Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Kurrild-Klitgaard om Kristian Jensen og almindelig nonsens

Af Christian Bjørnskov, den 11. april 2011. 3 svar

Vores gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har i dag en glimrende kommentar i Berlingske Tidende (læs hele kommentaren her). Baggrunden er Kristian Jensens ganske bemærkelsesværdige udtalelse forleden om, at man skal ”yde efter evne og nyde efter behov”. Jensens ærinde var så vidt vides at forsvare den socialdemokratiske velfærdsstat, men om Venstre-kronprinsen ærligt mener det eller bare sender politisk flatulens ud, er uvist. Kurrild stiller to grundlæggende muligheder op:

1. Var det fordi han bare ikke vidste, at han brugte en overordentlig velkendt beskrivelse af kommunismen som ideal for, hvad Venstre står for?

2. Eller at han faktisk ikke mente noget med, hvad han sagde, fordi det bare var politiker-snak, der skulle lyde godt i ti sekunder?

En tredje er naturligvis, at Jensen nu er så sovset ind i systemet, at han ikke længere kan forestille sig, at Danmark kunne fungere på en anden måde. Under alle omstændigheder er kommentaren en fremragende, kort debunking af en helt ugennemtænkt feel-good-frase, som venstrefløjen for længe er kommet af sted med – og som Danmarks nominelt liberale parti øjensynligt har taget til sig. Stærkt anbefalet.

Bliver SAS et rigtigt selskab nu?

Af Christian Bjørnskov, den 2. april 2011. 11 svar

Medierne rapporterede i går, at den norske stat nu er klar til at sælge sine aktier i SAS (læs her). Meddelelsen gav et pust af glæde i det lille hjem på Trøjborg, for det er på høje tide, at det skandinaviske luftfartselskab bliver udsat for rigtig konkurrence. Man kan håbe at det endelig giver incitamenter til at rydde op i en virksomhed, der i årevis er blevet trukket rundt ved næsen af fagforeninger. Resultatet har været, at regningen gang på gang er sendt videre til hovedaktionærerne – de tre skandinaviske stater – og dermed til skatteborgerne på bedste DSB-vis. Alternativet er, at SAS går fallit. Og det var måske ikke så dårligt.

SAS er nemlig et usædvanligt dårligt drevet selskab. En hurtig søgning på nettet afslører for eksempel, hvor skidt det står til med økonomien. 2010-regnskabet ventes at ende med et underskud på 2,2 milliarder svenske kroner, og det var ikke et usædvanligt år. Se selv på listen over de sidste ti års ’præstationer’.

 

2010              -2,2 milliarder SKR

2009              -3,4 milliarder SKR

2008              -395 millioner SKR

2007              1,2 milliarder SKR

2006              4,9 milliarder SKR

2005              418 millioner SKR

2004              -1,8 milliarder SKR

2003              -2,2 milliarder SKR

2002              -736 millioner SKR

2001              -1,1 milliarder SKR

 

Den anden side af sagen er, at SAS også leverer generelt ringe service. Som nogen af læserne vil vide, rejser jeg i perioder en hel del. Jeg kan derfor sammenligne servicen i en række forskellige selskaber, jeg flyver jævnligt med. Dén sammenligning falder ikke ud til SAS fordel. Servicen, uanset om man bumler af sted med et af deres urgamle MD-fly eller flyver over Atlanten i et Airbus er den samme. Det skandinaviske selskab har kort sagt service som hos discountselskaber, men priser som almindelige selskaber.

Hvorfor et selskab, der er så elendigt drevet, med så høje omkostninger og ufleksible ordninger der dikteres af de mange forskellige fagforeninger, har overlevet så længe, er udelukkende en konsekvens af politik. Mange politikere har åbenbart ment, at der er en værdi i at have et fællesnordisk selskab. Langt de fleste økonomer vil genkende den slags påstande som det, de er: Populistisk nonsens. SAS koster skatteborgerne penge hvert år, der tillader det at fortsætte på trods af at det ikke er konkurrencedygtigt. Hvad med at opfordre den danske regering til at følge trop og sælge sine aktier? Var det måske ikke på tide, at SAS får samme vilkår som alle andre og går fallit hvis de ikke kan klare dem?

Hvorfor bliver journalister myrdet?

Af Christian Bjørnskov, den 23. marts 2011. Skriv et svar

Ja, det er et spørgsmål som nationaløkonomer beskæftiger sig med. Min ven og kollega Andreas Freytag og jeg har set på spørgsmålet, og konkluderer, at en stor del af drabene er forbundet med korruption. Papiret med titlen ’An Offer You Can’t Refuse’ kan downloades her; mere information følger under folden. Læs resten →

Et forbud, der dræber

Af Niels Westy, den 18. marts 2011. 18 svar

Da Weekendavisens artikler ikke kan læses på nettet, kan denne uges kronik læses nedenfor. Jeg har skrevet kronikken sammen med Lars Kragh Andersen, der er tidligere politibetjent i København. Lars opsagde sin stilling sidste år efter at have meldt ud, at han som politibetjent ikke var villig til at forfølge narkotika-forbrydelser.

I artiklen nævnes beregninger for offentlige udgifter og tabt fortjeneste, der er en konsekvens af den førte narkotikapolitik. Hvis nogen skulle have interesse i at studere beregningerne nærmere, kan man finde Jeffrey Mirons seneste beregninger her.

