Grønt selvpineri og økonomisk idioti

Så er vores politikere klar til at skrive næste kapitel i dansk energipolitisk historie. Det sker naturligvis, som det har været tradition for gennem årtier her i landet, ved at udskrive endnu en stor regning til borgerne. Denne gang på små 4 mia. kroner – om året. Det skal lægges oven i de mange mia. kroner den førte politik allerede koster det danske samfund hver år. Man har konsekvent ført en energipolitik, der uanset om den angives at være drevet af hensynet til det globale klima eller skal ses som vækstfremmende erhvervspolitiske tiltag, er en katastrofe.

Kort fortalt. Erhvervspolitisk er den førte energi- og klimapolitik håbløs og klimapolitisk er den nytteløs.

Det skal understreges, at denne konklusion i sidste ende ikke er afhængig af hvorvidt man mener at global opvarmning er et reelt problem eller ej.

Dansk energipolitik som erhvervspolitik

Danmark har ubestridt EUs højeste forbrugerpriser på elektricitet. Således var prisen per kilowattime i 2011 over 15 procent højere end det næstdyreste land (Tyskland) og 65 procent højere end EU-gennemsnitsprisen. Det kan man naturligvis se som et valg af indtægtkilde for staten. Med andre ord som en ganske almindelig afgift i lighed med afgifter på så meget andet. Det særlige er dog at afgiftsstigninger altid begrundes med hensynet til miljø og klima,. Ligeledes er de generelt store afgifter på vores energiforbrug blevet forsvaret med at der er tale om adfærdsregulerende afgifter, som  i sidste ende skulle være en fordel for dansk økonomi. På samme måde argumenteres for at kombinationen af afgifter og subsidier til “vedvarende energikilder” (hvilket stort set er synonymt med vindenergi herhjemme) på sigt skulle gøre vindmølleindustrien konkurrencedygtig på markedsvilkår. Med andre ord argumenteres der for at dansk miljø- og energipolitik på sigt fremmer vækst og velstand.

Argumentation lider dog under en række alvorlige problemer. Det er et grundlæggende problem at man aldrig indrager betydningen af offeromkostninger. Med andre ord hvad man kunne have investeret i i stedet. Det er ubestrideligt at Rockwool har stor succes med produktion og salg af isoleringsmaterialer, og i den grad hjemmelig lovgivning og afgiftstruktur har fremmet dette, kan man selvfølgelig konkludere, at der har været tale om en god forretning for Rockwool.

Men her glemmer man behændigt at indrage de ekstra omkostninger resten af samfundet er blevet pålagt, og hermed hvad disse ressourcer alternativt kunne være anvendt til. Det er samme fejlkonklusion som ligger til grund, når man hævder at fænomener som 2. verdenskrig og rumprogrammer har positive nettoeffekter. Det er nonsens. Man glemmer altid at tage højde for hvad ressourcerne i stedet kunne være brugt til. Vi ville uden tvivl have haft en højere levestandard (og været fuldt ud lige så teknologisk avancerede, hvis ikke mere) hvis ikke man var tvunget til at bruge penge på krigsførelse og af nationalistiske grunde valgte at sende folk til månen.

Ser vi på vindenergi mener Vestas selv at man er konkurrencedygtig i forhold til konventionel elproduktion med landbaserede vindmøller senest i 2020. Til gengæld tør man slet ikke sætte en tidshorizont på, når det gælder havvindmøller.

Det skal også medtages, at der er en tendens til at vindenergi som kommercielt alternativt (dvs. uden subsidier) til konventionel elproduktion i mange år er blevet udråbt til at være konkurrencedygtig indenfor…..få år.

De forskellige energikilders priser kan ses af nedenstående figur, hentet fra OECDs rapport fra 2010, “Projected Costs of  Generating Electricity“. Det skal understreges at nedenstående figur er inkl. en beregnet CO2 afgift på 30 USD per ton.

 

Betydningen af CO2 afgifter fremgår af nedenstående figur.

Som i en række andre undersøgelser er atomkraft uden sammenligning den mest omkostningseffektive metode til CO2 fri elproduktion (hvis vi ser bort fra vandkraftværker). Og til forskel fra vindenergi (og i nogen udstrækning vandkrafværker) er man ikke er overladt til naturens luner. Det skal understreges at der i ovenstående figurer ikke tages højde for at man ved brug af vindenergi er nød til at have adgang til anden form for elproduktion netop på grund af ustabilitet i forbindelse med vindgeneret elproduktion. Denne omkostning burde rettelig medregnes.

Ligeledes opfanger OECD og IEAs beregninger kun i begrænset omfang effekten af det enorme potentiale som der findes i brug af naturgas (skifergas), hvorfor prisen formentlig er betydeligt overvurderet.

Politikkerne siger ja men markedet siger nej

Herhjemme har både klimaminister, Martin Lidegaard, og energiordfører for det radikale, Rasmus Helvig, været meget kategoriske om at “grøn teknologi” er fremtiden. Sidstnævnte gjorde sig i januar bemærket ved at udtale at Aalborg Portland ikke var en del af fremtiden for dansk industri, men at grøn teknologi var. Nu har medlemmer af det radikale venstre altid haft særlige evner, i hvert fald når de selv skal sige det. Kurserne på grønne aktier siger nemlig det stik modsatte. Siden 2007 er aktiekursen på 97 grønne selskaber, som indgår i Wilderhill New Energy Home index faldet med 2/3. Og som det fremgår af nedenstående figur, er aktiekursersen ikke kun styrtdykket for Vestas det seneste år. Det samme er kursen for aktier i Vestas konkurrenter.

Aktiekurser for vindmølleproducenter 2007-2012

Men muligvis ved Martin Lidegaard, Rasmus Helvig og andre fortalere for fortsat at hælde skattekroner i det “grønne eventyr”,  noget som vi andre ikke ved. Jeg tvivler. Til gengæld er der grund til at tro at de i stor udstrækning baserer deres holdning og politikforslag til den lange række af rapporter af et mere end tvivlsomt videnskabelig grundlag, som er udkommet i en lind strøm gennem de senere år. Rapporter hvor konklusionen vist var skrevet på forhånd, uanset om det drejer sig om den tidligere regerings klimakommision eller denne rapport fra Ålborg Universitet.

Ifølge klimakommisionen skal havvindmøller stå for hovedparten af elproduktionen herhjemme i 2050 – svarende til 60-80 procent af det nuværende forbrug. Det er økonomisk vanvid. Elektricitet fra havvindmøller koster i dag 3 gange så meget som for landbaseret vindenergi, der ifølge Vestas forventes at være konkurrencedygtig i 2020. Der er intet som tyder på at havvindmøller i en overskuelig fremtid vil bare nærme sig en konkurrencedygtigt pris.

Grøn teknologi som vækstmotor.

Fortalerne for, at en satsning på grøn teknologi er en “picking the winners” strategi peger gerne på at sektoren allerede i dag eksporterer for ca. 50 mia. kroner og at satsningen skaber arbejdspladser. Eksportindholdet siger naturligvis intet om hvorvidt produktionen er samfundsøkonomisk gavnlig. I den udstrækning eksporten er baseret på (indenlandsk) skatteyderbetalte tilskud vil mindre produktion og dermed eksport være en gevinst for dansk økonomi.

Hvad angår skabelsen af arbejdspladser tyder en række studier i udlandet på, at det formentlig forholder sig omvendt. Satsningen på grøn teknologi koster arbejdspladser. I en rapport udarbejdet af Gabriel Calzada Alvarez m. fl. kom man frem til at det kostede ca. 2,2 jobs i andre brancher hver gang man skabte et grønt job i Spanien. I et italiensk studie kom Luciano Lavecchia og Carlo Stagnaroman frem til, at for hver gang man skabte et grønt job kunne man have skabt 6,9 industrijobs.

Når der i regeringens oprindelige energi- og klimapakke lægges op til at der skabes 5500 nye arbejdspladser i 2013, bør man derfor spørge om, hvor mange jobs man så regner med at dét vil koste. Vi kan gå ud fra, at jobtab andre steder i økonomien ikke er medregnet.

Når Socialdemokraternes ordfører for energi og klima, Pernille Rosenkrantz-Theil peger på at et af fokusområder er udbygning med vindmøller, både på land og til havs, hvilket skal ske gennem at øge incitamentet for både private og statslige vindmølleejere, bl.a. Dong, gennem afregningspriser, kan vi være ret sikre på at hun ikke har og heller ikke har tænkt sig at bruge tid på at undersøge hvorvidt det er økonomisk fornuftigt.

