Er mange partier et økonomisk problem?

Af Christian Bjørnskov, den 22. november 2019. 4 svar

Forleden dag skrev den Gamle Redacteur, professor Peter Kurrild-Klitgaard, om antallet af partier i sin altid glimrende klumme i Berlingske Tidende. Kurrilds ærinde var at diskutere forslaget om at hæve spærregrænsen, som flere politikere har luftet. Deres argument er, at der simpelthen er for mange partier til at man kan ”etablere velfungerende flertal i Folketinget.” Som så ofte før viser Kurrild, at situationen ikke er så ligetil, som politikerne tror. Det kan nemlig stadig lade sig gøre at komme i Folketinget, selvom spærregrænsen f.eks. hæves til fire procent som i Sverige. Et parti kan først og fremmest vinde kredsmandater, og de kan også under visse omstændigheder få tildelt tillægsmandater, selvom de i begge tilfælde er under spærregrænsen. Han diskuterer til sidst, om det overhovedet giver logisk mening, at man på den ene side ønsker ”et valgsystem baseret i en eksplicit ambition om at være millimeterretfærdigt proportionalt i fordelingen af mandater – og så på den anden side bevidst at gøre en undtagelse derfra, som specifikt og målrettet vil ramme små partier.”

Jeg nyder ofte at læse Kurrilds klummer, som man næsten altid lærer noget af. De giver også inspiration til andre idéer, som tilfældet er i dag. Man kan både se på processen, som Kurrild gør, men også resultatet. I dag ser vi derfor på, om mange partier i Folketinget er forbundet med dårligere økonomisk udvikling. Er de mange partier et problem for det politiske systems evne til at nå aftaler, der gavner samfundet, og fører mange partier f.eks. til så store logrolling-problemer, at de aftaler man når er væsentlig dårligere?

De spørgsmål giver vi et (meget tentativt) svar på ved at se på sammenhængen mellem antallet af partier og den danske nationalindkomst – henholdsvis per indbygger (standardmålet for BNP; sorte markører) og per fuldtidsansat (arbejdsproduktivitet; røde markører) – relativt til vores nabolande. Indkomstdataene kommer fra the Penn World Tables, mark 9.1, og peger på det velkendte problem, at mens Danmark i starten af 50erne var præcist så rigt som vores naboer, har vi de seneste ti år haltet omkring 10 % bagefter. Er dét problem skabt af de mange partier?

Som den første figur viser, har det i gennemsnit de sidste 68 år været årene med otte partier i Folketinget – 1988-94, 2002-04 og 2009-14 – der har været de dårligste år (forskellen er endda signifikant ved 1%-niveauet). Både perioder med færre og flere partier var bedre for dansk økonomi. Man kan dog ikke konkludere, at det præcist er antallet af partier, da en smule omtanke vil afsløre, at disse perioder var Schlüter-regeringernes sidste, impotente år, Foghs første år som de facto socialdemokratisk statsminister, og Løkke-Thorning-årene. Årene med otte partier var således specielle på andre måder.

Ser man nærmere på udviklingen, kan man heller ikke påstå, at der nogen klar sammenhæng mellem Folketingets ideologiske sammensætning eller den ideologiske afstand mellem partierne. Man kan derimod, som vi viser i den anden figur i dag, se en ganske klar sammenhæng mellem graden af fraktionalisering (målt ved et Herfindahl-Hirschmann indeks) og den økonomiske udvikling. Danmark har et bemærkelsesværdigt lavt indeks (dvs. stor fraktionalisering), der har varieret mellem 0,15 efter jordskredsvalget i 1973 og 0,29 efter valget i 1964.

Som figuren viser, er det typisk gået værre jo mere fraktionaliseret Folketinget var. Problemet er således ikke mange partier – antallet påvirker ikke engang graden af fraktionalisering, da der ingen reel forskel er i indekset om man har 8, 9, 10 eller 11 partier – men politiske situationer, hvor man har flere mellemstore partier. Det er netop under disse politiske omstændigheder, at problemer med logrolling er værst: Det bærende regeringsparti er tvunget til at få flere partier med i ethvert kompromis, og disse partier er store nok til at kunne stille egentlige krav.

Som Gordon Tullock viste i et af de bidrag til samfundsvidenskaberne, som han burde have fået en Nobelpris for, vil en sådan situation ofte føre til for meget politik, for mange beslutninger og for store udgifter: Logrolling fører som oftest til dårlig politik. Og det er overdådigt tydeligt i den tredje figur, hvor vi plotter graden af fraktionalisering overfor det offentlige forbrug (igen relativt til vores naboer).

Figuren dokumenterer, at når fraktionaliseringen i Folketinget stiger, bliver den danske velfærdsstat dyrere og dansk økonomi falder bagud for naboernes. Der er således ingen egentlige overraskelser her, men den sørgelige historie handler ikke om, at vi skulle have for mange partier.

Globalisering og populisme – ingen sammenhæng

Af Christian Bjørnskov, den 21. november 2019. 3 svar

Studiet af populisme er efterhånden en hel industri i statskundskab, sociologi og dele af nationaløkonomi. En af de centrale påstande i mange nye studier er, at populistiske partier og deres voksende stemmetal er en politisk konsekvens af og reaktion på øget globalisering.

Francis Fukuyama har for eksempel hævdet, at “the rise of populism has been triggered by globalization and the consequent massive increase in inequality.” En lignende påstand er central i Barry Eichengreens bog fra sidste år om populisme, ligesom den hollandske populismeforsker Cas Mudde har gentaget den og brugt den som forsvar for en tilbagevenden til traditionel socialdemokratisk omfordeling (som han så absolut foretrækker).

Andreas Bergh

Spørgsmålet er blot, at der indtil videre ikke har været nogen egentlig evidens for påstanden, men blot strategisk udvalgte eksempler og teoretiske argumenter. Jeg pegede på problemet i sommers i Economic Affairs, og understregede da, at selv en så dygtig forsker som Eichengreen bruger simplistisk og gammel handelsteori som et forbløffende svagt grundlag for en påstand, som han efterfølgende drager substantielle politiske implikationer fra.

Det er derfor både heldigt og meget aktuelt, at ny forskning nu ser omhyggeligt på, om der faktisk er den sammenhæng mellem globalisering og populisme, som populismeforskere synes at opfatte som en konsensus. Min gode ven Andreas Bergh (Lund og IFN, på billedet) og den unge økonom Anders Gustafsson (Örebro og IFN) viser i deres nye papir “Globalization and Populism in Europe” at det er der ikke!

Andreas og Anders bruger Timbros relativt nyudviklede populismedatasæt, der dækker 33 europæiske lande fra 1980-2016, til at se på spørgsmålet. Kombineret med det omfattende globaliseringsindeks fra KOF i Zürich tillader det de to svenskere at estimere sammenhængen over tid og på tværs af lande. Datasættet omfatter 267 populistiske partier, fra meget små til meget store og fra venstre til højre, samt deres stemmetal. Resultaterne viser ingen klar, statistisk sammenhæng, selvom den i en række sammenhænge endda bliver statistisk signifikant og negativ. I stedet finder de to, at medlemskab af EU er forbundet med en væsentlig stigning i populistiske højrefløjspartiers stemmetal. Andreas leverer flere detaljer på sin altid anbefalelsesværdige blog.

Man bør naturligvis aldrig konkludere for håndfast på basis af et enkelt studie. Det er dog sigende, at Andreas og Anders synes at være de første, der konkret tester en idé, som har været bærende for meget populismeforskning i årevis. Man kan – måske særligt når man kender til de underliggende data – fristes til at tro, at en række populismeforskere faktisk har taget et kig på dataene, og opdaget at deres konsensusidé er empirisk vrøvl. Under alle omstændigheder er der nu et omhyggeligt, veludført empirisk studie, der helt og fuldstændigt afviser, at øget globalisering skaber populistiske stemmer.

Kommunisme ødelægger tillid – også i Kina

Af Christian Bjørnskov, den 18. november 2019. 2 svar

Et af de mest robuste resultater i al forskning i social tillid er, at tidligere kommunistiske lande er karakteriseret ved markant lavere tillidsniveauer. Jeg har selv været med til at dokumentere forskellen i flere artikler (læs f.eks. her), der er både stor og robust. Sammenligner man lande, når man til en forskel på cirka ti procentpoint, der ser ud til at være stabil over tid. Den samme forskel kan man se i sammenligninger mellem lande, der før jerntæppet umiddelbart så ret ens ud – Østrig og Tjekkiet er ofte den indlysende sammenligning – og internt i Tyskland. Selv i de nyeste tal fra the European Values Survey er folk i det tidligere Østtyskland ti procentpoint mindre tilbøjelige til at stole på andre mennesker end i Vesttyskland. Forskellen reflektere det, tyskerne kalder Die Mauer im Kopf (Muren i hovedet), som også giver sig udslag i markant forskellig politisk adfærd (læs f.eks. her).

Et nyt studie med titlen ”Political Movement and Trust Formation: Evidence from the Cultural Revolution (1966-76)” er nu på vej ud i European Economic Review, hvor Liang Bai og Lingwei Wu demonstrerer, at Kina ikke er anderledes end Central- og Østeuropa (hattip: Niclas Berggren). Landet, der først led usigeligt under formand Maos Store Spring Fremad i 1958-62, og derefter under excesserne i Kulturrevolutionen fra 1966, burde være et klart eksempel. Det er det også, selv internt i Kina. Som de to forskere konkluderer: ”Our findings indicate that individuals in counties with higher revolutionary intensity and of trust formation cohorts report significantly lower levels of trust more than three decades later. This effect is more pronounced for those more likely to have been targeted during the revolution as well as those with greater exposure to its early years (1966-71).”

I disse uger, hvor vi – eller i det mindste nogle af os – fejrer Berlinmurens fald og Centraleuropas tilbagevenden til den civiliserede verden, er det værd at huske, at kommunismen ikke blot gjorde folk fattigere. Ufriheden, undertrykkelsen, og forsøgene på at kontrollere folks inderste tanker har kostet langt mere end blot penge. De ar på sjælen, som generationer af mennesker lever med, kan ikke undskyldes eller kompenseres, uanset hvor folk bor eller hvordan de ser ud.

