Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Nobelprisen i økonomi 2011

For en god time siden blev Nobelprisvinderne i økonomi annonceret af Sveriges Riksbank. Som så mange gange før var vores gæt ikke rigtige. Vinderne blev Thomas Sargent (NYU) og Christopher Sims (Princeton). Den officielle begrundelse er “for their empirical research on cause and effect in the macroeconomy”. Mere specifikt:

Thomas Sargent has shown how structural macroeconometrics can be used to analyze permanent changes in economic policy. This method can be applied to study macroeconomic relationships when households and firms adjust their expectations concurrently with economic developments. Sargent has examined, for instance, the post-World War II era, when many countries initially tended to implement a high-inflation policy, but eventually introduced systematic changes in economic policy and reverted to a lower inflation rate.

Christopher Sims has developed a method based on so-called vector autoregression to analyze how the economy is affected by temporary changes in economic policy and other factors. Sims and other researchers have applied this method to examine, for instance, the effects of an increase in the interest rate set by a central bank. It usually takes one or two years for the inflation rate to decrease, whereas economic growth declines gradually already in the short run and does not revert to its normal development until after a couple of years.

Er det et godt valg? Omend det er sikkert og ukontroversielt – ingen af de to har nogen stærk ideologisk profil som f.eks. en Robert Barro – er det utvivlsomt fuldt fortjent, at Sargent og Sims deler prisen. Det er også rettidigt. Uden Sims VAR-framework ville en evaluering af effekterne af kortsigtspolitik være lige så meget gætværk som for 40 år siden. Og uden Sargents indsigter i langsigtskonsekvenser af forhold som pengepolitiske regler osv. ville vi være mere på Herrens mark når vi talte strukturpolitik. Tillykke til de to!

Nobelprisen – bud til næste mandag

Mandag klokken 13 annonceres det, hvem der får Nobelprisen i økonomi for 2011. Som altid er det svært at forudse, hvem der får den, men derfor også sjovere. Mange økonomer og andre er begyndt at gætte. Her er et par af de bedre gæt, inklusive vores egne ideer.

Først har Thomson-Reuters (delvis på basis af citationstal) givet følgende bud:

  • Douglas W. Diamond (Booth School, Chicago), for sin analyse af finansiel intermediation og monitorering.
    Jerry A. Hausman (MIT) og Halbert L. White, Jr. (University of California San Diego, La Jolla), for deres bidrag til økonometri, særligt Hausmans specifikationstest og White’s standardfejl (heteroskedasticitet).
  • Anne O. Krueger (Johns Hopkins) og Gordon Tullock (George Mason) for deres beskrivelse og analyse af rent-seeking.

Mostly Economics leverer en række andre bud:

  • Jagdish Bhagwati (Columbia) og Avinash Dixit (Princeton) for international handelsteori
  • Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Stanford) for deres bidrag til vækststudier
  • Oliver Hart (Harvard) for transaktionsøkonomi
  • William Nordhaus (Yale) og Martin Weitzman (Harvard) for deres bidrag til miljøøkonomi
  • Eugene Fama (Booth School, Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) for finansiel økonomi
  • Robert Shiller (Yale) og Richard Thaler (Booth School, Chicago) for adfærdsøkonomi

Mine personlige favoritter – ikke fordi jeg mener, at de er de mest sandsynlige, men fordi de i den grad fortjener den – er enten en pris delt mellem Krueger og Tullock eller Robert Barro. Grunden er ret simpel: De har stået for gennembrud, der betyder noget for den måde vi ser verden på. Tullock og Krueger introducerede studiet af rent-seeking og dermed en analytisk måde at forholde sig til korruption, lobbyisme og særinteressepolitik. Barro, der tidligere også har bidraget signifikant til politisk økonomi, startede hele den nye forskning i økonomiske vækstprocesser, der bl.a. har demonstreret værdien af gode institutioner og frihandel. Hvis den slags ikke er en Nobelpris værd?

CSR part II

Denne ultrakorte post er blot for at gøre opmærksom på, at jeg har skrevet et indlæg om CSR til Lederblog.dk. Indlægget har fået overskriften “Uansvarlig ansvarlighed” og er et lidt anderledes “take” på problemstillingen i forhold til mit indlæg her på bloggen for et par dage siden.

Med tanke på at dyrkelsen af “bæredygtig” produktion og CSR for længst er blevet accepteret som et absolut gode i mainstream forretningsverden og i den “politiske klasse” uanset hvilken fløj man tilhører, er der desværre nok tale om endnu et område, hvor de der burde forsvare markedet og kapitalisme for længst har kapituleret og i den politiske korrektheds navn for længst har overgivet sig til billig retorik og varme postulater om evig godhed og frelse   i stedet for at forsvare den markedskapitalisme som er fundamentet og forudsætningen for vores velstand.

Men som man siger; verden vil bedrages, og det bliver den så.

