Institute for Justice har en hjemmeside, med overblik over en lang række lavtlønsjob, der kræver licens. Siden giver et godt indblik i de store problemer USA har med overregulering.
Det er virkelig skræmmende data. Fx kræver 37 ud af de 50 delstater en uddannelse, hvis man vil arbejde som shampooer (dvs. vaske kunders hår).
“On average, aspiring shampooers must pay $130 in fees, complete 248 days of education and experience, and pass about two exams”
Only in the US (og UK faktisk…)
En af de mange falske myter om velfærdsstaten er, at den skyldes en bevidst plan. Det er langt fra tilfældet. Begyndelsen på den moderne velfærdsstat – folkepensionen – kom ganske vist efter et længere politisk slagsmål. Men mange af de tunge udgiftsområder opstod som mindre udgiftsposter, der med tiden fik vokseværk. Udgifterne til dagpenge svulmede under 70’ernes arbejdsløshed. Efterlønnen var tænkt som en mindre ordning og opstod som et kompromis under SV-regeringen, hvor Venstre gik med mod til gengæld at få indført atomkraft (en aftale der siden løb ud i sandet). Udgifterne til det offentlige sundhedsvæsen er svulmet, fordi behandlingsmulighederne og levetiden er steget, og at sygekasserne blev afskaffet. De fleste af velfærdsstatens ordninger gav anledning til adfærdsændringer, som skubbede regningen op.
Under coronaen og de aktuelle energiprisstigninger har politikerne foretaget endnu en udvidelse af de forsikringsopgaver, staten tager sig af. Under coronaen havde det form af løntilskud, hjælpepakker og kreditter til erhvervslivet. Der blev også udbetalt et engangsbeløb til overførselsindkomstmodtagere – om end det var lidt svært at begrunde, hvorfor netop de blev ramt af epidemiudbruddets konsekvenser.
Under de aktuelt høje energipriser har regeringen af flere omgange lagt ”varmechecks” på bordet, og oppositionen har primært kritiseret, at ikke flere blev omfattet.
I sig selv har disse udbetalinger begrænset effekt på de langsigtede offentlige finanser. Hvis de vel at mærke er engangsforeteelser. Men vil de være det? Staten har påtaget sig nye forsikringsopgaver, og der kan meget vel have opstået forventninger om, at staten står klar i lignende situationer. Ikke så snart brød f.eks. energistigningerne løs, før røster i erhvervslivet ønskede sig nye hjælpepakker.
De risici, der normalt er knyttet til prisudsving for forbrugerne og konjunkturudsving for erhvervene, har de tidligere selv måttet beskytte sig imod. Andre risici har velfærdsstaten som sagt allerede taget på sig. Men hvorfor ikke – kunne man spørge sig – lade staten påtage sig alle risici. Hvorfor ikke bare have en stor forsikringskasse for det hele?
Det er der en række rigtig gode grunde til:
Fristelsen til at forlange, at staten skal overtage vore risici, er forståelig og enorm. Men den kommer med en pris. Bastiat definerede staten som det store bedrag, hvorigennem alle søger at leve på alle andres bekostning. Realiteten er, at vi samlet taber ved at forsøge at lade staten overtage risiciene – hvilket er lidt paradoksalt, hvis vi alle sammen forsøger at undgå risiciene og deres omkostninger.
Bryan Caplan har fået en ny blog, der hedder “Bet On it”.
Jeg vil anbefale dig at abnnere på bloggen. Caplan er en ekstremt interessant person, som skriver godt og logisk. Og stiller mange gode spørgmål.
Her er fx et udsnit fra hans indlæg om navnet på sin nye blog:
If someone claims that “Safety should be our absolute priority,” we should be taken aback if he eats in a restaurant during a pandemic. The same goes if a habitual heavy drinker insists, “I do everything for my family,” an irregular church-goer declares, “Nothing is more important to me than my faith,” or a London homeowner announces, “Immigrants have ruined the city.” Actions speak louder than words: If immigrants really “ruined” London, why don’t you sell your pricey home and move elsewhere?
The seductive power of hyperbole is one major cause of the gap between words and actions. Overstatement comes naturally to most human beings. Measuring your words, in contrast, requires conscious effort. If immigrants annoy you, what fun is it to say something reasonable, like “Immigrants have made this city 2% worse for me”? Sure, such a statement lets you rebut the “Why don’t you sell your pricey home and move elsewhere?” challenge with a curt “Because a 2% decline in the value of living in London is far too small to justify a move.” But when you make your position credible, you make it bland. And who wants to be bland?
