Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Præsidentvalget i Peru: Rød præsident og blå økonomi

Af Niels Westy, den 14. juni 2011. Skriv et svar

Forrige søndag vandt Ollanta Humala Perus præsidentvalg knebent over Keiko Fujimori, datter af tidligere præsident Alberto Fujimori. Børsen i Lima reagerede dagen efter prompte med så kraftige kursfald, at man valgte at suspendere den videre handel efter få timer. I løbet af ugen rettede kurserne sig dog delvist, bl.a. efter Moody og Standard & Poor meddelte , at man ikke ville sænke Perus rating .

 

Keiko Fujimori og Humala Ollanta ved en TV-debat før valget

Jeg har tidligere i en række indlæg på americas.dk skrevet om dette års præsidentvalg i Peru, se her, her og her. Dette indlæg handler primært om konsekvenserne ved den venstreorienterede nationalist Ollanta Humala’s valgsejr i Peru. Hvor stor en risiko er hans valg for den peruvianske frimarkedsmodel, som bærer en stor del af ansvaret for Perus asiatiske vækstrater de seneste 10 år?

Læs resten →

Marlene Wind – man undrer sig

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2011. 68 svar

Normalt begiver vi os ikke ud i personbetragtninger her på Punditokraterne, men ovenpå de sidste dages skænderi mellem udviklings- og integrationsminister Søren Pind og professor Marlene Wind fra Københavns Universitet er det nok på sin plads. Og det er ikke Søren Pind, vi undrer os over.

Marlene Wind har indtil fornylig væres mso-professor på Institut for Statskundskab i København, dvs. hun har haft et tidsbegrænset professorat. Hun er for et par uger siden blevet udnævnt til fuld professor. Winds specialisering er EU, og hun bruges flittigt som ekspert af både DR, TV2 og en række aviser. Det var i denne rolle, hun forleden gjorde sig klog på regeringsmedlemmers psykologi i forbindelse med sagen om øget grænseovervågning. Det gjorde Søren Pind så sur, at han på sin Facebook-profil omtalte hende som Halv-vind. Om man kan lide ham eller ej, påpeger flere kommentatorer, at: 1) En Facebook-profil er at betragte som personlig, og Pind har altså ikke udtalt sig i sin funktion af minister; og 2) Marlene Wind udtalte sig langt udenfor sin ekspertise, når hun kommenterede på regeringens mest interne overvejelser i en sag, der ikke engang er fuldt oplyst. Wind var dog tydeligt rasende, og kunne mandag aften oplyse seerne på TV2 News om sine store kvalifikationer.

Så man kan tillade sig at undre sig, og når man ser nærmere på Wind, vokser ens undren. Danske, samfundsvidenskabelige professorater gives udtrykkeligt kun til forskere, der har høj videnskabelig status. Det betyder altid at de har publiceret på deres ekspertområde i internationalt anerkendte tidsskrifter, og enten publiceret meget eller publiceret tilstrækkeligt i de allerbedste tidsskrifter. Når man ser på Marlene Winds CV, er det tydeligt at det har hun ikke! Der er én artikel i Journal of Common Market Studies, et anerkendt politologitidsskrift med en impact factor på 1,3 (nummer 23 i political science), og seks artikler i noget mindre tidsskrifter. Og det er så åbenbart det siden hun blev færdig som PhD i 1998 – de tre sidste items under punktet ”Peer reviewed articles in international journals” er et bogkapitel, et working paper fra Robert Schuman Centre for Advanced Studies, og en artikel der står som ”To be submitted to Journal of European Public Policy” – dvs. den er ikke antaget. Af disse syv er kun tre tidsskrifter tilstrækkeligt gode til, at de er dækket af enten Scopus-databasen eller Web of Science – og kun én af disse artikler er citeret én gang af en anden, end Marlene Wind. Til sammenligning har en anden ekspert, professor Michael Svarer (PhD i 2001), 23 artikler dækket af Scopus og 113 citationer på trods af hans alder.

Marlene Winds publikationsliste – og dermed det håndfaste bevis på hendes kvalifikationer – ligner noget, man ville finde i en lektoransøgning og som nok ville udløse en vurdering som ’kvalificeret’, men uden nogen entusiasme. Hun kan som sådan være et sympatisk menneske, men hvordan i al verden hun nogensinde er blevet professor, er mig en stor gåde. Kan læserne oplyse sagen, eller skal man bede Poul Pilgård Johnsen på Weekendavisen om at interessere sig for den? Der må være en historie bag.

Brug for landbrugsstøtte? Se på New Zealand!

Af Christian Bjørnskov, den 11. juni 2011. 10 svar

Eric Crampton hos Offsetting Behavior omtaler i dag det særlige problem med, at folk ’har brug for’ landbrugsstøtte med link til canadisk mediediskussion. Eric plukker dette fra den canadiske Ottawa Citizen:

“Look at us,” [Agriculture Economist] Larry Martin suggests, “and look at New Zealand, sitting out there in the middle of the ocean, not close to anything.” In the world of food, New Zealand is a “superpower.” And yet, thanks to daring reforms in the 1980s, New Zealand’s farmers owe almost none of their income to government support. “You think, ‘if we could do even half of what they have done wouldn’t we be in great shape?’”

Jeg møder ofte folk der påstår, at dansk landbrug ikke kunne eksistere uden den europæiske landbrugsstøtte. Udover argumentet ”hvad så?” – som jeg ærligt mener, er et godt argument – er det faktisk også nonsens. Det newzealandske eksempel burde tydeligt vise hvad landbruget kan, når de uden støtte har mulighed for at bruge deres ressourcer på deres egentlige kompetencer, og er fri for støtte-inflaterede omkostninger.

The Global Commision On Drug Policy anbefaler legalisering af cannabis, coca-blade og ecstasy

Af Niels Westy, den 2. juni 2011. 2 svar

Som jeg skrev i en klumme på 180grader og et indlæg her på bloggen for et par dage siden, var der en rapport fra “The Global Commision On Drug Policy” på vej. Rapporten er nu offentliggjort og kan læses her.

