Cand.oecon. Christian Bjørnskov, Ph.D., er født i 1970 og professor i Nationaløkonomi på Aarhus Universitet. Har siden 2006 været ansvarshavende redaktør på Punditokraterne.
Af Christian Bjørnskov, den 6. juli 2024. Skriv et svar
Fraser Instituttet i Vancouver har det sidste års tid haft et større projekt med titlen Realities of Socialism. Projektet har dækket to lande, der aldrig rigtigt var socialistisk – Danmark og Sverige – som i amerikansk debat afbildes som socialistiske, to lande der faktisk var socialistiskee, men ikke længere er det – Estland og Polen – og et af de få lande, der valgte en fundamentalt anderledes vej: Singapore.
Hele projektet, som den glimrende danske økonom Lars Christensen har bidraget til, er absolut værd at tage et nærmere kig på. Men hvis man ikke har mod på at grave i hjemmesiden og læse adskillige sider, er der en anden mulighed. Rosie Fike interviewer Steven Globerman, der har været en af de drivende kræfter bag. Det hele tager en lille time, og er varmt anbefalet, hvis man vil vide mere om socialisme og andre muligheder, eller bare forstå Danmarks situation lidt bedre.
Af Christian Bjørnskov, den 2. juli 2024. Skriv et svar
Vi skyder vores sommerserie om økonomisk vækst igang idag med en kort afklaring. Et af de forhold, som ikke blot almindelige mennesker, men desværre også en del økonomer ikke forstår, er at vækst kan være kortsigtet eller langsigtet, og komme fra to helt forskellige kilder: Faktorakkumulering og produktivitetsvækst. Det er ekstremt vigtigt at forstå forskellene.
Forskellen er ellers meget enkel at forstå. Økonomisk vækst kan basalt set komme fra, at man bruger mere arbejdskraft, mere energi, flere råvarer osv. til at lave flere eller bedre varer. Det er den del af processen, som de fleste ikke-økonomer forestiller sig, når man taler om vækst. Men økonomisk vækst kan også komme fra produktivitetsfremskridt, hvor man laver det samme med mindre energi, færre råvarer eller mindre spild af dem, færre arbejdstimer osv., eller producerer varer af højere kvalitet med de samme ressourcer. Den første slags proces kalder man faktorakkumulering – dvs. at man bruger flere inputfaktorer for at lave mere output. Den anden slags kommer fra produktivitetsvækst – dvs. processen hvor vi på den ene eller anden måde bliver dygtigere til at bruge de ressourcer, vi nu engang har.
Taler man for eksempel om sammenhængen mellem miljøet og økonomisk vækst, er det helt centralt at forstå, hvilken vækstproces man taler om. Det er næsten indlysende, at faktorakkumulering fører til større miljøproblemer, fordi det indebærer en forøgelse af ressourceforbruget på en eller anden måde. Men det burde være næsten lige så indlysende – når man først kender forskellen på de to slags vækstprocesser – at produktivitetsvækst i det lange løb er forbundet med mindre miljøbelastning, fordi man producerer mere mængde eller kvalitet med mindre ressourceforbrug. At kende forskellen på de to processer er derfor fundamentalt vigtigt.
Det samme gælder centrale diskussioner i dansk politik. Det vigtige her er, at vi siden Solow og Swans arbejde i 50erne, at jo flere arbejdstimer eller jo flere inputs vi stopper ind i produktionen, jo mindre ekstra får vi ud af dem – der er ‘aftagende marginalafkast’. Den ekstra times arbejde giver ikke nær så meget, hvis man allerede arbejder 40 timer om ugen, som hvis man allerede arbejde 25. Hvis man derfor forsøger at hæve væksten ved at øge arbejdsudbuddet, som det har været diskussionen i mange år, får man ikke andet end kortsigtet vækst ud af det. Øget arbejdsudbud er ekstra faktorinput, og når effekten af at arbejde én ekstra time er realiseret, er der ikke yderligere vækst i det. Derimod vil alle tiltag, der forøger produktivitetsvæksten også forøge den permanente vækst; det der ofte kaldes ‘trend-væksten’.
Målet med korrekt forstået vækstpolitik er derfor altid at forøge produktivitetsvæksten i samfundet. Det er både der, man skal finde de store vækstfremskridt, hvor væksten er permanent, og hvor den også kan indebære miljøfremskridt. Dét aspekt kommer vi til at bære videre i sommerserien.
Som vi skrev om allerede for tre år siden, er Danmark og væsentlige dele af Europa i en decideret vækstkrise. Hvorfor det er sket og hvad man kan gøre ved det, er i virkeligheden store og væsentlige spørgsmål. Vi tager fat på dem i løbet af sommeren i en serie indlæg.
Som altid består sommerserien af en håndfuld emner, som vi har planlagt at skrive om på forhånd, og emer som dukker op undervejs. Der kommer naturligvis indlæg om vigtigheden af handel, gode institutioner, de nordiske tillidskultur, og iværksætteri. Vi regner også med at skrive om, hvorfor Latinamerika holdt op med at vokse, og hvad de asiatiske tigre og afrikanske højdespringere gjorde rigtigt. Men derudover opfordrer vi vores læsere til at foreslå emner til serien. Vi kan ikke love, at vi skriver om dem – det afhænger af, om der er solid forskning på området – men hvis der er, gør vi en indsats!
Af Christian Bjørnskov, den 27. juni 2024. Skriv et svar
De seneste år er der sket ret meget i vores forståelse af kup af kupforsøg. Forskningen har i høj grad undersøgt, hvad der sker efter kup: Hvordan økonomien udvikler sig, hvilke institutionelle ændringer der typisk sker, ændringer i militærudgifter, og undertrykkelsesdynamik er blot nogle af de emner, der sidste godt fem års forskning har set på. Men regimeændringer kan ske på andre måder, og særligt en af dem er blevet glemt af forskningen: Den bredere katergori af revolutioner.
Heldigvis er den slags huller i litteraturen glimrende emner for PhD-afhandlinger, og netop forståelsen af, hvad revolutioner gør, var emnet for den afhandling, Joshua Ammons forsvarede tidligere i år på George Mason University udenfor Washington DC. Han er pt. ansat på Institute for Humane Studies, samtidig med at han starter som post doctoral fellow ved Wabash College. Som man altid håber, er kapitlerne i hans afhandling nu på vej ud som artikler.