Et forbud, der dræber

Weekendavisen uge 11, 2011

En forbrydelse kræver normalt et eller flere ofre. Det gælder, uanset om der er tale om vold, røveri eller udledning af urenset spildevand for den sags skyld. I de tilfælde er de fleste af os formentlig enige om, at der må være en sanktion, og at ofrene bør ydes erstatning.

Men ikke alle forhold og aktiviteter, der ifølge dansk lovgivning anses for kriminelle, opfylder kravet om et offer. Herunder hører forbud mod køb, salg og nydelse af en række rusmidler. Et forbud, der ifølge undersøgelser af blandt andet Verdenssundhedsorganisationen WHO formentlig har en ganske behersket betydning for forbruget af de pågældende rusmidler. WHO kommer således frem til, at der ingen sammenhæng eksisterer på tværs af lande og forskellig lovgivning. For eksempel har Sverige et relativt lille forbrug af illegale rusmidler, mens USA og England er blandt de lande i verden med det højeste forbrug af illegale rusmidler. Alle tre lande har en yderst restriktiv lovgivning. Portugal, der er det europæiske land, som er kommet længst i afkriminalisering af brugerne, har til gengæld et forbrug på svensk niveau. Læs resten →

Nye globaliseringstal og et indeks over menneskehandelsindsats

Af Christian Bjørnskov, den 18. marts 2011. 1 svar

Den nye 2011-udgave af det berømte KOF Globaliseringsindeks kan nu downloades her. Vi har tidligere omtalt det glimrende indeks (her og her), der er udviklet af punditokraternes ven Axel Dreher (pt. på universitetet i Göttingen, men snart Heidelberg). I år ligger Danmark på den overordnede skala en respektabel sjetteplads, men udviklingen ser ikke god ud. Interesserede læsere kan se det ved selvsyn i figuren nedenfor og drage deres egne konklusioner.

Oveni har Drehers forskergruppe også barslet med et nyt indeks, der måler landes position på menneskehandel. Indekset kan ses her. Man kan altid diskutere, hvordan man præcist kan måle den slags, men som det første konkrete mål for politikken overfor menneskehandel er det potentielt af stor betydning. Seo-Young Cho, Axel Dreher og Eric Neumayer fortjener absolut omtale for indsatsen!

Årets Public Choice konferencer – San Antonio

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2011. Skriv et svar

Jeg er lige kommet hjem fra San Antonio, Texas, efter en vel overstået amerikansk public choice conference. Ligesom tidligere år var der en række interessante præsentationer, og som traditionen her på stedet byder, bringer vi et udvalg af dem. Som altid er det et helt personligt, idiosynkratisk udpluk, og andre kunne måske have fokuseret på andre papirer. Anyway, highlights var:

Martin Rode, Uni Cantabria: Martin har sammen med en spansk kollega set på, om en regering ledt af et populistisk parti er ’anderledes’. Hans konkrete fund peger på, at populisme underminerer landets økonomisk frihed og dermed på længere sigt skaber store økonomiske problemer.

Andreas Bergh og Therese Nilsson, Lunds Universitet: Mine to svenske venner har i år set på sammenhængen mellem globalisering og absolut fattigdom. Grunden er, at man ofte hører fra venstrefløjen at globalisering fører til udbytning af de fattigste og uddyber deres problemer. Andreas og Therese viser i det første store studie af dette emne, at globalisering helt tydelig bidrager til mindre fattigdomsproblemer. I særlig grad tyder det på, at globalisering gør en række varer billigere for de fattigste.

Albert Solle-Olle, Elena Costas-Perez og Pilar Sorribas-Navarro, Uni Barcelona: Et vigtigt spansk problem er korruption. De tre økonomer har derfor grundigt set på, i hvilket omfang spanske vælgere straffer politikere, der er indblandet i bestikkelse. Ved at kigge på et helt specifikt område – byggetilladelser – kan de tre identificere ret præcist hvor mange stemmer, man mister. Officielt kendt indblanding ser faktisk ud til at koste et ti procent tab. Spanske vælgere er langt mere ’moralske’ end man umiddelbart skulle tro.

Simge Tarhan, Colby College: Et af de helt store samtaleemner i USA er (igen) regler for partifinansiering. Simge har taget et teoretisk skridt til at forstå hvordan den slags regler kan påvirke partierne, og ikke mindst hvor repræsentative, deres kandidater er. Selvom papiret til konference stadig var lidt ’råt’, var det ret lovende. Helt særligt gjaldt det, at den tyrkisk-fødte økonom kunne pege på, hvordan reguleringer og begrænsninger af, hvor mange penge der må være i politik, kan føre til at partiernes kandidater bliver mere ekstreme og mindre repræsentative for vælgerne.

Andre interessante bidrag kom fra en række af punditokraternes venner: Niclas Berggren, der pegede på hvor skæv, adfærdsøkonomi er indtil videre (forbrugere er kognitivt begrænsede og ikke altid rationelle, men politikere gør det rigtige i modellerne), Niklas Potrafke og Arye Hillman (et velunderbygget eksempel på hvordan diktaturer støtter åbenlyst løgnagtige resolutioner i FN), eller Duncan Denvils dokumentation af hvor progressive næsten 180 landes skattesystemer faktisk er. De fleste af konferencens papirer samt programmet kan ses her.

Er Danmark på vej mod afgrunden?

