Gæld og reguleringsaktivitet

Af Christian Bjørnskov, den 2. marts 2017. 3 svar

Titlen er emnet for mit nye papir med min gode ven Niclas Berggren. Papiret er skrevet med finansiering fra IREF – the Institute for Research in Economic and Fiscal Issues. IREFs executive summary er her, sammen med et link til working paper-versionen.

Pointen med papiret er at undersøge, om økonomisk politik påvirker lands gældsudvikling. Ideen er ganske let et få: Danmarks økonomi er ikke særligt reguleret, sammenlignet med mange andre europæiske lande, og vores gæld er til at overse. Grækenlands økonomi er nærmest reguleret ihjel og landet er de facto bankerot. Er de enkelteksempler eller der en mere generel sammenhæng?

Vi ser tre mulige mekanismer, der kunne forbinde reguleringsaktivitet med gældsudvikling. For det første kunne regulering afspejle den mere overordnede approach til politik, inklusive keynesiansk underskudsfinansiering. For det andet kunne reguleringerne slå så meget (formel) aktivitet ihjel, at regeringen ikke kan finansiere budgettet selvom den ville. Og for det tredje kunne de internationale markeder fortolke øget regulering som et signal om problemer eller økonomisk uansvarlighed. I det sidste tilfælde vil de derfor rationelt hæve den risikopræmie, de kræver, og dermed gøre den eksisterende gæld væsentligt dyrere.

Bundlinjen er – uanset at vi ikke kender den eksakte mekanisme – at vi finder klar evidens for en effekt. Forestiller man sig, at reguleringsniveauet ændres fra dansk til græsk niveau, vil gælden stige med cirka 10 % i løbet af en enkelt femårsperiode. Det lyder måske ikke af så meget, men det er i løbet af en ganske kort periode og vi ser ret klar persistens, så virkningen fortsætter ud i fremtiden. Visse regeringer har måske et ønske om at bringe økonomien under kontrol, men mister reelt kontrollen over finanserne på længere sigt.

Kenneth Arrow

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. februar 2017. Skriv et svar

Sidste uge døde Kenneth Arrow, 95 år gammel. Han var ingen “rockstjerne”-økonom, men en af fagets absolut vigtigste tænkere i det tyvende århundrede. Jeg skriver om ham og navnlig social choice-teori i Børsens kronik på fredag.

I mellemtiden kan jeg anbefale David Warshs portræt af ham her. Det er et af flere økonomportrætter, som jeg allerede tidligere har givet en varm anbefaling. Det er økonomisk journalistik af absolut højeste klasse, tilgængeligt for alle og interessant for selv (og måske især) fagligt interesserede økonomer.

Her er Econlibs artikel og her Arrows egen Nobelprisforelæsning fra 1972.

Public Choice Society 2017

Af Christian Bjørnskov, den 24. februar 2017. 1 svar

OM nogle få dage sætter jeg mig i et fly med retning mod USA. Anledningen er den årlige konference i the Public Choice Society, der dette år afholdes i New Orleans. Som altid er PCS et af forårets faglige højdepunkter, men også en social begivenhed, hvor man møder gamle venner, gode kolleger og nye talenter. Jeg ser således frem til nogle sjove stunder med gode venner som Niclas Berggren, Andreas Bergh, Jerg Gutmann, Hans Pitlik, Niklas Potrafke og Martin Rode, og gensyn med hyggelige og spændende kolleger – ikke mindst Peter Kurrild-Klitgaard, Emily Skarbek, Lynne Kiesling og Ed López. Derudover bliver det en fornøjelse at introducere min talentfulde PhD-student Andrea Paramo-Florencio til hele miljøet.

Hovedformålet er dog selve konferencedelen, hvor man præsenterer sit eget arbejde, ser andre forskere præsentere deres nye arbejde, og taler med folk om, ’hvad der foregår’ for tiden. På den front ser programmet også lovende ud i år. Helt særligt må man sige, at 2017 er ved at blive et år, hvor public choice og politisk økonomi er blandt de allermest interessante og relevante emner i samfundsvidenskaberne – hvordan kan man ellers forstå Trump, Putin og Le Pen, eller de mærkværdige politiske valg i Latinamerika?

Som altid forbereder man sig på sine egne pligter før alt andet. Min session i år har titlen Understanding the Rules of the Game: Institutions and Entrepreneurship og byder på præsentationer af Daniel Bennett, Christopher Boudreaux, Boris Nikolaev og undertegnede. Mit papir er fællesarbejde med min meget dygtige tidligere studerende Jacob Nygaard Lihn, hvor vi ser på om de kendte effekter af institutionelle forskelle på iværksætteraktivitet afhænger af, om der er vetoinstitutioner som kan ’låse’ forskellene og dermed gøre politik osv. mere forudsigelig. Boris, Daniel og Chris har også været i gang med interessante projekter, som forhåbentlig kan trække et publikum til vores præsentationer.

Udover min egen session er en af de events, jeg ser mest frem til nok en plenary session med David Skarbek med titlen ”Governance without Government.” David er nok verdens førende ekspert i studiet af hvordan fængsler er selvorganiserende. Hans bog om emnet har vundet flere priser og han er en mester i at få folk til at tænke ekstra over emner.

Man kan også nævne sessions om Culture med papirer om kønsnormer (Fike), racisme (Bonnick og Antonio Farfan-Vallespin) og tolerancenormer (Berggren, Nilsson og Ljunge), om Economics of Corruption, der bl.a. omfatter en præsentation fra den brasilianske Jaime Bologna, der er en af de mest spændende unge forskere i public choice-miljøet, og om uafhængige retsvæsener med NYUs interessante Shruti Rajagopalan. Og så er der altid en eller anden, man ikke kendte, som dukker op med noget nyt og spændende, som man bare må opleve. Dét skriver vi om, når vi er på vej hjem igen.

Hvad med skatten, når robotterne overtager jobbene?

Af Otto Brøns-Petersen, den 22. februar 2017. 8 svar

Når robotterne overtager alle jobbene, bør de så ikke betale skat? Det foreslår Bill Gates i hvert fald. Gates er en dygtig og engageret erhvervsmand. Men hans kommentarer afslører også, at han næppe har brugt så mange kræfter på skatteøkonomi, inden han droppede sine universitetsstudier.

Umiddelbart lyder det tilforladeligt, at når maskiner erstatter arbejdskraft, så må skattebyrden i højere grad hvile på dem. Der er imidlertid flere problemer med ræsonnementet.