Der har været en kort omtale af rapporten i en række aviser og på DR og TV2’s hjemmesider i dag. Typisk med en overskrift i retning af “Toppolitikere vil lovliggøre Marihuana“. Hvorefter det kort nævnes i selve teksten, at også andre stoffer kan komme på tale. Rent faktisk bruges marihuana/cannabis primært som et eksempel. I selve rapporten peges også på bl.a. coca-blade (hvis forhold til kokain er nogenlunde som at sammenligne det at drikke en lys øl med at skylle en flaske snaps ned) og MDMA (Ecstasy).

Review the scheduling of drugs that has resulted in obvious anomalies like the flawed categorization of cannabis, coca leaf and MDMA. Ensure that the international conventions are interpreted and/or revised to accommodate robust experimentation with harm reduction, decriminalization and legal regulatory policies

Udgangspunktet er en risikovurdering, men reelt lægges der i rapporten op til at alle former for rusmidler kan legaliseres – se også punkt 3-5 nedenfor i oversigten over kommisionens anbefalinger.

  1. Break the taboo. Pursue an open debate and promote policies that effectively reduce consumption, and that prevent and reduce harms related to drug use and drug control policies. Increase investment in research and analysis into the impact of different policies and programs.
  2. Replace the criminalization and punishment of people who use drugs with the offer of health and treatment services to those who need them.
  3. Encourage experimentation by governments with models of legal regulation of drugs (with cannabis, for example) that are designed to undermine the power of organized crime and safeguard the health and security of their citizens.
  4. Establish better metrics, indicators and goals to measure progress.
  5. Challenge, rather than reinforce, common misconceptions about drug markets, drug use and drug dependence.
  6. Countries that continue to invest mostly in a law enforcement approach (despite the evidence) should focus their repressive actions on violent organized crime and drug traffickers, in order to reduce the harms associated with the illicit drug market.
  7. Promote alternative sentences for small-scale and first-time drug dealers.
  8. Invest more resources in evidence-based prevention, with a special focus on youth.
  9. Offer a wide and easily accessible range of options for treatment and care for drug dependence, including substitution and heroin-assisted treatment, with special attention to those most at risk, including those in prisons and other custodial settings.
  10. The United Nations system must provide leadership in the reform of global drug policy. This means promoting an effective approach based on evidence, supporting countries to develop drug policies that suit their context and meet their needs, and ensuring coherence among various UN agencies, policies and conventions.
  11. Act urgently: the war on drugs has failed, and policies need to change now.

Der er ingen tvivl om, at i forhold til den nuværende narkotikapolitik, vil der være tale om et stort fremskridt, hvis de 11 anbefalinger bliver fulgt.

Som det fremgår af ovenstående anbefalinger er der IKKE tale om, at man foreslår en generel legalisering, hvilket ud fra et samfundsøkonomisk synspunkt elers ville være at foretrække (set med en økonomis øjne), men det kan jo komme.

Anbefalinger bygger i første omgang på, at narkotikapolitikken skal tage udgangspunkt i en reel risikovurdering af rusmidlerne, se også figur nedenfor.

Reel og potentiel “samfundsfare” og FN’s klassificering over farlighed

Det er overordentlig vigtigt, at tage ovenstående figur med et vist forbehold, hvilket også fremgår af teksten. Nedenfor er vurdering af 20 rusmidler publiceret i “The Lancet” i 2010.

Bag ovenstående står bl.a. den tidligere engelske chefrådgiver for den engelske regering, professor David Nutt, der blev sat fra bestillingen delvist på grund af hans vurdering af faren ved de forskellige rusmidler.

Når der tales om risikovurdering af rusmidler er det væsentligt at holde sig for øje, at man ikke begrænser sig til at se på skadesvirkningerne for den enkelte, men inddrager virkninger på hele samfundet. Hermed er man nød til at indrage skadevirkningerne af den førte politik. Et emne vi har skrevet en del om her på bloggen før. Det nævnes således eksplicit, at det bør være et mål i sig selv at begrænse kriminelle organisationers indflydelse (indtægtsmuligheder) – det indebærer at en regulering kan og bør tage højde for hvorledes man mest effektivt begrænser disse.

Som økonom er ligger svaret selvfølgelig snublende nær – legaliser alle rusmidler – det indebærer også maksimale muligheder for at regulere kvaliteten af stofferne og hvem der har adgang til dem.

Der er næppe tvivl om at denne rapport i sig selv er en milepæl, givet hvem der har lagt navn til rapportens anbefalinger.

Man kunne dog have ønsket, at flere nuværende politiske ledere havde lagt navn til ønsket om en ændring i den førte narkotikapolitik, i lighed med Colombias præsident Manuel Santos.

Man kunne måske også have ønsket sig, at der var blevet talt mere lige ud af posen. Men at der lægges op til, at der skal ses på legalisering som muligt middel på linje med andre tiltag, er et enormt fremskrift i forhold til i dag. Ligesom kravet om en målbar og evidensbaseret politik i sig selv indebærer en helt anden debat om narkotika, end den vi kender f.eks. herhjemme fra.