Du kan finde indlægget her Og du kan abonnere på bloggen øverst på forsiden her.
Jack Mintz fra Fraser Institute og School of Public Policy hos University of Calgary har i skrevet om vores meta-studie i Financial Post.
Han beskriver bl.a. – ret klart – hvorfor kritikken af, at vi ikke medtager modelstudier (som primært blev fremført af epidemiologer), var helt forfejlet. Her er teksten (mine fremhævninger):
Not surprisingly, many epidemiologists took vigorous exception to these results, which are so different from their theoretical models, which were excluded from the analysis. In their view, the Johns Hopkins study cooked the books. In fact, something deeper is at issue.
The scientific method is a proven approach to garnering deeper insights into how the world behaves. It begins with the development of a theory that rests on several assumptions, such as how a disease spreads in the population (e.g., by air or by touch). The theory is then used to derive a prediction, such as the number of COVID deaths avoided. The theoretical models that emerge are typically sophisticated mathematical equations that yield numerical predictions once data are applied to each variable in the model.
The models have to be tested, however. That requires analyzing past data to see whether their predictions were in the ballpark. This is not an easy task since observations, such as the number of COVID deaths, depend on many other factors besides lockdowns and these also need to be included in the analysis. One approach to create more confidence in a theory is to “backdate” models to see if their predictions are close to what actually happened. Set the model up with data that goes to 2010, say, and then see if it “explains” what happened between 2010 and now.
The Johns Hopkins authors were right to include in their meta-analysis only papers that had been tested empirically, not those that had only made theoretical predictions. Whether their conclusion about the effect of mandates is correct only time will tell. Future studies will determine which theories are correct or not. That’s how the scientific method works.
Foreign Policy har skrevet en interessant artikel om, hvor galt det kan gå med central regulering.
Deres overskrift er ganske vist “Økologisk landbrug gik katastrofalt galt”. Men det er ikke økologisk landbrug, der evar problemet i Sri Lanka. Det var central regulering. En bedre overskrift havde i mine øjne derfor været “Central regulering gik katastrofalt galt”.
Her er et udsnit af artiklen:
Sri Lankan President Gotabaya Rajapaksa promised in his 2019 election campaign to transition the country’s farmers to organic agriculture over a period of 10 years. Last April, Rajapaksa’s government made good on that promise, imposing a nationwide ban on the importation and use of synthetic fertilizers and pesticides and ordering the country’s 2 million farmers to go organic.
The result was brutal and swift. Against claims that organic methods can produce comparable yields to conventional farming, domestic rice production fell 20 percent in just the first six months. Sri Lanka, long self-sufficient in rice production, has been forced to import $450 million worth of rice even as domestic prices for this staple of the national diet surged by around 50 percent. The ban also devastated the nation’s tea crop, its primary export and source of foreign exchange.
Læs hele artiklen her.
National Bureau of Economic Research har netop udsendt sit arbejdspapir nummer 30.000. For økonomisk forskning er arbejdspapirserien en utrolig vigtig kanal. En ikke ringe del af den litteratur, som siden bliver offentliggjort i videnskabelige tidsskrifter og bøger, kommer først som NBER workingpaper. Og for arbejdspapirer, der inden er kommet i en universitets- eller tænketanksserie, er det et kvalitetsstempel at komme som NBER papir.
NBER er en amerikansk tænketank, som blev grundlagt i 1920 og med det oprindelige formål at skaffe bedre data om indkomstfordeling. Siden har dens fokus bredt sig til de fleste af de emner, som økonomer arbejder med. F.eks. bedrev Milton Friedman og Anna Schwartz den forskning, som ledte til A Monetary History of the United States (1965), på NBER. Siden 1970erne, hvor NBER blev reorganiseret af Martin Feldstein, har den primært fungeret som en netværksorganisation for universitetsbaserede økonomer.
Selve arbejdspapirserien kom først til i 1973. Det tog 30 år at publicere de første 10.000 arbejdspapirer. De sidste 10.000 tog 8 år.
Mange vil nok umiddelbart mene, at sygeplejersker i højere grad udviser omsorg for andre end ejendomsmæglere. De er trods alt ”velfærdsstatens frontsoldater”.