Særligt to af Joshs kapitler er værd at fremhæve, da de begge udkommer i gode tidsskrifter. I det første, der skrevet sammen med Shishir Shakya (Appalachian State University) og udkommer i Public Choice, ser han på om revolutioner påvirker graden af korruption i et land. Spørgmålet er interessant, fordi mange revolutioner – både de voldelige og de fredelige – begrundes som opgør med en korrupt elite eller apparat.
De to starter med at fortælle historien om Idriss Deby, der tog magten i Chad ved et kup og erklærede, at skulle være demokratisk og mindre korrupt. Resultatet blev, at Debys regime blev endnu mere korrupt end den allerede famøst korrupte Hissene Habre. Josh og hans medforfatter finder i deres undersøgelse af revolutionskampagner siden 1900, at det generelle billede er, at revolutionerne ikke påvirker korruptionen. Som man siger – revolutionen spiser sine børn – og det gælder også når man ser på korruption. Tager man hensyn til, at lande ofte får dårligere udvikling af befolkningens uddannelse efter revolutioner, er den langsigtede effekt endda negativ!
Konklusionerne er lidt mere positive i Institutional Effects of Nonviolent and Violent Revolutions, der udkommer i World Development Perspectives. Josh giver i artiklen et overblik over de 65 separate studier af revolutioner, der er udgivet. Han peger allerførst på, at litteraturen samlet viser, at ikke-voldelige revolutioner generelt fører til bedre resultater. Det gælder i særlig grad, at ikke-voldelige revolutioner oftere fører til demokratisering, ligesom folks civile rettigheder respekteres mere og retsvæsener og andre dele af de offentlige institutioner forbedres.
Som Joshs sidste highlight i artiklen siger, er det sådan at litteraturen “While highlighting the empirical edge of disciplined nonviolent resistance […] emphasizes the situated agency of citizens in driving social change through values, cooperation, and creative problem-solving.” Der er med andre ord behov for mere forskning i, hvordan folk navigerer store regimetransitioner – og måske behov for at holde øje med Joshua Ammons forskning de kommende år.
Af Christian Bjørnskov, den 25. juni 2024. Skriv et svar
I dag, den 25. juni, er det 178 år siden at verden med en enkelt parlamentsbeslutning blev væsentligt bedre. Storbritanniens premierminister Sir Robert Peel samlede et flertal af Whigs og enkelte af sine partifæller imod et flertal af konservative, for at afskaffe landets handelsbarrierer mod import af korn og andre fødevarer. Beslutningen – der idag kaldes the Repeal of the Corn Laws– var det første, store skridt mod frihandel i Storbritannien og Nordeuropa.
Baggrunden var, at landet siden 1600-tallet havde haft handelsbarrierer overfor import af fødevarer fra resten af verden. Fra slutningen af 1700-tallet udviklede samfundsvidenskaberne dog en forståelse af, både hvem der havde gavn af barriererne, men også at de samlet set var skadelige for den britiske økonomi. Det gjaldt ikke mindst efter David Ricardos Principles of Political Economy and Taxation blev udgivet i 1817. Ricardo beskrev i bogen sin teori om ‘komparative fordele’ (som John Stuart Mill døbte fænomenet), der indtil idag har været grundstenen i moderne handelsteori. Da Peel gennemførte en liberalisering af handelspolitikken, var konsekvenserne således allerede fuldt forståede og forudsigelige.
Liberaliseringen var ikke blot starten på en lang vækstperiode for Storbritannien, men også begyndelsen på en lang række lignende reformer i andre lande. Det blev derfor også – helt forudsigeligt – perioden hvor Danmark begyndte at specialisere sig i bacon, korn, og mejeriprodukter, og hvor man en overgang kunne høre Jylland blive omtalt som Londons madkammer.
Dagen fortjener ikke blot at blive husket for en del af indvarslingen af moderne vækst i Nordeuropa, men også fordi mange politikere og vælgere har glemt de indsigter, reformen byggede på. Det gælder ikke mindst, at den bedste handelspolitik er en politik uden nogen form for handelshindringer. Om man kalder det ‘strategisk autonomi’ (som EU-kommissionen), straf for andre landes statsstøtte, og blot misforstået nationalisme, er aktiv handelspolitik enn idé, der gør folk fattigere. Hvis der var ét emne, jeg ville undervise Folketingets politikere i, og som de færreste af dem forstår, var det netop det.
I mange vestlige lande, inklusive Danmark, findes en lille bevægelse, der argumenterer for at vi bør stoppe økonomisk vækst. Folk i bevægelsen er overbeviste om, at økonomisk vækst er forbundet med forurening, miljøproblemer, global opvarmning, tab af biodiversitet, og menneskelig elendighed. Der er således tale om en gruppering, der ønsker at afskaffe vestlig vækst og markedsøkonomi, gøre mennesker i rige lande fattigere, og i allerbedste fald omfordele fra velfungerende lande til fattige lande. Målet er som helhed at gøre kloden fattigere i miljøets eller den globale retfærdigheds navn.
Heldigvis har vores fremragende, unge kollega Justin Callais fra University of Louisiana Lafayette netop startet en Substack om økonomisk vækst. Og Justins første emneserie kommer til at handle om netop det: Hvorfor degrowth er så forvirret og forfejlet et koncept.
Hvis nogle læsere kan genkende navnet, er det fordi vi tidligere har omtalt Justin her på bloggen. Han er et af de meget spændende nye navne i amerikansk public choice, og har allerede markeret sig artikler i bl.a. Public Choice, European Economic Review, og Journal of Economic Behavior & Organization om så forskellige emner som forfatninger skrevet efter revolutioner er anderledes, om den politiske økonomi bag fyrtårne, og om markeder faktisk underminerer folks moral.
Justin peger i sit indlæg på, at økonomisk vækst et tydeligt er forbundet med så forskellige goder som borgere, der er mere tilfredse med deres liv, lang lavere dødsfald ved fødsler, lang lavere børnedødelighed, og langt færre mennesker, der lever i dyb fattigdom. Man kunne fortsætte listen, men bare konklusionen, at borgerne i rigere lande “are happier, healthier, and have less truly desperate levels of poverty” burde være nok. Debunking Degrowth er varmt anbefalet!
