Christopher Hitchens er død

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2011. 1 svar

En af de sørgeligste nyheder sidste uge kom fredag, da medierne fortalte at Christopher Hitchens var dø af kræft i spiserøret. Hitchens, der blev 62, var kommentatorernes superstjerne – kendt for at skrive flydende, smukt og skarpt om en lang række emner. Intet var Hitchens helligt, hverken Mother Theresa, hvis fattigdomsbudskab han kun havde hån tilovers for, Henry Kissinger som han kaldte en krigsforbryder, eller Bill Clinton, som blev spiddet i bogen No One Left to Lie To.

Hitchens var en stor liberal personlighed på trods af hans start som trotskist og hans livslange bekendelse til venstrefløjen. Han røg og drak og nød livet i fulde drag – og missede aldrig en deadline. Vigtigst af alt skrev han hvad han følte sig overbevist om, uanset at hans støtte til Irak-krigen stødte hans venstrefløjsvenner voldsomt, eller at hans fremragende God is Not Great fra 2007 nærmest var et slag i hovedet på hans bror Peter, en traditionelt kristent-konservativ journalist på Mail on Sunday. I de senere år angreb han således den islamiske fundamentalisme, som han mente venstrefløjen kujonagtigt ikke kunne kritisere. I sin selvbiografi Hitch-22 skrev han således om islamofascimen:

“It was, if I can phrase it like this, a matter of everything I hated versus everything I loved. In the hate column: dictatorship, religion, stupidity, demagogy, censorship, bullying, and intimidation. In the love column: literature, irony, humor, the individual, and the defense of free expression.”

Verden har mistet en stor humanist, skribent og ikke mindst en fantstisk inspirationskilde. Her er nekrologer fra New York Times, Washington Post, Los Angeles Times, Daily Telegraph, og Berlingske.

Gæsteindlæg: Derfor er skatter og afgifter destruktive

Af Niels Westy, den 19. december 2011. 9 svar

Jeg har i tidligere indlæg henvist til en glimrende og pædagogisk fremstilling af årsagerne til finanskrisen i 2008, skrevet af Nicklas Augustine. Nicklas studerer BSc in International Business på Copenhagen Business School og er “frimarkedstilhænger” med stor respekt for den østrigske skole som repræsenteret ved nutidige tænkere såsom Walter Block, Hans Hermann Hoppe og Robert Murphy. Nicklas har ydermere taget en del kurser på Mises Academy hos Ludwig von Mises Institute.

Derfor er skatter og afgifter destruktive

I disse hæmningsløse skatte- og afgiftstider er det på tide at huske på, hvad skatter og afgifter egentlig har af effekter for en økonomi. Skatter kan anskues og angribes fra flere vinkler og således vil enkelte tænkere fristes til at påpege, at ud fra en retfærdighedsbetragtning er og bliver skatteopkrævning at sidestille med tyveri, som Rothbard skriver [1]:

(..) there is no difference between the nature and effects of taxation and inflation on the one hand, and of robberies and counterfeiting on the other. Both intervene coercively in the market, to benefit one set of people at the expense of another set.

På samme ligefremme måde beskriver økonomen Jean Baptiste Say skatter hundrede år forinden: [2]

Where is the benefit of social institutions to an individual, whom they rob of an object of positive enjoyment or necessity in actual possessions, and offer nothing in return, but the participation in a remote and contingent good, which any man in his senses would reject with disdain?

Ikke desto mindre vil denne kortfattede tekst udelukkende se på hvordan alle skatter og afgifter ud fra fundamentale økonomiske indsigter basalt set er, med David Karsbøls ord, ”hæslige og destruktive”. [3] Ud fra helt grundlæggende økonomiske betragtninger er det afgørende at notere sig, at enhver opkrævet skat per definition forbruges efter statens forgodtbefindende, imens den opkrævede skat istedet kunne være lånt ud eller investeret i produktion af andre forbrugsgoder. Som økonomen Kel Kelly formulerer det: [4]

Every $1 not paid in taxes becomes $1.20 if left in the hands of its owners. If that same 1$ goes to the government through taxes and is consumed, it becomes $0. (…) Wealth kept by its owners, when saved, creates new jobs and products for us. Wealth taken and given to someone else is spent and disappears forever.

Betragter vi skatterne ud fra et helt simpelt – hvad nogle ville kalde – mikroøkonomisk perspektiv, er det ganske problemfrit at vise, hvorledes enhver skat eller afgift destruerer velfærd for såvel forbrugeren som producenten af det beskattede gode. For at kunne forstå hvad der menes med at samfundet lider et velfærdstab ved indførelsen af en skat, skal vi kort stifte bekendtskab med fænomenet  forbrugeroverskud.

Forbrugeroverskuddet angiver hvor meget forbrugerne egentlig er villige til at betale for en given mængde, ud over det de faktisk betaler. Højden på efterspørgselskurven (D) viser således til en given mængde, hvad forbrugeren er villig til at betale. Dette beløb fratrukket
markedsprisen er således det overskud forbrugeren modtager, imens det totale overskud er det farvede område mellem markedsprisen og efterspørgselskurven.

Det er ganske simpelt at indse, hvordan forbruger-overskuddet fungerer. Koster en liter mælk 12 kroner i det lokale supermarked, kan du spørge dig selv, om denne pris vitterligt er den absolut højeste pris, du er villig til at betale. I vores eksempel koster en dunk  med 12 liter vand 3 kroner, men forbrugeren er faktisk villig til at betale 15 kroner for den første liter og opnår dermed et overskud på 11 kr. ved køb af den første liter.

Vi har således etableret en vigtig omend simpel indsigt i den gevinst, som forbrugerne oplever ved ethvert køb af et gode udbudt på markedet. Velfærdsgevinsten kan ligeledes påvises fra udbudssiden, og dette vil stå klart for læseren efter introduktionen af beskatningen er blevet beskrevet nedenfor. Bemærk at den følgende mikroøkonomiske gennemgang af, hvorledes skatter og afgifter destruerer velfærd, forudsætter et fuldkommen frit marked, men at samme resultat vil fremkomme ved monopol- eller oligopollignende tilstande! Bemærk desuden at vi af pædagogiske årsager i det følgende vil beskrive konsekvensen af en stykskat påført sælgeren, men at resultatet er nøjagtigt det samme ved skatter påført køberen!

