Tag-arkiv: EU

Hvorfor hænger offentlig gæld og korruption sammen i EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 18. september 2024. Skriv et svar

Der er en meget klar korrelation mellem offentlig gældskvote og graden af korruption i EU-landene. Mere korrupte lande har højere gæld. Det kan man se i figuren, hvor gældskvoten er angivet på andenaksen og korruptionsscoren på førsteaksen. Korruptionsscoren stammer fra Transparency International, og jo højere score, desto mindre korruption.

Danmark er det mindst korrupte EU-land ifølge TI og har samtidig en lav gældskvote. I den modsatte ende ligger et land som Grækenland med både høj gæld og høj korruption.

Det er et velkendt fænomen, at ex-kommunistiske lande generelt scorer højt, når det gælder f.eks. mistillid og mangel på livstilfredshed, og de scorer – som man kan se – altså også højt, når det gælder korruption. Kommunismen kaster lange skygger.  For et givent gældsniveau har de ex-kommunistiske lande meget mere korruption. Man kan også sige det sådan, at de ikke har samme gældsproblemer som lande med tilsvarende korruptionsniveau uden kommunistisk fortid.

Korrelationen mellem gæld og korruption er altså klar. Men som vi utrætteligt påpeger her på stedet, er korrelation ikke lig med kausalitet. Man kan ikke ud fra figuren sige, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem de to. Spørgsmålet er, hvad der driver korrelationen?

Det har jeg ikke nogen autoritativ forklaring på, men det er interessant at spekulere over nogle hypoteser.

En hypotese kunne være, at korrupte lande har sværere ved at opkræve skatter til at finansiere deres udgifter. Det kunne både skyldes, at skatteyderne bestikker sig fra at betale så meget i skat, og at politikerne generelt er følsomme over for deres klienters interesser, når de udformer skattereglerne. En lav “skatteevne” kunne i så fald skyldes, at der er mange huller og undtagelser i skattesystemet.

Jeg tvivler dog på styrken af forklaringerne, selv om der også er en vis positiv sammenhæng mellem en god korruptionsscore (altså lav korruption) og skattetrykket. Det kræver meget stor skatteunddragelse ligefrem at drive højere gæld – hvilket næppe er realistisk i EU – og også ikke-korrupte politikere er følsomme over for interessegrupper, bl.a. når de udformer skatteregler. Forskellen er, om interessevaretagelsen foregår legalt eller med penge under bordet.

Helt grundlæggende er lav skatteevne ikke i sig selv nok til at forklare en høj gældskvote. Det er en af de budgetbegrænsninger, som må påvirke valget af offentligt udgiftsniveau. Udgiftsniveauet kommer jo ikke ud af det blå, men er påvirket af, hvor mange indtægter der er til rådighed (samt andre forhold, så som mulighederne, økonomisk og politisk, for optagelse af gæld).

Mit bedste bud på en årsagssammenhæng er, at både korruption og lånoptagelse afspejler graden af dårlig regeringsførelse. Altså hvor godt det politiske system fungerer, og hvor store kollektive handlingsproblemer, det løser henholdsvis skaber. Korruption og statsgæld er på mange måder udtryk for det samme: At skyde byrder over på andre. Ved korruption kan byrderne havne på dem, der ikke er part i bestikkelsen eller hvad korruptionen nu handler om. Ved lånoptagelse skydes byrden for nutidigt forbrug ud på fremtidige generationer. Eller i stigende grad i EU’s tilfælde: Over på andre lande.

Når de østeuropæiske lande generelt er langt mindre gældsat end andre lande med samme korruptionsniveau, kan det hænge sammen med flere forhold. Først og fremmest er de optaget i EU senere. Ved optagelsen skal man – i hvert fald i princippet – vise sig parat til at overholde unionens finanspolitiske regler. Korruptionen kan også have en anden karakter. Helt generelt finder f.eks. Benfratello et al, at korrelationen mellem gæld og korruption er mest udpræget i de mest udviklede lande. Det kan netop skyldes, at korruptionen i højere grad trænger ind i de politiske beslutningsprocesser i disse lande, mens den måske mere trives som bestikkelse af politibetjente, inspektører osv. i de andre lande.

Som sagt – det er bud på nogle hypoteser, som jeg ikke kan be- eller afkræfte på stående fod.  Men at korruption og statsgæld er korreleret, det er ganske givet.

EU bliver (endnu) mere protektionistisk

Af Christian Bjørnskov, den 14. juni 2024. 1 svar

Medierne meddelte tidligere denne uge, at EU-Kommissionen vil underrette Europas bilproducenter om, at den ønsker at indføre en ekstra told på op til 25 procent på import af kinesiske elbiler. Tolden skal gælde fra næste måned, og den officielle intention er, at den skal være midlertidig. Måske giver den politisk mening, men fra en økonomisk vinkel er EU’s nye toldtiltag absolut vanvid.

Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.

Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.

Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.

Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.

EP-valget: Nogle liberale refleksioner. 

Af Otto Brøns-Petersen, den 12. juni 2024. Skriv et svar

Valget i EU som sådan er blevet udlagt som et sving i uliberal retning, fordi ”højrepartierne” i Europa gik markant frem, mens partierne i den liberale Renew-gruppe gik tilbage – bl.a. i Frankrig, hvor en chokeret præsident Macron udskrev nyvalg til Nationalforsamlingen efter at have fået halvt så mange stemmer som Le Pen.  

Men så entydigt kan valget ikke udlægges.

Læs resten →

Hvor sort ser det ud for Europa?

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. juni 2024. Skriv et svar

Det er begyndt at gå op for politikerne, at EU er tynget af problemer med bl.a. lav økonomisk vækst. Macron har talt om, at truslen endda kan være eksistentiel på lang sigt.

Det er godt, fordi der er et reelt problem med lav vækst, og fordi velstand er nøglen til bl.a. Europas sikkerhed.

Men hvor der kan være meget rigtigt i diagnosen, er der grund til at advare mod nogle af de politiske ”løsningsforslag”. De risikerer at gøre problemerne større, ikke mindre.

Læs resten →

Var euroen en god idé? Ny evidens

Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2024. Skriv et svar

I 1990erne var der en hed diskussion om Danmark skulle overtage euroen som valuta. De fleste politiske partier var utvetydigt for euroen, mens et klart flertal af danskerne var imod. Der var også diskussion blandt nationaløkonomer, i det mindste indtil vismændene udgav en meget fin analyse, der endte med vurderingen af, at det nok hverken gjorde fra eller til. Siden da er flertallet blandt danskerne for at bevare kronen om noget styrket, mens man – i det mindste i mit erhverv – stadig møder mange politikere, der helst så Danmark indgå i eurozonen. Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om euroen overhovedet var og er en god idé.

Ricardo Duque Gabriel (Federal Reserve Board) og Ana Sofia Pessoa (IMF) undersøger i Adopting the Euro: A Synthetic Control Approach netop det spørgsmål. Den spritnye artikel, der er på vej ud i European Journal of Political Economy, benytter sig af syntetiske kontroller til at skabe en slags statistisk ‘dobbeltgænger’ for 12 lande, der adopterede euroen i 1999. Og de generelle resultater i artiklen taler ikke for euroen.

Gabriel og Pessoa finder, at ét land har haft klar økonomis gavn af at introducere euroen: Irland. En stor del af gevinsten skyldes dog, at Irland har formået at tiltrække en meeget lang række udenlandske virksomheder. Hvis man fokuserer på den økonomiske aktivitet, der går til irere i stedet for den aktivitet, der lavees i Irland – dvs. Bruttonationalindkomst i stedet for Bruttonationalprodukt – falder effekten til en tredjedel. Omvendt finder forfatterne, at Frankrig, Italien, Portugal, og Tyskland har oplevet relativt små, men negative konsekvenser af euroen.