Medierne meddelte tidligere denne uge, at EU-Kommissionen vil underrette Europas bilproducenter om, at den ønsker at indføre en ekstra told på op til 25 procent på import af kinesiske elbiler. Tolden skal gælde fra næste måned, og den officielle intention er, at den skal være midlertidig. Måske giver den politisk mening, men fra en økonomisk vinkel er EU’s nye toldtiltag absolut vanvid.
Berlingske noterer idag, at Frankrig og Spanien har været ‘fortalere’ – læs, har lobbyet – for den nye told, mens bl.a. Tyskland og Sverige er imod. Baggrunden er, at kinesiske producenters andel af markedet for elbiler i EU de senere år er steget til otte procent. Som en yderligere grund til tiltaget, har kommissionsformand Ursula von der Leyen understreget, at “EU’s handelsunderskud med Kina er helt urimeligt højt” og at Kina giver statsstøtte til landets producenter. Kommissionens argument er således, at konkurrencen ikke er fair, at det landespecifikke underskud er for stort – og iøvrigt, at tolden kan give EU indtægter, som ikke kommer direkte fra medlemslandene.
Ingen af de danske medier har fanget, at von der Leyens argumenter er identiske med Donald Trumps retfærdiggørelse af de handelsbarrierer, han indførte og præsident Biden siden har udbygget. Allerførst giver det absolut ingen mening at kigge på et landespecifikt handelsunderskud. Læserne har nok, ligesom forfattere af denne blog, et ret solidt ‘handelsunderskud’ med Meny, Føtex eller andre forretninger, uden at det er et problem. På samme måde gælder det for lande, at man under nogle isolerede omstændigheder kan se det samlede handelsunderskud som et problem, men underskuddet med bestemte lande er inderligt ligegyldigt. At argumentere for politik med, at underskuddet med Kina er for stort, et intet andet end økonomisk analfabetisk.
Det samme gælder i virkeligheden for argumentet imod Kinas statsstøtte. Hvis den kinesiske regering effektivt støtter elbilproducenter i landet, der eksporterer til Europa, er det i sidste ende en overførsel til europæiske forbrugere. Man kan måske argumentere, at der er en pris at betale for europæiske elbilproducenter, men gevinsten for forbrugerne af at kunne købe billigere elbiler fra Kina er langt større.
Von der Leyens sidst argument bør også bekymre de fleste almindelige mennesker, og mange politikere. For argumentet er, at en elbilstold giver EU indtægter. Princippet i unionen er, at alle omkostninger skal finansieres af medlemsstaterne – unionen i sig selv bør ikke have indtægter. Men det forsøger man disse år at komme udenom, så EU kan bruge penge på tiltag uden at høre medlemsstaterne og søge finansiering fra dem. Von der Leyens argumenter er således en blanding af analfabetisme, blatant gammeldags protektionisme, og forsøg på at gøre unionsapparatet mere suverænt. Ingen af dem burde accepteres af bare normalbegavede borgere.
Af Christian Bjørnskov, den 4. juni 2024. Skriv et svar
Danske politikere er glade for at beskatte befolkningen, men ikke for at tale om virkningerne af skat. På venstrefløjen afviser man enten, at skat kan have dynamiske effekter, eller argumenterer for, at man med høje skatter opnår enten ‘lighed’ eller finansierer ‘gode’ formål. På højrefløjen foreetrækker man enten ikke at tale om emnet, eller gør det meget forsigtigt for ikke at forskrække SF-vælgere, der måske kunne skifte parti. Det gør bare ikke emnet mindre vigtigt, eller konsekvenserne af høje skatter mindre skadelige.
Min IFN-kollega Jacob Lundberg har tidligere i år skrevet en rapport for Svenskt Näringsliv – Sveriges pendant til Dansk Industri – om netop det emne, som blev udgivet i maj. Jacob køber ikke argumentet om, at marginalskatten ikke er særligt vigtig. Som han skriver: “Skatterna är bland politikens mest kraftfulla verktyg och spelar stor roll för tillväxten eftersom de påverkar nästan alla ekonomiska beslut som individer och företag fattar.”
Jacob starter med fuldstændigt at afklare en forvirring, der ellers findes i stor stil i både den politiske debat, og desværre endda blandt en række af mine kolleger. Der er to forskellige slags ‘dynamiske’ effekter!
For det første er der de dynamiske effekter, der tales om i den danske debat: Arbejdsudbudseffekter og investeringseffekter. Begge dele er såkaldt dynamiske effekter, der giver statiske effekter. Et højere udbud af arbejde eller større investeringer giver et højere BNP, men når hele effekten er slået til, er der ikke mere i dem.
Den anden slags dynamisk effekt er effekten af skat på iværksætteri og innovation. De to rykker ikke kun på BNP, men på den underliggende vækst i BNP på længere sigt. De type konsekvens glemmes for det meste i debatten, men er i virkeligheden langt vigtigere end arbejdsudbuddet og virksomhedernes almindelige investeringer. Hvorfor der ikke tales mere om dem, er et mysterium.
Er man mere interesseret, gennemgår Jacob en væsentlig del af den nye litteratur i den meget fine og grundige rapport. Det hele kan læses her og er varmt anbefalet for danskere, svenskere, og resten af verden der kan læse svensk.
DR har idag en nyhed om, at DI og flere danske politikere nu mener, at man bør sætte prisgrænsen ned for, hvornår der skal betales told af en importeret vare. Baggrunden er, at det kinesiske firma Temu og flere andre er begyndt at sende mange pakker til Danmark. Danskerne har fundet ud af, at man kan købe mange billige varer hos bl.a. Temu og få dem leveret til en kiosk eller andet tæt på. Og som fornuftige forbrugere gør mange selvfølgelig netop det.
Det har hidset flere politikere op, og helt unikt også DI, der ellers ikke plejer at være økonomisk analfabetisk. Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent hos DI, er ude med et krav om, at EU sænker bagatelgrænsen for, hvornår der skal betales told af importerede varer. Han hævder derudover, at der er tale om såkaldt ‘dumping’ fra nogle af de kinesiske firmaer – dvs. at de faktisk sælger varerne under omkostninger og derfor direkte taber på salget. Det kan i princippet kun lade sig gøre, hvis firmaet enten bliver subsidieret af den kinesiske stat, så det er de kinesiske forbrugere det bærer omkostningen, eller at det kun gør det en kort tid for mere permanent at erobre større markedsandele.