Hvem står bag rapporten?:

  • Asma Jahangir, human rights activist, former  UN Special Rapporteur on Arbitrary, Extrajudicial and Summary Executions, Pakistan
  • Carlos Fuentes, writer and public intellectual, Mexico
  • César Gaviria, former President of ColombiaErnesto Zedillo, former President of Mexico
  • Fernando Henrique Cardoso, former President of  Brazil (chair)
  • George Papandreou, Prime Minister of Greece
  • George P. Shultz, former Secretary of State, United States (honorary chair)
  • Javier Solana, former European Union High Representative for the Common Foreign and Security Policy, Spain
  • John Whitehead, banker and civil servant, chair of the World Trade Center Memorial Foundation, United States
  • Kofi Annan, former Secretary General of the United Nations, Ghana
  • Louise Arbour, former UN High Commissioner for Human Rights, President of the International Crisis Group, Canada
  • Maria Cattaui, Petroplus Holdings Board member, former Secretary-General of the International Chamber of Commerce, Switzerland
  • Mario Vargas Llosa, writer and public intellectual, Peru
  • Marion Caspers-Merk, former State Secretary at the German Federal Ministry of Health
  • Michel Kazatchkine, executive director of the Global Fund to Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria, France
  • Paul Volcker, former Chairman of the United States  Federal Reserve and of the Economic Recovery Board
  • Richard Branson, entrepreneur, advocate for  social causes, founder of the Virgin Group, co-founder  of The Elders, United Kingdom
  • Ruth Dreifuss, former President of Switzerland and  Minister of Home Affairs
  • Thorvald Stoltenberg, former Minister of Foreign Affairs and UN High Commissioner for Refugees, Norway

Følgende har fungeret som rådgivere for kommisonen:

  • Dr. Alex Wodak, Australian Drug Law  Reform Foundation www.adlrf.org.au
  • Ethan Nadelmann, Drug Policy Alliance www.drugpolicy.org
  • Martin Jelsma, Transnational Institute www.tni.org/drugs
  • Mike Trace, International Drug Policy Consortium www.idpc.net

 

En ny narkotikapolitik

Af Niels Westy, den 30. maj 2011. 6 svar

Jeg har i dag en klumme i 180grader på baggrund af en rapport der offentliggøres i den kommende uge af Global Commision on Drugs Policy. Bag rapporten står bl. a. en række højt profilerede politikere, inklusiv tidligere præsidenter fra Brasilien, Mexico, Colombia og Schweiz samt tidligere generalsekretør for FN, Kofi Annan.

Nu er der ingen grund til at gentage klummen her – den kan jo læses på 180grader 🙂

Derimod vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en af de rapporter, der ligger til grund for den endelige rapport, der er et opgør med den hidtidige forbudspolitik –The Drug Trade: The Politicization of Criminals and The Criminalizations of Politicians, skrevet at den tidligere chefredaktør for det ansete tidsskrift Foreign Policy magazine, Moisés Naím.

I rapporten gør Naim bl.a. opmærksom på, at der eksisterer 3 fundamentale fejlslutninger omkring det illegale marked for narkotika:

The first is that with respect to international crime there is nothing new. The assumptionis that illicit trades, smuggling, black markets and crime are part of the human experience and,therefore, “there is nothing new under the sun”. The second mistaken assumption is thatsmuggling –of drugs, weapons, people, human organs, dirty money or any other contraband–across national borders is a criminal activity that should therefore be conceptualized as suchand fought with the usual crime-fighting tools: law enforcement, the courts and punishmentthrough fines or incarceration. The third wrong assumption is that, like crime in general, illicittrade is an “underground” phenomenon that only involves a small community of deviants thatoperates at the margins of society

Naíms rapport er en uhyggelig gennemgang af hvordan mafiaorganisationer, samt økonomiske og politiske interesser i en lang række lande er filtret ind i hinanden. Og i den forbindelse er det værd at understrege at der ikke eksisterer et eneste forretningsområde med så høje profitrater som det illegale narkotikamarked. Vi taler om en samlet omsætning der af FN er sat til at være ca. 300 mia dollars, og hvor langt hovedparten af omsætningen er (skattefri) profit.

Og som Naím pointerer, har globaliseringen også indebåret en globalisering af de kriminelle netværk og forestillingen at illegal handel er et begrænset fænomen er noget sludder, som han skriver:

The reality is very different. There is plenty that is new about crime –not least its ability to seizethe opportunities spawned by the technological, economic and political revolutions thatexploded in the 1990s and continue today. Criminal networks –especially those which alreadyoperated in multiple countries– were “early adopters” of the innovations in communication andtransportation of the 1990s. And they also were the “first movers” into the new markets openedby the economic and political reforms that many countries implemented after the fall of theBerlin Wall. Criminal networks were –and continue to be –at the forefront of globalization,oftechnology and politics.It is, of course, true that criminals, smugglers and black markets have always existed. But never before have criminal organizations had the ability to operate at a global level with suchease and therefore reach a scale and scope in their activities that easily match those of theworld’s largest multinational corporations. And, if large multinational corporations are politicallypowerful, why assume that large international criminal organizations will not invest sizable partsof their immense revenues to gain political power? They will –and they do. Yes, crime andpolitics often go together. But now these associations have an immense capacity to impactbusiness, society, geopolitics, international security and national politics. In the 20th Centurythe Italian mafia was large and powerful and it then expanded its operations to the UnitedStates. But it never acquired the global reach or the political influence, economic might orinternational diversification now common among some of the largest transnational criminal organizations based in Russia, China, Eastern Europe or Latin America

Jeg vil lade det være op til læseren at vurdere hvorledes man tror at vi kan komme de multinationale kriminelle netværk til livs. Jeg skal personligt erkende at jeg kun kan komme i tanke om et effektivt redskab, nemlig at minimere deres indtægts-muligheder.   den mest effektive metode jeg kan komme i tanke om, er desværre fortsat blot en vision hos de fleste af de iagtagere der indgående har beskæftiget sig med problemet. Men muligvis/forhåbentlig hjælper det når en række internationalt højtprofilerede tidligere og enkelte nuværende regerings- og statsledere lægger deres gode navn og rygte til en opfordring om at opgive “The War on Drugs”.

Da den endelige rapport ikke er offentliggjort endnu, vides ikke med bestemthed hvor langt man vil gå i sine anbefalinger. Jeg vender tilbage med endnu et indlæg når rapporten offentliggøres i den kommende uge.