Af Niels Westy, den 12. marts 2011. Skriv et svar

Er Danmark på vej mod afgrunden? Det er jo et rigtigt godt spørgsmål. Det kommer næppe som en overraskelse for læserne af denne blog, at flere af skribenterne hælder til at svare ja på dette spørgsmål, med mindre der de kommende år gennemføres betydelige reformer. At reaktionen på denne erkendelse så er væsens forskellig blandt skribenterne er en anden sag. Nogle af os er gået ind i politik, mens andre formentlig helt undlader at stemme.

Spørgsmålet er også overskriften på et arrangement som jeg og Liberal Alliances lokalafdeling i Hørsholm-Fredensborg står bag torsdag den 17. marts kl. 19.30 på Humlebæk Bibliotek. Her vil cheføkonom og vicedirektør i CEPOS, Mads Lundby Hansen, give sit svar på om Danmark vitterlig er på vej mod afgrunden og i bekræftende fald, hvorfor og hvad vi kan gøre for at undgå dette.

Alle er velkomne til at komme og høre Mads Lundby Hansen’s oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Det koster den fyrstelige sum af 20 kroner at deltage – pengene går til kaffe og te – og hvis der skulle være interesserede fra København, kan jeg oplyse, at Kystbanetoget mod Helsingør med afgang fra Nørreport st. kl. 18.53 og ankomst Humlebæk st. kl. 19.22 passer fint. Humlebæk Bibliotek ligger 2 min. gang fra stationen.

Jeg kan også garantere at man ikke pludseligt befinder sig i en “Liberal Alliance event” med alt hvad dertil hører. Der er tale om et åbent arrangement og vi har sendt invitationer ud til at alle de andre partier.  Det handler om Danmarks fremtid og ikke om dette eller hint partis eller kandidats fremtid. Derudover er aftens hovedperson jo partipolitisk uafhængig.

Endelig er der jo et liv efter valget, og det kunne naturligvis ikke falde mig ind at bruge denne blog til at promovere partipolitiske særinteresser. Det er jo i forvejen slemt nok som “pundikrat”, at stile mod et politisk embede 🙂

For mere information om arrangementet,  se her.

Lykkepolitik – ja eller nej?

Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2011. 4 svar

I lørdags deltog jeg i P1’s glimrende program Agenda. Programmet handlede om lykkeforskning, og helt særligt hvorvidt lykke bør blive et mål for politik. Lene Andersen, der er medlem af regeringens nye værdikommission, siger ja. Hun er inspireret af nye diskussioner i Storbritannien og Frankrig, hvor man taler om at rette politik ind efter at hæve befolkningens lykke eller subjektive velbefindende. Jeg mener omvendt, at det er et område, politikere bør blande sig uden om.

Helt særligt er problemet, at man ikke blot vil rette politik ind efter lykke, men også søger at definere politisk, hvordan man bør måle det. Men det bør naturligvis være noget, enhver må diskutere med sig selv og andre – så længe de ved lidt om, hvad de taler om. Hele udsendelsen kan høres her.

 

Klumme på 180grader – “Feel-good Do-bad” Inc.

Af Niels Westy, den 4. marts 2011. 2 svar

Vi har gennem årene skrevet en række indlæg der beskæftiger sig med “ulandsindustrien” og den evne til umodsagt at postulere at den gør en positiv forskel for verdens fattige. Det er bemærkelsesværdigt, at den stort set aldrig bliver afkrævet en redelig dokumentation for denne påstand. I stedet slipper man afsted med at vælte sig rundt i anekdotiske fortællinger og billeder af smilende mennesker fra fjerne lande.

Få steder er dette mere synligt end hos Fairtrade, der lover os alle plads i paradis, hvis blot vi betaler en beskeden merpris for varer produceret af “nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere”, som de skriver på deres hjemmesider. En udtalelse der sammenholdt med hvor de fairtrade mærkede produkter ofte kommer fra burde få advarselslamperne til at blinke hos de fleste. Når man bl.a. kan købe fairtrade mærkede produkter fra sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, må man vist konkludere, at det at være blandt “verdens fattigste bønder og arbejdere” bliver et begreb baseret på elastik i kilomotervis.

Den klumme  – Fairtrade: “Feel-good Do- bad”, jeg skrev til 180grader i går kan læses som en fortsættelse af de mange indlæg om emnet her på bloggen.

I et indlæg for nogle år siden påpegede vi, at Fairtrade var ude af stand til at svare på et simplet spørgsmål om hvor meget ekstra indtægt mærkningsordningen reelt generer for de involverede bønder og arbejdere. Det afholder dog ikke Forbrugerrådet fra at anbefale fairtrade mærkede produkter. “Tænk” hvis de behandlede slankemidler på samme måde!

I andre indlæg har især Christian Bjørnskov påpeget, at ulandsbistand generelt ikke har en gavnligeffekt. Ofte er det modsatte endda tilfældet. Det afskrækker tilsyneladende ikke en del forbrugere fra blindt at stole på lovprisningerne af de mange fortræffelige egenskaber der er ved fairtrade og andre “etisk forsvarlige” produkter for den sags skyld. Lovprisninger der underligt nok stammer fra folk der lever af at forgøjle forbrugerne at de kan gøre godt ved at betale dyrt.

Der er formentlig et stærkt sammenfald mellem hvem der køber Fairtrade mærkede produkter tror på myterne om at økologi er godt og sundt og er bange for GMO.