Argumentet fra både DI, Enhedslistens Per Clausen, og Danmarksdemokraternes Kristoffer Storm, er at importen skader danske virksomheder, der ikke kan konkurrere på ‘fair’ vilkår. Det er en af de ældste travere i protektionisternes verbale arsenal, og et argument vi har forstået fuldt siden David Ricardos arbejde i 1817, er absolut nonsens. Virksomheder, der konkurrerer direkte med den kinesiske import, vil naturligvis have en interesse i at stoppe den. Men den beskyttelse kommer med store tab for både forbrugerne og andre virksomheder, der rammes af både lavere samlet købekraft og potentielt også højere priser på input. Mekanismen er noget, enhver økonom med bare et modikum at selvrespekt skal kende og forstå.
Og det er her, dagens spørgsmål ligger: Er en eller flere af de tre, DR har interviewet, ude i et ærinde for en særinteresse, velvidende at forslaget er økonomisk skadeligt, eller er de ‘blot’ økonomiske analfabeter? Ser man på deres uddannelsesniveau, kan man ikke afvise basal inkompetence som en forklaring. Peter Bay Kirkegaard er uddannet fra statskundskab i Aarhus, Per Clausen har læst samfundsfag på Aalborg Universitet i 1980erne, og Kristoffer Storm har en HA jur. fra samme sted.
Man kan derfor måske undskylde de tre med fundamental uvidenhed: Der er sandsynligvis ingen af dem, der nogensinde er blevet undervist i handelsteori eller noget, der er blot tæt på. Clausen og Storm er derudover politikere, der har et enkelt ærinde – at overbevise vælgere og at blive set i debatten – og har således heller ingen egeninteresse i at vide ret meget om noget. Men Kirkegaard er trods alt chefkonsulent i DI, og burde derfor være bedre informeret og mere vidende end at rykke ud med nyprotektionistisk vrøvl. Og der burde også være en chef, der stoppede manden, før han risikerer at gøre skade på dansk erhvervsliv som helhed. Man må stille spørgsmålet, om Kirkegaard er emblematisk for, hvor dybt DI’s faglige niveau er faldet.
Sagen er rystende, fordi jeg og mine kolleger ikke ligefrem har regnet med, at den nyprotektionistiske bølge, der raser i de mere populistiske dele af amerikansk og europæisk politik, ville ramme Danmark. Helt særligt regnede vi ikke med, at Dansk Industri ville hoppe med på en så absurd analfabetisk idé. Det er skammeligt på flere plan.
Fra en rent teoretisk – og en intuitiv – vinkel er uddannelse vigtig for langsigtet vækst. Et vist uddannelsesniveau e nødvendigt for at have en forsknings- og udviklingssektor, for at medarbejdere kan lære nye metoder og ny produktion, og mere uddannede medarbejdere er også mere fleksible. Det er også svært at have et nogenlunde effektivt embedsværk uden et vist uddannelsesniveau, og nogle forskere mener også, at mere uddannede vælgere opfører sig mere begavet, når de stemmer. Problemet er bare, at forskningen har et problem, som Lant Pritchett beskrev i den glimrende Where Has All the Education Gone?for 25 år siden: Det er faktisk svært at vise sammenhængen empirisk.
Mine svenske kolleger Gabriel Heller-Sahlgren og Henrik Jordahl har netop udgivet en lille artikel i Applied Economic Letters med titlen Test Scores and Economic Growth: Update and Extension, der ser med friske øjne på problemet. Gabriel og Henrik følger en approach der blev startet af Hanushek og Woessman for ti år siden, hvor man i stedet for længden af folks uddannelse ser på test-scorer: Hvor meget har folk faktisk lært i folkeskolen eller gymnasiet, i stedet for bare at se på, hvor mange der har gået x år i skole. Det gør en væsentlig forskel.
Gabriel og Henrik opsummerer deres resultater således: “Our estimates also indicate a strong association between the share of top-performing students and economic growth. The share of top-performing students exhibits a correlation with economic growth that is five times as strong as the correlation between the share of students who meets basic requirements and economic growth.”
Med andre ord peger den nye forskning på to særlige forhold. For det første, at testscorer er meget bedre forklaringer for økonomisk vækst end antal skoleår. For det andet – og mere væsentligt – at den virkelige drivkraft ser ud til at komme fra andelen af studerende, der klarer sig virkeligt godt. Det peget således på, at den store væksteffekt kommer fra de virkeligt dygtige studerende – dem der kan noget særligt og har lært noget særligt – og ikke så meget fra den grå masses gennemsnitlige uddannelse. Det er ikke nogen særligt socialdemokratisk konklusion, og det er bestemt heller ikke en konklusion, der får regeringens angreb på de lange universitetsuddannelser til at se specielt begavet ud!
Jeg havde forleden en samtale med flere kolleger om, hvad medianvælgeren i Danmark egentlig vil. Baggrunden var en diskussion af næste valg, og hvad de nominelt blå partier vil gøre, og kan opnå. Problemet er, at de fleste – måske endda inklusive Liberal Alliance – har købt Hjort-doktrinen om, at man ikke kan vinde valg på blå politik, men må rykke ind mod den politiske midte. Hjort-doktrinen, som den kaldes i Danmark, er let genkendelig for alle public choice-forskere som en simpel udgave af medianvælgerteoremet. Men for at teoremet virker tydeligt, kræver det blandt andet, at der er én dimension i politik, at forhold som opfattet kompetence og ærlighed ikke er vigtige for vælgerne, og at man faktisk ved, hvor midten ligger. Det var det sidste punkt, vi kom til at diskutere.
Det mærkelige er, at midtpunktet i dansk politik i meget høj grad handler om omfordeling, og meget dansk politik derfor kommer til at handle om det. Det gælder for eksempel al mulig økonomisk politik, hvor ethvert forslag kommer med en vurdering af, hvordan det omfordeler indkomst, forbrug, skattebyrde eller andet. Er man akklimatiseret til dansk politik, virker det næppe mærkeligt, men det er det når man ser på, hvad danskerne konsistent siger i værdiundersøgelser.