Påføres sælgeren den omtalte skat på fx T = 10 enheder, vil udbudskurven løftes opad med nøjagtig T (=10) enheder, som vist i figuren til højre – fra S til S’. Ligevægtstilstanden  før skatten er således fundet i punktet (Q*,P*), men ved indførelsen af skatten falder mængden til Q*1, idet forbrugsprisen stiger til P*1. Det skal desuden bemærkes at forskellen mellem forbrugsprisen, P*1, og producentprisen, P*2, netop svarer til skatten.

Samfundet lider således et velfærdstab, idet ligevægts-mængden falder ved indførelsen af skatten, og tabet for forbrugerne er således det med orange markerede areal (vi mindes forbrugeroverskudskonceptet som tidligere beskrevet), imens et tilsvarende producentoverskud tabes (i figuren, arealet lige under forbrugsoverskuddet) – tabte overskud som snuppes af staten. Bemærk således det foruroligende velfærdstab: Trekanterne A + B forsvinder direkte som følge af skatten, og følgelig er dette det egentlige velfærdstab!

Udover at skatter, som påpeget af Rothbard [5], bevirker, at ressourceallokeringen i samfundet ikke længere vil forekomme på den mest effektive måde, og at et omfordelingsproblem pludselig opstår, bevirker enhver skat og afgift en direkte destruktion af velfærd (svarende til trekanterne A + B). Det forrykte er naturligvis, at denne destruerede velfærd ikke længere vil være tilgængelig i økonomien, og dermed taber både forbrugere og producenter på dette. For at gøre ondt værre påpegede Jean Baptiste Say desuden, at påføres skatterne et produkt, der fungerer som input i andre produktionsprocesser, vil udbuddet også her reduceres! [6]

Denne korte analyse af skatternes destruktive natur vil forhåbentlig blive læst af levebrødspolitikere, inden de vælger at lade økonomien lide unødigt af flere skatter og afgifter – for den interesserede læser kan det varmt anbefales at læse Murray Rothbards gennemgang af bestemte skattetypers virkning i  Binary Intervention: Taxation, i bogen Power and Market, som er tilgængelig på Mises Institute på mises.org/rothbard. [7]

Referencer og noter
De anvendte figurer er tilpasset og redigeret i forhold til Robert H. Franks originalfigurer i ”Microeconomics and Behavior”.

[1] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[2] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[3] http://www.180grader.dk/Oekonomi/david-b-karsboel-oekonom-alle-skatter-og-afgifter-er-haeslige-og-destruktive

[4] The case for legalizing capitalism af Kel Kelly (2010), side 57

[5] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

[6] http://mises.org/journals/scholar/say.pdf

[7] http://mises.org/rothbard/mes/chap16a.asp

 

Røde Kors til alverdens teenagere: I er folkemordere!

Af Nikolaj Stenberg, den 7. december 2011. 3 svar

Asymmetrisk krigsførelse er et begreb, som er blevet relevant at kende, efter den internationale intervention i dét geografisk afgrænsede område vi kalder Afghanistan. I konfliktens første måneder lod jeg på internettet mærke til en satire-tegning, som ganske fint indkapslede dét, der var mit indtryk af den måde, krigen blev ført på.

Satiren viste en amerikansk soldat og en taleban-kombattant, der imellem sig havde en mur; talebaneren var i færd med at kaste (vistnok) en håndgranat over på amerikanerens side, mens amerikanere måtte lade sig nøje med at returnere en lovsamling med krigsretlige traktattekster. At satiren – så at sige – ramte plet giver sig selv. – Og i lyset af netop de assymetriske problemstillinger f.eks. Afghanistan-konflikten har tydeliggjort ville det selvfølgelig være nærliggende at tro, at respekterede internationale organisationer, som Den Internationale Røde Kors-komité (ICRC), med stor iver og handlekraft ville kaste sig over den opgave der ligger i, at få det internationale kludetæppe af krigsretlige traktater bragt ind i det 21. århundrede.

Bevares, jeg er skam overbevist om, at et sådant arbejde pågår. Ikke desto mindre – eller måske netop derfor – blev jeg temmelig forbavset og endda lidt vrissen, da jeg her til aften kunne læse, at netop ICRC presser på for at – wait for it – computerspil skal være omfattet af Geneve- og Haagh-konventionerne (m.fl.). Således kan man ifølge computerspils-sitet Kotaku læse:

The International Committee of the Red Cross is mandated under the Geneva Conventions to protect the victims of international and internal armed conflicts. That includes war wounded, prisoners, refugees, civilians, and other non-combatants. The question they debated this week is whether their mandate should be extended to the virtual victims of video game wars.

Ganske vist er der ikke tale om, at ICRC mener, at computerspil skal være omfattet af en ny folkeretlig konvention. I stedet har man valgt den næst-latterligste løsning, nemlig at ville anmode computerspilsproducenterne om at implementerer krigsretten i deres spil. Der refereres samtidig fra en art udredning om krig i computerspil:

It is regrettable that game producers hardly ever use this possibility to creatively incorporate the rules of international law or even representatives of such rules (such as the ICRC or the international criminal courts etc.) as specific elements in the course of the game.

Alt andet lige, er det også det syn på sagen ICRC har.

Det bringer mig tilbage til satiren. For hvis ikke engang reglerne respekteres i virkeligheden, hvorfor i alverden skulle de så respekteres i et computerspil? Og hvad med computerspil, der foregår i fortiden eller måske endda i en anden verden; skal de være omfattet?

Norsk panik og norsk landbrugspolitik

Af Christian Bjørnskov, den 7. december 2011. Skriv et svar

EPN meldte i går, at Norge er ramt af ’smør-panik’. Jeg må indrømme, at da jeg læste nyheden – meget passende mens jeg ventede på et fly i New Zealand – kom jeg til at grine højt. Nordmændene og deres supermarkeder er løbet tør for smør, fordi regeringen ikke i tide har ’handlet’. Det er i hvert fald de norske landmænds holdning. EPN skriver, ”at krisen kunne være undgået, hvis blot mælkekvoterne var blevet opjusteret i september eller oktober, som det er sket før”.