Men helt så enkelt er det ikke, viser Jacobsen m.fl. (2022), som bruger en twist af diktatorspillet til at vise deres pointe. I diktatorspillet får én person tildelt en portion penge, og skal efterfølgende vælge, hvor stor en andel af pengene, personen vil beholde selv, og hvor stor en del af pengene, der skal gå til andre (i dette tilfælde er ”andre” Amnesty International).
Jacobsen m.fl. (2022) finder i det klassiske diktatorspil – som mange nok ville forvente – at sygeplejersker rent faktisk ER mindre selviske end ejendomsmæglere, når de skal tage stilling til, hvor mange af pengene Amnesty International skal have.
In Part 1 of our experiment, every subject was asked to share 100 Norwegian kroner (NOK), or about 16.5 USD, between themselves and Amnesty International. Our results show that brokers contribute, on average, a substantial 61 percent of their endowment; nurses‘ contributions were significantly larger, however, reaching an average of 75 percent. Thus, in this particular context, nurses were indeed more generous than brokers.
Men her stopper Jacobsen m.fl. (2022) ikke. De udvider spillet ved at give deltagerne mulighed for at betale 10 kr. for at undgå at skulle tage stilling til, om de vil give Amnesty International pengene. Og på dette punkt er sygeplejerskerne faktisk mere selviske, for de er mere tilbøjelige til at betale for at undgå at skulle tage stilling.
In the second part of our experiment, therefore, subjects were given the choice between two options, A and B. Option A implied repeating the game from Part 1 with certainty. Option B implied a 50 percent probability of repeating the game from Part 1, and a 50 percent probability of receiving 90 NOK with no opportunity to donate to Amnesty International. Thus, option B implied a 50 percent probability of costly exit from the dictator game situation. Nurses were substantially more likely to opt for the exit alternative than brokers: 36 percent of brokers and 51 percent of nurses chose B.
Aha. Så selvom sygeplejersker gav mere under part 1, så er de også mere tilbøjelige til at vælge at undgå at skulle tage stilling til at give penge til Amnesty International. Og effekten er betydelig. I gennemsnit gav de 75% af pengene væk. Hvis de ”slipper ud af spillet” og undlader at skulle tage stilling, koster det dem kun 10%. En forskel på hele 65%-point.
Men. Det bliver endnu mere komplekst:
Interestingly, however, those subjects who opted for exit but drew a repetition of the dictator game contributed substantial amounts: 31 percent for brokers and 42 percent for nurses. Even after accounting for exit behavior, nurses were more generous than brokers (in Part 2 and in total).
Som forfatterne påpeger, er resultaterne svære at forklare. Sygeplejerskerne er mere tilbøjelige til at forsøge at undgå at blive sat i en situation, hvor de skal tage stilling til, om de vil give penge til Amnesty International. Men hvis de bliver sat i situationen, donerer sygeplejerskerne mere. I hvert fald i gennemsnit.
As we discuss in more detail below, this pattern of behavior is hard to reconcile with most standard models of social preferences. One possible explanation, however, could be that nurses experience a stronger sense of duty to conform with moral ideals, and that this sense of duty applies more strongly to sharing decisions than to exit decisions.
Man kan spekulere over, om det måske netop er fordi de ved, at de vil give mere, hvis de bliver sat i situationen, at de forsøger at undgå den…
Jacobsen m.fl. (2022) er udgivet her (en gratis arbejdspapir-version kan hentes her).
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan forskere fra Ludwig-Maximilians-Universität München har konkluderet, at nedlukningerne ikke havde nogen effekt på kontakttallet, R, i Tyskland. Forskerne finder nemlig, at kontakttallet faldt til ca. 1 godt en uge før den delvise nedlukning d. 2. november 2020, hvorefter kontakttallet svingede omkring 1 på trods af diverse stramninger.
Ser vi på kontakttallet i Danmark, er historien næsten lige så tydelig. Før nedlukningen faldt kontakttallet fra 1,2 d. 28. november til 1,0 d. 9. december, hvor de første kommuner blev lukket delvist ned. Det fremgår af nedenstående figur, som er baseret på data fra SSI’s datafiler. Udover de daglige kontakttal (som SSI afrunder til 1 decimal) har jeg i figuren tilføjet et 7-dages gennemsnit (midten af ugen +/- 3 dage), så man nemmere kan se udviklingen i kontakttallet.