Og netop den store satsning på vindenergi er et af de punkter som Det Økonomiske Råd kritiserede i deres rapport sidste år, som i det hele taget er meget kritisk overfor dansk energi- og miljøpolitik. Bl.a. bemærkes det, at der er en betænkelig sammenblanding af erhvervs- og klimapolitik. Ligeledes peger man på at de afledte økonomiske effekter der antages ved satsningen på grøn teknologi er mere end tvivlsomme.

Men hvad så med klimaet?

I regeringens energi- og klimaplan lægger man op til en reducering af udslippet af CO2 med 40 procent i 2030 i forhold til 1990 – og det er vel en god ting? Desværre er svaret et rungende nej. Det er en ganske ligegyldig og meningsløs målsætning. Udledningen af CO2 i Danmark har, under forudsætning af at antagelsen om at menneskeskabte klimaforandringer er korrekt, en så marginal betydning, at det ikke giver nogen mening at gøre andet end “så lidt som man nu kan slippe afsted med”. De eneste som har en gevinst ud af den førte politik er de involverede politikere og “eksperter” samt driftige forretningsfolk som har forstået at få sugerøret ned i skatteydernes lommer.

Det er muligvis ikke behageligt at tænke på, at Danmark ingen indflydelse har på den globale udvikling, men sådan er det, når man er et lille perifært land med en for verden ubetydelig økonomi. Afgørende for hvorvidt man reelt vil forfølge en klima dagsorden, hvor en reducering af det fremtidige CO2 udslip har topprioritet, er hvordan man handler i begrænset antal lande. Den fremtidige klimapolitik vil i sidste ende blive afgjort at de to kommende økonomiske stormagter, Kina og Indien, samt USA. Hvad vi andre gør er  i den forbindelse af underordnet betydning.

Man kan argumentere for at dansk energi- og klimapolitik er direkte skadelig for klimaet. Den kombinerede brug af afgifter og subsidier indebærer at dansk økonomi vokser langsommere end den ellers ville have gjort. Med andre ord er effekten på vores velstand negativ. Det indebærer indebærer også, alt andet lige, at der er færre midler til rådighed for forskning og udvikling af billige klimavenlige teknologier. Hvilket på sigt er den eneste mulighed for en effektiv mindskning af det globale CO2 udslip.

“Udviklingsbistand” der virker – Foxconn, Apple og verdens tørst efter gadgets

Det har i lang tid været “in” blandt aktivister at pege fingre af Apple og deres underleverandører. Især efter det kom frem at 18 medarbejdere hos Foxconn i 2010 forsøgte selvmord – det lykkedes for 14 af dem – har kritikken været voldsom. Ifølge ComOn har der i dag torsdag været demonstreret mod Apples butikker i USA, mens Change.org hævder at have indsamlet 200.000 underskrifter mod Apple og dets underleverandører. Men er der så grund til denne forargelse?

Svaret er Nej. Foxconn er underleverandør for en række af verdens store IT-virksomheder. Selskabet beskæfter ca. 800.000 mennesker og ud over Ipad samler man bl.a. også Microsoft Xbox. Med 14 “succesfulde” selvmord indebærer det, at virksomheden medarbejdere har en selvmordsrate på 1,75 per 100.000 indbyggere. Selvmordsraten i Kina som helhed er ca. 22 per 100.000, mens den er det halve herhjemme.

Ud over selvmordene er arbejdsforholdene generelt blevet kraftigt kritiseret fra en række NGOeres side. Det er der der intet nyt i. For et par år siden var det en række mobiltelefon-producenter som får produceret deres telefoner i Asien, herunder Kina som fik med grovfilen, men….

Kritikken viser først og fremmest at de pågældende NGOere og aktivister – uanset hvor meget de hyler op – ikke har forstået det enestående geniale i det helt fundamentale princip i det kapitalistiske system, nemlig at det er egennytten som driver værket. Eller som Adam Smith skrev for mere end 200 år siden:

It is not from the benevolence of the butcher, the brewer, or the baker, that we expect our dinner, but from their regard to their own self-interest. We address ourselves, not to their humanity but to their self-love, and never talk to them of our own neccessities but of their advantages.

Læs resten →

Har Danmark et problem med ungdomsarbejdsløshed?

Det gav en vis diskussion og decideret irritation i næsten hele Folketinget, da det kom frem forleden at vi per EU-forordning skal ’gøre noget’ for ungdomsarbejdsløsheden. EU har således tænkt sig at pumpe 22 ubrugte milliarder i støtte tiltag for at sænke arbejdsløsheden for de under-24-årige. Som andre EU-tiltag er det ganske enkelt et udtryk for, at hvis lande med tilstrækkelig bevågenhed i Bruxelles har et problem, indfører men en ordning eller politik, der gælder for alle EU-lande – og det helt uanset om de deler problemet eller har andre måder at løse det på.
Så spørgsmålet er, om Danmark har et problem med ungdomsarbejdsløshed? Nedenfor er først en graf over arbejdsløshed i den relevante aldersgruppe i Spanien, Grækenland, Portugal og eurozonen som helhed. Det er ret tydeligt, at udviklingen har været bekymrende i Spanien og Grækenland, men måske heller ikke overraskende. Givet at disse lande har nogle af de mindst fleksible arbejdsmarkeder med mest beskyttelse af eksisterende jobs, bør man vel forvente, at det bliver uforholdsmæssigt svært for unge at komme ind på arbejdsmarkedet.

Men er der overhovedet behov for tiltag i Danmark? Svaret kan man få fra figuren nedenfor, der illustrerer Danmarks Statistiks arbejdsløshedstal for de 15-24-årige. Svaret er efter alt at dømme nej. Ungdomsarbejdsløsheden i Danmark (den røde linje) følger den generelle arbejdsløshed (den blå linje) med en afstand på cirka 1½  %.

 

 

Mark Pennington om public choice

Den glimrende Mark Pennington, forfatter til ’Robust Political Economy’ og nyudnævnt professor ved King’s College, London, have forleden en kommentar på Pileus om public choice. Mere præcist gik kommentaren på, hvordan og hvorfor politikere og forskere på venstrefløjen har så svært ved at acceptere konsekvenserne af public choice-analyser. Hele kommentaren kan læses her (varmt anbefalet); nedenfor er en appetitvækker.

Public choice rejects the naive pluralist view that power is evenly distributed across interest groups by offering a non-Marxist account of elite power. Instead of assuming that large ‘classes’ such as ‘capital’ and ‘labour’ are the primary power players on the political stage public choice focuses on how individual incentives affect the capacity of different groups to organise and hence to wield power over others. Yes, business interests can be powerful – but not because they are businesses or because we live in a ‘capitalist’ society. Instead, they exercise power because in some sectors where there are a relatively small number of big players business interests may find it easier to overcome collective action/free-rider problems than other groups such as taxpayers and consumers-who find it much harder to form a cohesive political force.

Årets danske Public Choice Workshop

I dag har Syddansk Universitet været vært for den årlige danske Public Choice Workshop. Begivenheden, der hvert år bringer en lille gruppe danske økonomer og politologer sammen om en dag med forskningspræsentation og –inspiration, havde i år 17 deltagere fra universiteterne i København, Odense og Aarhus, samt fra Cepos. Mens alle papirerne fortjener omtale, er her kun plads til nogle få eksempler.

David Dreyer Lassen (KU) præsenterede forskning lavet sammen med to tidligere PhD-studerende (Asger L. Andersen og Lasse H.W. Nielsen) om effekterne af budgetforsinkelser i USA. Ideen er at undersøge, hvor sofistikerede de amerikanske vælgere er. Konklusionen peger på, at de er temmelig sofistikerede: Hvis politikere ikke får delstatsbudgettet klar til tiden, straffer vælgerne dem ved næste valg – men kun hvis man rimeligvis kan holde dem ansvarlige. I stater med divided government på tidspunktet kan man ikke klart placere ansvaret for forsinkelserne, hvorfor kongressens flertalsparti ikke bliver straffet.

Mia Amalie Holstein (Cepos) viste den første version af et papir om udlicitering på ældreområdet. Mia viste klart, at der er en nabosmitteeffekt – når en nabokommune udliciterede mere, har ens egen kommune en klar tendens til at udlicitere mere året efter. Men, og det er cluet i papiret, udlicitering smitter kun mellem kommuner med samme byrådsflertal. Røde kommuner lærer kun fra røde nabokommuner og blå kommuner kun fra blå nabokommuner. Implikationen er, at den læring der ligger bad nabosmitteeffekten, nødvendigvis må være en politisk læring. Den kan ikke ske blandt embedsmænd.