Overordnet set er det mest interessante i artiklen, at Gabriel og Pessoa kan disaggregere effekterne. De finder her, at for eurolandene som helhed skabte eurozonen handel, og førte også til større offentligt forbrug. Omvendt førte euroen til lavere privatforbrug og mindre investeringer.

Når man ser på fundene i den nye forskning, er det svært at konkludere, at europrojektet har været en succes for borgerne. Påstanden var, at euroen ville gøre folk rigere ved at skabe mere handel og større investeringer. Handelseffekten ser ud til at være der, men euroen ser ud til at have ført til færre investeringer og større offentligt forbrug. Den har ikke gjort folk rigere, men faktisk en bid fattigere end i sammenlignelige lande, der ikke gik med i europrojektet. Overordnet kan man måske sige, at det var en succes for folk, der har særlige præferencer for offentligt forbrug og politisk kontrol, men en fiaske for alle vi andre.

Vi skal vænne os til svingende elpriser

Af Otto Brøns-Petersen, den 3. juni 2023. 3 svar

Elpriserne er svinget rigtig meget det sidste år. Det skyldes især afbrækkene i de russiske gasforsyninger til EU. Men svingende elforsyning og -priser bliver hverdag også på længere sigt, når der kommer mere vind og sol i elsystemet.

Det skriver Line Andersen og jeg om i en artikel i Klimamonitor.

Læs resten →

Oversete fordele ved det nuværende EU

Af Otto Brøns-Petersen, den 9. maj 2023. 1 svar

Det er Europa-dag i dag. Det er en lejlighed til at markere de efter min mening meget oversete fordele ved det nuværende EU. Det bygger på forfatningsmæssige rammer, som i meget høj grad lever op til kriterierne for en god forfatning – som vi kender dem fra konstitutionel økonomi.  

Netop de forfatningsmæssige rammer er ellers ofte genstand for kritik. Der tales om “demokratisk underskud”, manglende beslutningskraft, afstand til borgerne og mangel på europæisk identitet. Men det kan man i virkeligheden se som fordele.  

Konstitutionel økonomi tilsiger så høj en grad af decentralisering som muligt (ideelt set helt til det enkelte individ). For det første for at begrænse den centrale politiske magt. For det andet ved at skabe politisk konkurrence, som holder også de nationale magthavere i skak. For det tredje ved at give plads til forskelle i præferencer (Tiebout-mekanismen).  

At historien har frembragt nogle af exceptionelt frieste og rigeste samfund i Europa, skyldes i stort mål interstatslig konkurrence og begrænsninger på statsmagten.  

Der, hvor EU har sin berettigelse, er at levere kollektive goder, som har en rækkevidde på fælles niveau. Teorien om kollektive goder tilsiger, at der bør være forskellige niveauer for politisk kompetence netop bestemt af rækkevidden af de kollektive goder, de leverer. Lokal vejbelysning bør være en kommunal opgave. Forsvar bør være en national opgave (eventuelt i samarbejde med andre nationer).  

Tilsvarende er der en række opgaver, som bedst løses på mellemstatsligt niveau. De bedste (men ikke eneste) eksempler i EU er: Frihandel eksternt og fri bevægelighed over grænserne for varer, tjenester, kapital og personer (EU’s fire friheder), klimapolitik, grænseoverskridende energisystemer, gensidig anerkendelse af regler, bekæmpelse af konkurrerende statsstøtte og en række grænseoverskridende miljøopgaver.  

I den amerikanske forfatning er tilsvarende indsat regler, der skal begrænse føderalmagten til “enumerated powers” – altså en positivliste. Der lå meget dybe overvejelser til grund for forfatningen, som imidlertid ikke har forhindret en betydelig større centralisering end tilsigtet. En metode, der bliver brugt til at overskride positivlisten, er at opkræve fælles skatter og fordele pengene efter, om delstaterne lever op til centralt fastsatte krav. Formelt har delstaterne stadig magten, men reelt er den havnet i Washington. 

Begrænsningerne på magten i Bruxelles og omegn er i mange henseender stærkere end på Washington. Der er krav om enstemmighed på andre områder end EU’s kernekompetencer. Det er en utrolig vigtig regel, som sikrer, at der ikke i så høj grad bliver ført fordelingspolitik mellem landene, og som forhindrer “normalpolitik”.  “Normalpolitik” går ud på at danne en minimal vindende koalition (som Riker kaldte det), som omfordeler til sig selv på bekostning af det tabende mindretal. Uden enstemmighedsreglen tilsiger den sædvanlige logik, at velhavende landes borgere skal omfordele til fattigere landes (på samme måde som der omfordeles inden for landets grænser). Enstemmighed sikrer, at der kun træffes beslutninger, som er til alles fordel. 

I EU ligger magten i høj grad hos det Europæiske Råd, som består af de nationale regeringschefer. Der er nærmest tale om, at det er “førstekammeret”. Det giver også decentrale interesser en stor magt. Magten er så delt med EU-kommissionen (som er den udøvende magt), EU-domstolen og EU-parlamentet, som er svagt “andetkammer”. Samlet giver konstruktionen stærke checks and balances.  

Et yderligere vigtigt træk ved EU er, at unionen kun i meget begrænset grad har sine egne indtægter. Den har ikke en skattekilde i stil med indkomstskatten at skrue op på efter forgodtbefindende. Midlerne stammer fra de nationale statskasser, og det er altså igen de nationale regeringer, der har snor i beslutningerne. 

Hvis vi ikke er opmærksomme på de gode sider ved EU-samarbejdet, risikerer vi at miste dem. Truslen er både, at medlemmer falder fra, som det skete med Brexit, og at centraliseringen øges. Muligvis begge dele på én gang.  

Der er en naturlig tendens til, at magten bliver mere centraliseret med tiden. Især hvis der opstår kriser, som reelt eller indbildt kalder på større “handlekraft”. Derfor kræver det også stadig opmærksomhed at imødegå centraliseringen.  

En hovedpointe fra konstitutionel økonomi er, at konstitutionelle rammer er vigtigere end dag-til-dag-politik. Når først spillereglerne er givet, er det også i høj grad bestemt, hvordan spillet ender. Men spillereglerne er typisk meget vanskeligere at ændre end den daglige politik. EU er imidlertid et forløbende konstitutionelt projekt, som vi har mulighed for at påvirke.  

EU er ingen duks, når det gælder grøn statsstøtte

Af Otto Brøns-Petersen, den 6. marts 2023. Skriv et svar

Jyllandsposten omtaler i dag en analyse, Line Andersen og jeg har skrevet om omfanget af grøn statsstøtte i EU op til Bidens “Inflation Reduction Act” (IRA) med massiv amerikansk statsstøtte. Og om omfanget af ny grøn statsstøtte i det “modsvar” til IRA, Kommissionen brygger på:

Læs resten →

Vindenergi bør afpolitiseres

Af Otto Brøns-Petersen, den 22. februar 2023. 1 svar

Der er stor blæst om udbygningen med vindmøller til havs, hvor regeringen har sat den såkaldte “åben dør”-ordning i bero. Men hvad er op og ned?

Det har Ingeniøren bedt mig om et bud på. Til de af læserne, som ikke læser Ingeniøren, er her min kronik. Det er ikke et spørgsmål, som kun eller primært er relevant for ingeniører.

Afpolitisering er vejen ud af krisen for havvind 

Af Otto Brøns-Petersen, analysechef CEPOS, tidligere formand for Serviceeftersyn af vilkårene for kulbrinteudvinding i Nordsøen og Kulbrintebeskatningsudvalget   

Det har vakt betydelig røre, at staten indtil videre har indstillet brugen af den såkaldte ”åben-dør”-ordning for havvindmøller. Interessenterne har lagt betydeligt pres for at få afklaret det EU-retlige problem, som førte til, at regeringen trak stikket. Men der er grund til at revidere hele politikken for vedvarende energi, som er præget af skadelig og dyr politisering. Det grundlæggende problem – også bag EU-sagen – er, at energisektoren er gennemsyret af politiske ønsker om at styre udviklingen, ofte tilskyndet af stærke interessegrupper og med symbolpolitiske manifestationer. 

Det er ikke muligt at afgøre for os udefra, om stoppet for åben dør er velbegrundet eller udtryk for embedsmændenes overforsigtighed. Helt konkret har Energistyrelsen og statsstøttesekretariatet i Erhvervsministeriet vurderet, at der er en risiko for at overtræde EU’s statsstøtteregler. Reglerne har en indbygget tilskyndelse til forsigtighed, for hvis der udbetales statsstøtte, som efterfølgende viser sig at være ulovlig, skal de virksomheder, der har modtaget statsstøtten, betale den tilbage. Da statsstøtten typisk ikke bare havner i virksomhedens kasse, men slår ud i f.eks. kapacitetsinvesteringer og lavere forbrugerpriser, kan kravet om tilbagebetaling ramme virksomheden meget hårdt. Det er ikke en utilsigtet bivirkning, men en klogt tænkt mekanisme til at bremse de ellers stærke politiske incitamenter til at give statsstøtte. 

Hidtil har vindenergi fået to former for støtte. Den ene er ved ikke at blive belastet af de fulde omkostninger, som vindenergi påfører resten af elnettet og energisystemet. Vindenergi kræver stor back up-kapacitet, netkapacitet og for fremtiden også lagringsmuligheder, når de norske vandmagasiner til vandkraft ikke længere rækker som ”batteri”. Den anden er i form af produktionsstøtte til el. Støtteniveauet bliver fastlagt ved udbud, så den investor, som kræver mindst i støtte, får lov til at bygge de havvindmølleparker, der er besluttet politisk. Denne støtte omfatter de parker, som sendes i udbud. Åben dør-ordningen indebærer derimod, at man kan søge om at opføre vindmøller, som ikke er besluttet politisk, men uden at få produktionsstøtte.  

Det har hidtil ikke været lukrativ. Men nu har den teknologiske udvikling og konkurrencen medført, at fortegnet ved udbud er skiftet. Der er kommet investorer, som er villige til at betale for at få lov til at opføre parkerne. Betalingsviljen afspejler dels gevinsten ved den indirekte støtte, dels at vindstederne på havet er knappe. På samme måde som vindstederne også på landjorden er det, og hvor investorerne betaler lodsejerne for retten til at rejse møllerne. 

Denne udvikling har også gjort åben dør-møller interessante, og ansøgningerne er strømmet ind. Myndighedernes betænkelighed går nu på, om den gratis adgang i åben dør udgør ulovlig statsstøtte, når vinderne af udbud skal betale. Det kan naturligvis også spille en rolle, at interessen for at deltage i udbud om de politiske prestigeprojekter kan fordufte, hvis adgangen til åben dør er gratis. 

Hvad er løsningen?  

Grundlæggende er der behov for at få skabt gode, neutrale rammevilkår for vedvarende energi, så kommercielle beslutninger og samfundsøkonomiske hensyn bliver sammenfaldende. Udbygningen med vedvarende energi bør ske på markedsvilkår, uden politisk styring og uden anden statsstøtte end den begunstigelse, der ligger i, at fossile konkurrenter betaler en høj pris for at udlede CO2.   

For det første er det vigtigt at afvikle den indirekte støtte helt og sikre, at tarifferne for producenter af vindmøllestrøm indeholder alle afledte omkostninger til back up-kapacitet, netkapacitet osv.  

For det andet bør vindenergien afpolitiseres. Ideelt set burde alle planlagte udbud aflyses, inklusive af energiøerne, og der bør i hvert fald ikke planlægges nye.  

For det tredje bør der sikres en konsekvent prissætning af havarealerne, som afspejler knapheden. Præcis som landjorden er prissat. 

Langt hen ad vejen kan håndteringen af de knappe olie- og gasforekomster i Nordsøen tjene som inspiration. Der er i høj grad tale om identiske problemstillinger. I begge tilfælde genererer retten til at udnytte de knappe pladser på havet en såkaldt grundrente.. 

Det mest vidtgående skridt ville være simpelt hen at afskaffe udbuddene og lade udnyttelsen drive af kommerciel anvendelse af åben dør. Hvis udbuddene alligevel fastholdes, bør det være som i Nordsøen, hvor udbudsrunderne handler om at tilrettelægge udbygningen, ikke at styre produktionen efter politiske mål (det samme kan desværre ikke siges om den politiske aftale om at afvikle Nordsøproduktionen, herunder ikke holde flere udbudsrunder). I Nordsøen lever udbudsrunder og åben dør side om side, uden at komme i konflikt med statsstøttereglerne, fordi der opkræves en ensartet betaling i form af kulbrintebeskatning. Kulbrintebeskatningen er tilnærmelsesvist en skat på grundrenten og løser dermed prissætningsproblemet på undergrunden. Den er reelt en betaling for at udnytte forekomsterne. Der er intet principielt i vejen for at inddrage havvindmøller på statens arealer under kulbrintebeskatning. 

Et alternativ til at lade grundrente tilfalde staten er at lade de selskaber udnytte arealerne, som kommer først. I så fald vil grundrenten tilfalde de pågældende investorer, men hvis rettighederne kan omsættes, vil det også prissætte knapheden. Det vil dog kræve, at grundrenten ikke bliver spist af kapløb om at komme først, og at det er troværdigt, at der ikke bliver indført særskatter senere alligevel. Ellers kan det være hensigtsmæssigt at få skatteregimet på plads fra starten og eventuelt med klausuler, der beskytter mod efterfølgende særskatter oveni, således som det også kendes fra Nordsøen. 

Under alle omstændigheder er energisektoren for vigtig til den massive nuværende politisering. Arbejdsdelingen mellem politikerne og de kommercielle aktører bør være, at de første opstiller neutrale rammer og med samfundsøkonomisk sunde incitamenter, og at de private operatører udfylder dem uden politisk detailstyring eller statsstøtte. 

EU løser ikke sine problemer ved at skyde sig selv i foden

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2023. 1 svar

Amerikas protektionisme har fået en ekstra tand, efter at Biden har afløst Trump. Senest med Bidens “anti-inflationslov”, som handler om “grøn omstilling” og består i store statssubsidier til amerikanske virksomheder. Det går mest ud over USA selv, som kommer til at betale overpris for grøn omstilling. Men stærke kræfter i EU ønsker et “gensvar” med mere europæisk statsstøtte, protektionisme og industripolitik.

Er det en god idé med en politik, som vil ramme os selv mest? Bør Danmark være mere imødekommende over for den illiberale fløj i EU? Er det smart med en øget transatlantisk konflikt, midt i øgede spændinger i forhold til regimer som Rusland og Kina?

Svaret er efter min mening nej.

Og jeg forklarer hvorfor i min seneste klumme i Jyllands-posten Finans. Læs her (ingen betalingsvæg).

Historisk fejltrin med skifte i EU-politik

Af Otto Brøns-Petersen, den 17. januar 2023. 1 svar

Information bringer i dag et længere interview med mig. Det er en skarp advarsel imod det skifte i EU-politikken, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen luftede et par dagene forinden.

Her er et par smagsprøver på, hvad jeg siger:

»Det vil være et historisk fejltrin, hvis Danmark skifter linje i EU-politikken og støtter lempeligere statsstøtteregler, mere protektionisme, aktiv industripolitik og yderligere bevægelse i retning af en fiskal union. Desværre er det, hvad Løkke lægger op til«.

Otto Brøns-Petersen mener, at den tidligere regering – også ledet af Mette Frederiksen (S) – havde den rigtige kurs under blandt andet forhandlingerne om EU’s budget, hvor Danmark sammen med et par andre lande lavede ’sparebanden’, som kæmpede for et mindre budget. Den kurs burde den nye regering fortsætte, mener Cepos-analysechefen.

»[H]vis vi for eksempel taler om fælles gæld, bør det være noget, som er forbeholdt i eurolandene. Ikke de andre lande. Så er vi på vej dybere ind i en fiskalunion. Det kan godt være, at eurolandene er forbi point of no return, men det er vi ikke.«

Det er svært at overdrive betydningen af denne debat. Mange af de emner, som fylder i dansk politik til hverdag, kan blive påvirket, hvis ikke overhalet af den udvikling, der er i gang i EU. Det kan også splintre EU yderligere. Vi bør undgå, at det går i den forkerte retning – men vi skal også blive bedre til at se værdierne i de gode sider ved det nuværende EU.

Et helt centralt spørgsmål – som vi kommer ind på i interviewet – er den gældskrise, som præger EU, og den fiskale union, som truer. Det kan få vidtrækkende konsekvenser. Og det afholder CEPOS et arrangement om, hvor jeg diskuterer med Niels Thygesen (formand for Det Fiskale Råd) og Anders Christian Overvad (Tænketanken Europa) d. 7. februar. Du kan læse mere og eventuelt tilmelde dig her.

EU’s Non-Tariff Barriers

Af Christian Bjørnskov, den 1. juni 2022. 1 svar

Det påstås ofte, at verden er blevet langt mere åben for handel de senere årtier. Som det britiske Institute for Government peger på, er de vestlige landes toldbeskyttelse faldet dramatisk siden anden verdenskrig: I 1949 var USAs gennemsnitstold på 33,9 %, mens den idag er faldet til 3,5 %. EU’s tilsvarende told er 5,3 %, ned fra omkring 9 % i midten af 1970erne. Men på samme tid er der meget, der tyder på, at såkaldte Non-Tariff Barriers er blevet vigtigere over årene. WTO peger for eksempel på, at NTB’er bidrager med omtrent den dobbelte ‘beskyttelse’ mod international handel som toldmure går idag.

De NTB’er som vestlige lande benytter sig af, defineres typisk som bestående af to komponenter: “Regulation: Any rules which dictate how a product can be manufactured, handled, or advertised” og ” Rules of Origin: Rules which require proof of which country goods were produced in.” De er dermed både regler, der effektivt pålægger udenlandske producenter større omkostninger ved at direkte påvirke måden de producerer deres produkter og reklamerer for dem, og regler der skaber bureaukratiske mure.

For tiden giver den britiske strid med EU over Nordirlandprotokollen fremragende eksempler på, hvordan union benytter sig skruppelløst af NTB’er som protektionistisk redskab. The Telegraph skrev således i morges om, hvordan man ikke kan købe småkager som Walker’s producerer særligt i forbindelse med dronning Elizabeths jubilæum – det forhindres effektivt af de NTB’er, der ligger i protokollen. Et andet eksempel, der er direkte til undervisningen, gives af Marks & Spencers topchef Archie Norman, der fortalte parlamentsmedlemmer hvordan:

“At the moment, wagons arriving [from the UK] in the Republic of Ireland have to carry 700 pages of documentation it takes eight hours to prepare. The documentation of some of the descriptors, particularly of animal products, have to be written in Latin … in a certain typeface.”

EU-tilhængere påstår ofte, at unionen er en af de mest frihandelsvenlige kræfter i verden. Det er åbenlyst ikke sandt, men erfaringerne med måden, unionen straffer britiske borgere gennem Nordirlandprotokollen afslører, i hvor høj grad policy-making i EU er blevet voldsomt protektionistisk. Det er godt for vores undervisning i handelspolitik – særligt den beskidte af slagsen – men skadeligt for borgere i både EU og Storbritannien.

Hvor stærk er Rusland i forhold til Ukraine – og til EU?

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. januar 2022. 1 svar

De sorte skyer trækker sig sammen over Ukraine, som trues af en russisk invasion. I givet fald ventes Rusland at få let spil, medmindre andre blander sig. 

Men hvor stærk er Rusland egentlig? For at illustrere det har jeg trukket nogle nøgletal i Verdensbankens database. De fremgår af tabellen. 

Læs resten →

Derfor glæder jeg mig ikke over Brexit.

Af Otto Brøns-Petersen, den 31. januar 2020. 5 svar

I dag siger briterne farvel til EU.

Det tror jeg desværre ikke, der er grund til at glæde sig over – ikke for briterne og slet ikke for os andre.

I teorien kan briterne bruge Brexit til at liberalisere deres økonomi og udenrigshandel mere, end EU tillader. For en del brexiteers var det netop forestillingen om et europæisk Hong Kong eller et Singapore ved Themsen, som var motivationen for at træde ud. Desværre er det ikke så sandsynligt et udfald. En vigtig motivation for andre brexiteers var at komme af med den frie bevægelighed for arbejdskraft, som har været en af EU’s allerstørste succeser og været til enorm fordel også for briterne. De brexiteers ønsker et mere lukket Storbritannien, ikke et nyt Hong Kong eller Singapore.

Det er mildest talt uklart, hvad Boris Johnson vil bruge sin store valgsejr til. Man kan håbe, at regeringen vil forsøge at gøre Brexit til en økonomisk succes ved at føre en liberal økonomisk politik, som øger den økonomiske vækst. En yderligere nedsættelse af selskabsskatten ville være et oplagt træk. Men han er nyvalgt på en platform, som stritter i alle retninger, og som bl.a. indebærer løfter om flere offentlige udgifter. Han kan, som Thatcher, vælge at udnytte Labours upopulære venstreorienterede politik til at føre en markant liberal økonomisk politik, men han kan også vælge at rykke til venstre i forsøg på at befæste midten.

Hvor udsigterne for briterne i bedste fald er uklare, er de desværre temmelig klart negative for os andre. Medianvælgeren i EU er rykket sydpå, i mere protektionistisk og illiberal retning. Det gør det sværere at blokere for protektionistiske tiltag og sværere at få fremskridt i gennem. Det protektionistiske og etatistiske Frankrig er kommet til at spille en større rolle. Tyskland kommer måske lidt længere frem i skoen politisk, nu hvor man ikke kan overlade det til briterne at tage teten mod dårlige ideer sydfra. Men den nye kommissionsformand er tysker, og hendes politiske linje lover foreløbig ikke godt. Som den tidligere Kommission synes hun at mene, at EU skal genvinde sin folkelige popularitet gennem populistiske mærkesager som minimumsløn, grøn industripolitik og kamp mod IT-virksomheder. Det er også værd at huske på, at hun er Macrons opfindelse, og at en del af betalingen var at udpege en fransk politiker (og jurist), Christine Lagarde, til at lede Den Europæiske Centralbank. Det lægger op til at politisere centralbanken – mindre end ti år efter, at politisering var ved at koste euro-projektet livet.

Photo by Naufal Giffari on Unsplash

EU kunne – som Johnson kan i UK – forsøge at gøre Brexit til en succes ved styrke de dele af EU-samarbejdet, hvor det har en naturlig funktion. Det vil først og fremmest sige at styrke det indre marked, bekæmpe konkurrencebegrænsende nationale foranstaltninger og sikre en markedskonform klimapolitik. Det ser jeg desværre ikke mange ansatser til. Selv i et land som Danmark med en traditionel markedsliberal tilgang til EU-politik mangler der en klar politik i den retning. Regeringen gik til valg netop på populistiske temaer som mere EU-indblanding i skatte- og arbejdsmarkedspolitik. Til gengæld har dens fornuftige modstand mod at udvide EU-budgettet mødt kritik hos oppositionen.

Så jeg er ikke optimist i dag. Jeg håber, jeg kommer til at tage fejl.

Brexit-problemet – set fra et britisk perspektiv

Af Christian Bjørnskov, den 20. oktober 2019. 3 svar

I går stemte det britisk parlament igen om Brexit-problematikken og endte med at sparke det endelige spørgsmål til hjørnespark. Parlamentet bestemte, at premierminister Boris Johnson skal bede EU om en udsættelse, så lovgivning der forbereder den endelige proces med at forlade unionen kan gennemføres. Begivenhederne har endnu en gang bragt hele Brexit-diskussionen op i de danske medier igen, inklusive en hel lørdag aften på TV2 News. Og endnu en gang bragte medierne eksperter, blandt andet den ellers dygtige Henrik Drusebjerg, der vurderede at ”regningen bliver ret alvorlig.”

Hvad man end måtte mene om EU og om Brexit, har hele debatten desværre afsløret et problem i de danske medier: Danske journalister har i høj grad dækker Brexit-problematikken fra en rendyrket EU-vinkel. Får man udelukkende sine nyheder fra DR, TV2 og de store aviser, har man således med stor sandsynlighed fået det indtryk, at Brexit er tæt på økonomisk selvmord, og en masse gode mennesker har gjort hvad de kan for at beholde Storbritannien i den europæiske klub. Sandheden, som undertegnede ser den fra mit kontor i Aarhus, er langt mere grumset.

I Storbritannien selv har debatten været voldsom, men også noget mere nuanceret end i resten af Europa. Remain-siden har fokuseret på worst case-scenarier, hvor omkostningerne ser gigantiske ud, mens hårdnakkede Leavers i stedet har påstået, at der er umiddelbare gevinster ved at forlade EU. Og begge sider har til en vis grad ret: Remain-argumentet om store omkostninger er korrekt, når man ser på den regning, EU kræver at briterne skal betale, og de omstillingsomkostninger, som britiske virksomheder kommer til at bære.

Disse argumenter er også omhyggeligt dækket af de danske medier, mens de realistiske argumenter fra Leave-siden ikke er: Når Storbritannien forlader EU, har landet også en reel mulighed for at komme af med unionens fælles handels- og landbrugspolitik. Dette politikkompleks bruges ofte af nationaløkonomer som et særligt klart eksempel på ekstremt skadelig politik, der gavner små, uproduktive særinteresser og lægger en massiv regning hos almindelige borgere. Den britiske regering er åbenlyst frihandelsorienteret, den britiske frihandelstradition strækker fra de konservative til et godt stykke ind i Labour og the Scottish National Party, og regeringens erklærede mål er at bibeholde frihandel med EU og markant reducere de britiske handelsbarrierer overfor resten af verden.

De danske medier har i bedste fald betragtet øget frihandel som fugle på taget, mens de har taget Leave-sidens vurdering af transitionsomkostningerne for absolutte tal. Problemet er dog, at de positive dynamiske effekter af britisk handelsliberalisering på sigt kan være langt større end de kortsigtede transitionsomkostninger (læs f.eks. her, her og her). At beholde briterne i toldunionen har derfor aldrig været en reel mulighed, da man derved ville afskære sig fra stort set alle de kendte positive muligheder af Brexit.

Danske journalister synes at tro, at EU er en frihandlende og frihandelsvenlig blok, omend unionen de facto er stærkt protektionistisk overfor store dele af verden, og er rykket i en mere protektionistisk retning de senere år. Politisk er Brexit derfor et problem for Danmark, der sammen med bl.a. Sverige og Tjekkiet er blandt de få frihandelsorienterede samfund, der i Storbritannien havde deres eneste store allierede i EU. Fra dansk side har der derfor været et meget forståeligt ønske om at beholde Storbritannien i unionen, der ikke blot handler om at beholde fri import fra landet. Læg her mærke til, at der reelt ikke er nogen bekymring, om det bliver sværere at eksportere til briterne – ingen tror faktisk på, at briterne ville hæve handelsbarriererne.

Et sidste problem er, at mens danske journalister har været hurtige til at kritisere britiske politikere og forhandlere – der så absolut har fumlet, begået store fejl og trukket processen i langdrag – har de øjensynligt troet på alt, EU’s forhandler Michel Barnier har sagt. Sandheden er dog, at EU med vilje forsøger at gøre det så svært som muligt at forlade unionen. Mens der er relativt klare processer i forbindelse med lande, der tilslutter sig EU, er der ingen tydelig procedure for at gøre det modsatte, da det aldrig har været meningen, at det skulle kunne lade sig gøre. Fra EU’s side har en del af den politisk forhandlingsstrategi derfor været at gøre et skræmmende eksempel ud af Brexit ved at gøre det ekstremt dyrt og besværligt. Den lidt lunkne og usikre tyske holdning har således reflekteret, at Merkel er enig i formålet med strategien – at ingen i fremtiden skal fristes til at forlade EU på samme måde som ingen skal fristes til at forlade en rockerklub – men også er pinligt klar over, hvor dyrt det kan blive for tysk erhvervsliv at man gør det svært at handle med briterne.

Om man i sidste ende mener, at Brexit er en god eller dårlig idé, afhænger således ikke blot af ens holdning til EU’s stigende interventionistiske reguleringspolitik – den skiller også vandene i dansk politik – men også om man lægger vægt på det korte eller det lange sigt. På kort sigt er det dyrt, men på langt sigt åbner Brexit for reelle muligheder. Pointen i denne søndags tirade mod danske medier er ganske enkelt, at nuancerne i debatten og balancen mellem pro et con er forsvundet i deres eksklusivt kontinentaleuropæiske perspektiv. Langt de fleste journalister har således glemt en grundregel i journalistisk: Der er altid to sider af en sag.

Red regnskoven – køb brasiliansk

Af Niels Westy, den 7. august 2019. Skriv et svar

I dag vedtager Brasiliens underhus (Câmara dos Deputados) en historisk og afgørende pensionsreform. Alligevel er det ikke hovedhistorien i dagens udgave af Estadão, den mest konservative af landets tre store morgenaviser (vi vender tilbage til pensionsreformen, når den har været gennem senatet).

Dagens hovedhistorie er derimod, at præsident Bolsonaro kritiseres for at skade landbrugets interesser ved f. eks. at afvise at afskovningen i Amazonas er steget. Bl. a. fyrede han den mangeårige leder af INPE (Instituto Nacional de Pesquisas Espaciais) , som overvåger Amazonas, efter en heftig meningsudveksling mellem de to.

Og hvorfor kritiserer landbruget nu Bolsonaro? Er det ikke netop dem som har stået for en betydelig de af afskovningen gennem det seneste halve århundrede?

Det gør de fordi de har store eksportinteresser på spil (landbruget står for ca. 37 procent af den samlede eksport) – ikke mindst i forhold til EU, hvorfor netop landbruget støtter den handelsaftale som forhandlere mellem EU og Mercosur blev enige om tidligere på sommeren.

Aftalen kræver ellers at landene skal leve op til Parisaftalen, som Bolsonaro ellers ønsker at Brasilien skal træde ud af. Aftalen indebærer bl. a. at Brasilien forpligtiger sig til at genbeplante regnskov svarende til 3 gange Danmarks størrelse. Aftalen indeholder derudover en lang række krav om arbejdsrettigheder mv.

Men nu bliver Brasilien endegyldigt i aftalen – hvis handelsaftalen altså går igennem de 40 parlamenter som skal stemme om den (og et er jo ikke sikkert). Derfor er det også paradoksalt at en lang række NGO’ere har startet en underskriftsindsamling mod aftalen, fordi den, eftger deres mening, udgør en trussel mod miljø og mennesker. Se også “Stop the slaughter: NO free trade with South American beef!”

Læser man den fulde tekst er det for øvrigt slående hvor håbløst lidt de der står bag har forstået af hvorledes velstand skabes og fattigdom og undertrykkelse bekæmpes. Bl. a. mener de at handelsaftalen vil forringe levevilkårene for befolkningen på landet, fordi landbrugsproduktionen vil stige. Gad vide hvad forfatterne til “Rainforest Rescue” tror folk lever af på landet i Brasilien og andre steder i Mercosur?

Med import følger indflydelse

Der kommer til at gå flere år før den indgåede aftale mellem EU og Mercosur træder i kraft, hvis den altså bliver vedtaget i alle landes parlamenter.

Det er nu heller ikke handelsaftalen som er årsag til kritikken af Bolsonaro fra Brasiliansk landbrugs side. Den skyldes derimod at man frygter hans optræden skader sektorens omdømme i udlandet og dermed indtjeningen her og nu.

Jovist, kunden er konge og det gælder selvfølgelig også ved import.

Se også tidligere indlæg om Handelsaftalen mellem EU og Mercosur:
Handelsaftale mellem EU og Mercosur – alle taler eksport, mens få taler om det vigtigste, nemlig import.

Og fra vores sommerserie i 2018:
Hvad gør handel 9: Hvem vil have handelsbarrierer og hvem køber de dem af?

Hvad gør handel 10: Stigende omfang af ikke-toldbarrierer for frihandel.

Handelsaftale mellem EU og Mercosur – alle taler eksport, mens få taler om det vigtigste, nemlig import.

Af Niels Westy, den 29. juni 2019. 1 svar

Efter 20 års forhandlinger nåede man fredag endelig frem til en handelsaftale mellem EU og Mercosur. Det skal vi glæde os over.

Selv om aftalen, set med borgernes øjne kunne være blevet langt bedre, vil aftalen øge både handel og investeringer på tværs af Mercosur- Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay – og EU.

Til gavn for både virksomheder og de 800 mio. borgere.

Aftalen medfører at toldsatserne for 90 procent af de produkter, som Mercosur eksporterer til EU, i løbet af de kommende 10 år gradvis nedsættes til nul – også for en lang række landbrugsvarer.

Desværre vil der fortsat være restriktioner (kvoter) på mængden af bl. a. oksekød, som Mercosur-landende kan eksportere til EU. Kvoten er sat til sølle 99.000 tons om året. Det skal ses i lyset af, at der produceres små 8,0 mio. tons oksekød i EU om året. De 99.000 tons er nok bedre end de 70.000 tons som den Franske regering under præsident Macron mente burde være grænsen indtil for nylig. De 99.000 tons kan dog ikke ses som “en sejr” for Mercosur-landenes eksportører, da der blot er tale om samme kvote som EU allerede foreslog i 2004. Til gengæld er der tale om et nederlag for EUs forbrugere, som kun i begrænset omfang får adgang til relativt billigt kvalitetskød fra ikke mindst Argentina og Uruguay (især oksekød fra Uruguay kan anbefales 🙂 )

Aftalen indeholder en lang række andre ting, herunder bedre beskyttelse af intellektuel ejendom, at Brasilien forbliver i Paris-aftalen (og det gør de så), adgang til offentlige udbud m.m. . Vi vender muligvis tilbage til selve aftalens indhold på et senere tidspunkt.

Alle taler om eksport, mens vores velstand primært bygger på import.

Omtalen af aftalen det seneste døgn bekræfter hvor lille forståelse der er for handels betydning for vækst og velstand.

Alle medier – det være sig Europæiske, herunder danske, eller i Mercosur-landende, er stort set kun optaget af hvad det betyder for eksporten, mens omtalen af import begrænser sig til de problemer der giver for landendes egne producenter.

Et godt eksempel finder man i omtalen af den indgåede aftale på TV2s hjemmesider. Hovedpointen her er, at:

Den vil fjerne toldafgifter for mere end fire milliarder euro – omtrent 30 milliarder danske kroner – om året for europæiske virksomheder.

Og senere i artiklen citerer Peter Thagesen fra DI for, at:

Hvis vi tager udgangspunkt i, hvad vi ved fra andre lignende handelsaftaler, så er det ikke urealistisk, at eksporten, når aftalen er fuldt importeret, vil stige med 30 til 50 procent

Det er ikke meget i anderledes i medierne i bl. a. Brasilien, hvor man dog er noget mere optaget af konsekvenserne for hjemmemarkedserhverv. For eksempel har Brasilien fået indskrevet i aftalen at de kan yde statsstøtte til deres vinbønder, fordi EU subsidierer Europæisk vinproduktion.

Sådan fungerer indgåelse af handelsaftaler. Det handler primært om (drives af) erhvervslivets interesser, mens den almene velstandsskabelse er sekundær.

Man kan selvfølgelig indvende at det betyder mindre, da effekten af denne og andre handelsaftaler er positiv for borgernes velstand, men…… Det er primært baseret på hvor meget “modparten” får igennem. Således er det IKKE til fordel for Europæernes velstand at udfasning af importtold er 10 år, og slet ikke at man opretholder kvoter for import af oksekød fra Mercosur, ligesom det IKKE er til fordel for velstanden i Argentina og Brasilien, at indenlandsk producerede biler først udsættes for fuld konkurrence om 15 år.

Sandheden ved den slags forhandlinger er, at man som almindelig borger skal heppe på at “modparten” får så fri adgang til “vores” marked, mens modsat “vores” adgang til “modpartens” marked er temmelig sekundær for “vores velstand”.

Men som jeg skrev i et indlæg sidste år:

Men måske skyldes den manglende interesse for, at påpege, at den altoverskyggende positive velstandseffekt stammer fra de øgede importmuligheder og ikke via  øget eksport, at det reelt er det samme som at sige at frihandelsaftaler er overflødige, og at vi i stedet unilateralt “bare” bør åbne grænserne for omverdens eksport til Danmark og det øvrige EU.

I det lys kan man som Dansker og Europæer kun ærgre sig over, at man har brugt 20 år på at indgå en aftale, når man “blot” unilateralt kunne have vedtaget at åbne Europa for import fra omverden.

Og ja, en unilateral ophævelse af alle restriktioner ville fortsat være mere optimalt end indgåelse af en handelsaftale. Men sådan spiller klaveret naturligvis ikke. Verden drives ikke primært af forståelse for centrale økonomiske sammenhænge, dertil betyder særinteresser alt for meget – og her er forbrugerne reelt ikke repræsenteret.

For mere om hvorfor import er vigtigere end eksport, se dette indlæg fra Christian Bjørnskov .

Fordelene ved selskabsskattekonkurrence

Af Otto Brøns-Petersen, den 25. marts 2019. Skriv et svar

Er det en god idé at indføre en fælles skattebase og minimumssats for selskabsskatten, sådan som statsministeren (men bemærkelsesværdigt nok ikke regeringen) vil gøre?

Det korte svar er nej.

Børsen bringer i dag min kronik, som forklarer hvorfor. Her er en række hovedpointer – inklusive et par, der ikke blev plads til i kronikken – samt links til egne og andres tekster, der uddyber dem.

  1. I en åben, international økonomi virker selskabsskatten som en skat på lønindkomst (se her for en meget grundlæggende forklaring og her en lille video om det). Men den har større samfundsøkonomiske omkostninger end en indkomstskat direkte på lønindkomst. Derfor er der en samfundsøkonomisk gevinst ved at afskaffe selskabsskatten, selv om den finansieres med andre skatter (se her for en gennemgang af den teoretiske og empiriske litteratur om, hvordan skatter, herunder selskabsskat, påvirker væksten).
  2. En hyppig indvending mod selskabsskattekonkurrence (faktisk gentaget af statsministeren) er, at det vil føre til et ”ræs mod bunden”. Men selskabsskatten er som sagt en dårlig skat, og derfor vil det være en fordel at få konkurreret den ned. Her er et link til en omtale af en analyse, som simulerer effekterne af at afskaffe selskabsskatten globalt og erstatte den med et mix af indkomstskat på løn og moms. Den viser, at alle lande har en fordel af at afskaffe selskabsskatten – bortset fra Kina, som lukrerer på, at omverdenen har meget højere sats.
  3. Argumentet for ”ræset” mod bunden bygger alene på den effekt, at landene også konkurrerer om eksisterende overskud. Det lyder derfor noget i retning af: Det land, som sænker sin sats, tiltrækker overskud fra andre lande. Derfor kan der være en umiddelbar gevinst ved at sætte satsen ned – indtil et andet land svarer igen, og skatteprovenuet ender med at blive konkurreret væk, når satsen rammer nul. Argumentationen ser bort fra, at der som sagt er andre, dominerende grunde til at fjerne selskabsskatten. Men realiteten er også, at der kan være kortsigtede politiske hensyn, som får landene til at konkurrere for lidt. Sagen er nemlig, at en række af virksomhedernes dækningsbidrag (quasi-rents) ikke er mobile på helt kort sigt. Et etableret produktionsanlæg kan ikke skilles ad og flyttes. Produktionen flyttes først i takt med, at anlægget nedslides. Et patent kan ikke flyttes, uden at det udløser beskatning. Der vil altså være et kortsigtet mindreprovenu fra disse indeklemte overskud, når selskabsskattesatsen sænkes, selv om der er en samfundsøkonomisk gevinst på længere sigt. Det får ”ræset” til at gå for langsomt.
  4. En bund under selskabsskattesatsen i EU vil være skadelig af flere andre grunde. Verden er større end EU, og derfor vil vi komme under pres fra andre lande, herunder USA som netop har sænket sin selskabsskattesats markant. Samtidig er det et velkendt resultat fra teoridannelsen om økonomisk geografi, at store lande kan tillade sig en højere sats end små. I praksis ser man da også netop, at små lande har lavere satser end store. Det fremgår af Søren Gjedsteds og min analyse her. Den viser også, at Danmark traditionelt reagerer hurtigt på lavere selskabsskat i omverdenen, som særlig et lille land bør gøre.
  5. Det er ganske pudsigt at se EU-kommissionens forslag om en fælles selskabsskattebase omtalt som et værn mod skattekonkurrence. Modellen (forkortet til CCCTB) var i sin oprindelige form valgfrit for selskaberne og fremsat for at give dem mindre administrativt bøvl. Siden er det blevet hevet frem som en løsning på, hvad der nu måtte være af aktuelle emner på skattedagsordenen i den offentlige debat. Det gælder f.eks., da Luxembourg blev afsløret i at forhandle med selskaberne om at give dem særlige individuelle skatterabatter. Men havde modellen været indført, ville det have betydet, at Luxembourg ikke alene kunne have givet rabat i sin egen selskabsskat, men også i andre EU-landes selskabsskat, hvis et selskab har hovedsæde i Luxembourg.
  6. Det er værd at bemærke, at Kommissionen har tradition for at komme med forslag på skatteområdet, der er oppe i tiden (f.eks. en plasticafgift). Man kan godt få den mistanke, at den reelle dagsorden er at skaffe EU egne skatteindtægter, og at udfordre et af de allervigtigste barrierer for en føderal stat, nemlig princippet om enstemmighed på skatteområdet i traktaten. Derfor er der også et vigtigt konstitutionelt spørgsmål i spil. Jeg skrev her lidt om, at Socialdemokratiets ønske om øget skattesamarbejde rejser vidtrækkende spørgsmål – hvor langt er man egentlig på vej mod en føderal stat frem for det EU, vi har i dag? De samme spørgsmål må man nu stille Venstre.
  7. Her er et noget længere essay om, hvor meget grundlag EU-kommissionen har i sin kampagne mod amerikanske IT-giganter på skatte- og reguleringsområdet (her er min kronik i Politiken, som sammenfatter analysen). Pointen er, at der ikke er ret meget at komme efter. Jeg gennemgår i den forbindelse principperne for international beskatning, og det har også relevans for diskussionen om selskabsskatten i EU (ser man på de særskatter, Kommissionen foreslår netop på IT-giganterne, minder de i bekymrende grad om Trumps told). I diskussionen om selskabsskatten bliver det således ofte anført, at multinationale betaler for lidt i selskabsskat i forhold til deres omsætning i mange lande. Men selskabsskatten er ikke og bør ikke være en skat på omsætningen. Analysen ser også på den rolle, skattelylande spiller. Modsat hvad man kan høre i den offentlige debat, er der intet, som tyder på, at den danske statskasse mister selskabsskatteindtægter på grund af skattely.
  8. Et yderligere postulat, man kan møde i debatten, er, at der er frit slag for multinationale til at placere deres overskud i de EU-lande, hvor skatten er lavest. Det er tidligere blevet anvendt mod skatteministre, som alt overvejende har været Venstremænd i dette årtusinde (14 år ud af godt 18), men nu er også Venstremænd begyndt at bruge det. Realiteten er dog, at der findes et endog meget omfattende internationale regelsæt om, hvordan den skattepligtige selskabsindkomst skal opgøres. Et selskab, som er aktiv i flere lande, skal dokumentere, at alle interne handler sker til armslængdepriser (den såkaldte transfer pricing-dokumentation). Man kan altså ikke blot flage overskuddet ud, hvis det er skabt her i landet.
  9. Dertil kommer, at Danmark har indført nogle af de strammeste særregler. Det gælder f.eks. rentefradragsbeskæringsreglerne, som forhindrer udtynding af det skattepligtige overskud gennem gældsfinansiering. Reglerne for, hvornår selskaber kan lade sig sambeskatte med deres udenlandske datterselskaber er også strammere i Danmark. Derfor vil der også komme en smallere skattebase ud af at indføre ens EU-regler; det er ikke sandsynligt, at EU vil vælge at harmonisere ud fra danske regler. Derfor har Venstre og Socialdemokratiets forslag den lidt pudsige logik, at de bør begynde med at gøre basen smallere, hvis de vil forberede Danmark på ens regler. Men lad os se, om de vælger det…

Selskabsskatten er sagligt set ikke noget godt emne at føre valgkamp på. Men som Bastiat skrev, så bygger politik på ”det store bedrag, at vi kan leve på hinandens bekostning”. Her er selskabsskatten måske i særlig grad velegnet. Det ser let ud, som om nogle andre betaler.

PKK om Vestens succes

Af Christian Bjørnskov, den 30. april 2018. Skriv et svar

Den Gamle Redacteur Peter Kurrild-Klitgaard har en fremragende klumme i Børsen i dag, der er særdeles læseværdig. Kurrilds umiddelbare ærinde er at advare mod de centraliseringstendenser, man ser i både Danmark og i særdeleshed i EU. I Danmark er rygmarvsreaktionen på snart sagt ethvert reelt eller opfattet problem i kommuner og regioner, at man nok hellere må flytte beslutningerne til Christiansborg, og definere fælles standarder osv. På europæisk plan har bl.a. Jean-Claude Juncker i en stil, der giver mindelser om Komiske Ali, erklæret at Brexit indebærer, at EU nu må sætte ekstra fart på ’den dybe integration’, hvilket betyder flere fælles-europæiske beslutninger og en langt stærkere centralisering  af magten i Bruxelles.

Under overskriften ”Skyldes Vestens velstand splittelse?”  minder PKK læserne om en af de stærkeste forklaringer fra økonomisk historie. Mens der er indikationer på, at latin gennem kirken / klostrene kom til at fungere som et lingua franca, der tillod (tilstrækkeligt veluddannede) europæere at kommunikere med hinanden, er hovedforklaringen på Europas succes en helt anden, end påstande om kristendom, kolonimagt, eller andet. Som Rosenberg og Birdzell pegede på i klassikeren How the West Grew Rich for mere end 30 år siden, skyldes velstanden i høj grad, at kontinentet var politisk fragmenteret. Som PKK formulere hovedtesen var Europa fra omkring 1000 en makroregion, hvor mange og ”ofte små, politiske enheder konkurrerede med hinanden. Hvis en fyrste det ene sted opførte sig vanvittigt, var det let at slippe væk, og det førte til en konkurrence om ikke at være for frastødende. Det fremmede økonomisk konkurrence og innovation.”

Historien peger dermed på, at EU’s centraliseringstendens – baseret på en idé hos Juncker og ganske store dele af den primært fransk-rettede europæiske elite om, at de ved bedre og andre bør have interesse i at rette ind – er ganske problematisk på langt sigt. Hvis der kun er ét sæt idéer, og kun én måde at gøre tingene på, lærer man aldrig noget nyt, og stopper derfor med at udvikle sig. Eller som PKK skriver, ”Hvis det var denne politiske decentralisering indenfor fælles normer, der skabte det europæiske mirakel, er det en advarsel overfor en tro på, at centralisering automatisk vil skabe velstand. Det er en vigtig lærdom ift. EU’s fremtidige udvikling.” Som så ofte før er PKKs klumme stærkt anbefalet.

Ét år til Brexit

Af Christian Bjørnskov, den 29. marts 2018. 3 svar

I det, der for få år siden blev kaldt blogossfæren, fndes der en række gode serier af samtaler, diskussioner og debatter, og the Institute of Economic Affairs fremragende podcast-serie Live from Lord North Street er en af dem. I IEAs  nyeste podcast i serien taler Madeline Grant tænketankens egne Julian Jessop og Shanker Singham om Brexit. Anledningen er, at vi i dag er præcist ét år fra dagen, hvor Storbritannien endegyldigt udtræder af den Europæiske Union.

Adspurgt direkte om de fremtidige udsigter for briterne, er hverken Jessop eller Singham specielt pessimistiske. Begge understreger, hvor store usikkerhederne er og hvor meget, der afhænger af den specifikke aftale, landet får med den resterende union. Jessop og Singham peger dog også begge på, hvor partiske mange analyser af Brexit stadig er, og hvor meget der ligger gemt i analysernes grundlæggende antagelser. De overvejelser er velkendte for de fleste økonomer, og diskuteres ofte og heftigt i medier og politik, men de to IEA-økonomer understreger også begge, hvor meget der afhænger af de andre aftaler, briterne skal og kan indgå.

En af Julian Jessops hovedpointer glemmes ofte, også selvom vi har skrevet om den både her på stedet og i Børsen: For at have mulighed for at realisere en række af de potentielle gevinster ved Brexit. Det er derfor ”essentielt at forlade toldunionen” og han er i samtalen meget klar i sin vurdering af, at det er positivt at alle aktører – andre landes politikere, britiske og udenlandske virksomheder osv. – nu ved med rimelig sikkerhed, at der kommer til at ske.

De væsentlige gevinster kommer netop af, at Storbritannien genvinder landets uafhængighed i told- og handelspolitikken. Det gælder ikke kun, som vi tidligere har skrevet om, at et fortsat medlemskab ville have gjort en af de væsentlige potentielle gevinster ved Brexit umulige, da langt de fleste af de kendte gevinster afhænger af, at Storbritannien kan tage væsentlige skridt væk fra de ofte stærkt protektionistiske elementer i EU’s politik.

Jessop understreger, at en del af medlemsskabet i toldunionen også tvinger lande til at implementere en række ’non-tariff regulations’, der fungerer som handelsbarrierer. Hans pointe, som jeg ikke erindrer at have set kommunikeret så klart før, er at der er et ganske stort og nødvendigt overlap mellem toldunionens handelspolitik og unionens reguleringspolitik.

Jessop understreger, at en række væsentlige detaljer, der er uenighed om i forhandlingerne, er i hvilken grad Storbritannien skal overholde fælles EU-reguleringer. Det er altså ikke et spørgsmål om toldbarrierer som sådan, men meget specifikke krav til at varer – og i en række tilfælde også produktionsprocesser – der importeres fra Storbritannien skal overholde EU’s reguleringer. Som Jessops kollega Shanker Singham formulerede det, ville landet indenfor toldunionen ”not be able to slow down European regulation.” Jeg er meget enig med Singham i, at det er en voksende bekymring, ikke mindst når man tager Jean-Claude Junckers udmeldinger efter Brexit alvorligt. Juncker har erklæret, at Brexit er en mulighed for resten af EU at rykke mod langt dybere integration, hvilket i EU-speak betyder langt mere regulering, fælles politik, og endda i en række forslag, fælles finans- og skattepolitik og EU-skat.

Singham er dog ikke naiv, og understreger også i samtalen, at der er en række tin, som briterne sagtens kan gøre bedre selv. Hans primære eksempel er toldbehandling, som ikke just er hurtig eller gnidningsfri, og hvor han ønsker sig, at det britiske embedsværk lærer af særligt Hollands ekstremt effektive håndtering. Derudover peger han også på, at det er ”fænomenalt svært” at vurdere effekter på handel. I modsætning til hardcore ideologiske tilhængere af Brexit peger han også på, at det er helt legitimt at antage, at der er større told- og handelsomkostninger, og problemer med ’trade diversion’. En analyse fra Whitehall, der blev lækket i medierne forleden, estimerer dem til cirka 27 milliarder pund over de næste 15 år. Singham gentager dog pointen, som forfatterne selv peger på, at analysen er partiel, og heller ikke ser på nogen af de mulige gevinster. Der er således ikke, som nogle danske medier synes at tro, tale om en cost-benefit analyse, men udelukkende en analyse af omkostningssiden. Og dele af de omkostninger, der tales om, er ikke rigtige omkostninger. Det irsk-britiske common travel area, der betyder at der er pas- og kontrolfri adgang mellem Irland og Nordirland, faktisk er fra før 1973 og derfor ikke bør berøres af Brexit.

Spørgsmålet er så, hvordan markederne reagerer og hvordan den britiske økonomie har udviklet sig efter afstemningen? Svaret er, at økonomien er fortsat med at vokse, men nok lidt langsommere end ellers. Der er for eksempel usikkerhed omkring hvad der kommer til at ske, der har ført til lavere investeringer. Jessops vurdering er dog, at der ikke er tegn på permanente problemer, pundet er begyndt at rette sig op efter at have tabt værdi i månederne efter afstemningen, og investeringsunderskuddet for tiden skyldes primært projekter, der er udskudt pga. usikkerheden, og ikke aflyst. Der er heller ingen tegn på, at det finansielle centrum i the City lider. Og som hans kollega minder om, er en del af de nuværende forhandlinger udenfor EU-regi nødvendige for at Storbritannien kan genindtræde som suverænt medlem af WTO. At landet nu får en selvstændig stemme i internationale handelsfora er også et resultat af Brexit, og som Singham omhyggeligt peger på, forventer andre lande i WTO, at Storbritannien bliver mere liberalt end EU. Nok kan man have sine tvivl om Theresa Mays kompetence, og hvad Labour under ledelse af Jeremy Corbyn kan finde på, men markederne regner med, at Brexit er gavnligt for både Storbritanniens og verdens frihandel. Det i sig selv er gode nyheder.