Nyt studie viser, at den kinesiske tradition med at invalidere kvinder ved at binde deres fødder ind (kaldet liljefødder), forsvandt da kvinder blev økonomisk værdifulde som arbejdskraft. En effekt der ikke er helt ukendt i den vestlige verden, hvor moderne teknologier som vaskemaskiner, industrialiseret fødevareproduktion osv. var med til at sende kvinderne ud på arbejdsmarkedet.
Her highligts fra studiet (mine fremhævninger):
Læs restenHeckelman og Wilson (2019) undersøger sammenhængen mellem regulering og vækst i 132 lande. De finder – hvilket giver intuitiv mening – at sammenhængen har en omvendt U-form, så et stigende omfang af regulering som udgangspunkt er forbundet med øget vækst (intuitivt, fordi det er veldokumenteret, at fx veldefinerede ejendomsrettigheder øger væksten), men at effekten af yderligere regulering bliver negativ, når omfanget overstiger vist niveau (defineret som overregulering).
Figuren nedenfor viser sammenhængen mellem regulering (baseret på Fraser Institutes Economic Freedom Index) og væksten i BNP pr. indbygger baseret på alle deres observationer. Figuren viser, at der er overregulering i ca. 60% af observationerne, og at en den samlede effekt af reguleringen i for en række observationer er negativ. Væksten ville altså – for disse observationer – være højere helt uden regulering.
Heckelman og Wilson (2019) kigger også specifikt på OECD-lande. De finder, at omfanget af overregulering er så betydeligt, at den samlede effekt af regulering på den økonomisk vækst er negativ for alle OECD-lande. Dette er illustreret i nedenstående figur, som viser at den samlede effekt er negativ for alle OECD-lande (bemærk, at der er 0 observationer til højre for den sidste lodrette, stiplede linje). Bemærk, at de – kontraintuitivt – finder en U-formet sammenhæng mellem regulering og vækst, og man kan nok diskutere, om det reelt vil give et samlet positivt bidrag til væksten, hvis man blot indfører regulering nok.
Her er abstract fra Heckelman og Wilson (2019), som kan hentes her, hvis man har adgang (jeg kan ikke finde en version med gratis adgang).
Existing evidence suggests that regulation diminishes economic growth. In theory, however, regulation may be either growth-enhancing or diminishing. We therefore empirically revisit the relation between regulation and growth, allowing for both positive and negative effects. In an unbalanced panel of 132 countries over eight time periods, we find evidence of a hump-shape relation between regulation and growth. The estimates imply that for more than 95% of the sample the total effect of regulation on growth is positive. The estimates also imply that about 60% of the sample observations are associated with over-regulation, relative to the growth maximizing level. Similar findings apply to the (majority) subsample of non-OECD nations in the dataset. However, for the (minority) subsample of OECD nations, both the total and marginal effects of regulation on growth are negative.
Det bør være velkendt, at liberaliseringen af bilsynet har været en stor succes med store brugergevinster (min tidligere arbejdsplads, Incentive, har for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen beregnet brugergevinsterne til at være 114-153 mio. kr.)
Men hvordan påvirker liberaliseringen sandsynligheden for at få bilen godkendt ved periodisk syn? Det afhænger af konkurrencesituationen, viser Habte og Holm (2022). De skriver at:
…inspection stations that operate in highly competitive markets are more lenient toward their customers than are stations that operate in less competitive markets.
Effekten er dog relativt lille og deres fixed effects estimat er fx mindre end de udsving man finder mellem forskellige måneder.
Læs resten
Forleden havde jeg den udsøgte fornøjelse at tale med min kollega, Karsten Bo Larsen, om grundskolen. Samtalen tog udgangspunkt i TV2’s udsendelse, “Flugten til privatskolerne”, men vi kom vidt omkring.
Du kan se samtalen her, eller lytte til den i din foretrukne podcast-app.
Efter samtalen skrev Mie Dalskov Pihl fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd et svar til Karstens blogindlæg, hvor hun bl.a. skriver:
Til det skriver Karsten Bo Larsen, at Kraka finder en meget lille effekt. Men mener han virkelig det? Faktum er i hvert fald, at Kraka finder, at en ligelig fordeling af elever på tværs af skoler med hensyn til herkomst og forældrebaggrund på sigt vil give 11 mia. kr. i ekstra erhvervsindkomst om året. Det mener jeg ikke er småpenge.