Selv om man i disse dage skal passe på hvad man siger om det stærke køn, forholder det sig vist også således, at det især er kvinder der køber fairtrade mærkede produkter. Sådan forholder det sig i hvert fald i min egen omgangskreds. Et fællestræk hos dem (både kvinder og mænd, omend sidstnævnte vist ofte blot tier for husfredens skyld) er også, at de er temmelig resistente overfor rationelle argumenter – der i det hele taget vist kun er til besvær. Illusionen om at man er et godt menneske skal jo helst ikke ødelægges.

Og måske er det denne illusion der i virkeligheden er den vigtigste, mens virkeligheden blot er til besvær 🙂

“The Stupid Empire” strikes again – FN og coca-tygning i Bolivia

Af Niels Westy, den 28. februar 2011. 4 svar

Da man i 1961 vedtog den såkaldte singlekonvention i 1961, der forbød en række rusmidler, blev coca-blade inkluderet i denne. Ikke på grund af coca-bladene selv, men på grund af, at de udgør grundlaget for produktion af kokain. Coca-blade har været anvendt i generationer i det bolivianske (og peruvianske) højland, og udemærker sig bl.a. ved at undertrykke sult, lindre hovedpine og være godt mod højdesyge. Bolivia har i en årrække ønsket, at coca-blade blev permanent undtaget FNs  konvention , hvilket dog krævede at der ikke kom indsigelser fra andre FN-lande. Desværre for Bolivia “vælter” disse indsigelser nu ind. Ikke på grund af, at de pågældende lande – USA og en række europæiske lande – har problemer med tygning af coca-blade, men fordi de har problemer med kokain. Det er som bekendt et forædlet coca-produkt, der blev “opfundet” i midten af det 19. århundrede og efterfølgende opnåede stor popularitet – fra Sigmund Frued til New Orleans havnearbejdere. Kokain blev i forbindelse med indførelsen af den såkaldte Harrison Act af 1914 forbudt i USA, på linje med morfin osv., bortset fra til medicinske formål.

Man kunne jo mene, at et evt. misbrug af kokain i især Europa og USA (der er verdens største marked for cocain) må være de pågældende landes problem. Bolivia har et meget lavt forbrug af kokain, mens tygning af cocablade, coca-te osv. er meget udbredt -og som nævnt en årtusinde gammel tradition. Men sådan spiller klaveret åbenbart ikke.

Hvis de pågældende befolkninger føler en vis modvilje mod vesten, er det efter min overbevisning ganske forståeligt. Og desværre er også Danmark hoppet på, hvad der vel må anses for et klassisk udtryk for imperialisme, og er kommet med indsigelser mod permanent at tillade produktion og indenlandsk forbrug af coca i Bolivia.

Og hvem “opfandt” så den type af kokain, som er årsagen til miseren? Jo, det gjorde tyskeren Albert Niemann. Hvordan man moralsk kan forsvare, at det skal gå ud over bolivianerne, der stort set ikke bruger kokain, men holder sig til tygning og tedrikning af coca-blade, der i virkning vist kan sammenlignes med at drikke en lys øl i forhold til at bælle en flaske snaps, går over min forstand.

Er lighed godt for folk?

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2011. 5 svar

Der raser for tiden en debat i mange lande, som forleden også kom til Danmark. I onsdags arrangerede den venstreorienterede tænketank Cevea således et debatmøde med titlen ’Ulighedens Topmøde’ på Vartov i København med en af baneførerne i debatten, den britiske epidemiolog Richard Wilkinson. Wilkinson skrev for et par år siden bogen ’The Spirit level’ sammen med sin kollega Kate Pickett. Bogen har været stærkt omtalt i en række lande, og er blevet solgt i stor stil som et bevis for, at ulighed ødelægger samfund.

En række aviser omtalte mødet positivt (eks. her, her og her). Det er også en vigtig debat, men en der føres på et ekstremt tyndt grundlag. Som den glimrende avis, Information er, havde den derfor dagen efter den bragte Wilkinson og Cevea-direktør Jens Jonatan Steens kronik om emnet, inviteret den anden side. Vores ven og kollega på Lunds Universitet, Andreas Bergh, tog således i går livtag med Wilkinsons myter i Information. Kronikken, som kan læses i sin helhed her, stiller meget store spørgsmål ved bogen. Her er et par pluk fra kronikken:

Kritikken af bogen retter sig især imod brugen af punktdiagrammerne. Wilkinson og Pickett bruger dem til at vise, at nordiske lande er stærkt lighedsorienterede og derfor har færre sociale dårligdomme end USA, hvor der hersker en høj grad af ulighed. Men så snart man føjer andre data til, eventuelt fra andre lande, fra et andet år eller fra helt andre kilder end dem, som Wilkinson og Pickett bruger, kan man let komme til det modsatte resultat: Pludselig har ulighed ikke det mindste at gøre med f.eks. kriminalitetsniveau eller forventet levealder.

Og

Når Wilkinson og Pickett hævder, at der findes hundredvis af forskningsartikler, som styrker deres tese, er det først og fremmest artikler af denne ældre type, som de sigter til. Resultaterne fra de få undersøgelser, som har tilstrækkeligt med detaljerede data, er betydeligt mere brogede, end det billede The Spirit Level leverer.

