Kategoriarkiv: Nuværende skribenter

Årets Public Choice konferencer – San Antonio

Af Christian Bjørnskov, den 15. marts 2011. Skriv et svar

Jeg er lige kommet hjem fra San Antonio, Texas, efter en vel overstået amerikansk public choice conference. Ligesom tidligere år var der en række interessante præsentationer, og som traditionen her på stedet byder, bringer vi et udvalg af dem. Som altid er det et helt personligt, idiosynkratisk udpluk, og andre kunne måske have fokuseret på andre papirer. Anyway, highlights var:

Martin Rode, Uni Cantabria: Martin har sammen med en spansk kollega set på, om en regering ledt af et populistisk parti er ’anderledes’. Hans konkrete fund peger på, at populisme underminerer landets økonomisk frihed og dermed på længere sigt skaber store økonomiske problemer.

Andreas Bergh og Therese Nilsson, Lunds Universitet: Mine to svenske venner har i år set på sammenhængen mellem globalisering og absolut fattigdom. Grunden er, at man ofte hører fra venstrefløjen at globalisering fører til udbytning af de fattigste og uddyber deres problemer. Andreas og Therese viser i det første store studie af dette emne, at globalisering helt tydelig bidrager til mindre fattigdomsproblemer. I særlig grad tyder det på, at globalisering gør en række varer billigere for de fattigste.

Albert Solle-Olle, Elena Costas-Perez og Pilar Sorribas-Navarro, Uni Barcelona: Et vigtigt spansk problem er korruption. De tre økonomer har derfor grundigt set på, i hvilket omfang spanske vælgere straffer politikere, der er indblandet i bestikkelse. Ved at kigge på et helt specifikt område – byggetilladelser – kan de tre identificere ret præcist hvor mange stemmer, man mister. Officielt kendt indblanding ser faktisk ud til at koste et ti procent tab. Spanske vælgere er langt mere ’moralske’ end man umiddelbart skulle tro.

Simge Tarhan, Colby College: Et af de helt store samtaleemner i USA er (igen) regler for partifinansiering. Simge har taget et teoretisk skridt til at forstå hvordan den slags regler kan påvirke partierne, og ikke mindst hvor repræsentative, deres kandidater er. Selvom papiret til konference stadig var lidt ’råt’, var det ret lovende. Helt særligt gjaldt det, at den tyrkisk-fødte økonom kunne pege på, hvordan reguleringer og begrænsninger af, hvor mange penge der må være i politik, kan føre til at partiernes kandidater bliver mere ekstreme og mindre repræsentative for vælgerne.

Andre interessante bidrag kom fra en række af punditokraternes venner: Niclas Berggren, der pegede på hvor skæv, adfærdsøkonomi er indtil videre (forbrugere er kognitivt begrænsede og ikke altid rationelle, men politikere gør det rigtige i modellerne), Niklas Potrafke og Arye Hillman (et velunderbygget eksempel på hvordan diktaturer støtter åbenlyst løgnagtige resolutioner i FN), eller Duncan Denvils dokumentation af hvor progressive næsten 180 landes skattesystemer faktisk er. De fleste af konferencens papirer samt programmet kan ses her.

Er Danmark på vej mod afgrunden?

Af Niels Westy, den 12. marts 2011. Skriv et svar

Er Danmark på vej mod afgrunden? Det er jo et rigtigt godt spørgsmål. Det kommer næppe som en overraskelse for læserne af denne blog, at flere af skribenterne hælder til at svare ja på dette spørgsmål, med mindre der de kommende år gennemføres betydelige reformer. At reaktionen på denne erkendelse så er væsens forskellig blandt skribenterne er en anden sag. Nogle af os er gået ind i politik, mens andre formentlig helt undlader at stemme.

Spørgsmålet er også overskriften på et arrangement som jeg og Liberal Alliances lokalafdeling i Hørsholm-Fredensborg står bag torsdag den 17. marts kl. 19.30 på Humlebæk Bibliotek. Her vil cheføkonom og vicedirektør i CEPOS, Mads Lundby Hansen, give sit svar på om Danmark vitterlig er på vej mod afgrunden og i bekræftende fald, hvorfor og hvad vi kan gøre for at undgå dette.

Alle er velkomne til at komme og høre Mads Lundby Hansen’s oplæg og deltage i den efterfølgende debat. Det koster den fyrstelige sum af 20 kroner at deltage – pengene går til kaffe og te – og hvis der skulle være interesserede fra København, kan jeg oplyse, at Kystbanetoget mod Helsingør med afgang fra Nørreport st. kl. 18.53 og ankomst Humlebæk st. kl. 19.22 passer fint. Humlebæk Bibliotek ligger 2 min. gang fra stationen.

Jeg kan også garantere at man ikke pludseligt befinder sig i en “Liberal Alliance event” med alt hvad dertil hører. Der er tale om et åbent arrangement og vi har sendt invitationer ud til at alle de andre partier.  Det handler om Danmarks fremtid og ikke om dette eller hint partis eller kandidats fremtid. Derudover er aftens hovedperson jo partipolitisk uafhængig.

Endelig er der jo et liv efter valget, og det kunne naturligvis ikke falde mig ind at bruge denne blog til at promovere partipolitiske særinteresser. Det er jo i forvejen slemt nok som “pundikrat”, at stile mod et politisk embede 🙂

For mere information om arrangementet,  se her.

Lykkepolitik – ja eller nej?

Af Christian Bjørnskov, den 7. marts 2011. 4 svar

I lørdags deltog jeg i P1’s glimrende program Agenda. Programmet handlede om lykkeforskning, og helt særligt hvorvidt lykke bør blive et mål for politik. Lene Andersen, der er medlem af regeringens nye værdikommission, siger ja. Hun er inspireret af nye diskussioner i Storbritannien og Frankrig, hvor man taler om at rette politik ind efter at hæve befolkningens lykke eller subjektive velbefindende. Jeg mener omvendt, at det er et område, politikere bør blande sig uden om.

Helt særligt er problemet, at man ikke blot vil rette politik ind efter lykke, men også søger at definere politisk, hvordan man bør måle det. Men det bør naturligvis være noget, enhver må diskutere med sig selv og andre – så længe de ved lidt om, hvad de taler om. Hele udsendelsen kan høres her.

 

Klumme på 180grader – “Feel-good Do-bad” Inc.

Af Niels Westy, den 4. marts 2011. 2 svar

Vi har gennem årene skrevet en række indlæg der beskæftiger sig med “ulandsindustrien” og den evne til umodsagt at postulere at den gør en positiv forskel for verdens fattige. Det er bemærkelsesværdigt, at den stort set aldrig bliver afkrævet en redelig dokumentation for denne påstand. I stedet slipper man afsted med at vælte sig rundt i anekdotiske fortællinger og billeder af smilende mennesker fra fjerne lande.