Og blot for at give et lille indblik i hvor absurd CSR-branchen er, så er her et lille eksempel fra den artikel som Anne Louise Thon Schur har skrevet, og som er udgangspunktet for min kritik.

I artiklen holder hun sig ikke tilbage fra at rose nogle firmaer (især Coop og Maersk) mens hun skoser andre for ikke at være “gode” (Jysk). Og især et eksempel viser med al tydelighed hvor lidt proportioner betyder og hvor meget symbolske tiltag tæller.

Anne Louise Thon Schur skriver begejstret:

I august, 2010, sagde MaerskLines topchef Eivind Kolding i en pressemeddelelse, at MaerskLine fra 1. november at de tre millioner containere, som MaerskLine påregner at købe over de næste fem år, skal have fsccertificeret træ eller bambus som gulve i de nye containere. MaerskLine har lavet en politik om ikke længere at måtte bruge hårdt tropetræ som gulv.
Det er et dilemma, idet der er fare for, at man ikke kan nå at skaffe nok træ til alle disse containere, men Eivind Kolding er benhård. Bæredygtige gulve eller ingen containerkøb. Man ved hos MaerskLine Procurement at containerne bliver dyrere, men man forventer en prisudligning, så det kun er på kort sigt, idet man bliver bedre til at udvinde gulvene fra alternative materialer. Og nu kommer tallene: Ved at implementere denne politik, så sparer MaerskLine ca 200 000 træer eller sagt på en anden måde; 4 x Central Park, NYC. Se det er seriøst målbart.

Vi fornemmer klart den heroiske indsats. Tænk man har reddet hele 16 kvadratkilometer skov eller hvad der svarer til 0,0000004 procent af jordens samlede skovareal. Vi bøjer os i støvet og løber straks ud og køber en container.

(ovenstående skrevet uden at jeg vil blande mig i Maersk lines beslutninger eller opfordrer til at man kun køber tropisk træ hvor man er sikker på at der ikke genplantes – problemet er den manglende sans for proportioner)

Hvordan evaluere regeringsgrundlaget? Fire tommelfingerregler

Valget er overstået og folk – kommentatorer og almindelige vælgere – er begyndt at evaluere både valget og regeringsgrundlaget. Så hvordan gør man det, og hvad skal man vælge hvad man kan tro på? Med et kommende valg på New Zealand har Eric Crampton stillet sig cirka samme spørgsmål. Eric opridser fire ’tidløse emner’, man evt. kan bruge som tommelfingerregler til formålet:

  1. Decide whether what matters to you is what serves your selfish interest or what’s good would serve the social good. If the latter, ask what sacrifices you are being asked to make, not how others are going to pay.
  2. Pay not attention to a policy that promises to create jobs, unless it specifically mentions labour market policy.
  3. Ignore promise of goodies to be financed by stronger economic growth.
  4. Ignore any policy that labels social spending “investment”.

Hver læser er velkommen til at give deres besyv med.

CSR Awards 2011 – Sønderborgs største nyreligiøse arrangement i indeværende år

I dag (torsdag den 29. september) afholdes CSR Awards 2011 i Sønderborg, delvist finansieret af Sønderborgs sagesløse skatteydere. På dagen vil CSR-branchen hylde sig selv og sin egen succes, mens man hylder “bæredygtige” virksomheder ved at uddele 12 forskellige priser, herunder priser for “Danmarks mest bæredygtige studerende”, mest “bæredygtige kommunikator”, mest “bæredygtige” virksomhed osv. osv.

Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.

Læs resten →

Amerikanske tilstande – skat

Hvis danske politikere eller kommentatorer skal stoppe en diskussion, er en af de mest effektive strategier ofte at bemærke, at man jo ikke vil have ”amerikanske tilstande”. Mange danskere forbinder dette begreb med et egoistisk samfund, der skaber sociale massegrave. For eksempel påstås det fra venstrefløjen, at amerikanerne ikke vil have nogen som helst form for stat og at hele samfundsopbygningen favoriserer de rigeste. Således også i skattesystemet, hvor man med jævne mellemrum hører påstande – der bl.a. kommer fra Obama-administrationen for tiden – om at de rigeste amerikanere ikke betaler ’deres del’ af de fælles udgifter. Danske medier viderebringer med jævne mellemrum disse påstande, således så sent som søndag, da Berlingeren påstod at de rigeste betaler under 20 %.

Men hvor progressivt er det amerikanske skattesystem egentlig? Belønner det faktisk de rigeste amerikanere? Svaret er nej, det er endda temmelig progressivt. The Tax Policy Center har brugt Brookings Instituttets mikrosimuleringsredskab til at finde ud af, hvad amerikanerne egentlig betaler den føderale regering i skat. Resultatet svarer på ingen måde til danskernes ide om, hvad amerikanske tilstande er.

