Glædelig jul til læserne

Af Christian Bjørnskov, den 23. december 2016. 1 svar

De næste dage er stille for de fleste mennesker, og det gælder bestemt også punditokraterne. Vi skal nok komme igen efter jul, men de næste dage gælder samvær med familie, gamle venner og andre mennesker vi holder af. Før vi går i julemodus, er der dog et par overvejelser, vi vil dele med læserne.

Den første er hvad julen er. Som den fremragende Johan Norberg understreger i sin sidste nye episode af Dead Wrong: ”Christmas is a celebration of joy” som kan deles af alle uanset religion, baggrund eller hudfarve. Julens ånd er for eksempel et smil og et ”Merry Christmas” fra en hollandsk stewardesse forleden aften. Den er film og traditioner, man ellers ville være flov over, men som man nyder de særlige dage i december. Og den starter klokken 16 i morgen med Disneys Juleshow.

Mens julen naturligvis er mange forskellige ting for forskellige mennesker og familier, er der et fælles forhold for de fleste: En markering og fejring af de mennesker, vi særligt holder af, og en stille og uceremoniel taknemmelighed for dem – uanset hvor uenige vi ellers er. Selv billedet i dag er et udtryk for det – juletræet på Trafalgar Square i London har siden 1947 været en gave fra Oslo som tak for briternes hjælp under anden verdenskrig.

Vi er også taknemmelige for den opmærksomhed, hjælp og feedback vi får gennem året. Derfor vil vi hermed takke punditokraternes læsere for 2016 og ønske jer alle og jeres familier en Glædelig Jul.

Hvor skidt går det for grækerne?

Af Christian Bjørnskov, den 22. december 2016. 9 svar

Forleden dag skrev vi om situationen for den græske regering, og hvordan den igen har demonstreret sin basale uansvarlighed. Et mere alvorligt spørgsmål er dog, hvordan det går for den græske økonomi og almindelige grækere. Er den græske økonomi kommet på fode igen, og hvordan går det den sammenlignet med andre lande med lignende kriseoplevelser?

De fuldt optrukne linjer i den første figur viser købekraftskorrigeret BNP per indbygger fra 1990-2015 for Grækenland, Estland og Letland (kilde: Verdensbanken). De tilsvarende stiplede linjer viser udvikling i det private forbrug. Dybden og længden af Grækenlands krise er tydelig, men også velkendt. Sammenligningen med Estland og Letland er dog potentielt oplysende. Begge lande voksede hurtigere end Grækenland før krisen i 2008, og oplevede derefter umiddelbart værre kriser. De to lande gjorde – i modsætning til grækerne og i modstrid med al keynesiansk lære – og til Paul Krugman og andres store fortvivlelse og med deres dommedagslignende advarsler – finanspolitisk hovedrent ved at skære ned i de offentlige udgifter og balancere budgetterne. Resultatet af de to landes finanspolitiske ansvarlighed var en såkaldt V-formet krise – et dybt første fald og en hurtig og komplet recovery. BNP per capita er nu over niveauet før krisen, og Estland har endda passeret Grækenland.

 

En anden feature, der er tydelig at se, er hvordan det private forbrug i Grækenland også er totalt stagneret på et niveau, der svarer til det omkring 1999-2000. Både esternes og letternes privatforbrug er stadig en tand mindre end grækernes, men forskellen skal findes på særligt ét område, der burde bekymre grækerne. Mens de baltiske lande har større offentligt forbrug – 39 og 37 % af BNP versus Grækenlands 31 % (når det er finansieret) – er den store forskel i de tre samfunds opsparingsrater. Estlands er pt. 27 % af BNP og Letlands 21 %, og begge dele er ganske almindelige niveauer for vestlige lande. Grækenlands samlede opsparingsrate er 9½ % for tiden. Givet at man på den lange bane ikke kan finansiere produktive investeringer på andre måder end opsparing, og givet at grækerne af indlysende grunde ikke er i stand til at låne internationalt til investeringer, indebærer det, at størstedelen af forskellen i privatforbrug skyldes, at grækerne ikke længere sparer ret meget op. Det er et bekymrende billede for et land, der hverken har mange muligheder eller internationale venner længere, men stadig regner med at forblive et af verdens rige lande de kommende år.

Et andet spørgsmål er, hvordan grækerne opfatter deres liv. Eurobarometerets spørgsmål om tilfredshed med livet giver et ganske godt billede af det. Fra efteråret 2004, hvor de baltiske lande blev medlemmer, er det gået én vej for grækerne. Dykket i tilfredshed er voldsomt – 0,7 point på en firepunktskala – mens det er tydeligt, at krisen kun ramte Estland og Letland midlertidigt, og deres borgere nu er mere tilfredse end noget andet tidspunkt, man har målt det. En hurtigt recovery vendte også hurtigt folks subjektive opfattelse til noget positivt, da man efter kort tid kunne se lys for enden af tunnelen. Hvis læserne et øjeblik tillader mig at være spekulativ, er der måske også en grad af stolthed i de baltiske lande, der strammede bæltet og arbejdede sig ud af krisen, mens flere lande længere sydpå tissede i deres finanspolitiske bukser.

 

 

Det glade julebudskab, hvis man må tillade sig at kalde det det, er at finanspolitisk ansvarlighed faktisk belønnes med både økonomiske resultater og tilfredse borgere. Udpræget uansvarlighed og populisme, derimod, kan måske købe stemmer og aktivitet i en kort tid, men regningen skal betales på et tidspunkt, og den bliver betragtelig på begge fronter. Det er nærmest umuligt at se, hvordan det græske samfund – der politisk slår krumspring i alle retninger for at undgå at betale – skal komme videre før de rydder fundamentalt op i deres økonomiske og politiske hus. Indtil da har vi en failed state i Europa.

Ugens hemmelige nyhed: Grækenland er (stadig) uansvarligt

Af Christian Bjørnskov, den 18. december 2016. 1 svar

Igennem en længere årrække har EU-institutioner, politikere og embedsværk i Europa og hos IMF slået knuder på sig selv for at finde bagvendte og venlige måder at udtrykke en ubehagelig sandhed: At det græske politiske system er så dybt dysfunktionelt, at man reelt ikke kan indgå en aftale med landet. I denne uge kom endnu et eksempel på problemerne, da premierminister Alexis Tsipras åbenlyst trodsede EU’s krav om budgetansvarlighed. Ifølge The Telegraph forklarede en EU-talsmand situationen ganske diplomatisk som “The institutions have concluded that the actions of the Greek government appear to not be in line with our agreements.”

Sagen er, at Grækenland pt. skylder cirka 250 % af BNP til udlandet og den græske stat optager stadig ny gæld for at finansiere ældre gæld. Det er ikke sådan, at man blot kan ’balancere’ den statslige gæld med private tilgodehavender, da landets nettogæld er omtrent 138 % af BNP. For at man nogensinde kan tilbagebetale blot en rimelig del af gælden, som grækerne brugte på mange års politisk vellevned i stedet for at investere, må der skæres ned i budgettet. Det burde også kunne lade sig gøre uden større objektive problemer, da den græske offentlige sektor er en af de mindst effektive i den vestlige verden. Oveni er offentlige pensioner og en række offentlige ydelser bemærkelsesværdigt generøse, og langt, langt større end i de fleste østeuropæiske lande.

Tspiras besluttede dog forleden at give en særlig engangs-bonus til pensionister med månedlige indkomster under 800 euro. Bonussen koster den græske stat 620 millioner euro. Han indførte også en speciel momsfritagelse for grækere, der bor på øer i det Ægæiske Hav, og en række mindre udgiftsprogrammer. Den mærkværdige beslutning er kynisk stemmekøb på to fronter: Først ved at målrette nye ydelser til vælgergrupper, der måske ellers ikke havde stemt på Syriza, og for det andet ved at spille på grækernes (dybt umoralske) stolthed – de ekstra udgifter er en hævet midterste finger til de EU-institutioner, man havde lovet at man ville føre ansvarlig budgetpolitik.

Det er svært at se på, hvordan Tsipras og grækerne graver deres egen økonomiske grav. Markederne reagerede for eksempel prompte ved at sende renten på græske ti-årige statsobligationer op med 30 basispoint. Ingen ædruelig økonom regner med, at Grækenland nogensinde betaler gælden tilbage, og de internationale institutioner spiller pt. et spil om, hvem der i sidste ende skal sidde med Sorteper. Det er i særlig grad en bombe under EU-og euro-systemet, da det er et absolut no-go i tysk politik, at Tyskland finansierer græsk uansvarlighed. I et større perspektiv er det også et mareridt for dem, der håber på yderligere EU-integration at forestille sig, hvordan et system der ikke kan håndtere græsk uansvarlighed skulle kunne håndtere et Italien i dyb krise. Og dén krise ser mere og mere sandsynlig ud med et italiensk bankvæsen i næsten frit fald. Man burde have kylet grækerne ud af eurozonen (og Schengen) og ladt dem gå ordentligt fallit i 2010. I dag kan man se konsekvenserne af ikke at indrømme omfanget af fadæsen med det samme, men uden at nogen insider siger det højt. Gør man det, indrømmer man dermed også, at helt centrale dele af EU-institutioner er så dysfunktionelle som en græsk regeringsbeslutning.

Den uforlignelige Tom Schelling

Af Otto Brøns-Petersen, den 14. december 2016. Skriv et svar

Thomas Schelling er død, 95 år gammel. Han var en fascinerende økonom, som bidrog på utallige områder, men er mest kendt for teorien om konflikter, som han fik Nobelprisen i økonomi for i 2005.

Her er Schellings korte populærvidenskabelige artikel om de økonomiske problemer ved global opvarmning. Den kunne trænge til at blive læst af de fleste.

Og nedenfor er min artikel fra Weekendavisen Ideer fra oktober 2005 i anledning af Schellings Nobelpris, som han delte med Robert Aumann.

 

Konfliktens og samarbejdets anatomi
Af Otto Brøns-Petersen. Skatteøkonomisk direktør i Skatteministeriet.

