Den årlige røverhistorie fra Oxfam og Ibis

Af Niels Westy, den 16. januar 2017. 8 svar

Det er januar og tid til Davos…… og til Oxfam og Ibis årlige røverhistorie om hvor skrækkeligt det står til i verden, baseret på fordelingen af verdens nettoformuer, som beregnet af Credit Suisse.

Som det også er traditionen tro, sluger verdenspressen Oxfam og Ibis vrøvlehistorier råt. Som min medskribent her på bloggen, Otto Brøns-Petersen, bemærker på sin facebook:

Det styrker ikke just troværdigheden til de traditionelle medier, at det tilsyneladende er muligt år ud og år ind at komme med det samme budskab baseret på hvad der vel bedst kan betegnes som “junk-science”.

Vi har tidligere her på bloggen indgående beskæftiget os med alle de fejlslutninger og misforståelser, som Oxfam og Ibis rapport er baseret på. Se bl.a. her. samt det bagvedliggende datamateriale fra Credit Suisse.

Med vanlig forarget tonefald får vi også i år historien om de superrige og deres store formuer sat op mod den halvdel af jordens befolkning, som med de mindste formuer.

Som Ibis skriver under overskriften “Find dig ikke i ulighed“:

8 mænd ejer det samme som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Det er en vanvittigt ulige verden.

Et sygt system tillader, at ganske få absurd rige har råd til at spise sig mætte hver dag på Michelin-restauranter, mens 1 ud af 9 mennesker i verden samtidig går sultne i seng.

Med andre ord må man åbenbart forstå, at hvis ikke disse 8 mænd havde så store formuer, ville det være til fordel for jordens fattigste.

Det må i så fald glæde Oxfam og Ibis, at verdens 4. rigeste mand, Carlos Slim fra Mexico, sidste år oplevede at hans formue faldt med ca. 1/3, fordi aktiekursen på hans Telecom virksomhed América Móvil faldt drastisk i lighed med at pesos svækkedes i forhold til den amerikanske dollar.

Nu mangler vi bare at Oxfam og Ibis forklarer os, hvorledes dette har gavnet verdens fattige. Men den forklaring kommer vi nol til at vente på.

Til gengæld kan vi være sikre på, at der også til næste år i januar, hvor der også er Davos møde, naturligvis igen vil komme en rapport fra Oxfam og Ibis. Og konklusionen vil med garanti også til den tid være at det hele er af pommern til.

At vi de seneste 3 årtier har oplevet en historisk reduktionen i verdens fattigdom, mens størrelsen af den globale middelklasse er eksploderet, vil der næppe blive plads til at fortælle i den årlige rapport.

Og så længe pressen ukritisk rapporterer fra den, vil man naturligvis blive ved med at lave den. Som  skriver på sin blog hos “The Spectator”:

 

Your average milkman has more wealth than the world’s poorest 100 million people. Doesn’t that show how unfair the world is? Or given that the poorest 100 million will have negative assets, doesn’t it just show how easily statistics can be manipulated for Oxfam press releases? They’re at it again today: the same story, every January. “Almost half of the world’s wealth is owned by just 1% of the world’s population” it said in 2014. It has done variants on that theme ever year, each time selling it as a new “big” story. All the time peddling the impression that inequality is getting worse, that the rich are engorging themselves at the expense of the poorest.

Weekendindsigten: Højrefløjen er pænere

Af Christian Bjørnskov, den 14. januar 2017. 2 svar

Hvorfor stemmer folk som de stemmer? Spørgsmålet er helt centralt i både statskundskab og politisk økonomi, og kan ofte få folk op af stolene. Vi kan alle sammen blive enige om, at det ville være bedst a folk udelukkende stemte efter, hvad de mente var bedst for alle og derfor stemte på de politikere og partier, som de mener bedst kan opnå ’gode’ resultater. Men siden Downes i 1957 påpegede, at vælgere som oftest er rationelt uvidende, har det været svært at tro på, at samfund faktisk virker på den måde (uanset at nogle af mine kolleger stadig antager det).

Er udseende for eksempel en konkurrenceparameter i politik? Svaret på det spørgsmål er et utvetydigt ja. I et nyt studie, der udgives i det prestigiøse Journal of Public Economics, dokumenterer mine svenske venner Niclas Berggren og Henrik Jordahl sammen med deres finske kollega Panu Poutvaara, at højrefløjens politikere er pænere på i både Europa, USA og Australien. Grunden som dokumenteres i ”The right look: Conservative politicians look better and voters reward it” er, at udseende belønnes – vælgerne stemmer mere på pænere politikere. En ekstra enhed ’udseende’ giver 20 % flere stemmer på højrefløjen og 8 % flere på venstrefløjen, men kun hvis vælgerne ikke rigtigt kender politikerne. Med andre ord bruger vælgerne udseende som en slags indikator for succes når de ikke ved noget om de kandidater, de stemmer på. Og højrefløjens vælgere er mere tilbøjelige til at gøre det end venstrefløjens.

At vælgerne stemmer på pænere kandidater viser sig også at have politiske konsekvenser. De pænere politikere tjener ofte mere (i deres civile jobs) og er dermed mere tilbøjelige til at være modstandere af omfattende omfordeling. Studiet er både meget omhyggeligt og ganske bekymrende for dem, der stadig lever i illusionen om, at demokrati faktisk er godt – og ikke bare mindre dårligt end alternativerne. Vi andre kan måske blot ønske os pænere danske politikere – det kan ikke være så svært.

Studiet har gået sin gang i de internationale medier og har været dækket i bl.a. Washington Post, Fox News, The Atlantic og det svenske Forskning & Framsteg. Vi ønsker stort tillykke til Niclas, Henrik og Panu!

Særinteresser er altid særinteresser

Af Christian Bjørnskov, den 13. januar 2017. Skriv et svar

Diskuterer man politik med andre mennesker, er der rigelige muligheder for at blive frustreret. Er man økonom med specialisering i public choice / politisk økonomi er der dog ét bestemt fænomen, der måske mere end andre giver konstant frustration: Folks stærkt asymmetriske syn på interessegrupper.

De fleste erkender, at der er mange særinteresser i dansk og udenlandsk politik. Særinteresser er her relativt små grupper med ét eller få formål, der definerer gruppen, og vel at mærke formål som kun de få har interesse i, mens de forsøger at få de mange til at indføre og finansiere. Det de færreste indser, er at der således ingen forskel er på særinteresser, interessegrupper og lobbygrupper – de er alle ord for det samme fænomen. Et konkret problem i den måde, folk ofte tænker politik på, er med andre ord, at de ikke betragter forskelle særinteresser symmetrisk – de har særinteresser de ikke kan lide, og interessegrupper de kan lide. Er man en særinteresse, som folk kalder en interessegrupper, har man dermed langt lettere spil fordi folk ikke betragter en som et problem.

Jyllandsposten gav i morges et glimrende eksempel på fænomenet fra velgørende organisationer. Retspræsident Christian Lundblad, som er formand for Indsamlingsnævnet, udtalte her at rådets ”erfaring er, at de færreste regnskaber – herunder de regnskaber, som skal revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor – overholder kravene.” Et af de klassiske problemer, er for eksempel at det ofte er uklart, om en posteret udgift er en omkostning i forbindelse med at afholde en indsamling, eller om det er en omkostning i forbindelse med noget helt andet. En forening med et formål, som praktisk taget alle vil se som agtværdigt – Foreningen Familier med Kræftramte Børn (FMKB) – fik for eksempel i november sidste år deres 2015-regnskab gennemgået af Indsamlingsnævnet – der utvetydigt dumpede det. Foreningen, der de senere år har modtaget godt en halv million kroner fra tipsmidlerne, vægrede sig ved at indsende sine revisionsprotokollater, da Sundheds-og Ældreministeriet udbad sig adgang til dem i december. Det mest bemærkelsesværdige var, at JP afslører at foreningens advokat krævede sikkerhed for, at der ikke ville blive givet aktindsigt til aviser som JP. Efter at Kammeradvokaten havde vurderet sagen for ministeriet, meddelte man foreningen, at man gav aktindsigt. Foreningens advokat gjorde et sidste forsøg på at forhindre det med reference til, at offentlig indsigt i foreningens aktiviteter kunne ”føre til ulige vilkår og mest fatalt en udkonkurrering.” Ministeriet har indtil videre stoppet uddelingen af midler til FMKB.