Som kortet nedenfor illustrerer, er danskerne de mindst tilbøjelige i Europa til at støtte mere statslig omfordeling. European Social Survey, som kortet er lavet på baggrund af, spørger hvert andet år om staten skal introducere politik for at omfordele mere. Spørgsmålet stilles på en skala fra 1 – at man er stærkt enig – til 5, at man er stærkt uenig.
Den mindst omfordelingsvenlige region i hele ESS-undersøgelsen er Sydjylland og Fyn, hvor gennemsnittet er 3,22, efterfulgt af hovedstaden (3,08), Sjælland og Nordjylland (begge 3,04), og Karlovy Vary-regionen i det vestligste Tjekkiet.
Uden at konkludere for meget, er den simple pointe med dagens post, at danskerne overhovedet ikke er så forhippede på omfordeling, som store dele af Folketinget synes at tro. Skal de lede efter vælgere, der virkelig synes det er enormt vigtigt, skal de tage til Athen, Lissabon eller det vestlige Ungarn. Det er ikke i Danmark, at man finder vælgere der synes at yderligere statslig omfordeling er særligt vigtig eller ønskværdig.
vi har i år fået en række nye debatbøger, der alle bidrager til den danske diskussion: Martin Ågerups glimrende Hvad vil det sige at være borgerlig?, Dennis Nørmarks Ufrihedens pris , og Anders Krab-Johansens Fri os fra den værdiløse borgerlighed er alle gode indspark i et politisk miljø, hvor de fleste i to årtier er løbet med hovedet under armen mod den politiske midte.
Men nogle gange skal man have det lange lys på i debatten for at opdage, hvor man kommer fra og hvad ens fundamentale grundlag er. Det hjælper en meget fin ny bog af Alexander C. R. Hammond: Heroes of Progress. Alex er Free Trade Fellow og Director for the Initiative for African Trade and Prosperity hos the Institute of Economic Freedom i London, hvor han tidligere arbejdede som policy-analytiker. Hans nye bog er en letlæst introduktion til 65 personer, der alle bidrog væsentligt til menneskeligt fremskridt.
Heroes of Progress er varmt anbefalet herfra! Bogen starter med Johannes Gutenberg, der opfandt trykpressen og dermed lagde grundlaget for en verden, hvor alle kunne læse og havde adgang til bøger, aviser osv. Andre eksempler i den meget bredt informerede bog er James Watt (der opfandt den moderne dampmaskine), Cesare Beccaria (der grundlagde det værdimæssige fundament for moderne retstænkning), Wilhelm Röntgen (opdageren af røntgenstråler og dermed muligheden for at kigge ind i kroppen), Kate Sheppard (den første succesfulde forkæmper for kvinders stemmeret), Jonas Salk (der bidrog til poliovaccination), og Vasili Arkhipov (der forhindrede atomkrig). Det er kun syv af de 65 små fortællinger i en vellykket bog.
Alexs bog kan læses i et hug eller i små bidder, men er både interessant og inspirerende på samme tid – og jeg kalder meget sjældent bøger for inspirerende. Men det er virkeligt inspirerende at læse om, hvordan enkeltpersoner enten i sig selv eller som et eksempel på en bredere udvikling har bidraget til det forbløffede sikre, velstående samfund, vi har idag. Og det bliver svært ikke at stille spørgsmålet, hvordan vi kan få et samfund med flere af den slags borgere!
Af Christian Bjørnskov, den 14. maj 2024. Skriv et svar
Akademisk frihed er ikke bare en god og nødvendig ting for forskere, men også af væsentlig værdi for resten af samfundet. Hvis forskere ikke er frie til at vælge, hvad de forsker i, hvordan de gør det, hvad og hvordan de formidler til resten af samfundet, og hvad de underviser i, falder kvaliteten af det hele. Som min gode ven og kollega Niclas Berggren og jeg viste for et par år siden i artiklen Academic Freedom, Institutions, and Productivity, er kombinationen af gode institutioner og udbredt akademisk frihed en væsentlig vækstfaktor for moderne samfund. Spørgsmålet er derfor (blandt andet) hvorfor nogle samfund har så ringe akademisk frihed, mens andre har udbredt frihed.
Niclas og jeg tog hul på den debat for knap tre år siden i Political Institutions and Academic Freedom: Evidence from across the World, der udkom i Public Choice. Formålet med den artikel var ganske simpelt at undersøge, om regimetyper er vigtige. Vi fandt da, at “moving to electoral democracy is positive, as is moving to electoral autocracy from other autocratic systems, suggesting the importance of elections.” Med andre ord er har lande med valg med flere partier mere akademisk frihed, selvom valgene i sig selv ikke er ordentligt demokratiske; demokratier har ikke overraskende endnu mere akademisk frihed.
I den spritnye artikel Economic Freedom and Academic Freedom across Nations, der er under udgivelse i Journal of Institutional Economics, dykker vi et ekstra spadestik ned i spørgsmålet ved at undersøge, om der er et krydsforhold mellem de to typer frihed: Den akademiske og den økonomiske. I data mellem 1970 og 2015 fra 154 lande i hele verden følger vi ændringer i den økonomiske og akademiske frihed. Den empiriske analyse viser meget klart, at bedre retsvæsener fører til mere akademisk frihed, dvs. jo mere de juridiske institutioner indrammer politik og politikere, jo mere frie bliver forskerne til at gøre deres arbejde uafhængigt. Det interessante er, at vi i en række analyser ser lignende effekter af regulering: Jo mindre politikerne regulerer økonomien, jo mindre regulerer de også den akademiske verden.
Overordnet dokumenterer vi således en ganske væsentlig, positiv bivirkning af mere økonomisk frihed: Jo bedre retsvæsenet er og jo mindre staten regulerer økonomien, jo mere frie – og jo mere effektive – er forskerne i landet. og på langt sigt indebærer kombinationen endda, at landet også bliver væsentligt mere produktivt. Mere information og en foreløbig version er tilgængelige her.
Af Christian Bjørnskov, den 12. maj 2024. Skriv et svar
I den forløbne uge har der været en række historier med Emma Holten, der er ved at skabe sig selv en karriere ved at kritisere moderne økonomisk tænkning og videnskab. Holten, der ifølge Wikipedia er “cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og kønspolitisk rådgiver i Oxfam IBIS”, har netop udgivet bogen “Underskud – om værdien af omsorg”. Bogen kritiserer det, Holten kalder ‘etableret økonomi’, hvilket ser ud til at dække stort set al nationaløkonomisk metode, teori og forståelse.