Forfatningsstridige præsidenter

Af Christian Bjørnskov, den 16. november 2019. 1 svar

Forleden skrev vi om Bolivia, og særligt om de voldsomme begivenheder, der stadig udspiller sig i landet, efter at den siddende præsident Evo Morales havde stillet op til en fjerde præsidentperiode. Morales-regimet havde åbenlyst fået den bolivianske valgkommission til at svindle med valget, hvilket førte til store demonstrationer, som politiet nægtede at styre, og en militærchef der meddelte ligeud, at Morales burde gå af.

Et af de særlige elementer i Morales-miseren er, at den forfatning, han selv fik gennemført i 2009, begrænser enhver person til kun at kunne sidde i to præsidentperioder af fire år. Da han stillede op til præsidentvalget i 2014, var hans argument, at det var lovligt fordi hans første præsidentperiode havde været under den gamle forfatning, og han derfor stillede op for anden gang under de nye regler. Det gik mange modvilligt med til, men da Morales i februar 2016 forsøgte at ændre forfatningen, så han kunne stille op for fjerde gang, tabte han den nødvendige folkeafstemning. I stedet gjorde han, som andre autokrater før ham, og tvang højesteret – som han selv havde pakket med sine tilhængere – til at erklære, at der ikke måtte være periodebegrænsninger på offentlige embeder. Beslutningen var i blatant strid med forfatningen, men betød, at Morales kunne påstå, at han lovligt stillede op til præsidentvalget.

Både internationale kommentatorer og almindelige bolivianere har været forargede over den nu tidligere præsidents totale mangel på respekt for forfatningen. Et aspekt, mediedækningen dog har overset, er at Morales-regimets forfatningsstridige adfærd ikke er uset i resten af verden. Det er for eksempel denne adfærd, der har tilladt Paul Biya at have siddet som præsident i Cameroon siden 1982, selvom landets forfatning tydeligt kun tillader ét genvalg. I Uganda har Yoweri Museveni formået at sidde som præsident siden 1986 ved at tvinge en forfatningsændring igennem. Landets forfatning fra 1995 tillod kun præsidenten af sidde to femårs-perioder, men under store protester lavede Museveni ganske enkelt forfatningen om. Den samme proces er Tajikistans Emomali Rahmon og Djiboutis Ismaïl Guelleh gået gennem, så de i dag sidder på henholdsvis 28. og 20. år. Congos Denis Sassou Nguesso gennemførte på samme måde en helt ny forfatning i 2015 for at komme udenom reglerne, og har dermed formået at sidde uafbrudt i embedet siden 1997. Det måske værste eksempel er Nicaragua, hvor Daniel Ortega har brugt begge metoder – i 2009 ved at få højesteret til at erklære forfatningens begrænsning på præsidentens embedsperiode for inapplikabel, og i 2014 ved at tvinge parlamentet til helt at afskaffe den.

Som Bolivia er et tydeligt eksempel på, går den ikke altid. I Burkina Faso forsøgte landets præsident Blaise Compaoré – der var kommet til magten i 1987 ved et kup mod sin ven Thomas Sankara – i 2014 at ændre landets forfatning, så han kunne blive siddende. Det udløste så voldsomme uroligheder, der bl.a. indebar at parlamentet brændte ned, at Compaoré flygtede til Côte d’Ivoire, og militæret måtte stabilisere situationen og overleve et kupforsøg i 2015. Landet er på ingen måde demokratisk, men har været rimeligt roligt siden Roch Marc Christian Kaboré blev indsat i slutningen af 2015. Det samme ser ud til at være tilfældet i Zimbabwe, hvor Emerson Mnangagwa i 2017 ved et kup afsluttede Robert Mugabes 37 år som diktatorisk leder af landet.

Som eksemplerne ovenfor illustrerer, er Morales-regimets adfærd på ingen måde unik. Igennem det 20. århundrede og indtil i dag har adskillige præsidenter enten ignoreret deres forfatningers begrænsninger på, hvor lang tid de må sidde ved magten, eller presset og svindlet sig til ændringer af forfatningen. Hvor almindeligt det end er, er det dog stadig forfatningsstridigt og et alvorligt politisk problem. Man kan kun begræde, at det hverken har den helt store internationale bevågenhed, eller har været genstand for nogen særlig videnskabelig interesse. Det burde der – som Stefan Voigt og jeg ofte har talt om – snart laves om på.

Greta tager fejl!

Af Christian Bjørnskov, den 13. november 2019. 2 svar

Klippet er gået verden over: En meget emotionel og meget fordømmende Greta Thunberg, der beskylder FN og alle voksne mennesker for at have berøvet hende en barndom. Man kan spørge, om hun ikke nærmere skulle have en alvorlig snak med sine forældre (eller en psykolog), men det andet store spørgsmål er, om hun – en eller anden faktuel forstand – har ret. Det er dét spørgsmål, den altid gode Johan Norberg tager fat på i en ny udgave af de korte vidoer med titlen “Dead Wrong.” Norberg konkluderer på solidt grundlag, at Greta fundamentalt har misforstået hvad der foregår. Som altid fremragende formidlet og tankevækkende, Dead Wrong er altid varmt anbefalet.

Bolivias demokrati overlever (indtil videre)

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2019. Skriv et svar

Som de af vores læsere ved, der følger Niels på Twitter (varmt anbefalet), er der virkelig gang i de politiske slagsmål i Bolivia. Den før så populære socialistiske præsident Evo Morales, er under hårdt pres trådt tilbage fra embedet. Morales er over årene blevet et venstrefløjsikon for sin fokus på Bolivias indianere og sin klart socialistiske profil – han har i årevis været en af Venezuelas faste støtter – og bl.a. Labour-lederen Jeremy Corbyn har kaldt begivenhederne for et ’kup’. Der er dog tale om noget helt andet, og næsten modsat, end et kup.

Baggrunden for hele miseren er allerførst, at Bolivia er et af regionens fattigste lande. CIAs World Factbook sætter BNP per indbygger i 2017 til 7600 dollars – 15 % af den danske levestandard. Bruger man i stedet Madison-databasen, svarer den nuværende levestandard cirka til Danmarks for 110 år siden. Det er også et land, der historisk har været voldsomt ustabilt – i perioden 1960-1980 oplevede landet således hele 31 kupforsøg og den nuværende forfatning fra 2009 er den 17. i Bolivias 194 år som uafhængig nation – og har ført skrigende uansvarlig økonomisk politik. På et tidspunkt havde landet to bilfabriker, der kun eksisterede pga. tårnhøje handelsbarrierer overfor resten af verden, og både politik og store dele af økonomien er stadig plaget af voldsomme korruptionsproblemer.

Da Evo Morales kom til i 2006, var han således et frisk pust, omend et voldsomt socialistisk et af slagsen. Morales, der selv er Aymara, fulgte Hugo Chavezs eksempel og øgede den offentlige støtte til landets oprindelige befolkning. Han gennemførte også en ny forfatning i 2009, der gav både den brede befolkning og de oprindelige stammer en række slet definerede sociale rettigheder.

De seneste år er Morales, og i særlig grad hans vicepræsident Alvaro Garcia Linera, blevet stadig mere autokratiske i takt med at uansvarligheden er vendt tilbage. Regeringen har kørt alvorlige budgetunderskud, der i 2017 foreløbig kulminerede i hele 7,8 % af BNP, og Morales slap afsted med at stille op til en tredje præsidentperiode, selvom hans ’egen’ forfatning begrænser mulighederne til to. Hans argument dengang var, at den første ikke talte, fordi han i 2006 var blevet valgt under den tidligere forfatning. Dét argument kunne han ikke bruge ved valget i oktober i år, da han stillede op til en åbenlyst forfatningsstridig fjerde præsidentperiode. Morales havde brugt et af de gamle tricks i diktatorbogen og pakket højesteret med sine tilhængere, så forfatningen kunne ’omfortolkes’ til hans fordel.

Denne gang gik det dog anderledes, da den helt igennem tydelige valgsvindel endte i voldelige demonstrationer, der blev forværret af styrets egne ’colectivos’ adfærd. Tidligt på valgaftenen så Morales ud til at få 45 % mod den førende oppositionskandidat Carlos Mesas 38 %, hvilket ville have betydet en anden valgrunde. Fra 19.40 stoppede Bolivias valgmyndigheder pludseligt med at opdatere resultatet, og dagen efter meddelte de så, at Morales havde vundet med 47.07% af stemmerne mod Mesas 36.51%. Morales så derfor ud til på næsten magisk vis lige præcist at have indhentet de 10 % flertal, der forhindrede en anden valgrunde uden stemmespild hos oppositionen.

Valgobservatører fra Organisationen af Amerikanske Stater – der ellers har en tradition for at være relativt ukritisk – vurderede, at valget havde været karakteriseret af omfattende svindel og burde gå om. Som opsummeret i Alvaro Piaggios glimrende gennemgang på Twitter, besluttede Bolivias politi under de efterfølgende uroligheder at blive hjemme, og dermed implicit at støtte oppositionens protester. Morales-regimet var endegyldigt færdigt, da militærledelsen dagen efter meddelte, at den ikke havde til hensigt at sætte ind overfor politiet eller demonstranterne. Bolivias militær trådte således i karakter, som det er sket flere gange i Latinamerika, som demokratiets garant.

Hvad der sker nu, er der ingen der ved. Det bedste bud er sandsynligvis, at Bolivia går til valg igen sidst på året, og at Carlos Mesa fra Comunidad Ciudadana bliver præsident.  Det er svært at se, hvordan Morales-regimet med dets omfattende økonomiske mismanagement og forfatningskriminelle adfærd kan overleve. Bolivia er på alle de værste måder klassisk latinamerikansk, og toppen i Morales-regimet drømmer sikkert om en Venezuelansk løsning. Men uden militærets implicitte støtte kommer Morales og hans kumpaner næppe nogen vegne.