  1. The lump of labor fallacy. Det første problem er Gates’ åbenbare formodning om, at flere maskiner må betyde færre job. Den kaldes ”fejltagelsen om arbejdskraftsklumpen”, fordi den bygger på en antagelse om, at massen af job er en klump af given størrelse. Realiteten er, at arbejdsmarkedet kan opsuge så store mængder arbejdskraft, det skal være, hvis lønnen svarer til produktiviteten. Så flere maskiner fører ikke nødvendigvis til færre job. Selv om antallet af job måske falder i nogle sektorer – som det er sket i landbruget – bliver der efterspurgt arbejdskraft i andre.
  2. Flere maskiner fører normalt til højere løn. Maskiner har hidtil gjort arbejdskraften mere produktiv. Det skyldes, at den i høj grad har været komplementær til arbejdskraft. En mand med gravko producerer mere end én med en skovl, og en kvinde med en PC skriver hurtigere end én med en gåsefjer. Faktisk er det sådan under ret almindelige forudsætninger, at arbejdskraftens samlede andel af indkomsten og kapitalens samlede andel af indkomsten er konstant, uanset mængden af arbejdskraft og kapital. Altså: Når mængden af kapitaludstyr vokser, vokser indkomsterne forholdsvis lige meget for lønmodtagere og kapitalejere. Og det betyder videre, at lader vi kapitalapparatet vokse og antallet af lønmodtagere være konstant, så stiger aflønningen per lønmodtager, mens den falder per kapitalenhed. Flere maskiner medfører altså ikke, at indkomstfordelingen mellem arbejde og kapital ændres – der sker bare det, at den samlede indkomst stiger. Hvis politikerne ikke ændrer skattesystemet, vil skattetrykket og skattestrukturen heller ikke forrykkes. Gates overser altså, at flere maskiner ikke automatisk medfører fald i skatteindtægterne eller færre penge til lønmodtagerne.
  3. Maskiner betaler allerede skat – flere gange endda. Eller rettere: Maskinernes ejere betaler skat. Det indebærer faktisk, at maskinernes aflønning – som kaldes kapitalafkast – i dag beskattes to gange. Kapitalen stammer ultimativt fra lønindkomst, som beskattes netop som lønindkomst. Dernæst beskattes afkastet en gang mere. Kapitalafkast er i sidste ende bare en kompensation for at udskyde at omsætte lønindkomst til forbrug.
  4. Men hvad hvis lønnen ikke stiger? Kapitalen beskattes stadig. Kan man tænke sig til en situation, hvor maskiner bliver så effektive, at de ikke alene komplementerer arbejdskraften, men simpelt hen bliver mindst lige så gode som os til at alle former for (hidtil) menneskeligt arbejde? Ja, det kan man godt, selv om vi foreløbig ikke har set den. I så fald bliver arbejdskraft og maskiner rene substituttter. Det vil ikke gøre os fattigere, men omvendt vil stigningen i indkomsterne fra flere maskiner tilfalde ejerne, dvs. dem der sparer op. Men de bliver som sagt allerede beskattet. Ovenikøbet gælder, at selv om man tog det fornuftige skridt at afskaffe beskatningen af kapitalafkast (som skatteteorien siger, man bør), så vil staten stadig kunne skaffe sig voksende indtægter: Nemlig ved at gøre det samme, som kapitalejerne – altså at spare op. Hvis maskinernes relative indkomst kommer til at vokse, er det et udtryk for, at afkastet af opsparing kommer til at stige. Det kan staten også få del i ved at spare en del af provenuet fra lønskatterne op.
  5. Men hvad hvis maskinerne frigør sig fra ejerne? Så har Gates en pointe. Man kan forestille sig, at maskinerne udvikler sig så meget, at de får bevidsthed og andre menneskelige egenskaber i en grad, så vi ikke længere kan tillade os at eje dem. Eller de gør måske oprør og løsriver sig. I så fald bliver maskinerne en art parallel race til den menneskelige. Og i så fald vil det være nærliggende at beskatte dem som sådanne (medmindre altså at så store tekniske fremskridt også vil lede til en mere hensigtsmæssig institution end en stat finansieret med skatter).

Selv om den teknologiske udvikling kan føre til mange uforudsigelige ting, så kan abstrakt økonomisk teori faktisk bringe os et langt stykke med at forstå den abstrakte udvikling i økonomiske størrelser. Desværre er science fiction-forfattere normalt ikke så gode til at dække netop denne problemstilling. Der findes dog enkelte økonomer, som har tænkt endda meget science fiction-agtige scenarier i gennem. Den bedste er Robin Hanson.

Hvordan fungerer protektionistisk politik – de statiske tab

Af Christian Bjørnskov, den 19. februar 2017. 2 svar

Der tales meget for tiden om protektionistiske politik. Emnet er i vælten i almindelig politik blandt andet USA og Frankrig, og herhjemme har flere ellers fornuftige kommentatorer været noget mindre end afvisende overfor det. Et særligt segment hos de nationalkonservative ser endda ud til at være særdeles positive overfor handelspolitisk ’beskyttelse’ af visse grupper i samfundet. Flere har spurgt mig, hvad der da er galt med at beskytte arbejdspladser mod udenlandsk konkurrence. Vi har derfor besluttet, at tilbyde en smule undervisning i emnet.

Vi viser i dag udelukkende det, nationaløkonomer kalder de statiske tab i forbindelse med told og anden handelspolitisk beskyttelse. Vi illustrerer dem i et diagram, der hjælper analysen af konsekvenserne af denne type politik i en lille, åben økonomi som Danmark. I figuren for markedet nedenfor, er pw prisen på verdensmarkedet, og prisen på det hjemlige marked bliver derfor pw plus tolden. Resultatet af forskellen på det hjemlige udbud, S, og det hjemlige efterspørgsel, D, (kan aflæses på x-aksen) er således den hjemlige import. Hvis vi ikke havde haft nogen form for kontakt med udlandet, ville prisen og den afsatte mængde som sædvanlig kunne aflæses der, hvor de to kurver skærer. Men pga. konkurrence fra verdensmarkedet, kommer det danske forbrug til at kunne aflæses som der, hvor efterspørgslen D skærer den flade pw-kurve.

Lægger man en told på importerede varer, sker der det simple, at prisen på importerede varer stiger fra pw – den faktiske pris – til pw + tolden. Danske producenter er således blevet kunstigt mere konkurrencedygtige. Konsekvensen for dem er derfor det område, vi har kaldt ’A’ i figuren. De hjemlige producenter får derfor større omsætning og flere kan konkurrere. Det er netop denne konsekvens, der ofte får rent business-mindede konservative til at støtte protektionisme – politikken er jo meget tydeligt pro-business.

Det store problem ligger i de yderligere konsekvenser. Området ’A’ er nemlig tydeligt en overførsel fra forbrugerne til producenterne. Det er jo et forbrug, de alligevel ville have haft, men som sker til højere pris. Området ’C’ er importmængden ganget med tolden, eller med andre ord, statens toldindtægt. ’C’ er derfor en overførsel fra forbrugerne til staten. Men det er klart, at der er to områder, der også forsvinder fra forbrugerne når man pålægger importen en told: ’B’ og ’D’. Området ’D’ skyldes, at forbrugerne ikke blot lider et tab ved at betale højere priser, men også ved at kunne købe mindre. Området ’B’ kan fortolkes som et tab der kommer af, at mindre produktive hjemlige virksomheder nu leverer det, vi kunne have købt af mere produktive udenlandske virksomheder. Vi har med andre ord bundet nogle danske ressourcer i at producere noget, vi faktisk ikke er specielt dygtige til. Områderne ’B’ og ’D’ kalder således teknisk for dødvægtstab, eller mere populært for Harberger-trekanter (efter Chicago-økonomen Arnold Harberger).

Den gevinst som danske virksomheder får, tages således fra danske forbrugere, ligesom den gevinst, staten får. Oveni er der disse dødvægtstab, hvilket derfor indebærer, at enhver nationaløkonom med respekt for sig selv må konkludere, at protektionisme nok er pro-business, men anti-market. Og det pudsige er, at virkelighedens statiske tab slet ikke ender der.

I 1967 rejste public choice-legenden Gordon Tullock nemlig det spørgsmål, om ikke virksomheder ville være villige til at betale for at få handelspolitisk beskyttelse? Tullocks svar var, at rationelt drevne virksomheder ikke blot ville bruge ressourcer på produktion, men også på at lobbye for at få beskyttelse. Som alle andre aktiviteter, vil de bruge ressourcer på lobbying op til det punkt, hvor omkostningen ved at bruge én arbejdstime eller én krone mere på lobbying er præcist lig med den forventede gevinst af den. Og politikere er mere end villige til at sælge handelspolitik – det er en af måderne, at de enten kan få virksomheder til at give partistøtte eller i det mindste til at finansiere meget rare middage og hotelophold.

To indsigter fra public choice-traditionen ændrer derfor vores analyse. Først må man regne med, at noget af overførslen ’A’ faktisk går tabt i uproduktiv adfærd. Det er med andre ord et område, der tages fra forbrugerne og tabes i lobbyomkostninger. Det ekstra lobby-tab er tegnet ind med rødt i den anden figur nedenfor.

Man må også regne mindst et, og sandsynligvis yderligere to tab ind. For det første eksisterer der et logisk tab, da det ikke er gratis at indkræve tolden. Staten må afholde udgifter i forbindelse med at indkræve told, hvilket reducerer område ’C’ – udgifterne er et nettotab for samfundet. For det andet antager standardanalysen i den første figur, at staten bruger hele toldindtægten på en produktiv eller velfærdsskabende måde. Der findes en over 50-årig forskningstradition, der peger på at langt de fleste politikere har incitamenter, der vil føre dem til at bruge ekstra indtægter på enten populære tiltag, der kan få dem valgt næste gang, eller på støtte til særinteresser. Disse aktiviteter skal regnes som tab i en nationaløkonomisk analyse! De er tegnet ind med blåt i figuren.