Men det har næppe noget at gøre med, at regeringen ikke har handlet i tide. Nordmændene er derimod blevet ramt igen af deres helt absurde landbrugspolitik. Toldsatsen på smør er således højere end 25 kroner per pakke. Regn selv procentsatsen ud, når man ved at new zealandsk Green Lea-smør sælges i mit lokale supermarked i Aarhus for 13,50 kroner (danske, altså). Når et erhverv bliver beskyttet i det omfang – læs: når forbrugerne bliver rendt i abnorm grad hvor solen aldrig skinner – er det ikke underligt, at der opstår mangelsituationer. Det har man vidst siden David Ricardo og andre englændere begyndte at tænke over handelspolitik for 200 år siden. Måske er det tid til, at nordmændene gør op med deres vildeste særinteresser og lader fødevarer blive handlet nogenlunde frit?

Årets korruptionstal

Af Christian Bjørnskov, den 3. december 2011. 13 svar

Hvert år omkring denne tid offentliggør Transparency International deres årlige vurdering af korruptionsniveau i en lang række lande. Som i alle foregående vurderinger, ligger Danmark i top som et af de mindst korrupte lande i verden. Hvert år er der danskere, der demonstrerer det danske selvhad ved at hævde, at vi i hvert fald er korrupte – se bare på den og den sag om mulige vennetjenester osv. Men TI er klare i deres definition – der er tale om bestikkelse, ikke al mulig adfærd, folk ikke kan lide – og på den konto er Danmark altså rent som få andre.

I den anden ende af indekset finder man lande som Somalia, Burma, DR Congo og Venezuela. Ingen der kender til dem kan være overraskede over det, men der er bredere forskelle, som folk ikke altid tænker over. Nogle af disse forskelle afslører noget om, hvorfor nogle lande har persistent større bestikkelsesproblemer end andre. Nogle få simple eksempler kan give et indtryk.

Ud af de 90 lande, som jeg har kunnet finde fulde data på, og som ikke har en kommunistisk fortid, er de 45 rigestes gennemsnit 6,6 versus 3,2 for de 45 fattige; de 45 lavtillidslandes gennemsnit er 3,8 mod 6,0 for højtillidslandene; og 3,5 for de 45 relativt religiøse lande mod 6,0 for de relativt ureligiøse. Et godt og politisk uafhængigt retsvæsen er naturligvis også en klar determinant, men en del af problemerne ved dårligere retsvæsener er konsekvenser af korruption. Det er således svært at drage en klar skillelinje mellem, hvor høj grad retsvæsenet påvirker korruptionsniveauet og i hvor høj grad korruptionen bidrager til dårligere retsvæsener.

For læsernes egen fornøjelse, er her de 27 EU-landes scorer (på en 1-10 skala), inklusive nogle få interessante eksempler fra udenfor unionen.

Danmark 9,4 (2) Belgien 7,5 (19) Polen 5,5 (41)
Finland 9,4 (3) Irland 7,5 (19) Litauen 4,8 (50)
Sverige 9,3 (4) Frankrig 7,0 (25) Ungarn 4,6 (54)
Norge 9,0 (6) Estland 6,4 (29) Tjekkiet 4,4 (57)
Holland 8,9 (7) Cypern 6,3 (30) Letland 4,2 (61)
Schweiz 8,8 (9) Spanien 6,2 (31) Tyrkiet 4,2 (61)
Luxembourg 8,4 (11) Botswana 6,1 (32) Slovakiet 4,0 (66)
Island 8,3 (13) Portugal 6,1 (32) Italien 3,9 (69)
Tyskland 8 (14) Slovenien 5,9 (35) Rumænien 3,6 (75)
Østrig 7,8 (16) Israel 5,8 (36) Grækenland 3,4 (80)
Storbritannien 7,8 (16) Malta 5,6 (39) Bulgarien 3,3 (86)

 

 

Vor tids Titanic – euroen

Af Niels Westy, den 27. november 2011. 6 svar

Da euroen fyldte 5 år lykønskede The Economist dette med en bemærkning om, at det ville blive interessant at se hvorledes euroen ville klare sig i krisetider – svaret har vi fået de sidste par år – ikke godt.

I denne uge har The Econbomist fokus på den nuværende krise, og det er ikke opmuntrende læsning for tilhængere af den fælles mønt. Pilen peger på et endeligt sammenbrud og ressesion, og det står langt værre til end man umiddelbart vil erkende. Euro-skibet har ganske enkelt vist sig at være ude af stand til at sejle i andet end smult vand, eller som Economist skriver:

The designers of the good ship euro wanted to create the greatest liner of the age. But as everybody now knows, it was fit only for fair-weather sailing, with an anarchic crew and no lifeboat. Its rules of economic seamanship were rudimentary, and were broken anyway. When it struck a reef two years ago, the water flooded one compartment after another.

I en kronik i Børsen i sidste måned understregede Christian Bjørnskov og undertegnede betydningen af en fælles underligende forståelse og konsensus om hvilken økonomisk politik man er nød til at føre i en møntunion. En fælles forståelse som aldrig har eksisteret, og som man med rette kan klantre arkitekterne bag euroen for aldrig at ville anerkende var et problem.

Med andre ord er det næppe muligt for euroen at overleve, hvis man samtidig ønsker at de enkelte medlemslande skal være demokratiske. Vi ser i dag at både Italien og Grækenland har teknokratiske regeringer. Men disse er naturligvis fortsat afhængige af at deres forslag til reformer godkendes af et folkevalgt parlament. Men selv hvis dette sker, er der ingen garanti for at reformer og økonomiske stramninger – som vil gøre ondt –  godtages af befolkningerne. Og hvad vil man egentlig gøre i Bruxelles, hvis de folkevalgte politikere vælger ikke at gennemføre nødvendige tiltag?

Men sådanne overvejelser er måske irrelevante når det kommer til stykket. For ifølge Economist er problemerne i euroen nu så store, at det kan være et spørgsmål om få uger eller måneder før samarbejdet bryder sammen, for som man skriver:

The chances of the euro zone being smashed apart have risen alarmingly, thanks to financial panic, a rapidly weakening economic outlook and pigheaded brinkmanship. The odds of a safe landing are dwindling fast.

og

Without a dramatic change of heart by the ECB and by European leaders, the single currency could break up within weeks. Any number of events, from the failure of a big bank to the collapse of a government to more dud bond auctions, could cause its demise. In the last week of January, Italy must refinance more than €30 billion ($40 billion) of bonds. If the markets balk, and the ECB refuses to blink, the world’s third-biggest sovereign borrower could be pushed into default.