 

Antag at vi aftaler at mødes klokken fem på Københavns Hovedbanegård – og at vi ikke aftaler andet. Der er 1000 steder at mødes derinde. Men der er en pæn sandsynlighed for, at vi begge vælger at stå under det store ur. ”Under uret” er et eksempel på et Schelling-punkt – opkaldt efter den ene af de to, som det mandag blev besluttet at give Nobelprisen i økonomi. Et Schelling-punkt er en gradvis fremvokset social norm, som kan koordinere handlinger og befordre et samarbejde. Et endnu mere nærliggende eksempel er sproget. For at kommunikationen mellem læser og skribent skal være mulig, skal vi have en fælles forståelse for, at bogstaverne repræsenterer nogle bestemte lyde, og at lydene repræsenterer nogle bestemte begreber. I princippet kan vilkårlige ord og tegn jo dække over hvad som helst.
Det er nu ikke forskningen i samarbejde, men i konflikt, økonomen Thomas Schelling er mest kendt for. Samarbejdet kan mere siges at være overskriften for den anden af årets to økonomiprismodtagere, matematikeren Robert Aumann.
FOR begge to gælder det, at de har studeret konflikt og samarbejde inden for rammerne af den såkaldte spilteori. Det er anden gang, økonomiprisen bliver givet for spilteoretiske arbejder. Og næppe sidste. For den 60 årige disciplin er blevet et stadigt vigtigere redskab i samfundsvidenskaben. Første gang prisen blev givet for spilteori var i 1994, hvor den gik til bl.a. en af de mest særprægede skæbner i Nobelpristagernes rækker. Det var den geniale, skizofrene matematiker John Nash, hvis historie blev fortalt i den Oscarbelønnede A Beautiful Mind.
Grundideen i spilteori er at opstille et simpelt spil, hvor nogle få spillere råder over nogle få strategier. Og så se på, hvordan spillet ender, hvis alle spiller så godt, de kan.
Man kan f.eks. antage, at to supermagter, står over for hinanden og kan vælge to rustningsniveauer: Et højt og et lavt. Hvert land antages at foretrække, at modstanderen vælger et lavt rustningsniveau, mens det selv vælger et højt: Dermed kan det en gang for alle besejre modstanderen. Men hvis modstanderen vælger et højt rustningsniveau, gælder det også om at vælge et højt niveau selv. Ellers bliver det modstanderen, som besejrer én – og det er det værste udfald. Hvis begge stormagter gennemskuer spillet, er der kun én måde, spillet kan ende på: Begge parter har et højt rustningsniveau, og der eksisterer en uundgåelig terrorbalance mellem dem.
Thomas Schellings mest berømte bog, Konfliktens strategi, indeholder analyser som dette simple spil. Den er fra 1960, det vil sige et par år før Cuba-krisen. Det sammenfald og den fortsatte atomare kaprustning mellem Øst og Vest gjorde det nærliggende at kæde hans arbejder sammen med supermagtskonflikter. Men en central pointe i den spilteoretiske tilgang er, at mange slags situationer fra det virkelige liv ligner hinanden abstrakt set. Det er altså, hvad man kunne kalde konfliktens anatomi, Schelling er ude på at kortlægge. Uanset om konflikterne så foregår på den storpolitiske scene, mellem politiske partier, mellem konkurrerende virksomheder, på arbejdsmarkedet, mellem staten og borgerne, i sportsarenaen eller mellem ægtefæller. Ja, faktisk har han analyseret ”egonomiske” konflikter, hvor ”parterne” er den samme person, men på to forskellige tidspunkter. En af konflikterne kan være mellem det ædru jeg og det alkoholpåvirkede jeg, som gerne vil tage bilen hjem (løsning: Det ædru jeg lader nøglen blive hjemme).
Et nøglebegreb i Schellings konfliktteori er commitment – at man på forhånd prøver at binde sig til at handle på en bestemt måde. Tror modstanderen ikke på, at man vil gengælde et angreb, når det kommer til stykket, er der større risiko for, at angrebet også kommer. Paradoksalt nok kan man ”committe” sig stærkere ved at afskære sig fra en mulighed – som når krigsherrer brænder broerne bag sig. Eller hvis man vælger en leder, som er dårlig til at forhandle eller endog en smule gal!
DE fleste spil, vi spiller for sjov – skak, poker, fodbold – er rene konfliktspil. Den enes tab er en
andens gevinst (bortset fra den sjov, alle spillerne får!). Men de spil, der er mest interessante for
samfundsvidenskaben, indeholder tit både et konfliktelement og en mulig gevinst ved at samarbejde. Et eksempel kunne være en handel mellem en køber og sælger. Begge parter har en gevinst ved at gennemføre handlen (ellers ville de lade være). Men der er også en potentiel konflikt. Sælgeren kan øge sin gevinst ved at snyde køberen – f.eks. med en dårligere varekvalitet end lovet. Og køberen kan øge sin gevinst ved at lade være med at betale. Men hvis begge parter forventer at blive snydt, kan det medføre, at handlen slet ikke bliver til noget. Dermed står de værre, end hvis de bare gennemførte handlen uden at snyde hinanden. Ikke desto mindre kan man sagtens havne i situationer, hvor konfliktelementet er stærkt nok til at overskygge samarbejdsmulighederne.
Robert Aumann får sin Nobelpris især for gennem sin forskning allerede i 50erne at vise, hvorfor samarbejdet ikke behøver at bryde sammen så ofte, som spilteorien ellers lagde op til. Mulighederne for en samarbejdsløsning har langt bedre vilkår, når der er tale om spil, som spillerne skal spille igen og igen. Købmanden snyder ikke sine kunder, hvis de har mulighed for at straffe ham i næste omgang ved athandle et andet sted.
Aumann er ikke den første til at komme på, at gentagne møder kan fremme samarbejdet. Faktisk gårresultatet under betegnelsen ”folketeoremet”, fordi så mange gik ud fra den idé. Men han lagde grundstenen til at påvise, at det også er rigtigt. Og der er ikke tale om, at han får prisen for at føre matematisk bevis for det indlysende! Tværtimod har han udviklet et analytisk apparat, som kan håndtere talrige problemstillinger – ifølge beslutningsgrundlaget for Nobel-komiteen: ”inden for så tilsyneladende forskellige discipliner som økonomi, politologi, biologi, filosofi, computervidenskab og statistik”.
MAN har en gang i mellem hørt bekymring for, om der var store navne og temaer nok at uddele
Økonomiprisen til i det lange løb. 2005-tildelingen viser, at det punkt ikke er nået endnu. Der findes næppe større spørgsmål i samfundsvidenskaben, end hvad der driver menneskelige konflikter og samarbejder. Og forskningen i dem er stadig i udvikling.

Biografier og andet materiale om prismodtagerne findes på http://nobelprize.org/economics/laureates/2005/index.html

Debat om den ”nordiske model”

Af Christian Bjørnskov, den 13. december 2016. 1 svar

Jeg var for nogen tid siden til debatarrangement i Stavanger, arrangeret af Cepos norske søsterorganisation Civita. Arrangementet var et af en række debatter og var ganske godt besøgt. Efter at Eirik Løkke havde introduceret, var der indlæg af Kristin Clemet fra Civita, Karin Svanborg-Sjövall fra Timbro i Sverige, og undertegnede som repræsentant for den danske side. Hele debatten på cirka halvanden time afslørede både ganske store overensstemmelser mellem, hvad vi har for problemer, men også store forskelle i præcist hvordan de tre lande fungerer og hvor hovedudfordringerne er. I alle tre lande er der generelt enighed om, at velfærdsstatens størrelse er et problem. Karin understregede også bl.a. hvordan vore særlige samfundstype begrænser kvinders karrieremuligheder.

Arrangementet var en fornøjelse, og var også en kærkommen lejlighed til at mødes med debatkolleger fra de andre skandinaviske lande. For de læsere, der har tid tilovers og interesse, kan hele arrangementet ses i nedenstående vindue.

Er venstrefløjen ignoranter og er højrefløjen onde?

Af Christian Bjørnskov, den 10. december 2016. 5 svar

Interviewet på News forleden i forbindelse med Castros begravelse, hvor punditokraternes Niels Westy kommenterede over formanden for Dansk-Cubansk Venskabsforening, mindede mig om et særligt fænomen. Jeg har selv oplevet det gentagne gange, og tidligere på året bemærkede den fremragende økonomiske historiker Deirdre McCloskey med bekymring det samme problem.

Fænomenet er, at folk på de to fløje i politik ofte behandler politiske modstandere systematisk forskelligt. McCloskey beskriver situationen sådan at når man er uenige, antager folk på højrefløjen normalt, at venstrefløjen tager faktuel fejl – de er ignorante. Det betyder dermed, at man kan argumentere overfor dem, og at de i princippet bør kunne bringes til at ændre mening. Man skærper således egne argumenter og tror på, at intelligente og ordentlige mennesker på den anden fløj vil forstå dem.

Folk tilstrækkeligt langt ude på venstrefløjen har derimod en stærk tendens til at se uenigheden på en fundamentalt anden måde. I deres øjne er der ikke tale om faktuelle forskelle, men at folk på højrefløjen decideret er i ond tro. At argumentere liberalt indebærer derfor, at man er ligeglad med andre og er basalt og patologisk egoistisk. For dem opstår uenighederne dermed ikke på grund af forskelle i faktuelle forestillinger, men forskelle i moralitet. De har dermed en rationel tendens til at lade være med at argumentere – højrefløjen er jo i deres optik enten ligeglad eller vidende om, at har ret, men løgnagtig af egeninteresse – men vil i stedet bruge følelsesladede påstande og angreb på folks anstændighed. Det folk på den ydre venstrefløj således opfatter som en debat, hvor de har den moralske overhånd og deres indspark handler om det basale – højrefløjens uanstændighed – vil højrefløjen se som rene ad hominem argumenter uden noget som helst faktuelt indhold eller validitet.

Min personlige oplevelse er, at indsigten i denne type forskel i debatapproach har været meget værdifuld (om end jeg ikke kan påstå, at jeg har haft ’glæde’ af den). Indsigten i den generelle forskel på yderfløjene betyder dog ikke, at man kan absolvere højrefløjen for skyld. Et af de værste problemer i debatten opstår nemlig, når folk mener at de – og vi andre – bør være loyale overfor deres egen fløj. Loyalitet indebærer her, at man bør prima facie acceptere argumenter, så længe de fremføres af folk fra ens ’egen’ fløj. Min klare oplevelse er, at det er punditokraternes totale afvisning af denne type loyalitet, der ofte frustrerer nogle læsere, og decideret hidser dem op.