Andre papirer var et teoretisk papir om nationale respons til transnational terrorisme (Thomas Jensen, KU), effekter af offentliggørelsen af ’undervisningseffekt’ på offentlige og private skolers eksamensresultater (Karsten Bo Larsen og Henrik Christoffersen, Cepos), økonomiske virkninger af et være værtsland for fodbold-VM (Meta Brødsted, Rasmus Rødby og mig), Safe havens i Europa (Martin Paldam, AU), helbredseffekter på uddannelse i ulande (Casper Hansen, SDU), historiske effekter af introduktionen af den tunge plov (Christian Skovsgaard, Thomas Barnebeck og Peter S. Jensen, SDU), kommunesammenkægninger (Sune Hansen, SDU) og et biografisk overblik over Mancur Olsons liv og bidrag (Gert T. Svendsen, AU).

Alle papirerne er enten online eller forventes at komme online meget snart. Undtagelsen er Gerts, som kommer som en bog om Olson i DJØFs serie om Statskundskabens Klassikere.

It’s the Weather, Stupid!

Den Gamle Redacteur her fra bloggen, Peter Kurrild-Klitgaard, lavede for nogen tid siden et stykke forskning med konklusioner, der nok har fået flere af hans med-politologer til at få nogen galt i halsen. Papiret er nu accepteret for publikation og trykkes på et tidspunkt i Public Choice (gated version her; gratis wp-version her). Og hvad er det så, man sådan kan tænke sig har provokoret et par politologer?

Jo, i artiklen ”It’s the Weather Stupid! Individual Participation in Collective May Day Demonstrations” undersøger PKK, hvad der får folk til at komme til den traditionelle 1. maj-demonstration i Fælledparken. Han har tal fra politiet på, hvor mange mennesker har deltaget i perioden mellem 1980 og 2011. Der er således tale om et klassisk eksempel på politisk mobilisering omkring en fælles (venstrefløjs)sag. Det er der masser af politologisk teori om – for eksempel regner de fleste med at der kommer flere når fagforeningerne eller venstrefløjen i øvrigt står stærkt, hvis der er en højreorienteret regering, hvis der er konflikt, eller hvis der ellers er uro i samfundet. Modsat megen mainstream politologi, har public choice-teori dog den indvending, at den enkelte stort set ikke betyder noget. Er man nummer 70.001 eller kommer der ’kun’ 70.000 det år hvis man bliver hjemme på sofaen gør ingen forskel for den enkelte. Denne indsigt, der kan synes indlysende, har været helt centralt for collective action theory siden Mancur Olsons 1965-opus The Logic of Collective Action.

Og grunden til at man som politolog måske kan blive noget skuffet er, at PKK viser at stort set ingen af de klassiske grunde forklarer noget som helst af variationen i deltagelse i Fælledparken over de sidste 32 år. Det, der i helt overvældende grad betyder noget, er vejret! For hver grad, 1. maj er varmere, kommer der cirka 12.000 flere deltagere, og for hver solskinstime kommer der 5000 flere. De eneste andre faktorer, der viser sig at spille en statistisk signifikant rolle, er hvor mange der kom året før (en positiv rolle), og Danmarks Statistiks indikator for forbrugertilliden (negativ).

Overordnet ser det altså ud til, at for langt de fleste potentielle deltagere i fagbevægelsens årlige fejring, er den udløsende faktor om vejret er godt eller ej. Ikke just den mest velkomne konklusion, hvis man er fagforeningsmand, men ret underholdende og intuitivt rigtig for resten af os. Eller som PKK konkluderer: ” in the absence of dramatic forces being at play the most important factors for the explanations of participation in political manifestations may very well be whether the weather is sufficiently pleasant for people to fight for what they believe is a better and more just society.”

Den danske syndflod II: Varmt er godt og koldt er skidt

Jeg har modtaget et antal kvalificerede kommentarer og synspunkter til mit indlæg om den Danske Syndflod. Her er opfølgningen.

Rig & fattig som funktion af politik

Det turde være indlysende for enhver, at den demokratiske kapitalisme i åbne samfund med frie markeder, er det mindst ringe samfundssystem. Se bare på det værste typeeksempel: Nordkorea vs. Sydkorea. Når mennesker i Nordlige lande har bedre muligheder for at klare klimaændringer, er det fordi vi har bedre samfundssystemer, og derfor en rigere og mere veluddannet befolkning. I Afrika, som dog nu er ved at komme efter det, er der stadig mange lande, der har en fortvivlet ringe regeringsførelse. Det vigtigste for disse lande er at skaffe sig god regeringsførelse, men det er ingen hjælp for udviklingslandene, og med rette ”usmageligt”, at rige nordeuropæiske politikere, som ikke har problemer med, at 40 % af deres børn dør før femårsalderen, eller at deres koner skal bruge den ene halvdel af dagen til at samle brænde og den anden halvdel til at hente vand, forsøger at gøre et vitalt gode, som energi, kunstigt dyr på grund af nogle hypotetiske problemer om 50-100 år.

Se bare hvad der sker i Nigeria, hvor regeringen forsøger at sætte energitilskuddet ned.

Så kan man spørge om, hvorfor tropiske samfund nu i almindelighed og i vore dage har det ringere end andre? Johannes V. Jensen mente, at det hårde nordiske klima gjorde folk mere hårdføre og arbejdsomme. En af Danmarks fremmeste sociologer: Esther Boserup, fandt frem til, at underbefolkning og dermed manglende knaphed holder udvikling tilbage. Det kan simpelthen være for nemt at være jæger/samler med lidt svedjebrug ved siden af.

Jeg hælder mest til Ian Morris. Why the West Rules, som kæder civilisationsudvikling sammen med rigelige mængder billig og rigelig energi. Eller Jared Diamond: Guns, Germs & Steel, som mener, at lettilgængelig forekomst af domesticerbare dyre- og plantearter giver grundlaget for effektivt landbrug, som er den nødvendige forudsætning for al anden civilisationsudvikling.

Er varmt bedre end koldt?

Det mener jeg ikke, der kan være tvivl om. Klimamodellerne siger, at vi får en varmere og vådere verden med et højere indhold af CO2. Det vil åbne store landarealer i Canada og Sibirien op for en forøget planteproduktion. I perioden 1982 til 1999 er det vurderet, at den globale terrestriske primærproduktion er øget med ca. 6 % på grund af opvarmning og forøget CO2 indhold. Her skal man huske på, at vi nu, i geologisk perspektiv, ligger faretruende lavt på det CO2 niveau i atmosfæren, hvor plantevæksten stopper og alt højere liv dør ud: 150 ppm.

Hvis temperaturen steg voldsomt i troperne ville der naturligvis være et problem, men det er der, som nævnt af Niels Nielsen ikke noget, der tyder på. En stor del af troperne er åbent hav, hvor fordampningen regulerer temperaturen bl.a. ved at flytte varmen mod polerne.

Jeg mener ligeledes, at der er historisk belæg især fra Europa for, at varme er godt. Temperatur optima betyder ikke maksimale temperaturer, men optimale temperaturer for menneskelig aktivitet. Nogle hævder, at disse Europæiske optima ikke var globale, men jeg tror ikke meget på den teori, som er uhyre bekvem for ”varmisterne”, der gerne vil beskrive nutiden som noget helt særligt i klimatisk henseende.

Under  ”The Global Cooling Scare” var de samme typer, som nu er ”varmister”, ikke i tvivl om, at nogle få graders afkøling ville være aldeles katastrofal for menneskenes liv.

Det er da tankevækkende, at nogen åbenbart mener, at vi tilfældigvis lige i dette mikrosekund i geologisk perspektiv lever i den klimatisk optimale periode i menneskenes historie, og at enhver forandring, både afkøling og opvarmning, kun kan føre til noget værre.

Hvis vi tager de geologiske briller på, kan vi se, at jordens klima ligner et kaotisk system med to attraktorpunkter, en kold tilstand med istid, og varm og våd tilstand som i kultiden. Vi ligger nu i en kold periode: i en (mellem) istid, heldigvis for det, ellers ville der lige nu være de 2 kilometer høje gletsjere oven over København, hvilket vi med sikkerhed kan forvente inden for en nærmere fremtid, hvis vi ingenting gør.

Jeg er ikke i tvivl om, hvilken af de to tilstande, der er bedst for menneskene. Forhåbentlig bliver vi på et tidspunkt selv i stand ved hjælp af geoengineering at styre jordens klima til det niveau, vi ønsker.

