrig at ville anerkende var et problem.

Med andre ord er det næppe muligt for euroen at overleve, hvis man samtidig ønsker at de enkelte medlemslande skal være demokratiske. Vi ser i dag at både Italien og Grækenland har teknokratiske regeringer. Men disse er naturligvis fortsat afhængige af at deres forslag til reformer godkendes af et folkevalgt parlament. Men selv hvis dette sker, er der ingen garanti for at reformer og økonomiske stramninger – som vil gøre ondt –  godtages af befolkningerne. Og hvad vil man egentlig gøre i Bruxelles, hvis de folkevalgte politikere vælger ikke at gennemføre nødvendige tiltag?

Men sådanne overvejelser er måske irrelevante når det kommer til stykket. For ifølge Economist er problemerne i euroen nu så store, at det kan være et spørgsmål om få uger eller måneder før samarbejdet bryder sammen, for som man skriver:

The chances of the euro zone being smashed apart have risen alarmingly, thanks to financial panic, a rapidly weakening economic outlook and pigheaded brinkmanship. The odds of a safe landing are dwindling fast.

og

Without a dramatic change of heart by the ECB and by European leaders, the single currency could break up within weeks. Any number of events, from the failure of a big bank to the collapse of a government to more dud bond auctions, could cause its demise. In the last week of January, Italy must refinance more than €30 billion ($40 billion) of bonds. If the markets balk, and the ECB refuses to blink, the world’s third-biggest sovereign borrower could be pushed into default.

I en analyse af den danske euroafstemning i 2000, kom man frem til, at den typiske nej-stemme kom fra en midaldrene kvinde med ingen eller kort uddannelse. Uden at kom ind på deres grund til at stemme nej til medlemsskab, takker jeg dem af hele mit hjerte. Selv om konsekvenserne ved et evt. endeligt sammenbrud i møntunionen vil blive store, også selv om vi ikke er medlem, er det dog mindre end hvis vi havde været medlem af euroen. Og i den tid der kommer kan man meget vel ende med at skulle være taknemmelig for selv det mindste.

Er ulandshjælp bare ulandshjælp?

Af Christian Bjørnskov, den 26. november 2011. 6 svar

Det er ingen hemmelighed, at langt de fleste forskere finder, at ulandshjælp generelt ingen positiv virkning har på ulandes udvikling. Se f.eks. vores tidligere indlæg om emnet her, her og her. Spørgsmålet er ikke så meget, om projekterne ikke virker – en lang række projekter gør faktisk – men om de bivirkninger, hjælpen har. Men én komplikation er der stadig ikke svaret ordentligt på: Kan man overhovedet tale om ulandshjælp i ental? Gives ulandshjælp til så mange forskellige formål, at det ikke giver statistisk mening bare at se på totalen? Den komplikation, som bl.a. er et standardsvar fra udviklingsministeren når han forsøger at bortforklare de manglende resultater, er min studentermedhjælp Maria Birch Møller og jeg gået i gang med at se på.

Vi bruger en type faktoranalyse, der tillader os at skille typer af hjælp ad, men på en statistisk forsvarlig måde. Basalt set viser metoden, hvilke typer hjælp der typisk kommer sammen med hvilke andre typer. Det kan vi gøre, fordi vi har al hjælp til 110 ulande siden 1970 sorteret ud i 24 såkaldte purpose codes. Denne øvelse viser, i det mindste i de foreløbige analyser vi har lavet, at det meste af hjælpen kan sorteres ud i fem hovedtyper: 1) Økonomisk hjælp, der omfatter traditionelle forhold som infrastruktur, landbrugs- og industristøtte og den slags; 2) Social hjælp, der bl.a. er statslig hjælp, helbred, nogen uddannelseshjælp og støtte til NGO’er; 3) Genopbygningshjælp og hjælp til forebyggelse; og 4) Uddannelseshjælp. Der er også små dele, der er hjælp til hvad vi tolker som befolkningspolitik, og en restgruppe til bl.a. kvinder, banksektoren og handel/turisme.

Figuren nedenfor viser tydeligt, hvordan moden har ændret sig i løbet af årene. Økonomisk hjælp er blevet mindre populært, mens hjælp til sociale formål har taget over. Og konsekvenserne? Foreløbig ser der ikke ud til at være de store virkninger.

Gældskrisen og ”det forenede Europa”

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2011. 3 svar

Gældskrisen raser i store dele af EU og politikere fra alle sider af feltet er i gang med at skyde skylden på såkaldt uansvarlig spekulation. Van Rompoy og Baroso meldte ud i går, at den eneste vej frem er yderligere integration – under kodeordet ”koordination” ønsker man nu at centralisere en betragtelig af EU-landenes finanspolitik. Med andre ord ønsker de et skridt mere mod et Europas Forenede Stater. Men – og det er to store men’er – har man aldrig hørt om moral hazard i Bruxelles, og er euroen måske problemet snarere end løsningen?

Mit syn på tingene er ret klart: Euroen har været fejlkonstrueret fra starten, ikke mindst fordi man implicit stolede på, at bare man fik fælles valuta ville lande i Sydeuropa med en århundrede lang tradition for uansvarlighed på magisk vis blive quasi-tyskere. Men de uansvarliges Ghost of Christmas Yet To Come, moral hazard, slog til igen. I det øjeblik man kunne låne af Tysklands troværdighed som medlem af euroen fik man afgang til langt billigere lån, og begyndte forbrugsfesten. Og så længe problemerne blev så store, at de truede euroens overlevelse – og dermed hele det store politiske projekt, som EU er – ville man kunne afpresse resten til at hjælpe, og dermed få mulighed for at gøre mindre og ikke mindst udskyde upopulære reformer (læs også Andreas Berghs beskrivelse af, hvis euroen ikke havde eksisteret).

Er man i tvivl om det er endnu en refleksion af gabet mellem Nord- og Sydeuropa, kan man jo passende starte med renten på tiårige statsobligationer (data her). De peger klart på markedets samlede risikovurdering. Helt særligt er det vel værd at bemærke, at landene udenfor euroen (i Vest) klarer sig klart bedst. Og som en lille krølle på halen: Hvis man bare ser på risikovurderingen, er Tjekkiet et land der hører til Nord.

Interessante tal – stemmer i FN

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2011. Skriv et svar

Jeg sidder for tiden og samler data til noget ny udviklingsforskning, og har i den forbindelse også haft fingrene i information på, hvordan lande har stemt i FN. Og som det nogle gange sker for de af os, der befinder os i forskerverdenen, tænkte jeg hvad F… forleden. Jeg kodede hvor ofte en gruppe på 110 ulande havde stemt med USA, Rusland eller Kina, og besluttede mig for også at kode, hvor ofte de enten havde stemt blankt eller været fraværende.

Gennemsnittet for 2000-2005 var, at landene havde ladet være med at stemme i 22 % af afstemningerne; men der var store forskelle! Se selv på listen nedenfor over de tid lande, der har deltaget mest, og de ti lande, der har deltaget mindst.

Mest aktive Mindst aktive
Ecuador

3.9

 Niger

49.9
Yemen

4.3

 Centralafrikanske Rep.

55.0
Venezuela

4.7

 Rwanda

55.4
Bangladesh

5.0

 Sao Tomé og Principe

61.5
Indonesien

5.0

 DR Congo

63.2
Bolivia

5.3

 Ækvatorial Guinea

63.7
Malaysia

5.3

 Vanuatu

68.7
Panama

5.3

 Liberia

70.8
Sri Lanka

5.3

 Chad

79.5
Guyana

5.5

 Saint Kitts og Nevis

87.3

Ecuador, Bolivia og Venezuela er enkle at forstå – det er Hugo Chavez og hans socialistiske compadres. Men hvad foregår der med resten?

OWS og socialisme

Af Niels Westy, den 26. oktober 2011. 8 svar

Det er naturligvis svært ikke at have sympati med de mange amerikanere, som er dybt frustrerede over den økonomiske situation og udviklingen i deres land. Til gengæld må man tage sig til hovedet over hvor absurd uvidende og unskyld udtrykket, dumme, nogle af deltagerne er.

Men døm selv – Det ville vist svare til at der ved et Tea Party arrangement dukkede nynazister op med bannere som hyldede nazismen og det 3. rige.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0Ynd8kDk5Dw[/youtube]

 

 

 

P1 Agenda om legalisering af narkotika

Af Niels Westy, den 23. oktober 2011. 4 svar

Som faste læsere af bloggen ved, har jeg mere end en gang skrevet om og argumenteret for at man bør gennemføre narkotikapolitiske reformer, helst med en eller anden form for legalisering som det endelige mål. Se bl.a. her, her og her.

Et af de forhold jeg har bemærket fra tid til anden, er manglen på omtale af dette problem – ikke mindst i de elektroniske medier. Det roder P1 Agenda bod på ved en timelang udsendelse, som man kan læse mere om og høre ved at klikke her.