Få steder er dette mere synligt end hos Fairtrade, der lover os alle plads i paradis, hvis blot vi betaler en beskeden merpris for varer produceret af “nogle af verdens fattigste bønder og arbejdere”, som de skriver på deres hjemmesider. En udtalelse der sammenholdt med hvor de fairtrade mærkede produkter ofte kommer fra burde få advarselslamperne til at blinke hos de fleste. Når man bl.a. kan købe fairtrade mærkede produkter fra sydamerikas to rigeste lande, Chile og Argentina, må man vist konkludere, at det at være blandt “verdens fattigste bønder og arbejdere” bliver et begreb baseret på elastik i kilomotervis.

Den klumme  – Fairtrade: “Feel-good Do- bad”, jeg skrev til 180grader i går kan læses som en fortsættelse af de mange indlæg om emnet her på bloggen.

I et indlæg for nogle år siden påpegede vi, at Fairtrade var ude af stand til at svare på et simplet spørgsmål om hvor meget ekstra indtægt mærkningsordningen reelt generer for de involverede bønder og arbejdere. Det afholder dog ikke Forbrugerrådet fra at anbefale fairtrade mærkede produkter. “Tænk” hvis de behandlede slankemidler på samme måde!

I andre indlæg har især Christian Bjørnskov påpeget, at ulandsbistand generelt ikke har en gavnligeffekt. Ofte er det modsatte endda tilfældet. Det afskrækker tilsyneladende ikke en del forbrugere fra blindt at stole på lovprisningerne af de mange fortræffelige egenskaber der er ved fairtrade og andre “etisk forsvarlige” produkter for den sags skyld. Lovprisninger der underligt nok stammer fra folk der lever af at forgøjle forbrugerne at de kan gøre godt ved at betale dyrt.

Der er formentlig et stærkt sammenfald mellem hvem der køber Fairtrade mærkede produkter tror på myterne om at økologi er godt og sundt og er bange for GMO.

Selv om man i disse dage skal passe på hvad man siger om det stærke køn, forholder det sig vist også således, at det især er kvinder der køber fairtrade mærkede produkter. Sådan forholder det sig i hvert fald i min egen omgangskreds. Et fællestræk hos dem (både kvinder og mænd, omend sidstnævnte vist ofte blot tier for husfredens skyld) er også, at de er temmelig resistente overfor rationelle argumenter – der i det hele taget vist kun er til besvær. Illusionen om at man er et godt menneske skal jo helst ikke ødelægges.

Og måske er det denne illusion der i virkeligheden er den vigtigste, mens virkeligheden blot er til besvær 🙂

“The Stupid Empire” strikes again – FN og coca-tygning i Bolivia

Af Niels Westy, den 28. februar 2011. 4 svar

Da man i 1961 vedtog den såkaldte singlekonvention i 1961, der forbød en række rusmidler, blev coca-blade inkluderet i denne. Ikke på grund af coca-bladene selv, men på grund af, at de udgør grundlaget for produktion af kokain. Coca-blade har været anvendt i generationer i det bolivianske (og peruvianske) højland, og udemærker sig bl.a. ved at undertrykke sult, lindre hovedpine og være godt mod højdesyge. Bolivia har i en årrække ønsket, at coca-blade blev permanent undtaget FNs  konvention , hvilket dog krævede at der ikke kom indsigelser fra andre FN-lande. Desværre for Bolivia “vælter” disse indsigelser nu ind. Ikke på grund af, at de pågældende lande – USA og en række europæiske lande – har problemer med tygning af coca-blade, men fordi de har problemer med kokain. Det er som bekendt et forædlet coca-produkt, der blev “opfundet” i midten af det 19. århundrede og efterfølgende opnåede stor popularitet – fra Sigmund Frued til New Orleans havnearbejdere. Kokain blev i forbindelse med indførelsen af den såkaldte Harrison Act af 1914 forbudt i USA, på linje med morfin osv., bortset fra til medicinske formål.

Man kunne jo mene, at et evt. misbrug af kokain i især Europa og USA (der er verdens største marked for cocain) må være de pågældende landes problem. Bolivia har et meget lavt forbrug af kokain, mens tygning af cocablade, coca-te osv. er meget udbredt -og som nævnt en årtusinde gammel tradition. Men sådan spiller klaveret åbenbart ikke.

Hvis de pågældende befolkninger føler en vis modvilje mod vesten, er det efter min overbevisning ganske forståeligt. Og desværre er også Danmark hoppet på, hvad der vel må anses for et klassisk udtryk for imperialisme, og er kommet med indsigelser mod permanent at tillade produktion og indenlandsk forbrug af coca i Bolivia.

Og hvem “opfandt” så den type af kokain, som er årsagen til miseren? Jo, det gjorde tyskeren Albert Niemann. Hvordan man moralsk kan forsvare, at det skal gå ud over bolivianerne, der stort set ikke bruger kokain, men holder sig til tygning og tedrikning af coca-blade, der i virkning vist kan sammenlignes med at drikke en lys øl i forhold til at bælle en flaske snaps, går over min forstand.

Er lighed godt for folk?

Af Christian Bjørnskov, den 25. februar 2011. 5 svar

Der raser for tiden en debat i mange lande, som forleden også kom til Danmark. I onsdags arrangerede den venstreorienterede tænketank Cevea således et debatmøde med titlen ’Ulighedens Topmøde’ på Vartov i København med en af baneførerne i debatten, den britiske epidemiolog Richard Wilkinson. Wilkinson skrev for et par år siden bogen ’The Spirit level’ sammen med sin kollega Kate Pickett. Bogen har været stærkt omtalt i en række lande, og er blevet solgt i stor stil som et bevis for, at ulighed ødelægger samfund.

En række aviser omtalte mødet positivt (eks. her, her og her). Det er også en vigtig debat, men en der føres på et ekstremt tyndt grundlag. Som den glimrende avis, Information er, havde den derfor dagen efter den bragte Wilkinson og Cevea-direktør Jens Jonatan Steens kronik om emnet, inviteret den anden side. Vores ven og kollega på Lunds Universitet, Andreas Bergh, tog således i går livtag med Wilkinsons myter i Information. Kronikken, som kan læses i sin helhed her, stiller meget store spørgsmål ved bogen. Her er et par pluk fra kronikken:

Kritikken af bogen retter sig især imod brugen af punktdiagrammerne. Wilkinson og Pickett bruger dem til at vise, at nordiske lande er stærkt lighedsorienterede og derfor har færre sociale dårligdomme end USA, hvor der hersker en høj grad af ulighed. Men så snart man føjer andre data til, eventuelt fra andre lande, fra et andet år eller fra helt andre kilder end dem, som Wilkinson og Pickett bruger, kan man let komme til det modsatte resultat: Pludselig har ulighed ikke det mindste at gøre med f.eks. kriminalitetsniveau eller forventet levealder.