Jeg har også selv anmeldt bogen før for det videnskabelige tidsskrift Population and Development Review (i juni-nummeret 2010), hvor jeg måtte konkludere, at The Spirit Level er en fin debatbog, men en eklatant fiasko som videnskabeligt indlæg. Hermed en advarsel imod at tro, at den er sandhedsvidne til noget som helst.

Demokratisering i Mellemøsten: Baggrundsviden

Af Christian Bjørnskov, den 21. februar 2011. 6 svar

Medierne skriver med begejstring om den bølge af demonstrationer, der har bredt sig i Nordafrika og Mellemøsten. Og med god grund – der synes at være et stærkt og oprigtigt ønske om politisk reform i landene. Bølgen foreløbig har ramt Bahrain, Egypten, Jordan, Libyen, Oman, Syrien, Tunesien og Yemen, og man må undres, hvis der ikke også opstår krav i Algeriet, Marokko, Qatar og Saudi Arabien. Men medierne giver ikke megen baggrundsinformation om de forskellige lande. Vi gør i tabellen nedenfor. Læs resten →

Globalisering og menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2011. 2 svar

Et af venstrefløjens mest markante argumenter mod globalisering har været, at den underminerer regimers respekt for de universelle menneskerettigheder. Jeg har altid undret mig over påstanden, ikke mindst når den er kommet fra propagandister som Naomi Klein. Ny forskning giver stof til eftertanke og – heldigvis – bekræftelse af min og andres mistanke: Globalisering er godt. Jeg havde en kommentar om det i Børsen i går. Her er et pluk:

Mens handel og investeringer bidrager positivt, er det i særlig grad den såkaldt »samfundsmæssige« globalisering, der presser regimer til at respektere menneskerettighederne: Jo flere, der har internet-adgang, læser udenlandske aviser og bøger, og har kontakt med udlændinge gennem rejser eller andet, jo bedre bliver menneskerettighedssituationen.

Hele kommentaren kan læses her.

I dag: Gordon Tullocks fødselsdag

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2011. 5 svar

I dag, søndag den 13. februar 2011, fylder Gordon Tullock 89. For de af læserne, som ikke skulle kende Tullock, bliver han ofte nævnt som den bedste økonom, der aldrig har fået Nobelprisen. Tullock stod for eksempel sammen med James Buchanan bag bogen The Calculus of Consent, der var en central del af 60ernes public choice revolution i nationaløkonomi. Et andet begreb som rent-seeking, der i dag er helt almindeligt, er også Tullocks fund. Som sådan er der god grund til at fejre manden, der med et skrøbeligt helbred har trukket sig tilbage fra forskningen.

Tullock uddannede sig til jurist på University of Chicago, hvor han tog ét (1) økonomifag. Han brugte derefter fire måneder som advokat hvorefter han indtrådte i den amerikanske udenrigstjeneste, hvor han blev i en årrække. Umiddelbart efter at have taget sin afsked og skrevet sin første bog, fik han i 1958 en invitation fra James Buchanan – der tilfældigvis havde læst bogen – til at komme til University of Virginia. Selvom de senere drev fra hinanden og ikke har været på god fod i årevis, blev deres første samarbejde usandsynligt vigtige for den teoretiske udvikling i nationaløkonomi. The Calculus of Consent introducerede studiet af økonomiske mekanismer og indflydelse i politik, og ikke mindst det store emne, der i dag kaldes forfatningsøkonomi.

Et af de mange senere bidrag, der bør nævnes separat, er Tullocks 1967-artikel ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”. Da det konservative National Review portrætterede Tullock for nogle få år siden, kaldte man artiklen for ”one of the most groundbreaking economics papers ever published”. Det er svært at være uenig, når man læser den elegante og klare analyse, der introducerede lobbyisme og særinteressepolitik i moderne nationaløkonomi. På et praktisk plan åbnede det også manges øjne for, hvor voldsomt man kunne komme til at undervurdere konsekvenserne af og omkostninger ved at give efter for særinteresser. Bortset fra at Tullock ikke selv fandt på den nu almindelige betegnelse for denne gruppe af fænomener – begrebet ’rent-seeking’ blev først introduceret i 1974 af Anne Krueger – er 1967-artiklen ikke blot et af de store bidrag til samfundsvidenskaben, men også en fryd at undervise i. Logikken er så klar, at man ofte kan se de studerende lyse op en efter en, når brikkerne falder på plads og deres syn på politik ændrer sig for altid.

Tullock er også kendt for at være provokerende – og elske at være det – hvilket kunne være en bidragende grund til at han ikke fik Nobelprisen. For få år siden, da min gode kollega Martin Paldam deltog i en konference sammen med Tullock og spiste aftensmad med ham, kunne han fortælle, at Tullocks emne til at starte en konversation var, hvorfor moderne krige burde være blodigere. Og argumentet var ikke engang dårligt! Samfundsvidenskaberne har brug for flere af den slags forskere, der ikke re bange for at brede sig til nye områder, og heller ikke er det for at være upopulær eller politisk ukorrekt. Vi har brug for flere Tullocker, selvom de nok aldrig bliver af originalens enorme statur. Tillykke med fødselsdagen, Gordon.