I en analyse af den danske euroafstemning i 2000, kom man frem til, at den typiske nej-stemme kom fra en midaldrene kvinde med ingen eller kort uddannelse. Uden at kom ind på deres grund til at stemme nej til medlemsskab, takker jeg dem af hele mit hjerte. Selv om konsekvenserne ved et evt. endeligt sammenbrud i møntunionen vil blive store, også selv om vi ikke er medlem, er det dog mindre end hvis vi havde været medlem af euroen. Og i den tid der kommer kan man meget vel ende med at skulle være taknemmelig for selv det mindste.

Er ulandshjælp bare ulandshjælp?

Af Christian Bjørnskov, den 26. november 2011. 6 svar

Det er ingen hemmelighed, at langt de fleste forskere finder, at ulandshjælp generelt ingen positiv virkning har på ulandes udvikling. Se f.eks. vores tidligere indlæg om emnet her, her og her. Spørgsmålet er ikke så meget, om projekterne ikke virker – en lang række projekter gør faktisk – men om de bivirkninger, hjælpen har. Men én komplikation er der stadig ikke svaret ordentligt på: Kan man overhovedet tale om ulandshjælp i ental? Gives ulandshjælp til så mange forskellige formål, at det ikke giver statistisk mening bare at se på totalen? Den komplikation, som bl.a. er et standardsvar fra udviklingsministeren når han forsøger at bortforklare de manglende resultater, er min studentermedhjælp Maria Birch Møller og jeg gået i gang med at se på.

Vi bruger en type faktoranalyse, der tillader os at skille typer af hjælp ad, men på en statistisk forsvarlig måde. Basalt set viser metoden, hvilke typer hjælp der typisk kommer sammen med hvilke andre typer. Det kan vi gøre, fordi vi har al hjælp til 110 ulande siden 1970 sorteret ud i 24 såkaldte purpose codes. Denne øvelse viser, i det mindste i de foreløbige analyser vi har lavet, at det meste af hjælpen kan sorteres ud i fem hovedtyper: 1) Økonomisk hjælp, der omfatter traditionelle forhold som infrastruktur, landbrugs- og industristøtte og den slags; 2) Social hjælp, der bl.a. er statslig hjælp, helbred, nogen uddannelseshjælp og støtte til NGO’er; 3) Genopbygningshjælp og hjælp til forebyggelse; og 4) Uddannelseshjælp. Der er også små dele, der er hjælp til hvad vi tolker som befolkningspolitik, og en restgruppe til bl.a. kvinder, banksektoren og handel/turisme.

Figuren nedenfor viser tydeligt, hvordan moden har ændret sig i løbet af årene. Økonomisk hjælp er blevet mindre populært, mens hjælp til sociale formål har taget over. Og konsekvenserne? Foreløbig ser der ikke ud til at være de store virkninger.

Ny skribent på punditokraterne

Af Niels Westy, den 20. november 2011. 4 svar

Det er med stor glæde at vi her på punditokraterne byder velkommen til Nikolaj Hawaleschka Stenberg som ny skribent.

Nikolaj er cand.jur. (LL.M.) fra Aarhus Universitet, og har sin egen blog, Verden fra min altan. Han betegner i dag sig selv som ”liberalist i den engelsk/skotske variant. Hans syn på staten, dens magtanvendelse og økonomiske intervention er i høj grad præget af de idéer, public/social choice-skolen koncentrerer sig omkring: Statens magtanvendelse er aldrig udtryk for “det gode” eller “det dydige”, men er en konsekvens af politikere og embedsmænds handlinger udi egen interesse – indenfor Grundlovens rammer – mens ny regulering (også den fra EU) er frugten af et interessesammenfald mellem lovgiver og forskellige grupper af individer, som har kunnet opnå en fordel ved den nye lovgivning. I en juridisk forstand fører dét til, at Nikolaj ikke er enig i det naturretlige synspunkt: En regels legitimitet afhænger ikke af, om den er “moralsk” eller “umoralsk”; reglerne er i sig selv udslag af en accepteret (men ikke nødvendigvis optimal) beslutningsprocedure og ikke en stræben efter idealer om retfærdighed, demokrati eller retsstaten; de er en social konstruktion – der kan ændres. Fordi regler sjældent er optimale mener Nikolaj, at det er juristens opgave at påpege og rådgive om reglernes virkning, som de er og forefindes, og – sammen med økonomerne – påpege de ændringer, der vil gøre regelsættet mere optimalt og fornuftigt. Sagt på en anden måde, er Nikolaj positivist i spørgsmål om, hvad retten er; og (stærk regel-)konsekventialist i spørgsmål om, hvad retten – politisk set – bør være.

 

Gældskrisen og ”det forenede Europa”

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2011. 3 svar

Gældskrisen raser i store dele af EU og politikere fra alle sider af feltet er i gang med at skyde skylden på såkaldt uansvarlig spekulation. Van Rompoy og Baroso meldte ud i går, at den eneste vej frem er yderligere integration – under kodeordet ”koordination” ønsker man nu at centralisere en betragtelig af EU-landenes finanspolitik. Med andre ord ønsker de et skridt mere mod et Europas Forenede Stater. Men – og det er to store men’er – har man aldrig hørt om moral hazard i Bruxelles, og er euroen måske problemet snarere end løsningen?

Mit syn på tingene er ret klart: Euroen har været fejlkonstrueret fra starten, ikke mindst fordi man implicit stolede på, at bare man fik fælles valuta ville lande i Sydeuropa med en århundrede lang tradition for uansvarlighed på magisk vis blive quasi-tyskere. Men de uansvarliges Ghost of Christmas Yet To Come, moral hazard, slog til igen. I det øjeblik man kunne låne af Tysklands troværdighed som medlem af euroen fik man afgang til langt billigere lån, og begyndte forbrugsfesten. Og så længe problemerne blev så store, at de truede euroens overlevelse – og dermed hele det store politiske projekt, som EU er – ville man kunne afpresse resten til at hjælpe, og dermed få mulighed for at gøre mindre og ikke mindst udskyde upopulære reformer (læs også Andreas Berghs beskrivelse af, hvis euroen ikke havde eksisteret).

