Hvad nu hvis Cuba ikke var endt som kommunistisk diktatur?

Af Niels Westy, den 7. december 2016. 1 svar

Søndag blev Fidel Castro endelig begravet, og cubanerne kunne vende tilbage til hverdagen efter en uges pålagt landesorg. Nu er det igen muligt at høre musik, danse og købe rom. Nogle af de få glæder den almindelige cubaner har i et af Latinamerikas fattigste lande.

Lillebror Raul og det cubanske militær har tilsyneladende fuld kontrol over landet, og der sker næppe de store forandringer før 2018, hvor Raul har annonceret at han vil træde tilbage.

Ugen viste også, at selv om Fidel Castro’s stjerne i årtier har været for nedadgående, så findes der fortsat de der fastholder at Cuba er et forbillede og Fidel Castro nærmest er en moderne Jesus. Herhjemme er det dansk-cubansk venskabsforening som går i brechen for Castro og den cubanske revolution (som nu først og fremmest var et kup, hvor man stjal drømmen om tilbagevenden til demokratiske tilstande).

Cuba uden “Revolution”

Men hvordan havde Cuba egentlig set ud i dag, hvis ikke Castro og hans mænd havde “kuppet” sejren over Batista? Hvorledes havde velstand og levevilkår været for cubanerne? Og hvad med fremskridtene indenfor uddannelse og sundhed?

Et problem når man beskæftiger sig med Cuba er den meget ringe statistiske kvalitet og en række metodiske problemer. Men disse til trods kan vi dog med nogenlunde sikkerhed konstatere, at perioden efter Batista’s fald kan deles ind i en række destinkte perioder. Frem til begyndelsen af 1970erne var præget af stagnation, mens velstanden målt ved BNP (se også problemerne med måling af BNP nedenfor), herefter steg betydeligt frem til 2. halvdel af 1980erne – ikke mindst på grund af store subsidier fra Sovjet – for der efter at kollapse i første halvdel af 1990erne, som følge af sammenbruddet i Østblokken.

Efter at have ramt bunden i begyndelsen af 1990erne (BNP faldt med mere end 1/3 fra 1989 og frem til 1993), oplevede man en hvis genopretning af økonomien i nullerne – ikke mindst takket være at Venezuela overtog Sovjets rolle som “Sugar-Daddy”. Men hvorvidt man har genvundet niveauet i midten af 1980erne, målt på BNP per indbygger, er mere end tvivlsomt. Siden 1959 har man således skiftet opgørelses-metode for BNP ikke mindre en 4 gange.

Hvad nu hvis – syntetisk BNP

Som nævnt er der store problemer med Cubansk statistik. Dels følger man ikke internationale definitioner og dels er der ofte ikke adgang til det underliggende statistisk materiale – det gælder bl.a. prisudvikling, arbejdsløshed og BNP. Dertil kommer risikoen for at der sker en bevist manipulation med officiel statstik.

Alene i perioden 1959–2008, ændrede den cubanske regering mindst fire gange den anvendte metode til at måle BNP. I 1959–1960 fortsatte man at anvende konventionelle metoder. Mellem 1962 og 1989 brugte man samme metode som i Østblokken, det såkaldte “Material Product System”, og i årene mellem 1994 og 2002 vendte man tilbage til den konventionelle metode. Siden 2003 har man introduceret sit eget system, hvor man medtager en værdi for de gratis sociale tilbud (uddannelse, sundhed osv.) samt subsidier til rationerede forbrugsgoder. Sammen med en ændring i basisåret, når man beregner BNP i faste priser, er der bred enighed om, at de opgivne tal for BNP er kraftigt overestimerede og dermed meget problematiske at sammenligne med andre landes BNP. For mere information om besværlighederne med Cuba’s BNP, se mere her.

Med al den usikkerhed dette indebærer, skal alle tal altså tages med et meget stort forbehold.

Tilbage står fortsat spørgsmålet om hvordan Cuba’s økonomiske udvikling ville have været, hvis ikke man var endt som en socialistisk planøkonomi, men i stedet fortsat havde været en markedsøkonomi. Det har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang prøvet at beregne ved anvendelse af et “alternativt syntetisk BNP” frem til 1974 i “The Cuban Experiment: Measuring the Role of the 1959 Revolution on Economic Performance using Synthetic Control” fra 2013.

Ovenstående viser den faktiske udvikling (i den grad den underliggende data er korrekt). Men hvordan kunne det være gået? Det er jo ikke til at sige præcist, givet den store variation af mulige førte politikker, men man kan sige noget noget om betydningen af institutionelle ændringer (her overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi).

For at få et udtryk for denne effekt, har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang kontrueret et syntetisk BNP, der får at gøre en lang historie kort, dels er baseret på BNP udvikling, dels er baseret på en række variable, så som energiforbug, infrastrukturudvikling, osv., der tilsammen tilnærmelsesvis kan forklare udviklingen op til 1959.

Herefter kan man sammenligne udviklingen efter 1959 og sammenholde denne med det beregnede syntetiske BNP, se nedenstående.

Denne gennemgang yder naturligvis ikke Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang fuld retfærdighed. Jeg kan kun opfordre de interesserede i at læse det oprindelige notat.

Under alle omstændigheder kommer Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang frem til at resultaterne grundlæggende understøtter, at bevægelsen mod kommunisme efter 1959 på afgørende vis påvirkede den fortsatte økonomiske udvikling negativt, eller som de selv skriver :

Summing up, the Revolution in Cuba resulted in a drastic change in the country’s insti
tutions. Arguably it can be stated that the abolition of private property and the institution of central planning were among the most drastic of those changes. Cuban institutions, which did not relied at all on markets, had an enduring inuence on Cuban economic performance. Institutional change through the end of market mechanisms and the collectivization process is probably the main reason of the country’s economic failure. As Ward and Devereux (2011) assert, despite some social achievements, it does not seem that history will absolve the Cuban regime.

Og hvor står Cuba så i dag?

Det var et erklæret formål med den cubanske revolution, at man ønskede at industrialisere landet via importsubstitution, samtidig med at man ønskede at være selvforsynende på fødevarer. Her snart 60 år senere, må man konstatere, at intet af dette er lykkedes. Tværtimod er selvforsyningsgraden faldet drastisk, og heller ikke industrialiseringen har været nogen succes, for at sige det mildt.

Godt nok oplevede oplevede Cuba fra 1970erne og frem til slutningen af 1980erne en længere periode med en hvis økonomisk fremgang, ligesom der sket en fortsat forbedring indenfor sundheds- og uddannelsessystemet. For sidstnævnte er det dog værd at understrege, at den fortsatte fremgang skete med et yderst gunstigt udgangspunkt, givet at Cuba allerede før 1959 scorede højt på levealder, lav børnedødelighed, alfabetisering osv. At fremhæve udviklingen på sociale indikatorer som udtryk for en ekseptionel udvikling, er derfor temmelig misvisende. På den anden side skal det understreges, at Cuba fortsat scorer højt på disse parametre, men prisen har også været høj.

Og helt grundlæggende kan der også stilles spørgsmålstegn ved værdien af f. eks. en høj andel, som tager en videregående uddannelse, hvis de alligevel ender med at ernære sig som gadesælgere, turistguides mv.

Dertil kommer, at selv om Cuba efter en voldsom økonomisk krise efter Østblokkens fald, igen oplevede noget økonomisk fremgang fra slutningen af 1990erne, tyder meget på at levevilkårene og økonomien er i dårligere stand end den var for 30 år siden – og på mange punkter, var i midten af det 20 århundrede.

Og nok fandt man sig en ny sugar-daddy i nullerne ved Hugo Chavez Venezuela (hvorefter Fidel Castro rullede de marginale økonomiske reformer man gennemførte i 90erne tilbage i 2003), og har man efter Raul vandt den interne magtkamp overfor storebror Fidels støtter i 2008-09, atter – omend uendelig langsomt – startet en reformproces mod en lidt mere markedsorienteret økonomi. Men med Venezuela’s sammenbrud i disse år – og det deraf følgende bortfald af et betydeligt tilskud, bl.a. gennem, men ikke kun, meget billig olie, ser fremtiden ikke lys ud for den almindelige cubaner.

Et indtryk af hvor ringe Cuba har udviklet sig, kan man få fra “Economic and social balance of 50 years of Cuban revolution” af Carmelo Mesa-Lago .

Carmelo Mesa Lago har undersøgt udviklingen fra 1950erne og frem til 1989 og fra 1989 og frem til 2007 på en lang række parametre. Se også nedenstående tabel.

Som det vist tydeligt fremgår af tallene har ikke mindst udviklingen indenfor landbruget været katastrofal. Mens målsætningen ved revolutionens start var at være selvforsynende med fødevarer, er det da også gået lige omvendt. Hvor man i 1950erne producerede 80 procent af eget forbrug, er man nu nede på 20 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at USA er storeksportør af kyllinger til Cuba (ca. halvdelen af det samlede forbrug).

Og ser vi på de sociale indikatorer, ser vi også en bemærkelsesværdig udvikling.

Det mest bemærkelsesværdige er måske udviklingen i GINI-kvocienten, som er steget kraftigt siden 1989. Og her er vel at mærke tale om beregninger før man indrager betydningen af overførsler fra udlandet. De er ganske betydelige, men gavner kun ca. 2/3 af befolkningen. Medregnes disse, er uligheden væsentlig højere.

Det er naturligvis også slående hvor meget reallønningerne er faldet siden 1980erne.

Når man sammenholder udviklingen i BNP og andre indikatorer er konklusionen temmelig klar. På alle parametre har udviklingen været væsentligt ringere end den ville have været, hvis Castro ikke var kommet til magten. Kun udviklingen indenfor sundhed- og uddannelse kan siges at have været tilfredsstillende, omend langt fra den succes man i mangel på andet fortsat ser det udskreget som en del steder (se også “Manden der stjal….“).

Kort nyt om organhandel

Af Nikolaj Stenberg, den 4. december 2016. Skriv et svar

Via Volokh Conspiracy er vi blevet gjort opmærksomme på en ny regel i New Zealand, der gør det muligt at kompensere organdonorer i levende live, for deres tabte arbejdsfortjeneste. Der er således ikke tale om en liberalisering af markedet for organer, men dog en ordning, der ikke hæmmer tilskyndelsen til fx at donere en nyre eller noget lever. Mere om de principielle argumenter for et frit marked på dette område bl.a. her.

