Dansk public choice workshop – programmet er her

Af Christian Bjørnskov, den 9. januar 2020. 1 svar

Som mange læsere muligvis ved, afholdes den årlige danske public choice workshop i år i København hos Cepos den 24. januar. Det er 21. gang, workshoppen afholdes, og den tegner til at blive den største til dato. Forskere fra universiteter i Danmark, England, Holland, Tyskland, Sverige og Ungarn deltager, og emnerne – der alle relaterer sig til public choice og politisk økonomi – spænder vidt.

Programmet, der kan ses her, omfatter bl.a. ny forskning om pavebesøg er godt for menneskerettighederne (Jerg Gutmann, Hamborg), om hvordan folks tillid til myndighederne påvirkes af skandaler (Christina Sade Olumeko og Kim Byrial Jensen, København), diskrimination af homoseksuelle par i lejemarkedet (Therese Nilsson, Lund), om demokratier har mere ‘inklusiv’ vækst (Sigrid Alexandra Koob, CBS), om hvordan institutional kvalitet påvirker effekten af handelsaftaler (Søren Østervig, Aarhus), og sammenhængen mellem økonomisk frihed og antisemitisme (Niclas Berggren, IFN i Stockholm).

Som altid er workshoppen varmt anbefalet, og en del af papirerne bliver tilgængelige allerede før workshoppen. Man skal blot holde øje med programsiden, hvor man også kan tilmelde sig. Som altid er der mulighed for, at alle interesserede kan deltage, om det gælder hele dagen eller blot en enkelt session, som man kunne være interesseret i. Workshoppen starter klokken 11 den 24. januar og afholdes hos Cepos, Landgreven 3 i hjertet af København. Punditokraterne er repræsenteret ved workshoppen, og vi håber at se flere af vores læsere der.

Statsministerens åbningstale og illusionen om perfekte politiske løsninger

Af Otto Brøns-Petersen, den 7. januar 2020. Skriv et svar

Statsministeren vil tvangsfjerne og -bortadoptere flere børn. Det var hovedbudskabet i hendes nytårstale sidste uge. Det vækker sikkert umiddelbart sympati hos mange. Ingen bryder sig om tanken om børn, der vanrøgtes. I en verden, hvor der fandtes perfekte politiske løsninger, var det bare at gå i gang.

Problemet er, at perfekte løsninger oftest ikke findes – og i sagens natur ikke kan findes. Hvor det på forhånd er illusorisk at forestille sig, at man ved at skrue op for ét virkemiddel – så som tvangsfjernelser – ikke samtidig skaber andre problemer så som uretmæssige fjernelser. For ikke længe siden blev der oprullet en skandale i Frederiksberg Kommune, som førte til afskedigelsen af den øverst ansvarlige embedsmand, fordi der blev fjernet børn, som ikke burde have været fjernet. Kommunen gik for langt, formentlig i sin iver efter at undgå en ny “Tøndersag”. Statsministeren selv begyndte sit embede med at undskylde til de såkaldte “Godhavndrenge” for den vanrøgt, de var blevet udsat for af det offentlige, efter at de var blevet anbragt.

Det er vigtigt at se i øjnene, at denne type af afvejninger ikke kan undgås.

I statistik taler vi om at minimere over to typer af fejl – kaldet type I- og type II-fejl. En type I-fejl vil sige at forkaste en sand hypotese. En type II-fejl vil sige at godkende en forkert hypotese. Der findes desværre ikke metoder, som er fejlfri. Man kan godt mindske risikoen for at begå den ene type fejl, men på et tidspunkt vil man nødvendigvis øge risikoen for at begå den modsatte fejl. Man kunne f.eks. automatisk acceptere alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men der ville samtidig være frit spil for falske hypoteser. Man kunne omvendt forkaste alle hypoteser. Det ville udelukke risikoen for at acceptere falske hypoteser, men jo også alle de sande.

Derfor vælger man almindeligvis et såkaldt signifikansniveau. Det er en sandsynlighed for at begå en type I-fejl. Et lavt signifikansniveau reducerer risikoen for at forkaste en sand hypotese. Men det øger samtidig risikoen for at begå en type II-fejl. Med et lavt signifikansniveau vil man hyppigere komme til at godkende hypoteser om sammenhænge, der i realiteten ikke findes, men skyldes statistisk tilfældighed.

Denne grundlæggende problematik i statistik medfører, at vi ikke kan få eksakt, definitiv viden om empiriske videnskabelige sammenhænge. Der er altid en risiko for, at en accepteret teori er forkert, eller at en ikke-accepteret er rigtig.

Men helt det samme problem gør sig gældende, når man i praksis skal træffe afgørelser om f.eks. vanrøgt eller skyld i kriminelle forhold. Det er umuligt ikke at begå fejl. Jo flere børn, man fjerner for at undgå vanrøgt, desto flere børn vil blive fjernet fra forældre, som ikke vanrøgter deres børn. Jo lettere det er at dømme en person for en forbrydelse, desto flere justitsmord vil der blive begået. Omvendt vil høje tærskler føre til, at flere børn bliver vanrøgtet i hjemmet, og at flere skyldige går fri.

Det er ikke ensbetydende med, at der ikke findes værre og bedre metoder til at afgøre den slags sager. Hvis dommerne trak lod frem for at høre bevisførelse, når de afgør kriminalsager, ville der nok både sidde flere uskyldige i fængsel og gå flere skyldige fri. Men der vil altså være en usikkerhed, man ikke kan sætte sig ud over. Når statsministeren vil “stille sig på børnenes side” ved at tvangsfjerne flere, vil der næsten uvilkårligt også blive fjernet flere, der ikke vanrøgtes.

Hvis man glemmer det, så ender man dér, hvor der hele tiden bliver overstyret under indtryk af aktuelle begivenheder. Politikerne høster popularitet på at reagere på enkeltsager, hvor det viser sig, at der er begået den ene eller anden type fejl.

Desværre vrimler sociale medier med opslag fra folk, der ikke kan gennemskue sammenhængen. Det er personer, som kræver meget stram udlændingepolitik, og samtidig himler op, når et af de velfungerende børn på det lokale gymnasium ryger ud sammen med sin familie. Eller dem, der kræver hårdere kurs på grov tone på sociale medier og samtidig bliver rystede over selv at havne i karantæne på grund af et uskyldigt ment opslag. Eller kræver øget indsats mod hvidvask i bankerne og ikke kan forstå, at deres lokale sportsklub ikke kan få en bankkonto. Eller kræver øget overvågning af potentielle terrorister og ikke kan forstå, at deres teledata bliver brugt mod dem i skattesager.

Listen er lang. Ofte beklager man sig over paradokset i, at den åbenlys uskyldige straffes, når de åbenlyst skyldige går fri – og udlægger det som en konsekvens af inkompetence hos politikere og myndigheder. Men grundlæggende usikkerhed kan ikke undgås. Og selv det, at inkompetence kan forekomme og påvirke udfaldet af konkrete sager, er et grundvilkår.

Det er samtidig en vigtig pointe i et liberalt demokrati, at afvejningen mellem type I- og type II-fejl ikke er underordnet. Det skal være svært for staten at løfte bevisbyrden mod borgerne. Det hænger sammen med, at borgerne kommer før staten, og at staten ikke desto mindre råder over beføjelser til at udøve magt, som ingen andre har. Derfor har vi sammen med det liberale demokratis indførelse også indført princippet om, at staten har bevisbyrden, når den vil intervenere mod borgerne.

I et demokrati er det vanskeligt at regere åbenlyst imod flertallets interesse. Politikere, der som statsministeren ønsker at øge interventionen mod borgerne og altså eksponerer sig for type II-fejlen med at gribe ind over for uskyldige, vil derfor ofte appellere til, at reglerne er rettet mod en minoritet. Det er samme kneb, der anvendes, når de vil begrænse retssikkerheden og henviser til terrortruslen. Men det er værd at erindre sig, at der ingen garanti er for, at reglerne vil komme til at diskriminere på den måde, der lægges op til. Måske hvis der fandtes perfekte politiske løsninger. Men imperfektionen er et livsvilkår.

Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2020. 3 svar

Forleden havde jeg den særlige fornøjelse at skrive årets første økonomiske kommentar til Børsen. Ved en sådan anledning dækker man ofte et lidt større, vigtigere spørgsmål, og kommentaren, der udkom i torsdags (gated version her), handlede om et af de helt store: Hvordan har dansk økonomi det egentlig?

Det politiske problem, om man vil, er at dansk økonomi ser besnærende fornuftig ud for tiden: ”De offentlige finanser er overholdbare, arbejdsløsheden er lav, og der er vækst i økonomien.” En række kommentatorer, inklusive flere på Børsen og i Berlingske Tidende, finder derfor situationen tilfredsstillende og bekymrer sig primært om, hvorvidt den er holdbar på lidt længere sigt.

Men det er netop det længere sigt, man bør være bekymret for, og man lærer tæt på intet om det, ved at se på hvordan det går her og nu. Gør man det modsatte og ser man på en længere udvikling, bliver problemerne tydelige. Det gør vi her, med udgangspunkt i kommentaren fra Børsen (som kun sjældent bringer figurer), i to figurer nedenfor.

Den første viser udviklingen i dansk BNP per indbygger relativt til samme udvikling i vores økonomiske naboer, Holland, Norge, Storbritannien, Sverige og Tyskland. Søjlerne illustrerer, hvor mange procent Danmark er foran naboerne i et givet år. Først i 70erne var det danske BNP omtrent 20 % højere end vores naboers, og denne situation blev reetableret i midten af 1980erne efter Schlüter-regeringernes markante reformer. Det viste sig dog at være en stakket frist – en kartoffelkur med indførslen af topskat kom bl.a. i vejen – og over de næste 30 år fulgte dansk økonomi ikke med. I dag (2017 i figuren) er dansk BNP per indbygger cirka 5 % højere end naboernes, og dansk produktivitet per fuldtidsansat er knap 8 % højere.

Det virkeligt slemme problem kan dog bedre aflæses i den anden figur, der viser størrelsen på danskernes og naboernes privatforbrug. Figuren gør det tydeligt, hvordan privatforbruget styrtdykkede i starten af 1970erne, i takt med at skatten steg og flere regeringer prøvede – uden særlig succes – at rette op på 60ernes blatant uansvarlige økonomiske politik. Relativt til naboerne fortsatte det med at falde, igen indtil Schlüters reformer, men det fik også en brat ende, og derouten er fortsat. Som jeg understreger i Børsen, burde situationen i dag være dybt utilfredsstillende: ”Den vigtigste forskel, som stort set aldrig diskuteres i dansk politik, er at danskernes typiske privatforbrug i dag er næsten 10 % lavere end vores naboers. Vi er således på 30 år gået fra at være 10 % foran til at være 10 % bagud.”

Politikernes argument imod dette er, at de jo bruger pengene meget smartere end almindelige borgere kan, og ’løfter’ den offentlige velfærd. Det er for eksempel kernen af finansminister Nicolai Wammens forsvar af den nye finanslov, der omfordeler endnu flere midler fra borgerne til den offentlige sektor.

Der er bare ikke meget der tyder på, at man får bedre offentlig service eller mere ’velfærd’ ud af at bruge flere penge i det offentlige. Problemet er ikke mangel på ressourcer – den decideret skuffende danske folkeskole er for eksempel den dyreste i OECD-landene – men en konsekvens af elendig ledelse, politisk regulering og indblanding og mangel på konkurrence. Og selvom det var, måtte man alligevel spørge om borgerne ikke er bedre til at få faktisk velfærd ud af midlerne end Folketinget. Regeringens nye finanslov, der gør alle grupper af danskere fattigere, kommer derfor ikke til at løfte nogen eller bidrage til folks velfærd – med undtagelse af politikernes – men gør danskerne endnu en tand fattigere end vores naboer. Hvis jeg var politiker, ville jeg krybe i et hul af skam over at have bidraget til så elendig en udvikling – men på Christiansborg skammer man sig ikke.

Generelle trends der ikke er generelle: Tillid til journalister

Af Christian Bjørnskov, den 3. januar 2020. Skriv et svar

Vi kender det allesammen: Oplevelsen af at politologer, sociologer, fremtidsforskere og andre med sikkerhed i stemmen forklarer, hvordan de vestlige samfund ændrer sig og hvad konsekvenserne bliver. Politiske kommentatorer og politikere tager – i det mindste offentligt – forudsigelserne alvorligt og foreslår politik, der enten akkommoderer eller modgår trenden. Vi andre sidder derimod ofte tilbage og undrer os over, om det hele overhovedet er sandt.