Er man i tvivl om det er endnu en refleksion af gabet mellem Nord- og Sydeuropa, kan man jo passende starte med renten på tiårige statsobligationer (data her). De peger klart på markedets samlede risikovurdering. Helt særligt er det vel værd at bemærke, at landene udenfor euroen (i Vest) klarer sig klart bedst. Og som en lille krølle på halen: Hvis man bare ser på risikovurderingen, er Tjekkiet et land der hører til Nord.

Interessante tal – stemmer i FN

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2011. Skriv et svar

Jeg sidder for tiden og samler data til noget ny udviklingsforskning, og har i den forbindelse også haft fingrene i information på, hvordan lande har stemt i FN. Og som det nogle gange sker for de af os, der befinder os i forskerverdenen, tænkte jeg hvad F… forleden. Jeg kodede hvor ofte en gruppe på 110 ulande havde stemt med USA, Rusland eller Kina, og besluttede mig for også at kode, hvor ofte de enten havde stemt blankt eller været fraværende.

Gennemsnittet for 2000-2005 var, at landene havde ladet være med at stemme i 22 % af afstemningerne; men der var store forskelle! Se selv på listen nedenfor over de tid lande, der har deltaget mest, og de ti lande, der har deltaget mindst.

Mest aktive Mindst aktive
Ecuador

3.9

 Niger

49.9
Yemen

4.3

 Centralafrikanske Rep.

55.0
Venezuela

4.7

 Rwanda

55.4
Bangladesh

5.0

 Sao Tomé og Principe

61.5
Indonesien

5.0

 DR Congo

63.2
Bolivia

5.3

 Ækvatorial Guinea

63.7
Malaysia

5.3

 Vanuatu

68.7
Panama

5.3

 Liberia

70.8
Sri Lanka

5.3

 Chad

79.5
Guyana

5.5

 Saint Kitts og Nevis

87.3

Ecuador, Bolivia og Venezuela er enkle at forstå – det er Hugo Chavez og hans socialistiske compadres. Men hvad foregår der med resten?

Kære App designer

Af Carsten Valgreen, den 5. november 2011. Skriv et svar

Jeg har denne klumme i Berlingske i dag:

Mine bedsteforældre levede i et gryende industrisamfund. De fik højere levestandarder og bedre liv ved at flytte til byerne og ind i en boomende dansk industri. Mine forældre levede i et gryende informationssamfund. De blev akademikere og fik gode jobs bag skriveborde, hvor de så på tal og var funktionærer. Du lever i et gryende netværks-samfund. Du lever af kreativitet, og har ikke brug for en formel virksomhed.

Jeg skriver til dig fordi jeg ved, at du er fremtiden. Dine kreative evner og arbejdsomhed gør, at du er på forkant i det hyper-kompetitive app univers. Du konkurrerer hver dag med hele verden. Du skal lave lige præcis den app, der er den smule bedre end konkurrenten at din bliver købt frem for hans. Forskellen mellem succes og fiasko er hårfin i din verden. Til gengæld er gevinsterne ved succes store og umiddelbare.

Du kan bo hvor du vil. Og der hvor du vælger at bo kommer det til at gå godt. Der vil være vækst, god infrastruktur og god offentlig service. Der hvor du ikke vil bo kommer tingene til at gå i stå. Så simpelt er det. Du er Silicon valley. Mine forældre er Detroit. Man kan prøve at tvinge Silicon valley til at betale Detroits offentlige service, sådan at byen dør langsommere. Men det er kun symptom behandlende medicin. Det ændrer ikke på slutresultatet – kun på hastigheden. Hvis du ikke vil bo i Detroit, skal Detroit ikke eksistere.

Det har ikke noget med politiske holdninger at gøre, selv om mange gerne vil tro det. Og det kan ikke laves om af politiske beslutninger. Medmindre de beslutninger lokker dig ind i folden.

De færreste politikere, eksperter og lærde mennesker forstår dig og hvad du bringer. De fleste af dem lever i mine forældres verden. En verden hvor staten skal understøtte vækst ved at betale for uddannelse, hvorefter statens indbyggere skal betale skat tilbage til gengæld. En verden hvor politikere gennem kloge og langsigtede investeringer i ”grøn vækst” skaber plads til ”velfærd”. Et ord der er blevet en eufemisme for alt hvad den offentlige sektor laver – hvad enten det er godt eller skidt. De lever i en logik, hvor det er en god ide at beskatte folk der flytter til udlandet, hvis de har fået en uddannelse på skatteydernes bekostning. De tror de lever i et industrisamfund med konflikter imellem arbejdstagere og virksomheder, hvor trepartsforhandlinger kan redde landets fremtid. De tror at begrebet ”dansk virksomhed” giver mening.

Men du ved bedre. Du er fremtidens økonomi. Flygtigere end nogensinde. Du ved at du selv skaber værdien gennem din indsats og evner. Din virksomhed er ikke ”dansk”. Den er din og du kan udføre den, hvor end du har lyst. Du vil diktere morgendagens samfund gennem dine beslutninger om, hvor du vil bo og arbejde. Karl Marx fortalte os det: Det er den måde vi skaber økonomisk værdi på, som dikterer de institutioner vi har og den italesættelse vi laver af dem. Ikke omvendt. De fleste mennesker har det bagvendt. Inklusiv de fleste danske politikere. På begge fløje. Desværre. For de kommer til at halte uhjælpeligt bagefter. Valget mellem at Danmark bliver Detroit eller Silicon Valley afhænger af dine beslutninger – og ikke af deres. De kan kun vælge indirekte. Ved at skabe de rigtige rammevilkår for dig. Hvad er de?

OWS og socialisme

Af Niels Westy, den 26. oktober 2011. 8 svar

Det er naturligvis svært ikke at have sympati med de mange amerikanere, som er dybt frustrerede over den økonomiske situation og udviklingen i deres land. Til gengæld må man tage sig til hovedet over hvor absurd uvidende og unskyld udtrykket, dumme, nogle af deltagerne er.

Men døm selv – Det ville vist svare til at der ved et Tea Party arrangement dukkede nynazister op med bannere som hyldede nazismen og det 3. rige.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0Ynd8kDk5Dw[/youtube]

 

 

 

P1 Agenda om legalisering af narkotika

Af Niels Westy, den 23. oktober 2011. 4 svar

Som faste læsere af bloggen ved, har jeg mere end en gang skrevet om og argumenteret for at man bør gennemføre narkotikapolitiske reformer, helst med en eller anden form for legalisering som det endelige mål. Se bl.a. her, her og her.