Og

Når Wilkinson og Pickett hævder, at der findes hundredvis af forskningsartikler, som styrker deres tese, er det først og fremmest artikler af denne ældre type, som de sigter til. Resultaterne fra de få undersøgelser, som har tilstrækkeligt med detaljerede data, er betydeligt mere brogede, end det billede The Spirit Level leverer.

Jeg har også selv anmeldt bogen før for det videnskabelige tidsskrift Population and Development Review (i juni-nummeret 2010), hvor jeg måtte konkludere, at The Spirit Level er en fin debatbog, men en eklatant fiasko som videnskabeligt indlæg. Hermed en advarsel imod at tro, at den er sandhedsvidne til noget som helst.

Demokratisering i Mellemøsten: Baggrundsviden

Af Christian Bjørnskov, den 21. februar 2011. 6 svar

Medierne skriver med begejstring om den bølge af demonstrationer, der har bredt sig i Nordafrika og Mellemøsten. Og med god grund – der synes at være et stærkt og oprigtigt ønske om politisk reform i landene. Bølgen foreløbig har ramt Bahrain, Egypten, Jordan, Libyen, Oman, Syrien, Tunesien og Yemen, og man må undres, hvis der ikke også opstår krav i Algeriet, Marokko, Qatar og Saudi Arabien. Men medierne giver ikke megen baggrundsinformation om de forskellige lande. Vi gør i tabellen nedenfor. Læs resten →

Globalisering og menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 18. februar 2011. 2 svar

Et af venstrefløjens mest markante argumenter mod globalisering har været, at den underminerer regimers respekt for de universelle menneskerettigheder. Jeg har altid undret mig over påstanden, ikke mindst når den er kommet fra propagandister som Naomi Klein. Ny forskning giver stof til eftertanke og – heldigvis – bekræftelse af min og andres mistanke: Globalisering er godt. Jeg havde en kommentar om det i Børsen i går. Her er et pluk:

Mens handel og investeringer bidrager positivt, er det i særlig grad den såkaldt »samfundsmæssige« globalisering, der presser regimer til at respektere menneskerettighederne: Jo flere, der har internet-adgang, læser udenlandske aviser og bøger, og har kontakt med udlændinge gennem rejser eller andet, jo bedre bliver menneskerettighedssituationen.

Hele kommentaren kan læses her.

I dag: Gordon Tullocks fødselsdag

Af Christian Bjørnskov, den 13. februar 2011. 5 svar

I dag, søndag den 13. februar 2011, fylder Gordon Tullock 89. For de af læserne, som ikke skulle kende Tullock, bliver han ofte nævnt som den bedste økonom, der aldrig har fået Nobelprisen. Tullock stod for eksempel sammen med James Buchanan bag bogen The Calculus of Consent, der var en central del af 60ernes public choice revolution i nationaløkonomi. Et andet begreb som rent-seeking, der i dag er helt almindeligt, er også Tullocks fund. Som sådan er der god grund til at fejre manden, der med et skrøbeligt helbred har trukket sig tilbage fra forskningen.

Tullock uddannede sig til jurist på University of Chicago, hvor han tog ét (1) økonomifag. Han brugte derefter fire måneder som advokat hvorefter han indtrådte i den amerikanske udenrigstjeneste, hvor han blev i en årrække. Umiddelbart efter at have taget sin afsked og skrevet sin første bog, fik han i 1958 en invitation fra James Buchanan – der tilfældigvis havde læst bogen – til at komme til University of Virginia. Selvom de senere drev fra hinanden og ikke har været på god fod i årevis, blev deres første samarbejde usandsynligt vigtige for den teoretiske udvikling i nationaløkonomi. The Calculus of Consent introducerede studiet af økonomiske mekanismer og indflydelse i politik, og ikke mindst det store emne, der i dag kaldes forfatningsøkonomi.

Et af de mange senere bidrag, der bør nævnes separat, er Tullocks 1967-artikel ”The Welfare Costs of Tariffs, Monopolies, and Theft”. Da det konservative National Review portrætterede Tullock for nogle få år siden, kaldte man artiklen for ”one of the most groundbreaking economics papers ever published”. Det er svært at være uenig, når man læser den elegante og klare analyse, der introducerede lobbyisme og særinteressepolitik i moderne nationaløkonomi. På et praktisk plan åbnede det også manges øjne for, hvor voldsomt man kunne komme til at undervurdere konsekvenserne af og omkostninger ved at give efter for særinteresser. Bortset fra at Tullock ikke selv fandt på den nu almindelige betegnelse for denne gruppe af fænomener – begrebet ’rent-seeking’ blev først introduceret i 1974 af Anne Krueger – er 1967-artiklen ikke blot et af de store bidrag til samfundsvidenskaben, men også en fryd at undervise i. Logikken er så klar, at man ofte kan se de studerende lyse op en efter en, når brikkerne falder på plads og deres syn på politik ændrer sig for altid.

Tullock er også kendt for at være provokerende – og elske at være det – hvilket kunne være en bidragende grund til at han ikke fik Nobelprisen. For få år siden, da min gode kollega Martin Paldam deltog i en konference sammen med Tullock og spiste aftensmad med ham, kunne han fortælle, at Tullocks emne til at starte en konversation var, hvorfor moderne krige burde være blodigere. Og argumentet var ikke engang dårligt! Samfundsvidenskaberne har brug for flere af den slags forskere, der ikke re bange for at brede sig til nye områder, og heller ikke er det for at være upopulær eller politisk ukorrekt. Vi har brug for flere Tullocker, selvom de nok aldrig bliver af originalens enorme statur. Tillykke med fødselsdagen, Gordon.

Mens vi venter på næste akt i den tragikomiske evighedsfortælling “Kampen mod narko”

Af Niels Westy, den 8. februar 2011. 4 svar

En af hovedhistorierne i mandag i Jyllands-Posten var “nyheden” om, at rydningen af Pusher Street for 7 år siden ikke har haft mærkbar betydning for omsætningen af hash i København. Historien bygger på en afhandling af Kim Møller fra Center for Rusmiddelforskning. Her undersøger han bl.a. betydningen af syv konkrete lovændringer fra 2001-2007 – blandt andet at øge strafferammen for at sælge cannabis. Desuden undersøges hvilken effekt den hårde linje og mere kontrol har haft for hvor meget der er blevet købt og solgt og hvor meget hash vi egentlig egentlig bruger.

Han kommer frem til det – for økonomer – ikke overraskende resultat, at rydningen af Pusherstreet primært har betydet, at handlen med hash er flyttet til andre dele af København. At det ikke har haft indvirkning på forbruget og at det er en af forklaringerne på den banderelaterede vold vi har oplevet de senere år. De forskellige stramninger, bl.a. forhøjelsen af bødestraffen for besidelse af og handel med hash, har heller ikke haft nogen særlig virkning. Risikoen for at blive stoppet er umådelig lille, hvorved prisen per gram stort set er uændret (risikoen for at få en bøde og bødens størrelse skal jo regnes med i prisen set fra forbrugerens side). Set fra forhandlernes side vurderer Kim Møller også, at risikoen for at blive taget af politiet er begrænset. Han kommer frem til at den svarer  til ca. 1 promille per handel.