I vores samtale forklarer Karsten , hvorfor det er en meget lille effekt. Her er hvad Kraka skriver i deres analyse (min fremhævning):
Konkret vil en helt lige fordeling af eleverne, så elevsammensætningen er ens på tværs af skoler, resultere i en gennemsnitlig stigning i erhvervsindkomsten på 0,6 pct. Det svarer til en samlet årlig gevinst på op til 11 mia. kr. fuldt indfaset
Som Karsten forklarer, så skal der meget, meget voldsomme indgreb til, for at sikre en helt lige fordeling af eleverne. Bl.a. vil man ikke kunne tillade, at folk selv vælger, hvor de bor (fordi børn går i skole i nærheden af deres hjem). Karsten forklarer også, at effekten på 0,6 pct. i erhvervsindkomsten først kommer fuldt ud efter 60 år, når alle årgange har fået effekten af den helt lige fordelingen, og der er sket en fuld tilpasning af kapitalapparatet (han uddyber her)
0,6% over 60 år ved ekstremt indgribende regulering, hvor alm. vækst vil gøre os 100%-200% rigere. Det er i mine øjne en meget lille effekt, så jeg er helt enig med Karsten her. Jeg har på Twitter spurgt Mie Dalskov Pihl, om hun vil uddybe, hvorfor hun mener, det ikke er en lille effekt. Jeg afventer et svar.
Johan Anderberg – som jeg talte med i Regelstaten episode 55 – har skrevet et interessant indlæg om Sverige og COVID-19 under overskriften “Here’s Why No One Wants to Talk About Sweden“.
For anyone still interested, the results were impossible to deny. By the end of 2021, 56 countries had registered more deaths per capita from Covid-19 than Sweden. With regard to the restrictions that the rest of the world had put so much faith in — school closures, lockdowns, face masks, mass testing — Sweden had more or less gone in the opposite direction. Yet its results were not noticeably different from those of other countries. It was beginning to become increasingly clear that the political measures that had been deployed against the virus were of limited value. But no one spoke about this.
From a human perspective, it was easy to understand why so many were reluctant to face the numbers from Sweden. For the inevitable conclusion must be that millions of people had been denied their freedom, and millions of children had had their education disrupted, all for nothing.
Who would want to be complicit in that?
I Danmark har vi jo talt en del om Sverige, men jeg mener, at Johan har ret i, at en stor del af de udenlandske mediers og politikeres interesse for Sverige forsvandt ca. samtidig med, at det gik op for alle, at katastrofen udeblev, og Sverige faktisk klarede sig nogenlunde fornuftigt gennem pandemien uden strikse nedlukninger.
Du kan lytte til min samtale med Johan her:
Nedenstående er abstract fra Ahern & Giacoletti (2022), “Robbing Peter to Pay Paul? The Redistribution of Wealth Caused by Rent Control”.
Læs restenWe use the price effects caused by the passage of rent control in St. Paul, Minnesota in 2021, to study the transfer of wealth across income groups. First, we find that rent control caused property values to fall by 6-7%, for an aggregate loss of $1.6 billion. Both owner-occupied and rental properties lost value, but the losses were larger for rental properties, and in neighborhoods with a higher concentration of rentals. Second, leveraging administrative parcel-level data, we find that the tenants who gained the most from rent control had higher incomes and were more likely to be white, while the owners who lost the most had lower incomes and were more likely to be minorities. For properties with high-income owners and low-income tenants, the transfer of wealth was close to zero. Thus, to the extent that rent control is intended to transfer wealth from high-income to low-income households, the realized impact of the law was the opposite of its intention.
På datoen i går for 52 år siden, den 17. april 1970, landede besætningen på den amerikanske månemission Apollo 13 sikkert i Stillehavet, lidt sydøst for Amerikansk Samoa og blot seks kilometer fra hangarskibet Iwo Jima, der var sendt ud for at hente dem. De tre astronauter – James Lovell, John Swigert og Fred Haise – havde da været igennem et mareridtsagtigt forløb, som det meste af verden fulgte med i: På vej som den tredje NASA-mission til månen, førte en kortslutning til en eksplosion i deres rumskib, og tabet af begge ilttanke i servicemodulet. Historien, der er fortalt adskillige gange og ikke mindst i filmen Apollo 13 og episode 8 af serien From the Earth to the Moon, er værd at mindes af to grunde.