Mens vi venter på næste akt i den tragikomiske evighedsfortælling “Kampen mod narko”

Af Niels Westy, den 8. februar 2011. 4 svar

En af hovedhistorierne i mandag i Jyllands-Posten var “nyheden” om, at rydningen af Pusher Street for 7 år siden ikke har haft mærkbar betydning for omsætningen af hash i København. Historien bygger på en afhandling af Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning. Her undersøger han bl.a. betydningen af syv konkrete lovændringer fra 2001-2007 – blandt andet at øge strafferammen for at sælge cannabis. Desuden undersøges hvilken effekt den hårde linje og mere kontrol har haft for hvor meget der er blevet købt og solgt og hvor meget hash vi egentlig egentlig bruger.

Han kommer frem til det – for økonomer – ikke overraskende resultat, at rydningen af Pusherstreet primært har betydet, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København. At det ikke har haft indvirkning på forbruget og at det er en af forklaringerne på den banderelaterede vold vi har oplevet de senere år. De forskellige stramninger, bl.a. forhøjelsen af bødestraffen for besidelse af og handel med hash, har heller ikke haft nogen særlig virkning. Risikoen for at blive stoppet er umådelig lille, hvorved prisen per gram stort set er uændret (risikoen for at få en bøde og bødens størrelse skal jo regnes med i prisen set fra forbrugerens side). Set fra forhandlernes side vurderer Kim Møller også, at risikoen for at blive taget af politiet er begrænset. Han kommer frem til at den svarer  til ca. 1 promille per handel.

Til gengæld er prisen høj – ca. 4 gange kostprisen. Det skal nævnes at det indebærer at der er en relativ lille potentiel gevinst, hvis vi sammenligner med mere potente rusmidler som f.eks. kokain og heroin, hvor prisen på gadeplan typisk er mere end 10 gange højere end kostpris. Til gengæld er der tale om en væsentlig større profit (husk at den er skattefri) end ved salg af legale rusmidler.

Kim Møller anfører at grundene til at priserne er så høje skal findes i 3 forhold, nemlig at salget skal kompensere for at sælgerne ikke har et “normalt arbejde”, risikerer at ryge i fængsel  og løber risikoen for at få tæsk – ultimativt blive slået ihjel af konkurrenterne.

Selv om der egentlig hverken er noget overraskende eller nyt i afhandlingens konklusioner, er det altid prisværdigt, at der faktisk sker en forskning på området herhjemme. Kim Møller er også en af de meget få der prøver at se rationelt på problemet.

Anderledes forholder det sig i USA, hvor der er en langt livligere debat og væsentlig mere forskning på området. Jeg har tidligere skrevet om Jeffrey Miron, der årligt opdaterer beregninger for hvor meget staten kunne spare + tjene ved en legalisering. Den seneste beregning fra 2010 svarer til, at de direkte besparelser + skatteindtægter (hvis afgifter som på tobak og alkohol) vil være ca. 9 mia. kroner i Danmark.

Hvor dyb er den konservative krise?

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2011. 10 svar

Forleden trådte Henriette Kjær tilbage som konservativ ordfører, og snart også fra dansk politik. Tidligere har udenrigsminister Lene Espersen stået for skud, da hun valgte at tage på privat ferie i stedet for til møde i Arktisk Råd. Det Konservative Folkeparti har reageret på personkrisen ved at skifte ledelsen ud, hvilket nu indebærer at den solide, men ukarismatiske Lars Barfoed bliver partiformand, mens Carina Christensen – en af de senere regeringers mest usynlige ministre – skal løfte den særdeles mediesynlige opgave som politisk ordfører. De konservative har beklaget sig over en række forhold fra uretfærdig hetz fra mediernes side til lillebrorrollen i regeringen og at støttepartiet Dansk Folkeparti skulle have for meget indflydelse på den førte politik.

Det kan sagtens være, at der er grund til at klage, men det burde også være tydeligt for alle, at partiet er i dyb krise af flere andre grunde. En af grundene er den skrigende mangel på politisk talent blandt konservative. Dygtige politikere er blevet presset ud af magtgrunde – udskiftningen på udenrigsministerposten fra Per Stig Møller til Lene Espersen taler vel sit klare sprog – og når man udnævner Carina Christensen til frontfigur er det et signal om, hvor stor mangelen er. Med undtagelse af den noget uldentmundede Rasmus Jarlov er det noget af en udfordring at finde et eneste talent blandt de konservative i landspolitik.

Men en anden grund er også, at det ikke længere er klart, hvad det Konservative Folkeparti egentlig står for. De seneste år har det næsten virket som om, det stod for alt Venstre ville, bare plus ti procent: Efterlønnen skal afskaffes hurtigere, skatterne skal sænkes mere, der skal gøres mere for erhvervslivet. Forslagene har ofte (men ikke altid) været fornuftige nok, men næppe afsløret den store, selvstændige tænkning. Og hvad har der været specielt konservativt i dem? På trods af det har mange konservative, inklusive i et oplysende indslag i DR2’s Deadline, understreget, at de ikke er liberale. De kan skam godt lide staten og vil gerne have, at den blev stærkere. De vil skam gerne hjælpe de svageste i samfundet. Alt sammen med en underliggende tone af anklage – liberalister er onde mennesker i en eller anden ikke nærmere defineret, men helt klart konservativ forstand.