Som oftest splitter man befolkningen op i kvintiler – dvs. fem dele, de fattigste 20 %, de næste, de midterste, den øvre middelklasse, og de rigeste 20 %. Analysen viser, at den laveste kvintil betaler i alt 1,6 %, nummer to betaler 7,3 %, nummer tre – dvs. de tyve procent typiske amerikanere – 14,1%, nummer fire 18,9%, og den øverste kvintil betaler 25,5%. Det udgør alt i alt en føderal skattesats på 20,5 % (hele posten er her; hattip: Greg Mankiw). Progressiviteten stopper ikke engang der, idet beregningerne viser, at den øverste procent betaler 28 %, og den rigeste promille af amerikanerne typisk betaler 30,4 % i skat.

Hvad fortæller det os? For det første giver analysen en indsigt i det amerikanske skattesystem, er på ingen måde svarer til danskernes fordomme. Det føderale amerikanske skattesystem er stærkt progressivt og dermed også stærkt omfordelende. For det andet viser analysen – som vel at mærke tager fradrag og den slags med – at de rigeste amerikanere faktisk bærer en stor del af den amerikanske skattebyrde nu. Så med den viden, hvordan bedømmer man da Obamas påstand om at de rigeste amerikanere har en moralsk pligt til at betale meget mere? Bedøm selv.

Det radikale venstre, alkohol og hvorvidt en stram national alkoholpolitik kan forebygge alkoholisme

Dette indlæg kan både læses som en reklame for et meget interessant CEPOS-gå-hjem møde med den internationalt anerkendte, indflydelsesrige og i visse kredse meget kontroversielle psykolog Dr Stanton Peele på tirsdag den 27. september kl. 17.00, og som en opfølgning på mit seneste blogindlæg, “Refleksioner over en valgkamp og Radikale Venstres uhyggelige menneskesyn”.

Under overskriften  “Kan man vælge at blive afhængig? Kan en stram national alkoholpolitik forebygge alkoholisme?”, vil Peele argumentere for, at den konventionelle biologiske tilgang til alkoholisme og afhængighed er forkert. Ikke bare mener han, at et stigende ensidigt biologisk fokus på afhængighed er problematisk, men også at udviklingen af afhængighed eller problembrug mere afspejler kultur og livsstil fremfor f.eks. tilgængelighed af bestemte rusmidler.

Læs resten →

Economic Freedom of the World 2011

Beskeden i dag er ganske kort: Den årlige rapport om Economic Freedom of the World fra Fraser Instituttet er udkommet. Som i tidligere år tager rapporten to særlige emner op. I år er det ”What Matters for Development—Freedom or Entitlement?” af Verdensbankens Jean-Pierre Chauffour, og ”Does Economic Freedom Promote Women’s Well-being?”, som man har bedt Michael Stroup fra Stephen F. Austin State University i Texas.

Hvis nogen skulle være interesserede, er de danske ændringer siden sidste rapport helt marginale.Hele rapporten inklusive data tilbage til 1970 er tilgængelig her. Stærkt anbefalet.

Refleksioner over en valgkamp og Radikale Venstres uhyggelige menneskesyn

Så er valgdagen kommet, vælgermøderne overstået og tilbage står kun at vente på resultatet. Men for mit vedkommende er det også tid til at reflektere lidt over den valgkamp – min første – som jeg har været en aktiv del af.  Egentlig har kun lidt overrasket mig. Venstrefløjens kandidater har ved alle de møder jeg har deltaget i – alle som en – udvist en ufattelig mangel på viden og forståelse for økonomiske sammenhænge. Det er som bekendt lig med en manglende forståelse for menneskelig adfærd.

Det samme kan man måske ikke beskylde Radikale Venstre for. Til gengæld er deres syn på “almindelige” mennesker udtryk for en uhyggelig mangel på respekt for sine medmennesker. Læs resten →

Gary Becker om krisen

Der bliver sagt og skrevet meget nonsens om finanskrisens årsager, og hvad man ‘bør’ gøre for at imødegå krisen og dens konsekvenser. Det gælder ikke mindst i den nuværende valgkamp, hvor politikere på begge fløje kæmper om at ville intervenere mest og bruge flest penge. Hele baggrunden for de politiske ideer er, at politikerne ved bedre og markedet tager fejl. Nobelpristageren Gary Becker havde forleden et indlæg i Wall Street Journal, som meget fint opsummerer, hvad der egentlig er foregået og hvorfor vi burde bekymre os om situationen. Hele indlægget kan læses her (stærkt anbefalet); her er Beckers konkluderende ord:

Government regulations and laws are obviously essential to any well-functioning economy. Still, when the performance of markets is compared systematically to government alternatives, markets usually come out looking pretty darn good.