Problemet er, at i det øjeblik man ikke blot føler ideologisk sammenhold – et sammenfald af værdier, holdninger og forestillinger om hvordan verden basalt hænger sammen – men også føler loyalitet overfor en politisk fløj, holder højre-venstre-distinktionen i argumentationsindhold op. Med et krav om loyalitet kommer nemlig også et krav om, at man til enhver tid enten formelt eller i det mindste stiltiende accepterer ethvert argument fra ens egen fløj, uanset hvor tåbeligt det faktuelt er. I det tilfælde er der ikke længere tale om noget, der kan argumenteres, men blot et fløjtilhør, der nærmer sig religion. Og religion i enhver form kan folk have for sig selv i deres privatliv. Jeg vil ikke have noget med den at gøre og mener ikke, at den har noget at gøre i politiske eller videnskabelige diskussioner og nægter at tvinges til at acceptere den som valid argumentationsform.

Berggren om Buchanan

Af Christian Bjørnskov, den 9. december 2016. Skriv et svar

Hvis man har tid tilovers og måske lidt interesse i andet end hækken og julegaverne er her en perfekt måde at bruge 40 minutter på – hvis man forstår svensk. Karin Svanborg-Sjövall, Timbros VD, interviewer her punditokraternes gode ven og kollega Niclas Berggren, programchef på Institutet för Näringslivsforskning i Stockholm og docent ved VSE i Prag. Temaet er Nobelprisvinderen James Buchanans arbejde. Niclas er, foruden at være en fremragende forsker selv, også en prominent ekspert i Buchanan.

Hvis man ikke har fået nok, er det nye nummer af Ekonomisk Debatt udkommet forleden. Her forklarer Nobelpriskomiteen blandt andet baggrunden for årets priser, Jonas Lundstedt og Simon Nissling præsenterer nyt arbejde om sammenhængen mellem tillid og indvandring, og Niclas selv har forfattet lederen, der handler om hvordan myter kan mobilisere selvom fakta viser noget andet. Hele nummeret er som altid stærkt anbefalet.

Hvad nu hvis Cuba ikke var endt som kommunistisk diktatur?

Af Niels Westy, den 7. december 2016. 1 svar

Søndag blev Fidel Castro endelig begravet, og cubanerne kunne vende tilbage til hverdagen efter en uges pålagt landesorg. Nu er det igen muligt at høre musik, danse og købe rom. Nogle af de få glæder den almindelige cubaner har i et af Latinamerikas fattigste lande.

Lillebror Raul og det cubanske militær har tilsyneladende fuld kontrol over landet, og der sker næppe de store forandringer før 2018, hvor Raul har annonceret at han vil træde tilbage.

Ugen viste også, at selv om Fidel Castro’s stjerne i årtier har været for nedadgående, så findes der fortsat de der fastholder at Cuba er et forbillede og Fidel Castro nærmest er en moderne Jesus. Herhjemme er det dansk-cubansk venskabsforening som går i brechen for Castro og den cubanske revolution (som nu først og fremmest var et kup, hvor man stjal drømmen om tilbagevenden til demokratiske tilstande).

Cuba uden “Revolution”

Men hvordan havde Cuba egentlig set ud i dag, hvis ikke Castro og hans mænd havde “kuppet” sejren over Batista? Hvorledes havde velstand og levevilkår været for cubanerne? Og hvad med fremskridtene indenfor uddannelse og sundhed?

Et problem når man beskæftiger sig med Cuba er den meget ringe statistiske kvalitet og en række metodiske problemer.  Men disse til trods kan vi dog med nogenlunde sikkerhed konstatere, at perioden efter Batista’s fald kan deles ind i en række destinkte perioder. Frem til begyndelsen af 1970erne var præget af stagnation, mens velstanden målt ved BNP (se også problemerne med måling af BNP nedenfor), herefter steg betydeligt frem til 2. halvdel af 1980erne – ikke mindst på grund af store subsidier fra Sovjet – for der efter at kollapse i første halvdel af 1990erne, som følge af sammenbruddet i Østblokken.

Efter at have ramt bunden i begyndelsen af 1990erne (BNP faldt med mere end 1/3 fra 1989 og frem til 1993), oplevede man en hvis genopretning af økonomien i nullerne – ikke mindst takket være at Venezuela overtog Sovjets rolle som “Sugar-Daddy”. Men hvorvidt man har genvundet niveauet i midten af 1980erne, målt på BNP per indbygger, er mere end tvivlsomt.  Siden 1959 har man således skiftet opgørelses-metode for BNP ikke mindre en 4 gange.

Hvad nu hvis – syntetisk BNP

Som nævnt er der store problemer med Cubansk statistik. Dels følger man ikke internationale definitioner og dels er der ofte ikke adgang til det underliggende statistisk materiale – det gælder bl.a. prisudvikling, arbejdsløshed og BNP. Dertil kommer risikoen for at der sker en bevist manipulation med officiel statstik.

Alene i perioden 1959–2008, ændrede den cubanske regering mindst fire gange den anvendte metode til at måle BNP. I 1959–1960 fortsatte man at anvende konventionelle metoder. Mellem 1962 og 1989 brugte man samme metode som i Østblokken, det såkaldte “Material Product System”, og i årene mellem 1994 og 2002 vendte man tilbage til den konventionelle metode. Siden 2003 har man introduceret sit eget system, hvor man medtager en værdi for de gratis sociale tilbud (uddannelse, sundhed osv.) samt subsidier til rationerede forbrugsgoder. Sammen med en ændring i basisåret, når man beregner BNP i faste priser, er der bred enighed om, at de opgivne tal for BNP er kraftigt overestimerede og dermed meget problematiske at sammenligne med andre landes BNP. For mere information om besværlighederne med Cuba’s BNP, se mere her.

Med al den usikkerhed dette indebærer, skal alle tal altså tages med et meget stort forbehold.

Tilbage står fortsat spørgsmålet om hvordan Cuba’s økonomiske udvikling ville have været, hvis ikke man var endt som en socialistisk planøkonomi, men i stedet fortsat havde været en markedsøkonomi. Det har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang prøvet at beregne ved anvendelse af et “alternativt syntetisk BNP” frem til 1974 i “The Cuban Experiment: Measuring the Role of the 1959 Revolution on Economic Performance using Synthetic Control” fra 2013.

la-cuba
Ovenstående viser den faktiske udvikling (i den grad den underliggende data er korrekt). Men hvordan kunne det være gået? Det er jo ikke til at sige præcist, givet den store variation af mulige førte politikker, men man kan sige noget noget om betydningen af institutionelle ændringer (her overgang fra markedsøkonomi til planøkonomi).

For at få et udtryk for denne effekt, har Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang kontrueret et syntetisk BNP, der får at gøre en lang historie kort, dels er baseret på BNP udvikling, dels er baseret på en række variable, så som energiforbug, infrastrukturudvikling, osv., der tilsammen tilnærmelsesvis kan forklare udviklingen op til 1959.

Herefter kan man sammenligne udviklingen efter 1959 og sammenholde denne med det beregnede syntetiske BNP, se nedenstående.

syntetisk-bnpDenne gennemgang yder naturligvis ikke Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang fuld retfærdighed. Jeg kan kun opfordre de interesserede i at læse det oprindelige notat.

Under alle omstændigheder kommer Felipe Garcia Ribeiro, Guilherme Stein og Thomas H. Kang frem til at resultaterne grundlæggende understøtter, at bevægelsen mod kommunisme efter 1959 på afgørende vis påvirkede den fortsatte økonomiske udvikling negativt, eller som de selv skriver :

Summing up, the Revolution in Cuba resulted in a drastic change in the country’s insti
tutions. Arguably it can be stated that the abolition of private property and the institution of central planning were among the most drastic of those changes. Cuban institutions, which did not relied at all on markets, had an enduring inuence on Cuban economic performance. Institutional change through the end of market mechanisms and the collectivization process is probably the main reason of the country’s economic failure. As Ward and Devereux (2011) assert, despite some social achievements, it does not seem that history will absolve the Cuban regime.

Og hvor står Cuba så i dag?

Det var et erklæret formål med den cubanske revolution, at man ønskede at industrialisere landet via importsubstitution, samtidig med at man ønskede at være selvforsynende på fødevarer. Her snart 60 år senere, må man konstatere, at intet af dette er lykkedes. Tværtimod er selvforsyningsgraden faldet drastisk, og heller ikke industrialiseringen har været nogen succes, for at sige det mildt.

Godt nok oplevede oplevede Cuba fra 1970erne og frem til slutningen af 1980erne en længere periode med en hvis økonomisk fremgang, ligesom der sket en fortsat forbedring indenfor sundheds- og uddannelsessystemet. For sidstnævnte er det dog værd at understrege, at den fortsatte fremgang skete med et yderst gunstigt udgangspunkt, givet at Cuba allerede før 1959 scorede højt på levealder, lav børnedødelighed, alfabetisering osv. At fremhæve udviklingen på sociale indikatorer som udtryk for en ekseptionel udvikling, er derfor temmelig misvisende. På den anden side skal det understreges, at Cuba fortsat scorer højt på disse parametre, men prisen har også været høj.

Og helt grundlæggende kan der også stilles spørgsmålstegn ved værdien af f. eks. en høj andel, som tager en videregående uddannelse, hvis de alligevel ender med at ernære sig som gadesælgere, turistguides mv.

Dertil kommer, at selv om Cuba efter en voldsom økonomisk krise efter Østblokkens fald, igen oplevede noget økonomisk fremgang fra slutningen af 1990erne, tyder meget på at levevilkårene og økonomien er i dårligere stand end den var for 30 år siden – og på mange punkter, var i midten af det 20 århundrede.