Vækst og vrøvl

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2011. 1 svar

Politikere og økonomer er enige om vigtigheden af, at der kommer gang i væksten i Danmark. Med en stadig udbygning af velfærdsstaten er det nødvendigt, at den samlede økonomi vokser mindst lige så hurtigt for at finansiere de offentlige udgifter. Alternativet – at man bliver nødt til at reducere det offentliges rolle – er øjensynligt ikke en politisk mulighed. Problemet er blot, at politikerne over en bred kam ikke ser forskel på økonomisk vækst og rene, midlertidige aktivitetseffekter.

Et eksempel på en ren aktivitetseffekt er den tilsigtede virkning af finanspolitiske hjælpepakker. Det samme gælder den ophedede diskussion om, hvordan man får flere permanent i arbejde. Formålet med denne type politiske indgreb er, at man undgår større arbejdsløshed og sikrer, at samfundets samlede indkomst er så stor, som den kan være med de tilgængelige menneskelige og finansielle ressourcer. Det drejer sig derfor om at sikre det optimale niveau for samfundets aktivitet.

Økonomisk vækst, derimod, er fundamentalt anderledes. Vækst er en permanent udvikling i omfanget og kvaliteten af økonomisk aktivitet. En stor del af denne vækst i moderne økonomier kommer fra produktivitetsudvikling: At man via teknologiske, vidensmæssige og ledelsesmæssige fremskridt kan producere mere med de samme ressourcer.

De to ting er indlysende ikke det samme. Aktivitetseffekter stopper når landet har ramt ligevægt igen – fuld beskæftigelse (som ikke er nul arbejdsløshed), kapacitetsudnyttelse osv. – mens vækst handler om at udvide kapaciteten og arbejdskraftens produktivitet. Når der således tales om, at Danmark sakker bagud i OECD, er der ikke tale om, at vi har for lidt aktivitet. Problemet er i stedet, at den danske økonomi udvikler sig for langsomt, og vi derfor bliver overhalet af stadig flere lande.

Hvis man mener det alvorligt, når man fra politisk hold taler om at gøre noget ved Danmarks vækstproblem i det næste tiår – og der er et problem, når OECD vurderer, at den danske vækst kommer til at omkring en procent om året – må man således først forstå den basale skelnen mellem aktivitet og vækst. Det synes ikke at være tilfældet for danske politikere. Når man for eksempel ser på både regeringens og oppositionens udspil til vækstpakker, er de et sammensurium af indgreb, der øger aktiviteten – dvs. almindelig konjunkturpolitik – og andre tiltag, der muligvis bidrager til væksten. Der er dog meget lidt i de to udspil, der effektivt kan sætte mere fart på dansk udvikling.

Skal man håbe på, at der kommer et effektivt udspil, der vil sikre Danmarks relative position i årene fremover, må man først og fremmest opdrage politikerne bedre. Et væsentligt problem i denne henseende er, at de ikke har noget incitament til at interessere sig for vækstforhold. Politikeres tidshorisont strækker sig typisk frem til næste valg, mens økonomisk vækst handler om udviklingen de næste ti eller tyve år. Så længe vælgerne og medierne heller ikke forstår skellet mellem vækst og aktivitet, er der ikke meget håb om, ar politikerne gider beskæftige sig med virkeligheden.

Hvor dybe er tillidens historiske rødder?

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2011. 7 svar

De senere års forskning har vist, at tillid er en vigtig ressourcer for lande – som Punditokraternes læsere utvivlsomt har bemærket. Et spørgsmål, der diskuteres heftigt er derfor, hvor stabil tilliden er på landeniveau: Er den et kulturelt karakteristikum, eller kan man fra politisk side påvirke folks syn på hinanden? Hvis det er det sidste, indebærer det at der er en mulighed for at føre smart politik med henblik på at ’investere’ i social tillid. Hvis det derimod viser sig, at verden mere ligner den første situation, må man nærmere forsøge at navigere i andre vande, hvis man tilfældigvis er del af en lavtillidskultur.

En af måderne at svare på spørgsmålet på, er at undersøge hvor stabil tillid er over tid. Problemet er blot, at vi ikke har tillidsmål for de fleste lande fra før 80erne. Man bliver derfor nødt til at finde andre måder at undersøge det på, end blot at se på stabiliteten i målet selv. Jeg har et nyt working paper ude om emnet (der kan downloades her), der giver nogle indikationer i den retning. Papiret med titlen ”Historical Correlates of Social Trust” peger ret utvetydigt på, at der er en meget stabil, central komponent af tilliden, der ikke ændrer sig over tid.

Hvordan kan man undersøge det? Lad mig give et af eksemplerne fra papiret. Hovedtanken er, at hvis tilliden er stabil, bør nuværende tillidsniveauer kunne forklare historiske forskelle i forhold, vi ville regne med var påvirkede af tilliden. Et af disse forhold er folks opførsel overfor jøder i anden verdenskrig. Jo mere tillid, folk har til hinanden selvom de ikke kender hinanden, jo flere jøder burde man regne med, folk hjalp i 40erne. Og det er præcist, hvad dataene viser! For hver ti procent mere tillid, lande har i dag, reddede de europæiske lande i gennemsnit 20 procent flere jøder. Og som læserne utvivlsomt ved, fik verdens nuværende rekordholder i social tillid – Danmark – reddet næsten alle jøder, der boede i landet under anden verdenskrig. Ud af 7800, hvoraf cirka 6000 var danske statsborgere, døde kun 60.

Kan man forklare det med andet end et stabilt kulturelt fænomen, når tillidsmål i dag kan forklare forhold, der skete næsten 70 år siden. Mit svar er næppe, men der er med sikkerhed nogle af mine kolleger ude i verden, der stadig vil være skeptiske. Jeg håber de gider bruge en smule af deres tid på at læse og tænke over de historiske eksempler i det nye papir. Og hvis man stadig skulle være skeptisk over den grundlæggende idé, at dybt historiske forhold kan have langsigtede konsekvenser, der stadig kan ses i dag, kan læserne for eksempel tage et kig på et nyt of ret pragtfuldt papir om historisk arbejdsetik i England, som bl.a. Carl-Johan Dalgaard står bag (downloades her).