CBH nævner Permian-Triassic overgangen som et eksempel på en periode, hvor varme var skidt. Det fremgår af han egen henvisning, at årsagssammenhængen ikke er endelig fastlagt, og at der i øvrigt skete en mængde stærkt dramatiske ting på linje med et kæmpe asteoridenedslag. Som intet har et gøre med en inkremental hypotetisk ændring af jordens temperatur som følge af en lille forhøjelse af CO2 indholdet.

Nu er jeg som udgangspunkt dybt skeptisk over for ”varmist”forskeres tolkninger af geologiske hændelser for op til hundredvis af millioner år siden, hvor alt skal fortolkes på basis af ”vikarierende data”. Idet tolkningen uvægerligt ender med at bekræfte ”varmisternes” ideer om, at det bliver varmere, at varme er skidt, og at det er menneskenes skyld. Og fortsætter med at udløse store forskningsbevillinger til samme “varmist”forskere.

Temperatur/CO2 relationen er i øvrigt en mindre betydende faktor til at forklare fortidens klima. Foruden massiv vulkanisme, asteroidenedslag og sol/kosmisk stråling kan jeg nævne kontinentaldrift med tilhørende opståen af store landarealer: Pangaea og  lukning og åbning af havstrømme, som er langt vigtigere faktorer for at forklare klimaforhold og iltsvind /forsuring af havet. På det tidspunkt hvor alle klodens kontinenter var samlet er sted: Pangaea, har der åbenbart været meget varmt i de indre dele af dette kontinent, fordi havenes afkølingsmekanisme ikke kunne nå derind.

Endelig vil jeg gerne henvise til, blandt mange andre, Goklany som på basis af IPCC’s egne rapporter viser, at den varme verden med høj økonomisk vækst – selv med de af IPCC postulerede høje klimaomkostninger – er et meget bedre sted at leve i end den ”kolde” verden.

Oversvømmelsesvarsling

Johannes har misforstået mit indlæg, jeg sagde jo netop, at i 1362 var man nok ikke ret god til at forudsige stormfloder, men det er man nu.

Mht. til ”skinger” vil jeg tillade mig at mene, at de ”skingre” er dem, der hårdnakket bliver ved at hævde, at vi har et stort klimaproblem, når data viser, at hverken temperatur eller vandstand stiger i den takt, som klimamodellerne forudsiger. Og som ”skingert” og vedholdende argumenterer for Kyotoprocessens kommando/kontrol mekanismer, som åbenbart er virkningsløse, i stedet for at lytte til folk som Karl-Johan Dalgård.

Den lille istid fra 1300

Kilden er wikipedia, hvor starten er nævnt til 1250, men endvidere udsiger, at der ikke er konsensus om starttidspunktet. Manglende konsensus gør mig helt rolig. Så er det nok sandsynligvis rigtigt, i modsætning til meget af den klimaforskning, der er såkaldt konsensus om nu.

Den frie borger Morten og den loyale staldknægt Jens

Efter Morten Messerchmidt i onsdags i en kort tale udtrykte sin uforbeholdne mening om EU og vores nuværende regeringsleder, Helle Thorning Schmidt, har han i den grad fået læst og påskrevet. Ikke mindst af Venstres medlem af Europaparlamentet, Jens Rohde.

Jovist er Morten Messerschmidt skarp i sin kritik af Helle Thorning og EU. Jovist er han ironisk og passioneret i sit udtryk, og den var muligvis ikke gået i folketinget, men nu var det heller ikke der sceancen foregik.

Morten Messerschmidt “velkomsttale” til Helle Thorning Smith i Europaparlamentet 17. januar:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=CB063m9aF-g[/youtube]

Talen var adskilte sig ikke fra – hverken i tone eller indhold – hvad man jævnligt oplever i det engelske underhus, hvis debatter unægtelig er en del mere underholdende og engagerende end dem i det danske folketing, og hvis medlemmer ofte udviser et retorisk, for ikke at sige kunstnerisk niveau, klasser over hvad vi (bortset fra et par undtagelser) er vant til herhjemme. Hvis det har været inspirationskilden for Morten Messerschmidt, skal han ikke høre et ondt ord fra min side.

Heldigvis har de engelske repræsentanter i Europaparlamentet  taget deres tradition med sig til Bruxelles og Strasbourg – og tak for det. Se bare den konservative Daniel Hannas velkomsttale til daværende premierminister Gordon Brown i 2009. Klippet er set af over 2½ mio. gange siden det blev lagt på Youtube og er i dag en klassiker.

Daniel Hannah om Gordon Brown i 2009:

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=94lW6Y4tBXs&feature=player_embedded[/youtube]

I sin reaktion på Messerscmidts ironiske tale udtalte Jens Rohde til BT, at:

Jeg synes, at hans [Messerchmidt] opførsel var umoden og pinlig. Jeg forstår ikke, at hvis man hader EU og elsker Danmark, at man så sætter Danmarks regeringschef i den situation, som han sendte chefen i dag. Det tjente på ingen måde Danmarks interesse.

Han bakkes op af SFs Emilie Turunen, som pointerer:

at det er skadeligt for Danmarks ry og for Danmarks interesser internationalt

Her hopper kæden vist helt af for hr. Rohde og de “Eu(ro)-pjattede”. Normalt er vi jo vant til at Morten Messerchmidt og Dansk Folkeparti nærmest per automatik omtales som et nationalistisk og snæversynet parti, men her er det vist Emilie Turunen og Jens Rohde der har svært ved at frigøre sig fra deres nationale rødder og ikke forstår at de er medlemmer af et europisk parlament, hvor man fordeler sig og udtrykker sig ud fra holdninger og anskuelse og ikke ud fra nationalt tilhørsforhold.

Mens Morten Messerschmidt har forstået det og optræder som europæisk politiker med noget på hjerte, opfører Rohde og Turenen sig som – efter min mening – danskere når de er værst. Nemlig som ufri undersåtter under enevælden, hvor fuldkommen underkastelse er en dyd, og hvor man står ret og holder kæft med at det lugter ilde i bageriet – når der er udlændinge til stede.

Hvem lider egentlig af mindreværdskomplekser? 

Jens Rohde har tidligere, efter han op til europaparlamentsvalget i 2009 førte en mildt Eu-kritisk platform, efterfølgende vist sig at stå for en meget EU-positiv holdning på linje med Venstres tidligere formand, Uffe Ellemann Jensen. Som han selv har udtalt om sin forvandling:

Vi leder efter at være uenige om noget i Danmark. Det er omvendt i Europa. Og det er en meget stærk personlig oplevelse for mig at komme til Bruxelles og få et international perspektiv på politik. Jeg forandrer mig af det. Da jeg var politisk ordfører, bandede jeg f.eks., når Uffe (Ellemann-Jensen, red.) advarede imod, at vi lukker os for meget om os selv. Det forstår jeg bedre i dag.

Netop Uffe Ellemann var sammen med Bo Lidegaard (så er linjen ligesom lagt) blandt hovedkilderne til en temmelig ringe og ensidig artikel i sidste uges The Economist i andledning af Danmarks overtagelse af formandskabet i EU. Her er Uffe Ellemann citeret for at :

“British scepticism comes from a superiority complex. Ours comes from a minority complex,”

Men er det ikke snarere de overstrømmende EU-positive, som lider af mindreværdskomplekser. Så længe jeg kan huske tilbage har alle folkeafstemninger herhjemme i sidste ende været baseret på det grundlæggende argument fra tilhængerne, at vi ikke kan kan klare os uden at opgive endnu mere suverænitet. Sidst så vi det ved Euroafstemningen i 2000, hvor der ikke var grænser for alle de ulykker som ville ramme os hvis vi ikke stemte ja til euroen. Om ikke andet må man tage hatten af for eurotilhængernes evne til totalt at ignorere at de tog fejl. For tiden fremturer de ufortrødent med at det er i Danmarks interesse at tiltræde europagten. Et absurd argument som man vist skal have et næsten religiøst forhold til drømmen om Europas Forenede Stater for at tro på. Men det er som bekendt svært at acceptere når ens drømme ikke klarer mødet med virkeligheden. Og tro mig, jeg har set det på nærmeste hold i det kollektiv hvor jeg boede i 1989, da Berlinmuren faldt 🙂

Men måske  er Jens Rohdes kritik blot afledt af, at han ikke formår at skelne mellem regent og regeringsleder. Førstnævnte behandler man naturligvis med respekt, hjemme såvel som ude. Sidstnævnte er først som sidst en politisk modstander – hverken mere eller mindre.