Til gengæld er prisen høj – ca. 4 gange kostprisen. Det skal nævnes at det indebærer at der er en relativ lille potentiel gevinst, hvis vi sammenligner med mere potente rusmidler som f.eks. kokain og heroin, hvor prisen på gadeplan typisk er mere end 10 gange højere end kostpris. Til gengæld er der tale om en væsentlig større profit (husk at den er skattefri) end ved salg af legale rusmidler.

Kim Møller anfører at grundene til at priserne er så høje skal findes i 3 forhold, nemlig at salget skal kompensere for at sælgerne ikke har et “normalt arbejde”, risikerer at ryge i fængsel  og løber risikoen for at få tæsk – ultimativt blive slået ihjel af konkurrenterne.

Selv om der egentlig hverken er noget overraskende eller nyt i afhandlingens konklusioner, er det altid prisværdigt, at der faktisk sker en forskning på området herhjemme. Kim Møller er også en af de meget få der prøver at se rationelt på problemet.

Anderledes forholder det sig i USA, hvor der er en langt livligere debat og væsentlig mere forskning på området. Jeg har tidligere skrevet om Jeffrey Miron, der årligt opdaterer beregninger for hvor meget staten kunne spare + tjene ved en legalisering. Den seneste beregning fra 2010 svarer til, at de direkte besparelser + skatteindtægter (hvis afgifter som på tobak og alkohol) vil være ca. 9 mia. kroner i Danmark.

Hvor dyb er den konservative krise?

Af Christian Bjørnskov, den 5. februar 2011. 10 svar

Forleden trådte Henriette Kjær tilbage som konservativ ordfører, og snart også fra dansk politik. Tidligere har udenrigsminister Lene Espersen stået for skud, da hun valgte at tage på privat ferie i stedet for til møde i Arktisk Råd. Det Konservative Folkeparti har reageret på personkrisen ved at skifte ledelsen ud, hvilket nu indebærer at den solide, men ukarismatiske Lars Barfoed bliver partiformand, mens Carina Christensen – en af de senere regeringers mest usynlige ministre – skal løfte den særdeles mediesynlige opgave som politisk ordfører. De konservative har beklaget sig over en række forhold fra uretfærdig hetz fra mediernes side til lillebrorrollen i regeringen og at støttepartiet Dansk Folkeparti skulle have for meget indflydelse på den førte politik.

Det kan sagtens være, at der er grund til at klage, men det burde også være tydeligt for alle, at partiet er i dyb krise af flere andre grunde. En af grundene er den skrigende mangel på politisk talent blandt konservative. Dygtige politikere er blevet presset ud af magtgrunde – udskiftningen på udenrigsministerposten fra Per Stig Møller til Lene Espersen taler vel sit klare sprog – og når man udnævner Carina Christensen til frontfigur er det et signal om, hvor stor mangelen er. Med undtagelse af den noget uldentmundede Rasmus Jarlov er det noget af en udfordring at finde et eneste talent blandt de konservative i landspolitik.

Men en anden grund er også, at det ikke længere er klart, hvad det Konservative Folkeparti egentlig står for. De seneste år har det næsten virket som om, det stod for alt Venstre ville, bare plus ti procent: Efterlønnen skal afskaffes hurtigere, skatterne skal sænkes mere, der skal gøres mere for erhvervslivet. Forslagene har ofte (men ikke altid) været fornuftige nok, men næppe afsløret den store, selvstændige tænkning. Og hvad har der været specielt konservativt i dem? På trods af det har mange konservative, inklusive i et oplysende indslag i DR2’s Deadline, understreget, at de ikke er liberale. De kan skam godt lide staten og vil gerne have, at den blev stærkere. De vil skam gerne hjælpe de svageste i samfundet. Alt sammen med en underliggende tone af anklage – liberalister er onde mennesker i en eller anden ikke nærmere defineret, men helt klart konservativ forstand.

Hvis nogle af læserne føler sig uenige, vil jeg gerne viderebringe en udfordring: Forklar mig, hvad der er særligt konservativt, og ikke blot enten højreorienteret eller almindelig, sund fornuft! Med den udfordring følger også en figur, der illustrerer hvor dyb og grundlæggende, den konservative krise er. Figuren nedenfor viser den konservative andel af Folketinget fra 1946 til 2010. Den røde linje illustrerer, hvordan udviklingen ser ud hvis partiet får ti mandater ved det valg, der skal komme i år. Det burde være klart, at det vil være det værste valg siden jordskredsvalget i 1973, der trods alt mest flyttede mandater indenfor den blå blok. Og hvis resultatet bliver værre end det, skal man tilbage til 1901 for at finde et lignende nederlag. Prøv at forklare det problem med mediehetz.

Hvem er egentlig ”emerging markets”?

Af Christian Bjørnskov, den 25. januar 2011. 6 svar

Der tales meget i disse år om de såkaldte ”emerging markets” – økonomier, der vokser hurtigt op mod mellemindkomststatus, så i hvert fald en del af deres markeder begynder at se attraktive ud for vestlige producenter. De fleste eksportører har derfor en klar interesse i at kunne definere, hvor de nye markeder dukker op. Der kan for eksempel være first mover fordele – de første på markedet leverer de varer, som forbrugerne vænner sig til og sammenligner resten med – og blot det at vide, hvor markederne er og hvor stort potentiale de har, er en vigtig ingrediens i eksportsucces. I pressen og blandt erhvervsfolk tales der således meget om BRIC-landene – Brasilien, Rusland, Indien og Kina – som de vigtige emerging markets. Spørgsmålet er, om de har ret? Er det virkelig de fire lande, der er mest interessante? Jeg var ikke sikker og besluttede mig til at se nærmere på sagen.

Metodologien er ret simpel: Man giver lande en score mellem nul og fire, afhængig af hvor mange af de følgende spørgsmål man kan svare ja til: Har landet haft en gennemsnitlig, årlig vækst i købekraften mellem 2000 og 2007 (dvs. umiddelbart før finanskrisen satte ind) på mere end fire procent? Har væksten været højere end tre procent? Er det potentielle marked blandt de 20 procent rigeste (altså den del af befolkningen, der ville kunne købe varer af vores normale kvalitet og udbud) større end det tilsvarende marked i f.eks. Spanien når man måler på BNP? Er markedet større når man måler på privatforbrug? Denne simple regel giver således hvert land en ’karakter’ for, hvor interessant det er som emerging market.

Kun tre lande får en score på fire: Indien, Kina og Rusland. Alle har store potentielle markeder, og alle voksede hurtigt i perioden 2000-2007. Jeg vil dog tillade mig at stille et spørgsmålstegn ved Rusland. Den russiske vækst har i det store og hele været en konsekvens af høje energipriser på verdensmarkedet, og landet mangler i desperat omfang reformer af både økonomi og institutioner for at gøre væksten stabil på længere sigt. Det samme gælder i et vist omfang Kina, selvom de ekstreme vækstrater imponerer.