Og nok fandt man sig en ny sugar-daddy i nullerne ved Hugo Chavez Venezuela (hvorefter Fidel Castro rullede de marginale økonomiske reformer man gennemførte i 90erne tilbage i 2003), og har man efter Raul vandt den interne magtkamp overfor storebror Fidels støtter i 2008-09, atter – omend uendelig langsomt – startet en reformproces mod en lidt mere markedsorienteret økonomi. Men med Venezuela’s sammenbrud i disse år – og det deraf følgende bortfald af et betydeligt tilskud, bl.a. gennem, men ikke kun, meget billig olie, ser fremtiden ikke lys ud for den almindelige cubaner.

Et indtryk af hvor ringe Cuba har udviklet sig, kan man få fra “Economic and social balance of 50 years of Cuban revolution” af Carmelo Mesa-Lago .

Carmelo Mesa Lago har undersøgt udviklingen fra 1950erne og frem til 1989 og fra 1989 og frem til 2007 på en lang række parametre. Se også nedenstående tabel.

19582007
Som det vist tydeligt fremgår af tallene har ikke mindst udviklingen indenfor landbruget været katastrofal. Mens målsætningen ved revolutionens start var at være selvforsynende med fødevarer, er det da også gået lige omvendt. Hvor man i 1950erne producerede 80 procent af eget forbrug, er man nu nede på 20 procent. Som et kuriosum kan nævnes, at USA er storeksportør af kyllinger til Cuba (ca. halvdelen af det samlede forbrug).

Og ser vi på de sociale indikatorer, ser vi også en bemærkelsesværdig udvikling.

socialeDet mest bemærkelsesværdige er måske udviklingen i GINI-kvocienten, som er steget kraftigt siden 1989. Og her er vel at mærke tale om beregninger før man indrager betydningen af overførsler fra udlandet. De er ganske betydelige, men gavner kun ca. 2/3 af befolkningen. Medregnes disse, er uligheden væsentlig højere.

Det er naturligvis også slående hvor meget reallønningerne er faldet siden 1980erne.

Når man sammenholder udviklingen i BNP og andre indikatorer er konklusionen temmelig klar. På alle parametre har udviklingen været væsentligt ringere end den ville have været, hvis Castro ikke var kommet til magten. Kun udviklingen indenfor sundhed- og uddannelse kan siges at have været tilfredsstillende, omend langt fra den succes man i mangel på andet fortsat ser det udskreget som en del steder (se også “Manden der stjal….“).

Kort nyt om organhandel

Af Nikolaj Stenberg, den 4. december 2016. Skriv et svar

Via Volokh Conspiracy er vi blevet gjort opmærksomme på en ny regel i New Zealand, der gør det muligt at kompensere organdonorer i levende live, for deres tabte arbejdsfortjeneste. Der er således ikke tale om en liberalisering af markedet for organer, men dog en ordning, der ikke hæmmer tilskyndelsen til fx at donere en nyre eller noget lever. Mere om de principielle argumenter for et frit marked på dette område bl.a. her.

En strøtanke

Af Nikolaj Stenberg, den 3. december 2016. Skriv et svar

Hvordan udlægger andre de tanker, man har gjort sig skriftligt og offentligt om et emne, og hvilken effekt har udlægningerne i forhold til rubricering af en selv og ens arbejde fremover? Retsfilosoffen Joseph Raz skrev i midt-1980’erne The Morality of Freedom, og har i forbindelse med en konference givet sig selv en chance for at genlæse bogen, og reflektere over hvad der skete efter dens udgivelse. Det er der kommet en hyggelæsnings-artikel ud af, som kan hentes på SSRN.

Jeg vil gerne fremhæve et par observationer, som jeg mener også gælder den danske debat, eksemplificeret ved fx borgerligheds-diskussionen.

Far too many philosophical publications [der kunne ligeså vel havde stået kronikker eller længere Facebook-opdateringer, Nikolaj] are concerned not with which ideas are sound, or what arguments are good, but whether this or that author or this or that publication belongs or does not belong with some school of thought. To mention but one example: much writing in political philosophy is preoccupied with establishing the credentials, or lack thereof, of a writer as a liberal, or a political liberal. I secretly enjoyed reactions to the book that condemned it for not being true to liberalism. Were they condemning liberalism as a mistaken political theory (exposed as such by the book)? No, the comment appeared to be made by people for whom party credentials were what mattered most.

Og videre, om liberalismen, som ideologi:

I do not believe that liberalism is (or contains) a political theory or family of theories united by shared core doctrines. Theories commonly identified as liberal diverge on many central issues, and resemble non-liberal theories (that is ones that are not commonly classified as liberal) on other issues. Liberalism is best understood as a historical phenomenon identified by lines of historical development, by cross references that express the appeal that some writers had for others, and often by a common temperament.

Denne punditokrat er tilbøjelig til at være enig i karakteristikken, som udelukker det trick, visse debattører bruger, hvormed de siger, at man ikke er liberal, fordi man mener eller ikke mener X.

Castro og frihedsrettighederne

Af Christian Bjørnskov, den 2. december 2016. 3 svar

Fidel Castro døde forleden, hvilket Niels Westy naturligvis skrev om her. Fordi der findes mange – ikke blot på venstrefløjen i Danmark og andre steder, men også i JP, Berlingske og på Borgen – der finder på adskillige undskyldninger for hans politik mod Cubas egen befolkning, er det ekstra vigtigt at understrege, hvordan virkeligheden var. George Will i Washington Post (læs her) er som ofte meget præcis. Will indleder sin klumme med det velvalgte ønske:

“With the end of Fidel Castro’s nasty life Friday, we can hope, if not reasonably expect, to have seen the last of charismatic totalitarians worshiped by political pilgrims from open societies.”

Eller som Carlos Eire skriver i samme avis: ”A genius at myth-making, Castro relied on the human thirst for myths and heroes. His lies were beautiful, and so appealing.” Andre gode nekrologer kan findes hos Tim Worstall i Forbes her; og Jeffrey Tucker hos the Foundation for Economic Education her. For de interesserede, er der langt mere information at hente hos the Cuba Archive’s Truth and Memory Project, som vi stærkt anbefaler.

En mere håndfast illustration af, hvor undertrykkende det cubanske regime faktisk er, kan man få ved at se på Freedom House’s årlige vurdering af pressefrihed i verden. I figuren nedenfor har jeg plottet Cuba overfor det latinamerikanske gennemsnit og tre udvalgte lande i regionen. Cubas vurdering er en score på 91 mod f.eks. den danske på 12. Globalt er kun tre lande værre end Cuba: Eritrea (94), Hviderusland (93), Nordkorea (97) og Usbekistan (95). Fidel og hans efterfølger er virkelig i fint, diktatorisk selskab, med en undertrykkelsesvurdering der ligger ti point højere end Ruslands.

cuba-fh

Det særlige er dog udviklingen – eller manglen på udvikling. På trods af presset fra internettet og udbredelsen af sociale medier, der har gjort det langt sværere og meget dyrere at undertrykke en fri presse, er der sket ganske lidt siden FH startede undersøgelserne i 1993. Det cubanske regime fortsætter således Castros politik overfor befolkningen og pressen, og hans venezuelanske beundrere Chavez og Maduro har tydeligvis også kopieret den del af de kommunistiske institutioner, der afskyr almindelige frihedsrettigheder. Omvendt er der intet i latinamerikansk kultur, der forhindrer en fri presse. Perus gennemgribende reformer omkring 2000 ses let, både Surinam og Chile ligner fuldstændigt Sydeuropas status, og de fleste små, tidligere britiske kolonier (Jamaica, Dominica, Saint Vincent osv.) har nordeuropæisk status.

Taler man om Cuba, står undskyldningerne for Castro dog stadig i kø. Hans regime startede med henrettelsen af nogle hundrede modstandere, og invitationen til at stille sovjetiske atomvåben op på øen nævnes helst ikke. En standardfrase til bortforklaring af Castros diktatoriske regime har siden 1959 været, at man ikke kan lave omelet uden at slå nogle æg i stykker. 67 år senere er der stadig ingen cubansk omelet, kun undertrykkelse og en forarmet befolkning, der langt hellere vil bo i Florida.

Is Trump really proposing to replace the corporate tax with a VAT?

Af Otto Brøns-Petersen, den 28. november 2016. 1 svar

There are two ways in which the US Tax System stands out. The US corporate tax rate is the highest in the Western World, but unlike in the EU there is no VAT. Traditionally, the VAT has been unpopular with the Republicans in particular, who fear it will cause an increase in overall taxes and spending (as was the case, when Denmark introduced the VAT in the late 1960s).

During his campaign President-elect Trump promised to lower the corporate tax rate and according to the Wall Street Journal the incoming Administration is also considering changes to the corporate tax base. If you add the moves considered by the new Administration up, they almost amount to replacing the corporate tax system with a VAT (even if this is not mentioned in the article).

Here is what is being considered:

Capital expenses to be deductible immediately rather than through depreciations, whereas interest payments should not be deductible. Exports are to be exempted from taxation, whereas imports should be included in the tax base.

That adds up to a VAT system. The only – albeit huge – element missing is the wage bill. In a VAT system it is not deductible, as the VAT is formally a tax on the value added. Basically the proposal is a VAT with a wage subsidy to domestic wage earners. It could easily be transformed to a VAT proper by including the wage bill in the tax base.

Could it not, however, be seen as a cash flow tax instead? Not exactly. A true cash flow tax is in effect a tax on rents (extraordinary profits that is). In a cash flow tax system – while the wage bill is excluded – exports are not. Yet in the proposed system income from exports would remain untaxed, while imports will be taxed in full. It could be transformed into a cash flow tax as well though, if export revenues are included in the tax base, while import revenues are made deductible.

One thing is certain. The proposed system would not imply neutrality between imports and domestic goods, as claimed by Kevin Brady, House Ways and Means Committee chairman in the WSJ piece. That is pure nonsense. Both imports and domestic goods will be taxed, alright, but domestic producers would be allowed to deduct expenses such as their wage bills. To domestic producers, the Trump tax would work like a cash flow tax, leaving only rents to be taxed. To make the proposed system neutral, it would have to be turned into a VAT proper or cash flow tax proper.

Interestingly a move by a future Trump Administration to a semi-VAT as layed out would in effect remove the entire US corporate taxation as we know it. That would inevitably speed up the ongoing – and beneficial – international tax competition. It is a well-known fact that corporate taxation is an inferior kind of taxation. As shown by Kotlikoff et al., the World, including its wage earners, would be better off without corporate taxation, even if both wage and consumption taxes were raised to compensate for the revenues lost.

Still – in the case of the US – the risk is of cause that a VAT proper would generate a lot of revenue, creating political incentives to increase spending.

Another looming threat is the blatant protectionist element of the present proposal (wiz. the non-neutrality vis-a-vis traded goods) if the semi-VAT is not turned into a VAT or cash flow tax proper. Not only would that make everybody worse off, but could set off a new round of protectionist moves around the World.

Manden der stjal Cuba’s fremtid er død

Af Niels Westy, den 27. november 2016. 1 svar

“Black Friday” døde Latinamerika’s måske mest ikoniske politiske leder, Fidel Castro. Han blev 90 år, og ligesom en anden historisk figur, Augusto Pincohet, døde han desværre uden at blive stillet til ansvar for sine forbrydelser.

Med den tidligere mexicanske udenrigsminister – og i sin tidlige ungdom hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste – Jorge Castañeda’s ord:

“Fidel Castro is the last great figure of the 20th century, He was without a doubt the most important Latin American of his age, one who left his mark—I think for worse—on the region.”

Gårsdagens omtale i medierne, både den skrevne og de elektroniske, samt udtalelserne fra en del internationale ledere, bar desværre i høj grad præg af, at selv om det de seneste årtier har været vanskeligt at overse, at mens store dele af resten af Latinamerika oplevede en demokratiseringsproces/tilbagevenden til demokrati, forblev Cuba et benhårdt diktatur. På samme måde som kun de mest forbenede revolutionsromantikere har kunne overse, at levestandarden i Cuba og en lang række andre lande i regionen, som Cuba tidligere kunne sammenlignes med, er så det skriger til himlen.

Hvor Cuba før revolutionen tilhørte gruppen af relativt velstående nationer i regionen – som f. eks. Chile, Uruguay, Argentina og Venezuela. Hører man i dag til blandt regionens fattigste lande.

Og her har vi den første myte, som fortsat lever i bedste velgøende i brede kredse, ikke mindst blandt journalister, nemlig at Cuba som udgangspunkt var et fattigt 3. verden land. Det var det ikke.

Cuba var et relativt velstående land. På niveau med/ mere velstående end lande som  Spanien, Portugal, Grækenland og Japan. Alle lande der i dag er blandt verdens mest velstående lande.

Det skal medtages, at der synes at være en ganske stor forskel i vurderingen, alt efter hvorvidt man bruger BNP per indbygger som målestok, eller vurderer på udvalgte parametre som f. eks. antal biler, TV, radioer, kalorieindtag osv. per indbygger.

Sidstnævnte har jeg skrevet om før på Americas.dk. Se også nedenstående. Det skal understreges, at dette ikke indbærer, at perioden før Castro’s magtovertagelse skal ses som succesfuld.

Cuba var et land med meget store forskelle på by og land, mens den overordnede økonomiske vækst var langt fra tilfredsstillende fra 1930erne og frem.

forskellige-datasammenligninger

Et indtryk af hvor meget Cuba har tabt i forhold til andre Latinamerikanske lande, målt på BNP per capita, siden Castro’s magtovertagelse, ses af nedenstående, hvor data er hentet fra Maddisons.
bnp-cuba-costa-rica

Man kan kun gisne om hvad der var sket, hvis Fidel Castro i stedet for at overleve det mislykkede angreb på militærforlægningen Moncada i 1953, var faldet som flere af de andre deltgere. Eller hvis han ikke var blevet benådet efter kun 1 års fængsel.

Batista regeringen var utvivlsomt faldet alligevel på et tidspunkt. Hvad der i dag synes at være glemt er, at der var tale om en bredt funderet modstand mod det siddende regime, hvor det ikke mindst gik hedt for sig i byerne. Og i den fase var Castro og hans mænds betydning stort set begrænset til at binde dele af hæren i Sierra Maestra bjergene.

MAn kæmpede for en genindførelse af den demokratiske forfatning fra 1940 og ikke en utopisk socialistisk revolution. At Castro regimet var i stand til at udrense alle andre i den brede front, som havde kæmpet mod Batista indenfor et år -uden at dette tilsyneladende vakte den store opsigt -siger noget om hvor effektiv Castro og hans styre har været til at gøre deres egen propaganda til de facto historien om den “cubanske revolution”.

Allerede på det tidspunkt burde det have stået klart, at Castro og hans mænd havde forrådt den fælles kamp mod Batista-styret. Revolutionen bestod reelt i, at man stjal en bedre fremtid for det cubanske folk og gennem den efterfølgende brutale undertrykkelse “knækkede” befolkningens vilje.

Myten om sundhed og uddannelse

Få myter har været så sejlivede som den om at Cuba har vist at selv et fattigt 3. verdensland kan indføre et 1. verdens sundheds- og uddannelsessystem.

Som det fremgik at det forgående vil det være forkert at betegne Cuba som et 3. verdensland i 1950erne. Efter datidens standard var der tale om et mellemindkomstland. For det andet havde man allerede på daværende tidspunkt et efter tiden ganske udviklet sundheds- og uddannelsessystem. Paradoksalt nok finder man rødderne til satsningen på disse to sektorer i 1930ernes nationale populisme, hvor militæret spillede en afgørende rolle, ledet af ingen ringere end……. Batista.

Uddannelsesmyten

I sin forsvarstale ved retssagen efter angrebet på Moncada forlægningen i 1953, hævdede Castro blandt andre ting, at Cuba var præget af høj analfabetisme. Efter datidens forhold må det betegnes som en lodret løgn. Tværtimod havde man en en forhold lav andel af befolkningen, som ikke havde modtaget skolegang. Det fremgår af nedenstående tabel.

Når man i disse dage, også blandt de der anerkender Castro’s brutalitet og det manglende demokrati, alligevel fremhæver alfabetiseringen af befolkningen som en succes, så var det måske værd at påpege, at kun Jamaica og Guatemala fra 1955 til 2010 oplevede en ringere udvikling, målt på andel af befolkningen over 15 år, som ingen skolegang har modtaget.

baroleeDer er med andre ord intet belæg for påstanden om, at man trods alle andre fortrædeligheder, trods alt på dette område har oplevet en positiv udvikling på grund af Castro’s regime.

Myten om sundhed

Et andet område, som ofte fremhæves, når man ønsker at sige noget positivt om Castro, er udviklingen i sundhedssystemet, hvor Castro-regimet krediteres for at have skabt et sundhedssystem på niveau med den 1. verden. Hertil henvises ofte til tal for middellevetid og børnedødelighed. Igen forbigår man det faktum, at middellevealderen var høj (tæt på USA) og børnedødeligheden lav (på europæisk niveau) før Castro.

For det første må man igen, i lighed med myten om alfabetiseringen slå fast, at man højest kan tale om at man nogenlunde har fastholdt niveauet som det var i 1950erne, målt i forhold resten af verden.

For det andet er der grund til at tro, at man bevist “fifler” med tallene, fordi udviklingen aktivt bruges i regimets propaganda. Som det er de fleste bekendt har en af de få eksportartikler Cuba har haft i årevis, været læger og sundhedspersonale til bl. a. Venezuela og Brasilien.

En del af disse udsendte er efterfølgende “hoppet af”, og deres historier harmonerer kun dårligt med den officielle fremstilling af det cubanske sundhedsystem, men er naturligvis svære at verificere. Lige som de pågældende muligvis har et incitament til at overdrive, for at stille sig selv bedre i forsøget på at få asyl.

Men vi behøver heller ikke bruge dem som kilder for at forstå at noget er galt. Af den officielle statistik fremgår det nemlig, at der er et eller andet helt galt omkring de officielle tal for børnedødelighed.

Ser man alene på de officielle tal for børnedødelighed (IMR: Infant Mortality Rate), er udviklingen forrygende for Cuba’s vedkommende, som det fremgår af nedenstående.

imrMen ser man på niveauet for “sen føtal mortalitet” (LFR: late fetal mortality), er denne unormal høj. Sammenhængen mellem de forskellige definitioner fremgår af nedenstående.

sammenhaeng

Normalt vil der være en samvarians mellem LFD og “early Neontal” (END), som indgår i IMR. Dvs. jo lavere END, jo lavere LFD. Medandre ord er forholdet mellem LFD og END nogenlunde konstant. Her “stikker” Cuba ud i en sådan grad, at vi roligt kan konkludere, at der er noget helt galt med statistikkerne i Cuba.
lfdDet er nærliggende at tro, at der er tale om en helt bevidst strategi om at henføre END til LFD for at opnå en lav IMR.

Det indebærer ikke, at man heraf kan slutte, at det cubanske sundhedssystem er ringere end i andre dele af regionen. Men det indebærer at der ikke er grund til at tro, at man har et system i nærheden af et I-lands niveau, som man ellers gerne vil fremstille det.

Hvis man korrigerer for fejlagtig rapportering, indebærer det viste, at børnedødeligheden er ca. det dobbelte af de officielle tal. Hermed befinder man sig fortsat ligger på et fint niveau, hvis man sammenligner med resten af regionen. Men man ligger relativt langt ringere, end man gjorde før 1959.

(for yderligere information, se “Neonatal and Perinatal Mortality” (udgivet af WHO))

Igen er der grund til at mene, at forholdende ville være langt bedre, hvis ikke Castro havde overtaget magten i 1959.

Hvad Cuba kunne være blevet til

Der er intet godt at sige om Castro. Der findes ingen parametre hvorpå man kan sige, at Cuba er bedre stillet i dag, fordi Castro kom til magten i 1959. Det gælder heller ikke på de to områder der i forsvaret for Castro, også når man erkender brutaliteten og undertrykkelsen samt det materielle afsavn, nemlig uddannelse og sundhed.

Castro har været en katastrofe for Cuba og han bør rettelig huskes, som manden der stjal cubanernes fremtid. Nok er han en betydelig historisk skikkelse. Men det er for det onde.

Og hvor Cuba ville have været i dag uden Castro? Det er svært at sige, men mon ikke det Florida og Miami er en del af svaret? Og der fester de i disse dage, fordi diktatoren, massemorderen og tyveknægten Fidel Castro er død. Det ville jeg også gøre hvis jeg var cubaner. Cuba siden 1959 er i den grad en tragedie.

De vilkårlige argumenter imod frihandel

Af Christian Bjørnskov, den 23. november 2016. 37 svar

Der findes mange argumenter mod frihandel eller argumenter for, at mere handel på en eller anden måde skal modgås eller ledsages af anden politik. Det særlige er dog ikke antallet eller den kreativitet, folk udviser når de finder på dem. Det er, hvor forbløffende let det er at afvise argumenterne, baseret på enten solid økonomisk teori eller empirisk evidens. I det følgende giver vi et par af de mest almindelige eksempler.

Et af de mest almindelige er påstanden om, at der naturligvis er vindere og tabere, når man handler mere. Argumentet er derfor, at taberne skal ’kompenseres’ ved at staten omfordeler fra ’vinderne’ til ’taberne’. Kompensationsargumentet er et af de mere mærkelige, og ganske vilkårligt, når man tænker lidt over det. Påstanden er først og fremmest, at de synlige ’tabere’ fra globalisering bør kompenseres fordi politiske ændringer har skabt en situation, hvor deres tidligere arbejde nu ikke længere er tilstrækkeligt profitabelt til at blive opretholdt. Der er flere elementer i argumentet, som ikke tåler yderligere overvejelse.

Først og fremmest indebærer argumentet, at hvis synlige arbejdspladser flytter fra København til Haderslev – man kan f.eks. forestille sig, at globalisering gør det mere attraktivt at placere arbejdspladserne tættere på Nordtyskland – er der ingen krav om at kompensere de københavnere, som skal til at finde et nyt job. Flytter de derimod den cirka halve times bilkørsel sydpå til Flensborg, gælder modstandernes krav derimod – endda uanset at medarbejderne måske bor i Padborg eller hører til det danske mindretal i Slesvig. Der er også det mærkværdige i argumentet, at man mener at folk skal kompenseres hvis man kan fortælle en historie om, at deres jobtab skyldes globalisering; men hvis jobtabet skyldes teknologisk udvikling, der gør dem overflødige, er der ingen påstand om et krav om kompensation. Det vilkårlige findes dermed i, at hvis én proces flytter jobs ved at gøre dem relativt mindre produktive, skal nogen kompenseres, mens hvis en anden helt parallel proces – den ændre på deres relative produktivitet – flytter jobs, er der intet krav om kompensation.

Der findes også et yderligere moralsk element i kompensationsargumentet. Husk først, at på den lange bane flytter al aktivitet til de områder, der er relativt mere produktive – de har en komparativ fordel. Argumenterer man for, at ’taberne’ bør kompenseres, er det således det samme som at sige, at vi bør give overførsler til grupper i samfundet, som ganske enkelt ikke er specielt dygtige længere. Man kan således diskutere om det er fair, at man omfordeler til grupper, der har hvilet på laurbærrene – ikke mindst fordi omfordeling naturligvis altid skal betales af andre grupper i samfundet, som tydeligvis enten er mere produktive eller har mindre politisk indflydelse.

Et andet problem, der er centralt for hele debatten, er det rent epistemologiske problem: Hvordan ved vi, hvad der forårsagede et jobtab eller flytning af en virksomhed? I realiteten kan man ofte blot observere, at et firma eller en gruppe firmaer afskediger medarbejdere, men uden at man har ret meget information om baggrunden for at de gjorde det. Hvis man ser samme firma skaber lignende arbejdspladser i et andet land på samme tid, taler man om outsourcing, som sker når det er for dyrt at have produktionen i et land fremfor et andet – det første lands arbejdskraft er ikke længere produktiv nok i forhold til den aflønning den kræver. Men det samme kan også ske internt i Danmark, når et firma udkonkurrerer et andet, eller på tværs af sektorer, når en sektor af en eller anden grund bliver væsentligt mere produktiv. Det er derfor ofte umuligt at vide, om nogle bestemte jobs er forsvundet pga. globalisering eller noget andet.

Sidst er der en række påstande, som ofte ytres af de samme personer: 1) Handel skal skabe arbejdspladser for at den er god; 2) Eksport er godt, import er skidt – det er altså handelsbalancen, der er vigtig; og 3) Vi må beholde arbejdspladser til ufaglærte eller i ’traditionelle’ erhverv, ellers svækkes sammenhængskraften. Alle tre er rendyrket nonsens!

Først og fremmest kan handel ikke skabe arbejdspladser andet end på den meget korte bane. Når folk som Socialdemokraternes Jeppe Kofoed således fastholder, at EU ikke bør indgå handelsaftaler medmindre de skaber arbejdspladser, er hans krav baseret på en helt fundamental misforståelse. Det handel gør, er at den tillader lande at specialisere sig, dvs. at få mest muligt ud af deres ressourcer. Det indebærer blandt andet, at de arbejdspladser, der ikke er produktive i international konkurrence vil forsvinde, og dermed tillade ressourcer som både arbejdskraft og andet at flyde til de mere produktive erhverv. Folk får derfor bedre og højere lønnede jobs som følge af globaliseringen, men ikke flere af dem. Handelen skaber også et konkurrencepres, som incentiverer de fleste virksomheder til at lede efter måde at blive mere produktive på, og som også tillader at viden flyder over grænser. Begge dele gør eksisterende jobs mere produktive.

Et relateret argument er, at eksport og godt for det tjener vi penge på, mens import er skidt fordi det slår danske arbejdspladser ihjel og er en udgift. Virkeligheden er dog den modsatte: Import er velfærdsskabende, fordi det tillader almindelige forbrugere at købe billigere varer, det giver et mere forskelligartet udbud, og det giver adgang til bedre kvalitet. For at importere varer, behøver man dog udenlandsk valuta, som indtjenes gennem eksport. Den udenlandske valuta kan jo i sagens natur ikke bruges i Danmark. Og skulle man have et handelsbalanceoverskud, indebærer det logisk, at de ekstra euro og dollars skal ’bruges’ i udlandet. De indebærer derfor, at man flytter investeringer ud af landet til udlandet.

Det gælder dermed også det sidste argument om sammenhængskraft. De lavtlønnede, ’traditionelle’ jobs producerer ikke luksusvarer, men derimod almindelige varer, som ofte er for dyre at producere i Danmark, eller hvor de danske varer er for dårlige. Skal man ’beskytte’ den arbejdskraft mod udenlandsk konkurrence, indebærer det logisk, at disse varer bliver dyrere. Og det særligt penible i det er, at det er varer, der vejer langt tungere i fattiges budget end i middelklassens eller de rigeres budget – vaskemaskiner, tøj, mad. Er der reelt nogen der tror, at det kan skabe sammenhængskraft hvis man gør livet dyrere for de fattigste grupper i samfundet? At det er solidarisk eller fair?

Det var tre eksempler på misforståelser, der gør store dele af debatten idiotisk på begge sider af Folketinget. Der findes flere…

Trumps handelspolitik (II) og en “lyserød elefant”

Af Niels Westy, den 20. november 2016. 9 svar

Desværre mener Donald Trump hvad han siger, når han angriber globaliseringen og den (mere eller mindre) frie handel, Han har ment det i hvert fald siden 1980erne (I kan finde interviews med ham på youtube).
Hans politik er baseret på samme fejlslutninger og manglende forståelse for at handel er en win-win situation, som altid har været grundlaget for venstrefløjens mere eller mindre åbenlyse protektionisme. Det samme kan siges om hans proselytter i Dansk Folkeparti og hos Dansk Samlings Morten Uhrskov, hvilket vi har behandlet før her på bloggen. For et eksempel på det fuldkomne fravær af økonomisk indsigt hos cand. mag i historie og samfundsfag, Morten Uhrskov, se bl. a. dette blogindlæg hos Jylands-Posten, “Farvel til Globalismen“.

Ingen af dem forstår ganske simple og basale økonomiske sammenhænge. Samtidig besidder begge parter en enestående evne til at overse fakta og 200 års udvikling fra en verden, hvor 90 procent levede i absolut fattigdom til en verden hvor under 10 procent lever under så ringe vilkår. En andel som heldigvis fortsat falder, og en udvikling som havde været umulig uden globaliseringen og den internationale arbejdsdeling.

Donald Trump, 3F og myten om handel som et “ræs mod bunden”

Som jeg skriver i en kronik i Børsen i fredags, så er ligheden mellem nogle af Donald Trumps argumenter og hvad vi ser fra venstrefløj og en række fagforeninger slående.

Centralt for Trumps syn på handelspolitik og globalisering er, at han opfatter USA som et offer for andre landes “unfair” handelspolitik og egen svaghed. Især har Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, NAFTA, og optagelsen af Kina i Verdenhandelsorganisationen, WTO, i følge Trump kostet både velstand og arbejdspladser i USA.

Her må vi bare konstatere, at venstrefløjens globaliseringskritik – som både medier og f.eks. demokraterne i USA og socialdemokraterne herhjemme i en hvis grad har taget til sig – har skabt grundlaget for og legitimeret nationalistiske “højrefløjspopulister” som Trump, når de påstår, at globaliseringen de seneste årtier er sket på bekostning af lønmodtagere i den rige del af verden.

Det er godt nok faktuelt forkert. Både lønninger og levestandard er steget for alle indkomstgrupper, også i USA, som konsekvens af globaliseringen. Men det har hverken medier eller politiske magthavere haft interesse i at påpege.

Venstreorienteret handelspolitik som hos 3F

Hvor venstreorienteret Trump er, når det kommer til handelspolitik, fremgår tydeligt af hans politiske program, der længe har været offentlig tilgængelig. Her kan man bl.a. læse, at USA skal genforhandle vilkårene i NAFTA. Som det fremgår af Trumps program (jo sådan et har han faktisk), skal der

“sættes en stopper for “sweatshops i Mexico, der underbyder amerikanske arbejdere”

Med andre ord vil man (yderligere) svække mulighederne for at konkurrere på løn- og arbejdsvilkår (der er allerede en række krav indbygget i den nuværende NAFTA aftale). Der lægges også op til en handelspolitik baseret på, at tilgodese “vores arbejdere”, som der står.