Under alle omstændigheder er det lettere komisk at Jens Rohde optræder som loyal fæstebonde, mens Morten Messerschmidt viser, at man godt kan være nationalkonservativ og alligevel lade sig inspirere af det store udland.

Ny bog om lykke fra IEA

Jeg havde i efteråret fornøjelsen af at blive inviteret til at skrive et kapitel til en bog om lykke. Bogen, der udgives af Institute for Economic Affairs i London, er nu udkommet. Den koster 12.50 pund, men kan alternativt downloades gratis her. Bogen præsenteres ved et arrangement på onsdag i London. Will Wilkinson omtaler også bogen her.

Den danske syndflod

Indbyggerne i den lille vadehavsby: Rungholt gik dybt bekymrede i seng natten til den 16. januar 1362. Vesterhavet var i oprør på grund af en hylende vinterstorm. Og næste dag ville det blive springflod. Især den lokale digefoged havde svært ved at falde i søvn, da han udmærket var klar over, at digerne ikke var godt nok i stand til at klare en ekstrem stormflod. Må herren hjælpe os, var det sidste han tænkte, inden han faldt i søvn.

Det gjorde Herren ikke. Om natten sendte den samlede tidevands- og stormbølge millioner af tons tunge og kolde vandmasser flere meter højt henover digerne. Rungholt blev udslettet med folk og fæ. Store landområder nær Vadehavet blev skyllet væk og fra 10-100.000 mennesker omkom. Det vestvendte sønderjyske kystlandskab var forandret til ukendelighed.

Den Store Manddrukning for 650 år siden, er den værste stormflodshændelse, der er forekommet i nyere historisk tid, dvs. inden for de seneste 1000 år.  Det er tvivlsomt, om man med tidens viden kunne have forudsagt en sådan ekstremhændelse, og det meget tvivlsomt, om man havde den nødvendige teknologiske formåen og især de nødvendige midler til at forebygge oversvømmelsen. Men situationen blev bestemt gjort værre af tre forhold.

  •  De danske konger, i 1362 Valdemar Atterdag, tænkte mere på, hvordan de kunne hive skatter ud af folket end at sikre folket mod naturens luner.
  •  ”Den lille istid” begyndte tidligt i 1300 tallet og fremkaldte misvækst og hungersnød. Tro mig, alle I ”varmebekymrede” typer derude – Kulde er meget værre end varme for verdens tilstand.
  •  Den ”Sorte Død” startede i Messina i 1347 og arbejdede sig op gennem Europa.

De forarmede, sultne og syge sønderjyder var derfor forsvarsløse over for naturens ekstreme og brutale opførsel.

Det er indlysende at drage parallellen til vore dages diskussion, hvor alt for mange tror de kan løse et klimaproblem, der måske betyder noget om 50-100 år, ved at opkræve skatter og gøre energi kunstig dyr og dermed hæmme den økonomiske vækst især for verdens fattigste mennesker.

Næh, lad borgerne være i fred for skadelig politisk indblanding, så skal vi nok helt af os selv blive rige og kloge nok til at håndtere hvilke som helst fortrædeligheder, naturen kan finde på at smide i hovedet på os.

De særligt bekymrede for havenes vandstand vil jeg henvise til CU Sea Level Research Group, som viser en vandstandsstigning på 3,2 mm/år lig med 32 centimeter på 100 år. Næppe noget som vil holde selv meget bekymrede digefogeder vågne. Bemærk i øvrigt, at vandstanden ligefrem er faldet de seneste par år.

Hellere rig og varm, end kold og fattig.

Skæv radio og narkotikapolitisk debat

Selv om den danske narkotikadebat er langt efter den i USA, hvor der efterhånden er en betydelig skare af hvad der almindeligvis opfattes som respektable borgere, som i klar tale udtaler sig til fordel for fuld eller delvis legalisering af narkotika for slet ikke at nævne rækken af gode konservative aviser og tidskrifter (Finansiel Times, The Economist og Wall Street Journal), fylder emnet mere i medierne i dag end for bare få år tilbage. Jeg har i en tidligere blog henvist til en Agenda udsendelse på P1 i efteråret 2011.

Denne gang vil jeg gerne henvise til to udsendelser på radio 24syv. Således brugte Jarl Cordua og Torben Steno en time på emnet i november måned i deres i øvrigt anbefalelesesværdige “Cordua og Steno“, som sendes hver torsdag kl. 14-16. Udgangspunktet var at især Torben Steno er ganske begejstret ved tanken om de mange penge staten kan spare og tjene ved en legalisering. Mine beregninger er baseret på materiale fra den amerikanske Harward-økonom Jeffrey Miron, som vi har omtalt ved flere lejligheder her på bloggen, se bl.a. her og her. Oversat til danske forhold skulle en offentlig besparelse/indtægt på ca. 9 mia. kroner være realistisk.

Cordua og Steno 17. november 2011, 1. time

I udsendelsen debatterer jeg (og Torben Steno) med socialborgmester Mikkel Warming fra Enhedslisten og folketingsmedlem for det Radikale Venstre, Marlene Lorentzen (samt Jarl Cordua) .

Argumentet for en legalisering kan kort fortalt gøres ud fra 3. begrundelser:

1. En moralsk og etisk begrundelse, hvorefter det naturligvis er absurd at forbyde folk at foretage handlinger, som reelt først og fremmest indebærer en omkostning for brugeren selv. Eller sagt med andre ord, hvor håndhævelsen af den enkeltes frihed ikke griber ind i 3. mands frihed. Som (uforbederlig) (neo)liberalist anser jeg det naturligvis for at være et brud på vores grundlæggende negative menneskerettigheder, at man forbyder køb og salg af udvalgte rusmidler. Tilbage står vi i en situation hvor man blot kan håbe på at man foretager handlinger, som et politisk flertal mener man skal have ret til. En ikke særlig rar tanke, idet det stort set indebærer at alle former for aktiviteter (uanset om det skader andre eller ej) kan blive forbudt. Som det fremgår af udsendelsen, er det ikke et argument der bider på de to politikere, ikke underligt da de politisk har det tilfælles at de begge to er kollektivister (som flertallet af danske politikere og partier) hvor individet spiller en underordnet rolle.

2. De menneskelige omkostninger ved forbudspolitikken. Dette er reelt det eneste punkt, hvilket man også kan høre i udsendelsen, hvor man i en dansk/europæisk virkelighed har en chance for at komme igennem på nuværende tidspunkt.

3. De økonomiske omkostninger. Til stor fortrydelse – Torben Steno prøver ellers ganske ihærdigt – er det et faktum som kun har mindre gennemslagskraft i den politiske virkelighed (ikke at forveksles med den virkelighed borgerne lever i). Ca. 9 mia. kroner burde jo ellers være et tilbud man ikke siger nej til.

Den 13.1 deltog jeg så i “Michael Jeppesens top 182“, også på radio 24syv. Mens Cordua og Steno sagtens kunne gøre sig på DR P1, er vi her mere ovre i P3 stilen. Med andre i lange perioder er der mere tale om underholdning (og en hvis barnlig glæde ved at provokere) end oplysende radio. Især en af deltagerne (“Cutter”) lever i den grad op til alle de fordomme “pæne og ordentlige borgere” kan have overfor hashrygere. Hvis nogen vil vide hvorfor jeg aldrig kunne finde på at deltage i den årlige cannabisdemonstration arrangeret af Hampepartiet og Christiania er det blot at lytte til denne udsendelse.

Jeppesens top 182 – 2. time 13. januar 2012

Her er der især grund til at hæfte sig ved Jacob Demant fra Center for Rusmiddelforsknings argumentation for at brug af illegale rusmidler IKKE er en offerløs forbrydelse. Grundlæggende er argumentet at der er økonomiske og personlige konsekvenser for andre, som bl.a. inkluderer (trivielle) konsekvenser som omkostningerne for ens kollegaer når man ikke passer sit arbejde osv. osv. Her laver han en fejlslutning som også de to politikere i Cordua og Steno’s udsendelse gør sig skyld i.

Der etableres en direkte kobling mellem brug og misbrug. Hermed er man tæt på den grundlæggende tese som drev det 19. århundredes afholdsforeninger, nemlig at “djævlen boede i flasken”.

Det er absurd af flere grunde. Det kan hurtigt konstateres at de negative omkostninger for omverden ved at en person ryger sig skæv, drikker sig stiv, sniffer coke, ryger eller fixe heroin osv. i udgangspunktet er lig nul. Det er først i tilfælde af misbrug at man kan tale om omkostninger.