For det første satte NASA nærmest himmel og jord i bevægelse for at løse problemerne hos Lovell og hans kolleger. Den 13. april meddelte han i radioen til kontrolcenteret i Houston, at ”I believe we’ve had a problem here.” I Mission Control bad man ham om at gentage, hvorefter Lovell specificerede problemet med “Houston, we’ve had a problem. We’ve had a main B bus undervolt.” Bag den simple, tekniske beskrivelse af et problem lå der, at besætningen havde hørt en lille eksplosion, og at ilten fra deres hovedtank sivede ud i rummet, da det hurtigt gik op for alle, at de krystaller, som fartøjet lækkede, var besætningens iltreserver. Løsningen, som NASAs team fandt, var at de tre besætningsmedlemmer lukkede servicemodulet ned så hurtigt som det var muligt, og flyttede over i landingsmodulet. Det lille landingsmodul, der var bygget til to personer i to dage, blev de tres hjem indtil de startede servicemodulet op igen og forberedte landingen på Jorden i landingskapslen. Apollo 13 fløj således hele vejen rundt om månen som den eneste reelle mulighed – det var ganske enkelt umuligt at bremse ned halvvejs og vende rundt – i et improviseret rumskib.
En del af den fantastiske fortælling er også, at anlægget der rensede luften for CO2 i landingsmodulet ikke passede på udstyret fra servicemodulet, og NASAs team i Houston derfor måtte finde på en måde at få de to koblet sammen på – et firkantet modul til et rundt anlæg – med bl.a. omslaget til en vejledning og rigeligt gaffatape. At det alligevel lykkedes og Lovell, Swigert og Haise kan ses på dækket af Iwo Jima på billedet, skyldtes en enorm opfindsomhed og arbejdsindsats hos hundredevis af NASA-folk, og en insisteren på at det skulle lykkes. Hvis man skal hylde menneskelig opfindsomhed, er Apollo 13 et godt sted at starte.
Den anden grund til at mindes dagen er, at hele forløbet omkring Apollo 13 foregik i fuld offentlighed. De fleste mennesker var ikke særligt interesserede i måneprogrammet efter Apollo 11 landede i juli 1969 og Apollo 12 gentog bedriften i november. Det ændrede sig, da medierne meddelte om eksplosionen og den meget virkelige risiko for, at Lovell, Swigert og Haise ville dø i rummet. At stort set alt foregik i mediernes lys, kan man sætte overfor situationen da den russiske atomubåd Kursk sank i Barentshavet den 12. august 2000 pga. en eksplosion ombord. 24 af de 118 besætningsmedlemmer overlevede eksplosionen, men døde alligevel. Rusland forsøgte allerførst at holde forliset hemmeligt, afviste derefter tilbud om hjælp fra både den britisk og norske flåde, og lod grundlæggende set de 24 søfolk dø for at beskytte et autokratisk regime med en ung præsident Putin i spidsen. Forskellen mellem Apollo-programmets potentielt største katastrofe, og Kursks forlis, er et billede på forskellen mellem demokratiske retsstater og kommunistiske diktaturer.
Hele forløbet blev bragt live i medier over hele verden, og fik en virkning der viste hvordan almindelige mennesker ofte er anderledes end politikere, der således blev tvunget med i støtte til Apollo-besætningen. Paven ledte således 10000 forsamlede i Rom i bøn for rumskibet, og et endnu større fremmøde sås i bl.a. Indien. Selv den sovjetiske premierminister Aleksey Kosygin beordrede også landets militær til at give de amerikanske astronauter al assistance, de havde behov for, mens de russiske medier dækkede forløbet. Billederne fra dengang er næsten fortryllende af en hel verden, der holder vejret og håber på det bedste for tre mennesker i nød. Kontrasten til i dag er slående.
LA har fremlagt et klimapolitisk forslag. Her er mine umiddelbare kommentarer:
Forslaget hæver både skatte- og udgiftstrykket. Det skyldes, at man gør Svarrer-gruppens model 2 til en del af sit forslag. I modsætning til model 1 bruges merprovenuet fra en højere og bredere CO2-afgift ikke til at lette andre skatter, men til subsidier målrettet de mest energiintensive virksomheder (muligvis i strid med EU’s statsstøtteregler). Desuden indføres en afgift på biomasse, og der anvendes 3 mia.kr. årligt fra råderummet til at støtte udbygning af elnettet samt ydes statsstøtte til udenlandske drivhusgasreduktioner.