Tullock tog udgangspunkt i, at område A er en gevinst for producenterne. Producenterne vil derfor have et klart incitament til at bruge ressourcer på at ’få fat’ i området. Med andre ord vil de investere ressourcer i at søge den ’rent’, de kan få hvis de overbeviser politikerne i at indføre en told. Disse ressourcer bliver altså ikke investeret produktivt, men udelukkende for at få adgang til en overførsel fra forbrugerne. Politikere vil på deres side have en interesse i at åbne for muligheden for at få beskyttelse mod international konkurrence, da det vil få producenter til at tilbyde støtte. Denne støtte kan være direkte bestikkelse eller det kan være partistøtte, der vil kunne gøre det lettere for politikernes parti at vinde det næste valg. De ressourcer, der investeres i at få adgang til beskyttelse, skal derfor regnes som et rent, samfundsmæssigt tab.

Der er fra en fagøkonomisk vinkel dermed ingen undskyldninger for at indføre protektionistiske tiltag. Og til dem, der måske stadig er en smule kritiske: Vi har kun dækket de velkendte statiske tab. Der er en anden liste af dynamiske tab, dvs. tab der udfolder sig over en længere periode og bliver synlige i f.eks. vækst og produktivitetsudvikling.

Hvor er omkostningssygen i Danmark?

Af Otto Brøns-Petersen, den 16. februar 2017. 2 svar

”Omkostningssyge” kalder Tyler Cowen det for, at de amerikanske priser på bl.a. sundhedsydelser og uddannelse stiger eksplosivt. Men hvordan ser det egentlig ud herhjemme? Hvad stiger og falder særlig bemærkelsesværdigt i pris?

Den absolutte højdespringer er prisen på porto, som er næsten firedoblet på 15 år (en stigning på 284,6 pct.). Til sammenligning er det almindelige prisniveau steget med 29,8 pct. Her er det priserne uden afgifter, de såkaldte nettopriser, vi ser på. Andre højdespringere er vand, flydende brændsler, uddannelse, bøger og aviser samt kombineret persontransport, der er blevet omtrent fordoblet i pris siden 2002.

I den modsatte ende ligger en gruppe af varer og tjenester, som falder kraftigt i pris. Tele- og IT-udstyr koster omkring en tiendedel af, hvad det kostede for femten år siden. Radio-, TV- og fotoudstyr er blevet meget billigere. Kommunikation, medicinsk udstyr og medicin hører også til gruppen med faldende priser, ligesom tøj og interessant nok også flyrejser, selv om brændstofferne er blevet dyrere.

Se selv figurerne nedenfor, hvor jeg har opgjort den nominelle stigning for de elementer i nettoprisindekset, som er steget mest (de blå søjler). Til sammenligning viser de røde søjler de elementer, som direkte er faldet i pris. Der er ikke korrigeret for inflation i nogen af tilfældene.

Største prishop (pct. 2002-2017)

Største prisfald (pct. 2002-2017)

Figurerne viser de finest opdelte underkategorier. Desværre er en hovedkategori som ”uddannelse” ikke yderligere underopdelt, når man kigger 15 år tilbage.

Hvis man ser på figurerne og udviklingen i nettoprisindekset generelt, er der nogle punkter, som springer i øjnene.

For det første har vi også en ”omkostningssyge”. Det er bl.a. en række regulerede sektorer, som har store prisstigninger: Postvæsen, vand og transport. Man kan ikke direkte sammenligne med Cowens amerikanske omkostningssyge, fordi uddannelse og sundhedsydelser er offentligt leverede gratisydelser og altså ikke indgår i nettoprisindekset. De prissatte uddannelsesydelser ligger dog også blandt højdespringerne i Danmark. Samtidig er sundhedsudgifter den offentlige udgiftskategori, som er vokset mest siden 2002 – med næsten 73 pct. (hvori dog både indgår pris- og mængdestigninger).

For det andet stiger serviceydelser mere i pris end varer. Det understreger, at den generelt langsomme produktivitetsudvikling i Danmark især hænger sammen med udfordringer i servicesektoren.

For det tredje er det tydeligt, at globaliseringen spiller en afgørende rolle for den stigende levestandard, som vi i høj grad kan importere os til. Moores lov, som indebærer, at prisen på datakapacitet halveres hvert 18. måned, er stadig i kraft og afspejler sig i brat faldende omkostninger på IT og elektronisk udstyr. Prisen på tøj falder takket være en skærpet international arbejdsdeling. Og som sagt er flypriserne faldende trods øgede brændstofomkostninger, takket være den skærpede konkurrence i luftfarten.

I sidste ende er det vigtigste ikke størrelsen af ens indkomst, men hvad man kan købe for den. Hvad er der af politikhåndtag til at gøre købekraften størst mulig? Gevinsterne ved deregulering er tydelig i de historiske tal. Og på samme måde som flyrejser er blevet billigere af historiske dereguleringer og øget konkurrence til statslige selskaber som SAS, kunne reel deregulering af taxabranchen få gjort noget hyrevognspriserne. Deregulering og skærpet konkurrence blandt forsyningsselskaber kunne skabe gevinster på samme måde som dereguleringen af telesektoren har skabt billigere priser og bedre produkter dér. Også i brancher som den finansielle sektor og byggebranchen er der et potentiale ved en mindre hård reguleringsbyrde.

Samtidig taler tallene er meget tydeligt sprog om betydningen af globalisering: Dvs. af international arbejdsdeling og teknologisk udvikling baseret på fri handel.

Politiske set burde det ligge på den flade hånd at give vælgerne højest mulig levestandard ved at sikre lavest mulige priser og størst mulig konkurrence. Men som bl.a. Trumps protektionisme og S-DF-alliancen mod Uber viser, kan små koncentrerede særinteresser være mere velorganiseret end den brede forbrugerinteresser.

Balladen om Trump

Af Otto Brøns-Petersen, den 13. februar 2017. 3 svar

Trump deler vandene – også herhjemme. Hvad vil hans præsidentskab indebære? Det har været diskuteret bl.a. i en række indlæg i Børsen. Lars Seier Christensen mener, at Trump vil overraske positivt, og at kritikken af ham er for hård. Asgar Aamund mener endda (i Berlingske), at kritikken af Trump er “alle sammensværgelsers moder”. Derimod er vurderingen meget negativ hos bl.a. Niels Westy, Lars Christensen, Martin Ågerup og Peter Kurrild-Klitgaard.

Min egen vurdering ligger også i den negative ende. Som jeg ser det, er Trump i høj grad et resultat af den amerikanske venstrefløjs kampagne mod globalisering og ulighed. Det præger også en del af hans politiske forslag, ikke mindst protektionismen.

Man har lov at håbe, at vi kritikere ender med at bliver positivt overrasket. Hvis det skal ske, vil det dog næppe blive i kraft af Trump selv, men fordi den amerikanske præsident ikke er enerådende. Han skal have sin politik i gennem Kongressen, hvor det republikanske flertal helt frem til valget også var skeptisk over for Trump. Han har heller ikke frit slag over for domstolene; tværtimod har han faktisk sin udnævnelse af Neil Gorsuch til højesteretsdommer styrket originalisterne, som fastholder, at lovgivningen skal være i overensstemmelse med mere end en elastisk fortolkning af forfatningen.