Hvis det argument skal have validitet i forhold til forbud og regulering indebærer det også, at der udover etablering af en direkte forbindelse mellem personer som har et problemfrit forbrug til personer som har et problematisk forbrug, at misbruget ikke finder sted i tilfælde af forbud eller regulering. På baggrund af tilgængelig data – og ikke mindst på baggrund af at vi ved at der ingen sammenhæng er mellem forskelle i lovgivning og forbrug af illegale rusmidler – er det overvejende sandsynligt at netop de som er potentielle misbrugere er de som respekterer lovgivningen på området mindst. Med andre ord er det overvejende sandsynligt, at omfanget af misbrug er relativt uafhængigt af forbud eller ej.

Noget andet er at en sådan forbindelse ikke kan etableres. Man kan vel ikke pålægge de der nyder at drikke alkoholiske drikke fra tid til anden ansvaret for de som ikke kan styre sig. Men selv når vi konstaterer omkostninger ved et givent rusmidler, hvad er så konsekvensen af at vi herefter konkluderer at vi i så tilfælde må forbyde alle at nyde denne last? De er temmelig vidtgående. Det vil f.eks. indebære at man skal forbyde utroskab, sex (usikker sex koster samfundet ca. en kvart mia. kroner om året), regulere hvilke sportsgrene som skal kunne dyrkes samt for hvilke aldersgrupper osv. osv.

Det er ganske enkelt ikke et validt argument for regulering og forbud.

Men lyt og døm selv.

 

Europæisk kreditværdighed

I fredags kom de nye ratings på kreditværdighed fra Standard’s & Poor. Det kom ikke just som et chok, men dele af EU-systemet reagerede alligevel med officiel vantro. Ni eurolande blev nedgraderet: Spanien, Frankrig, Malta, Italien, Østrig, Portugal, Cypern, Slovenien og Slovakiet. Cypern, Italien og Portugal rykkede endda to ratings ned. Den officielle vantro fokuseredes dog på, at Frankrig mistede sin triple-A-rating, så et af de bærende eurolande nu ikke længere ligger i superligaen, men sammen med USA.

Som en public service viser vi nedenfor ratings fra både Standard’s & Poor og Fitch; bemærk at nogle af forskelle skyldes, at Fitch ikke har opdateret deres ratings endnu. En anden service er ret simpel information. Eurozonens medlemslande uden en kommunistisk fortid har nu en gennemsnitsrating på A+ (A hvis man tæller Grækenland med). De ’almindelige’ EU-lande, der stadig står udenfor euroen, har alle en rating på AAA – dvs. den perfekte score. Ultimo december var gennemsnitsrenten på en tiårig statsobligation i eurozonens almindelige medlemslande på 5 % (6,2 % hvis man tæller grækerns 21,1 % med). De almindelige udenfor zonen kan derimod refinansiere deres tiårige til en gennemsnitsrente på bare 1,9 %. Hvis den slags tal ikke fortæller en historie om en fælles valuta i svære vanskeligheder, ved jeg ikke hvilke tal, der vil.

Barack Obamas enhedsforvaltning

Dagens vigtigste kommentar angående amerikansk politik kommer fra juristen Bruce Ackermans hånd og handler – vil det nok overraske nogen – slet ikke om primærvalgkampene. Derimod handler det om noget så tørt, som hvem der yder juridisk rådgivning til USA’s præsident.

Traditionelt set, har det amerikanske justitsministerium besvaret føderalkongressens spørgsmål angående f.eks. grundlovsmæssigheden af en given bestemmelse i et lovforslag eller den udøvende magts handling i en konkret sag. Sådan er det ikke (så meget) mere:

…Increasingly, it is the White House, not the Justice Department, that is making the tough legal calls—without the disciplined staff work and traditions of independence that have permitted the Office of Legal Counsel to win legal credibility over the past 75 years…

…In challenging the Senate on recess appointments, President Obama has only relied on his White House Counsel, not the Justice Department, in reaching his constitutional conclusions…

…This shift in legal authority is a bitter legacy of the George W. Bush administration, where the White House exerted intense pressure on members of the Office of Legal Council to get the decisions it wanted and promulgated a stream of remarkably superficial presidential signing statements nullifying parts of congressional statutes on problematic constitutional grounds…

Selvom Ackerman, ikke overraskende, har taget fløjlshandskerne på, når det han omtaler Obama-regeringen og dennes embedsmænds handlinger, har han helt ret når han påpeger det forkastelige i, at den udøvende magt ikke så meget som anser det for nødvendigt, at begrunde sine afgørelser og efterfølgende stå til regnskab for dem:

The question is not what one or another pundit thinks. It is whether the president has an obligation to make his own constitutional case, or merely announce his judgment by fiat.

Præsident Obama har, når det kommer til retsstatsprincipperne, opført sig som en anden solkonge. – Og, i en sidebemærkning, har hans hustru også spenderet løs og tilladt sig selv en, som var hendes mand en sådanne.

Det er hverken klædeligt, tillidsskabende eller i tråd med den praksis, der er oparbejdet omkring checks-and-balances-systemet.

* * *

Skulle nogen i øvrigt undre sig over, hvad dagens næst-vigtigste kommentar om amerikansk politik var, så behøver man ikke kigge længere væk end i Berlingske tidende, hvor denne blogs tidligere redaktør skriver fyldigt og klart om mit eget yndlings in-your-face-emne, når jeg møder en lidt for pro-Obama person: Hykleriet omkring Gitmo og “det hemmelige fangeprogram”.

Grundlovsidéer

Det er det samme hvert eneste år. Lige efter nytår eller – hvis man er i et lidt for seriøst selskab – også på selve nytårsaften: Dén diskussionen om arvekongedømmets berettigelse, som H.M. Dronningens nytårstale altid ser ud til at foranledige.

Tilbage i 2005 skrev CEPOS nuværende chefjurist Jacob Mchangama her på bloggen om det (vedvarende) socialistiske og social-liberale ønske om, at omskrive den danske grundlov, så sproget bliver “normalt” (!) og indholdet forøget, med et positivt defineret katalog over socio-økonomiske “rettigheder“. Dét indlæg står stadig ved magt.

I selvsamme indlæg henviser Jacob Mchangama til et forslag til en omskrevet og liberalt forstærket forfatningslov; som indgik i en “grundlovsdebat”, som de færreste af os stadig kan huske (- og som jeg måske/måske ikke selv deltog i) Folketinget havde vedtaget, for at fejre 150-årsdagen for Danmarks Riges Grundlov et par år forinden.

Det forslag der henvises til er genoptrykt i Libertas #44 og har titlen: “Frihed, magtdeling og demokrati: Forslag til principper og elementer i en ny dansk grundlov“. Forfatterne er – i min tilfældige rækkefølge – Peter Kurrild-Klitgaard, Thomas Bernt Henriksen, Morten Holm og Edith Thingstrup.

Det er baseret på en idé om, at en forfatningslov ikke skal følge med tiden, men tværtimod gå mod denne således, at loven kommer til at danne et værn for borgeren mod statsmagten og dennes omskiftelige lune. En helt igennem fornuftigt idé, som uden videre kan tiltrædes af denne blogger.

Forslagets inspirationskilder kan ligeledes tiltrædes: Den engelske Bill of Rights; De Forenede Staters forfatninger (hvoraf jeg personligt bryder mig mest om Articles of Confederation fra 1777); den franske 1789-rettighedserklæring og så i øvrigt den danske Junigrundlov af 1849.

Sådanne inspirationskilder forpligter; men jeg synes, at de er sluppet rigtigt godt fra det. Se f.eks. om ekspropriation:

At sikringen af den private ejendomsret (§73) udstrækkes til

  • at gælde imod begrænsninger i brug, påbud, forbud og andre former for regulering;
  • at ekspropriation og andre indgreb i den private ejendomsret kan indbringes for domstolene m.h.t. ikke blot størrelsen af erstatning men også begrundelsen;
  • at det vil være staten, der har bevisbyrden for, at et indgreb i ejendomsretten er til almenvellets bedste;
  • at hver enkelt ekspropriation skal behandles ved individuel lovgivning og ikke kan delegeres til andre offentlige myndigheder;
  • at Grundlovens eksisterende sikring (§73.2.) af Folketings-mindretals ret til at udskyde ikrafttræden af en ekspropriation sikres yderligere ved at nedsætte andelen til 1/5.
– Dertil ville jeg selv nok blot havde tilføjet, at enhver tvist om ekspropriationens begrundelse eller erstatningens størrelse, skulle havde fuldt opsættende virkning.