Forslaget indebærer ikke en ensartet pris på CO2-udledning og er ikke omkostningseffektivt. Det skyldes, at man ikke sænker energiafgifterne med mere end forhøjelsen af CO2-afgifterne. Samtidig er der kun halvt nedslag for udgifter til CO2-kvoter, mens subsidiet til de mest energiintensive virksomheder sænker deres effektive CO2-pris. Det er bl.a. varmekunderne, som betaler ekstra.
LA står for det hidtil største overbud med hensyn til klimamål. Man foreslår en reduktion på 100 pct. i 2030! Klimaloven – som bygger på udspil fra sidste valg fra Enhedslisten og Alternativet – indebærer en 70 pct.-reduktion. Radikale har foreslået at hæve det til op mod 80 pct., hvilket LA nu trumfer. Der er ingen god begrundelse ud over symbolpolitiske markeringer bag LAs arbitrære reduktionsmål. Allerede 70 pct.-målet vil blive vanskeligt at nå og kan blive meget dyrt. Svarrer-gruppen noterer selv, at det er forbundet med usikkerhed, om dens modeller når målet.
LA foreslår dog, at de sidste 30 pct. af reduktionen af 100 pct.-reduktionen skal findes i udlandet, hvor det er billigst. Konkret foreslår man imidlertid at øge de statslige subsidier til kinesiske kraftværker mv. for at sænke udledningerne. Det er ikke teknologineutralt, og det er højst usandsynligt, at det sænker de samlede udenlandske reduktioner. Man kunne derimod have opnået reduktioner i udlandet på en markedskonform måde med større sikkerhed for nettoreduktioner, hvis man kan havde foreslået at annullere C02-kvoter. LA anvender slet ikke kvotesystemet – endsige forholder sig til det overhovedet – men foretrækker planøkonomiske tiltag. LA afstår også fra at anvende udenlandske reduktioner fsv. angår 70 pct.-målet, hvor man i stedet binder sig til dyre nationale reduktioner. Igen uden nogen god begrundelse.
LA ønsker en massiv udbygning af havvind. Det skal angiveligt ske uden statsstøtte. Der vil dog være markante afledte støtteudgifter ved planen. Det vil kræve en voldsom udbygning af net-, back-up- og lagringskapacitet, og støtteudgifterne til eksisterende vindkraft kan stige.
LA vil nedsætte en kommission, som skal se på at tillade a-kraft i Danmark. Det vil dog være et slag i luften, hvis der allerede er sket en massiv udbygning af vindkraftskapaciteten. Hvad skal man så bruge a-kraft til?
LA har ved at vælge Svarrer-gruppens model 2 placeret sig tæt på, hvor regeringens udspil til en grøn skattereform vil ligge. Samtidig vil de vilde mål om 100 pct.-reduktion og vindudbygning give vægt bag de forventede krav fra regeringens støttepartier.
Newstatesman.com bragte forleden et interview med Sergey Karaganov. Hvis du lige som jeg aldrig havde hørt om ham før, er her beskrivelsen fra Wikipedia. Han er ikke hvem som helst.
Sergey Alexandrovich Karaganov (Russian: Серге́й Алекса́ндрович Карага́нов, born 10 September 1952 in Moscow) is a Russian political scientist who heads the Council on Foreign and Defense Policy, a security analytical institution founded by Vitaly Shlykov. He is also the dean of the Faculty of World Economy and International Affairs at Moscow’s Higher School of Economics. Karaganov was a close associate of Yevgeny Primakov, and has been Presidential Advisor to both Boris Yeltsin and Vladimir Putin.
Wikipedia
Jeg fandt interviewet interessant og skræmmende, fordi det giver et noget andet indblik i russisk tankegang, end jeg har mødt i andre medier (bare se overskriften på interviewet i billedet vedhæftet dette indlæg).
Karaganov giver bl.a. udtryk for, at han ikke har den store tiltro til, at NATOs artikel 5 (musketer-eden) reelt vil fungere, hvis det kommer til stykket.
There is a growing probability of a direct clash. And we don’t know what the outcome of this would be. Maybe the Poles would fight; they are always willing. I know as a historian that Article 5 of the Nato treaty is worthless. Under Article 5 – which allows a state to call for support from other members of the alliance – nobody is obliged to actually fight on behalf of others, but nobody can be absolutely sure that there would be no such escalation. I also know from the history of American nuclear strategy that the US is unlikely to defend Europe with nuclear weapons.