Hvis nogle af læserne føler sig uenige, vil jeg gerne viderebringe en udfordring: Forklar mig, hvad der er særligt konservativt, og ikke blot enten højreorienteret eller almindelig, sund fornuft! Med den udfordring følger også en figur, der illustrerer hvor dyb og grundlæggende, den konservative krise er. Figuren nedenfor viser den konservative andel af Folketinget fra 1946 til 2010. Den røde linje illustrerer, hvordan udviklingen ser ud hvis partiet får ti mandater ved det valg, der skal komme i år. Det burde være klart, at det vil være det værste valg siden jordskredsvalget i 1973, der trods alt mest flyttede mandater indenfor den blå blok. Og hvis resultatet bliver værre end det, skal man tilbage til 1901 for at finde et lignende nederlag. Prøv at forklare det problem med mediehetz.

Hvem er egentlig ”emerging markets”?

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2011. 6 svar

Der tales meget i disse år om de såkaldte ”emerging markets” – økonomier, der vokser hurtigt op mod mellemindkomststatus, så i hvert fald en del af deres markeder begynder at se attraktive ud for vestlige producenter. De fleste eksportører har derfor en klar interesse i at kunne definere, hvor de nye markeder dukker op. Der kan for eksempel være first mover fordele – de første på markedet leverer de varer, som forbrugerne vænner sig til og sammenligner resten med – og blot det at vide, hvor markederne er og hvor stort potentiale de har, er en vigtig ingrediens i eksportsucces. I pressen og blandt erhvervsfolk tales der således meget om BRIC-landene – Brasilien, Rusland, Indien og Kina – som de vigtige emerging markets. Spørgsmålet er, om de har ret? Er det virkelig de fire lande, der er mest interessante? Jeg var ikke sikker og besluttede mig til at se nærmere på sagen.

Metodologien er ret simpel: Man giver lande en score mellem nul og fire, afhængig af hvor mange af de følgende spørgsmål man kan svare ja til: Har landet haft en gennemsnitlig, årlig vækst i købekraften mellem 2000 og 2007 (dvs. umiddelbart før finanskrisen satte ind) på mere end fire procent? Har væksten været højere end tre procent? Er det potentielle marked blandt de 20 procent rigeste (altså den del af befolkningen, der ville kunne købe varer af vores normale kvalitet og udbud) større end det tilsvarende marked i f.eks. Spanien når man måler på BNP? Er markedet større når man måler på privatforbrug? Denne simple regel giver således hvert land en ’karakter’ for, hvor interessant det er som emerging market.

Kun tre lande får en score på fire: Indien, Kina og Rusland. Alle har store potentielle markeder, og alle voksede hurtigt i perioden 2000-2007. Jeg vil dog tillade mig at stille et spørgsmålstegn ved Rusland. Den russiske vækst har i det store og hele været en konsekvens af høje energipriser på verdensmarkedet, og landet mangler i desperat omfang reformer af både økonomi og institutioner for at gøre væksten stabil på længere sigt. Det samme gælder i et vist omfang Kina, selvom de ekstreme vækstrater imponerer.

En mindre gruppe lande får en score på tre, primært pga. lidt lavere vækstrater. Disse lande er: Iran, Pakistan, Thailand og Ukraine. Denne gruppe tæller også lidt rigere lande som Polen og Sydkorea. Her er overraskelserne altså, ikke mindst to tidligere kommunistiske lande tæt på os. Og hvor mange havde regnet med at se Iran og Pakistan i den interessante halvdel? Men de to lande ser faktisk virkeligt interessante ud, vurderet på objektive kriterier.

I gruppen med en score på to, ligger de naturligvis også flere interessante lande. Brasilien, Indonesien, Mexico og Tyrkiet har alle store mellemindkomstmarkeder, der indlysende nok er attraktive for bl.a. danske eksportvirksomheder. Problemerne er blot deres vækst. Brasilien, som altid nævnes som et af de spændende lande, havde for eksempel kun en gennemsnitlig årlig vækst i købekraften i perioden på 1,7 procent. Indonesien (2,7 procent) og Tyrkiet (2,3 procent) ser faktisk mere interessante ud på den lidt længere bane.

Pointen er, at når man ser på fakta og ikke blot spin og småsnak fra VL-grupper, ændrer billedet sig en hel del. Nok er Indien og Kina stadig de absolut mest interessante lande – hvem ville sige nej til at levere til en hurtigt voksende middelklasse på 300 millioner mennesker i et demokratisk land? – men mange andre lande, der er udnævnt til at have særlig interesse, ser faktisk ikke særligt spændende ud. Det gælder ikke mindst for Brasilien, som endda har valgt en ny statsleder med bekymrende økonomiske ideer. Og så må man ikke glemme de mindre sexede, men stadig attraktive områder. En del lande i Kaukasusregionen vokser faktisk hurtigt i disse år, ikke mindst Georgien (9,0 procent) Kazakhstan (8,5 procent), Armenien (9,9 procent), Azerbaijan (12,7 procent) og Tajikistan (4,9 procent), der tilsammen tæller en befolkning på 36 millioner, dvs. et potentielt marked på størrelse med Spanien. Måske ville det være en idé at se mere på fakta, og lytte mindre til vrøvl fra tilfældige politikere, embedsmænd og erhvervsfolk unde bredere udsyn.

Video fra Thomas Sowell “mini-konference”

Af Niels Westy, den 23. januar 2011. 1 svar

Som jeg fortalte i en tidligere post, blev der i torsdags afholdt en “minikonference” med udgangspunkt i Thomas Sowell’s omfattende forfatterskab. Der er nu kommet video fra arrangementet, det kan enten ses nedenfor eller, hvis man måtte foretrække det, ved at gå ind på CEPOS hjemmesider.