En mindre gruppe lande får en score på tre, primært pga. lidt lavere vækstrater. Disse lande er: Iran, Pakistan, Thailand og Ukraine. Denne gruppe tæller også lidt rigere lande som Polen og Sydkorea. Her er overraskelserne altså, ikke mindst to tidligere kommunistiske lande tæt på os. Og hvor mange havde regnet med at se Iran og Pakistan i den interessante halvdel? Men de to lande ser faktisk virkeligt interessante ud, vurderet på objektive kriterier.

I gruppen med en score på to, ligger de naturligvis også flere interessante lande. Brasilien, Indonesien, Mexico og Tyrkiet har alle store mellemindkomstmarkeder, der indlysende nok er attraktive for bl.a. danske eksportvirksomheder. Problemerne er blot deres vækst. Brasilien, som altid nævnes som et af de spændende lande, havde for eksempel kun en gennemsnitlig årlig vækst i købekraften i perioden på 1,7 procent. Indonesien (2,7 procent) og Tyrkiet (2,3 procent) ser faktisk mere interessante ud på den lidt længere bane.

Pointen er, at når man ser på fakta og ikke blot spin og småsnak fra VL-grupper, ændrer billedet sig en hel del. Nok er Indien og Kina stadig de absolut mest interessante lande – hvem ville sige nej til at levere til en hurtigt voksende middelklasse på 300 millioner mennesker i et demokratisk land? – men mange andre lande, der er udnævnt til at have særlig interesse, ser faktisk ikke særligt spændende ud. Det gælder ikke mindst for Brasilien, som endda har valgt en ny statsleder med bekymrende økonomiske ideer. Og så må man ikke glemme de mindre sexede, men stadig attraktive områder. En del lande i Kaukasusregionen vokser faktisk hurtigt i disse år, ikke mindst Georgien (9,0 procent) Kazakhstan (8,5 procent), Armenien (9,9 procent), Azerbaijan (12,7 procent) og Tajikistan (4,9 procent), der tilsammen tæller en befolkning på 36 millioner, dvs. et potentielt marked på størrelse med Spanien. Måske ville det være en idé at se mere på fakta, og lytte mindre til vrøvl fra tilfældige politikere, embedsmænd og erhvervsfolk unde bredere udsyn.

Video fra Thomas Sowell “mini-konference”

Af Niels Westy, den 23. januar 2011. 1 svar

Som jeg fortalte i en tidligere post, blev der i torsdags afholdt en “minikonference” med udgangspunkt i Thomas Sowell’s omfattende forfatterskab. Der er nu kommet video fra arrangementet, det kan enten ses nedenfor eller, hvis man måtte foretrække det, ved at gå ind på CEPOS hjemmesider.

[videoplayer file=”http://cepos.podhandle.dk/minikonferenceomts0.mp4Mobile.mp4″ /]

For os der stod for arrangementet var det en positiv oplevelse, at så mange var mødt op, og vi er nu i gang med at planlægge kommende arrangementer med udgangspunkt i Sowells omfattende forfatterskab (hvoraf ingen af hans bøger desværre er oversat til dansk).

Hvis nogen af denne blogs læsere har bud på emner der kunne være interessante eller på anden måde ideer til, hvordan kendskabet til Sowell kan blive mere udbredt i Danmark, er mere end velkomne.

Mit eget indlæg handler om kultur og individers valg af samme (ikke national – der går en del borgerlige går helt galt i byen og vores forskellige kulturer står tilbage som rene postulater). Primært er der dog tale om et forsøg på at eksemplificere en række pointer hos Sowell rettet mod multikulturalisternes grundlæggende påstand om at der ikke eksisterer kulturer der er bedre end andre – kun kulturer der er forskellige, og at alt ondt (også i Danmark) skyldes racisme og stigmatisering. Der er dog grund til at antage, at det væsentligste integrationsproblem er den moderne velfærdsstat, der hindrer minoriteters og indvandreres naturlige tilpasning – der primært er en funktion af om det kan betale sig.

Generel interesse: Kyklos, februarnummeret 2011

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2011. 4 svar

Når nye numre af fagtidsskrifter på ens område kommer, er der som oftest ikke mere end én artikel, som ser interessant ud. Nogle gange er der ingen, men nogle gange er selvfølgelig undtagelser. Februarnummeret af Kyklos, der er tilgængeligt online nu, er netop en af dem. Ikke blot er min fælles artikel med Andreas Bergh blevet ’lead paper’, men nummeret indeholder flere ganske interessante studier. For at – forhåbentlig – stimulere vores læseres appetit, er her abstracts og nødvendige oplysninger på fire af de artikler, der publiceres i Kyklos i denne omgang. Vi håber, at læserne synes nogle af dem er lige så interessante som vi gør.

Andreas Bergh og Christian Bjørnskov, “Historical Trust Levels Predict the Current Size of the Welfare State”, Side 1-19 Læs resten →

Reklame for “mini-konference” om frihedstænkeren Thomas Sowell

Af Niels Westy, den 9. januar 2011. Skriv et svar

Dette indlæg er nok først og fremmest af interesse for de der bor på Sjælland. Torsdag den 20. januar afholder Cepos en “mini-konference” om og med udgangspunkt i Thomas Sowell, hans forfatterskab og ideer. Tilmelding kan ske her.

Programmet er som følger:

17.00-17.10 Velkomst og kort introduktion til personen Thomas Sowell

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet

17.10-17.35 Økonomiske og politiske fejlslutninger

Ved cand.mag. Michael Jourdan, Center for Rusmiddelforskning, Århus Universitet:

Sowell fremlægger en lang række eksempler på gængse fejlslutninger indenfor politik og økonomi, hvor forkerte fortolkninger eller forklaringer viser sig at have direkte og ofte utilsigtede skadelige virkninger. Ved en bedre forståelse af den sociale virkelighed kan der også drives en mere fornuftig politik.

17.35-18.00 Hvad er diskrimination?

Ved lektor, ph.d. Mehmet Ümit Necef, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet:

Kan diskrimination være ‘rationel’? Kan bestemte grupper have ‘velfortjent dårligt ry’? Der tales meget om diskrimination, men der er ikke mange der definerer begrebet ordentligt. Begrebet bruges i flæng og det er blevet populært at påstå, at denne eller hin gruppe bliver diskrimineret. Oplægget vil forsøge at præsentere en definition med inspiration fra Thomas Sowell.

18.00-18.15 Pause (vand, kaffe og te)

18.15-18.40 Sådan skabes en ghetto.