Groft sagt sker der med jævne mellemrum, at en fransk sociologiprofessor for eksempel udgiver en bog om samfundsmæssige trends i Frankrig, som hun oplever dem. Den franske forsker indikerer, at disse trends er generelle for Europa eller den vestlige verden, og interviewes efterfølgende i, for eksempel, Politiken eller Weekendavisen. Hermed er påstanden om en generelt udvikling introduceret i en dansk kontekst og bliver hurtigt en etableret ’sandhed’ i den politiske debat.

Vi illustrerer her en af disse trends med data fra den nye WellCome Global Monitor (WGM), som vi skrev om forleden (læs her). En af de påstande, jeg jævnligt hører, er at unge mennesker i vestlige lande i stigende grad forlader de traditionelle mainstream medier og har mistet tillid til dem. Mere generelt er påstanden således, at unge mennesker har mistet tillid til journaliststanden og derfor erstatter traditionelle medier med sociale medier. Et yderligere skridt i fortællingen er, at dette er et problem da de sociale medier i højere grad fungerer som et ekkokammer, hvor ens holdninger og værdier aldrig bliver udfordret, og fake news bare bekræftes.

Det særlige er, at man kan bruge WGM til at teste en del af basen for denne fortælling om en generel trend i de vestlige lande. Undersøgelsen spurgte i 2018 149.000 respondenter i 144 lande om bl.a. deres tillid til journalister. I det følgende stiller vi skarpt på 55 lande, der er mere eller mindre vestlige og udviklede, for ikke at blande udviklinger i udviklingslande ind i generelle betragtninger. Der viser sig først og fremmest ganske store forskelle mellem lande i, hvor stor tillid folk har til journalister. På en skala fra 0 til 3 er gennemsnittets tillid til journalister 1,6, fordelt mellem et lavpunkt på 0,7 i Grækenland og et maksimum på 2 i Finland. Figuren nedenfor illustrerer forskellene.

Ser man på den overordnede påstand, vurderer de yngre respondenter – defineret som dem der er under medianalderen på 39 – i gennemsnit journalister 4% lavere end de ældre respondenter. Der ser således ud til at være en smule kød på påstanden, om end forskellen er ganske lille. Det særlige er dog, at dette ikke er et generelt fænomen!

I 18 af de 54 cirka vestlige lande i undersøgelsen er de yngre statistisk signifikant anderledes end de ældre. Det er dog værd at notere sig, at der for det første er tre lande – Bulgarien, Tjekkiet og Slovakiet – hvor de yngre har mere tillid til journalister end de ældre, og dermed er stik mod den påståede trend. I de 15 andre, hvor yngre er mindre tillidsfulde, er forskellen i gennemsnit 9 %. Den er der således, og den er statistisk sikker, men er ikke specielt stor.

De 15 lande er: Albanien, Australien, Belgien, Cypern, Frankrig, Georgien, Israel, Japan, Litauen, Malta, Rumænien, Rusland, Slovenien Sydkorea, og Tyskland. Det er svært at se noget samlet mønster, der forbinder de 15, og den vigtigste pointe er, at det mønster, man skulle tro var helt generelt for vestlige lande, slet ikke findes for de andre 39 lande i undersøgelsen!

Man kan naturligvis altid mene, at spørgsmål som folks tillid til journalister ikke helt fanger essensen i en påstand. Vi mener dog at eksemplet som illustration fungerer ganske godt: Der kommer med mellemrum påstande om, hvordan vestlige samfund ændrer sig og hvilke problemer, det skaber. Disse påstande viser sig ganske ofte at være lande-specifikke og dermed slet ikke udtryk for noget generelt fænomen, og andre gange er påstandene ganske enkelt ikke korrekte. Det gælder for eksempel den ofte hørte bekymring om, at vi har mistet tilliden til hinanden, eller at bare folk troede på en guddom igen, ville alt være bedre. Vores eksempel i dag er ganske enkelt en illustration af, hvor ofte man kan afvise denne type påstande med simpel evidens, og hvor skeptisk enver borger bør være overfor denne slags påstand.

Året hos punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 1. januar 2020. Skriv et svar

1. januar er det legitimt at se tilbage på det gamle år og vurdere, hvordan det var. Som vi bemærkede i vores julehilsner (her og her) har det besøgsmæssigt været et ganske godt år. Vi endte med et totalt besøgstal på 98.562 – lidt færre end i 2017 og lidt flere end i 2018 – og håber naturligvis, at de alle har læst noget på bloggen. Men alle indlæg læses naturligvis ikke lige meget. Her er derfor de ti indlæg, som folk har besøgt mest i 2019:

Niels post ”Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender?” blev den relativt mest besøgte med 661 unikke besøg og dermed flere end 25 per dag siden 5. december. Min egen om ”Grøn grundlov – er det virkelig en god idé?” er i gennemsnit blevet besøgt af 14,7 læsere siden 2. december, og nummer tre, Ottos ”Murens fald var socialismens konkursbegæring” har haft 9,1 læsere om dagen siden 30-årsdagen den 9. november.

Andre poster, der blev læst flittigt i 2019 var (i rækkefølge efter deres besøgstal) ”Er de Radikale blevet kulturfascister?”, ”Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig”, ”Hvor stor skal en organisation være?”, den åbenbart evigt populære ”Sundhed i 100 år målt på højde”, ”En lære fra Løkke-tiden”, den vigtige ”Befolkning, vækst og klima 13: Derfor løber vi ikke tør for udtømmelige ressourcer”, og ”Den fejlede idé, der aldrig dør” om Kristian Niemitzs fine bog om socialisme som zombieidé.

Som vi allerede skrev i vores julehilsen, har flere af punditokraterne også markeret sig i de almindelige medier. Ifølge Infomedia blev Otto nævnt 230 gange i medierne i 2019 – én gang mere end mig – mens Niels var mindre i medierne, men igen understregede sin status som en af de mest indsigtsfulde danske kendere af Latinamerika i bl.a. Ræson.

Alt i alt har 2019 derfor været et godt år for punditokraterne, ikke mindst på grund af vores læsere. Vi tager taknemmeligt imod enhver kritik og ethvert forslag til emner, vi kan skrive om. Vi håber bare, at læserne også i 2020 husker, at vi er en lille gruppe individer, der hver har et almindeligt job, og at vi ingen ressourcer har andet end vores fritid. Der bliver derfor – på trods af et par læseres forslag – ikke nogen punditokrat-podcast. Mindre kan forhåbentlig gøre det. Godt Nytår!

Tillid til naboer

Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2019. 5 svar

Der er næppe mange velinformerede danskere, der ikke ved at Danmark er et af verdens mest tillidsfulde steder: Cirka 70 % af danskerne mener, at man generelt kan stole på andre mennesker. Vi deler denne status med nordmændene og – med en lille afstand – med svenskerne, og tilliden er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor en kold afkrog af verden alligevel er rig (læs f.eks. her). Og modsat hvad statsministeren indikerede i sin tale ved Folketingets åbning, er der ingen tegn på, at tilliden er faldende eller i fare.

Alligevel møder jeg ofte mennesker, der holder fast i, at det ikke kan være rigtigt. De nævner således ofte, at mange danskere ikke stoler på deres naboer og permanent låser deres dør. Flere af dem, inklusive flere forskere udenfor Danmark, fastholder også at folks svar er ekspressive og de i virkeligheden ikke udviser nogen tillid eller ærlighed i deres faktiske adfærd. Mens den anden påstand meget klart kan afvises (se her), har vi hidtil ikke haft solide data på folks tillid til deres naboer.

Denne mangel bliver der nu rådet bod på med nye data fra the Wellcome Global Monitor 2018, der blandt andet har spurgt om netop folks tillid til deres naboer i 144 forskellige lande. WGM spørger på en skala fra 1-4, hvor kategorierne er ”ingen”, ”ikke meget”, ”nogen”, og ”meget” tillid. Som med andre tillidsspørgsmål, viser der sig at være markant forskel på lande. Som figuren nedenfor illustrerer, strækker folks tillid til deres naboer i den vestlige verden fra et gennemsnit i Montenegro på 2,7 til 3,7 i Norge (globalt er bundskraberen Gabon på 2,1).

Danskerne kommer ind på en syvendeplads med et gennemsnitssvar på 3,5 lige over hollænderne og umiddelbart efter østrigerne. Der er således ikke nogen overraskelser, og danskerne ligger også her blandt de mest tillidsfulde mennesker i den vestlige verden. På samme måde er der ingen overraskelse i at finde, at folk i tidligere kommunistiske lande (de røde pinde) i gennemsnit er markant mindre tillidsfulde end andre. Kun tre lande med en kommunistiske fortid – Slovenien, Estland og Litauen – har et tillidsniveau over det vestlige gennemsnit.

Man kan stille (mindst) to spørgsmål til disse mønstre. Det første er, hvorfor danskerne alligevel ikke ligger på linje med nordmændene, når det gælder vores tillid til naboer, og hvad østrigerne laver i toppen. Ethvert svar er naturligvis spekulativt, men helt generelt finder man altid, at folk har større tillid til mennesker, de kender personligt, interagerer jævnligt med, og har valgt frivilligt at ses med. Teknisk siger man, at partikulær, personlig tillid typisk er højere end social, generaliseret tillid. En del af forklaringen på dette første spørgsmål er således sandsynligvis, at nordmænd og østrigere er mere tilbøjelige til at kende deres naboer personligt. Denne forklaring passer således på, at Norge er en tand mindre urbaniseret end Danmark og Sverige – 82 % af nordmændene bor i byer mod 88 % i de to andre lande – og at Østrig med 59 % af befolkningen i byer er markant mindre urbaniseret end de fleste andre vestlige lande. Jo flere folk, der bor i små lokalsamfund hvor man ikke kan undgå at kende hinanden, jo større bliver forskellen på social tillid og nabotillid.

Det andet spørgsmål er, hvor stærk den generelle sammenhæng mellem tillid til folks naboer og deres sociale tillid er. Det viser vi i den anden figur i dag, hvor de røde markører er lande med en kommunistisk fortid mens de sorte er normale, vestlige lande. Figuren illustrerer først, hvordan der ikke er nogen videre sammenhæng på tværs af de 19 tidligere kommunistiske lande, hvor korrelationen mellem de to mål er 0,12. Omvendt er sammenhængen meget tydelig på tværs af de 31 vestlige lande uden en kommunistisk fortid, hvor korrelationen er hele 0,72. Om den manglende sammenhæng i den første gruppe skyldes, at folk generelt ikke kunne vælge frit, hvor de ville bo og med hvem, må forblive et åbent spørgsmål.

Den manglende sammenhæng er dog endnu en indikation på, hvor meget 40 års sovjetkommunisme ødelagde, og hvor dybe strukturer, der stadig eksisterer fra den tid. Under alle omstændigheder er de nye data fra WGM interessante, og viser mønstre på tværs af verden, der er velkendte fra andre typer undersøgelser. I den næste tid kommer vi derfor til at afsøge de andre muligheder, datasættet byder på.

Williamson og Caplan om velstand og fattigdom

Af Christian Bjørnskov, den 26. december 2019. Skriv et svar

Juledagene er ved at være ovre, og hos punditokraterne er vi klar til lidt mindre fysisk føde og lidt mere intellektuelt input. Et af de store spørgsmål, der altid er værd at tænke over, er hvorfor nogle mennesker og lande er fattige, mens andre er rige. Har man lidt tid tilovers mellem jul og nytår – og hvem har ikke det – er her derfor to foredrag om emnet.

Den altid interessante Claudia Williamson giver i det første en introduktion til, hvordan effektiv beskyttelse af privat ejendomsret er central for at forstå produktiv investeringsadfærd og dermed også, hvorfor nogle lande i det lange løb er blevet meget rigere end andre. Claudia, der er associate professor på Mississippi State University, er iøvrigt en af hovedtalerne ved næste års konference i the Public Choice Society.

I det andet foredrag diskuterer den fremragende Bryan Caplan fra George Mason University, hvorfor nogle mennesker er fattige. Bryans særlige greb på spørgsmålet er, hvem der er skyld i at nogen er fattige. Som flere gange før tillader det ham, at se et spørgsmål fra en lidt anden vinkel. Begge foredrag varer cirka 40 minutter – Claudias er fra the College of Charleston i november mens Bryans er dette års Hayek Memorial Lecture i London – og begge er varmt anbefalede.

Punditokraternes julehilsen 2019

Af Christian Bjørnskov, den 24. december 2019. 1 svar

Ude i de små hjem er julen ved at snige sig ind på danskerne, og punditokraternes hjem er ikke anderledes. De sidste gaver er købt (for mit vedkommende omkring klokken to i går), køleskabet er fyldt, og årets portvin er klar. En af de sidste opgaver før julen for alvor starter klokken 16 i dag, er at opsummere året på bloggen og at ønske Punditokraternes læsere en glædelig jul.