[videoplayer file=”http://cepos.podhandle.dk/minikonferenceomts0.mp4Mobile.mp4″ /]

For os der stod for arrangementet var det en positiv oplevelse, at så mange var mødt op, og vi er nu i gang med at planlægge kommende arrangementer med udgangspunkt i Sowells omfattende forfatterskab (hvoraf ingen af hans bøger desværre er oversat til dansk).

Hvis nogen af denne blogs læsere har bud på emner der kunne være interessante eller på anden måde ideer til, hvordan kendskabet til Sowell kan blive mere udbredt i Danmark, er mere end velkomne.

Mit eget indlæg handler om kultur og individers valg af samme (ikke national – der går en del borgerlige går helt galt i byen og vores forskellige kulturer står tilbage som rene postulater). Primært er der dog tale om et forsøg på at eksemplificere en række pointer hos Sowell rettet mod multikulturalisternes grundlæggende påstand om at der ikke eksisterer kulturer der er bedre end andre – kun kulturer der er forskellige, og at alt ondt (også i Danmark) skyldes racisme og stigmatisering. Der er dog grund til at antage, at det væsentligste integrationsproblem er den moderne velfærdsstat, der hindrer minoriteters og indvandreres naturlige tilpasning – der primært er en funktion af om det kan betale sig.

Generel interesse: Kyklos, februarnummeret 2011

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2011. 4 svar

Når nye numre af fagtidsskrifter på ens område kommer, er der som oftest ikke mere end én artikel, som ser interessant ud. Nogle gange er der ingen, men nogle gange er selvfølgelig undtagelser. Februarnummeret af Kyklos, der er tilgængeligt online nu, er netop en af dem. Ikke blot er min fælles artikel med Andreas Bergh blevet ’lead paper’, men nummeret indeholder flere ganske interessante studier. For at – forhåbentlig – stimulere vores læseres appetit, er her abstracts og nødvendige oplysninger på fire af de artikler, der publiceres i Kyklos i denne omgang. Vi håber, at læserne synes nogle af dem er lige så interessante som vi gør.

Andreas Bergh og Christian Bjørnskov, “Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State”, Side 1-19 Læs resten →

Reklame for “mini-konference” om frihedstænkeren Thomas Sowell

Af Niels Westy, den 9. januar 2011. Skriv et svar

Dette indlæg er nok først og fremmest af interesse for de der bor på Sjælland. Torsdag den 20. januar afholder Cepos en “mini-konference” om og med udgangspunkt i Thomas Sowell, hans forfatterskab og ideer. Tilmelding kan ske her.

Programmet er som følger:

17.00-17.10 Velkomst og kort introduktion til personen Thomas Sowell

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet

17.10-17.35 Økonomiske og politiske fejlslutninger

Ved cand.mag. Michael Jourdan, Center for Rusmiddelforskning, Århus Universitet:

Sowell fremlægger en lang række eksempler på gængse fejlslutninger indenfor politik og økonomi, hvor forkerte fortolkninger eller forklaringer viser sig at have direkte og ofte utilsigtede skadelige virkninger. Ved en bedre forståelse af den sociale virkelighed kan der også drives en mere fornuftig politik.

17.35-18.00 Hvad er diskrimination?

Ved lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet:

Kan diskrimination være ‘rationel’? Kan bestemte grupper have ‘velfortjent dårligt ry’? Der tales meget om diskrimination, men der er ikke mange der definerer begrebet ordentligt. Begrebet bruges i flæng og det er blevet populært at påstå, at denne eller hin gruppe bliver diskrimineret. Oplægget vil forsøge at præsentere en definition med inspiration fra Thomas Sowell.

18.00-18.15 Pause (vand, kaffe og te)

18.15-18.40 Sådan skabes en ghetto.

Ved Niels Westy Munch-Holbek, cand.polit., Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning:

Med udgangspunkt i Sowells trilogi “Race and Culture”, “Conquest and Culture” samt “Migration and Culture” samt “Black Redneck and White Liberals” stilles der spørgsmålstegn ved, om den danske velfærdsstatskultur med dens særlige dyrkelse af danske værdier i bund og grund er lige så håbløs som multikulturalisternes dyrkelse af minoritetskulturer.

18.40-19.00 Selvretfærdighed som politisk problem

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet:

I flere bøger har Sowell påpeget moralske rigiditeter eller tabuer som barrierer for en pragmatisk politik baseret på erfaring og sund fornuft. Følelsen af at være udvalgt eller retfærdig blokerer ifølge Sowell politikeres udsyn og kan forklare, hvorfor samfundsforhold over tid får lov at udvikle sig vrangt og trægt. Samtidig kan vi ikke undgå at fortolke samfundet gennem visioner, hvorfor en diskussion om de rigtige “ideologier” bliver afgørende.

Som det fremgår er denne post’s forfatter en af talerne. Det skal med det samme erkendes, at overskriften “Sådan skabes en ghetto” dækker over et andet udtryk, der er lidt/noget mere kraftfuldt. Hvad det er må man møde op for at finde ud af, – eller vente på at lydoptagelsen fra arrangementet bliver tilgængelig på Cepos hjemmesider.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=2GklCBvS-eI&feature=related[/youtube]