Et af de forhold jeg har bemærket fra tid til anden, er manglen på omtale af dette problem – ikke mindst i de elektroniske medier. Det roder P1 Agenda bod på ved en timelang udsendelse, som man kan læse mere om og høre ved at klikke her.

Jeg vil også anbefale at man lytter til hele interviewet med Jack Cole fra LEAP, som findes på udsendelsens hjemmeside. Jeg har mødt Jack Cole, som er en helt speciel person og en formidabel debattør og foredragsholder. Dog skal man liiiige være opmærksom på, at der måske til tider er lidt for meget salg i hans argumentation (men han er jo også amerikaner, eks-politimand og ikke forsker :-)).

Et ofte fremført argument mod narkotikaforbuddet er det store antal personer, som fængsles alene for besiddelse. Hvad der ikke nævnes er, at en stor del af sagerne er såkaldte “plea bargain” sager, hvor tiltalte typisk erklærer sig skyldig i en mindre alvorlig forbrydelse mod at sagen kommer hurtig gennem retssystemet.

Ligeledes er fremstillingen af den historiske udvikling og omtalen af Nixon også problematisk. Forbuds-politikken starter langt tidligere i det 20. århundrede. Desværre er fremstillingen blevet til en del af den myte som er bygget op omkring “The War on Drugs” som primært en republikansk drevet affære.

Det er ganske enkelt noget sludder.  “Kampen mod narkotika” har mange “fædre” – nogle religiøse, andre politiske, som ikke entydigt kan henføres til et bestemt parti eller “isme”.

Og skal man endelig tildele et politisk ophav, så bliver det social-liberalismen som primært må tage den tvivlsomme ære på sig.

Italien og euroen – hvor slemt står det til?

Af Christian Bjørnskov, den 22. oktober 2011. 10 svar

I europæiske kredse er man for alvor begyndt at ryste i bukserne. Man gør de største anstrengelser for at newspeake sig ud af at indrømme, at Grækenland er bankerot – snakken om en 50% haircut og restrukturering er blot en måde at tale om problemerne uden at kalde en spade for en spade, for hvis kreditorerne kun får 50 % af deres lån tilbage, er der tale om en kontrolleret, men ganske omfattende statsbankerot. Men problemerne for EU er blevet meget større de senere måneder.

Først og fremmest ser det ud til, at den politiske vilje i Tyskland til at poste endnu større summer i den europæiske stabiliseringsfond er ved at forsvinde. For det andet ved alle, at hvis et af de store lande kommer i virkelige alvorlige problemer, er ingen fond stor nok til at redde euroen som vi kender den. Og det er ved at blive en reel risiko, for den italienske økonomi ser stadig svagere ud!

Italienernes gæld er cirka 120 % af BNP og mens alle kender til problemerne, ser både premierminister Berlusconi og det meste af parlamentet ud til at mene, at der ikke er væsentlige problemer. Under alle omstændigheder er det svært, grænsende til umuligt, at skære reelt i landets meget store offentlige udgifter. Den anden mulighed – at vokse sig ud af krisen – er heller ikke på nogen måde reel. Italiens økonomi har været stort set stagneret de sidste ti år, og ikke mindst sker der nærmest intet med italienernes produktivitet som arbejdskraft betragtet. Se blot figuren nedenfor, hvor arbejdsproduktiviteten er indekseret til 1 i 1995. Problemerne har meget lidt med finanskrisen at gøre, og næsten alt med politisk uansvarlighed. Odds er at det næste bankerotland bliver Italien, og hvis det sker, er eurozonen for alvor på spanden.

Kapitalisme, finanskriser og nyttige idioter.

Af Niels Westy, den 16. oktober 2011. 8 svar

I denne weekend fik en række antikapitalistiske demonstrationer verden over, inspireret af den canadisk/amerikanske “Occupy Wall Street“, stor opmærksomhed i mange medier. Også herhjemme gennemførtes demonstrationer i bl.a. København, hvor et par tusinde mennesker mødtes på Rådhuspladsen under overskriften “Occupy Denmark”. De fleste steder forløb demonstrationerne (nogenlunde) fredeligt, bortset fra i Rom, hvor det kom til omfattende uroligheder. Som nedenstående tegning illustrerer, er det allerede blevet bemærket hvor anderledes MSM håndterer “Occupy Wall Street” i forhold til “Tea party” bevægelsen (både i USA og herhjemme).

Denne guide gælder dog ikke Fox, der som bekendt er den mest sete nyhedskanal i USA og selv om frustrationen er stor er opbakningen formentlig begrænset blandt almindelige amerikanere.

Det er påfaldende i hvilken udstrækning man i MSM gerne vil fremstille den seneste tids demonstrationer som noget helt særligt og ganske nyt. Men en sådan fremstilling holder kun hvis man alene fokuserer på formen. Det er ikke noget tilfælde, at den oprindelige ide blev fostret af den canadiske græsrodsbevægelse “Addbusters“, som også står bag den årlige “Buy nothing day”, som aldrig er blevet nogen succes, af den enkelte årsag, at der ligesom Occupy Wall Street er begrænset opbakning, når det kommer til stykket.

Af andre aktiviteter siden murens fald kunne man pege på de ofte voldelige demonstrationer ved en lang række topmøder, f.eks. WTO mødet i Seattle i 2000, EU topmødet i Gøteborg i 2001 og G8 topmødet senere samme år i Genova. Vi er med andre ord i en verden, hvor den faktuelle viden er begrænset, Che Guevara var en helt, man tror at Naomi Klein skriver faglitteratur og anser Michael Moore som dokumentarist. Privat foretagsomhed og de frie marked er derimod indbegrebet af alt ondt i verden. Men at man er frustreret over den økonomiske udvikling og høje arbejdsløshed er én ting, noget andet er at man retter bager for smed, Ja, selv når det kommer til at identificere de firmaer og enkeltpersoner, som har haft gavn af de store bailouts i 2008, har demonstranterne betydelige problemer. Som Wall Street Journal bemærker i artiklen “What’s Occupying Wall Street“,

Occupy Wall Street marched on J.P. Morgan Chase’s headquarters, after having protested outside CEO Jamie Dimon’s home the previous day. That’s odd, seeing that J.P. Morgan didn’t take on excessive mortgage risk and didn’t need (although it was forced to take) TARP money. The demonstrators also picketed the home of hedge fund mogul John Paulson, who made much of his recent fortune betting against the housing bubble, not helping to inflate it.