Murens fald var socialismens konkursbegæring

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. november 2019. Skriv et svar

Det er trediveårsdagen for Berlinmurens fald i dag, og det fortjener selvsagt at blive markeret. Det symboliserer en af de vigtigste begivenheder i Europas nyere historie. Med Berlinmuren faldt i første omgang den sovjetiske besættelse af Central- og Østeuropa – og et par år efter også Sovjetunionen selv. Den Kolde Krig blev afsluttet, da de kommunistiske regimer kollapsede under totalitær ufrihed og planøkonomisk elendighed. Det var, som om socialismen selv indgav sin konkursbegæring. Magthaverne veg tilbage for tage de nødvendige skridt til at holde det folkelige pres tilbage – modsat søsterpartiet i Kina, som slog studenteroprøret ned med hård hånd på Den Himmelske Fredsplads.

Hvordan er det gået i mellemtiden? Her nogle korte observationer i dagens anledning.

Verden blev friere de følgende 20 år. Figuren viser Freedom House’s opdeling af verdens lande i henholdsvis frie (F), delvis frie (PF) og ikke-frie (NF). Som det fremgår, var det faktisk gået fremad allerede siden begyndelsen af 1970erne. Men andelen af frie og delvis frie lande topper omkring 2007 (bortset fra et kort blip omkring Sovjets sammenbrud). De sidste ti år er det begyndt at gå tilbage igen. Det viser, at der ikke er grund til at sove på laurbærrene efter Murens fald.

De tidligere “selvstændige” kommunistiske lande i Europa havnede i kategorien frie efter Murens fald, og langt de fleste af dem klassificeres stadig sådan af Freedom House, som kortet herunder viser. Der er dog bekymrende tegn på tilbageslag i lande som Polen og Ungarn, som ellers var de to lande, der tidligst så et folkeligt opgør med kommunismen. Det kniber stadig på Balkan. Men i de fleste af de stater, som var en del af det tidligere Sovjetunionen, står det værre til. Den totalitære kommunisme er væk, men mange af de gamle magthavere har haft held til at sætte sig på den politiske magt og at røve værdierne. Det gælder bl.a. Rusland. Det er ikke så slemt som under Sovjetstyret, men Rusland er med rette stemplet som ikke-frit.

Vi har forsømt at tage et opgør med kommunismen efter Murens fald på samme måde, som der blev taget et opgør med nazismen efter Den Anden Verdenskrig. Tværtimod er der langt ind i borgerlige rækker en opfattelse af, at det er en ideologi, der kan undskyldes med sine gode hensigter. Danmarks Kommunistiske Parti – et af de mest Moskvatro i Vesteuropa – findes stadig som en del af Enhedslisten, som ikke desto mindre af mange opfattes som et normalt om end lidt yderligtgående parti. I dag opfatter nogle islamistisk terrorisme som en exceptionel trussel, der kan begrunde mere vidtgående modforanstaltningsregler end den røde terror under Den Kolde Krig – til trods for, at den repræsenterede en markant større trussel og var i ledtog med en magt, som kunne besætte Danmark i løbet af få timer. Det er en historieløshed af dimensioner.

Venstrefløjen i de vestlige lande gik efter Murens fald fra doktrinær marxisme til postmodernisme og -struktualisme – fra at tro, at den besad en videnskabelig indsigt i historiens objektive bevægelseslove, til at forkaste al viden som en social konstruktion. Klassekampen blev afløst af identitetspolitik og en mere diffus kamp mod “ulighed”. Nu er det klimaproblemet, som bliver brugt som skalkeskjul for behovet for drakoniske planøkonomiske tiltag.

Inden Murens fald var de kommunistiske regimer en konstant påmindelse af, hvilke konsekvenser det har at sætte staten før individet. Muren og regimets dødsmaskiner (automater ved grænsen der skød mod østtyskere på vej til at begå “republikflugt”) var et håndgribeligt symbol på den totalitære kollektivismes ondskab. Det eneste dårlige, der er at sige om det lykkelige Murfald, er, at vi ser borgerlige meget mere til falds for kollektivisme i form af nationalisme og populisme. Noget kan måske forklares med, at en del af dem stammer fra den gamle venstrefløj fra før, den gik af mode.

Catalansk uafhængighed og tillid

Af Christian Bjørnskov, den 8. november 2019. 1 svar

Konflikten omkring Cataloniens mulige uafhængighed, og om catalonierne overhovedet har lov – ifølge den spanske forfatning – til at afholde en folkeafstemning om det, raser stadig. Forleden blev flere ledere af uafhængighedsbevægelsen idømt drakoniske straffe, i et tilfælde hele 13 år i fængsel, på ganske tyndt grundlag. Udefra kan det være svært at forstå, hvad der foregår, men situationen giver også mulighed for ny forskning.

En del af baggrunden er, at catalonierne føler sig udnyttet af resten af Spanien, og ikke helt uden grund. Som DR viser her i en fin gennemgang af konflikten, bor godt hver syvende borger i Spanien i den nordøstlige region Catalonien, men regionen står for 19 % af landets BNP og en fjerdedel af eksporten. Regionens økonomi er heller ikke så afhængig af turisme som mange andre steder i Spanien, men er i højere grad karakteriseret ved fremstillingsindustri. Catalonien fremtræder derfor også som en mere ’high tech’ region end andre steder i Spanien.

En anden del ligger i de historiske forskelle mellem Catalonien og resten af Spanien. Landet var selvstændigt indtil først i 1700-tallet, og folk taler stadig et andet sprog – catalansk – end størstedelen af Spanien, der taler castiliansk. I den lange tid under Francos militærdiktatur (1939-1975) var det catalanske sprog forbudt, forældre måtte ikke give deres børn traditionelt catalanske navne, og folk blev endda tvunget til at bruge den castilianske version af deres catalanske fornavne. Det var således almindeligt, at folk der var døbt Josep blev tvunget til at kalde sig Joseph, ligesom det var den castilianske version, der stod i deres pas, identitetskort osv. Helt overordnet undertrykte diktaturet al catalansk kultur – sprog, flag, navne osv. – med hård hånd. Forbuddene fortsatte indtil 1978, og man kan stadig finde eksempler på ringeagt fra det castilianske flertal overfor catalansk kultur.

Det forskningsmæssigt interessante i situationen er, at begge sider af debatten argumentere for, at der er væsentlige forskelle i social kapital involveret i udviklingen. På uafhængighedssiden har flere påstået, at Catalonien er karakteriseret af en større grad af social kapital end resten af Spanien, og derfor ville vokse hurtigere og fungere institutionelt bedre, hvis regionen blev selvstændig (se f.eks. her for et overblik over litteraturen). På den anden side argumenterer unionisterne, at selve konflikten polariserer folk og dermed underminerer den sociale kapital i Catalonien. Der er dermed brug for forskning, der kan give en indikation om, hvad der er op og ned i debatten.

Det spørgsmål gav Miguel Ángel Borella-Mas, Martin Rode (begge Universidad de Navarra) og jeg os i kast med for halvandet år siden. Papiret med titlen ”The Economics of Change and Stability in Social Trust: Evidence from (and for) Catalan Secession” er nu ude som working paper fra IFN i Stockholm (og kan også hentes på SSRN her). Vi bruger the European Social Survey, som er foretaget i Spanien hvert andet år siden 2002, hvilket både tillader os at sammenligne Catalonien med resten af Spanien, men også at følge udviklingen i social tillid – den vigtige del af paraplykonceptet social kapital – henover udviklingen i konflikten. Når vi gør det, kan vi afvise påstandene fra begge sider af den politiske debat, men også vise et ekstra resultat.

Det viser sig allerførst, at uafhængighedssidens påstand er forkert: Den social tillid i Catalonien er næsten præcist gennemsnitlig i Spanien. Hvis der er et sted, der har en større grad af tillid, er det Baskerlandet, men ikke Catalonien. Der er således ikke umiddelbart grund til at tro, at catalonske institutioner osv. ville fungere bedre end de nuværende spanske. Tester man unionisternes påstand, kan man på den anden side også skyde den ned. Den sociale tillid i Catalonien har ikke lidt under konflikten i forhold til resten af Spanien.

Det er dog i netop dén sammenligning, at det tredje, overraskende fund dukker op.

Den sociale tillid i Catalonien er steget efter at selvstændighed blev en reel mulighed i 2014! Stigningen er ikke tilfældig, da den primært kan ses hos folk, der taler catalansk hjemme, og den er ikke helt lille. Cataloniernes social tillid ser ud til at være steget med 7½% siden 2014, og stigningen er større når vi stiller skarpt på dem, der taler catalansk. Mens vi ikke kan sige noget om, hvad der specifikt foregår, kan vi gøre to ting. For det første kan vi afvise, at det er et resultat af bedre institutioner, idet vi kan se at cataloniernes tillid til de spanske institutioner – retsvæsen, politi, parlament – er faldet drastisk. For det andet kan vi spekulere over, hvad der kunne foregå. Det gør vi i konklusionerne, hvor min foretrukne forklaring er denne: Det er muligt, at ”we are actually seeing the mental process of nation building at work, where conflict is the cradle of a shared Catalan identity that facilitates in-group cooperation and the creation of formal institutions that facilitate it.” Kun én ting er sikker: Intet er som de to sider af konflikten påstår, men den kan vise sig at være til gavn for den catalonske befolkning.

Nyt Ekonomisk Debatt på gaden

Af Christian Bjørnskov, den 6. november 2019. Skriv et svar

I dag er det nye nummer af det glimrende, svenske tidsskrift Ekonomisk Debatt udkommet. Som trofaste læsere vil vide, er det et tidsskrift der formidler ny, svensk forskning på en mindre teknisk og mere tilgængelig måde end andre videnskabelige tidsskrifter. Redaktørerne af Ekonomisk Debatt sørger også for, at det ikke betyder, at forskningen bag artiklerne er dårligere, blot at den er mere letlæst.

Nummer 7 i år er ikke anderledes end tidligere udgaver, og omfatter flere interessante artikler. Det gælder ikke mindst Björn Olssons (Svenska Bankföreningen) artikel, hvor han vurderer om Sverige ville have haft økonomisk gavn af at være gået med i euroen. Björn bruger en syntetisk kontrolmetode (læs f.eks. her) for at vurdere spørgsmålet. Svaret er klart: ”Resultaten indikerar att Sveriges ekonomiska utveckling har varit starkare tack vare att landet stått utanför valutasamarbetet.”

Et andet højdepunkt i denne måned er Andreas Bergh (Lund) og Gisur Ó Erlingssons (Linköping) ” Riskerar kommunernas tillväxt-politik att göra mer skada än nytta?” Ligesom i Danmark fører svenske kommuner politik for at tiltrække borgere og virksomheder, og skabe erhvervsudvikling. Et kendt problem er dog, at kommunerne ofte ’stjæler’ borgere og virksomheder fra hinanden, eller som Andreas og Gissur skriver: ” Vi identifierar ett koordinationsproblem som gör att vissa åtgärder skulle kunna vara samhällsekonomiskt skadliga.” Er man interesseret i, hvordan kommunernes erhvervspolitik måske gavner dem selv, men på samme tid kan skade det danske samfund som helhed, bør man absolut læse deres artikel.

Derudover er der bl.a. artikler om indvandring og vælgerstøtte til Sverigesdemokraterne, privatiseringseffekter i den svenske eldistribution, og hvorvidt innovationspolitik er skadelig, og en anmeldelse af en ny bog om Sveriges økonomiske udvikling 1914-45. Som altid er Ekonomisk Debatt velskrevet og interessant, og derfor varmt anbefalet.

Argentinas økonomi – det permanente rod

Af Christian Bjørnskov, den 1. november 2019. Skriv et svar

Forleden tabte den siddende præsident Mauricio Macri valget i Argentina til venstrefløjskandidaten Alberto Fernandez. Nederlaget var forudset, da økonomien er dramatisk forværret de sidste år. Macri kom til magten på et program, der tog fat på en række af de persistente, økonomiske problemer, som Argentina har lidt af. Pensionssystemet er basalt set et pyramidespil, særinteresser har stor indflydelse, embedsværket er korrupt – som i mange andre latinamerikanske lande – og det politiske systems budgetdisciplin er med rette berømmet af de helt forkerte grunde. Det samme politiske system blokerede mange af Macris idéer, og de seneste år har været klassisk argentinske.

I 2017 – det sidste år der er konkrete tal for – havde den argentinske stat en indtægt på 120,6 milliarder dollars, men brugte 158,6 milliarder. Der er med andre ord meget lidt styr på de offentlig finanser, hvilket desværre er et klassisk argentinsk problem. Argentina gik endegyldigt bankerot i 1827, 1890, 1951, 1956, 1982, 1989, gennemgik en partiel bankerot i 2001, og endte i lignende problemer i 2014. Landet forsøger nu lige nu at undgå den niende default. Skiftende argentinske regeringer har også på andre måder haft svært ved at overholde internationale aftaler, ikke mindst i handelssamarbejdet i Mercosur, hvor man gentagne gange har brudt aftalerne og hæve handelsbarriererne overfor andre lande i regionen. Argentinernes ligegyldighed overfor internationale handelsaftaler har ikke blot skabt diplomatiske konflikter med det lille, men 20 % rigere, naboland Uruguay, men også med Colombia og økonomiske forbillede Chile.

Over årene har det dybt dysfunktionelle politiske system derfor også leveret både kriser og skuffende økonomisk udvikling. Mens Argentina var verdens tienderigeste land umiddelbart før Første Verdenskrig, har det over det sidste århundrede slet ikke fulgt med andre lande. Den først figur illustrerer problemet ved at plotte udviklingen i det argentinske BNP per indbygger (købekraftskorrigeret) med den tilsvarende udvikling i USA, Spanien og nabolandet Chile. Som figuren klart viser, var Argentina rigere end Spanien indtil først i 1960erne og også markant rigere end Chile. I dag er argentinernes gennemsnitsindkomst kun 30 % af amerikanernes og kun cirka 75 % af chilenernes. Som figuren viser, har der endda været decideret tilbagegang siden 2010.

Datakilder: Penn World Tables, mark 9.1

En væsentlig del af forklaringen ligger i den førte politik, som man kan se i eksemplet i den næste figur. I 50erne var Argentina det af de fire lande, der handlede mest med resten af verden. Mens man for eksempel kan se Spaniens handelsvolumen stige markant fra midten af 1950erne, implementerede Argentina som andre latinamerikanske lande den såkaldte ISI-strategy: Importsubstituerende industrialisering. Idéen bag den, som blandt andet blev udviklet af Paul Rosenstein-Rodan, var at et land kunne opnå økonomisk udvikling ved at lukke grænserne for import af industriprodukter og politisk støtte opbygningen af en egen industri, der leverer de varer, man før importerede. ISI-strategien var en økonomisk katastrofe, som Argentina holdt fast i indtil 1970erne og militærets kup mod det sidste Peron-regime.

Datakilde: Penn World Tables, mark 9.1

Mens Chile tydeligt har fulgt samme handelspolitik som Spanien – og på mange måder en mere åben politik – er Argentinas handelsvolumen i forhold til dets økonomi i dag på størrelse med USA’s. Rent økonomisk giver det ingen mening, da US0,0A’s økonomi er 24 gange større end Argentinas – landets købekraft svarer således til to af de 50 amerikanske staters – og USA har med andre ord også gavn af den enorme handel mellem delstaterne.

En række andre sammenligninger peger den samme vej. Mens V-Dem-projektets vurdering af Argentinas grad af politisk korruption i gennemsnit har været 0,452 (på en 0-1 skala) de sidste fem år, er den 0,064 for Spanien, 0,087 for USA og 0,082 for Chile. Siden Chiles gendemokratisering i 1988 har investeringsraten stabiliseret sig på omkring 22 % – et almindeligt vestligt niveau – mens Argentinas er 15 %, og udviklingen i Chiles kapitalapparat er sket fire gange hurtigere end Argentinas.

I medierne beskrives situationen i Argentina, der vitterligt er på konkursens rand, som en ny og unik situation. Sandheden er desværre, at landet har været der før og at de voldsomme økonomiske problemer i 2019 blot er en gentagelse af tidligere problemer, og en refleksion af landets elendige institutioner og rent ud sagt horrible politiske tradition. Taler man med argentinere i dag, oplever man ofte at deres selvforståelse stadig er, at de er Latinamerikas rige land. Det er mere end en menneskealder siden, at det var bare nogenlunde sandt. Spørgsmålet, man må stille sig, er om der reelt sker noget med Argentina før borgere og politikere indrømmer for sig selv og hinanden, at verden for længst har overhalet deres land?

Urolighederne i Chile – Hvad er egentlig op og ned?

Af Niels Westy, den 27. oktober 2019. Skriv et svar

Fredagens – for langt de flestes vedkommende – fredelige demonstration med anslået 1, 2 mio. deltagere i Santiago, er indtil videre kulminationen på mere end en uges voldsomme uroligheder og protester i Sydamerikas rigeste land, Chile.

Efterfølgende har præsident Sebastian Pinera bedt alle ministre om at gå af, for efterfølgende at danne en ny regering.

Indtil videre har urolighederne, som er de værste siden Pinochet-tiden, kostet op mod 20 mennesker livet og regeringen har bedt FN om at undersøge forløbet og omfanget af overgreb fra myndighedernes side (indtil videre er mindst en soldat anholdt, anklaget for mord). De fleste er omkommet i forbindelse med plyndringer og ildspåsættelse, mens 5 menes dræbt i forbindelse med kampe mellem demonstranter og politi og militær.

Det har med andre ord været meget voldsomt, og hvorvidt det er overstået er endnu uklart. Præsident Pinera’s popularitet er i bund og han har slået den tidligere ”rekord” som tilhørte forgængeren, Michele Bachelet, som kun havde opbakning fra 18 procent af vælgerne da hun gik af. Sebastian Pinera’s opbakning er i de seneste gallupundersøgelser nede på 14 procent.

Straks fra urolighedernes start blev de i de lokale og internationale medier beskrevet som konsekvens af den store økonomiske ulighed, ringe pensionsvilkår og ringe adgang til sundhedssystemet. Herhjemme mente Alternativets Uffe Elbæk, som det fremgår af nedenstående, at urolighederne var konsekvens af ”neoliberalistisme”, hvor de rige bliver rigere og de fattigere bliver fattigere. I det hele taget viser både medieomtale og sociale medier at det vist mere handler om Chiles vej til velstand (sammenlignet med resten af Syd- og Latinamerika) end reel interesse i hvad der egentlig foregår. At Chile gik fra at være blandt regionens fattigste (se ovenfor) til at være blandt de rigeste via frimarkedsreformer, er åbenbart en dødssynd.

For mere om baggrund og det dilemma, som Chile står i, vil jeg henvise til Rasmus Sønderriis, som har boet i Chile sinde 1988, fremragende artikel i POV; “Optøjer og protester i Chile: Giv-de-rige-et-chok-doktrinen“

I dette indlæg vil jeg se lidt på et par af myterne der spredes i disse dage om Chile.

Det handler om ulighed eller?

Det er både rigtigt og forkert når en gennemgående forklaring på urolighederne i medierne er, at det handler om ulighed. Det er forkert på den måde som mange på venstrefløjen forstår det – og at Chile skulle være OECDs mest ulige land, som man har hævdet flere steder i pressen, bl. a. DR, er ikke korrekt. Det er Mexico. Det gør nok ikke den store forskel, for Chile er, sammenlignet med ikke mindst et land som Danmark, præget af meget stor spredning i indkomst og levestandard. Også selv om den har været faldende de seneste årtier, og er på det laveste niveau der er målt (på gini kvotient) nogensinde.

Kilde: CEPAL (2019)

Latinamerika er verdens mest ulige kontinent, også selv om den økonomiske ulighed har været faldende over de seneste tre årtier i de fleste lande. Men som det fremgår af nedenstående figur fra CEPAL, er uligheden i Chile ikke specielt høj efter regionale forhold og ligger faktisk under gennemsnittet.

Det er heller ikke korrekt at Chile kan karakteriseres ved at ”de rige bliver rigere og fattige bliver fattigere”. Rent faktisk er der en del der tyder på at de fattige er blevet mindre fattige end resten af befolkning, i hvert fald hvis de er i beskæftigelse (nedenstående graf er fra CEPAL).

I det hele taget har der været et markant fald i fattigdommen i Chile de seneste årtier, både når man måler på andelen som har mindre end 3,20 USD. og 1,90 USD. (det vi betegner som ekstrem fattigdom), hvilket fremgår af nedenstående to grafer.

Kilde: CEPAL (2019)
Kilde: CEPAL (2019)

Et af de fremhævede problemer har været pensionssystemet. I forbindelse med reformerne i 1970erne, ændrede man pensionssystemet fra et ”pay as you go system” til et kapitaliseret system, hvorefter pensionen afhænger af hvor meget du har indbetalt og samtidig privatiserede man pensionsopsparingen (hvilket mindre meget om det system, de fleste lønmodtagere herhjemme, ikke mindst de offentligt ansatte kender).

Det gjorde man med god grund. Det gamle system, som stammede helt tilbage fra 1930erne var nemlig reelt bankerot. Man fastsatte fra start pensionsopsparingen til 10 procent af lønnen (det gamle statssystem havde en tvungen indbetaling på 11 procent), hvilket er alt for lavt, hvis man skal opnå en pension på de 70 procent af ens løn, som man lovede ved overgangen til det nye system. Ikke på grund af en ringe forrentning – den har siden starten været på ca. 8 procent p. a. – men fordi mange ikke er del af det formelle arbejdsmarked de 37,5 år som var en forudsætning. Og det der med at være en del af det formelle arbejdsmarked er netop et stort problem, da lidt under en tredjedel arbejder i den uformelle (sorte) økonomi. I vid udstrækning konsekvens af et meget reguleret og ufleksibelt arbejdsmarked. Ikke meget ”neoliberalisme” at hente der.

Problemet er grundlæggende at manglende arbejdsmarkedsreformer indebar, at man tog problemet med at det var indrettet af hensyn til de som var en del af den formelle økonomi med fra det gamle system.

Man har siden indført en bund under pensionerne, men den er meget lav.

Man skal selvfølgelig også være opmærksom på at de der for alvor rammes af manglende pensionsopsparing ikke nødvendigvis er de som dominerer protesterne. Som vi tidligere har set det i bl. a. Brasilien i 2013, synes der er at være en overvægt af folk fra middelklassen blandt de (fredeligt) demonstrerende, mens vandalismen primært varetages af folk fra den yderste venstrefløj – som har stor indflydelse i CONTECH (studenterorganisation) – som minder ikke så lidt om de autonome herhjemme (sort blok), som også havde/har både deres Chilenske og Brasilianske pendanter.

Det var heller ikke noget tilfælde at protesterne over egenbetaling i 2011-2013, primært handlede om betaling til videregående uddannelser, selv om det væsentligste problem er grunduddannelserne (folkeskolerne). Chile har målt på PISA-score det bedste grundskolesystem i hele Latinamerika (hvilket dog ikke siger meget), men også den største spredning. Et problem var at det “voucher-system” man indførte finansierede lokalt i kommunerne. Det indebar groft sagt, at offentlige skoler i de fattige kommuner var/er meget ringe, mens kvaliteten er langt bedre i rige kommuner. Et vouchersystem skal naturligvis finansieres via centrale midler. Se også omtalte artikel af RAsmus Sønderriis.

Når det kommer til de videregående uddannelser (hvor man har ændret betalingsbetingelserne, således at børn af af fattige familer modtager offentlig økonomisk støtte), er det også værd at medtage, at andelen af unge, som gennemfører en videregående uddannelse er høj efter Latinamekanske forhold, mens den økonomiske gevinst er den højeste i OECD.

Måske er det også noget helt andet som har været afgørende for at en relativ lav stigning i priserne på offentlig transport antændte de seneste uroligheder og demonstrationer, nemlig den ringe økonomiske vækst de seneste år, sammenlignet med de forgående “boom-år, omend den naturligvis har været langt bedre end i Argentina og Brasilien, hvor man har haft negativ vækst (Venezuela er helt uden for nummer).

Chile er som de fleste andre økonomier i regionen meget følsom overfor udviklingen i råvarerpriserne, og afslutningen på et historisk råvareboom i nullerne – og især udviklingen efter 2014 – har som det fremgår af ovenstående også haft betydning for væksten i Chile.

Men som Pepe Auth fra oppositionen siger i Rasmus Sønderriis artikel:

”Alle taler om, at vi skal mindske uligheden. Glimrende! Men hør lige engang. Den centrum-venstre-koalition af partier, som jeg er med i, førte kampagne i 2013 med et program for at prioritere lighed frem for vækst, hæve skatterne og øge de sociale udgifter. Vi fik en stor valgsejr til Michelle Bachelet fra Socialistpartiet, der blev præsident med flertal i begge kamre af Nationalkongressen, så hun kunne få alle sine lovforslag igennem.

Jeg var med til at iværksætte en række reformer for større lighed: Gratis højere uddannelse for de 60% laveste indkomster, flere penge til gratis børnehaver og skoler, osv. Hvordan gik det så? Bachelet startede med den højeste popularitet nogensinde, og endte med den laveste nogensinde.

De samme borgere, der havde demonstreret for bedre offentlige skoler, var sure over, at de fattige børn fra slummen nu fik lov at gå i skole med deres egne middelklassebørn. Vi blev kritiseret sønder og sammen over, at skattereformen hæmmede investeringer og jobskabelse. Så op til valget i 2017 lovede Sebastián Piñera det modsatte. Nu skulle der fokuseres på vækst med skattelettelser, og vores sociale reformer skulle rulles tilbage. Og han vandt! Der var stor optimisme, men den varede heller ikke længe. Nu er vi tilbage til at snakke om lighed frem for vækst.

Det er der nok ikke så lidt sandhed i. Så i betydningen at blive lovet noget, som man så ikke opnår er det utivlsomt korrekt at ulighed spiller ind – og her er det nok primært middelklassens oplevelse som er afgørende. Det plejer det at være.

Og så skal man selvfølgelig også huske på, at når man taler om “Sydamerikas rigeste økonomi”, så er det samtidig OECDs anden fattigste. Hvis Chile var medlem af EU, ville kun Bulgarien være fattigere.

Spansk public choice

Af Christian Bjørnskov, den 27. oktober 2019. 2 svar

Jeg kom hjem i går efter at have deltaget i den første spanske public choice workshop. Man kan undre sig over, at der i Spanien – et land, der lider af alskens problemer, som skriger på brugen af redskaber fra public choice-litteraturen – ikke er en tradition som den årlige danske workshop. Det krævede pudsigt nok et tysk-mexicansk hold, punditokraternes ven Martin Rode og vores fælles PhD-studerende Andrea Sáenz de Viteri, for at stable en workshop på benene ved Universidad de Navarra i Pamplona.

Den spanske public choice workshop blev heldigvis en succes med deltagelse fra 12 forskellige lande og en række fine præsentationer. Et af de absolutte højdepunkter var brasilianske Laura Barros, der er midt i sin PhD ved det prestigiøse universitet i Göttingen, der præsenterede ”#EleNão: Economic crisis, the political gender gap, and the election of Bolsonaro.” Laura, som jeg kender fra min tid som gæsteprofessor i Heidelberg hvor hun tog sin master-uddannelse, viser sammen med sin kollega Manuel Santos Silva i en fremragende analyse, hvordan Brasiliens økonomiske nedtur i uforholdsvis grad ramte landets mænd. Resultatet blev, at mænd i stor stil stemte på Bolsonaro, mens kun lidt over 40 % af de brasilianske kvinder stemte på ham. Laura pegede således på, at uden nedturen var Bolsonaro ikke blevet valgt i første runde, og måske slet ikke.

Henrik Jordahl om folks forestilling om profitmarginer (det korrekte tal er angivet ved den røde linje)

Udover den glimrende analyse fra Göttingen bød workshoppen på en række andre interessante præsentationer. Den altid gode Henrik Jordahl (på billedet), der er professor på Örebro Universitet, præsenterede resultaterne fra en eksperimentel spørgeskemaundersøgelse om folks mening om privat produktion af offentlige ydelser som ældrepleje. Tricket er, at Henrik giver nogle respondenter faktisk information om, hvad de involverede firmaers faktiske profitmargen er (5 %), mens andre ikke får nogen information og en tredje gruppe spørges om, hvad de tror den er. Analysen peger først på, at svenskerne i høj grad er imod offentlig service for profit, men også at faktisk information typisk får folk til at blive en tand mere positive.

Et andet højdepunkt var Martin Rode (Navarra), der sammen med sin ungdomsven Sebastian Stöckl (Universität Liechtenstein) i ”The price of populism: Financial market outcomes of populist electoral success” ser på hvordan de finansielle markeder reagerer på valget af populistiske politikere. Martin og Sebastian har gennemført en omhyggelig og avanceret analyse af markedets reaktioner i månederne omkring valg, og finder, at de i meget synlig grad reagerer på valget af venstrefløjspopulister, mens der ikke er nogen generel effekt af deres populistiske kolleger på højrefløjen.

Sidst, men ikke mindst, blev workshoppens spændvidde demonstreret af Pantelis Kammasa (Athens University of Economics and Business), der sammen med sin kollega Vassilis Sarantides (University of Sheffield) er gået tilbage i græsk historie for at kaste nyt lys på, hvad der politisk sker omkring demokratiseringer. I ”Democratisation and tax structure in the presence of home production: Evidence from the Kingdom of Greece” viser de to grækere, at den græske demokratisering ændrede skattestrukturen, men uden at ændre det overordnede skattetryk. Selv i 1860ernes Grækenland reagerede demokratisk valgte politikere således på vælgernes præferencer ved at skifte beskatningen

Workshoppen bød også på deltagelse af en række forskere, som trofaste læsere af punditokraterne har læst om før: Niclas Berggren (IFN), Hans Pitlik (WIFO), og Therese Nilsson og Andreas Bergh (Lund). Senere på året afholdes the Australasian Public Choice Conference i Brisbane, den danske workshop ruller af stablen i januar, og som traditionen byder, skriver vi også om højdepunkter og lovende nye folk når tiden nærmer sig for selve the Public Choice Society i marts. Er man interesseret i public choice og politisk økonomi sker der meget på forskningsfronten for tiden.

Radio 24/7’s lukning er symptom på, at staten fylder for meget.

Af Otto Brøns-Petersen, den 24. oktober 2019. Skriv et svar

Mange beklager at den alternative kanal Radio 24/7 nu endeligt lukker. Det gør jeg også. Jeg har haft mange gode stunder som ”offer” i forskellige programmer.

Der er flere konkrete årsager til lukningen. Først blev der indført et politisk krav om at flytte størstedelen af produktionen væk fra København. Derefter kunne det ikke hænge sammen for ejeren, Berlingske Medier. Stationen fik en ny chance, da den nye DAB-kanal kom i udbud, men den blev tildelt til en ny station Loud (med bl.a. Nationalmuseet i ryggen).

Men i stedet for at pille i de konkrete omstændigheder, vil jeg træde et skridt tilbage og se på det helt grundlæggende problem i dansk mediepolitik. Det er, at staten fylder alt for meget – og meget mere end i sammenlignelige lande.

Det er et af de alvorlige svigt fra det borgerlige flertal i den sidste valgperiode, at der ikke blev gennemført en egentlig mediereform. Man fik kun svinget sig op til at gennemføre besparelser på DR’s budget, som ikke en gang står mål med faldet i de private mediers udbredelse i de foregående år. Vi har altså en situation, hvor den statslige dominans vokser på bl.a. nyhedsområdet. De statslige medier har samtidig kapital i ryggen til at kaste sig ind på nye områder. DR og TV2 er således de to største danske nyhedssites på nettet.

Der er ingen god grund til, at staten er involveret i medieproduktion. Der er tværtimod gode grunde til, at uafhængige medier holder staten i ørerne. Vi er med rette bekymrede over, at medierne ikke er uafhængige nok i lande som Polen, Ungarn og Rusland.

Der har en gang været et (svagt) argument for, at der var en ”markedsfejl” forbundet med æterbårne radio- og TV-udsendelser, fordi man ikke kunne udelukke ikke-betalere fra at modtage dem. Dermed kunne private aktører have svært ved at finansiere dem (dog ikke mere, end at man gjorde det ved hjælp af reklamer i andre lande). Forekomsten af ”markedsfejl” er den klassiske begrundelse for offentlig intervention.

Men den ”markedsfejl” eksisterer ikke længere, hvor man sagtens kan udelukke ikke-abonnenter fra at modtage programmerne via nettet eller kabelnetværk. Derfor er der ikke større begrundelse for offentlig indblanding, end når det gælder f.eks. dagblade.

Det typiske argument for statslig intervention er i stedet et politisk ønske om at levere ”public service”. Det er grundlæggende et paternalistisk argument om, at forbrugerne bør forbruge andre medier, end de ville vælge frit. Det hører efter min mening ingen steder hjemme i et liberalt demokrati, hvor borgerne ikke betragtes som undersåtter. Men selv om man går ind på forestillingen om public service, kan det ikke begrunde den nuværende mediepolitik. Den nuværende mediepolitik handler i alt overvejende grad om at finansiere statslige medieinstitutioner – og ”public service” er ikke veldefineret udover, at især DR udpeges til per definition at være ”public service”.

Hvis man skulle tage ”public service” alvorligt, talte det for at yde støtte til alle, der udbyder noget, som lever op til veldefinerede kriterier. Det er f.eks. sådan, der ydes filmstøtte. Den kan søges af alle og ydes ikke altovervejende til et statsligt filmselskab. Eller hvis politikerne gerne vil formå borgerne til at forbruge bestemte medieprodukter (nyheder, kultur etc.), ja så er det oplagte redskab at give en voucher til at købe sådanne produkter for. Den kunne så bruges til f.eks. TV- eller avisabonnementer, som lever op til kriterierne.

CEPOS udgav i 2017 en analyse af mediemarkedet og en række forslag til en mediereform (her), hvor disse pointer er uddybet. Den er desværre stadig aktuel.

Når Radio 24/7 må lukke, er det altså først og fremmest et resultat af, at radiomarkedet især for nyhedsstof er så domineret af statslig finansiering, at det ikke er muligt at drive en uafhængig station på kommerciel basis. Og det er værd at erindre, at det faktisk var målet, da stationen blev etableret. Var det lykkedes at blive økonomisk uafhængig, kunne  stationen have kørt videre, men realiteten var, at det ikke gik uden fortsat statsstøtte.

Den anden grund er, at den statslige finansiering er så politisk kontrolleret, at private institutioner står og falder med, hvordan politikerne beslutter at bruge pengene. Havde der været adgang til ”public service”-støtte på samme måde som filmstøtten (altså til formål, der lever op til bestemte kriterier) eller støtte direkte til borgerne til medieabonnementer, ville det have givet et betydeligt mere stabilt og mindre vilkårligt støttegrundlag for Radio 24/7.

Borgerlige politikere, som i disse dage begræder lukningen af Radio 24/7, har kun sig selv at takke.

Dansk public choice workshop 2020

Af Christian Bjørnskov, den 23. oktober 2019. Skriv et svar

Hver år afholdes en dansk public choice workshop, som de senere år har alterneret mellem Aarhus og København (da Odense har meldt sig ud). Sidste års workshop blev afholdt på Aarhus Universitet, og bød bl.a. på Andreas Berghs papir om Hayekian Welfare States, der nu er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, Lasse Aaskovens The Political Effects of Wealth Inequality: Evidence from a Danish Land Reform, og Felix Døssing og David Dreyer Lassens arbejde om Suboptimal Paternalism.

Vi håber igen den 24. januar at kunne samle et mindst lige så stærkt hold til den 21. danske workshop, ligesom vi håber igen at se både etablerede forskere, unge kolleger og interesserede studerende og andre. Workshoppen afholdes fra klokken 11 hos Cepos på Landgreven 3 i det indre København. Som altid er workshoppen gratis og åben for alle interesserede, men vil man præsentere et papir, skal levere et abstract som skal godkendes af programkomiteen. Fristen for indsendelse er juleaften, og som de senere år håber vi at få forslag fra Danmark, Sverige, Tyskland og Polen – og forhåbentlig fra flere steder.

Når vi nærmer os workshoppen kommer vi – som traditionen byder – til at skrive om det endelige program her på stedet. Foreløbig skal vi blot minde folk om, at workshoppen endu en gang løber af stablen i januar i en altid venlig atmosfære. Er man interesseret i public choice, politisk økonomi eller udviklingsøkonomi, er man velkommen.

Brexit-problemet – set fra et britisk perspektiv

Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2019. 3 svar

I går stemte det britisk parlament igen om Brexit-problematikken og endte med at sparke det endelige spørgsmål til hjørnespark. Parlamentet bestemte, at premierminister Boris Johnson skal bede EU om en udsættelse, så lovgivning der forbereder den endelige proces med at forlade unionen kan gennemføres. Begivenhederne har endnu en gang bragt hele Brexit-diskussionen op i de danske medier igen, inklusive en hel lørdag aften på TV2 News. Og endnu en gang bragte medierne eksperter, blandt andet den ellers dygtige Henrik Drusebjerg, der vurderede at ”regningen bliver ret alvorlig.”

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Ny læsning for punditokraterne

Af Christian Bjørnskov, den 17. oktober 2019. Skriv et svar

Her på bloggen holder vi af at følge med. Forleden udkom nye numre af to samfundsvidenskabelige tidsskrifter som vi jævnligt læser, og som fortjener at blive nævnt her. Først og fremmest er der et nyt temanummer af det danske Samfundsøkonomen på gaden. Temaet er Donald Trumps USA, og det er gæsteredigeret af den altid glimrende Peter Kurrild-Klitgaard, der har udvalgt et stærkt hold af skribenter. Mirco Reimer-Elster skriver om sammenstøddet mellem Trump og den amerikanske konservatisme, redaktøren selv om hvor vigtig økonomien er for hvordan amerikanerne stemmer (og hvorfor så mange stemte på Trump), Frederik Hjort analyserer Trump som ’issue entrepreneur’, mens Birthe Hansen skriver om hans udenrigspolitiske linje. To punditokrater har også sneget sig med i temanummeret, da Otto Brøns-Petersen skriver om Trumps økonomiske politik, mens undertegnede har bidraget med en artikel om præsidentens handelspolitik. Hele de varmt anbefalede temanummer kan læses her.

Det andet tidsskrift er det altid interessante svenske Ekonomisk Debatt, der netop er udkommet med nummer 6 i år. Det nye nummer omfatter blandt andet en artikel om Kinas nye middelklasse af Björn Gustafsson, Terry Sicular og Xiuna Yang – der blandt andet peger på, at den i dag tæller 250 millioner mennesker – en artikel af Fredrik Andersson og Altin Vejsiu om hvilke mennesker der vælger at blive iværksættere, og en anmeldelse fra Jesper Ahlin Marceta af  David C. Roses ny bog Why Culture Matters. Ekonomisk Debatt er også som altid varmt anbefalet.

Mere om Nobelprisen 2019

Af Christian Bjørnskov, den 16. oktober 2019. Skriv et svar

Som Otto skrev i går, har Sveriges Riksbank annonceret at dette års økonomipris går til Abhijit Banerjee, Esther Duflo og Michael Kremer. Mens der har været begejstring fra nogle dele af det nationaløkonomiske miljø, er begejstringen ganske begrænset i andre dele. Prisen gives for de tre forskeres pionerindsatser i applikationen af Randomized Control Trials (RCT) til økonomiske spørgsmål. De leverer dermed væsentligt klarere evidens for, hvilke politiktiltag der virker omkostningseffektivt.

Både Angus Deaton, modtageren af Nobelprisen for fire år siden, og William Easterly, der ofte nævnes som en mulig fremtidig modtager, er stærkt skeptiske overfor værdien af RCTer. Deaton har sammen med Nancy Cartwright kritiseret RCTer i Social Science and Medicine, mens Easterly skrev om problemerne allerede for ti år siden. Dengang understregede han, at:

“RCTs are infeasible for many of the big questions in development, like the economy-wide effects of good institutions or good macroeconomic policies. Some RCT proponents have (rather naively) claimed RCTs could revolutionize social policy, making it dramatically more effective – this claim itself can ironically not be tested with RCTs. Otherwise, embracing RCTs has led development researchers to lower their ambitions. This is probably a GOOD thing in foreign aid, where outsiders cannot hope to induce social transformation anyway and just finding some things that work for poor people is a reasonable outcome. But RCTs are usually less relevant for understanding overall economic development.”

Det dybere problem er, at specielt Esther Duflo har givet udtryk for, at økonomisk og social udvikling er et spørgsmål om at skrue på bestemte politikknapper og dirigere mennesker til bedre udkomme. Duflo har således med stolthed fortalt om, hvordan hun går til problemerne med en ingeniørtilgang. Dette års pris gives således også til en tilgang til udviklingsproblemer, hvor økonomer skal agere som ’sociale ingeniører’. Som Hayek understregede i sin Nobelpræsentation tilbage i 1974, er det en tilgang, som økonomer og politikere ofte har, men lige så ofte slet ikke burde have. Hayek kaldte den implicitte fejltagelse for ”the pretence of knowledge”, dvs. at man gjorde som om man havde viden og indsigt, som man ikke har og ofte ikke kan have. Duflo er dermed i høj grad, hvad Adam Smith for snart 250 år siden ville have kaldt ”a woman of system” (hattip: Niclas Berggren).

Det store spørgsmål, som hun og hendes hold fuldstændigt ignorerer, er at et hold fra Harvard og MIT således meget præcist kan styre, hvad forskellige aktører får af penge og andre incitamenter, man kan en lokal myndighed i Congo, Laos eller Nicaragua rent faktisk gøre det samme? Antager man at den slags ikke er et problem, begår man Hayeks fejltagelse – som rigtigt mange udviklingspraktikere og politikere har gjort over årene – at tro at institutionerne i fattige lande ikke er underlegne i forhold til f.eks. tilsvarende svenske eller britiske institutioner. Det er den slags fejltagelse, der kan lave en velment vestlig intervention fra veluddannede gutmenschen om til et yderligere korruptionsproblem.

Som både Deaton, Easterly og adskillige andre har påpeget, gives Nobelprisen i år til en approach og videnskabelig holdning uden nogen form for institutionel viden – i RCT-miljøet er det ofte noget, man næsten totalt ignorerer. Det skaber dog det problem, at mans RCTer kan bruges til at evaluere overordnede effekter, giver de ret ligegyldigt input til en debat om, hvordan man designer bedre politik og indgreb. I en vis forstand ligger det problem også bag den ophidsede diskussion af Michael Kremers 15 år gamle studie af effekter af ormekure i Afrika (læs f.eks. et overblik her), hvor evidensen har vist sig ikke at være så robust som man først troede.

Overordnet, det burde være klart at jeg heller ikke er voldsomt begejstret for dette års Nobelpris. Den er på sin vis en tilbagevenden til en approach til nationaløkonomi og det at være nationaløkonom, som adskillige Nobelprismodtagere – James Buchanan, Vernon Smith, og Jean Tirole for blot at nævne nogle få – har været stærkt skeptiske overfor. Etisk er det en tilbagevenden til et syn på fattige mennesker som nogen, man skal ’hjælpe’ på en meget direkte måde, hvor man kan behandle dem som skakbrikker. Og selvom RCT-tilgangen skulle vise sig at være så brugbar, som Banerjee, Duflo og Kremer mener, er det alt for tidligt at sige. Nobelprisen til RCT-metodologien er – selv hvis den skulle vise sig at være velbegrundet – uddelt ti år for tidligt.

UPDATE: David Henderson hos EconLog peger på Oxford-økonomen Lant Pritchetts syleskarpe dissekering af RCT-bevægelsens påstande i Randomizing Development: Method or Madness. Varmt anbefalet for wonks.

Årets Nobelpris i økonomi – hvad kan vi lære af den?

Af Otto Brøns-Petersen, den 15. oktober 2019. 3 svar

Nobelprisen i økonomi for 2019 blev annonceret i går. Det er blevet en tradition, at jeg skriver et fagligt portræt af årets vindere – denne gang er det Abhijit Banerjee, Ester Duflo og Michael Kremer. Det bliver mit 16. portræt. I år offentliggøres det på Euroinvestor og kan læses her. Tilmed ganske gratis.

Nobelprisen handler i år om to ting: Udviklingsøkonomi og empirisk metode. Som jeg skriver i portrættet, styrter fattigdommen i Verden med uset hastighed, men det skyldes ikke bistandspolitikken. Der er tilmed en udbredt modvilje i ”det udviklingsindustrielle kompleks” af politikere, embedsmænd og organisationer mod evidens i bistandspolitikken (hvilket er forståeligt i lyset af de ringe resultater).

Årets Nobelpristagere har imidlertid bidraget med netop at levere bedre evidens for, hvilke konkrete typer af politiktiltag der er mest effektive til at bekæmpe fattigdom. F.eks. virker flere ressourcer til skoler i form af lavere klassekvotient, bedre bøger og gratis måltider ikke særlig effektivt, mens målrettede initiativer for svage elever og incitamenter til at nedbringe det enorme lærerfravær i lande som Indien har stor effekt ifølge navnlig Banerjee og Duflos forskning.

Men hvad vil evidens sige, og hvad kan vi bruge den til?

Statistisk evidens handler grundlæggende om at måle signifikante forskelle og at koble dem til mulige årsager. Det er en betydelig udfordring, ikke mindst i samfundsvidenskaberne. Det er let nok at sammenligne f.eks. gennemsnitsindkomsten i to lande, Danmark og Luxembourg, og identificere en forskel en forskel, måske at vi er overvejende protestantiske og luxembourgerne overvejende katolske. Men deraf kan man ikke slutte, at katolicisme har en gavnlig indflydelse på gennemsnitsindkomsten, selv om luxembourgerne er rigere end os. Der er mange forskelle på de to lande, og vi kan ikke være sikre på, at kun religion spiller en rolle.

Hvis man skal kunne sige noget om effekten af religion, skal man eliminere samtlige andre potentielt forklarende årsager til, at gennemsnitsindkomsten varierer.

Den mest almindelige metode i samfundsvidenskaben er at forsøge at kontrollere for alle de andre mulige forklaringsfaktorer. Det gør man ved at tage disse faktorer med i den statistiske analyse (typisk en multipel regressionsanalyse, som netop kan håndtere flere forklaringsfaktorer på én gang). Det kunne være aldersfordelingen, det historiske udgangspunkt, styreformen, udrustningen af naturressourcer og meget andet. For både at øge antallet af observationer og sandsynligheden for, at andre forklaringsfaktorer er tilfældigt fordelt, er det hensigtsmæssigt at udvide antallet af lande og af år, der sammenlignes.

Hvad er det strengt taget, denne metode forsøger at gøre? Den forsøger via kontrollerne at gøre al anden variation tilfældig end netop den faktor, man vil undersøge (i dette tilfælde effekten af religion). Problemet er, at det er svært at være sikker på, at man får fjernet effekten af al anden variation. Altså – om der kontrolleres for nok. Det er også vigtigt at finde holdepunkter for årsagssammenhængens retning. Altså – selv om vi måtte finde en positiv korrelation mellem katolicisme og velstand, skyldes den så, at katolicisme fører til velstand, eller snarere at velstående lande er mere katolske? (det findes der også metoder til at belyse).

I naturvidenskaben er det ofte lettere at opnå det, samfundsvidenskaber søger ved at indføre kontroller mv. i sine statistiske studier. For det første kan man gennemføre eksperimenter. For det andet kan man udtage randomiserede, dvs. tilfældigt udvalgte, stikprøver. Antag at vi f.eks. kunne udtage 10.000 personer og gøre halvdelen til henholdsvis protestanter og katolikker, og så se, hvor velstående de blev. Det ville besvare spørgsmålet. Og det er præcis, sådan man oftest gør i naturvidenskaben. Nye lægemidler bliver testet på denne måde. To tilfældigt udvalgte grupper får henholdsvis det aktive stof og placebo. Forskellen mellem de to grupper kan derfor tilskrives lægemidlet.

Som mit lille eksempel med velstand og religion sikkert har antydet over for den indsigtsfulde læser, så ville det være svært at gennemføre det eksperiment her. Man kan ikke gøre folk religiøse på samme måde, som man giver dem en pille. Og selv da ville effekten måske først udspille sig over lang tid. Derfor har det været god latin i økonomi, at man ikke kan eftergøre naturvidenskabens metode i samfundsvidenskaben.

Den gode latin er imidlertid blevet udfordret. Vernon Smith, Nobelpristager i 2003, indførte eksperimentaløkonomi i form af laboratorieforsøg, hvor man rekrutterer forsøgspersoner (ofte studerende), og lader dem f.eks. spille bestemte typer af spil. Smith viste f.eks., at personer uden formel træning i at agere på et marked meget hurtigt lærer at opføre sig, som om de havde.

En anden form for eksperimenter, som er blevet ganske udbredt, er naturlige eksperimenter. Det går ud på at anvende begivenheder, som mere eller mindre tilfældigt opstår i den virkelige verden. Der kan f.eks. være tale om indførelsen af en skattereform. Hvis man kan finde to ellers ens grupper, som bliver berørt forskelligt, kan man måle effekten af skattereformen – f.eks. hvor meget folks arbejdsudbud reagerer på en ændring i den disponible indkomst. Et fremragende eksempel på et studie af et naturligt eksperiment er Simon Calmar Andersen og Helena Skyt Nielsens studie af effekten af de obligatoriske test i grundskolen. De udnyttede et IT-nedbrud, som betød, at nogle skoler ikke deltog i testen, mens andre gjorde. Tilfældigheden i nedbruddet gav den tilfældige udvælgelse, man var ude efter. Studiet viste i øvrigt en klar positiv effekt på indlæringen af de nationale test.