Bloggen havde et ganske godt år med knap 97.000 besøg indtil nu. Det er en lille fremgang fra sidste år, og givet hvordan andre blogs har haft det, er vi ganske godt tilfredse. Årets mest besøgte post var Niels glimrende Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig fra sidst i januar, som fik 2800 direkte besøg og et uvist antal besøg gennem forsiden. Ligesom tidligere år bliver min Sundhed i 100 år målt på højde på mærkværdig vis ved med at få besøg; i 2019 blev det til flere end 1700. To andre poster fik over 1000 besøg: Vores post om Ulighed i Danmark fra juledagene sidste år blev besøgt og forhåbentlig læst af godt 1300, og Den fejlede idé, der aldrig dør – om Kristian Niemitzs fremragende bog om socialisme, der også fik sin egen podcast – er blevet set af lidt flere end 1000. Ser man derimod på antal besøg per dag, posten har været publiceret, er Niels vigtige post om Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender den klare topscorer. Og gælder det feedback, har folk åbenbart været tilfredse med vores sommerserie om Befolkning, Klima og Vækst, som Otto opsummerede i en julegave i går.

Udenfor bloggen er vi også stolte af, at punditokraterne en gang imellem sætter sit aftryk på debatten i Danmark. Niels har således også i år markeret sig som en af de førende Latinamerika-eksperter i Danmark, og Otto er en af de skarpeste stemmer i den hjemlige klimadebat. På alle områder har vi igen i år haft stor gavn af vores interesserede og venligt skeptiske læsere, som til tider stiller skarpe spørgsmål, der holder os til ilden. Hvis nogen skulle være i tvivl, er vi taknemmelige for dem!

De næste dage er der stille her på bloggen, ligesom der forhåbentlig er stille i det offentlige Danmark – og tænk, hvis dansk politik var lige så stille udenfor juledagene! I mellemtiden vil vi ønske alle vores faste læsere og tilfældige besøgende en Glædelig Jul og et Godt Nytår. Vi håber I alle får en lige så pragtfuld jul, som Nat King Cole udtrykte (i Mel Tormés ord).

En julegave fra os til dig

Af Otto Brøns-Petersen, den 23. december 2019. 2 svar

“Som økonom har man til tider lyst til at skrige “skomager, bliv ved din læst!” til de mange – ofte fagligt dygtige – naturvidenskabsfolk, der gør sig kloge på hvad økonomi er og gør.” Sådan motiverede redaktør Christian Bjørnskov Punditokraternes sommerserie i år. Den direkte anledning var, at den gamle vrangforestilling om befolkningsvæksten som et stort problem er begyndt at dukke op igen – denne gang i miljø- og klimadebatten. Derfor dedikerede vi sommerserien til at se nærmere på, om befolkningstilvækst og økonomisk vækst vitterlig er så alvorlig en trussel, eller om det tværtimod er en velsignelse.

Som vores julegave til læserne bringer vi her serien samlet, så den er let at pakke op og læse eller genlæse i eftertænksomme stunder i løbet af julen. Den burde ikke ødelægge julestemningen, men forhåbentlig øge modstandsdygtigheden over for højtidens sædvanlige bekymringer om overforbrug.

God jul og godt nytår til jer alle.

Afsnit 1. “Økonomisk vækst [er] ikke nødvendigvis et problem, men ofte en del af løsningen på nogle af de store globale udfordringer.”

Afsnit 2. “På længere sigt må man derimod forvente lavere udledninger, når flere og flere lande løftes over Kuznetspunktet, og lavere udledninger i fattige lande i takt med, at de importerer (og får lov til at importere) ressourceeffektiv vestlig teknologi.”

Afsnit 3. “Partikelforurening er et alvorligt miljøproblem, og et af dem der er mest skadeligt for menneskers helbred. Men det er et problem, der i høj grad forsvinder med moderne udvikling.”

Afsnit 4. “Verdens befolkning steg markant i den periode, hvor børnedødeligheden begyndte at falde, og hvor fertiliteten endnu ikke havde fulgt trop. Men det har den altså nu – i en grad, så det er begrænset, hvor meget verdens befolkning vil vokse yderligere.”

Afsnit 5. “Det vigtige er dog at indse, at kravet om en stigende befolkning, og dermed om børnetal over 2,1 per kvinde, er skabt af et fejldesignet offentligt [overførsels]system. Der er således ikke noget umiddelbart objektivt argument for, at høje børnetal er positive eller nødvendige”.

Afsnit 6. “Så der er intet nyt i de nævnte klimaforskeres forudsigelser om, at øget folketal vil få negative konsekvenser. Og det vil det også få – f.eks. vil højere temperatur isoleret set have negative konsekvenser. Men det er vigtigt at have de positive effekter med også. De har indtil videre været klart dominerende.”

Afsnit 7. “Disse ofte usynlige kilder er den faktiske drivkraft i intensiv vækst, som kan gøre os både rigere og tillade os at efterlade et mindre miljømæssigt aftryk. Der er ikke noget modsætningsforhold mellem intensiv vækst og miljøbekymringer, men absolut en modsætning på langt sigt mellem ekstensiv vækst og miljøet.”

Afsnit 8. “Samlet set ser der i det store billede altså ud til at være en sammenhæng mellem, at vi er blevet flere, og at vi er blevet rigere. Den er ikke simpel og automatisk. Men det overordnede billede er, at vi er blevet rigere i takt med at vi er blevet flere.”

Afsnit 9. “At skabe ejendomsrettigheder til fornybare ressourcer er ofte politisk stærkt kontroversielt – man kan næsten høre miljøaktivister råbe, at havet tilhører os alle – men er også en meget effektiv løsning på denne type miljøproblemer.”

Afsnit 10. “Vi har været igennem en enestående transformation, siden levestandarden begyndte at stige for 200 år siden. Men den er ved at være tilendebragt. Forestillingerne om, at befolkningen vil eksplodere, ligger langt fra virkeligheden”

Afsnit 11. “Når f.eks. Wind Denmark på deres hjemmesider skriver om vindmøllebranchens betydning for beskæftigelse (små 35.000 medarbejdere) og eksport (ca. 55 mia.) er det korrekt. Men det er ikke noget argument for at det har været en “god forretning” for Danmark.”

Afsnit 12. “Hvor vestlige er de ikke-vestlige rige lande? På nogle områder kan man stadig mene, at de er meget anderledes, men ser man på strukturen af deres økonomi, må man konstatere, at de i høj grad ligner os.”

Afsnit 13. ” Så der er altså intet hverken teoretisk eller empirisk belæg for, at [de udtømmelige naturressourcer] vil blive udtømt for hurtigt.”

Afsnit 14. “Så længe kreativiteten ikke er udtømmelig, kan væksten ikke alene fortsætte i det uendelige. Det er reelt også den eneste måde at undgå, at bindingen fra udtømmelige ressourcer bliver stadig mere snærende. I en verden uden vækst i kreativiteten kan vi ikke en gang håbe på nulvækst.”

Sjov med statistik: Regulering og alkoholforbrug

Af Christian Bjørnskov, den 21. december 2019. Skriv et svar

Vi nærmer os den tid, hvor folk holder fri, giver hinanden gaver, og helt generelt er lidt rarere end ellers – eller ender i gigantiske familieskænderier. Med andre ord er julen igen ved at snige sig ind på danskerne, og det gælder også hos punditokraterne. I dag ser vi derfor på en lille bid af traditionerne, nemlig hvor meget folk drikker i forskellige lande (hattip: Niclas Berggren). Vores twist – for det er en del af vores serie om sjov med statistik – er at vi holder det op mod, i hvor høj grad staten regulerer økonomien.

Vi bruger her tre typer data: Alkoholforbrug per indbygger fra WHO, købekraftskorrigeret BNP per indbygger fra CIAs World Factbook, og graden af regulering, som er gennemsnittet af område 3, 4 og 5 i Fraser Instituttets Economic Freedom of the World Index. Figuren nedenfor illustrerer det overordnede forhold: Mens rige lande har højere forbrug af alkohol (som de har højere generelt forbrug), er mindre regulerede økonomier også karakteriseret ved at have højere forbrug. Med andre ord: I deregulerede økonomier drikker folk mere.

De fire grupper illustrerer et mere generelt mønster på tværs af lande. I lande, der både er relativt stærk regulerede (under medianen i økonomisk frihed) og fattige (under median-BNP) er det gennemsnitlige alkoholforbrug 2,9 liter per år, mens det er 5,6 liter i rige, regulerede økonomier. Omvendt er det 4,1 liter i de fattige, mindre regulerede og 7,5 liter i rige, relativt uregulerede økonomier.

Et næste spørgsmål, der følger direkte, er hvilken type alkohol, der er tale om? WHO-tallene tillader, at man ser separate på ølforbrug og forbrug af vin og spiritus. Gør man det, finder man lignende, og endnu stærkere forskelle i forbrug af vin og spiritus, hvor der er ganske lidt forbrug i fattige lande uanset reguleringerne, noget mere i fattigere, mindre regulerede lande, og mest i rige, relativt uregulerede lande. Der er, omvendt, ingen signifikant forskel på ølforbruget i rige og fattige samfund, så længe de ikke er særligt regulerede. Både for rige og fattige gælder det således, at de mere øldrikkende nationer også er dem, der regulerer deres markeder mindre.

Før læsere kommer os i forkøbet, må vi derfor spørge: Hvad i alverden foregår der? Skal man tro på, at finansielle reguleringer, handelsbarrierer og kapitalkontroller påvirker folks alkoholforbrug og drikkevaner? Skal man tro, at drikkevaner påvirker folks præferencer for offentlige reguleringer? Eller skal man – måske – regne med at drikkevaner og alkoholforbrug reflekterer dybere forskelle mellem lande, der også påvirker deres reguleringsniveau? Den store forskel ser ud til at være drevet af ølforbruget. Mens vi ikke svarer på dét spørgsmål, er det værd at overveje i juledagene hvordan øldrikkende nationer er anderledes.

PKK, totalstaten og fantasipolitikere

Af Christian Bjørnskov, den 17. december 2019. 1 svar

Et tilbagevendende tema og en kilde til evig undren for punditokraterne er, hvilke ofte absurde fantasier, de fleste danskere har om politik. I Berlingske Tidende mandag, hvor den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard påpegede, at ”Det seneste halve århundrede har vi med hast bevæget os ind i den demokratiske totalstat, hvor alle vil bestemme alt for alle, og hvor ansvaret forsvinder fra borgere, civilsamfund og marked.” Som Kurrild meget præcist skriver:

Er priserne for høje? Indfør et prisloft. Er de for lave? Påbyd en mindstepris. Er der arbejdsløse? Opret stillinger i det offentlige. Er der for megen trængsel på motorvejene? Gør dem bredere. Er uligheden for stor? Tag fra de rige. Bliver der sagt noget, man ikke kan lide, eller dyrket noget kættersk eller røget noget usundt eller båret noget forkert tøj? Forbyd det.

Kurrild låner meget velvalgt Michael Mungers udtryk ”Unicorn Governance” i klummen, som understreger i hvor høj grad, almindelige borgeres antagelser om adfærd og motivation er asymmetriske og skæve (læs også et interview med Munger her).

Mange borgere tænker på staten og danske politikere som ’Enhjørninger’: Smukke og noble væsener uden fejl og med alle mulige attråværdige egenskaber. Medmindre man har haft en meget mærkelig barndom, har vi alle set billeder af dem og måske endda læst om dem. Jeg har endda ladet mig fortælle, at deres flatulens lugter af jordbær! Men hvis man er over fem år gammel, ved man også at enhjørninger ikke eksisterer.

Det samme gælder i det store og hele fænomenet uegennyttige, kompetente og velinformerede politikere. De eksisterer ikke, og kun en meget lille håndfuld kommer bare nogenlunde tæt på idealet. Alligevel bliver meningsdannere, vælgere og almindelige borgere ved med at gøre som om, de er velrepræsenterede på Christiansborg. Fejlen, de begår, har været klart beskrevet siden 1960ernes gennembrud i public choice. Den kaldes asymmetriske adfærdsantagelser, og består meget enkelt i, at folk antager at mennesker er egeninteresserede og gør det bedste for dem selv og dem, der bekymrer sig om når de er forbrugere, virksomhedsejere og ledere, men pludseligt bliver uegennyttige, kompetente engle, når de træder ind i politik. Med andre ord regner de i virkeligheden med, at de fleste mennesker er dybt skizofrene – de har en personlighed i det private og en anden, hvis de agerer i noget, der kan kaldes en offentlig position. Skal man se bare nogenlunde logisk på verden, bliver man nødt til at regne med, at folk er folk uanset hvor de arbejder og hvilken stillingsbetegnelse de har.