Særligt det sidste er skræmmende. Hvad er konsekvensen, hvis russerne tvivler på, at USA vil gengælde et atomangreb i et andet NATO-land? Her er mere:
I don’t know what the outcome of this war will be, but I think it will involve the partition of Ukraine, one way or another. Hopefully there would still be something called Ukraine left at the end. But Russia cannot afford to “lose”, so we need a kind of a victory. And if there is a sense that we are losing the war, then I think there is a definite possibility of escalation. This war is a kind of proxy war between the West and the rest – Russia being, as it has been in history, the pinnacle of “the rest” – for a future world order. The stakes of the Russian elite are very high – for them it is an existential war.
Hvis han har ret, og Rusland på et tidspunkt er ved at tabe en eksistentiel krig samtidig med, at de tvivler på, at USA vil svare på et atomangreb. Hvad er så konsekvensen?
Well, escalation in this context means that in the face of an existential threat – and that means a non-victory, by the way, or an alleged defeat – Russia could escalate, and there are dozens of places in the world where it would have a direct confrontation with the United States.
Hans tanker om Vesten er heller ikke betryggende…
So the West will never recuperate, but it doesn’t matter if it dies: Western civilisation has brought all of us great benefits, but now people like myself and others are questioning the moral foundation of Western civilisation.
Interviewet er værd at bruge 10 minutter på. Læs det her.
Der er masser af evidens for, at man kan påvirke folks valg ved at ændre på fremstillingen af et spørgsmål.
Det kan fx ske gennem “anchoring” (forankring), som er en kognitiv bias der gør, at en persons valg kan påvirkes af referencepunktet (altså: “ankeret”). Et af de klassiske eksempler er, at folks telefonnumre kan påvirke, hvor meget de vil betale for fx en god flaske vin.
The group with phone numbers ending in digits between 76 and 100 were willing to pay three times as much for the wine as those in the 0-to-25 numbered group ($36 vs. $12).
PCMA
Alex Tabarrok fra MarginalRevolution.com skriver i dag, at man bør beskatte russisk olie, fordi skatten primært vil blive betalt af russerne selv og derfor ikke vil føre til stigende priser.
Tabarroks argument er af enkelt nok. Når man beskatter et gode, bliver skatten betalt af enten producenten eller forbrugeren. Hvem der ender med at betale afhænger af, hvor prisfølsom henholdsvis producenten og forbrugerne er.
Det gode er, at det ovenstående netop er situationen for for russisk olie. Forbrugerne er meget prisfølsomme (fordi forbrugerne er ligeglade med, om det er russisk, norsk eller saudiarabisk olie, der ender som benzin i tanken), og Putins olieselskab, Rosneft, er meget pris-ufølsomt, fordi marginalomkostningen ved at pumpe olien op er langt under markedsprisen. Så selvom prisen falder, vil russerne stadig pumpe olien op.
Om Taborraks argument holder, ved jeg ikke. Hvis Rusland kan sælge sin olie til andre end Vesten, vil Rosneft reagerer på lavere priser i Vesten ved finde andre købere i fx Kina eller Indien. Og så virker skatten ikke som tiltænkt.
Men uanset hvad, har du fået en smule indsigt i økonomisk teori, hvis du er nået hertil 🙂
Det er ikke tit, jeg deler andres debatindlæg her på siden. Men dette indlæg på Finans.dk skrevet af Anders Heide Mortensen, er både underholdende og indeholder gode fakta relateret til min indlæg om samme emne (her og her).
Et par rammende citater:
Alle disse vellykkede mennesker [som kunne købe øl som 16-årige] i den alder, hvor vigende hårgrænser og tørre slimhinder er et tema, har dannet en forening, der hedder ”Drukfri Ungdom”. Drukfri Ungdom er altså en forening uden unge, der vil afskaffe unges mulighed for at købe øl.
Hjernen løb simpelthen af med ham, det var forfærdeligt. Sundhedsministeren sagde – og det er rent sludder og skrækfantasi – at hospitalernes ”akutmodtagelser i weekenderne bliver oversvømmet med unge mennesker, der kommer ind med forgiftninger, fordi de har drukket for meget”. Det nøgterne svar er et andet. Oplyser ledende overlæger på landets hospitaler. På Odense Universitetshospital får de mellem en og to unge ind til udpumpning på en weekend.
Men det hele er altså læsværdigt og kan læses (uden betalingsmur) her.