Historiske effekter – denne gang med evidens fra Østtyskland

Jeg er pt. til APSA-konference i Seattle, og programmet er et væld af spændende sessions som man gerne vil gå til. Man må derfor vælge, og nogle gange er man heldig at vælge rigtigt. Det skete i morges med en session, der primært handlede om historiske begivenheder og hvordan de påvirker økonomiske og politiske outcomes i dag. Historiske studier har været et felt, der i de senere år har fået mere opmærksomhed i nationaløkonomi, og nu er politologien ved at komme med på vognen.

Et særligt papir, der fortjener en del opmærksomhed, blev præsenteret af Daniel Ziblatt og Konstantin Kashin, begge fra Harvard. De to har i ”Continuity Amidst Upheaval? Long-Run Legacies of Landholding Inequality in East Germany” set på arbejdsløshedstal og valgdeltagelse i det tidligere Østtyskland. Deres særlige fokus er på, hvorfor de to forhold varierer så markant på tværs af Kreisser. Og det specielle er, at de dokumenterer ganske overbevisende, at uligheden i jordejerskab i 1895 – dvs. i junkerperioden før den totale kollektivisering af jord i DDR og den efterfølgende transition fra 1990 – stadig er en god forklarende faktor for valgdeltagelse og arbejdsløshed. Folk er ganske enkelt mere engagerede og økonomien fungerer relativt bedre i de områder, der ikke var domineret af en eller få jordejere i 1895.

Som Ziblatt bemærkede i sit oplæg, er det usikkert hvad der ligger bag, men en af de rimelige forklaringer er, at civilsamfundet fungerede bedre i 1895 i de områder, der ikke var elitedominerede. Denne tradition for civilsamfund kan, i princippet og ligesom i en række andre nye studier, have overlevet kommunismen og de mange andre store omvæltninger i det 20. århundrede. Om vi så kan lide, at der er så stor persistens og dermed en række forhold, vi ikke kan lave om på, er et normativt spørgsmål.

Tre myter om kapitalisme

Der er masser af myter om kapitalisme, og nogle af dem sidder fast i den offentlige bevidsthed. Her er en af de bedste debunkings jeg har set i lang tid. Jeff Miron fra Harvard tager fat i tre af dem (hattip: Greg Mankiw). Nyd det og tving jeres gymnasieelever til at se de få minutter:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=KGPa5Ob-5Ps[/youtube]

Skandale i forskningsverdenen kommer til en foreløbig ende

En del af vores læsere kender sikkert allerede historien, så her er en meget kort introduktion og et par links. Kort fortalt handler det om, at en af Europas højest profilerede økonomer – Bruno Frey, der er professor ved Universitetet i Zürich – har forbrudt sig mod en af de vigtigste regler i samfundsvidenskabelig forskning: Han har publiceret samme resultater og stort set samme artikel i flere forskellige videnskabelige tidsskrifter.

Frey, der er blevet nævnt i Nobelsammenhæng for sine bidrag til at bringe lykkeforskning og nationaløkonomi sammen, har sammen med Benno Torgler fra Queensland University of technology og Torglers PhD-studerende David Savage forsket i hvem der overlevede Titanic-forliset. Vi har tidligere skrevet om det her, og artiklerne og forskningen bag blev modtaget med stor entusiasme rundt omkring i verden. Problemerne ligger i, at stort set ens artikler er publiceret i Journal of Economic Perspectives og Proceedings of the National Academy of Science (de ene par), og Journal of Economic Behavior & Organization og Rationality and Society (det andet par).

Der er således tale om såkaldt, selv-plagiat. Den officielle klage og Freys svar kan læses her. Handelsblatts Olaf Storbeck leverer nok den bedste oversigt over skandalen her, ikke mindst pointen som flere kommentatorer har understreget, at der er tidligere forskning som Frey et al. har overset. Flere omtaler findes her, her, her og her.

Affæren er svær at få hoved og hale på, men der er ingen tvivl om, at Frey og Torgler har forbrudt sig mod et af de største tabuer. Har de gjort det med vilje? Det er svært at tro om to kolleger (Savage er PhD-studerende og holdes derfor skadesfri af alle parter), som jeg har gode forhold til – jeg overnattede endda hos Benno en enkelt nat da jeg besøgte QTU i Brisbane sidste år. På den anden side er det svært at tro, at ingen af dem har vidst, at næsten enslydende artikler lå hos forskellige tidsskrifter.

Berlinmuren 50 år

I nat, for 50 år siden, begyndte et af Europas mest repressive regimer konstruktionen af et monument over dets egen fiasko. Berlinmuren rejste sig tværs gennem en allerede delt by med ét formål: At spærre Østtysklands borgere inde. Muren faldt som bekendt i 1989, men dens og kommunismens skadevirkninger ses stadig. De østlige tyske Länder de samme problemer som resten af Østeuropa og ikke mindst er østtyske normer og værdier stadig svagere end i vesten.