Ved Niels Westy Munch-Holbek, cand.polit., Præsident for Akademiet for Fremtidsforskning:

Med udgangspunkt i Sowells trilogi “Race and Culture”, “Conquest and Culture” samt “Migration and Culture” samt “Black Redneck and White Liberals” stilles der spørgsmålstegn ved, om den danske velfærdsstatskultur med dens særlige dyrkelse af danske værdier i bund og grund er lige så håbløs som multikulturalisternes dyrkelse af minoritetskulturer.

18.40-19.00 Selvretfærdighed som politisk problem

Ved mag. art. Henrik Gade Jensen, projektleder og leder af CEPOS Universitet:

I flere bøger har Sowell påpeget moralske rigiditeter eller tabuer som barrierer for en pragmatisk politik baseret på erfaring og sund fornuft. Følelsen af at være udvalgt eller retfærdig blokerer ifølge Sowell politikeres udsyn og kan forklare, hvorfor samfundsforhold over tid får lov at udvikle sig vrangt og trægt. Samtidig kan vi ikke undgå at fortolke samfundet gennem visioner, hvorfor en diskussion om de rigtige “ideologier” bliver afgørende.

Som det fremgår er denne post’s forfatter en af talerne. Det skal med det samme erkendes, at overskriften “Sådan skabes en ghetto” dækker over et andet udtryk, der er lidt/noget mere kraftfuldt. Hvad det er må man møde op for at finde ud af, – eller vente på at lydoptagelsen fra arrangementet bliver tilgængelig på Cepos hjemmesider.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=2GklCBvS-eI&feature=related[/youtube]

Statsministerens nytårstale – håb forude eller……?

Af Niels Westy, den 2. januar 2011. 5 svar

Lad det være sagt med det samme. I forhold til regeringens første politik siden den kom til magten i 2001, var Lars Løkkes nytårstale et på mange måder (tiltrængt) nybrud. Man kan kun glæde sig over, at man endelig taler om at afskaffe efterlønnen. Men når Lars Løkke får ros for (endelig) at “træde i karakter“, så er det vist først og fremmest udtryk for hvor godt og grundigt vi hænger fast i den socialdemokratiske hængedynd, der er den “unikke” danske velfærdsmodel.

Statsministerens tale var ikke et opgør med denne model – tværtimod. Det var først og fremmest en anvisning på hvordan man kan få den til at hænge sammen lidt længere. Den grundlæggende argumentation for at afskaffe efterlønnen var jo ret beset, at det ville sikre ressourcer andre steder i den offentlige sektor. Og så bliver valget af efterlønnen jo lidt arbitrær.

I sin tale peger statsministeren på, at;

Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af usund økonomi, voksende gæld, højere renter og tab af arbejdspladser. Og vi vil blive nødt til at skære i kernevelfærden. I sygehuse og skoler. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod. Vi vil gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre. Vi vil løfte en god folkeskole ind i en fremtid, hvor danske børn skal kunne måle sig med de bedste i verden.

Og senere i talen understreger understreger han, at

For det første koster efterlønnen 16 milliarder kroner hvert år. Det svarer til udgifterne til 240.000 folkeskoleelever eller 40.000 plejeboliger eller mere end tre nye supersygehuse. Om året! Hvert år!

Hermed ligger talen desværre i forlængelse af hvad de konservatives Henriette Kjær udtalte til Jyllands Posten den 29.12, nemlig at;

De Konservative har gødet jorden for det her [afskaffelse af efterlønnen] i næsten et år. Det har betydet, at befolkningen har fået øjnene op for, at de 20 mia. kr., som bruges på en relativ lille gruppe mennesker i befolkningen, kan bruges på andre ting som folkeskolen, dagpleje og sundhedsvæsenet.

Så kunne man jo med en hvis rimelighed pege på, at hvis Danmark opnåede samme effektivitet som det finske uddannelsessystem ville det indbringe ca. det dobbelte i årlig besparelse. De er altså med væsentligt færre midler i stand til at “producere” det vi ikke kan herhjemme, men som statsministeren ønsker sig – “børn der kan måle sig med de bedste i verden”

Uden gennemgribende reformer kan det meget vel (hvis det altså lykkes at gennemføre ændringer af efterlønnen på denne side af valget) vise sig, at gevinsten vil blive soldet op og blot kortvarigt stille den offentlige sektors tilsynladende grænseløse sult (og evne til at opfinde nye problemer der naturligvis kræver kollektive løsninger).

Som professor Michael Svarer, institut for økonomi på Aarhus Universitet  siger til Børsen:

I det hele taget må man sige, at en reform af efterlønnen ikke kan stå alene. Der skal flere tiltag til, hvis dansk økonomi skal rettes op.

Og så er vi ved et grundlæggende forhold; Var statsministerens tale præget af reformiver ud af et hensyn til den danske befolknings ve og vel i fremtiden, eller var den først og fremmest båret af ønsket om at “redde” de grundlæggende træk i en dysfunktionel velfærdsmodel, der er hovedansvarlig for Danmarks pauvre økonomiske vækst de seneste årtier (se Christians tidligere indlæg) med udsigt til en endnu ringere fremtid? Desværre hælder jeg mest til det sidste.

Det er sikkert forståeligt ud fra en professionel politikers synspunkt. Vores velfærdsmodel indebærer jo at politikeren er placeret som en central aktør, og sikrer at man kan føre sig frem på sin evne på at “frelse vælgerne”. Godt nok er der tale om en illusion, men da de fleste i den “politiske klasse” er enige om at der ikke er grund til at bryde illusionen, er det et punkt hvor opposition og regering grundlæggende støtter hinanden. For tænk hvis det gik op for den brede befolkning, at de reelt ville klare sig bedre og have flere “velfærdsydelser” til rådighed hvis politikerne og deres vilige hjælpere fyldte mindre.

For hvad mener statsmininisteren egentlig, når han i sin tale siger, at

for alle os, der er vokset op med velfærdsamfundet, kan vores rige og trygge Danmark føles nærmest som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, vi skal arbejde for hver dag.

Mener han så, at vi først og fremmest er sat på denne jord for at knokle for velfærdsstaten? – eller tror han virkelig selv på vores velfærdsmodels “unikke” evne til at producere store mængder af “velfærdsydelser”. Hvis det er tilfældet, så tager han grueligt galt.

Som det fremgår af nedenstående sammenligning af “produktionen” af velfærdsydelser i en række OECD-lande, må vi konstatere, at på trods af den største offentlige sektor og det højeste skattetryk, så er vores samlende produktion af velfærdsydelser (der inkluderer pension og andre former for overførselsindkomster, uddannelse, sygehuse osv.) som andel af BNP, ikke større end en række andre lande med en mindre offentlig sektor og et lavere skattetryk.

Samlet produktion af velfærdsydelser i andel af BNP

Kilde: http://www.oecd.org/document/9/0,3746,en_2649_34637_38141385_1_1_1_1,00.html

Sammenligner vi med USA , er den samlede “produktion” herhjemme godt nok et par procent højere, målt åp andel af BNP. Men da BNP per capita er ca. 20-25% højere i USA indebærer det, at produktion af velfærdsydelser per indbygger er højere i USA end herhjemme!!