Mindre ’velfærd’, tak!

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2011. Skriv et svar

Mie Harder og Josefine Kofoed Christiansen har en glimrende kronik i Berlingske Tidende i dag, som fortjener at blive læst. Her er starten af kronikken, som man måske kan læse med et enkelt faktum i baghovedet: Staten har i år direkte kontrol med cirka 56 % af al dansk indkomst.

Forestil dig, at du, når du køber ind i Netto, fik stukket en fyldt indkøbskurv i hånden. I kurven var en lang række varer allerede valgt ud for dig og pengene var automatisk trukket på din konto. Du kan måske godt bruge de fleste af tingene i kurven. Men du måtte ikke selv vælge, hvilken slags vaskepulver, du vil bruge, eller hvilken musik, du vil lytte til. Tilbage havde du nogle håndører, som du selv kunne snolde for.

Der er nok ikke mange, der vil være tilfreds med den indkøbsoplevelse. For de fleste af os er det værdifuldt at kunne vælge selv. Og vi ønsker sjældent præcis de samme ting. Alligevel har vi indrettet velfærdssamfundet nogenlunde efter den ovenfor beskrevne model.

Læs resten her.

 

Årets public choice konferencer – Rennes

Af Christian Bjørnskov, den 3. maj 2011. Skriv et svar

Torsdag til søndag i denne uge blev den europæiske public choice konference afholdt i Rennes. Konferencen, der var virkeligt velorganiseret af et fransk-italiensk team, bød på en række interessante og/eller tankevækkende præsentationer. Som traditionen byder, bringer vi her et idiosynkratisk pluk af dem. Hele programmet og stort set alle papirer kan downloades her.

Monika Turyna (Wien): Monika, der er på nippet til at forsvare sin PhD-afhandling, vandt årets Wicksell-pris (årets bedste papir af en forsker under 30) med papiret ”Campaign Finance Regulations and Policy Convergence: The Role of Interest Groups and Valence”. Papiret er afgjort værd at læse for den måde, det viser at spørgsmålet om kampagne- og partifinansiering slet ikke er så simpelt, som de fleste tror. Med input fra både nationaløkonomi og statskundskab, med en formel teoretisk model og solid empiri, og med indsigter a la ’things ain’t always what they seem to be” var den østrigsk-uddannede polak en værdig vinder.

Axel Dreher (Heidelberg) og Andreas Fuchs (Göttingen): Mine to venner har set på, hvor Kina giver ulandshjælp og hvordan de giver den i ”Rogue Aid? The Determinants of China’s Aid Allocation”. Mange mennesker og politikere synes at tro, at kineserne er ekstremt strategiske og kalkulerende i deres ulandshjælp, men de to tyskere finder, at det egentlig ikke er tilfældet i højere grad end mange almindelige, vestlige donorer.

Bernd Hayo (Marburg) og Stefan Voigt (Hamburg): Igen to gode kolleger fra Tyskland, der leverer spændende forskning. Hayo og Voigt er i gang med et højinteressant projekt omkring forfatningsændringer, og hvornår man ser dem. De viser for eksempel, at der har været cirka 250 ændringer af forfatninger siden først i 1950erne. Selvom de fleste af os tænker på forfatninger som stabile og i visse tilfælde urørlige, er det meget mere almindeligt at lave om på dem end man går og forestiller sig.

Christoph Moser og Jan-Egbert Sturm (ETH Zürich): Moser, Sturm og et helt hold omkring dem er i disse år ved at få styr på, hvordan og hvorfor centrale beslutninger tages i internationale organisationer. Punditokraternes læsere vil måske genkende andre navne som Axel Dreher, Martin Gassebner eller James Vreeland. I papiret ”Explaining IMF Lending Decisions after the Cold War” forsøger de to at få styr på, hvorfor IMF har lånt penge til og støttet nogle lande og ikke andre efter den kolde krigs ophør. Hele forskningsprogrammet er spændende.

Henrik Christoffersen og Karsten Bo Larsen (Cepos): Ingen EPCS-konference uden dansk deltagelse, og de sidste år har universiteterne ikke været alene. Der bliver lavet rigtig forskning hos tænketanken Cepos, og i papiret ”Comparison of Cost and Performance in the Private and Public Primary and Lower Secondary Schools in Denmark” viser Christoffersen og Larsen overbevisende, hvordan danske privatskoler generelt er bedre til at håndtere svage elever. Ideen er enkel – hvis en elev forsvinder fra en privatskole, forsvinder pengene også, så man må hellere gøre sit bedste for at beholde dem i god stand – men helt ortogonal til dansk politisk tænkning. Mere af det, tak!

Ny Keynes-Hayek video!!!

Af Christian Bjørnskov, den 1. maj 2011. Skriv et svar

Her er den, vi har ventet så længe på: Russ Roberts og John Papolas opfølger til kæmpehittet Fear the Boom and Bust. Watch and Learn!

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=GTQnarzmTOc[/youtube]

Hold nallerne fra mine penge John Wagner!!

Af Niels Westy, den 29. april 2011. 3 svar

I går havde jeg den tvivlsomme ære  at modtage en mail fra Samvirkende Købmænds formand John Wagner. Kunne det mon være en mail med ønsket om lavere skat? Færre administrative byrder? Eller måske mindre regulering, således at detailhandlen kan udvikle sig på almindelige markedsvilkår? Nej så langt fra. Hovedbudskabet i John Wagners mail er, at man ønsker at bevare regulering og status quo.

Er det værre end hvad vi finder i mange danske byer?