Problemet for den DDR-styrets top for 50 år siden var, at dets befolkning flygtede. Først i 50erne var udstrømningen nået et niveau på over 30.000 om måneden og totalt mistede Østtyskland 2½ millioner borgere mellem 1949 og 1961. Endnu værre var det, at det ofte var de bedst uddannede og mest initiativrige, der flygtede til Vesten. På trods af, at Østtyskland gennem 50erne strammede reglerne, tog udstrømningen til i månederne op til august 1961.

Ledelsen i den såkaldte Deutsche Demokratische Republik besluttede derfor at bygge en decideret fæstningsmur for at forhindre østtyskere i at forlade det socialistiske samfund, de så hårdhændet hævdede var det frie vesttyske overlegent. Natten mellem den 12. og 13. august rejste det, regimet kaldte en ’Antifascistisk Beskyttelsesvold’, sig således på tværs af Berlin. Muren skilte venner og familier, og forhindrede en hel befolkning i at undslippe den undertrykkelse, som sikkerhedspolitiet Stasi blot var et af symbolerne på. I de efterfølgende årtier blev Muren udbygget med minefelter, automatiske maskinpistoler og stadig mere udspekulerede anordninger til at dræbe de østborgere, der forsøgte at hoppe af. Internt i Østtyskland gjorde regimet også alt, hvad det kunne, for at holde borgerne på den kommunistiske dyds smalle sti. Sidst i 80erne var kontrollen nået så vidt, at fire procent af den voksne befolkning blev betalt af Stasi for at holde øje med resten.

Ingen, der var gammel nok til at forstå hvad der foregik, glemmer derfor den aften i 1989 da østtyske grænsevagter åbnede Muren. To år tidligere havde den amerikanske præsident Reagan stået foran Brandenburger Tor og opfordret den sovjetiske leder Gorbatjov til at ”tear down this wall”. Ungarn var det første land, der fulgte opfordringen efter Sovjetunionen havde løsnet jerngrebet omkring Østeuropa: 11. september åbnede landet dets grænse til Østrig, og da østtyskerne kunne rejse ret frit til det socialistiske søsterland, var der effektivt hul igennem til Vesten. Det tog dog en administrativ tilfældighed før østtyske grænsevagter den 9. november åbnede Berlin, og endte med at opgive da østberlinere strømmede i titusinder gennem overgangene.

I løbet af få måneder kollapsede det regime, der havde undertrykt en hel befolkning i 40 år. I de godt 20 år siden Tyskland blev genforenet, er den østlige del kommet på økonomisk fode, de kommunistiske miljøforbrydelser er renset op, og steder som Jena og Dresden er ved at genindtage den position, de havde før anden verdenskrig. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro at Muren nu blot var fjern historie.

 

Men i en vigtig forstand står Berlinmuren stadig. I Tyskland tales med forfatteren Peter Schneiders udtryk om ”die Mauer im Kopf” – muren i hovedet – som et billede på de overbevisninger, normer og forestillinger om samfundet, som genforeningen kun langsomt eller slet ikke har ændret på. To generationers totalitær kommunisme satte sine spor, og nogle af disse spor bringer forældre videre til deres børn i det forenede Tyskland. En del af den debat, der blusser på med jævne mellemrum i tyske medier, er naturligvis baseret på myter, men andre dele bekræftes af solid og skræmmende forskning.

Et af de vigtigste elementer i die Mauer im Kopf er østtyskernes skeptiske forhold til deres medmennesker. I den seneste undersøgelse fra World Values Survey sagde mere end 40 procent af vesttyskerne ja til spørgsmålet, om de generelt har tillid til de fleste mennesker; i det tidligere Østtyskland var ja-procenten kun 29. Forskellen er nøjagtigt den samme som ved genforeningen i 1990 og ændrer sig ikke over tid. Samme problem viser sig i mere detaljerede spørgsmål i det tyske husholdningspanel, andre spørgeskemaundersøgelser såvel som i en række andre items i World Values Survey. Når man kender den tætte sammenhæng mellem tillid og forhold som korruption, vækst og velbefindende, er det alarmerende at forskellen ikke synes at forsvinde.

På samme måde er østtyskerne præget af deres fortid. De fleste stemmer på Die Linke – det nye, populistiske venstreparti i Tyskland – kommer fra øst, og de politiske værdier er stadig markant anderledes en resten af landets. Østtyskernes støtte til statslig omfordeling er for eksempel væsentligt stærkere, ligesom deres tro på statens godhed ikke har ændret sig meget siden genforeningen.

Formelt er Tyskland Europas største land og én forenet nation, men uformelt står Berlinmuren stadig som en usynlig skillelinje mellem et vestligt, velfungerende land, og en østlig del med mange af de samme sociale problemer som resten af Østeuropa. De menneskelige tragedier, som Berlinmuren symboliserede, er ikke spillet til ende endnu.