Og med hensyn til den begunstigede finansielle sektor synes den faktiske udvikling også at stride mod demstranterne forestillinger.

If anyone in the Occupy Wall Street movement wants an intellectually honest explanation for why they can’t find a job, they might start by considering what happens to an economy when the White House decides to make pinatas out of the financial-services industry (roughly 6%, or $828 billion, of U.S. GDP), the energy industry (about 7.5% of GDP, or $1 trillion), and millionaires and billionaires (who paid 20.4% of all federal income taxes in 2009). And don’t forget the Administration’s rhetorical volleys against individual companies like Anthem Blue Cross, AIG and Bank of America, or against Chrysler’s bondholders, or various other alleged malefactors of wealth.

Nu er det tvivlsomt om der er nogen af de der herhjemme bakker op bag “Occupy Denmark”, men skulle der være bare en enkelt, kan jeg varmt anbefale at læse Nicklas Augustines velskrevne og glimrende oversigtsanalyse, “Finanskrisen årsager“. Årsagerne til den nuværende økonomiske krise skal findes i det politiske system – ikke markedet. Det er man næppe utilfreds med i den politiske klasse. Demkraterne i USA træder varsomt og herhjemme var tidligere formand for det konservative folkeparti ude med en voldsom kritik af markedet i en kronik i begyndelsen af 2009, hvor han tilskriver krisen til det frie marked.  Han overså og overser fortsat, at det ikke var og er markedet, som grundlæggende er problemet, men derimod statens rolle. Ved samme lejlighed vil jeg gerne anbefale Nicklas indlæg i Berlingske Tidende i sidste uge: “Kapitalisme er massernes bedste ven“, hvori han bl.a. skriver:

Men hvem har egentlig magten i et kapitalistisk samfund? Det viser sig, at den mest magtfulde position man kan besidde på det frie marked, er som forbruger. Som forbruger afgør man hver dag hvilke virksomheder og produkter, der får lov til at overleve. Det frie marked er forbrugerens tjener. Hvis ikke virksomhederne tilfredsstiller forbrugerne er de i bogstaveligste forstand dødsdømte, og dette er årsagen til at virksomheder og direktører ofte afskyr det frie marked og den deraf følgende konkurrence om forbrugernes gunst. Tænk blot på virksomheder som Compaq, Netscape og Volvo. Alle tidligere store virksomheder, og alle har de følt konkurrencens knusende knytnæve. I det kapitalistiske system skal virksomhederne hele tiden præstere. Hver dag skal de bevise over for forbrugerne, at netop deres produkter er bedst og billigst.

De protesterende tror formentlig fejlagtigt, at de finansielle markeder er at sammenligne med et frit og ureguleret marked. Intet kunne være mere forkert. Til gengæld er der næppe heller andre markeder hvor statens og private interesser er så tæt sammenviklede, som netop den finansielle sektor. Det var og er tilfældet i USA, og det er det i høj grad i Europa. Det bliver interessant at se hvorledes “the blame game” vil udvikle sig fremover her i Europa, efterhånden som det går op for borgerne, hvilken pris som skal betales for en række staters uansvarlige långivning.

Nobelprisen i økonomi 2011

Af Christian Bjørnskov, den 10. oktober 2011. 4 svar

For en god time siden blev Nobelprisvinderne i økonomi annonceret af Sveriges Riksbank. Som så mange gange før var vores gæt ikke rigtige. Vinderne blev Thomas Sargent (NYU) og Christopher Sims (Princeton). Den officielle begrundelse er “for their empirical research on cause and effect in the macroeconomy”. Mere specifikt:

Thomas Sargent has shown how structural macroeconometrics can be used to analyze permanent changes in economic policy. This method can be applied to study macroeconomic relationships when households and firms adjust their expectations concurrently with economic developments. Sargent has examined, for instance, the post-World War II era, when many countries initially tended to implement a high-inflation policy, but eventually introduced systematic changes in economic policy and reverted to a lower inflation rate.

Christopher Sims has developed a method based on so-called vector autoregression to analyze how the economy is affected by temporary changes in economic policy and other factors. Sims and other researchers have applied this method to examine, for instance, the effects of an increase in the interest rate set by a central bank. It usually takes one or two years for the inflation rate to decrease, whereas economic growth declines gradually already in the short run and does not revert to its normal development until after a couple of years.

Er det et godt valg? Omend det er sikkert og ukontroversielt – ingen af de to har nogen stærk ideologisk profil som f.eks. en Robert Barro – er det utvivlsomt fuldt fortjent, at Sargent og Sims deler prisen. Det er også rettidigt. Uden Sims VAR-framework ville en evaluering af effekterne af kortsigtspolitik være lige så meget gætværk som for 40 år siden. Og uden Sargents indsigter i langsigtskonsekvenser af forhold som pengepolitiske regler osv. ville vi være mere på Herrens mark når vi talte strukturpolitik. Tillykke til de to!

Nobelprisen – bud til næste mandag

Af Christian Bjørnskov, den 7. oktober 2011. 1 svar

Mandag klokken 13 annonceres det, hvem der får Nobelprisen i økonomi for 2011. Som altid er det svært at forudse, hvem der får den, men derfor også sjovere. Mange økonomer og andre er begyndt at gætte. Her er et par af de bedre gæt, inklusive vores egne ideer.

Først har Thomson-Reuters (delvis på basis af citationstal) givet følgende bud:

  • Douglas W. Diamond (Booth School, Chicago), for sin analyse af finansiel intermediation og monitorering.
    Jerry A. Hausman (MIT) og Halbert L. White, Jr. (University of California San Diego, La Jolla), for deres bidrag til økonometri, særligt Hausmans specifikationstest og White’s standardfejl (heteroskedasticitet).
  • Anne O. Krueger (Johns Hopkins) og Gordon Tullock (George Mason) for deres beskrivelse og analyse af rent-seeking.