Pointen med denne post er ikke at klage over FMKB eller lignende pårørendeforeninger. Den er derimod at påpege det stærkt problematiske i, at de fleste mennesker ser formålet – hvem kan være kritisk overfor kræftramte børn? – og ikke den nødvendige dynamik. Alle denne type foreninger er særinteresser, uanset om man mener deres formål er afskyeligt eller fantastisk. De har dermed helt sammenlignelige incitamenter, og i særdeleshed i en enorm velfærdsstat som den danske, og incitamenterne er ikke agtværdige. Særinteresser af enhver type derfor have en stærk tendens til at udnytte offentligheden, og har ingen interesse i offentlig indsigt i hvad de laver. Det er ikke ligefrem på den moralsk høje hest, særinteresserne typisk sidder. Men når der står et kræftramt barn i den anden ende og man driver en forening, er det måske særligt let at retfærdiggøre overfor en selv, at almindelig økonomisk moral står i vejen for ens formål?

Demokrati og udvikling

Af Christian Bjørnskov, den 10. januar 2017. 7 svar

Et af de mest omdiskuterede spørgsmål i samfundsvidenskaberne de senere år er, om demokrati er forbundet med bedre økonomisk udvikling. En skole, der i det store og hele er anført af Daron Acemoglu fra MIT, fastholder at demokrati skaber udvikling. Holdets seneste studie kan læses her med en mere populær version her. Fra en anden kant har Ricardo Hausman med flere argumenteret for, at demokratisering giver sig udtryk i såkaldte vækstaccelerationer. Begge dele af argumentet er dog imødegået af andre studier. Flere har peget på, at Hausmans oprindelige studie (med Pritchett og Rodrik) er drevet af kodningsfejl, og at hvis man retter disse fejl, er vækstaccelerationerne tydeligt drevet af økonomisk reformer (læs f.eks. her og her). Acemoglu-studiet er også modsagt af anden ny forskning, hvor Pozuelo, Slipowitz og Vuletin – en gruppe yngre økonomer – finder at demokratisering ikke har nogen systematisk virkning (her og her).

Hvad skal man nu tro? En af mulighederne er at se nærmere på demokrati og politiske institutioner. I nyt arbejde, som Martin Rode fra Universidad de Navarra og jeg er i gang med sammen med vores meget kompetente forskningsmedhjælp Greta Piktozyte, udvider vi eksisterende mål for demokrati. En særlig feature ved databasen (som er tilgængelig for interesserede i en slags beta-version) er, at vi også inkluderer lande, der ikke er uafhængige. Vi har således Jamaica med som demokrati siden 1942, selvom landet først blev uafhængigt fra Storbritannien i 1962. En række lande og territorier som Bermuda og the Northern Mariana Islands er også omfattet af databasen selvom de stadig formelt er kolonier. En af grundene er, at de ekstra lande gør det langt nemmere at svare på en række spørgsmål.

Mens vi på ingen måde vil kalde det konkret evidens, kan man faktisk se et klart billede af situationen i figuren nedenfor. Figuren illustrerer sammenhængen mellem demokrati (året et land bliver demokratisk) og udvikling (logaritmen til PPP BNP per indbygger) på tværs af 34 små lande (under en million indbyggere). Et af problemerne med at vurdere, om demokrati skaber udvikling eller ej, er at effekten kunne gå den anden vej: Rigere lande er mere tilbøjelige til at blive demokratiske. Hvis demokrati skaber udvikling, burde man derfor se et billede, hvor et land er rigere, jo længere tid det har været demokratisk. X-aksen på billedet er derfor det år, landet fik demokrati (med selvstyre). Men det er ikke det billede, der viser sig.

På tværs af de sorte prikker – de lande, der nu er uafhængige – er der en klar sammenhæng (en korrelation på -0,45). Men på tværs af lande, der er fuldt selvstyrende og demokratiske, men ikke uafhængige, er der ingen sammenhæng (korrelation 0,08). Tværtimod indikerer figuren, at når et land er uafhængigt, er de fattigere lande dem, der senere indfører demokrati. Og den viser endda det noget politisk ukorrekte resultat, at uafhængighed ikke umiddelbart ser ud til at være økonomisk gavnlig. Mange derude har givetvis en række indvendinger, men pointen er blot denne: Det simple billede er ikke logisk konsistent med argumentet om, at demokrati gør en rigere. Demokrati har mange andre egenskaber, men der er ingen grund til at tro, at alt godt kommer til dem, der vælger deres politikere.

Politisk korrekthed og truslen mod individet.

Af Aksel Tarras, den 8. januar 2017. 10 svar

En af ulykkerne i politik er når politikkerne ved hvad der er bedst for den enkelte. For så træder de udenfor hvad der egentlig burde være lovgivernes område, at give rammerne for civilsamfundet, til at bestemme hvordan borgerne skal udnytte og udfylde rammerne, hvilket er det private, det individuelle. Lovgiverne skal holde sig fra det private. Lovgiverne skal sætte rammerne, hvordan de udfyldes er ikke en politisk opgave. Truslen mod det private kommer aktuelt fra den politiske korrekthed, der sniger sig ind som en ulidelig totalitær ideologi og rokker ved rammerne for vort samfund.

Et eksempel, hvor lovgiverne har ændret på rammerne fundamentalt, men hvor det stort set er gået ubemærket hen, er den tidligere socialdemokratiske regerings indførelse af juridisk kønsskifte. Manu Sareen og Karen Hækkerup indførte en lovgivning baseret på følelser, baseret på en psykisk tilstand. Lovgivning har hidtil været baseret på noget konkret noget givet, men nu kan en psykisk tilstand ændre på det naturgivne. Problemet med det juridiske kønsskifte er, at en person der føler sig som noget andet end vedkommende er, skal have denne følelse anerkendt juridisk. Naturligvis må alle føle sig lige hvad de vil, men en følelse udløser normalt ikke et juridisk krav. Det gør det så nu med denne ”politiske korrekthedslov”. Et borgerligt flertal burde få ophævet denne lov og genindført det biologiske køn som retsgrundlag. For hvilke konsekvenser har denne lov? Der er rokket ved nogle fundamentale rammer for tilværelsen. I stedet for det givne bliver den enkeltes følelse et afgørende kriterie for lovgivningen og dermed er en ladeport åbnet for det politiske korrektheds tyranni. Vi ser det i USA, hvor universiteterne hærges af frygt for at støde en og andens følelser. Seneste tosserier ses i denne artikel: her

Den politiske korrekthed er en trussel mod forskningsfriheden, mod den frie debat og dermed mod vore frie samfund. Der går en lige linje fra politikeres moraliseren over forkert adfærd til en lovgivning, der rokker fundamentalt ved rammerne for, hvordan den enkelte kan leve sit liv. Når politikere moraliserer over underrepræsentation af kvinder, minoriteter, mangel på toiletter til transkønnede o.s.v. – så fører det til lovgivning, hvor følelser skal anerkendes af det resterende samfund, hvilket er at flytte rammerne for samfundet. Det er at indskrænke friheden. Hvis magthaverne blot ville holde fast i de negative rettigheder, så undgik vi disse tosserier i godhedens navn. I det borgerlige-liberale samfund har det altid været de negative rettigheder der har beskyttet den enkelte mod magten og overgreb fra den stærkere.

Politikere ønsker jo at skabe en ”god verden”, men vi kan ikke forhindre folk i at gøre tossede ting. Ellers gives der ikke grænser for politik. Så vil lovgiverne tvinge os til at leve på den måde – som lige nu – passer ind i den politisk korrekte tidsånd.

Velkommen til Aksel Tarras Madsen

Af Niels Westy, den 8. januar 2017. Skriv et svar

Det er med stor glæde at vi her på punditokraterne kan præsentere vores nye blogger, cand. merc. aud Aksel Tarras Madsen, som især vil skrive om det individuelle ansvar, individet overfor kollektivet, den for store stat og socialstatens ulykker.

Aksel har i mange år været sen skattet oplægsholder på Cepos Akademi, og læserne af punditokraterne kan se frem til en skribent, som både kan sin økonomi og sin Søren Kirkegaard.

What you know that just ain’t so

Af Christian Bjørnskov, den 8. januar 2017. 1 svar

Et citat som ofte tilskrives Mark Twain siger, at ”It ain’t what you don’t know that gets you into trouble. It’s what you know that just ain’t so.” Med andre ord er den mest problematiske form for uvidenhed den, hvor folk tror på noget, som om det var et faktum, men som faktisk er forkert. Jeg har tidligere skrevet om det i Børsen i oktober, men der er forleden kommet flere fakta om emnet. Ipsos udgav rapporten Perils of Perception 2016 sidst på efteråret, hvor de sammenholder den faktiske tilstand på en række områder med, hvad folk tror (hattip: Niclas Berggren).

Figuren nedenfor viser et eksempel ved at sammenholde, hvor stor en andel af befolkningen, der mener at homoseksualitet er uacceptabel, med andre menneskers forestilling om det – hvor mange andre mennesker tror man mener, at homoseksualitet er uacceptabel. De blå søjler viser den faktiske status, mens de røde søjler viser hvor meget folk tager fejl.

I Danmark er det faktisk kun cirka 5 % af befolkningen, der mener at homoseksualitet er uacceptabel. Vi er med andre ord på det punkt et af de mest tolerante samfund i verden. Men spørger man danskere om, hvor tolerante andre er, tror danskerne i gennemsnit, at 22 % af de andre danskere ikke accepterer det. På samme måde tror gennemsnitsdanskeren, at 15 % af indbyggerne i landet er muslimer, mens det korrekte antal er 4 %. Vi er dermed ikke blot uvidende, men systematisk fejlinformerede.

Det samme gælder en række andre forhold, som Ipsos har spurgt til. Gennemsnitsdanskeren tror f.eks. at 16 % af befolkningen mener, at sex før man er gift er uacceptabelt – det korrekte tal er 2 %. Samme misforhold gælder accept af abort og sundhedsudgifter. I gennemsnit placerer danskernes uvidenhed sig midt i undersøgelsen som nummer 19 af 40 lande. Og det er dermed også op ad bakke for ethvert faktabaseret argument i den offentlige debat. Folk vil simpelthen tro, at man tager faktuelt fejl fordi de selv gør det.

Fire uger til den danske public choice workshop

Af Christian Bjørnskov, den 6. januar 2017. Skriv et svar

Som mange læsere vil vide, afholdes der hvert år en endags-workshop med emner i public choice og politisk økonomi et sted i Danmark. I år er Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet vært for den danske public choice workshop den 3. februar. Vi forventer, at programmet er klar en uge før konference, og vi skriver naturligvis om det her på stedet.

Foreløbig er der bekræftede oplæg om bl.a. strategisk handelspolitik (Philipp Schröder), budgetinstitutioner (Lasse Aaskoven), privatiseringer i sundhedspleje (Rasmus Wiese) og tolerancenormer hos indvandrere (Niclas Berggren). Det betyder også, at workshoppen ikke længere er strengt dansk, men har deltagere fra bl.a. universiteterne i Hamborg og Groningen, og fra Institutet för Næringslivsforskning i Stockholm.

Skulle der sidde en læser derude, som er interesseret i et eller flere af emnerne, er workshoppen åben for alle deltagere. Det gælder også studerende med interesse i området – flere studerende har fået ideer til deres speciale ved at deltage (se f.eks. her) – og der er ingen grund til at være nervøs. På trods af folks titler, er den danske public choice workshop altid en meget venskabelig begivenhed. Vi håber at se mange af jer om fire uger.

Gæsteindlæg – Balladen om den den offentlige produktivitet eller mangel på samme

Af Niels Westy, den 3. januar 2017. 3 svar

Stud. polit. Ivan Kragh, som tidligere har skrevet gæsteindlæg her på bloggen, tager her fat på udviklingen i produktiviteten, eller mangel på samme, i den offentlige sektor.

Ivan studerer til daglig cand. polit. og udsender løbende egne økonomiske analyser. Ivan er også bidragsyder til “tank & tænk“, fra tænketanken Cepos.

Balladen om den den offentlige produktivitet eller mangel på samme

Produktivitet, produktivitet og atter produktivitet, såfremt man følger med i den offentlige debat kan man ikke være i tvivl om, at produktivitet for alvor er kommet på dagsorden. I de senere år har der været et øget fokus på specielt produktiviteten i den offentlige sektor, først og fremmest anført af Produktivitetskommissionen[i] og Danmarks Statistik[ii].

Liberal Alliance forslog i forbindelse med deres 2025-plan, at man øgede produktiviteten i den offentlige sektor med 10 pct. i 7 år, hvilket isoleret set ville forbedre de offentlige finanser med 55,5 mia. kr.

Liberal Alliances forslag har for alvor skabt en debat om hvorvidt det er muligt at effektivisere mere i den offentlige sektor. Siden 1990’erne har flere politikere og organisationer fremført påstanden om, at der ikke kan effektiviseres mere i den offentlige sektor, men henvisning til et øget behov om at tilføje flere midler.

Lars Tvede har med et opslag på Facebook (se ovenfor) endnu en gang sat fokus på produktivitetsudviklingen i den offentlige sektor. Med henvisning til Danmarks Statistik konkluder Tvede, at produktivitetsvæksten i den offentlige sektor siden 1948 og frem til 2008 har været 0 pct., sammenholdt med private serviceerhverv – hvor væksten i gennemsnit har været 1,8 pct. – konklusion bliver da, at det offentlige ikke er blevet mere effektivt igennem de sidste 60 år. Om end Lars Tvede kan have en pointe laver han nogle grundlæggende og meget væsentlige fejl.

For at kunne påpege fejlene er vi først og fremmest nød til at forstå begreberne produktivitet og hvordan produktionen i den offentlige sektor opgøres.

Produktivitet angiver, hvor meget der produceres af varer og tjenester med en given mængde ressourcer (teknologi, kapital og arbejdskraft). Der findes flere måder at opgøre produktiviteten, men den mest retvisende og sammenlignelige metode er ved at bruge værdiskabelsen pr. arbejdstime (timeproduktiviteten).

Danmarks Statistik har i forbindelse med udarbejdelsen af nationalregnskabet definitorisk sat den offentlige produktivitetsvækst i 0 pct., hvilket først og fremmest skyldes, at mindre end 10 pct. af det offentlige forbrug består af markedsmæssige tjenesteydelser – så som privat praktiserende læger og visse dele af sundhedssektoren, herunder den primære sundhedspleje.

I det mere en 90 pct. af det offentlige forbrug er ikke-markedsmæssige tjenesteydelser vil produktionsværdien per definition være lig ressourceforbruget. I det seneste nationalregnskab er det reale offentlige forbrug opgjort efter input-metoden (perioden 1966 til 2015).

En stigning i den offentlige (ikke-markedsmæssige del) beskæftigelse vil således øge antallet af arbejdstimer og dermed lønsummen. Da lønsummen indgår direkte i beregningen af produktionen, vil denne stige tilsvarende. Produktiviteten vil dermed forblive uændret, idet forholdet mellem værdiskabelsen og antallet af arbejdstimer er uændret. Et alternativ ville være, at antallet af beskæftigede øges, mens arbejdstiden reduceres, hvormed produktionen alt andet lige er uændret, hvormed produktiviteten per definition også vil være uændret.

I forbindelse med hovedrevisionen af nationalregnskabet i 2014 har man i Danmarks Statistik introduceret en opgørelse baseret på output-metoden for årene 2008 og frem. Til output-metoden bruger man såkaldte mængdeindikatorer, det kunne f.eks. være antallet af folkeskoleelever eller antallet af knæoperationer. Indikatorerne bruges til at vurdere den mængdemæssige udvikling i de produkter det offentlige producerer til den enkelte person. Dette er kun muligt fordi man har beregnet prisen på en folkeskoleelev, en knæoperation samt alle individuelle offentlige produkter. De repræsentative priser findes ved at sammenholde de markedsmæssige offentlige ydelser med tilsvarende private ydelser – et eksempel er DRG-taksterne inden for sundhedssektoren.

Såfremt realvæksten i det offentlige forbrug, opgjort efter output-metoden, er højere end realvæksten opgjort ved input-metoden, vil dette alt andet lige betyde, at mængden af producerede offentlige ydelser er steget mere end mængden af ressourcer. På langt sigt vil en sådan udvikling betyde, at produktiviteten i det offentlige er steget. Såfremt realvæksten målt ved input-metoden er steget mere end væksten målt ved output-metoden, vil det omvendt betyde, at produktiviteten i det offentlige er faldet.

Set over en kortere periode, skal man dog passe meget på med at konkludere alt for meget om produktivitetsudviklingen baseret på input-output metoden. Det skyldes, at på kort sigt kan kapacitetsudnyttelsen og den løbende tilpasning til det aktuelle behov for offentlige ydelser have stor betydning. Eksempelvis vil en lavere klassekvotient blive opgjort som et fald i produktiviteten, idet antallet af elevtimer pr. lærer falder.

Som det fremgår af figur 2 er stigningen i det individuelle offentlige forbrug opgjort i faste mængder ved output-metoden steget mere end faste mængder opgjort ved input-metoden. Det kunne således tyde på, at produktiviteten i det offentlige de senere år har været stigende. Set over en længere periode har vi ikke direkte mulighed for at konkludere om den offentlige produktivitet er steget eller faldet. Det er endvidere interessant at bemærke, at priserne i den offentlige sektor er steget mere end i den private sektor, hvormed det offentlige forbrug er blevet relativt dyrere, fordi produktiviteten ikke har fulgt med den private sektor. Jf. Otto Brøns indlæg.

Om end Lars Tvede kan have en pointe med sit indlæg på Facebook, er det valgte datamateriale ikke egnet til at sige noget om udviklingen i produktiviteten i den offentlige sektor. I bund og grund ved vi ikke hvad produktiviteten er i den offentlige sektor – for hvordan måler vi om en koncert i det Kongelige teater er blevet 2, 4 eller 10 gange mere produktiv i dag, sammenlignet med de sidste 100 år.

På trods af, at vi som økonomer har svært ved at måle produktiviteten i den offentlige sektor (samt andre sektorer), er debatten vigtig. Danmark har en af verdens største offentlige sektorer, hvor ca. 70 pct. af det offentlige forbrug fordeles direkte ud til borgerne. Det er derfor vigtigt at diskutere om vi får nok for skattekronerne.

[i] http://produktivitetskommissionen.dk/media/164445/Baggrundsrapport%20DREAM.pdf

[ii] http://dst.dk/da/Statistik/Publikationer/VisPub?cid=20734

Vernon Smith 90 år

Af Christian Bjørnskov, den 3. januar 2017. Skriv et svar

For to dage siden – 1. januar – fyldte Vernon Smith 90. Smith, der modtog Nobelprisen i 2002 og i dag er professor på Chapman University i Californien, er en af grundlæggerne af eksperimentel økonomi. Han er også en af de mest bemærkelsesværdige samfundsforskere, jeg har haft fornøjelsen at møde. I november deltog jeg i en lidt tidlig 90-års hyldestsession for Smith ved den årlige konference i the Southern Economic Association, hvor han selv var det mest interessante indslag: Afslappet, upretentiøs, morsom og knivskarp.

Mens der er mange økonomer, som man kan hylde for deres bidrag til vores viden, har Vernon Smith en særlig egenskab udover hans uformindskede intellekt og en imponerende arbejdsevne (han har forfattet 110 artikler efter han modtog sin Nobelpris): Hans bemærkelsesværdige akademiske og personlige integritet.

Smith begyndte på at lave eksperimenter fordi han – efter eget udsagn – ønskede at vise, at uregulerede markeder ikke kunne finde den rigtige ligevægt. Neoklassisk teori viste nemlig, at markedsdeltagerne måtte have en masse information og en høj grad af rationalitet for at teorien virkede, og det havde de bestemt ikke. Smiths eksperimenter viste dog, at selv markeder med studerende uden nogen erfaring i faktiske markeder, meget hurtigt fandt en stabil og optimal ligevægt. I stedet for – som mange andre har gjort – at fifle med eksperimenter, ændrede Smith mening.

Det samme er sket flere gange siden. I 1980erne satte han en række eksperimenter op for at afdække, hvad der sker når der danner sig bobler i markedet. Han startede med et simpelt set-up, hvor der efter gældende teori ikke kunne danne sig markeder, og ønskede derefter at se på, hvilke ændringer og imperfektioner der skabte bobler. Men der dannede sig bobler i den simpleste set-up hvor de ikke burde kunne danne sig! Smiths svar var igen at stille spørgsmål ved hvad han indtil da havde troet på. Ved at gøre det, og dermed se på problemet med friske og upåvirkede øjne, fandt han ny indsigt i, hvad der faktisk foregår.

Vernon Smith er således et af de sjældne mennesker, der højt op i alderen bibeholder deres evne til at tænke nyt, sætte spørgsmål ved deres egne syn, og ikke forfalder til en higen efter idealer. Hans syn på markeder er f.eks. at de ikke altid virker ideelt, men at de omvendt heller ikke kræver den sofistikerede viden og rationalitet, som mange forskere påstår – og bruger som argumenter for statslig regulering. Smith er over årene kommet til den indsigt, at markeder kun kræver tre ting for at fungere bedre end noget andet system: “the right of possession, transference by consent, and the performance of promises. These are the ultimate foundations of order that make possible markets and prosperity.” Det er en simpel indsigt, men bakket op af Smiths egen, ekstremt omhyggelige forskning og et resultat af, at han ikke stillede sig tilfreds med hvad han troede. Derfor ønsker vi et lidt forsinket, men stort tillykke med de 90.

Årets liberale stemmer 2016

Af Nikolaj Stenberg, den 29. december 2016. Skriv et svar

Traditionen her på Punditokraterne byder, at vi ved årets slutning kårer årets liberale stemme. Nogle år er det lettere end andre, men i år har været specielt svært. 2016 var et år med få liberale stemmer i debatten, og også et år hvor de liberale stemmer, der er der, havde det ganske svært. Alligevel har vi valgt at short-liste tre debattører, hvoraf en er den klare nummer et på listen.

De skal alle have vores største tak.

– Redaktionen

1. Flemming Rose

Flemming Rose er vores første bud – og vores liberale stemme i 2016.

Rose blev verdenskendt efter den mærkværdige krise omkring Muhammed-tegningerne, men skrev allerede før da informeret og klart om f.eks. Rusland, hvor han var Berlingskes korrespondent fra 1980 til 1996. Det var hverken bekvemt eller ufarligt – Rose så bl.a. med egne øjne hvordan den russiske hær dræbte fredelige demonstranter i 1991 i Litauen – men han valgte at vende tilbage og dække de første Putin-år som Moskva-korrespondent for Morgenavisen Jyllands-Posten.

Grunden til at hylde Flemming Rose – på trods af at han tidligere har fået adskillige priser – er hans fortsatte arbejde for ytringsfrihed og imod den tiltagende selvcensur og politiske korrekthed i medierne i hele den vestlige verden. Han modtog Cato Institutes Milton Friedman Award for Advancing Liberty i år, og risikerer stadig sit liv og førlighed i kampen for retten til at sige sin mening offentligt og uhindret.

Men vi har i årevis undervurderet, hvor svært det har været for ham. Roses nye bog dokumenterer – sammen med adskillige historier – hvordan Jyllands-Posten og dens chefredaktør, Jørgen Ejbøl, udadtil støttede ham, men indadtil gav Rose mundkurv på og forsøgte at forhindre ham i at udtale sig om nogen som helst relevant. Kampen for vores grundlovs- og konventionssikrede ret til at sige vores mening i vestlige demokratier var ikke blot op ad bakke pga. politikere og andre meningsdannere, der mener at have moralsk ret til at definere, hvad andre bør sige. Det har vist sig også at have været stejlt op ad bakke internt hos Jyllands-Posten på grund af Ejbøls “to ansigter”: Hans forsvar af ytringsfrihed udadtal, men hans næsten totale mangel på principper i praksis indadtil.

Ytringsfrihed er en af de mest grundlæggende rettigheder vi har som individer, og Flemming Rose er en af verdens fremmeste forsvarere af den ret – uanset hvor svært det er. Derfor er han punditokraternes liberale stemme i 2016.

2. Jacob Mchangama

Retsstaten er det retlige koncept en klassisk liberal, europæisk samfundsorden understøttes af, og Jacob Mchangama er om nogen retsstatens mand. I kraft af sin flittige aktivitet som debattør, som forfatter og ikke mindst som direktør for tænketanken Justitia, er Jacob ubestridt Danmarks stærkeste stemme i spørgsmål om civile og politiske rettigheder.

Tænketanken Justitias Facebook-side vidner om omtrent daglig eksponering af synspunkter, de fleste liberale vil kunne støtte fuldhjertet, fx om logning og overvågning, myndighedernes adgang til privat ejendom og ytringsfrihed. Det er et tungt, men også samfundsvigtigt og -gavnlig mission, Jacob er på. Uden hans vedholdende og seriøse indsats, ville debatten om, hvad staten bør og ikke bør gøre, være overladt til teknokrater og en lille håndfuld akademikere og retspolitikere.

I november udgav han sammen med Frederik Stjernfelt monografien ”Men… Ytringsfrihedens historie i Danmark”; et magnum opus om, hvordan diskussionen om ytringsfrihedens grænser (i det omfang der bør være nogen) faktisk er ældgammel, men stadig, helt evident, relevant.

Vi forventer også at se og høre mere til Jacob i året der kommer.

3. Niels Westy Munch-Holbek

Et tredje bud på vores short-list er Punditokraternes egen Niels Westy, som har trættesløst arbejdet for a debunke myter om globaliseringens virkninger og Cubas udvikling, og har været central i at formidle baggrunden for og fakta bag Venezuelas kollaps i hele 2016.

I Deadline og Debatten på DR2, i TV2 News, og i Børsen og andre trykte medier – og her på bloggen – har Niels bidraget med omhyggeligt dokumenterede fakta og stor indsigt i både danske, amerikanske og latinamerikanske forhold.

Hans insisteren på ordentlighed og fakta har gjort det overordentligt svært for både folk på den yderste venstrefløj og stærkt nationalkonservative at imødegå ham med andet end ad hominem argumenter eller følelsespornografiske påstande.

Omvendt har det været en fornøjelse at se journalister navigere debatter med Niels (se f.eks. denne debat med formanden for Dansk-Cubansk Forening i anledning af Castros død), hvor hans simple faktuelle indsigter afslører hvor ekstremt illiberal modparten er. Et andet eksempel på Niels’ utrættelig insisteren på ordentlighed og fakta er hans imødegåelse af den mytologi om ulighed og skatteunddragelse, som bl.a. kampagneorganisationen IBIS forestår.

Præferencer for omfordeling og ligebehandling i Europa

Af Christian Bjørnskov, den 29. december 2016. Skriv et svar

I den amerikanske valgkamp var ’Danmark’ at af de gennemgående temaer i mange debatter. Særligt Bernie Sanders og dele af den demokratiske venstrefløj var meget opsatte på at beskrive det, de opfattede som mange gavnlige forhold i vores land. Det billede, Sanders og mange andre beskrev, svarede desværre dårligt til den danske virkelighed. Som vi har skrevet om før her på stedet, optegnede man en karikatur af Danmark som et vidunderligt velfungerende, socialistisk land. En del af karikaturen svarede dog til mange danskeres egenopfattelse: At vi har meget stærke præferencer for statslig omfordeling. Venstrefløjen roser sig selv for situationen, mens højrefløjen sukker og giver op overfor kravet om omfordeling. Problemet er, at det simpelthen ikke er sandt.

Vi har før brugt the European Social Survey til at ramme pæle gennem myter. Den store spørgeskemaundersøgelse dækker 31 lande, hvor man i alle har bedt respondenterne svare på et simpelt spørgsmål: Deres holdning på en skala fra 1 til 5 til udsagnet ”Government should reduce differences in income levels.” 3 er et neutralt svar, hvor 1 er ”stærkt enig” og 5 er ”stærkt uenig”.

Det særlige ved ESS er, at den afslører at det land i Europa, hvor befolkningen mindst støtter statslig omfordeling er: Danmark! Gennemsnitssvaret i Danmark er praktisk taget neutralt på 2,96. Nummer 2, 3, og 4 er henholdsvis Holland (2,56), Storbritannien (2,47) og Norge (2,43). I den anden ende, som det kan ses på figuren nedenfor, findes Grækenland (1,66), Bulgarien (1,69) og Tyrkiet (1,69). Og ganske som sædvanligt er Tjekkiet slet ikke som de andre tidligere kommunistiske lande, idet landet er nummer seks på listen. Skal man finde stærk støtte til omfordeling fra staten, er det ikke Danmark, men halvautokratiske fallitboer som Grækenland og Ungarn, man skal tage til. Præferencerne ser i øvrigt ikke ud til at være særligt klart korrelerede med f.eks. de faktiske indkomstforskelle.

Et måske endnu mere interessant forhold er, at man kan splitte folk op efter deres egen placering på en skala fra stærkt venstreorienteret til stærkt højreorienteret. Gør man det, så man får tre meget cirka lige store grupper, understreges pointen med det liberale, omfordelingsskeptiske Danmark. Gennemsnitssvaret hos de klart venstreorienterede danskere er 2,35, og dermed til højre for den gennemsnitlige højrefløjsvælger i 18 europæiske lande. Midten i dansk politisk svarer 3,03 og højrefløjen 3,32. Højrefløjen i et land som Frankrig har derimod et gennemsnit på 2,12 og den græske svarer 1,7 i snit.

Hvis man var kommunist – og dermed et særsyn her på stedet – kunne man spørge, om danskerne da imod at behandle medborgere ordentligt? Svaret er et tordnende nej. Spørger man folk om de er enige i at det er ” Important to help people and care for others well-being,” er det danske gennemsnit 2,08; udsagnet ”Important that people are treated equally and have equal opportunities” får et gennemsnit på 2,27; og sigter man specifikt til en minoritet med ”Gays and lesbians free to live life as they wish” er de danske holdninger stærkt positive på 1,64. Målt på den parameter er vi sammen med hollænderne det europæiske folk, der ser mest favorabelt på ligebehandling for homoseksuelle.

Sidst, men ikke mindst, sker der noget ganske pudsigt når man sammenholder omfordelingspræferencer og præferencer for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Figuren nedenfor illustrerer at det er et helt generelt fænomen på tværs af ideologiske grupper: Jo stærkere befolkningens præferencer er for omfordeling, jo svagere er de for ligebehandling af bøsser og lesbiske. Der er således intet solidarisk i præferencerne for omfordeling (på det nationale niveau), men noget ganske rationelt og kynisk. Europæeres præferencer for omfordeling ser ud til at være for omfordeling for dem og deres, men absolut ikke for generel moralitet. Eller sådan ser min fortolkning i det mindste ud.

25 årsdagen for Sovjets nedlæggelse

Af Otto Brøns-Petersen, den 26. december 2016. 1 svar

Den 26. december 2016 er 25 årsdagen for Sovjetunionens nedlæggelse. Det er en mærkedag, som ikke fortjener at gå ubemærket hen. Sovjets opløsning beseglede Øst- og Centraleuropas frigørelse fra de kommunistiske diktaturer i de forgående år. Det fjernede det næstmest morderiske regime i verdenshistorien, kun overgået af det kommunistiske Kina. Og med Sovjet forsvandt også en trussel mod Vesteuropas sikkerhed af enorme dimensioner, som mange synes at have glemt i mellemtiden.

Der er også faldet en anden lidt overset mærkedag i december, nemlig 35 årsdagen den 13. for indførelsen af krigsretstilstanden i Polen i 1981 som reaktion på den frie fagforening Solidaritets krav om reformer. Det var i høj grad takket være den, der blev sat den proces i gang, som ti år senere førte til Sovjetunionens opløsning.

Det er svært ikke at være taknemmelig over, at det gik som det gik. Og navnlig at det gik så smertefrit. Denne ene ting fortjener Gorbatjov ros for. Men ellers tilfalder æren ikke mindst Jeltsin, som trådte i karakter, da historien kaldte på ham. Det kunne være endt meget blodigt.

Det kan være svært at genkalde sig, hvor alvorlig truslen fra Sovjetunionen var mod Vesteuropa i især 1970erne og 80erne. Man rådede over konventionelle styrker i et omfang, så bl.a. Danmark kunne besættes på få timer, hvis vi da ikke var blevet skueplads for en taktisk atomkrig i stedet. Eller Verden var blevet skueplads for en strategisk atomkrig. Inden Sovjets opløsning var det en fast årlig mediebegivenhed, at det såkaldte dommedagsur blev stillet tættere og tættere på klokken tolv – symbolet på atomart ragnarok.

Truslen kom ikke bare udefra. Der blev ført en massiv politisk propagandakrig via Sovjetregimets sympatisører på venstrefløjen. DDR husede terrorister fra RAF. Da opbakningen var på toppen, erklærede 25 pct. af unge under 40 år i Vesttyskland sympati for RAF i en meningsmåling, og 10 pct. erklærede sig rede til at skjule eftersøgte terrorister fra politiet.

Hvad er status 25 år efter Sovjets endeligt? Det er synd at sige, at historien er endt lykkeligt. Men dog meget mere lykkeligt end man kunne have frygtet. Og Verden er trods alt meget bedre, end da Sovjet endnu eksisterede. Sovjetrepublikkerne er desværre ikke blevet liberale demokratier. De gamle totalitære regimer er afløst af autoritære regimer, inklusive Putins Rusland, hvor sikkerhedstjenesten reelt greb magten. Rusland er stadig ikke frit og stadig en trussel mod sine naboer og freden, men dog ikke af sovjetiske dimensioner. Rusland har ikke fået fri markedsøkonomi, men egentlig planøkonomi brød sammen med Sovjet.

Øst- og centraleuropa blev befriet og drømmer sig ikke tilbage. Desværre er der i kølvandet på krisen i EU opstået stærke illiberale bevægelser i lande som Polen og Ungarn – det er skæbnens ironi, at begge lande var blandt spydspidserne i opgøret med kommunismen. Solidaritet i Polen og grænseåbningen i Ungarn var skelsættende for 26. december 1991.

Vesteuropa lever igen i terrorismens skygge. Men sikkerhedssituationen tåler ingen sammenligning med den ydre og indre trussel fra Sovjetunionens dage. Alligevel griber nutidens politikere til metoder mod islamister – bl.a. indskrænkninger af ytringsfriheden – som langt overgår reaktionen på kommunismens trusler. Den undskyldende attitude over for den totalitære venstrefløj – det var jo alligevel borgerskabets egne naive, men velmenende sønner og døtre – lever stadig langt ind i borgerlige rækker, selv 25 år efter Sovjets sammenbrud.

Samtidig er der opstået en ny venstrefløj i Vesteuropa til erstatning for den gamle. Den er intellektuelt set langt svagere end de gamle ”munkemarxister”. For den postmoderne venstrefløj er identitetspolitik og fordelingspolitik blevet de nye korstog – og også denne gang med afsmitning langt ind i borgerlige rækker.

En eksplosion i ulighed blandt børn!

Af Christian Bjørnskov, den 25. december 2016. 2 svar

I løbet af 2016 har der været meget diskussion om ulighed i medierne. Det meste af den har været blottet for baggrund, konceptuel omtanke eller praktisk rimelighed. Meget af den er rent ideologiske signaler og illustrerer, hvordan snart sagt enhver forskellighed er uacceptabel for den ekstreme venstrefløj. På en stille juledagsmorgen er det derfor svært at forstå, hvordan de alligevel kan acceptere en tilbagevendende begivenhed, der reelt fører til en eksplosion i ulighed blandt børn: Juleaften.

Den aften får nogle børn mange flere gaver end andre. Det er ganske svært at forstå, hvordan en ekstrem venstrefløj med så stærke præferencer for total lighed, kan acceptere denne situation. Med andre ord: Hvor er lighedsapostlenes krav om gaveomfordeling? Uligheden er voldsom og skyldes i høj grad forskelle i forældre og bedsteforældres ”socio-økonomiske status.” Juleaften er dermed en af kapitalismens særligt ondskabsfulde institutioner, der perpetuerer uligheden ved at overføre den til børnene.

En indvending kunne være, at de onde børn jo traditionelt får færre og mindre gaver, eller – hvis man er traditionalist – kommer i den sorte gryde. Men kan man overlade den slags vurderinger til forældre; kan man stole på, at nogen så uuddannede og potentielt pædagogisk inkompetente mennesker som såkaldte forældre kan håndtere en så vigtig velfærdsopgave? Burde det ikke være langt sikrere, at lade de sociale myndigheder, skolerne eller evt. SSP-samarbejdet sørgede for at fordele gaverne? Omvendt kan man argumentere, at det jo er Julemanden, der kommer med gaverne, og hvad gør han?

He sees you when you’re sleeping

He knows when you’re awake

He knows if you’ve been bad or good

So be good for goodness sake

Julemanden må dermed være de sociale myndigheders store forbillede. En måske pudsig betragtning er, at politikere og kommentatorer ofte antager, at velfærdsstaten netop har disse egenskaber, der tillader de ansigtsløse bureaukrater både at have Julemandens information om borgerne, og Julemandens hensigter.

Under alle omstændigheder er det mærkværdigt at tænke sig, at venstrefløjen i verdens tungeste velfærdsstat stadig overlader en så ekstremt vigtig fordelingsopgave som julegaver til borgerne selv. Hvordan kan den slags ulighedsskabende, usolidarisk og klassegenskabende aktivitet forblive ureguleret? Hvis det ikke bringes under demokratisk kontrol risikerer vi jo netop en eksplosion i børneuligheden.

Hvis enkelte læsere stadig skulle være i tvivl: Jeg ville aldrig advokere for nogen af disse absurde og voksen- og børnefjendske forslag. Kunne man finde noget mere indgribende i folks personlige frihed end at sætte barrierer op for, hvor flinke de må være ved deres børn, og hvordan de på årets festligste aften må signalere det? Man skal være ekstremistisk kommunist a la Pol Pot for blot at overveje det. Andre overvejelser over julen kan f.eks. ses her fra den glimrende John Carney på CNBC (hattip: Niclas Berggren).

Glædelig jul til læserne

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2016. 1 svar

De næste dage er stille for de fleste mennesker, og det gælder bestemt også punditokraterne. Vi skal nok komme igen efter jul, men de næste dage gælder samvær med familie, gamle venner og andre mennesker vi holder af. Før vi går i julemodus, er der dog et par overvejelser, vi vil dele med læserne.

Den første er hvad julen er. Som den fremragende Johan Norberg understreger i sin sidste nye episode af Dead Wrong: ”Christmas is a celebration of joy” som kan deles af alle uanset religion, baggrund eller hudfarve. Julens ånd er for eksempel et smil og et ”Merry Christmas” fra en hollandsk stewardesse forleden aften. Den er film og traditioner, man ellers ville være flov over, men som man nyder de særlige dage i december. Og den starter klokken 16 i morgen med Disneys Juleshow.

Mens julen naturligvis er mange forskellige ting for forskellige mennesker og familier, er der et fælles forhold for de fleste: En markering og fejring af de mennesker, vi særligt holder af, og en stille og uceremoniel taknemmelighed for dem – uanset hvor uenige vi ellers er. Selv billedet i dag er et udtryk for det – juletræet på Trafalgar Square i London har siden 1947 været en gave fra Oslo som tak for briternes hjælp under anden verdenskrig.

Vi er også taknemmelige for den opmærksomhed, hjælp og feedback vi får gennem året. Derfor vil vi hermed takke punditokraternes læsere for 2016 og ønske jer alle og jeres familier en Glædelig Jul.

Hvor skidt går det for grækerne?

Af Christian Bjørnskov, den 22. december 2016. 9 svar

Forleden dag skrev vi om situationen for den græske regering, og hvordan den igen har demonstreret sin basale uansvarlighed. Et mere alvorligt spørgsmål er dog, hvordan det går for den græske økonomi og almindelige grækere. Er den græske økonomi kommet på fode igen, og hvordan går det den sammenlignet med andre lande med lignende kriseoplevelser?

De fuldt optrukne linjer i den første figur viser købekraftskorrigeret BNP per indbygger fra 1990-2015 for Grækenland, Estland og Letland (kilde: Verdensbanken). De tilsvarende stiplede linjer viser udvikling i det private forbrug. Dybden og længden af Grækenlands krise er tydelig, men også velkendt. Sammenligningen med Estland og Letland er dog potentielt oplysende. Begge lande voksede hurtigere end Grækenland før krisen i 2008, og oplevede derefter umiddelbart værre kriser. De to lande gjorde – i modsætning til grækerne og i modstrid med al keynesiansk lære – og til Paul Krugman og andres store fortvivlelse og med deres dommedagslignende advarsler – finanspolitisk hovedrent ved at skære ned i de offentlige udgifter og balancere budgetterne. Resultatet af de to landes finanspolitiske ansvarlighed var en såkaldt V-formet krise – et dybt første fald og en hurtig og komplet recovery. BNP per capita er nu over niveauet før krisen, og Estland har endda passeret Grækenland.

 

En anden feature, der er tydelig at se, er hvordan det private forbrug i Grækenland også er totalt stagneret på et niveau, der svarer til det omkring 1999-2000. Både esternes og letternes privatforbrug er stadig en tand mindre end grækernes, men forskellen skal findes på særligt ét område, der burde bekymre grækerne. Mens de baltiske lande har større offentligt forbrug – 39 og 37 % af BNP versus Grækenlands 31 % (når det er finansieret) – er den store forskel i de tre samfunds opsparingsrater. Estlands er pt. 27 % af BNP og Letlands 21 %, og begge dele er ganske almindelige niveauer for vestlige lande. Grækenlands samlede opsparingsrate er 9½ % for tiden. Givet at man på den lange bane ikke kan finansiere produktive investeringer på andre måder end opsparing, og givet at grækerne af indlysende grunde ikke er i stand til at låne internationalt til investeringer, indebærer det, at størstedelen af forskellen i privatforbrug skyldes, at grækerne ikke længere sparer ret meget op. Det er et bekymrende billede for et land, der hverken har mange muligheder eller internationale venner længere, men stadig regner med at forblive et af verdens rige lande de kommende år.

Et andet spørgsmål er, hvordan grækerne opfatter deres liv. Eurobarometerets spørgsmål om tilfredshed med livet giver et ganske godt billede af det. Fra efteråret 2004, hvor de baltiske lande blev medlemmer, er det gået én vej for grækerne. Dykket i tilfredshed er voldsomt – 0,7 point på en firepunktskala – mens det er tydeligt, at krisen kun ramte Estland og Letland midlertidigt, og deres borgere nu er mere tilfredse end noget andet tidspunkt, man har målt det. En hurtigt recovery vendte også hurtigt folks subjektive opfattelse til noget positivt, da man efter kort tid kunne se lys for enden af tunnelen. Hvis læserne et øjeblik tillader mig at være spekulativ, er der måske også en grad af stolthed i de baltiske lande, der strammede bæltet og arbejdede sig ud af krisen, mens flere lande længere sydpå tissede i deres finanspolitiske bukser.

 

 

Det glade julebudskab, hvis man må tillade sig at kalde det det, er at finanspolitisk ansvarlighed faktisk belønnes med både økonomiske resultater og tilfredse borgere. Udpræget uansvarlighed og populisme, derimod, kan måske købe stemmer og aktivitet i en kort tid, men regningen skal betales på et tidspunkt, og den bliver betragtelig på begge fronter. Det er nærmest umuligt at se, hvordan det græske samfund – der politisk slår krumspring i alle retninger for at undgå at betale – skal komme videre før de rydder fundamentalt op i deres økonomiske og politiske hus. Indtil da har vi en failed state i Europa.

Ugens hemmelige nyhed: Grækenland er (stadig) uansvarligt

Af Christian Bjørnskov, den 18. december 2016. 1 svar

Igennem en længere årrække har EU-institutioner, politikere og embedsværk i Europa og hos IMF slået knuder på sig selv for at finde bagvendte og venlige måder at udtrykke en ubehagelig sandhed: At det græske politiske system er så dybt dysfunktionelt, at man reelt ikke kan indgå en aftale med landet. I denne uge kom endnu et eksempel på problemerne, da premierminister Alexis Tsipras åbenlyst trodsede EU’s krav om budgetansvarlighed. Ifølge The Telegraph forklarede en EU-talsmand situationen ganske diplomatisk som “The institutions have concluded that the actions of the Greek government appear to not be in line with our agreements.”

Sagen er, at Grækenland pt. skylder cirka 250 % af BNP til udlandet og den græske stat optager stadig ny gæld for at finansiere ældre gæld. Det er ikke sådan, at man blot kan ’balancere’ den statslige gæld med private tilgodehavender, da landets nettogæld er omtrent 138 % af BNP. For at man nogensinde kan tilbagebetale blot en rimelig del af gælden, som grækerne brugte på mange års politisk vellevned i stedet for at investere, må der skæres ned i budgettet. Det burde også kunne lade sig gøre uden større objektive problemer, da den græske offentlige sektor er en af de mindst effektive i den vestlige verden. Oveni er offentlige pensioner og en række offentlige ydelser bemærkelsesværdigt generøse, og langt, langt større end i de fleste østeuropæiske lande.

Tspiras besluttede dog forleden at give en særlig engangs-bonus til pensionister med månedlige indkomster under 800 euro. Bonussen koster den græske stat 620 millioner euro. Han indførte også en speciel momsfritagelse for grækere, der bor på øer i det Ægæiske Hav, og en række mindre udgiftsprogrammer. Den mærkværdige beslutning er kynisk stemmekøb på to fronter: Først ved at målrette nye ydelser til vælgergrupper, der måske ellers ikke havde stemt på Syriza, og for det andet ved at spille på grækernes (dybt umoralske) stolthed – de ekstra udgifter er en hævet midterste finger til de EU-institutioner, man havde lovet at man ville føre ansvarlig budgetpolitik.

Det er svært at se på, hvordan Tsipras og grækerne graver deres egen økonomiske grav. Markederne reagerede for eksempel prompte ved at sende renten på græske ti-årige statsobligationer op med 30 basispoint. Ingen ædruelig økonom regner med, at Grækenland nogensinde betaler gælden tilbage, og de internationale institutioner spiller pt. et spil om, hvem der i sidste ende skal sidde med Sorteper. Det er i særlig grad en bombe under EU-og euro-systemet, da det er et absolut no-go i tysk politik, at Tyskland finansierer græsk uansvarlighed. I et større perspektiv er det også et mareridt for dem, der håber på yderligere EU-integration at forestille sig, hvordan et system der ikke kan håndtere græsk uansvarlighed skulle kunne håndtere et Italien i dyb krise. Og dén krise ser mere og mere sandsynlig ud med et italiensk bankvæsen i næsten frit fald. Man burde have kylet grækerne ud af eurozonen (og Schengen) og ladt dem gå ordentligt fallit i 2010. I dag kan man se konsekvenserne af ikke at indrømme omfanget af fadæsen med det samme, men uden at nogen insider siger det højt. Gør man det, indrømmer man dermed også, at helt centrale dele af EU-institutioner er så dysfunktionelle som en græsk regeringsbeslutning.

Den uforlignelige Tom Schelling

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. december 2016. Skriv et svar

Thomas Schelling er død, 95 år gammel. Han var en fascinerende økonom, som bidrog på utallige områder, men er mest kendt for teorien om konflikter, som han fik Nobelprisen i økonomi for i 2005.

Her er Schellings korte populærvidenskabelige artikel om de økonomiske problemer ved global opvarmning. Den kunne trænge til at blive læst af de fleste.

Og nedenfor er min artikel fra Weekendavisen Ideer fra oktober 2005 i anledning af Schellings Nobelpris, som han delte med Robert Aumann.

 

Konfliktens og samarbejdets anatomi
Af Otto Brøns-Petersen. Skatteøkonomisk direktør i Skatteministeriet.

 

Antag at vi aftaler at mødes klokken fem på Københavns Hovedbanegård – og at vi ikke aftaler andet. Der er 1000 steder at mødes derinde. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi begge vælger at stå under det store ur. ”Under uret” er et eksempel på et Schelling-punkt – opkaldt efter den ene af de to, som det mandag blev besluttet at give Nobelprisen i økonomi. Et Schelling-punkt er en gradvis fremvokset social norm, som kan koordinere handlinger og befordre et samarbejde. Et endnu mere nærliggende eksempel er sproget. For at kommunikationen mellem læser og skribent skal være mulig, skal vi have en fælles forståelse for, at bogstaverne repræsenterer nogle bestemte lyde, og at lydene repræsenterer nogle bestemte begreber. I princippet kan vilkårlige ord og tegn jo dække over hvad som helst.
Det er nu ikke forskningen i samarbejde, men i konflikt, økonomen Thomas Schelling er mest kendt for. Samarbejdet kan mere siges at være overskriften for den anden af årets to økonomiprismodtagere, matematikeren Robert Aumann.
FOR begge to gælder det, at de har studeret konflikt og samarbejde inden for rammerne af den såkaldte spilteori. Det er anden gang, økonomiprisen bliver givet for spilteoretiske arbejder. Og næppe sidste. For den 60 årige disciplin er blevet et stadigt vigtigere redskab i samfundsvidenskaben. Første gang prisen blev givet for spilteori var i 1994, hvor den gik til bl.a. en af de mest særprægede skæbner i Nobelpristagernes rækker. Det var den geniale, skizofrene matematiker John Nash, hvis historie blev fortalt i den Oscarbelønnede A Beautiful Mind.
Grundideen i spilteori er at opstille et simpelt spil, hvor nogle få spillere råder over nogle få strategier. Og så se på, hvordan spillet ender, hvis alle spiller så godt, de kan.
Man kan f.eks. antage, at to supermagter, står over for hinanden og kan vælge to rustningsniveauer: Et højt og et lavt. Hvert land antages at foretrække, at modstanderen vælger et lavt rustningsniveau, mens det selv vælger et højt: Dermed kan det en gang for alle besejre modstanderen. Men hvis modstanderen vælger et højt rustningsniveau, gælder det også om at vælge et højt niveau selv. Ellers bliver det modstanderen, som besejrer én – og det er det værste udfald. Hvis begge stormagter gennemskuer spillet, er der kun én måde, spillet kan ende på: Begge parter har et højt rustningsniveau, og der eksisterer en uundgåelig terrorbalance mellem dem.
Thomas Schellings mest berømte bog, Konfliktens strategi, indeholder analyser som dette simple spil. Den er fra 1960, det vil sige et par år før Cuba-krisen. Det sammenfald og den fortsatte atomare kaprustning mellem Øst og Vest gjorde det nærliggende at kæde hans arbejder sammen med supermagtskonflikter. Men en central pointe i den spilteoretiske tilgang er, at mange slags situationer fra det virkelige liv ligner hinanden abstrakt set. Det er altså, hvad man kunne kalde konfliktens anatomi, Schelling er ude på at kortlægge. Uanset om konflikterne så foregår på den storpolitiske scene, mellem politiske partier, mellem konkurrerende virksomheder, på arbejdsmarkedet, mellem staten og borgerne, i sportsarenaen eller mellem ægtefæller. Ja, faktisk har han analyseret ”egonomiske” konflikter, hvor ”parterne” er den samme person, men på to forskellige tidspunkter. En af konflikterne kan være mellem det ædru jeg og det alkoholpåvirkede jeg, som gerne vil tage bilen hjem (løsning: Det ædru jeg lader nøglen blive hjemme).
Et nøglebegreb i Schellings konfliktteori er commitment – at man på forhånd prøver at binde sig til at handle på en bestemt måde. Tror modstanderen ikke på, at man vil gengælde et angreb, når det kommer til stykket, er der større risiko for, at angrebet også kommer. Paradoksalt nok kan man ”committe” sig stærkere ved at afskære sig fra en mulighed – som når krigsherrer brænder broerne bag sig. Eller hvis man vælger en leder, som er dårlig til at forhandle eller endog en smule gal!
DE fleste spil, vi spiller for sjov – skak, poker, fodbold – er rene konfliktspil. Den enes tab er en
andens gevinst (bortset fra den sjov, alle spillerne får!). Men de spil, der er mest interessante for
samfundsvidenskaben, indeholder tit både et konfliktelement og en mulig gevinst ved at samarbejde. Et eksempel kunne være en handel mellem en køber og sælger. Begge parter har en gevinst ved at gennemføre handlen (ellers ville de lade være). Men der er også en potentiel konflikt. Sælgeren kan øge sin gevinst ved at snyde køberen – f.eks. med en dårligere varekvalitet end lovet. Og køberen kan øge sin gevinst ved at lade være med at betale. Men hvis begge parter forventer at blive snydt, kan det medføre, at handlen slet ikke bliver til noget. Dermed står de værre, end hvis de bare gennemførte handlen uden at snyde hinanden. Ikke desto mindre kan man sagtens havne i situationer, hvor konfliktelementet er stærkt nok til at overskygge samarbejdsmulighederne.
Robert Aumann får sin Nobelpris især for gennem sin forskning allerede i 50erne at vise, hvorfor samarbejdet ikke behøver at bryde sammen så ofte, som spilteorien ellers lagde op til. Mulighederne for en samarbejdsløsning har langt bedre vilkår, når der er tale om spil, som spillerne skal spille igen og igen. Købmanden snyder ikke sine kunder, hvis de har mulighed for at straffe ham i næste omgang ved athandle et andet sted.
Aumann er ikke den første til at komme på, at gentagne møder kan fremme samarbejdet. Faktisk gårresultatet under betegnelsen ”folketeoremet”, fordi så mange gik ud fra den idé. Men han lagde grundstenen til at påvise, at det også er rigtigt. Og der er ikke tale om, at han får prisen for at føre matematisk bevis for det indlysende! Tværtimod har han udviklet et analytisk apparat, som kan håndtere talrige problemstillinger – ifølge beslutningsgrundlaget for Nobel-komiteen: ”inden for så tilsyneladende forskellige discipliner som økonomi, politologi, biologi, filosofi, computervidenskab og statistik”.
MAN har en gang i mellem hørt bekymring for, om der var store navne og temaer nok at uddele
Økonomiprisen til i det lange løb. 2005-tildelingen viser, at det punkt ikke er nået endnu. Der findes næppe større spørgsmål i samfundsvidenskaben, end hvad der driver menneskelige konflikter og samarbejder. Og forskningen i dem er stadig i udvikling.

Biografier og andet materiale om prismodtagerne findes på http://nobelprize.org/economics/laureates/2005/index.html

Debat om den ”nordiske model”

Af Christian Bjørnskov, den 13. december 2016. 1 svar

Jeg var for nogen tid siden til debatarrangement i Stavanger, arrangeret af Cepos norske søsterorganisation Civita. Arrangementet var et af en række debatter og var ganske godt besøgt. Efter at Eirik Løkke havde introduceret, var der indlæg af Kristin Clemet fra Civita, Karin Svanborg-Sjövall fra Timbro i Sverige, og undertegnede som repræsentant for den danske side. Hele debatten på cirka halvanden time afslørede både ganske store overensstemmelser mellem, hvad vi har for problemer, men også store forskelle i præcist hvordan de tre lande fungerer og hvor hovedudfordringerne er. I alle tre lande er der generelt enighed om, at velfærdsstatens størrelse er et problem. Karin understregede også bl.a. hvordan vore særlige samfundstype begrænser kvinders karrieremuligheder.

Arrangementet var en fornøjelse, og var også en kærkommen lejlighed til at mødes med debatkolleger fra de andre skandinaviske lande. For de læsere, der har tid tilovers og interesse, kan hele arrangementet ses i nedenstående vindue.

Er venstrefløjen ignoranter og er højrefløjen onde?

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2016. 5 svar

Interviewet på News forleden i forbindelse med Castros begravelse, hvor punditokraternes Niels Westy kommenterede over formanden for Dansk-Cubansk Venskabsforening, mindede mig om et særligt fænomen. Jeg har selv oplevet det gentagne gange, og tidligere på året bemærkede den fremragende økonomiske historiker Deirdre McCloskey med bekymring det samme problem.

Fænomenet er, at folk på de to fløje i politik ofte behandler politiske modstandere systematisk forskelligt. McCloskey beskriver situationen sådan at når man er uenige, antager folk på højrefløjen normalt, at venstrefløjen tager faktuel fejl – de er ignorante. Det betyder dermed, at man kan argumentere overfor dem, og at de i princippet bør kunne bringes til at ændre mening. Man skærper således egne argumenter og tror på, at intelligente og ordentlige mennesker på den anden fløj vil forstå dem.

Folk tilstrækkeligt langt ude på venstrefløjen har derimod en stærk tendens til at se uenigheden på en fundamentalt anden måde. I deres øjne er der ikke tale om faktuelle forskelle, men at folk på højrefløjen decideret er i ond tro. At argumentere liberalt indebærer derfor, at man er ligeglad med andre og er basalt og patologisk egoistisk. For dem opstår uenighederne dermed ikke på grund af forskelle i faktuelle forestillinger, men forskelle i moralitet. De har dermed en rationel tendens til at lade være med at argumentere – højrefløjen er jo i deres optik enten ligeglad eller vidende om, at har ret, men løgnagtig af egeninteresse – men vil i stedet bruge følelsesladede påstande og angreb på folks anstændighed. Det folk på den ydre venstrefløj således opfatter som en debat, hvor de har den moralske overhånd og deres indspark handler om det basale – højrefløjens uanstændighed – vil højrefløjen se som rene ad hominem argumenter uden noget som helst faktuelt indhold eller validitet.

Min personlige oplevelse er, at indsigten i denne type forskel i debatapproach har været meget værdifuld (om end jeg ikke kan påstå, at jeg har haft ’glæde’ af den). Indsigten i den generelle forskel på yderfløjene betyder dog ikke, at man kan absolvere højrefløjen for skyld. Et af de værste problemer i debatten opstår nemlig, når folk mener at de – og vi andre – bør være loyale overfor deres egen fløj. Loyalitet indebærer her, at man bør prima facie acceptere argumenter, så længe de fremføres af folk fra ens ’egen’ fløj. Min klare oplevelse er, at det er punditokraternes totale afvisning af denne type loyalitet, der ofte frustrerer nogle læsere, og decideret hidser dem op.

Problemet er, at i det øjeblik man ikke blot føler ideologisk sammenhold – et sammenfald af værdier, holdninger og forestillinger om hvordan verden basalt hænger sammen – men også føler loyalitet overfor en politisk fløj, holder højre-venstre-distinktionen i argumentationsindhold op. Med et krav om loyalitet kommer nemlig også et krav om, at man til enhver tid enten formelt eller i det mindste stiltiende accepterer ethvert argument fra ens egen fløj, uanset hvor tåbeligt det faktuelt er. I det tilfælde er der ikke længere tale om noget, der kan argumenteres, men blot et fløjtilhør, der nærmer sig religion. Og religion i enhver form kan folk have for sig selv i deres privatliv. Jeg vil ikke have noget med den at gøre og mener ikke, at den har noget at gøre i politiske eller videnskabelige diskussioner og nægter at tvinges til at acceptere den som valid argumentationsform.