Grundlaget for al public choice og politisk-økonomisk forskning er derfor symmetriske adfærdsantagelser: At folk basalt set er de samme, uanset om de er i eller udenfor politik. Det vigtigste er de incitamenter, de har i deres job eller andre miljøer, de færdes i. Belønnes troværdig, ordentlig adfærd hvor man leverer gode løsninger, opfører folk sig typisk godt. Belønnes hurtige, umiddelbart populære løsninger og adfærd hvor man bedst slipper afsted med at skyde skylden på andre, får man elendig adfærd. Hvordan politikere opfører sig, afhænger således at den incitamentstruktur, de færdes i. Dén indsigt burde gøre folk en smule mere skeptiske overfor hurtige politisk løsninger på alskens virkelige eller imaginære problemer.

Er man alligevel i tvivl, eller vil man skubbe venner, kolleger eller familie en smule i retning af realistisk omtanke, kan man måske bruge denne enkle øvelse. 1) Definér overfor mig hvad det problem er, de vil have politikere til at løse; og 2) giv mig tre navne i Folketinget, som du mener både er troværdige nok og tilstrækkeligt kompetente til at gennemføre effektiv politik, for at løse dit problem.

Hvis folk ikke kan det, er der nok tale om et problem, der skal holdes udenfor virkelighedens politik, selvom fantasiens enhjørningepolitikere kunne ordne det med et snuptag. Hvis folk alligevel insisterer på, at politikere da burde være ligesom enhjørninger, får de ikke løst deres problemer. De får derimod et meget større problem: Totalstaten, hvor alle private problemer skal løses med offentlig politik.

Hong Kong og andre succeser i Asien

Af Christian Bjørnskov, den 15. december 2019. Skriv et svar

Efter at have opholdt mig ved Deakin University i Melbourne de sidste fem uger – med et par afstikkere til Sydney og Brisbane – er jeg nu på vej mod Europa. Jeg har dog denne gang valgt at gøre ophold en enkelt dag i Hong Kong, hvor jeg befinder mig i skrivende stund. Den tidligere britiske koloni er i disse dage under virtuel belejring af det socialistiske diktatur i Beijing, der i stadig mindre grad er villigt til at overholde den 50-årige aftale med Storbritannien om ét land – to systemer.

Der holdes dog på mange måder stand, og ikke kun i form af den demokratiske oppositions overvældende sejr byens række af lokalvalg forleden. Min oplevelse af både lufthavnen og byen i dag var, at der er en venlighed og umiddelbarhed overfor fremmede, som jeg absolut ikke har oplevet i Kina. Alting fungerer også, og det er ikke svært at se både byens rigdom og dens stadig overlegne institutioner. Hong Kong er ganske enkelt en semi-britisk oase i en i stigende grad totalitært socialistisk sump.

Der er også ganske meget at forsvare, som ikke kun er økonomi. Det illustrerer vi i de følgende tre grafer, hvor vi plotter V-Dem-projektets ekspertvurderinger af fravær af mediecensur – dvs. pressefrihed – og juridisk ansvarlighed, som en indikation på kvaliteten af retsvæsenet (men ikke nødvendigvis lovene), og Madison-projektets købekraftskorrigerede nationalprodukt per indbygger (Interesserede kan med fordel bruge V-Dems Country Graph-feature, hvor man kan tegne grafer over landes institutionelle udvikling). Vi holder her Hong Kongs udvikling op mod Kina, Taiwan – dvs. den kapitalistiske version af fastlands-Kina – og Singapore. Sidstnævnte er den anden lille, britiske koloni og bystat i Asien, der dog tog en lidt anden rute end Hong Kong.

Den første graf illustrerer ganske pudsigt, hvordan pressefriheden havde snævre kår i årene umiddelbart efter anden verdenskrig, og omtrent ligesom i Italien i samme periode, mens Singapore havde en langt friere presse. Det holdt dog kun til landets uafhængighed midt i 60erne, da Lee Kuan Yew indførte et økonomisk meget liberalt, men også intolerant regime. Omvendt er Hong Kongs pressefrihed forbedret markant fra samme periode og indtil omkring 1990, og byens relativt aggressive presse er i dag så fri som i Nordeuropa. Taiwans status er fulgt med op med en cirka ti-årig forsinkelse, mens Kinas havde en kort periode, hvor den kunne skrive nogle ting. Som figuren viser ganske tydeligt, er den frihed undermineret igen i de senere år.

Den anden figur viser, hvordan kvaliteten af retsvæsenet har været nordeuropæisk standard i både Hong Kong og Singapore siden den sene kolonitid, og at dette forhold ikke har ændret sig væsentligt de senere år. Taiwans er noget dårligere, og på linje med Kinas. Det skal dog med, at Taiwans love – som dets retsvæsen håndhæver nogenlunde godt – er langt bedre end Kinas.

Sidst, men ikke mindst, skal økonomien naturligvis med. Hong Kong og Singapore var tydeligvis rigere end Kina og Taiwan allerede før anden verdenskrig. Singapore i særlig grad har klaret sig godt, og endda bedre end Hong Kong siden cirka 1990. Taiwan har også oplevet imponerende vækst under Kuomintang-styret, der er fortsat under de sidste knap 20 års demokrati. Og mens Kinas vækst siden Dengs reformer først i 1980erne har været imponerende i sig selv – omend noget af den muligvis er løgn (læs f.eks. her) – er det store land faktisk kun fulgt med opad. Hong Kongs borgere var cirka fire gange så rige som kineserne først i 50erne, og de er cirka fire gange så rige i dag.

I Hong Kong er det bare ikke nok for de fleste borgere. Mens Beijing-regimet åbenbart ikke forstår, at velstand og relativ stabilitet ikke er nok – som i andre dele af Kina – er der to ting at lære. For det første, er to generationer af bystatens borgere vokset op med hele den vestlige pakke, med undtagelse af fuldt demokrati. De har derfor meget naturligt appetit på den sidste bid, de ikke har, og ingen tålmodighed med eller forståelse for et totalitært regimes behov for undertrykkelse og korruption. Og for det andet, som jeg skrev i Børsen i august, er Hong Kongs institutionelle kombination dét, der lægger de økonomiske guldæg, der også påvirker fastlandets økonomi. Man kan ikke bare slå en bid af gåsen ihjel, uden at guldæggene også forsvinder.

CO2-udledninger og økonomisk frihed

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2019. 1 svar

Den danske regering har forpligtet sig på et mål om en 70 % reduktion af Danmarks CO₂-udledninger de næste år. Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen har på næsten komisk vis blankt indrømmet, at regeringen ingen anelse har om, hvordan man skal nå målet, men at den er meget fokuseret på at nå det. Den eneste ting, man kan være sikker på med den nuværende regering, er at planen er at lade staten styre transitionen mod en lavemissionsøkonomi. Spørgsmålet er derfor, hvor effektiv den type løsning er?

Vi har tidligere skrevet kort om det overordnede emne (læs her og her), men uden et baggrundspapir. Forskellen i dag er, at jeg skal præsentere et papir ved næste års konference i the Public Choice Society, der løber af stablen 12. marts i Newport Beach, CA. Den foreløbige version af det nye papir, der har titlen “Economic Freedom and the CO2 Kuznets Curve”, kan downloades ved at gå til Current Research på min hjemmeside.

Pointen i papiret er, at rent politisk-økonomisk teori ikke kan hjælpe os med spørgsmålet. Man behøver ikke engang acceptere mærkværdige marxistiske idéer og Mariana Mazzucatos gakkede påstande om innovation for at nå en situation, hvor teori ikke hjælper. Man kan dog sige, at jo mere vægt man lægger på de politiske incitamentproblemer, som public choice-litteraturen har dokumenteret så overdådigt de sidste 60 år, eller jo mere man lægger vægt på de epistemiske problemer, som den østrigske tradition fokuserer på, jo mere kommer man til at hælde mod en klar teoretisk konklusion: En fri markedsøkonomi vil skabe en ’økologisk transition’ hurtigere og mere effektivt end et mere politisk kontrolleret samfund. Jo mindre vægt man lægger på disse elementer, og jo mere vægt man lægger på klassiske eksternalitetsproblemer og problemer med høj diskontering, jo mere havner man teoretisk i den modsatte konklusion hvor større økonomisk frihed er forbundet med værre performance.

Det er således et empirisk spørgsmål, som ikke lader sig informere af nok så ordentlige teoretiske argumenter. En del af papiret er derfor en formal, empirisk undersøgelse af effekterne af økonomisk frihed. Jeg estimerer her en miljømæssig Kuznets-kurve, men tillader at både dens form og position afhænger af et lands økonomiske frihed. Rent teknisk er det en fleksibel måde at undersøge, om økonomisk frihed kan påvirke punktet, hvor et samfunds økonomiske udvikling bliver konsistent med faldende udledninger af drivhusgasser.

Den overordnede konklusion kan aflæses i den simple Figur 1 fra papiret, hvor jeg har plottet udviklingen i CO₂-udledninger per indbygger mellem 1990 og 2015 for fire landegrupper. Alle lande er sorteret i disse grupper, så den første er de 25 % lande med mindst økonomisk frihed, og den fjerde grupper er de 25 % mest frie lande. Det er meget tydeligt her, at de mest frie lande er dem, der har reduceret deres udledninger, mens den tredje gruppe med næstmest økonomisk frihed har forøget dem. Grunden er ganske simpel: Den tredje gruppe består i høj grad af relativt succesfulde mellemindkomstlande med høj vækst.

Konklusionen er derfor ubetinget konsistent med de teoretiske argumenter, der taler for en fri markedsøkonomi og imod en statsstyret transition. Jo mere økonomisk frit et land er, jo tidligere i dets økonomiske udvikling begynder udledningen af drivhusgasser at falde, og jo hurtigere går det. Et marked uden politisk indblanding skaber mere innovation, og belønner virksomheder der hurtigt implementerer ressourcebesparende teknologi. Vil politikere virkelig skubbe på for at få lavere emissioner i fremtiden, er det bedst at de holder fingrene væk fra økonomien. Om det så er i deres politiske interesse, er et andet spørgsmål – for politisk aktivisme ser jo så godt ud i vælgernes øjne…

Stiger friheden med øget overvågning?

Af Christian Bjørnskov, den 8. december 2019. 1 svar

Jesper Lund, formanden for IT-Politisk Forening, tweetede fredag nedenstående klip af justitsminister Nick Hækkerup, der fra Folketingets talerstol argumenterer, at mere statslig overvågning fører til større frihed for borgerne (hattip: Peter Kurrild-Klitgaard). Hækkerups argument lyder som følger: 1) Hvad nu hvis vi ikke kriminaliserede drab? 2) Uden en kriminalisering af drab ødelægges trygheden i samfundet; 3) Uden tryghed er der ingen frihed; 4) Deraf følger det logisk, at med øget overvågning stiger friheden.

Justitsministeren:
Hvad nu hvis vi ikke kriminaliserede drab?
Det ville ødelægge trygheden i samfundet.
Uden tryghed, ingen frihed. Det er sandheden.
Det følger logisk heraf [sic], at med overvågning stiger friheden!!

En moderne udgave af Erasmus Montanus logik.. #dkpol pic.twitter.com/xsqIOcvRaI
— Jesper Lund – NOT HERE ANYMORE (@je5perl) December 6, 2019

Det burde næppe overraske nogen, at politikere til tider giver eksempler på tankegange og påstande om logik, som man skal til Omvendtslev eller Alice i Eventyrland for at finde. De er mildt sagt ikke alle lige begavede, og danske politikeres forsøg på at fremføre ’snedige’ argumenter antager ofte Monty Pythonske former. Det forbløffende er, at netop Hækkerup – der som regeringens eneste medlem har en PhD-grad – i denne grad bruger et nonsensfilosofisk argument for at understøtte regeringens agenda om massivt øget overvågning af danskerne. Spørgsmålet er, hvordan ministeren kan får folk til at tro, at en stærk vækst i statens intervention i borgernes hverdag kan vendes med skolastisk argumentation til, at den øger borgernes frihed.