Mostly Economics leverer en række andre bud:

  • Jagdish Bhagwati (Columbia) og Avinash Dixit (Princeton) for international handelsteori
  • Robert Barro (Harvard) og Paul Romer (Stanford) for deres bidrag til vækststudier
  • Oliver Hart (Harvard) for transaktionsøkonomi
  • William Nordhaus (Yale) og Martin Weitzman (Harvard) for deres bidrag til miljøøkonomi
  • Eugene Fama (Booth School, Chicago) og Kenneth French (Dartmouth) for finansiel økonomi
  • Robert Shiller (Yale) og Richard Thaler (Booth School, Chicago) for adfærdsøkonomi

Mine personlige favoritter – ikke fordi jeg mener, at de er de mest sandsynlige, men fordi de i den grad fortjener den – er enten en pris delt mellem Krueger og Tullock eller Robert Barro. Grunden er ret simpel: De har stået for gennembrud, der betyder noget for den måde vi ser verden på. Tullock og Krueger introducerede studiet af rent-seeking og dermed en analytisk måde at forholde sig til korruption, lobbyisme og særinteressepolitik. Barro, der tidligere også har bidraget signifikant til politisk økonomi, startede hele den nye forskning i økonomiske vækstprocesser, der bl.a. har demonstreret værdien af gode institutioner og frihandel. Hvis den slags ikke er en Nobelpris værd?

CSR part II

Af Niels Westy, den 6. oktober 2011. Skriv et svar

Denne ultrakorte post er blot for at gøre opmærksom på, at jeg har skrevet et indlæg om CSR til Lederblog.dk. Indlægget har fået overskriften “Uansvarlig ansvarlighed” og er et lidt anderledes “take” på problemstillingen i forhold til mit indlæg her på bloggen for et par dage siden.

Med tanke på at dyrkelsen af “bæredygtig” produktion og CSR for længst er blevet accepteret som et absolut gode i mainstream forretningsverden og i den “politiske klasse” uanset hvilken fløj man tilhører, er der desværre nok tale om endnu et område, hvor de der burde forsvare markedet og kapitalisme for længst har kapituleret og i den politiske korrektheds navn for længst har overgivet sig til billig retorik og varme postulater om evig godhed og frelse   i stedet for at forsvare den markedskapitalisme som er fundamentet og forudsætningen for vores velstand.

Men som man siger; verden vil bedrages, og det bliver den så.

Og blot for at give et lille indblik i hvor absurd CSR-branchen er, så er her et lille eksempel fra den artikel som Anne Louise Thon Schur har skrevet, og som er udgangspunktet for min kritik.

I artiklen holder hun sig ikke tilbage fra at rose nogle firmaer (især Coop og Maersk) mens hun skoser andre for ikke at være “gode” (Jysk). Og især et eksempel viser med al tydelighed hvor lidt proportioner betyder og hvor meget symbolske tiltag tæller.

Anne Louise Thon Schur skriver begejstret:

I august, 2010, sagde MaerskLines topchef Eivind Kolding i en pressemeddelelse, at MaerskLine fra 1. november at de tre millioner containere, som MaerskLine påregner at købe over de næste fem år, skal have fsccertificeret træ eller bambus som gulve i de nye containere. MaerskLine har lavet en politik om ikke længere at måtte bruge hårdt tropetræ som gulv.
Det er et dilemma, idet der er fare for, at man ikke kan nå at skaffe nok træ til alle disse containere, men Eivind Kolding er benhård. Bæredygtige gulve eller ingen containerkøb. Man ved hos MaerskLine Procurement at containerne bliver dyrere, men man forventer en prisudligning, så det kun er på kort sigt, idet man bliver bedre til at udvinde gulvene fra alternative materialer. Og nu kommer tallene: Ved at implementere denne politik, så sparer MaerskLine ca 200 000 træer eller sagt på en anden måde; 4 x Central Park, NYC. Se det er seriøst målbart.

Vi fornemmer klart den heroiske indsats. Tænk man har reddet hele 16 kvadratkilometer skov eller hvad der svarer til 0,0000004 procent af jordens samlede skovareal. Vi bøjer os i støvet og løber straks ud og køber en container.

(ovenstående skrevet uden at jeg vil blande mig i Maersk lines beslutninger eller opfordrer til at man kun køber tropisk træ hvor man er sikker på at der ikke genplantes – problemet er den manglende sans for proportioner)

Hvordan evaluere regeringsgrundlaget? Fire tommelfingerregler

Af Christian Bjørnskov, den 4. oktober 2011. 2 svar

Valget er overstået og folk – kommentatorer og almindelige vælgere – er begyndt at evaluere både valget og regeringsgrundlaget. Så hvordan gør man det, og hvad skal man vælge hvad man kan tro på? Med et kommende valg på New Zealand har Eric Crampton stillet sig cirka samme spørgsmål. Eric opridser fire ’tidløse emner’, man evt. kan bruge som tommelfingerregler til formålet:

  1. Decide whether what matters to you is what serves your selfish interest or what’s good would serve the social good. If the latter, ask what sacrifices you are being asked to make, not how others are going to pay.
  2. Pay not attention to a policy that promises to create jobs, unless it specifically mentions labour market policy.
  3. Ignore promise of goodies to be financed by stronger economic growth.
  4. Ignore any policy that labels social spending “investment”.

Hver læser er velkommen til at give deres besyv med.

CSR Awards 2011 – Sønderborgs største nyreligiøse arrangement i indeværende år

Af Niels Westy, den 29. september 2011. 3 svar

I dag (torsdag den 29. september) afholdes CSR Awards 2011 i Sønderborg, delvist finansieret af Sønderborgs sagesløse skatteydere. På dagen vil CSR-branchen hylde sig selv og sin egen succes, mens man hylder “bæredygtige” virksomheder ved at uddele 12 forskellige priser, herunder priser for “Danmarks mest bæredygtige studerende”, mest “bæredygtige kommunikator”, mest “bæredygtige” virksomhed osv. osv.

Men hvad er så problemet med CSR (Corporate Social Responsibility)? Hvis dette var modkraft og ikke punditokraterne, og jeg var glødende socialist i stedet for borgerlig-liberal, ville jeg sikkert argumentere med at CSR er et svindelnummer, som har til formål at pakke markeds-kapitalismen in i en fernis af gode intentioner og ædle formål, mens man prøver at skjule udbytningen af arbejderen og undertrykkelse af den 3. verden.

Læs resten →