En tredje form for eksperimenter er feltstudier, hvor man lader tilfældigt udvalgte personer få en på forhånd tilrettelagt intervention, mens andre ikke gør. Og det er netop sådanne studier, Banerjee, Duflo og Kremer belønnes for i år. De har f.eks. set på effekten forskellige typer interventioner for at forbedre undervisningen, sundhed og finansiering (hvor mikrolån viser sig ikke at være så effektive, som tidligere troet). Feltstudierne er foretaget på konkrete skoler, klinikker osv. i den tredje verden.

Nobelpriskomiteen lægger vægt på, at de tre forskere ikke alene har formået at dokumentere selve deres studier godt (intern validitet), men også deres generelle anvendelighed (ekstern validitet).

Spørgsmålet er dog, hvor langt anvendeligheden rækker.

Jeg synes, der er tre hovedpointer.

Den ene er, at man altid bør basere konkrete politiske indgreb på evidens. Det omfattende spild af udviklingsbistandsmidler er en tragedie. Men også når det gælder indenlandsk dansk politik på f.eks. undervisningsområdet, bør der være krav om evidens. Det kan medvirke til at anvende de store mængder af offentlige udgiftskroner så effektivt som muligt og stille de organiserede interesser lidt svagere. Se blot på den polemik, Calmar Andersen og Skyt Nielsens studie har udløst.

Den anden er, at man årets Nobelpris ufortalt ikke altid har mulighed for at basere sig på feltstudier. Det håber jeg, at mit lille tankeeksempel om religion illustrerede. Vi vil fortsat se en betydelig mængde økonomiske studier, som anvender statistiske kontroller frem for randomiseret udvælgelse og eksperimenter. Og denne type analyser er altså ikke forkerte, selv om styrken af deres resultater kan være svagere.  

For det tredje skal man også huske på, at evidens for politiske indgreb er et planøkonomisk redskab. Allokering ved hjælp af politiske beslutninger er højst en nødløsning. Under normale omstændigheder er institutioner som privat ejendomsret, markeder, åben konkurrence, fri prisdannelse og gode incitamenter langt mere effektivt end politisk styring. Det er udviklingsøkonomi og fattigdomsbekæmpelse et glimrende eksempel på. Nok har de tre Nobelpristagere været med til at forbedre tilværelsen for et meget stort antal mennesker, men det store fald i fattigdommen i de senere år skyldes primært globalisering, handel og mere markedsøkonomi.

Ecuador – tilbage til 90erne

Af Niels Westy, den 13. oktober 2019. Skriv et svar

Update – søndag lokal tid aftalte regering og repræsentanter for de protesterende at man ophæver afskaffelsen af subsiderne til benzin og diesel, som regeringen ellers havde ønsket.

Tidligere på året forhandlede Ecuadors regering en lånepakke hjem på ca. 10 mia. USD, herunder 4,2 mia. fra IMF. Som led i den indgåede aftale, ønsker regeringen at ophæve den massive subsidiering af benzin og diesel. Det har (måske ikke overraskende, givet Ecuadors historie) medført omfattende uroligheder. Regeringen har indført undtagelsestilstand, mens urolighederne har kostet flere mennesker livet.

Det er præsident Lenín Moreno’s største krise, siden han blev valgt i 2017. Moreno afløste venstrepopulisten Rafael Correa, efter at have været dennes vicepræsident. Efterfølgende har man foretaget en 180 graders drejning væk fra dennes venstrepopulistiske politik. Under Correa var Ecuador medlem af ALBA og dermed tæt allieret med Venezuela under Hugo Chavez og hans efterfølger Maduro. Moreno har meldt Ecuador ud af ALBA, ligesom Ecuador forlader OPEC primo 2020.

Målet er at reformere Ecuadors økonomi efter forbillede fra lande som f. eks. Chile og Uruguay, åbne økonomien og få restartet den økonomiske vækst, bl. a. ved at øge olieproduktionen og tiltrække flere udenlandske investeringer.

Som led i denne proces prøver man at reformere den offentlige sektor, nedbringe de offentlige udgifter og få kontrol over den stigende gældsætning, som var konsekvensen af den tidligere regerings økonomiske politik. Om det lykkes står fortsat hen i det uvisse. Ecuador har tidligere oplevet store uroligheder, som er endt med afsættelse af den siddende præsident, når man har prøvet at gennemføre markedsreformer.

Ophævelsen af subsidier til benzin, som vil mere end fordoble prisen på diesel, har udløst de nuværende demonstrationer og optøjer, vejblokader, samt ramt olieproduktionenen og lukket landets eneste kobermine. Afskaffelsen af subsidierne forventes at spare staten for ca. 1,3 mia. USD. om året – svarende til ca. 4 procent af de offentlige udgifter.

For at afbøde effekterne for de laveste indkomster, øges en række sociale ydelser betydeligt.

Mens mange lande i regionen oplevede betydelig vækst under råvare-boomet i nullerne, har den fortsatte økonomiske udvikling været langt mere afdæmpet i 10erne – også hvis vi ser bort fra katastrofen Venezuela. Som det fremgår af nedenstående figur, er BNP per indbygger kun steget 10 procent i Ecuador siden 2010, mens man har oplevet et decideret fald siden 2014.

Samtidig er den off. gæld steget igen og nærmer sig niveauet i begyndelsen af nullerne. Denne udvikling er ikke holdbar, og da Ecuador siden 2001 har anvendt dollars i stedet for egen valuta, kan tilpasning kun ske via interne reformer.

Krisen har alle de ”klassiske” ingredienser, på den ene side reformer som led i en aftale med IMF. På den anden side Indianerorganisationer, fagforeninger og ”progressive” venstreorienterede.

Hvis (og det er et stort hvis) det rent faktisk ender med en afskaffelse af subsidieringen, vil det være en stor sejr for præsidenten, og love godt for reformeringen af Ecuadors økonomi.

Men der er tale om et meget stort ”hvis”.

Sammen med Niels Lindvig var jeg for øvrigt gæst hos Cordua & Steno i torsdags, hvor vi bl. a. tale om situationen i Ecuador. Det kan man høre ved at klikke på linket her.

For mere information om reformplanerne i Ecuador – set fra IMFs side – se her

For information om hvordan man opfatter konflikten fra “den anden side” (Indianerorganisationerne), se her (på engelsk).

Er de Radikale blevet kulturfascister?

Af Christian Bjørnskov, den 12. oktober 2019. 1 svar

Forleden luftede de Radikale, som en del af deres finanslovsudspil, et forslag om en skat på streaming. Deres idé er, at staten skal beskatte alle abonnementer på streamingtjenester, og bruge skatteprovenuet til at subsidiere ”danskproduceret tv-fiktion.” Forslaget er således, præcist som en tilsvarende fransk streamingskat, rettet mod udenlandsk streaming som f.eks. Netflix, HBO og Amazon Prime. Jeg bemærkede i Børsen i torsdags, at forslaget således har konsekvenser præcist som en told på import af streamet udenlandsk tv, da man betaler ’skatten’ af alle tjenester, men kun de danske – de eneste, der producerer dansksproget tv-fiktion – bliver kompenseret. Uanset at de Radikale kalder forslaget en skat, er det således i praksis en told, med alle de kendte stærkt negative konsekvenser som handelsbarrierer altid har.

Allerede dagen efter affødte mit indlæg et vredt, men indholdsmæssigt også temmelig meningsløst svar fra Jens Rohde. Hovedpointen var, at jeg tog fejl og at vi da alle bør betale til det fælles public service-tv. Rohde – eller de studentermedhjælpere, der nok har skrevet svaret – virkede særligt ophidset over min pointe, at forslaget i høj grad omfordeler fra unge, fattigere til ældre, rigere tv-forbrugere. Streaming af f.eks. Netflix og HBO er langt mere udbredt blandt yngre forbrugere, mens det i særligt grad er ældre forbrugere, der ser dansksproget tv-fiktion som flow-tv. Forslaget har således social slagside, hvilket det radikale svar ikke engang klart benægtede.

Det særligt bekymrende i det radikale forslag er dog den idémæssige baggrund. Som jeg skrev i Børsen: ”Lægger man en told på udenlandsk streaming vil den de facto øge den politiske kontrol og styring af danskernes tv-forbrug. Den slags politik hører ikke hjemme i det 21. århundrede.” Med andre ord er intentionen, at dirigere danskernes tv-forbrug i en bestemt retning. Det er samme idébaggrund, der ligger til grund for Zenia Stampes forslag om at udlevere to bøger til danskerne – vel at mærke valgt fra politisk hold – hvert år. Min umiddelbare reaktion på begge forslag var den samme: Hvad fanden bilder de sig ind. Med hvilken ret mener de Radikale politikere, at de kan bestemme, hvilket kulturforbrug danskerne bør have?

Det er næsten umuligt at forestille sig, at forslagenes retning og baggrund ikke gør ondt langt ind i hjertet på klassiske radikale vælgere og politikere. Partiet har en lang tradition for netop at være socialliberalt, og forsvare borgernes ret til at vælge og udtrykke egen seksualitet, egne politiske holdninger, og egen identitet. Østergaard og Stampes udspil afspejler, at partiledelsen åbenbart ikke længere mener, at egne kulturpræferencer eller smag er blandt de forhold og personlige valg, som man kan eller bør overlade til det enkelte menneske. Med andre ord står der larmende mellem linjerne i den nye radikale politik: Når det gælder kultur, ved vi bedre!

Det er et særtræk ved alle velfungerende demokratiske samfund, at borgerne har fuld frihed til at ytre sig på skrift, i tale, og i billeder. Den frihed gælder også en frihed til at se, læse eller høre hvad de vil – man forsøger ikke at styre borgernes tanker eller forestillingsverden. Det er derimod et særtræk ved fascistiske og totalitære regimer, at de også ønsker at detailregulere og styre borgernes privatliv og private begrebsverden. Det er dén verden, de Radikale tager de første (og forhåbentlig sidste) skridt ind i med deres nye udspil, der indebærer politiske styring af bog- og tv-forbrug. Det er dybt uværdigt for et parti, der ellers altid har haft beskyttelsen af alle individers værdighed som en del af dets politiske kerne.