Tænker man en smule nærmere over Hækkerups logiske kæde, man den hvile på to antagelser: For det første, at øget overvågning fører til synligt mindre kriminalitet – dvs. at overvågningen faktisk virker effektivt efter hensigten – eller i det mindste en vedholdende opfattelse blandt de fleste borgere, at der er mindre kriminalitet, og for det andet, at der ikke kan følge andre frihedsbegrænsende konsekvenser med overvågningen. Han antager således, at borgerne ikke vælger at begrænse deres lovlige handlinger, selvom overvågningen begrænser deres de facto ret til privatliv, eller at de myndighedspersoner, der foretager overvågningen ikke alle er fuldstændigt er pligtopfyldende, benevolente og kompetente.

Hækkerup må således nødvendigvis implicit argumentere, at øget overvågning ikke føles som indgribende i borgernes liv, eller i det mindste at et meget stort flertal mener, at det er en fair pris at betale for en formodning om mindre kriminalitet. Han bliver også nødt til at antage, at en massivt forøget overvågningsindsats ikke øger risikoen for magtmisbrug hos politiet eller andre offentlige myndigheder, ligesom han bliver nødt til at antage, at den øgede overvågning ikke indebærer en øget risiko for borgerne, hvis myndigheder bliver hacket og hackerne efterfølgende misbruger information fra overvågningen.

Det er naturligvis legitimt at være enig med Hækkerup og regeringens overvågningsstrategi, ligesom det er legitimt at mene, at hans argument om øget frihed giver mening. Man må bare understrege, at ens vurdering ikke blot hviler på ens egen, personlige holdning til, hvor grænserne går for ens privatsfære og hvilken ret, staten har til at invadere den. Vurderingen må nødvendigvis også hvile på ens respekt for, at andre menneskers grænser kan gå et andet sted end ens egne. Og sidst, men ikke mindst, må ens vurdering hvile på en informeret risikoanalyse af, hvordan et offentligt embedsværk reagerer på en større informationsflow, og i hvilket omfang, embedspersoner vil misbruge denne information. Det bliver en voldsomt stor mængde hvis’er, der skal hæftes på Hækkerups såkaldt logiske argument, før det giver logisk mening!

Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender?

Af Otto Brøns-Petersen, den 5. december 2019. 1 svar

I det seneste nummer af tidsskriftet Libertas diskuterer en række af os, hvordan demokratiet bør beskytte sig mod sine fjender i lyset af bl.a. truslen fra radikal islamisme. Her får I mit bidrag. Men med en opfordring til at læse de andre ved at tegne et abonnement eller medlemskabskab (begge dele kan ske her).

Staten har potentialet til at skabe meget store gevinster for borgerne: Fred, håndhævelse af kontrakter og beskyttelse af liv, frihed og ejendom. Men staten og dens magtmidler rummer også en risiko for at blive misbrugt og true det, den ellers burde beskytte. Der er altså et dilemma. Det rejser et vigtigt spørgsmål: Hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender? Hvordan minimeres risikoen for misbrug?

Problemet er ikke nyt. I det antikke græske demokrati så samtidens store filosoffer med yderste skepsis på deres politiske system. Det var trods alt et demokratisk flertal, som dømte Sokrates til døden. Derfor vendte især Platon, men også Aristoteles sig mod demokratiet, hvor pøblen ender med at tage magten.

Bekymringen for, at demokratiet skulle blive et redskab imod borgernes frihed, for pøbelvældet, genopstod igen ved optakten til det moderne demokrati. Tocqueville og herhjemme Grundtvig og Kierkegaard er kendt for at ytre den på malende vis. De så for sig, hvordan staten ville ende med at lægge en kvælende dyne henover sine borgere i et totalitært omfang og langt mere end de enevældige konger, som gik forud. Der var en reel risiko for at komme fra asken og i ilden.

Hvordan blev risikoen håndteret i de nye demokratier? Der var grundlæggende to svar.

Det ene blev inspireret af Rousseau. Det gik ud på at sikre de rette betingelser for demokratiet, hvorunder ”folkeviljen” kunne materialisere sig – et ægte aggregat og sammensmeltning af individuelle holdninger. De rette betingelser skabes ved at præge holdningerne og fjerne afvigelser. Under den franske revolution fik det yderst håndgribelig udtryk. Revolutionen var om noget inspireret af Rousseau. Men mindre end en guillotinering kan også gøre det. Det centrale er at bearbejde holdningsdannelsen og på den måde begrænse truslen mod demokratiet.

Det andet svar blev inspireret ikke mindst af Locke. Det fik enorm betydning for den amerikanske revolution. Jeffersons uafhængighedserklæring og Madisons forfatning afspejler den. I Europa så man den hos f.eks. Montesquieu og Constant. Dette svar går ud på at lægge begrænsninger på, hvad staten må og kan anvendes til. Constant var blandt dem, som trak direkte referencer til erfaringerne fra det antikke græske demokrati. Havde det selv i Grækenland været vanskeligt at forhindre et pøbelvælde, var det i moderne tid direkte umuligt uden at tage udgangspunkt i stærke individuelle rettigheder, som ingen – heller ikke et flertal – må tilsidesætte. De amerikanske revolutionære frygtede, at de selv ville kunne optræde som den tyranniske engelske konge, de just havde afsat, hvis ikke også de selv blev underkastet begrænsninger. Individuelle rettigheder, forfatningsmæssige bindinger på staten, magtdeling, decentralisering, lovens suverænitet, direkte og indirekte demokrati er alle udtryk for denne tænkning[1].

Ideen om at begrænse staten blev mest konsekvent videreført som en del af den klassiske liberalisme. Men blev også bærende for det liberale demokrati, som voksede ud af de borgerlige revolutioner i Amerika og Europa. Så svaret på spørgsmålet – hvordan beskytter det liberale demokrati sig mod sine fjender? – er altså: Ved at begrænse, hvad staten kan gøre. Individuelle rettigheder har forrang.

Det er her vigtigt at understrege, at klassisk liberalisme og liberalt demokrati ikke er det samme. Det første refererer til en politisk tænkning, mens det andet refererer til en styreform. Klassiske liberalister er gennemgående tilhængere af liberalt demokrati, men styreformen har selvsagt mange andre tilhængere.

Hvorfor Locke frem for Rousseau?

Men hvorfor vælge begrænsningen på staten frem for ensretningen af individer? Der er der en række gode grunde til – udover de blodige erfaringer fra den franske revolution.

For individualistisk politisk tænkning som de forskellige liberale retninger giver det sig selv, fordi det normative udgangspunkt er individet. Individet og dets frihed er det primære, mens staten kun kan begrundes med, at den ultimativt tjener alles interesse (Brøns-Petersen 2018). Mens en kollektivistisk doktrin naturligvis godt kan begynde med ”samfundet” og betragte individer som instrumenter, der skal tjene den kollektive interesse, ser de liberale tilgange det omvendt[2].

En anden vigtig årsag er, at det kan være vanskeligt at begrunde selve det liberale demokrati, hvis holdningsdannelsen er et anliggende for staten. Det liberale demokrati er indrettet til at håndtere, at borgerne har forskellige holdninger og interesser. Derfor bliver det selvmodsigende at ville beskytte demokratiet ved at dømme bestemte holdninger ude. En indvending kunne være, at alene de holdninger, som er fundamentalt imod det liberale demokrati, burde dømmes ude og søges ændret. Men hvor skal grænsen gå? Hvis det bør være forbudt at ytre sig imod det liberale demokrati, bør det så ikke også være forbudt at ytre sig imod et sådant forbud? Og bør det ikke være forbudt at ytre sig imod et forbud mod det sidste – og så fremdeles. Ultimativt kan enhver afvigelse ses som en potentiel trussel. Og det var jo vel at mærke præcis en sådan total ensretning, Tocqueville, Grundtvig og Kierkegaard frygtede.

En tredje begrundelse er, at det liberale demokrati bygger på en opfattelse af, at alle har lige rettigheder. Denne idé bygger ikke bare på én, men flere forskellige tilgange til politisk filosofi, som imidlertid alle leder til denne konklusion. Kontraktbaseret teori ser f.eks. på, hvad vilkårlige personer ville blive enige om – navnlig i en situation, hvor de ikke kender deres konkrete fremtidige omstændigheder. Utilitarisme og kantianisme bygger direkte på præmisser om, at alle er lige meget værd[3]. Samtidig er lige rettigheder en måde at sikre mere forudsigelige regler på, hvilket kan være en fordel for alle. Hvis reglerne kan indrettes arbitrært til fordel for de grupper, som på et givent tidspunkt har magten, gør det dem mindre forudsigelige at disponere ud fra, og chancen for at være på det vindende hold den ene dag modsvares af risikoen for at være på det tabende hold den næste.

En fjerde vigtig årsag hænger sammen med erkendelsen af, at vi alle er potentielle trusler mod hinandens frihed og det liberale demokrati. En ubegrænset statsmagt giver incitamenter til magtmisbrug. Den centrale indsigt fra politiske filosoffer som Hume, historikere som Acton til økonomer som Buchanan er, at det i sidste ende kommer an på incitamenter, ikke om staten styres af ”gode” eller ”dårlige” personer. Hvis statens legitimitet bygger på at beskytte borgernes liv, ejendom og frihed er det vanskeligt at begrunde, hvorfor der ikke også skal være beskyttelse mod staten selv[4].

Popper og ”tolerancens paradoks”

Et liberalt demokrati tillader altså, at individer kan have og give udtryk for holdninger, som enten direkte eller indirekte strider mod det liberale demokratis institutioner. Men skaber det ikke et paradoks? Flere har som argument for også at regulere holdninger og ytringer peget på Popper som ophavsmand til ”tolerancens paradoks” og det synspunkt, at tolerance over for intolerance er paradoksal og bærer kimen til sin egen undergang i sig. Det er imidlertid en meget besynderlig og misvisende anvendelse af Popper. Selve diskussionen af ”tolerancens paradoks” foregår i en fodnote i ”The Open Society and Its Enemies”. Den er afledt af Poppers behandling af et andet – tilsyneladende – paradoks, ”demokratiets paradoks”, som stammer fra Platon. Og faktisk er ”The Open Society” ét stort opgør med både Platon og den politiske tænkning, han ifølge Popper har ført til.

Platon anvender demokratiets paradoks til at forkaste selve demokratiet som alligevel hvilende på en indre kontradiktion. For hvad hvis et flertal ønsker, at flertallet ikke skal regere (længere)? Dette er demokratiets paradoks. Men det er et falsk paradoks, siger Popper. Demokratiets formål er ikke at åbenbare og realisere en Rousseausk folkevilje, men at lægge begrænsninger på magthaverne. Hvis demokratiet afskaffes, uanset om det sker ved en flertalsafstemning, er det derfor ikke demokratisk. Det liberale demokrati er et sæt af institutioner, ikke en kollektiv præference. Platon mente som nævnt, at filosofferne burde regere – i kraft af deres indsigt. Men dermed skabte han ”a lasting confusion in political philosophy”(Popper 2015 [1945], 120). I stedet for at finde de bedst egnede til at lede ”then we must ask whether political thought should not face from the beginning the possibility of bad government…it forces us to replace the question: Who should rule? by the new question: How can we so organize political institutions that bad or incompetent rulers can be prevented from doing too much damage?” (ibid. p. 121, Poppers fremhævning). Det demokratiske paradoks er tæt forbundet med ”frihedens paradoks” hos Platon – et helt tilsvarende postulat om, at friheden er illusorisk, fordi den kan anvendes til at fornægte sig selv. Popper overvejer i fodnoten, om andre begreber indebærer et tilsvarende platonisk ”paradoks” og nævner her som sagt ”tolerancens paradoks”. Tolerancen kan lige som demokratiet og friheden afskaffe sig selv, hvis det fører til sin modsætning – i dette tilfælde intolerance. Poppers pointe er også her, at der ikke er noget reelt paradoks. Friheden, demokratiet og tolerancen skal forstås som et sæt af principper og institutioner. Der er forskel på at være tolerant over for ytringer og over for en konkret virkeliggørelse af dem.

Et tolerant liberalt demokrati har efter Poppers opfattelse ret til at beskytte sig mod intolerante kræfter, men deraf følger ikke, at enhver metode er berettiget, eller at et tilsyneladende ”paradoks” som hos Platon kan begrunde bare at tilsidesætte begrebet.

Quid pro qou?

Reciprocitet – gensidighed – er helt givet en af de stærkeste og mest værdifulde sociale mekanismer overhovedet. De fleste former for samarbejde baserer sig på princippet om at gøre gengæld i både positiv og negativ retning. Intensive relationer – hvad enten det gælder økonomiske, i civilsamfundet, i organisationer som virksomheder og foreninger – bygger typisk på, at medlemmerne har gengældt positive handlinger og belønnet tillid. Og risikoen for at blive straffet ved, at manglende samarbejde bliver gengældt, fungerer som en stærk spore til at respektere samarbejdet. I spilteori er gengældelse i gentagne spil således forudsætningen for at eliminere kortvarige tilskyndelser til en kortsigtet gevinst ved at bryde samarbejdet (se f.eks. Axelrod 2006).