Baggrunden er Vækstforums anbefaling af at liberalisere planloven, således at der kan etableres såkaldte hypermarkeder, som det kendes fra bl.a. Sverige.  Det synes jeg selvfølgelig er en glimrende ide. Nok er de ofte grimme set udefra, men et  kig på bankkontoen efter et besøg er til gengæld et smukt syn. Som oftest placeres de jo forøvrigt i industrikvarterer eller ude på Lars Tyndskids mark. Det samme kan desværre ikke siges om de ofte hæslige indkøbscentre og super-/minimarkeder/købmandsbutikker der fylder landets byer.

Læs resten →

Hvorfor betaler de røde ikke privat for mere ’service’?

Af Christian Bjørnskov, den 27. april 2011. Skriv et svar

Punditokraternes ven og kollega Niclas Berggren stiller i dag et vigtigt spørgsmål, som han får fra den glimrende Steven Landsburg. Landsburg spørger:

If the President believes that people like him ought to be paying more, then why didn’t he pay more? There is absolutely no rule against sending in more money than you owe.

Niclas peger på, at det er stort set det samme spørgsmål, han har stillet til svenske socialdemokrater, der klager over skattelettelser: Hvorfor betaler I ikke bare frivilligt mere?

Spørgsmålet gik direkte til min dybe undren over det socialdemokratiske og socialistiske had til private ydelser af såkaldt velfærd. Hvis en større gruppe mennesker er så fortvivlede over, at et flertal i Folketinget ikke vil levere et omfang eller kvalitet af en offentlig ydelse eller service, hvad forhindrer dem i at skabe en ’klub’, der leverer denne ydelse? Hvad skulle forhindre S, SF og Enhedslisten – eller evt. fagbevægelsen – i at starte denne slags klub? I økonomiske fagtermer, hvad forhindrer ekstra kvalitet i at være et klubgode – hvorfor skal det absolut være et offentligt gode?

Niclas skitserer to typer forklaringer på, hvorfor de alligevel ikke gør det. For det første kunne det være ’cheap talk’, dvs. politikersnak, der går ud på at kapre vælgere. For det andet kan det være fordi der ligger en risiko i, at den modsatte fløj faktisk leverer en bedre kvalitet offentlige ydelser, eller måske et kvalitet-pris-mix, der er tættere på vælgernes sande præferencer.

Lad mig komme med en ekstra forklaring: Måske argumenterer S-SF-blokken for et niveau af offentlige ydelser, som de tror, vil give dem flest vælgere (men naturligvis samtidig med at man underspiller de faktiske omkostninger ved yderligere udbygning af den socialdemokratiske ’velfærdsstat’). Hvis det er tilfældet, gælder det helt logisk om at levere det offentligt, så man kan gøre det for andres folks penge. I og med at den europæiske public choice konference starter i morgen (mere om det senere på ugen), er her dagens opfordring til at overveje et generelt spørgsmål: Hvor meget dansk politik kan ses som forsøg på at levere en ydelse eller service for andre folks penge?

World 3.0 – hvor globaliserede er vi egentlig?

Af Niels Westy, den 23. april 2011. 1 svar

Hvor globaliserede er verden egentlig? Tjah, hvis man skal tro medierne får man ofte det indtryk, at vi er bevæget os ind i en helt ny og globaliseret era, hvor vi lever i en stor landsby, mens vi twitter og facebook’er, spiser det samme, ser det samme i TV, lytter til den samme musik. Imens bevæger kapital, mennesker (lidt for meget for en del europæeres smag) samt varer og tjenesteydelser sig rundt som aldrig før – eller? Well, egentlig ikke. Alt efter hvordan man måler det, kan man argumentere, at vi dybest set ikke er mere globaliserede end vi var før 1. verdenskrig.

Pankaj Ghemawat fra IESE Business School i Spanien har i årevis forsket i emnet, og ifølge ham er forestillingen om hvor globaliserede vi er blevet temmelig overdrevet, og taler hellere om at verden er semi-globaliserede, hvilket er emnet for hans seneste bog om emnet – “The World 3.0”

Pankaj Ghemawat fremhæver bl.a., at mange indikatorer for den globale integration er overraskende lave. Kun 2% af de studerende læser på universiteter uden for deres hjemland. Kun 3% af befolkningen bor uden for deres fødeland. 93% af verdens produktion af ris konsumeres på hjemmemarkedet og mindre end 1% af alle amerikanske virksomheder har nogen udenlandske aktiviteter.

Ifølge Pankaj udgør verdens samlede eksport fortsat “kun”  20% af det globale BNP, hvilket dog er mere end det gjorde før 1 verdenskrig. Til gengæld er det værd at bemærke, at det først var i 1973, at verdenshandlen målt som andel af BNP nåede det samme niveau som før 1. verdenskrig. Mens verdenshandlen nok er større end den var før 1. verdenskrig er – måske overraskende for mange – grænseoverskridende direkte investeringer fortsat mindre end det var i begyndelsen af det 20. århundrede, ( se også Niall Ferguson’s anbefalelsesværdige bog om det britiske imperium “Impire”).

Ifølge Ghemawat tegner udenlandske direkte investeringer (FDI) sig kun for 9% af alle faste investeringer og kun 20% af handlede aktier er ejet af udenlandske investorer.

Og så er der forestillingen om den globale landsby. Målt på hvor folk bor i frhold til hvor de blev født, var verden betydeligt mere globaliseret for 100 år siden. Totalt set lever kun 3% af jordens befolkning i et andet land end hvor de blev født. Sammenhold det med folkevandringerne for 100 år siden, der bl. a. medførte at 10% af mennesker født i Norge og 14% født i Irland levede i et andet land. Dertil kan tillægges at 25% af Argentinas befolkning i begyndelsen af det 20. århundrede ikke var indfødte. Det samme gjorde sig gældende for 15% af USA’s befolkning, mens det i dag kun er 10% af befolkningen der er født udenfor USA.