Den offentlige sektor, uddannelsessystemet og noget om at smide gode penge efter dårlige

På SFs hjemmeside informerer man os under overskriften “Bedre service for de samme penge er en utopi“, at det ikke er muligt at bevare den offentlige service med mindre man øger bevillingerne, hvilket der lægges op til i regeringens aftale med KL, hvorefter kommunerne alene kompenseres for pris- og omkostningsudviklingen.

Men måske burde overskriften på SFs hjemmeside have været  “Bedre service for flere penge er en utopi”, for på trods af “verdens største” offentlige sektor og “verdens højeste skattetryk” er det mere end tvivlsomt at vi også har “verdens bedste service”.

At servicen reelt meget vel kan blive ringere er så en anden sag. Men det skyldes alene de metoder hvormed man sikrer overholdelse af budgettet (hvis man altså overholder det) og det faktum, at prioriteringer også indgår i det politiske spil om de kommende års mia. af kroner. Der eksisterer i det danske regelsæt der reguelrer overførsler fra staten og udligningsordninger ikke noget incitament til en reel effektivisering og omkostningsstyring – tværtimod. Derimod er der en tendens til, at de foretrukne områder der må holde for bliver de der er synlig for borgerne, for at der kan være plads til den “nødvendige” udvidelse af den administrative kapacitet 🙂 Det sikrer den fornødne negative offentlige debat og styrker positionen i forhold til næste års forhandlinger.

Når man sammenligner det offentlige forbrug i Danmark må man ikke kun spørge sig selv, hvorfor nogen kan få den tanke at en manglende oplevet kvalitet skyldes at man bruger for få penge. Man må også spørge sig selv hvorfor man ikke for længst i langt højere grad har indraget det faktum, at andre lande har et væsentligt lavere offentlig forbrug – også lande hvis samfundsmodel minder om vores egen socialdemokratiske, uden man derfor nødvendigvis kan tale om en lavere kvalitet.

Nedenstående figur er hentet fra Dansk Erhvervs tidsskrift “Perspektiv” nr. 47 og er et forsøg på at illustrere hvor meget mindre det offentlige forbrug ville være, hvis bare det var på niveau med en række sammenlignelige lande. Og som det fremgår er der tale om ganske store summer. Hvis vi for eksempel havde et forbrug på niveau med Sverige, ville vi således spare 38 mia. kroner, eller lig med ca. 2 x efterlønsreform. Hvis vi havde et forbrug på niveau med Finland ville vi spare hele 84 mia. kroner.

Læs resten →

Religiøsitet og ejendomsrettigheder

Sammen med min ven og kollega Niclas Berggren, der fornylig skiftede arbejdsplads til IFN, er jeg i gang med et lille forskningsprojekt om sammenhængen mellem religion og samfundets institutioner. Vores første artikel, hvor vi dokumenterer en klart negativ effekt af religiøsitet (uanset hvad folk lige tror på) på folks tillid til hinanden er nu på vej ud i Journal of Economic Behavior & Organization, og næste bid er klar i første udkast. Det nye papir hedder ”Does Religiosity Promote Property Rights and the Rule of Law?” og skal præsenteres om en lille måned på den årlige konference i the American Political Science Association i Seattle.

Vores resultater kan opsummeres i det simple plot i figuren nedenfor. Mens man fra teoretisk hold kan argumentere for, at religion og religiøsitet – hvor intenst folk tror – kunne være både godt og skidt for den effektive håndhævelse af den private ejendomsret, er det empiriske billede ret klart. Hvis landet ikke har tilstrækkeligt demokratiske institutioner (de runde observationer), er der ingen sammenhæng. Hvis ens land derimod er demokratisk og vælgernes præferencer derfor i en vis grad påvirker den førte politik (de firkantede observationer), er religiøsitet en negativ indflydelse. På tværs af op til 112 lande, med et batteri af kontrolvariable og i en kausalitetsanalyse (IV) finder vi konsistent, at jo mere religiøs befolkningen er, jo ringere er beskyttelsen af ejendomsrettigheder. Niclas og jeg konkluderer igen, at selvom stort set alle religioner sigter mod at få folk til at opføre sig moralsk, så gælder det engelske diktum: Actions speak louder than words.

Hvor borgerligt-liberale har VK været?

Det næste folketingsvalg nærmer sig, og alt tyder på, at det betyder et regeringsskifte. En del borgerlige kommentatorer er derfor allerede nu startet på den pinefulde øvelse, det er at evaluere VK-regeringens ti år. Helt særligt stiller man spørgsmålene, hvad vi fik ud af de ti år, og hvor borgerligt-liberal, regeringen egentlig var.

Spørger man V eller K, får man naturligvis svaret, at de har været så borgerlige som det var muligt, og at selve det at de holdt fast i taburetterne i ti år var en succes. Men at blive ved magten med den måske mest inkompetente opposition i mands minde er næppe en anbefaling i sig selv. VK-regeringen må nødvendigvis bedømmes på dens præstationer ved magten.

Og her er de vigtigste så i én figur. Alt er indekseret til 1 i 2000, så alle kurver er relative til tidspunktet umiddelbart før VK overtog. Figuren dokumenterer tydeligt problemet med at evaluere VK-regeringen som borgerlig: De offentlige udgifter er konsekvent, hele vejen gennem de ti år, løbet fra BNP (den tykke, sorte linje).

Med andre ord er det offentliges rolle i økonomien vokset støt gennem ti år til et niveau, der i 2009 var større end da Anker Jørgensen opgav at lede landet. Blandt Danmarks Statistiks kategorier må man bemærke, at ”Generelle offentlige tjenester” voksede 2,9 % hurtigere end BNP, sundhedsudgifterne voksede 2,5 % hurtigere, og ”Social beskyttelse” – DS-eufemismen for offentlige overførsler – voksede 2,1 % hurtigere end BNP. Hvordan det kan være borgerlig kernepolitik, at man lader overførselsudgifterne vokse to procent hurtigere end BNP i en periode, hvor den officielle arbejdsløshed faldt til historisk lave niveauer, kræver det vist mere end en storsvedende Claus Hjort Frederiksen at forklare.

EU er en transfer union – men hvor længe?

Grækenland har for få dage siden fået sin anden hjælpepakke fra EU og IMF, denne gang på 813 milliarder kroner. Samtidig er europæiske politikere i gang med at skrue en slags gældsomlægning sammen. Et af elementer er, at en ikke nærmere bestemt andel af de græske obligationer lægges om til en længere løbetid og lavere rente. Markederne har ikke reageret specielt positivt, selvom mange EU-politikere gør hvad de kan for at forsikre dem om, at Grækenland skam ikke går bankerot og at alle får deres penge igen. Hvis markederne troede på dén historie, ville man forvente at renterne på græske statsobligationer faldt i takt med at græske obligationer blev opfattet som et sikrere papir end for en måned siden.

Men markedet som helhed regner stadig med en form for statsbankerot som det mest sandsynlige scenario, ligesom de credit rating agenturer, som EU-værket hader så voldsomt, også stadig regner græske (og portugisiske og irske) obligationer som ’junk’. Og man skal heller ikke tænke længe for at se, at omlægningen til lavere rente og længere løbetid faktisk er en lille begyndelse på en græsk gældssanering – investorer bliver ’snydt’ for den risikopræmie, de stadig regner med er rigtig (over 200 milliarder kroner). Det helt store problem er selvfølgelig, at ikke bare tyske og franske banker, men også den Europæiske Centralbank har store beholdninger af græske (irske og portugisiske) statsobligationer.

Hvis – og det betyder når – Grækenland og muligvis to andre EU-lande mere officielt vælger at gå statsbankerot, står ECB med et meget stort problem: De vil have tabt en stor del af deres penge, og vil få behov for en delvis rekapitalisering. Det vil med andre ord betyde, at eurozonelande, der er i stand til at gøre det, må skyde flere penge i den fælles centralbank. Idet ECB i praksis har finansieret det græske overforbrug, da markedet ikke længere ville gøre det til politisk acceptable renter, vil en rekapitalisering fra de bedre fungerede eurolande ganske enkelt betyde, at de har betalt for problemlandenes overforbrug.

Og dermed er vi ved problemets kerne: EU fungerer nu i praksis som en transfer union. Man overfører tydeligvis midler fra bedre stillede – læs: Finansielt ansvarlige lande – til problemlandene. Den finansielle stabiliseringsfond søger man fra EU’s side at gøre væsentligt større og ændre den til en fast institution, hvilket også vil betyde en vis automatik i overførsler mellem EU’s stater. Næste skridt, som en del kommentatorer og politikere argumenterer for er ’nødvendigt’, er at indføre en vis grad af fælles finanspolitik styret fra overstatsligt plan.

Reuters rapporterede den 22/7, at Tysklands kansler Angela Merkel er stærkt imod indførslen af en formel transfer-ordning. Ved et pressemøde sagde hun bl.a. at “a transfer union would be an automatic financial balancing … and this shall not happen according to my conviction.” Spørgsmålet er blot, om Merkel og Sarkozy mener det, eller om de i højere grad forleder deres egne vælgere til at tro, at det ikke allerede er sket. Det er svært at tro, at de ikke forstår hvad der er ved at ske med den fælles valuta. Dilemmaet er dette: Hvis man vælger at beskytte euroen ved at fastholde, at ingen lande kan gå statsbankerot og dermed forlade euroen (en bankerot indenfor euroen er ikke mulig), indebærer det at den nuværende situation bliver permanent. Ansvarlige lande vil dermed permanent finansiere underskud i uansvarlige lande, og hverken de i forvejen uansvarlige lande eller de bedre stillede vil få andet end svagere incitamenter til at føre fornuftig offentlig finans- og udgiftspolitik. En de jure eller de facto transfer union vil ganske enkelt underminere politikerne tilskyndelse til at opføre sig ansvarligt.

Scenario nummer to er, at man vælger at lade Grækenland og sandsynligvis mindst ét andet euroland gå bankerot og forlade euroen. Frygten er, at hvis et land forlader euroen efter en mere eller mindre ordnet statsbankerot, vil andre følge efter, da det er en ’lettere’ måde at løse problemerne. Man vil derefter stå med det samme behov for rekapitalisering af ECB, men med en mindre eurozone. Fra EU-side er man således skrækslagen for, at denne situation vil føre til euroens sammenbrud, i det mindste som troværdig, international reservevaluta.

Valget er således mellem pest og kolera. Fra EU-politisk side er det et forholdsvist enkelt valg: Euroen skal bestå, så man bliver nødt til at gøre EU til en transfer union. Men dette valg er hverken populært eller politisk bæredygtigt, for hvem tror at menige tyskere, hollændere, briter, eller for den sags skyld danskere eller franskmænd vil finde sig i permanent at blive politisk bestjålet af dysfunktionelle, uansvarlige medlemsstater?

UPDATE: Moody’s har her til morgen igen sænket deres kreditvurdering af Grækenland. Berlingske skriver, at private investorer kan se frem til store tab, og at ”når der kommer en restrukturering af den græske gæld, så vil Moody’s definere det som, at den græske stat ikke tilbagebetaler hele sin gæld”

Skattefrihedsdag i dag

Så er årets skattefrihedsdag endelig kommet. I dag, den 21. juli, er den typiske dansker kommet så langt, at han ikke længere tjener til staten, men til sig selv. Libertas fejrer det traditionen tro med et arrangement, der starter kl. 16 på Told & Skattemuseet på Langelinie Allé 21 i København. Mens man således kan ’fejre’ at det i år kun tog 201 dage før ens arbejde betalte for ens skat, er det også værd at se længere ud i fremtiden. Danmark er nemlig ikke ligefrem et idealland, når man taler om budgetdisciplin.

Underskuddet i år skønnes at lande på meget cirka 50 milliarder, eller knap tre procent af BNP. Hvis man forestiller sig, at hullet kan lukkes ved hjælp af højere skatter – den umiddelbart mest troværdige del af oppositionens plan – vil skattefrihedsdagen skydes 11-12 dage længere ud i året og dermed ligge først i august. Og med de øgede udgifter til sundhedsvæsenet, som man øjensynligt ikke kan eller vil begrænse, må man se frem til en endnu senere skattefrihedsdag i kommende år.

Oppositionen og en del politikere på den nominelt borgerlige fløj påstår jævnligt, at det ikke skader Danmark – at vi på en eller anden måde får en økonomi gevinst af den oppustede offentlige sektor. Heldigvis behøver man ikke behandle politikere som sandhedsvidner – det har man i stedet forskning til. Og hvis man skulle tro andet, er forskningen klar: Et stort offentlige forbrug betyder lavere økonomisk vækst. For tvivlerne skrev vi forleden om Henrekson og Berghs glimrende sammendrag af litteraturen (her), og vil helt ubeskedent også gøre opmærksom på mit fælles arbejde med Nicolai Foss (her og her). Skattefrihedsdagen fortjener bedre omtale end en P1-debat mellem VU og SFU’s formænd, om vi betaler nok i skat.

Amerikansk Recovery 2: Robert Lucas vurderer

Forleden dag skrev vi kort om den amerikanske recovery, der ligesom udebliver. I går bragte The Wall Street Journal et interview med Nobelprisvinderen Robert Lucas (læs her), hvor han vurderer hvorfor USA’s økonomi ikke er i bedring. Interviewet kommer også ind på det slagsmål, Demokrater og Republikanere udkæmper i Kongressen i disse dage om det amerikanske gældsloft. Republikanerne vil skære ned på de offentlige udgifter, Obama og Demokraterne vil hæve skatterne, og helst på ’de rige’. Som artiklen konkluderer, ”The tax increase the president is fairly shrieking for this week isn’t for the August debt limit. It’s for the next 25 years.” Obamas nye udgifter til Medicare, såkaldt infrastruktur og masser af flæsk er permanente, og intentionen er at rykke USA tættere på ideen om en europæisk ’velfærdsstat’. Som Lucas tørt konstaterer: “If we’re going to move to a European welfare state, we’re going to have to pay a European price.” Fra sit kontor i Chicago vurderer Nobelprisvinderen fra 1995, at hvis man accepterer en stat af europæiske dimensioner, accepterer man også samtidig at være permanent fattigere. Hvorfor er det argument altid et no-go i den danske debat?