En strøtanke

Af Nikolaj Stenberg, den 3. december 2016. Skriv et svar

Hvordan udlægger andre de tanker, man har gjort sig skriftligt og offentligt om et emne, og hvilken effekt har udlægningerne i forhold til rubricering af en selv og ens arbejde fremover? Retsfilosoffen Joseph Raz skrev i midt-1980’erne The Morality of Freedom, og har i forbindelse med en konference givet sig selv en chance for at genlæse bogen, og reflektere over hvad der skete efter dens udgivelse. Det er der kommet en hyggelæsnings-artikel ud af, som kan hentes på SSRN.

Jeg vil gerne fremhæve et par observationer, som jeg mener også gælder den danske debat, eksemplificeret ved fx borgerligheds-diskussionen.

Far too many philosophical publications [der kunne ligeså vel havde stået kronikker eller længere Facebook-opdateringer, Nikolaj] are concerned not with which ideas are sound, or what arguments are good, but whether this or that author or this or that publication belongs or does not belong with some school of thought. To mention but one example: much writing in political philosophy is preoccupied with establishing the credentials, or lack thereof, of a writer as a liberal, or a political liberal. I secretly enjoyed reactions to the book that condemned it for not being true to liberalism. Were they condemning liberalism as a mistaken political theory (exposed as such by the book)? No, the comment appeared to be made by people for whom party credentials were what mattered most.

Og videre, om liberalismen, som ideologi:

I do not believe that liberalism is (or contains) a political theory or family of theories united by shared core doctrines. Theories commonly identified as liberal diverge on many central issues, and resemble non-liberal theories (that is ones that are not commonly classified as liberal) on other issues. Liberalism is best understood as a historical phenomenon identified by lines of historical development, by cross references that express the appeal that some writers had for others, and often by a common temperament.

Denne punditokrat er tilbøjelig til at være enig i karakteristikken, som udelukker det trick, visse debattører bruger, hvormed de siger, at man ikke er liberal, fordi man mener eller ikke mener X.

Castro og frihedsrettighederne

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2016. 3 svar

Fidel Castro døde forleden, hvilket Niels Westy naturligvis skrev om her. Fordi der findes mange – ikke blot på venstrefløjen i Danmark og andre steder, men også i JP, Berlingske og på Borgen – der finder på adskillige undskyldninger for hans politik mod Cubas egen befolkning, er det ekstra vigtigt at understrege, hvordan virkeligheden var. George Will i Washington Post (læs her) er som ofte meget præcis. Will indleder sin klumme med det velvalgte ønske:

“With the end of Fidel Castro’s nasty life Friday, we can hope, if not reasonably expect, to have seen the last of charismatic totalitarians worshiped by political pilgrims from open societies.”

Eller som Carlos Eire skriver i samme avis: ”A genius at myth-making, Castro relied on the human thirst for myths and heroes. His lies were beautiful, and so appealing.” Andre gode nekrologer kan findes hos Tim Worstall i Forbes her; og Jeffrey Tucker hos the Foundation for Economic Education her. For de interesserede, er der langt mere information at hente hos the Cuba Archive’s Truth and Memory Project, som vi stærkt anbefaler.

En mere håndfast illustration af, hvor undertrykkende det cubanske regime faktisk er, kan man få ved at se på Freedom House’s årlige vurdering af pressefrihed i verden. I figuren nedenfor har jeg plottet Cuba overfor det latinamerikanske gennemsnit og tre udvalgte lande i regionen. Cubas vurdering er en score på 91 mod f.eks. den danske på 12. Globalt er kun tre lande værre end Cuba: Eritrea (94), Hviderusland (93), Nordkorea (97) og Usbekistan (95). Fidel og hans efterfølger er virkelig i fint, diktatorisk selskab, med en undertrykkelsesvurdering der ligger ti point højere end Ruslands.

cuba-fh

Det særlige er dog udviklingen – eller manglen på udvikling. På trods af presset fra internettet og udbredelsen af sociale medier, der har gjort det langt sværere og meget dyrere at undertrykke en fri presse, er der sket ganske lidt siden FH startede undersøgelserne i 1993. Det cubanske regime fortsætter således Castros politik overfor befolkningen og pressen, og hans venezuelanske beundrere Chavez og Maduro har tydeligvis også kopieret den del af de kommunistiske institutioner, der afskyr almindelige frihedsrettigheder. Omvendt er der intet i latinamerikansk kultur, der forhindrer en fri presse. Perus gennemgribende reformer omkring 2000 ses let, både Surinam og Chile ligner fuldstændigt Sydeuropas status, og de fleste små, tidligere britiske kolonier (Jamaica, Dominica, Saint Vincent osv.) har nordeuropæisk status.

Taler man om Cuba, står undskyldningerne for Castro dog stadig i kø. Hans regime startede med henrettelsen af nogle hundrede modstandere, og invitationen til at stille sovjetiske atomvåben op på øen nævnes helst ikke. En standardfrase til bortforklaring af Castros diktatoriske regime har siden 1959 været, at man ikke kan lave omelet uden at slå nogle æg i stykker. 67 år senere er der stadig ingen cubansk omelet, kun undertrykkelse og en forarmet befolkning, der langt hellere vil bo i Florida.

Is Trump really proposing to replace the corporate tax with a VAT?

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. november 2016. 1 svar

There are two ways in which the US Tax System stands out. The US corporate tax rate is the highest in the Western World, but unlike in the EU there is no VAT. Traditionally, the VAT has been unpopular with the Republicans in particular, who fear it will cause an increase in overall taxes and spending (as was the case, when Denmark introduced the VAT in the late 1960s).

During his campaign President-elect Trump promised to lower the corporate tax rate and according to the Wall Street Journal the incoming Administration is also considering changes to the corporate tax base. If you add the moves considered by the new Administration up, they almost amount to replacing the corporate tax system with a VAT (even if this is not mentioned in the article).

Here is what is being considered:

Capital expenses to be deductible immediately rather than through depreciations, whereas interest payments should not be deductible. Exports are to be exempted from taxation, whereas imports should be included in the tax base.

That adds up to a VAT system. The only – albeit huge – element missing is the wage bill. In a VAT system it is not deductible, as the VAT is formally a tax on the value added. Basically the proposal is a VAT with a wage subsidy to domestic wage earners. It could easily be transformed to a VAT proper by including the wage bill in the tax base.

Could it not, however, be seen as a cash flow tax instead? Not exactly. A true cash flow tax is in effect a tax on rents (extraordinary profits that is). In a cash flow tax system – while the wage bill is excluded – exports are not. Yet in the proposed system income from exports would remain untaxed, while imports will be taxed in full. It could be transformed into a cash flow tax as well though, if export revenues are included in the tax base, while import revenues are made deductible.

One thing is certain. The proposed system would not imply neutrality between imports and domestic goods, as claimed by Kevin Brady, House Ways and Means Committee chairman in the WSJ piece. That is pure nonsense. Both imports and domestic goods will be taxed, alright, but domestic producers would be allowed to deduct expenses such as their wage bills. To domestic producers, the Trump tax would work like a cash flow tax, leaving only rents to be taxed. To make the proposed system neutral, it would have to be turned into a VAT proper or cash flow tax proper.

Interestingly a move by a future Trump Administration to a semi-VAT as layed out would in effect remove the entire US corporate taxation as we know it. That would inevitably speed up the ongoing – and beneficial – international tax competition. It is a well-known fact that corporate taxation is an inferior kind of taxation. As shown by Kotlikoff et al., the World, including its wage earners, would be better off without corporate taxation, even if both wage and consumption taxes were raised to compensate for the revenues lost.

Still – in the case of the US – the risk is of cause that a VAT proper would generate a lot of revenue, creating political incentives to increase spending.

Another looming threat is the blatant protectionist element of the present proposal (wiz. the non-neutrality vis-a-vis traded goods) if the semi-VAT is not turned into a VAT or cash flow tax proper. Not only would that make everybody worse off, but could set off a new round of protectionist moves around the World.

Manden der stjal Cuba’s fremtid er død

Af Niels Westy, den 27. november 2016. 1 svar

“Black Friday” døde Latinamerika’s måske mest ikoniske politiske leder, Fidel Castro. Han blev 90 år, og ligesom en anden historisk figur, Augusto Pincohet, døde han desværre uden at blive stillet til ansvar for sine forbrydelser.

Med den tidligere mexicanske udenrigsminister – og i sin tidlige ungdom hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste – Jorge Castañeda’s ord:

“Fidel Castro is the last great figure of the 20th century, He was without a doubt the most important Latin American of his age, one who left his mark—I think for worse—on the region.”

Gårsdagens omtale i medierne, både den skrevne og de elektroniske, samt udtalelserne fra en del internationale ledere, bar desværre i høj grad præg af, at selv om det de seneste årtier har været vanskeligt at overse, at mens store dele af resten af Latinamerika oplevede en demokratiseringsproces/tilbagevenden til demokrati, forblev Cuba et benhårdt diktatur. På samme måde som kun de mest forbenede revolutionsromantikere har kunne overse, at levestandarden i Cuba og en lang række andre lande i regionen, som Cuba tidligere kunne sammenlignes med, er så det skriger til himlen.

Hvor Cuba før revolutionen tilhørte gruppen af relativt velstående nationer i regionen – som f. eks. Chile, Uruguay, Argentina og Venezuela. Hører man i dag til blandt regionens fattigste lande.

Og her har vi den første myte, som fortsat lever i bedste velgøende i brede kredse, ikke mindst blandt journalister, nemlig at Cuba som udgangspunkt var et fattigt 3. verden land. Det var det ikke.

Cuba var et relativt velstående land. På niveau med/ mere velstående end lande som Spanien, Portugal, Grækenland og Japan. Alle lande der i dag er blandt verdens mest velstående lande.

Det skal medtages, at der synes at være en ganske stor forskel i vurderingen, alt efter hvorvidt man bruger BNP per indbygger som målestok, eller vurderer på udvalgte parametre som f. eks. antal biler, TV, radioer, kalorieindtag osv. per indbygger.

Sidstnævnte har jeg skrevet om før på Americas.dk. Se også nedenstående. Det skal understreges, at dette ikke indbærer, at perioden før Castro’s magtovertagelse skal ses som succesfuld.

Cuba var et land med meget store forskelle på by og land, mens den overordnede økonomiske vækst var langt fra tilfredsstillende fra 1930erne og frem.