Det er yderst nærliggende og instinktivt tillokkende at udstrække reciprocitetsbetragtningen til også at gælde det liberale demokratis institutioner. Hvis en gruppe af borgere ikke grundlæggende accepterer det liberale demokratis spilleregler, hvorfor skal de så selv være beskyttet af dem. En reciprocitetstankegang taler umiddelbart for at lade dem miste, hvad de ikke er villige til at acceptere for andre. Er man ikke tilhænger af ytringsfrihed, har man ikke ret til at ytre sig. Er man ikke tilhænger af ejendomsret, er ens ejendom ikke beskyttet.

Men uanset hvor instinktivt tiltalende denne tilgang måtte være, så bygger den på en grundlæggende misforståelse. De individuelle rettigheder og politiske institutioner i et liberalt demokrati definerer de tyndest mulige relationer i et samfund. De er nødvendige for, at personer og grupper af personer kan skabe meget dybere relationer, baseret på bl.a. reciprocitet. De er så at sige rammebetingelser for denne interaktion. Ejendomsretten er en generel rammebetingelse for et tæt økonomisk samarbejde mellem f.eks. en lønmodtager og en arbejdsgiver eller partnerne i en virksomhed.

Reciprocitet i rammebetingelserne bryder fundamentalt med princippet om, at reglerne gælder ens for alle. Vælges det først at udmåle reglerne efter, hvad man mener, at den enkelte har fortjent, er der ingen grænser for, hvor differentierede de kan være. Vejen er åben for samfund med særlige privilegier til særlige grupper eller klasser.

En anden misforståelse er at forveksle reciprocitet i rammebetingelserne med den proportionalitet, der ofte ligger i sanktionerne for dem, som overtræder de grundlæggende regler. Frihedsberøver man nogen, vil man blive straffet med fængsel. Det kan umiddelbart godt ligne reciprocitet. Det er dog ikke svært at se forskellen. En lang række forbrydelser straffes med noget andet end det, overtrædelsen bestod i. Pointen er ikke, at man mister den rettighed, man selv har krænket, men at straffen står mål med forbrydelsen. Det er også vigtigt, at det er overtrædelsen og ikke selve den manglende accept, der udløser sanktionen. Det er ikke nødvendigt, at man accepterer ejendomsretten, for selv at være beskyttet af den. Det er først, når man krænker den, at man udsættes for en sanktion.

Årsagen til, at de yderste rammebetingelser ikke er genstand for reciprocitet, er som allerede nævnt, at det fører til uundgåelige paradokser. Hvis det liberale demokrati var forbeholdt for dets tilhængere, ville pluralismen være forbeholdt for kun én type af holdninger. Det er faktiske den direkte vej til de platoniske paradokser.

Trusselvurderinger

En tilgang, som reelt er ganske beslægtet med reciprocitetstilgangen, er at graduere reglerne ud fra en trusselsvurdering. Det er så at sige reciprocitet på forventet efterbevilling. Personer, som anses for en større trussel imod den samfundsmæssige orden, tildeles færre rettigheder end personer, som udgør en mindre trussel.

Argumentet anvendes bl.a. som begrundelse for, at ytringsfriheden ikke kan være absolut og gælde alle. Der er en glidende overgang fra at fremsætte ytringer om, at nogen bør krænkes, til en voldshandling rent faktisk finder sted – i den forstand, at ytringerne kan gøre voldshandlingerne mere sandsynlige.

Det er helt givet rigtigt, at vore medmennesker udgør en varierende trussel eller potentiel trussel. Det fører blot ikke nødvendigvis til den konklusion, at deres rettigheder bør gradueres derefter.

Problemerne med at graduere rettigheder efter trusselsbillede er grundlæggende de samme som ved at udmåle dem efter reciprocitet, men de er endnu større at gennemføre i praksis. Modsat vurderingen af en demonstreret handling indebærer opgørelsen af en trussel et subjektivt skønselement. En forebyggelse af en trussel kan i sig selv udgøre en trussel eller ligefrem en krænkelse. Hvis jeg vil begrænse nogens frihed for at hindre, at de kan udgøre en trussel, kan jeg selv hævdes at udgøre en trussel. Hvem har i så fald ret til at intervenere mod hvem?

Det følger ikke, at man i et liberalt demokrati ikke må beskytte sig imod trusler. Hele statens legitimitet bygger som sagt i sidste ende på at beskytte menneskers liv, frihed og ejendom. Truslerne skal imidlertid være meget klare og direkte. Det ligger i rettighedernes natur, at der må være tale om et enten eller. Enten er truslen alvorlig nok, eller også er den ikke. Det er sandt nok, at der i praksis altid vil være tale om, at trusler er graduerede, men retssikkerhed nødvendiggør en skillelinje mellem tilladt og forbudt. En handling – f.eks. i form af en ytring – kan ikke være gradvis forbudt, selv om den måtte indebære en gradvis trussel.

Hvor farlig er islamisme?

Det hævdes til tider, at islamismen indebærer en større fare, end noget andet, de liberale demokratier tidligere har stået over for. Og at det begrunder langt mere vidtrækkende forholdsregler, end vi tidligere har kendt. Hvis det er rigtigt, kan man måske også hævde, at vi er ude over en almindelig trusselvurdering og ovre i en stærk og overhængende fare.

Det forekommer bare at være en meget historieløs betragtning. Vesten kom igennem en langt mere alvorlig fare fra kommunismen og resten af den yderliggående venstrefløj under den kolde krig uden at gribe til begrænsninger i det liberale demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder. Under den kolde krig var vi direkte militært truet af en atombevæbnet supermagt med åbenlyst aggressive hensigter, og som havde besat Østeuropa – herunder et par af vore nabolande, hvorfra der kunne landsættes tropper med meget kort varsel. Sovjetunionen støttede meget aktivt kommunistiske bevægelser i Vesten – fra partier på Venstrefløjen til terrorgrupper. Kommunisterne fik væsentlig indflydelse i nominelt tværpolitiske organisationer som fagforeninger, studenterorganisationer og fredsbevægelsen. Sovjets sympatisører satte sig på centrale poster i det politiske liv, i centraladministrationen og i medieverdenen. Samtidig bedrev Sovjet omfattende spionage og propaganda (og Vesten forsøgte det samme i modsat retning).

Truslen fra islamistiske organisationer og ”hadprædikanter” er helt uden sammenligning med truslen under den kolde krig. Islamisterne har end ikke fuld kontrol over en militært betydende stat. De udgør ingen militær trussel mod Vesten. De har ikke haft held til at sikre sig nogen indflydelse i det politiske liv i Danmark eller besætte poster i centrale samfundsorganisationer, og de har heller ikke haft succes med at skaffe sympatisører endsige rekruttere i væsentlig grad uden for muslimske indvandrerkredse.

Den islamistiske trussel består først og fremmest i terror. Man har dog ikke kunnet kunne gentage aktioner i stil med 11. september-angrebet for små tyve år siden. Angrebene foretages derimod primært af isolerede enkeltpersoner eller smågrupper uden direkte ledelse fra organisationen Islamistisk Stat. Terroren fungerer først og fremmest som asymmetrisk krigsførelse og udtrykker dybest set bevægelsens svaghed. Det er dens manglende muligheder for at hamle op med vesten med mere konventionelle midler, som fører til valget af terror.

Det er vigtigt at være opmærksom på, hvori effekten af terror ligger. Den hviler på samme princip som judo, nemlig at anvende modstanderens kraft imod ham selv. I sig selv berører terror kun relativt få personer. I langt de fleste lande er risikoen for at blive dræbt eller skadet i en trafikulykke markant større end for at blive ramt af terror. Effekten ligger derimod i reaktionerne. For den røde terror i 1970erne og 80erne var det et erklæret mål at ”afsløre det borgerlige samfunds voldelige natur” – altså modforanstaltningerne. En anden effekt er at anvende opmærksomhedsskabelsen til at rekruttere sympatisører.

Den islamistiske terror kan siges at være succesfuld netop ved at have fremkaldt modreaktioner, som tilsidesætter ellers grundlæggende principper i det liberale demokrati. Det kan anvendes til at forsøge at udstille, at f.eks. ytringsfriheden ikke er reel, fordi den ikke gælder for muslimer. Det kan medvirke til at radikalisere moderate muslimer og modvirke integrationen af muslimske indvandrere i de vestlige samfund. Netop radikaliseringen er ellers den måske vigtigste begrundelse for alvoren af den islamistiske trussel. Men heller ikke den tåler sammenligning med den venstreorienterede radikalisering under navnlig den kolde krig. Kommunisterne og Venstresocialisterne opnåede stemmetal på op til sammen 5-6 pct. i Danmark frem til Murens fald (de to partiers afløser, Enhedslisten, præsterede det samme og har i meningsmålinger været oppe på det dobbelte). Ifølge en vesttysk meningsmåling fra 1970erne udtrykte en fjerdedel af befolkningen under 40 år sympati med terrorbevægelsen Rote Armee Franktion (Aust 2009).

Det har ikke været hovedsigtet med denne korte diskussion her at gå i dybden med den islamiske trussel. Men selv en kursorisk gennemgang viser klart, at påstandene om en helt exceptionel trussel er historieløs – og egentlig kan betragtes som en implicit hvidvask af kommunismen.

Der er altså meget svært at se, at islamismen udgør en større trussel. Derimod kan man måske gøre gældende, at det liberale demokratis respons på venstreradikaliseringen burde have været meget mere vidtgående. Det kan også diskuteres – og jeg er ikke enig. Men i givet fald burde fortalerne for at tilsidesætte det liberale demokratis principper være konsekvente nok til også at lade venstreradikalismen omfatte af de restriktioner, der ønskes mod islamister.

Hvis de risici, som islamismen udgør i dag, var nok til at begrunde ekstraordinære begrænsninger i frihedsrettighederne, må man se i øjnene, at undtagelsestilstanden ville være mere norm end undtagelse i de liberale demokratier. Det aktuelle trusselsniveau er desværre ikke ud over, hvad der ud fra den historiske erfaring kan forventes fra forskellige sider også i fremtiden. Terror som asymmetrisk krigsførelse er næppe muligt at undgå. Dermed er det også sagt, at det liberale demokrati reelt er en urealistisk tilstand i andet end særligt fredelige perioder. Og da der ikke er grund til at tro, at det liberale demokrati kan slås fra og til – alt efter hvor fredeligt det er – er konklusionen, at det er et uopnåeligt ideal. Det synes atter at bringe os til et platonisk paradoks.

Konklusion

Det liberale demokrati beskytter sig mod sine fjender ved at begrænse, hvad statsmagten kan bruges til. Det er – som tænkere fra Locke til Popper har indset – den eneste vej, som ikke fører til grundlæggende paradokser mellem statens opgave og dens måde at løse den på. Det liberale demokrati har i sin hidtil begrænsede levetid også vist sig at være relativt robust de fleste steder. De procedurale regler for afholdelse af valg, regeringsskifte, arbejdsdeling mellem domstolene og den udøvende magt bliver generelt overholdt. Mange repressive regimer har vist sig langt mere skrøbelige. Ingen af de værste regimer fra det tyvende århundrede findes mere.

Dermed ikke være sagt, at de liberale demokratier har været ubetingede succeser. De har været langt svagere til at beskytte substantielle frihedsrettigheder end til at håndhæve de procedurale (se også (Brøns-Petersen 2003). Staten er desuden vokset i et omfang, der ikke var forudset ved det moderne demokratis indførelse. Der er snarere grund til at styrke frihedsrettighederne og begrænsningerne på staten.

Referencer

Aust, Stefan. 2009. Der Baader-Meinhof-Komplex. 15. Aufl.,erw. und aktualis. Ausg., vollst. Taschenbuchausg. Goldmann Spiegel-Buch 12953. München: Goldmann.

Axelrod, Robert M. 2006. The Evolution of Cooperation. Rev. ed. New York, NY: Basic Books.

Brøns-Petersen, Otto. 2003. “Kan en grundlov overhovedet sikre individuelle rettigheder?” Libertas, nr. 44 (december). http://www.libertas.dk/arkiv/44.pdf.

———. 2018. “Markedsfejl og statsfejl”. Libertas, nr. 67 (juni).

Popper, Karl. 2015. The Open Society and Its Enemies. London: Routledge.