Den flittige læser vil sikkert allerede have åbnet Libertas-linket i en fane i browseren og have snust lidt til den artikel jeg taler om. – Og det er egentlig hvad jeg vil anbefale alle læsere at gøre. Hent Libertas #44; print det ud eller smæk det over på din Kindle eller iPad og sæt dig så godt til rette i en stol under lyset.

God læselyst.

 

Ophavsrettighedsdebatten

Hermed en formatteret og link-holdig gengivelse af et blogindlæg, jeg har i Børsen i dag:

Debatten for og imod immaterialretligheder, så som ophavsret, tog en finurlig drejning, da rettighedspirateri forleden opnåede statslig anerkendelse som en religion i Sverige under det passende navn kopimisme. Kirkens højeste læresætning er, at omdeling af kopier af andre menneskers rettighedsgenstande i sig selv er en religiøs tjeneste.

Hvem anerkendelsen siger mest om – piraterne eller det svenske Kammarkollegiet – skal vi lade stå usagt. Hvad der derimod skal påpeges er, at der for tiden pågår en voldsom debat om ophavsrettens fremtid og at fronterne på begge sider er trukket skarpt op.

Således har selv danske medier indenfor det seneste stykke tid talt om det såkaldte SOPA-lovforslag, der behandles i Repræsentanternes Hus i USA, der udvider rettighedshaveres mulighed for gennem en summarisk proces at lukke bl.a. hjemmesider ned via et fogdeforbud. Bølgerne går højt i dén debat – som de rettelig bør, når nu retsikkerheden står på spil. Det er med andre ord ikke blot en debat for debattens skyld.

På den velansete blog The Volokh Conspiracy bringes i dag et indlæg af William ”Bill” Patry under titlen ”How to Fix Copyright, Part I”. Patry selv, er amerikansk advokat, arbejder in-house for Google og er forfatter til Oxford-publikationerne Moral Panics and the Copyright Wars og How to Fix Copyright.

I blogindlægget præsenterer Patry sin nye bog – som er så ny, at jeg ikke selv har haft en chance for at se den igennem – hvori han forsøger at opstille en konstruktiv løsningsmodel på de problemer, han mener ophavsrettighedsinstituttet er ramt af. Indlæg af denne type skal altid læses med et stort caveat: Den vedrører amerikanske forhold. Men, når det er sagt, så er ophavsrettighedsområdet, i takt med internationaliseringen, ikke længere noget, staterne på nogen måde kan eller bør behandle for sig selv indenfor nationalstatens snævre ramme.

Patrys påstand er, at ophavsrettighedsinstituttet er ineffektivt. Som han siger: ”I believe laws are tools, not ends in themselves, and that we should measure, empirically, their effectiveness against their stated objective.” Heri kan man kun give ham ret. Det samme kan man, når det kommer til de mål, Patry mener ophavsretslove – generelt set – har til formål at nå:

[The] goals are often fleshed out in ways that fit into the following two syllogisms and one tautology. Syllogism number one: Copyright is the basis for creativity. Creativity is the basis for culture. Therefore, copyright is the basis for culture. Syllogism number two: Copyright is the basis for a knowledge-based economy. The knowledge-based economy is the basis for competitiveness. Therefore, copyright is the basis for competitiveness. The tautology is the statement that the creative industries are those industries dependent on copyright laws and therefore copyright laws are essential to the growth of the creative industries.

Bill Patry rammer derudover plet når han fremfører, at teknologi ikke i sig selv er ophavsrettens bane- eller redningsmand, men derimod intet andet end et middel, som faciliterer behov og behovstilfredsstillelse på markedet. – Og som han så korrekt siger:

”Changing markets and products are an economic fact of life: no copyright law can force people to buy things they do not want to buy, anymore than laws can outlaw recessions or business cycles.”

Opdatering: Bill Patrys 2. blogindlæg er udkommet d.d.

Ulighed er ikke fattigdom

I en P1-debat forleden diskuterede SF’s Jesper Petersen med Cepos Mads Lundby, om det er en god ide at fokusere politik på at sænke den såkaldte Gini-koefficient (se her). Ginien er et mål for økonomisk lighed, målt som den procentvise forskel på den faktiske situation og en situation hvor alle tjener præcist det samme. Diskussionen kom af at SF har argumenteret for, at man bruger Ginien som officielt mål for politik. Man argumenterer også for, at der bør indføres en officiel fattigdomsgrænse

Diskussionen afslørede en stor del af den begrebsforvirring, der hersker i debatten, og ikke mindst hvordan man til stadighed blander ulighed og fattigdom sammen. Petersen påstod flere gange i løbet af udsendelsen, at uligheden var steget kraftigt og fattigdommen var øget, og syntes at betragte de to ting som det samme. Det er på ingen måde tilfældet.

For at se det, kan man tage et meget simpelt eksempel. Forestil dig, at der er fire grupper i samfundet og at de er lige store. Den fattigste fjerdel tjener i udgangspunktet 12, nummer to gruppe tjener 19, nummer tre tjener 35 og den rigeste fjerdedel tjener 54. Ginien for dette samfund er cirka 59,2, og de rigeste tjener 2.45 gange mere end gennemsnittet for resten.

Nu øges gennemsnitsindkomsten med 20 %, sådan at den fattigste fjerdedel nu tjener 14, mens de tre andre grupper tjener henholdsvis, 21, 43 og 66. Ginien er steget til 61,8, altså med 2,6 point. Per SF’s logik er samfundet således blevet dårligere og der bør føres politik mod udviklingen. Men læg mærke til, at de fattige er blevet næsten 17 % rigere og ingen er blevet fattigere!

Der er med andre ord sket en markant reduktion i fattigdommen, men hvis man insisterer på at ulighed er fattigdom – en ekstrem position i og med at al fattigdom derfor betragtes som relativ – vil enhver udvikling der ikke uforholdsmæssigt gavner indkomsten for de fattigste ikke være comme il faut. En ændring, der holder de fattigstes indkomst helt konstant, men giver nummer to gruppe en stigning på 21 % giver logisk den helt samme Gini-koefficient. Forslag, der går på at styre politisk efter officielle ulighedsmål som Ginien, er derfor ikke blot stærkt ideologiske ved at implicit identificere ulighed med fattigdom, men kan også give helt absurde resultater.

Markedsreformer i Peru er godt igang med at afskaffe fattigdom

Som det er en del bekendt har jeg et sideprojekt ved siden af at skrive her på punditokraterne. På Americas skriver jeg udelukkende om latinamerikanske forhold. Men selv om man ikke er specielt interesseret i latinamerikanske forhold vil en del læsere af punditokraterne måske finde mit seneste indlæg om fattigdomsreduktionen i Peru interessant. Hovedkonklusionerne i en analyse lavet af økonomer i Perus nationalbank er at den hastige reduktion af fatigdommen gennem de seneste 10 primært skyldes markedet, mens egentlige omfordelingspolitikker spiller en marginal rolle. Det viser sig tydeligt i de beregnede fremskrivninger frem til 2016.

Du kan læse mere her.

Årets politiske solopræstation 2011 – Joachim B. Olsen

Mens Politikens læsere mener at Helle Thornings valgsejr var årets mest positive nyhed mener Ekstrabladet at hun er årets torsk. I Berlingske Tidende blev Margrethe Vestager udnævnt til årets politiker, Corydon til årets “højdespringer” mens Ôzlemn Cekic begik ifølge Berlingske Tidende årets politiske bommert. Cekic og Berlingskes begrundelse vender vi tilbage til.

Her på årets første dag lægger vi ud med et nyt tiltag her på bloggen. Vi skal naturligvis ikke stå tilbage for nogen og vil derfor i fremtiden udnævne “årets politiske solopræstation” – Vi er jo ikke liberalistisk anlagte og individorienterede for ingenting 🙂

Punditokraternes pris for årets politiske solopræstation vil i år og i fremtiden gå til en politiker som i det forgangne år har formået at sætte en dagsorden af afgørende potentiel (positiv) betydning for Danmarks fremtid. Det er hårde krav, og vi forventer ikke at prisen bliver uddelt hvert år. Der er som bekendt ofte langt mellem snapsene i dansk politik.