Holten har indtil videre afvist kritikken, der ellers er ret klar i spyttet. Lars Harhoff Andersen, der er PhD-studerende i økonomi på Københavns Universitet og kører substacken Unreasonable Doubt, rammer sømmet på hovedet i en anmeldelse i Ræson, ved at pege på at bogen er så “fyldt med misforståelser af økonomisk videnskab, at hendes argumenter ikke får flyvehøjde.” Lars er stærkt skeptisk overfor bogen, der ikke blot illustrerer, hvor lidt Holten faktisk forstår. Som han f.eks skriver:
“Fordi Holten har et grundlæggende socialkonstruktivistisk udgangspunkt, bliver videnskabelige dilemmaer altid til politiske dilemmaer. Så når BNP ikke medregner uformel økonomi, er det for at beskytte vestlig imperialisme. Og når offentligt forbrug bliver regnet som en udgift, er det fordi økonomer finder det værdiløst. Denne tilgang gør hende blind for at se opdelingen imellem et marked, hvor folk tænker på sig selv, og en privatsfære, hvor folk tænker på hinanden.”
En tilsvarende, supplerende kritik kommer fra overvismanden, Carl-Johan Dalgaard, der understreger at et af problemerne er, at Holten ikke rigtigt forstår distinktionen mellem omsorgsetik og utilitaristisk etik. I stedet for at se distinktionen og forsøge at forstå økonomers analyseformer, begår hun fejlen – som den ellers venstreorienterede Jeppe Druedahl peger på i Information, at hun “misrepræsenterer økonomisk tænkning”.
Spørgsmålet er helt basalt, om vi overhovedet skal tage Emma Holten alvorligt. Hun udtalte sig forleden om, hvordan ingen kritikere havde engageret sig med hendes synspunkter og påstande. Grunden er, som f.eks. Carl-Johan og Jeppes kritik meget klart afslører, at vi som økonomer har svært ved at tage hende alvorligt. Læser man bogen eller blot udtalelser, er det tydeligt at hun ikke har besværet sig med at sætte sig ind i moderne økonomi – hverken teoretisk forståelse eller metode (som hun kalder ‘økonometrik’). Skal man kræve at blive tage alvorligt, skal man tage dem alvorligt, som man kritiserer.
Af Christian Bjørnskov, den 8. maj 2024. Skriv et svar
I 1990erne var der en hed diskussion om Danmark skulle overtage euroen som valuta. De fleste politiske partier var utvetydigt for euroen, mens et klart flertal af danskerne var imod. Der var også diskussion blandt nationaløkonomer, i det mindste indtil vismændene udgav en meget fin analyse, der endte med vurderingen af, at det nok hverken gjorde fra eller til. Siden da er flertallet blandt danskerne for at bevare kronen om noget styrket, mens man – i det mindste i mit erhverv – stadig møder mange politikere, der helst så Danmark indgå i eurozonen. Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om euroen overhovedet var og er en god idé.
Ricardo Duque Gabriel (Federal Reserve Board) og Ana Sofia Pessoa (IMF) undersøger i Adopting the Euro: A Synthetic Control Approach netop det spørgsmål. Den spritnye artikel, der er på vej ud i European Journal of Political Economy, benytter sig af syntetiske kontroller til at skabe en slags statistisk ‘dobbeltgænger’ for 12 lande, der adopterede euroen i 1999. Og de generelle resultater i artiklen taler ikke for euroen.
Gabriel og Pessoa finder, at ét land har haft klar økonomis gavn af at introducere euroen: Irland. En stor del af gevinsten skyldes dog, at Irland har formået at tiltrække en meeget lang række udenlandske virksomheder. Hvis man fokuserer på den økonomiske aktivitet, der går til irere i stedet for den aktivitet, der lavees i Irland – dvs. Bruttonationalindkomst i stedet for Bruttonationalprodukt – falder effekten til en tredjedel. Omvendt finder forfatterne, at Frankrig, Italien, Portugal, og Tyskland har oplevet relativt små, men negative konsekvenser af euroen.
Overordnet set er det mest interessante i artiklen, at Gabriel og Pessoa kan disaggregere effekterne. De finder her, at for eurolandene som helhed skabte eurozonen handel, og førte også til større offentligt forbrug. Omvendt førte euroen til lavere privatforbrug og mindre investeringer.
Når man ser på fundene i den nye forskning, er det svært at konkludere, at europrojektet har været en succes for borgerne. Påstanden var, at euroen ville gøre folk rigere ved at skabe mere handel og større investeringer. Handelseffekten ser ud til at være der, men euroen ser ud til at have ført til færre investeringer og større offentligt forbrug. Den har ikke gjort folk rigere, men faktisk en bid fattigere end i sammenlignelige lande, der ikke gik med i europrojektet. Overordnet kan man måske sige, at det var en succes for folk, der har særlige præferencer for offentligt forbrug og politisk kontrol, men en fiaske for alle vi andre.
Af Christian Bjørnskov, den 5. maj 2024. Skriv et svar
Siden 2009 har vi her hos Punditokraterne lavet en slags årlig ‘kåring’ af, hvem de bedste danske (national)økonomer er. Vi har fra begyndelsen understreget, at en del af pointen i diskussionen er, at det grænser til det umulige at sige, hvem der er ‘bedst’. Hvad skal man måle, og hvad lægger man vægt på? De spørgsmål er der ikke objektivt korrekte svar på, og enhver nok så kvantitativ og umiddelbart objektiv vurdering hviler derfor på en idé om, hvad der burde være vigtigt – og dermed en idé, folk er uenige om.
Hvert år gør vi det på en lidt anden måde end året før, for at understrege forskellene i selv små ændringer i opgørelsesmetoden, men også for at vise, at uanset hvordan man gør det, er der en lille gruppe økonomer i Danmark, der ligger i toppen af listen. I år sammenvejer vi fem forhold: Hvor mange artikler, en forsker har haft i et absolut toptidsskrift per år af sin aktive karriere, hvor mange citationer forskeren har haft per aktivt år, hvor stor en andel af forskerens artikler er udgivet i Top 25 % tidsskrifter, hvor stor en andel af artiklerne der ligger i Top 25 % af citerede artikler, og forskerens H-indeks. Der er således både indikatorer for høj forskningskvaliteten er og også et mål, der afhænger af hvor meget forskeren faktisk har produceret.
Og med det mål kan vi placere Lasse Heje Pedersen (CBS) på plads nummer ét. Lasse er citeret 12742 gang (ifølge Scopus) i en karriere, der startede med hans første publikation i 2002. Vi har talt ikke færre end 14 artikler i toptidsskrifter, der f.eks. omfatter 2 artikler i American Economic Review, en i Econometrica, og hele 12 artikler i Journal of Financial Economics. Nummer to er den enormt produktive Nicolai Foss (CBS), der er citeret hele 19488 gange siden 1993, og som er en hyppig gæst i Academy of Management Review. Nicolai er en af de få, der integrerer tænkning fra nationaløkonomi og ledelse, og gør det successfuldt. Fælles for de to – som man kan se hvad at sammenligne bidraget fra citationsdelen af indekset (det røde område) og kvalitetsdelen (de sorte) – er, at Lasse og Nicolai scorer ekstremt højt på begge dele.
Første kvinde og første økonom fra Aarhus er Helena Skyt Nielsen på plads nummer 7. Helena er interessant nok også den eneste, udover Lasse og Nicolai, der gør det godt nok til at være i Top 10 på begge halvdele af indekset! Top 20 omfatter to andre kvinder – Mette Verner og Marianna Simonsen. Pudsigt nok er alle tre Aarhus-økonomer, og selvom Mette idag er på VIVE, er hun absolut en del af hvad man kunne kalde Aarhus-miljøet i arbejdsmarkedsøkonomi.
Ellers er listen i år igen blandet, ikke mindst når det gælder forskningsområde. Flere topfolk er specialiserede i finansiel økonomi, men der er også folk i public economics, politisk økonomi, og en enkelt i public choice (undertegnede). Og som tidligere år er det slående at se, at en række af forskerne på listen slet ikke blander sig i den offentlige debat: En søgning på Infomedia viste, at halvdelen af Top 20 overhovedet ikke har været nævnt i landsdækkende medier med undtagelse af notitser om deres fødselsdag.
Et sidste spørgsmål er, hvordan danskere i udlandet ville placere sig, hvis de kom ‘hjem’, og hvordan vores udenlandske kolleger står? Tre danske økonomer, der er virkeligt internationale navne på deres respektive felter, er Annette Vissing-Jørgensen (UC Berkeley), Bo Honoré (Princeton) og Toke Aidt (Cambridge). Laver man samme øvelse for dem, placerer de sig henholdsvis som nummer 3, 6 og 12. Forestillede man sig, at min fremragende kollega Axel Dreher fra Heidelberg var i Danmark, ville han også ligge nummer tre, mens Stefan Voigt (Hamborg), som ofte placeres blandt de fem første i verden på det særlige specialområde, der kaldes Law & Economics, lige præcis ville ligge udenfor Top 20.
Overordnet gør danske økonomer dete således ganske godt – i det mindste når man se på toppen i Danmark. Men som altid skal den slags lister tages med et stort forbehold! Forskellige forskere har forskellige strategier – nogen udgiver mere end andre, og nogen fokuserer udelukkende på at ramme de allerfineste tidsskrifter – og visse specialområder citeres mere end andre, og er ‘lettere’ at få i de fineste tidsskrifter end andre. Men når man henover årene ser en top med de samme folk i hvert år, er det svært ikke at kalde dem nogle af Danmarks fineste økonomer, er det ikke?
På 1. maj må man spørge, hvad fagbevægelsens rolle er idag – har den overhovedet en positiv rolle at spille i et moderne Danmark – og hvordan ville en aktiv fagbevægelse, der gør det bedste for almindelige danskere i arbejde, se ud? Dagens spørgsmål er derfor, hvorfor fagbevægelsen ikke elsker økonomisk frihed som en ledetråd for økonomisk politik?
Figuren nedenfor viser fem forskellige faktorer i fem forskellige grupper: De 20 % lande med den laveste grad af økonomisk frihed, de næste 20 %, osv. op til de 20 % økonomisk frieste lande. Vi bruger her Fraser Instituttets Economic Freedom of the World indeks. De fem faktorer, vi ser på, er antallet af dødsulykker på arbejdspladsen per 100.000 personer, det gennemsnitlige antal arbejdstimer per år, den økonomiske ulighed (ginikoefficienten for disponibel indkomst), bruttonationalproduktet per ansat (basalt set gennemsnitsindkomsten), og hvorvidt landet er et demokrati.
Ser man på data, er det svært at se hvordan fagbevægelsen ikke burde støtte mere økonomisk frihed. Gruppen med meget lav økonomisk frihed har for eksempel 3½ gange så mange dødsulykker på arbejdspladsen, cirka 30 % større ulighed, og 24 % længere gennemsnitlig arbejdstid. Gruppen med høj økonomisk frihed har alligevel otte gange så højt BNP, over fire gange så høj indkomst per arbejdstime, og i praksis alle de mest økonomisk frie lande er demokratiske.
Pointen idag er, at en større grad af økonomisk frihed på langt sigt leverer stort set alle de forhold, som fagbevægelsen traditionelt har kæmpet for. Det samme gælder diskrimination på arbejdsmarkedet, og endda statslig diskrimination. Så hvorfor er fagbevægelsen i 2024 imod politik, der klart hæver løn, sænker ulighed, er forbundet med langt færre alvorlige ulykker, og sænker arbejdstiden?
Af Christian Bjørnskov, den 26. april 2024. Skriv et svar
Fraser Instituttet i Vancouver er en af verdens mest indflydelsesrige tænketanke fordi den udgiver den årlige Economic Freedom of the World rapport. Men Fraser-folkene lave mange andre ting, og en af de mest interessante i lang tid har været deres Realities of Socialism projekt. Projektet har undersøgt fem landes økonomisk-politiske historie – Polen og Estland, der faktisk var socialistiske i over 40 år, Danmark og Sverige, der ofte beskyldes for at være socialistiske økonomier, og Singapore, der for længe siden valgte en helt anden vej end de fleste rige lande. Bogen om Danmark, der er medforfattet af den fremragende Lars Christensen, hedder The Free Enterprise Welfare State giver et fint overblik over historien, og indsigter i hvordan en så skizofren konstruktion som Danmarks velfærdsstat nogenlunde kan finansiere sig selv.
Fraser Instituttet har nu udgivet en mini-dokumentar om Danmark, der bestemt kan anbefales. Hvis du har otte minutter til overs, er her noget at tænke over i weekenden:
Af Christian Bjørnskov, den 24. april 2024. 2 svar
Under nedlukningerne i 2020-22 dukkede en bestemt diskussion op flere gange: Førte nedlukningerne til at flere unge mennesker forsøgte at begå selvmord? Umiddelbart kunne man tro, at det ville ske når staten effektivt berøvede unge mennesker en stor del af deres sociale relationer. Jonas skrev endda direkte om det i februar 2021 (læs her), og konkluderede at der på det tidspunkt ikke var nogen evidens for flere selvmord.
Men den konklusion viste sig forleden at være for tidlig. I artiklen “Impact of COVID-19 restrictions on self-poisoning behavior with mild analgesics in Danish youth“, udgivet i Nordic Journal of Psychiatry, undersøger Gurbheej Singh, Jonathan Pommer Hansen, Ditte Hulgaard, Mads Damkjær, og Erik Christiansen, om antallet af selvmordsforsøg steg under nedlukningerne. De ser helt konkret på forsøg på at begå selvmord med smertestillende medicin, som bliver registreret omhyggeligt og konsistent. Forfatterne opsummerer deres resultater således:
For the period of this study, 1655 self-poisonings were registered. During the first lockdown, there was a slight, not statistically significant, decrease in self-poisoning rates (incidence rate ratio [IRR]) 0.98) compared to no lockdown. During the second lockdown, there was a significant increase in self-poisonings for the whole Danish population (IRR 1.85) with girls being slightly higher at risk (IRR 1.87). Being a girl or between the ages of 13–17 years old were risk factors for self-poisoning.
Med andre ord finder de danske forskere, at antallet af selvmordsforsøg blandt unge ikke ændredes i foråret 2020 under den første nedlukning, men steg voldsomt med 85 % under den anden nedlukning. Som vi har bemærket før her på stedet, er der ikke ret meget vilje til at diskutere omkostningerne ved de drakoniske nedlukninger under Covid-epidemien, men der kommer alligevel hele tiden drypvis ny viden om emnet. Så måske kan vi stille og roligt vente på, at der kommer modige danske politikere, der på et tidspunkt indrømmer, at det hele var en enorm fejl?
Af Christian Bjørnskov, den 21. april 2024. Skriv et svar
Forleden skrev vi om “censureret forskning“, efter at jeg havde deltaget i to sessions om Covid-forskning på årets APEE-konference. De to sessions dokumenterede ikke blot, at nedlukninger og mundbindskrav ikke virkede – i bedste fald er den estimerede effekt nul, mens flere studier nu finder at de på længere sigt slog folk ihjel – men også, at nedlukningerne havde alvorlige bivirkninger.
Min præsentation var af mit papir med Kasper Planeta Kepp, hvor vi studerede de ekstreme nedlukninger i Nordjylland, da nogen mente at vide, at der var en ny Covid-variant blandt mink, der måske kunne smitte mennesker. Syv nordjyske kommuner blev lukket ekstremt ned, men Kasper og jeg finder ingen effekt af de voldsomme nedlukninger på infektionsraten. Benefitten i en Cost-Benefit analyse af de nordjyske nedlukninger er derfor nul.
Det betyder dog ikke – som nogen politikere synes at ville indikere – at omkostningssiden også var nul. Vi giver et første indtryk af det idag, som vi illustrerer i figuren nedenfor. Her viser vi udviklingen i gennemsnittet af familieindkomster (de fuldt optrukne linjer) i de syv nedlukkede kommuner (de røde linjer) og de fire, der gik fri (de blå linjer); vi supplerer med pars indkomster (de prikkede linjer) og enliges indkomster (de stiplede). Alle dataene er indekseret til 1 i 2010, så man kan tænke på tallene som udtryk for procentvækst fra år til år.
Den første ting, man bør notere sig, er at de syv kommuner på ingen måde var anderledes end de fire andre før den ekstreme nedlukning i slutningen af 2020. Vækstraten i familieindkomster i de nedlukkede kommuner mellem 2010 og 2020 var 2,3 versus 2,4 % i de fire kommuner, der ikke blev lukket voldsomt ned (p<0,85). For par var vækstraterne henholdsvis 2,7 versus 2,7 % (p<0,98) og for enlige var de 2,5 versus 2,5 % (p<0,95).
Men den virkelige historie her er, hvordan det gik efter de ekstreme nedlukninger: Figuren gør de helt tydeligt, at mens væksten i de nominelle indkomster i de fire kommuner fortsatte ind i 2022, faldt de endda lidt i de syv kommuner, der havde været nedlukkede. Faldet i gennemsnitlige familieindkomster i de tidligere nedlukkede kommuner var -0,2 % i 2022 mod en stigning på 2,4 % i de fire andre. Selv hvis man kun fokuserer på de fire nedlukkede kommuner, der ikke havde rigtigt mange minkfarme (dvs. under 20), faldt gennemsnitsindkomsten med 0,6 % i 2022. Det er med andre ord ikke sandsynligt, at der kun er tale om et kollaps af minkerhvervet, der driver resultatet.
Eksemplet er blot en af de mange negative virkninger af nedlukningerne i 2020-22, som de fleste politikere og journalister ikke længere har lyst til at tale om. En anden er den alvorlige inflation, der i 2020 var blot 0,5 %, men accelererede i 2021 til 3,2 og ramte 9,3 % i 2022. Inflationen underminerede kraftigt danskernes købekraft, og selvom andre lande var ramt endnu hårdere, er det næppe en gangbar undskyldning.
Den dramatiske nedlukning af syv kommuner i Nordjylland på basis af visse epidemiologer og politikeres frygt for en mink-båret epidemi – som andre epidemiologer pegede på, allerede var uddød – er et lille hjørne af en af historiens største regeringsfejl. Hvis vi ikke taler om den, hvor pinligt det end må være for mange politikere, risikerer vi at gentage den.