[1] Dermed ikke være sagt, at fortalerne for at begrænse statsmagten ikke også ønskede, at holdningerne og dannelsen understøtter det liberale demokrati. Jefferson mente f.eks., at bedre uddannelse ville føre til bedre valg fra borgernes side. Selv Buchanan argumenterede for behovet for en ”civil religion” knyttet til det frie samfundsinstitutioner. De var imidlertid langt fra forestillingen om, at staten skal forme holdningerne direkte.

[2] Dermed ikke være sagt, at en sådan kollektivistisk tilgang ikke i sidste ende kan være vanskelig at begrunde på selv et helt grundlæggende konceptuelt niveau. Spørgsmålet er, om ”samfundet” kan give mening uden at bygge på individer som grundlæggende element. Det er samtidig ikke givet, at liberale anser individuelle præferencer og interesser for uafhængige af den samfundsmæssige orden, blot fordi de i politisk-filosofisk kontekst anses for ”givne”. Begge spørgsmål er særdeles interessante, men ligger uden for denne artikels sigte.

[3] Men vel at mærke på meget forskellig måde. For kantianere må ingen tjene som redskab for en anden. For utilitarister tæller lige meget i den ”totale” samfundsnytte.

[4] Der findes dog ét ræsonnement, nemlig Hobbeses. Han forudsatte, at kun en ubegrænset suveræn er stærk nok til at kunne yde en effektiv beskyttelse. Og han antog samtidig, at suverænen i sin egen interesse vil lade borgerne beholde flere af deres ressourcer end under alles-krig-mod-alle, fordi det ultimativt giver ham større indkomster fra dem. Det svarer lidt til bondens egeninteresse i at fodre og beskytte sine dyr. Under disse forudsætninger – som der imidlertid er al mulig grund til at betvivle rigtigheden af – kan det være i borgernes interesse at underkaste sig en ubegrænset suveræn, viste Hobbes.

Kolonier og moderne demokrati

Af Christian Bjørnskov, den 4. december 2019. 5 svar

Et af de store spørgsmål i samfundsvidenskaberne de sidste 60 år har været, hvorfor nogle lande bliver demokratisk og særligt hvorfor nogle af dem forbliver stabilt demokratiske. Siden Seymour M. Lipsets arbejde sidst i 1950erne har samfundsforskere diskuteret – og til tider skændtes – om hvad der forklarer stabil demokratisering. Diskussionerne er ikke blevet mindre hede de sidste 20 år efter at Daron Acemoglu og James Robinson foreslog, at forhold i landes tid som kolonier er centrale for at forstå, hvordan de fungerer i dag. Ingen bryder sig om, at forhold man ikke kan ændre på, bliver ved med at være vigtige, og visse traditioner i bl.a. såkaldte postcolonial studies betragter alt, der har med kolonitiden at gøre, som af det onde.

Problemet er dog, at der er meget gode argumenter for, at kolonimagternes opførsel stadig er vigt på godt og ondt. Vi har tidligere skrevet bredere om emnet (her og her) i forbindelse med min og Martin Rodes database over regimetyper og regimetransitioner, men nu er der endelig et kort, fokuseret papir om netop den sene kolonitids betydning for, hvor demokratisk et land er i dag. Jeg skal præsentere papiret på dette års Australasian Public Choice Conference, der afholdes mandag og tirsdag i næste uge ved Queensland University of Technology i Brisbane.

I ”Late Colonial Antecedents of Modern Democracy”, som kan hentes på min hjemmeside, undersøger vi nogle af de helt centrale påstande i de nye litteratur. Det særlige greb i papiret er, at vores database giver os information om hvordan de politiske institutioner så ud tilbage til 1950. Vi ved derfor bredt set, om en koloni havde demokratiske politiske institutioner allerede før uafhængighed, og om valgene til dem var frie og fair. Vi kombinerer vores egne data med information fra en unik og overset kilde – den årlige The Statesman’s Yearbook – der i 1950erne leverede et væld af oplysninger om kolonier.

Ved at sammenligne 65 kolonier før uafhængighed, kan vi i papiret etablere, at ingen franske kolonier var fuldt demokratiske fem år før deres uafhængighed. Den rettighed fik de først formelt med la Loi Cadre, der forberedte deres uafhængighed, mens flere britiske havde været demokratiske væsentligt tidligere. Vi finder derimod ingen støtte for Acemoglu og Robinsons hypotese om, at steder med en større europæisk befolkning var mere demokratiske. Selvom argumentet om, at tilflyttere ønsker samme demokrati som de havde ’derhjemme’ er teoretisk overbevisende, ser vi ingen sammenhæng mellem størrelsen af den europæiske befolkning og graden af demokrati i den sene koloniperiode. De demokratiske kolonier var typisk britiske, ikke typisk hvide.

Den vigtigste pointe i vores relativt korte papir er dog, at de valg kolonimagten tog – eller tillod at landets indbyggere at tage – før uafhængighed, viser sig at karakterisere landene i dag. Som man ganske tydeligt kan se i Tabel 2 i papiret, som vi gengiver nedenfor, er var 25 af 75 kolonier demokratiske før uafhængighed og demokratiske i dag som selvstændige lande. 28 af dem var ikke demokratiske før uafhængighed, og er stadig ikke, mens demokratiet er bukke under i 14 kolonidemokratier (herunder bl.a. Sudan), mens 8 er blevet det på trods af at de ikke havde demokratiske institutioner før deres uafhængighed.

En del af konklusionen er således, at mange lande i dag er demokratiske, fordi de var britiske kolonier, da briterne var langt mere tilbøjelige til ikke blot at indføre repræsentative valg, men også at acceptere resultatet af dem. Det gik ikke altid lige smukt for sig – se f.eks. en af historierne i den fine A United Kingdom – men der blev ikke svindlet med valgene. I Afrika, Stillehavsområdet og dele af Asien tegner kolonitidens politiske erfaringer stadig, hvordan politik foregår. Det er, som William Faulkner skrev i Requiem for a Nun: The past is never dead. It’s not even past.

Grøn grundlov – er det virkelig en god idé?

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2019. 8 svar

Der tales med jævne mellemrum om muligheden for ændringer i den danske Grundlov. For nogle få år siden blev debatten ledt af de Radikale, der ville skrive en række såkaldte ’sociale rettigheder’ ind i Grundloven. Den idé døde heldigvis en stille død i det besværlige politiske landskab i Danmark, men i går blev en ny og endnu værre idé luftet. I Berlingskes søndagsudgave stiller Grundfos-chefen Mads Nipper krav om en grundlovsændring, der skal forpligte danskere og alle fremtidige, danske regeringer til at beskytte miljø og klima.

Sammen med den danske landechef for Boston Consulting Groups, Anders Fæste, foreslår Nipper en grundlovsændring, så ”retten til et rent miljø og et bæredygtigt klima er skrevet ind sammen med pligten til at handle.” De to er begyndt på at sætte en særinteresse sammen – det Berlingske utroligt venligt kalder en ”en koalition af virksomheder, organisationer og borgere.” Forslaget, der er inspireret af en lignende grundlovsændring i Norge i 2014, lyder:

Enhver har ret til et miljø, der sikrer sundheden, herunder ren luft, rent drikkevand, ren mad, til en mangfoldig natur samt et bæredygtigt klima. Enhver har ret til fyldestgørende og rettidig viden om miljøets tilstand samt påvirkning af planlagte indgreb. Staten skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at fremme og beskytte disse rettigheder, også for fremtidige generationer. Området skal forvaltes efter et forsigtighedsprincip

Min umiddelbare reaktion på Nipper og Fæstes forslag var, at de måtte have spist søm eller røget noget sjovt.

Nipper er desværre ikke hvem som helst i dansk politik, men er både medlem af det såkaldte Grønt Erhvervsråd, og nyudnævnt formand for regeringens ‘klimapartnerskab for industriproduktion’. Han er derfor i en unikt stærk position til at påvirke dansk politik og skabe en indflydelsesrig særinteresse, der gavner hans bestemte industrisektor. Mens man naturligvis kan tro på, at Nipper og Fæste ærligt tror på, at deres forslag vil være til gavn for Danmark, er det således nærliggende at regne med, at de her forsøger at udøve en specielt problematisk form for insider lobbying. Der er nemlig ikke tale om, at de to chefer vil foreslå, at danskerne gør noget bestemt, men at de vil bruge Grundloven til at forpligte (læs: Tvinge) alle til at handle på en bestemt måde.

Det overordnede problem er, at Nipper og Fæste ønsker at skrive flere positive rettigheder ind i Grundloven. Som Isaiah Berlin så omhyggeligt forklarede, er der fundamental forskel på negative og positive rettigheder. Mens ytringsfrihed er en negativ rettighed – den sikrer at ingen har ret til at begrænse andre borgeres frihed til at ytre sig offentligt – er retten til grønt hvad-det-nu-er en ret til at nogen gør noget bestemt. Med andre ord er positive rettigheder således altid foranstaltninger, der skaber konkrete forpligtelser i form af, at nogen skal gøre noget for nogle (bestemte) andre, og dermed en ret til en overførsel af andres ressourcer (tid, penge, evner osv).

I en moralsk forstand rejser det derfor spørgsmålet, om positive rettigheder overhovedet er legitime: Hvilken ret har en flok folk på Christiansborg til at stille krav om, hvordan jeg og andre lever vores helt private liv? I en praktisk forstand rejser det også spørgsmålet, om positive rettigheder overhovedet virker efter hensigten, og om der er bivirkninger ved deres indførsel.

Mens jeg trygt vil overlade det første spørgsmål til kolleger som Peter Kurrild-Klitgaard med større forfatningsfilosofisk indsigt end mig, har jeg faktisk konkret erfaring med det andet. Som Jacob Mchangama og jeg viste i april-nummeret af American Journal of Political Science, er langt mindre komplekse, positive rettigheder som retten til uddannelse, sundhed og social sikring stærkt problematiske. Jacob og jeg fandt ingen evidens for, at f.eks. indførslen af retten til uddannelse påvirkede befolkningens uddannelsesniveau, eller at retten til sundhed gjorde noget ved dens faktiske sundhed.*

Vi fandt derimod indikationer på, at de førte til alvorlige bivirkninger, da indførslen af uddannelsesrettigheder typisk skader uddannelsesgennemførslen for den generation, der er på vej gennem systemet når ændringen indføres. Vi fandt også konkret evidens for, at indførslen af disse sociale rettigheder medfører en svækkelse af retsvæsenets kvalitet og uafhængighed. På samme måde finder Stefan Voigt og jeg i ny forskning, at ytringsfriheden er mere skrøbelig i lande, der formelt beskytter den i deres forfatning, men som efterlader et konstitutionelt ’men’ i forfatningsprovisionerne (se vores omtale her). Et lille ’men’, der tillader regeringen at begrænse ytringsfriheden under helt bestemt, snævert definerede omstændigheder, tillader de facto at politikere begrænser den ofte og generelt. Mange af de lande, hvor borgerne nyder den største grad af ytringsfrihed, er derimod lande der slet ikke nævner den i deres forfatninger. Stefans og mit studie understreger derfor endnu en gang, i hvor høj grad forfatningsmæssige rettigheder ofte er ’pergamentrettigheder’ – værdiløse papirerklæringer, der er rent deklamatoriske – men også i hvor høj grad politikere i demokratiske lande er parate til at bruge forfatningen til at tilegne sig mere magt over borgerne.

Nipper ser åbenbart ikke disse problemer, men argumenterer, at ”Hvis vi skal være en førende nation, ikke bare på klima, men generelt på bæredygtighed og bæredygtig udvikling for de fremtidige generationer, så er det simpelthen for ringe, at vi ikke har rettighederne skrevet ind i vores grundlov.” Hans sociale indignation bunder derfor i, som han formulerer det overfor Berlingske, ”hvordan man kan sikre miljø og klima mod skiftende flertals uforudsigelighed.” På et dybere niveau er forslaget således ikke blot tåbeligt og sandsynligvis ineffektivt eller blot egoistisk og usympatisk – alt efter om man tror på de to chefers altruistiske påstande eller at de bare opfører sig som særinteresser nu engang gør – men også dybt udemokratisk. Forslaget definerer ikke blot et stort temmelig vagt mål, men også en bestemt måde at gøre tingene på, idet staten skal træffe foranstaltninger og foretage indgreb. Der er med andre ord ingen plads til hverken markedet eller civilsamfundet i løsningen på det, Nipper og Fæste ser som store problemer og Danmarks fremtid. Begge dele skal holdes udenfor demokratisk diskussion eller beslutning ved at man skriver dem ind som ’rettigheder’ i Grundloven.

