I nat, for 50 år siden, begyndte et af Europas mest repressive regimer konstruktionen af et monument over dets egen fiasko. Berlinmuren rejste sig tværs gennem en allerede delt by med ét formål: At spærre Østtysklands borgere inde. Muren faldt som bekendt i 1989, men dens og kommunismens skadevirkninger ses stadig. De østlige tyske Länder de samme problemer som resten af Østeuropa og ikke mindst er østtyske normer og værdier stadig svagere end i vesten.

Problemet for den DDR-styrets top for 50 år siden var, at dets befolkning flygtede. Først i 50erne var udstrømningen nået et niveau på over 30.000 om måneden og totalt mistede Østtyskland 2½ millioner borgere mellem 1949 og 1961. Endnu værre var det, at det ofte var de bedst uddannede og mest initiativrige, der flygtede til Vesten. På trods af, at Østtyskland gennem 50erne strammede reglerne, tog udstrømningen til i månederne op til august 1961.

Ledelsen i den såkaldte Deutsche Demokratische Republik besluttede derfor at bygge en decideret fæstningsmur for at forhindre østtyskere i at forlade det socialistiske samfund, de så hårdhændet hævdede var det frie vesttyske overlegent. Natten mellem den 12. og 13. august rejste det, regimet kaldte en ’Antifascistisk Beskyttelsesvold’, sig således på tværs af Berlin. Muren skilte venner og familier, og forhindrede en hel befolkning i at undslippe den undertrykkelse, som sikkerhedspolitiet Stasi blot var et af symbolerne på. I de efterfølgende årtier blev Muren udbygget med minefelter, automatiske maskinpistoler og stadig mere udspekulerede anordninger til at dræbe de østborgere, der forsøgte at hoppe af. Internt i Østtyskland gjorde regimet også alt, hvad det kunne, for at holde borgerne på den kommunistiske dyds smalle sti. Sidst i 80erne var kontrollen nået så vidt, at fire procent af den voksne befolkning blev betalt af Stasi for at holde øje med resten.

Ingen, der var gammel nok til at forstå hvad der foregik, glemmer derfor den aften i 1989 da østtyske grænsevagter åbnede Muren. To år tidligere havde den amerikanske præsident Reagan stået foran Brandenburger Tor og opfordret den sovjetiske leder Gorbatjov til at ”tear down this wall”. Ungarn var det første land, der fulgte opfordringen efter Sovjetunionen havde løsnet jerngrebet omkring Østeuropa: 11. september åbnede landet dets grænse til Østrig, og da østtyskerne kunne rejse ret frit til det socialistiske søsterland, var der effektivt hul igennem til Vesten. Det tog dog en administrativ tilfældighed før østtyske grænsevagter den 9. november åbnede Berlin, og endte med at opgive da østberlinere strømmede i titusinder gennem overgangene.

I løbet af få måneder kollapsede det regime, der havde undertrykt en hel befolkning i 40 år. I de godt 20 år siden Tyskland blev genforenet, er den østlige del kommet på økonomisk fode, de kommunistiske miljøforbrydelser er renset op, og steder som Jena og Dresden er ved at genindtage den position, de havde før anden verdenskrig. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at Muren nu blot var fjern historie.

Men i en vigtig forstand står Berlinmuren stadig. I Tyskland tales med forfatteren Peter Schneiders udtryk om ”die Mauer im Kopf” – muren i hovedet – som et billede på de overbevisninger, normer og forestillinger om samfundet, som genforeningen kun langsomt eller slet ikke har ændret på. To generationers totalitær kommunisme satte sine spor, og nogle af disse spor bringer forældre videre til deres børn i det forenede Tyskland. En del af den debat, der blusser på med jævne mellemrum i tyske medier, er naturligvis baseret på myter, men andre dele bekræftes af solid og skræmmende forskning.

Et af de vigtigste elementer i die Mauer im Kopf er østtyskernes skeptiske forhold til deres medmennesker. I den seneste undersøgelse fra World Values Survey sagde mere end 40 procent af vesttyskerne ja til spørgsmålet, om de generelt har tillid til de fleste mennesker; i det tidligere Østtyskland var ja-procenten kun 29. Forskellen er nøjagtigt den samme som ved genforeningen i 1990 og ændrer sig ikke over tid. Samme problem viser sig i mere detaljerede spørgsmål i det tyske husholdningspanel, andre spørgeskemaundersøgelser såvel som i en række andre items i World Values Survey. Når man kender den tætte sammenhæng mellem tillid og forhold som korruption, vækst og velbefindende, er det alarmerende at forskellen ikke synes at forsvinde.

På samme måde er østtyskerne præget af deres fortid. De fleste stemmer på Die Linke – det nye, populistiske venstreparti i Tyskland – kommer fra øst, og de politiske værdier er stadig markant anderledes en resten af landets. Østtyskernes støtte til statslig omfordeling er for eksempel væsentligt stærkere, ligesom deres tro på statens godhed ikke har ændret sig meget siden genforeningen.

Formelt er Tyskland Europas største land og én forenet nation, men uformelt står Berlinmuren stadig som en usynlig skillelinje mellem et vestligt, velfungerende land, og en østlig del med mange af de samme sociale problemer som resten af Østeuropa. De menneskelige tragedier, som Berlinmuren symboliserede, er ikke spillet til ende endnu.