Er Mexico og Canada ikke med på den, vil Trump meddele, at USA har til hensigt at trække sig ud af aftalen. Og det kan ske med seks måneders varsel. Canada har allerede meddelt, at man gerne genforhandler aftalen. Der er faktisk grund til at frygte det værste, hvor Canada og USA’s regeringer går sammen for på populistisk måde at presse Mexikanerne til en aftale, som begrænser deres muligheder for at konkurrere på hvad der reelt er der eneste fordele, nemlig lavere løn- og skatteomkostninger.

Den form for argumentation kender vi også herhjemmefra, fra f. eks. Enhedslisten og 3F.

Myten om at arbejder- og middelklasse i Vesten betaler for globaliseringen 

Som jeg prøvede at påpege i debatten i torsdags har vi et stort problem med at faktuelt forkerte fremstillinger af udviklingen de seneste årtier, får lov til stort set umodsagt at blive fremført i medierne igen og igen og…… Det gælder både i DR og TV2, samt stort set alle de traditionelle skrevne medier (måske med undtagelse af Børsen). Vi har tidligere set hvorledes Berlingske Tidende og DR P1 har ageret kritikløse mikrofonholdere, når anti-globaliseringsorganisationer som f. eks. IBIS/OXFAM og Mellemfolkelig Samvirke har fremturet med deres nonsens-fortællinger. Se f.eks. her.

Så sent som onsdag aften formåede både studievært samt “3 eksperter”, hvoraf ingen af dem var økonom, at tolke på en graf, der går verden rundt, kaldet elefantgrafen, oprindeligt lanceret af Lakner og Milanovic i “Global Income Distribution: From the Fall of the Berlin Wall to the Great Recession” – Nedenfor vist, hvorledes den ser ud, efter man korrigerer for, at den oprindelige elefantgraf bl. a. medtog data for lande som kun eksisterede det ene af årene. F. eks. er der ikke data for Rusland, Ukraine, Vietnam, Sydafrika, Kenya og Tanzania i 1988, mens de indgår i tal for 2008. Til gengæld er en række lande medtaget i 1988 men ikke i 2008. Det gælder bl. a. Australien, New Zealand, Iran, Uzbekistan og Algeria. Grafen er også korrigeret for at Milanovic og Lakners deciler ikke er konsistente.
udklip1234

Det er dog ikke den man normalt ynder at gengive. Det er derimod den originale nedenstående graf. Både Deadline onsdag den  16. november og Weekendavisens hovedartikel fredag den 18. november, skrevet af Martin Krasnik, tager udgangspunkt i en graf, hvor der ikke er korrigeret for udviklingen i den globale befolkningssammensætning (Det skal retfærdigvis siges, at der efter sigende skulle komme en opfølgende artikel, hvor dette behandles).

Og så ser den pludselig noget mere dramatisk ud, som det fremgår af nedenstående figur.

cfim7elwwaa5fkg
Historien er selvfølgelig, at de deciler der ligger tæt på eller lige under en nulvækst er hvor store indkomstgrupper i vesten befinder sig. Men det er bare ikke korrekt. De der befandt sig i 7 og 8. decil i 1988 i vesten, befinder sig ikke samme sted i 2008. Det er der korrigeret for i den første figur, men det er ikke det hele. Ligesom toppen omkring 5. og 6. decil i høj grad er konsekvens af den gunstige udvikling, så er dykket fra 7. til 9. decil drevet af udviklingen i to lande. Rusland og Japan. Tager man højde for dette og ændringen i befolkningsudviklingen, er der pludselig en del mindre elefant over figuren.

http-%2f%2fcom-ft-imagepublish-prod-s3-amazonaws-1
Tager man højde for både udviklingen i den globale befolkningssammensætning og fjerner de tre lande som er grund til elefant-formen, ser vi altså en groft sagt ganske jævn vækst over de fleste deciler, Altså en ganske anden historie, end den vi får gennem medierne.

Og fakta er da også, at indkomsterne i perioden fra 1988 og op til 2008, hvor globaliseringsprocessen går i stå (ikke mindst USA har siden finanskrisen øget protektionistiske tiltag voldsomt), i langt de fleste lande er steget for alle indkomstdeciler, hvilket fremgår af nedenstående figur – også fra Resolution Foundation.
udklip11Som det fremgår er der anvendt præcist samme data, som Milanovic og Lakner anvender.

Selvfølgelig er der tabere ved globaliseringen

I debatten på DR2 torsdag den 17. (se nedenfor) prøvede jeg at rette lidt op på nogle af alle misforståelserne. Og fakta er altså at alle indkomstgrupper har vundet betydeligt på de seneste årtiers globalisering. Både her og i udlandet. Men det indebærer naturligvis ikke, at der ikke er “individuelle” tabere. Naturligvis er det et stort problem for den arbejder der mister sit arbejde, fordi hans eller hendes virksomhed enten flytter produktionen til et andet land, eller ligefrem bukker under i den globale konkurrence. Men det er et vilkår ved markedskapitalismen. Det er ligefrem et grundvilkår, hvis vi ønsker øget levestandard. For hvad er alternativet? Det er at alle andre skal subsidiere arbejdspladser og produktion, mens den samlede værdiskabelse i samfundet, alt andet lige, mindskes.

Og at miste sit arbejde på grund af konkurrence fra andre lande er jo ikke væsensforskellig fra at blive udkonkurreret af teknologiske fremskridt ( som også synes at være en del af skræmmebilledet hos en del globaliseringsmodstandere ).

Og overvej lige et øjeblik hvor vi ville have været, hvis vi f. eks. havde afvist at effektivisere vores landbrug af hensyn til beskæftigelsen, eller blot havde insisteret på at man fortsat skulle sy tøj i Herning. Nej vel. Det havde næppe været en god ide. Men det gør det naturligvis ikke nemmere for den enkelte. Og desværre gør politikfejl og fagforeningers ageren det heller ikke.

Det har vi set ved lukningen af flere slagterier herhjemme. Havde det ikke været for fagforeningernes muligheder for at afvise lønnedgang – altså en mere fleksibel løndannelse –  som et middel til at fastholde produktionen lidt længere, ville man formentlig kunne undgå mange triste skæbner i forbindelse med globaliseringen – uanset om den foregår globalt eller blot regionalt. Naturligvis skal vi erkende at f. eks. en slagteriarbejder oppe i alderen muligvis ikke har mange alternativer. Men det samme kunne naturligvis siges om typografen, der for længst er udkonkurreret af ny teknologi.

Men på sigt må man acceptere udviklingen, lige som de der bor i Rustbæltet i USA må erkende, at “gamle dage” ikke vender tilbage. Med andre ord må de enten flytte eller vælgere nogle lokale politikere, som er parate til at forbedre rammevilkårene for erhvervslivet og på den måde gøre det mere attraktivt at etablere produktion i de pågældende områder.

Alternativet er at andre skal betale for opretholdelsen af arbejdspladser og de der primært kommer til at betale prisen er netop de laveste indkomstgrupper, hvilekt jeg har påpeget i tidligere indlæg her på bloggen og som også fremgår af nedenstående oversigt over gevinsten ved frihandel, fordelt på udvalgte indkomstgrupper i en række lande.
gains

Kilde: “Measuring the Unequal Gains from Trade”, Pablo D. Fajgelbaum fra UCLA og Amit K. Khandelwal

Hvilke lande er globaliseringsskeptiske?

Af Christian Bjørnskov, den 19. november 2016. 31 svar

Globaliseringsskepsis er igen blevet et politisk emne i mange vestlige lande. Efter at mange have troet, at gamle – og for at være hudløst ærlig, ganske idiotiske – merkantiliske ideer var endeligt døde, har populistiske politikere på begge fløje genoplivet disse zombieideer. I USA og Frankrig har holdningsløse politikere som Donald Trump, Hilary Clinton og Marine Le Pen narret vælgere til at tro, at globalisering er skyld i deres problemer. Herhjemme har både marxisterne i Enhedslisten og de nationalkonservative hos bl.a. Dansk Folkeparti omfavnet ideen om, at økonomisk kontakt med udlandet kan være farligt. For dem og deres vælgere er indsigterne fra 250 års forskning i nationaløkonomi ligegyldigt eller direkte forkerte.

The Economist satte sig derfor forleden til at svare på, hvor stort er dette problem (hattip: Niclas Berggen). De bad YouGov om at spørge folk i 19 forskellige lande rundt omkring i verden om deres holdninger til globalisering. Figuren nedenfor illustrerer svarene. yougov-globalisering

Ikke overraskende er befolkningerne i de såkaldte ’emerging economies’ stærkt positive overfor globalisering, som man også måtte forvente. Eksportsektoren og de attraktive jobs, der skabes i den, er meget synlige, fordi de ikke var der for 10-15 år siden. Omvendt er Frankrig og USA de mindst positive – i Frankrig er der endda et flertal, der mener at globalisering er skadelig. I USA er gennemsnittet en smule mere positivt, men cirka en tredjedel af alle de adspurgte er ubesluttede. Der er således et meget stort, potentielt marked for vælgere, der kan narres.

Det positive i undersøgelsen er dog, at danskerne er den befolkning, der er mest positiv overfor globalisering. 69 % af de adspurgte danskere er positive, og meget få er direkte negative. Der er således stadig en markant erkendelse af de mange, positive virkninger af handel og globalisering. At der dog er mange, der ganske enkelt ikke forstår hvad der foregår, viste sig tydeligt i torsdags, da min medpunditokrat Niels Westy deltog i Debatten på DR (se udsendelsen her). Påstandene fra ikke-økonomer stod mærkværdigt uimodsagte indtil Niels satte ind, men i den post-faktuelle verden som DRs journalister befinder sig i, ændrer tingene sig næppe meget. Så hvis læserne sidder derude og har fornemmelsen af, at der jo både er plusser og minusser og at det er et emne, som folk er uenige om, bør de huske to ting: 1) Gavnligheden af international handel og globalisering er et af de relativt få emner, som der er massiv konsensus om blandt økonomer; og 2) spørge sig selv om dem, der kommer med de skeptiske påstande faktisk har nogen som helst indsigt eller ekspertise på området.

Trumps Handelspolitik (I) – måske ikke så meget nyt under solen

Af Niels Westy, den 17. november 2016. 1 svar

Det amerikanske præsidentvalg 2016 markerede den endelige afslutning på en periode, der indledtes i 1970erne, hvor amerikansk handelspolitik i vid udstrækning var baseret på klassisk økonomi, med udgangspunkt i Adam Smith ide om hvorledes det frie marked gavner alle uden nationale hensyn.

I stedet kan valget af Trump måske ses som en (endelig) tilbagevenden til “The national project”, hvor handelspolitik ikke ledes af en ide og forståelse for markedets universelle gavnlige konsekvenser for markedsdeltagerne, men primært styres af nationale interesser.

Arven fra Georg Friedrich List

friedrich_list_1845_cropMuligvis er der nogle af denne blogs læsere, der aldrig har hørt om Georg Fridrich List, men det har Donald Trump nok, da han tog sin bachelor i økonomi omkring 1970.

Tyskeren Georg Friedrich List (1789 – 1846) var en af de mest betydningsfulde økonomer i det 19. århundrede. Hans ideer om national kapitalisme fik enorm indflydelse i USA i 2. halvdel af det 19. århundrede og mange andre steder. List ideer har også været af stor betydning for etableringen af EU.

List ideer har også haft stor betydning for den førte politik i en række udviklingslande.

List var meget inspireret af Adam Smith, men tog afstand fra Smith universelle tilgang. I stedet var han fortaler for en nationalt orienteret form for kapitalisme (“The National System”). Han mente, at en nations velstand i højere grad var baseret på dets evne til at skabe fremtidige  videnskabelige opdagelser, teknologiske fremskridt, forbedringer i transport, uddannelsesinstitutionerne, opretholdelse af lov og orden, effektiv offentlig forvaltning mv.

Således mente List, at en nation først skal udvikle sine egne landbrugs- og fremstillingsprocesser tilstrækkeligt, før det er i stand til at deltage fuldt ud i den internationale frihandel. Hermed var det teoretiske grundlag lagt for det såkaldte “infant Industries” – argument for protektionisme, hvorefter man skal industrialisere beskyttet bag høje toldmure, og først deltage i den internationale handel, når man er blevet konkurrencedygtig. Men, og det er måske nok så vigtigt, kun i det omfang det er i den national interesse.

Fra “Picking The Winners” til “Picking the Loosers”

Donald Trump har en politisk vision og har haft det hele tiden. Fremstillingen i medierne af Donald Trump, som en mand der nærmest “overnight” bliver interesseret i politik, vil være præsident og derefter vælger et parti er noget pjat. Der findes interviews med ham så langt tilbage som til 1980, hvor han  taler om politik. Og hverken hans tilknytning til det Republikanske parti eller hans forestillinger om at handelsaftaler skader USA og amerikanernes levestandard er af nyere dato. I interviews tilbage i 1980erne talte han allerede om, at “andre er blevet rige på USAs bekostning i årtier”. Dermed hentydede han bl.a. til WTO (dengang GATT) og ikke mindst handlen med Japan.

Men hvis List ideer om “the national system” kunne bruges som grundlag for en “picking the winners” strategi, så er Donald Trumps forståelse  – eller rettere manglende forståelse for de gavnlige effekter ved international handel – endt i en “picking the loosers” position.  Som sådan adskiller hans ideer sig dog ikke fra de dele af EU, som gennem årtier har modarbejdet reel fri handel og globalisering.

En mere protektionistisk linje hvor man via størrelse og styrke vil søge handelsbetingelser ud fra “nationale interesser” er i hvert fald ikke nyt i amerikansk kontekst.

Friedrich List “The National System of Political Economy” kan hentes her

0168_tp

Snerydning i Stockholm og den tragiske dynamik i politiske beslutninger

Af Christian Bjørnskov, den 15. november 2016. 3 svar

Forleden gik det helt galt for stockholmerne. Byen fik 30 cm sne i løbet af torsdagen – mere end i mange år – hvilket afslørede, at byens snerydning var brudt fuldstændigt sammen. Grunden var ligeså morsom, som den situationen var tragisk: Stockholms bystyre havde besluttet sig for at indføre ’kønsneutral’ snerydning. Den politiske ændring, der blev presset igennem af fundamentalistiske feminister på den svenske venstrefløj, indebar at man ikke ’blot’ ville rydde sne på de større veje – der hvor ’mændene’ kører – men også på fortove hvor ’kvinder’ går. Da naturen smed en rekordstor mængde sne på Stockholm var resultatet forudsigeligt: Ingen af delen blev ryddet, og tusindvis af svenskere var effektivt sneet inde i en af verdens rigeste storbyer. Det var både tragisk – ambulancedrift var f.eks. effektivt umulig i torsdags – men også urkomisk som et eksempel på, hvad der sker når politikere totalt glemmer den primære opgave for en offentlig sektor: At producere offentlige goder.

Alt efter ens ideologiske standpunkt og ens vurdering af, hvor effektivt, det offentlige embedsværk i øvrigt er, kan man være voldsomt uenig om, hvad den offentlige sektor bør tage sig af. Der er dog en konsensus, der siden Adam Smiths arbejde har eksisteret blandt alle andre end betonkommunister og anarkokapitalister: At forsvar, retsvæsen og basale offentlige goder som basal uddannelse og beredskab er opgaver, som hører hjemme i det offentlige. Mens man sagtens kan have private firmaer til at stå for f.eks. snerydning, er det i praksis ret umuligt at tusinder af private pludseligt skal ud i markedet og købe snerydning når sneen falder. Det er med relativt stor sandsynlighed mere effektivt – i det mindste i nogenlunde velfungerende samfund – at der er et offentligt organ, der står for opgaven, enten via offentlig produktion eller en permanent kontrakt med private. Sagt på en anden måde er opgaver som snerydning en af de sidste, man ønsker at skære væk når man reducerer størrelsen på den offentlige sektor.

Det interessante element i den ganske latterlige historie om Stockholms mangel på snerydning er derfor, at man her kan se politik in action i stedet for at have en moralsk-ideologisk diskussion om, hvad der bør gøres. Snerydningen burde helt tydeligt fungere, har fungeret glimrende tidligere, og burde være fortsat i omtrent samme kvalitet. Virkeligheden er dog, at Stockholms bystyre i stedet for tog en beslutning, der på et ganske fundamentalt niveau afslørede hvordan identitetspolitik var vigtigere for politikerne end kommunens absolutte kerneopgaver. Spørgsmålet er, hvorfor det skete.

Og det simple svar burde være indlysende – og er indlysende for alle, der har stiftet blot overfladisk kendskab til public choice eller har erfaring med praktisk politik: Incitamentet til at blive valgt trumfer altid andre hensyn. Er der muligt at gøre noget, der er synligt og af interesse for potentielle vælgere, har enhver politiker en tilskyndelse til at forsøge at gøre det. I det svenske politiske klima findes en feministisk strømning så stærk, at det ville få det til at gibbe i selv østtyske betonlesbiske, og som kan bruges til at signalere ’moralsk renhed’. Omvendt er der næppe mange stemmer i et forsvar for basal snerydning, eller de andre forhold, som man kan mene en offentlig sektor bør tage sig af. Hvis det skulle gå galt, er det altid muligt at skyde den politiske skyld over på modstandere eller evt. på embedsværket.

Den politisk relevante margin eksisterer derfor på beslutninger, der på ingen måde har noget at gøre med det offentliges kerneopgaver. Stockholms snerydningskaos er et lysende klart eksempel på et meget grundlæggende problem med demokratisk politik. At det gik så galt, forstået på den måde at de skyldige var så lette at identificere og skylden derfor hurtigt kunne placeres, var den politiske fejl – ikke manglen på snerydning.

Nyt Ekonomisk Debatt

Af Christian Bjørnskov, den 12. november 2016. Skriv et svar

Forleden dag kom det nye Ekonomisk Debatt på gaden. Som vores faste læsere ved, er det noget jeg altid ser frem til. Det altid interessante og læseværdige tidsskrift har ingen dansk eller norsk pendant, og lederen rammer ofte ned i emner, der diskuteres i alle skandinaviske lande.

Det er ikke mindst tilfældet denne gang, hvor Lina Aldén spørger, om kultur påvirker indvandrerkvinders beskæftigelsesgrad. Meget af vores viden er fra amerikanske studier, men Aldén skriver om en svensk PhD-afhandling fra sidste år, der peger på vigtige nuancer. Det synes at tage cirka et til halvandet årti før kvinderne har vænnet sig til svensk kultur og derfor er lige så beskæftigede som svenskere.

Udover lederen er der blandt andet artikler af koryfæet Assar Lindbeck om hvordan man bedst afvikler de tunge og ufleksible svenske ansættelsesregler, PhD-studenten Sebastian Jävervall om hvordan korruptionsproblemer udvikler sig under kriser, og Christian Sandström, Mirko Ernkvist, Christofer Laurell og Jan Jörnmark om hvordan innovative virksomheder ’slår’ politik og enten kommer uden om eller får ændret regelsættet på deres område. Som altid er Ekonomisk Debatt stærkt anbefalet!

Hemmelige ransagning – nu i sager om doping

Af Nikolaj Stenberg, den 9. november 2016. Skriv et svar

Imens danske medier gik i selvsving med dårlig dækning af det amerikanske præsidentvalg fik Justitsministeriet sneget en lovændring op på bordet. Advokat Peter Trudsø kan berette om et nyt lovforslag, der er i høring:

”[Der] er lagt op til, at politiet skal have mulighed for hemmelig ransagning i sager med grove overtrædelser vedrørende dopingmidler samt grove sager om underslæb, bedrageri, databedrageri, mandatsvig og skyldnersvig”

I det gode selskab ses der ned på folk, der burger glidebaneargumenter. For glidebaneargumentet flytter fokus fra her-og-nu over til en hypotetisk fremtid, som ikke kan bevises. Men denne udvidelse af anvendelsesområdet for hemmelige ransagninger er der altså folk, der har råbt op om i mange år.

Læs mere om lovforslaget og find links til Ex-pundotokrat Mchangamas rapport om selv samme hos Rule of Law.