En af grundene er utvivlsomt at det i mellemtiden er blevet vanskeligere og ikke nemmere for mennesker at immigrere. Ifølge Ghemawat løber omkostningerne til behandling af rejsedokumenter i dag op i svimlende 88 mia. USD.

I forhold til den sejlivede venstrefløjs myte og konspiratoriske fortællinger om at globaliseringen drives af og fører til at verden “styres af” en håndfuld gigantiske selskaber (tyv tror som bekendt at hver mand stjæler), afviser Ghemawat, at det er tilfældet. Tværtimod er koncentrationsniveauet indenfor mange vitale industrier faldet drastisk siden 1950 og  har stort set været konstant siden 1980. For eksempel tegnede to bilproducenter sig for halvdelen af ​​verdens samlede bilproduktion for 60 år siden. I dag er det 6.

For mere information om Pankaj Ghemawat og “The World 3.0” klik her

For The Economist omtale klik her

Selv om “Globalization and Its Challenges” af Stanley Fischer efterhånden har et par år på bagen, er den stadig læseværdig og aktuel, klik her

Er Berlinerne mere som danskere?

Af Christian Bjørnskov, den 23. april 2011. 2 svar

Det er ingen hemmelighed, at mange danskere holder helt særligt af Berlin. De par gange, jeg har været der, har da også været ubetinget gode oplevelser. Berlinerne er venlige, hjælpsomme og afslappede, og ofte ganske gode til engelsk hvis ens tyske svigter – men det samme kan siges om mange andre steder i Tyskland. Så som et lidt anderledes emne til påskediskussionen, har jeg vi hos punditokraterne i dag set på, om Berlin er mere som Danmark end Tyskland, og på hvilke punkter. Selvom der bestemt er forskelle, er de nok mindre end man skulle forestille sig.

Vi har brugt den store, europæiske spørgeskemaundersøgelse, the European Social Survey, til emnet. Kriteriet i det følgende er, at holdninger, værdier eller adfærd i Berlin ikke er statistisk anderledes end i Danmark, men at det er anderledes end i det vestlige Tyskland. Forskellen skal også være til at se, så forskellene i svar skal være større end fem procent. Sidst skal det gælde, at berlinerne på punktet er mere ligesom danskerne. Og på hvilke punkter er det så, at Berlin ligner Danmark i stedet for resten af Tyskland?

Allerførst gælder det, at berlinerne er markant mere interesserede i politik end andre tyskere. Om man spørger om interesse for politik eller deres forbrug af nyheder i TV, radio eller aviser, er berlinerne helt ligesom danskere – og dermed storforbrugere i forhold til andre tyskere. De er også mere tilbøjelige til at fordømme diskrimination på basis af farve eller race. Om end man må sige at det ikke generelt er accepteret i Tyskland, er berlinerne på dette punkt ikke til at skelne fra danskere.

En af de få andre tydelige forskelle er uddannelse: Berlinerne har i gennemsnit – i hvert fald i undersøgelsen, der burde være repræsentativ – samme gennemsnitlige uddannelsesniveau som danskerne. Dermed er de noget bedre uddannede end tyskerne i gennemsnit er. Udover det, er det nogle lidt sjove forskelle, man finder. Berlinerne er, ligesom danskerne, mindre tilbøjelige til at have forældre, der er født udenfor landet, men ligesom danskerne er det noget mere sandsynligt, at de har arbejdet i andre lande de sidste ti år.

Sidst, men ikke mindst, ligner de danskerne idet det er væsentligt mere almindeligt i Berlin, at man bor eller har boet sammen med en partner uden at være gift. Med andre ord ser det ud til, at berlinerne har danske / skandinaviske parforholdsnormer, mens vi nok ville synes, at tyskerne generelt er mere ’gammeldags’ end os på det punkt.

Har man så målt alt relevant? Næppe, for enhver der har været i Berlin – inklusive en række tyske venner og kolleger – kommer tilbage med indtrykket af, at atmosfæren ganske enkelt er mere tilbagelænet og afslappet end i resten af Tyskland. Oveni er en del af de forhold, der er fælles for Berlin og Danmark også fælles med Hamborg. Hamborgerne er endda bedre uddannede end os. Bundlinjen her en påskedag må vel være, at folk i de to tyske storbyer ikke er så forskellige fra os, men stadig meget tyske på andre områder. Det er måske bare de områder, der gælder, hvor vi er ens?

 

Hvor dybe er kulturelle rødder? Evidens fra progromer

Af Christian Bjørnskov, den 20. april 2011. Skriv et svar

Der kører for tiden en nogle gange ophedet diskussion i samfundsvidenskaberne om, i hvilken grad man kan ændre folks værdier og forestillinger. Er tillid for eksempel et stabilt kulturelt fænomen, eller kan man ændre den via politik? Min holdning er, at forbløffende mange af disse forhold er kulturelt stabile, selvom nogen bestemt ikke synes om det, eller er enige (f.eks. min kollega Peter Thisted Dinesen).

Et nyt eksempel demonstrerer hvor dybe, de kulturelle rødder kan være. Nico Voigtländer og Hans-Joachim Voth viser i et fremragende papir, hvordan antisemitiske holdninger i 1300-tallet blev gentaget i 1920ernes og 30ernes Tyskland. Hele papiret er stærkt anbefalet og kan læses her; Abstractet er her:

How persistent are cultural traits? This paper uses data on anti-Semitism in Germany and finds continuity at the  local level  over more than half a millennium. When the Black Death hit Europe in 1348-50, killing between one third and one half of the population, its cause was unknown. Many contemporaries blamed the Jews. Cities all over Germany witnessed mass killings of their Jewish population. At the same time, numerous Jewish communities were spared these horrors. We use plague pogroms as an indicator for medieval anti-Semitism. Pogroms during the Black Death are a strong and robust predictor of violence against Jews in the 1920s, and of votes for the Nazi Party.  In addition, cities that saw medieval anti-Semitic violence also had higher deportation rates for Jews after 1933, were more likely to see synagogues damaged or destroyed in the Night of Broken Glass in 1938,  and their inhabitants wrote more  anti-Jewish letters to the editor of the Nazi newspaper Der Stürmer.

 

Kurrild-Klitgaard om Kristian Jensen og almindelig nonsens

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2011. 3 svar

Vores gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har i dag en glimrende kommentar i Berlingske Tidende (læs hele kommentaren her). Baggrunden er Kristian Jensens ganske bemærkelsesværdige udtalelse forleden om, at man skal ”yde efter evne og nyde efter behov”. Jensens ærinde var så vidt vides at forsvare den socialdemokratiske velfærdsstat, men om Venstre-kronprinsen ærligt mener det eller bare sender politisk flatulens ud, er uvist. Kurrild stiller to grundlæggende muligheder op:

1. Var det fordi han bare ikke vidste, at han brugte en overordentlig velkendt beskrivelse af kommunismen som ideal for, hvad Venstre står for?

2. Eller at han faktisk ikke mente noget med, hvad han sagde, fordi det bare var politiker-snak, der skulle lyde godt i ti sekunder?

En tredje er naturligvis, at Jensen nu er så sovset ind i systemet, at han ikke længere kan forestille sig, at Danmark kunne fungere på en anden måde. Under alle omstændigheder er kommentaren en fremragende, kort debunking af en helt ugennemtænkt feel-good-frase, som venstrefløjen for længe er kommet af sted med – og som Danmarks nominelt liberale parti øjensynligt har taget til sig. Stærkt anbefalet.

Bliver SAS et rigtigt selskab nu?

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2011. 11 svar

Medierne rapporterede i går, at den norske stat nu er klar til at sælge sine aktier i SAS (læs her). Meddelelsen gav et pust af glæde i det lille hjem på Trøjborg, for det er på høje tide, at det skandinaviske luftfartselskab bliver udsat for rigtig konkurrence. Man kan håbe at det endelig giver incitamenter til at rydde op i en virksomhed, der i årevis er blevet trukket rundt ved næsen af fagforeninger. Resultatet har været, at regningen gang på gang er sendt videre til hovedaktionærerne – de tre skandinaviske stater – og dermed til skatteborgerne på bedste DSB-vis. Alternativet er, at SAS går fallit. Og det var måske ikke så dårligt.

SAS er nemlig et usædvanligt dårligt drevet selskab. En hurtig søgning på nettet afslører for eksempel, hvor skidt det står til med økonomien. 2010-regnskabet ventes at ende med et underskud på 2,2 milliarder svenske kroner, og det var ikke et usædvanligt år. Se selv på listen over de sidste ti års ’præstationer’.

 

2010              -2,2 milliarder SKR

2009              -3,4 milliarder SKR

2008              -395 millioner SKR

2007              1,2 milliarder SKR

2006              4,9 milliarder SKR

2005              418 millioner SKR

2004              -1,8 milliarder SKR

2003              -2,2 milliarder SKR

2002              -736 millioner SKR

2001              -1,1 milliarder SKR

 

Den anden side af sagen er, at SAS også leverer generelt ringe service. Som nogen af læserne vil vide, rejser jeg i perioder en hel del. Jeg kan derfor sammenligne servicen i en række forskellige selskaber, jeg flyver jævnligt med. Dén sammenligning falder ikke ud til SAS fordel. Servicen, uanset om man bumler af sted med et af deres urgamle MD-fly eller flyver over Atlanten i et Airbus er den samme. Det skandinaviske selskab har kort sagt service som hos discountselskaber, men priser som almindelige selskaber.

Hvorfor et selskab, der er så elendigt drevet, med så høje omkostninger og ufleksible ordninger der dikteres af de mange forskellige fagforeninger, har overlevet så længe, er udelukkende en konsekvens af politik. Mange politikere har åbenbart ment, at der er en værdi i at have et fællesnordisk selskab. Langt de fleste økonomer vil genkende den slags påstande som det, de er: Populistisk nonsens. SAS koster skatteborgerne penge hvert år, der tillader det at fortsætte på trods af at det ikke er konkurrencedygtigt. Hvad med at opfordre den danske regering til at følge trop og sælge sine aktier? Var det måske ikke på tide, at SAS får samme vilkår som alle andre og går fallit hvis de ikke kan klare dem?

Hvorfor bliver journalister myrdet?

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2011. Skriv et svar

Ja, det er et spørgsmål som nationaløkonomer beskæftiger sig med. Min ven og kollega Andreas Freytag og jeg har set på spørgsmålet, og konkluderer, at en stor del af drabene er forbundet med korruption. Papiret med titlen ’An Offer You Can’t Refuse’ kan downloades her; mere information følger under folden. Læs resten →

Et forbud, der dræber

Af Niels Westy, den 18. marts 2011. 18 svar

Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses nedenfor. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.

I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Weekendavisen uge 11, 2011

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau. Læs resten →

Nye globaliseringstal og et indeks over menneskehandelsindsats

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2011. 1 svar

Den nye 2011-udgave af det berømte KOF Globaliseringsindeks kan nu downloades her. Vi har tidligere omtalt det glimrende indeks (her og her), der er udviklet af punditokraternes ven Axel Dreher (pt. på universitetet i Göttingen, men snart Heidelberg). I år ligger Danmark på den overordnede skala en respektabel sjetteplads, men udviklingen ser ikke god ud. Interesserede læsere kan se det ved selvsyn i figuren nedenfor og drage deres egne konklusioner.

Oveni har Drehers forskergruppe også barslet med et nyt indeks, der måler landes position på menneskehandel. Indekset kan ses her. Man kan altid diskutere, hvordan man præcist kan måle den slags, men som det første konkrete mål for politikken overfor menneskehandel er det potentielt af stor betydning. Seo-Young Cho, Axel Dreher og Eric Neumayer fortjener absolut omtale for indsatsen!