Et indtryk af hvor meget Cuba har tabt i forhold til andre Latinamerikanske lande, målt på BNP per capita, siden Castro’s magtovertagelse, ses af nedenstående, hvor data er hentet fra Maddisons.

Man kan kun gisne om hvad der var sket, hvis Fidel Castro i stedet for at overleve det mislykkede angreb på militærforlægningen Moncada i 1953, var faldet som flere af de andre deltgere. Eller hvis han ikke var blevet benådet efter kun 1 års fængsel.

Batista regeringen var utvivlsomt faldet alligevel på et tidspunkt. Hvad der i dag synes at være glemt er, at der var tale om en bredt funderet modstand mod det siddende regime, hvor det ikke mindst gik hedt for sig i byerne. Og i den fase var Castro og hans mænds betydning stort set begrænset til at binde dele af hæren i Sierra Maestra bjergene.

MAn kæmpede for en genindførelse af den demokratiske forfatning fra 1940 og ikke en utopisk socialistisk revolution. At Castro regimet var i stand til at udrense alle andre i den brede front, som havde kæmpet mod Batista indenfor et år -uden at dette tilsyneladende vakte den store opsigt -siger noget om hvor effektiv Castro og hans styre har været til at gøre deres egen propaganda til de facto historien om den “cubanske revolution”.

Allerede på det tidspunkt burde det have stået klart, at Castro og hans mænd havde forrådt den fælles kamp mod Batista-styret. Revolutionen bestod reelt i, at man stjal en bedre fremtid for det cubanske folk og gennem den efterfølgende brutale undertrykkelse “knækkede” befolkningens vilje.

Myten om sundhed og uddannelse

Få myter har været så sejlivede som den om at Cuba har vist at selv et fattigt 3. verdensland kan indføre et 1. verdens sundheds- og uddannelsessystem.

Som det fremgik at det forgående vil det være forkert at betegne Cuba som et 3. verdensland i 1950erne. Efter datidens standard var der tale om et mellemindkomstland. For det andet havde man allerede på daværende tidspunkt et efter tiden ganske udviklet sundheds- og uddannelsessystem. Paradoksalt nok finder man rødderne til satsningen på disse to sektorer i 1930ernes nationale populisme, hvor militæret spillede en afgørende rolle, ledet af ingen ringere end……. Batista.

Uddannelsesmyten

I sin forsvarstale ved retssagen efter angrebet på Moncada forlægningen i 1953, hævdede Castro blandt andre ting, at Cuba var præget af høj analfabetisme. Efter datidens forhold må det betegnes som en lodret løgn. Tværtimod havde man en en forhold lav andel af befolkningen, som ikke havde modtaget skolegang. Det fremgår af nedenstående tabel.

Når man i disse dage, også blandt de der anerkender Castro’s brutalitet og det manglende demokrati, alligevel fremhæver alfabetiseringen af befolkningen som en succes, så var det måske værd at påpege, at kun Jamaica og Guatemala fra 1955 til 2010 oplevede en ringere udvikling, målt på andel af befolkningen over 15 år, som ingen skolegang har modtaget.

Der er med andre ord intet belæg for påstanden om, at man trods alle andre fortrædeligheder, trods alt på dette område har oplevet en positiv udvikling på grund af Castro’s regime.

Myten om sundhed

Et andet område, som ofte fremhæves, når man ønsker at sige noget positivt om Castro, er udviklingen i sundhedssystemet, hvor Castro-regimet krediteres for at have skabt et sundhedssystem på niveau med den 1. verden. Hertil henvises ofte til tal for middellevetid og børnedødelighed. Igen forbigår man det faktum, at middellevealderen var høj (tæt på USA) og børnedødeligheden lav (på europæisk niveau) før Castro.

For det første må man igen, i lighed med myten om alfabetiseringen slå fast, at man højest kan tale om at man nogenlunde har fastholdt niveauet som det var i 1950erne, målt i forhold resten af verden.

For det andet er der grund til at tro, at man bevist “fifler” med tallene, fordi udviklingen aktivt bruges i regimets propaganda. Som det er de fleste bekendt har en af de få eksportartikler Cuba har haft i årevis, været læger og sundhedspersonale til bl. a. Venezuela og Brasilien.

En del af disse udsendte er efterfølgende “hoppet af”, og deres historier harmonerer kun dårligt med den officielle fremstilling af det cubanske sundhedsystem, men er naturligvis svære at verificere. Lige som de pågældende muligvis har et incitament til at overdrive, for at stille sig selv bedre i forsøget på at få asyl.

Men vi behøver heller ikke bruge dem som kilder for at forstå at noget er galt. Af den officielle statistik fremgår det nemlig, at der er et eller andet helt galt omkring de officielle tal for børnedødelighed.

Ser man alene på de officielle tal for børnedødelighed (IMR: Infant Mortality Rate), er udviklingen forrygende for Cuba’s vedkommende, som det fremgår af nedenstående.

Men ser man på niveauet for “sen føtal mortalitet” (LFR: late fetal mortality), er denne unormal høj. Sammenhængen mellem de forskellige definitioner fremgår af nedenstående.

Normalt vil der være en samvarians mellem LFD og “early Neontal” (END), som indgår i IMR. Dvs. jo lavere END, jo lavere LFD. Medandre ord er forholdet mellem LFD og END nogenlunde konstant. Her “stikker” Cuba ud i en sådan grad, at vi roligt kan konkludere, at der er noget helt galt med statistikkerne i Cuba.
Det er nærliggende at tro, at der er tale om en helt bevidst strategi om at henføre END til LFD for at opnå en lav IMR.

Det indebærer ikke, at man heraf kan slutte, at det cubanske sundhedssystem er ringere end i andre dele af regionen. Men det indebærer at der ikke er grund til at tro, at man har et system i nærheden af et I-lands niveau, som man ellers gerne vil fremstille det.

Hvis man korrigerer for fejlagtig rapportering, indebærer det viste, at børnedødeligheden er ca. det dobbelte af de officielle tal. Hermed befinder man sig fortsat ligger på et fint niveau, hvis man sammenligner med resten af regionen. Men man ligger relativt langt ringere, end man gjorde før 1959.

(for yderligere information, se “Neonatal and Perinatal Mortality” (udgivet af WHO))

Igen er der grund til at mene, at forholdende ville være langt bedre, hvis ikke Castro havde overtaget magten i 1959.

Hvad Cuba kunne være blevet til

Der er intet godt at sige om Castro. Der findes ingen parametre hvorpå man kan sige, at Cuba er bedre stillet i dag, fordi Castro kom til magten i 1959. Det gælder heller ikke på de to områder der i forsvaret for Castro, også når man erkender brutaliteten og undertrykkelsen samt det materielle afsavn, nemlig uddannelse og sundhed.

Castro har været en katastrofe for Cuba og han bør rettelig huskes, som manden der stjal cubanernes fremtid. Nok er han en betydelig historisk skikkelse. Men det er for det onde.

Og hvor Cuba ville have været i dag uden Castro? Det er svært at sige, men mon ikke det Florida og Miami er en del af svaret? Og der fester de i disse dage, fordi diktatoren, massemorderen og tyveknægten Fidel Castro er død. Det ville jeg også gøre hvis jeg var cubaner. Cuba siden 1959 er i den grad en tragedie.

De vilkårlige argumenter imod frihandel

Af Christian Bjørnskov, den 23. november 2016. 37 svar

Der findes mange argumenter mod frihandel eller argumenter for, at mere handel på en eller anden måde skal modgås eller ledsages af anden politik. Det særlige er dog ikke antallet eller den kreativitet, folk udviser når de finder på dem. Det er, hvor forbløffende let det er at afvise argumenterne, baseret på enten solid økonomisk teori eller empirisk evidens. I det følgende giver vi et par af de mest almindelige eksempler.

Et af de mest almindelige er påstanden om, at der naturligvis er vindere og tabere, når man handler mere. Argumentet er derfor, at taberne skal ’kompenseres’ ved at staten omfordeler fra ’vinderne’ til ’taberne’. Kompensationsargumentet er et af de mere mærkelige, og ganske vilkårligt, når man tænker lidt over det. Påstanden er først og fremmest, at de synlige ’tabere’ fra globalisering bør kompenseres fordi politiske ændringer har skabt en situation, hvor deres tidligere arbejde nu ikke længere er tilstrækkeligt profitabelt til at blive opretholdt. Der er flere elementer i argumentet, som ikke tåler yderligere overvejelse.

Først og fremmest indebærer argumentet, at hvis synlige arbejdspladser flytter fra København til Haderslev – man kan f.eks. forestille sig, at globalisering gør det mere attraktivt at placere arbejdspladserne tættere på Nordtyskland – er der ingen krav om at kompensere de københavnere, som skal til at finde et nyt job. Flytter de derimod den cirka halve times bilkørsel sydpå til Flensborg, gælder modstandernes krav derimod – endda uanset at medarbejderne måske bor i Padborg eller hører til det danske mindretal i Slesvig. Der er også det mærkværdige i argumentet, at man mener at folk skal kompenseres hvis man kan fortælle en historie om, at deres jobtab skyldes globalisering; men hvis jobtabet skyldes teknologisk udvikling, der gør dem overflødige, er der ingen påstand om et krav om kompensation. Det vilkårlige findes dermed i, at hvis én proces flytter jobs ved at gøre dem relativt mindre produktive, skal nogen kompenseres, mens hvis en anden helt parallel proces – den ændre på deres relative produktivitet – flytter jobs, er der intet krav om kompensation.

Der findes også et yderligere moralsk element i kompensationsargumentet. Husk først, at på den lange bane flytter al aktivitet til de områder, der er relativt mere produktive – de har en komparativ fordel. Argumenterer man for, at ’taberne’ bør kompenseres, er det således det samme som at sige, at vi bør give overførsler til grupper i samfundet, som ganske enkelt ikke er specielt dygtige længere. Man kan således diskutere om det er fair, at man omfordeler til grupper, der har hvilet på laurbærrene – ikke mindst fordi omfordeling naturligvis altid skal betales af andre grupper i samfundet, som tydeligvis enten er mere produktive eller har mindre politisk indflydelse.

Et andet problem, der er centralt for hele debatten, er det rent epistemologiske problem: Hvordan ved vi, hvad der forårsagede et jobtab eller flytning af en virksomhed? I realiteten kan man ofte blot observere, at et firma eller en gruppe firmaer afskediger medarbejdere, men uden at man har ret meget information om baggrunden for at de gjorde det. Hvis man ser samme firma skaber lignende arbejdspladser i et andet land på samme tid, taler man om outsourcing, som sker når det er for dyrt at have produktionen i et land fremfor et andet – det første lands arbejdskraft er ikke længere produktiv nok i forhold til den aflønning den kræver. Men det samme kan også ske internt i Danmark, når et firma udkonkurrerer et andet, eller på tværs af sektorer, når en sektor af en eller anden grund bliver væsentligt mere produktiv. Det er derfor ofte umuligt at vide, om nogle bestemte jobs er forsvundet pga. globalisering eller noget andet.

Sidst er der en række påstande, som ofte ytres af de samme personer: 1) Handel skal skabe arbejdspladser for at den er god; 2) Eksport er godt, import er skidt – det er altså handelsbalancen, der er vigtig; og 3) Vi må beholde arbejdspladser til ufaglærte eller i ’traditionelle’ erhverv, ellers svækkes sammenhængskraften. Alle tre er rendyrket nonsens!

Først og fremmest kan handel ikke skabe arbejdspladser andet end på den meget korte bane. Når folk som Socialdemokraternes Jeppe Kofoed således fastholder, at EU ikke bør indgå handelsaftaler medmindre de skaber arbejdspladser, er hans krav baseret på en helt fundamental misforståelse. Det handel gør, er at den tillader lande at specialisere sig, dvs. at få mest muligt ud af deres ressourcer. Det indebærer blandt andet, at de arbejdspladser, der ikke er produktive i international konkurrence vil forsvinde, og dermed tillade ressourcer som både arbejdskraft og andet at flyde til de mere produktive erhverv. Folk får derfor bedre og højere lønnede jobs som følge af globaliseringen, men ikke flere af dem. Handelen skaber også et konkurrencepres, som incentiverer de fleste virksomheder til at lede efter måde at blive mere produktive på, og som også tillader at viden flyder over grænser. Begge dele gør eksisterende jobs mere produktive.

Et relateret argument er, at eksport og godt for det tjener vi penge på, mens import er skidt fordi det slår danske arbejdspladser ihjel og er en udgift. Virkeligheden er dog den modsatte: Import er velfærdsskabende, fordi det tillader almindelige forbrugere at købe billigere varer, det giver et mere forskelligartet udbud, og det giver adgang til bedre kvalitet. For at importere varer, behøver man dog udenlandsk valuta, som indtjenes gennem eksport. Den udenlandske valuta kan jo i sagens natur ikke bruges i Danmark. Og skulle man have et handelsbalanceoverskud, indebærer det logisk, at de ekstra euro og dollars skal ’bruges’ i udlandet. De indebærer derfor, at man flytter investeringer ud af landet til udlandet.

Det gælder dermed også det sidste argument om sammenhængskraft. De lavtlønnede, ’traditionelle’ jobs producerer ikke luksusvarer, men derimod almindelige varer, som ofte er for dyre at producere i Danmark, eller hvor de danske varer er for dårlige. Skal man ’beskytte’ den arbejdskraft mod udenlandsk konkurrence, indebærer det logisk, at disse varer bliver dyrere. Og det særligt penible i det er, at det er varer, der vejer langt tungere i fattiges budget end i middelklassens eller de rigeres budget – vaskemaskiner, tøj, mad. Er der reelt nogen der tror, at det kan skabe sammenhængskraft hvis man gør livet dyrere for de fattigste grupper i samfundet? At det er solidarisk eller fair?

Det var tre eksempler på misforståelser, der gør store dele af debatten idiotisk på begge sider af Folketinget. Der findes flere…

Trumps handelspolitik (II) og en “lyserød elefant”

Af Niels Westy, den 20. november 2016. 9 svar

Desværre mener Donald Trump hvad han siger, når han angriber globaliseringen og den (mere eller mindre) frie handel, Han har ment det i hvert fald siden 1980erne (I kan finde interviews med ham på youtube).
Hans politik er baseret på samme fejlslutninger og manglende forståelse for at handel er en win-win situation, som altid har været grundlaget for venstrefløjens mere eller mindre åbenlyse protektionisme. Det samme kan siges om hans proselytter i Dansk Folkeparti og hos Dansk Samlings Morten Uhrskov, hvilket vi har behandlet før her på bloggen. For et eksempel på det fuldkomne fravær af økonomisk indsigt hos cand. mag i historie og samfundsfag, Morten Uhrskov, se bl. a. dette blogindlæg hos Jylands-Posten, “Farvel til Globalismen“.

Ingen af dem forstår ganske simple og basale økonomiske sammenhænge. Samtidig besidder begge parter en enestående evne til at overse fakta og 200 års udvikling fra en verden, hvor 90 procent levede i absolut fattigdom til en verden hvor under 10 procent lever under så ringe vilkår. En andel som heldigvis fortsat falder, og en udvikling som havde været umulig uden globaliseringen og den internationale arbejdsdeling.

Donald Trump, 3F og myten om handel som et “ræs mod bunden”

Som jeg skriver i en kronik i Børsen i fredags, så er ligheden mellem nogle af Donald Trumps argumenter og hvad vi ser fra venstrefløj og en række fagforeninger slående.

Centralt for Trumps syn på handelspolitik og globalisering er, at han opfatter USA som et offer for andre landes “unfair” handelspolitik og egen svaghed. Især har Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, og optagelsen af Kina i Verdenhandelsorganisationen, WTO, i følge Trump kostet både velstand og arbejdspladser i USA.

Her må vi bare konstatere, at venstrefløjens globaliseringskritik – som både medier og f.eks. demokraterne i USA og socialdemokraterne herhjemme i en hvis grad har taget til sig – har skabt grundlaget for og legitimeret nationalistiske “højrefløjspopulister” som Trump, når de påstår, at globaliseringen de seneste årtier er sket på bekostning af lønmodtagere i den rige del af verden.

Det er godt nok faktuelt forkert. Både lønninger og levestandard er steget for alle indkomstgrupper, også i USA, som konsekvens af globaliseringen. Men det har hverken medier eller politiske magthavere haft interesse i at påpege.

Venstreorienteret handelspolitik som hos 3F

Hvor venstreorienteret Trump er, når det kommer til handelspolitik, fremgår tydeligt af hans politiske program, der længe har været offentlig tilgængelig. Her kan man bl.a. læse, at USA skal genforhandle vilkårene i NAFTA. Som det fremgår af Trumps program (jo sådan et har han faktisk), skal der

“sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”

Med andre ord vil man (yderligere) svække mulighederne for at konkurrere på løn- og arbejdsvilkår (der er allerede en række krav indbygget i den nuværende NAFTA aftale). Der lægges også op til en handelspolitik baseret på, at tilgodese “vores arbejdere”, som der står.

Er Mexico og Canada ikke med på den, vil Trump meddele, at USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen. Og det kan ske med seks måneders varsel. Canada har allerede meddelt, at man gerne genforhandler aftalen. Der er faktisk grund til at frygte det værste, hvor Canada og USA’s regeringer går sammen for på populistisk måde at presse Mexikanerne til en aftale, som begrænser deres muligheder for at konkurrere på hvad der reelt er der eneste fordele, nemlig lavere løn- og skatteomkostninger.

Den form for argumentation kender vi også herhjemmefra, fra f. eks. Enhedslisten og 3F.

Myten om at arbejder- og middelklasse i Vesten betaler for globaliseringen

Som jeg prøvede at påpege i debatten i torsdags har vi et stort problem med at faktuelt forkerte fremstillinger af udviklingen de seneste årtier, får lov til stort set umodsagt at blive fremført i medierne igen og igen og…… Det gælder både i DR og TV2, samt stort set alle de traditionelle skrevne medier (måske med undtagelse af Børsen). Vi har tidligere set hvorledes Berlingske Tidende og DR P1 har ageret kritikløse mikrofonholdere, når anti-globaliseringsorganisationer som f. eks. IBIS/OXFAM og Mellemfolkelig Samvirke har fremturet med deres nonsens-fortællinger. Se f.eks. her.

Så sent som onsdag aften formåede både studievært samt “3 eksperter”, hvoraf ingen af dem var økonom, at tolke på en graf, der går verden rundt, kaldet elefantgrafen, oprindeligt lanceret af Lakner og Milanovic i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” – Nedenfor vist, hvorledes den ser ud, efter man korrigerer for, at den oprindelige elefantgraf bl. a. medtog data for lande som kun eksisterede det ene af årene. F. eks. er der ikke data for Rusland, Ukraine, Vietnam, Sydafrika, Kenya og Tanzania i 1988, mens de indgår i tal for 2008. Til gengæld er en række lande medtaget i 1988 men ikke i 2008. Det gælder bl. a. Australien, New Zealand, Iran, Uzbekistan og Algeria. Grafen er også korrigeret for at Milanovic og Lakners deciler ikke er konsistente.

Det er dog ikke den man normalt ynder at gengive. Det er derimod den originale nedenstående graf. Både Deadline onsdag den 16. november og Weekendavisens hovedartikel fredag den 18. november, skrevet af Martin Krasnik, tager udgangspunkt i en graf, hvor der ikke er korrigeret for udviklingen i den globale befolkningssammensætning (Det skal retfærdigvis siges, at der efter sigende skulle komme en opfølgende artikel, hvor dette behandles).

Og så ser den pludselig noget mere dramatisk ud, som det fremgår af nedenstående figur.

Historien er selvfølgelig, at de deciler der ligger tæt på eller lige under en nulvækst er hvor store indkomstgrupper i vesten befinder sig. Men det er bare ikke korrekt. De der befandt sig i 7 og 8. decil i 1988 i vesten, befinder sig ikke samme sted i 2008. Det er der korrigeret for i den første figur, men det er ikke det hele. Ligesom toppen omkring 5. og 6. decil i høj grad er konsekvens af den gunstige udvikling, så er dykket fra 7. til 9. decil drevet af udviklingen i to lande. Rusland og Japan. Tager man højde for dette og ændringen i befolkningsudviklingen, er der pludselig en del mindre elefant over figuren.

Tager man højde for både udviklingen i den globale befolkningssammensætning og fjerner de tre lande som er grund til elefant-formen, ser vi altså en groft sagt ganske jævn vækst over de fleste deciler, Altså en ganske anden historie, end den vi får gennem medierne.