Jeg vil også anbefale at man lytter til hele interviewet med Jack Cole fra LEAP, som findes på udsendelsens hjemmeside. Jeg har mødt Jack Cole, som er en helt speciel person og en formidabel debattør og foredragsholder. Dog skal man liiiige være opmærksom på, at der måske til tider er lidt for meget salg i hans argumentation (men han er jo også amerikaner, eks-politimand og ikke forsker :-)).

Et ofte fremført argument mod narkotikaforbuddet er det store antal personer, som fængsles alene for besiddelse. Hvad der ikke nævnes er, at en stor del af sagerne er såkaldte “plea bargain” sager, hvor tiltalte typisk erklærer sig skyldig i en mindre alvorlig forbrydelse mod at sagen kommer hurtig gennem retssystemet.

Ligeledes er fremstillingen af den historiske udvikling og omtalen af Nixon også problematisk. Forbuds-politikken starter langt tidligere i det 20. århundrede. Desværre er fremstillingen blevet til en del af den myte som er bygget op omkring “The War on Drugs” som primært en republikansk drevet affære.

Det er ganske enkelt noget sludder.  “Kampen mod narkotika” har mange “fædre” – nogle religiøse, andre politiske, som ikke entydigt kan henføres til et bestemt parti eller “isme”.

Og skal man endelig tildele et politisk ophav, så bliver det social-liberalismen som primært må tage den tvivlsomme ære på sig.

Italien og euroen – hvor slemt står det til?

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2011. 10 svar

I europæiske kredse er man for alvor begyndt at ryste i bukserne. Man gør de største anstrengelser for at newspeake sig ud af at indrømme, at Grækenland er bankerot – snakken om en 50% haircut og restrukturering er blot en måde at tale om problemerne uden at kalde en spade for en spade, for hvis kreditorerne kun får 50 % af deres lån tilbage, er der tale om en kontrolleret, men ganske omfattende statsbankerot. Men problemerne for EU er blevet meget større de senere måneder.

Først og fremmest ser det ud til, at den politiske vilje i Tyskland til at poste endnu større summer i den europæiske stabiliseringsfond er ved at forsvinde. For det andet ved alle, at hvis et af de store lande kommer i virkelige alvorlige problemer, er ingen fond stor nok til at redde euroen som vi kender den. Og det er ved at blive en reel risiko, for den italienske økonomi ser stadig svagere ud!

Italienernes gæld er cirka 120 % af BNP og mens alle kender til problemerne, ser både premierminister Berlusconi og det meste af parlamentet ud til at mene, at der ikke er væsentlige problemer. Under alle omstændigheder er det svært, grænsende til umuligt, at skære reelt i landets meget store offentlige udgifter. Den anden mulighed – at vokse sig ud af krisen – er heller ikke på nogen måde reel. Italiens økonomi har været stort set stagneret de sidste ti år, og ikke mindst sker der nærmest intet med italienernes produktivitet som arbejdskraft betragtet. Se blot figuren nedenfor, hvor arbejdsproduktiviteten er indekseret til 1 i 1995. Problemerne har meget lidt med finanskrisen at gøre, og næsten alt med politisk uansvarlighed. Odds er at det næste bankerotland bliver Italien, og hvis det sker, er eurozonen for alvor på spanden.

Kapitalisme, finanskriser og nyttige idioter.

Af Niels Westy, den 16. oktober 2011. 8 svar

I denne weekend fik en række antikapitalistiske demonstrationer verden over, inspireret af den canadisk/amerikanske “Occupy Wall Street“, stor opmærksomhed i mange medier. Også herhjemme gennemførtes demonstrationer i bl.a. København, hvor et par tusinde mennesker mødtes på Rådhuspladsen under overskriften “Occupy Denmark”. De fleste steder forløb demonstrationerne (nogenlunde) fredeligt, bortset fra i Rom, hvor det kom til omfattende uroligheder. Som nedenstående tegning illustrerer, er det allerede blevet bemærket hvor anderledes MSM håndterer “Occupy Wall Street” i forhold til “Tea party” bevægelsen (både i USA og herhjemme).

Denne guide gælder dog ikke Fox, der som bekendt er den mest sete nyhedskanal i USA og selv om frustrationen er stor er opbakningen formentlig begrænset blandt almindelige amerikanere.

Det er påfaldende i hvilken udstrækning man i MSM gerne vil fremstille den seneste tids demonstrationer som noget helt særligt og ganske nyt. Men en sådan fremstilling holder kun hvis man alene fokuserer på formen. Det er ikke noget tilfælde, at den oprindelige ide blev fostret af den canadiske græsrodsbevægelse “Addbusters“, som også står bag den årlige “Buy nothing day”, som aldrig er blevet nogen succes, af den enkelte årsag, at der ligesom Occupy Wall Street er begrænset opbakning, når det kommer til stykket.