Den borgerlige regering har de sidste 10 år i den grad forspildt at sætte en anden dagsorden, hvor personligt ansvar og frihed er kodeordene i modsætning til socialdemokratisk kvælende kollektivisme, og i det lys er talen måske nok et sort skridt. Men det i så fald primært fordi vi har haft en borgerlig regering af navn, men socialdemokratisk af gavn.

En regering der ofte har foretrukket at henvise til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd frem for Cepos, og som allerede tidligt viste at man var mere end villig at spille med på lighedsmageriets ulidelige banehalvdel. Men igen, når alt er sagt, lidt har naturligvis også ret.

Ingen tvivl om at alternativet (S-SF) er langt værre. Men vi må nok konstatere, at vi fortsat har en regering, der stiller sig tilfreds med at administrere et system baseret på, hvad den amerikanske økonom Thomas Sowell i et lyrisk øjeblik engang udtrykte i “The Poverty Pimps’ Poem“:

Let us celebrate the poor,
Let us hawk them door to door.
There’s a market for their pain,
Votes and glory and money to gain.
Let us celebrate the poor.
Their ills, their sins, their faulty diction
Flavor our songs and spice our fiction.
Their hopes and struggles and agonies
Get us grants and consulting fees.
Celebrate thugs and clowns,
Give their ignorance all renown.
Celebrate what holds them down,
In our academic gowns.
Let us celebrate the poor.

Indtil man højt og med klar røst tør sige, hvad fagkundskaben har sagt i årtier, nemlig at det grundlæggende problem er indretningen af vores velfærdssystem – eller som Ole Birk Olesen kalder det, “Taberfabrikken” – skal man næppe forvente det store.

Jeg er klar over at en del vil indvende, at jeg jo er en politisk amatør med mit krav om et egentlig opgør med vores nuværende velfærdssystem, og det medgiver jeg gerne at jeg er. Men modsat bør man også stille sig spørgsmålet; Er de “profesionelle” politikere reelt interesserede i at tage et opgør med et system der reelt gør os alle fattigere, men som unægtelig sikrer netop en bestemt slags politikere en central rolle?

Jeg tvivler.

Og hvorfor valgte man, at det netop skulle være de under 45 år, der ikke skulle have retten til efterløn? Hvorfor ikke dem under 50 eller 55? eller slet og ret alle der ikke er nået de 60 år endnu? Der er intet der tilsiger at folk der har haft deres erhvervsaktive år siden slutningen af 1960erne eller begyndelsen af 1970erne, for slet ikke at tale om begyndelsen af 1980erne på nogen måde skulle være mere nedslidte (for dem der er har vi jo som bekendt altid haft muligheden for en førtidspension) eller på anden måde have et større krav på muligheden for efterløn end de, hvis erhversaktive karriere startede i slutningen i 1980erne eller begyndelsen af 1990erne.

Kunne det tænkes at det først og fremmest skyldes at Dansk Folkepartis vælgere primært er over 45, og at man muligvis vil anvende det faktum, at Helle Thorning i forbindelse med hendes valg til formand for socialdemokratiet i 2005 antydede at efterlønnen for de der på daværende tidspunkt var under 40 år (nu under 45 år) skulle afskaffes skal anvendes i den kommende valgkamp? Og hvad er til hinder at man ender med at skæringsalderen for efterløn sættes til 40 år (kunne være DFs “pris”)? eller 35 år eller…..

Som allerede nævnt vil det værste uden tvivl være en S-SF regering efter næste valg, og derfor skal statsministeren have ros for at foreslå en afskaffelse af efterlønnen. Men uden hjælp skal man næppe forvente for meget af Venstre og Konservative – Det er vist fortsat først og fremmest det magelige bagsæde i ministerbilerne der dikterer deres politik. Og så må befolkningens ve og vel jo vige.

Indtil vi får en parlamentarisk situation hvor de afgørende stemmer leveres af et parti der ønsker reelle reformer, er det bedste råd til de aldersgrupper, som statsministeren lægger op til skal finansiere den efterløn der også skal betales de kommende mange år, fortsat være;

Tag en uddannelse der kan bruges i udlandet

and get the hell out of here!!

Dansk velstandsudvikling – hvad vi burde tale om!

Af Christian Bjørnskov, den 30. december 2010. 2 svar

Der tales meget om den danske udvikling i velstand. Cepos og andre har gjort opmærkso m på, at Danmark stille og roligt falder i de internationale rangeringer, men danske politikere (udenfor LA) har stort set ignoreret det. Så i tråd med talemåden, at et billede taler højere end tusinde ord, er her dagens blog i figurform. Den tykke, sorte streg er Danmarks gennemsnitsindkomst (BNP per capita, købekraftsjusteret) i forhold til OECD-gennemsnittet – hvis nogen skulle være i tvivl. Figuren viser således den relative økonomiske vækst over perioden 1970 til 2009. De andre streger repræsenterer vores nærmeste naboer, som man nok burde tro vi kunne følge med. Og for dem, som er ekstra interesserede, er det ganske tydeligt, at faldet har været klart værst i Fogh-regeringernes periode (i gennemsnit 0,8 procentpoint per år).

Islam og demokrati

Af Christian Bjørnskov, den 27. december 2010. 12 svar

De senere år er der kommet en del studier, der peger på at Islam som dominerende religion ofte holder en demokratisk udvikling tilbage. I lyset af, hvor politisk kontroversiel snart sagt enhver kritik af Islam er, er der mange gode grunde til at være ekstra omhyggelig i denne type studier. Den slags grundighed er præcist hvad punditokraternes kollega og ven Niklas Potrafke (Uni Konstanz) er ved at blive kendt for.

Potrafkes studie af forholdet mellem Islam og demokrati er kort før jul blevet optaget til publikation i et førende, videnskabeligt specialtidsskrift, Public Choice. I artiklen ’Islam and Democracy’ (gatet version her) bruger Potrafke det nye DD-indeks, et særdeles konservativt mål for demokrati ifølge hvilket et land kun er demokratisk, hvis der afholdes valg, der ikke møder international kritik og derfor må betragtes som frie og fair, hvor valgene bliver respekteret, og hvor enhver regering kan stemmes ud. Indekset er i sig selv konsekvensen af et særdeles grundigt af Jose Cheibub, Jennifer Gandhi og Jim Vreeland. Som et eksempel på, hvor omhyggeligt og konservativt, DD-indekset er, kan man for eksempel nævne at Botswana ikke kategoriseres som demokratisk. På trods af at alle er enige om, at Botswana afholder frie og fair valg, har landet aldrig haft et regeringsskifte.

Potrafke kontrollerer omhyggeligt for flere faktorer, der i princippet kunne få det til at se ud som om islamiske lande er mindre demokratiske, selvom det ikke havde noget med religionen at gøre. For eksempel sørger han for at tage virkningen af at være et olieland i betragtning, ligesom han kontrollerer for effekten af at have et socialistisk eller socialistisk inspireret retsligt system. Den ’sædvanlige’ inklusion af regionale forskelle og indkomsteffekter er også med.

På trods af denne omhyggelighed – og der er væsentligt flere tests end den relativt korte artikel rapporterer – finder Potrafke på tværs af op til 191 lande, at en ti procent stigning i andelen af befolkning, der er troende muslimsk, er forbundet med en to til tre procent lavere sandsynlighed for at landet er demokratisk, alt andet lige. Der er dermed ny og robust evidens for teorien om at Islam ikke er umiddelbart foreneligt med demokrati; men – som forfatteren også medgiver (i personlig kommunikation, som det hedder) – er Indonesien på vej til at blive pænt demokratisk på trods af dets meget store muslimske befolkning. Måske er det et særligt problem ved traditionel, arabisk Islam?

Punditokraternes julehilsen 2010

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2010. 1 svar

Så er det atter blevet tid til at synke ned i den traditionelle, danske jul. Og ligesom sidste år, kommer her derfor det traditionelle julekort fra Redacteuren til Punditokraternes trofaste læsere, før han også når det magiske øjeblik klokken fire i dag, hvor julen indtræder.

Igen i år er der en stor tak til de mange læsere – både dem der blot følger med i Punditokraternes interesser og udgydelser, og dem, der aktivt kommenterer på vores indlæg. Som altid gælder den tak også dem, der med jævne mellemrum erklærer sig uenige med os. For mens vi er glade for at bidrage til den danske debat på et lidt andet grundlag end de fleste, og forhåbentligt også på et mere solidt, vidensbaseret fundament, er vi også være taknemmelige for, at vores egne argumenter bliver udfordret konstant.

Videre til punkt to: Årets begivenheder. 2010 bød ikke på de helt store ændringer, og dog. Det politiske spektrum i Danmark blev markant bredere. Liberal Alliance har etableret sig som en troværdig spiller til højre for regeringspartierne, og se ud til at have overhalet de konservative i meningsmålingerne. Herfra skal lyde en stor tak til Anders Samuelsen, Ole Birk og de andre ildsjæle, der har givet højrefløjsvælgere et andet valg end socialdemokratisk politik i Claus Hjorts indpakning. Ligeledes skal der også lyde en tak til Enhedslisten for at strække det politiske spektrum den anden vej. Begge partiers eksistens betyder, at dansk politik kan handle om lidt andet end hvordan man forsøger at opfylde medianvælgerens mest tåbelige ønsker.

Der blev derfor også året, hvor vi ikke fik et valg. Persistente rygter sagde ellers, at Løkke var klar på aftrækkeren sidst på foråret, men det blev ikke til noget. Meningsmålingerne vendte og Løkke har haft endda meget svært ved at holde sine kolleger i ave, og ministre som Troels Lund Poulsen vækker endda afsky et stykke for sin apparatjik-opførsel ind over midten. Så alt er udskudt til 2011, hvor vi kan håbe at valget kommer til at handle om noget andet end hvem, der kan være den bedste velfærdskustode.

Vores sidste punkt i dag er dog det vigtigste: Julen selv. Året er ved at være ovre, og når vi når januar, vender danskernes opførsel tilbage til det almindelige igen. Så umiddelbart før julefreden sænker sig, er den eneste, helt uvidenskabelige og aldeles ukontroversielle pointe med dagens indlæg ganske simpel: Her fra redaktionen skal der lyder et varmt ønske til alle punditokraternes bidragsydere og hele vores læserskare om en Glædelig Jul og et Godt Nytår.

Hvordan reducerer man bedst offentlig gæld?

Af Christian Bjørnskov, den 19. december 2010. 13 svar

Oven på finanskrisen er mange lande endt med en stor – og voksende – offentlig gæld. Flere var allerede før krisen langt fra på en bæredygtig kurs. Grækenland ville for eksempel være endt i store problemer uden krisen, der blot afslørede hvor dårligt, de græske statsfinanser havde det. Andre lande har forsøgt sig med store keynesianske finanspolitiske pakker, uden at man dog umiddelbart kan se meget effekt. I alle disse lande har regeringerne opbygget en stor gæld, der stiger i takt med at man udskyder de politisk smertefulde valg, der kan bringe økonomien på ret køl igen.

Men gælden skal ned, også i Danmark, og spørgsmålet er derfor, hvordan man bedst gør det. Skal man rette statsfinanserne op ved at hæve skatterne – og hvilke skatter – eller bør man sænke udgifterne i stedet for – og i det tilfælde, hvilke udgifter? Ny forskning fra den europæiske centralbank giver svar på, hvilke strategier der normalt bringer succes på længere sigt, når man skal have statsgælden ned.

ECB’s Christiane Nickel, Philipp Rother og Lilli Zimmerman har i papiret ”Major Public Debt Reductions: Lessons from the Past, Lessons for the Future” (ECB working paper 1241) set på gældsreduktion i perioden mellem 1985 og 2009 i Europa. Og deres erfaringer bliver ikke populære. En lang række tests viser klart, at permanente gældsreduktioner kommer fra reduktioner i offentlige udgifter, og helt særligt reduktioner i sociale udgifter og lønninger i den offentlige sektor. Hvis man er heldig eller dygtig og får højere økonomisk vækst, hjælper det indlysende nok også med at reducere gældsbyrden. Sidst, men ikke mindst, viser det sig at permanente gældsreduktioner er mere sandsynlige når lande får højere omkostninger ved at servicere deres eksisterende gæld.

Omvendt virker det ikke som om at skatteforhøjelser og mere generelt forsøg på at øge statens indtægter er en effektiv måde at reducere gældsbyrden på længere sigt. Med andre ord virker det ikke sandsynligt, at traditionelle løsninger, der søger at bevare statens størrelse, kommer til at virke. En del af problemet er, som Nickel, Rother og Zimmerman nævner, at udgiftsforhøjelser har en tendens til at føre til lavere vækst, mens massive reduktioner af europæiske landes offentlige udgifter på længere sigt er gavnlige for den langsigtede vækst, og derfor også ekstra gavnlige for en permanent gældsreduktion.

Med de nye indsigter fra ECB kan man måske se Europas og USA’s problemer i et nyt lys. Er Obama-administrationen på ret kurs, når de forsøger at hæve skatterne og blande sig i økonomien? Har man politisk vilje og ansvarlighed i Grækenland, Portugal eller Italien, når nedskæringer bliver pinligt nødvendige? Er der europæiske lande, man lige så godt kan afskrive? Det sandsynlige svar er nok nej, nej og ja. Og hvad med Danmark? Hvad er strategierne fra S-SF og regeringen, når også den danske gæld begynder at stige? Tja, det er ved at blive svært at være optimist, når man nu ved, hvad der normalt virker.