Og fakta er da også, at indkomsterne i perioden fra 1988 og op til 2008, hvor globaliseringsprocessen går i stå (ikke mindst USA har siden finanskrisen øget protektionistiske tiltag voldsomt), i langt de fleste lande er steget for alle indkomstdeciler, hvilket fremgår af nedenstående figur – også fra Resolution Foundation.
Som det fremgår er der anvendt præcist samme data, som Milanovic og Lakner anvender.

Selvfølgelig er der tabere ved globaliseringen

I debatten på DR2 torsdag den 17. (se nedenfor) prøvede jeg at rette lidt op på nogle af alle misforståelserne. Og fakta er altså at alle indkomstgrupper har vundet betydeligt på de seneste årtiers globalisering. Både her og i udlandet. Men det indebærer naturligvis ikke, at der ikke er “individuelle” tabere. Naturligvis er det et stort problem for den arbejder der mister sit arbejde, fordi hans eller hendes virksomhed enten flytter produktionen til et andet land, eller ligefrem bukker under i den globale konkurrence. Men det er et vilkår ved markedskapitalismen. Det er ligefrem et grundvilkår, hvis vi ønsker øget levestandard. For hvad er alternativet? Det er at alle andre skal subsidiere arbejdspladser og produktion, mens den samlede værdiskabelse i samfundet, alt andet lige, mindskes.

Og at miste sit arbejde på grund af konkurrence fra andre lande er jo ikke væsensforskellig fra at blive udkonkurreret af teknologiske fremskridt ( som også synes at være en del af skræmmebilledet hos en del globaliseringsmodstandere ).

Og overvej lige et øjeblik hvor vi ville have været, hvis vi f. eks. havde afvist at effektivisere vores landbrug af hensyn til beskæftigelsen, eller blot havde insisteret på at man fortsat skulle sy tøj i Herning. Nej vel. Det havde næppe været en god ide. Men det gør det naturligvis ikke nemmere for den enkelte. Og desværre gør politikfejl og fagforeningers ageren det heller ikke.

Det har vi set ved lukningen af flere slagterier herhjemme. Havde det ikke været for fagforeningernes muligheder for at afvise lønnedgang – altså en mere fleksibel løndannelse – som et middel til at fastholde produktionen lidt længere, ville man formentlig kunne undgå mange triste skæbner i forbindelse med globaliseringen – uanset om den foregår globalt eller blot regionalt. Naturligvis skal vi erkende at f. eks. en slagteriarbejder oppe i alderen muligvis ikke har mange alternativer. Men det samme kunne naturligvis siges om typografen, der for længst er udkonkurreret af ny teknologi.

Men på sigt må man acceptere udviklingen, lige som de der bor i Rustbæltet i USA må erkende, at “gamle dage” ikke vender tilbage. Med andre ord må de enten flytte eller vælgere nogle lokale politikere, som er parate til at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet og på den måde gøre det mere attraktivt at etablere produktion i de pågældende områder.

Alternativet er at andre skal betale for opretholdelsen af arbejdspladser og de der primært kommer til at betale prisen er netop de laveste indkomstgrupper, hvilekt jeg har påpeget i tidligere indlæg her på bloggen og som også fremgår af nedenstående oversigt over gevinsten ved frihandel, fordelt på udvalgte indkomstgrupper i en række lande.

Kilde: “Measuring the Unequal Gains from Trade”, Pablo D. Fajgelbaum fra UCLA og Amit K. Khandelwal

Hvilke lande er globaliseringsskeptiske?

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2016. 31 svar

Globaliseringsskepsis er igen blevet et politisk emne i mange vestlige lande. Efter at mange have troet, at gamle – og for at være hudløst ærlig, ganske idiotiske – merkantiliske ideer var endeligt døde, har populistiske politikere på begge fløje genoplivet disse zombieideer. I USA og Frankrig har holdningsløse politikere som Donald Trump, Hilary Clinton og Marine Le Pen narret vælgere til at tro, at globalisering er skyld i deres problemer. Herhjemme har både marxisterne i Enhedslisten og de nationalkonservative hos bl.a. Dansk Folkeparti omfavnet ideen om, at økonomisk kontakt med udlandet kan være farligt. For dem og deres vælgere er indsigterne fra 250 års forskning i nationaløkonomi ligegyldigt eller direkte forkerte.

The Economist satte sig derfor forleden til at svare på, hvor stort er dette problem (hattip: Niclas Berggen). De bad YouGov om at spørge folk i 19 forskellige lande rundt omkring i verden om deres holdninger til globalisering. Figuren nedenfor illustrerer svarene. yougov-globalisering

Ikke overraskende er befolkningerne i de såkaldte ’emerging economies’ stærkt positive overfor globalisering, som man også måtte forvente. Eksportsektoren og de attraktive jobs, der skabes i den, er meget synlige, fordi de ikke var der for 10-15 år siden. Omvendt er Frankrig og USA de mindst positive – i Frankrig er der endda et flertal, der mener at globalisering er skadelig. I USA er gennemsnittet en smule mere positivt, men cirka en tredjedel af alle de adspurgte er ubesluttede. Der er således et meget stort, potentielt marked for vælgere, der kan narres.

Det positive i undersøgelsen er dog, at danskerne er den befolkning, der er mest positiv overfor globalisering. 69 % af de adspurgte danskere er positive, og meget få er direkte negative. Der er således stadig en markant erkendelse af de mange, positive virkninger af handel og globalisering. At der dog er mange, der ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, viste sig tydeligt i torsdags, da min medpunditokrat Niels Westy deltog i Debatten på DR (se udsendelsen her). Påstandene fra ikke-økonomer stod mærkværdigt uimodsagte indtil Niels satte ind, men i den post-faktuelle verden som DRs journalister befinder sig i, ændrer tingene sig næppe meget. Så hvis læserne sidder derude og har fornemmelsen af, at der jo både er plusser og minusser og at det er et emne, som folk er uenige om, bør de huske to ting: 1) Gavnligheden af international handel og globalisering er et af de relativt få emner, som der er massiv konsensus om blandt økonomer; og 2) spørge sig selv om dem, der kommer med de skeptiske påstande faktisk har nogen som helst indsigt eller ekspertise på området.

Trumps Handelspolitik (I) – måske ikke så meget nyt under solen

Af Niels Westy, den 17. november 2016. 1 svar

Det amerikanske præsidentvalg 2016 markerede den endelige afslutning på en periode, der indledtes i 1970erne, hvor amerikansk handelspolitik i vid udstrækning var baseret på klassisk økonomi, med udgangspunkt i Adam Smith ide om hvorledes det frie marked gavner alle uden nationale hensyn.

I stedet kan valget af Trump måske ses som en (endelig) tilbagevenden til “The national project”, hvor handelspolitik ikke ledes af en ide og forståelse for markedets universelle gavnlige konsekvenser for markedsdeltagerne, men primært styres af nationale interesser.

Arven fra Georg Friedrich List

Muligvis er der nogle af denne blogs læsere, der aldrig har hørt om Georg Fridrich List, men det har Donald Trump nok, da han tog sin bachelor i økonomi omkring 1970.

Tyskeren Georg Friedrich List (1789 – 1846) var en af de mest betydningsfulde økonomer i det 19. århundrede. Hans ideer om national kapitalisme fik enorm indflydelse i USA i 2. halvdel af det 19. århundrede og mange andre steder. List ideer har også været af stor betydning for etableringen af EU.

List ideer har også haft stor betydning for den førte politik i en række udviklingslande.

List var meget inspireret af Adam Smith, men tog afstand fra Smith universelle tilgang. I stedet var han fortaler for en nationalt orienteret form for kapitalisme (“The National System”). Han mente, at en nations velstand i højere grad var baseret på dets evne til at skabe fremtidige videnskabelige opdagelser, teknologiske fremskridt, forbedringer i transport, uddannelsesinstitutionerne, opretholdelse af lov og orden, effektiv offentlig forvaltning mv.

Således mente List, at en nation først skal udvikle sine egne landbrugs- og fremstillingsprocesser tilstrækkeligt, før det er i stand til at deltage fuldt ud i den internationale frihandel. Hermed var det teoretiske grundlag lagt for det såkaldte “infant Industries” – argument for protektionisme, hvorefter man skal industrialisere beskyttet bag høje toldmure, og først deltage i den internationale handel, når man er blevet konkurrencedygtig. Men, og det er måske nok så vigtigt, kun i det omfang det er i den national interesse.

Fra “Picking The Winners” til “Picking the Loosers”

Donald Trump har en politisk vision og har haft det hele tiden. Fremstillingen i medierne af Donald Trump, som en mand der nærmest “overnight” bliver interesseret i politik, vil være præsident og derefter vælger et parti er noget pjat. Der findes interviews med ham så langt tilbage som til 1980, hvor han taler om politik. Og hverken hans tilknytning til det Republikanske parti eller hans forestillinger om at handelsaftaler skader USA og amerikanernes levestandard er af nyere dato. I interviews tilbage i 1980erne talte han allerede om, at “andre er blevet rige på USAs bekostning i årtier”. Dermed hentydede han bl.a. til WTO (dengang GATT) og ikke mindst handlen med Japan.

Men hvis List ideer om “the national system” kunne bruges som grundlag for en “picking the winners” strategi, så er Donald Trumps forståelse – eller rettere manglende forståelse for de gavnlige effekter ved international handel – endt i en “picking the loosers” position. Som sådan adskiller hans ideer sig dog ikke fra de dele af EU, som gennem årtier har modarbejdet reel fri handel og globalisering.

En mere protektionistisk linje hvor man via størrelse og styrke vil søge handelsbetingelser ud fra “nationale interesser” er i hvert fald ikke nyt i amerikansk kontekst.

Friedrich List “The National System of Political Economy” kan hentes her

Snerydning i Stockholm og den tragiske dynamik i politiske beslutninger

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2016. 3 svar

Forleden gik det helt galt for stockholmerne. Byen fik 30 cm sne i løbet af torsdagen – mere end i mange år – hvilket afslørede, at byens snerydning var brudt fuldstændigt sammen. Grunden var ligeså morsom, som den situationen var tragisk: Stockholms bystyre havde besluttet sig for at indføre ’kønsneutral’ snerydning. Den politiske ændring, der blev presset igennem af fundamentalistiske feminister på den svenske venstrefløj, indebar at man ikke ’blot’ ville rydde sne på de større veje – der hvor ’mændene’ kører – men også på fortove hvor ’kvinder’ går. Da naturen smed en rekordstor mængde sne på Stockholm var resultatet forudsigeligt: Ingen af delen blev ryddet, og tusindvis af svenskere var effektivt sneet inde i en af verdens rigeste storbyer. Det var både tragisk – ambulancedrift var f.eks. effektivt umulig i torsdags – men også urkomisk som et eksempel på, hvad der sker når politikere totalt glemmer den primære opgave for en offentlig sektor: At producere offentlige goder.

Alt efter ens ideologiske standpunkt og ens vurdering af, hvor effektivt, det offentlige embedsværk i øvrigt er, kan man være voldsomt uenig om, hvad den offentlige sektor bør tage sig af. Der er dog en konsensus, der siden Adam Smiths arbejde har eksisteret blandt alle andre end betonkommunister og anarkokapitalister: At forsvar, retsvæsen og basale offentlige goder som basal uddannelse og beredskab er opgaver, som hører hjemme i det offentlige. Mens man sagtens kan have private firmaer til at stå for f.eks. snerydning, er det i praksis ret umuligt at tusinder af private pludseligt skal ud i markedet og købe snerydning når sneen falder. Det er med relativt stor sandsynlighed mere effektivt – i det mindste i nogenlunde velfungerende samfund – at der er et offentligt organ, der står for opgaven, enten via offentlig produktion eller en permanent kontrakt med private. Sagt på en anden måde er opgaver som snerydning en af de sidste, man ønsker at skære væk når man reducerer størrelsen på den offentlige sektor.

Det interessante element i den ganske latterlige historie om Stockholms mangel på snerydning er derfor, at man her kan se politik in action i stedet for at have en moralsk-ideologisk diskussion om, hvad der bør gøres. Snerydningen burde helt tydeligt fungere, har fungeret glimrende tidligere, og burde være fortsat i omtrent samme kvalitet. Virkeligheden er dog, at Stockholms bystyre i stedet for tog en beslutning, der på et ganske fundamentalt niveau afslørede hvordan identitetspolitik var vigtigere for politikerne end kommunens absolutte kerneopgaver. Spørgsmålet er, hvorfor det skete.

Og det simple svar burde være indlysende – og er indlysende for alle, der har stiftet blot overfladisk kendskab til public choice eller har erfaring med praktisk politik: Incitamentet til at blive valgt trumfer altid andre hensyn. Er der muligt at gøre noget, der er synligt og af interesse for potentielle vælgere, har enhver politiker en tilskyndelse til at forsøge at gøre det. I det svenske politiske klima findes en feministisk strømning så stærk, at det ville få det til at gibbe i selv østtyske betonlesbiske, og som kan bruges til at signalere ’moralsk renhed’. Omvendt er der næppe mange stemmer i et forsvar for basal snerydning, eller de andre forhold, som man kan mene en offentlig sektor bør tage sig af. Hvis det skulle gå galt, er det altid muligt at skyde den politiske skyld over på modstandere eller evt. på embedsværket.

Den politisk relevante margin eksisterer derfor på beslutninger, der på ingen måde har noget at gøre med det offentliges kerneopgaver. Stockholms snerydningskaos er et lysende klart eksempel på et meget grundlæggende problem med demokratisk politik. At det gik så galt, forstået på den måde at de skyldige var så lette at identificere og skylden derfor hurtigt kunne placeres, var den politiske fejl – ikke manglen på snerydning.

Nyt Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2016. Skriv et svar

Forleden dag kom det nye Ekonomisk Debatt på gaden. Som vores faste læsere ved, er det noget jeg altid ser frem til. Det altid interessante og læseværdige tidsskrift har ingen dansk eller norsk pendant, og lederen rammer ofte ned i emner, der diskuteres i alle skandinaviske lande.

Det er ikke mindst tilfældet denne gang, hvor Lina Aldén spørger, om kultur påvirker indvandrerkvinders beskæftigelsesgrad. Meget af vores viden er fra amerikanske studier, men Aldén skriver om en svensk PhD-afhandling fra sidste år, der peger på vigtige nuancer. Det synes at tage cirka et til halvandet årti før kvinderne har vænnet sig til svensk kultur og derfor er lige så beskæftigede som svenskere.

Udover lederen er der blandt andet artikler af koryfæet Assar Lindbeck om hvordan man bedst afvikler de tunge og ufleksible svenske ansættelsesregler, PhD-studenten Sebastian Jävervall om hvordan korruptionsproblemer udvikler sig under kriser, og Christian Sandström, Mirko Ernkvist, Christofer Laurell og Jan Jörnmark om hvordan innovative virksomheder ’slår’ politik og enten kommer uden om eller får ændret regelsættet på deres område. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet!

Hemmelige ransagning – nu i sager om doping

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2016. Skriv et svar

Imens danske medier gik i selvsving med dårlig dækning af det amerikanske præsidentvalg fik Justitsministeriet sneget en lovændring op på bordet. Advokat Peter Trudsø kan berette om et nyt lovforslag, der er i høring:

”[Der] er lagt op til, at politiet skal have mulighed for hemmelig ransagning i sager med grove overtrædelser vedrørende dopingmidler samt grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig”

I det gode selskab ses der ned på folk, der burger glidebaneargumenter. For glidebaneargumentet flytter fokus fra her-og-nu over til en hypotetisk fremtid, som ikke kan bevises. Men denne udvidelse af anvendelsesområdet for hemmelige ransagninger er der altså folk, der har råbt op om i mange år.

Læs mere om lovforslaget og find links til Ex-pundotokrat Mchangamas rapport om selv samme hos Rule of Law.

Handelsaftaler og grundlæggende retsstatsprincipper

Af Niels Westy, den 6. november 2016. Skriv et svar

Vi har siden finanskrisen oplevet en fornyet tilslutning til mere protektionisme i vores del af verden. Tidligere var det primært den traditionelle venstreorienterede modstand mod globalisering og frihandel, som var fremherskende. Men de senere år har vi oplevet en stadig mere højlydt modstand mod globalisering og frihandel fra stats- og nationalkonservative på højrefløjen.

Fælles for de to grupper er grundlæggende en manglende forståelse for økonomiske sammenhænge, herunder en manglende forståelse for at international handel er en win-win situation. Derimod er man fælles om en grundæggende forstilling om at der ikke kan være en vinder, hvis der ikke også er en taber. Det har vi skrevet mange gange om her på bloggen.

Et aspekt, som også synes at forene venstre- og højrefløjsprotektionisterne, er modsanden mod de internationale voldgiftsdomstole, der ofte etableres i forbindelse med handelsaftaler. Selv om der er forskelle, synes et fællestræk at være, at begge fløje dyrker staten som en særlig ophøjet institution i sig selv og ellers har en del problemer med helt grundlæggende retsstatsprincipper.

Fup og fiduser fra Greenpeace

I torsdags diskuterede jeg CETA og frihandel med en repræsentant for Greenpeace hos Cordua & Steno på Radio24yv. Samtalen kom hurtigt til at handle om de særlige voldgiftsdomstole, som efterhånden er kommet til at spille en central rolle ved indgåelse af handelsaftaler (handelsaftaler skal her forstås som dækkende både grænseoverskridende handel og investeringer). To forhold går igen:

Fremstillingen af domstolene og de afgørelser disse kommer med, er konsekvent groft manipulerede og usande.
Der er en grundlæggende mangel på forståelse for betydningen af retssikkerhed.

I et indlæg på Greenpeace hjemmeside, skriver man bla. a. under overskriften ” Virksomheders overskud går forud for beskyttelse af mennesker og miljø”, at:

Frihandelsaftalerne er også et angreb på vores demokrati. De overfører stor politisk magt til multinationale virksomheder med base i USA og Canada ved bl.a. at give virksomhederne mulighed for at lægge sag an mod EU-lande, hvis lovgivning begrænser deres forventede fremtidige overskud. Sagerne vil blive ført uden om de nationale retssystemer, gennem såkaldte voldgiftssystemer.

hvilket man søger at illustrere med eksempler fra og Canada. Man refererer bl. a. til det sagsanlæg, som TransCanada i år har anlagt mod den amerikanske regering, fordi denne sidste år valgte at skrotte et stort olierørlednings projekt. I Greenpeace version lyder det som følger:

Et eksempel er det sagsanlæg, som selskabet TransCanada den 24. juni i år anlagde mod de amerikanske skatteydere, fordi præsident Obama i menneskehedens interesser valgte at sige nej til at anlægge rørledningen Keystone XL, der skulle have transporteret miljø- og klimaødelæggende tjæresandsolie fra Canada og hele vejen ned gennem USA. Transcanada kræver en erstatning på 15 milliarder US dollars.

Et er at der indtil videre kun er anlagt sag (og der kører flere retssager i forbindelse med Keystone XL ved amerikanske domstole). Noget andet, at man vælger ikke at nævne begrundelsen for sagsanlægget. TransCanada har ikke lagt sag an fordi Obama administrationen har droppet Keystone XL af hensyn til miljøet. Som Wall Street skriver :

[The] State issued five reports, over six years, with no harmful findings. TransCanada had patiently counted on assurances of fairness. But in the end the U.S. government admitted the merits didn’t matter. The Obama Administration said it rejected the pipeline because it had become a symbol of greenhouse gas emissions whose approval would be “perceived” negatively and damage U.S. leadership on climate change. If the rule of law means anything under Nafta, TransCanada should win every dollar it is seeking.

Et andet eksempel Greenpeace (og andre) ynder at fremhæve, er en tidligere sag mellem det amerikanske selskab Ethyl og den Canadiske regering. I Greenpeace fremstilling endte denne sag med, at

Canada måtte betale en bøde på over 86 millioner kroner til det amerikanske selskab Ethyl, fordi selskabet mente, at en ny canadisk lov, der forbød import af benzin, der var mistænkt for at indeholde en nervegas, ville skade selskabets fremtidige indtjening.

Men det er det rene vås (læs løgn). Voldgiftsdomstolen kan slet ikke idømme bøder, og at der aldrig faldt dom i sagen nævnes slet ikke. Tvisten mellem den Canadiske stat og Ethyl blev afgjort uden indblanding af domstolen, efter at man havde opgivet et forsøg på at forbyde import og interstatslig handel i Canada. At man opgav lovginingen skyldes ikke, at Ethyl anlagde sag ved NAFTAs voldgiftsdomstol, men derimod ifølge den Canadiske regering selv :

…..to a challenge launched by three Canadian provinces under the Agreement on Internal Trade, a Canadian federal-provincial dispute settlement panel found that the federal measure was inconsistent with certain provisions of that Agreement. Following this decision, Canada and Ethyl settled all outstanding matters, including the Chapter Eleven claim.

Med andre ord er det igen rent nonsens Greenpeace skriver.

Men som det fremgår af den debat, som jeg havde i torsdags med Jan Søndergård fra Greenpeace, har man ikke den store forståelse for, at det dybest set handler om at sikre ikke-diskrimination og retssikkerhed for investorerne. Formentlig er det udtryk for at grundlæggende retsstatsprincipper ikke spiller den store rolle for Greenpeace. Og som sådan minder de jo egentlig ganske godt om de både højre- og venstrefløjs populister, der desværre har vind i sejlene flere stedder i Europa.

Men lyt og døm selv.

Hvor religiøse er de europæiske muslimer?

Af Christian Bjørnskov, den 6. november 2016. 15 svar

Weekendavisens Jeppe Matzen skrev i fredags i en artikel med titlen ”Når troen forsvinder” om, hvordan apostasti blandt muslimer er ved at blive en synlig trend i Storbritannien. 70 % af de britiske muslimer er under 30 år, og organisationen Council of Ex-Muslims of Britain, der repræsenterer de ’frafaldne’ britiske eks-muslimer vurderer, at der eksisterer en stor gruppe nominelle muslimer, der faktisk ikke tror. Problemet for dem er, at de muslimske miljøer i landet – ligesom i Danmark – behandler apostater ekstremt dårligt. Det betyder ifølge Weekendavisen, at vi ved meget lidt om, hvor store gruppen af potentielle apostater og ikke-troende muslimer er i Europa.

Da jeg læste artiklen, slog det mig at vi faktisk kan få mere at vide om, hvor religiøse mange europæiske muslimer er. I det projekt, vi skrev om forleden, har vi svar fra en ganske stor gruppe indvandrere i the European Social Survey. Mens vi ikke har deres religion, ved vi at knap 6000 af indvandrerne er fra muslimske lande. De har alle svaret på spørgsmålet om, hvor religiøse de er på en skala fra 0-10, ligesom de andre 280.000 respondenter. Det giver os dermed et ganske godt indtryk af, hvor ’stærk’ deres religion er.

I figuren nedenfor illustrerer jeg fordelingen af religiøsitet blandt indvandrere fra muslimske lande, indvandrere fra ikke-muslimske, ikke-vestlige lande, etniske danskere, og andre europæere udenfor Norden. Kategorien ’lav’ dækker andelen af respondenter, der svarer 0-3, ’lav-mellem’ er andelen der svarer 4 eller 5, ’mellem-høj’ andelen der svarer 6 eller 7, og ’høj’ andelen, der svarer 8 eller højere.

religioese-muslimske-indv

Figuren afslører først, at de muslimske indvandrere typisk er væsentligt mere religiøse end både danskerne, ikke-nordiske europæere og andre ikke-vestlige indvandrere. At de er mere religiøse end danskerne er på ingen måde overraskende, da ingen er lige så sekulære som befolkningerne i de nordiske lande (inklusive Estland). Gennemsnittet er 6 blandt de muslimske indvandrere (og 6,7 blandt dem, der erklærer at de er medlemmer af organiseret religion), 5,5 blandt andre indvandrere, 4,9 udenfor Norden og 4,2 i Danmark. Overraskelsen ligger derimod i fordelingen, hvor hele 37 % af indvandrerne fra muslimske lande er stærkt religiøse. De er formodentlig dem, der tegner de muslimske miljøer udadtil.

Det særligt interessante er dog den anden ende af fordelingen. I undersøgelsen er en fjerdedel (ja, 25 %) af alle indvandrere fra muslimske lande mindre religiøse end gennemsnitsdanskeren. Tænker man på, hvor sekulært og ureligiøst, Danmark er, betyder det logisk, at der bogstaveligt talt må findes tusinder af ikke-troende muslimer i Europa – og sandsynligvis i Danmark – som hverken kan afsløre deres ikke-tro eller reagere på den. Samtidig er de tvunget til at høre på en europæisk debat, der monopoliseres af nationalkonservative, de afskyr Islam, og fundamentalistiske muslimer, der påtvinger alle deres repræsentation i offentligheden.

Paisley om borgerlighed og liberalisme

Af Nikolaj Stenberg, den 5. november 2016. 2 svar

Vistnok ansporet af Berlingerens nye linje i debatsektionen pågår en debat om, hvad det vil sige at være borgerlig. Sådan et spørgsmål må efter denne punditokrats mening nødvendigvis afføde orakuløse svar, hvilket debatten da også, med få undtagelser, vidner om.

Erik Winther Paisley for i går i blækhuset og skrev foruden et glimrende indlæg om Brexit-dommen også et om skillelinjen mellem ”borgerlige” og ”liberale.” Det gjorde han over hos Jyllands-Posten i blog-indlægget Liberalismen skal aldrig nøjes med at være borgerlig.

Jeg vil være så fræk at citere det sidste afsnit, men gå endelig ind og læs mellemregningerne:

Jeg siger ikke, man skal tage et maoistisk opgør med alle sine borgerlige kulturelle normer, ligesom man i øvrigt heller ikke behøver kaste alle politiske traditioner over styr. Men man skal være lige så villig til at applicere sine filosofiske idealer til det private liv, som man er til at bruge dem på det politiske. Vær borgerlig, men vær en borgerlig reformator, og tag de kampe der deraf følger.

Pointen om, at det private må være politisk kan opfattes som kontroversiel, og kunne godt afføde et par kommentarer. Der er i hvert fald ikke udelt enighed i den liberale litteratur om, at det private bør være politisk. For at sige det mildt.

For mit eget vedkommende kom jeg dog til at tænke på Phillip Pettits non-dominans-frihedsbegreb og republicanism, og skrev kortfattet et par linjer om dét på Medium: Om republicanism og frihed, der er lig med ikke-dominans.

Apropos liberalisme, bemærk så, at Libertas’ Torben Mark Pedersen har forfattet en textbog til gymnasiebrug netop derom. Den kan hentes hos CEPOS. Ved første øjekast lader den – forventeligt – til at være gennemarbejdet, og hvis man kender en i gymnasiealderen (eller enhver anden alder for den sags skyld), ville det være oplagt at give dem et link.

Brexit: Regeringen kan ikke handle alene

Af Erik Winther Paisley, den 4. november 2016. 2 svar

Sladderpressen går amok.

I en utvetydig, enstemmig dom har Englands High Court besluttet, at regeringen May ikke på egen hånd kan melde Storbritannien ud af EU. Årsagen er enkel: EU-medlemskabet er ikke bare en mellemfolkelig aftale, men en integreret del af gældende engelsk ret, som regeringen ikke bare kan ændre. Regeringen havde tiltænkt at sætte en udtrædetraktat til ratificering hos parlamentet, men dét er utilstrækkeligt, vurderer domstolen. Det skal gennem parlamentet og vedtages ved lov.

Regeringens argumentation begrænser sig til at hævde prærogativretten, men det har domstolen altså afvist enstemmigt.

Den britiske sladderpresse er ved at koge over i raseri, og er ved at overgå sig selv i vulgaritet, blandt andet med homofobiske personangreb på dommerne. Modstanderne ser det som forsøg på at afspore hele Brexit-processen, hvad dommerne afviser, og hvad der næppe kommer til at ske.

Liam Fox, den britiske udenrigshandelsminister, forklarede i Underhuset, at regeringen er skuffet, og sagen rejser mange vigtige og komplekse problemstillinger, men at regeringen vil fortsætte arbejdet med at melde Storbritannien ud af EU af respekt for det britiske folks beslutning 23. juni. Så entydig som dommen er, forekommer sagen ikke synderligt kompleks, men det vil højesteretten snart tage stilling til.

Spørgsmålet er principielt og kontroversielt, fordi det tilsyneladende griber ind regeringens (”kronens”) prærogativrettigheder. Ligesom i Danmark, hvor kongen ”handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender”, er den britiske regering ellers normalt temmelig fritstillet i udenrigspolitikken. Den kan på egen hånd indgå og opsige internationale traktater, erklære krig, udstede og inddrage pas, med meget videre.

Forskellen er, at en udmeldelse af den Europæiske Union vil have direkte virkning på britiske statsborgere, herunder den gruppe af erhvervsfolk m.fl. som har anlagt sagen. Ved Storbritanniens indtræde i den EU vedtoges The European Communities Act 1972, som indskriver EU-retten i engelsk lov – herunder borgerens rettigheder:

“Once notice is given under Article 50 some rights under EU law as incorporated into domestic law by the 1972 Act would inevitably be lost… “

Regeringen går for vidt, idet den i det øjeblik den meddeler kommissionen, at Storbritannien ønsker at udtræde, starter en proces, der uanset hvad parlamentet sidenhen måtte vedtage, vil ændre gældende britisk lov. Så optræder regeringen (kronen) som enelovgiver.

“[Udenrigsprærogativet] exists precisely because the exercise of such prerogative powers has no effect on domestic law, including as laid down by Parliament in legislation.”

Prærogativet, som er den magt kronen ikke har opgivet at udøve på egen hånd, er løbende indskrænket gennem århundreders magtkampe mellem konge og parlament. Det er ikke sjældent, at ministres dispositioner på vegne af kronen underkendes i domstolene. Brexit-dommen må dog siges at være en af de mere væsentlige eksempler.

Det problem, set fra undersåtternes perspektiv, at regeringer indirekte kan komme til at ændre national ret ved at indgå eller opsige traktater, er ikke nyt. Den amerikanske forfatning, som blev skrevet med britisk forfatningsret in mente, fratager specifikt regeringen retten til at indgå traktater på egen hånd netop af den årsag. Traktater, som står over national ret, kan kun indgås med Senatets samtykke.

Dommen, som er yderst læseværdig, kan læses i helhed her.

Virker regional udligning? Ny evidens fra Tyskland

Af Christian Bjørnskov, den 4. november 2016. 1 svar

Som de fleste nok ved, findes der en lang og til tider voldsom debat om, hvorvidt ulandsbistand hjælper fattige lande. Denne debat er reflekteret i en mindre voldsom akademisk debat om, hvorvidt regional udligning – overførsler til andre dele af EU eller andre dele af et land – virker efter hensigten. I Danmark er samme debat hele diskussionen af, hvad den voldsomt komplekse kommunale udligning faktisk gør.

Uformelt er argumentet ofte, at udligning tit kan forsvinde i korruption. Der er således masser af eksempler fra Sydeuropa på indlysende tåbelige projekter, der er finansieret af EU’s regionale puljer. De tomme lufthavne i Castellon og Lleida-Alguaire i Spanien er blot blandt de mest synlige eksempler. Men argumentet indebærer dermed også, at regionaludligning burde ’virke’ i de mindre korrupte og mere velfungerende lande.

Om det er tilfældet besvares i et nyt papir af Thushyanthan Baskaran (Uni Siegen), Lars P. Feld og Sarah Necker (begge Uni Freiburg) – hattip: Niclas Berggren. Lars Feld er derudover medlem af der Sachverständigenrat zur Begutachtung der gesamtwirtschaftlichen Entwicklung, der er Tysklands udgave af Det Økonomiske Råd, dvs. de tyske vismænd. I papiret med titlen ”Depressing Dependence? Transfers and Economic Growth in the German States, 1975-2005” undersøger Thushy, Lars og Sarah, om de føderale udligninger mellem de tyske Bundesländer påvirker deres økonomiske vækst. De ser på perioden 1975-2005, hvor man kan identificere de økonomiske effekter af udligningerne fordi systemet blev ændret i 1995 som reaktion på de nye Länder i øst. Deres papir er derfor et studie af regionalstøtte i et af de lande i verden, hvor man a priori burde forvente at den virker bedst.

De tre tyske økonomer finder, at den regionale i bedste fald ikke påvirker de tyske Länders vækst. Med forbehold for den statistiske præcision i undersøgelsen, er alle estimater faktisk negative og indikerer, at et flertal af Länder faktisk skades af udligningen. Så vidt ligner studiet dermed den brede konsensus i litteraturen om ulandsbistand.

Vores tyske kolleger kan dog gå et skridt videre: Pga. de omfattende tyske budgettal, kan det lade sig gøre at estimere hvad Länder-regeringerne faktisk bruger udligningsmidlerne på. Kun én budgetpost er tydeligt påvirket, nemlig den der kategoriseres på engelsk som ”expenditures on economic promotion.” Med andre ord peger den omhyggelige evidens på, at de tyske anekdoter er korrekte. Udligningerne bliver brugt på industristøtte til døende, uproduktive industrier for at holde dem flydende. Selv i det bedste tilfælde – Tyskland – hvor støtteordningerne er omhyggeligt omfattet af klar lovgivning, ender midlerne i sidste ende i rent-seeking som beskrevet af Arye Hillman for mere end 30 år siden. Kunne man måske forestille sig, at den langt mere politiserede og uigennemsigtige danske udligning har lignende konsekvenser?

Hvorfor fem procents lettelse op til en million er en farlig strategi

Af Christian Bjørnskov, den 1. november 2016. 2 svar

Statsminister Lars Løkke Rasmussen ser ud til at have opgivet, at lave et forlig om 2025-planen. Han meldte i går ud, at der nu kun skal forhandles finanslov, og de yderligere forhandlinger er udskudt til efter finansloven er færdig. Børsen nu til morgen kalder det helt korrekt et nederlag, ligesom Hans Engell på News heller ikke var imponeret.

Mange borgerlige er frustrerede over statsministerens manglende evne til at bringe en nominelt blå flertalsblok sammen om et forslag, og spørgsmålet er nu, hvad fortællingen om nederlaget bliver. Mange i Venstre og DF synes allerede at have valgt fortællingen: At det er Liberal Alliances krav om en topskattelettelse på mindst fem procent for alle, der blokerer for en aftale. Dertil kan man tilføje DFs ultimative krav om, at der ikke må gives topskattelettelser eller skæres i det offentlige forbrug, og Venstres langvarige angst for vælgerne. Det særlige er dog, at mange kommentatorer, der køber fortællingen om LAs blokade, har undret sig over, hvorfor alliancen nægter at acceptere Løkkes forslag om en topskattelettelse for alle indkomster under en million.

Som public choice-økonom er jeg meget tilfreds med, at Liberal Alliance har afvist forslaget. Grunden, som mange læsere givetvis allerede har set, er at en delvis, strategisk lettelse som den, Løkke har foreslået, er en ret sikker vej til at forhindre fremtidige lettelser. Årsagen er simpel politisk dynamik omkring medianvælgeren, partiernes kernevælgere og deres indkomstforhold.

Mens den gennemsnitlige indkomst for folk med indkomster er cirka 300.000 kroner, er topskattegrænsen næste år under de nuværende regler 479.600 kroner; i år er grænsen 467.300 kroner og knap en halv million danskere betaler topskat. Den næste grænse på en million dækker en noget mindre del af befolkningen: Ifølge de seneste tilgængelige tal fra Danmarks Statistiks Indkomster 2014, havde 67.700 personer en millionindkomst i 2013. Det faktiske tal i dag er derfor i omegnen af 70.000.

Heri ligger det politiske problem: Mange vælgere, som partierne har en politisk interesse i at tage hensyn til, betaler enten topskat, er tæt på at betale topskat – og kan i princippet godt rykke over grænsen næste år – eller har en ægtefælle, partner eller søster, der betaler topskat. Mens noget fattigere vælgergrupper kan have et misundelsesincitament til at støtte en høj topskat, har disse vælgergrupper således et konkret økonomis incitament til at støtte en lettelse. Det giver derfor politisk mening for mange partier – sandsynligvis inklusive Socialdemokratiet – enten at lette topskatten for mellemindkomster, eller at flytte grænsen opad. Det burde derfor være relativt let at finde flertal for et forslag som det nuværende, hvor man i realiteten indfører en mellemskat – en ekstraskat på 10 % for indkomster over 479.600 kroner – og en topskat på ekstra 5 % på indkomster over en million.

Men flytter man den effektive topskattegrænse tilstrækkeligt langt opad, som Løkkes forslag indebærer, gør man i en politisk henseende det, at man reducerer den vælgergruppe, der rammes, til en gruppe som alligevel ikke er interessant i politik. Er man interesseret i de faktiske, økonomiske konsekvenser af topskat – lavere arbejdsudbud, mindre iværksætteraktivitet osv. – eller de moralske aspekter af skatten – staten bør stjæle så lidt som muligt fra borgerne – er det et hæsligt forslag. Grunden er meget enkelt, at når man flytter effekten af topskat ud på tilstrækkeligt få borgere, forsvinder den politiske grund til nogensinde at gøre noget ved resten af problemet.

Havde Anders Samuelsen således sagt ja tak til Løkkes forslag, kunne det meget let betyde, at topskatten aldrig afskaffes. Og hvis det går, som det gik fra 1987 og frem i dansk politik, sætter man grænsen op med inflationen, mens antallet af borgere der betaler, stiger med indkomsttilvæksten. Over tid vil flere og flere borgere således igen betale topskat, indtil gruppen bliver så stor, at de repræsenterer et politisk interessant antal. Politik er prostitution og den eneste forskel er, at mens almindelige ludere sælger deres krop for penge, sælger de fleste politikere deres inderste overbevisninger for popularitet. Samuelsens ultimative afvisning af at gøre det, kan derfor have forhindret et klassisk yoyo-problem.

Integrerer muslimske indvandrere sig mindre i en vestlig kultur?

Af Christian Bjørnskov, den 30. oktober 2016. 10 svar

Vi skrev forleden om mit nye projekt sammen med Niclas Berggren, Andreas Bergh og Shiori Tanaka, hvor vi bruger migrantdata til at vurdere, hvor meget subjektivt velbefindende, man ’arver’ fra sine forældre. Vi finder ganske tydelig evidens for, at folk arver kultur eller andet fra deres forældre, som de tager med når de flytter til et europæisk land. En af læserne skrev i kommentarsporet til posten, at vores fund betyder, at ”integrationen af personer fra ikke-vestlige lande aldrig lykkes.” Vi er kommet et skridt videre i projektet, og jeg tillader mig derfor at kommentere på læserens vurdering.

Der dukker nemlig ganske pudsige resultater op, når vi – som hele tiden planlagt – splitter vestlige og ikke-vestlige indvandrere i vores analyser. Vi finder, at ’arveligheden’ af velbefindende er omtrent dobbelt så stærk for vestlige indvandrere som for de ikke-vestlige. Ser vi på konvergensen mod det gennemsnitlige niveau i det nye land, er den hurtigere for de ikke-vestlige førstegenerationsindvandrere, mens vi ikke kan se nogen klar forskel på anden generation. Om noget tager ikke-vestlige indvandrere derfor mindre kultur med hjemmefra end de vestlige.

Et af de almindelige argumenter i debatten er ofte, at de særlige problematiske blandt de ikke-vestlige indvandrere er dem fra muslimske lande. Jeg investerede derfor et par timer i dag i, at identificere og separere de to grupper ikke-vestlige indvandrere i vores datasæt. Derefter kan man nemlig estimere arveligheden med en metode, hvor man tillader at de cirka 9000 muslimske (omtrent 4500 første og 4500 anden generation) er fundamentalt anderledes end de andre ikke-vestlige. Resultatet viser sig at være, at der absolut ingen forskel er i, hvor hurtigt de vænner sig til den vestlige standard. Derimod viste estimaterne, at de muslimske ikke-vestlige indvandrere i gennemsnit intet kulturelt tager med, der påvirker deres velbefindende. Selv ikke, når man tager hensyn til at de ikke alle er religiøst aktive, ser der ud til at være noget som helst kulturelt aftryk i deres velbefindende, når de flytter til et europæisk land.

Om det ender med at blive en del af den endelige artikel eller ej, er det et eksempel på, hvad konkret forskning kan og skal gøre. Uanset hvordan vi tror, verden ser ud – eller burde se ud – er forskning der for at afdække, hvordan tingene hænger sammen. Er man seriøs forsker eller seriøst informeret borger, tager man den alvorligt hvor overrasket man så end bliver en gang imellem. Og kunne man få den tanke, at de muslimske indvandrere måske er glade for at slippe for de muslimske styrer?

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email:

Del, print, email: