Forfatterarkiv: Christian Bjørnskov

Om Christian Bjørnskov

Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.

Sommerserien 2023 #5: Økonomisk frihed og miljøet

Af Christian Bjørnskov, den 26. juli 2023. 1 svar

Som Otto skrev forleden – og som vi har understreget mange gange her på stedet – er økonomisk frihed forbundet med større økonomisk vækst. De sidste 25 år har forskningen dokumenteret en klar effekt fra særligt mindre offentlige sektorer, mindre offentlig intervention, og bedre retslige institutioner på den langsigtede økonomisk vækst. Men taler man med folk om det, har de ofte en indvending: Jaaah, men det er jo ligegyldigt når det ødelægger miljøet. Hvis det var rigtigt, ville det være en god indvending – men det er det ikke!

I en ny analyse for den canadiske tænketank Montreal Economic Institute skitserer den fremragened Vincent Geloso, hvordan økonomisk vækst faktisk hjælper til et bedre miljø. Analysen er en del af en serie, der sigter mod at afvise almindelige – men udokumenterede – angreb på fænomenet økonomisk vækst. Vincent peger på to meget almindelige påstande, som er forkerte: At folk der gerne vil have vækst, er ligeglade med miljøet, og at øget vækst indebærer større ressourceforbrug, som kloden ikke kan klare.

Vincent understreger allerførst, at det er veldokumenteret, at i takt med at folk bliver rigere, bliver de faktisk mere fokuserede på forhold som et godt miljø: Er man fattig, er hovedfokus at få mad på bordet idag og imorgen, men når det er sikret, skifter fokus mere mod andre ting, der er rare at have som f.eks. rent miljø. Overordnet er det sandsynligvis i højere grad et forhold, der skifter, når folk er mere økonomisk frie. Forskning peger således på, at folk bliver mindre materialistisk fokuserede, jo mere økonomisk frie de er.

Et andet forhold, som har været centralt for noget af min egen forskning – som vi har skrevet om tidligere – er hvordan kilderne til økonomisk vækst ændrer sig henover det, man kalder den miljømæssige Kuznets-kurve. I starten af kurven (når man kommer fra meget dyb fattigdom) vil væksten typisk indebære et større ressourceforbrug og en byrde på miljøet, men kun op til et vist punkt. Herefter er der endda direkte effekter at økonomisk frihed. Som Vincent skriver, er det for eksempel sagen, at “thanks to strong property rights (one component of economic freedom), innovators can more easily secure the fruits of technological innovation. This stimulates innovation that could be environmentally beneficial, while fewer regulatory barriers may facilitate the adoption of new technologies by other firms. Third, strong property rights make it easy to assign liability.”

Bundlinjen er, at økonomisk frihed faktisk bidrager positivt til et renere miljø. Det kan endda ses i partikelforurening i storbyer, som vi skrev om for nogle år siden (læs her). En af grundene til, at folk tror det modsatte, er at de ikke forstår hvordan moderne økonomisk vækst fungerer, og at de har dyb og naiv tro på, at staten nok skal kende løsningerne på problemer. Virkeligheden er derimod, som Don Boudreaux har understreget, at lande har en tendens til at blive ‘cleaned by capitalism’. Eller som nogle af os er gamle nok til at huske: De mindst økonomisk frie, nogenlunde rige samfund vi har kendt – Central- og Østeuropa under kommunismen – var miljømæssige katastrofer.

Hvor fattigt er Afrika egentlig?

Af Christian Bjørnskov, den 24. juli 2023. Skriv et svar

Anne Sofie Allarp havde i april en glimrende kommentar i Berlingske med titlen “Man skulle tro, at Afrika var et bundløst krater af menneskelig lidelse og ucivilisation beboet af hjælpeløse u-voksne.” Anne Sofies pointe er, at for almindelige mennesker, som kun får deres information fra de normale medier, må Afrika ligne “et bundløst krater af kaos, menneskelig lidelse og urimelighed, baseret på manglende ressourcer, mangel på mad, mangel på civilisation, mangel på fremtidsudsigter og mangel på almindelig anstændig opførsel.” Men det er meget langt fra virkeligheden. Som hun skriver, er der “normalitet, høflighed, forudsigelighed, hjælpsomhed og civilisation i Afrika” og en gennemsnitligt levealder, der idag ligger indenfor et par år af levealderen for russiske mænd. Helt dårligt er det ikke.

Baggrunden for Anne Sofies kommentar er en analyse fra the Economist, der udkom i foråret og som undersøger kontinentets befolkningstilvækst. Analysens konklusion er, at vækstraten er på vej ned i praktisk taget alle lande. Det hører man bare ikke om, fordi der eksisterer en hjælpeindustri, der har en egeninteresse i at holde forestillingen om det elendige kontinent i live.

Hvor langt er Afrika fra vestlig velstand? En måde at svare på, er at se på hvordan den mest velstående femtedel af befolkningen lever. Jo mere den del ligner et vestligt niveau, jo mere er der en del af befolkningen, der vil efterspørge skoler, sundhedspleje, underholdning, rent miljø, og demokrati på lige fod med europæere. Vores eneste pointe idag er blot at bede læserne om at se på kortet nedenfor – det viser i farver, hvor stort den bedst stillede femtedels privatforbrug er som procent af den danske middelklasses privatforbrug – og bedømme, om hele den afrikanske kontinent er elendigt.

Mere viden om statens størrelse og økonomisk vækst

Af Christian Bjørnskov, den 20. juli 2023. 2 svar

De fleste politikere og meningsdannere, som jeg har talt med eller læst, har tydeligvis en idé om, at offentligt forbrug og offentlige investeringer bidrager til den økonomiske vækst. Nogle af dem er halvstuderende statskundskabere, der enten kan huske nationalregnskabsidentiteten (hvor det offentlige forbrug indgår), eller har forstået simpel keynesiansk konjunkturpolitik, hvor staten øger forbruget for at imødegå økonomiske nedgange. De er blot ikke kommet videre til de nationaløkonomiske og politologiske forklaringer på, hvorfor det ofte ikke virker sådan, og hvorfor politikere faktisk ikke gør det, Keynes ville have dem til. Andre, der har mindre økonomisk uddannelse, har enten ikke tænkt over det, eller argumenterer tautologisk – hvis det skadede væksten, ville politikerne da ikke gøre det. Men forskningen viser noget meget andet.

Anledningen til dagens post er, at jeg igår deltog i en heldags-workshop med titlen “2023 Vinson Centre Classical Political Economy Conference.” Workshoppen blev afholdt på det lille University of Buckingham lidt nord for London, og havde deltagelse af bl.a. de glimrende kolleger Mark Pennington (King’s College London) og Daniel Klein (George Mason University). Mit bidrag havde titlen “Economic Growth in Liberal Democracies vs. Authoritarian States: (How) Does the Size of Government Matter?” Hele papiret kan læses i konferenceversionen her.

Papiret starter der hvor det meste public choice-forskning: Med indsigten at der er en klar, negativ forbindelse mellem størrelsen på det offentlige og omfanget af offentlig intervention i demokratier. Spørgsmålet, som jeg stiller i papiret er for det første, hvilke specifikke elementer af det offentlige engagement, der skader væksten, og sekundært om det kun gælder i demokratier. Ved at bruge data fra Fraser Instituttets årlige Economic Freedom of the World rapporter, kan man skelne mellem fem separate elementer: Det offentlige forbrug, overførsler og subsidier, offentlige investeringer, skattebyrden og -strukturen, og offentligt ejerskab. Resultaterne kan opsummeres i figuren nedenfor, der illustrerer effekten af et reducere hvert af de fem elementer med ét point på en tipunkts-skala.

Som man kan se, er resultaterne meget klare: Det er overførsler og subsidier, der i højeste grad påvirker væksten i demokratier, mens man kan se en lidt større effekt af beskatning i autokratier. Netop den struktur har vigtige implikationer for en skandinavisk velfærdsstat som Danmark, hvor det offentlige faktisk ikke investerer ret meget (i forhold til andre lande), men er voldsomt engageret i forsøg på at omfordele gennem overførsler og subsidier.

Sagt på en anden måde, er det ikke blot omfanget af den danske velfærdsstat, der påvirker væksten, men i høj grad også måden, den er skruet sammen på. For at illustrere effekterne, peger de på at en reduktion i overførsler og subsidier på ét point (fra 4,5 til 5,5), eller omtrent fra et dansk til et britisk niveau, i gennemsnit medfører 0,3 procentpoint højere økonomisk vækst per år. Hvis man synes, det lyder af lidt, skal man huske, at Danmark i årene op til nedlukningerne havde en trendvækst, der ikke var meget højere end halvanden procent. En relativt moderat reduktion af statens overførsler – Storbritannien er ikke ligefrem en velfærdsørken – vil dermed sandsynligvis øge den årlgie vækst med 20 procent!

Og det efterlader os med en klassisk public choice-problemstilling. Vi har på den ene side en politik, der ikke blot kan løfte væksten ret synligt, men også afhjælpe trykket på de offentlige finanser. På den anden side har vi en situation, hvor det er blevet en del af alle danske regeringers modus operandi at bestikke vælgerne med målrettede overførsler og subsidier. At reducere overførslerne vil være til tydelig gavn for almindelige borgere, men ramme politikeres måde at gøre tingene på, Hvis interesser tror vi, der vægtes højest i den beslutning?

Er Danmark institutionelt sklerotisk?

Af Christian Bjørnskov, den 18. juli 2023. 1 svar

I 1982 formulerede den svensk-amerikanske politolog Mancur Olson sin tese om et fænomen, han kaldte ‘institutionel sklerose’. I bogen The Rise and Decline of Nations – Economic Growth, Stagflation, and Social Rigidities pegede Olson på, at der kan være store problemer forbundet med lange periode med politisk stabilitet. Selvom de fleste samfundsforskere normalt ser politisk stabilitet som en god ting, var Olsons pointe, at det også gør lobbying langt billigere og lettere. Når de samme partier, de samme politikere, og det samme embedsværk står for beslutninger og politisk arbejdsgang år efter år, bliver det ikke bare nemt at lobbye, men risikoen for at lobbyer bliver en integreret del af systemet bliver overhængende.

I virkeligheden burde danskere være ekstra bekymrede for institutionel sklerose. Den danske tradition for høringer før lovforslag sikrer særinteressers direkte indflydelse. Det gælder i særlig grad når høringsfristerne er så korte, som de er blevet under den nuværende og foregående regering, at man gør det lettere for etablerede særinteresser at gøre deres indflydelse gældende uden mindre – og mindre etablerede – modinteresser.

Hører man politikere og visse meningsdannere tale om ‘det samarbejdende folkestyre’, bør man således holde op med at glæde sig. Der er ikke tale om korruption – der er forsvindende lidt faktisk bestikkelse i Danmark – men politikere og særinteresser gnubber ofte skuldre i etablerede råd og nævn. Det indebærer, at meget dansk politik er farvet af særinteresser, at detaljegraden i regulering ofte er defineret af disse interessers præferencer, og at man ude i kommunerne kan træffe tvivlsomme beslutninger.

Vi påstår ikke noget særligt specifikt i dagens post, som har et andet formål: At pege på, at måden vi har skruet samfundet sammen de sidste 50 år og måden, dansk politik fungerer, kan medvirke til at gøre Danmark institutionelt sklerotisk – et samfund, hvor der nok tages mange beslutninger, men hvor ingen af dem egentlig ændrer noget. Den slags samfund oplever sjældent store kriser, men falder blot stille og langsomt bagud.

Webinar om “Social Trust and Institutions”

Af Christian Bjørnskov, den 13. juli 2023. Skriv et svar

Nogle af vores læsere er sandsynligvis interesserede i social tillid og spørgsmål om, hvad tillidsforskelle betyder for forskellige samfunds udvikling. Vi har over årene skrevet mange indlæg om netop social tillid, hvordan de nordiske lande er særligt tillidsfulde, og hvad det har betydet for os. For de interesserede er der nu en mulighed for at høre mere om emnet: På mandag, den 17/7, afholder the Institute for Humane Studies et webinar med undertegnede med titlen “Social Trust and Institutions.” Webinaret er primært en samtale med instituttets Community Engagement Strategist, Aaron Powell, efterfulgt af cirka 20 minutters Q&A med publikum. Webinaret, der primært handler om hvor forskningen er for tiden, introduceres på denne måde:

“This webinar will focus on the importance of social trust for long-run economic growth and institutional quality. While the first studies to show a clear association between trust and development, in the long run, are now 25 years old, it remains a question if trust affects all countries and how it does so: through more productivity, more investments, better institutions?”

Alle interesserede er velkomne til eventen, der tager en time og udelukkende er online. Man skal blot registrere sig til eventen her, som starter mandag klokken 12 Eastern Standard Time – dvs. klokken 18 dansk tid – og varer en time.

Ny bog om klassisk liberalisme i Norden og Østeuropa

Af Christian Bjørnskov, den 12. juli 2023. Skriv et svar

Tidsskriftet Econ Journal Watch har haft en serie korte artikler om klassiske liberalisme i en række forskellige lande. Serien er nu ved at blive udgivet i bogform, og forleden kom turen til “Classical Liberalism by Country, Volume III: Iceland, Finland, Denmark, Spain, Italy, Czech Republic, Poland, Ex-Yugoslav Nations, Ukraine, and Romania.” Bogen er redigeret af Daniel Klein, Jason Briggeman og Jane Shaw Stroup og kan både købes hos Amazon og downloades fuldt her. Bogen er måske særligt interessant for danskere, da den omfatter kapitel 3 om “Classical Liberalism and Modern Political Economy in Denmark”, skrevet af den fremragende Peter Kurrild-Klitgaard.

Bøgerne i serien er iøvrigt fulgt af en podcast-serie med en række af forfatterne. Det hele er varmt anbefalet for læsere, der vil bruge sommeren på at lære mere om den idémæssige og politiske baggrund for liberalisme og liberal tænkning i Danmark og resten af verden.

John Tierney om den selvforskyldte ulykke

Af Christian Bjørnskov, den 9. juli 2023. Skriv et svar

Den fremragende amerikanske journalist John Tierney, der tidligere har skrevet for bl.a. New York Times, havde i denne uge en artikel i the City Journal om nedlukning. City Journal er et meget respekteret magasin, der udgives fra the Manhattan Institute i New York. Magasinet kan ikke just siges at være i periferien af amerikanske medier, og det er derfor særligt interessant at se, hvad det vælger at udgive.

Tierney dækker særligt tre studier i artiklen, og citerer – til vores store stolthed – to punditokrater! Artiklen, der også omtales på bl.a. Cafe Hayek, er stærkt kritisk og reflekterer således en del af den vending der sker i de amerikanske og britiske medier for tiden. Hele artiklen er stærkt anbefalet. Her er blot et par udpluk.

“Long before Covid struck, economists detected a deadly pattern in the impact of natural disasters: if the executive branch of government used the emergency to claim sweeping new powers over the citizenry, more people died than would have if government powers had remained constrained. It’s now clear that the Covid pandemic is the deadliest confirmation yet of that pattern.

Governments around the world seized unprecedented powers during the pandemic. The result was an unprecedented disaster, as recently demonstrated by two exhaustive analyses of the lockdowns’ impact in the United States and Europe. Both reports conclude that the lockdowns made little or no difference in the Covid death toll. But the lockdowns did lead to deaths from other causes during the pandemic, particularly among young and middle-aged people, and those fatalities will continue to mount in the future.”

…

“Meantime, the lockdowns did have other significant effects on health. Rates of smoking, drinking, and obesity increased. The number of excess deaths from non-Covid causes in the U.S. rose by nearly 100,000 annually due to extra deaths from stroke, heart attack, diabetes, obesity, drug overdoses, alcohol-induced causes, homicide, and traffic accidents. Many of these excess deaths, which occurred disproportionately among working-age adults, were presumably related to the lockdowns’ disruptions in people’s lives and in medical treatments. The delays in screening for heart disease and cancer will continue to have a deadly impact in the years ahead.”

Sommerserien 2023, #2: Økonomisk frihed og respekt for menneskerettigheder

Af Christian Bjørnskov, den 30. juni 2023. Skriv et svar

Som vi annoncerede forleden dag, handler punditokraternes sommerserie i år om ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed. Nogle læsere har måske allerede gættet, at vi kommer til at basere flere indlæg på kapitler fra den nye Handbook of Research on Economic Freedom, som udgives senere i år og redigeres af vores gode ven Niclas Berggren. Sommerserien er også et svar på de meningsdannere på både venstre og højre side af det politiske spektrum, der for tiden klager over, at borgerlighed kun handler om skat og offentligt forbrug. Der er masser af evidens for, at liberale institutioner og udbredt økonomisk frihed – kapitalistiske institutioner og politik i demokratiske samfund – har en række konsekvenser, som ikke har med penge at gøre, og som vi på tværs af Folketinget – måske med undtagelse af religiøse, nationalkonservative nutcases og totalitære kommunister – burde værdsætte.

Idag starter vi serien med et overblik over den nye forskning i sammenhængen mellem menneskerettigheder og økonomisk frihed. Jeg dækker netop denne forskning i mit kapital i Handbook of Research on Economic Freedom, som er en oversigt over litteraturen. Argumenterne her strækker sig fra den canadiske journalist Naomi Kleins rasende påstande om, at liberaliserende reformer er så upopulære blandt almindelige mennesker, at stater aktivt bryder folks menneskerettigheder for at gennemføre dem, til f.eks. Robert Lawsons (Southern Methodist University) argument, at økonomisk frihed også fører respekt for andre frihedsrettigheder med sig. I Bobs præsentation, som han gav i forbindelse med at han modtog Adam Smith-prisen i 2019 (som kan læses i Journal of Private Enterprise her), understregede han netop at blandt de mange nye emner som folk i litteraturen undersøgte var det ” Particularly gratifying was the growing number of papers studying important topics like war, human rights, and gender equality.”

Der er derfor god grund til at skabe et overblik over, hvad den empiriske litteratur faktisk har fundet. Her nøjes vi dog med at se på, hvordan de overordnede data ser ud.* Det gør vi i to figurer fra mit kapitel, der viser sammenhængen mellem Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks og to mål for menneskerettigheder: Vásquez og McMahons Personal Freedom Index og V-Dem-projektets civil liberties index. I begge figurer skelner vi mellem autokratier (de hvide markører) og demokratier (de sorte markører).

Begge figurer demonstrerer en tydelig sammenhæng mellem økonomisk frihed og de to forskellige aspekter af menneskerettigheder. Korrelationen mellem økonomisk frihed og menneskerettigheder på tværs af autokratier er henholdsvis 0,36 og 0,32 i de to figurer, mens den er 0,50 og 0,54 blandt demokratier. Det billede bekræftes af litteraturen: Jeg har fundet 38 publicerede artikler, publiceret siden 2000, der undersøger sammenhængen mellem en form for mål for økonomisk frihed og mål for forskellige typer menneskerettigheder, og kun to af dem finder negative effekter.

Og hvad kan man så lære af det? Hvad kan man bruge den forskning til? Et tentativt svar er, at selv hvis man personligt er ligeglad med borgernes økonomiske frihed – hvilket ser ud til at være tilfældet for den nuværende danske regering – bør man alligevel være bekymret for indskrænkninger i den. Når stater og regeringer begynder at indskrænke borgernes økonomiske frihed, følger en del af deres andre frihedsrettigheder ofte med. Værdsætter man respekt for menneskerettighederne, går det ikke at man samtidigt tror at man kan begrænse borgernes økonomiske frihed.

* Skulle enkelte læsere have lyst til at læse kapitlet, kan man kontakte mig via e-mail. Forlaget, der udgiver den nye Handbook, tillader desværre ikke at teksten gøres offentligt tilgængelig andre steder.

Punditokraternes sommerserie 2023

Af Christian Bjørnskov, den 28. juni 2023. 3 svar

Som faste læsere ved, kører vi hos punditokraterne hvert år en sommerserie: En serie indlæg omkring et fælles emne. Sidste år var emnet begreber og idéer, som vi helst så folk holdt op med at bruge, i 2021 var det historiske forhold og blandt tidligere emner er der f.eks. public choice (i 2017), og befolkning, klima og vækst (i 2019). Sommeremnet i år er ikke-økonomiske gevinster af liberale institutioner og økonomisk frihed.

Baggrunden for sommerserien er ikke mindst, at det er 300-året for Adam Smiths fødsel. Smith var ikke blot en af moderne samfundsvidenskabs fædre, men også professor i moralfilosofi. Emnet i år giver os også mulighed for at diskutere en lang række andre forhold. Vi kommer for eksempel til at introducere læserne til Berggren og Nilssons pionerarbejde omkring tolerancenormer og økonomisk frihed og forholdet til menneskerettigheder, ligesom vi begiver os ud i sociale konsekvenser af regulering og meget andet.

Hvis læserne har forslag til, hvilke emner de gerne vil have dækket under sommerseriens dække, hører vi meget gerne om det!

Adam Smith 300 år: Hvem var han?

Af Christian Bjørnskov, den 17. juni 2023. Skriv et svar

Som Otto pointerede forleden dag, er det for tiden 300-årsdagen for Adam Smiths fødsel. Præcist hvilken dag han blev født, ved vi ikke. I starten af 1700-tallet registrerede man som oftest dagen et barn blev døbt, og ikke fødslen. Med andre ord kan vi kun sige, at Adam Smith blev født i denne uge for 300 år siden. Han blev ad omveje professor i moralfilosofi ved universitetet i Glasgow, og en del af den rent ud sagt fantastiske periode, vi idag kalder den Skotske Oplysningstid.

Skulle læserne have lyst til at vide mere om en af de mest indflydelsesrige filosoffer nogen siden, og den første samfundstænker vi kan genkende som moderne økonom – og det synes vi bestemt, de bør – er der flere steder at gå til. Vi kan allerførst anbefale at læse Smith selv! Både The Wealth of Nations og den mindre kendte (men fremragende) The Theory of Moral Sentiments kan stadig læses med stor fornøjelse. Vi kan også varmt anbefale Dennis Rasmussens interessante og bevægende The Infidel and the Professor om Smiths venskab med David Hume. Otto bidrog i 2011 til et fint temanummer af Libertas som er en god introduktion. Og hvis man er mere interesseret i manden og hans tid, er Johan Norbergs dobbeltdokumentar The Real Adam Smith nedenfor også stærkt anbefalet. Uanset hvad man har af tid og hvad man specifikt er interesseret i, er det altdi en god idé at lære mere om Adam Smith, hans idéer og hans tid. God fornøjelse!

Den nye vismand: Mette Ejrnæs

Af Christian Bjørnskov, den 15. juni 2023. Skriv et svar

I morges kom nyheden, at Danmark får en ny vismand: Det Økonomiske Råds formandsskab skifter et medlem ud. Det er der i sig selv ikke noget særligt i, da formandsskabet skifter medlemmer ud med jævne mellemrum. Der er dog et positivt og et lidt bekymrende aspekt af nyheden.

Den gode del af nyheden er, at det nye medlem bliver professor Mette Ejrnæs fra Københavns Universitet. Hun afløser min fine kollega Nabanita Datta Gupta, og har mange af de samme kvaliteter. Mette oplyser på sin hjemmeside på universitetet, at hendes primære forskningsområde er ‘anvendt mikroøkonometri’. Hun fortsætter således en lang tradition for at have mindst en vismand med empirisk kompetence i en eller anden form for arbejdsmarkedsøkonomi. Man kan heller ikke klandre hende for ikke at være kompetent. Mettes CV omfatter således publikationer i bl.a. supertidsskrifterne Journal of Political Economy og Review of Economic Studies, og de næsten lige så fine Review of Economics and Statistics og the Economic Journal. Hun er også blandt økonomer kendt som en omhyggelig og samvittighedsfuld forsker, der med garanti vil gøre sit vismandsarbejde lige så godt. Mette har også udtjent sin vismands-værnepligt som tidligere medlem i Ydelseskommissionen og Lønstrukturkomitéen.

Hvad er det bekymrende da i nyheden? Jo, som Thomas Bernt Henriksen understreger i Berlingske Tidende idag, er formandsskabet med udnævnelsen af Mette udelukkende fra Københavns Universitet. Med andre ord er CBS, Aarhus Universitet og SDU slet ikke repræsenteret, på trods af at både CBS og AU – SDU har sine egne problemer for tiden – bestemt har relevante kandidater siddende på deres økonomiinstitutter. Og det har altid været sundt at have medlemmer fra flere forskellige universiteter, eller som Torben Tranæs fra sektorforskningen, og i særlig grad fra steder, der er et skridt længere væk fra centraladministrationen.

Bundlinjen er dog, at Mette Ejrnæs er en god udnævnelse og et sikkert kort som ny vismand. Den rejser dog spørgsmålet, om det Økonomisk Råd har været forbi kvindelige økonomer på CBS og i Aarhus, som bare har sagt nej til jobbet. Jeg er personligt lidt spændt på, hvad rygtebørsen har at sige om det spørgsmål…

Krisen vi ikke taler om

Af Christian Bjørnskov, den 8. juni 2023. 1 svar

De seneste uger har medier og meningsdannere talt og skrevet om, hvordan regeringens krisefortælling er kollapset. Regeringen har måttet opjustere det finanspolitiske råderum med 16 milliarder kroner (ja, seksten milliarder), arbejdsløsheden er væsentligt under det strukturelle niveau, og inflationen er ikke værre end store dele af Europa. Man må kigge længe og forgæves efter større kriser, som Mette Frederiksen og Lars Løkke kan hævde, kræver regeringens ‘handlekraft’.

Der er dog én krise, som mange politikere og folk i fagbevægelsen har meget travlt med ikke at tale om: Danmark har en vækstkrise, og ikke mindst en krise i væksten i privatforbruget. Vi har tidligere skrevet om vækstkrisen (se f.eks. her), ligesom jeg over julen havde et mindre sammenstød med 3F’s cheføkonom, der insisterede på at påstå, at der intet problem er. Undersøger man selv situationen er det dog meget klart, at der er et problem. I det følgende gør vi det med udgangspunkt i offentligt tilgængelige data fra Danmarks Statistik; alle kan slå op i Statistikbanken og få adgang til samme information.

Danmarks Statistiks opgørelser viser – som man også tydeligt kan se i figuren nedenfor – at de 20 år før nedlukningerne mellem første kvartal 1999 og fjerde kvartal 2019 voksede danskernes privatforbrug i gennemsnit 1 % om året. Der var naturligvis en nedgang og nogle kvartalers stagnation omkring finanskrisen i 2008-9, men det er ret klart at se, hvordan væksten i privatforbruget vendte tilbage til den langsigtede trend i løbet af nogle år. Det er også ganske let at se dykket, da regeringen lukkede Danmark ned i starten af 2020: I løbet af blot et halvt år faldt privatforbruget med næsten seks procent.

Den umiddelbare krise ligger dog i perioden efter nedlukningerne blev opgivet i starten af 2022. De tre kvartaler over trend fra sommeren 2021 til 2022 er næppe nogen overraskelse, da det havde været effektivt forbudt for danskerne at bruge deres indkomst normalt i næsten halvandet år. Da det begyndte at blive muligt at komme nogen vegne, tog mange mennesker naturligvis muligheden mens der stadig var åbent. Stort set alle nationaløkonomer regnede således med et kortvarigt forbrugsboom, med en efterfølgende dosis inflation.

Det virkeligt store problem for regeringens fortælling om ansvarlighed og fremgang er derfor, at privatforbruget er styrtdykket igen, og nu igen ligger hele seks procent under den langsigtede trend. De seks procent er ikke småpenge: Havde privatforbruget fulgt trenden, havde hver dansker i gennemsnit haft 4300 kroner større forbrug uden de sidste tre års politisk idioti. Privatforbruget i første kvartal 2023 lå således på næsten præcist det samme niveau som i første kvartal 2017, seks år tidligere. Og vi er nu på tredje kvartal i træk med privatforbrug langt under trend.

Problemet med situationen er, at regeringen slet ikke synes at have nogen interesse i at beskytte danskernes privatforbrug, kun det offentligt forbrug og dermed Folketingets mulighed for at øse gaver på mulige vælgere. Så måske er det slet ikke så mærkeligt, at vi har en vækst- og forbrugskrise?

Mads Lundby Hansen, 1969-2023

Af Christian Bjørnskov, den 6. juni 2023. Skriv et svar

I går formiddags fik vi den sørgelige nyhed, at Mads Lundby Hansen var sovet ind natten før. Den danske debat har dermed mistet en af sine mest markante stemmer i de sidste 15 års diskussion af økonomisk politik, ligesom Cepos har mistet sin cheføkonom. Det vigtigste er naturligvis, at Mads også efterlader sin hustru og to børn.

Mads var født på Bornholm, og endte hos det dengang nystartede Cepos i 2005 efter at have arbejdet i både Finans- og Økonoministeriet og som cheføkonom for Venstre. Ingen kunne dengang have forudset, at det skulle blive til 18 års parløb med den nye tænketanks direktør, Martin Ågerup. Han blev dermed en central del af den proces, der etablerede Cepos som den primære danske tænketank, med Kraka som en tæt nummer to de senere år.

Mens nogen måske tog anstød af Mads lidt kantede og måske lidt bryske facon, begyndte andre danske økonomer hurtigt at høre efter, hvad han sagde, og læse hans analyser. Som en af mine erfarne kolleger på Aarhus Universitet engang pointerede overfor en yngre kollega, der var kritisk overfor Mads: Det kan godt være du ikke er politisk enig med ham, men han har jo ret! Der stod stor respekt om Mads faglige dygtighed, omhu og integritet, og der blev lyttet langt udenfor universitets- og tænketanksmiljøerne.

Den samme respekt har gennemsyret mandagens reaktioner på den triste meddelelse om, at Mads er gået bort. Venner og kolleger roser ham naturligvis, men også mange andre – inklusive AE-direktøren Lars Andersen og Dansk Metals cheføkonom Erik Bjørsted – der næppe har været politisk enige med Mads, fremhæver også hans faglige dygtighed og omhu. Og alle, fra Søren Pind til Pelle Dragsted, understregede igår hvor venligt og hjælpsomt et menneske, Mads var. Det kan jeg også selv med største lethed skrive under på, efter at have kendt Mads i snart 18 år. Mads havde faglige kvaliteter og menneskelig livsglæde i lige mål. Troede man, at han blot var et hoved der talte om skat i TV2, tog man grueligt fejl. Mads var meget mere end det.

Krisestater – en samtale med Ethan Yang

Af Christian Bjørnskov, den 2. juni 2023. Skriv et svar

I marts blev jeg spurgt, om jeg ikke ville lave en podcast i forbindelse med den årlige konference i the Public Choice Society. Det gjorde jeg med stor fornøjelse sammen med Ethan Yang fra the American Institute for Economic Research, da vi begge var i Seattle. Det primære emne var min forskning i nødret og nødsituationer – det hele lavet sammen med den fremragende Stefan Voigt fra universitetet i Hamborg – men Ethan og jeg drev også ud i blandt andet at tale om de skandinaviske velfærdsstater.

Ethan er en erfaren og vidende interviewer, og jeg nød at lave podcasten. Den er nu udgivet, og kan ses i sin helhed nedenfor. Jeg håber at vores læsere også enten lærer noget, eller i det mindste underholdes af en god samtale om nødret, Skandinavien og public choice.

Virker sanktioner?

Af Christian Bjørnskov, den 28. maj 2023. 2 svar

Der er en heftig diskussion om de økonomiske sanktioner mod Rusland virker. Spørgsmålet er svært at afgøre, ikke mindst fordi Rusland for over et år siden stoppede med at indberette økonomiske data til internationale organisationer. Verdensbanken, IMF og FN har således ikke bare dårlige og potentielt misvisende data, de har overhovedet ingen data. Det bedste man kan gøre for tiden er at undersøge, hvad sanktioner normalt gør.

Det der derfor meget værdifuldt, at Jerg Gutmann, Matthias Neuenkirch og Florian Neumeier forleden udgav et kort oversigtsstudie over litteraturen. Studiet udkom i maj i EconPol Forum (der tidligere hed CESifo Forum) med titlen The Impact of Economic Sanctions on Target Countries: A Review of the Empirical Evidence, og er en omhyggelig diskussion af netop hvilken evidens vi har for effekter.

De økonomiske effekter opsummere de tre tyskere i figuren nedenfor, som kommer fra deres egen forskning. Økonomien i sanktionerede samfund skrumper i de to år efter sanktionerne og – som Gutmann og hans kolleger understreger – returnerer vækstraterne til normalen. Sanktionerne efterlader således et permanent tab, som ikke indhentes efterfølgende. Og effekterne kan ses tydeligt i nationalindkomstens komponenter: Privatforbruget dykker stærkt og øjeblikkeligt, mens investeringerne og handelen – der begge ofte hviler på længerevarende kontrakter – dykker stærkt i år 2 efter sanktioner indføres.

Konklusionen er, at sanktioner virker, npr man ser isoleret på økonomien. Men hvis målet med sanktionerne er bedre respekt for menneskerettigheder, civile rettigheder, og mindre undertrykkelse, noterer Gutmann, Neuenkirch og Neumeier, at der ikke er meget systematisk evidens for at sanktioner virker. Der er endda enkelte studier, der peger på at sanktionerede regimer undertrykker mere end de ellers ville have gjort.

Bundlinjen er således, at sanktioner virker rent økonomisk, men også at det typisk er de fattige, der lider tabene, og at staten enten ikke opfører sig bedre – som målet ellers typisk er – eller undertrykker endnu mere. De historier og bidder af data, der kommer ud af Rusland, ser derfor helt normale ud: Putin-regimet opfører sig som et normalt, sanktioneret diktatur.

Var mundbindene værre end virkningsløse?

Af Christian Bjørnskov, den 26. maj 2023. 2 svar

I 2020 begyndte en lang række regeringer at tvinge deres borgere til at bære mundbind i det offentlige. Det gjaldt også den danske, mens den tyske regering gik endnu længere og påbød tyskerne at bære de såkaldte N95-masker. Påstanden var – modsat hvad sundhedsmyndigheder og læger sagde i starten af 2020 – at mundbindene ville forhindre, at man selv og andre blev smittede. Virussen ville, mente man, hænge fast i mundbindet og dermed ikke komme videre. Påstanden var måske politisk bekvem, men forskningsmæssig nonsens.

Et Cochrane Review, der blev udgivet i januar i år efter at Cochranes ledelse havde siddet på rapporten i næsten syv måneder, konkluderede at den samlede forskning viser, at mundbind ikke gør nogen forskel overfor luftbårne vira. Det samme havde det danske DanMask-studie vist – også selvom visse epidemiologer efterfølgende har brugt det som argument for mundbindstvang. To medlemmer af den britiske SAGE-kommission indrømmede endda, efter de havde forladt kommissionen, at de da vidste at mundbindstvangen ikke gjorde nogen forskel – de havde støttet den, fordi den ville gøre folk bange og at de derfor ville blive hjemme.

Ny forskning indikerer nu, at mundbindene måske ikke bare har været nyttesløse, men direkte skadelige for mange mennesker. Det er i hvert fald advarslen fra en oversigtsartikel af Kai Kisielinski, Susanne Wagner, Oliver Hirsch, Bernd Klosterhalfen, og Andreas Prescher, der udkom forleden i Heliyon. Artiklen med den mundrette titel “Possible toxicity of chronic carbon dioxide exposure associated with face mask use, particularly in pregnant women, children and adolescents – A scoping review” peger på potentielt alvorlige bivirkninger ved længere brug af mundbind.

Jeg blev opmærksom på studiet, da Jeffrey Anderson skrev om det i the City Journal. De fem tyske forskere fokuserer på én kilde til sundhedsproblemer ved at bære mundbind, og noterer kun kort sidst i studiet, at der naturligvis kan være langt flere. Deres bekymring er en ophobning af kuldioxid, som man ved er giftigt for mennesker og dyr i større mængder. De pointerer, at frisk luft har et kuldioxidindhold på cirka 0,04 %, mens folk der går med mundbind i længere tid, kan indånde luft med et indhold på over 1 %. Når man derop, viser blandt andet dyreforsøg, at man kan opleve væsentlige problemer. På tværs af de 43 studier, som forskerne kan opsummere i artiklen, tæller problemerne nedsat indlæring, dårligere hukommelse, og svagere psykologisk udvikling blandt børn, og både fødselsskader og dødfødsler.

Jeg har lært af egen, bitter erfaring, hvad der sker når man kritiserer den nedlukningspolitik, som de fleste vestlige lande praktiserede mellem 2020 og 2022. Det er derfor ikke bare gavnligt, men også modigt at de fem tyskere ikke bare skriver artiklen, men også at chefredaktør Christian Schulz har bragt artiklen. Nedlukningerne var ikke bare en politisk detalje, men det sidste århundredes største sundhedspolitiske fejl. Der er brug for omhyggelig og uafhængig forskning for at dokumentere, hvor stor skade politikere i det meste af verden gjorde på deres borgere. Kisielinske et al. er et fint bidrag til vores viden om netop det.

Mike Munger om den fremragende Geoff Brennan

Af Christian Bjørnskov, den 22. maj 2023. Skriv et svar

I juli sidste år døde Geoffrey Brennan, men hans død fløj desværre under radaren i de fleste medier, inklusive punditokraterne. Geoff var en fabelagtig forsker, der som en af de få virkelig formåede at integrere nationaløkonomi, public choice og filosofi. Og mens hans arbejde var førsteklasses hele vejen igennem, ikke mindst når han arbejdede sammen med sin ven og kollega, Nobelprismodtageren James Buchanan, var Geoff også et ekstrem venligt og rart menneske.

Det er pinligt at vi ikke fik skrevet mere om ham, men nu har Michael Munger heldigvis gjort det – og gjort det bedre end vi kunne. I det nye nummer af the Independent Review hylder Mike ham under overskriften “The Bright and Shiny Soul of Geoffrey Brennan.” For de mange læsere, der aldrig kendte eller kendte til ham, er det en fin introduktion til Geoffrey Brennan. For de af os der gjorde, er det en varm erindring om en af de fineste public choice-forskere nogensinde. Meget varmt anbefalet!

Seminar om økonomisk frihed og populisme

Af Christian Bjørnskov, den 18. maj 2023. 2 svar

Som flittige læsere ved, afholdt Cepos i samarbejde med Institutet för Näringslivsforskning (IFN) i tirsdags et seminar om populisme og økonomisk frihed. Hovedtaleren var Andreas Bergh, der er docent i nationaløkonomi ved Lunds Universitet og forsker ved IFN i Stockholm, mens emnet efterfølgende blev diskuteret med et panel med Robert Klemmensen, professor i statskundskab ved Lunds Universitet, undertegnede, og Cepos forskningschef Karsten Bo Larsen, der trådte ind i sidste øjeblik i stedet for Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance, der desværre blev syg.

Seminaret var interessant, oplysende og blev afholdt i en rigtigt god stemning – ikke mindst pg.a Cepos-direktør Martin Ågerups evner som ordstyrer. Andreas har efterfølgende skrevet en længere Twitter-tråd om emnet (læs her), men for de interesserede kan hele eventen ses nedenfor. Den er varmt anbefalet.

Robert Lucas (1937-2023)

Af Christian Bjørnskov, den 16. maj 2023. 3 svar

I morges fik jeg den triste besked, at Robert Lucas døde igår. Det er nok de færreste udenfor økonomverdenen, der kender til Lucas, men for nationaløkonomer var han en af de virkeligt store, og en af de meget få, der har fået et fænomen opkaldt efter sig. Lucas var, i hans kollega Greg Mankiws ord, måske den mest indflydelsesrige økonom i de sidste 25 år af det 20. århundrede.

Lucas var født i Yakima, Washington, og studerede senere på University of Chicago, hvor han fik en bachelor i historie som 22-årig. Efter et kort ophold på Berkeley vendte han tilage til Chicago, hvor han i 1964 fik en PhD i nationaløkonomi. Den pudsige kombination af historie og økonomi skyldtes, at den unge Lucas troede på den marxistiske påstand, at økonomi – samfundets produktionskræfter – driver historien. Som en form for marxist ville han derfor studere økonomi for at forstå historie, men endte i sidste ende med at forstå, hvorfor marxistisk teori var noget vrøvl.

Lucas er idag kendt for to separate bidrag til nationaløkonomi, og fik Nobelprisen i 1995 for det ene af dem. Hans relativt tidlige arbejde, ikke mindst hans 1972-artikel Expectations and the Neutrality of Money, var central for vores forståelse af, hvordan folks og virksomheders forventninger påvirker effekten af økonomisk politik. Tidligere havde keynesianske økonomer argumenteret for, at man ved f.eks. at føre ekspansiv finanspolitik kan skabe mere økonomisk aktivitet og få flere i arbejde. Lucas og flere af hans kollegers arbejde pegede på, at hvis man i samfundet forventer at regeringen fører ekspansiv finanspolitik, vil dens effekter bliver bygget ind i f.eks. lønkrav i overenskomstforhandlinger, og finanspolitikken bliver derfor til inflation i stedet for øget aktivitet. Med andre ord førte det til indsigten, at politik ofte kun virker hvis den er en overraskelse – altså hvis den ikke er forventet. Netop det, at ændrede forventninger kan ændre effekterne af politik, kendes nu som the Lucas Critique, og er en væsentlig indsigt, der for det meste taler imod aktivistisk økonomisk politik.

Det andet bidrag, som var mit første møde med Lucas, var hans 1988-artikel On the Mechanics of Economic Development, som jeg læste som kandidatstuderende. Lucas var her en af pionererne i den revolution af økonomisk vækstteori, der skete i slutningen af 1980erne og ind i 1990erne. Det var også i den artikel, at han indledte med de nu berømte ord om økonomisk vækst: “The consequences for human welfare involved in questions [om vækst] are simply staggering: Once one starts to think about them, it is hard to think about anything else.” Min personlige interesse for langsigtet vækst startede med et læse Lucas.

Robert Lucas beskæftigede sig med en række andre spørgsmål, og rystede således mange udviklingsøkonomer i 1990, med spørgsmålet Why Doesn’t Capital Flow from Rich to Poor Countries? Svaret var revolutionerende, og gav et solidt skub til forståelsen af f.eks. institutioners indflydelse på udvikling. Kun en virkelig stor forsker kunne stille et så provokerende spørgsmål, og give et svar der efterfølgende synes indlysende. Hans død er bestemt ikke fløjet under radaren: Læs f.eks. nekrologer i så forskellige medier som National Review, Chicago Business, Bloomberg, og Wall Street Journal.

Hvor er verdens befolkningstilvækst?

Af Christian Bjørnskov, den 13. maj 2023. 2 svar

I 1968 udkom en bog af Paul og Anne Ehrlich med titlen The Population Bomb, der advarede om at “The battle to feed all of humanity is over. In the 1970s hundreds of millions of people will starve to death in spite of any crash programs embarked upon now.” Bogen bruges stadig af miljøorganisationer og politikere, på trods af den åbenlyse mangel på evidens for dens forudsigelser. På den måde er den lige så elendig som den endnu mere berømte Limits to Growth fra 1972, der på samme måde var økonomisk analfabetisk: Ehrlich’ernes bog ender dens argument i den malthusianske fælde, som verden har været ude af siden 1700-taller, og Limits to Growth manglede enhver form for prismekanisme. Ingen af dem burde tages alvorligt, men millioner gjorde det.

Der er stadig mange politikere, der tror (eller i det mindste påstår), at det hele er et enormt problem, men nogle forskere mener, at befolkningstilvæksten allerede vil ramme nul om få år. Selv FN- forskere peger på, at der er en top i sigte. Mange forskeres pointe kan ses på dagens kort, hvor vi illustrerer forskelle i justeret fertilitet på tværs af verden. Dataene er fra Verdensbanken, og vi har taget fertilitetsraten (antal børn per kvinde), justeret med børnedødeligheden fra 2017-21.

Ser man på kortet, er det værd at bemærke at alle de grønne områder har justeret fertiliet under 2. Med andre ord skrumper disse landes befolkninger, medmindre de holdes oppe af indvandring. Det er værd at understrege, at nogle af verdens store lande er blandt de grønne: Brasilien, med en justeret fertiliet på bare 1,7, Iran på 1,8, og Vietnam på 1,9. Indien – der idag sandsynligvis har verdens største befolkning – ender lige præcist udenfor den grønne gruppe med en justeret fertiliet på 2,04 per kvinde og Kinas fertilitet er helt nede under 1,5!

Som kortet illusterer med al ønskelig tydelighed, vokser verdens befolkning stort set kun i Afrika. Selv her er Sydafrika og Botswanas befolkningstilvækst tæt på at ramme nul. De eneste steder udenfor Afrika med væsentlig befolkningstilvækst er Kazakhstan, Afghanistan og det tyndt befolkede Mongoliet.

Det særlige, som man ofte enten glemmer eller ignorerer, er at den såkaldt demografiske transition eksisterer, og nærmest er blevet stærkere de senere årtier: Når lande når et vist velstandsniveau, holder folk op med at få mange børn. Gennemsnittet for lande med en nationalindkomst per indbygger over bare 8000 dollars om året er således 1,88 børn per kvinde. Vietnam – der netop har en gennemsnitsindkomst på 8000 dollars – ligger præcist på det gennemsnit. I takt med at lande vokser over cirka det niveau, falder fertiliteten således synligt.

Hvornår klodens befolkning topper er meget svært, og måske umuligt, at sige. Men i takt med at fattige lande bliver rigere, løser problemet sig selv. Det er endda sandsynligt, at udbredelsen af mobiltelefoner og andet også gør sit, da det giver fattige mennesker adgang til at se, hvor almindeligt et liv med få eller ingen børn er i verdens rige lande. Ehrlicherne holder måske fast i, at de havde ret og at verden er på vej i skraldespanden, men de har aldrig taget mere tydeligt fejl end i disse år.