Frihed & Nødvendighed

Af Aksel Tarras, den 12. februar 2017. 2 svar

I Søren Kierkegaards ”Sygdommen til Døden” skriver pseudonymet Anti-Climacus, at: ”Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed” – i Kierkegaards subjektive målestok for hvad et menneske er, måles et menneske i forhold til denne syntese af modsætninger.  Lad os kort se lidt på den smukke formulering, ”Frihed og Nødvendighed”. Hvad er nødvendighed i dag? Syntesens modsætninger eksisterer alene ved sin modsætning. Uden modsætning bliver begrebet tomt. Frihed uden nødvendighed. Det er ikke frihed, men ansvarsløshed og ansvarsløshed får konsekvenser, hvis der er nødvendighed. Når nødvendigheden fjernes, som den let bliver i den moderne samfundsorden, så får det uheldige konsekvenser som: morald hazard, forkerte incitamentstrukturer, til at ansvaret for egen tilværelse ikke løftes, men overlades til andre. Den enkelte har friheden til at gøre, hvad han eller hun vil, denne frihed fører til alt godt, hvis den er sat af nødvendigheden – der er tilværelsens krav – men overlades al nødvendighed til andre af den der udnytter sin frihed – så leves der ikke i sand frihed, men alene på ryggen af andre. Det er det der er socialstatens kerneproblem. Socialstaten har erkendt dette og derfor opstår ”løsninger” som New Public Management, hvor kontrol og registrerings helvede får absolut magt – og det er derfor ide debatten om lavere skatter er så vigtig. Lavere skatter er ikke kun godt, fordi det vil fremme den økonomiske vækst i samfundet, men lavere skatter er også vigtige for at få reduceret staten, reduceret omfordelingen og genetableret nødvendigheden i tilværelsen og dermed friheden for den enkelte.

Farvel til Venezuelas demokrati

Af Christian Bjørnskov, den 7. februar 2017. Skriv et svar

Vi har skrevet om Venezuelas katastrofale udvikling en række gange de seneste år. På trods af Chavez og Maduro-regimets ødelæggende økonomiske politik – toiletpapir, majsmel og mælk har været mangelvarer i adskillige år og inflationen ser ud til at runde de 700 procent i år – og forfølgelsen af de frie, regeringskritiske medier, vandt oppositionen alligevel parlamentsvalget i december 2015. Mange trøstede sig derfor med, at Venezuelas demokrati stadig var levedygtigt, om end som et såkaldt ”competitive autocracy”, og at et stort flertal i befolkningen ville vende udviklingen.

Den mulighed er nu endegyldigt væk. Som Alexander Brockwehl  hos Freedom House skriver, faldt Venezuelas ”demokratiske facade” i efteråret (hattip: John Meadowcroft). I organisationens årlige rapport, Freedom in the World 2017, er Venezuela for første gang nogensinde placeret i kategorien ”Not Free.” Først fjernede Maduro-regimet, gennem en Højesteret som Chavez fyldte med tilhængere af hans ”socialisme for det 21. århundrede”, fire valgte oppositionsmedlemmer af parlamentet. Som Brockwehl understreger, fjernede Højesteret dermed den supermajoritet, det krævede for at oppositionen f.eks. kan udnævne medlemmer af valgkommissionen CNE. Højesteret har også undladt at kritisere, at regeringen gennemtvang en finanslov uden at parlamentet stemte om den.

Hverken dette eller en række andre brud på forfatningen har fået Højesteret til at protestere, ligesom den tillod Maduro og den valgkommission, som han fuldstændigt kontrollerer, at afskaffe de sidste rester af faktisk demokrati i efteråret. Oppositionen havde krævet, at den politisk umulige situation med en præsident, der nægter at samarbejde med et parlament, som oppositionen dominerer, løses af en præsidentiel ’recall’-afstemning – en proces som netop er beskrevet i Venezuelas forfatning for at afhjælpe politiske hårdknuder. CNE udskød først, og aflyste derefter den folkeafstemning, der uden tvivl ville have været endnu et nederlag for det ekstremt upopulære Maduro-regime.

Konsekvensen hos Freedom House er derfor, at hvis et regime nægter at afholde et forfatningsmæssigt korrekt valg, kategoriseres det efterfølgende sammen med andre diktaturer som Cuba. Maskerne er faldet og Maduro-regimet har gjort som alle andre kommunistiske regimer nogensinde: Afskaffet befolkningens ret til politisk selvbestemmelse.

Mens Venezuelas deroute er velkendt og omhyggeligt beskrevet de senere år, er tabet af demokrati stadig chokerende. Politisk ustabilitet er et almindeligt fænomen i Latinamerika – nogle vil måske endda sige, at det er et af de vigtigste fællestræk i Sydamerika – men Venezuela har været stabilt demokratisk siden 1958 og har overlevet fem kupforsøg siden da. Hvor specielt det er, illustreres nedenfor med data fra den database, som Martin Rode og jeg har været i gang med at udvikle det sidste år (og som offentliggøres om nogle uger).

I vores data er tre lande i Latinamerika og Caribien pt. ikke demokratiske: Haiti og Venezuela, der er civile autokratier, og Cuba der er et militært ledt kommunistisk diktatur (de røde søjler i figuren). Området har 19 præsidentielle demokratier af varierende kvalitet: Argentina, Bolivia, Brasilien, Chile, Colombia, Costa Rica, den Dominikanske Republik, Ecuador, El Salvador, Guatemala, Guyana, Honduras, Mexico, Nicaragua, Panama, Paraguay, Peru, Surinam og Uruguay (de blå søjler). Latinamerika omfatter også 11 parlamentariske demokratier, dvs. demokratiske styrer uden en præsident: Antigua og Barbuda, Bahamas, Barbados, Belize, Dominica, Grenada, Jamaica, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, og Trinidad og Tobago (de sorte søjler). Det pudsige ved området er dermed, at der ikke er nogen latinamerikanske ’mellemformer’ som Tyskland eller Italien, hvor man har et stærkt parlament og en ceremoniel præsident. Har man en præsident i Latinamerika, har han eller hun faktisk magt. Sidst, og faktisk mindst, må man ikke glemme at området også inkluderer ti lande, der ikke er selvstændige, men har omfattende selvstyre og fuldt demokratiske institutioner (de stribede søjler): Anguilla, Aruba, Bermuda, de Britiske Jomfruøer, Cayman-øerne, Curacao, Puerto Rico, Turks og Caicos, de Amerikanske Jomfruøer, og Sint Maarten.

Figuren illustrerer, hvor mærkeligt det er at Venezuela nu effektivt er et diktatur. Mens Argentina f.eks. har været demokratisk i 32 af de sidste 41 år (venstre søjle) og 49 år siden 1950, og Peru kun har været det henholdsvis 26 og 37 år, har Venezuela synligt været langt mere stabilt. Det er et af de ’gamle’ latinamerikanske lande, der indførte sin første forfatning i 1830, og der så sent som i 1930erne var rigere end Spanien, Portugal og Syditalien. For 100 år siden var det et af de steder, folk emigrerede til for at søge et bedre liv. I dag er det et kommunistisk diktatur, hvor forfatningen, oppositionen og befolkningen ignoreres af regimet, og dagligdagen er usund, voldelig og fattig på mad, men rig på politiske løgne. Det er, med andre, en skændsel.

Privatisér SAS nu

Af Christian Bjørnskov, den 4. februar 2017. 2 svar

SAS er presset af markedet og har gennem lang tid ganske store problemer. Et af problemerne er den voldsomme indflydelse, som en række fagforeninger har udøvet på det parastatale selskab siden 1960erne. Ved sidste tælling havde SAS 57 forskellige overenskomster, og både piloter og kabinepersonale lægger med jævne mellemrum selskabet ned. SAS har derfor forleden besluttet, at det vil udvide til baser i andre lande som Storbritannien og Spanien, hvilket vil muliggøre at man på en række ruter kan komme udenom de skandinaviske fagforeninger. Beslutningen virker begavet, og er muligvis pinligt nødvendig for at sikre at SAS overlever de næste år.

I en kort debat i DR2s Deadline mellem SFs Karsten Hønge og Venstres Jacob Jensen – ledt af en ikke ligefrem upartisk Lotte Folke Kaarsholm – beklagede Hønge dog beslutningen. Fra hans populistisk-socialistiske vinkel repræsenterer den, at SAS nu omfavner social dumping for tænk hvis piloter og andre skal flyve unde britiske overenskomster – eller tænk hvis SAS får lov til at købe service i andre europæiske lande! Hønge affærdigede omkostningerne forbundet med at fortsætte som hidtil med, at det var småpenge. Jacob Jensen gjorde sikkert sit, men man kunne have ønsket at Venstre havde sendt et skarpere intellekt end Jensen, der sjældent glimrer ved andet end sin partiloyalitet. Med en socialt ’indigneret’ Hønge for fuld udblæsning, en slatten borgerlig og en DR-journalist, der meget tydeligt havde taget stilling, var debatten DR fra sin værste side.

Jeg overvejede derfor, at skrive en kommentar om emnet, men Edith Thingstrup kom mig i forkøbet med en fremragende kommentar i Berlingske i morges. Under overskriften ” Slut med syg socialisme i skyerne” hudfletter hun Karsten Hønge for hans påstand om, at luftfartsbranchen præges af ”syg kapitalisme.” Måske er piloter ikke længere de glamourøse figurer de engang var – de er nærmere avancerede buschauffører – men passagererne har haft enorm gavn af dereguleringen af branchen og den heftige konkurrence i markedet. Hønges og mange andre danske politikeres argument er, at borgernes gevinster af fri konkurrence er ligegyldige – de er blot udtryk for syg kapitalisme. De foretrækker i stedet eEt system, hvor særinteresser og skruppelløse fagforeninger udbytter almindelige mennesker med politikernes alt for velvillige medvirken. Som Edith korrekt skriver, er SAS degereneret til at være ”et symptom på den nordiske models nederlag.”

Nationaløkonomisk indsigt er dejligt klar på dette område: Hvis der hverken er positive eksternaliteter forbundet med aktiviteten, tydelige stordriftsfordele der kan retfærdiggøre et offentligt monopol, store informationsasymmetrier, eller evt. voldsomme fordelingsmæssige konsekvenser, er der ingen grund til at staten engagerer sig. Man må spørge sig selv, om markedet for luffart er karakteriseret ved et eller flere af disse problemer. Mit svar er et gungrende nej – luffart er om noget blevet et ekstremt velfungerende konkurrencemarked, der netop leverer alle de gevinster som fri konkurrence kan give. Det er ikke noget, magtsyge politikere skal blande sig i. Så hvis der er nogen som helst moral tilbage på Christiansborg, er mit ønske at politikerne sælger statens aktier i SAS så hurtigt som muligt. For selskabets egen skyld er dets eneste chance for at overleve sandsynligvis også, at svenske og danske politiske interesser kommer af vejen så hurtigt som muligt

Public choice og ny toleranceforskning

Af Christian Bjørnskov, den 2. februar 2017. Skriv et svar

Som vores faste læsere nok ved, er Aarhus Universitet vært for den årlige Danske Public Choice workshop i morgen; og programmet kan ses her. Jeg glæder mig personligt, ikke mindst fordi programmet ser spændende ud, men også fordi adskillige begavede og fornøjelige kolleger har valgt at tage turen til Aarhus.

Et af de papirer, jeg ser særligt frem til i morgen, er Niclas Berggren og Therese Nilssons ” Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?” Niclas og Therese har udgivet en række interessante artikler de senere år om tolerancenormer, og hvordan både globalisering og økonomisk frihed gør de fleste mennesker mere tolerante overfor f.eks. ateister og homoseksuelle. De stiller denne gang det interessante spørgsmål, hvorfor nogle andengenerationsindvandrere har ret vestlige tolerancenormer – det de kalder Western Values – og andre slet ikke har.

En del af svaret er, at folk med forældre fra lande med relativt pragmatiske normer – i modsætning til en norm der hylder traditioner og lydighed – er mere tolerante, ligesom dem fra mindre fraktionaliserede, bedre uddannede og mindre religiøse lande er. Pragmatismeresultatet viser sig særligt statistisk stærkt, ligesom et andet, der ellers ofte beskyldes for at være en fordom. Folk med forældre, der er indvandret fra muslimske lande, er væsentligt mindre tolerante overfor f.eks. homoseksualitet.

Mens en del forskning, inklusive noget af det Niclas og jeg har været fælles om, har vist at Islam ikke generelt er forbundet med lavere tillid eller værre retslig kvalitet – det er ikke religionen, men graden af religiøsitet, der er vigtig i de henseender – peger dette studie derfor i en anden retning. Muslimer i Europa er, alt andet lige, mindre tolerante end andre mennesker i det samme land. Mens man kunne have forventet det samme af f.eks. katolikker eller hinduer, finder Niclas og Therese ingen indikationer i den retning. Det er således ikke en fordom, men et ret klart faktum, at de fleste andengenerationsindvandrere fra muslimske lande er mindre tolerante end resten af os. Om det så også gælder for bosnierne er et spørgsmål, man kan stille i morgen.

Staten fylder meget i mediebilledet i Danmark

Af Otto Brøns-Petersen, den 30. januar 2017. 2 svar

CEPOS har netop offentliggjort en analyse af mediemarkedet, udarbejdet af Nils-Gunnar Indahl, Københavns Universitet. Se rapporten her, eller denne korte video her:

Rapporten viser grundlæggende fire ting:

  • At mediemarkedet er i hastig forvandling, og at ikke mindst de private dagblade er under pres, mens de statslige medier fylder mere.
  • Dagbladenes forretningsmodel er generelt udfordret, men mediestøtten er i stigende grad med til at skævvride markedet. Dagbladene tegner sig for en faldende andel og er nede på en sjettedel. Radio og tv tegner sig for 85 pct. af mediestøtten, heraf DR alene for 73 pct.
  • Staten fylder mere i mediebilledet end de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi har høj licens, er tæt på at have hver anden journalist ansat i statslige medier mv., DR.dk og tv2.dk er de største internetsites i Danmark, og generelt er mediepolitikken mindre liberal end f.eks. i Norge og Sverige.
  • Der er ingen gode begrundelser for den mediepolitik, der bliver ført i Danmark. Der er ikke længere nogen ”markedsfejl” af betydning, som kan begrunde den stærke offentlige intervention, og historisk set har ”markedsfejl” slet ikke spillet noget videre rolle som begrundelse. Der anvendes ingen systematisk definition af ”public service”.

Der er lagt op til et nyt medieforlig senere i år. Det haster med at få omlagt støtten. For min skyld må man gerne fjerne al støtte. Der er som sagt ingen af de ”markedsfejl”, som normalt begrunder offentlig intervention. Men som minimum bør skævvridningen bremses. Og politikerne bør begynde med at opstille politiske mål først og så vælge de mest effektive og mindst indgribende redskaber til at nå dem. Hvis man f.eks. gerne vil støtte dansk produktion, bør man som på filmområdet opstille støttekriterier og lade konkurrencen være åben for alle. Vil man gerne støtte et bestemt forbrug, er det mest oplagt at bruge voucheragtige ordninger – f.eks. som på skoleområdet, hvor man kan tage pengene med sig til en friskole. Tvangsfinansieringen til DR bør falde bort. Licensen er reelt en skat. For fremtiden bør den kun betales af DRs brugere.

Protektionisme er umoralsk

Af Christian Bjørnskov, den 28. januar 2017. 3 svar

Donald Trump er landet i det Hvide Hus med store planer om at rejse toldmure og holde produktion i USA. I Danmark har der indtil fornylig ikke været megen opbakning til protektionistisk politik – vi er heldigvis på mange måder et af de mest liberale samfund i Europa – men der er desværre dukket lommer op af nyprotektionister i debatten. Fænomenet er ikke længer begrænset til særlige nationalkonservative, der drømmer om at bruge en stor stat til deres formål, men har også bredt sig til folk, man ellers betragter som ganske liberale og fornuftige.

Der er som oftest tale om folk, som ikke kan (eller vil) se forskellen på politik, der er pro-market eller pro-business – om politikken gavner alle borgere som forbrugere eller kun en lille del som producenter. Se f.eks. den fremragende Luigi Zingales forklare forskellen her. Derfor er her en anderledes angrebsvinkel: Politik, der sigter efter at begrænse handel, er umoralsk.

Ideen er ikke min – Don Boudreaux hos Cafe Hayek har skrevet adskillige gange om det – men den er enkel. Grundlaget er den normative ide, som man skal være tæt på kommunist for at afvise, at ens indkomst er ens egen, og at hvert individ har en ukrænkelig ret til at bruge den (eller lade være) på hvad man nu engang værdsætter, så længe brugen ikke direkte krænker andres identiske ret. Sagt på en anden måde: Når jeg har tjent mine penge lovligt, bør jeg kunne bruge dem præcist som jeg vil.

Sætter man f.eks. en handelsbarriere op mellem Danmark og Storbritannien, indebærer det, at jeg frit kan købe champagne produceret af Pierre i Champagne, Cava fra Marianno i Catalonien eller Prosecco fra Giovanni i Veneto. Men hvis det formastelige skulle ske, at jeg foretrækker at købe sparkling fra Mike og Chris i the South Downs i England, tvinger staten mig til at betale told – en strafafgift for at handle med nogen, som politikerne har defineret, vi ikke bør have økonomisk samkvem med.

Moralsk forudsætter protektionistisk politik derfor, at ethvert individ, der bor i et bestemt land, har pligt til at behandle nogle mennesker anderledes end andre, og at landets politikere har moralsk ret til at definere for alle individer i landet, hvilke mennesker, der er mere eller mindre ’værdige’. Dermed har hvert individ ikke længere uhindret brugsret over den del af deres indkomst, der er tilbage når de har betalt skat, afgifter osv. Anerkender man politikernes ret til at dirigere vores forbrug til bestemte lande, regioner eller producenter, må man derfor også anerkende, at vores private ejendomsret ikke blot er begrænset, men bør begrænses af en meget bestemt gruppe mennesker. Disse mennesker – politikerne – kan dermed effektivt ekspropriere en vis del af vores indkomst og dirigere den til nogle bestemte, meget begrænsede, interesser i samfundet.

Disse interesser er dem, vi ikke frivilligt ville have handlet med. Medmindre man tror på, at varer, service og anden aktivitet har en objektiv værdi, der på en eller anden måde kun åbenbares for de indviede (læs: politikerne), betyder det, at protektionistisk politik ikke blot bryder med individers brugsret til deres ejendom, men også tvinger dem til at favorisere producenter, som et frit valg afslører, er dårligere end dem, man frit havde handlet med. Har man på nogen måde en moralsk præference for meritokrati, er her et ekstra element i en normativ vurdering af protektionistisk politik. Ikke nok med at man bryder folks brugsret og ophæver nogle mennesker til at dømme i rent private forhold, man belønner også dem, der er dårlige til deres job, men som har deres politiske forbindelser i orden. Hvordan kan det nogensinde blive moralsk forsvarligt?

Social tillid og økonomisk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 26. januar 2017. 1 svar

Et af de mest spændende emner i samfundsvidenskaberne de sidste 20 år har været forskningen i tillid og lignende fænomener. Det er jeg i det mindste næsten nødt til at sige, da jeg selv har bidraget til forskningen, men mange andre som f.eks. Tyler Cowen er enige. Der er sket meget på området, men en del af forskningen har afsløret mange ting, som vi ikke ved.

Grunden til at bringe det op er, at Oxford University Press har en ny Handbook of Social and Political Trust på vej ud. Bogen redigeres af Eric Uslaner (University of Maryland) og får kapitler af notabiliteter som bl.a. Ronald Inglehart, Kim Sønderskov, Natalia Letki, David Miller og Pamela Paxton. Jeg har været så heldig at blive inviteret til at skrive kapitlet om social tillid og økonomisk vækst. Kapitlet er nu tilgængeligt i uformateret udgave på SSRN. Det opsummerer naturligvis at vi nu er relativt sikre på, at tillid alt andet lige er forbundet med højere vækst, men også at i det mindste en del af effekten skyldes, at tilliden påvirker hvordan samfundets formelle institutioner – retsvæsen, embedsværk osv. – fungerer. Hvordan det sker, er der separate teorier om (og et separat kapitel til en anden handbook), men tilliden ser kun ud til at påvirke institutionernes kvalitet under bestemte betingelser.

En særlig fornøjelse var at skrive om, hvad vi faktisk ikke ved og dermed, hvor man måske kunne lægge en forskningsindsats i de kommende år. Skulle en læser beslutte sig for at tage et kig på kapitlet, og få en idé til et emne, der kunne fylde et videnshul, er han eller hun velkommen til at skrive en kommentar til os!

24 Spørgsmål til Professoren

Af Christian Bjørnskov, den 24. januar 2017. 1 svar

Jeg var i København for nogle uger siden som gæst i Radio 24 7s program ”24 spørgsmål til professoren.” Programmet bestyres af den fremragende Lone Frank, der efter en phd-grad i neurobiologi har etableret sig som Danmarks suverænt førende videnskabsjournalist. Det blev til en professionel, meget behagelig og til tider morsom times tid med Lone, og da programmet blev sendt i lørdags var jeg meget tilfreds.

Der er derfor al mulig grund til at reklamere for 24 spørgsmål overfor punditokraternes sædvanligvis interesserede læsere. Hele programserien er glimrende formidling, og flere af punditokraternes kolleger har været med. Hør f.eks. Jacob Hariri om demokrati, Michael Bang Petersen om evolutionspsykologi og dens rolle i moderne statskundskab, eller i al beskedenhed, undertegnede om hvad der er op og ned i seriøs lykkeforskning. Hele serien er stærkt anbefalet.

Dansk public choice workshop 2017

Af Christian Bjørnskov, den 23. januar 2017. 1 svar

Næste fredag, den 3. februar, er Martin Paldam og jeg værter for den årlige danske public choice workshop. Den afholdes derfor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet (i L-bygningen på Fuglesangs Allé 4) fra klokken 11. Som altid er workshoppen åben for alle interesserede, og som de seneste år, er der deltagelse fra både Sverige, Tyskland og Holland.

Workshoppen er inddelt i tre sessions med hvert sit overordnede emne – sådan cirka da – med præsentationer inklusive spørgsmål på en halv time hver. Vi starter klokken 11 med økonomisk politik og tre præsentationer:

Lasse Aaskoven (København): Budget Institutions and Taxation

Philipp Schröder (Aarhus): Does (strategic) export promotion make sense?

Rasmus Wiese (Groningen): Dynamite in the hands of short-sighted politicians: The isolated cost-effects of healthcare financing privatisations

Efter frokost fortsætter vi 13.30 med en session om institutioner. Her er præsentationerne:

Benjamin Egerod (København): Voting for a Career: How the revolving door moderates the Senate

Martin Paldam (Aarhus): Jumps into democracy: The short and long run in the Democratic Transition

Niclas Berggren (IFN, Stockholm): Roots of Tolerance: What Explains Western Values among Children of Immigrants?

Jerg Gutmann (Hamborg): Judicial Quality in the EU

Sidst, men ikke mindst, er der kaffe indtil 15.45, hvor vi sætter fokus på arbejdsløshed og tilfredshed med tre præsentationer:

David Dreyer Lassen (København): Expectations, Experiences, Updating: The Effect of Wealth and Unemployment Shocks on Beliefs, Preferences, and Voting

Andrea Paramo Florencio (Aarhus): Life satisfaction, trust and governance in Latin America

Gert Tinggaard Svendsen (Aarhus): Lazy Bob and the Bumblebee: Can Social Control Prevent Free Riding in the Universal Welfare State?

Skulle man være i nærheden af Aarhus den 3. og være interesseret, er man velkommen til at kigge ind. Der er ingen krav om at man deltager i hele dagen. Man kan altid komme til en enkelt session og sikkert være så heldig at få en snak med deltagerne bagefter. Vi håber at se både studerende, kolleger og andre interesserede på Fuglesangs Allé til workshoppen.

Særnummer af EJPE: Tilfredshed og institutioner

Af Christian Bjørnskov, den 22. januar 2017. Skriv et svar

Enkelte læsere vil måske huske, at jeg for halvandet år siden deltog i en organiseret session ved den årlige konference i the Public Choice Society i San Antonio. Vores session var planlagt som bidrag til et særnummer af European Journal of Political Economy, som nu er udkommet. Hele nummeret kan ses her.