I 2011 gjorde især en politiker sig bemærket med en usædvanlig præstation, som i den grad lever op til kriterierne, nemlig Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Hvis nogen forestillede sig, at Joachim B. Olsen fik noget foræret, fordi han var et kendt ansigt, blev de skuffede. Allerede før valget blev han af pressen (og politikere i både blå og rød lejr) fremstillet som dansk politiks nye “enfant terrible” og en kluddermikkel. Især, men ikke kun Ekstra bladet, har gjort og gør sig store anstrengelser for at fremstille ham som en umulius – mens man lefler for de værste fordomme hos læserne. For med en fortid som kuglestøder og vinder af vild med dans, kan man selvfølgelig ikke være velforvaret. Den behandling bringer minder frem om behandlingen i af f.eks. Ronald Reagan, Arnold Schwarzenegger og Margaret Thatcher, hvor karikeringen og omtalen af sidstnævnte i dansk presse i 1980erne (og efter) til tider nærmest har mindet om en heksejagt.

BEGRUNDELSE:

Joachim B. Olsen skal have prisen for årets solopræstation fordi han stod fast, da medierne løb over i forargelse over hvad der må være den vigtigste statusopdatering på facebook i Danmark i 2011, hvor han lidet diplomatisk gav udtryk for sin reaktion på at regeringen ville dele flere milde julegaver ud til landets fattige.

Reaktionen var et klassisk eksempel på den udbredte plage i ikke kun dansk politik, men i lige så høj grad dansk journalistik, at form er alt og indhold er intet. Reaktionen på Joachim B. Olsens “Jeg brækker mig” over Özlem Cekic (formand for socialudvalget)  forslag om at afsætte ekstra penge til de “fattige” via satsmidlerne, blev mødt med fordømmelse og latterliggørelse. Den nyvalgte Liv Holm Andersen fra det radikale venstre proklamerede således den 28. oktober at “Jeg brækker sig over Joachim B. Olsen“.

I ugerne efter den famøse statusopdatering havde de politiske kommentatorer kun hovedrysten til overs, mens både skrevne og elektroniske medier flød over af forargede kommentarer. Den generelle holdning var, at her var tale om en tabersag for blå lejr, og Joachim B. Olsens fremtid som politiker lå bag ham.

En måned senere og et besøg hos “fattige” Carina rigere, er alt vendt på hovedet.

Med udholdenhed, stædighed, grundig research og konsistent faktabaseret argumentation har Joachim B. Olsen efter vores opfattelse gjort mere for Danmarks fremtid end 10 års nominel borgerlig regeringsmagt  afstedkom. Debatten om fattigdom i Danmark bliver aldrig det samme i Danmark, og heldigvis for det.

HISTORIEN KORT FORTALT 

Udviklingen og forvanlingen fremgår tydeligt af nedenstående klip. Først fra en debat i Deadline den 31.10 mellem Joachim B. Olsen og Özlem Cekic, og den efterfølgende debat på P1 mellem de to den 1.11. Begge før man havde besøgt “Carina”

31.10 Deadline

P1 Debat 1.11

Efter man har mødt en “fattig”:

DR 1 Aftenshowet 28.11

Og endelig må Özlem Cekic (og dansk presse) foreløbigt kapitulere

Deadline 17:00 29.11

Forløbet har dog ikke haft praktisk betydning endnu. Kontanthjælpsloft og starthjælp er afskaffet. Vi har fortsat en meget asymetrisk debat og nyhedsdækning i medierne. Özlem Cekics eksempel på en fattig var ikke et “uheldig” eksempel som man er sluppet afsted med at fremstille det som, fordi man som udgangspunkt i pressen ønsker at fastholde historien om Danmarks fattige. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er Carina en typisk modtager af bistandshjælp, og det er altså denne typiske modtager, som fra nu af vil modtage flere penge fra det offentlige.

JOACHIM B. OLSENS FORTJENESTE ELLER ÖZLEM CEKIC BOMMERT?

Det er også symptomatisk, at mens vi vælger at fremhæve Joachim B. Olsen, har den generelle tolkning af sagen været, at der er tale om en bommert fra Özlem Cekics side.

Det er typisk, at Berlingske Tidende i sin begrundelse for at Özlem Cekic skulle have prisen for årets politiske bommert, skriver at:

Det begyndte som en vindersag for SF og partiets socialordfører Özlem Cekic. Liberal Alliances Joachim B. Olsen skrev på Facebook, at han »brækker sig« over dem, der ønsker mere julehjælp til de fattige. Özlem Cekic svarede igen med at invitere Olsen på besøg i virkeligheden, så han kunne opleve den virkelige fattigdom i Danmark. I slutningen af november fandt Cekic endelig frem til »Carina« som et godt eksempel på fattigdom og behovet for sociale ydelser. Den 36-årige kontanthjælpsmodtager viste sig dog at have 15.728 kr. til sig selv og sin søn efter skat hver måned – langt mere end mange lønmodtagere. Eksemplet rejste en storm mod Cekic fra alle sider, og det blev en debat med modsat fortegn: At de sociale ydelser er for høje i Danmark, at det ikke kan betale sig at arbejde, og at der ikke eksisterer egentlig fattigdom.

Men hvorfor er det Özlem Cekics bommert og ikke Joachim B. Olsens fortjeneste? Ret beset kunne Berlingske Tidendes begrundelse tyde på, at man ikke har begreb i livet om det reelle ydelsesniveau, og at man er fløjtende ligeglad. Hermed illustrerer man et enormt problem i dansk nyhedsdækning. En komplet ligegyldighed overfor ret og vrang, sandt og falsk. Hvad nu hvis – hvilket vi er tilbøjelige til at tro – Özlem Cekic og venstrefløjen rent faktisk mente (og mener?) at “Carina” er fattig, fordi i et kapitalistisk samfund må hun jo nødvendigvis være det? Så er der ikke tale om en bommert, men om en fremstilling og en tro som kun fungerer så længe dens retorik får lov til at stå uimodsagt. Med andre ord en forestilling som ikke klarer virkelighedens laksumtest. Således analyseret er Joachim B. Olsens fortjeneste, at han reelt har bedrevet faktabaseret journalistik, som vi desværre i den grad mangler herhjemme. Det skal han have en enorm tak for, og derfor er det kun rimeligt at han bliver den første modtager af Punditokraternes pris for “Årets politiske solopræstation”. En pris som vi desværre allerede nu kan forudse vil blive uddelt af for sjældent.

Venlig hilsen fra den selvudnævnte dommerkomite.

Niels Westy Munch-Holbek & Christian Bjørnskov.

Danske indkomster 2000-2011

Jesper Jørgensen spurgte i forbindelse med min post den anden dag, hvad der var sket med danske lønninger. Siden lønstatistikker ikke altid er lige lette af have med at gøre – hvad tæller man egentlig som løn – er her i stedet for et par billeder af, hvad der er sket med danske personlige indkomster. Første billede er af de gennemsnitlige indkomster, som ikke overraskende viser en 31 % stigning mellem 2000 og 2011. Finanskrisen er også ganske tydelig, men interessant nok i langt højere grad for mænd end for kvinder. Det kan der være mange grunde til, ikke mindst fordi mænd i højere grad er ansat i konjunkturudsatte erhverv, hvorimod der er flere kvinder i f.eks. den offentlige plejesektor, der er gået fri af kriserne.

Men indkomststatistikkerne viser også et par andre stærkt interessante udviklinger. Som figuren peger på, er mænds løn steget med 25  % i perioden, mens kvinders er steget med 38 %, primært pga. forskellige kriseudviklinger. Når man fokuserer på de ‘fattige’ danskere, forstået som dem med en indkomst under 175.000 kroner, er der ganske betragtelig forskel på kønnene, både i niveau og udvikling. I toppen – over 500.000 om året – er der en vis niveauforskel (mest pga. at der er langt flere mandlige millionærer), men ingen rigtig trendforskel. Der er nok at forklare for mine arbejdsmarkedsinteresserede kolleger de næste år.

Danske priser – 2000-2011

Inspireret af Andreas Berghs post fra forleden om strukturen af den svenske inflation de senere år, er her det helt tilsvarende plot for Danmark. Jeg vil ikke fortolke tallene – læserne kan tage et kig og tænke selv – men kan ikke lade være med at pege på et på udviklinger. Fra januar måned 2000 til november måned 2011 steg det generelle prisniveau 28 %; en gennemsnitlig, årlig inflation på 2,3 %. Men dette gennemsnit dækker over en væsentlig heterogenitet i strukturen af priser. Prisen på kommunikation er faktisk faldet med cirka 18 %, mens boligudgifterne er steget med 40 %, fødevarer med 33 % og transport med 30 %. Og læg mærke til, at udviklingen ikke synes stoppet eller sinket af den finansielle krise eller den efterfølgende gældskrise.