Af andre aktiviteter siden murens fald kunne man pege på de ofte voldelige demonstrationer ved en lang række topmøder, f.eks. WTO mødet i Seattle i 2000, EU topmødet i Gøteborg i 2001 og G8 topmødet senere samme år i Genova. Vi er med andre ord i en verden, hvor den faktuelle viden er begrænset, Che Guevara var en helt, man tror at Naomi Klein skriver faglitteratur og anser Michael Moore som dokumentarist. Privat foretagsomhed og de frie marked er derimod indbegrebet af alt ondt i verden. Men at man er frustreret over den økonomiske udvikling og høje arbejdsløshed er én ting, noget andet er at man retter bager for smed, Ja, selv når det kommer til at identificere de firmaer og enkeltpersoner, som har haft gavn af de store bailouts i 2008, har demonstranterne betydelige problemer. Som Wall Street Journal bemærker i artiklen “What’s Occupying Wall Street“,

Occupy Wall Street marched on J.P. Morgan Chase’s headquarters, after having protested outside CEO Jamie Dimon’s home the previous day. That’s odd, seeing that J.P. Morgan didn’t take on excessive mortgage risk and didn’t need (although it was forced to take) TARP money. The demonstrators also picketed the home of hedge fund mogul John Paulson, who made much of his recent fortune betting against the housing bubble, not helping to inflate it.

Og med hensyn til den begunstigede finansielle sektor synes den faktiske udvikling også at stride mod demstranterne forestillinger.

If anyone in the Occupy Wall Street movement wants an intellectually honest explanation for why they can’t find a job, they might start by considering what happens to an economy when the White House decides to make pinatas out of the financial-services industry (roughly 6%, or $828 billion, of U.S. GDP), the energy industry (about 7.5% of GDP, or $1 trillion), and millionaires and billionaires (who paid 20.4% of all federal income taxes in 2009). And don’t forget the Administration’s rhetorical volleys against individual companies like Anthem Blue Cross, AIG and Bank of America, or against Chrysler’s bondholders, or various other alleged malefactors of wealth.

Nu er det tvivlsomt om der er nogen af de der herhjemme bakker op bag “Occupy Denmark”, men skulle der være bare en enkelt, kan jeg varmt anbefale at læse Nicklas Augustines velskrevne og glimrende oversigtsanalyse, “Finanskrisen årsager“. Årsagerne til den nuværende økonomiske krise skal findes i det politiske system – ikke markedet. Det er man næppe utilfreds med i den politiske klasse. Demkraterne i USA træder varsomt og herhjemme var tidligere formand for det konservative folkeparti ude med en voldsom kritik af markedet i en kronik i begyndelsen af 2009, hvor han tilskriver krisen til det frie marked.  Han overså og overser fortsat, at det ikke var og er markedet, som grundlæggende er problemet, men derimod statens rolle. Ved samme lejlighed vil jeg gerne anbefale Nicklas indlæg i Berlingske Tidende i sidste uge: “Kapitalisme er massernes bedste ven“, hvori han bl.a. skriver:

Men hvem har egentlig magten i et kapitalistisk samfund? Det viser sig, at den mest magtfulde position man kan besidde på det frie marked, er som forbruger. Som forbruger afgør man hver dag hvilke virksomheder og produkter, der får lov til at overleve. Det frie marked er forbrugerens tjener. Hvis ikke virksomhederne tilfredsstiller forbrugerne er de i bogstaveligste forstand dødsdømte, og dette er årsagen til at virksomheder og direktører ofte afskyr det frie marked og den deraf følgende konkurrence om forbrugernes gunst. Tænk blot på virksomheder som Compaq, Netscape og Volvo. Alle tidligere store virksomheder, og alle har de følt konkurrencens knusende knytnæve. I det kapitalistiske system skal virksomhederne hele tiden præstere. Hver dag skal de bevise over for forbrugerne, at netop deres produkter er bedst og billigst.

De protesterende tror formentlig fejlagtigt, at de finansielle markeder er at sammenligne med et frit og ureguleret marked. Intet kunne være mere forkert. Til gengæld er der næppe heller andre markeder hvor statens og private interesser er så tæt sammenviklede, som netop den finansielle sektor. Det var og er tilfældet i USA, og det er det i høj grad i Europa. Det bliver interessant at se hvorledes “the blame game” vil udvikle sig fremover her i Europa, efterhånden som det går op for borgerne, hvilken pris som skal betales for en række staters uansvarlige långivning.