Mit indtryk er, at særnummeret er ganske vellykket. Det indledes med en kort oversigt af de to gæsteredaktører Daniel Bennett og Boris Nikolaev, sammen med en af de faste redaktører, Toke Aidt. Herefter går det slag i slag med en række artikler, hvoraf jeg selv mener at de første er dem, der fortjener bredere opmærksomhed. De er, i den rækkefølge de står i tidsskriftet:

Economic freedom and economic crises (Christian Bjørnskov): Jeg viser, som vi tidligere har skrevet om her og her, at mens der ikke er nogen grund til at tro, at frihed giver større eller mindre risiko for kriser, er kriserne væsentligt længere og dybere jo mindre økonomisk frihed, der er i et land. Problemet er primært reguleringsaktivitet: Jo mere, økonomien reguleres, jo længere tid tager krisen og jo større bliver tabene.

Aiding economic freedom: Exploring the role of political institutions (Nabamita Dutta og Claudia R. Williamson). Mita og Claudias studie peger på, at ulandsbistand muligvis kan hjælpe til med reformer mod mere økonomisk frihed i fattige lande, men kun hvis landet er nogenlunde demokratisk. Omvendt peger resultaterne på, at bistand til ikke-demokratiske lande og lande med meget stabile regeringer (entrenched regimes) sandsynligvis fører til mindre frihed. En væsentlig pointe er, at langt det meste bistand netop går til lande med udemokratiske politiske institutioner.

Give me liberty and give me control: Economic freedom, control perceptions and the paradox of choice (Boris Nikolaev og Daniel L. Bennett). Folk, der bor i mere økonomiske frie lande, oplever også mere frihed i deres individuelle liv og mere personlig kontrol. Boris og Daniels studie peger på, at en væsentlig grund er en oplevelse af større procedural fairness og social mobilitet, og at det primært er kvaliteten og forudsigeligheden af landets pengepolitik, der er vigtig.

Tolerance in the United States: Does economic freedom transform racial, religious, political and sexual attitudes? (Niclas Berggren og Therese Nilsson). Vores venner fra IFN i Stockholm bidrog med en særligt interessant artikel om, hvordan økonomisk frihed er forbundet med større tolerance. Mens Niclas og Therese har skrevet flere artikler om tolerance, er denne særlig ved at bruge variationen over tid på tværs af amerikanske stater til at vise effekten. De viser omhyggeligt, at særligt reduktioner i marginalskatterne – dvs. reformer der skaber en fladere skat – er forbundet med efterfølgende større tolerance overfor ateister, kommunister og homoseksuelle. Målet er folks accept af at lade minoriteter tale offentligt, være repræsenteret i bøger på offentlige biblioteker, og undervise på college. Effekten gælder også racister, men kun i bøger og som undervisere.

Want freedom, will travel: Emigrant self-selection according to institutional quality (Maryam Naghsh Nejad, Andrew T. Young). Sidst, men ikke mindst, peger Maryam og Andy på, at i perioden 1990-2000 (som de har data for) var immigranter langt mere tilbøjelige til at rejse til lande med større økonomisk frihed. De mest interessante fund er, at når man kontrollerer for, hvor økonomisk frit et land er, falder tiltrækningen fra demokratier fra hinanden. Med andre ord ser det ud til, at tidligere studier, der konkluderede at immigranter foretrækker demokrati, har fundet et spuriøst resultat – det er fraværet af regulering og dårlige økonomiske institutioner – og dermed muligheden for at skabe sig et liv uden staten – der trækker.

For de interesserede afholdes dette års Public Choice Society konference i New Orleans. Programmet og anden information kan findes her, og vi skriver selvfølgelig mere om konferencen når vi nærmer os.

PKK om Obama: Upopulær og middelmådig

Af Christian Bjørnskov, den 20. januar 2017. 5 svar

Senere i dag bliver Donald Trump indsat som USA’s præsident. Kommentatorer verden over er derfor i gang med at vurdere Barack Obama som præsident. Som udgangspunkt er de fleste høflige, roser hvad man mener, var den afgående præsidents bedrifter, og skøjter henover de værste problemer og fejltagelser. I Børsen i dag er Peter Kurrild-Klitgaard – professor i statskundskab på Københavns Universitet og tidligere redaktør af denne blog – bestemt ikke repræsentativ for genren. PKK leverer en fuldstændigt ærlig vurdering af Obama.

Den overordnede vurdering er tydelig: Obama ”har været en i bedste fald halvpopulær præsident med meget begrænsede succeser bag sig.” Og set fra Demokraternes side er Obama parties ”mest katastrofale leder i næsten et århundrede.” I Obamas otte år har partiet tabt 12 af sine oprindeligt 60 sæder i Senatet, 178 af 435 sæder i Repræsentanternes Hus og guvernørposten i 12 stater. Republikanerne kontrollerer nu cirka 2/3 af alle de amerikanske stater. Overordnet har Obama også gennem sin præsidentperiode i gennemsnit haft lavere approval ratings end bl.a. Richard Nixon og George W. Bush.

Har han da ikke opnået noget? Mange demokrater hylder ham for at have indført sundhedsforsikringssystemet, som i dag kaldes Obamacare. Men langt de fleste økonomer er enige om, at systemet ganske enkelt ikke kan finansieres medmindre man er parat til at hæve den føderale skattesats endda meget markant. Det vidste man fra starten, hvilket kom frem i den skandale, der ofte kaldes ’Grubergate’. En af arkitekterne bag Obamacare, MIT-professoren Jonathan Gruber, blev tilfældigt optaget i en samtale, hvor han indrømmede, at man da godt vidste, at systemet var langt, langt dyrere end man påstod overfor den amerikanske befolkning og Kongressen – men hvis man indrømmede de offentligt, ville man aldrig kunne få flertal for forslaget. En konservativ vurdering af de fulde omkostninger peger på, at skatten skal stige cirka fem procentpoint for at finansiere Obamacare i fremtiden. Derudover er der allerede voldsom utilfredshed i USA, fordi forsikringspræmierne for almindelige mennesker er steget meget kraftigt de sidste to år. Det kan næppe kaldes en succes.

Obama har heller ikke formået – på trods af løfter, som gav ham Nobels Fredspris – at lukke Guantanamo-fængslet eller skabe fred i verden. I Syrien har hans særlige approach til udenrigspolitik givet Rusland nærmest frit spil, og USA har også været sært ambivalent overfor Ruslands aggression i Ukraine. Der er ikke meget at fejre på den front.

Sidst fremhæver nogle politiske kommentatorer, at hans storstillede stimuluspakke bragte USA økonomisk på fode igen og endte finanskrisen. Som PKK skriver, indeholdt de enorme pakke – den totale omkostning var 823 milliarder dollars – historisk meget flæsk. Og uanset at man kan se, hvordan landet er på fode igen, diskuterer økonomer stadig, om pakken hjalp, var ligegyldig, eller måske direkte forsinkede den økonomiske recovery. Jeg hælder personligt til den sidste fortolkning, ikke mindst fordi stater, der fik relativt lidt hjælp, ser ud til at have klaret sig rimeligt godt. Og selvom pakken muligvis har haft en vis effekt nogle steder, er nettoresultatet for fremtiden bekymrende. Den amerikanske statsgæld – der allerede var steget en del under Clinton og Bush – blev fordoblet under Obama.

Den endelige vurdering af Obama må man naturligvis vente på, men umiddelbart er jeg meget enig med PKK. Obama var på den økonomiske politik en elendig præsident. Stimuluspakke og andet fraset øgede hans administration reguleringsniveauet meget kraftigt, og lagde en lang række beslutninger – ikke mindst i Dodd-Frank – ud til det, man nu referer til som ’reguleringszarer’. Obamas politiske beslutninger indebærer dermed, at en ganske lang række reguleringer ikke længere besluttes af Kongressen, men af bureaukratiet. Hans administration har også øvet stærkt kritisabel indflydelse på andre dele af regeringsapparatet: Skattevæsenet IRS forsøgte således at fratage en række højreorienterede organisationer deres skattefrihed som no-profit organisationer, og the National Labor Relations Board forsøgte at presse Boeing til at lægge arbejdspladser i Seattle i stedet for at flytte ny produktion af 787-flyet til South Carolina.

Obama efterlader et USA, der på langt sigt er i dårligere økonomisk stand end det behøvede at være. Landet er overreguleret, skeptisk overfor handel – her har Obama intet gjort – og dybt forgældet. Politisk er hans ’legacy’ også, at han bidrog klart til at polarisere amerikansk politik yderligere. Problemet var der allerede før ham, men Obama har været en af værste præsidenter bedømt på hans villighed til at samarbejde med modparten. Han har i stedet brugt den dekretmagt, den amerikanske præsident de facto har, i en grad der ikke er set siden anden verdenskrig. Han var, med andre ord, på næsten alle fronter en dårlig præsident.

Er “borgerligt” ved at være tømt for indhold?

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. januar 2017. 2 svar

Hvorfor foregår al interessant politisk debat på den ”blå” side? Hvad er forskellen på konservatisme og liberalisme? Er liberalismens menneskesyn,at ”det deciderede afstumpede individ hyldes igen og igen”?

Disse spørgsmål var jeg torsdag inviteret i mit yndlingsprogram Cordua og Steno for at diskutere. Citatet om liberalismens menneskesyn stammer fra en klumme af den nu erklærede konservative Kristian Ditlev Jensen. Den kom heldigvis ikke til at fylde noget særligt. Den var i enhver henseende under lavmålet. Og Jensen mødte ikke op til debatten; det gjorde den konservative Nikolaj Bøgh derimod, og han havde interessante og relevante synspunkter at bidrage med.

Klummen kunne dog alligevel tjene som en – nærmest karikeret – illustration af nogle problemstillinger i ”den borgerlige samfundsdebat” (udover ironien i, at Jensen ikke alene kom med en række grove beskyldninger helt uden referencer, men samtidig tillod sig at beklage sig over ”bondsk mangel på almen dannelse” hos politikerne, og at ”begrebet ’ekspert’ pludselig er noget dårligt”).

Det er rigtigt, at en stor del af den interessante samfundsdebat foregår blandt borgerlige. Venstrefløjens postmoderne genopfindelse af sig selv efter Murens fald er ikke vitaminrig. Den er groft sagt gået fra den doktrinære marxismes overbevisning om at have opdaget historiens materielle, objektive bevægelseslove til den postmoderne opfattelse af, at alting er sprog og magtrelationer. Virkeligheden er blot en ’diskurs’, man kan erstatte med en anden, og klassekampen er blevet til identitetspolitik.

Der er dog også en bagside ved populariteten for den borgerlige debat. Den har tiltrukket en gruppe af ”borgerlige debattører”, som ikke har meget andet at byde på end letbenede godtkøbsbetragtninger og bombastiske postulater, der sjældent er underbygget af systematiske fakta eller teoretisk kontekst. Ofte bliver der ekstrapoleret ud fra personlige oplevelser, og modstanderne bliver underkastet moralsk fordømmelse. Denne tilstrømning er altså ikke nogen ubetinget berigelse.

Det er for mig at se desuden en god del afsmitning fra den postmoderne venstrefløj hos visse af disse ”borgerlige debattører”. Ditlev Jensens udfald mod liberalismen ligger f.eks. i direkte forlængelse af kritikken af ”neoliberalismen”, som er blevet en fællesbetegnelse for alt, kritikerne opfatter som ondt og dårligt. Det er alt fra blind satsning på økonomisk vækst som det eneste sagliggørende, new public management, krig, økonomisme og grådighed, som samles i dette bekvemme samlebegreb, der så tillægges ansvaret for ulighed, global opvarmning, fattigdom, stress og materialisme. Der bliver sjældent peget på konkrete referencer – undtaget dog f.eks. Naomi Kleins forvanskede fremstilling af især Milton Friedman.

Det er som sagt udmærket med en intern borgerlig debat, hvis den altså er meningsfuld og frugtbar. Det ligger ikke i borgerlighedens natur, at man skal være enige om alt. Det gælder ikke kun en debat mellem konservative og liberale – men også mellem forskellige slags liberale og forskellige slags konservative. Men for at kunne tale om ”borgerlige” må der nødvendigvis være et minimum af fælles projekt. I dag kan man godt frygte, at borgerligheden højst har det til fælles, at dens debattører opfatter sig selv som ikke tilhørende venstrefløjen. Det er for lille en platform til at give mening.

Hvad kunne være et bud på en meningsfuld fællesnævner? Efter min opfattelse kunne det være princippet om, at der skal være grænser for politik. Hvor grænsen skal gå og hvorfor, kan man diskutere. Men ikke at den skal være der. Det betyder også, at borgerlig politik er, hvad man kunne kalde anden-ordens-politik. Den går ikke ud på at realisere et helt bestemt resultat, men at sikre borgerne en privatsfære at handle frit indenfor.

Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis

Af Niels Westy, den 16. januar 2017. 8 svar

Det er januar og tid til Davos…… og til Oxfam og Ibis årlige røverhistorie om hvor skrækkeligt det står til i verden, baseret på fordelingen af verdens nettoformuer, som beregnet af Credit Suisse.

Som det også er traditionen tro, sluger verdenspressen Oxfam og Ibis vrøvlehistorier råt. Som min medskribent her på bloggen, Otto Brøns-Petersen, bemærker på sin facebook:

Det styrker ikke just troværdigheden til de traditionelle medier, at det tilsyneladende er muligt år ud og år ind at komme med det samme budskab baseret på hvad der vel bedst kan betegnes som “junk-science”.

Vi har tidligere her på bloggen indgående beskæftiget os med alle de fejlslutninger og misforståelser, som Oxfam og Ibis rapport er baseret på. Se bl.a. her. samt det bagvedliggende datamateriale fra Credit Suisse.

Med vanlig forarget tonefald får vi også i år historien om de superrige og deres store formuer sat op mod den halvdel af jordens befolkning, som med de mindste formuer.

Som Ibis skriver under overskriften “Find dig ikke i ulighed“:

8 mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det er en vanvittigt ulige verden.

Et sygt system tillader, at ganske få absurd rige har råd til at spise sig mætte hver dag på Michelin-restauranter, mens 1 ud af 9 mennesker i verden samtidig går sultne i seng.

Med andre ord må man åbenbart forstå, at hvis ikke disse 8 mænd havde så store formuer, ville det være til fordel for jordens fattigste.

Det må i så fald glæde Oxfam og Ibis, at verdens 4. rigeste mand, Carlos Slim fra Mexico, sidste år oplevede at hans formue faldt med ca. 1/3, fordi aktiekursen på hans Telecom virksomhed América Móvil faldt drastisk i lighed med at pesos svækkedes i forhold til den amerikanske dollar.

Nu mangler vi bare at Oxfam og Ibis forklarer os, hvorledes dette har gavnet verdens fattige. Men den forklaring kommer vi nol til at vente på.

Til gengæld kan vi være sikre på, at der også til næste år i januar, hvor der også er Davos møde, naturligvis igen vil komme en rapport fra Oxfam og Ibis. Og konklusionen vil med garanti også til den tid være at det hele er af pommern til.

At vi de seneste 3 årtier har oplevet en historisk reduktionen i verdens fattigdom, mens størrelsen af den globale middelklasse er eksploderet, vil der næppe blive plads til at fortælle i den årlige rapport.

Og så længe pressen ukritisk rapporterer fra den, vil man naturligvis blive ved med at lave den. Som  skriver på sin blog hos “The Spectator”:

 

Your average milkman has more wealth than the world’s poorest 100 million people. Doesn’t that show how unfair the world is? Or given that the poorest 100 million will have negative assets, doesn’t it just show how easily statistics can be manipulated for Oxfam press releases? They’re at it again today: the same story, every January. “Almost half of the world’s wealth is owned by just 1% of the world’s population” it said in 2014. It has done variants on that theme ever year, each time selling it as a new “big” story. All the time peddling the impression that inequality is getting worse, that the rich are engorging themselves at the expense of the poorest.