Nipper og Fæste har naturligvis ret til at have enhver slags politisk præference, og at ytre den frit i offentligheden, men deres øjensynlige tro på og respekt for politikere er både mærkværdig og dybt foruroligende. Som Berlingske udtrykker det, ”bliver selv store topchefer ydmyge” når de – her Nipper og Fæste – står foran maleriet af 1915-grundlovens fædre på Christiansborg. Hvorfor man skal have nogen som helst respekt for en gruppe mennesker, der hverken er særligt hæderlige, uegennyttige eller kompetente (jeg har mødt for mange af dem til at have nogen som helst illusioner), og hvis kernekompetencer er at få andre til at stemme på dem og at udøve magt, er et mysterium for mig. Når topchefer i erhvervslivet begynder at udtrykke politiske holdninger og tiltro til politisk magt og kompetence som Nipper og Fæstes, ringer mine alarmklokker.

* Nipper henviser til et studie af Jeffords og Minkler, der viser en sammenhæng mellem Yales Environmental Performance Index og forfatningsrettigheder. Studiet er så plaget af simultanitetsbias, at min vurdering er, at det kun kan bruges politisk, men ikke akademisk.

Bredbånd i udkants-Danmark – hjælper det?

Af Christian Bjørnskov, den 29. november 2019. 2 svar

Der tales ofte om, hvad staten aktivt kan ’gøre’ for at udjævne en række forskellige, påståede uligheder i Danmark. De senere år har man således talt om det såkaldte udkants-Danmark, som omfatter forskellige dele, alt afhængig af hvem man spørger. En ting er dog sikkert: De to store byer er ikke en del af udkants-Danmark, ligesom Aalborg og Odense normalt heller ikke er. Derimod er Vestjylland, Lolland-Falster og Sønderjylland næsten altid med i definitionen uanset hvordan det i øvrigt går de steder.

En af påstandene i debatten er, at udkants-Danmark bliver hægtet af den moderne udvikling fordi folk ikke har adgang til nær så hurtigt internet som i større byer. Den tidligere regering ønskede at bruge 300 millioner kroner på at sikre billigt bredbånd til udkants-Danmark. Forslaget endte med at blive 100 millioner kroner i 2018, som byzoner ikke kan søge. Politikerne mener åbenbart, at adgangen til statsligt subsidieret bredbånd holder dele af Danmark tilbage. Det store spørgsmål er derfor, om etableringen af hurtigt bredbånd til udkants-Danmark gør nogen mærkbar, økonomisk forskel, sådan som politikere fra forskellige partier påstår.

Svaret er et nej, ifølge et amerikansk studie der udkom for to år siden (hattip: Niclas Berggren). Younjun Kim og Peter F. Orazem undersøgte spørgsmålet i et studie med titlen ”Broadband Internet and New Firm Location Decisions in Rural Areas”, der udkom i American Journal of Agricultural Economics i 2017. Mens man naturligvis kan mene, at man ikke kan generalisere fra USA til en dansk kontekst, er det ikke noget godt argument i denne sammenhæng. Udkanten i USA er langt længere fra større byer og økonomiske centre, og om noget, burde det være langt lettere at se virkninger på tværs af USA end i danske forhold. Den amerikanske regering indførte også for få år siden en politik, der til forveksling ligner den danske, med målet om at sikre bredbånd til alle på 2020. The USDA Rural Utilities Service and FCC Universal Service subsiderer således både etableringsomkostninger og drift.

Kim og Orazem finder faktisk, at der er effekter når man ser på nye firmaers valg af lokation. På den ene side er der således støtte for danske politikeres påstande. På den anden side finder de to amerikanske forskere, at ”The broadband effect is largest in more populated rural areas and those adjacent to a metropolitan area, suggesting that this effect increases with agglomeration economies.”

Med andre ord finder de, at de ‘pro-business’ effekter, der er, primært skal findes tæt på store byer. Nærlæser man artiklen, er det således meget usikkert, om der ville være nogen som helst klare effekter i det, man kunne definere som udkants-USA. I en dansk kontekst er der således tale om, at bredbånd får nye virksomheder til at bosætte sig i Hammel i stedet for Højbjerg, eller umiddelbart udenfor Nørresundby i stedet for Aalborg V. Det er næppe den slags konsekvenser, danske politikere er villige til at bruge mindst 100 millioner kroner af danskernes indkomst på.

Tillykke IFN!

Af Christian Bjørnskov, den 26. november 2019. Skriv et svar

Instituttet för Näringslivsforskning (IFN) i Stockholm er Skandinaviens ældste private forskningsinstitut. Siden grundlæggelsen i 1939 har IFN været en vigtig aktør i svensk politisk debat som en af de få aktører uden et partipolitisk tilhør, der kan levere nye idéer, klare og omhyggelige analyser, og indspark til særligt den økonomiske politik og debatten omkring den. IFN har over årene formået at tiltrække en lang række glimrende forskere, og har således etableret sin uomtvistelige status som et af svensk økonomisk forsknings flagskibe. IDEAS/Repec-databasen rangerer for eksempel IFN som en konsistent nummer tre i Sverige, foran universiteterne i Lund, Göteborg og Uppsala, og kun overgået af Handelshögskolan i Stockholm og Institute of International Economic Studies ved Stockholms Universitet. IFN har således en række forskere ansat, bl.a. chefen Magnus Henrekson, men også Lars Calmfors og Niclas Berggren, der er mere internationalt citerede end f.eks. den danske overvismand.

I går fejrede IFN derfor sin 80-års fødselsdag i stil. Under overskriften ”IFN firar 80 år av oberoende forskning” (IFN fejrer 80 års uafhængig forskning) afholdt man et jubilæumsseminar, hvor to nye bøger blev præsenteret. Benny Carlson og Mats Lundahl har skrevet om årene 1950-66 hvor IFN etablerede sig i den svenske offentlighed og fandt den form, det har i dag, mens jubilæumsbogen IFN 1939–2019 – 80 År av Ekonomisk Forskning er redigeret af IFN-chefen Magnus Henrekson. Magnus (på billedet) sluttede også dagen af med at tale om, hvor vigtig uafhængig forskning er for erhvervslivet i et moderne samfund og som nødvendigt grundlag for at kunne tage ansvarlige, politiske beslutninger.

Magnus Henreksom runder jubilæumsseminaret af

Jeg har ikke set Carlson og Lundahls bog om IFNs historie – og kunne desværre heller ikke deltage i jubilæet, da jeg pt. er på forskningsophold i Melbourne – men kan varmt anbefale jubilæumsbogen, der netop ikke er særligt retrospektiv. I stedet for opsummerer programcheferne Joacim Tåg, Niclas Berggren, Henrik Jordahl, Thomas Tangerås og Magnus Henrekson og Lars Persson IFNs fem primære indsatsområder og hvad der er kommet ud af dem de seneste år (bogen kan hentes gratis her). Efterfølgende er der kapitler om IFNs kommunikation – noget danske institutioner kunne lære af – og en række vigtige figurer, der har været forbundet med IFN over årene.

Jeg er af både objektive og helt selviske grunde særligt glad for min gode ven og jævnlige medforfatter Niclas Berggrens kapitel om ”Tillit, tolerans och lycka – ny nationalekonomisk forskning vid IFN”, da det ikke blot er mit område, men også det forskningsområde på IFN, som jeg er tilknyttet via en officiel 10-procentaffiliering. Niclas skriver klart og letlæseligt, og formidler som så ofte før stoffet så udenforstående uden problemer kan forstå problemstillingerne og IFNs bidrag. Hele bogen er dog stærkt anbefalet af alle, der er interesserede i højt kvalificerede svenske indspark til debatter, der ikke er mindre vigtige i Danmark. Anbefalingen gælder også andet, IFN har produceret over årene. Punditokraterne ønsker derfor IFN hjerteligt tillykke med de 80 år, og håber på 80 år mere med relevant, uantasteligt veludført forskning!

Er mange partier et økonomisk problem?

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2019. 4 svar

Forleden dag skrev den Gamle Redacteur, professor Peter Kurrild-Klitgaard, om antallet af partier i sin altid glimrende klumme i Berlingske Tidende. Kurrilds ærinde var at diskutere forslaget om at hæve spærregrænsen, som flere politikere har luftet. Deres argument er, at der simpelthen er for mange partier til at man kan ”etablere velfungerende flertal i Folketinget.” Som så ofte før viser Kurrild, at situationen ikke er så ligetil, som politikerne tror. Det kan nemlig stadig lade sig gøre at komme i Folketinget, selvom spærregrænsen f.eks. hæves til fire procent som i Sverige. Et parti kan først og fremmest vinde kredsmandater, og de kan også under visse omstændigheder få tildelt tillægsmandater, selvom de i begge tilfælde er under spærregrænsen. Han diskuterer til sidst, om det overhovedet giver logisk mening, at man på den ene side ønsker ”et valgsystem baseret i en eksplicit ambition om at være millimeterretfærdigt proportionalt i fordelingen af mandater – og så på den anden side bevidst at gøre en undtagelse derfra, som specifikt og målrettet vil ramme små partier.”

Jeg nyder ofte at læse Kurrilds klummer, som man næsten altid lærer noget af. De giver også inspiration til andre idéer, som tilfældet er i dag. Man kan både se på processen, som Kurrild gør, men også resultatet. I dag ser vi derfor på, om mange partier i Folketinget er forbundet med dårligere økonomisk udvikling. Er de mange partier et problem for det politiske systems evne til at nå aftaler, der gavner samfundet, og fører mange partier f.eks. til så store logrolling-problemer, at de aftaler man når er væsentlig dårligere?

De spørgsmål giver vi et (meget tentativt) svar på ved at se på sammenhængen mellem antallet af partier og den danske nationalindkomst – henholdsvis per indbygger (standardmålet for BNP; sorte markører) og per fuldtidsansat (arbejdsproduktivitet; røde markører) – relativt til vores nabolande. Indkomstdataene kommer fra the Penn World Tables, mark 9.1, og peger på det velkendte problem, at mens Danmark i starten af 50erne var præcist så rigt som vores naboer, har vi de seneste ti år haltet omkring 10 % bagefter. Er dét problem skabt af de mange partier?

Som den første figur viser, har det i gennemsnit de sidste 68 år været årene med otte partier i Folketinget – 1988-94, 2002-04 og 2009-14 – der har været de dårligste år (forskellen er endda signifikant ved 1%-niveauet). Både perioder med færre og flere partier var bedre for dansk økonomi. Man kan dog ikke konkludere, at det præcist er antallet af partier, da en smule omtanke vil afsløre, at disse perioder var Schlüter-regeringernes sidste, impotente år, Foghs første år som de facto socialdemokratisk statsminister, og Løkke-Thorning-årene. Årene med otte partier var således specielle på andre måder.

Ser man nærmere på udviklingen, kan man heller ikke påstå, at der nogen klar sammenhæng mellem Folketingets ideologiske sammensætning eller den ideologiske afstand mellem partierne. Man kan derimod, som vi viser i den anden figur i dag, se en ganske klar sammenhæng mellem graden af fraktionalisering (målt ved et Herfindahl-Hirschmann indeks) og den økonomiske udvikling. Danmark har et bemærkelsesværdigt lavt indeks (dvs. stor fraktionalisering), der har varieret mellem 0,15 efter jordskredsvalget i 1973 og 0,29 efter valget i 1964.

Som figuren viser, er det typisk gået værre jo mere fraktionaliseret Folketinget var. Problemet er således ikke mange partier – antallet påvirker ikke engang graden af fraktionalisering, da der ingen reel forskel er i indekset om man har 8, 9, 10 eller 11 partier – men politiske situationer, hvor man har flere mellemstore partier. Det er netop under disse politiske omstændigheder, at problemer med logrolling er værst: Det bærende regeringsparti er tvunget til at få flere partier med i ethvert kompromis, og disse partier er store nok til at kunne stille egentlige krav.

Som Gordon Tullock viste i et af de bidrag til samfundsvidenskaberne, som han burde have fået en Nobelpris for, vil en sådan situation ofte føre til for meget politik, for mange beslutninger og for store udgifter: Logrolling fører som oftest til dårlig politik. Og det er overdådigt tydeligt i den tredje figur, hvor vi plotter graden af fraktionalisering overfor det offentlige forbrug (igen relativt til vores naboer).

Figuren dokumenterer, at når fraktionaliseringen i Folketinget stiger, bliver den danske velfærdsstat dyrere og dansk økonomi falder bagud for naboernes. Der er således ingen egentlige overraskelser her, men den sørgelige historie handler ikke om, at vi skulle have for mange partier.

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email: